diff options
Diffstat (limited to '13599-0.txt')
| -rw-r--r-- | 13599-0.txt | 4258 |
1 files changed, 4258 insertions, 0 deletions
diff --git a/13599-0.txt b/13599-0.txt new file mode 100644 index 0000000..ae48454 --- /dev/null +++ b/13599-0.txt @@ -0,0 +1,4258 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13599 *** + +AMBROSIUS. + +SKUESPIL I FIRE AKTER + +AF + +CHR. K. F. MOLBECH. + + + +NIENDE OPLAG. + +KJØBENHAVN. + +1893 + + + + + +#PERSONERNE.# + + +#Baronen.# + +#Abigael#, hans Datter. + +#Bodil#, hendes Kammerpige. + +#Geheimeraadinden#. + +#Junker Claus#, hendes Søn. + +#Ambrosius Stub#, Student. + +#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien. + +#Jørgen#, Kammertjener. + +#Magister Søren#, Sognepræst. + +#Peder Rasmussen#, Degn. + +#Niels Bruus#, Ridefoged. + +#v. Reinsberg#, Captain. + +#Gjæster#. + + +Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#. + + + +FØRSTE AKT. + + + + + * * * * * + +#Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et +gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over +hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. +Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til +Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.# + + * * * * * + + + + +FØRSTE SCENE. + + +#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Høire).# + +_Abigael._ Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi +see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen +brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig +Regn inden Aften. + +_Bodil._ Troer Frøkenen det? + +_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har +jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed +ikke hvad. + +_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid +i Formiddag. + +_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. +Kammerjunkeren kommer eller gaaer. + +_Bodil._ Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med +Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar +Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn? + +_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke +saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det +er saa længe siden. + +_Bodil_. Saa længe siden? + +_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa +min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første +Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump +Aar siden. + +_Bodil_. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa +Vuggen, men siden har I jo.... + +_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig +ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men +beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har +min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig. + +_Bodil_. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da +bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor? + +_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa +ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men +han rider godt og danser udmærket. + +_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke? + +_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde +jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en +Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, +man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du +og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, +hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at +bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, +saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa +ulykkelig ud--det bliver nok et Præstekald. + +_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en +Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine +Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans +Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os +det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa +ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det +veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte +mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte. + +_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og +dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder +paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den +gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa +vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod +eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har +dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg +ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller +Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem +Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet +mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil +selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!... Nu +maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det +rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke +faaer Øje paa Vognen. + +_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire).# Nei, endnu +er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra +den anden Kant kommer der En. + +_Abigael_ #(som har sat sig paa Bænken).# En Bonde? + +_Bodil_ #(skygger med Haanden for Øinene).# Nei, skjønner jeg ret, er +han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet +midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp. + +_Abigael_. Kommer han her forbi? + +_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er +den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet! + +_Abigael_. Paa din Anbefaling. + +_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke +kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de +fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? +#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.)# +Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser +kan han ogsaa digte. + +_Abigael_. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver. + +_Bodil_. Der er han! + +#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, +kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en +lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for +Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa +Bodil.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Ambrosius_. + + +_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I +har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden? + +_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og +fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad +Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har +Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire. + +_Ambrosius_. Hører I kanskee til Tyendet? + +_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken. + +_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen +til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi +lidt, nu kommer jeg over til Jer. + +_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae +tilbage, om ad Ladegaarden. + +_Ambrosius_. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, +kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi +er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjærdet.)# Saa, her +har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen +hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra +Jer Fæstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen +staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og +kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i +tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal, +den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! +#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, +hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den +igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er +Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har +man en friere Udsigt. + +_Abigael_. Saa skulde I være bleven derude. + +_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting! + +_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den +naadige Frøken. + +_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frøkenen! + +_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder +ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig +derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger. + +_Ambrosius_ #(stolt)# En Løsgænger! #(godmodig).# Naa ja, det er +jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo +prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa +Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I +Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle +gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen +hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe. + +_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl? + +_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de +andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. +Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden! + +_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar +Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem. + +_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet +udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde? + +_Abigael_. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte +nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil +forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en +skikkelig Person. Hvor kommer I fra? + +_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg +konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg +læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom. + +_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen? + +_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt +smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med +Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle +Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en +Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en +Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg +kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet +Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede +paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).# +Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde +saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med +mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i +Kjøbet, maa I troe. + +_Bodil_. En Præken? + +_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu +altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et +lille Svinkeærind til Højre og Venstre. + +_Abigael_. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, +saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, +hvorfor I overgav Studeringen. + +_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg +var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som +var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Røg. + +_Abigael_. Hvad gik op i Røg? + +_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min +Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i +den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var +gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som +begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne +kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var +ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i +Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige +Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre. + +_Abigael_. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke +for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil? + +_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være +omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for +bestandig. + +_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo +hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. +#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden +der ikke er beskaaret Jer Mere. + +_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte +min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden +køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner +for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge +mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til +min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig, +naar I kan kalde alt det Lidt! + +_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en +Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men +I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende. + +_Ambrosius_. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder. + +_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; +skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et +Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel +og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig +høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, +da I kom gaaende? + +_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da +have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, +for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller +ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som +for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa +bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk. + +_Bodil_. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og +Giftermaal ligesom jeg. + +_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en +Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig +derefter. + +_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget +Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske +sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden. + +_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer +Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om. + +_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig +ikke i Hu.... + +_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende? + +_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som +faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med +det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg +mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over +Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig +høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke +hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap +med.--Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til +Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det +andet paa Ryggen. + +_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det +samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke. + +_Ambrosius_. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, +baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, +om det behøves--men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal +det vel sagtens være en Psalme? + +_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men +ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig. + +_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. +Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit +Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at +grønnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og +synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)# + + +"Den kjedsom Vinter gik sin Gang, +Den Dag saa kort, den Nat saa lang + Forandrer sig + Saa lempelig; +Den barske Vind, den mørke Sky + Maa flye, +Man frygter ei, at Sne og Slud +Skal møde dem, som vil gaa ud; + Thi lad os gaae + At skue paa, +Hvor smukt Naturen sig beteer + og leer." + +"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer +Med lange Straaler i sit Haar; + Den varme Krands + Er rette Kands +For alle Ting, som nu maa grye + Paa ny. +See Fuglene i Flokketal +I Luftens vide Sommersal; + Her flyver en + Jo med sin Green, +En anden sanker Haar og Straa + Saa smaa." + +"Ak see et meget yndigt Syn +Paa Skovens grønne Øienbryn! + Den høie Top + Skal klædes op, +Og Vaaren pynter Bøgen ud + Til Brud. +Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn; +Et Hundebjæl, en Lyd af Horn + Er alt hans Spil; + Men hør blot til, +Hvor smukt den Skov ham svare maa. + Derpaa." + +"Ak, see, hvor speileklar og glat +Den Sø dog er i Lave sat...." + + +#(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Baronen._ + + +_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. _Ambrosius_ +og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).# + +Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du +holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de +Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med +Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen +Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige! + +_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og +velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan +rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned +for at see ud efter Vognen. + +_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier +dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente. + +_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, +tænker jeg. + +_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok? + +_Abigael_. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. +Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han +har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var +ifjor, saa.... + +_Baronen_. Hvad saa? + +_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro være bedre. + +_Baronen_. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din +salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal +det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var +Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen +hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, +saa gid...! + +_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har +sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. +Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og +syes og.... + +_Baronen_. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... aa, jeg +gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte +Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din +Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender +sig, faaer han Øje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad +er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven? + +_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den +Skriver, som.... + +_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er +ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og +Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der +faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig +selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter +han paa? + +_Ambrosius_. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min +Røst. + +_Baronen_. Hvad for noget? + +_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og +spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende. + +#(_Jørgen Tjener_ kommer ind.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_De Forrige. Jørgen_. + + +_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? #(til +Jørgen).# Har han noget at sige mig, saa vent! + +_Abigael_. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa +Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da +jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte +jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse +ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at +jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov +baade for hans Røst og Færdighed. + +_Baronen_. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder +ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl +om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer +vi see, hvordan han skikker sig. + +_Jørgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at +blive Degnens Eftermand i Kaldet? + +_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er +mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster. + +_Jørgen_. Men naadige Herre, betænk at.... + +_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Øjeblik over i +Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at +Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, +skulde være noget pikeret, #(til Jørgen.)# Hvad var det saa for et +Ærind, han havde til mig? + +_Jørgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er +greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i +Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om +Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet. + +_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end +Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan følge med og lade Jørgen vise ham +Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten +staaer, saa kan han lære at ride med det samme. + +#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jørgen_ til +Højre.)# + +_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig +over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om +jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den +Person ... hvad var det, han hed? + +_Bodil_. Ambrosius Stub. + +_Abigael_. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han +var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, +For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, +bare for deres Underdanigheds Skyld. + +_Bodil_. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i +Begyndelsen. + +_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel +løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget. + +_Bodil_. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til +Tinge, veed I. + +_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, +saa er den Sorg slukt. + +_Bodil_. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte +under luvslidt Kjortel, og.... + +_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte +være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med +en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en +fattig Student, naar det lyster mig. + +_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet +angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar +alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en +fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem +Fattige og Rige. + +_Abigael_. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget +paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen +allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine +Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører +til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere +bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde +være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare +Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! +Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det +ikke var at nedlade mig for meget. + +_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor? + +_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine +Ord igjen! + +_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til +ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter. + +_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at +jeg.... + +_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige +Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand. + +_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit +til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget +mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din +Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er +Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa +tyndslidt som hans Kjortel? + +_Bodil_. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig.... + +_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men +vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du! + + + + +FEMTE SCENE. + +_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra +Høire.)# + + +_Geheimeraadinden_. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy +skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du +saadan absenterer dig. + +_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, +at tage imod Jer, men.... + +_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og +giv mig et Kys til Velkomst. + +_Junker Claus_. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder! + +_Abigael_. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist +fugtig endnu af Morgenduggen. + +_Claus_. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at +kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har +embelleret Jer siden ifjor--det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama? + +_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og +altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon. + +_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore +Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres +_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig være ligesaa vellykket, men +denne charmante Overgang, den har de ikke. + +_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den +"charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders +Komplimenter. + +_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til? + +_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker? + +_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved +Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker +hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter +Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er +mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke +Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et +lille Ord til, som for Exempel.... + +_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker +Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist +ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min +Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden. + +_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg +kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg +bliver saa let echaufferet. + +_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. +#(_Bodil_ gaaer ud til Høire.)# Ønsker I heller ikke Andet, Junker +Claus? + +_Claus_. I Eders _présence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller +Tørst. Men en lille Bagatel.... + +_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee? + +_Claus_. Tak, hvis det findes. + +_Abigael_. Et Par Skiver Skinke? + +_Claus_. I er altfor god. + +_Abigael_. En lille Agerhøne eller to? + +_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhøns er en af mine Livretter. + +_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm! + +_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _présence_ tænker jeg +hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, +om det saa var.... + +_Abigael_. Agerhøns? + +_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! +Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere +Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes +Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er +_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... +meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i +Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er +cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer +superb, naar I engang kommer til Hove. + +_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, +det kunde være fristende nok. + +_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende? + +_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjære Baron! + + + + +SJETTE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).# + + +_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede +saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden. + +_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste. + +_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, +foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er +nok saa lækker, det bekjender jeg frit. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Abigael_. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde +gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det +ellers kan forenes med hans Tjeneste. + +_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han +vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig +dertil, saa for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage? + +_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til +Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende. + +_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en +Skriverdreng? + +_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at +indvende. + +_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Søn have at +indvende. + +_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende? + +_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa være en sjelden +Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter. + +_Abigael_. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt +Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret. + +_Baronen_. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha! + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Jørgen_. + + +_Jørgen_. Naadige Herre, der er serveret. + +_Baronen_. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som +en Tærsker. + +_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op! + +_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa +jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael? + +_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om +Alting er i Orden. + +_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade? + +_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden +og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi +med hinanden. + +_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem. + + + + +OTTENDE SCENE. + +_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under højrøstet +Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).# + + +_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder +Gaarden, eller hvad er paa Færde? + +_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har +understaaet sig.... + +_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min +Dristighed.... + +_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad +mig høre, hvad der er i Veien. + +_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye +Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. +Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa +Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om +Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at +vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. +Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var +gaaen for sig? + +_Baronen_. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om! + +_Niels_. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere +Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, +var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten +og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke? + +_Baronen_. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke +gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for +Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, +hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg. + +_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har +at sige til Undskyldning. + +_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, +tal da! Kan han lukke Munden op! + +_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over +mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet. + +_Baronen_. En gammel Mand? + +_Ambrosius_. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa +Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det +skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget +blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som +ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det! + +_Niels_. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin +Ryg, den Kjæltring! + +_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale! + +_Ambrosius_ #(til Niels).# Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden +for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med +Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans +Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde +ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I +hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og +alligevel.... + +_Baronen_. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? +Hvem er det? + +_Jørgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre! + +_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede +Benet sidste Vaar? + +_Jørgen_. Ja, naadige Herre! + +_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo +tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid. + +_Niels_. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent. + +_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes +sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men +der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham +har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og +ladet ham gaae med en Advarsel. + +_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet +Brændsel paa Godset herefterdags. + +_Baronen_. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud +over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden +Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar +han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade +hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration. + +_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa +Herrens Velgaaende. + +_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Øieblik. Min Fader har +tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers +har Lyst dertil. + +_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det +visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen. + +_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil +imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! #(gaaer ud til +Høire.)# + +_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa +forlade, at jeg lod Jer vente. + +_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og +det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne +Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, +Claus? + +_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse! + +_Baronen_. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, +Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, +ha, ha, ha! + +#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Høire. +_Ambrosius_ hilser og følger lidt bag efter.#) + +_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte +hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen? + +_Jørgen_. Jeg siger, den er grov, Niels! + +_Niels_. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, +saa begynder han alt at gale. + +_Jørgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op +endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du +lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham +Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e. + +_Niels_. Ja saa, har hun det? + +_Jørgen_. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged. + +_Niels_. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen. + +_Jørgen_. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv +besørger det. + +_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak? + +_Jørgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som +han kunde bryde sin Hals paa. + +_Niels_. Hvad skulde det være for en Steen? + +_Jørgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved +Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs. + +_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae +til, Jørgen? + +_Jørgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels. + +#(Tæppet falder.)# + + * * * * * + + + + +ANDEN AKT. + + + + + * * * * * + +#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til +Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.# + + * * * * * + + + + +FØRSTE SCENE. + + +_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et +synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem +de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, +baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har +sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for +Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom +Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, +#(læser)# "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie +med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og sætter +sig derpaa ved Bordet.)# See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er +Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, +og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien. + +#(læser:)# + + +"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, +Mine Øien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale." + + +#(taler:)# + +To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en +Frøken.... + +#(læser:)# + + +"Den ene begyndte en Vise at kvæde +Saa faurt over alle Kvinder. +Striden Strøm den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde." + + +#(taler:)# + +Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer +mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er +der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at +see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun. + +#(læser:)# + + +"Striden Strøm den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne." + + +#(taler:)# + +Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og +musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. +Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over +Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som +hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun +er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo +være god for sig, tænker jeg. #(læser sagte videre.)# Jeg gad ellers +vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort +fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er +næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder +det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. +Visen ender saa underlig alvorligt. + +#(læser:)# + + +"Thi raader jeg hver dannis Svend, +Som ride vil i Skove, +Han ride sig ikke til Elvehøi +Og lægge sig der at sove. +Siden jeg hende først saae." + + +#(taler:)# + +Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred +kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer +ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En +Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. #(skriver.)# Nummer +223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhørende.... Jomfru +eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken.... Ane Sofie.... og saa en +Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og +tager fat paa den næste. #(Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa +Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget +tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de +Indtrædende.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen_. + + +_Jørgen_ #(i Døren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest +slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. +Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, +at I selv lønner ham. + +_Peder_. Ja men det gjør jeg ikke. + +_Jørgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I +ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele +Indtægten af Embedet ... i det første Aar. + +_Peder_. Hele Indtægten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjælpedegn? + +_Jørgen_. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel? + +_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den +Skriverdreng. + +_Jørgen._ Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne +Ansigt. + +_Peder._ Men det første jeg træffer ham...! + +_Jørgen._ Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen +spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer +I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en +duelig Person. + +_Peder._ Hvad er det da for en Person? + +_Jørgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig. + +_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...? + +_Jørgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder +mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har +ogsaa lovet at gjengjælde mig. + +_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn? + +_Jørgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham +ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, +for saa bliver det den nye Skriverdreng. + +_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa +komme ind til Baronen. + +_Jørgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer. + +#(idet han vender sig, træder _Ambrosius_ frem.)# + +_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede. + +_Jørgen._ Hvad! Staaer I her og lurer? + +_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke +skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, +veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen +ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren. + +_Jørgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre +Bestillinger? + +_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig +komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er! + +_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra +Kjøbenhavn. + +_Peder_. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt +Foden i Kjøbenhavn. + +_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus. + +_Peder_. Er jeg? + +_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul +Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum. + +_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager +han mig for en Anden. + +_Ambrosius_. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn? + +_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg +vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere. + +_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke +ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være? + +_Peder_. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet. + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys? + +_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn. + +_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en +Pandekage? + +_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe! + +_Jørgen_. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer! + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane? + +_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, +Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen! + +_Jørgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer +aldrig godt; I maa styre Jer. + +_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? +Slip mig, siger jeg! + +_Jørgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for +Jer. + + + + +TREDIE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Høire).# + + +_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke +befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men +Degnen vilde ikke lade sig sige. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer +Rasmussen? + +_Peder_. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit +Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes +Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ... + +_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer? + +_Peder_. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men _det_ tænkte den +høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og +Palmetræer ... _det_ tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar +siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og +Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive +skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane. + +_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham +for en Hane? + +_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han +kan! Jeg har Vidne paa hans Mund. + +_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har +tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte +værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, +som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, +og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele +Anledningen. + +_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig +op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, +saa.... + +_Peder_. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han +har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var +den femtende Søndag efter Trinitatis.... + +_Jørgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre. + +_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og +Altergang.... + +_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort? + +_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, +som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. #(til +Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan! + +_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I +har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer? + +_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius! + +_Peder_. Ja men.... + +_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. +Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For +Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med +Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig +paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! +Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jørgen_, som vil +følge:)# Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde _han_ at +skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være +Degnens Fortaler? + +_Jørgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg +kunde. + +_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden +Skriveren, som gjør Register over Bøgerne. + +_Jørgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru +Geheimeraadinden. + +_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog? + +_Jørgen_. Det er ... en Historiebog. + +_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne +Titelen! + +_Jørgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om +Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens +Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette +Aar. + +_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her? + +_Ambrosius_. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en +maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg +ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller +Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig +udkommen i Trykken? + +#(Bodil ind fra Venstre).# + +_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa +have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger? + + + + +FJERDE SCENE. + +#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.# + + +_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, +vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at +følge med. + +_Baronen_. Skriveren ... med Frøken Abigael? + +_Ambrosius_. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide +paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af +har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den +Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig +med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium. + +_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus? + +_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jørgen:)# Her er den Bog, +I forlangte. + +#(_Jørgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)# + +_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham. + +#(_Baronen_ ud til Høire.)# + +_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal +vi ud i det Frie og høre Fuglene synge. + +_Bodil_. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren. + +_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger +baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg +kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. +Hvor er Frøkenen? + +_Bodil_. I Havestuen. + +_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax! + +#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)# + + +Skuepladsen forandres til: + +#Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, +Portræter paa Væggene.# + + + + +FEMTE SCENE. + +_Geheimeraadinden og Jørgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden +lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)# + + +_Jørgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi +jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg +havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen +engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde. + +_Geheimeraadinden_. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig +kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage. + +_Jørgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst. + +_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han +sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... +Skriverkarlen? + +_Jørgen_. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. +Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven. + +_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen? + +_Jørgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ... + +_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik. + +_Jørgen_. Ja--nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme +Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham? + +_Jørgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne +Skriverkarl? Hvor stammer han fra? + +_Jørgen_. Fra Gummerup, Eders Naade. + +_Geheimeraadinden_. Gummerup? + +_Jørgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans +Fader er Skræder. + +_Geheimeraadinden_ Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen +Education ... nogen Opdragelse, mener jeg? + +_Jørgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive +Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl +som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den +naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og +Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han +saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig +vide, _hvor_ langt han kan komme. + +_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med +Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, #(fornem.)# Som +sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne +Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede! + +_Jørgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med +Herren, og de kom ridende hjem sammen. + +_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham + +_Jørgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale? + +_Geheimeraadinden_ Ikke for Øieblikket. + +_Jørgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke +rigtig--jeg tænkte det nok. + +#(Jørgen ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener, +og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er +alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro +til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine +Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig +ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt. + + + + +SJETTE SCENE. + +_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)# + + +_Claus. A votre service, chère maman_. Jeg ønsker Jer en god Morgen +#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama +idag. Har I sovet godt? + +_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, +og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit +Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu +er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften +naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om +Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet +adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg +virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller +Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre +Besked. + +_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste. + +_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver +Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som +informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom. + +_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget. +Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i +den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; +Tra la la, la la!"_ + +_Geheimeraadinden_. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, +hun er passionneret for. + +_Claus_. Hvorledes mener Mama? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du +lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en +gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge. + +_Claus_. Jeg? _Dieu m'en préserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei +igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en +Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke +hvad. + +_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene. + +_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig +Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... +_ah fi donc!_ + +_Geheimeraadinden_. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne +Sag--ligesom, _en passant_ bemærket, adskillige andre Sager--altfor +legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. +Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved +Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et +saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, +og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa +din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have +Indflydelse paa din Fremtids Lykke. + +_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas +Alvor? + +_Geheimeraadinden_. Hvilket? + +_Claus_. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor +morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig +Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tør vel +sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig +sandelig ikke til at troe. + +_Geheimeraadinden._ Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte +Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig +tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som +Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som +paa en Rose. + +_Claus_. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education--Mama maa +virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa +Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun +eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, +det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt. + +_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et +Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"? + +_Claus_. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det +mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer! + +_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa +havt en Passion, da jeg var ung. + +_Claus_. Mama er jo ung endnu. + +_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden +for mit første ungdommelige Sværmeri? + +_Claus_ Var det ikke Papa? + +_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte. + +_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de +sorte Øine? + +_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget +Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i +Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader. + +_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse. + +_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af +Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i +det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel +opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg +kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes +Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende +Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den +Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke +fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad +Skriveren angaaer.... + +_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det +første, jeg træffer ham i Abigaels _présence_, skal jeg begegne ham +saaledes.... + +_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt +værre. Du maa behandle ham.... + +_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er +just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen +paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ... + +_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder. + +_Claus_. Af en Skræder! Det er mageløst! En _tailleur de campagne_, ha, +ha, ha! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Høire).# + + +_Baronen_. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og +besee min Planteskole? + +_Geheimeraadinden_. Med største Fornøielse. Det vil være mig af +særdeles Interesse. + +_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus? + +_Geheimeraadinden_. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende +imøde, som er ude at promenere med ... + +_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er +en honnet og vellært Person. + +_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke +distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, +som er mere magtpaaliggende? + +_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage +Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet. + +_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min +Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke +presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun +ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn. + +_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just +Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at +Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns +Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde +i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min +Søns Permission desuden udløben. + +_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie +Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus? + +_Claus_. Et Par Gange har jeg berørt det--med al mulig Delicatesse +naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig. + +_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt +reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg +gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg +pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i +den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan +Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver +det. + +_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og +egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsøger Abigael og +meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den +vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven. + +_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa +Kjærlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjære Claus! Saae Baronen, +hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets +og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre? + +_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde +jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man +veed Pinedød ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne +Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen. + +#(Begge ud til Høire.)# + + + + +OTTENDE SCENE. + +_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. +Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og +Blomster.)# + + +_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, +nu veed jeg Besked. + +_Ambrosius_. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over +efter Luthen? + +_Abigael_. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; +kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med +Selskab, om I ellers har Leilighed. + +_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke. + +_Abigael_. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og +andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn. + +_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte +med, men naar Frøkenen er nøiet.... + +_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens +de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker +Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i +Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for +mig, om I vil. + +_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig +øvet i den Gjerning. + +_Abigael_. Betyder Intet, den lærer I snart. #(Hun giver ham Garnet og +viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa +der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op)# +Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters +Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de +forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor +falder I paa Sligt? + +_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg +spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og +Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken! + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det? + +_Ambrosius_. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie +eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer--hvad gjør vi +Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _født_ er vel en Trøst, men bedre +vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _død_ er hele Sagen." Det +kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne. + +_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever? + +_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver +eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, +og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i +fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen +rører dem med ublid Haand. + +_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af +Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ... +#(hører op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler +Kjærlighed? + +_Ambrosius_. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har +stor Kjærlighed til Solen. + +_Abigael_. Hvorfor tænker I det? + +_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et +Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær. + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket. + +_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men +desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig +jo ligesom op efter den med deres Blade. + +_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer +sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde? + +_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det +sagtens ikke til. + +_Abigael_. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke +vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I +holder Jer saa fjernt. + +_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig +Skriverkarl lider Jer eller ei. + +_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I +talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs +og den rige Rosenblomme. + +_Ambrosius_ #(med Liv, idet han træder et Skridt frem).# Troer I da +ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler? + +_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig +altfor nær. + +_Ambrosius_ #(trædende tilbage).# Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa. + +_Abigael_. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og +Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde. + +_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det +Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og +som Blomsterne fortalte mig Allehaande. + +_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg høre Noget om. +Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang +... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi +den er ikke ret udfoldet endnu. + +_Ambrosius_ #(som har nærmet sig)# Omendskjøndt den er ung, fortæller +den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først +var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en +Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret +omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og +slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede +den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt +hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste +op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og +Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i +Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag +samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag--og saa +brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem +af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og +de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, +og saa ... + +_Abigael_. Hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa døde den. + +_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu. + +_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. +"Vel _død_ er hele Sagen". + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa +_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den +stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg +saa vist ønske, det var ugjort. + +_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes +og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den. + +_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, +Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen. + +(#_Ambrosius_ træder et Skridt tilbage.)# + + + + +NIENDE SCENE. + +_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min +Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken. + +_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg +havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan +Monsieur Ambrosius vidne for mig. + +_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke +fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg +kommer da ikke til Forstyrrelse? + +_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri +Audients. + +_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Øine. #(til +Ambrosius:)# Han kan gjerne forføie sig bort. + +_Ambrosius_. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae? + +_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende. + +_Claus_. Tillader I, skal jeg.... + +_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts +Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig. + +_Claus_. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn +med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, +hvad var det nu hun hed...? + +_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne. + +_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen +veed nok, hvem jeg mener. + +_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare +smigrende. + +_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle! + +_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, +eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem +er saa Uhyret? + +_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin +Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv +mig Garnet! + +_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I +kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans +Tjeneste. + +_Claus_. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten +aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders +Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med +Traad og Garn. + +_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en +Bondeskræder? + +_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af +Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et +nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk. + +_Claus_. Menneskekjærligt--hvad vil han sige dermed? + +_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der +skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for. + +_Abigael_ #(smilende).# Saamænd, I har ikke saa ganske Uret. + +_Ambrosius_. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det +er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere. + +_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal? + +_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke +Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en +skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven +nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der +staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? +Eller veed I ikke ... + +_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller +bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, +#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden +vi ikke kan blive alene ... + +_Abigael_. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik? + +_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed +dependerer deraf. + +_Abigael_. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig +at faae det sagt. + +_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa +mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne +Leilighed bliver declareret. + +#(_Ambrosius_ gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)# + +_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet +over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader +samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner? + +_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde +underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ... + +_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders Ærind? I +mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I være foruden, naar I har min +Faders? + +_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid +sagt Nei dertil. + +_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I +Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte? + +_Claus_. Vidner! Men, _ma chère amie_, jeg beder Jer indstændig. Vi har +jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo +Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, +med vore Forældres _consentement_. + +_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og +Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen? + +_Claus_. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed? + +_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa +voxet fra _mine_, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel +tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og +aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ... + +_Ambrosius_. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader +I vel, at jeg fjerner mig? + +_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... +og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at +jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg +efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders +Umag! + +_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste. + +_Claus_. Ah, _dieu soit béni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker +jeg. + +_Abigaél_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den +ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae +tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den +bort, naar den er vissen. + +_Ambrosius_. Kaste den bort! + +_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rækker ham Rosen.)# + +_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frøken! + +_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... +hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant? + +_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Søger imellem Planterne.)# See +her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus. + +_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den +saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet. + +_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur +Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab. + +_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_. + +_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk. + +_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund. + +#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i +Baggrunden.)# + +_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?" +#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og +udbryder forbittret:)# Torskemund! + +#(Tæppet falder hurtig.)# + + + + +TREDIE AKT. + + + + + * * * * * + +#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.# + + * * * * * + + + + + +FØRSTE SCENE. + +_Abigael. Bodil._ + + +_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan +du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt +forkeert. + +_Bodil_. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig. + +_Abigael_. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa +Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun +sætter sig, _Bodil_ pynter hende)# + +_Bodil_. Venter Frøkenen Fremmede? + +_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius. + +_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret? + +_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed? + +_Bodil_. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, +han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der +vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme +ham dyrt til at staae. + +_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, +hvad du mener. + +_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i +Kjærlighed. + +_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han +kunde gjøre. + +_Bodil_. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke. + +_Abigael_. #(med en Bevægelse).# Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du +nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl? + +_Bodil_. Hørt derom har jeg vel, men ... + +_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, +som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i +mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa! + +_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den +Venlighed, I viser ham? + +_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en +Daarekiste. + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke +forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg +skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har. + +_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Sæt +mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de +Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som +andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have? + +_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke +sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot.... + +_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu +mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! +Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen. + +_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg +hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius. + +_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom? + +_Bodil_. Ja, det nævner han ikke. + +_Abigael_. Skulde det være om en anden Plads? + +_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld. + +_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en +Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget +Menneskes Hjertefred, om jeg kunde? + +_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I +faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget +Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig +i Andres. + +_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du +eller Nogen læst til Ende. + +_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller. + +_Abigael_. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men +hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand +som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai +endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er +lang Vei fra Øie til Hjerte. + +_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, +hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen. + +_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med +Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg tænkte, den var idel Fryd og +Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand. + +_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast. + +_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan +være, du har Ret; jeg skal tænke derover.--Ved du, om min Fader kommer +hjem til Middag? + +_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og +har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye +Karosse, har jeg hørt. + +_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ... + +_Bodil_. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr. + +_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har +ikke Brug for dig længere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu +bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og +Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger +Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, +hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad +skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, +at Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens +Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog +Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil +ha'e.--Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet +og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.--Skulde det mon være +sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om +den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og +afsted til Kjøbenhavn! + + + + +ANDEN SCENE. + +_Abigael. Geheimeraadinden_. + + +_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Døren til Venstre).# Er den +naadige Frøken alene? + +_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling. + +_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har +igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig +vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved +Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en +Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om +Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to +Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ... + +_Abigael_. I selv? + +_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender +den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og +svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været +der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe +i sligt et stateligt Huus? + +_Abigael_. Saamænd, det kunde være artigt nok. + +_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet +Huusgeraad? + +_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget. + +_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du +bedst? + +_Abigael_. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende. + +_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der +skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de +Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer +kjørende--prægtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med +Løbere foran. + +_Abigael_. Med Løbere, siger I? + +_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. +Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer +de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene +hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge +Folk? + +_Abigael_. Hvilke unge Folk? + +_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos +dig og Claus naturligviis. + +_Abigael_. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i +Tiden. + +_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel? + +_Abigael_. Ja, hvem kan vide? + +_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at +regne, siden det er Mikkelsdag imorgen. + +_Abigael_. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet +ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid +og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari. + +_Geheimeraadinden_. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord +sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, +at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan +forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. +Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, +at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa +vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt +saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed +for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder. + +_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung? + +_Geheimeraadinden_. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let. + +_Abigael_. Ja ... Kjærlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at +han bærer Kjærlighed til dig. + +_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis. + +_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, _naar_ det +skal være. + +_Abigael_. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for +meget. + +_Geheimeraadinden_. Hvad mener du? + +_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette? + +_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i +denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, +at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag. + +_Abigael_. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det. + +_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at +vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske. + +_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke +paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen. + +_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu +frygter han.... + +_Abigael_. For hvad? + +_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde +Jaordet ud. + +_Abigael_. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som +siden. + +_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du? + +_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde +mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert +Øieblik. + +_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(høit)# Nei, nei, mit +kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre +os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme. + +_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_ Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig +embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa +kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde +hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber +Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een +Familie.--Og hør, _à propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu +hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og +desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af +Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen +Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn. + +_Abigael_. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? +Aa ja, kan hænde, det var det Bedste. + +_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, +min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose +klæder dig smukt! + +_Abigael_. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand +Natten over. + +_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at +han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham +vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt. + +_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behøves ikke. + +_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til +Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_ +Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig +Skriveren. _Adieu, ma chère! Au revoir!_ + +#(Hun gaaer ud til Venstre)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_Abigael. Ambrosius_. + + +_Abigael_. Kom ind! + +_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. +Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke +Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for +Mikkelsdags Aften at være. + +_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius. + +_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel? + +_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i +Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have +den til Fødselsdagsgave. + +_Ambrosius_. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen? + +_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen. + +_Ambrosius_. Men i Overmorgen? + +_Abigael_. Nei, ikke for det første ... ikke før Fødselsdagen er omme. + +_Ambrosius_. Ikke før! + +_Abigael_. Der jo kun tre Dage til. + +_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed. + +_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa. + +_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og +Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev +øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen +meer. + +_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var en +underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag? + +_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, +som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa +den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan +faae smukke Høstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil +jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid. + +_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa +synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer +Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke? + +_Ambrosius_. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for +gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at +Rosenknoppen--den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske +bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og +det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en +Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare +evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee. + +_Abigael_. Jeg leer ikke. + +_Ambrosius_. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig? + +_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa +kastede I den vel bort? + +_Ambrosius_. Nei. + +_Abigael_. Hvad gjorde I da med den? + +_Ambrosius_. Jeg ... + +_Abigael_. Naa? + +*** + +_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte +jeg den. + +_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre. + +_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød +mig saadan i Pennen af sig selv. + +_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre +Vers? + +_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og +andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op +af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med +Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden. + +_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den +Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", +som I kalder det? + +_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og +tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde +forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde +levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det +med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en +underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste +op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den +døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede +og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers +forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt. + +_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog +mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld. + +_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan +sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig. + +#(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Lad mig dig ret betragte +Og paa den Skønhed agte, +Som meer end Konst og Pragt +Er i dit Bæger lagt." + +"Du deilig Rosenknop, +Hvis Blade gjer saa mange +Smaa Labyrinters Gange +Og dufte Luften op, +Du deilig Rosenknop!" + +"Du deilig Rosenknop! +Igaar sad du med Glæde +Smukt paa dit Tornesæde; +Men du blev brudt, og see, +Idag du visnede." + +"Du deilig Rosenknop, +Din friske Farve svinder, +Dit matte Rødt mig minder, +At Herlighed forgaaer +Og Skønhed Ende faaer." + +"Du deilig Rosenknop, +Naturens Mesterstykke! +Ak, hvor er nu dit Smykke? +Igaar Du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +_Abigael_. Vil I skjænke mig den Opskrift? + +_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde +jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee +bleven kjønnere. + +_Abigael_. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok. + +_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok +for Jer, naadige Frøken! + +_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere. + +_Ambrosius_ #(rækker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I +har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord? + +_Abigael_. Vist ikke ... Farvel! + +_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har +jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for +nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders +Vrede. + +_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for? + +_Ambrosius_. Er I da bedrøvet? + +_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men +ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side +foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end +denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om. + +_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette? + +_Abigael_. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og +Indbildning Altsammen. + +_Ambrosius_. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa +selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til +udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets +Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den +skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var +mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak +en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som +et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. +Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar +jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er +skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om! + +_Abigael_ #(med tilkæmpet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur +Ambrosius! I taler over Jer. + +_Ambrosius._ I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv +min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa +forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig? + +_Abigael_. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg +hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, +baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen. + +_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi? + +_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, +som I forhen sagde. + +_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke +længer, at de visner! + +_Abigael_. Farvel! + +#(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker +_Claus_ ind fra Baggrunden).# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael. Junker Claus_. + + +_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tête á +tête_...? + +_Abigael._ Som nu er forbi. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).# + +_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(høit).# Jeg er saa +lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i.... + +_Abigael_. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket. + +_Claus_. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i +Eders Tanker ... ikke? + +_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist. _Claus_ +#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(høit)# +Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det +være bekjendt ved Hove. + +_Abigael_ #(som før).# Allerede? + +_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at +naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, +saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en +Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? +Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...? + +_Abigael_ #(som før).# Hvem mener I? + +_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske mærkværdigt, +saa distrait hun er. #(høit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv, +elskværdigste Abigael. + +_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg +havde ikke Tankerne med mig. + +_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer +jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer +Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer? + +_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu +maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. +Vi sees ved Middagsbordet. + +#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).# + +_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen +kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun +havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og +desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men +ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer +mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi! +Il faut le mettre à la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan +jeg skulde gribe det an. + + + + +FEMTE SCENE. + +_Junker Claus. Jørgen_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget _à propos_. + +_Jørgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride? + +_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider +jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden +har talt med dig igaar? + +_Jørgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa. + +_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa +Gaarden. + +_Jørgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten +ogsaa, Hendes Naade gjorde. + +_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun +spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med +Situationen. + +_Jørgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen! + +_Jørgen_. Hr. Kammerjunker? + +_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen. + +_Jørgen_. Skriverkarlen? + +_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind +allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig. + +_Jørgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. +Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han +er jo svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken +ogsaa. + +_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende. + +_Jørgen_. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade +et Ord falde til Frøkenen derom. + +_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har +naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun +er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. +aldeles væk! + +_Jørgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i +Sadlen, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en +eller anden Maade faae ham.... + +_Jørgen_. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok tænkt paa det. + +_Claus_. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! +Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar +jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa? + +_Jørgen_. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe +sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa +Porten. + +_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare +længe. + +_Jørgen_. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er +svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og +Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har +Noget i Ho'edet. + +_Claus_. Drikker han? + +_Jørgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en +Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget. + +_Claus_. Naa, og saa mener du...? + +_Jørgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er +det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og +paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer +bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke +at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, +man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et +godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ... + +_Claus_. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit +Kammer og sover Rusen ud. + +_Jørgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige +Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet +med Sang og Spil? + +_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Très bien_, det er meget +godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud +efter ham? + +_Jørgen_. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert? + +_Jørgen_. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for. + +_Claus_. Ah, du mener, at jeg.... + +_Jørgen_. Og den naadige Frue.... + +_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det? + +_Jørgen_. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt +Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt. + +_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren.... + +_Jørgen_. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, naar der bliver +pirret lidt ved ham. + +_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger _du_ for.... + +_Jørgen_. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. +Kammerjunkeren forlade sig paa. + +_Claus_. Det Andet skal jeg nok besørge. + +_Jørgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme +ud før Tiden. + +_Claus_. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er +Diplomat. Naar man har været sex Maaneder _Secrétaire intime_ hos Hs. +Majestæts _Envoyé_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire +delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer ud +ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt +om. + +_Jørgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert. + +#(De gaae hver ud ad sin Dør.)# + +#Skuepladsen forandres til:# + +#Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.# + + + + +SJETTE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Bodil_. + + +_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdøren.)# Nei, her er heller Ingen. +#(Han træder ind, _Bodil_ følger.)# + +_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for +her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, +naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke +var i Bibliotheket. + +_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i +Eenrum, før jeg reiser videre. + +_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo +knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted! + +_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og +længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har +han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor +han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden. + +_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan. + +_Hans Lauritsen_. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans +Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente +paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig +og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre +for. + +_Bodil_. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min +kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders +Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har +Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ... + +_Hans Lauritsen_. Og det er? + +_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi +her er ikke godt for ham at være. + +_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I +dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel? + +_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, +men det fik være det samme, naar blot.... + +_Hans Lauritsen_. Naar blot? + +_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med +ham, som jeg ikke forstaaer mig paa. + +_Hans Lauritsen_. Hvorledes det? + +_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let +hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var. + +_Hans Lauritsen_. Skulde det være muligt? + +_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns +een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men +det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et +Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant +skulde hænde den gode Ambrosius. + +_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet +rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan +Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo +heller--og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, +at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig +for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin +Tjeneste og reise herfra. + +_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der +kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge. + +_Hans Lauritsen_. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, +jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen +bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden. + +_Bodil_. Ak, allerede! + +_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste +Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, +Bodil! #(_Bodil_ ud, et Øieblik efter _Ambrosius_ ind.)# + + + + +SYVENDE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Ambrosius_. + + +_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius! + +_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? +#(omfavner ham.)# Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer +du lige fra Kjøbenhavn? + +_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre. + +_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her +en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det +er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok +til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar +jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør +Gjengjæld. + +_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan +destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt +Tid. + +_Ambrosius_. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et +Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en +Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er +en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. +#(Han trækker Flasken op og skjænker.)# See her, hvor den spiller i +de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa +dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans +Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da +aldrig at komme over, den var for høi for mig. + +_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. +Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et +Brev.)# + +_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem? + +_Hans Lauritsen_. Ja gjæt engang! + +_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, +siden du er borte. + +_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din +gamle Velynder, Professor Holberg. + +_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter +Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig +endnu paa mig--paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld? +Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen +Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos +ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og +sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, +men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget +Andet af ham end en simpel Sanglærke--hører han det! Gud være med ham! +Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"--Og han har +tilskrevet mig! Men i hvad Anledning? + +_Hans Lauritsen_. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked. + +_Ambrosius_ #(læser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans +Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin _examen +theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei +engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller +_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham +alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at +forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget +sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i +adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig +Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans +omflakkende Levnet--men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er +lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham +selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det +gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis +og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe +har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede +_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med +samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, +som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans +Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve +længe og skrive mange Comedier endnu! + +_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see +paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden? + +_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op +igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har +at gjøre mig. + +_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung +Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor +han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri +Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur +af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være +tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp +absolvere den theologiske Examen. + +_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge +mig? + +_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har +rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at +"Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det +fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du +seer saa alvorlig ud med eet? + +_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa +uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig? + +_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig +over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din +Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn +lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter. + +_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen. + +_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen. + +_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen. + +_Hans Lauritsen_. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg +har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han +videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at +geleide ham. + +_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden. + +_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige? + +_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; +hvorfor skulde jeg saa reise? + +_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en +beskeden Lykke, den. + +_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, +du før talte om. + +_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker +Andet under. + +_Ambrosius_. Hvad skulde det være? + +_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi +har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med +hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig? + +_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom? + +_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit +Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom. + +_Ambrosius_. Om hvad? + +_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig +Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed. + +_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har +tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker +hende. + +_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg! + +_Ambrosius_. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med +Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men +tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange +Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden. + +_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun +Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange +dig i sine Snarer. + +_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har +Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har +mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det +usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er +jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting +er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, +er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke +ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde! + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, +saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har +skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er +ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det +føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er +over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, +at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig. + +_Ambrosius_. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see +hende og høre hende tale--intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, +hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte. + +_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du +sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun +nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa? + +_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa +slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne! + +_Hans Lauritsen_. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et +Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af? + +_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig +... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, +end jeg har Kaft til at yde.... + +_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde +vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende +det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig +har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde +takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er +Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem +til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har +skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for +Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne +Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker +den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter +en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister! + +_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt +det, som lyser for mig, Hans Lauritsen! + +_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart +være udbrændt. + +_Ambrosius_. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort--jeg ønsker ikke +bedre. + +_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du +faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve +længe og fattigt, hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end +Velstand og gode Dage. + +_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og +Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, +for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt. + +_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der +gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser? + +_Hans Lauritsen_. Men der kan være Andre, som har samme Magt. + +_Ambrosius_. Troer du? + +_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa +lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet +i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med +mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense. + +_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop +bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en +skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort. + +_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke +til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans +Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her. + +_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det +dit sidste Ord? + +_Ambrosius_. Ja. + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie +er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, +han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for +meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel! + +_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt? + +_Hans Lauritsen_. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel +Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, +Ambrosius, bitterlig ondt. + +_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad +os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen +... #(bevæget.)# Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan +ikke Andet! Og lev saa vel! + +_Hans Lauritsen_. Lev vel! + +#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)# + +_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ først saae! + +#(Tæppet falder.)# + + * * * * * + + + + +FJERDE AKT. + + + + + * * * * * + +#(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. Et større og et mindre Bord, Stole m. +m)# + + * * * * * + + + + + +FØRSTE SCENE. + +#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister +_Søren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjæster_ (komme ind fra +Venstre). Strax efter _Jørqen_ og _Bodil_.# + + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders +Naade! + +_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_ + +_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister! + +_Magisteren_. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain! + +_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at +smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til +Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter +den Konst, ha, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin herind, +Jørgen ... af den ældste. + +_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Ønsker Eders Naade en Kop Kaffe? + +_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn! + +_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med. + +_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er +tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder. + +_Abigael_. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af +Huusholdersken. + +_Baronen_. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha! + +_Gjæster_. Ha, ha, ha! + +_Claus_. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand. + +#(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen af Jørgen.)# + +_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. +Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller +ikke? + +_Captainen_. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er +edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen. + +_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere +Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der +har drukket sin Familie op, ha, ha, ha! + +_Gjæster._ Ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det være mig tilladt at +bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel +hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--næst efter +ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn, +har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin +Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklæder og digter +et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan +trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvæger man +ogsaa sit Legem, for at ... + +_Baronen._ Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar +Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker +bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter +Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, +saa havde vi det at forslaae Tiden med. + +_Jørgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens +Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)# +Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot for, +at han bliver kaldt herop. + +_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige +Gratulationsvers? + +_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den +Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke +Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat +Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke +sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne +op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, +ha, ha! + +_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, +at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik? + +_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tænkt +paa. + +_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen +vilde tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er +Fremmede tilstede? + +_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, naar +jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det +samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde +Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders +Naade har vel ikke Noget derimod? + +_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa Tyendet, +at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang +imellem, ikke for ofte. + +_Baronen_, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! #(_Jørgen_ gaaer ud +i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning +Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger +... ikke sandt, Abigael? + +_Åbigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjæsterne +har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet? + +_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer +det. Hvad mener I, Magister Søren? + +_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give +_min_ ringe Mening tilkjende herudi ... + +_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den! + +_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet +staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske +nøie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille +meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind +Fodskridt gaae." + +_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen paa +begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være? + +_Magisteren_, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. +Baronen. + +_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! +Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister? + +_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker +unægtelig--med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse--at staae, +_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet. + +_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig +ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter +Tromlen og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens +Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, +ha! + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels +Bruus_ og _Jørgen_ #(fra Baggrunden).# + +_Peder_ #(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og +begynder strax)# Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet, +jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men +sandt at sige ... + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(halv høit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord +paa Munden endnu. + +_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først, +din Kylling! + +_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om? + +_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at +Hanen bør gale før Kyllingen. + +_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham. + +_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha! + +_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit +Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... +jeg er ikke ret oplagt til at synge idag. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min +Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme? + +_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som +sagt.... + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjør ikke min Fader vred, +Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene. + +_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge! + +_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til? + +_Claus_. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg. + +_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...? + +_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, +Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, +det har han jo før viist Prøver paa. + +_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa. + +_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, +Jørgen! + +_Jørgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om +pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu. +#(høit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og +Ridefogden? + +_Baronen_. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer +Geisten nok over ham. + +_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot +finde de rette Ord! + +_Baronen_. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! + +_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er +Improvisation).# + + +Jeg synge skal en Vise, +Velan, jeg er bered; +Det Bedste vil jeg prise, +Som jeg i Verden veed: +Musikens muntre Lyst +Og Druesaftens Trøst, +Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst. + +Den gyldne Viin mig kvæger +Og gjør mig glad og fri; +Men har jeg tømt mit Bæger, +Saa er den Fryd forbi. +Musik og lystig Sang +Fornøier mangen Gang, +Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang. + +Nei, meer end lifligst Drue +Og deiligste Musik, +Jeg priser Elskovs Lue, +Som til mit Hjerte gik. +Den af et Ord blev fød +Og flammed op til Glød, +Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død! + + +_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjør Æg. + +_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter +Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e +os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, +Jørgen! #(det skeer).# + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ... + +_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset +paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler +paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen! +#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en +Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!... +Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig +fattig Svend god eller ei!... + +_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, +Captain! + +_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke +til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende +vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)# + +_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, +ha! + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke +Jer selv mægtig. + +_Ambrosius_ #(halv høit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er +ikke mig selv mægtig. + +_Abigael_ #(som før).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt, +længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer +I mig. Har I forstaaet det? + +_Ambrosius_ #(som før).# Ja. + +_Abigael_ #(som før).# Og drik saa ikke Meer ... hører I!... For min +Skyld! + +_Ambrosius_ #(som før).# For _Eders_ Skyld! + +_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael +hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den +var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette +faaer en Ende. + +#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Døren til Venstre.)# + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det +var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud +paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud. + +_Peder_ #(halv høit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat +til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale. + +_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit? + +_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, +som skal gaae for sig idag. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag! + +_Captainen_. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en +dobbelt Fest. + +_Gjæster_. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke! + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente +endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med +sin Middagslur ... ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til +mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har +tænkt at holde til det unge Par. + +_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok +vare Jer ad, naar Tiden er der. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren +som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves +idag? + +_Jørgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr. +Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. #(til Ambrosius, høit.)# +Et lille Glas endnu, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! +#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)# + +_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele +Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi +høitideligholde. + +_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare +en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter +til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke +kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, +Jørgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til +Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe! + +_Peder_ #(halv høit til Jørgen, som skjænker for ham).# Den +Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint, +gjør jeg! + +_Jørgen_ #(halv høit).# Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude, +kommer og frem.--Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for +lidt siden? De stod jo her næst ved Jer. + +_Peder_ #(som før).# Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg +er saa gal i Hovedet, at.... + +_Jørgen_ #(som før, til Niels Bruus).# Hørte du heller ikke Noget, +Niels? + +_Niels_ #(halv høit).# Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at +gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... men jeg regarderede ikke videre +derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke +drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag. + +_Jørgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetræ #(seer sig +om).# Og Frøkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Løier! + +_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller +synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt? + +_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, +naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om +Ungersvenden, som blev elleskudt. + +_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... +jeg kjender det ... i Ryggen. + +_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det, +skal I vide. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber +det rundt for ham, ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)# + + +Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, +Mine Øien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale. +Siden jeg _hende_ først saae. + + +#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men +den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde +paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som +Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa faur +over alle Kvinder, #(synger:)# + + +Striden Strøm, den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne. + + +_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en +Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha! + +_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver +morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev +skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer. + +_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin +Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor? +For han var egentlig en Frø.... _Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, #(halv +sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre +Intet af. #(høit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak +... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde +Ingen af dem see, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_ #(synger:)# + + +De dandsed ud, de dandsed ind +Alt i den Elvefærd; +Alt sad fauren Ungersvend +Og støtted sig til sit Sværd. + + +#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Træer og Buske og Stene +... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen rundt. Og +saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig +Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til +Randen med liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke +Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hørte +det ... #(høit.)# Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand #(han +slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det +Samme...! + +_Baronen_. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er +nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig +en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv. + +_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det! + +_Baronen_. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under +Vandspringet, til Rusen er gaaet over. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Men nu slap han jo fra os! + +_Jørgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en +Slæde i Veien. + +_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den +syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men +naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke +sund Sands i Alt, hvad han sagde. + +_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen! + +_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra +Djævlen, der er Løgnens Fader. + +_Geheimeraadinden_. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. +Baron! + +_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at +jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele. + +_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund. + +_Baronen_. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. +Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.--I er vel +færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien +gaae an. + +_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at +forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende +haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres +Hjerter i Kjærlighedens Pagt. + +_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne? + +_Geheimeraadinden_. Kald paa Frøkenen, Bodil! + +_Bodil_ #(som har været beskæftiget ved Kaffebordet).# Frøkenen er +gaaet ud for en Stund siden. + +_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun +gaaet hen da? + +_Bodil_. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven. + +_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optøier! #(til Bodil.)# Saa gaa +ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid! + +#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)# + +_Geheimeraadinden._ Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære +Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik. + +_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven. + +_Jørgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr. +Kammerjunker. + +_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det. + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)# + + +_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens +Hoved sat i Lave igjen, Niels? + +_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra +mig. + +_Baronen_. Løb han fra dig? + +_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld +Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade +ham rende Rusen af sig. + +_Jørgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren +nu, hvad jeg meente? + +_Claus_ #(afsides).# _Sacré nom!_ #(høit.)# Kjære Svigerpapa maa +excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person +befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv +gaae hende imøde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt. + +_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen +Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae +hende imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke +foretages Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders +Naade? + +_Geheimeraadinden._ Med Fornøielse. + +_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalænge, +Magister Søren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I +før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjøre Jer Selskab. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden. +_Magister Søren_ og nogle _Gjæster_ ud til Høire.)# + +_Jørgen_ #(til Junker Claus, halv høit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa +jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad? + +_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som +paa Naale. + +_Jørgen_ #(som før).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae +ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der +troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken. + +_Claus_ #(som før).# Hvorfor troer du det? + +_Jørgen_ #(som før)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til. + +_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei. + +#(Han gaaer ud i Baggrunden).# + +_Jørgen_. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der +blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, +Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den +Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse +for Jeres Gratulationsvers. + +#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)# + +Skuepladsen forandres til: + +#(_Haven_ fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer +over til Solnedgang.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael_ #(siddende paa Bænken. Strax efter)# _Ambrosius._ + + +_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i +Uorden).# Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig, +hvad I vil! #(Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)# + +_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius? +Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer--hører I? + +_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer +for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg kun Klangen af Eders +Røst. + +_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger +Jer. + +_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil +sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal +troloves idag ... ikke sandt? + +_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at +I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders +Lykke.... + +_Ambrosius_. Til _min_ Lykke! + +_Abigael_. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud +maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre +Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke? + +_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken! + +_Abigael_. Hvorfor ikke? + +_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde. + +_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I? + +_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og +det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ... + +_Abigael_. Nu? + +_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg +dog ikke glemme Jer mere. + +_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behøver I jo ikke heller. + +_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise? + +_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel. + +_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger +jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har +jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, +end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med? + +_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig, +Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders +Skriver, og jeg er hans Datter. + +_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været +mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og +smilte til mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig +mere sanke Blomster med hinanden? + +_Abigael_. Nei, aldrig meer. + +_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa +den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens +ingen Blomster visnet. + +_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, +I vil ikke reise herfra? + +_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog +ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, +#(sagtere.)# jeg mindre end nogen, + +_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er +sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, +jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er +løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i +sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste +slet ikke, hvad Glæde var. + +_Abigael_ #(betragter ham bevæget.)# Veed I det da nu? + +_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres +mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped +Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen +Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om +Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne! + +_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rækker ham Haanden.)# + +_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle, +hvor jeg elsker Jer! #(Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)# + +_Abigael_ #(lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels +Ambrosius! #(De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, +idet hun søger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds +Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa +faaer I tage Følgerne! + + + + +FEMTE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._ +(komme ind fra Høire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jørgen og Niels +Bruus_.# + + +_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa +Færde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min +Datter Stævnemøde med Skriverkarlen? + +_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig +meget ... meget morsomt, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er +naturligviis et ganske tilfældigt Møde. + +_Captainen_. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt, +Eders Naade! + +_Baronen_. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel +ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for +mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie? + +_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ... + +_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op? + +_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende. + +_Abigael_ #(faar Øie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det +betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil? + +_Baronen_. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax? +Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene. + +_Abigael_. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa +dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver +ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det +ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag. + +_Geheimeraadinden_. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig +Spøg. + +_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spøg ... et Væddemaal! + +_Claus_. Ah, _une petite comédie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg +trækker Veiret igjen. + +_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er +attrapirt! + +_Ambrosius_ #(som før.)# Et Væddemaal ... En Spøg! + +_Baronen_. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide +det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo +rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger, +den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter +... Hvad har han at sige til sit Forsvar? + +_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har væddet om +mit Hjerteblod! + +_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som +forskyldt! + +_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig. + +_Ambrosius_ #(træder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse +for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget +med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe +Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske +har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet +imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig +jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede +lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet +deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? +Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad +forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa +river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt +den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og +hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode +Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig +gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg +endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)# + +_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes +slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som +han er, eller jeg skal...! + +_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og +knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. _Jeg_ bøier fra +nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand. + +_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I +Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om +Naade! + +_Jørgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken +Degn eller Ridefoged, Niels! + +_Ambrosius_. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... +eller saa kort, som den rækker. + +_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld, +Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem! + +_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad +ham frit gaae herfra! #(halv høit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og +lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte +vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa +sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min +Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_ +jeg ikke. + +_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han +forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens +Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer +Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund. + +_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da +slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels +Bruus.)# Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i +en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! #(til +Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa +Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det! + +_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det +Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig +meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men +skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet +være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. +Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette +mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al +min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men +endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der +kunde overleve Eder! + +_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer +ud til Høire, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Captainen_. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. +Hr. Baron fører en famos Commando. + +_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. +Captain! + +_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter +denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden? + +_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister +Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! +Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jørgen_ og _Gjæsterne_ ud +til Høire.)# + +_Claus_. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader +I? + +_Abigael_. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis +I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter. + +_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer +jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud +til Høire.)# + +_Bodil_. Har den naadige Frøken Noget at befale? + +_Abigael_. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene. + +_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae. + +_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for? + +_Bodil_. Kan I spørge derom? + +_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at +græde over? + +_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, +hvor han hverken har Brød eller Huusly? + +_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted. + +_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som +var skyldig. + +_Abigael_. Bodil! + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er +I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa? + +_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til +Høire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer? + +_Bodil_ #(seer ud til Høire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt +han gaaer og seer ned for sig! + +_Abigael_. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie +paa os! #(De træde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer +langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter +sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk, +Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han +Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven. +Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause. +_Abigael_ løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden. +Lidt efter kommer hun tilbage)# + +_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op! + +_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose + +_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den! + +#(_Bodil_ tager den op og rækker hende den. _Abigael_ betragter den et +Øieblik taus, derpaa siger hun:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Igaar du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)# + +_Bodil_. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og +alligevel...! + +_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke før nu? + +_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har +voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed! + +_Abigael_. Jeg ... lønnet! + +_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen! + +#(Junker _Claus_ kommer ind fra Høire.)# + +_Abigael_ Eller Straffen! + +#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imøde, falder +Tæppet.)# + + * * * * * + + + + + + + + + + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13599 *** |