diff options
Diffstat (limited to '33632-8.txt')
| -rw-r--r-- | 33632-8.txt | 6822 |
1 files changed, 6822 insertions, 0 deletions
diff --git a/33632-8.txt b/33632-8.txt new file mode 100644 index 0000000..ba2f455 --- /dev/null +++ b/33632-8.txt @@ -0,0 +1,6822 @@ +The Project Gutenberg EBook of Evangelines Genvordigheder, by Elinor Glyn + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Evangelines Genvordigheder + Til Kvinder med rødt Haar + +Author: Elinor Glyn + +Translator: Hedvig Magnussen + +Release Date: September 4, 2010 [EBook #33632] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EVANGELINES GENVORDIGHEDER *** + + + + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, +men den oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Tegnet _ er brugt +til at angive kursiveret tekst i originalen. + + + + + EVANGELINES + GENVORDIGHEDER + + TIL + KVINDER MED RØDT HAAR + + + + + ELINOR GLYN + + EVANGELINES + GENVORDIGHEDER + + AUTORISERET OVERSÆTTELSE + FOR NORGE OG DANMARK AF + HEDVIG MAGNUSSEN + + NY UDGAVE + + MARTINS FORLAG + KØBENHAVN & KRISTIANIA + MCMXXI + + + + + MARTIN'S FORLAGSTRYKKERI, KØBENHAVN + + + + +BEGYNDELSEN PAA EVANGELINES DAGBOG + + + _Branches Park_. + Den 3. November 1904. + +Jeg vilde saa gerne vide, om det er morsomt at være en Eventyrerske, +for det er øjensynligt det, jeg nu maa blive. Jeg har læst alt muligt +om det i en Bog; det er at se godt ud, og ikke at have noget at leve +af, og dog have Fornøjelse af Livet -- og det har jeg i Sinde! Jeg +har ganske vist ingenting at leve af, for man kan ikke regne 300 Pund +om Aaret for noget videre -- jeg er overordentlig køn, og jeg véd det +godt, og jeg forstaar at sætte mit Haar og tage mine Hatte paa og den +Slags Ting, saa jeg er naturligvis Eventyrerske! Jeg var ikke bestemt +til at spille den Rolle. -- Fru Carruthers adopterede mig for at +efterlade mig sin Formue, da hun den Gang var Uvenner med sin Arving, +som _skulde_ arve Godset. Saa var hun saa inkonsekvent, at hun ikke +skrev et ordentligt Testamente -- derfor er det, at det Menneske skal +have alt, og jeg ingenting. + +Jeg er tyve Aar, og lige indtil forrige Uge, da Fru Carruthers blev +syg og døde paa én og samme Dag, havde jeg det sommetider meget +behageligt, naar hun var i godt Humør. + +Det kan ikke nytte at lade, som om man kan lide Folk, fordi de er +døde, naar man vil skrive sine virkelige Tanker. For det meste hadede +jeg Fru Carruthers. Det var ganske umuligt at gøre hende tilpas. Hun +havde ikke Begreb om Retfærdighed, eller om noget andet end sin egen +Bekvemmelighed, og om hvor meget andre Mennesker kunde bidrage til +hendes Fornøjelse. + +Grunden til, at hun i det hele taget kom til at gøre noget for mig, +var den, at hun havde været forelsket i Papa, og da han giftede sig +med stakkels Mama -- som slet ingen Familie havde -- og saa døde, +tilbød hun at tage mig til sig og opdrage mig, bare for at ærgre +Mama, fortalte hun mig ofte. Da jeg kun var fire Aar, havde jeg ikke +noget at sige i den Sag, og hvis Mama havde Lyst til at give Afkald +paa mig, blev det jo hendes Sag. Mamas Fader var Lord og hendes Moder +jeg véd ikke hvem, og de havde ikke gjort sig den Ulejlighed at blive +gifte, det var derfor, at stakkels Mama slet ingen Slægtninge havde. +Da Papa var død, giftede hun sig med en Officer og rejste til Indien +og døde, og jeg saá hende aldrig mere -- og saadan gaar det til, at +der ikke er en Sjæl i Verden, som kommer mig ved, eller som +interesserer sig for mig, saa jeg kan ikke gøre for, at jeg er en +Eventyrerske og kun tænker paa mig selv, kan jeg vel? + +Fru Carruthers var til Tider Uvenner med alle Naboerne, saa naar +undtages nogle formelle Visitter i de venskabelige Mellemrum, saá vi +ikke meget til dem. Der var flere gamle Verdensdamer, som plejede at +komme og besøge os, men jeg kunde ikke lide nogen af dem, og jeg har +ingen unge Veninder. Naar det bliver mørkt, og jeg er alene her oppe, +spekulerer jeg ofte paa, hvorledes det vilde have været, hvis jeg +havde haft nogle -- men jeg tror, at jeg er af den Slags Katte, som +ikke vilde have kommet videre godt ud af det med dem -- saa det er +maaske bedst saaledes, hvis jeg bare havde -- for Eksempel en smuk +Tante til at holde af mig, det kunde have været rart. + +Fru Carruthers havde ingen af den Slags Følelser. "Snak og Vrøvl" -- +"sentimentalt Pjank" vilde hun have kaldt dem. At faa en passende +Mand, det var det, hun havde opdraget mig til, sagde hun, og i de +sidste Aar havde hun arrangeret, at jeg skulde giftes med hendes +forhadte Arving, da jeg skulde have Pengene og han Godset. + +Han er Diplomat og bor i Paris og Rusland og den Slags morsomme +Steder, saa han kommer sjælden til England. Jeg har aldrig set ham. +Han er helt gammel -- over tredive -- og hans Haar begynder at blive +graat. + +Nu er han Herre her, og jeg er nødt til at rejse herfra -- hvis han +ikke frier til mig i Eftermiddag, naar vi mødes, hvilket han +sandsynligvis ikke gør. + +For Resten kan der da ikke være noget ondt i, at jeg under de +Omstændigheder gør mig Umage for at se saa tiltalende ud som muligt. +Siden jeg skal være Eventyrerske, maa jeg gøre det bedste, jeg kan, +for mig selv. Fine Følelser passer for Folk, der har Penge nok til at +leve som de har Lyst. Hvis jeg havde ti Tusind om Aaret, eller blot +fem, saa vilde jeg knipse med Fingrene ad alle Mænd og sige: "Nej, +jeg lever mit Liv som jeg vil, jeg vil udvide mine Kundskaber og læse +Bøger og have smukke Ideer om Ære og ophøjede Følelser, og maaske +engang bukke under for en ædel Kærlighed" (hvilke store Ord, alene +Tanken om det faar mig til at skrive). Men hvis Hr. Carruthers nu +spørger mig, om jeg vil gifte mig med ham, som hans Tante har sagt, +at han skal, saa siger jeg sikkert Ja og bliver her og faar et +behageligt Hjem. Det er ikke Umagen værd at begynde at pakke ind, før +jeg har truffet ham. + +Hvor det er heldigt, at Sort klæder mig! Min Hud er latterlig hvid. +Jeg vil sætte en Buket Violer i Brystet paa min Kjole, det kan da +ikke se hjerteløst ud, antager jeg. Men hvis han spørger mig, om jeg +er bedrøvet over Fru Carruthers Død, saa kan jeg ikke lyve. + +Jeg er naturligvis bedrøvet, fordi Døden er frygtelig, og at dø paa +den Maade, medens man siger ondskabsfulde Ting til alle, det maa være +rædsomt -- men jeg kan ikke, jeg kan ikke begræde hende! Der gik +aldrig en Dag, uden at hun saarede mig -- da jeg var lille, var det +ikke blot med Ord; hun plejede at knibe mig og slaa mig paa Ørene, +til Doktor Garrison sagde, at jeg kunde blive døv, saa holdt hun op, +for hun sagde, at døve Mennesker var en Plage, og hun kunde ikke +holde dem ud. + +Jeg vil ikke blive ved med at se tilbage, der er Masser af Ting, som +jeg selv nu bliver rasende ved at tænke paa. + +Jeg har kun deltaget i Selskabslivet i et Aar. Fru Carruthers fik et +Anfald af Bronkitis, da jeg var atten Aar, netop da vi skulde ind til +Byen i Sæsonen; hun sagde, at hun ikke følte sig rask nok til de +Anstrengelser, og saa tog vi af Sted til Schweiz. Og om Efteraaret +rejste vi fra Sted til Sted, og da Vinteren kom, begyndte hun igen at +hoste og jamre sig, saa hun vilde ikke tage til Byen den næste Sæson, +før til den sidste Hoffest, derfor har jeg kun været en Maaned +i London. Hun kom sig helt af sin Bronkitis og døde af et +Hjertetilfælde, som blev fremkaldt af et Anfald af Vrede, fordi +Thomas slog en gammel Familievase itu. + +Jeg vil ikke skrive om hendes Død eller om Testamentet eller om +Forbavselsen over, at jeg kun arvede tusind Pund og en Diamantring. + +Nu da jeg er en Eventyrerske i Stedet for en rig Arving, er det jo +unyttigt at tale om alt det. Det er tilstrækkeligt at sige, at hvis +Hr. Carruthers ikke adlyder og tilbyder mig sin Haand i Eftermiddag, +saa maa jeg pakke mine Kufferter og rejse paa Lørdag -- men hvorhen, +det hviler i Gudernes Skød! + +Han kommer med 3,20 Toget og er her i Huset før fire; det er en grim, +kedelig Tid; man kan ikke byde ham Te, det bliver i det hele taget +utaaleligt og nervepirrende. + +Officielt kommer han for at overtage sit Gods, antager jeg, men i +Virkeligheden kommer han for at se paa mig, og se, om han paa nogen +Maade kan overtale sig selv til at opfylde sin Tantes Ønsker. Jeg gad +vide, hvordan det er at blive gift med én, man ikke kender og ikke +kan lide; jeg kender endnu ikke meget til Mænd. Vi har ikke haft +nogen, som man kunde kalde Mænd, her -- kun en Masse gamle, ækle Fyre +om Efteraaret for at skyde Fasaner og spille Bridge med Fru +Carruthers. Det er mig en Gaade, at de nogensinde kunde skyde noget, +saadan nogle Antikviteter! Nogle af dem var Politikere og +Ex-Ambassadører og saadan noget, og de fleste var saa fæle, som de +vel kunde være. De plejede ved det mindste Vink at komme travende ned +ad Korridoren til Skolestuen og drikke Te med Mademoiselle og mig! Og +de sagde de underligste Ting; jeg er vis paa, at Masser af det, de +sagde, havde en anden Betydning; for Mademoiselle plejede at le saa +underligt. Det var en ganske køn én, jeg havde de sidste fire Aar, +men jeg hadede hende. Hun regnede aldrig nogen, som var ung og +menneskelig, for noget. + +Jeg glædede mig til at deltage i Selskabeligheden i London; men da +det var saa sent, var alle fuldt optagne, da vi kom dertil -- og der +var ingen, som blev videre forelsket i mig. Vi kom ogsaa meget lidt +ud; noget af Tiden havde jeg en hoven Næse, jeg var blevet ramt af en +Tennisbold -- og Folk ser ikke paa unge Piger med hovne Næser. + +Gud véd, hvor jeg skal tage hen og bo! Maaske til Paris -- +naturligvis, hvis jeg ikke blive gift med Hr. Carruthers, -- jeg +antager ikke, at det er kedeligt at være gift. I London syntes alle +de gifte Koner at have det dejligt, og de havde ikke videre meget +Vrøvl med deres Mænd. + +Fru Carruthers forsikrede mig altid, at Kærlighed var ganske +unødvendig i Ægteskabet. Man var nødt til engang at elske en eller +anden, men det Faktum, at man var lænket til ham, vilde udrydde den +Følelse. Det var noget, man skulde betragte som Mæslinger eller en +anden Sygdom, og det var bedst at faa det overstaaet og saa tage fat +paa Livets solide Side. Men hvordan hun ventede, at jeg skulde faa +det overstaaet, naar hun aldrig sørgede for, at jeg saá nogen, det +véd jeg ikke. + +Jeg spurgte hende en Dag, hvad jeg skulde gøre, hvis jeg kom til at +holde af nogen, efter at jeg var blevet gift med Hr. Carruthers, og +hun lo paa sin ækle Maade og sagde, at jeg sandsynligvis vilde gøre +som alle de andre. Og hvad gør de? -- Det gad jeg nok vide. -- Naa, +det tænker jeg nok, at jeg engang finder ud af. + +Naturligvis er der den Mulighed, at Christopher (mon jeg kan lide +Navnet Christopher?), at Christopher ikke vil rette sig efter hendes +Testamente. + +Han har vidst om det i Aarevis, ligesom jeg, men jeg tror, at Mænd er +nogle underlige Skabninger, og han kan maaske fatte Uvillie imod mig. +Jeg er ikke af en Type, som enhver synes godt om. Mit Haar er alt for +rødt, skinnende, mørkt, ildrødt som en Kastanie, naar den falder ud +af sit Hylster, men det lyser som Metal. Hvis jeg havde de sædvanlige +hvide Øjenvipper, vilde jeg være rent ud sagt grim, men Gud være +lovet, ved et Lune af Naturen er mine sorte og tykke og kan ses, naar +man ser mig fra Siden, og jeg tænker ofte, naar jeg ser mig i +Spejlet, at jeg virkelig er meget køn -- naar det hele kommer sammen +-- men, som jeg har sagt, det er ikke en Type, der behager alle. + +Jeg er en Kombination, som Fru Carruthers forsikrede mig vilde volde +Bekymring. "Med den Blanding, Evangeline," sagde hun ofte, "vilde du +gøre rigtigst i at komme til Ro i Livet saa hurtigt som muligt. Gode +unge Piger har ikke dine Farver." Man ser altsaa, at jeg er +brændemærket som slet lige fra Begyndelsen, lige meget hvad jeg gør. +Mine Øjne er grønne som lyse Smaragder, og lange, og de gaar ikke +nedad i Krogene med et Madonnaudtryk som Cicely Parkers, Præstens +Datter. Jeg véd endnu ikke, hvad det er at være god eller være slet, +maaske finder jeg ud af det, naar jeg bliver Eventyrerske, eller gift +med Hr. Carruthers. + +Alt, hvad jeg véd, er, at jeg gerne vil leve og føle Blodet bruse +gennem mine Aarer. Jeg vil gøre, hvad jeg har Lyst til, og ikke være +tvunget til at være høflig, naar jeg brænder af Raseri. Jeg vil staa +sent op om Morgenen, hvis jeg tilfældigvis har Lyst til at sove, og +jeg vil sidde oppe om Aftenen, hvis jeg ikke har Lyst til at gaa i +Seng! Da man nu kan gøre, hvad man vil, naar man er gift, haaber jeg +virkelig, at Hr. Carruthers vil synes godt om mig, og saa bliver alt +godt! Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hører Vognen komme, og overlade +til Hr. Barton -- Sagføreren -- at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske +nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en +virkningsfuld Entré. Mit lange, sorte Slæb og den store, brede Trappe +-- dette er et pragtfuldt Hus -- og hvis han har Øjne i Hovedet, maa +han se mine Fødder paa hvert Trin! Selv Fru Carruthers sagde, at jeg +havde den smukkeste Fod, hun nogensinde havde set. Jeg bliver ganske +nervøs. Jeg vil ringe paa Véronique og begynde at klæde mig paa! ... +jeg skriver snart mere. + + + Torsdag Aften. + +Det er Aften, og Ilden brænder klart i min Dagligstue, hvor jeg +sidder og skriver. _Min_ Dagligstue! -- Sagde jeg det? Hr. Carruthers +Dagligstue, mente jeg -- for det er ikke mere min, og paa Lørdag, i +Overmorgen, maa jeg sige Farvel til den for bestandig. + +For -- jeg kan lige saa godt sige det med det samme -- det gik ikke. +Hr. Carruthers afslog roligt, men bestemt at adlyde sin Tantes +Befaling, og jeg skal altsaa være gammel Jomfru! + +Jeg maa gaa tilbage til i Eftermiddag for at gøre det klart, og jeg +maa sige, at det ringer for mine Øren, naar jeg tænker paa det. + +Jeg kaldte paa Véronique og tog min ny sorte Eftermiddagskjole paa, +som lige var pakket ud. Jeg satte Violerne i Brystet saadan ganske +tilfældigt, passede paa, at mit Haar krøllede lige saa stærkt som +sædvanligt, men dog ikke for balstyrigt til at se tækkeligt ud, og +saa, akkurat i det rigtige Øjeblik, begyndte jeg at gaa ned ad +Trappen. + +Dèr stod Hr. Carruthers i Vestibulen. En høj Mand, der saá +forfærdelig godt ud, med et glatraget Ansigt og Træk som skaarne ud i +Sten. Med en firkantet Hage og et fælt Blink i Øjet. Han har et meget +destingveret Ydre, og han ser ud, som om han aldrig havde behøvet at +gøre sig Umage for at faa sine Klæder til at passe, for de sidder, +som om de var støbt om ham. Hans Væsen er koldt og tilbageholdende, +og der er noget bydende og arrogant over ham, som gør, at man straks +faar Lyst til at sige ham imod, men hans Stemme er bedaarende. Det er +en af den kultiverede, forfinede Slags, der lyder, som om han talte +en Masse Sprog, og derfor ikke sluger Ordene. Jeg tror, Diplomater +ofte taler saaledes, for nogle af de gamle Gesandter havde den Slags +Stemmer. + +Han stod med Ryggen til Ilden, og Lyset fra det store Vindue med en +nedgaaende Sol faldt lige paa hans Ansigt, saa jeg kunde rigtigt se +ham. Jeg sagde i Begyndelsen, at det ikke kunde nytte at agere, naar +man skriver sine egne Tanker, for at man selv skal læse dem, naar man +bliver gammel, og desuden gemmer dem i en indelaaset Dagbog, saa jeg +vil altid sige Sandheden her -- det er en hel anden Sag, hvad jeg +vilde sige, hvis jeg talte med nogen og beskrev dem Situationen. Saa +vilde jeg sige, at jeg fandt ham yderst utiltalende, og at jeg +virkelig næsten ikke lagde Mærke til ham! Men i Virkeligheden lagde +jeg meget Mærke til ham, og jeg har en kedelig indre Overbevisning +om, at han kunde være meget tiltalende, hvis han vilde. + +Han saá op, og jeg gik hen og gav ham Haanden med min mest ærbare +Mine, da Hr. Barton forestillede os for hinanden. Jeg lod ham tale +først. + +"Det er en afskyelig Kulde," sagde han henkastet. Det var en ægte +engelsk Begyndelse, og lovende! + +"Ja, det er det," sagde jeg. "Er De lige kommet?" + +Og saadan blev vi ved paa samme banale Maade; Hr. Barton snurrede +sine Tommelfingre rundt om hinanden, og man kunde se, at han haabede, +at vi snart vilde komme til Dagens brændende Spørgsmaal; og nu og da +indskød han en Bemærkning, der gjorde Situationen endnu mere kejtet. + +Til sidst sagde Hr. Carruthers, at han vilde se sig om i Huset; og +jeg sagde, at Teen skulde være færdig, naar de kom tilbage. Og saa +gik de. + +Mine Kinder brændte, og mine Hænder var saa kolde; det hele var saa +kejtet og kedeligt, ikke nær saa simpel en Sag, som jeg troede, da +jeg var oppe i mit Værelse. + +Da det var ganske mørkt, og Lamperne var bragt ind, kom de tilbage +til Vestibulen, og Hr. Barton, som sagde, at han ikke vilde have Te, +gik ind for at læse Aviser i Biblioteket. + +Jeg gav Hr. Carruthers Te og gjorde de sædvanlige Spørgsmaal om +Sukker og Fløde. Der var et næsten ringeagtende Blik i hans Øjne, da +han saá paa mig, og jeg følte Vreden stige op i mig. Da han var +færdig, rejste han sig og stod igen foran Ilden. Saa begyndte han at +tale, resolut, som et Menneske, der har besluttet at gøre sin Pligt, +hvad det end koster. + +"De kender det Ønske -- eller jeg skulde snarere sige, den Befaling, +som min Tante efterlod sig," sagde han -- "i Virkeligheden siger hun, +at hun altid har opdraget Dem med den Tanke. Det er kedeligt at +diskutere den Sag med en Fremmed, men maaske gør vi bedst i at faa +det overstaaet saa snart som muligt, da det er derfor, jeg er kommet +hertil i Dag. Hendes Befaling var, at jeg skulde gifte mig med Dem." +-- Han tav et Øjeblik. Jeg sad ganske stille med Hænderne foldede i +Skødet og tvang mig til at holde Øjnene fæstede paa hans Ansigt. + +Han fortsatte, da han mærkede, at jeg ikke svarede -- med ganske lidt +Ærgrelse i Stemmen -- fordi jeg ikke vilde hjælpe ham, antager jeg -- +det kunde aldrig falde mig ind! Det morede mig at ærgre ham! + +"Det er en dristig Tanke i disse Tider at ville raade over andres +Skæbne paa den Maade, og jeg er sikker paa, at De vil være enig med +mig i, at et saadant Ægteskab er umuligt." + +"Naturligvis er jeg enig med Dem," svarede jeg og løj i den +oprigtigste Tone. Jeg havde saa længe været vant til overfor Fru +Carruthers at beherske mine virkelige Følelser, baade af Vrede og af +Glæde, at jeg nu havde Øvelsen. + +"Jeg er saa glad over, at De siger det rent ud," vedblev jeg blidt. +"Jeg har spekuleret paa, hvorledes jeg skulde skrive det til Dem, men +nu, da De er her, er det jo let for os at blive færdige med den Sag +med det samme. Hvad end Fru Carruthers har villet have mig til at +gøre, har jeg ikke haft i Sinde at adlyde hende; men det vilde ikke +have nyttet mig noget at sige det til hende, og saa ventede jeg, til +det var Tid at tale. Vil De ikke have mere Te?" + +Han saá et Øjeblik meget stift, næsten vredt paa mig, lidt efter +sagde han med et lettet Suk, halvt leende: + +"Saa er vi altsaa enige og behøver ikke at tale mere om det!" + +"Nej," svarede jeg og smilede ogsaa, skønt jeg var rasende. Jeg véd +ikke, hvem jeg var mest vred paa -- Fru Carruthers, fordi hun havde +bragt mig i denne Situation, Christopher, fordi han var ufølsom +overfor mine Yndigheder, eller mig selv, fordi jeg et eneste Sekund +havde tænkt mig Muligheden af, at han skulde gøre andet. Naar man +tænker roligt over det, hvorfor skulde han saa gerne ville gifte sig +med mig? En fattig Eventyrerske med grønne Øjne og rødt Haar, som han +aldrig i sit Liv havde set! Jeg haaber, at han troede, at jeg af +Naturen havde en meget stærk Farve, for fra det Øjeblik, da jeg +begyndte at klæde mig paa, havde mine Kinder været brændende hede. +Man kunde let faa den Idé, at det var af Sindsbevægelse, og det maa +han aldrig faa at vide. + +Han fik noget mere Te, men han drak den ikke, og deraf sluttede jeg, +at han heller ikke var saa rolig, som han saá ud til. + +"Der er noget mere," sagde han, og nu var der næsten Forlegenhed i +hans Stemme. "Noget, som jeg gerne vil sige, skønt Hr. Barton maaske +kunde sige det for mig -- men jeg vil hellere selv sige det ganske +ligefremt til Dem -- det er, at De maa lade mig sætte saa mange Penge +fast for Dem, som De havde Ret til at vente at faa efter min Tante, +efter alle de Løfter, som jeg har forstaaet, at hun har --" + +Denne Gang ventede jeg ikke, til han havde talt ud! Jeg sprang op fra +Stolen -- jeg kunde ikke styre den Følelse af saaret Stolthed, som +gennemstrømmede mig. + +"Penge! -- Penge af Dem!" udbrød jeg, "ikke om jeg var ved at dø af +Sult!" -- saa satte jeg mig igen, skamfuld over min Heftighed. +Hvorledes vilde han fortolke den! Men han gjorde mig rasende, og dog +havde jeg for en Time siden været rede til at blive hans Hustru! Hvad +betød da dette Raseri ved Tanken om, at jeg skulde tage imod en +rimelig Erstatning i Guld. Jeg er sandelig en Gaas, og midt i min +voldsomme Sindsbevægelse fik jeg Tid til at blive klar over, at der +ikke kan tænkes noget mere uberegneligt end en ung Piges Følelser. + +"De maa ikke være taabelig!" sagde han koldt. "Jeg har i Sinde at +sætte de Penge fast, enten De vil have dem eller ikke, saa De maa +ikke gøre flere Ophævelser over det!" + +Der var noget saa bydende og arrogant i hans Stemme, netop som jeg i +Begyndelsen bemærkede, at al den Modstandsevne, der fandtes i min +Natur, rejste sig for at svare ham. + +"Jeg kender ikke noget til det juridiske Spørgsmaal i denne Sag; De +kan sætte fast, hvad De har Lyst til, men jeg vil aldrig røre noget +af det," sagde jeg saa roligt som jeg kunde, "saa det vilde være +latterligt at kaste Pengene bort, ikke sandt? De véd maaske ikke, at +jeg har Penge nok selv og ikke paa nogen Maade behøver Deres." + +Han blev koldere og mere forbitret. + +"Som De vil da," sagde han kort, og da Hr. Barton heldigvis i samme +Øjeblik traadte ind, blev Samtalen afbrudt, og jeg forlod dem. + +De rejser ikke tilbage til London før i Morgen tidlig, og nu skal +Middagen overstaas. Jeg er saa rasende, og jeg kan ikke beskrive alle +de forskellige Sindsbevægelser, som gennembævede mig, da jeg før gik +op ad den store Trappe. Jeg forstod pludselig det ydmygende i +Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tænke paa at gifte mig +med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem! +Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg +var blevet opdraget med den Tanke, og før jeg stod Ansigt til Ansigt +med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt. Heldigvis kan han +aldrig ane, at jeg har været villig til at tage ham -- min +Forstillelsesevne har hjulpet mig godt. Nu er jeg kun opfyldt af én +Tanke! At vise mig saa elskværdig og bedaarende som muligt for Hr. +Carruthers. Mit Livs Maal skal være at faa ham til at fortryde sin +Bestemmelse. Naar jeg hører ham bønfalde mig om at gifte sig, vil jeg +genvinde lidt af min Selvagtelse. Og Ægteskab, denne rædsomme Affære, +skal jeg ikke have noget af! Nej Tak! Jeg vil rejse bort som et frit +Menneske og være en lykkelig Eventyrerske -- jeg har læst "De tre +Musketerer" og "Tyve Aar efter" -- Mademoiselle havde dem -- og jeg +kan huske, at Milady kun havde tre Dage til at bedaare sin +Fangevogter, som begyndte med at hade hende, og da Hr. Carruthers +ikke hader mig, kan det gaa lige op imod, at jeg kun har én Aften. +Jeg skal gøre mit Bedste --! + + + Torsdag Nat. + +Jeg var nede i Biblioteket og sad uskyldigt og læste i en Bog, da Hr. +Carruthers traadte ind. Han saá endnu bedre ud i Kjole, men det lod +til, at han var i daarligt Humør, og han fandt utvivlsomt Situationen +ubehagelig. + +"Er det ikke et smukt Hus?" spurgte jeg med fløjlsblød Stemme for at +bryde den forlegne Tavshed og vise ham, at jeg ikke delte hans +Forlegenhed. "Det var mange Herrens Tider, siden De havde set det, +ikke sandt?" + +"Ikke siden jeg var Dreng," svarede han, idet han forsøgte at være +høflig. "Min Tante var Uvenner med min Fader -- hun var den nærmeste +Arving til alt dette, og hun giftede sig med sin Fætter, min Faders +yngre Broder -- men De kender naturligvis Familiehistorien --" + +"Ja." + +"De hadede hinanden, hun og min Fader." + +"Fru Carruthers hadede alle sine Slægtninge," sagde jeg roligt. + +"Ogsaa mig?" + +"Ja," svarede jeg langsomt og bøjede mig frem, for at Lampelyset +skulde falde paa mit Haar. "Hun sagde, at Deres Karakter lignede +hendes alt for meget til, at De og hun nogensinde kunde blive +Venner." + +"Er det en Kompliment?" spurgte han, og der var et Blink i hans Øjne. + +"Man maa ikke tale ondt om de Døde," sagde jeg undvigende. + +Han saá lidt ærgerlig ud, for saa vidt som disse Diplomater +nogensinde tillader sig at se ud af noget som helst. + +"De har Ret," sagde han. "Lad hende hvile i Fred." + +Der blev et Øjebliks tavshed. + +"Hvad vil De nu tage Dem for?" spurgte han lidt efter. Det var et +dristigt Spørgsmaal. + +"Jeg vil være en Eventyrerske," svarede jeg bestemt. + +"En hvad?" udbrød han og hævede sine sorte Øjenbryn. + +"En Eventyrerske. Er det ikke det, det hedder? En Kvinde, der vil se +Livet og maa gøre det saa behageligt, hun kan for sig selv." + +Han lo. "De sælsomme lille Dame!" sagde han; hans Ærgrelse begyndte +at tabe sig. Og naar han ler, kan man se, hvor lige hans Tænder er, +men de to Hjørnetænder er spidse som en Ulvs. + +"Det var maaske alligevel bedre, at De giftede Dem med mig!" + +"Nej, det vilde stække mine Vinger," sagde jeg oprigtigt og saá ham +lige ind i Ansigtet. + +"Hr. Barton siger, at De har i Sinde at rejse herfra paa Lørdag. Jeg +beder Dem om ikke at gøre det -- betragt dette Hus som Deres Hjem, +saa længe De vil -- indtil De har taget en anden Bestemmelse for +Deres Fremtid. De ser alt for ung ud til at drage alene omkring i +Verden!" + +Han bøjede sig ned og saá nærmere paa mig -- der var en underlig +Klang i hans Stemme. + +"Jeg er tyve Aar, og jeg har ofte faaet Skænd," sagde jeg roligt, +"det forbereder én paa mange Ting. Jeg vil nyde at kunne gøre, hvad +jeg vil." + +"Og hvad vil De da gøre?" + +"Jeg vil tage til Claridges, indtil jeg kan se mig om efter noget +andet." + +Han bevægede sig uroligt. + +"Men har De da ingen Slægtninge? Ingen, som kan tage sig af Dem?" + +"Det tror jeg ikke. Min Moder var ikke noget særligt, véd De nok -- +en Frøken Tomkins." + +"Men Deres Fader?" Han satte sig i Sofaen ved Siden af mig; han saá +ud, som om han baade var forvirret og morede sig -- maaske forbavsede +jeg ham. + +"Papa? Aa! han var den sidste af sin Slægt -- det var pæne Folk, men +der er ikke flere tilbage af dem." + +Han skød en af Puderne til Side. + +"Det er en umulig Stilling for en ung Pige at være fuldstændig alene. +Det kan jeg ikke tillade mig. Jeg føler mig ansvarlig for Dem. I +Grunden vilde det passe meget godt, hvis De giftede Dem med mig -- +jeg er ikke særlig huslig anlagt af Naturen, saa jeg vilde være meget +lidt hjemme. -- De kunde bo her og have en sikker Stilling, og jeg +kunde komme af og til og se, om De havde det godt." + +Det var ikke til at forstaa, om det var Spøg eller Alvor. + +"De er alt for god," sagde jeg uden Spor af Ironi, "men jeg elsker +Frihed, og naar De var hjemme, kunde det blive saa besværligt --" + +Han lænede sig tilbage og lo muntert. + +"De er i det mindste oprigtig," sagde han. + +I samme Øjeblik traadte Hr. Barton ind i Stuen med mange +Undskyldninger, fordi han kom saa sent. Straks efter kom +Hushovmesteren med de sædvanlige Ceremonier og meldte pompøst: "Der +er serveret, Herre." Hvor de hurtigt anerkender den ny Herre! + +Hr. Carruthers bød mig Armen, og vi gik langsomt ned ad +Billedgalleriet til Spisesalen, og dèr satte vi os ved det lille +runde Bord midt i Salen, det ligner en Ø midt i en Sø. + +Jeg talte pænt ved Bordet. Jeg var værdig og alvorlig og ganske +frejdig. Hr. Carruthers kedede sig ikke. + +Kokken havde overgaaet sig selv i Haab om at beholde Pladsen. Jeg har +aldrig været saa nervøs i mit Liv. + +Efter Middag sad jeg og lod, som om jeg sov under en stor Lampe i +Biblioteket -- en Bog med nogle dumme Digte laa i mit Skød -- da +Døren blev aabnet og han -- Hr. Carruthers -- kom ind alene. Jeg +aabnede ikke Øjnene. Han stod og saá paa mig et Minut -- hvor jeg dog +véd nøjagtig Besked! -- Saa sagde han: "Du er meget smuk, naar du +sover!" + +Hans Stemme var ikke kærtegnende eller smigrende, kun som om en +Kendsgerning havde tvunget ham til denne Ytring. + +Jeg lod, som om jeg vaagnede ganske roligt. + +"Var den Portvin fra 47 saa god, som De haabede?" spurgte jeg +sympatisk. + +Han satte sig. Jeg havde stillet min Stol saadan, at der ikke stod +nogen anden i dens umiddelbare Nærhed. Han sad altsaa lidt fra mig og +kunde se hele min Silhouet. + +"Portvinen fra 47 -- naa jo! -- men jeg vil ikke tale om Portvin. Jeg +vil have, De skal fortælle mig en hel Masse mere om Dem selv og Deres +Planer." + +"Jeg har ingen Planer -- undtagen at se Verden." + +Han tog en Bog og lagde den bort igen, han var ikke fuldkommen rolig. + +"Jeg tror ikke, jeg vil lade Dem rejse. Jeg er mere end nogensinde +overbevist om, at De bør have nogen til at tage sig af Dem. De er +ikke af en Type, som trygt kan rejse omkring alene." + +"Aa! hvad min Type angaar," sagde jeg modløst, "den véd jeg god +Besked om. Fru Carruthers sagde, at ingen med den Sammenblanding af +Farver kunde være god, saa jeg har ikke i Sinde at forsøge paa det. +Det bliver meget let." + +Han rejste sig hurtigt op og stod foran den store Brændeild med +saadant et komisk Udtryk i sit Ansigt. + +"De er det besynderligste Barn, jeg nogensinde har truffet," sagde +han. + +"Jeg er ikke et Barn -- og jeg har i Sinde at lære saa meget som +muligt." + +Han gik igen hen til Sofaen og arrangerede Puderne -- store, +pragtfulde, svære Puder af gammelt italiensk Brokade, stive af Sølv +og Guld. + +"Kom!" bad han. "Sid her ved Siden af mig og lad os tale sammen; De +sidder Mile borte fra mig, og jeg vil gerne tale Fornuft med Dem." + +Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt +ned; der laa en purpurrød Pude med Sølv lige under Lyset, paa den +hvilede jeg mit Hoved. + +"Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine Øjne halvt. + +Aa! hvor jeg morede mig! Det var første Gang i mit Liv, at jeg var +alene med en rigtig Mand! De -- de gamle Gesandter og Politikere og +Generaler fortalte mig altid, at jeg vilde blive smuk, nu vilde jeg +prøve, hvad jeg kunde udrette. + +Hr. Carruthers blev ved med at tie -- men han satte sig ved Siden af +mig og saá, og saá mig lige ind i Øjnene. + +"Naa, tal saa," sagde jeg igen. + +"Véd De, at De er en meget foruroligende Person?" sagde han endelig, +for at begynde med noget. + +"Hvad er det?" spurgte jeg. + +"Det er en Kvinde, der forvirrer éns Tanker, naar man ser paa hende. +Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige -- eller alt for meget." + +"De kaldte mig et Barn." + +"Jeg burde have kaldt Dem en Gaade." + +Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke var det mindste sammensat, og at +jeg kun vilde have, at alting skulde være ganske lige ud ad +Landevejen, og at jeg gerne vilde være i Fred og ikke behøve at blive +gift eller plages med at adlyde Folk. + +Vi talte rigtig rart sammen. + +"De rejser ikke herfra paa Lørdag," sagde han lidt efter uden +Anledning. "Jeg tror heller ikke, at jeg rejser i Morgen. Jeg vil +gerne have, at De skal vise mig Haven og Deres Yndlingssteder." + +"I Morgen faar jeg travlt med at pakke ind," sagde jeg alvorligt, "og +jeg tror heller ikke, at jeg har Lyst til at vise Dem Haverne -- der +er nogle Steder, jeg har holdt meget af, og som jeg tror, det vil +gøre mig lidt ondt at sige Farvel til." + +I det samme kom Hr. Barton ind i Stuen; han var urolig og lod til at +have travlt. Hr. Carruthers Ansigt blev igen haardt, og jeg rejste +mig for at sige Godnat. + +"Lov mig, at De vil komme ned og give mig Kaffe i Morgen tidlig," +sagde han, idet han aabnede Døren for mig. + +"_Qui vivra, verra_," svarede jeg og gik ud i Vestibulen. Han fulgte +med og blev staaende, medens jeg gik op ad Trappen. + +"Godnat," sagde jeg sagte, da jeg kom helt op, og jeg lo lidt -- jeg +véd ikke hvorfor. + +Han sprang op ad Trappen, tre Trin ad Gangen, og før jeg kunde dreje +Haandtaget paa min Dør, stod han ved Siden af mig. + +"Jeg véd ikke, hvad det er, der er ved Dem," sagde han, "men De gør +mig gal -- jeg vil alligevel opfylde min Tantes Ønske! Jeg vil gifte +mig med Dem og aldrig lade Dem komme mig af Syne -- hører De?" + +Aa, der kom saadan en underlig berusende Følelse over mig -- og den +er der endnu! Naturligvis mener han sandsynligvis ikke alt det i +Morgen, men at have faaet saadan en stiv Stenblok til at fare op ad +Trappen og sige alt det, er aldeles dejligt! + +Jeg saá op paa ham gennem mine Øjenvipper. "Nej, De vil ikke gifte +Dem med mig," sagde jeg roligt, "eller gøre noget andet, som jeg ikke +vil have. Godnat!" Og jeg smuttede ind i mit Værelse og lukkede +Døren. Jeg kunde høre, at han ikke rørte sig i nogle Sekunder. Saa +gik han ned ad Trappen, og jeg var alene med mine Tanker. + +Mine Tanker! Gud véd, hvad de betyder! Hvad gjorde jeg, som havde den +Virkning paa ham? Det var min Hensigt at gøre noget, og jeg gjorde +det, men jeg er ikke ganske sikker paa, hvad det var. Men det er nu +ogsaa ligegyldigt. Det er tilstrækkeligt for mig at vide, at jeg har +faaet min Selvagtelse tilbage, og nu kan jeg se mig om i Verden med +en god Samvittighed. + +Han har bedt mig om at gifte mig med sig, og jeg har svaret, at jeg +vil ikke. + + + _Branches Park_. + Torsdag Aften den 3. Novbr. 1904. + + "Kære Bob![1] + + [1] Et Brev fra Hr. Carruthers, som senere kom i Evangelines + Besiddelse, og som hun satte ind i Dagbogen paa dette Sted. + +Der er hændet mig noget sælsomt! Jeg kom hertil for at overtage +Godset og for bestemt at sige, at jeg ikke vilde gifte mig med Frøken +Travers, og jeg fandt hende med rødt Haar, en Hud som Mælk og et Par +grønne Øjne, som ser paa én ud fra en Skov af sorte Øjenvipper med +tusind uudtalte Udfordringer. Det skulde ikke undre mig, hvis jeg +begik en eller anden Daarskab. Man har læst om saadanne Kvinder i det +femtende Aarhundrede i Italien, men jeg har aldrig før truffet én. +Hun har ikke været i Stuen i ti Minutter, før man faar en Følelse af +Uro og ønsker, man véd ikke hvad -- især at røre ved hende, tror jeg. +Du gode Gud! Hvilken Hud -- som Mælk og sjældne Roser -- og den +rødeste Amors Bue af en Mund! Du skulde hellere komme med det samme +(det er sandsynligvis noget, der falder i din Smag) og frelse mig fra +den rene Idioti. Situationen er enestaaende; hun og jeg er +bogstavelig alene i Huset, for gamle Barton regner jeg ikke for +noget. Hun har ingen Steder at tage hen, og saa vidt jeg kan forstaa, +har hun ikke en eneste Ven i Verden. Jeg burde vist rejse -- jeg vil +forsøge, om jeg kan paa Mandag, men kom i Morgen med 4-Toget. + + Din + _Christopher_. + +P. S. Portvinen fra 47 er første Klasse, og der er nogle Flasker af +gamle Tantes fineste Champagne, siger Barton, dem kan vi drikke. Jeg +sender dette med Eksprestoget, saa faar du det i god Tid til +4-Toget." + + + _Branches_, + Fredag Aften den 4. Novbr. + +I Morges drak Hr. Carruthers Kaffe alene. Hr. Barton og jeg nød vort +Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i +Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem +med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe +med rynket Pande. + +"De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?" + +"Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud." Og jeg gik +ned ad Korridoren med Ulvehundene efter mig. + +"De er ikke en venlig Værtinde," raabte han efter mig. + +"Jeg er slet ikke Værtinde, jeg er Gæst," svarede jeg. + +Han fulgte efter mig. "Saa er De en meget ligegyldig Gæst, der ikke +bryder sig om at glæde sin Vært." + +Jeg sagde ingenting; jeg saá kun paa ham over Skuldrene, da jeg gik +ned ad Marmortrinene -- saá kun paa ham og lo, ligesom den +foregaaende Aften. + +Han vendte sig og gik ind i Huset uden at sige et Ord, og jeg saá ham +ikke igen før lige inden Frokost. + +Der er noget ubehageligt ved at sige Farvel til et Sted, og jeg følte +alle Slags Sindsbevægelser paa forskellige Steder under min +Spadseretur. Men alt det er latterligt og maa glemmes. Da jeg gik +omkring Hjørnet paa Terrassen, havde et Vindstød nær blæst mig lige i +Armene paa Hr. Carruthers. Det er et afskyeligt Vejr, vi har i dette +Efteraar. + +"Hvor har De været hele Formiddagen?" spurgte han, da vi var kommet +os lidt. "Jeg har søgt efter Dem overalt." + +"De kender endnu ikke alt, ellers havde de fundet mig," sagde jeg og +lod, som om jeg vilde gaa videre. + +"Nej, De maa ikke gaa nu," udbrød han og gik ved Siden af mig. +"Hvorfor vil De ikke være elskværdig og faa mig til at føle mig +hjemme?" + +"Jeg beder om Forladelse -- hvis jeg har været uelskværdig," sagde +jeg med stor Oprigtighed. "Fru Carruthers har altid opdraget mig til +at have gode Manérer." + +Derpaa talte han i en halv Time med mig om Godset. + +Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften. Han +spurgte mig om alt muligt og viste en Finfølelse, som jeg ikke havde +ventet af hans haarde Ansigt. Jeg blev ganske ked af det, da +Gongongen lød til Lunch og vi gik ind. + +Jeg har ingen bestemt Plan i Hovedet -- jeg driver for Vind og Vove +-- det er første Gang, jeg føler, at jeg har Magt over et andet +menneskeligt Væsen. Jeg følte en behagelig Gysen ved at se hans +Iver, i Modsætning til den tørre Maade, paa hvilken han havde +afslaaet min Haand Dagen før. Ved Bordet henvendte jeg mig til Hr. +Barton, og han var meget smigret over min Opmærksomhed og blev ved at +snakke. + +Det begyndte at regne. Regnen strømmede ned og slog imod +Vinduesruderne med pludselige, vrede Slag. Der var ingen Udsigt til +flere Spadsereture. Jeg gik ovenpaa, medens Hushovmesteren talte med +Hr. Carruthers, og begyndte at hjælpe Véronique med at pakke ind. +Mine hyggelige Værelser var lutter Kaos og Forladthed. + +Medens jeg laa paa Knæ foran en stor Trækasse og prøvede paa at pakke +nogle Bøger ned i den, blev der banket paa Døren, og uden videre kom +min Vært -- ja, for det er han nu -- ind i Stuen. + +"Du gode Gud! Hvad er det? Hvad bestiller De?" + +"Pakker ind," svarede jeg og rejste mig. + +Han gjorde en utaalmodig Bevægelse. + +"Passiar!" sagde han. "Det er ikke nødvendigt at pakke ind. Jeg siger +Dem, at jeg ikke vil lade Dem rejse. Jeg vil gifte mig med Dem og +beholde Dem her altid." + +Jeg satte mig ned paa Gulvet og begyndte at le. + +"Naa, saa det mener De?" + +"Ja." + +"De kan ikke tvinge mig til at gifte mig med Dem, véd De nok -- vel? +Jeg vil se Verden, og jeg vil ikke have en kedelig Mand til at plage +mig. Hvis jeg nogensinde gifter mig, bliver det fordi -- aa, fordi +--" jeg tav og begyndte at pille ved en Bog. + +"Fordi hvad?" + +"Fru Carruthers sagde, at det var saa taabeligt -- men jeg tror, at +jeg vilde foretrække at gifte mig med én, jeg holdt af. Aa, jeg véd +godt, at De synes, det er dumt," jeg standsede ham, da han var ved at +tale; "men da det naturligvis alligevel ikke varer ved, synes jeg, +det kunde være rart at begynde paa den Maade, synes De ikke?" + +Han saá sig om i Stuen og videre ind gennem de vidt aabne Fløjdøre i +mit nydelige Soveværelse, hvor Véronique stadig var ved at pakke ind. + +"De har det jo meget hyggeligt her, det er meningsløst af Dem at tage +bort," sagde han. + +Jeg rejste mig fra Gulvet og gik hen til Vinduet og tilbage igen. Jeg +véd ikke hvorfor, jeg blev saa bevæget; jeg fik en pludselig Følelse +af Hygge. Verden derude saá saa vaad og trist ud. + +"Hvorfor siger De, at De gerne vil have, at jeg skal gifte mig med +Dem, Hr. Carruthers?" spurgte jeg. "De spøger naturligvis." + +"Jeg spøger ikke. Jeg er fuldkommen alvorlig. Jeg er rede til at +opfylde min Tantes Ønsker. Det kan ikke være nogen ny Tanke for Dem, +og De maa have Verdenskundskab nok til at forstaa, at det vilde være +den bedst mulige Løsning for Deres Fremtid. Jeg kan jo vise Dem +Verden." + +Han saá overordentlig godt ud, som han stod dèr med Ansigtet vendt +imod det svindende Lys. Sæt, at jeg tog ham paa Ordet. + +"Men hvad er det, som har forandret Deres Mening siden i Gaar? De +sagde, at De var kommet for at gøre det klart for mig, at De umuligt +kunde adlyde hendes Befaling." + +"Det var i Gaar," sagde han. "Jeg havde ikke rigtig set Dem; i Dag +tænker jeg anderledes." + +"Det er kun, fordi det gør Dem ondt for mig; jeg synes Dem vist saa +ensom," hviskede jeg undseligt. + +"Det er fuldstændig umuligt -- det, som De vil gøre -- at bo alene i +et Hotel i London -- Tanken om det gør mig gal." + +"Det bliver netop dejligt! Saa har jeg ingen til at kommandere mig +fra Morgen til Aften." + +"Hør," sagde han og kastede sig i en Lænestol, "De kan gifte Dem med +mig, saa skal jeg tage Dem med til Paris, eller hvorhen De vil, og +jeg skal ikke kommandere Dem -- jeg skal kun hindre de andre Bæster +af Mænd i at se paa Dem." + +Men jeg sagde ham straks, at jeg syntes, det vilde blive meget +kedeligt. "Jeg har aldrig haft Lejlighed til at lade nogen se paa +mig," sagde jeg, "og nu har jeg Lyst til at mærke, hvordan det er. +Fru Carruthers forsikrede mig altid, at jeg var meget smuk, skal jeg +sige Dem, men hun sagde, at jeg kunde være sikker paa, at det endte +galt med mig paa Grund af min Type, med mindre jeg blev gift med det +samme, og hvis mit Hoved saa blev skruet den rigtige Vej, gjorde det +ingenting; men jeg er ikke enig med hende." + +Han gik utaalmodigt op og ned i Stuen. + +"Det er netop Sagen," sagde han. "Jeg vilde helst være den første -- +jeg vilde helst, at De skulde begynde med mig. Jeg er stærk nok til +at holde de andre borte." + +"Hvad vil 'begynde med Dem' sige?" spurgte jeg oprigtigt. "Gamle Lord +Beutworth sagde, at jeg skulde begynde med ham, da han var her for at +skyde Fasaner sidste Efteraar; han sagde, at det kunde ikke gøre +noget, han var saa gammel; men jeg gjorde det ikke --" + +Hr. Carruthers sprang op fra Stolen. + +"Hvad gjorde De ikke? Du gode Gud! Hvad vilde han have, at De skulde +gøre?" spurgte han forfærdet. + +"Han vilde have, at jeg skulde kysse ham," sagde jeg og slog et +Øjeblik Øjnene ned; jeg følte mig fjollet undselig. + +Hr. Carruthers saá næsten lettet ud. Det var underligt. + +"Den gamle Slyngel! Det lader til, at min Tante har haft en nydelig +Omgang!" udbrød han. "Kunde hun ikke passe bedre paa Dem end -- at +lade Dem fornærme af sine Gæster." + +"Jeg tror ikke, at Lord Beutworth vilde fornærme mig. Han sagde kun, +at han aldrig havde set en saa rød Mund som min, og da jeg dog en +Gang var nødt til at gaa ad Helvede til med den og saadant et Haar, +kunde jeg begynde med at kysse ham -- han forklarede det altsammen." + +"Og blev De ikke meget vred?" Hans Stemme var forbitret. + +"Nej -- ikke meget, det kunde jeg ikke, jeg rystede saadan af Latter. +Hvis De havde set den tossede, gamle Fyr, han lignede en vissen +Abekat med farvet Haar og et Øjeglas! -- Jeg fortæller Dem det kun, +fordi De sagde 'begynde med Dem', og jeg vilde gerne vide, om det var +det samme." + +Hr. Carruthers Øjne havde saadan et underligt Udtryk, Forvirring, +Morskab og noget mere. Han kom tæt hen til mig. + +"Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid +er Begyndelsen -- saa bryder jeg mig ikke om at begynde -- jeg har +ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen -- jeg vilde +simpelthen hade det." + +Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et +Pattebarn!" sagde han. + +Det ærgrede mig. Jeg rejste mig med stor Værdighed. "Teen er serveret +i den hvide Dagligstue," sagde jeg stift og gik henimod min +Sovekammerdør. + +"Send Deres Pige bort og lad os faa den herop," sagde han. "Jeg kan +godt lide dette Værelse." + +Men jeg var ikke saa let at berolige, jeg kaldte paa Véronique og gav +hende mine Ordrer. + +"Den stakkels gamle Hr. Barton vilde føle sig saa ensom," sagde jeg +og gik ud i Gangen. "Jeg gaar ned og sørger for, at han faar god +Te," og jeg saá tilbage over Skulderen paa Hr. Carruthers. +Naturligvis fulgte han med mig, og vi gik sammen ned ad Trappen. + +I Vestibulen mødte vi en Tjener med et Telegram. Hr. Carruthers rev +det utaalmodigt op. Saa saá han ganske ærgerlig ud. + +"Jeg haaber, at De ikke bliver ked af det," sagde han, "men en af +mine Venner, Lord Robert Vavasour, kommer i Eftermiddag -- han -- +forstaar sig meget godt paa Malerier. Jeg havde rent glemt, at jeg +havde bedt ham om at komme og se paa Billederne." + +Jeg sagde, at han var Vært, og hvorfor skulde jeg have noget imod +hans Gæster. + +"Desuden," sagde jeg, "rejser jeg selv i Morgen, hvis Véronique kan +blive færdig med at pakke ind." + +"Snak -- hvorledes skal jeg faa Dem til at forstaa, at jeg slet ikke +vil lade Dem rejse?" + +Jeg svarede ham ikke -- men saá kun udfordrende paa ham. + +Hr. Barton ventede taalmodigt paa os i den hvide Dagligstue, og vi +havde ikke siddet og spist Smaakager i mere end fem Minutter, da +Lyden af en Vogn paa Vejen udenfor Vinduerne forstyrrede vor kunstige +Konversation. + +"Det maa være Bob, der kommer," sagde Hr. Carruthers og gik tøvende +ud i Vestibulen for at tage imod sin Gæst. + +De kom lidt efter ind sammen, og han forestillede Lord Robert for +mig. + +Jeg saá straks, at han var meget indtagende! Saadan en Skikkelse! +Aldeles som den belvederiske Apollo! Jeg kan godt lide det Udseende, +smal om Livet og smukke Skuldre, og han ser ud, som om han var smidig +som en Slange, og dog kunde brække Ildragere midt over, ligesom Hr. +Rochester i "Jane Eyre". + +Han har store, søvnige, blaa Øjne med et næsten klagende Udtryk og et +lille bitte Overskæg, som er drejet opad i Spidserne, og den +smukkeste Mund, man kan se for sine Øjne, og naar han bevæger sig, og +man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tænke paa en smuk, +dresseret Hest. Jeg véd ikke hvorfor. Straks -- paa Øjeblikket -- da +vi saá paa hinanden, følte jeg, at jeg vilde kunne lide "Bob"! Han +har intet af Hr. Carruthers kyniske, haarde Udtryk, og jeg er vis +paa, at han ikke kan være nær saa gammel, ikke mere end omtrent +syvogtyve. + +Han syntes at føle sig fuldkommen hjemme, satte sig ned og fik Te og +talte paa den roligste, venskabeligste Maade. Hr. Carruthers syntes +at fryse til, Hr. Barton blev mere banal, og det hele morede mig +umaadeligt. + +Jeg plejede at længes efter Eventyr i gamle Dage, da Fru Carruthers +levede, og nu oplever jeg dem virkelig? + +Hvilken Situation! Jeg er vis paa, at Folk vilde finde den højst +upassende! Jeg alene i Huset med disse tre Mænd! Jeg indsaa, at jeg +maatte rejse -- men hvorhen? + +Imidlertid er det min Hensigt at more mig! Lord Robert og jeg syntes +at have Hundreder af Ting at sige hinanden. Jeg kan godt lide hans +Stemme -- og han er saa fuldstændig _sans gêne_, at der slet ingen +Vanskeligheder er. Da vi var færdige med Teen, var vi som gamle +Venner. Hr. Carruthers blev mere og mere høflig og stiv, og til sidst +sprang han op og ilede af Sted til Rygeværelset med sin Gæst. + +Jeg tog saadan en yndig Kjole paa til Middag, den nydeligste, +ærbareste, sorte Kjole; Halsen kiggede lidt igennem det tynde Tøj. +Intet kunde være mere tækkeligt og klædeligt, og mit Haar vilde ikke +være skikkeligt, men struttede ud alle Vegne i balstyrige Bølger og +Krøller. + +Jeg syntes, det var raadeligt ikke at komme i alt for god Tid, og jeg +gik først ned, da jeg vidste, at der var serveret. + +De stod begge paa Kamintæppet. Jeg glemmer altid at regne Hr. Barton +med, han sad paa en eller anden Stol, men jeg lagde ikke Mærke til +ham. + +Hr. Carruthers er omtrent en Tomme højere end Lord Robert; han maa +være meget over seks Fod, for den anden er ogsaa høj, men da jeg saá +dem sammen, forekom Hr. Carruthers Skikkelse mig stiv og stram ved +Siden af Lord Roberts, og han er ikke nær saa smækker om Livet. Jeg +gad vide, om nogen anden Nation kan have det udsøgt _soigné_ Ydre som +Englændere i Selskabsdragt, jeg tror det ikke. De er virkelig meget +kønne begge to, og jeg véd endnu ikke, hvem af dem jeg bedst kan +lide. + +Vi havde det meget morsomt ved Bordet! Jeg var saa drillevorn, som +jeg kunde være -- sympatisk optaget af gamle Bartons lange Historier, +og jeg saá kun en Gang imellem paa de to andre gennem mine Øjenvipper +-- medens jeg talte paa den pæneste, ærbareste Maade, saa jeg er +sikker paa, at selv Lady Katherine Montgomerie -- en af vore +Naboersker -- vilde have syntes godt om det. + +De skulde ikke kunne sige, at jeg ikke kunde passe paa mig selv i +enhver Situation. + +"Det er en forbistret god Portvin, Christopher," sagde Lord Robert, +da den fra 47 blev budt rundt. "Var det den, du indbød mig til at +komme og drikke?" + +"Jeg troede, det var, for at De skulde sige Deres Mening om +Malerierne," udbrød jeg forbavset. "Hr. Carruthers sagde, at De var +en stor Kender." + +De saá paa hinanden. + +"Naa -- ja --" sagde Lord Robert og løj gennemsigtigt. "Billeder er +forfærdelig interessante. Vil De vise mig dem efter Middag?" + +"Lyset er alt for svagt til, at en Kender kan undersøge dem +ordentligt," sagde jeg. + +"Jeg vil saa snart som muligt have det hele oplyst med elektrisk +Lys; jeg har skrevet om det i Dag," sagde Hr. Carruthers. "Men jeg +skal selv vise dig Billederne i Morgen, Bob." + +Det bestemte mig straks til at føre Lord Robert rundt i Aften, og jeg +sagde det til ham med fløjlsblød Stemme, medens Hr. Barton optog +Christophers Opmærksomhed. + +De blev saa længe i Spisestuen, efter at jeg var gaaet fra dem, at +jeg var paa Vej op i Seng, da de kom ud i Vestibulen, og det var +vanskeligt at formaa mig til at blive et Par Minutter. + +"Jeg er forfærdelig ked af det," sagde Lord Robert. "Jeg kunde ikke +slippe bort, jeg véd ikke, hvad der gik af Christopher, han vilde +drikke Portvin, og han snakkede Pokker et Øre af, til jeg til sidst +rent ud sagde, at jeg vilde ind til Dem. Saa her er jeg -- og nu vil +De ikke gaa i Seng -- vel?" + +Han har saadanne bedende blaa Øjne -- bønlige og rørende som et +bedrøvet Barns -- det er ganske umuligt at modstaa ham! Og vi gik ned +i Galleriet. + +Naturligvis kendte han ikke Forskel paa en Canaletto og en Turner; +han lod ikke engang, som om det interesserede ham, og da vi kom ned +til Enden, hvor de gamle Italienere hænger, og jeg var ved at +forklare ham en Madonnas vidunderlige Skønhed, sagde han: + +"De ser alle ud, som om de var søsyge og fordrejede! Tror De ikke, at +vi kunde sætte os i den Sofa og tale om noget andet?" Saa fortalte +han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags. + +"Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lærredet," +sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et +Mavetilfælde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mændene er +gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar -- De maa +lære mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det? Saa kommer jeg +nok til at holde af dem." + +Jeg sagde, at jeg ikke selv brød mig meget om dem, naar undtages +Farverne. + +"Aa, det er jeg glad over," sagde han. "Jeg vilde gerne have, at vi +skulde beundre de samme Ting, men intet Maleri kan interessere mig +saa meget som Deres Haar. Det er det dejligste, jeg har set i mit +Liv, og De sætter det saa smukt." + +Det syntes jeg godt om! Han har det elskværdigste Væsen, Lord Robert, +og han er meget dannet, ikke Spor af dum eller tykhovedet, kun ganske +ligefrem. Vi talte i nogen Tid dæmpet og fornøjeligt sammen. + +Saa slap Hr. Carruthers bort fra Hr. Barton og kom henimod os. Jeg +satte mig mere bekvemt paa de Fløjls Puder. Der er purpurrøde Fløjls +Puder og Gardiner i det Galleri; det er gode, gamle Relikvier fra +Dronning Victorias Tid. En stor Del af Huset er rædsomt, men disse +Gardiner har jeg altid holdt af. + +Hr. Carruthers Ansigt var saa strengt som en Buste af Kejser +Augustus. Jeg er vis paa, at Inkvisitionens Munke saá saaledes ud. +Gud véd, hvad han havde haft i Sinde at sige, men Lord Robert gav ham +ikke Tid. + +"Gaa din Vej, Christopher," sagde han; "Frøken Travers vil lære mig +noget om de italienske Madonnaer, og jeg kan ikke holde min +Opmærksomhed fast, naar der er en tredie Person til Stede." + +Jeg antager, at Hr. Carruthers, hvis han ikke havde været Diplomat, +vilde have bandet, men jeg tror, at den Slags Opdragelse sætter én i +Stand til at lave sit Ansigt som man selv vil, saa han smilede +elskværdigt og satte sig paa en Stol hos os. + +"Jeg gaar ikke min Vej, Bob," sagde han. "Jeg synes ikke, du er godt +Selskab for Frøken Evangeline. Jeg er ansvarlig for hende, og jeg +har i Sinde at passe paa hende." + +"De skulde ikke have bedt ham om at komme, hvis han ikke er et +respektabelt Menneske," sagde jeg naivt, "men de italienske Madonnaer +burde kunne rense og hæve hans Tanker. Det er i alt Fald Dem, der har +paataget Dem det Ansvar. Jeg har ikke i Sinde at adlyde andre end mig +selv!" Og jeg satte mig bestemt til Rette mellem de Fløjls Puder. + +"Ikke godt Selskab!" udbrød Lord Robert. "Hvad er det for noget +Vrøvl, Christopher? Du véd vel nok, at jeg ikke har min Lige i hele +Kavalleriet." + +De lo begge to, og vi blev ved med at tale sammen paa den Maade, Hr. +Carruthers var skarp og fin som en Klinge -- Lord Robert aabenhjertig +og ligefrem, med en Mine som et forvirret Barn. + +Da jeg tænkte, at de begge meget gerne vilde have, at jeg skulde +blive, rejste jeg mig og sagde Godnat. + +De fulgte mig begge ned ad Galleriet, og vilde begge absolut tænde et +af Lysene i den lange Række blanke Sølvlysestager, som stod i +Vestibulen, og de præsenterede mig dem med stor paatagen Ærbødighed. +Det ærgrede mig, jeg véd ikke hvorfor, og jeg blev pludselig iskold +og afslog dem begge, medens jeg igen sagde stift Godnat og gik op ad +Trappen paa min stateligste Maade. + +Jeg kunde se Lord Roberts Øjenbryn trække sig op i et mere klagende +Udtryk end nogensinde, medens han lod den smukke Sølvlysestage hælde +og dryppede Stearin paa det bonede Egetræs Gulv. + +Hr. Carruthers stod ganske stille og satte Lyset tilbage paa Bordet. +Hans Ansigt var kynisk, og han saá snarest ud, som om han morede sig. +Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede +straks at rejse i Morgen -- men hvorhen, det kunde kun Skæbnen eller +Djævelen vide! + +Da jeg kom ind i mit Værelse, fik jeg en Klump i Halsen. Véronique +var gaaet i Seng, træt af at have pakket ind hele Dagen. + +Jeg følte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var +borte. For Øjeblikket hadede jeg de to dèr nede. Jeg følte, at +Situationen var tvetydig og uholdbar, og den havde dog moret mig saa +meget for en Time siden. + +Det er dumt og tosset, og éns Næse bliver rød af det, men jeg kunde +have Lyst til at græde lidt, før jeg gaar i Seng. + + + _Branches_, + Lørdag Efterm. den 5. Novbr. + +I Morges vaagnede jeg med Hovedpine og saá, at Regnen piskede mod +Vinduerne, og det var Taage og Slud -- det passede rigtig godt til +den femte November. Jeg vilde ikke gaa ned til Frokost. Véronique +bragte mig min op i min Dagligstue, og med spartansk Bestemthed +pakkede jeg ind hele Morgenen. + +Omtrent Klokken tolv kom der et Brev fra Lord Robert, det lød +saaledes: + + "Kære Frøken Travers! + +Hvorfor skjuler De Dem? Var jeg saa kedelig i Aftes? Tilgiv mig og +kom ned. Har Christopher lukket Dem inde i Deres Værelse? Jeg myrder +ham, det Bæst, hvis han har det! + + Deres hengivne + _Robert Vavasour_." + +"Jeg kan ikke, jeg pakker ind," kradsede jeg med Blyant paa +Konvolutten og gav Charles, som stod i Vestibulen og ventede paa +Svar, den med tilbage. Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind +i Stuen, Tjeneren havde ladet Døren staa aaben. + +"Jeg kommer for at hjælpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder +saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor +skal De hen?" + +"Det véd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og +samlede Fotografier sammen af alle Livsens Kræfter. + +"Ja, men De kan ikke tage til London alene," sagde han. "Hør engang, +jeg skal tage Dem med og bringe Dem til min Tante, Lady Merrenden. +Hun er saa sød, og jeg er vis paa, at naar jeg fortæller hende Deres +Historie, saa bliver hun henrykt over at kunne tage sig af Dem i +nogle Dage, indtil De kan se Dem rigtig om." + +Han saá saa ung ud, og hans Ansigt var saa rart, jeg blev rørt. + +"Aa nej, Lord Robert! Det kan jeg ikke, men Tak skal De have. Jeg vil +ikke staa i Taknemlighedsgæld til nogen," sagde jeg bestemt. "Hr. +Carruthers foreslaar en Maade at komme ud over Vanskelighederne paa +-- og det er, at jeg skal gifte mig med ham og blive her. Jeg tror +ikke, at han virkelig mener det; men han lader, som han gør det." + +Han satte sig paa Kanten af et Bord, der allerede i Forvejen var +belæsset med Bøger; de fleste af dem væltede og faldt med et Brag ned +paa Gulvet. + +"Naa, saa Christopher vil have, at De skal gifte Dem med ham, den +gamle Ræv!" sagde han og glemte øjensynligt den Overlast, han havde +tilføjet Litteraturen. "Men De gør det ikke, vel? For Resten har jeg +ingen Grund til at sige det om Christopher. Han er en Pokkers god +Ven!" + +"De burde ikke bande saa meget, Lord Robert, det støder mig, saaledes +som jeg er opdraget," sagde jeg med et Ansigt som en lille Engel. + +"Bander jeg?" spurgte han forbavset. "Nej, det tror jeg ikke -- i +alt Fald har det ingenting at sige, det er kun et uskyldigt Krydderi +paa Konversationen. Men jeg skal nok lade være, hvis De ikke vil have +det." + +Bagefter hjalp han mig med Bøgerne og var saa munter og elskværdig, +at jeg snart blev glad igen, og ved Lunchtid var alting færdigt til +at bringes bort. Véronique var ogsaa næsten færdig og stod stiv og +_maussade_ ved mit Toiletbord, da jeg kom ind. Hun talte ærbødigt paa +Fransk og spurgte, om jeg nu havde lagt mine Planer; thi, forklarede +hun mig, hendes Stilling syntes uheldig, men da hun havde været hos +mig i fem Aar, følte hun, at hun ikke kunde forlade mig ved et +saadant Vendepunkt. Paa samme Tid haabede hun, at Mademoiselle vilde +tage en passende Bestemmelse, da hun frygtede (i al Ærbødighed), at +det var "_une si drôle de position pour une demoiselle du monde_, +alene med _ces messieurs_." + +Jeg kunde ikke blive vred; det var meget sandt, hvad hun sagde. + +"Jeg vil tage ind til Claridges i Eftermiddag, Véronique," sagde jeg +beroligende, "med 5,15 Toget, antager jeg. Vi kan telegrafere efter +Lunch." + +Det lod til at trøste hende, men hun tilføjede, at det øjensynligt +var Mademoiselles Skæbne at gøre et rigt Parti, og hun var sikker +paa, at der ventede Mademoiselle megen Lykke og mange Juveler, hvis +Mademoiselle bare kunde bestemme sig. Intet er helligt for éns Pige! +Hun véd naturligvis det hele med Hr. Carruthers. Stakkels gamle +Véronique -- hun har en stor, varm Krog i mit Hjerte. -- Sommetider +behandler hun mig med kold Ærbødighed, som om jeg var en Dronning, og +til andre Tider er jeg næsten hendes _enfant_, saa øm og moderlig er +hun imod mig. Hun finder sig i alle mine Luner og forkæler mig som +Barn, netop naar jeg er allerværst. + +Lord Robert var tøvende gaaet sin Vej, da Gongongen lød. + +"Har vi ikke haft det dejligt?" sagde han, idet han ansaa det for +givet, at jeg følte det samme som han. Det er en meget behagelig +Egenskab hos ham, og den gør, at man føler Sympati for ham, især naar +han ser én ind i Ansigtet med sine søvnige blaa Øjne. Han har +Øjenvipper saa lange og krøllede som et Zigøjnerbarns. + +Hr. Carruthers var alene i Spisestuen, da jeg kom dèr ind; han stod +og saá ud af Vinduet og vendte sig hurtigt om, da jeg kom ind i +Stuen. Jeg er vis paa, at han vilde have haft Lyst til at dræbe Fluer +paa Ruderne, hvis han havde været en Dreng! Hans Øjne var som Staal. + +"Hvor har De været i al den Tid?" spurgte han, da han havde givet mig +Haanden og sagt Godmorgen. + +"Oppe i mit Værelse for at pakke ind," svarede jeg. "Lord Robert var +saa god, han hjalp mig -- vi har faaet alting færdig. Maa jeg saa +bestille Vognen til 5,15 Toget?" + +"Nej, det maa De rigtignok ikke. -- Gid Pokker havde Lord Robert!" +sagde Hr. Carruthers. "Hvad kommer det ham ved? De skal ikke rejse. +Jeg vil ikke have det. Kære, taabelige lille Barn" -- hans Stemme var +ganske bevæget. "De kan umuligt gaa ud i Verden ganske alene. +Evangeline, hvorfor vil De ikke gifte Dem med mig? Jeg -- jeg skal +sige Dem, jeg tror -- at jeg kommer til at elske Dem." + +"Jeg maatte være ganske sikker paa, at den Mand, jeg giftede mig med, +elskede mig, Hr. Carruthers," sagde jeg alvorligt, "før jeg +samtykkede i at slutte mit Liv paa den Maade." + +Han fik ikke Tid til at svare, for Hr. Barton og Lord Robert kom ind +i Stuen. + +Ved Bordet var der en trykket Stemning med mange Pauser, og Lord +Robert saá mere højtidelig ud end nogensinde. Hans Hænder har saadan +en smuk Form -- men det har Hr. Carruthers' ogsaa. De ser begge ud +som Gentlemen. + +Før vi var færdige, blev der bragt et Brev ind til mig. Det var fra +Lady Katherine Montgomerie. Det gjorde hende alt for ondt, sagde hun, +at høre om min ensomme Stilling, og hun skrev for at spørge mig, om +jeg vilde komme og tilbringe fjorten Dage hos dem paa Tryland Court. + +Det var ikke videre godt skrevet, og jeg havde aldrig brudt mig meget +om Lady Katherine; men det var ret venligt og passede saa udmærket +sammen med mine Planer. + +Hun havde sandsynligvis hørt Tale om Hr. Carruthers Ankomst og fandt +det højst upassende, at jeg var alene i Huset med ham. + +Begge Herrerne havde deres Øjne fæstede paa mit Ansigt, da jeg saá op +efter at have læst Brevet. + +"Lady Katherine Montgomerie skriver for at indbyde mig til at komme +til Tryland," sagde jeg, "saa hvis De vil undskylde mig, vil jeg +svare og sige, at jeg kommer i Eftermiddag." Og jeg rejste mig. + +Hr. Carruthers rejste sig ogsaa og fulgte efter mig ind i +Biblioteket. Han lukkede Døren og kom hen til Skrivebordet, hvor jeg +sad. + +"Hvis jeg nu lader Dem tage af Sted, vil De saa sige til hende, at De +er forlovet med mig, og at vi skal giftes saa snart som muligt." + +"Nej, det vil jeg rigtignok ikke," svarede jeg bestemt. "Jeg vil +hverken gifte mig med Dem eller med nogen som helst anden, Hr. +Carruthers. Hvad tror De dog om mig --? At tænke sig, at jeg skulde +komme her tilbage for bestandig og bo hos Dem -- naar jeg slet ikke +kender Dem en Smule -- og maatte finde mig i, at De -- maaske -- +kyssede mig, og, og -- saadant noget! Det er aldeles forfærdeligt at +tænke paa!" + +Han lo, som om han ikke kunde lade være. "Men hvis jeg nu lovede ikke +at kysse Dem --?" + +"Selv da," sagde jeg, og jeg kunde ikke lade være med at bide i mit +Penneskaft. "Det kunde hænde, at jeg maaske fik Lyst til at kysse en +anden -- og dèr har vi det! Naar man først er gift, saa er alt, hvad +der er morsomt, galt!" + +"Evangeline! Jeg lader Dem ikke tage bort -- ud af mit Liv! -- De +forunderlige lille Heks, De har forstyrret min Sindsro, forvirret +mig. Jeg kan intet foretage mig. Jeg synes at trænge saa meget til +Dem." + +"Pyt!" sagde jeg og saá surmulende paa ham. "De har alt, hvad der kan +udfylde Deres Liv -- Stilling, Rigdom, Venner -- De trænger ikke til +en Eventyrerske med grønne Øjne." + +Jeg bøjede mig ned og skrev til Lady Katherine. Jeg vilde kunne være +der omtrent Klokken seks, sagde jeg, og takkede hende i min +allerbedste Stil. + +"Hvis jeg lader Dem rejse, er det kun for Øjeblikket," sagde Hr. +Carruthers, da jeg skrev mit Navn. "Jeg har i Sinde, at De _skal_ +gifte Dem med mig -- hører De?" + +"_Qui vivra, verra!_" sagde jeg igen. Saa lo jeg og rejste mig med +Brevet i Haanden. + +Lord Robert saá næsten ud, som om han var ved at græde, da jeg +fortalte ham, at jeg tog bort om Eftermiddagen. + +"Jeg skal nok faa Dem at se igen," sagde han. "Lady Katherine er i +Familie med min Tantes Mand, Lord Merrenden. Men jeg kender hende +ikke." + +Jeg tror ham ikke -- hvordan skulde han faa mig at se igen -- unge +Mænd siger saa meget Vrøvl. + +"Jeg kommer derover paa Onsdag for at se, hvorledes De har det," +sagde Hr. Carruthers. "Vil De saa ikke nok være hjemme?" + +Det lovede jeg, at jeg vilde, og saa gik jeg ovenpaa. + +Saa har mit Liv paa Branches altsaa Ende. + +Jeg skal begynde paa en ny Tilværelse, Begyndelsen paa mit Liv som +Eventyrerske! + +Hvor fuldstændigt alle éns Begreber kan forandres paa nogle faa Dage! +I Dag for tre Uger siden levede Fru Carruthers. I Dag for to Uger +siden var jeg ikke længere en rig Arving -- for kun tre Dage siden +tænkte jeg ganske roligt paa den Mulighed at gifte mig med Hr. +Carruthers -- og nu -- vilde jeg ikke for alt i Verden gifte mig med +nogen! Nu skal jeg til at begynde et nyt Liv! Jeg vil se Verden og en +Masse forskellige Mennesker. -- Jeg vil vide, hvad det er, som faar +Uret til at gaa rundt -- Livets store Urværk. Jeg vil danse og synge +og le, og jeg vil leve -- og -- ja -- maaske engang kysse én, som jeg +elsker --! + + + + +EVANGELINE REJSER UD I VERDEN. + + Hvor den gode Gud maa smile bedrøvet ved sig selv, naar han ser + ned paa katolske Præster og Nonner, Eremitter og Fanatikere og + ser, hvorledes de med deres snævre Begreber har forvrænget hans + smukke Planer! De prøver paa at skaffe den røde Farve bort fra + Solspektret i Stedet for at forædle og forherlige den med Sjælens + Sollys. + + _Theodoras Ægteskab._ + + + _Tryland Court, Headington_. + Onsdag den 9. Novbr. + +Gud forbarme sig! Jeg har været her i hele fire Dage, og jeg spørger +stadig mig selv, hvordan jeg skal holde det ud Resten af de fjorten +Dage. Før jeg tog fra Branches, begyndte jeg at miste Humøret. Det +var en forfærdelig rørende Afsked med Husholdersken og Folkene, som +jeg har kendt, fra jeg var Barn, og jeg hader den kvælende Følelse -- +især til sidst, da Hr. Carruthers kom ud i Vestibulen -- medens jeg +endnu havde Taarer i Øjnene -- og han saá det, og det gjorde Lord +Robert ogsaa! + +Jeg blinkede og blinkede, men der var alligevel en Taare, der +trillede ned ad min Næse, det var rædsom flovt. + +Hr. Carruthers havde umaadelig travlt med at sørge for, at jeg skulde +faa det bekvemt paa Turen; hans Tone var koldere end nogensinde, og +han vilde endelig have, at jeg skulde drikke noget _cherry brandy_. +Det ligner ham slet ikke at gøre saa mange Ophævelser, saa jeg +antager, at han ogsaa syntes, at det var et kedeligt _quart d'heure_. +Lord Robert skjulte ikke sin Deltagelse, han kom hen til mig og tog +min Haand, medens Christopher talte med den Tjener, som skulde køre +med mig. + +"De er sød," sagde han, "og en Knop, og glem ikke, at jeg kommer og +besøger Lady Katherine, inden De tager derfra; saa kommer De ikke +til at føle, at De er helt imellem fremmede." + +Jeg takkede ham, og han trykkede min Haand saa venligt -- jeg kan +godt lide Lord Robert. + +Jeg var snart glad igen, og _insouciante_, og det sidste, de saá af +mig, var, da jeg smilede til dem ud af Vinduet, medens jeg kørte bort +i Tusmørket. De stod begge paa Trappen og vinkede til mig. + +De var færdige med at drikke Te paa Tryland, da jeg kom; det var en +lang, fugtig Køretur! Og jeg sagde til Lady Katherine, at det gjorde +mig ondt, at jeg var kommet saa sent, og at hun endelig ikke maatte +have Ulejlighed med at lade komme frisk Te til mig; men hun vilde +endelig, og noget efter kom der en hel ny Ladning, lavet i en Fart af +Vand, som ikke havde kogt, og jeg maatte sluge en ækel Kop Te -- oven +i Købet Ceylonte -- jeg hader Ceylonte! Hr. Montgomerie varmede sig +ved Ilden og skyggede helt for os andre, som sad og rystede af Kulde +paa en Række højryggede Stole, der stod langt udenfor Kamintæppets +Radius. + +Han har en Maade at puste sine Kinder op paa og frembringe en Lyd +omtrent som "Bur--r--r--r," -- det lyder meget djærvt og hjerteligt, +indtil man straks efter opdager, at han har sagt noget ondt om en +eller anden. + +Og medens rødt Haar ser meget godt ud paa mig, synes jeg, at en Mand +med rødt Haar er det grimmeste i Verden. Hans Ansigt er rødt, og hans +Næse og Kinder er næsten purpurrøde; han har ildrøde Bakkenbarter, +der skinner, saa de kunde gøre en Kat bange paa en mørk Vej. + +Han var en rig skotsk Fabrikant, og jeg antager, at den stakkels Lady +Katherine skulde gifte sig med ham, skønt, da hun selv er skotsk, +tænker jeg ikke, hun lægger Mærke til, at han er temmelig plump. + +Der er to Sønner og seks Døtre, én gift, fire voksne og én, der gaar +i Skole i Bryssel, og de har allesammen rødt Haar! -- Men det er glat +og groft, og de har hvide Øjenvipper og Fregner, saa det er virkelig +meget venligt af Lady Katherine, at hun har indbudt mig til at komme +her. + +De er allesammen tilsyneladende saa gode som Guld, og en af dem +udfører Brandmalerier, og en anden binder Bøger ind, den tredie +broderer Alterduge og den fjerde strikker Slips -- altsammen i +veldædigt Øjemed, og de beder alle, saa snart de kommer ind i Huset, +om at give til deres Velgørenhed. Hende med Slipsene og hende med +Alterdugene sad og arbejdede flittigt i Dagligstuen -- de hedder +Kirstie og Jean -- Jessie og Maggie, de to med Brandmaleri og +Bogbinderi, har en Stue for sig selv, deres "Værksted" kalder de den. +De var der endnu, antager jeg, for jeg saá dem ikke før til Middag. + +I mange Aar plejede vi at se hinanden en Gang om Aaret, ved Fru +Carruthers Juleselskaber, og jeg kan huske, at jeg hadede deres +Raasilkelivbaand, og de havde for det meste Snue; et Aar smittede de +os alle med Faaresyge, og saa blev de ikke indbudt næste Aar. Jean, +hende med Alterdugen, er paa min Alder, de andre er ældre. + +Det var virkelig meget vanskeligt at finde paa noget at sige, og jeg +kan godt forstaa, at der er Folk, der bliver befippede, naar de +bliver pint saadan. Jeg har ikke været befippet siden for otte Aar +tilbage, da Fru Carruthers sidste Gang gav mig en paa Øret for det. +Lige før jeg gik op for at klæde mig om, spurgte Hr. Montgomerie mig +rent ud, om det var sandt, at Hr. Carruthers var kommet. Lady +Katherine havde kredset omkring det Spørgsmaal i et helt Kvarter. + +Jeg sagde kun Ja, men det var ikke nok; da han først var begyndt, +gjorde han en hel Masse Spørgsmaal med "Bur--r--r--r" imellem hvert. +Vilde Hr. Carruthers skyde Fasaner til November? Havde han besluttet +sig til at beholde Kokken? Havde han opgivet den diplomatiske +Løbebane? Jeg sagde, at jeg virkelig ikke vidste noget om alt det, +jeg havde set saa lidt til ham. + +Lady Katherine nikkede, medens hun maalte en Trøster, som hun var ved +at strikke, for at se, om den var lang nok. + +"Det maa sikkert have sat Dem i Forlegenhed, at han i det hele taget +kom, det var ikke meget taktfuldt af ham, synes jeg, men jeg antager, +at han gerne vilde se sin Arv saa snart som muligt," sagde hun. + +Jeg var lige ved at le ved at tænke paa, hvad hun vilde sige, hvis +hun vidste, hvilken Del af sin Arv han egentlig var kommet for at se. +Jeg gad vide, om hun nogensinde har hørt, at Fru Carruthers mere +eller mindre efterlod mig til ham i sit Testamente. + +"Jeg haaber, at De i det mindste havde Deres gamle Guvernante hos +Dem," sagde hun, medens vi gik op ad Trappen, "saa De kunde føle Dem +mindre uhyggelig til Mode -- det var sandelig en forfærdelig +Situation for en ung Pige at være alene i Huset med en ugift Mand." + +Jeg fortalte hende, at Hr. Barton ogsaa var der, men jeg havde ikke +Mod til at sige noget om Lord Robert, jeg sagde kun, at der var en af +Hr. Carruthers Venner, som var en stor Kunstkender, og at han var +kommet for at se paa Malerierne. + +"Aa, han skal vel vurdere dem. Jeg haaber ikke, at han sælger +Corregioerne!" udbrød hun. + +"Nej, det tror jeg ikke," sagde jeg og svarede slet ikke paa +Spørgsmaalet om Vurderingen. + +At Hr. Carruthers er ugift, det er det, der synes at volde hende mest +Bekymring; hun begyndte igen, før vi naaede min Sovekammerdør: + +"I Morges hørte jeg tilfældigvis et Rygte hos Frøken Sheriton (hun +har en Uldgarnsfabrik i Headington, vor By)," sagde hun, "og saa +skrev jeg straks til Dem. Jeg følte, hvor frygteligt det vilde være +for et af mine egne kære Pigebørn at være alene med en ugift Mand paa +den Maade -- jeg kan næsten ikke forstaa, at De ikke blev oppe i +Deres egne Værelser." + +Jeg takkede hende for hendes venlige Tanker, og saa gik hun endelig. + +Hvis hun bare vidste! De ugifte Mænd, som kom ned ad Korridoren for +at tale med Mademoiselle, var ikke nær saa næsvise som de gamle Fyre, +der havde en Kone et eller andet Sted. Lord Beutworth var gift, og +han vilde have, at jeg skulde kysse ham; hvorimod gamle Oberst +Grimston ikke havde nogen Kone, og han gjorde aldrig en Kat Fortræd! +Og jeg gad nok vide, hvad hun troede, Hr. Carruthers vilde gøre mig, +siden det vilde have været klogere at blive oppe i mine egne +Værelser. Maaske tror hun, at Diplomater er et Slags vilde Dyr, fordi +de har levet i fremmede Lande. + +Mit Værelse er rædsomt efter mit nydelige rosenrøde Sirtses paa +Branches. Afskyelige gule Træmøbler, og ingenting passer sammen, men +der er Masser af Klædeskabe, saa Véronique er tilfreds. + +De var alle i Dagligstuen, da jeg kom ned, og Malcolm, den ældste +Søn, som er i et højlandsk Regiment, var kommet med Toget. + +Jeg havde en skrækkelig Følelse af at være kommet for sent, og at Hr. +Montgomerie havde Lyst til at bande ad mig, skønt Klokken kun var et +Minut over tre Kvarter til otte. + +Han sagde "Bur--r--r--r" flere Gange og fløj af Sted til Spisestuen +med mig hængende ved sin Arm, og han mumlede, at man kunde ikke +forlange noget af en Kok, naar man lod Maden vente! Saa jeg ventede +noget vidunderligt i Retning af Mad; men den er ikke halvt saa god +som den, vor Kok lavede paa Branches. Og Tjenerne er ikke alle lige +høje, og deres Liberier sidder ikke saadan, som Fru Carruthers altid +fordrede, at vore skulde. + +Malcolm er en lille bitte Mand. Han er ikke saa høj som jeg, og tynd +som en Bønnestage, og det ser ud, som om hans Knæ sad for nær ved +hinanden. Han maa se skrækkelig ud med det skotske Skørt, og jeg er +vis paa, at han gyser, naar det blæser; saadan ser han ud. Jeg kan +ikke lide Skørter, undtagen naar Mændene er store, stærke og +solbrændte og ikke skammer sig over deres nøgne Ben. Jeg saá nogle +pragtfulde Eksemplarer marchere i Edinburgh, de svingede deres +Skørter akkurat som de smukke Damer i Boulogneskoven, naar +Mademoiselle og jeg gik ud ad den Allé, som Fru Carruthers sagde, at +vi altid skulde gaa i. + +Lady Katherine talte meget ved Bordet, om Politik og om sine +Velgørenhedsarbejder, og de fire Pigebørn var saa ærbødige og +interesserede, men Hr. Montgomerie sagde hende imod, naar han kunde. +Jeg var glad, da vi gik ind i Dagligstuen. + +Den første Aften var den værste af dem alle, fordi vi var saa +fremmede for hinanden, med Tiden vænner man sig til, hvad det skal +være. + +Lady Katherine spurgte mig, om jeg ikke havde et eller andet +Haandarbejde. Kirstie var begyndt paa sit Slips og Jean paa sin +Alterdug. + +"Lad Maggie løbe op paa Deres Værelse og hente det til Dem," sagde +hun. + +Jeg var nødt til at sige, at jeg slet intet havde. "Men jeg -- jeg +kan pynte Hatte," sagde jeg. Det var saa skrækkeligt slet ikke at +kunne gøre noget af det, de kunde, saa jeg maatte sige dette som et +Slags Forsvar for mig selv. + +Men det lod til, at hun ikke syntes, at det var et Arbejde for en +Dame. + +"Hvor det er flinkt af Dem," udbrød Kirstie. "Det vilde jeg ønske, +at jeg kunde; men De kan jo ikke altid pynte Hatte. Savner De ikke +stadigt Arbejde?" + +Jeg var nødt til at sige, at jeg endnu ikke havde savnet det, men jeg +kunde ikke sige dem, at jeg holdt mest af at sidde ganske stille og +ingenting bestille. + +Jessie og Maggie lagde Kabaler ved to Borde, som var til at slaa +sammen, og som de tog frem; man kunde se, at det var noget, de var +vant til, og jeg vidste straks, at det var noget, de gjorde hver +Aften, og at jeg skulde se de to Borde staa der paa de samme Steder +paa Tæppet hver eneste Aften i den Tid, jeg var der. Jeg antager, at +det er, fordi de ikke kan tage Brandmaleriet og Bogbinderiet med ind +i Dagligstuen. + +"Vil De ikke spille noget for os?" spurgte Lady Katherine i en +klagende Tone. Det er øjensynligt ikke tilladt ingenting at bestille, +jeg rejste mig og gik hen til Klaveret. + +Heldigvis kan jeg en Mængde udenad, og jeg holder meget af at spille, +og jeg vilde være blevet ved med at spille for at faa Tiden til at +gaa, men de sagde alle i Kor "Tak" efter hvert Stykke, og det +forstyrrede mig. + +Det varede en Evighed, inden Hr. Montgomerie og Malcolm kom ind, og +jeg kunde se, at Lady Katherine blev urolig. Ved Bordet kunde jeg et +Par Gange mærke, at der ikke var det bedste Forhold mellem de to, og +hun var maaske bange for, at de var kommet op at slaas i Spisestuen. +Fru Carruthers sagde, at Skotterne har alle mulige raa Sædvaner, som +andre Nationer har vænnet sig af med. + +Endelig kom de, Hr. Montgomerie var purpurrød i Ansigtet og Malcolm +var grønbleg, men han havde ingen blaa Pletter; man kunde bare se, at +de havde været frygtelig oppe at skændes. + +Der er nu alligevel noget ved Velopdragenhed, selv om man er fra et +barbarisk Land. Lady Katherine opførte sig saa nydeligt, hun talte +ud i en Køre om Velgørenhed og Politik, saa de fik ikke Tid til flere +Sammenstød, skønt jeg tror, at jeg hørte nogle "for Satan'er" +afvekslende med "Bur--r--r--r"; det var en rædsom Aften. + + + Onsdag den 9. Novbr. (fortsat). + +Malcolm gik ved Siden af mig til Kirke Dagen efter. Han saá lidt +mindre nedtrykt ud, og jeg forsøgte at opmuntre ham. + +Han fortalte mig ikke, hvad der var i Vejen med ham, men Jean sagde +noget om det, da hun kom ind i mit Værelse, medens jeg tog Tøjet paa. +Det lader til, at han er kommet galt af Sted med en Hest, som hedder +"Angela Grey". Det havde Jean faaet at vide af Lady Katherine; hun +sagde, at hendes Fader var meget vred over det, da han havde brugt +saa mange Penge for dens Skyld. + +Jeg synes nu ikke, det lyder som et Hestenavn, og det sagde jeg til +Jean; men hun blev aldeles rædselsslagen og sagde, at det maatte være +en Hest, for de kendte ingen Angela Grey, de kendte ikke engang +nogen, som hed Grey, saa det maatte være en Hest. + +Det synes jeg nu var en latterlig Grund, for Fru Carruthers sagde, at +alle unge Mænd kendte Folk, som man ikke brød sig om at kende -- og +at det var dumt at gøre Væsen af det -- for de kunde ikke gøre for +det -- thi de vilde kede sig, hvis de var saa gode som Guld, ligesom +Pigebørn. + +Men jeg tror, at Lady Katherine tænker anderledes end Fru Carruthers, +og Døtrene er lige saadan. + +Naar jeg ser Lord Robert igen, vil jeg spørge ham, om det er en Hest +eller ikke. + +Malcolm er ikke tiltrækkende, og jeg var glad over, at Kirken ikke +laa saa langt borte. + +Vognene faar ikke Lov til at køre om Søndagen, saa vi maatte gaa, og +da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunde ikke gaa rundt +i Staldene, hvad de vist gør hver Søndag. + +Alt bliver gjort, fordi man er vant til det -- ikke fordi man vil +more sig. + +"Naar det regner, og vi ikke kan gaa rundt i Staldene," sagde +Kirstie, "saa ser vi paa de gamle 'Illustrated London News' og gaar +der saa om Eftermiddagen paa Vejen fra Kirke." + +Det havde jeg ikke særlig Lyst til, saa jeg blev paa mit Værelse, saa +længe jeg kunde. Da jeg kom ned, sad de fire Pigebørn ved et Bord i +Vestibulen, hver med sin Bog foran sig. De maa kunne hvert eneste +Billede udenad, hvis de gør det hver Søndag, naar det regner -- de +bliver i England hele Vinteren! + +Jean gjorde Plads til mig ved Siden af sig. + +"Jeg er i Tresserne," sagde hun. "Jeg blev færdig med Halvtredserne +sidste Paaske." Selv dette er øjensynligt sat i System. + +Jeg spurgte hende, om der ikke var nogle ny Bøger, som de havde Lyst +til at læse; men hun sagde, at Lady Katherine ikke holdt af, at de +fik fat i Tidsskrifter eller Romaner, før hun selv havde læst dem +igennem, og hun havde ikke Tid til at læse mange; derfor gemte de de +faa, de havde, til at læse mellem Te og Middag om Søndagen. + +Paa dette Tidspunkt følte jeg, at jeg _maatte_ gøre noget galt, og +hvis Gongongen ikke havde lydt til Lunch, véd jeg ikke, hvad der var +sket. + +Hr. Montgomerie sagde ligefrem smukke Ting til mig, da Osten og +Portvinen kom paa Bordet, medens Pigebørnene saá forfærdede ud og +Lady Katherines Blik blev stenhaardt. Jeg antager, at han er +saaledes, fordi han er gift. Jeg gad vide, om unge gifte Mænd ogsaa +er saadan; jeg har endnu aldrig truffet nogen. + +Mandag Aften begyndte jeg at føle, at Verdens Ende var nær! Det er ti +Gange værre end at maatte skjule alle sine Følelser og være nødt til +at adlyde Fru Carruthers. Hun sagde dog undertiden kyniske, morsomme +Ting, som man kunde le ad, til mig og sine Venner. Og man følte, at +det kun var hende, som fik de Folk, der var afhængige af hende, til +at gøre, hvad hun vilde, fordi hun selv var saa egenkærlig, og at den +øvrige Verden var fri, naar man engang kom udenfor. + +Men Lady Katherine og hele det Montgomeriske _milieu_ gør det +Indtryk, at alting og alle maa regeres efter Principper, og at ingen +har Ret til at have en selvstændig Mening, hvad Samfundsklasse de end +tilhører. + +Man kan simpelthen ikke le. De lammer én. Jeg glæder mig til i +Eftermiddag, naar Hr. Carruthers kommer. Jeg tænker ofte paa de Dage +paa Branches, og paa, hvor morsomt det var med de to, og jeg ønsker, +at jeg var der igen. + +Jeg har gjort mig Umage for at være høflig og elskværdig imod dem +allesammen, og dog synes de ikke at være helt tilfredse. + +Malcolm ser paa mig med Faareøjne. De er vandblaa, med Familiens +hvide Øjenvipper, (hvor forskellige fra Lord Roberts!). Han har det +korrekteste Væsen, og han siger aldrig et Ord Slang, han burde have +været Præst, og jeg kan ikke tænke mig, at han kan ødsle sine Penge +paa nogen Angela Grey, enten hun saa er en Hest eller ikke. + +Han taler til mig, naar han kan, og beder mig om at gaa Ture med sig +omkring Golfbanen. De fire Pigebørn spiller i en Time og tre Kvarter +hver Morgen. De synes aldrig at more sig over noget -- hele Livet er +en solid Pligt. Jeg sidder oppe i mit Værelse, og Véronique har +været saa fornuftig at lægge tidligt i Kakkelovnen. Jeg antager, at +Hr. Carruthers ikke kommer før omtrent Klokken fire, saa har jeg +endnu en Time at slaa ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulde skrive +Breve, og paa den Maade er jeg sluppet for den sædvanlige Køretur. + +Han er vel nok saa fornuftig at spørge efter mig, selv om Lady +Katherine ikke er kommet hjem, naar han kommer. + +I Morges var det saadan et dejligt Frostvejr, og der fo'r en Djævel i +mig. Jeg har været saa skikkelig siden i Lørdags, saa da Malcolm med +sin sædvanlige formelle, indbildske Stemme sagde: "Frøken Travers, +maa jeg have den Fornøjelse at spadsere en lille Tur med Dem," sprang +jeg straks op, uden at spørge Lady Katherine, og gik og tog mit Tøj +paa, og saa vandrede vi af Sted. + +Jeg havde en Følelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt, +og saa blev jeg naturligvis meget værre. Jeg sagde alle de naive +Ting, jeg kunde finde paa, til Malcolm, for at forfærde ham, og jeg +saá af og til paa ham gennem mine Øjenvipper. Da vi saa kom til en +Stente, vilde han hjælpe mig, og hans Øjne var ganske svømmende! Han +har en Slags Latter helt oppe i Diskanten, og den kommer ganske +uventet, naar der ingenting er at le ad. Jeg antager, det er skotsk, +det er, naar han lige har fattet Meningen af en tidligere Spøg. Det +kunde ikke nytte at sige noget til ham, som til Lord Robert eller Hr. +Carruthers; for man vilde være gaaet sin Vej, inden han forstod det, +om han saa gjorde det. + +Der var en gammel Sir Thomas Farguarson, som kom paa Branches, og han +opfattede Fru Carruthers dunkleste Vittigheder, selv om de var saa +dunkle, at ikke engang jeg forstod dem, og han var Skotte. Maaske er +de kun saadan, naar de har rødt Haar. + +Da jeg sad oppe paa Stenten, sagde Malcolm pludselig: "Jeg hører, at +De vil tage til London, naar De rejser herfra. Jeg haaber, De vil +lade mig komme og besøge Dem; men jeg vilde ønske, at De altid var +her." + +"Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det lød +lidt uhøfligt, for de har jo egentlig været venlige imod mig. "I det +mindste -- De véd godt -- jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet +-- synes De ikke ogsaa? -- saadan for bestandig?" + +"Jo," svarede han, "for Mænd -- men dèr vilde jeg dog helst altid se +den Kvinde, jeg havde Agtelse for." + +"Er Byer saa slemme?" spurgte jeg med min lille Englestemme. "Fortæl +mig om deres Faldgruber, saa jeg kan undgaa dem." + +"Først og fremmest maa De ikke tro alt, hvad Folk siger til Dem," +sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for, +at man finder lutter Fristelser paa sin Vej." + +"Aa, fortæl mig om dem," bad jeg. "Jeg har altid ønsket at faa at +vide, hvad Fristelser var. Aa, fortæl mig det! Hvis De kommer og +besøger mig -- er De saa en Fristelse, eller er en Fristelse en Ting +og ikke en Person?" Jeg saá bønligt paa ham, og han saá ikke et +Øjeblik Glimtet i mine Øjne. + +Han hostede pompøst. "Jeg antager, at jeg vilde være det," sagde han +bestemt. "Fristelsen er -- er -- er -- Aa, De véd -- saadan -- jeg +véd ikke, hvad jeg skal sige --" + +"Hvor det er kedeligt!" sagde jeg beklagende. "Jeg haabede, at jeg +kunde faa det at vide af Dem -- særlig hvis De selv er en Fristelse +-- saa maa De jo vide det --" + +Han saá tilfreds, men dog lidt forvirret ud. + +"Ser De, naar De er alene i London, saa vil maaske en eller anden +Mand gøre Kur til Dem." + +"Aa, tror De _virkelig_ det?" spurgte jeg bestyrtet. "Det vilde vist +være frygteligt, hvis jeg var alene i Stuen! Vilde det ikke klare +Sagen, hvis jeg lod Dagligstuedøren staa aaben, og lod Véronique være +lige udenfor den." + +Han saá stift paa mig, men han saá kun en ubeskyttet Engels Ansigt; +det beroligede ham, og han sagde alvorligt: + +"Jo, det kunde vist være lige saa godt." + +"De forbavser mig med det, De siger om at gøre Kur," sagde jeg. "Jeg +anede ikke, at Kærlighed var noget saa voldsomt. Jeg troede, at den +begyndte med alvorlig Tilbedelse og Ærbødighed -- og at Herren, efter +i Aarevis at have ofret Blomster og ydmyge Komplimenter og Brød og +Smør ved Teselskaber, faldt ned paa det ene Knæ og erklærede sig -- +'Clara Maria, jeg tilbeder Dem, bliv min,' og saa rakte man ham en +lilliehvid Haand og bad ham rejse sig -- men det kan ikke være den +Slags, som De mener, og De har endnu ikke forklaret mig, hvad +Fristelser er?" + +"Det er mere eller mindre at have Lyst til at gøre, hvad man ikke bør +gøre." + +"Aa!" sagde jeg. "Saa har jeg altid Fristelser, har De ikke? Jeg har +for Eksempel Lyst til at rive Jeans Alterdug itu og trevle Kirsties +Slips op og at skrive uartige Ord paa Jessies Bogbind og brænde +Maggies Trææsker!" + +Han saá frygtelig forfærdet ud -- og fornærmet -- saa jeg tilføjede +straks: + +"Naturligvis maa det være dejligt at kunne gøre den Slags Ting; de er +fuldkomne unge Piger, og saa dygtige -- det faar kun mig til at føle +saaledes, fordi jeg vel er -- anderledes." + +Han saá kritisk paa mig. "Ja, De er anderledes, jeg vilde ønske, at +De vilde forsøge paa at være mere som mine Søstre -- saa vilde jeg +ikke være saa nervøs, fordi De tager til London." + +"Det er alt for pænt af Dem at bryde Dem om det," sagde jeg stille; +"men jeg tror ikke, at De behøver det! Jeg har en stærk Mistanke om, +at jeg véd, hvorledes jeg skal passe paa mig selv!" Og jeg bøjede mig +ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden +Side af Stenten. + +Han saá ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter +mig! Men det er lige meget, hvad Størrelse de har -- Mænds +Forfængelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han +bare behøvede at gøre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden +paa ham som en moden Fersken. + +Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til +Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi +kom til Døren, sagde han: + +"Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline -- hvorfor sagde De, at det +var Clara Maria?" + +"Fordi -- det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og løb ind i +Huset. + +Han stod paa Trappen, og hvis han havde været en af Staldkarlene, +vilde han have kløet sig i Hovedet. + +Nu maa jeg standse og klæde mig paa. Jeg vil tage en sort +Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de +ikke har lært mig at være gammeldags. + + + Aften. + +Jeg synes, at Mænd er de rædsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad +de siger, eller stole paa dem i fem Minutter! Fru Carruthers havde +Ret; hun sagde: "Evangeline, husk paa, at det kan være vanskeligt nok +at stole paa sig selv, men stole paa en Mand. Nej!" + +Hvilken Eftermiddag! Denne utaalelige Følelse af at vente paa noget, +som ikke sker! For Hr. Carruthers kom slet ikke! Hvor jeg vilde +ønske, at jeg ikke havde klædt mig om og ventet ham. + +Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den +Historie -- nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord +af alt det, han sagde til mig. Naa, han behøver ikke at ærgre sig! +Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham -- jeg vilde bare +have været glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som +de andre her. + +Naturligvis er Lord Robert lige saadan, og jeg ser formodentlig ingen +af dem mere. Hvordan skulde Lord Robert kunne komme her, naar han +ikke kender Lady Katherine? Nej, han sagde det bare for at sige noget +pænt, da jeg rejste, og han bærer sig naturligvis lige saa rædsomt ad +som Hr. Carruthers. + +Jeg er i det mindste glad over, at jeg ikke fortalte Lady Katherine +det; jeg vilde have følt mig saa flov. Aa! Gud véd, hvad jeg nu skal +gøre. Jeg véd slet ikke, hvad nogenting koster -- maaske er man meget +fattig med tre Hundrede Pund om Aaret. Jeg er vis paa, at mine bedste +Kjoler har kostet fem eller seks Hundrede Francs Stykket, og +Hotellerne, de kan nok faa Pengene til at gaa. Men for Øjeblikket er +jeg rig, for Hr. Barton var saa god at give mig et Forskud. Nu vil +jeg ud og se Livet! det er latterligt at være sørgmodig! Jeg vil gaa +i Seng og glemme, hvor vred jeg er! + +De skal have Jagt her i næste Uge -- Fasaner. Gud véd, om her kommer +en hel Masse gamle Mænd. Jeg har ikke hørt, hvem der kommer. + +Lady Katherine sagde til mig i Aften efter Middag, at det maaske paa +Grund af min dybe Sorg vilde være ubehageligt for mig, at de skulde +have Selskab, og hvis jeg følte det ganske forfærdeligt, behøvede jeg +ikke at tro, at de vilde finde det uhøfligt, hvis jeg foretrak at +spise til Middag i mit eget Værelse! + +Jeg har ikke Lyst til at spise til Middag i mit eget Værelse! Tænk +hvor indelukket jeg vilde føle mig! og saa maaske høre Latter +nedenunder! + +Jeg kan altid more mig over at se paa Ansigter, om ogsaa de er +kedelige. Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke +nødvendigt, da jeg jo maatte vænne mig til at se Mennesker; jeg kunde +ikke gøre Regning paa at træffe Folk, der tænkte saa venligt som hun, +jeg kunde lige saa godt straks forsøge paa at vænne mig til det. + +Hun sagde Ja, men ikke videre venligt. + +I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ældste Datter, med sine fire +Børn. Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke +set hende senere. + +Hun var meget høj og tynd, holdt sig skrækkelig foroverbøjet, og Fru +Carruthers sagde, at Forsynet havde været meget venligt ved i det +hele taget at give hende en Mand. Men da jeg saá Hr. Mackintosh trave +ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke. + +En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen! + +Aa, hvor jeg vilde hade at blive bundet til saadan én! Jeg synes +ikke, det maatte være rart at blive bundet til nogen. Gud véd, hvor +jeg nogensinde kunde tænke paa uden videre at gifte mig med Hr. +Carruthers! + +Nu føler jeg, at jeg aldrig vil gifte mig -- før om mange Aar. +Naturligvis kan man ikke være gammel Jomfru! Men jeg vil først se +Livet i lang Tid. + + + _Tryland_, Torsdag den 10. Novbr. + + _Branches_, Onsdag. + + Kære Frøken Travers! + +Det gør mig umaadelig ondt, at jeg ikke kunde komme over til Tryland +i Dag; men jeg venter at komme, før De tager derfra. Jeg haaber, De +har det godt og ikke blev forkølet paa Køreturen. + + Deres ærbødige + _Christopher Carruthers_. + +Dette er, hvad jeg fik i Morges! Gris! + +Nej, jeg skal nok lade være at være hjemme, hvis han kommer -- jeg +kan akkurat se ham tage sig sammen, naar Fristelsen (det faar mig til +at tænke paa Malcolm) først er borte fra hans Vej; han synes sikkert, +at han er sluppet heldigt, da jeg ikke er videre fornem. + +Brevene kommer tidligt her, som alle Vegne, men i en Taske, som kun +Hr. Montgomerie kan aabne, og han venter, til alle sidder ved +Morgenteen, med at tage Nøglen frem og dele dem ud. + +Hr. Carruthers Brev var det eneste, der var til mig; der stod +"Branches" paa Konvolutten. Det vakte Hr. Montgomeries Opmærksomhed, +og han begyndte at sige Bur--r--r--r, og han gav mig knap Tid til at +læse det, før han begyndte at gøre Spørgsmaal _à propos_ Stedet, for +at faa mig til at sige, hvad Brevet var om. Han er meget nysgerrig. + +"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hørt -- du skulde hellere +indbyde ham, inden alle Gæsterne kommer, Katherine, hvis han er +ganske alene paa Branches" -- han saá spørgende paa mig med det ene +Øje. + +Jeg sagde ikke et Ord. + +"Maaske er han allerede taget af Sted til London?" + +Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe. + +"Han har den bedste Fasanjagt i Grevskabet, men det har været en +lukket Borg under det gamle _régime_, jeg haaber, han bliver en bedre +Nabo -- jeg antager, at han skyder dem før December." + +Jeg smurte Smør paa mit ristede Brød. + +Saa begyndte han igen med sit Bur--r--r--r! Gud véd, hvorfor han ikke +kan sige noget, der simpelthen ender med Fanden, det vilde spare ham +Tid! + +"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg +haaber, at Carruthers fortæller Dem noget Nyt?" + +Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg nødt til at svare. + +"Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste +videre. + +Han blev ved med at sige Bur--r--r--r og begyndte at aabne sine egne +Breve. + +"Hvad skal jeg gøre, Katherine?" sagde han lidt efter; "den +forbistrede Fyr, Campion, kommer ikke i næste Uge, og han er min +bedste Skytte; med saa kort Varsel er det umuligt at faa én, der +skyder lige saa godt." + +"Ja, min Ven," sagde Lady Katherine med en Stemme, som om hun ikke +havde hørt Spørgsmaalet -- hun var fordybet i sine egne Breve. + +"Katherine!" brølede Hr. Montgomerie. "Vil du høre efter, naar jeg +taler -- Bur--r--r--r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet. + +Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede. + +"Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?" + +"At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie. + +"Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine +og vendte tilbage til sine Breve. "Jeg har faaet Brev fra Sophia +Merrenden, hun fortæller mig blandt andet om sin Nevø, Lord Robert +Vavasour -- du véd nok Torquilstones Halvbroder. Hun siger, at han er +en meget elskværdig ung Mand og en udmærket Skytte -- hun mener +endogsaa, at vi kunde bruge ham, hvis vi manglede en Jæger." + +"Det er Pokkers venligt af hende," brummede Hr. Montgomerie. + +Jeg haaber, at de ikke saá det, men jeg blev saa glad, at jeg er vis +paa, mine Kinder blev ganske røde. Jeg var frygtelig spændt, da jeg +hørte det. + +"Du véd nok, at Merrenden er den Mand, der i England forstaar sig +bedst paa Jagt," vedblev Lady Katherine i en fornærmet Tone. "Sophia +vilde neppe anbefale sin Nevø i saa høje Toner, hvis han ikke var god +nok." + +"Men du kender jo ikke den Hvalp, Katherine." + +Jeg blev ganske bange. + +"Det har ikke det mindste at sige -- vi er næsten i Familie. Du +glemmer nok, at Merrenden er min Fætter!" + +Heldigvis lod det til, at Lady Katherine blev paastaaelig og +fornærmet. Jeg drak noget mere Kaffe. Aa, hvor det var dejligt, hvis +Lord Robert kom! + +Hr. Montgomerie sagde først Bur--r--r--r en Masse Gange, men saa fik +Lady Katherine ham overtalt, og før vi var færdige med at spise, blev +det besluttet, at hun skulde skrive til Lord Robert og indbyde ham +til Jagten. Medens vi alle stod og saá ud ad Vinduet paa den øsende +Regn, hørte jeg, at hun sagde sagte: + +"Vi maa virkelig en Gang imellem tænke paa Pigebørnene, Anderson. +Torquilstone er decideret Pebersvend og Krøbling -- Lord Robert +bliver sikkert engang Hertug." + +"Naa, saa fang ham, hvis du kan," sagde Hr. Montgomerie. Han er +undertiden lidt raa! + +Jeg vil ikke tænke for meget paa Lord Robert, det har Hr. Carruthers +lært mig -- men hvis han kommer -- jeg gad vide, om Lady Katherine +vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham, +da hun første Gang nævnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke +noget at gøre ved det. + +Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. Ægteskabet maa have en meget +forskellig Virkning paa Folk. Masser af de gifte Kvinder, jeg saá i +London, var yndige, jeg hørte altid, at de var smukkere end de havde +været før -- men Mary Mackintosh er ganske rædsom. Hun kan ikke være +mere end syvogtyve, men hun ser ud, som om hun var mindst fyrre, og +hun er svær og strutter ud paa alle de gale Steder og er flad, hvor +hun burde strutte ud. Og de fire Børn! De to ældste ser ud, som om de +omtrent var lige gamle; den næste er lidt mindre, og saa er der et +Pattebarn; de skraaler allesammen, og skønt de har en Bunke +Barnepiger, maa den stakkels Hr. Mackintosh være en Slags +Underbarnepige. Han henter og bringer dem alting og giver dem sit +Lommetørklæde, naar de snøfter -- men det er maaske, fordi han er +stolt af, at han med sin Størrelse har faaet fire saadanne enorme +Børn, næsten paa én Gang. + +Det hele er ligefrem rædselsfuldt. + +Teen var et sandt Helvede! De fire Tanter var overstrømmende kærlige +imod Børnene og fodrede dem med Kager og talte Pattebarnssprog til +dem. De kommer nok til at sige Bur--r--r--r, naar de bliver ældre. +Jeg gad vide, om Børnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden. +Det vil more Gæsterne. + +Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte være +rædsomt at være gift -- om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev +rædselsslagen og sagde Nej, Ægteskabet og Moderværdigheden var +hellige Pligter, og hun misundte sin Søster! + +Det er nu ikke min Idé om Lykke. To rigtig velopdragne Børn synes jeg +maatte være dejligt, men fire skraalende Unger, der alle er lige +gamle, det er _bourgeois_ og passer sig ikke for en Dame. + +Lord Roberts Svar kan vist ikke komme før paa Lørdag. Gud véd, +hvorledes han har faaet det arrangeret? Det er flinkt gjort af ham. +Lady Katherine sagde, at den Hr. Campion, som skulde være kommet her, +er i samme Regiment, det tredie Livgarderegiment. Maaske -- men det +kan ikke nytte at tænke paa det -- jeg føler mig meget bedre i Aften +-- mere munter, og det er ligesom jeg slet ikke bryder mig om, at jeg +er meget fattig -- jeg maatte drille Malcolm lidt efter Middag. Jeg +_vilde_ lægge Kabaler og hævede ikke mine Øjne fra Kortene! + +Han vilde endelig overtale mig til at gaa hen til Klaveret, men jeg +lod, som om jeg ikke hørte det. Der staar en Palme paa Hjørnet af en +høj Chippendale Skrivepult, og Jessie havde tilfældigvis sat Bordet +bagved den, saa alle de andre ikke kunde se, hvad der foregik. +Malcolm sad til sidst ganske tæt ved mig og vilde hjælpe mig med +Esserne -- men jeg kan ikke udholde, at nogen sidder saa nær ved mig; +saa jeg væltede Bordet, og han maatte pille alle Kortene op fra +Gulvet. Kirstie spillede mærkværdig nok Klaver dengang -- en _cake +walk_ -- og der var noget i den, som gav mig Lyst til at bevæge mig +-- til at danse -- jeg véd ikke hvad, og mine Skuldre bevægede sig +lidt i Takt til Musiken. Malcolm trak Vejret, ganske som om han var +forkølet, og han hviskede mig ind i Øret med en hæs Stemme: "De véd, +at De er en Djævel -- og jeg --" + +Jeg standsede ham straks -- jeg saá op for første Gang, aldeles +forfærdet og forbavset. + +"Jeg véd virkelig ikke, hvad De mener, Hr. Montgomerie," sagde jeg. + +Han blev urolig. + +"Jeg mener -- jeg mener, at jeg forfærdelig gerne vilde kysse Dem." + +"Men jeg har ikke en Smule Lyst til at kysse Dem," sagde jeg og saá +paa ham med store Øjne. + +Han saá ud som en ondskabsfuld Høne, og heldigvis kom Jessie i det +Øjeblik tilbage til Kabalen, og saa kunde han ikke sige mere. + +Lady Katherine og Fru Mackintosh gik med op i mit Værelse, da vi var +paa Vejen op i Seng. Hun -- Lady Katherine -- vilde vise Mary, hvor +smukt de havde faaet det lavet i Stand; det havde været hendes, før +hun blev gift. De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige; +til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og +min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen. + +"Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt +Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke +haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe." + +"Det er ikke det, kære Barn," sagde Lady Katherine i en alvorlig +Pligttone. "Jeg -- jeg -- synes ikke, at en saadan Natkjole er +passende for en ung Pige." + +"Aa, men jeg er meget stærk, og jeg bliver aldrig forkølet." + +Mary Mackintosh holdt den op med et strengt misbilligende Ansigt. Den +har naturligvis korte Ærmer med rynkede Valenciennekniplinger og er +af fint, smukt broderet Kammerdug. Fru Carruthers var altid meget +fordringsfuld, og hun valgte dem selv hos Doucet. Hun sagde, at man +aldrig kunde vide, naar der kunde blive Ildebrand. + +"Kære Evangeline, De er meget ung, saa De kan sandsynligvis ikke +forstaa det," sagde Mary, "men jeg synes ikke, at denne Natkjole paa +nogen Maade er passende for en ung Pige -- eller for Resten ikke for +nogen god Kvinde. Moder, jeg haaber, at mine Søstre ikke har set +den!!" + +Jeg saá forvirret ud. + +Hun undersøgte Stoffet, man kunde se Huden igennem det. + +"Hvad _vilde_ Alexander sige, hvis jeg tog saadan en Tingest paa." + +Den Tanke syntes næsten at kvæle dem begge to, de saá ulykkelige og +forfærdede ud. + +"Den vilde naturligvis være for snæver til Dem," sagde jeg ydmygt, +"men det er ellers et meget godt Mønster, og man sprænger den ikke, +naar man strækker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange +Ophævelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa +blev disse anderledes." + +Da jeg nævnede min afdøde Adoptivmoder, rettede de sig begge. + +"Vi véd nok, at Fru Carruthers havde nogle besynderlige Ideer," sagde +Lady Katherine stift, "men jeg haaber, Evangeline, at De nu selv er +fornuftig nok til at forstaa, at saadant et -- et -- Klædningsstykke +slet ikke er sømmeligt." + +"Men hvorfor dog, kære Lady Katherine?" sagde jeg, "De véd ikke, hvor +den er klædelig." + +"Klædelig," næsten skreg Mary Mackintosh. "Men ingen fintfølende +Kvinde bryder sig da om, at noget skal være klædeligt i Sengen!" + +Det lod til, at hele Sagen var dem saa pinlig, at jeg dækkede min +fornærmelige Natkjole til med min Frisérkaabe og hostede. Det afbrød +dem, og de gik deres Vej med et koldt Godnat. + +Nu er jeg alene. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor det er galt at se +køn ud i Sengen -- siden oven i Købet ingen ser én. + + + _Tryland Court_, + Mandag, den 14. Novbr. + +Jeg har slet ikke haft Lyst til at skrive, de sidste Dage har været +saa utaalelige -- saa fulde af Vrøvl! Snak om Børn i det uendelige! +Om Opramsningsmetoder, Tandbrud, Barnepigers lumske Streger, +Patentføde, Flasker, Hagesmække -- og alt muligt af den Slags! Nok +til, at man maa ønske aldrig at blive gift! Og dèr sidder Mary +Mackintosh ganske uformelig og udbreder sig i Teorier, som aldrig kan +faa praktiske Resultater, da der ikke kan tænkes mere uopdragne Børn +end hendes! + +Jeg kan se, at selv Lady Katherine ærgrer sig over dem, naar de to +ældste, som hver Dag kommer ind, medens vi drikker Morgenkaffe, tager +Syltetøjsskeen eller noget, der er lige saa galt, og smider det hele +ud over Dugen. I Gaar stak de deres Hænder i Honningkrukken, medens +Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham +til, løb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa +alle Stoleryggene og Dørlaasene, saa man ikke kunde røre ved noget +uden at blive klæbrig. + +"Kæreste Alexander," sagde Mary, "Alex maa tørres om Munden." + +Den stakkels Hr. Mackintosh maatte rejse sig fra sin Kaffe, fange +Ungerne og forgæves bruge sin Serviet. + +"Bring dem ovenpaa, hører du -- Bur--r--r--r," brølede den kærlige +Bedstefader. + +"Men Fader, de stakkels søde Børn er jo slet ikke uartige!" sagde +Mary fornærmet. "Jeg vil gerne have, at de skal være saa meget som +muligt sammen med os. Jeg troede, at I vilde være saa glade for dem." + +Da Børnene hørte det, gav de sig begge til at brøle af fuld Hals, og +Alex, Keruben paa halvfemte Aar, laa paa Gulvet og sparkede og skreg, +til han var sort i Ansigtet. + +Hr. Mackintosh er for lille til at styre to, saa en af Tjenerne +maatte hjælpe ham med at bære dem op i Barnekammeret! Uha! Jeg vilde +ikke være i hans Sted for alt i Verden. + +Malcolm bliver saa komisk! Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han +gør en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa +Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine sørger +for at sende en af Døtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er +i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg +glad over, for det vilde være alt for kedeligt at høre paa for meget +af det, han siger. + +Men hvor det alligevel er dumt af hende! Hun maa ikke engang kende +saa meget til Mænd som jeg -- naturligvis gør det ham kun saa meget +ivrigere. + +Det er en god Lære for mig. Jeg skal selv være ganske umulig +vanskelig, hvis jeg igen træffer Hr. Carruthers, da han ingen Moder +har til at spille ham den Slags Puds. + +Lord Roberts Svar kom Lørdag Eftermiddag. Det kom gennem Lady +Merrenden. + +Han vil være henrykt over at komme til Jagten paa Tirsdag -- i +Morgen. Jeg er saa glad, men Gud véd, om jeg kan faa ham til at +forstaa, at han ikke maa sige, at han har set mig paa Branches, da +jeg var dèr. Det er ganske ligegyldigt, men Lady Katherine er saa +løjerlig og sær. + +Selskabet skal ikke være stort, ni Jægere -- jeg haaber, at nogle af +dem er morsomme, skønt jeg er næsten bange! + + + Tirsdag Aften. + +Det er sent, Klokken er næsten tolv, men jeg føler mig saa lysvaagen, +at jeg maa skrive. + +Jeg vil begynde ved Begyndelsen, da de allesammen kom. + +De kom med to Tog, tidligt om Eftermiddagen, lige ved Tetid, og Lord +Robert kom med det sidste. + +De fleste er af samme Slags som Lady Katherine; de ser ud, som om de +var saa gode som Guld; men der er én Dame, Lady Verningham, Lady +Katherines Niece, hun er anderledes, og jeg kunde straks lide hende. + +Hun har yndige Klæder og en vidunderlig Skikkelse, og hendes Hat +sidder rigtigt. Hun har ogsaa et bedaarende Væsen, men man kan se, at +hun er paa Pligtbesøg. + +Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at +fremsætte Love for huslige Sager og Børneopdragelse. Vi sad alle i +den store Dagligstue, og mine Øjne mødte Lady Verninghams, og vi lo +begge! Det er de første Øjne med Mening i, jeg har set, siden jeg +forlod Branches. + +De talte alle saa behageligt, med Pauser, og de morede sig slet ikke, +da Jean og Kirstie begyndte at tale om deres Arbejde, forklarede det +og forsøgte paa at faa Bestillinger, og saa kom Jessie og Maggie +ogsaa, og de viste Prøver paa det altsammen og bestemte Priser. Jeg +vilde hade at tigge, selv i velgørende Øjemed. + +Jeg følte mig ganske flov paa deres Vegne, men de brød sig ikke en +Smule om det, og deres Ofre var veldædige. + +Vor Præst paa Branches blev altid saa rød og nervøs, naar han skulde +bede om noget; man kunde se, at han var en Gentleman -- men Damer er +maaske anderledes. + +Jeg længtes efter Te! + +De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og +Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som +om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i +Smerte". + +De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke +fordi de strømmer over af Glæde eller af den dejlige Følelse af at +leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa +henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt. + +Alt, hvad de gør, har en Grund eller indeholder en Moral. Dette +Selskab er samlet, fordi der skal skydes Fasaner i November -- og der +er nogle Mennesker, som skal mores, og det er en Støtte for deres +Velgørenhed. Hvis jeg havde et stort Hus og var rig, vilde jeg holde +smukke Selskaber med mange elskværdige Mennesker, fordi jeg gerne +vilde more baade dem og mig selv. Lady Verningham var ved at tale med +mig, lige før Te, da den anden Togladning var kommet. + +Jeg gjorde mig Umage for at være ganske ligegyldig; men jeg var +frygtelig nervøs, da Lord Robert kom ind i Stuen. Han saá saa smuk +ud, saa fiks og rank og smidig! + +Lady Katherine var frygtelig stiv imod ham; det vilde have taget +Modet fra de fleste Mennesker, men det er det dejlige ved Lord +Robert, han er saa fuldstændig _sans gêne_. + +Han saá mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han +kunde. + +"Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og saá meget forbavset ud ved +at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende +Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg +er vis paa, at der stikker noget under!" + +"Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand. Saa saá han +paa mig med optrukne Øjenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for +Frøken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!" + +Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte +sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te. + +Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine Øjne. + +"Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun. + +"Jeg hørte, at De havde fem Tusind Fasaner, som skulde myrdes," +svarede Lord Robert og saá paa hende med sit uskyldige Smil. + +"Robert, De lyver!" sagde hun og lo. Hun er saa smuk, naar hun ler, +ikke meget ung, vist nok over tredive, men saa yndig! saa forskellig +som vel muligt fra hele Familien Montgomerie. + +Jeg talte næsten ikke, de blev ved med at drille hinanden, og Lord +Robert spiste Størstedelen af en Tallerken Smørrebrød, som stod i +Nærheden. + +"Jeg er Pokkers sulten, Lady Ver!" sagde han. Hun smilede til ham, +hun kan øjensynlig meget godt lide ham. + +"Robert, De maa ikke bruge saadanne Ord her," sagde hun. + +"Ja, bander han ikke alt for meget?" udbrød jeg, uden at tænke et +Øjeblik over det -- saa huskede jeg paa det. Hun syntes meget +forundret. + +"Naa, saa De har hørt det før! Jeg troede, at de lige havde truffet +hinanden, ganske tilfældigt!" Hun sagde dette med saadant et komisk +forstaaende Blik; men hun saá ikke helt fornøjet ud. Jeg blev ildrød +i Hovedet, og det ærgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa +min Hud. Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo. + +"Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun. + +"Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet færdig med at +spise Smørrebrød. + +Saa sagde han til hende, at hun var kær, og at han var glad over, at +Hr. Campion havde faaet den Idé at ville more sig paa anden Maade i +den Uge. + +"De er en Fryd, Robert!" sagde hun. "Men De maa opføre Dem pænt her +og ikke gøre gale Streger som paa Fotherring i Oktober, mit Barn. Saa +sætter Tante Katherine Dem i Skammekrogen. Frøken Travers har været +her en Uge, hun kan sige Dem, om det ikke er sandt." + +"Jo, det er det virkelig!" sagde jeg. + +"Men jeg _maa_ have at vide, hvorledes De er kommet her," befalede +hun. + +Heldigvis kom Malcolm i samme Øjeblik; han havde lusket om i Nærheden +og kom nu hen til os for at blande sig i vor Samtale; men hvis han +havde været et Bord eller en Stol, kunde han ikke have været Lord +Robert mere ligegyldig! Han er vidunderlig! Han er ikke en Smule +uhøflig, men kun ganske ærlig og ligefrem; han faar altid det, han +vil have, med et næsten bønligt Udtryk i sine blaa Øjne. + +Et Par Minutter efter talte han og jeg sammen, og Malcolm og Lady +Verningham stod nogle faa Alen fra os. Jeg var saa lykkelig. Det faar +han mig til at være, jeg véd ikke hvorfor. + +"Hvorfor saá De saa haardhjertet ligegyldig ud, da jeg kom hen til +Dem," spurgte han. "Jeg var bange for, De var ked af, at jeg kom." + +Saa fortalte jeg ham om Lady Katherine, og at jeg havde været saa dum +ikke at sige, at jeg havde truffet ham paa Branches. + +"Naa --! Saa boede jeg altsaa hos Christopher, efter at De var rejst +-- forstaar jeg nok," sagde han. "Havde jeg truffet Dem i London?" + +"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst +til." + +"Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manøvrere en hel Del +for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa +ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?" + +Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at være med, uden +maaske til Lunch -- hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en +saadan Grusomhed. + +Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det, +og hvad jeg nu havde i Sinde at gøre. Han har det mest indtagende +Væsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til +ser han én lige ind i Øjnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har +aldrig set et Menneske, der var saa fuldstændig fri for Skaberi, og +jeg tror aldrig, han tænker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For +ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr. +Carruthers. Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med +ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at +jeg var blevet! + +"Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en +kærtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?" + +Jeg sagde Jo. + +"Og Christopher var gal paa os! Han var som en saaret Bjørn, da De +var rejst; han paastod, at han skulde til Byen om Mandagen, bare én +Dag; han var her om Tirsdagen, ikke?" + +"Nej, han var ikke," var jeg nødt til at sige, og jeg ærgrede mig +endnu over det, jeg véd ikke hvorfor. + +"Han er et løjerligt Menneske," sagde Lord Robert, "og jeg er glad +over, at De ikke har set ham -- jeg vil ikke have, at han kommer i +Vejen for mig. Jeg er et egenkærligt Bæst, skal jeg sige Dem." + +Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lært mig, at saadan var +Mænd, saa det nedsatte ham ikke i mine Øjne. + +Han lo. "De maa hjælpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem +igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rødhaarede Søn vil +have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvfølgelig ikke!" + +Jeg blev overlegen. + +"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med +mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad." + +"Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert. + +"Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser +herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han +synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre. +Jeg har lovet, at Véronique skal staa udenfor Døren, naar jeg har +Besøg." + +"Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa +Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert. + +"Men hvor véd De," begyndte jeg med en spørgende, alvorlig Mine, +"hvor kan De vide, om jeg vil høre paa Dem? De kan ikke blive ved med +at tale til døve Folk, vel?" + +"Er De døv?" spurgte han. "Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg +nok prøve paa at kurere Deres Døvhed." Han bøjede sig helt ned over +mig og lod, som om han tog en Bog op. + +Aa, hvor jeg morede mig. + +Pludselig følte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine +Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa +lykkelige! + +Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse. Jeg bliver altid saa +begejstret over smukke, fuldkomne Linier. De andre Mænd ser tykke og +kluntede ud ved Siden af ham, og han har smukke Klæder og Slips! + +Vi blev ved med at tale sammen. Han begyndte at vise mig, hvor meget +jeg interesserede ham. Hans blaa, udtryksfulde Øjne sagde endogsaa +mere end hans Ord. Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans +Øjenvipper er saa latterligt lange og krøllede, de er ikke sorte som +mine og Hr. Carruthers, men mørkebrune og bløde og skyggede, og jeg +véd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrækkende. Naar man ser dem +næsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at røre ved dem +med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig +Eftermiddag! Men ak! Den var alt for kort. + +"Vi vil se at komme til at sidde sammen efter Middag," sagde han, da +Gongongen lød og meldte, at vi skulde klæde os om til Middag. Lady +Katherine kom og vimsede omkring og samlede dem allesammen sammen og +mere eller mindre drev dem af Sted, og paa Vejen op ad Trappen sagde +hun til mig, at jeg behøvede ikke at komme ned, hvis jeg hellere +vilde lade være! + +Jeg takkede hende igen, men holdt fast ved min Hensigt at vænne mig +til at være sammen med Mennesker. + +Jeg skulde blive i mit Værelse, naar Lord Robert var der til Middag +-- aldrig! + +Men da jeg kom ned, var han omgivet af Montgomerier, og han gik stolt +ind i Spisestuen med Lady Verningham -- det maa hun have arrangeret. + +Jeg havde saadan en kedsommelig Fyr! En ung Mackintosh, en Fætter til +Marys Mand, og paa den anden Side Præsten. Den ene talte om Botanik i +en hæs Hvisken med skotsk Akcent, og den anden slugte sin Mad og +sagde gudelige Vittigheder mellem hver Mundfuld. + +Da jeg havde holdt tappert ud lige til Isen, sagde jeg, at jeg hadede +at vide, hvad Blomster bestod af, jeg brød mig kun om at plukke dem. +Ynglingen stirrede paa mig og sagde ikke meget mere. For Præsten var +det nok, naar jeg af og til sagde "Ja", og paa den Maade kom vi +igennem Middagen. + +Malcolm sad lige overfor mig, og han gloede næsten hele Tiden. Selv +han vilde have været bedre end Botanikeren; men jeg tænker, at Lady +Katherine mente, at de to kunde være en Slags Halvsorg for mig. Det +var umuligt at være munter sammen med dem. + +Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog. +Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis +staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog +tale sammen. + +"De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog +Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?" + +Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish. + +"Det véd jeg nok," sagde hun; "men jeg kalder hele Slægten McTavish +-- det ligner det noget, og det ærgrer Mary saadan, hun retter mig +hver Gang. Har De nu ikke faaet Lyst til at blive gift og blive +akkurat som Mary?" Der var et Glimt i hendes Øjne. + +Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde været vild efter det. Jeg vilde +først ud og se Livet. + +Men man kunde ikke se Livet, uden at man var gift, sagde hun. + +"Ikke engang naar man er en Eventyrerske som jeg?" spurgte jeg. + +"En hvad?" + +"En Eventyrerske," svarede jeg. "Folk synes at blive saa forundrede, +naar jeg siger det! Men jeg maa være det, kan De nok indse, fordi Fru +Carruthers ikke efterlod sine Penge til mig, og i den Bog, hvori jeg +læste om det, stod der, at man var det, naar man havde smukke Klæder, +og -- og -- rødt Haar -- og saadan noget og intet Hjem." + +Hun brast i Latter. + +"De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil være gode Venner. Men De maa +ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhører mig! Han er et af mine +egne, særlige Kælebørn. Er det en Aftale?" + +Nu vilde jeg ønske, at jeg den Gang havde haft Mod til at sige rent +ud, at jeg godt kunde lide Lord Robert, og at jeg ikke vilde slutte +nogen Overenskomst; men man er undertiden ubesindig, naar man bliver +overrasket. Det er vel ved saadanne Lejligheder, at det skal vise +sig, om éns Hoved er skruet fast paa; mit var det ikke i Aften. Men +hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og +maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget +for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil +sige, og saa sagde jeg, at det _var_ en Aftale, og at jeg naturligvis +aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at +tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham +gennem mine Øjenvipper. Og jeg véd ikke, hvorfor jeg i Aften føler +mig helt lysvaagen og træt og temmelig dum, som om jeg havde Lyst til +at give mig til at græde. + +Men hun var forfærdelig venlig imod mig og yndig, og hun har indbudt +mig til at komme og besøge sig og meget andet, saa det er nok +altsammen godt. Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det +meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om +jeg vilde tale med Malcolm. + +Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg saá, at Lord Roberts Øjne +var fæstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den +sidste Gang var der ogsaa Harme i dem. + +Lady Verningham beholdt ham hos sig, indtil de alle rejste sig for at +gaa i Seng. + +Der var blevet musiceret og spillet Bridge og dyrket andre +kedsommelige Adspredelser, men jeg sad stille. Og jeg véd ikke, hvad +Malcolm havde talt om, jeg havde ikke hørt efter, skønt jeg blev ved +med at mumle "Ja" og "Nej". + +Han blev mere og mere _empressé_, indtil jeg pludselig, da vi rejste +os, hørte ham sige: + +"De har lovet det! Husk det nu; jeg forlanger, at De skal holde det +-- i Morgen!" + +Og der var saadan et forelsket, vammelt, usikkert Udtryk i hans Øjne, +at jeg fik ganske ondt. Det rædsomste ved det er, at jeg ikke mere +véd, hvad jeg har lovet, end Manden i Maanen! Det kan godt være, at +det er noget aldeles forfærdeligt! Hvis det er noget saa skrækkeligt +som at kysse ham, saa maa jeg bryde mit Ord, -- hvilket jeg ellers +aldrig gør. + +Aa, du store Himmel! Det er ikke altid saa let at le ad Livet, som +jeg engang troede! Jeg vilde næsten ønske, at mit Liv var ordnet, og +at jeg ikke behøvede at være Eventyrerske. Nogle Situationer er saa +vanskelige! Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng. + +Gud véd, om Lord Robert -- nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham; +han kommer ikke længere mig ved. + +Nu puster jeg Lyset ud. + + + + +LADY VERNINGHAM INDBYDER EVANGELINE TIL AT BESØGE SIG I LONDON. + + Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde + det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid. To Sjæle, + der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens højeste Tinde + og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strøm, + der raser af Sted, uden at man kan vælge, hvilke Lande den skal + igennem, indtil den løber ud i det store Verdenshav, der ganske + opsluger den. Hvis man kunde forudse -- hvis man blot i Tide + vidste -- maaske man saa kunde forandre dens Løb -- hvem véd. + + _Hans Dronning._ + + + _Park Street 300_, + Lørdag Aften den 19. Novbr. + +Jeg bryder mig ikke meget om at se tilbage paa Resten af mit Ophold +paa Tryland. Det er et ubehageligt Minde. + +Dagen efter, at jeg sidst skrev, øsregnede det, og de kom alle ned +til Morgenmaaltidet og var i daarligt Humør. Hele Selskabet kom, og +Maaltidet var lige saa stift og kedeligt som Middagen. Jeg havde +tilfældigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af +mig. Lord Robert talte næsten ikke, han saá et Par Gange paa mig med +optrukne Øjenbryn. + +Jeg længtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady +Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen før. +Gud véd, om han gættede det. Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg +har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet +det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes +skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og +Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige +saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine. Jeg fnyste +ad ham og var saa ubehagelig som muligt. + +Morgenteen er ikke straalende dèr, og Hr. Montgomerie nøder Folk til +at spise Grød. "Det er udmærket til at begynde Dagen med," siger han, +"Bur--r--r--r." + +Lord Robert kunde ikke finde noget, som han vilde have, lod det til. +De var allesammen gnavne. Lady Katherine har en egen Maade at ordne +Folk paa ved alle Lejligheder; hun minder mig om en Høne med +Kyllinger, som slaar sine Vinger ud og klukker og jager, indtil de +alle er i en Krog. Hun har ogsaa den Skikkelse, saadan meget rund +forpaa! Den kvindelige Yngel befandt sig snart i Morgenværelset, med +Døren lukket, og den mandlige Del havde det vist lige saadan med +deres Vært, i det mindste saá vi dem ikke mere, før vi fik Øje paa +dem, da de gik forbi Vinduerne, iførte Regnfrakker og Gamascher, som +et meget ynkeligt Selskab af Sportsmænd. + +Det eneste heldige var, at Malcolm ikke havde haft Tid til at minde +mig om mit Løfte, hvad det nu end var, og jeg følte mig sikrere. + +Det var en rædselsfuld Formiddag, meget værre, end da vi var alene -- +de begyndte næsten allesammen -- syv Damer foruden Familien -- at +beskæftige sig med Haandarbejde. + +Een af dem, Lady Letitia Smith, broderede en Skrivemappe med Silke, +jeg blev ganske galdesyg af at se paa hende, hun var meget nærsynet +og havde den irriterende Vane at bede alle og enhver om at træde +hendes Synaal for hende. De strikkede Slips og Strømper og hæklede +Veste og Uldtørklæder og Huer til Nordsøfiskere; der var endogsaa én, +der slog Orchis. Ganske saadant noget, som Stuepiger laver i deres +Fritid til at pynte, Vorherre maa vide hvilket Klædningsstykke af +ubleget Bomuldstøj med. + +Jeg spurgte hende, hvad det skulde bruges til, og hun sagde, at det +var til Børnenes Forklæder i hendes Forening. Hvis det ikke er +Tidsspilde, Gud véd, hvad det saa er! + +Fru Carruthers sagde, at det var meget nyttigere at lære at sidde +stille og ikke være nervøs, end at fylde Verden med saadant noget +Kram. + +Mary Mackintosh førte Konversationen an. Hun og Lady Letitia Smith, +der begge har smaa Børn, fortalte Ammestuehistorier, og naar der var +noget, som vi, de unge Piger, ikke maatte høre, hviskede de. Vi +opfangede alligevel lidt af det, og det lød rædsomt, hvad det saa end +var om. Jeg gad nok vide, om jeg bliver saadan, naar jeg bliver gift. + +Det haaber jeg ikke! + +Det er ikke underligt, at gifte Mænd er nødt til at sige smukke Ting +til andre Damer, hvis deres Koner er saadan, naar de kommer hjem. + +Jeg forsøgte paa at være elskværdig imod en Dame, som sad ved Siden +af mig. Hun var Bibelkritiker og gik med Briller. Hun prøvede paa at +omvende mig, men jeg var abnormt tykhovedet den Dag og maatte have +alting forklaret om og om igen; saa opgav hun mig til sidst. + +Endelig, da jeg følte, at jeg maatte gøre noget rent ravgalt, kom der +en Tjener for at sige, at Lady Verningham ønskede at tale med mig i +sit Værelse; jeg sprang straks op -- men da jeg kom til Døren, saá +jeg, at de begyndte at ryste paa Hovedet ad hende. + +"Det er sørgeligt, at den kære Janthe har den uregelmæssige Vane at +drikke Te paa sit Værelse -- hun har slet ikke godt af det," etc., +etc.; men Gud ske Lov, jeg var snart ude i Vestibulen, hvor hendes +Pige stod og ventede paa mig. + +Man skulde ikke have anet, at det store Værelse, som hun beboede, var +et af Familien Montgomeries, saa forandret saá det ud! Hun havde +Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld +Toiletsager og en Mængde pibede Klædningsstykker og Blomster og +Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa +Silke og smukt broderet Musselin, og hun saá saa sød og hyggelig ud +imellem det altsammen. Hun havde sit mørke Haar i Krøller omkring +Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det. Hun røg en +Cigaret og skrev Breve med en Guldpen. Det blaa Silketæppe var +bedækket med Breve og Aviser og Telegrammer. Hendes Natkjole var +naturligvis udskaaret i Halsen og af tyndt Tøj ligesom min. Jeg +spekulerede paa, hvad Alexander vilde have sagt, hvis han kunde have +set hende i Modsætning til Mary! Jeg véd nok, hvem jeg vilde vælge, +hvis jeg var Mand! + +"Naa, dèr er De," sagde hun og saá op under en Røgsky. "Sid paa +Sengen, Slangepige. Jeg syntes, at jeg maatte frelse Dem fra den +hellige Horde dernede, og saa vilde jeg se, hvorledes De saá ud ved +Dagslys. Ja, De har et mærkeligt Haar og ægte Øjenvipper og Teint. De +er en Heks, jeg kan se, at vi alle maa tage os i Agt for Dem!" + +Jeg smilede, hun sagde det ikke uhøfligt, saa var jeg blevet +overlegen. Hun er vidunderlig yndig. + +"De taler heller ikke meget," vedblev hun. "Jeg føler, at De er +farlig! Det er derfor, jeg er saa høflig imod Dem; jeg tror, det er +det klogeste. I Reglen kan jeg ikke udstaa unge Piger!" Og hun lo med +sin sølvklare Latter. "Sig nu, at De ikke vil gøre mig Fortræd!" + +"Jeg vil ikke gøre nogen Fortræd, med mindre de gør mig Fortræd først +-- og jeg kan godt lide Dem, De er saa smuk." + +"Saa er det godt. Saa er vi Kammerater. Jeg var bange for Robert i +Aftes, fordi jeg holder saa meget af ham; men De var sød efter +Middag, og nu bliver det nok godt altsammen; jeg fortalte ham, at De +sandsynligvis skulde giftes med Malcolm Montgomerie, og at han ikke +maatte blande sig i det." + +"Nej, det kunde aldrig falde mig ind at gøre det!" udbrød jeg og gik +bort fra Sengen. "Jeg vilde hellere dø end tilbringe Resten af mit +Liv paa Tryland." + +"Han bliver engang fabelagtig rig, véd De nok, og De kunde faa Fatter +Montgomerie paa Deres Side i en Haandevending og vende op og ned paa +hele Huset. De skulde dog hellere tænke over det." + +"Jeg vil ikke," sagde jeg, og jeg følte, at mine Øjne funklede. Hun +løftede sine Hænder som for at værge sig imod en ond Aand, og hun lo +igen. + +"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder +lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!" + +"Vilde _De_ gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen. +"Tænk Dem at være saadan éns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tænk +Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig +kan forstaa en Spøg. Uha!" + +"Hvad det angaar" -- hun udsendte en Røgsky -- "er Ægtemænd en Race +for sig -- der gives Mænd, Kvinder og Ægtemænd; og naar de bare +betaler Regninger og skyder stort Vildt i Afrika, er det alt, hvad +man kan forlange af dem; at kunne forstaa Spøg, det er overflødigt. +Min er meget generende, fordi han i Almindelighed tilbeder mig, og i +bedste Tilfælde kun forlader mig for at tage paa en tre Ugers +Baderejse til Homburg, eller nu og da en Uge til Paris; men Malcolm +kunde man stadig sende til Klippebjergene og den Slags Steder; han er +en hel Sportsmand." + +"Det er ikke mit Ideal af en Ægtemand," sagde jeg. + +"Hvad er da Deres Ideal, Slangepige?" + +"Hvorfor kalder De mig 'Slangepige'?" spurgte jeg, "jeg hader +Slanger." + +Hun tog Cigaretten ud af Munden og saá nogle Sekunder paa mig. + +"Fordi De er saa smidig; der er ikke en stiv Linie i Deres Bevægelser +-- De ser meget skadelig ud, men ogsaa tiltrækkende og uengelsk, og +jeg kan ikke forstaa, hvorfor i Alverden Tante Katherine har indbudt +Dem til at komme her sammen med de hæslige Pigebørn. Jeg vilde ikke +have gjort det, hvis mine tre Engle var voksne og lignede dem." Saa +viste hun mig Fotografiet af sine tre Engle -- de er søde. + +Men mit Udseende syntes at forurolige hende, for hun kom stadig +tilbage til det Emne. + +"Hvor har De faaet det fra? Hørte Deres Moder til en anden Nation?" + +Jeg fortalte hende, at stakkels Mama nærmest havde været et +Ulykkestilfælde og ikke havde været noget videre. "Man kan jo ikke +vide, om der havde været én eller anden mærkværdig Skabning blandt +hendes Forfædre -- maaske er jeg blandet sammen med røde Indianere +eller Negre." + +Hun saá undersøgende paa mig. + +"Nej, De er ikke, De er venetiansk -- det er De -- en Doges skønne, +ryggesløse Veninde, der er kommet til Live igen." + +"Jeg véd, at jeg er slet," sagde jeg. "Det er altid blevet sagt mig, +men endnu har jeg ingenting gjort eller haft nogen Fornøjelse af det, +og det vil jeg gerne." + +Hun lo igen. + +"De maa komme med mig til London, naar jeg tager herfra paa Lørdag. +Saa skal vi se, hvad vi kan gøre." + +Det lød godt nok, og dog havde jeg en Følelse af, at jeg hellere +vilde sige Nej, og hvis Tonen havde været Spor af beskyttende, havde +jeg straks gjort det. Vi talte længe sammen, og hun fortalte mig +mange interessante Ting. Hun forsikrede mig, at Verden var dejlig, +naar man kunde undgaa kedsommelige Mennesker og havde en god Kok og +et Par Venner. Lidt efter gik jeg, for hun fandt pludselig paa, at +hun vilde komme ned til Lunch. + +"Jeg tror ikke, at det er sikkert paa det nuværende Stadium at lade +Dem være alene med Robert," sagde hun. + +Jeg blev vred. + +"Jeg har lovet ikke at lege med ham, er det ikke nok?" udbrød jeg. + +"Jo, véd De hvad, det tror jeg, Slangepige!" sagde hun og saá +tankefuld ud, "men De er tyve Aar, og jeg er over tredive, og -- han +er en Mand! -- saa man kan ikke være for forsigtig!" Saa lo hun og +stak Fødderne i et Par blaa Silketøfler og ringede paa sin Pige. + +Jeg tror ikke, at Alderen kan have meget at sige; hun er langt mere +indtagende end nogen ung Pige, og hun behøver ikke at lade, som om +hun var bange for mig. Men det, som slog mig, og som jeg har tænkt +paa lige siden den Gang, er, at det ikke maa være behageligt for éns +Selvagtelse at maatte gøre sig Umage for at holde paa en Mand. Det +vilde jeg aldrig nogensinde gøre. Hvis han ikke vilde blive, fordi +det var det i Verden, han helst vilde, saa kunde han gaa. Jeg vilde +sige "_Je m'en fiche!_" + +Lunch, til hvilken Jægerne kom ind, var ikke en morsom Picnic i et +Skovhus, som paa Branches. Jeg sad forsætlig mellem to gamle Herrer +og gjorde mit Bedste for at være ærbødig og intelligent. Den ene var +en rigtig rar gammel Fyr, og han begyndte til sidst at sige mig +Komplimenter. Han lo ad alt, hvad jeg sagde. Lige overfor mig sad +Malcolm og Lord Robert, med Lady Ver imellem sig. De saá begge gnavne +ud. Det varede længe, inden hun kunde faa dem muntre og elskværdige. +Jeg morede mig ikke. + +Da det var overstaaet, kom Lord Robert lige hen til mig. + +"Hvorfor er De saa lunefuld?" spurgte han. "Jeg vil ikke behandles +paa den Maade, De véd godt, at jeg kun er kommet her for Deres Skyld. +Vi er saa gode Venner -- eller var det. Hvorfor?" + +Aa, jeg vilde saa gerne sige, at jeg endnu var hans gode Ven, og at +jeg gerne vilde tale med ham. Han var saa bedaarende køn, og saa +velskabt, og der var det smukkeste Vredeslyn i hans blaa Øjne. + +Jeg kunde let nok have holdt mit Løfte nøjagtigt og dog have brudt +det i Aanden ved at lade ham underforstaa min Mening -- men saa lavt +kunde jeg naturligvis ikke handle, da jeg skulde være Lady Vers Gæst. +Saa saá jeg ud ad Vinduet og svarede koldt, at jeg var meget +venskabeligsindet imod ham, og at jeg ikke forstod ham, og saa vendte +jeg mig straks om til min gamle Herre og gik med ham ind i +Biblioteket. Jeg var saa kold, som jeg kunde være, uden at være rent +ud grov, men jeg havde hele Tiden en flov, tung Følelse om Hjertet. +Han saá saa vred og bebrejdende ud, og jeg vilde nødigt, at han +skulde tro, at jeg var lunefuld. + +Vi saá dem ikke igen før til Te, jeg mener Sportsmændene. Men Tetiden +paa Tryland er ikke hyggelig. Den er lige saa stiv som de andre +Maaltider. Lady Ver tillod ikke Lord Robert at forlade sig, og straks +efter Te begyndte de, der var i Dagligstuen, at spille Bridge, og det +blev de ved med, indtil Klokken ringede til Omklædning. + +Man skulde have troet, at Lady Katherine misbilligede Kortspil, men +jeg antager, at ethvert Menneske maa have én Modsigelse i sit Væsen, +for hun elsker Bridge, og spiller om de laveste Indsatser, som en +"fattig Eventyrer", som der staar i Bøgerne. + +Jeg kan ikke skrive alle Enkeltheder fra Resten af Besøget. Jeg var +ulykkelig, og det er Sandheden. Skæbnen syntes at modsætte sig, at +Lord Robert talte til mig -- selv naar han forsøgte paa det -- og jeg +følte, at jeg maatte være ekstra kold og afskyelig, fordi jeg -- +naa, jeg kan lige saa godt sige det -- synes, at han er saa +indtagende. Jeg saá ikke en eneste Gang paa ham gennem mine +Øjenvipper, og efter den følgende Dag prøvede han ikke engang paa at +faa en Forklaring. + +Han saá undertiden forbitret paa mig -- særligt naar Malcolm hang +over mig -- og Lady Ver sagde, at hans Humør var rædsomt. + +Hun var saa sød imod mig, at det næsten saá ud, som om hun gerne +vilde gøre godt igen, at hun ikke vilde lade mig lege med Lord +Robert. + +(Naturligvis vilde jeg ikke lade hende se, at jeg brød mig om det.) + +Endelig kom Fredag og den sidste Aften. + +Jeg sad i mit Værelse fra Te til Middag. Jeg kunde ikke længere +udholde Malcolm. Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnærmelser +ganske godt; men det Løfte, jeg havde givet ham, hang stadig over +Hovedet paa mig. Jeg afbrød ham, hver Gang han vilde forklare mig, +hvad det var, og indtil dette Øjeblik véd jeg det ikke, men det +afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med +indbildske Raad. Jeg véd ikke, hvad der vilde være sket, hvis jeg +ikke, da han lige efter Te blev saa rædsomt kærlig, var blevet +rasende og havde udslynget denne Bombe: + +"Jeg tror ikke et Ord af det, De siger -- De interesserer Dem i +Virkeligheden kun for Angela Grey." + +Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er +naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa. Det er +sandsynligvis en af disse Damer, som Fru Carruthers sagde, at alle +unge Mænd kendte. Hun kaldte dem deres Ungdoms Mæslinger og +Skoldkopper. + +Alle de gamle Herrer talte med mig, og det gjorde ogsaa de to andre +unge Mænd, men i de sidste Dage havde jeg ikke mit sædvanlige gode +Humør. Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord +Robert hen til Lady Ver -- hun havde stukket sin Haand ind under min +Arm. + +"Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg +har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en +eller anden Dame med, ikke sandt?" + +"Jeg skal prøve paa det," svarede Lady Ver, og hun saá ham lige ind i +Øjnene; saa vendte hun sig om til mig. "Jeg synes, det er grusomt at +lade Dem være alene, Evangeline," (hun kaldte mig næsten lige straks +Evangeline, det vilde jeg aldrig gøre overfor en Fremmed) "men det +kan vel ikke gaa an, at De gaar i Teatret endnu?" + +"Jeg holder meget af at være alene," sagde jeg, "jeg vil gaa tidligt +i Seng." + +Saa bestemte de, at de alle skulde spise til Middag hos hende, og da +jeg altsaa vidste, at jeg skulde se Lord Robert igen, sagde jeg ikke +engang Farvel til ham, han rejste med det første Tog. + +En Del af Gæsterne tog til London sammen med os. + +Min Afsked med Lady Katherine var koldt høflig. Jeg takkede hende +inderligt for den Venlighed, hun havde vist mig ved at indbyde mig. +Hun fornyede ikke sin Indbydelse; hun syntes formodentlig, at en ung +Pige som jeg, der skal sørge for sig selv, ikke var passende Selskab +for hendes Alterdugs- og Sløjdarbejdersker. + +Indtil nu -- sagde hun til Lady Ver -- havde Fru Carruthers +naturligvis opdraget mig meget omhyggeligt og passet godt paa mig, +men hun bifaldt ikke hendes Anskuelser. Og da hun nu havde gjort sit +Bedste for mig ved denne Lejlighed, idet hun reddede mig fra at være +alene med Hr. Carruthers, syntes hun, at det var alt, hvad man kunde +forlange af hende. Hun antog, at min Stilling i Fremtiden vilde +blive alt for lidt konventionel for deres Kreds! Lady Ver fortalte +mig dette med stor Munterhed. Hun var overbevist om, at det vilde +more mig -- det morede hende selv saa meget -- men det fik mig til at +tænke paa Historien om Drengene og Frøerne! + +Lady Ver strækker engang imellem en Klo frem, som kradser, medens hun +klukker af Latter. Maaske mener hun det ikke. + +Dette Hus er kønt og fuldt af nydelige Ting, saa vidt jeg har kunnet +se. Vi kom lige tidsnok til at klæde os om til Middag i flyvende +Fart. Jeg har et lille bitte Værelse paa fjerde Sal, ved Siden af de +tre Engle. Jeg kom først ned, og Lord Robert og Hr. Campion var i +Dagligstuen. Sir Charles Verningham er for Øjeblikket i Paris, saa +jeg har endnu ikke set ham. + +Lord Robert stod og klappede den ældste Engel paa Haaret, hun var +endnu ikke gaaet i Seng. Hun er noget af det yndigste, og saa høflig +og saa forskellig fra Mary Mackintosh' Børn. + +Han forestillede Hr. Campion for mig, og vendte saa tilbage til +Mildred -- Engelen. + +Pludselig fik jeg Lyst til at gøre Ulykker, det var Reaktionen efter +de sidste kedelige Dage, saa saá jeg op paa Hr. Campion gennem mine +Øjenvipper, og det havde den Virkning, som det altid har paa Folk, +han blev straks interesseret. Jeg véd ikke, hvorfor det gør dem saa +løjerlige. Jeg kan huske, at jeg første Gang lagde Mærke til det i +Skolestuen paa Branches. Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om +_le participe passé_ og følte mig meget _égarée_, da en af de gamle +Ambassadører kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op +med Hovedet lidt bøjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at +jeg havde de mærkeligste Øjne, han nogensinde havde set, og at det +Blik op under Øjenvipperne havde Fanden skabt! + +Nu vidste jeg allerede den Gang, at hvad Fanden har skabt, er +tiltrækkende, saa jeg har aldrig glemt det, skønt jeg den Gang kun +var femten Aar. Jeg besluttede altid, at jeg vilde prøve det, naar +jeg blev voksen og vilde sætte Sindet i Bevægelse hos nogen. Men naar +undtages Hr. Carruthers og Lord Robert, har jeg ikke haft megen +Chance for at forsøge det. + +Hr. Campion satte sig ved Siden af mig i Sofaen og begyndte straks +med at sige, at jeg burde gaa med dem i Teatret; jeg talte med min +Fløjlsstemme og sagde, at jeg var i alt for dyb Sorg, og han bad +næsten forvirret om Undskyldning. + +Han ser ganske godt ud, fiks og velklædt som Lord Robert, men han har +ikke den smukke Skikkelse. Vi talte sammen i omtrent ti Minutter. Jeg +sagde meget lidt, men han tog ikke sine Øjne fra mit Ansigt. Jeg +mærkede hele Tiden, at Lord Robert var nervøs og legede med en +Porcelænsko, som stod paa Bordet, og lige før Tjeneren meldte Fru +Fairfax, tabte han den paa Gulvet, og dens Hale knækkede af. + +Fru Fairfax er ikke køn; hun har rødlig-gyldent Haar med brune Rødder +og en meget mørk Hud, men det er nydeligt arrangeret -- Haaret, mener +jeg, og maaske ogsaa Huden, for fra Siden kan man se den røde Sminke +paa den. Det maa være kedeligt at være nødt til at gøre alt det, men +det er unægtelig bedre end at se ud som Mary Mackintosh. Der er ingen +rigtig Ligevægt i hende, noget af hende er enten for langt eller for +kort. Jeg kan godt lide at se alt paa sin rette Plads -- som i Lord +Roberts Skikkelse. Saa kom Lady Ver, og vi gik alle ned til Middag. +Fru Fairfax gjorde sig meget behagelig for hende. Lady Ver kan ikke +videre godt lide hende, fortalte hun mig i Toget, men hun var nødt +til at telegrafere til hende om at komme, da hun ikke med saa kort +Varsel kunde faa fat i en anden, som Hr. Campion kunde lide. + +"Det er en af den Slags Damer, som alle kender, og som ikke har Spor +af Stolthed," sagde hun. + +Men ikke engang, naar jeg virkelig bliver en Eventyrerske, vil jeg +være saadan. + +Middagen var meget livlig. + +Lady Ver er meget morsom, naar hun er borte fra sine stive +Slægtninge. Hun siger alt, hvad der falder hende ind. Fru Fairfax +blev vred, fordi Hr. Campion vilde tale med mig, men da jeg ikke +syntes videre godt om hende, brød jeg mig ikke om det, men morede +mig. Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at +tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig +og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende, +rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud -- det fik mig +til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham. Da vi +kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber +paa, kom Lord Robert tæt hen til mig og hviskede: + +"Jeg _kan_ ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De +behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De +saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af +mine Fingre, saa jeg kunde have skreget. + +Det gjorde mig vred. + +"Hvor tør De røre ved mig!" sagde jeg. "Det er, fordi De véd, at jeg +ingen har til at beskytte mig, at De tager Dem en saadan Frihed." + +Jeg følte, at mine Øjne flammede imod ham, men jeg havde en Klump i +Halsen; jeg vilde ikke være blevet fornærmet, hvis det havde været +enhver anden -- kun vred -- men han havde været saa ærbødig og +hensynsfuld imod mig paa Branches -- og jeg havde saa godt kunnet +lide ham. Derfor forekom det mig saa meget mere grusomt, naar han nu +var uforskammet. + +Han blev bleg, og al Vreden forsvandt fra hans Ansigt, og han saá saa +inderlig ulykkelig ud. + +"Aa! det maa De ikke sige!" sagde han med fortvivlet Stemme. "Jeg -- +aa, det er det eneste, som De véd ikke er sandt." + +Hr. Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og +sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt +Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert. + +"Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mødte hende +udenfor Dagligstuedøren. "Jeg véd, at det er skammeligt af mig at +forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsøge paa at more Dem. +De ser bleg ud, Barn -- Rejsen har vist trættet Dem." + +"Ja, jeg er træt," forsøgte jeg paa at sige med naturlig Stemme; men +det sidste Ord dirrede lidt, og Lord Robert var lige bagved mig, da +han var løbet op ad Trappen efter mig, saa jeg er bange for, at han +maa have hørt det. + +"Frøken Travers -- hør --" sagde han bønligt, men jeg gik videre op +ad Trappen, og Lady Ver lagde sin Haand paa hans Arm og drog ham med +sig ned, og da jeg kom op paa fjerde Sal, hørte jeg Gadedøren smække +i. + +Nu er de borte, og jeg er alene. Mit lille Værelse er hyggeligt, og +Ilden brænder klart. Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min +Dagbog, og det er altsammen meget rart -- men jeg føler mig saa +ulykkelig. + +Jeg vil ikke græde og være en dum Kujon. + +Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger _ikke_ over Fru +Carruthers Død -- maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var +med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke -- jeg -- aa -- det jeg vilde +ønske, er at -- at -- nej, jeg vil ikke engang skrive det. + +Godnat, Dagbog! + + + _Park Street 300_, + Onsdag den 23. Novbr. + +Hvor det er dumt at ønske sig Maanen! Men det er øjensynligt det, der +er i Vejen med mig. Her er jeg i et hyggeligt Hus, hos en elskværdig +Værtinde, og uden øjeblikkelig Pengemangel, og dog er jeg rastløs, og +sommetider ulykkelig. + +I de fire Dage, siden jeg kom her, har Lady Ver været saa venlig imod +mig og gjort sig al mulig Umage for at more mig og opmuntre mig. Vi +har kørt omkring i Butiker i hendes elektriske Brougham, og her har +hver Dag været elskværdige Mennesker til Lunch, og jeg har haft, hvad +jeg formoder er en _succés_. Det siger de da i det mindste. + +Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen +virkelige Følelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes, +som Fru Carruthers sagde. + +Lady Ver har været ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser +over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde +talt med Lord Robert, men han har ikke været her -- og det er jeg +glad over. + +Jeg er blevet meget gode Venner med Englene, de er søde og meget +velopdragne. Lady Ver forstaar sig øjensynlig meget bedre paa det end +Mary Mackintosh, skønt hun ikke taler paa den Maade. + +Jeg kan ikke tænke mig, hvad jeg skal gøre, naar jeg tager herfra. +Jeg antager, at denne Driven for Vind og Vove snart vil forekomme mig +ganske naturlig, men for Øjeblikket irriterer min nuværende Stilling +mig af forskellige Grunde. Jeg _hader_ at tænke paa, at Folk maaske +kun er venlige imod mig af Medlidenhed. Hvor det dog er dumt af mig! + +Lady Merrenden kommer til Lunch i Morgen. Jeg glæder mig til at se +hende, fordi Lord Robert sagde, at hun var saa elskelig. Gud véd, +hvad der er blevet af ham, siden han ikke har været her -- Gud véd. +Nej, jeg er _alt for_ taabelig. + +Lady Ver staar ikke op og drikker sin Morgente, saa jeg gaar ind til +hende i hendes Værelse og faar min paa en anden lille Bakke, og vi +taler sammen, og hun læser Brudstykker af sine Breve for mig. + +Der synes at være en Mængde Mennesker, som er forelskede i hende -- +det maa være morsomt. + +"Paa den Maade holder jeg bedre fast paa Charlie," sagde hun, "fordi +han indser, at han ejer det, som de andre Mænd gerne vil have." + +Hun siger ogsaa, at alle mandlige Væsener af Naturen er Kamphaner, de +sætter ikke Pris paa det, de opnaar let, og som de ikke har +Ulejlighed med at beholde. Man skal altid lade dem forstaa, at man er +væk som en Sneppe, hvis de et eneste Øjeblik slapper deres +Anstrengelser for at behage én. + +Naturligvis gives der en Mængde ganske almindelige, dagligdags +Ægteskaber, hvor Manden holder meget af sin Kone, men det faar ikke +hans Hjerte til at banke, og Lady Ver siger, at hun ikke kunde holde +det ud med en Mand, hvis Hjerte hun ikke kunde faa til at banke, naar +hun vilde. + +Jeg er nysgerrig efter at se Sir Charles. + +De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt +at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have +Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen. + +Jeg lærer en Masse Ting. + + + Aften. + +Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste +Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter +Lunch for at vente paa Lady Ver. Jeg havde mit Overtøj paa, og en +stor, sort Hat, som, det glæder mig at kunne sige det, er meget +klædelig. + +"Er De her?" udbrød han, da vi gav hinanden Haanden. + +"Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg. + +Han saá meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles +ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af +Interesse. Det vakte straks den Beslutning hos mig, at jeg vilde +forandre alt det. + +"Lady Verningham var saa venlig at indbyde mig til at tilbringe nogle +Dage hos hende, da vi forlod Tryland," sagde jeg stille. + +"Aa! saa bor De her! Jeg var ovre paa Tryland i Forgaars. Jeg fik en +omhyggeligt udarbejdet Indbydelse fra Lady Katherine til at 'spise +til Middag og sove roligt', der var ikke stort Selskab. Jeg tog kun +imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde træffe Dem." + +"Hvor det var pænt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem +ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?" + +"Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa +antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det +var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at træffe Dem." + +Jeg sagde igen, at det var pænt af ham, idet jeg slog Øjnene ned. + +Han talte ikke i et Par Sekunder, og jeg sad ganske stille. + +"Hvilke Planer har De?" spurgte han pludselig. + +"Jeg har ingen Planer --" + +"Men det maa De have -- det er latterligt -- De maa have taget en +eller anden Bestemmelse om, hvor De vil bo!" + +"Nej, det forsikrer jeg Dem, at jeg ikke har," sagde jeg roligt, +"naar jeg tager herfra paa Lørdag, vil jeg stige ind i en Droske og +tænke paa et eller andet Sted, hvor den kan køre mig hen, +formodentlig naar vi drejer om ad Park Lane." + +Han bevægede sig roligt, og jeg saá op paa ham under min Hat. Jeg véd +ikke, hvorfor han ikke mere er saa tiltrækkende for mig som i +Begyndelsen. Der er noget saa koldt og kynisk i hans Ansigt. + +"Hør engang, Evangeline," sagde han endelig, "der maa tages en +Bestemmelse for Dem -- jeg kan ikke tillade Dem at drive saaledes af +Sted for Vind og Vove. Jeg er jo mere eller mindre Deres Formynder -- +det maa De jo kunne forstaa." + +"Nej, det kan jeg slet ikke," svarede jeg. + +"De umulige lille Heks!" Han kom nærmere hen til mig. + +"Ja, Lady Verningham siger, at jeg er en Heks og en Slange og alle +Slags slemme, tiltrækkende Ting, og jeg vil gerne tage et eller andet +Sted hen, hvor jeg kan vise disse Egenskaber! England er kedeligt -- +hvad mener De om Paris?" + +Hvor det morede mig at udslynge disse Bemærkninger! De vilde aldrig +være faldet mig ind overfor nogen anden! + +Han gik én Gang op og ned i Stuen. Hans Ansigt var forstyrret. + +"De maa ikke tage til Paris -- alene. Hvor kan saadan noget falde Dem +ind?" spurgte han. + +Jeg svarede ikke. Han blev ude af sig selv. + +"Deres Faders Familie er allesammen døde, siger De, og De véd intet +om Deres Moders Slægtninge, men hvem var hun? Hvad hed hun? Maaske +kunde vi finde nogle af Deres Paarørende." + +"Min Moder kaldtes Frøken Tomkins," sagde jeg. + +"_Kaldtes_ Frøken Tomkins." + +"Ja." + +"Saa var det altsaa ikke hendes Navn -- hvad mener De?" + +Jeg hadede disse Spørgsmaal. + +"Jeg formoder, at det var hendes Navn. Jeg har aldrig hørt, at hun +havde noget andet." + +"Tomkins," sagde han, "Tomkins?" og han saá ransagende paa mig med +samme Mine som en Munk fra Inkvisitionen. + +Naar jeg vil, kan jeg være saa irriterende og ikke sige Folk det, de +gerne vil vide, og det varede temmelig længe, før han fik fravristet +mig de Kendsgerninger, som Fru Carruthers saa ofte havde slynget mig +i Ansigtet, naar hun var vred, at stakkels Mamas Fader var Lord +Brandreth og hendes Moder Vorherre maa vide hvem! + +"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slægtninge har, +ikke sandt?" + +Han satte sig i Sofaen. + +"Evangeline, der er ikke andet at gøre, De maa gifte Dem med mig," +sagde han. + +Jeg satte mig lige overfor ham. + +"Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa +lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!" +og jeg lo. + +"Hvad skal jeg gøre med Dem?" udbrød han vredt. + +"Ingenting!" Jeg lo endnu, og jeg saá paa ham med det Blik, som +"Fanden har skabt". Han kom hen til mig og tog min Haand med Magt. + +"Ja, De er en Heks," sagde han. "En Heks, som kaster Runer og +kuldkaster Beslutninger og Principper. Jeg besluttede at glemme Dem +og jage Dem ud af mit Liv -- De passer slet ikke til mig, véd De nok, +men saa snart jeg ser Dem, er jeg opfyldt af et eneste Ønske. Jeg +_maa_ have Dem for mig selv -- jeg har Lyst til at kysse Dem -- at +røre ved Dem. Jeg vil forhindre alle andre Mænd i at se paa Dem -- +hører De, Evangeline?" + +"Ja, jeg hører det," svarede jeg. "Men det har slet ingen Virkning +paa mig. De vilde blive rædsom som Ægtemand. Jeg véd, hvordan de alle +er!" og jeg saá op. "Jeg saá flere Slags paa Tryland, og Lady +Verningham har fortalt mig om de øvrige; saa jeg véd, at De ikke +vilde du til nogen Verdens Ting i den Rolle." + +Han kunde ikke lade være med at le, men han holdt endnu min Haand. + +"Beskriv de forskellige Typer for mig, at jeg kan se, hvilken der +vilde passe paa mig," sagde han med stor Alvor. + +"Der er Mackintosh-Arten -- ydmyg og vrøvlet, og en Slags +Underbarnepige," sagde jeg. + +"Det er ikke min Slags, er jeg bange for." + +"Saa er der Montgomerie-Arten, egenkærlig og grov og gerrig --" + +"Men jeg er ikke Skotte." + +"Naa -- nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring +og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne." + +"Men jeg vilde have en Kammertjener." + +"Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner! +Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én +proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom +ned!" + +"Sig mig, hvorledes en fuldkommen Ægtemand skal være, saa kan jeg +maaske lære det," sagde han. + +"Han skal betale alle Regningerne." + +"Det kunde jeg nok gøre." + +"Og han maa ikke blande sig i éns Foretagender. Og man maa være i +Stand til at faa hans Hjerte til at banke." + +"_Det_ kunde De gøre!" og han bøjede sig nærmere hen imod mig. Jeg +trak mig tilbage. + +"Og han skal gøre lange Rejser til Rocky Mountains i flere Maaneder +ad Gangen med Venner." + +"Nej, paa ingen Maade!" udbrød han. + +"Dèr kan De selv se!" sagde jeg, "det allervigtigste vilde De ikke +gaa ind paa. Det kan ikke nytte at tale mere om det." + +"Jo, det kan! De har ikke sagt halvt nok. -- Skal han ogsaa kunne faa +Deres Hjerte til at banke?" + +"De klemmer min Haand." + +Han slap den. + +"Skal han?" + +"Lady Ver sagde, at det kan ingen Ægtemand -- den Kendsgerning, at +han er det, holder éns Hjerte ganske roligt og faar ofte én til at +gabe -- men hun sagde, at det er ikke nødvendigt, saa længe man bare +kan faa hans til det, saa han gør alt, hvad man forlanger." + +"Banker Kvinders Hjerter da aldrig -- sagde hun Dem ikke det?" + +"Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar. De +banker uophørligt for -- aa -- for Folk, som ikke er Ægtemænd." + +"Det er altsaa Resultatet af Deres Iagttagelser? De har sandsynligvis +Ret; og jeg er en Daare." + +"I Gaar ved Lunch var der nogen, der sagde, at der var en smuk Dame i +Paris, hvis Hjerte bankede for Dem," sagde jeg og saá igen paa ham. + +Det gjorde Indtryk paa ham -- kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen +eller blev urolig -- men jeg saá, at det ramte. + +"Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere +til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?" + +"Jeg vil -- aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg; +"med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til +mig. Hvis De saa falder paa Knæ, vil jeg maaske række Dem mine +Fingerspidser!" og jeg gik henimod Døren, idet jeg nejede dybt for +ham. + +Han fo'r efter mig. + +"Evangeline," udbrød han, "jeg er i Reglen ikke voldsom, jeg er i +Virkeligheden snarere rolig, men De kunde gøre én fuldstændig gal, +det ender med, at en eller anden engang kvæler Dem -- Heks!" + +"Saa maa jeg hellere løbe min Vej for at redde min Hals," sagde jeg +og lo over Skulderen, medens jeg aabnede Døren og løb op ad Trappen, +og jeg kiggede paa ham over Rækværket, da han var kommet ud i +Vestibulen. + +"Farvel," raabte jeg, og uden at vente paa Lady Ver traskede han ned +ad Trappen og ud paa Gaden. + +"Evangeline, hvad _har_ De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i +hendes Værelse, hvor hendes Pige var ved at sætte hendes Slør fast +foran Spejlet, medens hun rystede ved det -- Lady Ver er undertiden +gnaven imod hende, meget værre end jeg er imod Véronique. + +"Evangeline, De ser uartigere ud end nogensinde, bekend straks." + +"Jeg har været saa god som Guld," sagde jeg. + +"Hvorfor funkler da de to Smaragder saadan, maa jeg spørge?" + +"De funkler af bevidst Dyd," sagde jeg uskyldigt. + +"De har været oppe at skændes med Hr. Carruthers. Gaa Deres Vej, +Welby! Dumme Kvinde, kan De ikke se, at Sløret tager fat i min Næse?" + +Welby gik ydmygt sin Vej (naar Lady Ver har været vred, sender hun +Welby i Teatret). Welby tilbeder hende. + +"Evangeline, hvor tør De! Jeg ser det altsammen. Jeg hørte lidt om +det af Robert. De har været oppe at skændes med den Mand, som De +netop maa gifte Dem med!" + +"Hvad véd Lord Robert om mig?" spurgte jeg. Jeg blev vred. + +"Ingenting, han sagde kun, at Carruthers beundrede Dem paa Branches." + +"Naa!" + +"Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers +Kælebørn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig før talt til en +ung Pige. De burde være taknemlig over, at vi har ladet ham se paa +Dem -- Vildkat! -- i Stedet for at skændes med ham, som jeg kan se, +De har!" Hun lo, medens hun lod, som om hun skændte paa mig. + +"Jeg kan da nok tillade mig den uskyldige Adspredelse," sagde jeg, +"jeg kan jo ikke gaa i Teatret!" + +"Fortæl mig om det," befalede hun og trampede med Foden. + +Men jeg har tidligere, i Fru Carruthers Tid, lært, at det er klogere +at beholde sine egne Sager hos sig selv -- saa forsvarede jeg mig +lidt og lo, og endelig kørte vi ud, uden at hun var blevet klogere. +Paa Vejen ind i Parken mødte vi en Afdeling af det tredie +Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted +hen, og dèr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer +-- han saá saa smuk ud -- og mit Hjerte begyndte pludselig at banke; +jeg kunde føle det, og jeg skammede mig, og det trøstede mig ikke at +tænke paa, at den Sindsbevægelse, som en Uniform fremkalder, ikke +indskrænker sig til Barnepiger alene. + +Det maa naturligvis have været Uniformen og den sorte Hest -- Lord +Robert betyder intet for mig. Men jeg kan ikke lide at tro, at jeg, +fordi Mamas Moder var af lav Herkomst, skulde have arvet disse +plebejiske Instinkter. + + + _Park Street 300_, + Torsdag den 24. Novbr. Aften. + +Lady Merrenden er saa nydelig -- hun har et af disse gode Ansigter, +som en stram Frisure i et Net ikke ødelægger. Hun er høj og yndefuld, +maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i Øjnene, som ligner Lord +Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sød imod mig og saá ikke ud, +som om hun mente, at jeg maatte være slet, blot fordi jeg har rødt +Haar, saaledes som ældre Damer i Almindelighed plejer. + +Jeg fik straks Lyst til at være god og elskværdig. Hun hentydede ikke +til min forladte Stilling eller sagde noget taktløst, men hun indbød +mig til Lunch, som om jeg kunde have været en Dronning og vilde gøre +hende en Ære ved at modtage Indbydelsen. Jeg kunde se, at Lady Ver af +en eller anden Grund ikke ønskede, at jeg skulde gaa dèr, og hun +fandt paa alle mulige Undskyldninger og sagde, at hun gerne selv +vilde beholde mig, men Lady Merrenden havde ogsaa af en eller anden +Grund bestemt, at jeg skulde komme, og hun ordnede til sidst, at det +skulde være paa Lørdag, naar Lady Ver tager ned til Northumberland +til sin Fader, og jeg tager -- hvorhen? Ak, det véd jeg ikke endnu! + +Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar +eller Tilbøjelighed for Bridge var kedelige, og hun røg tre +Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. (Welby +skal igen i Teatret i Aften.) + +Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig. Hun var for +første Gang lige ved at bide Hovedet af mig, og saa tav hun, men lidt +efter begyndte hun at tale og sætte sig i Sofaen paa den klædeligste +Maade -- vi var i hendes Dagligstue, der er meget køn, med blaa Silke +og franske Møbler og mange smukke Ting. Hun sagde, at hun var +forkølet og maatte blive hjemme. Hun havde straks skiftet Dragt -- +men jeg kunde ingen Hoste høre. + +"Charlie har lige telegraferet, at han kommer i Aften," sagde hun til +sidst. + +"Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte +til at banke." + +"Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at +De skal være elskværdig imod ham og more ham og drage hans +Opmærksomhed bort fra mig som en sød Pige, Evangeline," kurrede hun. +"Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag! Jeg vilde ønske, jeg kunde +gaa en Tur i Parken," tilføjede hun. + +Jeg indsaa, at det vilde være grusomt at drille hende mere, og saa +meddelte jeg hende, at det var min Hensigt at gaa ud at spadsere med +Englene. + +"Ja, det vil De have godt af, kære Barn," sagde hun fornøjeligt, "saa +vil jeg hvile mig her og pleje min Forkølelse." + +"De har indbudt mig til Te i Barnestuen," sagde jeg, "og jeg har sagt +Ja." + +"De er en Juvel, Slangepige!" sagde hun og lo -- hun er ikke dum. + +"Kender De Torquilstones Historie?" spurgte hun, da jeg var lige ved +at gaa ud af Døren. + +Jeg kom tilbage -- jeg kan ikke begribe hvorfor, men det +interesserede mig. + +"Roberts Broder -- Halvbroder, mener jeg -- Hertugen, er Krøbling, +véd De nok, og han er ogsaa forrykt paa et Punkt -- deres blaa Blod. +Han vil aldrig gifte sig, og han kan næsten tage alt fra Robert, +undtagen akkurat Titlen, hvis han gør ham imod." + +"Ja," sagde jeg. + +"Torquilstones Moder var en af Familiens Stuepiger, den gamle Hertug +giftede sig med hende, før han var enogtyve, og hun gik heldigvis til +sine øllede Fædre omtrent et Aar efter, og saa, længe efter, giftede +han sig med Roberts Moder, Lady Ethelrida Fitz Walter -- der er +seksten Aar imellem dem -- Robert og Torquilstone, mener jeg." + +"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han +selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg. + +"Det er netop Sagen. Han synes, det er en saadan Vanære, at han +siger, at han, selv om han ikke var pukkelrygget, aldrig vilde gifte +sig og overføre denne Skamplet til de fremtidige Torquilstoner -- +hvis Robert gifter sig med en Kvinde, der ikke har en Stamtavle, der +er god nok til at tilfredsstille en østrigsk Prins, vil han gøre ham +arveløs og efterlade hver _sou_ til Velgørenheden." + +"Stakkels Lord Robert," sagde jeg, men jeg følte, at mine Kinder +brændte. + +"Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte +sig, før hans Broder er død; der findes næsten ikke et eneste +passende Parti for ham i England." + +"Det er nu alligevel ikke saa sørgeligt," sagde jeg, "den meget +behagelige Rolle som 'de gifte Damers Kælebarn' staar ham altid +aaben, ikke sandt?" og jeg lo. + +"Lille Kat!" men hun var ikke vred. + +"Jeg har sagt Dem, at jeg kun kradser, naar man har kradset mig +først," sagde jeg og gik ud af Stuen. + +Englene var gaaet ud paa deres Tur, og Véronique maatte gaa med mig i +Begyndelsen, indtil jeg havde fundet dem. Vi gik hurtigt ned ad +Gaden, da vi kunde se deres blaa Fløjls Pelse paa Frastand; pludselig +mødte vi Hr. Carruthers. + +Han standsede og vendte om med mig. + +"Evangeline, jeg var saa vred paa Dem i Gaar," sagde han, "jeg var +lige ved at rejse fra London og overlade Dem til Deres Skæbne, men +nu, da jeg har set Dem igen --", han tav. + +"Saa synes De, at Paris ligger langt borte!" sagde jeg uskyldigt. + +"Hvad har de fortalt Dem?" spurgte han strengt, men han følte sig +ikke rigtig tilfreds. + +"De har sagt, at det er en dejlig November, og at Børsen ikke er et +Sted, hvor man kan spille, og at hvis de ikke havde Bridge, vilde de +alle begaa Selvmord! Det er det, vi taler om i Park Street." + +"De véd meget godt, hvad jeg mener, hvad har de fortalt Dem om mig?" + +"Ikke andet, end at der er en henrivende fransk Dame, som tilbeder +Dem, og som De holder forfærdelig meget af -- og jeg sympatiserer med +Dem -- jeg kan godt lide franske Damer, de sætter deres Hatte saa +nydeligt." + +"Hvilken latterlig Sladder -- jeg tror ikke, at Park Street er et +godt Sted for Dem at bo. Jeg troede, De var for fornuftig til at høre +efter den Slags Snak." + +"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og +ventede paa Véronique, som ærbødigt var blevet staaende bagved -- hun +kom tøvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun føler, +at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers. + +Skulde hun løbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede +paa Englene, der gik forude. + +"Ja, gør det," sagde Hr. Carruthers, og før jeg kunde forhindre det, +var hun væk. + +Forræderske! Hun tænkte paa sin egen behagelige Stilling paa +Branches, véd jeg nok. + +Den skarpe, friske Luft steg mig til Hovedet. Jeg følte mig glad og +sorgløs. Jeg sagde Masser af Ting til Hr. Carruthers, akkurat som jeg +engang havde gjort til Malcolm, men dette var meget morsommere, +fordi Hr. Carruthers ikke er en rødhaaret Skotte og ikke er +tykhovedet. + +Da vi var kommet ned til Enden af Gaden, mødte vi Lord Robert, der +kom gaaende i Ro og Mag henimod os. Han saá saa trist ud som Natten, +da han fik Øje paa os. + +"Halløj, Bob!" sagde Hr. Carruthers venligt. "Det er Aarhundreder +siden jeg har set dig -- vil du komme og spise til Middag med mig i +Aften? Jeg har en Loge i Operaen, og jeg er ved at forsøge paa at +overtale Frøken Travers til at komme med. Hun siger, at Lady +Verningham ikke er optaget i Aften, det véd hun, og saa kan vi spise +til Middag i Stilhed og gaa derhen allesammen, synes du ikke ogsaa?" + +Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilføjede: "Frøken +Travers har aldrig før villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt +for dyb Sorg." Han syntes bedrøvet. + +"Jeg vil sidde bag i Logen, dèr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg +holder saa meget af Musik." + +"Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks," +sagde Hr. Carruthers. + +Lord Robert sagde, at han var paa Vej dèr hen, og han skulde nok sige +det. + +Det vidste jeg! Det var ikke for ingenting, at hun havde den blaa +Eftermiddagskjole paa med de lyserøde Roser, og Kniplingskappen, og +den slemme Forkølelse. (Det vilde jeg ønske, at jeg ikke havde +skrevet, det er ondskabsfuldt af mig, og i Reglen er jeg ikke +ondskabsfuld. Det maa være Østenvinden.) + + + + +LORD ROBERT PAADRAGER SIG EN FARLIG FORKØLELSE. + + Alle Kvaler og al Sjæleangst tilhører Fremtiden. Kærlighed er en + Gud, og naar han nærmer sig sit Rige, taaler han ingen Rival. + + _Theodoras Ægteskab._ + + + Torsdag Aften den 24. Novbr. + +"Nu, da De har indladt Dem paa dette," sagde Lady Ver, da jeg vovede +mig ind i hendes Dagligstue, omtrent Klokken seks, for jeg hørte ikke +Stemmer der inde fra (Hr. Carruthers havde fulgt mig til Døren efter +vor Spadseretur, og jeg havde været til Te hos Englene lige siden) -- +"da De nu har indladt Dem paa at tage til denne Opera, saa bliver De +ogsaa nødt til at spise til Middag hos Willis med os. Jeg vil ikke +være hjemme, naar Charlie kommer fra Paris. Paa en blæsende Dag som +denne er jeg sikker paa, at hans Humør er umuligt." + +"Ja, det kan jeg godt," sagde jeg. + +Naar alt kommer til alt, hvad kan det saa nytte, at en Eventyrerske +som jeg har fine Følelser. + +"Jeg tager hjemme fra Klokken tre Kvarter til syv. Det vil jeg lade +Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg fløj af +Sted for at klæde mig om. + +I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende +Væsen, som hun er om Aftenen -- hun behøver ikke at gøre meget, for +hun er yndig af Naturen, men hun roder og trættes med Welby, for at +adsprede sig, antager jeg. + +Men i Aften, i sin Rædsel for en Ægtemand, der skulde komme Klokken +syv, fra en kold Overfart over Kanalen, var hun helt færdig paaklædt +og nede i Vestibulen, da jeg kom der ned præcis Klokken tre Kvarter +til syv, og i en Haandevending var vi af Sted og rullede i Automobil +til Willis. Jeg har kun været der én Gang før, og det var til Lunch, +i Fru Carruthers Tid, med en eller anden af Ambassadørerne, og det er +morsomt at komme paa en Restaurant om Aftenen. Jeg var mere nervøs, +end jeg nogensinde i mit Liv havde været, men hvilken Situation var +det ikke ogsaa. + +Lord Robert _fruit défendu_! og Hr Carruthers _empressé_, og de +skulde begge holdes indenfor de rette Grænser! + +Det var mere end tilstrækkeligt til at give en ung Pige paa seksten +Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den +gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig +vanskeligt Stykke Arbejde. + +De ventede paa os lige indenfor Døren, og jeg lagde igen Mærke til, +at de begge er meget kønne, og at de begge saá ualmindelig +destingverede ud. + +Lady Ver nikkede til en Mængde Mennesker, før vi indtog vore Pladser +i et lille hyggeligt Hjørne. Det maa være behageligt for hende at +have saa mange Venner. I en af vore Samtaler sagde hun noget, der lød +saa sandt, og det kom jeg til at tænke paa. + +"Det er klogere at gifte sig med det Liv, man holder af, fordi +Manden, naar der er gaaet en kort Tid, er én ligegyldig." Det har hun +øjensynlig gjort -- men jeg vilde ønske, at det var muligt at faa +begge Dele -- Manden og Livet! -- Naa, vi faar at se! + +Man maa sidde temmelig tæt ved hinanden i disse Sofaer, og da Lord +Robert ikke var Vært, blev han sat ved Siden af mig. Jeg var +overordentlig glad, til Trods for, at jeg havde en næsten højhalset +Kjole paa, og ikke engang nogle Violer! + +Det var frygtelig vanskeligt ikke at tale venligt med min Nabo. Hans +Ligefremhed og Jevnhed er saa indtagende, men jeg gjorde alt, hvad +jeg kunde, for at koncentrere mig om Christopher og lade være med at +tale med ham -- men jeg véd ikke hvorfor -- Fornemmelsen af, at han +var mig saa nær, fik mig til at føle -- jeg véd ikke hvad. Men jeg +talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke +holdt Ord, skønt hun selv, uden at tænke over det, drog mig ind i en +venskabelig Samtale, og saa saá Lord Robert ud som en lykkelig +Skoledreng. + +Vi havde det dejligt. + +Hr. Carruthers er en fuldkommen Vært. Han har de gamle Diplomaters +hele glatte, udsøgte Væsen, uden at have deres forlorne Tænder og +saadan noget, jeg vilde ønske, at noget indeni mig vilde lade mig +føle, at det var min Pligt at gifte mig med ham, men hver Gang jeg +vil tale med mig selv om det, er der noget, der farer op og siger: +"Absolut umuligt." + +Da vi skulde til at tage af Sted til Operaen, sagde Lady Ver: "Hr. +Carruthers vil tage Dem med i sin Vogn, Evangeline, saa passer Robert +paa mig. Kom saa, Robert!" Han tøvede. + +"Jeg vil forfærdelig gerne tage Dem med, Lady Ver," sagde han, "men +vil det ikke se lidt underligt ud, at Frøken Evangeline kommer alene +med Christopher. Tænk paa hans Rygte!" + +Lady Ver sendte ham et flammende Blik og steg ind i sit Automobil, +medens Christopher uden Tøven hjalp mig ind i sin Vogn. Lord Robert +og jeg var to Marionetter, en Rolle, som jeg ikke holder af at +spille. + +Jeg var meget vred. Hun vilde ikke have vovet at sende mig af Sted +paa den Maade, hvis jeg havde været en vigtigere Person. Hr. +Carruthers steg ind og svøbte sit Zobelskind omkring mig. I lang Tid +sagde jeg ikke et Ord, og Covent Garden er ikke saa langt borte, +sagde jeg til mig selv. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg havde en +Følelse af _malaise_. + +Der var et underligt Udtryk i hans Ansigt, da en stor Lygte kastede +sit Lys paa det. "Evangeline," sagde han med en Stemme, jeg ikke +havde hørt før, "hvornaar vil De holde op med at lege med mig -- jeg +er ved at komme til at elske Dem, hører De!" + +"Det gør mig ondt at høre det," sagde jeg blidt. "Jeg vil ikke gerne +have, at De skal det -- aa! gør det ikke!" Han tog min Haand. "Jeg -- +jeg -- hvis De blot vidste, hvor jeg hader, at nogen rører ved mig!" + +Han lænede sig tilbage og saá paa mig. Der er noget, der stiger lidt +til Hovedet, naar man er alene med et Menneske om Aftenen i en Vogn +med smukke Skindtæpper. Med Lysene, der skinner ind ad Vinduerne, og +saa den svage Duft af en god Cigar. Jeg var frygtelig nervøs. Hvis +det havde været Lord Robert, saa tror jeg -- naa -- + +Han bøjede sig meget nær hen til mig. Det var, som om han det næste +Øjeblik vilde kysse mig -- og hvad skulde jeg saa gøre, jeg kunde da +ikke skrige eller springe ud midt i Leicester Square, vel? + +"Hvorfor kalder De mig Evangeline?" sagde jeg for at afvise ham, "det +har jeg aldrig sagt, at De maatte." + +"Taabelige Barn -- jeg kalder Dem, hvad jeg har Lyst til. De gør mig +gal -- jeg véd ikke, hvad De er født til. Har De altid den Virkning +paa Folk?" + +"Hvilken Virkning?" spurgte jeg for at vinde Tid, vi var næsten +kommet til Long Acre. + +"En Virkning, der faar én til at miste al Selvbeherskelse. Jeg føler, +at jeg vilde give min Sjæl for at kunne holde Dem i mine Arme." + +Jeg sagde, at jeg ikke syntes, det var pænt eller ærbødigt af ham at +tale saadan, og at jeg fandt en saadan Kærlighed oprørende. + +"I Deres lyse Øjeblikke siger De, at jeg aldeles ikke passer til Dem +-- De forsøger paa at holde Dem borte fra mig, og saa, naar De +kommer i Nærheden af mig, begynder De at sige alt det Vrøvl! Jeg +synes, at det er en Fornærmelse!" sagde jeg vredt og ringeagtende. +"Naar jeg vækker Hengivenhed og Kærlighed hos nogen, skal jeg høre +paa dem, men paa Dem og paa dette -- aldrig!" + +"Bliv ved!" sagde han, "selv i dette dunkle Lys ser De smuk ud, naar +De er vred." + +"Jeg er ikke vred," svarede jeg, "men kun saa inderlig led ved det +hele." + +Nu var vi Gudskelov kommet ind i Vognrækken lige ved Operahuset. Men +Hr. Carruthers syntes ikke at lægge Mærke til det. + +"Søde Barn," sagde han, "jeg vil forsøge paa ikke at ærgre Dem, men +De er saa forfærdelig udæskende. Og jeg siger Dem, at ingen Mand i +Verden vilde finde det let at være kold overfor Dem." + +"Aa! jeg véd ikke, hvad det er at være kold eller ikke kold!" sagde +jeg træt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som +Malcolm Montgomerie bliver løjerlig paa samme Maade!" + +Han lænede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede +Knægt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!" + +"Gudskelov, nu er vi der!" udbrød jeg, da vi kørte ind under +Søjlegangen, og jeg drog et Lettelsens Suk. + +Mænd er virkelig utaalelige og kedsommelige, og hvis jeg altid skal +være nødt til at finde mig i den Slags Scener, fordi jeg har rødt +Haar, saa vilde jeg næsten ønske, at det var musegraat som Cicely +Parkers. Fru Carruthers sagde ofte: "Du skal ikke tro, Evangeline, at +du kommer til at føre et roligt Liv med din Farvesammensætning -- det +eneste man maa haabe, er, at du vil skrue dit Hoved fast." + +Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i +det Sekund jeg saá dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord +Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde været saa muntert +og godmodigt, saá nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den +mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen. + +Lady Ver saá triumferende ud; hendes Øjne skinnede med store, sorte +Punkter midt i, og der var saadanne kønne lyserøde Pletter paa hendes +Kinder, hun saá yndig ud, og jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg +syntes pludselig, at jeg hadede hende. Det var afskyeligt af mig, for +hun var saa venlig og anbragte mig i Hjørnet, bag Gardinet, hvor jeg +kunde se uden at blive set, det var temmelig langt tilbage, medens +hun og Lord Robert sad helt foran. Det var Operaen "Carmen". Jeg +havde aldrig hørt den før. + +Musik har en saadan Virkning paa mig -- hver Tone synes at vække en +indre Bevægelse i mig. Jeg føler mig slet eller god, eller henrykt, +eller -- eller -- aa, en underlig Følelse, som jeg ikke véd hvad er +-- en Slags elektrisk Strøm ned ad Ryggen, og som om -- som om jeg +gerne vilde elske nogen, og at de skulde kysse mig. Aa! det lyder +aldeles rædselsfuldt, det jeg har skrevet -- men jeg kan ikke gøre +for det -- det er den Virkning én Slags Musik har paa mig, og jeg har +altid sagt, at jeg vilde sige Sandheden her. + +Lige fra den første Tone indtil Slutningen følte og følte jeg. Aa, +hvor jeg forstaar hende -- Carmen! -- Den forbudne Frugt tiltrak +hende saadan -- den smukke, slette, fortryllende Slange. Jeg havde +ogsaa Lyst til at danse og til at bevæge mig paa den Maade, og maaske +skælvede jeg ubevidst. Jeg var kold som Is og frygtelig spændt. Lord +Roberts smukke Hoved forhindrede mig af og til i at se. Hvor han er +vidunderlig velskabt, og man kan med et eneste Blik se, at _hans_ +Moder ikke har været Stuepige. Jeg har aldrig set nogen se saa +højbaaren ud. + +Lady Ver talte til ham med en dæmpet, kurrende Stemme efter første +og anden Akt, og endogsaa da tredie Akt var begyndt. Han syntes at +være meget mere optaget af hende, end han plejede at være. Det -- det +saarede mig -- det og Musiken og Dansen, og Hr. Carruthers, der af og +til hviskede lidenskabelige Ord til mig, selv om jeg ikke hørte efter +dem, bevirkede alt i alt, at jeg ogsaa følte en Slags Vanvid. + +Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder. +Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og +Bebrejdelse, og -- aa, hvor det gør mig ondt! -- Ringeagt! +Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig, +i en kærlig Stilling. + +Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at +visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad. Det vækkede en +eller anden Djævel inde i mig. Hvad havde jeg gjort, at jeg saaledes +skulde tilintetgøres? Jeg handlede fuldkommen ærligt -- idet jeg +holdt mit Ord til Lady Ver, og aa! det var, som om det knuste mit +Hjerte. + +Men det Blik fra Lord Robert drev mig til Fortvivlelse, og ethvert +Instinkt, jeg ejer til at være ond og tiltrækkende, kom op i mig. Jeg +bøjede mig over til Lady Ver, saa jeg kom nærmere hen til ham, og jeg +gjorde smaa Bemærkninger til hende uden at sige et eneste Ord til +ham, men jeg flyttede min Stol, saa den stod saaledes, at han ikke +kunde undgaa at se mig, og jeg bevægede mine Skuldre ganske lidt til +den spanske Musik. Aa, jeg kan ogsaa danse som Carmen! Fru Carruthers +lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se +det. + +Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et +Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han. + +Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen. + +Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i +Carmens. Det lyder højtravende, men jeg mener det -- det var en +pludselig kold Følelse, som om alt var dødt. Lady Ver vendte sig +ærgerlig om til Christopher. "Hvad i Alverden er der i Vejen med +Robert?" sagde hun. + +"Der er et persisk Ordsprog, som siger, at en Djævel smutter ind +mellem to Vinde," sagde Christopher; "det er maaske det, der er +hændet i denne Loge i Aften." + +Lady Ver lo bittert, og jeg sad der stille som Døden. Og Musiken og +Komedien fortsattes hele Tiden paa Scenen. Jeg er glad over, at hun +bliver myrdet til Slutning, glad --! Men jeg vilde gerne have set +Blodet flyde. Jeg er vild -- vild -- sommetider. + + + _Park Street 300_, + Fredag Morgen den 25. Novbr. + +Nu forstaar jeg først, hvad Meningen er med _Støv og Aske_ -- for det +er, hvad jeg følte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter +"Carmen". + +Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende, +saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen, +medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet. Dèr sad han -- en +underlig, høj, mager Mand, med lyst Haar og bedrøvede, fortrædelige +brune Øjne, og en Næse, der var tilbøjelig til at blive rød paa +Tippen -- han saá i det hele taget ud, som om han havde en daarlig +Fordøjelse. Han sad foran en _Daily Telegraph_, der var stillet op +imod Tepotten, og der laa noget kold, urørt Fisk paa hans Tallerken. + +Han saá meget forbavset ud, da jeg kom ind i Stuen. + +"Jeg -- jeg er Evangeline Travers," sagde jeg. + +Han sagde kejtet Goddag; man kunde se, at han ingen Anelse havde om, +hvad det vilde sige. + +"Jeg bor her," fortsatte jeg, "vidste De ikke det?" + +"Vil De saa ikke have noget at spise? Fisken er kold, er jeg bange +for," tvang Høfligheden ham til at sige. "Nej, Janthe skriver aldrig +til mig -- jeg havde ikke hørt fra hende i fjorten Dage, og jeg har +ikke set hende endnu." + +Gode Manerer er blevet trommet ind i mig fra min tidligste Barndom, +og jeg sagde høfligt: "De kom først fra Paris sent i Aftes, ikke +sandt?" + +"Jeg kom omtrent Klokken syv, tror jeg," svarede han. + +"Vi maatte gaa saa tidligt, vi skulde i Operaen," sagde jeg. + +"En Wagner, der begynder paa en urimelig Tid, antager jeg," mumlede +han fraværende. + +"Nej, det var 'Carmen' -- men vi spiste først til Middag med min -- +min -- Formynder, Hr. Carruthers." + +"Aa." + +Vi spiste begge i nogen Tid -- Teen var grønligt sort -- og lunken -- +det er intet Under, at han er dyseptisk. + +"Mon Børnene er hjemme?" spurgte han lidt efter. + +"Ja," svarede jeg, "jeg var inde hos dem, før jeg kom ned." + +I samme Øjeblik kom de tre Engle styrtende ind i Stuen, og de gik +pænt hen og omfavnede deres Fader. Men de syntes ikke at tilbede ham, +som de tilbeder Lady Ver. + +"Godmorgen, Papa," sagde den ældste, og de andre to gentog det i Kor. +"Vi haaber, du har sovet godt og har haft en behagelig Rejse over +Søen." + +De var øjensynligt blevet instruerede udenfor. + +Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende. + +"Lille, søde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra +Paris?" + +"Og jeg vil gerne have en med rødt Haar, ligesom Evangeline," sagde +Yseult, den yngste. + +Sir Charles syntes at kede sig og finde Situationen ubehagelig; han +kyssede sine tre nydelige smaa Dresdener Porcelænsdukker, der lignede +ham, og dog ikke lignede ham -- de har Lady Vers Hudfarve, men brune +Øjne og gyldent Haar ligesom hans. + +"Ja, bed Harbottle om Pakkerne," sagde han. "Jeg har ingen Tid til at +tale med jer -- sig til jeres Moder, at jeg kommer hjem til Lunch," +og idet han gjorde en Undskyldning, fordi han gik saa pludselig -- +han skulde til et Møde i City -- forsvandt han ud af Stuen. + +Jeg gad vide, hvorledes Lady Ver faar hans Hjerte til at banke. Jeg +kan godt forstaa, at hun foretrækker -- Lord Robert. + +"Hvorfor er Papas Næse saa rød?" spurgte Yseult. + +"Ti dog stille!" bad Mildred. "Stakkels Papa er kommet fra Søen." + +"Jeg holder ikke saa meget af Papa," sagde Corisande, den mellemste. +"Han er gnaven, og sommetider faar han den søde Mama til at græde." + +"Vi maa altid elske Papa," sagde Mildred med en Stemme, som om hun +fremsagde en Lektie. "Vi maa altid elske vore Forældre, og +Bedstemoder, og Bedstefader, og Tanter og Kusiner -- Amen." Dette +"Amen" smuttede uforvarende ud, og hun saá forvirret ud og rettede +sig selv, da hun havde sagt det. + +"Lad os gaa og finde Harbottle, Harbottle er Papas Kammertjener," +sagde Corisande, "og han er meget mere opmærksom end Papa. Sidste +Gang bragte han mig en højlandsk Drengedukke, skønt Papa havde glemt, +at jeg havde bedt om den." + +De gik alle tre ud af Stuen, først kyssede de mig, og saa nejede de +sødt, da de kom hen til Døren. De er aldrig uhøflige eller støjende +-- de tre Engle, jeg holder meget af dem. + +Da jeg blev alene, følte jeg mig som en død Fisk. Mine Øjne faldt paa +Spalten "London fra Dag til Dag" i _Daily Telegraph_, og jeg saá +ligegyldigt ned ad den -- uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg +læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St. +James, fra Udlandet." + +Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved? Lord +Robert havde mødt os igen, i Forhallen, da vi kom ud fra Operaen; han +saá meget bleg ud, og han gjorde Lady Ver en Undskyldning, fordi han +var gaaet saa pludselig bort. Han var blevet forkølet, sagde han, og +var gaaet ud for at faa et Glas Cognak, og nu havde han det helt +godt, og vilde vi nu ikke komme med og spise til Aften, og mange +andre elskværdige Ting, medens han saá paa hende med den inderligste +Hengivenhed -- det var, som om jeg ikke eksisterede. + +Hun var lunefuld, som hun sommetider er. "Nej, Robert, jeg vil i +Seng. Jeg er ogsaa blevet forkølet," sagde hun. + +Og da Tjeneren i samme Øjeblik meldte Automobilet, fløj vi af Sted og +forlod dem. Christopher havde knappet min Zobelskindskrave med en +Besiddermine, der til enhver anden Tid vilde have irriteret mig ud +over alle Grænser, men jeg følte mig kold og død og fuldkommen +følelsesløs. + +Lady Ver sagde ikke et Ord paa Vejen hjem, og hun kyssede mig køligt, +da hun gik ind i sit Værelse -- saa raabte hun ud: + +"Jeg er træt, Slangepige -- tro ikke, at jeg er gnaven -- Godnat!" og +jeg gik op i Seng. + +I Morgen er det Lørdag, og mit Besøg her er forbi. Efter min Lunch +hos Lady Merrenden er jeg en Vandrer paa Jordens Overflade. + +Hvor skal jeg vandre hen -- jeg føler, at jeg gerne vil gaa bort +alene -- bort til et Sted, hvor jeg ikke ser et menneskeligt Væsen, +der er engelsk. Jeg vil gerne glemme, hvordan de ser ud -- jeg vil +ikke se deres velformede Hoveder -- jeg vil, aa, jeg véd ikke, hvad +jeg vil. + +Skal jeg gifte mig med Hr. Carruthers? Han vilde spise mig op, og saa +tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker -- men saa kunde jeg +leve det Liv, jeg holder af -- og Carruthers Smaragderne er smukke -- +og jeg elsker Branches -- og -- og -- + +"Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frøken," sagde en Tjener. + +Saa gik jeg op ad Trappen. + +Lady Ver sad i et halvmørkt Værelse, der var rullet bløde, lyserøde +Gardiner ned bagved de halvt sammentrukne blaa Silkegardiner. + +"Jeg er saa forfærdelig tung i mit Hoved, Evangeline," sagde hun. + +"Saa vil jeg stryge Dem over Haaret," og jeg satte mig op ved Siden +af hende og begyndte at stryge hende over Panden med mine +Fingerspidser. + +"De er virkelig sød, Slangepige," sagde hun, "og De kan ikke gøre ved +det." + +"Hvad kan jeg ikke gøre ved?" + +"At De er en Heks. Jeg vidste, da jeg første Gang saá Dem, at De +vilde gøre mig Fortræd, og jeg forsøgte paa at beskytte mig ved at +være venlig imod Dem." + +"Aa, kære Lady Ver," sagde jeg dybt rørt, "jeg vilde ikke for alt i +Verden gøre Dem Fortræd, og De miskender mig virkelig; jeg har holdt +mit Løfte, baade bogstavelig og -- i Aanden." + +"Ja, det véd jeg, at De har, bogstaveligt, i det mindste -- men +hvorfor gik Robert ud af Logen i Aftes?" spurgte hun træt. + +"Han sagde jo, at han var forkølet, ikke sandt?" svarede jeg sagte. +Hun slog Hænderne lidenskabeligt sammen. + +"Forkølet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv været +forkølet," sagde hun. "Aa, han er det kæreste, kæreste Væsen i +Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og +hæderligt. Han er ikke lastefuld, han er ikke lapset, og han kender +Verden, og han lever i den, som alle vi andre, og dog begynder han +ikke med at tro, at enhver Kvinde er et let Bytte, og underminerer +den Smule Selvagtelse, hun maaske har tilbage." + +"Ja," sagde jeg, jeg kunde ikke finde andet at sige. + +"Hvis jeg havde haft saadan en Mand, vilde jeg aldrig have gabet," +vedblev hun, "og desuden er Robert alt for bydende skinsyg til at +lade én more sig med en anden." + +"Ja," sagde jeg igen, og blev ved med at stryge hendes Pande. + +"Han har ogsaa Følelse -- han er ikke dagligdags og brutal -- og aa, +De skulde se ham paa en Hest, han er alt for smuk, alt for smuk!" Hun +strakte sine Arme ud med en træt Bevægelse, der var patetisk og rørte +mig. + +"De har vel kendt ham meget, meget længe?" sagde jeg blidt. + +"Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sæson. For tidligere +havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun +sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til +mig. Han har altid været sød og kær og har behandlet mig som en +Dronning, som om jeg stod for højt til det, og han har altid gjort, +som han selv vilde, og ikke brudt sig en Døjt om andres Mening. Jeg +har ofte gerne villet have, at han skulde gøre Kur til mig. Men nu +forstaar jeg, at det ikke kan nytte. Men De skal ikke have ham, +Slangepige! Jeg fortalte ham, medens vi kørte til Operaen, at De var +kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg +ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald +være min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu +holde Dem til Deres Løfte." + +Jeg sagde ingenting. + +"Hører De, jeg siger, at _De_ vilde knuse hans Hjerte. Han vilde kun +være i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Kærlighed, +som enhver anden Kvinde vilde dø for, men De -- De er Carmen." + +I alt Fald skal hverken _hun_ eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg +er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt: + +"Carmen blev dræbt." + +"Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djævelske Dæmon!" +Saa skiftede hendes Lune, og hun lo. + +"Saá De Charlie?" spurgte hun. + +"Vi drak Te sammen i Morges!" + +"En fornøjelig Person, ikke sandt?" + +"Nej," sagde jeg, "han saá gnaven og syg ud." + +"Syg!" sagde hun med en Skygge af Ængstelse. "Aa, De mener +dyseptisk." + +"Maaske." + +"Naa, det gør han altid, naar han kommer fra Paris. Hvis De kunde gaa +ind i hans Stue og se den Række Fotografier, der staar paa hans +Kaminhylde, kunde De maaske gætte hvorfor." + +"Billeder af 'Sole Dieppoise' og 'Poulet à la Victoria aux truffes', +uden Tvivl," sagde jeg. + +Hun vred sig af Latter. "Ja, netop det!" sagde hun. "Men han tilbeder +mig paa sin Maade, og han har nok en ny Diamantring med til mig for +at gøre det godt igen -- nu skal De se til Lunch." + +"Saa er han altsaa en fuldkommen Ægtemand?" + +"Omtrent som Christopher vilde blive. Men Christopher vilde begynde +med at være en fuldkommen Elsker, der er intet, han ikke véd, og +Charlie har intet Begreb om den Rolle. Du store Himmel! Hvor mine +Hvedebrødsdage var kedsommelige." + +Fru Carruthers sagde, at alle Hvedebrødsdage kun kunde sammenlignes +med at gaa til Tandlægen eller blive fotograferet. Nødvendige Onder, +som man skulde igennem for Resultaternes Skyld. + +"Resultaterne?" + +"Ja; det smukke Hus, og Juvelerne, og alt det andet." + +Aa, ja! Hun havde vel Ret, men hvis man var blevet gift med Robert, +havde man faaet begge Dele. Hun sagde ikke hvilke begge Dele, men aa! +det vidste jeg. + +"Saa tror De altsaa, at Hr. Carruthers vil blive en god Ægtemand?" +spurgte jeg. + +"De vil aldrig rigtig lære Christopher at kende. Jeg er kommet sammen +med ham i mange Aar. De vil aldrig kunne føle, at han siger Dem den +hele Sandhed om noget som helst. Han er Epikuræer, og han analyserer +alle Følelser; jeg véd ikke, om han har nogen Guder; hvis han har +det, tror han ikke paa dem, han tror paa ingen og intet uden paa sig +selv. Han er for Øjeblikket heftigt forelsket i Dem, og han vil +giftes med Dem, fordi han ikke kan faa Dem paa andre Betingelser." + +"De smigrer mig," sagde jeg lidt fornærmet. + +"Jeg siger Sandheden. De vil sandsynligvis faa det dejligt sammen med +ham, og holde ham forelsket i Dem i mange Aar, fordi De ikke er +forelsket i ham, og han vil passe godt paa, at De ikke ser paa nogen +anden. Jeg kan tænke mig, at Christopher, hvis man var forelsket i +ham, vilde knuse éns Hjerte, som han knuste stakkels Alicia Verneys." + +"Aa, men hvor det er dumt! Folk har ikke knuste Hjerter nu om +Stunder; De taler som ud af en Bog, kære Lady Ver." + +"Der findes nogle faa Tilfælde af knuste Hjerter, men ikke som i +Bøgerne, af Død og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa, +hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede. + +Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert: + +"De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige; +trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der +hænger paa Træerne." + +Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Værelse. + +Ja, det bedste, jeg kan gøre, er at gifte mig med Christopher, jeg +bryder mig saa lidt om ham, at Damen i Paris ikke vilde have noget at +betyde for mig, selv om hun ligner Sir Charles' Poulet à la Victoria +aux truffes. Han er en Gentleman, han vil i det mindste være god imod +mig og fin og hensynsfuld; og Carruthers Smaragderne er guddommelige, +og netop mine Stene. Kniplingerne vil ogsaa klæde mig, og Pelsværket, +og jeg vil have den Suite Værelser, som Fru Carruthers benyttede paa +Branches, gjort i Stand med lyst Grønt, og brændt alle Møblerne fra +Dronning Victorias Tid. Tilværelsen vil uden Tvivl blive fuld af +Triumfer og Fornøjelser. + +Men aa! Jeg vilde ønske, jeg vilde ønske, at det var muligt at faa +"begge Dele". + + + _Park Street 300_, + Fredag Aften. + +Lunchen gik meget godt. Sir Charles kom tilbage fra City i bedre +Humør, og, som Lady Ver havde forudsagt, forærede han hende et Smykke +fra Castier. Det var en Broche, ikke en Ring, men hun var henrykt og +kurrede for ham. + +Han kom lidt sent, saa vi var gaaet til Bords, et Selskab paa otte +Personer, da han kom. De drillede ham allesammen med Paris, og han +tog det meget godmodigt -- det syntes endogsaa at more ham. Han har +intet Vid, men han ser ud som en Gentleman, og jeg tror, at han af en +Ægtemand at være er ganske passabel. + +Jeg føler mig snart helt hjemme i Verden, og jeg kan tale med enhver. +Jeg hører efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar +det dem til at tænke. + +Der sad en meget pæn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om +de gamle Generaler paa Branches. Vi førte en hel Krig med +Vittigheder, og det stimulerede mig. + +Han fortalte mig blandt andet, da han havde opdaget, hvem jeg var, at +han havde kendt Papa -- Papa var i samme Regiment som han -- og at +han var sin Tids kønneste Mand. Masser af Kvinder var forelskede i +ham, men han var et troløst Væsen, og han red bort fra dem. + +"Han morede sig sandsynligvis, tror De ikke? Og han havde det Held at +dø paa sit Livs Højdepunkt," sagde jeg. + +"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, véd De nok. Hun var den +Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru +Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar +ældre end han, og lige saa klog som hun var sminket." + +"Stakkels Papa synes at have været en svag Skabning, er jeg bange +for." + +"Alle Mænd er svage," sagde han. + +"Og saa giftede han sig vel og forlod Fru Carruthers?" spurgte jeg. +Jeg vilde gerne høre saa meget som muligt. + +"Ja --," svarede min gamle Oberst, "jeg var hans Forlover." + +"Og hvordan var min Mama?" + +"Hun var den yndigste Skabning, jeg nogensinde har set," sagde han, +"lige saa yndig som De, men De er Deres Faders udtrykte Billede, alt +undtagen Haaret, hans var lyst." + +"Der er ingen, der nogensinde før har sagt, at jeg var yndig! Jeg er +glad, hvis De synes det," sagde jeg. Det glædede mig. Man har saa +ofte sagt mig, at jeg er tiltrækkende og aparte og vidunderlig og +guddommelig -- men aldrig netop yndig. Han vilde ikke sige mere om +mine Forældre, undtagen, at de ikke havde en _sou_ at leve af og ikke +var videre lykkelige; det sørgede Fru Carruthers for. + +Da de saa allesammen var ved at gaa, sagde han: "Jeg er forfærdelig +glad over, at jeg har truffet Dem -- vi maa være Kammerater, for +gamle Tiders Skyld," og han gav mig sit Kort, for at jeg skulde gemme +hans Adresse, og sagde, at hvis jeg nogensinde trængte til en Ven, +skulde jeg sende ham et Par Ord, Oberst Tom Carden, Albany. + +Det lovede jeg, at jeg vilde. + +"De kan maaske blive min Forlover ved mit Bryllup," sagde jeg +muntert. "Jeg tænker paa at gifte mig engang!" + +"Det vil jeg," lovede han, "og ved Jupiter, den Mand bliver en heldig +Fyr." + +Lady Ver og jeg kørte ud efter Lunch -- vi gjorde nogle Visitter og +tog hen til Montgomeries, der lige var ankommet til Browns Hotel for +at bo der en Uge. + +"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebørn paa +denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine +egne umulige gamle Skræderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller +en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med værre og +værre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt," +sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Værelser. + +Dèr sad de rundt om Tebordet, akkurat som paa Tryland. Kirstie og +Jean broderede og strikkede, og de andre to læste ny Kataloger over +Bøger om deres Arbejde!! + +Lady Ver begyndte at drille dem. Hun gjorde dem alle mulige +Spørgsmaal om deres ny Kjoler og sagde, at de skulde hellere tage til +Paris engang imellem. Lady Katherine var saa kold som Is. Hun +misbilligede i høj Grad, at jeg var hos hendes Nièce, kunde man se. + +Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde været forbi med +mit Besøg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hørte vi, +og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i +Aften. + +Saa gik vi. + +"Hvis én af disse Fedtklumper havde en Gnist af Liv i sig, vilde den +gaa lige til Helvede," sagde Lady Ver, da vi gik ned ad Trappen. +"Tænk engang! Slips og Alterduge i London! Det var heldigt, at de +ikke kunde spise til Middag i Aften. Jeg var nødt til at indbyde dem, +og de kommer i Almindelighed én Gang, medens de er her -- de fire +Pigebørn og Tante Katherine -- og det er med den største +Vanskelighed, at jeg kan samle fire unge Herrer sammen til dem, hvis +de blot faar en Anelse om, hvem det er, de skal træffe. I +Almindelighed sikrer jeg mig et Par socialt fremadstræbende Jøder, +fordi jeg kan indse, at Bidragene til deres Velgørenhedsforetagender, +som de plager enhver, der kommer til at sidde ved Siden af dem, med, +bedre kan presses ud af Hebræerne end af en eller anden køn, fattig +Garderløjtnant. Aa, hvilket Liv!" + +Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var +meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte +bestemme, hvad jeg vilde gøre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg +sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg +altid havde boet, og bo dèr i fuldkommen Ro med Véronique. Jeg kunde +have Raad til det i en Uge. Saa kørte vi derhen og traf Aftale om +det. + +"Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kære +Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til +at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gøre for Dem?" + +Jeg var forfærdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke, +hvad jeg skulde gøre. Aa, det er slet ikke morsomt at være +Eventyrerske, hvis man alligevel gerne vil beholde sine Venner i +Verden. + +"Det gør maaske ikke noget, hvis jeg lader være med at tage imod +nogen i nogle Dage," sagde jeg. "Jeg vil skrive til Paris; min gamle +Mademoiselle er gift dèr med en Digter, tror jeg; hun vil maaske +modtage mig som Pensionær i nogen Tid." + +"Det er meget fantastisk -- en fransk Digter! En rædsom, langhaaret, +snavset Skabning. Umuligt! De maa kunne indse, hvor nødvendigt det +er, at De gifter Dem med Christopher, saa snart De kan, Evangeline, +kan De ikke det?" sagde hun, og jeg var nødt til at indrømme, at der +kunde være Grunde for det. + +"Sandheden er, De kan ikke være den mindste Smule ekscentrisk eller +ukonventionel, hvis De ser godt ud og er ugift," fortsatte hun, "De +kan maaske knipse med Fingrene ad Samfundet, men hvis De gør det, +faar De det ikke behageligt, og alle Mændene vil enten forsvare Dem +paa en taabelig Maade eller være uforskammede imod Dem." + +"Aa, jeg indser det," sagde jeg, og jeg følte, at jeg havde en Klump +i Halsen. + +"Jeg skal skrive til Christopher i Morgen," vedblev hun, "og takke +ham for i Gaar Aftes og sige noget pænt om Dem og Deres Ensomhed, og +at han som en Slags Slægtning maa komme og besøge Dem paa Søndag, +naar han blot ikke gør Kur til Dem, og tage Dem med i Zoologisk Have +-- tag ikke imod ham i Deres Dagligstue. Det vil netop give ham den +ekstra Stimulans, og naar I saa kommer ud i Haven, er De stille og +tilbageholdende, og ved de interessante Løve- og Tigerbure kan De +trolove Dem. Det bliver meget respektabelt. Telegrafer straks til mig +paa Mandag, til Sedgwick, og De maa komme tilbage til Park Street, +saa snart jeg kommer hjem paa Torsdag, hvis alt er afgjort." + +Jeg takkede hende, saa godt jeg kunde. Hun var meget aabenhjertig og +ganske oprigtig. Jeg skulde være en velkommen Gæst som Christophers +Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg følte mig bitter i den +Anledning -- hun havde ganske Ret. + +Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned +til Middag, var det min eneste Trøst, at han ikke skulde være min +Skæbne! Jeg vilde hellere være alt andet i Verden end gift med ham! + +Jeg forsøgte paa at være elskværdig mod Sir Charles. Vi var kun et +Selskab paa seks Personer. En gammel Frøken Harpenden, som kommer +alle Vegne for at spille Bridge, og Malcolm, og en af Lady Vers unge +Mænd, og jeg. Sir Charles er adspredt, men af og til tager han sig +sammen, han spiller med Knive og Gafler og lægger ogsaa Armene paa +Bordet. Han ser paa Lady Ver med Beundring i sine Øjne. Det er altsaa +sandt, antager jeg, at hun i Mellemrummene mellem Paris kan faa hans +Hjerte til at banke. + +Malcolm gjorde Kur til mig efter Middag. Vi blev overladt til at tale +sammen, da de andre satte sig til at spille Bridge i den lille +Dagligstue. + +"Jeg savnede Dem saa frygteligt, Frøken Travers," sagde han, "da De +forlod os, at jeg opdagede, at jeg var overordentlig indtaget i Dem." + +"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget +saadant?" + +"Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det." + +"Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit +Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos +rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet." + +"Aa, jeg vil slet ikke gøre Dem forvirret," sagde han elskværdigt. +"Jeg véd nok, at der er blevet lagt meget an paa mig -- maaske for +mine Besiddelsers Skyld," (dette med arrogant Beskedenhed), "men jeg +er villig til at lægge alt for Deres Fødder, hvis De vil blive min +Hustru." + +"Alt?" spurgte jeg. + +"Ja, alt." + +"De er alt for god, Hr. Montgomerie, men hvad vilde Deres Moder +sige?" + +Han saá urolig og temmelig nervøs ud. + +"Jeg er bange for, at min Moder har gammeldags Ideer -- men jeg er +sikker paa, at hvis De gik hen til hendes Skræderinde -- vilde -- +vilde De se anderledes ud." + +"Kunde De da godt lide, at jeg skulde se anderledes ud? -- De vilde +ikke kunne genkende mig, hvis jeg gik til hendes Skræderinde." + +"Jeg kan lide Dem ganske som De er," sagde han med en meget +nedladende Mine. + +"Jeg er overvældet," sagde jeg ydmygt; "men -- for Resten -- hvad er +det for en Historie, jeg har hørt om Frøken Angela Grey? En Dame, jeg +har set i Aviserne, som danser i _The Gaiety_, ikke sandt? Er De +sikker paa, at hun vilde tillade Dem at gøre mig denne Erklæring uden +hendes Vidende?" + +Han blev lamslaaet. + +"Hvem har fortalt Dem om hende?" spurgte han. + +"Ingen," svarede jeg. "Jean sagde, at Deres Fader var meget vred paa +Dem paa Grund af en Hest af det Navn, men jeg saá det tilfældigvis i +Listen over Tillokkelserne i _The Gaiety_ -- saa sluttede jeg deraf, +at det ikke var en Hest, og hvis De er forlovet med hende, synes jeg +ikke, det er rigtigt af Dem at forsøge paa at knuse mit Hjerte." + +"Aa, Evangeline -- Frøken Travers" -- sagde han forvirret. "Jeg er +meget indtaget i Dem -- den anden var kun et Tidsfordriv -- et -- aa! +Vi Mænd, véd De nok -- unge og -- og -- efterstræbte -- har vore +Fristelser. Det maa De ikke tænke paa. Jeg vil aldrig se hende mere, +undtagen akkurat for at sige Farvel. Det lover jeg Dem." + +"Aa, jeg kunde ikke gøre noget saa lumpent, Hr. Montgomerie," sagde +jeg. "De maa ikke tænke paa at opføre Dem saaledes for min Skyld -- +mit Hjerte er ikke helt knust -- i Virkeligheden tænker jeg selv paa +at gifte mig." + +Han sprang op. + +"Aa! De har altsaa bedraget mig!" sagde han i selvretfærdig Harme. +"Efter hvad jeg sagde til Dem den Aften paa Tryland, og hvad De den +Gang lovede mig! Ja, De har bedraget mig groft." + +Jeg kunde ikke sige, at jeg ikke havde hørt et Ord af, hvad han sagde +den Aften, og ikke havde nogen Anelse om, hvad jeg havde lovet. Selv +hans Overvurdering af sig selv fortjente ikke et saadant Slag! Og jeg +dæmpede min Stemme og min naturlige Vrede over hans Ord og sagde +ganske blidt: + +"Vær ikke vred. Det gør mig ondt, hvis jeg ubevidst har givet Dem et +forkert Indtryk, men hvis vi skal tale om at bedrage, saa har De +bedraget mig med Hensyn til Frøken Grey, saa lad os ikke tale mere om +den Sag. Vi er kvit. Og skal vi saa ikke være Venner, som vi altid +har været" -- og jeg rakte min Haand frem og smilede ham frimodigt +ind i Ansigtet. Han tog sig sammen og greb min Haand og trykkede den +varmt. Hvoraf jeg vidste, at der var mere i Historien med Angela +Grey, end det saá ud til. + +"Evangeline," sagde han, "jeg vil altid elske Dem; men Frøken Grey er +en meget agtværdig ung Kvinde, der er ikke et Ord at sige imod +hendes moralske Karakter -- og jeg har lovet hende Ægteskab -- saa vi +maa maaske hellere sige Farvel." + +"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at +være fornærmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere +Bemærkninger at dømme, ikke var værd at tænke paa et eneste Øjeblik!" + +"Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dømme +var det sandsynligvis for Øjeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere, +og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne. Og det lykkedes mig +ikke at komme til at tale mere alene med ham, før vi sagde Godnat. + +"Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg +syntes, jeg saá et Blik i hans Øjne ved Middagen." + +Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et +Forbehold til Gunst for Frøken Angela Grey. + +"Det er alt for rædsomt!" sagde hun. "Det er for Øjeblikket blevet en +ren Epidemi i nogle af Garderregimenterne at gifte sig med disse +stakkels, simple Fruentimmer med høj moralsk Karakter og -- +ligegyldige Fødder! Men jeg havde troet, at Skotternes Snedighed +vilde have beskyttet Malcolm mod deres Planer. Stakkels Tante +Katherine." + + + + +EVANGELINE FLYTTER TIL CLARIDGES. + + Kærlighed er ikke en Følelse, der spørger om Tilladelse til at + komme. Den kommer paa tusinde, ukendte Maader, som man aldrig har + drømt om, og breder et gyldent Skær over hele Verden og omskaber + den til et Paradis. + + _Theodoras Ægteskab._ + + + _Claridges_. + Lørdag den 26. Novbr. + +Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til +Northumberland i Morges, og jeg saá hende kun for at sige Farvel til +hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humør, da hun fik et +Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om -- +hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte være dum. "Leg ikke +længere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han +kommer sikkert og besøger Dem i Morgen -- jeg fik Brev fra ham i +Morges som Svar paa mit fra i Aftes -- men han siger, at han vil ikke +gaa i Zoologisk Have -- saa De maa alligevel tage imod ham i Deres +Dagligstue -- han kommer omtrent Klokken fire." + +Jeg sagde intet. + +"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil være en Nar --" + +"Jeg -- vil ikke være en Nar," sagde jeg. + +Saa kyssede hun mig -- og var borte, og nogle faa Øjeblikke efter tog +jeg af Sted til Claridges. + +Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed øverst oppe, og hvis det +blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo +meget behageligt her alene i lang Tid. + +Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Døren paa Carlton House +Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopæl -- med en underlig Følelse af +Nervøsitet og Interesse. Det maa naturligvis have været, fordi hun en +Gang havde været forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske +paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London +alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun +vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et +Sted, hvor jeg kunde bo. + +Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady +Ver i Toget til Northumberland. + +Der er saadan en statelig, smuk Forhal -- idet Døren bliver aabnet -- +med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og +hele Atmosfæren er gennemtrængt af en forfinet, rolig Luft. + +Tjenerne er høje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret +har de pudret Haar. + +Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev +meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig. + +Hun har saadant et smukt Væsen i sit eget Hjem; elskværdigt og ikke +en Smule beskyttende. + +"Det glæder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De +vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at være sammen med +Dem -- kun min Nevø, Torquilstone, kommer her -- han er meget +lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham +undertiden." + +Jeg sagde, at jeg var henrykt over at træffe hende alene. Man kan +ikke tænke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end +det, der er i hendes. Hun har det samme højbaarne Udseende som Lord +Robert, smaa Øren og Haandled og Hoved -- selv klædt som en Skurekone +vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame. + +Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om +Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en +kultiveret Aand, Kendskab til Bøger og vide Tanker. Aa! Det var saa +let for mig at holde af hende. + +Vi havde næsten talt sammen i et Kvarter -- hun havde tilfældigt +spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset +eller forfærdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene. + +Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa være +en Hvile sommetider at være alene, og De maa lade Deres Venner komme +og se til Dem, vil De ikke nok det?" + +"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har været saa +lidt ude -- men hvis De vil komme og besøge mig -- saa vil jeg være +taknemlig." + +"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun. + +Intet kunde være saa sjældent eller saa sødt som hendes Smil. At +tænke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers +Skyld! Mænd er sandelig uberegnelige! + +Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have +hende til Ven -- og hun tog min Haand. + +"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg +hedder ogsaa Evangeline -- og sommetider tror jeg, at De er blevet +kaldt saaledes til Minde om mig." + +Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være! Her havde disse +to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden -- der var hinanden saa +stik modsatte -- øjensynlig begge tilbedt Papa, og som Følge deraf +havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse +for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrængt dem begge! +Papa maa have været overordentlig indtagende, for Fru Carruthers +havde lige til sin Dødsdag et Miniaturportræt af ham staaende paa sit +Bord med en frisk Rose ved Siden af -- hans Minde syntes at være den +eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte. + +Og denne søde Dames Øjne smeltede hen i Ømhed, da hun talte om +Fortiden -- skønt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For +mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en køn, ung +Garderløjtnant med Øjne af samme Form som mine, men graa, og lyst +krøllet Haar. Der maa have været noget eget ved ham, antager jeg. + +I dette Øjeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et +sørgeligt Syn! + +En stakkels, pukkelrygget Mand med et stærkt Ansigt og Hoved og et +sort, mistænksomt, kynisk Udtryk. + +Han vilde øjensynlig have været meget høj, hvis han ikke havde været +vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, næsten som paa Punch. +Han kan ikke være meget over fyrre, men han ser ældre ud, hans Haar +er ganske graat. + +Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert, +glæder det mig at kunne sige. + +Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord +Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch. + +Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nær ved hinanden og +kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor. + +"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady +Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man føler sig ikke saa +isoleret." + +Hvor jeg var enig med hende. + +Hertugen saá ofte undersøgende paa mig med sine smaa, kloge Øjne. Man +kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende. + +Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Spørgsmaal, han har et +høfligt Væsen, og deres Stemmer var bøjelige og dannede. Og intet +kunde gaa mere glat og lydløst end Opvartningen. + +Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsøgte +Retter som paa Branches og hos Lady Ver. + +Der var kun én Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld +og af en smuk Form, og Violerne var næsten saa store som +Stedmoderblomster. Mine Øjne vandrede til Billederne -- statelige +Mænd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney. + +"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady +Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor +jeg tror, De boede." + +"Ja," sagde jeg, og -- aa, det er næsten for ydmygende at skrive det, +jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts +Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og +latterligt? + +"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr. +Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa +kom jeg til at tænke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe +Sorg, og jeg tilføjede: "Jeg holder saa meget af Musik." + +"Det gør Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa +have været glad ved at træffe en beslægtet Natur." + +Den søde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke +Sindsbevægelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den +Aften, er jeg bange for, at Kærligheden til Musikken havde været den +mindste af dem! + +Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang +blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt -- +det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske +sikkert misbilligende. + +Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord +Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og +jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet. + +Hans Øjne undersøgte mig helt igennem -- naa, i alt Fald er min Næse +og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens -- +stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig -- Gudskelov. +Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange +for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide +mig. + +"Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige +Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil +De saa ikke tage ud med mig?" + +Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa +forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at +komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra +at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til +Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende. + +Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning +til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt +gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik +fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne +passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til. + +Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte +helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges +omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør. + +"De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady +Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende. + +"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun kørte bort, +smilende til mig. + +Jeg gad vide, hvad hun vil tænke om mit Ægteskab med Christopher. + +Nu er det Aften -- jeg har spist til Middag ganske alene i min +Dagligstue, Véronique har været meget elskværdig og omhyggelig -- +hun føler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg -- og nu maa jeg gaa i +Seng. + +Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette +er en dejlig og usædvanlig Situation, som jeg engang vilde have +gjort. Jeg føler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde +ønske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv, +hvor køn han er -- og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches -- men +det var før -- ja, jeg kan lige saa godt skrive det -- før Lord +Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en +hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og -- aa! -- jeg vilde +ønske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende -- saa +maaske jeg nu -- naa -- -- + + + Søndag Eftermiddag. + +Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har været febrilsk hele +Formiddagen, først hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg +besvimer, naar han kysser mig. Og jeg véd, at han vil blive rædsom +paa den Maade, det har jeg set i hans Øjne -- han vil spise mig op. +Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde før +kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at +det er frygteligt, medmindre -- jeg føler, at jeg bliver vanvittig, +hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og +vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft. +Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i +den, og det _vil_ jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den, +og alene. Jeg vil ikke engang have Véronique med. Jeg vil gaa alene +ind i Parken. Det bliver næsten mørkt, skønt Klokken kun er tre. Saa +har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige +mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer +tilbage, kan jeg maaske være i Stand til at udholde det tappert, Kys +og det hele. + + + _Claridges_. + Søndag Aften den 27. Novbr. + +Jeg har en hel Del at skrive -- og dog er det kun nogle faa Timer +siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen. + +Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var +taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen +Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet +lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere +nedtrykt. Jeg havde aldrig før været ude alene; det syntes mig i sig +selv underligt, og det burde have moret mig. + +Christophers Billede blev ved at svæve foran mig, hans Ansigt syntes +at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig være i +Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s -- intet kunde +nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke +paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor +meget jeg holder af Branches. + +Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig +og derpaa forsvinde i Taagen. Det var næsten Skumring; pludselig +følte jeg mig saa træt, at jeg satte mig paa en Bænk. + +Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den +Bænk, der kom før min, saá jeg, da jeg gik forbi, at der sad en +Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde +være, og om han vel følte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist +ogsaa og krøb sammen i en nedslaaet Stilling. + +Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert Øjeblik blev det mørkere. +Jeg har aldrig i hele mit Liv følt mig saa ulykkelig, ikke engang de +Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde været af +lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine Øjne, og jeg +gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde +vel se mig -- og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá +mig. + +Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen +henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede +mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert. + +"Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg -- hvad, aa, hvad +er der i Vejen?" + +Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa +havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke. + +"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække +min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa. + +"Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig +Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?" + +Han saá saa høj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt +eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medfølelse. + +"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde +han, uden at svare paa den første Del af mit Spørgsmaal. "Men jeg kan +ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa +jeg ikke følge Dem hjem? De bliver forkølet i den fugtige Luft." + +"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden +rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og +stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hænder -- det +blideste, venskabeligste Kærtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa +Medfølelse. Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur, +en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder, +antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt -- jeg +kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde +i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i +Verden, jeg vilde have skulde se det. + +"Kære, kære lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han +holdt min Haand inden i min Muffe med sin stærke, varme Haand. + +"Jeg -- jeg har ingenting at fortælle," sagde jeg og kvalte min +Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men -- jeg +føler mig saa ulykkelig." + +"Kære Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gøre -- jeg vil ikke +have det. Har nogen været slem imod Dem -- sig mig det, sig mig det," +hans Stemme skælvede af Medfølelse. + +"Det er -- det er ingenting," mumlede jeg. + +Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket +op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt. + +"Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at +De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem. Jeg vil have, at +De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bøger ind +sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang -- +det er ikke min Skyld -- men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem, +kære lille Pige. Det -- det gør mig saa ondt at se Dem sidde og græde +her." + +"Jeg -- jeg vilde gerne være Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har +aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det -- og jeg +kan det ikke nu." + +"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa +forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd +nok, at jeg er et skinsygt Bæst." + +Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord +Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for +tiltrækkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevæger sig, naar +han taler, viser hans fuldendt mejslede Læber under det lille +Overskæg! Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og +gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage +mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa, +naar alt kommer til alt, være slet. + +"Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med +-- hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter +den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?" + +"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg +haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt, +at jeg handlede lumpent imod Lady Ver. + +"Aa, De har gjort mig vild!" udbrød han, idet han slap min Haand og +støttede begge Albuerne paa sine Knæ, medens han puffede sin Hat +tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det +Bæst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og værst af det +hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige! +Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller +anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg +troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det +troede jeg den Aften til 'Carmen'." + +"Ja, det véd jeg," svarede jeg. + +"Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og +sad tæt ved mig. + +"Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg. + +Det fik mig virkelig til saaledes at bæve af den dejligste Følelse, +jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet, +hvis han blev ved. + +"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke +opføre mig, som jeg bør." + +"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og +jeg slipper den ikke, før du har sagt mig hver eneste Smule." + +"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik +der Glædesbølger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan +faa én til at bæve af Fryd! + +"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette +Spørgsmaal -- holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget +godt maa vide, elsker jeg dig." + +Aa, den vilde Glæde at høre ham sige dette! Hvad havde noget som +helst andet i Verden at betyde! Et Øjeblik ringede det for mine Øren, +og jeg glemte alt andet end os to. Saa saá jeg pludselig i Tankerne +Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og Øjne, +der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistænksomme, +misbilligende Undersøgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som +et saaret Dyr. + +"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille +Haand?" udbrød Lord Robert ømt. + +"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage +til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers." + +Han slap min Haand, som om den havde stukket ham. + +"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde. + +Jeg saá angstfuld paa ham -- hans Ansigt saá graat ud i den hurtigt +tiltagende Taage. + +"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade være. "Det er +ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg -- jeg elsker sandsynligvis dig -- men +jeg maa, der er ikke andet at gøre." + +"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glæden kom tilbage i hans +Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand +i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der +ingen i Nærheden -- for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig +tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden. + +Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer +og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa +dejlig som at blive kysset af Robert -- jeg var ganske svimmel af +Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt +absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet. + +"Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv; +"saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt." + +"Nej, nej," sagde jeg og kæmpede svagt for at komme fri, medens jeg +var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel +umuligt, og det gør det kun endnu haardere. Christopher kommer for at +besøge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde +være en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham." + +"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad +hende til mig -- hun argumenterer aldrig med mig!" + +"Det er ikke alene det -- jeg -- jeg lovede, at jeg ikke vilde lege +med Dem --" + +"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg +kunde se et Blik i hans Øjne, da han med Villie misforstod mine Ord, +og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget +andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade være med at tabe +Hovedet med Robert ganske tæt ved, gørende Kur paa den Maade. + +"Det skal du sandelig aldrig -- aldrig," sagde han igen, med et Kys +mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege +med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal +jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!" + +"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, skønt jeg, +da jeg kun skulde være lykkelig i saa faa Øjeblikke, ikke syntes at +det var nødvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var +taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid +elske Taage. + +"Jo, du gør," erklærede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Løbet af +fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du +bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage +til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for Øjeblikket +vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gør +dig ondt, at du har været saadant et lille Utyske i al denne Tid." + +"Jeg vidste det ikke før lige nu -- men jeg tror -- at jeg +sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg. + +Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om +mit Liv. Det var en absolut upassende Opførsel i en Park; som om vi +kunde have været Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg +fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade +at sidde paa. + +Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne -- vi fo'r fra hinanden. + +"Aa," gispede jeg, "vi -- du -- maa virkelig være anderledes." + +Han lænede sig tilbage og lo. + +"Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske -- vi kan +vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og +han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i +Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen. + +Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at +læse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert +og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og +ligefrem! Han kløver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde +tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham! + +Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var +umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde +synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke +om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gættede det +sandsynligvis, for han havde, endogsaa før vi steg ind i Drosken, +begyndt at underkaste mig et Krydsforhør om Grundene til min Opførsel +paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg følte mig som et Barn +overfor en stærk Mand og med hvert Øjeblik mere idiotisk lykkelig og +forelsket i ham. + +Han sagde til Kusken, at han skulde køre til Hammersmith, og saa +lagde han igen sin Arm om mit Liv og holdt min Haand, efter først at +have trukket Handsken bagvendt af. Det er en stor Zobelskinds +Bedstemodermuffe, jeg har, Fru Carruthers Gave paa min sidste +Fødselsdag. Den Gang tænkte jeg ikke paa, hvilken bedaarende Brug der +vilde blive gjort af den. + +"Nu tænker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at +gøre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem +med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?" + +Jeg tav -- jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den -- den +vigtigste af dem alle. + +"Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gøre os begge +ulykkelige -- sig mig det i det mindste." + +"Din Broder, Hertugen," sagde jeg meget sagte. "Han vil aldrig +samtykke i, at du gifter dig med en Person som mig, uden Slægtninge." + +Han var tavs i et Sekund, saa sagde han: "Min Broder er en +forfærdelig god Fyr, men hans Sind er paavirket af hans Sygdom. Du +maa ikke tænke noget ondt om ham -- han vil holde af dig, saa snart +han ser dig, ligesom alle andre." + +"Jeg saá ham i Gaar," sagde jeg. + +Robert blev saa forundret. + +"Hvor saá du ham?" spurgte han. + +Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun +havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at +Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag. + +"Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa +mig. "Tante Sophia og jeg er meget gode Venner, véd du nok; hun har +altid været, som om hun var min Moder, der døde, da jeg var ganske +lille. Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg +straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte +hjælpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og +saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da +jeg saa kom tilbage, gættede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og +dette er hendes første Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan +gøre noget for mig -- hun er saa kær!" + +"Ja, det er hun rigtignok," sagde jeg. + +"Naturligvis interesserer hun sig særligt for dig, naar hun har +elsket din Fader! Saa det er godt nok, min Skat, hun maa jo vide alt +om din Familie, og kan fortælle det til Torquilstone. Vi har ikke +noget at frygte!" + +"Aa jo, vi har!" sagde jeg. "Jeg kender hele Historien om, hvad der +er din Broders svage Side. Lady Ver har fortalt mig det. Det slemme +ved Sagen er, at Mama virkelig var en meget ubetydelig Person, hendes +Fader og Moder glemte at blive gift, og skønt Mama var yndig og var +blevet udmærket opdraget af to gamle Damer i Brighton, var det en +Vanære for Papa at gifte sig med hende -- det har Fru Carruthers ofte +forhaanet mig med!" + +"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa +jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg +var ved at sige. Vi var begge to saa dumme -- hvis det er dumt at +være vanvittig vildt lykkelig -- og glemme alt andet i Verden. + +"Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage +til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere. + +"Hvad er Klokken?" spurgte jeg. + +Han tændte en Tændstik og saá paa sit Ur. + +"Ti Minutter over fem," udbrød han. + +"Og Christopher skulde komme Klokken fire," sagde jeg, "og hvis du +ikke tilfældigvis havde mødt mig i Parken, vilde jeg nu have været +forlovet med ham og sandsynligvis have forsøgt paa at udholde, at han +kyssede mig." + +"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke +paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde +aande. + +"Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg +dig," sagde han gennem Tænderne. + +"Jeg -- jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere +ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig, +Robert." + +"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!" + +Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op +og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde, +endogsaa naar jeg selv læste det, lyde som saadan noget Vrøvl, at jeg +ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme +eller hans bedaarende Væsen -- ømt og tilbedende og bydende. Det +maatte altsammen blive i mit Hjerte; men det var, som om en Fé var +gaaet forbi med sin Tryllevaand og havde sagt, "Du skal blomstre", +til et Træ midt om Vinteren. En Mængde Følelser, som jeg aldrig havde +drømt om, gennemstrømmede mig -- alle min Sjæls Sluser syntes at +aabne sig for en Strøm af Kærlighed og Glæde. Medens vi var sammen, +syntes intet at have noget at sige -- alle Skranker smeltede bort. + +Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os. + +Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde +ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig +om, at Christopher var gaaet. + +Jo, han havde været der Klokken fire, opdagede vi, og havde ventet i +tyve Minutter, derpaa var han gaaet og havde sagt, at han kom igen +Klokken halv syv. + +"Saa maa du skrive et Brev til ham og lade Portieren give ham det og +sige, at du er forlovet med mig, og ikke kan tage imod ham," sagde +Robert. + +"Nej, det kan jeg ikke gøre -- jeg er ikke forlovet med dig, og kan +ikke være det, før din Familie har givet sit Samtykke og er venlige +imod mig," sagde jeg. + +"Min egen Skat," stammede han, og hans Stemme skælvede af +Sindsbevægelse, "der er Kærlighed mellem dig og mig, den er vort Liv +-- hvordan det end gaar, hvordan min Familie end tager det, skal +intet skille dig fra mig eller mig fra dig, det sværger jeg paa. +Skriv til Christopher." + +Jeg satte mig ved Bordet i Vestibulen og skrev: + +"Kære Hr. Carruthers! Det gør mig ondt, at jeg var ude," saa bed jeg +i Penneskaftet. "Kom ikke og besøg mig i Aften. Om et Par Dage skal +jeg sige Dem hvorfor. + + Deres hengivne + _Evangeline Travers_." + +"Er det godt?" spurgte jeg og rakte det til Robert, medens jeg skrev +udenpaa Konvolutten. + +"Ja," sagde han og ventede, medens jeg forseglede det og gav det til +Portieren. Saa trykkede han ubemærket min Haand og forlod mig for at +gaa til Lady Merrenden. + +Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele +Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum +af tre korte Timer. + + + _Claridges_. + Søndag Aften den 27. Novbr. + +Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra +Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag. + +Jeg rev det op, inden i det laa der et andet, jeg ventede ikke for at +se fra hvem, jeg var alt for ivrig efter at læse hans. Jeg klistrer +det ind her. + + "Carlton House Terrace. + + Min egen Evangeline! + +Jeg har haft en lang Samtale med Tante Sophia, og hun er saa sød og +god som vel muligt, men hun er bange for, at Torquilstone vil være +lidt vanskelig (det bryder jeg mig ikke om, intet skal skille os ad +nu). Hun beder mig om ikke at gaa hen og besøge dig i Aften, da hun +tror, at det er bedre for dig, at jeg ikke kommer til Hotellet saa +sent. Læs hendes Brev, og du skal se, hvor sød hun er. Jeg kommer i +Morgen, saa snart jeg er færdig med Tjenesten, omtrent Klokken tolv. +Pas godt paa dig selv! Hvilken Forskel paa i Aften og i Aftes! Jeg +var saa forfærdelig ulykkelig og rastløs -- og i Aften! Du kan nok +gætte det! Jeg er ikke halvt god nok til dig, min yndige, smukke +Dronning -- men jeg tror, jeg véd, hvorledes jeg skal gøre dig +lykkelig. Jeg elsker dig! Godnat, min egen. + + _Robert_." + +"Send mig et Par Ord med min Tjener, jeg har sagt, at han skulde +vente." + +Jeg har aldrig før faaet et Kærlighedsbrev. Hvor det var +vidunderligt! Og jeg bævede af Henrykkelse over det! Nu kan jeg +naturligvis indse, at jeg hele Tiden har været frygtelig forelsket i +Robert, men jeg vidste det ikke rigtigt! Jeg faldt hen i en Slags +lyksalig Drøm, og saa tog jeg mig sammen for at læse Lady Merrendens +Brev. Jeg sætter ikke hendes ind i Bogen, det fylder alt for meget, +og jeg kan ikke lukke Laasen -- det er et meget sødt lille Brev, hun +siger, at Robert har fortalt hende Nyheden, og at hun er beredt til +at tage imod mig som sin kæreste Nièce, og at gøre alt, hvad hun kan +for os. Hun haaber, at jeg ikke vil synes, at hun er kedelig og +gammeldags, fordi hun har sagt, at Robert hellere ikke maa se mig +mere i Aften, og hvis det ikke er mig ubelejligt, vil hun selv komme +i Morgen Formiddag og tale om, hvad der er bedst at gøre. + +Véronique sagde, at Lord Roberts Tjener ventede udenfor Døren, saa +jeg fløj hen til mit Bord og begyndte at skrive. Min Haand rystede, +saa jeg slog en Klat, og jeg maatte rive det Ark itu, saa skrev jeg +et andet. Blot et Par Ord. Jeg var forskrækket; jeg kunde ikke sige +kærlige Ting i et Brev, jeg havde ikke engang sagt mange til ham -- +endnu. + +"Jeg blev glad for dit Brev," begyndte jeg, "jeg synes, at Lady +Merrenden har Ret. Jeg vil være hjemme Klokken tolv og være meget +glad ved at se dig." Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham, +og at jeg syntes, der var meget længe til Klokken tolv, men saadan +noget kan man naturligvis ikke skrive -- saa endte jeg blot med "en +kærlig Hilsen fra Evangeline". + +Saa læste jeg det igennem, og det lød affektert og dumt -- men med +Tjeneren ventende der ude i Gangen og Véronique vimsende ud og ind af +mit Soveværelse og Tjeneren, der bragte min Middag op, kunde jeg ikke +blive ved med at rive Breve itu og skrive andre, det saá alt for +forvirret ud, saa det blev puttet i en Konvolut. Saa tog jeg i et af +de Sekunder, hvor jeg var alene, en Viol fra en Buket paa Bordet og +puttede den i med. Gud véd, om han vil synes, at det er sentimentalt +af mig! Da jeg havde skrevet Navnet, havde jeg ingen Anelse om, +hvortil jeg skulde adressere det. Hans var skrevet fra Carlton House +Terrace, men dèr var han øjensynlig ikke nu, da hans egen Tjener +havde bragt det. Jeg følte mig saa nervøs og urolig, det var alt for +latterligt -- jeg er i Reglen meget rolig. Jeg kaldte paa Tjeneren og +spurgte ham, hvor Hans Herlighed var nu? Jeg kunde ikke lide at sige, +at jeg ikke vidste, hvor han boede. + +"Hans Herlighed er i Vavasour House, Frøken," sagde han ærbødigt, men +med den svageste Skygge af Forbavselse over, at jeg ikke vidste det. +"Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade." + +Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden -- det vilde glæde mig meget at +se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende +bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var +meget lettere at skrive til hende end til Robert. + +Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise. Véronique kom ind for at +forsøge paa at overtale mig. Jeg saá saa bleg ud, sagde hun, hun var +bange for, at jeg var blevet forkølet, hun var i en af sine "gamle +Moder" Sindsstemninger, hvor hun sommetider opgiver tredie Person og +kalder mig "_mon enfant_". + +"Aa, Véronique, jeg er ikke blevet forkølet, jeg er kun vildt +lykkelig!" sagde jeg. + +"Mademoiselle er uden Tvivl _fiancé_ med Hr. Carruthers. _Oh! mon +enfant adorée_," udbrød hun, "_que je suis contente_!" + +"Gud bevares, nej!" udbrød jeg. Dette fik mig til med Forfærdelse at +tænke paa Christopher. Hvad vilde han sige, naar han hørte det? + +"Nej, Véronique, med én, der er meget bedre -- Lord Robert Vavasour." + +Véronique var frygtelig interesseret -- hun vilde have foretrukket +Hr. Carruthers, indrømmede hun, han var mere solid -- mere _rangé_ -- +_plus à fin de ses bêtises_, men uden Tvivl var "Milor" ogsaa +indtagende, og saa vilde Mademoiselle ganske sikkert en Gang blive +Duchesse. Hvad Slags Krone vilde Mademoiselle imidlertid have paa sit +Udstyr? + +Jeg var nødt til at forklare hende, at jeg ikke skulde have nogen +Krone -- eller noget Udstyr for ubestemt Tid, da intet endnu var +afgjort. Det dæmpede hende lidt. + +"_Un frère de duc et pas de couronne!_" Efter at have været syv Aar i +England var hun endnu ikke i Stand til at forstaa disse underlige +Sædvaner, sagde hun. + +Hun vilde endelig putte mig i Seng lige efter Middag -- "for at være +smukkere for 'Milor' _demain_!" og saa, da hun havde pakket mig ind +og var ved at slukke Lyset midt i Stuen, saá hun sig tilbage. +"Mademoiselle er alt for smuk saaledes," sagde hun, som om det slap +hende ud af Munden -- "_Mon Dieu! il ne s'embêtera pas, le +Monsieur!_" + + + _Claridges_. + Mandag Morgen. + +Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg +gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg, +hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig, +nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at +ødelægge hans Fremtid. + +Det er saa kort Tid siden -- endnu ikke fire Uger -- at jeg endnu var +paa Branches og spekulerede paa, hvad der fik Uret til at gaa rundt +-- Livets store Urværk. + +Aa, nu véd jeg det! Det er at være forelsket -- frygtelig forelsket, +som vi er det. Men jeg maa forsøge paa ikke at tabe Hovedet og huske +alle Lady Vers Bemærkninger om Ting og Mænd. De er allesammen +Kamphaner, og de maa aldrig føle sig ganske sikre. Det vil blive +frygtelig vanskeligt at drille Robert, fordi han er saa ligefrem og +naturlig; men jeg maa vel prøve det. Maaske er det nok til at plage +Robert, at jeg er saa køn, som jeg er, og at alle de mandlige Væsener +ser paa mig med Interesse, saa jeg ikke selv behøver at være kedelig. +Det haaber jeg, for jeg elsker ham virkelig saa højt, at jeg gerne +vil være naturlig og være saa elskværdig som muligt. + +Jeg gør alt det, som jeg før fandt fuldkommen dumt, naar jeg hørte om +det. Jeg kyssede hans Brev og sov med det paa Puden ved Siden af mig, +og i Morges vaagnede jeg Klokken seks og tændte det elektriske Lys +for at læse det igen. Der er enkelte Steder, hvor Ordene er helt +udviskede, det er dèr, hvor jeg har kysset mest! + +Jeg synes at være ufølsom for alt andet. Jeg er ligeglad, om Lady Ver +er vred eller ikke. Jeg har handlet ærligt. Hun kunde ikke vente, at +jeg skulde handle anderledes, naar Robert havde sagt rent ud, at han +elskede mig. Men jeg er sikker paa, at hun alligevel bliver vred over +det, og sandsynligvis lidt ondskabsfuld. + +Jeg vil simpelthen skrive Sandheden til hende om et Par Dage, naar vi +ser, hvordan det gaar. Hun gætter det maaske, fordi Robert ikke +kommer til Sedgwick. + + + _Claridges_. + Mandag Eftermiddag. + +Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld +af Blomster, som Robert havde sendt -- Masser af Violer og Roser. Hun +kyssede mig og holdt mig et Øjeblik tæt ind til sig, og vi talte +ikke. Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt: + +"Jeg holder saa meget af Robert -- næsten som om han var mit eget +Barn -- at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De +ogsaa, Evangeline -- det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?" + +Jeg trykkede hendes Haand. + +"De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte +Kærlighedens vilde Foraarstid. Og jeg behøver ikke at sige, at jeg +vil gøre alt, hvad jeg kan, for jer begge." + +Saa talte og talte vi. + +"Jeg maa tilstaa," sagde hun til sidst, "at jeg var forud indtaget +til Gunst for Dem for Deres kære Faders Skyld, men i alt Fald er min +Mening om Roberts Dømmekraft saa høj, at jeg vilde have været beredt +til at finde Dem indtagende uden det. Han har de sjældneste +Egenskaber, han er den mest trofaste, mest uplettede Sjæl i denne +Verden." + +"Jeg siger ikke," vedblev hun, "at han ikke er akkurat som de andre +unge Mænd paa hans Alder og i hans Samfundsklasse; han er intet +Dydsmønster, hvilket ingen kan være, som er menneskelig og lever i +Verden. Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortælle Dem +Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som +kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og største Skat i +Verden." + +"Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg véd ikke, hvorfor han +holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte +lige fra det første Minut hos os begge, tror jeg. Han har saadan en +smuk Skikkelse." + +Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle +disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De +behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe -- +hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener +ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar +over. Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles." + +"Ja--a--a," sagde jeg. + +"Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og +sand Kærlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjældent +forenede, men efter hvad jeg kan dømme, ejer De og Robert dem." + +"Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrød jeg. "De tror +altsaa ikke, at jeg _maa_ være slet paa Grund af mine Farver?" + +"Hvilken latterlig Idé, De søde Barn!" sagde hun og lo. "Hvem har +sagt det til Dem?" + +"Det sagde Fru Carruthers -- og -- og -- de gamle Herrer, og selv Hr. +Carruthers hentydede til, at jeg sandsynligvis havde nogle underlige +Egenskaber. Men De tror nok, at jeg er i Stand til at være temmelig +god, ikke sandt?" + +Jeg kunde se, at hun morede sig, men jeg var alvorlig. + +"Jeg tror, at De sandsynligvis kunde være blevet lidt slem, hvis De +var blevet gift med en Mand som Hr. Carruthers," sagde hun smilende; +"men med Robert er jeg sikker paa, at De bliver god. Han vil aldrig +forlade Dem et Øjeblik, og han vil elske Dem saa højt, at De ikke vil +faa Tid til noget andet." + +"Aa, det er det, jeg vil kunne lide -- at blive elsket," sagde jeg. + +"Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde +allesammen være gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at +være demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der +dræber Kærligheden og faar én til at se efter den andre Steder for at +finde den igen." + +Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen. Jeg sagde hende, at jeg +kendte hans _toquade_, og hun kendte naturligvis fuldt ud Mamas +Historie. + +"Jeg maa sige Dem, kære Barn, at jeg er bange for, at han bliver +vanskelig," sagde hun. "Han er en underlig fordomsfuld Person, og +meget halstarrig, og han tilbeder Robert, som vi alle gør det." + +Jeg vilde ikke spørge, om Hertugen havde fattet Uvillie imod mig, for +jeg vidste, at han havde det. + +"Jeg indbød Dem med Villie til at møde ham i Lørdags," vedblev hun. +"Jeg var sikker paa, at Deres Ynde vilde gøre Indtryk paa ham, +ligesom paa mig og min Mand -- men nu spekulerer jeg paa, om det +maaske ikke havde været bedre at vente. Han sagde, da De var gaaet, +at De var meget for smuk for en Families Fred, og han beklagede Hr. +Carruthers, hvis han blev gift med Dem! Det er ikke min Mening at +saare Dem, Barn, jeg siger Dem kun alt, for at vi kan tale om, hvad +der er bedst at gøre." + +"Ja, det véd jeg," sagde jeg, og jeg trykkede igen hendes Haand, hun +stikker ikke Kløerne frem som Lady Ver. + +"Hvor vidste han noget om Hr. Carruthers?" spurgte jeg, "eller om mig +-- eller om nogenting?" + +Hun saá skamfuld ud. + +"Man kan aldrig sige, hvor han hører noget fra. Han interesserede sig +uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end +jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra +Tjenestefolkene." + +"Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg. +"Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at +jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det. Naturligvis +kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for +den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige, +og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke +sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting." + +Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo. + +"De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun. + +Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom. + +Aa! man taler om Hjertebanken. Hvis mit Hjerte skal blive ved med at +hoppe saaledes, hver Gang Robert træder ind i Stuen, saa faar jeg en +Hjertesygdom, før der er gaaet et Aar. + +Han saá saa indtagende ud, han var i almindelig Formiddagsdragt, og +hans Ansigt straalede, og hans Øjne skinnede som blaa Stjerner. + +Vi opførte os pænt; han kyssede kun min Haand, og Lady Merrenden saá +hen paa Uret imedens. Hun har Takt! + +"Er min Evangeline ikke yndig, Tante Sophia?" sagde han. "Og elsker +du ikke hendes røde Haar?" + +"Det er meget smukt," sagde Lady Merrenden. + +"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede: +"Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tæt, at hans Læber rørte ved mit +Øre, medens han lod, som om han ingenting gjorde! Jeg siger igen, +Robert har et Væsen, som kunde fortrylle en Stenstøtte. + +"Hvordan var Torquilstone i Aftes?" spurgte Lady Merrenden. "Og +fortalte du ham noget?" + +"Ikke et Ord," svarede Robert. "Jeg vil vente og raadføre mig med jer +begge om, hvad der vilde være det bedste. Skal jeg gaa til ham +straks, eller skal vi igen lade ham træffe min Evangeline og lade +hende fortrylle ham, som hun er nødt til, og saa sige ham det?" + +"Nej, sig det rent ud!" udbrød jeg, da jeg huskede hans Tilbøjelighed +til at tale med Tjenestefolkene, og at Véronique vidste det. "Saa kan +han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham." + +"Det synes jeg ogsaa," sagde Robert. + +"Tag du Evangeline med hjem til Lunch, Tante Sophia, saa vil jeg gaa +hjem og spise sammen med ham og sige ham det, og saa bagefter komme +til dig." + +"Ja, det vil være det bedste," og det blev bestemt, at hun skulde +komme igen og hente mig om en Time, naar Robert skulde gaa hjem til +Vavasour House. Han fulgte hende ud til Elevatoren og kom saa +tilbage. + +Nej -- ikke engang i denne lukkede Bog vil jeg skrive om den Time -- +den var for guddommelig. Hvis jeg havde syntes, at det var Himlen at +sidde i Parken, saa véd jeg nu, at der er Grader af Himlen, og at +Robert underviser mig op imod den syvende. + + + Mandag Eftermiddag (fortsat). + +Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med +Morgenposten -- det fik mig til at le, da jeg læste det, saa glemte +jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var +mere eller mindre fornuftige igen -- Robert og jeg -- tænkte jeg paa +det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa. + +"Har du tilfældigvis hørt fra Christopher, om han har faaet dit Brev +fra i Gaar Aftes eller ikke?" spurgte han. + +Jeg gik og hentede det fra mit Soveværelse, da jeg tog min Hat paa. +Robert læste højt: + + _"Travellers" Klub_, Søndag Aften. + +"_Souvent femme varie, fol qui se fie!_" Jeg haaber, at De har fundet +Deres Variation Umagen værd. + + "C. C." + +"Pokkers uforskammet!" sagde han paa sin gamle Maade; han havde ikke +benyttet noget "Krydderi paa Samtalen", siden vi blev -- aa, jeg vil +saa gerne sige det -- forlovede! + +"Vær forsigtig, kære Evangeline," sagde Lady Merrenden muntert, +"ellers knækker Robert Halsen paa enhver Mand paa Gaden, der blot ser +paa Dem! Han er vanvittigt skinsyg." + +"Ja, det véd jeg, at jeg er," sagde Robert, medens han rettede paa +mit Slips med den ugenerte Besiddermine, som jeg holder saa meget af. + +Nu tilhører jeg ham, og hvis mit Slips ikke sidder saaledes, som han +kan lide det, har han fuldkommen Ret til at binde det om! Lige meget, +hvem der er til Stede! Det er hans Mening, ikke Spor af Ceremoni +eller Vrøvl, alting ganske ligefremt og naturligt! + +Det gør det hele saa behageligt. Da jeg var "Frøken Travers" og han +"Lord Robert", var han altid ærbødig og ikke familiær -- undtagen den +ene Aften, da han var saa rasende, at han kneb mig i Fingeren! Men +nu, da jeg er _hans_ Evangeline og han _min_ Robert (saaledes +forklarede han mig det i en af vore Paradistimer), er jeg hans +Dronning og hans Elskede -- men paa samme Tid hans Ejendom, akkurat +som hans Ur og hans Frakke. Jeg elsker det, og det gør mig ikke en +Smule "overlegen", som man skulde have troet. + +"Kom nu, Børn!" sagde Lady Merrenden til sidst, "ellers kommer vi for +sent!" + +Saa tog vi af Sted, og vi satte Robert af paa Vejen, ved Vavasour +House. Det er et pragtfuldt Sted, nede i en af de Sidegader, der +vender ud til Green Park, og der er en lille Have paa den Side. Jeg +har aldrig før været nede ved den lille Plads, hvor det ligger, men +enhver kan naturligvis se dets pragtfulde Façade fra St. James' Park, +skønt jeg aldrig har vidst, at det var Vavasour House. + +"God Lykke," hviskede Lady Merrenden, da Robert steg ud, og saa kørte +vi videre. + +Der var flere forskellige Mennesker til Lunch paa Carlton House +Terrace, et Par Ministre og en berømt Romanforfatter og en stor +Portrætmaler, foruden to eller tre yndige Kvinder, den ene var smuk +og fiks som Lady Ver, den anden saá mere almindelig ud, men havde et +saa elskværdigt Væsen. Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som +Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at +være elskværdig og gøre mit bedste for at behage min kære Værtinde. +Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervøse +og længes efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gæsterne. + +"Det morer min Mand at se flere forskellige Slags Mennesker," sagde +hun, "men vi havde ikke noget videre interessant i Dag, maa jeg +tilstaa -- skønt sommetider keder Forfatterne og Forfatterinderne mig +-- og de er ofte meget skuffende, man bryder sig ikke mere om at læse +deres Bøger, naar man har set dem." + +Jeg sagde, at det vilde jeg gerne tro. + +"Jeg bryder mig ikke meget om knoppende Genier," fortsatte hun, "jeg +foretrækker at vente, indtil de er blevet til noget -- lige meget +hvorledes deres Oprindelse er -- saa har de paa Vejen opad erhvervet +sig en vis ydre Opdragelse, og de støder ikke én saa meget. Merrenden +forstaar udmærket at bedømme den menneskelige Natur, og Forandring +morer ham. Hvis jeg var overladt til mig selv, er jeg bange for, at +jeg vilde være tilfreds med mindre begavede Mennesker, som simpelt +hen hørte til min egen Verden." + +I alt, hvad hun siger, kan man mærke, hvorledes hun tænker paa og +tager Hensyn til Lord Merrenden og hans Ønsker og Smag. + +"Jeg synes altid, at det er saa grusomt imod ham, at vi ingen Børn +har," sagde hun; "Titlen uddør med ham, saa jeg maa gøre ham saa +lykkelig, som jeg kan." + +Hvilken god og retfærdig Kvinde. + +Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans +Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor +modig og prægtig han havde været i Krigen; og om, hvorledes Folkene +paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og +Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet," +sagde hun. + +Saa kom Robert ind i Stuen. Aa, hans kære Ansigt talte, der behøvedes +ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde været haardhjertet. + +"Naa?" sagde Lady Merrenden. + +Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hænder. +"Min egen Elskede," sagde han, "frem for alt vil jeg have, at du skal +vide, at jeg elsker dig højere end alt andet i Verden, og at intet +kan gøre nogen Forskel," og han kyssede mig lige for Øjnene af sin +Tante. Hans Stemme var saa bevæget -- og jeg véd, at vi alle havde en +lille Klump i Halsen; saa stillede han sig foran os, men han holdt +mig i Haanden. + +"Torquilstone var rædsom, kan jeg se," sagde Lady Merrenden. "Hvad +sagde han, Robert -- sig os alt? Evangeline ønsker det ogsaa, er jeg +sikker paa, lige saa vel som jeg." + +Robert saá meget bleg og alvorlig ud, man kan se, hvor bestemt hans +Mund i Virkeligheden er, og hvor faste hans kære, blaa Øjne. + +"Jeg sagde til ham, at jeg elskede Evangeline, som jeg havde +forstaaet, at han havde truffet i Gaar, og at det var min Hensigt at +gifte mig med hende --" + +"Og han svarede?" spurgte Lady Merrenden aandeløst. + +Jeg holdt kun fastere paa Roberts Haand. + +"Han bandede som en Matros og satte sit Glas saa haardt ned paa +Bordet, at det knustes -- en modbydelig Hidsighed -- jeg skammede mig +over ham. Saa sagde han, aldrig, saa længe han levede og kunde +forhindre det -- og at han havde hørt noget om min Bedaarelse, og da +jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersøgt Sagen +og fundet, at Familien var højst utilfredsstillende. Saa var han +kommet her i Gaar i det Øjemed at se dig -- min Skat, og han havde +dømt for sig selv. Pigen var en 'djævelsk Skønhed' (hans Ord, ikke +mine) med de uartigste, mest udfordrende Øjne og en Mund -- Nej, jeg +kan ikke sige Resten, og det gør mig for rasende!" og Roberts Øjne +lynede. + +Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden +Haand. Jeg følte mig, som om jeg ikke kunde staa høj og rank nok. + +"Kort og godt, han har absolut nægtet at have noget at gøre med +Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er +skilt fra hinanden for bestandig!" + +"Aa, Robert!" udbrød Lady Merrenden forfærdet. + +Robert lagde sine Arme omkring mig, og hans Ansigtsudtryk forandredes +til straalende Glæde. + +"Naa, det bryder jeg mig ikke om -- hvad har det at sige! Nogle faa +Ejendomme og Tusinder i en dunkel Fremtid -- Tabet af dem er +ingenting for mig, naar jeg blot har min Evangeline nu." + +"Men, kæreste Robert," sagde Lady Merrenden, "du kan umuligt leve +uden det, han giver dig, hvad har du selv? Omtrent atten Hundrede +Pund om Aaret, antager jeg, og du véd, min egen Dreng, at du ofte har +Gæld. Han betalte fem Tusind Pund for dig sidste Paaske. Aa, hvad +skal vi gøre!" og hun slog sine Hænder sammen. + +Jeg følte mig, som om jeg var blevet til Sten. Skulde al denne +guddommelige Lykke smutte ud af mine Hænder? Ja, det saá ud til det, +for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans +Fremtid. + +"Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder +Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere +over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!" + +"Nej!" sagde Robert. "Det vilde ikke være til den mindste Nytte, og +det vil se ud, som om vi vilde bede ham om noget." Hans Ansigt var +blevet saa inderlig bedrøvet, da Lady Merrenden talte om hans Penge. + +"Elskede!" sagde han med brudt Stemme. "Nej, det er sandt, det vilde +ikke være rigtigt at gøre dig til Tigger. Jeg vilde være en Slyngel, +hvis jeg bad dig om det. Vi maa se at finde paa en Maade at blødgøre +min Broder paa!" + +Saa talte jeg. + +"Robert," sagde jeg, "hvis du kun var John Smith, vilde jeg sige, at +jeg gerne vilde bo med dig i en Hytte, eller endogsaa i en mørk Gyde +-- men det er du ikke, og jeg vilde ikke for alt i Verden drage dig +ned, ud af det, der er din Stilling i Livet -- det vilde være en +daarlig Kærlighed. Hvis alt slaar fejl, maa vi skilles, og du maa +glemme mig." + +Han tog mig i sine Arme, og vi hørte Døren blive lukket. Lady +Merrenden havde ladet os være alene. Den næste halve Time var fuld af +Kval og guddommelig Lykke paa samme Tid. + +"Jeg vil aldrig glemme dig, og aldrig i Verden vil jeg tage en anden +Kvinde, det sværger jeg ved Gud," sagde han til sidst. "Hvis vi maa +skilles, er al Glæde i Livet forbi for mig." + +"Og for mig ogsaa, Robert!" + +Vi gav hinanden de lidenskabeligste Kærlighedsløfter, men jeg vil +ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer +dem -- min Sjæls Bog. + +"Vilde det være til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden +talte med ham?" spurgte jeg. "Han var min Faders Forlover ved hans +Bryllup, og han véd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama, +og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt +Baroni, tror jeg det er -- aa! kan det gøre saa stor en Forskel paa +Børnene, at deres Forældre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien? +Jeg -- jeg -- jeg véd ikke meget om den Slags Ting!" + +"Min søde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og +kyssede mig, "min søde, søde Evangeline." + +"Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg, +da jeg kunde tale -- det kan man ikke, naar man bliver kysset. + +"Hver en Smule, lader det til. Han siger, han vil ikke diskutere den +Sag, jeg maa vide, at det er nok, da jeg altid har kendt hans +Synspunkter, men hvis det ikke er tilstrækkeligt, er din vilde, +ryggesløse Skønhed det. Du vilde ikke være mig tro i et Aar, sagde +han. Jeg kunde neppe afholde mig fra at dræbe ham, da han kastede mig +det i Ansigtet." + +Jeg følte, at jeg blev hidsig. Hvor frygteligt uretfærdigt -- hvor +grusomt. Jeg gik hen og saá mig i Spejlet -- et stort Spejl, der hang +mellem Vinduerne -- og trak Robert med mig. + +"Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er +sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!" + +"Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrød +Robert. "Du er fuldkommen smuk -- en slank, statelig, vidunderlig +Tigerlillie -- men -- men -- du ser ikke kold ud -- og det er dit +røde Haar og disse bedaarende grønne Øjne og din yndige, hvide Hud og +sorte Øjenvipper, der, der -- aa! du véd det nok, du søde! Du ser +ikke ud som Mælk og Brød, du er fuldkommen attraaværdig, og du kunde +faa enhver Mands Hjerte til at banke." + +Jeg tænkte paa den Aften til "Carmen". + +"Ja, jeg er ond," sagde jeg, "men jeg vil aldrig være det mere -- kun +akkurat nok til altid at faa dig til at elske mig, for Lady Ver +siger, at Sikkerhed faar Mænd til at gabe. Men selv slette Mennesker +kan elske med en stor, stor Kærlighed, og det kan gøre dem gode. Hvis +han blot vidste, hvor højt jeg elsker dig, Robert, er jeg sikker paa, +at han vilde være god imod os." + +"Men hvorledes skal vi sige ham det?" + +Saa fik jeg pludselig en Tanke, der fyldte mig med en voldsom +Spænding. + +"Vil du lade være med at gøre noget før i Morgen?" sagde jeg. "Jeg +har en Idé, som jeg ikke vil sige til nogen. Lad os gaa tilbage til +Claridges nu, og kom ikke og besøg mig igen, før i Morgen Klokken +tolv. Hvis det saa er mislykket, vil vi sige Farvel. Det er en +fortvivlet Chance!" + +"Og du vil ikke sige mig, hvad det er?" + +"Nej -- stol paa mig -- husk paa, det er mit saa vel som dit Liv, det +gælder om." + +"Min Dronning!" sagde han. "Ja, jeg vil gøre det, eller hvad som +helst andet du ønsker, kun _aldrig, aldrig_ sige Farvel. Naar alt +kommer til alt er jeg dog en Mand, og jeg har mange indflydelsesrige +Slægtninge. Jeg kan bestille andet i Livet end netop at være +Garderofficer, og vi skal faa Penge nok til at leve lykkeligt af -- +selv om vi ikke bliver meget rige. Jeg vil aldrig sige Farvel -- +hører du. Lov mig, at du heller aldrig vil det." + +Jeg tav. + +"Evangeline, Elskede!" udbrød han angstfuld med Øjenbrynene helt oppe +paa den gamle Maade, medens to store Taarer kom op i hans smukke +Øjne. "Min Gud! vil du ikke svare?" + +"Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle +Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals. + +"Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjæl, og jeg beder til Gud, at +vi aldrig maa komme til at sige Farvel." + +Da jeg kom tilbage til Claridges, følte jeg mig for første Gang i mit +Liv lidt svag. Lady Merrenden havde selv kørt mig dertil, og havde +forladt mig med alle mulige Forsikringer om sin Kærlighed og +Hengivenhed for os begge. Jeg havde sagt Farvel til Robert paa +Carlton House Terrace. + +Ingen af dem kender mig -- helt -- eller véd, hvad jeg kan og vil +gøre. + + + _Claridges_. + Mandag Aften. + +Jeg følte, at jeg for at udføre min Plan maatte berolige mit Sind +lidt, saa skrev jeg i min Dagbog, og det gjorde mig roligere. + +Af alt, hvad jeg var sikker paa i Verden, var jeg mest sikker paa, at +jeg elskede Robert meget for højt til at ville skade hans +Fremtidsudsigter. Paa den anden Side var det alt for grusomt imod os +begge at kaste ham bort uden Kamp. Selv om Mamas Moder var af +tarvelig Herkomst, var hele Resten af min Familie prægtige gamle +Kæmper og Gentlemen, og jeg bad til deres Aander om at hjælpe mig nu. + +Saa ringede jeg og forlangte noget Isvand, og da jeg havde tænkt dybt +i nogle Minutter, medens jeg drak det, satte jeg mig ved mit +Skrivebord. Min Haand rystede ikke, skønt jeg var i en frygtelig +Spænding. Jeg skrev først udenpaa Konvolutten, for at berolige mig. + + Til Hans Naade + Hertugen af Torquilstone, + Vavasour House, + St. James, S. W. + +Saa lagde jeg den til Side. + +"Det er mig, Evangeline Travers, som skriver," begyndte jeg uden +Indledning, "og jeg beder Dem om en Samtale -- enten her i min +Dagligstue i Aften, eller jeg vil komme til Dem i Vavasour House. Jeg +har forstaaet, at Deres Broder, Lord Robert, har sagt Dem, at han +elsker og ønsker at gifte sig med mig, og at De har nægtet Deres +Samtykke, dels paa Grund af min Families Historie, men hovedsagelig +paa Grund af, at min Type mishager Dem. Jeg tror, at det i fordums +Dage var en af en højtstaaende Adelsmands Forrettigheder at uddele +Retfærdighed. I mit Tilfælde er det endnu Deres Forrettighed af +Høflighed, og jeg forlanger den af Dem. Hvis De, naar vi har talt en +kort Tid sammen, endnu fastholder Deres Mening om mig og _overbeviser +mig om_, at det er til Deres Broders Lykke, sværger jeg ved mit +Æresord, at jeg aldrig vil se ham mere. + + Deres forbundne + _Evangeline Travers_." + +Jeg lagde det hurtigt i en Konvolut og lukkede den. Saa ringede jeg, +og fik det sendt med et Bud i en Droske, som skulde vente paa Svar. +Gud véd, om jeg nogensinde i mit Liv skal komme til at gennemgaa +saadanne femogtyve Minutter som dem, der gik, før Tjeneren bragte mig +et Brev til Svar. + +Selv om Dagbogen ikke kan lukkes, maa jeg sætte det ind i den. + + "_Vavasour House, St. James_, + 28. November. + +Frøken Travers! Jeg har modtaget Deres Brev, og beder Dem undskylde, +at jeg ikke kommer til Dem i Deres Hotel i Aften, da jeg føler mig +meget utilpas, men hvis De vil gøre mig den Ære at komme til Vavasour +House, naar De har modtaget dette Brev, vil jeg diskutere den omtalte +Sag med Dem, og jeg haaber, De vil tro, at De kan stole paa min +_Retfærdighed_. + + Deres ærbødige + _Torquilstone_." + +"Hans Naades Vogn venter paa Dem, Frøken," sagde Tjeneren, og jeg +fløj ind til Véronique. + +Jeg lod hende klæde mig hurtigt paa. Jeg bar akkurat den samme Dragt, +som han havde set mig i før, dyb Sorg, og overordentlig klædelig. + +Ti Minutter efter sad Véronique og jeg i Vognen og kørte af Sted. Jeg +talte ikke. + +Jeg blev øjensynlig ventet, for da Vognen standsede, fløj de store +Døre op, og jeg kunde se ind i den dunkle, pragtfulde Forhal. + +En sølvhaaret, statelig, gammel Tjener førte mig af Sted, forbi en +Række pudrede Tjenere, ned ad en Korridor, der var svagt oplyst af +Lamper med Skærme (Véronique blev overladt til Tjenernes +Barmhjertighed). Saa aabnede den gamle Mand en Dør, og uden at nævne +mit Navn meldte han kun: "Damen, Deres Naade," han holdt Døren aaben +for mig og gik saa ud og lukkede den sagte efter mig. + +Det var et meget stort Værelse, med pragtfulde, mørke, udskaarne +Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin +Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med +Skærme, at man neppe kunde se ind i Krogene. + +Hertugen sad sammenkrøben i en Stol, han saá frygtelig bleg og syg +ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt. At tænke sig, +at et Menneske, der ser saa gammel og forkrøblet ud, kan være selv +Roberts Halvbroder! + +Jeg gik henimod ham, han rejste sig med Besvær, og dette er den +Samtale, vi førte: + +"De maa ikke rejse Dem," sagde jeg, "maa jeg sætte mig lige overfor +Dem." + +"Undskyld min Mangel paa Høflighed," svarede han og pegede paa en +Stol, "men min Ryg volder mig store Smerter i Dag." + +Han saá ud som saadant et stakkels, elendigt, utilfreds, ulykkeligt +Væsen, at jeg ikke kunde lade være med at blive rørt. + +"Aa, det gør mig saa ondt!" sagde jeg. "Hvis jeg havde vidst, at De +var syg, vilde jeg ikke have forstyrret Dem nu." + +"Retfærdigheden maa helst ikke vente," svarede han med et lunefuldt, +spottende, bittert Smil. "Forklar Deres Sag." + +Saa drejede han pludselig op for en elektrisk Lampe i Nærheden af +mig, saa Lyset faldt lige paa mit Ansigt. Jeg fo'r ikke sammen. Det +glæder mig at kunne sige, at jeg har stærke Nerver. + +"Min Sag er denne: For det første elsker jeg Deres Broder højere end +alt andet i Verden --" + +"Muligvis. Det har en Mængde Kvinder gjort," afbrød han mig. "Naa?" + +"Og han elsker mig," fortsatte jeg, uden at ændse Afbrydelsen. + +"Indrømmet. Det er en Situation, der forefalder hver Dag mellem unge +Taaber. De har kendt hinanden omtrent i en Maaned, tror jeg?" + +"Mindre end fire Uger," rettede jeg. + +Han lo bittert. + +"Saa kan det ikke være af saa overordentlig stor Vigtighed for Dem i +den korte Tid!" + +"Det er af overordentlig stor Vigtighed for mig, og De kender Deres +Broders Karakter; De maa lige saa vel som jeg være i Stand til at +bedømme, om det er eller ikke er en Sag af overordentlig stor +Vigtighed for ham." + +Han rynkede Panden. "Naa, hvad saa videre?" + +"For det første vil jeg spørge Dem, paa hvilket Grundlag De har +fordømt mig som 'en djævelsk Skønhed?' og hvorfor De antager, at jeg +ikke vilde være Robert tro i et Aar?" + +"Jeg forstaar mig forholdsvis godt paa at bedømme Karakterer." + +"Det kan ikke være Tilfældet -- ellers vilde De kunne se, at hvilket +uheldigt Tilfælde, der end har ladet mig faa dette anstødelige Ydre, +saa er det Jeg, der bor indeni det, en hæderlig Person, der aldrig +bryder sit Ord." + +"Jeg kan kun se rødt Haar og grønne Øjne og et i det hele taget +djævelsk Udseende." + +"Vilde De da ønske, at Folk altid skulde dømme efter Skinnet?" +spurgte jeg. "For saa ser jeg for mig en fordomsfuld, snæverhjertet, +grusom, kynisk Mand, der er skinsyg paa Ungdommens Glæder. Men jeg +vilde ikke af den Grund stemple Dem med alle disse Egenskaber!" + +Han studsede og saá lige paa mig. "Jeg er maaske alt dette," sagde +han. "De har sandsynligvis Ret!" + +"Aa, saa vær det ikke!" vedblev jeg hurtigt. "Jeg vil saa gerne have, +at De skal være god imod os. Vi vil saa gerne være lykkelige, og vi +er begge saa unge, og Livet vil blive saa fuldkommen tomt og +værdiløst i alle disse Aar, lige til det sidste, hvis De skiller os +ad nu." + +"Jeg har ikke sagt, at jeg vil skille jer ad," sagde han koldt. "Jeg +har kun sagt, at jeg ikke vilde give Robert nogen som helst +Understøttelse; og jeg skal efterlade alt, hvad der staar i min Magt, +til andre. Hvis De har Lyst til at blive gift paa de Betingelser, saa +er De velkommen til det." + +Saa sagde jeg ham, at jeg holdt alt for meget af Robert til at ville +ødelægge hans Fremtid. + +"Vi kom ind i hinandens Liv," sagde jeg. "Vi havde ikke forlangt det +af Skæbnen, den bragte os sammen, og jeg forsøgte paa ikke at tale +til ham, fordi jeg havde lovet en af mine Veninder, at jeg ikke +skulde det, fordi hun sagde, at hun selv holdt af ham, og det gjorde +os begge saa forfærdelig ulykkelige, og med hver Dag betød vi mere og +mere for hinanden, indtil vi i Gaar -- da jeg troede, han var rejst +bort, og jeg var saa ulykkelig -- mødtes i Parken, og det kunde ikke +længere nytte, at vi forstilte os. Aa, De kan ikke ville knuse al +Glæde i Livet for os, blot fordi jeg har rødt Haar. Det er saa +forfærdelig uretfærdigt." + +"De smukke Sirene," sagde han. "De vil lokke mig. Hvor De véd, +hvorledes De skal benytte Deres Ynder og Deres Magt; og hvilken +_Mand_ kunde vel modstaa Deres fristende Ansigt." + +Jeg rejste mig op i heftig Vrede. + +"Hvor tør De vove at sige noget saadant til mig!" sagde jeg. "Jeg +vilde ikke nedlade mig til at lokke Dem. -- Jeg vilde aldrig mere +bede Dem om noget! Jeg vilde kun have, at De skulde yde mig den +Retfærdighed at forstaa, at De havde taget fejl af min Karakter -- og +yde Deres Broder den Retfærdighed at indrømme, at han har nogen Ret +til at holde af hvem han vil. Men behold Deres lave Tanker hos Dem +selv! Onde, grusomme Mand! Robert og jeg har noget, der er bedre end +alle Deres Ejendomme og Penge -- en smuk, stor Kærlighed, og jeg er +glad, glad over, at han ikke i Fremtiden vil modtage noget, som er en +Gave fra Dem. Jeg vil give ham mig selv, og vi skal komme meget godt +ud af det uden Dem!" og jeg gik hen til Døren og efterlod ham +siddende sammenfaldet i Stolen. + +Saaledes endte vor Samtale om Retfærdighed. Aldrig har jeg holdt mit +Hoved saa højt i Vejret. Jeg er sikker paa, at hvis Kleopatra var +blevet slæbt til Rom i Augustus' Triumftog, vilde hun ikke have gaaet +med mere Stolthed og Foragt, end jeg gik gennem Forhallen i Vavasour +House. + +Den gamle Tjener ventede paa mig og Véronique og Vognen. + +"Vær saa god at hente en Droske," sagde jeg og stod som en Statue, +medens en af Tjenerne maatte løbe ud i St. James' Street efter én. + +Saa kørte vi bort, og jeg følte, at mine Tænder klaprede, medens mine +Kinder brændte. Hvilken Ende paa min Plan og mine Drømme om et muligt +Held! + +Men hvilket Afskum af et Menneske! Hvilken grusom, smaalig, elendig +Skabning. Jeg vil ikke lade ham skille mig fra Robert, aldrig, +aldrig! Han er det ikke værd. Jeg vil vente paa ham -- min egen Skat +-- og hvis han virkelig elsker mig, saa kan vi engang blive +lykkelige, og hvis han ikke gør det -- men aa! Det behøver jeg ikke +at frygte for. + +Jeg ryster endnu af Vrede, og jeg vil gaa i Seng. Jeg vil ingen +Middagsmad have. + + + Tirsdag Morgen den 29. Novbr. + +Véronique vilde ikke lade mig gaa i Seng, hun vilde endelig have, at +jeg skulde spise, og saa efter Middag sad jeg i en gammel, men yndig +Slaabrok af hvidt Crêpe, og hun børstede mit Haar i mere end en Time +-- der er saadan en voldsom Masse, det tager Tid. + +Jeg sad foran Ilden i Dagligstuen og forsøgte paa ikke at tænke. Man +føler sig som et Vrag efter saadan en Scene. Da Klokken var omtrent +halv ti, hørte jeg Støj ude i Korridoren, der blev banket ganske kort +paa Døren, og Robert og Lady Merrenden traadte ind i Stuen. Jeg fo'r +op, og Véronique tabte Børsten af Forbavselse, og lod os saa være +alene. + +Deres Øjne skinnede, og Robert saá ud, som om han var vanvittig af +Glæde; han greb mig i sine Arme og kyssede mig og kyssede mig, medens +Lady Merrenden sagde: "Du søde Evangeline, du modige, dygtige Pige, +fortæl os alting om det?" + +"Om hvad?" spurgte jeg, saa snart jeg kunde tale. + +"Hvordan du bar dig ad." + +"Aa, jeg maa kysse hende først, Tante Sophia," sagde Robert. "Har du +nogensinde set noget saa guddommelig yndigt, som hun ser ud med +Haaret saaledes flagrende -- og det er altsammen mit -- hver Smule af +det!!" + +"Ja, det er," sagde jeg sørgmodigt. "Og det er omtrent alt, hvad du +faar af Værdi!" + +"Kom og sid ned," sagde Robert, "Evangeline, du Skat -- og se paa +dette!" + +Derpaa tog han et Brev op af sin Lomme. Jeg saá straks, at det var +Hertugens Skrift, og jeg rystede af Sindsbevægelse. Han holdt det op +for mine Øjne. + +"Kære Robert," begyndte det, "jeg har set hende. Jeg er besejret. Hun +vil blive en pragtfuld Hertuginde. Bring hende til Lunch i Morgen. + + Din + Torquilstone." + +Jeg følte mig saa inderlig bevæget, at jeg ikke kunde tale. + +"Aa, fortæl os, kære Barn, hvorledes det skete -- og hvad du gjorde +-- og hvor I mødtes?" sagde Lady Merrenden. + +Robert holdt min Haand. + +Saa prøvede jeg paa at fortælle det, saa godt jeg kunde, og de hørte +aandeløst efter. "Jeg er bange for, at jeg var meget uforskammet," +endte jeg med at sige, "men jeg var saa vred." + +"Det er herligt," sagde Robert. "Men det bedste er, at det var din +Hensigt at give mig dig selv, uden Udsigt til Rigdom. Det er den +bedste Gave af dem alle." + +"Var det ikke afskyeligt egenkærligt af mig?" sagde jeg. "Men da jeg +saá din stakkels Broder se saa ulykkelig og bitter og uvenlig ud, +trods al sin Storhed, følte jeg, at for os, som véd, hvad Kærlighed +betyder, var det at være sammen det, som havde mest at sige i hele +Verden." + +Saa sagde Lady Merrenden, at hun kendte nogle Mennesker, som boede +her, og som havde en Lejlighed nede paa første Sal, og hun vilde gaa +ned og se, om de var hjemme. Hun vilde vente paa Robert i Forhallen, +sagde hun, og hun kyssede mig til Godnat og gav os sin Velsignelse. + +Hvor er hun elskelig! Hvor det var sødt af hende at lade os være +alene. + +Robert og jeg tilbragte endnu en lyksalig Time, og jeg tror, at vi nu +maa være kommet til den sjette Himmel. Robert siger, at den syvende +kommer til sidst, naar vi er gifte -- og det bliver snart. Jeg er +alt for lykkelig til at skrive sammenhængende. + +Jeg vaagnede først sent i Morges, og Véronique kom og sagde, at min +Dagligstue var igen fuld af Blomster. Robert er vidunderlig! + +Jeg skrev til Christopher og Lady Ver i Sengen, medens jeg drak min +Chokolade. Jeg sagde Sandheden rent ud til Lady Ver, at Robert og jeg +tilfældigt havde mødt hinanden og opdaget, at vi elskede hinanden, +saa jeg vidste, at hun vilde forstaa det -- og jeg lovede, at jeg +ikke skulde knuse hans Hjerte. Saa takkede jeg hende for al hendes +Venlighed imod mig, men jeg blev sørgmodig, da jeg læste det igennem +-- stakkels, kære Lady Ver -- hvor jeg haaber, at jeg ikke virkelig +maa saare hende, og at hun vil tilgive mig. + +Til Christopher sagde jeg, at jeg havde fundet min "Variation" Umagen +værd, og jeg haabede, at han vilde komme til mit Bryllup. + +Saa sendte jeg Véronique ned med Brevene i Postkassen. + +I Dag flytter jeg til Carlton House Terrace. Hvor det bliver dejligt +-- og om fjorten Dage, eller i det højeste om tre Uger, siger Robert, +skal vi ganske stille tage hen og blive gifte og Oberst Tom Carden +kan altsaa blive min Forlover. + +Aa, jeg er saa glad over denne kære, smukke Verden, og dette søde, +snavsede, taageindhyllede London! Jeg elsker det altsammen -- selv +Soden! + + + _Carlton House Terrace_, + Tirsdag Aften. + +Robert kom for at besøge mig Klokken tolv, og han bragte mig den +dejligste, pragtfuldeste Ring med Diamanter og Smaragder, og jeg +dansede omkring som et Barn af Henrykkelse over den. Robert er +vidunderlig, enhver lille Ubetydelighed har en eller anden skjult +Betydning, og han faar mig til at _føle_ og _føle_. + +For hver Time vi tilbringer sammen, synes vi at opdage noget nyt hos +hinanden, noget, som netop er det, den anden gerne vil have. Og han +er saa dejlig skinsyg og bydende, og jeg elsker ham -- det er Sagen! + +Jeg lærer en Mængde Ting, og jeg er sikker paa, at der endnu er en +Mængde at lære. + +Klokken halv ét kom Lady Merrenden og hentede os i sin Vogn, og vi +kørte til Vavasour House. Hvor mine Følelser var forskellige fra i +Aftes. + +De pompøse Tjenere modtog os højtideligt, og vi gik alle tre ind i +Hertugens Værelse. + +Dèr sad han, endnu sammensunket i sin Stol, men han rejste sig -- han +er bedre i Dag. + +Lady Merrenden gik hen og kyssede ham. + +"Kære Torquilstone," sagde hun. + +"Godmorgen, Robert," mumlede han, da han havde hilst paa sin Tante. +"Forestil mig for din _fiancée_." + +Og det gjorde Robert med stor Højtidelighed. + +"Nu vil jeg ikke mere skælde Dem ud," sagde jeg og lo. Han bøjede sig +ned og kyssede mig paa Panden. + +"Du er en smuk Tigerkat," sagde han, "men selv et Aar sammen med dig +vilde nok være Umagen værd." + +Hvorpaa Roberts Øjne flammede, og jeg lo igen, idet vi allesammen gik +ned til Lunch. + +Hertugen er, naar alt kommer til alt, ikke saa slem! + + + _Carlton House Terrace_, + Den 21. December. + +Det er tre Uger siden jeg skrev, men jeg har haft alt for travlt og +været alt for lykkelig til at skrive i Dagbøger. Jeg har været her +lige siden for at faa mit personlige Udstyr, og Véronique er blevet +vant til den Kendsgerning, at jeg ikke kan faa nogen Krone paa mit +_lingerie_! + +Det er det dejligste i Verden at være forlovet med Robert! + +Selv om jeg virkelig var saa slet, som jeg formoder, at jeg ser ud, +kunde jeg aldrig ønske mig nogen anden. Han tilbeder mig og lader mig +kommandere sig omkring, og saa kommanderer han mig omkring, og det +faar mig til at bæve af Fryd! Og hvis nogen blot ser mig paa Gaden, +hvad de naturligvis altid gør -- saa udsender han blaa Lyn imod dem, +og jeg føler -- aa! jeg føler hele Tiden! + +Lady Merrenden er stadig sød og venlig imod os, og hendes Takt kan +ikke beskrives, og nu gør jeg ofte det, jeg plejede at ønske, at jeg +kunde gøre -- jeg rører ved Roberts Øjenvipper med mine +Fingerspidser! + +Det er altsammen vidunderligt. + +Hvad i Alverden er noget som helst andet godt for i Livet, end at +være vanvittig forelsket, saaledes som vi er det. + +Naar jeg ser tilbage paa Tiden, før jeg traf Robert, synes det +altsammen at have været som at faa Grød om Morgenen hver Dag, og ikke +andet. + +Maaske er det, fordi han engang i Fremtiden bliver meget fornem, at +alle har opdaget, at jeg er en Skønhed og intelligent. Det er meget +behageligere at blive betragtet saaledes, end kun at være en +rødhaaret Eventyrerske. + +Selv Lady Katherine har sendt mig en Cairnqorm Broche og et +elskværdigt Brev (jeg skulde nu være en Pryd for hendes Kreds!) + +Men hvad har de allesammen at betyde -- hvad har noget som helst +andet end Robert at betyde! Hele Dagen igennem véd jeg, at jeg lærer, +hvad det vil sige "at danse og synge og le og _at leve_". + +Hertugen og jeg er meget gode Venner, han har opdaget, hvem Mamas +Moder var, det lader til, at hun var en venetiansk Musiklærerinde, +der hed Tonquini eller saadan noget, og at hun underviste Lord +Brandreths Søstre -- saa maaske Lady Ver alligevel havde Ret, og at +jeg i en meget fjern Fortid, i et andet Liv, har været en Doges +Veninde. + +Stakkels, kære Lady Ver! hun har taget det meget pænt efter det +første ondskabsfulde Brev, og nu tror jeg ikke engang, at der er en +Taare i hendes Øjenkroge! + +Lady Merrenden siger, at det netop er paa den Tid af Aaret, hvor hun +sædvanligvis faar en ny, saa det har hun maaske nu, og saa er det i +Orden. + +Den Diamantslange, hun har givet mig, har Øjne af Smaragder -- og +saadan en spids Tunge. + +"Den ligner Dem, Slangepige," sagde hun, "bær den paa Deres +Bryllupsdag." + +De tre Engle skal være mine Brudepiger. + +Robert overvælder mig med Gaver, og Hertugen vil lade mig bære alle +Torquilstone Juvelerne, naar jeg er blevet gift, foruden de +Smaragder, han selv har givet mig. Jeg holder virkelig meget af ham. + +Christopher sendte mig dette karakteristiske Brev sammen med de +Ørenringe, der er hans Gave -- meget store Smaragder indfattet med +Diamanter: + +"Det gør mig saa ondt, at jeg ikke skal se Dem paa den lykkelige Dag, +men jeg har været heldig nok til at opdage, at Paris endnu har Glæder +for mig. + +Bær dem, de vil passe til Deres Øjne! + + C. C." + +Og i Morgen er det min Bryllupsdag, og jeg tager bort paa +Bryllupsrejse med Robert -- bort, ind i den syvende Himmel. Og jeg er +_sikker_ paa, at ingen af os vil gabe! + + + + + +End of Project Gutenberg's Evangelines Genvordigheder, by Elinor Glyn + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EVANGELINES GENVORDIGHEDER *** + +***** This file should be named 33632-8.txt or 33632-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/3/6/3/33632/ + +Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online +Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |