diff options
Diffstat (limited to '10686-0.txt')
| -rw-r--r-- | 10686-0.txt | 7210 |
1 files changed, 7210 insertions, 0 deletions
diff --git a/10686-0.txt b/10686-0.txt new file mode 100644 index 0000000..b1531a3 --- /dev/null +++ b/10686-0.txt @@ -0,0 +1,7210 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 10686 *** + +TINE + +AF + +HERMAN BANG + +1889 + + + + +Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret +bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med +sort tryk._ + +_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmærke._ +Kjøbenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Græbes Bogtrykkeri. +1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder. + +_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_ +"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes +indsat foran dedikationen]. + +Omslagets indersider har reklamer for bøger af forskellige forfattere, +bagsiden for bøger af Bang. + +Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har +forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden +ramme og forlagsmærke i guldtryk. Højde 180 mm._ + + + + +Til Erindring om min Moder. + +Denne Bog tilhører dig. + +Den Gang, da du endnu var stærk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, +mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en +"Ønskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, +hvad vi ønskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke +var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du +læste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en +Bog, skal du sætte _mit_ Navn paa dens Blad. + +Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens +tyndede Allé"--du trængte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min +Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og +af Kærtegn: Naar jeg nu er død og du, min Dreng, en Gang er bleven en +Kunstner, vil du saa sé, love mig saa at sé til, at de ikke--helt +glemmer mig? + +Og du græd. Moder, fordi du skulde dø. + +Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. + +Nu sætter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg véd, den er ikke din +Kærlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand værdig. Men dens +Fortælling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du +fødte mig. Du kaldte det til din Død dit Hjem. + +Ufredstid og fremmed Magt hærgede snart den lyse Plet, hvor der var +blødt og lunt for dig, der skulde leve i Glæde og Sol. Som Fjenderne +til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. + +Og nu, hvor du længst er død, sætter jeg dit Navn over denne Bog om +Nederlagstid og vort tabte Hjem. + +Denne Fortælling er næret ved Minderne om mit første Hjem. + +Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og +uforgængelige Erindringer fra denne min første Tid. Det var tre +Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. + +Jeg sér Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklædt ved +det midterste Vindu, stum og ubevægelig og ganske bleg, med de hvide +Hænder i sit Skød. Hun talte ikke og græd ikke. Men vore Hænder--vi +Børn var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og +spurgte--strøg hun bort, som smertede det hende, at de berørte blot +hendes Kjole. + +Det Billed-Minde var min Barndoms første. Jeg tror, det andet maa +skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Søster +og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde følge, hen ad en Vej og over en +Mark. Vi kom til en grøn Banke og vi gik derop. Vi saá Kirken hjemme +og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu sér ligge mellem Grønt. +Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, +til hun taug igen og kun græd og græd. Mig satte hun ned paa Græsset, +mens hun blev ved at stirre ud over det grønne Land--siden syntes jeg +som Barn, at vi den Dag havde kunnet sé over den _hele Ø_--: Mo'er, +Mo'er, blev jeg ved, hvorfor græder du? + +-Fordi vi skal rejse, svarede hun. + +Næste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. + +Det sidste Minde staar i nøje Sammenhæng med dette. Vi var i Horsens, +hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi +Byværelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besøgte os. + +Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krøb rystende sammen +ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa være sprungen hastig ud af sin Seng, +for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske +Piger rundt om sig og os, der skreg. + +Og Pigerne skælvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Døre +stod aabne og klaprede og et Vindu--skønt vi næsten intet havde paa. + +Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fødder og Signaler +af angstfulde Horn. + +-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. + +-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, +og vi græd højt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi +hørte bestandig, bestandig Folk, der løb paa Gaden, og Tropperne, der +ilte, og Hornene fjern og Hornene nær--gennem Stormen. + +... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skændsel har +været nok til at gennemtrænge hele mit Liv. Jeg føler endnu dets +Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, +Tilintetgørelse, Død, Ruin. Allerede i min allerførste Produktion har +Indtrykket været stærkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og +siden har samme Indtryk forklædt sig Gang efter Gang i Billeder af +Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes +i denne Bog. + +Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre +Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det +kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. +Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmægtige +Hænder og slaaet de uløselige Knuder i det begyndende Følelsesliv? + +Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion +lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklædte +Sørgende i Adserballig Stue--som en sortklædt Alabasterstatue saá jeg +hende siden--er den første Moder til Nina Høeg og Katinka Bai. Det +Indtryk har født deres stumme Sorg og deres Resignation. + +Og hin første Afrejse har sat lige dybe Mærker. Opbrud, Opløsning af +Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle +Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. + +Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i +Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet, +Skrækken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra +Horsens. + + * * * * * + +Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste, +min Hjerne fra min allerførste Barndom syntes at have bevaret. + +Men i Udlandet brød flere frem. Det var mens jeg omgikkes med +Formlægningen af "Stuk". + +Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han +udkaster Planen til et Værk eller begynder paa at forme det, hitter +paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det +ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans +hykleriske Nerver, der af Skræk for alle de Anstrængelser, som venter +dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig +Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver véd om den +anden, at han snyder. + +Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skræk +for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blæk. + +Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjælpetropper Storme af +fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer +ham med andre Idéer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes +selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst. + +Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens +Modvilje mod at lægge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det +just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brød frem. + +Jeg saá pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader +og hørte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og +det mod min Vilje, ti jeg ønskede jo helt at tilhøre en ganske anden +Sfære, Luft og Plan--ligesom fra et Mørke, der langsomt lettede og +veg, hele mit første Hjem tilbage. + +Dette Sted, som jeg forlod før Krigen, og som jeg ikke har gensét i +fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor +Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med +Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen +med Smedjen ved det lille Kær og Skolen, hvis Beboere jeg gensaá. + +Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt +fler. De har væbnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de +første Gang pludselig brød frem fra Lag i Erindringen, som +Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit +Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere +samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _hærgede_ +Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende +Fodtrin. + + * * * * * + +Lad mig her sige ét. + +En Bogs Fødselshistorie vil være mange særdeles ligegyldig. Der vil +heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortæller alt dette og +fører den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst +underholde et æret Publikum om mit fortræffelige Jeg. _Eller_, at jeg +forsøger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og +prætenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget +Relief. + +Det er dog ingenlunde _saa_. + +Jeg véd saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet +ikke vedkommer Læseren. Han dømmer Kunstværket kun af disse samme +Minders Evne til gennem Værket at paavirke og overbevise ham. + +Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op +for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bør +helst staa frit og tale for sig selv. + +Men Tingen er, at jeg tror, det vilde være interessant for Psykologen +og mere oplysende for Kunstens Væsen end visse nylig atter fornyede +æstetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om +deres Arbejdes Fødsel og Veje og søgte at kontrollere de Hjernens +Processer, som ledsager deres Frembringen. + +Maaske vilde man saaledes faa mer end ét Vink, der tændte hastige og +fjerne Lys inde i Sjælelivets Halvmørke. + + * * * * * + +Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens +ulidelige Uro og den trængselslignende Skare af Personer. Jeg har i +denne Fortælling søgt at mindske Uroen og indskrænke Personantallet. + +Men hvorvidt det er lykkedes mig, véd jeg lidet om. Denne Uro og +Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg sér +nu en Gang saaledes. Jeg sér mine Personer kun i Billede efter Billede +og kun i Situation efter Situation hører jeg dem tale. Jeg maa ofte +bie i Timer, før de ved et Blik, en Bevægelse, et Ord forraader mig +deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gætte ligesom jeg gætter +andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender. + +Hvis jeg da ikke anstrænger mig for at gøre den ene og korte +Situation, hvori jeg sér dem, Bevægelsen, den lille Bevægelse, hvori +de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gøre det +altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da +haabe at overbevise? + +At gøre "levende" er da den tunge--og sikkert ofte +mislykkede--Bestræbelse. + +Men det Levende er jo Bevægelse og Mangfoldighed. + +Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil +skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. +Naboernes Stemmer trænger ind ad dens Vinduer, gennem dens Døre. Deres +_Liv_ blander sig med Skolens Liv. + +Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skæbner Dønninger frem +over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder +atter Dønninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og +Smedjens vel med. + +Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv dér maa vi +vide, at Livet fortsættes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund, +der gøer, en Sang, der høres fjernt, maa fortælle det og minde os +derom. + +Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, føle Egnen, hvor den +ligger: vi maa _befolke_ Øen Als. Har Skolens Korsvej ikke +Vejfarende--kører ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem +og hundrede Liv? + +Nu vel--vi maa føle disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Spørgsmaal, +Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilværelse og maa med. + +Hvor kan da i al denne Bevægelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod +just Uroen al den evige Bevægelighed, man vil? Og dette: at Læseren +ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gør det, naar det store +Helhedsindtryk kun kunde løfte sig med store Linjer frem af den Uro, +hvoraf det er skabt. + +Kun Mangfoldighed og Bevægelse kan for mig give Billedet af Liv. De er +mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gøre +Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er +Vanskelighederne ved en Kunst, som sér Livet stift i Øjnene, og hvis +store, hvis fjerne Ærgerrighed er den at fæste dette levende, dette +ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv. + + * * * * * + +Du bad mig, Moder, at jeg skulde sé til, at de ikke helt skulde glemme +dig. + +Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at +leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa +uendelig fjernt og saa uendelig klart. + +To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord: +min gamle Slægt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn +med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I ét Hundredaar +havde den fostret Statsmænd, Landet ikke vil glemme, berømte Læger, +som Generation efter Generation var de største og folkekæreste i +Norden. + +Men siden blev dens Sønner Præster, fordi de besvimede ved at sé Blod, +og uvirksomme Ørkesløse, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes. + +_Du_ fortalte mig ofte om vor Slægts Hæder. En af dens store Læger +efterlod mig Fortællingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme: +Han vilde tvinde--til Belæring--sine Traade i Slægtshistorien. + +Min Slægt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget. + +Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_. + +Stella Høeg og Nina og Frøken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod. +Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Børn af din Glæde og Børn +af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med +dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer. + +Og hvis _de_ tør leve--selv kun de korte Aar--saalænge bør _du_ ikke +glemmes. + +Over denne Bog sætter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og dét +Hjem, man skimter som bag en Dør, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom +over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Døden til os. + +Herman Bang. + + + + +I. + +Tine blev ved at løbe grædende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte +de sidste Ord højt ud i Mørket og Blæsten. + +-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften. + +-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer. + +-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes +Ord. Endnu en sidste Gang løb Tine til og greb efter hendes +fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som +en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Mørket. Nu hørtes den ikke mer. + +Tine gik hjem gennem Alléen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte +klynkede. Hun aabnede Døren til Gangen: der var saa tomt med de øde +Knager og Herlufs Legetøjskrog, hvor der nu var rømmet ud. Hun gik ind +i Køkkenet, hvor Tællelyset brændte med en osende Tane mellem Resterne +fra Tébordet. + +I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden. + +-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Røst, og der blev stille igen. +Kun Maren, der sad med Forklædet over Hovedet som en rokkende Byldt, +hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl. + +-Ja, sagde Lars efter en Stund betænksomt: nu er de væk, sagde han, og +Husmanden nikkede til Bekræftelse. + +-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som +før, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjælpe. + +I Gangen aabnede hun Døren til Dagligstuen. Lampen brændte roligt paa +det tomme Bord, og Dørene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som +tre stille og mørke Gab ind mod det forladte Rum. + +-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie. + +-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhøjningen var tom. + +-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede. + +Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Mærker af +Portrætterne, der var tagne ned. + +Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa +ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. +De to Senge stod ved Siden af hinanden, dækkede af det samme +Tæppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden +stod Herlufs Tremmeseng, tømt. + +Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Høns igen, med +Tællelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun +havde været Herlufs første Barnepige, og der var for hende i Verden +ikke anden Dreng end han. + +-Han var knap fød', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit +Købstadjysk, en sær indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvær med +rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er. + +-Han vild' aldrig bæres af andre end af mig og saa Fruen--hun snøftede +mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke.... + +-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om +Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem +Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og græd igen. + +-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten. + +Hun tænkte paa Vintermorgenerne, da hun med Tørklædet om Hovedet løb +herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagværk +gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdøren med de flade +Hænder for at vække Fru Berg og Herluf, der laa i deres søde Slummer. + +Fru Berg kom søvnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, +mens hun klaskede med Hænderne ned paa Dynen. + +-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde høre +det helt ned i Køkkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som +et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole. + +Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs +Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig +for at holde Varmen. + +Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med +strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru +Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede +indenfor Døren med en Slat Kaffe i en Spølkumme for at faa Del i +Lystigheden. + +Men tilsidst kunde Sofie blive fornærmet paa Herlufs Vegne midt som +hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill' +Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at bære ham ned i +Dagligstuen og klæde ham paa i Varmen. + +Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Øster og Vester,--Munden +stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil +Tine pludselig røg ud af Sengen i et Sæt: Gangdøren var gaaet. + +-Skovrideren! raabte hun og fik næppe Skoene paa for lutter Fart. + +-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Nøglen drejet om. + +-Ja, ja, jeg klæ'er mig paa, jeg klæ'er mig paa, Henrik, raabte hun +til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtøjet, saa han +kunde tro, hun allerede var oppe. + +... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin +Herluf og fældede Taarer baade over Godt og over Ondt. + +-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun. + +-Ja, han var, gentog hun. + +Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde +for Indfald--saa lystige Indfald. + +Hun tænkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdøren, +just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig +havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa +Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var +allerede ved Døren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg-- + +Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus. + +Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der hørte paa og +lo og satte sig ned--midt i sin Seng. + +-Du sætter dig paa _Tine_, du sætter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg, +helt aandeløs af Latter ... og Tine røg ud af Sengen, højrød i Hovedet +og med Graaden i Halsen, og løb ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil +Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun. + +... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklæderne ud af +Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Døren. + +-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke sé det tømte Kammer. + +De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor +alle Døre stod aabne bag dem. + +-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie. + +-Ja, sagde Tine, der slæbte en Madrats. + +I det blaa Gæstekammer var der koldt som i en Kælder; der havde ingen +sovet siden i Sommer. Den ene Gæsteseng skulde ud, og den anden blev +stillet op ad Væggen. + +Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom +de gamle Bøllings for at hente Datteren. + +Da Madam Bølling kom ind i Dagligstuen i Trækken fra alle de Døre, +blev hun staaende paa Løbetæppet og saá sig om med Taarer i Øjnene: +Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Hænderne. + +De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved +Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i +Skovridergaarden, dér skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at +gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde +anlagt "Tørklædet" imidlertid. + +Tørklædet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes +Ho'edpin'". Hun fik den regelmæssig de fem af Ugens syv Dage og var +saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at +foretage sig nogetsomhelst ud over det nødvendigste. Efter en Storvask +hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset. + +Tine kom frem i Døren til Skovriderens Stue: Vil I sé, sagde hun, nu +er vi færdige. + +-Ja, lad os det, svarte gamle Bølling, og de gik ind gennem +Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod +forladt op ad den lyseblaa Væg, og der var koldt, saa de to Gamle +skuttede sig ved det. + +De stod alle tre foran Sengen--Tine havde hængt Fru Bergs Billede op +ved Hovedgærdet. + +-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bølling og søgte at +lé lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres +Sørgmodighed. + +-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver +Varme. + +De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa +Forhøjningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en +enkelt Sætning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker. + +Madam Bølling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og sé ud i Stuen: + +-Ja--det har været et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. +Begge de gamle Bøllings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de +havde saa at sige paa Haandværkets Vegne fra Bøllings megen Omgang med +Bibelen. + +Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da +vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og +Brombærrene var godt surrede fast til Kassen? + +Brombærrene var to Krukker Syltetøj, som Madam Bølling havde syltet, +for at Fru Berg skulde have dem med til København: + +-For det er hendes bedste Syltetøj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og +de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombær. + +-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine. + +-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bølling bliver ved i samme stille +Tone--faaet Brombær hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne, +sluttede hun efter en Stilhed. + +-Det har vi, sagde Tine og saá ud i Luften. + +Hun tænkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest +naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Té, og +Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af +Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang. + +-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de +satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vande" og +"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over +Gulvtæppet, og Fru Berg forpustet forlangte Mælkepunschen, der blev +bragt ind i en Sténkrukke. + +-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bølling, der +stadig tænkte paa Brombærrene--saa de derovre kan faa det som +herhjemme. + +Og gamle Bølling, der sad med foldede Hænder og ikke hørte, hvad de +andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt +ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bølling sagde: + +-Ja, ja, Guds Vilje ské, sagde han og rejste sig. + +De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa +Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte først hjælpe hende; +hun kunde ikke taale at sé de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, +de _maate_ hænge noget andet op--noget, der kunde dække. Hun tog "Kong +Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og +de to Gamle bar Billederne, mens hun løste Spejlet. + +Madam Bølling stod med Heltene fra Isted, der kæmpede endnu med de +hvide Bind om Panden. Hun blev ved at sé paa dem, og et Par smaa +Taarer faldt ned paa Glasset--hun tænkte paa dem, der nu skulde miste +Førligheden og Livet. + +-Kom, Mutter, sagde Bølling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det +saa længe, at Tine maatte tage det af hans Hænder. + +Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtøjet paa, +satte sig igen paa de to Stole og saá op paa Heltene fra Isted og paa +"Kongen". + +Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portræt +af Kong Kristian som Tronfølger i Hestgardens Uniform, der havde hængt +i et af Gæstekamrene. Hun slog et Søm ind under Kong Frederiks Billede +og hængte Portrættet paa den tomme Plads. + +De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder. + +-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bølling, det er dog +_Kongen_. + +De Gamle kom ud i Gangen, Tællelyset i Køkkenet var ved at brænde ned. +Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i +Gaarden for Forældrene. Fra Bryggerset lød der et stort Spektakel, det +var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den mørkeste +Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo véd, hvor nær mig er min Ende", +saa det skingrede mod Laden: + + Kong Fred'rik hviler nu paa Baare + og slumrer sødt i Dødens Blund; + nu rinder Folkets Takke-Taare for + Drotten fra hvis djærve Mund + det lød saa tit: min Tak modtag! + Jeg svigter ej paa Farens Dag! + +Forældrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun +lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur. + +Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glæde Skovrideren, +naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham. + +Og hun gik over Gaarden og aabnede Døren til Loen og til Hundenes +Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Gøen og løb saa +iforvejen ind ad den aabne Gangdør. + +Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhøjning. Hun syntes +aldrig, hun havde været saa bedrøvet--saa beklemt og bedrøvet som nu, +mens hun stirrede ud i den øde Gaard. Lyset i Køkkenvinduet flakkede +endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun +saa' bare Valdnøddetræets Skygge midt i den mørke Gaard. + +Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhøjningen og +saa' ud paa det bladløse Træ: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er +sprunget ud? havde hun sagt og hun havde grædt og lagt Armen om hendes +Hals. + +Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lød skingert ud i +den mørke Gaard: + + Og derfor græder Mand og Kvinde, + derfor er Glædens Dør nu lukt; + Taknemlighedens Hjærter binde + en Krans, som blomstre skal saa smukt + Thi _Mindet_ aldrig slettes ud + om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud! + +Tine sad med foldede Hænder i sit Skød, mens Ajax og Hektor laa med +store Øjne paa Gulvtæppet ved hendes Fødder. + + * * * * * + +Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var +Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han +bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen. + +-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort. + +Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, +ét for ét. Lysene paa Klaveret, som hun havde tændt. + +-Saadan kommer alt paa én Gang, sagde Berg. + +_Det_ havde været Tines hele Tanke: Saadan kom det paa én Gang; og saa +tænkte og spurgte hun: Véd Fruen det? + +-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet. + +De satte sig ved Bordet, som Tine havde dækket, og de begyndte at tale +med lidt langsomme sløvede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med +Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svært. Lars +kom maaske med og de fleste af Husmændene skulde ogsaa afsted. + +-Skovgærningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Hænder. + +-Nej, sagde Tine. + +De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i +Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu. + +-Ja hos Anders Tækkemand var det rén Jammer. Ane havde været i Skolen +idag med sine to paa Armen--saa hun græd og græd.... For nu var Anders +væk--saa hun græd.... + +Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skælve om Munden. + +-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med +begge Benene skudt væk.... + +-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Krøblinger, +som gør Folk bange. + +De blev tause lidt. Hundene gik kælende til og fra, men de agtede dem +ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den +énarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel. + +-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og næsten uden +Overgang, lænende sig tilbage mod Væggen og séende frem mod Lyset, +sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet. + +Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Øjnene over Vandet, mens +han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre +ham, hjælpe paa Humøret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun +til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt +ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem +Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som +var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gøtsches eller +nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg, +man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone, +der skulde være munter: + +-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have +spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig. + +-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg +tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for +det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel +se det, sagde hun, og hun aabnede Døren; men paa én Gang blev hun +staaende i Studereværelset, og han gik ene ind i Gæstekammeret. + +-Hvor der var kønt og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage. + +Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende, +som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren +gik hen til Bordet og sagde: + +-Der staar om Bisættelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke læse det +først. + +Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren læste højt, af Aviserne, +naar de kom. Onsdag og Lørdag Aften, eller af en Bog fra +Bogskabet--alle Oehlenschlägers Tragedier. + +-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne høre med. Og hun gik ud +for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af +Skorstenen og fulgte med ind for at sætte sig i Krogen ved Bogskabet, +hvor hun saa tidt havde hørt til, naar de læste. + +Berg aabnede langsomt det sørgerandede Blad og lagde et Øjeblik +Hænderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevæget +og stille. + +Han begyndte at læse halv højt Beretningen om "Kongens sidste Færd". +Rundt i det stille Hus hørtes der ikke en Lyd--uden hans dæmpede +Stemme. + +Tine fulgte ikke Ordene; hun hørte kun Røsten, som hun kendte fra saa +mange stille Aftener, og hun saá igen Fru Berg som hun sad _der_ under +Lampen, og hun hørte hende lé, som hun lo ad Tines strømmende +Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, græd over Bøger som en +Kalv--Taarerne, der nu brød frem igen én paa én.... + +... "Snart tændtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste +Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den +sidste Ære. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert +Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde +i den mørke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...." + +Henne i Krogen gik Sofies Snøften over til højlyd Graad, men +Skovrideren blev ved at læse: + +... "Tæt ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste +blev spændte fra og førtes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde +fulgt deres høje Herre; et Sejldugsklæde spændtes over Vognen for at +skærme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde. +Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den +Syvende".... + +Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive hæs. + +Tine sad og saà frem for sig: hun tænkte paa Tragedierne, de havde +læst om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoë.... I femte +Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at græde og, kom der noget rigtig +smukt, trykkede de hinandens Hænder under Bordet. + +Berg foer fort med at læse om den sidste Procession og om Talen. Hans +Stemme blev bevæget, saa man hørte den knap: + +... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kærlighed ledsager ham +til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets +Kredse, fra Krigeren, der kæmpede for ham og Fædrelandet paa Valpladsen, +fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand +under ham er stegne; fra Bondens hæderlige Stand, for hvem Frederik den +Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte".... + +-Ja, sagde Berg, det er sandt. + +Tine fór sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, hørte hun +efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de læste--for saa længe, +for hvor længe.... + +... "Atter løftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, +ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Følget havde opstillet sig. +Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets +Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjællands Biskop holdt fra en +sortbetrukken Talerstol en Bøn, den sidste Begravelsesceremoni fandt +Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong +Frederik bisat". + +Sofie holdt Hænderne op for sit Ansigt, Tine blot saá paa Berg, der +læste: + +... "Under Orgeltoner forlod Følget i Taushed Kirken, og Deres +Majestæter vendte tilbage til København." + +Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til +Farvel. + +Saa sagde Berg, i det han lænede Hovedet mod Væggen og saá saa langt +ud i Stuen--som én Gang før: + +-Hvor Drengen dog græd, da han kom i Baaden. + +Sofie skulde følge Tine, og de fik Lygten tændt. Dens dinglende Lys +faldt ujævnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn: + +Der var nok af dem--der ha'ed' ikke været for rart i Skovridergaarden, +nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider. + +-"Vognen" ha'ed hun da hørt den alene tre Gang'--saa tydelig den var +svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke +mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mér end bag paa min Haand, det +saá ogsaa Fruen. + +-Og _det_ véd én da, sluttede Sofie og snøftede, hva' saa'en Kørsel +betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'.... + +Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Mørket. Hunden i Pér +Eriksens Gaard fór op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen. + +-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en +Tone, som kastede hun Jord paa dem begge. + +Tine drog Vejret som Én, der frysende vaagner. + +-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun. + +De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var +angst for at komme _for_ nær til Kirkegaarden Nattestunder. + +-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer +du nok Skovriderens Té, saa den bliver, som den plejer--ikke? + +-Ja--farvel, jomfru Tine. + +-Farvel. + +Tine hørte Hundene, der fór op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt +gik hjem imod Skolen. + + * * * * * + +Tine bankede og hørte først Dagge, der tog paa at gø, og saa Moderen, +der kom af Sengen og ud: + +-Det er mig, Mo'er, sagde hun. + +Madam Bølling lukkede op i Nattrøje og Kappe med Strimler: Skovrideren +er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen. + +-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dørene staa +helt ind til Bølling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud! + +-Det var jo ventendes, sagde Bølling, der sad op i Sengen. + +Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved +Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at +vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa +hun fik 'et at vide, Staklen.... + +-Ja. Gud være med os, sagde Bølling med foldede Hænder, da der omsider +blev stille. + +Tine var træt, og hun sagde Godnat. Hun tog i Døren til "Skolen" for +at prøve, om den var laaset, før hun gik op ad Trappen; og henover +Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne +var spredt. + +Inde i Kamret stillede hun Vækkeuhret til Slag og flyttede +Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet. + +Nedenunder smaasnakkede Forældrene endnu, det lød, som var det næsten +i den samme Stue. + +-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er +det fjorten herfra Sognet. + +Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine hørte deres vante +Aandedrag, roligt og taktfast næsten, op gennem Huset. + +Hun kunde ikke sove. Hun laa og tænkte paa en Dag i Efteraaret--den +sidste, hvor de havde været i Skoven Skovriderens og hun.... + +De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at møde +Skovrideren ved den første Lysning. Forpagterens fra Rønhave mødte de +i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa +Vejen, før de skiltes. + +De gik videre. Herluf rodede efter Brombær op ad hvert et Gærde. Fuldt +af Nødder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik. + +De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad +fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af +Brombær: + +-Sé Drengen, sé Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham løs; selv +løb hun op imod Markhøjen. + +-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt. + +Det var, som saá man den hele Ø idag i den klare Luft--Bakke og +Dal--saa grøn og blød. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige +Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Grønt. Og i Himlen +var der ikke Bund. + +-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg. + +Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de løb, løb, alle tre, +Højen rundt. + +-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der løftede den fangede +Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Kløver. + +De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved +Brændestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt. + +Hækletøjerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede: + +-Det var svært, saa de fra Rønhave kørte til Bispens nu--det var anden +Gang. + +-Tredje var det--i to Uger. + +-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren. + +De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og +godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne +rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Døren; og _der_ blev vekslet +Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bølling eller Madammen eller +Tine kom ud paa Trappen. + +Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under +Træerne: + +-Hvor dog Skoven holdt sig, saa grøn den stod. + +-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer. + +-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Hækletøjet synke og saá ud +mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September. + +De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde været her sidste Gang +_det_ Aar og _det_. + +-Nej--ifjor var det knap man fik Nødderne bjerget. + +-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg. + +Herluf raabte, lidt derfra, mellem Træerne: Tine skulde komme, Tine +maatte komme derhen. Det var en svær og bøjet Gren, der hang som en +Gynge, tæt ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han græd +og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende: + +-Op Tine--op. + +-Den knækker, den knækker, raabte Tine--det _var_ en Vægt--mens Fru +Berg svingede til Grenen, saa Tines Skørter fløj om hendes Bén. + +Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines +bomuldsbestrømpede Lægge: + +-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru +Berg maatte lé ud med Ryggen til et Træ, før hun kunde komme hen og +faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet. + +Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa +en Træstub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var +snart paa Tide at tage sig af dem nu. Nætterne var _dog_ blevet kolde. + +Haven var Bergs og Tines stadige Fællesvirke. Skovrideren var +Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra +Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine +mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om +Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa +Havetrappen i sit Sjal og saá til og snakkede over Plænen til de to, +som syslede og beskar og vandede. Hun saá dem tilsist kun som et Par +Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede. + +... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over +Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. + +De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de pløjede +Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! + +-I saadan Luft _hører_ man Tine, sagde Berg, der standsede. +Skovrideren mente altid, Tine havde en Røst for fri Luft, saa frejdig +som Vorherre havde givet hende den. + +-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og +de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i +Verset, satte Berg en halvdæmpet Bas til, saa det lød over Marken: + + Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Vove! + nu kommer Natten saa sort: + alt ligger Sol bag de dæmrende Skove, + Dagen den lister sig bort. + Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage, + til de gulnæbede smaa; + men naar i Morgen du kommer tilbage, + sig mig saa alt, hvad du saá! + +Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmænd +frem; i Rad røg de sindig Piber. + +-God Aften--god Aften, kom det fra Røgerne stille ud mod Vejen til dem. + +-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem +alle ved Navn. + +Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--: +Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten. + +-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersønnen. + +-Naa, saa Gud ske Lov da. + +-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen. + +De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i +Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rød +bag ved det gamle Taarn. + + Flyv, Fugl! flyv over Furesøens Rislen. + Kærlighed kalder dig hjem; + sæt dig nu kønt mellem Løvbuskens Hvislen, + syng saa din Kærlighed frem! + Kunde, som du, jeg i Ætheren svømme, + véd jeg nok, hvor gik min Flugt; + jeg kan i Lunden kun sukke og drømme, + det er min Kærligheds Frugt. + +De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene. +Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Græsning paa en Vejkant, +før hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Hænderne, da de kom +hende forbi. + +I Skolen sad gamle Bølling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og +hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrømpen, i Døren: hun havde +Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op, +til Sæde paa Bænken, mens Bølling blev staaende nedenfor med Berg og +talte om Skovauktionen. + +Nede ved Kæret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam +Henrichsen, bred og stormægtig, ud paa sin Bænk mellem de to hvide +Søjler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svære Knud Smed, +der gik hjem med sin Hund. + +Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette +Nabolag, her paa "Torvet", saa velnærede de alle var, baade hos +Bøllings og i Kroen og Smedien. + +Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og +Bølling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til +Vands over Pladsen. Den drak og brølte, dumt og langt, ud over Kæret. + +Klokkerne hørte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine +fulgte med dem. Himlen var dunkelrød over Hegn og Marker. + +Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den +om "lille Grethe". Skovrideren lod Døren til sin Stue staa paa Klem. + +Herluf var træt og faldt i Søvn paa sin Skammel med Hovedet op mod +Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede +ogsaa hun. + +Hun vaagnede halvt. Tine sér nok efter Bordet, sagde hun saa med en +søvnig Stemme, og Tine rejste sig for at sé efter Sofie--Fru Berg blev +sjælden rigtig vaagen, før Lampen var tændt og Théen inde. + +-Nej, er der dækket, sagde hun da, hélt overrasket, og kom nok saa +rank op i Sofaen. + +Efter Thé plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i +Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren. + +Eller Berg læste, i den store halvmørke Stue, hvor der kun var lyst +rundtom Lampen. Mést var det Oehlenschläger, han læste, eller ogsaa +Palludan Müller--Tine havde Lommetørklædet fremme i sit Skød. + +Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, løb Fru Berg og hun paa Vejen +ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af +samme Kop: + +-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud, +før de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand. + +Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sént, han vilde selv +følge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som +tættere Skygger i det stille Mørke. Hundene vaagnede kun halvt og +sendte en søvnig Knurren efter dem. + +Berg løftede Lygten for at finde den tørreste Vej i Sølet. Her, Tine, +her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen +løftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det ærefuldeste, hun +vidste. + +-Vi sés, hilste Berg, naar de skiltes. + +-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Døren +var lukket op. Men Madam Bølling var gnaven. Det lignede dog ingenting +at komme hjem her den sene Nat. + +Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen: +der var altid noget at tale eller spørge om fra Skovridergaarden. + +Tine gik op, mens Forældrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos +Madam Bølling, at blev hun først vækket om Natten og kom op i +Underskørtet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Køkkenet og ind +igen, mens hun stadig talte med Bølling. + +-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekræftede Bølling dernede. + +-Tine, sagde Madam Bølling op gennem Loftet. + +-Jo, Mo'er. + +-Tine, du, husk det lille Stykke Smør imorgen Barn, jeg har lagt til +Side--det artede sig saa vel i Kærnen, saa jeg lagde det til en Side ... de +kunde dog smage det dernede. + +-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Forældrenes Ord i sine Øren. + +-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bølling af; hun kom endelig +af Underskørtet og op til Bølling. + + * * * * * + +Tine kunde ikke falde i Søvn inat. Forældrenes rolige Aande lød +bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun tænkte paa alle +disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf +og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom. + +Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Børn" korn til Skole i +Mørke og Moder trillede dem ud af det meget Tøj--Trine og Lars Erik's +Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saá forundret til fra Sengen. Og +saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen. + +Om Søndagen var der Glasvæg for Præstens Vogn, og Kordrengene sad i +Køkkenet paa Bænken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes +Spølkummer for at varme sig, mens Præsten prædikede. + +Men lidt efter lidt længedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I +Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saá de uden Lys. +Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge +hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede +Paradis, mens det skumrede. + +Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Tørklæder frem i Dørene, og +Fader røg sin Pibe paa Trappen. + +-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden. + +-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede. + +Stærene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork +ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store +Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, +gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Mærker og Varsler at +tage af, om den fløj højt eller om den fløj lavt og naar den gik i +Mose--baade for Somren og Sæden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom +sént. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar +Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han førte +Bog med baade Stork og Stære i sin tyske Almanak. + +Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen. + +Ud over Pladsen hørte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort +og Katekismus. + +Saa sang de tilslut med høje Stemmer, mens Bølling slog Takten med den +store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamæn tit ud i sin Dør blot for +at høre til. + +-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier. + +Baade Fædrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Børnene +tilsidst jublende slap fri og Bølling kom ud paa sin Trappe at svale +sig en Stund, efter Dagens Sved. + +Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og +fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Døren, +bag Buxbomhækkene, eftertænksom og stille. + +Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de +fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i +Fjederstolen paa sin Vogn: + +-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam +Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj +Maaned. + +-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som +véd at blive færdige med Høsten. + +Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder +Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen. + +-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af +i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bølling +maatte først give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at høre, +_hvor_ det var, og hvordan det stod. + +-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg tænkte del. Det er vel Tiden.... + +-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen. + +-Ja, svarte Madam Bølling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og +Madammerne gik ind. + +... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med + +Mælken, sad Madam Bølling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden +fra Kirkegaarden og gik hjemefter. + +-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bølling, _er_ det saa gjort? + +-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads. + +-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ské Tak ... Ja, +saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bølling. + +-Godnat, Madam. + +Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev +stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind. + +Næste Morgen blev Pladsen strøet med Blade og Sand. Det var tungt for +Bærerne at naa op forbi Krolængen med Liget; de hvilte midt paa +Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind +paa Kirkegaarden. Graven var tæt ved Muren og Madam Bølling og Tine hørte +Talen ind i Køkkenet. + +Om Aftenen gik Madam Bølling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet +kom hun til Sæde paa Trappen med sin Strømpe. Madam Henrichsen sad +ovre hos sig mellem de to hvide Sejler. + +-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bølling; Og Gud ské Tak--hun stred +sin Strid. + +-Ja, hun var et Skrog, bekræftede Madam Henrichsen. + +-Men Gud løser op til sin Tid, sluttede Madam Bølling, og de strikkede +tause. + +Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Præsten sammen +nu--; de sang, mens de løb hen over Sand og Buxbom. + +Aarene gik. + +Helg og Søgn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Søndag til Søndag. + +I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; én +maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe +efter Tjenesten. + +Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge +Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes +Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser. + +Psalmen med dens mange Røster i Diskanten lød ind gennem Haven. Det +var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens +hun gik. + +En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af +Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhækkene: + +-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmælte, +begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren. + +Selv satte Tine sig--det hvide Bord var færdigt--paa Forhøjningen +saa andægtig, som kunde hun høre Kapellanen præke helt herind. + +Naar hun hørte den unge Præst i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og +græd som et sprukket Kar, saalænge han var paa Prædikestolen. Hun +havde nu i det Hele svært nemt tilvands i denne Sommer, og det tog +hende og kom over hende, alting, som én Bedrøvelighed--saa Kroens +Katinka lo hende ud, saa det klukkede. + +-En lille Hjertevé, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa +Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrøvelse. + +Tine blev ved at sidde paa Forhøjningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst +og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa +Krobænken sad kun Præstens Nils i Skjorteærmer og rød Vest og spyttede +saa langstrakt ud i Solen. + +Psalmesangen begyndte igen, og de første Karle listede, varsomt og +skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med +Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen +kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder. + +Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med tændte Piber i store +Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en +undselig Klump. + +Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner bænkede og sad lavmælte og +stramme rundt om Madam Ballings Flødekumme, mens Tine bød Kaffen om +til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i +Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen. +Og Øjnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte +til hende, som nu. + +Saa hørtes en Vogn omme bag Krolængen, og Tinka, der fniste ude paa +Pladsen med Landhandlerens Sønner fra Notmark, fordi hun saá +Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards +Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i +Sædet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og +de spillede videre. + +Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene +paa Skolens Trappe efter det lange Sæde. Der er ellers nyt, sagde han, +efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet +sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnævnt, Folkens--iforgaars, Berg +hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn. + +-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bølling. + +-Og det var godt det samme, erklærede Madammen. + +Kapellanen læste Udnævnelsen op: H.R. Berg hed han og var +Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han +kunde være og hvorfra han var. Det _kunde_ være en af de Bergs fra +Gram, mente Bølling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829.... + +-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding.... + +-Og var ret en herlig Familie, sagde Bølling. + +De to Gaardkoner paa Fløjene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende +Røster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to været med til at +vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa +baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue +og "Klædning" og Begravelse, til de blev meget rørte og tørrede Øjnene +med de sammenlagte Lommetørklæder, mens den midterste Kone stadig +dyppede Butterdejgskringler, sendrægtig men uafladelig, i Madam Bøllings +Kaffe og fik dem fortærede. + +-Nej, af Slægt er han fra København, fortalte Stén, der nu fik Kaffe +budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden.... + +-Men gift er han, Jomfru Bølling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og +Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en +Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskrækket ved +hver Tiltale, sagde med et Ryk: + +-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev +færdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet. + +Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt +Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav +deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen +efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besætningen. + +-Men de Skimlede, de kunde dog tænkelig blive tjenlige til Trækkebrug, +mente Knud Smed. + +Hos Degnens brød de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens +Tine, af den Præstespire, sagde Stén til sin Kusk, mens de kørte hjem +ad Gammelgaard til.... + +... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis +drev de Unge hjem bag Hegnene. + +Madam Bølling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra +Dørene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet +Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjørnet, og saá efter +Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Hækkene. + +Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud +af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer. +Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa +sin Bag". Den skrev hun af, med Skønskriftbogstaver, Vers for Vers. + +Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer +lød ud i Aftenen. + +Madam Bølling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun +havde været inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds +Skændsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en +Levkøj ved Korset i det mindste. + +Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte +paa Bænken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran +deres Døre og strikkede tause. + +Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kølig og +fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd +blev hørt--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra +Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kæredes. + +Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine hørte +Stemmerne: de talte om Skovriderens igen. + +-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bølling sindigt. + +Og Vognen kørte videre, til Lyden døde. + +En Flagermus skød forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa +Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte. + +-Tine, kaldte Madam Bølling fra Trappen. + +-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte tørre +sine Øjne. + +-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra. + +-Godnat, Madam Bølling. + +Og Dørene blev lukket rundt omkring.... + + * * * * * + +Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev født og han voksede +til, og Vintre gik og Somre. + +Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gæster hos Skovriderens--de fra +København og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Løb om +Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Fløde--man skulde +altid tro, der var mere Forslag i Bøllings fire Køer end i +Skovriderens fjorten, og Madam Bølling lagde, saa lang Ferien var, sit +Hoved i Blød med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle +de Mennesker at spise." + +-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Købstadbarn, sagde +hun. + +Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var +Rullegardinerne nede endnu i alle Gæstekamrene. Fru Berg lukkede sagte +Døren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole: + +-Er det Tine, hviskede hun. + +-Ja. + +Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i +sine Øjne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle, +som skulde lægges: + +-Og De véd, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjælpeløs +i Tæpperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som +"altid mislykkedes" for Fru Berg). + +-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle. + +-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i +Sengen. + +-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun +puttede sig under Tæppet. + +Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen +over Sengen. + +Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden +og stansede foran Køkkenvinduet. + +-Men hvor har De været gemt saa længe, Tine, sagde han og blev +staaende lidt og saá paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med +sine runde Arme. + +-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig +være ganske køn--om Morgnerne.... + +Om Eftermiddagene sad Madam Bølling og Tine ved Vinduerne i +Stadsstuen, Bølling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bølling til Datteren, der voksede Traad--: +de fra Rønhave.... + +Rønhaveren svingede om Krolængen med en stor Holstenskvogn fuld af +Fremmede. + +-Nu har de vist Snésen, sagde Madam Bølling. Hvor de faar Plads, du ... +hvor de lægger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel +kunde "lægge dem". + +Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi. + +-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklærede Madam Bølling +saa til Slut og strikkede igen. + +De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en +Høstvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til +Vinduerne: + +-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang +hen ad Vejen. + + Det Land endnu er skønt, + thi blaa sig Søen bælter, + og Løvet staar saa grønt, + og ædle Kvinder, skønne Møer + og Mænd og raske Svende + bebo de danske Øer. + +-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bølling. + +-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod +Sytøjet ligge i sit Skød. + +Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam +Bølling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhøjningen. Og Stens kørte +med deres Studenter; Hele Øen havde Fremmede nu. + +Katinka, der ikke veg fra Krobænken den lange Eftermiddag, maatte over +og udøse sit Hjerte. Hun havde bevægede Tider om Sommeren; For man +blir anskudt. Madam Bølling, af de Københavnere, sagde hun. + +-Aa--der var Studenterne hos Sténs og ham, den sortsmudskede, hun +vidste ikke, hvad han var--fra Rønhave.... + +-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Hænderne rapt i Siderne, +saa hun stod som en Hankekrukke. + +Madam Bølling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre. + +-Men Skovrideren er køn, sagde hun, Skovrideren er køn ... _Det_ endte +Madam Bølling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale. + +Fangels kørte op om Krolængen og holdt Mellemmadskurvene op foran +Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip. + +-Saa de farter, sagde Madam Bølling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov, +ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land. + +-Blot de nu har husket Spiseskeer til Grøden, sagde Tine. Hun tænkte +stadig kun paa Skovriderens. + +-Du skulde gaa et Løb derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist +baade ét og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa +mange liggende Personer. + +Tine gik ned og "saá lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i +Storskoven. + +Om Aftenen sad Tine længe paa Bænken paa Trappen. En efter en kørte +Vognene hjem med deres søvnige Gæster. + +-God Aften, hilste Kusken dæmpet. + +-God Aften, svarte Tine. + +Og Gæsterne nikkede--halvt i Søvne, mens de rullede forbi. + +Tilsidst gik Tine op; Forældrene var allerede i Seng. + +Langt borte hørtes en Vogn, hvor de sang; den kom nærmere og rullede +forbi: + + Danmark, dejligst Vang og Vænge, + lukt med Bølgen blaa, + hvor de tapre danske Drenge + kan i Leding gaa.... + +-Tine, lød det nedefra, med en dæmpet og langt udtrukken Røst for ikke +at vække Bølling, der sov: Hører du? + +-Ja, Mo'er. + +-Det var Skovriderens. + +-Ja, Mo'er. + +Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere: + + ... mod de Tysker, Slaver, Vender, + hvor man dem paa Tog hensender-- + en Ting mangler for den Have, + Leddet er af Lave. + +-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind. + +Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med +Hestene op om Krobakken--i den stille Nat. + +... Naar Fru Berg kom hjem fra Sønderborg efter at have fulgt de +sidste Sommergæster, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens. +Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ské Lov, lo hun. +Gud ské Lov for det. + +Kaffen kom paa Bordet; ude i Køkkenet gik, glad, Madam Bøllings Jern +til de varme Vafler. + + * * * * * + +Saa kom Efteraaret og Æbleplukningen og siden den store Slagtning. + +Hele Huset lugtede af Ingefær og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru +Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i +Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Pølser. Fru Berg +fortalte Pølsehistorier, og Maren skulde synge. + +Hun kvædede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i +Rullepølsen med nogle vældige Sting; Fru Berg satte i med Omkvædet, +saa det klang; + +Pølse, Vin og Kærlighed, det er Livets Herlighed! + +Tine rørte Indmaden til de hvide Pølser, mens Sofie, der var dobbelt +saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saá +ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes. + +-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'væsen, sagde +Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mést og saá til, med Hænderne +under sit Forklæde. + +Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en +Kende Vanille med. Hun og Tine løb ind med et Lys for at finde den i +Sekretæren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste +Sølvtøj. + +Lyset stod paa den nedslaaede Sekretærklap, mens de søgte. + +Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke +Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetørklæder, og der bare Breve ... +Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: + +-Det var Bergs Breve fra det _første_ Aar, de var forlovede ... Hun +løste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og +læste, ved Tællelyset. Hun lo og begyndte at læse højt: det var lutter +Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt. + +Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler +foran Tællelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde +Fru Berg og holdt pludselig op at læse. + +-Og det troede man var Kærlighed, sagde hun og slog den flade Haand +ned mod Brevpakken, mens hun lo. + +De søgte videre og endelig fandt de Vanillen. I Køkkenet var +Fedtegreverne paa, og der stod én Damp over Skorstenen. + +Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Bænken ved +Døren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft +Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens. + +-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg. + +-Tine, nu henter vi Peberne. + +De gik ind i Spisekamret, hvor de færdige og trinde Pølser skinnede i +lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til +hver. + +-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste +Sortepølse som en tyk Snog hen til Ane Tækkemands: + +-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til +Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds +Klæder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen". + +-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det +med Helsen ... nyd det med Helsen. + +-Nu faar I Greverne i Spandene. + +De øste op med den store Sløv i Spand efter Spand: + +-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt +som en Kat ved Ild. + +-Ja--ja, det kildrer i Næserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af +Fryd og Fornøjelse. + +Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted. + +-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik +som den sidste med Spanden og sine Pølser, der var pakkede ind som en +Byldt. + +Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade +paa Fru Bergs Stol midt under Lampen: + +-Ja--jeg har hørt om 'et før--sagde hun. Jeg har jo hørt om 'et før +--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af +Begærlighed efter at høre det en Gang til. + +Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindøde Datter hos +Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa én Gang, midt i +Ligstuen, i alt sit hugne Ligtøj. + +... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren følge hende. Men hun løb +alene--det var jo maaneklart og ganske lyst. + +-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun løb, +kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker, +hun kunde dem jo udenad--Sætning paa Sætning. + + * * * * * + +Julen blev nær. I den sidste Tid maatte Tine hjælpe Fru Berg med +hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig færdig med sine Gaver og der +var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet. + +-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar. + +Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved +et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op, +saa koldt som det var. + +Og Julen kom og den gik. + +Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i +Mørkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet +det sidste Dagslys. + +-Saa de dog snakker om den Kærlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun +flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine.... + +-Ja, sagde Tine langt og saá ind paa Favnebrændet. Men hvad er den da? +spurgte hun. + +Fru Berg lo højt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa +holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden: + +-At være to sammen, tror jeg--og være glade, sagde hun sagtere. Og de +sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at tænde Træet. + +Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys +brændte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rént +galt, nu efter Nytaar. Nu stod Kørehestene da ikke stille en Dag i +Stalden. + +Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhøjt, +hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saá paa Træet. + +Herluf sad stille ved Faderens Knæ og stirrede blot op paa Lysene. + +-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys +tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at sé det--og +alle de andre ogsaa: han løb ud og han hentede alle Folkene ind, lige +til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Døren i en +Klump paa deres blaa Sokker. + +Halvmørkt var Træet blevet og Stuen; der brændte kun seks-otte +flakkende Lys endnu. + +Berg løftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude.... + +-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han +almægtigst Julen paa Døren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre +saá opmærksomt efter Lys paa Lys. + +-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste. + +Nu var det sidste slukket, og der var mørkt, mens Faderen stille satte +Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause +gik de alle ud af Stuen. + +De havde spist Syltetøjet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde +hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de +fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje. + +Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grøfter. Fru Berg og +Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted +saa fejende og bred som en Fregat, der sættes paa Vandet. + +Saa gik de stille igen, mens Snéen knirkede under deres Fødder. Langt +borte hørte de over Marken Lyden af Violin og Fløjte. + +-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine. + +Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens +Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket. + +-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude. + +De var stansede alle tre og stod nu tause tæt ved det islagte Kær. + +-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over. + +-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul. + +Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt. + +Og alle tre stod de et Øjeblik bevægede, med Øjnene ud over de hvide +Marker under den stjernehøje Himmel. + +Det var sidste Jul. + + * * * * * + +Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Længe græd +hun og græd hun. + +En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var +Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen. + +Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund. + + + + +II. + +Der var Fremmede hos den énarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt +efter Middag allerede--Folk holdt af at være sammen i de +Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i +Dagligstuen, hvor der stod én Røg af Piber. + +Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som +havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og +nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre +kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i +Smaaklynger og blev ved at tale, højt, om Bustrup og Værkerne og +Mysunde og om den sidste Krig. + +Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra +Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om +Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong +Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget +Spyt var fløjet ud paa Sténs Vest, og han sagde som et Slags Résumé: + +-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_. + +Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var +Grundtvigianer og kvækkede som en Frø. + +Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring +Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved +Frederits--_da_ havde han været med: Det var Storm paa Skandser og +Brand af Værker og Gaaen paa med Bajonetten under glade +Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken +spille, og naar de stormede, sang de. + +Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager. + +Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til +Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra +Gammelgaard havde ogsaa været med, han havde kæmpet under Helgesen. + +-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Røverkaptejn. + +De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om +Schleppegrel; og om de Méza, der skiftede Handsker midt under +Kugleregnen. Hver fortalte højlydt _sit_--undtagen Kammerherren, +Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om +Regeringen, der kendte sit Ansvar. + +Ellers var det én Vise om Lystighed og de spiddede Prøjsere, saa +Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig +Spøg og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her +i Besøg og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han +havde faaet skudt af ved Skydeøvelse i en Skytteforening, greb sit +Glas og raabte, hed af Krig og Punsch: + +-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem. + +De raabte alle med, med skinnende Øjne, og paa én Gang sang de, "den +tapre Landsoldat", med høje, larmende Røster, alle--undtagen Provsten, +der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store +Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide +Skjortebryst frem og smilte. + +Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde +han--med den Sætning plejede han at fortsætte sit Livsværk efter hver +Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--højere og +højere (Studenten oppe paa en Stol) sættende i paa hvert et +"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Næver for deres Fod. + +Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang +endnu, og de holdt alle op som med et Ryk: + +-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter +Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu. + +-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og søgte sin Avis i +Bunken. + +-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa +glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. + +-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni +Fingre. + +De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde +læse: Lad Provsten læse, sagde Stén. + +-Ja, vil Højærværdigheden læse, bad de alle, mens de satte sig rundt +om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne +var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i +"Bladet"--den kunde han læse; + +-Ja, læs, læs, raabte de alle. + +Hans Højærværdighed holdt det løvemankede graa Hoved rankt, og med sin +myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blødt, læste han bredt og +klart Korrespondancens Ord, som oplæste han en Proklamation; mens de +andre sad med Blikket fæstet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par +med foldede Hænder--og han blev ved at læse. + +Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun græd. + +Korrespondenten skrev om Vogne med "prægtigt Kød" og en Mængde Brød og +Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han +over til at tale om "Stillingen", og Højærværdigheden læste +uvilkaarlig med højere Røst, dvælende og endnu bredere som en Digter, +der, kælende, oplæser sit eget Værk; + +"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold, +det gamle kære Dannevirke, som vi i et Aartusind have kæmpet om, og +som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs +denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen støttes ved +Oversvømmelser. Og mere behøve de ikke at vide: Mere er det ikke værdt +at fortælle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er +en stejl Fæstning, fra hvis Ildsvælg Død og Fordærvelse ville spredes +i Fjendens Rækker,--at se derfra ud over Terrænet og at tænke sig vor +Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. +Modtagelsen vil blive varm".... + +Stén havde lagt sin Næve over i Forpagterens fra Vollerup, som +trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr. +Graa sad og slog sine smaa runde Hænder, knyttede, ud i den tomme +Luft. + +Provsten blev ved at læse: + +"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Øre ved at +høre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne +til Kampen. Vejene vare glatte, de pløjede Marker, over hvilke jeg +red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvær ved at arbejde +sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo +vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder +vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham +at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje, +hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. +Det vil blive besværligt for ham at storme løs".... + +-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tænder. + +-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over +Jordklumperne, medens vore Kugler gør lyst imellem ham og hans Blod +farver de hvide Marker røde...." + +Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en Lyd; det var som de alle +med deres skinnende Øjne saa baade Marker og Blod. + +"Mangen kraftig Mand"--læste han igen--"vil lægge sine Bén her i +den fremmede Jord; mangt et ømt Moderhjerte vil faa det Budskab, der +er tungest af alle. Men det maa være vor Trøst, at Ulykken vil ramme +vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans +Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid +Modet maa blive lønnet, og gid mit næste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_ +haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgørelsen ligger i Guds Haand". + +Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knæ, men Kapellanen +sagde med vidtopspilede Øjne: + +-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark. + +Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Øjeblik sit +Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brød han ud og lagde sin Haand +myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har læst, _spejler Nationens Haab_. +Det er vor Fortrøstning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det +hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil +vække vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi næsten fik +ventet os i Søvn. Bøjet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde +saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev næsten +en duknakket Flok.... + +-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa. + +-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sørgeligt gik +Indrømmelsernes Spøgelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets +bedste Mænd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den +Stund, som disse Mænd har _villet_. Ja--og Præsten løftede Røsten, +mens det gav ligesom et pludseligt Sæt gennem alle de Mænd, der +lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med +velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den +maatte fægtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes længer som +Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af +ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land.... + +De raabte alle Bravo og "Hør" og hede Ord, som ingen forstod, mens de +saá paa ham med aabnede Munde. + +-Ja, raabte han og løftede Haanden halvt, mens han selv aandede svært, +den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er +det, som værnes i denne Stund. + +Han taug. + +De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Stén og Forpagteren fra +Vollerup pludselig løftede Armene, som svingede de et Par voldsomme +Vægte i deres Hænder. Saa løstes de i Grupper paany, og talte igen--om +"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, hørte man Graa sige over dem +alle: Gud vil skærme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod +tæt ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt +det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der +var svagt snøvlende: + +-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land. + +De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret +til. Den tætte Røg i Stuen løste sig i Trækken til store og viftende +Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder. + +I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men +inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe højt, i Klynge om +Værten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op +paa en Stol: + +-Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse,--skreg han--der +styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som +hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element-- + +-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i +Stuen og uafladelig førte sin knyttede Haand ned mod sit store Knæ, +blev ved at sige: + +-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned. + +Kun Kammerherren og Provsten hørte mer; de andre gik op og ned, +rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa +hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og--pludselig +skældte de Kongen, Kong Kristian. + +-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst. + +Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Raab. + +Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strøm af Ord +ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens, +der vilde Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som +Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt. + +Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strømmede sammen, saa +Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud +til Husmænd og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke +for deres Brødre ved Dannevirke. + +Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saá de +som Skygger Husmænd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte. +Men, paa én Gang, havde de derude løftet og tømt deres Glas, og der +lød ni lange, dæmpede Hurraer fast ud fra Mørket gennem Stormen imod +dem--som en Ed. + +Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevægede af deres egne +Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde +med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mørket: + +-Hr. Kammerherre, det er Mændene fra Isted. + +Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer væk fra +Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren: + +-Det er _dem_, som skal dø, du. + +De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Sæt, paa +en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte +han--usammenhængende, krammende om den røgfyldte Luft med sin +lemlæstede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saá--og de blev +staaende og hørte ham: + +-Om _Førerne_ er der talt--mér raabte end talte han--ja, de, som har +ført de ældre--men _os_, os de Unge, os, der skal kæmpe nu, os har +andre ført: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye +Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har +ført nordisk Ungdom til berømmeligt Samtogt--_hans Syn har ført os til +denne Dag_.... + +-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevægede han sin Haand gennem +Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed +endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de +Illusioner har mættet os og de har været vort Brød ... Og naar der +nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod, +men hørte hans unge Stemme og saá Skinnet paa hans Ansigt, løftede sig +i Hænderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende +Øjne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som sér med tindrende +Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmænd--saa er det ham og hans, +som har næret deres Haab og har ført dem herhen: _hans_ er Ansvaret og +Æren--leve da _han_ og _hans_. + +Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men +som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, +raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over +Engen frem over Vænget--igen og igen. + +Karlene hørte ikke og vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb +dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: + +-Hvor er Tine? hvor er Tine? og løb op ad Trappen med den samme +skingrende Raaben: + +-Tine? Tine? Hvor er Tine? + +Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men +virrede kun maalløs med sit hvidgraa Ansigt: + +-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Fær' i Degn'gaarden, hva' er der paa +Fær' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at løbe forvirret rundt +om sig selv med "Tørklædet" i Haanden, som hun tog af sig i +Forskrækkelsen. + +-Fa'er, Fa'er--Tine kom løbende med et Lys og bøjede sig ned over +ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er? + +Men Bølling svarede ikke; før han med ét tog hendes Hoved og førte det +ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage +mod Væggen og løftede sine Hænder, som sank igen. + +Bølling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa +Døren--Dagligstuedøren. + +Tine gik ned og fik Døren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen +ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mér. + +Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. + +-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og +vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--: + +-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke. + +-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saá kun ham, hans +Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun +kunde ikke svare mér, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet, +paa Trappen ved det forladte Lys. + +-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De +gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad +si'er De, Mand--saa forklar! + +Men Degnen hørte ikke; han vidste kun én Sætning, som han lallede, to +Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfælde, eller som en Idiot. + +-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han søgte at løfte +Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og læste +og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive +Hænder, over alle de andre, som var stimlede ud. + +Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Stén støttede ham. De vidste det +alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa løb +Forpagteren fra Vollerup, skælvende som et Løv, hen og slog sine +knyttede Næver ind imod Væggen og hulkede som en Gal. + +Og man hørte dem paa én Gang hulke, blege og magtløse og forbitrede; +og Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage og sagde ivrigt +Men det er umuligt--det er umuligt--Hæren--Hæren, bestandig gentagende +dette ene Ord: Hæren, og demonstrerende med sine krumme Fingre. + +Udenfor hørte man Pigerne græde og Karlene, der gik stille tilbage til +deres Køretøjer. + +Stén, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hænder ned paa hans +Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, +Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om +han ikke kunde bære det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stød +gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem: + +-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok. + +Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Afløb +for al deres raadløse Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strøm af +Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forræderi. Og +pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede +han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, ført som en Kugle af hans +lemlæstede Haand, tæt forbi Højærværdighedens Hoved, lige mod Kong +Kristians Billede, der knustes. + +Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned +fra sit Søm--Dannebrogsflagene over den afdøde Konge løsnede sig ved +Stødet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de +begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel +Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten, +der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han støttede sig til +Bordet med en stor Gestus: + +-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag. + +Ingen havde hørt Døren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og +de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vækkedes: + +-Aa, her er Selskab! + +Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide +Skæg; han saá et Nu hen over Borde og Glas og de væltede Stole: Stort +Selskab, sagde han og saá hen ligesom gennem sin Provst, der endnu +hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet. + +De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen +vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestætens Billede--men _slap_ det: +Bispen havde set. + +-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig. + +Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Bén, som han +skyldte sin Charge--"Louise vil sé de Ben i stramme Bukser", havde den +afdøde Folkedrot sagt ham ved Udnævnelsen, og det joviale Kongeord +blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saá et Øjeblik ned +paa disse urolige Bén. + +Saa sagde han i en hélt anden Tone, mildt og meget indtrængende: + +-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgaa +for os alle. + +Han taug igen. + +Det var iøvrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han +saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skælvede +pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men følg dog først +Deres Gæster ud. + +De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Døren klaprede i +Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blæst ud--og de +gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem +Vognene. Man hørte rundt om Kuskenes Raab; Stén stod og græd igen, +lænet op til sine brune Heste. + +De første var kommet i Vognene og de begyndte at køre, Skridt for +Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad +Alléen gennem Mørket, besværligt og langsomt. + +Tine sad med sin Fader i Køkkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_ +havde hun bragt ham ind. + +-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og +klappet ham igen--han var som livløs, gamle Bølling--indtil han brast +i Graad, lænet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen, +længe. + +Nu tog Tine Hænderne bort, hvormed hun havde støttet sit Hoved, og som +om den nye Stilhed vækkede hende, sagde hun: + +-Saa kommer Skovrideren hjem. + +Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig +med store Øjne. + +Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i +Ærmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa +Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt +paa Trappen: + +-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil +De staa op! Og han ruskede i ham. + +Men det var, som om den lille Kapellan ikke mærkede det. Med sit +Dværgeansigt, der saá ud som forvaaget, hélt op til Fangels, sagde han +kun: + +-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark? + +Og gamle Fangel følte selv sine Øjne svide, da han efter at have +besørget Kapellanen kom i sin Vogn. + +Bispen var endnu alene. Længe stod han og saa' ud over denne hærgede +Stue, hvor Gardinerne løsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og +Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige +Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede +op og ned i Trækken. Biskoppen tog det op og læste et Øjeblik deri, og +mens den gamle "Reaktionæres" Ansigt fortrak sig til Spot eller +Smerte, blev han ved med at lægge det sammen og sammen ligesom til en +lang Svøbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tømte Glas. + +Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. +Ærbødig tog han Kongens Billede op. Nænsomt, mens Lampens Lys faldt +paa hans Ansigt, løsnede han de splintrede Glasstykker ud, ét efter +ét, og hængte Kongebilledet hen. + +De smaa Flag stak han op derover. + +Saa løftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede. + +Længe betragtede Biskoppen den højsalige Majestæt--med et +besynderligt, med et respektstridigt Smil. + +Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen hørte man, langt borte. Vognenes +tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog. + + + + +III. + +Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde +laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars +Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og +fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt +Øjnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom +igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden. + +Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulde til Brønds. Hun +var næsten altid uden "Tørklædet" nu og havde et Par Tilløb til +Alexandralokker bag Ørene, udenfor Nettet: + +-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun +havde faaet en egen smidskende og koket Manér at tale paa, som om hun +altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser +"Skørtet" over Gaarden. + +Ogsaa ved Brønden hængte et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende +med Spanden. + +-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til +Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk. + +Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne, +tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde. + +-Naa--én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i +Sofaen og strakte de lange Bén utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte +vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden. + +-Ja, det gør vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog +ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt +og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdæk. + +Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved +Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med +Kaffen: + +-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par +Lieutenantsbén at komme forbi i Dørene, naar man skulde ud eller ind. + +Der blev en høj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til +Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. "Wrangel" var et +Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle +Stave med en Hat paa og et gammelt Tæppe; en Kost havde været +Geværet--nu havde Blæsten revet det løs og slaaet det ned. + +Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen +vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt, +begyndte paany. + +Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa +deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Bén eller paa +sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen, +stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommen--om +og om Plænen. Nu havde de vandret _der_ en Time. + +De to Kaptejner blev vækkede op af Tine--Officererne havde altid et +Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med +Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog +sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min +Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var +saadan et Dusin Lieutenantsøjne, der ligesom altid hang ved dem: +Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod +dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene. + +-Ja, idag skal det _være_, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptejn og +fik rejst sig af Sengen. + +-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod. + +Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. +Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev +lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen som saá han for +sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og +komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa +Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap +at løsne et Skud. + +-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra +sig. + +Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde +den anden Kaptejn. + +-Ja, sagde Tine og fór lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl. +6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saá ud i Luften. + +Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af +Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende +paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar, +naar hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi. + +-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en +Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor +hun stod. + +Lidt efter kom hun over Gaarden med et Tørklæde om sig, som Blæsten +tog i. Da hun naaede Enden af Alléen, sprang Lieutenant Appel over +Havegærdet ud til hende: Maa jeg følge med Dem? spurgte han med en høj +Stemme næsten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende. + +Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, saa +han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt +Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen +og smilte saa undertiden med et Par store Øjne, som saá han et +pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning +ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var énsomt--rundt om Dammen. + +_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med +hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nølende--om _det_, +som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme. + +-Om Vejen langs "Søen"--det er saadan en dejlig Sø, sagde han, med et +Smil, som saá han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge +Piger" kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter Kirke, to og +to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han.... + +Saa taug han lidt, bestandig smilende: + +-Aa--de unge Piger er saa kønne i Viborg, sluttede han saa langsomt og +taug igen. + +Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun +sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsøgt +at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens +Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte paa Brevet +endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om +alting.... + +Appel sad og fortalte: + +-Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det +stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og +Damer--allesammen i én Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til +Appels Forældre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til +Morgen.... + +-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens, +Lieutenant. + +Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og +tilbage, længer henne i Mørket, med ét paany greben af Tanken, han +ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken +om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom: + +-Naar mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gaa. + +Han satte sig paany, men længere fra hende og han sagde igen: + +-For det maa dog bryde løs! Og de taug begge, i Skumringen. + +... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun næsten løb. + +-Saa skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk. + +-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. + +-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saá +mod Jorden. + +Tine hørte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde +huskes lige i de sidste Timer før Skovrideren han kom, og Afdelingerne +drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa længe sagt, at nu kunde +de ventes--: + +-Hvor skal De ud? spurgte hun kun. + +-I Nr. 2, sagde han hastig, og en stærk Rødme slog pludselig op i hans +Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saá ud i +Luften--to Gange: + +-Saa er man der paa én Gang--saa er man der paa én Gang. + +Tine løb op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. +Han vilde ikke være sammen med nogen--han maatte være alene; han var +ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa +det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som +skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er +det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord. + +Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden. +Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod aaben, laa et Par Kaptejner med +opknappede Uniformer paa Sengene. + +Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet Hun saá saa inderlig +træt ud, med mange smaa Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp +med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af +Støvler og paa Vægge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge. + +-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted +for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage. + +Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om +det, hun "havde" til Skovrideren: + +-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem.... + +Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt +Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man +jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var. + +Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan +skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet? + +-Og Bølling, og Bølling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var +en Slags Træthed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til +ham. + +Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de +havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet +forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det højre +Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det højre Øje. + +Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skødet: Naa, hvordan gaar +det dernede? sagde han; ogsaa Mælet var blevet lidt besværligt. + +Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet +bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa +holde det om dig. + +Og hun fortalte. + +Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset, +oppe og nede. + +-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Øjne. + +Men Bølling der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge: +Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede +paa Tine med et Par tomme Øjne. + +Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo +blive godt endnu--man maa jo haabe. + +Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af +Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt. + +Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne +lød, kaldende, højt, ud over Markerne. + +Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blæsten +bølgede den stærke grønne Rug paa Lodden, mens Karlene drøftede dens +Kvalitet. + +-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt. + +-Ja-a, svarte en Anden langt. + +-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje +til. + +-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre +langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd, +støttede til deres Geværer. + +-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen. + +-Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren. + +Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo +de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni +forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lød Geværernes Raslen +og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab. + +Skovridergaarden var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i +de tilrøgede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener lægges paa Skovriderens +Seng. Ude fra hørte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at +synge. + +Saa kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast +og bleg, og løb hen, hvor hun stod: + +-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde næppe tale, medens han tog +hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de +kan ventes. + +Og han stod kun et Øjeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes +Haand krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gaarden med +flagrende Kappe--han havde blot _maattet se ét Menneske og sige det_, +før han skulde derud. + +Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden. +Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man sé +Regimenterne, naar de kom hjem. + +Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som +Øjet gik over det vide Land, saá hun paa Bakker og paa Veje og bag +Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al +Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin +tabte sig bag Højderne som Drøn. + +Dér var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel. + +Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte +hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i +kortere Stød. + +Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke. +Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren +og Sang, mens Solen gik ned. + +Saa saá hun Skovriderens Folk--_dér_--paa den næste Bakke--jo, jo, det +var _dem_. Hvor de sang! + +Og Tine løb ned og hjem. + + * * * * * + +Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og +Tallerkenklirren og Latter og Tale lød gennem Huset, naar Sofie gik ud +og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af +Maren; og ude i Gaarden løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage. + +Berg sad, med skrævende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, +der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, naar +han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine +brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at spørge om +og faa nøje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred. + +-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saá ud, som +Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole. + +Men Tine lo og blev ved at fortælle. + +I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt +Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Døren. + +-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med +tømte Fade. + +-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye Æg paa et Fad. Berg læste +ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet +med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store +Bogstaver. + +De talte om Fru Berg--længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo +næsten altid om hende. + +-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg. + +-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine. + +-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have +saamegen Sol. + +Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev +spillet paa Klavér og ved Kakkelovnen slog man paa Brændestykker til. +Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt +af Madlugt og munter Støj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til. +De røg ved Leddet en sindig Pibe, før de i Laden skulde lægge sig. + +Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vært--, _der_ gav han +sig ilag med Madam Bøllings Frikassé. + +-Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem +Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvartér. Hun begyndte +hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende: + +-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet, +trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen. + +-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var +færdig med Madammens Høne. + +-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme. + +Berg lænede Hovedet tilbage og saá efter Tine, der havde Toddyvandet +paa Ilden nu og satte Glas frem: + +-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blødt og langsomt. + +Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der +ved Ilden. + +Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Røgskyer fra deres +Piber, saa mætte og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mér, +sad kun og nød stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine +gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød +Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede paa hendes Vej +til hende, mens Lieutenant Løvenhjelm blev ufortrøden ved at hamre "El +Ole" paa sit Klavér. + +Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra +København--en jødisk udseende Person, der skulde berøve Berg hans gode +Seng inat for at faa Lejlighed til "at sé et landligt Kvartér"--om +Fægtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig +godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten. + +-Tre Døde, Hr. Kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at +spille. + +Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og +beklagede sig for Berg: hans to Døtre vilde nu ogsaa herover--til +Ambulancen. + +-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer +hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen +hørte Tine sige med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til +Løvenhjelm et: + +-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhøjt, Tine ogsaa; +Majoren gik bort fra Themaet "sine Døtre" og lagde Haanden over paa +Bergs Knæ, der sad ved hans Side: + +-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det +skinnende Forklæde--ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende. + +Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb paa Trappen og en +Støj oppe i Gæsteværelserne. Støvler blev slaaet haardt af i hele +Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglæde de flade +Hænder mod Væggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap løs +først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de laa i +rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Staahej var der i alle +Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog. + +-Hva', det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i +Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro. + +Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog +Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa +til Underlag paa sin Sofa. + +Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen +sad kun den énarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham +om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og +gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som +Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Øen og i Skanserne, med +Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser. + +-Ja--kære Ven, sagde han, er det ikke rørende ... de siger: _vore_ +Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kære +Ven, deres egne _Landsmænd_--ja--det er rørende ... Baronen taug et +Øjeblik og Korrespondenten sagde: + +-Ja, de Herrer føler for vor Sag. + +-Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig +nævne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som +var det en kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de maatte nævnes +i en Avis. + +Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens +Seng. + +Tine var færdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i +Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i +Sengene. En Lieutenant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og aabnede +Døren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i +Dagligstuen. + +-_Mig_, raabte Tine højt og løb léende sin Vej; hun var saa vant til +Kantonnementslivet nu. + +I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for +Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om +sine Lader. + +De stod et Øjeblik sammen paa Trappen. Natten var mørk, saa de kun som +Skygger saá Gaardens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur +skrabede i sin Baas. Saa lød der ligesom en Puslen henne ved +Bryggersets Dør. + +-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen. + +-Aa, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét--for et +Øjeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa +Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun. + +De stod et Øjeblik endnu tause i det dybe Mørke. + +-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand. + +-Godnat. + +Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør. + +-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen +og lagt ind til mig ... + +Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej! + +-Ja, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget--alt for meget ... +Tak. + +Hun hørte hans Trin fjærne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun +havde faaet Taarer i Øjnene. Saa klædte hun sig af og gik i Seng, +langsomt og stille. + +Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, +naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange +mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og +nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde +Hus. + +Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting. + +Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ... + +Tine laa og smilte. Hun tænkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa +Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen. + +Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for +Skovrideren. + +... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren. + +Saa blev der ganske tyst i Huset. + + * * * * * + +Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Køkkenet paa bare Ben, som +hun var. + +Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op. + +Jo--det var--det var Allarm.... + +Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gaarden. Tine +fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, raabte ud i Gangen: + +-Sofie, Sofie. + +Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen: + +-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken +slukte. + +I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne foer gennem Stuerne +med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og raadløs +knappede han Uniformen til og knappede den op igen. + +-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne. +Rask rask! + +-Ja, ja, svarte Tine, ja.... + +-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu. + +-_Maaske!_ Og han gik. + +Signalerne lød bag Længet, allevegne. Hestene blev ført ud i Gaarden +nu. + +Tine tændte Lys paa Lys. Officerer og Soldater løb i Gaarden blege, +forbi Skæret. Ovenpaa hørte man endnu Stemmer gennem de kladrende +Døre--i Gaarden lød Majorens Kommando, som Blæsten tog. + +Og Baronen skreg paa en Vogn. + +Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig paa midt i +Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde: + +-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt. + +-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene. + +-Ja, alle venter, at det skal gaa løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke +i Vesten for Trippen. + +-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes +Haand, et Nu, saa fast. + +Tine saá kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude. + +Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad +Alléen.... + +Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje. + +Hun sagde: + +-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring +og græd fra Gangen til Stuen. + +Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde +aldrig været saa angst. Hun foer i Mørket paa et Træ, ind i et Busket, +men hun blev ved med at løbe--op paa Højen. + +Kun som en stor Skygge saá hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi. + +Hun stod længe; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saá intet. Taus gik +den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Mørket, hvor +Trinene døde. + +Saa gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken +stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et +Par flakkende Praase. + +Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i +Borgestuen laa Maren paa Slagbænken, oppustet, sovende, saa lang hun +var, ved Siden af sit Lys. + +Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og +vilde forsøge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde +liggende. + +Men hun skrev ikke; læste kun det Skrevne, bøjet under Lampen: Ja--det +var om Skovrideren alt, hver Sætning--_alt_. + +Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i +Havestuen i Mørket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord +og græd ... + +Dagen meldte sig med sit første Skær. Graa listede Morgenen sig frem +over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus. + +Dørene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede. + +Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag. + +Ude hørte hun igen Horns Signaler, som Stormen sønderdelte, saa de lød +som Fugles Skrig. + +Saa pludselig smilte hun: hun tænkte paa hans "Farvel". + + * * * * * + +Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager. + + + + +IV. + +Roen var brudt. + +Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, +Time paa Time, mens Vejen genlød--bestandig--af Marcherendes Trin, +Ordonnantserne jog og foer paa halvdøde Heste: to Gange var der blæst +Allarm i ét Døgn. + +Alle Længer i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vægge--som +var de febersyge Levende. + +Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom +og Tropper gik. + +Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i +Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _hørte_ kun uden at kunne +rive sig løs: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ høre. + +Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad: + +-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En. + +Der var andre, som mente syv. Og paa Værkerne var der dog ikke gjort +Skade. + +-Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant. + +Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med +Napoleonsskæg og Pibe, som sagde: + +-Sekondlieutenant Appel er saaret. + +-Saa?--Han, den Nye? + +-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen, +lagde til: + +-De véd, den tynde blonde. + +Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mést helt unge +Lieutenanter, som bed i smaa Overskæg og diskuterede Begivenhederne i +særdeles fagmæssige Udtryk. + +Tine gik dem forbi. + +Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand +var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter. + +Tine stod hos og hørte længe. + +-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bølling, sagde muntert en Kaptajn, der +vendte sig og løste sig ud af Gruppen. + +-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde, +paastod En, at der var. + +Tine levede kun i én Tanke. + +-Og de skyder endnu--de skyder endnu.... + +Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og +der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer. + +I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han +talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved +Blokhuset. Tine blev staaende og hørte ikke en Stavelse af hvad han +sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og saá paa ham: + +-_Var det saa forfærdeligt?_ + +Lieutenanten blev ved at fortælle--i Virkeligheden havde han ligget i +Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater--: + +-Hedt var'et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden. + +Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han, +som i Tanker, førte Tines slappe Haand ind mod sit Knæ. + +-_Saá_ De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke. + +Saa kom der nogen fra Gæsteværelset, og Lieutenanten stille bandte. + +Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer +redt; hun blev spurgt og gav Svar. + +Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i +Krogene og jamrede. + +Nu var hun krøbet ind til Tine i Kammeret. + +-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under +Kanonernes Støj. Det kommer over os all' ... før vi véd'et ... før vi +véd'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden. + +Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede +gennem Natten. + +Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter +synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der +"ikke vidst' hvor hun vild' slæng' sig hen til hvert et Par Bukser". + +-Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen: + +-Saa hun sér ejegod ud; hun saá op paa Fru Bergs Portræt, der hang +over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik. + +-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og +En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vær' sket, og hvem der +ka' ha' draget sit sidste Suk. + +Sofie begyndte at græde højlydt: + +-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og +stod ... herind' om Dagene. + +Tine tog Billedet og betragtede det længe: + +-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun +Hænderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Øjne--for første Gang +i disse Døgn. + +Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om +sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var +dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa. + +I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu. + +Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille +allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved +Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen, +som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde". + +Men han "bøjede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved +Lygten. + +Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet brændte et flakkende Lys, +som Maren nu igen var løbet fra. + +Inde i Kammeret klædte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen, +tænkte hun pludselig: + +-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen. + +Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da +brølte de, dumpt, som mod Uvejr. + + * * * * * + +Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt +tilbage. + +I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede +forbi, alle Regimenter var ude. + +Baronen var faret tilvogns ved det første Gry. + +Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden +længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem. + +_Der_ tog Madam Bølling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande +fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog +i med--med opbundet Skørt. + +-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bølling, der sæbede Karme +med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker--Smudset +kommer ind over alle Dørtrin. + +Madam Bølling saá ud paa Pladsens dybe Ælte: + +-Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat paa +Afsæbningen igen. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dørkarmene +--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken. + +Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne: + +-De ta'er nok det værste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og +slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med +Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa én Gang have +travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle +fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro! + +Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende. + +Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Saadan havde de endnu ikke +raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder. + +-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens +Hænderne gik hen over de rystende Ruder. + +Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol. + +Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det +kogende Vand. + +De var færdige, og Madam Bølling vilde følge Tine. Hun vilde sé, +hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte. +Madam Balling løftede Skørter og vidste ikke, hvor hun skulde sætte +sine Bén. + +-Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og saá om efter Datteren, der +hele Tiden blev tilbage. + +Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne ... og mager var hun +bleven--rigtig mager blev hun: + +-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre. + +Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe +Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok. + +Madam Bølling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Møblerne havde +faaet Skub og Væggene Stød og ingenting saa stod det, hvor det skulde: + +-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bølling ved al den +Ødelæggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det før havde +været: + +Og--sé nu, og sé nu! Madam Bølling stansede og begyndte at græde. + +-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen. + +Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der skét i hver +en Krog. + +-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bølling lidt heftigt. + +-Ja, Moer, ja, sagde Tine. + +Hun saá det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt +blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo +ikke overkomme det. + +Madam Bølling blev ved at gaa og halvskænde: + +_Noget_ kunde man gøre for at holde sammen paa Tingene. + +-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun. + +-Ja, Mo'er, ja. + +-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som +skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gænge. + +-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at +græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder. + +... Madam Bølling var gaaet over Gaarden til Leddet. + +Træt satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og +_hun_ hørte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun +havde kun én Tanke, Nætter og Dage, blot én Tanke, der skar gennem +tusinde: + +-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._ + + * * * * * + +Da Madam Bølling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun +vilde ud til Pér Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det +sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu. + +Men oppe paa Markhøjen saá hun pludselig Bølling, helt oppe paa +Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven. + +-Men at Bølling var klavret derop,--Madammen satte næsten i Løb op +over Pløjelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge +Mand, elendig som han var. + +-Bølling, Bølling. raabte Madammen. + +Men hun hørte ikke mér--ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun +løb op imod Bølling paa Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu naaede hun +Toppen. + +Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den +væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, +mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter +op imod Himlen--Huse og Byer, der brændte til Grunden. + +Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte, +som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Hænder op og ned. + +Bølling havde sét hende. Men han rørte sig ikke. + +Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Haand pegende rundt +fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle: + +-Det er Ransgaarde. + +-Det er Staugaarde. + +-Det er Dybbøl + +Madam Bølling kunde ikke tale. Heller ikke græd hun--blev kun ved at +bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned. + +-Det er Dybbøl, sagde Bølling igen. + +-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bølling saa og _rev_ ham med sig, +løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt: + +-Du maa ikke staa der. + +Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det +rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen +Ord i sin forfærdede Hjærne og sagde kun som Tine før--to Gange: + +-Ja, alting er ude af Gænge. + +Oppe paa Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr. + + * * * * * + +Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det +gamle Sovekammer--_der_ var Snavset værst. + +Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; ørkesløs sad hun +kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder. + +Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens +Stemmer. + +De gik ind. + +Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i rén Ekstase over sine +Englændere. + +-De løb frem. Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i +Kugleregnen--de ligefrem _søger_ Døden, sagde han. + +Baronen var helt ude af sig selv. + +Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han +talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt, +indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord: + +-Det er en Krænkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en +Forhaanelse af Aarhundredet. + +Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op med +Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret: + +-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han +maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor +Regering vil handle.... + +Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod +alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde +være Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres +dumpe Drøn. + +-Og Europa vil ikke sé derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er +Draaben--Europa vil rejse sig--vær vis derpaa.... + +Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde: + +-Hvad si'er Deres Englændere? + +Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to +Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, staaende +midt i Stuen, séende ud for sig, som saá han allerede for sine Øjne +alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner: + +-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes +om os. + +Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin +ene Arm. + +-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar +_de_ ikke turde, burde _vi_ lært dem Energi. Det var Offensiven, det +gjaldt. + +-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør +vi?--og Baronen udspilede som fem Spørgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja, +vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor +Krigsførelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt. + +Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie. + +-Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her +fattes Energi; _det er ikke i København, man mangler Mod_. Men, +tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet +med en anden Hær.... + +Tine hørte Gangdøren slaa op og i, og Sofie løb gennem Gangen og +raabte: + +-De kommer, de kommer! + +-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen. + +-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage. +Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket +Tog--sikket Tog! + +-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende. + +-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var +saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en høj +Klagetone) _faderløs_.... + +Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende +skreg Baronen i Gaarden. + +Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnantser, +Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb paa +Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Tækkemands Hus: +herude paa Vejen kunde hun ikke sé dem--her kunde hun ikke staa. + +Hun vendte sig og gik ind. + +-Det er de Saarede, sagde hun blot. + +Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Hørup Hav, +sagde hun langsomt og fik Slagbænken vidsket af--til Sæde--med sit +Forklæde. + +-Ja, nu har _de_ sat Førligheden til sagde Krøblingen, der sad ved +Ovnen bag Tine. + +Tine vendte sig hastig mod Svogren og saá angst paa ham: hans Ansigt, +der var underlig fortrukket som en Dværgs og de to Bénstumper, der +hang ned fra Sædet som to Byldter. + +-Aa-a, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned paa Bænken. + +De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det tæt i +Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet. + +-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar. + +Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak +den første Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun +til Side. Hun syntes kun, hun saá nogle hvide Ansigter gennem et +flimrende Rødt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede. + +Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten +ved Vejen. + +Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den +Jamren, der lød. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi. + +Ane kom frem bag hende med de to paa Armen: + +-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih, +nej, ih--nej, sé. Herre Gud, sé, saa Blodet dripper.... + +Tine saá dem--Vogn paa Vogn. + +Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham køre med varmt +Øl nu--det var svært saa det gav at køre med varmt Øl nu. + +-Og saa saa'n Krøvling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsætning da. + +-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane løb hen til det andet +Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er dækket te'.... + +Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen paa Vejen, hun saá +intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og +hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem +bedre--blot for at løfte Kapperne og sé dem, et efter et, de graablege +Ansigter. + +-Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde +Kusken sindig. + +Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Méd, mens Taarerne +løb ned ad hendes Kinder. + +Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo'er sammen med et +Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de stansede Vognene +for at trykke de Saaredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind +i Ansigtet og blev ved at sige: + +-De tapre Folk, de tapre Gutter. + +Som langt borte saá Tine paa Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved +Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede +Englænderne med den Enarmede--og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn +ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede +sin store Haand: + +-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet. + +Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen +raabte ned over Vejen: + +-Jomfru Bølling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ... +Mr. Arboun har bragt det. + +Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa førte hun Haanden hen +over Øjnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig +saá--saá de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr--og hun +smilede. + +Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den nærmeste Vogn: en +Haardtsaaret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med +Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm. + +-Er _det_ bedre? spurgte hun. + +-Ja, hviskede han og smilte. + +Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm. + +-Men hvor jeg tørster, sagde den Syge. + +-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per +Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun løb langs Hegnet hen til Jens +Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun løb. + +-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen +igen og tog med den anden Haand det tømte Krus. + +-Ja--Tak. + +Den Saarede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske +sagte. + +-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen +og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i +deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skænkede +hun og rakte dem Vand, én efter én. Hun løb helt frem forbi Vognene, +op forbi Krolængen, og raabte højt ind mellem Søjlerne med sin klare +Stemme: + +-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas! + +Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande øste de Vand +i Glas og Kopper. + +Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bølling kom ogsaa ned, med Saft og +Vand i et Par Skaaler. + +Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede +takkende trykkede deres Hænder. + +Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; lædskede for en Stund, sad +og laa de Saarede roligt. + +Madam Bølling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bølling i det +aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene +den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort. + +Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saá hun +Forældrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu. + +Og hurtigt slap hun alting og gik ind. + +Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme +og være her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen +Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han +var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse. + +Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa +Bænken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og Alt var +blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante +og hjemlige Hamren. + +Saa hørte ogsaa den op; Drengen fik lukket og stængt, og Smeden kom +hen over Pladsen med sin Hund. + +-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine. + +-Ja, svarte hun. + +-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt. + +-Godnat, Jomfru. + +-Godnat, Knud Smed. + +Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende. +Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft. + +... De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol og +Madammen var ilag med at strikke Hæl. Tine sad nede paa Forhøjningen, +med Hænderne i sit Skød. + +Madam Bølling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf. + +-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa +hun lide. + +-Ja, sagde Tine langt og mildt. + +Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og +hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete": + + Ak, kæreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn, + min Grete rejser fra mig idag til Kjøbenhavn. + Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig, + at gøre mig en Guldring og skrive indeni. + + Farvel, farvel, lille Grete! + +Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl. + +-Ja--saa hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi. + +Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød. + +-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede +sin Fader. + + * * * * * + +Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun +gik og blev ved at hjælpe med _det_ og med _det_. + +-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling--_hun_ havde +saamæn ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ... +Hun vilde have Tine derned. + +-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling--han var snavs +igen. + +-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg. + +-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget +mildt og stille over Tine--: Farvel. + +-Farvel da Mo'er, sagde hun i Køkkenet og løb. + +Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun +i Gangen; hun gik og bragte Mad ind: + +-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glæd' at sé +ham--Sofie glemte Maden af Rørelse--aa Gud, om Fruen kun' sé ham, saa +frisk og sund han er. + +-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte. + +Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Saa +Skovrideren er køn--det er Herlufs Øjn'--det er Herlufs Øjn', blev hun +ved. Men Løvenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot +Figur. + +-At tænk' sig, de kommer der fra Dødens Mark, just direkt' fra Dødens +Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--: + +-Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var +i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom +lig' fra Død'ens Mark". + +Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede +til--til Maden, og naar Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs +Stemme. + +Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved +Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saá_ ham, +saa rank og stærk. + +Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv +havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod +han lidt: + +-Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at sé paa +hende: _Jeg har tænkt paa Dem_. + +Han tog ikke Øjnene fra hende. Paa hans Spørgsmaal svarede Tine ikke. +Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte: + +-At De er kommen hjem. + +Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap +de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at sé paa hende, som hun sad, +stærk og sund og rén--saadan som han saá hende altid og altid +nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen. + +-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort. + +-Ja. + +Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rørte ved +Døren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for nær: Kom ind. + +Det var blot Madam Bølling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle, +som hun vilde bringe herned".... + +-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er +fuldt og Bølling ... og Bølling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og +mister Humøret--jo, du gør Tine--hun gaar helt hjerteangst--man sér +det ud af Øjnene--naar de Kanoner brøler. + +-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bølling og saá op og ned ad +Berg med sine gode Øjne. Jeg si'er jo til Bølling: naar kun +Skovrideren er sund. + +Hun blev ved at sé paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og +gik. + +Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i +Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer. + +-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved +Vinduet og saá efter de gode, ranke Skikkelser. + +Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke. + +... Lidt efter fulgte hun Madam Bølling paa Vej. + +Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, +mens Aftenklokkerne begyndte at ringe. + + + + +V. + +Paa Pladsen røg Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i +aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen. + +Tine fik Bølling ned ad Trappen og støttede ham, mens han orkede ned +forbi Længen. + +-Nej, Bølling er snavs, sagde Madam Bølling, der stod og saá efter dem +fra Krodøren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde +Vejr. + +Madammen stod og blev ved at sé efter Manden og Datteren; hun syntes +ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bølling og +puslede om ham baade tidlig og silde. + +-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bølling, og kært er +'et jo, rigtig saa kært ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun hæger +sin Fa'er, for ingen kan lægge Bølling en Pude til rette som Tine. + +-Men "_dernede_" sagde Madam Bølling--hun hørte Skovriderens Stemme +over Pladsen, han kom saa tidt og besøgte Officererne i Skolen, nu, om +Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle +Lofter sorte. + +Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ Øre efter Gæstestuen, +hvor Tinka lo og glanede. + +-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bølling +efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_ +ikke ... aa Gud hjælpe det ... var Lasaret nok alle Vegne. + +Madam Bølling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod: + +-Som om hun behøvede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at +passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir +helt sanseløse, sagde hun. + +-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig +havde Øret efter Tinka i Gæstestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skøre +Potter. + +-Og jeg si'er det, sagde Madam Bølling, hvis Tanker stadig gik ud og +ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren +kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede.... + +-Men Tine, sluttede Madam Bølling, er jo blevet saa taus, som var der +slaaet en Laas for hendes Mund. + +Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende +Døren i for Næsen af et Par Lieutenanter. + +Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle +Artillerister red deres Heste tilvands ved Kæret i snavsede Trøjer. +Madam Bølling gik hjem til sit. + +Berg sad ved Vinduet nærmest Trappen--_der_ kunde man se hele Længen, +hvor Bølling, støttet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i +den sidste Sol: + +-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og +fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol. + +Berg gik ud, ned over Pladsen til Længen. Ja, her er Læ, Skovrider, +her er Læ, sagde Bølling og tog hans Hænder i sine. Og Tine støtter +mig--Tine hun har Kræfter. + +De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bølling. Den Gamle lod ikke den +svære Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid" + +-Næ, næ--det husker De ikke--det var før Deres Tid--det var jo Aaret +før Forstraadinden døde--Tine var ikke større end _saa_--det var det +Aar, den nye Krolænge brændte, du husker, Tine--du havde de hvide +Duer, de to hvide Duer, som fløj i Ilden--de spiste af Haanden, da du +ikke var større end _saa_.... + +-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm +laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen. + +Men Bølling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine +endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos +Bølling om Eftermiddagene nu. + +-Ja, Tine har Kræfter, sagde han--hun næsten løftede ham op ad +Skoletrappen--: hun har Kræfter. + +-Hun er vel ikke køn, sagde han og stansede paa Trinet og saá paa +hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund. + +-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er. + +-Og _god_, sagde Bølling og tog hende om Haaret. + +Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran +Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at +lyde. Gamle Bølling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine +alene ved Siden af hinanden. + +Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Hænderne +under Klokkeklangen. Kun fra Kroen hørte man Tinka--hun var som i en +evig "Tagfat". + +Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at +drive hjem. + +-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig +hastigt. + +-Nej ... jeg kommer vel ned.... + +Der var kommet som en hastig Rødme over begges Ansigter; det kom der +let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og +helst, naar Tredjemand var tilstede. + +-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen. + +Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik. + +-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig. + +-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der +lystigst. + +-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i +Bryggersdøren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke +Værkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i +Sergeantstuen. + +Tinka lo himmelhøjt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer. + +-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et +nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der +sad paa Skovriderens Knæ. + +Men Tinka blev ikke længe i Ro--hun hørte, Løvenhjelm var inde hos +Tine i Spisekammeret. Den røgede Skinke skulde ned fra Loftet, og +Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Hælene. + +Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dørene saa' hun +Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe. + +En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel +Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys. +Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i +Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet. + +Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmæssig +ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke længer: + +-Det er det bløte Als, sagde han, det bløte Als--og gik ind til +Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet. + +-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun +endelig kom og gik ind med Maden. + +Tinka satte sig med skrævende Bén paa Blokken og pustede: + +De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde +maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltrænges en Undskyldning for +hendes Tilstand. + +Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Først blev +han staaende i Døren, længe lænet til Karmen og rygende; indtil Tine +sagde, med bøjet Hoved: + +-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men +Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De +dog siddende, sagde han. + +Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte næsten +altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev +Lieutenant--om "de første Aar", "de glade Dage", sagde han. + +-Da man følte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og +gav sig selv et antageligt Rap til venstre. + +Og Berg lo og blev ved at fortælle. + +Tine taug og førte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og +ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende. + +Hun rejste sig og hun bragte Mælkepunschen ind og tre Glas; og de +drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Tæppe--mens Tinka og +Berg blev ved at tale. + +Hen gennem Huset hørte man Løvenhjelms Klaver og Majorens Stemme. + +-At tænke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde været +en lille Stilhed: + +-Hvor her er Fred, sagde han og saá rundt i det lille Kammer. + +-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Hænderne mod sit Skørt. + +Berg rejste sig igen, men blev atter staaende længe i Døren, før han gik. + +-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De +Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid. + +-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til +Sengetæppet, hvor Skovrideren havde siddet. + +Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun læste dem saa urolig +og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom fløj bare hen over hver anden +Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun +kunde læse dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at +hun med ét tog dem op og læste dem højt. + +Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Løvenhjelm at synge. Man hørte +Ordene hélt herud: + + "Hej, Vægter! Hvor skal Slaget staa?" + "Oppe paa Hjørnet af Aabenraa!"-- + "Ih Gud bevares, skal den Sorg + ramme det prægtige Pjaltenborg!" + Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa! + +Brevet var mest Spørgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage +med "Husker De?" og "Husker De?" igen. + +Tinka sad og vuggede i Hofterne til Løvenhjelms Sang, mens Tine blev +ved at læse det lange Brev--Side efter Side. + +-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er længe +siden. + +-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Længesiden. + +Nej--hun hørte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saá ikke +hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa +langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjælp nu hos Minderne +mer. + +Inde i Dagligstuen sang Løvenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka +kvædede med, mens hun lo: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + frelste sit Liv og sit Tøj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Sangen holdt op. + +-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_ +er dejlig. + +Tine løftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste +ikke, at hun læste og læste atter og atter de samme Ord deri: + +"Hvorfor skriver Henrik saa sjældent, og naar han skriver, saa kort og +hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i +den sidste Tid." + +-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort. + +... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op. + +Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han +skrev og skrev paa og ikke fik afsted. + +-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort. + +Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen. + +... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie følge hende. + +-Nej Tak, min Pige, vi løber Storm i Mørke, raabte Tinka og løb. + +Ude ved Havehøjen sprang Løvenhjelm over Gærdet for at følge. + +... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Længer iaften. +Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Drøn +tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen. + + * * * * * + +Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Sværtede, blege, tyndede +vendte Tropperne hjem med Sang. + +Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glæden, mens det sagte +rullede frem gennem Landet. + +Men Sangen tog paa igen--højt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og +Børn løb ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer: + + Nu skal vi nok atter med Prøjseren slaas, + han skal ikke finde os bange; + vi har jo dog viist, vi tør byde ham Trods, + skønt vi vare Faa mod saa Mange. + Men heller en Kamp med et aabent Visir, + end Rænker i Løn og en Kamp paa Papir. + Lidt Torden og Lynild gør Himlen saa klar, + den taagede Luft kun paa Kræfterne ta'r! + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt. + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +Tine stod paa Markhøjen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbøl +var afslaaet. + +Huset genlød allerede af Tummel. I Gaarden løb Baronen rundt og +trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig: + +-Men hvad "følte" De? Hvad "følte" De, min Ven?--og lovede Punsch. + +Sofie, der løb stundesløs hid og did og lo til alle, sagde: + +-Ja, En maa gør' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter +Aften. + +Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt +paaklædte og dødtrætte, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue, +højt og glad Ude fra Vejen hørte man Afdelingerne, der sang. + +Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ saá hun ham, da hun kom--han +sad foran den lille Ovn. + +Hendes skinnende Øjne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes +Hænder. + +-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har været en +lykkelig Dag. + +Hun taug et Øjeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og +sagte: + +-Hvor Fruen vil blive glad + +Berg stod lidt: + +-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Hænder. Tine vidste +ikke, at Taarerne løb ned ad hendes Kinder. + +... Baronen var i Kroen for at købe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens +Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte +Suppe udenfor Længen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede. + +Tinka og Gusta kom, i Køkkenet, med i Arbejde: Piskejern og Sløve gik +rapt i alle Fade. Gennem Døren i Bryggerset saá man Maren midt i den +tætteste Os. + +Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved, +lyste i Mørket nu: + + Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat, + og livet jeg ringe vil agte; + lad Tyskeren gøre sig helt desperat; + jeg skal ham dog mageligt magte. + Og naar vi saa mødes engang i et Slag, + jeg tager i Fyren et ordentligt Tag. + Hurra! det vil blive en ypperlig Fest + at kaste paa Porten den ubudne Gæst. + Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt; + nej, kun Krigerens Daad knækker Tyskerens Magt + Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land. + +-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med +opsmøgede Ærmer, saa Piskejernet i Rørægsfadet klang, mens hun satte i +med Løvenhjelms Vise: + + Og hvem der nu i Sengen laa, + naaede knap at faa Buxer paa, + men hvem der stod og sov--Hurra! + Frelste sit Liv og sit Tøj endda. + Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa! + +Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede +Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter +Aften. + +Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede +hun uden at vide det Tinkas Vise med. + +Baronen--der ogsaa ventede sine Englændere, som vilde rejse nu og +kørte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens +Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i +Loen, hvor Lars Avlskarl havde hængt et Par Lygter op under Bjælkerne. + +Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny +Forsyning. + +Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik. + +-Tøm bar' Bægern', sagde hun, saa En sér Bunden. + +Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt, +mens de andre blev ved at synge. Ingen hørte Ørenlyd; Harmonikaerne +slog ind i en Trippedans, og Maren sang til. + +Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i +Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Støvet stod op i det gamle Rum +under de dinglende Lygter. + +Officererne kom ned og saá til i Døren. + +En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om +Halsen. + +-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun næppe +kunde staa og foer villig afsted med den næste. Harmonikaerne hylede +og Soldaterne trampede Takt. + +-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun fløj afsted +igen. + +Ude i Gaarden hørte man gennem et aabnet Vindue Løvenhjelms Klaver. + +Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp. +Officererne var først nu som rigtig vaagnede; Dørene stod aabne mellem +alle Stuer; Latter og Støj lød fra Rum til Rum. + +Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre +fra Loen hørte man Folkenes Lystighed. + +-Jensen, en Polka, raabte Løvenhjelm og sprang op fra Klaveret. + +Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Løvenhjelm var ude over +Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind +imod Væggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de +dansede tre Par. + +Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres +Toddyglas frem i Døren til Havestuen. De talte igen om det attende +Regiment, der havde holdt sig saa bravt. + +Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede +igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Støjen +sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt +paa sin Seng. + +-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine. + +Svimmel saa hun kun hans Ansigt. + +-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse. + +Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saá hun og hørte hun om sig +som med hundrede Sanser--og saá dog kun ham, hvis Øjne hvilede paa +hendes Ansigt, mens de dansede--længe. + +Majoren fortalte Historier igen, og hun hørte de to Kaptajners +Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang. + +Og Baronen foer ud og ind. Hans Englændere var komne i en Vogn. + +Berg talte ikke; han saá kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens +de blev ved at danse og ovre fra Loen de høje Hurraer lød igen. + +Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Hænder i sine. + +Englænderne var fra Gangen kommet frem i Døren og trykkede Alverden i +Haanden: + +-Den troskyldige Glæde, den uskyldige Glæde, blev de ved at raabe. +Løvenhjelm svingede Gusta over Gulvet. + +Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer. + +... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom +ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op +og pustede, mens hun snakkede og spurgte. + +Tine svarede med tankeløse "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka. + +Saa sagde hun med ét og tog ikke Øjnene fra det brændende Lys: + +-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok sé til hernede? + +-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod +Armene falde ned paa sine Bén. + +-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Øjne fra +Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de +trænger til Folk derhenne. + +Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka; + +-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til +at knappe sit Kjoleliv: + +-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske være +_sundere_.... + +Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saá ind i Lyset. + +-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir nærgaaende. Tinka slog +Sjalet om sig med en resolut Bevægelse, som om hun værgede sig. + +-Godnat, da, sagde hun. + +Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alléen. Alting var +stille, og man hørte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik +bort ad Vejen. + +Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til +Længen: + +-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. + +-Ja. + +Det var, som tøvede de begge tæt ved hinanden, uimodstaaeligt, +Hundrededelen af et Øjeblik. + +-Godnat, sagde saa Berg og gik videre. + +-Godnat. + +Tine gik ind. I Køkkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smørret i +Kanderne og samlede Brødet til "Tønden" og lagde Osten i Klæde. + +For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring. + +Saa kom hun i Tanker om Tøjet, der skulde i Blød ved Daggry. Hun +maatte vække Sofie og give hende endnu en Besked. + +Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Døren til +Pigekamret. + +Den store Dobbeltseng var tom. + +Tine kastede sig pludselig paa Knæ ned paa Stengulvet, og, med Hovedet +boret ned i den snavsede, forkrøllede, misbrugte Seng, hulkede hun +fortvivlet. + +Bryggersdørene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige +Hængsler. + + * * * * * + +Næste Dag kom der et Par Feltlæger til Skolen, Der maatte lægges Syge +i Skolestuen. Tine maatte indrette alt. + +De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget +paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer. +Lieutenant Appel var iblandt dem. + +Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind, +og Øjnene var mælkede som hos én, der har grædt baade Dage og Nætter. +Han var truffen i Siden og Lungen var ødelagt. + +De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber. +Nu og da hørte man deres Stønnen gennem Huset, og Saarenes kvalme +Stank stod ud i Gangen. + +Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mér. + +-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bølling, der +gik ud og ind, fra Sovekammer til Køkken og talte til Bølling og til +sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu +vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer. + +-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre +har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er +fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran +Husmandens Petra med rystende Hoved. + +_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om. + +-Og Blod tørrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre +igen. + +Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som +Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen. + +Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bølling--hun var _helt_ +forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bølling paa den anden Side af +Sengen. + +Saa tænkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han +havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod +alting staa og gik--hun vilde strax derned. + +Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik. + +Hun blev ved at snakke med sig selv om Bølling og de Saarede og om +Vejen. + +-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et +Øjeblik efter gentog hun paany: + +-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og +Blod paa Trappen og alle Spørgsmaal under Solen. + +Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bølling kom. + +-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang. + +Madam Bølling begyndte at gøre saa mange Undskyldninger, mens hun +satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i +Sit".... + +-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brød hun ud. Og hvad _ska'_ +vi gøre? + +-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det +hurtige Ord. + +-Ja, til det Lasaret. + +Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bølling ventede. Men Berg sagde +kun i den samme hastige Tone og vendte sig: + +-Ja--de trænger til Hjælp derude. + +Madam Bølling saá op, som om hun ikke havde forstaaet ham: + +-Trænger? trænger? sagde hun. Hvem? hvem? + +-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bølling da ikke syg? + +Og Madam Bølling begyndte pludselig at tale i en høj, skændende, +fortvivlet og gennemtrængende Tone, som Berg aldrig havde hørt: + +-Hvem skulde hjælpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at +hjælpe? her--baade her og der? hvem? _Saá_ han da ikke sit eget Hus, +sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Væg uden +Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt øde.... + +Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa +Gulvtæppet, der sledes bort, paa Bordene, som var støvede--skældende +foran den blege Berg, som førte de knyttede Hænder op og ned foran sit +Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad: + +-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede +hun, mens hun græd. + +-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at +sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at +faa dette Menneske til at holde op, der græd, faa stanset den Graad, +den ulidelige Graad. + +-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart. + +Han gik op og ned, op og ned. + +-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst. + +Det var, som Berg selv følte en pludselig Ro, efter mange Timers +stumme Hidselse, ved sine egne Ord. + +-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bølling +blev paa én Gang roligere og begyndte at tørre sine Øjne; og, ligesom +undskyldende sig paany, sagde hun: + +-Aa--ja--sé, man gør jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider.... +Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser? + +-I disse Tider, sagde hun. + +Madam Bølling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med +Tine. + +Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften: + +-Nej, _vi kan ikke undvære hende_, havde han sagt. + +-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bølling svaret. + +Og saa var hun rokket hjemad. + +Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saá, hvor bleg han var: + +-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De trænger til +Luft. + +-Er Vejret smukt, spurgte Appel. + +-Ja, svarede Berg og tænkte: Hvor hun har lidt. + +-Skinner Solen? + +-Ja. + +-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord. + +De gik ud og de bøjede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne støjede, ned +langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale. + +Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at +tale--løsrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle +Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de +Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede +den Lidenskab, han ikke nævnte; han forfulgte den med sine Ord lige +til dens Fødsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skældende +Nætterne, Værkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der +ikke havde Arbejde, Nætterne, der ikke kendte Søvn. + +Han gik igen hurtig, saa hun næppe kunde følge; stille forstod hun +alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han +ikke behøvede, sagde hun blødt og næsten bebrejdende: + +-Hvorfor vil De dog sige mig alt det? + +Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn. + +-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg +har talt med Deres Mo'er. + +-Vi to, sagde han, behøver vel ikke at være bange for hinanden. + +-Nej, hviskede Tine og løftede Hovedet. + +De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var +mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der nærmer sig Foraar. +Kanonerne taug. Kun et enkelt Drøn bares hen i den klare Luft med en +Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem. + +De gik ned over Engen og steg ind over Gærdet. De saá Dammen og +Lysthuset med de hvide Søjler, hvor Rosernes Ranker hang nøgne ned--og +de tænkte det samme. + +Gennem Laagen i Buxbomhækken kom de ud til Længen. + +Fra Dagligstuen lød Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den +halvaabne Vaskehusdør, rykkede væk fra sin Sergeant. Men Maren blev +staaende ubekymret, højt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre +ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig. + +-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig +Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skørterne fløj +om hendes Lægge og Mælken skvulpede; Officererne, der drev paa +Gaardstrappen, skoggerlo, da hun løb. + +Berg og Tine skiltes. + +Hun vendte ad Alléen hjem til Skolen. Den sødligt kvalme Luft fra de +Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne +Kort. + +Madam Bølling var i Køkkenet--hun kogte Hønsekødsuppe til "dem +derovre". + +-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun. + +-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille. + +-Aa, saa Gud ské Lov, aa, saa Gud ské Lov, sagde Madam Bølling og +satte sig af Bevægelse. + +-Og her er jo ogsaa nok at gøre her, sagde Tine som før. + +-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bølling, Bølling, +raabte Madammen ind højt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste +det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det. + + +-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bølling tyssende. Tine +havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals. + + * * * * * + +... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng. + +Rundtom var de Syge ved at falde til Ro. + +Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bøjet ned ved et +Tællelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kæreste, siddende +halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at tænke og med at +skrive. + +Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede +Øjne. + +Henne fra Vinduet hørte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle +Bogstaverne, ligesom om han stavede. + +Appel slog Blikket op: + +-Aa--De véd ikke, hvor hun har kønne Øjne, sagde han og saá op mod +Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte. + +Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille. + +Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Hæk +brød en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat. + +I Mørket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Krøblingens Vogn +med Øllet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at +tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tønde: + +-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane +forstod' et at bland' det tynde øl.... + +Den Krøblede blev ved at snakke. + +Tine gik fra ham: Han havde været til Kros. + + * * * * * + +To Nætter efter blev Tine hentet hjem. + +Det var Madam Bølling selv, som kom og slog paa hendes Rude. + +Det var rent forskrækkeligt med Bølling. Mælet havde han ligesom faaet +helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var +ikke til at holde i Sengen. + +Lægen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen. + +Tine maatte blive derhjemme. + + + + +VI. + +Paa anden Nat sad Tine hos Faderen. + +Han talte uafbrudt og bad og vilde høre læse--Psalmer og Skriften. +Tine læste og læste. + +Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Søvne rokkede og +rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs. + +Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde +faaet en Dyne ud paa Køkkengulvet for at finde lidt Hvile. + +-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder! + +-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu.... + +Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Døn hen over det rystende Hus. +Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lød +som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de +utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra +Sønderborg--paa fireogtyvende Time. + +-Hør, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bølling i sit +Køkken. + +-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet. + +Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte +graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur. + +Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Søvn, +hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet. + +Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin +Plads. + +-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været +udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lød. + +-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bølling, der tog fat paa det daglige +og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og +slider. + +-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun. + +Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. + +Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad +paa de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under +Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans, +ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slæbte. +Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de +tumlede videre. + +Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes +Brøl. + +Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset +var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke staaet. Fra alle Veje +lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Søvn eller Ro. +Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser. + +I Gaarden holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i +Regnen. Tre Mænd laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte +Kapper, og et Par vildfarne Børn var faldet i Søvn paa Loftstrappen, +indsvøbte i et Sjal. + +Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede +Vejfarne, var størknet paa alle Tærskler. I Dagligstuekakkelovnen +tændte to Fremmede Ild. + +Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor +de var, og de søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne +det mod Væggen, der skælvede. Faa talte. Fra Bergs Stue hørte man en +skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende +uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit +Skød--: + +-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har! + +Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen +skøttede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne +Døre, som vilde den slynge dem løs fra de sitrende Karme under +Kanonernes Larm. + +Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i +Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved +viklet i et Lamasjal. + +-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over +Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud! + +Tine gik og kaldte igen: + +-Maren, Maren! + +Ingen svarede. + +Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, +frem over Gaarden, som stod alle Længer i Brand, ud, hvor Lars +Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var løbet bort. De stod +paa Markhøjen--forfærdede foran det brændende Land. + +Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gaarde +brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften +saás Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et +Dyr, der stønner. + +Rundtom paa alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som +Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud +over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer. + +-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie +uafladelig ved; hun fulgte i Hælene paa Tine hvor hun gik og stod, +mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Mælk og Brød (der var ikke +anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste +Børnene at spise. + +-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var +inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie +jamrede højt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af +alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud.... + +-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som +Sofie skulde bære rundt. + +-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i +Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte høre igen om +"al den Elendighed". + +-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet. + +Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev +Kanonernes Bulder hen over Huset. + +En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke paa Dørene. Baronen lod +dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som +en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en +Skildring af Bombardementets Rædsler. + +Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til +Sæde. + +-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den +fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klæder. + +En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsæk og løb +omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den +barsler, bad om blot et Brædt til at lægge over sine Knæ, saa han +kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor +allerede to Børn sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med +Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i +Vindueskarmen. + +Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i +Gangen foran de overfyldte Stuer og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage +til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Øjeblik, en +halv Time--og de satte sig, med Børn i deres Arme, paa Loftstrappen, i +Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de +satte sig. + +Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev +lagt i Pigernes Seng. + +Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "tø op" og de vaagnede til +Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, grædende for deres +Hjem--uden at høre paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud +med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, +der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og +fortvivlet som en bedragen Jøde paa en Markedsplads, tællende +Værdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne +tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden; deres Hus, der var styrtet +sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned. + +Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille. + +De trængte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende +alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var +komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens +Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om "nye Detailler", +udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra +København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen +hørte: + +-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke +hyggeligt. + +Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden +havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet +at ligge. + +-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt +under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt: + +-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt. + +Et Par Købmænd talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde +godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert +Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man +uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme +Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refræn. + +Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke +mer; her gik hun kun rundt som en døv mellem fremmed Jammer. + +Tine gik Baronen forbi, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham +raabe: + +-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det +gælder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retræten, +har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder ... Og der falder en +Granatregn nu over Broerne.... + +I Gaarden stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren +under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi +og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med +fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange +Øjne, mens Tøjret raslede svagt. + +En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den +Blissede, Herlufs gamle Ko. + +Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og +som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at +slikke hendes Hænder. + +Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet +ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede +dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme, +som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig +Angst og trykker sig op imod Jægeren. + +I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende--Kørende og Gaaende. + +-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden +Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord +uden Vilje. + +Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, +gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben +red ind paa Marken for dog at komme videre. + +Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte: + +-Hvor ligger tredje Regiment? + +-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren. + +Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at +lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu: + +-Han laa ved Broerne. + +Hun hørte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst. + +-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig. + +Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som hørte +Klokkerne og vilde ud af Sengen. + +Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han +raabte: + +-Bed, bed, lad os staa op at bede. + +-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen. + +-Lad de Ugudelige bede.... + +-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog +Præstekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør +og hun hørte dem ikke: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +-Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige +Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen +paa sin Dyne. + +Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Døn. Ude i Køkkenet hulkede Madam +Bølling højt. + +-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, +--hører du--læs ... lad os alle bede. + +Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran +hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste: + +-"Herre vær os naadig, vi have biet efter dig, vær aarle vor Arm, vor +Frelse i Nødens Tid". + +-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er +almægtig. + +-"Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal +mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban". + +-Gud er almægtig. Gud er almægtig-- + +Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv hørte hun +ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Øren kun +tomme Lyd: + +-_Han_ laa ved Broerne. + +Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten +som med Triumf--alle Esaias' Rædsler. + +-"Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og +Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i +Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...." + +Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og +talte sagtere: + +-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige +evindelig. Det skal være øde fra Slægt og til Slægt, fra Evighed til +Evighed skal ingen gaa igennem det". + +Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille. + +Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang: + + Vor egen Magt, den er kun svag, + let kan os Fjenden fælde; + men En antager sig vor Sag, + omgjordet med Guds Vælde: + Det er den Herre Krist, + og Sejer faar Han vist! + Der er ej anden Gud, + Han drager med os ud. + Han Marken skal beholde. + +Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke: hvor stærkt de dog +sang derinde--_de, som skulde dø_. + + Og myldred Djævle frem paa Jord + og os opsluge vilde, + vi frygte dog ej Fare stor, + de deres Trusler spilde. + Lad rase Mørkets Drot + med Løgn og Mord og Spot. + Han har dog faaet sin Dom, + da Krist til Jorden kom: + Et Ord ham nu kan fælde. + _De_, som kunde dø--dø og faa Fred! + +... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen +tilbage og tog Præstekjolen af paa den anden Side Sengen. + +Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne. + +-Aa, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne? + +Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik +paa den sovende Syge. + +-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han +og pegede ud mod Kirken. + +-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt. + +Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunde +ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende +Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhøje Mudder og +Hestene stansede skælvende og blindede. Familjevis kæmpede Menneskene +sig frem. Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, +der piskede deres Ansigter, følesløse--naar de blot kom frem, kun frem. + +De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Saarede, der +jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved +Vejkanten, og de saá dem ikke, fordi de ikke var _deres_. + +Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, +rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde +givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeraad uden Værd, gamle Kvinder +holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der +strømmede, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om +Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik +videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum. + +Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte +man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nøgne Vogne +stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor +Elendighed, havde kastet dem uden Medfølelse. + +Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade +Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og +solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Aagerpriser, mens +hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr +og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte +Skindpung slog klingrende mod hans Krykker. + +Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn +satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne +tørnede mod hinanden. + +Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun +skulde i Forretning. + +Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og +raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle +Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens +de blev ved at lé. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for +at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de +Flygtende. + +Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at +skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slæbte +Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Saarede. + +Det var en Vogn med haardt Kvæstede. Der _maatte_ skaffes Plads. De +_kunde_ ikke bringes videre. De Nærmeste stansede ved Skrigene, da de +Saarede bragtes op ad Skolens Trappe. + +En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og +efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne +Kvæstede stønnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Lærred og der +var ikke Charpi. + +Tine løb efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa +der, paa udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn +græd rundt om Skorstenen paa Stengulvet. + +Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede +Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utaalmodig, med de +Kvæstedes Stønnen i sit Øre. + +Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod +hun Munden løbe: + +-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et +fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde +ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene.... + +Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skældte hun paany sine +Piger--den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes +Raseri--: + +-Om de laa ene i Nætter som disse? Taget faldt over dem og de flød med +Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø ... Tøjter, Tøjter, raabte +Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side. + +Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om, +gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik +hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, +syntes hun, hun saá--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok +Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde +hun: + +-Han er død. + +Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af +de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder. + +-Aa, aa, rør mig ikke, be'er jeg--rør mig ikke, be'er jeg, be'er +jeg.... + +Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg +var hun--og hjalp. + +-De taaler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste. + +-Ja, svarte Tine blot og fulgte. + +Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han +rallede. + +-Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi. + +Sygepasseren slog Kappen over den Døende. + +... Lægens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til +fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem +opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. +Bølling var vaagen nu igen og saa urolig: + +-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset, +sagde hun; hun saá hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun paa +Bølling, med hvem det var saa rent forkért. + +Lægen gik ind og lod Tine blive. + +Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere aabnedes Døren: de flygtende +Stakler bad om Nattely kun--forgæves. + +-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng. + +-Ja. + +Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa +faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid +hjemme, i Viborg, ved Søen--med "de unge Piger". + +Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende +Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand. + +-Annie, Annie, kaldte halvhøjt Appel i Feberen Tak--at du kom. + +-Om lidt blir her køligt--hans Stemme lød saa mildt--saa gaar Solen +ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen.... + +Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt: + +-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa +god ... hvor du er god.... + +Sygepasseren vendte Hovedet: + +Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse +hun paa langs henad Sengen--som en Klud. + +Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig. + +-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men +føj ham blot; det kan dog ikke skade--desværre. + +-Og _gaa_ saa derind. + + * * * * * + +... Bølling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer. +Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bølling kunde ikke faa +Strømperne paa ham: + +-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Hænder. + +-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. + +-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge +gik uafladelig. + +-Ja, Fa'er, ja. + +Han havde ti Mands Kraft, han løste alt igen; hun kæmpede med ham af +alle Kræfter. + +-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klæderne +fik han forkert paa. + +-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i +Taarnet. + +Han tog Tine om begge Haandled. + +-For det er _Jorden, der brænder_, sagde han og begyndte selv at +skælve: Forstaar I, det er Jorden, der brænder ... + +-Ja, Fa'er, ja! + +-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og +aandeløs: Der er Ild i Jorden--hører I--hører I ... der er Ild i +Jorden. + +Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs,--mens Madam Bølling +skreg--byldtende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, raabende, +ustanselig, skrigende paa Lygten: + +-Lygten, Lygten--skal vi ikke sé, hvordan Jorden brænder? Og han +begyndte at lé. + +-Jo, Fa'er, jo. + +-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling. + +-Hent Tinka, sagde Tine aandeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, +ud og ind. + +-Ja, aa ja,--Madam Bølling løb uden Sans. + +-Lygten, Lygten, skreg den Syge. + +-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og tændt. + +Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold +dig til mig, hold dig til mig og pas paa. + +Den Syge lo højt og længe gennem Larmen. + +-Vi vil se, hvordan Jorden brænder ... Gud har sat Ild på jorden, +sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede. + +Han gik ud Han vilde ikke støttes. Han løftede, staaende paa Trappen, +den svinglende Lygte højt, saa Lyset faldt over de Flygtendes +Ansigter. + +-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort. + +Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af +forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under +Kanonernes Larm. + +Bølling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den +løftede Lygte, paa det øverste Trin--Hatten tog han af, som om den +strammede hans Hoved. + +-Fa'er, kom. + +De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling +var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De foer imod Kirkegaardens +Hækker og snublede over Stene. + +-Hører I, hører I, raabte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn. + +Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben. + +Stormen stod mod Kirketaarnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev +den op. Der var en Luft derinde som i en Grav. + +Døren slog i for de hylende Hunde. + +-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine. + +Madam Bølling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun +tog den. + +Stigen stod for dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje--mellem +dem laa Natten, som vilde den sluge dem. + +-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka. + +De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede +op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne +over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod +alle Luger. + +-Tinka, pas paa, pas paa. + +Bølling vaklede i Mørket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe +og de ogsaa--paa det faste Loft. + +-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bølling rev i Lugerne, og +Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og +Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til +Brand. + +Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de aabnede +Luger. + +De saá gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt--som Randen af +et Hav, mens bag det, paa Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel +Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den +tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af +glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes +Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres +Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal. + +Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned +mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand. + +-Det er Øen, der brænder, hviskede hun. + +Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte +alle Vande over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som +onde Dværge. + +Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dør. Hundene foer jublende ind dernede. + +Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte +skulde stanse. + +-Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige +Gange. + +Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen--hun lyste for Berg, der +kom op: + +-Det var ham, det var ham. + +Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til +Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Hænder. + +De andre vendte sig knap. + +Han stod hende ganske nær, uden at vide det, faldt hun ind imod ham, +mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg. _tog_ han +hende, dækkende hende med Kys. + +Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte +dem med Jubel. + +Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bølling Sovemiddel. + +-Men _De_ trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var +blanke og vidtopspærrede, som saá hun et Syn. + +-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg. + +De gik. + +Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine _løb_ +gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde. + +Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, +tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær. + + * * * * * + +Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet +til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt +opløste Seng. + +Hun satte sig op og mumlede: + +-Det er en Bespottels' af Gud. + +Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten. + + * * * * * + +Regnen var stanset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet. + + + + +VII. + +Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks +Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem. + +Tine løb hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom. + +Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblødte Vej. De +vendte Hovederne og saá efter Tine, der løb dem forbi--hendes Ansigt +var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Sløjfe fæstet i sit +Haar under Sjalet. + +Ved Stien ned til Huset holdt den Krøblede med sin Vogn. Han havde to +"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Øl over hele Øen. + +Han talte med sin kvækkende Stemme--Tine saá op i den lyse Himmel, +Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--: + +-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin høje, klare +Stemme, og hun løb ind til Ane. + +Ane sad, mens de to Børn kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede +mange Kobberskillinger i Kræmmerhuse. + +-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten? + +-Ja, sagde Ane, Gud ské Tak--det er Øllet. + +Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Mønter. + +-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden: + +-Men _Luft_ maa her ind. + +Hun stødte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men +det var spigret. + +-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sømmene bort +med et Par rappe Hænder. _Saa_! + +Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende +ved Vinduet--Signalerne lød saa grant og kækt under den lyse Himmel. + +-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte. + +Ane hørte ikke. + +Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine +Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjælp under +Regningen. + +En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den +og brølede, da Ane tog den. + +-_Kom_, sagde Tine og tog Knægten op; hun løb gennem Stuen med ham i +de løftede Arme: + + Og det var Ridder Ro + og det var Ridder Rap + Tip-Tap. + Og det var Ridder Snip + og det var Ridder Snap + Tip-Tap. + +Knægten lo, mens hun sang og løftede ham højt: + +-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne +_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten. + +Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med +Drengen paa sit Skød. + +Ane blev ved at tælle sine Tutter. + +-Hvor er Himlen dog høj, sagde Tine, der ufravendt saá ud i den blanke +Luft. + +De Bortdragendes Signaler var døet hen, og Solen var ved at gaa ned. + +Tine satte Drengen bort med et Sæt. + +-Der er de, sagde hun og stod op. + +Ane havde intet hørt. Men der lød Skridt bag Bakken af en kommende +Trup. + +-Nu naaer de Bakken, hører du? + +-Ja, nu kommer de, sagde Ane trægt. + +Tine lyttede, mens de kom nærmere med tunge og trætte Trin--ned ad +Bakken nu. + +-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bøjede Hovedet lidt ned +bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende. + +-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saá op fra sine Skillinger. + +De første Rækker kom forbi--tyndede og sørgmodige. Officererne gik +ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Række fulgte paa +Række--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvartér. + +-Saa stille de bli'er, sagde Ane. + +Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen: + +-_Der_ var han--_der_ saá hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ... +nej, han drejede ikke Hovedet; han saá hende ikke, at hun var der; gik kun +saa træt som de andre--forbi som de andre. + +De var alle forbi, og man hørte kun den Krøbledes skingrende Stemme og +et Par pludselige Kanondrøn over Landet, der syntes at hilse Solens +Nedgang. + +-Farvel, sagde Tine, der stod ved Døren; og hun gik hen over Markerne. +Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende, +sagde hun: + +-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glæde: hun +skulde trøste ham, pleje og trøste ham. + +Hun løb stærkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken. + +Hun mærkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skønt den var fuld +af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dødt +og uden Støj. + +Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og græd, sagte, uden +Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de grønne Bukkar +og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen. + +Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun +lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og +dækkede, og hun saá til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes +silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han +skulde drikke. + +Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med +ingenting; hun tænkte ikke paa, at han tøvede--lykkelig ved kun at +sysle her, hvor de skulde være sammen. + +Saa hørte hun hans Trin, og hun gik hen mod Døren. + +Hun rakte Hænderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke +igen--han saá dem ikke; og Ordene, hun havde længtes efter at sige, +hun fik dem paa én Gang ikke frem; hun stod kun maalløs, ventende, i +uforstaaende Angst foran hans aandsfraværende Øjne, der ikke saá +hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende. + +Hun gjorde kun én Bevægelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun +gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte +det, mens han træt satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig. + +Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brød (vel +ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og +frygtsom, mens hun næppe berørte hans Skulder med sin Haand, sagde hun +sagte: + +-Var det saa forfærdeligt? + +Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme. + +-Forfærdeligt, sagde han kun. + +Og ligesom om han overhovedet først nu huskede "det", holdt han hendes +Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine +trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brød frem af hendes +Øjne. + +Saa bøjede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede +han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Læber. + +Tine stod stille op og hun begyndte at tale som én, der +fryser--frygtsomt om Nætterne, om Skanserne der ude, om de Faldne. + +Han svarede kort, i en Tone uden Liv. + +Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det næste Spørgsmaal +endnu mere tonløst. + +Hun tænkte kun paa ét: at faa Bordet bort, om bag sin Seng. + +Over dem hørtes Officerernes trætte Skridt; deres træge Tale var gaaet +helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme +hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod +sit Bryst. + +Tine løsnede hans Haand fra sit Hoved og stod op: + +-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden +Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun hængte ved denne ene Tanke. + +-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik. + +Tine fulgte. Hun gjorde i Køkkenet alt i Stand. Officererne kom tause +ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste, +graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Øjne. + +Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe +den ind. + +"Skovriderens Ret" bar Tine selv. + +Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, +mens Sofie bød om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en +ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevægelig. + +En og anden talte nu og da med et Udtryk, som hørte han ikke sine egne +Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig +samme Udtryk i alle Øjne som en stirrende, bestandig Grunden. + +Tine bød "Retten" om og kom til Berg. Han saá op paa hende, men hun +var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere +bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme. + +-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg. + +Der gik blot en hastig Skælven hen over Tines Ansigt og hun forsøgte +at smile som til et Ja. + +Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamælte, satte de sig rundtom +og fulgte med Øjnene Røgen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op +og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre, +mekanisk, som En, der forfølger en eneste, fix Tanke--og satte sig +igen paa den Plads, som han lige havde forladt. + +Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik +eller maaske blot for at høre hans Stemme og være, hvor han dog var. + +Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor +skingert. + +En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund: + +-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg. + +Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der +stod op: + +-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise. + +Løvenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig +stiv--som en Automat--mens han sang: + + Har I læst den Berlingske Avis-- + eller har I hørt'et, + at en fornem Hertug i Paris + har sin Kone mørdet? + Hun var lige gaaet i sin Seng, + drømte om sin Manne,-- + han hed Hertug Choiseul Praslin, + hun hed li'esaadanne. + +Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Følge--en Englænder og +den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens +Løvenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede +Munde, lænede Hovedet mod Væggen, stirrende ud i Luften: + + ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, + spurgte: "Hvad behaver?" + Men ved nøjere Eftersyn hun fandt + Fruen rent Kadaver. + Hertugen den Tyverad + vaskede sig i et Fad, + aad en Ret forgiftet Mad, + brændte saa sin Slobrok. + Tralala, lalala, tralala. + +Sangen var holdt op, uden at nogen mærkede det--knap nok de, der sang. + +Og i den pludselig stille Stue hørte man Englænderens Stemme, der +sagde: + +-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol. + +Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom +hørte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til +hinanden. + +I Dagligstuen sad kun den københavnske Korrespondent, der holdt fast +paa en enlig Kaptajn og endte alle Sætninger med at sige: + +-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne. + +-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet hørte--i hans Øren lød +kun bestandig Skansernes fortumlende Støj. + +-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over +Broerne. + +Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Køkkenet, +langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa. + +Hun hørte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Døren--men +han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer. + +Hun tænkte ikke mer paa at afdække det lille Bord og ikke paa at tage +Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saá det ikke mér: +hendes _Liv_ hang kun i magtløs at vente. + +Det slog et Par Dask paa Døren. Det var Tinka, der kom bralrende ind. + +-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog sé, om Huset stod endnu--jeg +kommer fra Pér Eriks'. + +Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt. + +-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der løsnede sit Sjal. +Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun. + +-Vel derinde, sagde Tine uden at røre sig. + +Nu saá først Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom døde Stemme--og +pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen +havde spist, og Væggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som +var hun uden Liv og Blod. + +-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany. + +Det var som Tine først rigtig hørte nu, da hendes Navn blev nævnt; men +hastig vendte hun atter Øret mod Vinduet. + +-Nu gik han forbi. + +Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog +hendes Hænder, der var kolde og stive, som var de livløse. Hun fandt +ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det, +glatte og glatte det. + +-Tine, Tine, sagde hun. + +Tine løftede blot sit tunge Hoved og et Øjeblik saá hun paa Tinka med +Øjne som en Hinds, der døer--_uden at fatte Døden_. + +Tinka lod sine Hænder synke, og endnu en Gang saá hun rundt i +Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet. + +-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde. + +Hun tog Tines Hænder, der ikke gengældte hendes Tryk; og stille gik +hun ud. + +Da hun kom frem ved Længen, mødte hun Berg. + +-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra? + +-Fra Tine, svarede Tinka haardt. + +-Godnat. + +Tinka løb ned ad Alléen--og, mens hun tænkte paa Løvenhjelm og paa ham +den anden, den Fremmede, der havde været der i Kroen kun den eneste +Nat, løftede hun pludselig sine Hænder som til en Trudsel eller kun i +Fortvivlelse. + +Berg gik videre; i Længerne var der stille, alt var til Ro. + +Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dødtræthed ikke en Gang +kunde sove. + +-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne. + +-Ja, haard, sagde Berg. + +Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Mørke, saa det gav dumpe Genlyd +i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod. + +-Og heller ikke Søvnen er kvægende, sagde han langsomt. + +Berg svarede ikke. Men de tænkte begge paa den tunge Dvale, der faldt +over de Dødtrætte, mens Dagens Raab: "Dæk Dybbøl--Dæk Avnbjerg--Ragebøl +dæk" blev ved at skræmme de lammede Sovende. + +-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_. + +De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste, +Haandtrykkene Kammerater imellem. + +Berg aabnede Døren til Dagligstuen, og i Kammeret hørte Tine hans +Skridt, der døde bort. + +Hun bevægede sig ikke, stille sad hun og skælvede kun som af Kulde: + +-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter, +til det bliver stille. + +Man hørte Kanonernes stigende Drøn og en enkelt Søvnløs' Fodtrin frem +og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst. + +Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine hørte +Korrespondenternes Stemme paa Trappen: + +-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den +Sortsmudskede. + +Og Baronen svarede: + +-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder. + +Døren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin døde hen over Loftet. +Kun den Søvnløse gik og gik. + +Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun +tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog +kom". + +... Hun foer sammen--det var hans Trin. + +Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da +han kom. + +Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Lænder +smertede: + +Hun smilede og sagde: + +-De kom dog. + +-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bøjede sig over hende. + +... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dødt. Ord fandt han +ikke, men kun Kærtegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv. + +Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun +ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om +Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet: + +-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt. + +-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Spørgsmaal. + +Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begær--mens +Kanonerne sang. + + * * * * * + +Det var over Daggry. + +Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt +løste Klæder foran den store Seng. Dér var hun falden hen og sad og +nikkede. + +Maren vækkede hende. + +Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse: + +-En véd virkelig ikke, hva' du tænker--det er den lyse Morgen.... + +-De _tør_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og +smed sig i alle Klæder, yderst paa Sengestedet. + +Maren kom ikke af Tøjet mer. + + + + +VIII. + +Det var næste Formiddag: + +Tine gik bort fra Vinduet, da hun saá sin Moder komme gennem Gaarden. + +Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke +været hjemme. + +Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i +Køkkenet, og hun aabnede Døren. + +-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utaalmodig eller +vred. + +-Aa, Tine, saa længe vi ikke har sét dig, sagde Madam Bølling, der kom +ind. Og din Fader har været saa syg--og din Fader har været saa syg ... saa +længe, saa længe ... Aa--det har været slemt--det har været meget slemt. + +Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den ældede +Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal +af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt: + +-Tror du, her har været bedre? + +-Nej--aa, nej, sagde Madam Bølling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt +ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun: + +-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot sé dig. + +Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt +for, højt, saa man hørte de skændende Stemmer ud gennem Døren. + +Madam Bølling brød op. + +Paa Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var +forresten Lieutenanten, der gærne vilde sé hende. + +Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gaaet, kun som +ét stumpt Ubehag mér. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var +hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden.... + +Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde +de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i +Gaarden--de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen +blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren. + +Officererne samledes i Klynger, og paa én Gang--ingen vidste, hvorfra +Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, ét, +to, havde vægret sig ved at gaa over Broerne. + +Kanonernes Døn holdt ikke inde ét Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, +og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge +ventede, raadvilde og tause. + +Hans Højærværdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og søgte +Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, +mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne +gjorde deres Dont uden at sé og uden at tænke. + +Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, +mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Majorens Stue gik op, og +Højærværdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de +gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrøm af, og de +vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og +ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der +strider med Mørket. + +Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer +hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra +Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulde rømmes. + +Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes: +Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang. + +Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun +med Blikket fæstet paa Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende +Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i +Solen. + +Hans Højærværdighed saá intet. Han gik kun ophidset op og ned med +store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte højere og +højere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog. + +-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil +ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger. + +-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog +Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen. + +Begge Herrer taug og Hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op: han +vilde køre om ad Hovedkvarteret. + +Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen, +hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans +Højærværdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig højt næsten: +kun _hans_ Tribun-Røst lod lige fyldigt op med Kanonerne. + +Døren til Køkkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og +Maren i samme Række--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer +og slog Affaldet ud. + +Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling. + +Hun løftede kun sit Ansigt og saá paa ham som forstod hun ikke, med et +Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse. + +Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over +Sofies og Marens forasede Figurer: + +-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden. + +Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte +med: man maatte dog have Efterretninger. + +-Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot +Hæren stod ret paa Højde med vor Regerings Energi. + +Berg hørte ikke den bortrullende Vogn--han saá kun Tines Ansigt, da +hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den +lyse Gaard, hun saá ham ikke og rørte sig ikke. Han taalte ikke, han +udholdt ikke at sé paa denne Stilling og dette Ansigt. + +Og han slog paa Ruden: + +-Kom, sagde han, vi gaar op paa Højen. + +Hun løftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun +fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet +og tog sit Sjal. + +Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende; +heller ikke hans Stemme naaede hende længer. Hendes forvildede Tanker +tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én +Smerte: Gyset fra inat. + +Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste--i +Udspring--i Solen. + +Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet +Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbøjet +Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde +kunnet attraa dette Menneske. + +De naaede Højens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Døn. Saa +saá de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af +hinanden. + +De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen +over Markerne. Vejene laa som mørke Sumpe og de afbrændte Huses +sværtede Mure gabede op imod dem. + +Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebaal, der naaede +Himlen. + +Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. +Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det +i Nat. + +Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saá han ud over den skændede +Ø og sagde sagte: + +-Hvor Marie dog elskede denne Plet. + +Tine hørte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse følte hun +ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde +hendes Øjne ondt. + +Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem +mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, +der paa den dønende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange +Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden +af tusinde vældige Malmklokker. + +Tine var gaaet ned ad Højens Kam. + +-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede. + +-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen. + +Hun gik bort fra Højen. + +Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og +han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en næsten ulidelig Smerte +saá han alt, hvad han havde gjort. + +Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i +det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af +hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunde græde, og af hende, af +Tine, saa livløs, som var Sjælen død i hendes Krop. + +Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som +tilhørte ham og hans--saá han Plet for Plet; og han saá deres +Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle +Stemmer. + +-Det var ham, ham de havde elsket som en Søn.... + +Det var, som hans _Sjæl_ var saaret. Kanonernes Døn lød som et fjernt +og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saá ud som noget kravlende +Smaat. + +-Ham havde de elsket som en Søn. + +En Officer stødte til hans Arm: + +-Kanonaden stiger, sagde han. + +Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham: + +-Synes De? sagde han. + +Og han gik bort fra Højen. + +Officeren saá efter ham--Berg næsten vaklede, mens han gik. + +-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saá efter sin +Vaabenbroder. + +Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa +Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens +tændte Lys. + +Saa vendte han hjem. + +Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa +Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru. + +... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem +Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saá. + +Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog. + +Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes +forbi paa mange Vogne. Tines Øjne faldt paa de Heste, der gik hende +nærmest. De sled sig, laadne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og +udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over +deres Ryg. + +Men Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt--som om Slagene ikke +kunde smerte dem mere. + +Tine blev staaende og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand. + +Langt fremme paa Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de +lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge. + +Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Øjne. + + * * * * * + +Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille. + +Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Høvlspaaner mellem den +nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæl +sammen og bestrøg dem med Sort. + +Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften +var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn. + +Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom, ikke spist og ikke +drukket: hun sad kun stum og saá paa Sønnens Ansigt, der var blevet +saa lille som da han var Barn, og paa hans Hænder, hans urolige +Hænder. + +Madam Bølling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjælpe. + +Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod +raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen. + +Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Taarerne brød ud +af hendes Øjne, havde hun sagt: + +-Han er jo saa ung. + +... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt +hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men saa sagde hun: + +-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han. + +Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde, +maatte kalde dem frem. + +Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og +stirrede paa det blege Ansigt. + +Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at +ringe--man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm. + +Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig +over Rummet. + +Fru Appel sad kun som før--foran sin slumrende Søn. + +Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til +Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme: + +-Du kommer dog ind? du kommer dog ind? + +Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der! + +-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os +alle. + +Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Saaredes sagte +Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, +her, hvor et Menneske døde--og Livet var forbi. + +-Han vaagner, sagde Fru Appel. + +Halvt i Søvne begyndte han at klage. + +Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen. + +Den Døende slog Øjnene op, men han saá ikke mer--de store Øjne var +brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen. + +Moderen laa ned ved hans Seng: + +-Ja, Max, ja--gør det saa ondt? gør det saa ondt? hviskede hun. + +-Ja, Max, Ja--gør det saa ondt? + +Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun vilde kun se efter +Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind. + +Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og saá paa sin +Datter, til hun stille vendte tilbage. + +Den Døende rallede højere: + +-Ja, Max, ja, gør det saa ondt? gør det saa ondt? + +Han blundede igen og atter vaagnede han. + +Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der +dog som forunderlig stille. + +-Løft ham, løft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Hænder. + +Hvor hans Aande blev svag og hans Hænder stive. + +-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte. + +-Ja, Max, ja. + +De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svært, saa tungt; Moderen +havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage. + +-Læg ham--læg ham. + +De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han løfte Hovedet og han +søgte om Ord: + +-Annie--Mo'er--Annie--hører I Fuglene? + +Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han: + +-Ja, hvor Livet skal blive smukt. + +Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage. + +Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine +trykkede hans Øjne til. + +Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der +var stive, og hans Ansigt, der var koldt--længe. Time paa Time. + +Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste +ingen Trøst. + +Madam Bølling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Køkkenstolen bag +Døren. _Der_ kunde hun høre, naar Tine gik. + +-Der var hun--nej--hun kom ikke ind. + +Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor +Tine allerede var ved Døren. + +-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun. + +-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun. + +Madam Bølling gik hen til hende. + +-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og være vrede paa hinanden, sagde hun, +skal vi nu ogsaa være vrede paa hinanden.... + +-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig løs--men nu er det jo silde ... Godnat. + +Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen +og Døren slog til. Hun var borte. + +Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved +Døren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det +stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hørtes de Søvnløses Skridt over +Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer. + +Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de--en rokkende +Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, +hun vidste ikke Rede. + +Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede +Skolen i sin Grund. + +Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn. + + * * * * * + +I Skovridergaarden var der stille. + +Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun +gik gennem Huset. + +Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig, +hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke. + +Hun aabnede Døren til Dagligstuen og hastig vég hun tilbage. + +Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev. + +Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik +hun tilbage til sit Kammer. + +Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun +besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting +sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse. + +Kort efter Daggry gik hun hjem. + +-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, +og slog sine Hænder om den tause Datter. + +-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun; +hun vilde ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det vilde jo +bare gøre Tine urolig. + +Tine gik ind til sin Fader. + +Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet +taget frem--dem med Løve-og Tigerjagterne paa Bindet. + +Dem sad han og læste i--Time efter Time. + +Tine sad ved hans Fødder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver. + +"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje. + +Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet: + +"Du skal ære din Fader og Moder"--"Du skal ære din Fader og din +Moder", læste den Gamle Gang paa Gang, med sin svære Stemme. + +-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saá over paa Madam +Bølling. + +-Ja, Bølling, ja, du har jo lært hende det, svarte Madammen. + +-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen. + + + + +IX + +Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet. + +Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud. + +Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var _dem_, som fik +Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med, +mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og +en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter +"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle. + +Den Krøblede jog rundt--men idag var hans Øl for tyndt: _saa_ raabte +han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist. + +Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst +_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar. + +Fire Lolliker raabte højest--de spillede Kort--liggende plat paa +Maven. + +Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst +igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt. + +En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens +Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af +Soldaterne, fast og stille: + +-Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi _skal_ derud. + +Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officéren gik. + +... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I +Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det +igen. De var i Stuerne og ude. + +For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen. + +Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i +Skolen. + +Hun var ikke kommen. + +-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke: + +-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun +hænger ellers trofast nok ved dette Hus. + +-Ja, sagde Berg. + +-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag, +sagde Sofie. + +-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja. + +Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som +led han ikke nok. + +-Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre. + +-Indtil den sidste Dag, sluttede hun. + +-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen. + +Han rejste sig og gik ud. + +Et Kvartér forløb--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen. + +Men der var intet. + +Saa gik han. + +Han vilde se dem, han vilde derhen. + +Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til +han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen. + +Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke. + +-Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev helt høj og +lys af Glæden, det er Skovrideren--det er Skovrideren. + +-Nej--at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved. + +-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren. + +Tine kom ud. Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, +der var lidende og furet og blegt. + +-Det gør ham dog ondt, tænkte hun. + +Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa +Læberne fra hinanden: + +-Bølling er jo saa syg. + +-Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling--det bliver værre og værre.... + +Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad--hans +Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet. + +-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam +Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin +Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde +sét her indenfor. + +-Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før. + +Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind. + +Berg saá Bølling--lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke +have kendt ham igen. + +-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé +til dig. + +-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet +fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem. + +-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam +Bølling og blev ganske rørt paany. + +Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte +holde den i sin--et Nu. + +-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet. + +Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og +pintes: Øjnene, der saá det kendte Rum, Ørene, der hørte deres +Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans. + +-Men Tine--sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind--skovrideren +skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa? + +Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte +lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og +vidste selv ikke hvilke; han saá kun Tine, der gik hid og did og +dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver +Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste. + +-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bølling kom +ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har +man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, +som i gamle Dage. + +Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden. + +-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam +Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen +ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om +Herluf og Fruen. + +-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en +Plads. + +Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens +Berg sad--med hver Bid usvælgelig i sin Mund--og maatte spise foran +Madam Bøllings Øjne. + +-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i +sin Iver. + +Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og +han tog paany. + +-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den +anden Side af Sengen. + +-Ja, Bølling, ja. + +-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam +Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger ... Bølling har jo lært hende +det ... han har jo selv lært hende det ... og Tine _har_ altid haft +rigtig en køn Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og sér i +de gamle Bøger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere, +Skovrider. + +Madam Bølling blev ved at byde: + +-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad, +Skovrider, hun smager ikke Mad. + +Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor +han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og +de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling. + +-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig +saá hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter +og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og +uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun +satte sig: + +-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for +os alle.... + +I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde +de høre op at aande. + +Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og +kom ud--Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig +endnu en Gang. + +Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det +opdækkede Bord. Hun saá ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun +hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger. + +Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa +Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling. + +Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen--hver +enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen. + +Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem, +der drog bort. + +Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind. + +-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal +derud og dø_. + +Tine hørte kun Skridtene--de blev svagere, svagere. + +Han var borte nu. + +Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til +sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar +derned. Sofie gør ingenting. + +Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog, +hendes ilende Skygge--ned over Marken. Dér mødte hun Tinka. + +-Hvor skal du hen? spurgte Tinka. + +-_Derned._ + +Tine stansede ikke, men løb kun. + +Længe stod Tinka og saá efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, +ved Dammen. + +Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde +være _der_. + +-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flæbende løb hende i +Hælene, varierende samme Ord uafladelig. + +Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen. + +-Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, +nu er de derud'.... + +Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April. + +-Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie. + +Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at +læse: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve +--dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme +Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen. + +Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned +mod Skovriderens Bord. + +Han havde kun _taget hende_--taget hende for ét Nu. + +... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog. + +Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene brølte +det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark, +hvor Lyn slaar ned i Hjorden. + +Tine laa ned paa Knæ--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget +varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa +Tæppet. + +De slikkede hendes Haand. + + * * * * * + +Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. +Han vilde blot sé til gamle Bølling. + +Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa +op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par +Ledsagere over Pladsen. + +Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik +de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen. + +Fra Højen over Paradisvejen saá de over mod Vest. + +-Skal der rømmes? spurgte Bispen. + +-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive. + +Officerens Stemme var sært tydelig og han saá frem for sig, mod +Skanserne. + +Bispen taug lidt; hans Mund skælvede en Smule. Saa sagde han; + +-Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste. + +Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et +luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod. + +Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene. + +Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officéren slap ikke hans Haand Saa +mumlede Bispen et "Lev vel" og kørte bort. + +Paa Pladsen drog en Time efter de Næste ind. En Stund var Kroen +belejret. Soldaterne havde megen Tørst Saa blev der hurtig stille. + +Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen, +gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte +hendes Raab ude i Gaarden. + +... Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten. + +Det bankede paa Skolens Dør, der allerede var i Laas. + +-Det er mig, sagde Tine. + +Madam Bølling lukkede op. Hun saá kun sin Datter som en Skygge imod +Mørket. + + * * * * * + +Natten gik, og Dagen lysnede. + +Det var nær ved Middag næsten, før man paa Pladsen vidste, at nu +stormedes Dybbøl. + + + + +X + +... Til ud paa sidste Nat havde de hørt de Saaredes Jammer, der +slæbtes forbi til Hørup Hav--nu hørte man hver Stønnen saa langt +gennem Stilheden. + +Og saa var alt blevet tyst. + +Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden +kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dør. + +Madam Bølling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun +stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, raadløs, +gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr. + +-Vil du ikke spise? sagde hun. + +-Nej Tak. + +Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vaagnede. Ordene blev kun til +utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine +tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke +hørte. + +Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bølling sig og gik +medløs rundt, i sin Krog. + +-Vil du ikke gaa derned? sagde hun. + +-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonløse Stemme. + +Og de sad, i deres Krog, igen. + +Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig. + +Nu var det snart henimod Aften. + +Tine gik ud. + +I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv. +Fjælene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den +nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt paa de fremmede +Marker. + +Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun vilde _sé_ ham, +der var død. Han var ikke kommen tilbage--saa var han død. + +Alting var stille. + +Selv Fuglene taug. Og den opblødte Jord, hvor ingen traadte mer, var +størknet som et dødt Tæppe. + +Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gærde og fulgte Tine; hun +mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saá dem ikke. Hun +vilde kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked. + +Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegaarden stod øde som et tomt +Værtshus. Gaardhunden gøede ikke, da hun kom og gik. + +Foran Kirkegaardsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Taarnet +begyndte Klokkerne at ringe. + +Tine gik ind; hun saá den store Kirkedør stod aaben. I Koret laa der +Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde saá hun ind +i Ansigtet og gik ham forbi. + +Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun saá ham næppe. + +-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun hørte det ikke. + +Hun saá den næste Række--én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes +nøgne Fødder. + +Hun gik ud igen; den fremmede løste bag Kirken sin Hest og saá efter +hende, saa længe hun øjnedes. + +Hun gik kun videre--ud af Byen: + +-Saa maatte Staben være i Augustenborg--Staben vidste Besked. + +Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem +Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes +lukkede Døre. + +Saa halsede Ajax og saa Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et +Spor og løb atter tilbage--ind over Marken mod den nærmeste +Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og gøede. + +Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som +en Haltende to Gange, mens hun gik. + +I Gaardsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen +blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte +Tine, og hun begyndte at græde. + +-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun. + +Konen græd blot og Hundene blev ved at gø. + +-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen. + +Den Gamle aabnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af +Blod: _Dér_--i Alkoven laa han. + +Tine saá kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stødte hun bort og tog +Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod. + +-_Har han talt_? spurgte hun. + +Gaardkonen græd. + +-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sønnen og paa Fruen--de +to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg. + +Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen--ubevægelig stirrede hun paa hans +Ansigt. + +-Han vaagner, sagde hun. + +Hendes Liv var kun ét Haab: at han vilde kende hende igen. + +Men den Døende slog blot Øjnene op og saá paa hende som paa den tomme +Væg. + +-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han +græder--han græder ... + +Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og +klagede sagte. + +-Sé de Umælende, sé de Umælende, græd Gaardkonen. + +Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og vilde dreje det +saarede Hoved: han smilede halvt. + +Tine rørte sig ikke. + +En Time sad hun. Hun ventede, han skulde nævne hendes Navn--blot i en +Forbandelse, der aabenbarede hendes Skændsel. + +Men han huskede hende ikke mer. + +Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp. + +Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng. + +Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens +Milestén og hun rejste sig igen. + +Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme +Plet. + +-Hvor længe du blev, Barn, sagde hun. + +-Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet. + +Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den. + +-Tak, svarte Tine og drak begærligt. + +-Hvor du er bleg, sagde Moderen. + +Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem paa Sofaen--til +Seng for Tine. + +-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam +Bølling saa bange--jeg sover oppe. + +Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa +Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og +pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saá_ alt om sig, og hun +vidste, at _alt var sket_. + +Hun saá Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange +Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade. + +-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om +Haaret: hvor du sukker. + +Tine holdt Moderens Hænder saa fast over sit Haar som til et langt +Kærtegn: + +-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften. + +Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og +dvælende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv. + +Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik--saa +gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms +Skyld--og hun var inde. + +Hun saá paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa +Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede +Mænd havde ligget. + +Her havde hun levet hele sit Liv. + +Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det brændende +Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til +Ro. + +-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling. + +-Ja! svarede Tine. + +-Saa Godnat, Barn. + +-Godnat, Mo'er. + +Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun hørte kun de +to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset. + + * * * * * + +Det første graa Dagsskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten +brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og +aabnede varsomt Døren. Hun saá Kroen og Kirken og Smedens Hus og +vendte sig mod Skolen--en sidste Gang: + +Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol. + +Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i +Skovridergaardens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var +indvundne i Maatter, stod som Spøgelser i Skumringen. + +Tine gik op ad Havetrappen, og hun saá ind gennem Døren. Hun kendte +hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde. + +Tanker havde hun ikke--de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen +om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det være forbi. + +Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun +holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saá længe ind. + +Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Tørklæder om sig, +ene, i den store Seng. + +Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og +hastigt gik hun ned imod Dammen. + +I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun +elskede, talte til hende paa én Gang. Hun tænkte paa Herluf og paa +Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over +Gærdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske +lille; og paa Appel, der var død og paa Faderen og Moderen, som nu +skulde sidde alene. + +En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _dø--dø_. + +Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje, +tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét +Nu.... + +Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under +hendes Hjertes trætte Smerte. + +Hænderne havde hun foldet. Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det +lille Lysthus gled hun ned i Dyndet. + +... Nu var Dammen rolig. + +Dagen kom. + + * * * * * + +Madam Bølling var vaagnet; Bølling havde sovet saa roligt og laa saa +godt endnu. + +Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bølling hvilte selv et +Kvartérstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vække +Tine. + +Men der blev ikke svaret + +Madam Bølling stod op. Tine kunde nok trænge til Søvnen. Det var intet +Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den +op, naar hun vækkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen. + +Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det +var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt længe. + +Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men +saa vaagnede Bølling, og han maatte have sin Morgendrikke først. + +-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bølling talte med +sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et +Barn--naa, Bølling, naa ... + +Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting. + +Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa +Bakken og gik op over Loftet. + +Hun saá den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden +at forstaa, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over +Loftet og raabte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen: + +-Tine, Tine! + +Saa taug hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det. + +Hun søgte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke: + +-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de +Syge. + +Hun gik ned, hendes Bén vilde ikke bære hende. Hun aabnede Døren, og +hun saá, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun +ventede ikke paa Svaret. + +Hun sagde Gang paa Gang: + +-Hvor det er Uret af Tine at gøre mig saa forskrækket. Og greben af ny +Angst sagde hun: + +-Men hvor er hun da? hvor er hun da? + +Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at løbe gennem Huset, +som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa én Gang forlod hun alting og +hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne. + +-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste +Besked. + +Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun +hjælpeløs, med rokkende Hoved. + +-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka. + +-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam +Bølling at græde. + +-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_ +ikke? + +-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte, +tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening: + +-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der +ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var +hun der ikke ... + +-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun +rystede over hele Kroppen. + +Madam Bølling stod et Nu--og gav sig saa til at lé gennem +Kuldegysningerne. + +-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At +man ikke tænkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun +har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren-- + +Hun begyndte at gaa, følgende efter Tinka, det løb hen ad Vejen, +gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren, +Skovrideren ... + +Men med ét stansede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod +det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst. + +Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saá hun hende ind i +Ansigtet, som vilde hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som +et pludseligt Sværd. + +-Kom, kom, bad Tinka angst. + +Men Madam Bølling rev sig løs--med en stille Klynken som et fældet +Dyrs, der synker--og hun løb. + +Hun havde forstaaet. + +-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet +sammen. + +-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn. + +Hun løb ind over Gaarden. op ad Trappen, Døren slog hun op. + +_Han_ havde taget hendes Barn. + +Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord, +hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over +_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--løftende de rystende +Hænder. + +-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun +gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun +gjorde. + +Hun blandede "Fruen" og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme +Ord: + +-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har født hende, jeg, som +har født hende--be'er--jeg be'er. + +Og Ordenes evige Gentagelse løste Taarestrømmene, saa hun hulkede med +Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede. + + * * * * * + +Tinka havde kaldt paa Lars. De søgte--Husmanden ogsaa--i Huset, i +Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Haanden. + +Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset. + +Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden +hjalp til, da de fik Liget trukket op. + +Tinka lagde sig hulkende ned paa det grønne Græs og glattede Haaret +bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de +lagde den Døde op paa et hentet Sejl. Tinka løste sit Hovedklæde og +bredte det over Venindens Ansigt. + +De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene. + +Sofie løb--hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i +Kammeret om den Døde: hun laa med foldede Hænder paa sin Seng under +Fruens Billede. + +Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet +affældig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen +kendtes ikke igen. + +Hun saá kun op paa Tinka og rejste sig. + +-Hvor er hun, spurgte hun. + +Tinka kunde ikke svare. + +Moderen saá Vandpyttene i Gangen og hun spurgte: + +-Er hun i Kammeret? + +-Ja, hviskede Tinka. + +De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters +Ansigt. + +-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer løb ned ad hendes +Kinder, og, som vilde hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod +Haanden glide ned over hendes Haar: + +-_Det har jo været ham--det har jo været ham ..._ + +Og hun havde tilgivet alt. + +Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin +Datters Seng. + +Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun: + +-Nu skal hun hjem. + +Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand +bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker. + + * * * * * + +Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert +Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener. + +Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver +Støj. + +-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst +for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulde i +ordenlig Ligtøj. + +-De gaar jo og klæ'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage. + +-Herregud, gaar de og klæ'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget +tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens +Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen +og aabnede Salsdøren uden Lyd. + +Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener. + +-Maa En sé hende, hviskede Sofie skræmt og sky. + +Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide +Baare. + +Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa +gik hun rundt om Sengen og eftersaá længe "Klædningen". + +-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende. + +Men de svarede hende ikke. + +Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre +i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør. + +Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at "Tine i +Skolen" var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt, +som hørte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke +fandtes andre Døde end hendes Søn. + +Sofie vendte tilbage til Køkkenet. + +-Ja--nu har de klæ'et hende, sagde hun grædende og fik Skoene paa +igen: Hun ligger forresten rigtig kønt--i lutter hvide Tæpper. + +Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone: + +-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de +Sorgens Tildragelser. + +Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af +Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud. + +Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og +klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet +sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle +de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der vilde komme--nu skulde +de alle "dømme over hendes Tine". + +Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem +fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken. +De listede stille omkring, som om de ikke turde træde paa Fødderne, og +hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer. + +Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til +Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snøften. + +-Saa sér jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Græsset--og saa begyndte +jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn.... + +De tre Gaardkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og +stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, +til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang, +gravitetiske og tause. De græd ikke, men saá kun ud, som maalte de +Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte +sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine. + +Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude. + +Ude paa Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første +Præsters Vogne, som holdt ved Skolen. + +Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet +--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e +Kaffe--alle Pastorerne. + +Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange +for hver eneste. + +Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ... +aa, gør De det ... Og Søndagskopperne ... ja, gør De det. + +Madam Bølling var saa angst for Præsterne. + +-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saá paa hende med +sine smaa Øjne, der snart ikke var Øjne mér: + +-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skræmt. + +Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede +dem lidt og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed. + +Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog: + +-Hun ligger vel derinde? Lad mig sé hende. + +Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst saá paa de hvide Træk. + +-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv +falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene. + +Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder. + +Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i +Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen, +hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed: + +-Ja--Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande. + +Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun saá ud, som havde hun +meget stor Lyst til at hugge i Sofie. + +-Ja--hun var det grønne Træ, sagde hun og saá ufravendt over paa +Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, før Madam Henrichsen tog +sin Tilflugt til Bibelord. + +Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem. +Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var +saa ogsaa taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have +Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne. + +Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan. + +Hans Højærværdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. +Men saa gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Taushed. + +-Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste paa den Nærmeste +... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for +Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid ... en møjsom Tid, sluttede +Provsten. + +Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe +igen. + +Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev staaende +aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det +opmærksomt frem gennem begge Stuer. + +Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet +Hænderne. + +Saa vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, +omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i +London. Han talte halv højt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede +sit Cæsar-hoved frem og tilbage. + +-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmægtige fandt den rette +_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive +Nationens Værdighed. + +Han blev ved at tale--højere, henover det stille Hoved, der laa, som +det lyttede paa sin Pude. + +-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord +vil koste Blod. + +Ude paa Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var +kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Øl mellem Klyngerne. + +-Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Nærheden +af Skoletrappen: Hys--der er de. + +Provsten og alle Præsterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter +vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt +sig fra deres Plads. + +Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende +tilbage til Køkkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en +Kop Kaffe--nu igen. + +Solen skinnede ind i Køkkenet og Sofie fik Vinduet op. + +-Maaske ka' En hør' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten +saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en +Slags Parentes. + +-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede +hun. + +Hun fik Kaffen. + +Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt. +Skræmt aabnede hun Døren: Nej--nu var der ingen. + +Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter +og lukkede. + +Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling. + +De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne +--det var, som den stærke Sang vilde fylde det tause Hus. + + Hvo véd, hvor nær mig er min Ende? + Sé, Tiden meget hastig gaar, + hvor let og snart kan det sig hænde + at jeg mit Vandrebudskab faar. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + i Afskedstimen Trøst og Ro. + +Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes +næsten, som han lyttede. + +Madam Bølling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne +med hastige, rystende Hænder som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde +hun da lukke ind over sin Datter. + + Hjælp mig i Tide at bevare + mit Hjerte fra Letsindighed, + at, naar du kalder, jeg kan svare; + Ja, Herre, sé, jeg er bered. + Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro + I Afskedstimen Trøst og Ro. + +Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for +at se, hvem det var, der kom saa silde. + +-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte sætte sig +strax ved Døren: det er Bispen--det er Bispen. + +Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret: + +-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen. + +Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet +ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste. + +Benene vilde næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde +ikke sé ham--hun kunde ikke sé ham ... nej.... + +Men hun maatte jo: Det var _Bispen_. + +Og hun maatte have sin sorte Kappe paa.... + +De fik den frem; men Madam Bølling kunde næppe faa den paa med sine +stakkels Hænder. + +-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms. + +Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde +ikke tale, og hun turde ikke sé op i hans Ansigt. + +-Jeg hørte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog sé herind, sagde +Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder: +Stakkels Barn--Deres stakkels Barn. + +Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde +sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt. + +-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder. + +Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Længe stod han med sine +Øjne fæstede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig +Andagt. + +-Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved: +Gud tilgive os--Gud tilgive os alle. + +Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og +angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den +højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans +Hænder: + +-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe? + +Bispen løftede Hovedet. + +-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne +Klokker--sidste Gang. + +Madam Bølling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved. + +I Kirken sang de igen--stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte +sig ikke: + + "Hvor er Lammet, Offerlammet?" + spurgte Isak, syg i Sind, + da Slagtofret var berammet + med ham selv paa Bjerget ind. + Bange for sit unge Liv, + paa den blanke Offerkniv + peged han og sagde: "Lammet, + hvor er det, til Død opammet?" + Her er Lammet, Offerlammet, + siger Jesus, ydmyg spag, + i min Faders Raad berammet + er den store Offerdag. + Bange vel af Hjertens Grund + er jeg for den mørke Stund. + Men for hele Verdens Brøde + Den Uskyldige maa bløde. + +Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra +Kirkegaarden lød Æressalverne knitrende over Graven. + +Folk brød ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen hørte man mange +Stemmer--Præsterne vendte tilbage, faamælte og overraskede. De havde +genkendt Bispens Vogn. + +Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans +Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og +Præsterne bukkede tause. + +Bispen rakte gamle Gøtsche Haanden og sagde mildt: + +-Vore stakkels Bøllings--vore stakkels gode Bøllings. + +Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han +hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne: + +-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine +Vidnesbyrd_". + +Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn. + +Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død laa den +stivnede Jord. + +En Vogn næsten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af +Kaleschen for at sé, hvem det var. + +Det var Madam Esbensen, der blev saa forfærdet ved at sé Bispen, at +hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var +højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét--i +disse Skrækkens Tider. + +Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen. + +Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende. + +Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, højt +Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt--op +over Vejen. + +Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre +efter "den Højærværdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over +Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning. + +... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd". + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 10686 *** |