Initial commitHEADmain

1 files changed, 2869 insertions, 0 deletions

diff --git a/75414-0.txt b/75414-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..c08fe06
--- /dev/null
+++ b/75414-0.txt
@@ -0,0 +1,2869 @@
+
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 75414 ***
+
+
+
+                            VILDSOMME VEJE.
+
+                           VILHELMINE ZAHLE:
+
+
+
+
+                            VILDSOMME VEJE.
+
+
+                            TO FORTÆLLINGER.
+
+                      OGSAA EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.
+                            I SOMMERFERIEN.
+
+
+                               KØBENHAVN.
+                          ANDR. SCHOUS FORLAG.
+                                 1890.
+
+
+                  Kjøbenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.
+
+
+
+
+                      Ogsaa en Kærlighedshistorie.
+
+
+Martha Grüner hed hun og var en lille spinkel ung Pige med to lange,
+gule Flætninger ned ad Nakken, et uregelmæssigt men ikke uskjønt Ansigt
+med et Par store, alvorlige, graa Øjne og en lille, udtryksfuld Mund.
+Hun saa i Reglen lidt sygelig, lidt nervøs ud, Farven kom og gik hurtig
+paa hendes Kinder, og Øjnene, der ofte kunde se underlig udtryksløse og
+stumme frem for sig, fik til Tider pludselig forbavsende Liv og Varme.
+
+Saadan havde hun set ud som nykonfirmeret, akkurat saadan saa hun ud, da
+hun blev 21 Aar.
+
+Hun var ikke nogen livsglad ung Kvinde, der var Folk, som endog troede,
+at hun led af Kærlighedssorg. Det gjorde hun ogsaa — paa en Maade, — det
+havde hun gjort i de sidste 7 Aar. Men Genstanden for hendes Kærlighed,
+Sværmeri, Tilbedelse, hvad man nu vil kalde det, var ingen Ungersvend,
+ingen erfaren Verdensmand, ikke en Gang en værdig, ældre Herre, den
+hørte nemlig slet ikke til Hankønnet, det var en — ung Dame, en Frøken
+Edith Gerner. Det var Marthas Ejendommelighed, ingen Mand havde
+nogensinde voldt hende den mindste Hjærtebanken, men som 14aarigt
+Pigebarn traf hun en Gang i et Selskab en overordentlig smuk ung Dame
+klædt i en hvid, klar Kjole med et enkelt Perlesmykke i det højt opsatte
+sorte Haar, og øjeblikkelig tabte Martha sit lille Hjærte, der hidtil
+kun havde banket i hurtigt Tempo for Personer i Ingemanns Romaner og
+Andersens Æventyr.
+
+Hun stod fortryllet med vidtopspilede Øjne og stirrede paa den 19aarige
+Skønhed, Edith Gerner. Saadan maatte Dronning Agnes have set ud,
+Berengaria, Rigmor, eller snarere hendes kære Jomfru Ingefried i
+»Valdemar den Store og hans Mænd«, thi:
+
+   »Kinden gløder ikke,
+   men rolig, stræng og kold
+   hun arved Nornens Blikke
+   fra dunkel Hedenold.«
+
+eller endnu bedre: Snedronningen! Der var en kølig, stolt Ynde over
+Edith, der ikke mindst bidrog til Marthas Forelskelse. Feen i
+»Paradisets Have«, Prinsessen i »Rejsekammeraten«, alle disse kjendte,
+beundrede Æventyrskikkelser maatte hun tænke paa, Edith lignede dem alle
+eller havde lidt af hvers Ejendommelighed.
+
+Aa, hvor var hun dejlig!
+
+Og Martha blev da præsenteret, de stod just lige ved et højt Pillespejl,
+og Martha saa sig selv, lille og ubetydelig, saa tarvelig i sin korte
+Skolepigekjole, kejtet, tøset, intetsigende, og Edith i sin blændende
+Skønhed og med hele en Verdensdames sikre Optræden.
+
+Men langtfra misundelig fandt Martha netop en egen, hidtil ukendt Lykke
+i at føle sin egen Ringhed og helt gaa beundrende op i et andet
+Menneskes Fuldkommenhed.
+
+Det morede Edith at møde disse straalende, henrykte Barneøjne, hvori hun
+læste en saa uskrømtet Hyldning af hendes Skønhed. Hun var vant til at
+blive beundret og gjort Væsen af, hun vidste, at hun var sjælden smuk,
+Herrernes beundrende Blikke og mer eller mindre aandrige Gøren Kur var
+ikke længer noget paafaldende og nyt for hende, men dette her var noget
+nyt og ret morsomt, og som en Kuriositet spændte Edith Gerner denne
+lille Pige med for sin Triumfvogn.
+
+Hun indlod sig i Samtale med hende, var meget venlig, meget elskværdig,
+fik i Aftenens Løb mer end et Vidnesbyrd om, at Martha var aldeles
+»væk«.
+
+Og Martha nød hvert af hendes Smil, hvert Ord, blev flammende rød, blot
+hendes Haand strejfede Ediths Kjole og følte alt Blodet strømme sig til
+Hjærtet, da Edith efter Bordet rakte hende Haanden og sagde:
+»Velbekomme«, følte alle Skinsygens Kvaler, naar andre talte med Edith,
+— og det maatte hun ofte være Vidne til, — hun var mest skinsyg paa
+Damerne og allermest paa de unge Piger, Ediths jævnaldrende, — da en
+saadan en Gang i Aftenens Løb lagde sin Arm om Ediths Liv, syntes
+Martha, at det vilde have været hende en Lindring at give vedkommende en
+Ørefigen.
+
+Og da hun kom hjem, — ja Edith var ikke ude af hendes Drømme den Nat!
+
+Og næste Dag i Skolen overmalede hun sin Kladebog med Vers til »Hende«,
+og alt imellem kunde hun lægge Haanden over sine Øjne for bedre at
+fastholde det smukke Billede og tænke med et lykkeligt Smil: »Aa, hvor
+jeg elsker hende.«
+
+Hun havde ingen at betro sig til, Moderen havde hun aldrig kendt, hun
+boede ene med sin Fader, som var Professor i Zoologi og ikke
+interesserede sig for stort andet end sine Benrade og udstoppede Fugle
+og troede, at han havde opfyldt sine Pligter mod sin eneste Datter
+fuldtud, naar han lod hende gaa i Københavns saakaldte bedste Pigeskole,
+sørgede for, at hun gik godt klædt og ingen Nød led. Han var meget
+venlig imod hende, klappede hende paa Haaret, naar hun havde gode
+Karakterer og sagde, at »det var Ret« og forærede hende til Julen og
+hendes Fødselsdag et eller andet Værk i Pragtbind uden at tage Hensyn
+til, om hun var moden eller ej til at nyde det. Og Martha slugte alt,
+hvad hun fik Fingre i. I en Alder af 14 Aar havde hun i den
+fuldstændigste Sammenblanding læst: Goethe, Holberg, Oehlenschläger,
+Heine, Byron! Hun var henrykt over det altsammen, enten hun saa forstod
+det eller ej, men blev dog den Gang og senere, barnlig som hun var,
+Barndomsvennerne, Ingemann og Andersen, tro. En gammel Husholderske, der
+altid gik omkring med et ualmindeligt gnavent Ansigt og klagede over en
+evig Tandpine, skulde sørge for Marthas Fornødenheder, men til hende
+havde Barnet ingen Fortrolighed.
+
+Veninder havde hun heller ingen af, hun stemmede ikke med sine
+Skolekammerater, hun brød sig ikke om at pjatte op om deres Baller og
+Skøjteløb, deres Skoledrenge, Skuespillere og Præstesværmerier, og de
+havde ikke læst saa meget som hun og kunde derfor ikke tale om Bøger, og
+det var i Grunden det eneste, hun brød sig om, inden hun lærte Edith at
+kende.
+
+Men nu oprandt en anden Tid.
+
+Thi kort at fortælle, Edith og hun traf oftere sammen, og der udvikledes
+et virkeligt Forhold imellem dem, et Slags Venskab, ja Veninder kaldte
+man dem til sidst, de blev Dus, de besøgte hinanden, Edith fandt
+virkelig Behag i Martha, hun var vel nok 5 Aar yngre, men et kløgtigt,
+lyst, lille Hoved, og det var saa morsomt med denne Tilbedelse, som
+langtfra at tage af ved nærmere Kendskab næsten for hver Dag blev
+stærkere og inderligere.
+
+Martha paa sin Side var uendelig lykkelig over dette Venskab, hun havde
+ingen anden Tanke end Edith, ingen anden Drøm. Livets Lykke bestod for
+hende i at sidde og se ind i Ediths Øjne, et Par dejlige mørkebrune med
+fine, lige Bryn og et roligt, stolt Udtryk, og lytte til hendes klare,
+rene Stemme. Hun gav sig fuldtud hen i denne Kærlighed, der blev imellem
+disse to unge Piger saadan et Forhold, som en fransk Forfatter har
+skildret ved de kendte Ord: »_l’une qui aime et l’autre qui se laisse
+aimer, l’une qui baise et l’autre qui tend la joue._« —
+
+Og under alt dette var Martha fra en halvvoxen Skolepige bleven en ung
+voxen Dame, men hendes Væsen var ganske det samme, især over for Edith.
+Denne var nu en moden Skønhed paa 25 Aar egnet til at knuse Hjærter,
+hvad hun ogsaa gjorde, medens ingen hidtil havde formaaet at røre hendes
+eget. Hun gik kold og uberørt gjennem et sandt Ildhav af Beundring og
+Lidenskab.
+
+Undertiden fik Martha vel den Tanke, at saadan vilde det ikke altid gaa,
+en Gang vilde Edith nok gifte sig, — men Martha tænkte aldrig videre,
+den blotte Forestilling var hende pinlig, og hun skød den hastig fra sig
+og nød Øjeblikket uden at tænke paa Fremtiden.
+
+Hendes Lidenskab havde holdt sig aldeles usvækket i disse Aar, alt andet
+om sig skænkede hun kun flygtig Interesse, Edith var stedse Hovedtanken.
+
+Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri!
+
+Hun følte selv undertiden, at det var det og undrede sig over, at hun
+ikke som andre unge Piger havde et mandligt Ideal, men sandt at sige
+brød hun sig ikke en Smule om det andet Køn. Hun prøvede ofte paa at
+sværme for en eller anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, hun
+havde læst om, at unge Piger gennemgaa i deres Forelskelsestid, men det
+blev aldrig til andet end Skaberi og saasnart hun saa Edith, faldt det
+hele sammen, saa blev hun varm i Kinderne, saa var de der strax, alle
+Kendetegnene paa, at hun dog alligevel elskede.
+
+Martha blev, hvor hun kom, regnet for en meget rar, men ubetydelig lille
+En; det kom af, at hun for det meste var ordknap og tilbageholden
+imellem fremmede. De fleste mente, at hun helt gik op i sine Studier,
+hun læste nemlig efter Faderens Ønske til Artium. Hun hadede ogsaa
+Selskabelighed og følte sig som en fremmed, ensom Fugl mellem alle disse
+muntre Mennesker, der var hende saa uendelig ligegyldige.
+
+Men naar hun var ene med Edith, da var hun ikke længere en tavs,
+ubetydelig Pige, da lukkede hun op for hele sin Sjæl, ingen uden Edith
+saa hendes skiftende Stemninger. Snart sladrede hun op om alt muligt,
+fortalte, hvad hun havde læst sidst og leverede sin Kritik derover,
+snart gjorde hun paa en rigtig barnagtig Maade Nar af sine Lærere eller
+af den gamle Husholderske med Tandpinen, var det ene Øjeblik ustyrlig
+lystig og kaad for i det næste at sætte sig ved Ediths Fødder, tage
+hendes Haand og se tavs op paa hende med straalende, undrende Øjne. Det
+kunde ogsaa hænde, at hun i et Udbrud af Heftighed slyngede Armene om
+hendes Hals og fortalte hende, at hun var »dejlig, dejlig, — den
+allerdejligste i hele Verden!« Men saa plejede Edith at give hende en
+Spand koldt Vand over Hovedet enten ved at slaa det hen i Spøg eller
+støde hende fra sig med en Bemærkning som: »Nu bare ingen Scener,
+Martha!« eller: »Nu synes jeg virkelig Du er for gammel til saadan
+noget!«
+
+Og denne Kulde bidrog ikke lidt til at lægge Ved til Marthas
+Kærlighedsbaal, den omgav Edith som et helligt Tempel en Gudinde, og
+netop det, at hun blev holdt i tre Skridts Afstand, øgede hendes
+Sværmeri, det hævede Edith endnu højere op over andre dødelige, at man
+ikke kunde nærme sig til hende saa frit som til enhver anden.
+
+Om Sommeren tog Edith og Martha tit ud til Skoven sammen. De vare raske
+Fodgængere begge to, og deres Ture hørte til Marthas dejligste Minder,
+især dette, at de vare ene, at hun ikke skulde dele Edith med andre, med
+hendes Kavalerer eller hendes Veninder, hvilke sidste vare Genstand for
+hendes særlige Skinsyge. De to unge Piger gik da aldrig ad de banede
+Veje, men brød ind imellem Træer og Buske for at finde Blomster. Naar de
+saa kom til et rigtigt smukt Sted, satte de sig i Græsset og hvilede.
+
+»Her er dejligt, synes Du ikke Martha?« Edith kunde da lægge sig ned i
+Græsset og smile op imod den blaa, skyfri Luft og de tusende mørke og
+lysegrønne Trætoppe uden at tænke over, at hun selv var den smukkeste
+Figur i det lille Skovmaleri.
+
+»Ja, dejligt, Edith! Og saa er det især saa mageløst at være langt borte
+fra andre Mennesker, — Du og jeg ganske ene, — jeg bilder mig ind, Du,
+at vi ere paa en øde Ø og aldrig mere vil faa andre menneskelige Væsener
+at se, — aa, det var et Liv! Ja, Du kunde ikke finde Dig deri, det ved
+jeg nok, — og det var ogsaa Synd for Dig — Du maa for at være i Dit
+rette Element have Dine Forældre og Sødskende og Balkavalerer, ikke
+sandt? Og saa —« Martha rynkede Panden — »Henriette Nielsen og Eva
+Kramer og — først og fremmest Anna Holm«, (det var Ediths
+Barndomsveninde og fortrolige) »men ser Du, jeg har nok i Dig, søde,
+søde Edith!«
+
+Og Edith, der paa en smuk Sommerdag i Skoven sædvanligvis var mere
+følelsesfuldt og mildt stemt end ellers, kunde da række hende sin Haand
+og venlig og nedladende taale en 2-3 heftige Kys.
+
+»Syng saa for mig, Martha!« Og Martha sang med sin kønne, bløde Sopran
+den ene Sang efter den anden, hun kunde et Utal af følelsesfulde Sange,
+og hun var saa lykkelig over at kunne more Edith. Og denne stemte en
+Gang imellem i med sin dybe, rene Alt, og der sad de ligesom gemte bort
+fra den øvrige, kedelige Verden. Jo, saadanne Dage var Livet værdt at
+leve, tænkte Martha.
+
+Edith havde en Tid stor Lyst til at blive Skuespillerinde. For det ydres
+Skyld kunde der jo ikke være nogen Hindring, og en smuk, fuldtonende
+Stemme havde hun. I nogle Selskaber, hvor hun havde fremsagt et Par
+Smaadigte, havde man enstemmig erklæret, at Kunsten vilde gaa glip af et
+storslaaet Talent, hvis hun ikke gik til Theatret. Hun lærte da ogsaa
+for sin Fornøjelses Skyld flere Roller, og Martha maatte da give
+Elskerens Parti, hvad der ikke faldt hende vanskeligt.
+
+De spillede saaledes en Gang nogle Scener af »Romeo og Julie«, og Martha
+var altsaa Romeo. Hun havde ikke noget imod paa denne Maade at faa sagt
+Edith en hel Mængde Ting, som hun ellers ikke turde sige.
+
+Efter Scenen ved Julies Balcon sagde hun en Dag:
+
+»Aa, Edith, jeg holder af Dig som Romeo holdt af Julie!«
+
+»Det er nogen god Snak, Martha. Kan Du ikke indse, at der er Forskel?«
+
+»Nej, det kan jeg ikke! Jeg føler det ligesom han. Jeg finder ogsaa, at
+ingen af Himlens Stjærner kan maale sig i Skjønhed med Dine Øjne, — og
+jeg synes, at Du overgaar alt, hvad jeg har set og vil faa at se af
+Dejlighed, — mod Dig er alle Nul, Edith!
+
+   »Som i en Kragesværm en snehvid Due
+   er _hun_ i sine Søstres Kreds at skue.««
+
+Martha lagde sig paa Knæ for hende og saa kærlig op paa hende.
+
+»Min egen søde, dejlige Edith, forstaar Du mig? — nej, det gjør Du
+naturligvis ikke!«
+
+»Nej, Martha, det gjør jeg virkelig ikke, — jeg tvivler ikke om, at Du
+holder af mig, — det ved jeg nok, — men Du maa ikke være saa tosset at
+sammenligne Dine Følelser med Romeos overfor Julie. Det lyder næsten for
+latterligt! Der er jo en himmelvid Forskel. Han er en Mand, der elsker
+en Kvinde.«
+
+Martha saa tankefuld og alvorlig ud. »Ja, jeg ved, det er det
+almindeligste, at Mand elsker Kvinde, og omvendt, — men har hvert
+Menneske mon ikke sin særegne Natur, som det er nødt til at følge? Jeg
+spurgte ikke, om Du var en Mand eller en Kvinde, Edith, da jeg første
+Gang saa Dig. Du blev mig strax kærest af alle; jeg vil aldrig kunne
+elske andre, enten det saa er naturligt eller unaturligt!«
+
+Edith drog sin Haand ud af Marthas. »Naar Du er saa pjanket og skruet,
+vil jeg slet ikke tale med Dig.«
+
+Marthas Øjne fyldtes med Taarer; naar Edith talte i denne isnende,
+overlegne Tone, følte hun sig altid saa ulykkelig, men Edith hadede den
+Slags Følsomhed, og med en Kraftanstrængelse holdt Martha Taarerne
+tilbage og deklamerede med en Blanding af komisk Højtidelighed og
+Skælmeri:
+
+   »Har jeg for dristig rørt en Helligdom
+   med syndig Haand, saa vil jeg gærne bøde.«
+
+Edith lo. Marthas Himmel var atter klar og skyfri.
+
+Edith kom imidlertid ikke til Theatret, hun tabte Lysten dertil, og det
+var Martha ikke ked af. Hun havde aldrig kunnet lide den Tanke, at
+hendes elskede Edith skulde optræde offentlig og lade sig overglo og
+kritisere af alle og enhver.
+
+I Sommerferierne tog Ediths Familie gærne paa Landet, snart hist, snart
+her, men altid langt fra København. Saa var Martha ikke glad; hun selv
+tilbragte altid Ferien i Byen. Naar Edith kom og meddelte, at den og den
+Dag rejste de, var Martha aldeles barnagtig utrøstelig, især naar
+Familien skulde til et moderne Badested.
+
+»For saa stifter Du saa mange ny Bekendtskaber, og — og — glemmer mig
+Edith!«
+
+Edith mente med et roligt Smil, at fordi man lærte ny Mennesker at
+kende, glemte man ikke sine gamle Venner.
+
+»Jeg maa da nok skrive til Dig, — maa jeg ikke, Edith?«
+
+Naturligvis, det faldt af sig selv.
+
+»Og Du vil svare mig? — det skal ikke være noget Baand, ingen Pligt, —
+men naar Du har Lyst og Tid, — kun et Par Ord, — aa, det vil Du nok en
+Gang imellem!«
+
+Jo, det skulde Edith nok.
+
+Saa tørrede Martha Øjnene.
+
+Lange Breve skrev hun til »Veninden«, 4 tæt skrevne Sider i det
+allermindste, de begyndte meget pænt og fornuftigt, f. Ex.:
+
+      »Kjære Edith!
+
+   Jeg haaber, Du morer Dig godt og rigtig nyder det dejlige Vejr —«
+
+men allerede paa anden Side brød hun ud af den stive Tone og skrev om
+sin Længsel og sin Skinsyge over for alle dem, der vare Edith nær.
+
+»Jeg kan se Dig for mig, Edith«, skrev hun saaledes en Gang. »Du gaar
+nede ved Stranden i et Selskab af unge Herrer og Damer, og Du lader Dig
+beundre og kurtisere; min sejersvante Edith, Du ler og smiler til dem
+alle med den glade Bevidsthed, at selv om Din ny Sommerhat klædte Dig
+mindre godt, end den gør, vilde Du dog være den smukkeste blandt dem
+alle. — Sig mig, er den Frøken Aagesen, Du skrev om, virkelig saa
+elskværdig? Det er jo dejligt, at Du har truffet en jævnaldrende! Hun er
+nok ikke saadan en lille Pjanke som undertegnede, hende kalder Du ikke
+»exalteret« og »unaturlig«, vel? Har hun kysset Dig nogensinde? Skal I
+nu komme sammen, naar I flytter ind til Byen igjen? Aa, Edith! — nej,
+bliv ikke vred, — jeg skal nok lade være med at give Scener paa Papiret,
+— Du maa ikke se stræng eller utaalmodig ud, — jeg _skal_ være artig. —
+Hver Aften synger jeg for Fader. Ved Du, hvilken der er min Yndlingssang
+i Sommer? Det er den lille finske, Du kender:
+
+   »Ack, lilla fogelen, ack, lilla hjerta vän,
+   kommer Du ej snart?«
+
+men det andet Vers gjør mig forstemt:
+
+   »Der finnas säkert de fagraste ternor
+   glömmer Du mig för de strålande stjernor?«
+
+Men de Sange, vi to synger sammen, Edith, dem synger jeg ikke nu, de
+venter og længes som jeg! — Min egen søde, søde Edith, glem mig ikke!
+Ingen holder af Dig som jeg, — ingen!«
+
+Edith svarede med nogle Linjer, højst et Par Sider, fortalte om sine
+Udflugter, om den dejlige Natur og om de Folk, hun traf sammen med.
+Rolige og venlige faldt Ordene i hendes Breve, men paa Marthas
+lidenskabelige Henvendelser svarede hun ikke med en Stavelse.
+
+Men Martha sad timevis med et saadant Brev, læste det atter og atter
+igennem, stirrede paa Underskriften: »Din hengivne Edith« og kyssede den
+med hede Læber, den var jo nedskreven af »hendes« Haand. Og saa græd hun
+af Længsel alene paa sit Værelse.
+
+Hendes Sommerfornøjelse var foruden Ediths Breve at spasere alene ud til
+Skoven og opsøge de Steder, hvor hun havde været saa lykkelig selvanden,
+der kunde hun sidde længe tankefuld eller rettere uden at tænke og se
+paa Ediths Portræt, — eller hun gik ind i Ørsteds Park, en af Nornerne
+under Ørsteds Buste havde Træk, der mindede om Ediths.
+
+Det kunde hænde, at hun prøvede paa at gjøre Edith skinsyg. Fortvivlede
+Forsøg! Hun kunde da i Selskab slutte sig til en hvilkensomhelst ung
+Pige, overvælde hende med Opmærksomhed, spille en fuldstændig Komedie
+med hende, le overdrevent højt og passiare med en nervøs Munterhed,
+naturligvis ene og alene for at hendrage Ediths Opmærksomhed paa sig.
+Men denne lod aldrig til at bryde sig derom, ikke det bitterste skinsyg
+kunde hun blive! Heller ikke opnaaede Martha noget, naar hun en anden
+Gang spillede kold og fornærmet, Edith smilede i uforstyrrelig Ro ad
+alle hendes »Barnagtigheder«, Martha pinte kun sig selv med saadanne
+Forsøg, rørte aldrig Edith, der vidste, at det ikke vilde vare mange
+Timer, før en blød Arm vilde liste sig om hendes Hals og en sagte,
+kærlig Stemme hviske:
+
+»Hvor Du er grusom imod mig, Edith!«
+
+»Grusom?« kunde Edith da sige, »jeg tænkte ikke en Gang paa Dig, — hvad
+mener Du med, at jeg er grusom?«
+
+»Nej, Du tænkte ikke paa mig, — det er netop det!« og et forunderligt
+Udtryk som af en higende Længsel, en uforstaaet Sorg, kunde et Øjeblik
+faa Edith til at spørge sig selv, om der virkelig kunde existere saa
+mærkelige udrustede Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til en af
+deres eget Køn, — og i saa Fald — var Martha en af dem? Var dette mere
+end Sværmeri, mere end Barnestreger? — — —
+
+Saa kom den Dag, der maatte komme, men som Martha ikke havde kunnet
+taale at forestille sig.
+
+Edith havde været saa adspredt i den sidste Tid; naar de vare sammen,
+lyttede hun ikke som før med sit halv overlegne, halv velvillige Smil
+til Marthas Snak, hun havde siddet aandsfraværende, og Martha havde ikke
+sjælden set det Særsyn, at Ediths Kinder pludselig og uden
+tilsyneladende Grund var blevne blussende røde. Hun havde længe næret en
+ubestemt Angest for, hvad der mulig kunde ske, men hun vovede hverken at
+give denne Anelse Navn for sig selv eller spørge Edith.
+
+En Aften var hun i dennes Hjem bleven præsenteret for en ny Gjæst, en
+ung Læge, Dr. Stein. Hun havde set ham staa fordybet i en lang Samtale
+med Edith, de to havde taget sig udmærket ud sammen. Han var meget høj,
+en elegant, harmonisk Skikkelse med stærkt blondt Haar og et Par kloge,
+mørkeblaa Øjne under tætte, sorte Bryn, Martha havde set paa Edith og
+ham, greben af en smertelig Formodning. Hvor beundrende dvælede hans
+Øjne paa Edith, »hendes egen Edith!« Og hun saa denne, der ellers var
+saa kølig og sikker, tage imod hans ærbødige Hyldest forlegen og sky som
+en lille nykonfirmeret Pige. —
+
+Den Aften græd Martha, da hun kom hjem, hun følte, at Edith gled fra
+hende, — det var en Følelse, der gjorde saa ondt, saa ondt; for første
+Gang begyndte hun at tænke, men endnu kun dunkelt, at hun selv dog havde
+haft en sælsom Ungdom, at den Tid, hvor andre unge Piger drømme om
+Kærlighed og Mænd eller lægge Planer for en selvstændig Tilværelse,
+havde hun brugt til at drømme planløst, forvirret, uden Grund og Fornuft
+om en Kvinde. Og det havde været hendes Lykke, — det var det
+underligste, — intet i Verden kunde hun tænke sig bedre end disse
+svundne Aar, — hun vilde ikke undvære dem, — hvad var hun dog for en
+Pige? — Var hun unormal? Var det en Sygdom? Kunde det gaa over? Og hvis
+det gik over, hvad havde Livet at byde hende til Gengæld? Intet kunde
+fylde og forskønne hendes Drømmeverden som dette ufornuftige,
+meningsløse havde gjort. Edith gled fra hende, — aa, det var Snak. Edith
+havde jo aldrig været hendes, — hun havde altid været den ydende i deres
+Forhold, Edith bare modtog og lod, naar hun var i det Lune, sin Naades
+Smil lyse over Marthas ydmyge Tilbedelse. Saadan var det! Martha
+trykkede Hænderne mod de bankende, smertende Tindinger. Nej, hun taalte
+ikke at gruble for meget over den Sag. —
+
+Saa kom Forlovelseskortet.
+
+Hun sad med det i Haanden:
+
+                             Edith Gerner,
+                              Ernst Stein.
+
+Hun gik hen til Edith for at lykønske.
+
+»Blev Du forbavset, Martha?«
+
+»Aa, nej, jeg havde jo en Anelse, lige fra jeg saa ham for første Gang
+hos jer!«
+
+»Synes Du om ham?«
+
+»Han ser godt ud, — og det, at Du har valgt ham, er jo den bedste
+Anbefaling.«
+
+Martha lagde begge Arme om hendes Hals.
+
+»Aa, Du tossede Barn med dit Skolepigesværmeri, men hør, Du har vist
+ikke ønsket mig rigtig til Lykke endnu!«
+
+»Til Lykke, — til Lykke, Edith, — Du ved vist, at jeg ønsker Dig al
+mulig Lykke, — af hele mit Hjærte, Edith!«
+
+»Græder Du? — Hør, Martha, vær nu ikke ... vær som andre! Tror Du, jeg
+bryder med mine Veninder, fordi jeg har faaet en Ven! — Hvor Du er en
+dum lille En! — Ved Du for Resten, at vi skal have Bryllup i næste
+Maaned? Jo, — den 22de! — Du skal komme tit til os, — og vi vil have det
+rigtig morsomt sammen, naturligvis, ganske som før kan det ikke blive,
+saa ofte kan vi jo ikke træffes, — men det ved Du jo nok, at som gift
+faar man saa mange Pligter! — Hører Du, hvad jeg siger, Martha! Du ser
+saa underligt paa mig!«
+
+Martha havde kun rigtig forstaaet et: »ganske som før bliver det ikke.«
+
+Edith, hendes alt, Solen og Lykken i hendes Liv, gled ind i en ny Sfære,
+hvor hun ikke kunde følge med, og lod hende blive tilbage i Mørke og
+Tomhed. At dette skulde være Naturens Gang! Og at denne Natur skulde
+være hende saa forfærdelig svær at fatte!
+
+»Hvis han gjorde Dig ulykkelig, Edith, — aa, jeg kunde dræbe ham!«
+
+»Men, Martha, hvad er det dog for stygge Tanker? — Du maa virkelig
+beherske Dig!«
+
+»Ja, snart, Edith, — Du kan være vis paa, jeg skal, — lad mig bare for
+sidste Gang være mig selv imod Dig, Edith! Det er nu ligemeget, lad ham
+elske Dig saa højt, han vil, — det Du er — har været for mig, bliver Du
+aldrig for nogen anden, — saa kjær kan ingen have Dig. Og ser Du, han
+forlanger Din fulde Genkærlighed, den er hans Lykke. For mig, som gav
+alt, hvad jeg ejede af Kærlighed, var en Smule Venskab fra Dig nok, —
+men lidt maa jeg ogsaa have, — jeg maa have Dig, som Du har været i
+disse 7 Aar, — tager Du det fra mig, — føler jeg, at jeg fra at have
+været et Legetøj er blevet et intet for Dig, saa tager jeg Livet af mig,
+Edith, — for saa er der slet ikke noget mer, — slet intet!«
+
+»Men hvad er det for tosset Snak? — Naa, heldigvis ved jeg, at Du ikke
+er slet saa ufornuftig som Dine Ord, Du lille! Man snakker saa let om at
+dø, Martha, men Du betænkte Dig nok i det afgørende Øjeblik. Saa nu
+taler vi ikke mer herom, — om lidt kommer Vennen min, Du bliver her
+naturligvis, — og saa skal Du være en sød, artig lille Pige, ikke
+nervøs, ikke hysterisk, ikke give Scener!«
+
+Martha kyssede hende lidenskabeligt, saa blev hun pludselig rolig.
+
+»Vær ikke vred, Edith,« hun tvang et muntert Smil frem »nu er jeg atter
+Wilhelm Tell.«
+
+Hun blev den Aften hos Gerners, hun saa paa det unge Par, undrede sig
+stille over, at dette skulde være Menneskeslægtens Ideal af Lykke, og at
+hun stod saa fuldstændig uforstaaende og saa til, spurgte sig selv,
+hvorfor hun i Grunden var bleven til.
+
+Da hun skulde gaa, sagde Stein til hende:
+
+»Naa, Frøken Grüner, hvad siger De saa egenlig til, at jeg har taget
+Edith fra Dem?«
+
+»Taget fra mig?« Marthas Stemme var let og spøgende, men det Blik, han
+mødte fra de store, graa Øjne, besynderlig sorgfuldt og modløst »jeg har
+aldrig haft nogen Ejendomsret over Edith og kan altsaa ikke en Gang
+overdrage Dem en saadan. Hvad Edith giver Dem, faar De, fordi det er
+Deres med Rette, hvad jeg fik, gav hun mig af Naade! Voila tout!
+Farvel!«
+
+Stein saa efter hende.
+
+»En mærkelig lille Tingest«, tænkte han.
+
+Martha havde ingen Lyst til at gaa i Seng, da hun den Aften kom hjem;
+hun var nok træt, men sove kunde hun ikke. Hun følte ogsaa, at hun
+maatte gjøre sig mangt og meget klart, at hun maatte tænke Sagen
+igennem, saa roligt hun kunde, og ikke give efter for sin Tilbøjelighed
+til at skyde fra sig, hvad der kedede hende, — saa løste hun da sit
+lange, tunge Haar og blev siddende længe foran Toiletbordet med Hovedet
+gjemt i Hænderne.
+
+Hun havde ført et aldeles betydningsløst Liv, naar alt kom til alt. Før
+hun lærte Edith at kende, altsaa som Barn, havde hun læst meget, maaske
+for meget, og naar hun om Aftenen laa i sin Seng, lavede hun selv i sit
+lille, fantasifulde Hovede baade Komedier og Romaner, Æventyr og Vers.
+Spurgte man hende, hvad hun vilde være, naar hun blev stor, var Svaret,
+»Digterinde!« Barnepjat naturligvis, men det var dog altid en Interesse,
+der maaske med Tiden kunde og burde udvikles.
+
+Saa saa hun Edith Gerner, og uden at tænke klart mere, bare drømte hun
+sig ind i en underlig, fantastisk, uvirkelig Verden, hvor Edith i sin
+straalende Skønhed var Midtpunktet. Alt uden Edith blev hende omtrent
+ligegyldigt. Og nu var hun over 20 Aar, alle hendes jævnaldrende havde
+deres Fremtidsplan færdig eller næsten færdig, nogle vilde være
+Lærerinder, andre Studenter, nogle Kunstnerinder, de fleste drømte vel
+ogsaa om at blive lykkelige Hustruer og Mødre engang i Tiden. Hun alene
+styrede frem uden Maal og Med. Hun læste rigtignok til Artium og skulde
+op om faa Maaneder, men det var hende den ligegyldigste Sag af Verden,
+om hun bestod eller ej.
+
+Hun havde besluttet sig til at læse, dels fordi det var Faderens Ønske,
+dels fordi Edith havde sagt, at hun syntes, hun burde. Aa, hun huskede
+godt den Dag, det blev afgjort. Hun havde været saa vred og sagt, at det
+gad hun virkelig ikke, det var altfor kedeligt, uh, denne tørre,
+uforstaaelige Mathematik!
+
+»Nej, jeg gjør det ikke, — jeg vil ikke!«
+
+Og hun havde stampet i Gulvet. Men en Rynke paa Ediths hvide Pande, et
+isnende Tonefald i hendes dejlige Stemme, da hun sagde:
+
+»Din Fader ønsker det, Martha, jeg synes, Du bærer Dig meget uartigt ad,
+— Du læser naturligvis til Artium, — det vil jo være gavnligt for Dig
+baade nu og senere!« havde gjort Udslaget, og i en ydmyg, nedstemt Tone
+havde hun svaret: »Naturligvis, — naar Du raader mig til det, Edith.«
+
+Og hendes Fader, ja, overfor ham havde hun jo ogsaa haft en Opgave:
+forsøde hans gamle Dage, tage sig af Huset og gøre det til et hyggeligt
+Hjem. Men de to levede i Steden derfor som fremmede. Faderen havde
+vænnet sig til kun at se Martha ved Maaltiderne. Han var meget nøjsom og
+krævede intet Hensyn taget til sig selv, men Martha følte nu, at det
+havde været hendes Pligt og burde have været hendes Glæde at være mere
+for ham, end hun havde været.
+
+Hvilken enestaaende, sygelig Ungdom! Og dog havde hun kendt Lykken, naar
+Edith var venlig imod hende, naar de vare ene sammen, naar hun sad med
+hendes Haand i sin. Og det nyttede altsammen ikke noget, hun
+forestillede sig de tusende Ting, som hun kunde og burde have haft
+Interesse for eller ialt Fald nu prøve at vise Interesse for, — hun
+evnede det ikke! Forunderlig træt og mat og udygtig stod hun overfor alt
+andet end netop dette: at elske Edith.
+
+Og hendes Tro, hvordan stod det med den? Før Konfirmationsalderen havde
+hun været en alvorlig, lille Barnekristen, bedt sin Morgen- og Aftenbøn,
+læst og elsket Fortællingerne i sin Bibelhistorie, været saa tillidsfuld
+vis paa, at hvor hun gik og stod, vogtede et Par aarvaagne og kærlige
+Øjne paa hende, — Vorherres Øjne! Og hun havde tit drømt, at hun var
+oppe i Himlen hos sin ukendte, tidlig mistede Moder imellem straalende,
+hvide Engleskikkelser.
+
+Saa kom Edith paa hendes Vej, og hun glemte baade Bønnerne og
+Faderblikket, der vaagede over hende. Hun havde ikke en Gang som voxen
+rigtig prøvet og valgt til hvad Side hun vilde gaa. Hun vedblev vel
+nærmest at være kristen, men det var en lunken, sjælløs Tro, der
+manglede al Varme og Inderlighed. Hun havde dog nogle Gange bedt, — en
+Gang da Edith var syg. Aa, hun havde en hel Nat paakaldt Gud og
+bønfaldet, om hun maatte leve. Og da hun saa virkelig kom sig, havde hun
+knælet og takket. Jo, hun troede paa et højere Væsen, — men saa ussel og
+elendig var hun, at hun ikke en Gang følte Kraft til at stræbe efter en
+bedre og mere udviklet Tro. Og denne Gud, som dog nedlagde Evner og
+Kræfter i hvert Menneske, hvorfor havde han gjort hende saa sløv og
+svag, hvorfor lod han hende ikke heller dø nu, da hun havde lært at
+indse, at hun intet duede til, at hendes Liv var goldt og bare tog
+Pladsen op for et bedre og nyttigere?
+
+Dø! Ja, det var det bedste! Hvad var der egentlig andet? Nu hun havde
+faaet Øjnene op for sin betydningsløse Tilværelse, blev hun greben af
+dyb Livslede. Hvem vilde sørge over hende? For Faderen var hun jo intet,
+han vilde sige: »Hun er gaaet til sin Moder!« folde Hænderne og bede en
+stille Bøn og saa lade hende hvile.
+
+Og Edith? — Hun blev jo nu en lykkelig Hustru, for hende var hun jo bare
+en i Venindeflokken og tilmed en, hun saa tit havde kaldt sær, pjanket
+og forskruet. Hun vilde modtage Efterretningen om hendes Død med lidt
+Vemod, lægge en smuk Krans paa hendes Grav, sige med et Smil til sin
+Mand: »Du kan tro, hun var forelsket i mig, den lille!« og saa glemme
+hende.
+
+Martha tog Hænderne fra Ansigtet, ja, hun vilde dø, hun var ikke bange.
+Var der ingen Gud til, o, saa maatte det jo være godt at synke hen i
+intet, — var der en Gud, maatte han jo bedst vide, at hun ingen Ting
+kunde og ingen Ting var, og tilgive hende. Hun vilde dø. — Men først
+vilde hun se Edith som Brud.
+
+Bryllupsdagen kom. Martha havde i den forløbne Maaned ikke en eneste
+Gang været »exalteret« overfor Edith, de havde heller ikke været meget
+sammen, Edith var tidlig og silde ude at købe Udstyr og prøve en Mængde
+Dragter. Men saas de, var Martha munter og talte om Ediths ny Hjem og
+Stein og om den ny Kjole, hun selv skulde have til Brylluppet. Ikke en
+eneste Gang gav hun »Scener«. Edith tænkte, at det var rart, at lille
+Martha var bleven saa fornuftig.
+
+Martha skulde give hende Brudekransen og Anna Holm, den »fortrolige«,
+Sløret. De to skulde ogsaa pynte Bruden.
+
+Martha var under dette fuld af Spøg og Indfald, hun talte næsten
+uafbrudt, var overdreven elskværdig mod Frøken Anna, undgik at se paa
+Bruden og for rastløs omkring efter Haarnaale, Baand eller Kamme med to
+skinnende røde Pletter paa Kinderne og en tindrende Glans i Øjnene. Da
+hun fæstede Kransen i Ediths prægtige, mørke Haar, sang hun, saa det
+klang gjennem Lejligheden, Bjørnsons:
+
+   »Tag imod Kransen, den er til Dig,
+   tag imod Kransen, tænk lidt paa mig,
+       her er den grønneste
+   Krans til den skønneste, — o. s. v.«
+
+Straalende smuk saa Edith ogsaa ud, da hun i den hvide Atlaskeskjole,
+der sad ypperligt om hendes høje, slanke Figur, gik op ad Kirkegulvet
+ved sin Faders Arm. Martha kunde ikke faa Øjnene fra hende. Selv havde
+hun, der ellers ikke var en Smule forfængelig, pyntet sig med megen
+Omhu, hun vilde, at Edith skulde have et saa kønt Indtryk som muligt af
+hende sidste Gang, de vare sammen.
+
+Hun saa virkelig ogsaa godt ud i blegrødt Silke med en Overkjole af
+hvidt Blondestof. Hun havde sat sig til Maal i det mindste at blive lige
+saa pæn som Anna Holm, — og det opnaaede hun ogsaa.
+
+Beslutningen, hun havde taget, bidrog ikke lidt til det. Det var hendes
+sidste Dag, og derfor vilde hun nyde Øjeblikket, leve og elske paa sin
+egen Vis, det vil sige se paa Edith og fryde sig over hendes Dejlighed.
+Og hendes eneste Ønske, at fastholde Nuet saa længe som muligt, lagde en
+usædvanlig Straaleglans i hendes Øjne og en stærk Glød paa Kinden, saa
+at mange, som før kun havde fundet, at Martha Grüner var en ganske net,
+men ubetydelig lille Pige, i Dag syntes, at hun var ligefrem smuk.
+
+Parret stod for Alteret.
+
+Martha maatte smile ved nogle Ord, der forekom i Brudetalen:
+
+»Thi Kærligheden, mine Venner, er den skønneste Gave fra Gud. Ingen
+jordisk Lykke er dog større end at have et andet Menneske ret inderlig
+kær.«
+
+Og dog vidste hun, det var sandt, hun kendte den Følelse, der volder
+Angest og Hjærtebanken og dog er saa fuld af svimlende Lyksalighed, hun
+vidste hvorledes man kan glemme alt, naar man ser ind i et Par
+Menneskeøjne. Men Pastor Eriksen vilde formodentlig, hvis han havde
+kunnet se ind i hende, ikke have forstaaet og godkendt den Slags
+Kærlighed. Det skulde jo være en Mand og en Kvinde, saadan var baade de
+menneskelige og de guddommelige Love. Alt andet var Unatur, Vanvid.
+Meget rigtigt! Saadanne abnorme Væsener burde hurtigst mulig gøre Verden
+den Tjeneste at forsvinde.
+
+Martha forbavsede denne Dag Selskabet ved at være straalende livlig og
+morsom, hun, der ellers sad stille lyttende eller drømmende og kun
+plejede at svare med Enstavelsesord og undselige Smil! Hun var aldeles
+overgiven, drak Dus med flere af de unge Piger, koketterede med nogle
+unge Herrer og gjorde sin Kavaler, en Fætter til Edith, helt forelsket i
+sig. Og dog tænkte hun ikke paa andet end Edith og paa, at det var
+sidste Gang! Den unge Brud var for optagen af sin Ven til at bemærke
+hendes forandrede Væsen. Hvad bryder en Brud paa en saadan Dag sig vel
+om Veninderne?
+
+Naar hun en Gang imellem mødte Marthas Blik, smilte hun og nikkede til
+hende.
+
+Damernes Skaal blev drukken.
+
+Fætteren stødte begejstret sit Glas mod Marthas:
+
+»_Min_ Dames Skaal!«
+
+Og hun lo straalende op til ham.
+
+»Vi træffes nok oftere, — hos Edith!« han bøjede sig tæt hen imod hende,
+»fra nu af skal jeg dyrke hendes Bekendtskab, kan De tro!«
+
+»Det var en pludselig Ømhed for Deres Kusine. Edith kan være lykkelig.«
+
+»De ved vist for hvis Skyld jeg vil komme der. Jeg har jo først i Aften
+opdaget, at Edith har en Veninde, saa yndig, saa aldeles fortryllende! —
+De maa ikke være vred, Frøken Martha, jeg burde maaske ikke have sagt
+det, — men Champagnen og et Par dejlige, mørke Øjne —«
+
+»Vred? — ser jeg vred ud?«
+
+Hun svarede hen i Vejret, hun saa netop hvorledes Steins og Ediths Øjne
+mødtes i altforglemmende Lyksalighed, og hun lo højere, blev kaadere og
+vildere.
+
+Den reglementerede Bryllupsskaal for »Kærlighed« blev drukken.
+
+»For hvad vi elske!«
+
+Martha tømte med hede Kinder sit Glas.
+
+»Edith«, raabte hun lystig over Bordet, »skal vi drikke hver paa sin
+elskedes Vel?«
+
+»Vi høre nok snart om en Forlovelse til«, spaaede et Par gamle Tanter,
+der havde iagttaget Fætteren og Martha.
+
+Længere ud paa Aftenen kom Edith hen til Martha og lagde sin Haand paa
+hendes Skulder.
+
+»Nu tager Stein og jeg hjem! — Følger Du os ud til Vognen? Men tag et
+Sjal paa!«
+
+Det svimlede et Øjeblik for Martha, nu nærmede det sig altsaa. Om kort
+Tid skulde hun se _hende_ for sidste Gang.
+
+»Saa nu skal det være, Edith?« sagde hun imidlertid smilende.
+
+Ude i Gangen vendte hun sig til Stein.
+
+»Lad mig nu se, De er skikkelig imod hende!« sagde hun i en spøgende
+Tone, men med et næsten truende Blik, idet hun gav ham Haanden.
+
+»Ja, saa Farvel, Martha, Du ser vel snart op til mig? Den Kjole klæder
+Dig udmærket«, (Martha glemte et Øjeblik alt for Lykke over disse Ord,)
+»og Du har nok moret Dig godt? Der bliver sagt, at Sofus er aldeles væk
+i Dig! Farvel, lille Du!«
+
+Martha havde lagt begge Arme om hendes Hals.
+
+»Farvel, — farvel —« hun kunde ikke sige mere.
+
+»Du ser paa mig, som var det en Afsked for hele Livet«, lo Edith, »lille
+Nar, som Du er!«
+
+»Søde, søde Edith!« hele sit Hjærte lagde hun i dette sidste Kys, det
+brændte paa Ediths Kind, et Øjeblik blev hun forskrækket over det
+sælsomme Udtryk i Marthas Øjne, men saa tog Moderen hende i sine Arme,
+og da hun havde sluppet hende, lagde Stein Armen let om hendes Liv.
+
+»Kommer Du, min egen Edith!«
+
+Martha, der krampagtig havde holdt fast ved hendes Haand, slap den, —
+ja, hun var hans Edith, selv havde hun ikke nogen Ret, — ingensomhelst
+Ret.
+
+»Farvel, — aa, Edith!«
+
+Vognen satte sig allerede i Bevægelse.
+
+»Det var dog mig og ikke Anna Holm, der fulgte hende ud«, tænkte Martha
+med en glad Stolthed, selv midt i sine trøstesløse Dødstanker.
+
+Fru Gerner og hun saa efter Vognen, til den var drejet om Hjørnet.
+
+»Hjemmet bliver dog tomt uden hende«, sagde Moderen og tørrede Øjnene.
+
+Martha saa forvirret paa hende.
+
+Her var atter en, som havde mere Ret end hun selv til at elske og savne
+Edith. Fru Gerner havde Moderens Ret, Stein Brudgommens, alle vilde
+respektere _deres_ Følelser, — men hendes —
+
+»Saa, lad os nu gaa ind, De staar og fryser, lille Martha, og ser hel
+daarlig ud, De, som nylig var saa rødmusset og kvik!«
+
+Martha fulgte hende som i Søvne. Hendes Tanker var med den bortrullende
+Vogn, der førte hendes Ungdom og Kærlighed med sig.
+
+Men nu skulde der danses. Fætter Sofus styrede allerede hen imod hende,
+en lystig Valsemelodi klang, — og Martha kastede sig atter ind i
+Hvirvelen, der skulde døve hendes Smerte og faa Tankerne til at sove.
+
+Hun kom hjem, da Klokken var omtrent to om Natten. Lydløst aabnede hun
+Døren til Faderens Soveværelse, det hun behøvede, laa i hans
+Servanteskuffe. Men den gamle Professor sov let, — han aabnede Øjnene,
+nikkede til hende og spurgte venligt, om hun havde moret sig.
+
+»Dejligt! Dejligt, Far!«
+
+»Hvad søger Du?«
+
+»— Men maa jeg tage et Par Hostepastiller, — jeg stod i Træk og har
+faaet Hoste!«
+
+»Vær endelig forsigtig, min lille Pige, — Hoste er noget slemt noget!«
+
+»Du kan være ganske rolig, Far, i Morgen fejler jeg ikke det mindste.
+God Nat!«
+
+Hun bøjede sig ned over hans graa Hoved og aandede et let Kys paa hans
+Pande, vred paa sig selv, fordi hun ikke en Gang i dette Øjeblik følte
+nogen barnlig Kærlighed eller Rørelse.
+
+Saa forlod hun Værelset med Hostekagerne og — Barberkniven i Haanden.
+
+Hun stod stille i Dagligstuen, hvor Maanen skinnede ind og kastede en
+lang Lysstribe hen ad Tæppet. Hun følte sig saa forfærdelig mat og træt
+efter al denne forcerede Lystighed, — saa tung og sløv. Hendes Hoved
+smertede, og Blodet bankede og prikkede i Haandleddene, — i
+Fingerspidserne, — i Tindingen — overalt! Aa, det vilde blive godt at
+komme helt til Ro, — saa godt! Hun vilde ikke klæde sig af, men paaklædt
+lægge sig paa Sengen og dø der. Edith havde sagt, den Kjole var smuk og
+klædte hende, — i den skulde hun derfor se hende, naar det i Morgen
+rygtedes, at hun havde taget Livet af sig. Aa, Edith vilde om end kun
+for et Øjeblik glemme sin egen Lykke og tænke paa, hvad Martha havde
+lidt, tænke paa, om det da virkelig var af Kærlighed til hende — —
+
+»Jeg vil skrive til hende, — men kun et Par Ord, — Edith hader al
+Følsomhed, — og skrev jeg langt, kunde det nok ikke undgaas, — jeg vil
+bare skrive Farvel, — og at jeg holdt saa meget af hende.«
+
+Og mens hendes ophidsede Fantasi forestillede hende dette, blev hun
+stadig staaende paa samme Plet i Maanelyset, ubevægelig, ligesom lammet
+af Dagens store Sindsrørelser, — dødtræt.
+
+»Hvis jeg nu havde været en Mand, — havde det saa været bedre?« og hun
+gjentog disse Ord højt den ene Gang efter den anden, til sidst uden at
+vide, hvad hun sagde:
+
+»Havde det været bedre, hvis jeg var blevet en Mand?«
+
+Endelig drog hun Vejret tungt, — nu maatte det vel gøres, — hun _maatte_
+rive sig ud af denne sløve Tilstand, sæt hun blev vanvittig? Var hun det
+maaske allerede? Saa _var_ det da bedst for alle Parter at forlade
+Skuepladsen.
+
+Hun tog et Par Skridt hen over Gulvet og var snart udenfor Døren til sit
+eget Værelse.
+
+Men idet hun vilde lægge Haanden paa Dørgrebet og gaa ind, var det hende
+pludselig, som Døren rykkedes langt, langt bort, og mens hun famlede
+efter den, lagde noget iskoldt og tungt sig over hendes Bryst, — der lød
+en ubestemt Brusen og Mumlen for hendes Øre, — og Knæene rystede.
+
+»Det er Døden, den kommer af sig selv, — det er ogsaa det bedste,«
+tænkte hun — og saa tænkte hun ikke mere, — alt gled ud i Mørke og
+intet. — —
+
+Men det var ikke Døden, kun en alvorlig Lungebetændelse, foraarsaget af
+Forkølelse og fremskyndet af den sidste Tids Sindsrystelser.
+
+Da Faderen og Husholdersken, vækkede ved et tungt Fald, kom til, fandt
+de Martha besvimet paa Gulvet i Dagligstuen og fik hende hurtig bragt i
+Seng, hvorefter de sendte Bud til Lægen.
+
+Barberkniven, som laa paa Gulvet og som efter Marthas Beregning skulde
+have gjort al Hjælp overflødig, lagde de ikke Mærke til før senere og
+vare da langt fra at ane Bestemmelsen med den. Professoren undrede sig
+vel over dens Tilstedeværelse paa et saadant Sted, men gav sin egen
+Distraction Skylden.
+
+Martha var imidlertid i det mindste for Øjeblikket fri for al Uro og
+Smerte, hun laa hen uden Bevidsthed i det lykkelige »Intet«, hun havde
+længtes saa meget efter.
+
+Men længe varede det ikke, saa begyndte Bevidstheden svagt, ganske
+svagt, at dæmre for hende, — og en Nat aabnede hun sine Øjne og saa sig
+om dog endnu uden klare Begreber og vaagen Erindring. Hun saa en lille
+Lampe brænde paa Bordet tæt ved Sengen, og et gammelt rynket
+Kvindeansigt med en Krydderpose saas i Værelsets Baggrund, — hun kendte
+det meget godt, — det var Jomfru Hansens — og hun laa i sit eget Kammer,
+i sin egen Seng, i sin egen Natkjole, der var ikke det mindste at undres
+over, og træt lukkede hun sine Øjne.
+
+Men kort efter vaagnede hun igen ved en stærk Smerte i Ryggen, — hun
+vilde rejse sig, men kunde ikke. Nu mærkede hun, at hun havde Omslag paa
+Ryggen og paa Brystet, altsaa var hun syg. Hvornaar mon hun var bleven
+det? Hvad var der sket?
+
+Hun fik en Fornemmelse af, at der var sket noget, som havde gjort hende
+ondt, og at dette noget, naar hun atter kom helt til sig selv, vilde
+være der og smerte hende, men hvad det var, vidste hun ikke, og det var
+jo godt, siden det var sørgeligt. Det kom tidsnok. Og Martha sank igen
+hen i en Døs, hvoraf hun kun til Tider vaagnede for at tage Medicin,
+drikke Mælk, lade sig pusle og hjælpe som et lille Barn.
+
+Sommetider vaagnede hun ogsaa ved, at en stor blød Haand sagte strøg hen
+ad hendes Kinder og Haar, og hendes Faders Stemme saa underlig bevæget
+og kærlig, sagde, »Min lille Pige!«
+
+Hun hørte ogsaa andre Stemmer, hun kendte: Dr. Thomsens gemytlige og
+Jomfru Hansens klynkende.
+
+Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse med en fin, pikant
+Parfume, som hun syntes, hun skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun
+kendte den Duft. Der var noget om en slank Kvinde med mørkt Haar og fint
+mejslede Træk, og denne Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen
+og ler og slaar med Lommetørklædet over imod en anden, — var det ikke
+hende selv? —, og siger: »Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«,
+og den fine Duft strømmer underligt berusende imod hende, ligesom
+indhyller hende og tager hende til Fange. — Og nu er den her, — og hun
+ved, den er i Følge med en, hun holder af, men som har kostet hende
+mange Taarer, — mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende dette, hun
+ikke endnu ved bestemt, det, som det er tidsnok at spekulere paa, og hun
+vil ikke lukke Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt bøjer sig
+over hende netop nu. En klangfuld Stemme siger noget om »Nervøsitet«,
+»Foraarsluften« og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, kun Stemmen, den
+gør godt, saa længe den lyder, men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke
+paa haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved andre Lejligheder har
+talt. »Lad os nu ingen Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at tænke
+er det mest martrende af alt, ved Martha, — hun maa enten have læst
+denne Paastand eller — erfaret den.
+
+Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa hendes Pande.
+
+»Hun sover, — den lille Stakkel!«
+
+»Ja, Frue.«
+
+Der gaar en let Skælven igennem Marthas Legeme ved disse Faderens Ord.
+
+»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er den Søvn, der lader hende
+slippe lettere over det, end vi fra først af turde haabe.«
+
+»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en Sygdom? Ved mit Bryllup var
+hun saa kvik, De skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg disse
+Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen Skade af Duften? Hils hende
+saa, hvis hun da har sin Bevidsthed og kender mig!«
+
+Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, rolige »Norneblik«, hun havde
+elsket lige fra første Gang, hun saa det.
+
+»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun igjen træt sine Øjne.
+
+»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer hun sig nok snart. Naa, farvel,
+Hr. Professor, jeg hører snart herind igjen!«
+
+»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru Stein.«
+
+Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen Fru Stein! Var det da ikke Edith,
+hendes Veninde, hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, det var dog
+meget rigtigt, — meget rigtigt. — Martha saa for sig en oplyst, smykket
+Kirke, — mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en Mand og en Kvinde,
+— _hun_ var klædt i hvidt og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og
+saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede Selskab, — hun hørte en
+blandet Lyd af Mendelssohns Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der
+stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, — og en ung Pige
+raabte med blussende Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas højt:
+»Leve Kærligheden!« og _den_ unge Pige havde besluttet, at samme Aften
+vilde hun dø, — og den unge Pige var hende selv.
+
+Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange Bedøvelse forbi, Tankerne
+vendte tilbage.
+
+Hun aabnede igen Øjnene.
+
+Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket Roser, Ediths Gave, hun tog
+den, holdt den op til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag dens
+Duft.
+
+Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde elsket Edith, — aa saa højt, —
+meget mer end man kan holde af en Moder og Søster, — ja, hvad vidste hun
+for Resten om Omfanget af de Følelser, — hun vidste, hun havde elsket
+Edith mer end alle andre, elsket _udelukkende_ hende, — og saa havde hun
+set, hvor magtesløs og taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde
+besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa hendes Bryllupsdag var
+det, at hun vilde have sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg,
+— og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, men med Følelsen af, at
+Kræfterne og Livsaanderne vaagnede paany.
+
+Ja, om ikke lang Tid vilde hun være rask, saa skulde hun tage fat paa
+Livet igen, paa Examenslæsningen, — paa, — ja, hvad var der mere? Paa
+alle de vaagne Drømme om Edith, — Turene med hende, — dum Snak, Edith
+var jo gift: »Ganske som før kan det jo ikke blive, Martha!«
+
+De Ord huskede hun godt.
+
+Tage fat paa Livet! Ak Gud, hun følte hverken Lyst eller Mod til at
+»tage fat« paa nogetsomhelst. Men at dø ønskede hun heller ikke mere, i
+det hele taget ønskede hun intet, det kunde være det samme altsammen.
+Der var vel en Slags Styrelse, Forsyn, hvad det nu hed, siden hun var
+bleven standset i sit Forsæt den Aften og nu følte sin fysiske Styrke
+tage mere og mere til. Meningen var vel, at hun skulde leve. Ja, ja, saa
+vilde hun leve eller rettere lade Livet gaa sin Gang udenom hende, blot
+hun kunde faa Lov at sidde stille uden Tanker, uden Ønsker og se til og
+lade de andre agere. Hun var saa træt og mat, saa inderlig, »tilfreds
+hvilket.«
+
+Og dog kyssede hun Roserne, som Edith havde bragt hende, men det var
+egenlig ikke, fordi hun tænkte paa Edith, det var snarere den gamle,
+indgroede Vane at vise alt, hvad der kom fra hende, Hyldest. Hun
+hviskede nok den ene Gang efter den anden: »Edith, — Edith!« men det var
+mere i Erindringen om sin Kærlighed til hende end i Erindringen om selve
+hendes Person.
+
+Hun laa og nærede det ubevidste Ønske, at der ikke var noget til, der
+hed: at tænke, thi det havde voldt hende saa megen Pine, nej bare dovent
+vifte Grublerierne bort, — ikke føle noget, — kun sløvt fornemme, at man
+existerede.
+
+Det var, naar alt kom til alt, det lykkeligste.
+
+Lykke!
+
+Aa, hvor havde hun en Gang forbundet storslaaet dejlige Ting og
+Begivenheder med det Navn. Som pur ung havde hun som alle unge Piger
+drømt om, at der et Steds ude i Livet ventede et eller andet straalende,
+jublende, overvældende lyksaligt paa hende. Det var der saa sikkert, og
+en Gang vilde hun naa det. Hvad det var, kunde hun ikke ret gøre sig
+noget Begreb om, men det maatte naturligvis paa en eller anden Maade
+staa i Forbindelse med Edith. Nu smilte hun ad disse Illusioner. Ja, der
+var vel dem, som kunde komme til at føle, om det saa kun var i
+Øjeblikke, den fulde, ublandede Lykke, men for Flertallet var visselig
+Tilfredshed det højst opnaaelige, — og at være tilfreds, var det ikke
+først og fremmest at opgive Troen paa Lykken og med den alle Længsler,
+alle Ønsker, alle Drømme? Aa, Gud, nu tænkte hun igen, nej, hun taalte
+det ikke. Bare der havde været en saadan Letheflod, som Grækerne troede
+paa, en Flod, der vilde tage alle pinefulde, plagende Tanker, og give
+den milde, tavse Glemsel i Stedet. Hun huskede ikke paa, lille Stakkel,
+at Lethe efter Grækernes Sagn fandtes i Underverdenen og altsaa var
+Sindbilledet paa, at først efter Døden glemmes alle menneskelige
+Lidelser. Her paa Jorden maa man være glad, hvis man kan døve Lidelserne
+ved Midler, der kan træde nogenlunde i Steden for hint uvurderlige Vand.
+—
+
+»Ih se, lille Martha, nu kom vi saa vidt, — det gaar jo brillant, —
+brillant«, sagde gamle Doktor Thomsen, som netop kom ind ad Døren og
+blev glad overrasket ved at se Martha nikke genkendende og venligt til
+sig.
+
+Det var en gammel graahaaret Herre, som havde kendt Martha fra hun blev
+født, en morsom oplivende Gæst at have ved en Sygeseng, om han just ikke
+kunde kaldes nogen særlig udmærket Læge. Han mente det usigelig godt med
+alle Mennesker og havde den største Medlidenhed med Folks Lidelser. Uden
+Hensyn til Patientens Alder og Køn klappede han dem paa Kinden og kaldte
+dem »lille Ven«, og enten Sygdommen var en let Forkølelse eller en
+farlig Feber, beroligede han dem i en lige fornøjelig og trøstende Tone
+med sit: »Det skal vi sgu nok faa klaret.«
+
+Nu satte han sig ved Marthas Seng.
+
+»Du er rigtignok en flink lille Pige, maa jeg sige Dig! Gaar det saadan
+fremad stadig, kan vi inden 14 Dage have Dig oppe. Hvad siger Du til
+det? Og sikke nogle fine Blomster, vi have faaet, — ja, man tør vel ikke
+spørge fra hvem de er?«
+
+Han truede ad hende med en meget skælmsk Mine.
+
+»Jo, de er fra en Frøken Ger ... en Fru Stein.«
+
+Martha gemte Ansigtet bag Buketten. Saa træt og sløv hun end følte sig,
+maatte Blodet dog følge den gamle Vane at stige til Kinderne ved et vist
+Navn.
+
+»Naa! — det var efter hendes Bryllup, at Du fik den Sygdom paa Halsen og
+forskrækkede Din Fader og Jomfru Hansen ved at ligge todt derinde paa
+Gulvet, ikke at tale om mig gamle Stakkel, som blev jaget op af min søde
+Søvn for at se til saadan en lille Tosse. Jo, det var rigtig nok en pæn
+Maade at opføre sig paa! Du har formodentlig danset for meget og staaet
+bagefter og hængt ud af et aabent Vindu eller drukket iskoldt Vand? Jo,
+vi kender de unge Damer!« han kneb hende i Kinden, »naa, dansede vi saa
+med _ham_?«
+
+Martha smilte træt, hun kom til at huske paa Ediths Fætter, Sofus Bang,
+der havde sværmet om hende den Aften, og som hun havde koketteret med.
+
+»Naa, Du vil ikke ud med Sproget? Ham, der har rendt Jomfru Hansen paa
+Dørene og spurgt til Dig og sendt, Gud ved hvor mange, Buketter, som jeg
+har været saa grusom at forvise til Dagligstuen!«
+
+»Jeg ved slet ikke, hvem De mener. Har nogen sendt mig Buketter?«
+
+»Ja, min Sandten har der saa, — er det ikke Fyrens Visitkort, her
+ligger? Sofus Bang. Hvadbehager? Bliver Du ikke saa meget som rød i
+Hovedet? Nej, se til den lille blaserede Satan, — saadan noget bryder
+hun sig slet ikke om!«
+
+Martha rystede paa Hovedet. Hvad kom det hende ved, at Sofus Bang sendte
+Buketter. Han var altsaa forelsket i hende og havde ikke glemt den
+Aften, da hun for at bedøve sig havde spillet Bakkantinde og opægget ham
+til en Følelse, som hun mente kun vilde blive et flygtigt Sværmeri.
+Eller egentlig talt, hun havde slet ikke ment noget dermed, ikke ofret
+ham en Tanke! Og nu lod det til, at han virkelig havde brændt sig. Naa,
+det gik vel over. Han tænkte sig hende som det kaade, overgivne
+Pigebarn, hun kun havde været netop den ene Aften i sit Liv; naar han
+fik hende at se som den stille, tilbageholdende Skabning, hun var, vilde
+han nok komme sig. Gud ske Lov, _den_ Tanke var da til at jage fra sig.
+
+»Vil Du se Buketterne? De er nydelige!«
+
+»Nej, tak, det kan være det samme. — Disse Roser her er mig mer end
+nok.«
+
+Doktoren rejste sig nu og kaldte paa Professoren og Jomfru Hansen, der
+strax kom ilende til, den ene fra sit Studereværelse, den anden fra
+Køkkenet.
+
+»Nu skal De se Løjer! Der er ikke længer saa megen Fare, som bag paa min
+Haand! Hun har ført en meget fornuftig Samtale med mig, kun vil hun ikke
+indrømme, hvor smigret hun føler sig ved en vis ung Herres
+Opmærksomhed!«
+
+»Gud ske Lov, Du overstod det, lille Martha,« Professoren bukkede sig
+ned over det lyse Hovede og kyssede det ømt. Under Marthas Sygdom var
+det gaaet op for ham, at han, naar galt skulde være, hellere vilde miste
+sit udstoppede Bæltedyr, sin Samlings bedste Exemplar, end denne lille
+Pige, som var hans Kød og Blod.
+
+»Ja, nu har jeg det godt, Fader,« sagde Martha mildt men med sit trætte
+Smil, »Du har altsaa været bange for mig?«
+
+»Om jeg har været bange?« Stemmen skælvede af undertrykt Bevægelse, »min
+kære Almas lille Pige.«
+
+Doktoren klappede ham paa Skulderen og sagde: »Naa, naa, lille Ven!«
+
+Jomfru Hansen snøftede. Men Martha følte ingen særlig Rørelse, hun var
+nok bleven sig selv lig i den Henseende, ja, hun var næsten koldere nu,
+for det var hende saa ligegyldigt, aa saa ligegyldigt. Det eneste, hun
+kunde drive det til at føle ved Faderens Kærlighed, var en svag
+Taknemmelighed, en stille Undren over, at nogen kunde holde af hende,
+saadan som hun var.
+
+Doktoren, der ikke rigtig kunde være med til noget, der nærmede sig det
+»højtravende«, gjorde nu en brat Ende paa Professorens rørte Stemning
+ved at sige:
+
+»Naa, — ja, ja! Saa fra i Morgen af, Jomfru Hansen, begynder vi med at
+give hende et lille Dueben og en stor Kop Chocolade. Smaa Slag i
+Førstningen, — siden — — —«
+
+Martha kom sig Dag for Dag, hun fik Kød paa Kroppen og lidt Farve i
+Kinderne, men der vilde ikke komme Glans i Øjnene. De saa stumme og
+alvorlige frem for sig, ikke synderlig bedrøvede, men heller aldrig
+synderlig glade. Den aandelige Mathed og Ligegyldighed, hun havde følt
+ved sin første Opvaagnen til fuld Bevidsthed, vilde ikke fortage sig.
+Hun var og blev træt og udygtig til at tænke paa Fortiden. Hun fik Lov
+at komme op og sidde inde i Dagligstuen, og hun fandt det godt og
+behageligt saadan at sidde stille uden at behøve at røre en Finger, lade
+sig opvarte og kun høre kærlige Ord. Ja, Livet var saamænd meget rart,
+naar man saadan kunde sidde altid med Hænderne i Skødet, uden at der
+fordredes andet af En end at smile taknemmeligt og lade sig forkæle.
+
+Edith kom af og til med Blomster, Vindruer og Konfekt, klappede Martha
+paa Kinden og talte om, hvor det var godt, hun var bleven rask, nu
+skulde hun, saa snart hun fik Lov at komme ud, hen og se, hvilket yndigt
+Hjem hun havde. Det var tydeligt at se og høre, at Edith hørte til de
+faa dødelige, som har naaet Lykken. Hun lod ikke til at elske sin Ernst
+mindre end før. Hendes smukke Ansigt bar Præget af en rolig, inderlig
+Glæde og Sjælsligevægt. Ingen Sorg havde endnu formørket hendes
+Livshimmel.
+
+»Det glæder mig, at Du har det saa godt og føler Dig helt lykkelig,«
+sagde Martha en saadan Dag, mens hun sad med halvtlukkede Øjne i sit
+Sofahjørne, omgiven af Hygge og Velvære, med en Del Blade og Romaner
+foran sig paa Bordet, sin Yndlingsparfume, og ved Siden af sig Edith,
+hvis Haand hun holdt i sin.
+
+Hun kunde godt lide, at Edith kom og besøgte hende, rigtig nok for hun
+sammen, naar hendes godt kendte Ringen lød, men naar hun saa kom ind og
+satte sig, nød Martha med et halvt drømmende Behag hendes Stemmeklang,
+hendes dybe, melodiske Latter, hendes smukke, lysende Smil, hele den
+Skønhed, som hun en Gang havde elsket saa højt. Hun nød alt dette men
+uden længer at »elske« det. Paa den Maade var hun virkelig kureret, hun
+nærede ikke mere denne urimelige, unormale Kærlighed. Et af de bedste
+Vidnesbyrd herom var i al sin Ubetydelighed følgende: Paa et lille Bord
+foran Marthas Seng stod Ediths Billede i en Fløjelsramme. Dette Billede
+plejede Martha altid med en kærlig, barnlig Nøjagtighed at kysse til
+Godnat hver Aften. Efter sin Sygdom blev hun ogsaa ved dermed, saa stærk
+er Vanens Magt, og en Stræng, der en Gang er blevet stærkt og kraftigt
+anslaaet, lader dog, efter at Haanden har sluppet den, Tonen klinge
+endnu en Stund. Men længe varede det ikke, før Martha syntes, det var
+besværligt, naar hun var kommen i Seng, at skulle strække Haanden ud og
+tage Billedet og saa sætte det hen igen, og efter at hun i nogen Tid
+havde sendt Portrættet Fingerkys og melankolske Smil, svandt hele denne
+lille Akt hen i intet, ligesom Tonen, hvor stærk den end kan klinge
+efter, dog en Gang maa have klinget ud. Jo, Martha var bleven kølet og
+afdæmpet, men tillige berøvet sin Ejendommelighed. Uden denne Kærlighed,
+som var bleven hende en anden Natur, og som havde gjort hende til den
+besynderlige Skabning, hun før havde været, var hun nu en almindelig
+lille Reconvalescent, træt, lad og magelig, — og hun kunde godt mærke,
+at hun hele sit Liv vilde blive »Reconvalescent« efter sin »Sygdom«, som
+hun vel nu maatte kalde Forelskelsen i Edith.
+
+Derfor savnede denne ogsaa noget hos sin lille Veninde. Hvor var det
+straalende, varme Blik, hvormed Martha før havde betragtet hende, hvor
+var de hæftige, umotiverede Kys, de smaa, naive, umiddelbare
+Kærlighedserklæringer, alt det, som Edith før havde skændt for? Ja, hun
+savnede det virkelig nu. Det havde dog været saa morsomt, saa originalt!
+Men paa den anden Side var hun glad paa Marthas Vegne over, at hun nu
+var bleven fornuftig og havde fulgt det Raad, hun tit nok havde præket
+for hende. Mens Edith vidste, at Martha elskede hende, havde hun tit,
+skønt hun virkelig nærede Interesse og venlige Følelser for hende, været
+halv gnaven og ked af denne idelige Beundring, denne idelige stirrende,
+hyldende Tilbedelse. Hun havde følt, som saa mange gøre det, at naar man
+bliver elsket, faar man et Ansvar over for den elskende Person, man ved,
+at vedkommende venter sig noget smukkere og bedre af en end af alle
+andre paa Jorden, man faar ogsaa ved at spille Hovedrollen i et
+Menneskes Hjærte en Del i dette Menneske, ligesom en Slags hellig Ret
+over den paagældende, en Ret, som man maa passe paa ikke at misbruge, og
+hele dette Ansvar, som er saa let at bære eller rettere slet intet
+Ansvar er, naar man gengælder Kærligheden, bliver føleligt, naar man
+selv staar kold overfor en saadan Lidenskab. Da derfor Edith mærkede, at
+Martha ikke var forelsket længer, rystede hun graciøst Ansvaret af sine
+smukke Skuldre, men dog som sagt ikke uden Savn, hun havde baaret den
+Byrde saalænge, at den var bleven en Vane.
+
+»Hør, Martha,« spurgte Edith ovennævnte Dag, »hvordan gaar det nu med
+Studierne?«
+
+»Jeg er bleven fri for at læse til Artium, Doktor Thomsen var saa
+elskværdig at forestille Fader, at det var »alt for meget« for mig
+lille, svage Stakkel,« svarede Martha muntert, dog uden Spor af sin
+tidligere barnagtige Henrykkelse, naar hun blev fri for noget, der
+kedede hende.
+
+»Naa, tro mig, det var noget, Du kunde lide. — Du har aldrig sværmet for
+at studere!«
+
+»Nej, for det er saa kedeligt! Hvorfor skal man trætte sig til ingen
+Nytte?«
+
+»Nej, meget rigtigt, — naar man bedst egner sig til at sidde som en
+lille Prinsesse og lade sig forkæle af sin Papa og — maaske vente paa en
+ung Riddersmand, der en Gang i Tiden vil overtage samme rare Papas
+Pligter.«
+
+Martha lo. Før vilde hun have følt sig sort ulykkelig over Ediths Ironi,
+nu tog hun det med gemytlig Ro.
+
+»Tror Du virkelig, Edith? Mon der vil komme saadan en elskværdig
+Ridder?«
+
+»Et Spøg, et andet Alvor, Du smaa! Min kære Fætter er meget nær ved at
+gaa ud af sit gode Skind af Forelskelse i og Ængstelse for en vis ung
+Dame. Enten maa Du lade ham forstaa, at Du ikke synes om ham, eller give
+ham Haab, for det ser virkelig noget foruroligende ud med ham, Stakkel!«
+
+»Aa, — det er vel ikke saa slemt!«
+
+»Synes Du ikke, at denne Hærskare af Buketter stadfæster mine Ord?«
+
+»Han overvinder det nok. Man dør ikke af Kærlighed, forsikrer jeg Dig,
+selv om man er lige ved det,« sagde Martha i en spottende Tone, »Hr.
+Bang har nok været saa galant eller saa — taabelig at sende mig et Par
+forblommede Erklæringer, men jeg har naturligvis ikke svaret ham.«
+
+»Men saa er Du da virkelig bleven en Kokette! Hvem skulde have troet
+det? Ved mit Bryllup, siger man, underholdt Du Dig og dansede næsten
+udelukkende med ham hele Aftenen. De spaaede alle, at I vilde blive et
+Par, thi det var saa iøjnefaldende! — Han er virkelig ogsaa en net ung
+Mand, fører sig upaaklageligt, er inderlig god, og Du, Lykkens
+Pamfilius, som et Par af mine Tanter sagde, da de igaar henne hos mig
+drøftede Eders mulige Forbindelse, — han er et brillant Parti, hans
+Gods, Kratholm heroppe i Nordsjælland er et sandt lille Slot!«
+
+»Saa meget des bedre for den lykkelige, som bliver Slotsfrue der!«
+
+»Man siger, han har svoret paa, det skal være Martha Grüner eller
+ingen.«
+
+»Nej da!«
+
+»Jo, tænk nu lidt paa det stakkels Menneske, liden Martha, — og bliv
+snart saa rask, at Du kan komme hen og se, hvor fortryllende jeg har
+det! Naar Du ser mit eget lille Kabinet, kan Du maaske faa Idéen til,
+hvordan Fru Godsejerindens paa Kratholm skal se ud.«
+
+Martha trykkede Ediths Haand op til sin Kind, da de sagde hinanden
+Farvel; hun fandt nu som før en Nydelse i at holde denne smukke, bløde
+Haand i Erindringen om alt, hvad den havde været for hende. — —
+
+»Farvel, Edith, Tak for Besøget! Gør det snart om igen!«
+
+Hun fulgte hende med Øjnene. Aa, hvor hun dog havde været forelsket i
+denne Kvinde! Nu var hun i det højeste kun forelsket i denne sin døde
+Kærlighed til hende.
+
+Saa tog hun fat paa en Bog. Saadan en Roman tog saa rart Tankerne
+fangen. Aa, det var dejligt at læse, dovne og døse! Naar bare det kunde
+blive ved altid? Men nu skulde hun paa Landet. Doktor Thomsen havde
+sagt, at hun maatte i det mindste 3 Maaneder af Sted. Og et Steds paa
+Falster havde hun en gammel Tante, en Præsteenke, hos hvem hun skulde
+sendes paa Græs. Naa, den Tid gik vel ogsaa.
+
+Den unge Godsejer, Sofus Bang, Ediths Fætter, havde virkelig faaet sig
+en alvorlig Forelskelse paa Halsen. Han var et jævnt begavet, jævnt
+muntert, og jævnt net, ungt Menneske af den Slags, man træffer utallige
+af. Han havde hverken ført et slettere eller bedre Liv end saa mange af
+sine jævnaldrende og havde læst akkurat saa meget, at han ikke ligefrem
+gjorde Fiasco iblandt oplyste Mennesker. De Familier, han kendte, saa
+ham gærne, enten det nu var paa Grund af hans gode Hjærte og nette
+Optræden eller paa Grund af hans fyldte Pung. Han havde tidlig mistet
+sine Forældre, hvis eneste Barn han var, og var netop nu for kort Tid
+siden bleven myndig. Han havde trods sine ikke faa Forelskelser aldrig
+endnu truffen en Kvinde, som han kunde ønske sig til Hustru, før han ved
+sin Kusine, Edith Gerners Bryllup, fik Øjnene op for, hvor »sød« en Pige
+Martha Grüner egenlig var. Han havde jo nok set hende før, men knap
+vexlet ti Ord med hende. Hun var saa stille, saa undselig, holdt sig
+altid i Baggrunden og syntes at være helt optagen af sine egne
+Betragtninger, men ved Brylluppet viste hun sig pludselig fra den helt
+modsatte Side, hun saa udmærket godt ud, og der var et forunderligt Liv,
+en feberagtig Lystighed over hende. Han blev mere og mere indtaget i det
+lille nervøse, fine Ansigt, de blonde Flætninger, den lette og dog saa
+fastbyggede Jomfruskikkelse, han fandt hende aldeles yndig og kom hjem i
+en ør Tilstand, lykkelig over alle de mange Tegn paa, at han begyndte at
+føle en virkelig Kærlighed, ulykkelig over ikke at vide, om hun syntes
+om ham eller ej, om det havde været Leg og Flagren altsammen. Næste Dag
+hørte han, at hun var bleven farlig syg. Det bidrog ikke lidt til at
+sætte Toppe paa hans Følelser. Dette glade, smilende, lille Væsen i den
+rosenrøde Dragt, laa hun nu bleg og stille og stredes maaske med Døden?
+Tanken om, at han kun havde set hende for at hun skulde svinde som en
+Drøm, overvældede ham ganske og gjorde ham vis paa, at netop hun var den
+rette, den eneste, — og nu maaske blev hun ham berøvet. Han spurgte hver
+Dag til hendes Befindende, sendte de omtalte, talrige Buketter, løb op
+til Edith for at faa Trøst, skrev Vers til langt ud paa Natten om
+»Hænder smaa« og »Øjne graa« og »Sjæle, der en Gang vil hinanden
+forstaa«, spaserede i Store Kongensgade udenfor Professor Grüners Hus,
+gjorde sig kort sagt Skyld i alle de noksom kendte Latterligheder, som
+forelskede Sjæle en Gang har Eneret paa.
+
+Endelig hørte han, at hun var oppe, han var ogsaa saa lykkelig en
+Formiddag at se hende ved Vinduet. Hun lignede rigtignok ikke den
+Glædens Præstinde, som havde daaret ham ved Ediths Bryllup, men han
+fandt hende dog ubeskrivelig sød i den simple Morgenkjole med den brede,
+hvide Matroskrave. Hun saa ham ikke, hun var optagen af at vande sine
+Blomster. Han stod da nogen Tid udenfor og vaklede imellem at skrive til
+Professor Grüner eller selv gaa op lige med det samme og tale med ham.
+Da han, hvis han valgte det sidste, hurtigst kunde vente at faa Svar,
+foretrak han det, skønt det krævede mest Mod.
+
+Professoren, som sad inde i sit Naturalieværelse og ordnede en Del
+Biller, blev altsaa overrasket ved Besøget af en meget køn og meget
+forlegen, ung Herre, der, yderst soigneret i sin Paaklædning,
+præsenterede sig som Sofus Bang, Godsejer til Kratholm i Nordsjælland,
+25 Aar, lige bleven myndig, med saa og saa mange hundrede tusende om
+Aaret.
+
+Og ikke mindre forbavset blev Professoren, da den unge Mand endnu mere
+forlegen, underrettede ham om, at han elskede hans Datter og vilde
+anholde om hendes Haand.
+
+Professoren sad fordybet i Betragtninger. Han troede selv, at han havde
+været meget skarpsindig, idet det var blevet ham klart, at Martha havde
+haft en ulykkelig Inclination. Ja, hvad mere var, han troede at kunne
+paavise bestemt, hvem det var, som havde været Skyld i det stakkels
+Barns Sorg. Han havde set hende, mens hun laa syg derinde, med Ediths
+Portræt i Haanden, og han havde lagt Mærke til, at hun havde ligget og
+set paa det med et underligt, haabløst, selvopgivende Blik. Han havde
+ogsaa set, at hun for sammen, naar den unge Fru Steins Besøg blev meldt.
+Og den Gang hendes Forlovelseskort kom, jo, han huskede ganske tydeligt,
+at Martha, da hun modtog det, var bleven ligbleg, havde fortalt Nyheden
+med en ligesom brudt, klangløs Stemme og var derpaa hurtig gaaet ind i
+sit Værelse. Ja, den gode Professor troede virkelig, at han var med.
+Barnet havde gaaet hen og forelsket sig i Stein. Det kunde ikke være
+andet. Professoren havde ikke i lange Tider tænkt paa Kærlighed, ikke
+siden hans unge Hustru laa paa sit Dødsleje, siden den Tid var han helt
+gaaet op i Videnskaben, nu kom den senere Tids Tildragelser og nu til
+sidst den unge Sofus Bangs Frieri til ham som et Pust, en Hilsen fra
+svundne Ungdomsdage.
+
+»Ja, kære Hr. — var det ikke Bang? Deres Tilbud kan jo kun glæde mig, —
+og — hvis min lille Pige har Godhed for Dem, kunde det jo være en i alle
+Maader god og tryg Fremtid for hende, — men jeg tror det ikke, — nej,
+jeg tror det virkelig ikke —« sagde Professoren hovedrystende.
+
+»Deres Datter og jeg har kun været sammen meget faa Gange, — hun kender
+mig knap endnu, — turde jeg, — vilde Hr. Professoren tillade, — at jeg
+fik Lov at komme i Deres Hus, for at hun, Frøken Martha, mener jeg,
+maaske kunde komme til —«
+
+»Ja, det vil naturligvis være mig kært at se Dem her, — jeg skal endnu i
+Dag tale med min Datter, saa skal De høre fra mig. — Maa jeg udbede mig
+Deres ærede Adresse? — Tak! — I alle Tilfælde paaskønner jeg Deres gode
+Tilbud, men der maa handles varsomt og overlagt i saadanne Tilfælde,
+indser De nok, min unge Ven. Hele sin Fremtid bestemmer man ikke paa en
+Timestid. Martha skal først, som De meget rigtigt talte om, kende Dem. —
+Maa jeg byde Dem en Cigar, — ikke? Kønt Vejr i Dag! Farvel, Farvel!«
+
+De to Herrer vexlede Haandtryk, og Sofus gik uden at føle sig en Smule
+mere beroliget, men dog med Bevidstheden om, at det første Skridt over
+Rubicon var gjort.
+
+Professoren lod den Dag Biller være Biller og gik ind i Dagligstuen,
+hvor Martha sad og underholdt sig med sine Kanariefugle, hun havde et
+stort Bur med 9-10 saadanne smaa Skrighalse, som hun morede sig med at
+gøre tamme. Hun blev lidt forbavset ved Synet af Faderen i Dagligstuen
+paa den Tid, hvor han plejede at være langt inde i Dyreverdenen.
+
+Han tog hendes Hænder i sine og satte sig med hende i Sofaen, en Del
+forlegen var han, thi det var første Gang de to skulde tale noget, der
+nærmede sig til fortroligt, sammen.
+
+Martha hørte paa ham med et venligt, opmærksomt Ansigt, men svarede
+ikke.
+
+»Du holder ikke af ham, vel? I det mindste ikke endnu! Jeg tror at have
+opdaget, at Dine Tanker er et andet Sted, min lille Pige, — men Du skal
+bare se, Tiden læger alle Saar, — og en ulykkelig Kærlighed gaar over,
+blot man beder til Gud og tænker paa, hvor godt man har det i andre
+Henseender. Og det vil Du tænke paa, ikke sandt?«
+
+Martha spurgte sig selv, om hendes Fader da vidste, hvordan det hang
+sammen, men ved hans næste Replik forstod hun, at han var helt paa
+Vildspor, og _saa_ var det hende ligegyldigt, hvad han ellers tænkte og
+troede.
+
+»Nu kommer en, saa vidt jeg ved, hæderlig, ung Mand og beder om at faa
+Dig til Hustru. Tænk derover, min lille Pige! Du ved dog, den anden kan
+aldrig blive noget for Dig, nu da han er gift!«
+
+»Du maa da ikke tro, jeg er knust af ulykkelig Kærlighed«, sagde Martha
+nu leende, »jeg har som alle unge Piger gennemgaaet min
+Forelskelsesperiode, — den er et overstaaet Stadium, — og nu bryder jeg
+mig om ingen, ikke en Gang om den galante Hr. Bang. Hvis jeg har
+koketteret med ham en Gang, — det har jeg maaske, — saa beder jeg ham
+undskylde og glemme det, — og saa lader han vel nok den Grille fare!«
+
+»Men han bad mig saa meget om at maatte komme her, for at Du i det
+mindste kunde lære ham at kende, inden Du gav et bestemt Svar. Han kan
+byde Dig en sorgfri Fremtid, det kan jeg som Fader ikke lade gaa helt ud
+af Betragtning.«
+
+»Jeg naturligvis heller ikke som en fornuftig, lille Pige, — men jeg
+siger dog vist nej, — jeg har det jo godt — naar man kun aldrig fik det
+værre, lille Fader! — Men Herregud, kan det glæde Mennesket at komme her
+og se mig, saa indbyd ham bare, men Du skal ikke give ham Haab, — det er
+saa generende for mig, hvis han mulig gjør sig Illusioner og tror, at
+jeg er forelsket i ham. — Men inviter ham kun, — for mig gærne!«
+
+Og Martha, der var træt af den Samtale, lukkede Øjnene for at
+tilkendegive, at nu kunde hun ikke taale at tale mere den Gang.
+
+»Gud give, Landluften maatte gjøre Dig godt, Martha, — Du er ikke helt
+som før, — jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg savner hos min lille
+Pige.«
+
+Professoren kyssede hende paa Panden.
+
+Han var dog beroliget i en Henseende. Hun døde aldeles bestemt ikke af
+Kærlighed til Stein. Men været forelsket i ham havde hun, Professoren
+havde dog gættet rigtigt, hun nægtede det jo ikke, kaldte det kun et
+overstaaet Stadium.
+
+Saa lod han hende være ene for, som han mente, at tænke over sin Fremtid
+og sit Svar til den unge Godsejer, — men Martha tænkte ikke, hun laa,
+som det var blevet hendes Sædvane og stirrede sjælløs og tanketom frem
+for sig. Hendes Kærlighedssorg, enten den nu havde været indbildt eller
+virkelig, stor havde den i alt Fald været, saa stor, at den havde haft
+Magt til at gøre hende følesløs for Smerte.
+
+Sorgen øver jo ikke samme Virkning paa alle Naturer. En stærk og
+selvstændig kæmper med Smerten, overvinder den ofte og sætter sig saa et
+nyt Maal i Stedet for den gamle knuste Illusion. Men Martha var blød og
+svag. Ligesom Dyret, der efter Sagnet maa dø, naar det har set sig selv,
+var hun død en aandelig Død efter det dybe Indblik, hun kort før Ediths
+Bryllup havde gjort i sit eget Indre. Hun besad ikke Kraft nok til at se
+sin Smerte lige i Øjnene og tænke over den, hun lod sig kun træt og syg
+bedøve af den.
+
+Sofus Bang blev indbudt. Han kom og forelskede sig endnu mere. Martha
+var meget venlig, passiarede med ham og sang for ham. Hendes Repertoire
+havde for Resten siden Sygdommen skiftet Karakter. Nu enten kedede eller
+mindede de følsomme Sange hende for meget, thi hun havde kastet sig over
+Offenbach og Hervé samt forskellige Revuemelodier. Den unge Hr. Bang
+havde ikke Øjnene fra hende, hun kunde være sikker paa hver Gang hun saa
+til den Side, hvor han sad, at møde hans beundrende, forelskede Blik.
+Hun saa lidt kritisk paa ham. Han var altfor høj, hans Haar var for tæt
+afklippet, det mindede om Børster, men der var et vindende, godmodigt
+Træk om Munden og et inderlig rart Udtryk i hans brune Øjne, de fik en
+køn, ligesom fugtig Glans, naar han saa paa hende.
+
+»Himlen maa vide, hvad der er at elske ved mig!« tænkte hun.
+
+Det var øjensynligt, at han blev noget lang i Ansigtet, da han hørte, at
+Martha næste Maaned skulde paa Landet. Men derved var jo ikke noget at
+gøre. Han maatte pænt tie.
+
+»Jeg bliver der lige til September.« Det var endnu mindre lysteligt at
+høre. Tre lange Maaneder uden at se hende!
+
+Han følte sig udygtig til alt Arbejde, saa længe denne Uvished varede.
+Men da hun ikke ligefrem havde ladet ham forstaa, at det var haabløst,
+hengav han sig med Ungdommens forhaabningsfulde Sind til Drømme om, hvad
+der mulig kunde ske, saa fremt, i Fald — —
+
+Martha kom da til Falster, hvor hendes Tante Bolette, almindelig kaldet
+Tante Bolle, enten det nu var som en naturlig Formindskelse af hendes
+Døbenavn eller en ligesaa naturlig Tankeforbindelse, da hun var en rund,
+meget trivelig lille Dame, tog imod hende med udbredte Arme.
+
+Tante Bolle havde en særlig Passion for at modtage svagelige, blegnæbede
+Slægtninge og Venner fra Hovedstaden og pleje og proppe dem saa længe,
+til de struttede af Sundhed. Hun saa prøvende paa sin unge Nieces fine,
+zarte Skikkelse og magre Kinder, jo det kunde der nok raades Bod paa.
+
+Martha blev i Førstningen helt overvældet af al den Mad, Tanten satte
+frem for hende, der blev i det mindste holdt 5 Maaltider om Dagen, men
+Retterne saa indbydende ud og smagte hende, og hun blev med hver Dag
+mere buttet og rødkindet, saa Tanten med Stolthed kunde betragte sit
+Værk.
+
+Det var Kurens Fuldendelse. Martha led ikke mere af den uovervindelige
+Træthed og Døsighed, hun blev munter og snaksom, fik et jævnt Sind.
+
+Den gamle Martha blev hun rigtig nok aldrig mere, den Martha, der
+plejede at gaa stille, drømmende omkring i sin ejendommelige Verden, for
+saa i enkelte Øjeblikke at vaagne til Liv og føle enten den mest
+jublende Glæde eller den mest sønderrivende Sorg. Nej, de stærke
+Følelsers Tid var omme. Men det var jo et Bytte, hun kun havde vunden
+ved. Hun var nu fri for al den ængstelig spændte Nervøsitet, der fandtes
+ikke længere noget, hun maatte tænke paa med længsel og Hjærtebanken,
+hun var saa fri, saa glad — ligeglad.
+
+Sommeren var yndig herude paa Landet, Vejret det heldigste! Hver Søndag
+blev Huset fuldt af Gæster, og saa blev der musiceret, danset og leget.
+Hverdagene drev hun om i Egnen med en Bog, eller hun sad nede i den
+smukke lille Have med sit Haandarbejde, eller fulgte Tanten i Køkken og
+Kælder og lærte at lave Mad og bage Kager, saa spøgefuld og munter, saa
+smilende rolig, som havde hun aldrig været en abnorm ung Pige,
+sindssvagt forelsket i en af sit eget Køn.
+
+Hun taalte nu godt at tænke paa Fortiden og sin Kærlighedshistorie. Selv
+den Aften, hun havde villet dø, kunde hun mindes uden Sindsrørelse.
+
+»Mon jeg virkelig havde gjort det, hvis jeg ikke var besvimet?« tænkte
+hun en Gang imellem med en let Gysen og betragtede da sit runde, fyldige
+Haandled, hvor hun vilde have skaaret Pulsaaren over. »Jo, det var min
+faste Mening!«
+
+Hvad mon der saa var bleven af hende efter Døden? Nu troede hun ikke
+længer, at der intet var, nej, der var naturligvis en Gud til, en
+uendelig god og taalmodig Gud, som stod bag ved det hele og styrede
+Verden, en Frelser, som af Kærlighed vil tage sig af os paa den sidste,
+store Dag. Hun havde faaet sig saadan en jævn, hyggelig, lidenskabsløs
+Hverdagstro, gik gærne i Kirke og fik Tante Bolette til at græde af
+Rørelse ved med sin bløde, vakre Stemme at foredrage et Par smukke
+Salmemelodier om Søndagen.
+
+Dagene gled saa dejligt af Sted herude paa Landet. Hun havde det
+prægtigt. Men naar hun skulde hjem, vilde hun heller ikke være ked af
+det. Det var saamænd ligemeget, hvor man var, blot man havde det godt.
+Hun aspirerede ihærdig til at blive en rigtig magelig, forvænt lille
+Dukke, hendes Lidenskab — hvis man kunde bruge dette Kraftord — blev: at
+hvile ud.
+
+Det var dejligt at komme i Seng om Aftenen og ligge og tænke paa
+ligegyldige, behagelige Ting, accompagneret af Frøernes Kvækken dernede
+i Kæret, lige til Drømmenes ubestemte, graa Taage indhyllede alt, og hun
+i dunkel Følelse af et ladt, men tilfredsstillet Velvære slumrede ind.
+
+Det var dejligt at vaagne om Morgenen ved de første Solstraaler og vide,
+at man ikke skulde op og hænge i den kedsommelige latinske Grammatik
+eller de uforstaaelige mathematiske Opgaver for derpaa at skylle Theen i
+sig og hæsblæsende styrte til Kursus som en anden Skoletøs.
+
+Edith havde en Gang sagt, at Martha holdt nok mest af at være »passiv«,
+ja, det var saamænd et meget betegnende Udtryk. Det følte hun godt, naar
+hun laa ude i Haven i sin Hængekøje, medens den pur unge Landvæsenselev
+ovre fra Herregaarden, som naturligvis ofrede sine første erotiske
+Længsler paa den unge Københavnerindes Alter, viftede hende. Saadan at
+vugge sagtelig frem og tilbage og føle lette Vindpust over sit Ansigt,
+det var unægtelig behageligt. —
+
+Og dog kunde der, men det blev sjældnere og sjældnere, komme Øjeblikke,
+hvor en stærk Længsel efter de svundne Tider tog hende, hvor hun følte,
+at hun dog en Gang havde kendt _Lykken_, hvor hun klyngede sig til
+Minderne om Edith. Jo, hun havde »geliebt und gelebet.« Den guddommelige
+Gnist havde ogsaa glødet i hendes Hjærte. Verden vilde kalde det Vanvid,
+men hun _vidste_, at hun havde elsket. Hun kunde da strække Armene ud og
+med bankende Blod sige det Navn, der havde været Grundtonen i hendes
+besynderlige Ungdomsmelodi. Men saadanne Øjeblikke vare korte, og — som
+sagt — de bleve sjældne, hørte til sidst helt op, — hun var udbrændt. —
+
+September kom, Kufferterne bleve pakkede, Tante Bolle blev omfavnet og
+takket tusende Gange for sin Gæstfrihed og indstændig opfordret til at
+gæste København til Vinter, og saa steg Martha ind i Kupéen og vinkede
+og nikkede saa længe, hun kunde se den rare Tantes velnærede Skikkelse.
+
+Som en svagelig Patient var Martha rejst, som en frisk, blomstrende,
+sund Pige vendte hun tilbage til stor Fryd for Faderen, Doktor Thomsen
+og Edith, og allermest for Sofus Bang, som stillede med straalende
+Ansigt og en prægtig Buket paa Perronen for at tage imod den
+hjemvendende.
+
+Et Par Aftener efter kom han op til Grüners. Martha, som sad ene i
+Dagligstuen, tog venligt imod ham og fortalte løst og fast om sit
+Falsterophold. Et flygtigt Blik nu og da paa hans opmærksomt lyttende
+Ansigt, fortalte hende, at han var lige forelsket og beredt paa trofast
+udholdende at vente for en Gang at naa sit Maal.
+
+»Det stakkels godmodige Menneske«, tænkte hun, »han er virkelig
+rørende.«
+
+»Og i Gaar Aftes«, fortsatte hun højt Samtalen, »var Fader og jeg
+saamænd henne at se Efteraarsrevuen paa National, — aa, det kneb med at
+faa ham af Sted, — men jeg tiggede og kælede, — og Fader var ogsaa saa
+glad over nu at have mig hjemme igen, at han ikke længe kunde nægte mig
+noget, — og vi gik, — aa, Revuen er aldeles storartet! De har
+naturligvis set den? — Nu skal jeg synge en af Sangene for Dem!«
+
+Idet hun stod op og vilde gaa hen til Klaveret greb han hendes Haand.
+
+»_Kan_ De ikke —?« mere sagde han ikke, men Øjnene talte for ham, saa
+ivrigt bønfaldende, at Martha ikke var i Tvivl om, hvad han mente.
+
+Ja, hvorfor kunde hun egenlig ikke? Hun vilde jo faa det udmærket godt,
+bedre end hun kunde vente det, naar hun en Gang efter Faderens Død kom
+til at staa ene, — og Sofus var saa forelsket, saa rar, saa rørende
+taalmodig, — ja, hvorfor i Alverden skulde hun ikke kunne?
+
+»Men, Hr. Bang, jeg holder ikke en Smule af Dem, — og det var dog vel i
+Grunden det heldigste —«
+
+Han holdt hendes Haand fast. Hun saa, kold og overlegen sikker, som hun
+følte sig, hvorledes hans Pince-nezglas bleve helt duggede af Bevægelse
+mens han saa paa hende.
+
+Naar hun blot vilde give ham Lov til at elske hende og gøre Livet lyst
+og smukt for hende, og hun bare vilde nære venlige Følelser for ham, —
+aa vilde hun det?
+
+»Ja, jeg nærer saamænd ikke _en_ uvenlig Følelse imod Dem.«
+
+»Men giv mig da saa Deres ja, — vil De blive min Hustru, Martha?«
+
+»Ja, siden De saa gærne vil have det, og siden jeg ikke elsker nogen
+anden og heller aldrig kommer til det, — _derfor_ kan De i det mindste
+være rolig ...«
+
+»Aa, hvor De gør mig lykkelig, Martha!«
+
+Han drog hende ind til sig og nærmede sine Læber til hendes.
+
+»Søde, elskede Du —«
+
+Men Martha gjorde sig fri med en halv utaalmodig, halv spottende Mine.
+
+»Hvad skal de Kærtegn til? — Til et Kys, bilder jeg mig ind, bør der
+være to. Jeg kendte en Gang et Par — Mennesker. Den ene var kold, den
+anden var varm, saa blev Kysset til Kedsomhed, hvad den første angik og
+til Længsel, hvad den anden angik.«
+
+»Men Du ved ikke, hvor jeg har Dig kær, Martha! Selv om Du ikke kan være
+med til det, saa giv mig Lov til at kysse Dig, — kun _en_ Gang —«
+
+Hun trak paa Skuldrene og smilte medlidende og træt af denne store Mand,
+der nedlod sig til at tigge en lille, ung Pige saa ydmygt om et Kys.
+
+»_Quelle bruit pour une omelette_ — kys mig da, naar det er Dem, — er
+_Dig_ en saa stor Fornøjelse.« —
+
+Professor Grüner kom ind og fik for første og sidste Gang i sit Liv
+Lejlighed til at optræde som den milde, værdige Fader, der velsigner de
+elskende. —
+
+Da Martha den Aften kom ind paa sit Værelse, trak hun den Skuffe ud,
+hvori hun havde alle sine Reliquier, Gaver fra og Minder om Edith. Nogle
+Fotografier af hende, flere Breve, et Par smaa Lejlighedsdigte, Edith
+havde skrevet, nogle tørrede Blomster, en sort Haarlok, det
+Lommetørklæde, Edith havde broderet til hendes Konfirmation o. s. v.
+Endelig var der et Par Kollegiehæfter malede fulde af Vers, hun selv
+havde lavet, alle til Ediths Pris, og alle mer eller mindre naive og
+rørende; hun tog hver Smule ud af Skuffen. Først havde hun tænkt at
+brænde det hele, men den Plan var saa latterlig romantisk, det var
+ligesom, der var noget brødefuldt i at gemme paa de Ubetydeligheder,
+nej, saa heller pakke dem sammen i en gammel Hatæske, binde forsvarlig
+til for dem og saa opbevare dem til hun blev en gammel Kone. Saa kunde
+hun maaske faa sig en fornøjelig Latter over disse Minder fra Vaaren,
+fra hendes eneste Kærlighedsdrøm. Som sagt, saa gjort, men først saa hun
+paa hver eneste Ting og smilte ad sine egne smaa, poetiske Udgydelser.
+Det allersidste Digt var skrevet et Par Dage før Ediths Bryllup. Det var
+meget melankolsk, højt oppe paa Cothurnen! Hun var formodentlig faldet i
+sværmeriske Betragtninger ved Synet af en hvid Rose, thi Digtet lød:
+
+   »Du hvide Rose faar mig til at tænke
+   paa, naar de _en_ Gang vil i Grav mig sænke.
+   Bort med den røde Roses muntre Luen,
+   Du sprede skal Din Duft henover Tuen
+   og mildt ombølge _hende_, naar hun kommer
+   og ser til mig, — det gør hun vel en Sommer.
+   Jeg ønsker ej paa Graven Kranses Pragt,
+   jeg ønsker kun et Ord, tænkt eller sagt:
+   Gid hun, imens hun tankefuld staar stille
+   vil sige: »Ja, hun elsked mig, den lille!«
+
+Martha rystede dydig paa Hovedet ad sit gamle Jeg, hvis barnlige
+Fysiognomi stirrede hende i Møde fra disse mere velmente end vellykkede
+Linjer. Saa samlede hun hele Redeligheden sammen og fyldte den i
+Hatæsken, lukkede til og bestemte, at dens Plads skulde være paa
+Pulterkammeret i hendes fremtidige Hjem.
+
+Det var dog et Held, at hun aldrig havde vist Edith disse Digte, hun
+havde saamænd gjort sig nok til Nar alligevel. Kun en eneste Gang havde
+hun sendt Edith et Vers, og det var saa pænt, almindeligt og
+upersonligt, at enhver kunde have skrevet det. Det var en Gang paa
+Ediths Fødselsdag, at hun havde paataget sig det ikke lette Hverv at
+besynge Idealet ganske »paa det jævne«. Ja, vanskeligt var det sandelig
+faldet hende! Det var hende saa naturligt at bevæge sig i Højden, naar
+Talen var om Edith. Men efter mange Rettelser og Overstregninger kom
+Verset da endelig til at lyde saa uangribeligt fornuftigt, at selv
+Ediths kritisk undersøgende Blik ikke kunde finde noget at udsætte
+derpaa.
+
+   »Skønt i det store Hyldningskor
+   min svage Stemme svinder,
+   vil jeg dog gærne sige Tak
+   for mange rige Minder.
+   Jeg har af dem en broget Skat,
+   som Tid ej kan udviske,
+   en Krans af sjældne Blomster smaa,
+   saa duftende og friske;
+   Tak for dem alle, — ja, jeg kan
+   kun daarligt mig udtrykke,
+   men tro, at ingen mer end jeg
+   Dig ønsker varmt til Lykke!«
+
+Og det fandt Edith nydeligt, saa ligefremt og naturligt!
+
+Ja, denne Natur, det var dog noget besynderligt noget!
+
+Hver Gang Martha havde talt og opført sig saadan som en indre Trang bød
+hende at tale til og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, bare
+givende sig hen i sin Kærlighed, da havde Edith kaldt hende affecteret,
+overdreven, hysterisk, — men naar hun lagde Vold og Baand paa sig,
+gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie og lavede og
+manøvrerede med sig selv for at ligne »andre unge Piger«, ja, saa hed
+det: »Ja, der kan Du se, Martha, — Du er i Grunden saadan en sød og
+naturlig lille Pige, — hvorfor da —« o. s. v.
+
+»Men lad os ikke tale mere om disse gamle Ska—a—der«, nynnede Martha og
+efterlignede, idet hun satte Hatæsken af Vejen, Hr. Schrams Tonefald og
+hentede »Skader« saa dybt nede fra, som det var hende muligt. Saa
+skyndte hun sig i Seng.
+
+Nu skete i Rækkefølge alle de Ting, der en Gang hører med til en
+passende Forlovelse blandt »bedrestillede«. Kort udgik, Ringe vexledes,
+en halv hundrede Visiter bleve aflagte, Forlovelsesgilde blev holdt,
+først hos Professoren, dernæst hos nogle af de unges bedste Venner eller
+nærmeste Slægtninge. Ogsaa Edith gjorde i Egenskab af Brudgommens Kusine
+og Brudens »bedste Veninde« et stort Selskab.
+
+»Nu kan Du maaske bedre forstaa »Romeo og Julie« end før«, sagde Edith
+en Gang i Aftenens Løb, da Martha og hun sad og bladede i et Billedværk,
+hvor der blandt andet fandtes et stemningsfuldt Billede af den berømte
+»Balconscene«. Og hun slog Martha drillende paa Kinden med sin Vifte.
+
+»Jeg erindrer, at en Gang vare Dine Begreber derom temmelig forvirrede.«
+
+»Jeg mener nu som før, at ingen Julie kan være mere fortryllende end Du,
+Edith, og misunder ligesom den Gang den lykkelige, der er bleven Din
+Romeo«, sagde Martha spøgende i en galant Tone, der var milevidt fra
+hendes gamle bløde, ydmyge Stemme, naar hun talte til Edith. —
+
+Ved Bordet rejste Edith sig og bad om Ordet.
+
+»Det var egenlig min Mand, der skulde, men jeg kender nu vedkommende
+bedre.«
+
+Og saa holdt hun en spøgefuld Tale til det unge Par. Blandt andet sagde
+hun til Sofus, at han skulde dog tage sig lidt i Agt.
+
+»Du kan maaske uventet i mig faa en farlig Konkurrent, thi jeg vil
+fortælle Dig, at Martha i sin Tid har havt en lille faible for mig.«
+
+»En stor, en stor, Edith!« afbrød Martha lystigt, »stakkels Sofus, der
+hører Du selv, Din Lod bliver at leve paa den Rest, som er tilbage af
+min Flamme for Edith!«
+
+At denne »Rest« var lig med Nul holdt hun naturligvis for sig selv.
+
+Efter Bordet sang og spillede man. Martha gav nogle Sange af »Nitouche«
+tilbedste og begyndte paa en af »Den skønne Helene.«
+
+»Undskyld, jeg afbryder, men hvorfor synger Du aldrig mere Dine gamle
+Sange?« spurgte Edith, der stod og lænede sig til Flygelet. Hun fik
+ligesom Længsel efter igen at høre en vis, bævende, inderlig Klang i
+Marthas Stemme og syntes, at selv de i sin Tid saa foragtede følsomme
+Romanzer nu vilde virke velgørende.
+
+Martha smilte op til hende med dette fremmede, forbindtlige Blik, der
+saa lidt lignede hendes gamle kærlige, dvælende Stirren.
+
+»Mener Du saadan en som den, Du i sin Tid gjorde saa grundig Nar af,
+Sulamiths:
+
+   »Hvorfor flygter I bange?
+   Jeg er syg men af Kærlighed Piger smaa!«
+
+Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig Ret, de er vamle, — lidt for
+rørstrømske, — men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær saa artig!«
+
+Og hun sang Paris og Helenes Duet:
+
+   »Dejlige Drømme, daarende Drømme,
+   Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —
+
+Edith betragtede tankefuld den syngende. Hvad var det, hun savnede ved
+hendes Ansigt? Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt
+sjælløst var det blevet, ligesom Martha var ligeglad, hvordan det saa
+gik. Skulde denne barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, som
+Edith havde været Genstand for, virkelig have givet Marthas Hjærte
+Banesaaret? Det lød utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, hvad
+det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter sit eget Valg en brav Mands
+Hustru. Edith beroligede sig. Det var jo dog godt, at Martha ikke mer
+var den samme. Nu gjorde hun virkelig en Slags Lykke i Selskaber, talte
+livligt med og klædte sig med Smag; — og alt det havde hun aldrig gjort
+før. Forandringen var til det bedre, havde hun kun haft et andet Udtryk,
+et mere levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge:
+
+   »Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt,
+   Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt de unge Folk Bryllup
+allerede til October. Om Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren
+paa Kratholm.
+
+Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte sin unge Kone til paa
+Bryllupsaftenen. Alt, hvad Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var
+tilvejebragt, og Martha, der tog sig nydelig ud i den hvide Dragt med
+Myrtekransen i det lysegule Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i
+Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring i sit ny Kongerige.
+
+Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille Divansofa med en Følelse
+af, at mellem saa bløde Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem
+Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet et saa mageligt
+Befordringsmiddel, for at Omstændighederne havde nødt hende til at
+ombytte den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, — med denne
+kostbare Brudebuket eller i alt Fald Studenterhuen med Brudesløret og
+den kolde Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt.
+
+»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den henrykte unge Ægtemand, »skal
+vi se paa dem?«
+
+Der var naturligvis en hel Udstilling.
+
+»Denne er fra Edith!«
+
+Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til at pryde en Marmorkamin.
+For Øjeblikket var den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, —
+Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den dejligste Duft i Værelset.
+
+Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit Ansigt ned imod dem.
+
+Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde tilbage af sin Kærlighed —
+Edith!
+
+»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs Stemme tæt ved hendes Øre, og hun
+følte hans Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.«
+
+Hun vendte sig venlig om til ham og taalte uden Indsigelse og Modstand
+hans Kys. Saadan skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok fandt hun
+slet ingen Nydelse i saadan at blive krammet og trykket af et Par
+Mandsarme og kysset med saa hede, fugtige Læber, men man maatte jo tage
+det ene med det andet. Det var jo ikke noget at blive vred over, at
+Sofus var saa latterlig forelsket.
+
+Hun smilte og lukkede træt og ligeglad Øjnene under hans Kærtegn.
+
+
+
+
+                            I Sommerferien.
+
+
+»Hvor gaar Du hen, Valborg?«
+
+»Op paa mit Værelse, Faster, jeg skulde skrive et Brev.«
+
+»Til Kæresten formodentlig!«
+
+»Ja, Faster, — til min Forlovede.«
+
+»Naa, det er i sin Orden. Hils ham mange Gange!«
+
+Frøken Valborg sad to Minutter efter oppe i det lille Gæstekammer. Hun
+havde trukket sit Bord med Skrivemappe og Tilbehør hen til Vinduet.
+Langsomt aabnede hun Mappen, valgte sig et zirligt Ark Papir, dyppede
+Pennen og skrev med sin omhyggeligste Skønskrift:
+
+                                          »Vikkebjærg, d. 15. Juli.
+
+      Kære Rudolf!«
+
+Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa ud i Haven. Det var dog
+grueligt svært at skrive Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i
+det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive Breve i Ferien, det
+mindede om Pligt og Baand, som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig
+til helt at glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? Egenlig var
+der vel meget, den smukke Egn, Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed,
+de fornøjelige Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke mindst
+Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun tidlig om Morgenen, forsynede
+med Fødevarer for en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at vide,
+_hvor_ de vilde hen, og først vendte hjem sent om Aftenen, trætte men i
+glimrende Humør. Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa
+behageligt det end var, gad hun ikke fortælle Rudolf; han var for det
+første ingen Ven af Naturbeskrivelser, endnu mindre af Fodture, og saa
+kendte han knap hendes Familie her og slet ikke Hr. Herredsfuldmægtig
+Johan Lundsten. Hun havde selv truffet ham første Gang i denne
+Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet Vikkebjærg hvert Aar paa
+denne Tid. Lundsten var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var ikke
+helt ung, kunde vel være i Nærheden af de Fyrre.
+
+Valborg havde troet, at hun skulde være eneste Gæst i den stille
+Præstegaard, hun brød sig ikke meget om at være imellem mange Mennesker
+paa Landet og blev halv gnaven, da Onkel Harald otte Dage efter hendes
+Ankomst meldte sin Søstersøns Besøg.
+
+»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin Onkel sige til sin Kone en
+Aften, de gik op og ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i
+Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages Tid, maaske ikke en
+Gang _saa_ længe. Vort stille Liv kan jo umulig i Længden være noget for
+ham. Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede ham efter
+bedste Evne. Det er godt, at Valborg er her, det er da altid Ungdom,
+skønt hun er noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, han bliver jo
+altid sig selv lig«. Valborg hørte sin Onkel le sagte som i Erindringen
+om noget meget morsomt.
+
+»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! Godt, at Valborg er en forlovet
+Pige og saa sat og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være
+videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan ikke forstaa, at Du altid
+undskylder ham, er det fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den
+Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke noget godt Ord paa
+sig. Kan Du huske —«.
+
+Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede sig fra Lysthuset,
+men saa meget skønnede hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun
+hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let Sommerfuglenatur, som
+holdt af Kvinder. Det kunde i Grunden være ganske morsomt at se saadan
+en, og, som Faster Helene havde sagt, der var jo ingen Fare for hende
+selv.
+
+Saa var han da kommen Dagen efter. Han var ikke smuk, Valborg blev ved
+første Øjekast skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn Don
+Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være en meget almindelig
+Herre. Hans rødlig blonde Haar havde allerede saa smaat begyndt at
+graane og dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans Træk var
+hverken sjælden fine eller ædle, Læberne tynde, Øjnene af ubestemmelig
+Farve, — blaa eller graa mente Valborg — Figuren af Middelhøjde,
+Bevægelserne og Gangen den fuldendte Verdensmands.
+
+De blev forestillede for hinanden, og Valborg viste ham om i Haven. De
+kom snart i en ret livlig Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt
+og ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til at se lige op i hans
+Ansigt og møde hans Blik.
+
+Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, han var almindelig. Hans Øjne
+vare da de mærkeligste, hun havde set. De vare hverken store eller
+glansfulde i sig selv, men alt som han saa paa hende, bleve de ligesom
+mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig
+smilende Glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig
+tog Blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog
+længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op paa ham.
+
+Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet Køre- og Sejlture og
+fik Valborg til at interessere sig for Botanik, hvori han selv var en
+Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture i Omegnen for at finde
+Planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende tilrette med Ordningen
+af en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor Lyst til at skaffe
+sig.
+
+Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig udmærket den Sommerferie,
+havde aldrig moret sig bedre.
+
+Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, men havde uden altfor stor
+Vanskelighed ladet sig overtale til at blive længer, og nu havde han
+været der i elleve Dage.
+
+For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at hente Posten. Derfor vilde
+hun benytte hans Fraværelse til at skrive til sin Forlovede.
+
+Men _hvad_ skulde hun skrive?
+
+Der var i Virkeligheden saa meget, og dog var det, ligesom der til ham
+slet intet var at meddele, — men noget maatte der jo males op, og _nu_
+maatte det gøres. I Eftermiddag skulde Lundsten og hun en lang Tur til
+»Fuglebakken«, et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra Vikkebjærg,
+saa blev der ingen Tid til at skrive.
+
+Altsaa:
+
+      »Kære Rudolf!
+
+   Tak for Dit Brev! Det glæder mig at høre, at Dine Forretninger
+   gaar saa godt. Hvad mig angaar, har jeg det udmærket og morer mig
+   godt. Vi er ofte ude, her er saa dejligt alle Vegne. I Dag er det
+   en stegende Hede. Hvordan mon det er inde i Byen? Jeg tænker, der
+   er knap til at være! Du gaar vel tit paa Tivoli o. s. v. og nyder
+   den Tid, Du endnu har tilbage af Dit Ungkarleliv, Stakkel? Hils
+   Moder og mine Søskende, hvis Du ser dem. Hils ogsaa alle gode
+   Venner! Ja, undskyld, men i denne Varme vilde det virkelig være
+   ubarmhjærtigt af Dig at forlange mere af mig, altsaa kun en
+   venlig Hilsen.
+
+                                             Din hengivne Valborg.«
+
+Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og
+skrev udenpaa:
+
+      »Hr.
+      Grosserer Rudolf Harten,
+      Amagertorv,
+      København.«
+
+»Saa, nu er det besørget!«
+
+Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til
+Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende
+rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk
+og — ja virkelig _godt_ ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og
+endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at
+komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven,
+Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse
+havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens
+Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.
+
+Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange
+blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se,
+hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo
+ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var
+ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.
+
+Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var
+forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit
+nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang
+den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja
+paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.
+
+Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser
+med Hensyn til sig selv.
+
+Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu
+havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde
+klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst
+var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende
+bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at
+forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.
+
+Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor
+mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig
+og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.
+
+Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en
+af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks
+Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at
+ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var
+der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun
+brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det
+allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad
+til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid
+maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de
+holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun
+lærte sine egne.
+
+Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel,
+musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og
+som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.
+
+I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i
+det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet
+Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som
+Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende
+imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor
+af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig
+selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor
+nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa
+alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid,
+de puttede i Munden.
+
+Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med
+hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa
+Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til
+35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger
+mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som
+mindst var tre Aar gammel.
+
+Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri,
+lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun
+nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi
+ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre,
+hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk
+Begavelse.
+
+Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig
+Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes
+Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der
+findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været
+forelsket.
+
+Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun
+havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at
+kalde: Herretække.
+
+Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift.
+Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit
+Liv.
+
+Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive
+Usandhed.
+
+Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til
+sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer
+Harten.
+
+Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev
+paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han
+fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat
+og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa
+hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og
+sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.
+
+Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun
+kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at
+skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa
+dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt
+ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et
+Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.
+
+»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.
+
+»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«
+
+Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i
+deres Kaar.
+
+Valborg betænkte sig.
+
+Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af
+det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte
+Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre
+Liv.
+
+Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft
+Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var
+halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«,
+men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives
+og modtages her paa Jorden?
+
+Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange
+Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!
+
+Altsaa svarede hun med et roligt Smil:
+
+»Ja, Moder, jeg holder af ham!«
+
+Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han
+saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den
+triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og
+elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et
+tiltalende Hjem.
+
+Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres
+udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have
+fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en
+lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og
+fornøjeligt ved sig.
+
+Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine
+Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var
+som skabt til at have gode Dage.
+
+Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang
+imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den
+Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra _dog_ ikke Ret, hun skulde ikke
+gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og
+samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare
+Fjender af det stærke Køn.
+
+Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende,
+syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en
+tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.
+
+Der var gensidig Tilfredshed.
+
+Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om
+Foraaret.
+
+I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa
+Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —
+
+Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun
+havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed.
+Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde
+indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde
+træde ind i det første Gang.
+
+Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var _rigtig_ glad mere, hun var
+just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise
+noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.
+
+Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin
+Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede,
+fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige,
+lille Fremtidsmaleri manglede noget!
+
+Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at
+hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til.
+Og hun var 24 Aar.
+
+Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa
+lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid
+saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.
+
+»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede
+ved Foden af Loftstrappen.
+
+Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede
+nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!«
+idet hun løb ned ad Trappen.
+
+»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel
+Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.
+
+»Ja, Onkel!«
+
+Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en
+underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det
+forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.
+
+Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig
+da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde
+svare til dem.
+
+Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og
+spillede Klister og Malle! Uh!
+
+Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende
+hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min
+Forlovede —«.
+
+En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde
+let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet.
+—
+
+»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra
+Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode
+Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, —
+forskrækker det Dem slet ikke?«
+
+»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop
+dejligt!«
+
+Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet,
+man kunde glæde sig saadan til noget. —
+
+»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er,
+vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde
+Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre
+ud af Porten.
+
+»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«
+
+»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor
+hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«
+
+»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet.
+Lad dem dog more sig, lille Helene!«
+
+Og de to morede sig.
+
+Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig
+et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen
+Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i
+rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars
+Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje
+til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre
+Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs,
+at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!
+
+Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for,
+hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun
+kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med
+korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa
+smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!
+
+De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen,
+et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par
+Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden
+Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen
+man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme
+saadan noget som: »_Dejlig_ er Jorden!«
+
+Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft
+paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad
+Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde
+aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var
+første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige
+Livskræfter.
+
+»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«
+
+Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med
+et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.
+
+De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den
+nærliggende Herregaard.
+
+Valborg kendte et Par af dem og hilste.
+
+»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik
+videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et
+komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke,
+hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv
+om Moden kræver det _ti_ Gange!«
+
+Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et
+let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten
+kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa
+fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men
+han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.
+
+Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun,
+at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han
+syntes, hun klædte sig med Smag!
+
+De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og
+interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit
+Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at
+han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham
+ind paa alvorligere Ting.
+
+Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!
+
+Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han
+rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at
+undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.
+
+Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.
+
+»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa
+os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«
+
+Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu
+havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«
+
+Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs
+klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det?
+Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige
+Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet
+for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.
+
+»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«
+
+Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til
+hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet
+uimodstaaelig stærkt af en Tanke:
+
+»Hvis det var _ham_, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«
+
+Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var
+ham!
+
+Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved
+Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede
+dette noget uden han.
+
+Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.
+
+»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«
+
+Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt
+blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes
+Indbildning dannede sig.
+
+Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han
+havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned
+gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det
+gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned
+til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige
+ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og
+inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«
+
+Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den
+rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler
+ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle
+prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?
+
+Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham,
+ligesom for at søge Svaret.
+
+Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende
+klart, at hun elskede ham.
+
+Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og
+hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt
+tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung
+og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod
+Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende
+for hende.
+
+»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid giver jeg mig helt og
+uigenkaldeligt, — og nu har jeg forelsket mig i en anden, en, der for
+fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om hvem jeg kun ved, at han har
+dejlige, lokkende Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem Blomster, fra
+Kvinde til Kvinde. Hvorledes er dog dette kommen over mig?«
+
+Hun anede, at Kærligheden, denne store Naturmagt, om hvis Tilværelse hun
+havde tvivlet, med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt
+krævede sit.
+
+»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt
+alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde
+Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her
+paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige
+Stikkelsbærkager?«
+
+Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle
+Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give
+sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad
+der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme
+i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde
+paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa
+i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede
+Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han
+vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt
+Hjærte, saa længe hun havde Lov.
+
+»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har
+aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at
+drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«
+
+»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud
+som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop
+Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«
+
+»Hvor ved De dog ...?«
+
+»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem
+derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske
+selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget
+for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under
+Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker
+ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder
+hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, —
+men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som
+sagt, det er endnu ins blaue hinein.«
+
+Valborg lyttede ubevægelig.
+
+Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge
+Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i
+Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle
+de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i
+Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige
+Berøringer hende og hende alene.
+
+»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres
+mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et
+Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt?
+Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa,
+hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog
+hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op
+og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med
+Smilehuller!«
+
+»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde
+Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme,
+smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg
+maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«
+
+»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal
+indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende
+Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«
+
+Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende«
+Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene,
+sagt, han syntes om deres Dragt?
+
+Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have
+Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, —
+hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, —
+mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig
+magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.
+
+»Bliver der ikke yndigt?«
+
+»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød
+mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt?
+— og tale om Sommeren, — der svandt — —.«
+
+Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke
+Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han
+havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde
+bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse
+hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa
+kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med
+den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort
+Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af
+stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.
+
+Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun
+giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig
+Pige.
+
+»Valborg!« sagde han mildt.
+
+Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.
+
+»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den,
+naar vi igen ses — i Deres Hjem.«
+
+Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om
+hun vaagnede af en forvirret Drøm.
+
+»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... _nej, det er bedst,
+De ikke kommer!_«
+
+Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle
+et Ord. — —.
+
+De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken.
+Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.
+
+De talte ikke meget paa Hjemvejen.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i
+Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.
+
+»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«
+
+»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«
+
+»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og
+kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«
+
+»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«
+
+Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de
+ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.
+
+Valborg sagde, at hun var lidt træt og vilde gaa til Ro straks. —
+
+Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse og saa ud uden at se noget, hun
+gennemgik i Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit fremtidige
+Hjem. Nu var der kommet en Forestilling til, som ikke lod sig afvise:
+»Hvis nu jeg havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant Hjem med,
+— hvis det havde været _ham_!«
+
+Hun følte sig glødende varm over hele Legemet ved denne Tanke, Pulsene
+slog, og hun gled hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig Tilstand,
+idet hun hengav sig til denne Følelse.
+
+Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun Vinduet, — Sommeraftenens
+Duftstrømme var nok ved at stige hende til Hovedet.
+
+»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte hun, »eller gid _han_ vilde! —
+og alligevel, — saa længe som mulig, — saa længe som mulig vil jeg være
+i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke oftere. Et nyt Liv ligger rede til
+at optage mig, — jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, —
+intet andet! Jeg er jo ung, — maa som alle andre have min Kærlighedsrus,
+— men min vil blive kort, — min _skal_ blive kort.«
+
+Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, bed Tænderne sammen, — hun
+_vilde_ ikke være ulykkelig — aldrig!
+
+Mens hun klædte sig af, bankede det paa Døren, det var Stuepigen Ane,
+som spurgte, om der var noget, Frøkenen ønskede.
+
+Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke var let at blive af med. Da
+hun havde bragt Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende og
+underholdt hende velvilligt med alt, hvad der var passeret i Landsbyen
+og hvilke fremmede, der var paa Herregaarden.
+
+»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan blive til noget?« spurgte
+hun, da hendes Nyhedsforraad var sluppet op.
+
+»Ja, det var en rigtig rar Tur.«
+
+»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en til at sige pæne Ting, ikke?
+Sidst han var her, rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har han bare
+Øjne for Frøkenen. En Gang kom han bag paa mig dernede i Jordbærrene,
+som jeg laa og plukkede, — og han kyssede mig saamænd paa begge Kinder.
+Naa, men en anden Gang havde jeg skam min Nød med ham. Det var en Aften,
+jeg lyste ham op paa hans Værelse, — saa tager han min Sandten og lukker
+Døren i Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!«
+
+Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit Haar, hun blev ikke
+forbavset over Anes Historier, — hun vidste jo meget godt, at han syntes
+om alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for Tiden om hende i
+Særdeleshed, — hun vidste det saa godt, — han lagde jo intet Skjul
+derpaa — og som det nu var, kunde det jo ogsaa være det samme, — akkurat
+det samme.
+
+»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. »De maa hellere fortælle mig mere
+en anden Gang.«
+
+»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om Kæresten!«
+
+Om den, der var hende kærest? —
+
+Næste Dag ved Frokostbordet kom der et Brev til Valborg.
+
+Det var fra Harten.
+
+»Tænk, Rudolf kommer herover og henter mig, Faster, — vi kan vente ham i
+Eftermiddag!«
+
+Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende Blik.
+
+»Skulde det vidunderligste være muligt, — skulde Du holde af mig, blot
+halv saa meget som jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — tag
+selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, hvis Du vil!«
+
+Men hun vidste jo i Forvejen Svaret.
+
+»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have hilst paa Frøken Wohns
+lykkelige udkaarne, — men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, — jeg
+husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, Onkel Harald, at jeg er indbudt
+til Sølvbryllup i Aarhus, — og det er allerede i Morgen.«
+
+Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og saa ned paa sin Tallerken. De
+malede Blomster og Fugle dansede for hendes Blik.
+
+Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud i Haven, langt hen i dens
+mørkeste Gange. Her gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at tage
+Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At skulle sige Farvel til sin Ungdom
+og Livsglæde, netop, som man havde følt den første Gang!
+
+Han kom ned.
+
+»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« sagde han muntert, idet han
+lod, som han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede Udseende.
+
+Ja, nu slog Afskedens Time.
+
+»Farvel, min Due!«
+
+Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig.
+
+Glæden har Vinger, det er mod dens Natur at dvæle længe paa et Sted, —
+og hun havde mindst af alle Magt til at holde den fast.
+
+Altsaa et Farvel for altid!
+
+Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom i Gaar.
+
+»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, sagde han, »glem ikke,
+at Blomsterne skal sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i Deres
+Samling.«
+
+Han ønskede frem for alt at give Situationen et Anstrøg af Lethed og
+Munterhed, — han havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte
+Øjne.
+
+Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde sagt hende.
+
+Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, som hun havde sat i
+sit Bælte om Morgenen.
+
+»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner Dem, Valborg!«
+
+Og han gemte den i sin Tegnebog.
+
+Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet sig en Øvelse i ved slige
+Lejligheder at røve eller modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt
+en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst gemte Mindet om smukke,
+tindrende eller sørgmodigt bebrejdende Kvindeøjne.
+
+Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig Bitterhed.
+
+»Og hvad Nummer mon min Blomst saa faar i Samlingen? — Formodentlig
+1001«, tænkte hun.
+
+»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok af Sted, — lev saa vel, — og
+Tak for disse Dage!«
+
+Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med Graaden, — hun kunde ikke faa
+et Ord frem.
+
+Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme op og kyssede hende
+paa Armen, den smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i Gaar. Et
+langt, ømt Kys!
+
+Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik.
+
+Men han vendte tilbage, kom atter hen til hende og hviskede i en
+beroligende, kælende Tone, som til et Barn:
+
+»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, — er De ikke?«
+
+Og saa var det Alvor. Han var borte.
+
+I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte synke helt sammen, at hun
+aldrig kunde blive sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af
+Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den længe tilbageholdte Graad
+frit Løb.
+
+Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, tørrede Øjnene, glattede sit
+Haar og sin Dragt. Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen
+var hun af sit ny Forsæt.
+
+Han, den fremmede, som han trods alt var, skulde ikke rejse bort og tage
+denne Afsked som det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for meget
+for hendes Stolthed, _for_ ydmygende!
+
+Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig Pige. Ja, det vilde hun være.
+Og hun løb op paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde se ud over
+den Vej, han maatte gaa ad til Stationen.
+
+Her blev hun staaende og ventede paa ham.
+
+Et Blik i Lommespejlet havde overbevist hende om, at hun saa fuldkommen
+rolig og behersket ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at han efterlod
+et knust Hjærte. —
+
+Der kom han forbi med Præsten, som vilde følge sin Nevø paa Vej.
+
+»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter Stemme, og forbavset saa han
+Valborg, som han havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede
+Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu rolig, smilende og venlig,
+som om intet var hændet.
+
+Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse.
+
+Hun tog sig godt ud.
+
+Han blev nødsaget til i Steden for Billedet af den sørgende unge Pige i
+Nøddegangen, hende, hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig Mindet
+om en frisk, livfuld Kvinde, der med en flatterende Solstraale spillende
+paa sit brune Haar og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, stod og
+smilede og viftede til ham. Hun saa ikke ud til nylig at have levet sit
+tungeste Øjeblik.
+
+Halvt beroliget over altsaa ikke at have noget at bebrejde sig, halv
+gnaven i sin saarede Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i
+Stand til at glemme næsten lige saa let som han, og at hun allerede nu
+vilde vise ham, at hun vilde betragte det hele som Feriesværmeri.
+
+»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket ung Pige!« kunde han ikke
+afholde sig fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem Beundring
+og Misfornøjelse.
+
+Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, nikke og smile,
+ligesom hun havde gjort for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin
+Indtrædelse i Præstegaarden.
+
+Det var, som alt det mellemliggende aldrig havde været.
+
+Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, satte hun sig ned paa
+Bænken og gennemgik saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet
+mellem Lundsten og hende.
+
+Hvad havde det været?
+
+Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne paa sig, kunde hun tænke
+klarere derover.
+
+Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, Leg, Sommeradspredelse, —
+fra hendes Side saa meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin
+Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig havde troet muligt.
+
+Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være forelsket.
+
+Og nu var det forbi.
+
+Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, den dygtigste af alle Læger,
+vilde vel ligesaa godt have Raad for hendes lille Sygdom som for saa
+utallige andres.
+
+Det sværeste var egentlig kun at tænke sig Fremtiden saa nøgtern og tom
+paa Kærlighed, nu hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse vil
+sige.
+
+Men det gik nok, — det vilde altsammen rette sig, — bare give Tid, —
+bare resignere.
+
+Hun havde siddet der og grundet et Par Timers Tid, uden at hun vidste af
+det. Nu saa hun paa sit Uhr.
+
+»Men Rudolf maa jo snart være her!«
+
+Hun vilde ind og klæde sig om, — hun maatte se pæn ud, det satte han
+megen Pris paa.
+
+»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et Øjeblik. Den vilde hun gemme
+og aldrig, aldrig bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske
+Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, at der for stedse vilde knytte sig
+Minder til denne Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, bedre,
+meget bedre var det netop at gaa med den og slide den samtidig med
+Erindringen, saa vilde de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang.
+
+Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig havde sagt Farvel til Lundsten,
+hørte hun Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. Var det ikke
+Rudolfs?
+
+Hun standsede og lyttede.
+
+»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster Helene, »se Valborg, hvad jeg
+har her til Dig!«
+
+Og paa det samme Sted, hvor hun havde taget Afsked med sin Kærlighed,
+gik Valborg nu sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige sikre,
+milde Ro.
+
+Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft og Beregning, — her stod
+hun Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, — den solide.
+
+
+
+
+                       Afskriverens bemærkninger
+
+
+Afskriverens rettelser:
+
+   [p. 15]:
+   ... skevne Sider i det allermindste, de begyndte ...
+   ... skrevne Sider i det allermindste, de begyndte ...
+
+   [p. 31]:
+   ... Edith, hel forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...
+   ... Edith, helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...
+
+   [p. 37]:
+   ... at vide, hvad hun sagde; ...
+   ... at vide, hvad hun sagde: ...
+
+   [p. 104]:
+   ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind-hvor ...
+   ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor ...
+
+
+
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 75414 ***