diff options
Diffstat (limited to '35886-h')
| -rw-r--r-- | 35886-h/35886-h.htm | 8709 |
1 files changed, 8709 insertions, 0 deletions
diff --git a/35886-h/35886-h.htm b/35886-h/35886-h.htm new file mode 100644 index 0000000..79a6f2e --- /dev/null +++ b/35886-h/35886-h.htm @@ -0,0 +1,8709 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Det stille Vand, by Albert Gnudtzmann; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +body { + margin: auto 10%; +} + +h1,h2,h3 { + text-align: center; + clear: both; +} + +p { + margin: .75em auto; + text-align: justify; +} + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-style: normal; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after { content: attr(title); } + +.center { text-align: center; } +.caps { text-transform: uppercase; } +.smaller { font-size: 85%; } +.larger { font-size: 150%; } + +/* Poetry */ +.poem { margin: auto 10%; text-align: left; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { margin: 1em 0em; } +.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; } + +/***/ + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin: 2em 15%; + padding: 1em; +} +.trnote ul li { list-style-type: none; } + +table.toc { margin: 0px auto; } +.toc td { text-align: center; padding-right: .4em; font-weight: bold; } +.toc .makewide:before, .toc .makewide:after { content: "\b7"; } + +.topmarg { margin-top: 2em; } +.w65 { width: 65%; } +hr.chapbreak { width: 45%; margin-bottom: 4em; } + +a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Det stille Vand, by Albert Gnudtzmann + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Det stille Vand + En Fortælling om Ungdom + +Author: Albert Gnudtzmann + +Release Date: April 16, 2011 [EBook #35886] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET STILLE VAND *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +https://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by The Internet Archive) + + + + + + +</pre> + + +<div class="trnote"> +<h2>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er i øvrigt bevaret. Bogen er oprindelig trykt med frakturskrift; i +nedenstående tekst er <em>kursiv</em> brugt til at angive antikvaskrift. +En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +sidst i bogen.</p> +<h3>Indhold</h3> +<table class="toc" summary="Kapiteloversigt"><tr> +<td><a href="#KAPITEL_I" class="makewide"> I </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_II" class="makewide"> II </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_III" class="makewide"> III </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_IV" class="makewide"> IV </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_V" class="makewide"> V </a></td> +</tr><tr> +<td><a href="#KAPITEL_VI" class="makewide"> VI </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_VII" class="makewide"> VII </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_VIII" class="makewide"> VIII </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_IX" class="makewide"> IX </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_X" class="makewide"> X </a></td> +</tr><tr> +<td><a href="#KAPITEL_XI" class="makewide"> XI </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XII" class="makewide"> XII </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XIII" class="makewide"> XIII </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XIV" class="makewide"> XIV </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XV" class="makewide"> XV </a></td> +</tr><tr> +<td><a href="#KAPITEL_XVI" class="makewide"> XVI </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XVII" class="makewide"> XVII </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XVIII" class="makewide"> XVIII </a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XIX" class="makewide"> XIX </a></td> +</tr></table> +</div> + + + +<h1 class="caps topmarg">Det stille Vand</h1> + +<hr class="w65 topmarg" /> + + +<p class="center caps topmarg">Albert Gnudtzmann</p> + +<p class="center larger caps">Det stille Vand</p> + +<p class="center caps smaller">En Fortælling om Ungdom</p> + +<p class="center caps topmarg">København<br /> +Gyldendalske Boghandels Forlag</p> + +<p class="center caps smaller">Fr. Bagges Bogtrykkeri<br /> +1901</p> + +<hr class="chapbreak" /> + + +<p><a class="pagenum" name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"></a> +<a name="KAPITEL_I" id="KAPITEL_I"></a> +Stille, stille stod Luften over Furesøens +dovent-blanke Vandflade, sommertung og stille. +Nu og da strøg der et Vindpust ind mellem +Bøgeskovens Træer, og det var som et afmægtigt +Gisp fra et træt Bryst. Hivende nødte det +sig frem, og det hørtes næppe. Ubevægeligt +hang de grønne, tætte Løvmasser, skærmende +som sænkede Alkovegardiner ludede de sig ud +over Søen. Under dem var der lønlige Kroge, +skjulte Smuthuller, hvor forelskede Solsort-Par +strøg ind og ud.</p> + +<p>Der var Fred over Landet. Sommerfred, +dansk Fred.</p> + +<p>Men inde mellem Sivene der summede og +surrede det af lodne Insekter, der tumlede sig +i den bagende Sol. Og nu og da slog en +Karuds i Vandskorpen med et fedt Skvæt. +Vandet boblede, og der dannede sig Ringe. Og +saa blev alt igen stille, stille ...</p> + +<p>Men i Skoven var der Mennesker. De var +<a class="pagenum" name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"></a>søgt derud for at holde Søndag. Familievis +kom de traskende med trætte og slæbende Skridt +hen ad Vejen, der lysnede mellem de mørkløvede +Træer. Arbejdet, de seks Dages <span class="sic" title="[sic]">Tynge</span>, sad +endnu i Kroppen paa dem. Og desuden havde +de læsset sig med Madkurve af brutalt Omfang +og med overflødigt Overtøj og grønne Grene. +De lange Døgns Slid havde mærket dem — bøjet +en Ryg, krøget et Lem — som Arbejdsredskaber +langsomt formes efter det Brug, der +daglig gøres af dem ...</p> + +<p>Ganske tavse kunde de gaa der, bare strækkende +Lemmerne i den skyggefulde, friske Luft.</p> + +<p>Men pludselig kunde den briste ud af dem, +voldsomt, næsten trodsigt, den indelukte Tørst +efter frit Liv. Saa gav de sig til at løbe. De +dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. +Eller de sang med grove, usikkert-drævende +Stemmer: Der er et yndigt Land ... +Og naar de saa blev trætte, lagde de sig ned +paa Jorden, klæbede deres Legemer som døde +Klumper til Skovbunden og indsugede den +ramme, vejrede Lugt af Jord og af vissent +Løv.</p> + +<p>Andre havde slaaet sig ned ved Bordene +udenfor Sommerhotellet. Der sad de, fordybede +i forbitret Venten. Opvarterne dryppede af Overanstrengelse; +alligevel tilfredsstillede de ingen. +<a class="pagenum" name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"></a>Og undertiden rejste sig et Selskab og gik med +harmfuldt dirrende Skridt og med Ansigter, +der tindrede af Forurettelse ...</p> + +<p>Men oppe paa Hotellets Altan drak de faste +Sommergæster Middagskaffe. De sad og stirrede +sløvt ned paa Søndagsmængden, der syntes dem +at vanhellige Stedet. Selv gennemgik de ganske +stille Fordøjelsens Mysterium, mens den solvarme +Luft sivede ind gennem deres Hudporer. +Kun Hobens utilfredse Larm forstyrrede idag +den Taknemmelighed mod Livet, som ellers +daglig fyldte deres Sind i disse Timer. Man +spiste saare godt paa Hotellet, og Gæsterne +blev fede og frodige som stærkt gødede Planter.</p> + +<p>Dog det kunde hænde, at den fredsommelige +Søndagspludren gennemboredes af et højt +og gjaldende Mandsraab — eller af en kvidrende, +vældende Kvindelatter — eller af flere Stemmer, +der pludselig sprudlede højt til Vejrs som en +Springkilde af Latter. Det kom fra unge Folk, +som bruste gennem Skoven, overmodige af +Sundhed og Styrke. De følte, hvordan Blodet +dansede i Aarerne paa dem, og de kunde gribes +af en Fornemmelse, som bar de paa for meget +Liv. Somme Tider satte de i susende Løb, saa +Vejret var lige ved at forgaa dem — og saa +kastede de sig pludselig ned paa Jorden og +aandede Skovluften ind af alle Kræfter. De +kunde have rykket Træer op med Rode ...</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"></a> +Inde i Skoven, tæt ved Vejen, sad Biblioteksassistent +Preben Flyge. Sin Cykle havde +han stillet ved Siden af sig. Selv havde han +gjort sig det mageligt med Ryggen støttet op +mod et Træ.</p> + +<p>Han var søgt herud i en pludselig Tørst +efter at fornemme sin egen Personlighed. Han +syntes, den ligesom brystede sig og blev sig +mere bevidst, bare han kunde faa Lov at +blive ene med fri Luft og uforfalsket Natur. +Det var saa en Trang, der undertiden ganske +uvarslet brød ind over ham som en borende +Uro. Saa blev Bøgerne lagt til Side. Og +baaren af Cyklen kunde han jage milelangt ud +i Landet, spile sine Næsebor op og aande Luften +som den vejredes ham i Møde, fyldt af al Jordens +Krydder og Dunst. Han følte et eget +stærkt Behag ved at blive svedig, tilstøvet, +gennemblæst. Og han fyldtes af en Styrkens +og Livets Glæde som et Markens Dyr.</p> + +<p>I denne Fornemmelse var der en Flugt. +Men for Mennesker flygtede han ikke. Tvært +imod: han holdt af at høre deres Stemmer om +sig, fremmede Stemmer, der for ham blot var +Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans Sind.</p> + +<p>Denne Stilhed var det, han trængte til.</p> + +<p>Thi naar han var ene, kunde han sidde og +stirre sig ind i et Liv af bølgende og skiftende<a class="pagenum" name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"></a> +Tankerækker, hvori han ikke fandt Fæste. Han +kunde lade sig gribe af en tilfældig Stemning, +der efterhaanden helt beherskede ham. Lidet +kunde vække den: en ringe Oplevelse, en Bog +eller bare en Avisartikel. Men bedst som han +hengav sig til den og lod den indgaa Forbund +med nye Tankeforbindelser i voksende Rækkefølge, +kunde et helt andet Følelsessæt fra en +skjult Afgrund i hans Sjæl trænge sig frem — en +Ødelæggelsesdrift, der stadig var i Bevægelse +for at udslette Virkningen af, hvad der for et +Øjeblik formaaede at optage ham. Det var som +et Haglvejr af spottende og vrængende Tvivl, +der nedslog hans Sjæls friske Blomsterflor, og det +kunde komme, naar hans Sind var fuldt af Højtid, +og lægge hans Stemning øde.</p> + +<p>Men rundt om sig i Verden saa han sikre +Mennesker. Smaa de fleste men belæssede med +store Meninger, struttende og strittende som +Pindsvin af allandsens fastspigrede Overbevisninger +og brægende Fordomme. Smaa agtede +Mennesker med dresserede Sjæle, som de fremførte +i alle den højere Skoles Gangarter og som +de lod springe gennem de partiprivilegerede +Anskuelsers Tøndebaand ... Smaa velstriglede +og skinnende Mennesker, der travede rundt i +Manègen og som vrinskede forarget, naar de<a class="pagenum" name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"></a> +saa, at andre var dresserede i en anden Skole +end deres egen ...</p> + +<p>Der kunde komme Øjeblikke, da Preben +Flyge spurgte sig selv, om ikke Menneskeslægtens +evige Forbandelse var den, at den +havde lært at stræbe efter Sandhed. Thi Sandhederne +spægedes i Tidens Løb til Dumheder +og laa saa og spærrede for nye Sandheder, der +vilde frem. Og i mulden og bedærvet Tilstand +slugtes de netop allergladeligst af Folk, hvem +de siden forvoldte en moralsk Diarrhoe.</p> + +<p>Men naar han var sammen med andre Mennesker, +holdt han oftest disse Tanker for sig +selv. I det højeste lod han dem skimte frem +gennem en vis lun og godlidende Skepsis. Han +skyede at stille sig blot for den haandgribelige +Alvor. Derfor var han i Grunden velset, hvor +han kom frem.</p> + +<p>— — Det begyndte at blive Aften. Hen +over Søens Flade drog Skumringen sig som en +uhyre matgraa Presenning. Og i Tusmørket +gled alle Fjernsyn ud. Den blaagrønne Mur af +Skov, der hegnede Søen, saas som en fjern, +dybsort Skygge.</p> + +<p>Nu blev der sat en Baad i Vandet. Et Selskab +af unge Kvinder og Mænd tog Plads i den. +Lidt efter saa man den vippe og gynge rundt +paa samme Plet, mens et Aarepar, der ikke<a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a> +kunde komme i Takt, skiftedes til at falde med +et tungt Plask i Vandet. En stod op i Baaden +og kommanderede. Han svingede frem og tilbage +og fægtede med Armene. Hvert Øjeblik +maatte han sætte sig ned. De andre vred sig +paa Tofterne af Latter.</p> + +<p>Preben Flyge laa nogen Tid og saa paa det. +Baaden kom ikke videre: den syntes fordømt +til stadig at snurre rundt om sit eget Midtpunkt. +Tilsidst tog Mandskabet ombord Aarerne ind. +Og efterhaanden blev de stille — ogsaa de.</p> + +<p>Thi frem mellem Træernes mørke Stammer +groede Lydløsheden med stedse større Magt. +Kun en forsigtig og dulgt Hvisken spændte sit +Spindelvæv imellem dem. Og nu og da knistrede +en lille kælen Latter frem — og døde atter +ganske pludselig bort ...</p> + +<p>Flyge rejste sig med et Ryk og fik Cyklelygten +tændt. Lidt efter flimrede den som et +lille lyst Punkt hen ad Skovvejen. Han næsten +trampede paa Pedalerne. Det gjorde ham godt +at mærke Lufttrækket af Aftenvinden slaa sig +ind i Ansigtet, at suse hensynsløst ind mellem +Fodgængernes Klynger, se Folk springe til Side +og høre deres harmfulde Udraab dø bag sig.</p> + +<p>Da han kom til Østerbro, kørte han om ad +en af Rosenvængets Sidegader. Han sprang af +Cyklen, stod saa lidt og saa op mod to Vinduer<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a> +paa en Førstesal. Rullegardinerne var sænkede. +Bag dem skinnede Lampelyset mat og roligt.</p> + +<p>Flyge syntes tvivlraadig. Han gik lidt frem +og tilbage hen ad Fortovsflisen og skottede +stadig op til de to Vinduer. Med et syntes han +at have taget sin Beslutning. Han sprang op +paa Cyklen og satte den i Gang. Men næppe +var han naaet til det nærmeste Gadehjørne, før +han igen vendte om. Han steg paany af Cyklen, +stillede den ind paa Trappegangen og slukkede +Lygten.</p> + +<p>Og ilsomt, som for at overdøve en sidste +Betænkelighed, løb han op ad Trappen.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a> +<a name="KAPITEL_II" id="KAPITEL_II"></a> +Oppe bag Førstesalens nedrullede Gardiner +faldt en Hængelampes dæmpede Skær over en +Stue.</p> + +<p>Der levede Enkefru Herding og hendes Datter +Anna.</p> + +<p>Stuen var ikke stor, og den bar Præg af +renvasket og gennemskuret Nødtørftighed. Møblerne +var gamle og en Del slidte — og saa +fyldte de altfor meget i Rummet. Man kunde +se, at de en Gang havde kendt bedre Dage og +haft til Huse i et større Hjem. Nu stod de der +og krøb sammen med deres anløbne Politur og +deres sammensunkne Polstring, over hvilken det +falmede Betræk slog Rynker og Folder — stod +og vaklede paa deres brøstfældige Ben — som +Lemmer i en Stiftelse, stuvede sammen paa en +Belægningsstue.</p> + +<p>Over dem paa Væggen hang der Billeder, +samlede sammen gennem et Samliv — tilfældigt +som de Minder, der knyttede sig dertil. I Midten +var anbragt i Glas og Ramme et kalligraferet<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a> +Mindevers over Fruens afdøde Mand. Han +havde været Toldkasserer i en Købstad, og det +formodedes i Verset, at han nu inkasserede de +himmelske Toldintrader.</p> + +<p>Fru Herding var en rummelig Dame med +skælvende Former og betydningsfulde Anlæg til +Dobbelthage. Hun var nærsynet og bar Næseklemmer. +Paa hver Side af Næsen, der havde +Form som et bredt og stærkt Næb, havde den +gravet en dyb Fure. Naar hun vilde give sine +Ord Eftertryk, tog hun Næseklemmeren af og +fæstede Blikket skarpt og eftertrykkeligt paa den, +hun talte med. Øjnene var kuglerunde og matte: +de var uudgrundelige for den, der gennem dem +søgte at læse i hendes Sjæls Dybder.</p> + +<p>Det kunde hænde Fremmede, der traadte ind +ad Døren, at de ligestraks ikke lagde Mærke til, +at der var endnu en Person til Stede i Stuen. +Thi Datteren syntes undertiden at blive helt opslugt +af Moderens Skygge. Alt paa hende var +spædt og en Smule blegsottigt. Hendes Lød +var skær og hvid, og i de blege Kinder jog +Blodet op, saa saare blot nogen lagde Mærke +til hende. Med de store undrende Øjne, der +blaanede frem under et stærkt purret Haar og +som beherskede hele Ansigtet, lignede hun en +nysudklækket, skræmt og hjælpeløs Fugleunge.</p> + +<p>Fru Herding havde formet et trangt og indviklet<a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a> +Begreb om en ung Pige, hvorefter hun +ubønhørligt fordrede, at Datteren skulde danne +sig. Naar det blev presset ned om hende, følte +Anna det, som skruedes hun tom for al personlig +Villie og Følelse. Gennem mange Aars +Indøvelse var den Sindets Trods, som maaske +en Gang havde boet i hende, forkrøblet og +visnet. Blot Moderen begyndte at rømme sig +advarende, saadan som hun havde for Skik, +naar noget mishagede hende, faldt enhver +gryende Uafhængigheds-Fornemmelse slapt sammen. +Og i Tidens Løb var der over hendes +Væsen kommet en underlig forsagt Aarvaagenhed. +Hun syntes altid at være paa sin Post +mod mulige Irettesættelser fra Moderen.</p> + +<p>Indenfor den stille Stues fire Vægge levede +de to Kvinder deres sagte rindende Liv, ensformigt, +stilfærdigt, næsten uden Berøring med +Omverdenen. Vinduskarmene var tæt besat +med Potteplanter, der under Annas varsomme +Pleje groede saa frodigt, at det næsten var +umuligt at komme til at se ned paa Gaden. +Naar den unge Pige om Formiddagen besørgede +de mindre Indkøb for Moderen — til de store +blev hun ikke betroet — var det hende, som +gik hun gennem en fremmed Bys Gader. Fremmede +var Menneskene hun mødte, fremmed +klang deres Tale i hendes Øren.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a> +En sjælden Gang modtog de Besøg af Fru +Herdings Broder, Onkel Klavs Kihler. Det var +en lille spraglet og tummelumsk Herre, hvis +Specialitet det var at gaa fallit. Han havde i +sine unge Dage i kort Tid rejst med et Skuespillerselskab, +derefter havde han i Rækkefølge +været Impresario, Fuglehandler, Artistagent, +Bladudgiver og Korsetfabrikant. For Tiden +havde han en Musikskole, der paatog sig efter +et amerikansk System at udvikle fuld Færdighed +i Klaverspil i Løbet af en Maaned. Desuden +var han Agent i Flygler og tilbød sig med +Undervisning i levende Sprog og Handelskorrespondance. +Han opholdt sig gerne et Kvarter +ad Gangen i sin Søsters Dagligstue, vippende +paa Kanten af en Stol, med Hatten paa Hovedet +og fægtende med sin Stok i Luften. I den +Tid kunde han udkaste ti Planer til en fremtidig +Løbebane for Anna, der opskræmt og rød +i Hovedet søgte at skærme Etagèrens Nips mod +at blive ramt af hans Stok.</p> + +<p>"Hvordan har Kæresten det idag?" plejede +hans første Spørgsmaal at være, naar han var +kommen indenfor Døren. Og naar Anna harmfuldt +benægtede, at hun havde nogen Kæreste, +sagde han:</p> + +<p>"Ja Tak — den kender vi nok — den er +bare lidt for tyk. Et konfirmeret Pigebarn har<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a> +altid en Kæreste. Har hun ham ikke om Dagen, +saa drømmer hun sig sgu til ham om Natten."</p> + +<p>Anna kunde længe i Forvejen grue for disse +Bemærkninger, som hun vidste var ligesaa uundgaaelige +som Onkelens Besøg.</p> + +<p>Endnu et fremmed Ansigt viste sig dog af +og til i Fru Herdings Dagligstue. Det var Kandidat +Hansen-Maagerups.</p> + +<p>Han havde lejet det ene af Lejlighedens tre +Værelser og havde nu beboet det i fem Aar. +Hans Kandidattitel var ikke beseglet med nogen +Embedseksamen, thi Hansen-Maagerup studerede +endnu stadig Teologi, saadan som han havde +gjort det i den sidste halve Snes Aar. Hvert +Halvaar hed det sig, at han nu omsider vilde +underkaste sig den endelige Prøve. Men bestandig +gyste han tilbage for at vove det afgørende +Skridt. Naar han saa Eksamen for +sig, fik han en Fornemmelse, som om alle hans +møjsommelig sammenskrabede Kundskaber pludselig +gled ud og faldt fra hinanden. De blev +til løse Brokker uden Sammenhæng, og det var +ham ikke muligt at bringe noget ordnet Hele +ud deraf. Skønt han læste med stedse voksende +Iver, syntes han, at det for hver Gang blev +mere forvirret og mere brudstykkeagtigt.</p> + +<p>Fru Herding gjorde intet for at spore hans +Beslutning frem, thi med hemmelig Skræk imødesaa<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a> +hun den Mulighed, at han en Gang virkelig +kunde naa sit Maal. Ikke blot skulde hun saa +have en fremmed Mandsperson i Huset — thi +et Værelse til den Pris fandt vanskelig en +kvindelig Lejer — men hun vilde ogsaa iøvrigt +komme til haardt at savne Hansen-Maagerup. +Han var saa hyggelig og næsten barnligt beskeden — han +ordentlig lunede i Stuen, naar +han var der inde.</p> + +<p>Og han kom der hver Søndag Aften. Saa +fik man sig et Slag Whist. Hele Ugen igennem +kunde hun gaa og glæde sig dertil.</p> + +<p>Altid forløb disse Spilleaftener paa samme +rolige Vis.</p> + +<p>Paa Slaget halv otte blev Spillebordet gjort +i Stand. Tæppet blev taget af det aflange +Divanbord, Hængelampen tændt, en Pude anbragt +midt i den lave Sofa for at højne Sædet for +den, der her skulde have sin Plads. Paa Bordet +blev der lagt to Spil Kort, Papir og et spidst +Blyant til Regnskabet, og en Underkop blev +stillet frem, for at Kandidaten kunde bruge den +som Askebæger. Thi der tilstodes ham den +Gunst at ryge en lille Cigar i Damernes Selskab. +Han røg saa fintfølende, sagde Fru Herding — pustede +Røgen fra sig i ganske spæde og belevne +smaa Skyer, der kun frembragte en +behagelig Duft af Mandfolk i Værelset.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a> +Naar saa disse Forberedelser var trufne, +traadte Hansen-Maagerup ind — nøjagtig Klokken +tre Kvarter paa otte. Han var iført en +stoisk sort Frakke, bar skinnende hvid løs Krave +og graa uldne Muffediser under de snævre +Manchetter. Dertil sirlige Lædermorgensko, for +hvilke han hver Søndag gjorde Undskyldning.</p> + +<p>Mens man fordelte Pladserne og blandede +Kortene, vekslede Fru Herding og Hansen-Maagerup +Indtryk fra Formiddagens Prædiken. +De hørte til Stadighed hver sin Prædikant, og +hver især ansaa de det for en Æressag at stille +sin i saa blændende et Lys som muligt. Undertiden +kunde de begge to blive ganske hede, og +det var næppe nok, at de vilde lade hinanden +komme til Orde. Ja, de kunde være saa optagne +af det gejstlige Emne, at deres Sans for Spillet +føleligt svækkedes under en stor Del af den +første Rubber.</p> + +<p>Naar denne Rubber var forbi, spiste man til +Aften. Derefter spilledes endnu to — aldrig +mere — og under den sidste bød Fru Herding +gerne paa en lille bly Forfriskning, der hver +Søndag syntes at overraske Hansen-Maagerup +stærkt og som altid aflokkede ham den Ytring, +at det virkelig var en stor Skam.</p> + +<p>Men naar den tredie Rubber var endt, rejste +han sig og fremtog af sin Lomme en liden hæklet<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a> +Pung for at udbetale Aftenens Tab eller nedlægge +den vundne Sum. Stor var Omsætningen +aldrig, thi man spillede om en Ottendedel +Øre Pointet og gjorde det kun, fordi Spillet manglede +Spænding, naar man spillede om intet.</p> + +<p>"Det er rigtig et behageligt Menneske," sagde +Fru Herding gerne til sin Datter, naar Hansen-Maagerup +havde trukket sig tilbage. Og Anna +bøjede samtykkende sit Hoved. Men hun sagde +intet.</p> + +<p>Thi for hende var disse Whist-Aftener fulde +af bange Spænding. Hun saa i Spillet en indviklet +Labyrint, i hvis vildsomme Snirkler der +skjulte sig allehaande uberegnelige Snarer og +Faldgruber. Al sin Aandsnærværelse maatte +hun anspænde for ikke at falde i dem. Og +efterhaanden var der groet op i hende et stille +lidenskabeligt Had imod det. Lignende Følelser +havde i hendes Barndom besjælet hende overfor +den lille Tabel.</p> + +<p>Dertil kom, at hun hele Tiden følte sig som +Skive for Hansen-Maagerups søgende og bedende +Sideblikke. Hun vidste godt, at han bar paa +en lille forknyt Forelskelse i hende. Og skønt +han aldrig havde forsøgt den mindste Tilnærmelse, +dirrede hun af Beklemthed, naar Moderen +en Gang imellem lod hende være alene i Stuen<a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a> +med ham. For sæt han nu virkelig en Gang +tog Mod til sig og <em>sagde</em> noget ... Der kunde +jo slet ikke være Tale om at imødekomme hans +Ønsker.</p> + +<p>Og paa den anden Side vilde hun saa nødig +bedrøve ham. Han var dog i Grunden saa +skikkelig med sin langsomme, trohjertet drævende +Tale, med sit rare, runde Ansigt og sin høje, +blanke Pande, over hvilken det allerede tyndede, +askefarvede Haar lidt ængsteligt var redt hen. +Hun havde en Gang hjulpet Moderen med at +pleje ham, da han var syg, havde bragt ham +Kamilleté og tilberedt varme Omslag, mens han +feberhed og smilende laa i Sengen og saa paa +hende med store, fugtige Øjne. Det havde den +Gang faldet hende ganske naturligt, og skulde +han nogensinde atter trænge til hendes Hjælp, +vilde hun gøre alt for ham, hvad hun formaaede. +Men det andet — Blodet steg hende til Hovedet, +naar hun blot tænkte derpaa!</p> + +<p>Kunde det dog blot en Gang gaa op for +ham, hvor han pinte hende ved at se paa hende +med dette ynkværdige og saa underlig svømmende +Blik!</p> + +<p>... Længe havde de tre Mennesker forslaaet +hver eneste Søndag Aften i hverandres Selskab. +Ingen af dem havde noget andet Sted at gaa<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a> +hen, og efterhaanden havde ved Vanens Magt +Whisten faaet noget af Pligtens Hellighed og +turde ikke forsømmes. Men i den sidste Tid +havde de undertiden haft en Fjerdemand.</p> + +<p>Det var Preben Flyge.</p> + +<p>Han og Hansen-Maagerup var gamle Skolekammerater. +I flere Aar havde de ikke talt +sammen, men saa en skønne Dag havde de +mødt hinanden paa Gaden. De havde givet +sig til at opfriske gamle Fællesminder, og tilsidst +var Flyge fulgt med Hansen-Maagerup +hjem. Siden var han af og til kommet igen, +og en Søndag Aften, da han tilfældigvis var +der, havde Fru Herding spurgt, om han +ikke havde Lyst til at deltage i Whisten. Han +havde taget mod Indbydelsen, var senere kommet +igen — og nu faldt det af sig selv, at han +indfandt sig, naar han havde Lyst.</p> + +<p>Naar han var til Stede, var det mest ham, +der førte Ordet. Han spillede meget slet, men +hvilket Emne han saa berørte, glimtede det +frem i hans Ord med Synspunkter, som for de +to Kvinder var ganske nye, Kendsgerninger og +Navne, som de aldrig før havde hørt. Fru Herding +og han var langt fra altid enige — han +<em>havde</em> jo nogle Anskuelser somme Tider! Men +han trængte maaske bare til at have et Hjem<a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a> +at komme i — Familie havde han nok ikke — og +saa var det jo godt, om han kunde finde +det her hos hende. Hun behøvede sandelig +ikke at stikke op for ham, for vel havde han +Kundskaber, men hun mærkede jo nok, at han +manglede Modenhed og at han ikke kendte +Livet. Anna kunde ogsaa have godt af at +høre til. Fru Herding fik overfor Flyge Lejlighed +til at anbringe mangen en Livssandhed, +som i Grunden var møntet paa hende, men +som det daglige Liv vanskeligt vilde have +givet hende passende Anledning til at indprænte.</p> + +<p>Hun havde heller ikke Grund til at klage +over Mangel paa Opmærksomhed fra Datterens +Side. Det hændte, at Anna helt glemte Spillet +for at lytte til. Men selv blandede hun sig +aldrig i Samtalen. Og dog havde hun undertiden +en Fornemmelse af, at alt, hvad Flyge +sagde, var henvendt til hende alene, og at de +to andre slet ikke var til Stede.</p> + +<p>Ofte forstod hun ikke helt Meningen af hans +Ord. Men altid vakte de hos hende en sitrende +Længsel efter noget, som hun ikke en Gang +formaaede at give Navn. Og naar han for +længe siden var gaaet og hun og Moderen +var komne i Seng, kunde hun ligge længe<a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a> +og stirre ud i Sovekamrets Mørke og tænke, +tænke ...</p> + +<p>... indtil Tankerne tilsidst gled ud i vage, +brogede Billeder og blev til rastløse, forvirrede +Drømme ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a> +<a name="KAPITEL_III" id="KAPITEL_III"></a> +Denne Aften gik Samtalens Bølger højt. +Man var kommen til at tale om Moralen, og +Flyge havde baade Fru Herding og Hansen-Maagerup +imod sig.</p> + +<p>Han havde faaet Plads i Gyngestolen. Fru +Herding vippede iltert paa Puden midt i Sofaen. +Hansen-Maagerup havde lagt Cigaren fra sig og +famlede nervøst ved Kortene, hver Gang han +skulde spille ud.</p> + +<p>Alene Anna lod ganske rolig og syntes at +passe Spillet med den redeligste Opmærksomhed.</p> + +<p>"Moral," sagde Flyge, "er overhovedet et +meget aristokratisk Begreb. Der skal Finhed +til for at omgaas den paa rette Maade. Men +Du gode Gud! hvor tager man ikke plumpt og +groft paa den til Hverdagsbrug! Hvilke ubarberede +Personer er det ikke, der paatager sig at +sørge for vor sædelige Naturalforplejning! Indremissionærer +i Religion og Indremissionærer i +Radikalisme — allesammen af samme Sort<a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a> +Svinelæder — hellige Grever og hellige Skraldemænd, +politiske Indterpere med folkelig Flomme +og demokratisk Frase-Fusel ud af Halsen, Digtere +med erotisk Mavekatarh og Snue i Taarekertlerne ... +Jeg synes altid, jeg ser dem til +Hobe for mig med en opløftet snavset Finger. +Den snavsede Finger — den er for mig Symbolet +paa den Slags Moral, som saadan er beregnet +paa Husholdningsbrug."</p> + +<p>"Du er en Spotter, Flyge," sagde Hansen-Maagerup +forarget. "Der er naturligvis menneskelig +Ufuldkommenhed i alle den Slags Bevægelser. +Men man kan dog altid — Sandhedsmomentet +— det kan man dog altid finde +deri. Og jeg for min Part vilde ikke bryde mig +om at leve, undtagen de sædelige Livsværdier +de stod fast."</p> + +<p>"Nej, det var da heller ikke godt andet," +indskød Fru Herding.</p> + +<p>"Ja, hvad forstaar Du saa egentlig ved +sædelige Livsværdier? Der er saa mange Slags, +synes jeg."</p> + +<p>"Hvad jeg forstaar derved? Jeg forstaar naturligvis +det, som Menneskene de til alle Tider +har set op til — og levet paa. Jeg tænker, +det er mere værd end al denne saakaldede moderne +Oplysning."</p> + +<p>"Med Oplysningen er det noget helt andet.<a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a> +Den er et Onde maaske, men et nødvendigt +Onde. Kundskaber har samme Betydning for +det aandelige Livs Maskineri som Kullene for +det fysiske: de er Drivkraften, Varmen, Bevægelsen ..."</p> + +<p>"Og de fortæres af Ild — ligesom Kullene."</p> + +<p>"Ganske sandt — ja. Men hvad bedre kan +man give Menneskene?"</p> + +<p>"Føde — Føde for Sjælen — de sædelige +Livsværdier kan man give dem."</p> + +<p>"Føden den fortæres altsaa ikke, mener +Du?"</p> + +<p>"De sædelige Livsværdier ikke." Hansen-Maagerup +skuede paa ham med et urokkeligt +Blik.</p> + +<p>"Kære Ven, hvor jeg elsker Dig for Din +Naivitet! De sædelige Værdier skulde ikke fortæres, +siger Du! Herrejemini! har da Menneskeslægten +siden sin første Oprindelse bestilt andet +end at opæde dem? Moralister og Religionsstiftere +har udklækket dem — det store slugvorne +Dyr, som kaldes Folket, har gladelig ladet +sig fodre med dem, og naar det igen har givet +dem fra sig, har det været i en ynkelig fordøjet +Tilstand. Føj for en Ulykke — en sædelig +Værdi, som er gaaet gennem et Slægtleds aandelige +Tarmkanal! Hvad der var livsfriskt og<a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a> +sundt og ungt for vore Bedsteforældre, det har +vi nu osende os ud af Halsen."</p> + +<p>"Du bruger ellers nogle smagfulde Sammenligninger."</p> + +<p>"Jeg bruger dem, som de nu en Gang tvinger +sig ind paa mig ... Du taler om sædelige +Værdier, som ikke fortæres. Tør Du indestaa +for, at Du ikke selv har sat Din Beholdning til +Livs? Ved Du, hvordan Du tænker eller føler +imorgen — eller bare om en Time? ... Nej!"</p> + +<p>"Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, +"det ved vi da rigtig allesammen — ellers kunde +man jo ikke — ingenting kunde man ... Har +De ikke Esset?"</p> + +<p>Hun syntes, at Opmærksomheden efterhaanden +svævede lovlig langt bort fra Spillet.</p> + +<p>"Nej, jeg maa bekende ..."</p> + +<p>"Sikke noget! Har De det virkelig ikke? +Det maa da sidde et Sted."</p> + +<p>"Ja naturligvis ... Jeg vilde sige, Frue, at +dette med at ..."</p> + +<p>"Ja men saa faar vi jo kun fire Stik ..."</p> + +<p>"Ja — naa ja ... Nej ser Du, Maagerup, +dette med at have Ansvar, det er nok i Grunden +ikke stort andet end en Talemaade. Vi +har allesammen et stort dresseret Dyr i os. +Bevares! man holder jo til daglig de bestialske +Fornemmelser nede. Men selv i de bedste<a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a> +Menagerier kan der ske, hvad man kalder et +Uheld — det vil sige, at Dressuren pludselig +brister ..."</p> + +<p>Fru Herding rykkede igen i Ilden:</p> + +<p>"Der er da virkelig Forskel — paa Mennesker +og saa paa Dyr."</p> + +<p>"Hm — jo. Dyrene er klogere. De prøver +slet ikke paa at bekæmpe deres naturlige Tilbøjeligheder. +Menneskene derimod gør det +undertiden."</p> + +<p>"Det er jo nogle ganske forargelige Anskuelser," +sagde Hansen-Maagerup. "Man skulde +bare lade staa til og gøre og lade, akkurat som +man havde Lyst til! Jeg skal sige Dig en Ting: +Du mener det ikke!"</p> + +<p>"Hvad gør jeg ikke? ... Om Forladelse: +jeg saa ikke, at jeg havde Ruder Knægt ... +mener jeg ikke, hvad jeg siger?"</p> + +<p>"Nej, Du gør saamænd ikke."</p> + +<p>"Det var da heller ikke godt," tonede det +fra Fru Herding.</p> + +<p>"Jeg forsikrer Dem for — jeg mener det. +Og hvorfor skulde jeg ikke det? Menneskenes +Børn er virkelig nogenlunde utilregnelige i, hvad +de foretager sig. Hvem kan f. Eks. indestaa for, +at Hansen-Maagerup ikke en skønne Dag gør +Alvor af at gaa op til Eksamen?"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a> +"Du kunde ellers gerne holde det Anliggende +udenfor."</p> + +<p>"Ja ja — saa skal jeg tage et andet Tilfælde. +Jeg har en Ven — en udmærket Karakter, +brav, trofast — han gaar en Gang om +Aaret rundt og laaner Penge af alle os, der +kender ham fra gammel Tid. Vi giver ham +gerne lidt — alle — vi kan jo allesammen godt +lide ham. Han maa have dem, siger han bare — og +saa lægger han Hovedet paa Siden og +ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"</p> + +<p>"Nej ... Han drikker dem kanske op?"</p> + +<p>"Nej fy! Han er det pæneste og ædrueligste +Menneske paa Jorden. Han ødelægger dem blot. +Han kan gaa ind i Butiker og købe Ting, han +ikke har Spor af Brug for. Eller han kaster +Skillinger i Grams til Drenge paa Gaden. Eller +han gaar ned til Havnen og slaar Smut med +Femogtyveører ... Han vil bare have den Fornemmelse, +at der ingen Grænser er for, hvad +han kan tillade sig — de Par Gange om +Aaret."</p> + +<p>"Saa synes jeg virkelig, Pengene de kunde +være bedre anvendte."</p> + +<p>"Ja — hvordan f. Eks.?"</p> + +<p>"Aa — der er da altid et fattigt Menneske ..."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a> +"Ja vel — Brød mener Du. Jo, Du er mig +en net Teolog ..."</p> + +<p>"Hvad mener Du med det?"</p> + +<p>"... som ikke ved, at Mennesket ikke lever +af Brød alene."</p> + +<p>"Tilvisse ved jeg, at ..."</p> + +<p>"Du ved ikke, at der er anden Ulykke til +end den, som skriger ud af et Par slunkne +Tarme og anden Lykke end at faa Maven +fyldt ... Se nu min Ven, ham jeg talte om. +Han elskede at føle sig som en Fyrste — at +kunne strø Penge ud — ganske hensynsløst. +Maa han ikke have Lov til det? Og er det ikke +ligesaa berettiget at sætte sin Glæde i det som +i at æde og drikke og sætte Børn i Verden? +Enhver har jo sin Lyst. Nogle finder deres +Morskab i at spise Østers, Andre i at samle paa +Frimærker, atter Andre i at holde Moralprækener. +Hvorfor saa ikke lade dem hver +følge sin?"</p> + +<p>"Du taler, som om der kun var Spørgsmaal +om Lyst."</p> + +<p>"Ja, vi kan jo godt give det et andet Navn. +Derpaa kommer det ikke an."</p> + +<p>"Jeg mener, at det, som er det ædleste og +bedste i En ..." Det bævede om Hansen-Maagerups +Mundvige, saadan som det gerne<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a> +gjorde, naar et eller andet satte ham i Sindsbevægelse.</p> + +<p>"Det ædleste og bedste — ja, er det ikke +det, som ligger dybest i vor Natur? Hvorimod +det ringe og daarlige — det er det, som er den +fremmed. For Dig, Hansen-Maagerup, er Teologien +utvivlsomt det ædleste og bedste. Du +er, om jeg saa maa sige, Teolog fra Mo'ers +Liv ..."</p> + +<p>"Aa — det ved jeg dog ikke." Hansen-Maagerup +rødmede beskedent.</p> + +<p>"Ja, Du tænker maaske paa, at Du ikke har +faaet den Eksamen — undskyld, at jeg igen +berører dette smertelige — men er det ikke +netop et Udslag af det evig teologiske? Hvor +kan man nogensinde afslutte sin religiøse Forstaaelse +med en Eksamen? Din Teologi er uendelig +som selve Himmeldybet."</p> + +<p>"Ja, det er jo en let Sag at gøre Nar."</p> + +<p>"Paa Ære — jeg mener det. Men hvad Dit +Studium er for Dig, det er f. Eks. Svineopdrætning +for en Landmand. Ja, det skal ikke være +nogen Kynisme — er det ikke en stor og rig +Kærlighed til Livet, dets Frugtbarhed, dets +Grøde, der er Kærnen i saadan et Menneske? +Han ser det svulme i Modersoen, myldre i det +ene Kuld Grise efter det andet — omskabes +gennem Flæskets Anvendelse som Næringsmiddel<a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a> +— tror Du ikke, at han i sin Sjæl har et Alter +for Frugtbarhedens Guddomme ...?"</p> + +<p>"Svineopdrætning maa vel siges at henhøre +til Adiafora — til de Ting, der er neutrale lige +overfor det sædelige Begreb. Men lad os nu +sætte, at Talen er om ligefrem Ryggesløshed ..."</p> + +<p>"Ja hvad saa? Utallige Folkeslag har dyrket +Vinens Gud — ikke at tale om Kærlighedens — og +Digterne har besunget baade Rusen +og ..."</p> + +<p>"Ja, Digterne de ..."</p> + +<p>"Er nogle uteologiske Lødekøer — naa ja — men +se saa til vore gamle brave nordiske +Forfædre — de dyrkede da baade det ene og +det andet. De drak, saa det drev dem ud af +Brynjeringene — de overtraadte henrykt alle +Straffelovens Paragraffer og drak Guderne paa +Pelsen af Glæde, naar de havde gjort det — de ..."</p> + +<p>"Ja, man kan vel ikke gaa saa langt tilbage, +naar man skal bevise noget. Hedningernes +Forhold til Loven er jo overhovedet et af +de vanskeligste Spørgsmaal ... Men nu er Du +og saa Fruen ligegodt blevne lilleslem."</p> + +<p>Han tog sejrsæl det sidste Stik hjem. Fru +Herding kastede et lynsnart Blik paa det Kort, +Flyge endnu havde i Haanden.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a> +"Men Hr. Flyge dog!" sagde hun, og hendes +Ansigt strammedes til en stor Bebrejdelse, "nu +har jeg aldrig kendt Mage! De sidder jo med +Kongen! Og jeg, som saa sikkert troede ..."</p> + +<p>"Ja, jeg maa meget bede undskylde. Jeg +sad i Tanker."</p> + +<p>"Det kan jeg sandelig mærke."</p> + +<p>Fru Herding var vred. Hun svulmede. Naar +hendes Harme tændtes, saa hun ud, som om +hun blev pustet op indvendig fra. Og hendes +Øjne blev endnu rundere end ellers.</p> + +<p>Det var et Par Gange hændet, at det ved +Spillebordet kom til ligefremme Scener.</p> + +<p>Anna afværgede det imidlertid denne Gang. +Hun begyndte at tale om, at det vistnok var +paa Tide at sørge for Aftensmaden. Vandet +skulde sættes over nu til Te — ellers blev det +for sent. Den første Rubber var jo desuden +forbi.</p> + +<p>Og Fru Herding rejste sig og gik med hende +ud i Køkkenet.</p> + +<p>Flyge blev alene med Hansen-Maagerup. +Men han havde ikke Lyst til at genoptage Samtalen. +Hansen-Maagerup sad og saa paa ham +med sine skikkelige, bedrøvede Øjne, mens hans +brede, kluntede Hænder ubehjælpsomt famlede +ved Bordtæppets ene Hjørne. Og Flyge fik +næsten Medlidenhed med ham. Han vidste, at<a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a> +han følte ligefrem Smerte, naar der med unænsom +Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, +han levede sin beskedne Tilværelse paa. +Og han bestemte sig til at lade ham have Fred — i +hvert Fald for Resten af Aftenen.</p> + +<p>"Ja," sagde han med et Smil, "vi to bliver +nok aldrig enige i denne Verden."</p> + +<p>"Nej," sagde Hansen-Maagerup, og det +bævede paany om hans Mundvige, "og jeg +vilde dog saa inderlig ønske, at Du kunde ... +Det gør mig saa ondt at høre Dig staa paa det +Standpunkt."</p> + +<p>Anna kom ind og begyndte at dække Bord. +Flyge følte en stedse mildere og fredsommeligere +Stemning dale ned over sig. Den lune +Stue med dens vage Duft af Blomster, dens +renlige Fordringsløshed og sirlige Orden — den +hvide Dug og den pyntelige Opdækning med det +gamle Spisestel og de smaa Frynseservietter — alt +dette fik i det dæmpede Lampelys et Skær +af naiv Hygge, der dulmende trængte sig ind i +hans Sind. Og han lovede sig selv, at han +vilde være skikkelig og ikke yppe nogen ny +Strid.</p> + +<p>Anna vimsede ud og ind — fra Køkkenet +ind i Stuen og tilbage igen. Hun havde taget +et hvidt Forklæde paa — det gjorde, at hendes +Buste tog sig rankere og mere spændstig ud i<a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a> +den tarvelige, mørkeblaa Kjole. Nu, da hun var +optagen af sit Arbejde, var det ogsaa, som om +hendes sædvanlige Forsagthed var strøgen af +hende. Hendes Hænder greb saa sikkert og +rapt, var de end smaa og svage at se til ...</p> + +<p>Flyge kunde ikke lade være at gøre hende +en Slags Undskyldning for Striden før. Han +vidste ikke hvorfor, men han syntes pludselig, +det var hende, han først og fremmest skyldte +en saadan.</p> + +<p>"Hvad mon De egentlig mener om os to?" +sagde han. "De synes vist, at vi er et Par +rigtig rødkammede Hanekyllinger, at vi ikke kan +gemme vore Disputer til vi er alene?"</p> + +<p>Hun smilede.</p> + +<p>"Aa,<span class="corr" title='tilføjet "'>"</span> sagde hun, "De mente det vel ikke saa +farligt."</p> + +<p>"Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?"</p> + +<p>"Nej — det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. +Saa vilde De have talt paa en anden Maade. +Jeg var saamænd lige ved at sige det til Dem +før, da De var midt i det. For det kunde jeg +tydelig mærke paa Dem ...</p> + +<p>Men saa vilde jeg alligevel ikke. For De +kan naturligvis have Ret i noget af det ..."</p> + +<p>Hun var igen ude af Stuen. Men Flyge +syntes, at hendes Stemme havde sitret en Smule +som af Latter, der holdes nede.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a> +Skulde hun virkelig ikke tage ham højtidelig?</p> + +<p>Det krænkede ham saa smaat. Ikke for +det: hun havde jo i Grunden Ret. Han mente +det virkelig ikke saa farligt — i alt Fald mente +han det ikke nu mere. Det var jo i det hele +taget hans store Ulykke: han mente egentlig +aldrig ret noget for Alvor. Men han var dog +vant til, at man lagde en vis, passende Vægt +paa, hvad han sagde. Og saa havde denne +lille, stilfærdige Pige siddet der saa ganske +uimponeret.</p> + +<p>Han saa hen paa Hansen-Maagerup. Ogsaa +paa hans Ansigt syntes han at kunne skimte +et noksaa lunt lille Smil. Det ærgrede ham. +Hans teologiske Ven havde saa sandelig ikke +nogensomhelst Aarsag til at føle sig overlegen.</p> + +<p>Det var ham næsten som en Smule Oprejsning, +at Fru Herding endnu, da hun kom ind, +syntes ikke at være uden Beskhed.</p> + +<p>Men ved Aftensbordet var han Medgørligheden +selv. Han gav sig til at fortælle Historier. +Ganske uskyldige og uanstødelige Smaatræk — saadant +som man hører hvor man færdes paa +Gader og Stræder — i det højeste med et lille +Stænk af blid Ondskab mod en eller anden +kendt Personlighed. Han fortalte godt og vakte +altid Moro dermed. Og han hørte ogsaa nu +smaa Latterknist, bredt fra Hansen-Maagerup,<a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a> +dybt stønnende fra Fruen, næsten barnligt lyst +fra Frøken Anna.</p> + +<p>Alligevel kunde han ikke frigøre sig for en +Fornemmelse af, at den sidste betragtede ham +med et Stænk af Ironi ... Han begyndte at +faa Interesse for hende: skulde virkelig dette +lille Stykke Kvindekøn sidde der og have ham +ganske lunt til bedste? Sidde og skinne af frejdig +Kritik bag disse bly sænkede Øjenlaag? Det +kunde sandelig more ham en Gang at komme +nærmere i Lag med hende. Egentlig havde +hendes Skjulthed altid pirret hans Nyfigenhed — nu +følte han det næsten som et Behov at komme +til at se om bag hendes sagtmodige Væremaade — se, +om der kanske skulde findes en lille +spillende og spydig Pigesjæl, som ikke hendes +Nærmeste kendte ...</p> + +<p>— — Under de to sidste Rubbere sad han +hele Tiden og tænkte paa, hvordan han skulde +finde Paaskud til at besøge de to Damer udenfor +de sædvanlige Whistaftener. Hansen-Maagerups +retskafne Nærværelse vilde nemlig være +ham en Hindring i mulige Eksperimenter.</p> + +<p>Og da han ikke fandt noget bedre, drejede +han Samtalen saadan, at han kunde tilbyde +Frøken Anna at laane hende Bøger fra Biblioteket.</p> + +<p>Hun blev rød i Hovedet af Glæde derover.<a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a> +Men det var Fru Herding, der tog imod Tilbudet +paa hendes Vegne.</p> + +<p>Da han var ved at gaa, kom imidlertid +Anna hen til ham ude i Entréen.</p> + +<p>"De skal have Tak for det med Bøgerne," +sagde hun. "Jeg vil saa uhyre gerne læse. +Men nu glemmer De det ikke."</p> + +<p>Han lovede højt og dyrt, at han skulde +huske det.</p> + +<p>Og da han lidt efter gik ned ad Trappen, +følte han en glad Forventning stige op i sig. +Han syntes pludselig, at et uanet Haab var tindret +frem for hans Blik.</p> + +<p>Men hvori det i Grunden bestod — det vidste +han ikke selv.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a> +<a name="KAPITEL_IV" id="KAPITEL_IV"></a> +Preben Flyge havde sin Ungkarlelejlighed +paa en af Sidevejene paa Frederiksberg.</p> + +<p>Huset var nyt. Facaden prydedes af afskaarne +Englehoveder og indlagte Ornamenter +af himmelblaa og hvide Glasursten, og ganske +vilkaarligt hang hist og her en Karnap med +store Spejlglasruder som et Flueskab paa Murfladen. +Stedet ejedes af en Murmester, der selv +havde udført Tegningen og som havde gjort +det til et broget Prøvekort paa alle mulige Stilarter.</p> + +<p>"Det ordentlig skratter," sagde Flyge. "Man +kan blive helt ophidset af at se paa det. Og +det kan man ogsaa have godt af en Gang +imellem."</p> + +<p>Men i sit eget Værelse vilde han have det +dæmpet. Væggene var næsten ganske dækkede +af Reoler, Gulvet skjultes af et tykt Tæppe. Og +der var gamle, blide og stilfærdige Møbler.</p> + +<p>Flyge havde samlet dem møjsommelig gennem +flere Aar. Men han gik som Samler frem<a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a> +uden nogen bestemt Plan. Han holdt af, at +Stuen skulde være som en blødt glidende Skala +af forskellige Tiders Smag, saa at hvert Møbel +gav sin Tone. I Timevis kunde han sidde og +lade Blikket glide fra det tykke, massive Kuglebord +til Empire-Lænestolens Sprinkelværk, fra +det gamle Stueurs troskyldige Kluntethed til +Rokoko-Kommoden, der lignede en pyntet ældre +Levemand med en velfodret Mave, baaren af et +Par tynde, krumme Podagra-Ben ... Hvert af +disse Møbler talte sin Tids Sprog til ham, og +alle stod de der til enhver Tid taalmodigt rede +til at afløse hverandre i hans Opmærksomhed.</p> + +<p>Paa samme Maade gik det ham med Mennesker. +Han holdt af at skifte. Naar han i nogen +Tid havde dyrket et Bekendtskab, fyldtes han +af en Følelse af Tomhed og Kedsomhed ved +bestandig at møde samme uforanderlig fastslaaede +Synsmaader, samme Vaner og Tilbøjeligheder. +Han kunde da pludselig bryde af og +opsøge halvglemte og fjerne Omgangsfæller, som +han saa holdt sig til en kort Tid. Saadan var +det gaaet til, at han var begyndt at omgaas +Hansen-Maagerup.</p> + +<p>Nu var der for Resten gaaet nogen Tid, +siden han sidst var hos Fru Herding. De sidste +Søndage havde han ikke følt sig oplagt til at +gaa derhen. Frøken Anna tænkte han kun<a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a> +flygtig paa, og den Stemning, hun hin Aften +havde vakt hos ham, var ganske bleget. Hvad +havde han i Grunden ogsaa med hende at +skaffe? Hvorfor overhovedet lære flere Mennesker +at kende? Det voldte dog kun Skuffelser. +Man burde vist aldrig drive et Venskab videre +end til, at man uden Fortrydelse kunde spise +til Middag sammen.</p> + +<p>Men en Formiddag, kort før han skulde gaa +paa Biblioteket, stod Frøken Anna pludselig i +hans Værelse. Han havde hørt, at det havde +ringet svagt, næsten bønfaldende paa Entréklokken +... Og nu var hun der.</p> + +<p>Han vidste ikke ret, om han skulde være +tilfreds eller misfornøjet. Foreløbig var han kun +forbavset.</p> + +<p>"Frøken Herding!" sagde han, "det maa jeg +sige: det var en Overraskelse ... Ja, en behagelig +Overraskelse naturligvis," føjede han til, +da han mente at se et ængsteligt Udtryk i hendes +Ansigt. "Men vil De ikke sidde ned?"</p> + +<p>"Jeg kommer blot for at bede Dem om +noget," svarede hun og blev staaende.</p> + +<p>"Ja — naar det er noget, jeg <em>kan</em> opfylde, +saa ..."</p> + +<p>"Aa, det er bare ... jeg maatte maaske +hellere have gaaet op til Dem paa Biblioteket<a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a> +... men jeg ved jo slet ikke ... De havde +lovet mig nogle Bøger ..."</p> + +<p>"Ja — men det er da ogsaa en Skam, at +jeg kunde glemme ... Saa De holder saa +meget af at læse? Men saa sæt Dem dog ned, +Frøken — jeg maa jo da have Lov til at høre, +hvad det er for en Slags Bøger, De nærmest +havde tænkt Dem ..."</p> + +<p>Hun satte sig paa en Stol. Men han fik +hende hen i Chaiselongen, tog Parasollen fra +hende og anbragte den i en Krog. Selv stillede +han sig lige overfor hende med Ryggen op +mod Bordet.</p> + +<p>"Altsaa Bøger", sagde han. "Men der er +mange Slags Bøger, Frøken Herding."</p> + +<p>"Jeg troede, De kunde tænke Dem ... +Jeg læser gerne alt muligt."</p> + +<p>"Alt muligt!" Han smilede. "Ja, det gør +det naturligvis lettere for mig at træffe Valget. +Eller sværere — ligesom man vil tage det. Se +nu her" — han gik hen til Reolen og tog en +Bog frem — "synes De om noget af den +Slags?"</p> + +<p>Anna saa ikke en Gang paa Titlen.</p> + +<p>"For mig er det vist godt altsammen," sagde +hun. "Jeg kender jo slet ingenting. Ikke Navnene +en Gang paa dem, der skriver. Saa hvis +jeg maa laane denne her, saa takker jeg ..."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a> +Hun gjorde Mine til at ville gaa. Men Flyge +holdt hende tilbage.</p> + +<p>"Tror De nu, Menneskene bliver bedre — eller +blot klogere — af det, de læser?" sagde +han.</p> + +<p>Hun svarede ikke men saa uforstaaende paa +ham.</p> + +<p>"Ja, for jeg tror det ikke. Folk, der ikke +har læst noget, har i Reglen en meget bedre +Forstand end vi andre."</p> + +<p>"Tror De det?"</p> + +<p>"Ja, det kan jeg forsikre Dem. De Mennesker, +man kalder dannede — de er det ikke, +fordi de har læst og lært noget, men fordi de +har faaet Lov at leve i et vist Velvære. De +har ikke været nødt til at krympe sig for alle +mulige aandsfortærende Hensyn — det er det +hele. Men Gudbevares! jeg har naturligvis den +største Ærbødighed for den herskende Oplysningsidioti."</p> + +<p>"Ja men den Aften, De var hos os — da +sagde De jo netop ..."</p> + +<p>"Ja, jeg sagde lige netop det stik modsatte. +Jeg priste Oplysningen. Men det var til Hansen-Maagerup. +Og overfor ham var det Sandhed."</p> + +<p>"Kan da noget være sandt for Nogle og +ikke for Andre?"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a> +"Ja, det kan det saa udmærket. For et +Barn er saa meget Sandhed, som ikke er det +for os Voksne. Man maa ikke gaa ud fra sine +egne Begreber, naar man taler med Børn; for +de taaler i det højeste Sandheden i opspædt +Form."</p> + +<p>"Ja men Hansen-Maagerup er da ikke noget +Barn."</p> + +<p>"Han er ligesom et Barn. Han tror paa +Storken. Forstaar De: en moralsk Stork, en +Oplysningsstork osv., der bringer os alt, hvad +vi har Brug for, fikst og færdigt. Det kan slet +ikke nytte at sige til ham, at Oplysning er +noget Bras. Man maa nemlig selv have noget +af den for at forstaa, at den ikke er noget +værd."</p> + +<p>"Saa kan det da heller ikke nytte, at De +siger det til mig."</p> + +<p>"Jo, det kan det godt. For en Dame har +altid den Oplysning hun har Brug for."</p> + +<p>"Det forstaar jeg ikke. Men nu maa jeg +hjem."</p> + +<p>"Skal De ind ad Alleen?"</p> + +<p>"Ja ..."</p> + +<p>"Har De noget imod at følges med mig?"</p> + +<p>"Nej — hvad skulde jeg have imod det?"</p> + +<p>De blev ved at passiare sammen, mens han +tog sit Overtøj paa. Anna havde faaet Tungen<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a> +paa Gled og pludrede løs om, hvad der faldt +hende ind. Mest var det nok om Vejret og +sligt. Men det var iøvrigt Flyge ganske ligegyldigt. +Han stod blot og saa paa hende og +lyttede til hendes Stemmes lyse Klang.</p> + +<p>Det var mærkeligt med hendes Ansigt. Naar +man saa det i Profil, var det, som blev det et +ganske andet. Alt det bløde og barnlige, som +ellers prægede det, veg bort, og i Stedet for +fik man Øje paa en stærk og fast Linie, der +fra Næsens fine Fløje drog sig ned mod Hagen +og ligesom pressede sig sammen om Munden. +Det var, som bævede der bag den et Spil af +haarde og energiske Muskler. Og det faldt +Flyge ind, at den Forsagthed, der ellers saa +ofte laa næsten lammende over hendes Væsen, +den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa +snart de ikke saa paa En, saa røbede den sig +ikke.</p> + +<p>Han blev ved at iagttage hende, da de lidt +efter gik ned ad Gaden sammen. Han havde +en Fornemmelse, som om han idag saa hende +for første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys +Opdagerglæde. Denne baade spæde og ranke +Skikkelse, der i korte Sæt bares frem paa de +smaa, sikre Ben, dette lille Hoved med det lyse +Haar, der var strøget op over den ret store +Nakke, disse smale, lige Skuldre føjede sig sammen<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a> +til et Indtryk af Støthed, som han aldrig +før havde fundet hos hende. Han syntes, hun +saa ud, som gik hun bare og samlede paa +Styrke for en skønne Dag at bryde igennem alt +det, der nu stængende skød sig mellem hende +og Livet.</p> + +<p>Han var med et bleven tavs. Han følte sig +greben af en Forlegenhed, der saa ofte paakom +ham overfor Kvinder, der vakte hans Behag og +som han selv havde ondt ved at forklare sig. +Den var som en ulden Dunst, der lagde sig +over hans Hjerne og gjorde hans Tanker døde +og flove. Hvad maatte hun tro om ham — ham, +der ellers havde saa stor Overflod af +Ord ...?</p> + +<p>De var drejet om Hjørnet af den Sidevej, +hvor han boede, og gik nu ned ad Alleen. Der +kom en frisk og munter Blæst bag paa dem. +Den tvang ham til at holde paa sin Hat og +løsnede en Lok af hendes Haar. Begge to +hældede de sig forover og løb nogle Skridt, +inden de atter fandt fuld Ligevægt.</p> + +<p>Den løsrevne Haarlok flagrede lystigt i Vinden +som en lang, smidig Vimpel. Og der +undslap Anna et lille, leende og forskrækket +Udbrud.</p> + +<p>"Det er en ordentlig Blæst!" sagde han. +Noget <em>maatte</em> han jo sige.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a> +"Aa, Herrerne kan da sagtens," svarede +Anna og saa paa ham.</p> + +<p>Hendes Blik bar ham over Forlegenheden.</p> + +<p>"Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver +jo simpelthen latterlige i Blæst. Man gaar og +holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om +man holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder +ikke paa den, men lader den blæse af. Saa +løber man efter den, mens Haaret rejser sig +som Marehalmstotter paa Ens Hoved — eller +man fremviser sin skaldede Isse, der skinner +som en blank Skilling — og man skridter ud, +pustende og stønnende, mens Hatten danser afsted +i Snavset ... Nej, man er latterlig, hvordan +man saa vender og drejer det."</p> + +<p>Hun lo. "Det har jeg saamænd aldrig tænkt +over," sagde hun. "Jeg synes bare, det er Synd +for Herrerne. Og saa giver jeg mig somme +Tider ogsaa til at løbe efter Hatten. Det var +da en Skam andet end at hjælpe dem, hvis +man kan — og saa løber vi om Kap — alle +tre — ja, for Hatten løber jo ogsaa ... Men +det er maaske ikke passende ... Forleden Dag +var der en Herre, der begyndte at spørge mig +ud."</p> + +<p>"Spurgte han Dem ud?"</p> + +<p>"Ja — men han spurgte for Resten blot, +hvor jeg boede. Det var en ældre En — naturligvis.<a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a> +Ellers havde jeg vist heller ikke +løbet efter Hatten. For han var meget nærmere +ved den selv."</p> + +<p>"Sagde De ham saa det?"</p> + +<p>"Hvilket?"</p> + +<p>"Hvor De boede."</p> + +<p>"Jeg sagde bare, at jeg boede i Rosenvænget. +Mere syntes jeg ikke kom ham ved. Det +var kedeligt, at det ikke var paa Kristianshavn, +sagde han bare. Hvad tror De i Grunden, han +mente med det?"</p> + +<p>"Han skulde vel den Vej."</p> + +<p>"Tror De? Aa ja. Han <em>var</em> nu ældre."</p> + +<p>... Der var kun faa Mennesker i Alleen. +Mest gamle Folk, der stred sig frem mod Blæsten. +Undertiden tvang den dem næsten til at +staa stille.</p> + +<p>"Jeg gaar og tænker paa," sagde Anna +videre, "hvor det i Grunden er underligt at +leve."</p> + +<p>"Aa ja — mere underligt end egentlig behageligt."</p> + +<p>"Behageligheden er jo forskellig. Men det +er underligt, at man saa tidt ikke kan gøre +Folk Tjenester, fordi de vilde blive fornærmede, +hvis man prøvede paa det. Jeg saa forleden +Dag en Herre i en Sporvogn. Det var en meget +pæn Herre, men han havde saadan en frygtelig<a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a> +Vorte paa Kinden. Jeg ved godt, hvordan man +kan blive af med saadan en, og jeg kunde jo +altsaa godt have sagt det til ham. Men havde +jeg gjort det, saa var han naturligvis bare +bleven vred."</p> + +<p>"Det var han rimeligvis."</p> + +<p>"Ja men det er jo netop det underlige. Hvis +jeg nu havde været hans Søster, saa vilde der +ikke være noget i det. Men hvorfor skal man +absolut kende hinanden i Forvejen for at gøre +hinanden Nytte? Der er nu det med Hattene — <em>De</em> +synes maaske ikke en Gang, at det er +rigtigt?"</p> + +<p>"Jeg tror helst, De skulde lade være."</p> + +<p>"Ja, det <em>er</em> ogsaa rædsomt med mig. Hjemme +der passer jeg virkelig saa nøje paa, at jeg ikke +gør noget galt. Men saa snart jeg kommer +udenfor en Dør, saa synes jeg, det er saa ligegyldigt, +hvordan jeg er. For der er dog aldrig +Nogen, der kender mig."</p> + +<p>"Saa skulde De se at komme lidt mere +ud."</p> + +<p>"Mo'er synes ikke om det."</p> + +<p>"Har De forsøgt?"</p> + +<p>"Nej — men jeg ved det jo."</p> + +<p>"Ved De hvad, Frøken Herding" — han +standsede et Øjeblik og slog Dupskoen af Stokken<a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a> +mod Stenbroen — "var jeg i Deres Sted, +saa gjorde jeg sandt for Dyden Oprør."</p> + +<p>Hun blev ved at gaa men bøjede Hovedet, +som om hun overvejede denne Mulighed.</p> + +<p>"Nej," sagde hun saa, "det gør jeg nu ikke. +For det er Synd for Mo'er."</p> + +<p>"Mener De det?"</p> + +<p>"Ja, det ved jeg, det vilde være. Hun vilde +ikke kunne forstaa det. Og hun er jo saa +sikker paa, at saadan som det er, saadan er det +det bedste for mig."</p> + +<p>"Ja, det tror de jo allesammen — alle de +Ældre. Saadan som de gør det, saadan er det +naturligvis det ene saliggørende. Men jeg mener +netop, det er Synd for dem selv, at de faar +Lov til at tro det."</p> + +<p>"Hvad Synd skulde der kunne være i det?"</p> + +<p>"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver +endnu ældre af det. Saa æld-ældgamle. De +faar Lov til at stænge sig af. Naar man har +Børn, saa er det gennem dem, man skal holde +sig Døren aaben til Fremtiden. De er inde i +Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer +stadig noget nyt og friskt med der ude fra. +Gennem dem faar Forældrene Lov til at leve +med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu +midt ude i det hele og kan mærke, hvordan +det lufter ind imod dem ... Men naar Børnene<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a> +gemmer sig ind til En og med Villie gør sig +gamle ligesom En selv, saa er der jo slet ikke +mere. Saa synes man, at hele Verden udenom +En er bleven ond, og saa er der ikke mere +tilbage — uden at dø."</p> + +<p>Han havde talt sig varm. Men Anna rystede +bedrøvet paa Hovedet.</p> + +<p>"Mo'er vilde slet ikke kunne forstaa saadan +noget som det, De der siger. Hun vilde bare +synes, jeg svigtede hende. Nu har hun det +godt: hun bryder sig ikke om noget udenfor, +bare hun har mig. Jeg turde saamænd ikke +en Gang fortælle hende, at jeg vilde op til Dem +idag."</p> + +<p>Hun lo — en Smule forlegent.</p> + +<p>"Hvad tror hun da?"</p> + +<p>"Hun tror, jeg er hos Onkel Kihler. Det +var jeg ogsaa: jeg plejer at se op til ham en +Gang om Maaneden. Men han var ikke hjemme. +Og saa fik jeg saadan en pludselig Lyst til +at ..."</p> + +<p>"Til at faa noget at læse i?"</p> + +<p>"Ja."</p> + +<p>"Det var letsindigt af Dem, Frøken. For +nu slipper jeg Dem ikke igen saadan uden +videre."</p> + +<p>"Hvad vil De da gøre ved mig?" Hun saa<a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a> +saa hjælpeløst forskrækket ud, at han kom til +at le.</p> + +<p>"Jeg vil saamænd have Dem med ind paa +en Kafé."</p> + +<p>"Der har jeg aldrig været før." Hun blev +rød af Glæde. "Og saa kan jeg ogsaa meget +bedre fortælle Mo'er, at jeg har været sammen +med Dem."</p> + +<p>"Mener De det?"</p> + +<p>"Ja — for saa er det jo Dem, der har inviteret +mig og ikke mig, der ..."</p> + +<p>"Er gaaet op til en fremmed Herre — nej. +Med andre Ord: vi lyver lidt — ikke sandt?"</p> + +<p>"Ja, det gør vi vel," sagde hun og saa +angerfuldt paa ham.</p> + +<p>— — De var naaet ned til Vesterbros Passage +og vilde gaa tværs over Gaden. Fra den +ene Side kom der en Række Arbejdsvogne, fra +den anden susede en elektrisk Sporvogn frem. +Anna saa ikke Sporvognen og vilde gaa frem +lige foran den.</p> + +<p>Flyge stak uden at tænke over det sin Arm +ind under hendes og holdt hende saaledes tilbage. +Den blev ved at hvile der, til de var +naaet over Gaden. Anna gjorde intet for at +gøre sig fri. Og han kunde mærke hendes +Arms Varme gennem sit Frakkeærme.</p> + +<p>Det blev ham, der af egen Drift gav slip.<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a> +Hun syntes ikke et Øjeblik at have tænkt over, +at de havde gaaet der Arm i Arm.</p> + +<p>"Men jeg kan jo ikke blive længe hjemme +fra," sagde hun pludselig — hun var endnu +inde i Samtalen fra før. "For saa troer Mo'er +straks, at jeg er kommen noget til."</p> + +<p>— — De tog Plads udenfor en af Kaféerne +i Nærheden af Tivoli. Flyge vilde helst gaa +ind i Kaféen, han vilde ikke gerne udsætte sig +for senere at blive beskudt med Spørgsmaal om, +hvem den Dame var, han havde haft med. +Men Anna holdt paa, at de skulde sidde udenfor. +Der kunde de have det nok saa lunt, og der +var Læ for Vinden.</p> + +<p>Anna skulde have Chokolade, naturligvis. +Flyge vilde, at der ogsaa skulde være Vin.</p> + +<p>Men da de havde faaet det, blev han paany +tavs og vidste ikke ret, hvad han skulde sige +til hende.</p> + +<p>Anna lod ikke til at mærke det. Hun var +i ypperligt Humør og lo og pludrede løs med +Munden fuld af Kage.</p> + +<p>"Tror De, saadan en Kafé betaler sig?" +sagde hun. "Det tror jeg, den gør. Her sidder +altid saa mange, naar man gaar forbi. Især +Herrer. Jeg har for Resten somme Tider saa +ondt af dem."</p> + +<p>"Hvorfor det?"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a> +"Jo, for de ser tidt saa ulykkelige ud — de +kan sidde og se helt fortabt paa deres Smørrebrød. +De har naturligvis ikke noget andet Sted +— jeg vil nok sige: saadan Dag ud og Dag +ind at sidde og spise ganske alene ved et lille +Bord — Tak! det skulde jeg dog ikke have +noget af. De er vist ogsaa sære, mange af +dem — jeg synes, de, som varter op, de gaar +og ser saa underligt paa dem ... Kan De se +den tykke Opvarter der — sikke han ligefrem +slænger Maden ned paa Bordet foran dem ... +Se, der kommer en Hund — aa, det er Synd: +den faar vist ikke noget. Jeg kan ikke forstaa, +at Nogen kan nænne at tage en Hund med paa +saadan et Sted og saa lade den staa og se med +tør Mund paa, at man selv spiser ... Ja, kom +Du bare her hen, min Ven, saa skal Du faa +Sukker ... Monstro den holder af Sukker? ... +Saa — sitze — god Hund ... Nej, hvad er +nu det?"</p> + +<p>Hunden havde meget behændigt grebet det +Stykke Sukker, hun kastede ind i Gabet paa +den. Men opmuntret herved havde den med et +Sæt sat sine Forpoter op i hendes Skød. Og +i sin Overraskelse havde Anna ganske rolig +ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den +anden Haand.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a> +"Nej stop, det var ikke Meningen — fy, +skamme sig ..."</p> + +<p>Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes +Nærhed. Og han sagde til sig selv, at paa +denne Maade skulde man egentlig altid have +det med Kvinder. Ingen Forelskelse, ingen Uro. +Bare have dem om sig som en sagte Musik.</p> + +<p>Han hævede sit Glas og drak med hende.</p> + +<p>"Skaal, Frøken!" sagde han. "Paa et langt, +langt Bekendtskab!"</p> + +<p>"Tak" — hun lo — "jeg bliver saa fuld +som en Allike, naar jeg har drukket dette her."</p> + +<p>... Paa en Gang var der en ung Mand, +der inde fra Kaféen stilede hen mod Bordet, +hvor de sad. Han var høj med lyst krøllet +Haar og et svagt Fuldskæg. Gangen var en +Smule slentrende, og to store Hænder med +stærkt fremtrædende Sener dinglede frem og +tilbage ved hans Sider. I den ene holdt han en +lille Haandkuffert, og for Resten havde han +intet Overtøj men var klædt i en grov blaa +Jakke, der var knappet helt op i Halsen.</p> + +<p>Uden at tage fjerneste Hensyn til Flyges +Nærværelse gik han lige hen til Anna, glædestraalende +og svingende med Haandkufferten.</p> + +<p>"Frøken Herding!" raabte han, "Frøken +Herding! Nej, det var da morsomt, det var da +forfærdelig morsomt!"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a> +Anna var lige bleven forsonet med Hunden. +Hun havde taget en Lommekam frem, og bøjet +ned over den var hun i Færd med at frisere +dens Øren. Men ved Lyden af denne Stemme +saa hun i Vejret, og op i hendes Kinder skød +der en varm Strøm af Blod.</p> + +<p>"Bøg! ... Nej dog! hvordan kommer De +her?" ... Hun rejste sig op og rakte ham sin +Haand, som han stærkt rystede frem og tilbage.</p> + +<p>"Jeg kommer lige fra Banegaarden. Igaar +blev jeg færdig med Militærtjenesten — nu har +jeg rejst hele Natten ... Og saa skal jeg netop +komme her ind og spise Frokost ... Og det +første Menneske, jeg træffer paa — det skal +være Dem!"</p> + +<p>"Vi havde vel nok truffet hinanden alligevel. +For De var da kommen op til os — ikke sandt +— det var De da?"</p> + +<p>"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste +jo ikke Deres Adresse — — men det er da +meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. +De er jo snart det eneste Menneske, +jeg kender her i København — ja, og saa Deres +Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg +tænke ...?"</p> + +<p>De stod begge to og saa hinanden smilende +ind i Øjnene. Hunden, der mærkede, at den<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a> +nok ikke kunde vente sig mere af Anna, forsøgte +at indsmigre sig hos Bøg ved logrende at +gnide sig op ad hans Ben. Ingen syntes at +tænke paa Flyge.</p> + +<p>Han maatte selv bede om at blive forestillet +for den unge Mand.</p> + +<p>"Ja, det er sandt," sagde Anna. "Det er +Hr. Bøg, Viggo Bøg, en meget god Barndomsven +af mig. Og det er Hr. ... Hr. ..." Hun +stirrede paa ham. I sin glade Forfjamskelse +kunde hun paa en Gang ikke finde hans Navn +frem af sin Hukommelse.</p> + +<p>"Flyge," sagde han med et lille Smil.</p> + +<p>"Ja, Hr. Flyge — om Forladelse ... Men +saa sæt Dem dog ned, Bøg."</p> + +<p>Bøg trykkede Flyges Haand og saa spørgende +paa ham.</p> + +<p>"Ja, hvis Hr. Flyge tillader?"</p> + +<p>"Værsaaartig."</p> + +<p>Bøg rykkede en Stol hen til Bordet og tog +Plads. Anna blev ved at se dybt paa ham.</p> + +<p>"Nu bliver De her da nogen Tid — her i +Byen," sagde hun.</p> + +<p>"Ja — jeg har jo faaet en Plads herinde. +Det er derfor, jeg kommer her. Jeg skal tiltræde +den imorgen."</p> + +<p>"En Plads? Nej virkelig? Er den god?"</p> + +<p>"Aa — jeg begynder med halvfjerds om<a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a> +Maaneden. Men saa er det saa udmærket, at +det er noget helt nyt. 'Avanti' — kender De +det?"</p> + +<p>"Nej."</p> + +<p>"Det er et Aktieselskab. Det skal udnytte +en ny Opfindelse — en kemisk Sammensætning +— til Fremstilling af Næringsmidler."</p> + +<p>"Er det saadan, at man kan gaa med et +helt Rugbrød i en Pebermynteæske? For det har +jeg læst om i 'Familie-Journalen'."</p> + +<p>"Nej, saa vidt er man nok ikke endnu. Jeg +kender for Resten slet ikke noget til det, jeg +bliver først sat ind i det, naar jeg nu imorgen +kommer paa Fabrikken. Og saa maa jeg give +mit Ord paa, at jeg ikke vil røbe Hemmeligheden."</p> + +<p>"Saa skal De naturligvis være den, der staar +for det hele?"</p> + +<p>"Nej, det tror jeg dog ikke. Der gaar nok +nogle Aar, inden jeg naaer saa vidt. Men det +er jo alligevel et storartet Held for mig, at jeg +har faaet den Plads, skønt jeg endnu ikke har +taget min Eksamen."</p> + +<p>"De vil være Polytekniker?" blandede Flyge +sig i Samtalen.</p> + +<p>"Ja, jeg vil læse ved Siden af. Og noget +kan jeg da allerede."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a> +"Men hvordan var det, Bøg," sagde Anna, +"jeg synes, De var kommen til Jernbanen."</p> + +<p>Han trak paa Skulderen.</p> + +<p>"Det var jeg ogsaa," sagde han. "Men det +passede ikke for mig. Sidde der inde paa Kontoret +— og saa se Togene suse forbi og forbi +— ud i Verden. Nej det <em>kunde</em> jeg ikke. Saa +gik jeg en skønne Dag til gamle Møller ..."</p> + +<p>"Overlæreren? Hvordan har han det?"</p> + +<p>"Udmærket! Jeg sagde til ham, at han +<em>maatte</em> læse med mig — Fysik og Kemi — og +hvad der ellers skulde til. Det gjorde han ogsaa, +men det gik kun langsomt, for jeg havde jo +ikke saa megen Fritid ..."</p> + +<p>"Og Møller kunde vel heller ikke lære Dem +noget videre?"</p> + +<p>"Jo—o— han har skam været dygtig en +Gang ... Men nu er jeg jo glad, at jeg er +kommen saa vidt. Det skal nok gaa — det +tror jeg da saa sikkert."</p> + +<p>Flyge havde siddet tavs og vippet frem og +tilbage paa Stolen. Uden at han ret vilde tilstaa +det for sig selv, virkede Bøg en Kende ubehageligt +paa ham. Al denne uplejede Frejdighed +skurrede mod hans Nerver.</p> + +<p>Han fik Lyst til at drille ham en Smule.</p> + +<p>"Er De nu ikke lidt nervøs, naar De tænker +paa Deres nye Stilling?" sagde han.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a> +"Nervøs — nej! Hvad skulde der være at +være nervøs for? Selv ved jeg jo i Grunden +slet ikke, hvad det er, jeg gaar ind til. Men +de, som har antaget mig, de maa jo tro +paa, at jeg kan bruges. Og saa kan jeg det +vel ogsaa nok."</p> + +<p>"Jo — men Ansvaret ved det hele — det +var det, jeg tænkte paa ... Her er altsaa +Talen om kemisk Fremstilling af Levnedsmidler +— ikke sandt? Lad os antage, at det gaar +ud paa at erstatte f. Eks. Kødet som Næringsmiddel +..."</p> + +<p>"Jamen det gør det vist <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: ikks">ikke</a>."</p> + +<p>"Maaske ikke — men De ved det dog ikke +— det kunde i al Fald udvikle sig derhen. Vi +sætter det nu. Kan De saa ikke se, hvilken +Revolution De der vilde være med til? Tusinder +af Mennesker brødløse — jagede ud i Fortvivlelse +... Men Deres Fabrik stor og +kvabset af Ubarmhjertighed — skovlende Guldet +ind ..."</p> + +<p>"Jamen saa vilde jeg naturligvis røbe Hemmeligheden, +saa Alle kunde nyde godt af den."</p> + +<p>"De skal jo give Deres Ord."</p> + +<p>"Man kan ikke binde sig til noget, som er +skændigt. En Opfindelse bliver jo da gjort for +at gøre godt mod Menneskene. Gør den ikke<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a> +det, saa vil den aldrig kunne gaa — nej, den +vil aldrig kunne gaa!"</p> + +<p>"Maaske. Men selv om den gør godt, saa +forlanger den ogsaa Ofre. Menneske-Ofre. De +faar maaske ikke hele Elendigheden ind paa +Dem. De kan sidde paa Deres Fabrik og føle +Virksomheden vokse under Dem. Og i Aviserne +vil De kunne læse mange smukke Ting +om, hvor stor en Velgerning De er med til at +berede Menneskeheden. Men Elendigheden er +der alligevel. Den skjuler sig rundt om i Krogene. +Bliver Verden overhovedet lykkeligere af +Fremskridt? Sæt nu, Talen var om en Opfindelse, +der vendte op og ned paa alle Begreber +i Verden, saa det bestaaende gik ganske +i Stykker ..."</p> + +<p>"Ja, saa fik vi vel noget andet bestaaende +i Stedet. Og maaske noget bedre. I al Fald +kan vel det ene være ligesaa godt som det +andet."</p> + +<p>"De er en farlig Person, lader det til, +Hr. Bøg."</p> + +<p>"Jeg — haha — nej, det mener De nok ikke +... Men nu kommer jeg skam til at gaa. For +jeg maa jo bruge Dagen idag til at se mig om +i Byen. Imorgen skal jeg paa Fabrikken, og +saa faar jeg jo ikke megen Tid. Gaar De med, +Frøken Anna ..."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a> +"Ja — se, Frøken Anna var jo egentlig min +Dame ..."</p> + +<p>"Jo — ja undskyld — men jeg kan jo slet +ikke hitte om i Byen alene. Jeg har aldrig +været her før nemlig. Hvis Frøken Anna nu +gik med mig — saa blev det jo saa meget +lettere. Vil De ikke nok det, Frøken Anna?"</p> + +<p>"Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden +Betænkning. Men skottende hen til Flyge føjede +hun til: "For De skal vel alligevel ..."</p> + +<p>"Jeg skal paa Biblioteket — ja. Saa mig +skal De ikke tage Hensyn til."</p> + +<p>Han slog ud med Haanden, og Anna og +Bøg sagde Farvel. Det forekom ham, at der +glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i +Annas Øjne. Hun var dog Kvinde — vilde +sagtens søge at udfinde, om der ikke hos ham +skulde findes lidt Fortrydelse, kanske endogsaa +en Anelse af Skinsyge ...</p> + +<p>Endnu mens han stod og betalte Opvarteren, +saa han de to unge Skikkelser dreje om det +nærmeste Hjørne. Bøg tog lange Skridt og +svingede stadig med Haandkufferten i Luften. +Anna næsten <em>løb</em> ved Siden af ham.</p> + +<p>Og frem hvirvlede det begyndende Efteraars +lille raske Blæst — en munter lille +Storm, der var kaad som en Hundehvalp og<a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a> +som dansede om dem og nappede dem i +Klæderne ...</p> + +<p>... en rask lille Blæst, der laa paa Lur +bag Gadehjørner og som foer halsende frem og +klaprede med Skilte og Vejrhaner ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a> +<a name="KAPITEL_V" id="KAPITEL_V"></a> +Flyge gik op i Biblioteket.</p> + +<p>Da han i sin Tid havde taget mod Stillingen +deroppe, var det ikke fordi han ønskede for bestandig +at blive Biblioteksaand eller Arkivvæsen. +Han havde lige taget Magisterkonferens i romansk +Sprog med udmærket Udfald, og nogle Tidsskriftsartikler +havde vakt nogen videnskabelig +Opmærksomhed for hans Navn. Fremtiden +syntes ham ikke tvivlsom: den maatte føre ham +gennem en Doktordisputats til en Universitetsstilling. +Assistentposten i Biblioteket var altsaa +kun til ganske foreløbig at flyde paa.</p> + +<p>Men lidt efter lidt havde Bøgerne trængt sig +ind i hans Sind og omklamret hans Fantasi, +saa at han ikke kunde slippe dem.</p> + +<p>Der stod de paa de lange, hvidmalede +Reoler, Bind ved Bind, Ryg ved Ryg i uendelige +Rækker. Tanker, der forlængst var blegede +og visne, Tanker, der i eneboeragtig Kyskhed +var fremmede for Hoben, og atter Tanker, der +endnu hver Dag strakte deres tusinde Rodtrevler<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a> +rundt om i Sindene. Men lige taalmodige var +de, alle disse Bøger, stod urørlige og lydige, +som Soldater i Geleddet, ventende paa det +Kommandoord, der skulde sætte dem i Virksomhed.</p> + +<p>Og denne Hær med dens Uoverskuelighed +af Afdelinger var ikke en tilfældig samlet Flok, +der en skønne Dag kunde møde sin Overmand +og hvis Rækker kunde opløses. Den var sammensat +af alle Vaabenarter og alle Nationer, og +gennem alle Tider havde Slægt paa Slægt opbudt +sin Styrke for at kunne yde sit Bidrag +dertil.</p> + +<p>Flyge følte sig som en Konge, naar han saa +hen over alle disse Rækker. Han herskede over +dem, kunde kalde enhver af dem til sin Tjeneste, +naar han vilde. Men ukaldede kom de +aldrig. De trængte sig ikke frem med dum, +utidig Passiar og kaglende Vigtighed, med ørkesløs +Udkrammen af ligegyldige og forvrøvlede +Meninger. De ytrede sig, naar man spurgte +dem, og blev de ikke spurgt, saa tav de.</p> + +<p>Han havde efterhaanden udviklet sin Smag +for Læsning til det bizarre. Han læste ikke +mere for det Livs Skyld, der rummedes i Bøgerne. +Helst søgte han til de Værker, som +ingen Andre læste, de glemte og forsmaaede,<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a> +og fandt en egen Nydelse deri, at han kunde +føle sig ene om deres Selskab.</p> + +<p>Saaledes kunde han med en stille Tilfredshed +tage for sig en indbunden Aargang af en +eller anden gammel Avis. Han lod Øjet glide hen +over det gulnede Papir og den blegede Tryksværte. +Spalte op og Spalte ned kunde han +læse Artikler, Nyheder, vrede og tilfredse, perfide +og ørkesløse.</p> + +<p>Hvor de havde sprættet, alle disse Sjæle, +som havde undfanget dem, hvor de havde +spruttet, disse Penne, som havde skrevet dem, +hvor de havde pirret op i Myretuen! Og nu +stod Resultaterne der, kendt døde og magtesløse +af Livet, der blev ved at rulle hen over dem ... +Med en vis ondskabsfuld Glæde kunde han fordybe +sig i en saadan gammel afmægtig Artikel: +hvor var nu den Blæst henne, som den havde +rejst? Glemt, glemt altsammen, mens andre +Aviser, lige optagne af sig selv, lige spjættende +af unyttig Iver, hver Dag flagrede ud, hvirvledes +rundt som Sneflokke og faldt til Jorden ...</p> + +<p>Selv en daarlig Avisartikel fik dog undertiden +her i Verden sin Straf: den at blive læst flere +Aar efter, at den var skreven ...</p> + +<p>Men det var ikke blot Bøgerne, der optog +ham. Ogsaa de Mennesker, der søgte Biblioteket, +skaffede ham Nydelser.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a> +Der var nogle, der sneg sig ind som Tiggere. +De blev staaende ved Døren, ydmygt +blussende af Generthed, inden de vovede sig +frem med en stakaandet Anmodning. Og de +satte sig paa Kanten af Stolen, mens de ventede. +Der var unge Studenter imellem, der var +gamle, underlig jordslaaede Autodidakter, og der +var unge Piger, der vilde laane Billedværker ... +Dem var det morsomt at skræmme og imponere. +Naar man saa paa dem med et eget +lærd, dødt misbilligende Blik, kunde deres Forlegenhed +stige til en selvudslettende Højde.</p> + +<p>Men der var ogsaa dem, der kom skridtende +ind med en vis uindviet Fripostighed. De trampede +i Gulvet og stillede med høj Røst Forlangender +om de Bøger, de ønskede. Og naar de +havde gjort det, satte de sig ned, stak Hænderne +i Lommerne og strakte med en frygtløs Gaben +Benene fra sig. De var til himlende Forargelse +for Bibliotekets gamle Bud, der stiv i Nakken +og barket af mange Aars Ensformighed hentede +Folianterne fra Reolerne.</p> + +<p>Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver +Dag til nøjagtig samme Tid kom ind, fik deres +Bog udleveret og satte sig til at gøre Optegnelser. +Nogle af dem var Videnskabsmænd og +Studerende — for andre var Læsestuen kun et +lunt Opholdssted, der var blevet dem en Vane<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a> +og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes +Træghed ...</p> + +<p>I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt. +Naar han sad deroppe bag sin Pult, blev han +greben af en mild og styrkende Kedsomhed, +der kvalte alle Længsler og forjog alle usunde +Drømme.</p> + +<p>Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. +Han saa for sig Anna og Bøg, som de sammen +gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg — +han ærgrede sig i stigende Grad over ham, — +saa ugenert selvskreven han havde teet sig, +han med sine store, daskende Hænder.</p> + +<p>Men det kunde ikke nægtes, at han bar sit +Hoved rankt frem. Da han gik der med Annas +lille spæde og faste Skikkelse trippende ved +Siden af sig, saa han saa urokkelig sikker ud, +som om han havde tilbudt sig at være hendes +Værn og Forsyn mod alt, hvad der kunde +møde hende af ondt. Højst sandsynligt, at han +virkelig kunde paatage sig det. Thi han syntes +at eje den blanke Uvidenheds Naadegave, den +medfødte Ubetydeligheds Sikkerhed og Herskeevne.</p> + +<p>Muligvis var det den inderligste Daarskab at +misunde ham det. Hvad vedkom overhovedet +denne lille Frøken Herding ham, Biblioteksassistent +Preben Flyge? Saadan en lille Mo'ers<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a> +Skødeunge, der gik og pippede nysgerrigt om +det Liv, hun ikke kendte ...</p> + +<p>Men paa en Gang syntes han, at han sad +her i Biblioteket som i en aaben Begravelse. +Var ikke alle disse Bøger Sarkofager, hvori +døde Tanker smuldrede hen, spredende en +mulden Liglugt om sig? Og disse Skikkelser, +der gled ind og ud uden Lyd eller som sad +ubevægeligt bøjede over Bøgerne — var det +Liv, de førte? Gjaldt det ikke om de fleste af +dem, at de blot bevægede sig, tænkte, skrev og +drog Aande, fordi den Død, der ejede dem, +ikke havde fundet det Umagen værd at standse +disse udvortes Rørelser? Skygger, Skygger ...</p> + +<p>Levede han selv? Eller var han ikke højtideligt +anbragt paa <i lang="fr">lit de parade</i>? Dag for +Dag blev han mere og mere død. Bogrækkerne +trængte sig tættere og tættere sammen om ham, +saa han ikke kunde røre sig. De filtrede ham +ind i et Net af døde Tanker, et Mylr af +Traade, der alle lovede at føre ham ud til Liv. +Men naar han greb en enkelt og vilde følge +den, saa han alle de andre for sig, og han blev +greben af Angst for, at den, han holdt i sin +Haand, ikke skulde være den rette. Længe +kunde han staa tvivlraadig og stirre paa Nettets +indviklede Slyngninger, til det alt var ved at +løbe i et for hans Blik. Saa greb han ganske<a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a> +vilkaarlig en ny Traad, den første, der faldt +ham i Hænde — og atter tøvede han, atter greb +han en ny — atter døde der et Stykke af +ham ...</p> + +<p>Med et bittert Smil indtog han sin Plads +bag Pulten, hvorfra han skulde lede Udlaanet.</p> + +<p>"Her sidder man nu," tænkte han, "og formodentlig +vil jeg alle mine Dage blive ved at +komme her hver Dag, sætte mig ned og være +rede til at staa paa Pinde for Oplysningsidioterne. +De vil komme til mig og bede mig +om at række dem Giftbægeret. Jeg vil gøre det +med et beredvilligt Sind, for de fortjener ikke +bedre. Og alle Tænkernes svimle og farlige +Tanker, alle Digternes syge og hede Længsler, +alle de lærde Penneskafters ligegyldige Reporter-Kendsgerninger +vil klumpes sammen i deres +smaa og fattige Hjerner. Og de vil glemme, at +de selv er til, og af hundrede gamle Bøgers +Forvirring vil de sammenskrive hundrede nye. +Saa vil de nye Bøger hoppe op paa de lange +Reoler og være rede til at gyde deres Indmad i +andre Hjerner og atter blive til nye Bøger ...</p> + +<p>Og disse Bøger vil blive sendt ud til Folket +for ogsaa at udmarve det. Smaa, uldne Bøger +vil lægge sig som Filt over Villierne. Og der +vil blive gjort endnu flere Bøger. Folket selv +vil skrive dem: Skomagere og Skræddere, Husmænd<a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a> +og Inderster, Vaagekoner og Jordemødre. +Og deres Sjæle vil blive som stegte Gæs, af +hvilke Lever og Lunge og Hjerte og Indvolde +er tagne ud og erstattede med Æbler og Svesker. +Herrejemini! hvor de vil kro sig, hvor de vil +føle paa deres Maver og skændes om, hvis der +er stoppet mest ..."</p> + +<p>... Der kom en gammel Mand for at laane +en Bog. Han var høj og tynd, havde hvidt +Fuldskæg og Briller og var klædt i en luslidt +sort Frakke, af hvis Ærmer et Par lange, stilkede +Arme stak frem. Naar han kom skridtende +hen over Gulvet paa sine tynde Ben, saa +det ud, som om de knap kunde bære ham.</p> + +<p>Flyge kendte ham godt. Det var en pensioneret +Præst. For tyve Aar siden havde han +taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig +ligesaa gammel som nu, og hans Ydre vakte +en Forestilling om, at han heller aldrig kunde +blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede +ind i hans magre og kantede, næsten gennemsigtige +Krop. Derfor syntes der nu heller ikke +mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden +kunde tære paa.</p> + +<p>I de Aar, Flyge havde været ansat i Biblioteket, +havde denne Mand hver Dag givet Møde. +Og stedse havde han laant Værker, der angik et +og det samme Emne: Tiendepligtens Oprindelse<a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a> +i Danmark. Men Ingen vidste, hvad han tilstræbte +med disse Studier.</p> + +<p>Da han nu kom hen til Flyge, saa denne +skarpt paa ham. Under Armen havde han et +Par gamle Kvartbind i fuldt Læder, dem ønskede +han at faa byttet.</p> + +<p>Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte +ham Bøgerne.</p> + +<p>"De interesserer Dem for Tiendeforhold, +Pastor Briksen," sagde han venskabeligt.</p> + +<p>"Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt +med Hovedet, "— det er jo — det er jo et +temmelig stort Emne."</p> + +<p>"De vil formodentlig udgive et Værk derom?"</p> + +<p>Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, +der ser sin første jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.</p> + +<p>"Ja — hm — det kommer jo an paa ..."</p> + +<p>"Ja undskyld, jeg saadan blander mig i det +— men jeg interesserer mig selv en Smule for +disse Spørgsmaal."</p> + +<p>"Gør De? Gør De virkelig?" — Han saa +mistænksomt paa ham.</p> + +<p>"Ja. Men yderst platonisk. Jeg vilde aldrig +vove at give mig videnskabelig af med dem."</p> + +<p>"Aa, hvorfor ikke det? Det gælder jo blot +om at have en Smule Taalmodighed."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a> +Flyge bøjede sig med et pludseligt Sæt frem +imod ham.</p> + +<p>"Jamen sæt nu — sæt nu, jeg gav mig til +at skrive et Værk om det — og jeg saa aldrig +fik Værket færdigt!"</p> + +<p>"Ja — man vil jo naturligvis gerne have lidt +Udbytte af det. Jo, det vil man. Ungdommen +især. Det kan jeg saa godt forstaa."</p> + +<p>"Jeg synes ikke, man her kan tale om, hvad +man gerne <em>vil</em>. For mig staar det saadan, at +man <em>maa</em> have det, maa absolut. Tænk at se +tilbage paa alle de mange Dage, man har anvendt +til det — og saa maaske maatte indrømme, +at man har stjaalet dem alle til Hobe ..."</p> + +<p>"Stjaalet dem? Hvordan skulde det gaa til? +Hvordan skulde man kunne stjæle Dagene?"</p> + +<p>"Man stjæler alle de Dage, da man intet udretter. +Man tager dem fra Livet — det, som +det var Ens Pligt at leve. Og naar man saa +lægger dem sammen, Dag til Dag, saa de tilsidst +bliver til Aar — er det saa ikke, som om +man havde udslettet sig selv af Tilværelsen for +hele den lange Tid? Er det ikke en Slags Selvmord? +Vi ser det jo heroppe, vi Biblioteksmænd. +Vi ser Folk saadan gaa om og lade sig selv +gaa til Spilde."</p> + +<p>"Da maa jeg sandelig tilstaa — denne Betragtningsmaade +forekommer mig dog ellers ..."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a> +"Ja, Dem kan den jo aldrig berøre pinligt, +Pastor Briksen. De, som virkelig arbejder paa +et stort Værk og som efter al menneskelig Beregning +ogsaa naaer at faa det fuldført. De er +maaske allerede færdig — ha ha — De mangler +maaske bare at faa det trykt ... Men har De +ikke somme Tider her oppe lagt Mærke til saa +den Ene og saa den Anden, som kommer herop +Dag efter Dag og som bare gaar her og bliver +hængende? ... De bider sig fast i et eller andet +Spørgsmaal, som de aldrig slipper fra igen. Det +er saadan noget lignende som at samle paa +tomme Sneglehuse."</p> + +<p>"Naa — naa ..." Den gamle Præst var +bleven højrød i Hovedet.</p> + +<p>"Jo — for Kundskaberne har for dem fuldstændig +mistet deres Omsætningsværdi som +Kundskaber. De bliver bare dyngede op. Det +er en Sport, det hele. Hvad mener De om at +opdage Nordpolen?"</p> + +<p>"Ja — — det er jo — — det er jo i og for +sig ganske interesseløst."</p> + +<p>"Synes De? Aa — jeg ved dog ikke. Jeg +mener dog, de lever, de, som prøver det. De +ofrer sig naturligvis ikke for nogen Sag — for +der er ingen Sag — men de lever, saa længe +det staar paa, i højere og rigere Stræben end +vi Andre. <em>Det</em> har alligevel Folk ondt af <a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a>der +kommer de snadrende og skal regne ud, om +Nordpolen nu ogsaa kan give Valuta for Pengene +og Menneskelivene. Og saa aner de ikke, +at her oppe i Biblioteket gaar der hver Dag +Snese af Mennesker og øder Aar paa at opdage +en eller anden videnskabelig Nordpol — som i +de fleste Tilfælde er opdaget for længe siden — +af Andre."</p> + +<p>"Ja, jeg kan aldeles ikke dele Deres Anskuelser. +Aldeles ikke." Præsten vendte ham +vredt Ryggen og gik.</p> + +<p>Men Flyge saa efter ham med et lille Smil.</p> + +<p>"Der nappede jeg ham dog i Sjælen," +tænkte han.</p> + +<p>Og han blev ved at sidde med dette Smil +om Munden, mens Folk blev ved at komme og +gaa, bringende Bøger, krævende Bøger — og +mens Støvet af hundredaarige Bøger hvirvledes +op i smaa, krusede Skyer og dalede ned, læggende +sig paa andre Bøger, dækkende Tanke-Sarkofagerne +i stedse tættere og tættere Lag.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a> +<a name="KAPITEL_VI" id="KAPITEL_VI"></a> +Mere end Flyge ret vilde være ved det +flakkede hans Tanker om Viggo Bøg.</p> + +<p>Hvad kendte han til ham? Hvad vidste han +om ham? En Dag var han brudt ind i hans +Forestillingskres, som mellem Aar og Dag saa +mange Andre gjorde det — det var det hele. +Og alligevel fornam han det, som om han i +ham havde fundet en hemmelig Modstander, der +stedse truede hans Ro. Til at træffe sammen +med ham havde han imidlertid ikke Lyst. Han +havde paa Fornemmelsen, at Bøg maatte være +bleven en hyppig Gæst hos Fru Herding. Og +derfor holdt han sig selv borte derfra.</p> + +<p>Hvad skulde han i Grunden ogsaa hos de +Mennesker? Hvorfor grave sig dybere ind i et +Bekendtskab, som dog ikke i Længden kunde +fængsle ham?</p> + +<p>En vis Nyfigenhed kunde han imidlertid ikke +gøre sig fri for ... Han kunde da i Grunden +ogsaa se op til Hansen-Maagerup. Han var saa<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a> +skikkelig, saa inderlig skikkelig. Hvorfor da +paa en Gang svigte ham?</p> + +<p>Til sit Besøg valgte han en Søndag Formiddag. +Det var ikke sandsynligt, at der paa +den Tid af Dagen var Gæster.</p> + +<p>... Hansen-Maagerup selv var den, der +lukkede op for ham, da han havde ringet paa. +Han var lige kommen hjem fra Kirke og var +ganske sortklædt. Hans Næse skinnede endnu +mere glødende og blank end sædvanlig — i +Reglen et sikkert Tegn paa, at et eller andet +satte ham i en trist Sindsstemning. Thi Hansen-Maagerup +havde den tragiske Skæbne, at hans +Nedtrykthed altid øvede sin Indflydelse paa +Næsen. Den kunde tindre med Fyrtaarnsglans, +saa at han gjorde Indtryk af at være illumineret +af Glæde, naar hans stakkels Hjerte netop +var mest sorgfuldt.</p> + +<p>Han førte Flyge ind i sit Værelse. Der stod +en halvtømt Kop Kaffe, og ved Siden af laa en +Bog opslaaet. Det var et Bind af H. C. Andersens +Eventyr, det eneste ikke-teologiske Værk, +som Hansen-Maagerup ejede. Naar han blev +greben af et af sine Anfald af Tungsind, tyede +han gerne hertil.</p> + +<p>"Det var rart, Du kom," sagde Hansen-Maagerup +og trykkede Flyges Haand. "Jeg<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a> +trængte saa meget til at komme til at tale med +et Menneske."</p> + +<p>Flyge rejste Hovedet og lyttede. Det tyktes +ham, at der lød Stemmer inde fra Dagligstuen.</p> + +<p>"Her er nok Fremmede?" sagde han.</p> + +<p>"Aa, det er bare Fruens Bro'er og saa ham +Kemikeren eller hvad han er for En — det er +En, der hedder Bøg, han kommer her saa meget +i den sidste Tid. De skal nok en Tur ud paa +Frederiksberg og drikke Kaffe. Mig vilde de +ogsaa have haft med, men jeg er <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: ligefrem ikke">ikke ligefrem</a> +i Humør til den Slags Pjankeri."</p> + +<p>"Er der gaaet Dig noget imod?"</p> + +<p>"Nej, det kan jeg ikke sige, for det er der +ikke. Men naar man sidder saadan hen for sig +selv, saa kommer man mange Gange i Tanker +om saa meget. Der er jo baade det ene og det +andet, som er kommet anderledes end man +havde tænkt sig det."</p> + +<p>Hans runde, blaa Øjne fik fugtig Glans. Og +hans troskyldigt plumpe Hænder famlede nervøst +som efter et Holdepunkt, de ikke kunde +finde.</p> + +<p>"Det er jo det," sagde han næsten hæftigt, +"at jeg gaar her og bliver til ingenting. Jeg +ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det: her gaar +den ene Dag som den anden og det ene Aar +som det andet — det gaar ogsaa — og jeg<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a> +kommer ikke ud af Stedet ... Tror Du i Grunden +ikke, Flyge, at jeg er et meget svagt begavet +Menneske?"</p> + +<p>"Aa — kære Ven — Du har vel Forstand +som de Fleste. Man har jo saa mange Slags +Begavelse."</p> + +<p>"Ja, saa mange Slags — men naar man nu +ikke har nogen af dem ... Jeg har aldrig +tænkt mig, det kunde gaa mig saa ringe, jeg +har altid haft Lyst til at studere, og jeg har jo +ogsaa gaaet baade til Forelæsninger og til Manuduktør. +Men det hjælper mig jo aldrig det +mindste: jeg kan virkelig saa usselt lidt. Der +er ingenting, der vil blive i Hovedet paa mig. +Jeg kan ligge og drømme om Natten, at jeg er +oppe til Eksamen, og at jeg gaar fra det paa +noget, som jeg har vidst bare et Par Dage forinden. +Naar saa jeg vaagner op og skal til at +forsøge, om nu jeg ved det, saa skal det sjælden +slaa fejl, at det ogsaa i Virkeligheden er gaaet +fra mig. Det er lige alt det, at jeg tør gaa i +min Seng om Aftenen. Og hvis nu jeg aldrig +faar den Eksamen ..."</p> + +<p>Hans Stemme svigtede. Men han betvang +sin Sindsbevægelse og vedblev:</p> + +<p>"Man synes dog, man er saa underlig tilpas, +naar man skal gaa og lade sig underholde +fra Hjemmet af i min Alder. Men hvad skal<a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a> +jeg gøre? Kontorarbejde kan jeg ikke tage mig +paa, for min Haandskrift den er jo saadan, at +Folk de gaar langt væk, bare de ser den. +Undervisning det har jeg ogsaa tænkt paa; men +der har aldrig været Nogen, der har meldt sig, +naar jeg averterede om det. Jeg er jo ingenting +til, jeg er jo ingenting til! Jeg synes, jeg +gaar og bliver saa ringe for mig selv, Flyge — og +for andre med naturligvis."</p> + +<p>Flyge saa paa ham — forskende som en +Læge, der undersøger en Patient.</p> + +<p>"Jeg tror, Du skulde gifte Dig," sagde han. +"Ja, det er mit Alvor. Ægteskabet er godt for +Nerverne: det vilde give Dig Ro, saa Du kunde +samle Dig. Det er det, Du trænger til for at +faa Eksamen."</p> + +<p>Men Hansen-Maagerup rystede bedrøvet paa +Hovedet.</p> + +<p>"Hvor skulde Nogen ville have mig? Jeg +har jo været forlovet en Gang — men det gik +da saa uheldigt som det kunde gaa."</p> + +<p>"Har Du det? Det har jeg aldrig før hørt."</p> + +<p>"Jo — det var lige ved den Tid, da jeg +første Gang skulde op til Eksamen — ja Herregud, +nu er det jo allerede snart syv Aar siden +... Vi vilde ikke have noget ud om det, saa +længe jeg ikke var noget. Men det blev jo +ikke til noget med Eksamen den Gang — og<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a> +heller ikke senere — og da saa der var gaaet +tre Aar, saa gjorde hun det forbi med mig. Jeg +siger ikke noget til hende for det — hun var +fire Aar ældre end jeg, saa hun kunde daarlig +vente — og nu er hun gift med en Dyrlæge ..."</p> + +<p>Han gik hen til Vinduet og gav sig til at +se ned paa Gaden. Der gik Folk, pyntede og +tilfredse — Ægtefæller omgivne af deres Børneflok, +Forlovede, der saa hinanden ind i Ansigtet +og som syntes at have glemt hele den øvrige +Verden — — eller unge Kvinder og Mænd, +der svælgede Livet som en brusende og fyrig +Drik uden Bitterhed, uden Bærme ... Alle var +de glade, fordi Solen skinnede og det var Søndag +og de kunde gaa med dem, de holdt mest +af i Verden. Han alene stod her, forgræmt, +upaaagtet og unyttig og saa de Andre gaa +forbi, som han nu havde gjort det i saa mange +Aar og som han altid vilde blive ved at +gøre det.</p> + +<p>Disse Søndage var ogsaa de værste for ham +at komme over, især naar Vejret som idag var +højt og soltindrende. Han følte sig saa alene, +saa knugende alene. Alle hans Studenterkammerater +var forlængst borte fra Byen: som +Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede +Flere af dem rundt om i Landet. Og naar<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a> +han nu mødte til Forelæsninger paa Universitetet, +følte han, hvordan de unge Studenters +medynkblandede Lattermildhed boblede om ham. +Af Slægtninge havde han kun en Onkel, der +sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som +forvaltede hans lille Kapital. Men det var flere +Aar siden han havde været derovre. Han vilde +ikke høre Onkelens Bebrejdelser, fordi hans +Studier endnu ikke havde baaret nogen Frugt +trods alle de mange gode Penge, der var stukket +i dem, ikke møde de halvt skadefro halvt +medlidende Blikke fra sine Jævnaldrende i Sognet, +dem han havde villet hæve sig over ved +at studere til Præst. Ingen, Ingen i Verden +havde han at holde sig til — Ingen uden den +Gud i Himlen, hvis ringeste Tjener det var hans +Livs Maal at blive men som syntes at agte ham +uværdig dertil.</p> + +<p>Flyge kunde fra Siden se, at et Par store +Taarer faldt fra hans Øjne. Med en hurtig +Haandbevægelse viskede han dem bort — men +der kom en til og en til — hede og tunge piblede +de frem — og hans stakkels røde Næse +tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ...</p> + +<p>Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man +Latter. Først en stærk og klar Mandslatter. +Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt +nede i Svælget og som efterhaanden arbejdede<a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a> +sig frem til et Brøl. Og tilsidst en spæd og +lidt frygtsom Pigelatter, der brast i smaa nervøse +Ryk ...</p> + +<p>"De er nok glade," sagde Flyge. Men Hansen-Maagerup +snøftede ganske ubehersket.</p> + +<p>Flyge gik hen til ham og lagde Haanden +paa hans Skulder.</p> + +<p>"Du skulde se at blive gift med Frøken +Herding," sagde han. "I vilde passe godt +sammen."</p> + +<p>Han vidste egentlig ikke, hvorfor han sagde +det. Men han ønskede virkelig i Øjeblikket, at +noget saadant kunde lade sig gøre. Selv vilde +han ogsaa føle en Art Lettelse derved.</p> + +<p>Men Hansen-Maagerup vendte sig om og +saa bedende paa ham.</p> + +<p>"Det maa Du ikke tale om," sagde han sagte. +"Jeg kan ikke taale det."</p> + +<p>Der var nogle Øjeblikkes Stilhed i Værelset. +Inde fra Dagligstuen hørte man paany Latter og +højrøstet Tale.</p> + +<p>"Ja," sagde saa Flyge og gav sin Stemme +en sorgløs Klang, "jeg skulde vel egentlig +have hilst paa Damerne derinde. Gaar Du med +derind?"</p> + +<p>"Jeg vil helst være fri."</p> + +<p>"Nej hvorfor det? Du sidder jo bare og bliver +menneskesky. — Bare ikke give fortabt!"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a> +"Jeg vil saa nødig ... jeg kan ikke nu ... +Det kan jo være, jeg kommer senere ..."</p> + +<p>Mere var der ikke til at faa ud af ham. Og +Flyge gik saa alene derind.</p> + +<p>Ved Bordet sad begge Damerne. Paa Sofaens +Armlæn vippede Hr. Klavs Kihler med +Hat paa Hovedet og svingende ud i Luften med +sin Stok. Og midt paa Gulvet stod Viggo Bøg. +I den ene Arm holdt han en Stol, som han +havde grebet i et af Benene og som han nu +var i Færd med at hæve over sit Hoved.</p> + +<p>"Fem — seks — syv — otte," talte Hr. Kihler, +efterhaanden som Bøg blev ved at stemme +Stolen i Vejret, og markerede hvert af Tallene +med Stokken. Han lettede knap paa Hatten, +da Flyge traadte ind.</p> + +<p>"Bliv ved, bliv ved!" raabte han til Bøg. +Og Bøg blev ved, til han dirrede af Anstrengelse +og Sveden i tunge Draaber brast frem paa +Panden af ham.</p> + +<p>"Det var storartet!" sagde Kihler, "storartet! +De er en ren Atlet. De burde uddanne +Dem."</p> + +<p>"Uddanne mig?" sagde Bøg, der imidlertid +havde hilst paa Flyge. "Hvad skulde jeg uddanne +mig til? Jeg er jo Medlem af en Gymnastikforening."</p> + +<p>"Det er ikke tilstrækkeligt. De burde drive<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a> +Sporten forretningsmæssigt — sætte Rekorder +<span lang="sv">förstås</span> — komme i Bladene med Medaille og +Tilbehør ... Det er altid en Reklame for Deres +private Business ... Gentleman!" — han +rejste sig og bukkede for Flyge — "<span lang="de">habe die +Ehre</span> ..."</p> + +<p>"Hvorfor har vi ikke set Dem saa længe, +Hr. Flyge?" sagde Fru Herding og fæstede sine +kuglerunde Øjne paa ham.</p> + +<p>"Fordi man undertiden har godt af at bekæmpe +sit Hjertes Trang, Frue," sagde han og +bukkede. Og i det samme lod han glimte et +Sideblik hen paa Anna. Det forekom ham, at +hun slog Øjnene ned.</p> + +<p>"Aarr" — Fruen slog koket ud efter ham +med Haanden — "sikke noget, De staar og +siger!"</p> + +<p>"Hr. Kontorchefen er galant," smiskede Kihler. +"Galant mod Damerne! Bedaarende Vejr +idag, ikke sandt, Hr., ganske storartet! Man er +lige ved og kan gaa uden noget paa. Finder +Hr. Kontorchefen ikke?"</p> + +<p>"Jeg er ikke Kontorchef," sagde Flyge tørt. +"Jeg er Biblioteksassistent."</p> + +<p>"Pardon — jo — skal ikke glemme det. De +finder Branchen tilfredsstillende?"</p> + +<p>"Det kommer an paa ..."</p> + +<p>"Jo — jeg fatter Dem fuldkomment. Den<a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a> +er — selvfølgelig — i og for sig særdeles reel +— men man er ikke fulgt med Tiden deroppe. +Der mangler lidt Bekvemmeligheder for Publikum +— lidt W. C. og saadan — moderne Udstyr +i det hele taget."</p> + +<p>"De har vist ganske Ret, Hr. Kihler."</p> + +<p>"Ja, ikke sandt? ... Bare der blev gjort +noget, saa kunde der saamænd godt tages en +lille Entré — for Bøger det er jo alligevel — +dannende — og det er ogsaa noget, man ikke +saadan holder hjemme ... Nu snakker de jo +saa meget om Restaurantvogne paa Statsbanerne +— jeg siger: naar Staten den drev sine forskellige +Bikser som nu Biblioteket med lidt mere +Smartneshed, saa blev der magelig Penge til +noget af den Slags — og til mere med ..."</p> + +<p>"Det tror jeg ogsaa."</p> + +<p>"Glæder mig — glæder mig at finde en saa +fordomsfri Personlighed, Hr. ... Tillad mig at +spørge: De er en jævnlig Gæst hos Hr. Kandidat +Hansen-Maagerup — kommer der undertiden +— jo ...?"</p> + +<p>"Somme Tider."</p> + +<p>"Ja — jeg ved ikke — vi skulde en lille +Tur paa Frederiksberg idag — Sommerlyst — eller +Alleenberg — det morer mig at komme +der en sjælden Gang. Det er jo i den lidt ældre +— Stilart — De ved, gamle Fre'rik med Sekstallet<a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a> +— skønt nu er jo det hele snart fuldstændig +omforandret derude ..."</p> + +<p>"Ja, de skal jo immer rive ned og bygge op +igen," faldt Fru Herding ind.</p> + +<p>"Netop ... Men for at komme til Sagens +Kærne: jeg tillod mig før at anmode Deres ærede +Ven, Hr. Kandidaten, om at deltage i vor lille +Ekskursion. Men Kandidaten ønskede ikke at +entrere. Humøret er nok lidt sort i Kanten idag, +saa vidt jeg kunde forstaa. Nu er jo imidlertid +Hr. Biblioteksassistenten kommen — og hvis +nu De maaske vilde gøre os den Ære, saa +maaske Kandidaten ogsaa fik lidt mere Kulør +paa Leveren ..."</p> + +<p>"Ja," sagde Flyge, "jeg takker for min +Part."</p> + +<p>Fru Herding gik ind til Hansen-Maagerup +for at gøre endnu et Forsøg paa at faa ham +med. Men hun kom tilbage med den Besked, +at han helst vilde være fri.</p> + +<p>"<span lang="en">All right</span>," sagde Kihler og slog ud med +Haanden, "naar ikke han vil, det staar vi +magtesløse overfor. Vi kan vel starte med det +samme?"</p> + +<p>... Efteraaret havde allerede næsten fuldendt +sit Hærværk. Fra Træernes graagrønne +Grene flagrede det tynde gule Løvværk som +Tøjtrevler fra en Fane, der er baaren gennem<a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a> +Kugleregn. Og mod den matblaa Høsthimmel +tegnede sig skarpt Husenes spirprydede +Silhouetter.</p> + +<p>Man var kørt i Sporvogn til Raadhuspladsen +og spaserede nu ad Alleen. Flyge og Kihler +var kommen til at gaa sammen bagved de +Andre. Bøg gik ved Siden af Anna, Fru Herding +lidt i Forvejen.</p> + +<p>"Ungdom!" sagde Kihler med Hentydning +til Anna og Bøg, "Ungdom, Højstærede! De +klæ'r hinanden, de der — hva' — gør de +ikke?"</p> + +<p>"Det gør de vist."</p> + +<p>"Ja — han er jo ogsaa en Knopsak — ham +dette lille Stykke Kemikerskidt ... Jo — man +forstaar jo at iagttage den Slags. Han skal +ogsaa være kommen morderligt efter det paa +Fabrikken — det er jo med Opfindelser, saa +der er Sjans, forstaar De ... Det er skam +glædeligt for min Søster — i hendes Stilling — +som ubemidlet Enke — det er jo noget, hun +ligefrem kunde takke Vorherre for, om det nu +kunde blive ..."</p> + +<p>"Jeg vidste ikke, at han var forlovet med +Deres Søsterdatter," sagde Flyge. Hans Stemme +var ganske rolig. Men ved Kihlers Ord havde +det alligevel givet et lille Sæt i ham.</p> + +<p>Han ærgrede sig derover. Havde hun endelig<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a> +saa stærk en Appetit paa dette store lodne +Provinsgeni, hvorfor saa ikke lade ham have +hende? <em>Ham</em> kunde det jo aldrig vedkomme.</p> + +<p>"Forlovet!" sagde Kihler, "nej, det er for +meget sagt. Han er jo saadan lidt ude fra +Landet a' — det gaar ikke saa gesvindt med +ham ... Men naar først de saadan begynder +at gaa for dem selv og saa skal lade, som om de +slet ikke ved af hinanden at sige, saa saare vi +Andre er til Stede, saa ved man jo, hvad den +staar paa ... Nu har man jo arrangeret denne +lille Selskabstur — man vil jo gerne gøre, hvad +man formaar. For ved De hvad: saa længe de +skal sidde og række Tunge ad hinanden paa en +Førstesal til Gaarden og med Udsigt til rent ud +sagt Nødtørftspalæerne, saa kommer der sgu +ingen rigtig Kanel i Pærekompotten."</p> + +<p>Den lille Mand blev ved at tale. Men Flyge +hørte ikke mere synderligt af, hvad han sagde. +Han kunde ikke faa sine Øjne bort fra det unge +Par der forude.</p> + +<p>Saa gik man altsaa her og bryggede ganske +koldblodigt en lille hyggelig Forlovelse sammen. +Hjalp frem, pirrede til, pudsede Parterne paa +hinanden. Man gik forsigtigt og besindigt frem: +ingen paafaldende Iver, intet snublende Hastværk, +ingen Uro. Bare lade de to unge Sind +uddunste deres naturlige Varme — det var alt,<a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a> +hvad man ansaa for nødvendigt. Og saa for +Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa +den Dag, da Frugten var moden ...</p> + +<p>Selv gik han nu her for i paakommende +Tilfælde at kunne være Skærmbrædt. Sandsynligvis +var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at +Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans +Nærværelse var egnet til at dæmpe enhver Mistanke, +der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, +at hele Turen var planlagt som en Fælde for +ham. Og paa den anden Side var intet naturligere +end, at han slog sig sammen med Fru +Herding og hendes Broder, der saa smukt havde +sat det hele Foretagende i Scene, mens man +lod de to Unge sværme paa egen Haand. Hvem +kunde vide — maaske kunde Forlovelsen gaa i +Orden endnu idag og han være med til at lyse +Velsignelse derover!</p> + +<p>Men hvad om han nu gik ud af sin Rolle! +Sandelig — det kunde more ham at eksperimentere +en Smule! Naturligvis vilde han ikke +for Alvor gøre de to Unge Fortræd, ikke rive +noget itu af, hvad der var ved at gro op imellem +dem — blot bore en lille uskadelig Sonde +ned i deres Hjerter for at se, hvordan det i +Grunden var fat med dem. Det vilde kunne +stille hans Videlyst tilfreds og ikke genere dem<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a> +det allermindste. For ham kunde de overhovedet +forlove sig ligesaa galt de vilde.</p> + +<p>Uvilkaarlig gik han rask til for at naa det +øvrige Selskab. Kihler maatte halvvejs sætte i +Løb for at vinde med.</p> + +<p>... Man bestemte sig til at drikke Kaffe +paa Sommerlyst. Naar man sad i Glas-Verandaen, +var det næsten ligesaa godt som at være +i fri Luft. Og dog var man under Tag og havde +en stor buldrende Kakkelovn i Ryggen.</p> + +<p>Der var kun faa Folk, og de frøs højtideligt +i Søndagspynten. Kun et Par unge Mennesker +havde drukket sig røde i Kammen i Whisky, +der i stadig nye, sodavandsperlende Strømme +skinnede gyldent i Glassene foran dem. Gennem +Tobakstaagen, som de pustede fra sig i +tætte og tunge Flager, sendte de idelig svømmende +Øjekast til Anna.</p> + +<p>"Se, hvor de sidder og glor herhen," sagde +Bøg. "Det er da en underlig Maner. Man +kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige +det til dem."</p> + +<p>"Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror +De, vi vil have Værtshusspektakler her? Dette +er ingen Snask."</p> + +<p>"Det var heller ikke saadan ment. Men det +er dog en sær Maner, mange Mennesker har +her i København. De gør lige hvad der lyster<a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a> +dem. Damerne kan jo daarlig nok gaa alene +paa Gaden om Aftenen, bare fordi der kommer +Mandspersoner, som de ikke kan blive fri for. +Det skulde vi lige prøve paa hjemme hos os. +Man kunde da ikke nære sig i Byen, naar man +en Gang havde forsøgt paa de Kunster."</p> + +<p>Hans Blik dvælede, mens han talte, ved +Anna. Men den unge Pige var tavs. Hun +sad og legede adspredt med Frynsen om Borddugen.</p> + +<p>Flyge saa det. Han mærkede ogsaa, at Bøg +befandt sig ilde ved hendes Tavshed og søgte +at fange hende ind i Samtalen. Der maatte have +været en Kurre paa Traaden, som han nu +stræbte efter at faa udjævnet.</p> + +<p>Ogsaa Kihler syntes at have faaet en Fornemmelse +deraf. Og han søgte da at skylle +Misstemningen bort ved at udfolde en ganske +overdaadig Veltalenhed.</p> + +<p>"Det er sgu ganske sjov at komme herud +en Gang imellem," sagde han. "Man har jo +diverse Ungdoms-Souvenirer herude fra. Her +gik man og hørte Tyrolere før i Tiden. — Kan +Du erindre det, Karoline?" henvendte han sig +til Søsteren.</p> + +<p>"Du ved, Klavs, at jeg aldrig er kommet +<a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: saadan">saadanne</a> Steder."</p> + +<p>"Nej, det er Du nok ikke. Du har jo ikke<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a> +været saadan videre med paa Trallaen i Dine +yngre Epoker — det har Du ikke ... Nej +men — her havde jeg sgu for Resten en Historie. +Der optraadte en Tyrolerpige derinde — hun +hed Sessi — det var saadan en lille gevaldig +En. Hun var ligesaa bred over Enden som +det Bord her — ja, jeg overdriver ikke, naar +jeg siger det ..."</p> + +<p>"Det var da ikke kønt."</p> + +<p>"Ikke kønt? Hvad vil det sige, at det ikke +var kønt? Du kan sige om den Hund, der gaar +der ude i Haven, at den ikke er køn, fordi at +Hovedet det ikke passer til Kroppen og den i +det hele taget mere ligner et Pindsvin end en +Hund — men tag Du og se paa denne lille +Venus fra Milo — af Thorvaldsen eller hvem +hun er af — saa skal Du se, at hun er ligesaa +bred over Enden som Sessi, undtagen at hun +jo ikke har Skørter. Dette her med smale Steder +over det hele — det kommer bare af Korsettet. +Det har jeg læst om i en Lægebog ... Jo +Sessi var sgu netop køn — hun var saadan — +landskabelig — ja der var Partier af hende, som +ligefrem ikke var til at staa for. Og saa havde +hun en Stemme — den var, saa det bævrede +indeni En, naar hun rigtig lagde Kraft i og tog +til at jodle. Jeg var jo et lille ungt Skvat den<a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a> +Gang — jeg havde ikke noget videre at koste +paa hende ..."</p> + +<p>"Klavs," afbrød Fru Herding strengt, "mon +det er værd, at Du fortæller den Historie?"</p> + +<p>"Aa skidt — den kan sgu et treaars Barn +høre paa. Nej men man var jo en Svend fra +Fad i de Dage: der var ikke noget, man gik +af Vejen for. Saa hvad jeg havde at gøre: jeg +inviterede hende paa Banko. Jeg sendte et Kort +op, om hun vilde have den brungen op paa +Tribunen — saa kunde vi kanske mødes bagefter +og slaa en lille Sludder ... Se, jeg havde +det jo lige, saa jeg kunde udrede Betalingen, +men jeg haabede saa smaat, at hun ikke vilde +have noget. Men hun var altfor meget Forretningsmand +til at lade noget gaa fra sig a' — +saa jeg maatte nok saa grangivelig op med en +halv Caloric ..."</p> + +<p>"Og saa?" sagde Flyge, "saa bagefter?"</p> + +<p>"Hun brændte mig sgu af, den Kæltring. +Jeg stod og ventede en halv Time, men der +kom ingen Sessi. Hvad er den af? tænkte jeg, +nu skal Du se, at hun er stukken ud ad en +anden Vej. For saadan gjorde hun ved saa +mange — hun lod dem ganske rolig give ud +paa sig, og naar saa de kom og vilde have +noget med hende at gøre, saa færdig, Kære — +saa kunde de staa og kigge de smaa Stjerner<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a> +og fryse om Tæerne ... Men ved De, hvad det +kom sig af, at hun gjorde det?"</p> + +<p>"Nej?"</p> + +<p>"Det kom sig af, at hun var et Mandfolk. +Det er sandt som jeg siger: hun blev senere +Værtshusholder. Saa var hun jo gaaet lige forbi +mig i sit daglige Tøj naturligvis, og det var der +Ingen, der kunde tænke sig. Men Bankoen den +drak hun, det Øg."</p> + +<p>Flyge saa paa ham med et ironisk Blik.</p> + +<p>"De er vist en lykkelig Mand, Hr. Kihler," +sagde han. "De tager Livet, som det er. Vi +Andre kommer saa tidt ingen Vegne, fordi vi +synes, det er saa lavt og smudsigt, saa vi ikke +gider røre ved det. Vi gaar saa forsigtigt frem, +holder ikke af at gøre et Skridt, naar vi ikke +kan se, hvor vi træder ... Men De gaar lige +paa — De har ingen Skrupler, ingen moralsk +Kvalme. De lader Verden være ligesaa akavet, +den være vil — De kommer dog til Rette med +den."</p> + +<p>"Jaha, det gør jeg sgu" — han lo højt og +tilfreds og strakte Benene fra sig, saa hans +Mave rundede sig opefter — "jeg er saa tilfreds, +saa tilfreds. Jeg kan gøre og lade ligesom jeg +vil ..."</p> + +<p>"Og De fortryder aldrig noget bagefter?"</p> + +<p>"Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a> +smager godt det <em>er</em> godt, siger jeg altid. Hvad +mener De?" — han vendte sig til Bøg.</p> + +<p>"Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve."</p> + +<p>Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem +Annas Øjenbryn.</p> + +<p>"Ja, det er rigtigt — det kan sgu i al Fald +være det, naar man har Raad til det. — Skal +vi tage en Bajer?"</p> + +<p>Der var imidlertid Ingen, der vilde have Øl.</p> + +<p>"Ja, saa kan vi vel starte videre. Vi skulde +jo lidt ind i zoologisk Have."</p> + +<p>De rejste sig og gik. Bøg gjorde Mine til +atter at ville gaa ved Siden af Anna, men hun +undgik hans Følgeskab og gik om paa den +anden Side af Fru Herding. Saa fik Kihler fat +i Bøg og gav sig til at udvikle sine Leveregler +videre for ham.</p> + +<p>... Solen skinnede blegt og sygt ind mellem +de graagrønne Træstammer i Frederiksberg +Have, og i Alleerne havde de visne Blade lagt +sig som et tungt, fast Kludetæppe. Man maatte +gaa hurtigt for at blive varm.</p> + +<p>Mellem Flyge og de to Damer faldt der ikke +mange Ord. Misstemningen mellem Anna og +Bøg havde ægget Flyges Nyfigenhed, og han +gik og grundede over, hvordan han skulde +komme under Vejr med dens Aarsag.</p> + +<p>Da de kom til Indgangen til zoologisk<a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a> +Have, blev Fru Herding staaende for at vente +paa Kihler og Bøg. Men Anna og Flyge gik +videre.</p> + +<p>Der var kun faa Folk i Haven. De gik +om mellem Dyrene, tavse som gik de mellem +Grave.</p> + +<p>Ogsaa Anna tav. Hun gik med sænket +Hoved, men hendes Skridt var hurtige. Flyge +havde paa Fornemmelsen, at hun vilde bort +fra de Andre. Han bøjede om ad en Sidegang, +og hun fulgte med uden at gøre nogen Bemærkning +derom.</p> + +<p>Han gik og iagttog hende. Det var bedst +at lade hende være i Fred nogle Minuter. Hun +var øjensynlig gal i Hovedet. Og Vreden burde +have Tid til at trække til.</p> + +<p>"De er saa forstemt idag, Frøken Herding," +sagde han omsider.</p> + +<p>"Jeg skammer mig." Hendes Stemme lød +haard.</p> + +<p>"Skammer Dem? Over hvad?"</p> + +<p>"Over Onkel Kihler. Over — det hele."</p> + +<p>"Man vælger jo ikke sine Onkler selv."</p> + +<p>"Det er heller ikke ham alene. Der er ogsaa +andet."</p> + +<p>Han fandt det hensigtsmæssigt igen at give +hende et lille Pusterum. Trængte han for hurtigt<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a> +paa, udsatte han sig for, at hun blev skræmt +ind i sig selv.</p> + +<p>"Frøken Herding," brød han saa igen Tavsheden, +"jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal +forklare mig for Dem ... Det gør mig meget +ondt, at jeg er kommen til at berøre noget, +som er Dem pinligt, men — ja, det er naturligvis +noget, De selv bedst ved — tror De ikke, +De kunde have godt af, at vi talte lidt om det, +som er i Vejen? De skal slet ikke sige ja, hvis +De ikke mener det — men jeg synes, vi har +talt saa godt sammen før ..."</p> + +<p>"Hvorfor skulde De plages med mine +Sorger?"</p> + +<p>"Naar jeg nu selv saa gerne vil ..."</p> + +<p>"Det er det" — hun ligesom huggede Ordene +frem — "det er det, at jeg ikke kan lide Onkel +Kihler. Han er saa underlig imod mig. I Formiddags, +da Bøg kom — og saa tidt i den +sidste Tid, især naar Bøg er hos os — jeg ved +ikke, hvordan det er, han ser paa mig. Og +Mo'er hun holder med ham. Det er, som om +de havde noget sammen, som jeg ikke maatte +vide af."</p> + +<p>"Det har de maaske ogsaa. Men Herregud +— det kan jo være noget, som bare er til +Deres Bedste."</p> + +<p>"Hvor ved de, hvad der er til mit Bedste?<a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a> +Men selv bliver jeg holdt udenfor alting. Saa +snart der kommer Nogen til os, saa sidder +Mo'er og taler med dem, som om jeg ikke var +til Stede. Men mest er det Onkel Kihler. +Saadan han ser paa mig — jeg kan blive helt +syg af det."</p> + +<p>"Har De — har De talt med Hr. Bøg om +dette?"</p> + +<p>Der kom — syntes han — et hurtigt Blink +af Mistænksomhed i hendes Øjne.</p> + +<p>"Hvorfor spørger De mig om det?"</p> + +<p>"Det faldt mig ind. Han er jo Deres Barndomsven."</p> + +<p>Hun betænkte sig lidt.</p> + +<p>"Ja," sagde hun saa, "jeg har talt til ham +om det. Nu for lidt siden, da vi gik sammen. +Vi har jo kendt hinanden saa længe — saa jeg +troede, han kunde gaa ind paa, hvad jeg tænker. +Men" — hendes Stemme dirrede — "han er +ikke anderledes end de Andre. Han kan sidde +der og le ad, hvad Onkel Kihler siger, skønt +han ser, at det gør mig saa bitterlig ondt. +Onkel Kihler kan gøre og sige, hvad han vil +— men hvad jeg tænker, det er der Ingen, der +bryder sig om."</p> + +<p>"Hm ..."</p> + +<p>Mere sagde han ikke. Han kunde mærke,<a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a> +hvordan Annas Forventning næsten bankede +ham i Møde.</p> + +<p>De kom imidlertid til en Bænk, og han opfordrede +hende til at tage Plads.</p> + +<p>"Lad os nu tale lidt om Tingene," sagde +han. "Jeg tror ikke, det hele er saa galt, som +De mener. Eller man kan ogsaa sige, at det er +endnu værre. Det er ganske som man tager +det ...</p> + +<p>Vi vil Dem jo Allesammen vel — ogsaa +Deres Onkel — men vi har ikke været rigtig +heldige med at vise det. Menneskene er tidt +værst mod dem, de helst vil glæde. De kan +nemlig aldrig forstaa, at Enhver bliver salig i +sit Himmerig. Derfor gaar de nu Allesammen +og spænder hver sit blaa Lykketelt ud over +Dem i Stedet for at lade Dem selv om, hvordan +det skal være. For Deres Mo'er er det +Lykken at sidde hen bag lukkede Vinduer og +lade Livets Safter langsomt tørre ind i sig. For +Deres Onkel er der ikke andet end at gramse +til sig, hvad Dagen byder. Og Bøg — han gaar +med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at Jorden +er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan +den i Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle +tre have, at De skal se med deres Øjne."</p> + +<p>"Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist +saadan."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a> +"Jeg er ganske vis paa det. Men De — De +staar i et helt andet Forhold til Livet. De ser +det hver Dag skylle imod Dem — De kan +mærke, hvordan det vil suge Dem til sig. De +maa igennem det — De kan ikke blive siddende +inden Døre — og De maa leve her paa Jorden. +Er der en Himmel for Dem, saa er den ikke +som den, Deres Ven Bøg lever i. Den er ikke +en Slags Kvistetage over Deres Hoved — den +ligger saa langt, langt ude, hinsides Sol og +Maane. Man maa stride sig til den — det er +det eneste visse. Men det er netop den Strid, +der er Livet. Og at leve det er Lykken."</p> + +<p>Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste +imod ham.</p> + +<p>"Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men +naar jeg nu er saa helt alene — naar de Andre +nu ikke gør andet end at holde mig tilbage ..."</p> + +<p>Hun rejste sig hæftigt op.</p> + +<p>"Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," +blev han ved. "De maa jo have Nogen at +holde af, ikke sandt? Og nu har De kun Deres +Mo'er — slet ingen Andre. Deres Mo'er med +hele Ritualet. De tør ikke rokke ved en lille +Tøddel deraf, for saa er De bange for, at De +skal blive drevet helt ud i det klare Oprør mod +det hele. — Er det ikke saadan omtrent, De +tænker?"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a> +"Jo, det er vist det."</p> + +<p>"Jamen har De nu ikke tænkt paa, at hvis +De bliver ved med at underkaste Dem, saa vil +De en skønne Dag slet ikke mere være i Stand +til at sætte Dem imod det. Deres Evne dertil +vil slappes. Og der vil komme det Øjeblik, da +De ikke mere holder af Deres Mo'er — ikke kan +holde af hende."</p> + +<p>"Ja," sagde hun hæftigt, "saa er der ingenting +mere for mig at gøre. Jeg kan ikke være +anderledes end jeg er. Jeg <em>kan</em> ikke gøre +mig fri."</p> + +<p>"Nej, De kan det vel ikke," sagde han langsomt. +"Ikke uden at De havde Nogen at holde +Dem til udenfor — Nogen, som De — holdt af."</p> + +<p>"Ja men det ..."</p> + +<p>Hun standsede. Hun var kommen til at se +paa ham, og det gav et næsten umærkeligt Ryk +i hende. Hans Ansigt var ganske roligt. Men +som han stod der foran hende, saa han ud som +en pludselig hærdet Beslutning.</p> + +<p>"Ja," sagde han langsomt, "En, De holdt +af" — og blev ved at se paa hende.</p> + +<p>Og mens han gjorde det, mærkede han, +hvordan hun bøjede sig ind under hans Villie, +som pludselig overvældet af en Magt, hvis Nærhed +hun for sent blev var. Han syntes, at hun +i et Nu faldt sammen for hans Fod. Og han<a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a> +blev greben af en varm og stærk Higen efter +helt at befæste sit Herredømme over hende. I +et Nu fløj gennem hans Hjerne en Flok af Fornuftgrunde, +der vilde holde ham tilbage, Grunde, +som med klare, logiske Omrids tegnede sig for +hans Bevidsthed. Han gav sig ikke Tid til at +veje og dømme dem — skød dem blot hensynsløst +til Side — alle uden Forskel. Han fornam, +hvordan lange Tiders tilbageholdt Villiestyrke +brød paa og gjorde sig mægtig over et andet +Menneskes Sind. Og Følelsen heraf greb ham +som en Galskab og lod sig ikke afvise.</p> + +<p>Den unge Piges Blik hang ved ham. Men +Skikkelsen var saa hjælpeløs som sunken i Knæ.</p> + +<p>Han bøjede sig frem mod hende og lagde +sin Arm om hendes Liv. Hun laa slapt hen i +den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, +og hendes Læber aabnedes halvt — som et Bæger, +der byder sin Vin til den Tørstende. Men idet +han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun +Øjnene — som gav hun sig hen i noget, der +var uundgaaeligt men som hun dog ikke havde +Mod til at møde.</p> + +<p>Saa kyssede han hende — længe. Hendes +Læber næsten klamrede sig til hans, men de +var uden Varme.</p> + +<p>"Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a> +Og langsomt gik de ved hinandens Side +frem i Haven ...</p> + +<p>Bøg var den første, de traf. Han var gaaet +ud for at søge dem. Men Anna undgik at se +paa ham.</p> + +<p>Og baade Fru Herding og Kihler kom med +Bemærkninger om, saa bleg hun var, saa daarlig +hun saa ud ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a> +<a name="KAPITEL_VII" id="KAPITEL_VII"></a> +Vinteren igennem havde Flyge været forlovet +med Anna Herding.</p> + +<p>Nogen offentlig Deklaration var ikke sket. +Flyge havde ikke ønsket det, og det hjalp ikke, +at Fru Herding var af modsat Mening. Han +havde været fast bestemt paa at sejre i dette +første Feltslag. Hans Svigermoder maatte føle +sig utryg overfor ham, om en passende Ligevægt +i Forholdet skulde kunne opretholdes.</p> + +<p>Men naturligvis kunde han ikke modsætte +sig, at der gik Budstikke til Paarørende og +Venner. Og da han desuden færdedes sammen +med Anna paa Gader og Stræder, blev enhver +Deklaration snart ganske overflødig.</p> + +<p>Fru Herding perlede i denne Tid af Iver og +Optagethed. Der var Snese af Etikettespørgsmaal, +der satte hende i Bevægelse, og saa var +det jo ogsaa ligesaa godt at begynde at tænke +paa Udstyr med det samme. Hun gav sig til +at stifte Bekendtskaber blot for at have Nogen +at drøfte Forlovelsens mange Udenomsspørgsmaal<a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a> +med. Bestandig fløj Næseklemmeren paa +og af, mens hun selv føg som en aldrig hvilende +Hvirvelvind om de Nyforlovede.</p> + +<p>Det rørte hende under disse Forhold kun +lidt, at Hansen-Maagerup sagde sit Værelse op. +Allersnarest var det hende en Lettelse. Den +skikkelige Teolog var i den sidste Tid bleven +ganske underlig i sit Væsen. Det lod til, at +han slet ikke læste mere. Naar han var inde +paa sit Værelse, kunde man i Timevis høre den +tunge Lyd af hans Skridt hen over Gulvet, +uden Hvile, som en fangen Bjørns. Det hændte +ogsaa, at han gik ud ved Sengetid og ikke kom +hjem igen før sent paa Natten. Aldrig var +sligt sket før. Ja, en enkelt Gang kom han +slet ikke hjem før den lyse Morgen — jo, Fru +Herding var rigtig bleven saa forskrækket ved +den Lejlighed. Hun forsøgte at faa ham til at +sidde inde i Stuen, men der sad han bare og +hang i Gyngestolen og rokkede saa hjælpeløst +frem og tilbage med Overkroppen, saa man +kunde blive helt søsyg af at se paa det ...</p> + +<p>Før Jul var han flyttet. Og Bøgs Besøg +blev efterhaanden sjældnere og sjældnere.</p> + +<p>"Jeg troede sgu for Resten, det skulde have +været Dem," sagde Kihler til ham en Dag, da +de talte om Forlovelsen. "Men De har nok +haft Lyst til at slaa nogle skæve paa fri Haand<a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a> +endnu, inden De skulde i Seletøjet. Der kan +De saamænd ogsaa tidsnok komme. Man skal +tage den Fornøjelse, man kan faa, saa længe +man er ung, og der er sgu Piger nok, naar en +Gang De synes, at nu kan det være nok."</p> + +<p>Efter den Tid kom Bøg ikke mere der i +Huset.</p> + +<p>Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, +og hun kom i Selskaber og Teatre. +Det flimrede om hende med nye Ansigter og +fremmede Indtryk. Tanker, der havde ligget i +Svøb hos hende, naar hun gik om hjemme, +ene med Moderen — Tanker om Livet, som +det vel maatte leves — de foldede sig nu ud +i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun +Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige +Spørgsmaal.</p> + +<p>Flyge syntes, at hun stedse blev smukkere. +Det var, som gennemfarvedes hendes hele Væsen +af friske, dunkle Blodstrømme, der sugede +deres Styrke fra alt det nye Liv, hun nu gennemlevede. +Hun blev sikrere og frejdigere i +sin Optræden, ogsaa overfor Moderen. Nu +vovede hun at modsige hende, og hun gjorde det +med en næsten fornøjet Selvfølgelighed, der +ligesom skød al Tvang til Side.</p> + +<p>Og Fru Herding begyndte at tale om Ungdommen +— Tidens oprørske Ungdom. Men<a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a> +hun <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: passede">passede paa</a> at ytre sig i stor Almindelighed, +saadan at hun ikke æggede til Modsigelse. +Thi hun vidste godt, at bagved Anna der stod +Flyge.</p> + +<p>Overfor sin Forlovede var Anna fuld af fornøjet +Sikkerhed. Hun kærtegnede ham villigt, +og hun fulgte ham, naar han ønskede det. +Det var, som havde hun altid været vant +dertil og aldrig tænkt sig, at det kunde være +anderledes.</p> + +<p>Men det hændte ikke, at hun selv søgte +hans Ømhed. Og aldrig fornam han sit Herredømme +over hendes Villie saadan som den +første Dag.</p> + +<p>Elskede hun ham? Han stillede aldrig det +Spørgsmaal aabent til sig selv. I Begyndelsen +af deres Forlovelsestid havde det ligget i hans +Sind som en sagte bankende Uro. Siden tænkte +han ikke en Gang paa, at det en skønne Dag +<em>kunde</em> stilles ...</p> + +<p>... Da det var blevet Foraar, kom Flyge +en Dag og indbød Anna og hendes Moder til +et Landophold, saasnart der kom Varme i +Luften. Ude ved Kysten skulde det være — +der fandt de vel et Sted en Lejlighed, hvor de +alle tre kunde bo. Om Fru Herding saa vilde +holde Hus og bare sige ham, hvad der skulde +til? Han fandt det heldigt, at Anna og han i<a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a> +nogen Tid kunde være uforstyrrede af Fremmede +og saaledes lære hinandens inderste Væsen +at kende.</p> + +<p>Fru Herding rejste nogle sagtmodige Indvendinger. +Det var maaske ikke just saa +ganske passende, mente hun, at to unge forlovede +Mennesker boede under Tag sammen +en hel Sommer. Men naturligvis kunde Anna, +der havde lidt Blegsot, have godt af Landluften +... Og efterat Flyge stærkt havde støttet dette +sidste Hensyn, gav hun efter.</p> + +<p>De kom til at bo i et lille gulmalet Hus +lige nede ved Stranden. Der var to Værelser +i Stuen til Damerne, og Flyge rykkede ind i +Kvistværelset ovenpaa. Fiskerfamilien, hvem +Huset tilhørte, havde sammenstuvet sig i et +trangt og ildelugtende Rum lige op ad Køkkenet.</p> + +<p>Til Huset hørte der en Have, og i den var +der et Lysthus, sammentømret af halvraadne, +skrøbelige Brædder. Ellers overskyggedes det +meste af Urtegaarden af en Syrenbusk, og midt +i var der et Bed med en kødfuld Bonderose, +omgiven af Tusindfryd. Men op ad Muren paa +Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, +der aldrig kom i Blomst.</p> + +<p>I denne Have kunde man sidde og se ud<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a> +over Søen, der ved Fiskerlejet skar sig ind i +en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt +ud, og naar det var stille Vejr, laa alskens +Affald og vuggedes blidt af de kraftløse Bølger, +saa en stærk, raadden Duft nu og da bares +ind i Haven.</p> + +<p>Paa Pladsen mellem Huset og Stranden +tumlede sig Dagen igennem Børnene fra Fiskerlejet, +Landliggernes saavelsom Fiskernes. Af +det vaade Sand i Strandkanten byggede de +stolte Fæstninger, eller de trak Strømper og +Sko af, kiltrede op og soppede ud i det lave +Vand. Men paa varme Dage forslog det ikke. +Saa gik Drengene ud paa Molen, der skød sin +graa Stenryg langt ud i Vandet. Der klædte +de sig af, og under høje Raab plaskede den +ene blegrøde Krop efter den anden ud i Bølgerne. +Hele og halve Timer ad Gangen kunde +de tumle sig, snart i Vandet, snart oppe igen +for endnu en Gang at springe ud, føle Legemet +suse gennem Luften og Skvættet af Vandet, der +lukkede sig over Hovedet. Indtil de blegblaa +og dirrende af Kulde maatte op og gav sig til at +løbe med den stumpede Skjorte flagrende om +sig, frem og tilbage paa Molen for at faa en +Kende Varme i Kroppen.</p> + +<p>Men inde i Nabohusets Have sad det meste<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a> +af Dagen en lille bleg Dreng. Han gik ikke i +Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres +Lege. Han sad bare og blæste paa Mundharmonika, +øvede sig taalmodigt atter og atter, +til han af det simple og tungsindige Instrument +fik frempint en Melodi, hvis tomme +Lystighed hans Spil syntes at forvandle til +Jammer ...</p> + +<p>Ofte spillede han til sent paa Aftenen. Da +lød Mundharmonikaens dirrende Toner næsten +som en Graad. Den lod sig ikke overdøve af +den højrøstede Passiar i Villahaverne, af de +unge Fiskeres Latter, naar de holdt deres Fyraften +sammen med Pigerne henne paa Baadpladsen +— ikke af Larmen fra de hjemvendende +Skovgæster eller af de hæse Brøl fra Sunddamperne, +der som svømmende Sagndyr med +røde og grønne Ildøjne skød sig frem gennem +Sundet ...</p> + +<p>Om Dagen gik Anna og Flyge jævnlig op i +Skoven sammen.</p> + +<p>De første Dage havde Fru Herding gjort +dem Følgeskab. Men længe varede det ikke, +før hun opgav det, for hun <em>døjede</em> ikke Varme. +Den mindste Anstrengelse bevirkede, at hun +<em>flød</em>, erklærede hun, og ved saadanne Lejligheder +varslede hun altid Torden i Luften. +Hun blev da hjemme, satte sig gerne med sit<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a> +Haandarbejde i Lysthuset og gav sig til at +smaasove.</p> + +<p>Saa gik de to Forlovede ene. De havde +fundet et Sted, hvor der kun sjældent kom +Skovgæster men hvor der i Skyggen af fuldtløvede +Bøge var en jævn Skraaning med blødt +Græs. Der strakte de sig saa, og de kunde +ligge og sige ganske ligegyldige Ord til hinanden +— Ord, der jog Tankerne bort snarere +end at vække dem. Indtil de ogsaa blev trætte +af det og nøjedes med at lytte til det evige +Sus af Vinden i det store Træs sagte gyngende +Grene.</p> + +<p>I saadanne Timer dalede der ned over Flyges +Sjæl en stille og mæt Tilfredshed. Han syntes, +at en saadan mild og sval Forlovelse uden +Attraa var Kærlighedens eneste gyldige Maade. +Den var som en sagtmodig Plantevækst under +en blaa Himmel. Dagene kunde glide hen over +den med Sol og Regn — den vilde blive ved +at gro saa grønt, suge sin Næring og skyde +sine Skud, sunde og uden overflødige Længsler +som den selv var.</p> + +<p>Naar de skulde hjem, kunde han da fuld +af Taknemmelighed lægge sin Arm om Livet +paa den unge Kvinde, der skænkede ham +denne trygge Lykke. Saadan gik de sammen<a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a> +henad Vejen, der mellem modnende Kornmarker +førte til de lave Hjem under Straa og +under Tegl, til Vigen med det grundede Vand, +til Stranden, hvor Børnene legede Dagen +lang ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a> +<a name="KAPITEL_VIII" id="KAPITEL_VIII"></a> +Da Preben Flyge havde boet i Fiskerhuset +en Maaneds Tid, var han ganske gleden ind i +Forlovelsens Smulvande. Endnu Vinteren igennem +havde af og til en Iling af Attraa, et Sus +af hede Ønsker kunnet jage gennem hans Sjæl, +naar han var sammen med Anna. Nu var alt +sligt forbi. Her ude var han helt i Ligevægt +og uden Længsler af nogensomhelst Art.</p> + +<p>Og med en vis Glæde mærkede han selv, +at han begyndte at blive fed og magelig. Naar +han om Morgenen tog med Damperen ind til +Byen, kunde han sidde sløvt hen paa Dækket +og lade Solen skinne paa sig, til Hjernen døvedes +og Lemmerne blev tunge. Det var da altid +med betydelig Overvindelse, at han gik i Land +og vandrede ad de solhede Gader op i Biblioteket.</p> + +<p>"Der er," havde han en Dag sagt til Anna, +"ikke noget lykkeligere Ord i Sproget end det +ikke at gide. Den, der ikke gider, han kommer +ikke i Fortræd og han gør ikke Fortræd. Det<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a> +er anstrengende at være ond, og det tager paa +Kræfterne at være ulykkelig. Naar man ikke +gider, saa svæver man over Vandene, og man +bliver et godt Menneske."</p> + +<p>Og Anna havde smilet til ham, som om +hun ganske delte hans Tanker. I det hele taget +gik hun i den sidste Tid smilende om og med +store, lykkelige Øjne. Hun saa ud, som om hun +bestandig var til Fest.</p> + +<p>Og Flyge øvede sig hver Dag i ikke at gide. +Han holdt med Flid alle Tanker nede, hvoraf +der kunde spire en Attraa eller blot et Ønske +frem.</p> + +<p>Efterhaanden blev det ham ogsaa mindre +om at gøre at have Anna ved sin Side. Det +var ham nok, at hun var i hans Nærhed, at han +kunde søge hendes Selskab naar han vilde. Ja, +hun kunde for den Sags Skyld godt have rejst +fra ham. Han vilde dog fremdeles være glad, +saa længe han blot følte sig tryg paa hendes +rolige Hengivenhed.</p> + +<p>Sjældnere end før gik han op i Skoven +sammen med hende. Naar han om Eftermiddagen +var kommen hjem fra Byen, søgte han +nu ofte ud paa Molen. Der indrettede han sig +et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke af, rullede +den sammen og lagde den under sit Hoved. +Saa kunde han i Timevis ligge paa Ryggen og<a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a> +stirre lige op i den tindrende blaa Himmel. +Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham +som med bløde, kølige Kæmpehænder. Vandet +skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod Bolværket +nedenfor Molen. Og en uhyre, vellystig +Døsighed krøb igennem hele hans Legeme.</p> + +<p>... Det var en Dag, da han havde fri fra +Biblioteket og saaledes kunde nyde sin Hvile i +endnu flere Timer end ellers. Det var gnistrende +solvarmt, og Himmel og Sø svømmede i en +Overflod af lyseblaa Lyksalighed.</p> + +<p>Han havde netop indrettet sit Leje og skulde +nu til at strække sig paa det. Men først sad +han lidt over Ende og saa sig om. Hans Blik +strejfede det lille gule Hus, fra hvis Skorsten +Røgen stod lige til Vejrs som en strittende +Ravnefjer, Haven, hvor en lys Kjole skimtedes +mellem grønne Buske, de optrukne Baade, hvis +uvirksomme Skrog gennembagtes af Solen ... +Ogsaa han havde jo trukket sin Baad paa Land, +og Verden var for ham et gulmalet Hus og en +Have med Lysthus. Var den tillige Lykke? +Vist saa: i al Lykke var der Dovenskab. Kanske +vilde han en Gang naa saa vidt, at han heller +ikke behøvede disse Ting for at være tilfreds — +ja at overhovedet intet i den vide Verden var +uundværligt til hans Lykke. Da vilde han sejle +som en smuk Luftballon gennem den rene,<a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a> +saliggørende Lediggangs Æter, stolt, fri, hævet +over Jorderig ...</p> + +<p>Men pludselig var der en Stemme, der tæt +ved Siden af ham sagde "Sov vel". En Kvindestemme +var det, og den lød, som sitrede der en +undertrykt Latter gennem den.</p> + +<p>Han rørte sig ikke. Men da det klingende +"Sov vel" blev gentaget, overvandt han sin +Magelighed og væltede sig paa Siden hen til +Randen af Molens Stensætning. Derfra kunde +han se ned paa det lave Bolværk nedenunder.</p> + +<p>Der sad en Dame dernede. Men det meste +af hendes Person skjultes for hans Blik af en +uhyre Havehat med en stor rød Sløjfe. Hendes +Fødder var nøgne, og hun sad og dinglede med +dem i Vandet. De lignede to smaa hvide Kaniner, +der kom frem fra Kjolens Skjul, saa sig +nysgerrigt om og løb tilbage igen.</p> + +<p>"Goddag," sagde han og lo ned til hende.</p> + +<p>"Goddag, goddag." Hun nikkede op.</p> + +<p>"Maa jeg komme ned til Dem?"</p> + +<p>"Nej, De maa ikke. De maa ikke saa meget +som se paa mig."</p> + +<p>Et Øjeblik efter sad han ved Siden af hende +nede paa Bolværket.</p> + +<p>"Jeg sagde jo, De maatte ikke."</p> + +<p>"Nej, jeg hørte det," svarede han tørt.</p> + +<p>Hun havde trukket Fødderne op under Kjolen<a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a> +og sad og skottede hen til ham med et Blik, +der halvt var udfordrende, halvt duggedes af en +vaneagtig Blyhed. Hendes Øjne var mørkeblaa +og spillede i et lille kækt, næsten fripostigt Ansigt. +Hele Skikkelsen var spinkel som et halvvoksent +Barns. Men hendes Holdning røbede, +at hun var vant til Beskuelse og gerne udsatte +sig derfor.</p> + +<p>"Nu har jeg nok af det!" sagde hun, da +hun havde set lidt paa ham.</p> + +<p>"Af hvad?"</p> + +<p>"Af Dem naturligvis. Men gener Dem bare +ikke, min Herre."</p> + +<p>"Det gør jeg heller ikke. Vi er jo paa +Landet."</p> + +<p>De sad lidt og saa paa hinanden.</p> + +<p>"De tillader maaske, at jeg trækker mine +Strømper paa?"</p> + +<p>"Værs'god."</p> + +<p>"Jamen saa maa De vende Ryggen til."</p> + +<p>"Hvorfor maa jeg det?"</p> + +<p>"Det kan De da nok begribe. — Naa, hvad +bliver det saa til?"</p> + +<p>Han gjorde, som hun bad ham. Men mens +hun iførte sig Strømper og Sko, forsøgte han +et Par Gange at vende sig om. Hver Gang udstødte +hun et lille Hvin.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a> +"Nu er man Dame til Fingerspidserne — +forstaar De."</p> + +<p>"Skal vi sige til Taaspidserne?"</p> + +<p>"De er vist en væmmelig En."</p> + +<p>"Maaske. Tillader Fruen, at jeg forestiller +mig for Dem?"</p> + +<p>"Ja. Fru Ellis Birger — det er mit Navn."</p> + +<p>"Tak, det ved jeg. Herude kender man jo +hinanden. Mit Navn er Preben Flyge."</p> + +<p>"Det er Dem, der boer der ovre i det lille +Hus?"</p> + +<p>"Ja."</p> + +<p>"Keder De Dem ikke morderlig her ude?"</p> + +<p>"Jo — Gudskelov. Det er derfor, jeg er +her."</p> + +<p>"Det var en rar Fornøjelse. Jeg keder mig, +saa Vandet løber mig ned ad Kinderne."</p> + +<p>"Saa kan vi jo kede os sammen."</p> + +<p>"Det kan vi. Men hvad tror De, Deres Kone +vil sige til det?"</p> + +<p>"Jeg har skam ingen Kone."</p> + +<p>"Ikke det? Sikken et lyksaligt Menneske! +Jeg troede for Resten, at den lille Dame, De +boer sammen med oppe i Huset ..."</p> + +<p>"Det er min Kæreste!"</p> + +<p>"Av! det var næsten endnu værre. Saa er +det nok bedst, vi dyer os lidt."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a> +"Aa — det er en fornuftig Pige, min Kæreste."</p> + +<p>"Der er ingen fornuftige Piger til. De maa +da endelig ikke opfatte mig som en fornuftig +Pige."</p> + +<p>"Det kunde heller aldrig falde mig ind."</p> + +<p>"Naa — men hvad vil De mig saa? Nu skal +jeg hjem — hører De det."</p> + +<p>"Allerede?"</p> + +<p>"Ja. Hvad vil De saa? Vil De se min +Have?"</p> + +<p>"Jeg takker."</p> + +<p>"Ikke noget at takke for. Den ligner en +Mødding. Men De skal faa Lov alligevel. Naar +det saa er bestilt, kan De gaa hjem og kysse +i Maaneskin."</p> + +<p>Med et Sæt var hun paa Benene og entrede +op ad Stensætningen. Han fulgte efter. Og +sammen gik de ind ad Havelaagen.</p> + +<p>Haven var ret stor og gik lige ud til Søen. +Men den var yderlig forsømt. Der groede Nelder +og Tidsler i frodig Samdrægtighed med +Blomsterne i Bedene, og Plænens grønne Græstæppe +spættedes af hvid Tusindfryd og af gul +Løvetand.</p> + +<p>I den halvt tilgroede Gang laa en lille Purk +paa Jorden og legede. Han var iført en brun<a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a> +Fløjls Dragt og Lakstøvler, men Tøjet var forrevet +og smudsigt og hans Ansigt og Hænder +tilklæbede med Snavs.</p> + +<p>"Nej, ligger Truttemand der?" sagde Fru +Ellis og bøjede sig ned over ham. "Sikken +en Svend, sikke han kan svine sig til! Er +Marie gaaet bort med Kæresten, hva' — og har +ladet Truttemand ligge? Det skal Truttemand +ikke bryde sig om — naar han bliver stor, +skal han ogsaa faa en Kæreste — han skal +faa ligesaa mange, han vil ha'e ... Nej, +Mama vil ikke nysse ham — Mama kan +ikke li'e Kys, der smager af Snavs — rod +han bare videre i Jorden, den er til det +samme ..."</p> + +<p>Hun vendte sig til Flyge:</p> + +<p>"Ja, her kan De se vores Have. Den er +ganske sød — ikke? Men der gror saa meget +Ukrudt i den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre +ved det."</p> + +<p>"De skulde luge det bort."</p> + +<p>"Jamen Gud — det kan man da ikke selv +gøre. Min Mand er i Byen hele Dagen, det +Skind. Og Fiskerne er saa tvære. Der gaar +En her med en stor Lap paa — bagpaa. Han +har ikke andet end at passe en Gris. Ham +har jeg budt en Krone for det; men tror De, +han svarede? Han gryntede bare — ligesom<a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a> +Grisen. Men det er jo noget Svineri, dette +her — det ved jeg saa godt. Jeg skulde slet +ikke have vist Dem det."</p> + +<p>"Aa ..."</p> + +<p>"Nej, det skulde jeg ikke. Man kan ikke +være det bekendt i Grunden. De faar heller +ikke Lov at komme ind i Lejligheden: der er +ikke pænt. Det er ogsaa uheldigt med den +Pige, vi har. Den forrige løb fra os til den +første — nu har vi faaet en ny her ude, men +hun er lige bleven forlovet med En af Opvarterne +nede paa Strandhotellet. Saa hun holder +Hvedebrødsdage — naturligvis."</p> + +<p>"Ja ja — naar De ikke vil have mig ind, +saa ..."</p> + +<p>"En anden Gang maaske — naar Birger er +hjemme — han er saa rar — han er hos en +Sagfører ... Vil De ikke ha'e noget — vil De +ikke ha'e Øl?"</p> + +<p>"Nej Tak."</p> + +<p>"Vi har heller ikke noget ... Det er +skrækkeligt her paa Landet — man skal gaa +saa langt efter alting. Og saa synes jeg, her +er endnu varmere end inde i Byen. Der er ikke +andet at gøre end at drikke Øl. Og det kan +man ikke faa."</p> + +<p>"Man kan jo gaa i Vandet."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a> +"I Vandet? Gaar De i Vandet? Er det +godt?"</p> + +<p>"Ja naturligvis er det godt. De gaar altsaa +ikke?"</p> + +<p>"Nej. Jeg har ingen Badedragt. Og man +kan vel ikke gaa uden? Tror De?"</p> + +<p>"Kære Frue — <em>det</em> Spørgsmaal har jeg virkelig +ikke sat mig ind i."</p> + +<p>"Nu tænker De paa noget uartigt. Fy +Dem an, jeg vil ikke se Dem for mine Øjne +mere."</p> + +<p>"Aldrig mere?"</p> + +<p>"Nej aldrig mere. Nu kan De gaa hjem til +Deres lille Kæreste. Det er saadan en lille blond +En — ikke? — jeg har set hende, naar jeg er +gaaet forbi ... Hun er for Resten sød — hun +er altfor god til Dem ..."</p> + +<p>Flyge gik. Da han kom udenfor Laagen, +hørte han hende synge for Drengen:</p> + +<div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Kender Du Katinka, hun var Peters Sukkergris —<br /></span> +<span class="i0">paa den gode gamle Vis.<br /></span> +<span class="i0">Hun var sød, og hun var dydig<br /></span> +<span class="i0">men mod Peter var hun lydig<br /></span> +<span class="i0">og hun smeltede som Is —<br /></span> +<span class="i0">paa den gode gamle Vis ...<br /></span> +</div></div> + +<p>Flyge stod og lyttede. Saa frimodig lød +hendes Stemme, saa barnligt uskyldig, at han<a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a> +for Alvor spurgte sig selv, om ikke hele hendes +Væsen skulde være Naivitet.</p> + +<p>Men pludselig rev han sig løs og gik +hjem.</p> + +<p>Han slog ind paa den smale Smøge mellem +Fiskerhusene. Naar han gik denne Vej, kunde +man ikke fra hans egen Have se, hvor han +kom fra. Og ganske uvilkaarligt valgte han da +denne Vej fremfor at skraa over den aabne Plads +mellem Haven og Stranden.</p> + +<p>Hele Aftenen igennem var han livlig. Det +faldt ham ikke ind at søge Hvile paa sin sædvanlige +Plads ude paa Molen. Han bad Anna +gaa en Tur med ham ned gennem Fiskerlejet. +Og villig som altid fulgte hun.</p> + +<p>Maanen stod blank og rund paa Himlen. +Fiskerne kom ud fra Husene og stillede sig med +Ryggen op ad Baadeskurene og med Hænderne +dybt begravne i Lommerne og udsendte fra de +korte Snadder tunge Røgskyer, der lugtede som +Baal af visne Blade. Og der kom unge Folk +vandrende ned ad Landevejen, og de tog hverandre +i Hænderne og gik syngende frem, mens +en Harmonika ledsagede dem med slæbende og +sørgmodige Toner.</p> + +<p>Flyge lagde sin Arm om Annas Liv. Han +følte hendes Hoved mod sin Skulder. Og han +syntes, at Livet paa en Gang rakte ham en<a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a> +styrkende og sødt dyssende Drik, fuld af god +Glemsel.</p> + +<p>Han <em>vilde</em> ikke leve det anderledes. <em>Vilde</em> +ikke lokkes ud i æggende og urolige Eventyr.</p> + +<p>Men alligevel klang stadig i hans Øre en +Stemme, enkel og spæd men sitrende af en +undertrykt, kaad Latter ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a> +<a name="KAPITEL_IX" id="KAPITEL_IX"></a> +En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen +med Fru Herding og Anna, traadte Fru Ellis +ind ad Laagen.</p> + +<p>"Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, +hvordan De boer."</p> + +<p>Flyge forestillede hende for sin Forlovede +og hendes Moder.</p> + +<p>"Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru +Ellis til Forklaring af det noget overraskende +Besøg. Det var paa en Maade sandt, eftersom +hun et Par Dage i Forvejen havde forestillet +ham for Birger, da han tilfældig havde mødt +dem sammen.</p> + +<p>"Hvor De har det yndigt her, Fru Herding," +blev hun ved. "Vi ligger nu blot paa Landet, +fordi vi alligevel skulde flytte. Saa har vi +ingen Lejlighed i Byen i Sommer. Ellers havde +vi ikke Raad: vi maa jo leve meget økonomisk +... Hvad er det, De syer der, Frøken?" Hun +bøjede sig ned over Annas Haandarbejde. +"Hedebosyning — hvad? Hvem der bare kunde<a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a> +det! Men det er ikke saa let, naar man er saa +uheldig at være ved Teatret — og man saa +oven i Købet har en lille Dreng, som trænger +til Ens hele Omhu."</p> + +<p>Fru Ellis saa hen for sig med et forsagende +Blik. Hun havde iført sig en tarvelig, mørkeblaa +Vaskekjole og en hvid Blondekrave. Haaret +var skilt i Midten og strøget glat og puritansk +til Siderne.</p> + +<p>"Har De Børn?" sagde Fru Herding næsten +bebrejdende. "De er jo næsten selv et Barn. — +Hvor gammel kan han være?"</p> + +<p>"Han bliver saamænd tre Aar til Efteraaret."</p> + +<p>"Det er da ikke muligt! Hvor kan De have +været gift saa længe?"</p> + +<p>"Ork, vi har været gift i tre Aar nu — nej +tre og et halvt er det da — næsten fire." Hun +slog Øjnene ned og syntes fuld af sød Forvirring.</p> + +<p>Men da hun atter hævede Blikket, var det +for at bede Fru Herding laane hende noget +Smør. Thi hun havde haft det kedelige Uheld, +at hun havde glemt at faa Penge af sin Mand, +før han tog til Byen. Og her ude holdt man +jo ikke af at bede de Handlende om Kredit.</p> + +<p>Hun fik Smørret og gik.</p> + +<p>"Det var da en sød lille Dame," sagde Fru +Herding. "Saadan Nogen som dem, der er ved<a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a> +Teatret, dem er der ellers ikke noget ved — +mange Gange. Det er jo ogsaa et <em>Liv</em>, de +fører! Man maa jo takke til, at ikke En af +Ens Egne er gaaet <em>den</em> Vej. Men naar de har +den rette Aand, saa kan de jo gaa det igennem. +Og hende kunde man da straks se paa, at hun +er anderledes end de fleste de er."</p> + +<p>"Hun spiller ogsaa i Ingenufaget," sagde +Flyge.</p> + +<p>"Jeg troede i Grunden snarere, det var Operetten."</p> + +<p>"Operette-Ingenuer — det kan gerne være."</p> + +<p>Anna forholdt sig tavs. Men det syntes +Flyge, at hun saa forskende paa ham og at der +i hendes Blik var et lille Stænk af Ironi.</p> + +<p>... Et Par Dage senere kom Fru Ellis igen. +Denne Gang var det Søndag, og som Følge af +Butikslukningen var hun kommen i en stærk +Forlegenhed for Øl. Der var netop kommet +Fremmede fra Byen — ganske uventet. Fru +Herding var henrykt over at kunne hjælpe hende.</p> + +<p>Næste Gang, hun kom, var Manden med. +Hr. Birger var høj, mager og sortsmudset forsoren, +klædt i en flunkende, lys Sommerdragt, +der gjorde et færdigkøbt Indtryk, og bar Turistsko +og Gamascher. Fruen var denne Gang i +mørkegrønt Fløjl.</p> + +<p>De vilde hilse paa Familien, da de jo nu en<a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a> +Gang var blevne dens Naboer — og saa takke +for de smaa udviste Tjenester.</p> + +<p>"Rørt paa Konens Vegne," sagde Hr. Birger +og slog Hælene sammen. "Hun er vel ikke for +slem ved Dem?"</p> + +<p>"Det er jo aldeles ikke noget at tale om," +sagde Fru Herding.</p> + +<p>"Nej — ikke hvis De fik igen, hvad hun saa +hæderligt laaner af Dem."</p> + +<p>"Jamen det haster da aldeles ikke."</p> + +<p>"De faar det heller ikke. Det bruger hun +ikke. Det vilde forfærde mig, hvis hun pludselig +en Dag fandt paa det."</p> + +<p>"Aa Du!" Fru Ellis tjattede ham koket over +Fingrene. "De skal slet ikke tro, hvad han +siger. Han er altid saa nederdrægtig imod mig."</p> + +<p>"Hun er nemlig," blev Hr. Birger uanfægtet +ved, "ligesaa fingernem til at have med Penge +at gøre som en Vaskebjørn til Sukker. Jeg +tror, de virker paa hendes Portemonnæ som +Kløpulver. Derfor <em>maa</em> hun af med dem. Der +har faktisk ikke været et Tikrusdyr i hendes +agtede Besiddelse i den historiske Tid. Det +finder jeg det retsindigt at sige forud."</p> + +<p>"Aa, De hører da ikke paa hans Snak," +sagde Fru Ellis.</p> + +<p>"Nej, det <em>var</em> da ikke godt," svarede Fru +Herding.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a> +Birger opsøgte efter denne Dag af og til +Flyge. Lidt efter lidt begyndte han endogsaa +at skænke ham en vis Fortrolighed.</p> + +<p>"Ellis er en god lille Pige," sagde han. +"Men hun er for kilden i Fantasikirtlerne."</p> + +<p>"Hvordan forstaar jeg det?"</p> + +<p>"Jo — hun er urolig. Man kan ikke dirigere +hende."</p> + +<p>"Saa det kan De ikke?"</p> + +<p>"Nej det kan man ikke. Hun elsker mig +— det ved Gud hun gør, det lille Lam. Men +hun kan ikke fatte, at jeg vil have, en Kvinde +skal være sagtmodig. Hun tror, hun skal more +mig — jeg siger: lad os bare være fri. Vil +hun more sig selv — det er noget andet. Men +maa jeg saa bede om, hun gør det, naar jeg +ikke er til Stede."</p> + +<p>"De er meget liberal."</p> + +<p>"Det er jeg. Men man gifter sig jo ikke +for at faa sine Nerver ødelagt. Gør mig den +Tjeneste at holde hende lidt med Munterhed. +Jeg kan sgu ikke."</p> + +<p>Flyge turde ikke love ham nogen virksom +Hjælp. Men naar Birger var i Byen, faldt hans +Veje ikke desto mindre jævnlig sammen med +Fru Ellis'. Han plejede nu at blive bedt ind i +Haven, naar han kom forbi. Der satte han sig<a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a> +saa ved hendes Side paa en Bænk, mens Barnet +fik Lov til at rode i Jorden.</p> + +<p>I Lejligheden vilde Fru Ellis derimod stadig +ikke have ham ind. Der var slet ikke pænt, +blev hun ved at sige.</p> + +<p>Men en Dag, da hun ikke var i Haven, betraadte +han uden videre de forbudne Enemærker.</p> + +<p>Iført en Frisertrøje laa hun paa en <span class="sic" title="[sic]">Chaiselongue</span> +og læste i en gammel Roman med fedtet +Bind. Paa Chaiselongens Hovedgærde flød hendes +opløste, havannabrune Haar. Rundt om paa +Borde og Stole svømmede det med Bøger, Papirer +og Rollehæfter, og midt paa Gulvet sad +Drengen og forsøgte at synge "O Dagmar", +mens han fægtede i Luften med et gammelt ituslaaet +Barometer.</p> + +<p>Hun foer op med et lille Skrig.</p> + +<p>"Gud, er det Dem! Hvad vil De her! Har +jeg ikke sagt Dem, at jeg ikke vilde ha'e det?"</p> + +<p>"Jo, det har De. De har Deres Ryg fri. +Men Herregud, hvorfor maa jeg ikke se, hvordan +De boer? Ens Hjem er dog gerne som En +selv. Hvorfor skal man saa skamme sig over det?"</p> + +<p>"Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne +Røverrede — skulde jeg være som den?"</p> + +<p>"Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, +oprørske Tanker. Et klædeligt Negligée. Læsning +flydende om i broget Uorden ... er <em>det</em><a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a> +maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, +meget ærede Frue."</p> + +<p>"Men det klæder mig, vilde De sige. Ikke?"</p> + +<p>"Jo netop. Og hvorfor skulde det ikke det? +Jeg ved i Grunden ikke, hvorfor en Kvinde skal +være ordentlig. Det er dog ellers Manden, der +i Tilværelsen betyder Reglen, Loven. Kvinden +det er Kærligheden. Men Kærlighed er aldrig +regelmæssig, aldrig efter en Snor, end sige pedantisk. +Kærlighed er lunefuld, vilkaarlig, op +og ned — <em>skal</em> være det. — Frue, dersom De +vidste ..."</p> + +<p>"Jo Tak, jeg ved det saamænd storartet. +Men nu maa De tillade mig at tage en Smule +ordentligt Tøj paa."</p> + +<p>"Værs'god."</p> + +<p>"Jamen — naa for Resten: har De set det +ene, kan De jo ligesaa godt se det andet med."</p> + +<p>Hun tog Frisertrøjen af og iførte sig meget +koldblodigt sit Kjoleliv.</p> + +<p>"Nu kan Truttemand gaa ud i Haven og +lege," sagde hun. Hun tog Drengen om Livet +og satte ham udenfor, skønt han brølte i vilden +Sky af Arrigskab og sprællede i Luften med sine +korte, tykke Ben.</p> + +<p>Fru Ellis knappede sit Kjoleliv. Derpaa satte +hun Haaret op i en løs Knude og stænkede sig +med Parfume.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a> +"Se saa," sagde hun, da hun var færdig, +"er jeg nu smuk?"</p> + +<p>Hun havde nærmet sit Ansigt tæt ind til +hans. Og halvt uden at gøre sig Rede derfor +trykkede han et let Kys paa hendes Kind.</p> + +<p>"Fy, hvor De er uartig," sagde hun og slog +efter ham. "Hvad tror De, min Birgermand vilde +sige om det, hvis han havde været hjemme? Jo, +De er sandelig en net Herre!"</p> + +<p>Flyge sagde intet. Han gentog med kold og +klar Bevidsthed i sit stille Sind de Ord: "Det +var dumt, det var dumt!" Og imens dirrede +hans Nerver som en Fortøjning, naar der +kastes los.</p> + +<p>Men Fru Ellis gik med smaa vævre Trin +hen imod Døren. Han fulgte langsomt efter. I +den snævre Entré stillede hun sig i Vejen for +ham, saa han maatte smyge sig tæt op ad hende +for at naa ud i det fri.</p> + +<p>Saa gik de sammen ud paa Molen ...</p> + +<p>Men næste Dag kom Hr. Birger over til +Flyge. Hans Ærind var at søge en Vennehaand +i et pinligt Øjeblik. Nogle Penge, som han +havde gjort aldeles sikker Regning paa, var ved +et uforklarligt Uheld udeblevne. Og nu stod +han der og skulde absolut bruge halvhundrede +Kroner, skulde det for al sin timelige og evige +Velfærds Skyld. Og da han her ude paa<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a> +Landet jo ikke kendte Andre end Hr. Flyge, saa +<em>maatte</em> han henvende sig til ham trods det, at +Bekendtskabet kun var saa løst. Pengene skulde +— her svor han dyre Eder — blive betalt tilbage +med den mest nøjeregnende Punktlighed.</p> + +<p>Og saa skulde han for Resten hilse fra sin +Kone ...</p> + +<p>Han <em>fik</em> Pengene. Om Aftenen fik Flyge at +vide, at Ægteparret Birger var kørt til Byen i +lejet Landauer.</p> + +<p>Den næste Formiddag gik han og drev ene +om nede ved Stranden.</p> + +<p>Birgers var øjensynlig ikke kommen hjem +endnu. Der var rullet ned hos dem, skønt det +var højt op ad Formiddagen. Altsaa maatte de +være blevne i Byen om Natten.</p> + +<p>I Grunden kom det jo ikke ham ved. Men +det kunde dog have adspredt ham en Smule at +passiare med Fru Ellis.</p> + +<p>... Det var en mild, blaahimlet Sommerdag. +Der strøg kun en sagte Luftning let og +lindt hen over det slumrende, solstænkede Vand. +Men om Natten havde det regnet. Og den rene, +friske Luft var krydret af al Aromaen fra Havens +Blomster og de viftende Træer.</p> + +<p>Flyge følte sig til overs og ene. Han havde +Ingen at tale med. Thi i den sidste Tid havde +han kun søgt Annas Selskab et Par Timer om<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a> +Eftermiddagen. Og saa regelmæssig var denne +Sædvane bleven ham, at det nu næsten vilde +være paafaldende, om han gik ind og satte sig +ved Siden af hende paa Bænken i Lysthuset, +hvor hun sad og syede.</p> + +<p>Han fandt Sæde paa en landtrukken Baad +og gav sig til at betragte hende. Over hendes +Skød laa bredt et skinnende hvidt Stykke Linned, +og han saa hendes Haand føre Naalen frem +og tilbage igennem det — frem og tilbage.</p> + +<p>Det var Brudeudstyret, hun syede paa — +hendes og hans ...</p> + +<p>Og pludselig blev han greben af en stærk +Higen imod hende, som hun sad der, halvt +skjult af dette bølgende hvide Lin, med de blaa, +alvorlige Øjne sænkede mod Arbejdet. At dvæle +hos hende vilde være som at sidde ved Bredden af +en dyb og sivkranset Sø, under hvis spejlblanke +Overflade rene og læskende Kilder altid fornyede +Vandet.</p> + +<p>Og det Hustrunavn, hvormed han en Gang +skulde kalde hende, brusede frem fra hans Sjæls +Dyb. Hans Hustru — Kvinden, der skulde føde +hans Børn — hun, hvis bløde, varsomme Hænder +skulde lægge sig dulmende paa hans Pande, +stryge fra den alle stirrende Tvivl, alle flakkende +Tanker!</p> + +<p>Han gik hen imod hende og bredte Armene<a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a> +ud. Han vilde sidde hos hende — sidde der +hver Dag — ikke vide af nogen Anden end +hende, var det end nok saa flygtigt!</p> + +<p>Men da han saa hendes Blik rettet paa sig, +lod han atter sine Arme synke. Og med en +ligegyldig Bemærkning gik han ud ad Laagen, +ned til Stranden.</p> + +<p>Der blev han ved at gaa frem og tilbage. +Den Ro, han en Gang havde fundet der nede, +var vegen fra ham.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a> +<a name="KAPITEL_X" id="KAPITEL_X"></a> +"Fru Birger er her for at spørge, om vi +ikke kunde have Lyst til at se Atletkampen +imorgen. Hendes Mand har Billetter."</p> + +<p>Anna havde hentet Flyge ind fra Haven. +Fru Ellis sad i Sofaen, smilende elskeligt og +jomfrueligt.</p> + +<p>"Tak — jeg ved ikke — det er elskværdigt +af Fruen." Flyges Tone var koldt høflig. "Hvad +mener Du, Anna? Har Du Lyst?"</p> + +<p>"Jeg vil, hvis Du vil."</p> + +<p>"Det vil I naturligvis med Fornøjelse," sagde +Fru Herding afgørende. "Det var saa opmærksomt +af den lille Frue."</p> + +<p>Og hun gik hen til Fru Ellis, der slog Øjnene +ned, kyssede hende paa Panden og +sagde:</p> + +<p>"Er hun nu ikke kær?"</p> + +<p>"Gudbevares ..." Flyge vidste ikke ret, +hvad han skulde sige.</p> + +<p>"Ja forlovede Herrer kan det nok ikke nytte +at komme til ... Min Svigersøn er ogsaa saa<a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a> +forfærdelig optagen af sin Kæreste," henvendte +hun sig paany til Fru Ellis.</p> + +<p>"Det er Ungdommen, Fru Herding. Vi to +gamle Koner er nok færdige med at gøre vores +Lykke. Men det maa vi tilgive ham."</p> + +<p>"Ja, vi maa nok saa. Vi to holder sammen, +lille Fru Ellis ..."</p> + +<p>Flyge fik pludselig Interesse for noget, han +havde for ude i Haven.</p> + +<p>Men Indbydelsen var altsaa modtagen.</p> + +<p>— — Udenfor Sportspladsen, hvor Atletkampen +skulde foregaa, var der den næste Dag +et Mylder af Mennesker. Der kom rullende +Vogn paa Vogn, prunkende Landauere, slanke +Sulkyer, tungt raslende Charabancer, Drosker, +der luntede frem som en jævn Passiar. Tidt +maatte de holde stille i lange Rækker, og der +var Folk, som rejste sig op fra Sæderne, ubændige +af Utaalmodighed, og lod det skylle med +Anklager mod Kuskene, der indbyrdes skændtes +og som lod Piskene smælde over Hovederne paa +de snøftende og stampende Heste. Ind imellem +<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Vognede">Vognene</a> snoede sig Cyklister som Aal mellem +Sildestimer, klemtende, spejdende med vagtsomme +Øjne, snart hastende frem foran et skummende +Hestepar, snart holdende sig varsomt +tilbage.</p> + +<p>Med korte Mellemrum kom der nede fra<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a> +Jernbanestationen en hel Karavane af Mennesker. +Undertiden satte de i Løb for at komme ind og +erobre sig de bedste Pladser — uordnet, væltende +sig frem som skræmte Faar. Og Træerne +udenfor Indhegningen var tæt behængte med +Drenge, der var klatrede op for fra dette høje +Stade at kunne se over Plankeværket ind paa +Sportspladsen.</p> + +<p>Herinde saa det endnu mere broget ud. Det +skvulpede med Mennesker i Tusindvis, der snart +trængtes frem og tilbage og snart blev klemt +fast i en tæt Masse af andre Mennesker, saa +man knap kunde røre sig. Men over alt dette +mørke skinnede de lyse Sommerhatte og Damernes +Parasoller som brogede Blomster i alle Farver, +og under dem tonede atter Menneskeansigter +frem, harmfulde, sløve, taalmodig ligeglade eller +begejstrede — et Liv af Ansigter, der spillede i +Tusinder af Afskygninger. Uafbrudt summede +og surrede Latter og Tale, stemmede sig op til +en brusende Larm, brast og begyndte igen som +en uhyre, mangestemmet Hvisken, der steg og +sank. Undertiden blev der næsten helt stille: +nede ved Indgangen arbejdede nogle Efternølere +sig igennem Mængden. Man troede, det var +Atleterne, som skulde optræde, trængte sig frem +for bedre at kunne se og tav af Forventning. +Naar man saa opdagede, at man havde taget fejl,<a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a> +tog Larmen af Stemmerne fat med fornyet +Styrke.</p> + +<p>Fru Ellis kedede sig.</p> + +<p>"Her er virkelig ikke rart," sagde hun. "Skal +vi ikke hellere gaa hen og faa os noget Øl?"</p> + +<p>"Saa faar vi ikke noget at se," sagde hendes +Mand. "Du er ogsaa saa Satans lidenskabelig. +Du skal altid ha'e noget, enten af den +ene eller af den anden Slags."</p> + +<p>"Der er jo Ingen, der beder Dig om at gaa +med. Har <em>Du</em> Lyst til at blive her og omkomme +af Tørst og Varme, saa værs'god. Det +er mig saa raslende ligegyldigt."</p> + +<p>Flyge sagde intet, skønt hun øjensynligt ventede, +at han skulde tilbyde hende Ledsagelse. +Han havde taget Anna under Armen. Og skønt +det voldte dem Besvær at komme frem i Mængden +saaledes, blev han ved at holde hende fast. +Han havde paa en Gang faaet en underlig Angst +for at slippe hende.</p> + +<p>"Gud, hvor De er skrupforlovet," sagde Fru +Ellis spydigt og med en noget tvungen Latter. +"Det er ordentlig rørende — man skulde tro, +Kærligheden var frisk fra Fad ... Johan, skal +vi to ikke ogsaa give de Elskende med Hank?"</p> + +<p>"Smaa Piger maa være artige, naar de er +ude at spasere med fremmede Folk," sagde +Birger tørt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a> +Anna havde intet hørt af, hvad der blev +sagt. Thi paa en Gang var hendes Opmærksomhed +bleven optagen af et Punkt midt i +Mylderet.</p> + +<p>"Se," brød hun ud og rykkede Flyge i Armen, +"er det ikke — jo — er det ikke Bøg?"</p> + +<p>"Hvor?" Flyges Stemme lød uvillig. "Nej, +det tror jeg ikke."</p> + +<p>"Jo — jo vist er det saa — kan Du da ikke +se ham? ... Lad os vifte til ham — saa maaske +han faar Øje paa os."</p> + +<p>Og hun gav sig til at vifte. Først med +Parasollen, saa, da det ikke hjalp, med Lommetørklædet.</p> + +<p>"Jo — nu har han faaet Øje paa os — nu +vifter han igen ... Nu kommer han hen til os +— bare han dog kan komme frem ... Nej +hvad er det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup +er med — kan Du se — Hansen-Maagerup ..."</p> + +<p>Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg +sig Vej i Stimmelen — med Hansen-Maagerup +i sit Kølvand. Han brød hensynsløst paa, skød +til Side, vilde bare frem. Hans graa Sommerdragt +ætsede sig gennem Menneskemassen. Og +i det tomme Rum, der dannedes bag ham, gled +Hansen-Maagerup efter, blank af Sved, sortklædt,<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a> +med en skyggestærk Straahat skærmende over +sig som et mægtigt Tag.</p> + +<p>"Frøken Herding!" sagde Bøg, da han var +naaet helt hen til hende, "Frøken Herding! Nej, +at jeg virkelig skulde træffe Dem her!"</p> + +<p>Han greb hendes Haand og trykkede den. +Først saa besindede han sig paa, at der var +Andre til Stede, og hilste paa Flyge. Hansen-Maagerup +gav dem Haanden, tavst, med bøjet +Hoved, som vilde han bevidne dem sin Deltagelse +i en eller anden sørgelig Anledning.</p> + +<p>Flyge forestillede de to Nyankomne for Birgers. +Fru Ellis smilede, da Bøg trykkede hendes +Haand.</p> + +<p>"Det kan man da kalde et Haandtryk," +sagde hun.</p> + +<p>"Om Forladelse, Frue. Jeg tog maaske for +haardt?"</p> + +<p>"Nej tværtimod. Jeg kan netop ikke lide at +faa fat i en sjasket Pote. Det er ligesom man +fik en Klump Fars i Haanden."</p> + +<p>"Den Herre er maaske selv Atlet?" sagde +Birger.</p> + +<p>"Det just ikke. Men Idrætsmand er jeg +rigtignok."</p> + +<p>"Ja, det kan man jo næsten se paa Dem," +sagde Fru Ellis. "De holder af Muskler."</p> + +<p>"Nej, det var da en forfærdelig Opfattelse af<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a> +Idræt, Frue. Ja undskyld, men Idræt er jo slet +ikke Muskler. Det er bare Villie. Det kan ikke +nytte, at man har aldrig saa mange Kræfter, +naar man ikke er fuldkommen Herre over dem."</p> + +<p>"Om Forladelse, Hr. Idrætsmand." Fru Ellis +gjorde et lille Kniks. "Om Forladelse."</p> + +<p>Oppe paa Tilskuertribunen begyndte man at +trampe i Gulvet. Man raabte højt Atleternes +Navne. Det var trukket ud over den Tid, da +Forestillingen skulde begynde. Og man <em>krævede</em>, +at de skulde møde frem.</p> + +<p>Der var de — man bøjede sig frem over +hverandres Skuldre for bedre at se — der — +der — nej, det var alligevel ikke dem — jo der +— der ...</p> + +<p>Nu kom de. Der blev en smal Rende i +Menneskemængden. Et Par ubedækkede Hoveder +bevægede sig frem gennem Stimmelen. De +svømmede som Korkpropper paa Vandene. Og +nu gik der to Mænd op ad Trappen til Forhøjningen, +hvor de skulde optræde.</p> + +<p>Der stod de i deres lyse, forskelligt farvede +Trikot med nøgne, senesvulmende Arme og +kraftige, solbrændte Nakker. Jubelen fra Publikum +bruste op imod dem.</p> + +<p>"Det er sgu Mørbrad," sagde Birger.</p> + +<p>Bryderne gav hinanden Haanden. Saa stillede +de sig Ansigt til Ansigt som to Tyre, der fælder<a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a> +Hornene til Angreb. Deres Blik borede sig i +hinanden. Og mens de snart vigende snart +gaaende rundt om hinanden hver især vogtede +paa den mindste Blottelse fra Modpartens Side, +søgte de af og til at faa fat paa hinanden.</p> + +<p>Undertiden krummede de sig sammen, syntes +at samle al deres Styrke til et Angreb. Men +atter gled de til Side, og Lemmerne slappedes, +mens Øjnene beholdt deres spejdende, gennemtrængende +Udtryk.</p> + +<p>Paa en Gang tørnede de to store Legemer +sammen. Den ene af Bryderne slyngede sine +Arme om Modpartens Liv. Han søgte at løfte +ham op fra Jorden og saaledes kaste ham omkuld. +Benene strammedes og spændtes, som +skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to +store Hænder greb krampagtigt i Modstanderens +Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og +pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. +De svajede et Øjeblik frem og tilbage — saa +laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser +sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, +af Tyrenakker og sitrende Muskler og +strittende Ben ...</p> + +<p>Fru Ellis tindrede af Optagethed. Hun klappede +og raabte.</p> + +<p>"Nej se dog, se dog! Bravo, Bravo — nu<a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a> +falder han — han er underst — han <em>er</em> underst +— nej ..."</p> + +<p>Kæmperne var igen komne paa Benene og +trak i en sekundlang Pavse Vejret, mens Øjnene +stirrede fjendsk ud af de røde, svedglinsende +Ansigter.</p> + +<p>"Synes De om det, Frøken Anna?" sagde +Bøg.</p> + +<p>"Nej — jeg synes, de ser saa onde ud."</p> + +<p>"Det gør de ogsaa. Det er fordi der er +Penge under det. Penge gør altid Folk onde +og smaa. De skulde blot have set, om der ikke +var noget af den Slags. Saa vilde de have haft +et ganske andet Udtryk."</p> + +<p>"Hvor kan De nu sige det?" Fru Ellis +vendte sig om mod ham. "Penge — det er jo +netop storartet. Alt det andet er bare dumt. +De kan maaske lide Gymnastik og den Slags — +hvor man ser nogle fjottede Fyre springe om i +Jerseyliv og Underpermissioner — hva'?"</p> + +<p>"Ja, det kan jeg netop."</p> + +<p>"Det er sgu ogsaa morsomt! Anstrenge sig +uden at faa noget for det — det vil jeg nok +sige! Nej dette her — det er noget. De ser +saa yndig ædende, gloende gale ud — og sikke +nogle Muskler, sikke nogle Mandfolk!"</p> + +<p>"Ja det er jo noget for — for dem, der ikke<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a> +forstaar sig paa Idræt," sagde Bøg. "Men det +er nu alligevel at tage Sporten forfængelig."</p> + +<p>Fru Ellis lo.</p> + +<p>"Man skulde tro, De var Præst."</p> + +<p>"Det vilde jeg ogsaa ønske, jeg var, selv om +jeg ikke vilde være af dem med Pibekrave. Men +man kan jo præke paa mange forskellige Maader. +Jeg vilde nu bare præke om, at man skal +<em>ville</em> noget. Og det skal ikke bare være saadan +noget som at tjene Penge eller blive berømt +eller at faa den, man holder af. Det skal ligge +helt udenfor alt det. Det er derfor, jeg holder +af Idræt, for den vænner Folk til at ville. Jeg +har selv træneret til Kaproning — jeg kan forsikre +Dem for, jeg tænkte ikke paa Præmierne +— og jeg fik for Resten heller ingen — jeg +tænkte bare paa at <em>ville</em>, ville ... Og saa føle, +at alt det, som stritter imod indeni En, det maa +give sig. Det slappes og kryber sammen — til +man tilsidst er helt Herre over det ... Hvordan +er det — De er jo ved Teatret, Frue — +er De ikke?"</p> + +<p>"Haha — nej han er sød — han spørger, +om Ellis Birger er ved Teatret — det skulde De +ha'e et Kys for ... Ja gu' er Ellis Birger ved +Teatret — og det er godt for Teatret, det samme +— i disse sløje Tider ..."</p> + +<p>"Naa ja — saa maa De vel have følt det<a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a> +samme — paa en anden Maade. For Kunst +forlanger jo ogsaa, at man <em>vil</em> — uden at man +tænker paa noget andet — paa Pengene eller +Æren — naar det da er god Kunst ..."</p> + +<p>"Ja, De er fremdeles sød ... De burde udstilles. +— Burde han ikke, Flyge?"</p> + +<p>Flyge havde ladet, som om han ikke hørte +Samtalen. Men i Smug havde han set, hvordan +Anna var helt optagen af Bøgs Ord. Hun lyttede +til hvad han sagde, som om det var hendes +Sag, han forsvarede. Og nu, da man +appellerede direkte til hendes Forlovede, rettede +hun sit Blik fuldt af Forventning mod ham.</p> + +<p>Han vilde have svaret undvigende. Men det +opirrede ham, at Anna næsten bydende syntes +at ville lægge Beslag paa hans Mening. Og derfor +slog han sig paa Fru Ellis' Parti.</p> + +<p>"Ja," sagde han, "Hr. Bøg er jo unægtelig +lidt for god til denne Verden. Hvis der overhovedet +er Tale om at ville nogetsomhelst, saa +har Villien i al Fald ingen Værdi i sig selv. +Det eneste, det kommer an paa, er <em>hvad</em> man +vil. Jeg gad vide, hvordan det skulde være +anderledes. For ellers vil man jo ikke andet +end at ville. Og naar man i Forvejen vil, behøver +man ikke at ville ville, for saa kan man +det. Saa i Grunden er det en Selvmodsigelse +at ville styrke sin Villie. Man kunde snarere<a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a> +sætte sit Maal i at se at blive af med den. Jo +mindre Villie man har, des færre Fornødenheder +har man ogsaa."</p> + +<p>... Mens han talte, saa han Skuffelsen som +en Maske glide ned for Annas Ansigt og gøre +det fremmed. Han havde en ubehagelig Fornemmelse +af, at hun ligesom stivnede imod ham. +Men det var ham ikke muligt at modstaa Fristelsen +til at forfølge sin Tankegang.</p> + +<p>Og han blev ved at udvikle sit Evangelium +om Villiens Svækkelse som det højeste Gode. +Blot se at tæmme dette rebelske Dyr, der arbejdede +indeni En og som ikke gjorde anden Nytte +end at sætte Menneskenes Tilfredshed med Livet +paa Spil.</p> + +<p>Viggo Bøg vilde svare. Men i det samme +rejste der sig i Mængden en uhyre Larm. Fra +alle Kanter slyngedes der høje Raab mod Brydertribunen. +Tusinder af glødende, ophidsede Ansigter +var vendt mod de to Mænd deroppe. Og +rundt omkring Forhøjningen opstod der en stærk +Bølgegang. Man trængtes, man skubbedes — Kvinder +skreg og Mænd bandede og skældte — det +saa ud, som vilde man løbe Storm. Og et +Par guldtressede Kasketter viste sig oppe mellem +Bryderne.</p> + +<p>"Fy! fy!" raabte en tyk Mand, der stod lige +ved Siden af Hansen-Maagerup. "Føj for Satan!<a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a> +sikken en Sjover! Sikken en Løjser! Han kværker +ham — kan De se, min Herre" — han greb +ildfuldt Hansen-Maagerup i Armen — "han +kværker ham, den nederdrægtige Møghund! Føj +da, føj da, føj da for Satan!"</p> + +<p>Og han raabte af al sin Evne op mod +Bryderne:</p> + +<p>"Slip ham, slip ham, Din Bandittermikkel! +Slip ham for Sat'n i hede Helvede! ... Raav +med, min Herre, vi maa raave <span class="sic" title="[sic]">allesammel</span> +— ellers <span class="sic" title="[sic]">sla'r</span> han ham gustraffeme' ihjel!"</p> + +<p>Hansen-Maagerup søgte lempelig at gøre sig +fri. Men da det ikke lykkedes, raabte ogsaa +han et spagfærdigt "Fy, fy!"</p> + +<p>Oppe paa Tribunen havde den ene af Bryderne +lagt sig fladt paa Maven med Lemmerne +strakt fra sig som en død Tudse. Den, der var +øverst, havde plantet sin flade Næve over hans +Næse og Mund og søgte paa samme Tid at +bryde Modstanden i hans Nakke. Dens Sener +svulmede, saa de traadte frem som spændte +Tove. Mandens Ansigt var blevet blaarødt, og +Øjnene syntes at skulle træde ud af deres Huler.</p> + +<p>Fru Ellis klappede.</p> + +<p>"Kvæl ham bare! kvæl ham bare!" raabte +hun. "Hvor det er dejligt at se paa! Se, hvor +han gi'er sig — klem til, klem til!"</p> + +<p>Men nu skred Kampdommeren og de Guldtressede<a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a> +oppe paa Tribunen ind. Og begge Bryderne +rejste sig.</p> + +<p>"Jeg vil sige den lille Dame," sagde den +tykke Mand og vendte sig til Fru Ellis, "at den +Slags Ting skulde den Dame ikke sige. Det +kunde være, at Vorherre han tog den Dame paa +Ordet og gjorde hende selv ulykkelig for det en +Gang i Tiden."</p> + +<p>Mandens Stemme bævede, og han aandede +dybt af Ophidselse. Fru Ellis lo. Men hun veg +alligevel nogle Skridt tilbage.</p> + +<p>Lidt efter var Brydekampen forbi. Den ene +af Kæmperne havde trykket sin Modstanders +Skuldre ned mod Madrassen, og nu rejste de +sig begge og gav hinanden Haanden. Saa +traadte Sejrherren frem for at modtage sin Hyldest. +Den skyllede op imod ham i et Brøl af +Stemmer, et rasende Skrig af Begejstring, af +udløst Spænding, af brutal Glæde over Styrken. +Og Lommetørklæder og Hatte svingedes, mens +Manden deroppe, forpustet og udmattet, blev ved +at smile og bukke ...</p> + +<p>Saa strømmede Alle mod Udgangen. Fod +for Fod naaede man frem under Puf og bidske +Ord.</p> + +<p>Da man langt om længe var naaet ud i +Skoven, vilde Bøg og Hansen-Maagerup straks<a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a> +tage Afsked. Men Anna søgte at holde dem +tilbage.</p> + +<p>"Gaar De ikke med os hjem?" sagde hun. +"Mo'er vilde blive saa glad ved at se Dem."</p> + +<p>"Jeg vil helst være fri, Frøken," sagde Bøg +ligefremt. "Men jeg tænker, vi mødes en anden +Gang. Det gør vi ogsaa, det kan slet ikke være +anderledes."</p> + +<p>Hansen-Maagerup sagde ingenting. Han stod +bare med dirrende Mundvige og fugtige Øjne og +saa paa Anna.</p> + +<p>Ved den nærmeste Omdrejning af Skovvejen +vendte Bøg sig om og svingede med Hatten. +Anna stod og saa efter dem, til Træerne havde +skjult dem for hende.</p> + +<p>Saa gik hun langsomt efter de Andre.</p> + +<p>"Sikke to sære Fyre," sagde Fru Ellis til +Flyge. "Den ene var nok Præst og den anden +Degn."</p> + +<p>Og Flyge istemmede hendes Latter.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a> +<a name="KAPITEL_XI" id="KAPITEL_XI"></a> +Ægteparret Birger havde pludselig en Dag +forladt Fiskerlejet. En Morgen var Huset, de +havde lejet, tomt. Og næsten alle de stedlige +Handlende sad tilbage i Vaande: overalt havde +Birgers faaet Kredit. Der var endogsaa Tale +om, at man vilde sammenkalde et Møde for at +forhandle om en mulig fælles Optræden mod de +Bortdragne.</p> + +<p>Fru Herding gik hver Dag ud for at spørge +nyt i denne ophidsende Sag. Hun struttede nu +af løftet Harme mod "det Fruentimmer", som +hun saa godtroende havde budt velkommen +hos sig.</p> + +<p>Men Flyge gik om i en Kedsomhedens Døs. +Han savnede oprigtigt Fru Ellis. Hendes sorgløse +Kynisme havde nu i et Par Maaneder +strøget blødt hen over hans Væsen. Nu hun var +borte, syntes han pludselig, at en Mængde Indtryk, +som han hidtil havde holdt borte, trængte +sig ind paa ham med en fordringsfuld og brutal +Virkelighed. Aldrig havde han som nu haft<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a> +Øje for, hvor ensformigt her var med denne +flade Strand, denne evige Tanglugt, disse tvære +Fiskere, der drev om med Hænderne i Lommerne +og saa uvilligt til Landliggerne — aldrig +havde Stuerne forekommet ham saa trange og +saa hyggeløse, Haven saa ynkelig og forpjusket +... Og inde i Nabohaven sad Drengen med +Mundharmonikaen, hvis Toner lød som Graad +af smaa Børn, og spillede, spillede — spillede +hans Nerver sønder ...</p> + +<p>Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind +med Regn. Om Morgenen var det Opholdsvejr, +men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, +og Regnen begyndte at drysse, fin og tæt som +et ensformigt, graat Slør. Naar han om Eftermiddagen +kom fra Byen, var han halvvaad. Og +hele Resten af Dagen maatte han saa sidde med +de to Damer i den trange og lavloftede Stue — +sidde og spejde ud i det trøstesløse graa — +efter en Lysning af Sol, som aldrig viste sig +... Mange Ord skiftede de ikke, og mest var +det om Vejret.</p> + +<p>Og efterhaanden som Sommeren led, viste +det sig, at Anna mod Forventning ikke havde +godt af Landluften. Hun blev atter tavs, som +hun havde været det før sin Forlovelse, og som +oftest saa hun ud, som om hun frøs. Hendes +Øjne blev paany forskræmte og forknytte. Og<a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a> +det lod til, at hendes Iver for at sy paa Udstyr +havde tabt sig.</p> + +<p>Fru Herding var utrættelig i at forsikre +Flyge, at alt, hvad der fejlede hende, var en +Smule Blegsot.</p> + +<p>"Hun er jo i saadan en vrippe-værkelig +Alder," sagde hun. "Det er Blodet, det er galt +med — hun skyder for stærkt i Vejret, saa vil +det ikke rigtig. Man skal bare ikke tage sig +noget af det."</p> + +<p>Men da man var naaet ind i August uden +at Forholdene forandrede sig, foreslog Flyge sin +Svigermoder og Kæreste, at de skulde opgive +deres Sommerlejlighed og flytte ind til Byen. +Damerne gik med Glæde ind derpaa. Og faa +Dage efter var Beslutningen sat i Værk.</p> + +<p>Sjældnere end før kom Flyge efter den Tid +i sin Svigermoders Hjem. Han genoptog det +Kaféliv, han tidligere havde dyrket. Mest holdt +han af at komme paa Kaféen hen imod Aften, +naar der var færrest Folk i Lokalet. Saa fik +han hele Bunken af Aviser lagt foran sig og +læste dem alle. Han gennemgik dem med stor +Omhu, men det var uden Lidenskab, at han lod +deres Meddelelser og Betragtninger togte gennem +sine Tanker.</p> + +<p>En Dag, da han som saa ofte sad hen<a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a> +uden at kunne overvinde sig til at rejse sig og +gaa, kom der en ung Mand hen til ham.</p> + +<p>Flyge kendte ham: han var Medarbejder ved +et udbredt folkeligt Blad. Hans journalistiske +Særomraade var Beundring. Han hyldede store +Mænd og opdagede unge, frembrydende Talenter. +Af og til udgød han ogsaa selv en lille +fugtig Digtsamling, som hans Blad priste i +svømmende Henrykkelse. Han havde vandblaa +Øjne og Lokkehaar og gik om i en stadig forbavset +Løftelse.</p> + +<p>"Undskyld," sagde han, "er det ikke Hr. +cand. mag. Flyge?"</p> + +<p>"Jo." Flyge saa træt paa ham.</p> + +<p>"Ja undskyld, Hr. Flyge," sagde han, "det +er en Sag af nogen Vigtighed, jeg vilde tale +med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand, +Hr. Bøg — Viggo Bøg — jeg saa Dem sammen +med ham for nogen Tid siden ved en Brydekamp +..."</p> + +<p>"Ja, jeg kender ham kun meget lidt."</p> + +<p>"Det gør heller ikke noget — vi vilde gerne +have saa upartiske Oplysninger om ham som +muligt ... De ved maaske, han har gjort en +Opfindelse?"</p> + +<p>"Nej. Som sagt: jeg kender ham kun meget +lidt."</p> + +<p>"Jo" — Journalisten tog Plads ved Flyges<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a> +Bord — "det skal oven i Købet være en meget +opsigtsvækkende Opfindelse. Den gaar ud paa +at fremstille Brød af Straa — eller Græs ... +men De maa endelig ikke tale om det, før vi +har haft det i Bladet."</p> + +<p>"Jeg skal holde tæt."</p> + +<p>"Ja for De forstaar, hvor mægtigt det er — man +kan knap fatte det, synes jeg."</p> + +<p>"Det er jo heller ikke saa lidt."</p> + +<p>"Nej, det er det sandelig ikke ... Og nu +var det, jeg vilde bede Dem, Hr. Flyge: vil De +give mig lidt om den unge Opfinder — lidt +Biografi, nogle Træk af hans Liv? Vi skulde jo +ogsaa have hans Portræt ..."</p> + +<p>Flyge begyndte at more sig over hans Iver.</p> + +<p>"Ja, hvis jeg kan saa ... Men oprigtig talt: +han er et ganske almindeligt ungt Menneske. +Han gør nærmest et lidt ubetydeligt Indtryk."</p> + +<p>"Det gør aldeles ingenting — jeg havde +netop tænkt mig ham saadan ... Han er ikke +nogen lærd Mand — vel?"</p> + +<p>"Nej jeg tror ikke Lærdommen trykker ham. +Han har vist knap nok taget sin Eksamen."</p> + +<p>"Det er udmærket — jeg kan næsten sige, +jeg havde ønsket mig ham saadan. Havde han +levet sit Liv i Laboratorier mellem Retorter og +Digler — saa vilde det blive noget helt andet: +et Sprængstof — eller et nyt Belysningsmiddel<a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a> +... Den, der giver Brød, han maa have gjort +sin Opfindelse ude under aaben Himmel — paa +en Solskinsdag, tænker jeg mig. Der er han +gaaet, og han har følt sig saadan til Mode, at +han kunde omfavne alle dem, han mødte. Men +allevegne, hvor han er kommet frem, har det +skreget imod ham, at der var Mennesker, som +var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang +er det slaaet ned i ham, at ude paa Markerne +der var der Guld — ja mere end Guld: der var +det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage +deraf og give til dem, der sulter ..."</p> + +<p>"Det er smukt."</p> + +<p>Journalistens Øjne lyste:</p> + +<p>"Ja er det ikke? Jeg gaar altid og siger til +dem, jeg træffer, og jeg kan ikke lade være at +sige det til Dem: jeg er saa stolt af at leve +netop nu, netop nu i vor Tid. Jeg kan ikke +forstaa, at der er Folk, som har saa mange +politiske Bekymringer — Herregud, Frisindet +maa da sejre en Gang, og saa synes jeg ikke, +det er saa magtpaaliggende, om det sker nu +eller vi skal vente nogle Aar. Men se, det at +Mennesket nu endelig er bleven Herre over Jorden, +bliver det i højere Grad for hver Dag, der +gaar — det er det store. At leve nu — det +er jo som at være med i en Hær, der rykker +frem ustandseligt, ubetvingeligt, og erobrer den<a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a> +ene Stilling efter den anden. Og De kan tro, +Hr. Flyge, endnu inden vi dør, vil vi se en +lykkelig Slægt vokse op om os. Det ene af +Fortidens Spøgelser efter det andet forsvinder +jo — de, der er døde, de døde Profeter og døde +Idealer — dem frygter vi allerede ikke mere. +Men nu kommer Turen ogsaa til de levende +Spøgelser: de store sociale Onder: Prostitutionen, +Drikfældigheden, Fattigdommen ..."</p> + +<p>"Og det skal Hr. Bøg bidrage til?"</p> + +<p>"Ja — De tror det kanske ikke, og det lyder +jo ogsaa sælsomt, sælsomt. Men De skal se +alligevel — min Kilde er tilsyneladende ganske +paalidelig ... Sig mig nu bare: hvordan er +han? Kender De hans Forhold?"</p> + +<p>Flyge begyndte at fortælle, hvad han vidste +om Bøg, hans Familieforhold, hans Alder og +Fødested, hans Ydre og Sædvaner. Journalisten +noterede. Men pludselig afbrød han ham:</p> + +<p>"Jamen hans Anskuelser, hans Anskuelser, +Hr. Flyge? Forstaar De: det er saa nødvendigt +for mig at lære den Sjæl at kende, som hans +store Opfindelse er groet frem af. Hvordan +tror De, han selv maa se paa den — i Sammenhæng +med hele Udviklingen, med Religionen, +det sociale Spørgsmaal, den politiske Situation? +Hvis Talen var om en Sportsmand, saa vilde +Folk have at vide, hvordan hans Legeme var<a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a> +beskaffent. Nu er han Videnskabsmand — saa +er det Sjælen, de ønsker at se."</p> + +<p>Flyge lo:</p> + +<p>"Hans Sjæl — jeg har paa Ære ikke noget +nærmere Bekendtskab til den. Jeg skal ikke en +Gang kunne sige, om han overhovedet har +nogen."</p> + +<p>"Hvordan mener De? Om han har nogen? +Det er da indlysende!"</p> + +<p>"Han skjuler den i hvert Fald for det meste. +Han er overhovedet ikke en Mand af mange Ord."</p> + +<p>"Det stille Vand! Det stille Vand!" Journalisten +virrede begejstret med Hovedet. "Har De +ikke lagt Mærke til, at Flertallet af dansk Ungdom +nu om Stunder er et stille Vand? Men De +kan tro, den ejer Kræfter. Det vil vise sig en +skønne Dag. Der kan endnu i vor Levetid ske +Omvæltninger, som Verden aldrig har set Mage +til. Da skal De se det stille Vand røre sig. +Jeg spørger Dem: hvor tror De da, man vil +finde Viggo Bøg? Mellem de Unge naturligvis +— mellem dem, der stormer frem! Ikke sandt +— det tror De da?"</p> + +<p>"Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig +mellem de ubeskrevne Blade!"</p> + +<p>"Ja ikke sandt — det maa jeg have Lov +til at skrive. Jeg er selv — jeg kan godt sige +revolutionær — ja paa ingen Maade intolerant<a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a> +— jeg har Agtelse for enhver Overbevisning — +selvfølgelig ... Men han <em>maa</em> være med i Fremskridtet +— ikke sandt — det er han ... De +har maaske endogsaa hørt ham udtale det?"</p> + +<p>"I hvert Fald har han Anskuelser, som han +er temmelig ene om."</p> + +<p>"Virkelig? Det er meget interessant. Saa har +jeg ham — fuldstændig. Jeg har netop i Sinde +at skrive en Serie Artikler med Fællestitlen 'Det +stille Vand'. Det skal være om alt det, som +gror op fra neden, fra de Unge — i disse Aar, +da det kunde se ud, som om der var saa stille +her hjemme. Det skal være om Arbejde først +og fremmest — og om Tanker — om en ny +Sædelighed og et nyt Samfund — forstaar De: +i dette stille Vand skal Fremtiden spejle sig som +en ny By — et nyt Jerusalem kan man kalde +det — med Taarn og Tind. Nu har De givet +mig Stof, for Viggo Bøg skal naturligvis være +den første, der omtales deri, fordi Brødet er det +første af al Ting ... Bare jeg nu kan faa Lov +at skrive meget, rigtig meget — to Spalter, det +er det mindste ... Maa jeg takke Dem for Deres +værdifulde Oplysninger og for den store Elskværdighed, +hvormed De har givet mig dem ..."</p> + +<p>"Aa, jeg be'er ..."</p> + +<p>Journalisten rejste sig. Men da han var ved +at gaa, sagde Flyge:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a> +"Sig mig nu: hvorfor er De ikke gaaet til +Hr. Bøg selv om disse Oplysninger?"</p> + +<p>"Jeg har været der. Men han vilde ingenting +sige. Han vilde gøre det hele til slet ingenting. +Det er hans uhyre Beskedenhed.</p> + +<p>Men saadan maatte han jo være. Ellers +vilde han ikke være det stille Vand."</p> + +<p>Han var ude af Døren. Paa Bordet foran +Flyge laa hans Optegnelser, som han havde +glemt.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a> +<a name="KAPITEL_XII" id="KAPITEL_XII"></a> +Fra den Dag, da Anna Herdings Forlovelse +med Flyge var bleven bekendt, havde Viggo +Bøg og Hansen-Maagerup sluttet sig stedse nærmere +sammen.</p> + +<p>Ingen af dem kunde sige, hvordan det var +gaaet til, men de havde stadig truffet sammen, +paa Gaden og i offentlige Lokaler. Og ganske +umærkeligt havde de fattet Venskab for hinanden. +Fra vidt forskellige Udgangspunkter var de naaet +frem til megen Samstemthed. Hansen-Maagerups +blide Enfold gled svalende og beroligende +hen over Bøgs varme Ungdommelighed, og selv +syntes han, at Tilværelsen ligesom blev en +Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin +Vens iltre Ord.</p> + +<p>Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde +sammen i Timevis, samtalende og rygende.</p> + +<p>Hansen-Maagerup skænkede Bøg hele sin +Fortrolighed. Han forklarede ham, hvordan han +var kørt fast i sit Studium, saa han ikke mere +øjnede nogen Udvej. Kanske var det en Formastelse<a class="pagenum" name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a> +af ham, at han nogensinde havde tænkt +paa at blive Præst, for han vidste saa inderlig +godt, at hans Gaver kun var ringe, og det var +sagtens ogsaa derfor, at Vorherre ikke mente +at have nogen Brug for ham. Men lige fra han +var lille havde den Gerning staaet for ham som +den eneste, der nogensinde vilde kunne mætte +hans Sjæls Behov. Og hjemme i Landsbyen +havde han fra sin tidligste Barndom hørt, at +han da nok en Gang blev Præst, saa meget +som han hang over Bøgerne ...</p> + +<p>Han huskede saa tydelig den første Gang, +han hørte en Forelæsning i det teologiske Fakultet. +Det havde sunget i hans Sjæl, og i et +Øjebliks Svimmelhed havde det grebet ham, at +han var kaldet til at være En af Ordets store +Forkyndere, En af dem, der skulde være med +at bygge Kirken op paany i en vantro Slægt. +Men skaanselløst havde Livet plukket Bladene +et for et af hans Forhaabningers grønne Træ, +til der nu næsten ikke var flere tilbage. Nu — +ak nu vilde det mindste og mest ubemærkede +Hedekald synes ham en overvældende Lykke ...</p> + +<p>Bøg havde søgt at genrejse hans Selvtillid. +Den maatte jo dog være til at tage, denne Eksamen. +Der var saa Mange, der kom igennem +den, og sandelig langtfra altid af de mest +Evnerige. Saa blot han tog det hele ganske<a class="pagenum" name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a> +roligt og skødesløst og var lige glad, om ogsaa +et eller andet Fag gik i Skuddermudder, saa +vilde og maatte det gaa ...</p> + +<p>Han fik da ogsaa Hansen-Maagerup saa vidt, +at han indmeldte sig og gik op til den skriftlige +Prøve. Men straks under det første Fag +flygtede han — ligefrem reddede sig bort fra +Valpladsen over Hals og Hoved. Der var kommet +en uimodstaaelig Rædsel over ham, mens +han sad og stirrede sig ør paa Opgaven. Og +pludselig havde han rejst sig — og var undveget +som en Forbryder ...</p> + +<p>Saa indsaa Bøg, at ethvert yderligere Forsøg +paa at spore ham gennem Eksamens-Ilden +vilde være ørkesløst. Men fra nu af blev han +ikke træt af at indskærpe ham, at han maatte +kaste sit Studium helt over Bord. Saa længe +han blev ved at holde fast paa det, var der +intet Haab for ham. Teologien vilde stadig +ligge som en overmægtig Byrde over ham — +han maatte en Gang se den Sandhed lige i Øjnene. +Men Livet maatte da ogsaa sagtens have +en anden Plads til overs for ham. Endnu var +han ung, og der var nok at tage fat paa. Blot +maatte han handle, ikke grave sig ned i Selvopgivelse +og umandig Forsagthed.</p> + +<p>Og Hansen-Maagerup havde tilsidst med blødende +Hjerte givet efter for hans Grunde. I et<a class="pagenum" name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a> +Hjørne af sit Værelse havde han en stor Kuffert. +I den havde Bøg gemt hans teologiske Bøger +og taget Nøglen til sig. Og højtidelig lovede +han, at han ikke vilde udlevere den igen, før +Vennen en Gang var falden til Ro i en praktisk +Livsstilling.</p> + +<p>Langt om længe var en saadan ogsaa bleven +funden. Hansen-Maagerup var bleven Lærer ved +en Skole for forsømte Børn. Her krævedes ikke +store Kundskaber, kun en høj Grad af Taalmodighed. +Netop en saadan besad han. Han +anvendte kun nødig Straf, og da pinte det ham +altid saadan, at han i flere Dage derefter kunde +være greben af den dybeste Modløshed. Derimod +kunde han blive ved atter og atter at indskærpe +de samme Grundsætninger, at paavise +Velsignelsen ved at gøre det gode og Betydningen +af, at man tilegnede sig Kundskaber.</p> + +<p>Han følte sig i denne Stilling fuldkommen +lykkelig. Hvad gjorde det, at Lønnen kun var +liden? De Tilskud, han fik fra Hjemmet, satte +ham jo fuldtud i Stand til at tilfredsstille de +beskedne Fordringer, han stillede til Livet.</p> + +<p>En ny Lykke var det for ham, da han gennem +det godgørende Selskab, som havde oprettet +Skolen, kom ind i det københavnske Velgørenhedsarbejde. +Dag for Dag gik han rundt +i Fattiggader og op ad Bagtrapper. Han lempede<a class="pagenum" name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a> +sig ind i de Fattiges Fortrolighed, hørte med +ubrydeligt Taalmod paa deres Klager, deres sørgmodige +eller indsmigrende, bitre eller sleske Ord. +Kunde han saa give en Familie Udsigt til Hjælp, +saa stormede han glad som et Barn op paa +Kontoret.</p> + +<p>Men det hændte jo ogsaa, at det ikke var +muligt at faa Familiens Forhold til at stemme +med, hvad Selskabet satte som Betingelse for +Hjælpen. I saadanne Tilfælde følte han en dyb +personlig Skuffelse. Han kunde sidde i Timevis +og forklare den uheldige Ansøger, hvorfor Selskabet +umuligt kunde imødekomme ham. Han +udviklede omhyggeligt alle Synspunkter, baade +de moralske og de sociale — han vilde saa +inderlig gerne, at Afslaget ikke skulde efterlade +nogen Bitterhed. Alligevel hørte han ofte onde +Ord. Han tog imod dem med lysende Øjne.</p> + +<p>Undertiden gled jo ogsaa ved saadanne Lejligheder +et Par Kroner af hans egen Lomme +ned i den hjælpsøgende Haand. Bagefter følte +han gerne Samvittighedsnag. For det var jo +paa en Maade at modarbejde Foreningens Grundsætninger +— og det bag dens Ryg.</p> + +<p>I saadanne Tilfælde kunde han faa Tilbagefald +til sin tidligere Modløshed og synes sig selv +ganske unyttig. Men ellers følte han sig som +efter et langvarigt Sygeleje — fornam Glæden<a class="pagenum" name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a> +ved atter at færdes mellem Mennesker og at +kunne leve Livet paa lige Fod med dem. Ogsaa +i hans Ydre prægede sig den ny Retning, hans +Tilværelse havde taget. Han klædte sig ikke +mere saa ufravigelig i sort som før men holdt +af at boltre sig i en graa Dragt af ungdommeligere +Snit.</p> + +<p>Overfor Viggo Bøg nærede han en ubegrænset +Taknemmelighed. Det gjorde ham saa bitterlig +ondt at se, at han vistnok ikke var ganske +lykkelig. Han vilde saa inderlig gerne kunne +være noget for ham. Men han vovede ikke at +spørge ham om, hvad der tyngede hans Sind.</p> + +<p>En Dag kom imidlertid Bøg til ham og foreslog, +at de skulde leje et Par Værelser i Forening. +Det var ham en stor Glæde. Naar de +saadan kom til at leve sammen Dag ud Dag +ind, maatte vel før eller senere Tilbageholdenheden +briste.</p> + +<p>De fik da to Værelser i en af Sidegaderne +paa Nørrebro. Her slog de sig ned med egen +Husholdning, spiste til Middag sammen paa et +Spisekvarter og holdt sig selv med Tørkost, som +Hansen-Maagerup besørgede købt og anrettet.</p> + +<p>Familien, de boede hos, havde ialt fire Værelser. +De to til Gaden lejede den ud, mens +den selv var sammentrængt i to smaa, mørke +Gaardværelser. Manden havde en lille Kontorplads,<a class="pagenum" name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a> +og saa drak han desværre. Konen havde +en Gang tjent i større Herskabshuse. Hun var +altid saa optagen af Rengøring i Huset, at hun +ikke havde Stunder at renholde sig selv. I de +to Logerendes Værelser skinnede det af Properhed. +Paa alle Møblerne lyste renvaskede hvide +Haandarbejder, og den Messing Spyttebakke, der +hver Dag blev forsynet med nyt Sand, luede +som en Sol.</p> + +<p>Længe gik de to Venner udenom alt, hvad +der kunde dreje Samtalen hen paa Fru Herding +og Anna. Men alligevel laa Emnet Gang paa +Gang paa Bunden af deres Samtaler — det +sitrede i deres Ord og gav dem en Betydning, +som de ellers ikke vilde have. En skønne Dag +lod det sig ikke længere holde nede. Og da +Annas Navn først var nævnt imellem dem, +fandt de begge to en smerteblandet Glæde i +hyppigere og hyppigere at bringe det paa Bane. +De talte imidlertid om hende som om en Afdød, +de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne +og ligesom tilslørede hendes Skikkelse +med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede sine +egne Følelser for hende.</p> + +<p>Men den Dag, da de tilfældig havde truffet +hende ved Brydekampen, fik hendes Person nyt +Liv for dem. Det var dem ikke mere muligt at +lade hende hvile i en Skygge af halv Glemsel.<a class="pagenum" name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a> +Og paa en Gang forstod de, at de maatte betro +sig helt til hinanden.</p> + +<p>De var blevne enige om at gaa hjem ad +Strandvejen. Og der, mens Livet susede dem +forbi, mens der rundt om dem støvedes og larmedes +og hujedes af den søndagsglade Hob, +mens Vogne og Cykler strøg forbi i et evindeligt +Tog, gik de to unge Mænd og talte om den +Lykke, Ingen af dem nogensinde skulde naa.</p> + +<p>Hansen-Maagerup fortalte om sin langsomt +fremgroede Tilbøjelighed.</p> + +<p>Kanske var Sædekornet til den blevet nedlagt +den Dag, han var kommen til at bo hos +Fru Herding. Men han havde længe standhaftig +kæmpet imod den. Han vidste jo godt, at han +kun var lidet egnet til at paavirke en ung Kvindes +Fantasi, og selv om Anna alligevel kunde +holde af ham, saa vilde det være uforsvarligt af +ham at knytte hende til sig, saa længe han ikke +havde nogen Udsigt til en ordentlig Livsstilling.</p> + +<p>Det havde imidlertid været forgæves, alt det +han strittede imod. Naar han om Aftenen sad +ved sine Bøger, kunde han ikke lade være at +lytte til Klangen af hendes Stemme inde fra +Værelset ved Siden af. Den kunde lægge sig +saa varmt om hans Hjerte, at han ikke kunde +beskrive det, og han kunde blive siddende helt +fortabt i det og glemme, at han havde andre<a class="pagenum" name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a> +Ting for. Aldrig kunde han nogen Aften bekvemme +sig til at gaa i Seng, før han havde +hørt Lyden af hendes smaa hastige Skridt i +Entréen, naar hun gik ud for at sætte Sikkerhedskæden +for, inden hun søgte Hvile.</p> + +<p>Han skulde gerne bekende sin Svaghed: tidt +og ofte havde han været lige ved at sige hende, +hvor usigelig meget han holdt af hende. Men +naar det kom til Stykket, havde han ikke dristet +sig dertil. Thi han frygtede for, at et saadant +Skridt for bestandig skulde berøve ham den +Lykke at være i hendes Nærhed.</p> + +<p>... For Viggo Bøg derimod havde Anna +været sammenlevet med Drengeaarenes forsorne +Ridderlighedstrang, med den pure Ungdoms +vage, sølvglinsende Drømme, med Tyveaarenes +fordringsfulde Lykkekrav. I Konfirmationsalderen +havde han skrevet lyriske Vers til hende, og han +var vokset op i en halvt ubevidst Tillid til, at +hun en Gang vilde blive hans. Hans Følelse +for hende havde skudt sin stille Vækst Aarene +igennem, havde suget Næring af alt det Liv, +han levede — groet i Skygge fra den Dag, hun +efter Faderens Død rejste bort fra den lille By, +og atter følt Solens Blus, modnende og vækkende, +da han paany traf hende i København +... Han havde dvælet i denne Følelse uden +nogen hidsig Længsel efter at faa en fuld Afgørelse,<a class="pagenum" name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a> +fordi han havde ment at kunne vente +og føle sig tryg ...</p> + +<p>Og nu, da hun kaldte sig en Andens, <em>kunde</em> +han ikke slaa sig til Taals dermed. Han strittede +imod Tanken derom med al den Energi, +hvormed den, der føler sig sund, vægrer sig +ved at dø. Han maatte sige sig selv, at hun +havde valgt frit — han havde ingen Ret til at +bebrejde hende noget, ingen Kendsgerninger at +støtte sine Forhaabninger paa. Og alligevel — +alligevel levede de, fyldte ham, bestemte hele +hans Liv. Han kunde ikke frigøre sig for +Troen paa, at hun dog en Gang maatte blive +hans ...</p> + +<p>Han havde forklaret Hansen-Maagerup alt +dette hæftigt, indtrængende, næsten fanatisk, som +den gør det, der søger at hverve Tilhængere for +at styrke sin egen Overbevisning. Men paa en +Gang tog han sig i det. Han var kommen i +Tanker om, at den, han talte til, jo selv holdt +af Anna. I sin Iver havde han glemt, at hvis +det nogensinde skulde times ham at vinde +hende tilbage fra Flyge, vilde ogsaa alt Haab +for Hansen-Maagerups ydmyge og beskedne Tilbøjelighed +være slukt.</p> + +<p>Han blev et Øjeblik helt ulykkelig over sin +Mangel paa Finfølelse.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a> +Men Hansen-Maagerup bøjede sit Hoved og +erklærede, at han havde forlængst opgivet Tanken +om nogen Besiddelses-Lykke. Han indsaa, +at den Slags Tanker vilde være Daarskab fra +hans Side. Kun følte han sig ganske overtydet +om, at Anna havde skuffet sig selv, da hun +troede at holde af Flyge. Og Gud vilde nok +en Dag lade det gaa op for hende, at det var +et uværdigt Forhold, hun var kommen ind i ...</p> + +<p>Han var bleven ganske højrød i Hovedet, +da han sagde det, og som sædvanlig glinsede +hans Næse. Det følte han selv, og han var +glad ved, at det var begyndt at skumre, saa +Bøg maaske ikke havde opdaget det. Det var +ogsaa en Ulykke for ham, at han aldrig kunde +beherske sit Ansigt ...</p> + +<p>... Længe gik de to Venner tavse — ind +gennem Byens Gader, mellem Flokke af hjemvendende +Skovgæster, som hastede hjem med +store grønne Grene i Hænderne, øre af den +friske Luft, der var dem uvant. Og efterat de +var komne hjem, blev de siddende oppe, til det +blev sent. De talte sammen om Anna, og de +talte sammen om Livet — dette sælsomme Liv, +der var saa let at komme igennem for den, der +ejede Nøglen til dets Hemmelighed, men som +lagde tusinde Hindringer i Vejen, naar blot en<a class="pagenum" name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a> +enkelt lille Del af dets Maskineri var kommen +i Uorden. De følte Trang til at lade deres Ord +svæve saa højt over Jordens Runding som +muligt, og de lod gyldne Drømme taarne sig, +højere og højere, til de halvvejs glemte sig bort +fra den Virkelighed, der krævede Kamp.</p> + +<p>Da Bøg var gaaet til Ro, blev Hansen-Maagerup +endnu i nogen Tid siddende ved det +aabne Vindue. Der boblede Latter og Tale op +til ham fra sene Aftenvandrere. Og det var +ham, som om Sommeren drog forbi dernede og +lod sin Hilsen stige op til ham ...</p> + +<p>I den Tid, der fulgte efter, talte de hver +Dag sammen om Anna. Det var stiltiende +slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og +skulde vinde hende. Hansen-Maagerup levede +sig saa stærkt ind i den Tanke, at den ogsaa +for ham syntes at rumme fuld, personlig Lykke +... ja, han længtes i higende Uro efter den +Dag, da den skulde blive Virkelighed.</p> + +<p>Og i Fællesskab dyrkede de da Minderne +om den Tid, de begge havde kendt Anna. De +viede hende en sværmerisk, from Tilbedelse +— som lyste hendes Skikkelse stedse gloriekranset +over deres Liv langt, langt borte fra. +Det eneste synlige Minde, de havde om hende, +var et Askebæger, som hun en Gang havde<a class="pagenum" name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a> +foræret Hansen-Maagerup. Det blev nu ophøjet +til Blomstervase og stillet paa Bøgs Skrivebord.</p> + +<p>Og Hansen-Maagerup sørgede for, at det +hver Dag var fyldt med friske Blomster ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a> +<a name="KAPITEL_XIII" id="KAPITEL_XIII"></a> +En Dag kom der til Bøg et Blad i Korsbaand. +Han aabnede det — lidt forbavset. Hans +eget Billede stirrede ham i Møde fra dets +Spalter.</p> + +<p>Han gav sig til at læse — fløj igennem Artiklen. +Saa slog han en høj Latter op.</p> + +<p>"Nej det er dog for morsomt! Læs det, +Maagerup! De har sat mig i Avisen, de har sat +mig i Avisen. Og saa er det jo Løgn og Sludder +til Hobe ...!"</p> + +<p>"Er det — Opfindelsen?" sagde Hansen-Maagerup +og greb efter Bladet. Han kunde +mærke, hvordan hans Hænder rystede, og han +turde slet ikke se paa Bøg.</p> + +<p>"Naturligvis er det Opfindelsen — men jeg +har jo slet ikke gjort nogen Opfindelse. Jeg +eksperimenterer ganske vist hver Dag — det +ved Du nok — og jeg tror, jeg er inde paa et +ganske godt Spor — men saadan noget som +det, de her beskylder mig for, det vilde jo være +nok til at faa mig paa en Daarekiste! Han har<a class="pagenum" name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a> +hørt lidt om, at det er Brødfabrikationen, jeg +bakser med — og saa har han lavet hele Resten +selv! Det er dog en skabet Knægt!"</p> + +<p>Hansen-Maagerup bøjede sig dybt ned over +Bladet.</p> + +<p>"Jamen," sagde han, "det kan da egentlig +ikke genere Dig, selv om nu ogsaa det er noget +overdrevent. For det kan jo kun gøre saa meget, +at Du bliver bekendt ved det. Og Du ved +aldrig, hvem der kan faa dette her Referat eller +hvad det er at læse — og hvad Slags Tanker +det kan vække ..."</p> + +<p>"Ja, og hvad saa? Naar saa de opdager, at +det hele er Løgn og Humbug, saa bliver jeg jo +simpelthen til Grin ... Jeg ved ikke, hvad jeg +skal gøre. Jeg tør knap give Møde paa Fabrikken +idag — der vil jo staa en Latter om +mig — og naturligvis tror de allesammen, at +det er mig selv, der har sørget for at faa det +dumme Vrøvl i Bladet ... Der er kun en Ting, +jeg ikke kan begribe. Det er, hvordan de Asener +har faaet fat i mit Portræt. Det er jo det sidste, +der blev taget af mig — det har jeg ellers ikke +givet til Andre end Dig og saa ..."</p> + +<p>Hansen-Maagerup saa bedende paa ham.</p> + +<p>"Bøg, Du maa ikke være vred, det er mig, +der ..."</p> + +<p>"Har <em>Du</em> givet ham det?"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a> +"Ja — jeg — han kom jo her op, da Du +ikke var hjemme — han bad mig saa meget +om det — det vilde være saa nyttigt for Dig, +sagde han, om Bladet skrev lidt om Dig. For +Du var En af vore dygtigste unge Kemikere — +og saa tænkte jeg ..."</p> + +<p>"Hvad tænkte Du?"</p> + +<p>"Ja, jeg tænkte som sagt, at det kunde da +ikke andet end gavne Dig. Og der var især +En, jeg tænkte paa — som muligvis kunde faa +det at læse ..."</p> + +<p>"Anna?"</p> + +<p>Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer +i Øjnene. Men Bøg sagde kort:</p> + +<p>"Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste +Mening. Men fjollet er det alligevel."</p> + +<p>Han greb atter Bladet.</p> + +<p>"Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? +Jeg er en Tilhænger af den stille Revolution, +staar der. Hvad vil det sige? Det +griner jo Folk ogsaa af!"</p> + +<p>Hansen-Maagerup aandede atter op.</p> + +<p>"Ja — det har jeg ikke haft noget med at +gøre. Men han mener vel, at Du bare vil det, +som godt er."</p> + +<p>"Jamen 'den stille Revolution' — hvad er +det for noget? Vil det bare sige, at jeg gaar +om og har set mig gal paa det hele men at<a class="pagenum" name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a> +jeg aldrig vilde vove min Trøje for at faa det +forandret? At jeg er af dem, der gaar og +skvaldrer op og som alligevel ikke vil røre en +Finger, hvor det gælder om at handle ...? Ja, +jeg ser jo tydelig, hvad jeg har at gøre. Jeg +maa straks op paa Fabrikken."</p> + +<p>"Hvad vil Du der?"</p> + +<p>"Jeg maa have talt med Direktøren. Jeg maa +da forklare ham, at jeg ikke har Spor af Lod +eller Del i dette her. Hvad maa han ellers tro! +Det kan jo skade min Stilling i allerhøjeste +Grad!"</p> + +<p>Han gik. Hansen-Maagerup sad tilbage, dybt +nedbøjet. Han saa tydelig for sig den Ulykkes-Aften, +da Journalisten havde været der for at +laane Billedet. Han havde været saa begejstret, +havde talt saa varmt og smukt om Viggo Bøg, +at man kunde blive helt bevæget derved. Selv +forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin +Vens Forsøg, og han havde aldrig anet, at de +var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten +havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var +umuligt at nære nogen Mistillid til hans Ord.</p> + +<p>Siden den Dag havde han gaaet om og +glædet sig som et Barn til den Overraskelse, der +ventede Bøg ...</p> + +<p>Og nu — nu forekom det ham, at han kun +var sat i Verden for at gøre Fortræd mod dem,<a class="pagenum" name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a> +han undte det bedst. Selv havde han aldrig +opnaaet noget, men han havde fundet Trøst i, +at han dog muligvis kunde være noget for Andre. +Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin +bedste Vens Vel kun havde gjort Skade. Han +maatte være født med en eller anden Naturfejl, +saadan en Slags aandelig Vanførhed, der gjorde, +at han altid kom trillende og stavrende ind i +Forhold, hvor han blot traadte ned og ødelagde.</p> + +<p>Var han blot død! Hvorfor maatte man ikke +have Lov at gøre Ende paa et Liv, hvoraf der +kun spirede Sorg?</p> + +<p>... Om Eftermiddagen kom Bøg hjem. Han +var forstemt og vred. Som han havde tænkt +sig det havde han været til Latter paa Fabrikken. +Og det havde kostet ham store Anstrengelser +at faa Direktøren bort fra, at det var ham +selv, der havde fremkaldt Artiklen for at gøre +Reklame. I al Fald maatte han være fremkommen +med Udtalelser, der kunde have givet +Anledning dertil, havde man sagt. Ogsaa fandt +man det mærkeligt, at der kunde tillægges ham +revolutionære Anskuelser ... han maatte dog +i det mindste være fremkommen med uforsigtige +Ytringer ... den Slags Ting fandt et Blad +vanskeligt paa af sig selv ... Og man havde<a class="pagenum" name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a> +meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution +var der ingen Brug paa Fabrikken ...</p> + +<p>Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham +mere. Han havde aldrig før set saa harmfuldt +og bekymret et Udtryk i hans Ansigt.</p> + +<p>I Løbet af Dagen kom der flere Journalister +fra andre Blade, der ønskede Oplysninger om +den store Opfindelse. Bøg svarede dem alle, at +han slet ingen Opfindelse havde gjort. Dagen +efter blev der i de forskellige Blade spaset +lystigt med Sagen.</p> + +<p>— — I den nærmest følgende Tid var Bøg +ude det meste af Dagen. Naar han ikke var +paa Fabrikken, arbejdede han paa et Laboratorium, +hvor han havde faaet Lov at foretage +sine Eksperimenter. Han tog sin Mad med: +Hansen-Maagerup smurte den til ham. Og han +kom aldrig hjem før ud paa Aftenen. Men selv +da fik de to Venner ikke talt meget sammen, +for Bøg sad endnu oppe i flere Timer, bøjet +over Tal og Tegninger.</p> + +<p>Hansen-Maagerup spurgte ikke. Men han +forstod af sig selv Grunden til al denne anstrengte +Flid — forstod, hvor dybt Bøgs Æresfølelse +var bleven saaret ved den Latter, den +usalige Artikel havde bragt over ham. Nu +vilde han have Oprejsning. Han <em>vilde</em> gøre en +Opfindelse.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a> +Hansen-Maagerup følte sig i sin bestandig +prikkende Anger greben af en uimodstaaelig +Trang til at gøre Bod. Da han ikke kunde yde +Bøg nogen Hjælp, vilde han i det mindste lide +med ham. Og skønt han langtfra var nogen +Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive +siddende oppe, til hans Offer — som et saadant +betragtede han ham — gik i Seng. Han tog +en Bog for sig men læste ikke, sad blot med +glippende Øjelaag og vaagede som over en Syg. +Naar han da saa ham bleg og overanstrengt +sidde ved Skrivebordet, kæmpende for at holde +sine Tanker samlede om Arbejdet, følte han +Smerten og Selvanklagen bore i sin Sjæl — og +fornam en vis blodig Vellyst derved.</p> + +<p>Værst var det næsten at komme over de +Timer paa Dagen, da han var alene. Saa sad +han og arbejdede sig ind i de mørkeste Fantasier +om Fremtiden, saa hans Hjerte var nær ved +at briste.</p> + +<p>Inde fra Værelset ved Siden af hørte han +undertiden den fordrukne Mands Stemme. Hr. +Jensen var til daglig from som et Lam, men +naar han havde været ude og drikke sig fuld, +blev han ond og raa, og saa gik det ud over +Konen. Man kunde høre ham komme buldrende +og trampende ind i Stuen, saa Møblerne raslede +over ham.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a> +En Dag var det særlig slemt. Han var +kommen hjem op ad Formiddagen, og det lod +til, at han var overstadig drukken.</p> + +<p>"Svinebæst!" kunde Hansen-Maagerup høre +ham raabe til Konen, "Svinebæst! Er det et +Hjem, spør' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et en +Kvægstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det +ægteskabelig Lykke? Jeg gi'er Fa'en i saadan et +Ægteskab!"</p> + +<p>Fru Jensens Stemme hørtes, frygtsom og +slæbende:</p> + +<p>"Herregud, lille Jensen — Herregud, lille +Jensen — tag nu dog inte saadan paa Vej. +Vil Du int' ha'e Kaffe — hva' — en lille Slant +Kaffe?"</p> + +<p>Men Jensen vilde ikke have Kaffe.</p> + +<p>"Hold Kæft!" brølte han op. "Hold Kæft! +Hvem er det, der er inde i Sovekammeret? +Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, +siger jeg!"</p> + +<p>"Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen +— der er Ingen i Sovekammeret!"</p> + +<p>"Det er Løgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren +i Sovekammeret ... jeg vil ikke ... +Han skal blive i Entréen ... Nu skal jeg ..."</p> + +<p>Han larmede hen over Gulvet, og der hørtes +Lyd af Porcelæn, som gik itu ... Derpaa Fru +Jensens graadkvalte Stønnen:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a> +"Aa Herregud da ... aa Herregud da ... +aa Herre — Herregud da ..."</p> + +<p>Hansen-Maagerup følte Blodet strømme sig +til Hjertet. Her var dog muligvis en Opgave +for ham: han maatte se at skaffe den stakkels +Kone derinde Fred. Naar han optraadte med +venlig og deltagende Bestemthed, vilde det dog +maaske kunne lykkes ham at tale den ulykkelige +Jensen til Rette.</p> + +<p>Han bankede paa og traadte ind i Stuen. +Jensen sad stolt, med en Mine som en Fyrste, +midt i Sofaen. Hans Kone laa paa Gulvet og +opsamlede Skaarene af en ituslaaet Blomsterskaal.</p> + +<p>Jensen slog ud med Haanden.</p> + +<p>"Goddag, min Herre," sagde han nedladende. +"Her ser De Kvinden i sin Fornedrelsestilstand. +Men træd kun nærmere ..." Og til sin Kone +udslyngede han endnu et foragteligt: "Svinebæst!"</p> + +<p>Hansen-Maagerup vilde begynde at tale godt +for den fulde Mand. Men i det samme rejste +Fru Jensen sig op i sin fulde Højde. Hendes +Øjne var onde, og hun var ganske bleg.</p> + +<p>Hvad han vilde? Om han ikke kunde lade +dem være i Fred? Fordi de var nødt til at leje +de to bedste Værelser af Lejligheden ud, havde +de vel nok Lov til at være i deres eget Hjem! +Og hvordan hendes Mand havde det og hvad<a class="pagenum" name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"></a> +han lavede — det kom vel Ingen ved. En +anden En var vel ogsaa et Menneske — eller +var man det ikke?</p> + +<p>Hansen-Maagerup blev saa betuttet, at han +følte sig ganske svimmel.</p> + +<p>"Men lille Fru Jensen," mumlede han, "lille +Fru Jensen dog ..."</p> + +<p>Men Fru Jensen vilde intet høre. Hun blev +mere og mere ubændig. Under Graad og tænderskærende +Raseri lagde hun hele sit Livs Ulykke +blot, slyngede med næsten kynisk Aabenhed +dette fremmede Menneske i Ansigtet, hvor nedværdiget +og ussel hendes Tilværelse var. Hun +var lige glad, hvad der blev af hende — der +var ikke andet til for hende end Ulykke. Men +hun vilde ikke lade sig fornærme — og saa +kunde han for Resten gøre og sige, hvad han +vilde — og han kunde sige op og flytte lige +paa Minuten — og om Værelset saa skulde +staa tomt — det var hende lige kært. Men +komme her og genere Folk — føj — føj!</p> + +<p>Hun spyttede. Men henne i Sofaen sad +Jensen og sang "Den tapre Landsoldat".</p> + +<p>... Da Hansen-Maagerup igen sad inde +hos sig selv, var han endnu længe efter ganske +fortumlet.</p> + +<p>Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn<a class="pagenum" name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"></a> +udenfor Huset. Han saa fra Vinduet, at +Jensen blev ført ned i den og kørte bort.</p> + +<p>Hvor Livet dog var en uendelig Sorg — og +hvor haabløst at kæmpe imod den! Og alligevel +kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der +syntes ham at være noget godt at udrette.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"></a> +<a name="KAPITEL_XIV" id="KAPITEL_XIV"></a> +Nogle Dage senere stod Hansen-Maagerup +udenfor Fru Herdings Dør.</p> + +<p>Der var kommet en besynderlig Uro over +ham. Han <em>maatte</em> tale med Anna — se at faa +Rede paa, hvordan hendes Sindsstemning overfor +Flyge i Grunden var, og maaske faa Lejlighed +til at bringe Bøg og hans Forhold paa +Bane. Hvad han vilde opnaa dermed stod ham +ikke ganske klart. Men da Tanken en Gang +var kommen op i ham, lod den ham ikke have +Fred, før han bragte den til Udførelse.</p> + +<p>Med bankende Hjerte gik han op ad de +kendte Trapper. Han tænkte paa, om der mon +nu boede Nogen i hans gamle Værelse. Maaske +stod det tomt — det var i Grunden højst sandsynligt. +Hvor glad vilde han ikke have været, +om han nu selv havde kunnet flytte ind i det +— og om saa alt det, der var sket i Mellemtiden, +kunde gøres usket. Ingen, ingen taabelige +Ønsker om at vinde Anna for sig selv<a class="pagenum" name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"></a> +skulde da nogensinde plumre hans fredelige +Venskab med hende.</p> + +<p>... Der lyste Navnet Herding ham i Møde +fra Dørpladen. Hans Ben kom til at ryste +under ham. Det varede længe, inden han fik +samlet sit Mod saa vidt, at han kunde strække +Haanden ud og trykke svagt og frygtsomt paa +det elektriske Ringeapparats Knap.</p> + +<p>Lidt efter stod Anna foran ham.</p> + +<p>"Nej, Hansen-Maagerup!" sagde hun og gav +ham Haanden, "det var da morsomt, at De +endelig en Gang vilde se op til os!"</p> + +<p>Det forekom ham, at hun saa ned ad Trappen +som for at se, om der ikke var Nogen med +ham, og at hendes Tone var en Smule skuffet, +da hun gentog:</p> + +<p>"Nej, det var da morsomt!"</p> + +<p>Han blev ført ind i Stuen. Der sad Fru +Herding ved Vinduet, og i den amerikanske +Gyngestol laa Klavs Kihler i Overtøj og med +Hatten paa Hovedet, fægtende med Stokken i +Luften.</p> + +<p>Fru Herding rejste sig og hilste. I en lidt +fornærmet Tone spurgte hun, hvorfor han saa +længe ikke havde set op til dem.</p> + +<p>Kihler derimod blev liggende.</p> + +<p>"'Da, meget ærede," sagde han. "Undskyld, +at jeg bibeholder min Stilling. Længe siden, vi<a class="pagenum" name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"></a> +har krydset hinandens Baner — ikke sandt? +Jeg tror ikke, jeg har haft Æren siden den Dag, +De ved — i Abehuset — da den gik af mellem +min Nièce og Biblioteksraaden."</p> + +<p>"Du ved jo godt, at det ikke var i Abehuset, +Onkel," sagde Anna.</p> + +<p>"Naa ja — det er sgu lige meget — saa +var det hos Rovdyrene — eller Pelikanerne. +Der var i al Fald hvad man kalder Forlovelsesstemning +i Luften."</p> + +<p>"Klavs!" Fru Herding søgte at spidde ham +med sit Blik. Men Kihler saa lige ud i Luften +og lod sig ikke anfægte.</p> + +<p>"Ja hvad Fa'en," sagde han, "et Dyr kan +sgu være ligesaa godt som et Menneske. De +skaber sig bare ikke. Hvad siger De, Ærede?" +— han vendte sig til Hansen-Maagerup — "De +har nok ikke faaet Guld om Kloen endnu, hva'? +De lever fremdeles i enlig Stand, forsaavidt det +nu en Gang staar til et Mandfolk?"</p> + +<p>Hansen-Maagerup sad højst ulykkelig paa +Kanten af en Stol. Han var blussende rød og +vidste ikke, hvad han skulde svare.</p> + +<p>"Jeg troede sgu for Resten en Gang," blev +Kihler ved, "at De gik paa Frierpoter her i +Huset. De saa sgu saa brandfarlig ud, naar +De her kom gaaende ind i Stuen om Aftenen +med Hodet paa Siden og Konfirmationsbukserne<a class="pagenum" name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"></a> +paa. Men det var naturligvis ikke andet end +Husvarme. Det kender vi jo nok, det er for +Resten noget, man skal tage sig i Agt for."</p> + +<p>"Nej hør nu, Onkel Kihler," sagde Anna +med funklende Øjne. Hun rødmede om Kap +med Hansen-Maagerup.</p> + +<p>"Hvad Fanden — det behøver Du da ikke +at tage Dig af, min Pige. Du kunde jo ikke +gøre for det. Og nu, da Du er en forlovet +Pige, kan Du vel nok taale, at man skæmter +en lille Smule med Dig ... Vi havde det for +Resten rart sammen den Dag hos Dyrene. +Hvad var det nu, han hed, der var med — det +lille Menneske?"</p> + +<p>"Det er vist Viggo Bøg, Onkel mener," +sagde Anna. Hendes Rødme vilde slet ikke fortage +sig.</p> + +<p>"Ja, det er rigtigt — saadan var det nok, +han hed. Hvad var det, jeg saa om ham for +nylig? Det var nok noget med en Opfindelse, +han skulde have gjort. Men saa bagefter saa +kom det for en Dag, at den var nok ikke af +ham selv. Han havde li'saa stille hugget hele +Kodillen et eller andet Sted, tror jeg ..."</p> + +<p>"Der tager De aldeles fejl, Hr. Kihler," sagde +Hansen-Maagerup med fast Stemme. "Bøg har +aldeles ikke givet sig ud for at have gjort en +Opfindelse, som ikke han i Virkeligheden har<a class="pagenum" name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"></a> +gjort — saadan noget <em>kunde</em> han aldrig gøre! +Han er Hæderligheden og Retskaffenheden selv +— det vil jeg bare lade Dem vide!"</p> + +<p>"Hov — hov — bid mig ikke! Jeg siger +jo ikke andet end som hvad jeg har læst om +i Bladene. Man har jo da en Presse til det +samme."</p> + +<p>"Jamen noget af den Slags har der aldrig +staaet i Bladene. Der stod ..."</p> + +<p>"Ja mig er det sgu for saa vidt lige revnende, +hvad der stod eller ikke stod. Jeg erindrer +bare, at der var nogen Muggendom ved +Historien."</p> + +<p>"Jamen det var der slet ikke. Bøg har +ingenting at bebrejde sig — ikke det mindste!"</p> + +<p>Og nu fortalte han det hele saadan som det +var gaaet til. Med Ord, der snublede over hverandre +af Iver, skildrede han Bøgs Kamp for at +naa frem, hans Dygtighed, hans Uplettethed, +hans Beskedenhed — hans Harme over at være +bleven dragen offentlig frem. Og tilsidst beskrev +han, hvordan han hver Dag arbejdede for +at den Opmærksomhed, der var bleven vakt +om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa +ham som en uafrystelig Vægt, der vilde kunne +trykke ham til Jorden — hvordan han nægtede +sig al Adspredelse, bare stræbte og sled<a class="pagenum" name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"></a> +for det, der nu syntes ham at være en +Æressag.</p> + +<p>Han havde rejst sig op og understregede +sine Ord med store, indtrængende Haandbevægelser. +I flere Dage havde han gaaet og +tænkt over, hvordan han skulde forme dette +Forsvar for sin Ven, naar Lejlighed gaves. Derfor +var det efterhaanden blevet til et helt sammenhængende +Foredrag, og han afleverede det +med et Fynd og en Varme, der ellers var hans +forlegne og frygtsomme Natur fremmed.</p> + +<p>Han kunde ogsaa godt mærke, at hans Ord +gjorde stærkt Indtryk paa Anna. Hele Tiden +havde hendes Blik hængt ved ham — han +havde en Fornemmelse, som om hun rent fysisk +sugede til sig alt, hvad han sagde. Men da han +tav, sad hun og saa ud ad Vinduet. Og der +var ganske stille i Stuen.</p> + +<p>"Ja det var jo naturligvis en anden Sludder," +sagde Kihler. "Fanden kan ogsaa hitte +ud af alt det Avispjadderi. Disse Journalister +gaar jo og lyver En Bukserne fulde hver +eneste Dag — undskyld jeg siger det. — Naa, +nu maa jeg for Resten stikke af. Venter vi +Kæresten idag?"</p> + +<p>"Vi ved ikke, om Flyge kommer," sagde +Fru Herding. "Det er for Resten underligt<a class="pagenum" name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"></a> +af ham — han har slet ikke været her i den +sidste Uge."</p> + +<p>"Ja saadan gaar det," sagde Kihler. "Varmen +den fordamper jo <span lang="sv">så småningom</span> ... Har +han ikke talt om Bryllup endnu?"</p> + +<p>"Nej" — Fru Herdings Ansigt strammedes +— "det har han ikke."</p> + +<p>"Vi har jo da ogsaa Tiden for os endnu," +sagde Anna. "Begge to." Tonen var næsten +harmfuld.</p> + +<p>Kihler gik. Hansen-Maagerup vilde tage Afsked +med det samme. Men Fru Herding vilde +paa ingen Maade tillade ham det. Nu da han +endelig var der, maatte de have en Passiar sammen +om de gamle Dage, de gamle Minder.</p> + +<p>Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke +om den sidste Tid, han havde boet hos Fru +Herding — den var i dette Øjeblik ikke mere +til for ham. Men om alle de Aftener da de +havde siddet sammen og passiaret — kun de +tre, som nu igen var her i hinandens Selskab. +Det havde været Hjem — Hjem for ham, der +aldrig selv vilde faa noget — Lunhed og blød, +kærtegnende Hygge.</p> + +<p>... Hvor han godt huskede den første +Aften, han kom der — den Aften, da han flyttede +ind. Frøken Anna var den Gang lige<a class="pagenum" name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"></a> +bleven konfirmeret. Den lange Kjole havde +været hende saa ubekvem — det saa ud, som +om hun hele Tiden vilde sparke den af sig. +Da han kom ind i Stuen, havde hun siddet +henne i en Krog af Værelset ved et lille Bord +og spillet Skrabnæse med sig selv, og han var +ganske uvilkaarlig kommen til at sige Du til +hende. Men det varede jo ikke længe, før han +opdagede, at hun var en voksen Pige ...</p> + +<p>Der gik for Resten nogen Tid, inden de +rigtig blev bekendt med hinanden. I Begyndelsen +flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han +viste sig derinde.</p> + +<p>Saa kom de mange Aar, da han havde +siddet og herset med Teologien, stønnet under +en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. +Det var saa lang og graa en Tid for ham, +naar han nu tænkte tilbage derpaa — saa ensformig +som Regn, der drypper og drypper. +Men frem af alt det graa dukkede den ene +Aften efter den anden — alle de Timer, da han +havde siddet inde i denne Stue og mærket, at +der dog var Nogen, der havde noget til overs +for ham. For det var jo i Grunden slet ikke +for at spille Kort, han var kommen derind. +Det var for at være hos Mennesker. Og hver +Søndag Aften syntes han, han havde saa meget<a class="pagenum" name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"></a> +at tale med dem om. Han vidste somme Tider +slet ikke, hvordan han skulde faa det sagt altsammen.</p> + +<p>Flyges Navn nævnede han slet ikke — +talte ikke om de Aftener, da han havde været +Fjerdemand ved Whistbordet. Men saa var det, +Bøg var begyndt at komme der. Hvor han +havde været ung, hvor han havde været glad! +Han sprang altid op fra Stolen og gav sig til +at gaa frem og tilbage, naar han blev ivrig — +og ivrig det blev han i næsten enhver Samtale, +han førte. Men der var ikke ærligere +Menneske til end han, og han gik aldrig med +forud fattede Meninger til noget. Ak ja! nu +gik han jo der og halvvejs sled sig sin friske +Ungdom ud af Sjælen. Og saa var han saa +alene — for en gammel Vens Selskab kunde +jo ikke være noget virkeligt for ham. Han var +netop af den Slags, som skulde have Mennesker +om sig — Mennesker, han kunde være god +imod. Han havde saa varmt et Hjerte, saa rig +en Kærlighedstrang!</p> + +<p>Hele Tiden havde han rettet sine Ord til +Fru Herding. Anna sad endnu henne ved Vinduet +— tavs. Men han følte, at de ogsaa +naaede til hende. Han havde en Fornemmelse, +som om han talte fra en Prækestol.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"></a> +Fru Herding vilde, at han skulde drikke en +Kop Kaffe med dem. Og trods hans Indsigelser +gik hun ud for at besørge det dertil fornødne. +Saaledes blev han ene med Anna.</p> + +<p>Da saa han hen paa hende. Hendes Udtryk +var bedende, næsten angst. Pludselig skjulte +hun sit Ansigt i sine Hænder. Og mellem hendes +Øjenvipper piplede de blanke Taarer frem.</p> + +<p>Han blev paa en Gang glad bevæget og +ulykkelig forlegen. Han kunde ikke finde Ord, +vilde ikke saare, kunde ikke trøste. Halvt uden +at vide, hvad han gjorde, gik han hen til hende +og strøg hende med sin store Haand varsomt, +varsomt over det bløde Haar.</p> + +<p>Hun satte sig ikke imod det. Mere og mere +knugedes hun af Graad. Hun søgte at staa +imod men fandt ikke Styrke dertil. Smerten var +over hende, og den sitrede gennem hendes Legeme, +bøjede det sammen som i Krampe. Hansen-Maagerup +forstod, at hun <em>maatte</em> græde, at +det var bedst for hende saadan. Alligevel fyldtes +hans Hjerte af en uendelig Medfølelse. Han +var lige ved at græde selv.</p> + +<p>Men da Moderens Skridt hørtes, rejste Anna +sig og gik ind i Værelset ved Siden af, pludselig +og uden et Ord.</p> + +<p>"Hvor er Anna?" spurgte Fru Herding, da +hun fandt Hansen-Maagerup ene i Stuen.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"></a> +"Hun gik," svarede han, opreven og skælvende +af daarlig Samvittighed. "Hun var bleven +noget nervøs."</p> + +<p>"Ja, det kommer jo saadan af og til. Men +det gaar vel over med Tiden."</p> + +<p>Og hun gav sig til at skænke Kaffe.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"></a> +<a name="KAPITEL_XV" id="KAPITEL_XV"></a> +Fru Herding kunde ikke lade være at beklage +sig saa smaat over Flyge.</p> + +<p>Gud, han havde jo saa mange gode Sider +— det skulde hun aldrig nægte. Han var +virkelig saadan et solidt Menneske — og saa +opmærksom ogsaa. Men hun kunde ikke lade +være at finde det mærkeligt, at han slet ikke +syntes at tænke paa Bryllup. Ja, hver Gang hun +drejede Samtalen hen derpaa, var det ligesom +han gerne vilde bort fra Emnet.</p> + +<p>Han var dog saadan stillet — det vidste hun +— at han kunde stifte Hjem naarsomhelst. Ved +Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse +de første Aar, saa i den Retning var der heller +ikke noget at vente efter. Desuden maatte han +være fuldkommen paa det rene med, at hans +Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt +haardt for hende at forsørge den voksne Datter. +Men hvorfor tøvede han saa? Straks da han +var bleven forlovet, havde han erklæret, at han<a class="pagenum" name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"></a> +ikke holdt af lange Forlovelser. Nu syntes han +fuldstændig at have forsonet sig dermed.</p> + +<p>Det var virkelig saa kedeligt med ham. Nu +var Udstyret næsten ganske færdigt — det laa +og fyldte op i alle Gemmer. Hun vidste slet +ikke, hvad hun skulde stille op ...</p> + +<p>Det var for Hansen-Maagerup, hun aabnede +sit Hjerte. Han var efterhaanden atter bleven +en hyppig Gæst i hendes Hjem. Ikke sjældent +gik han derhen i Mørkningen for at faa sig en +Passiar. Han havde vakt stor Deltagelse hos de +to Damer for sit Arbejde for Velgørenheden, ja +undertiden fulgte Anna med ham paa hans +Undersøgelses-Ture. Fru Herding var glad derover: +hun fandt det saa kvindeligt, at en ung +Pige stillede sig Opgaver i Barmhjertighedens +Tjeneste. Og naar han gik med hende ved sin +Side, følte han sig gennemskinnet af en stille +Glæde, som han aldrig før havde kendt.</p> + +<p>Om Bøg talte de nu kun sjældent. Hansen-Maagerup +havde selv en Fornemmelse af, at +han en Gang for alle havde forsvaret hans Sag +saa godt, han formaaede, og at alt, hvad han +kunde føje til, snarest vilde svække det Indtryk, +han havde fremkaldt. Og Anna nævnede aldrig +af sig selv hans Navn.</p> + +<p>Men for Fru Herding var det en stor Lise,<a class="pagenum" name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"></a> +at hun havde fundet En, til hvem hun kunde +betro sine Bekymringer angaaende Flyge.</p> + +<p>Han søgte i Begyndelsen at slaa dem hen +og at trøste hende med, hvad han kunde finde +paa. Men da han i nogen Tid havde tænkt +over Sagen, kom han til det Resultat, at han +gjorde Uret deri. Det var sikkert bedst baade +for Anna og Flyge, om de blev drevne frem til +et afgørende Valg. Kun derigennem vilde de +faa fuld Klarhed over, hvordan de stod til hinanden. +Naar det kom til Stykket, vilde de +maaske begge vige tilbage for at binde sig til +hinanden. Og Bruddet vilde være der.</p> + +<p>Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding +til at holde Flyge til Ilden. Og hun lovede +ham, at om det blev nødvendigt, vilde hun +rentud kræve, at han skulde give klar Besked.</p> + +<p>Flyge selv traf han kun sjældent der i Huset. +Og han havde paa Fornemmelsen, at han med +Flid undgik at blive alene med ham.</p> + +<p>Men en Aften kunde det ikke undgaas, at +de kom til at følges ned ad Gaden, da de +skulde hjem.</p> + +<p>De var længe uden Ord. Flyge gik og +nynnede. Hansen-Maagerup tænkte et Øjeblik +paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der +dog laa dem begge paa Hjerte, og spørge ham, +hvad i Grunden hans Mening var med Anna.<a class="pagenum" name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"></a> +Men han vovede det ikke. Det var ikke sagt, +at Tiden var moden dertil.</p> + +<p>Men omsider fandt han dog, at han burde +gøre Begyndelsen til at bryde Tavsheden.</p> + +<p>"Ja," sagde han, "det er længe siden, at vi +to rigtig har faaet talt sammen, Flyge."</p> + +<p>Han kunde ikke gøre for, at hans Stemme +fik en egen bedrøvet, næsten bebrejdende Klang. +Og Flyge standsede med et Ryk.</p> + +<p>"Jeg vil sige Dig paa Forhaand: jeg afskyr +Opgør," sagde han hæftigt. "Jeg har nok set, +at Du har gaaet om og set engleligt forarget +paa mig — Du og min Svigermo'er ..."</p> + +<p>"Men kære Ven — kære Flyge ..."</p> + +<p>"Jo — jeg ved det. Naa ja — jeg indrømmer +ogsaa, at Du har nogen Grund til at +udspy mig af Din teologiske Agtelse. Jeg optraadte +som Din Ven — Du skænkede mig Din +Fortrolighed — og samme Dag forlovede jeg +mig med den Pige, Du holdt af. Men nu kan +Du tro mig eller lade være, ligesom Du vil: i +det Øjeblik, jeg talte med Dig, vidste jeg ikke, +at jeg selv nogensinde kunde komme til at holde +af Anna. Du ved jo, hvordan jeg tænker og +føler: jeg tror, at alting her i Livet beror paa +Tilfældigheder. Det <em>var</em> en Tilfældighed, at jeg +blev forlovet med hende, Ingen af os havde før +det Øjeblik tænkt paa noget saadant. Men naar<a class="pagenum" name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"></a> +først Afgørelsen er der, saa nær, at den kan +gribes, saa viser man den ikke fra sig. I mange +Tilfælde <em>kan</em> man det ikke."</p> + +<p>"Du skal heller ikke bryde Dig det mindste +om mig mere," sagde Hansen-Maagerup sagtmodigt. +"Bare Du nu selv er rigtig lykkelig."</p> + +<p>De gav sig igen til at gaa.</p> + +<p>"Lykkelig," sagde Flyge roligere "— ja paa +en Maade er jeg naturligvis lykkelig. Jeg har +truffet et Valg — jeg nyder min egen mandige +Beslutsomhed. Saa snart man bare gaar og +venter paa noget, der skal ske, selv om det i +Grunden slet ikke er noget, man ønsker, saa er +Nerverne i Uro. Man føler sig revet ud af de +daglige Fuger, af alle sine Vaner rent ud sagt. +Naar saa Afgørelsen er truffen, ligegyldigt hvordan, +saa faar man Fred. Det maa vel være +det, man kalder Lykke."</p> + +<p>"En fattig Lykke, synes jeg."</p> + +<p>"Mon Livet har den rigere?"</p> + +<p>"Ja men saa hun — Din Forlovede?"</p> + +<p>"Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun +længtes efter Lys og Luft, men hun turde ikke +selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og +tvang hende dertil. Nu har hun faaet Ro."</p> + +<p>"Og hendes Kærlighed — den er Du sikker +paa?"</p> + +<p>"Sikker — nej. Jeg ved ikke, om hun føler<a class="pagenum" name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"></a> +noget af den Slags. Ikke en Gang, om hun +overhovedet magter den Følelse."</p> + +<p>"Men om der nu ..."</p> + +<p>"Om der kom en Anden, hun holdt af, vilde +Du sige. Men det gør der ikke. Du skal lægge +Mærke til, at der er meget faa Mennesker, der +har Evner til de saakaldte store Følelser. De +elsker den Religion, det Land, de Forældre, +Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de +Digtere og det Væsen af det andet Køn, som +man har vænnet dem til at dyrke. Andet falder +dem slet ikke ind, med mindre da Maden er +rent uspiselig og Digterne fuldkommen idiotiske +og Væsenet af det andet Køn river Øjnene ud +af Hovedet paa dem. Anna svigter ikke, og +hun vilde ogsaa blot blive ulykkelig, hvis hun +gjorde det."</p> + +<p>"Jeg kan ikke lide saadan Tale, Flyge. Det +vil jeg sige Dig, det kan jeg ikke. Jeg synes +ligefrem, Livet ikke var værd at leve, hvis Du +havde Ret."</p> + +<p>"Hvem siger ogsaa, at det er det?"</p> + +<p>"Og hvis Du nu tager fejl — hvis der nu +alligevel havde været en anden Lykke for hende +— hvordan vil Du saa kunne bære Ansvaret +for, at Du har draget hende bort fra den?"</p> + +<p>"Jeg faar jo i saa Fald min Straf. Jeg skal +jo giftes med hende."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"></a> +Hansen-Maagerup var lige ved at forsøge paa +at <span class="sic" title="[sic]">udforske</span> ham om hans Bryllupsplaner. Men +han vovede det ikke. Han var bange for at +give Anledning til, at Flyge skulde bryde overtvært +og tage sin Beslutning. Og han følte sig +ikke mere sikker paa, at dette vilde blive Signalet +til, at den skæbnesvangre Forbindelse +hævedes.</p> + +<p>Det var med tungt Hjerte, at han lidt efter +tog Afsked med ham.</p> + +<p>Men Flyge drev ind ad Byen til. Skønt han +overfor Hansen-Maagerup havde ladet ganske +ubekymret, havde dog dennes Ord vakt en +Række urolige Tanker hos ham, som i den +sidste Tid havde forfulgt ham som onde Drømme. +Siden Sommeren paa Landet havde han vænnet +sig til at døse alle Bekymringer ind i en doven +Sorgløshed, der til Tider hartad imponerede ham +selv. Men under denne havde en hel Skala af +ubesvarede Spørgsmaal trængt paa. Voldelig +holdt nede var de men ikke døde. Og der behøvedes +blot det, at en Anden gav dem Ord, +for at de skulde bryde de Fortøjninger, der +holdt dem tilbage.</p> + +<p>Uden at han havde gjort sig Grunden klar, +var Brylluppet efterhaanden kommet til at staa +som en Skræmsel for ham. Han havde søgt at +bilde sig selv ind, at det, han frygtede, blot var<a class="pagenum" name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"></a> +de ydre Forberedelser. Det var Opgivelsen af +Ungkarlehjemmet, Indretningen af en ny Lejlighed, +Indkøbene af Møbler, alle Formaliteterne +med gejstlige og verdslige Embedsmænd — tilsidst +selve Bryllupsdagen med dens Udfoldelse af +Familiefølelser, dens Opmærksomheder, for hvilke +man skulde krumbugte sig og være taknemmelig, +Visiterne og Vennernes Flovser og Hvedebrødsdagenes +Sentimentalitet. Men nu gjorde +han sig det mere og mere klart, at alt dette +var Smaating i Sammenligning med det, at han +vilde blive bunden til en fremmed Kvinde. Hun +skulde trænge sig ind i alle hans Livs Timer. +Aldrig vilde han kunne fordre at have noget for +sig selv. En Umyndig vilde han blive, fik ikke +mere Lov at vælge den Mad, han vilde spise, +de Nydelser, hvori han vilde søge Hvile, de +Tanker, han vilde tænke. Thi han vidste med +sig selv, at han ikke ejede den Herskervillie, der +faar alle sine Omgivelser til at tjene sig.</p> + +<p>Han kunde ikke længere skjule det: han +turde i Grunden ikke gifte sig med Anna.</p> + +<p>Og alligevel holdt han af hende — saa +meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive +hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme +Kærtegn var blevne ham en kær Vane, +som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. +Der kunde gaa lange Tider, uden at<a class="pagenum" name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"></a> +han saa hende, og han følte intet Savn. Men +han trængte til at eje Bevidstheden om, at han +naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.</p> + +<p>Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, +des mere ophidset blev han. Saa dumt og +ufint det var — dette at man for at være sikker +paa at eje en Kvinde skulde have hende gaaende +Dag ud og Dag ind i sin Stue. Talen var jo +dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes +at ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke +beholde sin Frihed og Uafhængighed, naar man +vilde være tryg for, at hun ikke forlod En? +Var det Forsørgelsesspørgsmaalet, der var det +afgørende, saa skulde han gerne forpligte sig +til at yde hende et passende Underhold. Hun +skulde aldrig komme til at lide nogen Mangel.</p> + +<p>Naar alt kom til alt, saa var det jo kun +nogle af Ægteskabets saakaldte Fordele, han +vilde give Afkald paa. Det var den daglige +Gniden sig op ad hinanden, som man plejede +at kalde Hjemmets Lykke. Hun skulde tilhøre +ham og være ham tro — andet forlangte han +ikke: sin Personlighed fik de begge to Lov til +at beholde. Saaledes vilde de kunne bevare +Forholdet finere og kyskere end de Fleste formaaede +det.</p> + +<p>Men det var umuligt at sætte noget saadant +igennem — det var han ganske paa det rene<a class="pagenum" name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"></a> +med. Om han saa ti Gange kunde overbevise +Anna om, at det var rettest saaledes, hun vilde +dog aldrig vove det. Og dristede hun sig alligevel +til at tænke derpaa, saa skulde Moderen nok +vide at tage Modet fra hende.</p> + +<p>... Han var uden at tænke derpaa kommen +midt ind i Byen og gik nu ned ad Østergade. Der +færdedes smaa Klynger af Folk, som kom fra +Teatre og Selskaber. Nogle vandrede afsted i +træt Familielykke, slæbende paa halvsovende +Børn, hastende mod Hvile. For Andre begyndte +nu først Aftenen. De strøg gennem Gaden som +Rovfugle, der spejdende hviler paa de udspilede +Vinger. Der var Kvinder med begærligt lurende +Øjne, Mænd, der drev afsted paa maa og faa +uden Maal og uden at kunne beslutte sig til at +gaa hjem, smaa støjende Flokke, der valsede +hen ad Fortovet, leende og snakkende, snart +delende sig parvis, snart samlende sig til en +fælles Raadslagning om, hvilke Glæder man +skulde søge for Resten af Aftenen og Natten ...</p> + +<p>Det var et saadant Selskab, Flyge pludselig +saa sig omringet af. Og ud af Kresen skingrede +imod ham en høj Kvindestemme.</p> + +<p>"Hr. Flyge — halløj — godaften Hr. Flyge ..."</p> + +<p>Han standsede og saa i Skæret af en elektrisk +Gadelygte Fru Ellis Birgers Katteøjne flimre<a class="pagenum" name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"></a> +sig i Møde. Hun var i en højrød Aftenkaabe, +og hendes Ansigt var blegt.</p> + +<p>Det øvrige Selskab larmede op. Fru Ellis +præsenterede. Der var en Maler, en Journalist +og en Grosserer og endelig Hr. Birger. Men +Sidstnævntes Genkendelsesevne var sløret af +en Rus.</p> + +<p>"Undskyld," sagde han og trykkede noget +klamt Flyges Haand, "jeg kunde sgu ikke kende +Dem."</p> + +<p>"Gaar De med, Hr. Flyge?" sagde Fru Ellis. +"Vi skal op et Sted og have os noget vaadt."</p> + +<p>Og hun stak sin Arm ind under hans.</p> + +<p>Flyge lod sig drage med. Han vilde i dette +Øjeblik have fulgt med hvem det skulde være, +blot han slap for at være alene. Men iøvrigt +kunde han ikke nægte, at Gensynet med Fru +Ellis voldte ham et eget Behag. Der var en +saa velgørende Tomhed hos hende. Derfor +kunde man være sammen med hende uden at +blive træt.</p> + +<p>Selskabet gik hele Strøget igennem. Fru +Ellis næsten dansede hen ad Fliserne. Hun blev +ved at holde Flyge under Armen og nødte ham +undertiden til halvt om halvt at sætte i Løb.</p> + +<p>Foran paa Vesterbro gik de ind paa en Restaurant. +Det store Lokale var overfyldt. Som +et Vand med talrige Svømmere laa det elektriske<a class="pagenum" name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"></a> +Lys, blaanende i Tobakstaagen. Hver eneste +Plads var optagen — af Mennesker, der spiste +og drak, Mennesker, der anstrengte sig for at +komme i Stemning, Mennesker, der i Ensomhed +søgte at slide Timerne. Og stedse kom der +andre Mennesker ind ad Indgangsdøren, saa sig +om efter et Bord, hvor de kunde slaa sig ned, +og gik deres Vej, naar det viste sig, at intet +saadant var ledigt.</p> + +<p>Birger greb en Opvarter, der kom svirrende +med nogle Fade, i Kraven, saa han standsede.</p> + +<p>"Hansen," sagde han, "lad os faa et Bord +for Satan!"</p> + +<p>"Der er skam ikke i Øjeblikket, Hr. Birger," +sagde Opvarteren. "Men det der ovre i Hjørnet +bliver straks ledigt."</p> + +<p>Og han forsvandt igen.</p> + +<p>Men Selskabet gik hen til det Bord, hvortil +det var blevet henvist, og stillede sig paa +Vagt ved det, indtil de, der havde optaget det, +rejste sig.</p> + +<p>"Saa snupper vi det," sagde Fru Ellis. +"Kom her, Drenge! Hvad skal vi nu ha'e? +Skum? ... Næ — først maa vi ha'e noget at +spise ... Hvad skal vi tage?"</p> + +<p>"Jeg har spist," sagde Flyge.</p> + +<p>"Sludder — man kan altid spise ... En +lille Fugl — hva'? Skal vi tage en Fugl? ...<a class="pagenum" name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"></a> +De der! Opvartermand! Alvorsmand! Pip over +det hele!"</p> + +<p>Opvarteren nærmede sig med et velvillig-bekymret +Ansigt.</p> + +<p>"Vi vil ha'e Pip, forstaar De — Pipfugl ..."</p> + +<p>"Vi har en udmærket Hjerpe."</p> + +<p>"Ja — lad os bare tage Hjerpe — og hvad? +Øl? ... Nej Vin ... De kan give os, hvad De +vil — bare den bliver go' ... Og saa noget +Smør og Ost — og Dessert — foreløbig ... +Er Du gal — jeg tror min Sandten, Du sover!"</p> + +<p>Birger havde sænket sit Hoved ned mod +Bordet, lig en altfor safttung Blomst.</p> + +<p>"Det gaar ikke," sagde hans Kone. "Saa +maa Du gaa ud og faa noget Vand over Hovedet. +Hører Du — ud med Dig!"</p> + +<p>Birger rejste sig og gik med tunge, vaklende +Skridt ud af Lokalet.</p> + +<p>"Han kan heller aldrig taale noget," vrissede +Fru Ellis. "Han er en kedelig En ... +Kom her — jeg maa ha'e En ind i Sofaen til +mig. Nej ikke Dem" — Grossereren vilde rykke +ind ved Siden af hende — "det skal være +Hr. Flyge — han skal være min Kavaller for i +Aften."</p> + +<p>Flyge satte sig i Sofaen, tæt op ad hende. +Men han følte ikke mere nogen Glæde ved hendes +Nærhed. Vel vilde han sidde ved hendes<a class="pagenum" name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"></a> +Side, men de to skulde være alene, og hendes +Pludren skulde blot fylde Stilheden om ham. +Nu sad hun der og larmede uskønt bakkantisk. +Og rundt om hende disse Mænd, der gloede paa +hende med paatrængende Fortrolighed og som +ikke gjorde nogen Indsigelse mod, at en Fremmed +trængte sig ind i Kresen, fordi de betragtede +hende som en Art Fælleseje, som ingen +Mand vilde tænke paa at hævde for sig alene.</p> + +<p>Han saa ind i hendes spillende Øjne — Pupillerne +var som svigefulde Svælg ned til Afgrunde, +hvor der ikke var Fæste. Han fulgte +hendes smidige Hænders Leg — de var som to +graadige Væseler, der snoede sig efter Bytte. +Hans Øje dvælede ved hendes fine, vævre Skikkelse +— den syntes som skabt til at omslynges, +men altid vilde den frigøre sig og synes lige +uberørt og barnlig. Og han gjorde sig det +klart, at hos hende var der kun usikre Eventyr +at finde.</p> + +<p>Men pludselig var det netop Eventyret og +det usikre, der drog ham. Var det maaske ikke +hans Livs store Fordærv, at han altid lod sig +vugge i smult Vande? Han bevægede sig mellem +lutter trygge Ankerpladser, og den ene +syntes ham ligesaa god som den anden. Var +det da ikke bedre, at der et Steds der ude +— der hvor Søen taarnede sig mørkegrøn og skumkammet<a class="pagenum" name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"></a> +— fandtes en Ø med rankere Træer +og rødere Blomster end dem, han hidtil havde +kendt? Der vilde han gaa i Land, og han vilde +for bestandig dvæle der, og uden Frygt skulde +han se Bølgerne brydes rundt om sig ...</p> + +<p>Der var kommet Vin paa Bordet. Han fyldte +sit Glas og hævede det mod Fru Ellis. Og +hendes Øjne glimtede ham i Møde.</p> + +<p>Omkring dem boblede Larmen op. Maleren +sagde nærgaaende Vittigheder til Fru Ellis, +Grossereren krympede sig i Latter, og Journalisten +smilede beskyttende. Men Flyge havde +ikke Øje for Nogen af dem. Han sad blot og +saa paa Fru Ellis, og det syntes ham, at han +tvang hendes Blik stadig mere og mere ind +i sit.</p> + +<p>Hr. Birger kom tilbage. Han bævede af +undertrykt Beruselse og flød tavs ud paa en +Stol. Ingen af de Andre ænsede ham. Og i +Lokalet syntes man at anse hans Tilstand for +en Selvfølgelighed. Der var indadvendt Fuldskab +baade her og der.</p> + +<p>Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit +Glas og hævede det højt over sit Hoved. For +Flyge var det, som om Vinens Rødme lagde et +Solskær over hende.</p> + +<p>"Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, +mine Trofaste! Kan I se, hvor det skinner rødt!<a class="pagenum" name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"></a> +Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det +har jeg ogsaa — jeg har Ild, og den skal rense, +siger man. Nu vil vi glemme alt det, som vi +gaar og grunder paa til daglig: vi har jo Allesammen +vores. Jeg har ingen Roller, og Du, +Maler, faar ikke noget solgt. Du arme Pressedjævel +er ved at gaa i Hundene, Grossereren +har <span class="sic" title="[sic]">Podraga</span>, Birger er saa fuld som et Marsvin +og Hr. Flyge er forlovet! Men det bryder vi os +ikke om! Det blæser vi et Stykke! For i Aften +vil vi være glade og tilbede Ilden! Kom her alle +fem — frem med Ho'derne — nej kom her +med dem — frem over Bordet — saa skal jeg +indvie Jer ...!"</p> + +<p>De bøjede Alle Hovederne frem. Fru Ellis +dyppede Fingerspidserne i sit fyldte Glas og +stænkede hver af Herrerne et Par Draaber i +Hovedet. Saa kastede hun Glasset med Resten +af dets Indhold mod Gulvet, saa det splintredes +i mange Stumper.</p> + +<p>"Hansen — et nyt!" raabte hun. "Skidt +hvad det koster! Bagefter skal vi have Skum!"</p> + +<p>Alle Herrerne lo. Grossereren klappede. Han +havde runde, udstaaende Øjne, der helst dvælede +ved Udskæringen i Fru Ellis' Kjole.</p> + +<p>"Skal vi ikke ha'e Østers?" snøvlede han. +"De er go'e for Tiden. Østers om Vinteren og +Kærlighed om Sommeren ..."</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"></a> +"Nej, vi skal hverken ha'e Østers om Vinteren +eller Kærlighed om Sommeren ... Pas +paa Deres Øjne, Iversen, De spilder dem paa +Dugen ... Birgermand, Du skal vist udenfor ..."</p> + +<p>Birger stønnede saare. Og han rejste sig +vaklende og gik ud.</p> + +<p>Fru Ellis var denne Aften ganske ellevild. +Hun udbragte Skaaler og uddelte smaa, behændige +Naalestik til hver især. Men alt, hvad hun +sagde, tjente kun til at hidse dem. De rykkede +hende bestandig nærmere. Grossereren var halvt +om halvt inde i Sofaen ved Siden af hende, de +Andre bøjede sig idelig frem imod hende. Kun +Birger syntes ganske sløv. Han var bleg og +bevægede sig hyppigt ud og ind.</p> + +<p>Men Flyge sad med en tydelig Fornemmelse +af, at det hele var en Forestilling, som hun +arrangerede for ham alene. Han saa disse +Mænd bøje sig under hendes Dressur, og han +syntes, at hun paakaldte hans Bifald. Undertiden +trykkede hun hans Haand under Bordet, +og hun blinkede til ham og drak ...</p> + +<p>Da følte han det, som om den Ild, hun +havde indviet ham med, glødede gennem alle +hans Lemmer. Alt, hvad der i hans Sind havde +stemt sig imod hende, det slappedes og gled til +Side. Han havde for et Par Timer siden fornægtet<a class="pagenum" name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"></a> +Lykken — nu blev han atter En af dens Troende. +Kun var denne Lykke ikke noget, der maaltes +ud i Alenvis, ikke en Sum af stille dvælende +Tilfredshed, knap en smuk Drøm. Den var et +Glimt, et Sus, et Jag af Ild. Men kun den +kunde gribe den, der ikke kendte Frygt, ingen +muldne Betænkeligheder, ingen klamme Skrupler ...</p> + +<p>... Forlængst var det adstadige Publikum +forsvundet fra Kaféen. Dørene var lukkede: +ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der +nu sad, fornam sig mere og mere som et sluttet +Selskab. Man følte ikke længere nogen Undseelse +for hinanden men lagde højlydt sine Følelser +for Dagen. Opvarterne gled om og betjente +Gæsterne med urokkelig Overbærenhed, +som fodrede de Dyr.</p> + +<p>Paa Bordet foran Fru Ellis og hendes Selskab +var det ene Sæt Flasker efter det andet +tonet frem. Champagnen havde bruset, Whiskyen +havde bredt sin <span class="sic" title="[sic]">tøre</span> Frækheds Aande. Saa havde +man ladet sig hidse af Kaffe og inddovne af +Likører. Og nu var Herrerne blevne trætte. +Birger sov ganske aabenlyst, og de Andre døsede +over Cigarerne, hvis hvide Aske fredeligt dryssede +ned ad dem. Kun Fru Ellis og Flyge var +fordybede i Samtale.</p> + +<p>Og Fru Ellis syntes pludselig at være bleven<a class="pagenum" name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"></a> +en Anden end den, han før havde kendt. Hendes +Øjne glimtede ikke som for lidt siden, de +var blevne dybere og havde faaet en fugtig og +varm Glans, og de lange, mørke Vipper skyggede +for dem som en blid Sorg. Hendes Stemme +var dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, +var fine og vemodige ... Hun fortalte ham om +sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig +Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan +hun stedse søgte Mennesker og kun fandt +Mandfolk — for Kvinderne dem var hun jo forlængst +færdig med, saadan som hun var. Og +Flyge sad og lyttede. Han greb hendes Haand +og beholdt den, og han tænkte ikke over det. +Og han saa hende ind i Øjnene og syntes, at +han sank ned <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: i en">i</a> saa stærk og dyb en Sjæl, +hvor han kunde finde Hvile. Men det var ikke +en tam Tilfredshed som den, han følte sammen +med Anna — det var en Følelse, der helt omsluttede +hans Væsen og som gennemglødede det +med en Varme, han aldrig før havde fornummet.</p> + +<p>... Langt om længe enedes man om Opbrud. +Birger ruskedes vaagen, og Regningen +forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. +Det øvrige Selskab syntes ikke at skænke +dette Spørgsmaal en Tanke.</p> + +<p>Da man kom ud paa Gaden, havde en tæt +Taage lagt sig over Byen. Husene paa den<a class="pagenum" name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"></a> +anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt +som døde, sorte Masser. Og enkelte Lygter +stirrede mat frem, ude af Stand til at gennemtrænge +Skydampene, røde og afmægtige som +betændte, halvblinde Øjne.</p> + +<p>Man blev enig om at tage Droske. Birger +blev anbragt paa Bagsædet i en af Vognene. +Fru Ellis greb Flyges Arm og smuttede ind med +ham. Hun smækkede Døren i, inden Grossereren, +der med vaklende Skridt nærmede sig, var +naaet hen til den.</p> + +<p>Flyge raabte ud ad Vinduet Ægteparret Birgers +Adresse til Kusken. Birger var allerede +sunken ganske livløs sammen.</p> + +<p>Og mens Vognen gled gennem Taagesøen, +mærkede Flyge, at et Pur af Haar strøg sagte +hen over hans Kind ...</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"></a> +<a name="KAPITEL_XVI" id="KAPITEL_XVI"></a> +Det Øjeblik stod for Døren, da Viggo Bøgs +Opfindelse skulde prøves af de Sagkyndige. +Gennem Modløshed og idelige Tvivl, gennem +Fejltagelser og mislykkede Forsøg var han naaet +frem til et Resultat, et Fremskridt i Brødfabrikationen, +som han følte sig sikker paa.</p> + +<p>Hvad han havde fundet var, sagde han selv, +meget beskedent. Men hans Opfindelse vilde +dog betyde en lille Besparelse for hele Samfundet. +Han havde regnet ud, at hvis den +trængte igennem og blev indført i alle Fabrikker, +maatte Brødet kunne sælges nogle Øre billigere +end i Øjeblikket. Og sammen med Hansen-Maagerup +morede han sig med at regne ud, +hvor stort et aarligt Beløb der derved kunde +indvindes for fattige Familier, eftersom deres +Børneantal var til.</p> + +<p>"Meget bliver det maaske ikke," sagde han. +"Det kan være, der er dem, som knap nok vil +kunne mærke det. Men det er altid et Fremskridt.<a class="pagenum" name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"></a> +Og jeg synes dog, jeg har Lov til at +være glad over det."</p> + +<p>"Det har Du," sagde Hansen-Maagerup +løftet, "og Du har fortjent alt, hvad Du kan faa +ud af det."</p> + +<p>"Ja ser Du, jeg har jo ikke selv Kapital, +saa jeg kan udnytte Patentet. Men jeg vil tilbyde +Opfindelsen til Fabrikken. Der vil naturligvis +gaa ikke saa kort Tid, inden den faar sin +Anlægskapital ind igen. Men jeg tror, Sagen +er saa sikker, at der ikke er noget at betænke +sig paa."</p> + +<p>"Er det da Din Mening, at Fabrikken skal +have hele Fordelen?"</p> + +<p>Bøg smilte.</p> + +<p>"Nej, det er det sandelig ikke," sagde han. +"Naturligvis skal den have sine Udgifter dækkede. +Og en Godtgørelse for Risikoen maa den +ogsaa have. Men hvad der ellers kan spares +ved Opfindelsen, skal komme Forbrugerne til +gode. Det vil jeg betinge mig i Kontrakten."</p> + +<p>"Og Du tror, Direktionen gaar ind paa +det?"</p> + +<p>"Ja naturligvis — hvorfor skulde den ikke +det? Skaffe de Fattige billigere Brød — det er +jo noget, som vi Allesammen gerne vil. Desuden +bliver det Fabrikken, der faar hele Æren. +Hvad jeg har gjort, er det mindste af det <a class="pagenum" name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"></a>den +er det, der skal føre hele Sagen frem i +Livet."</p> + +<p>"Har Du talt med Direktøren om det?"</p> + +<p>"Nej, det har jeg ikke. Jeg kan jo ikke give +mig til at forhandle, synes jeg, før Opfindelsen +er prøvet og funden god. Men jeg er sikker i +min Sag. Jeg har undersøgt alting saa nøje: +jeg <em>kan</em> ikke have taget fejl. Det værste er, at +min Metode maaske gør nogen Arbejdskraft +overflødig. Men ogsaa den Side af Sagen har +jeg tænkt paa. Tabet bliver mange Gange +mindre end Fordelene. Og saa maa Offeret jo +bringes. Desuden vil Opfindelsen trænge saa +langsomt igennem, at Folk faar rigelig Tid til +at træffe deres Forholdsregler."</p> + +<p>... Bøg havde henvendt sig til en anset +Videnskabsmand og bedet ham i Forening med +Fabrikkens Direktør bedømme Opfindelsen. Han +havde sendt ham sine Planer og Tegninger, fra +ham skulde de gaa videre til Direktøren. Bøg +gik nu og ventede paa at blive tilsagt til et +Møde, hvor han saa vilde faa deres Mening at +vide.</p> + +<p>Selv var han overmaade rolig. Men Hansen-Maagerup +var syg af Utaalmodighed. Hver Dag +ventede han, at Svaret maatte komme. Naar det +ringede paa Dørklokken, isnede Lyden igennem +ham, og han styrtede febrilsk ud for at se, om<a class="pagenum" name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"></a> +det ikke skulde være Brev. Saa kunde det +hænde, at det virkelig var Postbudet, der havde +ringet, og han kom stormende ind med Brevet, +sikker paa, at det maatte være det rette. Og +naar det saa viste sig, at det var et andet, +ligegyldigt, kunde han næsten harmes over +Bøgs Ro.</p> + +<p>Han kendte ham ikke igen: han, som ellers +kunde være saa ilter ...</p> + +<p>Men Tiden trak ud, og der kom ingen Besked. +Bøg besørgede hver Dag sit vante Arbejde +paa Fabrikken, men Direktøren var tavs. +Og Bøg kunde ikke overvinde sig til at spørge.</p> + +<p>Tilsidst blev Ventetiden ham dog for lang. +Han mindede Direktøren om Sagen. Og Direktøren +lovede at bringe den i den ansete Videnskabsmands +Erindring.</p> + +<p>Et Par Dage efter havde han Besked. Professoren +havde endnu ikke haft Lejlighed til at +sætte sig ind i Sagen. Men nu lovede han, +at den skulde blive fremmet saa hurtigt som +muligt.</p> + +<p>Saa ventede Bøg og Hansen-Maagerup +paany.</p> + +<p>Men omsider kom da Dagen, da det afgørende +Møde skulde finde Sted.</p> + +<p>Hansen-Maagerup stod i Brand fra om Morgenen, +han glinsede og glødede, og han flakkede<a class="pagenum" name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"></a> +bestandig om i Værelset, satte sig hist, rejste +sig atter op, drønede med tunge Skridt hen ad +Gulvet, greb en Bog og slap den efter faa Minuters +Forløb. Ind imellem fortabte han sig i +alle de Muligheder, der vilde aabne sig, naar +Opfindelsen nu var bleven godkendt og skulde +gaa sin Gang gennem Verden. Hvordan Bøgs +Navn vilde flyve rundt og blive nævnet med +Ære — hvordan man vilde fejre ham paa Fabrikken +— hvordan maaske en skønne Dag en +højtstaaende Person vilde lade ham tilsige, fordi +han var bleven greben af Beundring for hans +Snille og ønskede at støtte ham paa hans fremtidige +Løbebane ...</p> + +<p>Men da Bøg var gaaet, grebes Hansen-Maagerup +af Gru. Om der nu blot var en lille +Fejl i de Beregninger, Opfindelsen hvilede paa, +saa vilde den maaske helt styrte sammen. En +saadan lille Fejl var det, han selv stadig havde +bævet for, da han forberedte sig til Eksamen, +og Skrækken sad ham endnu i Blodet.</p> + +<p>Den lille Fejl — den lille Fejl! Oprindelig +havde Muligheden derfor staaet for ham som et +ubetydeligt Kryb, et lille ondt og giftigt Bestie +kanske men alligevel et, som kunde overvindes +og udryddes. Men i Tidens Løb havde den +skudt Vækst. Den var bleven til et stort, +klamt Uhyre med ubarmhjertige, forstenende Øjne<a class="pagenum" name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"></a> +— et mystisk Væsen, som virkede lammende +paa den, der kom det nær. Den var intetsteds +og allevegne, denne Fejl. Den kunde ligge saa +lige for, og alligevel kunde det være umuligt +at faa Øje paa den. Naar galt skulde være, +kunde Bøg have begaaet en Fejl i den lille +Tabel, og alle hans Beregninger kunde snuble +derover.</p> + +<p>Efterhaanden som Timerne gik, blev han +mere og mere hjertegreben af Angst for, at +noget saadant virkelig skulde være sket. Ja +han følte sig næstendels sikker paa, at det +maatte være Tilfældet. Han var i sit Liv saa +vant til at møde Uheld, saa han næsten forudsatte, +at det til Stadighed laa og lurede ikke +blot paa ham selv men ogsaa paa de Mennesker, +han holdt af.</p> + +<p>Havde han blot tænkt paa alt det, inden +Bøg gik: han vilde have tvunget ham til endnu +en Gang at se sine Beregninger igennem. Et +Øjeblik foer den Tanke ham gennem Hovedet, +at der endnu var Tid. Han maatte sporenstregs +se at faa sendt Bud hen paa Fabrikkens Kontor, +hvor Samtalen skulde finde Sted. Under et +hvilketsomhelst Paaskud maatte han se at faa +Bøg til afbryde den straks og faa den videre +Forhandling opsat til en anden Dag. Var der<a class="pagenum" name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"></a> +virkelig en Fejl, vilde han da have Tid til at +rette den ...</p> + +<p>Men en Smule Eftertanke sagde ham, at +han intet vilde kunne udrette. Han vilde blot +blive let ud og maaske volde Bøg en Ærgrelse.</p> + +<p>Saa foldede han sine Hænder og bad til +Gud, at Fejlen ikke maatte være der men at +Velsignelse maatte gro op af det Menneskeværk, +der idag skulde staa sin Prøve. Og da +han havde gjort det, følte han sig roligere til +Mode.</p> + +<p>Nede fra Etagen nedenunder lød der Klaverspil +op til ham. Der var Nogen, der øvede sig +paa en Melodi. Naar den Spillende var naaet +til et bestemt Sted, gik Melodien i Stykker ... +Det var ganske interessant at følge med og se, +hvor ofte det vilde gentage sig, inden Vanskelighederne +var overvundne. Han indgik i Tankerne +Væddemaal med sig selv og gav sig samvittighedsfuldt +til at tælle.</p> + +<p>Det adspredte ham for en Tid.</p> + +<p>Siden kom Anfaldene af Angst af og til +igen. Men han var utrættelig i at finde paa +ørkesløse Sysler for at holde dem nede ...</p> + +<p>Omsider kom da Bøg hjem. Der var et +underlig slapt Smil om hans Mund, da han +traadte ind ad Døren.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"></a> +Hansen-Maagerup trippede om ham. Han +havde en Fornemmelse, som malede en stor +Kværn i hans Indre. Han formaaede ikke at +tyde Udtrykket i sin Vens Ansigt, og han turde +knap spørge.</p> + +<p>"Naa?" sagde han da omsider.</p> + +<p>"Ja," sagde Bøg i en træt Tone, "med Opfindelsen +er der ikke noget i Vejen. Det vidste +jeg ogsaa nok. Mine Beregninger var rigtige. +Det <em>kunde</em> ikke slaa fejl."</p> + +<p>"Jamen hvad sagde de da?"</p> + +<p>"Professoren var meget venlig. Det var +virkelig et betydningsfuldt Fremskridt, sagde han. +Og Ideen tydede paa ualmindelige Evner ... +Ja han sagde saamænd, at den vilde kaste Glans +over dansk Videnskab ..."</p> + +<p>Hansen-Maagerup bøjede Hovedet. Nu da +den store Glæde var der, følte han sig næsten +overvældet deraf. Han formaaede ikke ret at +rumme den.</p> + +<p>"Det var da en Glæde," sagde han kun.</p> + +<p>"Direktøren var ogsaa meget anerkendende. +Men han nævnede jo straks den store Anlægskapital."</p> + +<p>"Han mente da ikke, at det kunde være +nogen Hindring?"</p> + +<p>"Nej — det gjorde han ikke. Han turde +love mig, sagde han, at Selskabet nok skulde<a class="pagenum" name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"></a> +overtage Risikoen. Der er i Virkeligheden ingen, +skønt der kræves straks Maskiner for over hundred +Tusinde Kroner."</p> + +<p>"Det var meget!"</p> + +<p>"Ikke for meget. Gevinsten vil jeg anslaa +til 60—70,000 om Aaret. Saa Du ser, det vil +ikke vare saa farlig længe, før det er fuldstændig +dækket."</p> + +<p>"Bøg — jeg kan ikke sige Dig, hvor jeg er +glad."</p> + +<p>"Aa — lad os nu først se, om der er +Grund til det. For nu kommer det an paa, om +jeg kan faa en Kontrakt med Selskabet som jeg +vil have den."</p> + +<p>"Det maa Du da sagtens kunne."</p> + +<p>"Det skal Du ikke sige. Jeg bragte det jo +straks paa Bane ..."</p> + +<p>"Og hvad sagde han saa?"</p> + +<p>"Han slog det hen. Han klappede mig paa +Skulderen og sagde, at jeg var en stor Idealist, +men jeg lærte vel at se mere praktisk paa +Tingene. Han skulde nok sørge for, at jeg blev +tilfreds."</p> + +<p>"Havde han da noget andet at foreslaa?"</p> + +<p>"Ja. Han nævnede, at Selskabet maaske +vilde give mig en større Sum straks for Opfindelsen +og saa en passende Tantième ..."<a class="pagenum" name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"></a> +"Men det tog Du da imod?"</p> + +<p>"Tog imod? Jeg har jo sagt Dig, at jeg vil +have, min Opfindelse skal komme Forbrugerne +til gode. Jeg vil have mit Arbejde betalt, og +Fabrikken skal have en rimelig Fortjeneste. Lad +den beregne sig sin Anlægskapital og en halv +Snes Procent, saa mener jeg, den kan staa sig +ved Forretningen. Men hvorfor skulde disse +Aktionærer høste saa at sige hele Fordelen? +Eller jeg? Hvad er mit Arbejde i Grunden +værd?"</p> + +<p>"Jeg synes dog ..."</p> + +<p>"Maagerup — Du maa ikke sige mig imod. +Og jeg skal sige Dig en Ting: jeg synes ikke +rigtig, jeg kunde faa Mod til at tage mod alle +de Penge — nu, i min Alder. Det vilde ligesom +blive saa tomt for mig, naar jeg ikke mere +havde noget at arbejde hen til for mig selv — +jeg er bange for, at Pengene vilde tage min +Villie fra mig ... Nej, nu taler vi ikke mere +om det. Nu kunde jeg godt lide, at vi gik ud +sammen — det er saa længe siden ..."</p> + +<p>Lidt efter sad de to Venner sammen paa en +Restaurant. Maaltidet var ikke overdaadigt, men +blot det ikke at søge til det sædvanlige Spisekvarter +var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad +hensunken i en sagte snurrende Lyksalighed og<a class="pagenum" name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"></a> +drak bestandig paa sin Vens Velgaaende, mens +denne udviklede sin Fremtids Planer. Hvordan det +saa gik, maatte vel nu Fabrikken holde paa +ham og maaske forbedre hans Stilling — og +han kunde faa Tid at dyrke sine Studier — og +gøre nye Opfindelser naturligvis ... Det kunde +nu more ham at finde paa noget Djævelskab af +en eller anden Slags, som blot skulde være til +at more Folk. Allerede dæmrede der noget for +ham om en ny Art Lysvirkninger, som særlig +kunde anvendes ved Illuminationer og som +havde den Fordel, at de var langt billigere end +noget af, hvad man hidtil havde kendt. Det +skulde tindre og gløde og skinne, saa Folk +blev glade af det og lette i Sindet og holdt +op med at gaa og tænke surt ... Men det +vilde han have Penge for — ikke saa faa Penge +endda ...</p> + +<p>Men naar han talte om, hvad Livet endnu +kunde tiltænke ham, var der Øjeblikke, hvor +han blev tavs. Og Hansen-Maagerup saa forknyt +og raadvildt paa ham — som en Hund, +der føler, at dens Herre er forstemt og som saa +inderlig gerne vilde hjælpe, naar blot den vidste +sine levende Raad.</p> + +<p>Og da Aftenen kom og de sad sammen i +et Koncertlokale, hvor de havde søgt hen for +at lade Lyden af Orkestermusikken og af mange<a class="pagenum" name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"></a> +Menneskers Summen stemme sig til Fest — da +krævede Dagens Spænding sin Ret. Rundt om +dem rørte Livet sig — men de havde en Følelse +af selv at være udenfor, at sidde langt +borte og se det hele gennem et Slør af Taage.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"></a> +<a name="KAPITEL_XVII" id="KAPITEL_XVII"></a> +I en Maaneds Tid forhandlede Bøg næsten +hver Dag med Fabrikken. Først var det med +Direktøren alene, saa med Aktieselskabets Bestyrelse. +Der blev holdt lange Møder, men man +naaede ikke frem til Enighed. Aktieselskabet +var villigt til at byde ham personligt saa gode +Vilkaar som han kunde ønske sig det, men +man vilde ikke gaa ind paa at lade sig foreskrive, +hvor meget af den Fordel, Opfindelsen +vilde kunne yde, der skulde komme Forbrugerne +til gode. Og Bøg stod paa sit: han vilde ikke +sælge sin Opfindelse paa andre Betingelser end +dem, han først havde stillet.</p> + +<p>Imidlertid var Rygtet om Opfindelsen kommet +ud. I Pressen begyndte man med at omtale +den med patriotisk Rørelse som en brav Sønnedaad +til Landets Velfærd. Derpaa glemte man +den igen. Indtil det en Dag kom frem, at Opfinderen +havde vist sig utilbøjelig til at sælge +den paa hæderlige Vilkaar. Saa lod man ham +faderligt vide, at han vistnok vilde gøre bedst<a class="pagenum" name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"></a> +i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart +og at Hensynet til Almenvellet var vigtigere end +hans private Nykker.</p> + +<p>Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen +ganske naturligt særlig Opsigt. Og en Dag +mærkede Bøg, at de var komne under Vejr med, +at Opfindelsen betød Indskrænkning af Arbejdsstyrken. +Der rejste sig som en kold Mur af +Uvillie mellem ham og dem. Og naar han færdedes +i de store, øde Arbejdsrum, følte han +Stinget af deres mistroiske Blikke.</p> + +<p>Saa indbød han alle Arbejdere i Faget til +et Møde. Han vilde forklare dem, hvori hans +Opfindelse bestod og hvad han haabede at udrette +med den. Bagefter kunde de komme med +deres Indvendinger, og han vilde give dem Svar +derpaa, saa godt han formaaede.</p> + +<p>... Salen, hvor Mødet skulde holdes, brugtes +Aar ud og Aar ind til allehaande. En klam, +uren Lugt af gammelt Snavs slog ud fra dens +Gulv og Vægge. Gaskronen, der hang midt +under Loftet, formaaede kun halvt at oplyse +den. Paa hver Side af Talerstolen viftede Flammen +af et Stearinlys.</p> + +<p>Da Viggo Bøg stod deroppe, syntes han, at +en fjendtlig Skummelhed slog ham i Møde. Han +kendte mange af de nærmeste Ansigter: der var +Arbejderne fra Fabrikken, og paa første Række<a class="pagenum" name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"></a> +lyste Hansen-Maagerups bekymrede Venskab. +Men de, der sad bagerst i Salen, kunde kun +utydeligt skælnes. Han saa Ansigterne tone +blegt frem af Halvmørket, og det var som stirrede +der Kulde og Spot ud af dem.</p> + +<p>Der havde været livlig Samtale, da han +traadte ind, og han havde hørt en Latter, som +skraldede op fra en af Rækkerne. Nu, da han +viste sig paa Talerstolen, blev der tysset paa +de Højrøstede. Det lød, syntes han, som naar +en vaad Svamp gaar hen over en Tavle.</p> + +<p>Men saa blev der ganske stille.</p> + +<p>Han begyndte at tale. Hans Stemme dirrede +lidt — og dog var han ganske rolig. Saa rolig, +at han kunde staa og beregne de rent ydre +Virkninger af sin Tale, lytte til sin Stemmes +Klang, som var det en fremmed.</p> + +<p>Først og fremmest udviklede han sin Opfindelses +rent tekniske Side. Hjemme havde han +anvendt megen Omhu paa at forme det hele saa +simpelt og tydeligt, at det maatte kunne nemmes +af den mest knudrede Hjerne. Og han mærkede, +at han blev forstaaet. Undertiden kom der endogsaa +nede fra Salens <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: nedersfe">nederste</a> Ende en svag +Bifaldsmumlen.</p> + +<p>Og som han nu stod der og talte for disse +Arbejdere, syntes han, at han paany gennemlevede +hele sin Opfindelses Tilblivelse. Han følte,<a class="pagenum" name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"></a> +hvordan den første Tanke derom slog ned i +ham og siden ikke vilde unde ham Ro. Han +syslede med den i sine Tanker i alle de ledige +Timer, han havde. Der var Øjeblikke, hvor +han næsten fordømte den som Galmandsværk +og følte Undseelse overfor sig selv, fordi han i +Alvor havde givet sig af med den. Men saa +kom den igen med større og større Styrke: den +vilde ikke slippe ham, den aad sig ind i hans +Liv. Vanskelighederne syntes mindre og mindre +uoverstigelige, og den Dag kom, da han kunde +begynde paa den praktiske Udformning i Laboratoriet. +Dag efter Dag stred han, arbejdede, +haabede, fortvivlede, følte Sejrsvisheden risle +varmt igennem sig og Frygten for Nederlaget +gribe sig om Hjertet med kold Haand. Men +endelig var da alle Vanskeligheder overvundne. +Sejren kunde ikke længere vristes fra ham — +og nu stod han her, bød sin Gave frem, rede +til at modtage sin Dom ...</p> + +<p>Han var bleven varm. Store Sveddraaber +stod paa hans Pande. Han syntes, at en Bølge +af hed og tung Luft væltede sig op imod ham. +Men han ænsede det knap. Han talte ikke +mere alene til dem, der sad nede i Salen. +Talen var bleven ham et Liv, som han <em>maatte</em> +igennem.</p> + +<p>Og han gik over til at forklare, hvad han<a class="pagenum" name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"></a> +nu haabede at kunne virke med sin Opfindelse. +Brødet var Livet for Menneskene. Gennem det +diede de daglig Moder Jord.</p> + +<p>En Gang havde det været saadan, at de tog +af Jorden, hvad de havde behov — tog det som +det var og aad det. Men den Tid var kommen, +da Moder Jord ikke af sig selv gav sine Børn, +hvad de behøvede for at leve. De maatte vriste +det fra hende, og de maatte kæmpe om det med +Hverandre indbyrdes. Barneforholdet var blevet +krænket.</p> + +<p>Men Kærligheden til Jorden havde de ikke +mistet, og de kunde ikke undvære det Brød, +den skænkede dem. De havde taget Land, hver +sit Stykke, for at dyrke det. Intet af, hvad +Mennesker ejede, følte de sig saa inderligt knyttede +til som til det. Deraf opstod Kærligheden +til Fædrelandet, til Hjemmet, til den Ejendom, +der var nedarvet gennem Slægterne ...</p> + +<p>Og af denne Kærlighed var Kulturen født. +Kulturen var Bestræbelserne for at give Menneskene +igen, hvad de en Gang havde mistet: +Sansen for det gode, det skønne og sande — +og saa Brødet.</p> + +<p>Saa kom han ind paa sin egen Opfindelse. +Maaske betød den kun uendelig lidt, maaske +vilde den om faa Aar være overfløjet af andre, +vigtigere. Men ogsaa den arbejdede dog for<a class="pagenum" name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"></a> +Kulturen, fordi den vilde gøre det en Smule +lettere for Mennesker at faa Brød. Skulde det +vise sig, at den ikke evnede det, da vilde den +dø af sig selv.</p> + +<p>Men om den havde den Betydning, som han +saa sikkert troede, da havde intet Menneske Lov +til at stritte imod den, og Enhver skulde være +villig til at bringe Ofre for, at den kunde vinde +frem. De, som handlede anderledes, de arbejdede +imod Kulturen. Og det var Helligbrøde.</p> + +<p>Han havde under de sidste Ord hørt nogle +Udbrud af Misfornøjelse. Der var bleven slynget +et ironisk Spørgsmaal op til ham, og man +havde leet.</p> + +<p>Men alt dette var ham ligegyldigt nu. Om +han saa ikke vilde kunne overbevise en Eneste +af dem, der sad og hørte paa ham: han maatte +dog tale.</p> + +<p>Og han gik over til at omtale, hvordan nu +Opfindelsen vilde virke indenfor Fabrikken. Han +forklarede det hele ganske tørt og nøgternt med +Tal og uigendrivelige Kendsgerninger. Han vilde +intet dølge: der vilde blive nogen Indskrænkning +i Tallet af de Arbejdere, som herefter kunde +anvendes. Men han vidste ogsaa, at Arbejderhæren +følte sig som et Hele. Den var et uhyre +Broderskab, som der knap havde været Mage +til i Historien. Alle maatte de være villige til<a class="pagenum" name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"></a> +at ofre sig for det fælles Bedste. Og det vilde +de ogsaa gøre nu. Arbejderne skulde nok selv +sørge for, at Ingen blev brødløs, fordi Brødet +blev billigere for dem alle.</p> + +<p>Han havde søgt Kapitalens Hjælp til at føre +sin Opfindelse ud i Livet. Om den vilde blive +ham ydet, vidste han ikke. Det, han havde +virket, det lagde han nu frem for Arbejdernes +Dom. Og han var vis paa, at der ikke var en +eneste, som vilde vise ham tilbage ...</p> + +<p>Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene +blev stedse hyppigere: man brød ud i ironiske +Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande +Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han +fornam blot det hele som en ubestemt Larm. +Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde +han sig ikke klart.</p> + +<p>Men nu, da han steg ned, brød der en forvirret +Støj løs. Der var ikke Faa, der klappede, +men Størstedelen af Forsamlingen blot larmede. +Og han fornam, at Stemningens Vindretning +bar imod ham.</p> + +<p>Midt i Salen rejste en arbejdsklædt Mand sig +op. Han gik med tunge Skridt gennem Sværmen +op paa Talerstolen. Da han stod deroppe, +forvandledes Larmen til udelt Bifald.</p> + +<p>Han saa med et selvsikkert Smil ud over<a class="pagenum" name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"></a> +Forsamlingen og slog ud med Haanden. Saa +blev alt stille.</p> + +<p>Med en Stemme, der mest slæbte sig afsted +men som undertiden dirrede af Lidenskab, begyndte +han at advare mod Kapitalismen. Arbejderne +havde lært at vare sig for den, naar +den optraadte i sin sande, krasbørstige og brutale +Skikkelse. Men langt farligere var den, +naar den kom med de søde og fede Ord. Det +var det, den havde gjort i dette Tilfælde. Her +var Tale om et rent og skært Kapital-Foretagende, +der efterhaanden vilde tage Brødet fra +Tusinder af Arbejdere. Og nu vilde man give +det Udseende af, at det skulde være i Arbejdernes +Interesse. Men de var ikke saa dumme, at +man kunde binde dem den Slags paa Ærmet. +De var oplyste og selvstændige Mænd. Og de +skulde vel vide at lyse enhver Art af Lumskerier +hjem.</p> + +<p>Da han tav, brød der Bifald løs fra alle +Sider af Salen. Bøg vidste nu, at han havde +tabt sit Slag. Han følte hverken Vrede eller Sorg +derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse +af Tomhed.</p> + +<p>Der kom flere Talere op imod ham. Nogle +holdt vidtsvævende politiske Foredrag, Andre +talte ud fra rent faglige Synspunkter. De kom +med Tal, der beviste, hvordan de blev sultede.<a class="pagenum" name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"></a> +Og Stemningen i Forsamlingen steg stadig. +Trangen til at udtale sig svulmede i de Fleste. +Men de, som ikke havde Mod til at staa op +paa Talerstolen, nøjedes med at sidde paa deres +Plads og raabe deres Anskuelser op mod Talerne. +Man ventede øjensynlig, at Bøg endnu +en Gang vilde tage Ordet. Og da han tøvede +dermed, søgte man at hidse ham dertil.</p> + +<p>"Op med Opfindelsen!" lød det, "op med +Mekanikken! Lad os faa Spilleværket at se! ... +Han tør nok ikke! Han er bange for, at Urværket +ikke vil gaa!"</p> + +<p>Men pludselig tav disse Raab og afløstes af +en nysgerrig Mumlen. Der var kommen en ny +Taler op. Det var Hansen-Maagerup.</p> + +<p>Hans store Ansigt var af Ophidselse endnu +rødere end ellers. Og alle dets Muskler dirrede. +Han stod et Øjeblik og bøjede sig frem over +Talerstolens Rand. Hænderne havde han foldet.</p> + +<p>"Det er en Præst!" var der saa En, der +raabte. "Han skal kaste Jord paa." Nogle lo, +men der blev straks igen stille. Man vidste jo +ikke, om det var en Modstander eller en Meningsfælle, +man havde for sig.</p> + +<p>Han begyndte at tale. Han havde sin Nød +med at faa Stemmen til at lystre, og Sætningsbygningen +gik hvert Øjeblik itu for ham.</p> + +<p>"Kære Arbejdere!" sagde han, "jeg tør sige,<a class="pagenum" name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"></a> +at den Sag — at Jeres Sag, den kan ogsaa jeg +— ganske slutte mig til — eller føle Sympati +for ... Jeg ved, hvor haardt det — hvor haardt +det er at kæmpe for Udkommet — jeg har +maaske set mere deraf end Nogen af dem, der +er her til Stede. Men I maa være retfærdige — +og det her i Aften — den Maade, I har stillet +Jer paa — den er ukærlig — den er nederdrægtig ..."</p> + +<p>Der brød en forbitret, glammende Larm løs +nede i Salen. For hans Øjne glimtede det hadefuldt +frem af et Par Hundrede Ansigter. Det saa +ud, som om de fleste Mennesker dernede var +Vilddyr, der kunde styrte frem og sønderrive +ham. Men de raabte bare. "Ned med ham," "Vi +vil ikke høre ham," "Smid ham ud" raabte de.</p> + +<p>Men Hansen-Maagerup blev staaende. Han +var slet ikke bange — tværtimod følte han nu, +at al den Ængstelse, der før havde faaet hans +Røst til at skælve, var forsvunden. Nu vilde +han kunne sige Sandheden — ganske jævnt og +ligefrem, saa de Alle vilde kunne forstaa ham. +Han var ganske sikker paa, at naar han først +kom til Orde, vilde han kunne overbevise dem. +Og han vilde ikke vige. Taalmodigt vilde han +blive staaende og vente, til der var kommet Ro +i Sindene.</p> + +<p>Men Støjen vilde ikke høre op. Den tog til<a class="pagenum" name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"></a> +i Styrke. De fleste havde nu rejst sig fra deres +Pladser, og de strakte truende Hænderne op mod +Talerstolen og raabte, at de ikke vilde høre +noget mere.</p> + +<p>Da stod den Mand, der først havde talt efter +Bøg, op paa en Stol. Han slog paany ud med +Haanden, og lidt efter lidt blev der stille.</p> + +<p>"Jeg vil blot sige," sagde han, "at vi staar +uden Magtmidler mod dem, der har lejet Salen. +Der er ikke valgt nogen Ordstyrer, og derfor +kan Ordet ikke fratages den Mand, der har +haanet Arbejderne. Lad ham bare tale videre +— der er jo alligevel Ingen af os, der tager +Skade deraf. Men vi kan dog vise ham, at +Arbejderne de ikke lader sig spytte i Ansigtet. +Derfor foreslaar jeg, at alle vi Arbejdere efter +den Fornærmelse, der er tilføjet os, øjeblikkelig +forlader Salen. Saa kan han jo snakke for +dem, der bliver tilbage."</p> + +<p>Et Skrig af Jubel fulgte paa disse Ord: man +lo, man raabte, man klappede. Et Øjeblik efter +var hele Forsamlingen i Opbrud. Alle styrtede +mod Udgangen, trængte paa, brød frem, som +kunde man ikke hurtig nok komme ud. Men de, +der var bagerst, blev ved at raabe Vittigheder +op mod Bøg og Hansen-Maagerup.</p> + +<p>Hansen-Maagerup stod fremdeles paa Talerstolen. +Det var, som han stadig ventede, at<a class="pagenum" name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"></a> +man alligevel vilde betænke sig og vende tilbage +for at høre, hvad han havde at sige. Men han +var bleven ligbleg, og han kunde mærke, hvordan +hans Ben rystede under ham.</p> + +<p>Først da den sidste Arbejder var forsvunden +og han og Bøg var ganske alene i Salen, gik +han ned af Talerstolen. Uden at sige et Ord +til hinanden fik de to Venner udleveret deres +Overtøj i Garderoben og gik.</p> + +<p>... Da de kom ud paa Gaden, var det +Regnvejr. En skarp, kold Regn, som af en hidsig +Blæst piskedes dem i Ansigtet. For dem begge +var det en Lindring, at de maatte stride sig frem +mod Vejret.</p> + +<p>Men de vekslede kun faa Ord, og da var de +næsten hjemme.</p> + +<p>"Ja ja," sagde Bøg saa, "saa er altsaa det +hele forbi."</p> + +<p>Det gav et Sæt i Hansen-Maagerup. Vennens +Stemme havde faaet saadan en uhyggelig Klang.</p> + +<p>"Hvordan mener Du?" spurgte han.</p> + +<p>"Jeg kan ikke blive paa Fabrikken. Jeg kan +ikke mere arbejde sammen med de Mennesker."</p> + +<p>Hansen-Maagerup bøjede tavs Hovedet. Han +havde ikke tænkt paa det før, men han følte, at +Bøg afgjort havde Ret.</p> + +<p>"Og Opfindelsen?" dristede han sig endelig +til at spørge.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"></a> +"Opfindelsen — ja. Den er vel foreløbig +ikke det værd, som Patentet koster. Men jeg +giver ikke efter. Jeg sælger den ikke til Aktieselskabet. +Gjorde jeg det nu, vilde jeg jo give +Arbejderne Ret."</p> + +<p>"Ja ja," sagde Hansen-Maagerup, "der kommer +maaske en Tid — det kan jo være, at alting +bliver bedre, end vi tænker."</p> + +<p>Men han følte selv, at hans Trøst var tom.</p> + +<p>Lidt efter var de hjemme. Han gik straks +i Seng. Han havde paa Fornemmelsen, at Bøg +helst vilde være ene.</p> + +<p>Men længe efter, at han havde lagt sig til +Ro, hørte han Vennen gaa med rastløse Skridt +op og ned ad Gulvet.</p> + +<p>Og der gik Time efter Time. Nede paa +Gaden stilnede Larmen af Færdsel og Liv. Men +han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn +— laa og stirrede ud i Mørket, der syntes ham +saa tæt og dybt, at det aldrig vilde kunne vige +for Dag og Sol.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"></a> +<a name="KAPITEL_XVIII" id="KAPITEL_XVIII"></a> +Viggo Bøg havde sagt sin Plads op og +faaet Tilladelse til at forlade Fabrikken straks. +Dermed var det givet, at alle Forhandlinger om +Opfindelsen var afbrudte.</p> + +<p>Han havde nu i nogen Tid set sig om efter +en ny Livsstilling. Men det syntes ikke at ville +lykkes for ham. Allevegne hvor han henvendte +sig, frygtede man Vanskeligheder med Arbejderne, +hvis man antog ham — Arbejderne, i +hvis Ban hans Opfindelse havde lyst ham.</p> + +<p>Derimod havde han haft flere Tilbud fra +Folk, der vilde købe hans Opfindelse. Men +Ingen vilde gaa ind paa de Betingelser, han +foreskrev.</p> + +<p>Han havde nu ladet sig overtale til at modtage +et Laan af Hansen-Maagerup. Denne havde +rejst Pengene gennem sin Familie, og Summen +var stor nok til, at Bøg for den kunde leve et +Aar. Paa den Tid mente han, at han vilde +kunne gøre sine Studier færdige. Og der maatte +vel saa aabne sig en Udvej for ham.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"></a> +Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp +i Dryp, alle ens. Hansen-Maagerup blev mere +og mere tungsindig. Han puslede om saa stille +og forskræmt. Bøg arbejdede med en næsten +forbitret Ihærdighed.</p> + +<p>Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. +Ikke at han for bestandig havde opgivet den. +Men den optog ikke mere hans Tanker.</p> + +<p>"Der er det, som jeg nu synes er større," +sagde han en Dag. "Der er noget, som er saa +stort, at det staar for mig, som om alle de +Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting +ved Siden af det. Det var, om man kunde +rive Menneskene løs fra hverandre, faa dem til +at tænke og tro og føle paa egen Haand uden +at rotte sig sammen i fanatisk Stædighed. Det +er den saakaldte offentlige Mening, der er Ondet, +de dumme, uansvarlige Fællesmeninger, der +suger Marven ud af hver Enkelt. Vi tror, vi +har frigjort os for Middelalderens Fordomme, og +vi taarner selv hver Dag nye op. Vi føler os +dydig oprørte over Kætterbaalene, og vi bærer +selv Brænde sammen til at stege dem, der vover +at sige deres ærlige, oprigtige Mening. Vi gør +os til af at tænke frit, og vi tænker slet ikke +... Eller har jeg Uret? Er det mig, der har +set mig gal paa det hele, fordi jeg selv har haft +Uheld med mig?"</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"></a> +Ofte kom han med saadanne Tanker. Men +Hansen-Maagerup rystede blot paa Hovedet. +Sagtens havde Bøg Ret — selv forstod han +ingenting mere — men det var dog saa sørgeligt +at høre ham tale paa den Maade.</p> + +<p>Anna blev ikke mere nævnt imellem dem. +Der gik ikke en Dag, uden at Hansen-Maagerup +tænkte paa hende. Men han turde ikke +nævne hendes Navn til Bøg. Han var bange +for en skarp og bitter Afvisning.</p> + +<p>Men en Dag kom han stormende ind i Værelset, +hvor Bøg sad og arbejdede. Han var +ganske forpustet og gav sig ikke Tid til at tage +Overtøjet af.</p> + +<p>"Bøg," raabte han, "ved Du, hvad der er +sket? Frøken Herdings Forlovelse er hævet — +Anna Herdings Forlovelse — Bøg!"</p> + +<p>"Naa?" sagde Bøg, og der kom et smerteligt +Udtryk i hans Ansigt.</p> + +<p>Men Hansen-Maagerup lagde i sin Iver ikke +Mærke dertil.</p> + +<p>"Jeg hørte det af Kihler — Onkelen," blev +han ved. "Det er Flyge, der har givet hende +hendes Ord tilbage — — Men hun har i længere +Tid <em>lidt</em> under at være bunden til ham — — +Hun holdt ikke af ham, Bøg — hun har aldrig +gjort det — det sagde han ogsaa, Kihler — +men de er naturligvis kede af det, Mo'eren og<a class="pagenum" name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"></a> +han ... Jeg løb herop, saa snart jeg hørte det +— for jeg ved jo, at Du ikke har glemt hende +— Du kan ikke glemme hende ..."</p> + +<p>Bøg havde rejst sig og stod nu lige overfor +ham.</p> + +<p>"Jeg vilde ønske, Du ikke havde fortalt mig +det," sagde han.</p> + +<p>"Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..."</p> + +<p>"Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu +gaar, den kan jeg ikke bede nogen Anden følge +mig paa."</p> + +<p>"Naar det var En, som troede paa Dig og +som ..."</p> + +<p>"Det er lige meget. Jeg kan ikke — <em>kan</em> +ikke ... Lad os nu ikke tale mere om det."</p> + +<p>Han satte sig igen til sit Arbejde. Men Hansen-Maagerup +var dybt skuffet. Hele Eftermiddagen +blev han hjemme og vimsede stadig om +Bøg, som om han ventede, at han havde noget +at sige ham. Men det var forgæves. Bøg blev +ved at sidde bøjet over Skrivebordet.</p> + +<p>I den Tid, der fulgte efter, faldt Arbejdet +imidlertid vanskeligere for Bøg end før. Der var +Øjeblikke, hvor han følte sig fristet til at trække +sig ud af den Kamp, han havde begyndt. Han +behøvede jo blot at sælge sin Opfindelse — saa +laa hele Livet aabent for ham. Atter og atter<a class="pagenum" name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"></a> +spurgte han sig selv, om Anna elskede ham. +Havde hun ikke uigenkaldelig forsmaaet ham den +Dag, hun gav Flyge sit Ord? Hun havde jo dog +allerede den Gang kendt ham, maatte vel have +kunnet mærke hans tavse Tilbedelse.</p> + +<p>Men atter sagde han til sig selv, at det var +det ubestemt higende Lykkekrav i hende, der +havde valgt, ikke hendes inderste og dybeste +Følelse. Hun havde grebet efter Flyges Haand, +fordi det var den første og den eneste, der blev +rakt hende. For hende havde Forlovelsen ikke +været Kærlighed. Den havde været Frihed.</p> + +<p>Hvorfor havde han saa bestemt, næsten +barsk, afvist Hansen-Maagerup den Dag, han +havde bragt ham Budskabet om, at hun nu var +fri? Selv havde han troet, at det var stolt Resignation: +han vilde ikke knytte hende til et +Liv, der syntes saa usikkert som hans. Det var +en Art Mod, han havde ment at vise ved at +gøre det. — — Mod? Nej Fejghed var det. +Han frygtede for Kampen og Afgørelsen. Og +derfor valgte han at forraade sin Kærlighed og +hende, hvem den gjaldt.</p> + +<p>Men denne Fejghed formaaede han heller +ikke nu at overvinde — og det uagtet han dog +var kommen saa vidt, at han tilstod den for +sig selv.</p> + +<p>Han begyndte i denne Tid at føle sig syg.<a class="pagenum" name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"></a> +Der var en evigt jagende Uro over ham. Bedst +som han var optagen af sit Arbejde, kunde han +springe op og gaa ud.</p> + +<p>Ofte blev han borte i Timevis. En Dag, da +det hændte, listede Hansen-Maagerup sig efter +ham. Han fulgte ham gennem den ene Gade +efter den anden — mest Sidegader, hvor han +øjensynlig intet havde at gøre. For det meste +gik han rask til, men undertiden kunde han +blive staaende udenfor et eller andet Butiksvindue. +Han lod, som om han betragtede de +Ting, der var udstillede der. Men Hansen-Maagerup, +som iagttog ham paa Afstand, kunde +se paa Udtrykket i hans Ansigt, at han intet +saa. Han stod blot og stirrede frem for sig med +et tomt og adspredt Blik ...</p> + +<p>Da indsaa Hansen-Maagerup, at der var Fare +paa Færde. Endnu samme Aften talte han til +ham om Anna, tvang ham til at høre. Men +for første Gang blev han afvist med vrede og +voldsomme Ord.</p> + +<p>... Saa var det en Søndag hen paa Foraaret. +Det var højt og lyst Vejr. Men en Blæst, +der endnu ejede noget af Vinterens Bidskhed, +strøg om Gadehjørnerne og fik Skiltene til at +klapre. I Søndagsstilheden hørtes det dobbelt +tydeligt.</p> + +<p>Bøg havde maattet love Hansen-Maagerup,<a class="pagenum" name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"></a> +at han denne Søndag ikke vilde arbejde. De +sidste Søndage havde han ikke undt sig Hvile. +Men efterhaanden var han bleven saa overanstrengt, +at han godt selv mærkede, hvor +nødvendig en Dags Rast var for ham.</p> + +<p>Hansen-Maagerup var gaaet hjemmefra temmelig +tidlig om Morgenen. Bøg vidste ikke +hvorhen.</p> + +<p>Selv havde han ogsaa tænkt paa at gaa ud. +Men da det kom til Stykket, kunde han ikke +overvinde sig til det. Og nu sad han i Lænestolen +og saa ud ad Vinduet.</p> + +<p>Højt oppe drev der nogle lette Skyer. Vinden +legede med dem: de var ganske i dens +Magt, hvirvledes om, skiftede Form, splittedes +og samledes paany. Deroppe, deroppe — der +var der ingen Ufrihed og intet Nid — for der +var der ingen Mennesker, ingen Smaalighed, +ingen skulende Mistænksomhed.</p> + +<p>Men dette Rige vilde Menneskene erobre. +Videnskaben havde allerede slaaet Allarm for +Fremtidens store Herskertanke: de skulde lægge +ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon +det vilde lykkes? Vilde man nogensinde opfinde +det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man +maatte ikke haabe det. Det manglede jo i Grunden +blot, at ogsaa Luften skulde gøres uren af +menneskeligt Kævl, menneskelig Stræben — at<a class="pagenum" name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"></a> +Blikket ikke mere kunde dvæle uforstyrret i den +blaa Himmel eller følge de drivende Skyers +Leg ...</p> + +<p>... Kunde man blot finde paa noget, der +for bestandig gjorde en saadan Verdens-Vandalisme +umulig!</p> + +<p>Nede paa Jorden burde Menneskene blive. +Der lod Livet sig leve trygt — og smaat. Der +hvirvledes Støvet op og lagde sig atter tæt og +sejgt over alt, hvad der levede og rørte sig. Der +var Smuds og lav Beregning, Egenkærlighed og +Uærlighed — der levedes saadan, som det nu +en Gang var muligt.</p> + +<p>Og naar alt kom til alt — var der saa andet +at gøre end at være med i dette Liv og tage +dets Vilkaar som de bød sig frem? Han saa over +Hustagene Nettet af Telefontraade udspændt som +Strenge paa et Kæmpeinstrument. Gennem dem +bruste hver Dag Menneskehedens store Symfoni, +det vældige Kor af <em>Interesser</em> — hele Forretningslivets, +Tilværelseskampens Tonehav, hvis +eneste gyldige Ledemotiv var: Værg Dig selv, +værn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det +nytte, at den Enkelte stemte sin lille Piccolofløjte +i en anden Tonart? Den vilde dog overdøves, +saa intet Øre kunde opfange dens Lyd.</p> + +<p>Han følte sig idag saa overflødig. Hansen-Maagerup +udrettede med sine smaa Evner mere<a class="pagenum" name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"></a> +i Livet end han. Saa ubesmittet han var af +Egennytte havde han dog fundet den lille Plads +i Tilværelsen, hvor han kunde udrette noget ...</p> + +<p>... Der lød Skridt op ad Trappen. Han +kendte Hansen-Maagerups — men han syntes — +jo, lød der ikke andre, lettere ved Siden af? De +kom nærmere og nærmere — nu standsede de +paa Afsatsen. Skulde de højere op? ... Nej, +nu blev Nøglen sat i Entrédørens Laas ...</p> + +<p>Døren gik op — der lød Stemmer derude — +sagte Stemmer ... Den ene var Hansen-Maagerups +— der var Nogen, han talte til — men +denne anden — denne anden ...?</p> + +<p>Han rejste sig op og stirrede mod Døren. +Nu aabnedes den — langsomt, syntes han ... +Hansen-Maagerup kom ind og efter ham — tøvende +og halvt modstræbende — en Anden ...</p> + +<p>Gud i Himlen — det var Anna — Anna +Herding — der kom til ham — til <em>ham</em> ...!</p> + +<p>Han fornam halvt sanseløs, at Vennen kom +hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder.</p> + +<p>"Jeg har sagt hende det hele," sagde han. +"Nu maa Du tale med hende selv — hører Du +— Du maa, Bøg ... Dette her <em>kan</em> ikke blive +ved at gaa!"</p> + +<p>Anna var bleven staaende henne ved Døren. +Nu kom hun frem imod ham ... Han saa +hendes Øjne saa skinnende blanke ...</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"></a> +Da var det, som om Aars Tynge gled fra +hans Skuldre. Han vidste ikke, om han blev +glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. +Alt, alt var glemt — alt undtagen det, at hun +var der. Og han tog hende i sin Favn og +knugede hende ind til sig — det var, som +sprængtes hans Væsen af noget nyt, overmægtigt +— noget, der levede indeni ham men som +han aldrig før havde kendt ...</p> + +<p>Men Hansen-Maagerup var forlængst ude af +Værelset.</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> + +<p><a class="pagenum" name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"></a> +<a name="KAPITEL_XIX" id="KAPITEL_XIX"></a> +Der havde dannet sig et Samfund af Ungdom.</p> + +<p>Nogen sluttet Forening var det ikke, for man +havde ingen Love og ingen Bestyrelse. Men +Møder holdt man, og til Samlingssted havde man +valgt den Sal, hvor Viggo Bøg en Gang forgæves +havde søgt at vinde Arbejderne for sin +Opfindelse.</p> + +<p>Thi om Bøg havde Samfundet dannet sig. +En ny Opfindelse, han havde gjort — den af +det billige Illuminationslys — havde paany vakt +Opmærksomhed om hans Navn. Hans første +Arbejdes Skæbne var atter dragen frem og drøftet, +og en Kres af Jævnaldrende havde lidt efter +lidt sluttet sig til ham. Fra alle Lag af Folket +kom de: Studenter og Handelsmænd, unge Kunstnere +og Arbejdere. Alle følte de hans Kamp, +hans Planer, hans unge Iver som deres egen. +Og det var kommet ganske af sig selv, at man +havde valgt at mødes paa det Sted, hvor han +havde lidt sit første Nederlag.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"></a> +"De Naives Fagforening" havde en Udenforstaaende +en Gang kaldt denne Ungdom. Selv +havde den siden taget Navnet op.</p> + +<p>Thi Naivitet — det var netop det, den vilde. +Den hellige Enfold vilde den. Uden Frygt og +uden Blu skulde Menneskene kunne se deres +Gud i Øjnene, vedkende sig deres Tro eller +deres Tvivl, deres Fornægtelse, deres Kærlighed +og deres Had. Disse unge Mennesker nærede +en stærk Mistillid til <em>Ordet</em>, altid ivrige for at +afsløre Frasen, og de havde ingen Ærbødighed +for nogen Art af Sammenklumpning til Værn +for Interesser. Kun den Trosbekendelse, der +oprindelig og stærk sprang ud af Personlighedens +Inderste og som satte sig Frugt i Handling, saa +de op til og bøjede sig for.</p> + +<p>De havde intet Tilhold hos noget Parti. I +den offentlige Mening stod der Smil om dem. +Men alligevel havde de vakt en vis Opmærksomhed, +og deres Møder var stærkt besøgte.</p> + +<p>Saa bestemte de sig til at holde Fest.</p> + +<p>Det var Sommer, og Festen skulde staa under +aaben Himmel. Ude ved Furesøen skulde den +holdes, midt i det brydende Liv af Bladpragt +og gyldne Agres Frodighed. Og paa Søen +skulde der ligge Baade, hvorfra Musikken skulde +tone ind mod Land. Fra det stille Vand skulde<a class="pagenum" name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"></a> +Glæden ligesom komme svævende ind til Menneskene, +der færdedes langs Bredden.</p> + +<p>Af Boder og Lykkehjul skulde der ingen +være. Mest skulde der være Musik og Sang og +Blomster, og danses skulde der ogsaa. Men især +skulde der være Lys. Naar Mørket faldt paa, +skulde der illumineres og afbrændes Fyrværkeri.</p> + +<p>Overskuddet af Festen skulde anvendes til +et Fond, hvis Hensigt var at føre Viggo Bøgs +første Opfindelse ud i Livet — paa de Vilkaar, +han selv havde tænkt sig det lige fra først af. +Han havde truffet Aftaler med Fagmænd, som +var villige til at forestaa den Fabrik, der skulde +anlægges. Selv vilde han kun komme til at +beklæde en beskeden Stilling derved.</p> + +<p>... Planen om Festen vakte som alt, hvad +"de Naive" foretog sig, Latter. Dog et Par alvorlige +Blade advarede deres Læsere mod at +tage Del deri, eftersom den var et maskeret +Forsøg paa at skabe Uklarhed i Partiforholdene +og forvirre taagede og umodne Hjerner — i +sidste Instans sigtende til at undergrave den +rolige Udvikling i Landet.</p> + +<p>Saaledes var Opmærksomheden vakt. Festen +blev Dagens Emne.</p> + +<p>Man talte ogsaa om den paa den Kafé, hvor +Flyge holdt til og hvor han efterhaanden var<a class="pagenum" name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"></a> +bleven indnittet i en lille fast Kres af Stamgæster.</p> + +<p>"Jeg vil se det," sagde han. "Jeg forsømmer +aldrig nogen Kalv med to Hoveder eller +Gris med fem Ben, der kommer indenfor min +Synskres, for jeg synes, at naar Naturen en +Gang imellem har et spøgefuldt Indfald, saa +bør man vise, at man paaskønner det. Derfor +vil jeg heller ikke svigte den foreliggende +Naturmærkværdighed. Saa vidt jeg kan forstaa, +er der her Tale om Folk, der ikke vil tro +paa noget men alligevel tro paa alting. Det +forekommer mig at maatte være noget i Retning +af en Skildpadde, der bider sig selv i +Halen. Og jeg vilde bebrejde mig selv det hele +mit Liv, hvis jeg forsømte Lejligheden til at tage +det i Øjesyn."</p> + +<p>"Ulykken er blot," var der Nogen der indvendte, +"at man i vore Dage bliver blaseret +overfor sligt."</p> + +<p>"Højstærede Herre — <em>jeg</em> bliver aldrig blaseret. +Jeg har maaske en Gang været det — +det var den Gang, da jeg troede, at man selv +maatte være med paa Livets Manège for at +have nogen Fornøjelse af det. Men nu har jeg +forlængst opdaget, at den sande Nydelse bestaar +i at iagttage. Iagttageren kan aldrig blive +blaseret, for der er altid noget nyt, der frembyder<a class="pagenum" name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"></a> +sig til Beskuelse. Man kan blive hundrede +Aar, før man begynder at blive ked af +Legen."</p> + +<p>Altsaa gik han med til "de Naive"s Fest.</p> + +<p>— — Der var faldet Regn den Dag, da +den skulde holdes. En stærk Skylle var der +faldet med tunge, lunkne Draaber. Men Jorden +havde drukket den i sig, og ud paa Eftermiddagen +havde Solen udslettet dens Spor. +Nu duftede det fra de grønnende og gulnende +Agre og ud fra alle Havernes Blomsterbede og +fra Grøftekanternes brogede Frodighed. Og højt +oppe under Himmelloftet hang Lærken og sang +og steg og dalede, som blev den hejst op og +ned i en usynlig Snor.</p> + +<p>Flyge cyklede ud til Festpladsen. Han kørte +ganske langsomt. I den sidste Tid fornam +han overhovedet ingen Lyst til at sætte Farten +op.</p> + +<p>Og som han sad der og lod Maskinen rulle +jævnt og sindigt frem, smilede han ved Tanken +om denne Ungdom, som han nu skulde færdes +imellem. Der troede den sandsynligvis at have +opdaget et nyt forjættet Land: mindst en Gang +for hver Menneskealder var der en driftig +Ungdom, der udførte en saadan Daad. Man +afsatte nogle gamle møre Idealer, som Ingen<a class="pagenum" name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"></a> +mente noget alvorligt med, og indsatte nogle +nye, der betød det samme — altsammen med +samme Lethed som den, hvormed man byggede +en gammel Rønne om til et moderne Hus. +Man forkyndte en ny Himmel og et nyt +Helvede. Og alligevel blev Verden ved at +være paa en Prik den samme, den altid havde +været.</p> + +<p>Det var den rene, pure, skind- og benfri +Barne-Uskyld.</p> + +<p>At Nogen gad!</p> + +<p>Skønt — med Blusel maatte han erkende, +at han selv for ganske nylig var kommen over +den sidste Rest af Naivitet. Han havde saaledes +virkelig en kort Tid taget Fru Ellis alvorlig. +Han havde søgt efter Personlighedens +Kærne i hende — havde villet fremelske den +og hæge om den — ja, saa vidt var han +gaaet, at han af ren menneskekærlig Omhu +havde tænkt paa at faa hende skilt fra Manden +— paa det at han selv kunde tage hende +til Ægte. Hellige Enfold — Fru Ellis som +Personlighed! Fru Ellis som knækket Lillie, +hvem det gjaldt om atter at binde op til en +solid Blomsterstang! Fru Ellis endelig som en +Vestalinde for Arnens hellige Ild, lutret gennem +Kærlighedens Skole! ... Heldigvis — han var<a class="pagenum" name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"></a> +snart bleven befriet for alle Illusioner i den +Retning. Og han var fuldstændig paa det rene +med, at Fru Ellis' kvindelige Dyder udelukkende +var saadanne, som bedst kom til deres +Ret paa en Natrestaurant — i Skæret af blinkende +Flasker og funklende Vin.</p> + +<p>Et Øjeblik strejfede hans Tanker Anna. +Ogsaa i Forholdet til hende havde han været +naiv som en Maaneskinsprins. Ogsaa hende +havde han villet udvikle — ad andre Veje og +mod andre Maal. Han saa nu, at han ikke +havde gjort hende nogen Velgerning før den +Dag, da han brød med hende. Saamænd om +hun ikke allerbedst vilde være paa sin Plads +som en god gammel Jomfru i den rørende Lavendel-Stil ...</p> + +<p>Han var i ypperligt Lune, da han naaede +Skoven. Ved et Skovløberhus fik han Cyklen +indstaldet og blandede sig i Vrimlen.</p> + +<p>Allevegne var der tæt med Mennesker. +Størsteparten syntes mest tilbøjelig til at tage +hele Festen som en artig Spas. Der var smaa +Flokke af glade Københavnere med deres Damer +— de havde Barnetrompeter med og truttede +op mod Musikken. Og deres Vitser og +Latter skraldede og knitrede som Raketter under +de høje, alvorlige Træer.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"></a> +Men i Mængden var der ogsaa dem, hvis +Øjne lyste af ung Glæde. De syntes slet ikke +at have Øre for de spottende og vrængende +<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Mislyd">Mislyde</a>, der søgte at plette deres Fest. Og +det var næsten, som om deres stærke Stemning +efterhaanden smittede det øvrige Publikum. +Trompetskrattet og den larmende Lystighed +hørtes svagere og svagere. Men en ung +og fri Livslyst tonede frem gennem Skoven, +først som en sagte Nynnen, saa stigende og +stigende, til den blev som en brusende Orkesterhymne. +Og paa en Gang syntes alle disse +tilfældig samlede Mennesker at blive som gamle +Bekendte. Ganske formløst tiltalte man hinanden, +og man sang uvilkaarligt de Melodier +med, som Musikken spillede.</p> + +<p>— — Det var i Skumringen. Mellem Træerne +var Illuminationsblussene begyndt at tindre +frem. Og fra Baadene ude paa Søen bares +Sang af Menneskestemmer ind.</p> + +<p>Flyge havde sat sig paa en Bænk nede +ved Søen. Alle de forvirret blandede Lyde: +Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret +mellem Træerne, den bestandige Summen af +Menneskestemmer, Lyden af Vognene, der kom +rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af +Aarerne, der plaskede i Vandet, af Sommervinden,<a class="pagenum" name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"></a> +der susede sagte i de høje Træers Kroner +— alt det lod han risle gennem sine Nerver. +Og han fyldtes med et stille, lunt Behag ved +Tanken om, at intet af det altsammen kom ham +ved — intet — intet ...</p> + +<p>Da var det, han saa Anna og Bøg komme +gaaende ad Vejen — hen imod det Sted, hvor +han sad. Bøg gik høj og rank og svingede +med den ene Arm. Til den anden +klyngede sig Anna. Hun var helt klædt i +hvidt. Og skønt det var halvt mørkt, kunde +Flyge se, at hendes Ansigt ligesom laa badet i +Lykke.</p> + +<p>Han havde intet hørt om deres Forlovelse. +Derfor virkede deres Tilsynekomst paa ham +næsten som en Vision. Han syntes, der blev +lyst om dem, hvor de gik frem. Og Træernes +Grene, der ludede ud over Vejen, hvælvede sig +over dem som en Æreport.</p> + +<p>De kom nærmere — nu kunde han høre +deres Stemmer. Og skønt han ikke skælnede +Ordene, vidste han, at de talte sammen om +Fremtiden. De saa ind i den med den Feber, +hvormed den Rejsende første Gang drager ind +i et fremmed Land. Et Vidunderland, som +han selv aldrig skulde gæste — et Land, hvor +Solen altid skinnede og hvor Fuglene altid<a class="pagenum" name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"></a> +sang, og hvor Roserne var som varmt, rindende +Hjerteblod.</p> + +<p>Nu var de lige ud for Bænken, hvor han +sad — nu vilde de faa Øje paa ham ... Men +de gik forbi. De var saa helt optagne af hinanden, +at de intet saa.</p> + +<p>Nede ved Søen stod de stille — længe. +Saa ud over dens blanke Spejl, der indrammedes +af Skovens mørke Krushaar — saa, +hvordan stadig flere og flere Blus tændtes. +Hans Arm var lagt om hendes Liv, og hun +lænede sig op til ham — saa trygt, saa +trygt ...</p> + +<p>Men omsider gik de videre. Skovmørket +lukkede sig om dem.</p> + +<p>Preben Flyge sad endnu paa samme Plet. +Han var pludselig kommen til at fryse.</p> + +<p>Langt om længe rejste han sig med et +Ryk.</p> + +<p>"Det lader til," tænkte han ved sig selv, +da han gik, "at man kan udvikle sin Tvivl i +den Grad, at man tilsidst har Mistillid til sin +egen Skepsis."</p> + +<p>Lidt efter sad han paa sin Cykle og +jog ind ad Byen til, hen ad Landevejen, der +strakte sig hvid og ensformig i den lyse Sommernat.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"></a> +Fra det stille Vand bares der Lyd af unge +Stemmer ind mod Land.</p> + +<p>Over det stille Vand gled der Baade frem, +roede af ung Styrke.</p> + +<p>I det stille Vand spejlede sig Stjernerne.</p> + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 57</a>: "Jamen det gør det vist ikke[ikks]."</li> +<li><a href="#rett_2">s. 75</a>: ogsaa have haft med, men jeg er ikke ligefrem[ligefrem ikke]</li> +<li><a href="#rett_3">s. 89</a>: saadanne[saadan] Steder."</li> +<li><a href="#rett_4">s. 105</a>: hun passede [paa] at ytre sig i stor Almindelighed,</li> +<li><a href="#rett_5">s. 135</a>: Vognene[Vognede] snoede sig Cyklister som Aal mellem</li> +<li><a href="#rett_6">s. 212</a>: han sank ned i [en] saa stærk og dyb en Sjæl,</li> +<li><a href="#rett_7">s. 228</a>: nede fra Salens nederste[nedersfe] Ende en svag</li> +<li><a href="#rett_8">s. 256</a>: Mislyde[Mislyd], der søgte at plette deres Fest. Og</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Det stille Vand, by Albert Gnudtzmann + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DET STILLE VAND *** + +***** This file should be named 35886-h.htm or 35886-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/3/5/8/8/35886/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +https://www.pgdp.net (This file was produced from images +generously made available by The Internet Archive) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> |