initial commit of ebook 29392HEADmain

8 files changed, 10676 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/29392-8.txt b/29392-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..dd45897
--- /dev/null
+++ b/29392-8.txt
@@ -0,0 +1,5200 @@
+Project Gutenberg's Etienne Gerards Bedrifter, by Arthur Conan Doyle
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Etienne Gerards Bedrifter
+
+Author: Arthur Conan Doyle
+
+Translator: Knud Salskov
+
+Release Date: July 12, 2009 [EBook #29392]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ETIENNE GERARDS BEDRIFTER ***
+
+
+
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen, Therese Wright and the
+Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+A. CONAN DOYLE
+
+ETIENNE GERARDS
+BEDRIFTER
+
+OVERSAT AF KNUD SALSKOV
+
+
+        "Han var tapper, men med
+     dette Stænk af Galskab i sin
+     Tapperhed, som Franskmændene
+     elsker."
+
+        (Marschal Gerards franske
+                   Biografi.)
+
+
+FREDERIKSBERG BIBLIOTEKS FORLAG
+
+MCMXI
+
+
+J. COHENS BOGTRYKKERIER
+(GEORG A. BACH)
+
+
+
+
+I.
+
+Hvorledes Brigaderen besejrede det korsikanske Broderskab.
+
+
+Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid
+villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjældent
+undgik hans Opmærksomhed, naar der uddeltes Belønninger. Imidlertid var
+jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte
+en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at være utilfreds med min
+Karrière. Havde Krigen endnu blot varet to eller tre Aar, havde jeg
+maaske faaet Marschalstaven, og den Mand, der havde den i sin Haand, var
+blot et Skridt fra en Trone. Murat havde ombyttet sin Husarhue med en
+Krone, og en anden Let-Kavallerist kunde maaske opnaa det samme. Alle
+disse Drømme blev imidlertid tilintetgjorte ved Waterloo, men alligevel
+vil mit Navn være tilstrækkeligt kendt af dem, der med mig har taget Del
+i Kejserdømmets store Krige.
+
+De overraskende Kendsgerninger, som jeg skal berette om i Aften, har jeg
+hemmeligholdt i Kejserens Levetid, fordi jeg gav ham mit Løfte om at
+gøre det, men jeg tror ikke, at det kan skade nogen, at jeg nu omtaler
+den betydningsfulde Rolle, jeg spillede ved denne Lejlighed. Jeg vil
+imidlertid tillade mig en kort Bemærkning, før jeg begynder min
+Fortælling. I maa altid erindre, at Fortælleren har _levet med_ i
+Historien. Jeg vil fortælle om, hvad mine Ører har hørt, og hvad mine
+Øjne har set, saa I maa ikke afbryde mig ved at fremkomme med Meninger
+eller Domme, der skriver sig fra en eller anden Pennehelt, som har
+skrevet nogle historiske Erindringer. Meget er skjult for saadanne Folk,
+og der er hændet Ting, hvorom Verden aldrig vil faa Besked. For mit eget
+Vedkommende kunde jeg fremkomme med meget overraskende Oplysninger,
+saafremt jeg ikke følte mig forpligtet til at tie.
+
+Lad mig imidlertid komme til Sagen.
+
+Da Kejseren efter Fredslutningen i Tilsit 1807 vendte tilbage til Paris,
+tilbragte han sin meste Tid sammen med Kejserinden og Hoffet i
+Fontainebleau. Han stod den Gang paa Højden af sin Magt. I tre paa
+hinanden følgende Felttog havde han pryglet Østerrigerne, slaaet
+Prøjserne til Jorden og frydet Russerne ved at gaa over paa højre Side
+af Niemen. Kun den gamle Bulldog bag Kanalen knurrede stadig, men kunde
+af gode Grunde ikke komme af Stedet. Saafremt vi paa dette Tidspunkt
+havde faaet Verdensfreden i Stand, vilde Frankrig have været mægtigere
+end nogen anden Nation siden Roms Dage.
+
+Vort Husarregiment og Gardens beredne Jægere blev den Gang indkvarterede
+i Fontainebleau. Det er, som I alle ved, kun en lille By, gemt i store
+Skove, og det var besynderligt den Gang at se den fyldt med
+Storhertuger, Kurfyrster og Prinser, der flokkedes omkring Napoleon som
+Hunde omkring deres Herre, hver især i Haab om, at der skulde blive
+tilkastet dem et Ben. Der blev talt mere Tysk end Fransk paa Gaderne,
+thi de, der denne Gang havde hjulpet os, var komne for at faa
+Belønningen, medens de, der havde været vore Modstandere, var komne for
+at prøve paa at slippe for Straf.
+
+Og bestandig red den lille Mand med det blege Ansigt og de kolde graa
+Øjne ud paa Jagt hver Morgen, tavs og utilnærmelig, og ham fulgte hele
+Slænget, der lurede paa hvert Ord af hans Mund. Naar han saa kom i det
+Humør, kunde han kaste hundrede Kvadratmil hen til En, runde et
+Kongedømme af til en Flod eller beskære et andet ved en Bjærgkæde. Det
+var paa den Maade, han plejede at gøre Forretninger, denne lille
+Artillerist, som vi havde hævet saa højt ved vore Sabler og vore
+Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi
+indrømmede, at han var den største Hærfører i Verden, men glemte heller
+ikke, at han havde de bedste Soldater at anføre.
+
+En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af
+Jægerne, blev Døren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og
+jeg sprang op og gjorde Honnør.
+
+"Min Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale
+med Dem Klokken fire."
+
+Alt i Værelset kørte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe
+med Hænderne i Bordkanten.
+
+"Hvorledes!" raabte jeg; "Kejseren!"
+
+"Netop!" sagde han og smilede af min Forbavselse.
+
+"Men Kejseren aner dog næppe min Eksistens, Oberst," svarede jeg,
+"hvorfor sender han saa Bud efter mig?"
+
+"Ja, det er netop, hvad jeg heller ikke kan forstaa," sagde Lasalle,
+imedens han snoede sit Overskæg. "Imidlertid faar hver Mand sin Chance
+her i Livet. Jeg har haft min, i modsat Fald vilde jeg ikke have været
+Oberst for tiende Regiment. Hvem ved, om dette ikke er det første Skridt
+hen imod den trekantede Hat."
+
+Klokken var kun to, da han forlod mig. Jeg gik frem og tilbage i
+Værelset i den største Ophidselse. Hvad vilde dog Kejseren tale med mig
+om? Det faldt mig ind, at han maaske havde hørt om de Kanoner, vi havde
+erobret ved Austerlitz, men alligevel? Der var saa mange, der havde
+taget Kanoner ved Austerlitz, og to Aar var gaaede siden den Gang. Saa
+blev jeg pludselig bange for, at han havde sendt Bud efter mig for at
+skælde mig ud. Han syntes ikke om vore Dueller, og efter Fredslutningen
+havde jeg haft en eller anden Spøg for i saa Henseende inde i Paris.
+
+Da Klokken var halv fire, hørte jeg Sabelraslen og faste Trin udenfor
+min Dør. Det var atter Lasalle, og med ham fulgte en halt lille Herre,
+meget pillent og sirligt paaklædt i en sort Dragt. I Armeen vedkendte vi
+os ikke mange Civilister, men dette var en af dem, som det ikke var
+tilraadeligt at se over Hovedet. Jeg havde kun at betragte disse
+funklende Øjne, den latterlige Opstoppernæse og den fast sammenknebne
+Mund for at vide, at jeg stod ved Siden af den eneste Mand i Frankrig
+som selv Kejseren maatte tage Hensyn til.
+
+"Det er Hr. Etienne Gerard, Hr. de Talleyrand," præsenterede Lasalle.
+
+Jeg hilste, og Statsmanden tilkastede mig et kort, skarpt, undersøgende
+Blik, der traf mig som en Kaardespids.
+
+"Har De forklaret Løjtnanten, under hvilke Omstændigheder han i Dag
+bliver kaldet til Kejseren?" spurgte han med sin tørre, pibende Stemme.
+
+Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade
+være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den
+sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa
+Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm,
+som om et helt Regiment satte sig ned. Paa sin sædvanlige, buldrende
+Maade sagde han:
+
+"Nu skal jeg forklare Dem, hvorledes Sagen forholder sig, min Knøs. Jeg
+var hos Kejseren i hans Privatkabinet i Formiddags, da der blev bragt
+ham et Brev. Han aabnede det, og det gav saadan et Sæt i ham, at Papiret
+fløj hen ad Gulvet. Jeg tog det op til ham, men han stirrede stadig paa
+Muren foran sig, som om han saa Spøgelser. "Fratelli dell' Ajaccio,"
+mumlede han, "Fratelli dell' Ajaccio." Jeg giver mig ikke ud for at
+kunne Italiensk og forstod derfor ikke, hvad han mente. Jeg troede, han
+havde mistet Forstanden, og De vilde have tænkt som jeg, Hr. de
+Talleyrand, saafremt de havde set hans Øjne. Han læste Brevet, og
+derefter sad han i over en halv Time uden at røre sig."
+
+"Og De?" spurgte Talleyrand.
+
+"Ja, jeg stod der uden at vide, hvad jeg skulde gøre. Men pludselig kom
+han til sig selv igen. Jeg formoder, Lasalle," sagde han, "at De har en
+eller anden ung og rask Officer i tiende Regiment?"
+
+"Det er de allesammen, Sire," svarede jeg.
+
+"Dersom De nu skulde udtage en, man kunde stole paa, naar det gjaldt,
+men som ikke tænker for meget -- De forstaar mig, Lasalle, hvem vilde De
+saa vælge?"
+
+"Jeg forstod, at han ønskede en Mand, der ikke vilde grunde for meget
+over hans Planer."
+
+"Jeg har En," sagde jeg, "kun Sporer og Overskæg og uden en Tanke udover
+Pigebørn og Heste."
+
+"Det er en Mand, jeg kan bruge," svarede Napoleon, "bring ham op i mit
+Privatkabinet Klokken fire i Eftermiddag."
+
+"Dette er Grunden til, at jeg er kommen til Dem, min Ven, og beder Dem
+nu at gøre 10endes Husarer Ære."
+
+Jeg blev egentlig ikke særlig henrykt over min Obersts Bevæggrunde, og
+mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til
+at le, og selv fra Talleyrand lød der en munter Klukken.
+
+"Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer
+maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en
+daarligere Lods end jeg. Ingen af os har nogen Anelse om, hvad denne
+Affære betyder, og sagt i Fortrolighed er det af den største Betydning
+for os, der bærer Frankrig paa vore Skuldre, at holde os underrettede om
+alt, hvad der foregaar. Forstaar De mig, Hr. Gerard?"
+
+Jeg havde ærlig talt ikke den fjerneste Idé om, hvad han mente, men jeg
+bukkede let og lod det faa Udseende af, at jeg var ganske af hans
+Mening.
+
+"Læg da nøje Mærke til alt og fortæl ingen noget som helst," sagde
+Talleyrand, "Oberst Lasalle og jeg vil ikke vise os i Følgeskab med Dem.
+Men vi venter paa at høre Dem fortælle og vil give Dem vort Raad, naar
+vi har faaet at vide, hvad der er passeret mellem Kejseren og Dem. Og nu
+maa De gaa, thi Kejseren tilgiver aldrig Mangel paa Punktlighed."
+
+Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt
+borte. Jeg gik ind i Modtagelsesværelset, hvor Duroc, iført en ny,
+skarlagenrød og guldbroderet Klædning spadserede rundt mellem en
+ventende Skare. Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de
+Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede
+paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte
+Tiggerstaven i Haanden.
+
+Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg
+overfor Kejseren.
+
+Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet
+Ansigt til Ansigt med ham. Men selv en Mand, der ikke kendte Kejseren,
+vilde blive slaaet af hans besynderlige, hypnotiserende Blik, og det
+fortælles, at Augereau, der var en Mand, som ellers ikke kendte til
+Frygt, skælvede for Napoleons Blik paa en Tid, hvor Kejseren var en
+ukendt Soldat. Imidlertid saa han meget venligt paa mig og befalede mig
+at blive staaende ved Døren. De Meneval skrev efter hans Diktat og saa
+imellem hver Sætning op paa Kejseren med sine fugtige Puddeløjne.
+
+"Det er tilstrækkeligt, De kan gaa," afbrød Kejseren ham. Efter at
+Sekretæren havde forladt Værelset, gik han over imod mig med Hænderne
+paa Ryggen og saa op og ned ad mig uden at sige et Ord. Skønt han var en
+lille Mand, holdt han meget af at have flotte Folk omkring sig, saa jeg
+tror, at mit Ydre tilfredsstillede ham. Jeg havde bøjet den ene Haand
+til Hilsen, medens den anden hvilede paa Sabelhæftet, og jeg saa lige
+frem for mig, som en Soldat bør gøre.
+
+"Naa, Hr. Gerard," sagde han endelig, medens han bankede med
+Pegefingeren paa en af Guldknapperne i min Pelisse, "det er bleven mig
+fortalt, at De er en meget fortjenstfuld ung Officer. Deres Oberst har
+givet Dem det bedste Skudsmaal."
+
+Jeg ønskede at give et udmærket Svar, men kunde ikke faa Lasalles dumme
+Bemærkning om "kun Sporer og Overskæg" ud af Hovedet, og saa endte det
+med, at jeg slet ikke svarede. Kejseren lagde nøje Mærke til mit
+Minespil, men syntes behagelig berørt over, at der intet Svar kom.
+
+"Jeg tror, De netop er den Mand, som jeg behøver," sagde han. "Tapre og
+begavede Mænd omgiver mig overalt, men en tapper Mand, som --". Han
+fuldendte ikke Sætningen, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke begreb, hvor
+han vilde hen! Jeg indskrænkede mig til en Forsikring om, at han kunde
+stole paa mig til Døden.
+
+"Saa vidt jeg har forstaaet, er De en dygtig Fægter?" sagde han endelig.
+
+"Taalelig, Sire," sagde jeg.
+
+"De blev valgt af Deres Regiment til at slaas med Mesterfægteren af
+Chambarants Husarer?"
+
+Det glædede mig, at han kendte saa meget til mine Bedrifter. "Ja Deres
+Majestæt, mine Kammerater gjorde mig den Ære!"
+
+"Og for at holde Dem i Træning fornærmede De seks Fægtemestre i Ugen før
+Duellen!"
+
+"Jeg opnaaede syv Kampe i lige saa mange Dage, Sire!"
+
+"Og De slap fra det uden en Skramme?"
+
+"Manden fra det 23de lette Infanteri-Regiment saarede min venstre Albue,
+Sire."
+
+"Lad være med den Slags Narrestreger, Monsieur," raabte han i et af
+disse pludselige Vredesanfald, der var saa betegnende for ham. "Tror De,
+at jeg ansætter mine Veteraner som Fægtemestre, for at De skal
+praktisere Kvart og Ters paa dem? Hvorledes skal jeg kunne staa Ansigt
+til Ansigt med Evropa, naar mine Soldater vender Vaabnene? mod
+hverandre? Blot endnu et Ord om Deres Dueller, og jeg skal knuse Dem
+mellem disse Fingre."
+
+Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine Øjne, og hans Stemme var
+slaaet over i den mest uharmoniske Hvæsen. Det prikkede og stak i min
+Hud, og jeg vilde i det Øjeblik med Glæde have byttet Plads med en enlig
+Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hær. Han vendte sig om imod
+Bordet, drak en Slurk Kaffe, og da han atter viste mig sit Ansigt, var
+ethvert Spor af Stormen forsvunden, og han havde atter det besynderlige
+Smil, der kom paa hans Læber, men aldrig i hans Øjne.
+
+"Jeg har Brug for Dem, Hr. Gerard," sagde han, "og behøver et godt Sværd
+ved min Side. Der er visse Grunde, hvorfor jeg vælger Dem. Men først og
+fremmest forlanger jeg Deres ubrødelige Tavshed. Saa længe jeg lever,
+maa intet af, hvad der sker mellem os i Dag, komme til noget Menneskes
+Kundskab."
+
+Jeg tænkte paa Talleyrand og Lasalle, men afgav Løftet.
+
+"For det andet ønsker jeg ikke at høre Deres Meninger eller Forslag. Jeg
+forlanger kun, at De skal gøre, som jeg befaler."
+
+Jeg bukkede.
+
+"Det er Deres Sværd, jeg har Brug for, ikke Deres Hjerne. Jeg besørger
+Tænkningen. Forstaar De?"
+
+"Ja, Sire!"
+
+"De kender Kanslerens Buegang?"
+
+Jeg bukkede.
+
+"De kender ogsaa det store, dobbelte Fyrretræ, Jagthundenes
+Samlingsplads i Tirsdags?"
+
+Saafremt Kejseren havde vidst, at jeg der satte en lille Pige Stævne tre
+Gange om Ugen, vilde han ikke have spurgt mig. Jeg bukkede atter.
+
+"Meget godt. Mød mig paa dette Sted Klokken ti iaften!"
+
+Jeg var kommen saa vidt, at jeg ikke blev forbavset mere over noget som
+helst. Hvis han havde forlangt, at jeg skulde indtage hans Plads paa den
+kejserlige Trone, havde jeg ikke haft andet Svar end et tavst Buk.
+
+"Vi vil da vandre ind i Skoven sammen," fortsatte Kejseren. "De maa være
+bevæbnet med Sabel, men ikke med Pistoler. De maa ikke tiltale mig, og
+jeg siger intet til Dem. Tavse gaar vi fremad. De forstaar?"
+
+"Jeg forstaar, Deres Majestæt!"
+
+"Efter en Tids Forløb vil vi faa Øje paa en Mand eller, sandsynligere,
+paa to Mænd under et bestemt Træ. Vi nærmer os dem. Giver jeg Dem et
+Tegn, maa De være rede til Forsvar. Giver jeg mig derimod i Samtale med
+disse Mænd, maa De vente og se, hvad der sker. Men har De først trukket
+blank, maa De sørge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper.
+Jeg vil selv hjælpe Dem."
+
+"Sire," udbrød jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Sværd nok skal gøre det
+af med to. Men vilde det ikke være bedre, om jeg tog en Kammerat med,
+frem for at De skal udsætte Dem for en saadan Kamp?"
+
+"Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har været Soldat, før jeg blev Kejser.
+De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en
+Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at
+gøre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne først en Gang dragne af Skeden,
+maa ingen af disse Mænd slippe levende bort."
+
+"Det skal de ikke komme til, Sire!" bemærkede jeg.
+
+"Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."
+
+Jeg gik henimod Døren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til
+at vende om.
+
+"Jeg kommer til at tænke paa, Sire --" begyndte jeg.
+
+Han sprang løs paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han
+vilde have slaaet mig.
+
+"Tænke!" skreg han, "De, _De_! Tror De, at jeg valgte Dem, fordi De
+skulde tænke? Lad mig bare høre at De gør det en Gang til! De, den
+eneste, som --! naa, lige meget, De møder altsaa ved Fyrretræet Klokken
+ti i Aften!"
+
+Død og Pine, hvor jeg var glad ved at slippe ud af det Værelse. Naar jeg
+har en god Hest under mig og et Sværd ved Lænden, ved jeg, hvad jeg har
+at gøre, men naar jeg taler med Kejseren, føler jeg mig som en Trænhest,
+der er kommen ud at køre i Kalesche. Derfor var jeg rigtig glad ved
+atter at komme ud i Luften, og jeg mere løb end gik over Pladsen til mit
+Kvarter, som en Skoledreng, der var sluppen bort fra Læreren.
+
+Da jeg aabnede Døren, var det første, jeg fik Øje paa, et Par himmelblaa
+Bukser og et Par sorte Knæbenklæder. Indehaverne af disse sprang begge
+op, og der blev hilst.
+
+"Hvad Nyt?" skreg de i Munden paa hinanden.
+
+"Intet!" svarede jeg.
+
+"Kejseren har altsaa nægtet at modtage Dem?"
+
+"Nej, jeg har talt med ham!"
+
+"Og hvad sagde han?"
+
+"Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "jeg maa beklage, at det er mig
+umuligt at fortælle Dem noget som helst. Jeg har lovet Kejseren det."
+
+"Pyt, smukke, unge Mand," svarede han og gned sig kattevenligt op ad
+mig, "det bliver mellem Venner, og De forstaar, at det ikke kommer
+udenfor disse fire Vægge. Iøvrigt indvier Kejseren mig altid i sine
+Hemmeligheder!"
+
+"Der er kun et Minuts Gang til Slottet, Hr. de Talleyrand," svarede jeg,
+"og saafremt det ikke er for megen Ulejlighed, beder jeg Dem gaa derhen
+og bringe mig Kejserens skriftlige Tilladelse til, at jeg maa indvi Dem
+i Hemmeligheden. Jeg skal da med stor Fornøjelse fortælle Dem alt."
+
+Han viste smilende Tænder, som den gamle Ræv han var.
+
+"Hr. Gerard synes at være lidt opblæst," udbrød han. "Han er aabenbart
+for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver
+ældre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en
+underordnet Kavallerist at give affejende Svar!"
+
+Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til
+Hjælp.
+
+"Knøsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde
+givet sit Løfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de
+Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i
+Skægget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der
+er tømt. Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige, at tiende Regiment ikke
+vilde have Plads til ham, og at vi vilde miste vor bedste Fægter fra
+samme Øjeblik, jeg hørte ham aabenbare Kejserens Hemmelighed."
+
+Diplomaten blev endnu mere bitter, da han saa, at jeg fik Medhold hos
+min Oberst.
+
+"Jeg har ladet mig fortælle, Oberst de Lasalle," sagde han med isnende
+Værdighed, "at Deres Meninger har en betydelig Vægt indenfor det lette
+Kavalleris Rammer. Skulde jeg komme i det Tilfælde, at jeg behøver
+Oplysninger om denne Del af Hæren, vil jeg være meget lykkelig ved at
+kunne spørge Dem til Raads. I Øjeblikket er det imidlertid et
+diplomatisk Spørgsmaal, der foreligger, og De vil maaske tillade mig at
+danne mig mit eget Skøn om den Ting. Saa længe Ansvaret for Frankrigs
+Velfærd og Hensynet til Kejserens Sikkerhed hviler paa mine Skuldre, vil
+jeg bruge ethvert Middel, der kan fremme begge, selv om det sker imod
+Kejserens personlige Ønske. Jeg har den Ære at anbefale mig, Oberst de
+Lasalle!"
+
+Han tilkastede mig et meget unaadigt Blik og gik med smaa, hurtige og
+lydløse Skridt ud af Værelset.
+
+Jeg kunde se paa Lasalles Ansigt, at han ingenlunde satte Pris paa at
+have den mægtige Minister til Fjende. Han rev en Ed eller to af sig,
+greb sin Sabel og sin Hue og skyndte sig ned ad Trappen. Da jeg kiggede
+ud af Vinduet, saa jeg, at en svær, blaa og en hinkende, sort Mand
+fulgtes sammen hen ad Gaden. Talleyrand var tilsyneladende meget
+fornærmet. Lasalle svingede med Armene og talte hurtigt, saa jeg antog,
+at han søgte at faa Freden i Stand.
+
+Kejseren havde befalet mig ikke at tænke, og jeg gjorde mit bedste for
+at adlyde ham. Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem,
+og prøvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecarté. Men jeg kunde ikke
+en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene paa Gulvet.
+Saa trak jeg min Sabel og øvede mig, indtil jeg var træt, men det var
+altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods af min Vilje.
+Klokken ti skulde jeg møde Kejseren i Skoven. Af alle de besynderlige
+Begivenheder, jeg havde oplevet i mit Liv, var denne sidste sikkert den,
+jeg mindst havde drømt om, da jeg i Morges sprang ud af Sengen. Men
+Ansvaret, det frygtelige Ansvar! Det hvilede helt paa mine Skuldre; der
+var ingen til at dele det med mig. Ofte havde jeg set Døden i Øjnene paa
+Slagmarken, men aldrig havde jeg vidst, hvad Frygt var, før i dette
+Øjeblik. Men saa betænkte jeg, at jeg kun kunde gøre mit bedste som en
+tapper og brav Soldat og først og fremmest adlyde de Ordrer, jeg havde
+faaet. Og dersom det gik godt, vilde denne Begivenhed sikkert blive
+Grundstenen til min Lykke. Saaledes tilbragte jeg Aftenen, vaklende
+mellem Haab og Frygt, indtil endelig Handlingens Time var nær.
+
+Jeg passerede Gardens Barakker og Rækken af Caféer, alle fyldte med
+Uniformer. Jeg opfangede et Glimt af Blaat og Guld fra mine Kammeraters
+Uniformer, blandet med Infanteriets lysegrønne Farver. Der sad de alle
+og drak deres Vin og røg deres Cigarer, kun lidet anende, hvad deres
+Kammerat havde for. En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et
+Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg
+skyndte mig af Sted og vilde ikke høre ham. Bandende over min Døvhed
+gik han tilbage til sin Vinflaske.
+
+Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De
+skyggefulde Træer dannede nemlig Fortsættelsen af Gaden, ligesom
+Tiraillørerne danner Fronten i en Kolonne. Jeg drejede ind paa en Sti og
+kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretræ. Som jeg tidligere
+havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg
+takkede Skæbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Léonie
+ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde være død af Skræk ved Synet
+af Kejseren. Enten vilde han have været for barsk overfor hende, eller
+han vilde -- hvad der var værre -- have været for venlig.
+
+Maanen var i første Kvarter, og da jeg naaede Mødestedet, saa jeg, at
+jeg ikke var kommen først. Kejseren gik da allerede frem og tilbage, med
+Hænderne paa Ryggen og Ansigtet bøjet ned mod Brystet. Han bar en stor
+graa Kappe og paa Hovedet en mægtig Hat. Jeg havde set ham i samme Dragt
+under vor Vinterkampagne i Polen, og der blev den Gang sagt, at han bar
+den, fordi Hatten var saadan en dejlig Forklædning. Han havde altid
+holdt meget af, hvad enten han var i Felten eller i Paris, at vandre
+rundt om Aftenen og lytte til Samtalerne i Kroerne eller ved Lejrilden.
+Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hænder
+paa, var velkendt, blev han næsten altid genkendt, og der blev derfor
+sjældent sagt andet, end hvad han helst vilde høre.
+
+Min første Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham
+vente, men da jeg nærmede mig ham, hørte jeg det store Kirkeur i
+Fontainebleau slaa ti. Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt,
+og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke
+at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene
+sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig
+derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.
+
+Vi vandrede over en Fjerdingvej, og jeg vidste, allerede før vi naaede
+derhen, hvad der var vort Maal. Midt i en af de aabne Pletter staar der
+en splintret Stub af et kæmpemæssigt Træ. Det kaldes Abbedens Bænk, og
+der fortælles saa uhyggelige Historier om Stedet, at jeg kender mangen
+en tapper Soldat, der ikke vilde holde af at staa Skildvagt der, Men
+selvfølgelig tog jeg ikke mere Hensyn til en saadan Overtro end Kejseren
+gjorde, og da vi nærmede os, saa jeg, at to Mænd ventede paa os. Straks
+da jeg fik Øje paa dem, stod de omme bag Stubben, som om de var bange
+for at blive sete, men da vi nærmede os, kom de os i Møde. Kejseren
+skottede tilbage efter mig og sagtnede sine Skridt, saa at jeg kom ham
+nær paa en Arms Længde. I kan nok tænke jer, at jeg havde Haanden paa
+Sabelhæftet, og at jeg havde et godt Øje til disse to Fyre, der nærmede
+sig os.
+
+Den ene var usædvanlig høj og meget spinkel bygget, medens den anden
+nærmest var under Middelhøjde og bevægede sig paa en ret brøsig Maade.
+De bar begge sorte Kapper, som var slynget omkring dem og hang ned ved
+den ene Side, ganske som Murats Dragoner bruger dem. Deres Hatte var
+store og flade og lignede dem, jeg senere har set i Spanien, saa deres
+Ansigter laa i Skygge, men jeg kunde se deres Øjne glimte. Med den blege
+Maane bag dem og deres lange sorte Skygger foran dem, var det netop
+saadanne Fyre, man kunde vente at møde om Natten ved Abbedens Bænk.
+
+Kejseren var standset, og ogsaa de to Fremmede stoppede op nogle faa
+Skridt fra os. Jeg havde sluttet mig tæt op til min Ledsagers Albue, saa
+at vi nu alle fire stod Ansigt til Ansigt, uden at der blev talt et Ord.
+Mine Øjne var især fæstede paa den høje Mand, fordi han stod mig
+nærmest, og efter at have iagttaget ham, blev jeg hurtig klar over, at
+han var i en frygtelig nervøs Ophidselse. Hele hans slanke Skikkelse
+skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt
+Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand
+bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men
+før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen
+Sabel. I samme Øjeblik gled den lille Mand forbi mig og begravede en
+lang Kniv i Kejserens Bryst.
+
+Min Gud! Dette Øjebliks Rædsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv
+faldt død om med det samme. Som i en Drøm saa jeg den graa Skikkelse
+svinge i konvulsiviske Bevægelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt
+af tre Tommer rødt Staal, der stak ud mellem Skuldrene. Saa faldt han
+med en sidste Stønnen om paa Græsset, medens Forbryderen, der havde
+begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glæde.
+Men jeg -- jeg drev mit Sværd med rasende Kraft igennem hans Mellemgulv,
+og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben slyngedes han seks
+Skridt tilbage, før han faldt. Jeg sprang derpaa ind paa den anden,
+grebet af en Blodtørst, som jeg ikke har følt hverken før eller senere.
+Da jeg vendte mig om, glimtede en Dolk for mine Øjne, og jeg følte det
+kolde Pust af den glide forbi min Hals og Bandittens Haandled støde imod
+min Skulder. Jeg stak efter ham med min Sabel, men han slap fra mig og
+flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr over den maanebelyste
+Skovslette.
+
+Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens
+Dolk havde fuldført sit Værk. Selv om jeg var ung, havde jeg set
+tilstrækkeligt af Krigen til at kende et dødeligt Saar. Jeg tøvede blot
+et Øjeblik for at berøre den kolde Haand.
+
+"Sire! Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en
+Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større,
+saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende
+op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter
+den Skurk, der endnu var i Live.
+
+Aa, hvor jeg velsignede den Klogskab, der havde faaet mig til at trække
+i let Fodtøj og Gamascher! Og den lykkelige Tanke, som havde faaet mig
+til at kaste Kappen! Enten kunde Skurken forud ikke slippe af med sin
+Kappe, eller ogsaa var han for forskrækket til overhovedet at kunne
+tænke. Som det nu var, vandt jeg hurtig ind paa ham. Han maatte ganske
+have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i
+Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den
+anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré
+ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der
+løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa
+Forbryderen. Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han
+Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens
+store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede
+mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I
+næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.
+
+Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede hen til Stedet og stirrede
+ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved at slaa
+mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende, snart
+aftagende Lyd naaede mit Øre fra Mørket neden under mig. Det var hans
+Aandedræt, og det viste mig hvor han var.
+
+Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform,
+hvorpaa der staar en Træhytte, der benyttes af Arbejderne som
+Værktøjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tænkt
+den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forfølge ham ned i Mørket. Men med
+et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Døren, og da jeg
+hørte ham fra Hjørnet, stod jeg snart overfor ham.
+
+Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet
+udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham dødeligt ved det første
+vanvittige Hug, thi skøndt han stødte og stødte, havde hans Arm ingen
+Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg
+havde overbevist mig om, at han var død, stod jeg op og gik ud i
+Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den,
+saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan være.
+
+Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand
+travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede,
+at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa
+den knortede Stub, der for altid vil være knyttet til den frygteligste
+Erindring i mit Liv. Jeg satte mig ned paa en væltet Træstamme med
+Sablen over mine Knæ og Hovedet i mine Hænder, og saa forsøgte jeg at
+gennemtænke, hvad der var sket, og hvad der vilde ske i den
+allernærmeste Fremtid.
+
+Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var død. Det var
+disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for
+andre. Han var kommet hertil i mit Følgeskab, og nu var han død. Jeg
+havde fulgt hans Befalinger og hævnet hans Død. Men hvad betød det?
+Verden vilde betragte mig som en Forræder, ja, maaske som en Morder.
+Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg
+ikke have været disse Skurkes Hjælper? Ja, jo! Jeg var uhjælpelig
+vanæret -- den laveste, mest fordømmelige Skabning i hele Frankrig.
+Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militære Løbebane, paa
+min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg
+nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vække Slottet
+og fortælle, at den store Kejser var bleven myrdet, næppe et Skridt fra
+mig? -- Nej, det kunde jeg ikke, -- jeg kunde det ikke! Der var kun en
+Udvej for en ærekær Soldat, hvem Skæbnen havde bragt i en saa fortvivlet
+Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Sværd og saaledes dele Kejserens
+Skæbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste mig op med
+hver en Nerve spændt for at udføre mine Beslutninger, men i samme
+Øjeblik steg frem for mine Øjne en Aabenbaring, et Syn, der standsede
+mit Aandedræt. Kejseren stod foran mig!
+
+Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i
+hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var
+aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide
+Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned
+mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.
+
+"Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at
+melde?"
+
+Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde
+jeg være bleven gal. Men netop denne korte militære Ordre var
+tilstrækkelig til at bringe mig til mig selv. Død eller levende -- nu
+stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.
+
+Jeg gjorde øjeblikkelig Honnør.
+
+"De har dræbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet
+hen imod Skuepladsen for Kampen.
+
+"Ja vel, Sire!"
+
+"Og den anden undslap?"
+
+"Nej, Sire! Jeg har ogsaa dræbt ham!"
+
+"Hvorledes!" raabte han; "De fortæller, at De har dræbt dem begge?" Han
+traadte nærmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tænder skinne i
+Maanelyset.
+
+"Det ene Lig ligger dér, Deres Majestæt!" svarede jeg, "det andet findes
+i Redskabsskuret ved Karréen."
+
+"Saa er de korsikanske Brødre ikke mere," udbrød han, efter en Pavse,
+som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig."
+Derefter bøjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.
+
+"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!" sagde han, "og udført Deres
+Ordre til min fuldkomne Tilfredshed."
+
+Saa var han altsaa Kød og Blod, denne Kejser. Jeg kunde føle hans lille,
+tykke Haand paa min Skulder. Men da jeg kom til at tænke paa, hvad jeg
+havde set med mine egne Øjne, stirrede jeg saa forvildet paa ham, at han
+gav sig til at smile.
+
+"Nej, nej, Gerard," sagde han, "jeg er intet Spøgelse, og De har ikke
+set mig blive dræbt. Kom med herhen, og De vil forstaa det hele."
+
+Ligene laa endnu paa Jorden, og to Mænd stod ved Siden af dem. Da vi
+nærmede os, saa jeg, at det var Roustem og Mustafa, Kejserens to
+Mamelukker. Kejseren standsede, da han naaede hen til den graa
+Skikkelse, som laa i Græsset, og da han fjernede Hatten, som laa i
+Græsset, saa jeg, at Trækkene var meget forskellige fra hans egne.
+
+"Her ligger en trofast Tjener, der har ofret sit Liv for sin Herre,"
+sagde han; "Hr. de Goudin ligner mig i Figur og Bevægelser, hvad De maa
+indrømme."
+
+Hvilken vanvittig Glæde overvældede der mig ikke ved disse faa Ord, der
+paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min
+Henrykkelse. Jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han
+traadte et Skridt tilbage som om han havde gættet min Hensigt.
+
+"De er vel ikke saaret!" spurgte han.
+
+"Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til --"
+
+"Saa, saa!" afbrød han. "De har opført Dem flinkt. Han burde have været
+paa sin Post. Jeg har set alt, hvad der er sket."
+
+"De saa det, Sire?"
+
+"De har altsaa ikke lagt Mærke til, at jeg har fulgt Dem gennem Skoven?
+Jeg har ikke tabt Dem af Syne fra det Øjeblik, da De forlod Deres
+Kvarter, indtil den stakkels de Goudin faldt. Den falske Kejser var
+foran Dem, den ægte bag ved Dem. Behag at ledsage mig tilbage til
+Slottet."
+
+Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og
+blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa Ære altid
+ført mig, som en Husar skal og bør, men selv Lasalle har aldrig struttet
+saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem
+skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg -- jeg, Etienne Gerard,
+Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons Dødsfjender
+i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte sig lynsnart
+om imod mig.
+
+"Er det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig
+Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene. "Er det saaledes, De
+forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet
+noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers
+frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa
+haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."
+
+Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente
+at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at
+vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg
+maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret
+imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap
+ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort
+det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank
+i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved
+en svag Hosten.
+
+"Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig
+efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"
+
+"Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at
+fortælle mig noget som helst!" svarede jeg.
+
+"Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end
+Ord. I samme Øjeblik, De er paa den anden Side af Døren, vil De begynde
+at anstille Efterforskninger. Om to Dage vil Deres Kammerater vide
+Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien
+være ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt
+til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De
+vil være i Stand til at beholde det for Dem selv."
+
+Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.
+
+"Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte
+meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det
+var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi
+har tilhørt det samme Broderskab -- de korsikanske Brødre, som vi kaldte
+os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det havde
+visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."
+
+Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt
+ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de
+stærke Lidenskaber og den desperate Hævnlyst. Hans Tanker var vendt
+tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i
+Værelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevægelse
+førte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.
+
+"Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig
+Dødelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end jeg. Men
+Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs eller mit
+Velfærd, om jeg længere fulgte disse Bestemmelser. De vilde tvinge mig
+til det, og saa kom Skæbnen over deres egne Hoveder. Disse to var
+Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at formaa
+mig til at møde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel, hvad
+dette Møde betød, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant. Paa
+den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endeløs Forfølgelse
+af min Person. Jeg kender deres Metode."
+
+Der kom igen et haardt Træk om hans Mund og et koldt Glimt i hans Øjne.
+
+"De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han.
+"Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"
+
+"Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsøge Skoven og bringe Slynglerne
+for Deres Fødder, Sire!" svarede jeg.
+
+Han rystede smilende paa Hovedet.
+
+"Jeg har meget vægtige Grunde, hvorfor jeg ikke ønskede dem fanget
+levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan
+være et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for
+Dem, at jeg for enhver Pris ønskede at undgaa Vrøvl og Skandale. Det var
+derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine
+Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om
+Affæren. Jeg har overtænkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt mere end
+en Forsvarer med de Goudin ind i Skoven, vilde Brødrene ikke have vist
+sig. Men for en enkelt Mands Skyld vilde de ikke forandre deres Plan
+eller lade Lejligheden slippe fra sig. Det var Oberst Lasalles
+tilfældige Nærværelse her i det Øjeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der
+bevirkede, at jeg valgte en af hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr.
+Gerard, fordi jeg havde Brug for en Mand, der kunde føre en Sabel, og
+som ikke vilde trænge længere ind i den Historie, end jeg ønskede. Jeg
+haaber, at De vil retfærdiggøre mit Valg i denne Henseende, som De har
+gjort det, hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!"
+
+"Jeg beder Dem at være forvisset herom, Sire!" svarede jeg.
+
+"Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over
+Deres Læber komme et Ord om denne Sag."
+
+"Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade
+dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i
+Eftermiddag."
+
+"Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant.
+Tillad mig at sige Dem Godnat -- _Kaptajn_ Gerard!"
+
+
+
+
+II.
+
+Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen.
+
+
+Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak
+at kalde ham, var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske,
+engelske Ansigt lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der
+smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde
+ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.
+
+"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal
+overfor en Rekrut.
+
+Jeg gjorde Honnør.
+
+"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"
+
+Min Kammerat slog Hælene sammen.
+
+"Kejseren har en Sendelse for Dem."
+
+Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.
+
+Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg
+har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne
+saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder
+jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere
+lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat.
+Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har
+en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en
+fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og
+alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.
+
+Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet
+og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved
+Siden af ham og forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind,
+snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han
+talte hurtigt og lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og
+to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i
+Møde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nærmere.
+
+"De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.
+
+Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det
+var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin
+sædvanlige korte Maade.
+
+"Og De, Major?"
+
+"Nej, Sire!"
+
+"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil --!"
+
+Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers
+Kaarde pegede han paa Rheims.
+
+"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to
+Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg,"
+Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans
+blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort
+Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris,
+godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i
+Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.
+
+"Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des
+mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris.
+Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være
+her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De
+skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det
+er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjælp om to Dage med hver
+Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og
+fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"
+
+Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved
+saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore
+Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede
+for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han
+smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde
+gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have
+set mig i det Øjeblik.
+
+"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod
+Kortet. "De maa følges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles.
+Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden
+rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at
+bemærke, Brigader Gerard?"
+
+Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte
+at tale om Frankrigs Hæder og Storhed, men Kejseren afbrød mig brat.
+
+"Og De, Major Charpentier?"
+
+"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da
+tilladt at vælge en anden?"
+
+"Soldater vælger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bøjede Hovedet
+for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved
+ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hørte dem begge le.
+
+Som I sagtens kan tænke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en
+halv Times Forløb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv,
+da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette,
+under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade.
+Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer
+holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han
+var selv en klodset Fyr, saa det var et kønt Par.
+
+Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over
+Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af
+vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembød Lejren det
+bedrøveligste Syn. Vor Hær var ved at smelte hen. Med Garden fik det
+endda gaa, skønt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og
+det svære Kavalleri kunde have været udmærket, saafremt der blot havde
+været noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer
+lignede næsten Skoledrenge med deres Lærere. Og vi havde ingen Reserver.
+Naar jeg saa fortæller, at der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000
+Russere og Østrigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde
+stemme selv den tapreste Mand alvorlig.
+
+For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fældede en Taare,
+indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han
+samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig
+Æres-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog
+Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have
+Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og
+Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig
+havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.
+
+Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne
+Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham.
+Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske,
+der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad
+der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens
+muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var
+hans Sendelse, han tænkte paa, hvilket overraskede mig, thi skønt jeg
+aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig
+umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermæssig
+Opgave.
+
+Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Før han
+forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et
+besynderligt spørgende Blik.
+
+"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.
+
+"Af hvad?"
+
+"Af vor Sendelse."
+
+"Den er dog lige til!"
+
+"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"
+
+"For at prøve vor Forstand!"
+
+Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.
+
+"Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle
+disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han.
+
+"Jeg følger min Ordre."
+
+"Saa bliver De blot slaaet ihjel."
+
+"Meget muligt."
+
+Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte.
+Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og
+Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa
+hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa
+videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden
+stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu
+sad inde med det værdifulde Dokument. Dette prægtige Papir, der skulde
+skaffe mig Æresmedaljen, om hvilken jeg saa længe havde drømt. Hele
+Vejen fra Braine til Sermoise tænkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige,
+naar hun hørte det.
+
+Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en
+Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte
+mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden,
+og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det
+svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da
+Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.
+
+Da jeg hørte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden,
+forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen,
+hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var
+besat af Fjenden. Men saa tænkte jeg paa, at han havde sagt til
+Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vælge. Jeg skulde følge
+den Vej, han havde opgivet mig, saalænge Violette kunde røre et Lem og
+jeg holde en Tømme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen
+gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og
+min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og
+naar jeg skulde dreje om Hjørnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg
+havde lært i Spanien.
+
+Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til højre for Vejen, naar man
+har passeret Træbroen, der fører over Crise, i Nærheden af den store
+Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at
+Prøjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme
+Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig
+ikke Tid til at høre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i
+Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.
+
+For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres
+Heste, medens de røg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik Øje paa
+dem i Lyset fra en aaben Dør, men af mig kan de kun have set Skinnet af
+Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et
+Øjeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben
+Port. Violette løb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden
+uden dog at træffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede
+kommen om det nærmeste Hjørne og hørte ikke en Gang Kuglernes Hvislen.
+Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun løb som en opskræmmet
+Hare, og der fløj Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbøjlen og svingede
+mit Sværd. Der var nogen, der sprang til for at gribe Tøjlerne. Jeg
+huggede Armen over paa Vedkommende og hørte ham hyle af Smerte bag mig.
+To Ryttere red ind paa mig. Jeg stødte den ene ned og satte fra den
+anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og fløj hen ad en bred, hvid
+Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid hørte jeg Lyden af
+Hovslag bag ved mig, men de døde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg
+ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De
+havde opgivet Jagten.
+
+Jeg maatte nu være midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved
+Vejsiden lød en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede
+to Mænd frem i Maaneskinnet -- Himlen var nu ganske uden en Sky -- og
+tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare
+dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er
+klædt netop som jeg var.
+
+Det var prægtigt Maaneskin, og Træerne kastede deres mørke Skygger hen
+over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det
+var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der
+flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille
+Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag,
+var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men
+jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange
+mærkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tænkte paa
+den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt
+optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hjørne kom lige ind
+paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Brændeild ved
+Vejsiden.
+
+Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa
+en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var
+bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev
+den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig,
+men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg
+foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons.
+Dette stod mig klart i samme Øjeblik. Mine Øjne havde næppe hvilet paa
+de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt
+Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.
+
+Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre
+svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en
+Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg
+troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tæt op
+imod en af Forhovene. Aa, det kære lille Dyr, hvor jeg dog elskede det,
+da jeg mærkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens
+Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske
+mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og
+hylede af Latter over den Strøm af Eder, der fulgte paa.
+
+Men Enden var ikke endda. Havde min Hest været frisk, havde vi nok redet
+dem agterud. Der var en af dem, en ung Knøs af en Officer, som var bedre
+ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to
+andre Forfølgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg
+vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev større.
+
+Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine
+Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa
+at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor
+Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for
+at se, hvad han vilde tage sig for.
+
+Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den
+dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde
+kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstødte en eller
+anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet
+til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der
+ikke var stort mere end en Landselængde imellem Hestene.
+
+"Rendez-vous!" brølede han.
+
+"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde
+Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste
+Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i
+Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med
+ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrækkeren, kom jeg til at
+tænke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest.
+Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et
+frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tænke paa, lod jeg atter
+Violette strække ud.
+
+Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre
+Forfølgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde været en
+Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa
+mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have
+set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i
+Hælene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet
+og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte
+at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at
+banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge
+Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det
+for Træernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer,
+og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Døden mig vis.
+
+Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig
+siden Moskwa havde jeg været i en saadan Knibe. Men for mit Korps' Ære
+vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det
+svære. Jeg drev derfor Violette fremad.
+
+Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men
+at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var
+Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en
+Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede
+den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig. Det var vore
+egne, kære, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forfølgere gjorde
+kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset
+brødes i deres Metalhjælme, og jeg travede hen til mine Venner uden
+upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en
+Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt.
+Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule
+paa det kraftigste dementerede min skødesløse Optræden.
+
+Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet,
+som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik Øje paa mig, fyldtes hans smaa,
+missende Øjne med Taarer, og jeg blev helt rørt over at se hans Glæde.
+Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at
+jeg skulde gennem Senlis.
+
+"Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."
+
+"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.
+
+"Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche?
+Hvorfor netop vælge den eneste Vej, hvor du kan være nogenlunde sikker
+paa enten at blive taget til Fange eller dræbt?"
+
+"En Soldat vælger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde
+hørt Napoleon sige.
+
+Den gamle Bouvet brød ud i en drillende Latter, der varede lige indtil
+jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa
+kom han endelig til Fornuft.
+
+"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi
+skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis
+polske Lansenerer foran os."
+
+Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden
+af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt
+tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have
+ført sig bedre, om de havde hørt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad,
+indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom
+trækkende med sin Kærre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde
+i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var
+Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende
+Aften. En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som
+laa i et Hjørne paa Torvet og var Byens største Bygning. En hel Division
+prøjsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke
+andet end Kosakker.
+
+Hvilken kærkommen Lejlighed tilbød der sig ikke her til at hævne sig paa
+disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et
+staaende Samtaleemne ved Lejrilden.
+
+Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red
+Forposterne over Ende. Raadhusets Døre blev slaaede ind, før Fjenden
+forstod, at Franskmændene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved
+Vinduerne, Hoveder, skæggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under
+Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de
+og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i
+Struberne paa dem, før de fik gnedet Søvnen af Øjnene. Det var
+frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne
+Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og
+Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de
+øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som
+Regnen fra et Tag.
+
+Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor
+landlige Fører viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I
+kan stole paa, at min lille Veninde trængte til det. Derefter vaskede
+jeg hendes Ben, tøjrede hende og gik saa ind i Huset for at finde en
+Mundfuld til mig selv, saaledes at jeg ikke behøvede at gøre Ophold, før
+jeg havde naaet Paris.
+
+Og nu kommer jeg til den Del af min Fortælling, der sikkert vil synes
+Eder mærkeligst, endskønt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser,
+hentede fra mit Soldaterliv, lige saa mærkelige som denne. I vil
+forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og
+Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige
+Hære, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fortælle Jer, hvad der
+hændte ved denne Lejlighed.
+
+Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han
+spurgte mig om vi ikke skulde knække Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi
+maa min Salighed ikke vente for længe," sagde han, "thi over i Skoven
+ligger der ti Tusinde af Theilmanns Prøjsere."
+
+"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.
+
+"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og
+med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til Køkkenet, hvorfra en
+Vindeltrappe førte ned i Kælderen. Det var let at se, at Kosakkerne
+havde været der før os; det fortalte de mange tømte Flasker, der flød
+omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have været en stor Levemand, for
+jeg kunde ikke ønske mig en bedre Vinkælder: Chambertin, Graves,
+Alicante, hvid og rød Vin, tør og musserende, alt laa i velordnede
+Pyramider og kiggende undseligt frem mellem Høvlspaanerne. Gamle Bouvet
+stod med sit Lys og smidskede af alle Herlighederne -- han lignede ganske
+en Kat foran et Mælkefad. Han havde faaet sig udsøgt en Flaske Bourgogne
+og strakte netop Haanden ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve
+over os. Prøjserne var over os!
+
+"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.
+
+"Der er én til, som skal dø forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op
+ad den anden Trappe.
+
+Havde jeg været i hans Sted, vilde jeg ogsaa have søgt Døden. Thi han
+havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udsætte Vagtposter. I første
+Øjeblik havde jeg i Sinde at gøre ham Følgeskab, men saa kom jeg i
+Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dræbt,
+vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hænder. Derfor lod
+jeg Bouvet dø alene, gik atter ned i Kælderen og slog Døren i efter mig.
+
+Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt
+Lyset, da Prøjsernes Hylen lød oven paa, og jeg, der famlede mig frem i
+Mørket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis
+fandt jeg efter nogen Søgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad.
+Jeg søgte forgæves at tænde det ved mit Fyrtøj. Vægen maatte være bleven
+fugtig ved at falde ned i en Vinpøl, og jeg huggede det derfor midt
+over med mit Sværd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde
+gøre, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hæse, og
+det vilde sikkert ikke vare længe, før de følte Trang til noget at faa
+Struben vædet med. Saa vilde det være Slut for den flotte Soldat, hans
+Sendelse og Æres-Medalje. Jeg tænkte paa min Moder, og saa tænkte jeg
+paa Kejseren. Jeg følte mig bedrøvet over, at den ene skulde miste saa
+fortræffelig en Søn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden
+Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!"
+tænkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke
+sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som
+et Frostsaar, skal dø i en fransk Vinkælder!" Jeg sprang hurtig op og
+forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.
+
+Min første Tanke var at sætte Ild paa Huset for at undslippe i
+Forvirringen. Min næste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om
+for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der
+var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede
+først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa
+forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg
+satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter
+saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det
+andet Rum. Lyset røg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i
+Mørke.
+
+Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi
+uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden
+Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette
+i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at
+have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da
+jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke
+tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.
+
+Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa
+Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i
+Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og
+atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako
+næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel
+havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at
+det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv
+Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en
+saadan Karl.
+
+Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte
+Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar
+det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for
+mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han
+virkelig var bange -- dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme
+Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne
+som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været
+ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et
+Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og
+mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen
+Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have
+set mig i det Øjeblik!
+
+Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa
+tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem,
+din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater
+Følgeskab!"
+
+Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op
+af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket
+i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.
+
+"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til
+Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit
+Liv saa dyrt jeg kan!"
+
+"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal
+behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"
+
+Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.
+
+"Hvem har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.
+
+"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min
+Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende
+fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."
+
+"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i
+Kælderen?" spurgte jeg.
+
+"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved
+Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage
+mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset
+stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele
+allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse
+mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder,
+hvor De nu har fundet mig."
+
+Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende
+Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han
+havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den
+forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne
+Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet
+vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes
+skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa
+glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade være at beundre min
+egen Opfindsomhed.
+
+"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig
+Stilling!"
+
+"Og hvorfor?" spurgte han.
+
+"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."
+
+Han begyndte at hænge med Næbet.
+
+"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.
+
+"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg.
+"Men Vanskelighederne er store."
+
+"Forklar Dem nærmere," udbrød han.
+
+"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at
+vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at
+blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig
+over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres
+Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse
+Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.
+
+"Men det er jo frygteligt!" sagde han.
+
+"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik
+ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"
+
+"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De,
+at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage
+her?"
+
+"Det værste af alt!"
+
+"Og hvorfor?"
+
+"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De
+hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg
+nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."
+
+"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"
+
+"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og
+trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."
+
+"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"
+
+"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."
+
+"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv -- hvad vil De
+tage paa?"
+
+"Jeg vil trække i Deres Uniform!"
+
+"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"
+
+"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke.
+Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod
+mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit
+Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og
+De vil være frelst."
+
+Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder
+var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem,
+men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhæng
+med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den
+gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men
+selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa
+min ny Frakke.
+
+"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."
+
+Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg
+lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde
+vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod
+netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks
+Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre
+ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i
+det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg
+laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han
+ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad
+Køkkentrappen.
+
+Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt
+og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse
+som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa
+Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom
+jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion.
+Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige
+Tjeneste -- og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem
+Linjer, maaske syv, om mig i _Monitøren_. Palaret fik otte Linjer, og
+jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.
+
+Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over,
+var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under
+sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at
+hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev
+jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.
+
+Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at
+hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu
+et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre.
+De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer,
+der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og
+klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers
+Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans
+lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg
+lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg
+havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten
+er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i
+Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne
+Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget
+morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg
+nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg
+var Afdelingens Kommandant.
+
+Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte
+Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen,
+og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men
+hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg
+valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en
+Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa
+Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa
+Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et
+bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.
+
+Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og
+pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger
+som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op
+med, naar det gælder at røve og plyndre."
+
+En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede
+jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi
+under Egtræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de
+trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes
+uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to
+Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg
+blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til,
+medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa
+mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud
+af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en halvandet
+hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte Kosak komme
+galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved Synet af ham.
+Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til Fortvivlelse,
+og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et Øjeblik. Derefter
+aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i
+Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude,
+at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille
+krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter
+holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa
+Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg
+havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.
+
+Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot
+tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større
+Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor,
+skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig
+uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem
+Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde
+jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje
+betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa
+have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde være. Han
+tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sværd.
+Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig holdt af at
+slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans
+Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han
+styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med,
+før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han
+var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og
+vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted
+efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk,
+som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest
+og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort
+fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og
+hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine
+Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine
+Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi. Hvor var jeg
+lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet
+mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at
+ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var
+besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige
+Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri -- havde kæmpet med
+Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.
+
+Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg
+galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til
+Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at
+være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for
+at svinge mit Sværd i Luften.
+
+Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa
+svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig
+i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg
+lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd
+endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min
+Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert
+vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med
+Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en
+Østenvind. Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg
+i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at
+jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det
+franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham,
+hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.
+
+Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om
+Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa
+herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af
+Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til
+Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg
+naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej
+efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev
+bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og
+hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog.
+Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra
+Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv
+min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den
+vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden
+os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen
+efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige
+saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.
+
+Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke
+spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte
+fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som
+den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde
+ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle
+Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og
+derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa
+Øjne.
+
+"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.
+
+"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af
+Hest-Grenadererne."
+
+"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.
+
+"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke
+forbavse Dem!" bemærkede jeg.
+
+"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et
+besynderligt Smil.
+
+Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt
+flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme
+bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa
+tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans
+Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til
+Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste
+Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg længtes
+naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.
+
+Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej.
+Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem
+Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon
+stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu
+bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som
+da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre
+ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i
+udmærket Orden.
+
+Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par
+Dage.
+
+Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens
+Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og
+studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket
+over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de
+forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig,
+slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit
+blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.
+
+"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.
+
+"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret
+Dokumentet til Kongen af Spanien."
+
+"Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter.
+Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom
+Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.
+
+"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.
+
+"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.
+
+"Af hvem?"
+
+"Russerne."
+
+"Kosakkerne?"
+
+"Ja, en enkelt Kosak!"
+
+"Overgav han sig?"
+
+"Uden Modstand!"
+
+"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."
+
+Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.
+
+"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig,
+som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har
+sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende
+en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem
+og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem
+at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat
+ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan
+være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev
+indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre
+Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"
+
+Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige
+foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke
+forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit
+Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været
+viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.
+
+"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg
+talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at
+spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet
+skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var
+sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit
+Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har
+gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under
+Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"
+
+Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa
+megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af
+det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne,
+mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min
+Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg
+tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
+Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da
+jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i
+Øret.
+
+"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde
+handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"
+
+Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa
+Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.
+
+"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader
+Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste
+Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."
+
+
+
+
+III.
+
+Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot.
+
+
+Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur
+til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg
+vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil
+forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han
+altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj,
+saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være
+surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet,
+der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han
+klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin
+Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det
+er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil
+søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften
+fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs
+sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var
+kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.
+
+I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det
+overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra
+Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved
+Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort
+prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling
+Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være
+velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt
+fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun
+tyve Invalider til at hjælpe os.
+
+Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som
+til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset
+med et aabent Brev i Haanden.
+
+"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.
+
+Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.
+
+"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal
+øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."
+
+Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel
+anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at
+afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var
+uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt
+Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, -- et af disse elfenbenshvide,
+sorthaarede polske Pigebørn, -- som jeg godt kunde lide at stifte nærmere
+Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar
+Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor
+øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg
+begyndte min ensomme Rejse.
+
+Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste
+Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende
+Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande
+fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler
+fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra
+dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde
+Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til
+at lægge Mærke til Kulden.
+
+Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas
+enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle
+Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var
+kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt,
+at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde
+kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det
+forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej
+heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter.
+Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev
+almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført
+sine Mænd.
+
+Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt
+mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv
+Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer,
+Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter
+og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med
+oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en
+Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af
+Conflans' Husarer -- det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev
+Oberst -- var i Færd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens
+Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen
+for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.
+
+"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.
+
+"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."
+
+Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud
+og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.
+
+"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.
+
+"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.
+
+"Sidste Uge!"
+
+Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den
+Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke
+saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en
+Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige
+saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke
+Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men
+sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.
+
+"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.
+
+"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til
+Ahrensdorf," svarede han.
+
+"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem Følgeskab saa langt,"
+bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den
+hurtigste."
+
+Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra
+Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa
+øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore
+seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc,
+med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St.
+Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en
+Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt,
+og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin
+gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
+Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.
+
+"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der
+kalder sig Baron Straubenthal?"
+
+Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da
+min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal
+med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem
+denne Baron Straubenthal var.
+
+"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans
+ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at
+ordne."
+
+Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min
+Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere
+Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc
+fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert
+Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa
+Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og
+det russiske Hovedkvarter.
+
+Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille
+Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der
+ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.
+
+"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.
+
+"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.
+
+"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig
+om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:
+
+"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"
+
+"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde
+Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.
+
+Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige
+foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne
+lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om
+Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han
+bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte
+Taarne.
+
+"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.
+
+"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden,
+"der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet.
+Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de
+sidste fjorten Aar!"
+
+"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.
+
+"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.
+
+"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.
+
+"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."
+
+"Har han rødt Haar?"
+
+"Han er saa rød som en Ræv."
+
+"Godt, godt! Det er _min_ Mand," raabte min Kammerat, skælvende af
+Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa,
+at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr.
+Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan
+tage mig af dine private Affære!"
+
+Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf,
+hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.
+
+Nu vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om,
+hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig
+til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en
+eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg
+derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin
+Haand paa mit Knæ.
+
+"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa
+denne Maade!"
+
+"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i
+Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at
+bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."
+
+"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt,
+hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt
+den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"
+
+"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til
+mit Regiment!"
+
+"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig
+en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der
+vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der
+muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."
+
+Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig.
+Jeg sprang af Hesten og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i
+Stalden.
+
+"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De
+ønsker af mig."
+
+Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde
+blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i
+Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa
+Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt
+som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans
+Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at
+jeg nærede stor Sympati for ham.
+
+"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg
+ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er
+udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne
+Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at
+sætte Dem helt ind i Forholdene."
+
+De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher
+Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De
+sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte
+Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt
+blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min
+Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange,
+der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaret ind paa
+en Madras. To af Dommerne stemte for at løslade ham, den tredje, en ung
+Jakobiner, der ved sin Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører
+for disse Banditter, løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang
+efter Gang med sine tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren,
+hvor han et Øjeblik efter blev revet itu Lem for Lem under
+Omstændigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil
+se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi
+to af Dommerne havde voteret i min Faders Favør.
+
+Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at
+anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang,
+men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min
+Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en
+bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn
+Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til
+at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede
+hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og
+slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere
+blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.
+
+De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham,
+siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De
+erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden
+Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom
+Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved,
+bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem
+Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.
+
+"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor
+han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved
+Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre,
+at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar
+jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet
+en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte
+det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."
+
+Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med
+den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad
+den unge Duroc ønskede af mig.
+
+"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.
+
+"Ved at tage med mig."
+
+"Til Slottet?"
+
+"Netop."
+
+"Hvornaar?"
+
+"Med det samme!"
+
+"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"
+
+"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De
+tager med mig!"
+
+Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved
+Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det
+er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa
+gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog
+til.
+
+"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!"
+sagde jeg.
+
+Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en
+Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer
+ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men
+Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke
+vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa,
+som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore
+Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg
+havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.
+
+Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk
+Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder.
+Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent
+et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med
+Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, der vendte imod os.
+Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd
+hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget
+gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.
+
+Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den
+store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore
+Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse
+og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en
+Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort
+Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor
+Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.
+
+"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde
+han paa udmærket Fransk.
+
+"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede
+Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er
+sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.
+
+Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte
+Skæg.
+
+"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt
+ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil
+komme igen i Morgen."
+
+Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet
+af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene
+holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme,
+men det forandrede ikke hans Beslutning.
+
+"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"
+
+Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem,
+saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange,
+der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene
+med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.
+
+"Før mig til Baronen!" sagde han.
+
+Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr,
+der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste,
+der kunde Fransk.
+
+"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg
+skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De
+havde fulgt mit Raad!"
+
+Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget
+smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.
+
+Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa
+Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte
+med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne var de gaaede løs, saa
+at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør,
+behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med
+nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt
+omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand
+med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den
+samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige
+Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de
+smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende
+Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede,
+og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var
+han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa
+ham.
+
+"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder
+fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i
+Mellemtiden selv blevne Slaver -- Slaver af en lille Aristokrat med graa
+Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og
+"Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, før
+det atter bliver -- --"
+
+Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.
+
+"Jean Carabin!" sagde han.
+
+Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne.
+
+"Jean Carabin!" gentog Duroc.
+
+Han sprang op og greb om Stolens Arm.
+
+"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte
+han.
+
+"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"
+
+"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa
+Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"
+
+"Mit Navn er Duroc!"
+
+"Vel dog ikke en Søn af --?"
+
+"En Søn af den Mand, De myrdede!"
+
+Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.
+
+"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det
+gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
+Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine
+Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære
+hinanden bedre at kende, De og jeg."
+
+Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.
+
+"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De
+sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved
+at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og
+forsvar Dem!"
+
+"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.
+
+Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i
+det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to
+lynende blaa Øjne.
+
+"De skal dø for det Slag!"
+
+"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.
+
+"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til
+at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.
+
+Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et
+Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne,
+ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem
+os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der
+fortalte os, hvor hun var kommen fra.
+
+"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket
+ad, min Herre!"
+
+Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han
+kunde frigøre den.
+
+"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"
+
+"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi
+det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter.
+Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa
+forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et Øjeblik efter
+traadte Baronen ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i
+Hælene.
+
+"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa
+imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa
+god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."
+
+Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret
+af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal,
+i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.
+
+"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc
+trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa
+først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør
+faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde.
+I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa
+ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi
+havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev
+vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed -- og vor egen Dumhed. Vi
+kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren
+var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som
+man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at
+bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi
+udstødte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os
+intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man
+er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være
+anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at
+bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel.
+
+Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang
+kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte
+staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.
+
+"Hvad ser De?" spurgte jeg.
+
+"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu --!"
+Han kom med et Udraab af Forbavselse.
+
+Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand
+der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi
+iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af
+Skovens sorte Skygge.
+
+"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.
+
+"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle
+Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde,
+før Katten indfinder sig."
+
+Det var et Held, at Værelset var oplyst af en Lampe, der næsten var
+fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke
+vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at
+undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi
+befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af
+Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og
+en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde
+faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig
+en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og
+ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han,
+"han skal ikke saa let slippe fra mig!"
+
+Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor
+Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine
+egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig
+i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end
+ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest
+lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere.
+Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i
+denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte
+Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken
+Tosse, jeg havde været, ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar
+jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million
+Russere at kæmpe imod.
+
+Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:
+
+"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De
+lyster, naar _De_ faar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet
+desværre det, hvad _han_ vil gøre ved _os_."
+
+"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at
+ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."
+
+"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader
+noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt
+fra denne Historie."
+
+Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.
+
+"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr.
+Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"
+
+"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de
+har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om
+de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom
+hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde.
+Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"
+
+"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"
+
+"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os,
+maa de ulejlige sig herind for at besørge det. Bag en Barrikade af
+Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel
+derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."
+
+"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"
+
+"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"
+
+"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.
+
+"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder
+Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i
+saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."
+
+"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er
+det?"
+
+Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os
+og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der
+var noget, der glimtede imellem Fingrene.
+
+"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.
+
+Vi fo'r begge op paa Tønden.
+
+"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad.
+Aa, -- jeg ulykkelige! Han kommer!"
+
+Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter
+skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende,
+hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri. Et halvt Minut
+senere hørte vi et dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.
+
+"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte
+jeg.
+
+Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der
+har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa
+rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.
+
+"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa
+have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."
+
+Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter
+slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det
+kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine
+Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet,
+naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at
+komme hende til Hjælp.
+
+Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller
+anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør -- hvorfor skulde hun
+ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa
+daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte
+til.
+
+Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og
+Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var
+ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var store og tunge. Men
+vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem
+hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var
+laaset af, og til den passede Nøglen.
+
+Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var
+der en Dør, men den var ogsaa laaset.
+
+"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle
+her."
+
+"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.
+
+"Hvor?"
+
+Jeg pegede paa Krudttønderne.
+
+"De vil sprænge denne Dør?"
+
+"Netop!"
+
+"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"
+
+"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"
+
+Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere
+Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror
+ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg
+Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til
+Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis
+Dør vi lukkede efter os.
+
+Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle
+disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog
+igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Lig flyve højere til Vejrs
+end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en halv
+Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede for
+at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende paa
+os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være gaaet
+ud, da der lød et Brag -- Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i Stumper og
+Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned over os. Da
+vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og
+Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været en
+Dør. Minen havde gjort sin Virkning.
+
+Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var
+gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi
+saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i
+Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik
+vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med
+brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes
+Benpiberne stak ud gennem Huden.
+
+I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod
+Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra
+sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem
+dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne ud
+med min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige,
+blodskudte Øjne slukkedes i Døden.
+
+Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude -- et Skrig i dødelig
+Angst -- sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for
+sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore
+dragne Sværd og ophidsede Ansigter.
+
+Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning
+paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig
+ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet
+Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg
+opfattede den Scene, der nu paafulgte.
+
+Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en
+vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig
+Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet
+fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans
+Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der
+kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag
+ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt
+hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at
+beskytte hende mod hans Brutalitet.
+
+Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brød ind, og var øjeblikkelig
+inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.
+
+Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset
+til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem
+Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at
+hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og
+var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav
+Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af
+var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som
+Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under
+et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg
+var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.
+
+"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
+
+Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i
+korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.
+
+"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."
+
+"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.
+
+"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De
+lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde
+været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."
+
+"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en
+Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn
+fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre,
+snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig,
+at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage.
+Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min
+Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han
+vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og
+jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans
+Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel
+slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig
+segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa
+Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
+
+Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels
+Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de
+rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg
+nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af
+hvilken jeg havde draget min Klinge.
+
+Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt
+dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et
+Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappede i Hænderne med et
+Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse
+ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den
+frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske
+kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en
+skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg
+trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.
+
+"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"
+
+Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i
+Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde
+tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af
+Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af
+Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske
+om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det.
+Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for
+sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.
+
+Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at
+jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm,
+medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem
+Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedækkede Sti,
+indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt
+Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op
+imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget højere end det første.
+Jeg saa Fyrretræerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og
+bevidstløs faldt jeg tværsover min Kammerats Legeme.
+
+Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i
+Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der
+var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin
+Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han
+fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til
+Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til
+Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til
+at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde
+frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg
+tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg
+ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles
+for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu
+berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn
+og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets
+Slot".
+
+
+
+
+IV.
+
+Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.
+
+
+Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg
+hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de
+nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som
+passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den
+bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg
+den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som
+bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine
+Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang
+var. I kender mig kun som Civilist -- med Mine og Holdning, forstaar
+sig! -- men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der
+i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt
+en Husar kan naa.
+
+Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned,
+blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det
+umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre
+foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af
+Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt,
+men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg
+sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og -- jeg tilstaar det -- nu
+og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige
+Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede deres Oberst. I
+forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den
+yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment med en
+Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over, at det
+skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var en
+udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa
+Dygtighed.
+
+Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen
+til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg
+hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side
+Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men
+hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde
+saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten
+og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge
+forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele
+Egnen.
+
+Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden
+Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef,
+var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden
+under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at
+en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde
+det ganske af med mine Betænkeligheder.
+
+Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og
+spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg
+en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis.
+Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.
+
+"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.
+
+"Hallo!" svarede han.
+
+"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg
+maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til
+mit Regiment i Pastores."
+
+"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er
+netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres
+Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra
+sikre."
+
+"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig
+Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente
+Dem."
+
+Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte
+ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg
+fortalte ham, hvad han skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang
+drøfte Sagen med os, men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham
+indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa
+have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg
+nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i
+dens Sider og forsvandt i en Støvsky.
+
+Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert
+bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine
+femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede
+bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille
+Præst, jeg tidligere har omtalt.
+
+"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd
+paa!"
+
+Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i
+samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.
+
+"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af
+Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo,
+hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man
+er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til
+Nytte.
+
+"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Beløningens
+Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor jeg kan.
+Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."
+
+Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i
+hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags,
+der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore
+Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var
+stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen.
+Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end
+Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i
+Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt
+dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i
+dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg
+havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med
+evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med
+Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af
+Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem
+Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med
+Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd
+begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en
+meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg,
+der har fægtet med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige
+Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.
+
+Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men
+i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede
+mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld
+fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro
+holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt
+i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.
+Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende
+overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog
+let komme til at løbe løbsk.
+
+Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at
+hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om
+hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se,
+traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at
+Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa
+Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt,
+at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt,
+hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed,
+beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs
+Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel
+frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt
+med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet
+af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og
+lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af
+at betragte det.
+
+Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og
+da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for
+os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde
+intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han
+havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i
+hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage.
+Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre
+Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom
+frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung
+Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg
+skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.
+
+Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne
+mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu
+syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I
+betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde
+været Herrer der. Hvor her var mørkt og vildt. Den ene store, kantede
+Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere. Jeg opgav
+at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder,
+jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven
+ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt
+havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin
+Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans
+Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned
+for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig
+og stak Sylen ind i mit ene Øje.
+
+Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige
+i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich,
+indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den
+sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt
+være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men
+foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte
+fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller
+andet væmmeligt Kryb angriber En.
+
+Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned
+i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han
+havde trukket en Pistol frem fra sin Præstekjole, men jeg rev den ud af
+hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da jeg,
+halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde skjult,
+gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde
+netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af mit Ansigt
+for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene Side, og
+Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.
+
+Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved
+Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa
+denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede
+mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved
+og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at
+jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde
+Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i
+det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg
+ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været
+Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i
+Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har
+haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har
+faaet.
+
+De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og
+Forbandelser, slog mig med deres Næver og sparkede mig, medens jeg laa
+paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at
+svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa
+saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige
+Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs,
+medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme
+Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere
+kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om
+Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet
+Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde
+bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det
+Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt
+mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet
+laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik,
+som vi naaede det.
+
+Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og
+saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad
+han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om
+sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af
+Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham
+op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straalet
+saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens
+han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og
+trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg
+vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar
+min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og
+Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken
+op ad den bugtede Sti.
+
+Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit
+smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre,
+bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre
+Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god
+Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en
+stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni
+Tommers Kniv for Brystet.
+
+Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa
+ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte
+imod Syd.
+
+Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at
+dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske
+Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved
+at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved
+en lille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter,
+ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg
+havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop
+og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held
+havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var
+det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig
+Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine Venner
+standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret
+inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et Øjeblik
+efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset,
+hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede
+Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser,
+hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den
+Bande af Mordere, de var. Deres Optræden var saa truende, at jeg var
+overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop
+til at møde min Skæbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere
+Løbebane værdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet
+hen til den Aabning i Brombærkrattet, som den nye Bande var kommen ud
+af. Herfra førte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var
+allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have været fuldstændig
+mørk, om ikke to brændende Fakler havde været anbragte paa Stager
+derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person,
+som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre
+Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa
+Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo[1].
+
+  [1] Paa Dansk: Kniven.
+
+Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt
+ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans
+Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig
+gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og
+ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var,
+ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i
+Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var
+falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks
+Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald
+foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for,
+at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller
+Hæren godt kunde undvære.
+
+Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af
+to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev
+jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren
+sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i
+Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg
+havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der
+endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et
+Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa
+gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret
+Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter
+eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar
+han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar
+undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren.
+Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans
+Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der
+mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der
+flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle
+indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig
+tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var
+afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende
+med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og
+bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og
+skævede op mod Hulens Loft.
+
+"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan
+nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."
+
+Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa
+ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.
+
+"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til
+Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa
+urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er
+bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."
+
+Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke
+var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med
+et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte
+Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt
+straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.
+
+"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi
+i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt
+Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg
+paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore
+Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"
+
+"Etienne Gerard."
+
+"Rang?"
+
+"Oberst."
+
+"Korps?"
+
+"Det tredie af Conflans Husarer."
+
+"De er en ung Oberst."
+
+"Jeg har gjort en glimrende Karriere."
+
+"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.
+
+Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg
+var forberedt paa alt.
+
+"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et
+Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi
+bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under
+den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung
+Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"
+
+"Ja vist!"
+
+"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"
+
+"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"
+
+"Vi begravede ham!"
+
+"Men før De begravede ham?"
+
+"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede
+ham!"
+
+"De begravede ham levende!"
+
+Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter
+kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil
+paa sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre
+Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind
+paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine
+Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri.
+Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet
+dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev
+surret om mine Ankler og mine Arme.
+
+"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min
+Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De
+vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt,
+og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme,
+da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres
+Kryb."
+
+Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg
+havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham.
+Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og
+skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe.
+Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.
+
+"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv
+vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal
+vide, at kortere kan det umuligt blive."
+
+I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige
+Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med
+Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han
+blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.
+
+"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende
+Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg
+lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje
+Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"
+
+"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den
+paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men
+han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere
+til at trække mig ud af Hulen.
+
+Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den,
+maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og
+det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for
+Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres
+Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa
+rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de
+Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der
+intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid følt mig tiltrukket af
+den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer
+jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg
+et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven",
+og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et
+Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende
+dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller
+Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst
+til at tænke paa saadanne Emner.
+
+De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og
+røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste
+jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa
+fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng!
+Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du
+kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er
+sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke
+den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til
+Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.
+
+Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa
+Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt
+frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt højt Fyrretræ,
+som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene
+var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der
+voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg
+kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler
+stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med
+Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet,
+men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet.
+Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne
+ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til
+højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og
+hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale
+om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe
+Jer onde Drømme i Nat -- men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske
+Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og
+hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod,
+hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede,
+at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som
+det sømmede sig en god Franskmand.
+
+Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var
+sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over unge
+Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen
+Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til
+Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op,
+og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for
+mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den
+godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og
+nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette
+Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde
+levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg
+laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa
+min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige
+Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar,
+at jeg fik Taarer i Øjnene derved.
+
+Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver
+Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger
+som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne
+Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled.
+En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest,
+og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig.
+Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var
+komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær
+kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere
+fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine
+Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt
+Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.
+
+Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og
+Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord
+med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og
+saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de
+klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig,
+men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som
+jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine
+Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte
+Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i
+mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske
+stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.
+
+Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene
+klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og
+bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa
+lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse
+Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen
+Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele
+Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og
+fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa
+lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I
+forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige
+Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den
+djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.
+
+"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren
+smilende, da han kom hen til mig.
+
+"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal
+jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."
+
+"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge
+Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde
+den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne
+svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa,
+at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst,
+vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille
+Plads."
+
+Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser
+endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et
+Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke
+Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.
+
+Det er forbavsende -- og jeg har hørt mange gøre den samme
+Bemærkning -- hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg
+er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man
+trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se
+enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa
+tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen
+netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg,
+længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav,
+ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I
+Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren
+havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine
+Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som
+jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af
+Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg,
+der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar
+skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra
+fremrykkende Rytteri.
+
+"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa
+Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at
+raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"
+
+I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og
+Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og
+hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det,
+der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En
+smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad
+og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den
+eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde
+været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent
+Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende
+Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom
+fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter
+og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt
+Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede
+fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke
+Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere.
+Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme
+efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa,
+forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige
+Folk at kæmpe imod.
+
+"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer
+har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde
+at gøre ved ham?"
+
+I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten
+efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler
+var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et
+eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste
+mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede
+Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa
+Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en
+Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.
+
+"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at
+mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et
+Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de
+hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."
+
+Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for
+dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt
+Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire
+Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg
+fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og
+klappede mig paa Skulderen.
+
+"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.
+
+Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i
+Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab.
+Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.
+
+"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min
+Fange!" sagde han.
+
+"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod
+ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord
+Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det
+nærmeste Træ."
+
+"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.
+
+"Han følger med os til den britiske Lejr!"
+
+"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med
+ham."
+
+Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som
+Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r
+gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde
+fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig,
+da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra
+Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt
+over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi
+hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte
+ned i Dalen.
+
+Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne
+Marker, at vi vovede at standse og undersøge, hvad Skade vi havde
+taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af
+Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at
+disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok
+betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje
+Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til
+disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet.
+Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men
+Officeren afbrød mig kort:
+
+"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"
+
+"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"
+
+"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med
+Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske
+Husarers Forposter."
+
+Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning
+af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var
+saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige
+fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og
+var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor
+Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel,
+at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner
+den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der
+betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort
+mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige,
+at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart,
+særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem
+som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette
+Ord, naar jeg henvendte mig til ham.
+
+Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske
+Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi
+var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri -- han hørte til
+det sekstende lette Dragonregiment -- og havde begge de samme
+Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa
+hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han
+havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del
+fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra
+Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om
+Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I
+skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg
+sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa
+uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han
+at tale om, hvad Englænderne kalder Sport, og han fortalte mig
+Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af
+to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog
+den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var
+øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et
+Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det
+skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg
+fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han
+opgav den Ide.
+
+Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød
+frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var
+i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var
+begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte
+mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen
+tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.
+
+"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.
+
+Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa
+langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at
+øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der
+ingen andre at se end os to -- begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg
+begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var nødvendigt at
+tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske
+Forposter.
+
+Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg
+vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand,
+der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle
+Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for
+sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles
+efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde
+for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have
+været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord
+var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt
+sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig,
+der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa
+ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og
+i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og
+spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod
+ham.
+
+"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.
+
+"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.
+
+Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare
+den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.
+
+Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for
+"Mon Dieu".
+
+"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.
+
+"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"
+
+"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være
+den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."
+
+"Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med
+lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg
+slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe
+haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette
+Kavalleri-Brigade."
+
+Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det
+halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans
+Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.
+
+"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.
+
+"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld."
+
+"Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel
+følge mig til Lejren."
+
+"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.
+
+"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens
+han red efter mig med Sværdet i Haanden.
+
+Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade
+end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt
+til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans
+Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.
+
+"Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om,
+hvem der skal være den andens Fange."
+
+Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.
+
+"Hvor har De Terningerne?" kom det.
+
+"Jeg har ingen!"
+
+"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"
+
+"Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg.
+
+"Og Spillet?"
+
+"Jeg overlader det til Dem."
+
+"Lad det være Ecarté -- den, der vinder tre Partier."
+
+Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i
+Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi
+steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det.
+
+"Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da
+Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De vinder."
+
+Vi tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad
+Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham
+blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte
+Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede
+at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar
+Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om
+alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil -- min Moder,
+mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv
+Kejseren -- sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket
+Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt
+Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt
+seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med
+mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste Partier.
+
+Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var
+mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han
+gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det
+andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig,
+markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at
+han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.
+
+"Jeg sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.
+
+"Vedtaget!" sagde jeg.
+
+"Saddel, Tømme og Stigbøjler!"
+
+"Vedtaget!" sagde jeg.
+
+Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine
+Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.
+
+Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne
+Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg,
+mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg
+de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med
+Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa
+Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik -- jeg
+havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde
+jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed
+nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lænker!"
+
+Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have
+kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa.
+
+"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 -- det er Brigader
+Gerards Mening!" sagde jeg.
+
+Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min
+Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa
+at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans
+Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg
+næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I
+saa, der var det første Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den
+mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen
+paa mine Læber ved Synet af min Kammerat.
+
+Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han
+stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af
+Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset
+over, hvad jeg saa.
+
+Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den
+midterste var velvoksen, men dog ikke for høj -- omtrent af samme Højde
+som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille trekantet Hat
+med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig.
+Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa
+Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at
+dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene
+og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et
+gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mænd holdt der lige
+saa mange Heste, og længst tilbage en Eskorte af Dragoner.
+
+"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle
+Mand.
+
+"Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington
+ønsker at vide, hvad dette skal betyde!"
+
+Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret,
+men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik.
+
+"Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa
+opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."
+
+Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride
+nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den
+engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg,
+Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min
+Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i
+mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde
+ikke sige mere.
+
+"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir,"
+spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at
+svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand
+vilde have kastet sig om Halsen paa mig.
+
+"Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.
+
+"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.
+
+"Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen
+hen til min Eskorte."
+
+Hans Dragoner omringede mig, og jeg -- jeg var næsten ved at blive gal,
+da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder, og at
+jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt Kortene op
+for Generalen.
+
+"Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg
+vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"
+
+For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.
+
+"Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder
+min Konge paa Dem."
+
+
+
+
+V.
+
+Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen.
+
+
+Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig,
+efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i
+Aften fortsætte min Beretning.
+
+Jeg skal love for, at de passede godt paa mig i Oporto, for ikke at
+give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende Avgust
+blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde føre os til England,
+hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fængsel, der var bygget til
+os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Français, et Pension",
+thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humøret for lidt
+Modgang.
+
+Det var kun de Officerer, der nægtede at afgive Deres Æresord, der blev
+indkvarteret i Dartmoor, og Størstedelen af Fangerne var Menige fra Hær
+og Flaade. I spørger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit
+Æresord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine
+Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var
+afgørende nok.
+
+For det første havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg følte mig
+overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet
+har min Familie, skønt gammel og anset, aldrig været velhavende, og jeg
+kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskære min Moders smaa
+Indtægter. Det at repræsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af
+disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige
+Fængsel i Dartmoor.
+
+Jeg skal nu fortælle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord
+Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig.
+
+Vi Officerer beboede en særlig Fløj af denne fæstningslignende Bygning,
+og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De havde
+ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps, der
+havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var
+repræsenteret her, og som ikke havde været det fra det Øjeblik, Junot
+blev slaaet ved Vimiera. Der var Jægere i grønne Trøjer, Husarer som jeg
+selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingeniører, Grenaderer,
+Artillerister og Intendanter. Men Størsteparten var dog Søofficerer, thi
+England havde Overtaget til Søs.
+
+Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, før jeg begyndte at lægge
+Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tænke
+Jer, at det ikke varede længe, før jeg mente at have fundet en Udvej. Vi
+Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en
+lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven
+taget til Fange af Englænderne ved Astorga.
+
+Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min
+Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er -- som I kender dem. Men
+denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spøg eller Øre for mine
+Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med sløve Øjne, saa at jeg
+tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham
+forrykt. Hvor jeg dog ønskede, at gamle Bouvet eller en af mine
+Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var
+han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som
+muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar
+vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede
+det?
+
+Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere
+aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i
+Flugtforsøget.
+
+Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og
+huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en
+Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et
+undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to
+Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større
+Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men
+hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tænkte paa mine
+femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig
+mit Regiment i det sørgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en
+Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nærværelse.
+Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa
+Væggene.
+
+Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv dette var for lille til,
+at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en
+tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for
+Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte
+rettes imod det. For at gøre Sagen værre, førte det ud i
+Fængselsgaarden, som var omgivet af to høje Mure. Men, som jeg sagde til
+min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over
+Rhinen. Jeg brækkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter
+i Lag med at løsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede
+tre Timer ad Gangen og løb derefter hen til Sengen, naar jeg hørte
+Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre,
+thi jeg syntes, Beaumont var saa sløv og klodset, at jeg ligesaa godt
+kunde gøre Arbejdet selv.
+
+Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor
+Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele
+Pibetøjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev
+vaad af Blod. Nat efter Nat brækkede jeg den stenhaarde Cement løs og
+skjulte Stumperne under min Madras, indtil det Øjeblik endelig var inde,
+hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det
+første Skridt hen imod min Frihed.
+
+Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forløb
+havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud
+igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa,
+at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres
+Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være
+Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove
+Flugtforsøget.
+
+Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at
+jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig
+ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat
+angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa
+sin sædvanlige sløve Maner.
+
+"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart
+faa Deres Kammerater at se!"
+
+"Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar
+De er sluppen ud?"
+
+"Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og
+jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."
+
+"Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller
+eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han.
+
+"En Soldat løber sin Risiko," bemærkede jeg; "det er kun en Kujon, der
+altid frygter det værste."
+
+Jeg saa Rødmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemærkning og var
+meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen
+Sinde havde iagttaget hos ham. Et Øjeblik efter greb han efter sin
+Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han
+nøjedes med at trække paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin
+Yndlingsbeskæftigelse: at bide Negle.
+
+Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen
+strømmede ned, og det blæste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der
+intet at se. Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden
+Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min
+Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet.
+
+"Jeg følger efter, Oberst!" sagde han.
+
+"Vil De gaa først?" spurgte jeg.
+
+"Jeg ser hellere, at De viser mig Vej."
+
+"Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv
+kært."
+
+Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et
+Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et
+Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og
+pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen
+omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene
+og hylede, saa højt han kunde:
+
+"Hjælp! Hjælp! En Fange er ved at undslippe!"
+
+I kan tænke Jer mine Følelser i det Øjeblik. Jeg begreb straks, hvilket
+gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere
+sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at
+blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt.
+Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Ræv, men havde dog
+alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrægtighed. Jeg sprang
+tilbage i det mørke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag
+med Jernstangen. Ved det første Slag hylede han som en lille Køter, naar
+man træder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med
+en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bænken og ventede resigneret paa,
+hvad dette vilde føre til.
+
+Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hørte anden Lyd end det
+tunge, næsten snorkende Aandedræt fra det sanseløse Vrag paa Gulvet.
+Skulde det være muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var døde hen
+i Stormens Brølen? Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var
+det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der
+hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra
+Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte
+derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre.
+
+En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø. Hvis jeg lod ham blive
+tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og
+gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tænde Lys, saa jeg følte mig frem i
+Mørket, indtil jeg rørte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans
+Hovede. Jeg hævede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der
+forhindrede mig i at fuldføre mit Forsæt. I Kampens Hede har jeg gjort
+det af med mange Mennesker, hæderlige Mænd, der aldrig har fornærmet
+mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som
+havde prøvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig
+selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde være meget god
+for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg
+nøjedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af
+Sengetæppet. I den svækkede Tilstand, han befandt sig i, var der god
+Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri før
+Vagtens næste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg
+derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt
+over en Fod lang. Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og
+Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdt mig i Skyggen af
+Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en
+Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i
+den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens
+Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig
+og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den
+anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget
+blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den
+anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde
+paa ham, at jeg næsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og
+slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det
+blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb.
+
+Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min
+Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem
+Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende. Min Tunge var som Læder,
+mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg
+løb, løb, løb!
+
+Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg
+foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind
+i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det
+modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde søge mig imod
+Syd. Maaske vil I spørge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa
+Verdenshjørnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mærke
+til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa løb i den rigtige Retning,
+naar jeg havde Vinden imod mig.
+
+Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys
+skinne frem af Mørket lige foran mig. Jeg standsede et Øjeblik og
+overvejede, hvad jeg skulde gøre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og
+jeg maatte nødvendigvis skaffe mig nogle Klæder, der ikke røbede mig.
+Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der
+kunde finde, hvad jeg søgte. Jeg nærmede mig derfor, ked af, at jeg
+havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa,
+at Folk ikke skulde fange mig levende!
+
+Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to
+Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skær saa
+jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog
+jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved
+Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham.
+Saa blev Vinduet slaaet ned, og et kønt lille Ansigt under en Kappe
+tittede ud.
+
+"Hvad skal vi dog stille op?" udbrød Damen; "Sir Charles maa være faret
+vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen."
+
+"Maaske jeg kan være Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede
+fra Buskadset ud i Lygteskæret. En Kvinde i Nød er hellig for mig, og
+denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at skønt jeg var Oberst, var
+jeg den Gang kun otte og tyve.
+
+Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at
+efter mit Løb i Mørket var min Chako bulet, mit Ansigt tilsølet og min
+Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man
+helst vil møde om Natten paa en øde Vej.
+
+"Jeg beklager meget at have forskrækket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg
+hørte tilfældigvis Deres Bemærkning til Kusken og kunde ikke afholde mig
+fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit
+Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden.
+
+"Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig
+Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn,
+og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter
+Hjælp, men jeg frygter for, at han er faret vild."
+
+Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen
+fik Øje paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Ledsager
+maatte have efterladt. Det var netop, hvad jeg behøvede for at skjule
+min Uniform. Ganske sandt, jeg følte mig omtrent som en Landevejsrøver,
+men hvad skulde jeg gøre? Nød bryder alle Love, og jeg var i Fjendens
+Land.
+
+"Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemærkede jeg, "De vil
+sikkert tilgive mig, at jeg bliver nødt til --". Jeg halede den ud gennem
+Vinduet, medens jeg talte.
+
+Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse,
+Frygt og Afsky.
+
+"Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrød hun. "De kommer for at
+plyndre og ikke for at hjælpe mig. De har en dannet Mands Væsen, og dog
+stjæler De min Mands Kappe."
+
+"Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dømme mig, før De ved alt.
+Det er ganske nødvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men
+saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den
+Lykke, at være Deres Mand, skal jeg sørge for, at Kappen bliver sendt
+tilbage."
+
+Hendes Ansigt blev mildere, skønt hun stadig anstrængte sig for at se
+fortørnet ud.
+
+"Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til
+Dartmoor Fængsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at
+forlade os og ikke tage noget med, som tilhører ham."
+
+"Der er kun en Ting, der tilhører ham, som jeg begærer!" svarede jeg.
+
+"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"
+
+"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"
+
+Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.
+
+"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lægge min
+Mands Kappe -- --", begyndte hun.
+
+"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De
+vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor
+nødvendig Kappen er for mig."
+
+Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa,
+saafremt jeg ikke i dette Øjeblik havde hørt et svagt "Hallo!" i det
+Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mørke
+saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nærmere.
+
+"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig nødsaget til at forlade Dem,"
+sagde jeg. "Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa
+hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse
+Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod
+til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt
+borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min
+Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket. Jeg var ung og
+stærk, med Muskler af Staal og havde et Legeme, der var hærdet gennem
+tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre
+Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt
+antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet. Dagen var ved
+at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle Buske, som voksede
+paa Toppen af en lille Høj midt i Heden, for at holde mig skjult indtil
+Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove i Storm og Regn,
+og efter at jeg havde svøbt mig ind i den tykke, varme Kappe faldt jeg
+snart i Søvn.
+
+Men det var ingen forfriskende Søvn. Jeg tumlede omkring i de vildeste
+Drømme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg
+en hel Karré ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer
+paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i
+Stigbøjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brølede "Leve
+Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i
+mine Øren, gned mine Øjne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens
+klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se.
+
+Det var Dartmoor Fængsel! -- Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et
+Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i
+Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa
+rystet ved Synet, at det først efter nogen Tids Forløb gik op for mig,
+hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig til
+at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var slaaet om
+fra Nord til Syd i Løbet af Natten, og da jeg stadig havde holdt mig op
+imod den, var jeg saaledes løbet halvtredje Mil ud og halvtredje Mil
+tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tænkte paa mit
+Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mørke, Storm
+og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig
+saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg
+kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt
+ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu
+var at gøre.
+
+En Lære har jeg høstet i mit omflakkende Liv -- den aldrig at kalde noget
+en Ulykke, før man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine
+Overraskelser? I dette Tilfælde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for
+mig end den snedigste Beregning. Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at
+de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig
+Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig
+netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa
+fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud. Fangerne havde
+selvfølgelig hørt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres
+udfordrende Raab hen over Heden og lød i mine Øren som et velkomment
+Bud om Sympati og Kammeratskab. En Gang kom der høje Vredesudbrud, og
+kort efter saa jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive ført
+tværs over Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn
+glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at
+mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.
+
+Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med
+Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge
+Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase
+og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en
+stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for
+Dartmoor Fængsel.
+
+Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid
+behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min
+Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans
+Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under
+en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit
+Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der
+vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til
+Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.
+
+Jeg skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de
+Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette
+om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa
+en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det
+vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det,
+som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme
+springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da
+han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.
+
+"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre
+nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."
+
+"Affordre mig hvad?" raabte han.
+
+"Deres Klæder!" gentog jeg.
+
+Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans
+Ansigt.
+
+"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede
+han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet
+galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort
+fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod
+kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en
+Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."
+
+"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg
+fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans
+Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af
+Deres Klæder uden yderligere Snak."
+
+I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i
+Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu
+fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit
+Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.
+
+Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt
+Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til
+det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp
+Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i
+Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den
+frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa
+hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte
+Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks
+Fængselsbetjente.
+
+"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog
+tilsidst!"
+
+Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet
+Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit
+Nederlag.
+
+"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre,"
+svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte
+tilbageholde et Brev til Dem."
+
+Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han
+aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt,
+medens han læste det.
+
+"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.
+
+"Det laa i hans Frakkelomme."
+
+"De har været i Besiddelse af det i to Dage."
+
+"Ja, siden i Forgaars Nat!"
+
+"Og ved ikke, hvad det indeholder?"
+
+Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.
+
+Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.
+
+"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig
+skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi.
+Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op
+for Dem."
+
+Nu skal I høre, hvad det indeholdt:
+
+"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst
+Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med
+Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."
+
+Og medens han læste, lo han atter, Vogterne lo, og Fyren med det ømme
+Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage paa
+alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde
+gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel
+mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære
+Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa
+det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.
+
+
+
+
+VI.
+
+Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.
+
+
+I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af
+vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor
+Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og
+ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der
+altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre
+store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle
+de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel
+maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels
+Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa
+Snemarkerne, -- disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke
+af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde
+paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier.
+I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi
+Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til
+Halm.
+
+Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun
+omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det
+var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til
+at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte
+af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben,
+indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i
+Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en
+Gang.
+
+Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og
+da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
+Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste -- mit Hjerte krympede sig ved at
+se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg.
+"Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg
+gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode
+Eskadroner samlet sammen, da der udgik Ordrer til alle Oberster i
+Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i
+Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.
+
+I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved
+Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev
+lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste,
+men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg
+vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog
+maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det
+blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time
+var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel -- der vilde nu komme
+en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude.
+Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde
+bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem
+Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis,
+der laa ude i Horisonten.
+
+Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs
+Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen
+Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de
+passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending.
+Det var altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt
+Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det
+imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert
+Øjeblik holde ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra
+Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra
+Berlin eller god fransk Cognak.
+
+I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold.
+Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at
+Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej.
+Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig
+gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en
+Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre
+Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske
+Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.
+
+Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var
+den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god
+Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at
+de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi
+havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget
+saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet
+Hjem for os alle. Men nu var der i dette Folks Opførsel kommet noget,
+som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min
+Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og
+i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg
+red forbi.
+
+Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg,
+at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro
+for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at
+sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et
+Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et
+vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og
+drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med
+Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge!
+Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en
+Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.
+
+Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde,
+da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der
+nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om
+Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem
+nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min
+Opmærksomhed paa dem. Da en velklædt Rytter i samme Øjeblik passerede
+forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.
+
+"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"
+
+Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste
+Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som
+Bogstavet N."
+
+Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side
+og var borte.
+
+Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men
+da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og
+mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens
+Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte
+være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske
+den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige
+Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt
+jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt
+mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu
+ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se
+stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.
+
+Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben
+Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af
+Risbrænde. Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra
+Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa
+mig -- et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af
+Spænding og Ophidselse.
+
+Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet
+Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.
+
+"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i
+dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig
+tale med Dem."
+
+"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"
+
+"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en
+Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"
+
+"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over
+Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"
+
+"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning,
+hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud
+af Rusland."
+
+"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"
+
+"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men
+jeg turde ikke vise mig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede
+imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt
+mig og min Hest skjult."
+
+"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er
+den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig
+Velopdragenhed."
+
+"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!"
+vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride
+videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for
+Lützows natlige Jægere!"
+
+"Banditter?" spurgte jeg.
+
+"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld
+Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at
+bringe Dem denne Advarsel."
+
+I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over
+Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale
+bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig
+end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der
+skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt,
+blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs
+Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt
+ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have
+været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert
+Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.
+
+Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor
+Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det
+var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi
+halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel
+kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne
+havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis
+Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde
+hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.
+
+Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og
+forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad
+Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme
+til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han
+lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi
+han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod
+mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han
+et rødt Lommetørklæde.
+
+Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med Væmmelse, thi jeg fandt
+det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise
+sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende
+stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han
+hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter
+red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover
+og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte Hænderne fremad
+under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt
+Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af
+hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.
+
+"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at
+De var beruset!"
+
+"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at
+jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at
+tale."
+
+Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.
+
+"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand,
+og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."
+
+"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af
+Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig.
+Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere, men fandt et
+Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en
+Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven
+eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor
+maatte løbe Risikoen."
+
+"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre
+Saar, der endda er komne over det."
+
+"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."
+
+Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans
+Tungespids allerede var blaa.
+
+"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe
+til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig
+tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at
+faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han
+gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar
+vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans
+Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham,
+før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder
+endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min
+Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er -- --"
+
+En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand greb saa fast om min, at
+den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk
+bagover, og han var død.
+
+Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her
+overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe
+mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan
+Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens
+Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke
+tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde
+nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke
+og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod
+der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget
+vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, -- en Ordre saa
+klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de
+kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa
+mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, -- disse
+Papirer _skulde_ komme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa
+nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.
+
+Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg
+havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et
+Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde
+Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit
+Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den
+nærmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var
+næppe naaet et halvt hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra
+Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige
+Jægere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i
+Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor
+den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.
+
+Det var et vildt Ridt, -- et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker,
+gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som
+hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin
+Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere
+frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa mit Liv end paa de
+Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.
+
+Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den
+lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før
+en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til
+Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit
+Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte
+til Hof. Jeg haabede i hvert Fald at kunne aflevere Brevene til Prinsen
+samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med Depeschen til
+Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der hændte mig i
+Lobenstein.
+
+Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling
+og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares
+Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i
+Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle
+Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor
+ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en
+Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit
+Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel
+faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i
+Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.
+
+Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en
+Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter
+bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den
+skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt
+imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe
+kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paa
+min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa
+Øjne.
+
+"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig
+sikker."
+
+"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har
+kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som
+Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.
+
+"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse
+Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke,
+hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem
+til Hjælp!"
+
+Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa
+vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var
+Korridoren tom.
+
+"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et
+Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."
+
+Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad
+hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min
+Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen
+ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom
+mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var
+lige saa tiltalende som hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa
+Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var
+derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun
+ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter
+bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig selv og om
+mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemærkede hun,
+thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde
+fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig fortælle.
+Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne fløj af Sted,
+og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens Ur slog
+elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.
+
+"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg
+maa øjeblikkelig til Hof!"
+
+Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og
+jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"
+
+"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for
+længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."
+
+"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde
+jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres
+Beskyttelse?" Taarerne brød frem i hendes Øjne og hun sank ned paa
+Gulvet i Hulken.
+
+Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i
+Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.
+
+"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"
+
+Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde
+hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene
+Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle
+Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den.
+Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen
+forsvunden!
+
+Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget
+paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte
+intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han
+nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren
+havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg
+befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit
+Ansigt var længere, end det plejede at være.
+
+Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke
+Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte!
+O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret
+mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst.
+Imedens jeg havde strøget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket
+hende søde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og
+her stod jeg, saa nær ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission.
+Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar
+det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af
+en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden?
+Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.
+
+En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i
+Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt
+Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle
+mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min
+Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde
+gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et
+Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en
+Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver
+Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor
+Lygte.
+
+"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!" raabte han med skælvende
+Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem nogen
+Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa
+alene overfor tre tapre Mænd."
+
+Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op
+og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om
+jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne
+elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg
+nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at
+deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg
+mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter
+fra Kroværtens Madam.
+
+Jeg havde taget min Bestemmelse. Skønt jeg havde mistet mine Papirer,
+var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu
+vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens
+Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne
+Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele
+Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand være
+tabt.
+
+Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var
+oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise
+mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og
+skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r
+en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil
+jeg naaede Slottet. Det var oplyst fra Kælder til Kvist. Jeg overgav min
+Hoppe til en Staldknægts Forsorg og spankulerede med stor Værdighed ind
+paa Slottet, forlangte øjeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit
+Budskab ikke taalte nogen Opsættelse.
+
+I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Møde, og mit
+Instinkt sagde mig, at dette Møde var afgørende for Spørgsmaalet Krig og
+Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vægtskaalen til at synke ned til
+Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretæren saa mørkt paa mig
+og førte mig ind i et lille Modtagelsesværelse. Et Øjeblik efter vendte
+han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i Øjeblikket kunde komme, men
+at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.
+
+"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrød jeg.
+
+"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde
+traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min
+Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af
+Sachsen-Feldstein?"
+
+Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da
+jeg saa hende, skød Harmen op i mig. Kun én Gang i sit Liv træffer man
+saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som
+Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid.
+
+"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille
+utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"
+
+"Hvad jeg har at sige Dem," bemærkede jeg, "er kun, at De har gjort det
+af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanæret mig for
+stedse!"
+
+Hun sendte sin Ledsager et spørgende Blik.
+
+"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde
+hjælpe --?"
+
+"At De er en udmærket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere
+vist mig."
+
+"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"
+
+"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer
+siden."
+
+"Lad det nu være nok!" udbrød hun med tilforladelig Vredesklang i
+Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at være
+Ambassadør, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grænse, der
+ikke maa overskrides."
+
+"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke
+lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang
+fremad, bøjede mig ned og trak Kanten af hendes Kjole op. "De vilde
+have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa
+hurtigt," sagde jeg.
+
+"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa
+Porten!"
+
+"Jeg vil først tale med Prinsen!"
+
+"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham
+dog!"
+
+Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for
+tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde
+faaet sine Hjælpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem
+sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I ét Spring var
+jeg ude af Værelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af
+denne saa jeg en Skikkelse sidde i en høj Stol under en Tronhimmel. I
+Nærheden af ham sad der en Række Prælater, og paa hver Side skimtede jeg
+et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Værelset, sænkede mit Sværd og tog
+min Chako af.
+
+"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrød jeg, "og kommer med Budskab til
+Hans Højhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."
+
+Manden under Tronhimlen hævede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var
+udtæret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde
+hvilede paa den.
+
+"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.
+
+"Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment."
+
+Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev
+rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var
+smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da
+rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem,
+snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen. De
+Tilstedeværende var alle Mænd og alle -- Professorer, Studenter,
+Kunstnere -- tavse og alvorlige. I det ene Hjørne sad der en Gruppe
+sortklædte Mænd i Ridekapper.
+
+Ved hver af deres Bevægelser hørte jeg deres Sabler rasle og deres
+Sporer klirre.
+
+"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er
+Markis Château St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde
+Prinsen.
+
+"Markien er bleven skændig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem
+Forsamlingen. Jeg lagde Mærke til, at mange vendte Hovederne hen imod de
+mørkklædte Mænd.
+
+"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.
+
+"Jeg har ingen!"
+
+Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hæng ham!"
+blev der raabt henne fra Hjørnet, og en halv Snes Stemmer istemte
+Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lommetørklæde frem og børstede Støvet
+af Pelsværket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hænder frem,
+og Støjen døde hen.
+
+"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"
+
+"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres Øren,
+Deres Højhed!"
+
+Han strøg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i
+Vildrede med, hvad han skal gøre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i
+Øret.
+
+"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro
+Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og
+hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik
+er mine og mit Folks Interesser ét."
+
+Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany
+imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét
+er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan
+Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa
+Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham,
+saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart,
+som havde jeg mit Regiment til Parade.
+
+"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er
+Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prøve. Saafremt De staar
+fast, vil han belønne Dem, som kun han kan belønne. Det er en let Sag
+for ham at forvandle en Prins til en Konge og at gøre et Land stort og
+mægtigt. Hans Øjne hviler paa Dem, og selv om det kun er lidet, De kan
+virke til hans Fortræd, kan De dog ødelægge Dem selv. I dette Øjeblik
+gaar han over Rhinen med to hundrede tusinde Mand. Enhver Fæstning i
+Landet er i hans Hænder. Han vil være her om en Uge, og saafremt De da
+har spillet under Dække med hans Fjender, saa Gud hjælpe Dem og Deres
+Folk. De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik
+Frostbylder sidste Vinter. Sé derud!" -- jeg hævede Stemmen og pegede
+paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens
+Hovede -- "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt
+blegne, men ikke før!"
+
+Jeg blev paahørt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bøjede
+Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var
+større end hans Styrke. Endelig hævede han Hovedet og saa sig om med
+sine Høgeøjne.
+
+"Vi har hørt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en
+Tysker tale for Tyskland!"
+
+De Tilstedeværende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg
+antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at
+være den første til at kompromittere sig i Kejserens Øjne. Prinsessen
+saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes Stemme
+Stilheden.
+
+"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det
+muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin
+Tunge lige saa godt som sit Sværd?"
+
+Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa
+en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og
+viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var
+brune af Støv.
+
+"Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner,
+Digteren! Han vil synge, han vil synge!"
+
+Og han sang! Først blødt og drømmende om det ældgamle Tyskland,
+Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de døde Heltes
+Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det
+nuværende Tyskland, det Tyskland, der var bleven knægtet og kastet til
+Jorden, men som vilde sprænge Rebene om sine kæmpemæssige Lemmer og
+rejse sig. Og Moderen, den fælles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i
+Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme!
+
+Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg,
+Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De
+var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og
+Taarerne løb ned ad Kinderne paa dem. Saa sprang Körner ned fra Stolen,
+og hans Kammerater sluttede Kres om ham med deres Sabler hævet højt i
+Vejret. Der blev ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin
+Trone.
+
+"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hørt det Svar, De maa bringe tilbage
+til Deres Kejser. Tærningerne er kastede, mine Børn. Eders Fyrste og I
+maa sammen sejre eller falde."
+
+Han bukkede for at vise, at Mødet var sluttet, og de Tilstedeværende
+forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen.
+For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde
+gøre, og jeg var derfor ikke bedrøvet over at blive ført ud med
+Strømmen. Hvorfor skulde jeg forblive længere paa Slottet? Jeg havde
+faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg
+ønskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, før jeg holdt mit
+Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og
+bedrøvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven ført.
+
+Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en
+Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om
+mine Ben og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding under
+mit Øre.
+
+"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har
+ham, Kaptejn."
+
+"Har I Tømmen?"
+
+"Ja, her er den!"
+
+"Slyng den saa om Halsen paa ham."
+
+Jeg følte en kold Læderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte
+var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg
+Skikkelser dukke op overalt fra Mørket, alle iførte Jægernes sorte
+Uniformer.
+
+"Hvad vil De gøre ved ham, Kaptejn?"
+
+"Hænge ham op paa Slotsporten!"
+
+"En Ambassadør?"
+
+"En Ambassadør uden Papirer!"
+
+"Men Prinsen?"
+
+"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til
+at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for
+ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det.
+Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan
+sætte til Livs!"
+
+"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme.
+
+"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tøjlen,
+der næsten kastede mig til Jorden. Men i det samme Øjeblik glimtede et
+Sværd, og Læderet blev skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.
+
+"Ved Himlen, Körner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.
+
+"Jeg er Soldat og ikke Røver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne
+dryppe af Blod, men kun i ærligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og
+se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"
+
+En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine
+Venner og Fjender omtrent var lige mandsstærke. De opbragte Stemmer
+kaldte Folk til fra alle Kanter.
+
+"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"
+
+Næppe var Ordene udtalte, før hendes Ansigt dukkede op i Mørket lige
+foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde
+bedraget og overlistet mig. Og dog tænker jeg den Dag i Dag med et vist
+Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet
+Duften af hendes Haar. Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands
+Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i
+Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring.
+
+"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og
+egenhændig rev Løkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhører mig, og
+at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at staa til
+Ansvar overfor mig!"
+
+De forsvandt alle skyndsomst i Mørket. Hun vendte sig derefter om imod
+mig og udbrød:
+
+"Følg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."
+
+Jeg fulgte hende ind i det lille Værelse, hvor jeg for første Gang havde
+truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et
+Blik fuldt af Skælmeri og Ynde.
+
+"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De
+maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den
+stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."
+
+"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg
+troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine
+Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."
+
+"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden,
+men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev
+givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit
+Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg
+naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det være sig ved
+List eller Svig, saafremt jeg ved den kunde hjælpe mit stakkels
+Fædreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."
+
+"De fortæller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."
+
+"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bære Nag til
+mig? Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en
+Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein,
+skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere
+Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tænkt mig, at jeg
+nogen Sinde kunde føle for en Franskmand, som jeg følte for Dem i det
+Øjeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."
+
+"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"
+
+"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og
+Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hænde,
+vilde alt være tabt!"
+
+"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning,
+naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres
+Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"
+
+"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrød hun med
+Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maa De
+huske paa, hvor beskæmmende enhver Tysker i mange Aar er bleven
+behandlet, lige fra Dronningen af Prøjsen og nedefter. Iøvrigt havde jeg
+Baghold ude alle Vegne, og jeg ventede netop at høre fra disse, da De
+selv ankom. Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod
+der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor
+Stilling var, før jeg greb til mit Køns Vaaben."
+
+"Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Højhed, og der er nu intet
+andet for mig at gøre end at overlade Dem Valpladsen."
+
+"Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem.
+"Prinsen er nu gaaet over Rubicon, og Intet vil faa ham til at vende
+tilbage. Bring disse Breve tilbage til Kejseren og meddel ham, at vi
+nægtede at modtage dem. Ingen kan da beskylde Dem for at have mistet
+Deres Depecher. Farvel, Oberst Gerard, og det bedste Ønske, jeg kan
+medgive Dem, er, at, naar De er naaet tilbage til Frankrig, De vil
+forblive der. Om et Aar eller saa vil der ikke være en Franskmand paa
+denne Side af Rhinen."
+
+Saaledes gik det til, at jeg spillede med Prinsessen af
+Sachsen-Feldstein med hele Tyskland som Indsats og tabte mit Spil. Jeg
+havde meget at tænke paa, da jeg førte min stakkels trætte Violette op
+gennem Landevejen, der førte vest paa fra Hof. Men for mit Syn steg
+stadig frem den tyske Kvindes smukke og stolte Ansigt, og i mit Øre
+klang Soldaterdigterens Stemme, som han stod paa sin Stol og sang. Jeg
+forstod, at der var noget frygteligt ved dette stærke taalmodige
+Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket,
+aldrig kan holdes under Aaget.
+
+Da jeg red videre, brød Dagen frem, og den store gyldne Stjerne, som jeg
+havde peget paa gennem Slotsvinduet, gik blegnende ned paa den vestlige
+Himmel.
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+             Afskriveres Bemærkning
+
+Trykfejl i denne bog er blevet ændret som følger:
+
+  Side 5:   'Marot' ændret til 'Morat' i 'den unge Morat af Jægerne'
+  Side 6:   'Auserlitz' ændret til 'Austerlitz' i 'vi havde erobret ved
+            Austerlitz'
+  Side 11:  'Kamerater' ændret til 'Kammerater' i 'mine Kammerater gjorde
+            mig den Ære!'
+  Side 12:  'Vabnene' ændret til 'Vaabnene' i 'naar mine Soldater vender
+            Vaabnene?'
+  Side 17:  'Trics' ændret til 'Tricks' i 'udfinde nogle nye Tricks i
+            Ecarté'
+  Side 22:  'derpa' ændret til 'derpaa' i 'Jeg sprang derpaa'
+  Side 32:  'angaaar' ændret til 'angaar' i 'hvad Deres Dygtighed og Mod
+             angaar!'
+  Side 37:  'Russerer' ændret til 'Russere' i 'der stod 80,000 Prøjsere i
+            Nord og 150,000 Russere og Østrigere i Syd'
+  Side 48:  'ovre' ændret til 'over' i 'thi over i Skoven'
+  Side 48:  'Flaksre' ændret til 'Flasker' i 'de mange tømte Flasker'
+  Side 49:  'Flaksen' ændret til 'Flasken' i 'strakte netop Haanden ud
+            efter Flasken'
+  Side 49:  'Øjebilk' ændret til 'Øjeblik' i 'I første Øjeblik'
+  Side 51:  'sim' ændret til 'mig' i 'jeg befandt mig i en anden
+            Vinkælder'
+  Side 51:  'saaden' ændret til 'saadan' i 'alene i Mørket med en saadan
+            Karl'
+  Side 65:  'Macdanodl' ændret til 'Macdonald' i '"Han er tagen til
+            Fange!" sagde Macdonald.'
+  Side 66:  'Hest-Grenaderene' ændret til 'Hest-Grenadererne' i 'Major
+            Charpentier af Hest-Grenadererne'
+  Side 72:  'rystde' ændret til 'rystede' i 'Postmesteren rystede
+            benægtende paa Hovedet'
+  Side 74:  'dnne' ændret til 'dine' i 'dine private Affære!'
+  Side 86:  'ike' ændret til 'ikke' i 'hvad der ikke kan være anderledes'
+  Side 87:  'kune' ændret til 'kunde' i 'var jeg glad bed at kunde'
+  Side 87:  'Storarmeen' ændret til 'Storarméen' i 'den mest lovende
+            Løjtnant i hele Storarméen'
+  Side 100: 'savrede' ændret til 'svarede' i 'svarede han'
+  Side 101: 'hjælde' ændret til 'hjælpe' i 'Jeg tror, at jeg kan hjælpe
+            Dem'
+  Side 103: 'sanrt' ændret til 'snart' i 'i Vognen viste han sig snart'
+  Side 106: 'nogl' ændret til 'nogle' i 'i Virkeligheden løsnet nogle
+            Smaaben'
+  Side 106: 'Forbandeler' ændret til 'Forbandelser' i 'under en Regn af
+            Eder og Forbandelser'
+  Side 108: 'medesn' ændret til 'medens' i 'medens han uafladelig
+            spyttede efter mig'
+  Side 115: 'dirende' ændret til 'dirrende' i 'sagde han med dirrende
+            Stemme'
+  Side 120: 'Tæet' ændret til 'Træet' i 'bøjede Træet ned i en Bue'
+  Side 136: 'Dartmoer' ændret til 'Dartmoor' i 'det frygtelige Fængsel
+            i Dartmoor'
+  Side 138: 'je gslippe' ændret til 'jeg slippe' i 'Men hvorledes skulde
+            jeg slippe ud?'
+  Side 141: 'igenem' ændret til 'igennem' i 'til at krybe igennem Hullet'
+  Side 148: 'Mand' ændret til 'Mands' i 'blot vilde lægge min Mands Kappe'
+  Side 150: 'Meridths' ændret til 'Merediths' i 'Charles Merediths Kappe'
+  Side 157: 'Arriéregarde' ændret til 'Arrièregarde' i 'at ride gennem en
+            Hærs Arrièregarde'
+  Side 161: 'svareed' ændret til 'svarede' i 'svarede jeg og lænede mig
+            ud over Hesten'
+
+En række mindre tegnsætnings og orddelings fejl i den oprindelige tekst
+er også blevet rettet uden kommentarer.
+
+Andre variationer i stavning er blevet fastholdt som de vises i den
+originale bog.
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's Etienne Gerards Bedrifter, by Arthur Conan Doyle
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ETIENNE GERARDS BEDRIFTER ***
+
+***** This file should be named 29392-8.txt or 29392-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/2/9/3/9/29392/
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen, Therese Wright and the
+Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/29392-8.zip b/29392-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..b636829
--- /dev/null
+++ b/29392-8.zip
diff --git a/29392-h.zip b/29392-h.zip
new file mode 100644
index 0000000..2098c30
--- /dev/null
+++ b/29392-h.zip
diff --git a/29392-h/29392-h.htm b/29392-h/29392-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..eb7ec48
--- /dev/null
+++ b/29392-h/29392-h.htm
@@ -0,0 +1,5460 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Transitional//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-transitional.dtd">
+
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <title>
+      The Project Gutenberg eBook of Etienne Gerards Bedrifter, by A. Conan Doyle.
+    </title>
+    <style type="text/css">
+
+
+    p {  margin-top: .75em;
+         text-align: justify;
+         margin-bottom: .75em;}
+
+    h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
+         text-align: center;
+         clear: both;}
+
+    hr { width: 33%;
+         margin-top: 2em;
+         margin-bottom: 2em;
+         margin-left: auto;
+         margin-right: auto;
+         clear: both;}
+
+    body{margin-left: 10%;
+         margin-right: 10%;}
+
+    .pagenum  {position: absolute; right: 2%;
+               font-size: 75%;
+               color: silver;
+               background-color: inherit;
+               text-align: right;
+               text-indent: 0em;
+               font-style: normal;
+               font-weight: normal;
+               font-variant: normal;}
+
+    blockquote { font-style: italic;
+                 width: 15em;
+                 margin: 5em auto;
+                 padding-left: 10em;
+                 text-indent: 1.5em; }
+
+    table {margin-left: auto; margin-right: auto;}
+
+    .tdr      {text-align: right; vertical-align: bottom;}
+
+    .center   {text-align: center;}
+
+    .figcenter   {margin: auto; text-align: center;}
+
+    .footnotes        {border: dashed 1px;}
+    .footnote         {margin-left: 10%; margin-right: 10%; font-size: 0.9em;}
+    .footnote .label  {position: absolute; right: 84%; text-align: right;}
+    .fnanchor         {vertical-align: super; font-size: .8em; text-decoration: none;}
+
+    .tr       {margin-left: 15%;
+               margin-right: 15%;
+               margin-top: 5%;
+               margin-bottom: 5%;
+               padding: 1em;
+               background-color: #F5F5F5;
+               color: black;
+               border: dotted black 1px;}
+
+
+    </style>
+   </head>
+<body>
+
+
+<pre>
+
+Project Gutenberg's Etienne Gerards Bedrifter, by Arthur Conan Doyle
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Etienne Gerards Bedrifter
+
+Author: Arthur Conan Doyle
+
+Translator: Knud Salskov
+
+Release Date: July 12, 2009 [EBook #29392]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ETIENNE GERARDS BEDRIFTER ***
+
+
+
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen, Therese Wright and the
+Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+
+</pre>
+
+
+
+<div class="figcenter">
+<img src="images/cover.jpg" alt="Front Cover" title="" />
+</div>
+
+
+<hr style="width: 15%;" />
+<h2>A. CONAN DOYLE</h2>
+<hr style="width: 15%;" />
+<h1>ETIENNE GERARDS<br />
+BEDRIFTER</h1>
+<h4>OVERSAT AF KNUD SALSKOV</h4>
+
+
+<blockquote>
+<p>"Han var tapper, men med
+dette Stænk af Galskab i sin
+Tapperhed, som Franskmændene
+elsker."</p>
+<p>(Marschal Gerards franske
+<span style="margin-left: 6em;">Biografi.)</span></p>
+</blockquote>
+
+
+<h4>FREDERIKSBERG BIBLIOTEKS FORLAG</h4>
+
+<h5>MCMXI</h5>
+
+
+
+<hr style="width: 35%;" />
+
+<h6>J. COHENS BOGTRYKKERIER<br />
+(GEORG A. BACH)</h6>
+<span class="pagenum"><a name="Page_3" id="Page_3">[3]</a></span>
+
+
+
+<hr style="width: 65%;" />
+<h2>I.</h2>
+
+<h2><i>Hvorledes Brigaderen besejrede det korsikanske Broderskab.</i></h2>
+
+
+<p>Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid
+villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjældent
+undgik hans Opmærksomhed, naar der uddeltes Belønninger. Imidlertid var
+jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte
+en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at være utilfreds med min
+Karrière. Havde Krigen endnu blot varet to eller tre Aar, havde jeg
+maaske faaet Marschalstaven, og den Mand, der havde den i sin Haand, var
+blot et Skridt fra en Trone. Murat havde ombyttet sin Husarhue med en
+Krone, og en anden Let-Kavallerist kunde maaske opnaa det samme. Alle
+disse Drømme blev imidlertid tilintetgjorte ved Waterloo, men alligevel
+vil mit Navn være tilstrækkeligt kendt af dem, der med mig har taget Del
+i Kejserdømmets store Krige.</p>
+
+<p>De overraskende Kendsgerninger, som jeg skal <span class="pagenum"><a
+name="Page_4" id="Page_4">[4]</a></span>berette om i Aften, har
+jeg hemmeligholdt i Kejserens Levetid, fordi jeg gav ham mit Løfte om at
+gøre det, men jeg tror ikke, at det kan skade nogen, at jeg nu omtaler
+den betydningsfulde Rolle, jeg spillede ved denne Lejlighed. Jeg vil
+imidlertid tillade mig en kort Bemærkning, før jeg begynder min
+Fortælling. I maa altid erindre, at Fortælleren har <i>levet med</i> i
+Historien. Jeg vil fortælle om, hvad mine Ører har hørt, og hvad mine
+Øjne har set, saa I maa ikke afbryde mig ved at fremkomme med Meninger
+eller Domme, der skriver sig fra en eller anden Pennehelt, som har
+skrevet nogle historiske Erindringer. Meget er skjult for saadanne Folk,
+og der er hændet Ting, hvorom Verden aldrig vil faa Besked. For mit eget
+Vedkommende kunde jeg fremkomme med meget overraskende Oplysninger,
+saafremt jeg ikke følte mig forpligtet til at tie.</p>
+
+<p>Lad mig imidlertid komme til Sagen.</p>
+
+<p>Da Kejseren efter Fredslutningen i Tilsit 1807 vendte tilbage til Paris,
+tilbragte han sin meste Tid sammen med Kejserinden og Hoffet i
+Fontainebleau. Han stod den Gang paa Højden af sin Magt. I tre paa
+hinanden følgende Felttog havde han pryglet Østerrigerne, slaaet
+Prøjserne til Jorden og frydet Russerne ved at gaa over paa højre Side
+af Niemen. Kun den gamle Bulldog bag Kanalen knurrede stadig, men kunde
+af gode Grunde ikke komme af Stedet. Saafremt vi paa dette Tidspunkt
+havde faaet Verdensfreden i Stand, vilde Frankrig have været mægtigere
+end nogen anden Nation siden<span class="pagenum"><a name="Page_5"
+id="Page_5">[5]</a></span> Roms Dage.</p>
+
+<p>Vort Husarregiment og Gardens beredne Jægere blev den Gang indkvarterede
+i Fontainebleau. Det er, som I alle ved, kun en lille By, gemt i store
+Skove, og det var besynderligt den Gang at se den fyldt med
+Storhertuger, Kurfyrster og Prinser, der flokkedes omkring Napoleon som
+Hunde omkring deres Herre, hver især i Haab om, at der skulde blive
+tilkastet dem et Ben. Der blev talt mere Tysk end Fransk paa Gaderne,
+thi de, der denne Gang havde hjulpet os, var komne for at faa
+Belønningen, medens de, der havde været vore Modstandere, var komne for
+at prøve paa at slippe for Straf.</p>
+
+<p>Og bestandig red den lille Mand med det blege Ansigt og de kolde graa
+Øjne ud paa Jagt hver Morgen, tavs og utilnærmelig, og ham fulgte hele
+Slænget, der lurede paa hvert Ord af hans Mund. Naar han saa kom i det
+Humør, kunde han kaste hundrede Kvadratmil hen til En, runde et
+Kongedømme af til en Flod eller beskære et andet ved en Bjærgkæde. Det
+var paa den Maade, han plejede at gøre Forretninger, denne lille
+Artillerist, som vi havde hævet saa højt ved vore Sabler og vore
+Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi
+indrømmede, at han var den største Hærfører i Verden, men glemte heller
+ikke, at han havde de bedste Soldater at anføre.</p>
+
+<p>En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af
+Jægerne, blev Døren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og
+jeg sprang op og gjorde Honnør.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_6" id="Page_6">[6]</a></span>"Min
+Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale
+med Dem Klokken fire."</p>
+
+<p>Alt i Værelset kørte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe
+med Hænderne i Bordkanten.</p>
+
+<p>"Hvorledes!" raabte jeg; "Kejseren!"</p>
+
+<p>"Netop!" sagde han og smilede af min Forbavselse.</p>
+
+<p>"Men Kejseren aner dog næppe min Eksistens, Oberst," svarede jeg,
+"hvorfor sender han saa Bud efter mig?"</p>
+
+<p>"Ja, det er netop, hvad jeg heller ikke kan forstaa," sagde Lasalle,
+imedens han snoede sit Overskæg. "Imidlertid faar hver Mand sin Chance
+her i Livet. Jeg har haft min, i modsat Fald vilde jeg ikke have været
+Oberst for tiende Regiment. Hvem ved, om dette ikke er det første Skridt
+hen imod den trekantede Hat."</p>
+
+<p>Klokken var kun to, da han forlod mig. Jeg gik frem og tilbage i
+Værelset i den største Ophidselse. Hvad vilde dog Kejseren tale med mig
+om? Det faldt mig ind, at han maaske havde hørt om de Kanoner, vi havde
+erobret ved Austerlitz, men alligevel? Der var saa mange, der havde
+taget Kanoner ved Austerlitz, og to Aar var gaaede siden den Gang. Saa
+blev jeg pludselig bange for, at han havde sendt Bud efter mig for at
+skælde mig ud. Han syntes ikke om vore Dueller, og efter Fredslutningen
+havde jeg haft en eller anden Spøg for i saa Henseende inde i
+Paris.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_7" id="Page_7">[7]</a></span>Da
+Klokken var halv fire, hørte jeg Sabelraslen og faste Trin udenfor
+min Dør. Det var atter Lasalle, og med ham fulgte en halt lille Herre,
+meget pillent og sirligt paaklædt i en sort Dragt. I Armeen vedkendte vi
+os ikke mange Civilister, men dette var en af dem, som det ikke var
+tilraadeligt at se over Hovedet. Jeg havde kun at betragte disse
+funklende Øjne, den latterlige Opstoppernæse og den fast sammenknebne
+Mund for at vide, at jeg stod ved Siden af den eneste Mand i Frankrig
+som selv Kejseren maatte tage Hensyn til.</p>
+
+<p>"Det er Hr. Etienne Gerard, Hr. de Talleyrand," præsenterede Lasalle.</p>
+
+<p>Jeg hilste, og Statsmanden tilkastede mig et kort, skarpt, undersøgende
+Blik, der traf mig som en Kaardespids.</p>
+
+<p>"Har De forklaret Løjtnanten, under hvilke Omstændigheder han i Dag
+bliver kaldet til Kejseren?" spurgte han med sin tørre, pibende Stemme.</p>
+
+<p>Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade
+være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den
+sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa
+Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm,
+som om et helt Regiment satte sig ned. Paa sin sædvanlige, buldrende
+Maade sagde han:</p>
+
+<p>"Nu skal jeg forklare Dem, hvorledes Sagen forholder sig, min Knøs. Jeg
+var hos Kejseren i<span class="pagenum"><a name="Page_8"
+id="Page_8">[8]</a></span> hans Privatkabinet i Formiddags, da der blev
+bragt ham et Brev. Han aabnede det, og det gav saadan et Sæt i ham, at
+Papiret fløj hen ad Gulvet. Jeg tog det op til ham, men han stirrede
+stadig paa Muren foran sig, som om han saa Spøgelser. "Fratelli dell'
+Ajaccio," mumlede han, "Fratelli dell' Ajaccio." Jeg giver mig ikke ud
+for at kunne Italiensk og forstod derfor ikke, hvad han mente. Jeg
+troede, han havde mistet Forstanden, og De vilde have tænkt som jeg, Hr.
+de Talleyrand, saafremt de havde set hans Øjne. Han læste Brevet, og
+derefter sad han i over en halv Time uden at røre sig."</p>
+
+<p>"Og De?" spurgte Talleyrand.</p>
+
+<p>"Ja, jeg stod der uden at vide, hvad jeg skulde gøre. Men pludselig kom
+han til sig selv igen. Jeg formoder, Lasalle," sagde han, "at De har en
+eller anden ung og rask Officer i tiende Regiment?"</p>
+
+<p>"Det er de allesammen, Sire," svarede jeg.</p>
+
+<p>"Dersom De nu skulde udtage en, man kunde stole paa, naar det gjaldt,
+men som ikke tænker for meget&nbsp;&mdash;&nbsp;De forstaar mig, Lasalle, hvem vilde
+De saa vælge?"</p>
+
+<p>"Jeg forstod, at han ønskede en Mand, der ikke vilde grunde for meget
+over hans Planer."</p>
+
+<p>"Jeg har En," sagde jeg, "kun Sporer og Overskæg og uden en Tanke udover
+Pigebørn og Heste."</p>
+
+<p>"Det er en Mand, jeg kan bruge," svarede Napoleon, "bring ham op i mit
+Privatkabinet Klokken fire i Eftermiddag."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_9" id="Page_9">[9]</a></span>"Dette
+er Grunden til, at jeg er kommen til Dem, min Ven, og beder Dem
+nu at gøre 10endes Husarer Ære."</p>
+
+<p>Jeg blev egentlig ikke særlig henrykt over min Obersts Bevæggrunde, og
+mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til
+at le, og selv fra Talleyrand lød der en munter Klukken.</p>
+
+<p>"Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer
+maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en
+daarligere Lods end jeg. Ingen af os har nogen Anelse om, hvad denne
+Affære betyder, og sagt i Fortrolighed er det af den største Betydning
+for os, der bærer Frankrig paa vore Skuldre, at holde os underrettede om
+alt, hvad der foregaar. Forstaar De mig, Hr. Gerard?"</p>
+
+<p>Jeg havde ærlig talt ikke den fjerneste Idé om, hvad han mente, men jeg
+bukkede let og lod det faa Udseende af, at jeg var ganske af hans
+Mening.</p>
+
+<p>"Læg da nøje Mærke til alt og fortæl ingen noget som helst," sagde
+Talleyrand, "Oberst Lasalle og jeg vil ikke vise os i Følgeskab med Dem.
+Men vi venter paa at høre Dem fortælle og vil give Dem vort Raad, naar
+vi har faaet at vide, hvad der er passeret mellem Kejseren og Dem. Og nu
+maa De gaa, thi Kejseren tilgiver aldrig Mangel paa Punktlighed."</p>
+
+<p>Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt
+borte. Jeg gik ind i Modtagelses<span class="pagenum"><a name="Page_10"
+id="Page_10">[10]</a></span>værelset, hvor Duroc, iført en ny,
+skarlagenrød og guldbroderet Klædning spadserede rundt mellem en
+ventende Skare. Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de
+Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede
+paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte
+Tiggerstaven i Haanden.</p>
+
+<p>Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg
+overfor Kejseren.</p>
+
+<p>Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet
+Ansigt til Ansigt med ham. Men selv en Mand, der ikke kendte Kejseren,
+vilde blive slaaet af hans besynderlige, hypnotiserende Blik, og det
+fortælles, at Augereau, der var en Mand, som ellers ikke kendte til
+Frygt, skælvede for Napoleons Blik paa en Tid, hvor Kejseren var en
+ukendt Soldat. Imidlertid saa han meget venligt paa mig og befalede mig
+at blive staaende ved Døren. De Meneval skrev efter hans Diktat og saa
+imellem hver Sætning op paa Kejseren med sine fugtige Puddeløjne.</p>
+
+<p>"Det er tilstrækkeligt, De kan gaa," afbrød Kejseren ham. Efter at
+Sekretæren havde forladt Værelset, gik han over imod mig med Hænderne
+paa Ryggen og saa op og ned ad mig uden at sige et Ord. Skønt han var en
+lille Mand, holdt han meget af at have flotte Folk omkring sig, saa jeg
+tror, at mit Ydre tilfredsstillede ham. Jeg havde bøjet den ene Haand
+til Hilsen, medens den anden hvilede paa Sabelhæftet, og jeg saa lige
+frem for mig, som en Soldat bør gøre.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_11" id="Page_11">[11]</a></span>"Naa,
+Hr. Gerard," sagde han endelig, medens han bankede med
+Pegefingeren paa en af Guldknapperne i min Pelisse, "det er bleven mig
+fortalt, at De er en meget fortjenstfuld ung Officer. Deres Oberst har
+givet Dem det bedste Skudsmaal."</p>
+
+<p>Jeg ønskede at give et udmærket Svar, men kunde ikke faa Lasalles dumme
+Bemærkning om "kun Sporer og Overskæg" ud af Hovedet, og saa endte det
+med, at jeg slet ikke svarede. Kejseren lagde nøje Mærke til mit
+Minespil, men syntes behagelig berørt over, at der intet Svar kom.</p>
+
+<p>"Jeg tror, De netop er den Mand, som jeg behøver," sagde han. "Tapre og
+begavede Mænd omgiver mig overalt, men en tapper Mand, som&nbsp;&mdash;". Han
+fuldendte ikke Sætningen, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke begreb, hvor
+han vilde hen! Jeg indskrænkede mig til en Forsikring om, at han kunde
+stole paa mig til Døden.</p>
+
+<p>"Saa vidt jeg har forstaaet, er De en dygtig Fægter?" sagde han endelig.</p>
+
+<p>"Taalelig, Sire," sagde jeg.</p>
+
+<p>"De blev valgt af Deres Regiment til at slaas med Mesterfægteren af
+Chambarants Husarer?"</p>
+
+<p>Det glædede mig, at han kendte saa meget til mine Bedrifter. "Ja Deres
+Majestæt, mine Kammerater gjorde mig den Ære!"</p>
+
+<p>"Og for at holde Dem i Træning fornærmede De seks Fægtemestre i Ugen før
+Duellen!"</p>
+
+<p>"Jeg opnaaede syv Kampe i lige saa mange Dage, Sire!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_12" id="Page_12">[12]</a></span>"Og
+De slap fra det uden en Skramme?"</p>
+
+<p>"Manden fra det 23de lette Infanteri-Regiment saarede min venstre Albue,
+Sire."</p>
+
+<p>"Lad være med den Slags Narrestreger, Monsieur," raabte han i et af
+disse pludselige Vredesanfald, der var saa betegnende for ham. "Tror De,
+at jeg ansætter mine Veteraner som Fægtemestre, for at De skal
+praktisere Kvart og Ters paa dem? Hvorledes skal jeg kunne staa Ansigt
+til Ansigt med Evropa, naar mine Soldater vender Vaabnene? mod
+hverandre? Blot endnu et Ord om Deres Dueller, og jeg skal knuse Dem
+mellem disse Fingre."</p>
+
+<p>Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine Øjne, og hans Stemme var
+slaaet over i den mest uharmoniske Hvæsen. Det prikkede og stak i min
+Hud, og jeg vilde i det Øjeblik med Glæde have byttet Plads med en enlig
+Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hær. Han vendte sig om imod
+Bordet, drak en Slurk Kaffe, og da han atter viste mig sit Ansigt, var
+ethvert Spor af Stormen forsvunden, og han havde atter det besynderlige
+Smil, der kom paa hans Læber, men aldrig i hans Øjne.</p>
+
+<p>"Jeg har Brug for Dem, Hr. Gerard," sagde han, "og behøver et godt Sværd
+ved min Side. Der er visse Grunde, hvorfor jeg vælger Dem. Men først og
+fremmest forlanger jeg Deres ubrødelige Tavshed. Saa længe jeg lever,
+maa intet af, hvad der sker mellem os i Dag, komme til noget Menneskes
+Kundskab."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_13" id="Page_13">[13]</a></span>Jeg
+tænkte paa Talleyrand og Lasalle, men afgav Løftet.</p>
+
+<p>"For det andet ønsker jeg ikke at høre Deres Meninger eller Forslag. Jeg
+forlanger kun, at De skal gøre, som jeg befaler."</p>
+
+<p>Jeg bukkede.</p>
+
+<p>"Det er Deres Sværd, jeg har Brug for, ikke Deres Hjerne. Jeg besørger
+Tænkningen. Forstaar De?"</p>
+
+<p>"Ja, Sire!"</p>
+
+<p>"De kender Kanslerens Buegang?"</p>
+
+<p>Jeg bukkede.</p>
+
+<p>"De kender ogsaa det store, dobbelte Fyrretræ, Jagthundenes
+Samlingsplads i Tirsdags?"</p>
+
+<p>Saafremt Kejseren havde vidst, at jeg der satte en lille Pige Stævne tre
+Gange om Ugen, vilde han ikke have spurgt mig. Jeg bukkede atter.</p>
+
+<p>"Meget godt. Mød mig paa dette Sted Klokken ti iaften!"</p>
+
+<p>Jeg var kommen saa vidt, at jeg ikke blev forbavset mere over noget som
+helst. Hvis han havde forlangt, at jeg skulde indtage hans Plads paa den
+kejserlige Trone, havde jeg ikke haft andet Svar end et tavst Buk.</p>
+
+<p>"Vi vil da vandre ind i Skoven sammen," fortsatte Kejseren. "De maa være
+bevæbnet med Sabel, men ikke med Pistoler. De maa ikke tiltale mig, og
+jeg siger intet til Dem. Tavse gaar vi fremad. De forstaar?"</p>
+
+<p>"Jeg forstaar, Deres Majestæt!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_14" id="Page_14">[14]</a></span>"Efter
+en Tids Forløb vil vi faa Øje paa en Mand eller, sandsynligere,
+paa to Mænd under et bestemt Træ. Vi nærmer os dem. Giver jeg Dem et
+Tegn, maa De være rede til Forsvar. Giver jeg mig derimod i Samtale med
+disse Mænd, maa De vente og se, hvad der sker. Men har De først trukket
+blank, maa De sørge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper.
+Jeg vil selv hjælpe Dem."</p>
+
+<p>"Sire," udbrød jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Sværd nok skal gøre det
+af med to. Men vilde det ikke være bedre, om jeg tog en Kammerat med,
+frem for at De skal udsætte Dem for en saadan Kamp?"</p>
+
+<p>"Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har været Soldat, før jeg blev Kejser.
+De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en
+Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at
+gøre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne først en Gang dragne af Skeden,
+maa ingen af disse Mænd slippe levende bort."</p>
+
+<p>"Det skal de ikke komme til, Sire!" bemærkede jeg.</p>
+
+<p>"Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."</p>
+
+<p>Jeg gik henimod Døren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til
+at vende om.</p>
+
+<p>"Jeg kommer til at tænke paa, Sire&nbsp;&mdash;" begyndte jeg.</p>
+
+<p>Han sprang løs paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han
+vilde have slaaet mig.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_15" id="Page_15">[15]</a></span>"Tænke!"
+skreg han, "De, <i>De</i>! Tror De, at jeg valgte Dem, fordi De
+skulde tænke? Lad mig bare høre at De gør det en Gang til! De, den
+eneste, som&nbsp;&mdash;! naa, lige meget, De møder altsaa ved Fyrretræet
+Klokken ti i Aften!"</p>
+
+<p>Død og Pine, hvor jeg var glad ved at slippe ud af det Værelse. Naar jeg
+har en god Hest under mig og et Sværd ved Lænden, ved jeg, hvad jeg har
+at gøre, men naar jeg taler med Kejseren, føler jeg mig som en Trænhest,
+der er kommen ud at køre i Kalesche. Derfor var jeg rigtig glad ved
+atter at komme ud i Luften, og jeg mere løb end gik over Pladsen til mit
+Kvarter, som en Skoledreng, der var sluppen bort fra Læreren.</p>
+
+<p>Da jeg aabnede Døren, var det første, jeg fik Øje paa, et Par himmelblaa
+Bukser og et Par sorte Knæbenklæder. Indehaverne af disse sprang begge
+op, og der blev hilst.</p>
+
+<p>"Hvad Nyt?" skreg de i Munden paa hinanden.</p>
+
+<p>"Intet!" svarede jeg.</p>
+
+<p>"Kejseren har altsaa nægtet at modtage Dem?"</p>
+
+<p>"Nej, jeg har talt med ham!"</p>
+
+<p>"Og hvad sagde han?"</p>
+
+<p>"Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "jeg maa beklage, at det er mig
+umuligt at fortælle Dem noget som helst. Jeg har lovet Kejseren det."</p>
+
+<p>"Pyt, smukke, unge Mand," svarede han og gned sig kattevenligt op ad
+mig, "det bliver mellem Venner, og De forstaar, at det ikke kommer
+udenfor disse fire Vægge. Iøvrigt indvier Kejseren mig altid i sine
+Hemmeligheder!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_16" id="Page_16">[16]</a></span>"Der
+er kun et Minuts Gang til Slottet, Hr. de Talleyrand," svarede jeg,
+"og saafremt det ikke er for megen Ulejlighed, beder jeg Dem gaa derhen
+og bringe mig Kejserens skriftlige Tilladelse til, at jeg maa indvi Dem
+i Hemmeligheden. Jeg skal da med stor Fornøjelse fortælle Dem alt."</p>
+
+<p>Han viste smilende Tænder, som den gamle Ræv han var.</p>
+
+<p>"Hr. Gerard synes at være lidt opblæst," udbrød han. "Han er aabenbart
+for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver
+ældre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en
+underordnet Kavallerist at give affejende Svar!"</p>
+
+<p>Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til
+Hjælp.</p>
+
+<p>"Knøsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde
+givet sit Løfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de
+Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i
+Skægget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der
+er tømt. Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige, at tiende Regiment ikke
+vilde have Plads til ham, og at vi vilde miste vor bedste Fægter fra
+samme Øjeblik, jeg hørte ham aabenbare Kejserens Hemmelighed."</p>
+
+<p>Diplomaten blev endnu mere bitter, da han saa, at jeg fik Medhold hos
+min Oberst.</p>
+
+<p>"Jeg har ladet mig fortælle, Oberst de Lasalle," sagde han med isnende
+Værdighed, "at Deres Me<span class="pagenum"><a name="Page_17"
+id="Page_17">[17]</a></span>ninger har en betydelig Vægt indenfor det
+lette Kavalleris Rammer. Skulde jeg komme i det Tilfælde, at jeg behøver
+Oplysninger om denne Del af Hæren, vil jeg være meget lykkelig ved at
+kunne spørge Dem til Raads. I Øjeblikket er det imidlertid et
+diplomatisk Spørgsmaal, der foreligger, og De vil maaske tillade mig at
+danne mig mit eget Skøn om den Ting. Saa længe Ansvaret for Frankrigs
+Velfærd og Hensynet til Kejserens Sikkerhed hviler paa mine Skuldre, vil
+jeg bruge ethvert Middel, der kan fremme begge, selv om det sker imod
+Kejserens personlige Ønske. Jeg har den Ære at anbefale mig, Oberst de
+Lasalle!"</p>
+
+<p>Han tilkastede mig et meget unaadigt Blik og gik med smaa, hurtige og
+lydløse Skridt ud af Værelset.</p>
+
+<p>Jeg kunde se paa Lasalles Ansigt, at han ingenlunde satte Pris paa at
+have den mægtige Minister til Fjende. Han rev en Ed eller to af sig,
+greb sin Sabel og sin Hue og skyndte sig ned ad Trappen. Da jeg kiggede
+ud af Vinduet, saa jeg, at en svær, blaa og en hinkende, sort Mand
+fulgtes sammen hen ad Gaden. Talleyrand var tilsyneladende meget
+fornærmet. Lasalle svingede med Armene og talte hurtigt, saa jeg antog,
+at han søgte at faa Freden i Stand.</p>
+
+<p>Kejseren havde befalet mig ikke at tænke, og jeg gjorde mit bedste for
+at adlyde ham. Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem,
+og prøvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecarté.<span class="pagenum"><a
+name="Page_18" id="Page_18">[18]</a></span> Men
+jeg kunde ikke en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene
+paa Gulvet. Saa trak jeg min Sabel og øvede mig, indtil jeg var træt,
+men det var altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods
+af min Vilje. Klokken ti skulde jeg møde Kejseren i Skoven. Af alle de
+besynderlige Begivenheder, jeg havde oplevet i mit Liv, var denne sidste
+sikkert den, jeg mindst havde drømt om, da jeg i Morges sprang ud af
+Sengen. Men Ansvaret, det frygtelige Ansvar! Det hvilede helt paa mine
+Skuldre; der var ingen til at dele det med mig. Ofte havde jeg set Døden
+i Øjnene paa Slagmarken, men aldrig havde jeg vidst, hvad Frygt var, før
+i dette Øjeblik. Men saa betænkte jeg, at jeg kun kunde gøre mit bedste
+som en tapper og brav Soldat og først og fremmest adlyde de Ordrer, jeg
+havde faaet. Og dersom det gik godt, vilde denne Begivenhed sikkert
+blive Grundstenen til min Lykke. Saaledes tilbragte jeg Aftenen,
+vaklende mellem Haab og Frygt, indtil endelig Handlingens Time var nær.</p>
+
+<p>Jeg passerede Gardens Barakker og Rækken af Caféer, alle fyldte med
+Uniformer. Jeg opfangede et Glimt af Blaat og Guld fra mine Kammeraters
+Uniformer, blandet med Infanteriets lysegrønne Farver. Der sad de alle
+og drak deres Vin og røg deres Cigarer, kun lidet anende, hvad deres
+Kammerat havde for. En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et
+Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg
+skyndte<span class="pagenum"><a name="Page_19" id="Page_19">[19]</a></span>
+mig af Sted og vilde ikke høre ham. Bandende over min Døvhed gik han
+tilbage til sin Vinflaske.</p>
+
+<p>Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De
+skyggefulde Træer dannede nemlig Fortsættelsen af Gaden, ligesom
+Tiraillørerne danner Fronten i en Kolonne. Jeg drejede ind paa en Sti og
+kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretræ. Som jeg tidligere
+havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg
+takkede Skæbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Léonie
+ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde være død af Skræk ved Synet
+af Kejseren. Enten vilde han have været for barsk overfor hende, eller
+han vilde&nbsp;&mdash;&nbsp;hvad der var værre&nbsp;&mdash;&nbsp;have været for venlig.</p>
+
+<p>Maanen var i første Kvarter, og da jeg naaede Mødestedet, saa jeg, at
+jeg ikke var kommen først. Kejseren gik da allerede frem og tilbage, med
+Hænderne paa Ryggen og Ansigtet bøjet ned mod Brystet. Han bar en stor
+graa Kappe og paa Hovedet en mægtig Hat. Jeg havde set ham i samme Dragt
+under vor Vinterkampagne i Polen, og der blev den Gang sagt, at han bar
+den, fordi Hatten var saadan en dejlig Forklædning. Han havde altid
+holdt meget af, hvad enten han var i Felten eller i Paris, at vandre
+rundt om Aftenen og lytte til Samtalerne i Kroerne eller ved Lejrilden.
+Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hænder
+paa, var velkendt, blev han<span class="pagenum"><a name="Page_20"
+id="Page_20">[20]</a></span> næsten altid genkendt, og der blev
+derfor sjældent sagt andet, end hvad han helst vilde høre.</p>
+
+<p>Min første Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham
+vente, men da jeg nærmede mig ham, hørte jeg det store Kirkeur i
+Fontainebleau slaa ti. Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt,
+og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke
+at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene
+sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig
+derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.</p>
+
+<p>Vi vandrede over en Fjerdingvej, og jeg vidste, allerede før vi naaede
+derhen, hvad der var vort Maal. Midt i en af de aabne Pletter staar der
+en splintret Stub af et kæmpemæssigt Træ. Det kaldes Abbedens Bænk, og
+der fortælles saa uhyggelige Historier om Stedet, at jeg kender mangen
+en tapper Soldat, der ikke vilde holde af at staa Skildvagt der, Men
+selvfølgelig tog jeg ikke mere Hensyn til en saadan Overtro end Kejseren
+gjorde, og da vi nærmede os, saa jeg, at to Mænd ventede paa os. Straks
+da jeg fik Øje paa dem, stod de omme bag Stubben, som om de var bange
+for at blive sete, men da vi nærmede os, kom de os i Møde. Kejseren
+skottede tilbage efter mig og sagtnede sine Skridt, saa at jeg kom ham
+nær paa en Arms Længde. I kan nok tænke jer, at jeg<span class="pagenum"><a
+name="Page_21" id="Page_21">[21]</a></span> havde Haanden
+paa Sabelhæftet, og at jeg havde et godt Øje til disse to Fyre, der
+nærmede sig os.</p>
+
+<p>Den ene var usædvanlig høj og meget spinkel bygget, medens den anden
+nærmest var under Middelhøjde og bevægede sig paa en ret brøsig Maade.
+De bar begge sorte Kapper, som var slynget omkring dem og hang ned ved
+den ene Side, ganske som Murats Dragoner bruger dem. Deres Hatte var
+store og flade og lignede dem, jeg senere har set i Spanien, saa deres
+Ansigter laa i Skygge, men jeg kunde se deres Øjne glimte. Med den blege
+Maane bag dem og deres lange sorte Skygger foran dem, var det netop
+saadanne Fyre, man kunde vente at møde om Natten ved Abbedens Bænk.</p>
+
+<p>Kejseren var standset, og ogsaa de to Fremmede stoppede op nogle faa
+Skridt fra os. Jeg havde sluttet mig tæt op til min Ledsagers Albue, saa
+at vi nu alle fire stod Ansigt til Ansigt, uden at der blev talt et Ord.
+Mine Øjne var især fæstede paa den høje Mand, fordi han stod mig
+nærmest, og efter at have iagttaget ham, blev jeg hurtig klar over, at
+han var i en frygtelig nervøs Ophidselse. Hele hans slanke Skikkelse
+skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt
+Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand
+bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men
+før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen
+Sabel. I samme Øjeblik<span class="pagenum"><a name="Page_22"
+id="Page_22">[22]</a></span> gled den lille Mand forbi mig og begravede
+en lang Kniv i Kejserens Bryst.</p>
+
+<p>Min Gud! Dette Øjebliks Rædsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv
+faldt død om med det samme. Som i en Drøm saa jeg den graa Skikkelse
+svinge i konvulsiviske Bevægelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt
+af tre Tommer rødt Staal, der stak ud mellem Skuldrene. Saa faldt han
+med en sidste Stønnen om paa Græsset, medens Forbryderen, der havde
+begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glæde.
+Men jeg&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg drev mit Sværd med rasende Kraft igennem hans
+Mellemgulv, og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben
+slyngedes han seks Skridt tilbage, før han faldt. Jeg sprang derpaa ind
+paa den anden, grebet af en Blodtørst, som jeg ikke har følt hverken før
+eller senere. Da jeg vendte mig om, glimtede en Dolk for mine Øjne, og
+jeg følte det kolde Pust af den glide forbi min Hals og Bandittens
+Haandled støde imod min Skulder. Jeg stak efter ham med min Sabel, men
+han slap fra mig og flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr
+over den maanebelyste Skovslette.</p>
+
+<p>Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens
+Dolk havde fuldført sit Værk. Selv om jeg var ung, havde jeg set
+tilstrækkeligt af Krigen til at kende et dødeligt Saar. Jeg tøvede blot
+et Øjeblik for at berøre den kolde Haand.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_23" id="Page_23">[23]</a></span>"Sire!
+Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en
+Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større,
+saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende
+op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter
+den Skurk, der endnu var i Live.</p>
+
+<p>Aa, hvor jeg velsignede den Klogskab, der havde faaet mig til at trække
+i let Fodtøj og Gamascher! Og den lykkelige Tanke, som havde faaet mig
+til at kaste Kappen! Enten kunde Skurken forud ikke slippe af med sin
+Kappe, eller ogsaa var han for forskrækket til overhovedet at kunne
+tænke. Som det nu var, vandt jeg hurtig ind paa ham. Han maatte ganske
+have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i
+Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den
+anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré
+ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der
+løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa
+Forbryderen. Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han
+Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens
+store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede
+mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I
+næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.</p>
+
+<p>Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede<span class="pagenum"><a
+name="Page_24" id="Page_24">[24]</a></span> hen til Stedet og
+stirrede ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved
+at slaa mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende,
+snart aftagende Lyd naaede mit Øre fra Mørket neden under mig. Det var
+hans Aandedræt, og det viste mig hvor han var.</p>
+
+<p>Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform,
+hvorpaa der staar en Træhytte, der benyttes af Arbejderne som
+Værktøjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tænkt
+den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forfølge ham ned i Mørket. Men med
+et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Døren, og da jeg
+hørte ham fra Hjørnet, stod jeg snart overfor ham.</p>
+
+<p>Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet
+udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham dødeligt ved det første
+vanvittige Hug, thi skøndt han stødte og stødte, havde hans Arm ingen
+Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg
+havde overbevist mig om, at han var død, stod jeg op og gik ud i
+Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den,
+saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan være.</p>
+
+<p>Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand
+travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede,
+at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa
+den knortede Stub,<span class="pagenum"><a name="Page_25" id="Page_25">[25]</a></span>
+der for altid vil være knyttet til den frygteligste Erindring i mit Liv.
+Jeg satte mig ned paa en væltet Træstamme med Sablen over mine Knæ og
+Hovedet i mine Hænder, og saa forsøgte jeg at gennemtænke, hvad der var
+sket, og hvad der vilde ske i den allernærmeste Fremtid.</p>
+
+<p>Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var død. Det var
+disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for
+andre. Han var kommet hertil i mit Følgeskab, og nu var han død. Jeg
+havde fulgt hans Befalinger og hævnet hans Død. Men hvad betød det?
+Verden vilde betragte mig som en Forræder, ja, maaske som en Morder.
+Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg
+ikke have været disse Skurkes Hjælper? Ja, jo! Jeg var uhjælpelig
+vanæret&nbsp;&mdash;&nbsp;den laveste, mest fordømmelige Skabning i hele Frankrig.
+Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militære Løbebane, paa
+min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg
+nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vække Slottet
+og fortælle, at den store Kejser var bleven myrdet, næppe et Skridt fra
+mig?&nbsp;&mdash;&nbsp;Nej, det kunde jeg ikke,&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg kunde det ikke! Der var
+kun en Udvej for en ærekær Soldat, hvem Skæbnen havde bragt i en saa
+fortvivlet Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Sværd og saaledes dele
+Kejserens Skæbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste
+mig op med hver en Nerve<span class="pagenum"><a name="Page_26"
+id="Page_26">[26]</a></span> spændt for at udføre mine Beslutninger,
+men i samme Øjeblik steg frem for mine Øjne en Aabenbaring, et Syn, der
+standsede mit Aandedræt. Kejseren stod foran mig!</p>
+
+<p>Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i
+hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var
+aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide
+Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned
+mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.</p>
+
+<p>"Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at
+melde?"</p>
+
+<p>Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde
+jeg være bleven gal. Men netop denne korte militære Ordre var
+tilstrækkelig til at bringe mig til mig selv. Død eller levende&nbsp;&mdash;&nbsp;nu
+stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.</p>
+
+<p>Jeg gjorde øjeblikkelig Honnør.</p>
+
+<p>"De har dræbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet
+hen imod Skuepladsen for Kampen.</p>
+
+<p>"Ja vel, Sire!"</p>
+
+<p>"Og den anden undslap?"</p>
+
+<p>"Nej, Sire! Jeg har ogsaa dræbt ham!"</p>
+
+<p>"Hvorledes!" raabte han; "De fortæller, at De har dræbt dem begge?" Han
+traadte nærmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tænder skinne i
+Maanelyset.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_27" id="Page_27">[27]</a></span>"Det
+ene Lig ligger dér, Deres Majestæt!" svarede jeg, "det andet findes
+i Redskabsskuret ved Karréen."</p>
+
+<p>"Saa er de korsikanske Brødre ikke mere," udbrød han, efter en Pavse,
+som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig."
+Derefter bøjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.</p>
+
+<p>"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!" sagde han, "og udført Deres
+Ordre til min fuldkomne Tilfredshed."</p>
+
+<p>Saa var han altsaa Kød og Blod, denne Kejser. Jeg kunde føle hans lille,
+tykke Haand paa min Skulder. Men da jeg kom til at tænke paa, hvad jeg
+havde set med mine egne Øjne, stirrede jeg saa forvildet paa ham, at han
+gav sig til at smile.</p>
+
+<p>"Nej, nej, Gerard," sagde han, "jeg er intet Spøgelse, og De har ikke
+set mig blive dræbt. Kom med herhen, og De vil forstaa det hele."</p>
+
+<p>Ligene laa endnu paa Jorden, og to Mænd stod ved Siden af dem. Da vi
+nærmede os, saa jeg, at det var Roustem og Mustafa, Kejserens to
+Mamelukker. Kejseren standsede, da han naaede hen til den graa
+Skikkelse, som laa i Græsset, og da han fjernede Hatten, som laa i
+Græsset, saa jeg, at Trækkene var meget forskellige fra hans egne.</p>
+
+<p>"Her ligger en trofast Tjener, der har ofret sit Liv for sin Herre,"
+sagde han; "Hr. de Goudin ligner mig i Figur og Bevægelser, hvad De maa
+indrømme."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_28" id="Page_28">[28]</a></span>Hvilken
+vanvittig Glæde overvældede der mig ikke ved disse faa Ord, der
+paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min
+Henrykkelse. Jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han
+traadte et Skridt tilbage som om han havde gættet min Hensigt.</p>
+
+<p>"De er vel ikke saaret!" spurgte han.</p>
+
+<p>"Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til&nbsp;&mdash;"</p>
+
+<p>"Saa, saa!" afbrød han. "De har opført Dem flinkt. Han burde have været
+paa sin Post. Jeg har set alt, hvad der er sket."</p>
+
+<p>"De saa det, Sire?"</p>
+
+<p>"De har altsaa ikke lagt Mærke til, at jeg har fulgt Dem gennem Skoven?
+Jeg har ikke tabt Dem af Syne fra det Øjeblik, da De forlod Deres
+Kvarter, indtil den stakkels de Goudin faldt. Den falske Kejser var
+foran Dem, den ægte bag ved Dem. Behag at ledsage mig tilbage til
+Slottet."</p>
+
+<p>Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og
+blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa Ære altid
+ført mig, som en Husar skal og bør, men selv Lasalle har aldrig struttet
+saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem
+skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg, Etienne
+Gerard, Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons
+Dødsfjender i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte
+sig lynsnart om imod mig.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_29" id="Page_29">[29]</a></span>"Er
+det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig
+Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene. "Er det saaledes, De
+forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet
+noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers
+frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa
+haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."</p>
+
+<p>Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente
+at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at
+vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg
+maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret
+imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap
+ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort
+det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank
+i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved
+en svag Hosten.</p>
+
+<p>"Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig
+efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"</p>
+
+<p>"Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at
+fortælle mig noget som helst!" svarede jeg.</p>
+
+<p>"Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end
+Ord. I samme Øjeblik, De er paa den anden Side af Døren, vil De<span class="pagenum"><a
+name="Page_30" id="Page_30">[30]</a></span> begynde at anstille Efterforskninger.
+Om to Dage vil Deres Kammerater vide Besked og om tre Dage hele
+Fontainebleau, om fire Dage vil Historien være ude over Paris. Saafremt
+jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt til at stille Deres
+Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De vil være i Stand
+til at beholde det for Dem selv."</p>
+
+<p>Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.</p>
+
+<p>"Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte
+meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det
+var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi
+har tilhørt det samme Broderskab&nbsp;&mdash;&nbsp;de korsikanske Brødre, som vi
+kaldte os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det
+havde visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."</p>
+
+<p>Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt
+ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de
+stærke Lidenskaber og den desperate Hævnlyst. Hans Tanker var vendt
+tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i
+Værelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevægelse
+førte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.</p>
+
+<p>"Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig
+Dødelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end
+jeg.<span class="pagenum"><a name="Page_31" id="Page_31">[31]</a></span>
+Men Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs
+eller mit Velfærd, om jeg længere fulgte disse Bestemmelser. De vilde
+tvinge mig til det, og saa kom Skæbnen over deres egne Hoveder. Disse to
+var Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at
+formaa mig til at møde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel,
+hvad dette Møde betød, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant.
+Paa den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endeløs
+Forfølgelse af min Person. Jeg kender deres Metode."</p>
+
+<p>Der kom igen et haardt Træk om hans Mund og et koldt Glimt i hans Øjne.</p>
+
+<p>"De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han.
+"Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"</p>
+
+<p>"Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsøge Skoven og bringe Slynglerne
+for Deres Fødder, Sire!" svarede jeg.</p>
+
+<p>Han rystede smilende paa Hovedet.</p>
+
+<p>"Jeg har meget vægtige Grunde, hvorfor jeg ikke ønskede dem fanget
+levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan
+være et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for
+Dem, at jeg for enhver Pris ønskede at undgaa Vrøvl og Skandale. Det var
+derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine
+Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om
+Affæren. Jeg har overtænkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt<span class="pagenum"><a
+name="Page_32" id="Page_32">[32]</a></span> mere end en Forsvarer med de Goudin ind
+i Skoven, vilde Brødrene ikke have vist sig. Men for en enkelt Mands
+Skyld vilde de ikke forandre deres Plan eller lade Lejligheden slippe
+fra sig. Det var Oberst Lasalles tilfældige Nærværelse her i det
+Øjeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der bevirkede, at jeg valgte en af
+hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr. Gerard, fordi jeg havde Brug for
+en Mand, der kunde føre en Sabel, og som ikke vilde trænge længere ind i
+den Historie, end jeg ønskede. Jeg haaber, at De vil retfærdiggøre mit
+Valg i denne Henseende, som De har gjort det, hvad Deres Dygtighed og
+Mod angaar!"</p>
+
+<p>"Jeg beder Dem at være forvisset herom, Sire!" svarede jeg.</p>
+
+<p>"Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over
+Deres Læber komme et Ord om denne Sag."</p>
+
+<p>"Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade
+dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i
+Eftermiddag."</p>
+
+<p>"Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant.
+Tillad mig at sige Dem Godnat&nbsp;&mdash;&nbsp;<i>Kaptajn</i> Gerard!"</p>
+
+
+
+<hr style="width: 65%;" /> <h2>II.</h2>
+
+<h2><i>Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen.</i></h2>
+
+
+<p>Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak
+at kalde ham,<span class="pagenum"><a name="Page_33" id="Page_33">[33]</a></span>
+var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske, engelske Ansigt
+lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der smykker Facaderne
+i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde ikke undgaa at
+se, at han indvendig var rasende.</p>
+
+<p>"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal
+overfor en Rekrut.</p>
+
+<p>Jeg gjorde Honnør.</p>
+
+<p>"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"</p>
+
+<p>Min Kammerat slog Hælene sammen.</p>
+
+<p>"Kejseren har en Sendelse for Dem."</p>
+
+<p>Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.</p>
+
+<p>Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg
+har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne
+saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder
+jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere
+lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat.
+Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har
+en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en
+fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og
+alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.</p>
+
+<p>Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet
+og stirrede paa<span class="pagenum"><a name="Page_34" id="Page_34">[34]</a></span>
+et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved Siden af ham og
+forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind, snappede Napoleon
+Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han talte hurtigt og
+lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og to Gange gentage
+Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i Møde, men Kejseren
+standsede ham og befalede os at komme nærmere.</p>
+
+<p>"De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.</p>
+
+<p>Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det var ikke,
+fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin sædvanlige
+korte Maade.</p>
+
+<p>"Og De, Major?"</p>
+
+<p>"Nej, Sire!"</p>
+
+<p>"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil&nbsp;&mdash;!"</p>
+
+<p>Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers
+Kaarde pegede han paa Rheims.</p>
+
+<p>"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to
+Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg,"
+Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans
+blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort
+Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris,
+godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg<span class="pagenum"><a
+name="Page_35" id="Page_35">[35]</a></span> i Syd." Han prikkede i Kortet med
+Kaarden, medens han talte.</p>
+
+<p>"Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des
+mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris.
+Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være
+her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De
+skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det
+er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjælp om to Dage med hver
+Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og
+fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"</p>
+
+<p>Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved
+saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore
+Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede
+for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han
+smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde
+gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have
+set mig i det Øjeblik.</p>
+
+<p>"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod
+Kortet. "De maa følges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles.
+Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden
+rider Nord paa gen<span class="pagenum"><a name="Page_36" id="Page_36">[36]</a></span>nem
+Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at bemærke, Brigader Gerard?"</p>
+
+<p>Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte
+at tale om Frankrigs Hæder og Storhed, men Kejseren afbrød mig brat.</p>
+
+<p>"Og De, Major Charpentier?"</p>
+
+<p>"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da
+tilladt at vælge en anden?"</p>
+
+<p>"Soldater vælger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bøjede Hovedet
+for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved
+ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hørte dem begge le.</p>
+
+<p>Som I sagtens kan tænke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en
+halv Times Forløb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv,
+da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette,
+under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade.
+Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer
+holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han
+var selv en klodset Fyr, saa det var et kønt Par.</p>
+
+<p>Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over
+Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af
+vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembød Lejren det
+bedrøveligste Syn. Vor Hær var ved at smelte hen. Med Gar<span class="pagenum"><a
+name="Page_37" id="Page_37">[37]</a></span>den fik det endda gaa, skønt den unge
+Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og det svære Kavalleri kunde
+have været udmærket, saafremt der blot havde været noget mere af det;
+men Infanteristerne med deres Underofficerer lignede næsten Skoledrenge
+med deres Lærere. Og vi havde ingen Reserver. Naar jeg saa fortæller, at
+der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000 Russere og Østrigere i Syd,
+vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde stemme selv den tapreste Mand
+alvorlig.</p>
+
+<p>For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fældede en Taare,
+indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han
+samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig
+Æres-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog
+Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have
+Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og
+Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig
+havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.</p>
+
+<p>Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne
+Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham.
+Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske,
+der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad
+der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens
+muligvis kunde klare Be<span class="pagenum"><a name="Page_38"
+id="Page_38">[38]</a></span>greberne for ham. Han svarede altid, at det
+var hans Sendelse, han tænkte paa, hvilket overraskede mig, thi skønt
+jeg aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig
+umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermæssig
+Opgave.</p>
+
+<p>Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Før han
+forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et
+besynderligt spørgende Blik.</p>
+
+<p>"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Af hvad?"</p>
+
+<p>"Af vor Sendelse."</p>
+
+<p>"Den er dog lige til!"</p>
+
+<p>"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"</p>
+
+<p>"For at prøve vor Forstand!"</p>
+
+<p>Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.</p>
+
+<p>"Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle
+disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Jeg følger min Ordre."</p>
+
+<p>"Saa bliver De blot slaaet ihjel."</p>
+
+<p>"Meget muligt."</p>
+
+<p>Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte.
+Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og
+Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og<span class="pagenum"><a
+name="Page_39" id="Page_39">[39]</a></span> humpede ned ad Vejen. Jeg
+saa hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa
+videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden
+stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu
+sad inde med det værdifulde Dokument. Dette prægtige Papir, der skulde
+skaffe mig Æresmedaljen, om hvilken jeg saa længe havde drømt. Hele
+Vejen fra Braine til Sermoise tænkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige,
+naar hun hørte det.</p>
+
+<p>Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en
+Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte
+mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden,
+og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det
+svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da
+Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.</p>
+
+<p>Da jeg hørte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden,
+forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen,
+hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var
+besat af Fjenden. Men saa tænkte jeg paa, at han havde sagt til
+Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vælge. Jeg skulde følge
+den Vej, han havde opgivet mig, saalænge Violette kunde røre et Lem og
+jeg holde en Tømme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen
+gaar op og ned og snor sig gennem<span class="pagenum"><a name="Page_40"
+id="Page_40">[40]</a></span> Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og min Sabel
+parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og naar jeg
+skulde dreje om Hjørnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg havde
+lært i Spanien.</p>
+
+<p>Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til højre for Vejen, naar man
+har passeret Træbroen, der fører over Crise, i Nærheden af den store
+Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at
+Prøjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme
+Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig
+ikke Tid til at høre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i
+Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.</p>
+
+<p>For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres
+Heste, medens de røg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik Øje paa
+dem i Lyset fra en aaben Dør, men af mig kan de kun have set Skinnet af
+Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et
+Øjeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben
+Port. Violette løb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden
+uden dog at træffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede
+kommen om det nærmeste Hjørne og hørte ikke en Gang Kuglernes Hvislen.
+Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun løb som en opskræmmet
+Hare, og der fløj<span class="pagenum"><a name="Page_41" id="Page_41">[41]</a></span>
+Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbøjlen og svingede mit Sværd. Der var
+nogen, der sprang til for at gribe Tøjlerne. Jeg huggede Armen over paa
+Vedkommende og hørte ham hyle af Smerte bag mig. To Ryttere red ind paa
+mig. Jeg stødte den ene ned og satte fra den anden. Et Minut efter var
+jeg ude af Byen og fløj hen ad en bred, hvid Landevej med sorte Popler
+langs Siderne. Endnu en Tid hørte jeg Lyden af Hovslag bag ved mig, men
+de døde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg ikke skelne dem fra mit
+eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De havde opgivet Jagten.</p>
+
+<p>Jeg maatte nu være midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved
+Vejsiden lød en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede
+to Mænd frem i Maaneskinnet&nbsp;&mdash;&nbsp;Himlen var nu ganske uden en
+Sky&nbsp;&mdash;&nbsp;og tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre
+uden at svare dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres
+egne Husarer er klædt netop som jeg var.</p>
+
+<p>Det var prægtigt Maaneskin, og Træerne kastede deres mørke Skygger hen
+over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det
+var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der
+flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille
+Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag,
+var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men
+jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for man<span class="pagenum"><a
+name="Page_42" id="Page_42">[42]</a></span>ge mærkelige Ting. Jeg gav mig til at
+nynne en rask Melodi og tænkte paa den lille Lisette, som jeg maaske
+skulde faa at se i Paris. Jeg var helt optaget ved Tanken herom, da jeg
+ved at dreje om et Hjørne kom lige ind paa et halvt Dusin tyske
+Dragoner, som sad omkring en Brændeild ved Vejsiden.</p>
+
+<p>Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa
+en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var
+bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev
+den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig,
+men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg
+foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons.
+Dette stod mig klart i samme Øjeblik. Mine Øjne havde næppe hvilet paa
+de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt
+Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.</p>
+
+<p>Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre
+svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en
+Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg
+troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tæt op
+imod en af Forhovene. Aa, det kære lille Dyr, hvor jeg dog elskede det,
+da jeg mærkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens
+Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter.<span class="pagenum"><a
+name="Page_43" id="Page_43">[43]</a></span> Jeg kunde ikke beherske mig.
+Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og hylede
+af Latter over den Strøm af Eder, der fulgte paa.</p>
+
+<p>Men Enden var ikke endda. Havde min Hest været frisk, havde vi nok redet
+dem agterud. Der var en af dem, en ung Knøs af en Officer, som var bedre
+ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to
+andre Forfølgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg
+vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev større.</p>
+
+<p>Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine
+Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa
+at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor
+Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for
+at se, hvad han vilde tage sig for.</p>
+
+<p>Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den
+dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde
+kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstødte en eller
+anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet
+til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der
+ikke var stort mere end en Landselængde imellem Hestene.</p>
+
+<p>"Rendez-vous!" brølede han.</p>
+
+<p>"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans<span class="pagenum"><a
+name="Page_44" id="Page_44">[44]</a></span> Fransk," sagde jeg og
+lagde Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den
+bedste Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og
+kunde i Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var
+ude med ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrækkeren, kom jeg
+til at tænke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa
+hans Hest. Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var
+et frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tænke paa, lod jeg
+atter Violette strække ud.</p>
+
+<p>Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre
+Forfølgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde været en
+Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa
+mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have
+set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i
+Hælene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet
+og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte
+at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at
+banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge
+Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det
+for Træernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer,
+og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Døden mig vis.</p>
+
+<p>Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og<span class="pagenum"><a
+name="Page_45" id="Page_45">[45]</a></span> Husarerne foran mig.
+Aldrig siden Moskwa havde jeg været i en saadan Knibe. Men for mit
+Korps' Ære vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri
+end af det svære. Jeg drev derfor Violette fremad.</p>
+
+<p>Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men
+at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var
+Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en
+Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede
+den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig. Det var vore
+egne, kære, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forfølgere gjorde
+kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset
+brødes i deres Metalhjælme, og jeg travede hen til mine Venner uden
+upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en
+Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt.
+Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule
+paa det kraftigste dementerede min skødesløse Optræden.</p>
+
+<p>Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet,
+som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik Øje paa mig, fyldtes hans smaa,
+missende Øjne med Taarer, og jeg blev helt rørt over at se hans Glæde.
+Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at
+jeg skulde gennem Senlis.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_46" id="Page_46">[46]</a></span>"Fjenden
+er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."</p>
+
+<p>"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.</p>
+
+<p>"Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche?
+Hvorfor netop vælge den eneste Vej, hvor du kan være nogenlunde sikker
+paa enten at blive taget til Fange eller dræbt?"</p>
+
+<p>"En Soldat vælger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde
+hørt Napoleon sige.</p>
+
+<p>Den gamle Bouvet brød ud i en drillende Latter, der varede lige indtil
+jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa
+kom han endelig til Fornuft.</p>
+
+<p>"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi
+skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis
+polske Lansenerer foran os."</p>
+
+<p>Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden
+af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt
+tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have
+ført sig bedre, om de havde hørt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad,
+indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom
+trækkende med sin Kærre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde
+i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var
+Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende
+Aften. En<span class="pagenum"><a name="Page_47" id="Page_47">[47]</a></span>
+enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som laa i et
+Hjørne paa Torvet og var Byens største Bygning. En hel Division prøjsisk
+Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke andet
+end Kosakker.</p>
+
+<p>Hvilken kærkommen Lejlighed tilbød der sig ikke her til at hævne sig paa
+disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et
+staaende Samtaleemne ved Lejrilden.</p>
+
+<p>Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red
+Forposterne over Ende. Raadhusets Døre blev slaaede ind, før Fjenden
+forstod, at Franskmændene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved
+Vinduerne, Hoveder, skæggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under
+Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de
+og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i
+Struberne paa dem, før de fik gnedet Søvnen af Øjnene. Det var
+frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne
+Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og
+Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de
+øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som
+Regnen fra et Tag.</p>
+
+<p>Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor
+landlige Fører viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I
+kan stole paa, at min lille Veninde trængte til det. Der<span class="pagenum"><a
+name="Page_48" id="Page_48">[48]</a></span>efter vaskede jeg hendes Ben, tøjrede
+hende og gik saa ind i Huset for at finde en Mundfuld til mig selv,
+saaledes at jeg ikke behøvede at gøre Ophold, før jeg havde naaet Paris.</p>
+
+<p>Og nu kommer jeg til den Del af min Fortælling, der sikkert vil synes
+Eder mærkeligst, endskønt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser,
+hentede fra mit Soldaterliv, lige saa mærkelige som denne. I vil
+forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og
+Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige
+Hære, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fortælle Jer, hvad der
+hændte ved denne Lejlighed.</p>
+
+<p>Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han
+spurgte mig om vi ikke skulde knække Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi
+maa min Salighed ikke vente for længe," sagde han, "thi over i Skoven
+ligger der ti Tusinde af Theilmanns Prøjsere."</p>
+
+<p>"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og
+med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til Køkkenet, hvorfra en
+Vindeltrappe førte ned i Kælderen. Det var let at se, at Kosakkerne
+havde været der før os; det fortalte de mange tømte Flasker, der flød
+omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have været en stor Levemand, for
+jeg kunde ikke ønske mig en bedre Vinkælder: Chambertin, Graves,
+Alicante, hvid og rød Vin, tør og musserende, alt laa i vel<span class="pagenum"><a
+name="Page_49" id="Page_49">[49]</a></span>ordnede Pyramider og kiggende undseligt
+frem mellem Høvlspaanerne. Gamle Bouvet stod med sit Lys og smidskede af
+alle Herlighederne&nbsp;&mdash;&nbsp;han lignede ganske en Kat foran et Mælkefad.
+Han havde faaet sig udsøgt en Flaske Bourgogne og strakte netop Haanden
+ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve over os. Prøjserne var
+over os!</p>
+
+<p>"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.</p>
+
+<p>"Der er én til, som skal dø forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op
+ad den anden Trappe.</p>
+
+<p>Havde jeg været i hans Sted, vilde jeg ogsaa have søgt Døden. Thi han
+havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udsætte Vagtposter. I første
+Øjeblik havde jeg i Sinde at gøre ham Følgeskab, men saa kom jeg i
+Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dræbt,
+vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hænder. Derfor lod
+jeg Bouvet dø alene, gik atter ned i Kælderen og slog Døren i efter mig.</p>
+
+<p>Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt
+Lyset, da Prøjsernes Hylen lød oven paa, og jeg, der famlede mig frem i
+Mørket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis
+fandt jeg efter nogen Søgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad.
+Jeg søgte forgæves at tænde det ved mit Fyrtøj. Vægen maatte være bleven
+fugtig ved at falde ned i en Vinpøl, og jeg huggede det derfor midt
+over<span class="pagenum"><a name="Page_50" id="Page_50">[50]</a></span>
+med mit Sværd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde gøre,
+stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hæse, og det
+vilde sikkert ikke vare længe, før de følte Trang til noget at faa
+Struben vædet med. Saa vilde det være Slut for den flotte Soldat, hans
+Sendelse og Æres-Medalje. Jeg tænkte paa min Moder, og saa tænkte jeg
+paa Kejseren. Jeg følte mig bedrøvet over, at den ene skulde miste saa
+fortræffelig en Søn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden
+Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!"
+tænkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke
+sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som
+et Frostsaar, skal dø i en fransk Vinkælder!" Jeg sprang hurtig op og
+forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.</p>
+
+<p>Min første Tanke var at sætte Ild paa Huset for at undslippe i
+Forvirringen. Min næste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om
+for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der
+var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede
+først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa
+forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg
+satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter
+saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det
+andet Rum. Lyset røg ud af<span class="pagenum"><a name="Page_51"
+id="Page_51">[51]</a></span> Haanden paa mig, saa jeg atter befandt
+mig i Mørke.</p>
+
+<p>Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi
+uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden
+Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette
+i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at
+have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da
+jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke
+tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.</p>
+
+<p>Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa
+Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i
+Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og
+atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako
+næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel
+havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at
+det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv
+Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en
+saadan Karl.</p>
+
+<p>Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte
+Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar
+det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for
+mig, end jeg<span class="pagenum"><a name="Page_52" id="Page_52">[52]</a></span>
+for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han virkelig var
+bange&nbsp;&mdash;&nbsp;dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme
+Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne
+som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været
+ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et
+Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og
+mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen
+Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have
+set mig i det Øjeblik!</p>
+
+<p>Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa
+tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem,
+din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater
+Følgeskab!"</p>
+
+<p>Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op
+af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket
+i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.</p>
+
+<p>"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til
+Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit
+Liv saa dyrt jeg kan!"</p>
+
+<p>"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal
+behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"</p>
+
+<p>Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_53" id="Page_53">[53]</a></span>"Hvem
+har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min
+Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende
+fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."</p>
+
+<p>"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i
+Kælderen?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved
+Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage
+mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset
+stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele
+allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse
+mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder,
+hvor De nu har fundet mig."</p>
+
+<p>Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende
+Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han
+havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den
+forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne
+Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet
+vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes
+skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa
+glimrende en Indskydelse, at jeg<span class="pagenum"><a name="Page_54"
+id="Page_54">[54]</a></span> ikke kunde lade være at beundre
+min egen Opfindsomhed.</p>
+
+<p>"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig
+Stilling!"</p>
+
+<p>"Og hvorfor?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."</p>
+
+<p>Han begyndte at hænge med Næbet.</p>
+
+<p>"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.</p>
+
+<p>"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg.
+"Men Vanskelighederne er store."</p>
+
+<p>"Forklar Dem nærmere," udbrød han.</p>
+
+<p>"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at
+vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at
+blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig
+over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres
+Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse
+Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.</p>
+
+<p>"Men det er jo frygteligt!" sagde han.</p>
+
+<p>"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik
+ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"</p>
+
+<p>"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De,
+at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage
+her?"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_55" id="Page_55">[55]</a></span>"Det
+værste af alt!"</p>
+
+<p>"Og hvorfor?"</p>
+
+<p>"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De
+hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg
+nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."</p>
+
+<p>"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"</p>
+
+<p>"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og
+trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."</p>
+
+<p>"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"</p>
+
+<p>"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."</p>
+
+<p>"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv&nbsp;&mdash;&nbsp;hvad
+vil De tage paa?"</p>
+
+<p>"Jeg vil trække i Deres Uniform!"</p>
+
+<p>"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"</p>
+
+<p>"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke.
+Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod
+mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit
+Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og
+De vil være frelst."</p>
+
+<p>Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder
+var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem,
+men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman,<span class="pagenum"><a
+name="Page_56" id="Page_56">[56]</a></span> min Chako og mit Sabelhæng
+med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue
+med den gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede
+Sabel. Men selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i
+Lommen paa min ny Frakke.</p>
+
+<p>"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."</p>
+
+<p>Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg
+lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde
+vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod
+netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks
+Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre
+ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i
+det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg
+laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han
+ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad
+Køkkentrappen.</p>
+
+<p>Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt
+og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse
+som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa
+Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom
+jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion.
+Men alligevel var dette en hæder<span class="pagenum"><a name="Page_57"
+id="Page_57">[57]</a></span>fuld Død i Kejserens personlige
+Tjeneste&nbsp;&mdash;&nbsp;og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre
+end fem Linjer, maaske syv, om mig i <i>Monitøren</i>. Palaret fik otte
+Linjer, og jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som
+jeg.</p>
+
+<p>Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over,
+var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under
+sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at
+hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev
+jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.</p>
+
+<p>Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at
+hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu
+et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre.
+De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer,
+der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og
+klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers
+Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans
+lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg
+lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg
+havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten
+er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i
+Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyl<span class="pagenum"><a
+name="Page_58" id="Page_58">[58]</a></span>digt, hvad jeg sagde til
+denne Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget
+meget morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen.
+Jeg nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om
+jeg var Afdelingens Kommandant.</p>
+
+<p>Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte
+Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen,
+og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men
+hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg
+valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en
+Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa
+Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa
+Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et
+bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.</p>
+
+<p>Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og
+pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger
+som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op
+med, naar det gælder at røve og plyndre."</p>
+
+<p>En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede
+jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi
+under Egtræet, men dersom det regner, ses<span class="pagenum"><a
+name="Page_59" id="Page_59">[59]</a></span> vi i Kostalden,"
+hvorefter de trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede
+saaledes uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se
+to Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg
+blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til,
+medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa
+mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud
+af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en
+halvandet hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte
+Kosak komme galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved
+Synet af ham. Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til
+Fortvivlelse, og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et
+Øjeblik. Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig
+kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar
+alt Haab var ude, at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg
+løsnede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted,
+hvor de to Vedetter holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg
+pegede blot paa Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de
+forstod, at jeg havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en
+Hilsen.</p>
+
+<p>Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot
+tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større
+Vanskelighed at kun<span class="pagenum"><a name="Page_60"
+id="Page_60">[60]</a></span>ne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en
+stor, skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han
+mig uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden
+mellem Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig
+ham, kunde jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne,
+medens han nøje betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var
+galt, men han maa have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde
+være. Han tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han
+sit Sværd. Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig
+holdt af at slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham,
+afparerede hans Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa
+hans Frakke. Han styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak
+mig næsten med, før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at
+undersøge, om han var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa
+Violette og vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de
+af Sted efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige
+saa frisk, som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første
+Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde
+bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig
+fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender
+og nærmere mine Venner. Da jeg endelig saa mig<span class="pagenum"><a
+name="Page_61" id="Page_61">[61]</a></span> tilbage, kunde jeg
+ikke øjne mine Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi.
+Hvor var jeg lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes
+havde givet mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde
+befalet mig at ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at
+disse Byer var besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem
+de fjendtlige Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og
+Infanteri&nbsp;&mdash;&nbsp;havde kæmpet med Magt og sejret ved List og var endda
+sluppet ganske uskadt.</p>
+
+<p>Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg
+galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til
+Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at
+være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for
+at svinge mit Sværd i Luften.</p>
+
+<p>Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa
+svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig
+i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg
+lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd
+endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min
+Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert
+vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med
+Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en
+Østenvind. Selv<span class="pagenum"><a name="Page_62"
+id="Page_62">[62]</a></span>følgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform,
+som jeg i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde
+troet, at jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde
+udfordre det franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op
+for ham, hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader
+Gerard.</p>
+
+<p>Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om
+Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa
+herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af
+Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til
+Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg
+naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej
+efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev
+bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og
+hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog.
+Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra
+Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv
+min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den
+vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden
+os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen
+efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige
+saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_63" id="Page_63">[63]</a></span>Jeg
+var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke
+spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte
+fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som
+den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde
+ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle
+Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og
+derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa
+Øjne.</p>
+
+<p>"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af
+Hest-Grenadererne."</p>
+
+<p>"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.</p>
+
+<p>"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke
+forbavse Dem!" bemærkede jeg.</p>
+
+<p>"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et
+besynderligt Smil.</p>
+
+<p>Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt
+flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme
+bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa
+tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans
+Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til
+Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste
+Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Vio<span class="pagenum"><a
+name="Page_64" id="Page_64">[64]</a></span>lette, thi jeg længtes
+naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.</p>
+
+<p>Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej.
+Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem
+Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon
+stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu
+bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som
+da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre
+ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i
+udmærket Orden.</p>
+
+<p>Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par
+Dage.</p>
+
+<p>Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens
+Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og
+studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket
+over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de
+forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig,
+slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit
+blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.</p>
+
+<p>"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.</p>
+
+<p>"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret
+Dokumentet til Kongen af Spanien."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_65" id="Page_65">[65]</a></span>"Hvorledes!"
+hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter.
+Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom
+Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.</p>
+
+<p>"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.</p>
+
+<p>"Af hvem?"</p>
+
+<p>"Russerne."</p>
+
+<p>"Kosakkerne?"</p>
+
+<p>"Ja, en enkelt Kosak!"</p>
+
+<p>"Overgav han sig?"</p>
+
+<p>"Uden Modstand!"</p>
+
+<p>"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."</p>
+
+<p>Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.</p>
+
+<p>"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig,
+som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har
+sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende
+en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem
+og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem
+at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat
+ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan
+være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev
+inde<span class="pagenum"><a name="Page_66" id="Page_66">[66]</a></span>holdt
+falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre Fjenden bag
+Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"</p>
+
+<p>Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige
+foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke
+forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit
+Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været
+viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.</p>
+
+<p>"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg
+talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at
+spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet
+skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var
+sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit
+Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har
+gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under
+Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"</p>
+
+<p>Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa
+megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af
+det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne,
+mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min
+Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg
+tilsidst nær var bleven hug<span class="pagenum"><a name="Page_67"
+id="Page_67">[67]</a></span>get ned af en af vore egne Dragoner.
+Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da
+jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i
+Øret.</p>
+
+<p>"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde
+handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"</p>
+
+<p>Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa
+Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.</p>
+
+<p>"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader
+Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste
+Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."</p>
+
+
+
+<hr style="width: 65%;" /> <h2>III.</h2>
+
+<h2><i>Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot.</i></h2>
+
+
+<p>Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur
+til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg
+vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil
+forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han
+altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj,
+saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være
+surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kap<span class="pagenum"><a
+name="Page_68" id="Page_68">[68]</a></span>tajn, er der intet, der trykker
+ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han klirre med
+Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin Pige, som han
+vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det er i den Tid,
+han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil søge tilbage,
+naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften fortælle Jer om
+mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs sælsomme Mission og
+den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var kendt under Navnet
+Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.</p>
+
+<p>I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det
+overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra
+Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved
+Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort
+prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling
+Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være
+velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt
+fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun
+tyve Invalider til at hjælpe os.</p>
+
+<p>Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som
+til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset
+med et aabent Brev i Haanden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_69" id="Page_69">[69]</a></span>"De
+skal forlade mig!" sagde han mismodig.</p>
+
+<p>Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.</p>
+
+<p>"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal
+øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."</p>
+
+<p>Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel
+anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at
+afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var
+uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt
+Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter,&nbsp;&mdash;&nbsp;et af disse
+elfenbenshvide, sorthaarede polske Pigebørn,&nbsp;&mdash;&nbsp;som jeg godt kunde
+lide at stifte nærmere Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt
+Bonden at tænke, naar Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa
+Brædtet. Jeg gik derfor øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest,
+Rataplan, hvorefter jeg begyndte min ensomme Rejse.</p>
+
+<p>Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste
+Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende
+Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande
+fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler
+fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra
+dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde
+Varmen. For mit<span class="pagenum"><a name="Page_70" id="Page_70">[70]</a></span>
+eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa
+til at lægge Mærke til Kulden.</p>
+
+<p>Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas
+enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle
+Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var
+kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt,
+at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde
+kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det
+forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej
+heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter.
+Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev
+almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført
+sine Mænd.</p>
+
+<p>Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt
+mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv
+Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer,
+Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter
+og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med
+oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en
+Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af
+Conflans' Husarer&nbsp;&mdash;&nbsp;det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev
+Oberst&nbsp;&mdash;&nbsp;var i Færd med<span class="pagenum"><a name="Page_71"
+id="Page_71">[71]</a></span> at stige til Hest. Paa Trappen stod
+dens Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end
+Chefen for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.</p>
+
+<p>"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.</p>
+
+<p>"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."</p>
+
+<p>Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud
+og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.</p>
+
+<p>"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.</p>
+
+<p>"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Sidste Uge!"</p>
+
+<p>Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den
+Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke
+saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en
+Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige
+saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke
+Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men
+sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.</p>
+
+<p>"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til
+Ahrensdorf," svarede han.</p>
+
+<p>"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem<span class="pagenum"><a
+name="Page_72" id="Page_72">[72]</a></span> Følgeskab saa langt,"
+bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den
+hurtigste."</p>
+
+<p>Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra
+Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa
+øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore
+seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc,
+med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St.
+Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en
+Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt,
+og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin
+gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
+Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.</p>
+
+<p>"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der
+kalder sig Baron Straubenthal?"</p>
+
+<p>Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da
+min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal
+med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem
+denne Baron Straubenthal var.</p>
+
+<p>"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans
+ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at
+ordne."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_73" id="Page_73">[73]</a></span>Denne
+Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min
+Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere
+Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc
+fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert
+Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa
+Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og
+det russiske Hovedkvarter.</p>
+
+<p>Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille
+Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der
+ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.</p>
+
+<p>"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.</p>
+
+<p>"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.</p>
+
+<p>"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig
+om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:</p>
+
+<p>"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"</p>
+
+<p>"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde
+Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.</p>
+
+<p>Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige
+foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne
+lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa<span class="pagenum"><a
+name="Page_74" id="Page_74">[74]</a></span> haardt et Træk om
+Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han
+bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte
+Taarne.</p>
+
+<p>"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden,
+"der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet.
+Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de
+sidste fjorten Aar!"</p>
+
+<p>"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.</p>
+
+<p>"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.</p>
+
+<p>"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."</p>
+
+<p>"Har han rødt Haar?"</p>
+
+<p>"Han er saa rød som en Ræv."</p>
+
+<p>"Godt, godt! Det er <i>min</i> Mand," raabte min Kammerat, skælvende af
+Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa,
+at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr.
+Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan
+tage mig af dine private Affære!"</p>
+
+<p>Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf,
+hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_75" id="Page_75">[75]</a></span>Nu
+vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om,
+hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig
+til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en
+eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg
+derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin
+Haand paa mit Knæ.</p>
+
+<p>"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa
+denne Maade!"</p>
+
+<p>"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i
+Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at
+bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."</p>
+
+<p>"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt,
+hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt
+den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"</p>
+
+<p>"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til
+mit Regiment!"</p>
+
+<p>"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig
+en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der
+vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der
+muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."</p>
+
+<p>Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig.
+Jeg sprang af Hesten<span class="pagenum"><a name="Page_76" id="Page_76">[76]</a></span>
+og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i Stalden.</p>
+
+<p>"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De
+ønsker af mig."</p>
+
+<p>Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde
+blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i
+Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa
+Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt
+som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans
+Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at
+jeg nærede stor Sympati for ham.</p>
+
+<p>"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg
+ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er
+udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne
+Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at
+sætte Dem helt ind i Forholdene."</p>
+
+<p>De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher
+Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De
+sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte
+Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt
+blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min
+Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange,
+der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaret<span class="pagenum"><a
+name="Page_77" id="Page_77">[77]</a></span> ind paa en Madras. To af Dommerne
+stemte for at løslade ham, den tredje, en ung Jakobiner, der ved sin
+Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører for disse Banditter,
+løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang efter Gang med sine
+tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren, hvor han et Øjeblik
+efter blev revet itu Lem for Lem under Omstændigheder, som det er
+frygteligt for mig at berette om. Som De vil se, var dette et Mord,
+endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi to af Dommerne havde
+voteret i min Faders Favør.</p>
+
+<p>Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at
+anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang,
+men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min
+Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en
+bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn
+Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til
+at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede
+hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og
+slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere
+blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.</p>
+
+<p>De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham,
+siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De
+er<span class="pagenum"><a name="Page_78" id="Page_78">[78]</a></span>indre,
+at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden
+Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom
+Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved,
+bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem
+Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.</p>
+
+<p>"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor
+han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved
+Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre,
+at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar
+jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet
+en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte
+det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."</p>
+
+<p>Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med
+den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad
+den unge Duroc ønskede af mig.</p>
+
+<p>"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Ved at tage med mig."</p>
+
+<p>"Til Slottet?"</p>
+
+<p>"Netop."</p>
+
+<p>"Hvornaar?"</p>
+
+<p>"Med det samme!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_79" id="Page_79">[79]</a></span>"Men
+hvad har De i Sinde at foretage Dem?"</p>
+
+<p>"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De
+tager med mig!"</p>
+
+<p>Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved
+Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det
+er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa
+gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog
+til.</p>
+
+<p>"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!"
+sagde jeg.</p>
+
+<p>Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en
+Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer
+ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men
+Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke
+vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa,
+som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore
+Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg
+havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.</p>
+
+<p>Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk
+Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder.
+Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent
+et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med
+Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, der<span class="pagenum"><a
+name="Page_80" id="Page_80">[80]</a></span> vendte imod
+os. Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd
+hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget
+gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.</p>
+
+<p>Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den
+store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore
+Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse
+og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en
+Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort
+Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor
+Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.</p>
+
+<p>"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde
+han paa udmærket Fransk.</p>
+
+<p>"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede
+Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er
+sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.</p>
+
+<p>Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte
+Skæg.</p>
+
+<p>"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt
+ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil
+komme igen i Morgen."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_81" id="Page_81">[81]</a></span>Han
+aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet
+af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene
+holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme,
+men det forandrede ikke hans Beslutning.</p>
+
+<p>"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"</p>
+
+<p>Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem,
+saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange,
+der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene
+med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.</p>
+
+<p>"Før mig til Baronen!" sagde han.</p>
+
+<p>Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr,
+der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste,
+der kunde Fransk.</p>
+
+<p>"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg
+skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De
+havde fulgt mit Raad!"</p>
+
+<p>Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget
+smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.</p>
+
+<p>Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa
+Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte
+med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne var<span class="pagenum"><a
+name="Page_82" id="Page_82">[82]</a></span> de gaaede løs,
+saa at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør,
+behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med
+nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt
+omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand
+med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den
+samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige
+Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de
+smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende
+Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede,
+og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var
+han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa
+ham.</p>
+
+<p>"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder
+fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i
+Mellemtiden selv blevne Slaver&nbsp;&mdash;&nbsp;Slaver af en lille Aristokrat med
+graa Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men
+"Herr" og "Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i
+Kurven, før det atter bliver&nbsp;&mdash;&nbsp;&mdash;&nbsp;"</p>
+
+<p>Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.</p>
+
+<p>"Jean Carabin!" sagde han.</p>
+
+<p>Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans
+Øjne.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_83" id="Page_83">[83]</a></span>"Jean
+Carabin!" gentog Duroc.</p>
+
+<p>Han sprang op og greb om Stolens Arm.</p>
+
+<p>"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte
+han.</p>
+
+<p>"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"</p>
+
+<p>"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa
+Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"</p>
+
+<p>"Mit Navn er Duroc!"</p>
+
+<p>"Vel dog ikke en Søn af&nbsp;&mdash;?"</p>
+
+<p>"En Søn af den Mand, De myrdede!"</p>
+
+<p>Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.</p>
+
+<p>"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det
+gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
+Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine
+Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære
+hinanden bedre at kende, De og jeg."</p>
+
+<p>Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.</p>
+
+<p>"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De
+sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved
+at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og
+forsvar Dem!"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_84" id="Page_84">[84]</a></span>"Naa,
+naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.</p>
+
+<p>Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i
+det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to
+lynende blaa Øjne.</p>
+
+<p>"De skal dø for det Slag!"</p>
+
+<p>"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.</p>
+
+<p>"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til
+at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.</p>
+
+<p>Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et
+Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne,
+ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem
+os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der
+fortalte os, hvor hun var kommen fra.</p>
+
+<p>"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket
+ad, min Herre!"</p>
+
+<p>Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han
+kunde frigøre den.</p>
+
+<p>"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"</p>
+
+<p>"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi
+det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter.
+Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa
+forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et<span class="pagenum"><a
+name="Page_85" id="Page_85">[85]</a></span> Øjeblik efter traadte Baronen
+ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i Hælene.</p>
+
+<p>"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa
+imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa
+god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."</p>
+
+<p>Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret
+af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal,
+i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.</p>
+
+<p>"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc
+trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa
+først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør
+faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde.
+I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa
+ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi
+havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev
+vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed&nbsp;&mdash;&nbsp;og vor egen Dumhed. Vi
+kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren
+var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som
+man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at
+bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandel<span class="pagenum"><a
+name="Page_86" id="Page_86">[86]</a></span>ser vi udstødte mod Skurken, havde samme
+Virkning som vor Banken. De bragte os intet andet Svar end det haanende
+Ekko fra det store Rum. Men naar man er Soldat, lærer man snart at finde
+sig i, hvad der ikke kan være anderledes. Jeg genvandt først min
+Koldblodighed og anmodede Duroc om at bistaa mig med at undersøge det
+Værelse, der var blevet vort Fængsel.</p>
+
+<p>Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang
+kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte
+staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.</p>
+
+<p>"Hvad ser De?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og
+nu&nbsp;&mdash;!" Han kom med et Udraab af Forbavselse.</p>
+
+<p>Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand
+der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi
+iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af
+Skovens sorte Skygge.</p>
+
+<p>"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.</p>
+
+<p>"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle
+Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde,
+før Katten indfinder sig."</p>
+
+<p>Det var et Held, at Værelset var oplyst af en<span class="pagenum"><a
+name="Page_87" id="Page_87">[87]</a></span> Lampe, der næsten var
+fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke
+vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at
+undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi
+befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af
+Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og
+en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde
+faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig
+en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og
+ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han,
+"han skal ikke saa let slippe fra mig!"</p>
+
+<p>Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor
+Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine
+egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig
+i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end
+ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest
+lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere.
+Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i
+denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte
+Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken
+Tosse, jeg havde været,<span class="pagenum"><a name="Page_88"
+id="Page_88">[88]</a></span> ved at blande mig i et privat Slagsmaal,
+naar jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart
+Million Russere at kæmpe imod.</p>
+
+<p>Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:</p>
+
+<p>"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De
+lyster, naar <i>De</i> faar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet
+desværre det, hvad <i>han</i> vil gøre ved <i>os</i>."</p>
+
+<p>"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at
+ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."</p>
+
+<p>"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader
+noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt
+fra denne Historie."</p>
+
+<p>Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.</p>
+
+<p>"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr.
+Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"</p>
+
+<p>"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de
+har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om
+de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom
+hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde.
+Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"</p>
+
+<p>"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"</p>
+
+<p>"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os,
+maa de ulejlige sig herind for<span class="pagenum"><a name="Page_89"
+id="Page_89">[89]</a></span> at besørge det. Bag en Barrikade af
+Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel
+derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."</p>
+
+<p>"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"</p>
+
+<p>"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"</p>
+
+<p>"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.</p>
+
+<p>"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder
+Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i
+saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."</p>
+
+<p>"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er
+det?"</p>
+
+<p>Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os
+og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der
+var noget, der glimtede imellem Fingrene.</p>
+
+<p>"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.</p>
+
+<p>Vi fo'r begge op paa Tønden.</p>
+
+<p>"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad.
+Aa,&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg ulykkelige! Han kommer!"</p>
+
+<p>Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter
+skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende,
+hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri.<span class="pagenum"><a
+name="Page_90" id="Page_90">[90]</a></span> Et halvt Minut senere hørte vi et
+dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.</p>
+
+<p>"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte
+jeg.</p>
+
+<p>Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der
+har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa
+rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.</p>
+
+<p>"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa
+have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."</p>
+
+<p>Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter
+slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det
+kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine
+Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet,
+naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at
+komme hende til Hjælp.</p>
+
+<p>Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller
+anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør&nbsp;&mdash;&nbsp;hvorfor skulde hun
+ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa
+daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte
+til.</p>
+
+<p>Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og
+Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var
+ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var<span class="pagenum"><a
+name="Page_91" id="Page_91">[91]</a></span> store og tunge.
+Men vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem
+hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var
+laaset af, og til den passede Nøglen.</p>
+
+<p>Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var
+der en Dør, men den var ogsaa laaset.</p>
+
+<p>"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle
+her."</p>
+
+<p>"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.</p>
+
+<p>"Hvor?"</p>
+
+<p>Jeg pegede paa Krudttønderne.</p>
+
+<p>"De vil sprænge denne Dør?"</p>
+
+<p>"Netop!"</p>
+
+<p>"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"</p>
+
+<p>"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"</p>
+
+<p>Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere
+Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror
+ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg
+Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til
+Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis
+Dør vi lukkede efter os.</p>
+
+<p>Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle
+disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog
+igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Lig<span class="pagenum"><a
+name="Page_92" id="Page_92">[92]</a></span> flyve højere til
+Vejrs end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en
+halv Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede
+for at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende
+paa os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være
+gaaet ud, da der lød et Brag&nbsp;&mdash;&nbsp;Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i
+Stumper og Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned
+over os. Da vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser
+og Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været
+en Dør. Minen havde gjort sin Virkning.</p>
+
+<p>Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var
+gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi
+saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i
+Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik
+vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med
+brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes
+Benpiberne stak ud gennem Huden.</p>
+
+<p>I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod
+Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra
+sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem
+dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne
+ud<span class="pagenum"><a name="Page_93" id="Page_93">[93]</a></span>
+med min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige,
+blodskudte Øjne slukkedes i Døden.</p>
+
+<p>Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude&nbsp;&mdash;&nbsp;et Skrig i
+dødelig Angst&nbsp;&mdash;&nbsp;sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda
+komme for sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved
+Synet af vore dragne Sværd og ophidsede Ansigter.</p>
+
+<p>Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning
+paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig
+ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet
+Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg
+opfattede den Scene, der nu paafulgte.</p>
+
+<p>Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en
+vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig
+Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet
+fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans
+Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der
+kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag
+ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt
+hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at
+beskytte hende mod hans Brutalitet.</p>
+
+<p>Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brød<span class="pagenum"><a
+name="Page_94" id="Page_94">[94]</a></span> ind, og var øjeblikkelig
+inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.</p>
+
+<p>Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset
+til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem
+Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at
+hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og
+var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav
+Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af
+var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som
+Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under
+et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg
+var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.</p>
+
+<p>"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"</p>
+
+<p>Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i
+korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.</p>
+
+<p>"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."</p>
+
+<p>"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.</p>
+
+<p>"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De
+lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde
+været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_95" id="Page_95">[95]</a></span>"Saa
+skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en
+Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn
+fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre,
+snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig,
+at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage.
+Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min
+Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han
+vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og
+jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans
+Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel
+slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig
+segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa
+Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.</p>
+
+<p>Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels
+Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de
+rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg
+nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af
+hvilken jeg havde draget min Klinge.</p>
+
+<p>Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt
+dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et
+Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappede<span class="pagenum"><a
+name="Page_96" id="Page_96">[96]</a></span> i Hænderne med et
+Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse
+ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den
+frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske
+kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en
+skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg
+trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.</p>
+
+<p>"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"</p>
+
+<p>Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i
+Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde
+tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af
+Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af
+Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske
+om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det.
+Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for
+sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.</p>
+
+<p>Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at
+jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm,
+medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem
+Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedæk<span class="pagenum"><a
+name="Page_97" id="Page_97">[97]</a></span>kede Sti, indtil vi naaede Udkanten af
+Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt Brag bag os, og da jeg
+vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op imod Vinterhimlen. Der
+kom endnu et Knald, meget højere end det første. Jeg saa Fyrretræerne og
+Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og bevidstløs faldt jeg
+tværsover min Kammerats Legeme.</p>
+
+<p>Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i
+Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der
+var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin
+Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han
+fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til
+Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til
+Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til
+at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde
+frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg
+tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg
+ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles
+for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu
+berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn
+og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets
+Slot".</p>
+
+
+
+<hr style="width: 65%;" /><span class="pagenum"><a name="Page_98" id="Page_98">[98]</a></span>
+<h2>IV.</h2>
+
+<h2><i>Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.</i></h2>
+
+
+<p>Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg
+hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de
+nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som
+passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den
+bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg
+den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som
+bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine
+Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang
+var. I kender mig kun som Civilist&nbsp;&mdash;&nbsp;med Mine og Holdning, forstaar
+sig!&nbsp;&mdash;&nbsp;men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod
+der i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor
+højt en Husar kan naa.</p>
+
+<p>Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned,
+blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det
+umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre
+foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af
+Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt,
+men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg
+sad<span class="pagenum"><a name="Page_99" id="Page_99">[99]</a></span>
+og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg tilstaar
+det&nbsp;&mdash;&nbsp;nu og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og
+den beklagelige Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede
+deres Oberst. I forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men
+jeg var den yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment
+med en Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over,
+at det skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var
+en udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader
+paa Dygtighed.</p>
+
+<p>Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen
+til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg
+hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side
+Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men
+hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde
+saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten
+og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge
+forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele
+Egnen.</p>
+
+<p>Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden
+Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef,
+var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ens<span class="pagenum"><a
+name="Page_100" id="Page_100">[100]</a></span>betydende med
+Døden under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente
+derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne
+Bemærkning gjorde det ganske af med mine Betænkeligheder.</p>
+
+<p>Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og
+spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg
+en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis.
+Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.</p>
+
+<p>"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.</p>
+
+<p>"Hallo!" svarede han.</p>
+
+<p>"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg
+maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til
+mit Regiment i Pastores."</p>
+
+<p>"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er
+netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres
+Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra
+sikre."</p>
+
+<p>"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig
+Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente
+Dem."</p>
+
+<p>Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte
+ham de frygteligste<span class="pagenum"><a name="Page_101" id="Page_101">[101]</a></span>
+Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg fortalte ham, hvad han
+skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang drøfte Sagen med os,
+men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham indstændigt om at
+stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa have forraadt min
+Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg nærmede mig ham for at
+trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i dens Sider og forsvandt
+i en Støvsky.</p>
+
+<p>Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert
+bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine
+femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede
+bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille
+Præst, jeg tidligere har omtalt.</p>
+
+<p>"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd
+paa!"</p>
+
+<p>Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i
+samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.</p>
+
+<p>"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af
+Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo,
+hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man
+er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til
+Nytte.</p>
+
+<p>"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt<span class="pagenum"><a
+name="Page_102" id="Page_102">[102]</a></span> Fransk, "ikke for
+Beløningens Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor
+jeg kan. Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."</p>
+
+<p>Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i
+hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags,
+der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore
+Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var
+stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen.
+Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end
+Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i
+Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt
+dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i
+dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg
+havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med
+evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med
+Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af
+Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem
+Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med
+Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd
+begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en
+meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg,
+der har fægtet<span class="pagenum"><a name="Page_103" id="Page_103">[103]</a></span>
+med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige Kongeriger,
+berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.</p>
+
+<p>Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men
+i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede
+mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld
+fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro
+holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt
+i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.
+Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende
+overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog
+let komme til at løbe løbsk.</p>
+
+<p>Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at
+hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om
+hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se,
+traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at
+Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa
+Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt,
+at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt,
+hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed,
+beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs
+Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han<span class="pagenum"><a
+name="Page_104" id="Page_104">[104]</a></span> trak min Sabel
+frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt
+med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet
+af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og
+lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af
+at betragte det.</p>
+
+<p>Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og
+da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for
+os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde
+intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han
+havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i
+hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage.
+Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre
+Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom
+frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung
+Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg
+skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.</p>
+
+<p>Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne
+mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu
+syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I
+betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde
+været Herrer der. Hvor her var<span class="pagenum"><a name="Page_105"
+id="Page_105">[105]</a></span> mørkt og vildt. Den ene store,
+kantede Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere.
+Jeg opgav at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til
+Kvinder, jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev
+imidlertid reven ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min
+Ledsager øjensynligt havde ved med en Sylespids at bore et Hul i
+Læderremmen paa sin Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre,
+undslap Remmen hans Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder.
+Jeg bøjede mig ned for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede
+Præsten sig over mig og stak Sylen ind i mit ene Øje.</p>
+
+<p>Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige
+i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich,
+indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den
+sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt
+være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men
+foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte
+fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller
+andet væmmeligt Kryb angriber En.</p>
+
+<p>Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned
+i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han
+havde trukket en Pistol frem fra sin<span class="pagenum"><a name="Page_106"
+id="Page_106">[106]</a></span> Præstekjole, men jeg rev den
+ud af hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da
+jeg, halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde
+skjult, gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min
+Haand havde netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af
+mit Ansigt for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene
+Side, og Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.</p>
+
+<p>Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved
+Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa
+denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede
+mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved
+og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at
+jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde
+Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i
+det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg
+ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været
+Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i
+Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har
+haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har
+faaet.</p>
+
+<p>De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og
+Forbandelser, slog mig med<span class="pagenum"><a name="Page_107"
+id="Page_107">[107]</a></span> deres Næver og sparkede mig, medens jeg
+laa paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at
+svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa
+saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige
+Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs,
+medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme
+Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere
+kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om
+Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet
+Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde
+bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det
+Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt
+mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet
+laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik,
+som vi naaede det.</p>
+
+<p>Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og
+saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad
+han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om
+sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af
+Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham
+op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde
+straalet<span class="pagenum"><a name="Page_108" id="Page_108">[108]</a></span>
+saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens
+han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og
+trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg
+vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar
+min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og
+Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken
+op ad den bugtede Sti.</p>
+
+<p>Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit
+smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre,
+bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre
+Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god
+Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en
+stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni
+Tommers Kniv for Brystet.</p>
+
+<p>Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa
+ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte
+imod Syd.</p>
+
+<p>Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at
+dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske
+Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved
+at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved
+en<span class="pagenum"><a name="Page_109" id="Page_109">[109]</a></span>
+lille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort
+efter, ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et
+Træ. Jeg havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store,
+sorte Krop og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som
+jeg uden Held havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven
+af Vidal? Var det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige
+saa farlig Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine
+Venner standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev
+besvaret inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og
+et Øjeblik efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra
+Buskadset, hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne
+omringede Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde
+Sympatitilkendegivelser, hvorefter de vendte sig om imod mig, svang
+deres Knive og hylede som den Bande af Mordere, de var. Deres Optræden
+var saa truende, at jeg var overbevist om, at min sidste Time var
+kommen, og jeg bestemte mig netop til at møde min Skæbne paa en Maade,
+der skulde blive min tidligere Løbebane værdig, da en af dem gav en
+Ordre, hvorefter jeg blev puffet hen til den Aabning i Brombærkrattet,
+som den nye Bande var kommen ud af. Herfra førte en smal Fodsti atter
+til en dyb Klippehule. Solen var allerede ved at gaa ned udenfor, og
+Hulen vilde have været fuldstændig mørk, om ikke to brændende<span class="pagenum"><a
+name="Page_110" id="Page_110">[110]</a></span> Fakler havde været anbragte paa
+Stager derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig
+Person, som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de
+andre Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som
+paa Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo<a
+name="FNanchor_1_1" id="FNanchor_1_1"></a><a href="#Footnote_1_1" class="fnanchor">[1]</a>.</p>
+
+<div class="footnote"><p><a name="Footnote_1_1" id="Footnote_1_1"></a><a
+href="#FNanchor_1_1"><span class="label">[1]</span></a> Paa Dansk: Kniven.</p></div>
+
+<p>Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt
+ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans
+Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig
+gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og
+ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var,
+ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i
+Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var
+falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks
+Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald
+foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for,
+at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller
+Hæren godt kunde undvære.</p>
+
+<p>Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af
+to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev
+jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren
+sad, og havde derfor en ud<span class="pagenum"><a name="Page_111"
+id="Page_111">[111]</a></span>mærket Lejlighed til at tage ham nøjere
+i Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide,
+jeg havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte,
+der endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et
+Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa
+gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret
+Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter
+eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar
+han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar
+undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren.
+Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans
+Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der
+mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der
+flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle
+indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig
+tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var
+afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende
+med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og
+bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og
+skævede op mod Hulens Loft.</p>
+
+<p>"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget<span class="pagenum"><a
+name="Page_112" id="Page_112">[112]</a></span> godt Fransk, "at De
+kan nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."</p>
+
+<p>Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa
+ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.</p>
+
+<p>"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til
+Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa
+urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er
+bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."</p>
+
+<p>Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke
+var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med
+et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte
+Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt
+straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.</p>
+
+<p>"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi
+i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt
+Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg
+paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore
+Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"</p>
+
+<p>"Etienne Gerard."</p>
+
+<p>"Rang?"</p>
+
+<p>"Oberst."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_113" id="Page_113">[113]</a></span>"Korps?"</p>
+
+<p>"Det tredie af Conflans Husarer."</p>
+
+<p>"De er en ung Oberst."</p>
+
+<p>"Jeg har gjort en glimrende Karriere."</p>
+
+<p>"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.</p>
+
+<p>Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg
+var forberedt paa alt.</p>
+
+<p>"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et
+Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi
+bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under
+den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung
+Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"</p>
+
+<p>"Ja vist!"</p>
+
+<p>"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"</p>
+
+<p>"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"</p>
+
+<p>"Vi begravede ham!"</p>
+
+<p>"Men før De begravede ham?"</p>
+
+<p>"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede
+ham!"</p>
+
+<p>"De begravede ham levende!"</p>
+
+<p>Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter
+kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil
+paa<span class="pagenum"><a name="Page_114" id="Page_114">[114]</a></span>
+sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke
+de tre Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r
+jeg ind paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine
+Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri.
+Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet
+dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev
+surret om mine Ankler og mine Arme.</p>
+
+<p>"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min
+Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De
+vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt,
+og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme,
+da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres
+Kryb."</p>
+
+<p>Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg
+havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham.
+Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og
+skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe.
+Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.</p>
+
+<p>"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv
+vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal
+vide, at kortere kan det umuligt blive."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_115" id="Page_115">[115]</a></span>I
+skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige
+Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med
+Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han
+blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.</p>
+
+<p>"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende
+Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg
+lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje
+Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"</p>
+
+<p>"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den
+paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men
+han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere
+til at trække mig ud af Hulen.</p>
+
+<p>Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den,
+maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og
+det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for
+Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres
+Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa
+rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de
+Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der
+intet Begreb har om Kunsten, men jeg<span class="pagenum"><a name="Page_116"
+id="Page_116">[116]</a></span> har altid følt mig tiltrukket
+af den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer
+jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg
+et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven",
+og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et
+Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende
+dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller
+Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst
+til at tænke paa saadanne Emner.</p>
+
+<p>De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og
+røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste
+jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa
+fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng!
+Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du
+kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er
+sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke
+den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til
+Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.</p>
+
+<p>Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa
+Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt
+frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt<span class="pagenum"><a
+name="Page_117" id="Page_117">[117]</a></span> højt
+Fyrretræ, som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og
+nedhængende Grene var forkullede, som om der havde været tændt en stor
+Ild under det. Der voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets
+nederste Del. Men da jeg kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at
+se et Par Ridestøvler stikke frem mellem dem. De var aabenbart
+fastgjorte til Træet med Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de
+var bundne fast til Træet, men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at
+de var sømmede til Træet. Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da
+jeg forstod, at Støvlerne ikke var tomme, og da det lykkedes mig at
+flytte mit Hoved lidt til højre, opdagede jeg, hvem det var, der var
+bleven naglet til Træet, og hvorfor der var bleven tændt Ild under det.
+Det er ikke morsomt at tale om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og
+jeg ønsker ikke at skaffe Jer onde Drømme i Nat&nbsp;&mdash;&nbsp;men jeg kan ikke
+fortælle Jer om de spanske Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad
+Slags Mennesker, de var, og hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil
+kun sige, at jeg forstod, hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i
+Buskadset, og at jeg haabede, at han var gaaet sin grufulde Skæbne i
+Møde med Frejdighed og Mod, som det sømmede sig en god Franskmand.</p>
+
+<p>Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var
+sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over<span class="pagenum"><a
+name="Page_118" id="Page_118">[118]</a></span> unge Soubirons grufulde Død, at jeg
+slet ikke havde tænkt paa min egen Skæbne. Maaske havde det været
+klogere, om jeg havde talt høfligt til Skurken. Men nu var det i hvert
+Fald for sent. Proppen var trukken op, og jeg maatte drikke Vinen. Men
+hvad Haab havde der alligevel været for mig, der havde skamferet deres
+Løjtnant, naar det var gaaet den godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg
+havde alligevel været fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til
+at sige min Mening rent ud. Dette Dyr skulde komme til at sande, at
+Etienne Gerard var død, som han havde levet, og at i det mindste én
+Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg laa og tænkte paa de forskellige
+Kvinder, som vilde sørge over mig, paa min kære, gamle Moder og paa det
+beklagelige Tab, som min altfor tidlige Bortgang vilde blive for mit
+Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar, at jeg fik Taarer i Øjnene
+derved.</p>
+
+<p>Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver
+Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger
+som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne
+Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled.
+En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest,
+og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig.
+Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var
+komne over Bjer<span class="pagenum"><a name="Page_119"
+id="Page_119">[119]</a></span>gene, var saa stejl, at en Hest kun med stort
+Besvær kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere
+fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine
+Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt
+Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.</p>
+
+<p>Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og
+Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord
+med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og
+saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de
+klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig,
+men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som
+jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine
+Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte
+Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i
+mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske
+stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.</p>
+
+<p>Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene
+klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og
+bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa
+lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse
+Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med no<span class="pagenum"><a
+name="Page_120" id="Page_120">[120]</a></span>gen Nysgerrighed og en Smule Frygt
+paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb,
+bøjede Træet ned i en Bue og fastgjorde det til en Træstub. Da de havde
+bøjet det andet Træ ned paa lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle
+Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage
+i deres naturlige Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu
+forstod jeg den djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.</p>
+
+<p>"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren
+smilende, da han kom hen til mig.</p>
+
+<p>"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal
+jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."</p>
+
+<p>"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge
+Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde
+den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne
+svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa,
+at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst,
+vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille
+Plads."</p>
+
+<p>Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser
+endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et
+Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke
+Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_121" id="Page_121">[121]</a></span>Det
+er forbavsende&nbsp;&mdash;&nbsp;og jeg har hørt mange gøre den samme
+Bemærkning&nbsp;&mdash;&nbsp;hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation.
+Jeg er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar
+man trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg
+kunde se enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i
+Grenene saa tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt,
+undtagen netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at
+jeg, længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en
+lav, ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere.
+I Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren
+havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine
+Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som
+jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af
+Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg,
+der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar
+skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra
+fremrykkende Rytteri.</p>
+
+<p>"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa
+Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at
+raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"</p>
+
+<p>I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængs<span class="pagenum"><a
+name="Page_122" id="Page_122">[122]</a></span>ler bragt mig fra Sans
+og Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og
+hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det,
+der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En
+smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad
+og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den
+eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde
+været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent
+Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende
+Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom
+fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter
+og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt
+Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede
+fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke
+Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere.
+Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme
+efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa,
+forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige
+Folk at kæmpe imod.</p>
+
+<p>"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer
+har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde
+at gøre ved ham?"</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_123" id="Page_123">[123]</a></span>I
+det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten
+efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler
+var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et
+eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste
+mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede
+Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa
+Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en
+Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.</p>
+
+<p>"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at
+mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et
+Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de
+hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."</p>
+
+<p>Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for
+dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt
+Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire
+Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg
+fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og
+klappede mig paa Skulderen.</p>
+
+<p>"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.</p>
+
+<p>Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i
+Haanden. Jeg svingede det<span class="pagenum"><a name="Page_124"
+id="Page_124">[124]</a></span> over mit Hoved og brød ud i
+Begejstringsraab. Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende
+Fjæs.</p>
+
+<p>"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min
+Fange!" sagde han.</p>
+
+<p>"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod
+ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord
+Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det
+nærmeste Træ."</p>
+
+<p>"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.</p>
+
+<p>"Han følger med os til den britiske Lejr!"</p>
+
+<p>"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med
+ham."</p>
+
+<p>Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som
+Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r
+gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde
+fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig,
+da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra
+Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt
+over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi
+hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte
+ned i Dalen.</p>
+
+<p>Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne
+Marker, at vi vovede at<span class="pagenum"><a name="Page_125"
+id="Page_125">[125]</a></span> standse og undersøge, hvad Skade vi havde
+taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af
+Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at
+disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok
+betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje
+Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til
+disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet.
+Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men
+Officeren afbrød mig kort:</p>
+
+<p>"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"</p>
+
+<p>"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"</p>
+
+<p>"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med
+Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske
+Husarers Forposter."</p>
+
+<p>Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning
+af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var
+saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige
+fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og
+var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor
+Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel,
+at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser,<span class="pagenum"><a
+name="Page_126" id="Page_126">[126]</a></span> der kendetegner den sande
+Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der betjente sig
+rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort mine Erfaringer,
+havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige, at den unge Mand
+skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart, særlig det sidste Ord
+er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem som det spanske "Don",
+hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette Ord, naar jeg henvendte
+mig til ham.</p>
+
+<p>Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske
+Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi
+var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri&nbsp;&mdash;&nbsp;han hørte
+til det sekstende lette Dragonregiment&nbsp;&mdash;&nbsp;og havde begge de samme
+Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa
+hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han
+havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del
+fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra
+Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om
+Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I
+skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg
+sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa
+uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han
+at tale om, hvad Englænderne kalder<span class="pagenum"><a name="Page_127"
+id="Page_127">[127]</a></span> Sport, og han fortalte mig
+Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af
+to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog
+den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var
+øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et
+Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det
+skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg
+fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han
+opgav den Ide.</p>
+
+<p>Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød
+frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var
+i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var
+begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte
+mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen
+tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.</p>
+
+<p>"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.</p>
+
+<p>Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa
+langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at
+øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der
+ingen andre at se end os to&nbsp;&mdash;&nbsp;begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg
+begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var<span class="pagenum"><a
+name="Page_128" id="Page_128">[128]</a></span> nødvendigt at
+tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske
+Forposter.</p>
+
+<p>Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg
+vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand,
+der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle
+Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for
+sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles
+efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde
+for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have
+været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord
+var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt
+sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig,
+der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa
+ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og
+i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og
+spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod
+ham.</p>
+
+<p>"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.</p>
+
+<p>"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.</p>
+
+<p>Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare
+den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_129" id="Page_129">[129]</a></span>Han
+betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for
+"Mon Dieu".</p>
+
+<p>"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.</p>
+
+<p>"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"</p>
+
+<p>"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være
+den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."</p>
+
+<p>"Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med
+lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg
+slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe
+haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette
+Kavalleri-Brigade."</p>
+
+<p>Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det
+halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans
+Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.</p>
+
+<p>"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.</p>
+
+<p>"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld."</p>
+
+<p>"Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel
+følge mig til Lejren."</p>
+
+<p>"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.</p>
+
+<p>"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at<span class="pagenum"><a
+name="Page_130" id="Page_130">[130]</a></span> se!" raabte han,
+medens han red efter mig med Sværdet i Haanden.</p>
+
+<p>Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade
+end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt
+til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans
+Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.</p>
+
+<p>"Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om,
+hvem der skal være den andens Fange."</p>
+
+<p>Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.</p>
+
+<p>"Hvor har De Terningerne?" kom det.</p>
+
+<p>"Jeg har ingen!"</p>
+
+<p>"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"</p>
+
+<p>"Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg.</p>
+
+<p>"Og Spillet?"</p>
+
+<p>"Jeg overlader det til Dem."</p>
+
+<p>"Lad det være Ecarté&nbsp;&mdash;&nbsp;den, der vinder tre Partier."</p>
+
+<p>Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i
+Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi
+steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det.</p>
+
+<p>"Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da
+Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De
+vinder."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_131" id="Page_131">[131]</a></span>Vi
+tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad
+Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham
+blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte
+Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede
+at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar
+Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om
+alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil&nbsp;&mdash;&nbsp;min
+Moder, mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja
+selv Kejseren&nbsp;&mdash;&nbsp;sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal.
+Himmel, hvilket Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men
+jeg var ved godt Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys
+Husarer, der vandt seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i
+en Tournering med mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste
+Partier.</p>
+
+<p>Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var
+mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han
+gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det
+andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig,
+markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at
+han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_132" id="Page_132">[132]</a></span>"Jeg
+sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.</p>
+
+<p>"Vedtaget!" sagde jeg.</p>
+
+<p>"Saddel, Tømme og Stigbøjler!"</p>
+
+<p>"Vedtaget!" sagde jeg.</p>
+
+<p>Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine
+Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.</p>
+
+<p>Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne
+Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg,
+mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg
+de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med
+Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa
+Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to
+Stik&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa
+mine Kort, kunde jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke
+vinder min Frihed nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i
+Lænker!"</p>
+
+<p>Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have
+kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa.</p>
+
+<p>"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10&nbsp;&mdash;&nbsp;det er
+Brigader Gerards Mening!" sagde jeg.</p>
+
+<p>Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min
+Sabelrem. Han var<span class="pagenum"><a name="Page_133" id="Page_133">[133]</a></span>
+meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa at synes lige saa
+rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans Tur at give, og
+jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg næppe kunde tage om
+Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det første
+Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den mægtige Trumf Konge! Jeg
+skulde netop til at melde, da Ordet døde hen paa mine Læber ved Synet af
+min Kammerat.</p>
+
+<p>Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han
+stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af
+Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset
+over, hvad jeg saa.</p>
+
+<p>Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den
+midterste var velvoksen, men dog ikke for høj&nbsp;&mdash;&nbsp;omtrent af samme
+Højde som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille
+trekantet Hat med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der
+interesserede mig. Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans
+Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der
+bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt
+Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik
+paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre.
+Midt bag ved de tre Mænd holdt der lige<span class="pagenum"><a name="Page_134"
+id="Page_134">[134]</a></span> saa mange Heste, og længst
+tilbage en Eskorte af Dragoner.</p>
+
+<p>"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle
+Mand.</p>
+
+<p>"Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington
+ønsker at vide, hvad dette skal betyde!"</p>
+
+<p>Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret,
+men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik.</p>
+
+<p>"Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa
+opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."</p>
+
+<p>Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride
+nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den
+engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg,
+Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min
+Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i
+mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde
+ikke sige mere.</p>
+
+<p>"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir,"
+spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at
+svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand
+vilde have kastet sig om Halsen paa mig.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_135" id="Page_135">[135]</a></span>"Hvor
+stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.</p>
+
+<p>"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.</p>
+
+<p>"Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen
+hen til min Eskorte."</p>
+
+<p>Hans Dragoner omringede mig, og jeg&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg var næsten ved at blive
+gal, da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder,
+og at jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt
+Kortene op for Generalen.</p>
+
+<p>"Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg
+vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"</p>
+
+<p>For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.</p>
+
+<p>"Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder
+min Konge paa Dem."</p>
+
+
+
+<hr style="width: 65%;" /> <h2>V.</h2>
+
+<h2><i>Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen.</i></h2>
+
+
+<p>Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig,
+efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i
+Aften fortsætte min Beretning.</p>
+
+<p>Jeg skal love for, at de passede godt paa mig<span class="pagenum"><a
+name="Page_136" id="Page_136">[136]</a></span> i Oporto, for ikke
+at give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende
+Avgust blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde føre os til
+England, hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fængsel, der var
+bygget til os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Français, et
+Pension", thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humøret
+for lidt Modgang.</p>
+
+<p>Det var kun de Officerer, der nægtede at afgive Deres Æresord, der blev
+indkvarteret i Dartmoor, og Størstedelen af Fangerne var Menige fra Hær
+og Flaade. I spørger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit
+Æresord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine
+Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var
+afgørende nok.</p>
+
+<p>For det første havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg følte mig
+overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet
+har min Familie, skønt gammel og anset, aldrig været velhavende, og jeg
+kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskære min Moders smaa
+Indtægter. Det at repræsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af
+disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige
+Fængsel i Dartmoor.</p>
+
+<p>Jeg skal nu fortælle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord
+Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig.</p>
+
+<p>Vi Officerer beboede en særlig Fløj af denne<span class="pagenum"><a
+name="Page_137" id="Page_137">[137]</a></span> fæstningslignende
+Bygning, og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De
+havde ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps,
+der havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var
+repræsenteret her, og som ikke havde været det fra det Øjeblik, Junot
+blev slaaet ved Vimiera. Der var Jægere i grønne Trøjer, Husarer som jeg
+selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingeniører, Grenaderer,
+Artillerister og Intendanter. Men Størsteparten var dog Søofficerer, thi
+England havde Overtaget til Søs.</p>
+
+<p>Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, før jeg begyndte at lægge
+Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tænke
+Jer, at det ikke varede længe, før jeg mente at have fundet en Udvej. Vi
+Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en
+lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven
+taget til Fange af Englænderne ved Astorga.</p>
+
+<p>Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min
+Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er&nbsp;&mdash;&nbsp;som I kender dem. Men
+denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spøg eller Øre for mine
+Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med sløve Øjne, saa at jeg
+tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham
+forrykt. Hvor jeg dog øn<span class="pagenum"><a name="Page_138"
+id="Page_138">[138]</a></span>skede, at gamle Bouvet eller en af mine
+Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var
+han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som
+muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar
+vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede
+det?</p>
+
+<p>Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere
+aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i
+Flugtforsøget.</p>
+
+<p>Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og
+huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en
+Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et
+undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to
+Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større
+Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men
+hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tænkte paa mine
+femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig
+mit Regiment i det sørgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en
+Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nærværelse.
+Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa
+Væggene.</p>
+
+<p>Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv<span class="pagenum"><a
+name="Page_139" id="Page_139">[139]</a></span> dette var for lille
+til, at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved
+en tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for
+Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte
+rettes imod det. For at gøre Sagen værre, førte det ud i
+Fængselsgaarden, som var omgivet af to høje Mure. Men, som jeg sagde til
+min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over
+Rhinen. Jeg brækkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter
+i Lag med at løsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede
+tre Timer ad Gangen og løb derefter hen til Sengen, naar jeg hørte
+Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre,
+thi jeg syntes, Beaumont var saa sløv og klodset, at jeg ligesaa godt
+kunde gøre Arbejdet selv.</p>
+
+<p>Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor
+Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele
+Pibetøjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev
+vaad af Blod. Nat efter Nat brækkede jeg den stenhaarde Cement løs og
+skjulte Stumperne under min Madras, indtil det Øjeblik endelig var inde,
+hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det
+første Skridt hen imod min Frihed.</p>
+
+<p>Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forløb
+havde jeg faaet løs<span class="pagenum"><a name="Page_140"
+id="Page_140">[140]</a></span>net saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud
+igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa,
+at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres
+Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være
+Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove
+Flugtforsøget.</p>
+
+<p>Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at
+jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig
+ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat
+angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa
+sin sædvanlige sløve Maner.</p>
+
+<p>"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart
+faa Deres Kammerater at se!"</p>
+
+<p>"Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar
+De er sluppen ud?"</p>
+
+<p>"Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og
+jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."</p>
+
+<p>"Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller
+eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han.</p>
+
+<p>"En Soldat løber sin Risiko," bemærkede jeg; "det er kun en Kujon, der
+altid frygter det værste."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_141" id="Page_141">[141]</a></span>Jeg
+saa Rødmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemærkning og var
+meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen
+Sinde havde iagttaget hos ham. Et Øjeblik efter greb han efter sin
+Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han
+nøjedes med at trække paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin
+Yndlingsbeskæftigelse: at bide Negle.</p>
+
+<p>Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen
+strømmede ned, og det blæste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der
+intet at se. Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden
+Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min
+Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet.</p>
+
+<p>"Jeg følger efter, Oberst!" sagde han.</p>
+
+<p>"Vil De gaa først?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Jeg ser hellere, at De viser mig Vej."</p>
+
+<p>"Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv
+kært."</p>
+
+<p>Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et
+Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et
+Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og
+pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen
+omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat plud<span class="pagenum"><a
+name="Page_142" id="Page_142">[142]</a></span>selig greb mig i
+Benene og hylede, saa højt han kunde:</p>
+
+<p>"Hjælp! Hjælp! En Fange er ved at undslippe!"</p>
+
+<p>I kan tænke Jer mine Følelser i det Øjeblik. Jeg begreb straks, hvilket
+gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere
+sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at
+blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt.
+Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Ræv, men havde dog
+alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrægtighed. Jeg sprang
+tilbage i det mørke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag
+med Jernstangen. Ved det første Slag hylede han som en lille Køter, naar
+man træder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med
+en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bænken og ventede resigneret paa,
+hvad dette vilde føre til.</p>
+
+<p>Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hørte anden Lyd end det
+tunge, næsten snorkende Aandedræt fra det sanseløse Vrag paa Gulvet.
+Skulde det være muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var døde hen
+i Stormens Brølen? Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var
+det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der
+hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængsels<span class="pagenum"><a
+name="Page_143" id="Page_143">[143]</a></span>gaarden. Jeg tørrede den kolde Sved
+af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre.</p>
+
+<p>En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø. Hvis jeg lod ham blive
+tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og
+gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tænde Lys, saa jeg følte mig frem i
+Mørket, indtil jeg rørte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans
+Hovede. Jeg hævede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der
+forhindrede mig i at fuldføre mit Forsæt. I Kampens Hede har jeg gjort
+det af med mange Mennesker, hæderlige Mænd, der aldrig har fornærmet
+mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som
+havde prøvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig
+selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde være meget god
+for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg
+nøjedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af
+Sengetæppet. I den svækkede Tilstand, han befandt sig i, var der god
+Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri før
+Vagtens næste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg
+derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt
+over en Fod lang. Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og
+Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdt<span class="pagenum"><a
+name="Page_144" id="Page_144">[144]</a></span> mig i Skyggen af
+Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en
+Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i
+den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens
+Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig
+og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den
+anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget
+blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den
+anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde
+paa ham, at jeg næsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og
+slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det
+blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb.</p>
+
+<p>Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min
+Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem
+Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende. Min Tunge var som Læder,
+mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg
+løb, løb, løb!</p>
+
+<p>Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg
+foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind
+i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det
+modsatte. Jeg vilde flygte imod<span class="pagenum"><a name="Page_145"
+id="Page_145">[145]</a></span> Nord, medens de vilde søge mig
+imod Syd. Maaske vil I spørge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa
+Verdenshjørnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mærke
+til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa løb i den rigtige Retning,
+naar jeg havde Vinden imod mig.</p>
+
+<p>Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys
+skinne frem af Mørket lige foran mig. Jeg standsede et Øjeblik og
+overvejede, hvad jeg skulde gøre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og
+jeg maatte nødvendigvis skaffe mig nogle Klæder, der ikke røbede mig.
+Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der
+kunde finde, hvad jeg søgte. Jeg nærmede mig derfor, ked af, at jeg
+havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa,
+at Folk ikke skulde fange mig levende!</p>
+
+<p>Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to
+Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skær saa
+jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog
+jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved
+Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham.
+Saa blev Vinduet slaaet ned, og et kønt lille Ansigt under en Kappe
+tittede ud.</p>
+
+<p>"Hvad skal vi dog stille op?" udbrød Damen;<span class="pagenum"><a
+name="Page_146" id="Page_146">[146]</a></span> "Sir Charles maa være
+faret vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen."</p>
+
+<p>"Maaske jeg kan være Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede
+fra Buskadset ud i Lygteskæret. En Kvinde i Nød er hellig for mig, og
+denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at skønt jeg var Oberst, var
+jeg den Gang kun otte og tyve.</p>
+
+<p>Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at
+efter mit Løb i Mørket var min Chako bulet, mit Ansigt tilsølet og min
+Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man
+helst vil møde om Natten paa en øde Vej.</p>
+
+<p>"Jeg beklager meget at have forskrækket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg
+hørte tilfældigvis Deres Bemærkning til Kusken og kunde ikke afholde mig
+fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit
+Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden.</p>
+
+<p>"Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig
+Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn,
+og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter
+Hjælp, men jeg frygter for, at han er faret vild."</p>
+
+<p>Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen
+fik Øje paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Led<span class="pagenum"><a
+name="Page_147" id="Page_147">[147]</a></span>sager maatte have efterladt. Det var
+netop, hvad jeg behøvede for at skjule min Uniform. Ganske sandt, jeg
+følte mig omtrent som en Landevejsrøver, men hvad skulde jeg gøre? Nød
+bryder alle Love, og jeg var i Fjendens Land.</p>
+
+<p>"Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemærkede jeg, "De vil
+sikkert tilgive mig, at jeg bliver nødt til&nbsp;&mdash;". Jeg halede den ud
+gennem Vinduet, medens jeg talte.</p>
+
+<p>Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse,
+Frygt og Afsky.</p>
+
+<p>"Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrød hun. "De kommer for at
+plyndre og ikke for at hjælpe mig. De har en dannet Mands Væsen, og dog
+stjæler De min Mands Kappe."</p>
+
+<p>"Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dømme mig, før De ved alt.
+Det er ganske nødvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men
+saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den
+Lykke, at være Deres Mand, skal jeg sørge for, at Kappen bliver sendt
+tilbage."</p>
+
+<p>Hendes Ansigt blev mildere, skønt hun stadig anstrængte sig for at se
+fortørnet ud.</p>
+
+<p>"Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til
+Dartmoor Fængsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at
+forlade os og ikke tage noget med, som tilhører ham."</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_148" id="Page_148">[148]</a></span>"Der
+er kun en Ting, der tilhører ham, som jeg begærer!" svarede jeg.</p>
+
+<p>"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"</p>
+
+<p>"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"</p>
+
+<p>Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.</p>
+
+<p>"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lægge min
+Mands Kappe&nbsp;&mdash;&nbsp;&mdash;&nbsp;", begyndte hun.</p>
+
+<p>"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De
+vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor
+nødvendig Kappen er for mig."</p>
+
+<p>Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa,
+saafremt jeg ikke i dette Øjeblik havde hørt et svagt "Hallo!" i det
+Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mørke
+saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nærmere.</p>
+
+<p>"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig nødsaget til at forlade Dem,"
+sagde jeg. "Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa
+hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse
+Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod
+til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt
+borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min
+Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket. Jeg var ung og
+stærk, med Muskler af Staal og havde<span class="pagenum"><a name="Page_149"
+id="Page_149">[149]</a></span> et Legeme, der var hærdet
+gennem tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent
+tre Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette
+Tidspunkt antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet.
+Dagen var ved at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle
+Buske, som voksede paa Toppen af en lille Høj midt i Heden, for at holde
+mig skjult indtil Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove
+i Storm og Regn, og efter at jeg havde svøbt mig ind i den tykke, varme
+Kappe faldt jeg snart i Søvn.</p>
+
+<p>Men det var ingen forfriskende Søvn. Jeg tumlede omkring i de vildeste
+Drømme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg
+en hel Karré ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer
+paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i
+Stigbøjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brølede "Leve
+Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i
+mine Øren, gned mine Øjne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens
+klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se.</p>
+
+<p>Det var Dartmoor Fængsel!&nbsp;&mdash;&nbsp;Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et
+Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i
+Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa
+rystet ved Synet, at det<span class="pagenum"><a name="Page_150"
+id="Page_150">[150]</a></span> først efter nogen Tids Forløb gik op for
+mig, hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig
+til at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var
+slaaet om fra Nord til Syd i Løbet af Natten, og da jeg stadig havde
+holdt mig op imod den, var jeg saaledes løbet halvtredje Mil ud og
+halvtredje Mil tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tænkte
+paa mit Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem
+Mørke, Storm og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes
+det hele mig saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i
+Lystighed. Jeg kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine
+Sider var helt ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og
+overvejede, hvad der nu var at gøre.</p>
+
+<p>En Lære har jeg høstet i mit omflakkende Liv&nbsp;&mdash;&nbsp;den aldrig at kalde
+noget en Ulykke, før man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine
+Overraskelser? I dette Tilfælde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for
+mig end den snedigste Beregning. Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at
+de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig
+Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig
+netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa
+fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud. Fangerne havde
+selvfølgelig hørt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres
+ud<span class="pagenum"><a name="Page_151" id="Page_151">[151]</a></span>fordrende
+Raab hen over Heden og lød i mine Øren som et velkomment Bud om Sympati
+og Kammeratskab. En Gang kom der høje Vredesudbrud, og kort efter saa
+jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive ført tværs over
+Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn glædede
+mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at mine
+Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.</p>
+
+<p>Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med
+Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge
+Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase
+og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en
+stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for
+Dartmoor Fængsel.</p>
+
+<p>Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid
+behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min
+Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans
+Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under
+en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit
+Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der
+vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til
+Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_152" id="Page_152">[152]</a></span>Jeg
+skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de
+Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette
+om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa
+en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det
+vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det,
+som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme
+springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da
+han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.</p>
+
+<p>"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre
+nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."</p>
+
+<p>"Affordre mig hvad?" raabte han.</p>
+
+<p>"Deres Klæder!" gentog jeg.</p>
+
+<p>Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans
+Ansigt.</p>
+
+<p>"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede
+han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet
+galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort
+fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod
+kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en
+Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."</p>
+
+<p>"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!"<span class="pagenum"><a
+name="Page_153" id="Page_153">[153]</a></span> svarede jeg, "men naar
+jeg fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans
+Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af
+Deres Klæder uden yderligere Snak."</p>
+
+<p>I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i
+Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu
+fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit
+Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.</p>
+
+<p>Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt
+Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til
+det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp
+Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i
+Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den
+frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa
+hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte
+Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks
+Fængselsbetjente.</p>
+
+<p>"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog
+tilsidst!"</p>
+
+<p>Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet
+Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit
+Nederlag.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_154" id="Page_154">[154]</a></span>"Paa
+en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre,"
+svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte
+tilbageholde et Brev til Dem."</p>
+
+<p>Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han
+aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt,
+medens han læste det.</p>
+
+<p>"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.</p>
+
+<p>"Det laa i hans Frakkelomme."</p>
+
+<p>"De har været i Besiddelse af det i to Dage."</p>
+
+<p>"Ja, siden i Forgaars Nat!"</p>
+
+<p>"Og ved ikke, hvad det indeholder?"</p>
+
+<p>Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.</p>
+
+<p>Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.</p>
+
+<p>"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig
+skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi.
+Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op
+for Dem."</p>
+
+<p>Nu skal I høre, hvad det indeholdt:</p>
+
+<p>"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst
+Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med
+Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."</p>
+
+<p>Og medens han læste, lo han atter, Vogterne<span class="pagenum"><a
+name="Page_155" id="Page_155">[155]</a></span> lo, og Fyren med det
+ømme Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage
+paa alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde
+gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel
+mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære
+Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa
+det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.</p>
+
+
+
+<hr style="width: 65%;" /> <h2>VI.</h2>
+
+<h2><i>Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.</i></h2>
+
+
+<p>I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af
+vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor
+Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og
+ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der
+altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre
+store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle
+de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel
+maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels
+Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa
+Snemarkerne,<span class="pagenum"><a name="Page_156"
+id="Page_156">[156]</a></span>&nbsp;&mdash;&nbsp;disse
+frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke af at se rødt og
+hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde paa mit hvide
+Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier. I vil aldrig
+faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi Tanken alene er
+nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til Halm.</p>
+
+<p>Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun
+omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det
+var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til
+at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte
+af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben,
+indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i
+Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en
+Gang.</p>
+
+<p>Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og
+da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
+Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste&nbsp;&mdash;&nbsp;mit Hjerte krympede sig
+ved at se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg.
+"Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg
+gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode
+Eskadroner samlet sammen, da der udgik<span class="pagenum"><a name="Page_157"
+id="Page_157">[157]</a></span> Ordrer til alle Oberster i
+Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i
+Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.</p>
+
+<p>I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved
+Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev
+lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste,
+men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg
+vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog
+maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det
+blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time
+var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel&nbsp;&mdash;&nbsp;der vilde nu
+komme en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude.
+Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde
+bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem
+Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis,
+der laa ude i Horisonten.</p>
+
+<p>Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs
+Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen
+Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de
+passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending.
+Det var<span class="pagenum"><a name="Page_158" id="Page_158">[158]</a></span>
+altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt Sted, der
+opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det imidlertid
+udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert Øjeblik holde
+ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra Bayern blev
+drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra Berlin eller
+god fransk Cognak.</p>
+
+<p>I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold.
+Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at
+Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej.
+Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig
+gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en
+Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre
+Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske
+Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.</p>
+
+<p>Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var
+den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god
+Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at
+de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi
+havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget
+saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet
+Hjem for os alle. Men nu var der i dette<span class="pagenum"><a
+name="Page_159" id="Page_159">[159]</a></span> Folks Opførsel kommet
+noget, som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man
+ikke min Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at
+se mig, og i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til
+mig, naar jeg red forbi.</p>
+
+<p>Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg,
+at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro
+for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at
+sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et
+Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et
+vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og
+drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med
+Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge!
+Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en
+Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.</p>
+
+<p>Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde,
+da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der
+nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om
+Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem
+nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min
+Opmærksomhed paa dem. Da en<span class="pagenum"><a name="Page_160"
+id="Page_160">[160]</a></span> velklædt Rytter i samme Øjeblik
+passerede forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.</p>
+
+<p>"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"</p>
+
+<p>Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste
+Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som
+Bogstavet N."</p>
+
+<p>Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side
+og var borte.</p>
+
+<p>Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men
+da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og
+mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens
+Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte
+være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske
+den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige
+Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt
+jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt
+mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu
+ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se
+stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.</p>
+
+<p>Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben
+Plads i Skoven, og<span class="pagenum"><a name="Page_161" id="Page_161">[161]</a></span>
+ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af Risbrænde. Idet jeg passerede
+forbi, lød der en skarp Lyd ud fra Grenene, og da jeg saa mig om, fik
+jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa mig&nbsp;&mdash;&nbsp;et varmt,
+rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af Spænding og
+Ophidselse.</p>
+
+<p>Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet
+Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.</p>
+
+<p>"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i
+dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig
+tale med Dem."</p>
+
+<p>"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"</p>
+
+<p>"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en
+Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"</p>
+
+<p>"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over
+Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"</p>
+
+<p>"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning,
+hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud
+af Rusland."</p>
+
+<p>"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"</p>
+
+<p>"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men
+jeg turde ikke vise<span class="pagenum"><a name="Page_162"
+id="Page_162">[162]</a></span> mig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede
+imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt
+mig og min Hest skjult."</p>
+
+<p>"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er
+den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig
+Velopdragenhed."</p>
+
+<p>"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!"
+vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride
+videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for
+Lützows natlige Jægere!"</p>
+
+<p>"Banditter?" spurgte jeg.</p>
+
+<p>"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld
+Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at
+bringe Dem denne Advarsel."</p>
+
+<p>I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over
+Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale
+bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig
+end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der
+skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt,
+blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs
+Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt
+ham, hørte jeg et Bøsseskud og et<span class="pagenum"><a name="Page_163"
+id="Page_163">[163]</a></span> Raab bag ved mig. Det kan jo
+have været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i
+hvert Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.</p>
+
+<p>Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor
+Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det
+var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi
+halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel
+kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne
+havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis
+Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde
+hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.</p>
+
+<p>Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og
+forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad
+Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme
+til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han
+lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi
+han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod
+mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han
+et rødt Lommetørklæde.</p>
+
+<p>Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med<span class="pagenum"><a
+name="Page_164" id="Page_164">[164]</a></span> Væmmelse, thi jeg
+fandt det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform,
+vilde vise sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit
+Vedkommende stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig,
+idet han hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da
+jeg atter red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede
+han forover og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte
+Hænderne fremad under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget
+for et rødt Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans
+Hals, ud af hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.</p>
+
+<p>"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at
+De var beruset!"</p>
+
+<p>"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at
+jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at
+tale."</p>
+
+<p>Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.</p>
+
+<p>"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand,
+og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."</p>
+
+<p>"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af
+Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig.
+Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere,<span class="pagenum"><a
+name="Page_165" id="Page_165">[165]</a></span> men fandt et
+Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en
+Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven
+eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor
+maatte løbe Risikoen."</p>
+
+<p>"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre
+Saar, der endda er komne over det."</p>
+
+<p>"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."</p>
+
+<p>Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans
+Tungespids allerede var blaa.</p>
+
+<p>"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe
+til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig
+tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at
+faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han
+gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar
+vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans
+Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham,
+før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder
+endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min
+Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg
+er&nbsp;&mdash;&nbsp;&mdash;&nbsp;"</p>
+
+<p>En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand<span class="pagenum"><a
+name="Page_166" id="Page_166">[166]</a></span> greb saa fast om min,
+at den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et
+Suk bagover, og han var død.</p>
+
+<p>Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her
+overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe
+mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan
+Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens
+Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke
+tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde
+nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke
+og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod
+der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget
+vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord,&nbsp;&mdash;&nbsp;en Ordre saa
+klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de
+kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa
+mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem
+Lyngtoppene,&nbsp;&mdash;&nbsp;disse Papirer <i>skulde</i> komme Prinsen i Hænde samme
+Nat, saafremt det blot paa nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at
+slippe igennem.</p>
+
+<p>Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg
+havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et
+Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de<span class="pagenum"><a
+name="Page_167" id="Page_167">[167]</a></span> farefulde Øjeblikke er inde, naar
+alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit Kort, saa jeg, at Hof laa
+mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den nærmere ved at holde over
+Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var næppe naaet et halvt
+hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra Buskadset og en Kugle
+for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige Jægere var aabenbart
+dristigere i deres Angreb end Banditterne i Spanien, og det stod mig
+klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor den var begyndt, saafremt
+jeg havde holdt mig paa Vejen.</p>
+
+<p>Det var et vildt Ridt,&nbsp;&mdash;&nbsp;et Ridt for slappe Tøjler over Hede og
+Marker, gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig
+før og som hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under
+Knapperne paa sin Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder,
+kom ikke hurtigere frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa
+mit Liv end paa de Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min
+Hests Hove.</p>
+
+<p>Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den
+lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før
+en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til
+Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit
+Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte
+til Hof. Jeg haabede i hvert<span class="pagenum"><a name="Page_168"
+id="Page_168">[168]</a></span> Fald at kunne aflevere Brevene til
+Prinsen samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med
+Depeschen til Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der
+hændte mig i Lobenstein.</p>
+
+<p>Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling
+og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares
+Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i
+Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle
+Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor
+ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en
+Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit
+Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel
+faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i
+Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.</p>
+
+<p>Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en
+Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter
+bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den
+skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt
+imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe
+kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand
+paa<span class="pagenum"><a name="Page_169" id="Page_169">[169]</a></span>
+min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i
+hendes blaa Øjne.</p>
+
+<p>"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig
+sikker."</p>
+
+<p>"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har
+kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som
+Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.</p>
+
+<p>"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse
+Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke,
+hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem
+til Hjælp!"</p>
+
+<p>Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa
+vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var
+Korridoren tom.</p>
+
+<p>"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et
+Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."</p>
+
+<p>Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad
+hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min
+Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen
+ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom
+mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var
+lige saa tiltalende som<span class="pagenum"><a name="Page_170"
+id="Page_170">[170]</a></span> hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun
+var paa Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs.
+Hun var derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk,
+fordi hun ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte
+sig derefter bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig
+selv og om mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende,
+bemærkede hun, thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og
+disse havde fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig
+fortælle. Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne
+fløj af Sted, og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens
+Ur slog elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.</p>
+
+<p>"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg
+maa øjeblikkelig til Hof!"</p>
+
+<p>Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og
+jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"</p>
+
+<p>"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for
+længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."</p>
+
+<p>"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde
+jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres Be<span class="pagenum"><a
+name="Page_171" id="Page_171">[171]</a></span>skyttelse?" Taarerne brød frem i
+hendes Øjne og hun sank ned paa Gulvet i Hulken.</p>
+
+<p>Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i
+Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.</p>
+
+<p>"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"</p>
+
+<p>Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde
+hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene
+Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle
+Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den.
+Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen
+forsvunden!</p>
+
+<p>Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget
+paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte
+intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han
+nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren
+havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg
+befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit
+Ansigt var længere, end det plejede at være.</p>
+
+<p>Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke
+Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var<span class="pagenum"><a
+name="Page_172" id="Page_172">[172]</a></span> borte! O, kvindelige Falskhed! Hun
+havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret mig for mine vigtige Papirer,
+da hun havde lænet sig op til mit Bryst. Imedens jeg havde strøget min
+Haand gennem hendes Haar og tilhvisket hende søde Forsikringer, havde
+hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og her stod jeg, saa nær ved
+Maalet, uden at kunne fuldende min Mission. Hvad vilde Kejseren sige,
+hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar det gik op for mine
+Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af en Kvinde, hvorledes
+vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden? Jeg kunde have kastet
+mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.</p>
+
+<p>En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i
+Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt
+Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle
+mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min
+Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde
+gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et
+Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en
+Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver
+Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor
+Lygte.</p>
+
+<p>"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!"<span class="pagenum"><a
+name="Page_173" id="Page_173">[173]</a></span> raabte han med
+skælvende Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem
+nogen Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De
+staa alene overfor tre tapre Mænd."</p>
+
+<p>Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op
+og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om
+jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne
+elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg
+nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at
+deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg
+mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter
+fra Kroværtens Madam.</p>
+
+<p>Jeg havde taget min Bestemmelse. Skønt jeg havde mistet mine Papirer,
+var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu
+vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens
+Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne
+Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele
+Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand være
+tabt.</p>
+
+<p>Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var
+oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise
+mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man<span class="pagenum"><a
+name="Page_174" id="Page_174">[174]</a></span> hylede og skreg, da jeg sprængte
+gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r en Sten syngende forbi
+mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil jeg naaede Slottet.
+Det var oplyst fra Kælder til Kvist. Jeg overgav min Hoppe til en
+Staldknægts Forsorg og spankulerede med stor Værdighed ind paa Slottet,
+forlangte øjeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit Budskab ikke taalte
+nogen Opsættelse.</p>
+
+<p>I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Møde, og mit
+Instinkt sagde mig, at dette Møde var afgørende for Spørgsmaalet Krig og
+Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vægtskaalen til at synke ned til
+Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretæren saa mørkt paa mig
+og førte mig ind i et lille Modtagelsesværelse. Et Øjeblik efter vendte
+han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i Øjeblikket kunde komme, men
+at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.</p>
+
+<p>"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrød jeg.</p>
+
+<p>"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde
+traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min
+Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af
+Sachsen-Feldstein?"</p>
+
+<p>Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da
+jeg saa hende, skød<span class="pagenum"><a name="Page_175" id="Page_175">[175]</a></span>
+Harmen op i mig. Kun én Gang i sit Liv træffer man saa prægtig en Figur,
+saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som Garonne og dog kolde
+som Floden ved Vintertid.</p>
+
+<p>"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille
+utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"</p>
+
+<p>"Hvad jeg har at sige Dem," bemærkede jeg, "er kun, at De har gjort det
+af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanæret mig for
+stedse!"</p>
+
+<p>Hun sendte sin Ledsager et spørgende Blik.</p>
+
+<p>"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde
+hjælpe&nbsp;&mdash;?"</p>
+
+<p>"At De er en udmærket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere
+vist mig."</p>
+
+<p>"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"</p>
+
+<p>"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer
+siden."</p>
+
+<p>"Lad det nu være nok!" udbrød hun med tilforladelig Vredesklang i
+Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at være
+Ambassadør, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grænse, der
+ikke maa overskrides."</p>
+
+<p>"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke
+lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang
+fremad, bøjede mig ned og trak Kanten af<span class="pagenum"><a name="Page_176"
+id="Page_176">[176]</a></span> hendes Kjole op. "De
+vilde have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa
+hurtigt," sagde jeg.</p>
+
+<p>"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa
+Porten!"</p>
+
+<p>"Jeg vil først tale med Prinsen!"</p>
+
+<p>"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham
+dog!"</p>
+
+<p>Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for
+tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde
+faaet sine Hjælpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem
+sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I ét Spring var
+jeg ude af Værelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af
+denne saa jeg en Skikkelse sidde i en høj Stol under en Tronhimmel. I
+Nærheden af ham sad der en Række Prælater, og paa hver Side skimtede jeg
+et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Værelset, sænkede mit Sværd og tog
+min Chako af.</p>
+
+<p>"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrød jeg, "og kommer med Budskab til
+Hans Højhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."</p>
+
+<p>Manden under Tronhimlen hævede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var
+udtæret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde
+hvilede paa den.</p>
+
+<p>"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Page_177" id="Page_177">[177]</a></span>"Oberst
+Etienne Gerard af tredje Husarregiment."</p>
+
+<p>Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev
+rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var
+smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da
+rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem,
+snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen. De
+Tilstedeværende var alle Mænd og alle&nbsp;&mdash;&nbsp;Professorer, Studenter,
+Kunstnere&nbsp;&mdash;&nbsp;tavse og alvorlige. I det ene Hjørne sad der en Gruppe
+sortklædte Mænd i Ridekapper.</p>
+
+<p>Ved hver af deres Bevægelser hørte jeg deres Sabler rasle og deres
+Sporer klirre.</p>
+
+<p>"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er
+Markis Château St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde
+Prinsen.</p>
+
+<p>"Markien er bleven skændig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem
+Forsamlingen. Jeg lagde Mærke til, at mange vendte Hovederne hen imod de
+mørkklædte Mænd.</p>
+
+<p>"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.</p>
+
+<p>"Jeg har ingen!"</p>
+
+<p>Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hæng ham!"
+blev der raabt henne fra Hjørnet, og en halv Snes Stemmer istemte
+Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lomme<span class="pagenum"><a name="Page_178"
+id="Page_178">[178]</a></span>tørklæde frem og børstede
+Støvet af Pelsværket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hænder
+frem, og Støjen døde hen.</p>
+
+<p>"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"</p>
+
+<p>"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres Øren,
+Deres Højhed!"</p>
+
+<p>Han strøg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i
+Vildrede med, hvad han skal gøre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i
+Øret.</p>
+
+<p>"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro
+Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og
+hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik
+er mine og mit Folks Interesser ét."</p>
+
+<p>Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany
+imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét
+er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan
+Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa
+Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham,
+saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart,
+som havde jeg mit Regiment til Parade.</p>
+
+<p>"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er
+Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prøve. Saafremt De<span class="pagenum"><a
+name="Page_179" id="Page_179">[179]</a></span> staar fast, vil han belønne Dem, som
+kun han kan belønne. Det er en let Sag for ham at forvandle en Prins til
+en Konge og at gøre et Land stort og mægtigt. Hans Øjne hviler paa Dem,
+og selv om det kun er lidet, De kan virke til hans Fortræd, kan De dog
+ødelægge Dem selv. I dette Øjeblik gaar han over Rhinen med to hundrede
+tusinde Mand. Enhver Fæstning i Landet er i hans Hænder. Han vil være
+her om en Uge, og saafremt De da har spillet under Dække med hans
+Fjender, saa Gud hjælpe Dem og Deres Folk. De tror maaske, at han er
+bleven svag, fordi nogle af os fik Frostbylder sidste Vinter. Sé
+derud!"&nbsp;&mdash;&nbsp;jeg hævede Stemmen og pegede paa en stor Stjerne, som
+blinkede gennem Vinduet over Prinsens Hovede&nbsp;&mdash;&nbsp;"det er Kejserens
+Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt blegne, men ikke før!"</p>
+
+<p>Jeg blev paahørt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bøjede
+Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var
+større end hans Styrke. Endelig hævede han Hovedet og saa sig om med
+sine Høgeøjne.</p>
+
+<p>"Vi har hørt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en
+Tysker tale for Tyskland!"</p>
+
+<p>De Tilstedeværende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg
+antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at
+være den første til at kompromittere sig i Kejse<span class="pagenum"><a
+name="Page_180" id="Page_180">[180]</a></span>rens Øjne.
+Prinsessen saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes
+Stemme Stilheden.</p>
+
+<p>"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det
+muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin
+Tunge lige saa godt som sit Sværd?"</p>
+
+<p>Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa
+en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og
+viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var
+brune af Støv.</p>
+
+<p>"Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner,
+Digteren! Han vil synge, han vil synge!"</p>
+
+<p>Og han sang! Først blødt og drømmende om det ældgamle Tyskland,
+Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de døde Heltes
+Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det
+nuværende Tyskland, det Tyskland, der var bleven knægtet og kastet til
+Jorden, men som vilde sprænge Rebene om sine kæmpemæssige Lemmer og
+rejse sig. Og Moderen, den fælles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i
+Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme!</p>
+
+<p>Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg,
+Frankrig, Kejse<span class="pagenum"><a name="Page_181" id="Page_181">[181]</a></span>ren?
+De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De var sprungne op paa
+Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og Taarerne løb ned ad
+Kinderne paa dem. Saa sprang Körner ned fra Stolen, og hans Kammerater
+sluttede Kres om ham med deres Sabler hævet højt i Vejret. Der blev
+ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin Trone.</p>
+
+<p>"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hørt det Svar, De maa bringe tilbage
+til Deres Kejser. Tærningerne er kastede, mine Børn. Eders Fyrste og I
+maa sammen sejre eller falde."</p>
+
+<p>Han bukkede for at vise, at Mødet var sluttet, og de Tilstedeværende
+forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen.
+For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde
+gøre, og jeg var derfor ikke bedrøvet over at blive ført ud med
+Strømmen. Hvorfor skulde jeg forblive længere paa Slottet? Jeg havde
+faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg
+ønskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, før jeg holdt mit
+Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og
+bedrøvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven ført.</p>
+
+<p>Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en
+Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om
+mine<span class="pagenum"><a name="Page_182" id="Page_182">[182]</a></span>
+Ben og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding
+under mit Øre.</p>
+
+<p>"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har
+ham, Kaptejn."</p>
+
+<p>"Har I Tømmen?"</p>
+
+<p>"Ja, her er den!"</p>
+
+<p>"Slyng den saa om Halsen paa ham."</p>
+
+<p>Jeg følte en kold Læderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte
+var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg
+Skikkelser dukke op overalt fra Mørket, alle iførte Jægernes sorte
+Uniformer.</p>
+
+<p>"Hvad vil De gøre ved ham, Kaptejn?"</p>
+
+<p>"Hænge ham op paa Slotsporten!"</p>
+
+<p>"En Ambassadør?"</p>
+
+<p>"En Ambassadør uden Papirer!"</p>
+
+<p>"Men Prinsen?"</p>
+
+<p>"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til
+at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for
+ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det.
+Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan
+sætte til Livs!"</p>
+
+<p>"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme.</p>
+
+<p>"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tøjlen,
+der næsten kastede mig<span class="pagenum"><a name="Page_183" id="Page_183">[183]</a></span>
+til Jorden. Men i det samme Øjeblik glimtede et Sværd, og Læderet blev
+skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.</p>
+
+<p>"Ved Himlen, Körner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.</p>
+
+<p>"Jeg er Soldat og ikke Røver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne
+dryppe af Blod, men kun i ærligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og
+se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"</p>
+
+<p>En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine
+Venner og Fjender omtrent var lige mandsstærke. De opbragte Stemmer
+kaldte Folk til fra alle Kanter.</p>
+
+<p>"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"</p>
+
+<p>Næppe var Ordene udtalte, før hendes Ansigt dukkede op i Mørket lige
+foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde
+bedraget og overlistet mig. Og dog tænker jeg den Dag i Dag med et vist
+Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet
+Duften af hendes Haar. Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands
+Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i
+Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring.</p>
+
+<p>"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og
+egenhændig rev<span class="pagenum"><a name="Page_184" id="Page_184">[184]</a></span>
+Løkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhører
+mig, og at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at
+staa til Ansvar overfor mig!"</p>
+
+<p>De forsvandt alle skyndsomst i Mørket. Hun vendte sig derefter om imod
+mig og udbrød:</p>
+
+<p>"Følg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."</p>
+
+<p>Jeg fulgte hende ind i det lille Værelse, hvor jeg for første Gang havde
+truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et
+Blik fuldt af Skælmeri og Ynde.</p>
+
+<p>"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De
+maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den
+stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."</p>
+
+<p>"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg
+troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine
+Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."</p>
+
+<p>"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden,
+men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev
+givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit
+Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg
+naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det være sig ved
+List eller Svig, saafremt<span class="pagenum"><a name="Page_185"
+id="Page_185">[185]</a></span> jeg ved den kunde hjælpe mit stakkels
+Fædreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."</p>
+
+<p>"De fortæller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."</p>
+
+<p>"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bære Nag til
+mig? Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en
+Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein,
+skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere
+Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tænkt mig, at jeg
+nogen Sinde kunde føle for en Franskmand, som jeg følte for Dem i det
+Øjeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."</p>
+
+<p>"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"</p>
+
+<p>"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og
+Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hænde,
+vilde alt være tabt!"</p>
+
+<p>"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning,
+naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres
+Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"</p>
+
+<p>"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrød hun med
+Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maa<span class="pagenum"><a
+name="Page_186" id="Page_186">[186]</a></span> De huske paa, hvor beskæmmende
+enhver Tysker i mange Aar er bleven behandlet, lige fra Dronningen af
+Prøjsen og nedefter. Iøvrigt havde jeg Baghold ude alle Vegne, og jeg
+ventede netop at høre fra disse, da De selv ankom. Jeg var bragt i den
+frygteligste Forlegenhed, thi nu stod der kun en svag Kvinde imellem Dem
+og min Mand. De ser, hvorledes vor Stilling var, før jeg greb til mit
+Køns Vaaben."</p>
+
+<p>"Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Højhed, og der er nu intet
+andet for mig at gøre end at overlade Dem Valpladsen."</p>
+
+<p>"Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem.
+"Prinsen er nu gaaet over Rubicon, og Intet vil faa ham til at vende
+tilbage. Bring disse Breve tilbage til Kejseren og meddel ham, at vi
+nægtede at modtage dem. Ingen kan da beskylde Dem for at have mistet
+Deres Depecher. Farvel, Oberst Gerard, og det bedste Ønske, jeg kan
+medgive Dem, er, at, naar De er naaet tilbage til Frankrig, De vil
+forblive der. Om et Aar eller saa vil der ikke være en Franskmand paa
+denne Side af Rhinen."</p>
+
+<p>Saaledes gik det til, at jeg spillede med Prinsessen af
+Sachsen-Feldstein med hele Tyskland som Indsats og tabte mit Spil. Jeg
+havde meget at tænke paa, da jeg førte min stakkels trætte Violette op
+gennem Landevejen, der førte vest paa fra Hof. Men for mit Syn steg
+stadig frem den tyske Kvin<span class="pagenum"><a name="Page_187"
+id="Page_187">[187]</a></span>des smukke og stolte Ansigt, og i mit
+Øre klang Soldaterdigterens Stemme, som han stod paa sin Stol og sang.
+Jeg forstod, at der var noget frygteligt ved dette stærke taalmodige
+Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket,
+aldrig kan holdes under Aaget.</p>
+
+<p>Da jeg red videre, brød Dagen frem, og den store gyldne Stjerne, som jeg
+havde peget paa gennem Slotsvinduet, gik blegnende ned paa den vestlige
+Himmel.</p>
+
+<hr style="width: 65%;" />
+
+<div class="tr"><h3>Afskriveres Bemærkning</h3>
+
+<p>Trykfejl i denne bog er blevet ændret som følger:</p>
+
+<table summary="TN" width="80%" border="0">
+<tr><td align="left"><a href="#Page_5">Side 5</a>: 'Marot' ændret til 'Morat' i 'den unge Morat af Jægerne'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_6">Side 6</a>: 'Auserlitz' ændret til 'Austerlitz' i 'vi havde erobret ved Austerlitz'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_11">Side 11</a>: 'Kamerater' ændret til 'Kammerater' i 'mine Kammerater gjorde mig den Ære!'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_12">Side 12</a>: 'Vabnene' ændret til 'Vaabnene' i 'naar mine Soldater vender Vaabnene?'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_17">Side 17</a>: 'Trics' ændret til 'Tricks' i 'udfinde nogle nye Tricks i Ecarté'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_22">Side 22</a>: 'derpa' ændret til 'derpaa' i 'Jeg sprang derpaa'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_32">Side 32</a>: 'angaaar' ændret til 'angaar' i 'hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!' </td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_37">Side 37</a>: 'Russerer' ændret til 'Russere' i 'der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000 Russere og Østrigere i Syd'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_48">Side 48</a>: 'ovre' ændret til 'over' i 'thi over i Skoven'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_48">Side 48</a>: 'Flaksre' ændret til 'Flasker' i 'de mange tømte Flasker'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_49">Side 49</a>: 'Flaksen' ændret til 'Flasken' i 'strakte netop Haanden ud efter Flasken'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_49">Side 49</a>: 'Øjebilk' ændret til 'Øjeblik' i 'I første Øjeblik'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_51">Side 51</a>: 'sim' ændret til 'mig' i 'jeg befandt mig i en anden Vinkælder'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_51">Side 51</a>: 'saaden' ændret til 'saadan' i 'alene i Mørket med en saadan Karl'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_65">Side 65</a>: 'Macdanodl' ændret til 'Macdonald' i '"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_66">Side 66</a>: 'Hest-Grenaderene' ændret til 'Hest-Grenadererne' i 'Major Charpentier af Hest-Grenadererne'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_72">Side 72</a>: 'rystde' ændret til 'rystede' i 'Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_74">Side 74</a>: 'dnne' ændret til 'dine'  i 'dine private Affære!'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_86">Side 86</a>: 'ike' ændret til 'ikke' i 'hvad der ikke kan være anderledes'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_87">Side 87</a>: 'kune' ændret til 'kunde' i 'var jeg glad bed at kunde'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_87">Side 87</a>: 'Storarmeen' ændret til 'Storarméen' i 'den mest lovende Løjtnant i hele Storarméen'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_100">Side 100</a>: 'savrede' ændret til 'svarede' i 'svarede han'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_101">Side 101</a>: 'hjælde' ændret til 'hjælpe' i 'Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_103">Side 103</a>: 'sanrt' ændret til 'snart' i 'i Vognen viste han sig snart'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_106">Side 106</a>: 'nogl' ændret til 'nogle' i 'i Virkeligheden løsnet nogle Smaaben'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_106">Side 106</a>: 'Forbandeler' ændret til 'Forbandelser' i 'under en Regn af Eder og Forbandelser'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_108">Side 108</a>: 'medesn' ændret til 'medens' i 'medens han uafladelig spyttede efter mig'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_115">Side 115</a>: 'dirende' ændret til 'dirrende' i 'sagde han med dirrende Stemme'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_120">Side 120</a>: 'Tæet' ændret til 'Træet' i 'bøjede Træet ned i en Bue'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_136">Side 136</a>: 'Dartmoer' ændret til 'Dartmoor' i 'det frygtelige Fængsel i Dartmoor'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_138">Side 138</a>: 'je gslippe' ændret til 'jeg slippe' i 'Men hvorledes skulde jeg slippe ud?'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_141">Side 141</a>: 'igenem' ændret til 'igennem' i 'til at krybe igennem Hullet'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_148">Side 148</a>: 'Mand' ændret til 'Mands' i 'blot vilde lægge min Mands Kappe'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_150">Side 150</a>: 'Meridths' ændret til 'Merediths' i 'Charles Merediths Kappe'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_157">Side 157</a>: 'Arriéregarde' ændret til 'Arrièregarde' i 'at ride gennem en Hærs Arrièregarde'</td></tr>
+<tr><td align="left"><a href="#Page_161">Side 161</a>: 'svareed' ændret til 'svarede' i 'svarede jeg og lænede mig ud over Hesten'</td></tr>
+</table>
+
+<p>En række mindre tegnsætnings og orddelings fejl i den
+oprindelige tekst er også blevet rettet uden kommentarer.</p>
+
+<p>Andre variationer i stavning er
+blevet fastholdt som de vises i den originale bog.</p>
+</div>
+
+
+
+
+
+
+
+
+<pre>
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's Etienne Gerards Bedrifter, by Arthur Conan Doyle
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ETIENNE GERARDS BEDRIFTER ***
+
+***** This file should be named 29392-h.htm or 29392-h.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/2/9/3/9/29392/
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen, Therese Wright and the
+Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+http://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at http://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit http://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     http://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+
+</pre>
+
+</body>
+</html>
diff --git a/29392-h/images/cover.jpg b/29392-h/images/cover.jpg
new file mode 100644
index 0000000..36daf21
--- /dev/null
+++ b/29392-h/images/cover.jpg
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..ed9c017
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #29392 (https://www.gutenberg.org/ebooks/29392)