diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 10686-0.txt | 7210 | ||||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 | ||||
| -rw-r--r-- | old/10686-8.txt | 7636 | ||||
| -rw-r--r-- | old/10686-8.zip | bin | 0 -> 114279 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/10686.txt | 7636 | ||||
| -rw-r--r-- | old/10686.zip | bin | 0 -> 113569 bytes |
8 files changed, 22498 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/10686-0.txt b/10686-0.txt new file mode 100644 index 0000000..b1531a3 --- /dev/null +++ b/10686-0.txt @@ -0,0 +1,7210 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 10686 *** + +TINE + +AF + +HERMAN BANG + +1889 + + + + +Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret +bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med +sort tryk._ + +_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmærke._ +Kjøbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Græbes Bogtrykkeri. +1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder. + +_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_ +"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes +indsat foran dedikationen]. + +Omslagets indersider har reklamer for bøger af forskellige forfattere, +bagsiden for bøger af Bang. + +Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har +forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden +ramme og forlagsmærke i guldtryk. Højde 180 mm._ + + + + +Til Erindring om min Moder. + +Denne Bog tilhører dig. + +Den Gang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, +mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en +"Ønskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, +hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke +var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du +læste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en +Bog, skal du sætte _mit_ Navn paa dens Blad. + +Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens +tyndede Allé"--du trængte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min +Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og +af Kærtegn: Naar jeg nu er død og du, min Dreng, en Gang er bleven en +Kunstner, vil du saa sé, love mig saa at sé til, at de ikke--helt +glemmer mig? + +Og du græd. Moder, fordi du skulde dø. + +Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. + +Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg véd, den er ikke din +Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens +Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du +fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem. + +Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var +blødt og lunt for dig, der skulde leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne +til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. + +Og nu, hvor du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om +Nederlagstid og vort tabte Hjem. + +Denne Fortælling er næret ved Minderne om mit første Hjem. + +Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og +uforgængelige Erindringer fra denne min første Tid. Det var tre +Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. + +Jeg sér Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved +det midterste Vindu, stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide +Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vore Hænder--vi +Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og +spurgte--strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot +hendes Kjole. + +Det Billed-Minde var min Barndoms første. Jeg tror, det andet maa +skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Søster +og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde følge, hen ad en Vej og over en +Mark. Vi kom til en grøn Banke og vi gik derop. Vi saá Kirken hjemme +og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sér ligge mellem Grønt. +Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, +til hun taug igen og kun græd og græd. Mig satte hun ned paa Græsset, +mens hun blev ved at stirre ud over det grønne Land--siden syntes jeg +som Barn, at vi den Dag havde kunnet sé over den _hele Ø_--: Mo'er, +Mo'er, blev jeg ved, hvorfor græder du? + +-Fordi vi skal rejse, svarede hun. + +Næste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. + +Det sidste Minde staar i nøje Sammenhæng med dette. Vi var i Horsens, +hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi +Byværelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besøgte os. + +Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen +ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa være sprungen hastig ud af sin Seng, +for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske +Piger rundt om sig og os, der skreg. + +Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre +stod aabne og klaprede og et Vindu--skønt vi næsten intet havde paa. + +Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler +af angstfulde Horn. + +-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. + +-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, +og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi +hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der +ilte, og Hornene fjern og Hornene nær--gennem Stormen. + +... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har +været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets +Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, +Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har +Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og +siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af +Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes +i denne Bog. + +Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre +Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det +kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. +Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmægtige +Hænder og slaaet de uløselige Knuder i det begyndende Følelsesliv? + +Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion +lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklædte +Sørgende i Adserballig Stue--som en sortklædt Alabasterstatue saá jeg +hende siden--er den første Moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Det +Indtryk har født deres stumme Sorg og deres Resignation. + +Og hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af +Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle +Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. + +Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i +Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet, +Skrækken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra +Horsens. + + * * * * * + +Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste, +min Hjerne fra min allerførste Barndom syntes at have bevaret. + +Men i Udlandet brød flere frem. Det var mens jeg omgikkes med +Formlægningen af "Stuk". + +Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han +udkaster Planen til et Værk eller begynder paa at forme det, hitter +paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det +ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans +hykleriske Nerver, der af Skræk for alle de Anstrængelser, som venter +dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig +Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver véd om den +anden, at han snyder. + +Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skræk +for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blæk. + +Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjælpetropper Storme af +fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer +ham med andre Idéer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes +selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst. + +Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens +Modvilje mod at lægge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det +just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brød frem. + +Jeg saá pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader +og hørte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og +det mod min Vilje, ti jeg ønskede jo helt at tilhøre en ganske anden +Sfære, Luft og Plan--ligesom fra et Mørke, der langsomt lettede og +veg, hele mit første Hjem tilbage. + +Dette Sted, som jeg forlod før Krigen, og som jeg ikke har gensét i +fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor +Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med +Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen +med Smedjen ved det lille Kær og Skolen, hvis Beboere jeg gensaá. + +Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt +fler. De har væbnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de +første Gang pludselig brød frem fra Lag i Erindringen, som +Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit +Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere +samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _hærgede_ +Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende +Fodtrin. + + * * * * * + +Lad mig her sige ét. + +En Bogs Fødselshistorie vil være mange særdeles ligegyldig. Der vil +heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortæller alt dette og +fører den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst +underholde et æret Publikum om mit fortræffelige Jeg. _Eller_, at jeg +forsøger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og +prætenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget +Relief. + +Det er dog ingenlunde _saa_. + +Jeg véd saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet +ikke vedkommer Læseren. Han dømmer Kunstværket kun af disse samme +Minders Evne til gennem Værket at paavirke og overbevise ham. + +Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op +for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bør +helst staa frit og tale for sig selv. + +Men Tingen er, at jeg tror, det vilde være interessant for Psykologen +og mere oplysende for Kunstens Væsen end visse nylig atter fornyede +æstetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om +deres Arbejdes Fødsel og Veje og søgte at kontrollere de Hjernens +Processer, som ledsager deres Frembringen. + +Maaske vilde man saaledes faa mer end ét Vink, der tændte hastige og +fjerne Lys inde i Sjælelivets Halvmørke. + + * * * * * + +Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens +ulidelige Uro og den trængselslignende Skare af Personer. Jeg har i +denne Fortælling søgt at mindske Uroen og indskrænke Personantallet. + +Men hvorvidt det er lykkedes mig, véd jeg lidet om. Denne Uro og +Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg sér +nu en Gang saaledes. Jeg sér mine Personer kun i Billede efter Billede +og kun i Situation efter Situation hører jeg dem tale. Jeg maa ofte +bie i Timer, før de ved et Blik, en Bevægelse, et Ord forraader mig +deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gætte ligesom jeg gætter +andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender. + +Hvis jeg da ikke anstrænger mig for at gøre den ene og korte +Situation, hvori jeg sér dem, Bevægelsen, den lille Bevægelse, hvori +de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gøre det +altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da +haabe at overbevise? + +At gøre "levende" er da den tunge--og sikkert ofte +mislykkede--Bestræbelse. + +Men det Levende er jo Bevægelse og Mangfoldighed. + +Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil +skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. +Naboernes Stemmer trænger ind ad dens Vinduer, gennem dens Døre. Deres +_Liv_ blander sig med Skolens Liv. + +Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skæbner Dønninger frem +over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder +atter Dønninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og +Smedjens vel med. + +Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv dér maa vi +vide, at Livet fortsættes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund, +der gøer, en Sang, der høres fjernt, maa fortælle det og minde os +derom. + +Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, føle Egnen, hvor den +ligger: vi maa _befolke_ Øen Als. Har Skolens Korsvej ikke +Vejfarende--kører ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem +og hundrede Liv? + +Nu vel--vi maa føle disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Spørgsmaal, +Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilværelse og maa med. + +Hvor kan da i al denne Bevægelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod +just Uroen al den evige Bevægelighed, man vil? Og dette: at Læseren +ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gør det, naar det store +Helhedsindtryk kun kunde løfte sig med store Linjer frem af den Uro, +hvoraf det er skabt. + +Kun Mangfoldighed og Bevægelse kan for mig give Billedet af Liv. De er +mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gøre +Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er +Vanskelighederne ved en Kunst, som sér Livet stift i Øjnene, og hvis +store, hvis fjerne Ærgerrighed er den at fæste dette levende, dette +ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv. + + * * * * * + +Du bad mig, Moder, at jeg skulde sé til, at de ikke helt skulde glemme +dig. + +Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at +leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa +uendelig fjernt og saa uendelig klart. + +To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord: +min gamle Slægt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn +med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I ét Hundredaar +havde den fostret Statsmænd, Landet ikke vil glemme, berømte Læger, +som Generation efter Generation var de største og folkekæreste i +Norden. + +Men siden blev dens Sønner Præster, fordi de besvimede ved at sé Blod, +og uvirksomme Ørkesløse, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes. + +_Du_ fortalte mig ofte om vor Slægts Hæder. En af dens store Læger +efterlod mig Fortællingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: +Han vilde tvinde--til Belæring--sine Traade i Slægtshistorien. + +Min Slægt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget. + +Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_. + +Stella Høeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod. +Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Børn af din Glæde og Børn +af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med +dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer. + +Og hvis _de_ tør leve--selv kun de korte Aar--saalænge bør _du_ ikke +glemmes. + +Over denne Bog sætter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og dét +Hjem, man skimter som bag en Dør, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom +over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Døden til os. + +Herman Bang. + + + + +I. + +Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte +de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten. + +-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften. + +-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. + +-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes +Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes +fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som +en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mer. + +Tine gik hjem gennem Alléen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte +klynkede. Hun aabnede Døren til Gangen: der var saa tomt med de øde +Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind +i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tane mellem Resterne +fra Tébordet. + +I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden. + +-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. +Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Byldt, +hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl. + +-Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og +Husmanden nikkede til Bekræftelse. + +-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som +før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjælpe. + +I Gangen aabnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt paa +det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som +tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum. + +-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie. + +-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhøjningen var tom. + +-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede. + +Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Mærker af +Portrætterne, der var tagne ned. + +Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa +ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. +De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme +Tæppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden +stod Herlufs Tremmeseng, tømt. + +Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med +Tællelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun +havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden +ikke anden Dreng end han. + +-Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit +Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med +rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er. + +-Han vild' aldrig bæres af andre end af mig og saa Fruen--hun snøftede +mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke.... + +-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om +Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem +Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen. + +-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten. + +Hun tænkte paa Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb +herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagværk +gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdøren med de flade +Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der laa i deres søde Slummer. + +Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, +mens hun klaskede med Hænderne ned paa Dynen. + +-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde høre +det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som +et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole. + +Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs +Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig +for at holde Varmen. + +Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med +strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru +Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede +indenfor Døren med en Slat Kaffe i en Spølkumme for at faa Del i +Lystigheden. + +Men tilsidst kunde Sofie blive fornærmet paa Herlufs Vegne midt som +hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' +Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i +Dagligstuen og klæde ham paa i Varmen. + +Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester,--Munden +stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil +Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gaaet. + +-Skovrideren! raabte hun og fik næppe Skoene paa for lutter Fart. + +-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen drejet om. + +-Ja, ja, jeg klæ'er mig paa, jeg klæ'er mig paa, Henrik, raabte hun +til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, saa han +kunde tro, hun allerede var oppe. + +... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin +Herluf og fældede Taarer baade over Godt og over Ondt. + +-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun. + +-Ja, han var, gentog hun. + +Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde +for Indfald--saa lystige Indfald. + +Hun tænkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, +just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig +havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa +Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var +allerede ved Døren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg-- + +Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus. + +Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte paa og +lo og satte sig ned--midt i sin Seng. + +-Du sætter dig paa _Tine_, du sætter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg, +helt aandeløs af Latter ... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet +og med Graaden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil +Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun. + +... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af +Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren. + +-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke sé det tømte Kammer. + +De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor +alle Døre stod aabne bag dem. + +-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie. + +-Ja, sagde Tine, der slæbte en Madrats. + +I det blaa Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen +sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulde ud, og den anden blev +stillet op ad Væggen. + +Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom +de gamle Bøllings for at hente Datteren. + +Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, +blev hun staaende paa Løbetæppet og saá sig om med Taarer i Øjnene: +Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne. + +De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved +Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i +Skovridergaarden, dér skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at +gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde +anlagt "Tørklædet" imidlertid. + +Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes +Ho'edpin'". Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var +saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at +foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask +hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset. + +Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I sé, sagde hun, nu +er vi færdige. + +-Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem +Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod +forladt op ad den lyseblaa Væg, og der var koldt, saa de to Gamle +skuttede sig ved det. + +De stod alle tre foran Sengen--Tine havde hængt Fru Bergs Billede op +ved Hovedgærdet. + +-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bølling og søgte at +lé lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres +Sørgmodighed. + +-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver +Varme. + +De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa +Forhøjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en +enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. + +Madam Bølling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og sé ud i Stuen: + +-Ja--det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. +Begge de gamle Bøllings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de +havde saa at sige paa Haandværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med +Bibelen. + +Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da +vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og +Brombærrene var godt surrede fast til Kassen? + +Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, +for at Fru Berg skulde have dem med til København: + +-For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og +de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær. + +-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine. + +-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bølling bliver ved i samme stille +Tone--faaet Brombær hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne, +sluttede hun efter en Stilhed. + +-Det har vi, sagde Tine og saá ud i Luften. + +Hun tænkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest +naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Té, og +Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af +Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang. + +-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de +satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande" og +"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over +Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev +bragt ind i en Sténkrukke. + +-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bølling, der +stadig tænkte paa Brombærrene--saa de derovre kan faa det som +herhjemme. + +Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de +andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt +ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bølling sagde: + +-Ja, ja, Guds Vilje ské, sagde han og rejste sig. + +De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa +Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte først hjælpe hende; +hun kunde ikke taale at sé de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, +de _maate_ hænge noget andet op--noget, der kunde dække. Hun tog "Kong +Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og +de to Gamle bar Billederne, mens hun løste Spejlet. + +Madam Bølling stod med Heltene fra Isted, der kæmpede endnu med de +hvide Bind om Panden. Hun blev ved at sé paa dem, og et Par smaa +Taarer faldt ned paa Glasset--hun tænkte paa dem, der nu skulde miste +Førligheden og Livet. + +-Kom, Mutter, sagde Bølling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det +saa længe, at Tine maatte tage det af hans Hænder. + +Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtøjet paa, +satte sig igen paa de to Stole og saá op paa Heltene fra Isted og paa +"Kongen". + +Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portræt +af Kong Kristian som Tronfølger i Hestgardens Uniform, der havde hængt +i et af Gæstekamrene. Hun slog et Søm ind under Kong Frederiks Billede +og hængte Portrættet paa den tomme Plads. + +De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder. + +-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bølling, det er dog +_Kongen_. + +De Gamle kom ud i Gangen, Tællelyset i Køkkenet var ved at brænde ned. +Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i +Gaarden for Forældrene. Fra Bryggerset lød der et stort Spektakel, det +var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mørkeste +Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo véd, hvor nær mig er min Ende", +saa det skingrede mod Laden: + + Kong Fred'rik hviler nu paa Baare + og slumrer sødt i Dødens Blund; + nu rinder Folkets Takke-Taare for + Drotten fra hvis djærve Mund + det lød saa tit: min Tak modtag! + Jeg svigter ej paa Farens Dag! + +Forældrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun +lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur. + +Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glæde Skovrideren, +naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham. + +Og hun gik over Gaarden og aabnede Døren til Loen og til Hundenes +Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb saa +iforvejen ind ad den aabne Gangdør. + +Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhøjning. Hun syntes +aldrig, hun havde været saa bedrøvet--saa beklemt og bedrøvet som nu, +mens hun stirrede ud i den øde Gaard. Lyset i Køkkenvinduet flakkede +endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun +saa' bare Valdnøddetræets Skygge midt i den mørke Gaard. + +Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhøjningen og +saa' ud paa det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er +sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grædt og lagt Armen om hendes +Hals. + +Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lød skingert ud i +den mørke Gaard: + + Og derfor græder Mand og Kvinde, + derfor er Glædens Dør nu lukt; + Taknemlighedens Hjærter binde + en Krans, som blomstre skal saa smukt + Thi _Mindet_ aldrig slettes ud + om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud! + +Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor laa med +store Øjne paa Gulvtæppet ved hendes Fødder. + + * * * * * + +Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var +Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han +bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen. + +-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort. + +Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, +ét for ét. Lysene paa Klaveret, som hun havde tændt. + +-Saadan kommer alt paa én Gang, sagde Berg. + +_Det_ havde været Tines hele Tanke: Saadan kom det paa én Gang; og saa +tænkte og spurgte hun: Véd Fruen det? + +-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet. + +De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte at tale +med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med +Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars +kom maaske med og de fleste af Husmændene skulde ogsaa afsted. + +-Skovgærningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder. + +-Nej, sagde Tine. + +De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i +Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu. + +-Ja hos Anders Tækkemand var det rén Jammer. Ane havde været i Skolen +idag med sine to paa Armen--saa hun græd og græd.... For nu var Anders +væk--saa hun græd.... + +Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden. + +-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med +begge Benene skudt væk.... + +-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger, +som gør Folk bange. + +De blev tause lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede dem +ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den +énarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel. + +-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og næsten uden +Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og séende frem mod Lyset, +sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet. + +Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Øjnene over Vandet, mens +han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre +ham, hjælpe paa Humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun +til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt +ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem +Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som +var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gøtsches eller +nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg, +man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone, +der skulde være munter: + +-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have +spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig. + +-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg +tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for +det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel +se det, sagde hun, og hun aabnede Døren; men paa én Gang blev hun +staaende i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret. + +-Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage. + +Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende, +som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren +gik hen til Bordet og sagde: + +-Der staar om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det +først. + +Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren læste højt, af Aviserne, +naar de kom. Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra +Bogskabet--alle Oehlenschlägers Tragedier. + +-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne høre med. Og hun gik ud +for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af +Skorstenen og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet, +hvor hun saa tidt havde hørt til, naar de læste. + +Berg aabnede langsomt det sørgerandede Blad og lagde et Øjeblik +Hænderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget +og stille. + +Han begyndte at læse halv højt Beretningen om "Kongens sidste Færd". +Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd--uden hans dæmpede +Stemme. + +Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra saa +mange stille Aftener, og hun saá igen Fru Berg som hun sad _der_ under +Lampen, og hun hørte hende lé, som hun lo ad Tines strømmende +Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, græd over Bøger som en +Kalv--Taarerne, der nu brød frem igen én paa én.... + +... "Snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste +Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den +sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert +Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde +i den mørke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...." + +Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlyd Graad, men +Skovrideren blev ved at læse: + +... "Tæt ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste +blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde +fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over Vognen for at +skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. +Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den +Syvende".... + +Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive hæs. + +Tine sad og saà frem for sig: hun tænkte paa Tragedierne, de havde +læst om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoë.... I femte +Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at græde og, kom der noget rigtig +smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet. + +Berg foer fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans +Stemme blev bevæget, saa man hørte den knap: + +... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham +til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets +Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet paa Valpladsen, +fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand +under ham er stegne; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den +Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte".... + +-Ja, sagde Berg, det er sandt. + +Tine fór sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hørte hun +efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de læste--for saa længe, +for hvor længe.... + +... "Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, +ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig. +Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets +Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjællands Biskop holdt fra en +sortbetrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt +Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong +Frederik bisat". + +Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine blot saá paa Berg, der +læste: + +... "Under Orgeltoner forlod Følget i Taushed Kirken, og Deres +Majestæter vendte tilbage til København." + +Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til +Farvel. + +Saa sagde Berg, i det han lænede Hovedet mod Væggen og saá saa langt +ud i Stuen--som én Gang før: + +-Hvor Drengen dog græd, da han kom i Baaden. + +Sofie skulde følge Tine, og de fik Lygten tændt. Dens dinglende Lys +faldt ujævnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn: + +Der var nok af dem--der ha'ed' ikke været for rart i Skovridergaarden, +nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider. + +-"Vognen" ha'ed hun da hørt den alene tre Gang'--saa tydelig den var +svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke +mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mér end bag paa min Haand, det +saá ogsaa Fruen. + +-Og _det_ véd én da, sluttede Sofie og snøftede, hva' saa'en Kørsel +betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'.... + +Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Mørket. Hunden i Pér +Eriksens Gaard fór op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen. + +-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en +Tone, som kastede hun Jord paa dem begge. + +Tine drog Vejret som Én, der frysende vaagner. + +-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun. + +De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var +angst for at komme _for_ nær til Kirkegaarden Nattestunder. + +-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer +du nok Skovriderens Té, saa den bliver, som den plejer--ikke? + +-Ja--farvel, jomfru Tine. + +-Farvel. + +Tine hørte Hundene, der fór op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt +gik hjem imod Skolen. + + * * * * * + +Tine bankede og hørte først Dagge, der tog paa at gø, og saa Moderen, +der kom af Sengen og ud: + +-Det er mig, Mo'er, sagde hun. + +Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler: Skovrideren +er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen. + +-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene staa +helt ind til Bølling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud! + +-Det var jo ventendes, sagde Bølling, der sad op i Sengen. + +Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved +Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at +vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa +hun fik 'et at vide, Staklen.... + +-Ja. Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider +blev stille. + +Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til "Skolen" for +at prøve, om den var laaset, før hun gik op ad Trappen; og henover +Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne +var spredt. + +Inde i Kamret stillede hun Vækkeuhret til Slag og flyttede +Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet. + +Nedenunder smaasnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten +i den samme Stue. + +-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er +det fjorten herfra Sognet. + +Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante +Aandedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset. + +Hun kunde ikke sove. Hun laa og tænkte paa en Dag i Efteraaret--den +sidste, hvor de havde været i Skoven Skovriderens og hun.... + +De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde +Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de +i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa +Vejen, før de skiltes. + +De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde. Fuldt +af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik. + +De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad +fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af +Brombær: + +-Sé Drengen, sé Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham løs; selv +løb hun op imod Markhøjen. + +-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt. + +Det var, som saá man den hele Ø idag i den klare Luft--Bakke og +Dal--saa grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige +Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen +var der ikke Bund. + +-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg. + +Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de løb, løb, alle tre, +Højen rundt. + +-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der løftede den fangede +Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver. + +De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved +Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt. + +Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede: + +-Det var svært, saa de fra Rønhave kørte til Bispens nu--det var anden +Gang. + +-Tredje var det--i to Uger. + +-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren. + +De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og +godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne +rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og _der_ blev vekslet +Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller +Tine kom ud paa Trappen. + +Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under +Træerne: + +-Hvor dog Skoven holdt sig, saa grøn den stod. + +-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer. + +-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Hækletøjet synke og saá ud +mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September. + +De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde været her sidste Gang +_det_ Aar og _det_. + +-Nej--ifjor var det knap man fik Nødderne bjerget. + +-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg. + +Herluf raabte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulde komme, Tine +maatte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en +Gynge, tæt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han græd +og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende: + +-Op Tine--op. + +-Den knækker, den knækker, raabte Tine--det _var_ en Vægt--mens Fru +Berg svingede til Grenen, saa Tines Skørter fløj om hendes Bén. + +Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines +bomuldsbestrømpede Lægge: + +-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru +Berg maatte lé ud med Ryggen til et Træ, før hun kunde komme hen og +faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet. + +Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa +en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var +snart paa Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var _dog_ blevet kolde. + +Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var +Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra +Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine +mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om +Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa +Havetrappen i sit Sjal og saá til og snakkede over Plænen til de to, +som syslede og beskar og vandede. Hun saá dem tilsist kun som et Par +Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede. + +... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over +Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. + +De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de pløjede +Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! + +-I saadan Luft _hører_ man Tine, sagde Berg, der standsede. +Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, saa frejdig +som Vorherre havde givet hende den. + +-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og +de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i +Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, saa det lød over Marken: + + Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Vove! + nu kommer Natten saa sort: + alt ligger Sol bag de dæmrende Skove, + Dagen den lister sig bort. + Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage, + til de gulnæbede smaa; + men naar i Morgen du kommer tilbage, + sig mig saa alt, hvad du saá! + +Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd +frem; i Rad røg de sindig Piber. + +-God Aften--god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem. + +-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem +alle ved Navn. + +Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--: +Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten. + +-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersønnen. + +-Naa, saa Gud ske Lov da. + +-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen. + +De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i +Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød +bag ved det gamle Taarn. + + Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Rislen. + Kærlighed kalder dig hjem; + sæt dig nu kønt mellem Løvbuskens Hvislen, + syng saa din Kærlighed frem! + Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme, + véd jeg nok, hvor gik min Flugt; + jeg kan i Lunden kun sukke og drømme, + det er min Kærligheds Frugt. + +De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. +Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning paa en Vejkant, +før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom +hende forbi. + +I Skolen sad gamle Bølling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og +hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde +Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op, +til Sæde paa Bænken, mens Bølling blev staaende nedenfor med Berg og +talte om Skovauktionen. + +Nede ved Kæret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam +Henrichsen, bred og stormægtig, ud paa sin Bænk mellem de to hvide +Søjler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svære Knud Smed, +der gik hjem med sin Hund. + +Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette +Nabolag, her paa "Torvet", saa velnærede de alle var, baade hos +Bøllings og i Kroen og Smedien. + +Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og +Bølling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til +Vands over Pladsen. Den drak og brølte, dumt og langt, ud over Kæret. + +Klokkerne hørte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine +fulgte med dem. Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker. + +Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den +om "lille Grethe". Skovrideren lod Døren til sin Stue staa paa Klem. + +Herluf var træt og faldt i Søvn paa sin Skammel med Hovedet op mod +Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede +ogsaa hun. + +Hun vaagnede halvt. Tine sér nok efter Bordet, sagde hun saa med en +søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at sé efter Sofie--Fru Berg blev +sjælden rigtig vaagen, før Lampen var tændt og Théen inde. + +-Nej, er der dækket, sagde hun da, hélt overrasket, og kom nok saa +rank op i Sofaen. + +Efter Thé plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i +Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren. + +Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst +rundtom Lampen. Mést var det Oehlenschläger, han læste, eller ogsaa +Palludan Müller--Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød. + +Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, løb Fru Berg og hun paa Vejen +ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af +samme Kop: + +-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, +før de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand. + +Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sént, han vilde selv +følge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som +tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vaagnede kun halvt og +sendte en søvnig Knurren efter dem. + +Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet. Her, Tine, +her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen +løftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det ærefuldeste, hun +vidste. + +-Vi sés, hilste Berg, naar de skiltes. + +-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren +var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting +at komme hjem her den sene Nat. + +Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: +der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergaarden. + +Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos +Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i +Underskørtet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Køkkenet og ind +igen, mens hun stadig talte med Bølling. + +-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede. + +-Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet. + +-Jo, Mo'er. + +-Tine, du, husk det lille Stykke Smør imorgen Barn, jeg har lagt til +Side--det artede sig saa vel i Kærnen, saa jeg lagde det til en Side ... de +kunde dog smage det dernede. + +-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren. + +-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig +af Underskørtet og op til Bølling. + + * * * * * + +Tine kunde ikke falde i Søvn inat. Forældrenes rolige Aande lød +bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte paa alle +disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf +og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom. + +Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Børn" korn til Skole i +Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj--Trine og Lars Erik's +Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saá forundret til fra Sengen. Og +saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen. + +Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i +Køkkenet paa Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes +Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede. + +Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I +Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saá de uden Lys. +Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge +hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede +Paradis, mens det skumrede. + +Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og +Fader røg sin Pibe paa Trappen. + +-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden. + +-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede. + +Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork +ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store +Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, +gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at +tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og naar den gik i +Mose--baade for Somren og Sæden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom +sént. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar +Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte +Bog med baade Stork og Stære i sin tyske Almanak. + +Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen. + +Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort +og Katekismus. + +Saa sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den +store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamæn tit ud i sin Dør blot for +at høre til. + +-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier. + +Baade Fædrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Børnene +tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud paa sin Trappe at svale +sig en Stund, efter Dagens Sved. + +Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og +fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Døren, +bag Buxbomhækkene, eftertænksom og stille. + +Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de +fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i +Fjederstolen paa sin Vogn: + +-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam +Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj +Maaned. + +-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som +véd at blive færdige med Høsten. + +Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder +Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen. + +-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af +i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling +maatte først give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at høre, +_hvor_ det var, og hvordan det stod. + +-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg tænkte del. Det er vel Tiden.... + +-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen. + +-Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og +Madammerne gik ind. + +... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med + +Mælken, sad Madam Bølling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden +fra Kirkegaarden og gik hjemefter. + +-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bølling, _er_ det saa gjort? + +-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads. + +-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ské Tak ... Ja, +saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling. + +-Godnat, Madam. + +Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev +stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind. + +Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for +Bærerne at naa op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt paa +Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind +paa Kirkegaarden. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte +Talen ind i Køkkenet. + +Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet +kom hun til Sæde paa Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad +ovre hos sig mellem de to hvide Sejler. + +-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bølling; Og Gud ské Tak--hun stred +sin Strid. + +-Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen. + +-Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede +tause. + +Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Præsten sammen +nu--; de sang, mens de løb hen over Sand og Buxbom. + +Aarene gik. + +Helg og Søgn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Søndag til Søndag. + +I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; én +maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe +efter Tjenesten. + +Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge +Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes +Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser. + +Psalmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det +var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens +hun gik. + +En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af +Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhækkene: + +-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, +begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren. + +Selv satte Tine sig--det hvide Bord var færdigt--paa Forhøjningen +saa andægtig, som kunde hun høre Kapellanen præke helt herind. + +Naar hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og +græd som et sprukket Kar, saalænge han var paa Prædikestolen. Hun +havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog +hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed--saa Kroens +Katinka lo hende ud, saa det klukkede. + +-En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa +Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrøvelse. + +Tine blev ved at sidde paa Forhøjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst +og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa +Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede +saa langstrakt ud i Solen. + +Psalmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og +skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med +Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen +kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder. + +Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store +Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en +undselig Klump. + +Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bænkede og sad lavmælte og +stramme rundt om Madam Ballings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om +til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i +Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. +Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte +til hende, som nu. + +Saa hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude paa +Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun saá +Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards +Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i +Sædet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og +de spillede videre. + +Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene +paa Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, +efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet +sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnævnt, Folkens--iforgaars, Berg +hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn. + +-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling. + +-Og det var godt det samme, erklærede Madammen. + +Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var +Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han +kunde være og hvorfra han var. Det _kunde_ være en af de Bergs fra +Gram, mente Bølling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829.... + +-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding.... + +-Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling. + +De to Gaardkoner paa Fløjene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende +Røster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to været med til at +vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa +baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue +og "Klædning" og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene +med de sammenlagte Lommetørklæder, mens den midterste Kone stadig +dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings +Kaffe og fik dem fortærede. + +-Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Stén, der nu fik Kaffe +budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden.... + +-Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og +Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en +Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrækket ved +hver Tiltale, sagde med et Ryk: + +-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev +færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet. + +Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt +Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav +deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen +efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besætningen. + +-Men de Skimlede, de kunde dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, +mente Knud Smed. + +Hos Degnens brød de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens +Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem +ad Gammelgaard til.... + +... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis +drev de Unge hjem bag Hegnene. + +Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra +Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet +Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saá efter +Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene. + +Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud +af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. +Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa +sin Bag". Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers. + +Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer +lød ud i Aftenen. + +Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun +havde været inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds +Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en +Levkøj ved Korset i det mindste. + +Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte +paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran +deres Døre og strikkede tause. + +Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kølig og +fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd +blev hørt--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra +Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes. + +Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte +Stemmerne: de talte om Skovriderens igen. + +-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt. + +Og Vognen kørte videre, til Lyden døde. + +En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa +Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte. + +-Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen. + +-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre +sine Øjne. + +-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra. + +-Godnat, Madam Bølling. + +Og Dørene blev lukket rundt omkring.... + + * * * * * + +Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede +til, og Vintre gik og Somre. + +Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens--de fra +København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om +Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde--man skulde +altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i +Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit +Hoved i Blød med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle +de Mennesker at spise." + +-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde +hun. + +Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var +Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte +Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole: + +-Er det Tine, hviskede hun. + +-Ja. + +Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i +sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, +som skulde lægges: + +-Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjælpeløs +i Tæpperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som +"altid mislykkedes" for Fru Berg). + +-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle. + +-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i +Sengen. + +-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun +puttede sig under Tæppet. + +Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen +over Sengen. + +Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden +og stansede foran Køkkenvinduet. + +-Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev +staaende lidt og saá paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med +sine runde Arme. + +-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig +være ganske køn--om Morgnerne.... + +Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i +Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede Traad--: +de fra Rønhave.... + +Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af +Fremmede. + +-Nu har de vist Snésen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du ... +hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel +kunde "lægge dem". + +Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi. + +-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling +saa til Slut og strikkede igen. + +De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en +Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til +Vinduerne: + +-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang +hen ad Vejen. + + Det Land endnu er skønt, + thi blaa sig Søen bælter, + og Løvet staar saa grønt, + og ædle Kvinder, skønne Møer + og Mænd og raske Svende + bebo de danske Øer. + +-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling. + +-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod +Sytøjet ligge i sit Skød. + +Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam +Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte +med deres Studenter; Hele Øen havde Fremmede nu. + +Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over +og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren; For man +blir anskudt. Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun. + +-Aa--der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun +vidste ikke, hvad han var--fra Rønhave.... + +-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, +saa hun stod som en Hankekrukke. + +Madam Bølling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre. + +-Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... _Det_ endte +Madam Bølling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale. + +Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran +Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip. + +-Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov, +ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land. + +-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte +stadig kun paa Skovriderens. + +-Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist +baade ét og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa +mange liggende Personer. + +Tine gik ned og "saá lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i +Storskoven. + +Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter en kørte +Vognene hjem med deres søvnige Gæster. + +-God Aften, hilste Kusken dæmpet. + +-God Aften, svarte Tine. + +Og Gæsterne nikkede--halvt i Søvne, mens de rullede forbi. + +Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng. + +Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede +forbi: + + Danmark, dejligst Vang og Vænge, + lukt med Bølgen blaa, + hvor de tapre danske Drenge + kan i Leding gaa.... + +-Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke +at vække Bølling, der sov: Hører du? + +-Ja, Mo'er. + +-Det var Skovriderens. + +-Ja, Mo'er. + +Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere: + + ... mod de Tysker, Slaver, Vender, + hvor man dem paa Tog hensender-- + en Ting mangler for den Have, + Leddet er af Lave. + +-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind. + +Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med +Hestene op om Krobakken--i den stille Nat. + +... Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de +sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. +Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ské Lov, lo hun. +Gud ské Lov for det. + +Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern +til de varme Vafler. + + * * * * * + +Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning. + +Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru +Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i +Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg +fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge. + +Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i +Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, +saa det klang; + +Pølse, Vin og Kærlighed, det er Livets Herlighed! + +Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt +saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saá +ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes. + +-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde +Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saá til, med Hænderne +under sit Forklæde. + +Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en +Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i +Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste +Sølvtøj. + +Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte. + +Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke +Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ... +Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: + +-Det var Bergs Breve fra det _første_ Aar, de var forlovede ... Hun +løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og +læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter +Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt. + +Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler +foran Tællelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde +Fru Berg og holdt pludselig op at læse. + +-Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand +ned mod Brevpakken, mens hun lo. + +De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var +Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen. + +Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved +Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft +Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens. + +-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg. + +-Tine, nu henter vi Peberne. + +De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i +lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til +hver. + +-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste +Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands: + +-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til +Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds +Klæder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen". + +-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det +med Helsen ... nyd det med Helsen. + +-Nu faar I Greverne i Spandene. + +De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand: + +-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt +som en Kat ved Ild. + +-Ja--ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af +Fryd og Fornøjelse. + +Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted. + +-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik +som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en +Byldt. + +Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade +paa Fru Bergs Stol midt under Lampen: + +-Ja--jeg har hørt om 'et før--sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før +--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af +Begærlighed efter at høre det en Gang til. + +Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos +Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i +Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj. + +... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb +alene--det var jo maaneklart og ganske lyst. + +-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun løb, +kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, +hun kunde dem jo udenad--Sætning paa Sætning. + + * * * * * + +Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med +hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der +var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet. + +-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar. + +Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved +et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, +saa koldt som det var. + +Og Julen kom og den gik. + +Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i +Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet +det sidste Dagslys. + +-Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun +flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine.... + +-Ja, sagde Tine langt og saá ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da? +spurgte hun. + +Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa +holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden: + +-At være to sammen, tror jeg--og være glade, sagde hun sagtere. Og de +sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet. + +Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys +brændte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rént +galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i +Stalden. + +Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt, +hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saá paa Træet. + +Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene. + +-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys +tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at sé det--og +alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige +til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Døren i en +Klump paa deres blaa Sokker. + +Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte +flakkende Lys endnu. + +Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude.... + +-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han +almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre +saá opmærksomt efter Lys paa Lys. + +-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste. + +Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte +Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause +gik de alle ud af Stuen. + +De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde +hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de +fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje. + +Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og +Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted +saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet. + +Saa gik de stille igen, mens Snéen knirkede under deres Fødder. Langt +borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte. + +-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine. + +Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens +Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket. + +-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude. + +De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær. + +-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over. + +-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. + +Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt. + +Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide +Marker under den stjernehøje Himmel. + +Det var sidste Jul. + + * * * * * + +Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd +hun og græd hun. + +En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var +Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen. + +Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund. + + + + +II. + +Der var Fremmede hos den énarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt +efter Middag allerede--Folk holdt af at være sammen i de +Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i +Dagligstuen, hvor der stod én Røg af Piber. + +Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som +havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og +nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre +kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i +Smaaklynger og blev ved at tale, højt, om Bustrup og Værkerne og +Mysunde og om den sidste Krig. + +Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra +Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om +Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong +Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget +Spyt var fløjet ud paa Sténs Vest, og han sagde som et Slags Résumé: + +-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_. + +Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var +Grundtvigianer og kvækkede som en Frø. + +Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring +Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved +Frederits--_da_ havde han været med: Det var Storm paa Skandser og +Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade +Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken +spille, og naar de stormede, sang de. + +Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager. + +Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til +Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra +Gammelgaard havde ogsaa været med, han havde kæmpet under Helgesen. + +-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Røverkaptejn. + +De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om +Schleppegrel; og om de Méza, der skiftede Handsker midt under +Kugleregnen. Hver fortalte højlydt _sit_--undtagen Kammerherren, +Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om +Regeringen, der kendte sit Ansvar. + +Ellers var det én Vise om Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa +Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig +Spøg og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her +i Besøg og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han +havde faaet skudt af ved Skydeøvelse i en Skytteforening, greb sit +Glas og raabte, hed af Krig og Punsch: + +-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem. + +De raabte alle med, med skinnende Øjne, og paa én Gang sang de, "den +tapre Landsoldat", med høje, larmende Røster, alle--undtagen Provsten, +der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store +Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide +Skjortebryst frem og smilte. + +Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde +han--med den Sætning plejede han at fortsætte sit Livsværk efter hver +Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--højere og +højere (Studenten oppe paa en Stol) sættende i paa hvert et +"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Næver for deres Fod. + +Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang +endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: + +-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter +Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. + +-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og søgte sin Avis i +Bunken. + +-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa +glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. + +-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni +Fingre. + +De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde +læse: Lad Provsten læse, sagde Stén. + +-Ja, vil Højærværdigheden læse, bad de alle, mens de satte sig rundt +om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne +var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i +"Bladet"--den kunde han læse; + +-Ja, læs, læs, raabte de alle. + +Hans Højærværdighed holdt det løvemankede graa Hoved rankt, og med sin +myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blødt, læste han bredt og +klart Korrespondancens Ord, som oplæste han en Proklamation; mens de +andre sad med Blikket fæstet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par +med foldede Hænder--og han blev ved at læse. + +Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun græd. + +Korrespondenten skrev om Vogne med "prægtigt Kød" og en Mængde Brød og +Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han +over til at tale om "Stillingen", og Højærværdigheden læste +uvilkaarlig med højere Røst, dvælende og endnu bredere som en Digter, +der, kælende, oplæser sit eget Værk; + +"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold, +det gamle kære Dannevirke, som vi i et Aartusind have kæmpet om, og +som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs +denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen støttes ved +Oversvømmelser. Og mere behøve de ikke at vide: Mere er det ikke værdt +at fortælle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er +en stejl Fæstning, fra hvis Ildsvælg Død og Fordærvelse ville spredes +i Fjendens Rækker,--at se derfra ud over Terrænet og at tænke sig vor +Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. +Modtagelsen vil blive varm".... + +Stén havde lagt sin Næve over i Forpagterens fra Vollerup, som +trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr. +Graa sad og slog sine smaa runde Hænder, knyttede, ud i den tomme +Luft. + +Provsten blev ved at læse: + +"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Øre ved at +høre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne +til Kampen. Vejene vare glatte, de pløjede Marker, over hvilke jeg +red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvær ved at arbejde +sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo +vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder +vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham +at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje, +hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. +Det vil blive besværligt for ham at storme løs".... + +-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tænder. + +-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over +Jordklumperne, medens vore Kugler gør lyst imellem ham og hans Blod +farver de hvide Marker røde...." + +Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en Lyd; det var som de alle +med deres skinnende Øjne saa baade Marker og Blod. + +"Mangen kraftig Mand"--læste han igen--"vil lægge sine Bén her i +den fremmede Jord; mangt et ømt Moderhjerte vil faa det Budskab, der +er tungest af alle. Men det maa være vor Trøst, at Ulykken vil ramme +vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans +Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid +Modet maa blive lønnet, og gid mit næste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_ +haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgørelsen ligger i Guds Haand". + +Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knæ, men Kapellanen +sagde med vidtopspilede Øjne: + +-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark. + +Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Øjeblik sit +Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brød han ud og lagde sin Haand +myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har læst, _spejler Nationens Haab_. +Det er vor Fortrøstning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det +hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil +vække vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi næsten fik +ventet os i Søvn. Bøjet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde +saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev næsten +en duknakket Flok.... + +-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa. + +-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sørgeligt gik +Indrømmelsernes Spøgelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets +bedste Mænd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den +Stund, som disse Mænd har _villet_. Ja--og Præsten løftede Røsten, +mens det gav ligesom et pludseligt Sæt gennem alle de Mænd, der +lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med +velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den +maatte fægtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes længer som +Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af +ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land.... + +De raabte alle Bravo og "Hør" og hede Ord, som ingen forstod, mens de +saá paa ham med aabnede Munde. + +-Ja, raabte han og løftede Haanden halvt, mens han selv aandede svært, +den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er +det, som værnes i denne Stund. + +Han taug. + +De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Stén og Forpagteren fra +Vollerup pludselig løftede Armene, som svingede de et Par voldsomme +Vægte i deres Hænder. Saa løstes de i Grupper paany, og talte igen--om +"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, hørte man Graa sige over dem +alle: Gud vil skærme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod +tæt ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt +det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der +var svagt snøvlende: + +-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land. + +De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret +til. Den tætte Røg i Stuen løste sig i Trækken til store og viftende +Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder. + +I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men +inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe højt, i Klynge om +Værten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op +paa en Stol: + +-Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse,--skreg han--der +styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som +hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element-- + +-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i +Stuen og uafladelig førte sin knyttede Haand ned mod sit store Knæ, +blev ved at sige: + +-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned. + +Kun Kammerherren og Provsten hørte mer; de andre gik op og ned, +rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa +hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og--pludselig +skældte de Kongen, Kong Kristian. + +-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst. + +Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Raab. + +Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strøm af Ord +ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens, +der vilde Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som +Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt. + +Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strømmede sammen, saa +Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud +til Husmænd og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke +for deres Brødre ved Dannevirke. + +Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saá de +som Skygger Husmænd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte. +Men, paa én Gang, havde de derude løftet og tømt deres Glas, og der +lød ni lange, dæmpede Hurraer fast ud fra Mørket gennem Stormen imod +dem--som en Ed. + +Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevægede af deres egne +Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde +med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mørket: + +-Hr. Kammerherre, det er Mændene fra Isted. + +Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer væk fra +Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren: + +-Det er _dem_, som skal dø, du. + +De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Sæt, paa +en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte +han--usammenhængende, krammende om den røgfyldte Luft med sin +lemlæstede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saá--og de blev +staaende og hørte ham: + +-Om _Førerne_ er der talt--mér raabte end talte han--ja, de, som har +ført de ældre--men _os_, os de Unge, os, der skal kæmpe nu, os har +andre ført: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye +Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har +ført nordisk Ungdom til berømmeligt Samtogt--_hans Syn har ført os til +denne Dag_.... + +-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevægede han sin Haand gennem +Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed +endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de +Illusioner har mættet os og de har været vort Brød ... Og naar der +nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, +men hørte hans unge Stemme og saá Skinnet paa hans Ansigt, løftede sig +i Hænderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende +Øjne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som sér med tindrende +Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmænd--saa er det ham og hans, +som har næret deres Haab og har ført dem herhen: _hans_ er Ansvaret og +Æren--leve da _han_ og _hans_. + +Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men +som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, +raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over +Engen frem over Vænget--igen og igen. + +Karlene hørte ikke og vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb +dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: + +-Hvor er Tine? hvor er Tine? og løb op ad Trappen med den samme +skingrende Raaben: + +-Tine? Tine? Hvor er Tine? + +Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men +virrede kun maalløs med sit hvidgraa Ansigt: + +-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Fær' i Degn'gaarden, hva' er der paa +Fær' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at løbe forvirret rundt +om sig selv med "Tørklædet" i Haanden, som hun tog af sig i +Forskrækkelsen. + +-Fa'er, Fa'er--Tine kom løbende med et Lys og bøjede sig ned over +ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er? + +Men Bølling svarede ikke; før han med ét tog hendes Hoved og førte det +ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage +mod Væggen og løftede sine Hænder, som sank igen. + +Bølling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa +Døren--Dagligstuedøren. + +Tine gik ned og fik Døren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen +ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mér. + +Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. + +-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og +vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--: + +-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke. + +-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saá kun ham, hans +Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun +kunde ikke svare mér, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, +paa Trappen ved det forladte Lys. + +-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De +gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad +si'er De, Mand--saa forklar! + +Men Degnen hørte ikke; han vidste kun én Sætning, som han lallede, to +Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfælde, eller som en Idiot. + +-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han søgte at løfte +Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og læste +og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive +Hænder, over alle de andre, som var stimlede ud. + +Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Stén støttede ham. De vidste det +alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa løb +Forpagteren fra Vollerup, skælvende som et Løv, hen og slog sine +knyttede Næver ind imod Væggen og hulkede som en Gal. + +Og man hørte dem paa én Gang hulke, blege og magtløse og forbitrede; +og Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage og sagde ivrigt +Men det er umuligt--det er umuligt--Hæren--Hæren, bestandig gentagende +dette ene Ord: Hæren, og demonstrerende med sine krumme Fingre. + +Udenfor hørte man Pigerne græde og Karlene, der gik stille tilbage til +deres Køretøjer. + +Stén, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hænder ned paa hans +Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, +Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om +han ikke kunde bære det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stød +gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem: + +-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok. + +Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Afløb +for al deres raadløse Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strøm af +Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forræderi. Og +pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede +han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, ført som en Kugle af hans +lemlæstede Haand, tæt forbi Højærværdighedens Hoved, lige mod Kong +Kristians Billede, der knustes. + +Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned +fra sit Søm--Dannebrogsflagene over den afdøde Konge løsnede sig ved +Stødet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de +begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel +Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten, +der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han støttede sig til +Bordet med en stor Gestus: + +-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag. + +Ingen havde hørt Døren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og +de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vækkedes: + +-Aa, her er Selskab! + +Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide +Skæg; han saá et Nu hen over Borde og Glas og de væltede Stole: Stort +Selskab, sagde han og saá hen ligesom gennem sin Provst, der endnu +hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet. + +De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen +vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestætens Billede--men _slap_ det: +Bispen havde set. + +-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig. + +Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Bén, som han +skyldte sin Charge--"Louise vil sé de Ben i stramme Bukser", havde den +afdøde Folkedrot sagt ham ved Udnævnelsen, og det joviale Kongeord +blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saá et Øjeblik ned +paa disse urolige Bén. + +Saa sagde han i en hélt anden Tone, mildt og meget indtrængende: + +-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgaa +for os alle. + +Han taug igen. + +Det var iøvrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han +saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skælvede +pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men følg dog først +Deres Gæster ud. + +De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Døren klaprede i +Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blæst ud--og de +gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem +Vognene. Man hørte rundt om Kuskenes Raab; Stén stod og græd igen, +lænet op til sine brune Heste. + +De første var kommet i Vognene og de begyndte at køre, Skridt for +Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad +Alléen gennem Mørket, besværligt og langsomt. + +Tine sad med sin Fader i Køkkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_ +havde hun bragt ham ind. + +-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og +klappet ham igen--han var som livløs, gamle Bølling--indtil han brast +i Graad, lænet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, +længe. + +Nu tog Tine Hænderne bort, hvormed hun havde støttet sit Hoved, og som +om den nye Stilhed vækkede hende, sagde hun: + +-Saa kommer Skovrideren hjem. + +Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig +med store Øjne. + +Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i +Ærmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa +Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt +paa Trappen: + +-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil +De staa op! Og han ruskede i ham. + +Men det var, som om den lille Kapellan ikke mærkede det. Med sit +Dværgeansigt, der saá ud som forvaaget, hélt op til Fangels, sagde han +kun: + +-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark? + +Og gamle Fangel følte selv sine Øjne svide, da han efter at have +besørget Kapellanen kom i sin Vogn. + +Bispen var endnu alene. Længe stod han og saa' ud over denne hærgede +Stue, hvor Gardinerne løsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og +Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige +Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede +op og ned i Trækken. Biskoppen tog det op og læste et Øjeblik deri, og +mens den gamle "Reaktionæres" Ansigt fortrak sig til Spot eller +Smerte, blev han ved med at lægge det sammen og sammen ligesom til en +lang Svøbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tømte Glas. + +Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. +Ærbødig tog han Kongens Billede op. Nænsomt, mens Lampens Lys faldt +paa hans Ansigt, løsnede han de splintrede Glasstykker ud, ét efter +ét, og hængte Kongebilledet hen. + +De smaa Flag stak han op derover. + +Saa løftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede. + +Længe betragtede Biskoppen den højsalige Majestæt--med et +besynderligt, med et respektstridigt Smil. + +Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen hørte man, langt borte. Vognenes +tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog. + + + + +III. + +Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde +laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars +Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og +fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt +Øjnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom +igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden. + +Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulde til Brønds. Hun +var næsten altid uden "Tørklædet" nu og havde et Par Tilløb til +Alexandralokker bag Ørene, udenfor Nettet: + +-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun +havde faaet en egen smidskende og koket Manér at tale paa, som om hun +altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser +"Skørtet" over Gaarden. + +Ogsaa ved Brønden hængte et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende +med Spanden. + +-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til +Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk. + +Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, +tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde. + +-Naa--én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i +Sofaen og strakte de lange Bén utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte +vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden. + +-Ja, det gør vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog +ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt +og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdæk. + +Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved +Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med +Kaffen: + +-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par +Lieutenantsbén at komme forbi i Dørene, naar man skulde ud eller ind. + +Der blev en høj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til +Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. "Wrangel" var et +Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle +Stave med en Hat paa og et gammelt Tæppe; en Kost havde været +Geværet--nu havde Blæsten revet det løs og slaaet det ned. + +Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen +vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt, +begyndte paany. + +Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa +deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bén eller paa +sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen, +stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommen--om +og om Plænen. Nu havde de vandret _der_ en Time. + +De to Kaptejner blev vækkede op af Tine--Officererne havde altid et +Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med +Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog +sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min +Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var +saadan et Dusin Lieutenantsøjne, der ligesom altid hang ved dem: +Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod +dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene. + +-Ja, idag skal det _være_, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptejn og +fik rejst sig af Sengen. + +-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod. + +Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. +Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev +lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen som saá han for +sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og +komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa +Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap +at løsne et Skud. + +-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra +sig. + +Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde +den anden Kaptejn. + +-Ja, sagde Tine og fór lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl. +6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saá ud i Luften. + +Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af +Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende +paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar, +naar hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi. + +-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en +Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor +hun stod. + +Lidt efter kom hun over Gaarden med et Tørklæde om sig, som Blæsten +tog i. Da hun naaede Enden af Alléen, sprang Lieutenant Appel over +Havegærdet ud til hende: Maa jeg følge med Dem? spurgte han med en høj +Stemme næsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende. + +Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, saa +han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt +Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen +og smilte saa undertiden med et Par store Øjne, som saá han et +pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning +ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var énsomt--rundt om Dammen. + +_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med +hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nølende--om _det_, +som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme. + +-Om Vejen langs "Søen"--det er saadan en dejlig Sø, sagde han, med et +Smil, som saá han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge +Piger" kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter Kirke, to og +to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han.... + +Saa taug han lidt, bestandig smilende: + +-Aa--de unge Piger er saa kønne i Viborg, sluttede han saa langsomt og +taug igen. + +Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun +sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsøgt +at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens +Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte paa Brevet +endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om +alting.... + +Appel sad og fortalte: + +-Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det +stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og +Damer--allesammen i én Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til +Appels Forældre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til +Morgen.... + +-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens, +Lieutenant. + +Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og +tilbage, længer henne i Mørket, med ét paany greben af Tanken, han +ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken +om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom: + +-Naar mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gaa. + +Han satte sig paany, men længere fra hende og han sagde igen: + +-For det maa dog bryde løs! Og de taug begge, i Skumringen. + +... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun næsten løb. + +-Saa skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk. + +-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. + +-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saá +mod Jorden. + +Tine hørte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde +huskes lige i de sidste Timer før Skovrideren han kom, og Afdelingerne +drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa længe sagt, at nu kunde +de ventes--: + +-Hvor skal De ud? spurgte hun kun. + +-I Nr. 2, sagde han hastig, og en stærk Rødme slog pludselig op i hans +Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saá ud i +Luften--to Gange: + +-Saa er man der paa én Gang--saa er man der paa én Gang. + +Tine løb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. +Han vilde ikke være sammen med nogen--han maatte være alene; han var +ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa +det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som +skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er +det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord. + +Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden. +Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod aaben, laa et Par Kaptejner med +opknappede Uniformer paa Sengene. + +Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet Hun saá saa inderlig +træt ud, med mange smaa Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp +med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af +Støvler og paa Vægge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge. + +-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted +for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage. + +Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om +det, hun "havde" til Skovrideren: + +-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem.... + +Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt +Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man +jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var. + +Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan +skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet? + +-Og Bølling, og Bølling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var +en Slags Træthed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til +ham. + +Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de +havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet +forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det højre +Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det højre Øje. + +Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skødet: Naa, hvordan gaar +det dernede? sagde han; ogsaa Mælet var blevet lidt besværligt. + +Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet +bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa +holde det om dig. + +Og hun fortalte. + +Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset, +oppe og nede. + +-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Øjne. + +Men Bølling der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge: +Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede +paa Tine med et Par tomme Øjne. + +Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo +blive godt endnu--man maa jo haabe. + +Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af +Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt. + +Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne +lød, kaldende, højt, ud over Markerne. + +Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blæsten +bølgede den stærke grønne Rug paa Lodden, mens Karlene drøftede dens +Kvalitet. + +-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt. + +-Ja-a, svarte en Anden langt. + +-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje +til. + +-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre +langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd, +støttede til deres Geværer. + +-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen. + +-Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren. + +Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo +de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni +forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lød Geværernes Raslen +og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab. + +Skovridergaarden var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i +de tilrøgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lægges paa Skovriderens +Seng. Ude fra hørte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at +synge. + +Saa kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast +og bleg, og løb hen, hvor hun stod: + +-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde næppe tale, medens han tog +hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de +kan ventes. + +Og han stod kun et Øjeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes +Haand krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gaarden med +flagrende Kappe--han havde blot _maattet se ét Menneske og sige det_, +før han skulde derud. + +Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden. +Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man sé +Regimenterne, naar de kom hjem. + +Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som +Øjet gik over det vide Land, saá hun paa Bakker og paa Veje og bag +Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al +Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin +tabte sig bag Højderne som Drøn. + +Dér var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel. + +Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte +hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i +kortere Stød. + +Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke. +Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren +og Sang, mens Solen gik ned. + +Saa saá hun Skovriderens Folk--_dér_--paa den næste Bakke--jo, jo, det +var _dem_. Hvor de sang! + +Og Tine løb ned og hjem. + + * * * * * + +Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og +Tallerkenklirren og Latter og Tale lød gennem Huset, naar Sofie gik ud +og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af +Maren; og ude i Gaarden løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage. + +Berg sad, med skrævende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, +der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, naar +han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine +brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at spørge om +og faa nøje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred. + +-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saá ud, som +Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole. + +Men Tine lo og blev ved at fortælle. + +I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt +Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Døren. + +-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med +tømte Fade. + +-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye Æg paa et Fad. Berg læste +ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet +med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store +Bogstaver. + +De talte om Fru Berg--længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo +næsten altid om hende. + +-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg. + +-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine. + +-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have +saamegen Sol. + +Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev +spillet paa Klavér og ved Kakkelovnen slog man paa Brændestykker til. +Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt +af Madlugt og munter Støj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til. +De røg ved Leddet en sindig Pibe, før de i Laden skulde lægge sig. + +Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vært--, _der_ gav han +sig ilag med Madam Bøllings Frikassé. + +-Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem +Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvartér. Hun begyndte +hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende: + +-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet, +trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen. + +-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var +færdig med Madammens Høne. + +-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme. + +Berg lænede Hovedet tilbage og saá efter Tine, der havde Toddyvandet +paa Ilden nu og satte Glas frem: + +-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blødt og langsomt. + +Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der +ved Ilden. + +Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Røgskyer fra deres +Piber, saa mætte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mér, +sad kun og nød stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine +gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød +Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede paa hendes Vej +til hende, mens Lieutenant Løvenhjelm blev ufortrøden ved at hamre "El +Ole" paa sit Klavér. + +Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra +København--en jødisk udseende Person, der skulde berøve Berg hans gode +Seng inat for at faa Lejlighed til "at sé et landligt Kvartér"--om +Fægtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig +godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten. + +-Tre Døde, Hr. Kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at +spille. + +Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og +beklagede sig for Berg: hans to Døtre vilde nu ogsaa herover--til +Ambulancen. + +-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer +hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen +hørte Tine sige med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til +Løvenhjelm et: + +-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhøjt, Tine ogsaa; +Majoren gik bort fra Themaet "sine Døtre" og lagde Haanden over paa +Bergs Knæ, der sad ved hans Side: + +-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det +skinnende Forklæde--ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende. + +Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb paa Trappen og en +Støj oppe i Gæsteværelserne. Støvler blev slaaet haardt af i hele +Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglæde de flade +Hænder mod Væggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap løs +først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i +rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Staahej var der i alle +Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog. + +-Hva', det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i +Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro. + +Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog +Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa +til Underlag paa sin Sofa. + +Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen +sad kun den énarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham +om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og +gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som +Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Øen og i Skanserne, med +Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser. + +-Ja--kære Ven, sagde han, er det ikke rørende ... de siger: _vore_ +Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kære +Ven, deres egne _Landsmænd_--ja--det er rørende ... Baronen taug et +Øjeblik og Korrespondenten sagde: + +-Ja, de Herrer føler for vor Sag. + +-Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig +nævne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som +var det en kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de maatte nævnes +i en Avis. + +Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens +Seng. + +Tine var færdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i +Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i +Sengene. En Lieutenant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og aabnede +Døren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i +Dagligstuen. + +-_Mig_, raabte Tine højt og løb léende sin Vej; hun var saa vant til +Kantonnementslivet nu. + +I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for +Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om +sine Lader. + +De stod et Øjeblik sammen paa Trappen. Natten var mørk, saa de kun som +Skygger saá Gaardens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur +skrabede i sin Baas. Saa lød der ligesom en Puslen henne ved +Bryggersets Dør. + +-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen. + +-Aa, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét--for et +Øjeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa +Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun. + +De stod et Øjeblik endnu tause i det dybe Mørke. + +-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand. + +-Godnat. + +Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør. + +-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen +og lagt ind til mig ... + +Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej! + +-Ja, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget--alt for meget ... +Tak. + +Hun hørte hans Trin fjærne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun +havde faaet Taarer i Øjnene. Saa klædte hun sig af og gik i Seng, +langsomt og stille. + +Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, +naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange +mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og +nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde +Hus. + +Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting. + +Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ... + +Tine laa og smilte. Hun tænkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa +Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen. + +Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for +Skovrideren. + +... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. + +Saa blev der ganske tyst i Huset. + + * * * * * + +Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Køkkenet paa bare Ben, som +hun var. + +Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op. + +Jo--det var--det var Allarm.... + +Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gaarden. Tine +fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, raabte ud i Gangen: + +-Sofie, Sofie. + +Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: + +-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken +slukte. + +I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne foer gennem Stuerne +med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og raadløs +knappede han Uniformen til og knappede den op igen. + +-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne. +Rask rask! + +-Ja, ja, svarte Tine, ja.... + +-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu. + +-_Maaske!_ Og han gik. + +Signalerne lød bag Længet, allevegne. Hestene blev ført ud i Gaarden +nu. + +Tine tændte Lys paa Lys. Officerer og Soldater løb i Gaarden blege, +forbi Skæret. Ovenpaa hørte man endnu Stemmer gennem de kladrende +Døre--i Gaarden lød Majorens Kommando, som Blæsten tog. + +Og Baronen skreg paa en Vogn. + +Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig paa midt i +Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde: + +-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt. + +-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene. + +-Ja, alle venter, at det skal gaa løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke +i Vesten for Trippen. + +-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes +Haand, et Nu, saa fast. + +Tine saá kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude. + +Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad +Alléen.... + +Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje. + +Hun sagde: + +-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring +og græd fra Gangen til Stuen. + +Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde +aldrig været saa angst. Hun foer i Mørket paa et Træ, ind i et Busket, +men hun blev ved med at løbe--op paa Højen. + +Kun som en stor Skygge saá hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. + +Hun stod længe; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saá intet. Taus gik +den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Mørket, hvor +Trinene døde. + +Saa gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken +stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et +Par flakkende Praase. + +Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i +Borgestuen laa Maren paa Slagbænken, oppustet, sovende, saa lang hun +var, ved Siden af sit Lys. + +Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og +vilde forsøge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde +liggende. + +Men hun skrev ikke; læste kun det Skrevne, bøjet under Lampen: Ja--det +var om Skovrideren alt, hver Sætning--_alt_. + +Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i +Havestuen i Mørket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord +og græd ... + +Dagen meldte sig med sit første Skær. Graa listede Morgenen sig frem +over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus. + +Dørene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede. + +Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag. + +Ude hørte hun igen Horns Signaler, som Stormen sønderdelte, saa de lød +som Fugles Skrig. + +Saa pludselig smilte hun: hun tænkte paa hans "Farvel". + + * * * * * + +Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager. + + + + +IV. + +Roen var brudt. + +Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, +Time paa Time, mens Vejen genlød--bestandig--af Marcherendes Trin, +Ordonnantserne jog og foer paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst +Allarm i ét Døgn. + +Alle Længer i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vægge--som +var de febersyge Levende. + +Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom +og Tropper gik. + +Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i +Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _hørte_ kun uden at kunne +rive sig løs: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ høre. + +Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad: + +-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En. + +Der var andre, som mente syv. Og paa Værkerne var der dog ikke gjort +Skade. + +-Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant. + +Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med +Napoleonsskæg og Pibe, som sagde: + +-Sekondlieutenant Appel er saaret. + +-Saa?--Han, den Nye? + +-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen, +lagde til: + +-De véd, den tynde blonde. + +Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mést helt unge +Lieutenanter, som bed i smaa Overskæg og diskuterede Begivenhederne i +særdeles fagmæssige Udtryk. + +Tine gik dem forbi. + +Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand +var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter. + +Tine stod hos og hørte længe. + +-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bølling, sagde muntert en Kaptajn, der +vendte sig og løste sig ud af Gruppen. + +-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde, +paastod En, at der var. + +Tine levede kun i én Tanke. + +-Og de skyder endnu--de skyder endnu.... + +Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og +der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer. + +I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han +talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved +Blokhuset. Tine blev staaende og hørte ikke en Stavelse af hvad han +sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og saá paa ham: + +-_Var det saa forfærdeligt?_ + +Lieutenanten blev ved at fortælle--i Virkeligheden havde han ligget i +Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater--: + +-Hedt var'et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden. + +Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, +som i Tanker, førte Tines slappe Haand ind mod sit Knæ. + +-_Saá_ De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke. + +Saa kom der nogen fra Gæsteværelset, og Lieutenanten stille bandte. + +Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer +redt; hun blev spurgt og gav Svar. + +Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i +Krogene og jamrede. + +Nu var hun krøbet ind til Tine i Kammeret. + +-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under +Kanonernes Støj. Det kommer over os all' ... før vi véd'et ... før vi +véd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden. + +Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede +gennem Natten. + +Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter +synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der +"ikke vidst' hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et Par Bukser". + +-Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen: + +-Saa hun sér ejegod ud; hun saá op paa Fru Bergs Portræt, der hang +over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik. + +-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og +En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vær' sket, og hvem der +ka' ha' draget sit sidste Suk. + +Sofie begyndte at græde højlydt: + +-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og +stod ... herind' om Dagene. + +Tine tog Billedet og betragtede det længe: + +-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun +Hænderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Øjne--for første Gang +i disse Døgn. + +Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om +sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var +dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa. + +I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu. + +Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille +allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved +Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen, +som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde". + +Men han "bøjede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved +Lygten. + +Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brændte et flakkende Lys, +som Maren nu igen var løbet fra. + +Inde i Kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen, +tænkte hun pludselig: + +-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen. + +Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da +brølte de, dumpt, som mod Uvejr. + + * * * * * + +Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt +tilbage. + +I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede +forbi, alle Regimenter var ude. + +Baronen var faret tilvogns ved det første Gry. + +Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden +længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem. + +_Der_ tog Madam Bølling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande +fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog +i med--med opbundet Skørt. + +-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bølling, der sæbede Karme +med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker--Smudset +kommer ind over alle Dørtrin. + +Madam Bølling saá ud paa Pladsens dybe Ælte: + +-Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat paa +Afsæbningen igen. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dørkarmene +--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken. + +Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne: + +-De ta'er nok det værste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og +slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med +Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa én Gang have +travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle +fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro! + +Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende. + +Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Saadan havde de endnu ikke +raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder. + +-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens +Hænderne gik hen over de rystende Ruder. + +Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. + +Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det +kogende Vand. + +De var færdige, og Madam Bølling vilde følge Tine. Hun vilde sé, +hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte. +Madam Balling løftede Skørter og vidste ikke, hvor hun skulde sætte +sine Bén. + +-Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og saá om efter Datteren, der +hele Tiden blev tilbage. + +Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne ... og mager var hun +bleven--rigtig mager blev hun: + +-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre. + +Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe +Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok. + +Madam Bølling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Møblerne havde +faaet Skub og Væggene Stød og ingenting saa stod det, hvor det skulde: + +-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bølling ved al den +Ødelæggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det før havde +været: + +Og--sé nu, og sé nu! Madam Bølling stansede og begyndte at græde. + +-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen. + +Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skét i hver +en Krog. + +-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bølling lidt heftigt. + +-Ja, Moer, ja, sagde Tine. + +Hun saá det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt +blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo +ikke overkomme det. + +Madam Bølling blev ved at gaa og halvskænde: + +_Noget_ kunde man gøre for at holde sammen paa Tingene. + +-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun. + +-Ja, Mo'er, ja. + +-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som +skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gænge. + +-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at +græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder. + +... Madam Bølling var gaaet over Gaarden til Leddet. + +Træt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og +_hun_ hørte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun +havde kun én Tanke, Nætter og Dage, blot én Tanke, der skar gennem +tusinde: + +-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._ + + * * * * * + +Da Madam Bølling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun +vilde ud til Pér Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det +sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu. + +Men oppe paa Markhøjen saá hun pludselig Bølling, helt oppe paa +Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven. + +-Men at Bølling var klavret derop,--Madammen satte næsten i Løb op +over Pløjelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge +Mand, elendig som han var. + +-Bølling, Bølling. raabte Madammen. + +Men hun hørte ikke mér--ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun +løb op imod Bølling paa Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu naaede hun +Toppen. + +Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den +væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, +mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter +op imod Himlen--Huse og Byer, der brændte til Grunden. + +Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte, +som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hænder op og ned. + +Bølling havde sét hende. Men han rørte sig ikke. + +Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Haand pegende rundt +fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle: + +-Det er Ransgaarde. + +-Det er Staugaarde. + +-Det er Dybbøl + +Madam Bølling kunde ikke tale. Heller ikke græd hun--blev kun ved at +bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned. + +-Det er Dybbøl, sagde Bølling igen. + +-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bølling saa og _rev_ ham med sig, +løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt: + +-Du maa ikke staa der. + +Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det +rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen +Ord i sin forfærdede Hjærne og sagde kun som Tine før--to Gange: + +-Ja, alting er ude af Gænge. + +Oppe paa Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr. + + * * * * * + +Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det +gamle Sovekammer--_der_ var Snavset værst. + +Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; ørkesløs sad hun +kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder. + +Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens +Stemmer. + +De gik ind. + +Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i rén Ekstase over sine +Englændere. + +-De løb frem. Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i +Kugleregnen--de ligefrem _søger_ Døden, sagde han. + +Baronen var helt ude af sig selv. + +Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han +talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt, +indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord: + +-Det er en Krænkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en +Forhaanelse af Aarhundredet. + +Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op med +Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret: + +-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han +maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor +Regering vil handle.... + +Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod +alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde +være Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres +dumpe Drøn. + +-Og Europa vil ikke sé derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er +Draaben--Europa vil rejse sig--vær vis derpaa.... + +Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde: + +-Hvad si'er Deres Englændere? + +Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to +Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, staaende +midt i Stuen, séende ud for sig, som saá han allerede for sine Øjne +alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner: + +-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes +om os. + +Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin +ene Arm. + +-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar +_de_ ikke turde, burde _vi_ lært dem Energi. Det var Offensiven, det +gjaldt. + +-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør +vi?--og Baronen udspilede som fem Spørgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja, +vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor +Krigsførelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt. + +Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie. + +-Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her +fattes Energi; _det er ikke i København, man mangler Mod_. Men, +tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet +med en anden Hær.... + +Tine hørte Gangdøren slaa op og i, og Sofie løb gennem Gangen og +raabte: + +-De kommer, de kommer! + +-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen. + +-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage. +Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket +Tog--sikket Tog! + +-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende. + +-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var +saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en høj +Klagetone) _faderløs_.... + +Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende +skreg Baronen i Gaarden. + +Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnantser, +Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb paa +Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Tækkemands Hus: +herude paa Vejen kunde hun ikke sé dem--her kunde hun ikke staa. + +Hun vendte sig og gik ind. + +-Det er de Saarede, sagde hun blot. + +Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Hørup Hav, +sagde hun langsomt og fik Slagbænken vidsket af--til Sæde--med sit +Forklæde. + +-Ja, nu har _de_ sat Førligheden til sagde Krøblingen, der sad ved +Ovnen bag Tine. + +Tine vendte sig hastig mod Svogren og saá angst paa ham: hans Ansigt, +der var underlig fortrukket som en Dværgs og de to Bénstumper, der +hang ned fra Sædet som to Byldter. + +-Aa-a, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned paa Bænken. + +De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det tæt i +Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet. + +-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar. + +Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak +den første Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun +til Side. Hun syntes kun, hun saá nogle hvide Ansigter gennem et +flimrende Rødt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede. + +Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten +ved Vejen. + +Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den +Jamren, der lød. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi. + +Ane kom frem bag hende med de to paa Armen: + +-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, +nej, ih--nej, sé. Herre Gud, sé, saa Blodet dripper.... + +Tine saá dem--Vogn paa Vogn. + +Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham køre med varmt +Øl nu--det var svært saa det gav at køre med varmt Øl nu. + +-Og saa saa'n Krøvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsætning da. + +-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane løb hen til det andet +Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er dækket te'.... + +Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen paa Vejen, hun saá +intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og +hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem +bedre--blot for at løfte Kapperne og sé dem, et efter et, de graablege +Ansigter. + +-Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde +Kusken sindig. + +Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Méd, mens Taarerne +løb ned ad hendes Kinder. + +Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo'er sammen med et +Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de stansede Vognene +for at trykke de Saaredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind +i Ansigtet og blev ved at sige: + +-De tapre Folk, de tapre Gutter. + +Som langt borte saá Tine paa Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved +Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede +Englænderne med den Enarmede--og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn +ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede +sin store Haand: + +-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet. + +Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen +raabte ned over Vejen: + +-Jomfru Bølling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ... +Mr. Arboun har bragt det. + +Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa førte hun Haanden hen +over Øjnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig +saá--saá de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr--og hun +smilede. + +Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den nærmeste Vogn: en +Haardtsaaret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med +Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm. + +-Er _det_ bedre? spurgte hun. + +-Ja, hviskede han og smilte. + +Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm. + +-Men hvor jeg tørster, sagde den Syge. + +-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per +Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun løb langs Hegnet hen til Jens +Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun løb. + +-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen +igen og tog med den anden Haand det tømte Krus. + +-Ja--Tak. + +Den Saarede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske +sagte. + +-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen +og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i +deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skænkede +hun og rakte dem Vand, én efter én. Hun løb helt frem forbi Vognene, +op forbi Krolængen, og raabte højt ind mellem Søjlerne med sin klare +Stemme: + +-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas! + +Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande øste de Vand +i Glas og Kopper. + +Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bølling kom ogsaa ned, med Saft og +Vand i et Par Skaaler. + +Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede +takkende trykkede deres Hænder. + +Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; lædskede for en Stund, sad +og laa de Saarede roligt. + +Madam Bølling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bølling i det +aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene +den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort. + +Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saá hun +Forældrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu. + +Og hurtigt slap hun alting og gik ind. + +Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme +og være her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen +Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han +var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse. + +Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa +Bænken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og Alt var +blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante +og hjemlige Hamren. + +Saa hørte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stængt, og Smeden kom +hen over Pladsen med sin Hund. + +-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine. + +-Ja, svarte hun. + +-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt. + +-Godnat, Jomfru. + +-Godnat, Knud Smed. + +Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende. +Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft. + +... De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol og +Madammen var ilag med at strikke Hæl. Tine sad nede paa Forhøjningen, +med Hænderne i sit Skød. + +Madam Bølling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf. + +-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa +hun lide. + +-Ja, sagde Tine langt og mildt. + +Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og +hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete": + + Ak, kæreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn, + min Grete rejser fra mig idag til Kjøbenhavn. + Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig, + at gøre mig en Guldring og skrive indeni. + + Farvel, farvel, lille Grete! + +Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl. + +-Ja--saa hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi. + +Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød. + +-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede +sin Fader. + + * * * * * + +Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun +gik og blev ved at hjælpe med _det_ og med _det_. + +-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling--_hun_ havde +saamæn ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ... +Hun vilde have Tine derned. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling--han var snavs +igen. + +-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg. + +-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget +mildt og stille over Tine--: Farvel. + +-Farvel da Mo'er, sagde hun i Køkkenet og løb. + +Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun +i Gangen; hun gik og bragte Mad ind: + +-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glæd' at sé +ham--Sofie glemte Maden af Rørelse--aa Gud, om Fruen kun' sé ham, saa +frisk og sund han er. + +-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte. + +Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Saa +Skovrideren er køn--det er Herlufs Øjn'--det er Herlufs Øjn', blev hun +ved. Men Løvenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot +Figur. + +-At tænk' sig, de kommer der fra Dødens Mark, just direkt' fra Dødens +Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--: + +-Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var +i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom +lig' fra Død'ens Mark". + +Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede +til--til Maden, og naar Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs +Stemme. + +Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved +Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saá_ ham, +saa rank og stærk. + +Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv +havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod +han lidt: + +-Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at sé paa +hende: _Jeg har tænkt paa Dem_. + +Han tog ikke Øjnene fra hende. Paa hans Spørgsmaal svarede Tine ikke. +Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte: + +-At De er kommen hjem. + +Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap +de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at sé paa hende, som hun sad, +stærk og sund og rén--saadan som han saá hende altid og altid +nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen. + +-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. + +-Ja. + +Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rørte ved +Døren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nær: Kom ind. + +Det var blot Madam Bølling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, +som hun vilde bringe herned".... + +-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er +fuldt og Bølling ... og Bølling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og +mister Humøret--jo, du gør Tine--hun gaar helt hjerteangst--man sér +det ud af Øjnene--naar de Kanoner brøler. + +-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bølling og saá op og ned ad +Berg med sine gode Øjne. Jeg si'er jo til Bølling: naar kun +Skovrideren er sund. + +Hun blev ved at sé paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og +gik. + +Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i +Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer. + +-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved +Vinduet og saá efter de gode, ranke Skikkelser. + +Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke. + +... Lidt efter fulgte hun Madam Bølling paa Vej. + +Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, +mens Aftenklokkerne begyndte at ringe. + + + + +V. + +Paa Pladsen røg Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i +aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen. + +Tine fik Bølling ned ad Trappen og støttede ham, mens han orkede ned +forbi Længen. + +-Nej, Bølling er snavs, sagde Madam Bølling, der stod og saá efter dem +fra Krodøren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde +Vejr. + +Madammen stod og blev ved at sé efter Manden og Datteren; hun syntes +ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bølling og +puslede om ham baade tidlig og silde. + +-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bølling, og kært er +'et jo, rigtig saa kært ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun hæger +sin Fa'er, for ingen kan lægge Bølling en Pude til rette som Tine. + +-Men "_dernede_" sagde Madam Bølling--hun hørte Skovriderens Stemme +over Pladsen, han kom saa tidt og besøgte Officererne i Skolen, nu, om +Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle +Lofter sorte. + +Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ Øre efter Gæstestuen, +hvor Tinka lo og glanede. + +-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bølling +efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_ +ikke ... aa Gud hjælpe det ... var Lasaret nok alle Vegne. + +Madam Bølling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod: + +-Som om hun behøvede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at +passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir +helt sanseløse, sagde hun. + +-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig +havde Øret efter Tinka i Gæstestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skøre +Potter. + +-Og jeg si'er det, sagde Madam Bølling, hvis Tanker stadig gik ud og +ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren +kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede.... + +-Men Tine, sluttede Madam Bølling, er jo blevet saa taus, som var der +slaaet en Laas for hendes Mund. + +Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende +Døren i for Næsen af et Par Lieutenanter. + +Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle +Artillerister red deres Heste tilvands ved Kæret i snavsede Trøjer. +Madam Bølling gik hjem til sit. + +Berg sad ved Vinduet nærmest Trappen--_der_ kunde man se hele Længen, +hvor Bølling, støttet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i +den sidste Sol: + +-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og +fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol. + +Berg gik ud, ned over Pladsen til Længen. Ja, her er Læ, Skovrider, +her er Læ, sagde Bølling og tog hans Hænder i sine. Og Tine støtter +mig--Tine hun har Kræfter. + +De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bølling. Den Gamle lod ikke den +svære Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid" + +-Næ, næ--det husker De ikke--det var før Deres Tid--det var jo Aaret +før Forstraadinden døde--Tine var ikke større end _saa_--det var det +Aar, den nye Krolænge brændte, du husker, Tine--du havde de hvide +Duer, de to hvide Duer, som fløj i Ilden--de spiste af Haanden, da du +ikke var større end _saa_.... + +-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm +laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen. + +Men Bølling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine +endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos +Bølling om Eftermiddagene nu. + +-Ja, Tine har Kræfter, sagde han--hun næsten løftede ham op ad +Skoletrappen--: hun har Kræfter. + +-Hun er vel ikke køn, sagde han og stansede paa Trinet og saá paa +hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund. + +-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er. + +-Og _god_, sagde Bølling og tog hende om Haaret. + +Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran +Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at +lyde. Gamle Bølling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine +alene ved Siden af hinanden. + +Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Hænderne +under Klokkeklangen. Kun fra Kroen hørte man Tinka--hun var som i en +evig "Tagfat". + +Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at +drive hjem. + +-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig +hastigt. + +-Nej ... jeg kommer vel ned.... + +Der var kommet som en hastig Rødme over begges Ansigter; det kom der +let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og +helst, naar Tredjemand var tilstede. + +-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen. + +Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik. + +-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig. + +-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der +lystigst. + +-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i +Bryggersdøren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke +Værkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i +Sergeantstuen. + +Tinka lo himmelhøjt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer. + +-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et +nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der +sad paa Skovriderens Knæ. + +Men Tinka blev ikke længe i Ro--hun hørte, Løvenhjelm var inde hos +Tine i Spisekammeret. Den røgede Skinke skulde ned fra Loftet, og +Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Hælene. + +Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dørene saa' hun +Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe. + +En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel +Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. +Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i +Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet. + +Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmæssig +ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke længer: + +-Det er det bløte Als, sagde han, det bløte Als--og gik ind til +Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet. + +-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun +endelig kom og gik ind med Maden. + +Tinka satte sig med skrævende Bén paa Blokken og pustede: + +De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde +maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltrænges en Undskyldning for +hendes Tilstand. + +Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Først blev +han staaende i Døren, længe lænet til Karmen og rygende; indtil Tine +sagde, med bøjet Hoved: + +-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men +Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De +dog siddende, sagde han. + +Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte næsten +altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev +Lieutenant--om "de første Aar", "de glade Dage", sagde han. + +-Da man følte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og +gav sig selv et antageligt Rap til venstre. + +Og Berg lo og blev ved at fortælle. + +Tine taug og førte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og +ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende. + +Hun rejste sig og hun bragte Mælkepunschen ind og tre Glas; og de +drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Tæppe--mens Tinka og +Berg blev ved at tale. + +Hen gennem Huset hørte man Løvenhjelms Klaver og Majorens Stemme. + +-At tænke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde været +en lille Stilhed: + +-Hvor her er Fred, sagde han og saá rundt i det lille Kammer. + +-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Hænderne mod sit Skørt. + +Berg rejste sig igen, men blev atter staaende længe i Døren, før han gik. + +-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De +Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid. + +-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til +Sengetæppet, hvor Skovrideren havde siddet. + +Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun læste dem saa urolig +og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom fløj bare hen over hver anden +Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun +kunde læse dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at +hun med ét tog dem op og læste dem højt. + +Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Løvenhjelm at synge. Man hørte +Ordene hélt herud: + + "Hej, Vægter! Hvor skal Slaget staa?" + "Oppe paa Hjørnet af Aabenraa!"-- + "Ih Gud bevares, skal den Sorg + ramme det prægtige Pjaltenborg!" + Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! + +Brevet var mest Spørgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage +med "Husker De?" og "Husker De?" igen. + +Tinka sad og vuggede i Hofterne til Løvenhjelms Sang, mens Tine blev +ved at læse det lange Brev--Side efter Side. + +-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er længe +siden. + +-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Længesiden. + +Nej--hun hørte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saá ikke +hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa +langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjælp nu hos Minderne +mer. + +Inde i Dagligstuen sang Løvenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka +kvædede med, mens hun lo: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + frelste sit Liv og sit Tøj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Sangen holdt op. + +-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_ +er dejlig. + +Tine løftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste +ikke, at hun læste og læste atter og atter de samme Ord deri: + +"Hvorfor skriver Henrik saa sjældent, og naar han skriver, saa kort og +hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i +den sidste Tid." + +-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort. + +... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op. + +Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han +skrev og skrev paa og ikke fik afsted. + +-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort. + +Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen. + +... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie følge hende. + +-Nej Tak, min Pige, vi løber Storm i Mørke, raabte Tinka og løb. + +Ude ved Havehøjen sprang Løvenhjelm over Gærdet for at følge. + +... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Længer iaften. +Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Drøn +tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen. + + * * * * * + +Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Sværtede, blege, tyndede +vendte Tropperne hjem med Sang. + +Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glæden, mens det sagte +rullede frem gennem Landet. + +Men Sangen tog paa igen--højt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og +Børn løb ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer: + + Nu skal vi nok atter med Prøjseren slaas, + han skal ikke finde os bange; + vi har jo dog viist, vi tør byde ham Trods, + skønt vi vare Faa mod saa Mange. + Men heller en Kamp med et aabent Visir, + end Rænker i Løn og en Kamp paa Papir. + Lidt Torden og Lynild gør Himlen saa klar, + den taagede Luft kun paa Kræfterne ta'r! + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt. + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +Tine stod paa Markhøjen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbøl +var afslaaet. + +Huset genlød allerede af Tummel. I Gaarden løb Baronen rundt og +trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig: + +-Men hvad "følte" De? Hvad "følte" De, min Ven?--og lovede Punsch. + +Sofie, der løb stundesløs hid og did og lo til alle, sagde: + +-Ja, En maa gør' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter +Aften. + +Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt +paaklædte og dødtrætte, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue, +højt og glad Ude fra Vejen hørte man Afdelingerne, der sang. + +Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ saá hun ham, da hun kom--han +sad foran den lille Ovn. + +Hendes skinnende Øjne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes +Hænder. + +-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har været en +lykkelig Dag. + +Hun taug et Øjeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og +sagte: + +-Hvor Fruen vil blive glad + +Berg stod lidt: + +-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Hænder. Tine vidste +ikke, at Taarerne løb ned ad hendes Kinder. + +... Baronen var i Kroen for at købe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens +Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte +Suppe udenfor Længen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede. + +Tinka og Gusta kom, i Køkkenet, med i Arbejde: Piskejern og Sløve gik +rapt i alle Fade. Gennem Døren i Bryggerset saá man Maren midt i den +tætteste Os. + +Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved, +lyste i Mørket nu: + + Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat, + og livet jeg ringe vil agte; + lad Tyskeren gøre sig helt desperat; + jeg skal ham dog mageligt magte. + Og naar vi saa mødes engang i et Slag, + jeg tager i Fyren et ordentligt Tag. + Hurra! det vil blive en ypperlig Fest + at kaste paa Porten den ubudne Gæst. + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med +opsmøgede Ærmer, saa Piskejernet i Rørægsfadet klang, mens hun satte i +med Løvenhjelms Vise: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + Frelste sit Liv og sit Tøj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede +Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter +Aften. + +Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede +hun uden at vide det Tinkas Vise med. + +Baronen--der ogsaa ventede sine Englændere, som vilde rejse nu og +kørte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens +Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i +Loen, hvor Lars Avlskarl havde hængt et Par Lygter op under Bjælkerne. + +Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny +Forsyning. + +Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik. + +-Tøm bar' Bægern', sagde hun, saa En sér Bunden. + +Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt, +mens de andre blev ved at synge. Ingen hørte Ørenlyd; Harmonikaerne +slog ind i en Trippedans, og Maren sang til. + +Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i +Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Støvet stod op i det gamle Rum +under de dinglende Lygter. + +Officererne kom ned og saá til i Døren. + +En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om +Halsen. + +-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun næppe +kunde staa og foer villig afsted med den næste. Harmonikaerne hylede +og Soldaterne trampede Takt. + +-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun fløj afsted +igen. + +Ude i Gaarden hørte man gennem et aabnet Vindue Løvenhjelms Klaver. + +Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. +Officererne var først nu som rigtig vaagnede; Dørene stod aabne mellem +alle Stuer; Latter og Støj lød fra Rum til Rum. + +Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre +fra Loen hørte man Folkenes Lystighed. + +-Jensen, en Polka, raabte Løvenhjelm og sprang op fra Klaveret. + +Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Løvenhjelm var ude over +Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind +imod Væggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de +dansede tre Par. + +Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres +Toddyglas frem i Døren til Havestuen. De talte igen om det attende +Regiment, der havde holdt sig saa bravt. + +Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede +igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Støjen +sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt +paa sin Seng. + +-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine. + +Svimmel saa hun kun hans Ansigt. + +-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse. + +Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saá hun og hørte hun om sig +som med hundrede Sanser--og saá dog kun ham, hvis Øjne hvilede paa +hendes Ansigt, mens de dansede--længe. + +Majoren fortalte Historier igen, og hun hørte de to Kaptajners +Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang. + +Og Baronen foer ud og ind. Hans Englændere var komne i en Vogn. + +Berg talte ikke; han saá kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens +de blev ved at danse og ovre fra Loen de høje Hurraer lød igen. + +Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Hænder i sine. + +Englænderne var fra Gangen kommet frem i Døren og trykkede Alverden i +Haanden: + +-Den troskyldige Glæde, den uskyldige Glæde, blev de ved at raabe. +Løvenhjelm svingede Gusta over Gulvet. + +Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer. + +... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom +ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op +og pustede, mens hun snakkede og spurgte. + +Tine svarede med tankeløse "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka. + +Saa sagde hun med ét og tog ikke Øjnene fra det brændende Lys: + +-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok sé til hernede? + +-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod +Armene falde ned paa sine Bén. + +-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Øjne fra +Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de +trænger til Folk derhenne. + +Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka; + +-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til +at knappe sit Kjoleliv: + +-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske være +_sundere_.... + +Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saá ind i Lyset. + +-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir nærgaaende. Tinka slog +Sjalet om sig med en resolut Bevægelse, som om hun værgede sig. + +-Godnat, da, sagde hun. + +Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alléen. Alting var +stille, og man hørte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik +bort ad Vejen. + +Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til +Længen: + +-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. + +-Ja. + +Det var, som tøvede de begge tæt ved hinanden, uimodstaaeligt, +Hundrededelen af et Øjeblik. + +-Godnat, sagde saa Berg og gik videre. + +-Godnat. + +Tine gik ind. I Køkkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smørret i +Kanderne og samlede Brødet til "Tønden" og lagde Osten i Klæde. + +For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring. + +Saa kom hun i Tanker om Tøjet, der skulde i Blød ved Daggry. Hun +maatte vække Sofie og give hende endnu en Besked. + +Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Døren til +Pigekamret. + +Den store Dobbeltseng var tom. + +Tine kastede sig pludselig paa Knæ ned paa Stengulvet, og, med Hovedet +boret ned i den snavsede, forkrøllede, misbrugte Seng, hulkede hun +fortvivlet. + +Bryggersdørene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige +Hængsler. + + * * * * * + +Næste Dag kom der et Par Feltlæger til Skolen, Der maatte lægges Syge +i Skolestuen. Tine maatte indrette alt. + +De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget +paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. +Lieutenant Appel var iblandt dem. + +Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind, +og Øjnene var mælkede som hos én, der har grædt baade Dage og Nætter. +Han var truffen i Siden og Lungen var ødelagt. + +De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber. +Nu og da hørte man deres Stønnen gennem Huset, og Saarenes kvalme +Stank stod ud i Gangen. + +Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mér. + +-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bølling, der +gik ud og ind, fra Sovekammer til Køkken og talte til Bølling og til +sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu +vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer. + +-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre +har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er +fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran +Husmandens Petra med rystende Hoved. + +_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om. + +-Og Blod tørrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre +igen. + +Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som +Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen. + +Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bølling--hun var _helt_ +forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bølling paa den anden Side af +Sengen. + +Saa tænkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han +havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod +alting staa og gik--hun vilde strax derned. + +Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik. + +Hun blev ved at snakke med sig selv om Bølling og de Saarede og om +Vejen. + +-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et +Øjeblik efter gentog hun paany: + +-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og +Blod paa Trappen og alle Spørgsmaal under Solen. + +Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bølling kom. + +-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang. + +Madam Bølling begyndte at gøre saa mange Undskyldninger, mens hun +satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i +Sit".... + +-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brød hun ud. Og hvad _ska'_ +vi gøre? + +-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det +hurtige Ord. + +-Ja, til det Lasaret. + +Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bølling ventede. Men Berg sagde +kun i den samme hastige Tone og vendte sig: + +-Ja--de trænger til Hjælp derude. + +Madam Bølling saá op, som om hun ikke havde forstaaet ham: + +-Trænger? trænger? sagde hun. Hvem? hvem? + +-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bølling da ikke syg? + +Og Madam Bølling begyndte pludselig at tale i en høj, skændende, +fortvivlet og gennemtrængende Tone, som Berg aldrig havde hørt: + +-Hvem skulde hjælpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at +hjælpe? her--baade her og der? hvem? _Saá_ han da ikke sit eget Hus, +sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Væg uden +Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt øde.... + +Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa +Gulvtæppet, der sledes bort, paa Bordene, som var støvede--skældende +foran den blege Berg, som førte de knyttede Hænder op og ned foran sit +Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad: + +-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede +hun, mens hun græd. + +-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at +sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at +faa dette Menneske til at holde op, der græd, faa stanset den Graad, +den ulidelige Graad. + +-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart. + +Han gik op og ned, op og ned. + +-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst. + +Det var, som Berg selv følte en pludselig Ro, efter mange Timers +stumme Hidselse, ved sine egne Ord. + +-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bølling +blev paa én Gang roligere og begyndte at tørre sine Øjne; og, ligesom +undskyldende sig paany, sagde hun: + +-Aa--ja--sé, man gør jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider.... +Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser? + +-I disse Tider, sagde hun. + +Madam Bølling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med +Tine. + +Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften: + +-Nej, _vi kan ikke undvære hende_, havde han sagt. + +-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bølling svaret. + +Og saa var hun rokket hjemad. + +Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saá, hvor bleg han var: + +-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De trænger til +Luft. + +-Er Vejret smukt, spurgte Appel. + +-Ja, svarede Berg og tænkte: Hvor hun har lidt. + +-Skinner Solen? + +-Ja. + +-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord. + +De gik ud og de bøjede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne støjede, ned +langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale. + +Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at +tale--løsrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle +Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de +Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede +den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige +til dens Fødsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skældende +Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der +ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn. + +Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun +alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han +ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende: + +-Hvorfor vil De dog sige mig alt det? + +Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn. + +-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg +har talt med Deres Mo'er. + +-Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden. + +-Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet. + +De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var +mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der nærmer sig Foraar. +Kanonerne taug. Kun et enkelt Drøn bares hen i den klare Luft med en +Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem. + +De gik ned over Engen og steg ind over Gærdet. De saá Dammen og +Lysthuset med de hvide Søjler, hvor Rosernes Ranker hang nøgne ned--og +de tænkte det samme. + +Gennem Laagen i Buxbomhækken kom de ud til Længen. + +Fra Dagligstuen lød Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den +halvaabne Vaskehusdør, rykkede væk fra sin Sergeant. Men Maren blev +staaende ubekymret, højt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre +ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig. + +-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig +Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skørterne fløj +om hendes Lægge og Mælken skvulpede; Officererne, der drev paa +Gaardstrappen, skoggerlo, da hun løb. + +Berg og Tine skiltes. + +Hun vendte ad Alléen hjem til Skolen. Den sødligt kvalme Luft fra de +Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne +Kort. + +Madam Bølling var i Køkkenet--hun kogte Hønsekødsuppe til "dem +derovre". + +-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun. + +-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille. + +-Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov, sagde Madam Bølling og +satte sig af Bevægelse. + +-Og her er jo ogsaa nok at gøre her, sagde Tine som før. + +-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bølling, Bølling, +raabte Madammen ind højt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste +det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det. + + +-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bølling tyssende. Tine +havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals. + + * * * * * + +... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng. + +Rundtom var de Syge ved at falde til Ro. + +Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bøjet ned ved et +Tællelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kæreste, siddende +halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tænke og med at +skrive. + +Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede +Øjne. + +Henne fra Vinduet hørte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle +Bogstaverne, ligesom om han stavede. + +Appel slog Blikket op: + +-Aa--De véd ikke, hvor hun har kønne Øjne, sagde han og saá op mod +Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte. + +Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille. + +Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hæk +brød en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat. + +I Mørket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krøblingens Vogn +med Øllet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at +tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tønde: + +-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane +forstod' et at bland' det tynde øl.... + +Den Krøblede blev ved at snakke. + +Tine gik fra ham: Han havde været til Kros. + + * * * * * + +To Nætter efter blev Tine hentet hjem. + +Det var Madam Bølling selv, som kom og slog paa hendes Rude. + +Det var rent forskrækkeligt med Bølling. Mælet havde han ligesom faaet +helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var +ikke til at holde i Sengen. + +Lægen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen. + +Tine maatte blive derhjemme. + + + + +VI. + +Paa anden Nat sad Tine hos Faderen. + +Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse--Psalmer og Skriften. +Tine læste og læste. + +Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og +rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs. + +Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde +faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile. + +-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder! + +-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu.... + +Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus. +Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lød +som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de +utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra +Sønderborg--paa fireogtyvende Time. + +-Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit +Køkken. + +-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet. + +Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte +graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur. + +Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Søvn, +hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet. + +Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin +Plads. + +-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været +udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød. + +-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige +og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og +slider. + +-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun. + +Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. + +Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad +paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under +Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, +ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. +Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de +tumlede videre. + +Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes +Brøl. + +Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset +var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje +lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro. +Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser. + +I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i +Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte +Kapper, og et Par vildfarne Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen, +indsvøbte i et Sjal. + +Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede +Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen +tændte to Fremmede Ild. + +Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor +de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne +det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en +skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende +uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit +Skød--: + +-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har! + +Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen +skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne +Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under +Kanonernes Larm. + +Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i +Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved +viklet i et Lamasjal. + +-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over +Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud! + +Tine gik og kaldte igen: + +-Maren, Maren! + +Ingen svarede. + +Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, +frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars +Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod +paa Markhøjen--forfærdede foran det brændende Land. + +Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde +brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften +saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et +Dyr, der stønner. + +Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som +Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud +over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer. + +-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie +uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod, +mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mælk og Brød (der var ikke +anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste +Børnene at spise. + +-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var +inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie +jamrede højt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af +alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud.... + +-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som +Sofie skulde bære rundt. + +-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i +Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om +"al den Elendighed". + +-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet. + +Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev +Kanonernes Bulder hen over Huset. + +En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod +dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som +en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en +Skildring af Bombardementets Rædsler. + +Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til +Sæde. + +-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den +fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder. + +En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb +omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den +barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han +kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor +allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med +Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i +Vindueskarmen. + +Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i +Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage +til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en +halv Time--og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i +Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de +satte sig. + +Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev +lagt i Pigernes Seng. + +Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "tø op" og de vaagnede til +Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres +Hjem--uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud +med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, +der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og +fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende +Værdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne +tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet +sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned. + +Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille. + +De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende +alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var +komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens +Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om "nye Detailler", +udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra +København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen +hørte: + +-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke +hyggeligt. + +Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden +havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet +at ligge. + +-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt +under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt: + +-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt. + +Et Par Købmænd talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde +godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert +Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man +uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme +Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refræn. + +Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke +mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer. + +Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham +raabe: + +-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det +gælder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retræten, +har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder ... Og der falder en +Granatregn nu over Broerne.... + +I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren +under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi +og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med +fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange +Øjne, mens Tøjret raslede svagt. + +En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den +Blissede, Herlufs gamle Ko. + +Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og +som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at +slikke hendes Hænder. + +Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet +ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede +dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, +som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig +Angst og trykker sig op imod Jægeren. + +I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende--Kørende og Gaaende. + +-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden +Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord +uden Vilje. + +Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, +gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben +red ind paa Marken for dog at komme videre. + +Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte: + +-Hvor ligger tredje Regiment? + +-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren. + +Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at +lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu: + +-Han laa ved Broerne. + +Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst. + +-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig. + +Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte +Klokkerne og vilde ud af Sengen. + +Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han +raabte: + +-Bed, bed, lad os staa op at bede. + +-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen. + +-Lad de Ugudelige bede.... + +-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog +Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør +og hun hørte dem ikke: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +-Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige +Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen +paa sin Dyne. + +Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam +Bølling højt. + +-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, +--hører du--læs ... lad os alle bede. + +Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran +hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste: + +-"Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor +Frelse i Nødens Tid". + +-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er +almægtig. + +-"Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal +mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban". + +-Gud er almægtig. Gud er almægtig-- + +Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun +ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Øren kun +tomme Lyd: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten +som med Triumf--alle Esaias' Rædsler. + +-"Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og +Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i +Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...." + +Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og +talte sagtere: + +-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige +evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til +Evighed skal ingen gaa igennem det". + +Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille. + +Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang: + + Vor egen Magt, den er kun svag, + let kan os Fjenden fælde; + men En antager sig vor Sag, + omgjordet med Guds Vælde: + Det er den Herre Krist, + og Sejer faar Han vist! + Der er ej anden Gud, + Han drager med os ud. + Han Marken skal beholde. + +Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog +sang derinde--_de, som skulde dø_. + + Og myldred Djævle frem paa Jord + og os opsluge vilde, + vi frygte dog ej Fare stor, + de deres Trusler spilde. + Lad rase Mørkets Drot + med Løgn og Mord og Spot. + Han har dog faaet sin Dom, + da Krist til Jorden kom: + Et Ord ham nu kan fælde. + _De_, som kunde dø--dø og faa Fred! + +... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen +tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen. + +Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne. + +-Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne? + +Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik +paa den sovende Syge. + +-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han +og pegede ud mod Kirken. + +-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt. + +Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde +ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende +Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og +Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene +sig frem. Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, +der piskede deres Ansigter, følesløse--naar de blot kom frem, kun frem. + +De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Saarede, der +jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved +Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var _deres_. + +Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, +rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde +givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder +holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der +strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om +Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik +videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum. + +Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte +man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nøgne Vogne +stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor +Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse. + +Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade +Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og +solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens +hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr +og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte +Skindpung slog klingrende mod hans Krykker. + +Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn +satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne +tørnede mod hinanden. + +Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun +skulde i Forretning. + +Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og +raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle +Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens +de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for +at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de +Flygtende. + +Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at +skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slæbte +Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede. + +Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der _maatte_ skaffes Plads. De +_kunde_ ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de +Saarede bragtes op ad Skolens Trappe. + +En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og +efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne +Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der +var ikke Charpi. + +Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa +der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn +græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet. + +Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede +Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de +Kvæstedes Stønnen i sit Øre. + +Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod +hun Munden løbe: + +-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et +fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde +ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene.... + +Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine +Piger--den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes +Raseri--: + +-Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med +Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø ... Tøjter, Tøjter, raabte +Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side. + +Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, +gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik +hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, +syntes hun, hun saá--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok +Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde +hun: + +-Han er død. + +Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af +de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder. + +-Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg--rør mig ikke, be'er jeg, be'er +jeg.... + +Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg +var hun--og hjalp. + +-De taaler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste. + +-Ja, svarte Tine blot og fulgte. + +Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han +rallede. + +-Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi. + +Sygepasseren slog Kappen over den Døende. + +... Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til +fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem +opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. +Bølling var vaagen nu igen og saa urolig: + +-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset, +sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa +Bølling, med hvem det var saa rent forkért. + +Lægen gik ind og lod Tine blive. + +Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende +Stakler bad om Nattely kun--forgæves. + +-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng. + +-Ja. + +Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa +faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid +hjemme, i Viborg, ved Søen--med "de unge Piger". + +Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende +Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand. + +-Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen Tak--at du kom. + +-Om lidt blir her køligt--hans Stemme lød saa mildt--saa gaar Solen +ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen.... + +Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt: + +-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa +god ... hvor du er god.... + +Sygepasseren vendte Hovedet: + +Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse +hun paa langs henad Sengen--som en Klud. + +Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig. + +-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men +føj ham blot; det kan dog ikke skade--desværre. + +-Og _gaa_ saa derind. + + * * * * * + +... Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer. +Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa +Strømperne paa ham: + +-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder. + +-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. + +-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge +gik uafladelig. + +-Ja, Fa'er, ja. + +Han havde ti Mands Kraft, han løste alt igen; hun kæmpede med ham af +alle Kræfter. + +-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klæderne +fik han forkert paa. + +-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i +Taarnet. + +Han tog Tine om begge Haandled. + +-For det er _Jorden, der brænder_, sagde han og begyndte selv at +skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder ... + +-Ja, Fa'er, ja! + +-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og +aandeløs: Der er Ild i Jorden--hører I--hører I ... der er Ild i +Jorden. + +Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs,--mens Madam Bølling +skreg--byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende, +ustanselig, skrigende paa Lygten: + +-Lygten, Lygten--skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han +begyndte at lé. + +-Jo, Fa'er, jo. + +-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling. + +-Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, +ud og ind. + +-Ja, aa ja,--Madam Bølling løb uden Sans. + +-Lygten, Lygten, skreg den Syge. + +-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt. + +Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold +dig til mig, hold dig til mig og pas paa. + +Den Syge lo højt og længe gennem Larmen. + +-Vi vil se, hvordan Jorden brænder ... Gud har sat Ild pÃ¥ jorden, +sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede. + +Han gik ud Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen, +den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes +Ansigter. + +-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort. + +Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af +forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under +Kanonernes Larm. + +Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den +løftede Lygte, paa det øverste Trin--Hatten tog han af, som om den +strammede hans Hoved. + +-Fa'er, kom. + +De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling +var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens +Hækker og snublede over Stene. + +-Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn. + +Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben. + +Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev +den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. + +Døren slog i for de hylende Hunde. + +-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine. + +Madam Bølling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun +tog den. + +Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje--mellem +dem laa Natten, som vilde den sluge dem. + +-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka. + +De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede +op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne +over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod +alle Luger. + +-Tinka, pas paa, pas paa. + +Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe +og de ogsaa--paa det faste Loft. + +-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bølling rev i Lugerne, og +Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og +Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til +Brand. + +Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede +Luger. + +De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt--som Randen af +et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel +Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den +tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af +glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes +Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres +Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal. + +Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned +mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand. + +-Det er Øen, der brænder, hviskede hun. + +Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte +alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som +onde Dværge. + +Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede. + +Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte +skulde stanse. + +-Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige +Gange. + +Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen--hun lyste for Berg, der +kom op: + +-Det var ham, det var ham. + +Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til +Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder. + +De andre vendte sig knap. + +Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, +mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg. _tog_ han +hende, dækkende hende med Kys. + +Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte +dem med Jubel. + +Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel. + +-Men _De_ trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var +blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn. + +-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg. + +De gik. + +Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine _løb_ +gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde. + +Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, +tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær. + + * * * * * + +Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet +til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt +opløste Seng. + +Hun satte sig op og mumlede: + +-Det er en Bespottels' af Gud. + +Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten. + + * * * * * + +Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet. + + + + +VII. + +Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks +Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem. + +Tine løb hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom. + +Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblødte Vej. De +vendte Hovederne og saá efter Tine, der løb dem forbi--hendes Ansigt +var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sløjfe fæstet i sit +Haar under Sjalet. + +Ved Stien ned til Huset holdt den Krøblede med sin Vogn. Han havde to +"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Øl over hele Øen. + +Han talte med sin kvækkende Stemme--Tine saá op i den lyse Himmel, +Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--: + +-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare +Stemme, og hun løb ind til Ane. + +Ane sad, mens de to Børn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede +mange Kobberskillinger i Kræmmerhuse. + +-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten? + +-Ja, sagde Ane, Gud ské Tak--det er Øllet. + +Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mønter. + +-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden: + +-Men _Luft_ maa her ind. + +Hun stødte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men +det var spigret. + +-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sømmene bort +med et Par rappe Hænder. _Saa_! + +Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende +ved Vinduet--Signalerne lød saa grant og kækt under den lyse Himmel. + +-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte. + +Ane hørte ikke. + +Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine +Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjælp under +Regningen. + +En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den +og brølede, da Ane tog den. + +-_Kom_, sagde Tine og tog Knægten op; hun løb gennem Stuen med ham i +de løftede Arme: + + Og det var Ridder Ro + og det var Ridder Rap + Tip-Tap. + Og det var Ridder Snip + og det var Ridder Snap + Tip-Tap. + +Knægten lo, mens hun sang og løftede ham højt: + +-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne +_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten. + +Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med +Drengen paa sit Skød. + +Ane blev ved at tælle sine Tutter. + +-Hvor er Himlen dog høj, sagde Tine, der ufravendt saá ud i den blanke +Luft. + +De Bortdragendes Signaler var døet hen, og Solen var ved at gaa ned. + +Tine satte Drengen bort med et Sæt. + +-Der er de, sagde hun og stod op. + +Ane havde intet hørt. Men der lød Skridt bag Bakken af en kommende +Trup. + +-Nu naaer de Bakken, hører du? + +-Ja, nu kommer de, sagde Ane trægt. + +Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte Trin--ned ad +Bakken nu. + +-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bøjede Hovedet lidt ned +bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende. + +-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saá op fra sine Skillinger. + +De første Rækker kom forbi--tyndede og sørgmodige. Officererne gik +ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Række fulgte paa +Række--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartér. + +-Saa stille de bli'er, sagde Ane. + +Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen: + +-_Der_ var han--_der_ saá hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ... +nej, han drejede ikke Hovedet; han saá hende ikke, at hun var der; gik kun +saa træt som de andre--forbi som de andre. + +De var alle forbi, og man hørte kun den Krøbledes skingrende Stemme og +et Par pludselige Kanondrøn over Landet, der syntes at hilse Solens +Nedgang. + +-Farvel, sagde Tine, der stod ved Døren; og hun gik hen over Markerne. +Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende, +sagde hun: + +-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glæde: hun +skulde trøste ham, pleje og trøste ham. + +Hun løb stærkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken. + +Hun mærkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skønt den var fuld +af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dødt +og uden Støj. + +Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og græd, sagte, uden +Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grønne Bukkar +og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen. + +Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun +lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og +dækkede, og hun saá til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes +silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han +skulde drikke. + +Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med +ingenting; hun tænkte ikke paa, at han tøvede--lykkelig ved kun at +sysle her, hvor de skulde være sammen. + +Saa hørte hun hans Trin, og hun gik hen mod Døren. + +Hun rakte Hænderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke +igen--han saá dem ikke; og Ordene, hun havde længtes efter at sige, +hun fik dem paa én Gang ikke frem; hun stod kun maalløs, ventende, i +uforstaaende Angst foran hans aandsfraværende Øjne, der ikke saá +hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende. + +Hun gjorde kun én Bevægelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun +gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte +det, mens han træt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig. + +Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brød (vel +ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og +frygtsom, mens hun næppe berørte hans Skulder med sin Haand, sagde hun +sagte: + +-Var det saa forfærdeligt? + +Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme. + +-Forfærdeligt, sagde han kun. + +Og ligesom om han overhovedet først nu huskede "det", holdt han hendes +Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine +trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brød frem af hendes +Øjne. + +Saa bøjede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede +han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Læber. + +Tine stod stille op og hun begyndte at tale som én, der +fryser--frygtsomt om Nætterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. + +Han svarede kort, i en Tone uden Liv. + +Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det næste Spørgsmaal +endnu mere tonløst. + +Hun tænkte kun paa ét: at faa Bordet bort, om bag sin Seng. + +Over dem hørtes Officerernes trætte Skridt; deres træge Tale var gaaet +helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme +hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod +sit Bryst. + +Tine løsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op: + +-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden +Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hængte ved denne ene Tanke. + +-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik. + +Tine fulgte. Hun gjorde i Køkkenet alt i Stand. Officererne kom tause +ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, +graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Øjne. + +Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe +den ind. + +"Skovriderens Ret" bar Tine selv. + +Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, +mens Sofie bød om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en +ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevægelig. + +En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hørte han ikke sine egne +Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig +samme Udtryk i alle Øjne som en stirrende, bestandig Grunden. + +Tine bød "Retten" om og kom til Berg. Han saá op paa hende, men hun +var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere +bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme. + +-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg. + +Der gik blot en hastig Skælven hen over Tines Ansigt og hun forsøgte +at smile som til et Ja. + +Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamælte, satte de sig rundtom +og fulgte med Øjnene Røgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op +og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre, +mekanisk, som En, der forfølger en eneste, fix Tanke--og satte sig +igen paa den Plads, som han lige havde forladt. + +Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik +eller maaske blot for at høre hans Stemme og være, hvor han dog var. + +Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor +skingert. + +En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund: + +-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg. + +Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der +stod op: + +-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise. + +Løvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig +stiv--som en Automat--mens han sang: + + Har I læst den Berlingske Avis-- + eller har I hørt'et, + at en fornem Hertug i Paris + har sin Kone mørdet? + Hun var lige gaaet i sin Seng, + drømte om sin Manne,-- + han hed Hertug Choiseul Praslin, + hun hed li'esaadanne. + +Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Følge--en Englænder og +den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens +Løvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede +Munde, lænede Hovedet mod Væggen, stirrende ud i Luften: + + ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, + spurgte: "Hvad behaver?" + Men ved nøjere Eftersyn hun fandt + Fruen rent Kadaver. + Hertugen den Tyverad + vaskede sig i et Fad, + aad en Ret forgiftet Mad, + brændte saa sin Slobrok. + Tralala, lalala, tralala. + +Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det--knap nok de, der sang. + +Og i den pludselig stille Stue hørte man Englænderens Stemme, der +sagde: + +-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol. + +Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom +hørte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til +hinanden. + +I Dagligstuen sad kun den københavnske Korrespondent, der holdt fast +paa en enlig Kaptajn og endte alle Sætninger med at sige: + +-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne. + +-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hørte--i hans Øren lød +kun bestandig Skansernes fortumlende Støj. + +-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over +Broerne. + +Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Køkkenet, +langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa. + +Hun hørte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Døren--men +han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer. + +Hun tænkte ikke mer paa at afdække det lille Bord og ikke paa at tage +Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saá det ikke mér: +hendes _Liv_ hang kun i magtløs at vente. + +Det slog et Par Dask paa Døren. Det var Tinka, der kom bralrende ind. + +-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog sé, om Huset stod endnu--jeg +kommer fra Pér Eriks'. + +Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt. + +-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der løsnede sit Sjal. +Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun. + +-Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig. + +Nu saá først Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom døde Stemme--og +pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen +havde spist, og Væggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som +var hun uden Liv og Blod. + +-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany. + +Det var som Tine først rigtig hørte nu, da hendes Navn blev nævnt; men +hastig vendte hun atter Øret mod Vinduet. + +-Nu gik han forbi. + +Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog +hendes Hænder, der var kolde og stive, som var de livløse. Hun fandt +ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, +glatte og glatte det. + +-Tine, Tine, sagde hun. + +Tine løftede blot sit tunge Hoved og et Øjeblik saá hun paa Tinka med +Øjne som en Hinds, der døer--_uden at fatte Døden_. + +Tinka lod sine Hænder synke, og endnu en Gang saá hun rundt i +Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet. + +-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde. + +Hun tog Tines Hænder, der ikke gengældte hendes Tryk; og stille gik +hun ud. + +Da hun kom frem ved Længen, mødte hun Berg. + +-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra? + +-Fra Tine, svarede Tinka haardt. + +-Godnat. + +Tinka løb ned ad Alléen--og, mens hun tænkte paa Løvenhjelm og paa ham +den anden, den Fremmede, der havde været der i Kroen kun den eneste +Nat, løftede hun pludselig sine Hænder som til en Trudsel eller kun i +Fortvivlelse. + +Berg gik videre; i Længerne var der stille, alt var til Ro. + +Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dødtræthed ikke en Gang +kunde sove. + +-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne. + +-Ja, haard, sagde Berg. + +Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mørke, saa det gav dumpe Genlyd +i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod. + +-Og heller ikke Søvnen er kvægende, sagde han langsomt. + +Berg svarede ikke. Men de tænkte begge paa den tunge Dvale, der faldt +over de Dødtrætte, mens Dagens Raab: "Dæk Dybbøl--Dæk Avnbjerg--Ragebøl +dæk" blev ved at skræmme de lammede Sovende. + +-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_. + +De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste, +Haandtrykkene Kammerater imellem. + +Berg aabnede Døren til Dagligstuen, og i Kammeret hørte Tine hans +Skridt, der døde bort. + +Hun bevægede sig ikke, stille sad hun og skælvede kun som af Kulde: + +-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter, +til det bliver stille. + +Man hørte Kanonernes stigende Drøn og en enkelt Søvnløs' Fodtrin frem +og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst. + +Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hørte +Korrespondenternes Stemme paa Trappen: + +-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den +Sortsmudskede. + +Og Baronen svarede: + +-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder. + +Døren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin døde hen over Loftet. +Kun den Søvnløse gik og gik. + +Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun +tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog +kom". + +... Hun foer sammen--det var hans Trin. + +Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da +han kom. + +Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lænder +smertede: + +Hun smilede og sagde: + +-De kom dog. + +-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende. + +... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dødt. Ord fandt han +ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv. + +Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun +ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om +Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet: + +-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt. + +-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Spørgsmaal. + +Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begær--mens +Kanonerne sang. + + * * * * * + +Det var over Daggry. + +Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt +løste Klæder foran den store Seng. Dér var hun falden hen og sad og +nikkede. + +Maren vækkede hende. + +Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse: + +-En véd virkelig ikke, hva' du tænker--det er den lyse Morgen.... + +-De _tør_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og +smed sig i alle Klæder, yderst paa Sengestedet. + +Maren kom ikke af Tøjet mer. + + + + +VIII. + +Det var næste Formiddag: + +Tine gik bort fra Vinduet, da hun saá sin Moder komme gennem Gaarden. + +Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke +været hjemme. + +Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i +Køkkenet, og hun aabnede Døren. + +-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utaalmodig eller +vred. + +-Aa, Tine, saa længe vi ikke har sét dig, sagde Madam Bølling, der kom +ind. Og din Fader har været saa syg--og din Fader har været saa syg ... saa +længe, saa længe ... Aa--det har været slemt--det har været meget slemt. + +Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ældede +Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal +af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt: + +-Tror du, her har været bedre? + +-Nej--aa, nej, sagde Madam Bølling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt +ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun: + +-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot sé dig. + +Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt +for, højt, saa man hørte de skændende Stemmer ud gennem Døren. + +Madam Bølling brød op. + +Paa Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var +forresten Lieutenanten, der gærne vilde sé hende. + +Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gaaet, kun som +ét stumpt Ubehag mér. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var +hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden.... + +Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde +de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i +Gaarden--de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen +blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren. + +Officererne samledes i Klynger, og paa én Gang--ingen vidste, hvorfra +Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, ét, +to, havde vægret sig ved at gaa over Broerne. + +Kanonernes Døn holdt ikke inde ét Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, +og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge +ventede, raadvilde og tause. + +Hans Højærværdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og søgte +Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, +mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne +gjorde deres Dont uden at sé og uden at tænke. + +Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, +mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Majorens Stue gik op, og +Højærværdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de +gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrøm af, og de +vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og +ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der +strider med Mørket. + +Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer +hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra +Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulde rømmes. + +Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes: +Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang. + +Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun +med Blikket fæstet paa Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende +Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i +Solen. + +Hans Højærværdighed saá intet. Han gik kun ophidset op og ned med +store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte højere og +højere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog. + +-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil +ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger. + +-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog +Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen. + +Begge Herrer taug og Hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op: han +vilde køre om ad Hovedkvarteret. + +Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, +hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans +Højærværdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig højt næsten: +kun _hans_ Tribun-Røst lod lige fyldigt op med Kanonerne. + +Døren til Køkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og +Maren i samme Række--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer +og slog Affaldet ud. + +Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling. + +Hun løftede kun sit Ansigt og saá paa ham som forstod hun ikke, med et +Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse. + +Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over +Sofies og Marens forasede Figurer: + +-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden. + +Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte +med: man maatte dog have Efterretninger. + +-Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot +Hæren stod ret paa Højde med vor Regerings Energi. + +Berg hørte ikke den bortrullende Vogn--han saá kun Tines Ansigt, da +hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den +lyse Gaard, hun saá ham ikke og rørte sig ikke. Han taalte ikke, han +udholdt ikke at sé paa denne Stilling og dette Ansigt. + +Og han slog paa Ruden: + +-Kom, sagde han, vi gaar op paa Højen. + +Hun løftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun +fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet +og tog sit Sjal. + +Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; +heller ikke hans Stemme naaede hende længer. Hendes forvildede Tanker +tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én +Smerte: Gyset fra inat. + +Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste--i +Udspring--i Solen. + +Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet +Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbøjet +Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde +kunnet attraa dette Menneske. + +De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa +saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af +hinanden. + +De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen +over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe og de afbrændte Huses +sværtede Mure gabede op imod dem. + +Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede +Himlen. + +Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. +Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det +i Nat. + +Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saá han ud over den skændede +Ø og sagde sagte: + +-Hvor Marie dog elskede denne Plet. + +Tine hørte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse følte hun +ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde +hendes Øjne ondt. + +Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem +mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, +der paa den dønende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange +Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden +af tusinde vældige Malmklokker. + +Tine var gaaet ned ad Højens Kam. + +-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede. + +-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen. + +Hun gik bort fra Højen. + +Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og +han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en næsten ulidelig Smerte +saá han alt, hvad han havde gjort. + +Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i +det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af +hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunde græde, og af hende, af +Tine, saa livløs, som var Sjælen død i hendes Krop. + +Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som +tilhørte ham og hans--saá han Plet for Plet; og han saá deres +Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle +Stemmer. + +-Det var ham, ham de havde elsket som en Søn.... + +Det var, som hans _Sjæl_ var saaret. Kanonernes Døn lød som et fjernt +og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saá ud som noget kravlende +Smaat. + +-Ham havde de elsket som en Søn. + +En Officer stødte til hans Arm: + +-Kanonaden stiger, sagde han. + +Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: + +-Synes De? sagde han. + +Og han gik bort fra Højen. + +Officeren saá efter ham--Berg næsten vaklede, mens han gik. + +-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saá efter sin +Vaabenbroder. + +Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa +Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens +tændte Lys. + +Saa vendte han hjem. + +Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa +Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru. + +... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem +Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saá. + +Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog. + +Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes +forbi paa mange Vogne. Tines Øjne faldt paa de Heste, der gik hende +nærmest. De sled sig, laadne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og +udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over +deres Ryg. + +Men Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt--som om Slagene ikke +kunde smerte dem mere. + +Tine blev staaende og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand. + +Langt fremme paa Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de +lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge. + +Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Øjne. + + * * * * * + +Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille. + +Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Høvlspaaner mellem den +nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæl +sammen og bestrøg dem med Sort. + +Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften +var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn. + +Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke +drukket: hun sad kun stum og saá paa Sønnens Ansigt, der var blevet +saa lille som da han var Barn, og paa hans Hænder, hans urolige +Hænder. + +Madam Bølling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjælpe. + +Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod +raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen. + +Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Taarerne brød ud +af hendes Øjne, havde hun sagt: + +-Han er jo saa ung. + +... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt +hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men saa sagde hun: + +-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. + +Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, +maatte kalde dem frem. + +Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og +stirrede paa det blege Ansigt. + +Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at +ringe--man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm. + +Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig +over Rummet. + +Fru Appel sad kun som før--foran sin slumrende Søn. + +Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til +Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme: + +-Du kommer dog ind? du kommer dog ind? + +Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der! + +-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os +alle. + +Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Saaredes sagte +Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, +her, hvor et Menneske døde--og Livet var forbi. + +-Han vaagner, sagde Fru Appel. + +Halvt i Søvne begyndte han at klage. + +Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen. + +Den Døende slog Øjnene op, men han saá ikke mer--de store Øjne var +brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen. + +Moderen laa ned ved hans Seng: + +-Ja, Max, ja--gør det saa ondt? gør det saa ondt? hviskede hun. + +-Ja, Max, Ja--gør det saa ondt? + +Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun vilde kun se efter +Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. + +Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og saá paa sin +Datter, til hun stille vendte tilbage. + +Den Døende rallede højere: + +-Ja, Max, ja, gør det saa ondt? gør det saa ondt? + +Han blundede igen og atter vaagnede han. + +Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der +dog som forunderlig stille. + +-Løft ham, løft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Hænder. + +Hvor hans Aande blev svag og hans Hænder stive. + +-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte. + +-Ja, Max, ja. + +De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svært, saa tungt; Moderen +havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage. + +-Læg ham--læg ham. + +De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han løfte Hovedet og han +søgte om Ord: + +-Annie--Mo'er--Annie--hører I Fuglene? + +Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han: + +-Ja, hvor Livet skal blive smukt. + +Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage. + +Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine +trykkede hans Øjne til. + +Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der +var stive, og hans Ansigt, der var koldt--længe. Time paa Time. + +Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste +ingen Trøst. + +Madam Bølling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Køkkenstolen bag +Døren. _Der_ kunde hun høre, naar Tine gik. + +-Der var hun--nej--hun kom ikke ind. + +Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor +Tine allerede var ved Døren. + +-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun. + +-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun. + +Madam Bølling gik hen til hende. + +-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og være vrede paa hinanden, sagde hun, +skal vi nu ogsaa være vrede paa hinanden.... + +-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig løs--men nu er det jo silde ... Godnat. + +Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen +og Døren slog til. Hun var borte. + +Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved +Døren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det +stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hørtes de Søvnløses Skridt over +Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer. + +Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de--en rokkende +Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, +hun vidste ikke Rede. + +Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede +Skolen i sin Grund. + +Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn. + + * * * * * + +I Skovridergaarden var der stille. + +Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun +gik gennem Huset. + +Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, +hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke. + +Hun aabnede Døren til Dagligstuen og hastig vég hun tilbage. + +Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev. + +Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik +hun tilbage til sit Kammer. + +Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun +besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting +sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse. + +Kort efter Daggry gik hun hjem. + +-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, +og slog sine Hænder om den tause Datter. + +-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun; +hun vilde ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det vilde jo +bare gøre Tine urolig. + +Tine gik ind til sin Fader. + +Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet +taget frem--dem med Løve-og Tigerjagterne paa Bindet. + +Dem sad han og læste i--Time efter Time. + +Tine sad ved hans Fødder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver. + +"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje. + +Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet: + +"Du skal ære din Fader og Moder"--"Du skal ære din Fader og din +Moder", læste den Gamle Gang paa Gang, med sin svære Stemme. + +-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saá over paa Madam +Bølling. + +-Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarte Madammen. + +-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen. + + + + +IX + +Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet. + +Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud. + +Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var _dem_, som fik +Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med, +mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og +en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter +"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle. + +Den Krøblede jog rundt--men idag var hans Øl for tyndt: _saa_ raabte +han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist. + +Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst +_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar. + +Fire Lolliker raabte højest--de spillede Kort--liggende plat paa +Maven. + +Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst +igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt. + +En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens +Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af +Soldaterne, fast og stille: + +-Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi _skal_ derud. + +Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officéren gik. + +... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I +Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det +igen. De var i Stuerne og ude. + +For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen. + +Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i +Skolen. + +Hun var ikke kommen. + +-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke: + +-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun +hænger ellers trofast nok ved dette Hus. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag, +sagde Sofie. + +-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja. + +Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som +led han ikke nok. + +-Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre. + +-Indtil den sidste Dag, sluttede hun. + +-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen. + +Han rejste sig og gik ud. + +Et Kvartér forløb--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen. + +Men der var intet. + +Saa gik han. + +Han vilde se dem, han vilde derhen. + +Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til +han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen. + +Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og +lys af Glæden, det er Skovrideren--det er Skovrideren. + +-Nej--at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved. + +-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. + +Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, +der var lidende og furet og blegt. + +-Det gør ham dog ondt, tænkte hun. + +Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa +Læberne fra hinanden: + +-Bølling er jo saa syg. + +-Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling--det bliver værre og værre.... + +Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad--hans +Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet. + +-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam +Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin +Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde +sét her indenfor. + +-Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før. + +Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind. + +Berg saá Bølling--lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke +have kendt ham igen. + +-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé +til dig. + +-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet +fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem. + +-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam +Bølling og blev ganske rørt paany. + +Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte +holde den i sin--et Nu. + +-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet. + +Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og +pintes: Øjnene, der saá det kendte Rum, Ørene, der hørte deres +Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans. + +-Men Tine--sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind--skovrideren +skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa? + +Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte +lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og +vidste selv ikke hvilke; han saá kun Tine, der gik hid og did og +dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver +Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste. + +-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bølling kom +ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har +man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, +som i gamle Dage. + +Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden. + +-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam +Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen +ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om +Herluf og Fruen. + +-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en +Plads. + +Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens +Berg sad--med hver Bid usvælgelig i sin Mund--og maatte spise foran +Madam Bøllings Øjne. + +-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i +sin Iver. + +Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og +han tog paany. + +-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den +anden Side af Sengen. + +-Ja, Bølling, ja. + +-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam +Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger ... Bølling har jo lært hende +det ... han har jo selv lært hende det ... og Tine _har_ altid haft +rigtig en køn Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og sér i +de gamle Bøger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere, +Skovrider. + +Madam Bølling blev ved at byde: + +-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad, +Skovrider, hun smager ikke Mad. + +Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor +han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og +de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling. + +-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig +saá hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter +og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og +uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun +satte sig: + +-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for +os alle.... + +I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde +de høre op at aande. + +Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og +kom ud--Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig +endnu en Gang. + +Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det +opdækkede Bord. Hun saá ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun +hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger. + +Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa +Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling. + +Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen--hver +enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen. + +Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem, +der drog bort. + +Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind. + +-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal +derud og dø_. + +Tine hørte kun Skridtene--de blev svagere, svagere. + +Han var borte nu. + +Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til +sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar +derned. Sofie gør ingenting. + +Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog, +hendes ilende Skygge--ned over Marken. Dér mødte hun Tinka. + +-Hvor skal du hen? spurgte Tinka. + +-_Derned._ + +Tine stansede ikke, men løb kun. + +Længe stod Tinka og saá efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, +ved Dammen. + +Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde +være _der_. + +-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flæbende løb hende i +Hælene, varierende samme Ord uafladelig. + +Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen. + +-Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, +nu er de derud'.... + +Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April. + +-Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie. + +Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at +læse: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve +--dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme +Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen. + +Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned +mod Skovriderens Bord. + +Han havde kun _taget hende_--taget hende for ét Nu. + +... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog. + +Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte +det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark, +hvor Lyn slaar ned i Hjorden. + +Tine laa ned paa Knæ--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget +varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa +Tæppet. + +De slikkede hendes Haand. + + * * * * * + +Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. +Han vilde blot sé til gamle Bølling. + +Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa +op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par +Ledsagere over Pladsen. + +Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik +de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen. + +Fra Højen over Paradisvejen saá de over mod Vest. + +-Skal der rømmes? spurgte Bispen. + +-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive. + +Officerens Stemme var sært tydelig og han saá frem for sig, mod +Skanserne. + +Bispen taug lidt; hans Mund skælvede en Smule. Saa sagde han; + +-Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste. + +Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et +luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod. + +Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene. + +Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officéren slap ikke hans Haand Saa +mumlede Bispen et "Lev vel" og kørte bort. + +Paa Pladsen drog en Time efter de Næste ind. En Stund var Kroen +belejret. Soldaterne havde megen Tørst Saa blev der hurtig stille. + +Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen, +gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte +hendes Raab ude i Gaarden. + +... Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten. + +Det bankede paa Skolens Dør, der allerede var i Laas. + +-Det er mig, sagde Tine. + +Madam Bølling lukkede op. Hun saá kun sin Datter som en Skygge imod +Mørket. + + * * * * * + +Natten gik, og Dagen lysnede. + +Det var nær ved Middag næsten, før man paa Pladsen vidste, at nu +stormedes Dybbøl. + + + + +X + +... Til ud paa sidste Nat havde de hørt de Saaredes Jammer, der +slæbtes forbi til Hørup Hav--nu hørte man hver Stønnen saa langt +gennem Stilheden. + +Og saa var alt blevet tyst. + +Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden +kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dør. + +Madam Bølling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun +stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, raadløs, +gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr. + +-Vil du ikke spise? sagde hun. + +-Nej Tak. + +Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vaagnede. Ordene blev kun til +utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine +tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke +hørte. + +Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bølling sig og gik +medløs rundt, i sin Krog. + +-Vil du ikke gaa derned? sagde hun. + +-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonløse Stemme. + +Og de sad, i deres Krog, igen. + +Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig. + +Nu var det snart henimod Aften. + +Tine gik ud. + +I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv. +Fjælene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den +nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt paa de fremmede +Marker. + +Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun vilde _sé_ ham, +der var død. Han var ikke kommen tilbage--saa var han død. + +Alting var stille. + +Selv Fuglene taug. Og den opblødte Jord, hvor ingen traadte mer, var +størknet som et dødt Tæppe. + +Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gærde og fulgte Tine; hun +mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saá dem ikke. Hun +vilde kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked. + +Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegaarden stod øde som et tomt +Værtshus. Gaardhunden gøede ikke, da hun kom og gik. + +Foran Kirkegaardsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Taarnet +begyndte Klokkerne at ringe. + +Tine gik ind; hun saá den store Kirkedør stod aaben. I Koret laa der +Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde saá hun ind +i Ansigtet og gik ham forbi. + +Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun saá ham næppe. + +-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun hørte det ikke. + +Hun saá den næste Række--én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes +nøgne Fødder. + +Hun gik ud igen; den fremmede løste bag Kirken sin Hest og saá efter +hende, saa længe hun øjnedes. + +Hun gik kun videre--ud af Byen: + +-Saa maatte Staben være i Augustenborg--Staben vidste Besked. + +Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem +Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes +lukkede Døre. + +Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et +Spor og løb atter tilbage--ind over Marken mod den nærmeste +Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gøede. + +Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som +en Haltende to Gange, mens hun gik. + +I Gaardsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen +blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte +Tine, og hun begyndte at græde. + +-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun. + +Konen græd blot og Hundene blev ved at gø. + +-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen. + +Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af +Blod: _Dér_--i Alkoven laa han. + +Tine saá kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stødte hun bort og tog +Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod. + +-_Har han talt_? spurgte hun. + +Gaardkonen græd. + +-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sønnen og paa Fruen--de +to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg. + +Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen--ubevægelig stirrede hun paa hans +Ansigt. + +-Han vaagner, sagde hun. + +Hendes Liv var kun ét Haab: at han vilde kende hende igen. + +Men den Døende slog blot Øjnene op og saá paa hende som paa den tomme +Væg. + +-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han +græder--han græder ... + +Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og +klagede sagte. + +-Sé de Umælende, sé de Umælende, græd Gaardkonen. + +Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og vilde dreje det +saarede Hoved: han smilede halvt. + +Tine rørte sig ikke. + +En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nævne hendes Navn--blot i en +Forbandelse, der aabenbarede hendes Skændsel. + +Men han huskede hende ikke mer. + +Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp. + +Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng. + +Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens +Milestén og hun rejste sig igen. + +Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme +Plet. + +-Hvor længe du blev, Barn, sagde hun. + +-Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet. + +Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den. + +-Tak, svarte Tine og drak begærligt. + +-Hvor du er bleg, sagde Moderen. + +Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem paa Sofaen--til +Seng for Tine. + +-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam +Bølling saa bange--jeg sover oppe. + +Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa +Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og +pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saá_ alt om sig, og hun +vidste, at _alt var sket_. + +Hun saá Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange +Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade. + +-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om +Haaret: hvor du sukker. + +Tine holdt Moderens Hænder saa fast over sit Haar som til et langt +Kærtegn: + +-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften. + +Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og +dvælende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv. + +Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik--saa +gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms +Skyld--og hun var inde. + +Hun saá paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa +Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede +Mænd havde ligget. + +Her havde hun levet hele sit Liv. + +Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brændende +Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til +Ro. + +-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling. + +-Ja! svarede Tine. + +-Saa Godnat, Barn. + +-Godnat, Mo'er. + +Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hørte kun de +to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset. + + * * * * * + +Det første graa Dagsskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten +brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og +aabnede varsomt Døren. Hun saá Kroen og Kirken og Smedens Hus og +vendte sig mod Skolen--en sidste Gang: + +Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol. + +Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i +Skovridergaardens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var +indvundne i Maatter, stod som Spøgelser i Skumringen. + +Tine gik op ad Havetrappen, og hun saá ind gennem Døren. Hun kendte +hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde. + +Tanker havde hun ikke--de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen +om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det være forbi. + +Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun +holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saá længe ind. + +Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Tørklæder om sig, +ene, i den store Seng. + +Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og +hastigt gik hun ned imod Dammen. + +I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun +elskede, talte til hende paa én Gang. Hun tænkte paa Herluf og paa +Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over +Gærdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske +lille; og paa Appel, der var død og paa Faderen og Moderen, som nu +skulde sidde alene. + +En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _dø--dø_. + +Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje, +tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét +Nu.... + +Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under +hendes Hjertes trætte Smerte. + +Hænderne havde hun foldet. Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det +lille Lysthus gled hun ned i Dyndet. + +... Nu var Dammen rolig. + +Dagen kom. + + * * * * * + +Madam Bølling var vaagnet; Bølling havde sovet saa roligt og laa saa +godt endnu. + +Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bølling hvilte selv et +Kvartérstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vække +Tine. + +Men der blev ikke svaret + +Madam Bølling stod op. Tine kunde nok trænge til Søvnen. Det var intet +Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den +op, naar hun vækkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen. + +Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det +var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt længe. + +Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men +saa vaagnede Bølling, og han maatte have sin Morgendrikke først. + +-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bølling talte med +sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et +Barn--naa, Bølling, naa ... + +Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting. + +Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa +Bakken og gik op over Loftet. + +Hun saá den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden +at forstaa, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over +Loftet og raabte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen: + +-Tine, Tine! + +Saa taug hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det. + +Hun søgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke: + +-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de +Syge. + +Hun gik ned, hendes Bén vilde ikke bære hende. Hun aabnede Døren, og +hun saá, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun +ventede ikke paa Svaret. + +Hun sagde Gang paa Gang: + +-Hvor det er Uret af Tine at gøre mig saa forskrækket. Og greben af ny +Angst sagde hun: + +-Men hvor er hun da? hvor er hun da? + +Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at løbe gennem Huset, +som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa én Gang forlod hun alting og +hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne. + +-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste +Besked. + +Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun +hjælpeløs, med rokkende Hoved. + +-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. + +-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam +Bølling at græde. + +-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_ +ikke? + +-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte, +tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening: + +-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der +ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var +hun der ikke ... + +-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun +rystede over hele Kroppen. + +Madam Bølling stod et Nu--og gav sig saa til at lé gennem +Kuldegysningerne. + +-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At +man ikke tænkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun +har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren-- + +Hun begyndte at gaa, følgende efter Tinka, det løb hen ad Vejen, +gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren, +Skovrideren ... + +Men med ét stansede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod +det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst. + +Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saá hun hende ind i +Ansigtet, som vilde hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som +et pludseligt Sværd. + +-Kom, kom, bad Tinka angst. + +Men Madam Bølling rev sig løs--med en stille Klynken som et fældet +Dyrs, der synker--og hun løb. + +Hun havde forstaaet. + +-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet +sammen. + +-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn. + +Hun løb ind over Gaarden. op ad Trappen, Døren slog hun op. + +_Han_ havde taget hendes Barn. + +Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord, +hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over +_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--løftende de rystende +Hænder. + +-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun +gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun +gjorde. + +Hun blandede "Fruen" og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme +Ord: + +-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har født hende, jeg, som +har født hende--be'er--jeg be'er. + +Og Ordenes evige Gentagelse løste Taarestrømmene, saa hun hulkede med +Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede. + + * * * * * + +Tinka havde kaldt paa Lars. De søgte--Husmanden ogsaa--i Huset, i +Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Haanden. + +Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset. + +Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden +hjalp til, da de fik Liget trukket op. + +Tinka lagde sig hulkende ned paa det grønne Græs og glattede Haaret +bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de +lagde den Døde op paa et hentet Sejl. Tinka løste sit Hovedklæde og +bredte det over Venindens Ansigt. + +De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene. + +Sofie løb--hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i +Kammeret om den Døde: hun laa med foldede Hænder paa sin Seng under +Fruens Billede. + +Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet +affældig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen +kendtes ikke igen. + +Hun saá kun op paa Tinka og rejste sig. + +-Hvor er hun, spurgte hun. + +Tinka kunde ikke svare. + +Moderen saá Vandpyttene i Gangen og hun spurgte: + +-Er hun i Kammeret? + +-Ja, hviskede Tinka. + +De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters +Ansigt. + +-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer løb ned ad hendes +Kinder, og, som vilde hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod +Haanden glide ned over hendes Haar: + +-_Det har jo været ham--det har jo været ham ..._ + +Og hun havde tilgivet alt. + +Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin +Datters Seng. + +Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun: + +-Nu skal hun hjem. + +Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand +bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker. + + * * * * * + +Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert +Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener. + +Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver +Støj. + +-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst +for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulde i +ordenlig Ligtøj. + +-De gaar jo og klæ'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage. + +-Herregud, gaar de og klæ'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget +tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens +Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen +og aabnede Salsdøren uden Lyd. + +Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener. + +-Maa En sé hende, hviskede Sofie skræmt og sky. + +Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide +Baare. + +Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa +gik hun rundt om Sengen og eftersaá længe "Klædningen". + +-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende. + +Men de svarede hende ikke. + +Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre +i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør. + +Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at "Tine i +Skolen" var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, +som hørte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke +fandtes andre Døde end hendes Søn. + +Sofie vendte tilbage til Køkkenet. + +-Ja--nu har de klæ'et hende, sagde hun grædende og fik Skoene paa +igen: Hun ligger forresten rigtig kønt--i lutter hvide Tæpper. + +Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone: + +-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de +Sorgens Tildragelser. + +Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af +Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud. + +Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og +klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet +sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle +de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der vilde komme--nu skulde +de alle "dømme over hendes Tine". + +Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem +fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken. +De listede stille omkring, som om de ikke turde træde paa Fødderne, og +hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer. + +Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til +Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snøften. + +-Saa sér jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Græsset--og saa begyndte +jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn.... + +De tre Gaardkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og +stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, +til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, +gravitetiske og tause. De græd ikke, men saá kun ud, som maalte de +Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte +sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine. + +Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude. + +Ude paa Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første +Præsters Vogne, som holdt ved Skolen. + +Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet +--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e +Kaffe--alle Pastorerne. + +Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange +for hver eneste. + +Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ... +aa, gør De det ... Og Søndagskopperne ... ja, gør De det. + +Madam Bølling var saa angst for Præsterne. + +-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saá paa hende med +sine smaa Øjne, der snart ikke var Øjne mér: + +-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skræmt. + +Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede +dem lidt og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed. + +Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog: + +-Hun ligger vel derinde? Lad mig sé hende. + +Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst saá paa de hvide Træk. + +-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv +falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene. + +Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder. + +Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i +Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen, +hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed: + +-Ja--Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande. + +Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun saá ud, som havde hun +meget stor Lyst til at hugge i Sofie. + +-Ja--hun var det grønne Træ, sagde hun og saá ufravendt over paa +Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, før Madam Henrichsen tog +sin Tilflugt til Bibelord. + +Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem. +Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var +saa ogsaa taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have +Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne. + +Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan. + +Hans Højærværdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. +Men saa gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Taushed. + +-Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste paa den Nærmeste +... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for +Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid ... en møjsom Tid, sluttede +Provsten. + +Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe +igen. + +Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev staaende +aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det +opmærksomt frem gennem begge Stuer. + +Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet +Hænderne. + +Saa vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, +omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i +London. Han talte halv højt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede +sit Cæsar-hoved frem og tilbage. + +-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmægtige fandt den rette +_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive +Nationens Værdighed. + +Han blev ved at tale--højere, henover det stille Hoved, der laa, som +det lyttede paa sin Pude. + +-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord +vil koste Blod. + +Ude paa Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var +kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Øl mellem Klyngerne. + +-Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nærheden +af Skoletrappen: Hys--der er de. + +Provsten og alle Præsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter +vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt +sig fra deres Plads. + +Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende +tilbage til Køkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en +Kop Kaffe--nu igen. + +Solen skinnede ind i Køkkenet og Sofie fik Vinduet op. + +-Maaske ka' En hør' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten +saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en +Slags Parentes. + +-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede +hun. + +Hun fik Kaffen. + +Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt. +Skræmt aabnede hun Døren: Nej--nu var der ingen. + +Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter +og lukkede. + +Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling. + +De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne +--det var, som den stærke Sang vilde fylde det tause Hus. + + Hvo véd, hvor nær mig er min Ende? + Sé, Tiden meget hastig gaar, + hvor let og snart kan det sig hænde + at jeg mit Vandrebudskab faar. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + i Afskedstimen Trøst og Ro. + +Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes +næsten, som han lyttede. + +Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne +med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde +hun da lukke ind over sin Datter. + + Hjælp mig i Tide at bevare + mit Hjerte fra Letsindighed, + at, naar du kalder, jeg kan svare; + Ja, Herre, sé, jeg er bered. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + I Afskedstimen Trøst og Ro. + +Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for +at se, hvem det var, der kom saa silde. + +-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte sætte sig +strax ved Døren: det er Bispen--det er Bispen. + +Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret: + +-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen. + +Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet +ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste. + +Benene vilde næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde +ikke sé ham--hun kunde ikke sé ham ... nej.... + +Men hun maatte jo: Det var _Bispen_. + +Og hun maatte have sin sorte Kappe paa.... + +De fik den frem; men Madam Bølling kunde næppe faa den paa med sine +stakkels Hænder. + +-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms. + +Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde +ikke tale, og hun turde ikke sé op i hans Ansigt. + +-Jeg hørte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog sé herind, sagde +Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder: +Stakkels Barn--Deres stakkels Barn. + +Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde +sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt. + +-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder. + +Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Længe stod han med sine +Øjne fæstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig +Andagt. + +-Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved: +Gud tilgive os--Gud tilgive os alle. + +Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og +angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den +højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans +Hænder: + +-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe? + +Bispen løftede Hovedet. + +-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne +Klokker--sidste Gang. + +Madam Bølling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved. + +I Kirken sang de igen--stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte +sig ikke: + + "Hvor er Lammet, Offerlammet?" + spurgte Isak, syg i Sind, + da Slagtofret var berammet + med ham selv paa Bjerget ind. + Bange for sit unge Liv, + paa den blanke Offerkniv + peged han og sagde: "Lammet, + hvor er det, til Død opammet?" + Her er Lammet, Offerlammet, + siger Jesus, ydmyg spag, + i min Faders Raad berammet + er den store Offerdag. + Bange vel af Hjertens Grund + er jeg for den mørke Stund. + Men for hele Verdens Brøde + Den Uskyldige maa bløde. + +Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra +Kirkegaarden lød Æressalverne knitrende over Graven. + +Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte man mange +Stemmer--Præsterne vendte tilbage, faamælte og overraskede. De havde +genkendt Bispens Vogn. + +Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans +Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og +Præsterne bukkede tause. + +Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt: + +-Vore stakkels Bøllings--vore stakkels gode Bøllings. + +Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han +hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne: + +-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine +Vidnesbyrd_". + +Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn. + +Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død laa den +stivnede Jord. + +En Vogn næsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af +Kaleschen for at sé, hvem det var. + +Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved at sé Bispen, at +hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var +højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét--i +disse Skrækkens Tider. + +Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen. + +Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende. + +Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, højt +Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt--op +over Vejen. + +Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre +efter "den Højærværdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over +Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning. + +... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd". + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 10686 *** diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..dd4340b --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #10686 (https://www.gutenberg.org/ebooks/10686) diff --git a/old/10686-8.txt b/old/10686-8.txt new file mode 100644 index 0000000..aa0f0c5 --- /dev/null +++ b/old/10686-8.txt @@ -0,0 +1,7636 @@ +The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Tine + +Author: Herman Bang + +Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO Latin-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE *** + + + + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + + + + + + + + +TINE + +AF + +HERMAN BANG + +1889 + + + + +Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret +bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med +sort tryk._ + +_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmærke._ +Kjøbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Græbes Bogtrykkeri. +1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder. + +_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_ +"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes +indsat foran dedikationen]. + +Omslagets indersider har reklamer for bøger af forskellige forfattere, +bagsiden for bøger af Bang. + +Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har +forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden +ramme og forlagsmærke i guldtryk. Højde 180 mm._ + + + + +Til Erindring om min Moder. + +Denne Bog tilhører dig. + +Den Gang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, +mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en +"Ønskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, +hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke +var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du +læste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en +Bog, skal du sætte _mit_ Navn paa dens Blad. + +Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens +tyndede Allé"--du trængte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min +Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og +af Kærtegn: Naar jeg nu er død og du, min Dreng, en Gang er bleven en +Kunstner, vil du saa sé, love mig saa at sé til, at de ikke--helt +glemmer mig? + +Og du græd. Moder, fordi du skulde dø. + +Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. + +Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg véd, den er ikke din +Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens +Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du +fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem. + +Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var +blødt og lunt for dig, der skulde leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne +til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. + +Og nu, hvor du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om +Nederlagstid og vort tabte Hjem. + +Denne Fortælling er næret ved Minderne om mit første Hjem. + +Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og +uforgængelige Erindringer fra denne min første Tid. Det var tre +Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. + +Jeg sér Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved +det midterste Vindu, stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide +Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vore Hænder--vi +Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og +spurgte--strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot +hendes Kjole. + +Det Billed-Minde var min Barndoms første. Jeg tror, det andet maa +skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Søster +og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde følge, hen ad en Vej og over en +Mark. Vi kom til en grøn Banke og vi gik derop. Vi saá Kirken hjemme +og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sér ligge mellem Grønt. +Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, +til hun taug igen og kun græd og græd. Mig satte hun ned paa Græsset, +mens hun blev ved at stirre ud over det grønne Land--siden syntes jeg +som Barn, at vi den Dag havde kunnet sé over den _hele Ø_--: Mo'er, +Mo'er, blev jeg ved, hvorfor græder du? + +-Fordi vi skal rejse, svarede hun. + +Næste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. + +Det sidste Minde staar i nøje Sammenhæng med dette. Vi var i Horsens, +hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi +Byværelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besøgte os. + +Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen +ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa være sprungen hastig ud af sin Seng, +for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske +Piger rundt om sig og os, der skreg. + +Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre +stod aabne og klaprede og et Vindu--skønt vi næsten intet havde paa. + +Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler +af angstfulde Horn. + +-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. + +-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, +og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi +hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der +ilte, og Hornene fjern og Hornene nær--gennem Stormen. + +... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har +været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets +Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, +Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har +Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og +siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af +Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes +i denne Bog. + +Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre +Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det +kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. +Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmægtige +Hænder og slaaet de uløselige Knuder i det begyndende Følelsesliv? + +Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion +lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklædte +Sørgende i Adserballig Stue--som en sortklædt Alabasterstatue saá jeg +hende siden--er den første Moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Det +Indtryk har født deres stumme Sorg og deres Resignation. + +Og hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af +Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle +Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. + +Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i +Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet, +Skrækken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra +Horsens. + + * * * * * + +Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste, +min Hjerne fra min allerførste Barndom syntes at have bevaret. + +Men i Udlandet brød flere frem. Det var mens jeg omgikkes med +Formlægningen af "Stuk". + +Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han +udkaster Planen til et Værk eller begynder paa at forme det, hitter +paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det +ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans +hykleriske Nerver, der af Skræk for alle de Anstrængelser, som venter +dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig +Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver véd om den +anden, at han snyder. + +Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skræk +for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blæk. + +Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjælpetropper Storme af +fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer +ham med andre Idéer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes +selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst. + +Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens +Modvilje mod at lægge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det +just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brød frem. + +Jeg saá pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader +og hørte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og +det mod min Vilje, ti jeg ønskede jo helt at tilhøre en ganske anden +Sfære, Luft og Plan--ligesom fra et Mørke, der langsomt lettede og +veg, hele mit første Hjem tilbage. + +Dette Sted, som jeg forlod før Krigen, og som jeg ikke har gensét i +fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor +Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med +Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen +med Smedjen ved det lille Kær og Skolen, hvis Beboere jeg gensaá. + +Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt +fler. De har væbnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de +første Gang pludselig brød frem fra Lag i Erindringen, som +Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit +Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere +samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _hærgede_ +Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende +Fodtrin. + + * * * * * + +Lad mig her sige ét. + +En Bogs Fødselshistorie vil være mange særdeles ligegyldig. Der vil +heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortæller alt dette og +fører den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst +underholde et æret Publikum om mit fortræffelige Jeg. _Eller_, at jeg +forsøger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og +prætenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget +Relief. + +Det er dog ingenlunde _saa_. + +Jeg véd saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet +ikke vedkommer Læseren. Han dømmer Kunstværket kun af disse samme +Minders Evne til gennem Værket at paavirke og overbevise ham. + +Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op +for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bør +helst staa frit og tale for sig selv. + +Men Tingen er, at jeg tror, det vilde være interessant for Psykologen +og mere oplysende for Kunstens Væsen end visse nylig atter fornyede +æstetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om +deres Arbejdes Fødsel og Veje og søgte at kontrollere de Hjernens +Processer, som ledsager deres Frembringen. + +Maaske vilde man saaledes faa mer end ét Vink, der tændte hastige og +fjerne Lys inde i Sjælelivets Halvmørke. + + * * * * * + +Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens +ulidelige Uro og den trængselslignende Skare af Personer. Jeg har i +denne Fortælling søgt at mindske Uroen og indskrænke Personantallet. + +Men hvorvidt det er lykkedes mig, véd jeg lidet om. Denne Uro og +Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg sér +nu en Gang saaledes. Jeg sér mine Personer kun i Billede efter Billede +og kun i Situation efter Situation hører jeg dem tale. Jeg maa ofte +bie i Timer, før de ved et Blik, en Bevægelse, et Ord forraader mig +deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gætte ligesom jeg gætter +andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender. + +Hvis jeg da ikke anstrænger mig for at gøre den ene og korte +Situation, hvori jeg sér dem, Bevægelsen, den lille Bevægelse, hvori +de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gøre det +altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da +haabe at overbevise? + +At gøre "levende" er da den tunge--og sikkert ofte +mislykkede--Bestræbelse. + +Men det Levende er jo Bevægelse og Mangfoldighed. + +Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil +skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. +Naboernes Stemmer trænger ind ad dens Vinduer, gennem dens Døre. Deres +_Liv_ blander sig med Skolens Liv. + +Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skæbner Dønninger frem +over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder +atter Dønninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og +Smedjens vel med. + +Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv dér maa vi +vide, at Livet fortsættes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund, +der gøer, en Sang, der høres fjernt, maa fortælle det og minde os +derom. + +Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, føle Egnen, hvor den +ligger: vi maa _befolke_ Øen Als. Har Skolens Korsvej ikke +Vejfarende--kører ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem +og hundrede Liv? + +Nu vel--vi maa føle disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Spørgsmaal, +Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilværelse og maa med. + +Hvor kan da i al denne Bevægelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod +just Uroen al den evige Bevægelighed, man vil? Og dette: at Læseren +ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gør det, naar det store +Helhedsindtryk kun kunde løfte sig med store Linjer frem af den Uro, +hvoraf det er skabt. + +Kun Mangfoldighed og Bevægelse kan for mig give Billedet af Liv. De er +mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gøre +Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er +Vanskelighederne ved en Kunst, som sér Livet stift i Øjnene, og hvis +store, hvis fjerne Ærgerrighed er den at fæste dette levende, dette +ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv. + + * * * * * + +Du bad mig, Moder, at jeg skulde sé til, at de ikke helt skulde glemme +dig. + +Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at +leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa +uendelig fjernt og saa uendelig klart. + +To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord: +min gamle Slægt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn +med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I ét Hundredaar +havde den fostret Statsmænd, Landet ikke vil glemme, berømte Læger, +som Generation efter Generation var de største og folkekæreste i +Norden. + +Men siden blev dens Sønner Præster, fordi de besvimede ved at sé Blod, +og uvirksomme Ørkesløse, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes. + +_Du_ fortalte mig ofte om vor Slægts Hæder. En af dens store Læger +efterlod mig Fortællingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: +Han vilde tvinde--til Belæring--sine Traade i Slægtshistorien. + +Min Slægt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget. + +Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_. + +Stella Høeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod. +Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Børn af din Glæde og Børn +af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med +dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer. + +Og hvis _de_ tør leve--selv kun de korte Aar--saalænge bør _du_ ikke +glemmes. + +Over denne Bog sætter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og dét +Hjem, man skimter som bag en Dør, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom +over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Døden til os. + +Herman Bang. + + + + +I. + +Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte +de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten. + +-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften. + +-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. + +-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes +Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes +fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som +en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mer. + +Tine gik hjem gennem Alléen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte +klynkede. Hun aabnede Døren til Gangen: der var saa tomt med de øde +Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind +i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tane mellem Resterne +fra Tébordet. + +I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden. + +-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. +Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Byldt, +hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl. + +-Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og +Husmanden nikkede til Bekræftelse. + +-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som +før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjælpe. + +I Gangen aabnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt paa +det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som +tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum. + +-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie. + +-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhøjningen var tom. + +-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede. + +Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Mærker af +Portrætterne, der var tagne ned. + +Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa +ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. +De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme +Tæppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden +stod Herlufs Tremmeseng, tømt. + +Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med +Tællelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun +havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden +ikke anden Dreng end han. + +-Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit +Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med +rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er. + +-Han vild' aldrig bæres af andre end af mig og saa Fruen--hun snøftede +mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke.... + +-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om +Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem +Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen. + +-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten. + +Hun tænkte paa Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb +herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagværk +gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdøren med de flade +Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der laa i deres søde Slummer. + +Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, +mens hun klaskede med Hænderne ned paa Dynen. + +-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde høre +det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som +et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole. + +Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs +Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig +for at holde Varmen. + +Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med +strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru +Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede +indenfor Døren med en Slat Kaffe i en Spølkumme for at faa Del i +Lystigheden. + +Men tilsidst kunde Sofie blive fornærmet paa Herlufs Vegne midt som +hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' +Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i +Dagligstuen og klæde ham paa i Varmen. + +Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester,--Munden +stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil +Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gaaet. + +-Skovrideren! raabte hun og fik næppe Skoene paa for lutter Fart. + +-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen drejet om. + +-Ja, ja, jeg klæ'er mig paa, jeg klæ'er mig paa, Henrik, raabte hun +til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, saa han +kunde tro, hun allerede var oppe. + +... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin +Herluf og fældede Taarer baade over Godt og over Ondt. + +-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun. + +-Ja, han var, gentog hun. + +Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde +for Indfald--saa lystige Indfald. + +Hun tænkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, +just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig +havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa +Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var +allerede ved Døren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg-- + +Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus. + +Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte paa og +lo og satte sig ned--midt i sin Seng. + +-Du sætter dig paa _Tine_, du sætter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg, +helt aandeløs af Latter ... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet +og med Graaden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil +Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun. + +... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af +Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren. + +-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke sé det tømte Kammer. + +De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor +alle Døre stod aabne bag dem. + +-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie. + +-Ja, sagde Tine, der slæbte en Madrats. + +I det blaa Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen +sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulde ud, og den anden blev +stillet op ad Væggen. + +Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom +de gamle Bøllings for at hente Datteren. + +Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, +blev hun staaende paa Løbetæppet og saá sig om med Taarer i Øjnene: +Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne. + +De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved +Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i +Skovridergaarden, dér skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at +gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde +anlagt "Tørklædet" imidlertid. + +Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes +Ho'edpin'". Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var +saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at +foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask +hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset. + +Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I sé, sagde hun, nu +er vi færdige. + +-Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem +Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod +forladt op ad den lyseblaa Væg, og der var koldt, saa de to Gamle +skuttede sig ved det. + +De stod alle tre foran Sengen--Tine havde hængt Fru Bergs Billede op +ved Hovedgærdet. + +-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bølling og søgte at +lé lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres +Sørgmodighed. + +-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver +Varme. + +De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa +Forhøjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en +enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. + +Madam Bølling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og sé ud i Stuen: + +-Ja--det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. +Begge de gamle Bøllings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de +havde saa at sige paa Haandværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med +Bibelen. + +Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da +vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og +Brombærrene var godt surrede fast til Kassen? + +Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, +for at Fru Berg skulde have dem med til København: + +-For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og +de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær. + +-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine. + +-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bølling bliver ved i samme stille +Tone--faaet Brombær hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne, +sluttede hun efter en Stilhed. + +-Det har vi, sagde Tine og saá ud i Luften. + +Hun tænkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest +naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Té, og +Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af +Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang. + +-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de +satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande" og +"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over +Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev +bragt ind i en Sténkrukke. + +-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bølling, der +stadig tænkte paa Brombærrene--saa de derovre kan faa det som +herhjemme. + +Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de +andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt +ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bølling sagde: + +-Ja, ja, Guds Vilje ské, sagde han og rejste sig. + +De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa +Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte først hjælpe hende; +hun kunde ikke taale at sé de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, +de _maate_ hænge noget andet op--noget, der kunde dække. Hun tog "Kong +Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og +de to Gamle bar Billederne, mens hun løste Spejlet. + +Madam Bølling stod med Heltene fra Isted, der kæmpede endnu med de +hvide Bind om Panden. Hun blev ved at sé paa dem, og et Par smaa +Taarer faldt ned paa Glasset--hun tænkte paa dem, der nu skulde miste +Førligheden og Livet. + +-Kom, Mutter, sagde Bølling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det +saa længe, at Tine maatte tage det af hans Hænder. + +Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtøjet paa, +satte sig igen paa de to Stole og saá op paa Heltene fra Isted og paa +"Kongen". + +Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portræt +af Kong Kristian som Tronfølger i Hestgardens Uniform, der havde hængt +i et af Gæstekamrene. Hun slog et Søm ind under Kong Frederiks Billede +og hængte Portrættet paa den tomme Plads. + +De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder. + +-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bølling, det er dog +_Kongen_. + +De Gamle kom ud i Gangen, Tællelyset i Køkkenet var ved at brænde ned. +Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i +Gaarden for Forældrene. Fra Bryggerset lød der et stort Spektakel, det +var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mørkeste +Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo véd, hvor nær mig er min Ende", +saa det skingrede mod Laden: + + Kong Fred'rik hviler nu paa Baare + og slumrer sødt i Dødens Blund; + nu rinder Folkets Takke-Taare for + Drotten fra hvis djærve Mund + det lød saa tit: min Tak modtag! + Jeg svigter ej paa Farens Dag! + +Forældrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun +lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur. + +Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glæde Skovrideren, +naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham. + +Og hun gik over Gaarden og aabnede Døren til Loen og til Hundenes +Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb saa +iforvejen ind ad den aabne Gangdør. + +Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhøjning. Hun syntes +aldrig, hun havde været saa bedrøvet--saa beklemt og bedrøvet som nu, +mens hun stirrede ud i den øde Gaard. Lyset i Køkkenvinduet flakkede +endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun +saa' bare Valdnøddetræets Skygge midt i den mørke Gaard. + +Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhøjningen og +saa' ud paa det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er +sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grædt og lagt Armen om hendes +Hals. + +Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lød skingert ud i +den mørke Gaard: + + Og derfor græder Mand og Kvinde, + derfor er Glædens Dør nu lukt; + Taknemlighedens Hjærter binde + en Krans, som blomstre skal saa smukt + Thi _Mindet_ aldrig slettes ud + om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud! + +Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor laa med +store Øjne paa Gulvtæppet ved hendes Fødder. + + * * * * * + +Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var +Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han +bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen. + +-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort. + +Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, +ét for ét. Lysene paa Klaveret, som hun havde tændt. + +-Saadan kommer alt paa én Gang, sagde Berg. + +_Det_ havde været Tines hele Tanke: Saadan kom det paa én Gang; og saa +tænkte og spurgte hun: Véd Fruen det? + +-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet. + +De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte at tale +med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med +Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars +kom maaske med og de fleste af Husmændene skulde ogsaa afsted. + +-Skovgærningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder. + +-Nej, sagde Tine. + +De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i +Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu. + +-Ja hos Anders Tækkemand var det rén Jammer. Ane havde været i Skolen +idag med sine to paa Armen--saa hun græd og græd.... For nu var Anders +væk--saa hun græd.... + +Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden. + +-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med +begge Benene skudt væk.... + +-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger, +som gør Folk bange. + +De blev tause lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede dem +ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den +énarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel. + +-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og næsten uden +Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og séende frem mod Lyset, +sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet. + +Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Øjnene over Vandet, mens +han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre +ham, hjælpe paa Humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun +til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt +ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem +Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som +var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gøtsches eller +nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg, +man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone, +der skulde være munter: + +-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have +spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig. + +-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg +tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for +det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel +se det, sagde hun, og hun aabnede Døren; men paa én Gang blev hun +staaende i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret. + +-Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage. + +Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende, +som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren +gik hen til Bordet og sagde: + +-Der staar om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det +først. + +Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren læste højt, af Aviserne, +naar de kom. Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra +Bogskabet--alle Oehlenschlägers Tragedier. + +-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne høre med. Og hun gik ud +for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af +Skorstenen og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet, +hvor hun saa tidt havde hørt til, naar de læste. + +Berg aabnede langsomt det sørgerandede Blad og lagde et Øjeblik +Hænderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget +og stille. + +Han begyndte at læse halv højt Beretningen om "Kongens sidste Færd". +Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd--uden hans dæmpede +Stemme. + +Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra saa +mange stille Aftener, og hun saá igen Fru Berg som hun sad _der_ under +Lampen, og hun hørte hende lé, som hun lo ad Tines strømmende +Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, græd over Bøger som en +Kalv--Taarerne, der nu brød frem igen én paa én.... + +... "Snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste +Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den +sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert +Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde +i den mørke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...." + +Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlyd Graad, men +Skovrideren blev ved at læse: + +... "Tæt ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste +blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde +fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over Vognen for at +skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. +Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den +Syvende".... + +Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive hæs. + +Tine sad og saà frem for sig: hun tænkte paa Tragedierne, de havde +læst om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoë.... I femte +Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at græde og, kom der noget rigtig +smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet. + +Berg foer fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans +Stemme blev bevæget, saa man hørte den knap: + +... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham +til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets +Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet paa Valpladsen, +fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand +under ham er stegne; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den +Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte".... + +-Ja, sagde Berg, det er sandt. + +Tine fór sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hørte hun +efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de læste--for saa længe, +for hvor længe.... + +... "Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, +ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig. +Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets +Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjællands Biskop holdt fra en +sortbetrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt +Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong +Frederik bisat". + +Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine blot saá paa Berg, der +læste: + +... "Under Orgeltoner forlod Følget i Taushed Kirken, og Deres +Majestæter vendte tilbage til København." + +Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til +Farvel. + +Saa sagde Berg, i det han lænede Hovedet mod Væggen og saá saa langt +ud i Stuen--som én Gang før: + +-Hvor Drengen dog græd, da han kom i Baaden. + +Sofie skulde følge Tine, og de fik Lygten tændt. Dens dinglende Lys +faldt ujævnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn: + +Der var nok af dem--der ha'ed' ikke været for rart i Skovridergaarden, +nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider. + +-"Vognen" ha'ed hun da hørt den alene tre Gang'--saa tydelig den var +svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke +mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mér end bag paa min Haand, det +saá ogsaa Fruen. + +-Og _det_ véd én da, sluttede Sofie og snøftede, hva' saa'en Kørsel +betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'.... + +Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Mørket. Hunden i Pér +Eriksens Gaard fór op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen. + +-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en +Tone, som kastede hun Jord paa dem begge. + +Tine drog Vejret som Én, der frysende vaagner. + +-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun. + +De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var +angst for at komme _for_ nær til Kirkegaarden Nattestunder. + +-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer +du nok Skovriderens Té, saa den bliver, som den plejer--ikke? + +-Ja--farvel, jomfru Tine. + +-Farvel. + +Tine hørte Hundene, der fór op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt +gik hjem imod Skolen. + + * * * * * + +Tine bankede og hørte først Dagge, der tog paa at gø, og saa Moderen, +der kom af Sengen og ud: + +-Det er mig, Mo'er, sagde hun. + +Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler: Skovrideren +er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen. + +-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene staa +helt ind til Bølling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud! + +-Det var jo ventendes, sagde Bølling, der sad op i Sengen. + +Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved +Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at +vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa +hun fik 'et at vide, Staklen.... + +-Ja. Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider +blev stille. + +Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til "Skolen" for +at prøve, om den var laaset, før hun gik op ad Trappen; og henover +Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne +var spredt. + +Inde i Kamret stillede hun Vækkeuhret til Slag og flyttede +Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet. + +Nedenunder smaasnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten +i den samme Stue. + +-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er +det fjorten herfra Sognet. + +Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante +Aandedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset. + +Hun kunde ikke sove. Hun laa og tænkte paa en Dag i Efteraaret--den +sidste, hvor de havde været i Skoven Skovriderens og hun.... + +De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde +Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de +i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa +Vejen, før de skiltes. + +De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde. Fuldt +af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik. + +De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad +fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af +Brombær: + +-Sé Drengen, sé Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham løs; selv +løb hun op imod Markhøjen. + +-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt. + +Det var, som saá man den hele Ø idag i den klare Luft--Bakke og +Dal--saa grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige +Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen +var der ikke Bund. + +-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg. + +Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de løb, løb, alle tre, +Højen rundt. + +-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der løftede den fangede +Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver. + +De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved +Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt. + +Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede: + +-Det var svært, saa de fra Rønhave kørte til Bispens nu--det var anden +Gang. + +-Tredje var det--i to Uger. + +-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren. + +De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og +godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne +rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og _der_ blev vekslet +Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller +Tine kom ud paa Trappen. + +Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under +Træerne: + +-Hvor dog Skoven holdt sig, saa grøn den stod. + +-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer. + +-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Hækletøjet synke og saá ud +mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September. + +De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde været her sidste Gang +_det_ Aar og _det_. + +-Nej--ifjor var det knap man fik Nødderne bjerget. + +-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg. + +Herluf raabte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulde komme, Tine +maatte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en +Gynge, tæt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han græd +og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende: + +-Op Tine--op. + +-Den knækker, den knækker, raabte Tine--det _var_ en Vægt--mens Fru +Berg svingede til Grenen, saa Tines Skørter fløj om hendes Bén. + +Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines +bomuldsbestrømpede Lægge: + +-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru +Berg maatte lé ud med Ryggen til et Træ, før hun kunde komme hen og +faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet. + +Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa +en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var +snart paa Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var _dog_ blevet kolde. + +Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var +Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra +Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine +mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om +Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa +Havetrappen i sit Sjal og saá til og snakkede over Plænen til de to, +som syslede og beskar og vandede. Hun saá dem tilsist kun som et Par +Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede. + +... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over +Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. + +De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de pløjede +Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! + +-I saadan Luft _hører_ man Tine, sagde Berg, der standsede. +Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, saa frejdig +som Vorherre havde givet hende den. + +-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og +de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i +Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, saa det lød over Marken: + + Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Vove! + nu kommer Natten saa sort: + alt ligger Sol bag de dæmrende Skove, + Dagen den lister sig bort. + Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage, + til de gulnæbede smaa; + men naar i Morgen du kommer tilbage, + sig mig saa alt, hvad du saá! + +Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd +frem; i Rad røg de sindig Piber. + +-God Aften--god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem. + +-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem +alle ved Navn. + +Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--: +Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten. + +-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersønnen. + +-Naa, saa Gud ske Lov da. + +-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen. + +De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i +Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød +bag ved det gamle Taarn. + + Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Rislen. + Kærlighed kalder dig hjem; + sæt dig nu kønt mellem Løvbuskens Hvislen, + syng saa din Kærlighed frem! + Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme, + véd jeg nok, hvor gik min Flugt; + jeg kan i Lunden kun sukke og drømme, + det er min Kærligheds Frugt. + +De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. +Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning paa en Vejkant, +før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom +hende forbi. + +I Skolen sad gamle Bølling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og +hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde +Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op, +til Sæde paa Bænken, mens Bølling blev staaende nedenfor med Berg og +talte om Skovauktionen. + +Nede ved Kæret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam +Henrichsen, bred og stormægtig, ud paa sin Bænk mellem de to hvide +Søjler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svære Knud Smed, +der gik hjem med sin Hund. + +Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette +Nabolag, her paa "Torvet", saa velnærede de alle var, baade hos +Bøllings og i Kroen og Smedien. + +Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og +Bølling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til +Vands over Pladsen. Den drak og brølte, dumt og langt, ud over Kæret. + +Klokkerne hørte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine +fulgte med dem. Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker. + +Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den +om "lille Grethe". Skovrideren lod Døren til sin Stue staa paa Klem. + +Herluf var træt og faldt i Søvn paa sin Skammel med Hovedet op mod +Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede +ogsaa hun. + +Hun vaagnede halvt. Tine sér nok efter Bordet, sagde hun saa med en +søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at sé efter Sofie--Fru Berg blev +sjælden rigtig vaagen, før Lampen var tændt og Théen inde. + +-Nej, er der dækket, sagde hun da, hélt overrasket, og kom nok saa +rank op i Sofaen. + +Efter Thé plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i +Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren. + +Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst +rundtom Lampen. Mést var det Oehlenschläger, han læste, eller ogsaa +Palludan Müller--Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød. + +Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, løb Fru Berg og hun paa Vejen +ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af +samme Kop: + +-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, +før de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand. + +Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sént, han vilde selv +følge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som +tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vaagnede kun halvt og +sendte en søvnig Knurren efter dem. + +Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet. Her, Tine, +her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen +løftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det ærefuldeste, hun +vidste. + +-Vi sés, hilste Berg, naar de skiltes. + +-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren +var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting +at komme hjem her den sene Nat. + +Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: +der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergaarden. + +Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos +Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i +Underskørtet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Køkkenet og ind +igen, mens hun stadig talte med Bølling. + +-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede. + +-Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet. + +-Jo, Mo'er. + +-Tine, du, husk det lille Stykke Smør imorgen Barn, jeg har lagt til +Side--det artede sig saa vel i Kærnen, saa jeg lagde det til en Side ... de +kunde dog smage det dernede. + +-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren. + +-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig +af Underskørtet og op til Bølling. + + * * * * * + +Tine kunde ikke falde i Søvn inat. Forældrenes rolige Aande lød +bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte paa alle +disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf +og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom. + +Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Børn" korn til Skole i +Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj--Trine og Lars Erik's +Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saá forundret til fra Sengen. Og +saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen. + +Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i +Køkkenet paa Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes +Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede. + +Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I +Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saá de uden Lys. +Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge +hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede +Paradis, mens det skumrede. + +Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og +Fader røg sin Pibe paa Trappen. + +-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden. + +-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede. + +Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork +ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store +Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, +gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at +tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og naar den gik i +Mose--baade for Somren og Sæden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom +sént. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar +Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte +Bog med baade Stork og Stære i sin tyske Almanak. + +Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen. + +Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort +og Katekismus. + +Saa sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den +store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamæn tit ud i sin Dør blot for +at høre til. + +-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier. + +Baade Fædrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Børnene +tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud paa sin Trappe at svale +sig en Stund, efter Dagens Sved. + +Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og +fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Døren, +bag Buxbomhækkene, eftertænksom og stille. + +Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de +fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i +Fjederstolen paa sin Vogn: + +-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam +Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj +Maaned. + +-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som +véd at blive færdige med Høsten. + +Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder +Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen. + +-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af +i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling +maatte først give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at høre, +_hvor_ det var, og hvordan det stod. + +-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg tænkte del. Det er vel Tiden.... + +-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen. + +-Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og +Madammerne gik ind. + +... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med + +Mælken, sad Madam Bølling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden +fra Kirkegaarden og gik hjemefter. + +-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bølling, _er_ det saa gjort? + +-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads. + +-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ské Tak ... Ja, +saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling. + +-Godnat, Madam. + +Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev +stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind. + +Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for +Bærerne at naa op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt paa +Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind +paa Kirkegaarden. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte +Talen ind i Køkkenet. + +Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet +kom hun til Sæde paa Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad +ovre hos sig mellem de to hvide Sejler. + +-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bølling; Og Gud ské Tak--hun stred +sin Strid. + +-Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen. + +-Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede +tause. + +Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Præsten sammen +nu--; de sang, mens de løb hen over Sand og Buxbom. + +Aarene gik. + +Helg og Søgn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Søndag til Søndag. + +I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; én +maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe +efter Tjenesten. + +Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge +Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes +Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser. + +Psalmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det +var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens +hun gik. + +En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af +Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhækkene: + +-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, +begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren. + +Selv satte Tine sig--det hvide Bord var færdigt--paa Forhøjningen +saa andægtig, som kunde hun høre Kapellanen præke helt herind. + +Naar hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og +græd som et sprukket Kar, saalænge han var paa Prædikestolen. Hun +havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog +hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed--saa Kroens +Katinka lo hende ud, saa det klukkede. + +-En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa +Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrøvelse. + +Tine blev ved at sidde paa Forhøjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst +og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa +Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede +saa langstrakt ud i Solen. + +Psalmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og +skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med +Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen +kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder. + +Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store +Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en +undselig Klump. + +Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bænkede og sad lavmælte og +stramme rundt om Madam Ballings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om +til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i +Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. +Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte +til hende, som nu. + +Saa hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude paa +Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun saá +Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards +Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i +Sædet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og +de spillede videre. + +Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene +paa Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, +efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet +sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnævnt, Folkens--iforgaars, Berg +hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn. + +-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling. + +-Og det var godt det samme, erklærede Madammen. + +Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var +Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han +kunde være og hvorfra han var. Det _kunde_ være en af de Bergs fra +Gram, mente Bølling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829.... + +-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding.... + +-Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling. + +De to Gaardkoner paa Fløjene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende +Røster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to været med til at +vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa +baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue +og "Klædning" og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene +med de sammenlagte Lommetørklæder, mens den midterste Kone stadig +dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings +Kaffe og fik dem fortærede. + +-Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Stén, der nu fik Kaffe +budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden.... + +-Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og +Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en +Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrækket ved +hver Tiltale, sagde med et Ryk: + +-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev +færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet. + +Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt +Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav +deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen +efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besætningen. + +-Men de Skimlede, de kunde dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, +mente Knud Smed. + +Hos Degnens brød de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens +Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem +ad Gammelgaard til.... + +... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis +drev de Unge hjem bag Hegnene. + +Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra +Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet +Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saá efter +Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene. + +Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud +af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. +Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa +sin Bag". Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers. + +Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer +lød ud i Aftenen. + +Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun +havde været inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds +Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en +Levkøj ved Korset i det mindste. + +Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte +paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran +deres Døre og strikkede tause. + +Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kølig og +fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd +blev hørt--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra +Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes. + +Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte +Stemmerne: de talte om Skovriderens igen. + +-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt. + +Og Vognen kørte videre, til Lyden døde. + +En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa +Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte. + +-Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen. + +-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre +sine Øjne. + +-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra. + +-Godnat, Madam Bølling. + +Og Dørene blev lukket rundt omkring.... + + * * * * * + +Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede +til, og Vintre gik og Somre. + +Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens--de fra +København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om +Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde--man skulde +altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i +Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit +Hoved i Blød med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle +de Mennesker at spise." + +-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde +hun. + +Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var +Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte +Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole: + +-Er det Tine, hviskede hun. + +-Ja. + +Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i +sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, +som skulde lægges: + +-Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjælpeløs +i Tæpperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som +"altid mislykkedes" for Fru Berg). + +-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle. + +-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i +Sengen. + +-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun +puttede sig under Tæppet. + +Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen +over Sengen. + +Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden +og stansede foran Køkkenvinduet. + +-Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev +staaende lidt og saá paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med +sine runde Arme. + +-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig +være ganske køn--om Morgnerne.... + +Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i +Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede Traad--: +de fra Rønhave.... + +Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af +Fremmede. + +-Nu har de vist Snésen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du ... +hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel +kunde "lægge dem". + +Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi. + +-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling +saa til Slut og strikkede igen. + +De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en +Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til +Vinduerne: + +-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang +hen ad Vejen. + + Det Land endnu er skønt, + thi blaa sig Søen bælter, + og Løvet staar saa grønt, + og ædle Kvinder, skønne Møer + og Mænd og raske Svende + bebo de danske Øer. + +-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling. + +-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod +Sytøjet ligge i sit Skød. + +Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam +Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte +med deres Studenter; Hele Øen havde Fremmede nu. + +Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over +og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren; For man +blir anskudt. Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun. + +-Aa--der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun +vidste ikke, hvad han var--fra Rønhave.... + +-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, +saa hun stod som en Hankekrukke. + +Madam Bølling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre. + +-Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... _Det_ endte +Madam Bølling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale. + +Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran +Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip. + +-Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov, +ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land. + +-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte +stadig kun paa Skovriderens. + +-Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist +baade ét og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa +mange liggende Personer. + +Tine gik ned og "saá lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i +Storskoven. + +Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter en kørte +Vognene hjem med deres søvnige Gæster. + +-God Aften, hilste Kusken dæmpet. + +-God Aften, svarte Tine. + +Og Gæsterne nikkede--halvt i Søvne, mens de rullede forbi. + +Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng. + +Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede +forbi: + + Danmark, dejligst Vang og Vænge, + lukt med Bølgen blaa, + hvor de tapre danske Drenge + kan i Leding gaa.... + +-Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke +at vække Bølling, der sov: Hører du? + +-Ja, Mo'er. + +-Det var Skovriderens. + +-Ja, Mo'er. + +Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere: + + ... mod de Tysker, Slaver, Vender, + hvor man dem paa Tog hensender-- + en Ting mangler for den Have, + Leddet er af Lave. + +-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind. + +Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med +Hestene op om Krobakken--i den stille Nat. + +... Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de +sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. +Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ské Lov, lo hun. +Gud ské Lov for det. + +Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern +til de varme Vafler. + + * * * * * + +Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning. + +Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru +Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i +Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg +fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge. + +Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i +Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, +saa det klang; + +Pølse, Vin og Kærlighed, det er Livets Herlighed! + +Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt +saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saá +ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes. + +-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde +Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saá til, med Hænderne +under sit Forklæde. + +Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en +Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i +Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste +Sølvtøj. + +Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte. + +Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke +Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ... +Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: + +-Det var Bergs Breve fra det _første_ Aar, de var forlovede ... Hun +løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og +læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter +Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt. + +Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler +foran Tællelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde +Fru Berg og holdt pludselig op at læse. + +-Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand +ned mod Brevpakken, mens hun lo. + +De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var +Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen. + +Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved +Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft +Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens. + +-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg. + +-Tine, nu henter vi Peberne. + +De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i +lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til +hver. + +-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste +Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands: + +-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til +Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds +Klæder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen". + +-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det +med Helsen ... nyd det med Helsen. + +-Nu faar I Greverne i Spandene. + +De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand: + +-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt +som en Kat ved Ild. + +-Ja--ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af +Fryd og Fornøjelse. + +Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted. + +-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik +som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en +Byldt. + +Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade +paa Fru Bergs Stol midt under Lampen: + +-Ja--jeg har hørt om 'et før--sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før +--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af +Begærlighed efter at høre det en Gang til. + +Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos +Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i +Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj. + +... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb +alene--det var jo maaneklart og ganske lyst. + +-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun løb, +kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, +hun kunde dem jo udenad--Sætning paa Sætning. + + * * * * * + +Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med +hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der +var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet. + +-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar. + +Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved +et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, +saa koldt som det var. + +Og Julen kom og den gik. + +Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i +Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet +det sidste Dagslys. + +-Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun +flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine.... + +-Ja, sagde Tine langt og saá ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da? +spurgte hun. + +Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa +holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden: + +-At være to sammen, tror jeg--og være glade, sagde hun sagtere. Og de +sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet. + +Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys +brændte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rént +galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i +Stalden. + +Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt, +hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saá paa Træet. + +Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene. + +-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys +tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at sé det--og +alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige +til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Døren i en +Klump paa deres blaa Sokker. + +Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte +flakkende Lys endnu. + +Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude.... + +-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han +almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre +saá opmærksomt efter Lys paa Lys. + +-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste. + +Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte +Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause +gik de alle ud af Stuen. + +De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde +hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de +fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje. + +Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og +Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted +saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet. + +Saa gik de stille igen, mens Snéen knirkede under deres Fødder. Langt +borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte. + +-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine. + +Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens +Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket. + +-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude. + +De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær. + +-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over. + +-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. + +Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt. + +Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide +Marker under den stjernehøje Himmel. + +Det var sidste Jul. + + * * * * * + +Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd +hun og græd hun. + +En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var +Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen. + +Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund. + + + + +II. + +Der var Fremmede hos den énarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt +efter Middag allerede--Folk holdt af at være sammen i de +Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i +Dagligstuen, hvor der stod én Røg af Piber. + +Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som +havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og +nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre +kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i +Smaaklynger og blev ved at tale, højt, om Bustrup og Værkerne og +Mysunde og om den sidste Krig. + +Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra +Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om +Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong +Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget +Spyt var fløjet ud paa Sténs Vest, og han sagde som et Slags Résumé: + +-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_. + +Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var +Grundtvigianer og kvækkede som en Frø. + +Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring +Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved +Frederits--_da_ havde han været med: Det var Storm paa Skandser og +Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade +Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken +spille, og naar de stormede, sang de. + +Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager. + +Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til +Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra +Gammelgaard havde ogsaa været med, han havde kæmpet under Helgesen. + +-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Røverkaptejn. + +De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om +Schleppegrel; og om de Méza, der skiftede Handsker midt under +Kugleregnen. Hver fortalte højlydt _sit_--undtagen Kammerherren, +Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om +Regeringen, der kendte sit Ansvar. + +Ellers var det én Vise om Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa +Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig +Spøg og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her +i Besøg og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han +havde faaet skudt af ved Skydeøvelse i en Skytteforening, greb sit +Glas og raabte, hed af Krig og Punsch: + +-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem. + +De raabte alle med, med skinnende Øjne, og paa én Gang sang de, "den +tapre Landsoldat", med høje, larmende Røster, alle--undtagen Provsten, +der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store +Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide +Skjortebryst frem og smilte. + +Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde +han--med den Sætning plejede han at fortsætte sit Livsværk efter hver +Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--højere og +højere (Studenten oppe paa en Stol) sættende i paa hvert et +"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Næver for deres Fod. + +Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang +endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: + +-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter +Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. + +-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og søgte sin Avis i +Bunken. + +-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa +glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. + +-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni +Fingre. + +De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde +læse: Lad Provsten læse, sagde Stén. + +-Ja, vil Højærværdigheden læse, bad de alle, mens de satte sig rundt +om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne +var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i +"Bladet"--den kunde han læse; + +-Ja, læs, læs, raabte de alle. + +Hans Højærværdighed holdt det løvemankede graa Hoved rankt, og med sin +myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blødt, læste han bredt og +klart Korrespondancens Ord, som oplæste han en Proklamation; mens de +andre sad med Blikket fæstet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par +med foldede Hænder--og han blev ved at læse. + +Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun græd. + +Korrespondenten skrev om Vogne med "prægtigt Kød" og en Mængde Brød og +Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han +over til at tale om "Stillingen", og Højærværdigheden læste +uvilkaarlig med højere Røst, dvælende og endnu bredere som en Digter, +der, kælende, oplæser sit eget Værk; + +"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold, +det gamle kære Dannevirke, som vi i et Aartusind have kæmpet om, og +som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs +denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen støttes ved +Oversvømmelser. Og mere behøve de ikke at vide: Mere er det ikke værdt +at fortælle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er +en stejl Fæstning, fra hvis Ildsvælg Død og Fordærvelse ville spredes +i Fjendens Rækker,--at se derfra ud over Terrænet og at tænke sig vor +Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. +Modtagelsen vil blive varm".... + +Stén havde lagt sin Næve over i Forpagterens fra Vollerup, som +trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr. +Graa sad og slog sine smaa runde Hænder, knyttede, ud i den tomme +Luft. + +Provsten blev ved at læse: + +"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Øre ved at +høre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne +til Kampen. Vejene vare glatte, de pløjede Marker, over hvilke jeg +red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvær ved at arbejde +sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo +vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder +vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham +at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje, +hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. +Det vil blive besværligt for ham at storme løs".... + +-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tænder. + +-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over +Jordklumperne, medens vore Kugler gør lyst imellem ham og hans Blod +farver de hvide Marker røde...." + +Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en Lyd; det var som de alle +med deres skinnende Øjne saa baade Marker og Blod. + +"Mangen kraftig Mand"--læste han igen--"vil lægge sine Bén her i +den fremmede Jord; mangt et ømt Moderhjerte vil faa det Budskab, der +er tungest af alle. Men det maa være vor Trøst, at Ulykken vil ramme +vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans +Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid +Modet maa blive lønnet, og gid mit næste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_ +haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgørelsen ligger i Guds Haand". + +Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knæ, men Kapellanen +sagde med vidtopspilede Øjne: + +-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark. + +Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Øjeblik sit +Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brød han ud og lagde sin Haand +myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har læst, _spejler Nationens Haab_. +Det er vor Fortrøstning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det +hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil +vække vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi næsten fik +ventet os i Søvn. Bøjet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde +saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev næsten +en duknakket Flok.... + +-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa. + +-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sørgeligt gik +Indrømmelsernes Spøgelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets +bedste Mænd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den +Stund, som disse Mænd har _villet_. Ja--og Præsten løftede Røsten, +mens det gav ligesom et pludseligt Sæt gennem alle de Mænd, der +lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med +velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den +maatte fægtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes længer som +Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af +ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land.... + +De raabte alle Bravo og "Hør" og hede Ord, som ingen forstod, mens de +saá paa ham med aabnede Munde. + +-Ja, raabte han og løftede Haanden halvt, mens han selv aandede svært, +den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er +det, som værnes i denne Stund. + +Han taug. + +De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Stén og Forpagteren fra +Vollerup pludselig løftede Armene, som svingede de et Par voldsomme +Vægte i deres Hænder. Saa løstes de i Grupper paany, og talte igen--om +"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, hørte man Graa sige over dem +alle: Gud vil skærme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod +tæt ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt +det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der +var svagt snøvlende: + +-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land. + +De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret +til. Den tætte Røg i Stuen løste sig i Trækken til store og viftende +Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder. + +I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men +inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe højt, i Klynge om +Værten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op +paa en Stol: + +-Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse,--skreg han--der +styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som +hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element-- + +-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i +Stuen og uafladelig førte sin knyttede Haand ned mod sit store Knæ, +blev ved at sige: + +-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned. + +Kun Kammerherren og Provsten hørte mer; de andre gik op og ned, +rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa +hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og--pludselig +skældte de Kongen, Kong Kristian. + +-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst. + +Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Raab. + +Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strøm af Ord +ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens, +der vilde Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som +Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt. + +Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strømmede sammen, saa +Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud +til Husmænd og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke +for deres Brødre ved Dannevirke. + +Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saá de +som Skygger Husmænd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte. +Men, paa én Gang, havde de derude løftet og tømt deres Glas, og der +lød ni lange, dæmpede Hurraer fast ud fra Mørket gennem Stormen imod +dem--som en Ed. + +Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevægede af deres egne +Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde +med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mørket: + +-Hr. Kammerherre, det er Mændene fra Isted. + +Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer væk fra +Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren: + +-Det er _dem_, som skal dø, du. + +De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Sæt, paa +en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte +han--usammenhængende, krammende om den røgfyldte Luft med sin +lemlæstede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saá--og de blev +staaende og hørte ham: + +-Om _Førerne_ er der talt--mér raabte end talte han--ja, de, som har +ført de ældre--men _os_, os de Unge, os, der skal kæmpe nu, os har +andre ført: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye +Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har +ført nordisk Ungdom til berømmeligt Samtogt--_hans Syn har ført os til +denne Dag_.... + +-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevægede han sin Haand gennem +Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed +endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de +Illusioner har mættet os og de har været vort Brød ... Og naar der +nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, +men hørte hans unge Stemme og saá Skinnet paa hans Ansigt, løftede sig +i Hænderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende +Øjne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som sér med tindrende +Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmænd--saa er det ham og hans, +som har næret deres Haab og har ført dem herhen: _hans_ er Ansvaret og +Æren--leve da _han_ og _hans_. + +Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men +som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, +raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over +Engen frem over Vænget--igen og igen. + +Karlene hørte ikke og vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb +dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: + +-Hvor er Tine? hvor er Tine? og løb op ad Trappen med den samme +skingrende Raaben: + +-Tine? Tine? Hvor er Tine? + +Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men +virrede kun maalløs med sit hvidgraa Ansigt: + +-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Fær' i Degn'gaarden, hva' er der paa +Fær' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at løbe forvirret rundt +om sig selv med "Tørklædet" i Haanden, som hun tog af sig i +Forskrækkelsen. + +-Fa'er, Fa'er--Tine kom løbende med et Lys og bøjede sig ned over +ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er? + +Men Bølling svarede ikke; før han med ét tog hendes Hoved og førte det +ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage +mod Væggen og løftede sine Hænder, som sank igen. + +Bølling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa +Døren--Dagligstuedøren. + +Tine gik ned og fik Døren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen +ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mér. + +Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. + +-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og +vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--: + +-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke. + +-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saá kun ham, hans +Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun +kunde ikke svare mér, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, +paa Trappen ved det forladte Lys. + +-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De +gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad +si'er De, Mand--saa forklar! + +Men Degnen hørte ikke; han vidste kun én Sætning, som han lallede, to +Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfælde, eller som en Idiot. + +-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han søgte at løfte +Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og læste +og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive +Hænder, over alle de andre, som var stimlede ud. + +Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Stén støttede ham. De vidste det +alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa løb +Forpagteren fra Vollerup, skælvende som et Løv, hen og slog sine +knyttede Næver ind imod Væggen og hulkede som en Gal. + +Og man hørte dem paa én Gang hulke, blege og magtløse og forbitrede; +og Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage og sagde ivrigt +Men det er umuligt--det er umuligt--Hæren--Hæren, bestandig gentagende +dette ene Ord: Hæren, og demonstrerende med sine krumme Fingre. + +Udenfor hørte man Pigerne græde og Karlene, der gik stille tilbage til +deres Køretøjer. + +Stén, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hænder ned paa hans +Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, +Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om +han ikke kunde bære det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stød +gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem: + +-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok. + +Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Afløb +for al deres raadløse Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strøm af +Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forræderi. Og +pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede +han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, ført som en Kugle af hans +lemlæstede Haand, tæt forbi Højærværdighedens Hoved, lige mod Kong +Kristians Billede, der knustes. + +Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned +fra sit Søm--Dannebrogsflagene over den afdøde Konge løsnede sig ved +Stødet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de +begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel +Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten, +der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han støttede sig til +Bordet med en stor Gestus: + +-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag. + +Ingen havde hørt Døren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og +de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vækkedes: + +-Aa, her er Selskab! + +Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide +Skæg; han saá et Nu hen over Borde og Glas og de væltede Stole: Stort +Selskab, sagde han og saá hen ligesom gennem sin Provst, der endnu +hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet. + +De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen +vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestætens Billede--men _slap_ det: +Bispen havde set. + +-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig. + +Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Bén, som han +skyldte sin Charge--"Louise vil sé de Ben i stramme Bukser", havde den +afdøde Folkedrot sagt ham ved Udnævnelsen, og det joviale Kongeord +blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saá et Øjeblik ned +paa disse urolige Bén. + +Saa sagde han i en hélt anden Tone, mildt og meget indtrængende: + +-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgaa +for os alle. + +Han taug igen. + +Det var iøvrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han +saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skælvede +pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men følg dog først +Deres Gæster ud. + +De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Døren klaprede i +Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blæst ud--og de +gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem +Vognene. Man hørte rundt om Kuskenes Raab; Stén stod og græd igen, +lænet op til sine brune Heste. + +De første var kommet i Vognene og de begyndte at køre, Skridt for +Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad +Alléen gennem Mørket, besværligt og langsomt. + +Tine sad med sin Fader i Køkkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_ +havde hun bragt ham ind. + +-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og +klappet ham igen--han var som livløs, gamle Bølling--indtil han brast +i Graad, lænet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, +længe. + +Nu tog Tine Hænderne bort, hvormed hun havde støttet sit Hoved, og som +om den nye Stilhed vækkede hende, sagde hun: + +-Saa kommer Skovrideren hjem. + +Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig +med store Øjne. + +Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i +Ærmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa +Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt +paa Trappen: + +-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil +De staa op! Og han ruskede i ham. + +Men det var, som om den lille Kapellan ikke mærkede det. Med sit +Dværgeansigt, der saá ud som forvaaget, hélt op til Fangels, sagde han +kun: + +-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark? + +Og gamle Fangel følte selv sine Øjne svide, da han efter at have +besørget Kapellanen kom i sin Vogn. + +Bispen var endnu alene. Længe stod han og saa' ud over denne hærgede +Stue, hvor Gardinerne løsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og +Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige +Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede +op og ned i Trækken. Biskoppen tog det op og læste et Øjeblik deri, og +mens den gamle "Reaktionæres" Ansigt fortrak sig til Spot eller +Smerte, blev han ved med at lægge det sammen og sammen ligesom til en +lang Svøbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tømte Glas. + +Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. +Ærbødig tog han Kongens Billede op. Nænsomt, mens Lampens Lys faldt +paa hans Ansigt, løsnede han de splintrede Glasstykker ud, ét efter +ét, og hængte Kongebilledet hen. + +De smaa Flag stak han op derover. + +Saa løftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede. + +Længe betragtede Biskoppen den højsalige Majestæt--med et +besynderligt, med et respektstridigt Smil. + +Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen hørte man, langt borte. Vognenes +tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog. + + + + +III. + +Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde +laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars +Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og +fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt +Øjnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom +igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden. + +Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulde til Brønds. Hun +var næsten altid uden "Tørklædet" nu og havde et Par Tilløb til +Alexandralokker bag Ørene, udenfor Nettet: + +-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun +havde faaet en egen smidskende og koket Manér at tale paa, som om hun +altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser +"Skørtet" over Gaarden. + +Ogsaa ved Brønden hængte et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende +med Spanden. + +-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til +Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk. + +Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, +tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde. + +-Naa--én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i +Sofaen og strakte de lange Bén utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte +vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden. + +-Ja, det gør vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog +ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt +og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdæk. + +Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved +Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med +Kaffen: + +-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par +Lieutenantsbén at komme forbi i Dørene, naar man skulde ud eller ind. + +Der blev en høj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til +Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. "Wrangel" var et +Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle +Stave med en Hat paa og et gammelt Tæppe; en Kost havde været +Geværet--nu havde Blæsten revet det løs og slaaet det ned. + +Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen +vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt, +begyndte paany. + +Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa +deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bén eller paa +sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen, +stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommen--om +og om Plænen. Nu havde de vandret _der_ en Time. + +De to Kaptejner blev vækkede op af Tine--Officererne havde altid et +Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med +Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog +sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min +Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var +saadan et Dusin Lieutenantsøjne, der ligesom altid hang ved dem: +Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod +dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene. + +-Ja, idag skal det _være_, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptejn og +fik rejst sig af Sengen. + +-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod. + +Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. +Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev +lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen som saá han for +sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og +komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa +Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap +at løsne et Skud. + +-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra +sig. + +Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde +den anden Kaptejn. + +-Ja, sagde Tine og fór lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl. +6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saá ud i Luften. + +Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af +Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende +paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar, +naar hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi. + +-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en +Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor +hun stod. + +Lidt efter kom hun over Gaarden med et Tørklæde om sig, som Blæsten +tog i. Da hun naaede Enden af Alléen, sprang Lieutenant Appel over +Havegærdet ud til hende: Maa jeg følge med Dem? spurgte han med en høj +Stemme næsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende. + +Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, saa +han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt +Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen +og smilte saa undertiden med et Par store Øjne, som saá han et +pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning +ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var énsomt--rundt om Dammen. + +_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med +hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nølende--om _det_, +som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme. + +-Om Vejen langs "Søen"--det er saadan en dejlig Sø, sagde han, med et +Smil, som saá han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge +Piger" kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter Kirke, to og +to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han.... + +Saa taug han lidt, bestandig smilende: + +-Aa--de unge Piger er saa kønne i Viborg, sluttede han saa langsomt og +taug igen. + +Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun +sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsøgt +at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens +Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte paa Brevet +endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om +alting.... + +Appel sad og fortalte: + +-Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det +stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og +Damer--allesammen i én Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til +Appels Forældre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til +Morgen.... + +-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens, +Lieutenant. + +Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og +tilbage, længer henne i Mørket, med ét paany greben af Tanken, han +ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken +om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom: + +-Naar mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gaa. + +Han satte sig paany, men længere fra hende og han sagde igen: + +-For det maa dog bryde løs! Og de taug begge, i Skumringen. + +... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun næsten løb. + +-Saa skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk. + +-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. + +-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saá +mod Jorden. + +Tine hørte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde +huskes lige i de sidste Timer før Skovrideren han kom, og Afdelingerne +drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa længe sagt, at nu kunde +de ventes--: + +-Hvor skal De ud? spurgte hun kun. + +-I Nr. 2, sagde han hastig, og en stærk Rødme slog pludselig op i hans +Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saá ud i +Luften--to Gange: + +-Saa er man der paa én Gang--saa er man der paa én Gang. + +Tine løb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. +Han vilde ikke være sammen med nogen--han maatte være alene; han var +ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa +det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som +skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er +det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord. + +Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden. +Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod aaben, laa et Par Kaptejner med +opknappede Uniformer paa Sengene. + +Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet Hun saá saa inderlig +træt ud, med mange smaa Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp +med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af +Støvler og paa Vægge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge. + +-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted +for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage. + +Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om +det, hun "havde" til Skovrideren: + +-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem.... + +Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt +Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man +jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var. + +Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan +skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet? + +-Og Bølling, og Bølling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var +en Slags Træthed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til +ham. + +Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de +havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet +forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det højre +Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det højre Øje. + +Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skødet: Naa, hvordan gaar +det dernede? sagde han; ogsaa Mælet var blevet lidt besværligt. + +Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet +bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa +holde det om dig. + +Og hun fortalte. + +Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset, +oppe og nede. + +-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Øjne. + +Men Bølling der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge: +Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede +paa Tine med et Par tomme Øjne. + +Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo +blive godt endnu--man maa jo haabe. + +Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af +Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt. + +Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne +lød, kaldende, højt, ud over Markerne. + +Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blæsten +bølgede den stærke grønne Rug paa Lodden, mens Karlene drøftede dens +Kvalitet. + +-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt. + +-Ja-a, svarte en Anden langt. + +-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje +til. + +-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre +langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd, +støttede til deres Geværer. + +-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen. + +-Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren. + +Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo +de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni +forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lød Geværernes Raslen +og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab. + +Skovridergaarden var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i +de tilrøgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lægges paa Skovriderens +Seng. Ude fra hørte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at +synge. + +Saa kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast +og bleg, og løb hen, hvor hun stod: + +-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde næppe tale, medens han tog +hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de +kan ventes. + +Og han stod kun et Øjeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes +Haand krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gaarden med +flagrende Kappe--han havde blot _maattet se ét Menneske og sige det_, +før han skulde derud. + +Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden. +Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man sé +Regimenterne, naar de kom hjem. + +Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som +Øjet gik over det vide Land, saá hun paa Bakker og paa Veje og bag +Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al +Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin +tabte sig bag Højderne som Drøn. + +Dér var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel. + +Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte +hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i +kortere Stød. + +Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke. +Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren +og Sang, mens Solen gik ned. + +Saa saá hun Skovriderens Folk--_dér_--paa den næste Bakke--jo, jo, det +var _dem_. Hvor de sang! + +Og Tine løb ned og hjem. + + * * * * * + +Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og +Tallerkenklirren og Latter og Tale lød gennem Huset, naar Sofie gik ud +og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af +Maren; og ude i Gaarden løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage. + +Berg sad, med skrævende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, +der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, naar +han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine +brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at spørge om +og faa nøje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred. + +-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saá ud, som +Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole. + +Men Tine lo og blev ved at fortælle. + +I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt +Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Døren. + +-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med +tømte Fade. + +-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye Æg paa et Fad. Berg læste +ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet +med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store +Bogstaver. + +De talte om Fru Berg--længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo +næsten altid om hende. + +-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg. + +-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine. + +-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have +saamegen Sol. + +Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev +spillet paa Klavér og ved Kakkelovnen slog man paa Brændestykker til. +Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt +af Madlugt og munter Støj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til. +De røg ved Leddet en sindig Pibe, før de i Laden skulde lægge sig. + +Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vært--, _der_ gav han +sig ilag med Madam Bøllings Frikassé. + +-Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem +Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvartér. Hun begyndte +hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende: + +-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet, +trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen. + +-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var +færdig med Madammens Høne. + +-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme. + +Berg lænede Hovedet tilbage og saá efter Tine, der havde Toddyvandet +paa Ilden nu og satte Glas frem: + +-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blødt og langsomt. + +Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der +ved Ilden. + +Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Røgskyer fra deres +Piber, saa mætte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mér, +sad kun og nød stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine +gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød +Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede paa hendes Vej +til hende, mens Lieutenant Løvenhjelm blev ufortrøden ved at hamre "El +Ole" paa sit Klavér. + +Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra +København--en jødisk udseende Person, der skulde berøve Berg hans gode +Seng inat for at faa Lejlighed til "at sé et landligt Kvartér"--om +Fægtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig +godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten. + +-Tre Døde, Hr. Kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at +spille. + +Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og +beklagede sig for Berg: hans to Døtre vilde nu ogsaa herover--til +Ambulancen. + +-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer +hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen +hørte Tine sige med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til +Løvenhjelm et: + +-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhøjt, Tine ogsaa; +Majoren gik bort fra Themaet "sine Døtre" og lagde Haanden over paa +Bergs Knæ, der sad ved hans Side: + +-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det +skinnende Forklæde--ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende. + +Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb paa Trappen og en +Støj oppe i Gæsteværelserne. Støvler blev slaaet haardt af i hele +Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglæde de flade +Hænder mod Væggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap løs +først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i +rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Staahej var der i alle +Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog. + +-Hva', det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i +Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro. + +Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog +Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa +til Underlag paa sin Sofa. + +Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen +sad kun den énarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham +om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og +gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som +Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Øen og i Skanserne, med +Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser. + +-Ja--kære Ven, sagde han, er det ikke rørende ... de siger: _vore_ +Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kære +Ven, deres egne _Landsmænd_--ja--det er rørende ... Baronen taug et +Øjeblik og Korrespondenten sagde: + +-Ja, de Herrer føler for vor Sag. + +-Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig +nævne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som +var det en kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de maatte nævnes +i en Avis. + +Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens +Seng. + +Tine var færdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i +Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i +Sengene. En Lieutenant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og aabnede +Døren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i +Dagligstuen. + +-_Mig_, raabte Tine højt og løb léende sin Vej; hun var saa vant til +Kantonnementslivet nu. + +I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for +Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om +sine Lader. + +De stod et Øjeblik sammen paa Trappen. Natten var mørk, saa de kun som +Skygger saá Gaardens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur +skrabede i sin Baas. Saa lød der ligesom en Puslen henne ved +Bryggersets Dør. + +-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen. + +-Aa, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét--for et +Øjeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa +Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun. + +De stod et Øjeblik endnu tause i det dybe Mørke. + +-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand. + +-Godnat. + +Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør. + +-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen +og lagt ind til mig ... + +Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej! + +-Ja, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget--alt for meget ... +Tak. + +Hun hørte hans Trin fjærne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun +havde faaet Taarer i Øjnene. Saa klædte hun sig af og gik i Seng, +langsomt og stille. + +Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, +naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange +mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og +nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde +Hus. + +Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting. + +Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ... + +Tine laa og smilte. Hun tænkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa +Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen. + +Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for +Skovrideren. + +... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. + +Saa blev der ganske tyst i Huset. + + * * * * * + +Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Køkkenet paa bare Ben, som +hun var. + +Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op. + +Jo--det var--det var Allarm.... + +Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gaarden. Tine +fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, raabte ud i Gangen: + +-Sofie, Sofie. + +Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: + +-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken +slukte. + +I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne foer gennem Stuerne +med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og raadløs +knappede han Uniformen til og knappede den op igen. + +-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne. +Rask rask! + +-Ja, ja, svarte Tine, ja.... + +-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu. + +-_Maaske!_ Og han gik. + +Signalerne lød bag Længet, allevegne. Hestene blev ført ud i Gaarden +nu. + +Tine tændte Lys paa Lys. Officerer og Soldater løb i Gaarden blege, +forbi Skæret. Ovenpaa hørte man endnu Stemmer gennem de kladrende +Døre--i Gaarden lød Majorens Kommando, som Blæsten tog. + +Og Baronen skreg paa en Vogn. + +Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig paa midt i +Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde: + +-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt. + +-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene. + +-Ja, alle venter, at det skal gaa løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke +i Vesten for Trippen. + +-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes +Haand, et Nu, saa fast. + +Tine saá kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude. + +Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad +Alléen.... + +Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje. + +Hun sagde: + +-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring +og græd fra Gangen til Stuen. + +Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde +aldrig været saa angst. Hun foer i Mørket paa et Træ, ind i et Busket, +men hun blev ved med at løbe--op paa Højen. + +Kun som en stor Skygge saá hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. + +Hun stod længe; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saá intet. Taus gik +den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Mørket, hvor +Trinene døde. + +Saa gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken +stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et +Par flakkende Praase. + +Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i +Borgestuen laa Maren paa Slagbænken, oppustet, sovende, saa lang hun +var, ved Siden af sit Lys. + +Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og +vilde forsøge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde +liggende. + +Men hun skrev ikke; læste kun det Skrevne, bøjet under Lampen: Ja--det +var om Skovrideren alt, hver Sætning--_alt_. + +Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i +Havestuen i Mørket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord +og græd ... + +Dagen meldte sig med sit første Skær. Graa listede Morgenen sig frem +over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus. + +Dørene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede. + +Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag. + +Ude hørte hun igen Horns Signaler, som Stormen sønderdelte, saa de lød +som Fugles Skrig. + +Saa pludselig smilte hun: hun tænkte paa hans "Farvel". + + * * * * * + +Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager. + + + + +IV. + +Roen var brudt. + +Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, +Time paa Time, mens Vejen genlød--bestandig--af Marcherendes Trin, +Ordonnantserne jog og foer paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst +Allarm i ét Døgn. + +Alle Længer i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vægge--som +var de febersyge Levende. + +Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom +og Tropper gik. + +Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i +Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _hørte_ kun uden at kunne +rive sig løs: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ høre. + +Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad: + +-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En. + +Der var andre, som mente syv. Og paa Værkerne var der dog ikke gjort +Skade. + +-Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant. + +Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med +Napoleonsskæg og Pibe, som sagde: + +-Sekondlieutenant Appel er saaret. + +-Saa?--Han, den Nye? + +-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen, +lagde til: + +-De véd, den tynde blonde. + +Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mést helt unge +Lieutenanter, som bed i smaa Overskæg og diskuterede Begivenhederne i +særdeles fagmæssige Udtryk. + +Tine gik dem forbi. + +Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand +var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter. + +Tine stod hos og hørte længe. + +-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bølling, sagde muntert en Kaptajn, der +vendte sig og løste sig ud af Gruppen. + +-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde, +paastod En, at der var. + +Tine levede kun i én Tanke. + +-Og de skyder endnu--de skyder endnu.... + +Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og +der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer. + +I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han +talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved +Blokhuset. Tine blev staaende og hørte ikke en Stavelse af hvad han +sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og saá paa ham: + +-_Var det saa forfærdeligt?_ + +Lieutenanten blev ved at fortælle--i Virkeligheden havde han ligget i +Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater--: + +-Hedt var'et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden. + +Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, +som i Tanker, førte Tines slappe Haand ind mod sit Knæ. + +-_Saá_ De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke. + +Saa kom der nogen fra Gæsteværelset, og Lieutenanten stille bandte. + +Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer +redt; hun blev spurgt og gav Svar. + +Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i +Krogene og jamrede. + +Nu var hun krøbet ind til Tine i Kammeret. + +-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under +Kanonernes Støj. Det kommer over os all' ... før vi véd'et ... før vi +véd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden. + +Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede +gennem Natten. + +Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter +synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der +"ikke vidst' hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et Par Bukser". + +-Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen: + +-Saa hun sér ejegod ud; hun saá op paa Fru Bergs Portræt, der hang +over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik. + +-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og +En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vær' sket, og hvem der +ka' ha' draget sit sidste Suk. + +Sofie begyndte at græde højlydt: + +-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og +stod ... herind' om Dagene. + +Tine tog Billedet og betragtede det længe: + +-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun +Hænderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Øjne--for første Gang +i disse Døgn. + +Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om +sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var +dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa. + +I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu. + +Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille +allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved +Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen, +som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde". + +Men han "bøjede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved +Lygten. + +Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brændte et flakkende Lys, +som Maren nu igen var løbet fra. + +Inde i Kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen, +tænkte hun pludselig: + +-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen. + +Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da +brølte de, dumpt, som mod Uvejr. + + * * * * * + +Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt +tilbage. + +I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede +forbi, alle Regimenter var ude. + +Baronen var faret tilvogns ved det første Gry. + +Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden +længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem. + +_Der_ tog Madam Bølling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande +fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog +i med--med opbundet Skørt. + +-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bølling, der sæbede Karme +med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker--Smudset +kommer ind over alle Dørtrin. + +Madam Bølling saá ud paa Pladsens dybe Ælte: + +-Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat paa +Afsæbningen igen. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dørkarmene +--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken. + +Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne: + +-De ta'er nok det værste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og +slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med +Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa én Gang have +travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle +fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro! + +Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende. + +Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Saadan havde de endnu ikke +raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder. + +-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens +Hænderne gik hen over de rystende Ruder. + +Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. + +Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det +kogende Vand. + +De var færdige, og Madam Bølling vilde følge Tine. Hun vilde sé, +hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte. +Madam Balling løftede Skørter og vidste ikke, hvor hun skulde sætte +sine Bén. + +-Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og saá om efter Datteren, der +hele Tiden blev tilbage. + +Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne ... og mager var hun +bleven--rigtig mager blev hun: + +-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre. + +Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe +Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok. + +Madam Bølling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Møblerne havde +faaet Skub og Væggene Stød og ingenting saa stod det, hvor det skulde: + +-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bølling ved al den +Ødelæggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det før havde +været: + +Og--sé nu, og sé nu! Madam Bølling stansede og begyndte at græde. + +-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen. + +Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skét i hver +en Krog. + +-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bølling lidt heftigt. + +-Ja, Moer, ja, sagde Tine. + +Hun saá det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt +blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo +ikke overkomme det. + +Madam Bølling blev ved at gaa og halvskænde: + +_Noget_ kunde man gøre for at holde sammen paa Tingene. + +-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun. + +-Ja, Mo'er, ja. + +-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som +skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gænge. + +-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at +græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder. + +... Madam Bølling var gaaet over Gaarden til Leddet. + +Træt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og +_hun_ hørte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun +havde kun én Tanke, Nætter og Dage, blot én Tanke, der skar gennem +tusinde: + +-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._ + + * * * * * + +Da Madam Bølling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun +vilde ud til Pér Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det +sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu. + +Men oppe paa Markhøjen saá hun pludselig Bølling, helt oppe paa +Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven. + +-Men at Bølling var klavret derop,--Madammen satte næsten i Løb op +over Pløjelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge +Mand, elendig som han var. + +-Bølling, Bølling. raabte Madammen. + +Men hun hørte ikke mér--ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun +løb op imod Bølling paa Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu naaede hun +Toppen. + +Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den +væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, +mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter +op imod Himlen--Huse og Byer, der brændte til Grunden. + +Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte, +som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hænder op og ned. + +Bølling havde sét hende. Men han rørte sig ikke. + +Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Haand pegende rundt +fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle: + +-Det er Ransgaarde. + +-Det er Staugaarde. + +-Det er Dybbøl + +Madam Bølling kunde ikke tale. Heller ikke græd hun--blev kun ved at +bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned. + +-Det er Dybbøl, sagde Bølling igen. + +-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bølling saa og _rev_ ham med sig, +løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt: + +-Du maa ikke staa der. + +Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det +rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen +Ord i sin forfærdede Hjærne og sagde kun som Tine før--to Gange: + +-Ja, alting er ude af Gænge. + +Oppe paa Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr. + + * * * * * + +Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det +gamle Sovekammer--_der_ var Snavset værst. + +Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; ørkesløs sad hun +kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder. + +Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens +Stemmer. + +De gik ind. + +Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i rén Ekstase over sine +Englændere. + +-De løb frem. Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i +Kugleregnen--de ligefrem _søger_ Døden, sagde han. + +Baronen var helt ude af sig selv. + +Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han +talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt, +indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord: + +-Det er en Krænkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en +Forhaanelse af Aarhundredet. + +Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op med +Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret: + +-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han +maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor +Regering vil handle.... + +Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod +alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde +være Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres +dumpe Drøn. + +-Og Europa vil ikke sé derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er +Draaben--Europa vil rejse sig--vær vis derpaa.... + +Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde: + +-Hvad si'er Deres Englændere? + +Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to +Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, staaende +midt i Stuen, séende ud for sig, som saá han allerede for sine Øjne +alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner: + +-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes +om os. + +Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin +ene Arm. + +-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar +_de_ ikke turde, burde _vi_ lært dem Energi. Det var Offensiven, det +gjaldt. + +-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør +vi?--og Baronen udspilede som fem Spørgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja, +vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor +Krigsførelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt. + +Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie. + +-Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her +fattes Energi; _det er ikke i København, man mangler Mod_. Men, +tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet +med en anden Hær.... + +Tine hørte Gangdøren slaa op og i, og Sofie løb gennem Gangen og +raabte: + +-De kommer, de kommer! + +-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen. + +-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage. +Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket +Tog--sikket Tog! + +-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende. + +-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var +saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en høj +Klagetone) _faderløs_.... + +Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende +skreg Baronen i Gaarden. + +Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnantser, +Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb paa +Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Tækkemands Hus: +herude paa Vejen kunde hun ikke sé dem--her kunde hun ikke staa. + +Hun vendte sig og gik ind. + +-Det er de Saarede, sagde hun blot. + +Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Hørup Hav, +sagde hun langsomt og fik Slagbænken vidsket af--til Sæde--med sit +Forklæde. + +-Ja, nu har _de_ sat Førligheden til sagde Krøblingen, der sad ved +Ovnen bag Tine. + +Tine vendte sig hastig mod Svogren og saá angst paa ham: hans Ansigt, +der var underlig fortrukket som en Dværgs og de to Bénstumper, der +hang ned fra Sædet som to Byldter. + +-Aa-a, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned paa Bænken. + +De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det tæt i +Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet. + +-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar. + +Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak +den første Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun +til Side. Hun syntes kun, hun saá nogle hvide Ansigter gennem et +flimrende Rødt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede. + +Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten +ved Vejen. + +Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den +Jamren, der lød. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi. + +Ane kom frem bag hende med de to paa Armen: + +-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, +nej, ih--nej, sé. Herre Gud, sé, saa Blodet dripper.... + +Tine saá dem--Vogn paa Vogn. + +Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham køre med varmt +Øl nu--det var svært saa det gav at køre med varmt Øl nu. + +-Og saa saa'n Krøvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsætning da. + +-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane løb hen til det andet +Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er dækket te'.... + +Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen paa Vejen, hun saá +intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og +hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem +bedre--blot for at løfte Kapperne og sé dem, et efter et, de graablege +Ansigter. + +-Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde +Kusken sindig. + +Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Méd, mens Taarerne +løb ned ad hendes Kinder. + +Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo'er sammen med et +Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de stansede Vognene +for at trykke de Saaredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind +i Ansigtet og blev ved at sige: + +-De tapre Folk, de tapre Gutter. + +Som langt borte saá Tine paa Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved +Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede +Englænderne med den Enarmede--og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn +ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede +sin store Haand: + +-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet. + +Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen +raabte ned over Vejen: + +-Jomfru Bølling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ... +Mr. Arboun har bragt det. + +Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa førte hun Haanden hen +over Øjnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig +saá--saá de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr--og hun +smilede. + +Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den nærmeste Vogn: en +Haardtsaaret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med +Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm. + +-Er _det_ bedre? spurgte hun. + +-Ja, hviskede han og smilte. + +Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm. + +-Men hvor jeg tørster, sagde den Syge. + +-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per +Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun løb langs Hegnet hen til Jens +Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun løb. + +-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen +igen og tog med den anden Haand det tømte Krus. + +-Ja--Tak. + +Den Saarede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske +sagte. + +-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen +og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i +deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skænkede +hun og rakte dem Vand, én efter én. Hun løb helt frem forbi Vognene, +op forbi Krolængen, og raabte højt ind mellem Søjlerne med sin klare +Stemme: + +-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas! + +Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande øste de Vand +i Glas og Kopper. + +Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bølling kom ogsaa ned, med Saft og +Vand i et Par Skaaler. + +Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede +takkende trykkede deres Hænder. + +Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; lædskede for en Stund, sad +og laa de Saarede roligt. + +Madam Bølling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bølling i det +aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene +den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort. + +Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saá hun +Forældrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu. + +Og hurtigt slap hun alting og gik ind. + +Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme +og være her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen +Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han +var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse. + +Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa +Bænken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og Alt var +blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante +og hjemlige Hamren. + +Saa hørte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stængt, og Smeden kom +hen over Pladsen med sin Hund. + +-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine. + +-Ja, svarte hun. + +-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt. + +-Godnat, Jomfru. + +-Godnat, Knud Smed. + +Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende. +Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft. + +... De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol og +Madammen var ilag med at strikke Hæl. Tine sad nede paa Forhøjningen, +med Hænderne i sit Skød. + +Madam Bølling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf. + +-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa +hun lide. + +-Ja, sagde Tine langt og mildt. + +Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og +hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete": + + Ak, kæreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn, + min Grete rejser fra mig idag til Kjøbenhavn. + Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig, + at gøre mig en Guldring og skrive indeni. + + Farvel, farvel, lille Grete! + +Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl. + +-Ja--saa hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi. + +Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød. + +-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede +sin Fader. + + * * * * * + +Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun +gik og blev ved at hjælpe med _det_ og med _det_. + +-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling--_hun_ havde +saamæn ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ... +Hun vilde have Tine derned. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling--han var snavs +igen. + +-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg. + +-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget +mildt og stille over Tine--: Farvel. + +-Farvel da Mo'er, sagde hun i Køkkenet og løb. + +Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun +i Gangen; hun gik og bragte Mad ind: + +-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glæd' at sé +ham--Sofie glemte Maden af Rørelse--aa Gud, om Fruen kun' sé ham, saa +frisk og sund han er. + +-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte. + +Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Saa +Skovrideren er køn--det er Herlufs Øjn'--det er Herlufs Øjn', blev hun +ved. Men Løvenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot +Figur. + +-At tænk' sig, de kommer der fra Dødens Mark, just direkt' fra Dødens +Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--: + +-Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var +i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom +lig' fra Død'ens Mark". + +Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede +til--til Maden, og naar Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs +Stemme. + +Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved +Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saá_ ham, +saa rank og stærk. + +Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv +havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod +han lidt: + +-Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at sé paa +hende: _Jeg har tænkt paa Dem_. + +Han tog ikke Øjnene fra hende. Paa hans Spørgsmaal svarede Tine ikke. +Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte: + +-At De er kommen hjem. + +Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap +de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at sé paa hende, som hun sad, +stærk og sund og rén--saadan som han saá hende altid og altid +nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen. + +-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. + +-Ja. + +Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rørte ved +Døren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nær: Kom ind. + +Det var blot Madam Bølling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, +som hun vilde bringe herned".... + +-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er +fuldt og Bølling ... og Bølling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og +mister Humøret--jo, du gør Tine--hun gaar helt hjerteangst--man sér +det ud af Øjnene--naar de Kanoner brøler. + +-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bølling og saá op og ned ad +Berg med sine gode Øjne. Jeg si'er jo til Bølling: naar kun +Skovrideren er sund. + +Hun blev ved at sé paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og +gik. + +Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i +Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer. + +-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved +Vinduet og saá efter de gode, ranke Skikkelser. + +Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke. + +... Lidt efter fulgte hun Madam Bølling paa Vej. + +Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, +mens Aftenklokkerne begyndte at ringe. + + + + +V. + +Paa Pladsen røg Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i +aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen. + +Tine fik Bølling ned ad Trappen og støttede ham, mens han orkede ned +forbi Længen. + +-Nej, Bølling er snavs, sagde Madam Bølling, der stod og saá efter dem +fra Krodøren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde +Vejr. + +Madammen stod og blev ved at sé efter Manden og Datteren; hun syntes +ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bølling og +puslede om ham baade tidlig og silde. + +-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bølling, og kært er +'et jo, rigtig saa kært ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun hæger +sin Fa'er, for ingen kan lægge Bølling en Pude til rette som Tine. + +-Men "_dernede_" sagde Madam Bølling--hun hørte Skovriderens Stemme +over Pladsen, han kom saa tidt og besøgte Officererne i Skolen, nu, om +Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle +Lofter sorte. + +Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ Øre efter Gæstestuen, +hvor Tinka lo og glanede. + +-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bølling +efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_ +ikke ... aa Gud hjælpe det ... var Lasaret nok alle Vegne. + +Madam Bølling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod: + +-Som om hun behøvede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at +passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir +helt sanseløse, sagde hun. + +-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig +havde Øret efter Tinka i Gæstestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skøre +Potter. + +-Og jeg si'er det, sagde Madam Bølling, hvis Tanker stadig gik ud og +ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren +kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede.... + +-Men Tine, sluttede Madam Bølling, er jo blevet saa taus, som var der +slaaet en Laas for hendes Mund. + +Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende +Døren i for Næsen af et Par Lieutenanter. + +Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle +Artillerister red deres Heste tilvands ved Kæret i snavsede Trøjer. +Madam Bølling gik hjem til sit. + +Berg sad ved Vinduet nærmest Trappen--_der_ kunde man se hele Længen, +hvor Bølling, støttet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i +den sidste Sol: + +-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og +fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol. + +Berg gik ud, ned over Pladsen til Længen. Ja, her er Læ, Skovrider, +her er Læ, sagde Bølling og tog hans Hænder i sine. Og Tine støtter +mig--Tine hun har Kræfter. + +De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bølling. Den Gamle lod ikke den +svære Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid" + +-Næ, næ--det husker De ikke--det var før Deres Tid--det var jo Aaret +før Forstraadinden døde--Tine var ikke større end _saa_--det var det +Aar, den nye Krolænge brændte, du husker, Tine--du havde de hvide +Duer, de to hvide Duer, som fløj i Ilden--de spiste af Haanden, da du +ikke var større end _saa_.... + +-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm +laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen. + +Men Bølling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine +endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos +Bølling om Eftermiddagene nu. + +-Ja, Tine har Kræfter, sagde han--hun næsten løftede ham op ad +Skoletrappen--: hun har Kræfter. + +-Hun er vel ikke køn, sagde han og stansede paa Trinet og saá paa +hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund. + +-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er. + +-Og _god_, sagde Bølling og tog hende om Haaret. + +Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran +Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at +lyde. Gamle Bølling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine +alene ved Siden af hinanden. + +Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Hænderne +under Klokkeklangen. Kun fra Kroen hørte man Tinka--hun var som i en +evig "Tagfat". + +Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at +drive hjem. + +-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig +hastigt. + +-Nej ... jeg kommer vel ned.... + +Der var kommet som en hastig Rødme over begges Ansigter; det kom der +let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og +helst, naar Tredjemand var tilstede. + +-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen. + +Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik. + +-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig. + +-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der +lystigst. + +-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i +Bryggersdøren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke +Værkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i +Sergeantstuen. + +Tinka lo himmelhøjt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer. + +-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et +nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der +sad paa Skovriderens Knæ. + +Men Tinka blev ikke længe i Ro--hun hørte, Løvenhjelm var inde hos +Tine i Spisekammeret. Den røgede Skinke skulde ned fra Loftet, og +Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Hælene. + +Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dørene saa' hun +Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe. + +En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel +Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. +Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i +Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet. + +Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmæssig +ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke længer: + +-Det er det bløte Als, sagde han, det bløte Als--og gik ind til +Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet. + +-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun +endelig kom og gik ind med Maden. + +Tinka satte sig med skrævende Bén paa Blokken og pustede: + +De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde +maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltrænges en Undskyldning for +hendes Tilstand. + +Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Først blev +han staaende i Døren, længe lænet til Karmen og rygende; indtil Tine +sagde, med bøjet Hoved: + +-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men +Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De +dog siddende, sagde han. + +Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte næsten +altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev +Lieutenant--om "de første Aar", "de glade Dage", sagde han. + +-Da man følte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og +gav sig selv et antageligt Rap til venstre. + +Og Berg lo og blev ved at fortælle. + +Tine taug og førte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og +ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende. + +Hun rejste sig og hun bragte Mælkepunschen ind og tre Glas; og de +drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Tæppe--mens Tinka og +Berg blev ved at tale. + +Hen gennem Huset hørte man Løvenhjelms Klaver og Majorens Stemme. + +-At tænke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde været +en lille Stilhed: + +-Hvor her er Fred, sagde han og saá rundt i det lille Kammer. + +-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Hænderne mod sit Skørt. + +Berg rejste sig igen, men blev atter staaende længe i Døren, før han gik. + +-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De +Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid. + +-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til +Sengetæppet, hvor Skovrideren havde siddet. + +Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun læste dem saa urolig +og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom fløj bare hen over hver anden +Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun +kunde læse dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at +hun med ét tog dem op og læste dem højt. + +Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Løvenhjelm at synge. Man hørte +Ordene hélt herud: + + "Hej, Vægter! Hvor skal Slaget staa?" + "Oppe paa Hjørnet af Aabenraa!"-- + "Ih Gud bevares, skal den Sorg + ramme det prægtige Pjaltenborg!" + Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! + +Brevet var mest Spørgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage +med "Husker De?" og "Husker De?" igen. + +Tinka sad og vuggede i Hofterne til Løvenhjelms Sang, mens Tine blev +ved at læse det lange Brev--Side efter Side. + +-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er længe +siden. + +-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Længesiden. + +Nej--hun hørte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saá ikke +hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa +langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjælp nu hos Minderne +mer. + +Inde i Dagligstuen sang Løvenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka +kvædede med, mens hun lo: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + frelste sit Liv og sit Tøj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Sangen holdt op. + +-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_ +er dejlig. + +Tine løftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste +ikke, at hun læste og læste atter og atter de samme Ord deri: + +"Hvorfor skriver Henrik saa sjældent, og naar han skriver, saa kort og +hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i +den sidste Tid." + +-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort. + +... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op. + +Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han +skrev og skrev paa og ikke fik afsted. + +-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort. + +Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen. + +... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie følge hende. + +-Nej Tak, min Pige, vi løber Storm i Mørke, raabte Tinka og løb. + +Ude ved Havehøjen sprang Løvenhjelm over Gærdet for at følge. + +... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Længer iaften. +Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Drøn +tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen. + + * * * * * + +Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Sværtede, blege, tyndede +vendte Tropperne hjem med Sang. + +Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glæden, mens det sagte +rullede frem gennem Landet. + +Men Sangen tog paa igen--højt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og +Børn løb ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer: + + Nu skal vi nok atter med Prøjseren slaas, + han skal ikke finde os bange; + vi har jo dog viist, vi tør byde ham Trods, + skønt vi vare Faa mod saa Mange. + Men heller en Kamp med et aabent Visir, + end Rænker i Løn og en Kamp paa Papir. + Lidt Torden og Lynild gør Himlen saa klar, + den taagede Luft kun paa Kræfterne ta'r! + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt. + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +Tine stod paa Markhøjen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbøl +var afslaaet. + +Huset genlød allerede af Tummel. I Gaarden løb Baronen rundt og +trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig: + +-Men hvad "følte" De? Hvad "følte" De, min Ven?--og lovede Punsch. + +Sofie, der løb stundesløs hid og did og lo til alle, sagde: + +-Ja, En maa gør' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter +Aften. + +Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt +paaklædte og dødtrætte, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue, +højt og glad Ude fra Vejen hørte man Afdelingerne, der sang. + +Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ saá hun ham, da hun kom--han +sad foran den lille Ovn. + +Hendes skinnende Øjne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes +Hænder. + +-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har været en +lykkelig Dag. + +Hun taug et Øjeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og +sagte: + +-Hvor Fruen vil blive glad + +Berg stod lidt: + +-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Hænder. Tine vidste +ikke, at Taarerne løb ned ad hendes Kinder. + +... Baronen var i Kroen for at købe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens +Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte +Suppe udenfor Længen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede. + +Tinka og Gusta kom, i Køkkenet, med i Arbejde: Piskejern og Sløve gik +rapt i alle Fade. Gennem Døren i Bryggerset saá man Maren midt i den +tætteste Os. + +Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved, +lyste i Mørket nu: + + Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat, + og livet jeg ringe vil agte; + lad Tyskeren gøre sig helt desperat; + jeg skal ham dog mageligt magte. + Og naar vi saa mødes engang i et Slag, + jeg tager i Fyren et ordentligt Tag. + Hurra! det vil blive en ypperlig Fest + at kaste paa Porten den ubudne Gæst. + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med +opsmøgede Ærmer, saa Piskejernet i Rørægsfadet klang, mens hun satte i +med Løvenhjelms Vise: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + Frelste sit Liv og sit Tøj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede +Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter +Aften. + +Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede +hun uden at vide det Tinkas Vise med. + +Baronen--der ogsaa ventede sine Englændere, som vilde rejse nu og +kørte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens +Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i +Loen, hvor Lars Avlskarl havde hængt et Par Lygter op under Bjælkerne. + +Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny +Forsyning. + +Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik. + +-Tøm bar' Bægern', sagde hun, saa En sér Bunden. + +Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt, +mens de andre blev ved at synge. Ingen hørte Ørenlyd; Harmonikaerne +slog ind i en Trippedans, og Maren sang til. + +Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i +Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Støvet stod op i det gamle Rum +under de dinglende Lygter. + +Officererne kom ned og saá til i Døren. + +En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om +Halsen. + +-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun næppe +kunde staa og foer villig afsted med den næste. Harmonikaerne hylede +og Soldaterne trampede Takt. + +-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun fløj afsted +igen. + +Ude i Gaarden hørte man gennem et aabnet Vindue Løvenhjelms Klaver. + +Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. +Officererne var først nu som rigtig vaagnede; Dørene stod aabne mellem +alle Stuer; Latter og Støj lød fra Rum til Rum. + +Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre +fra Loen hørte man Folkenes Lystighed. + +-Jensen, en Polka, raabte Løvenhjelm og sprang op fra Klaveret. + +Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Løvenhjelm var ude over +Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind +imod Væggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de +dansede tre Par. + +Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres +Toddyglas frem i Døren til Havestuen. De talte igen om det attende +Regiment, der havde holdt sig saa bravt. + +Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede +igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Støjen +sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt +paa sin Seng. + +-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine. + +Svimmel saa hun kun hans Ansigt. + +-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse. + +Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saá hun og hørte hun om sig +som med hundrede Sanser--og saá dog kun ham, hvis Øjne hvilede paa +hendes Ansigt, mens de dansede--længe. + +Majoren fortalte Historier igen, og hun hørte de to Kaptajners +Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang. + +Og Baronen foer ud og ind. Hans Englændere var komne i en Vogn. + +Berg talte ikke; han saá kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens +de blev ved at danse og ovre fra Loen de høje Hurraer lød igen. + +Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Hænder i sine. + +Englænderne var fra Gangen kommet frem i Døren og trykkede Alverden i +Haanden: + +-Den troskyldige Glæde, den uskyldige Glæde, blev de ved at raabe. +Løvenhjelm svingede Gusta over Gulvet. + +Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer. + +... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom +ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op +og pustede, mens hun snakkede og spurgte. + +Tine svarede med tankeløse "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka. + +Saa sagde hun med ét og tog ikke Øjnene fra det brændende Lys: + +-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok sé til hernede? + +-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod +Armene falde ned paa sine Bén. + +-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Øjne fra +Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de +trænger til Folk derhenne. + +Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka; + +-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til +at knappe sit Kjoleliv: + +-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske være +_sundere_.... + +Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saá ind i Lyset. + +-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir nærgaaende. Tinka slog +Sjalet om sig med en resolut Bevægelse, som om hun værgede sig. + +-Godnat, da, sagde hun. + +Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alléen. Alting var +stille, og man hørte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik +bort ad Vejen. + +Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til +Længen: + +-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. + +-Ja. + +Det var, som tøvede de begge tæt ved hinanden, uimodstaaeligt, +Hundrededelen af et Øjeblik. + +-Godnat, sagde saa Berg og gik videre. + +-Godnat. + +Tine gik ind. I Køkkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smørret i +Kanderne og samlede Brødet til "Tønden" og lagde Osten i Klæde. + +For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring. + +Saa kom hun i Tanker om Tøjet, der skulde i Blød ved Daggry. Hun +maatte vække Sofie og give hende endnu en Besked. + +Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Døren til +Pigekamret. + +Den store Dobbeltseng var tom. + +Tine kastede sig pludselig paa Knæ ned paa Stengulvet, og, med Hovedet +boret ned i den snavsede, forkrøllede, misbrugte Seng, hulkede hun +fortvivlet. + +Bryggersdørene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige +Hængsler. + + * * * * * + +Næste Dag kom der et Par Feltlæger til Skolen, Der maatte lægges Syge +i Skolestuen. Tine maatte indrette alt. + +De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget +paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. +Lieutenant Appel var iblandt dem. + +Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind, +og Øjnene var mælkede som hos én, der har grædt baade Dage og Nætter. +Han var truffen i Siden og Lungen var ødelagt. + +De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber. +Nu og da hørte man deres Stønnen gennem Huset, og Saarenes kvalme +Stank stod ud i Gangen. + +Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mér. + +-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bølling, der +gik ud og ind, fra Sovekammer til Køkken og talte til Bølling og til +sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu +vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer. + +-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre +har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er +fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran +Husmandens Petra med rystende Hoved. + +_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om. + +-Og Blod tørrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre +igen. + +Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som +Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen. + +Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bølling--hun var _helt_ +forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bølling paa den anden Side af +Sengen. + +Saa tænkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han +havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod +alting staa og gik--hun vilde strax derned. + +Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik. + +Hun blev ved at snakke med sig selv om Bølling og de Saarede og om +Vejen. + +-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et +Øjeblik efter gentog hun paany: + +-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og +Blod paa Trappen og alle Spørgsmaal under Solen. + +Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bølling kom. + +-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang. + +Madam Bølling begyndte at gøre saa mange Undskyldninger, mens hun +satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i +Sit".... + +-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brød hun ud. Og hvad _ska'_ +vi gøre? + +-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det +hurtige Ord. + +-Ja, til det Lasaret. + +Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bølling ventede. Men Berg sagde +kun i den samme hastige Tone og vendte sig: + +-Ja--de trænger til Hjælp derude. + +Madam Bølling saá op, som om hun ikke havde forstaaet ham: + +-Trænger? trænger? sagde hun. Hvem? hvem? + +-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bølling da ikke syg? + +Og Madam Bølling begyndte pludselig at tale i en høj, skændende, +fortvivlet og gennemtrængende Tone, som Berg aldrig havde hørt: + +-Hvem skulde hjælpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at +hjælpe? her--baade her og der? hvem? _Saá_ han da ikke sit eget Hus, +sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Væg uden +Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt øde.... + +Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa +Gulvtæppet, der sledes bort, paa Bordene, som var støvede--skældende +foran den blege Berg, som førte de knyttede Hænder op og ned foran sit +Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad: + +-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede +hun, mens hun græd. + +-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at +sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at +faa dette Menneske til at holde op, der græd, faa stanset den Graad, +den ulidelige Graad. + +-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart. + +Han gik op og ned, op og ned. + +-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst. + +Det var, som Berg selv følte en pludselig Ro, efter mange Timers +stumme Hidselse, ved sine egne Ord. + +-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bølling +blev paa én Gang roligere og begyndte at tørre sine Øjne; og, ligesom +undskyldende sig paany, sagde hun: + +-Aa--ja--sé, man gør jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider.... +Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser? + +-I disse Tider, sagde hun. + +Madam Bølling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med +Tine. + +Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften: + +-Nej, _vi kan ikke undvære hende_, havde han sagt. + +-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bølling svaret. + +Og saa var hun rokket hjemad. + +Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saá, hvor bleg han var: + +-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De trænger til +Luft. + +-Er Vejret smukt, spurgte Appel. + +-Ja, svarede Berg og tænkte: Hvor hun har lidt. + +-Skinner Solen? + +-Ja. + +-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord. + +De gik ud og de bøjede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne støjede, ned +langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale. + +Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at +tale--løsrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle +Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de +Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede +den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige +til dens Fødsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skældende +Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der +ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn. + +Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun +alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han +ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende: + +-Hvorfor vil De dog sige mig alt det? + +Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn. + +-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg +har talt med Deres Mo'er. + +-Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden. + +-Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet. + +De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var +mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der nærmer sig Foraar. +Kanonerne taug. Kun et enkelt Drøn bares hen i den klare Luft med en +Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem. + +De gik ned over Engen og steg ind over Gærdet. De saá Dammen og +Lysthuset med de hvide Søjler, hvor Rosernes Ranker hang nøgne ned--og +de tænkte det samme. + +Gennem Laagen i Buxbomhækken kom de ud til Længen. + +Fra Dagligstuen lød Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den +halvaabne Vaskehusdør, rykkede væk fra sin Sergeant. Men Maren blev +staaende ubekymret, højt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre +ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig. + +-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig +Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skørterne fløj +om hendes Lægge og Mælken skvulpede; Officererne, der drev paa +Gaardstrappen, skoggerlo, da hun løb. + +Berg og Tine skiltes. + +Hun vendte ad Alléen hjem til Skolen. Den sødligt kvalme Luft fra de +Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne +Kort. + +Madam Bølling var i Køkkenet--hun kogte Hønsekødsuppe til "dem +derovre". + +-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun. + +-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille. + +-Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov, sagde Madam Bølling og +satte sig af Bevægelse. + +-Og her er jo ogsaa nok at gøre her, sagde Tine som før. + +-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bølling, Bølling, +raabte Madammen ind højt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste +det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det. + + +-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bølling tyssende. Tine +havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals. + + * * * * * + +... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng. + +Rundtom var de Syge ved at falde til Ro. + +Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bøjet ned ved et +Tællelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kæreste, siddende +halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tænke og med at +skrive. + +Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede +Øjne. + +Henne fra Vinduet hørte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle +Bogstaverne, ligesom om han stavede. + +Appel slog Blikket op: + +-Aa--De véd ikke, hvor hun har kønne Øjne, sagde han og saá op mod +Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte. + +Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille. + +Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hæk +brød en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat. + +I Mørket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krøblingens Vogn +med Øllet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at +tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tønde: + +-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane +forstod' et at bland' det tynde øl.... + +Den Krøblede blev ved at snakke. + +Tine gik fra ham: Han havde været til Kros. + + * * * * * + +To Nætter efter blev Tine hentet hjem. + +Det var Madam Bølling selv, som kom og slog paa hendes Rude. + +Det var rent forskrækkeligt med Bølling. Mælet havde han ligesom faaet +helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var +ikke til at holde i Sengen. + +Lægen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen. + +Tine maatte blive derhjemme. + + + + +VI. + +Paa anden Nat sad Tine hos Faderen. + +Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse--Psalmer og Skriften. +Tine læste og læste. + +Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og +rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs. + +Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde +faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile. + +-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder! + +-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu.... + +Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus. +Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lød +som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de +utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra +Sønderborg--paa fireogtyvende Time. + +-Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit +Køkken. + +-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet. + +Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte +graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur. + +Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Søvn, +hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet. + +Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin +Plads. + +-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været +udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød. + +-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige +og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og +slider. + +-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun. + +Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. + +Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad +paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under +Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, +ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. +Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de +tumlede videre. + +Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes +Brøl. + +Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset +var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje +lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro. +Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser. + +I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i +Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte +Kapper, og et Par vildfarne Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen, +indsvøbte i et Sjal. + +Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede +Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen +tændte to Fremmede Ild. + +Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor +de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne +det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en +skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende +uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit +Skød--: + +-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har! + +Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen +skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne +Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under +Kanonernes Larm. + +Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i +Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved +viklet i et Lamasjal. + +-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over +Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud! + +Tine gik og kaldte igen: + +-Maren, Maren! + +Ingen svarede. + +Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, +frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars +Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod +paa Markhøjen--forfærdede foran det brændende Land. + +Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde +brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften +saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et +Dyr, der stønner. + +Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som +Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud +over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer. + +-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie +uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod, +mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mælk og Brød (der var ikke +anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste +Børnene at spise. + +-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var +inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie +jamrede højt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af +alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud.... + +-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som +Sofie skulde bære rundt. + +-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i +Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om +"al den Elendighed". + +-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet. + +Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev +Kanonernes Bulder hen over Huset. + +En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod +dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som +en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en +Skildring af Bombardementets Rædsler. + +Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til +Sæde. + +-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den +fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder. + +En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb +omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den +barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han +kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor +allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med +Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i +Vindueskarmen. + +Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i +Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage +til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en +halv Time--og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i +Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de +satte sig. + +Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev +lagt i Pigernes Seng. + +Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "tø op" og de vaagnede til +Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres +Hjem--uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud +med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, +der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og +fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende +Værdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne +tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet +sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned. + +Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille. + +De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende +alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var +komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens +Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om "nye Detailler", +udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra +København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen +hørte: + +-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke +hyggeligt. + +Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden +havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet +at ligge. + +-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt +under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt: + +-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt. + +Et Par Købmænd talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde +godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert +Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man +uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme +Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refræn. + +Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke +mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer. + +Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham +raabe: + +-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det +gælder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retræten, +har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder ... Og der falder en +Granatregn nu over Broerne.... + +I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren +under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi +og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med +fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange +Øjne, mens Tøjret raslede svagt. + +En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den +Blissede, Herlufs gamle Ko. + +Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og +som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at +slikke hendes Hænder. + +Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet +ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede +dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, +som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig +Angst og trykker sig op imod Jægeren. + +I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende--Kørende og Gaaende. + +-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden +Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord +uden Vilje. + +Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, +gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben +red ind paa Marken for dog at komme videre. + +Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte: + +-Hvor ligger tredje Regiment? + +-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren. + +Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at +lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu: + +-Han laa ved Broerne. + +Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst. + +-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig. + +Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte +Klokkerne og vilde ud af Sengen. + +Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han +raabte: + +-Bed, bed, lad os staa op at bede. + +-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen. + +-Lad de Ugudelige bede.... + +-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog +Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør +og hun hørte dem ikke: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +-Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige +Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen +paa sin Dyne. + +Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam +Bølling højt. + +-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, +--hører du--læs ... lad os alle bede. + +Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran +hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste: + +-"Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor +Frelse i Nødens Tid". + +-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er +almægtig. + +-"Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal +mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban". + +-Gud er almægtig. Gud er almægtig-- + +Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun +ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Øren kun +tomme Lyd: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten +som med Triumf--alle Esaias' Rædsler. + +-"Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og +Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i +Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...." + +Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og +talte sagtere: + +-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige +evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til +Evighed skal ingen gaa igennem det". + +Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille. + +Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang: + + Vor egen Magt, den er kun svag, + let kan os Fjenden fælde; + men En antager sig vor Sag, + omgjordet med Guds Vælde: + Det er den Herre Krist, + og Sejer faar Han vist! + Der er ej anden Gud, + Han drager med os ud. + Han Marken skal beholde. + +Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog +sang derinde--_de, som skulde dø_. + + Og myldred Djævle frem paa Jord + og os opsluge vilde, + vi frygte dog ej Fare stor, + de deres Trusler spilde. + Lad rase Mørkets Drot + med Løgn og Mord og Spot. + Han har dog faaet sin Dom, + da Krist til Jorden kom: + Et Ord ham nu kan fælde. + _De_, som kunde dø--dø og faa Fred! + +... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen +tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen. + +Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne. + +-Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne? + +Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik +paa den sovende Syge. + +-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han +og pegede ud mod Kirken. + +-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt. + +Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde +ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende +Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og +Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene +sig frem. Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, +der piskede deres Ansigter, følesløse--naar de blot kom frem, kun frem. + +De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Saarede, der +jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved +Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var _deres_. + +Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, +rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde +givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder +holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der +strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om +Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik +videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum. + +Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte +man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nøgne Vogne +stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor +Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse. + +Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade +Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og +solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens +hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr +og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte +Skindpung slog klingrende mod hans Krykker. + +Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn +satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne +tørnede mod hinanden. + +Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun +skulde i Forretning. + +Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og +raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle +Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens +de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for +at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de +Flygtende. + +Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at +skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slæbte +Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede. + +Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der _maatte_ skaffes Plads. De +_kunde_ ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de +Saarede bragtes op ad Skolens Trappe. + +En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og +efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne +Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der +var ikke Charpi. + +Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa +der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn +græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet. + +Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede +Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de +Kvæstedes Stønnen i sit Øre. + +Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod +hun Munden løbe: + +-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et +fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde +ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene.... + +Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine +Piger--den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes +Raseri--: + +-Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med +Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø ... Tøjter, Tøjter, raabte +Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side. + +Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, +gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik +hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, +syntes hun, hun saá--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok +Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde +hun: + +-Han er død. + +Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af +de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder. + +-Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg--rør mig ikke, be'er jeg, be'er +jeg.... + +Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg +var hun--og hjalp. + +-De taaler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste. + +-Ja, svarte Tine blot og fulgte. + +Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han +rallede. + +-Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi. + +Sygepasseren slog Kappen over den Døende. + +... Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til +fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem +opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. +Bølling var vaagen nu igen og saa urolig: + +-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset, +sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa +Bølling, med hvem det var saa rent forkért. + +Lægen gik ind og lod Tine blive. + +Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende +Stakler bad om Nattely kun--forgæves. + +-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng. + +-Ja. + +Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa +faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid +hjemme, i Viborg, ved Søen--med "de unge Piger". + +Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende +Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand. + +-Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen Tak--at du kom. + +-Om lidt blir her køligt--hans Stemme lød saa mildt--saa gaar Solen +ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen.... + +Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt: + +-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa +god ... hvor du er god.... + +Sygepasseren vendte Hovedet: + +Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse +hun paa langs henad Sengen--som en Klud. + +Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig. + +-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men +føj ham blot; det kan dog ikke skade--desværre. + +-Og _gaa_ saa derind. + + * * * * * + +... Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer. +Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa +Strømperne paa ham: + +-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder. + +-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. + +-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge +gik uafladelig. + +-Ja, Fa'er, ja. + +Han havde ti Mands Kraft, han løste alt igen; hun kæmpede med ham af +alle Kræfter. + +-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klæderne +fik han forkert paa. + +-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i +Taarnet. + +Han tog Tine om begge Haandled. + +-For det er _Jorden, der brænder_, sagde han og begyndte selv at +skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder ... + +-Ja, Fa'er, ja! + +-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og +aandeløs: Der er Ild i Jorden--hører I--hører I ... der er Ild i +Jorden. + +Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs,--mens Madam Bølling +skreg--byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende, +ustanselig, skrigende paa Lygten: + +-Lygten, Lygten--skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han +begyndte at lé. + +-Jo, Fa'er, jo. + +-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling. + +-Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, +ud og ind. + +-Ja, aa ja,--Madam Bølling løb uden Sans. + +-Lygten, Lygten, skreg den Syge. + +-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt. + +Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold +dig til mig, hold dig til mig og pas paa. + +Den Syge lo højt og længe gennem Larmen. + +-Vi vil se, hvordan Jorden brænder ... Gud har sat Ild på jorden, +sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede. + +Han gik ud Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen, +den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes +Ansigter. + +-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort. + +Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af +forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under +Kanonernes Larm. + +Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den +løftede Lygte, paa det øverste Trin--Hatten tog han af, som om den +strammede hans Hoved. + +-Fa'er, kom. + +De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling +var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens +Hækker og snublede over Stene. + +-Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn. + +Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben. + +Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev +den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. + +Døren slog i for de hylende Hunde. + +-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine. + +Madam Bølling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun +tog den. + +Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje--mellem +dem laa Natten, som vilde den sluge dem. + +-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka. + +De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede +op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne +over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod +alle Luger. + +-Tinka, pas paa, pas paa. + +Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe +og de ogsaa--paa det faste Loft. + +-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bølling rev i Lugerne, og +Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og +Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til +Brand. + +Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede +Luger. + +De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt--som Randen af +et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel +Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den +tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af +glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes +Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres +Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal. + +Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned +mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand. + +-Det er Øen, der brænder, hviskede hun. + +Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte +alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som +onde Dværge. + +Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede. + +Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte +skulde stanse. + +-Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige +Gange. + +Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen--hun lyste for Berg, der +kom op: + +-Det var ham, det var ham. + +Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til +Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder. + +De andre vendte sig knap. + +Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, +mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg. _tog_ han +hende, dækkende hende med Kys. + +Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte +dem med Jubel. + +Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel. + +-Men _De_ trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var +blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn. + +-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg. + +De gik. + +Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine _løb_ +gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde. + +Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, +tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær. + + * * * * * + +Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet +til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt +opløste Seng. + +Hun satte sig op og mumlede: + +-Det er en Bespottels' af Gud. + +Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten. + + * * * * * + +Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet. + + + + +VII. + +Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks +Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem. + +Tine løb hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom. + +Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblødte Vej. De +vendte Hovederne og saá efter Tine, der løb dem forbi--hendes Ansigt +var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sløjfe fæstet i sit +Haar under Sjalet. + +Ved Stien ned til Huset holdt den Krøblede med sin Vogn. Han havde to +"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Øl over hele Øen. + +Han talte med sin kvækkende Stemme--Tine saá op i den lyse Himmel, +Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--: + +-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare +Stemme, og hun løb ind til Ane. + +Ane sad, mens de to Børn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede +mange Kobberskillinger i Kræmmerhuse. + +-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten? + +-Ja, sagde Ane, Gud ské Tak--det er Øllet. + +Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mønter. + +-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden: + +-Men _Luft_ maa her ind. + +Hun stødte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men +det var spigret. + +-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sømmene bort +med et Par rappe Hænder. _Saa_! + +Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende +ved Vinduet--Signalerne lød saa grant og kækt under den lyse Himmel. + +-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte. + +Ane hørte ikke. + +Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine +Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjælp under +Regningen. + +En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den +og brølede, da Ane tog den. + +-_Kom_, sagde Tine og tog Knægten op; hun løb gennem Stuen med ham i +de løftede Arme: + + Og det var Ridder Ro + og det var Ridder Rap + Tip-Tap. + Og det var Ridder Snip + og det var Ridder Snap + Tip-Tap. + +Knægten lo, mens hun sang og løftede ham højt: + +-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne +_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten. + +Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med +Drengen paa sit Skød. + +Ane blev ved at tælle sine Tutter. + +-Hvor er Himlen dog høj, sagde Tine, der ufravendt saá ud i den blanke +Luft. + +De Bortdragendes Signaler var døet hen, og Solen var ved at gaa ned. + +Tine satte Drengen bort med et Sæt. + +-Der er de, sagde hun og stod op. + +Ane havde intet hørt. Men der lød Skridt bag Bakken af en kommende +Trup. + +-Nu naaer de Bakken, hører du? + +-Ja, nu kommer de, sagde Ane trægt. + +Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte Trin--ned ad +Bakken nu. + +-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bøjede Hovedet lidt ned +bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende. + +-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saá op fra sine Skillinger. + +De første Rækker kom forbi--tyndede og sørgmodige. Officererne gik +ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Række fulgte paa +Række--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartér. + +-Saa stille de bli'er, sagde Ane. + +Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen: + +-_Der_ var han--_der_ saá hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ... +nej, han drejede ikke Hovedet; han saá hende ikke, at hun var der; gik kun +saa træt som de andre--forbi som de andre. + +De var alle forbi, og man hørte kun den Krøbledes skingrende Stemme og +et Par pludselige Kanondrøn over Landet, der syntes at hilse Solens +Nedgang. + +-Farvel, sagde Tine, der stod ved Døren; og hun gik hen over Markerne. +Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende, +sagde hun: + +-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glæde: hun +skulde trøste ham, pleje og trøste ham. + +Hun løb stærkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken. + +Hun mærkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skønt den var fuld +af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dødt +og uden Støj. + +Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og græd, sagte, uden +Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grønne Bukkar +og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen. + +Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun +lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og +dækkede, og hun saá til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes +silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han +skulde drikke. + +Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med +ingenting; hun tænkte ikke paa, at han tøvede--lykkelig ved kun at +sysle her, hvor de skulde være sammen. + +Saa hørte hun hans Trin, og hun gik hen mod Døren. + +Hun rakte Hænderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke +igen--han saá dem ikke; og Ordene, hun havde længtes efter at sige, +hun fik dem paa én Gang ikke frem; hun stod kun maalløs, ventende, i +uforstaaende Angst foran hans aandsfraværende Øjne, der ikke saá +hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende. + +Hun gjorde kun én Bevægelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun +gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte +det, mens han træt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig. + +Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brød (vel +ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og +frygtsom, mens hun næppe berørte hans Skulder med sin Haand, sagde hun +sagte: + +-Var det saa forfærdeligt? + +Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme. + +-Forfærdeligt, sagde han kun. + +Og ligesom om han overhovedet først nu huskede "det", holdt han hendes +Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine +trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brød frem af hendes +Øjne. + +Saa bøjede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede +han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Læber. + +Tine stod stille op og hun begyndte at tale som én, der +fryser--frygtsomt om Nætterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. + +Han svarede kort, i en Tone uden Liv. + +Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det næste Spørgsmaal +endnu mere tonløst. + +Hun tænkte kun paa ét: at faa Bordet bort, om bag sin Seng. + +Over dem hørtes Officerernes trætte Skridt; deres træge Tale var gaaet +helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme +hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod +sit Bryst. + +Tine løsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op: + +-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden +Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hængte ved denne ene Tanke. + +-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik. + +Tine fulgte. Hun gjorde i Køkkenet alt i Stand. Officererne kom tause +ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, +graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Øjne. + +Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe +den ind. + +"Skovriderens Ret" bar Tine selv. + +Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, +mens Sofie bød om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en +ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevægelig. + +En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hørte han ikke sine egne +Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig +samme Udtryk i alle Øjne som en stirrende, bestandig Grunden. + +Tine bød "Retten" om og kom til Berg. Han saá op paa hende, men hun +var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere +bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme. + +-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg. + +Der gik blot en hastig Skælven hen over Tines Ansigt og hun forsøgte +at smile som til et Ja. + +Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamælte, satte de sig rundtom +og fulgte med Øjnene Røgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op +og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre, +mekanisk, som En, der forfølger en eneste, fix Tanke--og satte sig +igen paa den Plads, som han lige havde forladt. + +Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik +eller maaske blot for at høre hans Stemme og være, hvor han dog var. + +Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor +skingert. + +En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund: + +-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg. + +Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der +stod op: + +-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise. + +Løvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig +stiv--som en Automat--mens han sang: + + Har I læst den Berlingske Avis-- + eller har I hørt'et, + at en fornem Hertug i Paris + har sin Kone mørdet? + Hun var lige gaaet i sin Seng, + drømte om sin Manne,-- + han hed Hertug Choiseul Praslin, + hun hed li'esaadanne. + +Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Følge--en Englænder og +den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens +Løvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede +Munde, lænede Hovedet mod Væggen, stirrende ud i Luften: + + ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, + spurgte: "Hvad behaver?" + Men ved nøjere Eftersyn hun fandt + Fruen rent Kadaver. + Hertugen den Tyverad + vaskede sig i et Fad, + aad en Ret forgiftet Mad, + brændte saa sin Slobrok. + Tralala, lalala, tralala. + +Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det--knap nok de, der sang. + +Og i den pludselig stille Stue hørte man Englænderens Stemme, der +sagde: + +-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol. + +Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom +hørte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til +hinanden. + +I Dagligstuen sad kun den københavnske Korrespondent, der holdt fast +paa en enlig Kaptajn og endte alle Sætninger med at sige: + +-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne. + +-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hørte--i hans Øren lød +kun bestandig Skansernes fortumlende Støj. + +-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over +Broerne. + +Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Køkkenet, +langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa. + +Hun hørte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Døren--men +han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer. + +Hun tænkte ikke mer paa at afdække det lille Bord og ikke paa at tage +Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saá det ikke mér: +hendes _Liv_ hang kun i magtløs at vente. + +Det slog et Par Dask paa Døren. Det var Tinka, der kom bralrende ind. + +-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog sé, om Huset stod endnu--jeg +kommer fra Pér Eriks'. + +Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt. + +-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der løsnede sit Sjal. +Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun. + +-Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig. + +Nu saá først Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom døde Stemme--og +pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen +havde spist, og Væggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som +var hun uden Liv og Blod. + +-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany. + +Det var som Tine først rigtig hørte nu, da hendes Navn blev nævnt; men +hastig vendte hun atter Øret mod Vinduet. + +-Nu gik han forbi. + +Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog +hendes Hænder, der var kolde og stive, som var de livløse. Hun fandt +ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, +glatte og glatte det. + +-Tine, Tine, sagde hun. + +Tine løftede blot sit tunge Hoved og et Øjeblik saá hun paa Tinka med +Øjne som en Hinds, der døer--_uden at fatte Døden_. + +Tinka lod sine Hænder synke, og endnu en Gang saá hun rundt i +Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet. + +-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde. + +Hun tog Tines Hænder, der ikke gengældte hendes Tryk; og stille gik +hun ud. + +Da hun kom frem ved Længen, mødte hun Berg. + +-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra? + +-Fra Tine, svarede Tinka haardt. + +-Godnat. + +Tinka løb ned ad Alléen--og, mens hun tænkte paa Løvenhjelm og paa ham +den anden, den Fremmede, der havde været der i Kroen kun den eneste +Nat, løftede hun pludselig sine Hænder som til en Trudsel eller kun i +Fortvivlelse. + +Berg gik videre; i Længerne var der stille, alt var til Ro. + +Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dødtræthed ikke en Gang +kunde sove. + +-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne. + +-Ja, haard, sagde Berg. + +Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mørke, saa det gav dumpe Genlyd +i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod. + +-Og heller ikke Søvnen er kvægende, sagde han langsomt. + +Berg svarede ikke. Men de tænkte begge paa den tunge Dvale, der faldt +over de Dødtrætte, mens Dagens Raab: "Dæk Dybbøl--Dæk Avnbjerg--Ragebøl +dæk" blev ved at skræmme de lammede Sovende. + +-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_. + +De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste, +Haandtrykkene Kammerater imellem. + +Berg aabnede Døren til Dagligstuen, og i Kammeret hørte Tine hans +Skridt, der døde bort. + +Hun bevægede sig ikke, stille sad hun og skælvede kun som af Kulde: + +-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter, +til det bliver stille. + +Man hørte Kanonernes stigende Drøn og en enkelt Søvnløs' Fodtrin frem +og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst. + +Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hørte +Korrespondenternes Stemme paa Trappen: + +-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den +Sortsmudskede. + +Og Baronen svarede: + +-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder. + +Døren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin døde hen over Loftet. +Kun den Søvnløse gik og gik. + +Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun +tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog +kom". + +... Hun foer sammen--det var hans Trin. + +Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da +han kom. + +Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lænder +smertede: + +Hun smilede og sagde: + +-De kom dog. + +-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende. + +... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dødt. Ord fandt han +ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv. + +Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun +ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om +Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet: + +-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt. + +-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Spørgsmaal. + +Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begær--mens +Kanonerne sang. + + * * * * * + +Det var over Daggry. + +Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt +løste Klæder foran den store Seng. Dér var hun falden hen og sad og +nikkede. + +Maren vækkede hende. + +Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse: + +-En véd virkelig ikke, hva' du tænker--det er den lyse Morgen.... + +-De _tør_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og +smed sig i alle Klæder, yderst paa Sengestedet. + +Maren kom ikke af Tøjet mer. + + + + +VIII. + +Det var næste Formiddag: + +Tine gik bort fra Vinduet, da hun saá sin Moder komme gennem Gaarden. + +Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke +været hjemme. + +Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i +Køkkenet, og hun aabnede Døren. + +-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utaalmodig eller +vred. + +-Aa, Tine, saa længe vi ikke har sét dig, sagde Madam Bølling, der kom +ind. Og din Fader har været saa syg--og din Fader har været saa syg ... saa +længe, saa længe ... Aa--det har været slemt--det har været meget slemt. + +Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ældede +Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal +af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt: + +-Tror du, her har været bedre? + +-Nej--aa, nej, sagde Madam Bølling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt +ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun: + +-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot sé dig. + +Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt +for, højt, saa man hørte de skændende Stemmer ud gennem Døren. + +Madam Bølling brød op. + +Paa Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var +forresten Lieutenanten, der gærne vilde sé hende. + +Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gaaet, kun som +ét stumpt Ubehag mér. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var +hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden.... + +Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde +de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i +Gaarden--de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen +blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren. + +Officererne samledes i Klynger, og paa én Gang--ingen vidste, hvorfra +Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, ét, +to, havde vægret sig ved at gaa over Broerne. + +Kanonernes Døn holdt ikke inde ét Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, +og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge +ventede, raadvilde og tause. + +Hans Højærværdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og søgte +Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, +mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne +gjorde deres Dont uden at sé og uden at tænke. + +Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, +mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Majorens Stue gik op, og +Højærværdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de +gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrøm af, og de +vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og +ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der +strider med Mørket. + +Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer +hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra +Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulde rømmes. + +Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes: +Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang. + +Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun +med Blikket fæstet paa Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende +Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i +Solen. + +Hans Højærværdighed saá intet. Han gik kun ophidset op og ned med +store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte højere og +højere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog. + +-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil +ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger. + +-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog +Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen. + +Begge Herrer taug og Hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op: han +vilde køre om ad Hovedkvarteret. + +Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, +hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans +Højærværdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig højt næsten: +kun _hans_ Tribun-Røst lod lige fyldigt op med Kanonerne. + +Døren til Køkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og +Maren i samme Række--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer +og slog Affaldet ud. + +Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling. + +Hun løftede kun sit Ansigt og saá paa ham som forstod hun ikke, med et +Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse. + +Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over +Sofies og Marens forasede Figurer: + +-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden. + +Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte +med: man maatte dog have Efterretninger. + +-Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot +Hæren stod ret paa Højde med vor Regerings Energi. + +Berg hørte ikke den bortrullende Vogn--han saá kun Tines Ansigt, da +hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den +lyse Gaard, hun saá ham ikke og rørte sig ikke. Han taalte ikke, han +udholdt ikke at sé paa denne Stilling og dette Ansigt. + +Og han slog paa Ruden: + +-Kom, sagde han, vi gaar op paa Højen. + +Hun løftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun +fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet +og tog sit Sjal. + +Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; +heller ikke hans Stemme naaede hende længer. Hendes forvildede Tanker +tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én +Smerte: Gyset fra inat. + +Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste--i +Udspring--i Solen. + +Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet +Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbøjet +Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde +kunnet attraa dette Menneske. + +De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa +saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af +hinanden. + +De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen +over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe og de afbrændte Huses +sværtede Mure gabede op imod dem. + +Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede +Himlen. + +Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. +Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det +i Nat. + +Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saá han ud over den skændede +Ø og sagde sagte: + +-Hvor Marie dog elskede denne Plet. + +Tine hørte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse følte hun +ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde +hendes Øjne ondt. + +Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem +mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, +der paa den dønende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange +Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden +af tusinde vældige Malmklokker. + +Tine var gaaet ned ad Højens Kam. + +-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede. + +-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen. + +Hun gik bort fra Højen. + +Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og +han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en næsten ulidelig Smerte +saá han alt, hvad han havde gjort. + +Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i +det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af +hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunde græde, og af hende, af +Tine, saa livløs, som var Sjælen død i hendes Krop. + +Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som +tilhørte ham og hans--saá han Plet for Plet; og han saá deres +Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle +Stemmer. + +-Det var ham, ham de havde elsket som en Søn.... + +Det var, som hans _Sjæl_ var saaret. Kanonernes Døn lød som et fjernt +og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saá ud som noget kravlende +Smaat. + +-Ham havde de elsket som en Søn. + +En Officer stødte til hans Arm: + +-Kanonaden stiger, sagde han. + +Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: + +-Synes De? sagde han. + +Og han gik bort fra Højen. + +Officeren saá efter ham--Berg næsten vaklede, mens han gik. + +-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saá efter sin +Vaabenbroder. + +Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa +Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens +tændte Lys. + +Saa vendte han hjem. + +Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa +Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru. + +... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem +Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saá. + +Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog. + +Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes +forbi paa mange Vogne. Tines Øjne faldt paa de Heste, der gik hende +nærmest. De sled sig, laadne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og +udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over +deres Ryg. + +Men Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt--som om Slagene ikke +kunde smerte dem mere. + +Tine blev staaende og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand. + +Langt fremme paa Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de +lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge. + +Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Øjne. + + * * * * * + +Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille. + +Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Høvlspaaner mellem den +nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæl +sammen og bestrøg dem med Sort. + +Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften +var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn. + +Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke +drukket: hun sad kun stum og saá paa Sønnens Ansigt, der var blevet +saa lille som da han var Barn, og paa hans Hænder, hans urolige +Hænder. + +Madam Bølling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjælpe. + +Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod +raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen. + +Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Taarerne brød ud +af hendes Øjne, havde hun sagt: + +-Han er jo saa ung. + +... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt +hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men saa sagde hun: + +-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. + +Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, +maatte kalde dem frem. + +Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og +stirrede paa det blege Ansigt. + +Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at +ringe--man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm. + +Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig +over Rummet. + +Fru Appel sad kun som før--foran sin slumrende Søn. + +Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til +Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme: + +-Du kommer dog ind? du kommer dog ind? + +Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der! + +-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os +alle. + +Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Saaredes sagte +Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, +her, hvor et Menneske døde--og Livet var forbi. + +-Han vaagner, sagde Fru Appel. + +Halvt i Søvne begyndte han at klage. + +Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen. + +Den Døende slog Øjnene op, men han saá ikke mer--de store Øjne var +brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen. + +Moderen laa ned ved hans Seng: + +-Ja, Max, ja--gør det saa ondt? gør det saa ondt? hviskede hun. + +-Ja, Max, Ja--gør det saa ondt? + +Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun vilde kun se efter +Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. + +Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og saá paa sin +Datter, til hun stille vendte tilbage. + +Den Døende rallede højere: + +-Ja, Max, ja, gør det saa ondt? gør det saa ondt? + +Han blundede igen og atter vaagnede han. + +Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der +dog som forunderlig stille. + +-Løft ham, løft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Hænder. + +Hvor hans Aande blev svag og hans Hænder stive. + +-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte. + +-Ja, Max, ja. + +De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svært, saa tungt; Moderen +havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage. + +-Læg ham--læg ham. + +De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han løfte Hovedet og han +søgte om Ord: + +-Annie--Mo'er--Annie--hører I Fuglene? + +Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han: + +-Ja, hvor Livet skal blive smukt. + +Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage. + +Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine +trykkede hans Øjne til. + +Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der +var stive, og hans Ansigt, der var koldt--længe. Time paa Time. + +Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste +ingen Trøst. + +Madam Bølling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Køkkenstolen bag +Døren. _Der_ kunde hun høre, naar Tine gik. + +-Der var hun--nej--hun kom ikke ind. + +Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor +Tine allerede var ved Døren. + +-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun. + +-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun. + +Madam Bølling gik hen til hende. + +-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og være vrede paa hinanden, sagde hun, +skal vi nu ogsaa være vrede paa hinanden.... + +-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig løs--men nu er det jo silde ... Godnat. + +Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen +og Døren slog til. Hun var borte. + +Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved +Døren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det +stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hørtes de Søvnløses Skridt over +Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer. + +Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de--en rokkende +Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, +hun vidste ikke Rede. + +Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede +Skolen i sin Grund. + +Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn. + + * * * * * + +I Skovridergaarden var der stille. + +Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun +gik gennem Huset. + +Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, +hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke. + +Hun aabnede Døren til Dagligstuen og hastig vég hun tilbage. + +Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev. + +Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik +hun tilbage til sit Kammer. + +Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun +besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting +sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse. + +Kort efter Daggry gik hun hjem. + +-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, +og slog sine Hænder om den tause Datter. + +-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun; +hun vilde ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det vilde jo +bare gøre Tine urolig. + +Tine gik ind til sin Fader. + +Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet +taget frem--dem med Løve-og Tigerjagterne paa Bindet. + +Dem sad han og læste i--Time efter Time. + +Tine sad ved hans Fødder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver. + +"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje. + +Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet: + +"Du skal ære din Fader og Moder"--"Du skal ære din Fader og din +Moder", læste den Gamle Gang paa Gang, med sin svære Stemme. + +-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saá over paa Madam +Bølling. + +-Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarte Madammen. + +-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen. + + + + +IX + +Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet. + +Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud. + +Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var _dem_, som fik +Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med, +mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og +en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter +"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle. + +Den Krøblede jog rundt--men idag var hans Øl for tyndt: _saa_ raabte +han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist. + +Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst +_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar. + +Fire Lolliker raabte højest--de spillede Kort--liggende plat paa +Maven. + +Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst +igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt. + +En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens +Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af +Soldaterne, fast og stille: + +-Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi _skal_ derud. + +Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officéren gik. + +... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I +Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det +igen. De var i Stuerne og ude. + +For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen. + +Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i +Skolen. + +Hun var ikke kommen. + +-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke: + +-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun +hænger ellers trofast nok ved dette Hus. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag, +sagde Sofie. + +-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja. + +Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som +led han ikke nok. + +-Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre. + +-Indtil den sidste Dag, sluttede hun. + +-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen. + +Han rejste sig og gik ud. + +Et Kvartér forløb--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen. + +Men der var intet. + +Saa gik han. + +Han vilde se dem, han vilde derhen. + +Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til +han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen. + +Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og +lys af Glæden, det er Skovrideren--det er Skovrideren. + +-Nej--at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved. + +-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. + +Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, +der var lidende og furet og blegt. + +-Det gør ham dog ondt, tænkte hun. + +Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa +Læberne fra hinanden: + +-Bølling er jo saa syg. + +-Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling--det bliver værre og værre.... + +Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad--hans +Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet. + +-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam +Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin +Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde +sét her indenfor. + +-Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før. + +Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind. + +Berg saá Bølling--lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke +have kendt ham igen. + +-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé +til dig. + +-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet +fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem. + +-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam +Bølling og blev ganske rørt paany. + +Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte +holde den i sin--et Nu. + +-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet. + +Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og +pintes: Øjnene, der saá det kendte Rum, Ørene, der hørte deres +Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans. + +-Men Tine--sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind--skovrideren +skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa? + +Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte +lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og +vidste selv ikke hvilke; han saá kun Tine, der gik hid og did og +dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver +Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste. + +-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bølling kom +ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har +man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, +som i gamle Dage. + +Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden. + +-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam +Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen +ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om +Herluf og Fruen. + +-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en +Plads. + +Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens +Berg sad--med hver Bid usvælgelig i sin Mund--og maatte spise foran +Madam Bøllings Øjne. + +-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i +sin Iver. + +Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og +han tog paany. + +-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den +anden Side af Sengen. + +-Ja, Bølling, ja. + +-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam +Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger ... Bølling har jo lært hende +det ... han har jo selv lært hende det ... og Tine _har_ altid haft +rigtig en køn Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og sér i +de gamle Bøger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere, +Skovrider. + +Madam Bølling blev ved at byde: + +-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad, +Skovrider, hun smager ikke Mad. + +Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor +han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og +de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling. + +-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig +saá hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter +og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og +uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun +satte sig: + +-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for +os alle.... + +I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde +de høre op at aande. + +Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og +kom ud--Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig +endnu en Gang. + +Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det +opdækkede Bord. Hun saá ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun +hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger. + +Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa +Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling. + +Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen--hver +enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen. + +Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem, +der drog bort. + +Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind. + +-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal +derud og dø_. + +Tine hørte kun Skridtene--de blev svagere, svagere. + +Han var borte nu. + +Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til +sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar +derned. Sofie gør ingenting. + +Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog, +hendes ilende Skygge--ned over Marken. Dér mødte hun Tinka. + +-Hvor skal du hen? spurgte Tinka. + +-_Derned._ + +Tine stansede ikke, men løb kun. + +Længe stod Tinka og saá efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, +ved Dammen. + +Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde +være _der_. + +-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flæbende løb hende i +Hælene, varierende samme Ord uafladelig. + +Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen. + +-Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, +nu er de derud'.... + +Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April. + +-Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie. + +Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at +læse: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve +--dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme +Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen. + +Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned +mod Skovriderens Bord. + +Han havde kun _taget hende_--taget hende for ét Nu. + +... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog. + +Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte +det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark, +hvor Lyn slaar ned i Hjorden. + +Tine laa ned paa Knæ--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget +varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa +Tæppet. + +De slikkede hendes Haand. + + * * * * * + +Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. +Han vilde blot sé til gamle Bølling. + +Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa +op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par +Ledsagere over Pladsen. + +Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik +de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen. + +Fra Højen over Paradisvejen saá de over mod Vest. + +-Skal der rømmes? spurgte Bispen. + +-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive. + +Officerens Stemme var sært tydelig og han saá frem for sig, mod +Skanserne. + +Bispen taug lidt; hans Mund skælvede en Smule. Saa sagde han; + +-Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste. + +Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et +luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod. + +Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene. + +Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officéren slap ikke hans Haand Saa +mumlede Bispen et "Lev vel" og kørte bort. + +Paa Pladsen drog en Time efter de Næste ind. En Stund var Kroen +belejret. Soldaterne havde megen Tørst Saa blev der hurtig stille. + +Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen, +gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte +hendes Raab ude i Gaarden. + +... Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten. + +Det bankede paa Skolens Dør, der allerede var i Laas. + +-Det er mig, sagde Tine. + +Madam Bølling lukkede op. Hun saá kun sin Datter som en Skygge imod +Mørket. + + * * * * * + +Natten gik, og Dagen lysnede. + +Det var nær ved Middag næsten, før man paa Pladsen vidste, at nu +stormedes Dybbøl. + + + + +X + +... Til ud paa sidste Nat havde de hørt de Saaredes Jammer, der +slæbtes forbi til Hørup Hav--nu hørte man hver Stønnen saa langt +gennem Stilheden. + +Og saa var alt blevet tyst. + +Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden +kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dør. + +Madam Bølling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun +stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, raadløs, +gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr. + +-Vil du ikke spise? sagde hun. + +-Nej Tak. + +Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vaagnede. Ordene blev kun til +utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine +tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke +hørte. + +Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bølling sig og gik +medløs rundt, i sin Krog. + +-Vil du ikke gaa derned? sagde hun. + +-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonløse Stemme. + +Og de sad, i deres Krog, igen. + +Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig. + +Nu var det snart henimod Aften. + +Tine gik ud. + +I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv. +Fjælene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den +nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt paa de fremmede +Marker. + +Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun vilde _sé_ ham, +der var død. Han var ikke kommen tilbage--saa var han død. + +Alting var stille. + +Selv Fuglene taug. Og den opblødte Jord, hvor ingen traadte mer, var +størknet som et dødt Tæppe. + +Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gærde og fulgte Tine; hun +mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saá dem ikke. Hun +vilde kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked. + +Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegaarden stod øde som et tomt +Værtshus. Gaardhunden gøede ikke, da hun kom og gik. + +Foran Kirkegaardsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Taarnet +begyndte Klokkerne at ringe. + +Tine gik ind; hun saá den store Kirkedør stod aaben. I Koret laa der +Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde saá hun ind +i Ansigtet og gik ham forbi. + +Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun saá ham næppe. + +-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun hørte det ikke. + +Hun saá den næste Række--én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes +nøgne Fødder. + +Hun gik ud igen; den fremmede løste bag Kirken sin Hest og saá efter +hende, saa længe hun øjnedes. + +Hun gik kun videre--ud af Byen: + +-Saa maatte Staben være i Augustenborg--Staben vidste Besked. + +Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem +Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes +lukkede Døre. + +Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et +Spor og løb atter tilbage--ind over Marken mod den nærmeste +Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gøede. + +Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som +en Haltende to Gange, mens hun gik. + +I Gaardsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen +blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte +Tine, og hun begyndte at græde. + +-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun. + +Konen græd blot og Hundene blev ved at gø. + +-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen. + +Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af +Blod: _Dér_--i Alkoven laa han. + +Tine saá kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stødte hun bort og tog +Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod. + +-_Har han talt_? spurgte hun. + +Gaardkonen græd. + +-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sønnen og paa Fruen--de +to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg. + +Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen--ubevægelig stirrede hun paa hans +Ansigt. + +-Han vaagner, sagde hun. + +Hendes Liv var kun ét Haab: at han vilde kende hende igen. + +Men den Døende slog blot Øjnene op og saá paa hende som paa den tomme +Væg. + +-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han +græder--han græder ... + +Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og +klagede sagte. + +-Sé de Umælende, sé de Umælende, græd Gaardkonen. + +Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og vilde dreje det +saarede Hoved: han smilede halvt. + +Tine rørte sig ikke. + +En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nævne hendes Navn--blot i en +Forbandelse, der aabenbarede hendes Skændsel. + +Men han huskede hende ikke mer. + +Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp. + +Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng. + +Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens +Milestén og hun rejste sig igen. + +Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme +Plet. + +-Hvor længe du blev, Barn, sagde hun. + +-Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet. + +Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den. + +-Tak, svarte Tine og drak begærligt. + +-Hvor du er bleg, sagde Moderen. + +Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem paa Sofaen--til +Seng for Tine. + +-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam +Bølling saa bange--jeg sover oppe. + +Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa +Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og +pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saá_ alt om sig, og hun +vidste, at _alt var sket_. + +Hun saá Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange +Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade. + +-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om +Haaret: hvor du sukker. + +Tine holdt Moderens Hænder saa fast over sit Haar som til et langt +Kærtegn: + +-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften. + +Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og +dvælende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv. + +Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik--saa +gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms +Skyld--og hun var inde. + +Hun saá paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa +Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede +Mænd havde ligget. + +Her havde hun levet hele sit Liv. + +Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brændende +Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til +Ro. + +-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling. + +-Ja! svarede Tine. + +-Saa Godnat, Barn. + +-Godnat, Mo'er. + +Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hørte kun de +to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset. + + * * * * * + +Det første graa Dagsskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten +brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og +aabnede varsomt Døren. Hun saá Kroen og Kirken og Smedens Hus og +vendte sig mod Skolen--en sidste Gang: + +Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol. + +Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i +Skovridergaardens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var +indvundne i Maatter, stod som Spøgelser i Skumringen. + +Tine gik op ad Havetrappen, og hun saá ind gennem Døren. Hun kendte +hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde. + +Tanker havde hun ikke--de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen +om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det være forbi. + +Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun +holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saá længe ind. + +Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Tørklæder om sig, +ene, i den store Seng. + +Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og +hastigt gik hun ned imod Dammen. + +I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun +elskede, talte til hende paa én Gang. Hun tænkte paa Herluf og paa +Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over +Gærdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske +lille; og paa Appel, der var død og paa Faderen og Moderen, som nu +skulde sidde alene. + +En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _dø--dø_. + +Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje, +tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét +Nu.... + +Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under +hendes Hjertes trætte Smerte. + +Hænderne havde hun foldet. Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det +lille Lysthus gled hun ned i Dyndet. + +... Nu var Dammen rolig. + +Dagen kom. + + * * * * * + +Madam Bølling var vaagnet; Bølling havde sovet saa roligt og laa saa +godt endnu. + +Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bølling hvilte selv et +Kvartérstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vække +Tine. + +Men der blev ikke svaret + +Madam Bølling stod op. Tine kunde nok trænge til Søvnen. Det var intet +Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den +op, naar hun vækkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen. + +Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det +var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt længe. + +Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men +saa vaagnede Bølling, og han maatte have sin Morgendrikke først. + +-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bølling talte med +sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et +Barn--naa, Bølling, naa ... + +Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting. + +Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa +Bakken og gik op over Loftet. + +Hun saá den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden +at forstaa, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over +Loftet og raabte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen: + +-Tine, Tine! + +Saa taug hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det. + +Hun søgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke: + +-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de +Syge. + +Hun gik ned, hendes Bén vilde ikke bære hende. Hun aabnede Døren, og +hun saá, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun +ventede ikke paa Svaret. + +Hun sagde Gang paa Gang: + +-Hvor det er Uret af Tine at gøre mig saa forskrækket. Og greben af ny +Angst sagde hun: + +-Men hvor er hun da? hvor er hun da? + +Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at løbe gennem Huset, +som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa én Gang forlod hun alting og +hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne. + +-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste +Besked. + +Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun +hjælpeløs, med rokkende Hoved. + +-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. + +-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam +Bølling at græde. + +-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_ +ikke? + +-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte, +tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening: + +-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der +ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var +hun der ikke ... + +-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun +rystede over hele Kroppen. + +Madam Bølling stod et Nu--og gav sig saa til at lé gennem +Kuldegysningerne. + +-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At +man ikke tænkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun +har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren-- + +Hun begyndte at gaa, følgende efter Tinka, det løb hen ad Vejen, +gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren, +Skovrideren ... + +Men med ét stansede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod +det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst. + +Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saá hun hende ind i +Ansigtet, som vilde hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som +et pludseligt Sværd. + +-Kom, kom, bad Tinka angst. + +Men Madam Bølling rev sig løs--med en stille Klynken som et fældet +Dyrs, der synker--og hun løb. + +Hun havde forstaaet. + +-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet +sammen. + +-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn. + +Hun løb ind over Gaarden. op ad Trappen, Døren slog hun op. + +_Han_ havde taget hendes Barn. + +Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord, +hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over +_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--løftende de rystende +Hænder. + +-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun +gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun +gjorde. + +Hun blandede "Fruen" og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme +Ord: + +-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har født hende, jeg, som +har født hende--be'er--jeg be'er. + +Og Ordenes evige Gentagelse løste Taarestrømmene, saa hun hulkede med +Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede. + + * * * * * + +Tinka havde kaldt paa Lars. De søgte--Husmanden ogsaa--i Huset, i +Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Haanden. + +Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset. + +Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden +hjalp til, da de fik Liget trukket op. + +Tinka lagde sig hulkende ned paa det grønne Græs og glattede Haaret +bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de +lagde den Døde op paa et hentet Sejl. Tinka løste sit Hovedklæde og +bredte det over Venindens Ansigt. + +De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene. + +Sofie løb--hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i +Kammeret om den Døde: hun laa med foldede Hænder paa sin Seng under +Fruens Billede. + +Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet +affældig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen +kendtes ikke igen. + +Hun saá kun op paa Tinka og rejste sig. + +-Hvor er hun, spurgte hun. + +Tinka kunde ikke svare. + +Moderen saá Vandpyttene i Gangen og hun spurgte: + +-Er hun i Kammeret? + +-Ja, hviskede Tinka. + +De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters +Ansigt. + +-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer løb ned ad hendes +Kinder, og, som vilde hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod +Haanden glide ned over hendes Haar: + +-_Det har jo været ham--det har jo været ham ..._ + +Og hun havde tilgivet alt. + +Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin +Datters Seng. + +Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun: + +-Nu skal hun hjem. + +Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand +bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker. + + * * * * * + +Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert +Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener. + +Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver +Støj. + +-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst +for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulde i +ordenlig Ligtøj. + +-De gaar jo og klæ'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage. + +-Herregud, gaar de og klæ'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget +tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens +Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen +og aabnede Salsdøren uden Lyd. + +Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener. + +-Maa En sé hende, hviskede Sofie skræmt og sky. + +Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide +Baare. + +Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa +gik hun rundt om Sengen og eftersaá længe "Klædningen". + +-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende. + +Men de svarede hende ikke. + +Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre +i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør. + +Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at "Tine i +Skolen" var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, +som hørte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke +fandtes andre Døde end hendes Søn. + +Sofie vendte tilbage til Køkkenet. + +-Ja--nu har de klæ'et hende, sagde hun grædende og fik Skoene paa +igen: Hun ligger forresten rigtig kønt--i lutter hvide Tæpper. + +Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone: + +-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de +Sorgens Tildragelser. + +Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af +Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud. + +Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og +klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet +sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle +de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der vilde komme--nu skulde +de alle "dømme over hendes Tine". + +Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem +fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken. +De listede stille omkring, som om de ikke turde træde paa Fødderne, og +hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer. + +Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til +Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snøften. + +-Saa sér jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Græsset--og saa begyndte +jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn.... + +De tre Gaardkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og +stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, +til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, +gravitetiske og tause. De græd ikke, men saá kun ud, som maalte de +Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte +sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine. + +Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude. + +Ude paa Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første +Præsters Vogne, som holdt ved Skolen. + +Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet +--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e +Kaffe--alle Pastorerne. + +Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange +for hver eneste. + +Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ... +aa, gør De det ... Og Søndagskopperne ... ja, gør De det. + +Madam Bølling var saa angst for Præsterne. + +-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saá paa hende med +sine smaa Øjne, der snart ikke var Øjne mér: + +-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skræmt. + +Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede +dem lidt og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed. + +Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog: + +-Hun ligger vel derinde? Lad mig sé hende. + +Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst saá paa de hvide Træk. + +-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv +falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene. + +Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder. + +Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i +Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen, +hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed: + +-Ja--Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande. + +Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun saá ud, som havde hun +meget stor Lyst til at hugge i Sofie. + +-Ja--hun var det grønne Træ, sagde hun og saá ufravendt over paa +Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, før Madam Henrichsen tog +sin Tilflugt til Bibelord. + +Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem. +Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var +saa ogsaa taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have +Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne. + +Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan. + +Hans Højærværdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. +Men saa gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Taushed. + +-Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste paa den Nærmeste +... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for +Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid ... en møjsom Tid, sluttede +Provsten. + +Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe +igen. + +Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev staaende +aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det +opmærksomt frem gennem begge Stuer. + +Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet +Hænderne. + +Saa vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, +omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i +London. Han talte halv højt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede +sit Cæsar-hoved frem og tilbage. + +-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmægtige fandt den rette +_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive +Nationens Værdighed. + +Han blev ved at tale--højere, henover det stille Hoved, der laa, som +det lyttede paa sin Pude. + +-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord +vil koste Blod. + +Ude paa Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var +kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Øl mellem Klyngerne. + +-Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nærheden +af Skoletrappen: Hys--der er de. + +Provsten og alle Præsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter +vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt +sig fra deres Plads. + +Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende +tilbage til Køkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en +Kop Kaffe--nu igen. + +Solen skinnede ind i Køkkenet og Sofie fik Vinduet op. + +-Maaske ka' En hør' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten +saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en +Slags Parentes. + +-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede +hun. + +Hun fik Kaffen. + +Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt. +Skræmt aabnede hun Døren: Nej--nu var der ingen. + +Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter +og lukkede. + +Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling. + +De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne +--det var, som den stærke Sang vilde fylde det tause Hus. + + Hvo véd, hvor nær mig er min Ende? + Sé, Tiden meget hastig gaar, + hvor let og snart kan det sig hænde + at jeg mit Vandrebudskab faar. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + i Afskedstimen Trøst og Ro. + +Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes +næsten, som han lyttede. + +Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne +med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde +hun da lukke ind over sin Datter. + + Hjælp mig i Tide at bevare + mit Hjerte fra Letsindighed, + at, naar du kalder, jeg kan svare; + Ja, Herre, sé, jeg er bered. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + I Afskedstimen Trøst og Ro. + +Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for +at se, hvem det var, der kom saa silde. + +-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte sætte sig +strax ved Døren: det er Bispen--det er Bispen. + +Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret: + +-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen. + +Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet +ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste. + +Benene vilde næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde +ikke sé ham--hun kunde ikke sé ham ... nej.... + +Men hun maatte jo: Det var _Bispen_. + +Og hun maatte have sin sorte Kappe paa.... + +De fik den frem; men Madam Bølling kunde næppe faa den paa med sine +stakkels Hænder. + +-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms. + +Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde +ikke tale, og hun turde ikke sé op i hans Ansigt. + +-Jeg hørte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog sé herind, sagde +Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder: +Stakkels Barn--Deres stakkels Barn. + +Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde +sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt. + +-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder. + +Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Længe stod han med sine +Øjne fæstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig +Andagt. + +-Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved: +Gud tilgive os--Gud tilgive os alle. + +Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og +angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den +højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans +Hænder: + +-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe? + +Bispen løftede Hovedet. + +-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne +Klokker--sidste Gang. + +Madam Bølling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved. + +I Kirken sang de igen--stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte +sig ikke: + + "Hvor er Lammet, Offerlammet?" + spurgte Isak, syg i Sind, + da Slagtofret var berammet + med ham selv paa Bjerget ind. + Bange for sit unge Liv, + paa den blanke Offerkniv + peged han og sagde: "Lammet, + hvor er det, til Død opammet?" + Her er Lammet, Offerlammet, + siger Jesus, ydmyg spag, + i min Faders Raad berammet + er den store Offerdag. + Bange vel af Hjertens Grund + er jeg for den mørke Stund. + Men for hele Verdens Brøde + Den Uskyldige maa bløde. + +Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra +Kirkegaarden lød Æressalverne knitrende over Graven. + +Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte man mange +Stemmer--Præsterne vendte tilbage, faamælte og overraskede. De havde +genkendt Bispens Vogn. + +Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans +Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og +Præsterne bukkede tause. + +Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt: + +-Vore stakkels Bøllings--vore stakkels gode Bøllings. + +Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han +hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne: + +-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine +Vidnesbyrd_". + +Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn. + +Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død laa den +stivnede Jord. + +En Vogn næsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af +Kaleschen for at sé, hvem det var. + +Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved at sé Bispen, at +hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var +højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét--i +disse Skrækkens Tider. + +Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen. + +Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende. + +Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, højt +Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt--op +over Vejen. + +Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre +efter "den Højærværdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over +Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning. + +... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd". + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE *** + +***** This file should be named 10686-8.txt or 10686-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/0/6/8/10686/ + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS," WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's +eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII, +compressed (zipped), HTML and others. + +Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over +the old filename and etext number. The replaced older file is renamed. +VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving +new filenames and etext numbers. + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + +EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000, +are filed in directories based on their release date. If you want to +download any of these eBooks directly, rather than using the regular +search system you may utilize the following addresses and just +download by the etext year. + + https://www.gutenberg.org/etext06 + + (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99, + 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90) + +EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are +filed in a different way. The year of a release date is no longer part +of the directory path. The path is based on the etext number (which is +identical to the filename). The path to the file is made up of single +digits corresponding to all but the last digit in the filename. For +example an eBook of filename 10234 would be found at: + + https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234 + +or filename 24689 would be found at: + https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689 + +An alternative method of locating eBooks: + https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL + + diff --git a/old/10686-8.zip b/old/10686-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..703e237 --- /dev/null +++ b/old/10686-8.zip diff --git a/old/10686.txt b/old/10686.txt new file mode 100644 index 0000000..f828a33 --- /dev/null +++ b/old/10686.txt @@ -0,0 +1,7636 @@ +The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Tine + +Author: Herman Bang + +Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO Latin-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE *** + + + + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + + + + + + + + +TINE + +AF + +HERMAN BANG + +1889 + + + + +Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret +bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med +sort tryk._ + +_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmaerke._ +Kjobenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Graebes Bogtrykkeri. +1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder. + +_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_ +"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes +indsat foran dedikationen]. + +Omslagets indersider har reklamer for boger af forskellige forfattere, +bagsiden for boger af Bang. + +Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har +forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden +ramme og forlagsmaerke i guldtryk. Hojde 180 mm._ + + + + +Til Erindring om min Moder. + +Denne Bog tilhorer dig. + +Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, +mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en +"Onskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, +hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke +var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du +laeste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en +Bog, skal du saette _mit_ Navn paa dens Blad. + +Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens +tyndede Alle"--du traengte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min +Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og +af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en +Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke--helt +glemmer mig? + +Og du graed. Moder, fordi du skulde do. + +Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. + +Nu saetter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, den er ikke din +Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens +Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du +fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem. + +Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var +blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne +til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. + +Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om +Nederlagstid og vort tabte Hjem. + +Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem. + +Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og +uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre +Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. + +Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved +det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide +Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender--vi +Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og +spurgte--strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot +hendes Kjole. + +Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa +skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Soster +og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en +Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme +og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront. +Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, +til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset, +mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land--siden syntes jeg +som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den _hele O_--: Mo'er, +Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du? + +-Fordi vi skal rejse, svarede hun. + +Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. + +Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens, +hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi +Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os. + +Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen +ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng, +for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske +Piger rundt om sig og os, der skreg. + +Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore +stod aabne og klaprede og et Vindu--skont vi naesten intet havde paa. + +Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler +af angstfulde Horn. + +-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. + +-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, +og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi +horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der +ilte, og Hornene fjern og Hornene naer--gennem Stormen. + +... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har +vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets +Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, +Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har +Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og +siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af +Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes +i denne Bog. + +Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre +Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det +kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. +Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmaegtige +Haender og slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv? + +Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion +lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte +Sorgende i Adserballig Stue--som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg +hende siden--er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det +Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation. + +Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af +Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle +Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. + +Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i +Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet, +Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra +Horsens. + + * * * * * + +Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste, +min Hjerne fra min allerforste Barndom syntes at have bevaret. + +Men i Udlandet brod flere frem. Det var mens jeg omgikkes med +Formlaegningen af "Stuk". + +Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han +udkaster Planen til et Vaerk eller begynder paa at forme det, hitter +paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det +ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans +hykleriske Nerver, der af Skraek for alle de Anstraengelser, som venter +dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig +Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver ved om den +anden, at han snyder. + +Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skraek +for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blaek. + +Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjaelpetropper Storme af +fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer +ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes +selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst. + +Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens +Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det +just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod frem. + +Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader +og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og +det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden +Sfaere, Luft og Plan--ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og +veg, hele mit forste Hjem tilbage. + +Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i +fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor +Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med +Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen +med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa. + +Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt +fler. De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de +forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som +Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit +Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere +samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _haergede_ +Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende +Fodtrin. + + * * * * * + +Lad mig her sige et. + +En Bogs Fodselshistorie vil vaere mange saerdeles ligegyldig. Der vil +heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortaeller alt dette og +forer den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst +underholde et aeret Publikum om mit fortraeffelige Jeg. _Eller_, at jeg +forsoger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og +praetenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget +Relief. + +Det er dog ingenlunde _saa_. + +Jeg ved saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet +ikke vedkommer Laeseren. Han dommer Kunstvaerket kun af disse samme +Minders Evne til gennem Vaerket at paavirke og overbevise ham. + +Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op +for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bor +helst staa frit og tale for sig selv. + +Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vaere interessant for Psykologen +og mere oplysende for Kunstens Vaesen end visse nylig atter fornyede +aestetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om +deres Arbejdes Fodsel og Veje og sogte at kontrollere de Hjernens +Processer, som ledsager deres Frembringen. + +Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og +fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke. + + * * * * * + +Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens +ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i +denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke Personantallet. + +Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om. Denne Uro og +Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser +nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede +og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale. Jeg maa ofte +bie i Timer, for de ved et Blik, en Bevaegelse, et Ord forraader mig +deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gaette ligesom jeg gaetter +andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender. + +Hvis jeg da ikke anstraenger mig for at gore den ene og korte +Situation, hvori jeg ser dem, Bevaegelsen, den lille Bevaegelse, hvori +de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gore det +altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da +haabe at overbevise? + +At gore "levende" er da den tunge--og sikkert ofte +mislykkede--Bestraebelse. + +Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed. + +Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil +skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. +Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore. Deres +_Liv_ blander sig med Skolens Liv. + +Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skaebner Donninger frem +over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder +atter Donninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og +Smedjens vel med. + +Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv der maa vi +vide, at Livet fortsaettes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund, +der goer, en Sang, der hores fjernt, maa fortaelle det og minde os +derom. + +Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fole Egnen, hvor den +ligger: vi maa _befolke_ Oen Als. Har Skolens Korsvej ikke +Vejfarende--korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem +og hundrede Liv? + +Nu vel--vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sporgsmaal, +Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og maa med. + +Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod +just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil? Og dette: at Laeseren +ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gor det, naar det store +Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den Uro, +hvoraf det er skabt. + +Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv. De er +mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gore +Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er +Vanskelighederne ved en Kunst, som ser Livet stift i Ojnene, og hvis +store, hvis fjerne AErgerrighed er den at faeste dette levende, dette +ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv. + + * * * * * + +Du bad mig, Moder, at jeg skulde se til, at de ikke helt skulde glemme +dig. + +Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at +leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa +uendelig fjernt og saa uendelig klart. + +To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord: +min gamle Slaegt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn +med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I et Hundredaar +havde den fostret Statsmaend, Landet ikke vil glemme, beromte Laeger, +som Generation efter Generation var de storste og folkekaereste i +Norden. + +Men siden blev dens Sonner Praester, fordi de besvimede ved at se Blod, +og uvirksomme Orkeslose, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes. + +_Du_ fortalte mig ofte om vor Slaegts Haeder. En af dens store Laeger +efterlod mig Fortaellingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: +Han vilde tvinde--til Belaering--sine Traade i Slaegtshistorien. + +Min Slaegt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget. + +Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_. + +Stella Hoeg og Nina og Froken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod. +Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Born af din Glaede og Born +af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med +dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer. + +Og hvis _de_ tor leve--selv kun de korte Aar--saalaenge bor _du_ ikke +glemmes. + +Over denne Bog saetter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og det +Hjem, man skimter som bag en Dor, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom +over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Doden til os. + +Herman Bang. + + + + +I. + +Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte +de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten. + +-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften. + +-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. + +-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes +Ord. Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes +fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som +en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer. + +Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte +klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode +Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud. Hun gik ind +i Kokkenet, hvor Taellelyset braendte med en osende Tane mellem Resterne +fra Tebordet. + +I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden. + +-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Rost, og der blev stille igen. +Kun Maren, der sad med Forklaedet over Hovedet som en rokkende Byldt, +hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl. + +-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han, og +Husmanden nikkede til Bekraeftelse. + +-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som +for, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe. + +I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen. Lampen braendte roligt paa +det tomme Bord, og Dorene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som +tre stille og morke Gab ind mod det forladte Rum. + +-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie. + +-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom. + +-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede. + +Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af +Portraetterne, der var tagne ned. + +Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa +ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. +De to Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme +Taeppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden +stod Herlufs Tremmeseng, tomt. + +Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med +Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun +havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden +ikke anden Dreng end han. + +-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit +Kobstadjysk, en saer indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvaer med +rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er. + +-Han vild' aldrig baeres af andre end af mig og saa Fruen--hun snoftede +mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke.... + +-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om +Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem +Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og graed igen. + +-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten. + +Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om Hovedet lob +herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagvaerk +gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med de flade +Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode Slummer. + +Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, +mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen. + +-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde hore +det helt ned i Kokkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som +et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole. + +Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs +Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig +for at holde Varmen. + +Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med +strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru +Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede +indenfor Doren med en Slat Kaffe i en Spolkumme for at faa Del i +Lystigheden. + +Men tilsidst kunde Sofie blive fornaermet paa Herlufs Vegne midt som +hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' +Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at baere ham ned i +Dagligstuen og klaede ham paa i Varmen. + +Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Oster og Vester,--Munden +stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil +Tine pludselig rog ud af Sengen i et Saet: Gangdoren var gaaet. + +-Skovrideren! raabte hun og fik naeppe Skoene paa for lutter Fart. + +-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Noglen drejet om. + +-Ja, ja, jeg klae'er mig paa, jeg klae'er mig paa, Henrik, raabte hun +til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtojet, saa han +kunde tro, hun allerede var oppe. + +... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin +Herluf og faeldede Taarer baade over Godt og over Ondt. + +-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun. + +-Ja, han var, gentog hun. + +Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde +for Indfald--saa lystige Indfald. + +Hun taenkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdoren, +just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig +havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa +Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var +allerede ved Doren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg-- + +Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus. + +Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der horte paa og +lo og satte sig ned--midt i sin Seng. + +-Du saetter dig paa _Tine_, du saetter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg, +helt aandelos af Latter ... og Tine rog ud af Sengen, hojrod i Hovedet +og med Graaden i Halsen, og lob ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil +Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun. + +... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklaederne ud af +Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Doren. + +-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke se det tomte Kammer. + +De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor +alle Dore stod aabne bag dem. + +-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie. + +-Ja, sagde Tine, der slaebte en Madrats. + +I det blaa Gaestekammer var der koldt som i en Kaelder; der havde ingen +sovet siden i Sommer. Den ene Gaesteseng skulde ud, og den anden blev +stillet op ad Vaeggen. + +Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom +de gamle Bollings for at hente Datteren. + +Da Madam Bolling kom ind i Dagligstuen i Traekken fra alle de Dore, +blev hun staaende paa Lobetaeppet og saa sig om med Taarer i Ojnene: +Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Haenderne. + +De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved +Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i +Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at +gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde +anlagt "Torklaedet" imidlertid. + +Torklaedet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes +Ho'edpin'". Hun fik den regelmaessig de fem af Ugens syv Dage og var +saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at +foretage sig nogetsomhelst ud over det nodvendigste. Efter en Storvask +hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset. + +Tine kom frem i Doren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu +er vi faerdige. + +-Ja, lad os det, svarte gamle Bolling, og de gik ind gennem +Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod +forladt op ad den lyseblaa Vaeg, og der var koldt, saa de to Gamle +skuttede sig ved det. + +De stod alle tre foran Sengen--Tine havde haengt Fru Bergs Billede op +ved Hovedgaerdet. + +-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bolling og sogte at +le lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres +Sorgmodighed. + +-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver +Varme. + +De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa +Forhojningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en +enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. + +Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i Stuen: + +-Ja--det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. +Begge de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de +havde saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med +Bibelen. + +Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da +vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og +Brombaerrene var godt surrede fast til Kassen? + +Brombaerrene var to Krukker Syltetoj, som Madam Bolling havde syltet, +for at Fru Berg skulde have dem med til Kobenhavn: + +-For det er hendes bedste Syltetoj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og +de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombaer. + +-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine. + +-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bolling bliver ved i samme stille +Tone--faaet Brombaer hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne, +sluttede hun efter en Stilhed. + +-Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften. + +Hun taenkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest +naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Te, og +Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af +Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang. + +-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de +satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vande" og +"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over +Gulvtaeppet, og Fru Berg forpustet forlangte Maelkepunschen, der blev +bragt ind i en Stenkrukke. + +-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bolling, der +stadig taenkte paa Brombaerrene--saa de derovre kan faa det som +herhjemme. + +Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de +andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt +ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bolling sagde: + +-Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig. + +De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa +Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende; +hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, +de _maate_ haenge noget andet op--noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong +Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og +de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet. + +Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med de +hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa +Taarer faldt ned paa Glasset--hun taenkte paa dem, der nu skulde miste +Forligheden og Livet. + +-Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det +saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender. + +Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtojet paa, +satte sig igen paa de to Stole og saa op paa Heltene fra Isted og paa +"Kongen". + +Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portraet +af Kong Kristian som Tronfolger i Hestgardens Uniform, der havde haengt +i et af Gaestekamrene. Hun slog et Som ind under Kong Frederiks Billede +og haengte Portraettet paa den tomme Plads. + +De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder. + +-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bolling, det er dog +_Kongen_. + +De Gamle kom ud i Gangen, Taellelyset i Kokkenet var ved at braende ned. +Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i +Gaarden for Foraeldrene. Fra Bryggerset lod der et stort Spektakel, det +var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den morkeste +Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo ved, hvor naer mig er min Ende", +saa det skingrede mod Laden: + + Kong Fred'rik hviler nu paa Baare + og slumrer sodt i Dodens Blund; + nu rinder Folkets Takke-Taare for + Drotten fra hvis djaerve Mund + det lod saa tit: min Tak modtag! + Jeg svigter ej paa Farens Dag! + +Foraeldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun +lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur. + +Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glaede Skovrideren, +naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham. + +Og hun gik over Gaarden og aabnede Doren til Loen og til Hundenes +Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa +iforvejen ind ad den aabne Gangdor. + +Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun syntes +aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet--saa beklemt og bedrovet som nu, +mens hun stirrede ud i den ode Gaard. Lyset i Kokkenvinduet flakkede +endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun +saa' bare Valdnoddetraeets Skygge midt i den morke Gaard. + +Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhojningen og +saa' ud paa det bladlose Trae: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er +sprunget ud? havde hun sagt og hun havde graedt og lagt Armen om hendes +Hals. + +Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i +den morke Gaard: + + Og derfor graeder Mand og Kvinde, + derfor er Glaedens Dor nu lukt; + Taknemlighedens Hjaerter binde + en Krans, som blomstre skal saa smukt + Thi _Mindet_ aldrig slettes ud + om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud! + +Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med +store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder. + + * * * * * + +Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var +Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han +bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen. + +-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort. + +Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, +et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt. + +-Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg. + +_Det_ havde vaeret Tines hele Tanke: Saadan kom det paa en Gang; og saa +taenkte og spurgte hun: Ved Fruen det? + +-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet. + +De satte sig ved Bordet, som Tine havde daekket, og de begyndte at tale +med lidt langsomme slovede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med +Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svaert. Lars +kom maaske med og de fleste af Husmaendene skulde ogsaa afsted. + +-Skovgaerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Haender. + +-Nej, sagde Tine. + +De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i +Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu. + +-Ja hos Anders Taekkemand var det ren Jammer. Ane havde vaeret i Skolen +idag med sine to paa Armen--saa hun graed og graed.... For nu var Anders +vaek--saa hun graed.... + +Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skaelve om Munden. + +-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med +begge Benene skudt vaek.... + +-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Kroblinger, +som gor Folk bange. + +De blev tause lidt. Hundene gik kaelende til og fra, men de agtede dem +ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den +enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel. + +-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og naesten uden +Overgang, laenende sig tilbage mod Vaeggen og seende frem mod Lyset, +sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet. + +Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Ojnene over Vandet, mens +han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre +ham, hjaelpe paa Humoret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun +til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt +ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem +Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som +var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gotsches eller +nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg, +man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone, +der skulde vaere munter: + +-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have +spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig. + +-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg +tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for +det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel +se det, sagde hun, og hun aabnede Doren; men paa en Gang blev hun +staaende i Studerevaerelset, og han gik ene ind i Gaestekammeret. + +-Hvor der var kont og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage. + +Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende, +som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren +gik hen til Bordet og sagde: + +-Der staar om Bisaettelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke laese det +forst. + +Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren laeste hojt, af Aviserne, +naar de kom. Onsdag og Lordag Aften, eller af en Bog fra +Bogskabet--alle Oehlenschlaegers Tragedier. + +-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne hore med. Og hun gik ud +for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af +Skorstenen og fulgte med ind for at saette sig i Krogen ved Bogskabet, +hvor hun saa tidt havde hort til, naar de laeste. + +Berg aabnede langsomt det sorgerandede Blad og lagde et Ojeblik +Haenderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevaeget +og stille. + +Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste Faerd". +Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd--uden hans daempede +Stemme. + +Tine fulgte ikke Ordene; hun horte kun Rosten, som hun kendte fra saa +mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad _der_ under +Lampen, og hun horte hende le, som hun lo ad Tines strommende +Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, graed over Boger som en +Kalv--Taarerne, der nu brod frem igen en paa en.... + +... "Snart taendtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste +Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den +sidste AEre. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert +Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde +i den morke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...." + +Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men +Skovrideren blev ved at laese: + +... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste +blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde +fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at +skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. +Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den +Syvende".... + +Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive haes. + +Tine sad og saa frem for sig: hun taenkte paa Tragedierne, de havde +laest om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoe.... I femte +Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at graede og, kom der noget rigtig +smukt, trykkede de hinandens Haender under Bordet. + +Berg foer fort med at laese om den sidste Procession og om Talen. Hans +Stemme blev bevaeget, saa man horte den knap: + +... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kaerlighed ledsager ham +til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets +Kredse, fra Krigeren, der kaempede for ham og Faedrelandet paa Valpladsen, +fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand +under ham er stegne; fra Bondens haederlige Stand, for hvem Frederik den +Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte".... + +-Ja, sagde Berg, det er sandt. + +Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, horte hun +efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de laeste--for saa laenge, +for hvor laenge.... + +... "Atter loftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, +ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Folget havde opstillet sig. +Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets +Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjaellands Biskop holdt fra en +sortbetrukken Talerstol en Bon, den sidste Begravelsesceremoni fandt +Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong +Frederik bisat". + +Sofie holdt Haenderne op for sit Ansigt, Tine blot saa paa Berg, der +laeste: + +... "Under Orgeltoner forlod Folget i Taushed Kirken, og Deres +Majestaeter vendte tilbage til Kobenhavn." + +Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til +Farvel. + +Saa sagde Berg, i det han laenede Hovedet mod Vaeggen og saa saa langt +ud i Stuen--som en Gang for: + +-Hvor Drengen dog graed, da han kom i Baaden. + +Sofie skulde folge Tine, og de fik Lygten taendt. Dens dinglende Lys +faldt ujaevnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn: + +Der var nok af dem--der ha'ed' ikke vaeret for rart i Skovridergaarden, +nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider. + +-"Vognen" ha'ed hun da hort den alene tre Gang'--saa tydelig den var +svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke +mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mer end bag paa min Haand, det +saa ogsaa Fruen. + +-Og _det_ ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel +betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'.... + +Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per +Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen. + +-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en +Tone, som kastede hun Jord paa dem begge. + +Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner. + +-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun. + +De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var +angst for at komme _for_ naer til Kirkegaarden Nattestunder. + +-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer +du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer--ikke? + +-Ja--farvel, jomfru Tine. + +-Farvel. + +Tine horte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt +gik hjem imod Skolen. + + * * * * * + +Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen, +der kom af Sengen og ud: + +-Det er mig, Mo'er, sagde hun. + +Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler: Skovrideren +er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen. + +-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene staa +helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud! + +-Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen. + +Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved +Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at +vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa +hun fik 'et at vide, Staklen.... + +-Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der omsider +blev stille. + +Tine var traet, og hun sagde Godnat. Hun tog i Doren til "Skolen" for +at prove, om den var laaset, for hun gik op ad Trappen; og henover +Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne +var spredt. + +Inde i Kamret stillede hun Vaekkeuhret til Slag og flyttede +Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet. + +Nedenunder smaasnakkede Foraeldrene endnu, det lod, som var det naesten +i den samme Stue. + +-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er +det fjorten herfra Sognet. + +Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine horte deres vante +Aandedrag, roligt og taktfast naesten, op gennem Huset. + +Hun kunde ikke sove. Hun laa og taenkte paa en Dag i Efteraaret--den +sidste, hvor de havde vaeret i Skoven Skovriderens og hun.... + +De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at mode +Skovrideren ved den forste Lysning. Forpagterens fra Ronhave modte de +i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa +Vejen, for de skiltes. + +De gik videre. Herluf rodede efter Brombaer op ad hvert et Gaerde. Fuldt +af Nodder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik. + +De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad +fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af +Brombaer: + +-Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv +lob hun op imod Markhojen. + +-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt. + +Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft--Bakke og +Dal--saa gron og blod. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige +Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i Himlen +var der ikke Bund. + +-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg. + +Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre, +Hojen rundt. + +-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede +Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Klover. + +De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved +Braendestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt. + +Haekletojerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede: + +-Det var svaert, saa de fra Ronhave korte til Bispens nu--det var anden +Gang. + +-Tredje var det--i to Uger. + +-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren. + +De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og +godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne +rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Doren; og _der_ blev vekslet +Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bolling eller Madammen eller +Tine kom ud paa Trappen. + +Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under +Traeerne: + +-Hvor dog Skoven holdt sig, saa gron den stod. + +-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer. + +-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Haekletojet synke og saa ud +mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September. + +De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde vaeret her sidste Gang +_det_ Aar og _det_. + +-Nej--ifjor var det knap man fik Nodderne bjerget. + +-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg. + +Herluf raabte, lidt derfra, mellem Traeerne: Tine skulde komme, Tine +maatte komme derhen. Det var en svaer og bojet Gren, der hang som en +Gynge, taet ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han graed +og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende: + +-Op Tine--op. + +-Den knaekker, den knaekker, raabte Tine--det _var_ en Vaegt--mens Fru +Berg svingede til Grenen, saa Tines Skorter floj om hendes Ben. + +Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines +bomuldsbestrompede Laegge: + +-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru +Berg maatte le ud med Ryggen til et Trae, for hun kunde komme hen og +faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet. + +Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa +en Traestub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var +snart paa Tide at tage sig af dem nu. Naetterne var _dog_ blevet kolde. + +Haven var Bergs og Tines stadige Faellesvirke. Skovrideren var +Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra +Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine +mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om +Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa +Havetrappen i sit Sjal og saa til og snakkede over Plaenen til de to, +som syslede og beskar og vandede. Hun saa dem tilsist kun som et Par +Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede. + +... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over +Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. + +De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede +Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! + +-I saadan Luft _horer_ man Tine, sagde Berg, der standsede. +Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig +som Vorherre havde givet hende den. + +-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og +de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i +Verset, satte Berg en halvdaempet Bas til, saa det lod over Marken: + + Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Vove! + nu kommer Natten saa sort: + alt ligger Sol bag de daemrende Skove, + Dagen den lister sig bort. + Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage, + til de gulnaebede smaa; + men naar i Morgen du kommer tilbage, + sig mig saa alt, hvad du saa! + +Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmaend +frem; i Rad rog de sindig Piber. + +-God Aften--god Aften, kom det fra Rogerne stille ud mod Vejen til dem. + +-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem +alle ved Navn. + +Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--: +Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten. + +-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersonnen. + +-Naa, saa Gud ske Lov da. + +-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen. + +De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i +Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rod +bag ved det gamle Taarn. + + Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Rislen. + Kaerlighed kalder dig hjem; + saet dig nu kont mellem Lovbuskens Hvislen, + syng saa din Kaerlighed frem! + Kunde, som du, jeg i AEtheren svomme, + ved jeg nok, hvor gik min Flugt; + jeg kan i Lunden kun sukke og dromme, + det er min Kaerligheds Frugt. + +De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. +Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Graesning paa en Vejkant, +for hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Haenderne, da de kom +hende forbi. + +I Skolen sad gamle Bolling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og +hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrompen, i Doren: hun havde +Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op, +til Saede paa Baenken, mens Bolling blev staaende nedenfor med Berg og +talte om Skovauktionen. + +Nede ved Kaeret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam +Henrichsen, bred og stormaegtig, ud paa sin Baenk mellem de to hvide +Sojler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svaere Knud Smed, +der gik hjem med sin Hund. + +Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette +Nabolag, her paa "Torvet", saa velnaerede de alle var, baade hos +Bollings og i Kroen og Smedien. + +Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og +Bolling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til +Vands over Pladsen. Den drak og brolte, dumt og langt, ud over Kaeret. + +Klokkerne horte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine +fulgte med dem. Himlen var dunkelrod over Hegn og Marker. + +Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den +om "lille Grethe". Skovrideren lod Doren til sin Stue staa paa Klem. + +Herluf var traet og faldt i Sovn paa sin Skammel med Hovedet op mod +Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede +ogsaa hun. + +Hun vaagnede halvt. Tine ser nok efter Bordet, sagde hun saa med en +sovnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie--Fru Berg blev +sjaelden rigtig vaagen, for Lampen var taendt og Theen inde. + +-Nej, er der daekket, sagde hun da, helt overrasket, og kom nok saa +rank op i Sofaen. + +Efter The plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i +Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren. + +Eller Berg laeste, i den store halvmorke Stue, hvor der kun var lyst +rundtom Lampen. Mest var det Oehlenschlaeger, han laeste, eller ogsaa +Palludan Mueller--Tine havde Lommetorklaedet fremme i sit Skod. + +Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, lob Fru Berg og hun paa Vejen +ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af +samme Kop: + +-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, +for de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand. + +Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han vilde selv +folge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som +taettere Skygger i det stille Morke. Hundene vaagnede kun halvt og +sendte en sovnig Knurren efter dem. + +Berg loftede Lygten for at finde den torreste Vej i Solet. Her, Tine, +her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen +loftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det aerefuldeste, hun +vidste. + +-Vi ses, hilste Berg, naar de skiltes. + +-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Doren +var lukket op. Men Madam Bolling var gnaven. Det lignede dog ingenting +at komme hjem her den sene Nat. + +Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: +der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden. + +Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos +Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i +Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind +igen, mens hun stadig talte med Bolling. + +-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekraeftede Bolling dernede. + +-Tine, sagde Madam Bolling op gennem Loftet. + +-Jo, Mo'er. + +-Tine, du, husk det lille Stykke Smor imorgen Barn, jeg har lagt til +Side--det artede sig saa vel i Kaernen, saa jeg lagde det til en Side ... de +kunde dog smage det dernede. + +-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Foraeldrenes Ord i sine Oren. + +-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig +af Underskortet og op til Bolling. + + * * * * * + +Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod +bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle +disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf +og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom. + +Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Born" korn til Skole i +Morke og Moder trillede dem ud af det meget Toj--Trine og Lars Erik's +Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saa forundret til fra Sengen. Og +saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen. + +Om Sondagen var der Glasvaeg for Praestens Vogn, og Kordrengene sad i +Kokkenet paa Baenken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes +Spolkummer for at varme sig, mens Praesten praedikede. + +Men lidt efter lidt laengedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I +Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saa de uden Lys. +Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge +hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede +Paradis, mens det skumrede. + +Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Torklaeder frem i Dorene, og +Fader rog sin Pibe paa Trappen. + +-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden. + +-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede. + +Staerene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork +ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store +Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, +gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Maerker og Varsler at +tage af, om den floj hojt eller om den floj lavt og naar den gik i +Mose--baade for Somren og Saeden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom +sent. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar +Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han forte +Bog med baade Stork og Staere i sin tyske Almanak. + +Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen. + +Ud over Pladsen horte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort +og Katekismus. + +Saa sang de tilslut med hoje Stemmer, mens Bolling slog Takten med den +store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamaen tit ud i sin Dor blot for +at hore til. + +-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier. + +Baade Faedrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Bornene +tilsidst jublende slap fri og Bolling kom ud paa sin Trappe at svale +sig en Stund, efter Dagens Sved. + +Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og +fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Doren, +bag Buxbomhaekkene, eftertaenksom og stille. + +Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de +fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i +Fjederstolen paa sin Vogn: + +-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam +Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj +Maaned. + +-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som +ved at blive faerdige med Hosten. + +Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder +Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen. + +-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af +i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bolling +maatte forst give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at hore, +_hvor_ det var, og hvordan det stod. + +-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg taenkte del. Det er vel Tiden.... + +-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen. + +-Ja, svarte Madam Bolling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og +Madammerne gik ind. + +... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med + +Maelken, sad Madam Bolling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden +fra Kirkegaarden og gik hjemefter. + +-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bolling, _er_ det saa gjort? + +-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads. + +-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ske Tak ... Ja, +saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bolling. + +-Godnat, Madam. + +Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev +stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind. + +Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for +Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa +Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind +paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte +Talen ind i Kokkenet. + +Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet +kom hun til Saede paa Trappen med sin Strompe. Madam Henrichsen sad +ovre hos sig mellem de to hvide Sejler. + +-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bolling; Og Gud ske Tak--hun stred +sin Strid. + +-Ja, hun var et Skrog, bekraeftede Madam Henrichsen. + +-Men Gud loser op til sin Tid, sluttede Madam Bolling, og de strikkede +tause. + +Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Praesten sammen +nu--; de sang, mens de lob hen over Sand og Buxbom. + +Aarene gik. + +Helg og Sogn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Sondag til Sondag. + +I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; en +maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe +efter Tjenesten. + +Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge +Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes +Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser. + +Psalmen med dens mange Roster i Diskanten lod ind gennem Haven. Det +var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens +hun gik. + +En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af +Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhaekkene: + +-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmaelte, +begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren. + +Selv satte Tine sig--det hvide Bord var faerdigt--paa Forhojningen +saa andaegtig, som kunde hun hore Kapellanen praeke helt herind. + +Naar hun horte den unge Praest i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og +graed som et sprukket Kar, saalaenge han var paa Praedikestolen. Hun +havde nu i det Hele svaert nemt tilvands i denne Sommer, og det tog +hende og kom over hende, alting, som en Bedrovelighed--saa Kroens +Katinka lo hende ud, saa det klukkede. + +-En lille Hjerteve, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa +Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrovelse. + +Tine blev ved at sidde paa Forhojningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst +og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa +Krobaenken sad kun Praestens Nils i Skjorteaermer og rod Vest og spyttede +saa langstrakt ud i Solen. + +Psalmesangen begyndte igen, og de forste Karle listede, varsomt og +skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med +Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen +kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder. + +Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med taendte Piber i store +Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en +undselig Klump. + +Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner baenkede og sad lavmaelte og +stramme rundt om Madam Ballings Flodekumme, mens Tine bod Kaffen om +til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i +Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. +Og Ojnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte +til hende, som nu. + +Saa hortes en Vogn omme bag Krolaengen, og Tinka, der fniste ude paa +Pladsen med Landhandlerens Sonner fra Notmark, fordi hun saa +Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards +Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i +Saedet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og +de spillede videre. + +Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene +paa Skolens Trappe efter det lange Saede. Der er ellers nyt, sagde han, +efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet +sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnaevnt, Folkens--iforgaars, Berg +hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn. + +-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bolling. + +-Og det var godt det samme, erklaerede Madammen. + +Kapellanen laeste Udnaevnelsen op: H.R. Berg hed han og var +Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han +kunde vaere og hvorfra han var. Det _kunde_ vaere en af de Bergs fra +Gram, mente Bolling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829.... + +-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding.... + +-Og var ret en herlig Familie, sagde Bolling. + +De to Gaardkoner paa Flojene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende +Roster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to vaeret med til at +vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa +baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue +og "Klaedning" og Begravelse, til de blev meget rorte og torrede Ojnene +med de sammenlagte Lommetorklaeder, mens den midterste Kone stadig +dyppede Butterdejgskringler, sendraegtig men uafladelig, i Madam Bollings +Kaffe og fik dem fortaerede. + +-Nej, af Slaegt er han fra Kobenhavn, fortalte Sten, der nu fik Kaffe +budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden.... + +-Men gift er han, Jomfru Bolling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og +Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en +Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskraekket ved +hver Tiltale, sagde med et Ryk: + +-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev +faerdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet. + +Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt +Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav +deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen +efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besaetningen. + +-Men de Skimlede, de kunde dog taenkelig blive tjenlige til Traekkebrug, +mente Knud Smed. + +Hos Degnens brod de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens +Tine, af den Praestespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de korte hjem +ad Gammelgaard til.... + +... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis +drev de Unge hjem bag Hegnene. + +Madam Bolling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra +Dorene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet +Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjornet, og saa efter +Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Haekkene. + +Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud +af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. +Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa +sin Bag". Den skrev hun af, med Skonskriftbogstaver, Vers for Vers. + +Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer +lod ud i Aftenen. + +Madam Bolling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun +havde vaeret inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds +Skaendsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en +Levkoj ved Korset i det mindste. + +Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte +paa Baenken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran +deres Dore og strikkede tause. + +Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kolig og +fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd +blev hort--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra +Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kaeredes. + +Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine horte +Stemmerne: de talte om Skovriderens igen. + +-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bolling sindigt. + +Og Vognen korte videre, til Lyden dode. + +En Flagermus skod forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa +Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte. + +-Tine, kaldte Madam Bolling fra Trappen. + +-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte torre +sine Ojne. + +-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra. + +-Godnat, Madam Bolling. + +Og Dorene blev lukket rundt omkring.... + + * * * * * + +Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fodt og han voksede +til, og Vintre gik og Somre. + +Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gaester hos Skovriderens--de fra +Kobenhavn og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Lob om +Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Flode--man skulde +altid tro, der var mere Forslag i Bollings fire Koer end i +Skovriderens fjorten, og Madam Bolling lagde, saa lang Ferien var, sit +Hoved i Blod med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle +de Mennesker at spise." + +-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Kobstadbarn, sagde +hun. + +Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var +Rullegardinerne nede endnu i alle Gaestekamrene. Fru Berg lukkede sagte +Doren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole: + +-Er det Tine, hviskede hun. + +-Ja. + +Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i +sine Ojne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, +som skulde laegges: + +-Og De ved, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjaelpelos +i Taepperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som +"altid mislykkedes" for Fru Berg). + +-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle. + +-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i +Sengen. + +-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun +puttede sig under Taeppet. + +Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen +over Sengen. + +Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden +og stansede foran Kokkenvinduet. + +-Men hvor har De vaeret gemt saa laenge, Tine, sagde han og blev +staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med +sine runde Arme. + +-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig +vaere ganske kon--om Morgnerne.... + +Om Eftermiddagene sad Madam Bolling og Tine ved Vinduerne i +Stadsstuen, Bolling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bolling til Datteren, der voksede Traad--: +de fra Ronhave.... + +Ronhaveren svingede om Krolaengen med en stor Holstenskvogn fuld af +Fremmede. + +-Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bolling. Hvor de faar Plads, du ... +hvor de laegger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel +kunde "laegge dem". + +Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi. + +-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklaerede Madam Bolling +saa til Slut og strikkede igen. + +De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en +Hostvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til +Vinduerne: + +-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang +hen ad Vejen. + + Det Land endnu er skont, + thi blaa sig Soen baelter, + og Lovet staar saa gront, + og aedle Kvinder, skonne Moer + og Maend og raske Svende + bebo de danske Oer. + +-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bolling. + +-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod +Sytojet ligge i sit Skod. + +Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam +Bolling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhojningen. Og Stens korte +med deres Studenter; Hele Oen havde Fremmede nu. + +Katinka, der ikke veg fra Krobaenken den lange Eftermiddag, maatte over +og udose sit Hjerte. Hun havde bevaegede Tider om Sommeren; For man +blir anskudt. Madam Bolling, af de Kobenhavnere, sagde hun. + +-Aa--der var Studenterne hos Stens og ham, den sortsmudskede, hun +vidste ikke, hvad han var--fra Ronhave.... + +-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Haenderne rapt i Siderne, +saa hun stod som en Hankekrukke. + +Madam Bolling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre. + +-Men Skovrideren er kon, sagde hun, Skovrideren er kon ... _Det_ endte +Madam Bolling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale. + +Fangels korte op om Krolaengen og holdt Mellemmadskurvene op foran +Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip. + +-Saa de farter, sagde Madam Bolling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov, +ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land. + +-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte +stadig kun paa Skovriderens. + +-Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist +baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa +mange liggende Personer. + +Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i +Storskoven. + +Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen. En efter en korte +Vognene hjem med deres sovnige Gaester. + +-God Aften, hilste Kusken daempet. + +-God Aften, svarte Tine. + +Og Gaesterne nikkede--halvt i Sovne, mens de rullede forbi. + +Tilsidst gik Tine op; Foraeldrene var allerede i Seng. + +Langt borte hortes en Vogn, hvor de sang; den kom naermere og rullede +forbi: + + Danmark, dejligst Vang og Vaenge, + lukt med Bolgen blaa, + hvor de tapre danske Drenge + kan i Leding gaa.... + +-Tine, lod det nedefra, med en daempet og langt udtrukken Rost for ikke +at vaekke Bolling, der sov: Horer du? + +-Ja, Mo'er. + +-Det var Skovriderens. + +-Ja, Mo'er. + +Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere: + + ... mod de Tysker, Slaver, Vender, + hvor man dem paa Tog hensender-- + en Ting mangler for den Have, + Leddet er af Lave. + +-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind. + +Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med +Hestene op om Krobakken--i den stille Nat. + +... Naar Fru Berg kom hjem fra Sonderborg efter at have fulgt de +sidste Sommergaester, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. +Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ske Lov, lo hun. +Gud ske Lov for det. + +Kaffen kom paa Bordet; ude i Kokkenet gik, glad, Madam Bollings Jern +til de varme Vafler. + + * * * * * + +Saa kom Efteraaret og AEbleplukningen og siden den store Slagtning. + +Hele Huset lugtede af Ingefaer og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru +Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i +Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Polser. Fru Berg +fortalte Polsehistorier, og Maren skulde synge. + +Hun kvaedede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i +Rullepolsen med nogle vaeldige Sting; Fru Berg satte i med Omkvaedet, +saa det klang; + +Polse, Vin og Kaerlighed, det er Livets Herlighed! + +Tine rorte Indmaden til de hvide Polser, mens Sofie, der var dobbelt +saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saa +ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes. + +-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'vaesen, sagde +Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mest og saa til, med Haenderne +under sit Forklaede. + +Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en +Kende Vanille med. Hun og Tine lob ind med et Lys for at finde den i +Sekretaeren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste +Solvtoj. + +Lyset stod paa den nedslaaede Sekretaerklap, mens de sogte. + +Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke +Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ... +Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: + +-Det var Bergs Breve fra det _forste_ Aar, de var forlovede ... Hun +loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og +laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter +Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt. + +Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler +foran Taellelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde +Fru Berg og holdt pludselig op at laese. + +-Og det troede man var Kaerlighed, sagde hun og slog den flade Haand +ned mod Brevpakken, mens hun lo. + +De sogte videre og endelig fandt de Vanillen. I Kokkenet var +Fedtegreverne paa, og der stod en Damp over Skorstenen. + +Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Baenken ved +Doren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft +Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens. + +-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg. + +-Tine, nu henter vi Peberne. + +De gik ind i Spisekamret, hvor de faerdige og trinde Polser skinnede i +lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til +hver. + +-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste +Sortepolse som en tyk Snog hen til Ane Taekkemands: + +-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til +Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds +Klaeder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen". + +-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det +med Helsen ... nyd det med Helsen. + +-Nu faar I Greverne i Spandene. + +De oste op med den store Slov i Spand efter Spand: + +-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt +som en Kat ved Ild. + +-Ja--ja, det kildrer i Naeserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af +Fryd og Fornojelse. + +Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted. + +-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik +som den sidste med Spanden og sine Polser, der var pakkede ind som en +Byldt. + +Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade +paa Fru Bergs Stol midt under Lampen: + +-Ja--jeg har hort om 'et for--sagde hun. Jeg har jo hort om 'et for +--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af +Begaerlighed efter at hore det en Gang til. + +Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindode Datter hos +Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa en Gang, midt i +Ligstuen, i alt sit hugne Ligtoj. + +... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren folge hende. Men hun lob +alene--det var jo maaneklart og ganske lyst. + +-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun lob, +kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, +hun kunde dem jo udenad--Saetning paa Saetning. + + * * * * * + +Julen blev naer. I den sidste Tid maatte Tine hjaelpe Fru Berg med +hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig faerdig med sine Gaver og der +var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet. + +-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar. + +Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved +et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, +saa koldt som det var. + +Og Julen kom og den gik. + +Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i +Morkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet +det sidste Dagslys. + +-Saa de dog snakker om den Kaerlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun +flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine.... + +-Ja, sagde Tine langt og saa ind paa Favnebraendet. Men hvad er den da? +spurgte hun. + +Fru Berg lo hojt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa +holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden: + +-At vaere to sammen, tror jeg--og vaere glade, sagde hun sagtere. Og de +sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at taende Traeet. + +Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys +braendte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rent +galt, nu efter Nytaar. Nu stod Korehestene da ikke stille en Dag i +Stalden. + +Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhojt, +hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saa paa Traeet. + +Herluf sad stille ved Faderens Knae og stirrede blot op paa Lysene. + +-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys +tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at se det--og +alle de andre ogsaa: han lob ud og han hentede alle Folkene ind, lige +til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Doren i en +Klump paa deres blaa Sokker. + +Halvmorkt var Traeet blevet og Stuen; der braendte kun seks-otte +flakkende Lys endnu. + +Berg loftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude.... + +-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han +almaegtigst Julen paa Doren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre +saa opmaerksomt efter Lys paa Lys. + +-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste. + +Nu var det sidste slukket, og der var morkt, mens Faderen stille satte +Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause +gik de alle ud af Stuen. + +De havde spist Syltetojet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde +hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de +fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje. + +Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grofter. Fru Berg og +Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted +saa fejende og bred som en Fregat, der saettes paa Vandet. + +Saa gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fodder. Langt +borte horte de over Marken Lyden af Violin og Flojte. + +-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine. + +Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens +Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket. + +-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude. + +De var stansede alle tre og stod nu tause taet ved det islagte Kaer. + +-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over. + +-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. + +Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt. + +Og alle tre stod de et Ojeblik bevaegede, med Ojnene ud over de hvide +Marker under den stjernehoje Himmel. + +Det var sidste Jul. + + * * * * * + +Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Laenge graed +hun og graed hun. + +En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var +Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen. + +Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund. + + + + +II. + +Der var Fremmede hos den enarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt +efter Middag allerede--Folk holdt af at vaere sammen i de +Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i +Dagligstuen, hvor der stod en Rog af Piber. + +Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som +havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og +nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre +kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i +Smaaklynger og blev ved at tale, hojt, om Bustrup og Vaerkerne og +Mysunde og om den sidste Krig. + +Over alle Stemmerne horte man Kapellan Graa, der stod foran Sten fra +Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om +Slaget ved Isted og den kaere Drot, hvormed han mente den afdode Kong +Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrom, hvorunder meget +Spyt var flojet ud paa Stens Vest, og han sagde som et Slags Resume: + +-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_. + +Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var +Grundtvigianer og kvaekkede som en Fro. + +Ovre i Hjornet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring +Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved +Frederits--_da_ havde han vaeret med: Det var Storm paa Skandser og +Brand af Vaerker og Gaaen paa med Bajonetten under glade +Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken +spille, og naar de stormede, sang de. + +Som Hostfolk havde de klaedt sig ud og nappet Projserne i en Kornager. + +Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til +Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Sten fra +Gammelgaard havde ogsaa vaeret med, han havde kaempet under Helgesen. + +-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Roverkaptejn. + +De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om +Schleppegrel; og om de Meza, der skiftede Handsker midt under +Kugleregnen. Hver fortalte hojlydt _sit_--undtagen Kammerherren, +Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om +Regeringen, der kendte sit Ansvar. + +Ellers var det en Vise om Lystighed og de spiddede Projsere, saa +Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig +Spog og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her +i Besog og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han +havde faaet skudt af ved Skydeovelse i en Skytteforening, greb sit +Glas og raabte, hed af Krig og Punsch: + +-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem. + +De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den +tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle--undtagen Provsten, +der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store +Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide +Skjortebryst frem og smilte. + +Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde +han--med den Saetning plejede han at fortsaette sit Livsvaerk efter hver +Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--hojere og +hojere (Studenten oppe paa en Stol) saettende i paa hvert et +"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Naever for deres Fod. + +Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang +endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: + +-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter +Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. + +-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i +Bunken. + +-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa +glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. + +-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni +Fingre. + +De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde +laese: Lad Provsten laese, sagde Sten. + +-Ja, vil Hojaervaerdigheden laese, bad de alle, mens de satte sig rundt +om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne +var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i +"Bladet"--den kunde han laese; + +-Ja, laes, laes, raabte de alle. + +Hans Hojaervaerdighed holdt det lovemankede graa Hoved rankt, og med sin +myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blodt, laeste han bredt og +klart Korrespondancens Ord, som oplaeste han en Proklamation; mens de +andre sad med Blikket faestet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par +med foldede Haender--og han blev ved at laese. + +Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun graed. + +Korrespondenten skrev om Vogne med "praegtigt Kod" og en Maengde Brod og +Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han +over til at tale om "Stillingen", og Hojaervaerdigheden laeste +uvilkaarlig med hojere Rost, dvaelende og endnu bredere som en Digter, +der, kaelende, oplaeser sit eget Vaerk; + +"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold, +det gamle kaere Dannevirke, som vi i et Aartusind have kaempet om, og +som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs +denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen stottes ved +Oversvommelser. Og mere behove de ikke at vide: Mere er det ikke vaerdt +at fortaelle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er +en stejl Faestning, fra hvis Ildsvaelg Dod og Fordaervelse ville spredes +i Fjendens Raekker,--at se derfra ud over Terraenet og at taenke sig vor +Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. +Modtagelsen vil blive varm".... + +Sten havde lagt sin Naeve over i Forpagterens fra Vollerup, som +trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr. +Graa sad og slog sine smaa runde Haender, knyttede, ud i den tomme +Luft. + +Provsten blev ved at laese: + +"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Ore ved at +hore den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne +til Kampen. Vejene vare glatte, de plojede Marker, over hvilke jeg +red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvaer ved at arbejde +sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo +vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder +vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham +at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje, +hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. +Det vil blive besvaerligt for ham at storme los".... + +-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Taender. + +-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over +Jordklumperne, medens vore Kugler gor lyst imellem ham og hans Blod +farver de hvide Marker rode...." + +Provsten holdt inde. Men der hortes ikke en Lyd; det var som de alle +med deres skinnende Ojne saa baade Marker og Blod. + +"Mangen kraftig Mand"--laeste han igen--"vil laegge sine Ben her i +den fremmede Jord; mangt et omt Moderhjerte vil faa det Budskab, der +er tungest af alle. Men det maa vaere vor Trost, at Ulykken vil ramme +vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans +Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid +Modet maa blive lonnet, og gid mit naeste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_ +haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgorelsen ligger i Guds Haand". + +Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knae, men Kapellanen +sagde med vidtopspilede Ojne: + +-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark. + +Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Ojeblik sit +Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brod han ud og lagde sin Haand +myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har laest, _spejler Nationens Haab_. +Det er vor Fortrostning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det +hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil +vaekke vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi naesten fik +ventet os i Sovn. Bojet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde +saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev naesten +en duknakket Flok.... + +-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa. + +-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sorgeligt gik +Indrommelsernes Spogelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets +bedste Maend forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den +Stund, som disse Maend har _villet_. Ja--og Praesten loftede Rosten, +mens det gav ligesom et pludseligt Saet gennem alle de Maend, der +lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med +velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den +maatte faegtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes laenger som +Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af +ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land.... + +De raabte alle Bravo og "Hor" og hede Ord, som ingen forstod, mens de +saa paa ham med aabnede Munde. + +-Ja, raabte han og loftede Haanden halvt, mens han selv aandede svaert, +den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er +det, som vaernes i denne Stund. + +Han taug. + +De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Sten og Forpagteren fra +Vollerup pludselig loftede Armene, som svingede de et Par voldsomme +Vaegte i deres Haender. Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen--om +"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem +alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod +taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt +det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der +var svagt snovlende: + +-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land. + +De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret +til. Den taette Rog i Stuen loste sig i Traekken til store og viftende +Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder. + +I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men +inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hojt, i Klynge om +Vaerten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op +paa en Stol: + +-Krig, mine Venner, er en Provelse, men en Provelse,--skreg han--der +styrker Selvfolelsen; Krig er en Provelse, men det er en Provelse, som +haerder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element-- + +-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Sten, der sad midt i +Stuen og uafladelig forte sin knyttede Haand ned mod sit store Knae, +blev ved at sige: + +-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned. + +Kun Kammerherren og Provsten horte mer; de andre gik op og ned, +rodblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa +hverandre, om tusind Ting, Haeren, Generalerne, Tysken; og--pludselig +skaeldte de Kongen, Kong Kristian. + +-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst. + +Det var Postmesteren, der skreg det forst, og der blev et Raab. + +Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strom af Ord +ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens, +der vilde Afgorelsen ad den rette Vej; mens det tomme AErme, som +Traekken tog, daskede svagt mod Hojaervaerdighedens Ansigt. + +Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strommede sammen, saa +Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud +til Husmaend og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke +for deres Brodre ved Dannevirke. + +Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saa de +som Skygger Husmaend og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte. +Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der +lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod +dem--som en Ed. + +Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne +Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde +med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket: + +-Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted. + +Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer vaek fra +Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren: + +-Det er _dem_, som skal do, du. + +De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Saet, paa +en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte +han--usammenhaengende, krammende om den rogfyldte Luft med sin +lemlaestede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa--og de blev +staaende og horte ham: + +-Om _Forerne_ er der talt--mer raabte end talte han--ja, de, som har +fort de aeldre--men _os_, os de Unge, os, der skal kaempe nu, os har +andre fort: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye +Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har +fort nordisk Ungdom til berommeligt Samtogt--_hans Syn har fort os til +denne Dag_.... + +-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevaegede han sin Haand gennem +Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed +endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de +Illusioner har maettet os og de har vaeret vort Brod ... Og naar der +nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, +men horte hans unge Stemme og saa Skinnet paa hans Ansigt, loftede sig +i Haenderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende +Ojne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende +Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmaend--saa er det ham og hans, +som har naeret deres Haab og har fort dem herhen: _hans_ er Ansvaret og +AEren--leve da _han_ og _hans_. + +Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men +som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, +raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over +Engen frem over Vaenget--igen og igen. + +Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob +dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: + +-Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme +skingrende Raaben: + +-Tine? Tine? Hvor er Tine? + +Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men +virrede kun maallos med sit hvidgraa Ansigt: + +-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Faer' i Degn'gaarden, hva' er der paa +Faer' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at lobe forvirret rundt +om sig selv med "Torklaedet" i Haanden, som hun tog af sig i +Forskraekkelsen. + +-Fa'er, Fa'er--Tine kom lobende med et Lys og bojede sig ned over +ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er? + +Men Bolling svarede ikke; for han med et tog hendes Hoved og forte det +ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage +mod Vaeggen og loftede sine Haender, som sank igen. + +Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa +Doren--Dagligstuedoren. + +Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen +ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer. + +Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. + +-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og +vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--: + +-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke. + +-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saa kun ham, hans +Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun +kunde ikke svare mer, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, +paa Trappen ved det forladte Lys. + +-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bollings Skuldre: Er De +gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad +si'er De, Mand--saa forklar! + +Men Degnen horte ikke; han vidste kun en Saetning, som han lallede, to +Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfaelde, eller som en Idiot. + +-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han sogte at lofte +Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og laeste +og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive +Haender, over alle de andre, som var stimlede ud. + +Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Sten stottede ham. De vidste det +alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa lob +Forpagteren fra Vollerup, skaelvende som et Lov, hen og slog sine +knyttede Naever ind imod Vaeggen og hulkede som en Gal. + +Og man horte dem paa en Gang hulke, blege og magtlose og forbitrede; +og Postmesteren fra Augustenborg lob frem og tilbage og sagde ivrigt +Men det er umuligt--det er umuligt--Haeren--Haeren, bestandig gentagende +dette ene Ord: Haeren, og demonstrerende med sine krumme Fingre. + +Udenfor horte man Pigerne graede og Karlene, der gik stille tilbage til +deres Koretojer. + +Sten, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Haender ned paa hans +Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, +Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om +han ikke kunde baere det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stod +gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem: + +-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok. + +Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Aflob +for al deres raadlose Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strom af +Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forraederi. Og +pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede +han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, fort som en Kugle af hans +lemlaestede Haand, taet forbi Hojaervaerdighedens Hoved, lige mod Kong +Kristians Billede, der knustes. + +Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned +fra sit Som--Dannebrogsflagene over den afdode Konge losnede sig ved +Stodet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de +begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel +Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten, +der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han stottede sig til +Bordet med en stor Gestus: + +-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag. + +Ingen havde hort Doren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og +de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vaekkedes: + +-Aa, her er Selskab! + +Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide +Skaeg; han saa et Nu hen over Borde og Glas og de vaeltede Stole: Stort +Selskab, sagde han og saa hen ligesom gennem sin Provst, der endnu +hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet. + +De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen +vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestaetens Billede--men _slap_ det: +Bispen havde set. + +-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig. + +Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Ben, som han +skyldte sin Charge--"Louise vil se de Ben i stramme Bukser", havde den +afdode Folkedrot sagt ham ved Udnaevnelsen, og det joviale Kongeord +blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saa et Ojeblik ned +paa disse urolige Ben. + +Saa sagde han i en helt anden Tone, mildt og meget indtraengende: + +-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gore og meget at gennemgaa +for os alle. + +Han taug igen. + +Det var iovrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han +saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skaelvede +pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men folg dog forst +Deres Gaester ud. + +De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Doren klaprede i +Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blaest ud--og de +gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem +Vognene. Man horte rundt om Kuskenes Raab; Sten stod og graed igen, +laenet op til sine brune Heste. + +De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for +Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad +Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt. + +Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_ +havde hun bragt ham ind. + +-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og +klappet ham igen--han var som livlos, gamle Bolling--indtil han brast +i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, +laenge. + +Nu tog Tine Haenderne bort, hvormed hun havde stottet sit Hoved, og som +om den nye Stilhed vaekkede hende, sagde hun: + +-Saa kommer Skovrideren hjem. + +Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig +med store Ojne. + +Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i +AErmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa +Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt +paa Trappen: + +-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil +De staa op! Og han ruskede i ham. + +Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit +Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han +kun: + +-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark? + +Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have +besorget Kapellanen kom i sin Vogn. + +Bispen var endnu alene. Laenge stod han og saa' ud over denne haergede +Stue, hvor Gardinerne losnede sig for Vejret, med de forladte Glas og +Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige +Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede +op og ned i Traekken. Biskoppen tog det op og laeste et Ojeblik deri, og +mens den gamle "Reaktionaeres" Ansigt fortrak sig til Spot eller +Smerte, blev han ved med at laegge det sammen og sammen ligesom til en +lang Svobe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tomte Glas. + +Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. +AErbodig tog han Kongens Billede op. Naensomt, mens Lampens Lys faldt +paa hans Ansigt, losnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter +et, og haengte Kongebilledet hen. + +De smaa Flag stak han op derover. + +Saa loftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede. + +Laenge betragtede Biskoppen den hojsalige Majestaet--med et +besynderligt, med et respektstridigt Smil. + +Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen horte man, langt borte. Vognenes +tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog. + + + + +III. + +Det var efter Middag, og rundt i Porte og Dore til Lader og til Stalde +laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars +Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Baesterne frem og +fik lagt dem i Tojet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt +Ojnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom +igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden. + +Sofie kom frem i Bryggersdoren med en Spand og skulde til Bronds. Hun +var naesten altid uden "Torklaedet" nu og havde et Par Tillob til +Alexandralokker bag Orene, udenfor Nettet: + +-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun +havde faaet en egen smidskende og koket Maner at tale paa, som om hun +altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser +"Skortet" over Gaarden. + +Ogsaa ved Bronden haengte et Par Soldater, som begyndte at hjaelpe hende +med Spanden. + +-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til +Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk. + +Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, +tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde. + +-Naa--en Gang braender det vel los, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i +Sofaen og strakte de lange Ben utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte +vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden. + +-Ja, det gor vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog +ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt +og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdaek. + +Ellers horte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved +Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med +Kaffen: + +-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par +Lieutenantsben at komme forbi i Dorene, naar man skulde ud eller ind. + +Der blev en hoj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til +Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevaer. "Wrangel" var et +Slags Fugleskraemsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle +Stave med en Hat paa og et gammelt Taeppe; en Kost havde vaeret +Gevaeret--nu havde Blaesten revet det los og slaaet det ned. + +Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen +vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt, +begyndte paany. + +Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa +deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Ben eller paa +sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plaenen, +stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Haenderne i Lommen--om +og om Plaenen. Nu havde de vandret _der_ en Time. + +De to Kaptejner blev vaekkede op af Tine--Officererne havde altid et +Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med +Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog +sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min +Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var +saadan et Dusin Lieutenantsojne, der ligesom altid hang ved dem: +Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod +dem ganske gavmildt kysse sig vaek bag Dorene. + +-Ja, idag skal det _vaere_, Jomfru Bolling, sagde den ene Kaptejn og +fik rejst sig af Sengen. + +-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med et, som hun stod. + +Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. +Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev +lavere; og han stod et Ojeblik, seende frem i Stuen som saa han for +sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og +komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa +Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap +at losne et Skud. + +-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra +sig. + +Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde +den anden Kaptejn. + +-Ja, sagde Tine og for lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl. +6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saa ud i Luften. + +Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af +Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende +paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar, +naar hun gik ud og ind. Men idag lob hun dem forbi. + +-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en +Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor +hun stod. + +Lidt efter kom hun over Gaarden med et Torklaede om sig, som Blaesten +tog i. Da hun naaede Enden af Alleen, sprang Lieutenant Appel over +Havegaerdet ud til hende: Maa jeg folge med Dem? spurgte han med en hoj +Stemme naesten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende. + +Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Haeren, saa +han havde ikke vaeret med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt +Officererne talte han aldrig, men sad kun, genert eller drommende, hen +og smilte saa undertiden med et Par store Ojne, som saa han et +pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med et og uden Anledning +ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var ensomt--rundt om Dammen. + +_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gaerdet, og med +hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nolende--om _det_, +som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme. + +-Om Vejen langs "Soen"--det er saadan en dejlig So, sagde han, med et +Smil, som saa han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge +Piger" kom, om Eftermiddagene og om Sondagen efter Kirke, to og +to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han.... + +Saa taug han lidt, bestandig smilende: + +-Aa--de unge Piger er saa konne i Viborg, sluttede han saa langsomt og +taug igen. + +Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Morkningen; hun +sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsogt +at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens +Tine blev siddende med Haenderne i Skodet og stille taenkte paa Brevet +endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om +alting.... + +Appel sad og fortalte: + +-Det var i Julen; de havde vaeret til Bal; om Natten var det +stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og +Damer--allesammen i en Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til +Appels Foraeldre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til +Morgen.... + +-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens, +Lieutenant. + +Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og +tilbage, laenger henne i Morket, med et paany greben af Tanken, han +ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken +om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom: + +-Naar mon det dog bryder los? sagde han og blev ved at gaa. + +Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen: + +-For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen. + +... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun naesten lob. + +-Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk. + +-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. + +-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa +mod Jorden. + +Tine horte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde +huskes lige i de sidste Timer for Skovrideren han kom, og Afdelingerne +drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa laenge sagt, at nu kunde +de ventes--: + +-Hvor skal De ud? spurgte hun kun. + +-I Nr. 2, sagde han hastig, og en staerk Rodme slog pludselig op i hans +Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saa ud i +Luften--to Gange: + +-Saa er man der paa en Gang--saa er man der paa en Gang. + +Tine lob op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. +Han vilde ikke vaere sammen med nogen--han maatte vaere alene; han var +ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa +det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som +skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun taenkte en Tanke: nu er +det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord. + +Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden. +Inde i Stadsestuen, hvortil Doren stod aaben, laa et Par Kaptejner med +opknappede Uniformer paa Sengene. + +Madam Bolling var ved Opvaskningen i Kokkenet Hun saa saa inderlig +traet ud, med mange smaa Rynker om Ojnene. Hun forte en endelos Kamp +med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af +Stovler og paa Vaegge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge. + +-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted +for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage. + +Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om +det, hun "havde" til Skovrideren: + +-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem.... + +Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bolling plejede at lave lidt +Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man +jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var. + +Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan +skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet? + +-Og Bolling, og Bolling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var +en Slags Traethed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til +ham. + +Gamle Bolling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de +havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet +forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det hojre +Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det hojre Oje. + +Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skodet: Naa, hvordan gaar +det dernede? sagde han; ogsaa Maelet var blevet lidt besvaerligt. + +Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Taeppet +bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa +holde det om dig. + +Og hun fortalte. + +Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stoj i hele Huset, +oppe og nede. + +-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Ojne. + +Men Bolling der ikke horte efter mere, sagde kun med sin svaere Tunge: +Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede +paa Tine med et Par tomme Ojne. + +Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo +blive godt endnu--man maa jo haabe. + +Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af +Soldater, der kobslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt. + +Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne +lod, kaldende, hojt, ud over Markerne. + +Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blaesten +bolgede den staerke gronne Rug paa Lodden, mens Karlene droftede dens +Kvalitet. + +-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt. + +-Ja-a, svarte en Anden langt. + +-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje +til. + +-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre +langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den gronne Saed, +stottede til deres Gevaerer. + +-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen. + +-Farvel og hils ham, svarte Madam Bolling, som lob ud i Doren. + +Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo +de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni +forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lod Gevaerernes Raslen +og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab. + +Skovridergaarden var allerede ode. Tine gik rundt og slog Vinduer op i +de tilrogede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens +Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at +synge. + +Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast +og bleg, og lob hen, hvor hun stod: + +-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog +hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de +kan ventes. + +Og han stod kun et Ojeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes +Haand krampagtig i sin, for han lob igen, ud gennem Gaarden med +flagrende Kappe--han havde blot _maattet se et Menneske og sige det_, +for han skulde derud. + +Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden. +Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man se +Regimenterne, naar de kom hjem. + +Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som +Ojet gik over det vide Land, saa hun paa Bakker og paa Veje og bag +Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al +Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin +tabte sig bag Hojderne som Dron. + +Der var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel. + +Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte +horte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i +kortere Stod. + +Tine vidste ikke, at hun selv sang med, hojt, fra Toppen af sin Banke. +Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren +og Sang, mens Solen gik ned. + +Saa saa hun Skovriderens Folk--_der_--paa den naeste Bakke--jo, jo, det +var _dem_. Hvor de sang! + +Og Tine lob ned og hjem. + + * * * * * + +Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og +Tallerkenklirren og Latter og Tale lod gennem Huset, naar Sofie gik ud +og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af +Maren; og ude i Gaarden lob glade Soldater hojrostet frem og tilbage. + +Berg sad, med skraevende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, +der stod og spejlede AEg. Det var naesten blevet hans bedste Plads, naar +han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine +brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at sporge om +og faa noje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred. + +-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saa ud, som +Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole. + +Men Tine lo og blev ved at fortaelle. + +I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt +Flaesk med AEbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Doren. + +-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med +tomte Fade. + +-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye AEg paa et Fad. Berg laeste +ved Taellelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet +med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store +Bogstaver. + +De talte om Fru Berg--laenge, med halvdaempede Stemmer. De talte jo +naesten altid om hende. + +-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg. + +-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine. + +-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have +saamegen Sol. + +Inde i Dagligstuen var Officererne faerdige med at spise. Der blev +spillet paa Klaver og ved Kakkelovnen slog man paa Braendestykker til. +Ude i Borgestuen horte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt +af Madlugt og munter Stoj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til. +De rog ved Leddet en sindig Pibe, for de i Laden skulde laegge sig. + +Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vaert--, _der_ gav han +sig ilag med Madam Bollings Frikasse. + +-Den Mad gor Undervaerker, sagde Sofie, som bevaegede sig gennem +Kokkenet ud i Borgestuen. Der havde hun sit Hovedkvarter. Hun begyndte +hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende: + +-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Haenderne under Forklaedet, +trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Honsefugle for Parringen. + +-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var +faerdig med Madammens Hone. + +-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme. + +Berg laenede Hovedet tilbage og saa efter Tine, der havde Toddyvandet +paa Ilden nu og satte Glas frem: + +-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blodt og langsomt. + +Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der +ved Ilden. + +Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Rogskyer fra deres +Piber, saa maette og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mer, +sad kun og nod stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine +gik rundt imellem dem i sit hvide Forklaede, sund og staerk, og bod +Toddyvand om. Officererne bojede sig frem og hviskede paa hendes Vej +til hende, mens Lieutenant Lovenhjelm blev ufortroden ved at hamre "El +Ole" paa sit Klaver. + +Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra +Kobenhavn--en jodisk udseende Person, der skulde berove Berg hans gode +Seng inat for at faa Lejlighed til "at se et landligt Kvarter"--om +Faegtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig +godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nojere kendte Rapporten. + +-Tre Dode, Hr. Kaptajn, sagde Lovenhjelm og holdt et Ojeblik op at +spille. + +Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og +beklagede sig for Berg: hans to Dotre vilde nu ogsaa herover--til +Ambulancen. + +-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer +hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen +horte Tine sige med sin hoje, glade Stemme nede ved Klaveret til +Lovenhjelm et: + +-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhojt, Tine ogsaa; +Majoren gik bort fra Themaet "sine Dotre" og lagde Haanden over paa +Bergs Knae, der sad ved hans Side: + +-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Ojnene Tine i det +skinnende Forklaede--ligesom Berg, der ikke tog Ojnene fra hende. + +Majoren brod op, og de andre fulgte. Der blev et Lob paa Trappen og en +Stoj oppe i Gaestevaerelserne. Stovler blev slaaet haardt af i hele +Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglaede de flade +Haender mod Vaeggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap los +forst nu, de kom af Klaederne igen og i de gode Senge, hvor de laa i +rene Skjorter mellem Laerredslagener. Glad Staahej var der i alle +Stuer, og i Seng krob de i hver en Krog. + +-Hva', det gor godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i +Vaeggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro. + +Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog +Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa +til Underlag paa sin Sofa. + +Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen +sad kun den enarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham +om sine Englaendere. Den Enarmedes Englaendere var to skindklaedte og +gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som +Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Oen og i Skanserne, med +Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser. + +-Ja--kaere Ven, sagde han, er det ikke rorende ... de siger: _vore_ +Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kaere +Ven, deres egne _Landsmaend_--ja--det er rorende ... Baronen taug et +Ojeblik og Korrespondenten sagde: + +-Ja, de Herrer foler for vor Sag. + +-Og De kan rolig naevne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig +naevne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som +var det en kongelig Indrommelse af de Skindklaedte, at de maatte naevnes +i en Avis. + +Korrespondenten noterede deres Navne, for han lagde sig i Skovriderens +Seng. + +Tine var faerdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i +Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og rog de endnu siddende op i +Sengene. En Lieutenant, der horte lidt Stoj i Dagligstuen og aabnede +Doren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i +Dagligstuen. + +-_Mig_, raabte Tine hojt og lob leende sin Vej; hun var saa vant til +Kantonnementslivet nu. + +I Gangdoren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for +Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om +sine Lader. + +De stod et Ojeblik sammen paa Trappen. Natten var mork, saa de kun som +Skygger saa Gaardens Laenger, og alting var stille; kun et Kreatur +skrabede i sin Baas. Saa lod der ligesom en Puslen henne ved +Bryggersets Dor. + +-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen. + +-Aa, det er vel Borgestuedoren, svarte Tine og blev med et--for et +Ojeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa +Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun. + +De stod et Ojeblik endnu tause i det dybe Morke. + +-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand. + +-Godnat. + +Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rorte ved hendes Dor. + +-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen +og lagt ind til mig ... + +Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej! + +-Ja, lod Stemmen blodt, og det er alt for meget--alt for meget ... +Tak. + +Hun horte hans Trin fjaerne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun +havde faaet Taarer i Ojnene. Saa klaedte hun sig af og gik i Seng, +langsomt og stille. + +Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, +naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange +mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og +nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det dode +Hus. + +Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting. + +Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ... + +Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa +Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen. + +Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for +Skovrideren. + +... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. + +Saa blev der ganske tyst i Huset. + + * * * * * + +Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som +hun var. + +Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op. + +Jo--det var--det var Allarm.... + +Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine +fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen: + +-Sofie, Sofie. + +Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: + +-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken +slukte. + +I Gangen lob Officerer forbi i Morket. Oppasserne foer gennem Stuerne +med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Lovenhjelm; bleg og raadlos +knappede han Uniformen til og knappede den op igen. + +-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Kokkenet: Saet Lys i Vinduerne. +Rask rask! + +-Ja, ja, svarte Tine, ja.... + +-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu. + +-_Maaske!_ Og han gik. + +Signalerne lod bag Laenget, allevegne. Hestene blev fort ud i Gaarden +nu. + +Tine taendte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lob i Gaarden blege, +forbi Skaeret. Ovenpaa horte man endnu Stemmer gennem de kladrende +Dore--i Gaarden lod Majorens Kommando, som Blaesten tog. + +Og Baronen skreg paa en Vogn. + +Korrespondenten lob forvirret frem og tilbage og klaedte sig paa midt i +Stuen, trippede op og ned og gned Haenderne, mens han sagde: + +-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt. + +-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene. + +-Ja, alle venter, at det skal gaa los, blev Bladsjaelen ved og kom ikke +i Vesten for Trippen. + +-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes +Haand, et Nu, saa fast. + +Tine saa kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude. + +Huset var tomt. Man horte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad +Alleen.... + +Sofie kom ind med et Lys, i Nattroje. + +Hun sagde: + +-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring +og graed fra Gangen til Stuen. + +Tine horte hende ikke. Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde +aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket, +men hun blev ved med at lobe--op paa Hojen. + +Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. + +Hun stod laenge; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saa intet. Taus gik +den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Morket, hvor +Trinene dode. + +Saa gik Tine ned og ind. Lysene braendte bag Ruderne endnu; Traekken +stod ind gennem alle Dore. Foran de forladte og uredte Senge stod et +Par flakkende Praase. + +Ude i Kokkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i +Borgestuen laa Maren paa Slagbaenken, oppustet, sovende, saa lang hun +var, ved Siden af sit Lys. + +Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og +vilde forsoge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde +liggende. + +Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja--det +var om Skovrideren alt, hver Saetning--_alt_. + +Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i +Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord +og graed ... + +Dagen meldte sig med sit forste Skaer. Graa listede Morgenen sig frem +over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus. + +Dorene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede. + +Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag. + +Ude horte hun igen Horns Signaler, som Stormen sonderdelte, saa de lod +som Fugles Skrig. + +Saa pludselig smilte hun: hun taenkte paa hans "Farvel". + + * * * * * + +Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager. + + + + +IV. + +Roen var brudt. + +Kanonerne god deres dybe, forfaerdende Lyd hen i den bolgende Luft, +Time paa Time, mens Vejen genlod--bestandig--af Marcherendes Trin, +Ordonnantserne jog og foer paa halvdode Heste: to Gange var der blaest +Allarm i et Dogn. + +Alle Laenger i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vaegge--som +var de febersyge Levende. + +Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom +og Tropper gik. + +Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i +Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _horte_ kun uden at kunne +rive sig los: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ hore. + +Stoj var der i Stuerne. Officererne talte hojrostet, naesten glad: + +-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En. + +Der var andre, som mente syv. Og paa Vaerkerne var der dog ikke gjort +Skade. + +-Ikke for Krudtets Vaerdi, sagde en Adjudant. + +Ved Kakkelovnen stod den storste Flok. Der var en Kaptajn med +Napoleonsskaeg og Pibe, som sagde: + +-Sekondlieutenant Appel er saaret. + +-Saa?--Han, den Nye? + +-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen, +lagde til: + +-De ved, den tynde blonde. + +Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mest helt unge +Lieutenanter, som bed i smaa Overskaeg og diskuterede Begivenhederne i +saerdeles fagmaessige Udtryk. + +Tine gik dem forbi. + +Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var spraengt. Tredive Mand +var blevet som knust og mast af Bjaelker og Splinter. + +Tine stod hos og horte laenge. + +-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bolling, sagde muntert en Kaptajn, der +vendte sig og loste sig ud af Gruppen. + +-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at hore: Fyrretyve Dode, +paastod En, at der var. + +Tine levede kun i en Tanke. + +-Og de skyder endnu--de skyder endnu.... + +Tilsidst rev hun sig los og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og +der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer. + +I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han +talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved +Blokhuset. Tine blev staaende og horte ikke en Stavelse af hvad han +sagde. Med et sagde hun kun, daempet, og saa paa ham: + +-_Var det saa forfaerdeligt?_ + +Lieutenanten blev ved at fortaelle--i Virkeligheden havde han ligget i +Nr. 10, hvor der i Dognets Lob var faldet to Granater--: + +-Hedt var'et, sagde han, men man vaenner sig jo til Ilden. + +Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, +som i Tanker, forte Tines slappe Haand ind mod sit Knae. + +-_Saa_ De de Dode? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke. + +Saa kom der nogen fra Gaestevaerelset, og Lieutenanten stille bandte. + +Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer +redt; hun blev spurgt og gav Svar. + +Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i +Krogene og jamrede. + +Nu var hun krobet ind til Tine i Kammeret. + +-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under +Kanonernes Stoj. Det kommer over os all' ... for vi ved'et ... for vi +ved'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden. + +Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Dron blot voksede +gennem Natten. + +Sofie blev ved at tale i en graedende, bestandig stigende og atter +synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der +"ikke vidst' hvor hun vild' slaeng' sig hen til hvert et Par Bukser". + +-Nae hun ved ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen: + +-Saa hun ser ejegod ud; hun saa op paa Fru Bergs Portraet, der hang +over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik. + +-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og +En ved ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vaer' sket, og hvem der +ka' ha' draget sit sidste Suk. + +Sofie begyndte at graede hojlydt: + +-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og +stod ... herind' om Dagene. + +Tine tog Billedet og betragtede det laenge: + +-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun +Haenderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Ojne--for forste Gang +i disse Dogn. + +Rundt i Huset brod Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om +sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var +dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa. + +I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu. + +Tine gik med Lygten rundt om alle Laenger. Inde var der stille +allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved +Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen, +som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde". + +Men han "bojede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved +Lygten. + +Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet braendte et flakkende Lys, +som Maren nu igen var lobet fra. + +Inde i Kammeret klaedte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen, +taenkte hun pludselig: + +-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen. + +Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da +brolte de, dumpt, som mod Uvejr. + + * * * * * + +Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt +tilbage. + +I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede +forbi, alle Regimenter var ude. + +Baronen var faret tilvogns ved det forste Gry. + +Nu var der ikke en Gang Stoj i det store, tomme Hus, og ingen Faerden +laenger. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem. + +_Der_ tog Madam Bolling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande +fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Haender. Tine tog +i med--med opbundet Skort. + +-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bolling, der saebede Karme +med sine gamle Haender, Snavset kommer jo ind ad alle Spraekker--Smudset +kommer ind over alle Dortrin. + +Madam Bolling saa ud paa Pladsens dybe AElte: + +-Og det bliver kun vaerre og vaerre, sagde hun og tog fat paa +Afsaebningen igen. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dorkarmene +--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken. + +Ovre i Krodoren var Tinka kommen frem mellem Sojlerne: + +-De ta'er nok det vaerste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og +slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med +Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa en Gang have +travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle +fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro! + +Tinka satte i Lob ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende. + +Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Dron. Saadan havde de endnu ikke +raset for. Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender. + +-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens +Haenderne gik hen over de rystende Ruder. + +Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. + +Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det +kogende Vand. + +De var faerdige, og Madam Bolling vilde folge Tine. Hun vilde se, +hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende AElte. +Madam Balling loftede Skorter og vidste ikke, hvor hun skulde saette +sine Ben. + +-Tine, Tine, kaldte hun gennem Stojen og saa om efter Datteren, der +hele Tiden blev tilbage. + +Var det da ikke, som gik Tine rent i Sovne ... og mager var hun +bleven--rigtig mager blev hun: + +-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bolling og gik videre. + +Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe +Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok. + +Madam Bolling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Moblerne havde +faaet Skub og Vaeggene Stod og ingenting saa stod det, hvor det skulde: + +-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bolling ved al den +Odelaeggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det for havde +vaeret: + +Og--se nu, og se nu! Madam Bolling stansede og begyndte at graede. + +-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen. + +Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der sket i hver +en Krog. + +-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bolling lidt heftigt. + +-Ja, Moer, ja, sagde Tine. + +Hun saa det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt +blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo +ikke overkomme det. + +Madam Bolling blev ved at gaa og halvskaende: + +_Noget_ kunde man gore for at holde sammen paa Tingene. + +-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun. + +-Ja, Mo'er, ja. + +-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som +skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gaenge. + +-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bolling sagte, og hun begyndte selv at +graede igen, mens hun klappede Datterens Haender. + +... Madam Bolling var gaaet over Gaarden til Leddet. + +Traet satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og +_hun_ horte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun +havde kun en Tanke, Naetter og Dage, blot en Tanke, der skar gennem +tusinde: + +-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._ + + * * * * * + +Da Madam Bolling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun +vilde ud til Per Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det +sidste; og ingen fik jo Stunder til at haege om en syg Stakkel nu. + +Men oppe paa Markhojen saa hun pludselig Bolling, helt oppe paa +Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven. + +-Men at Bolling var klavret derop,--Madammen satte naesten i Lob op +over Plojelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge +Mand, elendig som han var. + +-Bolling, Bolling. raabte Madammen. + +Men hun horte ikke mer--ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun +lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun +Toppen. + +Som et uhyre Taeppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den +vaeltende Rog ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, +maegtige Sojler af sort Os, omvundne med Flammer, som vaeldige Stotter +op imod Himlen--Huse og Byer, der braendte til Grunden. + +Madam Bolling talte ikke. Forfaerdet begyndte hun at ryste og forte, +som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Haender op og ned. + +Bolling havde set hende. Men han rorte sig ikke. + +Han tog kun sin Stok og forte den i sin rystende Haand pegende rundt +fra Sojle til Sojle og talte med sit svaere Maele: + +-Det er Ransgaarde. + +-Det er Staugaarde. + +-Det er Dybbol + +Madam Bolling kunde ikke tale. Heller ikke graed hun--blev kun ved at +bevaege de foldede Haender hjaelpelost op og ned. + +-Det er Dybbol, sagde Bolling igen. + +-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bolling saa og _rev_ ham med sig, +lobende med den Syge ned over Plojelandet, baerende ham halvt: + +-Du maa ikke staa der. + +Det var som Kanonernes Dron sagtnede nu. Bolling gik mimrende, med det +rokkende Hoved. Og stottende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen +Ord i sin forfaerdede Hjaerne og sagde kun som Tine for--to Gange: + +-Ja, alting er ude af Gaenge. + +Oppe paa Hojdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr. + + * * * * * + +Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det +gamle Sovekammer--_der_ var Snavset vaerst. + +Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; orkeslos sad hun +kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder. + +Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Hojaervaerdighedens +Stemmer. + +De gik ind. + +Baronen kom fra Sonderborg. Han var i Ekstase, i ren Ekstase over sine +Englaendere. + +-De lob frem. Deres Hojaervaerdighed, foran Skanserne, midt i +Kugleregnen--de ligefrem _soger_ Doden, sagde han. + +Baronen var helt ude af sig selv. + +Men Hojaervaerdigheden interesserede sig mindre for Englaenderne. Han +talte kun om Sonderborg, om Bombardementet. Han var oprort, +indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord: + +-Det er en Kraenkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en +Forhaanelse af Aarhundredet. + +Tine horte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lod op med +Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret: + +-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han +maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor +Regering vil handle.... + +Han blev ved, talende hojere og hojere, udstodende sine Trusler mod +alle Ostersoens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde +vaere Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres +dumpe Dron. + +-Og Europa vil ikke se derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er +Draaben--Europa vil rejse sig--vaer vis derpaa.... + +Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde: + +-Hvad si'er Deres Englaendere? + +Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to +Skindklaedtes Eder. Og Hans Hojaervaerdighed nikkede stille, staaende +midt i Stuen, seende ud for sig, som saa han allerede for sine Ojne +alle disse Skarer, der brod frem fra alle Verdensdelens Hjorner: + +-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes +om os. + +Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, faegtende med sin +ene Arm. + +-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar +_de_ ikke turde, burde _vi_ laert dem Energi. Det var Offensiven, det +gjaldt. + +-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gor vi? hvad gor +vi?--og Baronen udspilede som fem Sporgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja, +vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor +Krigsforelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt. + +Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie. + +-Ja, sagde Hojaervaerdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her +fattes Energi; _det er ikke i Kobenhavn, man mangler Mod_. Men, +tilfojede Hojaervaerdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet +med en anden Haer.... + +Tine horte Gangdoren slaa op og i, og Sofie lob gennem Gangen og +raabte: + +-De kommer, de kommer! + +-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen. + +-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lob frem og tilbage. +Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket +Tog--sikket Tog! + +-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende. + +-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var +saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en hoj +Klagetone) _faderlos_.... + +Tine horte ikke mer. Hun lob ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende +skreg Baronen i Gaarden. + +Men Tine blev ved at lobe, henad Sonderborgvejen, forbi Ordonnantser, +Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun horte Vognenes tunge Slaeb paa +Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Taekkemands Hus: +herude paa Vejen kunde hun ikke se dem--her kunde hun ikke staa. + +Hun vendte sig og gik ind. + +-Det er de Saarede, sagde hun blot. + +Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Horup Hav, +sagde hun langsomt og fik Slagbaenken vidsket af--til Saede--med sit +Forklaede. + +-Ja, nu har _de_ sat Forligheden til sagde Kroblingen, der sad ved +Ovnen bag Tine. + +Tine vendte sig hastig mod Svogren og saa angst paa ham: hans Ansigt, +der var underlig fortrukket som en Dvaergs og de to Benstumper, der +hang ned fra Saedet som to Byldter. + +-Aa-a, Gud, ja, stonnede hun sagte og sank ned paa Baenken. + +De horte Vognene komme naermere, som svaere Fragtlaes lod det taet i +Vejen. Kroblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet. + +-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar. + +Tine loftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak +den forste Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun +til Side. Hun syntes kun, hun saa nogle hvide Ansigter gennem et +flimrende Rodt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede. + +Sagte Jamren lod der. Nysgerrig var Kroblingen hoppet ud til sin Sten +ved Vejen. + +Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den +Jamren, der lod. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi. + +Ane kom frem bag hende med de to paa Armen: + +-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, +nej, ih--nej, se. Herre Gud, se, saa Blodet dripper.... + +Tine saa dem--Vogn paa Vogn. + +Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham kore med varmt +Ol nu--det var svaert saa det gav at kore med varmt Ol nu. + +-Og saa saa'n Krovling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsaetning da. + +-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane lob hen til det andet +Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er daekket te'.... + +Tine var der ikke mer. Hun stodte til Kroblingen paa Vejen, hun saa +intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den daekkede Vogn og +hun sagde til Kusken: Vi kan laegge dem bedre, lad os laegge dem +bedre--blot for at lofte Kapperne og se dem, et efter et, de graablege +Ansigter. + +-Det er vel mestendels nok et og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde +Kusken sindig. + +Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Med, mens Taarerne +lob ned ad hendes Kinder. + +Hun horte de skrattende Englaendere bag sig. Og hun fo'er sammen med et +Gys, da de strog hende forbi. De lob omkring og de stansede Vognene +for at trykke de Saaredes Haender og de kiggede de sagte Stonnende ind +i Ansigtet og blev ved at sige: + +-De tapre Folk, de tapre Gutter. + +Som langt borte saa Tine paa Skovriderhavens Hoj Hojaervaerdigheden ved +Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede +Englaenderne med den Enarmede--og en lang Stonnen lod fra Vogn til Vogn +ved det pludselige Ryk; mens Hojaervaerdigheden sagde, idet han loftede +sin store Haand: + +-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Faedrelandet. + +Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen +raabte ned over Vejen: + +-Jomfru Bolling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ... +Mr. Arboun har bragt det. + +Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa forte hun Haanden hen +over Ojnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig +saa--saa de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrogtede Dyr--og hun +smilede. + +Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den naermeste Vogn: en +Haardtsaaret stonnede svagt, laenet til dens Fjael; og, folgende med +Vognen, loftede hun ham op og gav ham, mildt, Stotte i sin Arm. + +-Er _det_ bedre? spurgte hun. + +-Ja, hviskede han og smilte. + +Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm. + +-Men hvor jeg torster, sagde den Syge. + +-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per +Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun lob langs Hegnet hen til Jens +Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun lob. + +-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen +igen og tog med den anden Haand det tomte Krus. + +-Ja--Tak. + +Den Saarede slog de matte Ojne op: Men til de andre, sagde han ganske +sagte. + +-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Ojnene. Hun lagde ham ned igen +og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i +deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skaenkede +hun og rakte dem Vand, en efter en. Hun lob helt frem forbi Vognene, +op forbi Krolaengen, og raabte hojt ind mellem Sojlerne med sin klare +Stemme: + +-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas! + +Tinka lob ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande oste de Vand +i Glas og Kopper. + +Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bolling kom ogsaa ned, med Saft og +Vand i et Par Skaaler. + +Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede +takkende trykkede deres Haender. + +Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; laedskede for en Stund, sad +og laa de Saarede roligt. + +Madam Bolling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bolling i det +aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Ojnene +den sidste Vogn, som langsomt bojede bort. + +Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saa hun +Foraeldrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu. + +Og hurtigt slap hun alting og gik ind. + +Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme +og vaere her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen +Ulejlighed. Bolling sad med hendes Haender i sine i den gamle Krog. Han +var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse. + +Det begyndte at morkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa +Baenken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dod hen og Alt var +blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante +og hjemlige Hamren. + +Saa horte ogsaa den op; Drengen fik lukket og staengt, og Smeden kom +hen over Pladsen med sin Hund. + +-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine. + +-Ja, svarte hun. + +-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt. + +-Godnat, Jomfru. + +-Godnat, Knud Smed. + +Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende. +Stille ragede Hegnenes Pil op i den morknende Luft. + +... De havde drukket The. Bolling var kommen til Ro i sin Stol og +Madammen var ilag med at strikke Hael. Tine sad nede paa Forhojningen, +med Haenderne i sit Skod. + +Madam Bolling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf. + +-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa +hun lide. + +-Ja, sagde Tine langt og mildt. + +Hun laenede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og +hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete": + + Ak, kaereste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn, + min Grete rejser fra mig idag til Kjobenhavn. + Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig, + at gore mig en Guldring og skrive indeni. + + Farvel, farvel, lille Grete! + +Madam Bolling nynnede Omkvaedet med over sin Hael. + +-Ja--saa hun sang den kont, sagde hun, da Sangen var forbi. + +Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Haenderne i sit Skod. + +-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede +sin Fader. + + * * * * * + +Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun +gik og blev ved at hjaelpe med _det_ og med _det_. + +-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bolling--_hun_ havde +saamaen ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ... +Hun vilde have Tine derned. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bolling--han var snavs +igen. + +-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg. + +-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget +mildt og stille over Tine--: Farvel. + +-Farvel da Mo'er, sagde hun i Kokkenet og lob. + +Hun gik over Gaerdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie modte hun +i Gangen; hun gik og bragte Mad ind: + +-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glaed' at se +ham--Sofie glemte Maden af Rorelse--aa Gud, om Fruen kun' se ham, saa +frisk og sund han er. + +-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte. + +Sofie gik ud og ind og serverede; i Kokkenet snoftede hun: Saa +Skovrideren er kon--det er Herlufs Ojn'--det er Herlufs Ojn', blev hun +ved. Men Lovenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot +Figur. + +-At taenk' sig, de kommer der fra Dodens Mark, just direkt' fra Dodens +Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--: + +-Jo, Lovenhjelm, han har en flot Figur, erklaerede hun igen. Sofie var +i det Hele tilbojelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom +lig' fra Dod'ens Mark". + +Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede +til--til Maden, og naar Doren blev lukket op, horte hun nu og da Bergs +Stemme. + +Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved +Vinduet, da hun horte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saa_ ham, +saa rank og staerk. + +Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv +havde han dog heller ikke sogt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod +han lidt: + +-Har det ikke sunget for Deres Ore? sagde han og blev ved at se paa +hende: _Jeg har taenkt paa Dem_. + +Han tog ikke Ojnene fra hende. Paa hans Sporgsmaal svarede Tine ikke. +Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte: + +-At De er kommen hjem. + +Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han horte knap +de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se paa hende, som hun sad, +staerk og sund og ren--saadan som han saa hende altid og altid +nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen. + +-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. + +-Ja. + +Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved +Doren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind. + +Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, +som hun vilde bringe herned".... + +-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er +fuldt og Bolling ... og Bolling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og +mister Humoret--jo, du gor Tine--hun gaar helt hjerteangst--man ser +det ud af Ojnene--naar de Kanoner broler. + +-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bolling og saa op og ned ad +Berg med sine gode Ojne. Jeg si'er jo til Bolling: naar kun +Skovrideren er sund. + +Hun blev ved at se paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og +gik. + +Madam Bolling og Tine gik ud i Kokkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i +Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer. + +-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bolling, der var ved +Vinduet og saa efter de gode, ranke Skikkelser. + +Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke. + +... Lidt efter fulgte hun Madam Bolling paa Vej. + +Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, +mens Aftenklokkerne begyndte at ringe. + + + + +V. + +Paa Pladsen rog Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i +aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen. + +Tine fik Bolling ned ad Trappen og stottede ham, mens han orkede ned +forbi Laengen. + +-Nej, Bolling er snavs, sagde Madam Bolling, der stod og saa efter dem +fra Krodoren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde +Vejr. + +Madammen stod og blev ved at se efter Manden og Datteren; hun syntes +ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bolling og +puslede om ham baade tidlig og silde. + +-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bolling, og kaert er +'et jo, rigtig saa kaert ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun haeger +sin Fa'er, for ingen kan laegge Bolling en Pude til rette som Tine. + +-Men "_dernede_" sagde Madam Bolling--hun horte Skovriderens Stemme +over Pladsen, han kom saa tidt og besogte Officererne i Skolen, nu, om +Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle +Lofter sorte. + +Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ Ore efter Gaestestuen, +hvor Tinka lo og glanede. + +-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bolling +efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_ +ikke ... aa Gud hjaelpe det ... var Lasaret nok alle Vegne. + +Madam Bolling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod: + +-Som om hun behovede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at +passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir +helt sanselose, sagde hun. + +-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig +havde Oret efter Tinka i Gaestestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skore +Potter. + +-Og jeg si'er det, sagde Madam Bolling, hvis Tanker stadig gik ud og +ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren +kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede.... + +-Men Tine, sluttede Madam Bolling, er jo blevet saa taus, som var der +slaaet en Laas for hendes Mund. + +Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende +Doren i for Naesen af et Par Lieutenanter. + +Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle +Artillerister red deres Heste tilvands ved Kaeret i snavsede Trojer. +Madam Bolling gik hjem til sit. + +Berg sad ved Vinduet naermest Trappen--_der_ kunde man se hele Laengen, +hvor Bolling, stottet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i +den sidste Sol: + +-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og +fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol. + +Berg gik ud, ned over Pladsen til Laengen. Ja, her er Lae, Skovrider, +her er Lae, sagde Bolling og tog hans Haender i sine. Og Tine stotter +mig--Tine hun har Kraefter. + +De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bolling. Den Gamle lod ikke den +svaere Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid" + +-Nae, nae--det husker De ikke--det var for Deres Tid--det var jo Aaret +for Forstraadinden dode--Tine var ikke storre end _saa_--det var det +Aar, den nye Krolaenge braendte, du husker, Tine--du havde de hvide +Duer, de to hvide Duer, som floj i Ilden--de spiste af Haanden, da du +ikke var storre end _saa_.... + +-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm +laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen. + +Men Bolling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine +endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos +Bolling om Eftermiddagene nu. + +-Ja, Tine har Kraefter, sagde han--hun naesten loftede ham op ad +Skoletrappen--: hun har Kraefter. + +-Hun er vel ikke kon, sagde han og stansede paa Trinet og saa paa +hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund. + +-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er. + +-Og _god_, sagde Bolling og tog hende om Haaret. + +Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran +Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at +lyde. Gamle Bolling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine +alene ved Siden af hinanden. + +Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Haenderne +under Klokkeklangen. Kun fra Kroen horte man Tinka--hun var som i en +evig "Tagfat". + +Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at +drive hjem. + +-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig +hastigt. + +-Nej ... jeg kommer vel ned.... + +Der var kommet som en hastig Rodme over begges Ansigter; det kom der +let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og +helst, naar Tredjemand var tilstede. + +-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen. + +Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik. + +-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig. + +-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der +lystigst. + +-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i +Bryggersdoren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke +Vaerkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i +Sergeantstuen. + +Tinka lo himmelhojt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer. + +-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et +nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der +sad paa Skovriderens Knae. + +Men Tinka blev ikke laenge i Ro--hun horte, Lovenhjelm var inde hos +Tine i Spisekammeret. Den rogede Skinke skulde ned fra Loftet, og +Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Haelene. + +Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dorene saa' hun +Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe. + +En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel +Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. +Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i +Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet. + +Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmaessig +ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke laenger: + +-Det er det blote Als, sagde han, det blote Als--og gik ind til +Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet. + +-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun +endelig kom og gik ind med Maden. + +Tinka satte sig med skraevende Ben paa Blokken og pustede: + +De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde +maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltraenges en Undskyldning for +hendes Tilstand. + +Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Forst blev +han staaende i Doren, laenge laenet til Karmen og rygende; indtil Tine +sagde, med bojet Hoved: + +-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men +Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De +dog siddende, sagde han. + +Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte naesten +altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev +Lieutenant--om "de forste Aar", "de glade Dage", sagde han. + +-Da man folte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og +gav sig selv et antageligt Rap til venstre. + +Og Berg lo og blev ved at fortaelle. + +Tine taug og forte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og +ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende. + +Hun rejste sig og hun bragte Maelkepunschen ind og tre Glas; og de +drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Taeppe--mens Tinka og +Berg blev ved at tale. + +Hen gennem Huset horte man Lovenhjelms Klaver og Majorens Stemme. + +-At taenke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde vaeret +en lille Stilhed: + +-Hvor her er Fred, sagde han og saa rundt i det lille Kammer. + +-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Haenderne mod sit Skort. + +Berg rejste sig igen, men blev atter staaende laenge i Doren, for han gik. + +-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De +Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid. + +-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til +Sengetaeppet, hvor Skovrideren havde siddet. + +Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun laeste dem saa urolig +og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom floj bare hen over hver anden +Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun +kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at +hun med et tog dem op og laeste dem hojt. + +Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte +Ordene helt herud: + + "Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?" + "Oppe paa Hjornet af Aabenraa!"-- + "Ih Gud bevares, skal den Sorg + ramme det praegtige Pjaltenborg!" + Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! + +Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage +med "Husker De?" og "Husker De?" igen. + +Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev +ved at laese det lange Brev--Side efter Side. + +-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge +siden. + +-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden. + +Nej--hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke +hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa +langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne +mer. + +Inde i Dagligstuen sang Lovenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka +kvaedede med, mens hun lo: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + frelste sit Liv og sit Toj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Sangen holdt op. + +-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_ +er dejlig. + +Tine loftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste +ikke, at hun laeste og laeste atter og atter de samme Ord deri: + +"Hvorfor skriver Henrik saa sjaeldent, og naar han skriver, saa kort og +hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i +den sidste Tid." + +-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort. + +... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op. + +Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han +skrev og skrev paa og ikke fik afsted. + +-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort. + +Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen. + +... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie folge hende. + +-Nej Tak, min Pige, vi lober Storm i Morke, raabte Tinka og lob. + +Ude ved Havehojen sprang Lovenhjelm over Gaerdet for at folge. + +... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Laenger iaften. +Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Dron +tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen. + + * * * * * + +Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Svaertede, blege, tyndede +vendte Tropperne hjem med Sang. + +Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glaeden, mens det sagte +rullede frem gennem Landet. + +Men Sangen tog paa igen--hojt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og +Born lob ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer: + + Nu skal vi nok atter med Projseren slaas, + han skal ikke finde os bange; + vi har jo dog viist, vi tor byde ham Trods, + skont vi vare Faa mod saa Mange. + Men heller en Kamp med et aabent Visir, + end Raenker i Lon og en Kamp paa Papir. + Lidt Torden og Lynild gor Himlen saa klar, + den taagede Luft kun paa Kraefterne ta'r! + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knaekker Tyskerens Magt. + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +Tine stod paa Markhojen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbol +var afslaaet. + +Huset genlod allerede af Tummel. I Gaarden lob Baronen rundt og +trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig: + +-Men hvad "folte" De? Hvad "folte" De, min Ven?--og lovede Punsch. + +Sofie, der lob stundeslos hid og did og lo til alle, sagde: + +-Ja, En maa gor' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter +Aften. + +Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt +paaklaedte og dodtraette, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue, +hojt og glad Ude fra Vejen horte man Afdelingerne, der sang. + +Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ saa hun ham, da hun kom--han +sad foran den lille Ovn. + +Hendes skinnende Ojne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes +Haender. + +-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har vaeret en +lykkelig Dag. + +Hun taug et Ojeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og +sagte: + +-Hvor Fruen vil blive glad + +Berg stod lidt: + +-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Haender. Tine vidste +ikke, at Taarerne lob ned ad hendes Kinder. + +... Baronen var i Kroen for at kobe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens +Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte +Suppe udenfor Laengen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede. + +Tinka og Gusta kom, i Kokkenet, med i Arbejde: Piskejern og Slove gik +rapt i alle Fade. Gennem Doren i Bryggerset saa man Maren midt i den +taetteste Os. + +Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved, +lyste i Morket nu: + + Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat, + og livet jeg ringe vil agte; + lad Tyskeren gore sig helt desperat; + jeg skal ham dog mageligt magte. + Og naar vi saa modes engang i et Slag, + jeg tager i Fyren et ordentligt Tag. + Hurra! det vil blive en ypperlig Fest + at kaste paa Porten den ubudne Gaest. + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knaekker Tyskerens Magt + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med +opsmogede AErmer, saa Piskejernet i Roraegsfadet klang, mens hun satte i +med Lovenhjelms Vise: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + Frelste sit Liv og sit Toj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede +Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter +Aften. + +Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede +hun uden at vide det Tinkas Vise med. + +Baronen--der ogsaa ventede sine Englaendere, som vilde rejse nu og +korte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens +Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i +Loen, hvor Lars Avlskarl havde haengt et Par Lygter op under Bjaelkerne. + +Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny +Forsyning. + +Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik. + +-Tom bar' Baegern', sagde hun, saa En ser Bunden. + +Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt, +mens de andre blev ved at synge. Ingen horte Orenlyd; Harmonikaerne +slog ind i en Trippedans, og Maren sang til. + +Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i +Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Stovet stod op i det gamle Rum +under de dinglende Lygter. + +Officererne kom ned og saa til i Doren. + +En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om +Halsen. + +-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun naeppe +kunde staa og foer villig afsted med den naeste. Harmonikaerne hylede +og Soldaterne trampede Takt. + +-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun floj afsted +igen. + +Ude i Gaarden horte man gennem et aabnet Vindue Lovenhjelms Klaver. + +Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. +Officererne var forst nu som rigtig vaagnede; Dorene stod aabne mellem +alle Stuer; Latter og Stoj lod fra Rum til Rum. + +Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre +fra Loen horte man Folkenes Lystighed. + +-Jensen, en Polka, raabte Lovenhjelm og sprang op fra Klaveret. + +Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Lovenhjelm var ude over +Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind +imod Vaeggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de +dansede tre Par. + +Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres +Toddyglas frem i Doren til Havestuen. De talte igen om det attende +Regiment, der havde holdt sig saa bravt. + +Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede +igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Stojen +sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt +paa sin Seng. + +-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine. + +Svimmel saa hun kun hans Ansigt. + +-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse. + +Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saa hun og horte hun om sig +som med hundrede Sanser--og saa dog kun ham, hvis Ojne hvilede paa +hendes Ansigt, mens de dansede--laenge. + +Majoren fortalte Historier igen, og hun horte de to Kaptajners +Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang. + +Og Baronen foer ud og ind. Hans Englaendere var komne i en Vogn. + +Berg talte ikke; han saa kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens +de blev ved at danse og ovre fra Loen de hoje Hurraer lod igen. + +Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Haender i sine. + +Englaenderne var fra Gangen kommet frem i Doren og trykkede Alverden i +Haanden: + +-Den troskyldige Glaede, den uskyldige Glaede, blev de ved at raabe. +Lovenhjelm svingede Gusta over Gulvet. + +Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer. + +... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom +ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op +og pustede, mens hun snakkede og spurgte. + +Tine svarede med tankelose "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka. + +Saa sagde hun med et og tog ikke Ojnene fra det braendende Lys: + +-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok se til hernede? + +-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod +Armene falde ned paa sine Ben. + +-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Ojne fra +Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de +traenger til Folk derhenne. + +Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka; + +-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til +at knappe sit Kjoleliv: + +-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske vaere +_sundere_.... + +Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saa ind i Lyset. + +-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir naergaaende. Tinka slog +Sjalet om sig med en resolut Bevaegelse, som om hun vaergede sig. + +-Godnat, da, sagde hun. + +Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var +stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik +bort ad Vejen. + +Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til +Laengen: + +-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. + +-Ja. + +Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt, +Hundrededelen af et Ojeblik. + +-Godnat, sagde saa Berg og gik videre. + +-Godnat. + +Tine gik ind. I Kokkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smorret i +Kanderne og samlede Brodet til "Tonden" og lagde Osten i Klaede. + +For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring. + +Saa kom hun i Tanker om Tojet, der skulde i Blod ved Daggry. Hun +maatte vaekke Sofie og give hende endnu en Besked. + +Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Doren til +Pigekamret. + +Den store Dobbeltseng var tom. + +Tine kastede sig pludselig paa Knae ned paa Stengulvet, og, med Hovedet +boret ned i den snavsede, forkrollede, misbrugte Seng, hulkede hun +fortvivlet. + +Bryggersdorene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige +Haengsler. + + * * * * * + +Naeste Dag kom der et Par Feltlaeger til Skolen, Der maatte laegges Syge +i Skolestuen. Tine maatte indrette alt. + +De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget +paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. +Lieutenant Appel var iblandt dem. + +Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind, +og Ojnene var maelkede som hos en, der har graedt baade Dage og Naetter. +Han var truffen i Siden og Lungen var odelagt. + +De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber. +Nu og da horte man deres Stonnen gennem Huset, og Saarenes kvalme +Stank stod ud i Gangen. + +Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mer. + +-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bolling, der +gik ud og ind, fra Sovekammer til Kokken og talte til Bolling og til +sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu +vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer. + +-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre +har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er +fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran +Husmandens Petra med rystende Hoved. + +_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om. + +-Og Blod torrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre +igen. + +Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som +Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen. + +Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bolling--hun var _helt_ +forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bolling paa den anden Side af +Sengen. + +Saa taenkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han +havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod +alting staa og gik--hun vilde strax derned. + +Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik. + +Hun blev ved at snakke med sig selv om Bolling og de Saarede og om +Vejen. + +-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et +Ojeblik efter gentog hun paany: + +-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og +Blod paa Trappen og alle Sporgsmaal under Solen. + +Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bolling kom. + +-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang. + +Madam Bolling begyndte at gore saa mange Undskyldninger, mens hun +satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i +Sit".... + +-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brod hun ud. Og hvad _ska'_ +vi gore? + +-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det +hurtige Ord. + +-Ja, til det Lasaret. + +Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bolling ventede. Men Berg sagde +kun i den samme hastige Tone og vendte sig: + +-Ja--de traenger til Hjaelp derude. + +Madam Bolling saa op, som om hun ikke havde forstaaet ham: + +-Traenger? traenger? sagde hun. Hvem? hvem? + +-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bolling da ikke syg? + +Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende, +fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort: + +-Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at +hjaelpe? her--baade her og der? hvem? _Saa_ han da ikke sit eget Hus, +sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden +Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode.... + +Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa +Gulvtaeppet, der sledes bort, paa Bordene, som var stovede--skaeldende +foran den blege Berg, som forte de knyttede Haender op og ned foran sit +Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad: + +-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede +hun, mens hun graed. + +-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at +sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at +faa dette Menneske til at holde op, der graed, faa stanset den Graad, +den ulidelige Graad. + +-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart. + +Han gik op og ned, op og ned. + +-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst. + +Det var, som Berg selv folte en pludselig Ro, efter mange Timers +stumme Hidselse, ved sine egne Ord. + +-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bolling +blev paa en Gang roligere og begyndte at torre sine Ojne; og, ligesom +undskyldende sig paany, sagde hun: + +-Aa--ja--se, man gor jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider.... +Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser? + +-I disse Tider, sagde hun. + +Madam Bolling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med +Tine. + +Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften: + +-Nej, _vi kan ikke undvaere hende_, havde han sagt. + +-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bolling svaret. + +Og saa var hun rokket hjemad. + +Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saa, hvor bleg han var: + +-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til +Luft. + +-Er Vejret smukt, spurgte Appel. + +-Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt. + +-Skinner Solen? + +-Ja. + +-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord. + +De gik ud og de bojede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stojede, ned +langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale. + +Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at +tale--losrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle +Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de +Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede +den Lidenskab, han ikke naevnte; han forfulgte den med sine Ord lige +til dens Fodsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skaeldende +Naetterne, Vaerkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der +ikke havde Arbejde, Naetterne, der ikke kendte Sovn. + +Han gik igen hurtig, saa hun naeppe kunde folge; stille forstod hun +alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han +ikke behovede, sagde hun blodt og naesten bebrejdende: + +-Hvorfor vil De dog sige mig alt det? + +Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn. + +-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg +har talt med Deres Mo'er. + +-Vi to, sagde han, behover vel ikke at vaere bange for hinanden. + +-Nej, hviskede Tine og loftede Hovedet. + +De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var +mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der naermer sig Foraar. +Kanonerne taug. Kun et enkelt Dron bares hen i den klare Luft med en +Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem. + +De gik ned over Engen og steg ind over Gaerdet. De saa Dammen og +Lysthuset med de hvide Sojler, hvor Rosernes Ranker hang nogne ned--og +de taenkte det samme. + +Gennem Laagen i Buxbomhaekken kom de ud til Laengen. + +Fra Dagligstuen lod Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den +halvaabne Vaskehusdor, rykkede vaek fra sin Sergeant. Men Maren blev +staaende ubekymret, hojt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre +ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig. + +-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig +Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skorterne floj +om hendes Laegge og Maelken skvulpede; Officererne, der drev paa +Gaardstrappen, skoggerlo, da hun lob. + +Berg og Tine skiltes. + +Hun vendte ad Alleen hjem til Skolen. Den sodligt kvalme Luft fra de +Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne +Kort. + +Madam Bolling var i Kokkenet--hun kogte Honsekodsuppe til "dem +derovre". + +-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun. + +-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille. + +-Aa, saa Gud ske Lov, aa, saa Gud ske Lov, sagde Madam Bolling og +satte sig af Bevaegelse. + +-Og her er jo ogsaa nok at gore her, sagde Tine som for. + +-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bolling, Bolling, +raabte Madammen ind hojt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste +det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det. + + +-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bolling tyssende. Tine +havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals. + + * * * * * + +... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng. + +Rundtom var de Syge ved at falde til Ro. + +Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bojet ned ved et +Taellelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kaereste, siddende +halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at taenke og med at +skrive. + +Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede +Ojne. + +Henne fra Vinduet horte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle +Bogstaverne, ligesom om han stavede. + +Appel slog Blikket op: + +-Aa--De ved ikke, hvor hun har konne Ojne, sagde han og saa op mod +Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte. + +Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille. + +Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Haek +brod en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat. + +I Morket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Kroblingens Vogn +med Ollet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at +tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tonde: + +-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane +forstod' et at bland' det tynde ol.... + +Den Kroblede blev ved at snakke. + +Tine gik fra ham: Han havde vaeret til Kros. + + * * * * * + +To Naetter efter blev Tine hentet hjem. + +Det var Madam Bolling selv, som kom og slog paa hendes Rude. + +Det var rent forskraekkeligt med Bolling. Maelet havde han ligesom faaet +helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var +ikke til at holde i Sengen. + +Laegen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen. + +Tine maatte blive derhjemme. + + + + +VI. + +Paa anden Nat sad Tine hos Faderen. + +Han talte uafbrudt og bad og vilde hore laese--Psalmer og Skriften. +Tine laeste og laeste. + +Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Sovne rokkede og +rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs. + +Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Vaeg. Madam Bolling havde +faaet en Dyne ud paa Kokkengulvet for at finde lidt Hvile. + +-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder! + +-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu.... + +Som en Orkan forte Stormen Kanonernes Don hen over det rystende Hus. +Blaesten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lod +som Gevaerernes Knitren. Og fra Vejen i Morket horte man i Larmen de +utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra +Sonderborg--paa fireogtyvende Time. + +-Hor, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bolling i sit +Kokken. + +-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet. + +Madam Bolling blundede hen og stonnede let i Sovne. Dagen begyndte +graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, laenet mod den sitrende Mur. + +Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Sovn, +horende Kanonernes Dron dumpt gennem Blundet. + +Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin +Plads. + +-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dogn havde hun knap vaeret +udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lod. + +-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bolling, der tog fat paa det daglige +og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun foler Selen og +slider. + +-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun. + +Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. + +Vogn efter Vogn sled sig endelost op forbi Kroen. Kvinder og Born sad +paa de usikre Laes som dinglende Bylter i Regnen, sovndrukne midt under +Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, +ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slaebte. +Born, hvem Regnen blindede, lob mod Vogne og Traeer, og skreg, mens de +tumlede videre. + +Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne horte man ikke under Kanonernes +Brol. + +Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gaerde. I Huset +var alt opgivet. Natten lang havde Dorene ikke staaet. Fra alle Veje +lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Sovn eller Ro. +Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser. + +I Gaarden holdt forladte Flyttelaes, som var uden Ejermaend, midt i +Regnen. Tre Maend laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte +Kapper, og et Par vildfarne Born var faldet i Sovn paa Loftstrappen, +indsvobte i et Sjal. + +Ingen Dor var lukket, og Snavset, som var fort ind af hundrede +Vejfarne, var storknet paa alle Taerskler. I Dagligstuekakkelovnen +taendte to Fremmede Ild. + +Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor +de var, og de sogte Hvile for det tunge og bedovede Hoved ved at laene +det mod Vaeggen, der skaelvede. Faa talte. Fra Bergs Stue horte man en +skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende +uafladelig, sanselos og jamrende, slog de udbredte Haender ned mod sit +Skod--: + +-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har! + +Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen +skottede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne +Dore, som vilde den slynge dem los fra de sitrende Karme under +Kanonernes Larm. + +Tine kaldte og Stojen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i +Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved +viklet i et Lamasjal. + +-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over +Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud! + +Tine gik og kaldte igen: + +-Maren, Maren! + +Ingen svarede. + +Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, +frem over Gaarden, som stod alle Laenger i Brand, ud, hvor Lars +Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var lobet bort. De stod +paa Markhojen--forfaerdede foran det braendende Land. + +Orkanen slog Rogen som vaeldige Skypumper frem over Landet; Gaarde +braendte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften +saas Granaternes rode Buer, og Jorden skaelvede under Fodderne som et +Dyr, der stonner. + +Rundtom paa alle Hojder stod i den strommende Regn Maend og Kvinder som +Stotter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud +over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer. + +-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie +uafladelig ved; hun fulgte i Haelene paa Tine hvor hun gik og stod, +mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Maelk og Brod (der var ikke +anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste +Bornene at spise. + +-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var +inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie +jamrede hojt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af +alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud.... + +-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der oste Maelk op i Tallerkenerne, som +Sofie skulde baere rundt. + +-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfaerdigere; hun faldt i +Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte hore igen om +"al den Elendighed". + +-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet. + +Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev +Kanonernes Bulder hen over Huset. + +En ny Strom af Flygtninge begyndte at banke paa Dorene. Baronen lod +dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedoren, geskaeftig som +en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrebillet af hver: en +Skildring af Bombardementets Raedsler. + +Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til +Saede. + +-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den +fordaervede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klaeder. + +En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsaek og lob +omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, for den +barsler, bad om blot et Braedt til at laegge over sine Knae, saa han +kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor +allerede to Born sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med +Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Raekke i +Vindueskarmen. + +Der kom bestandig fler; gennemblodte, overdaengede med Smuds stod de i +Gangen foran de overfyldte Stuer og slovt, uden Ord, vendte de tilbage +til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Ojeblik, en +halv Time--og de satte sig, med Born i deres Arme, paa Loftstrappen, i +Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Sovn det Nu, hvor de +satte sig. + +Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev +lagt i Pigernes Seng. + +Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "to op" og de vaagnede til +Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, graedende for deres +Hjem--uden at hore paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud +med Ejendom, Pengevaerdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, +der intet horte, men kun talte selv, ramt af samme Skaebne, hidsig og +fortvivlet som en bedragen Jode paa en Markedsplads, taellende +Vaerdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne +taenke, forstenet igen, foran Hjemlosheden; deres Hus, der var styrtet +sammen, deres By, der var lagt ode, deres Hjem, som var skudt ned. + +Mens Modre, med Born ved deres Knae, kun blev ved at graede stille. + +De traengte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende +alle Kroge, traengende sig ind allevegne, som var de Folk, der var +komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens +Baronen blev ved at lobe om, purpurrod, sporgende om "nye Detailler", +udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra +Kobenhavn, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortaelling, ingen +horte: + +-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke +hyggeligt. + +Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden +havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet +at ligge. + +-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt +under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt: + +-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt. + +Et Par Kobmaend talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde +godt forsikret gamle Ronner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert +Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager horte man +uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme +Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refraen. + +Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke +mer; her gik hun kun rundt som en dov mellem fremmed Jammer. + +Tine gik Baronen forbi, der stod taet ved Doren, og hun horte ham +raabe: + +-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det +gaelder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retraeten, +har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gaelder ... Og der falder en +Granatregn nu over Broerne.... + +I Gaarden stod de dodtraette Heste ludende og dog med loftede Oren +under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Laes. Tine gik dem forbi +og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med +fremstrakte Halse brolede Kvaeget kort og angstfuldt, med store, bange +Ojne, mens Tojret raslede svagt. + +En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den +Blissede, Herlufs gamle Ko. + +Og overvaeldet, afmaegtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og +som hun kendte, graed Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at +slikke hendes Haender. + +Hun gik ud, mens Koerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet +ved Loen horte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede +dem ud og med skaelvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, +som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig +Angst og trykker sig op imod Jaegeren. + +I Alleen kom der atter Flygtninge imod hende--Korende og Gaaende. + +-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden +Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord +uden Vilje. + +Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, +gik mellem Vognene, bedovede, svaertede og blege. Officerer af Staben +red ind paa Marken for dog at komme videre. + +Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte: + +-Hvor ligger tredje Regiment? + +-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren. + +Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at +lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu: + +-Han laa ved Broerne. + +Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost. + +-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig. + +Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som horte +Klokkerne og vilde ud af Sengen. + +Tine lob ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Haenderne, mens han +raabte: + +-Bed, bed, lad os staa op at bede. + +-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen. + +-Lad de Ugudelige bede.... + +-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog +Praestekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slor +og hun horte dem ikke: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +-Laes, laes, skreg den Syge hojt; han satte sig op og hans glasagtige +Ojne var som ispraengte med Blod. Laes, laes, og han krammede om Bibelen +paa sin Dyne. + +Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Don. Ude i Kokkenet hulkede Madam +Bolling hojt. + +-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Laes, +--horer du--laes ... lad os alle bede. + +Tine knaelede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran +hendes Ojne, og hun laeste og laeste og vidste ikke, hvad hun laeste: + +-"Herre vaer os naadig, vi have biet efter dig, vaer aarle vor Arm, vor +Frelse i Nodens Tid". + +-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Ojne: bed, lad os bede. Gud er +almaegtig. + +-"Og Himlens Haer skal svinde og al deres Haer skal visne. Til Dom skal +mit Svaerd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban". + +-Gud er almaegtig. Gud er almaegtig-- + +Tine laeste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv horte hun +ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Oren kun +tomme Lyd: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han hojere end hun, naesten +som med Triumf--alle Esaias' Raedsler. + +-"Herrens Svaerd kender Blod og det er maettet af Fedme, af Lams og +Bukkes Blod, af Vaedderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i +Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...." + +Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge horte efter den og +talte sagtere: + +-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Rogen deraf skal opstige +evindelig. Det skal vaere ode fra Slaegt og til Slaegt, fra Evighed til +Evighed skal ingen gaa igennem det". + +Langsomt blundede Bolling hen, og de febrilske Haender blev stille. + +Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken horte hun Soldaternes Sang: + + Vor egen Magt, den er kun svag, + let kan os Fjenden faelde; + men En antager sig vor Sag, + omgjordet med Guds Vaelde: + Det er den Herre Krist, + og Sejer faar Han vist! + Der er ej anden Gud, + Han drager med os ud. + Han Marken skal beholde. + +Den Syge mumlede i Sovne, men Tine horte det ikke: hvor staerkt de dog +sang derinde--_de, som skulde do_. + + Og myldred Djaevle frem paa Jord + og os opsluge vilde, + vi frygte dog ej Fare stor, + de deres Trusler spilde. + Lad rase Morkets Drot + med Logn og Mord og Spot. + Han har dog faaet sin Dom, + da Krist til Jorden kom: + Et Ord ham nu kan faelde. + _De_, som kunde do--do og faa Fred! + +... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Praesten var allerede kommen +tilbage og tog Praestekjolen af paa den anden Side Sengen. + +Madam Bolling bragte ham Kaffen og Kringlerne. + +-Aa, var det nodvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne? + +Og han nod Kaffe og Tilbehor, siddende ved Fodenden, med et rort Blik +paa den sovende Syge. + +-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhorere, sagde han +og pegede ud mod Kirken. + +-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt. + +Hun bragte Praestekjolen ud til den ventende Vogn, men Koretojet kunde +ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kaempende +Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhoje Mudder og +Hestene stansede skaelvende og blindede. Familjevis kaempede Menneskene +sig frem. Born og Kvinder og Maend, bukkende sig for Storm og Regn, +der piskede deres Ansigter, foleslose--naar de blot kom frem, kun frem. + +De skubbede sig forbi Kanoner og stonnende Dyr, forbi Saarede, der +jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Born, der skreg ved +Vejkanten, og de saa dem ikke, fordi de ikke var _deres_. + +Og selv deres Klager var dode. De bar heller ikke mer, mens de sled, +rimelige Ejendele, men de slaebte kun bevidstlose, hvad Skraekken havde +givet dem i Haenderne. Born bar Husgeraad uden Vaerd, gamle Kvinder +holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der +strommede, udviskede Billedet af deres forfaerdede Ansigt. Modre bad om +Ly, blot for deres Born, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik +videre fra Dor til Dor, for der var ikke Rum. + +Gennem alt, Storm og Kanondron, der fik Pladsen til at skaelve, horte +man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nogne Vogne +stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dodtraette under altfor stor +Elendighed, havde kastet dem uden Medfolelse. + +Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade +Gravstene. Foran Porten spaerrede en Marketender Vejen for alle og +solgte ud fra sin Vogn, geskaeftig udskrigende sine Aagerpriser, mens +hungrige Born spiste begaerligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr +og Mennesker jog den Kroblede, falbydende sit Ol, mens den fyldte +Skindpung slog klingrende mod hans Krykker. + +Forfaerdet stod Praesten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn +satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Bornene faldt og skreg og Vogne +tornede mod hinanden. + +Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun +skulde i Forretning. + +Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og +raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle +Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens +de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for +at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de +Flygtende. + +Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at +skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slaebte +Vognparkens vanrogtede Dyr nye Saarede. + +Det var en Vogn med haardt Kvaestede. Der _maatte_ skaffes Plads. De +_kunde_ ikke bringes videre. De Naermeste stansede ved Skrigene, da de +Saarede bragtes op ad Skolens Trappe. + +En Laege fulgte. Forvirrede lob forasede Sygepassere efter Vand og +efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne +Kvaestede stonnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Laerred og der +var ikke Charpi. + +Tine lob efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa +der, paa udbredt Halm, Born og Kvinder, Side om Side. Frysende Born +graed rundt om Skorstenen paa Stengulvet. + +Madam Henrichsen fik Laerred og Klude frem, siddende i sit plyndrede +Spisekammer, vragende laenge, mens Tine ventede, utaalmodig, med de +Kvaestedes Stonnen i sit Ore. + +Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod +hun Munden lobe: + +-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et +fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde +ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene.... + +Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skaeldte hun paany sine +Piger--den hemmelige Angst for Tinka ogede Dag for Dag hendes +Raseri--: + +-Om de laa ene i Naetter som disse? Taget faldt over dem og de flod med +Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Ho ... Tojter, Tojter, raabte +Madam Henrichsen, mens hun skubbede Laerredet til Side. + +Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, +gik hun gennem Stuerne og horte atter Pladsens Stoj. Som i Blinde gik +hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Traethed, +syntes hun, hun saa--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok +Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde +hun: + +-Han er dod. + +Hun gik op. Hun gav Laegen Charpi og Laerred. Han var i Arbejde: en af +de Kvaestede stonnede hojt under hans Haender. + +-Aa, aa, ror mig ikke, be'er jeg--ror mig ikke, be'er jeg, be'er +jeg.... + +Laegens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg +var hun--og hjalp. + +-De taaler at se Blod, sagde Laegen, der gik til den naeste. + +-Ja, svarte Tine blot og fulgte. + +Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han +rallede. + +-Daek ham til, sagde Laegen og gik forbi. + +Sygepasseren slog Kappen over den Doende. + +... Laegens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til +fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem +opstillede Bukke. Madam Bolling var kommen ind for at hente Laegen. +Bolling var vaagen nu igen og saa urolig: + +-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset, +sagde hun; hun saa hverken Kvaestede eller Syge, hun taenkte kun paa +Bolling, med hvem det var saa rent forkert. + +Laegen gik ind og lod Tine blive. + +Det begyndte at morknes. Tiere og tiere aabnedes Doren: de flygtende +Stakler bad om Nattely kun--forgaeves. + +-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng. + +-Ja. + +Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa +faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid +hjemme, i Viborg, ved Soen--med "de unge Piger". + +Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende +Ruder horte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand. + +-Annie, Annie, kaldte halvhojt Appel i Feberen Tak--at du kom. + +-Om lidt blir her koligt--hans Stemme lod saa mildt--saa gaar Solen +ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen.... + +Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt: + +-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa +god ... hvor du er god.... + +Sygepasseren vendte Hovedet: + +Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse +hun paa langs henad Sengen--som en Klud. + +Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig. + +-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men +foj ham blot; det kan dog ikke skade--desvaerre. + +-Og _gaa_ saa derind. + + * * * * * + +... Bolling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer. +Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa +Stromperne paa ham: + +-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender. + +-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. + +-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge +gik uafladelig. + +-Ja, Fa'er, ja. + +Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af +alle Kraefter. + +-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klaederne +fik han forkert paa. + +-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i +Taarnet. + +Han tog Tine om begge Haandled. + +-For det er _Jorden, der braender_, sagde han og begyndte selv at +skaelve: Forstaar I, det er Jorden, der braender ... + +-Ja, Fa'er, ja! + +-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og +aandelos: Der er Ild i Jorden--horer I--horer I ... der er Ild i +Jorden. + +Og pludselig, greben af Raedsel, rev han sig los,--mens Madam Bolling +skreg--byldtende alt omkring sig, Klaeder og Taepper, raabende, +ustanselig, skrigende paa Lygten: + +-Lygten, Lygten--skal vi ikke se, hvordan Jorden braender? Og han +begyndte at le. + +-Jo, Fa'er, jo. + +-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bolling. + +-Hent Tinka, sagde Tine aandelos, folgende Faderen, der lob ud og ind, +ud og ind. + +-Ja, aa ja,--Madam Bolling lob uden Sans. + +-Lygten, Lygten, skreg den Syge. + +-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og taendt. + +Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold +dig til mig, hold dig til mig og pas paa. + +Den Syge lo hojt og laenge gennem Larmen. + +-Vi vil se, hvordan Jorden braender ... Gud har sat Ild pa jorden, +sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede. + +Han gik ud Han vilde ikke stottes. Han loftede, staaende paa Trappen, +den svinglende Lygte hojt, saa Lyset faldt over de Flygtendes +Ansigter. + +-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort. + +Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af +forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under +Kanonernes Larm. + +Bolling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den +loftede Lygte, paa det overste Trin--Hatten tog han af, som om den +strammede hans Hoved. + +-Fa'er, kom. + +De gik og de stodte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bolling +var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens +Haekker og snublede over Stene. + +-Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron. + +Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben. + +Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev +den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. + +Doren slog i for de hylende Hunde. + +-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine. + +Madam Bolling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun +tog den. + +Stigen stod for dem, op i Morket. Dens Trin var altfor hoje--mellem +dem laa Natten, som vilde den sluge dem. + +-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka. + +De gik bagest, for at gribe Bolling, om han faldt. Men han klavrede +op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne +over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod +alle Luger. + +-Tinka, pas paa, pas paa. + +Bolling vaklede i Morket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe +og de ogsaa--paa det faste Loft. + +-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bolling rev i Lugerne, og +Tine sled dem op. Uglerne floj dem, skraemte, forbi med korte Skrig, og +Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til +Brand. + +Den Syge talte ikke mer. Forfaerdede stod de alle foran de aabnede +Luger. + +De saa gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rodt--som Randen af +et Hav, mens bag det, paa Hojderne, Huse braendte i Grunden med dunkel +Flamme, som vilde den rode Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den +tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af +glodende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes +Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres +Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kaempebaal. + +Under sagte Jammer, med sammenknugede Haender faldt Madam Bolling ned +mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand. + +-Det er Oen, der braender, hviskede hun. + +Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte +alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som +onde Dvaerge. + +Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede. + +Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte +skulde stanse. + +-Den dejlige O, den dejlige O, hviskede Madam Bolling de utallige +Gange. + +Tine havde loftet Lygten, hojt over Trappen--hun lyste for Berg, der +kom op: + +-Det var ham, det var ham. + +Hun talte ikke, rorte sig ikke heller. Hun skaelvede kun, fra Isse til +Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Haender. + +De andre vendte sig knap. + +Han stod hende ganske naer, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, +mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Foraeldrenes Ryg. _tog_ han +hende, daekkende hende med Kys. + +Bolling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte +dem med Jubel. + +Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bolling Sovemiddel. + +-Men _De_ traenger til Sovn, vendte han sig til Tine, hvis Ojne var +blanke og vidtopspaerrede, som saa hun et Syn. + +-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg. + +De gik. + +Heste og Vogne og Mennesker blev til et i Natten. Berg og Tine _lob_ +gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde. + +Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, +tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begaer. + + * * * * * + +Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet +til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt +oploste Seng. + +Hun satte sig op og mumlede: + +-Det er en Bespottels' af Gud. + +Men Maren faldt kun ned uden at hore hende og sov som en Sten. + + * * * * * + +Regnen var stanset. Luerne fra Sonderborg flammede over Landet. + + + + +VII. + +Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks +Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem. + +Tine lob hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom. + +Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblodte Vej. De +vendte Hovederne og saa efter Tine, der lob dem forbi--hendes Ansigt +var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Slojfe faestet i sit +Haar under Sjalet. + +Ved Stien ned til Huset holdt den Kroblede med sin Vogn. Han havde to +"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Ol over hele Oen. + +Han talte med sin kvaekkende Stemme--Tine saa op i den lyse Himmel, +Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--: + +-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin hoje, klare +Stemme, og hun lob ind til Ane. + +Ane sad, mens de to Born kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede +mange Kobberskillinger i Kraemmerhuse. + +-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten? + +-Ja, sagde Ane, Gud ske Tak--det er Ollet. + +Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Monter. + +-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden: + +-Men _Luft_ maa her ind. + +Hun stodte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men +det var spigret. + +-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sommene bort +med et Par rappe Haender. _Saa_! + +Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende +ved Vinduet--Signalerne lod saa grant og kaekt under den lyse Himmel. + +-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte. + +Ane horte ikke. + +Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine +Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjaelp under +Regningen. + +En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den +og brolede, da Ane tog den. + +-_Kom_, sagde Tine og tog Knaegten op; hun lob gennem Stuen med ham i +de loftede Arme: + + Og det var Ridder Ro + og det var Ridder Rap + Tip-Tap. + Og det var Ridder Snip + og det var Ridder Snap + Tip-Tap. + +Knaegten lo, mens hun sang og loftede ham hojt: + +-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne +_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten. + +Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med +Drengen paa sit Skod. + +Ane blev ved at taelle sine Tutter. + +-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke +Luft. + +De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned. + +Tine satte Drengen bort med et Saet. + +-Der er de, sagde hun og stod op. + +Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende +Trup. + +-Nu naaer de Bakken, horer du? + +-Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt. + +Tine lyttede, mens de kom naermere med tunge og traette Trin--ned ad +Bakken nu. + +-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bojede Hovedet lidt ned +bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende. + +-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saa op fra sine Skillinger. + +De forste Raekker kom forbi--tyndede og sorgmodige. Officererne gik +ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Raekke fulgte paa +Raekke--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvarter. + +-Saa stille de bli'er, sagde Ane. + +Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen: + +-_Der_ var han--_der_ saa hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ... +nej, han drejede ikke Hovedet; han saa hende ikke, at hun var der; gik kun +saa traet som de andre--forbi som de andre. + +De var alle forbi, og man horte kun den Krobledes skingrende Stemme og +et Par pludselige Kanondron over Landet, der syntes at hilse Solens +Nedgang. + +-Farvel, sagde Tine, der stod ved Doren; og hun gik hen over Markerne. +Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende, +sagde hun: + +-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glaede: hun +skulde troste ham, pleje og troste ham. + +Hun lob staerkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken. + +Hun maerkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skont den var fuld +af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dodt +og uden Stoj. + +Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og graed, sagte, uden +Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de gronne Bukkar +og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen. + +Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun +lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og +daekkede, og hun saa til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes +silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han +skulde drikke. + +Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med +ingenting; hun taenkte ikke paa, at han tovede--lykkelig ved kun at +sysle her, hvor de skulde vaere sammen. + +Saa horte hun hans Trin, og hun gik hen mod Doren. + +Hun rakte Haenderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke +igen--han saa dem ikke; og Ordene, hun havde laengtes efter at sige, +hun fik dem paa en Gang ikke frem; hun stod kun maallos, ventende, i +uforstaaende Angst foran hans aandsfravaerende Ojne, der ikke saa +hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende. + +Hun gjorde kun en Bevaegelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun +gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte +det, mens han traet satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig. + +Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brod (vel +ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og +frygtsom, mens hun naeppe berorte hans Skulder med sin Haand, sagde hun +sagte: + +-Var det saa forfaerdeligt? + +Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme. + +-Forfaerdeligt, sagde han kun. + +Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes +Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine +trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brod frem af hendes +Ojne. + +Saa bojede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede +han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber. + +Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der +fryser--frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. + +Han svarede kort, i en Tone uden Liv. + +Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal +endnu mere tonlost. + +Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng. + +Over dem hortes Officerernes traette Skridt; deres traege Tale var gaaet +helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme +hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod +sit Bryst. + +Tine losnede hans Haand fra sit Hoved og stod op: + +-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden +Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun haengte ved denne ene Tanke. + +-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik. + +Tine fulgte. Hun gjorde i Kokkenet alt i Stand. Officererne kom tause +ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, +graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Ojne. + +Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe +den ind. + +"Skovriderens Ret" bar Tine selv. + +Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, +mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en +ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig. + +En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne +Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig +samme Udtryk i alle Ojne som en stirrende, bestandig Grunden. + +Tine bod "Retten" om og kom til Berg. Han saa op paa hende, men hun +var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere +bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme. + +-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg. + +Der gik blot en hastig Skaelven hen over Tines Ansigt og hun forsogte +at smile som til et Ja. + +Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamaelte, satte de sig rundtom +og fulgte med Ojnene Rogen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op +og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre, +mekanisk, som En, der forfolger en eneste, fix Tanke--og satte sig +igen paa den Plads, som han lige havde forladt. + +Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik +eller maaske blot for at hore hans Stemme og vaere, hvor han dog var. + +Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor +skingert. + +En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund: + +-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg. + +Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der +stod op: + +-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise. + +Lovenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig +stiv--som en Automat--mens han sang: + + Har I laest den Berlingske Avis-- + eller har I hort'et, + at en fornem Hertug i Paris + har sin Kone mordet? + Hun var lige gaaet i sin Seng, + dromte om sin Manne,-- + han hed Hertug Choiseul Praslin, + hun hed li'esaadanne. + +Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Folge--en Englaender og +den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens +Lovenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede +Munde, laenede Hovedet mod Vaeggen, stirrende ud i Luften: + + ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, + spurgte: "Hvad behaver?" + Men ved nojere Eftersyn hun fandt + Fruen rent Kadaver. + Hertugen den Tyverad + vaskede sig i et Fad, + aad en Ret forgiftet Mad, + braendte saa sin Slobrok. + Tralala, lalala, tralala. + +Sangen var holdt op, uden at nogen maerkede det--knap nok de, der sang. + +Og i den pludselig stille Stue horte man Englaenderens Stemme, der +sagde: + +-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol. + +Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom +horte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til +hinanden. + +I Dagligstuen sad kun den kobenhavnske Korrespondent, der holdt fast +paa en enlig Kaptajn og endte alle Saetninger med at sige: + +-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne. + +-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet horte--i hans Oren lod +kun bestandig Skansernes fortumlende Stoj. + +-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over +Broerne. + +Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Kokkenet, +langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa. + +Hun horte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Doren--men +han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer. + +Hun taenkte ikke mer paa at afdaekke det lille Bord og ikke paa at tage +Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saa det ikke mer: +hendes _Liv_ hang kun i magtlos at vente. + +Det slog et Par Dask paa Doren. Det var Tinka, der kom bralrende ind. + +-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog se, om Huset stod endnu--jeg +kommer fra Per Eriks'. + +Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt. + +-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der losnede sit Sjal. +Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun. + +-Vel derinde, sagde Tine uden at rore sig. + +Nu saa forst Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom dode Stemme--og +pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen +havde spist, og Vaeggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som +var hun uden Liv og Blod. + +-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany. + +Det var som Tine forst rigtig horte nu, da hendes Navn blev naevnt; men +hastig vendte hun atter Oret mod Vinduet. + +-Nu gik han forbi. + +Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog +hendes Haender, der var kolde og stive, som var de livlose. Hun fandt +ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, +glatte og glatte det. + +-Tine, Tine, sagde hun. + +Tine loftede blot sit tunge Hoved og et Ojeblik saa hun paa Tinka med +Ojne som en Hinds, der doer--_uden at fatte Doden_. + +Tinka lod sine Haender synke, og endnu en Gang saa hun rundt i +Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet. + +-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde. + +Hun tog Tines Haender, der ikke gengaeldte hendes Tryk; og stille gik +hun ud. + +Da hun kom frem ved Laengen, modte hun Berg. + +-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra? + +-Fra Tine, svarede Tinka haardt. + +-Godnat. + +Tinka lob ned ad Alleen--og, mens hun taenkte paa Lovenhjelm og paa ham +den anden, den Fremmede, der havde vaeret der i Kroen kun den eneste +Nat, loftede hun pludselig sine Haender som til en Trudsel eller kun i +Fortvivlelse. + +Berg gik videre; i Laengerne var der stille, alt var til Ro. + +Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dodtraethed ikke en Gang +kunde sove. + +-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne. + +-Ja, haard, sagde Berg. + +Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Morke, saa det gav dumpe Genlyd +i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod. + +-Og heller ikke Sovnen er kvaegende, sagde han langsomt. + +Berg svarede ikke. Men de taenkte begge paa den tunge Dvale, der faldt +over de Dodtraette, mens Dagens Raab: "Daek Dybbol--Daek Avnbjerg--Ragebol +daek" blev ved at skraemme de lammede Sovende. + +-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_. + +De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste, +Haandtrykkene Kammerater imellem. + +Berg aabnede Doren til Dagligstuen, og i Kammeret horte Tine hans +Skridt, der dode bort. + +Hun bevaegede sig ikke, stille sad hun og skaelvede kun som af Kulde: + +-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter, +til det bliver stille. + +Man horte Kanonernes stigende Dron og en enkelt Sovnlos' Fodtrin frem +og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst. + +Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine horte +Korrespondenternes Stemme paa Trappen: + +-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den +Sortsmudskede. + +Og Baronen svarede: + +-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder. + +Doren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin dode hen over Loftet. +Kun den Sovnlose gik og gik. + +Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun +tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog +kom". + +... Hun foer sammen--det var hans Trin. + +Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da +han kom. + +Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Laender +smertede: + +Hun smilede og sagde: + +-De kom dog. + +-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bojede sig over hende. + +... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dodt. Ord fandt han +ikke, men kun Kaertegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv. + +Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun +ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om +Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berovet: + +-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt. + +-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Sporgsmaal. + +Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begaer--mens +Kanonerne sang. + + * * * * * + +Det var over Daggry. + +Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt +loste Klaeder foran den store Seng. Der var hun falden hen og sad og +nikkede. + +Maren vaekkede hende. + +Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse: + +-En ved virkelig ikke, hva' du taenker--det er den lyse Morgen.... + +-De _tor_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og +smed sig i alle Klaeder, yderst paa Sengestedet. + +Maren kom ikke af Tojet mer. + + + + +VIII. + +Det var naeste Formiddag: + +Tine gik bort fra Vinduet, da hun saa sin Moder komme gennem Gaarden. + +Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke +vaeret hjemme. + +Hun lob ind i sit Kammer, men hun horte allerede Moderens Stemme i +Kokkenet, og hun aabnede Doren. + +-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lod utaalmodig eller +vred. + +-Aa, Tine, saa laenge vi ikke har set dig, sagde Madam Bolling, der kom +ind. Og din Fader har vaeret saa syg--og din Fader har vaeret saa syg ... saa +laenge, saa laenge ... Aa--det har vaeret slemt--det har vaeret meget slemt. + +Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den aeldede +Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal +af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt: + +-Tror du, her har vaeret bedre? + +-Nej--aa, nej, sagde Madam Bolling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt +ind i Tines Tone, skaendende eller hidsig, sagde hun: + +-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot se dig. + +Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt +for, hojt, saa man horte de skaendende Stemmer ud gennem Doren. + +Madam Bolling brod op. + +Paa Taerskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var +forresten Lieutenanten, der gaerne vilde se hende. + +Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun folte, da hun var gaaet, kun som +et stumpt Ubehag mer. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var +haendet en Fremmed, et andet Menneske eller for laenge siden.... + +Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde +de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i +Gaarden--de kom fra Stillingen bedovede og tilintetgjorte af Stojen +blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren. + +Officererne samledes i Klynger, og paa en Gang--ingen vidste, hvorfra +Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, et, +to, havde vaegret sig ved at gaa over Broerne. + +Kanonernes Don holdt ikke inde et Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, +og fra Majorens Stue hortes korte, hastige Stemmer, mens de Unge +ventede, raadvilde og tause. + +Hans Hojaervaerdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og sogte +Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, +mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne +gjorde deres Dont uden at se og uden at taenke. + +Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, +mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Doren til Majorens Stue gik op, og +Hojaervaerdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de +gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrom af, og de +vendte tilbage til deres Heste. De folte ikke mer Dyrene under sig og +ikke deres egne Lemmer, og deres Ojne braendte som hos en Lods, der +strider med Morket. + +Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde sporge. Fra Majorens Stuer +horte de Hojaervaerdighedens Stemme hoj og ophidset. Han havde hort, fra +Hovedkvarteret hort, at Skanserne, at Stillingen skulde rommes. + +Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke taenkes: +Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang. + +Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun +med Blikket faestet paa Vinduet: i Alleen gik de stilfaerdige, ludende +Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i +Solen. + +Hans Hojaervaerdighed saa intet. Han gik kun ophidset op og ned med +store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte hojere og +hojere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog. + +-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil +ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger. + +-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog +Ojnene bort fra de Doendes Tog, som fortes hjem i Solen. + +Begge Herrer taug og Hans Hojaervaerdighed brod, lidt forvirret, op: han +vilde kore om ad Hovedkvarteret. + +Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, +hvor han modte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans +Hojaervaerdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig hojt naesten: +kun _hans_ Tribun-Rost lod lige fyldigt op med Kanonerne. + +Doren til Kokkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og +Maren i samme Raekke--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer +og slog Affaldet ud. + +Hojaervaerdigheden talte til Tine og spurgte til Bolling. + +Hun loftede kun sit Ansigt og saa paa ham som forstod hun ikke, med et +Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse. + +Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Ojnene glide hen over +Sofies og Marens forasede Figurer: + +-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden. + +Hans Hojaervaerdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen korte +med: man maatte dog have Efterretninger. + +-Ja, sagde Hans Hojaervaerdighed, da de bojede ud af Alleen: Om blot +Haeren stod ret paa Hojde med vor Regerings Energi. + +Berg horte ikke den bortrullende Vogn--han saa kun Tines Ansigt, da +hun loftede det mod Provsten. Forgaeves gik han to Gange frem over den +lyse Gaard, hun saa ham ikke og rorte sig ikke. Han taalte ikke, han +udholdt ikke at se paa denne Stilling og dette Ansigt. + +Og han slog paa Ruden: + +-Kom, sagde han, vi gaar op paa Hojen. + +Hun loftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun +fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet +og tog sit Sjal. + +Hun horte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; +heller ikke hans Stemme naaede hende laenger. Hendes forvildede Tanker +taenkte kun et: han elsker ikke mer. Og Sjael og Legeme folte kun en +Smerte: Gyset fra inat. + +Fuglene sang over Engen; alle Buskes klaebrige Knopper lyste--i +Udspring--i Solen. + +Lidt efter lidt var Berg traet holdt op med at tale; han fik jo intet +Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbojet +Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde +kunnet attraa dette Menneske. + +De naaede Hojens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Don. Saa +saa de fra Toppen det haergede Land, mens de stod ved Siden af +hinanden. + +De gronne Agre var nedtrampede og Flokke af herrelost Kvaeg lob hen +over Markerne. Vejene laa som morke Sumpe og de afbraendte Huses +svaertede Mure gabede op imod dem. + +Bag Skoven stod Ronhaves Brandsojle op som et Sorgebaal, der naaede +Himlen. + +Signalerne begyndte at lyde og de klang magtlose mod Kanonernes Brag. +Skanserne kastede Rogen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det +i Nat. + +Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saa han ud over den skaendede +O og sagde sagte: + +-Hvor Marie dog elskede denne Plet. + +Tine horte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse folte hun +ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde +hendes Ojne ondt. + +Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem +mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, +der paa den donende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange +Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden +af tusinde vaeldige Malmklokker. + +Tine var gaaet ned ad Hojens Kam. + +-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede. + +-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen. + +Hun gik bort fra Hojen. + +Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og +han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en naesten ulidelig Smerte +saa han alt, hvad han havde gjort. + +Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i +det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bolling, af +hendes Ojne, hendes Ojne, der ikke mer kunde graede, og af hende, af +Tine, saa livlos, som var Sjaelen dod i hendes Krop. + +Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som +tilhorte ham og hans--saa han Plet for Plet; og han saa deres +Ansigter, de gode Ansigter; og han horte deres Stemmer, de gamle +Stemmer. + +-Det var ham, ham de havde elsket som en Son.... + +Det var, som hans _Sjael_ var saaret. Kanonernes Don lod som et fjernt +og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saa ud som noget kravlende +Smaat. + +-Ham havde de elsket som en Son. + +En Officer stodte til hans Arm: + +-Kanonaden stiger, sagde han. + +Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: + +-Synes De? sagde han. + +Og han gik bort fra Hojen. + +Officeren saa efter ham--Berg naesten vaklede, mens han gik. + +-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saa efter sin +Vaabenbroder. + +Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa +Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens +taendte Lys. + +Saa vendte han hjem. + +Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa +Side, omme, braendende Ord til sin Hustru. + +... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem +Alleen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saa. + +Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog. + +Det var Naturalforplejningen, Kod og Mel og Brod, der transporteredes +forbi paa mange Vogne. Tines Ojne faldt paa de Heste, der gik hende +naermest. De sled sig, laadne og vanrogtede, duvende frem, med matte og +udslukte Ojne, mens de traege Kuske lod Piskene jaevnt falde ned over +deres Ryg. + +Men Dyrene gik kun som for i samme traette Skridt--som om Slagene ikke +kunde smerte dem mere. + +Tine blev staaende og hun fulgte med Ojnene Spand efter Spand. + +Langt fremme paa Vejen horte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de +lod Piskene falde slovt over Dyrenes Rygge. + +Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Ojne. + + * * * * * + +Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille. + +Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Hovlspaaner mellem den +nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjael +sammen og bestrog dem med Sort. + +Tine gik op ad Trappen og hun loftede Klinken til Skolen, hvor Luften +var tung og sodlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Son. + +Timevis havde hun ikke rort sig, fra hun kom, ikke spist og ikke +drukket: hun sad kun stum og saa paa Sonnens Ansigt, der var blevet +saa lille som da han var Barn, og paa hans Haender, hans urolige +Haender. + +Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe. + +Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod +raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen. + +Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud +af hendes Ojne, havde hun sagt: + +-Han er jo saa ung. + +... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort +hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun: + +-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. + +Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, +maatte kalde dem frem. + +Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og +stirrede paa det blege Ansigt. + +Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at +ringe--man horte dem knap gennem Kanonernes Larm. + +Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at laegge sig +over Rummet. + +Fru Appel sad kun som for--foran sin slumrende Son. + +Madam Bolling kom ind; hun turde naeppe hviske. Men hun sagde dog til +Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme: + +-Du kommer dog ind? du kommer dog ind? + +Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der! + +-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bolling, her er Elendighed nok til os +alle. + +Det var naesten blevet morkt. Fra Sengen horte man de Saaredes sagte +Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, +her, hvor et Menneske dode--og Livet var forbi. + +-Han vaagner, sagde Fru Appel. + +Halvt i Sovne begyndte han at klage. + +Tine stod sagte op og taendte stille Lampen og satte sig igen. + +Den Doende slog Ojnene op, men han saa ikke mer--de store Ojne var +brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen. + +Moderen laa ned ved hans Seng: + +-Ja, Max, ja--gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun. + +-Ja, Max, Ja--gor det saa ondt? + +Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter +Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. + +Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin +Datter, til hun stille vendte tilbage. + +Den Doende rallede hojere: + +-Ja, Max, ja, gor det saa ondt? gor det saa ondt? + +Han blundede igen og atter vaagnede han. + +Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der +dog som forunderlig stille. + +-Loft ham, loft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Haender. + +Hvor hans Aande blev svag og hans Haender stive. + +-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte. + +-Ja, Max, ja. + +De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svaert, saa tungt; Moderen +havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage. + +-Laeg ham--laeg ham. + +De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lofte Hovedet og han +sogte om Ord: + +-Annie--Mo'er--Annie--horer I Fuglene? + +Og idet han strakte de stivnende Haender frem og smilte, sagde han: + +-Ja, hvor Livet skal blive smukt. + +Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage. + +Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine +trykkede hans Ojne til. + +Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der +var stive, og hans Ansigt, der var koldt--laenge. Time paa Time. + +Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste +ingen Trost. + +Madam Bolling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Kokkenstolen bag +Doren. _Der_ kunde hun hore, naar Tine gik. + +-Der var hun--nej--hun kom ikke ind. + +Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor +Tine allerede var ved Doren. + +-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun. + +-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun. + +Madam Bolling gik hen til hende. + +-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og vaere vrede paa hinanden, sagde hun, +skal vi nu ogsaa vaere vrede paa hinanden.... + +-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig los--men nu er det jo silde ... Godnat. + +Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen +og Doren slog til. Hun var borte. + +Madam Bolling vendte tilbage. Hun kom ikke laenger end til Stolen ved +Doren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det +stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hortes de Sovnloses Skridt over +Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer. + +Uden at vide det begyndte Madam Bolling at vandre som de--en rokkende +Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, +hun vidste ikke Rede. + +Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede +Skolen i sin Grund. + +Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin dode Son. + + * * * * * + +I Skovridergaarden var der stille. + +Tine horte kun nogle rastlose Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun +gik gennem Huset. + +Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, +hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke. + +Hun aabnede Doren til Dagligstuen og hastig veg hun tilbage. + +Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev. + +Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik +hun tilbage til sit Kammer. + +Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun +besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting +sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse. + +Kort efter Daggry gik hun hjem. + +-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bolling, der var i Kokkenet, +og slog sine Haender om den tause Datter. + +-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun; +hun vilde ikke fortaelle, at hun ikke havde vaeret i Seng, det vilde jo +bare gore Tine urolig. + +Tine gik ind til sin Fader. + +Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skriveboger var blevet +taget frem--dem med Love-og Tigerjagterne paa Bindet. + +Dem sad han og laeste i--Time efter Time. + +Tine sad ved hans Fodder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver. + +"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje. + +Bolling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet: + +"Du skal aere din Fader og Moder"--"Du skal aere din Fader og din +Moder", laeste den Gamle Gang paa Gang, med sin svaere Stemme. + +-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saa over paa Madam +Bolling. + +-Ja, Bolling, ja, du har jo laert hende det, svarte Madammen. + +-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han laeste igen. + + + + +IX + +Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet. + +Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud. + +Stimmelen blev taettere foran Kroen. Der var _dem_, som fik +Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den forste Ration var gaaet med, +mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og +en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter +"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle. + +Den Kroblede jog rundt--men idag var hans Ol for tyndt: _saa_ raabte +han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist. + +Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst +_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar. + +Fire Lolliker raabte hojest--de spillede Kort--liggende plat paa +Maven. + +Men Lystigheden kom kun som korte Vindstod og saa blev der svaert tyst +igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget staerkt. + +En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod taet ved Smedens +Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde en af +Soldaterne, fast og stille: + +-Ja, Hr. Lojtnant, vi ved jo, at vi _skal_ derud. + +Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik. + +... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I +Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det +igen. De var i Stuerne og ude. + +For tyvende Gang spurgte Berg i Kokkenet, om Tine var kommen. + +Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i +Skolen. + +Hun var ikke kommen. + +-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke: + +-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun +haenger ellers trofast nok ved dette Hus. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den forste Dag, +sagde Sofie. + +-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja. + +Kvarter efter Kvarter blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som +led han ikke nok. + +-Og det har da forresten hele Degnens Hus, graed Sofie videre. + +-Indtil den sidste Dag, sluttede hun. + +-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjaelen. + +Han rejste sig og gik ud. + +Et Kvarter forlob--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen. + +Men der var intet. + +Saa gik han. + +Han vilde se dem, han vilde derhen. + +Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til +han tilsidst slog Folge og gik med Laegen op ad Trappen. + +Tine horte ham forst, men hun rejste sig ikke. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bolling, og hendes Stemme blev helt hoj og +lys af Glaeden, det er Skovrideren--det er Skovrideren. + +-Nej--at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem, blev hun ved. + +-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. + +Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, +der var lidende og furet og blegt. + +-Det gor ham dog ondt, taenkte hun. + +Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa +Laeberne fra hinanden: + +-Bolling er jo saa syg. + +-Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling--det bliver vaerre og vaerre.... + +Det var, som Berg undgik at se ind i Stuen, hvor Bolling sad--hans +Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Kokkenet. + +-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam +Bolling, som forte den ene Haand rastlost over den anden i sin +Bevaegelse. Det var saa laenge, rigtig laenge siden, at Skovrideren havde +set her indenfor. + +-Ja, jeg maa dog se til ham, sagde Berg som for. + +Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind. + +Berg saa Bolling--lille og affaeldig sad han ved Sengen; han vilde ikke +have kendt ham igen. + +-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil se +til dig. + +-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Maele, uden at lofte Hovedet +fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem. + +-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam +Bolling og blev ganske rort paany. + +Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte +holde den i sin--et Nu. + +-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet. + +Berg fik intet Ord over sine Laeber. Det var som alting hos ham led og +pintes: Ojnene, der saa det kendte Rum, Orene, der horte deres +Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans. + +-Men Tine--sagde Madam Bolling, der rastlos gik ud og ind--skovrideren +skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa? + +Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte +laegge Dug paa og Berg vaegrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og +vidste selv ikke hvilke; han saa kun Tine, der gik hid og did og +daekkede, bleg som en Dod og med langsomme Bevaegelser, som om hver +Muskel, smertende, naegtede sin Tjeneste. + +-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bolling kom +ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har +man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, +som i gamle Dage. + +Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden. + +-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam +Bolling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen +ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glaede, og hun talte om +Herluf og Fruen. + +-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en +Plads. + +Tine blev ved at gaa omkring som en Stotte, der bevaegede sig, mens +Berg sad--med hver Bid usvaelgelig i sin Mund--og maatte spise foran +Madam Bollings Ojne. + +-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i +sin Iver. + +Tine bod ham; han syntes, at hendes Haender, der bod ham, var blege; og +han tog paany. + +-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den +anden Side af Sengen. + +-Ja, Bolling, ja. + +-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glaede, forklarede Madam +Bolling. Jeg har jo gemt de gamle Boger ... Bolling har jo laert hende +det ... han har jo selv laert hende det ... og Tine _har_ altid haft +rigtig en kon Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og ser i +de gamle Boger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere, +Skovrider. + +Madam Bolling blev ved at byde: + +-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad, +Skovrider, hun smager ikke Mad. + +Berg vidste ikke, hvorfor han naesten tvang hende til at spise, hvorfor +han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og +de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bolling. + +-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig +saa hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter +og hun holdt inde, paa en Gang greben af den samme uforklarlige og +uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun +satte sig: + +-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svaert det er blevet for +os alle.... + +I nogle Ojeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde +de hore op at aande. + +Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig los og kom op og +kom ud--Madam Bolling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig +endnu en Gang. + +Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det +opdaekkede Bord. Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun +horte ikke Faderen, der laeste op af de gamle Boger. + +Kanonerne lod som det maegtige Brus af en bortrullende Flod; paa +Pladsen horte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling. + +Stojen tog til, og Tine horte Kommandoraabene gennem Larmen--hver +enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen. + +Og atter lod Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem, +der drog bort. + +Madam Bolling stod igen paa Trappen og gik atter ind. + +-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal +derud og do_. + +Tine horte kun Skridtene--de blev svagere, svagere. + +Han var borte nu. + +Og et Ojeblik var det, som al Bedovelsen veg fra hende. Hun talte til +sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar +derned. Sofie gor ingenting. + +Og ilfaerdigt gik hun ud og lob ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog, +hendes ilende Skygge--ned over Marken. Der modte hun Tinka. + +-Hvor skal du hen? spurgte Tinka. + +-_Derned._ + +Tine stansede ikke, men lob kun. + +Laenge stod Tinka og saa efter hende, til hun forsvandt, over Gaerdet, +ved Dammen. + +Hun lob ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte se dem igen. Hun vilde +vaere _der_. + +-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flaebende lob hende i +Haelene, varierende samme Ord uafladelig. + +Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen. + +-Nu er de derud', graed Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, +nu er de derud'.... + +Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine laeste Datoen den 16. April. + +-Og hvem ved, hvem der om en Tim' drages med Doden, sagde Sofie. + +Tine vendte det forste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at +laese: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve +--dem, Fru Berg havde laest saa tidt. Her havde hver Saetning samme +Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen. + +Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bollings Hoved tungt ned +mod Skovriderens Bord. + +Han havde kun _taget hende_--taget hende for et Nu. + +... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Sovn i sin Krog. + +Kanonerne lod med Helvedslarm som ingensinde for. Fra Staldene brolte +det skraemte Kvaeg med tudende angstfulde Brol som paa en Sommermark, +hvor Lyn slaar ned i Hjorden. + +Tine laa ned paa Knae--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun maerkede noget +varmt mod sine Haender: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa +Taeppet. + +De slikkede hendes Haand. + + * * * * * + +Det var Hans Hojaervaerdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. +Han vilde blot se til gamle Bolling. + +Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bolling, og vilde igen staa +op i sin Kaleche, da en hojtstaaende Stabsofficer red med et Par +Ledsagere over Pladsen. + +Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik +de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen. + +Fra Hojen over Paradisvejen saa de over mod Vest. + +-Skal der rommes? spurgte Bispen. + +-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive. + +Officerens Stemme var saert tydelig og han saa frem for sig, mod +Skanserne. + +Bispen taug lidt; hans Mund skaelvede en Smule. Saa sagde han; + +-Ja, de Maend er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste. + +Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang naer. Den sank i et +luende Rodt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod. + +Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene. + +Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa +mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort. + +Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen +belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille. + +Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen, +gennem Doren mellem Sojlerne. Hendes Piger kom ikke og man horte +hendes Raab ude i Gaarden. + +... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten. + +Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas. + +-Det er mig, sagde Tine. + +Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod +Morket. + + * * * * * + +Natten gik, og Dagen lysnede. + +Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu +stormedes Dybbol. + + + + +X + +... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der +slaebtes forbi til Horup Hav--nu horte man hver Stonnen saa langt +gennem Stilheden. + +Og saa var alt blevet tyst. + +Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden +kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor. + +Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun +stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos, +gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr. + +-Vil du ikke spise? sagde hun. + +-Nej Tak. + +Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til +utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine +tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke +horte. + +Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bolling sig og gik +medlos rundt, i sin Krog. + +-Vil du ikke gaa derned? sagde hun. + +-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonlose Stemme. + +Og de sad, i deres Krog, igen. + +Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig. + +Nu var det snart henimod Aften. + +Tine gik ud. + +I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv. +Fjaelene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den +nedtrampede Rug. Kun de herrelose Koer brolede uroligt paa de fremmede +Marker. + +Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun en Tanke: Hun vilde _se_ ham, +der var dod. Han var ikke kommen tilbage--saa var han dod. + +Alting var stille. + +Selv Fuglene taug. Og den opblodte Jord, hvor ingen traadte mer, var +storknet som et dodt Taeppe. + +Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gaerde og fulgte Tine; hun +maerkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saa dem ikke. Hun +vilde kun til Ulkebol, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked. + +Men i Ulkebol var alt forladt, og Praestegaarden stod ode som et tomt +Vaertshus. Gaardhunden goede ikke, da hun kom og gik. + +Foran Kirkegaardsporten brolede noget forvildet Kvaeg. I Taarnet +begyndte Klokkerne at ringe. + +Tine gik ind; hun saa den store Kirkedor stod aaben. I Koret laa der +Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dode saa hun ind +i Ansigtet og gik ham forbi. + +Ved Alteret stodte hun mod en fremmed Mand, hun saa ham naeppe. + +-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun horte det ikke. + +Hun saa den naeste Raekke--en efter en; Hundene slikkede tovende Ligenes +nogne Fodder. + +Hun gik ud igen; den fremmede loste bag Kirken sin Hest og saa efter +hende, saa laenge hun ojnedes. + +Hun gik kun videre--ud af Byen: + +-Saa maatte Staben vaere i Augustenborg--Staben vidste Besked. + +Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem +Hegnene begyndte det at morknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes +lukkede Dore. + +Saa halsede Ajax og saa Hektor. De lob frem ad Vejen. De fulgte et +Spor og lob atter tilbage--ind over Marken mod den naermeste +Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og goede. + +Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knae som +en Haltende to Gange, mens hun gik. + +I Gaardsrummet var der ingen; stille loftede hun Dorklinken. I Stuen +blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte +Tine, og hun begyndte at graede. + +-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun. + +Konen graed blot og Hundene blev ved at go. + +-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen. + +Den Gamle aabnede Mellemstuedoren og Tine fornam den kvalme Lugt af +Blod: _Der_--i Alkoven laa han. + +Tine saa kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stodte hun bort og tog +Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod. + +-_Har han talt_? spurgte hun. + +Gaardkonen graed. + +-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sonnen og paa Fruen--de +to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg. + +Tine sad som hjemme, taet ved Sengen--ubevaegelig stirrede hun paa hans +Ansigt. + +-Han vaagner, sagde hun. + +Hendes Liv var kun et Haab: at han vilde kende hende igen. + +Men den Doende slog blot Ojnene op og saa paa hende som paa den tomme +Vaeg. + +-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han +graeder--han graeder ... + +Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og +klagede sagte. + +-Se de Umaelende, se de Umaelende, graed Gaardkonen. + +Det var, som om den Doende maerkede sine Hunde og vilde dreje det +saarede Hoved: han smilede halvt. + +Tine rorte sig ikke. + +En Time sad hun. Hun ventede, han skulde naevne hendes Navn--blot i en +Forbandelse, der aabenbarede hendes Skaendsel. + +Men han huskede hende ikke mer. + +Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjaelp. + +Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng. + +Natten var mork og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens +Milesten og hun rejste sig igen. + +Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme +Plet. + +-Hvor laenge du blev, Barn, sagde hun. + +-Jeg har ingenting hort, sagde Tine og lagde Sjalet. + +Moderen skaenkede Kaffe og rakte hende den. + +-Tak, svarte Tine og drak begaerligt. + +-Hvor du er bleg, sagde Moderen. + +Hun begyndte at tage Sengklaeder frem og laegge dem paa Sofaen--til +Seng for Tine. + +-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam +Bolling saa bange--jeg sover oppe. + +Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa +Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og taendte det; og +pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saa_ alt om sig, og hun +vidste, at _alt var sket_. + +Hun saa Stuen og de gamle kendte Mobler som for forste Gang i lange +Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade. + +-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bolling og tog hende mildt om +Haaret: hvor du sukker. + +Tine holdt Moderens Haender saa fast over sit Haar som til et langt +Kaertegn: + +-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften. + +Laenge stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevaegelser gjorde hun lange og +dvaelende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv. + +Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tovede endnu et Ojeblik--saa +gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms +Skyld--og hun var inde. + +Hun saa paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa +Gulvet, der var slidt af de mange Fodder, og sin Seng, hvor fremmede +Maend havde ligget. + +Her havde hun levet hele sit Liv. + +Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det braendende +Lys. Nede horte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til +Ro. + +-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vaekke Bolling. + +-Ja! svarede Tine. + +-Saa Godnat, Barn. + +-Godnat, Mo'er. + +Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun horte kun de +to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset. + + * * * * * + +Det forste graa Dagsskaer faldt ind i Kamret, og Lyset var naesten +braendt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og +aabnede varsomt Doren. Hun saa Kroen og Kirken og Smedens Hus og +vendte sig mod Skolen--en sidste Gang: + +Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol. + +Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Hojen steg hun over Gaerdet ind i +Skovridergaardens Have, hvor Traeerne og Buskene og Roserne, som var +indvundne i Maatter, stod som Spogelser i Skumringen. + +Tine gik op ad Havetrappen, og hun saa ind gennem Doren. Hun kendte +hver en Plet, og hver en Plet var lagt ode. + +Tanker havde hun ikke--de var vel allerede dode. Hun bad heller ingen +om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det vaere forbi. + +Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun +holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saa laenge ind. + +Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Torklaeder om sig, +ene, i den store Seng. + +Hun horte Kvaeget blive uroligt i Stalden og Hanen galede hojlydt; og +hastigt gik hun ned imod Dammen. + +I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun +elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa +Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over +Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske +lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu +skulde sidde alene. + +En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _do--do_. + +Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje, +tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i et +Nu.... + +Men saa skod hun langsomt Skoene af sine Fodder. Angsten var dod under +hendes Hjertes traette Smerte. + +Haenderne havde hun foldet. Laeberne bed hun sammen. Med Blikket mod det +lille Lysthus gled hun ned i Dyndet. + +... Nu var Dammen rolig. + +Dagen kom. + + * * * * * + +Madam Bolling var vaagnet; Bolling havde sovet saa roligt og laa saa +godt endnu. + +Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bolling hvilte selv et +Kvarterstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vaekke +Tine. + +Men der blev ikke svaret + +Madam Bolling stod op. Tine kunde nok traenge til Sovnen. Det var intet +Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den +op, naar hun vaekkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen. + +Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det +var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt laenge. + +Madam Bolling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men +saa vaagnede Bolling, og han maatte have sin Morgendrikke forst. + +-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bolling talte med +sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et +Barn--naa, Bolling, naa ... + +Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting. + +Tilsidst kom Bolling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa +Bakken og gik op over Loftet. + +Hun saa den tomme, urorte Seng, og et Ojeblik stod hun forvirret uden +at forstaa, for hendes Ben begyndte at vakle og hun lob hen over +Loftet og raabte, meningslost, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen: + +-Tine, Tine! + +Saa taug hun igen. Hun taenkte: Bolling horer det. + +Hun sogte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke: + +-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de +Syge. + +Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og +hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun +ventede ikke paa Svaret. + +Hun sagde Gang paa Gang: + +-Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny +Angst sagde hun: + +-Men hvor er hun da? hvor er hun da? + +Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at lobe gennem Huset, +som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa en Gang forlod hun alting og +hun lob ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne. + +-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste +Besked. + +Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun +hjaelpelos, med rokkende Hoved. + +-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. + +-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam +Bolling at graede. + +-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_ +ikke? + +-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bolling forvirret og hun fortalte, +tonlost, gentagende samme Ord, i Saetninger uden Mening: + +-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der +ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var +hun der ikke ... + +-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun +rystede over hele Kroppen. + +Madam Bolling stod et Nu--og gav sig saa til at le gennem +Kuldegysningerne. + +-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At +man ikke taenkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun +har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren-- + +Hun begyndte at gaa, folgende efter Tinka, det lob hen ad Vejen, +gentagende de samme Ord, mens hun lob: Skovrideren, Skovrideren, +Skovrideren ... + +Men med et stansede hun, og hun forte Haenderne som til Slag ind mod +det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst. + +Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saa hun hende ind i +Ansigtet, som vilde hun tale, sporge: Sandheden gennemborede hende som +et pludseligt Svaerd. + +-Kom, kom, bad Tinka angst. + +Men Madam Bolling rev sig los--med en stille Klynken som et faeldet +Dyrs, der synker--og hun lob. + +Hun havde forstaaet. + +-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet +sammen. + +-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn. + +Hun lob ind over Gaarden. op ad Trappen, Doren slog hun op. + +_Han_ havde taget hendes Barn. + +Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de ode Stuer. Hun mimrede Ord, +hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over +_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--loftende de rystende +Haender. + +-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun +gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun +gjorde. + +Hun blandede "Fruen" og Gud i et og hun bad til dem begge med samme +Ord: + +-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har fodt hende, jeg, som +har fodt hende--be'er--jeg be'er. + +Og Ordenes evige Gentagelse loste Taarestrommene, saa hun hulkede med +Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede. + + * * * * * + +Tinka havde kaldt paa Lars. De sogte--Husmanden ogsaa--i Huset, i +Haven. Sofie lob bagefter, jamrende, med begge Torklaeder i Haanden. + +Det var hende, der fandt Tines Sko i Graesset. + +Lars stagede fra Bredden med Staenger i det taette Mudder. Husmanden +hjalp til, da de fik Liget trukket op. + +Tinka lagde sig hulkende ned paa det gronne Graes og glattede Haaret +bort fra det skaemmede Ansigt: Kom og loft hende, sagde hun, og de +lagde den Dode op paa et hentet Sejl. Tinka loste sit Hovedklaede og +bredte det over Venindens Ansigt. + +De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene. + +Sofie lob--hun turde ikke rore ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i +Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under +Fruens Billede. + +Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet +affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen +kendtes ikke igen. + +Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig. + +-Hvor er hun, spurgte hun. + +Tinka kunde ikke svare. + +Moderen saa Vandpyttene i Gangen og hun spurgte: + +-Er hun i Kammeret? + +-Ja, hviskede Tinka. + +De gik begge derind. Madam Bolling loftede Lagenet fra sin Datters +Ansigt. + +-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer lob ned ad hendes +Kinder, og, som vilde hun troste hende, sagde hun, mens hun lod +Haanden glide ned over hendes Haar: + +-_Det har jo vaeret ham--det har jo vaeret ham ..._ + +Og hun havde tilgivet alt. + +Under sagte Klager, der ikke var Ord, graed hun med Hovedet ind mod sin +Datters Seng. + +Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Sovne, sagde hun: + +-Nu skal hun hjem. + +Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand +bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker. + + * * * * * + +Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset horte man hvert +Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen faestede de hvide Lagener. + +Sofie listede ind i Kokkenet, hvor Husmandskonen syslede, raed for hver +Stoj. + +-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtoj? hviskede Sofie, som var hun angst +for sin egen Stemme. Det var da en Dodsens Synd, om hun ikke skulde i +ordenlig Ligtoj. + +-De gaar jo og klae'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage. + +-Herregud, gaar de og klae'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget +tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrovelsen. Hun fik Skoene af, mens +Bollings lange Lallen lod gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen +og aabnede Salsdoren uden Lyd. + +Tinka og Gusta gik blege om i det saere Lys fra de mange Lagener. + +-Maa En se hende, hviskede Sofie skraemt og sky. + +Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide +Baare. + +Sofie graed en Tid, mens hun loftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa +gik hun rundt om Sengen og eftersaa laenge "Klaedningen". + +-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende. + +Men de svarede hende ikke. + +Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre +i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slor. + +Madam Henrichsen kom ud for at hjaelpe hende og sagde, at "Tine i +Skolen" var dod til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, +som horte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke +fandtes andre Dode end hendes Son. + +Sofie vendte tilbage til Kokkenet. + +-Ja--nu har de klae'et hende, sagde hun graedende og fik Skoene paa +igen: Hun ligger forresten rigtig kont--i lutter hvide Taepper. + +Hun torrede sine Ojne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone: + +-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de +Sorgens Tildragelser. + +Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af +Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud. + +Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bolling og klappede og +klappede hans famlende urolige Haender. Helst havde hun begravet +sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle +de Folk, der nu kom sammen, og Praesterne, der vilde komme--nu skulde +de alle "domme over hendes Tine". + +Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krobet frem +fra Husene for forste Gang efter Dybboldagen og horte nu om Ulykken. +De listede stille omkring, som om de ikke turde traede paa Fodderne, og +hviskede med sky og skraemte Stemmer foran de tre lagendaekkede Vinduer. + +Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og graed rundt fra Klynge til +Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snoften. + +-Saa ser jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Graesset--og saa begyndte +jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn.... + +De tre Gaardkoner, der om Sondagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og +stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, +til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, +gravitetiske og tause. De graed ikke, men saa kun ud, som maalte de +Vaeggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte +sig i Rad. De havde ikke bevaeget en Mine. + +Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude. + +Ude paa Pladsen horte man AEreskompagniet, der rykkede op, og de forste +Praesters Vogne, som holdt ved Skolen. + +Tinka tog imod dem; men Madam Bolling var allerede ude i Kokkenet +--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e +Kaffe--alle Pastorerne. + +Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange +for hver eneste. + +Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ... +aa, gor De det ... Og Sondagskopperne ... ja, gor De det. + +Madam Bolling var saa angst for Praesterne. + +-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saa paa hende med +sine smaa Ojne, der snart ikke var Ojne mer: + +-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skraemt. + +Praesterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede +dem lidt og de nod Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed. + +Gamle Pastor Gotsche sagde til Tinka i en Krog: + +-Hun ligger vel derinde? Lad mig se hende. + +Og han gik derind med Tinka. Den gamle Praest saa paa de hvide Traek. + +-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv +falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene. + +Han pudsede Naesen og vendte tilbage til de andre, med foldede Haender. + +Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i +Skarevis ovre fra Ostsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen, +hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed: + +-Ja--Gud ved, hvorfor hun har sogt til de sorte Vande. + +Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dor. Hun saa ud, som havde hun +meget stor Lyst til at hugge i Sofie. + +-Ja--hun var det gronne Trae, sagde hun og saa ufravendt over paa +Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, for Madam Henrichsen tog +sin Tilflugt til Bibelord. + +Der blev en storre Bevaegelse, da Hojaervaerdighedens Vogn korte frem. +Provsten havde taenkt, der kom vel en Del Embedsbrodre sammen og var +saa ogsaa taget herhen. Ojeblikket var vigtigt og det var godt at have +Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne. + +Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan. + +Hans Hojaervaerdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. +Men saa gik han ind, hvor alle Praester modtog ham i Taushed. + +-Det er jo en Sorg, jeg horer om, sagde han og hilste paa den Naermeste +... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for +Kvinderne har Gud haft en Provelsens Tid ... en mojsom Tid, sluttede +Provsten. + +Praesterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe +igen. + +Provsten og flere Praester gik ind i Salen, hvis Dor blev staaende +aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det +opmaerksomt frem gennem begge Stuer. + +Hans Hojaervaerdighed mumlede et Skriftsted, og Praesterne havde foldet +Haenderne. + +Saa vendte Hojaervaerdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, +omgiven af Embedsbrodrene, om Haerens Bevaegelser og Konferencen i +London. Han talte halv hojt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede +sit Caesar-hoved frem og tilbage. + +-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmaegtige fandt den rette +_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gaelder, er, ikke at opgive +Nationens Vaerdighed. + +Han blev ved at tale--hojere, henover det stille Hoved, der laa, som +det lyttede paa sin Pude. + +-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord +vil koste Blod. + +Ude paa Pladsen var der naesten blevet Traengsel. Den Kroblede var +kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Ol mellem Klyngerne. + +-Men hun ligger kont, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Naerheden +af Skoletrappen: Hys--der er de. + +Provsten og alle Praesterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter +vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Ojeblik ikke havde rort +sig fra deres Plads. + +Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende +tilbage til Kokkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en +Kop Kaffe--nu igen. + +Solen skinnede ind i Kokkenet og Sofie fik Vinduet op. + +-Maaske ka' En hor' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten +saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligpraekener, lagde hun til i en +Slags Parentes. + +-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede +hun. + +Hun fik Kaffen. + +Madam Bolling havde fra Sovekamret hort, at nu var der blevet roligt. +Skraemt aabnede hun Doren: Nej--nu var der ingen. + +Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter +og lukkede. + +Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bolling. + +De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne +--det var, som den staerke Sang vilde fylde det tause Hus. + + Hvo ved, hvor naer mig er min Ende? + Se, Tiden meget hastig gaar, + hvor let og snart kan det sig haende + at jeg mit Vandrebudskab faar. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + i Afskedstimen Trost og Ro. + +Gamle Bollings famlende Haender faldt lidt til Ro, og det syntes +naesten, som han lyttede. + +Madam Bolling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne +med hastige, rystende Haender som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde +hun da lukke ind over sin Datter. + + Hjaelp mig i Tide at bevare + mit Hjerte fra Letsindighed, + at, naar du kalder, jeg kan svare; + Ja, Herre, se, jeg er bered. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + I Afskedstimen Trost og Ro. + +Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for +at se, hvem det var, der kom saa silde. + +-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte saette sig +strax ved Doren: det er Bispen--det er Bispen. + +Lise lob ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret: + +-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen. + +Madam Bolling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet +ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste. + +Benene vilde naeppe baere hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde +ikke se ham--hun kunde ikke se ham ... nej.... + +Men hun maatte jo: Det var _Bispen_. + +Og hun maatte have sin sorte Kappe paa.... + +De fik den frem; men Madam Bolling kunde naeppe faa den paa med sine +stakkels Haender. + +-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms. + +Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde +ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt. + +-Jeg horte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog se herind, sagde +Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Haender: +Stakkels Barn--Deres stakkels Barn. + +Madam Bolling loftede Ojnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde +sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt. + +-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Haender. + +Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Laenge stod han med sine +Ojne faestede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig +Andagt. + +-Ja, sagde han og loftede de foldede Haender naesten op til sit Hoved: +Gud tilgive os--Gud tilgive os alle. + +Madam Bolling havde bojet sit Hoved ned mod sin dode Datters Pude. Og +angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den +hojeste Dom, hviskede hun, mens hun igen forte sine Laeber hen mod hans +Haender: + +-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe? + +Bispen loftede Hovedet. + +-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel hore sine egne +Klokker--sidste Gang. + +Madam Bolling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved. + +I Kirken sang de igen--staerkt lod de mange Stemmer. Biskoppen rorte +sig ikke: + + "Hvor er Lammet, Offerlammet?" + spurgte Isak, syg i Sind, + da Slagtofret var berammet + med ham selv paa Bjerget ind. + Bange for sit unge Liv, + paa den blanke Offerkniv + peged han og sagde: "Lammet, + hvor er det, til Dod opammet?" + Her er Lammet, Offerlammet, + siger Jesus, ydmyg spag, + i min Faders Raad berammet + er den store Offerdag. + Bange vel af Hjertens Grund + er jeg for den morke Stund. + Men for hele Verdens Brode + Den Uskyldige maa blode. + +Sangen var ophort, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra +Kirkegaarden lod AEressalverne knitrende over Graven. + +Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange +Stemmer--Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde +genkendt Bispens Vogn. + +Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans +Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og +Praesterne bukkede tause. + +Bispen rakte gamle Gotsche Haanden og sagde mildt: + +-Vore stakkels Bollings--vore stakkels gode Bollings. + +Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevaegelse, sagde han, mens han +hastig og naesten krampagtig forte Haenderne op til sine Ojne: + +-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine +Vidnesbyrd_". + +Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn. + +Svaermen var borte, og Landet var atter stille. Som dod laa den +stivnede Jord. + +En Vogn naesten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af +Kaleschen for at se, hvem det var. + +Det var Madam Esbensen, der blev saa forfaerdet ved at se Bispen, at +hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var +hojrod og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i et--i +disse Skraekkens Tider. + +Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen. + +Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende. + +Foran ham korte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hojt +Koretoj, mens Vinden tog i hendes lange Slor og loftede det hojt--op +over Vejen. + +Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre +efter "den Hojaervaerdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over +Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning. + +... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd". + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE *** + +***** This file should be named 10686.txt or 10686.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/0/6/8/10686/ + +Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed +Proofreaders + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS," WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's +eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII, +compressed (zipped), HTML and others. + +Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over +the old filename and etext number. The replaced older file is renamed. +VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving +new filenames and etext numbers. + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + +EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000, +are filed in directories based on their release date. If you want to +download any of these eBooks directly, rather than using the regular +search system you may utilize the following addresses and just +download by the etext year. + + https://www.gutenberg.org/etext06 + + (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99, + 98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90) + +EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are +filed in a different way. The year of a release date is no longer part +of the directory path. The path is based on the etext number (which is +identical to the filename). The path to the file is made up of single +digits corresponding to all but the last digit in the filename. For +example an eBook of filename 10234 would be found at: + + https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234 + +or filename 24689 would be found at: + https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689 + +An alternative method of locating eBooks: + https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL + + diff --git a/old/10686.zip b/old/10686.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..d4272dd --- /dev/null +++ b/old/10686.zip |