initial commit of ebook 14686HEADmain

1 files changed, 3630 insertions, 0 deletions

diff --git a/14686-0.txt b/14686-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..638cd3d
--- /dev/null
+++ b/14686-0.txt
@@ -0,0 +1,3630 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 14686 ***
+
+_SKOLEUTGAVER_
+
+AV NORSKE FORFATTERE
+
+Ved _cand. mag. JOH. HERTZBERG_
+
+_HENRIK IBSEN_
+
+_HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND_
+
+_Med anmerkninger av_
+
+_stud. mag. BIRGER KNUDSEN_
+
+_ANDET OPLAG_
+
+_KRISTIANIA OG KJØBENHAVN_
+
+GYLDENDALSKE BOGHANDEL
+
+NORDISK FORLAG
+
+1918
+
+
+
+ANMERKNINGER
+
+av stud. mag. _Birger Knudsen_
+
+
+_Hærmændene på Helgeland_, som oprindelig var paabegyndt paa vers,
+forelaa færdig som manuskript og blev indlevert til Kristiania teater
+høsten 1857, men blev henlagt. Om den strid som førtes i den anledning,
+se Collin: Bjørnson II 431 fg. Stykket blev imidlertid trykt som bilag
+til Illustreret Nyhedsblad april 1858 det opførtes første gang november
+s.a. Om dramaets historie gir Ibsen endel oplysninger i sidste halvpart
+av indledningen til anden utgave av Gildet paa Solhaug. I forordet til
+den tyske utgave (1876) uttaler Ibsen, at stoffet til dramaet bare
+delvis er hentet fra volsungasagaen; det væsentlige grundlag utgjøres av
+ættesagaerne, hvor heltesagnets forhold ofte bare synes ført tilbake til
+menneskelige dimensioner. Av volsungasaga kommer kap. 20-31 i
+betragtning. Særlig i kap. 28-29 (kfr. III akt) fandt Ibsen et enkelt,
+betydelig motiv, som har fengslet ham. Forhistorien har han saa selv
+spundet ut fra dette motiv. Av de islandske ættesagaer, som han læste i
+N. M. Petersens oversættelser (3 b. 1839-41; her henvises til 3dje utg.,
+1901), har han benyttet Laxdoelasaga, særlig kap. 28-49; desuten Egils
+saga og Njaals saga.
+
+Av kommentarer bør nævnes Ferd. G. Lynners avhandling i smaaskrifter fra
+det litteraturhistoriske seminar, utg. av G. Gran; A. Bonus: Ibsen u.
+die Isländergeschichte i Preuss. Jahrbücher b. 126; G. Neckels foredrag
+i 88 Jahresbericht der schlesischen Gesellschaft für väterlandische
+Kultur (1910); Roman Woerner: Henrik Ibsen I.
+
+
+_Første handling._
+
+_Kaares strid med Gunnar_, sml. Pet. Egils saga kap. 84 og Njaals
+saga kap. 36.
+
+S. 11. _Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter,
+Hjørdis_, se ogsaa s. 18; sml. Pet. Egilss. kap. 57.
+
+Den islandske lov satte følgende betingelser for et gyldig egteskap: 1)
+erlæggelse av en bestemt kjøpesum for bruden (mundr), 2) avholdelse av
+bryllup, 3) forlovelse.
+
+S. 17. Holmgang, sml. Pet. Egilss. kap. 68. Holmgang var ingen lovfæstet
+indretning, men den var heller ikke forbudt i lovene; forbudt i Norge
+ca. 1012.
+
+       *       *       *       *       *
+
+_Anden handling._
+
+S. 28. _jeg har hørt om en dronning_ etc., Vols, kap. 7.
+
+S. 30. _Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg_ etc.
+Fridtjofs saga kap. 6, Tegnérs Frithiofs saga 10. romance og Fayes
+Norske Folkesagn s. 55-56.
+
+S. 31. _draugen_. Fayes Folkesagn s. 72-73.
+
+S. 31. _de døde mænds hjemfærd_. Fayes Folkesagn s. 62-66.
+
+S. 36. _gyvr_. Fayes Folkesagn s. 6. Munch: Nordens gamle gude og
+heltesagn s. 6.
+
+S. 36. _Smalserhorn_. Snorre: Olaf Trygvesøns saga kap. 85.
+
+S. 37. _nidstang skal han reise_ etc., sml. Pet. Egilss. kap. 60.
+
+S. 40. _Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle_, Vols. kap. 31.
+
+       *       *       *       *       *
+
+_Tredje handling._
+
+S. 43. _Der avles stordåd med hver time nuomstunder_, sml. Pet. Laxdoelas.
+kap. 49.
+
+S. 44. _På en drøm, jeg nylig havde_ etc., sml. Pet. Laxdoelas. kap. 49.
+
+S. 51. _Lad brænde, lad brænde_ etc., sml. Pet. Njaalss. kap. 78.
+
+       *       *       *       *       *
+
+_Fjerde handling._
+
+_Ørnulf_, sml. Pet. Egilss. kap. 80-81.
+
+S. 60. _Brage_. Gylfaginning, Finnur Jonssons oversættelse kap. 25.
+
+S. 62. _Suttungs mjød_. Munch: Nordens gamle gude- og heltesagn s. 97-99.
+
+S. 64. _fylgje_. Fayes Folkesagn s. 68-72.
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND
+
+SKUESPIL I FIRE HANDLINGER
+
+(1858)
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+PERSONERNE:
+
+_ØRNULF FRA FJORDENE_, landnamsmand på Island.
+
+_SIGURD HIN STÆRKE_, søkonge.
+
+_GUNNAR HERSE_, rig bonde på Helgeland.
+
+_THOROLF_, Ørnulfs yngste søn.
+
+_DAGNY_, Ørnulfs datter.
+
+_HJØRDIS_, hans fosterdatter.
+
+_KÅRE BONDE_, en helgelænding.
+
+_EGIL_, Gunnars søn, fire år gammel.
+
+_ØRNULFS_ sex ældre sønner.
+
+_ØRNULFS_ og _SIGURDS MÆND_.
+
+_GÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND_, o.s.v.
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+(Handlingen foregår i _Erik Blodøkses_ tid på og i nærheden af _Gunnars_
+gård på Helgeland i det nordlige Norge.)
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+FØRSTE HANDLING.
+
+
+_(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre
+et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i
+viken; langt ude til højre skjær og høje holmer; søen er i stærkt oprør,
+det er vinter med snetykke og storm.)
+
+(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med
+sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer
+han et kort sakssværd. _Ørnulf_ viser sig straks efter oppe mellem
+fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner
+samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
+med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
+er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
+bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)_
+
+_SIGURD (træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt
+derhen og prøver at bryde døren op)._
+
+_ØRNULF (kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at
+genkende ham, stiger ned og råber):_
+Vig marken, hærmand!
+
+_SIGURD (vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):_
+Det var første gang ifald jeg gjorde det!
+
+_ØRNULF._
+Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.
+
+_SIGURD._
+Og jeg for en mødig kvinde.
+
+_ØRNULF._
+Mine mænd er mere værd end dine kvinder!
+
+_SIGURD._
+Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland!
+
+_ØRNULF (hæver spydet)._
+Dyrt skal du bøde for de ord!
+
+_SIGURD (drager sit sværd)._
+Nu vil det gaa dig ilde, gubbe!
+
+_(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forvarer sig.)_
+
+_(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs sex sønner
+fra fjeldene til højre.)_
+
+_DAGNY (der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks
+hæfte, råber ned til skibene):_
+Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed!
+
+_ØRNULFS SØNNER._
+Til hjælp for gubben! _(de stiger ned.)_
+
+_SIGURD (til sine mænd)._
+Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
+
+_ØRNULF (til sønnerne)._
+Lad mig slåes i fred! _(farer ind på Sigurd.)_ Jeg vil se dit blod!
+
+_SIGURD._
+Se først dit eget! _(sårer ham i armen, så at spydet falder.)_
+
+_ØRNULF._
+
+  Godt var det hugget, hærmand!
+
+  Snygt du sværdet svinger,
+  hvast du veed at ramme;
+  Sigurd selv, hin stærke,
+  står for dig tilskamme!
+
+_SIGURD (smilende)._
+Så er skammen ham til hæder!
+
+_ØRNULFS SØNNER (med et udråb af forundring)._
+Sigurd selv! Sigurd hin stærke!
+
+_ØRNULF._
+Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
+_(kaster hætten tilbage.)_
+
+_SIGURD_ og _HANS MÆND_.
+Ørnulf fra fjordene!
+
+_DAGNY (glad, men dog med et udtryk af uro)._
+Min fader og mine brødre!
+
+_SIGURD._
+Stil dig bag ved mig.
+
+_ØRNULF._
+Det gjøres ikke behov, _(nærmer sig til Sigurd.)_ Jeg drog kendsel på
+dig så såre du kom mig for øje, derfor yppede jeg strid; prøve vilde jeg
+om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i
+Norge. Nå, fred og forlig være mellem os!
+
+_SIGURD._
+Bedst, ifald det så kunde føje sig.
+
+_ØRNULF._
+Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før
+skiftet med gamle Ørnulf.
+
+_SIGURD (ryster hans fremrakte hånd)._
+Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed
+byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til
+at vælge de vilkår?
+
+_ØRNULF._
+Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. _(til de øvrige_.) Så gøres
+da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå
+Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den
+vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min
+fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og
+sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede
+i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.
+
+_SIGURD._
+Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal
+jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra
+Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island.
+
+_DAGNY._
+Ret så min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig
+tilsinds!
+
+_(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)_
+
+_ØRNULF._
+Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid
+være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine
+frænders minde.
+
+_SIGURD._
+Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!
+
+_ØRNULF._
+Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er
+mig.
+
+_SIGURD._
+Rede skal du finde mig; sig frem,--hvad kræver du?
+
+_ØRNULF._
+Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge
+Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis.
+
+_SIGURD (overrasket)._
+Gunnar!
+
+_DAGNY (ligeså)._
+Og Hjørdis,--hvor er de at finde?
+
+_ØRNULF._
+Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.
+
+_SIGURD._
+Og den ligger--?
+
+_ØRNULF._
+Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?
+
+_SIGURD (med undertrykt bevægelse)._
+Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurt fra Gunnar siden vi sidst sejlede
+fra Island sammen. Vidt for jeg i viking og tjente mange konger
+udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i
+lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her
+nordpå var mig nok vitterligt, men--
+
+_DAGNY (til Ørnulf)._
+Og i det ærinde for du hjemmefra?
+
+_ØRNULF._
+Så er det. _(til Sigurd.)_ At vi to mødtes har været et værk af de
+vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på ait søke dig, så
+vidste jeg lidet hvor du var at finde.
+
+_SIGURD (tankefuld)._
+Vel sandt, vel sandt!--Men nu den sag med Gunnar,--sig mig, Ørnulf,
+tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt?
+
+_ØRNULF._
+Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg
+tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var
+tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom
+kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort
+sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til
+Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem
+til Island igen før jeg havde vidst at fremme min sag.
+
+_SIGURD._
+Ja, ja! står det så, da skjønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald
+det trænges om.
+
+_ØRNULF._
+Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som
+en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden faldt
+mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel
+og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend
+jeg--; nå ja,--Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden,
+mine ældste sønner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste
+til--
+
+_DAGNY (glad)._
+Thorolf er med? Hvor er han?
+
+_ØRNULF._
+Ude på skibet. _(peger mod baggrunden til højre.)_ Der skal du se en
+gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil
+blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.
+
+_DAGNY (smilende)._
+Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest.
+
+_ØRNULF._
+Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.
+
+_SIGURD._
+Men sig mig nu,--dit ærinde hos Gunnar herse,--tænker du alt idag--?
+
+_ØRNULF._
+Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet;
+vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger
+på.
+
+_(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå
+vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)_
+
+_KÅRE._
+Godt møde, hærmænd!
+
+_ØRNULF._
+Hærmænds møde skattes sjelden godt.
+
+_KÅRE._
+Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses
+husfolk står mig efter livet!
+
+_ØRNULF._
+Gunnar herse!
+
+_SIGURD._
+Så har du øvet ondt imot ham!
+
+_KÅRE._
+Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under
+land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte
+mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.
+
+_ØRNULF._
+Det var lovlig gerning.
+
+_KÅRE._
+Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så
+jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente,
+for mine avindsmænd leder om mig.
+
+_SIGURD._
+Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt
+som mig selv, og det veed jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.
+
+_KÅRE._
+Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er
+Hjørdis, hans hustru--
+
+_DAGNY._
+ Hjørdis!
+
+_ØRNULF (mumlende)._
+Ja ja, det kunde ligne hende!
+
+_KÅRE._
+Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tåge, men
+så kom Hjødis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred
+forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges--
+
+_SIGURD (ser ud til venstre_).
+Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke--?
+
+_KÅRE._
+Det er Gunnar herse selv!
+
+_ØRNULF._
+Vær nu trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.
+
+_(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt i
+husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
+han kun en liden håndøkse_.)
+
+_GUNNAR (standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede_).
+Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt--!
+
+_ØRNULF._
+Der ser du ret nok.
+
+_GUNNAR (træder nærmere_).
+Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.
+
+_ØRNULF._
+Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.
+
+_SIGURD (nærmer sig_).
+Vel mødt, Gunnar!
+
+_GUNNAR (glad)_. Sigurd--fosterbroder! _(ryster hans hånd)_.
+Ja, er du med, da ved jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. _(til
+Ørnulf.)_ Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke
+svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
+
+_ØRNULF._
+Som du siger, stor tort voldtes mig da du for med hende fra Island uden
+at søge mit minde.
+
+_GUNNAR._
+Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke.
+Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre
+det, så skal vi snart forliges.
+
+_SIGURD._
+Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
+
+_GUNNAR (med varme_).
+Det må du gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde
+ikke alt mit gods forslå!
+
+_ØRNULF._
+Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en
+anden sag; _(peger på Kåre)_ ser du den mand der?
+
+_GUNNAR._
+Kåre bonde! _(til Ørnulf.)_ Du ved da, der er ufred mellem os?
+
+_ØRNULF._
+Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.
+
+_GUNNAR._
+For drab ligeså; han har dræbt min træl.
+
+_KÅRE._
+Fordi han håned mig.
+
+_GUNNAR._
+Jeg har sagt mig rede til forlig.
+
+_KÅRE._
+Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte,
+faldt hun over mig og står mig nu efter livet.
+
+_GUNNAR (opbragt)._
+ Er det sandt du siger; har hun--?
+
+_KÅRE._
+Hvert ord er sandt.
+
+_ØRNULF._
+Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.
+
+_GUNNAR (efter et øjebliks betænkning)._
+Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt at jeg
+føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at
+lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod
+hinanden.
+
+_KÅRE (rækker Gunnar hånden)._
+Det er gode kår; dem tåger jeg imod.
+
+_ØRNULF._
+Og fred skal han have for dig og dine?
+
+_GUNNAR._
+Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
+
+_SIGURD (peger ud til højre)._
+Se der!
+
+_GUNNAR (misfornøjet)._
+Det er Hjørdis!
+
+_ØRNULF._
+Med væbnede karle!
+
+_KÅRE._
+Hun søger mig!
+
+_(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og
+hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd
+i hånden.)_
+
+_HJØRDIS (standser ved indgangen.)_
+Mandstærke mødes vi her, som det lader!
+
+_DAGNY (iler hende imøde)._
+Hil og sæl, Hjørdis!
+
+_HJØRDIS (koldt)._
+Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte.
+
+_(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)_
+
+Gunnar og--Kåre, min avindsmand,--Ørnulf og hans sønner, og--
+
+_(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier
+lidt, men fatter sig og siger_:)
+
+Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på,--men ikke ved jeg,
+hvem der er mig bedst sindet.
+
+_ØRNULF._
+Vel nok sindet er vi dig alle.
+
+_HJØRDIS._
+Hvis så er, da vil du ikke nægite at give Kåre i min husbonds vold.
+
+_ØRNULF._
+Det gjøres ikke behov.
+
+_GUNNAR._
+Der er nu fred og forlig mellem os.
+
+_HJØRDIS (med undertrykt spot_).
+Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet
+mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest--
+
+_GUNNAR._
+Det nytter lidet at ægge mig med hånord! _(med vægt.)_ Kåre har fred for
+os!
+
+_HJØRDIS (tvinger sig)._
+Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.
+
+_GUNNAR (stærkt, men dog uden hæftighed)._
+Det må det og det skal det!
+
+_ØRNULF (til Hjørdis)._
+Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom.
+
+_HJØRDIS (skarpt)._
+Mellem dig og Gunnar?
+
+_ØRNULF (nikker)._
+Det gjaldt dig.
+
+_HJØRDIS._
+Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min
+fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme
+fordi du kom med vabenfolk til landet; var du kommen som enlig,
+vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes.
+
+_GUNNAR._
+Ørnulf og hans sønner kommer med fred.
+
+_HJØRDIS._
+Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv,
+Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil,
+vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib.
+
+_SIGURD (til Gunnar)._
+Du har skikket din søn sørpå?
+
+_HJØRDIS._
+Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!
+
+_ØRNULF._
+Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være
+klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget.
+
+_HJØRDIS._
+Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg
+falde, end frelse livet ved fejgt forlig.
+
+_DAGNY._
+Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.
+
+_HJØRDIS._
+Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle.
+
+_SIGURD._
+Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
+
+_HJØRDIS._
+Sigurd er en navnkundig drapsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han
+dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur.
+
+_GUNNAR (med et forlegent blik på Sigurd)._
+Ja ja, lad det så være!
+
+_ØRNULF._
+Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øved på Island, og
+derfor--
+
+_SIGURD._
+Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
+
+_HJØRDIS._
+Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad
+du engang har lovet!
+
+_GUNNAR._
+Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes?
+
+_HJØRDIS._
+Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag.
+Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du
+også bøde fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!
+
+_ØRNULF._
+Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de
+skikked dig ukjendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.
+
+_HJØRDIS._
+Hæder og ingen tort hadde du af at fostre Jøkuls datter.
+
+_ØRNULF._
+Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.
+
+_HJØRDIS._
+Værre ufred tør times dig nu, ifald--
+
+_ØRNULF._
+Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder!--Gunnar, hør nu mit sidste
+ord; er du villig til at bøde for kvinderanet?
+
+_HJØRDIS (til Gunnar)._
+Kom det ihu, som du har lovet!
+
+_GUNNAR (til Ørnulf)._
+Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg--
+
+_ØRNULF (forbittret)._
+Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på art jeg gav bod for ærligt drab!
+
+_HJØRDIS (med kraft)._
+Så trodser vi dig og dine!
+
+_ØRNULF (med stigende vrede)._
+Og hvem har ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder?
+Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?
+
+_HJØRDIS._
+Det er Gunnar på mine vegne!
+
+_ØRNULF._
+Gunnar! Ja, var du fæatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller
+havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men--
+
+_DAGNY (angst og bønligt_).
+Fader, fader!
+
+_SIGURD (hurtig)._
+Tal ikke ud!
+
+_ØRNULF (med hævet stemme)._
+Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond!
+
+_GUNNAR (med hæftighet)._
+Ørnulf!
+
+_HJØRDIS (i vildt udbrud)._
+Forhånet! beskæmmetr! _(med dirrende stemme.)_ Det--det skal du komme
+til at angre!
+
+_ØRNULF (vedblivende)._
+Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde
+hæderligere kår, så må du--
+
+_HJØRDIS (tvinger sig)._
+Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte
+for Gunnars frille,--godt og vel, så må han hædre sig med dåd,--hædre
+sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu,
+Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og
+dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og
+lemmer, og det skal hver og en som--_(med et hvast blik til Kåre_.) Kåre
+bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men
+ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræpte har
+mange hævnere, og let kunde det hænde sig at--ja, nu har jeg varet dig
+for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En
+berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald
+ikke din--din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
+
+_GUNNAR._
+Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!
+
+_DAGNY (bedende)._
+Bliv, fostersøster,--bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
+
+_HJØRDIS (uden at høre på hende)._
+Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet
+som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel,
+bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget--noget, som
+gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! _(går ud til højre)_.
+
+_GUNNAR (dæmpet)._
+Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, _(går med
+sine mænd til højre)_.
+
+_(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød
+skive dypt nede ved havranden.)_
+
+_ØRNULF (truende.)_
+Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
+
+_DAGNY._
+Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
+
+_ØRNULF._
+Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og
+Gunnar!
+
+_SIGURD._
+Hvad agter du at gjøre?
+
+_ØRNULF._
+Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene
+har gæstet Gunnar herse!
+
+_SIGURD (med rolig fasthed)._
+Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du
+aldrig, sålænge jeg er ilive!
+
+_ØRNULF._
+Ikke det! Om jeg nu så vil det!
+
+_SIGURD._
+Ej skal det ske,--end ikke om du så vil det.
+
+_ØRNULF (hæftigt)._
+Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå
+mod jer alle!
+
+_SIGURD._
+Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen;
+hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og
+guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
+
+_ØRNULF._
+Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!
+
+_SIGURD._
+Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden.
+Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er
+mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er;--nu
+godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men
+her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til
+vilje i denne sag!
+
+_ØRNULF._
+Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg
+for tomhændet til Island!
+
+_SIGURD._
+Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med
+alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige
+kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det
+ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad
+som findes ombord,--lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med
+fred.
+
+_ØRNULF._
+Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
+
+_SIGURD._
+For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.
+
+_ØRNULF._
+Give dit halve gods og eje!
+
+_SIGURD (indstændigt)._
+Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med
+dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan
+jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig
+glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
+
+_ØRNULF (betænker sig)._
+To gode langskibe, våben og løsøre,--af gods får ingen mand formeget,
+men,--_(hæftigt)_ nej, nej,--Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke!
+Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!
+
+_SIGURD._
+Men hør dog først--
+
+_ØRNULF._
+Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
+
+_KÅRE (træder nærmere)._
+Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter
+bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe
+Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.
+
+_ØRNULF._
+Hævn? Hvad råder du da til?
+
+_SIGURD._
+Til ondt, det ser jeg nok!
+
+_DAGNY (til Ørnulf)._
+Hør ikke på ham!
+
+_KÅRE._
+Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet;
+lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og
+brænde folkene inde. Er det efter dit sind?
+
+_SIGURD._
+Niding!
+
+_ØRNULF (roligt.)_
+Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind?
+_(tordnende)_ At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender
+du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig
+skændselsgerning!
+
+_KÅRE (der er vegen tilbage_).
+Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!
+
+_ØRNULF._
+Det har jeg næver og våben itil at hindre.
+
+_SIGURD (til Kåre)._
+Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!
+
+_KÅRE (ved udgangen)._
+Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg:
+angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis,--og skal vel
+vide at ramme hende! _(går ned til søen.)_
+
+_DAGNY._
+Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!
+
+_ØRNULF (fortrædeligt)._
+Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!
+
+_DAGNY._
+Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.
+
+_ØRNULF._
+Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som
+Jøkul sagde.
+
+_SIGURD._
+Jøkul?
+
+_ØRNULF._
+Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på
+græsvolden, så på mig og kvad:
+
+  Jøkuls æt skal Jøkuls bane
+  volde ve på alle veje;
+  hvo der ejer Jøkuls skatte
+  skal ej glædes ved sit eje!
+
+Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde
+han.
+
+_SIGURD._
+Det skal du lidet agte.
+
+_ØRNULF._
+Ja ja, hvem vet! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine
+børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har
+forvist fået sin del, det kendes på hende _(standser ved at se ud til
+højre.)_ Gunnar!--Skal vi to stedes til møde igen!
+
+_GUNNAR (kommer)._
+Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles
+fra dig som din uven.
+
+_ØRNULF._
+Hvad er din agt?
+
+_GUNNAR._
+At række dig hånden til fred før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem
+og bliv som gjæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og
+gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag
+eller imorgen.
+
+_SIGURD._
+Men Hjørdis--?
+
+_GUNNAR._
+Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som
+jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.
+
+_DAGNY._
+Ja, ja; så må det være!
+
+_SIGURD (tvivlrådig)._
+Men jeg ved dog ikke om--
+
+_DAGNY._
+Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde ifald du
+vægrer dig.
+
+_GUNNAR (til Sigurd_).
+Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke denne gang
+være mig imod!
+
+_DAGNY._
+Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen;--nej, nej,
+det må vi ikke!
+
+_GUNNAR._
+Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen får jeg
+ikke fred for mig selv.
+
+_SIGURD (hæftigt)._
+Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! _(fatter
+sig.)_ Jeg er kong ÆÆdhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i
+England endnu i vinter.
+
+_DAGNY._
+Men det kan du jo lige godt.
+
+_GUNNAR._
+Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste
+gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det
+længst
+e.
+
+_DAGNY._
+Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.
+
+_SIGURD (bestemt)._
+Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt,--dog, nu står det
+fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.
+
+_GUNNAR (ryster hans hånd_).
+Tak, Sigurd, det vidste jeg vel.--Og du, Ørnulf, du siger som han?
+
+_ØRNULF (tvær)._
+Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig;--idag vil jeg
+ikke svare.
+
+_GUNNAR._
+Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu
+bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal! _(går
+ud til højre.)_
+
+_SIGURD (for sig selv)._
+Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere
+må jeg tro at hun pønser på--_(afbryder og vender sig til mændene)_. Nu,
+følg mig alle til skibene; gode varer vil jeg vælge for Gunnar og hans
+husfolk.
+
+_DAGNY._
+Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader,--ja du får ikke fred for
+mig før du føier dig.
+
+_(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)_
+
+_ØRNULF._
+Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så--ha, vidste jeg
+ret at ramme hende!--Thorolf kommer du hid!
+
+_THOROLF (der raskt er trådt ind_).
+Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar
+herse?
+
+_ØRNULF._
+Ja!
+
+_THOROLF._
+Og har nu strid med ham?
+
+_ØRNULF._
+Hm, i det mindste med Hjørdis.
+
+_THOROLF._
+Så vær trøstig; nu får du hævn!
+
+_ØRNULF._
+Hævn? Hvem hævner mig?
+
+_THOROLF._
+Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden
+og råbte: "Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og
+sig, at nu tager jeg hævn for os begge." Derpå gik han i en båd og roede
+bort, idet han sagde: "Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går
+jeg sørpå, og inden kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose
+sig af."
+
+_ØRNULF._
+Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort,
+Kåre ligger i ufred med ham--
+
+_THOROLF._
+Og nu roer han efter og dræber gutten!
+
+_ØRNULF (rask besluttet_).
+Afsted alle; det bytte vil vi strides om!
+
+_THOROLF._
+Hvad har du isinde?
+
+_ØRNULF._
+Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn!
+
+_THOROLF._
+Jeg går med dig!
+
+_ØRNULF._
+Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.
+
+_THOROLF._
+Sigurd? Er han her i landet?
+
+_ØRNULF._
+Der ser du hans hærskibe; vi er forligte;--du følger ham.
+
+_THOROLF._
+Til dine uvenner?
+
+_ØRNULF._
+Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men
+hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for
+ingen!
+
+_THOROLF._
+Det lover jeg.
+
+_ØRNULF (tager hans hånd og ser kærligt på ham)._
+Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder
+af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast
+som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da
+skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller
+ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal
+holdes for en kvinde--karl.
+
+_THOROLF._
+Nej, vær du tryg!
+
+_ØRNULF._
+Så gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på
+den vis, som mindst ventes, _(muntert til de andre.)_ Afsted, ulvunger;
+slib jeres tænder,--nu skal I få blod at drikke!
+
+_(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden)._
+
+_(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af
+to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)_
+
+_THOROLF (ser efter faderen)._
+Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at
+være den yngste i ætten.--Dagny, hil og sæl dig, søster min!
+
+_DAGNY._
+Thorolf! Alle gode vætter,--du er jo bleven voksen!
+
+_THOROLF._
+Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene--
+
+_DAGNY._
+Ja ja, du siger sandt.
+
+_SIGURD (rækker ham hånden)._
+I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.
+
+_THOROLF._
+Vilde han bare prøve mig, så--
+
+_DAGNY (smilende)._
+Men han sparer dig mere end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig
+fast altfor kær.
+
+_SIGURD._
+Hvor gik han hen?
+
+_THOROLF._
+Ned til skibet;--afsted nu, han kommer siden!
+
+_SIGURD._
+Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene.
+
+_THOROLF._
+Der må jeg hjælpe til! _(går ned til søen.)_
+
+_SIGURD (efter en kort betænkning)._
+Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke
+længer må dølges.
+
+_DAGNY (forundret)._
+Hvad mener du?
+
+_SIGURD._
+Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård.
+
+_DAGNY._
+Farlig? Tænker du at Gunnar--?
+
+_SIGURD._
+Gunnar er bold og brav; nej, nej,--men bedre var det, ifald jeg havde
+faret herfra uden at gæste ham.
+
+_DAGNY._
+Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det?
+
+_SIGURD._
+Svar mig først på et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du
+den?
+
+_DAGNY (viser den frem)._
+Her om armen; du bød mig bære den.
+
+_SIGURD._
+Kast den på havets bund, så dypt at den aldrig findes; thi den kan blive
+mange mænds bane!
+
+_DAGNY._
+Ringen!
+
+_SIGURD (dæmpet)._
+Den kveld, da kvinderanet gik for sig hos din fader,--du mindes vel--
+
+_DAGNY._
+Om jeg mindes!
+
+_SIGURD._
+Det er om _det_ jeg vil tale.
+
+_DAGNY (spændt)._
+Hvad er det; sig frem!
+
+_SIGURD._
+Du ved der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis
+blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet
+rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager
+mø fra Island når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
+drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte,
+at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til
+hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar
+hende bort på sine arme.
+
+_DAGNY._
+Ja ja, det ved jeg!
+
+_SIGURD._
+Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste
+udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds
+styrke.
+
+_DAGNY._
+Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den
+dåd.
+
+_SIGURD (dæmpet)._
+Det blev han,--men--_jeg_ øved dåden!
+
+_DAGNY (med et udråb)._
+Du!
+
+_SIGURD._
+Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i
+soverummet. Da sagde han: "Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg
+kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "Så gå til hendes bur; du ved
+de vilkår hun har sat". Men han sagde: "Kvindekær mand skatter livet
+højt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at
+lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med". Længe talte vi sammen,
+og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd,
+tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.
+
+_DAGNY (med stolt glæde)._
+Og du--du blev bjørnens bane!
+
+_SIGURD._
+Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente
+det var Gunnar, som sad hos hende,--hed var hun af mjøden,--hun drog en
+ring af sin arm og gav mig;--det er _den_, du nu bærer.
+
+_DAGNY (nølende)._
+Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?
+
+_SIGURD._
+Mit sværd lå draget mellem os. _(kort ophold.)_ Før dagen gryde, bar jeg
+Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort
+med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine
+kvinder;--nu, hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island med en
+fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor
+jeg stævned hen.
+
+_DAGNY (i bevægelse)._
+Bolde husbond! Du øved hin stordåd;--o, det burde jeg tænkt; ingen, uden
+du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde
+du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald
+du ikke alt var mig det kæreste i verden!
+
+_SIGURD._
+Dagny, min gode hustru, nu ved du alt--hvad som trænges. Jeg måtte vare
+dig; thi ringen,--lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig
+til vilje, så kast den ud--dybt på havbunden!
+
+_DAGNY._
+Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men
+vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe,
+hvad du her har sagt mig.
+
+_(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd)_.
+
+_THOROLF_. Alt er rede til gildefærden!
+
+_DAGNY._
+Kom da, Sigurd,--du ædle, djærve kæmpe!
+
+_SIGURD._
+Rolig, Dagny,--rolig! I _din_ makt står det nu, om færden skal
+endes med fred eller mandefald! _(raskt til de øvrige.)_Afsted alle til
+gildet i Gunnars gård!
+
+_(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)_
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+ANDEN HANDLING.
+
+
+
+
+_(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre
+på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeover for
+dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en
+muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for
+husets kvinder. Fra begge højsæter langs stuevæggene op mod baggrunden
+strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor;
+stokilden oplyser stuen.)
+
+(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)_
+
+_DAGNY._
+Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i
+gården; jeg ved ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er
+skønt og ypperligt;--hvor kan du så klage?
+
+_HJØRDIS._
+Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern
+eller guld.
+
+_DAGNY._
+I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.
+
+_HJØRDIS._
+Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.
+
+_DAGNY._
+Uhæderlig?
+
+_HJØRDIS._
+Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans
+ord.
+
+_DAGNY._
+Et ord i vrede,--hvor vil du agte på det!
+
+_HJØRDIS._
+Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er
+ufrels født.
+
+_DAGNY._
+Hjørdis, hvor kan du--!
+
+_HJØRDIS (uden at agte på hende)._
+Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen
+efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt
+om en dronning, som tog sin søn og syde ham kjortelen fast i kødet, uden
+at han blinked med øjnene derved, _(med et ondskabsfuldt udtryk.)_
+Dagny, det vil jeg prøve med Egil!
+
+_DAGNY (oprørt)._
+Hjørdis, Hjørdis!
+
+_HJØRDIS (leende)._
+Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? _(forandrer tonen.)_ Men du må
+nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en--en fristende
+lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten,--thi jeg er jo af
+jøtunslægt, siges der.--Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de
+fem lange år;--sig mig,--i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?
+
+_DAGNY._
+Det var jeg,--fornemmelig hos Ædhelstan i England.
+
+_HJØRDIS._
+Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?
+
+_DAGNY._
+Det kan du vide. Som Sigurds hustru--
+
+_HJØRDIS._
+Ja, javist,--en berømmelig mand er Sigurd--skønt Gunnar står over ham.
+
+_DAGNY._
+Gunnar?
+
+_HJØRDIS._
+_En_ dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå;--nå,
+lad det være;--men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med,--når
+du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på
+skibsdækket,--kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at
+strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i
+hånd?
+
+_DAGNY._
+
+Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?
+
+_HJØRDIS._
+En kvinde, en kvinde,--hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er
+istand til!--Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du
+sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær,--er det sandt,
+at da brænder hendes blod, hendes bryst banker,--svimler hun i sælsom
+fryd derved?
+
+_DAGNY (rødmende)._
+Hjørdis, hvor kan du--!
+
+_HJØRDIS._
+Nu da, sig mig--!
+
+_DAGNY._
+Det tænker jeg forvist du har fornummet.
+
+_HJØRDIS._
+Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i
+buret; han krysted mig i favn så brynjen brast, og da, da--!
+
+_DAGNY (udbrydende)._
+Hvad! Sigurd--!
+
+_HJØRDIS._
+Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar,--hin nat, da
+kvinderanet--
+
+_DAGNY (fatter sig)._
+Ja ja, jeg mindes,--jeg ved vel--
+
+_HJØRDIS._
+Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var
+slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde,
+det--_(standser og ser på Dagny.)_ Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg
+og rød!
+
+_DAGNY._
+Visst ikke, visst ikke!
+
+_HJØRDIS (uden at agte på hende)._
+Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for
+mig, og--kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt!
+Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved
+at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de
+tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger,
+som her står hos dig?
+
+_DAGNY (uhyggeligt tilmode)._
+Kom--lad os gå--til de andre!
+
+_HJØRDIS (tager hende i armen)._
+Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have
+siddet her i fem nætter?
+
+_DAGNY._
+Fem nætter?
+
+_HJØRDIS._
+Her nordpå er hver nat en vinter lang. _(raskt med forandret udtryk)_.
+Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her,
+som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som
+søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret
+begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede
+heste,--og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i
+stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg,
+at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre
+galdrekvad!
+
+_DAGNY._
+O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!
+
+_HJØRDIS._
+Kan du kvæde galder, Dagny?
+
+_DAGNY (med afsky)._
+Jeg!
+
+_HJØRDIS._
+Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?
+
+_DAGNY._
+Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!
+
+_HJØRDIS (holder hende tilbage)._
+Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om
+kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at
+sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her
+må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke
+kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr
+suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! _(slår
+armene om hende og trykker hende vildt op til sig.)_ Ha, tænk dig,
+Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!
+
+_DAGNY (idet hun river sig løs)._
+Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke
+høre på dig!
+
+_HJØRDIS (leende)._
+Veg er du af sind og let at skræmme!
+
+_(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)_
+
+_GUNNAR._
+Ja forsandt, nu er mine kår de bedste jeg ved; dig, Sigurd, min ærlige
+bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har
+Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?
+
+_THOROLF._
+Det loved han.
+
+_GUNNAR._
+Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.
+
+_THOROLF._
+Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.
+
+_GUNNAR._
+Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.
+
+_HJØRDIS._
+Men ingen kæmpe.
+
+_GUNNAR._
+Nu, nu,--det skal du ikke sige.
+
+_SIGURD._
+Men at du skikked ham fra dig--
+
+_GUNNAR._
+Gid jeg ikke havde gjort det! _(halvt sagte.)_ Men, Sigurd, det ved du
+nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting
+_(højt.)_ Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på
+livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.
+
+_HJØRDIS._
+En ting ved jeg, som bør frelses først, livet siden.
+
+_THOROLF._
+Og det er?
+
+_HJØRDIS._
+Hæder og rygte blandt mænd.
+
+_GUNNAR._
+Hjørdis!
+
+_SIGURD._
+Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne
+gerning.
+
+_GUNNAR (strengt)._
+Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!
+
+_HJØRDIS (smilende)._
+Hm, sig mig, Sigurd,--kan dit skib sejle med al slags vind?
+
+_SIGURD._
+Ja, når det styres med kløgt.
+
+_HJØRDIS._
+Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg
+ønsker, _(går op i stuen)_.
+
+_DAGNY (sagte og urolig)._
+Sigurd, lad os fare herfra--endnu ikvæld!
+
+_SIGURD._
+Nu er det for sent; det var dig selv, som--
+
+_DAGNY._
+Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu--; jeg har hørt ord af hende, som
+jeg ræddes ved at tænke på.
+
+_(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner
+fra baggrunden.)_
+
+_GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o.s.v.)._
+Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer
+siden; det har Thorolf tilsagt mig.
+
+_HJØRDIS (til husfolkene)._
+Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.
+
+_(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved
+Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme
+bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder
+altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige
+tager plads opad mod baggrunden.)_
+
+_HJØRDIS (efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved
+over bordet)_.
+Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i
+stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad
+hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er
+den ypperste.
+
+_GUNNAR._
+Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.
+
+_HJØRDIS._
+Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.
+
+_SIGURD._
+Det tænker forvist ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore
+bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din
+Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne
+hører vi på dig.
+
+_HJØRDIS._
+Bjarmelandsrejse er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem
+kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig
+hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet,
+og som du højest skatter.
+
+_SIGURD._
+Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at
+jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi ryddet
+skibene, og jeg stred alene med de otte mænd.
+
+_HJØRDIS._
+God var den dåd; men var du fuldt rustet?
+
+_SIGURD._
+Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.
+
+_HJØRDIS._
+God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der
+tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.
+
+_GUNNAR (uvillig)._
+Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg
+de fangne farmænd hjem og gav dem skibet fri uden løsepenge. Kongen i
+England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt,
+og gav mig tak og gode gaver derfor.
+
+_HJØRDIS._
+Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.
+
+_GUNNAR (hæftigt)._
+Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har
+jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere
+heroin!
+
+_HJØRDIS._
+Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.
+
+_GUNNAR._
+Hjørdis, ti--jeg byder dig!
+
+_HJØRDIS._
+Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur
+ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog
+kun et kort sakssværd i hånden.
+
+_GUNNAR (i stærkt oprør.)_
+Kvinde, ikke et ord mere!
+
+_DAGNY (sagte)._
+Sigurd, vil du tåle--!
+
+_SIGURD (ligeså)._
+Vær rolig!
+
+_HJØRDIS (til de øvrige)._
+Og nu, I gæve mænd,--hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?
+
+_GUNNAR._
+Stille!
+
+_HJØRDIS (med hævet stemme)._
+Sig frem, det kræves med rette!
+
+_EN GAMMEL MAND (blandt gæsterne)._
+Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har
+øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.
+
+_GUNNAR (med et blik over bordet)._
+Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste--!
+
+_DAGNY (sagte)._
+Det er formeget--selv for en ven!
+
+_SIGURD._
+Ti, min hustru! _(højt til de øvrige)_. Ja, visselig er Gunnar den
+hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste
+dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt
+end I.
+
+_HJØRDIS._
+Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!
+
+_SIGURD (smilende)._
+Storlig fejler du nu! _(venligt til Gunnar, idet han drikker ham til
+over bordet.)_ Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der
+end prøver på at bryde det.
+
+_HJØRDIS._
+Det prøver ingen, såvidt jeg ved.
+
+_SIGURD._
+Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til
+drikkegilde for at vække ufred.
+
+_HJØRDIS._
+Det ligner dig Sigurd; nu er du vred fordi du ikke må gælde for den
+ypperste mand i laget!
+
+_SIGURD._
+Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.
+
+_HJØRDIS._
+Nu ja,--bagefter Gunnar er jo også en god plads, og--_(med et sideblik
+til Thorolf)_ havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.
+
+_THOROLF._
+Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog
+bukke under for Ørnulf.
+
+_(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende, men dog
+undertrykt ophidselse.)_
+
+_HJØRDIS._
+Det skal du ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om at han har
+prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.
+
+_THOROLF._
+Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!
+
+_HJØRDIS (med et tirrende smil)._
+Vilde du hævne det?
+
+_THOROLF._
+Ja, så det langvejs skulde spørges!
+
+_HJØRDIS._
+Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.
+
+_THOROLF._
+Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.
+
+_HJØRDIS._
+Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge
+i gruen hjemme på Island, medens dine brødre for i hærfærd.
+
+_THOROLF._
+Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du
+ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!
+
+_GUNNAR OG SIGURD._
+Thorolf!
+
+_DAGNY (på samme tid)._
+Min broder!
+
+_HJØRDIS (sagte og bævende af forbitrelse)._
+Ha, bi--bi kun!
+
+_THOROLF (rækker Gunnar hånden)._
+Vær ikke vred, Gunnar;--onde ord faldt mig på tungen; men din hustru
+ægged mig!
+
+_DAGNY (sagte og bedende)._
+Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!
+
+_HJØRDIS (leende)._
+Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.
+
+_GUNNAR (der har talt sagte med Thorolf)._
+Du er en brav gut! _(rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.)_
+Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være
+venner.
+
+_HJØRDIS._
+Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du
+kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!
+
+_THOROLF (som imidlertid har undersøgt sværdet)._
+Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.
+
+_HJØRDIS._
+Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.
+
+_GUNNAR._
+Hjørdis!
+
+_HJØRDIS (vedblivende)._
+Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos
+uhæderlige mænds våben.
+
+_THOROLF._
+Sandt nok, Hjørdis,--din faders økse og skjold har hængt der i mange år.
+
+_HJØRDIS (tvinger sig)._
+At Ørnulf vog min fader,--den bedrift fører du altid i munden; men mæler
+rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.
+
+_THOROLF._
+Hvad rygte taler du om?
+
+_HJØRDIS (smilende)._
+Jeg tør ikke nævne det, thi du vilde blive vred derover.
+
+_THOROLF._
+Så ti,--det ser jeg helst. _(vender sig fra hende.)_
+
+_HJØRDIS._
+Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad
+tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han
+turde gå til holmgang med Jøkul?
+
+_(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)_
+
+_GUNNAR, SIGURD OG DAGNY_. Hjørdis!
+
+_THOROLF (i højeste forbitrelse)._
+Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du
+selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt!
+Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader!
+_(kaster sværdet fra sig.)_ _Der_, Gunnar, der har du gaven igen;
+ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!
+
+_GUNNAR._
+Thorolf, så hør dog!
+
+_THOROLF._
+Lad mig gå. Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har
+i denne stund _den_ i sin vold, som er eder dyrest af alle!
+
+_HJØRDIS (studsende)._
+Din fader har--!
+
+_GUNNAR (med et utråb)._
+Hvad siger du!
+
+_SIGURD (hæftigt)._
+Hvor er Ørnulf?
+
+_THOROLF (med hånlatter_).
+Sørpå, med mine brødre!
+
+_GUNNAR._
+Sørpå!
+
+_HJØRDIS (udbrydende)._
+Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!
+
+_GUNNAR._
+Dræbt! Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem;--er
+det sandt;
+
+_SIGURD._
+Gunnar, Gunnar,--hør mig!
+
+_GUNNAR._
+Sig frem, ifald du agter dit liv!
+
+_THOROLF._
+Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse
+mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis,--glæd dig imens ved de ord jeg hørte
+idag: "Før det kvældes skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen
+afkom at rose sig af"! _(går ud i baggrunden.)_
+
+_GUNNAR (i dybeste smerte.)_
+Dræbt,--dræbt! Min liden Egil dræbt!
+
+_HJØRDIS (vildt)._
+Og du--du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands
+niding skal du være ifald--!
+
+_GUNNAR (som ude af sig selv)._
+Et sværd,--en økse! Det er det sidste bud han bringer! _(griber en økse
+fra en af de omstående og iler ud.)_
+
+_SIGURD (vil følge efter_).
+Gunnar, styr dig!
+
+_HJØRDIS (holder ham tilbage)._
+Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! _(Et udråb høres
+fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)_
+
+_SIGURD OG DAGNY._
+Hvad er det?
+
+_EN STEMME BLANDT MÆNGDEN._
+Thorolf faldt!
+
+_SIGURD._
+Thorolf! Ha, slip!
+
+_DAGNY._
+Min broder! O, min broder!
+
+_(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og
+kaster øksen fra sig ved døren.)_
+
+_GUNNAR._
+Nu er det gjort. Egil er hævnet!
+
+_SIGURD._
+Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.
+
+_GUNNAR._
+Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!
+
+_HJØRDIS._
+Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange
+eftermålsmænd.
+
+_GUNNAR (mørkt)._
+Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig
+for sindet nat og dag.
+
+_HJØRDIS._
+Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.
+
+_GUNNAR._
+Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.
+
+_HJØRDIS._
+Blodnatten er altid den værste;--når den er over, så går det nok. Ved
+skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå
+mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort
+værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf
+var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og
+al hans falske æt.
+
+_GUNNAR (ophidset)._
+Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted
+Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen--ingen!
+
+_EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden)._
+Ørnulf fra Fjordene kommer!
+
+_GUNNAR._
+Ørnulf!
+
+_HJØRDIS OG FLERE MÆND._
+Til våben! Til våben!
+
+_DAGNY (på samme tid)._
+Min fader!
+
+_SIGURD (som greben af en anelse)._
+Ørnulf--! Ha, Gunnar, Gunnar!
+
+_GUNNAR (drager sværdet)._
+Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
+
+_(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)_
+
+_GUNNAR (med et skrig)._
+Egil!
+
+_ØRNULF._
+Her har I liden Egil igen!
+
+_ALLE (mellem hverandre)._
+Egil! Egil lever!
+
+_GUNNAR (lader sværdet falde)._
+Ve mig; hvad har jeg gjort!
+
+_DAGNY._
+O, Thorolf, min broder!
+
+_SIGURD._
+Jeg tænkte det nok;
+
+_ØRNULF (sætter Egil ned)._
+_Der_, Gunnar, har du din vakkre gut!
+
+_EGIL._
+Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg
+rejste!
+
+_ØRNULF (til Hjørdis)._
+Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.
+
+_HJØRDIS (med undertrykt bevægelse)._
+Kan hænde!
+
+_GUNNAR (ligesom opvågnende_).
+Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du--du bringer Egil hjem!
+
+_ØRNULF._
+Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.
+
+_GUNNAR._
+Det ved jeg.
+
+_ØRNULF_
+Og glædes ikke mere over at han kommer?
+
+_GUNNAR._
+Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig
+mig alt,--hvad der er hændt!
+
+_ØRNULF._
+Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre
+ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.
+
+_GUNNAR._
+Kåre! _(sagte)_. Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!
+
+_ØRNULF._
+Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul
+vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang,
+ifald så skulde være,--men din æt måtte jeg dog frede om; med mine
+sønner for jeg da efter Kåre.
+
+_SIGURD (sagte)._
+En usalig dåd er her øvet!
+
+_ØRNULF._
+Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine
+uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
+da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted
+op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.
+
+_GUNNAR (i stærk spænding_).
+Men du--du Ørnulf--?
+
+_ØRNULF (mørk)._
+Sex sønner fulgte mig i striden.
+
+_GUNNAR (åndeløs)._
+Men hjemad?
+
+_ØRNULF._
+Ingen.
+
+_GUNNAR (forfærdet)._
+Ingen! _(sagte)_. Og Thorolf, Thorolf!
+
+_(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre
+kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt
+bevæget hos hende.)_
+
+_ØRNULF (efter et kort ophold.)_
+Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste
+uvejr. Dog, mand skal leve efter mand;--ræk mig et horn; jeg vil drikke
+mine sønners minde. _(En af Sigurds mænd bringer et horn.)_ Hil eder der
+I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders
+hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! _(drikker og giver
+hornet fra sig.)_ Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det
+gamle træ har kun _en_ grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er
+Thorolf?
+
+_EGIL (til sin fader.)_
+Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med
+mange, mange hærmænd i stavnen.
+
+_ØRNULF._
+Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også
+han,--nej, så stærk jeg end er,--det havde faldet mig for tungt at
+bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin
+fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
+foruden.
+
+_GUNNAR._
+Ørnulf, Ørnulf!
+
+_ØRNULF (med stigende uro.)_
+Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu;--hvad fattes,--hvor er
+Thorolf?
+
+_DAGNY._
+Sigurd, Sigurd,--det blir ham det tungeste!
+
+_GUNNAR (kæmpende med sig selv.)_
+Gubbe!--Nej--og dog, det kan jo ikke dølges--
+
+_ØRNULF (hæftigt)._
+Min søn! Hvor er han?
+
+_GUNNAR._
+Thorolf er dræpt!
+
+_ØRNULF._
+Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
+
+_GUNNAR._
+Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!
+
+_HJØRDIS (til Ørnulf.)_
+Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han
+tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham;--halvt i ufred
+skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min
+æt;--og, foruden det,--som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet;
+han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig;--først da var det
+at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg
+mene, han havde skellig årsag til den gerning.
+
+_ØRNULF (rolig)._
+Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil
+det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.
+
+_EGIL._
+Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.
+
+_ØRNULF._
+Nej, Egil,--nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. _(til
+Hjørdis_.) Din fader kvad:
+
+  "Jøkuls æt skal Jøkuls bane
+  volde ve på alle veje".
+
+Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. _(tier lidtog vender
+sig til en af mændene.)_ Hvor fik han banehugget?
+
+_MANDEN._
+Tvers over panden.
+
+_ØRNULF (tilfreds)._
+Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt
+han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?
+
+_MANDEN._
+Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.
+
+_ØRNULF._
+Det spår kun halv hævn; ja, ja,--vi skal se!
+
+_GUNNAR (nærmer sig.)_
+Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af
+mig hvad du vil--
+
+_ØRNULF (strængt, afbrydende.)_
+Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?
+
+_GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)_
+
+_ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til
+Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):_
+Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende
+kvinde! Bliv, siger jeg!--Vel årker jeg Thorolf alene, _(med rolig
+kraft.)_ Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet!
+_(han går langsomt ud.)_
+
+_HJØRDIS (med tvungen latter.)_
+Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om
+han kommer med ufred igen! Nu, Dagny,--nu tænker jeg det er sidste gang
+din fader stævner fra Island i sligt ærind!
+
+_SIGURD (oprørt)._
+O, skændigt!
+
+_DAGNY (ligeså)._
+Forhåne ham kan du! Forhåne ham--efter det, som her er øvet!
+
+_HJØRDIS._
+Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf
+imorges;--Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet,--kun ikke at han
+skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; _er_ det så, da har jeg
+ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er
+ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!
+
+_DAGNY (i stærkt oprør.)_
+Der fejler du, Hjørdis,--og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd
+mands tag!
+
+_SIGURD (hæftigt.)_
+Dagny, hvad vil du!
+
+_GUNNAR._
+Ræd!
+
+_HJØRDIS (med hånlatter.)_
+Vidløst taler du der!
+
+_DAGNY._
+Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine
+faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre
+at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu;--pris aldrig Gunnar for
+hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig
+og ransmanden, det hænger ved min husbonds side,--og ringen, som du drog
+af din arm, den gav du til Sigurd, _(drager den af og holder den højt
+ivejret)_ her er den!
+
+_HJØRDIS (vildt)._
+Sigurd!
+
+_MÆNGDEN._
+Sigurd! Sigurd øved dåden!
+
+_HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.)_
+Han, han!--Gunnar, er det sandt!
+
+_GUNNAR (med ædel ro.)_
+Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd;--jeg er hverken ræd eller niding.
+
+_SIGURD (bevæget)._
+Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! _(til de øvrige)_.
+Afsted, mine mænd! Afsted herfra!
+
+_DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.)_
+Hvem er _nu_ den ypperste mand i laget, _min_ husbond eller
+_din_! _(hun går ud med Sigurd og hans følge.)_
+
+_HJØRDIS (for sig selv.)_
+Nu har jeg kun en gerning igen;--kun _en_ dåd at pønse på: Sigurd
+eller jeg må dø!
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+TREDJE HANDLING.
+
+
+
+
+_(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)_
+
+_(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med
+at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)_
+
+_HJØRDIS (idet hun strækker snoren.)_
+Den er sejg og stærk; _(med et blik på pilene)_ kolven både skarp og
+tung--_(lader hænderne synke ned i skødet)_ men hvor findes den ihånd
+som--! _(hæftigt.)_ Forhånet, forhånet af ham,--af Sigurd! Jeg må hade
+ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå
+med, før jeg har--_(grublende)_ Ja, men armen, som skal øve den dåd--?
+
+_(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden)._
+
+_HJØRDIS (efter et kort ophold.)_
+Hvor går det dig, min husbond?
+
+_GUNNAR._
+Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det
+ligger og tynger mig for hjertekulen.
+
+_HJØRDIS._
+Gør som jeg; tag dig til at virke noget.
+
+_GUNNAR._
+Det må jeg vel.
+
+_(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig
+hende.)_
+
+_GUNNAR._
+Hvad gør du der?
+
+_HJØRDIS (uden at se op.)_
+Binder en buesnor; det ser du nok.
+
+_GUNNAR._
+En buesnor--af dit eget hår!
+
+_HJØRDIS (smilende)._
+Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og
+jeg har bundet denne her siden daggry.
+
+_GUNNAR._
+Hjørdis, Hjørdis!
+
+_HJØRDIS (ser op.)_
+Hvad er det?
+
+_GUNNAR._
+Hvor var du inat?
+
+_HJØRDIS._
+Inat?
+
+_GUNNAR._
+Du var ikke i sovestuen.
+
+_HJØRDIS._
+Det vet du?
+
+_GUNNAR._
+Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette--dette, som
+hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom--nå ja, jeg vågned;
+da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op;
+glytted på døren;--herinde, her sad du ved stokilden,--den brændte blå
+og rød,--du skæftet piler og kvad galder over dem.
+
+_HJØRDIS._
+Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.
+
+_GUNNAR._
+Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.
+
+_HJØRDIS._
+Hm, kan hænde.
+
+_GUNNAR._
+Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du
+end ægger mig.
+
+_HJØRDIS (smilende)._
+Mener du det?
+
+_GUNNAR._
+Det ved jeg!
+
+_HJØRDIS (rækker ham snoren)._
+Sig mig, Gunnar,--kan du løse den knude der?
+
+_GUNNAR (forsøger det)._
+Nej, den er flettet for fast og kunstigt.
+
+_HJØRDIS (reiser sig)._
+Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!
+
+_GUNNAR._
+Krumme er de mægtiges veje;--dem kender hverken du eller jeg.
+
+_HJØRDIS._
+_Et_ ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os
+begge. _(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv_.)
+
+_HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham)._
+Hvad tænker du på?
+
+_GUNNAR._
+På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det
+værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre
+bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men
+du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i
+Sigurds sted."
+
+_HJØRDIS (med tvungen latter)._
+Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!
+
+_GUNNAR._
+Hm!--Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?
+
+_HJØRDIS._
+Skal jeg sige sandt, Gunnar,--så tykkes det mig stundom for trangt
+herinde.
+
+_GUNNAR._
+Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.
+
+_HJØRDIS._
+Kan hænde to.
+
+_GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring)._
+Men det skal bødes på.
+
+_HJØRDIS (ser spørgende på ham)._
+Bødes på? Du er da tilsinds at--?
+
+_GUNNAR._
+At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen,
+som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.
+
+_HJØRDIS (tankefuld)._
+Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.
+
+_GUNNAR._
+Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå
+godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast
+ræddes for dig; men, sælsomt,--derved er det mest at jeg har dig så kær;
+der står en koglende skræk af dig,--det bæres mig for, at du kunde lokke
+mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved.
+_(med stille hovedrysten.)_ Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde
+blevet din husbond.
+
+_HJØRDIS (udbrydende)._
+Sigurd!
+
+_GUNNAR._
+Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du
+skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig
+livet lysteligit at bære.
+
+_HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.)_
+Og _det_--_det_ mener du Sigurd kunde gjort?
+
+_GUNNAR._
+Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.
+
+_HJØRDIS (hæftigt)._
+Hvis så er--_(fatter sig)_ ligegodt, ligegodt! _(vildt udbrydende.)_
+Gunnar, tag Sigurds liv!
+
+_GUNNAR._
+Aldrig!
+
+_HJØRDIS._
+Ved list og svig blev jeg din hustru;--det skal være glemt! Fem
+glædeløse år har jeg siddet her;--glemt skal alt være fra den dag, da
+Sigurd ikke lever mere!
+
+_GUNNAR._
+Af min hånd skal ingen men voldes ham _(viger uvilkårligt tilbage.)_
+Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!
+
+_HJØRDIS._
+Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale
+forhånelsens ord over mig og dig! _(knytter hænderne i krampagtig
+forbitrelse.)_ Hos hende--den enfoldige kvinde--hos hende sidder han kan
+hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som
+overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo,
+der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!
+
+_GUNNAR._
+Det gør han ikke; det gør han ikke!
+
+_HJØRDIS (stærkt)._
+Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte!
+_(træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men
+hviskende.)_ Kunde du hjælpe mig med _det_, Gunnar,--da skulde jeg
+leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt
+og så vildt, som du aldrig har drømt det!
+
+_GUNNAR (vaklende)._
+Hjørdis! Vilde du--!
+
+_HJØRDIS._
+Hånd på værket, Gunnar,--så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg
+da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit
+smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige
+silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig,--rider du i fredsom
+færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
+horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!
+
+_GUNNAR (næsten overvunden_).
+Er det sandt; du vilde--!
+
+_HJØRDIS._
+Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og
+Dagny, og så skal jeg--_(standser, da hun ser døren åbnes.)_
+Dagny,--kommer du hid!
+
+_DAGNY (fra baggrunden)._
+Du skynde dig, Gunnar herse;--lad dine mænd ruste sig!
+
+_GUNNAR._
+Ruste sig? Mod hvem?
+
+_DAGNY._
+Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd
+hindred ham nylig; men hvo kan vide--
+
+_GUNNAR (bevæget)._
+Det har Sigurd gjort for mig!
+
+_DAGNY._
+Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.
+
+_GUNNAR._
+Og vi, Hjørdis,--vi som tænkte på--; ja, det er som jeg siger,--trolddom
+ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner
+den.
+
+_DAGNY (forundret)._
+Hvad mener du?
+
+_GUNNAR._
+Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende.
+_(vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.)_ Sig
+mig,--hvor går det Ørnulf?
+
+_DAGNY (sænker hovedet)._
+Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han
+en haug ved stranden;--der skal hans sønner lægges. _(Gunnar tier
+og går ud i baggrunden)_.
+
+_DAGNY._
+Før kveldstid er der ingen fare. _(nærmer sig.)_ Hjørdis, jeg har et
+ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.
+
+_HJØRDIS._
+Til mig? Efter det, som gik for sig igår?
+
+_DAGNY._
+Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de
+ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort
+jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!
+
+_HJØRDIS._
+Usalig--du;--Sigurds hustru?
+
+_DAGNY._
+_Mit_ værk er jo alt det, som øvedes,--at der blev yppet strid, at
+Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er
+_jeg_ skyld i! Ve mig;--så gode var mine kår; men aldrig blir jeg
+glad mere efter denne dag.
+
+_HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke)._
+Men før--i de fem lange år--i al den tid var lykken med dig?
+
+_DAGNY._
+Kan du tvivle om det!
+
+_HJØRDIS._
+Hm; igår tvivled jeg ikke, men--
+
+_DAGNY._
+Hvad mener du?
+
+_HJØRDIS._
+Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.
+
+_DAGNY._
+Nej visst ikke. Hjørdis sig mig--!
+
+_HJØRDIS._
+Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det--_(med et ondskabsfuldt
+udtryk.)_ Kan du mindes engang, hist på Island;--vi var på thinget
+sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden,
+som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.
+
+_DAGNY._
+Sigurd og Gunnar.
+
+_HJØRDIS._
+De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen
+skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi
+de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig
+hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde
+den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet
+ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige;
+men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge,
+må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så
+høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig;
+hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med
+øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden
+hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?
+
+_DAGNY (usikker)._
+Det gjorde han--men--
+
+_HJØRDIS._
+Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og
+så--_(med et foragteligt smil)_ så kåred han dig!
+
+_DAGNY (smerteligt studsende)._
+Ha, du mener at--?
+
+_HJØRDIS._
+Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle,
+på det at Sigurd kunde hædres ved dig;--ej så?
+
+_DAGNY._
+Nej, Hjørdis, men--
+
+_HJØRDIS._
+Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det
+godt at være, hvor striden brændte som stærkest;--har du ikke?
+
+_DAGNY (dybt bevæget)._
+Nej, nej!
+
+_HJØRDIS._
+Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?
+
+_DAGNY (overvældet)._
+Hjørdis, Hjørdis!
+
+_HJØRDIS (hånligt smilende)._
+Men gode var da dine kår i al den tid;--mener du at Sigurd kan sige det
+samme!
+
+_DAGNY._
+Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!
+
+_HJØRDIS._
+Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her,
+hvad jeg har gjort idag; _(tåger nogle pile fra bordet)_--hvor spidse og
+skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?
+
+_DAGNY._
+Og på at _bruge_ dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du
+nys har sagt mig,--på det tænkte jeg aldrig før. _(hæftigere.)_ Men at
+Sigurd--! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
+uhæderligt;--nej, nej, det kan ikke være sandt!
+
+_HJØRDIS._
+Nå nå, trøst dig, Dagny; det _er_ jo heller ikke sandt. Ja, var
+Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang
+stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;--nu
+nøies han med ringere lykke.
+
+_DAGNY._
+Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er
+ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således
+skal det ikke blive ved.
+
+_HJØRDIS._
+Hvad vil du?
+
+_DAGNY._
+Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer
+være ham hinderlig.
+
+_HJØRDIS._
+Du tænker da på--?
+
+_DAGNY._
+Stille, der kommer folk! _(En huskarl fra baggrunden)_.
+
+_KARLEN._
+Sigurd viking kommer til gården!
+
+_HJØRDIS._
+Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.
+
+_KARLEN._
+Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil--
+
+_HJØRDIS._
+Godt, godt, det ved jeg; gå da! _(Karlen går; til Dagny, der ligeledes
+vil gå)_. Hvor vil du hen?
+
+_DAGNY._
+Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles,
+det skjønner jeg nok; men _nu_ at stedes til møde med ham,--nej,
+nej, det kan jeg ikke. _(går ud til venstre)_.
+
+_HJØRDIS (ser en stund taus efter hende)._
+Og hende var det jeg vilde--_(fortseetter tanken ved et blik på
+buesnoren)_. Ringe hævn havde det været;--nej, nu hug jeg bedre til! Hm;
+det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
+
+_(Sigurd fra baggrunden.)_
+
+_HJØRDIS._
+Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
+_(vil gå.)_
+
+_SIGURD._
+Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
+
+_HJØRDIS._
+Mig?
+
+_SIGURD._
+Og vel var det jeg traf dig alene.
+
+_HJØRDIS._
+Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om
+stuen stod fuld både af mænd og kvinder.
+
+_SIGURD._
+Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.
+
+_HJØRDIS (bittert)._
+Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for
+alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list;
+det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo
+derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok
+endda,--og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!
+
+_SIGURD._
+Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres
+af skæbnen,--så er det gået med os to.
+
+_HJØRDIS._
+Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald
+de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er
+stærk nok til at stævne i strid mod nornen;--det er _det_ jeg nu
+vil gøre.
+
+_SIGURD._
+Hvad mener du?
+
+_HJØRDIS._
+Jeg vil vove en styrkeprøve med dem--med dem, som er over mig. Men lad
+os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. _(hun sætter sig
+ved bordet)_
+
+_SIGURD (efter et kort ophold)._
+Du virker gode våben for Gunnar.
+
+_HJØRDIS (med et stille smil)._
+Ikke for Gunnar, men _mod_ dig.
+
+_SIGURD._
+Det må vel komme ud på et.
+
+_HJØRDIS._
+Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og
+Gunnar sent eller tidligt--_(holder inde, læner sig bagover mod bordet,
+ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)_ Hm; ved
+du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
+lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu
+kommer Sigurd hin stærke til landet;--han vil brænde os inde, mig og min
+husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen;--de tænder
+taget udenfra;--"Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse
+os";--da brister snoren--"Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en
+buesnor deraf,--det gælder livet!"--Men jeg ler--"Lad brænde, lad
+brænde--livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"
+
+_SIGURD._
+Der er en sælsom magt i al din tale. _(nærmer sig.)_
+
+_HJØRDIS (ser koldt på ham)._
+Du sætter dig hos mig?
+
+_SIGURD._
+Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste
+gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den
+vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.
+
+_HJØRDIS._
+Hvad vil du?
+
+_SIGURD._
+Fortælle dig en saga.
+
+_HJØRDIS._
+Er den tung?
+
+_SIGURD._
+Tung som livet selv.
+
+_HJØRDIS (bittert)._
+Ved du, at livet kan være tungt?
+
+_SIGURD._
+Døm om det, når min saga er ude.
+
+_HJØRDIS._
+Så fortæl; jeg arbejder imens.
+
+_(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)_
+
+_SIGURD._
+Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods
+og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så
+vide de end for om.
+
+_HJØRDIS._
+Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?
+
+_SIGURD._
+Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en
+gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han
+havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var
+dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og
+hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere
+kvinde, så tyktes dem begge.
+
+_HJØRDIS (spændt)._
+Begge? Vil du spotte mig?
+
+_SIGURD._
+Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men
+begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at
+hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.
+
+_HJØRDIS (åndeløs)._
+Bliv ved, det beder jeg--!
+
+_SIGURD._
+Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som
+vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da
+hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et
+storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han
+kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte
+om sin elskov;--Sigurd taug med sin, og gik så til--
+
+_HJØRDIS (udbrydende)._
+Sigurd, Sigurd! _(betvinger sig.)_ Og den saga--er den sand?
+
+_SIGURD._
+Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis
+kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en
+anden kvinde.
+
+_HJØRDIS._
+Og fik hende kær?
+
+_SIGURD._
+Jeg lærte at skatte hende; men der er kun _en_ kvinde, som Sigurd
+har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de
+mødtes. _(rejser sig.)_ Her ender min saga, lad os skilles nu.--Farvel,
+Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.
+
+_HJØRDIS (springer op)._
+Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!
+
+_SIGURD (studsende)._
+Jeg gjort? Hvad fattes dig?
+
+_HJØRDIS._
+Og alt det siger du mig nu! Men nej,--det kan ej være sandhed!
+
+_SIGURD._
+Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed--du skulde lære at
+dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu!
+
+_HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille
+forbauselse):_
+Elsket,--elsket mig--du! _(hæftigt, idet hun træder test hen til ham:)_
+Jeg tror dig ikke! _(ser stivt på ham og udbryder i vild smerte)_. Jo,
+det er sandt og--usaligt for os begge! _(slår hænderne for ansigtet og
+fjerner sig.)_
+
+_SIGURD (forfærdet)._
+Hjørdis!
+
+_HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter)._
+Bryd dig ikke om mig! Det var kun _det_ jeg mente, at--_(lægger
+hånden på hans arm.)_ Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin
+stolte kvinde, som du nævnte,--hun har elsket dig igen!
+
+_SIGURD (farer tilbage)._
+Du!
+
+_HJØRDIS (med fatning)._
+Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus
+og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min
+elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være
+den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens
+husbond,--det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!
+
+_SIGURD (rystet)._
+Et usaligt spind har nornen spundet om os to.
+
+_HJØRDIS._
+Selv er du skyld deri: stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle.
+Da jeg satte hint svære vilkår for den der skulde vinde mig, da tænkte
+jeg forvist på dig;--og dog kunde du--!
+
+_SIGURD._
+Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den;--hvad var vel så
+for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør
+jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.
+
+_HJØRDIS (rask)._
+Nu vel, Sigurd,--et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er
+knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.
+
+_SIGURD (hovedrystende)._
+Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.
+
+_HJØRDIS._
+Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi
+min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand,--ved
+alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør
+det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når
+vi selv vil det, og da er legen vunden.
+
+_SIGURD._
+Fri? Hvad mener du?
+
+_HJØRDIS._
+Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end
+Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle
+liv forspildes!
+
+_SIGURD._
+Hjørdis, Hjørdis!
+
+_HJØRDIS._
+Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg
+følger dig i stål og plade, hvor du stevner hen. _(Bevægelse hos
+Sigurd.)_ Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt
+en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej,
+Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes
+søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at
+dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst,
+færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa
+kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
+
+_SIGURD._
+Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny
+står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge
+elskov for Gunnars skyld;--skal jeg bære kviden derved, så må ikke min
+gerning være fåfængt. Og nu Dagny;--troskyldig og fuld af lid for hun
+fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis,
+så tidt hun tog mig i favn.
+
+_HJØRDIS._
+Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du
+da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener
+du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård?
+Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du.
+Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille
+sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem,
+stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol.
+
+_SIGURD._
+Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være
+glemt;--frist mig ikke!
+
+_HJØRDIS (med højhed.)_
+Det er nornens råd at vi to skal holde sammen; det _kan_ ej ændres;
+grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle
+lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde
+rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu
+da jeg ved du elsker mig.
+
+_SIGURD (med tvungen kulde)._
+Hvis så er,--da vid,--jeg har elsket dig; nu er det forbi;--jeg har
+glemt de dage.
+
+_HJØRDIS._
+Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig,
+da kan du aldrig glemme det.
+
+_SIGURD (hæftigt)._
+Det må jeg; det vil jeg nu!
+
+_HJØRDIS._
+Lad så være; men du _kan_ det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes
+ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.
+
+_SIGURD._
+Ha, det gør du ikke.
+
+_HJØRDIS._
+Det gør jeg!
+
+_SIGURD._
+Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.
+
+_HJØRDIS._
+Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.
+Jeg vil, jeg må følge dig,--ud i livet og i striden; det er mig for lavt
+under loftet i Gunnar herses stue!
+
+_SIGURD (med eftertryk)._
+Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til
+strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, vilde du
+endda røbe alt og følge mig?
+
+_HJØRDIS (studsende)._
+Hvi spørger du så?
+
+_SIGURD._
+Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds
+banemand?
+
+_HJØRDIS (ser stivt på ham)._
+Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde fået dig fældet.
+
+_SIGURD (med et smil)._
+Godt, Hjørdis;--det vidste jeg vel.
+
+_HJØRDIS (hastigt)._
+Men så kan ej ske!
+
+_SIGURD._
+Det _må_ ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og mit!
+
+_(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden)._
+
+_GUNNAR (mørkt til Hjørdis)._
+Se så; nu spirer den sæd du har sået!
+
+_SIGURD (nærmer sig)._
+Hvad går dig imod?
+
+_GUNNAR._
+Sigurd, er det dig! Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte
+vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog
+jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.
+
+_HJØRDIS (spændt)._
+Nu?
+
+_GUNNAR._
+Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig,
+blev der sagt;--hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan
+nævne;--jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt at jeg har øvet
+nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.
+
+_SIGURD._
+Længe skal det ikke holdes for skændsel; før kvælden kommer, skal du
+være mandstærk nok mod Kåre.
+
+_GUNNAR._
+Sigurd!
+
+_HJØRDIS (sagte, triumferende)._
+Ha, det vidste jeg nok!
+
+_SIGURD (med tvungen styrke)._
+Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar
+herse,--du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg
+dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder!
+
+_HJØRDIS (gør i hæftig indre bevægelse et skridt hen imod Sigurd, men
+fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende)_.
+
+_GUNNAR (i højeste overraskelse)._
+Til holmgang--! Mig!--Du skemter, Sigurd!
+
+_SIGURD._
+Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og
+død; en af os må falde!
+
+_GUNNAR (bittert)._
+Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis da jeg kom; hun
+har ægget dig påny!
+
+_SIGURD._
+Kan hænde! _(halvt til Hjørdis)_. Højsindet kvinde må jo værge om sin
+husbonds hæder. _(til mændene i baggrunden.)_ Og I, karle, gå nu til
+Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhugg med mig;
+ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!
+
+_(Karlene går ud i baggrunden.)_
+
+_GUNNAR (går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk
+bevægelse)_.
+
+Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover livet for
+min hæder, som du fordum voved det for min lykke!
+
+_SIGURD._
+Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når solen rinder--
+
+_GUNNAR._
+Jeg møder dig. _(blød.)_ Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig;
+det er en kostelig gave.
+
+_SIGURD._
+Tak; men lad det hænge;--ingen ved, om jeg næste kveld har brug for det.
+
+_GUNNAR (ryster hans hånd)._
+Farvel, Sigurd!
+
+_SIGURD._
+Farvel igen og lykke til værket!
+
+_(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på
+Hjørdis og går ud i baggrunden.)_
+
+_HJØRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld)._
+Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? _(tier lidt og udbryder derpå, som
+greben af en stærk beslutning.)_ Lad falde hvem der vil,--Sigurd og jeg
+skal endda blive sammen!
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+FJERDE HANDLING.
+
+
+
+
+_(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke,
+sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet
+gravhaug.)_
+
+_(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet
+hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine
+hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler.
+Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset,
+hvor en stokild brænder.)_
+
+_DAGNY (dæmpet)._
+Der sidder han endnu. _(holder Sigurd tilbage.)_ Nej, tal ikke til ham!
+
+_SIGURD._
+Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.
+
+_DAGNY (går over mod højre og betragter faderen med stille sorg)._
+Så stærk var han igår da han tog Thorolfs lig på ryggen; så stærk var
+han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og
+stene kastet over,--da tog sorgen ham; da var det som han sluknede.
+_(tørrer tårerne af.)_ Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til
+Island?
+
+_SIGURD._
+Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.
+
+_DAGNY._
+Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding
+mere?
+
+_SIGURD._
+Ja ja,--det har jeg lovet dig.
+
+_DAGNY._
+Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at lidet var
+jeg dig værdig til viv?
+
+_SIGURD._
+Ja ja, Dagny, lid på mit ord.
+
+_DAGNY._
+Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er
+øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis,
+og--
+
+_SIGURD._
+Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi
+sidder hjemme på Island!
+
+_DAGNY (mildt bebrejdende)._
+Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!
+
+_EN AF MÆNDENE (nærmer sig)._
+Se så, nu er haugen istand.
+
+_ØRNULF (ligesom opvågnende)._
+Haugen? Er den--nå ja--
+
+_SIGURD._
+Tal nu, til ham, Dagny!
+
+_DAGNY (nærmer sig)._
+Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.
+
+_ØRNULF._
+Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt
+derinde.
+
+_DAGNY._
+Ja, men du--
+
+_ØRNULF._
+Jeg? Jeg fryser ikke.
+
+_DAGNY._
+Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.
+
+_ØRNULF._
+Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.
+
+_DAGNY._
+Men at sidde her så stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet
+vant til det.
+
+_ØRNULF._
+Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke
+trække vejret.
+
+_(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig
+hos ham.)_
+
+_DAGNY._
+Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?
+
+_ØRNULF (uden at se op)._
+Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.
+
+_DAGNY (smerteligt)._
+Fader!
+
+_ØRNULF (løfter hovedet)._
+Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er
+det gjort, tænker jeg.
+
+_SIGURD._
+Sligt kan du ikke tænke på!
+
+_ØRNULF._
+Undres dig at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt
+mine sønner. _(hæftigt.)_ Gå fra mig!--Gå, gå!
+
+_(han skjuler igen sit ansigt.)_
+
+_SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig.)_
+Lad ham sidde lidt endnu.
+
+_DAGNY._
+Nej, jeg får friste et råd til;--jeg kender ham. _(til Ørnulf.)_ Dit
+dagværk er endt siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine
+sønner;--men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.
+
+_ØRNULF (hovedrystende)._
+Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.
+
+_DAGNY._
+Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om
+dem, og det kan ingen i ætten uden du.
+
+_ØRNULF (ser spørgende på Sigurd)._
+Kvæde? Hvad tykkes _dig_, Sigurd?
+
+_SIGURD._
+Mig tykkes at så er billigt; du får gøre som hun siger.
+
+_DAGNY._
+Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes
+over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner
+har du tid nok.
+
+_ØRNULF._
+Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste
+kvadet på kævle!
+
+_(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe omkring
+ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)_
+
+  Sind, som svær-mod stinger,
+  savner Brages glæde;
+  sorgfuld skald så såre
+  kvides ved at kvæde.
+
+  Skaldeguden skænked
+  evne mig at sjunge;--
+  klinge lad min klage
+  for mit tab, det tunge! _(rejser sig.)_
+
+  Harmfuld norne hærged
+  hårdt mig verdens veje,
+  listed lykken fra mig,
+  ødte Ørnulfs eje.
+
+  Sønner syv til Ørnulf
+  blev af guder givet;--
+  nu går gubben ensom,
+  sønneløs i livet.
+
+  Sønner syv, så fagre,
+  fostred mellem sværde,
+  værned vikings hvide
+  hår, som gævest gærde.
+
+  Nu er gærdet jævnet,
+  mine sønner døde;
+  glædeløs står gubben,
+  og hans hus står øde.
+
+  Thorolf,--du, min yngste!
+  Boldest blandt de bolde!
+  Lidet gad jeg klage,
+  fik jeg _dig_ beholde!
+
+  Vén du var, som våren,
+  mod din fader kærlig,
+  arted dig at ældes
+  til en helt så herlig.
+
+  Ulivs-sår, usaligt,
+  værste ve mon volde,
+  har min gamle bringe
+  klemt, som mellem skjolde.
+
+  Nidsyg norne nødig
+  nægted mig sit eje,--
+  dryssed smertens rigdom
+  over Ørnulfs veje.
+
+  Vegt er visst mit værge.
+  Fik jeg guders evne,
+  _en_ da blev min idræt;
+  nornens færd at hævne.
+
+  _En_ da blev min gerning:
+  nornens fald at friste,--
+  hun, som har mig røvet
+  alt--og nu det sidste!
+
+  Har hun _alt_ mig røvet?
+  Nej, det har hun ikke;
+  tidligt fik jo Ørnulf
+  Suttungs mjød at drikke, _(med stigende begejstring.)_
+
+  Mine sønner tog hun;
+  men hun gav min tunge
+  evnen til i kvæder
+  ud min sorg at sjunge.
+
+  På min mund hun lagde
+  sangens fagre gave;--
+  lydt da lad den klinge,
+  selv ved sønners grave!
+
+  Hil jer, sønner gæve!
+  Hil jer, der I rider!
+  Gudegaven læger
+  verdens ve og kvider!
+
+_(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger
+roligt:)_
+
+Se så, nu er Ørnulf stærk og sund igen. _(til mændene.)_ Kom med til
+natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
+
+_(går med karlene ind i bådhuset.)_
+
+_DAGNY._
+Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! _(til
+Sigurd.)_ Vil du ikke gå ind?
+
+_SIGURD._
+Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?
+
+_DAGNY._
+Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg ved forvist
+at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.
+
+_SIGURD._
+Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld, _(han
+standser og ser ud.)_
+
+_DAGNY._
+Hvad lytter du på?
+
+_SIGURD._
+Hører du ikke--_der_! _(peger til venstre.)_
+
+_DAGNY._
+Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!
+
+_SIGURD (idet han går lidt op mod baggrunden)._
+Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. _(råber.)_ Hvem kommer?
+
+_KÅRE BONDE (udenfor til venstre)._
+Kendte folk, Sigurd viking!
+
+_(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)_
+
+_SIGURD._
+Hvor agter I jer hen?
+
+_KÅRE._
+Til Gunnar Herses gård?
+
+_SIGURD._
+Med ufred?
+
+_KÅRE._
+Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig
+kært nok!
+
+_SIGURD._
+Kan vel være.
+
+_KÅRE._
+Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så
+kommer han med vege våben til mødet.
+
+_SIGURD._
+Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde!
+
+_KÅRE (med trodsig latter)._
+Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for
+dig!--Kom, alle mand, se, her går vejen!
+
+_(de går alle ud til højre i baggrunden)._
+
+_DAGNY._
+Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!
+
+_SIGURD (går rask hen til døren og råber ind):_ Op fra bordet, Ørnulf;
+tag hævn over Kåre bonde!
+
+_ØRNULF (kommer ud med de øvrige)._
+Kåre bonde,--hvor er han?
+
+_SIGURD._
+Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde!
+
+_ØRNULF._
+Ha, ha,--lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det
+samme; siden vil jeg søge Kåre.
+
+_SIGURD._
+Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham;
+thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til
+holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv--nå ja,
+ligegodt,--inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det om slig
+ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!
+
+_ØRNULF._
+Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men i morgen må
+han fældes!
+
+_SIGURD._
+_Han_ eller _jeg_,--det kan du lide på!
+
+_ØRNULF._
+Så kom da til hævn for Ørnulfs æt! _(han går med mændene til højre i
+baggrunden.)_
+
+_SIGURD._
+Dagny, følg med;--_jeg_ må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på
+vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men
+du,--styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård
+er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre.
+
+_DAGNY._
+Ja, ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag!
+
+_SIGURD._
+Gå, gå, Dagny!
+
+_DAGNY._
+Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i
+buret, og værger sig nok selv.
+
+_SIGURD._
+Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle
+og--over Gunnars hustru!
+
+_DAGNY._
+Lid på mig. Vel mødt igen! _(hun går efter de forrige)_.
+
+_SIGURD._
+Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs mens du er stedt
+i fare. _(lytter)_. Jeg hører skrig og sværdhug;--de er alt ved gården,
+_(vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.)_
+Hjørdis! Hun kommer hid!
+
+_(Hjørdis klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne
+våbenstykker; hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hår er udslået;
+på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden
+har hun buen med hårsnoren.)_
+
+_HJØRDIS (ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af noget,
+der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og
+siger dæmpet):_
+Sigurd, Sigurd, kan du se den?
+
+_SIGURD._
+Hvem? Hvor?
+
+_HJØRDIS._
+Ulven _der_--lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to
+røde øjne!--Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for
+mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat!
+
+_SIGURD._
+Hjørdis, Hjørdis!
+
+_HJØRDIS._
+Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.
+
+_SIGURD._
+Du er syg; kom og gå ind!
+
+_HJØRDIS._
+Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!
+
+_SIGURD._
+Hvad er der hændt med dig?
+
+_HJØRDIS._
+Hvad der er hændt? Det ved jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag,
+at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da
+kan vi blive sammen!
+
+_SIGURD._
+Vi? Ha, du mener--!
+
+_HJØRDIS (med højhed)._
+Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde
+handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro
+ven,--alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder
+han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst
+i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og
+bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i _en_ mand
+kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg,
+Sigurd,--havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og
+jeg lykkeligere end alle andre!
+
+_SIGURD._
+Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har
+ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet
+klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.
+
+_HJØRDIS (under stigende vildhed)._
+Det _skal_ det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne
+buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad
+over den! _(lægger en pil i buen, der er spændt.)_ Hør! Hør! hvor det
+suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid;--i
+lag med dem skal vi følges!
+
+_SIGURD (viger tilbage)._
+Hjørdis, Hjørdis,--jeg ræddes for dig!
+
+_HJØRDIS (uden at agte på ham)._
+Ingen magt kan ændre vor skjæbne nu! O, ja--det er også bedre så, end om
+du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård
+for at væve lin og uld og føde dig afkom,--fy, fy!
+
+_SIGURD._
+Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en
+sjælesot på dig! _(forfærdet.)_ Ha, se--se! Gunnars gård,--den brænder!
+
+_HJØRDIS._
+Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars
+bjælkestue!
+
+_SIGURD._
+Men Egil, din søn--de fælder ham!
+
+_HJØRDIS._
+Lad fældes,--så fældes min skændsel med det samme!
+
+_SIGURD._
+Og Gunnar,--de tager din husbonds liv!
+
+_HJØRDIS._
+Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd,
+så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig;--den hvide gud
+kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke
+stærke, som før;--de sover, de sidder halvt som skygger;--med dem vil vi
+strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og
+selv vil jeg sidde dig næst! _(Uvejret bryder løs.)_ Hør, hør, der
+kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en
+for dig; _(kaster buen til kinden og skyder.)_ Så far da den sidste
+færd!
+
+_SIGURD._
+Vel truffet, Hjørdis! _(han falder.)_
+
+_HJØRDIS (jublende, idet hun iler til ham.)_
+Sigurd, min broder,--nu hører vi hinanden til!
+
+_SIGURD._
+Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.
+
+_HJØRDIS (forfærdet)._
+Du--! Ha, nej, nej!
+
+_SIGURD._
+Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende;--det er
+op til _ham_ jeg nu går.
+
+_HJØRDIS (i fortvivlelse)._
+Og jeg--! _(slipper buen.)_ Ve, ve!
+
+_SIGURD._
+Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit hjerte og gav dig
+til Gunnar. Tak, Hjørdis;--nu er jeg så let og fri. _(dør.)_
+
+_HJØRDIS (stille)._
+Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl! _(Uvejret vokser, hun
+udbryder vildt.)_ De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej;--jeg
+følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej,--de ser
+mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! _(iler ud på fjeldkanten i
+baggrunden.)_ Der er de over mig;--og intet ly, intet skjul! Jo, på
+havets bund kan hænde! _(hun styrter sig ud.)_
+
+_(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og
+Ørnulfs mænd kommer etterhånden ind fra højre.)_
+
+_ØRNULF (vendt mod gravhaugen)._
+Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke!
+
+_DAGNY (kommer)._
+Fader, fader,--skrækken dræber mig;--al den blodige færd--og
+uvejret;--hør, hør!
+
+_GUNNAR (med Egil på armen)._
+Giv fred og ly for mit barn!
+
+_ØRNULF._
+Gunnar herse!
+
+_GUNNAR._
+Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din
+vold; gør som dig tykkes!
+
+_ØRNULF._
+Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!
+
+_DAGNY._
+Ja, ind, ind! _(går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et
+skrig:)_ Sigurd, min husbond;--de har dræbt ham. _(kaster sig ned ved
+ham.)_
+
+_ØRNULF (iler til)._
+Sigurd!
+
+_GUNNAR (sætter Egil ned)._
+Sigurd dræbt!
+
+_DAGNY (ser fortvivlet på mændene, der står om den døde)._
+Nej, nej, det er ikke så;--han må være ilive endnu! _(bemærker buen.)_
+Ha, hvad er det! _(rejser sig.)_
+
+_ØRNULF._
+Datter, det er nok, som du først sagde,--Sigurd er fældet.
+
+_GUNNAR (som greben af en pludselig tanke)._
+Og Hjørdis!--Har Hjørdis været her?
+
+_DAGNY (sagte og med fatning)._
+Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har været her.
+
+_GUNNAR._
+Ja, jeg tænkte det nok!
+
+_DAGNY._
+Ti, ti! _(for sig selv.)_ Så bittert har hun da hadet ham!
+
+_GUNNAR (sagte)._
+Fældet ham--natten før holmgangen, så har hun endda elsket mig.
+
+_(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)_
+
+_EGIL (med skræk)._
+Fader! Se, se!
+
+_GUNNAR._
+Hvad er det?
+
+_EGIL._
+Deroppe--alle de sorte heste--!
+
+_GUNNAR._
+Det er skyerne, som--
+
+_ØRNULF._
+Nej, det er de dødes hjemfærd.
+
+_EGIL (med et skrig)._
+Moder er med dem!
+
+_DAGNY._
+Alle gode magter!
+
+_GUNNAR._
+Barn, hvad siger du!
+
+_EGIL._
+Der--foran--på den sorte hest! Fader, fader!
+
+_(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager
+forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)_
+
+_GUNNAR (stille og smerteligt)._
+Nu er Hjørdis visselig død!
+
+_ØRNULF._
+Det er vel så, Gunnar;--og på hende havde jeg mere at hævne end på dig.
+Dyrt blev mødet for os begge;--_der_ er min hånd; fred og
+forsoning!
+
+_GUNNAR._
+Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!
+
+_ØRNULF._
+Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:
+
+  Højt om heltefærd og stærke
+  kæmpers leg på norske strande
+  skal til sildigst æt fra Island
+  sjunges over nordens lande!
+
+
+       *       *       *       *       *
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Hærmændene på Helgeland, by Henrik Ibsen
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 14686 ***