summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/old/13599.txt
diff options
context:
space:
mode:
Diffstat (limited to 'old/13599.txt')
-rw-r--r--old/13599.txt4648
1 files changed, 4648 insertions, 0 deletions
diff --git a/old/13599.txt b/old/13599.txt
new file mode 100644
index 0000000..bd44e69
--- /dev/null
+++ b/old/13599.txt
@@ -0,0 +1,4648 @@
+The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Ambrosius
+
+Author: Chris K.F. Molbech
+
+Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ASCII
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS ***
+
+
+
+
+Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed
+Proofreading Team.
+
+
+
+
+
+
+
+AMBROSIUS.
+
+SKUESPIL I FIRE AKTER
+
+AF
+
+CHR. K. F. MOLBECH.
+
+
+
+NIENDE OPLAG.
+
+KJOBENHAVN.
+
+1893
+
+
+
+
+
+#PERSONERNE.#
+
+
+#Baronen.#
+
+#Abigael#, hans Datter.
+
+#Bodil#, hendes Kammerpige.
+
+#Geheimeraadinden#.
+
+#Junker Claus#, hendes Son.
+
+#Ambrosius Stub#, Student.
+
+#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien.
+
+#Jorgen#, Kammertjener.
+
+#Magister Soren#, Sognepraest.
+
+#Peder Rasmussen#, Degn.
+
+#Niels Bruus#, Ridefoged.
+
+#v. Reinsberg#, Captain.
+
+#Gjaester#.
+
+
+Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#.
+
+
+
+FORSTE AKT.
+
+
+
+
+ * * * * *
+
+#Have, med Traeer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et
+gammelt Egetrae med en Baenk foran. I Baggrunden et lavt Gjaerde, over
+hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne.
+Hiinsides Gjaerdet lober en Vei, som forer langsmed Haven op til
+Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+FORSTE SCENE.
+
+
+#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Hoire).#
+
+_Abigael._ Det er ikke Umagen vaerd at gaae laenger, Bodil! Herfra kan vi
+see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen
+braender staerkt, omendskjondt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig
+Regn inden Aften.
+
+_Bodil._ Troer Frokenen det?
+
+_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har
+jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed
+ikke hvad.
+
+_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Faestemand hid
+i Formiddag.
+
+_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfaegte mig stort, enten Hr.
+Kammerjunkeren kommer eller gaaer.
+
+_Bodil._ Men Froken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med
+Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Host, naar
+Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjobenhavn?
+
+_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke
+saa noie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det
+er saa laenge siden.
+
+_Bodil_. Saa laenge siden?
+
+_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klaedt i Loiert og Hue og laa paa
+min salig Moders Skjod, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning forste
+Gang. Jeg blev jo dobt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump
+Aar siden.
+
+_Bodil_. Det er vel Frokenens Spog? Jeg veed nok, I blev trolovet paa
+Vuggen, men siden har I jo....
+
+_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig
+ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men
+beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har
+min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.
+
+_Bodil_. Uden at sporge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da
+bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?
+
+_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hort paa
+ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget klogtig; men
+han rider godt og danser udmaerket.
+
+_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?
+
+_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde
+jeg nu min Bosse, saa var Morten vaek! Saa, nu slap han ind bag en
+Groftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du,
+man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du
+og din Student engang kommer sammen i et lidet Praeste-eller Degnekald,
+hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjaerligheden til Hjaelp, for at
+bode paa den magre Indkomst; men er man adelig fodt og har Midler nok,
+saa gives der bedre Tidkort end at naebbes og kurre. Naa, see nu ikke saa
+ulykkelig ud--det bliver nok et Praestekald.
+
+_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjor mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en
+Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine
+Foraeldres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Faestemand Hans
+Lauritsen taenker som jeg og vil vaere tilfreds, blot Vorherre under os
+det daglige Brod. Men det gjor mig ondt, at Frokenen taler saa
+ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den hoieste Lykke. Thi det
+veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte
+mig min Kjaerlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.
+
+_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjaelder for dig og
+dine Lige, gjaelder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ornen sidder
+paa hoien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
+gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
+vel Kjaerligheden hore. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
+eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
+dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg
+ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jorgen Friis eller
+Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem
+Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjor? Jeg har endnu ikke givet
+mit Lofte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil
+selv vaelge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal haenges!... Nu
+maae de vel forresten snart vaere her. Naar min Fader er med, gaaer det
+rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
+faaer Oje paa Vognen.
+
+_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Hoire).# Nei, endnu
+er der Intet at see; der er ikke en levende Sjael paa hele Veien. Jo, fra
+den anden Kant kommer der En.
+
+_Abigael_ #(som har sat sig paa Baenken).# En Bonde?
+
+_Bodil_ #(skygger med Haanden for Oinene).# Nei, skjonner jeg ret, er
+han kjobstadklaedt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
+midt i Solskinnet og baerer Hatten paa en Kjaep.
+
+_Abigael_. Kommer han her forbi?
+
+_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er
+den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har faestet!
+
+_Abigael_. Paa din Anbefaling.
+
+_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjaerestes, for selv er jeg ikke
+kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de
+fulgtes ad til Akademiet i Kjobenhavn.... Hor, kan I hore ham synge?
+#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer naermere.)#
+Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjon Rost, og Viser
+kan han ogsaa digte.
+
+_Abigael_. Ei, ei! det maa jo vaere en sjelden Fugl af en Skriver.
+
+_Bodil_. Der er han!
+
+#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
+kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjaerdet. Han baerer Hatten og en
+lille Vadsaek paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for
+Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Oie paa
+Bodil.)#
+
+
+
+
+ANDEN SCENE.
+
+_De Forrige. Ambrosius_.
+
+
+_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
+har vel hjemme her, kan jeg taenke. Forer denne Vei ret op til Gaarden?
+
+_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
+fornemme Gjaester. For Tyendet og Hovbonderne gaaer Veien om ad
+Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at folge, naar de har
+AErind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Hoire.
+
+_Ambrosius_. Horer I kanskee til Tyendet?
+
+_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Froken.
+
+_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjaerlig Hilsen
+til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi
+lidt, nu kommer jeg over til Jer.
+
+_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjont gaae
+tilbage, om ad Ladegaarden.
+
+_Ambrosius_. Skam, der gjor! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer,
+kan jeg vel og traede, omendskjondt mine Fodder er storre end Jeres. Vi
+er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjaerdet.)# Saa, her
+har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen
+hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra
+Jer Faestemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen
+staaer for Doren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og
+kommer hid paa Veien. Det skal blive Loier! Vi har ikke seet hinanden i
+tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal,
+den aerlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme!
+#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tomt! Jeg fik den i Kroen,
+hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den
+igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er
+Baronens Have. Der er ellers nok saa kjont udenfor, synes mig; der har
+man en friere Udsigt.
+
+_Abigael_. Saa skulde I vaere bleven derude.
+
+_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!
+
+_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
+naadige Froken.
+
+_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frokenen!
+
+_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder
+ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besvaerede mig
+derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Losgaenger.
+
+_Ambrosius_ #(stolt)# En Losgaenger! #(godmodig).# Naa ja, det er
+jeg vel i Grunden og, det kan Frokenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
+prove paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
+Doren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
+Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre lose Fugle
+gjor hver Dag, baade Skader og Staere og Finker og hvad de allesammen
+hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.
+
+_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?
+
+_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg synger med mit Naeb, ligesom de
+andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe.
+Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!
+
+_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
+Skaderne skraepper for naesviist, saa skyder man dem.
+
+_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Traeet
+udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
+
+_Abigael_. Jeg taenker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
+nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil
+forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
+skikkelig Person. Hvor kommer I fra?
+
+_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjobenhavn for tre Aar siden, har jeg
+konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
+laest med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.
+
+_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?
+
+_Ambrosius_. Ak, naadige Froken! det var saadan en Skjaebne. Jeg har havt
+smaa Kaar fra Barndommen af og har vaeret vant til at hjaelpe mig med
+Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om for. Nogle
+Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en
+Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjobenhavn. Siden laeste jeg en
+Stund for Kosten med en ung Person, som var Son af en Viintapper, jeg
+kjendte. Men han skulde til Tydskland i Laere, og saa blev der slaaet
+Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig vaeret; jeg boede
+paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).#
+Ja, Eders Kjaerest, Jomfru Bodil, har vaeret mig en trofast Ven. Han havde
+saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med
+mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Praeken oven i
+Kjobet, maa I troe.
+
+_Bodil_. En Praeken?
+
+_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bogerne. Han gik nu
+altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
+lille Svinkeaerind til Hojre og Venstre.
+
+_Abigael_. Ja, har I vaeret saa vidtloftig i Alt, som I er i Eders Tale,
+saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
+hvorfor I overgav Studeringen.
+
+_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Froken! nu kommer det. Ret som jeg
+var bedst i Gang med at laese og havde faaet udbetalt en liden Arv, som
+var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Rog.
+
+_Abigael_. Hvad gik op i Rog?
+
+_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Boger, min Smule Klaeder, min
+Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i
+den store Ildebrand, som overgik Kjobenhavn for tre Aar siden. Jeg var
+gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
+begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, horte jeg Klokkerne
+kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var
+ikke Andet for mig at gjore, end at reise over til mit Hjemsted her i
+Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige
+Froken, og jeg takker Gud for det ikke gik vaerre.
+
+_Abigael_. Saa maa I vaere noisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
+for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?
+
+_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo vaere
+omkommen i det braendende Huus eller have mistet sin Forlighed for
+bestandig.
+
+_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
+hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
+#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan noies med Lidt, siden
+der ikke er beskaaret Jer Mere.
+
+_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte
+min Fod og drage min Aande? At jeg kan fole Solen varme mig og Vinden
+kole min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften taender sine Stjerner
+for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan laegge
+mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til
+min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa vaere rig,
+naar I kan kalde alt det Lidt!
+
+_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan vaere Lidt for en
+Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I praeker godt. Men
+I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.
+
+_Ambrosius_. Jeg tager Frokenen paa Ordet og siger Tak som byder.
+
+_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
+skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
+Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel
+og giftes og saette Bo, kan jeg taenke. I kan jo ved Leilighed lade mig
+hore, hvordan Eders Rost klinger. Hvad var det for en Vise, I sang for,
+da I kom gaaende?
+
+_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Forst skulde jeg da
+have mig en Faestemo, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Froken,
+for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjaerlighed, troer jeg. Eller
+ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som
+for alt Andet! Men Kjaerlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa
+bar Mark, end at vaere bunden til en Tornebusk.
+
+_Bodil_. Der kan Frokenen hore; der er Andre, der taenker om Elskov og
+Giftermaal ligesom jeg.
+
+_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
+Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
+derefter.
+
+_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Froken! Fornemme Folk har saa meget
+Andet at taenke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske
+sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
+
+_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
+Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
+
+_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig
+ikke i Hu....
+
+_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I for kom gaaende?
+
+_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
+faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med
+det samme. Jeg skulde naesten troe, det var Tilfaeldet for, for jeg
+mindes, der floi en Laerke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
+Engen, og saa taenkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig
+hoiere og hoiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke
+hvad; men muntert har det vaeret, for det var Laerken, jeg sang omkap
+med.--Men lyster Frokenen at hore en anden Vise, saa staaer jeg til
+Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
+andet paa Ryggen.
+
+_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjonner jeg med det
+samme, om I kan gjore Fyldest i en Kirke.
+
+_Ambrosius_. Det taenker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
+baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
+om det behoves--men det Instrument forer jeg ikke med mig. Ja, saa skal
+det vel sagtens vaere en Psalme?
+
+_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men
+ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.
+
+_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Froken! saa det kan vi lettelig enes om.
+Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
+Hjertes Glaede, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
+gronnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, praeluderer et Oieblik og
+synger derpaa, til en munter Melodi, folgende Strofer:)#
+
+
+"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
+Den Dag saa kort, den Nat saa lang
+ Forandrer sig
+ Saa lempelig;
+Den barske Vind, den morke Sky
+ Maa flye,
+Man frygter ei, at Sne og Slud
+Skal mode dem, som vil gaa ud;
+ Thi lad os gaae
+ At skue paa,
+Hvor smukt Naturen sig beteer
+ og leer."
+
+"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
+Med lange Straaler i sit Haar;
+ Den varme Krands
+ Er rette Kands
+For alle Ting, som nu maa grye
+ Paa ny.
+See Fuglene i Flokketal
+I Luftens vide Sommersal;
+ Her flyver en
+ Jo med sin Green,
+En anden sanker Haar og Straa
+ Saa smaa."
+
+"Ak see et meget yndigt Syn
+Paa Skovens gronne Oienbryn!
+ Den hoie Top
+ Skal klaedes op,
+Og Vaaren pynter Bogen ud
+ Til Brud.
+Hist vogter Hyrden Kvaeg og Korn;
+Et Hundebjael, en Lyd af Horn
+ Er alt hans Spil;
+ Men hor blot til,
+Hvor smukt den Skov ham svare maa.
+ Derpaa."
+
+"Ak, see, hvor speileklar og glat
+Den So dog er i Lave sat...."
+
+
+#(Sangen afbrydes af den folgende Replik.)#
+
+
+
+
+TREDIE SCENE.
+
+_De Forrige. Baronen._
+
+
+_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Hoire, klaedt i Reisedragt. _Ambrosius_
+og Bodil traekke sig under den forste Replik noget tilbage).#
+
+Hvad Djaevlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfaerdig, du
+holder Concert og Assemblee her i Haven, i Stedet for at tage imod de
+Gjaester, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjorende med
+Geheimeraadinden og hendes Son op for Hovedtrappen, og saa er der ingen
+Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!
+
+_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og
+velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke storre, end at den kan
+rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned
+for at see ud efter Vognen.
+
+_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier
+dog ellers at have Oine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.
+
+_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med,
+taenker jeg.
+
+_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke laenger god nok?
+
+_Abigael_. Ikke laengere? I veed jo ei, om han nogen Tid har vaeret det.
+Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo haende, han
+har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var
+ifjor, saa....
+
+_Baronen_. Hvad saa?
+
+_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro vaere bedre.
+
+_Baronen_. Hor, Abigael, gjor mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din
+salig Moders Dod har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal
+det, Vorherredod, have en Ende! Du er faestet til Junker Claus fra du var
+Barn, I har vaeret sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen
+hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjore en anden Vej? Nei,
+saa gid...!
+
+_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har
+sin Tid, maa du taenke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands.
+Forst skal Toiet kjobes til min Brudeklaedning, og saa skal det skaeres og
+syes og....
+
+_Baronen_. Spraettes op og syes om og forkortes og forlaenges ... aa, jeg
+gider ikke hore paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte
+Klaeder efter Reisen. Naar hun er faerdig, maa du selv gjore din
+Forsommelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender
+sig, faaer han Oje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad
+er han for en Landstryger, og hvad har han at gjore her i Haven?
+
+_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den
+Skriver, som....
+
+_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er
+ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og
+Visekraemmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der
+faaer han at vide, hvad han har at gjore. Han faaer sit Kammers for sig
+selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter
+han paa?
+
+_Ambrosius_. Paa at hore, hvad den naadige Froken behager at sige om min
+Rost.
+
+_Baronen_. Hvad for noget?
+
+_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og
+spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.
+
+#(_Jorgen Tjener_ kommer ind.)#
+
+
+
+
+FJERDE SCENE.
+
+_De Forrige. Jorgen_.
+
+
+_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg sporge? #(til
+Jorgen).# Har han noget at sige mig, saa vent!
+
+_Abigael_. Der har jo tidt vaeret Tale om, at Degnen skulde saettes paa
+Aftaegt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da
+jeg horte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa taenkte
+jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjaelp og siden lose
+ham af, naar det gjordes fornodent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at
+jeg kunde hore, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov
+baade for hans Rost og Faerdighed.
+
+_Baronen_. Saamaend, det var ikke saa ilda betaenkt. Blind Hone finder
+ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da vaere Degn om Sondagen og Skriverkarl
+om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smaekke. Ja, ja, nu faaer
+vi see, hvordan han skikker sig.
+
+_Jorgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at
+blive Degnens Eftermand i Kaldet?
+
+_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er
+mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.
+
+_Jorgen_. Men naadige Herre, betaenk at....
+
+_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Ojeblik over i
+Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sorg nu for, at
+Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
+skulde vaere noget pikeret, #(til Jorgen.)# Hvad var det saa for et
+AErind, han havde til mig?
+
+_Jorgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
+greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjaele Kvas i
+Folehaven. Ridefogden sporger, om han skal paa Traehesten, eller om
+Herren vil have ham paa Vand og Brod i Hullet.
+
+_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Traehesten, siden det ikke var Andet end
+Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan folge med og lade Jorgen vise ham
+Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Traehesten
+staaer, saa kan han laere at ride med det samme.
+
+#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jorgen_ til
+Hojre.)#
+
+_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig
+over, men det varer ikke laenge. Det var naer gaaet ud over Skriveren, om
+jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
+Person ... hvad var det, han hed?
+
+_Bodil_. Ambrosius Stub.
+
+_Abigael_. Han er en kjon Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
+var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at vaere,
+For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at traede paa dem,
+bare for deres Underdanigheds Skyld.
+
+_Bodil_. Da synes mig ellers, Frokenen talte ham haardt nok til, isaer i
+Begyndelsen.
+
+_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel
+lobet af ham igjen, siden han ikke lod sig maerke med Noget.
+
+_Bodil_. Siig ikke det, Froken! Det er ei alle Tanker, som komme til
+Tinge, veed I.
+
+_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen,
+saa er den Sorg slukt.
+
+_Bodil_. Det kunde dog vaere, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte
+under luvslidt Kjortel, og....
+
+_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
+vaere stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
+en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en
+fattig Student, naar det lyster mig.
+
+_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Froken! Og hvad Hjertet
+angaaer, saa taenker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar
+alene, men kan vaere ligesaa aerekjaert hos en ringe Tjener som hos en
+fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem
+Fattige og Rige.
+
+_Abigael_. Hor, Bodil, jeg synes, du begynder at praeke mig noget meget
+paa den senere Tid. Det er nok Praestekonen, som stikker dig i Kroppen
+allerede. Det kan vaere priseligt nok, at du tager din Stand og dine
+Kjendinge i Forsvar; men skal Maendene vaere Text, er det bedre, du horer
+til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere
+bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hort Mage! En Skriverkarl skulde
+vaere for stiv, til at jeg kunde boie ham under min Villie? Paa sine bare
+Knae skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
+Troer du det ikke? Det kunde naesten lyste mig at prove det Spil, om det
+ikke var at nedlade mig for meget.
+
+_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frokenens Alvor?
+
+_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine
+Ord igjen!
+
+_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til
+ham, at han er ingen taabelig Gjaek, omendskjondt han er ung og munter.
+
+_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at
+jeg....
+
+_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige
+Froken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.
+
+_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sorge for. Jeg sidder vel saa hoit
+til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at staenkes. Nu har du egget
+mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din
+Faestemand ufortalt. Skal vi slaae tilvaeds, at inden Maaneden er omme, er
+Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa
+tyndslidt som hans Kjortel?
+
+_Bodil_. Naadigste Froken, jeg beder Jer saa bonlig....
+
+_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men
+vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, horer du!
+
+
+
+
+FEMTE SCENE.
+
+_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra
+Hoire.)#
+
+
+_Geheimeraadinden_. Naa, her traeffe vi endelig den bortfloine Fugl! Fy
+skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjaender, at du
+saadan absenterer dig.
+
+_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds,
+at tage imod Jer, men....
+
+_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal vaere dig tilgivet. Kom saa hid og
+giv mig et Kys til Velkomst.
+
+_Junker Claus_. Skjonneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fodder!
+
+_Abigael_. Ak nej, gjor det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist
+fugtig endnu af Morgenduggen.
+
+_Claus_. Ha, ha, Skjaelmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at
+kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har
+embelleret Jer siden ifjor--det er magelost! Har jeg ikke Ret, Mama?
+
+_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjaereste!... Goddag, Bodil!... Og
+altid saa smagfuldt klaedt, efter den sidste Facon.
+
+_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore
+Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres
+_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig vaere ligesaa vellykket, men
+denne charmante Overgang, den har de ikke.
+
+_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den
+"charmante Overgang"; I gior mig jo heelt rod i Hovedet med Eders
+Komplimenter.
+
+_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til?
+
+_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestaets Kammerjunker?
+
+_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestaet havt den Naade ved
+Allerhoistsammes Kroningsfest at udnaevne mig til opvartende Kammerjunker
+hos Hendes Majestaet, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter
+Eder, skjonneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnaevnelse, som er
+mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke
+Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I vaere ret aimable, saa foi blot et
+lille Ord til, som for Exempel....
+
+_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med storste Fornoielse. Altsaa, Junker
+Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade traenger vist
+ogsaa til en Forfriskning. Jeg taenker, Frokosten er alt serveret; min
+Fader kommer om et Oieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden.
+
+_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg
+kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg
+bliver saa let echaufferet.
+
+_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet.
+#(_Bodil_ gaaer ud til Hoire.)# Onsker I heller ikke Andet, Junker
+Claus?
+
+_Claus_. I Eders _presence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller
+Torst. Men en lille Bagatel....
+
+_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee?
+
+_Claus_. Tak, hvis det findes.
+
+_Abigael_. Et Par Skiver Skinke?
+
+_Claus_. I er altfor god.
+
+_Abigael_. En lille Agerhone eller to?
+
+_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhons er en af mine Livretter.
+
+_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm!
+
+_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _presence_ taenker jeg
+hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt,
+om det saa var....
+
+_Abigael_. Agerhons?
+
+_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen!
+Men I skal have Lov dertil, thi det klaeder Jer allerkjaereste. Den finere
+Spog er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes
+Majestaets Hoffrokener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er
+_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ...
+meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i
+Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er
+cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer
+superb, naar I engang kommer til Hove.
+
+_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffroknerne? Saamaend,
+det kunde vaere fristende nok.
+
+_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende?
+
+_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjaere Baron!
+
+
+
+
+SJETTE SCENE.
+
+_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).#
+
+
+_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede
+saa Skam, I sad veds Frokosten for laenge siden.
+
+_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.
+
+_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig,
+foretraekker jeg min Sjael en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er
+nok saa laekker, det bekjender jeg frit.
+
+_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!
+
+_Abigael_. Jeg har en Bon til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde
+gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det
+ellers kan forenes med hans Tjeneste.
+
+_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Lon, saa maa han
+vel gjore den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig
+dertil, saa for mig gjerne.
+
+_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?
+
+_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til
+Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.
+
+_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en
+Skriverdreng?
+
+_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at
+indvende.
+
+_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Son have at
+indvende.
+
+_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?
+
+_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa vaere en sjelden
+Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.
+
+_Abigael_. Saamaend! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklaedt
+Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.
+
+_Baronen_. Konge! Det skulde da vaere Stodderkonge, ha, ha, ha!
+
+_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!
+
+
+
+
+SYVENDE SCENE.
+
+_De Forrige. Jorgen_.
+
+
+_Jorgen_. Naadige Herre, der er serveret.
+
+_Baronen_. Naa, det var sandfaerdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som
+en Taersker.
+
+_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhonsene op!
+
+_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa
+jeg byde Jer Armen, elskvaerdige Abigael?
+
+_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om
+Alting er i Orden.
+
+_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?
+
+_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden
+og Skriveren haesblaesende hid, og som det lader til, er de i Skjaenderi
+med hinanden.
+
+_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.
+
+
+
+
+OTTENDE SCENE.
+
+_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under hojrostet
+Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).#
+
+
+_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Braender
+Gaarden, eller hvad er paa Faerde?
+
+_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knaegt har
+understaaet sig....
+
+_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min
+Dristighed....
+
+_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han forst, Niels, og lad
+mig hore, hvad der er i Veien.
+
+_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye
+Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr.
+Baronens Ordre lod jeg den Braendetyv, Skytten bragte hid, saette paa
+Traehesten. Da det var besorget, gik jeg over i Stalden, for at see, om
+Kjorehestene var torret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at
+vandes. Det varede en Stund, for Baesterne var temmelig svedige endnu.
+Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var
+gaaen for sig?
+
+_Baronen_. For Djaevlen, det er jo det, jeg sporger ham om!
+
+_Niels_. Saa var Traehesten Pinedod tom, var den. Der var ikke mere
+Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden,
+var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde lost Krabaten
+og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?
+
+_Baronen_. Jeg synes, han er en AErtekjaelling, Niels Bruus, at han ikke
+gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for
+Braendetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal laere den Monsieur,
+hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.
+
+_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hor dog forst, hvad Skriveren har
+at sige til Undskyldning.
+
+_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde vaere! Naa,
+tal da! Kan han lukke Munden op!
+
+_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over
+mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.
+
+_Baronen_. En gammel Mand?
+
+_Ambrosius_. Ja, gammel og skrobelig. Han kunde jo neppe staae paa
+Benene, da de kom slaebende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det
+skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget
+blodhjertet af mig. Jeg kom til at taenke paa min egen gamle Fader, som
+ogsaa er svag og vanfor, Gud bedre det!
+
+_Niels_. Da havde han dog Kraefter nok til at baere Braendet hjem paa sin
+Ryg, den Kjaeltring!
+
+_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!
+
+_Ambrosius_ #(til Niels).# Kraefter nok! Han segnede jo om paa Jorden
+for Jeres Ojne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Braet, med
+Braendeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans
+Fodder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde
+ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og traelbunden? I
+horte jo, hvor han graed af Pine, den vaerkbrudne Stakkel, og
+alligevel....
+
+_Baronen_. Var han vaerkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jorgen?
+Hvem er det?
+
+_Jorgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre!
+
+_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som braekkede
+Benet sidste Vaar?
+
+_Jorgen_. Ja, naadige Herre!
+
+_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo
+tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.
+
+_Niels_. Jeg taenkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.
+
+_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Haenger det saaledes
+sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel vaere strix, men
+der er Maade med Alt. En vanfor Mand saetter man ikke paa Traehest, ham
+har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og
+ladet ham gaae med en Advarsel.
+
+_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanfore og lidet
+Braendsel paa Godset herefterdags.
+
+_Baronen_. Raisonnerer han? Gjor, hvad jeg siger, eller det gaaer ud
+over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden
+Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar
+han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade
+hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.
+
+_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tomme den paa
+Herrens Velgaaende.
+
+_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Oieblik. Min Fader har
+tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers
+har Lyst dertil.
+
+_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glaede, naadige Froken? Paa Lyst skal det
+visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.
+
+_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil
+imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalaenge! #(gaaer ud til
+Hoire.)#
+
+_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu taenker jeg da, vi har Madro. I maa
+forlade, at jeg lod Jer vente.
+
+_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og
+det har vaeret mig og min Son en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne
+Leilighed at see en Prove paa Eders fortraeffelige Hjerte. Ikke sandt,
+Claus?
+
+_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!
+
+_Baronen_. Og nu skal du faae en Prove paa mit fortraeffelige Kjokken,
+Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse,
+ha, ha, ha!
+
+#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Hoire.
+_Ambrosius_ hilser og folger lidt bag efter.#)
+
+_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jorgen betragte
+hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jorgen?
+
+_Jorgen_. Jeg siger, den er grov, Niels!
+
+_Niels_. Den fordomte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret,
+saa begynder han alt at gale.
+
+_Jorgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op
+endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han hoiere, det kan du
+lide paa. Saae du, hvor Frokenen smidskede til ham? Hun har givet ham
+Lofte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.
+
+_Niels_. Ja saa, har hun det?
+
+_Jorgen_. Men kanskee han betaenker sig og hellere vil vaere Ridefoged.
+
+_Niels_. Han skal i Helvede! For skal jeg knaekke hans Halsbeen.
+
+_Jorgen_. Det skal du ikke gjore, Niels; det er bedre, at han selv
+besorger det.
+
+_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak?
+
+_Jorgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som
+han kunde bryde sin Hals paa.
+
+_Niels_. Hvad skulde det vaere for en Steen?
+
+_Jorgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved
+Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tvaers.
+
+_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae
+til, Jorgen?
+
+_Jorgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.
+
+#(Taeppet falder.)#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+ANDEN AKT.
+
+
+
+
+ * * * * *
+
+#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dor med Reoler paa hver Side. Dore til
+Venstre og Hoire. Et Skrivebord, Stole.#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+FORSTE SCENE.
+
+
+_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et
+synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem
+de Boger, jeg skal gjore Register over. Det er fuldt af alskjons Viser,
+baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har
+sanket alle dem sammen. Det har ventelig vaeret et Fruentimmer, for
+Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom
+Vimmelskaftet i Kjobenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran,
+#(laeser)# "Denne Bov er min, kjov dig en, saa er det din. Ane Sofie
+med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og saetter
+sig derpaa ved Bordet.)# See, her traeffer jeg gamle Kjendinge. Her er
+Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille,
+og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehoien.
+
+#(laeser:)#
+
+
+"Jeg lagde mit Hoved til Elvehoi,
+Mine Oien de finge en Dvale;
+Der kom gangendes to Jomfruer frem,
+Som gjerne vilde med mig tale."
+
+
+#(taler:)#
+
+To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en
+Froken....
+
+#(laeser:)#
+
+
+"Den ene begyndte en Vise at kvaede
+Saa faurt over alle Kvinder.
+Striden Strom den stiltes derved,
+Som forre var vant at rinde."
+
+
+#(taler:)#
+
+Det er loierligt nok, men der er Noget ved den naadige Froken, som faaer
+mig til at taenke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er
+der ligegodt det i hendes Oine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at
+see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.
+
+#(laeser:)#
+
+
+"Striden Strom den stiltes derved,
+Som forre var vant at rinde;
+Alle smaa Fiske, i Floden svam,
+De legte med deres Finne."
+
+
+#(taler:)#
+
+Nu har jeg vaeret her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og
+musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende.
+Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over
+Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske naer, kan det vaere som
+hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun
+er en adelig Froken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo
+vaere god for sig, taenker jeg. #(laeser sagte videre.)# Jeg gad ellers
+vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort
+fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er
+naesten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder
+det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Ore.
+Visen ender saa underlig alvorligt.
+
+#(laeser:)#
+
+
+"Thi raader jeg hver dannis Svend,
+Som ride vil i Skove,
+Han ride sig ikke til Elvehoi
+Og laegge sig der at sove.
+Siden jeg hende forst saae."
+
+
+#(taler:)#
+
+Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred
+kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer
+ikke mit Register ved, om der er Mening i Bogerne eller ei. En
+Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjore. #(skriver.)# Nummer
+223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhorende.... Jomfru
+eller Froken? Aa, lad hende vaere Froken.... Ane Sofie.... og saa en
+Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og
+tager fat paa den naeste. #(Han gaaer op i Baggrunden, saetter Bogen paa
+Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjaeftiget
+tiermed, gaaer Doren op, saaledes at den skjuler ham for de
+Indtraedende.)#
+
+
+
+
+ANDEN SCENE.
+
+_Ambrosius. Jorgen. Peder Rasmussen_.
+
+
+_Jorgen_ #(i Doren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest
+slippe ind til Baronen. Baer Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt.
+Forst beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjaelpedegn paa den Condition,
+at I selv lonner ham.
+
+_Peder_. Ja men det gjor jeg ikke.
+
+_Jorgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I
+ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele
+Indtaegten af Embedet ... i det forste Aar.
+
+_Peder_. Hele Indtaegten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjaelpedegn?
+
+_Jorgen_. Hor Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?
+
+_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg aergrer mig sort over den
+Skriverdreng.
+
+_Jorgen._ Det skal I aldrig gjore, Peer, det er Synd for Jert kjonne
+Ansigt.
+
+_Peder._ Men det forste jeg traeffer ham...!
+
+_Jorgen._ Ja vel, men gjor nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen
+sporger, hvem den Hjaelpedegn skal vaere, saa naevner I ikke mig, forstaaer
+I, men siger blot, at Magister Soren har lovet at rekommandere Jer en
+duelig Person.
+
+_Peder._ Hvad er det da for en Person?
+
+_Jorgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig.
+
+_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?
+
+_Jorgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Soren skylder
+mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har
+ogsaa lovet at gjengjaelde mig.
+
+_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjaelpedegn?
+
+_Jorgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham
+ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste vaerre end det Forste,
+for saa bliver det den nye Skriverdreng.
+
+_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedod, om han skal! Lad mig saa
+komme ind til Baronen.
+
+_Jorgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer.
+
+#(idet han vender sig, traeder _Ambrosius_ frem.)#
+
+_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede.
+
+_Jorgen._ Hvad! Staaer I her og lurer?
+
+_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens AErind. Har I sagt Noget, jeg ikke
+skulde hore, saa er Skylden Jer egen. Lonlig Ting skal man lonlig baere,
+veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen
+ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.
+
+_Jorgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dorvogter nu, tilligemed Eders andre
+Bestillinger?
+
+_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig
+komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!
+
+_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra
+Kjobenhavn.
+
+_Peder_. Fra Kjobenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt
+Foden i Kjobenhavn.
+
+_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.
+
+_Peder_. Er jeg?
+
+_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul
+Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.
+
+_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager
+han mig for en Anden.
+
+_Ambrosius_. Skam om jeg gjor! Er I kanskee ikke Peer Degn?
+
+_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg
+vedblive at vaere, til Trods for alle Lurendreiere og Oientjenere.
+
+_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke
+ogsaa Jer, som tor synge i Kap med hvilken Degn det skal vaere?
+
+_Peder_. Jo gu tor jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjobet.
+
+_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan stobe Voxlys?
+
+_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.
+
+_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en
+Pandekage?
+
+_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!
+
+_Jorgen_. Tys, tys! ikke saa hoirostet, Peer!
+
+_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane?
+
+_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hor, go'e Karl! nu gaaer det,
+Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jorgen!
+
+_Jorgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer
+aldrig godt; I maa styre Jer.
+
+_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane?
+Slip mig, siger jeg!
+
+_Jorgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for
+Jer.
+
+
+
+
+TREDIE SCENE.
+
+#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Hoire).#
+
+
+_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke
+befalet ham at holde Folk fra Dorene, Ambrosius?
+
+_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men
+Degnen vilde ikke lade sig sige.
+
+_Baronen_. Hvad for Noget! Saetter han sig op imod sit Herskab, Peer
+Rasmussen?
+
+_Peder_. Nei jeg gjor ikke, naadige Herre! Jeg aerer og agter mit
+Herskab, baade Baronen og den naadige Froken, og salig Fruen i hendes
+Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...
+
+_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?
+
+_Peder_. Jeg aerer og agter dem alle tilhobe; men _det_ taenkte den
+hoivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og
+Palmetraeer ... _det_ taenkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar
+siden, at hans Livtjener, som han elskede saa hoit og gjorde til Degn og
+Kirkesanger her paa Stedet for sin salige Ende ... at han skulde blive
+skammelig forhaanet og udskjaeldt for en Hane.
+
+_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham
+for en Hane?
+
+_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralaegge sig det, om han
+kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.
+
+_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har
+tilladt mig den Skjemt; men Degnen traengte saa haardt paa, at jeg maatte
+vaerge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu,
+som jeg kjendte fra Kjobenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer,
+og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele
+Anledningen.
+
+_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vaekker han mig
+op af Sovne! Har han ikke Andet at besvaere sig over Skriveren for,
+saa....
+
+_Peder_. Men det har jeg, hoivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han
+har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Sondags, som var
+den femtende Sondag efter Trinitatis....
+
+_Jorgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjor jo kuns Ondt vaerre.
+
+_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Hoimesse og
+Altergang....
+
+_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?
+
+_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang,
+som jeg sang det forste Psalmevers, saa tog han den. #(til
+Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan!
+
+_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I
+har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?
+
+_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!
+
+_Peder_. Ja men....
+
+_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke hore paa hans Snak.
+Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For
+Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med
+Bornene for det forste; hvad der videre skal skee, vil jeg betaenke mig
+paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig!
+Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jorgen_, som vil
+folge:)# Stop lidt, Jorgen, og gjor Rede for sig! Hvad havde _han_ at
+skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at vaere
+Degnens Fortaler?
+
+_Jorgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg
+kunde.
+
+_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden
+Skriveren, som gjor Register over Bogerne.
+
+_Jorgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru
+Geheimeraadinden.
+
+_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog?
+
+_Jorgen_. Det er ... en Historiebog.
+
+_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel naevne
+Titelen!
+
+_Jorgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om
+Rosanie, fodt af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens
+Hjaelp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette
+Aar.
+
+_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her?
+
+_Ambrosius_. Det gjor den vel, naadige Herre; men det er kuns en
+maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg
+ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller
+Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig
+udkommen i Trykken?
+
+#(Bodil ind fra Venstre).#
+
+_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjaeret, og lad mig saa
+have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Boger?
+
+
+
+
+FJERDE SCENE.
+
+#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.#
+
+
+_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frokenen, at siden Veiret er saa skjont,
+vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at
+folge med.
+
+_Baronen_. Skriveren ... med Froken Abigael?
+
+_Ambrosius_. Den naadige Froken onskede nylig at faae Navnene at vide
+paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af
+har havt Kjaerlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den
+Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg vaeret Frokenen behjaelpelig
+med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.
+
+_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?
+
+_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jorgen:)# Her er den Bog,
+I forlangte.
+
+#(_Jorgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)#
+
+_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bogerne lobe jo ikke fra ham.
+
+#(_Baronen_ ud til Hoire.)#
+
+_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de stovede Boger! Nu skal
+vi ud i det Frie og hore Fuglene synge.
+
+_Bodil_. Det faaer I vel knap at hore saa seent paa Sommeren.
+
+_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger
+baade Vaar og Host, og aldrig har den sunget saa skjont som siden jeg
+kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjor det.
+Hvor er Frokenen?
+
+_Bodil_. I Havestuen.
+
+_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!
+
+#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)#
+
+
+Skuepladsen forandres til:
+
+#Et Kabinet med Dore i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole,
+Portraeter paa Vaeggene.#
+
+
+
+
+FEMTE SCENE.
+
+_Geheimeraadinden og Jorgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden
+laegger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)#
+
+
+_Jorgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi
+jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade onskede den. Men jeg
+havde intet andet Vaerge. Thi nu tor En jo ikke saette Foden i Bogstuen
+engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.
+
+_Geheimeraadinden_. Det skal vaere ham tilgivet for denne Gang. Giv mig
+kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.
+
+_Jorgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst.
+
+_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han
+sagde, at Froken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ...
+Skriverkarlen?
+
+_Jorgen_. Ja, den naadige Froken skikkede Bud efter ham for lidt siden.
+Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som forer til Enghaven.
+
+_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?
+
+_Jorgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Froken Information ...
+
+_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik.
+
+_Jorgen_. Ja--nei han laerer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme
+Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.
+
+_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frokenen med ham?
+
+_Jorgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen.
+
+_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne
+Skriverkarl? Hvor stammer han fra?
+
+_Jorgen_. Fra Gummerup, Eders Naade.
+
+_Geheimeraadinden_. Gummerup?
+
+_Jorgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han fodt, hans
+Fader er Skraeder.
+
+_Geheimeraadinden_ Skraeder! Men han maa jo dog have faaet nogen
+Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?
+
+_Jorgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive
+Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl
+som i den Tid, han har vaeret her, har vidst at insinuere sig hos den
+naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretaer og
+Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han
+saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig
+vide, _hvor_ langt han kan komme.
+
+_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med
+Frokenen? Det maa jo vaere en meget habil Person, #(fornem.)# Som
+sagt, det skal vaere ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne
+Leilighed. Veed han, om min Son er tilstede!
+
+_Jorgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Folge med
+Herren, og de kom ridende hjem sammen.
+
+_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg onsker at tale med ham
+
+_Jorgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?
+
+_Geheimeraadinden_ Ikke for Oieblikket.
+
+_Jorgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke
+rigtig--jeg taenkte det nok.
+
+#(Jorgen ud til Venstre.)#
+
+_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener,
+og det er let at maerke, at Skriveren er ham en Torn i Oiet. Men der er
+alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro
+til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine
+Inkonvenientser for Oieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig
+ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt.
+
+
+
+
+SJETTE SCENE.
+
+_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)#
+
+
+_Claus. A votre service, chere maman_. Jeg onsker Jer en god Morgen
+#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama
+idag. Har I sovet godt?
+
+_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig,
+og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit
+Giftermaal angaaende. Vi har nu vaeret her i over fjorten Dage, og endnu
+er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften
+naturligviis, som Baronen og jeg forlaengst har aftalt imellem os. Men om
+Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet
+adskillige Klaedninger og Smykkesager fra Kjobenhavn, saa vilde jeg
+virkelig troe, at hun aldeles ikke taenkte, hverken paa Jaord eller
+Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre
+Besked.
+
+_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.
+
+_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver
+Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som
+informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.
+
+_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget.
+Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i
+den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur;
+Tra la la, la la!"_
+
+_Geheimeraadinden_. Det skal fornoie mig, om det ikkun er Blomsterne,
+hun er passionneret for.
+
+_Claus_. Hvorledes mener Mama?
+
+_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du
+lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en
+gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjore Folge.
+
+_Claus_. Jeg? _Dieu m'en preserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei
+igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en
+Groftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke
+hvad.
+
+_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.
+
+_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig
+Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Froken Abigael ...
+_ah fi donc!_
+
+_Geheimeraadinden_. Min hjerte Son! jeg troer, at du behandler denne
+Sag--ligesom, _en passant_ bemaerket, adskillige andre Sager--altfor
+legert. Du glemmer, at din hele Velfaerd dependerer af dette AEgteskab.
+Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjaeld, og skal din Stilling ved
+Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjaelp af et rigt Parti. For et
+saadant har jeg itide sorget, men eftersom Intet er sikkert uden Doden,
+og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde vaere paa
+din Post og ikke negligere nogen Omstaendighed, som kunde have
+Indflydelse paa din Fremtids Lykke.
+
+_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig vaere Mamas
+Alvor?
+
+_Geheimeraadinden_. Hvilket?
+
+_Claus_. At Froken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor
+morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig
+Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tor vel
+sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig
+sandelig ikke til at troe.
+
+_Geheimeraadinden._ Man har dog hort saa galt for. Husk paa Birgitte
+Krag, som lob bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig
+tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som
+Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som
+paa en Rose.
+
+_Claus_. Ikke hos en Dame med Froken Abigaels Education--Mama maa
+virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa
+Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun
+eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretraekke ... nei,
+det er paa AEre umuligt, aldeles umuligt.
+
+_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et
+Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?
+
+_Claus_. Hvor kan I sporge, Mama? I, som har den fineste Tone og det
+mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!
+
+_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa
+havt en Passion, da jeg var ung.
+
+_Claus_. Mama er jo ung endnu.
+
+_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden
+for mit forste ungdommelige Svaermeri?
+
+_Claus_ Var det ikke Papa?
+
+_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte.
+
+_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krollede Haar og de
+sorte Oine?
+
+_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget
+Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i
+Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.
+
+_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Naese og Mund af Forbauselse.
+
+_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af
+Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i
+det mindste laere saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel
+opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg
+kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes
+Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfaelde er overhaengende
+Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den
+Sag. Under alle Omstaendigheder bor denne fortrolige Omgang ikke
+fortsaettes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad
+Skriveren angaaer....
+
+_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det
+forste, jeg traeffer ham i Abigaels _presence_, skal jeg begegne ham
+saaledes....
+
+_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjore Ondt
+vaerre. Du maa behandle ham....
+
+_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er
+just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Froken Abigael Forskjellen
+paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ...
+
+_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjobet er Son af en Bondeskraeder.
+
+_Claus_. Af en Skraeder! Det er magelost! En _tailleur de campagne_, ha,
+ha, ha!
+
+
+
+
+SYVENDE SCENE.
+
+_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Hoire).#
+
+
+_Baronen_. Der er nu forspaendt, om Eders Naade har Lyst at folge med og
+besee min Planteskole?
+
+_Geheimeraadinden_. Med storste Fornoielse. Det vil vaere mig af
+saerdeles Interesse.
+
+_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?
+
+_Geheimeraadinden_. Min Son havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende
+imode, som er ude at promenere med ...
+
+_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er
+en honnet og vellaert Person.
+
+_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke
+distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at faeste Tanken paa det,
+som er mere magtpaaliggende?
+
+_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade?
+
+_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsaetter bestandig at tage
+Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.
+
+_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, taenker jeg. Min
+Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke
+presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun
+ventede nogle Klaedninger, eller hvad det var, fra Kjobenhavn.
+
+_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just
+Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at
+Hendes Majestaet allernaadigst har behaget at sporge hende, om min Sons
+Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde
+i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min
+Sons Permission desuden udloben.
+
+_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Dod og Pine, saa er det jo den hoie
+Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?
+
+_Claus_. Et Par Gange har jeg berort det--med al mulig Delicatesse
+naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.
+
+_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt
+reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg
+gjore en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fodselsdag, jeg
+pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i
+den Anledning. Magister Soren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan
+Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver
+det.
+
+_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Sons og
+egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsoger Abigael og
+meddeler hende den glaedelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den
+vestre Allee, saa traeffer du hende sikkert endnu i Enghaven.
+
+_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa
+Kjaerlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)#
+
+_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjaere Claus! Saae Baronen,
+hvor han straalede af Glaede? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets
+og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?
+
+_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde
+jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man
+veed Pinedod ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne
+Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sideflojen.
+
+#(Begge ud til Hoire.)#
+
+
+
+
+OTTENDE SCENE.
+
+_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden.
+Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og
+Blomster.)#
+
+
+_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv torre dem,
+nu veed jeg Besked.
+
+_Ambrosius_. Lyster Frokenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over
+efter Luthen?
+
+_Abigael_. Aa nei, ikke for Oieblikket, jeg er altfor varm af at gaae;
+kanhaende efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med
+Selskab, om I ellers har Leilighed.
+
+_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frokenen vil tage tiltakke.
+
+_Abigael_. Jeg lider godt at hore Jer tale. I fortaeller mig altid et og
+andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.
+
+_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte
+med, men naar Frokenen er noiet....
+
+_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens
+de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker
+Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i
+Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nogle; I faaer holde det for
+mig, om I vil.
+
+_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig
+ovet i den Gjerning.
+
+_Abigael_. Betyder Intet, den laerer I snart. #(Hun giver ham Garnet og
+viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa
+der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Oieblik og horer derpaa lidt op)#
+Det var ellers saert, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters
+Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de
+forskjellige Vaexter hver isaer havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor
+falder I paa Sligt?
+
+_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjor mig, naar jeg
+spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og
+Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Froken!
+
+_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det?
+
+_Ambrosius_. De fodes jo og voxer, opdraettes af Vorherre i det Frie
+eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og doer--hvad gjor vi
+Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _fodt_ er vel en Trost, men bedre
+vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _dod_ er hele Sagen." Det
+kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.
+
+_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?
+
+_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver
+eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Oine, naar vi sover ind,
+og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har laest, at der gives Vaexter i
+fremmede Lande, der traekker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen
+rorer dem med ublid Haand.
+
+_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af
+Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ...
+#(horer op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne foler
+Kjaerlighed?
+
+_Ambrosius_. Det gjor de sikkerlig. Jeg taenker for Exempel, at de har
+stor Kjaerlighed til Solen.
+
+_Abigael_. Hvorfor taenker I det?
+
+_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et
+Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjaer.
+
+_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket.
+
+_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Froken! Men
+desforuden soger Blomsterne jo og at komme Solen naermere; de raekker sig
+jo ligesom op efter den med deres Blade.
+
+_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man naermer
+sig Den, man har kjaer? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?
+
+_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det
+sagtens ikke til.
+
+_Abigael_. I maa komme lidt naermere hid til mig, ellers kan jeg ikke
+vinde ... endnu naermere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I
+holder Jer saa fjernt.
+
+_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig
+Skriverkarl lider Jer eller ei.
+
+_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I
+talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Graes
+og den rige Rosenblomme.
+
+_Ambrosius_ #(med Liv, idet han traeder et Skridt frem).# Troer I da
+ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne foler?
+
+_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjor. Pas paa, nu er I kommen mig
+altfor naer.
+
+_Ambrosius_ #(traedende tilbage).# Forlad mig, jeg taenkte ikke derpaa.
+
+_Abigael_. Efter Eders Ord at domme, skulde man naesten troe, at Urter og
+Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.
+
+_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg har mangen Gang taenkt det
+Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Traeerne fik Maele, og
+som Blomsterne fortalte mig Allehaande.
+
+_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg hore Noget om.
+Kom naermere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang
+... hvad troer I, denne Rosenknop fortaeller? Det er vel ikke Stort, thi
+den er ikke ret udfoldet endnu.
+
+_Ambrosius_ #(som har naermet sig)# Omendskjondt den er ung, fortaeller
+den ikke saa lidet, naadige Froken! Den fortaeller, hvorlunde den forst
+var en Kime, der laa og dromte i Jordens Morke, indtil den en
+Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret
+omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Naering af Jordens Bryst og
+slukkede sin Torst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede
+den i sin gronne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjaer faldt
+hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste
+op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og
+Smerte paa een Gang i den Forlaengsel. Og alt som den skjod sig hoiere i
+Veiret og lovedes taettere, blev ogsaa dens Attraa staerkere, og en Dag
+samlede den al sin drivende Laengsel ligesom i eet Aandedrag--og saa
+brast Svobet for dens unge Kjaerlighed. Knoppen skjod sig rodmende frem
+af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og
+de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens rode Mund,
+og saa ...
+
+_Abigael_. Hvad saa?
+
+_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa dode den.
+
+_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.
+
+_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den.
+"Vel _dod_ er hele Sagen".
+
+_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa
+_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig taenkt paa tilforn. Troer I, den
+stakkels Blomst folte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg
+saa vist onske, det var ugjort.
+
+_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg taenker, den vilde hellere brydes
+og doe for saa skjon en Haand, end leve, uden at I aendsede den.
+
+_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for naer. I maa passe Afstanden,
+Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.
+
+(#_Ambrosius_ traeder et Skridt tilbage.)#
+
+
+
+
+NIENDE SCENE.
+
+_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).#
+
+
+_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskvaerdigste Abigael! Jeg har min
+Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.
+
+_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg
+havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan
+Monsieur Ambrosius vidne for mig.
+
+_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke
+fortryllet, saa er I paa min AEre fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg
+kommer da ikke til Forstyrrelse?
+
+_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri
+Audients.
+
+_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Oine. #(til
+Ambrosius:)# Han kan gjerne forfoie sig bort.
+
+_Ambrosius_. Befaler Frokenen, at jeg skal gaae?
+
+_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa forst vinde Garnet til Ende.
+
+_Claus_. Tillader I, skal jeg....
+
+_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestaets
+Kammerjunkere! Jeg er desuden strax faerdig.
+
+_Claus_. Hvor allerkjaereste det klaeder Jer at vinde det rosenrode Garn
+med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen,
+hvad var det nu hun hed...?
+
+_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.
+
+_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frokenen
+veed nok, hvem jeg mener.
+
+_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare
+smigrende.
+
+_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!
+
+_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa vaere Prinds Theseus,
+eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem
+er saa Uhyret?
+
+_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin
+Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv
+mig Garnet!
+
+_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I
+kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans
+Tjeneste.
+
+_Claus_. Hae, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten
+aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders
+Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af vaere vant at omgaaes med
+Traad og Garn.
+
+_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?
+
+_Claus_. Efter hvad jeg har hort, skal han jo vaere Son af en
+Bondeskraeder?
+
+_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skraeder af
+Profession, og jeg skaemmes ingenlunde derover. Skraederiet er jo et
+nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjaerligt Haandvaerk.
+
+_Claus_. Menneskekjaerligt--hvad vil han sige dermed?
+
+_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der
+skylder Skraederen Alt, hvad de gjaelder og gaaer for.
+
+_Abigael_ #(smilende).# Saamaend, I har ikke saa ganske Uret.
+
+_Ambrosius_. Desforuden er Skraederiet en aervaerdig Haandtering; thi det
+er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skraedere.
+
+_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal?
+
+_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke
+Vorherre, som hvert Foraar smykker den nogne Jord og skjaerer den en
+skjon Dragt af Blomster og gronne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven
+nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der
+staaer i Evangeliet, at det er ham, der klaeder Lilierne paa Marken?
+Eller veed I ikke ...
+
+_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller
+bruge til en af sine Viser; jeg skjotter ikke om Meer af den Tonde,
+#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit AErind; thi siden
+vi ikke kan blive alene ...
+
+_Abigael_. Haster det saa staerkt, at I ikke kan opsaette det et Ojeblik?
+
+_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed
+dependerer deraf.
+
+_Abigael_. Bevares, haenger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig
+at faae det sagt.
+
+_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fodselsdag, og han har paa
+mine indstaendige Bonner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne
+Leilighed bliver declareret.
+
+#(_Ambrosius_ gjor uvilkaaarlig en Bevaegelse.)#
+
+_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet
+over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad horer jeg? Saa det har min Fader
+samtykket i ... paa Eders indstaendige Bonner?
+
+_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit AErind, at jeg skulde
+underrette Jer derom, saa I kan vel taenke, hvor presseret ...
+
+_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders AErind? I
+mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I vaere foruden, naar I har min
+Faders?
+
+_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjaereste Froken, I har jo ingen Tid
+sagt Nei dertil.
+
+_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I
+Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Lofte?
+
+_Claus_. Vidner! Men, _ma chere amie_, jeg beder Jer indstaendig. Vi har
+jo vaeret trolovede fra vi var ikke storre end saa. I er jo dog den sammo
+Abigael og jeg den samme Claus, der blev faestet til hinanden som Born,
+med vore Foraeldres _consentement_.
+
+_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sloikjole og
+Faldehat og har en Solvbjaelde haengende om Halsen?
+
+_Claus_. Sloikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?
+
+_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Borneklaeder, saa er jeg vel ogsaa
+voxet fra _mine_, taenker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel
+tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!
+
+_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og
+aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...
+
+_Ambrosius_. Har Frokenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader
+I vel, at jeg fjerner mig?
+
+_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ...
+og mig selv med, troer jeg naesten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at
+jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg
+efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders
+Umag!
+
+_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.
+
+_Claus_. Ah, _dieu soit beni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, maerker
+jeg.
+
+_Abigael_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den
+ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae
+tomhaendet. Her er den Rose, I fortalte mig om for ... I kan jo kaste den
+bort, naar den er vissen.
+
+_Ambrosius_. Kaste den bort!
+
+_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun raekker ham Rosen.)#
+
+_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Froken!
+
+_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjob paa Blomster, at ...
+hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?
+
+_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Soger imellem Planterne.)# See
+her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.
+
+_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den
+saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.
+
+_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I sporge Monsieur
+Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab.
+
+_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_.
+
+_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.
+
+_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.
+
+#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i
+Baggrunden.)#
+
+_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?"
+#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og
+udbryder forbittret:)# Torskemund!
+
+#(Taeppet falder hurtig.)#
+
+
+
+
+TREDIE AKT.
+
+
+
+
+ * * * * *
+
+#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+
+FORSTE SCENE.
+
+_Abigael. Bodil._
+
+
+_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan
+du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt
+forkeert.
+
+_Bodil_. Frokenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok faerdig.
+
+_Abigael_. Bring mig de Kroller i Orden, og faest saa en Blomst her paa
+Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun
+saetter sig, _Bodil_ pynter hende)#
+
+_Bodil_. Venter Frokenen Fremmede?
+
+_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.
+
+_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?
+
+_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?
+
+_Bodil_. Jeg meente, at ... Frokenen maa ikke blive vred; men I veed,
+han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at taenke paa, hvad der
+vilde skee, hvis Frokenen gjorde Alvor af Eders Spog; det kunde komme
+ham dyrt til at staae.
+
+_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mork Tale, jeg forstaaer ikke,
+hvad du mener.
+
+_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig faestede sit Sind til Jer i
+Kjaerlighed.
+
+_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han
+kunde gjore.
+
+_Bodil_. Ja men aegte ham, det kan I jo dog ikke.
+
+_Abigael_. #(med en Bevaegelse).# AEgte ham! Er du galen, Pige? Har du
+nogen Tid hort, at en adelig Froken aegtede en Skriverkarl?
+
+_Bodil_. Hort derom har jeg vel, men ...
+
+_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan haende der har vaeret Den,
+som var saa lidet aerekjaer. Men aldrig agter jeg at saette en Gaasefjer i
+mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa!
+
+_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Froken, over al den
+Venlighed, I viser ham?
+
+_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre vaerd, end at spaerres inde i en
+Daarekiste.
+
+_Bodil_. Forlad mig, naadige Froken! men nu er det mig, som ikke
+forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt laert, veed I nok, og jeg
+skjonner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.
+
+_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Saet
+mig den Blomst noget hojere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de
+Tanker at vise dig, at din Kjaerestes Ven er bagt af samme. Deig, som
+andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?
+
+_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Vaeddemaal, ikke
+sandt, Froken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....
+
+_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu
+mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag!
+Saa, lad det nu vaere nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.
+
+_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besog
+hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjore Ambrosius.
+
+_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom?
+
+_Bodil_. Ja, det naevner han ikke.
+
+_Abigael_. Skulde det vaere om en anden Plads?
+
+_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.
+
+_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjor du en
+Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget
+Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?
+
+_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Froken! Men ... ja, I
+faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget
+Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjonner Alt, hvad der gaaer for sig
+i Andres.
+
+_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du
+eller Nogen laest til Ende.
+
+_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller.
+
+_Abigael_. Kan saa vaere, at der er Blade, jeg ikke har laest endnu. Men
+hvad jeg skjonner og veed af Erfaring, det er, at man kan boie en Mand
+som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai
+endda. Maendene taekkes man gjennem Oiet, skal jeg sige dig, og der er
+lang Vei fra Oie til Hjerte.
+
+_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Froken! Kjaerlighed er som Taaren,
+hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Oiet og falder i Barmen.
+
+_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjaerlighed med
+Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg taenkte, den var idel Fryd og
+Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Faestemand.
+
+_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.
+
+_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamaend, det kan
+vaere, du har Ret; jeg skal taenke derover.--Ved du, om min Fader kommer
+hjem til Middag?
+
+_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og
+har taget Ridefogden med. Han vil nok kjobe Stadsheste til den nye
+Karosse, har jeg hort.
+
+_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ...
+
+_Bodil_. Den, som horer til Frokenens Brudestyr.
+
+_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har
+ikke Brug for dig laengere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu
+bliver altsaa Hestene kjobt, og en Dag bliver der spaendt for og
+Vogndoren lukket op, Jorgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger
+Farvel, og saa ager Abigael til Kjobenhavn i Folge med ... Aa ja,
+hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad
+skulde jeg da svare? Det er saert nok, men det er aldrig faldet mig ind,
+at Nogen kunde sporge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens
+Fraender har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjor det? Der er dog
+Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil
+ha'e.--Af Kjaerlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Oiet
+og synker i Barmen. Saamaend, ifald man kjendte den.--Skulde det mon vaere
+sandt, at Kjaerlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om
+den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og
+afsted til Kjobenhavn!
+
+
+
+
+ANDEN SCENE.
+
+_Abigael. Geheimeraadinden_.
+
+
+_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Doren til Venstre).# Er den
+naadige Froken alene?
+
+_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling.
+
+_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har
+igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig
+vide, at Fru Christense Kaas agter at saelge sin Gaard naestved
+Helliggjaestes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjobe sig en
+Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om
+Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to
+Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ...
+
+_Abigael_. I selv?
+
+_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender
+den. Deilige Stuer, syv Alen hoie, med praegtige Malerier paa Vaeggene og
+svaevende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har vaeret
+der i min forste Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe
+i sligt et stateligt Huus?
+
+_Abigael_. Saamaend, det kunde vaere artigt nok.
+
+_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet
+Huusgeraad?
+
+_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.
+
+_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulorer lider du
+bedst?
+
+_Abigael_. Jeg? Aa, Rodt og Gult, taenker jeg! det er de mest levende.
+
+_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjonnest ud fra Gaden, naar der
+skinner Lys igjennem dem i de morke Vinteraftener Saa staaer de
+Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer
+kjorende--praegtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med
+Lobere foran.
+
+_Abigael_. Med Lobere, siger I?
+
+_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den AEre.
+Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer
+de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene
+hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge
+Folk?
+
+_Abigael_. Hvilke unge Folk?
+
+_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos
+dig og Claus naturligviis.
+
+_Abigael_. Naa, det er os, som gjor Selskab. Eders Naade seer frem i
+Tiden.
+
+_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?
+
+_Abigael_. Ja, hvem kan vide?
+
+_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at
+regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.
+
+_Abigael_. Men det kunde jo vaere, Vinteren kom seent, eller at det slet
+ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid
+og Ribsbuskene begyndte at gronnes i Januari.
+
+_Geheimeraadinden_. Hor nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord
+sammen. Kom hid og saet dig hos mig. Jeg laegger vel ikke stor Vaegt paa,
+at du og Claus blev faestet til hinanden som Born; thi meget kan
+forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Trae af.
+Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Son saa vel,
+at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjor saa
+vist ingen Roverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt
+saa noie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilboielighed
+for dig, og bliver han din Husbond, vil han baere dig paa Haender.
+
+_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?
+
+_Geheimeraadinden_. Kjaerlighed gi'er Kraefter og gjor Alting let.
+
+_Abigael_. Ja ... Kjaerlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at
+han baerer Kjaerlighed til dig.
+
+_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjor han vel, paa sin Viis.
+
+_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvaeds om, _naar_ det
+skal vaere.
+
+_Abigael_. Tilvaeds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvaeds ... kanske for
+meget.
+
+_Geheimeraadinden_. Hvad mener du?
+
+_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?
+
+_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bor tages endelig Beslutning i
+denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie,
+at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fodselsdag.
+
+_Abigael_. Det veed jeg, Eders Son har sagt mig det.
+
+_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at
+vredes; thi det var ingen Befaling, men et Onske.
+
+_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Onsker, de banker ikke
+paa Doren, de gaaer lige ind i Stuen.
+
+_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre graemmet sig derover, og nu
+frygter han....
+
+_Abigael_. For hvad?
+
+_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde
+Jaordet ud.
+
+_Abigael_. Hm, skal det vaere, kan det jo skee lige saa godt nu som
+siden.
+
+_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du?
+
+_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde
+mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert
+Oieblik.
+
+_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(hoit)# Nei, nei, mit
+kjaereste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjore
+os Alle den store Glaede, saa lad det blive afgjort med det Samme.
+
+_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.
+
+_Geheimeraadinden_ Der vaeltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig
+embrassere dig, min allerkjaereste Datter; thi det kan jeg nu altsaa
+kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde
+hende den glaedelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjober
+Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een
+Familie.--Og hor, _a propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu
+horte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og
+desuden, naar du kommer til Kjobenhavn, kan du jo lade dig instruere af
+Stadens forste Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestaets egen
+Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Born.
+
+_Abigael_. I mener, jeg skulde hore op at synge med Monsieur Ambrosius?
+Aa ja, kan haende, det var det Bedste.
+
+_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og foielig idag,
+min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose
+klaeder dig smukt!
+
+_Abigael_. Ikke sandt, den er kjon endnu? Og den har dog staaet i Vand
+Natten over.
+
+_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at
+han ikke har nodig at indfinde sig tiere. Du behover jo ikke at lade ham
+vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.
+
+_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behoves ikke.
+
+_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til
+Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_
+Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig
+Skriveren. _Adieu, ma chere! Au revoir!_
+
+#(Hun gaaer ud til Venstre)#
+
+
+
+
+TREDIE SCENE.
+
+_Abigael. Ambrosius_.
+
+
+_Abigael_. Kom ind!
+
+_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frokenens Befaling.
+Jeg veed nu ikke, om Frokenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke
+Planter, som igaar. Himlen er hoi og klar, og Luften skikkelig varm for
+Mikkelsdags Aften at vaere.
+
+_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.
+
+_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frokenen da ikke vel?
+
+_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i
+Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres faerdig. Min Fader skal have
+den til Fodselsdagsgave.
+
+_Ambrosius_. Saa har Frokenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?
+
+_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen.
+
+_Ambrosius_. Men i Overmorgen?
+
+_Abigael_. Nei, ikke for det forste ... ikke for Fodselsdagen er omme.
+
+_Ambrosius_. Ikke for!
+
+_Abigael_. Der jo kun tre Dage til.
+
+_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed.
+
+_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa.
+
+_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Traeer og
+Urter. Saet nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev
+ode og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frokenen
+meer.
+
+_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fodselsdag! Det var en
+underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?
+
+_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik,
+som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa
+den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan
+faae smukke Hostdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil
+jeg vente, til Frokenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.
+
+_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa
+synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer
+Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?
+
+_Ambrosius_. Fordi Frokenen sagtens vil lee mig ud og taenke, jeg er for
+gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at
+Rosenknoppen--den, Frokenen skjaenkede mig igaar, allerede var ganske
+bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og
+det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en
+Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare
+evig. Og Frokenen har vel Aarsag til at lee.
+
+_Abigael_. Jeg leer ikke.
+
+_Ambrosius_. Gjor I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?
+
+_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa
+kastede I den vel bort?
+
+_Ambrosius_. Nei.
+
+_Abigael_. Hvad gjorde I da med den?
+
+_Ambrosius_. Jeg ...
+
+_Abigael_. Naa?
+
+***
+
+_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte
+jeg den.
+
+_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig hore.
+
+_Ambrosius_. Ak, naadige Froken, det er kuns en simpel Vise; den flod
+mig saadan i Pennen af sig selv.
+
+_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjore
+Vers?
+
+_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og
+andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op
+af sig selv ligesom Graes paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med
+Graesset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.
+
+_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den
+Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flod Jer i Pennen",
+som I kalder det?
+
+_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og
+taenkte, hvor skjon den havde vaeret og hvor stor Glaede den havde
+forskaffet mig. Og saa kom jeg til at taenke paa, hvor kort den havde
+levet, og hvor hurtig alt det Skjonne forgaaer, og ... ja, saa gik det
+med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en
+underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste
+op og udtale, hvad der rorte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den
+dode Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede
+og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers
+forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.
+
+_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog
+mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjaeld.
+
+_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke vaerd at gjore sig kostbar for. Jeg kan
+sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.
+
+#(Han tager et Papir op af Lommen og laeser folgende Digt:)#
+
+
+"Du deilig Rosenknop,
+Lad mig dig ret betragte
+Og paa den Skonhed agte,
+Som meer end Konst og Pragt
+Er i dit Baeger lagt."
+
+"Du deilig Rosenknop,
+Hvis Blade gjer saa mange
+Smaa Labyrinters Gange
+Og dufte Luften op,
+Du deilig Rosenknop!"
+
+"Du deilig Rosenknop!
+Igaar sad du med Glaede
+Smukt paa dit Tornesaede;
+Men du blev brudt, og see,
+Idag du visnede."
+
+"Du deilig Rosenknop,
+Din friske Farve svinder,
+Dit matte Rodt mig minder,
+At Herlighed forgaaer
+Og Skonhed Ende faaer."
+
+"Du deilig Rosenknop,
+Naturens Mesterstykke!
+Ak, hvor er nu dit Smykke?
+Igaar Du blomstrede,
+Idag du visnede!"
+
+
+_Abigael_. Vil I skjaenke mig den Opskrift?
+
+_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frokenen vil vaerdiges at modtage den. Havde
+jeg taenkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee
+bleven kjonnere.
+
+_Abigael_. Det er et Sporgsmaal. For mig er den kjon nok.
+
+_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan vaere kjon nok
+for Jer, naadige Froken!
+
+_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tove laengere.
+
+_Ambrosius_ #(raekker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I
+har Taarer i Oinene! Jeg har dog vel aldrig kraenket Jer med noget Ord?
+
+_Abigael_. Vist ikke ... Farvel!
+
+_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Froken, gaa ikke saaledes bort! Har
+jeg vaeret for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for
+naer, saa beder jeg bonlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke baere Eders
+Vrede.
+
+_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?
+
+_Ambrosius_. Er I da bedrovet?
+
+_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men
+ved at hore Eders Vise var det ligesom der blev draget et Taeppe til Side
+foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjonnere end
+denne, og som jeg ikke for havde Kundskab om.
+
+_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?
+
+_Abigael_. Det maa det vel have vaeret. Men det er jo Daarskab og
+Indbildning Altsammen.
+
+_Ambrosius_. Nej, naadige Froken, det er det visselig ikke! Thi paa
+selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til
+udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets
+Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den
+skjonneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var
+morkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak
+en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som
+et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer.
+Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar
+jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er
+skjonnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller dromt om!
+
+_Abigael_ #(med tilkaempet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur
+Ambrosius! I taler over Jer.
+
+_Ambrosius._ I har Ret, naadige Froken! Jeg taler over mig ... tilgiv
+min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa
+forunderlig glad! Den Glaede vil I dog aldrig berove mig?
+
+_Abigael_. Kan I glaedes over saa Lidt, skal det vaere Jer vel undt. Jeg
+horer Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har laert mig,
+baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.
+
+_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi?
+
+_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet,
+som I forhen sagde.
+
+_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Froken! Nu troer jeg ikke
+laenger, at de visner!
+
+_Abigael_. Farvel!
+
+#(Hun raekker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker
+_Claus_ ind fra Baggrunden).#
+
+
+
+
+FJERDE SCENE.
+
+_Abigael. Junker Claus_.
+
+
+_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tete a
+tete_...?
+
+_Abigael._ Som nu er forbi.
+
+#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).#
+
+_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(hoit).# Jeg er saa
+lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i....
+
+_Abigael_. At gjore min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket.
+
+_Claus_. Og mig til Glaede, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i
+Eders Tanker ... ikke?
+
+_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist. _Claus_
+#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(hoit)#
+Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det
+vaere bekjendt ved Hove.
+
+_Abigael_ #(som for).# Allerede?
+
+_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at
+naae Kjobenhavn. Og er den glaedelige Nyhed forst indenfor Slotsporten,
+saa farer den som en Lobeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en
+Sporgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk?
+Er hun hoi? Er hun lille? Har hun sorte Oine eller blaa Oine...?
+
+_Abigael_ #(som for).# Hvem mener I?
+
+_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske maerkvaerdigt,
+saa distrait hun er. #(hoit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv,
+elskvaerdigste Abigael.
+
+_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg
+havde ikke Tankerne med mig.
+
+_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevaeget, troer
+jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Oine er jo ganske rode! Er der gaaet Jer
+Noget imod? Eller har I taenkt paa Noget, som har afficeret Jer?
+
+_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu
+maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med.
+Vi sees ved Middagsbordet.
+
+#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).#
+
+_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen
+kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevaeget og seer ud, som hun
+havde graedt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og
+desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men
+ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer
+mig. Jo meer jeg taenker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi!
+Il faut le mettre a la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan
+jeg skulde gribe det an.
+
+
+
+
+FEMTE SCENE.
+
+_Junker Claus. Jorgen_ #(fra Baggrunden).#
+
+
+_Claus_. Ah, er du der, Jorgen! Du kommer meget _a propos_.
+
+_Jorgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?
+
+_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider
+jeg kanskee Baronen imode. Hor Jorgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden
+har talt med dig igaar?
+
+_Jorgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.
+
+_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa
+Gaarden.
+
+_Jorgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg naesten
+ogsaa, Hendes Naade gjorde.
+
+_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun
+spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med
+Situationen.
+
+_Jorgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?
+
+_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hor Jorgen!
+
+_Jorgen_. Hr. Kammerjunker?
+
+_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.
+
+_Jorgen_. Skriverkarlen?
+
+_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som traenger sig ind
+allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.
+
+_Jorgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer.
+Men ... hvordan skulde jeg baere mig ad med at skaffe ham af Veien? Han
+er jo svaert i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Froken
+ogsaa.
+
+_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende.
+
+_Jorgen_. Aa nei saamaend. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade
+et Ord falde til Frokenen derom.
+
+_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har
+naturligviis ikke taenkt paa at der kunde vaere noget Stodende deri; hun
+er saa god, saa nedladende. Nei, jeg praefererer, at han kommer vaek.
+aldeles vaek!
+
+_Jorgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i
+Sadlen, Hr. Kammerjunker!
+
+_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jorgen; kan du ikke paa en
+eller anden Maade faae ham....
+
+_Jorgen_. Til at tabe Stigboilerne! Jo ... jeg har jo nok taenkt paa det.
+
+_Claus_. Hvad har du taenkt paa? Du skal ikke gjore det omsonst, Jorgen!
+Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar
+jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har taenkt paa?
+
+_Jorgen_. Jeg har taenkt, at man muligens kunde faae ham til at forlobe
+sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa
+Porten.
+
+_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare
+laenge.
+
+_Jorgen_. Ikke saa laenge endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er
+svaert hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og
+Skriveren ta'er nu ikke saa noie vare paa sin Mund ... isaer naar han har
+Noget i Ho'edet.
+
+_Claus_. Drikker han?
+
+_Jorgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en
+Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.
+
+_Claus_. Naa, og saa mener du...?
+
+_Jorgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjaelpe lidt til. Om tre Dage er
+det Naadigherrens Fodselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og
+paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer
+bliver der daekket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke
+at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed taenker jeg nok,
+man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et
+godt Oie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ...
+
+_Claus_. Ja, hvad hjaelper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit
+Kammer og sover Rusen ud.
+
+_Jorgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men saet nu, den naadige
+Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet
+med Sang og Spil?
+
+_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Tres bien_, det er meget
+godt udtaenkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud
+efter ham?
+
+_Jorgen_. Ja, men det gjor han bestemt, Hr. Kammerjunker!
+
+_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert?
+
+_Jorgen_. Jo, for det sorger Hr. Kammerjunkeren for.
+
+_Claus_. Ah, du mener, at jeg....
+
+_Jorgen_. Og den naadige Frue....
+
+_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det?
+
+_Jorgen_. Ja, men ikke for efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt
+Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.
+
+_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren....
+
+_Jorgen_. Kunde forlobe sig ... jo, det taenker jeg nok, naar der bliver
+pirret lidt ved ham.
+
+_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fodselsdag sorger _du_ for....
+
+_Jorgen_. At Skriveren faaer god Bevaertning? Jo, det kan Hr.
+Kammerjunkeren forlade sig paa.
+
+_Claus_. Det Andet skal jeg nok besorge.
+
+_Jorgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme
+ud for Tiden.
+
+_Claus_. Jeg? Du kan vaere ganske rolig, min gode Jorgen! jeg er
+Diplomat. Naar man har vaeret sex Maaneder _Secretaire intime_ hos Hs.
+Majestaets _Envoye_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire
+delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dor, og jeg ... jeg gaaer ud
+ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt
+om.
+
+_Jorgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.
+
+#(De gaae hver ud ad sin Dor.)#
+
+#Skuepladsen forandres til:#
+
+#Ambrosius's Kammer. Dor ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.#
+
+
+
+
+SJETTE SCENE.
+
+_Hans Lauritsen. Bodil_.
+
+
+_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdoren.)# Nei, her er heller Ingen.
+#(Han traeder ind, _Bodil_ folger.)#
+
+_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke vaere langt borte, for
+her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med,
+naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke
+var i Bibliotheket.
+
+_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i
+Eenrum, for jeg reiser videre.
+
+_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo
+knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!
+
+_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og
+laenges efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har
+han ikke Ro paa sig, for han seer mig paa den samme Praedikestol, hvor
+han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.
+
+_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.
+
+_Hans Lauritsen_. Det gjor jeg, og med Guds Hjaelp kanskee ogsaa hans
+Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behover at vente
+paa hans Dod for at komme sammen. Saa laenge han lever, deler han Bolig
+og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre
+for.
+
+_Bodil_. Nei, for den Glaede, det skal vaere at boe under Tag med Jer, min
+kjaereste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders
+Foraeldre en kjaerlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har
+Villie. Nu har jeg kun eet Onske tilbage ...
+
+_Hans Lauritsen_. Og det er?
+
+_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi
+her er ikke godt for ham at vaere.
+
+_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I
+dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?
+
+_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere,
+men det fik vaere det samme, naar blot....
+
+_Hans Lauritsen_. Naar blot?
+
+_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Froken driver et underligt Spil med
+ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.
+
+_Hans Lauritsen_. Hvorledes det?
+
+_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let
+haende, han faestede sit Sind staerkere til hende, end godt var.
+
+_Hans Lauritsen_. Skulde det vaere muligt?
+
+_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns
+een Slags Kjaerlighed, det er den, jeg baerer til Jer, Hans Lauritsen; men
+det har jeg da hort sige, at der er den Elskov, som kan volde et
+Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant
+skulde haende den gode Ambrosius.
+
+_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet
+rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan
+Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo for, jo
+heller--og det skal jeg nok sorge for. Thi det traeffer sig saa heldigt,
+at det Tilbud, jeg har at gjore ham, og som han neppe vil undslaae sig
+for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin
+Tjeneste og reise herfra.
+
+_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der
+kommer han over Gaarden, jeg kan hore ham synge.
+
+_Hans Lauritsen_. Lad os saa vaere ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden,
+jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen
+bliver forspaendt, og saa tage Afsked med hinanden.
+
+_Bodil_. Ak, allerede!
+
+_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og naeste
+Gang, jeg kjorer herfra, taenker jeg nok, vi bliver to i Age-Saedet,
+Bodil! #(_Bodil_ ud, et Oieblik efter _Ambrosius_ ind.)#
+
+
+
+
+SYVENDE SCENE.
+
+_Hans Lauritsen. Ambrosius_.
+
+
+_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius!
+
+_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjaereste Ven, er du her?
+#(omfavner ham.)# Glaeden strommer jo ind over mig i denne Dag. Kommer
+du lige fra Kjobenhavn?
+
+_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre.
+
+_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her
+en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det
+er ogsaa dit, saa laenge du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok
+til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar
+jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjor
+Gjengjaeld.
+
+_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjaere Ambrosius! Men jeg kan
+destovaerre ikke tage derimod; thi mine Foraeldre venter mig til bestemt
+Tid.
+
+_Ambrosius_. Ja, saa hjaelper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et
+Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en
+Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjaenket mig. Det er
+en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En.
+#(Han traekker Flasken op og skjaenker.)# See her, hvor den spiller i
+de gronne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa
+dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans
+Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da
+aldrig at komme over, den var for hoi for mig.
+
+_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius.
+Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et
+Brev.)#
+
+_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem?
+
+_Hans Lauritsen_. Ja gjaet engang!
+
+_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjobenhavn, det jeg veed af,
+siden du er borte.
+
+_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din
+gamle Velynder, Professor Holberg.
+
+_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter
+Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Taenker han virkelig
+endnu paa mig--paa "Sanglaerken", som han kaldte mig for min Rosts Skyld?
+Herregud! Han, som kunde vaere saa vranten og iilsindet mod mangen
+Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos
+ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Oret og
+sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland,
+men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Boger, at der kan blive noget
+Andet af ham end en simpel Sanglaerke--horer han det! Gud vaere med ham!
+Gaa nu og luk ikke Doren for hoit op, thi saa traekker det!"--Og han har
+tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?
+
+_Hans Lauritsen_. Laes nu forst Brevet, saa skal du faae naermere Besked.
+
+_Ambrosius_ #(laeser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans
+Lauritsen, der nu med storste Honneur har absolveret sin _examen
+theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei
+engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller
+_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at laegge ham
+alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at
+forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget
+sig at instruere ham. Vorherre har skjaenket ham ugemene Gaver i
+adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig
+Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans
+omflakkende Levnet--men som det nu ved en saerdeles god Tilskikkelse er
+lagt udi hans egen Haand at gjore frugtbringende, saavel til AEre for ham
+selv, som til Gavn for Faedrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det
+gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis
+og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa laenge
+har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede
+_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med
+samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke,
+som jeg siger, idag vaelder al Glaede ned over mig! Kom her, Hans
+Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve
+laenge og skrive mange Comedier endnu!
+
+_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see
+paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?
+
+_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op
+igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har
+at gjore mig.
+
+_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung
+Person, Son af en rig og agtbar Borger i Kjobenhavn, til Udlandet, hvor
+han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri
+Reise og det nodvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur
+af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil vaere
+tilstraekkelig til at fuldfore dine Studeringer og med Guds Hjaelp
+absolvere den theologiske Examen.
+
+_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvaelge
+mig?
+
+_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har
+rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at
+"Sanglaerken" endnu var i Live og sad paa en liden Graestorv herovre i det
+fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du
+seer saa alvorlig ud med eet?
+
+_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa
+uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?
+
+_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Folge med mig
+over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjaere din
+Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn
+lige til Odense, der faaer du Penge til de forste Udgifter.
+
+_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.
+
+_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen.
+
+_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen.
+
+_Hans Lauritsen_. Ja, laenger gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg
+har givet mit bestemte Lofte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han
+videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at
+geleide ham.
+
+_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.
+
+_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige?
+
+_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornoiet i min Stilling;
+hvorfor skulde jeg saa reise?
+
+_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en
+beskeden Lykke, den.
+
+_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa hoit; jeg er tilfreds med den Graestorv,
+du for talte om.
+
+_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Graestorvens Skyld ... der stikker
+Andet under.
+
+_Ambrosius_. Hvad skulde det vaere?
+
+_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har vaeret Venner fra Barndommen af, vi
+har slidt Skolebaenke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med
+hinanden i Kjobenhavn ... har du nu ikke laenger Fortroende til mig?
+
+_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?
+
+_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit
+Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hort en Fugl synge derom.
+
+_Ambrosius_. Om hvad?
+
+_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig
+Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.
+
+_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har
+tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker
+hende.
+
+_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankelost og uden Overlaeg!
+
+_Ambrosius_. Uden Overlaeg ... det kan saa vaere; thi det er med
+Forstanden, man overlaegger, men det er Hjertet, man elsker med. Men
+tankelos er min Kjaerlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange
+Tanker, som nu, og den ene skjonnere end den anden.
+
+_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun
+Lygtemaend, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange
+dig i sine Snarer.
+
+_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har
+Fristeren vaeret saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har
+mine Tanker vaeret renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det
+usleste Krae paa Jorden kunde jeg naenne at gjore Fortraed, saa lyksalig er
+jeg idag. Det er som jeg havde vaeret blind og var bleven seende. Alting
+er nyt for mine Oine; Himlen er hoiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer,
+er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke
+ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glaede!
+
+_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa vaere, at det ikke er ondt i sig selv,
+saa er det dog ondt i sine Folger. Husk paa den vilde Abild, som har
+skjonne Blomster, som dog baerer beske Frugter. Saadan et vildt Trae er
+ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det
+fore? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjaerlighed til. Hun er
+over din Stand, og du kan hverken lofte dig op til hendes, eller vente,
+at hun skulde nedlade sig til din for at aegte dig.
+
+_Ambrosius_. AEgte ... hvem taenker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see
+hende og hore hende tale--intet Andet. Min Kjaerlighed er som Himmerig,
+hvor der hverken giftes bort eller tages til AEgte.
+
+_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Svaermeries Skyld vil du
+saette hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun
+nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?
+
+_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa
+slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!
+
+_Hans Lauritsen_. Men taenker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et
+Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?
+
+_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig
+... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kraever en storre Rente,
+end jeg har Kaft til at yde....
+
+_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfaerdig! Du skulde
+vel vogte dig for at kaste Buloxe til Vorherre, thi han kan let vende
+det Skarpe igjen. Gud kraever ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig
+har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde
+takke ham paa dine Knae og ikke saette dig op imod hans Villie. Thi det er
+Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem
+til hans AEre og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har
+skjaenket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for
+Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjonne
+Konst, som kan troste og fornoie baade dig selv og Andre, naar du dyrker
+den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter
+en skinnende Drom, efter en Saebeboble, der brister!
+
+_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drom er hele min Lykke og alt
+det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!
+
+_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart
+vaere udbraendt.
+
+_Ambrosius_. Lad saa vaere! Saa lever jeg rigt og kort--jeg onsker ikke
+bedre.
+
+_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du
+faaer vel tage Livet, som det gives dig. Saet, du nu kom til at leve
+laenge og fattigt, hvad saa?
+
+_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end
+Velstand og gode Dage.
+
+_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og
+Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa,
+for at noies med et Minde! Man skulde sandfaerdig troe, du var elleskudt.
+
+_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der
+gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?
+
+_Hans Lauritsen_. Men der kan vaere Andre, som har samme Magt.
+
+_Ambrosius_. Troer du?
+
+_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig naesten saa. Men er du elleskudt, saa
+lad mig vaere Hanen, som vaekker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet
+i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Folg bort med
+mig endnu idag, saa kjore vi sammen til Odense.
+
+_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop
+bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en
+skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.
+
+_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke
+til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans
+Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.
+
+_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det
+dit sidste Ord?
+
+_Ambrosius_. Ja.
+
+_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen So. Mands Villie
+er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjor det,
+han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for
+meget, Ambrosius! Gud vaere med dig og Farvel!
+
+_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?
+
+_Hans Lauritsen_. Visselig gjor vi det. Jeg bryder ikke med en gammel
+Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjor det mig for dig,
+Ambrosius, bitterlig ondt.
+
+_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad
+os tomme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen
+... #(bevaeget.)# Tak for alt Godt og ... baer over med mig ... Jeg kan
+ikke Andet! Og lev saa vel!
+
+_Hans Lauritsen_. Lev vel!
+
+#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)#
+
+_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ forst saae!
+
+#(Taeppet falder.)#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+FJERDE AKT.
+
+
+
+
+ * * * * *
+
+#(Sal. Dor i Baggrunden. Sidedore. Et storre og et mindre Bord, Stole m.
+m)#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+
+FORSTE SCENE.
+
+#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister
+_Soren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjaester_ (komme ind fra
+Venstre). Strax efter _Jorqen_ og _Bodil_.#
+
+
+_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders
+Naade!
+
+_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_
+
+_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister!
+
+_Magisteren_. Jeg onsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain!
+
+_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at
+smoge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til
+Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter
+den Konst, ha, ha, ha!
+
+_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron.
+
+_Claus_. Ha, ha, meget morsomt!
+
+_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Saet et Par Bouteiller Rhinskviin herind,
+Jorgen ... af den aeldste.
+
+_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Onsker Eders Naade en Kop Kaffe?
+
+_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn!
+
+_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.
+
+_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretraekker jeg en, Kop Kaffe, som er
+tilberedt af Froken Abigaels hvide Haender.
+
+_Abigael_. Dermed kan jeg desvaerre ikke tjene; Kaffen er kogt af
+Huusholdersken.
+
+_Baronen_. Og hendes Haender er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!
+
+_Gjaester_. Ha, ha, ha!
+
+_Claus_. Men i det mindste skjaenkes den mig dog af Eders Haand.
+
+#(Han faaer en Kop, som raekkes ham og senere tages igjen af Jorgen.)#
+
+_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr.
+Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller
+ikke?
+
+_Captainen_. Jeg takker aerbodigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er
+edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.
+
+_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behover I jo ikke at genere
+Jer for at tomme Bouteillen. I er saa vist ikke den forste Captain, der
+har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!
+
+_Gjaester._ Ha, ha, ha!
+
+_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det vaere mig tilladt at
+bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel
+hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--naest efter
+ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn,
+har vederkvaeget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin
+Bolig i denne skrobelige Hytte. Thi ligerviis som man beklaeder og digter
+et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan
+trives og fole Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvaeger man
+ogsaa sit Legem, for at ...
+
+_Baronen._ Ja, kvaeg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar
+Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker
+bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter
+Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme,
+saa havde vi det at forslaae Tiden med.
+
+_Jorgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens
+Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)#
+Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sorg I nu blot for,
+at han bliver kaldt herop.
+
+_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige
+Gratulationsvers?
+
+_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den
+Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke
+Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man forst sat
+Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke
+sandt, Hr. Captain?
+
+_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne
+op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsael, at de springer, ha,
+ha, ha!
+
+_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an,
+at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik?
+
+_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke taenkt
+paa.
+
+_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen
+vilde tillade ... men maaskee gjor Skriveren Vanskeligheder, naar der er
+Fremmede tilstede?
+
+_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjor Vanskeligheder, naar
+jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jorgen, og siig med det
+samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde
+Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders
+Naade har vel ikke Noget derimod?
+
+_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjor altid et godt Indtryk paa Tyendet,
+at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang
+imellem, ikke for ofte.
+
+_Baronen_, Naa ja, saa gjor, som jeg siger, Jorgen! #(_Jorgen_ gaaer ud
+i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning
+Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger
+... ikke sandt, Abigael?
+
+_Abigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjaesterne
+har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet?
+
+_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen praefererer
+det. Hvad mener I, Magister Soren?
+
+_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give
+_min_ ringe Mening tilkjende herudi ...
+
+_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den!
+
+_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet
+staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske
+noie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille
+meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind
+Fodskridt gaae."
+
+_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I baerer nu som saedvanlig Kappen paa
+begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det vaere?
+
+_Magisteren_, Jeg er i det Sporgsmaal aldeles af samme Mening som Hr.
+Baronen.
+
+_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge!
+Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister?
+
+_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretraekker
+unaegtelig--med den naadige Frokens gunstige Tilladelse--at staae,
+_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet.
+
+_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjor de Andre ventelig
+ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain?
+
+_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter
+Tromlen og traenger ikke til Motion. Jeg praefererer, med Hr. Baronens
+Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha,
+ha!
+
+
+
+
+ANDEN SCENE.
+
+_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels
+Bruus_ og _Jorgen_ #(fra Baggrunden).#
+
+_Peder_ #(traeder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frokenen og
+begynder strax)# Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder....
+
+_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet,
+jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men
+sandt at sige ...
+
+_Peder_. Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder....
+
+_Ambrosius_ #(halv hoit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord
+paa Munden endnu.
+
+_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale forst,
+din Kylling!
+
+_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?
+
+_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at
+Hanen bor gale for Kyllingen.
+
+_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.
+
+_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!
+
+_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?
+
+_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit
+Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ...
+jeg er ikke ret oplagt til at synge idag.
+
+_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min
+Fodselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?
+
+_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som
+sagt....
+
+_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjor ikke min Fader vred,
+Ambrosius! I kan jo taenke Jer, at I synger for mig alene.
+
+_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge!
+
+_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til?
+
+_Claus_. Virtuosen gjor sig kostbar, troer jeg.
+
+_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?
+
+_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa,
+Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nodsfald lave en Vise paa staaende Fod,
+det har han jo for viist Prover paa.
+
+_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg taenker just derpaa.
+
+_Claus_ #(sagte til Jorgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok,
+Jorgen!
+
+_Jorgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer po om
+po. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu.
+#(hoit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjaenker for Skriveren og
+Ridefogden?
+
+_Baronen_. Ja vel, drik sig forst et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer
+Geisten nok over ham.
+
+_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot
+finde de rette Ord!
+
+_Baronen_. Gjor det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!
+
+_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man maerker, det er
+Improvisation).#
+
+
+Jeg synge skal en Vise,
+Velan, jeg er bered;
+Det Bedste vil jeg prise,
+Som jeg i Verden veed:
+Musikens muntre Lyst
+Og Druesaftens Trost,
+Men forst og sidst den Elskov, der taendtes i mit Bryst.
+
+Den gyldne Viin mig kvaeger
+Og gjor mig glad og fri;
+Men har jeg tomt mit Baeger,
+Saa er den Fryd forbi.
+Musik og lystig Sang
+Fornoier mangen Gang,
+Men Glaeden svinder hastig alt med den sidste Klang.
+
+Nei, meer end lifligst Drue
+Og deiligste Musik,
+Jeg priser Elskovs Lue,
+Som til mit Hjerte gik.
+Den af et Ord blev fod
+Og flammed op til Glod,
+Men slukkes kan den aldrig, den braender til min Dod!
+
+
+_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjor AEg.
+
+_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter
+Fruentimrenes Smag, de holder af den sode Confect. Om lidt maa han gi'e
+os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjaenk i for Skriveren,
+Jorgen! #(det skeer).#
+
+_Peder_. Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder ...
+
+_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tommer Glasset
+paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler
+paa engang ... ligesom Kjaerligheden. Giv mig et Glas endnu, Jorgen!
+#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en
+Skaal for hende, jeg har kjaer, hvad enten hun er fjaern eller naer!...
+Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig
+fattig Svend god eller ei!...
+
+_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet,
+Captain!
+
+_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han horer ikke
+til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!
+
+_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er hoi eller lav, elske hende
+vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)#
+
+_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha,
+ha!
+
+_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke
+Jer selv maegtig.
+
+_Ambrosius_ #(halv hoit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er
+ikke mig selv maegtig.
+
+_Abigael_ #(som for).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt,
+laengst ude, ved det gamle Egetrae, hvor vi forste Gang saaes, der traeffer
+I mig. Har I forstaaet det?
+
+_Ambrosius_ #(som for).# Ja.
+
+_Abigael_ #(som for).# Og drik saa ikke Meer ... horer I!... For min
+Skyld!
+
+_Ambrosius_ #(som for).# For _Eders_ Skyld!
+
+_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael
+hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den
+var montet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette
+faaer en Ende.
+
+#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Doren til Venstre.)#
+
+_Peder_. Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder....
+
+_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det
+var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud
+paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for laenge ud.
+
+_Peder_ #(halv hoit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat
+til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.
+
+_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?
+
+_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren,
+som skal gaae for sig idag.
+
+_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag!
+
+_Captainen_. Ah, jeg gratulerer aerbodigst, Hr. Baron feirer also en
+dobbelt Fest.
+
+_Gjaester_. Gratulerer aerbodigst! Onsker underdanigst til Lykke!
+
+_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente
+endnu, Eders Naade! Magister Soren er nok desuden ikke ret faerdig med
+sin Middagslur ... ha, ha, ha!
+
+_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til
+mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har
+taenkt at holde til det unge Par.
+
+_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok
+vare Jer ad, naar Tiden er der.
+
+_Ambrosius_ #(afsides).# Horte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Oren
+som rygende Blaest. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves
+idag?
+
+_Jorgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr.
+Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Hoiden. #(til Ambrosius, hoit.)#
+Et lille Glas endnu, Ambrosius?
+
+_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjaenk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer!
+#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)#
+
+_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele
+Festivitet, da det dog forst og fremmest er Svigerfaders Fodselsdag, vi
+hoitideligholde.
+
+_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare
+en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter
+til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke
+kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjaenk i for ham,
+Jorgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til
+Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!
+
+_Peder_ #(halv hoit til Jorgen, som skjaenker for ham).# Den
+Gronskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint,
+gjor jeg!
+
+_Jorgen_ #(halv hoit).# Vaer rolig, Peer! Den, som ager med Stude,
+kommer og frem.--Horte I ikke, hvad Skriveren og Frokenen talte om for
+lidt siden? De stod jo her naest ved Jer.
+
+_Peder_ #(som for).# Hvad skulde jeg hore efter den Pludder for! Jeg
+er saa gal i Hovedet, at....
+
+_Jorgen_ #(som for, til Niels Bruus).# Horte du heller ikke Noget,
+Niels?
+
+_Niels_ #(halv hoit).# Jo, mig syntes Frokenen snakkede noget om at
+gaae i Haven, og om det gamle Egetrae ... men jeg regarderede ikke videre
+derpaa. Det horte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke
+drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan noies med idag.
+
+_Jorgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetrae #(seer sig
+om).# Og Frokenen har absenteret sig ... nu skal vi see Loier!
+
+_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller
+synger han ikke? Nu maa han vel sagtens vaere oplagt?
+
+_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise,
+naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om
+Ungersvenden, som blev elleskudt.
+
+_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ...
+jeg kjender det ... i Ryggen.
+
+_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det,
+skal I vide.
+
+_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu lober
+det rundt for ham, ha, ha, ha!
+
+_Alle_. Ha, ha, ha!
+
+_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)#
+
+
+Jeg lagde mit Hoved til Elvehoi,
+Mine Oien de finge en Dvale;
+Der kom gangendes to Jomfruer frem,
+Som gjerne vilde med mig tale.
+Siden jeg _hende_ forst saae.
+
+
+#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men
+den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde
+paa Jord! Hendes Oine var som den blaae So, og hendes Haar skinnede som
+Solstraaler ... og saa havde hun en Rost, naar hun kvad ... saa faur
+over alle Kvinder, #(synger:)#
+
+
+Striden Strom, den stiltes derved,
+Som forre var vant at rinde;
+Alle smaa Fiske, i Floden svam,
+De legte med deres Finne.
+
+
+_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har vaeret for en
+Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!
+
+_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver
+morsommere siden ... For saa reiste Hoien sig paa rode Paele, og der blev
+skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.
+
+_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djaevlen! Ha, ha, ha!
+
+_Alle_. Ha, ha, ha!
+
+_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin
+Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor?
+For han var egentlig en Fro.... _Alle_. Ha, ha, ha!
+
+_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeoine. Nei, #(halv
+sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre
+Intet af. #(hoit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak
+... og Praesten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde
+Ingen af dem see, ha, ha!
+
+_Alle_. Ha, ha, ha!
+
+_Ambrosius_ #(synger:)#
+
+
+De dandsed ud, de dandsed ind
+Alt i den Elvefaerd;
+Alt sad fauren Ungersvend
+Og stotted sig til sit Svaerd.
+
+
+#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Traeer og Buske og Stene
+... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det lob Altsammen rundt. Og
+saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig
+Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rod, den var fyldt til
+Randen med liflig Mjod ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke
+Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som horte
+det ... #(hoit.)# Men saa slaengte han Kalken ud af sin Haand #(han
+slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det
+Samme...!
+
+_Baronen_. Halloi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er
+nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig
+en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv.
+
+_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det!
+
+_Baronen_. Folg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under
+Vandspringet, til Rusen er gaaet over.
+
+#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)#
+
+_Claus_ #(sagte til Jorgen).# Men nu slap han jo fra os!
+
+_Jorgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en
+Slaede i Veien.
+
+_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den
+syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men
+naar Ollet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke
+sund Sands i Alt, hvad han sagde.
+
+_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!
+
+_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra
+Djaevlen, der er Lognens Fader.
+
+_Geheimeraadinden_. Kan haende, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr.
+Baron!
+
+_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det vaere for Mening? Undskyld, at
+jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.
+
+_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.
+
+_Baronen_. Kan vaere. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte.
+Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at taenke paa.--I er vel
+faerdig med at memorere Talen, Magister Soren? For ret nu skal Comedien
+gaae an.
+
+_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at
+forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende
+haabefulde Skud af aedel Stamme, som i Forveien have forbundet deres
+Hjerter i Kjaerlighedens Pagt.
+
+_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne?
+
+_Geheimeraadinden_. Kald paa Frokenen, Bodil!
+
+_Bodil_ #(som har vaeret beskaeftiget ved Kaffebordet).# Frokenen er
+gaaet ud for en Stund siden.
+
+_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun
+gaaet hen da?
+
+_Bodil_. Jeg tror, den naadige Froken gik ned i Haven.
+
+_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optoier! #(til Bodil.)# Saa gaa
+ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!
+
+#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)#
+
+_Geheimeraadinden._ Det er unaegtelig en curieus Idee af den kjaere
+Abigael at gaae herfra netop i dette Oieblik.
+
+_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.
+
+_Jorgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frokenen har Selskab, Hr.
+Kammerjunker.
+
+_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det.
+
+
+
+
+TREDIE SCENE.
+
+_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)#
+
+
+_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens
+Hoved sat i Lave igjen, Niels?
+
+_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han lob fra
+mig.
+
+_Baronen_. Lob han fra dig?
+
+_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld
+Fiirspring ned igjennem Haven, og saa taenkte jeg, det var bedst at lade
+ham rende Rusen af sig.
+
+_Jorgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren
+nu, hvad jeg meente?
+
+_Claus_ #(afsides).# _Sacre nom!_ #(hoit.)# Kjaere Svigerpapa maa
+excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person
+befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv
+gaae hende imode, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt.
+
+_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen
+Stratenrover, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae
+hende imode, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke
+foretages Noget, for hun kommer igjen, den Landloberske! Behager Eders
+Naade?
+
+_Geheimeraadinden._ Med Fornoielse.
+
+_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalaenge,
+Magister Soren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I
+for. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjore Jer Selskab.
+
+#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden.
+_Magister Soren_ og nogle _Gjaester_ ud til Hoire.)#
+
+_Jorgen_ #(til Junker Claus, halv hoit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa
+jeg vaere saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad?
+
+_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som
+paa Naale.
+
+_Jorgen_ #(som for).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae
+ad den ostre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetrae; der
+troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren traeffer den naadige Froken.
+
+_Claus_ #(som for).# Hvorfor troer du det?
+
+_Jorgen_ #(som for)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til.
+
+_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei.
+
+#(Han gaaer ud i Baggrunden).#
+
+_Jorgen_. Lad os folge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo vaere, der
+blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens,
+Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den
+Glaedens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse
+for Jeres Gratulationsvers.
+
+#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)#
+
+Skuepladsen forandres til:
+
+#(_Haven_ fra forste Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer
+over til Solnedgang.)#
+
+
+
+
+FJERDE SCENE.
+
+_Abigael_ #(siddende paa Baenken. Strax efter)# _Ambrosius._
+
+
+_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstorklaede i
+Uorden).# Her har I mig, Froken, Ellepige, Abigael! Gjor med mig,
+hvad I vil! #(Han kaster sig halv knaelende over Enden af Baenken.)#
+
+_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius?
+Reis Jer op og vaer rolig; jeg vil tale med Jer--horer I?
+
+_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer
+for mine Oren ... saa, nu tier de ... nu horer jeg kun Klangen af Eders
+Rost.
+
+_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger
+Jer.
+
+_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Froken! Jeg veed, hvad I vil
+sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig for. I skal
+troloves idag ... ikke sandt?
+
+_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hort af Bodil, at
+I har faaet et godt og haederligt Tilbud, som kan laegge Grunden til Eders
+Lykke....
+
+_Ambrosius_. Til _min_ Lykke!
+
+_Abigael_. Ja, og til AEre og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud
+maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjore
+Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?
+
+_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Froken!
+
+_Abigael_. Hvorfor ikke?
+
+_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.
+
+_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I?
+
+_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og
+det gjores mig ikke laenger. Og det er for silde, for ...
+
+_Abigael_. Nu?
+
+_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg
+dog ikke glemme Jer mere.
+
+_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behover I jo ikke heller.
+
+_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?
+
+_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel.
+
+_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger
+jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Naerhed. Det har
+jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker,
+end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?
+
+_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig,
+Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders
+Skriver, og jeg er hans Datter.
+
+_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I vaeret
+mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og
+smilte til mig, og skjaenkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig
+mere sanke Blomster med hinanden?
+
+_Abigael_. Nei, aldrig meer.
+
+_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa
+den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens
+ingen Blomster visnet.
+
+_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa,
+I vil ikke reise herfra?
+
+_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det naenner I dog
+ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til,
+#(sagtere.)# jeg mindre end nogen,
+
+_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er
+sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her,
+jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er
+loben fort! Det er jo som det var et Oieblik ... men med en Evighed i
+sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste
+slet ikke, hvad Glaede var.
+
+_Abigael_ #(betragter ham bevaeget.)# Veed I det da nu?
+
+_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres
+mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped
+Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Ore. I er jo dog ingen
+Ellepige? Svar mig, Abigael! Raek mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om
+Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne!
+
+_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun raekker ham Haanden.)#
+
+_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa fole,
+hvor jeg elsker Jer! #(Han knaeler og bedaekker hendes Haand med Kys.)#
+
+_Abigael_ #(laegger bevaeget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels
+Ambrosius! #(De blive et Oieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun,
+idet hun soger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds
+Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa
+faaer I tage Folgerne!
+
+
+
+
+FEMTE SCENE.
+
+#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._
+(komme ind fra Hoire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jorgen og Niels
+Bruus_.#
+
+
+_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa
+Faerde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved hoilys Dag, eller holder min
+Datter Staevnemode med Skriverkarlen?
+
+_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous for Trolovelsen ... det er virkelig
+meget ... meget morsomt, ha, ha!
+
+_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spoge med Sligt! Det er
+naturligviis et ganske tilfaeldigt Mode.
+
+_Captainen_. Natuerlich ... ganz tilfaeldig ... men meget ubehageligt,
+Eders Naade!
+
+_Baronen_. Tilfaeldigt! Er det kanskee ogsaa tilfaeldigt, at den Slyngel
+ligger paa Knae for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for
+mine aabne Oine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?
+
+_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ...
+
+_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djaevlen, kan hun lukke Munden op?
+
+_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskraekker hende.
+
+_Abigael_ #(faar Oie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det
+betyder, at jeg har vundet mit Vaeddemaal! Ikke sandt, Bodil?
+
+_Baronen_. Vaeddemaal! Hvad for et Vaeddemaal? Red for dig og det strax?
+Jeg la'er mig ikke saette Blaar i Oinene.
+
+_Abigael_. Det Vaeddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa
+dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver
+ligge paa Knae for mine Fodder. Bodil kan bekraefte mine Ord ... om det
+ellers gjores behov at fore Vidne i den Sag.
+
+_Geheimeraadinden_. Taenkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig
+Spog.
+
+_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spog ... et Vaeddemaal!
+
+_Claus_. Ah, _une petite comedie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg
+traekker Veiret igjen.
+
+_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er
+attrapirt!
+
+_Ambrosius_ #(som for.)# Et Vaeddemaal ... En Spog!
+
+_Baronen_. Naa, saaledes haenger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide
+det? Du har slaaet tilvaeds med Bodil, siger du...? Det aendrer jo
+rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger,
+den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter
+... Hvad har han at sige til sit Forsvar?
+
+_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har vaeddet om
+mit Hjerteblod!
+
+_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedod ogsaa faae Lon som
+forskyldt!
+
+_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv maegtig.
+
+_Ambrosius_ #(traeder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse
+for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget
+med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Froken, og jeg kuns et ringe
+Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske
+har ikke Lov til at pine det andet tildode. Hvad Synd har jeg begaaet
+imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig
+jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Oine den Stund, I allerede
+lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet
+deri? Var den Brode da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden?
+Nu vel, saa har jeg nu bodet derfor med den bittreste Kvide. Hvad
+forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa
+river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt
+den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og
+hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Froken! og onsker Jer saa gode
+Dage, som Gud efter dette vil skjaenke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig
+gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg
+endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)#
+
+_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes
+slipper han ikke! Ned paa sine Knae og bed om Naade, elendige Pjalt, som
+han er, eller jeg skal...!
+
+_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og
+knaelet for et Afgudsbillede ... det gjor jeg ikke mere. _Jeg_ boier fra
+nu af kun Knae for min Gud og Skabermand.
+
+_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I
+Hundehullet med ham, paa Vand og Brod, til han neier sig og be'er om
+Naade!
+
+_Jorgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken
+Degn eller Ridefoged, Niels!
+
+_Ambrosius_. Gjor med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ...
+eller saa kort, som den raekker.
+
+_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld,
+Froken! hav dog Medynk med ham og laeg Jer imellem!
+
+_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bonlig, lad
+ham frit gaae herfra! #(halv hoit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og
+lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjaer. Det Lofte
+vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa
+svaerger jeg ved Gud, den Almaegtige, jeg giver aldrig Junker Claus min
+Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_
+jeg ikke.
+
+_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han
+forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens
+Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer
+Tilhold om aldrig meer at saette Foden paa Eders Grund.
+
+_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbon for ham, saa lad ham da
+slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels
+Bruus.)# Folg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i
+en Fart, giv ham en Maaneds Lon og kjor ham saa paa Porten! #(til
+Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa
+Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!
+
+_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det
+Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig
+meer. Kan haende, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men
+skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet
+vaere Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Morket.
+Jeg har Guds hellige Ord til min Trost, og jeg har Sangen til at lette
+mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al
+min Ringhed mere hoibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men
+endda baeres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der
+kunde overleve Eder!
+
+_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer
+ud til Hoire, fulgt af _Niels Bruus_.)#
+
+_Captainen_. Maa jeg gjore Hr. Baron min Compliment for den Execution.
+Hr. Baron forer en famos Commando.
+
+_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr.
+Captain!
+
+_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter
+denne lille Distraction taenke paa at faae Ceremonien fra Haanden?
+
+_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister
+Soren kanskee saa laenge paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha!
+Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.
+
+#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jorgen_ og _Gjaesterne_ ud
+til Hoire.)#
+
+_Claus_. Elskvaerdigste Abigael! Jeg braender af Utaalmodighed. Tillader
+I?
+
+_Abigael_. Om et Oieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis
+I vil gaae forud, skal jeg strax folge efter.
+
+_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for laenge borte, thi saa kommer
+jeg paa AEre og bortforer Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud
+til Hoire.)#
+
+_Bodil_. Har den naadige Froken Noget at befale?
+
+_Abigael_. Nei, jeg onskede kun at vaere et Oieblik alene.
+
+_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae.
+
+_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad graeder du for?
+
+_Bodil_. Kan I sporge derom?
+
+_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at
+graede over?
+
+_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden,
+hvor han hverken har Brod eller Huusly?
+
+_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.
+
+_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som
+var skyldig.
+
+_Abigael_. Bodil!
+
+_Bodil_. Forlad mig, naadige Froken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er
+I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?
+
+_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til
+Hoire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?
+
+_Bodil_ #(seer ud til Hoire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt
+han gaaer og seer ned for sig!
+
+_Abigael_. Stille! Kom hid bag Traeet ... hurtig, at han ikke faaer Oie
+paa os! #(De traede over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer
+langsomt gaaende fra Hoire, henad Veien hinsides Gjaerdet. Han stotter
+sig til Stokken med den ene Baand, i den anden baerer han Hat og Vadsaek,
+Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen lofter han
+Hovedet, standser et Oieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven.
+Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause.
+_Abigael_ lober hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden.
+Lidt efter kommer hun tilbage)#
+
+_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!
+
+_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose
+
+_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den!
+
+#(_Bodil_ tager den op og raekker hende den. _Abigael_ betragter den et
+Oieblik taus, derpaa siger hun:)#
+
+
+"Du deilig Rosenknop,
+Igaar du blomstrede,
+Idag du visnede!"
+
+
+#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Haenderne.)#
+
+_Bodil_. Graeder I? Over ham? men Froken, saa elskede I ham jo! Og
+alligevel...!
+
+_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke for nu?
+
+_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har
+voldt det Altsammen, bliver lonnet med Pryd og Herlighed!
+
+_Abigael_. Jeg ... lonnet!
+
+_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lonnen!
+
+#(Junker _Claus_ kommer ind fra Hoire.)#
+
+_Abigael_ Eller Straffen!
+
+#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imode, falder
+Taeppet.)#
+
+ * * * * *
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS ***
+
+***** This file should be named 13599.txt or 13599.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+ https://www.gutenberg.org/1/3/5/9/13599/
+
+Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed
+Proofreading Team.
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties. Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research. They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement. See
+paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works. See paragraph 1.E below.
+
+1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States. If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed. Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change. If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges. If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+ the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+ you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
+ owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+ has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+ Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
+ must be paid within 60 days following each date on which you
+ prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+ returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
+ sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+ address specified in Section 4, "Information about donations to
+ the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+ you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+ does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+ License. You must require such a user to return or
+ destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+ and discontinue all use of and all access to other copies of
+ Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+ money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+ electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+ of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+ distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from. If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation. The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund. If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations. Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+ Dr. Gregory B. Newby
+ Chief Executive and Director
+ gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment. Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements. We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance. To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+ https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.