diff options
Diffstat (limited to '32865-8.txt')
| -rw-r--r-- | 32865-8.txt | 4162 |
1 files changed, 4162 insertions, 0 deletions
diff --git a/32865-8.txt b/32865-8.txt new file mode 100644 index 0000000..45ddd08 --- /dev/null +++ b/32865-8.txt @@ -0,0 +1,4162 @@ +The Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: En adelig Opdager + +Author: Richard Marsh + +Translator: Axel Thomsen + +Release Date: June 17, 2010 [EBook #32865] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER *** + + + + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net + + + + + +Afskrivers bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men den +oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet # er brugt til at +angive s p a t i e r e t tekst i originalen, mens _ er brugt til +at vise kursiv tekst. + + + + + En adelig Opdager. + + + + + Richard Marsh + + + En adelig Opdager + + + Bearbejdet efter Originalens 4. Oplag + af + Axel Thomsen + + + Kjøbenhavn. + H. Hagerups Forlag. + 1902. + + + + + A. Rosenbergs Bogtrykkeri. + + + + +Indhold. + + + Side + + 1. Det stjaalne Brev 9 + + 2. En frygtelig Nat 20 + + 3. Den forsvundne Hustru 33 + + 4. Et gaadefuldt Indbrud 46 + + 5. Den stjaalne Traktat 62 + + 6. Den snedige Herredsfoged 80 + + 7. Sammensværgelsen 93 + + 8. En mystisk Passager 108 + + 9. En veltalende Præst 118 + + 10. Grev Campnells Klinge 132 + + + + +Richard Marsh, + + +nærværende Bogs Forfatter, er en af Englands nulevende +Romanforfattere, med hvem ofte kun Conan Doyle kommer paa Højde. + +Han er en Mand i sine bedste Aar og har allerede udgivet omkring en +Snes Romaner, alle paa Londons største og fineste Forlag. Næstefter +»#En adelig Opdager#«, der udkom for faa Aar siden og naaede 3. +Oplag i Fjor og 4. i Aar, har R. M. skrevet Bøger med saa spændende +Titler som »Kunstmorderen«, »Kvinden med den ene Haand«, »Det +Synlige og det Usynlige«, »Det mystiske Hus«, »Djævlen« o. m. a. + +Dog, ikke nok med, at Bøgerne bærer de mystiske Titler, Forfatteren +selv er en ret mystisk Personlighed. + +Der findes i hele England ikke et Blad eller Tidsskrift, hvori blot +den ringeste biografiske Oplysning om ham nogensinde har været +offentliggjort, skønt han er særdeles læst. Det er et Særsyn i +England, men Forfatteren ønsker selv denne Hemmelighedsfuldhed og +vaager stærkt over den. + +Grundene kan være mange. Der er Englændere, der vil vide, at Navnet +er et Pseudonym, som dækker over en kendt engelsk Detektiv, andre +mener en Videnskabsmand, atter andre en Hertugsøn(!) o. s. v. + +Med »En adelig Opdager« indføres Forfatteren for den danske +Læseverden. + + _A. T._ + + + + +Den engelske Presse + +om + +"En adelig Opdager". + + +MORNING NEWS: »Hele Bogen er god og spændende, skrevet i det +livligste Sprog med usædvanlig godt tegnede Figurer og gode Paafund. +... Enhver, der søger en spændende Bog, vil læse »En adelig Opdager« +med den største Interesse.« + +COURT CIRKULAR: »Richard Marsh har her skrevet fortræffelige Ting i +Sherlock Holmes Genren. Alle Bogens Begivenheder er uhyre snildt +opfundne og glimrende kombinerede. »En adelig Opdager« vil forøge +Forfatterens Ry«. + + + + +I. -- DET STJAALNE BREV. + + +Kapitel I. + + (Hvem er Tyven?) + +Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den +gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin +Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden. + +Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han +straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu +ventede han længselsfuldt. + +Endelig bankede det. + +Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor. + +»Der er en Herre --!« + +Godsejeren greb hurtig Visitkortet. + +»Lad ham straks komme herind!« + +Tjeneren bukkede. + +Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk, +aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk. + +»Det er altsaa Grev Campnell?« + +Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?« + +»Ja--a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr. +Greve! Ja--a, der er hændt mig noget --« + +»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?« + +»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit +Skrivebord!« + +»Hvornaar?« + +»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru; +da jeg kom herned igen, var Brevet borte!« + +Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre +gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse. + +»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?« + +»Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte +læses af andre end den, det var skrevet til.« + +»Var det et Brev, De havde modtaget?« + +»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da +min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.« + +»Hvem kom med det Bud?« + +»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran +mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens +Soveværelse«. + +»Hvor længe var De da borte?« + +»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste, +det laa fremme.« + +»Lukkede De Døren, da De gik?« + +»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.« + +»Hm --! Er der blevet andet borte?« + +»Nej, ikke en Smule!« + +»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!« + +»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.« + +»Er De sikker paa #det#?« + +Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg +syntes, jeg gjorde det.« + +»Saa Pigen, De skrev?« + +»Ja, det kunde hun ikke undgaa.« + +»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?« + +»Nej, vist var der ej ...« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig. +»Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv, +hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det +Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!« + +Detektiven smilede. + +»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om +nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?« + +»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i +Forstuen.« + +»Ja saa ...« + +Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min +Tjener Philip har en Finger med i Spillet?« + +»Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke +til, om nogen er gaaet herind i Værelset. -- Eller ogsaa er Tyven +kommen ind gennem Vinduet!« + +»Ja -- det har ganske vist staaet aaben ...!« + +Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor +var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage. + +Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget +pludselig hans Blik. + +»Hvad er det?« + +Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted +paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt. + +Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven +undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet. + +»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som --« + +»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over +den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i +Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har +smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja +ikke sandt, det er soleklart ...« + +Detektiven maatte smile. + +»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har +været inde i Værelset? Fra Haven kan man #ikke# se Deres Skrivebord. +De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.« + +Godsejeren indsaa det og sukkede dybt. + +De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da +Døren knirkede. + +Det var Godsejerens lille Nevø. + +Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede +Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde +ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke, +James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig. + +»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt +puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør +hun det nok --« + +Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til +Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro. + +»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?« + +»Er Brevet virkelig saa vigtigt?« + +»Ja -- ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, #hvem# der har taget +det -- jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.« + +»Naa--aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er +mange Penge, Hr. Godsejer.« + +»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer +og mer!« + +Detektiven trak paa Skulderen. + +»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig +Undersøgelse eller --« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og +Sagen er afgjort om en halv Times Tid.« + +»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?« + +Detektiven tyssede. + +»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre +sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først +de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de +mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«. + +Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at +se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet. + +»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud +og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.« + +Dermed gik han. + +Godsejeren blev alene. + +Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var, +kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn. + +»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set +ham?« + +»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med +Godsforvalterens lille Pige.« + +»Naa--!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa +vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp. + +Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer +han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive +Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ... + +Da banker det. + +»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men --« + + +Kapitel II. + + (Den værdifulde Hale.) + +Det var atter Grev Campnell. + +Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at +telefonere til Herredsfogden. + +Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg +takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel +til Herredsfogden og beder ham hjælpe os --« + +»Før eller efter Brevet er fundet?« + +»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen. + +»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet +er fundet!« + +»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?« + +»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren: + +»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!« + +Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den +klodsede Hale, han selv havde lavet. + +»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham. + +»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende. +»Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...« + +En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens +Arm. + +»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! -- Gaa Du blot, +lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal +komme ned og lave en bedre om lidt!« + +Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben +kunde bære ham. + +»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede +Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom +ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan +læse.« + +»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at #jeg# er Tyven?« + +Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje. + +»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da +Papiret var fundet.« + +»Hva--?« + +Den gamle Herre stirrede med aaben Mund. + +»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige +Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. #De har væltet Deres +Gummiflaske!#« + +»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?« + +»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet -- og paa Deres Ærme. +Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.« + +»Naa ja -- og hvad saa --?« + +»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste +Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De +selvfølgelig #ikke# haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget +det. De har tabt det ganske kort efter -- herude paa Gangen, hvor +Roland legede, og hvor #han# netop har fundet det, og i bedste Tro +lavet Dragehale deraf. -- Til yderligere Betryggelse vil De +forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!« + +Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav +med Et Detektiven Ret. + +Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de +2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp +ingen Naade og Forestillinger. + +En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og +Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste +Muligheder«. + + + + +II. -- EN FRYGTELIG NAT. + + +Kapitel I. + + (En Mumie?) + +Det var i Juletiden. + +De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende +og en lurvet Fyr i den anden. + +Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen +faldt med et Brag paa Gulvet. + +Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst. + +»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!« + +Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved +Aftensbordet. + +»Sig mig, Onkel -- hvad var der i den Kasse?« + +Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig. + +»En Mumie!« svarede han. + +Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden. + +Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en +Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i +Morgen! + +»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket. + +»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa +Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel +ikke værd?« + +»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa +den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!« + +Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der +foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke, +hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød, +den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din +Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?« + + * * * * * + +Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig. + +»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun. + +»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var +laaset.« + +»Vi kan da #se# paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine. + +»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!« + +»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme -- kom, lad os se ad!« + +Kort efter kom hun virkelig tilbage med den. + +»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie -- +tænk Dig en rigtig Mumie -- saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse +ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og +venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.« + +Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i +Studereværelset. + +»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys. + +Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen -- en +ækel Tingest at se paa. + +»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!« + +»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.« + +Men Clara #vilde# paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og +bankede paa Laaget. + +»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun. + +Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle. + +»Hvor tung mon den er?« + +Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende. + +Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det +lykkedes ikke. + +I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes. + +Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol +væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag. + +#Dér# stod vi i Bælgmørke! + + +Kapitel II. + + (I dødelig Angst.) + +»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode. + +Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa +Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!« + +Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en +uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander. + +Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud +og laasede udvendig fra. + +Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse. + +Jeg skulde sove deroppe -- derom var vi uhyre enige. + +Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først +da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet: + +»Næ -- var det dog ikke forfærdeligt!« + +»Lad være at tale om det, Clara!« + +»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?« + +»Mumier kan da ikke stønne!« + +»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en +Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var +bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller -- tror Du, den kan gaa +omkring om Natten?« + +»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.« + +Men vi #kunde# ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid, +bankede det sagte paa Døren. + +Vi laa ganske stille ... + +»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme. + +»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.« + +»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har +naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa +trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!« + +Saa gik de igen. + +Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke +have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?« + +»Nu er det i hvert Fald for sent.« + +»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham, +naar han om lidt gaar til Sengs.« + +Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov. + +»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu #maatte# jeg sige det. + +»Ja!« + +»Kan Du høre det?« + +»Ja --« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.« + +»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!« + +»Jeg tror det ogsaa ...« + +»Hvad skal vi gøre?« + +Clara var grædefærdig. + +Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig. + +»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky. + +Resolut sprang jeg op. + +»Hvor gaar Du hen?« + +»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. -- Nu #maa# vi have fat paa +ham!« + +»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.« + +Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset. + +Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi +rystede af Skræk. + +»Naa! Hvad er der løs?« + +»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar +dernede.« + +»Hvad for noget?« + +»Aa skynd Dem, skynd Dem ...« + +»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng. + +»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I +tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?« + +»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen. + +Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre +lange Skridts Afstand. + +Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt +deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen. + +Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd +derinde. + +Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han +aabnede Døren. + +Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde. + +»Kom saa med Lyset!« + +Han greb det hastigt. + +En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med +forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod. + +Detektiven gik hen imod den. + +»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?« + +»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen. + +»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde +holdt Mandfolkene ikke ud.« + +I det samme bankede det paa Vinduet udenfor. + +»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!« + +»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb +stønnende hen mod Vinduet. + +»Saa--saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa +hendes Skulder og holdt hende tilbage. + +»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo +ved at dø af Forskrækkelse.« + +»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.« + +Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende +og fulgte selv bagefter. + +Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm. + +»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække +nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I +faa Historien at vide.« + + +Kapitel III. + + (Nød bryder alle Love.) + +Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som +Grev Campnell fortalte os næste Dag. + +Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent +havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste +Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i +London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den +sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue. + +Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser, +men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han +pantsætte Mumien for et usselt Beløb. + +Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min +gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en +Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' +han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart +han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr +vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først! + +Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var +genial. + +Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin +Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og +haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa +den altfor kritiske Undersøgelse udeblev. + +Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til +Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse +ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde +klare sig for Natten, som han kunde bedst. + +Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs +Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt. + +Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget +med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft. + +Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet +var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var +frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig. + + * * * * * + +Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste +Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten +indløst. + +Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore +Julegæster -- særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor +belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder. + + + + +III. -- DEN FORSVUNDNE HUSTRU. + + +Kapitel I. + + (Selvmord eller --?) + + »Ærede Grev Campnell! + + Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De + straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd + hverken ud eller ind -- maaske har jeg allerede været Skyld i et + Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig! + + Deres meget ærbødige + _Cyril Majendie_.« + +Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der +for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske +Millionærdatter, Frk. Scraggs -- hvorfor hun tog ham, maa Pokker +vide. Han saa meget ophidset ud. + +»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!« + +»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«. + +»Vel, saa venter jeg Dem.« + +Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han +vendte sig om: + +»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik, +da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig +for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. +»Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys +Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig +Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, +enhver har nok. -- Farvel, jeg venter Dem altsaa.« + +Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst +derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med +udstrakte Hænder: + +»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer ... De er et prægtigt +Menneske! Vil De have noget at drikke?« + +»Nej tusind Tak!« + +Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell +ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har +fortalt mig, hvad der er i Vejen.« + +»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min +Hustru og mig?« + +»Ikke en Smule.« + +»Min Hustru er forsvunden!« + +»Ja saa.« + +»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men +denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld -- denne +Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan +aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal +#jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. +-- skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde +det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen. + +Næste Morgen viste hun sig ikke. + +Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set +Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar +de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges +fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.« + +Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes +Ringe og Smykker. + +Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt +Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige +mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod. + +Majendies Stemme blev hviskende: + +»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...« + +»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. +»Foreløbig beholder jeg Pakkerne!« + +Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran +dem. + +»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre +sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid +til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt ...« + +»Hr. Campnell --!« + +»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres +Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres +Samvittighed i Alkohol«. + +Majendie tøvede. + +»Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes ... +havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«. + +»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal +overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.« + +»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De +tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg +øjeblikkelig tage dem bort.« + +... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han +Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham. + +»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst +besynderligt, der er passeret her i Huset.« + +»Naa, og det er?« + +Tjeneren gned sine Hænder forlegent. + +»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle +glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet +dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag +og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke +det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg +ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine +Benklæder. + +»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg. + +»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.« + +-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden +Detektiven slap fra ham. + +Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig +nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig +ængstelig ud fra Majendies Port. + +Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af +Detektiven. + +Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham. + +Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa +hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han. + +»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?« + +Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke +min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er +sandt, jeg forsikrer Dem det!« + +»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De +ikke i Arbejde?« + +»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde +møde for to Dage siden.« + +Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting +sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa +mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger +Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!« + +Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt +Smil. + +»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger +Sandhed!« + + +Kapitel II. + + (Den ny Tjener.) + +En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til +Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op. + +»Er Herren hjemme?« + +»Herren er gaaet i Seng.« + +»I Seng! Paa denne Tid af Dagen --?« + +Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med +Tæpperne op om Ørene -- og tudbrølende. + +Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad +Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig +klart, hvad der skete. + +»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af +mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et +eller andet obskurt Sted ...« + +»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!« + +»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor kører vi +hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!« + +Detektiven sprang ud i en Fart. + +»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!« + +Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig +indigneret. + +»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud, +Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.« + +Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!« + +Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og +før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken. + +»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!« + +Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er +vanskeligt at sige. Parker talte først. + +»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i +denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.« + +Majendie rømmede sig advarende. + +Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage. + +»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!« + +Majendie skelede til Parker: + +»Min Kone er myrdet, at De ved det!« + +»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm, +maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ... +men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...« + +»Ja, hende var det, der ødelagde min.« + +»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en +Kone....« + +Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen +i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre +Smaahandlende. + +»Værsgod, mine Herrer, kom saa!« + +Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa +hinanden. + +Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre +Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang. + +Ingen Navneplade paa Døren. + +Detektiven betænkte sig lidt. + +Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op. + +Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende. + +Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et +hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?« + +Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv +Times Tid. + +Pludselig for Detektiven op. + +»Stille! Der kommer nogen!« + +Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne. + +Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem. + +Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og +Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa +ind i den anden Stue, aa gør det ...« + +Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt. + +»Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en +modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.« + +Parret kom ind. + +Parker for dem i Møde. + +»Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!« + +Majendie saa maalløs paa sin Tjener: + +»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige, +løbe bort med en Guldfugl!« + +Detektiven kom til. + +»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru +Majendie!« + +Han gik hen mod den snavsede Tjener. + +»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?« + +Der blev ganske stille. + +Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye +Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne +Krøller. + +»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget +slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa +Kinderne.« + +Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er +dog virkelig et meget ondartet Puds!« + +»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop! +Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de +5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden +til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?« + +Det vilde hun. + +»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en +Uge, uden at Cyril skal kende mig.« + +»Er Du gal«, sagde hun. + +»Hvor meget vædder vi?« + +»En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.« + +Her afbrød Fru Parker: + +»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men +jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at +gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!« + +Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell: + +»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore +Intriger, der var godt nok fundet paa?« + +Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et +lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv +maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller -- og er det da +ogsaa, heldigvis. + +Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe. +Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat +Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen. +Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet. +Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest +til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve +Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.« + +»Det Papir --?« + +»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af +Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der +bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?« + +Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde +købt Kager dernede.... + +»-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!« + +»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt +fra Fru Majendie. + +»-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet +Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig +bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!«« + +Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen. + + + + +IV. -- ET GAADEFULDT INDBRUD. + + +Kapitel I. + + (Hvem er det?) + +Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da +hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget +gerne vilde tale med ham. + +Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end +sædvanlig. + +»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker +til Affære!« + +»Er det alt, hvad De har at fortælle?« + +»Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte +sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde, +Frk. Tonny Darling bor.« + +Detektiven kendte baade Hus og Dame. + +Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende! +-- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun +#maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det værste!« + +»Hvad da?« + +»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne +Affære. Kan jeg stole paa Dem?« + +»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!« + +»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet +hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit +Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min +Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...« + +Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt +-- denne gamle, korrekte Adelsmand. + +»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...« + +»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og +hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det +skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har +foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale +Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.« + +»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?« + +»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.« + +»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?« + +»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.« + +»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?« + +»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg +kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.« + +Detektiven rejste sig. + +»Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid. +Maaske vil De møde mig derude.« + +»Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!« + +Og saa gik han. + + * * * * * + +Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han +meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive +Tjeneren sit Navn. + +»Spørg, hvad han vil mig?« + +En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren. + +»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!« + +Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind. + +Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles. +Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld. + +»Gaa blot!« + +Tjeneren gik. + +»Hvad vil De? Men hurtigt!« + +Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand +bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt +rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug. + +»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke +bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig -- jo, +han er en dejlig Kavaler!« + +Detektiven begyndte at more sig. + +»Kender #De# ham?« + +»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen +rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.« + +»Saa--aa? Hvad har han da gjort?« + +»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde +nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her, +jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at +der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. -- +Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke +vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!« + +Detektivens Munterhed voksede. + +»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat +Indbrud paa Villaen?« + +»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo +haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen +Politibetjent.« + +»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?« + +»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes +snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.« + +Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han: + +»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar +jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig. + +Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget! +Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem +Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde +opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og +satte min Taske fra mig. -- -- + +Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde +til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et +væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig. + +Det hele varede kun et Øjeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg +havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges +til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed +saa han udfordrende paa Campnell. + +»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg +gjorde paa at nappe Dem?« + +»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er +meget værre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at +glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et +Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre +Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!« + +Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den. + +Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv. + +»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og +Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg +havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.« + +»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af +Deres Taske og lagt dette i Stedet?« + +»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet. +Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det først, da det var for +sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort +Ulykken! At han kunde nænne det ...« + + +Kapitel II. + + (Damen.) + +Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer. + +Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid +stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og +netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest +tilfrosne Stemninger. + +Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen +lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig. + +»Hvad skylder jeg Æren ...« + +»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.« + +»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem. +Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det +Hele.« + +»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?« + +»Næ --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman +kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende +Maade. »Han er selv Indbrudstyven.« + +»Saa--aa?« + +»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog +mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig +--.« + +Detektiven satte sig til Ro. + +»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er +forsvundne?« + +»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis +han pantsætter dem.« + +»Blev De vækket sidste Nat?« + +»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo +meget muligt, han har haft en Medhjælper.« + +Der blev ringet paa Entréklokken. + +»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg +sige Dem: han er uskyldig!« + +Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op +fra Sofaen. + +»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede. + +»Hvad jeg siger.« + +»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem +tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem +tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke +Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal +vi se!« + +Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste +Carman sig. Han stirrede paa hende. + +»Er der noget i Vejen?« + +»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af +Stuen. + +Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort +det?« + +»Hun siger, det er Dem selv!« + +»Mig? -- Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.« + +»Er De sikker paa #det#?« + +Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik. + +»Ja selvfølgelig er jeg sikker --« + +»Vis mig lidt omkring, hvad?« + +»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.« + +Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt. + +»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i +det hvide Værelse. + +Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten, +hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte +Tasken fra sig. + +Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I +Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat. + +»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?« + +»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet. + +»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan +kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende. + +»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. -- Er De saa snart +færdig med deres Undersøgelser?« + +»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset, +hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.« + +»Ja--a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det +plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.« + +»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse +Omstændigheder.« + +Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren, +inden hun svarede. + +»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen +Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen +Lomme,« vedblev hun. + +»Tonny, jeg sværger ...« + +»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!« + +»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham +til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa +inderligt ...« + +Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset. + +Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa +Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin. + +»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?« + +»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven --« et Blik paa Carman, »har +allerede brækket Laasen i Stykker.« + +Detektiven aabnede det. + +»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.« + +Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# ligge?« Hun stampede i +Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det +#bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du +bange.« + +Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var +propfuldt af Juveler igen! + +»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt. + +»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens +spydige Svar. + +Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette +var og blev tomt. + +»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman. + +Detektiven gik hen mod Døren. + +Lidt efter kom Pigen ind. + +»Ringede De, Frøken?« + +Detektiven svarede: + +»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den +Frihed!« + +Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem, +at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade +Hr. Hiles at tage dem med sig.« + +Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord. + +Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her, +Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i +sin Varetægt.« + +Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage. + +»#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#« + +»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske +uforstaaende. + +Detektiven trak paa Skulderen. + +»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min +fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler +kun Ægteskabsløftet.« + +»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ... +en Tjenestepige!« + +»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt +overraskende.« + +Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke +benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han +stadig prøvende: + +»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De +-- Haanden paa Hjærtet, Frøken! -- har været lidt indiskret med. +Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at +Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er +blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.« + +Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød. + +Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed: + +»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i +længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«. +Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige, +der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet +til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk +ladet ham stjæle, men har under Dække af #hans# Bedrift selv +stjaalet Ægteskabsdokumentet.« + +»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over +Beskyldningen. + +»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind. +Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt +tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med +de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat +der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl. + +Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare +Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte. + +I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig +skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog +hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som +-- det undersøgte jeg -- i et Nu kan gengive et stort Billede af +Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)! + +Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis +bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne +og manglede naturligvis Mod til #ikke# at lægge dem tilbage. Men +Ægteskabsløftet har hun endnu.« + +»Nej, jeg har ikke!« + +»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!« + +Pigen rystede over hele Legemet. + +»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!« + +Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op. + +Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende. + +I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i +hysterisk Graad. + +Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling. + +Det var virkelig Ægteskabsløftet. + + + + +V. -- DEN STJAALNE TRAKTAT. + + +Kapitel I. + + (I Udenrigsministeriet.) + +Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes +fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat. + +Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være +bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til +Kontorchefen, Kammerherre Horsam. + +»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig +Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra +Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.« + +»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?« + +»Ja--a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene +Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han +lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen: +»Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas +Regeringsbefuldmægtigede«. + +Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring. + +»I #det# Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker +Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.« + +»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand +--. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet +Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi +tvivler lidt om, det #altid# har været hans Navn.« + +Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig +ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i +den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til +Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner +ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til +Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.« + +Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez +Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og +engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de +Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt. + +Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel +personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager, +hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke +om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af +Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens +Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til +at skaffe ham den.« + +Dermed tav Kammerherren. + +»Ja ja -- det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads +er Tyven.« + +»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De +Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig +sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme +i Audients. + +De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden. +Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak +Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at +han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med +ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit +Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var +den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det +frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.« + +»Hvornaar fandt det Sted?« + +»Det er ikke en Time siden!« + +»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt +af Caracas Repræsentanten endnu.« + +»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig +Meddelelse.« + +»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?« + +»Aa -- en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant +Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde +herkuliske Kræfter.« + +»Og den anden?« + +»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin +maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte +Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har +opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.« + +»Hvor bor Panama Fyren?« + +»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa +Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men +Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre +deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers. +Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis +Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig +Kundskab om Traktatens Indhold, vil #vi# faa store Ubehageligheder.« + +Detektiven rejste sig for at gaa. + +»Naa, Hr. Greve -- hvad vil De saa gøre?« + +»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.« + +»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den #straks#, hjælper De os. +Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre +lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar +Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.« + +»Selvfølgelig.« + +Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig +staaende. + +»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten +helliger Midlet?« + +»Hm --?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig +selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi +ikke.« + +»Aa nej -- saamæn.« + +Detektiven gik med et Buk. + +Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover +saamæn det værste --!« + +Og han fik Ret. + + +Kapitel II. + + (Hos Panama-Repræsentanten.) + +Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst +beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var +en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse +ovenpaa. Det var det Hele. + +Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og +sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger: + +Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge +sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han +allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter, +fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land. + +Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem: + +»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig +Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.« + +Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik +Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den +i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg +sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale +rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne. +Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo +ikke! Ja--a forsøge kunde man jo ...« + +Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over +Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par +Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig +rejst. + +Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om +Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var +fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande. + +Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse, +begyndte han: + +»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad +Vinduet og gebærder Dig saaledes?« + +Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk +Accent: + +»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?« + +Joachim -- Panamagesandten -- saa sig forvirret om. + +»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa +Gaden.« + +Caracas Manden lo blot. + +»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag +mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har +hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til +en Stol?« + +»Du er dejlig, saa uskyldig -- ikke?« + +»Er det Traktaten, Du mener? -- Jeg skal være ærlig overfor Dig, +Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede +den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen +igen.« + +»Eller nu med det samme, hvad?« + +»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne --« + +Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs. + +»-- Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i +Gratiale for al hans Ulejlighed?« + +»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende +Tone. + +»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede +Sprog.« + +»Hvor er den da?« + +»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...« + +»Hvor er den, siger jeg?« + +»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din +Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?« + +»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er, +faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede +atter med Revolveren. + +»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...« + +Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de +forskellige Sager i Værelset. + +»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg +om Hjælp; saa er Du færdig«. + +Den anden undersøgte uforstyrret. + +Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham +i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget +over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand. + +Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst +sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle +krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille ... + +Chloroformen havde virket. + + +Kapitel III. + + (»Diplomaten.«) + +Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at +besøge sin Kollega fra Panama. + +»Har Du travlt?« + +Panama Diplomaten svarede ikke. + +Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa. + +»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?« + +En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men +død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis! + +Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det +Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men +næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus +styrtede ned mod Gulvet. + +Den anden stirrede forvirret. + +Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt +efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig +forvirret omkring. + +»Er Du daarlig, lille Jim?« + +»Er Du her endnu, dit Afskum!« + +»Ja, naturligvis er jeg her.« + +»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig. + +Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim +skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder: + +»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren, +drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen. + +»Hvorfor lukker Du Døren?« + +Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige +Opførsel. + +»For at forhindre Dig i at komme ud -- denne Gang kan Du vel ikke +benytte Vinduet.« + +»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det +med et voldsomt Brag. + +Saa stampede han i Gulvet: + +»Frem med Sproget! Har Du taget den?« + +»Hvad for en?« + +»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget +Traktaten?« + +Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i +den andens Udseende. + +Han blev uhyre ivrig med et: + +»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer +Du med den!« + +Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin +Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra. + +Til sidst greb han en Revolver og truede løs. + +Caracas Diplomaten afbrød: + +»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem +os! + +Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. #Du# +svarede: jeg skal skaffe den! -- Jeg skulde saa efter Aftalen tale +med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.« + +»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad +Vinduet!« + +»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget +Vindue.« + +»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan +forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?« + +»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!« + +»Nej, ved Du nu hvad --!« + +Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved, +indtil de sloges som Rasende. + +»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt +dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg +først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.« + +»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg --« + +Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste +Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede. + + +Kapitel IV. + + (Atter i Udenrigsministeriet.) + +Det var næste Morgen. + +Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde +nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger. + +»Hm -- hvem siger De, det er, som vil tale med mig?« + +»Gesandten fra Caracas.« + +Kammerherren tav. »Hm -- hvad vil nu han?« tænkte Manden. »Er der +mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?« + +Han vendte sig atter mod Assistenten. + +»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag +Deres Arbejde med.« + +Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind. + +»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen!« Akcenten røbede +Tyskeren. »Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat +--« + +Kammerherren spidsede Øren. + +»Saa--aa?« + +»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ... Ja, jeg ved ikke, +forstaar det slet ikke ... jeg fik den med blandt de mange andre +Papirer, Kammerherren gav mig.« Og han rakte ham et Dokument. + +»Hm -- tak! Maa jeg spørge, opdagede De #det#, da De var gaaet +herfra?« + +»Ja, heldigvis --« + +»Og har beholdt den indtil nu!« + +»-- Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke +aabent om Natten --« + +Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme, +som -- + +»Hvad Fanden --! Grev ...?« + +»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og +tyssede med Tegn og underlige Blikke. + +»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem dog --« + +»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg +giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set +den.« + +»Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?« + +»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er +det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu +har De den jo forøvrigt tilbage i bedste Behold.« + +De saa paa hinanden. + +Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at røbe det +fjærneste i en Assistents Nærværelse. Sagen maatte ende paa denne +naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage -- +Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo Ministeriet kompromitteret. + +Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu: + +»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg +ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. -- Aa ja, med +fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen +til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.« + +Grev Campnell bukkede. + +Kammerherren fortsatte til Afsked: + +»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i Aften Kl. 6. Det er +rent privat, en lille Middag i Ro ...« + + * * * * * + +Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede, +gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige +Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning. + + + + +VI. -- DEN SNEDIGE HERREDSFOGED. + + +Kapitel I. + + (Den undslupne Fange.) + +»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige +Dem det!« + +Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to +unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han +gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid +for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler. + +De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres +Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det. + +Ved Bordet talte de videre om Sagen. + +»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray. + +»Nej, ikke det fjærneste ...« + +»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og +saa interesseret paa Kromanden. + +»Grev Campnell -- hvem er det?« + +»Detektiven! Kender De ikke ham?« + +Den Gamle smilede overbærende. + +»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer +derinde i Hovedstaden ...« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer +ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl, +kan De tro, der magelig stikker alle deres -- Grever!« + +»Saa--aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede +opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om +Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte, +maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige +Slags. + +Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de +øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de +følgende Dage hørte man intet til Sagen. + + +Kapitel II. + + (Uhyggeligt.) + +Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i +Marken og stod tidlig op. + +Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed. + +Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var +aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik +Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud, +fortvivlet over al den lærde Snak. + +Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes +pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men +han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og +gik videre med Diskusionen. + +Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han +et Skrig fra sig af Angst. + +Lane vendte sig om. + +»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var +nemlig intet at se. + +»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ... +jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som +kiggede frem over Højen derhenne.« + +De stod lidt og ventede ... + +»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom -- nu gaar +vi videre.« + +Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte +opmærksomt efter en Tid -- saa #maatte# han vende sig om igen. + +»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr +efter os paa alle fire!« + +»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld +ingenting mærke.« + +De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste. + +Men der skete intet. + +»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?« + +»Næ -- men --« han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af +Forfærdelse. + +Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og +klædt i den afskyeligste Fangedragt. + +Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. +Fangen bag efter dem. + +De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt. + +Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre. + +Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge. + +Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede +forpustet. + +Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som +intet. + +»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt --« + +»Aa, De skal nok faa det varmere --« kom det forbitret. + +Gray fortsatte og rejste sig op: + +»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre +Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati --« + +Fangen lo og sprang to Fod i Vejret. + +»Ha--a--a--a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni +Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen +med!« + +Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og +som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med +ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt +... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter. +Benklæderne naaede kun til Knæene, #dér# kom de bare Ben frem. Midt +paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. +Rædselsfuldt uhyggeligt! + +I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to. + +»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer --?« + +»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin +Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos +os ... De kan faa alt, hvad vi har.« + +»Penge -- føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med +Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En -- to --« + +Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af. + +Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds. + +»Vesten med!« brølede han. + +»Jamen, kæreste Herre --« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp +ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være +fri?« + +Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og +Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os +ikke skændes, det hjælper slet ikke.« + +Der var ingen Udvej. + +De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar +Skjorte og Hat. + +»Hm--m --« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over +det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.« + +De adlød instinktsmæssig. + +Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i +Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede +han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende +Ord. + +De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en +Overraskelse. + +Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de +vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste +Skjorte ... + + +Kapitel III. + + (Rettens Folk.) + +»Stands, eller vi skyder!« + +De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og +forvirrede standsede de og saa sig omkring. + +Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og +Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned +med det samme. + +De standsede altsaa. + +Politiet kom farende. + +»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene +adlød beredvilligt. + +»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg +høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham +mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I +bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se +det paa jer, man narrer mig aldrig.« + +»Kære Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De +kan naa Fyren endnu ... han tog vort Tøj ... tvang os med Magt.« + +»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jeg #atter#, I +lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der +ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.« + +»Han tvang os til det med #Magt#! Det er sandt! Han har Kræfter som +en Bjørn, den Kæmpe, han er --« + +»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?« + +»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for +lille, derfor maatte vi --« + +»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte +Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham +... han gaar endnu med vort Tøj under Armen.« + +»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er +han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for +Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente +hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig --« + +Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned +mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn. + +Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han +Tøjet og løb, alt hvad han kunde. + +Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, +og Betjentene omringede ham. + +»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte +Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i +Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten. + +»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede +Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og +tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden +fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring. + +»Luk op! Det er Herredsfogden!« + +Fængselsporten aabnedes straks. + +»Kald paa Inspektøren!« + +Inspektøren kom farende i næste Øjeblik. + +»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet +gjort sin Pligt.« + +»Nej er det muligt --?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa +Herredsfogden. + +»Jamen --? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa høj --!« + +»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i +Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! -- Han er vokset en Smule, +ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en +mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!« + +Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse -- og alligevel tøvede +Inspektøren mod Sædvane. + +»Hm, ja -- men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror, +Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...« + +»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke +havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af +Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.« + +Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, +Manden var helt forandret. + +Grev Campnell stod for dem. + + * * * * * + +Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren. + +Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode +under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede +ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men +havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig +stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«. + +#Nu#, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders +#hurtigste# Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig +over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks +henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp. + +Resultatet blev, som af Detektiven forudset: + +»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens +Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af +Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog +Efterforskningen. + +Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages +Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure. + +Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge +Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot +havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette +Uduelighed. + +Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at +Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var +-- vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv! + +Men naturligvis -- nu forstod man Grunden til den pludselige +Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«. + + + + +VII. -- SAMMENSVÆRGELSEN. + + +Kapitel I. + + (Beslutningen tages.) + +De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det +ilde berygtede Baggaards-Hus. + +Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig: + +»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt +forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod +Krigsministerens Liv ...« + +Der var Dødsstilhed. Alle saa ned. + +Obersten talte igen: + +»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...« + +Atter Dødsstilhed. + +»Oberst -- det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme, +frygtsomt, forpint: + +Men Obersten smilede blot. + +Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja -- saa +lægger #jeg# for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med +store Bogstaver. + +Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen: +»Naa, efter R følger vel S --?« + +Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet +videre gennem den tavse Forsamling. + +Major Dyson var den sidste. + +»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa +jo -- --« + +Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa +greb han sin Stok. + +»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden +anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig +skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede +han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan +det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i +fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?« + +Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom +lettede. + + * * * * * + +Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig +ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig +jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage, +og saa -- + +Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han +naaede hjem. + +Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af +en yngre Mand, der hilste ærbødigt. + +»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa +mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens +Officerer, og -- --« + +»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i +de alvorligste Folder. + +»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev +Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den +gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres +skarpeste Fordømmelse -- --« + +»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde +netop selv tænkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne. +Dér er vi langt mere ugenerte!« + +Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin +Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev. + +Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var +der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig +Afbrydelse. + +Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ... + +En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste +Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa +vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette +Øjeblik, end netop den Bladneger. + +Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu +havde hun ventet #saa# længe, og Maden ... + +»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg +ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner. + +Maggie saa alvorligt paa ham. + +»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvad +#kan# Du dog have at gøre der?« + +»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du +tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land -- mange Veje, en lille +Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik +saa endelig til Bords. + +Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede. + +Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten. + +»Saa for Pokker, hvad er der nu --?« + +Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle +Baggaardsbygning. + +Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i +Laas. + +»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!« + +Dyb Tavshed. Alle saa ned. + +Endelig tog den gamle Major Ordet: + +»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte +videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er +forhastet ...« + +»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?« + +»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de +andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have +Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!« + +»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i +truende Kor. + +»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg +har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det +ikke. -- Det er bleven borte.« + +»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter. + +»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den +fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i +en Fart!« + +»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op. + +»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten. + +Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre +bagefter. + +»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende +og prøvede at lukket den op. + +De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen +anden kunde faa Rede paa Mekanismen. + +Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store +Anstrængelser. + +Et Papir faldt ud. + +Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt +omkring. + +»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte +Papiret. + +En af de andre greb det. + +Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i +alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ... + +Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var +det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets +Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver: + + "Disse er Forræderne!" + +Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske. +#Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre? + +Og hvordan i al Verden var det dog sket? + + +Kapitel II. + + (En fortrolig Samtale.) + +En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus, +var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt +Ærinde. + +Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private +Kontor. + +»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har +naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat +med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge +Beslag paa Deres Dygtighed.« + +Greven bukkede. + +»Igen Tyveri?« + +»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af +Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de +Skyldiges Navne.« + +»Disse Navne ønsker De altsaa?« + +»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der +foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven, +»rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er +underrettede. + +Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os +alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De +-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller +hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og +behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men +alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig +indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf. + +Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret +gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe +o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt +aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver +det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald +forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast +paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig +tydeligere?« + +»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld +hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!« + +»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med +Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har +instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet. +Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket, +det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem! +Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i +Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!« + +»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De +Mistanke til nogen bestemt?« + +Ministeren trak paa Skuldrene: + +»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer, +saadan er det jo altid.« + +»Ja vel. Men derud over?« + +»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.« + +»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om +det.« + +Ministeren nikkede. + +»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer +her?« + +Den adspurgte rystede paa Hovedet. + +Greven betænkte sig lidt. + +»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi +maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt +som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede. +»For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.« + +Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked. + + +Kapitel III. + + (Forklaringen.) + +Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i +Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og +forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens +Kontor. + +Excellensen lyttede til Detektivens Beretning: + +»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde, +paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr. +og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres +Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes +bemærkelsesværdigt eller ej. + +Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok +adskillige Gange paa Vildspor. + +I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en +hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente +Genstanden i den og den Butik. + +Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken +gjorde mig alligevel lidt mistænksom. + +Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus, +hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst. + +Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist, +der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige +Anskuelser. + +Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig, +som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste +Kabinet. + +Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand: +bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her +paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4 +Minutter. + +Det gik, som jeg ønskede. + +Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg +for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske +rigtigt et Dokument --« + +»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede +Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?« + +Detektiven tog det frem af sin Brystlomme. + +»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres +regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren +det. »Tja -- saadan er det.« + +Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder. + +»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell! +Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste +Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn. + +»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men +--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem +Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa? +Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo +forblive tavs og lade uvidende.« + +»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede +Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig. +De afbrød blot, før min Beretning var endt.« + +Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige +Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen. + +Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et +Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede +Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!«« + +Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev +Campnell og trykkede hans Haand. + +»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg +overbevist!« + +Ministeren fik Ret. + +Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt, +at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere +Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods +Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke +Aktierne ved eksemplarisk Opførsel. + +Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt! + + + + +VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER. + + +Kapitel I. + + (Paa Havet.) + +Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London. + +Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af +Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte +aabnedes. + +En høj, slank Mand kom ind. + +Hvem var det? + +Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham +før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og +skægløst, men Øjnene sorte som Kul. + +Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren +ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt. + +Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og +nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig: + +»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?« + +Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at +stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage, +lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen. + +Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin +Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen. + +»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget +mærkværdigt i den hele Beretning. + +Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det +var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun +Kaptajnen. + +»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ. +De er bare søsyg!« spottede han. + +Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et +Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero. + + +Kapitel II. + + (Det sære Møde.) + +Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem +Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede +Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere +raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed. + +»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du +se?« + +»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!« + +»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre, +derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!« + +Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed. + +Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og +hen til Manden. + +Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte +Haand. + +»God Dag, hvordan har De det?« + +»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det +meget godt, men ...« + +»Kan De maaske ikke huske mig?« + +»Huske? Næ--æ--« + +»Jamen prøv!« + +Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt. + +»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og +blege, markerede Ansigt smilede blot. + +Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele. + +»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!« + +»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu +værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at +være brudt ind i Damesalonen. + +»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og +saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede +Bryn. + +Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik +et Lys op for ham. + +»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min +Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet, +han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers +vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske +mærkværdigt --« + +»Ligner Deres Broder da Dem?« + +»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at +fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue, +vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem +hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig +skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret. +Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i +Drømme og hørt ham tale ...« + +»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig +i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem. + +Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld +Dagligstue paa 1ste Sal. + +»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i +hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet +til Sæde. + +Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske +Rejsende. + +»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo +næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke +kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han +ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og +hentede et stort Billede ned fra Væggen. + +»Her er det! Ligner han mig?« + +Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig. + +Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa, +det ikke er Dem selv?« + +»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i +en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu +et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var +ham selv. + +Pavse. + +»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand +til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set +Mage til sligt.« + +Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude +og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale. + +Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle +tre udstødte et Skrig af Forfærdelse. + +Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde, +fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig. + +Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset. + +»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da +#han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa. + +»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton. + +Ægteparret skyndte sig bort. + +»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile +Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ... +Saa, følg nu med!« + +De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste +sig i Døren, blot i en anden Dragt. + +Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen. + +»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog +Mennesker!« + +»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde +været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i +Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i +Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til +ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var +Efterforskningen sket kort efter Landgangen. + +Den fremmede stirrede paa Stanton: + +»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han +vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i +Mindelighed. Hvor meget vil I have?« + +De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere. + +»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er +det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom! +Her er Pengene!« + +»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du +nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?« + +»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton +godmodig nok til at svare. + +»Og Nøglerne?« + +»Her!« + +Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler +i Pengekassen. + +»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad +os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!« + +Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt +Pligten. Nølende sjokkede de af ... + +Men den mystiske Tyveknægt triumferede. + +Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen, +ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han +glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den +besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder +igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket. + + * * * * * + +Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var +tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en +sandfærdig og spændende Tildragelse. + +Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en +tarvelig Opdigtelse. + +»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde +der saa være sket?« spurgte Fortælleren. + +»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste +sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg -- +forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden +Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene +vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre +Gentlemen.« + +»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa +pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var# +hans Broder --?« + +Detektiven smilede. + +»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han. + +... Saa kom Turen til ham. + +Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie: + + + + +IX. -- DEN VELTALENDE PRÆST. + + +Kapitel I. + + (Overraskelsen.) + +»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i +Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal +De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!« + +Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende +Tanker. + +»Hvad ... Goddag! Er De her?« + +Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød. + +»Frk. ... Frk. Dundas?« + +Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud. + +»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?« + +»Jeg kom i Gaar, Frøken!« + +Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun: + +»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?« + +»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden +kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i +Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste +straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader +var Præst, end sige min egen Sognepræst.« + +Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen +ledet over paa andre Emner. + +»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!« + +Carr smilede lidt bittert. + +»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke +heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa +til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg +derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.« + +»Ja, det ser jeg unægtelig.« + +»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en +Taler ...« + +»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der +undertiden næsten kan minde om Dem.« + +»Saa--aa?« + +Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin +Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til +Maedenham. + +Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han. + +Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent +udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader. + +»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver +Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg +lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil +jeg gerne helt have fri.« + +Kapellanen bukkede. + +Nu kom Fruen ind. + +»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for +hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare +udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en +Hukommelse!« + +Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den +Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner +i Præstegaarden den Dag. + +Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var +eftersendt fra Cranleigh. + +»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her +dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...« + +Resolut lukkede han Brevet op: + + »Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro + paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi + forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen. + + Deres ærbødige + _Cook & Sable_.« + +Kapellanen rev Brevet i Stykker. + +»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre. +»Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i +Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet +1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være +ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg +tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg +skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst, +bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen +Tid til Forberedelse!« + +Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl +om Pastor Dundas Popularitet. + +»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?« + +»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa +vidunderligt.« + +Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele +Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn. + +Nu nævnede Dundas Teksten. + +Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han +havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt +lærerigt altsaa! + +Prædikenen begyndte. + +Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa +Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede +aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak +han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!« + +Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige: + +»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?« + +»Ja--a, jeg ved skam ikke.« + +»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?« + +»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...« + +»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er +altid et af mine Principper.« + +»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er +sandelig en Karakter!« + +En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas. + +»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes, +netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage +holdt i Cranleigh.« + +»Naa, det tror jeg ikke!« + +»Ja hvorfor ikke?« + +Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til +Præstegaarden. + +Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans +Værtinde ind. + +»Ringede De?« + +»Næ--æ.« + +Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager +det Dem ikke?« + +»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa +skyndte han sig atter til Kirken. + +Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten +meddelte ham det. + +»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde +ventet mig mere, Hr. Carr!« + +-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund +det almindelige Samtaleemne. + +»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame. + +»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen +interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig. + +»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende +Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b. +m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken. + +Pastoren talte videre. + +Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig +saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham. + +»Hvem er det?« lød det barskt. + +»Det er mig!« + +Nu saa han, hvem det var. + +De stod lidt tavse. + +Carr rakte hende tøvende Haanden. + +Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand. + +»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens +Datter ...« + +»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny +Kapellan ...« + +»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --« + +Han drog hende til sig og kyssede hende. + +»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i +Mørket?« + +#Ja, hvad gjorde hun dog?# + + +Kapitel II. + + (Hvad Dundas' Prædiken formaaede.) + +»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som +Kapellan!« + +Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og +alvorligt Ansigt. + +Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved: + +»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra +været en Gentleman's!« + +»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?« + +Præsten rynkede Brynene endnu stærkere. + +»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min +Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra +sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver +hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk +Kandidat af Deres Art.« + +»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.« + +»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min +Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!« + +»Har hun sagt det?« + +Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i +Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som +Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand +kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.« + +Kapellanen smilede atter. + +»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.« + +»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre +travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og +-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til +Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.« + +»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset. + +»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid, +desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af +#Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.« + +Kapellanen bukkede og gik. + +Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han +til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede +Prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den +altsaa være i Hænde senest næste Middag. + +I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar +Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. +Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at +han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu +forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen. + +Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med +Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. +Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med +Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal +jeg tro?« + +Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og +aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. + +»Hr. Carr --« stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt. + +»Ja, Hr. Pastor?« + +»Hm -- hm -- der er noget, jeg vil spørge Dem om!« + +»Til Tjeneste!« + +»Eh -- æ -- jeg mener -- var det Deres egen?« + +»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres +Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke -- det vilde jo være +slet og ret Bedrageri.« + +»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.« + +»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte +Kapellanen. + +»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!« + +Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa +hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas. + +Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg. + +»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?« + +Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til +Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i +Fremtiden. + +»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt --?« Præstens Øjne +skød Lyn. + +»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!« + +Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev +pludselig som et Barn. + +»Ja, jeg ved det, jeg ved det --« jamrede han. »Men hvorfor ... hvad +har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?« + +»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine +Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem, +Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo +overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja +ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os +sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.« + +»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første +Overraskelse. + +»Ja, det er jo en Aftale.« + +Præsten rystede energisk paa Hovedet. + +»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad skal jeg arme Menneske +gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var +grædefærdig. -- »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage +Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os +hjælpes ad ...« + +Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst. + +»Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?« + +»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. +»Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er +Menigheden til Efterfølgelse.« + +Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne +Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs# +Skyld gjort Lykke. + +Carr og Mimi beholdt hinanden. + + + + +X. -- GREV CAMPNELLS KLINGE. + + +Kapitel I. + + (Da Fjenden kom.) + +Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort +efter Krigen brød ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde +sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen -- +vor Detektiv -- var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og +velvoksen Fyr. + +En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i +den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og +fortvivlet kom ham i Møde. + +»Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far -- --« Hun +brast i Graad. + +»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!« + +Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen +Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden +maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han +flygte bort fra Landet, tilbage til England. -- Aa August ... kunde +han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes +... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!« + +»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen. + +»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...« + +Den unge Grev August kyssede Moderen. + +»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot +først kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i +Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Søn!« + +Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit Værelse. Han samlede +nogle Sager sammen i et Tørklæde, og med dette i Haanden listede han +atter ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr +aabnede han Bylten ... + + * * * * * + +Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer +kom ridende nede i Alléen. + +»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et +Sted!« kommanderede Anføreren. + +De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin +Hest og gav et Glædeshyl fra sig. + +»Der er han! Der staar En bag det Træ!« + +Og virkelig! Anføreren saa det selv. + +»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel. + +Hele Troppen ladede, parat til at fyre. + +En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og +uredt som dens, der boer i Landflygtighed. + +»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!« + +»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din +Tunge, dit Uhyre af en Rebel!« + +Men Rebellen rynkede Brynene: + +»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem +De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château +Campnell!« + +Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende +Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din +politiske Svinemikkel!« + +Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!« + + * * * * * + +Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne +kom farende ind i Fruens Kabinet. + +»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ... +nede i Alléen.« + +»Hvad siger De --?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte +gribe om hende. + +»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?« + +Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set: +Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med. + +Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind +til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens +fortvivlede Ansigt. + +»August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast +paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!« + +Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig +mer. + +»Esther! Esther!« + +Stemmen kom fra det aabne Vindu. + +Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt. + +Det var Greven selv. + +Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig --« + +Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og +uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig +skjult som en Fredløs. + +».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte +og græd paa samme Tid. + +»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære, +velsignede Dreng.« + +»August? Har August ...« + +Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie. +Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa -- + +Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at +maatte tale med Fruen. + +Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde +set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede +Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her! + +Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu. + +Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk -- det, +Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han +ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen. + +»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans +sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig +glemme Dig ... Dig er det, som redder os!« + + +Kapitel II. + + (I Gæstgivergaarden.) + +Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent +paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere +Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt +de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard. + +I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens +Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne. + +Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at +bringe Fangen hen til sig. + +»Vil Du have noget at spise?« + +Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare. + +»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?« + +Den unge smilte: »Er De en #kejserlig# Officer? Det mærker man ikke. +De er Slagter, er De!« + +»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange +Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!« + +»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.« + +Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt +nærmere. + +Skægget gik af! + +»Hva' --?« + +Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det +hele berusede Korps. + +»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til +Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden +ud: »Nu Haaret den samme Vej!« + +Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar +og trak til. + +Men da han ikke mødte den Modstand, han -- trods alt -- havde +ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet. + +I næste Øjeblik var han atter oppe. + +»Hvad Pokker --?« Maalløs stirrede han paa Grev Campnell. »Det er jo +-- det er jo #en Dreng#!« + +Fangen lo. »Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.« + +»Er -- er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde +bringe i Sikkerhed ...?!« + +»Nej, men hans Søn!« + +»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du har narret os altsaa! +Hvad skal de Kunster betyde?« + +»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden, og Far behøvede kun +et lille Forspring for at være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans +Rolle. Jeg gættede nok, De ikke havde hans #fuldstændige# +Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod +mig fange.« + +»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede ude af sig selv i +Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. -- -- -- -- -- + +-- -- + +Men da skete det mærkværdige: + +De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa +Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu +endelig var det lykkedes. + +I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet, +sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder. + +Forvirrede stirrede de paa ham. + +»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert +Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!« + +Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig +ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin +Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage. + +»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede +Anføreren. + +Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell resolut slog til +Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i +Salen. + +»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen. »Hvis den Knægt +slipper ud, skal I blive hængt alle som en.« + +Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, +blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen: + +»Er August Campnell her?« + +Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. +Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige +Øjeblik. + +»Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August. + +Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater! Hurra! Hørte +I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har +vi dem, baade Fader og Søn!« + +»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen +begynde!« + +Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at +der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ... + +Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder.... + +Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone -- Værtinden -- kom +ind med en Lygte. + +»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han --?« + +Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa +saarede og blødende. + +»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede! +Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de +Pjalte og kommer saamæn ikke igen.« + +»Med #vore# Heste!?« skreg Anføreren op med en Ed. + +»Deres? Var det #Deres#?« + +Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget var tabt. Han var ædru +nok til at indse det nu. + +Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte et Brev, »fra +Kæresten,« mente hun. Det var fundet paa Køkkenbordet. + +Han rev det op. + +Der stod: + + »Kejserlige Løjtnant! + + Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den + blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring + -- mit Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres + + _August Campnell_.« + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER *** + +***** This file should be named 32865-8.txt or 32865-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/3/2/8/6/32865/ + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |