diff options
Diffstat (limited to '12844-0.txt')
| -rw-r--r-- | 12844-0.txt | 4724 |
1 files changed, 4724 insertions, 0 deletions
diff --git a/12844-0.txt b/12844-0.txt new file mode 100644 index 0000000..4055191 --- /dev/null +++ b/12844-0.txt @@ -0,0 +1,4724 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12844 *** + + DEN ENGELSKE LODS + + HENRIK WERGELAND + + + _Norges Nasjonallitteratur_ + 3. opplag + Utgitt første gang 1880 + Her trykt som i originalutgavene + + + _Den engelske Lods_ + Utgitt første gang 1844 + + + + + + +DEN ENGELSKE LODS + +ET DIGT + + + + I + Længsel efter Land + +«O, Kaptain, hvorhen, hvorhen +gaaer Seiladsen uden Ende? +Nye Horizonter spænde +sig omkring mig ud igjen. +Briggen alt i rastløs Fart +susende igjennemlænste +Hundreder af samme Art, +kun af Syner ombegrændste. + Naar jeg tænkte +Fjernet endelig beseiret, +falske Lande ned sig sænkte +eller tvinte hen iveiret ... +Hundred Horizonter runde + kom og svunde ... +hundred Himles Cirkelbunde, +for hvem Punktet, hvori mine +trætte Øines Nervepar +krydsende sig overskar, +med en evig Helvedpine +stedse samme Centrum var... +Hundred Horizonter graae + alt jeg saae, + med en Grændse + falsk som Bugten, +angste Slange slaaer i Flugten, +...graae, ja til Fortvivlen eense, +mens--som Lupens grumme Stik +krybende Insekt forfølger-- +Zeniths blaa og hule Blik +stirred paa vort Skib, den Prik, +synlig knapt paa Havets Bølger. + +O, Kaptain, nu har mod Vesten +Farten alt saa længe staaet, +til det synes mig jeg næsten +er i Sind en Olding bleven, +skjøndt mit Haar end ei er graat +og min Kind ei rynkeskreven. +Mens mit Øie uvilkaarligt +sig i Regnbuspillet tabte, +Skummets Sprøit derforud skabte, +har jeg idetmindste fundet, +mønstrende med strengen Sjel, +at min Liv for største Deel + meget daarligt +er som kastet Skum forsvundet. +Og mon et Beviis vel bedre +kræves kan af Bedstefædre +paa at jeg, tilhavs omdreven, +oldingviis tilsidst er bleven? + Dage mange, +aaretunge, aarelange, +bort erindringsløse flydte, +uden Spor, som Kjølvandsstriben, +i en Masse sammengydte +hine sjunkne Skyer liig, +snigende sig sagtelig,-- +have svalet Panden med +kolden Alderdomsbegriben +i dens øde Kjedsomhed, + standset Blodet, +tæmmet selve Utaalmodet, +skabt det om til sløven Fred. +Thi af Havets og de tomme +Skyers Øde har jeg smagt +Alderdommens, der vil komme, +følt den Taage, som vil spinde +sig om Gubbens nøgne Tinde, +forud om mit Hoved lagt. + +O, Kaptain, giv mig et Ord! +Tryk mig med din Haand, den kjække, +at mig Tanken ei skal skrække, +at jeg i en Dødningsnekke +kommen er ved List ombord! +Styrmand, giv mig din! Kom an, +Baadsmandsmath og Tømmermand! +I Matroser, mine Venner, +rækker mig de brune Hænder! +dræber med et kraftigt Tag +Angsten i mit Hjerteslag! +Thi, skjøndt Daare meer end Synder, + dog begynder +denne Vei med sporløst Fjed, +denne dumpe Eensomhed, +fælles, Katakombens liig, +mægtigt at forfærde mig. +Her paa Oceanets Steppe, +saa evindelig ensformig, +ikke stille, ikke stormig, +maalløs, da dens Grændser fly,-- +under Luftens dalte Teppe, +dette blaagraa Himmelhvælv,-- +er det ei, som om Vi selv +(en fordømt Skindødningskare) +jordede tilsammen vare +under samme Tag af Bly?-- +stivt i Stirren paa hinanden +Sidemand paa Sidemanden: +Han i Hiins og Hiin i Hans +Øjes brustne døde Glands, +uden Rørelse og Mæle, +skjøndt med fuldtbevidste Sjele? + +O, en Egg kun af et Skjær, +Striben af et Fuglevær, +Ryggen af en liden Holme, +skjøndt, som yre Hvals og olme +Kobbes børstereiste sorte, +i Sekunden atter borte, +vilde være i min Plage +nyfødt Verden at opdage +--o et Tankens Paradiis, +hvor den vilde bli'e tilbage, +Skibet givende til Priis! + Brune Tare, Tangens Klase +vilde være blommet Grønt +paa Forsmægtendes Oase, +Himmelens Forsoningstegn. +Dermed jeg fantastisk skjønt +Bryst og Pande vilde smykke, +dem, som Roser efter Regn, +til min Mund vellystig trykke, +hilse deres armodsgustne +bruunbespettede forrustne +polyplige Blæreknopper +ømt som Anemonens Dopper, +der til Stjerner sig udslaaer,-- +som de første Blomstertinter +der forkynde Nordens Vaar, +efter treti Ugers Vinter.» + + + + + II + Appearance of England + +«..O, Kaptain, hvad er dog Dette, +som saa skinnende frembryder +hist hvor Himlens Grændse flyder +sammen først med Havets Slette? +Mon det er den blanke lange +Aasryg af et Skyberg, dalet +under Horizontens Bryn? + Mange, mange +have falske Lande malet +skuffende vort trætte Syn?-- +--O, saa hvid er ingen Sky! + Men maaskee +nybrudt Iisflag, dækt med Sne, + reen og ny, +stormforslagen ifra Polen, +vender frisken Brud mod Solen? + Eller mon det være kan +nye Haves Fraadebelte, +Grændsebølger, som fremvælte + fra atlantisk Ocean? +Eller mon det skulde være +falske Svaners Linjehære? +Da de nok i Horizonten +sammen vil formere Fronten; +men paa første Varselsskrig + al Armeen +flux igjen adspreder sig, +som i Hvirvelvinden Sneen. +Skulde Verdens Grændsesnor, +Havets Grændselinjes Række +for de evige Seiladser, +skabt af sølvhvidt Perlemor, +i hint Straalende sig strække? +Er det Himmelens Palladser, +frie Aanders lyse Hjem, +som i Vest sig hæver frem? +Eller mon er Havets Øde +Moderskjød for Himlens Stjerner? +Mon som Lys-Eilande ud +af dets Dybder de frembrøde +og forsvandt i sine Fjerner? +O, hvor herligt for en Gud +da, at skue i den blaa +Afgrund ind, hvorfra de gaae! +herligt, som i aabent Øie, + i hvis Bæger +Tanker, ømme, skjønne, høje, +funklende sig frembevæger!» + + _Søfolkene_[1] + «Det som skinner + vester hist +mellem Sky og Havsensvover, + Det er England, + solbelyst, + Klipperne ved _Dover_. + +[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang: +Have you been + at Greenwich fair, +bonny Lady, Highland-Lady? + Have you seen + a Lady there, +bonny Highland-Lady?] + + Føl det friske + Livsenspust +alt fra Gammel-_Englands_ Ege! + Vimplens Tunge, + som beruust, + kan i det alt lege. + + _Kentshire's_ Enge + har deri + søde Blomsterdufte blandet; + Sømandshjerter + vimpelfri' + juble imod Landet. + + Hist see _Englands_ + Grundvold stærk: + muslinghvid Cement fra Grunden! + Frihed har sit + Forsvarsværk + midti Havet funden. + + Gud har bygget + om dens Hjem +stærke høie Bastioner + netop hvor det + vender frem + mod Europas Throner. + + Shakespearcliffens + hvide Hvælv +vesterud er Marmorfoden, + hvorfra Seirens + Dronning selv + stolt behersker Kloden. + + Klippen mere + hvid end Sne; + natsort Muld derovenover; + grønne Enge + --Fløjl at see-- + gaae i lange Vover. + + O hvor herlig + saadan Grund +maa for Englands Ege være, + som til Frie + yde kun + sine Krandses Ære! + + O hvor herligt + for en Mand +der at leve, boe og bygge! + Og hvor herligt + hviler han + under Egens Skygge!» + + + + + III + Drømmesyn + +Tvende Timeglas forbi-- + og vi hørte +Egene iland sig rørte, +susende, med Ord deri, +som om mange Mænd paa Stranden +talte sammen med hinanden. +Egerødderne vi saae, +Aarer i Agaten lige, +i den sorte Muld at gaae, +som bedækkede de hvide +Klipper, der langs Stranden kneiste. +Og nedover Klippens Side +dunkelgrønne Vedbend laved, +som letflettet Elskovsstige +mellem to forelskte Geister +(Hun fra Landet, Han fra Havet) +efterglemt fra Stevnet, sat +i den sidste Maanskinsnat. + +Tys! de glade Bølger larme; +der er Sang i hvad de buldre! +Naar jeg ned fra Stavnen saae, +syntes jeg see hvide Arme, +svaneduunbedækte Skuldre +jublende at skynde paa... +Tys! et Chor, afbrudt af Latter! +Tys! et «_Rule Britannia! +Rule Britannia! Rule the waves!_» +syntes jeg dernedenfra +i et Chor fra Munde hæves, +som af Bølger fyldtes atter, +saa det blev kun en Musik +søde Brudstykker jeg fik. + +Hvo kan undres, om jeg drømte + Nereider, +syngende om Skibets Sider, +Liv i Bølgerne, som svømte +langshenad din Cliff, Shakespeare, +hvor du mante hen King Lear? +...O der stod den, høi og stor! +Der til venstre Side stod den: +Aft'nens første lette Flor +blaaligt svømmende om Foden; + men paa Tinden, +som nu Aftensolen tændte, +enkelt Kam skarlagenbrændte-- +o saa rød, som om i Vinden +gamle Lear deroppe stod, +ei i Betlerdragten pjaltet, +men i Kongedragt gestaltet, +i sin Kaabes Purpurblod. + +Og til høire Haand man saae, +liig en romersk Muurkorone +hævet i det blege Blaa, +_Dovercastles_ gamle graae, + tvertsafskaarne +plumpe Bueskyttertaarne, + saa Kastellet +lignede en sachsisk Krone +gammeldags, af hamret Jern, +himmelfalden ned paa Fjeldet +om dets Tindinger til Værn. + +Men mod Norden har sig _Kent_ +lig en rolig Arm udspændt, +rækkende til hver sin Side, +i de slanke sølverhvide +søilesnoede _Forelands_-Fyre, +ud et dobbelt Konningstyre, +fra hvis Spidser, da det bløde +Nattemulm om Landet dalte, +(som et Flor, hvori den blide +Sommernat sin Kummer kvalte +for den skjønne Dag, som døde) +tvende Flammeblik frembrøde, +et i Syd og et i Nord, +Kastor og hans Pollux liig, +sjunkne ned fra deres høie +Himmelstade til vor Jord, +tindrende som draaberene + Ædelstene, +fattede i Sølverøie: +En i Rødt, som en Rubin, +skiftende dog bryder sig, +fjerntud straalende fra Kysten, +mens den anden Amethysten +lignede i blaaligt Skin. + +Længe over Landet svæved +som et Slør, ved Feers Kunster +af et blandet Gjenskin vævet +ifra Himmel og fra Hav, +rødt fra hiin og blaat fra dette. +Deraf kom det Violette, +som bag fine Gaze af +Engenes og Skoves Dunster +Landets skjønne Form omgav. +Taagesløret hvert Minut +mørkere sin Farve skifted. +Graasort blev det Violette, +Nettets Masker mere tætte +i det hvide Overdrag. +Men naar stundom det blev brudt +af en Nattebriis, som hvifted +over ifra _Beachyhead,_ +frem i Aabningerne traadte +hist og her et enkelt Strøg +af de hvide Klippebranter, +som om Spøgelsegiganter +af en aabnet Tryllegrotte +eller blaalig Hexerøg +frem medeet i brudt Geled +blege som et Maanskin skred. + +Gjennem Natten lyste kun, +ved et fosforagtigt Glimt, +forud Bølgers reiste Kamme, +Fraadens perlehvide Skimt, +Tænder liig i Havuhyres +sorte, vidtopspændte Mund, + og deragter +funkled begge Forelandsfyres + klare Flammer, +Øine liig paa Nattens Magter, +paa Dæmoner tvende, som +her maa gjøre Nattevagter, +tvungne af en Størres Dom. +_Da_--jeg veed vel ei hvordan +Sjelens Virksomhed forhøjet +og en Slummers Vægt paa Øjet +samme Stund forenes kan; +men jeg tænker samme Lov +for en Sjels og Blomsts Behov: + naar det mulmes +lukker Øiet sig for Hiin, +mens den dog, som Fugl i Luften, +friest just sig da bevæger; +Blomstens Glød af Duggen dulmes, + medens Duften +svømmer om dens sjunkne Bæger +endnu mere stærk og fiin... +_Da_, af Bølgens Surr bedøvet, +lukte sig mit Øie til, +og, af Nattemulmet sløvet, +søvntilslørtes min Pupill. +Panden paa korslagte Hænder +laa paa Rælingens Gelænder, + men min Geist +var iland i England reist. + +Lange Rækker Lys paa Kysten +(Byers Rad ved Aftenstid, +som sig langs Kanalen snoer +liig ubrudte Perlesnor) +maatte vække Reiselysten, +kalde Geisten skyndsomst did. +Og nu ilte den afsted, +meer gesvindt end Elskovsvinket + (Telegrafen +mellem Skiltes Kjærlighed) +sagtere end Maaneblinket + over Graven +eller Søens Flade træder; +som en Natfalæne tyst +lummer Julinat i Haven +sværmende paa støvgraa Vinger +under slumrende Syringer, +alle sine Natteglæder +nydende af Hjertenslyst-- +ja, saa skynded den afsted, +værende hvor Tanken tænkte, +gjennem prægtigskjønne Stæder, +nu i første Søvn nedsænkte, +ilende jevnsides med +Skibet, som derude gled. + +Gjennem _Folkstone, Romney, Rye, +Hastings,_ gamle _Winchelsea,_ +styrede min Geist sin Vej, +gjennem _Brightons_ stolte Gader +af Palladser reist af Qvader, +som et eneste Palæ, +deelt i tvende lange Rader; +gjennem Skove, i hvis Dunkle +saaes mange Øine funkle +(Vildttyv eller stolte Hjort); +gjennem Byer, gammeldagse, +byggede af Britt og Saxe, +svæved Sjelen tankefort, +useet som et Mulms Atom, +fri og uafhængig, som +om min Vilje var dens Axe. + +Høien Gavl paa hver en Bolig +nikkede mod den fortrolig, +som var reist paa Nabohuus, +som om begge disse Gamle +hvisked om en Dag at ramle +begge sammen ned i Gruus. +_William the Conquestor_ have +Begge seet; hvorfor rave +da ei ned i Grunden sammen +i en sand Fostbroderpagt? +Hvorfor vente efter Flammen +eller paa Orkanens Magt?-- +Tæt ved Byen et Kastel, +med en Muurkrands heel affældig, +af hvis brustne Skydeskaar +Efev skyder ud saa vældig +som de Bugter Boa slaaer.-- +Midti Byens Hovedgade +har en gammel _Gate_[2] sit Stade, + plump og stærk, +liig et lidet Citadel, +Fundament for snirkelskaarne +mindre kegleformte Taarne, +Sachsers og Normanners Værk.-- +Kronte Konger, steenudhugne, +næseløse, skimmelmugne, +(Hesten stundom uden Been) +førende i venstre Haand +tredeelt bøjet Liljegreen, +mens de Sværd i Højren strække, + synes trække +paa det tunge Smilebaand +ad den Kræmmeræt de skue +mylre i den gamle By: +Stok i Haand, ei Spyd og Bue, +ingen Hjelme, men Parykker, +eller strikket Bomuldshue, + som bedækker +skrumpne Panders Regnestykker-- +kort den hele Vanslægt vækker +hine Kongers Smiil paany. + +[Footnote 2: Port.] + +Stille var der overalt +i de gamle Byer, stille, +fromt og stille, saa jeg hørte, +naar man sig isøvne rørte +og idrømme der blev talt, +eller naar derindenfor + ømme Mor +visselulled for sin Lille. + +Men i _Brighton_ celebrerte, +da min Geist hensværmed did, +Kjedsomheden just og Synden +i brillant illuminerte +Slotte nyen Dags Begynden +nu ved høje Midnatstid. +Der var Adel uden Hæder, +herlig Viin foruden Glæder; +der var Guld foruden Lykke, +Skjønhed uden Uskylds Smykke; +Venskab, der saa fast bestaaer, +som den Hud, en Slange kaster; +Oldinge med Ungdoms Laster, +Ynglinge med hvidnet Haar-- +deres foraarsløse Sommers +visne Græs og Syndens Blommers +tørre henforbrændte Straa, +som en tidlig Død skal slaa. +Blinket af dens damascerte + blege Lee +var i matte udfortærte +Ungdomsøjne alt at see. +Guldlorgnetterne ei skjule +kunde disse dødsenshule, +hvoraf Flamme kun frembrød +(Flammer, som et Lavas, dulgte) +naar paa grønne Bord de fulgte +de Guineer, som rullerte +til _Perdu'et_ atter lød. +Fløjelssvøbte, dekorerte, +perle- og demantbesaa'de, + overstrøede +med _bijoux_ og Braceletter +(Oh, Hans Høihed, Hendes Naade! +_O, his Lordship and her Grace,_ +trinende i en Française!) +vandred Tyveaarsskeletter + om som Døde +paa de straalende Banketter, + paa en Hertugindes Bal. +...Ha det herlige Orchester +blandt de høifornemme Gjæster, + mylrende i Hundretal, +mægter ikke at fremkalde +ved Musiken _à la_ Strauss +i berømte Brighton-_Routs_ + mere Liv +end om Sommerregn mon falde +paa forlængst henvisnet Siv. +--Intet Under, at jeg da +skyndte mig ihast derfra, +som om raskt jeg havde traadt +midt imellem Orme-Nøgler, +uforsigtigen geraadt +mellem Klynger Skorpioner +og Forviklinger af Øgler, +mellem Blomsterne fordulgte, +mens den vilde Jagts Dæmoner, +onde Magters Kogleri +mig i Ryggen skarpt forfulgte, +susende mig snelt forbi. + + Først jeg standsed +udenfor en vedbendkrandset +sammensjunken Sømandshytte. +O, der maatte jeg vel lytte! +Thi mit Yndlingsinstrument, +ædlen Harpe klang derinde, + og en Pige +skjøn og ung, kun Knop af Kvinde, +sang henrykkende dertil. +O, da maatte _Jeg_ vel lytte! +under Løvets Hæng mig snige, +til hun Sangen havde endt,-- +_Jeg,_ som ei kan Foden flytte +fra en Kvindes Harpespil, + _Jeg,_ som kunde +Livet bort for Døden bytte, +naar jeg hen kun maatte blunde +under Kvindes Harpespil? + +Døren aaben stod. Derind +Maanen kasted skarpt sit Skin; +og hvor det paa Gulvet faldt +klarest, som et Sølvernet, +sad en hebeskjøn Gestalt, +mere hvid og bleg end det, +end den alabastne slanke +Hebestøtte, som hun ligned, +blegere end Aanders Smerte, +blegere end Vredens Tanke +i barmhjertig Engels Bryst, +naar han--_Han_, som helst velsigned-- +straffe skal imod sin Lyst. + +Med en Harpe ved sit Hjerte +sad den yndige Gestalt, + tankebøjet, +veehensjunken, kummertræt, +som af sine Sorger kvalt, +og det Glindsende i Øjet +viste, at hun havde grædt. +Ak, saaledes allerede +i sin Ungdoms første Blomst? +Atten Aar--meer var hun ikke. +Men jeg saae i hendes Blikke +Taaren svulmende berede +atter sin Tilbagekomst. + +Læben lydløs sig bevæged, +som om med en Aand hun talte; +og med anstrengt Sands jeg saae, +inden Omrids sølverblaae, +Skyggen af en Yngling præget +tydelig sig at gestalte. +I hans venstre Haand laa Panden, +men om Pigens Liv den anden. +Stundom syntes Hun at hvile +smilende mod Skyggens Barm, +høre atter Pulsen ile, +føle Trykket af hans Arm. + +Skyggen syntes derimod +svævende paa flygtig Fod: +fremadbøjet, Blikket vendt +snart mod Stjernen snart paa Hende, +som om hver af disse Tvende +var ham lige vel bekjendt. +«_Francis_--sagde hun--er her! +_Francis_, o du er tilstede! +Denne søde Gysen ikke +kan mig Skuffelse berede, +skjøndt jeg med de dunkle Blikke + Mulm og Maaneskin kun seer.» + +«O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv! +Den Stjerne, som dit Øje maaler, +har ikke Morgenstjernens Straaler, +der strengeligen, naar den daler, +tilbage Aanderne befaler. + O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv! + +Jeg synge vil den Sang jeg kvad, +da du til England kom tilbage +fra Slaveskibene at jage. +Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde, +da glemte Kjærlighed at kvæde: + kun Fædrelandets Priis den kvad. + +Barmhjertigt lyttede jo det +til Negren, som i Lænken stønner? +og Du, iblandt dets bolde Sønner, +ham at befri var ogsaa dragen-- +Du syntes mig til Ridder slagen + for arme Brødres Frihedsret. + +Og derfor hvad Begeistringen +og Britterindens Stolthed talte, +medeet i heden Graad sig kvalte, +og Englands Priis i Taareflommen +blev til et hulkende Velkommen: + «Velkommen, _Francis_, hjem igjen!» + +Velkommen nu, o Gysen sød, +Forsikkringen, at du er nære, +en Følelse, som om din skjære +Begravningsdragt mig let berørte, +som om dens Raslende jeg hørte +og Linets Luftning mig omflød! + +Da tindrer Øjet friskt som før, +og Smilehullerne forsøge +paany som før som før at spøge. +Men naar du, Elskte, er forsvunden, +da stivner alt igjen om Munden... +da er det, _Francis_, som jeg døer. + +...Men døer foruden andet Liv, +døer ei som Du, der herligst lever +naar hid i Maanens Glands Du svæver, +og atter, naar Dig lyster, stiger +op mellem Himlens Stjerneriger,-- +derfor bliv! o _Francis_, bliv!» + +_Da_--nu ikke meer jeg veed +det Retfærdige og Sande: +om jeg enten skal forbande +slige Syners Troløshed, +eller at min egen yre +sværmende Indbildningsmagt +var ei meer sit eget Styre, +som den burde, underlagt,-- +ikke mægtig meer sig selv, +end en Dreng paa Baadens Hvælv +ud i Fossedraget reven, +hvirvlende i Cirkler om, +eller kvæstet Maage, som +paa ulige lange Vinger + stedse svinger, +med en Dalen i sin Svæven, +rundt paa vilden Ocean,-- +eller bedre ei deran +end paa Bladets lille Ø +Sommerfugl, der ud er dreven +paa den milevide Sjø. + +Thi hvorledes kunde vel +just i dette Nu min Sjel,-- +da kun Synet skulde skifte, +ei forgaae med Taagers Hast +under Spil af Morgenvinde-- +sin Fornøielse forgifte +ved at lade det forsvinde, +som om Sæbeboble brast? + +Thi just nu, da Skyggen skulde +for sin Elskte synlig blive, +alle dens Konturer fulde, +lysende som Maanens Skive, +skabte som af Stjernes Røg, +Kysset følbart dog for hende, +om det end ei kunde brænde +med forelsket Ynglings Ild, +men saa blødt, som naar en mild +fløjelsfiin Provencerose +henad hendes Læber strøg; +og da Trykket hun af Armen +skulde føle dog om Barmen +med den bløde linde Kraft +af en ud af Træets Mose +runden Mistels smækkre Skaft... +Ak, da saae medeet jeg Aanden +reise sig fra Pigens Side +og mod Døren langsomt glide,-- +Panden, hvilende i Haanden, +hævede han til et Blik, +som hun følte,--ja, thi hendes +Læbes Zittren røbed det,-- +som Konvolvlens fine Net +nerverystes og kan brændes +af en Stjernes Straalestik. +Blikket, som han Pigen gav, +tog i Ømhed og i Klarhed +snelt, med Stjerneskuddets Snarhed, + til og af, +og med det var i Sekunden +Francis' Skikkelse forsvunden. +Som af Vindens sammenblæste +Tegninger i støvfiin Sne, +var der ikke i den næste +Spor af Geisten meer at see. + + * * * * * + +«_Anna, Anna!_»--sagde en aldrende Sjømand +som pludselig traadte ind af en Dør i Baggrunden +med en Natlampe--«En Seiler kommer om +_Beachyhead_, Strømmen sætter fra Land igjen, +og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil +have Lods ombord.----» + + + + + IV + Lodsen og hans Dreng + +--«Læg bi! Læg bi!» Jeg syntes høre +skraldende forbi mit Øre; +og da, drømmende endnu, +(skjøndt mit Nattesyn var slettet +ganske sporløst af mit Hu) +jeg mit tunge Hoved letted +tumlende fra Rælingen, +hvor jeg fandt mig selv igjen:-- +da, før Alt var ret begrebet, +jeg en engelsk Lodsbaad saae +sig anstrenge for at naae +krængende til Falderebet. +Bag ved Roret sad en Sinke +--men en vakker--af en Dreng, +holdende med begge Hænder +(liden Kraft men bedre Vilje) +Styret op, til Baaden vender. +Sprungen op paa forrest Tilje +var en Lods, en gammel streng, +Baadens fulde Seil at minke. + +«_Francis, so! Right so, my boy! +Luward up! Onboard holloy! +Now God bless thee, dearest child! +bless thee merciful and mild!_» + +Og mens han med Venstren greb +om et agterudslængt Reb, + trende Gange, +fleer end trende, mange mange, + med den anden +drog han Drengen til sit Hjerte +under Udbrud af en Smerte, +som kun passed slet for Manden. + Endnu Et og Lidt endnu +havde han sin Dreng at sige, +skjøndt vel tyve Gange sagt +før han fik det vel belagt +med et Sidste: «_hearest thou?_» + Endelig fra Læbords Stige +kastede han Baaden los, +drejende mod Land den om: +«_Now in Gods name! Forewards right! +Forewards home! Straight forewards home! +Francis, Francis, cautious! +I return to morrow night._» + +Fangelinen af han hev. +Baaden af omsider drev. +Men da den foruden Krængen, +uden Fare til at see, +lidtom lidt laverte væk, +sagte--da en Briis knap blæste,-- +og der Rebing var i Seilet, +svang han dog fra Skibets Dæk +end engang sin Hat til Drengen; + men jeg læste, +malt med Sort paa Hvidt i Speilet: +«_Hastings, Pilot, Numero three._» + +Ei!--jeg tænkte--Ei, for Fanden! + Hvo kan nu +rose længer Engelskmanden +for hans djærve Sjømandshu? +Staaer ei der den gamle Ulk +kvalt tildøde af sin Hulk, +stirrende og blinkende, +Taarerne lidt Luft at give +eftersom de fulde blive,-- +efter Drengen vinkende,-- +mumlende om Seil for svære, +ustø Baad og Ballast let, +om at Drengen gjorde ret, +hvis han passed af at bære, +dersom falske lunefulde, +afsindsvilde Beachyhead +(hvad han af Erfaring veed, +før man venter det, kan møde) +hundehylende nu skulde +Kastevindene udstøde, +paa Kanalens blanke Øde, +liig en Røg af Kul og Sne. + +Ha, den Britte skulde see +under Norges vilde Kyst +Gutter (neppe længesiden +at de slap fra Moders Bryst) +Gutter som en Tommeliden, +druknede Havlodsers Børn, + mere kjække +end den vilde Fiskeørn +og sjøvante Nordlandsskarv, +sikkrere end Havets Maager, +mellem høie Bølgeraager +svæve om i Faders Snekke, +Moderens og deres Arv! +Britten vildfe blive bleg, +saae han deres Tagfatsleeg +med en Sværm af Kastevinde, +der, saa hurtigt som en Vifte +slaaes ud, sig om kan skifte +efter hver Kompassets Streg. + Dog de finde, +ved en Taages Gjennembrud, + ind og ud +af de, meer end gammel Eeg, +meer end Ertsens Strøg forgrente +schakteskumle skjæromspændte +slangesno'ede lange Fjorde; +fare snelt som jaget Lom +Fjeldene indunder, som +lodret Bugterne omgjorde, +og hvoraf den ene Bred +hvinende udsender Vesten-, +og den anden Østen-Blæsten, +flyvende paa sorte Fjed +Fjorden tverts og op og ned,-- +tverts, saa Strimerne hinanden +skjære lige langt fra Stranden, +som i Troldes Ledingsfærd, +hvori Kjæmperne ei synes, +krydsende indbyrdes, brynes +Tusinder af sorte Sværd. + +«Landet og dets vilde Fjorde +--tog den gamle Lods tilorde, +drejende sig barsk herom-- +Landet kjender jeg, og noget +(saa jeg fattet har hvert Ord) +mindes jeg endnu af Sproget +siden jeg tilbagekom +ifra Fangenskabet; thi, +paa _the Tartar_ med ombord, + som blev jaget +ind i slig en Djævels-Fjord, + blev jeg taget +med det hele Kompagni. + +Men, min Ven, saa stor en Baad, +sluppen i saa unge Hænder? +Den kan nok før Farten ender +trænge Manddoms Kraft og Raad. +Tro mig, om jeg havde halt +Fokken noget mere stram, +havde det ei været galt, + nei, _Goddam!_» +--«Ei, Pilot, tillad, jeg troer, +dersom Eders Baad er stor, +er den og desmere sikker.» + +«Baaden liden eller stor, +Trygheden i Manden stikker, +som er stillet ved dens Roer. +Og desuden Beachyhead +ei af Stort og Lidet veed. +Linjeskibe eller Baade, +Joller eller _Men of war'_er +svæve paa dets Stormkasts Naade, +magtesløse mod dets Vrede, +som det Støvfnug Løven karer +op i Røg fra Ørknens Grund, + og som farer +ud og ind af Dyrets hede +vide, flammerøde Mund. + +Se histud mod Vest! Kanalen +nævnes det i Dagligtalen; +men det er Atlanterhavet, +Verdensoceanet selv, +her just her, hvor, bølgegravet, +Bretland er fra Gallien brustet, +med en dobbelt Kraft udrustet +af et Hav og af en Elv. +Klippesveiste _Eddystone_' +--_oh, how many times is gone!_ +af dets Bølger mangen Nat +knækket som en Paddehat! +Og hvor tidt, naar det blev Dag, + har ei siddet +India-Eskadres Vrag +rundtom paa _the Needles_ spiddet? +Og de Frygtelige staae +dog, som Stene over Grave +paa en Kirkegaard paa Landet, +udenfore «Englands Have», + der, hvor Vandet +skinner deiligst, som beblandet +med en Foraarshimmels Blaa.» + +----En mærkværdig Mand tilvisse: +rustet Jern fra Fod til Isse; +men der indenfor saa blød +som Melonmarv hvid og sød; +bliden Klang i haardt Metal; + Barskheden sentimental +følsom, øm, ja som om kunde +fra hans laadne haarde Bringe +honningsød og lunken springe +Modersmelk i Barnemunde; +fromme Ord til strenge Mæle; +jomfrufølsom, moderblød + var den Gamle. + I det Hele +liig den haarde, men med vamle +Melk opfyldte, Kokosnød; +eller, om der gives skulde +mellem Jordens Instrumenter +Fløiter drejede af Staal, +men af bløde Toner fulde, +mellem Genthorn og Serpenter, +klingende som blide Velske +mellem Jordens andre Maal. + +Men som Han nu sad der streng, +mørk og mildere iflæng, +syntes Intet han at elske +uden Toddy og sin Dreng. + + + + + V +Isle of Wight. Spithead. «The Albatross» + + +Lad den raa Pilot ved Glasset +sidde der, til han blier mæt! +og paa Kassen ved Kompasset + (Mandens Taffel) + en Karaffel, +fuld af «Franskt» ved Siden sæt! +at han, efter Hjertenslyst, +i mandhaftig Tomandsdyst, +som en ærlig Engelskmand, +kan hver Draabe Blod forøde +i hiin fødte, hanerøde +Fiende af hans Fædreland, +den han jo medrette kan-- +da den baaren er derhenne + i _Guienne_, +_Medoc_ eller _Armagnac,_ +altsaa i den sorte Prindses +sværderobrede Provindses +arildsodlede Distrikt-- +ansee som et højst forrædersk +Døden værd Oprørerpak, + der meeneedersk +sveget har mod Leoparden +Underdanens svorne Pligt. +Vi imedens ville følge, +_Isle of Wight, Old Englands garden_, +dine Skjønhedslinjers Bølge, +prægende sig ud i Luften +liig en underskjøn Afspeiling +af en yndig Feers Ø; +under vor Laveringsseiling +langsmed Landet drikke Duften +af det slagne friske Hø; +_Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale, +som, af Morgensolens Straale, +snart illumineret, til +Bjerg af Roser blive vil, +medens _Nettleston's,_ det hvide, +liig en lang uhyre Hæk +af Viburner og Jasminer, +sees ud i Havet glide, +til det som en Linje tviner +mellem Luft og Bølge væk. + +Lad ham sidde der den Tvære! +sine tause Glas fortære +med en skattegravertyst +indædt heed forsvoren Lyst, +som om hvergang han paa Bunden +Perle eller Diamant, +slubbrende den ind med Munden, +i det tømte Bæger fandt! +Andet kalder vore Blikke: +Her her aabner alt _Spithead_ +Gyldenhornet (Stambuls ikke +maaler sig i Pragt dermed). +Derfra, paa tredobbeltkronte, + bølgebaarne, +kun ved Sejer gjenforsonte, +herskende Britannias Bud, +skyhoslige Tordentaarne, +fare viftehurtigt ud +did den stolte Dronning peger, +efter alle Vindens Streger. + +Nu imellem _Portsmouths_ hvide, +milelange Fæstningsvolde, +som i Øst, paa langtudskaarne +Tunger synes hist at glide, +liig en Sølverkjæde hen, +fuld af Led af runde Taarne, + Citadeller + og Kasteller, +som for sammen fast at holde +Havets Bryn med Himmelen... +Mellem disse havomstrømte +Krigens skinnende Palladser +og imellem _Rydes_ berømte +poppelkronede Terrasser +(_Ryde_, som Walter Scott lovpriser +fremfor Indiens Paradiser) +Flaaden laa i dyben Fred, +adspredt paa _St. Hellens_ Rhed: +Englands Gyldenhorn, _Spithead,_ +--Rolige, som Skjær, af vegne +Springflod op i Veiret stegne, +som ved Kogleri, imens +Ebben løber Fjæren lens,-- +rolige som kolossale +Graasteens-Sfinxer i de Dale +Nilens Strømme overfløde,-- +rolige, som Hvale, der, +bugopvendte og som døde, +sove midtpaa Havets Øde: + hist og her +hine stolte, taarnehøje +_men of war's_ for Anker fløde, +ubevægte, skjøndt mod deres +grønne Bouge Bølger skjæres, +stærke, høje som tilsjøs. +Og det blev for Aandens Øje, +som om hvert et Skib kun var +flagbetegnet Ankerbøje + for den største + Verdens første +Verdens sande _man of war,_ +for _Great Britain_ selv, som har +slidt sig fra Europa løs, +lagt sig ude langt tilsjøs, +riig og fri og stolt og bøs! + +Grusomme «_Diktator_» vi +ilede med Gru forbi. +Yderst hen «Najadens» Morder, + som forjagt +af sin Daads Melancholi, +havde eensom sig forlagt. +Som om Nordmænds eller Danskes +og Franzosers kjække Border +kunde see sin Roes forvanskes, +sig beundret ei, men hadet, +laa den eensom der og baded, +sit, med gabende Kartover +rundtomkring besatte, Bryst +midti Rhedens grønne Vover, +fjernest ifra Englands Kyst, +liig en Svane uden Mage +og af Flokken glemt tilbage. +Men just der, hvor nedadvendte +Skygger af dens Master endte, +saae Vi dem fra «_Royal George_» +(det for mange Herrens Aars +Tider siden sjunkne store +Tredækslinjeskib) at bore +sig med Stag og Takl og Top +imod hine ligeop,-- +Sex i Alt og Tre mod Tre. +Ja, da skarpt jeg saae i Vandet, +fik jeg tydeligt at see +_Royal George_ i Vant og Mers +med Gespenster fuldt bemandet, +klavrende paakryds og tvers. + +Nelsons Skib ved Abukir, +(agterpaa _«The Vanguard_» stod +malt paa Sort med Træk som Blod, +meer til Rædsel end til Ziir) +laae for Anker uden Rigg, +rolig som en Ø, i Havnen, +rækkende (som Invaliden +frem sin Armstump) op de korte +Master, ifra Merset borte, +hvortil Sejeren i Striden +før saa ofte lænte sig. +Og det syntes stundom mig, +som om op og ned ved Stavnen, +under Skibets Gallion, +dandsende langs henad Siden, +frem af Bølgen hæved sig +Heltens yndige Sirene, +Lady Emma Hamilton, +løftende høit op i Favnen, +snelt som Skvulp af sjunkne Stene, +sølvhvidt Oldingshoved, slynget +om med slimig Tang og Tare: +Hans, der med et Glimts Forbi, +som tilveirs Raketter fare, +grusomt blev i Raaen klynget: + gamle Caraccioli. + +_«Agamemnon»,_ vidt berømt +ligesom sin græske Navne, +næst hiin tryllende Medusa, +(Hamilton, Siren-Gorgonen,) +af Lord Nelson elsket ømt, +strakte Marmorgallionen +mellem to berømte Stavne: +«_Thunderer_» og «_Arethusa_». +«_Victory_», i Nelsons Blod +med Udødelighed døbt, +kneiste som en Pyramide, +taarnet op af Bramseil hvide, +som et Bjerg med kulsort Fod, +men i Sne forresten svøbt. +«_Dreadnought_» (gamle Collingwoods) +«_Africa_» (Sir Sammy Hoods) + vingede «_Bellerofon_», + som bortførte +i sin Favn Napoleon, + sørgeslørte +Fangebuur «_Northumberland_», +Howes «_Ajax_» og «_the Queen_», +«_Hero_», «_Royal Sovereign_», +Codringtons, den Navariner, +tvende Gange tændt ibrand, +«_Triumph_», «_Caledonia_», +«_Windsor-Castle_», «_Victoria_», +--alle Disse blandt de mindre, +flere end jeg kan erindre, +laae, som Hvaler blandt Delfiner, +Portsmouth til og Portsmouth fra. + +O, igjennem disse Sunde, +disse Net af Fæstningsgrave, +ovenfra, naar Synet høined +sig mod Sky, i Dybet øinet +som et Garn af sorte Baand +mellem disse Dødskasteller,-- + o, her kunde +Døden, om den var en Aand, +og ei burde tænkes heller +som fra Paradisets Have +Fredens Palmers milde Aande, +der borthvifter Jordens Vaande,-- +o her kunde den, belæsset +med Fordærv, med Ljaen hvæsset, +Herrens Dommes Overbringer +til en millionfold Skare, + gjerne fare +paa de lynbaldyrte Vinger +uden Mine af Foragt +for de Dødeliges Magt, +uden Trækket til Medynken +skulde, svulmende i Rynken, +om hans Læbe blive lagt. +Ja beundrende kanskee +vilde i sin Gjennemfaren +han sin Dæmonvinge synke, +hilsende Orloggerskaren, +lade højt i Skyen blinke +med en Lynilds Glimt sin Lee. + +--Lodsen var og blev mærkværdig: +under al vor Opseilads +tømte taus han sine Glas, +og for hver berømt Fregat + var han færdig +flux at lette paa sin Hat. +Mangt bronceret, kjækt og godt +tatuert Matrosgesicht +nikked ned fra Boug og Plikt +til vor groggende Pilot. +Mangen blaa og blaarød Skjorte +fik kun Tid at vinke blot, +mens han venlige, men korte, +Hilsner gjennem Skydsets Porte +fik ifra de Andre sendt, +og fra mangen Dæksmariner +slige grimasserte Miner, +som os viste, han var kjendt: +«_Ho, Johnny! ho! How do you do? + Sing, Sailor, oh! +Well! Toddy is the sorrows foe! + Sing, Sailor, oh!_» + +Ved den Stump af Sang han fik +om at Toddy gjør fornøjet, +traadte Vreden frem i Øjet, +som om gjennem Løvets Dunkle +brandguul og til Spranget bøjet +Tiger som et Lynglimt gik. +Men den svandt i næste Blik +snelt som Smedens Funker funkle, +slagne ifra Malmen rød +ud i Nattens mørke Skjød; +og saa hilste han igjen +venligt paa hver gammel Ven-- +venligt nok, dog saa omtrent +som en Løve eller klog +alvorsfuld Newfoundlandsdogg +vilde murre, naar dens bløde +Pelts en Megetvelbekjendt +i det varme Solskin klø'de. + +Men, om ikke jeg saae feil, +Kime jeg til Graad opdaged +i hans Blik, men snart forjaget, +liig en Taage paa et Speil, +netop som vi over Staget +gik, en Kutter at undgaae, +som imellem Flaaden laae... +Ah! det var et Mesterstykke! +Ret et Ibenholtsklenod! +Negerpigesort- og slank! +Reisningen som Palmens rank! +Uden andet synligt Smykke +end en Bord omkring som Blod. +«Denne der--var Lodsens første +Ord paa længe sagt til Os, +da han havde slukt sin Tørste-- +har til Navn «_the Albatross_». +Og en Albatross paa brede +stedse spændte Vingers Flugt +Kuttren er, til hidsig Jagt +efter Slaveskibe brugt, +flyvende med rastløs Magt, +som om levende den vrede +Havørns Hjerte med dets Hede +i dens skarpe Boug var lagt. +Men derfor, derfor især, + ja derfor +har jeg Kutteren saa kjær: +Jeg har havt en Søn ombord-- +Francis ...» + Og med dette Ord +Taaren, som for nylig, tvungen +ved at han sig beed i Tungen, +i sin Væxt tilbagesank, +modned atter fuld og blank; +og, før han fik knust den, gled +ad hans brune Kind den ned. + +«Francis?»--spurgte jeg mig selv-- +«Francis? Jagt paa Slaveskibe?» +Hvad betyder dette vel, +at mig saa bekjendt det lyder? + Hvad betyder, +at jeg ikke frem kan gribe +hvad jeg veed er i min Sjel, +men som i dens Dyb sig skyder? +Men vilkaarligen at tvinge +frem som Syn den havte Drøm +er at ville daarlig bringe +Klokke, sjunken i en Strøm, +til deri som før at klinge. + +Netop naar den gribes skal, +vægtforøges dens Metal, +som om alle Dybets Kræfter +halende sig hænge efter, +som om Afgrundsslanger knytte +sig om deres vundne Bytte +med fortvivlet Kraft og Vrede +om den sjunkne Kirkeklokke, +der er bleven deres Flokke +altforlængst et hævdet Rede. +--Men der var ei Tid til daarlig + anstrengt Grunden +efter Drømmene paa Bunden + af min Sjel, +naar de ikke uvilkaarlig, +som opflydte af sig selv, +komme af dens Dybder frem. +Og desværre flux naar Blunden +er med Nattens Timer svunden, +lukker den sig over dem +--som om sine Perler Bundens + Musling stærk, +af Polypens Arm berørt,-- +hurtigt, hurtigt før Sekundens +svage Dødssuk hen er ført, +en Passionsblomst liig om sine +korsbetegn'te, straalefine +Stjerneblommers Underværk. + +Som med Dagens Time dennes +fagre Blomstring er forbi, +Sjelenes med Nattens endes; +og naar over Østens Høje +Morgenrødens Flammer tændes, +lukker du dit Aandeøje, +Dødeliges Fantasi! + +Der var ingen Tid at spildes +paa at jage undfly't Drøm, +der tilfældig kun, som gale +Antilope eller Svale + atter hildes, +kommen af sig selv igjen-- +Thi i Fjernets Graa derborte +syntes bag os alt Spithead +sjunken med sin Flaade ned. +Skibenes Kolossers sorte +Masser med de hvide Rande, +fulde af Kartovers Porte, +saaes meer ei ovenvande. +Masterne og deres Ræer, +hist hvor i en blaahvid Rand +Hav og Himmel sammenbryntes, +agterud i Fjorden syntes +Omrids liig af Granetræer, +svedne af en Ildebrand, +skarpt mod Himlens Blaa udskaarne, +som paa sumpig Bredde baarne +af et miilbredt Ørkenvand. + + + + + VI + Scenery. Engelsk Efev + +Men se forud! se mod Norden! +Forud se, hvad Perspektiver, +Tepper liig, der rulles op, + _Hampshire_'-Fjorden, +ret som et Kaleidoskop, +snevrende sig sammen, giver! +Som forelskte i hinanden, +nærme begge Kyster Stranden, +saa at Fjorden mellem dem +som en Flod sig lister frem. + O, saa maae +hedenfarne Saliggjorte + kunne skimte +gjennem Himlens aabne Porte +Paradiserne fremglimte, +som de engang skulle naae! +O, det er at speide i +naadig Skabers Fantasi, +da Han, efter i sin Vælde +skabt at have Nordens Fjelde, + Alper steile, +Himalayas Gletscherspeile, +overlod sig til en stille +salig Skaberglædes Nyden +og Miskundsomhedens milde +overstrømmende Indskyden! + +Mere bløde Linjerækker +fine Pensel ei i glatte + Olje trækker, +slaaer ei blidnet Døningbølge +eller gyldentunge Ager, +over hvem en Luftning jager, +end de grønne træbesatte +_Hampshire's_ Høje, som forfølge +paralelt hinandens Flugt + langsmed Fjorden, +alt som dybere mod Norden +denne skyder ind sin Bugt. + +_Da_ fornam jeg grant, hvordan, +mine Fædre (mine; thi +under Sognefylkes vilde +havomskvulpte steile Kyster, +gjennem stærke Kjæmpebryster +vælded frem den varme Kilde +til mit eget Stammeblod)-- +_da_, ja _da_ jeg klart forstod, +hvordan Nordens ørnefri +Viking og alt halvdeels velske +ridderartede Norman, +under Vilhelm Landestormer, +kunde dødeligt forelske +sig i dine skjønne Former, +kvindefagre Engelland; + ja hvorlunde +Hjemmet de forglemme kunde, +sønderrive Hjertets Rod, +saa de evigt det forlode, + for at pode +ind i hint sit eget Blod. + +Fæstet end af deres Fødder +rundtom i Ruiner stod: +Hvor iland de satte Fod, +reiste de et Taarn til Mærke, +ligesom i Romas Dage +Seierherrens Landsestage +boredes af ham i Jorden. +Og de staae der end de stærke +Normanstaarne til et Tegn, +at af dem erobret vorden +er den hele skjønne Egn. + +Men en større, skjøndt ei værre, + Seierherre +har ved hine tandudskaarne +William-Conquestor-Taarne +sig med saadan Magt indfunden, + som om Grunden +var hans egen Odelsmark, +som igjen han vilde tage. +Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage +ældre end en Patriark, +født vel før end Hors og Hengst, +har han Taarnenes Baroner + overlevet +og paa Taarnene forlængst +sit Familiebanner hævet,-- +Krandse hængt og Sejerskroner, +over hvert et Buehvælv, +hver Gesims, Karnis og Karm +med Familiefarven smykket, +ja de faste Taarne selv +hist og her isøndertrykket +med sin egen stærke Arm. + ... Stærke? O hvor synes vege +denne Seierherres Arme, +strakte ud kun til at lege, +mens dog det Naturens Blod, +som besidder varigst Varme, +rinder fra hans Hjerterod! +Thi den Taarnenes Betvinger, +stolte Slægters Overlever, +Han, som sine Fænniker, +op ad Murens Steilhed stegen, +trædende paa døde Grever, +fra Ruinens Tinder svinger, +ikke nogen Anden er, +end det gamle Englands egen + odelsbaarne, +symbolvalgte, dunkelgrønne, +evigen ungdomlig-skjønne +Efev, voxet vildt afsted: +Englands stolte Eges kaarne +trobevarte Kjærlighed, +Planteverdnens Ganymed. + +Lad i Portsmouth hine Rækker +af Kaserner bli'e forladte, +lad _the Queens_ Tredobbeltdækker, +Flaadens Skibe, et for et, +blive op paa Landet satte, +raadnende og søndersprukne, +Hvale liig, der gispe, trukne +op paa Stranden i et Net +--o før trende Aar er' rundne, +Flaade, Fæstninger og By, +Citadeller og Kaserner +ville være overspundne +af et Efevvildnis, svundne +sporløst, som en Klase Stjerner, +naar du søger dem paany, +blevne borte i en Sky. +Ind og ud ad hver en Port, +hvert et Vindu, sønderslaget, +paa de øde Byruiner, +udad høje Mezzaniner +slangemægtig inden kort +kaade Efev vilde gro; +langsad Ribbene paa Vraget, +ind-og udad langs de sorte +Dødens Munde, Skydsets Porte, +armtyk, eviggrøn sig sno; +stærkere end Ankertouge +sammenknytte Flaadens Bouge, +sammenflette kabbelfast +Raa til Raa og Mast til Mast; + til dem takle +med sin seige lange Rakle, +som med ægte Baadsmandskast. + +Ja, om London ud var død, +om dets Millioner gjøre +Ende paa den Kamp de føre +mod den grønnende Natur, +stedse flyttende sin Muur +længer ud i Landets Skjød, +og om de forlode det, +mylrende ad alle Stræder, +Orme liig, der alt har ædt, +Staden, som bestaaer af Stæder, +levnende det Øde, som +over Eufrats London kom, +over stolte Babylon, +Ninive og Ktesifon:-- +_da,_ da inden Somre faa +vilde Engellands Vedbende +seirende tilbagevende, +brolagt Gade sønder slaa, +over _London-Bridge_ sig spænde, + sammenknytte +Lordens Borg Kartistens Hytte, +rundt St. Paul Guirlander binde, +med sit Net af Blade spinde + gamle Tower +ganske som en Kube over, +gjøre _Bondstreet_ til at see +som en hvælvet lukt Allee, +hver af Squarernes Kvadrater +til et yndigt Skovtheater, +hvor Irisker og Stillidser, +bag de levende Kulisser, +under hvirvlende Musik, +smukke Elskovsskuespil +med et stort Talent opføre, + men hvortil +spodske Stære see og høre +under skjærende Kritik:-- +gjøre London til en Skov, +hvori selv St. Paul fordølges,-- +til et Vildnis, hvor kun følges +vilde Skjønheds Ordenslov-- +Paradiis for Millioner +Finker og Papilioner; +og paany fra Himlens Blaa +skyldfriblevne London vilde +klare og forsoningsmilde +Straaleblik af Solen faa, +--ja, det samme maaneblide, +stjernestille, gyldenhvide +Foraarssolskin, som paa Landet +flyder, med et Gjenskin blandet, +over Tagene af Straa. +...O saa yndigt Solskin mindes +jeg den Dag vi Spithead peiled, +da vi ind St. Hellens seiled, +over hele Egnen lagt, +skjøndt med endnu større Pragt, +saa at Øiets ømme Lindse + maatte blindes, +af de klare Straalers Magt, +om et Blik mod Himlen voves. +Herligst dog det syntes glindse +over lundomhegnte _Cowes,_ +som om Solen her opdaget +havde yndigst Sted paa Jorden, +Syden for en Dag bedraget, +og paa denne Plet i Norden +øst sin bedste Fyrighed +over denne Landsby ned:-- +hele Luften blaaforgyldt, +med en Glimmerglands opfyldt, +med et Spil af Farvetoner, +som om den af Millioner +pludselig i Glød antændte +Diamantsafirer brændte. + + + + + VII + Yachtclubb-Flaaden + +O Farvel, Spithead! Som sorte +Punkter Skib for Skib forsvinder. +«Caledonia» selv er borte, +Caledonia selv, at see +seilbedækket ret som tre +svimmelspidse Snebjergtinder. +Portsmouths mægtige Belæg +af rangerede Kasteller, +et for et, som Punkter hvide, +sees, dalende saa sagte + som forjagte +stilleblevne Tidselskjæg, +under Horizonten glide. +Og af Aandens Sejersmærker, +Menneskenes Underværker +næsten træt og overmæt, + Øjet søger +til Naturen, hvor den spøger, + følger heller +Højene om landligtblide +skjønne _Cowes_, af hvis blaa +solbelyste blanke Tage +hist og her vi et at rage +frem af Lunde af Moreller +Poppler og Kastanjer saae. + +O hvad yndig Blanding af +Stad og Landsby, Land og Hav! +Mellem hine Tage blaa +skimted gule frem af Straa; +tamme Duer ifra Byen +viden over Fjorden sværmed +midtiblandt dens vilde Terner; +snart med djærve Vingekast +cirklende de under Skyen +lyste hvide frem som Stjerner, +snart de klapprende sig nærmed, +sænkende sig paa vor Mast. + +Og, at Alt ved _Cowes_ skulde +være nydeligt tilfulde, +laa der, ringet ind af Lunde, +paa en Bund, hvor Sølversandet +perleglindste gjennem Vandet, +adspredt henad _Calshots_ Kyst, +en saa underdeilig Flaade +at man gjerne tænke kunde +den med Alfer var bemandet, +bygget kun til Feers Lyst.-- +ja en herlig Flaade atter +af Korvetter og Fregatter, +meget større ei end Baade, + Skjønmodeller +til de Store udenfore +Portsmouths Rad af Sjøkasteller, +saa den lille Landsbys Rhed +var et Billed af Spithead, +med bevimplet Skov af ranke +Master, vajende og slanke, +smekkre Epilobier liig, +der paa Kanten af en øde + Hedes Banke, +enkelte som Ax, med røde +Purpurblommer hæve sig. + +Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah! +Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se, +nu, nu lægger En ifra! +Ledig Dandy vil maaskee +skyndsomst fra Catania +til en Lady, som er daanet, +hente i krystalne Glas +Is, som er paa Ætna blaanet? +eller--til en bedre Spas-- +til en Viscountesses Tørste +fra Vestindien allerførste +gyldenmodne Ananas? +Ja hvem veed (hvis nu Mylord +for en _Belesprit_ har Ord) +om _His Grace_ i Hu ei randt +nu da Routen ud er sovet, +at paa den igaar galant +i den glimrende Salon +han paa Æresord har lovet +Morgan eller Blessington +frisken Krands Orangeblommer +hentet fra Messinas Sommer +af ham selv og det direkte? +Thi Mylord har Tid nok jo, +og de høitberømte To +ingen Bøn han kunde negte. + +Nei, paa Yachten, som vi saae +fra de andre ud at staae +seilbedækket os imøde, +flygtet Yndlingssvane liig, +som med Guldring om sin lange +smekkre Halses Sølverslange +blandt de andre vilde graae +paa et Kjern i Nordens Øde +som en Dronning viser sig-- +der ombord hvor tæt dog vrimle +Dandys ved Kahyttens Dør, +mellem gyldenfryndste, blaae, +violette, rosenrøde +Parasollers Silkehimle! +Og af lange hvide Slør, +hviftende for lette Bør +Stjerner ud i sine Folder, +skinner Skandsen overalt +rundt en Amazongestalt, +som det gyldne Roer holder. + + Ah, hvor nære +langskibs hun til Luvart kunde +lade Yachten trodsig skjære,-- +farligt, skjøndt saa sikkert som +Somnambules Gang iblunde, +saa ei Damerne alene, +men de mustacherte pene +Herrer ogsaa, ganske blege, +med af Rædsel aabne Munde: +«_La Duchesse! Duchesse_! skrege... +O, for Guds Skyld! Roret om!» + +Allemand ombord i Briggen, +Allemand (ja Lodsen med) +Alle med udstrakte Hænder +stode, forat frelse Riggen, +langsad Rælingens Gelænder +i et ængsteligt Geled. + +_Da_, just i Sekunden da, +kun en Alen knapt derfra, +Damen drejer raskt paa Roret, +just da hendes Navn af Choret +blev udraabt og Yachten vender +for at løbe ned i Læ, +viser Lodsens Blik og Hendes +Aasyn, at de begge kjendes. +Hans blev rædselsfuldt at see: +skummelmørkt, dog fuldt af Flammer, +Fakler liig bag Sørgefloret, +hendes Aasyn hvidt som Sne, +fuldt af en Gorgones Jammer. + +«_Johnny--You!_» sagt med en Stemme, +som ei lader sig forglemme +--o, som om i Glas man skar +foran nervesyge Øre-- +hørtes Ladyen at raabe. + Meer at høre +var for dengang ei at haabe, +da hun af saa iilsomt bar. + +Men hvad tænker Damen paa? +Er den Lady rigtig klog? +Op paany hun Yachten jog +til den Kurs den forhen laae; +og, idet hun vende lod, +saa dens Fraade os besneer, +kaster hun en Pung Guineer +klingrende for Lodsens Fod. + +Men hvad tænker Manden paa? +Er den Lods vel rigtig klog? +Pungen iilsomt op han tog +og tilhavs saa langt han kunde +i et Nu den slængte saa +i de gridske Bølgers Munde. +Damen saae det. Hun og Alle +saae og hørte Pungen falde... +Nei, ei den, nøiagtigt talt, +lod sig høre da den faldt; +thi dens grønne sølvindslyngte +Net blev sprængt af Guldets Tyngde, +saa at, da dens Indhold suste +Mynt for Mynt i Bølgen ned, +dalte sagte som et Blad, +sammensjunken, splittet ad, +Pungens Pjalt derefter med +just hvor Yachtens Kjølvand bruste. + +Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham? +Andengang han jo paa Ærmet +tørker bort en Taares Skam, +som, hvor haardt imod han stred, +stedse svulmende sig nærmed, +til den trilled moden ned? + + + + + VIII + Lodsens Fortælling + +Yachten var forlængst forsvunden, +som forbi os fløjen And. +Alt _Southamptons_ gamle Taarne, +nærmere i Luftspeil baarne, +forud skimtedes i Bunden +hist af Fjordens kløvte Strand. +Om en Time eller to +Briggen skulde finde Ro, +og vor Lods da gaae fraborde; +da (det er som Afskedsstunden +aabner Hjerterne og Munden) +tog den Gamle saa tilorde: +«Tvende Gange, Gentlemen, +(_Damnd!_ det har I maattet mærke) +Tvende Gange--to formeget-- +har De seet mig gamle Ulk +--fy det er en Skam!--i Graad: +først igaar, da i sin Baad +Drengen herfraborde stødte, +og nu nys idag igjen, +da vi denne Lystjagt mødte, +var i Øjet Taaren steget, +og mit barske muskelstærke +Ansigt har, nervøst bevæget, +kjæmpet med kvindagtig Hulk. + +Nu! for mine Landsmænds Skyld, +at ei Skam paa dem skal falde +og I Uslinger dem kalde, +vil jeg Aarsagen berette, +aabne jer min Kummers Byld. +Dog, Kaptain, først siig mig dette: +ejer Selv De Børn derhjemme? +Naar saa er, da vil det blive +idetmindste let for Dem +mig den Svaghed at tilgive, +at jeg ikke kunde hemme +Taaren, som sig trængte frem.» + +Vor Kaptain med Nik bekræfter, +og et Haandtryk fulgte efter, +langt og varmt, som om deri +laa et ømt Frimureri, +som om deri deres Sjele +kunde vexlende meddele +samme Følelsens Mystér. + +«Agterud--saa han begyndte-- +agterud en _League_ omtrent, +der hvor hine grønne Pynte +fiint som Traade ud sig spinde, +en for en mod Fjernet spændt, +til de i dets Blaa forsvinde +der hvor Fjorden synes endt, +Gentlemen, I kunne see +_Cowes_, som forbi vi hasted, +endnu, liig en Stribe Sne, +liig et Skum paa Bredden kastet. + +Der, i mindste Huus i Flekken, +men det netteste kanskee, +yderligst i hele Rækken, +saa det sidste Egetræ, +som i _Norriscastles_ Parker +skygged over Byens Marker, +gav dets ene Side Læ, +som om Førsterhuus det var, +mens den anden laae saa nære, +som en Fiskers, Fjordens Fjære, +at, naar Floden høit sig skar, +strøede den med perleskjære +Muslingskaller Hyttens toede +sandbesprængte Trappetrin-- +--_der_ i dette Huus jeg boede, +denne Hytte den var min. + +Den var Fred og Lykke lovet +i min Faders hvide Hoved; +thi han boede hos mig. +Hvor jeg Efevranker draget +havde langshenunder Taget, +at de kunde flette sig +trindtom Vindvet under Røstet, +der den Gamles Kammer var-- +--o i Huset hvad i Brystet +Hjertet er og hvad i Kirke +allerhelligst Sanktuar. +Der min Fader sig forlysted +med paa sine gamle Dage +Fiskenet til mig at virke +siden Synet blev for svagt +til at drive om paa Jagt, +saa han Afsked maatte tage. +Han som Førster nemlig tjente +hos Lord Norriscastles Far, +og med Gamlens Valg det var, +at hans Kammer didhen vendte, +hvor han i sit Vindu kunde +høre på de gamle Lunde, +paa den Gamledages Sang +fra de tusind Blades Munde +og de kjendte Jagthorns Klang. + +«_Johnny!_»--havde Gamlen sagt-- +«Jeg er træt af Lordens Jagt. +Tag din Mary Ann tilægte! +Hun, saalænge I er' to, +ikke vil din Fader negte +dette lille Kammers Ro. + +Og desuden har jeg Grunde +--lagde hviskende han til-- +til at skynde, om jeg kunde, +paa hvad du saa gjerne vil. +Rygtet om vor unge Lord +kjender du fra mange Munde; +han ei har det bedste Ord +siden han tilbagevendte +sidst ifra Paris, afbleget, +saa han lignede sit eget +Skyggebilled og hans Mor +knapt sin Førstefødte kjendte. +Og hvad skulde jeg vel see +een Gang ei, men hele tre? +Paa den sidste Uges Jagter + har jeg funden +udenfor din Marys Dør +Lordens egen Jagthest bunden. +Hun er smukkere end sagt er +(kaldes jo af Folket «_Loves +flower, fairy Queen of Cowes?_») +og Mylord, den unge Herre, + han er værre +end ham onde Rygte gjør. +Derfor, om jeg raade tør, +næste Søndag, om du agter ...» + +Far fik ikke udtalt før, +jaget som af onde Magter, +jeg til Mary Ann mig skyndte. +I Begreb jeg hende fandt +med sit fagre Haar at pynte. +«Thi--saa hun troskyldig sagde-- +_Johnny_, tænk dig! saa galant +er Mylord imod min Moder, +at i sidste Uge trende +Gange han Visit aflagde... +O, han var en Søn mod hende, +og mod mig som ømmest Broder!» +Jeg naturligt lod mig ikke +mærke med det allermindste, +talte ei om Hvepsens Sværmen +rundt den Rose, den vil stikke, +ei om sølveroverglindste +Slanges fule sagte Nærmen +til den Finkes trygge Rede, +som den vil til Frokost æde. +Men, som raadet af min Far, +næste Søndag allerede +Mary Ann min Hustru var. + +Gud var god: min Salighed +varte hele Somren ved. +Morgen jeg og Aften tænkte, +at til Grund den ene har +Guds ifra hans Himmel sænkte +Naade til min gamle Far: +at min Lykke ikkun var +uforskyldte Gjenskins Glands + ifra Hans, +paa hans Hoveds hvide Sne +faldne, Guds Velsignelse. + +Og for ret mig fro at gjøre, +Lorden siden Bryllupsstunden +lod sig ikke see og høre. +Liig i Jorden sjunkne Geist, +liig i Luften stegne Høg, +var han ganske som forsvunden. +Rygtet sagde ham for Spøg +for et Væddemaal forreist +atter paa sin gamle Viis +skyndsomst over til Paris +med en Sværm Mylords og Squires. + +Men, som byttelystne Glente, +stegen kun saa høit tilveirs, +at ei Syn den ind kan hente, +skjøndt den selv kan alt bespeide, +lodret svævende, som bunden, +over Byttet den vil veide, +kun i Skyerne paa Luur,-- +var han kun paaskrømt forsvunden: +og kun Hændelsens Behag, +kun et Slag af Rygtets Tunge, +kun en Streg af _Bonaparte_, +ei Forandring i den unge +Herres Planer og Natur, +foraarsaged, at han sparte +mig en Tid--et Aar det varte- +for min Lykkes Nederlag. + +Verden veed, en vakker Dag +fandt man nemlig tomt og sprængt + det forgyldte +trange Papegøjebuur, +hvori Frankrigs Ørn var stængt +og paa Elbas Klippemuur +frem for Verdens dumme Øine +ligesom tilskue hængt, +og at Frankrig den Udfløine, +som med Skræk Europa fyldte, +flux paany med Jubel hyldte. +--Alle Britter, Torys mest, +som til Frankrig vare dragne, +maatte, forteste som bedst, +Spurve liig fra Ørnens Rede +ved dens egen Hjemkomst jagne, +sig ad alle Kanter sprede: +De i Norden skyndsomst over, +hvor der kortest var, til Dover, +over Rhinen De i Vest, +De i Syd og De i Øst +sprængtes Havet viden om +hist og her paa Kryds og tvers; +og Mylord, som i _Hière's_ +sig opholdt, da Rygtet kom, +at Uhyret nu var løst, +var ei seen at gaae ombord. + +Førend Aarets første Høst, +Løvetandens Foraarssne, +falden var for Vindens Lee, +gik i Byen alt det Ord, +hvisket Huus fra Huus:«den slemme, +unge Lord skal være hjemme» +Men saaledes til det gik, +at vi selve _Bonny_ skyldte, +at en Frist vi endnu fik +før den Skurk sin Plan opfyldte. + +Sommer, Høst og Vinter gleden +var saa uforstyrret stille, +som i Timeglasset ned +Sandkorn efter Sandkorn trille, +roligt, i saa dyb en Fred, +som om alt for Evigheden +Tidens Puls var reguleret +af de fromme Slag af Klokken, +der i Krogen var placeret, +og som Takten slog til Rokken, +Mary var saa flittig ved. +Men da atter Vedbendstokken, +som var langsmed Væggen dragen, +friske Grønt paany udsprængte, +saa den over Døren hængte +som et lysegrønt Gardin, +fik den Gamle, som han tænkte, +at bestille hele Dagen +Time ud og Time ind, +med at vugge for en Liden, +kommen til i Pintsetiden. + +Tænker da med hvilken Fryd, +med hvad liflig Hjertebanken, +saa jeg hørte selv dens Lyd, +med hvad Uro sød i Tanken, +med hvad Slag i Pulsens Bølge, +jeg hver Aften, som geleidet +af usynligt, vinget Følge, +der mig skyndte stedse frem, +ilte ifra Værftet hjem, +hvor jeg dagligen arbeided! +Tænk det Øiekast, hvormed +jeg i Døren overmaalte +hele min Lyksalighed! +Tænk hvor langt og lyst det straalte, +for i samme Øieblik +Alt at sluge, Alt at fatte, +alle mine Hjerteskatte: +Hende, som mig først imøde +med udbredte Arme gik, +Oldingen, hvis Vink betøde, +naar med Fingeren han tyssed, +at den Lille sov, han vyssed, +først og sidst min Francis saa, +Englen, som i Vuggen laae! +Men en Kvel--just Himlen løste +sine Strømme; ned de øste, +som naar vældig Bradsjø bryder +indigjennem aabne Luge, +saa i Rummet Alting flyder; +Skyerne sig sænkte lavt, +som om Alt de vilde knuge, +kvæle Alt i deres vaade +Tepper, Alting som begravt, +saa at Parkens høje Træer, +syntes langtfra som en Flaade +fuld af seilbedækte Ræer... +Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret +ind i Junius var baaret, +var af Regn og Skodd saa mørk, +som en Aften vel kan tænkes +i November, Tidens Ørk, +hvormed Høst til Vinter lænkes, +Maaneden da Satan fødtes +og da Paradiset ødtes... +Denne Kvel til vanlig Tid +gik jeg hjem fra Dagens Slid; +langsad Stranden jeg mig skyndte +--endnu kunde Dag jeg see; +men da Stranden var forladt, +og da Parkens Træer begyndte +som en Art af en Allee, +blev det mørkt som Midjenat, +som at see ind i min Hat, +og saa stille, at jeg hørte +hvert et Regndryp, som sig rørte +faldende fra Blad til Blad. +Men om Vejen, om den gamle, +spurgte jeg ei Mørket ad +ved mig langsomt frem at famle. +Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet +alt af Lys derhjemme skimted, +da medeet en Baadsmandspibe +tæt forbi mit Øre hveen. +At som en Staty af Steen +flux jeg standsed, at jeg lytted, +Foden flux tilbageflytted, +Gentlemen, I nok begribe. +Men saa tyst paany var alt, +at hver enkelt moden Draabe, +som i Lønnebladets Kaabe +ovenover mig nedfaldt, +næsten som en Klokke klang +i den hvalte mørke Gang. +Da medeet før Foden kunde +atter hæve sig til Skridt, +mens jeg standsed for at grunde +paa en Mistro endnu lidt. +Da medeet--jeg hørte kun +Løvet rasle ved min Side-- +før Sekundens Dryp fik glide +i Forgangenhedens Mund +og den næste atter kunde +fuld og modnende sig runde.. +da medeet, før Tankens Gnist +kunde lysne selvbevidst, +var jeg pludselig af trende +Mænd, som sprungne frem af Grunden, +greben, kastet overende, +kneblet, bagtil lænkebunden; +og før en Minut flød væk +var jeg, klodset som en Sæk, +paa den ene Kjeltring læsset, +samt foruden mange Ord +bragt i en Chalup ombord, +som laae skjult der bagom Næsset. +Fluxen blev der halet ud, +til en stor Orlogger hastet, +som just havde Anker kastet +samme Kvel paa Byens Havn. +Uden meget Hovedbrud, +skjøndt nok Tanke Tanke jagte, +under Toften jeg opdagte, +at den frie Britte presset +bleven var i Kongens Navn. + +Næste Morgen den Fregat +havde Kours til Plymouth sat. +Der laae Ordres, saa befundne, +at Fregatten skulde, inden +visse Uger vare svundne, +naae de Øer under Vinden. + +Vi et Døgn tilende rendte, +og saasnart man agter saae +Scilly-Øerne saa smaae, +at man neppe nok dem kjendte +fra en Vildandsværm, der sov, +medens friskt vi skummed væk, +ud Kanalen, ud mod Vesten, +fik jeg fra Kaptainen Lov +til at slippe af Arresten +under Skibets andet Dæk. + +Men min Smerte og min Vrede, +bleven rasende dernede, +rented ind deroppe blot +liden Trøst, men mere Spot. +Paa et tvundet Toug man pegte, +som paa Storemasten legte. +«Lidt af den, om meer du stønner, +og paany saa i Kaschot!» +Unge Midshipmænd, selv Sønner, +trak paa Skuldren kun til Svar +ad min Tale om min Fa'r. +Nævnte jeg mit Barn, min Viv, +saae de op i Masten bare, +sagde: «Kulingen er stiv,» +pegte, uden meer at svare, +paa i Nord en liden Prik. +Det var _Landsend_, som forgik. + +Forud kun naturligviis, +blandt Matroser og de Unge, +turde jeg med sluppen Tunge +give Klagerne til Priis. +Men fra Skandsen var alt Chefen +paa min Støi opmærksom bleven. +«Manne hid! Hvad? Flæber han? +Nu, for tusinde Ulykker! +Skoen, som saa haardt ham trykker, +her ombord med Kat man smører. +Han har tjent som Orlogsmand, +været fangen, som jeg hører? +Slige Sjøfolk Engelland +just behøver altsombedst +snart i Øst og snart i Vest. +Og saa meget kan jeg sige: +hvert af mine Mærker spaaer, +at, hvad dig, min Mand, angaaer, +nok Du før isyne faaer +Helved eller Himmerige, +end du Gammel-England atter +efter dine Togter naaer. +Derfor siig det kun Farvel +for--lad see!--en halv Snees Aar.» + +Fløitende Kaptainen vendte +raskt sig paa den ene Hæl; +og medeet af den Maneer +og af Tonen i hans Latter, +af hans Røst, hans Blik og Miner, +Haar og Holdning, Gang med meer, +jeg grandgiveligen kjendte, +med et Blik, som ei bedrog, +skjøndt det zittrede og brændte, +med Forfærdelse igjen +flux den værste Libertiner +mellem de Mylords Bekjendte, +som med ham i Parken jog +og ifjor til Frankrig tog, +netop just hans bedste Ven; + og en Gisning, +med en grufuld Gjennemiisning, +ved hans Syn min Sjel betog, +som om klammen kolden Snog +pludseligen frem sit stygge +Hoved i mit Hjerte stak, +gjennem Hjernen sine Rygge, +for min Sjel at gjennemslingre, +bugtende i Kramper trak; + thi medeet +jeg den unge Herres Fingre +saae i Alt hvad der var skeet. +Sandt Kaptainen havde spaaet; +sandt, ja endnu meer end det: +først da fulde atten Aar +havde graanet mine Haar, +rindende, skjøndt hvert var gaaet +med til Orlogs, langsomt hen, +saae jeg Engelland igjen. + +Som fra lukket Haand til Haand +snelt i Pantelegen Ringen +løber paa det skjulte Baand, +saa den greben blier hos Ingen, +saa fra Skib i Skib ombord, +rundt den hele vide Jord +blev jeg paa Kommando stukket. +Jeg forsvunden var i hine +atten fulde Aar for Mine, +som en Steen til Bunden dukket, +mens en Albatross paa sine +hvileløse Vinger ei +er i saa bestandig Fart +paa den brede vaade Vei, +hvor hvert Spoer forgaaer saa snart, +som jeg svæved ovenover +Æthioperhavets Vover. +Men hvorledes Alt fortælle, +som i disse Aar er hændt? +Jeg har lidet kun at melde, +Jeg, som stræbte kun at glemme, +havde kun magnetisk vendt +Tanken imod dem derhjemme. +Som idrømme blev jeg ført +fra Vestindien til Ostindien, +hundred Gange over Linien. +Derfor lad de Aar kun gaae, +skjøndt den gamle Sjømand prater +gjerne om hvor han var med. + Om I fritte, +mindes jeg dog ikke heller +meget af de hede Kampe, +i hvis Flammers tætte Dampe +jeg er bleven tidlig graa, +og det sømmer ei en Britte +(som en Franskmand og Soldater) +at han som Bedrifter mindes +og med mange Ord fortæller +slige rene Bagateller. +Bagateller? Ja hvad mere +for den Sorg mon Slag vel ere, +som kun vil, at Døden vindes? +Sorgens Balsam, Glemsomhed, +tæret har paa Sjelens Kræfter, +saa jeg knapt kan huske efter, +Jeg, som overalt var med: +med Lord Exmouth mod Algier; +derifra til Sankt Helena; +saa for Simon, den Befrier, +paa Station ved Chartagena; +med Mac-Kenzie flux til China, +Handelsvenskab at beskjærme; +mod Piraterne, som sværme +ud og ind om Amboina +tættere end sultne Flok +vilde soloptændte Bier +rundtomkring sin Honningstok; +derfra fluxen til Bourbon; +saa med Edvard Codrington, +da ved Navarin han slog; +saa mod Birma da vi tog +Irawaddys By, Rangoon; +snart i Øst imod Avaner, +snart i Vest mod Mexikaner- +korteligen, Gentlemen, +Jeg, som har ved Leilighed +maalt malayiske Monsoon +med vestindiske Orkaner, +Jeg, som overalt var med +husker Stumper kun igjen, +veed om lidet kun Besked. +Dog et Eventyr har brændt +ind sig i min gamle Pande-- +et som aldrig jeg kan blande +med de tusind, som er hændt. + +Engang under Cuba prajer +vor Fregat en Brigantin +just som den vil løbe ind +i en skjult af Øens Bajer. +Intet Svar og intet Flag; +men saa klart som Sommerdag +ved at see af Skabelonen, +at den Slavehandler var. +Da vi sendte den en Kugle, +hørtes det da og af Tonen +i de spanske Skurkes Svar, +hvad det var for vakkre Fugle. + +Men til Uheld fast laae Vi +i et Havbliks Trylleringe; +Brigantinen længer inde, +drivende, ja næsten klods +langsmed Land i Læ af Os. +Da, som om, for at staae bi +Englands og Alverdens Fiende, +Satan havde af sin Vinge +hviftet med en enkelt Fjer, +Havets Perlemoderskjær +sortned af en Briis just der +hvor den Slaveskibspirat +vilde ind ad Bajens Gat. +Og da Brisen netop strakte +sig saalangt dens Ræer rakte, +havde vi den Skam og Spe, +Lykke med dens Puds at see. + +Men hvad skulde ikke skee? +Knap er Brigantinen borte +bag den sikkre Bais Entree, +snever, som en Fæstnings Porte, +før vi høre Skud paa Skud, +og imellem dem vort eget +Gammel-Englands Entringsskrig. +...Hurra, _boys!_ Chaluppen ud! +fuld af Folk, som havde leget +med Pirater før om Livet: +Mand mod Mand, paa Kniven Krig, +Krig hvor ei Pardon blier givet! +Røveren paa aaben Sjø +veed, at, vindes ei Bataljen, +venter ham paa Stranden Galjen--, +derfor seire eller dø! + +Ganske rigtigt,--En af Vore! +Skonnerten _the Albatross_, +ubemærket af den store +Brigantine og af Os, +havde faaet det paa Lugten: +mærkende hvorhen det pegte, +at Piraten lumskt bevægte +sig saa stille imod Bugten, +som et Aadsel af en Hai, +der med Bug iveiret driver +ind paa Kysten hvor det bliver, +havde af en Sky den vristet +sig en Briis, og forud listet +ind sig i den samme Bai: +saa, da Brigantinen ind, +snigende sig lægervals, +under Jubel var laveret, +var det som naar Grævling graa, +der paa Rov var udspadseret +i det klare Maaneskin, +i sin Hules trange Hals +pludseligen træffer paa +liden ildsindt Hermelin. + +Himlens Gud! hvad rædsomt Skue, +da Chaluppen kom tilstede! +Albatrossen allerede +havde entret; Hug paa Hug, +Nebbet den i Fienden borte. +Brigantinen stod i Lue, +og fra Dybet af dens Bug +hylte indestængte Sorte. + +Forud, agter, alt som Røgen +væk tilfældigviis var strøgen, +Kampen rundt sin Scene flytted. +Men saa kjækt jeg Ingen saae, +som en engelsk Yngling slaae. +Pludseligen holdt han inde; +stirred op og ned og lytted +som af noget Rædsomt skrækket, +der var kommet ham isinde. +Flux, da Hyl og Jamren trænger +tydeligen op til Dækket, +over Lugen han sig slænger +forsvarsløs og ubeskyttet, +bruger Daggert, Huggert, Tænder, +blodige og revne Hænder, +for at frelse dem dernede, +kvalte fast af Røg og Hede. +Røgen deltes og nu saae +jeg en Spaniol med løftet +Bile over ham at staae, +bagfra Ynglingen at myrde. +Men et lynsnart Slag af min-- +og Piraten laae og snøfted +Blod og Hjerne ud og ind. +Gutten saae sig raskt omkring, +hvad det var dog for en Byrde, +for en tung og fremmed Ting, +som ham i Arbeidet hindred. + +Ei var Tid til at forklare; +Liget bort blev væltet bare; +Lugen vi tilsammen splintred ... +Da medeet, saa rapt, saa rapt, +som om Helvedes Fordømte +op ifra dets Dybder rømte, +naar dets Vogter engang havde +sandsløs Nøgleknippet tabt, +mylred, vrimled, tumled, ravte +hylende af Flammegruben +Hundreder af halvforbrændte +næsten kvalte Sorte op. +Og saasnart de Luft fik draget, +blæst sig Røgen ud af Struben, +gjorde Ende de paa Slaget; +thi som Rasende de rendte +i en fast og samlet Trop +Spaniolerne paa Livet. +Ei de sorte Djævle brugte +Ild og Staal, men Klo og Tænder, +og hvad Tanden beed de slugte, +og hvad Haanden greb blev hivet +over Rælingens Gelænder, +for med Hajene at gantes, +eller slængt som Stykker Veed +underdæks i Ilden ned. +Før vi kom til Sands og Ord +Spaniol ei mere fandtes +paa det hele Skib ombord. + +Hjælpen af de stakkels Sorte +ei som op fra Helved stegen, +men som himmelfalden kom; +thi medeet mod Kampens Ende +syntes Lykken sig at vende,-- +gamle tappre Englands egen +Lykke syntes borte, +og til Uheld skiftet om, +saa vi maatte være glade +ved en iilsom Retirade. +Ei fordi de Djævle sloges +rasende, fortvivlet, vildt, +ret som Folk, hvis Liv er spildt; +men fordi vi slemt betoges +ved et spanskt Filuteri. +Thi hvad skulde ikke hænde? +Et maskeret Batteri +lod, ved Skud paa Skud at sende +ind i Albatrossens Side, +pludselig sit Tilvær vide, +saa man inden faa Sekunder +sikkert kunde regne ud, +naar den, mæt af Vandgangsskud, +maatte dykke Skroget under. + +Synkefærdig flux tilbage +Albatrossen blev buxert. +Skyndsomst noget reparert, +var den snart, som før, parat +til Piraterne at jage; +men da den og vor Fregat +lagde ved Jamaika an, +laa der Ordre til dem begge, +at de sammen skulde lægge +Kours til Gammel-Engelland. + +Første Gang ifra hint Møde, +dengang Lugen op blev sprængt, +Ynglingen, forlængst alt tænkt +mellem Albatrossens Døde, +i Barkassen traf jeg paa, +hvori fra St. Hellens begge +vore Skibes Halvbesætning +skulde ifra Borde lægge +og iland i Portsmouth gaae. +Strax vi kjendtes uden Gjetning. +«Tak for sidst!» var første Ord, +som paa eengang Begge foer +med et Haandtag over Læben, +fast, somom det var vor Stræben +at faae første Hilsen kvalt; +og det næste Ord, som faldt, +var samtidigen: «hvorhen +gjælder hjemad det min Ven?» +«_Cowes, Cowes, Cowes!_» hørtes +som fra samme slagne Strenge, +i det samme Aandedræt; +og det varte ikke længe +før vi Begge overførtes +paa en Snekke maagelet. + +...«Gamle Ven! fra _da_ min Far +dengang Du min Frelser var! +hvorfor holder Du for Øjet +Hatten snart, snart Haanden bøjet? +...Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer... +Siig mig hvad du græder for?» + +Saa mig Ynglingen tiltalte +med et venligt Skulderslag, +da jeg _Cowes_' hvidtbemalte +Huse skimted tydeligen +som et ordnet Muslinglag +eller Perlesnor, om Vigen +videre end forhen spændt, +og ei kunde lade være +Alt med Synet at fortære-- +Alt, Bekjendt og Ubekjendt. +Men, om ikke noget Andet, +maatte _Norriscastle_ binde +hvert velsignet hvert forbandet +af de gamle Tiders Minde. +Endnu Borgens graa bedagte +stumpe Taarn fra Højen ragte +mellem begge Fløjes Mure, +lig fiirkantede og butte, +mellem Vingerne opskudte +Uglehoved, der, imedens +det kun syntes fromt at sture, +Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens +vide Grændser, som det truer, +med sin Blunken overskuer. + +Mindre syntes Slottets Park, +spettet fuld af lysgrøn Mark, +skjøndt endnu et mægtigt Strøg, +der i Fjernet dunkelt blaaned +som en sjunken bølget Røg, +langstrakt op mod Slottet skraaned; +men det Selv, det Selv tillod, +som det uforandret stod, +Ingen ifra gamle Dage +Feil af Stederne at tage. +«Stille! Bilidt! Stille!» var +hvad min unge Kammerat +kun i Stumper fik til Svar, +da jeg havde, ved at bide +ubemærket i min Hat, +faaet Graaden til at glide, +som, ved hvert et Blik iland, +steeg mig kvælende i Munden, +liig en Svamp, der skjød fra Bunden +af mit Indre, fuld af Vand. +«Jeg med alle Øjets Kræfter +stirrede i Læ kun efter +Taget paa en liden Hytte +der, hvor Parkens allersidste +Træer nærmest Stranden staae, +skjøndt jeg forud sikkert vidste, +at det var til ingen Nytte +jeg saa stivt mod Landet saae. +Thi forlængst er vist mit Huus +solgt af Byens Øvrighed +for at blive revet ned, +da det, uden Værn og Pleje, +ubeboet, var paaveje +selv at synke ned i Gruus. +Død maa nu den Gamle være, +og min Hustru, som ei kunde +i det tomme Huus ernære +uden Forsorg tvende Munde, +enten har sig sat som før +ved sin egen Faders Dør, +med sin Lille i sit Skjød, +for at æde Naadsensbrød, +eller, kanskee bortstødt atter +som foragtet Betlerkvind +som en reent forloren Datter, +Hun i Fattighospitalet +er paa Byens Kost befalet +af veldædig Magistrat +tagen med sin Unge ind.» + +Tusind Alen under Dette, +som jeg mumled i min Hat, +kjæmpende imod min Graad, +var imidlertid vor Baad +nærmere mod Landet gleden, +saa vi næsten var paa Rheden, +før jeg Hov'det turde lette, +for at see mig om paany. + +«Ha!»--Jeg skreeg i vilden Sky, +saa min Kammerat blev bange +og mit Haandled vilde fange-- +«Ha, der ligger Huset jo, +hvor min Hustru skulde boe! +Seer du der ved Byens Ende, +Stranden nær, dog halvt begravt +mellem Træer af Slottets Lunde? +Jeg forglemte det var lavt +og at Træerne maae groe. +Det var Grunden, at jeg kunde +ei i Fjernet strax det kjende +eller mine Øine troe. +Og jeg gjør det knapt endnu.. +Kammerat, se efter du!» + + +«Der! Hvorhenne? Der du peger? +Der du siger du har hjemme?» +spurgte Han, men med en Stemme, +som et Zittrende bevæger, +mens en Blegnen paa hans Kinder +over deres Rødmen rinder-- +«Der? det lille hvide hist? +Een Etage, med en Kvist?» + + +«Netop det! Javist! javist!» +svarte jeg saa fort jeg kunde, +«Netop det, saasandt jeg lever! +Og--o Gud! se efter nøje! +er det Blænden i mit Øje, +eller virkelig en Stribe +glemmigeiblaa Røg, som hæver +venlig sig af Husets Pibe? +Da kanskee hun endnu lever: +..._Mary Ann_... kanskee, kanskee? +Og ved Himlens Gunst kanhænde +faaer jeg inden Timens Ende +_Francis_ med, min Dreng, at see.» + +«Fa'r! her er han! Jeg er _Francis_. +Du har nævnt min Moders Navn!» +skreg min unge Kammerat, +styrtende sig i min Favn +med saa fyrig Ømhed, at +vaklende vi Begge vare, +for at gaae tilbunds, i Fare. + +«Gentlemen!»--blev Lodsen ved-- +«Gentlemen, I maae tilgive, +at jeg ikke kan beskrive +disse sortnende Sekunder +af besvimet Salighed, +hvori Sind og Sandsning blunder, +Tanken i et Mulm gaaer under, +hvori selv ei Øjet taaler +Glædens altfor stærke Straaler, +men forblændes som af Lynet, +der i Jord ved Foden slaaer, +saa at i et Mulm for Synet +Alting sortner og forgaaer. +Nok! endnu før Land vi naae'de +havde Francis mig fortalt +om sig Selv og Mary Alt, +skjøndt om Mary kun en Gaade. +--Presningen hun rigtig ahnte, +strax hun hørte, en Fregat +havde lettet sidste Nat; +tog til Portsmouth, sporte, bante, +Vei sig frem til Admiralen; +blev paastedet jagt, som galen, +af en Adjutant paa Døren. +Dog af Alt hvad bag sin Pult +Admiralen brummed huult, +fik hun gjemt bag sine Øren, +at Fregatten hvor jeg var, +laa i Plymouth seileklar. + +I sin Godtro Mary Ann +om det store England tænkte, +at barmhjertigen det skjænkte +nok igjen en enkelt Mand, +naar en Far, et Barn, en Viv +ene levte af hans Liv, +at det vilde ei blie negtet, +naar den Stakkel bare mægted +naae Fregatten med sit Raab, +selv om den var under Seil. +I saa ømt og daarligt Haab, +i saa elskelig en Feil +--ak, hun tænkte, en Fregat +vilde lægge bi sit Roer, +naar der bag den skreg en Moer; +tænkte Hjerte hos en Stat: +at den skulde selv erkjende +sit forøvte Rov mod Hende ... +Med saa kjære gale Tanker +Hun i Graad paa Kaien vanker, +til hun seer en Cornwall-Jagt, +ud mod Kvel for Reise lagt, +og før Solen vel var nede, +var tilsjøs hun allerede. + +Men saa raskt den skummed frem, +kom dog Jagten aldrig hjem; +thi man fik at vide siden, +at den, drivende med Tiden, +under Taagen, før det daged, +paa en Cherbourgkaper raged, +der benytted til at jage +Bonnys knappe Frihedsdage. +Og, i Mangel vel af Andet, +Jagten blev erklæret Prise, +hvorpaa, efter Franskmænds Viis, +Kaperen, med første Briis, +halte hjemad udfra Landet, +for et Bytte at fremvise, +Pelikanens ligt, der Ungen +bær' en Flue hjem i Pungen. +Jagtens Folk kom nok tilrette, +da det leed paa Bonnys Sidste. + +Om sin arme Moder vidste +Francis ikke meer end Dette, +som var bleven ham fortalt +af hans Bedstefader Alt. +Gamlingen en snaksom Kvel +havde, som en Bagatel, +ogsaa vidst ham at berette, +at Mylord, den unge Naade, +havde selv, ei mange Dage +efterat jeg var forsvundet, +sig personligen indfundet +for at trøste og at raade +Staklerne, som sad tilbage. + +Enken, (som han Mary nævned,) +svoer han skulde blive hevnet. +«Enken» først han spurgte om, +speidende omkring i Kamret, +hvor de to Forladte jamred; +men da den Forklaring kom, +at de ei om hende vidste, +blev Mylords Visit den sidste. + +Bedstefader, ved at mede, +havde i den øde Rede +skaffet sig og Drengen Brød +hele ti Aar til sin Død. +Og først da, da Dødens Angel +sad i Bedstefaders Hjerte, +Francis, stakkels Lille, lærte +Meningen af Nød og Mangel. + +Slottets Fogd (og han var streng) +som mod Aften Dagen efter +indfandt sig for bort at fæste +Huset til den Første Bedste, +fandt min lille stakkels Dreng +syg og bleg ved Ligets Seng, +sammenkrøben, liig en Byldt, +henslængt, kun med Pjalter fyldt, +neppe ved saa mange Kræfter, +at han kunde, med et Skrig, +lette lidt paa Lagnets Flig, +for med stive Blik at pege +under denne paa den Blege. + +Drengens Lod naturligviis-- +nu da Livet i det Fri +skulde mod sin Blomstring knoppes-- +var at i en Anstalt stoppes, +rundt hvis Mure lyder Priis, +medens indenfore klages, +hvori Fattigbørn opdrages +af et haardhændt Politi, +ligesom Salat og Kaal, +hvorom Gartneren kan vide, +at han, naar han giver Taal, +Hovder kappe kan medtide. + +To Gripomenusser vented +ganske rigtig udenfore, +for, naar Liget af var hentet +og bag en af Kirkens Vinkler +stukket tyst om Aftnen ned, +at forsørge, som det heed, +christeligen Drengen med +i den kalkehvide store +Vaaning med de sorte Sprinkler. + +Men, trods Fogdens egen Dom, +udenfor hans Regnestykke +noget Vist imellem kom, +Noget--Retfærd eller Lykke. +Tingens rette Navn jeg kjender +ikke meer som før desværre, +da jeg troede Vorherre +ene var al Glædes Sender. +Men naar nu jeg engang vover +Tankerne at give Rum: +Han, som boer herovenover, +hvilken Deel mon _Han_ vel ejer +i den hele Lykkes Sum, +som paa Mennesket kan falde? +og hvormeget deri vejer +det som Folk Tilfælde kalde? +...o naar Sligt jeg tænker paa, +mine Tvivl som Møllestene +hvirvlende i Hovdet gaae, +knusende min Barndoms rene +skjære Tro til Støv og Røg, +og min Tunge maa dem tjene +viljeløs til gudløst Spøg. +Thi et Slag, hvis Knusen standser +ikke før end Hjertets Banken, +har, som om et Vandfalds Brusen +gjennemstyrtede mit Hoved, +reent forvirret mine Sandser, +og forjaget ud af Tanken +hvad jeg engang Jesus Christ, +Præsten og min Moder loved. + +Men saameget er dog vist, +at i Himlens Engles Sted, +som i eget Himmerige +glemme Jordens Sorg at blidne +(og man kan dem ei fortænke, +at de selv ei komme ned) +havde tyst en venlig Enke +med sin lille Tiaars-Pige +været til den Scene Vidne. + +Hun, som Husets egne Hygge +under hoie Træers Skygge +alt forlængst opdaget har, +eneste Liebhaber var. +Og da Pigebarnets milde +taareblændte Øje bad, +at hun ikke skulde skille +Drengen og hans Hjemsted ad, +og da hvad hun saae og hørte +om den forsorgsløse Armes +hundetro Taknemlighed +imod Ham, man bar afsted, +hende selv til Hjertet rørte,-- +over Drengen hun forbarmes, +blev ham strax i Moders Sted. +Selv en Søn, af samme Aar +som min Dreng, og om ei lige +just af Ansigt, dog af Haar, +og med samme Rankhed skabt, +havde Enken nylig tabt, +saa den lille vakkre Pige, +klappende med sine Hænder, +høit af bare Glæde skreg: +«Moder! o min kjære Moder! +Hvad os denne Time sender! +--dig en Søn og mig en Broder. +Nu jeg faaer igjen en Leeg.» + +Snart en Støtte og en Trøst +blev min Dreng den gode Enke. +Neppe fyldt det tolvte Aar, +han tilsjøs som Youngmand gaaer, +for at kunne hver en Høst +hende hele Hyren skjænke +--hende, ja det Hele næsten; +men til «Søster Anna» Resten, +Hun, som for hver Reis, han foer, +voxet var saa smuk og stor, +at omsider ham den Tanke +syntes ganske desperat, +at den høje, smukke, ranke +Jomfru havde bedt sin Moder +om at faae ham til sin Broder +eller Legekammerat. + + +Men Presenterne til hende +(smukke, fine, franske Sager, +som ei stolten Lady vrager) +bleve, for hvert Aar, som gik, +skjønnere, som Hun derhjemme; +og den Travelhed, det Blik, +hvormed Alt blev bredt paa Bordet +ifra Ende og til Ende, +sagde tydeligt som Ordet, +at han ikke kunde glemme. +Men den sidste Gang han foer +Frankrigsfart til Koffardiis, +bleve tvende Ringe fundne, +med en Haarlok sammenbundne, +mellem Silketøi og Flor +fra Marseille og Paris. +Lige som to Draaber Vand +trilled de af Etuiet. +Rask greb Anna til; men Han +stod som med et Mord betynget, +beed i Neglerne og tied; +thi paa deres indre Rand +stod gravert et A og F +i et Hjerte sammenslynget. +...Nok! For Ynglingen et Træf +--Seer De, der er Træffet atter-- +havde for min Francis friet +til hans anden Moders Datter; +og ved nok et Træf endnu +klart og klappet blev Partiet. + +Annas Moder var tilstede, +og med Mødres kloge Hu +skaffed hurtigen hun Rede +i Forvirringen, hvormed +Begge, alt til Panden røde, +røbede sin Kjærlighed. +Og den hele Klaring skede +blot ved Armen ud at brede, +saa de lykkelige To +inden Moderfavnens Ro +holdt sit første Stevnemøde. +Francis havde sytten, Hun +i sin Blomstren sexten kun. + +Men iblandt de sjeldne hvide +mange sorte Træffer glide, +skjøndt de, efter Francis' Alder, +kunde begge snarlig vente, +at ham Flaaden, efter blotte +Orlogsrullen, vilde hente, +og at deres Eden maatte +falde som et Korthuus falder. + +Ganske rigtigt, efter trende +Maaneders for snare Ende, +Tordnen hid fra Portsmouth skralder, +nemlig det Kommando-Ord +ifra Admiralens Bord, +som til Orlogs Francis kalder. +Strax ombord han, som Matros, +skulde i _the Albatross_, +sendt til Øerne at gribe +Røvere og Slaveskibe. +Men da Pigen hørte dette, +syntes hendes Sorg at lette. +Ædel sværmersk og høihjertet +Reisen hun et Korstog kaldte, +ja en Tidens Ridderfærd, +høit om Englands Hæder talte +og om Sortes Broderværd, +sagde Afskeden ei smerted, +skjøndt de rødforgrædte Øine, +Barmens Bølgen, Stemmens Klang +røbede de stolte Løgne, +som hun over Læben tvang. +Og da Øieblikket kom, +da i Baaden Francis stiger, +segned hun, som andre Piger, +i sin Moders Arme om.-- + +Medens Francis Alt saalunde +fik mig kortelig fortalt, +havde ind mod Land vi halt, +saa man Folk paa Kaien kunde, +med sædvanligt Øje, nok +kjende ifra Steen og Stok. +Men imod Forelsktes Øje, +naar de To har maattet døje +Savnets værste Kval: at vente, +stærbefængt er Falk og Glente. +Thi, skjøndt endnu tusind Alen +borte fra vort Landingssted, +springer Francis op som galen, +rykker nær min Arm af Led, +svinger Hatten: «det er Hende! +Fa'r se der! Hun maa mig kjende. +Ja ved Himlen! ja hun gjør! +Seer du Anna der? Hun vinker +tydeligen med sit Slør. +Skuldermand! hal ud, hal ud! +Ve, om en Sekund du sinker! +Det er Anna, Fa'r--min Brud!» + +Men et Træf--et af de rette +sorte Træf--som Pileskud, +ondskabsfulde Magter sætte +midt i Hjertet af de hvide-- +netop et af rette Art +til at faae de bedste Glæder +vexlede til bitter Kvide +om i faa Sekunders Fart.. +netop saadant et var hændt, +for at faae en Lykke endt, +et som Fryd ei Fryd tilsteder, +og fra Hendes Favn, der klager, +Elskeren med Vee forjager. +_Anna_ var--hvad Francis ikke +saae med de forelskte Blikke-- +Anna var i Sørgeklæder. +Først han seer det, da han seer, +at hun i hans Arme græder, +føler, hun ei kysser meer, +hører sagt med samme Stemme, +som han fra Farvellet kjendte: +«Francis, skynd dig med din Fa'r! +O I kom som Himmelsendte! +Thi jeg er saa ene hjemme: +bort idag man Moder bar.» + +At min Francis sørged som +kjærligst Søn for ømmest Moder; +at hans Fyrighed blev from, +Elskeren medeet en Broder; +at, til Skjul for hvor han sørger, +om de mindste Ting han spørger;-- +at det _mig_ som haardest græmmed, +at jeg ikke ovenjorde +skulde kunne takke hende +for hvad mod min Dreng hun gjorde, +da han, viet ind Elende, +sad ved Fædrearnen fremmed;-- +at jeg ved min egen Dør, +liig en arm Forbryder, standser, +da jeg Stakkel ikke tør +indad den i Stuen træde +før jeg har holdt op at græde +og er kommet lidt til Sandser;-- +at jeg, pludseligen glad, +bærer som et Barn mig ad, +eller som de Maanesyge, +ved med Fladen af min Haand +Væg og Stolper at bestryge +og beføle Bord og Planker, +som om jeg tilbagekalder +i min atter vaagne Aand +fra en Drøm adspredte Tanker, +eller overtydes vil +om at Alt ei sammenfalder +som et luftigt Taagespil;-- +at jeg ei alene Det +ved det første Skue finder, +men i Alting, holdt saa net, +smukke fine Spor af Kvinder-- +dette Alt, de simple Træk, +ere kun Naturens Følger, +gjemte i hvert Hjertes Folder, +om af Blod det indeholder +ikkun faa, men friske, Bølger. +Derfor jeg dem sløifer væk-- +dem og al Beretning om +hvordan Livet gik og kom. +Nok, at de Forelskte fandt, +at det Elskoven ei skaded +meer end Regnen Rosenbladet, +om der var lidt Sorg iblandt. +Ja saa fyrigt Anna sværmed +(og da smilte hun af Glæde) +at hun saae sin Moder nærmed +tidt sig til det vante Sæde, +hvor hun altid fandt dem Begge, +for paa dem sin Haand at lægge. + +Hvad mig selv angaaer, jeg vilde +ei en Dag i Edens milde +palmekrandste Dale bytte +for en Time i min Hytte, +dersom blot jeg kunde glemt, +faaet vilden Tanke tæmt, +som bestandig efter _Hende_, +den Fortabte, hvorom Ingen +noget til Oplysning vidste, +sværmed uden Maal og Ende, +liig den Blinde, ført i Ringen, +hvori ei er Først og Sidste. +Altid standste den ved Døden, +som var sikkreste Beretning; +men med hvert et Morgengry +vaagnede den ufortrøden +som en ny og sikker Gjetning, +der fløi ud paa Jagt paany. + +Sidste Gang Skjærsommertiden +--o! det er ei længer siden-- +havde jeg min Francis ment +med sin Elskte at forene. +Brødet kunde han fortjene +med mit eget Lodspatent, +hvilket selve Admiralen, +om han slog sig nok saa galen, +ikke havde kunnet mægte +en saa gammel Karl at negte. + +Men hvad skeer?--just otte Dage +før det smukke unge Par +skulde Bryllupssødmen smage, +--St. Johannisdag det var-- +holdtes i en liden By, +ifra Cowes nogle Mile, +som hvert Aar, en landlig Fest +af et reent mærkværdigt Ry, +hvortil Moden var at ile +milevidt ifra til Gjæst. + +Selv fra Brighton By, ja læng're, +kom Peeresser, Viscountesser, +Hertuginder, Baronesser, +fulgte i en Sværm tilhest +af fornemme Lediggjæng're +rundt de glimrende Karether, +til den saa berømte Fest, +som de kaldte «_fête champêtre_.» + +Ved en Grønsværsplan, af Ege +fra de Saxers Tid beskygget, +var et Slags Theater bygget, +hvor paa Bænke Bænke stege. +Om hinanden der man finder +Bondepiger, Hertuginder, +som den muntre Ungdoms Lege +paa den grønne Plan besee, +Den beklappende, som vinder, +Dem, som tabe, de belee; +øge ubarmhjertigt Skammen, +leende af Hjertet sammen. + +Snart der brydes, snart der skydes; +men, paa gammelengelsk Viis, +kun med Armbrøst eller Bue; +snart et Veddeløb der bydes +om en Sovereign til Priis, +snart tilmaals et Landsekast, +ført med Beduinens Hast. + +Men af hele Dagens Skue +synes dog den høje Mast, +som er opreist midt paa Sletten, +mest at gjøre Alle glade, +støjende jo meer det lider +imod Klattringen omsider. +Thi det spænder Alles Gjetten, +at paa Knappens lille Flade +ligger--dette veed Enhver-- +højest Priis, som Ingen seer. +Kun naar gjennem Skovens Toppe +Solen kaster Straaler did, +viser sig et Blink deroppe, +eggende til Veddestrid. +At Forelskede indfinde +sig især i Mængdeviis, +er naturligt ganske vist, +hvor der i en Glædestvist +kjæmpes festligt for en Priis, +skjøndt igrunden tre at vinde: +_Hendes_ Bifald først og fremst, +Hæderen dernæst fornemst; +endelig til _Hende_ skjønne +Sager, som vil nok belønne +endnu noget bedre end +Præmien, den raske Svend. + +Ikke blot at Veddelysten +sig til Egnens Ungdom strækker. +Alle Byer, alle Flekker +langsudover hele Kysten +byde op de bedste Kræfter; +men især de stræbe efter, +En, et Byesbarn, at stille, +som er Karl at prøve paa +noget meer end blot at ville +Præmien paa Masten naae. +Raskeste blandt sine Svende +maatte altsaa _Cowes_ sende; +og at her ei var at gjette, +at han _Francis Johnson_ hedte, +vidste Børnene paa Gaden. +Sikkert var det og at Staden +enig i sin Mening var, +at i hele Pigeraden +Francis' _Anna_ Prisen bar. + +_Anna_ havde faaet Plads +midt iblandt Noblessens Stads, +ved den ene Hertugindes +Side, som til denne Fest +kommen ifra Brighton findes; +altsaa Festens Dronning næst. + +Bag dem Begge, næsten gjemt +bag om Damens store Fjedre, +som til Annas Side bølged, +havde jeg en Plads, forklemt +næsten midt imellem Følget, +saa jeg tænkte, lidt forstemt, +at jeg kunde valgt den bedre. + +_Francis_ af og til vi saae +under Egene at gaae +spekulerende alene, +hviftende fra Panden Sved +nu og da med friske Grene. +Thi han havde hele Dagen +sig i Legene udmærket, +og det mod det Værste leed; +thi nu stod tilbage Værket, +som skal krone hele Sagen: +ubekjendte Præmies Tagen +ifra Masteknappen ned. + +Mangen Ungersvends Anstrengen +vækker Moro kun og Latter; +Mangen glider, Mangen dratter +fra den glatte Stang, som Bly. +Men nu kom min Søn paa Engen, +maalte Masten som en Fiende, +hvormed an han agter binde, +maalte atter den paany, +som om han ei kunde nok +udstudere denne Stok. + +Men medeet han gjør et Sprang.. +--Otte Fod fra Jord han hang. +Der han sidder til han flyttet +Foden har og Armen knyttet, +Kraften maalt, som til den hele +Reise han maa viist fordele. +Først da det var gjort med mere, +syntes han at avancere-- +først kun sagte, Spand for Spand.. +«O den smukke unge Mand! +Lykkelig Hvo ham har fød!» +Damen livligen udbrød, +og til nogle Kavalerer +videre hun konverserer: +«Se, hvor slank og løvestærk! +Se hvor smidig han som Slangen + frem sig ormer, +knugende sig fast til Stangen! +Og bemærker hvilke Former! +Mine Herrer, _der_ er Normer +for et plastisk Kunstnerværk, +for en Nutids Ganymedes, +medens Jorden gjennemledes +i Neapel overalt +efter nogle skimmelgrønne +Levninger af en Gestalt +af en Torso, halv og halt, +men som dog skal kaldes skjønne.» + +_Anna_ smilte stolt og glad +ved de Ord, som hun forstod; +men ved Resten, rød som Blod, +hun med bøjet Aasyn sad, +indtil Raabet: «Se Hurra! +Snart har _Frank fra Cowes_ seiret»-- +bragte hende derifra +til med Fryd at see iveiret. + +Men to Alen eller trende +--ikke fleer fra Stangens Ende-- +sad en Stund han ganske kvar, +som om Han ei til det Sidste +rigtig torde sig fordriste, +som om Noget, Han kun vidste, +paa det Sted ivejen var +--for Exempel falske Kviste, +som igjennem Veden skar. + +Men medeet den Hertuginde, +som begeistret har ham fulgt, +og som viser ufordulgt, +at hun ønsker han skal vinde, +op ifra sit Sæde staaer, +brusende af Flor og Fjedre, +raabende: «o, endnu bedre! +O hold ud! hold ud! vær tapper! +Nok et Tag! _Encore! encore!_» + +Og min Anna, Anna, rørt +ved de Lovord, hun har hørt, +om den Elskte--_Anna_ klapper +jublende i sine Hænder. +_Francis_ seer og hører det; +thi han Hovdet didhen vender, +ryster det, men ganske let, +som om Noget han vil sige, +nikker venligt til sin Pige, +griber til endnu et Greb.. +endnu et--alt Stangen svajer, +saa jeg høit af Skræk maa skrige.. +endnu eet--igjen den vajer +som en Mast med slappet Reeb.. +eet endnu...det sidste skeer.. +Prisen i hans Haand jeg øiner +(just en Bryllups-Sølvpokal)... +Jeg vil haardt til Francis tale, +raabe til ham og befale; +men i al den Jubelskrald, +som i vilden Sky nu hæves, + Røsten høiner +jeg af al min Magt forgjæves. +Da medeet--det sidste Tag +var alt gjort--et Knæk! et Brag! +Det er Masten!.. Jeg ei seer, +nemmer eller sandser meer +i de første ti Sekunder.. +Kun, idet min Sands gaaer under, +hører jeg i Folkets Skrigen +høje vilde Raab fra Pigen, +Jammeren ifra min Søn +og mit eget dybe Støn +i det samme som jeg falder +om blandt Damens Kavalerer. +Men mit Navn, mit Navn, mit eget, +«Johnny Johnson!» saadan skreget +som naar Glas mod Glas man skjærer, +hastig mig tilbagekalder. +Op jeg springer--ved min Fod +segner blegnet Hertuginden.. +Blegnet? Nei besvimet.. Kinden +farvet var med Sminkens Blod. +Dog, saa godt som hun var malt, +havde jeg igjenkjendt alt, +ved det første Blik jeg kasted, +og af hendes Stemmes Tone, +_Mary Ann_, min egen Kone, +_Mary Ann_, min egen Viv. +Men jeg satte Alt tilside; +kun min Søn tilhjælp jeg hasted ... +Ak, tilhjælp?--nei, for at vide, +om der skulde være Liv. + +Ak, min staute, vakkre Søn, +alle Sorgers rige Løn, +som en Alderdom mig loved +mere end min Ungdom skjøn, +laa med sønderspaltet Hoved... + +Af den skrækkelige Dag +ikke meer af mig erindres. +Thi, skjøndt Døden burde ventes +af de allertyngste Slag, +hvortil Grunden hisset hentes, +dog, ved Sløvheds ækle Plaster, +som sig over Vunden kaster, +ved en Sandsernes Bedøven, +ved en Tænkningens Berøven, +endnu længe den forhindres. + +Da jeg syntes jeg blev vakt +af et venligt Haandtryks Magt +--Lægens Søgen om det svage +Pulseslag, der kom tilbage-- +fandt jeg hjemme mig tilsengs +ligeoverfor et Billed, +som, fortrukket, kridehvidt, +kun af Anna havde lidt, +skjøndt det hende forestilled... +Anna, ak min stakkels Drengs +Efterladte da betød +denne Form saa bleg og stiv, +hvor kun Taarerne, der flød, +viste der var endnu Liv? +Da hun saae mig aabne Øjet, +at mit Hjerte, skabt af hærdet +Jern, sig atter vilde hæve +for isønderknust at leve, +sank hun ned i Bøn, med bøjet +Pande gjemt i Hovedgjærdet. + +Men hun taug om Ham, hun vidste +var mit Hjertes allersidste +Tanke, da isøvn det faldt. +Lægen lod mig vide Alt. +Francis's Jordefærd var feiret +glimrende, for Hertugindens +Regning, fast af hele Byen. +Men han skjønte ei af Skyen, +som saa dunkelrød paa Kindens +spidse Tinder strax sig leired, +at jeg leed ved hvad jeg hørte, +at det kun mit Sind oprørte. +Nei, min Doktor han blev ved +at høilove Hertugindens +ædle Kristenkjærlighed, +som til gammel dødssyg Næste, +havde _Ham_ til Læge sendt, +som i Landet var bekjendt +for den lærdeste og bedste. + +Siden fik jeg og at vide, +at hver Dag ved Aftenstide +pleiede den høje fromme +Dame til mit Leje komme, +hvor med Anna hun tilbragte +Aftnen knælende i Bøn; +og at Begge sig anklagte, +som om hver af dem alene, +ved hiin rædselsfulde Scene, +havde dræbt min kjære Søn: +Hertuginden ved at hærde +til Dumdristighed hans Mod, +Anna ved den Frydgebærde, +hun forledet sig tillod. + +Men i Skumringen jeg atter +af en døsig Slummer vækkes +ved at mine Hænder dækkes +saa med Kys og saa med Taarer. +«Anna, er du der, min Datter?» +hvisker jeg; men intet Svar-- +«Anna, kom dog til din Far! +Uden Grund din Sjel du saarer +med din mørke Selvbeskyldning. +Damen, Hun, Uhyret har +dræbt vor Elskling ved sin Hyldning. +Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed +--o en rædsom Hem'lighed!-- +at saa grusomt ingensinde +Himlen straffet har en Kvinde.» + +«Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt! +--hulked bag mit Senggevandt +_Mary Ann_ med brudte Røst-- +For en Moder, som beskyldes +af sig selv for Sønnens Mord, +for en Viv, som brød sit Ord, +gives ei paa Jorden Trøst; +ja jeg frygter, under Jord, +om med Steen end Graven fyldes, +kan ei Ro for hende ventes.» + +«Mary Ann!--afbrød jeg blidt-- +Lad Gud Herren være Dommer +over hvad med Francis hændtes, +det du bittert har fortrudt! +Alt hvad du ved det har lidt-- +o, det fast mig forekommer, +er en Straf i Herrens Planer, +for hvad Du, om sandt jeg ahner, +har mod mig, din Mand forbrudt. +Dog fortæl! I Dette ei +nærmest dømmer Gud, men Jeg.» + +«Johnny!--jamred Hun--o skaan, +skaan mig, o, for Det alene, +som vil bringe mig dit rene +Hjertes Ringeagt og Haan! +Spørg ei! Hav Barmhjertighed! +og tilgiv hvad ei Du veed! +Deel min Rigdom! Lad mig flytte +ind med den i denne Hytte! +--ikke som din Hustru meer; +dertil jeg uværdig er-- +men som Annas Moder--Eller +lad os drage sammen heller +over til mit eget Slot, +Montbrillant i Normandi, +tvende Miil fra Kysten blot.» + +Jeg alvorlig afbrød: «Ti! +At jeg Dig tilgiver, Kvinde, +er det Hele Du kan vinde. +Mellem os maa alting være +--føler Du det ei?--forbi. +Jeg har kun af hele Livet +Eet igjen; det er--min Ære. +Du?.. Nei, hvad jeg end faaer høre, +værre end min Fantasi +hvisker ind i Sjelens Øre, +Mary Ann! er du tilgivet.» + +Haanden, flux tilbagetagen +ved Feiltagelsens Opdagen, +at det ikke var min Datter, +som jeg talte til saa mildt, +raktes Synderinden atter. +Og hun greb den næsten vildt, +slap den ikke førend Alt +under Graad og Krampelatter +var udøst, bekjendt, fortalt. + +Kun i Omrids, Gentlemen, +kan jeg give det igjen, +som i Skilderier stedse, +hvori Djævelskab er malt, +det kun sees som lette Kredse, +ind i Skyggen dunkelt flyttet, +kun til nogle Streger knyttet, +men som dog, beseet nøje, +er en rædselfuld Gestalt. + +Og ved hvad jeg hørte stivned +af Forferdelse mit Øje, +Hjertet standsede som kvalt, +Haaret reistes som belivet, +som der siges det skal skee, +naar Gespenster man faaer see. +Det var Helved ei med hvide +fromme Spøgelser opfyldt,-- +nei, et luende forgyldt, +Helved fra sin Glimmerside, +Jordens Helvede, hvori +jeg den Aften blikked ned: +Helved, som det findes i +vore egne høje Stænder, +og som Folket ikke kjender, +skjøndt den allerbedste Ved, +hvoraf glimrende det brænder, +hvoraf det sin Næring suger +og uhyre Tal forbruger, +er dets Børns Uskyldighed. + +...Gentlemen fra Norge, hvor +i den friske Folkestamme +ingen svælgende fordærvet +Adels-Snylteplante groer, +sugende hvad i sin Sved +Folkets, kun af Fromhed feige, +stærke Arme har erhvervet, +ædende som Kræftens seige +snigende og sorte Flamme, +tærende som Raadenhed... +...Gentlemen ifra et Land, +fattigt, men saa lykkeligt, +at det har ei Adelsmand +--i Europa som et Digt, +som en Gyldenalders Rest-- +ja, hvad kanskee der er bedst, +frit for Guldets Adel, fuld +af et værre Overmod: +Fødslens kræver, om saa lysted, +Denne kjøber for sit Guld +Folkets Døttres Uskylds Blod, +Konen Manden ifra Brystet, +og til Alting Lovens Tysthed... +Gentlemen, det skal I høre +af min stakkels Hustrus Skriften, +skjøndt det er en sand Forgiften +af et nordisk, skyldløst Øre. +Ja hvis Nogen ind vil see +i hiin lastefulde Verden, +med Uskyldigheds Forfærden +er det kun, at det kan skee. +_Mary Ann_, ei mange Dage +efterat hun op var bragt, +skulde hjem fra Cherbourg tage, +da hun ved Mylord, der sporte +Rygtet efter paa sin Yacht, +blev af nogle guldbesnorte +franske Tjenere med Magt +i en lukt Kalesche stukket +og saa hurtigt ført, som Spandet +Sæletøjet ud fik strukket, +til Paris, til selve Lorden, +til Paris--o Navn forbandet! +det vanhelligste paa Jorden! +Mens paa sidste Poststation +friske Heste forespændtes, +forekom det som det hændtes +af den vimse Artighed, +som tilhører _den_ Nation, +at den prægtigst galonerte +Skurk, som førte Reisen an, +sprang fra Kudskesædet ned +og i Døren præsenterte +Mary et Glas Viin og Vand... + +Virkningen var stærk: Hun sov +til hun alt var Lordens Rov. +Da hun vaagned, alt vanæret +havde hun en Time været. +Før til en Fortællings Ende +Synderen var kommen om +Elskovs Raseri for hende; +at fra Orlogs hendes Mand, +som ei kunde efterspørges, +neppe meer til Cowes kom, +men at der i Engelland +for hans Far og Barnet sørges; +at i Glands og Lyst hun skulde +nyde Livet nu tilfulde... +netop da det Sidste hørtes +som en Susen, Marys Pande +af en Febers hede Brande +indtil Raseri berørtes. +Raseriet stred sig mat, +og opløstes i en Nat, +der i Uger hylled ind +Marys sønderknuste Sind. + +Ak, endnu var Sjelen reen; +men da Livet kom igjen, +og hun laa med halvlukt Blik, +hvorforbi det Hele gik, +Hun en Hevn, en slangefiin, +under det betænkt udrugte-- +en, som hende selv vel slugte +og fordærved Sind og Hu, +en, paa hvis Udviklingstrin, +et for et, den Engel faldt, +som Beboer var endnu +af den krænkede Gestalt. +Men den Hevnplan, om den gled +efter alle hendes Traade, +maatte i Elendighed +styrte hastigen Hans Naade, +gjøre ham liig et udsuget +gjennemsigtigt Mygskelet, +dinglende i et udbuget +vældigt Edderkoppenet. + +Verdens Kjendere bemærke +--hvad i tusinde Tilfælde +for Undtagelse maa gjælde-- +at den første stjaalne Nyden +kan en Flammes vilde Syden +hos Vellystningen forstærke. +Man har ogsaa sig notert, +at til Sjel og Charakteer, +og ei blot til Legem, er +Don-Juanen enervert. + +Planen, som den hule Kvinde +havde klækket som idrømme, +var da, over ham at vinde +uindskrænket Herredømme, +og derefter langsomt spænde +Slaven ud paa Pinebænken +for den voldelige Krænken, +han forøvede mod hende. +Derfor, skjøndt hun overlegen +var i Charakterens Styrke, +hun beslutted dog sin egen +Aand med anspændt Flid at dyrke. + +Den Beslutning hørte Lorden +jublende og henrykt paa. +«Nu er Alting i sin Orden; +nu vil hun til Ro sig slaae,» +tænkte han, og næste Dag +finder bukkende langs begge +Forgemakkets længste Vægge +Professorer for hvert Fag. +Nogle Maaneder passerte, +Nætter, Dage hun studerte; +inden selv hun tænkte det, +var en Dame hun komplet. + +Prisen højere, hver Gang +Lorden nærmed sig, hun hang; +og naar rasende han gik, +kunde med et enkelt Blik +Mary Ann om sine Fingre +Lorden i hans Rasen slingre. + +Kort da gamle Lorden just +opgav sidste Aandepust, +over Sønnen, som man sagde, +for det Levnet i Paris, +som han hemmelig tilbragte, +Ingenting ivejen var; +men i Kirken _St. Sulpice_, +til et offentligt Beviis, +bleve de et Ægtepar. + +Nu kom Planens anden Akt: +at faae Lorden ødelagt, +gjøre Resten af hans Dage +(og hos slig tilbunds Fortæret +havde der alt længe været +liden Levekraft tilbage) +til en Kval, der kunde drive +Uslingen til sig at tage +i en Ruus maaskee aflive. +Og han var alt meer og meer +ganske hendes Slave vorden, +saa det lykkedes med Lorden. + +Kun deri Forskjellen er, +at, af Længslerne forbrændt, +--disse Længsler af hvis Vækken +Mary gjorde kun en Gjækken, +som for ham blev aldrig endt-- +havde han en Nat sig lukket +inde med en Kurv Burgunder; +og da Døren op blev brukket, +finder man ham steendød under +det med Flasker fyldte Bord, +hvor den sjette ud var drukket. +Saadan døde da Mylord. + +Før hun vel det kunde tænke +Mary var en fornem Enke. +Barnløs, engelsk, smuk og rúg, +ung og i Paris at leve-- +var jo Alting i Forening, +som kan En i Velten hæve, +gjøre topmaalt lykkelig +efter hver Parisers Mening. +_Lady Norris_ (Marys Navn) +virkelig kom snart i Mode. +Snart af _Ducs_, som vil i Havn, +snart af Grever og Markier, +der vil see igjen paafode +sine synkende Formuer, +sværmedes hun stedse om, +liig af sugelystne Bier, +magre Myg og sultne Fluer +honningfyldte Rosenblom. +Medens Hun, af Indfald blot, +der som Engelsk liktes godt, +syntes Engelske at sky, +hendes Omgangskreds især +--stedse større, stedse ny-- +gammel fransk Noblesse var; +og ud af sin Frierhær +Hun i sine Planer har, +Den at vælge allerhelst, +som er adeligst og ældst. + +Gjort var Valget. Thi i slige +Fortrin kunde Ingen hamle +op imod den gode gamle +underlige Emigrant, +Hertugen af _Montbrillant_ +--en Figur, der ikkun fandt +i det hele Frankerige +i hans eget Speil sin Lige: +klædt, staffert, Frisuren reist +som for hundred Aar tilbage-- +som om fra Regentens Dage +kommen var igjen en Geist. + +Vel for Tiden uden Slot +var den gode gamle _Duc_ +i sin gammeldags Paryk; +men ved Hjælp af Marys Penge +og en Prokurator blot, +lykkedes det at fortrænge +Den, som under Robespjerre +havde kjøbt det af Nationen +og som uforstyrret siden +havde været Godsets Herre. + +Og for nu at sætte Kronen +paa det Hele næsten inden +Mary vented det i Tiden: +Maaned efter, at han var +i Triumf med Gemalinden +draget ind ad Slottets Port, +Hertugen i Pomp man bar +ud af den. Da var den sort, +og med dødbleg Maanskinsglands +funkled i det Sorte hans +(nu hans Enkes) store Vaaben-- +_la Duchesse de Montbrillant's_. +Men da i Alleen Hoben +med den Smule var forsvunden, +hvortil Storheden og Naaden +endelig var reducerte, +tørred hun, med Smiil om Munden, +hastig Sporene af Graaden +(af den kunstig præparerte) +bort fra Øjnene og Kinden; +og, henslængt paa en Divan, +atter drømmende en Plan +for sit Liv hun udstuderte. + +Hertuginden slog sig ned +i en stille Enkefred. +I den stolte Glimmerkaabe +af det franske Navn indhyllet, +kunde sikkert Skjul hun haabe, +og imellem Engelskmænd +færdedes hun nu igjen, +som om under en fortryllet +Fortunati Hat hun gik, +hvorpaa Ingen Øje fik. + +Trende Gange, ved sin franske +Kammertjener, havde hun +i en blød Erindringsstund +underhaanden ladet granske +efter mig og Francis, men +faaet gale Svar igjen. +Altid snøvled den Franzos: +«Eders Naade, den Matros +ganske sporløst er forsvunden, +som en Steen, der gaaer til Bunden; +Drengen ude var og foer +siden han var nævestor; +Fremmede--Gud veed hvorfra-- +alt forlængst i Huset boede: +Moer og Datter, stille Kvinder; +artige--bevares ja! +særligen for Britterinder; +men, naar Alt han skulde sige, +som han i sit Hjerte tro'ede, +var hans Mening: ei saa lige +de hinandens Ord forstode.» + +Mary hørte, med den Glæde, +som ei smiler, men vil græde, +med en falsk og hyklet Tro +paa en Tilvæxt i sin Ro, +denne haltende Fortælling +--dobbelt dunkel, halv og skjæv, +da hun kunde ei betro +til den gamle Buxekjælling +hvad der egentligen drev +den fornemste Adelsfrue +blandt Provindsens Høi-Noblesse +til en saadan Interesse +for en Sjømand og hans Søn. +Ja hun drev den selv saa vidt, +at hun endog spurgte tidt +om Detaljerne i Stuen;-- +for Exempel om den var +endnu overstrøgen grøn, +om der hang et Fuglebuur, +om der stod et Stueuhr, +som et gammelt Inventar, +paa hvis blomsterkrandste Skive +tvende Gjøge vare malte, +som for hver en Time galte +ligesom de var ilive, +samt om han ei havde nogen +gammel Vugge seet i Krogen +og saa videre med meer, +hvoraf kun den Gamle leer. + +Mary elsked den fornemme +Verden, hvori hun var bleven, +som en Fød og Baaren, hjemme; +men hun elsked den af Trang, +medens endnu hendes Hjerte +ved den simple Verden hang, +hvorfra hun var selvfordreven. +Hun sit Hertugindeliv +elsked kun som Tidsfordriv, +som en Døven af den Smerte, +der paa hendes Indre aad, +som en Latterkuur mod Graad, +som en Ruus, der lod forglemme +stundom gamle Minders Stemme, +der med gnedne Glasses Lyd +gjennemskar den hele Fryd +...Stundom kun?--nei, Mary heller +sjelden saa lyksalig var; +thi hun i sit Hjerte bar +paa en skaanselløs Fortæller, +som i hver en ensom Stund +--ja selv midt i Assembleen +og i Kontradands-Karreen +det til hendes Rædsel hændtes-- +aabned pludselig sin Mund +til Historien, som endtes: +«Ve! i al den Glands du har, +hvad Du _er_ og hvad Du _var_!» + Hvor forgjæves +_high-lifes_ Glæde gjennemleves! +Hun i herligt Selskab næsten +al Europa gjennemstrøg, +trængte til Jerusalem +og Damask mod Østen frem, +gjorde, da hun tog derfra, +for at gjennemfare Vesten, +Libanons Zenobia, +Lady Stanhope, et Besøg. +Men naar hun, der var forresten +sprudlende af Vid og Spøg, +pludselig i Vognen faldt +(som man kalder det) i Staver, +ingen anden Ting det var, +end den gamle Orm, som gnaver: +hiin Fortæller, som just har +sin Historie fortalt. +Just paa en af disse Turer, +som udretted Alt, undtagen +Eet alene--Hovedsagen: +ei blot Øjet at adsprede, +med den Syge at helbrede, +som i Brystets Indre sturer... +paa en saadan Tur for Lyst +ifra Brighton og til Bath, +langs Kanalens skjønne Kyst, +faaer hun paa det Rygte fat, +at en Folkefest beredes, +og da Damen ikkun jog +efter dygtig at adspredes, +tænkte hun: jeg kan jo dog +see derpaa, imens der bedes. + +At idag jeg hende møder +paa det Sted, hvor altid Saaret, +som om ganske nylig skaaret, +i os Alle friskest bløder, +enten er et af de hvasse +sorte Træf, der altid passe +med sin Spids i gammelt Saar, +saa det altid aabent staaer, +eller har til Hensigt, Penge +paa min Fattigdom at trænge, +derfor ud at spionere +hvor nu Jeg og Anna ere. + +Thi da nu min fordums Kone +havde for mig skriftet Alt, +var tilgivet og betalt +--ja betalt til sidste Krone, +som jeg havde i mit Eje, +Doktor, Jordefærd og Pleje, +udbetalt til sidste Hvid,-- +skjøndt det bed som Slangebid, +at den rige Moder torde +ei sit Barn, sit eget, jorde: +da nu Dette vel var endt, +Anna til en Frænke sendt, +forat nyde Kvindepleje, +flytted jeg, med alt mit Eje +--Baaden og mit Lodspatent-- +ifra Cowe's til Hastings, hvor +Havets store mørke Ager, +hvorpaa Brød for Lodsen groer, +nærmere mod Land sig drager. + +Men Fortjenesten blev mager: +uden Hjælp, i Baaden ene, +var der intet at fortjene. +Sygdom dertil haardt sig slog-- +kort hver Dag min Nød tiltog, +saa alvorlig tænktes paa, +ud en Dag tilsjøs at gaa, +men ei komme meer tilbage +uden trukken i en Hage. +Medens i saa mørke Tanker +jeg udover Sjøen saae, +hvor de andre Lodser laae +og Enhver sin Skude sanker: +sagte det paa Døren banker, +og en Sjøgut, net som drejet, +bukked halvt og halvt han nejed, +saa jeg ahned Uraad alt +før han mig om Halsen faldt. +Da faldt ogsaa Sjømandshatten, +og med næsten Rædsel Haaret +--langt og glimmersort som Natten-- +saae jeg ganske tæt afskaaret. + +«Fa'r! min Eneste!--Hun bad-- +Ingen Os maa skille ad. +Derfor maa Du ei forskyde +hvad din Datter har at byde: +det at være dig en Søn! +Du kan ikke leve ene. +Francis lærte mig at ro; +derfor sammen godt vi To +kan vort Brød tilsjøs fortjene. +Hvert et Skib, vi see, Du jager; +Du alene gaaer ombord. +Baaden hjem igjen jeg tager-- +Kjære Far, det er et Ord!» + +For slig Vind fra bedre Egne, +mild som Blomsterdufte, sendt, +af mit Skib paa Timen drev. +Som hun vilde foretegne, +som Hun sagde, saa det blev; +og før Ugens Rest var endt, +gik det vel saa godt for Os, +som for nogen Hastings-Lods. +Deraf, Gentlemen, forklares, +hvi en gammel Ulk som Jeg, +da der af fra Briggen bares, +hemmed mine Taarer ei. +Tausheden, den timelange, +indtil Baaden var forsvunden, +Bønner var, jeg tusind Gange +mumled uden Hjælp af Munden, +indtil det sig tænke lod, +at, ved Hjælp af Tid og Flod, +_Anna_ havde Havnen funden.» + + + + IX + Agterspeilet + +_Anna_ havde fundet Havn +i Gud Faders egen Favn. + +Efter nogle Døgns Forløb, +vi Southamptons Havn forlode: +London bød os bedre Kjøb; +og Kanalen op vi stode. +Da, idet vi drev med Tiden, +Kysten nær, for slappe Seil, +fører Strømmen hen til Siden +Brædtet af et Lodsbaadsspeil, +hvor i Hvidt paa Sort vi see: +«_Hastings, Pilot, Numero three_.» + + * * * * * + +--O Tilfælde underligt, +som maa mere synes hjemme +i et Fee- og Alfe-Digt, +end i vore haarde Dage, +da med tør prosaisk Stemme +Alt fortælles som det skeer, + strengt og strikte +som det monne sig tildrage, +med Forbud imod at digte; +og hvor Mennesket, skjøndt Aand, +ikkun troer hvad Øjet seer +og hvorpaa det fat kan tage +med den tunge plumpe Haand. +...O Tilfælde, sandt og skjønt! +Da jeg, rystet dybt, mig læner +over Rælingen, paa Speilet +tvende Sommerfugle seiled, +tvende deilige Falæner +trygge der forelskte leged, +som om Brædtet var et grønt +Eiland, op af Havet steget. +En var hvid, meer hvid end bleget +Snekkeskal derindpaa Stranden, +blaa, meer dunkelblaa den Anden +end Skjærsommerdags Azur +i den tropiske Natur. + +Eller mon i Aandens Magt +fri Gestalten ned er lagt? + Da kanhænde, +af en sød uskyldig Smag, +som vi Mennesker selv kjende, +Francis' og hans Annas Sjele +samme Lyst har maattet dele +til, en vakker Sommerdag, +atter Jorden at besøge, +og som to Falæner spøge. +Ja kanhænde da--Gud veed-- +at de Elskende, der blevne +ere fra hinanden revne +før Forening har havt Sted, +kunne, Sødheden at smage +af en jordisk Kjærlighed, +vende for en Tid tilbage +snart i Form af Nattergaler +ømme Sisgener og Svaler, +snart som Sommerfugle skjønne, +for at leve saa en Sommer +ganske for sig selv alene +i det friske Livsensgrønne +under Skovens dunkle Grene, +indtil Efteraaret kommer. +Da, en Kvel, af Stjerner klar, +naar de blinke som man kunde +tydelig fra deres Munde +høre baade Raab og Svar, +svinger sig det søde Par +opad opad til det glade +Hjem, de nu ei meer forlade, +da vor Jord ei Mere har. +...Tomme Drømme! Thi tilvisse, +Francis ei og Anna vilde +eet Minut af Tiden spilde +med at flagre om som Disse. +Nei, til gode gamle John +vilde Begge sammen haste, +frygtende, den stærke Aand +sin Natur, den klippefaste, +har for denne Gang fornegtet + og ei mægtet +sidste sorte Træf at tvinge, +saa hans Sands har maattet springe, +Glasset liig, man tvinge vil +over Stemmens Omfang til +endnu højere at klinge. + + + + X + London. Bedlam + +«Har Du nok af _London_ seet?» +blev jeg spurgt ved et Glas Ale +af min brave Skibskaptain +just som vi paa Drurylane +havde nær af Stykket leet +begge To os reent ihjel. + +«Nok af Folkets Storhed? Ja-- +Ja og nei, som man det tager-- +meer end Nok dog af dens stygge +over London faldne Skygge: +Menneskers Elendighed, +bundløs, dybere mod Helved, +end som Folkets Storhed rager +op i Høiden imod Hvælvet. +Men, Kaptain, før vi herfra +til vort kjære Norge drage, +maa i Øjesyn vi tage +Bedlam, det til nu forsømte,-- +Bedlam, et mærkværdigt Sted, +maa tilsidst vi tage med.» + +«Bedlam?» + «Netop, det berømte. +Verdens største Daarekiste.» + +«Ah, jasaa! Jeg ei det vidste, +i den Tanke, at om Rangen +selve London og Paris +holdt i Kamp hinanden Stangen, +hvert dog galt paa egen Viis. +Men lad gaa! Imorgen da +først til Bedlam! Saa en Flaske, +ud det triste Syn at vaske! +Saa ombord! og saa herfra!» + + * * * * * + +----«Luk, Bevogter! Himlens Gud. +Hvad jeg saae i denne Celle! +Blev jeg hundred Aar ilive, +ingen nye Rædsler drive, +kunde det af Mindet ud. +Men lad Portneren fortælle +dig, Kaptain, om denne Gale. +Du kanhænde af hans Tale +kjender gysende igjen +en agtværdig engelsk Ven.» + +«Ja--Bevogteren begyndte, +halvt at snøvle, halvt at grynte, +med en Overlæges Mine +og et tvivlsomt Blik paa Os-- +_Johnny Johnson,_ ikkun Lods, +Nummer... lad mig ikke lyve... +Nummer Tusind syv og tyve, +gal ved Tab af alle Sine +eller af--hvad Nogle kalder +lidt fantastisk--Hjertesaar. +Mandens Galskab just bestaaer +deri, at han vil fortælle +Hvem som kommer til hans Celle, +om en Ting, han siger falder +paa hans Hoved, hvor han gaaer, +og som «_sorte Træf_» han kalder. +Dog han siger undertiden, +at de ramme ind fra Siden, +saa hans Hjerte, om man blot +undte ham saa meget Godt, +ud af Brystet det at skjære, +af de mange faldne Skud +som et Kogger maa see ud, +fyldt med Pile, alle smykte +med en Krands af sorte Fjære, +ud af Djævlevinger rykte.» + +Vogteren i Bedlam standste +i sin bedste Passiar, +som om Ting han eftersandste. +Men den sande Aarsag var, +at han med sit Ugleøje, +der i Mørket kunde see, +som igjennem tynde Flor, +havde seet en Dame bøje +om i samme Korridor-- +En af hvem en fuld Guinee +høist sandsynlig var at vente. +Men han vilde see sig for; +bad os midlertid at vente. +Ikke før han Ryggen vender, +før, dybt rystede, vi trykte +grædende hinandens Hænder, +og imens afsted han render, +jeg Kaptainen med mig rykte + bag den Pille, +der var Cellens ene Skille. + +Under Vogterens Fortællen +Damen Hul for Hul beseer, +sparende ei paa Guineer; +og hun kommer saa til Cellen, +hvori Johnny Johnson er. +Portnere og Slige stedse +gravitetisk selvtilfredse +meget hellere berette +«iagttagne Fænomener,» +«sære _casus_» og «Symptomer,» +end de Papegøjesvar, +hvortil kun de Ordre har; +og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener +noksaa modigt de fremsætte +som Sentenser og som Gnomer, +uomstødte Axiomer. +Derfor Damen holden var +i geskjæftig Passiar +om den Gales Fixideer +samt hvad derved var at gjøre +--«Notabene rationelt»-- +uden at hun Navn fik høre +eller af den hele Røre +noget Sammensat og Heelt. +Dog hun til en Kavaleer, +af hvis Arm hun sig betjener, +hvisker: «høist interessante +ere disse inkonstante +Aandens Sygdoms-Fænomener. +Men luk op, Monsjeur! Jeg tør +see ham rolig ind i Øjet; +og hvis godt han er fortøjet +eller stille, aabn hans Dør!» + +«Strax, Mylady! strax paa Timen!» +...Laasen klirrer og med Bragen +Egedøren aabner sig... +Damen med et rædsomt Skrig +styrter om som lynildslagen +i en dyb og lang Besvimen, +selve Døden ganske liig. + +«Seer I Træffet? skreg den Gale. +Seer I nu, det hjælper ikke +sig i Jorden at forstikke, +hjælper ikke at forskandse +sig mod Skrømt fra svundne Dage +i Palladsers Marmorsale, +eller Verden rundt at jage, +for ei meer sig selv at sandse!» +Og ved pludselig at bøje +sig som Tigeren til Sprang, +med en Flammen i sit Øje, +der tilside Alle tvang, +fat paa Damen greb den Gale +skrigende, idet han plukte +Fjer for Fjer af hendes Hat: +«Af med denne Paafuglhale!» +Perlebaandet op han lukte, +strø'de rundt omkring dets Skat; +rullende til alle Kanter +Gyldenringe, Diamanter, +plyndrede af Damens Fingre, +imod Kvadergulvet klingre. +Langsomt Øjet op hun slog; +men som den Forryktes Fange +syntes hun meer glad end bange, +saa hun ei sig fra ham drog; +meget mere hun tilbage +vinked' Følget sig at drage. + +«_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved-- +Naadigste Fru Hertuginde! +siig mig i Oprigtighed, +om du kunde--siig mig, Kvinde!-- +al din Herlighed forsage +og tilbringe dine Dage +_her_, just _her_, just _her_ paa dette +græsselige Sted med mig?» + +«Johnny! o!--brød _Mary_ ud, +kyssende hans magre Hænder-- +o, saasandt en Dommens Gud +gaaen er med mig irette, +at jeg _her_ og hvorsomhelst, +Johnny, leve maa med dig, +vil jeg som et Tegn betragte, +at Han sig til Naade vender, +at min arme Sjel er frelst. +Ingen Magt skal heller mægte +mig fra dette Huus at rive. +Der mit Liv jeg vil forblive, +hvor jeg har den Trøst i Eje, +daglig Dig at kunne pleje.» + +_Johnny_ blev medeet saa stille, +at den sidste Perle, ført +af et Lufttræk, grant blev hørt +Korridoren langs at trille. +Og da op han saae tilsidst +vare Øinene saa milde. +Slukt i Taarer var den vilde +urofulde Vanvidsgnist, +saa at til en Kavaleer +hviskede betænkt vor vise +Gale-Vægter-Medikus: +«Endt er nu, saavidt jeg seer +af hans hele _habitus_, +Patientens Hovedkrise.» + +«_Mary Ann_, nu er du prøvet; +--sagde _Johnny_ mildt betonet-- +prøvet er du og tilgivet +...meer end det: du har udsonet! +Thi din Kjærlighed har Livet, +skjøndt forspildt, forødt, bedøvet, +ikke fra dit Hjerte røvet. +Derfor kom! En Krog, en stille, +vi paa Jorden søge ville, +hvor den Verden, som sig trænger +ved sit Guld med al sin Last +mellem Dyden og dens Lykke +ikke skal forstyrre længer +tvende Hjerter, som sig trykke +atter til hinanden fast-- +En hvor vi forsonte kunde +leve vore Aftenstunde, +indtil Budet fra vor Dommer, +Døden, til os begge kommer, +for os, med sit tause Sprog, +(Fingren paa vort Øjenlaag) +venligt sammen at indbyde +til det yndige Paulun, +hvor som Engle De nu nyde +Saligheden _Han_ og _Hun_, +som vi mindes men ei nævne, +at ei Sorgen, ene ved +Navnets Tone, sig skal hevne +paa vor neppe vundne Fred.» + +«Ak, hvor findes saadant Sted? +Neppe, neppe!» _Mary_ klagte: +«Et for din tilbagebragte +Ro og min Taknemlighed?» + +...«Jo, i Norge tusind Steder +byde hvad I ønske Eder» +--sagde min Kaptain, traadt frem-- +«Derfor, Johnny, følg mig hjem! +Der er tusind stille Dale +hvorom Ingen har hørt Tale, +og som kun en enlig Trost +har for tause Skove rost-- +Dale, hvis vidunderhøje +almagtslige Majestæt +ganske vist af fremmed Øje +ei endnu er bleven seet. +Men, endskjøndt, saa vist som Bryst +Hjerte har og Ansigt Øie, +hver en Dal sin Indsjø har, +himmelblaa og stjerneklar, +fjernt omkrandst af Aaser høje, +nærved af en Blomsterkyst, +og endskjøndt en fyrig Elv +overalt ved Siden følger, +med en Lyd af friske Bølger, +friskere end Havets selv: +kan jeg, Johnny, nok mig tænke, +at den gamle Sjømands Længsel +efter Havet vilde hale, +som med en usynlig Lænke, +snart dig bort, som fra et Fængsel, +ifra Landets indre Dale. +Derfor, Johnny, maa du vide, +Havet har i Uroldstide +Landets Alpebelte sprængt +og er til dets Indre trængt, +strømmende i dybe lange +Fjorde, som sig indad slange, +gjennem hine brudte Svælg. +_Der_ en yndig Plads dig vælg +enten paa en skovkrandst Tange +i en venlig liden Bugt +i en Dal af Alper lukt, +eller paa en grønklædt Bred +skraanende mod Fjorden ned!» + + * * * * * + +Før et Jevndøgn alt vi vare +næsten helt af Themsen klare; +og da vore Passagerer +(_Johnny Johnson, Mary Ann_) +kom paa Dækket, Engelland +under Havets Bryn sig skjærer + som en bleg +neppe synlig Taagestreg. + +Og nu bar det for hver Klud +lige ret nordostenud! +Ostnordost og retsaa nord, +til i fjerde Morgens Gry +Manden ned fra Merset skriger: +«Ret i Nord en snehvid Sky, +der i Høiden stedse stiger, +liig en buet Sølvergjord +over Horizonten spændt!» + +...«Hurra! det er gamle Norges +snebedækte Klippeborges +morgensolbelyste Tinder, + som os minder, +at Seiladsen snart er endt.» + + + + XI + Hardanger + +Gives Sted paa Jorden, hvor +gammel Kummer, ved at stemmes +i Naturens blide Toner, +kan bedøves og forglemmes,-- +hvor sig Had med Had forsoner,-- +hvor usalig Lyst til Synder +dæmpes, Lidenskaben tæmmes, +Løven liig i Barnets Snor, +kun ved Syn af Egnens Ynder, +Tanken om en Guds Nærvær +i Naturens Majestæt, +i hans Almagts Høihed klædt, +og ved Følelsen af Freden, +der er over Egnen gleden +som et paradisisk Skjær, +som en Glories Straaleære +hvormed Høj og Tinde pranger: +--da forvist det Sted maa være +i det deilige _Hardanger_. + +Gives Sted paa Jorden, hvor +gudløs Last, som kommer did +flygtig, ved et vildt Tilfælde, +bliver from medeet og troer... +Sted, hvor en fortvivlet Anger +føler klart sin Skabers Vælde, +men ei Giften af sit Bid +mere Hjertet at fortære: +--o da maa vel Stedet være +i det deilige _Hardanger_. + +Gives der paa Jorden Sted, +hvor, om tvende Fiender mødes, +uvilkaarligen de nødes +til at standse sine Fjed +og udrække Haanden begge, +venlig Arm i Arm at lægge, +slagne af den søde Fred +i Naturens Herlighed... +hvor Forfængelighedsflammen +synker i sin Aske sammen, +og Erobrer, hvis han kom, +om med Blusel vilde vende, +retsom bange forat skjænde +hellig viet Tempeldom... +hvor Naturen taler Trøst: +Fjeldet som den issehvide +børnekjære Oldefader, +der sin gamle Favn oplader, +Dalen med en Moders blide +uforglemmelige Røst, +Elven som en trofast Sanger, +der vil Hjertet atter lære +gamle Toner, svunden Lyst: +--o da maa vel Stedet være +i det deilige _Hardanger_. + +Ak, om saa livsaligt Sted +findes paa vort Jorderige, +hvor i blaanende Geled +Alper frem af Dalen stige,-- +hvor ved den krystalne Bræ +blomstrer snehvidt Abildtræ, +medens i en Snefonns Spoer +vilde Rose lystigt groer,-- +hvor en Kilde først sin Sang +kun mundharpespæd begynder +murmlende blandt Mos og Stene; +men saa under Orregrene +fra sin Afdal ud sig skynder, +dreven af ungdomlig Trang +til med Hoveddalens Ynder +i sin Glands sig at forene; +og, liig David Harpeslager, +fra en Hyrde bleven til +Dalens Konning ved sit Spil, +stolt og mægtig gjennemdrager, +under tordnende Befalen, +alt sit skjønne Rige, Dalen... +ja, hvor findes saadant Sted: +Majestæt og Yndighed +i en inderlig Forening, +hvor ifra den hvide Fonn +brede sig i vid Forgrening +Fagerliers grønne Baand,-- +hvor de blide Bakkehæld, +som forbinde Fjord og Fjeld, +glide ud i løvbekrandste +grønne Odders Fryndserad, +der sig speile som i Bad, +hvor de synes halvveis standste, +saa de ei forentes med +Fjordens anden skjønne Bred, +og hvorfra et Hyttehjem +titter mellem Birke frem, +fra hvis Tag, med mild Betoning +over Alt, en Røg fremblaaner, +og det hele Synet laaner +af et Offer og Forsoning-- +o hvor findes saadant Sted, +disse løvbekrandste Tanger +med den fromme Hyttes Fred, +uden i din Herlighed, +underdeilige _Hardanger_? + + + + XII + Besøget + +_Der_ paa en af disse Tanger +i det deilige Hardanger, +hvor en Runebauta graa +ragte frem deryderstpaa, +liig en Viking, i sin stive +Pandserskjorte end ilive, +men af Roser fangetagen +i en Kappe af Skarlagen... +_der_ endnu lidt længer oppe +paa den løvbekrandste Tange, +i en Hytte under lange +side Hængebirketoppe, +hvor den vilde Humle spandt +sit Tapet om alle Vægge +og saa legende forsvandt +i et Vildnis af Moreller, +jeg endnu i Sommer begge +vore gamle Reisefæller +rolige, tilfredse fandt. +Det var Søndagmorgen. Hytten +aaben stod, som om til Lytten +efter første Klokkelyd +fra den lille vakkre hvide +Kirke paa den anden Side +ligeoverfor i Syd. +Solen alt den blomstbesaaede +Tærskel med sin Straale naaede, +vækkende med frisk og gylden +Glittren mellem Rankefylden, +hvormed Karme og Gesimser +vare yndigt krandsomvundne, +alskens Sommerfuglevimser, +som for Natten i de brede +Humleblades sammenspundne +Klaser havde fundet Rede. + +Men det var vel ei Indbildning, +men en Øjets Tryllehildning +(thi jeg sværge kan derpaa) +at imellem dem en blaa +og en perlehvid jeg saae +flaggre indad Døren dristig, +som af Solens Skin forledte, +som om, spredt paa Gulvet, dette +vilde begge fange listig. +Og ved efter dem at skue +i den landlig nette Stue, +_Mary Ann_ faldt Øjet paa. +Der hvor endnu Skyggen laae +sad hun bøjet ved sit Bord +læsende i Herrens Ord. + +«Johnny kommer strax»--hun sagde +med et Haandtryk, varmt og lindt, +dog af Styrke og gesvindt, +som et fyrigt Hjertes Slag-- +Han er blot ved Stranden nede, +Færdingsbaaden at berede +til vor Kirkefart idag.» + +Knapt hun havde udtalt før +gjennem Hyttens aabne Dør +Kirkens klare Klokker hørtes +over Fjorden af og til, +som et pauseafdeelt Spil, +som en Æolsharpes Klang, +eftersom af Vindens Gang +over Fjorden Lyden førtes. + +_Johnny_ kom.. Hvor sund og karsk! +Kun i Aasyn mindre barsk. +Trykkede min Haand trohjertet, +saa dens Fingerender smerted, +mumled ud en Strøm Velsignen +paa sin Engelsk om Hardanger, +hvoraf op jeg kun en Lignen +med en Himlens Forgaard fanger +og et Spørgsmaal, om jeg troer +Kashemir, det Landskab, hvor +endnu der skal findes lette, +i et Vildnis skjulte, Spor +efter Paradisets Flor, +vel er skjønnere end dette. +Hvisked saa til Mary Ann: +«Skynd dig, Kjære, hvad du kan! +Baaden ligger alt paa Vandet. +Før vi række Kirkelandet +kunde det alt sammen ringe.» +Derpaa vendt til mig: «Min Ven, +følg os eller bliv igjen. +Men for _Os_--_Vi_ maae afsted. +Thi fra Herrens Huus histover, +hvorfra Kaldelsen nys lød, +altid vi tilbagebringe +til vor syge Sorg, der sover +i Naturens milde Skjød, +himmelsk og balsamisk Fred.» + +O, hvor fryded den Tilstaaen +meer end hans Irettegaaen! +O, hvor inderligt et Amen +til hans sidste Ord jeg bad! +Og da just det ringte sammen, +klang det som om Engle drog +gjennem Luften under Kvad; +og deraf jeg Varsel tog, +at den Gudstro, som de Tvende +i de syge Hjerter bar, +vil Naturens Kuur fuldende, +saa taknemlig de erkjende +det for Livets bedste Mening, +at ei Sorg paa Jorden findes +saa fortærende og svar, +som af Gudstro, i Forening +med Natur, ei overvindes. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Den engelske Lods, by Henrik Wergeland + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 12844 *** |