diff options
Diffstat (limited to '75414-h')
| -rw-r--r-- | 75414-h/75414-h.htm | 5325 | ||||
| -rw-r--r-- | 75414-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 682213 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 75414-h/images/logo.jpg | bin | 0 -> 114679 bytes |
3 files changed, 5325 insertions, 0 deletions
diff --git a/75414-h/75414-h.htm b/75414-h/75414-h.htm new file mode 100644 index 0000000..344134a --- /dev/null +++ b/75414-h/75414-h.htm @@ -0,0 +1,5325 @@ +<!DOCTYPE html> +<html lang="da"> +<head> +<meta charset="UTF-8"> +<title>Vildsomme Veje | Project Gutenberg</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" type="image/x-cover"> + <!-- TITLE="Vildsomme Veje" --> + <!-- AUTHOR="Vilhelmine Zahle" --> + <!-- LANGUAGE="da" --> + <!-- PUBLISHER="Andr. Schous Forlag, København" --> + <!-- DATE="1890" --> + <!-- COVER="images/cover.jpg" --> + +<style> + +body { margin-left:15%; margin-right:15%; } + +div.frontmatter { page-break-before:always; } +.halftitle { text-indent:0; text-align:center; margin-top:4em; margin-bottom:4em; } +.aut { text-indent:0; text-align:center; margin-top:2em; margin-bottom:2em; } +h1.title { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; } +.subt { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; } +.subt2 { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:2em; font-weight:bold; } +.logo { margin-bottom:1em; } +.pub { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; } +.pub .line1{ font-size:1.25em; } +.printer { text-indent:0; text-align:center; margin-top:8em; margin-bottom:1em; + font-size:0.8em; } +div.chapter{ page-break-before:always; page-break-after:always; } +h2 { text-indent:0; text-align:center; margin-top:3em; margin-bottom:1em; } + +p { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; } +p.first { text-indent:0; margin-top:2em; } +span.firstchar { font-size:2em; } +p.noindent { text-indent:0; } +p.tb { text-indent:0; text-align:center; margin:1em; } +div.letter { margin:1em; } +p.date { text-indent:0; text-align:right; margin-right:1em; } +p.addr { margin-left:2em; text-align:left; text-indent:0; } +p.sign { text-indent:0; text-align:right; margin-right:1em; } +p.center { text-indent:0; text-align:center; margin:1em; } + +/* spans */ +em { font-style:italic; } +span.fr { font-style:italic; } +.underline { text-decoration: underline; } + +/* poetry */ +div.poem-container { text-align:center; } +div.poem-container div.poem { display:inline-block; } +div.stanza { text-align:left; text-indent:0; margin-top:1em; margin-bottom:1em; + font-size:0.8em; } +.stanza .verse { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:2em; } +.stanza .verse2{ text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:4em; } + +a:link { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:visited { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:hover { text-decoration: underline; } +a:active { text-decoration: underline; } + +/* Transcriber's note */ +.trnote { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc; + color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em; + page-break-before:always; margin-top:3em; } +.trnote p { text-indent:0; margin-bottom:1em; } +.trnote ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +.trnote li { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; } +.trnote ul li { list-style-type: square; } +.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:left; font-weight:bold; } + +/* page numbers */ +a[title].pagenum { position: absolute; right: 1%; } +a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit; + letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal; + font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small; + border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px; + display: block; /*inline;*/ } + +img { max-width:100%; margin:0; padding:0; } +div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; clear:both; } +div.logo img { max-width:6em; } + +/* .x-ebookmaker */ +body.x-ebookmaker { margin-left:0; margin-right:0; } +.x-ebookmaker div.poem-container div.poem { display:block; margin-left:2em; } +.x-ebookmaker a.pagenum { display:none; } +.x-ebookmaker a.pagenum:after { display:none; } +.x-ebookmaker .trnote { margin:0; } + +</style> +</head> + +<body> +<div style='text-align:center'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 75414 ***</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="halftitle"> +VILDSOMME VEJE. +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="aut"> +VILHELMINE ZAHLE: +</p> + +<h1 class="title"> +VILDSOMME VEJE. +</h1> + +<p class="subt"> +TO FORTÆLLINGER. +</p> + +<p class="subt2"> +OGSAA EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.<br> +I SOMMERFERIEN. +</p> + +<div class="centerpic logo"> +<img src="images/logo.jpg" alt=""></div> + +<p class="pub"> +<span class="line1">KØBENHAVN.</span><br> +<span class="line2">ANDR. SCHOUS FORLAG.</span><br> +<span class="line3">1890.</span> +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="printer"> +Kjøbenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri. +</p> + +</div> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="story" id="chapter-0-1"> +<a id="page-1" class="pagenum" title="1"></a> +Ogsaa en Kærlighedshistorie. +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +<a id="page-3" class="pagenum" title="3"></a> +<span class="firstchar">M</span><span class="postfirstchar">artha</span> Grüner hed hun og var en lille spinkel +ung Pige med to lange, gule Flætninger ned ad +Nakken, et uregelmæssigt men ikke uskjønt Ansigt +med et Par store, alvorlige, graa Øjne og en +lille, udtryksfuld Mund. Hun saa i Reglen lidt +sygelig, lidt nervøs ud, Farven kom og gik hurtig +paa hendes Kinder, og Øjnene, der ofte kunde se +underlig udtryksløse og stumme frem for sig, fik +til Tider pludselig forbavsende Liv og Varme. +</p> + +<p> +Saadan havde hun set ud som nykonfirmeret, +akkurat saadan saa hun ud, da hun blev 21 Aar. +</p> + +<p> +Hun var ikke nogen livsglad ung Kvinde, der +var Folk, som endog troede, at hun led af Kærlighedssorg. +Det gjorde hun ogsaa — paa en +Maade, — det havde hun gjort i de sidste 7 Aar. +Men Genstanden for hendes Kærlighed, Sværmeri, +Tilbedelse, hvad man nu vil kalde det, var ingen +Ungersvend, ingen erfaren Verdensmand, ikke en +Gang en værdig, ældre Herre, den hørte nemlig +slet ikke til Hankønnet, det var en — ung +Dame, en Frøken Edith Gerner. Det var Marthas +Ejendommelighed, ingen Mand havde nogensinde +<a id="page-4" class="pagenum" title="4"></a> +voldt hende den mindste Hjærtebanken, men som +14aarigt Pigebarn traf hun en Gang i et Selskab +en overordentlig smuk ung Dame klædt i en hvid, +klar Kjole med et enkelt Perlesmykke i det højt +opsatte sorte Haar, og øjeblikkelig tabte Martha +sit lille Hjærte, der hidtil kun havde banket i +hurtigt Tempo for Personer i Ingemanns Romaner +og Andersens Æventyr. +</p> + +<p> +Hun stod fortryllet med vidtopspilede Øjne +og stirrede paa den 19aarige Skønhed, Edith +Gerner. Saadan maatte Dronning Agnes have set +ud, Berengaria, Rigmor, eller snarere hendes +kære Jomfru Ingefried i »Valdemar den Store +og hans Mænd«, thi: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Kinden gløder ikke,</p> + <p class="verse">men rolig, stræng og kold</p> + <p class="verse">hun arved Nornens Blikke</p> + <p class="verse">fra dunkel Hedenold.«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +eller endnu bedre: Snedronningen! Der var en +kølig, stolt Ynde over Edith, der ikke mindst bidrog +til Marthas Forelskelse. Feen i »Paradisets +Have«, Prinsessen i »Rejsekammeraten«, alle disse +kjendte, beundrede Æventyrskikkelser maatte hun +tænke paa, Edith lignede dem alle eller havde +lidt af hvers Ejendommelighed. +</p> + +<p> +Aa, hvor var hun dejlig! +</p> + +<p> +Og Martha blev da præsenteret, de stod just +<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a> +lige ved et højt Pillespejl, og Martha saa sig selv, +lille og ubetydelig, saa tarvelig i sin korte Skolepigekjole, +kejtet, tøset, intetsigende, og Edith i +sin blændende Skønhed og med hele en Verdensdames +sikre Optræden. +</p> + +<p> +Men langtfra misundelig fandt Martha netop +en egen, hidtil ukendt Lykke i at føle sin egen +Ringhed og helt gaa beundrende op i et andet +Menneskes Fuldkommenhed. +</p> + +<p> +Det morede Edith at møde disse straalende, +henrykte Barneøjne, hvori hun læste en saa uskrømtet +Hyldning af hendes Skønhed. Hun var vant +til at blive beundret og gjort Væsen af, hun vidste, +at hun var sjælden smuk, Herrernes beundrende +Blikke og mer eller mindre aandrige Gøren Kur +var ikke længer noget paafaldende og nyt for +hende, men dette her var noget nyt og ret morsomt, +og som en Kuriositet spændte Edith Gerner +denne lille Pige med for sin Triumfvogn. +</p> + +<p> +Hun indlod sig i Samtale med hende, var +meget venlig, meget elskværdig, fik i Aftenens +Løb mer end et Vidnesbyrd om, at Martha var +aldeles »væk«. +</p> + +<p> +Og Martha nød hvert af hendes Smil, hvert +Ord, blev flammende rød, blot hendes Haand +strejfede Ediths Kjole og følte alt Blodet strømme +sig til Hjærtet, da Edith efter Bordet rakte hende +Haanden og sagde: »Velbekomme«, følte alle Skinsygens +<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a> +Kvaler, naar andre talte med Edith, — og +det maatte hun ofte være Vidne til, — hun var +mest skinsyg paa Damerne og allermest paa de +unge Piger, Ediths jævnaldrende, — da en saadan +en Gang i Aftenens Løb lagde sin Arm om Ediths +Liv, syntes Martha, at det vilde have været hende +en Lindring at give vedkommende en Ørefigen. +</p> + +<p> +Og da hun kom hjem, — ja Edith var ikke +ude af hendes Drømme den Nat! +</p> + +<p> +Og næste Dag i Skolen overmalede hun sin +Kladebog med Vers til »Hende«, og alt imellem +kunde hun lægge Haanden over sine Øjne for +bedre at fastholde det smukke Billede og tænke +med et lykkeligt Smil: »Aa, hvor jeg elsker hende.« +</p> + +<p> +Hun havde ingen at betro sig til, Moderen +havde hun aldrig kendt, hun boede ene med sin +Fader, som var Professor i Zoologi og ikke interesserede +sig for stort andet end sine Benrade og +udstoppede Fugle og troede, at han havde opfyldt +sine Pligter mod sin eneste Datter fuldtud, naar +han lod hende gaa i Københavns saakaldte bedste +Pigeskole, sørgede for, at hun gik godt klædt og +ingen Nød led. Han var meget venlig imod hende, +klappede hende paa Haaret, naar hun havde gode +Karakterer og sagde, at »det var Ret« og forærede +hende til Julen og hendes Fødselsdag et +eller andet Værk i Pragtbind uden at tage Hensyn +til, om hun var moden eller ej til at nyde det. +<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a> +Og Martha slugte alt, hvad hun fik Fingre i. I +en Alder af 14 Aar havde hun i den fuldstændigste +Sammenblanding læst: Goethe, Holberg, Oehlenschläger, +Heine, Byron! Hun var henrykt over +det altsammen, enten hun saa forstod det eller +ej, men blev dog den Gang og senere, barnlig som +hun var, Barndomsvennerne, Ingemann og Andersen, +tro. En gammel Husholderske, der altid gik +omkring med et ualmindeligt gnavent Ansigt og +klagede over en evig Tandpine, skulde sørge for +Marthas Fornødenheder, men til hende havde +Barnet ingen Fortrolighed. +</p> + +<p> +Veninder havde hun heller ingen af, hun +stemmede ikke med sine Skolekammerater, hun +brød sig ikke om at pjatte op om deres Baller +og Skøjteløb, deres Skoledrenge, Skuespillere og +Præstesværmerier, og de havde ikke læst saa +meget som hun og kunde derfor ikke tale om +Bøger, og det var i Grunden det eneste, hun brød +sig om, inden hun lærte Edith at kende. +</p> + +<p> +Men nu oprandt en anden Tid. +</p> + +<p> +Thi kort at fortælle, Edith og hun traf oftere +sammen, og der udvikledes et virkeligt Forhold +imellem dem, et Slags Venskab, ja Veninder +kaldte man dem til sidst, de blev Dus, de besøgte +hinanden, Edith fandt virkelig Behag i Martha, +hun var vel nok 5 Aar yngre, men et kløgtigt, +lyst, lille Hoved, og det var saa morsomt med +<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a> +denne Tilbedelse, som langtfra at tage af ved nærmere +Kendskab næsten for hver Dag blev stærkere +og inderligere. +</p> + +<p> +Martha paa sin Side var uendelig lykkelig +over dette Venskab, hun havde ingen anden Tanke +end Edith, ingen anden Drøm. Livets Lykke bestod +for hende i at sidde og se ind i Ediths Øjne, et +Par dejlige mørkebrune med fine, lige Bryn og et +roligt, stolt Udtryk, og lytte til hendes klare, rene +Stemme. Hun gav sig fuldtud hen i denne Kærlighed, +der blev imellem disse to unge Piger saadan +et Forhold, som en fransk Forfatter har +skildret ved de kendte Ord: »<span class="fr" lang="fr">l’une qui aime et +l’autre qui se laisse aimer, l’une qui baise et +l’autre qui tend la joue.</span>« — +</p> + +<p> +Og under alt dette var Martha fra en halvvoxen +Skolepige bleven en ung voxen Dame, men +hendes Væsen var ganske det samme, især over +for Edith. Denne var nu en moden Skønhed +paa 25 Aar egnet til at knuse Hjærter, hvad hun +ogsaa gjorde, medens ingen hidtil havde formaaet +at røre hendes eget. Hun gik kold og uberørt +gjennem et sandt Ildhav af Beundring og Lidenskab. +</p> + +<p> +Undertiden fik Martha vel den Tanke, at saadan +vilde det ikke altid gaa, en Gang vilde Edith +nok gifte sig, — men Martha tænkte aldrig videre, +den blotte Forestilling var hende pinlig, og hun +<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a> +skød den hastig fra sig og nød Øjeblikket uden +at tænke paa Fremtiden. +</p> + +<p> +Hendes Lidenskab havde holdt sig aldeles +usvækket i disse Aar, alt andet om sig skænkede +hun kun flygtig Interesse, Edith var stedse Hovedtanken. +</p> + +<p> +Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri! +</p> + +<p> +Hun følte selv undertiden, at det var det og +undrede sig over, at hun ikke som andre unge +Piger havde et mandligt Ideal, men sandt at sige +brød hun sig ikke en Smule om det andet Køn. +Hun prøvede ofte paa at sværme for en eller +anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, +hun havde læst om, at unge Piger gennemgaa i +deres Forelskelsestid, men det blev aldrig til andet +end Skaberi og saasnart hun saa Edith, faldt det +hele sammen, saa blev hun varm i Kinderne, saa +var de der strax, alle Kendetegnene paa, at hun +dog alligevel elskede. +</p> + +<p> +Martha blev, hvor hun kom, regnet for en +meget rar, men ubetydelig lille En; det kom af, +at hun for det meste var ordknap og tilbageholden +imellem fremmede. De fleste mente, at hun helt +gik op i sine Studier, hun læste nemlig efter +Faderens Ønske til Artium. Hun hadede ogsaa +Selskabelighed og følte sig som en fremmed, ensom +Fugl mellem alle disse muntre Mennesker, der +var hende saa uendelig ligegyldige. +</p> + +<p> +<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a> +Men naar hun var ene med Edith, da var +hun ikke længere en tavs, ubetydelig Pige, da +lukkede hun op for hele sin Sjæl, ingen uden +Edith saa hendes skiftende Stemninger. Snart +sladrede hun op om alt muligt, fortalte, hvad hun +havde læst sidst og leverede sin Kritik derover, +snart gjorde hun paa en rigtig barnagtig Maade +Nar af sine Lærere eller af den gamle Husholderske +med Tandpinen, var det ene Øjeblik ustyrlig lystig +og kaad for i det næste at sætte sig ved Ediths +Fødder, tage hendes Haand og se tavs op paa +hende med straalende, undrende Øjne. Det kunde +ogsaa hænde, at hun i et Udbrud af Heftighed +slyngede Armene om hendes Hals og fortalte +hende, at hun var »dejlig, dejlig, — den allerdejligste +i hele Verden!« Men saa plejede Edith +at give hende en Spand koldt Vand over Hovedet +enten ved at slaa det hen i Spøg eller støde hende +fra sig med en Bemærkning som: »Nu bare ingen +Scener, Martha!« eller: »Nu synes jeg virkelig +Du er for gammel til saadan noget!« +</p> + +<p> +Og denne Kulde bidrog ikke lidt til at lægge +Ved til Marthas Kærlighedsbaal, den omgav Edith +som et helligt Tempel en Gudinde, og netop det, +at hun blev holdt i tre Skridts Afstand, øgede +hendes Sværmeri, det hævede Edith endnu højere +op over andre dødelige, at man ikke kunde nærme +sig til hende saa frit som til enhver anden. +</p> + +<p> +<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a> +Om Sommeren tog Edith og Martha tit ud +til Skoven sammen. De vare raske Fodgængere +begge to, og deres Ture hørte til Marthas dejligste +Minder, især dette, at de vare ene, at hun ikke +skulde dele Edith med andre, med hendes Kavalerer +eller hendes Veninder, hvilke sidste vare +Genstand for hendes særlige Skinsyge. De to unge +Piger gik da aldrig ad de banede Veje, men brød +ind imellem Træer og Buske for at finde Blomster. +Naar de saa kom til et rigtigt smukt Sted, satte +de sig i Græsset og hvilede. +</p> + +<p> +»Her er dejligt, synes Du ikke Martha?« +Edith kunde da lægge sig ned i Græsset og smile +op imod den blaa, skyfri Luft og de tusende mørke +og lysegrønne Trætoppe uden at tænke over, at +hun selv var den smukkeste Figur i det lille +Skovmaleri. +</p> + +<p> +»Ja, dejligt, Edith! Og saa er det især +saa mageløst at være langt borte fra andre Mennesker, +— Du og jeg ganske ene, — jeg bilder +mig ind, Du, at vi ere paa en øde Ø og aldrig +mere vil faa andre menneskelige Væsener at se, +— aa, det var et Liv! Ja, Du kunde ikke finde +Dig deri, det ved jeg nok, — og det var ogsaa +Synd for Dig — Du maa for at være i Dit rette +Element have Dine Forældre og Sødskende og +Balkavalerer, ikke sandt? Og saa —« Martha +rynkede Panden — »Henriette Nielsen og Eva +<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a> +Kramer og — først og fremmest Anna Holm«, +(det var Ediths Barndomsveninde og fortrolige) +»men ser Du, jeg har nok i Dig, søde, søde +Edith!« +</p> + +<p> +Og Edith, der paa en smuk Sommerdag i +Skoven sædvanligvis var mere følelsesfuldt og mildt +stemt end ellers, kunde da række hende sin Haand +og venlig og nedladende taale en 2-3 heftige Kys. +</p> + +<p> +»Syng saa for mig, Martha!« Og Martha +sang med sin kønne, bløde Sopran den ene Sang +efter den anden, hun kunde et Utal af følelsesfulde +Sange, og hun var saa lykkelig over at kunne +more Edith. Og denne stemte en Gang imellem +i med sin dybe, rene Alt, og der sad de ligesom +gemte bort fra den øvrige, kedelige Verden. Jo, +saadanne Dage var Livet værdt at leve, tænkte +Martha. +</p> + +<p> +Edith havde en Tid stor Lyst til at blive +Skuespillerinde. For det ydres Skyld kunde der +jo ikke være nogen Hindring, og en smuk, fuldtonende +Stemme havde hun. I nogle Selskaber, +hvor hun havde fremsagt et Par Smaadigte, havde +man enstemmig erklæret, at Kunsten vilde gaa +glip af et storslaaet Talent, hvis hun ikke gik til +Theatret. Hun lærte da ogsaa for sin Fornøjelses +Skyld flere Roller, og Martha maatte da give +Elskerens Parti, hvad der ikke faldt hende vanskeligt. +</p> + +<p> +De spillede saaledes en Gang nogle Scener +<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a> +af »Romeo og Julie«, og Martha var altsaa Romeo. +Hun havde ikke noget imod paa denne Maade at +faa sagt Edith en hel Mængde Ting, som hun +ellers ikke turde sige. +</p> + +<p> +Efter Scenen ved Julies Balcon sagde hun +en Dag: +</p> + +<p> +»Aa, Edith, jeg holder af Dig som Romeo +holdt af Julie!« +</p> + +<p> +»Det er nogen god Snak, Martha. Kan Du +ikke indse, at der er Forskel?« +</p> + +<p> +»Nej, det kan jeg ikke! Jeg føler det ligesom +han. Jeg finder ogsaa, at ingen af Himlens +Stjærner kan maale sig i Skjønhed med Dine +Øjne, — og jeg synes, at Du overgaar alt, hvad +jeg har set og vil faa at se af Dejlighed, — mod +Dig er alle Nul, Edith! +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Som i en Kragesværm en snehvid Due</p> + <p class="verse">er <em>hun</em> i sine Søstres Kreds at skue.««</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Martha lagde sig paa Knæ for hende og saa +kærlig op paa hende. +</p> + +<p> +»Min egen søde, dejlige Edith, forstaar Du +mig? — nej, det gjør Du naturligvis ikke!« +</p> + +<p> +»Nej, Martha, det gjør jeg virkelig ikke, — +jeg tvivler ikke om, at Du holder af mig, — det +ved jeg nok, — men Du maa ikke være saa +tosset at sammenligne Dine Følelser med Romeos +overfor Julie. Det lyder næsten for latterligt! +<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a> +Der er jo en himmelvid Forskel. Han er en +Mand, der elsker en Kvinde.« +</p> + +<p> +Martha saa tankefuld og alvorlig ud. »Ja, +jeg ved, det er det almindeligste, at Mand elsker +Kvinde, og omvendt, — men har hvert Menneske +mon ikke sin særegne Natur, som det er nødt til +at følge? Jeg spurgte ikke, om Du var en Mand +eller en Kvinde, Edith, da jeg første Gang saa +Dig. Du blev mig strax kærest af alle; jeg vil +aldrig kunne elske andre, enten det saa er naturligt +eller unaturligt!« +</p> + +<p> +Edith drog sin Haand ud af Marthas. »Naar +Du er saa pjanket og skruet, vil jeg slet ikke tale +med Dig.« +</p> + +<p> +Marthas Øjne fyldtes med Taarer; naar Edith +talte i denne isnende, overlegne Tone, følte hun +sig altid saa ulykkelig, men Edith hadede den +Slags Følsomhed, og med en Kraftanstrængelse +holdt Martha Taarerne tilbage og deklamerede +med en Blanding af komisk Højtidelighed og +Skælmeri: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Har jeg for dristig rørt en Helligdom</p> + <p class="verse">med syndig Haand, saa vil jeg gærne bøde.«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Edith lo. Marthas Himmel var atter klar og +skyfri. +</p> + +<p> +Edith kom imidlertid ikke til Theatret, hun +tabte Lysten dertil, og det var Martha ikke ked +af. Hun havde aldrig kunnet lide den Tanke, at +<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a> +hendes elskede Edith skulde optræde offentlig +og lade sig overglo og kritisere af alle og +enhver. +</p> + +<p> +I Sommerferierne tog Ediths Familie gærne +paa Landet, snart hist, snart her, men altid langt +fra København. Saa var Martha ikke glad; hun +selv tilbragte altid Ferien i Byen. Naar Edith +kom og meddelte, at den og den Dag rejste de, +var Martha aldeles barnagtig utrøstelig, især naar +Familien skulde til et moderne Badested. +</p> + +<p> +»For saa stifter Du saa mange ny Bekendtskaber, +og — og — glemmer mig Edith!« +</p> + +<p> +Edith mente med et roligt Smil, at fordi man +lærte ny Mennesker at kende, glemte man ikke +sine gamle Venner. +</p> + +<p> +»Jeg maa da nok skrive til Dig, — maa +jeg ikke, Edith?« +</p> + +<p> +Naturligvis, det faldt af sig selv. +</p> + +<p> +»Og Du vil svare mig? — det skal ikke være +noget Baand, ingen Pligt, — men naar Du har +Lyst og Tid, — kun et Par Ord, — aa, det vil +Du nok en Gang imellem!« +</p> + +<p> +Jo, det skulde Edith nok. +</p> + +<p> +Saa tørrede Martha Øjnene. +</p> + +<p> +Lange Breve skrev hun til »Veninden«, 4 tæt +<a id="corr-2"></a>skrevne Sider i det allermindste, de begyndte +meget pænt og fornuftigt, f. Ex.: +</p> + +<div class="letter"> +<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a> +<p class="addr"> +»Kjære Edith! +</p> + +<p class="noindent"> +Jeg haaber, Du morer Dig godt og rigtig +nyder det dejlige Vejr —« +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +men allerede paa anden Side brød hun ud af den +stive Tone og skrev om sin Længsel og sin Skinsyge +over for alle dem, der vare Edith nær. +</p> + +<p> +»Jeg kan se Dig for mig, Edith«, skrev hun +saaledes en Gang. »Du gaar nede ved Stranden +i et Selskab af unge Herrer og Damer, og Du +lader Dig beundre og kurtisere; min sejersvante +Edith, Du ler og smiler til dem alle med den +glade Bevidsthed, at selv om Din ny Sommerhat +klædte Dig mindre godt, end den gør, vilde Du +dog være den smukkeste blandt dem alle. — Sig +mig, er den Frøken Aagesen, Du skrev om, virkelig +saa elskværdig? Det er jo dejligt, at Du har +truffet en jævnaldrende! Hun er nok ikke saadan +en lille Pjanke som undertegnede, hende kalder +Du ikke »exalteret« og »unaturlig«, vel? Har +hun kysset Dig nogensinde? Skal I nu komme +sammen, naar I flytter ind til Byen igjen? Aa, +Edith! — nej, bliv ikke vred, — jeg skal nok +lade være med at give Scener paa Papiret, — Du +maa ikke se stræng eller utaalmodig ud, — jeg +<em>skal</em> være artig. — Hver Aften synger jeg for +Fader. Ved Du, hvilken der er min Yndlingssang +i Sommer? Det er den lille finske, Du kender: +</p> + +<div class="poem-container"> +<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Ack, lilla fogelen, ack, lilla hjerta vän,</p> + <p class="verse">kommer Du ej snart?«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +men det andet Vers gjør mig forstemt: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Der finnas säkert de fagraste ternor</p> + <p class="verse">glömmer Du mig för de strålande stjernor?«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Men de Sange, vi to synger sammen, Edith, +dem synger jeg ikke nu, de venter og længes som +jeg! — Min egen søde, søde Edith, glem mig +ikke! Ingen holder af Dig som jeg, — ingen!« +</p> + +<p> +Edith svarede med nogle Linjer, højst et Par +Sider, fortalte om sine Udflugter, om den dejlige +Natur og om de Folk, hun traf sammen med. +Rolige og venlige faldt Ordene i hendes Breve, +men paa Marthas lidenskabelige Henvendelser svarede +hun ikke med en Stavelse. +</p> + +<p> +Men Martha sad timevis med et saadant Brev, +læste det atter og atter igennem, stirrede paa +Underskriften: »Din hengivne Edith« og kyssede +den med hede Læber, den var jo nedskreven af +»hendes« Haand. Og saa græd hun af Længsel +alene paa sit Værelse. +</p> + +<p> +Hendes Sommerfornøjelse var foruden Ediths +Breve at spasere alene ud til Skoven og opsøge +de Steder, hvor hun havde været saa lykkelig +selvanden, der kunde hun sidde længe tankefuld +eller rettere uden at tænke og se paa Ediths Portræt, +— eller hun gik ind i Ørsteds Park, en af +<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a> +Nornerne under Ørsteds Buste havde Træk, der +mindede om Ediths. +</p> + +<p> +Det kunde hænde, at hun prøvede paa at +gjøre Edith skinsyg. Fortvivlede Forsøg! Hun kunde +da i Selskab slutte sig til en hvilkensomhelst ung +Pige, overvælde hende med Opmærksomhed, spille +en fuldstændig Komedie med hende, le overdrevent +højt og passiare med en nervøs Munterhed, naturligvis +ene og alene for at hendrage Ediths Opmærksomhed +paa sig. Men denne lod aldrig til +at bryde sig derom, ikke det bitterste skinsyg +kunde hun blive! Heller ikke opnaaede Martha +noget, naar hun en anden Gang spillede kold og +fornærmet, Edith smilede i uforstyrrelig Ro ad +alle hendes »Barnagtigheder«, Martha pinte kun +sig selv med saadanne Forsøg, rørte aldrig Edith, +der vidste, at det ikke vilde vare mange Timer, +før en blød Arm vilde liste sig om hendes Hals +og en sagte, kærlig Stemme hviske: +</p> + +<p> +»Hvor Du er grusom imod mig, Edith!« +</p> + +<p> +»Grusom?« kunde Edith da sige, »jeg tænkte +ikke en Gang paa Dig, — hvad mener Du med, +at jeg er grusom?« +</p> + +<p> +»Nej, Du tænkte ikke paa mig, — det er +netop det!« og et forunderligt Udtryk som af en +higende Længsel, en uforstaaet Sorg, kunde et +Øjeblik faa Edith til at spørge sig selv, om der +virkelig kunde existere saa mærkelige udrustede +<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a> +Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til +en af deres eget Køn, — og i saa Fald — var +Martha en af dem? Var dette mere end Sværmeri, +mere end Barnestreger? — — — +</p> + +<p> +Saa kom den Dag, der maatte komme, men +som Martha ikke havde kunnet taale at forestille +sig. +</p> + +<p> +Edith havde været saa adspredt i den sidste Tid; +naar de vare sammen, lyttede hun ikke som +før med sit halv overlegne, halv velvillige +Smil til Marthas Snak, hun havde siddet aandsfraværende, +og Martha havde ikke sjælden set +det Særsyn, at Ediths Kinder pludselig og uden +tilsyneladende Grund var blevne blussende røde. +Hun havde længe næret en ubestemt Angest for, +hvad der mulig kunde ske, men hun vovede +hverken at give denne Anelse Navn for sig selv eller +spørge Edith. +</p> + +<p> +En Aften var hun i dennes Hjem bleven +præsenteret for en ny Gjæst, en ung Læge, Dr. +Stein. Hun havde set ham staa fordybet i en +lang Samtale med Edith, de to havde taget sig +udmærket ud sammen. Han var meget høj, en +elegant, harmonisk Skikkelse med stærkt blondt +Haar og et Par kloge, mørkeblaa Øjne under +tætte, sorte Bryn, Martha havde set paa Edith +og ham, greben af en smertelig Formodning. +Hvor beundrende dvælede hans Øjne paa Edith, +<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a> +»hendes egen Edith!« Og hun saa denne, der +ellers var saa kølig og sikker, tage imod hans +ærbødige Hyldest forlegen og sky som en lille +nykonfirmeret Pige. — +</p> + +<p> +Den Aften græd Martha, da hun kom hjem, +hun følte, at Edith gled fra hende, — det var en +Følelse, der gjorde saa ondt, saa ondt; for første +Gang begyndte hun at tænke, men endnu kun +dunkelt, at hun selv dog havde haft en sælsom +Ungdom, at den Tid, hvor andre unge Piger +drømme om Kærlighed og Mænd eller lægge +Planer for en selvstændig Tilværelse, havde hun +brugt til at drømme planløst, forvirret, uden Grund +og Fornuft om en Kvinde. Og det havde været +hendes Lykke, — det var det underligste, — intet +i Verden kunde hun tænke sig bedre end disse +svundne Aar, — hun vilde ikke undvære dem, — +hvad var hun dog for en Pige? — Var hun +unormal? Var det en Sygdom? Kunde det gaa +over? Og hvis det gik over, hvad havde Livet +at byde hende til Gengæld? Intet kunde fylde +og forskønne hendes Drømmeverden som dette +ufornuftige, meningsløse havde gjort. Edith gled +fra hende, — aa, det var Snak. Edith havde jo +aldrig været hendes, — hun havde altid været den +ydende i deres Forhold, Edith bare modtog og +lod, naar hun var i det Lune, sin Naades Smil +lyse over Marthas ydmyge Tilbedelse. Saadan +<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a> +var det! Martha trykkede Hænderne mod de +bankende, smertende Tindinger. Nej, hun taalte +ikke at gruble for meget over den Sag. — +</p> + +<p> +Saa kom Forlovelseskortet. +</p> + +<p> +Hun sad med det i Haanden: +</p> + +<p class="center"> +<i>Edith Gerner,<br> +Ernst Stein</i>. +</p> + +<p class="noindent"> +Hun gik hen til Edith for at lykønske. +</p> + +<p> +»Blev Du forbavset, Martha?« +</p> + +<p> +»Aa, nej, jeg havde jo en Anelse, lige fra +jeg saa ham for første Gang hos jer!« +</p> + +<p> +»Synes Du om ham?« +</p> + +<p> +»Han ser godt ud, — og det, at Du har +valgt ham, er jo den bedste Anbefaling.« +</p> + +<p> +Martha lagde begge Arme om hendes Hals. +</p> + +<p> +»Aa, Du tossede Barn med dit Skolepigesværmeri, +men hør, Du har vist ikke ønsket mig +rigtig til Lykke endnu!« +</p> + +<p> +»Til Lykke, — til Lykke, Edith, — Du ved +vist, at jeg ønsker Dig al mulig Lykke, — af +hele mit Hjærte, Edith!« +</p> + +<p> +»Græder Du? — Hør, Martha, vær nu ikke +... vær som andre! Tror Du, jeg bryder med +mine Veninder, fordi jeg har faaet en Ven! — Hvor +Du er en dum lille En! — Ved Du for Resten, +at vi skal have Bryllup i næste Maaned? Jo, +— den 22de! — Du skal komme tit til os, — +og vi vil have det rigtig morsomt sammen, +<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a> +naturligvis, ganske som før kan det ikke blive, +saa ofte kan vi jo ikke træffes, — men det ved +Du jo nok, at som gift faar man saa mange +Pligter! — Hører Du, hvad jeg siger, Martha! +Du ser saa underligt paa mig!« +</p> + +<p> +Martha havde kun rigtig forstaaet et: »ganske +som før bliver det ikke.« +</p> + +<p> +Edith, hendes alt, Solen og Lykken i hendes +Liv, gled ind i en ny Sfære, hvor hun ikke kunde +følge med, og lod hende blive tilbage i Mørke og +Tomhed. At dette skulde være Naturens Gang! +Og at denne Natur skulde være hende saa forfærdelig +svær at fatte! +</p> + +<p> +»Hvis han gjorde Dig ulykkelig, Edith, — +aa, jeg kunde dræbe ham!« +</p> + +<p> +»Men, Martha, hvad er det dog for stygge +Tanker? — Du maa virkelig beherske Dig!« +</p> + +<p> +»Ja, snart, Edith, — Du kan være vis paa, +jeg skal, — lad mig bare for sidste Gang være +mig selv imod Dig, Edith! Det er nu ligemeget, +lad ham elske Dig saa højt, han vil, — det Du +er — har været for mig, bliver Du aldrig for +nogen anden, — saa kjær kan ingen have Dig. +Og ser Du, han forlanger Din fulde Genkærlighed, +den er hans Lykke. For mig, som gav alt, hvad +jeg ejede af Kærlighed, var en Smule Venskab +fra Dig nok, — men lidt maa jeg ogsaa have, +— jeg maa have Dig, som Du har været i disse +<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a> +7 Aar, — tager Du det fra mig, — føler jeg, at +jeg fra at have været et Legetøj er blevet et +intet for Dig, saa tager jeg Livet af mig, Edith, +— for saa er der slet ikke noget mer, — slet intet!« +</p> + +<p> +»Men hvad er det for tosset Snak? — Naa, +heldigvis ved jeg, at Du ikke er slet saa ufornuftig +som Dine Ord, Du lille! Man snakker saa +let om at dø, Martha, men Du betænkte Dig nok +i det afgørende Øjeblik. Saa nu taler vi ikke +mer herom, — om lidt kommer Vennen min, +Du bliver her naturligvis, — og saa skal Du være +en sød, artig lille Pige, ikke nervøs, ikke hysterisk, +ikke give Scener!« +</p> + +<p> +Martha kyssede hende lidenskabeligt, saa blev +hun pludselig rolig. +</p> + +<p> +»Vær ikke vred, Edith,« hun tvang et +muntert Smil frem »nu er jeg atter Wilhelm Tell.« +</p> + +<p> +Hun blev den Aften hos Gerners, hun saa +paa det unge Par, undrede sig stille over, at dette +skulde være Menneskeslægtens Ideal af Lykke, +og at hun stod saa fuldstændig uforstaaende og +saa til, spurgte sig selv, hvorfor hun i Grunden +var bleven til. +</p> + +<p> +Da hun skulde gaa, sagde Stein til hende: +</p> + +<p> +»Naa, Frøken Grüner, hvad siger De saa egenlig +til, at jeg har taget Edith fra Dem?« +</p> + +<p> +»Taget fra mig?« Marthas Stemme var let +og spøgende, men det Blik, han mødte fra de +<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a> +store, graa Øjne, besynderlig sorgfuldt og modløst +»jeg har aldrig haft nogen Ejendomsret over +Edith og kan altsaa ikke en Gang overdrage Dem en +saadan. Hvad Edith giver Dem, faar De, fordi +det er Deres med Rette, hvad jeg fik, gav hun +mig af Naade! Voila tout! Farvel!« +</p> + +<p> +Stein saa efter hende. +</p> + +<p> +»En mærkelig lille Tingest«, tænkte han. +</p> + +<p> +Martha havde ingen Lyst til at gaa i Seng, +da hun den Aften kom hjem; hun var nok træt, +men sove kunde hun ikke. Hun følte ogsaa, at +hun maatte gjøre sig mangt og meget klart, at +hun maatte tænke Sagen igennem, saa roligt hun +kunde, og ikke give efter for sin Tilbøjelighed til +at skyde fra sig, hvad der kedede hende, — saa +løste hun da sit lange, tunge Haar og blev siddende +længe foran Toiletbordet med Hovedet gjemt +i Hænderne. +</p> + +<p> +Hun havde ført et aldeles betydningsløst Liv, +naar alt kom til alt. Før hun lærte Edith at +kende, altsaa som Barn, havde hun læst meget, +maaske for meget, og naar hun om Aftenen laa +i sin Seng, lavede hun selv i sit lille, fantasifulde +Hovede baade Komedier og Romaner, Æventyr og +Vers. Spurgte man hende, hvad hun vilde være, +naar hun blev stor, var Svaret, »Digterinde!« +Barnepjat naturligvis, men det var dog altid +<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a> +en Interesse, der maaske med Tiden kunde og +burde udvikles. +</p> + +<p> +Saa saa hun Edith Gerner, og uden at tænke +klart mere, bare drømte hun sig ind i en underlig, +fantastisk, uvirkelig Verden, hvor Edith i sin +straalende Skønhed var Midtpunktet. Alt uden +Edith blev hende omtrent ligegyldigt. Og nu var hun +over 20 Aar, alle hendes jævnaldrende havde deres +Fremtidsplan færdig eller næsten færdig, nogle vilde +være Lærerinder, andre Studenter, nogle Kunstnerinder, +de fleste drømte vel ogsaa om at blive +lykkelige Hustruer og Mødre engang i Tiden. +Hun alene styrede frem uden Maal og Med. Hun +læste rigtignok til Artium og skulde op om faa +Maaneder, men det var hende den ligegyldigste +Sag af Verden, om hun bestod eller ej. +</p> + +<p> +Hun havde besluttet sig til at læse, dels fordi +det var Faderens Ønske, dels fordi Edith havde +sagt, at hun syntes, hun burde. Aa, hun huskede +godt den Dag, det blev afgjort. Hun havde været +saa vred og sagt, at det gad hun virkelig ikke, +det var altfor kedeligt, uh, denne tørre, uforstaaelige +Mathematik! +</p> + +<p> +»Nej, jeg gjør det ikke, — jeg vil ikke!« +</p> + +<p> +Og hun havde stampet i Gulvet. Men en +Rynke paa Ediths hvide Pande, et isnende Tonefald +i hendes dejlige Stemme, da hun sagde: +</p> + +<p> +»Din Fader ønsker det, Martha, jeg synes, +<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a> +Du bærer Dig meget uartigt ad, — Du læser +naturligvis til Artium, — det vil jo være +gavnligt for Dig baade nu og senere!« havde gjort +Udslaget, og i en ydmyg, nedstemt Tone havde +hun svaret: »Naturligvis, — naar Du raader mig +til det, Edith.« +</p> + +<p> +Og hendes Fader, ja, overfor ham havde hun +jo ogsaa haft en Opgave: forsøde hans gamle +Dage, tage sig af Huset og gøre det til et hyggeligt +Hjem. Men de to levede i Steden derfor som +fremmede. Faderen havde vænnet sig til kun at +se Martha ved Maaltiderne. Han var meget nøjsom +og krævede intet Hensyn taget til sig selv, +men Martha følte nu, at det havde været hendes +Pligt og burde have været hendes Glæde at være +mere for ham, end hun havde været. +</p> + +<p> +Hvilken enestaaende, sygelig Ungdom! Og +dog havde hun kendt Lykken, naar Edith var +venlig imod hende, naar de vare ene sammen, +naar hun sad med hendes Haand i sin. Og det +nyttede altsammen ikke noget, hun forestillede +sig de tusende Ting, som hun kunde og burde +have haft Interesse for eller ialt Fald nu prøve +at vise Interesse for, — hun evnede det ikke! +Forunderlig træt og mat og udygtig stod hun +overfor alt andet end netop dette: at elske Edith. +</p> + +<p> +Og hendes Tro, hvordan stod det med den? +Før Konfirmationsalderen havde hun været en +<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a> +alvorlig, lille Barnekristen, bedt sin Morgen- og +Aftenbøn, læst og elsket Fortællingerne i sin Bibelhistorie, +været saa tillidsfuld vis paa, at hvor hun +gik og stod, vogtede et Par aarvaagne og kærlige +Øjne paa hende, — Vorherres Øjne! Og hun +havde tit drømt, at hun var oppe i Himlen hos +sin ukendte, tidlig mistede Moder imellem straalende, +hvide Engleskikkelser. +</p> + +<p> +Saa kom Edith paa hendes Vej, og hun glemte +baade Bønnerne og Faderblikket, der vaagede over +hende. Hun havde ikke en Gang som voxen +rigtig prøvet og valgt til hvad Side hun vilde gaa. +Hun vedblev vel nærmest at være kristen, men +det var en lunken, sjælløs Tro, der manglede al +Varme og Inderlighed. Hun havde dog nogle +Gange bedt, — en Gang da Edith var syg. Aa, +hun havde en hel Nat paakaldt Gud og bønfaldet, +om hun maatte leve. Og da hun saa virkelig +kom sig, havde hun knælet og takket. Jo, hun +troede paa et højere Væsen, — men saa ussel og +elendig var hun, at hun ikke en Gang følte Kraft +til at stræbe efter en bedre og mere udviklet Tro. +Og denne Gud, som dog nedlagde Evner og Kræfter +i hvert Menneske, hvorfor havde han gjort hende +saa sløv og svag, hvorfor lod han hende ikke +heller dø nu, da hun havde lært at indse, at hun +intet duede til, at hendes Liv var goldt og bare +tog Pladsen op for et bedre og nyttigere? +</p> + +<p> +<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a> +Dø! Ja, det var det bedste! Hvad var der +egentlig andet? Nu hun havde faaet Øjnene op +for sin betydningsløse Tilværelse, blev hun greben +af dyb Livslede. Hvem vilde sørge over hende? +For Faderen var hun jo intet, han vilde sige: +»Hun er gaaet til sin Moder!« folde Hænderne og +bede en stille Bøn og saa lade hende hvile. +</p> + +<p> +Og Edith? — Hun blev jo nu en lykkelig +Hustru, for hende var hun jo bare en i Venindeflokken +og tilmed en, hun saa tit havde kaldt +sær, pjanket og forskruet. Hun vilde modtage +Efterretningen om hendes Død med lidt Vemod, +lægge en smuk Krans paa hendes Grav, sige med +et Smil til sin Mand: »Du kan tro, hun var forelsket +i mig, den lille!« og saa glemme hende. +</p> + +<p> +Martha tog Hænderne fra Ansigtet, ja, hun +vilde dø, hun var ikke bange. Var der ingen +Gud til, o, saa maatte det jo være godt at synke +hen i intet, — var der en Gud, maatte han jo +bedst vide, at hun ingen Ting kunde og ingen +Ting var, og tilgive hende. Hun vilde dø. — +Men først vilde hun se Edith som Brud. +</p> + +<p> +Bryllupsdagen kom. Martha havde i den forløbne +Maaned ikke en eneste Gang været »exalteret« +overfor Edith, de havde heller ikke været +meget sammen, Edith var tidlig og silde ude at +købe Udstyr og prøve en Mængde Dragter. Men +saas de, var Martha munter og talte om Ediths +<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a> +ny Hjem og Stein og om den ny Kjole, hun selv +skulde have til Brylluppet. Ikke en eneste Gang +gav hun »Scener«. Edith tænkte, at det var rart, +at lille Martha var bleven saa fornuftig. +</p> + +<p> +Martha skulde give hende Brudekransen og +Anna Holm, den »fortrolige«, Sløret. De to skulde +ogsaa pynte Bruden. +</p> + +<p> +Martha var under dette fuld af Spøg og Indfald, +hun talte næsten uafbrudt, var overdreven +elskværdig mod Frøken Anna, undgik at se paa +Bruden og for rastløs omkring efter Haarnaale, +Baand eller Kamme med to skinnende røde Pletter +paa Kinderne og en tindrende Glans i Øjnene. +Da hun fæstede Kransen i Ediths prægtige, mørke +Haar, sang hun, saa det klang gjennem Lejligheden, +Bjørnsons: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Tag imod Kransen, den er til Dig,</p> + <p class="verse">tag imod Kransen, tænk lidt paa mig,</p> + <p class="verse2">her er den grønneste</p> + <p class="verse">Krans til den skønneste, — o. s. v.«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Straalende smuk saa Edith ogsaa ud, da hun +i den hvide Atlaskeskjole, der sad ypperligt om +hendes høje, slanke Figur, gik op ad Kirkegulvet +ved sin Faders Arm. Martha kunde ikke faa +Øjnene fra hende. Selv havde hun, der ellers +ikke var en Smule forfængelig, pyntet sig med +megen Omhu, hun vilde, at Edith skulde have et +<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a> +saa kønt Indtryk som muligt af hende sidste +Gang, de vare sammen. +</p> + +<p> +Hun saa virkelig ogsaa godt ud i blegrødt +Silke med en Overkjole af hvidt Blondestof. Hun +havde sat sig til Maal i det mindste at blive lige +saa pæn som Anna Holm, — og det opnaaede +hun ogsaa. +</p> + +<p> +Beslutningen, hun havde taget, bidrog ikke +lidt til det. Det var hendes sidste Dag, og derfor +vilde hun nyde Øjeblikket, leve og elske paa sin +egen Vis, det vil sige se paa Edith og fryde sig +over hendes Dejlighed. Og hendes eneste Ønske, +at fastholde Nuet saa længe som muligt, lagde en +usædvanlig Straaleglans i hendes Øjne og en stærk +Glød paa Kinden, saa at mange, som før kun havde +fundet, at Martha Grüner var en ganske net, men +ubetydelig lille Pige, i Dag syntes, at hun var ligefrem +smuk. +</p> + +<p> +Parret stod for Alteret. +</p> + +<p> +Martha maatte smile ved nogle Ord, der forekom +i Brudetalen: +</p> + +<p> +»Thi Kærligheden, mine Venner, er den +skønneste Gave fra Gud. Ingen jordisk Lykke +er dog større end at have et andet Menneske ret +inderlig kær.« +</p> + +<p> +Og dog vidste hun, det var sandt, hun kendte +den Følelse, der volder Angest og Hjærtebanken +og dog er saa fuld af svimlende Lyksalighed, hun +<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a> +vidste hvorledes man kan glemme alt, naar man +ser ind i et Par Menneskeøjne. Men Pastor Eriksen +vilde formodentlig, hvis han havde kunnet se +ind i hende, ikke have forstaaet og godkendt den +Slags Kærlighed. Det skulde jo være en Mand +og en Kvinde, saadan var baade de menneskelige +og de guddommelige Love. Alt andet var Unatur, +Vanvid. Meget rigtigt! Saadanne abnorme Væsener +burde hurtigst mulig gøre Verden den Tjeneste +at forsvinde. +</p> + +<p> +Martha forbavsede denne Dag Selskabet ved +at være straalende livlig og morsom, hun, der +ellers sad stille lyttende eller drømmende og kun +plejede at svare med Enstavelsesord og undselige +Smil! Hun var aldeles overgiven, drak Dus med +flere af de unge Piger, koketterede med nogle +unge Herrer og gjorde sin Kavaler, en Fætter til +Edith, <a id="corr-4"></a>helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun +ikke paa andet end Edith og paa, at det var sidste +Gang! Den unge Brud var for optagen af sin +Ven til at bemærke hendes forandrede Væsen. +Hvad bryder en Brud paa en saadan Dag sig vel +om Veninderne? +</p> + +<p> +Naar hun en Gang imellem mødte Marthas +Blik, smilte hun og nikkede til hende. +</p> + +<p> +Damernes Skaal blev drukken. +</p> + +<p> +Fætteren stødte begejstret sit Glas mod +Marthas: +</p> + +<p> +<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a> +»<em>Min</em> Dames Skaal!« +</p> + +<p> +Og hun lo straalende op til ham. +</p> + +<p> +»Vi træffes nok oftere, — hos Edith!« han +bøjede sig tæt hen imod hende, »fra nu af skal +jeg dyrke hendes Bekendtskab, kan De tro!« +</p> + +<p> +»Det var en pludselig Ømhed for Deres Kusine. +Edith kan være lykkelig.« +</p> + +<p> +»De ved vist for hvis Skyld jeg vil komme +der. Jeg har jo først i Aften opdaget, at Edith +har en Veninde, saa yndig, saa aldeles fortryllende! +— De maa ikke være vred, Frøken Martha, jeg +burde maaske ikke have sagt det, — men Champagnen +og et Par dejlige, mørke Øjne —« +</p> + +<p> +»Vred? — ser jeg vred ud?« +</p> + +<p> +Hun svarede hen i Vejret, hun saa netop +hvorledes Steins og Ediths Øjne mødtes i altforglemmende +Lyksalighed, og hun lo højere, blev +kaadere og vildere. +</p> + +<p> +Den reglementerede Bryllupsskaal for »Kærlighed« +blev drukken. +</p> + +<p> +»For hvad vi elske!« +</p> + +<p> +Martha tømte med hede Kinder sit Glas. +</p> + +<p> +»Edith«, raabte hun lystig over Bordet, »skal +vi drikke hver paa sin elskedes Vel?« +</p> + +<p> +»Vi høre nok snart om en Forlovelse til«, +spaaede et Par gamle Tanter, der havde iagttaget +Fætteren og Martha. +</p> + +<p> +<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a> +Længere ud paa Aftenen kom Edith hen til +Martha og lagde sin Haand paa hendes Skulder. +</p> + +<p> +»Nu tager Stein og jeg hjem! — Følger Du +os ud til Vognen? Men tag et Sjal paa!« +</p> + +<p> +Det svimlede et Øjeblik for Martha, nu nærmede +det sig altsaa. Om kort Tid skulde hun se +<em>hende</em> for sidste Gang. +</p> + +<p> +»Saa nu skal det være, Edith?« sagde hun +imidlertid smilende. +</p> + +<p> +Ude i Gangen vendte hun sig til Stein. +</p> + +<p> +»Lad mig nu se, De er skikkelig imod hende!« +sagde hun i en spøgende Tone, men med et +næsten truende Blik, idet hun gav ham Haanden. +</p> + +<p> +»Ja, saa Farvel, Martha, Du ser vel snart op +til mig? Den Kjole klæder Dig udmærket«, +(Martha glemte et Øjeblik alt for Lykke over disse +Ord,) »og Du har nok moret Dig godt? Der bliver +sagt, at Sofus er aldeles væk i Dig! Farvel, +lille Du!« +</p> + +<p> +Martha havde lagt begge Arme om hendes +Hals. +</p> + +<p> +»Farvel, — farvel —« hun kunde ikke sige +mere. +</p> + +<p> +»Du ser paa mig, som var det en Afsked for +hele Livet«, lo Edith, »lille Nar, som Du er!« +</p> + +<p> +»Søde, søde Edith!« hele sit Hjærte lagde +hun i dette sidste Kys, det brændte paa Ediths +Kind, et Øjeblik blev hun forskrækket over det +<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a> +sælsomme Udtryk i Marthas Øjne, men saa tog +Moderen hende i sine Arme, og da hun havde +sluppet hende, lagde Stein Armen let om hendes +Liv. +</p> + +<p> +»Kommer Du, min egen Edith!« +</p> + +<p> +Martha, der krampagtig havde holdt fast ved +hendes Haand, slap den, — ja, hun var hans +Edith, selv havde hun ikke nogen Ret, — ingensomhelst +Ret. +</p> + +<p> +»Farvel, — aa, Edith!« +</p> + +<p> +Vognen satte sig allerede i Bevægelse. +</p> + +<p> +»Det var dog mig og ikke Anna Holm, der +fulgte hende ud«, tænkte Martha med en glad +Stolthed, selv midt i sine trøstesløse Dødstanker. +</p> + +<p> +Fru Gerner og hun saa efter Vognen, til den +var drejet om Hjørnet. +</p> + +<p> +»Hjemmet bliver dog tomt uden hende«, +sagde Moderen og tørrede Øjnene. +</p> + +<p> +Martha saa forvirret paa hende. +</p> + +<p> +Her var atter en, som havde mere Ret end +hun selv til at elske og savne Edith. Fru Gerner +havde Moderens Ret, Stein Brudgommens, alle +vilde respektere <em>deres</em> Følelser, — men hendes — +</p> + +<p> +»Saa, lad os nu gaa ind, De staar og fryser, +lille Martha, og ser hel daarlig ud, De, som nylig +var saa rødmusset og kvik!« +</p> + +<p> +Martha fulgte hende som i Søvne. Hendes +<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a> +Tanker var med den bortrullende Vogn, der førte +hendes Ungdom og Kærlighed med sig. +</p> + +<p> +Men nu skulde der danses. Fætter Sofus +styrede allerede hen imod hende, en lystig Valsemelodi +klang, — og Martha kastede sig atter ind +i Hvirvelen, der skulde døve hendes Smerte og +faa Tankerne til at sove. +</p> + +<p> +Hun kom hjem, da Klokken var omtrent to +om Natten. Lydløst aabnede hun Døren til Faderens +Soveværelse, det hun behøvede, laa i hans +Servanteskuffe. Men den gamle Professor sov let, +— han aabnede Øjnene, nikkede til hende og +spurgte venligt, om hun havde moret sig. +</p> + +<p> +»Dejligt! Dejligt, Far!« +</p> + +<p> +»Hvad søger Du?« +</p> + +<p> +»— Men maa jeg tage et Par Hostepastiller, +— jeg stod i Træk og har faaet Hoste!« +</p> + +<p> +»Vær endelig forsigtig, min lille Pige, — Hoste +er noget slemt noget!« +</p> + +<p> +»Du kan være ganske rolig, Far, i Morgen +fejler jeg ikke det mindste. God Nat!« +</p> + +<p> +Hun bøjede sig ned over hans graa Hoved og +aandede et let Kys paa hans Pande, vred paa sig +selv, fordi hun ikke en Gang i dette Øjeblik følte +nogen barnlig Kærlighed eller Rørelse. +</p> + +<p> +Saa forlod hun Værelset med Hostekagerne +og — Barberkniven i Haanden. +</p> + +<p> +Hun stod stille i Dagligstuen, hvor Maanen +<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a> +skinnede ind og kastede en lang Lysstribe hen ad +Tæppet. Hun følte sig saa forfærdelig mat og +træt efter al denne forcerede Lystighed, — saa +tung og sløv. Hendes Hoved smertede, og +Blodet bankede og prikkede i Haandleddene, +— i Fingerspidserne, — i Tindingen — overalt! +Aa, det vilde blive godt at komme helt +til Ro, — saa godt! Hun vilde ikke klæde sig +af, men paaklædt lægge sig paa Sengen og dø der. +Edith havde sagt, den Kjole var smuk og klædte +hende, — i den skulde hun derfor se hende, naar +det i Morgen rygtedes, at hun havde taget Livet +af sig. Aa, Edith vilde om end kun for et Øjeblik +glemme sin egen Lykke og tænke paa, hvad +Martha havde lidt, tænke paa, om det da virkelig +var af Kærlighed til hende — — +</p> + +<p> +»Jeg vil skrive til hende, — men kun et Par +Ord, — Edith hader al Følsomhed, — og skrev +jeg langt, kunde det nok ikke undgaas, — jeg vil +bare skrive Farvel, — og at jeg holdt saa meget +af hende.« +</p> + +<p> +Og mens hendes ophidsede Fantasi forestillede +hende dette, blev hun stadig staaende paa samme +Plet i Maanelyset, ubevægelig, ligesom lammet af +Dagens store Sindsrørelser, — dødtræt. +</p> + +<p> +»Hvis jeg nu havde været en Mand, — havde +det saa været bedre?« og hun gjentog disse Ord +<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a> +højt den ene Gang efter den anden, til sidst uden +at vide, hvad hun sagde<a id="corr-5"></a>: +</p> + +<p> +»Havde det været bedre, hvis jeg var blevet +en Mand?« +</p> + +<p> +Endelig drog hun Vejret tungt, — nu maatte +det vel gøres, — hun <em>maatte</em> rive sig ud af +denne sløve Tilstand, sæt hun blev vanvittig? +Var hun det maaske allerede? Saa <em>var</em> det da +bedst for alle Parter at forlade Skuepladsen. +</p> + +<p> +Hun tog et Par Skridt hen over Gulvet og var +snart udenfor Døren til sit eget Værelse. +</p> + +<p> +Men idet hun vilde lægge Haanden paa Dørgrebet +og gaa ind, var det hende pludselig, som +Døren rykkedes langt, langt bort, og mens hun +famlede efter den, lagde noget iskoldt og tungt +sig over hendes Bryst, — der lød en ubestemt +Brusen og Mumlen for hendes Øre, — og Knæene +rystede. +</p> + +<p> +»Det er Døden, den kommer af sig selv, — det +er ogsaa det bedste,« tænkte hun — og saa tænkte +hun ikke mere, — alt gled ud i Mørke og intet. — — +</p> + +<p> +Men det var ikke Døden, kun en alvorlig +Lungebetændelse, foraarsaget af Forkølelse og +fremskyndet af den sidste Tids Sindsrystelser. +</p> + +<p> +Da Faderen og Husholdersken, vækkede ved +et tungt Fald, kom til, fandt de Martha besvimet +paa Gulvet i Dagligstuen og fik hende hurtig +bragt i Seng, hvorefter de sendte Bud til Lægen. +</p> + +<p> +<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a> +Barberkniven, som laa paa Gulvet og som +efter Marthas Beregning skulde have gjort al +Hjælp overflødig, lagde de ikke Mærke til før +senere og vare da langt fra at ane Bestemmelsen +med den. Professoren undrede sig vel over dens +Tilstedeværelse paa et saadant Sted, men gav sin +egen Distraction Skylden. +</p> + +<p> +Martha var imidlertid i det mindste for Øjeblikket +fri for al Uro og Smerte, hun laa hen +uden Bevidsthed i det lykkelige »Intet«, hun +havde længtes saa meget efter. +</p> + +<p> +Men længe varede det ikke, saa begyndte +Bevidstheden svagt, ganske svagt, at dæmre for +hende, — og en Nat aabnede hun sine Øjne og +saa sig om dog endnu uden klare Begreber og +vaagen Erindring. Hun saa en lille Lampe brænde +paa Bordet tæt ved Sengen, og et gammelt rynket +Kvindeansigt med en Krydderpose saas i Værelsets +Baggrund, — hun kendte det meget godt, — det +var Jomfru Hansens — og hun laa i sit eget +Kammer, i sin egen Seng, i sin egen Natkjole, +der var ikke det mindste at undres over, og træt +lukkede hun sine Øjne. +</p> + +<p> +Men kort efter vaagnede hun igen ved en +stærk Smerte i Ryggen, — hun vilde rejse sig, +men kunde ikke. Nu mærkede hun, at hun havde +Omslag paa Ryggen og paa Brystet, altsaa var +<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a> +hun syg. Hvornaar mon hun var bleven det? +Hvad var der sket? +</p> + +<p> +Hun fik en Fornemmelse af, at der var sket +noget, som havde gjort hende ondt, og at dette +noget, naar hun atter kom helt til sig selv, vilde +være der og smerte hende, men hvad det var, +vidste hun ikke, og det var jo godt, siden det var +sørgeligt. Det kom tidsnok. Og Martha sank +igen hen i en Døs, hvoraf hun kun til Tider +vaagnede for at tage Medicin, drikke Mælk, lade +sig pusle og hjælpe som et lille Barn. +</p> + +<p> +Sommetider vaagnede hun ogsaa ved, at en +stor blød Haand sagte strøg hen ad hendes Kinder +og Haar, og hendes Faders Stemme saa underlig +bevæget og kærlig, sagde, »Min lille Pige!« +</p> + +<p> +Hun hørte ogsaa andre Stemmer, hun kendte: +Dr. Thomsens gemytlige og Jomfru Hansens +klynkende. +</p> + +<p> +Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse +med en fin, pikant Parfume, som hun syntes, hun +skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun kendte +den Duft. Der var noget om en slank Kvinde +med mørkt Haar og fint mejslede Træk, og denne +Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen +og ler og slaar med Lommetørklædet over imod +en anden, — var det ikke hende selv? —, og siger: +»Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«, +og den fine Duft strømmer underligt berusende +<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a> +imod hende, ligesom indhyller hende og tager +hende til Fange. — Og nu er den her, — og +hun ved, den er i Følge med en, hun holder af, +men som har kostet hende mange Taarer, — +mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende +dette, hun ikke endnu ved bestemt, det, som det +er tidsnok at spekulere paa, og hun vil ikke lukke +Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt +bøjer sig over hende netop nu. En klangfuld +Stemme siger noget om »Nervøsitet«, »Foraarsluften« +og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, +kun Stemmen, den gør godt, saa længe den lyder, +men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke paa +haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved +andre Lejligheder har talt. »Lad os nu ingen +Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at +tænke er det mest martrende af alt, ved Martha, +— hun maa enten have læst denne Paastand eller +— erfaret den. +</p> + +<p> +Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa +hendes Pande. +</p> + +<p> +»Hun sover, — den lille Stakkel!« +</p> + +<p> +»Ja, Frue.« +</p> + +<p> +Der gaar en let Skælven igennem Marthas +Legeme ved disse Faderens Ord. +</p> + +<p> +»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er +den Søvn, der lader hende slippe lettere over det, +end vi fra først af turde haabe.« +</p> + +<p> +<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a> +»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en +Sygdom? Ved mit Bryllup var hun saa kvik, De +skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg +disse Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen +Skade af Duften? Hils hende saa, hvis hun da +har sin Bevidsthed og kender mig!« +</p> + +<p> +Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, +rolige »Norneblik«, hun havde elsket lige fra første +Gang, hun saa det. +</p> + +<p> +»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun +igjen træt sine Øjne. +</p> + +<p> +»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer +hun sig nok snart. Naa, farvel, Hr. Professor, +jeg hører snart herind igjen!« +</p> + +<p> +»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru +Stein.« +</p> + +<p> +Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen +Fru Stein! Var det da ikke Edith, hendes Veninde, +hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, +det var dog meget rigtigt, — meget rigtigt. — +Martha saa for sig en oplyst, smykket Kirke, — +mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en +Mand og en Kvinde, — <em>hun</em> var klædt i hvidt +og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og +saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede +Selskab, — hun hørte en blandet Lyd af Mendelssohns +Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der +stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, +<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a> +— og en ung Pige raabte med blussende +Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas +højt: »Leve Kærligheden!« og <em>den</em> unge Pige +havde besluttet, at samme Aften vilde hun dø, — +og den unge Pige var hende selv. +</p> + +<p> +Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange +Bedøvelse forbi, Tankerne vendte tilbage. +</p> + +<p> +Hun aabnede igen Øjnene. +</p> + +<p> +Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket +Roser, Ediths Gave, hun tog den, holdt den op +til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag +dens Duft. +</p> + +<p> +Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde +elsket Edith, — aa saa højt, — meget mer end +man kan holde af en Moder og Søster, — ja, +hvad vidste hun for Resten om Omfanget af de +Følelser, — hun vidste, hun havde elsket Edith +mer end alle andre, elsket <em>udelukkende</em> hende, +— og saa havde hun set, hvor magtesløs og +taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde +besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa +hendes Bryllupsdag var det, at hun vilde have +sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg, +— og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, +men med Følelsen af, at Kræfterne og +Livsaanderne vaagnede paany. +</p> + +<p> +Ja, om ikke lang Tid vilde hun være rask, +saa skulde hun tage fat paa Livet igen, paa +<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a> +Examenslæsningen, — paa, — ja, hvad var der +mere? Paa alle de vaagne Drømme om Edith, — +Turene med hende, — dum Snak, Edith var jo +gift: »Ganske som før kan det jo ikke blive, +Martha!« +</p> + +<p> +De Ord huskede hun godt. +</p> + +<p> +Tage fat paa Livet! Ak Gud, hun følte hverken +Lyst eller Mod til at »tage fat« paa nogetsomhelst. +Men at dø ønskede hun heller ikke mere, i det hele +taget ønskede hun intet, det kunde være det samme +altsammen. Der var vel en Slags Styrelse, Forsyn, +hvad det nu hed, siden hun var bleven +standset i sit Forsæt den Aften og nu følte sin +fysiske Styrke tage mere og mere til. Meningen +var vel, at hun skulde leve. Ja, ja, saa vilde +hun leve eller rettere lade Livet gaa sin Gang +udenom hende, blot hun kunde faa Lov at sidde +stille uden Tanker, uden Ønsker og se til og lade +de andre agere. Hun var saa træt og mat, saa +inderlig, »tilfreds hvilket.« +</p> + +<p> +Og dog kyssede hun Roserne, som Edith +havde bragt hende, men det var egenlig ikke, +fordi hun tænkte paa Edith, det var snarere den +gamle, indgroede Vane at vise alt, hvad der kom +fra hende, Hyldest. Hun hviskede nok den ene +Gang efter den anden: »Edith, — Edith!« men +det var mere i Erindringen om sin Kærlighed til +hende end i Erindringen om selve hendes Person. +</p> + +<p> +<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a> +Hun laa og nærede det ubevidste Ønske, at +der ikke var noget til, der hed: at tænke, thi det +havde voldt hende saa megen Pine, nej bare dovent +vifte Grublerierne bort, — ikke føle noget, — +kun sløvt fornemme, at man existerede. +</p> + +<p> +Det var, naar alt kom til alt, det lykkeligste. +</p> + +<p> +Lykke! +</p> + +<p> +Aa, hvor havde hun en Gang forbundet storslaaet +dejlige Ting og Begivenheder med det Navn. +Som pur ung havde hun som alle unge Piger +drømt om, at der et Steds ude i Livet ventede et +eller andet straalende, jublende, overvældende lyksaligt +paa hende. Det var der saa sikkert, og en +Gang vilde hun naa det. Hvad det var, kunde +hun ikke ret gøre sig noget Begreb om, men +det maatte naturligvis paa en eller anden Maade +staa i Forbindelse med Edith. Nu smilte hun ad +disse Illusioner. Ja, der var vel dem, som kunde +komme til at føle, om det saa kun var i Øjeblikke, +den fulde, ublandede Lykke, men for Flertallet +var visselig Tilfredshed det højst opnaaelige, +— og at være tilfreds, var det ikke først og +fremmest at opgive Troen paa Lykken og med +den alle Længsler, alle Ønsker, alle Drømme? +Aa, Gud, nu tænkte hun igen, nej, hun taalte +det ikke. Bare der havde været en saadan Letheflod, +som Grækerne troede paa, en Flod, der vilde +tage alle pinefulde, plagende Tanker, og give den +<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a> +milde, tavse Glemsel i Stedet. Hun huskede ikke +paa, lille Stakkel, at Lethe efter Grækernes Sagn +fandtes i Underverdenen og altsaa var Sindbilledet +paa, at først efter Døden glemmes alle menneskelige +Lidelser. Her paa Jorden maa man være +glad, hvis man kan døve Lidelserne ved Midler, +der kan træde nogenlunde i Steden for hint uvurderlige +Vand. — +</p> + +<p> +»Ih se, lille Martha, nu kom vi saa vidt, — +det gaar jo brillant, — brillant«, sagde gamle +Doktor Thomsen, som netop kom ind ad Døren +og blev glad overrasket ved at se Martha nikke +genkendende og venligt til sig. +</p> + +<p> +Det var en gammel graahaaret Herre, som +havde kendt Martha fra hun blev født, en morsom +oplivende Gæst at have ved en Sygeseng, om +han just ikke kunde kaldes nogen særlig udmærket +Læge. Han mente det usigelig godt med +alle Mennesker og havde den største Medlidenhed +med Folks Lidelser. Uden Hensyn til Patientens +Alder og Køn klappede han dem paa Kinden og +kaldte dem »lille Ven«, og enten Sygdommen var +en let Forkølelse eller en farlig Feber, beroligede +han dem i en lige fornøjelig og trøstende Tone +med sit: »Det skal vi sgu nok faa klaret.« +</p> + +<p> +Nu satte han sig ved Marthas Seng. +</p> + +<p> +»Du er rigtignok en flink lille Pige, maa jeg +sige Dig! Gaar det saadan fremad stadig, kan vi +<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a> +inden 14 Dage have Dig oppe. Hvad siger Du til +det? Og sikke nogle fine Blomster, vi have faaet, +— ja, man tør vel ikke spørge fra hvem de er?« +</p> + +<p> +Han truede ad hende med en meget skælmsk +Mine. +</p> + +<p> +»Jo, de er fra en Frøken Ger ... en Fru +Stein.« +</p> + +<p> +Martha gemte Ansigtet bag Buketten. Saa +træt og sløv hun end følte sig, maatte Blodet dog +følge den gamle Vane at stige til Kinderne ved +et vist Navn. +</p> + +<p> +»Naa! — det var efter hendes Bryllup, at Du +fik den Sygdom paa Halsen og forskrækkede Din +Fader og Jomfru Hansen ved at ligge todt derinde +paa Gulvet, ikke at tale om mig gamle Stakkel, +som blev jaget op af min søde Søvn for at se til +saadan en lille Tosse. Jo, det var rigtig nok en +pæn Maade at opføre sig paa! Du har formodentlig +danset for meget og staaet bagefter og hængt +ud af et aabent Vindu eller drukket iskoldt Vand? +Jo, vi kender de unge Damer!« han kneb hende +i Kinden, »naa, dansede vi saa med <em>ham</em>?« +</p> + +<p> +Martha smilte træt, hun kom til at huske +paa Ediths Fætter, Sofus Bang, der havde sværmet +om hende den Aften, og som hun havde koketteret +med. +</p> + +<p> +»Naa, Du vil ikke ud med Sproget? Ham, +der har rendt Jomfru Hansen paa Dørene og spurgt +<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a> +til Dig og sendt, Gud ved hvor mange, Buketter, +som jeg har været saa grusom at forvise til +Dagligstuen!« +</p> + +<p> +»Jeg ved slet ikke, hvem De mener. Har +nogen sendt mig Buketter?« +</p> + +<p> +»Ja, min Sandten har der saa, — er det ikke +Fyrens Visitkort, her ligger? Sofus Bang. Hvadbehager? +Bliver Du ikke saa meget som rød i +Hovedet? Nej, se til den lille blaserede Satan, +— saadan noget bryder hun sig slet ikke om!« +</p> + +<p> +Martha rystede paa Hovedet. Hvad kom det +hende ved, at Sofus Bang sendte Buketter. Han +var altsaa forelsket i hende og havde ikke glemt +den Aften, da hun for at bedøve sig havde spillet +Bakkantinde og opægget ham til en Følelse, som +hun mente kun vilde blive et flygtigt Sværmeri. +Eller egentlig talt, hun havde slet ikke ment +noget dermed, ikke ofret ham en Tanke! Og nu +lod det til, at han virkelig havde brændt sig. Naa, +det gik vel over. Han tænkte sig hende som det +kaade, overgivne Pigebarn, hun kun havde været +netop den ene Aften i sit Liv; naar han fik hende +at se som den stille, tilbageholdende Skabning, +hun var, vilde han nok komme sig. Gud ske +Lov, <em>den</em> Tanke var da til at jage fra sig. +</p> + +<p> +»Vil Du se Buketterne? De er nydelige!« +</p> + +<p> +»Nej, tak, det kan være det samme. — Disse +Roser her er mig mer end nok.« +</p> + +<p> +<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a> +Doktoren rejste sig nu og kaldte paa Professoren +og Jomfru Hansen, der strax kom ilende +til, den ene fra sit Studereværelse, den anden fra +Køkkenet. +</p> + +<p> +»Nu skal De se Løjer! Der er ikke længer +saa megen Fare, som bag paa min Haand! Hun +har ført en meget fornuftig Samtale med mig, +kun vil hun ikke indrømme, hvor smigret hun +føler sig ved en vis ung Herres Opmærksomhed!« +</p> + +<p> +»Gud ske Lov, Du overstod det, lille Martha,« +Professoren bukkede sig ned over det lyse Hovede +og kyssede det ømt. Under Marthas Sygdom var +det gaaet op for ham, at han, naar galt skulde +være, hellere vilde miste sit udstoppede Bæltedyr, +sin Samlings bedste Exemplar, end denne lille +Pige, som var hans Kød og Blod. +</p> + +<p> +»Ja, nu har jeg det godt, Fader,« sagde Martha +mildt men med sit trætte Smil, »Du har altsaa +været bange for mig?« +</p> + +<p> +»Om jeg har været bange?« Stemmen skælvede +af undertrykt Bevægelse, »min kære Almas +lille Pige.« +</p> + +<p> +Doktoren klappede ham paa Skulderen og +sagde: »Naa, naa, lille Ven!« +</p> + +<p> +Jomfru Hansen snøftede. Men Martha følte +ingen særlig Rørelse, hun var nok bleven sig selv +lig i den Henseende, ja, hun var næsten koldere +nu, for det var hende saa ligegyldigt, aa saa ligegyldigt. +<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a> +Det eneste, hun kunde drive det til at +føle ved Faderens Kærlighed, var en svag Taknemmelighed, +en stille Undren over, at nogen +kunde holde af hende, saadan som hun var. +</p> + +<p> +Doktoren, der ikke rigtig kunde være med til +noget, der nærmede sig det »højtravende«, gjorde +nu en brat Ende paa Professorens rørte Stemning +ved at sige: +</p> + +<p> +»Naa, — ja, ja! Saa fra i Morgen af, Jomfru +Hansen, begynder vi med at give hende et lille +Dueben og en stor Kop Chocolade. Smaa Slag i +Førstningen, — siden — — —« +</p> + +<p> +Martha kom sig Dag for Dag, hun fik Kød +paa Kroppen og lidt Farve i Kinderne, men der +vilde ikke komme Glans i Øjnene. De saa stumme +og alvorlige frem for sig, ikke synderlig bedrøvede, +men heller aldrig synderlig glade. Den aandelige +Mathed og Ligegyldighed, hun havde følt ved sin +første Opvaagnen til fuld Bevidsthed, vilde ikke +fortage sig. Hun var og blev træt og udygtig til +at tænke paa Fortiden. Hun fik Lov at komme +op og sidde inde i Dagligstuen, og hun fandt det +godt og behageligt saadan at sidde stille uden at +behøve at røre en Finger, lade sig opvarte og kun +høre kærlige Ord. Ja, Livet var saamænd meget +rart, naar man saadan kunde sidde altid med +Hænderne i Skødet, uden at der fordredes andet +<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a> +af En end at smile taknemmeligt og lade sig +forkæle. +</p> + +<p> +Edith kom af og til med Blomster, Vindruer +og Konfekt, klappede Martha paa Kinden og talte +om, hvor det var godt, hun var bleven rask, nu +skulde hun, saa snart hun fik Lov at komme ud, +hen og se, hvilket yndigt Hjem hun havde. Det +var tydeligt at se og høre, at Edith hørte til de +faa dødelige, som har naaet Lykken. Hun lod +ikke til at elske sin Ernst mindre end før. Hendes +smukke Ansigt bar Præget af en rolig, inderlig +Glæde og Sjælsligevægt. Ingen Sorg havde endnu +formørket hendes Livshimmel. +</p> + +<p> +»Det glæder mig, at Du har det saa godt og +føler Dig helt lykkelig,« sagde Martha en saadan +Dag, mens hun sad med halvtlukkede Øjne i sit +Sofahjørne, omgiven af Hygge og Velvære, med +en Del Blade og Romaner foran sig paa Bordet, +sin Yndlingsparfume, og ved Siden af sig Edith, +hvis Haand hun holdt i sin. +</p> + +<p> +Hun kunde godt lide, at Edith kom og besøgte +hende, rigtig nok for hun sammen, naar +hendes godt kendte Ringen lød, men naar hun +saa kom ind og satte sig, nød Martha med et +halvt drømmende Behag hendes Stemmeklang, +hendes dybe, melodiske Latter, hendes smukke, +lysende Smil, hele den Skønhed, som hun en +Gang havde elsket saa højt. Hun nød alt dette +<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a> +men uden længer at »elske« det. Paa den Maade +var hun virkelig kureret, hun nærede ikke mere +denne urimelige, unormale Kærlighed. Et af de +bedste Vidnesbyrd herom var i al sin Ubetydelighed +følgende: Paa et lille Bord foran Marthas Seng stod +Ediths Billede i en Fløjelsramme. Dette Billede +plejede Martha altid med en kærlig, barnlig Nøjagtighed +at kysse til Godnat hver Aften. Efter +sin Sygdom blev hun ogsaa ved dermed, saa stærk +er Vanens Magt, og en Stræng, der en Gang er +blevet stærkt og kraftigt anslaaet, lader dog, efter +at Haanden har sluppet den, Tonen klinge endnu +en Stund. Men længe varede det ikke, før Martha +syntes, det var besværligt, naar hun var kommen +i Seng, at skulle strække Haanden ud og tage +Billedet og saa sætte det hen igen, og efter at +hun i nogen Tid havde sendt Portrættet Fingerkys +og melankolske Smil, svandt hele denne lille Akt +hen i intet, ligesom Tonen, hvor stærk den end +kan klinge efter, dog en Gang maa have klinget +ud. Jo, Martha var bleven kølet og afdæmpet, +men tillige berøvet sin Ejendommelighed. Uden +denne Kærlighed, som var bleven hende en anden +Natur, og som havde gjort hende til den besynderlige +Skabning, hun før havde været, var hun nu +en almindelig lille Reconvalescent, træt, lad og +magelig, — og hun kunde godt mærke, at hun +hele sit Liv vilde blive »Reconvalescent« efter sin +<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a> +»Sygdom«, som hun vel nu maatte kalde Forelskelsen +i Edith. +</p> + +<p> +Derfor savnede denne ogsaa noget hos sin +lille Veninde. Hvor var det straalende, varme +Blik, hvormed Martha før havde betragtet hende, +hvor var de hæftige, umotiverede Kys, de smaa, +naive, umiddelbare Kærlighedserklæringer, alt det, +som Edith før havde skændt for? Ja, hun savnede +det virkelig nu. Det havde dog været saa morsomt, +saa originalt! Men paa den anden Side var +hun glad paa Marthas Vegne over, at hun nu var +bleven fornuftig og havde fulgt det Raad, hun tit +nok havde præket for hende. Mens Edith vidste, +at Martha elskede hende, havde hun tit, skønt +hun virkelig nærede Interesse og venlige Følelser +for hende, været halv gnaven og ked af denne +idelige Beundring, denne idelige stirrende, hyldende +Tilbedelse. Hun havde følt, som saa mange gøre +det, at naar man bliver elsket, faar man et Ansvar +over for den elskende Person, man ved, at vedkommende +venter sig noget smukkere og bedre +af en end af alle andre paa Jorden, man faar +ogsaa ved at spille Hovedrollen i et Menneskes +Hjærte en Del i dette Menneske, ligesom en Slags +hellig Ret over den paagældende, en Ret, som +man maa passe paa ikke at misbruge, og hele +dette Ansvar, som er saa let at bære eller rettere +slet intet Ansvar er, naar man gengælder Kærligheden, +<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a> +bliver føleligt, naar man selv staar kold +overfor en saadan Lidenskab. Da derfor Edith +mærkede, at Martha ikke var forelsket længer, +rystede hun graciøst Ansvaret af sine smukke +Skuldre, men dog som sagt ikke uden Savn, hun +havde baaret den Byrde saalænge, at den var +bleven en Vane. +</p> + +<p> +»Hør, Martha,« spurgte Edith ovennævnte +Dag, »hvordan gaar det nu med Studierne?« +</p> + +<p> +»Jeg er bleven fri for at læse til Artium, +Doktor Thomsen var saa elskværdig at forestille +Fader, at det var »alt for meget« for mig lille, +svage Stakkel,« svarede Martha muntert, dog uden +Spor af sin tidligere barnagtige Henrykkelse, naar +hun blev fri for noget, der kedede hende. +</p> + +<p> +»Naa, tro mig, det var noget, Du kunde lide. +— Du har aldrig sværmet for at studere!« +</p> + +<p> +»Nej, for det er saa kedeligt! Hvorfor skal +man trætte sig til ingen Nytte?« +</p> + +<p> +»Nej, meget rigtigt, — naar man bedst egner +sig til at sidde som en lille Prinsesse og lade sig +forkæle af sin Papa og — maaske vente paa en +ung Riddersmand, der en Gang i Tiden vil overtage +samme rare Papas Pligter.« +</p> + +<p> +Martha lo. Før vilde hun have følt sig sort +ulykkelig over Ediths Ironi, nu tog hun det med +gemytlig Ro. +</p> + +<p> +<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a> +»Tror Du virkelig, Edith? Mon der vil komme +saadan en elskværdig Ridder?« +</p> + +<p> +»Et Spøg, et andet Alvor, Du smaa! Min +kære Fætter er meget nær ved at gaa ud af sit +gode Skind af Forelskelse i og Ængstelse for en +vis ung Dame. Enten maa Du lade ham forstaa, +at Du ikke synes om ham, eller give ham Haab, +for det ser virkelig noget foruroligende ud med +ham, Stakkel!« +</p> + +<p> +»Aa, — det er vel ikke saa slemt!« +</p> + +<p> +»Synes Du ikke, at denne Hærskare af Buketter +stadfæster mine Ord?« +</p> + +<p> +»Han overvinder det nok. Man dør ikke af +Kærlighed, forsikrer jeg Dig, selv om man er +lige ved det,« sagde Martha i en spottende Tone, +»Hr. Bang har nok været saa galant eller saa — +taabelig at sende mig et Par forblommede Erklæringer, +men jeg har naturligvis ikke svaret +ham.« +</p> + +<p> +»Men saa er Du da virkelig bleven en Kokette! +Hvem skulde have troet det? Ved mit Bryllup, +siger man, underholdt Du Dig og dansede næsten +udelukkende med ham hele Aftenen. De spaaede +alle, at I vilde blive et Par, thi det var saa iøjnefaldende! +— Han er virkelig ogsaa en net ung +Mand, fører sig upaaklageligt, er inderlig god, og +Du, Lykkens Pamfilius, som et Par af mine Tanter +sagde, da de igaar henne hos mig drøftede Eders +<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a> +mulige Forbindelse, — han er et brillant Parti, +hans Gods, Kratholm heroppe i Nordsjælland er +et sandt lille Slot!« +</p> + +<p> +»Saa meget des bedre for den lykkelige, som +bliver Slotsfrue der!« +</p> + +<p> +»Man siger, han har svoret paa, det skal +være Martha Grüner eller ingen.« +</p> + +<p> +»Nej da!« +</p> + +<p> +»Jo, tænk nu lidt paa det stakkels Menneske, +liden Martha, — og bliv snart saa rask, at Du +kan komme hen og se, hvor fortryllende jeg har +det! Naar Du ser mit eget lille Kabinet, kan Du +maaske faa Idéen til, hvordan Fru Godsejerindens +paa Kratholm skal se ud.« +</p> + +<p> +Martha trykkede Ediths Haand op til sin +Kind, da de sagde hinanden Farvel; hun fandt nu +som før en Nydelse i at holde denne smukke, +bløde Haand i Erindringen om alt, hvad den havde +været for hende. — — +</p> + +<p> +»Farvel, Edith, Tak for Besøget! Gør det +snart om igen!« +</p> + +<p> +Hun fulgte hende med Øjnene. Aa, hvor hun +dog havde været forelsket i denne Kvinde! Nu +var hun i det højeste kun forelsket i denne sin +døde Kærlighed til hende. +</p> + +<p> +Saa tog hun fat paa en Bog. Saadan en +Roman tog saa rart Tankerne fangen. Aa, det +var dejligt at læse, dovne og døse! Naar bare +<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a> +det kunde blive ved altid? Men nu skulde hun +paa Landet. Doktor Thomsen havde sagt, at hun +maatte i det mindste 3 Maaneder af Sted. Og +et Steds paa Falster havde hun en gammel Tante, +en Præsteenke, hos hvem hun skulde sendes paa +Græs. Naa, den Tid gik vel ogsaa. +</p> + +<p> +Den unge Godsejer, Sofus Bang, Ediths Fætter, +havde virkelig faaet sig en alvorlig Forelskelse +paa Halsen. Han var et jævnt begavet, jævnt +muntert, og jævnt net, ungt Menneske af den +Slags, man træffer utallige af. Han havde hverken +ført et slettere eller bedre Liv end saa mange af +sine jævnaldrende og havde læst akkurat saa +meget, at han ikke ligefrem gjorde Fiasco iblandt +oplyste Mennesker. De Familier, han kendte, saa +ham gærne, enten det nu var paa Grund af hans +gode Hjærte og nette Optræden eller paa Grund +af hans fyldte Pung. Han havde tidlig mistet +sine Forældre, hvis eneste Barn han var, og var +netop nu for kort Tid siden bleven myndig. Han +havde trods sine ikke faa Forelskelser aldrig endnu +truffen en Kvinde, som han kunde ønske sig til +Hustru, før han ved sin Kusine, Edith Gerners +Bryllup, fik Øjnene op for, hvor »sød« en Pige +Martha Grüner egenlig var. Han havde jo nok +set hende før, men knap vexlet ti Ord med +hende. Hun var saa stille, saa undselig, holdt sig +altid i Baggrunden og syntes at være helt optagen +<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a> +af sine egne Betragtninger, men ved Brylluppet +viste hun sig pludselig fra den helt modsatte +Side, hun saa udmærket godt ud, og der +var et forunderligt Liv, en feberagtig Lystighed +over hende. Han blev mere og mere indtaget i +det lille nervøse, fine Ansigt, de blonde Flætninger, +den lette og dog saa fastbyggede Jomfruskikkelse, +han fandt hende aldeles yndig og kom +hjem i en ør Tilstand, lykkelig over alle de mange +Tegn paa, at han begyndte at føle en virkelig +Kærlighed, ulykkelig over ikke at vide, om hun +syntes om ham eller ej, om det havde været +Leg og Flagren altsammen. Næste Dag hørte +han, at hun var bleven farlig syg. Det bidrog +ikke lidt til at sætte Toppe paa hans Følelser. +Dette glade, smilende, lille Væsen i den rosenrøde +Dragt, laa hun nu bleg og stille og stredes maaske med +Døden? Tanken om, at han kun havde set hende +for at hun skulde svinde som en Drøm, overvældede +ham ganske og gjorde ham vis paa, at +netop hun var den rette, den eneste, — og nu +maaske blev hun ham berøvet. Han spurgte +hver Dag til hendes Befindende, sendte de omtalte, +talrige Buketter, løb op til Edith for at faa +Trøst, skrev Vers til langt ud paa Natten om +»Hænder smaa« og »Øjne graa« og »Sjæle, der +en Gang vil hinanden forstaa«, spaserede i Store +Kongensgade udenfor Professor Grüners Hus, gjorde +<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a> +sig kort sagt Skyld i alle de noksom kendte +Latterligheder, som forelskede Sjæle en Gang har +Eneret paa. +</p> + +<p> +Endelig hørte han, at hun var oppe, han var +ogsaa saa lykkelig en Formiddag at se hende ved +Vinduet. Hun lignede rigtignok ikke den Glædens +Præstinde, som havde daaret ham ved Ediths +Bryllup, men han fandt hende dog ubeskrivelig +sød i den simple Morgenkjole med den brede, +hvide Matroskrave. Hun saa ham ikke, hun var +optagen af at vande sine Blomster. Han stod da +nogen Tid udenfor og vaklede imellem at skrive +til Professor Grüner eller selv gaa op lige med +det samme og tale med ham. Da han, hvis han +valgte det sidste, hurtigst kunde vente at faa +Svar, foretrak han det, skønt det krævede mest +Mod. +</p> + +<p> +Professoren, som sad inde i sit Naturalieværelse +og ordnede en Del Biller, blev altsaa overrasket +ved Besøget af en meget køn og meget +forlegen, ung Herre, der, yderst soigneret i sin +Paaklædning, præsenterede sig som Sofus Bang, +Godsejer til Kratholm i Nordsjælland, 25 Aar, lige +bleven myndig, med saa og saa mange hundrede +tusende om Aaret. +</p> + +<p> +Og ikke mindre forbavset blev Professoren, +da den unge Mand endnu mere forlegen, underrettede +<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a> +ham om, at han elskede hans Datter og +vilde anholde om hendes Haand. +</p> + +<p> +Professoren sad fordybet i Betragtninger. Han +troede selv, at han havde været meget skarpsindig, +idet det var blevet ham klart, at Martha havde +haft en ulykkelig Inclination. Ja, hvad mere var, +han troede at kunne paavise bestemt, hvem det +var, som havde været Skyld i det stakkels Barns +Sorg. Han havde set hende, mens hun laa syg +derinde, med Ediths Portræt i Haanden, og han +havde lagt Mærke til, at hun havde ligget og set +paa det med et underligt, haabløst, selvopgivende +Blik. Han havde ogsaa set, at hun for sammen, +naar den unge Fru Steins Besøg blev meldt. Og +den Gang hendes Forlovelseskort kom, jo, han +huskede ganske tydeligt, at Martha, da hun modtog +det, var bleven ligbleg, havde fortalt Nyheden med +en ligesom brudt, klangløs Stemme og var derpaa +hurtig gaaet ind i sit Værelse. Ja, den gode +Professor troede virkelig, at han var med. Barnet +havde gaaet hen og forelsket sig i Stein. Det +kunde ikke være andet. Professoren havde +ikke i lange Tider tænkt paa Kærlighed, ikke +siden hans unge Hustru laa paa sit Dødsleje, siden +den Tid var han helt gaaet op i Videnskaben, nu +kom den senere Tids Tildragelser og nu til sidst +den unge Sofus Bangs Frieri til ham som et Pust, +en Hilsen fra svundne Ungdomsdage. +</p> + +<p> +<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a> +»Ja, kære Hr. — var det ikke Bang? Deres +Tilbud kan jo kun glæde mig, — og — hvis min +lille Pige har Godhed for Dem, kunde det jo være +en i alle Maader god og tryg Fremtid for hende, +— men jeg tror det ikke, — nej, jeg tror det +virkelig ikke —« sagde Professoren hovedrystende. +</p> + +<p> +»Deres Datter og jeg har kun været sammen +meget faa Gange, — hun kender mig knap endnu, +— turde jeg, — vilde Hr. Professoren tillade, — +at jeg fik Lov at komme i Deres Hus, for at hun, +Frøken Martha, mener jeg, maaske kunde komme +til —« +</p> + +<p> +»Ja, det vil naturligvis være mig kært at se +Dem her, — jeg skal endnu i Dag tale med min +Datter, saa skal De høre fra mig. — Maa jeg udbede +mig Deres ærede Adresse? — Tak! — I alle +Tilfælde paaskønner jeg Deres gode Tilbud, men +der maa handles varsomt og overlagt i saadanne +Tilfælde, indser De nok, min unge Ven. Hele sin +Fremtid bestemmer man ikke paa en Timestid. +Martha skal først, som De meget rigtigt talte om, +kende Dem. — Maa jeg byde Dem en Cigar, — +ikke? Kønt Vejr i Dag! Farvel, Farvel!« +</p> + +<p> +De to Herrer vexlede Haandtryk, og Sofus +gik uden at føle sig en Smule mere beroliget, +men dog med Bevidstheden om, at det første +Skridt over Rubicon var gjort. +</p> + +<p> +Professoren lod den Dag Biller være Biller og +<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a> +gik ind i Dagligstuen, hvor Martha sad og underholdt +sig med sine Kanariefugle, hun havde et +stort Bur med 9-10 saadanne smaa Skrighalse, +som hun morede sig med at gøre tamme. Hun +blev lidt forbavset ved Synet af Faderen i Dagligstuen +paa den Tid, hvor han plejede at være langt +inde i Dyreverdenen. +</p> + +<p> +Han tog hendes Hænder i sine og satte sig +med hende i Sofaen, en Del forlegen var han, thi +det var første Gang de to skulde tale noget, der +nærmede sig til fortroligt, sammen. +</p> + +<p> +Martha hørte paa ham med et venligt, opmærksomt +Ansigt, men svarede ikke. +</p> + +<p> +»Du holder ikke af ham, vel? I det mindste +ikke endnu! Jeg tror at have opdaget, at Dine +Tanker er et andet Sted, min lille Pige, — men +Du skal bare se, Tiden læger alle Saar, — og +en ulykkelig Kærlighed gaar over, blot man beder +til Gud og tænker paa, hvor godt man har det i +andre Henseender. Og det vil Du tænke paa, ikke +sandt?« +</p> + +<p> +Martha spurgte sig selv, om hendes Fader da +vidste, hvordan det hang sammen, men ved hans +næste Replik forstod hun, at han var helt paa +Vildspor, og <em>saa</em> var det hende ligegyldigt, hvad +han ellers tænkte og troede. +</p> + +<p> +»Nu kommer en, saa vidt jeg ved, hæderlig, +ung Mand og beder om at faa Dig til Hustru. +<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a> +Tænk derover, min lille Pige! Du ved dog, den +anden kan aldrig blive noget for Dig, nu da han +er gift!« +</p> + +<p> +»Du maa da ikke tro, jeg er knust af ulykkelig +Kærlighed«, sagde Martha nu leende, »jeg +har som alle unge Piger gennemgaaet min Forelskelsesperiode, +— den er et overstaaet Stadium, +— og nu bryder jeg mig om ingen, ikke en Gang +om den galante Hr. Bang. Hvis jeg har koketteret +med ham en Gang, — det har jeg maaske, +— saa beder jeg ham undskylde og glemme det, +— og saa lader han vel nok den Grille fare!« +</p> + +<p> +»Men han bad mig saa meget om at maatte +komme her, for at Du i det mindste kunde lære +ham at kende, inden Du gav et bestemt Svar. +Han kan byde Dig en sorgfri Fremtid, det kan +jeg som Fader ikke lade gaa helt ud af Betragtning.« +</p> + +<p> +»Jeg naturligvis heller ikke som en fornuftig, +lille Pige, — men jeg siger dog vist nej, — jeg +har det jo godt — naar man kun aldrig fik det +værre, lille Fader! — Men Herregud, kan det glæde +Mennesket at komme her og se mig, saa indbyd +ham bare, men Du skal ikke give ham Haab, — +det er saa generende for mig, hvis han mulig +gjør sig Illusioner og tror, at jeg er forelsket i +ham. — Men inviter ham kun, — for mig +gærne!« +</p> + +<p> +<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a> +Og Martha, der var træt af den Samtale, lukkede +Øjnene for at tilkendegive, at nu kunde hun +ikke taale at tale mere den Gang. +</p> + +<p> +»Gud give, Landluften maatte gjøre Dig godt, +Martha, — Du er ikke helt som før, — jeg ved +ikke selv, hvad det er, jeg savner hos min lille +Pige.« +</p> + +<p> +Professoren kyssede hende paa Panden. +</p> + +<p> +Han var dog beroliget i en Henseende. Hun +døde aldeles bestemt ikke af Kærlighed til Stein. +Men været forelsket i ham havde hun, Professoren +havde dog gættet rigtigt, hun nægtede det jo +ikke, kaldte det kun et overstaaet Stadium. +</p> + +<p> +Saa lod han hende være ene for, som han +mente, at tænke over sin Fremtid og sit Svar til +den unge Godsejer, — men Martha tænkte ikke, +hun laa, som det var blevet hendes Sædvane og +stirrede sjælløs og tanketom frem for sig. Hendes +Kærlighedssorg, enten den nu havde været indbildt +eller virkelig, stor havde den i alt Fald været, +saa stor, at den havde haft Magt til at gøre hende +følesløs for Smerte. +</p> + +<p> +Sorgen øver jo ikke samme Virkning paa alle +Naturer. En stærk og selvstændig kæmper med +Smerten, overvinder den ofte og sætter sig saa et +nyt Maal i Stedet for den gamle knuste Illusion. +Men Martha var blød og svag. Ligesom Dyret, +der efter Sagnet maa dø, naar det har set sig +<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a> +selv, var hun død en aandelig Død efter det dybe +Indblik, hun kort før Ediths Bryllup havde gjort +i sit eget Indre. Hun besad ikke Kraft nok til +at se sin Smerte lige i Øjnene og tænke over +den, hun lod sig kun træt og syg bedøve af den. +</p> + +<p> +Sofus Bang blev indbudt. Han kom og forelskede +sig endnu mere. Martha var meget venlig, +passiarede med ham og sang for ham. Hendes +Repertoire havde for Resten siden Sygdommen +skiftet Karakter. Nu enten kedede eller mindede +de følsomme Sange hende for meget, thi hun +havde kastet sig over Offenbach og Hervé samt +forskellige Revuemelodier. Den unge Hr. Bang +havde ikke Øjnene fra hende, hun kunde være +sikker paa hver Gang hun saa til den Side, hvor +han sad, at møde hans beundrende, forelskede +Blik. Hun saa lidt kritisk paa ham. Han var +altfor høj, hans Haar var for tæt afklippet, det +mindede om Børster, men der var et vindende, +godmodigt Træk om Munden og et inderlig rart +Udtryk i hans brune Øjne, de fik en køn, ligesom +fugtig Glans, naar han saa paa hende. +</p> + +<p> +»Himlen maa vide, hvad der er at elske ved +mig!« tænkte hun. +</p> + +<p> +Det var øjensynligt, at han blev noget lang +i Ansigtet, da han hørte, at Martha næste Maaned +skulde paa Landet. Men derved var jo ikke noget +at gøre. Han maatte pænt tie. +</p> + +<p> +<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a> +»Jeg bliver der lige til September.« Det var +endnu mindre lysteligt at høre. Tre lange Maaneder +uden at se hende! +</p> + +<p> +Han følte sig udygtig til alt Arbejde, saa +længe denne Uvished varede. Men da hun ikke +ligefrem havde ladet ham forstaa, at det var +haabløst, hengav han sig med Ungdommens forhaabningsfulde +Sind til Drømme om, hvad der +mulig kunde ske, saa fremt, i Fald — — +</p> + +<p> +Martha kom da til Falster, hvor hendes Tante +Bolette, almindelig kaldet Tante Bolle, enten det nu +var som en naturlig Formindskelse af hendes +Døbenavn eller en ligesaa naturlig Tankeforbindelse, +da hun var en rund, meget trivelig lille Dame, tog +imod hende med udbredte Arme. +</p> + +<p> +Tante Bolle havde en særlig Passion for at +modtage svagelige, blegnæbede Slægtninge og +Venner fra Hovedstaden og pleje og proppe dem +saa længe, til de struttede af Sundhed. Hun saa +prøvende paa sin unge Nieces fine, zarte Skikkelse +og magre Kinder, jo det kunde der nok raades Bod paa. +</p> + +<p> +Martha blev i Førstningen helt overvældet af +al den Mad, Tanten satte frem for hende, der +blev i det mindste holdt 5 Maaltider om Dagen, +men Retterne saa indbydende ud og smagte hende, +og hun blev med hver Dag mere buttet og rødkindet, +saa Tanten med Stolthed kunde betragte +sit Værk. +</p> + +<p> +<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a> +Det var Kurens Fuldendelse. Martha led ikke +mere af den uovervindelige Træthed og Døsighed, +hun blev munter og snaksom, fik et jævnt Sind. +</p> + +<p> +Den gamle Martha blev hun rigtig nok aldrig +mere, den Martha, der plejede at gaa stille, drømmende +omkring i sin ejendommelige Verden, for +saa i enkelte Øjeblikke at vaagne til Liv og føle +enten den mest jublende Glæde eller den mest +sønderrivende Sorg. Nej, de stærke Følelsers +Tid var omme. Men det var jo et Bytte, hun kun +havde vunden ved. Hun var nu fri for al den ængstelig +spændte Nervøsitet, der fandtes ikke længere +noget, hun maatte tænke paa med længsel og +Hjærtebanken, hun var saa fri, saa glad — ligeglad. +</p> + +<p> +Sommeren var yndig herude paa Landet, +Vejret det heldigste! Hver Søndag blev Huset +fuldt af Gæster, og saa blev der musiceret, danset +og leget. Hverdagene drev hun om i Egnen med +en Bog, eller hun sad nede i den smukke lille +Have med sit Haandarbejde, eller fulgte Tanten i +Køkken og Kælder og lærte at lave Mad og bage +Kager, saa spøgefuld og munter, saa smilende +rolig, som havde hun aldrig været en abnorm +ung Pige, sindssvagt forelsket i en af sit eget Køn. +</p> + +<p> +Hun taalte nu godt at tænke paa Fortiden +og sin Kærlighedshistorie. Selv den Aften, hun +havde villet dø, kunde hun mindes uden Sindsrørelse. +</p> + +<p> +<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a> +»Mon jeg virkelig havde gjort det, hvis jeg +ikke var besvimet?« tænkte hun en Gang imellem +med en let Gysen og betragtede da sit runde, +fyldige Haandled, hvor hun vilde have skaaret +Pulsaaren over. »Jo, det var min faste Mening!« +</p> + +<p> +Hvad mon der saa var bleven af hende efter +Døden? Nu troede hun ikke længer, at der intet +var, nej, der var naturligvis en Gud til, en uendelig +god og taalmodig Gud, som stod bag ved det +hele og styrede Verden, en Frelser, som af Kærlighed +vil tage sig af os paa den sidste, store +Dag. Hun havde faaet sig saadan en jævn, +hyggelig, lidenskabsløs Hverdagstro, gik gærne i +Kirke og fik Tante Bolette til at græde af Rørelse +ved med sin bløde, vakre Stemme at foredrage et +Par smukke Salmemelodier om Søndagen. +</p> + +<p> +Dagene gled saa dejligt af Sted herude paa +Landet. Hun havde det prægtigt. Men naar hun +skulde hjem, vilde hun heller ikke være ked af +det. Det var saamænd ligemeget, hvor man var, +blot man havde det godt. Hun aspirerede ihærdig +til at blive en rigtig magelig, forvænt lille Dukke, +hendes Lidenskab — hvis man kunde bruge dette +Kraftord — blev: at hvile ud. +</p> + +<p> +Det var dejligt at komme i Seng om Aftenen +og ligge og tænke paa ligegyldige, behagelige +Ting, accompagneret af Frøernes Kvækken dernede +i Kæret, lige til Drømmenes ubestemte, graa +<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a> +Taage indhyllede alt, og hun i dunkel Følelse af +et ladt, men tilfredsstillet Velvære slumrede ind. +</p> + +<p> +Det var dejligt at vaagne om Morgenen ved +de første Solstraaler og vide, at man ikke skulde +op og hænge i den kedsommelige latinske Grammatik +eller de uforstaaelige mathematiske Opgaver +for derpaa at skylle Theen i sig og hæsblæsende +styrte til Kursus som en anden Skoletøs. +</p> + +<p> +Edith havde en Gang sagt, at Martha holdt +nok mest af at være »passiv«, ja, det var saamænd +et meget betegnende Udtryk. Det følte hun +godt, naar hun laa ude i Haven i sin Hængekøje, +medens den pur unge Landvæsenselev ovre fra +Herregaarden, som naturligvis ofrede sine første +erotiske Længsler paa den unge Københavnerindes +Alter, viftede hende. Saadan at vugge +sagtelig frem og tilbage og føle lette Vindpust over +sit Ansigt, det var unægtelig behageligt. — +</p> + +<p> +Og dog kunde der, men det blev sjældnere +og sjældnere, komme Øjeblikke, hvor en stærk +Længsel efter de svundne Tider tog hende, +hvor hun følte, at hun dog en Gang havde kendt +<em>Lykken</em>, hvor hun klyngede sig til Minderne om +Edith. Jo, hun havde »geliebt und gelebet.« Den guddommelige +Gnist havde ogsaa glødet i hendes +Hjærte. Verden vilde kalde det Vanvid, men +hun <em>vidste</em>, at hun havde elsket. Hun kunde +da strække Armene ud og med bankende Blod +<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a> +sige det Navn, der havde været Grundtonen i +hendes besynderlige Ungdomsmelodi. Men saadanne +Øjeblikke vare korte, og — som sagt — de +bleve sjældne, hørte til sidst helt op, — hun var +udbrændt. — +</p> + +<p> +September kom, Kufferterne bleve pakkede, Tante +Bolle blev omfavnet og takket tusende Gange for +sin Gæstfrihed og indstændig opfordret til at gæste +København til Vinter, og saa steg Martha ind i +Kupéen og vinkede og nikkede saa længe, hun +kunde se den rare Tantes velnærede Skikkelse. +</p> + +<p> +Som en svagelig Patient var Martha rejst, +som en frisk, blomstrende, sund Pige vendte hun +tilbage til stor Fryd for Faderen, Doktor Thomsen +og Edith, og allermest for Sofus Bang, som stillede +med straalende Ansigt og en prægtig Buket paa +Perronen for at tage imod den hjemvendende. +</p> + +<p> +Et Par Aftener efter kom han op til Grüners. +Martha, som sad ene i Dagligstuen, tog venligt +imod ham og fortalte løst og fast om sit Falsterophold. +Et flygtigt Blik nu og da paa hans opmærksomt +lyttende Ansigt, fortalte hende, at han +var lige forelsket og beredt paa trofast udholdende +at vente for en Gang at naa sit Maal. +</p> + +<p> +»Det stakkels godmodige Menneske«, tænkte +hun, »han er virkelig rørende.« +</p> + +<p> +»Og i Gaar Aftes«, fortsatte hun højt Samtalen, +»var Fader og jeg saamænd henne at se +<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a> +Efteraarsrevuen paa National, — aa, det kneb +med at faa ham af Sted, — men jeg tiggede og +kælede, — og Fader var ogsaa saa glad over nu +at have mig hjemme igen, at han ikke længe +kunde nægte mig noget, — og vi gik, — aa, +Revuen er aldeles storartet! De har naturligvis +set den? — Nu skal jeg synge en af Sangene +for Dem!« +</p> + +<p> +Idet hun stod op og vilde gaa hen til Klaveret +greb han hendes Haand. +</p> + +<p> +»<em>Kan</em> De ikke —?« mere sagde han ikke, +men Øjnene talte for ham, saa ivrigt bønfaldende, +at Martha ikke var i Tvivl om, hvad han mente. +</p> + +<p> +Ja, hvorfor kunde hun egenlig ikke? Hun +vilde jo faa det udmærket godt, bedre end +hun kunde vente det, naar hun en Gang efter +Faderens Død kom til at staa ene, — og Sofus +var saa forelsket, saa rar, saa rørende taalmodig, +— ja, hvorfor i Alverden skulde hun ikke kunne? +</p> + +<p> +»Men, Hr. Bang, jeg holder ikke en Smule +af Dem, — og det var dog vel i Grunden det +heldigste —« +</p> + +<p> +Han holdt hendes Haand fast. Hun saa, kold +og overlegen sikker, som hun følte sig, hvorledes +hans Pince-nezglas bleve helt duggede af Bevægelse +mens han saa paa hende. +</p> + +<p> +Naar hun blot vilde give ham Lov til at elske +hende og gøre Livet lyst og smukt for hende, og +<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a> +hun bare vilde nære venlige Følelser for ham, — +aa vilde hun det? +</p> + +<p> +»Ja, jeg nærer saamænd ikke <em>en</em> uvenlig +Følelse imod Dem.« +</p> + +<p> +»Men giv mig da saa Deres ja, — vil De +blive min Hustru, Martha?« +</p> + +<p> +»Ja, siden De saa gærne vil have det, og siden +jeg ikke elsker nogen anden og heller aldrig kommer +til det, — <em>derfor</em> kan De i det mindste være +rolig ...« +</p> + +<p> +»Aa, hvor De gør mig lykkelig, Martha!« +</p> + +<p> +Han drog hende ind til sig og nærmede sine +Læber til hendes. +</p> + +<p> +»Søde, elskede Du —« +</p> + +<p> +Men Martha gjorde sig fri med en halv utaalmodig, +halv spottende Mine. +</p> + +<p> +»Hvad skal de Kærtegn til? — Til et Kys, +bilder jeg mig ind, bør der være to. Jeg kendte +en Gang et Par — Mennesker. Den ene var kold, +den anden var varm, saa blev Kysset til Kedsomhed, +hvad den første angik og til Længsel, hvad +den anden angik.« +</p> + +<p> +»Men Du ved ikke, hvor jeg har Dig kær, +Martha! Selv om Du ikke kan være med til +det, saa giv mig Lov til at kysse Dig, — kun +<em>en</em> Gang —« +</p> + +<p> +Hun trak paa Skuldrene og smilte medlidende +<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a> +og træt af denne store Mand, der nedlod sig til +at tigge en lille, ung Pige saa ydmygt om et Kys. +</p> + +<p> +»<span class="fr" lang="fr">Quelle bruit pour une omelette</span> — kys mig +da, naar det er Dem, — er <em>Dig</em> en saa stor +Fornøjelse.« — +</p> + +<p> +Professor Grüner kom ind og fik for første +og sidste Gang i sit Liv Lejlighed til at optræde +som den milde, værdige Fader, der velsigner de +elskende. — +</p> + +<p> +Da Martha den Aften kom ind paa sit Værelse, +trak hun den Skuffe ud, hvori hun havde alle sine +Reliquier, Gaver fra og Minder om Edith. Nogle +Fotografier af hende, flere Breve, et Par smaa +Lejlighedsdigte, Edith havde skrevet, nogle tørrede +Blomster, en sort Haarlok, det Lommetørklæde, Edith +havde broderet til hendes Konfirmation o. s. v. Endelig +var der et Par Kollegiehæfter malede fulde af +Vers, hun selv havde lavet, alle til Ediths Pris, +og alle mer eller mindre naive og rørende; hun +tog hver Smule ud af Skuffen. Først havde hun +tænkt at brænde det hele, men den Plan var saa +latterlig romantisk, det var ligesom, der var noget +brødefuldt i at gemme paa de Ubetydeligheder, +nej, saa heller pakke dem sammen i en gammel +Hatæske, binde forsvarlig til for dem og saa opbevare +dem til hun blev en gammel Kone. Saa +kunde hun maaske faa sig en fornøjelig Latter over +disse Minder fra Vaaren, fra hendes eneste Kærlighedsdrøm. +<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a> +Som sagt, saa gjort, men først saa hun +paa hver eneste Ting og smilte ad sine egne smaa, +poetiske Udgydelser. Det allersidste Digt var skrevet +et Par Dage før Ediths Bryllup. Det var meget +melankolsk, højt oppe paa Cothurnen! Hun var +formodentlig faldet i sværmeriske Betragtninger ved +Synet af en hvid Rose, thi Digtet lød: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Du hvide Rose faar mig til at tænke</p> + <p class="verse">paa, naar de <em>en</em> Gang vil i Grav mig sænke.</p> + <p class="verse">Bort med den røde Roses muntre Luen,</p> + <p class="verse">Du sprede skal Din Duft henover Tuen</p> + <p class="verse">og mildt ombølge <em>hende</em>, naar hun kommer</p> + <p class="verse">og ser til mig, — det gør hun vel en Sommer.</p> + <p class="verse">Jeg ønsker ej paa Graven Kranses Pragt,</p> + <p class="verse">jeg ønsker kun et Ord, tænkt eller sagt:</p> + <p class="verse">Gid hun, imens hun tankefuld staar stille</p> + <p class="verse">vil sige: »Ja, hun elsked mig, den lille!«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Martha rystede dydig paa Hovedet ad sit +gamle Jeg, hvis barnlige Fysiognomi stirrede +hende i Møde fra disse mere velmente end vellykkede +Linjer. Saa samlede hun hele Redeligheden +sammen og fyldte den i Hatæsken, lukkede +til og bestemte, at dens Plads skulde være paa +Pulterkammeret i hendes fremtidige Hjem. +</p> + +<p> +Det var dog et Held, at hun aldrig havde +vist Edith disse Digte, hun havde saamænd gjort +sig nok til Nar alligevel. Kun en eneste Gang +havde hun sendt Edith et Vers, og det var saa +<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a> +pænt, almindeligt og upersonligt, at enhver kunde +have skrevet det. Det var en Gang paa Ediths +Fødselsdag, at hun havde paataget sig det ikke +lette Hverv at besynge Idealet ganske »paa det +jævne«. Ja, vanskeligt var det sandelig faldet +hende! Det var hende saa naturligt at bevæge +sig i Højden, naar Talen var om Edith. Men +efter mange Rettelser og Overstregninger kom +Verset da endelig til at lyde saa uangribeligt fornuftigt, +at selv Ediths kritisk undersøgende Blik +ikke kunde finde noget at udsætte derpaa. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Skønt i det store Hyldningskor</p> + <p class="verse">min svage Stemme svinder,</p> + <p class="verse">vil jeg dog gærne sige Tak</p> + <p class="verse">for mange rige Minder.</p> + <p class="verse">Jeg har af dem en broget Skat,</p> + <p class="verse">som Tid ej kan udviske,</p> + <p class="verse">en Krans af sjældne Blomster smaa,</p> + <p class="verse">saa duftende og friske;</p> + <p class="verse">Tak for dem alle, — ja, jeg kan</p> + <p class="verse">kun daarligt mig udtrykke,</p> + <p class="verse">men tro, at ingen mer end jeg</p> + <p class="verse">Dig ønsker varmt til Lykke!«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Og det fandt Edith nydeligt, saa ligefremt +og naturligt! +</p> + +<p> +Ja, denne Natur, det var dog noget besynderligt +noget! +</p> + +<p> +Hver Gang Martha havde talt og opført sig +<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a> +saadan som en indre Trang bød hende at tale til +og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, +bare givende sig hen i sin Kærlighed, da havde +Edith kaldt hende affecteret, overdreven, hysterisk, +— men naar hun lagde Vold og Baand paa sig, +gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie +og lavede og manøvrerede med sig selv for at +ligne »andre unge Piger«, ja, saa hed det: »Ja, der +kan Du se, Martha, — Du er i Grunden saadan en +sød og naturlig lille Pige, — hvorfor da —« o. s. v. +</p> + +<p> +»Men lad os ikke tale mere om disse gamle +Ska—a—der«, nynnede Martha og efterlignede, +idet hun satte Hatæsken af Vejen, Hr. Schrams +Tonefald og hentede »Skader« saa dybt nede fra, +som det var hende muligt. Saa skyndte hun sig +i Seng. +</p> + +<p> +Nu skete i Rækkefølge alle de Ting, der en +Gang hører med til en passende Forlovelse blandt +»bedrestillede«. Kort udgik, Ringe vexledes, en +halv hundrede Visiter bleve aflagte, Forlovelsesgilde +blev holdt, først hos Professoren, dernæst hos +nogle af de unges bedste Venner eller nærmeste +Slægtninge. Ogsaa Edith gjorde i Egenskab af +Brudgommens Kusine og Brudens »bedste Veninde« +et stort Selskab. +</p> + +<p> +»Nu kan Du maaske bedre forstaa »Romeo +og Julie« end før«, sagde Edith en Gang i Aftenens +Løb, da Martha og hun sad og bladede i et +<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a> +Billedværk, hvor der blandt andet fandtes et stemningsfuldt +Billede af den berømte »Balconscene«. +Og hun slog Martha drillende paa Kinden med +sin Vifte. +</p> + +<p> +»Jeg erindrer, at en Gang vare Dine Begreber +derom temmelig forvirrede.« +</p> + +<p> +»Jeg mener nu som før, at ingen Julie kan +være mere fortryllende end Du, Edith, og misunder +ligesom den Gang den lykkelige, der er bleven Din +Romeo«, sagde Martha spøgende i en galant Tone, +der var milevidt fra hendes gamle bløde, ydmyge +Stemme, naar hun talte til Edith. — +</p> + +<p> +Ved Bordet rejste Edith sig og bad om Ordet. +</p> + +<p> +»Det var egenlig min Mand, der skulde, men +jeg kender nu vedkommende bedre.« +</p> + +<p> +Og saa holdt hun en spøgefuld Tale til det +unge Par. Blandt andet sagde hun til Sofus, at +han skulde dog tage sig lidt i Agt. +</p> + +<p> +»Du kan maaske uventet i mig faa en farlig +Konkurrent, thi jeg vil fortælle Dig, at Martha i +sin Tid har havt en lille faible for mig.« +</p> + +<p> +»En stor, en stor, Edith!« afbrød Martha +lystigt, »stakkels Sofus, der hører Du selv, Din +Lod bliver at leve paa den Rest, som er tilbage +af min Flamme for Edith!« +</p> + +<p> +At denne »Rest« var lig med Nul holdt hun +naturligvis for sig selv. +</p> + +<p> +Efter Bordet sang og spillede man. Martha +<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a> +gav nogle Sange af »Nitouche« tilbedste og begyndte +paa en af »Den skønne Helene.« +</p> + +<p> +»Undskyld, jeg afbryder, men hvorfor synger +Du aldrig mere Dine gamle Sange?« spurgte Edith, +der stod og lænede sig til Flygelet. Hun fik +ligesom Længsel efter igen at høre en vis, +bævende, inderlig Klang i Marthas Stemme og +syntes, at selv de i sin Tid saa foragtede følsomme +Romanzer nu vilde virke velgørende. +</p> + +<p> +Martha smilte op til hende med dette fremmede, +forbindtlige Blik, der saa lidt lignede hendes +gamle kærlige, dvælende Stirren. +</p> + +<p> +»Mener Du saadan en som den, Du i sin Tid +gjorde saa grundig Nar af, Sulamiths: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Hvorfor flygter I bange?</p> + <p class="verse">Jeg er syg men af Kærlighed Piger smaa!«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig +Ret, de er vamle, — lidt for rørstrømske, — +men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær +saa artig!« +</p> + +<p> +Og hun sang Paris og Helenes Duet: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Dejlige Drømme, daarende Drømme,</p> + <p class="verse">Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Edith betragtede tankefuld den syngende. +Hvad var det, hun savnede ved hendes Ansigt? +<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a> +Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt +sjælløst var det blevet, ligesom Martha var +ligeglad, hvordan det saa gik. Skulde denne +barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, +som Edith havde været Genstand for, virkelig +have givet Marthas Hjærte Banesaaret? Det lød +utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, +hvad det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter +sit eget Valg en brav Mands Hustru. Edith beroligede +sig. Det var jo dog godt, at Martha +ikke mer var den samme. Nu gjorde hun virkelig +en Slags Lykke i Selskaber, talte livligt med og +klædte sig med Smag; — og alt det havde hun +aldrig gjort før. Forandringen var til det bedre, +havde hun kun haft et andet Udtryk, et mere +levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">»Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt,</p> + <p class="verse">Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="tb"> +* * * +</p> + +<p class="noindent"> +Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt +de unge Folk Bryllup allerede til October. Om +Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren +paa Kratholm. +</p> + +<p> +Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte +sin unge Kone til paa Bryllupsaftenen. Alt, hvad +Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var tilvejebragt, +<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a> +og Martha, der tog sig nydelig ud i den +hvide Dragt med Myrtekransen i det lysegule +Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i +Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring +i sit ny Kongerige. +</p> + +<p> +Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille +Divansofa med en Følelse af, at mellem saa bløde +Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem +Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet +et saa mageligt Befordringsmiddel, for at Omstændighederne +havde nødt hende til at ombytte +den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, +— med denne kostbare Brudebuket eller i alt Fald +Studenterhuen med Brudesløret og den kolde +Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt. +</p> + +<p> +»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den +henrykte unge Ægtemand, »skal vi se paa dem?« +</p> + +<p> +Der var naturligvis en hel Udstilling. +</p> + +<p> +»Denne er fra Edith!« +</p> + +<p> +Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til +at pryde en Marmorkamin. For Øjeblikket var +den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, +— Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den +dejligste Duft i Værelset. +</p> + +<p> +Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit +Ansigt ned imod dem. +</p> + +<p> +Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde +tilbage af sin Kærlighed — Edith! +</p> + +<p> +<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a> +»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs +Stemme tæt ved hendes Øre, og hun følte hans +Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.« +</p> + +<p> +Hun vendte sig venlig om til ham og taalte +uden Indsigelse og Modstand hans Kys. Saadan +skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok +fandt hun slet ingen Nydelse i saadan at blive +krammet og trykket af et Par Mandsarme og +kysset med saa hede, fugtige Læber, men man +maatte jo tage det ene med det andet. Det var +jo ikke noget at blive vred over, at Sofus var saa +latterlig forelsket. +</p> + +<p> +Hun smilte og lukkede træt og ligeglad +Øjnene under hans Kærtegn. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="story" id="chapter-0-2"> +<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a> +I Sommerferien. +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a> +<span class="firstchar"><span class="prefirstchar">»</span>H</span><span class="postfirstchar">vor</span> gaar Du hen, Valborg?« +</p> + +<p> +»Op paa mit Værelse, Faster, jeg skulde skrive +et Brev.« +</p> + +<p> +»Til Kæresten formodentlig!« +</p> + +<p> +»Ja, Faster, — til min Forlovede.« +</p> + +<p> +»Naa, det er i sin Orden. Hils ham mange +Gange!« +</p> + +<p> +Frøken Valborg sad to Minutter efter oppe i +det lille Gæstekammer. Hun havde trukket sit +Bord med Skrivemappe og Tilbehør hen til Vinduet. +Langsomt aabnede hun Mappen, valgte sig +et zirligt Ark Papir, dyppede Pennen og skrev +med sin omhyggeligste Skønskrift: +</p> + +<div class="letter"> +<p class="date"> +»Vikkebjærg, d. 15. Juli. +</p> + +<p class="addr"> +Kære Rudolf!« +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa +ud i Haven. Det var dog grueligt svært at skrive +Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i +<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a> +det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive +Breve i Ferien, det mindede om Pligt og Baand, +som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig til helt at +glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? +Egenlig var der vel meget, den smukke Egn, +Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed, de fornøjelige +Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke +mindst Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun +tidlig om Morgenen, forsynede med Fødevarer for +en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at +vide, <em>hvor</em> de vilde hen, og først vendte hjem +sent om Aftenen, trætte men i glimrende Humør. +Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa +behageligt det end var, gad hun ikke fortælle +Rudolf; han var for det første ingen Ven af Naturbeskrivelser, +endnu mindre af Fodture, og saa +kendte han knap hendes Familie her og slet ikke +Hr. Herredsfuldmægtig Johan Lundsten. Hun +havde selv truffet ham første Gang i denne +Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet +Vikkebjærg hvert Aar paa denne Tid. Lundsten +var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var +ikke helt ung, kunde vel være i Nærheden af de +Fyrre. +</p> + +<p> +Valborg havde troet, at hun skulde være +eneste Gæst i den stille Præstegaard, hun brød +sig ikke meget om at være imellem mange +Mennesker paa Landet og blev halv gnaven, da +<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a> +Onkel Harald otte Dage efter hendes Ankomst +meldte sin Søstersøns Besøg. +</p> + +<p> +»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin +Onkel sige til sin Kone en Aften, de gik op og +ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i +Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages +Tid, maaske ikke en Gang <em>saa</em> længe. Vort stille +Liv kan jo umulig i Længden være noget for ham. +Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede +ham efter bedste Evne. Det er godt, at Valborg +er her, det er da altid Ungdom, skønt hun er +noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, +han bliver jo altid sig selv lig«. Valborg hørte +sin Onkel le sagte som i Erindringen om noget +meget morsomt. +</p> + +<p> +»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! +Godt, at Valborg er en forlovet Pige og saa sat +og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være +videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan +ikke forstaa, at Du altid undskylder ham, er det +fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den +Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke +noget godt Ord paa sig. Kan Du huske —«. +</p> + +<p> +Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede +sig fra Lysthuset, men saa meget skønnede +hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun +hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let +Sommerfuglenatur, som holdt af Kvinder. Det +<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a> +kunde i Grunden være ganske morsomt at se +saadan en, og, som Faster Helene havde sagt, +der var jo ingen Fare for hende selv. +</p> + +<p> +Saa var han da kommen Dagen efter. Han +var ikke smuk, Valborg blev ved første Øjekast +skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn +Don Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være +en meget almindelig Herre. Hans rødlig blonde Haar +havde allerede saa smaat begyndt at graane og +dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans +Træk var hverken sjælden fine eller ædle, Læberne +tynde, Øjnene af ubestemmelig Farve, — +blaa eller graa mente Valborg — Figuren af +Middelhøjde, Bevægelserne og Gangen den fuldendte +Verdensmands. +</p> + +<p> +De blev forestillede for hinanden, og Valborg +viste ham om i Haven. De kom snart i en ret livlig +Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt og +ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til +at se lige op i hans Ansigt og møde hans Blik. +</p> + +<p> +Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, +han var almindelig. Hans Øjne vare da de mærkeligste, +hun havde set. De vare hverken store +eller glansfulde i sig selv, men alt som han saa +paa hende, bleve de ligesom mørkere og mørkere, +større og større, og der tændtes en underlig smilende +Glød i dem. Aldrig havde hun set noget +lignende! Da hun endelig tog Blikket til sig, +<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a> +følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog +længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op +paa ham. +</p> + +<p> +Han var meget livlig og underholdende, fik +ordnet Køre- og Sejlture og fik Valborg til at +interessere sig for Botanik, hvori han selv var en +Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture +i Omegnen for at finde Planter, og han tilbød velvilligt +at hjælpe hende tilrette med Ordningen af +en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor +Lyst til at skaffe sig. +</p> + +<p> +Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig +udmærket den Sommerferie, havde aldrig moret +sig bedre. +</p> + +<p> +Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, +men havde uden altfor stor Vanskelighed ladet sig +overtale til at blive længer, og nu havde han +været der i elleve Dage. +</p> + +<p> +For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at +hente Posten. Derfor vilde hun benytte hans +Fraværelse til at skrive til sin Forlovede. +</p> + +<p> +Men <em>hvad</em> skulde hun skrive? +</p> + +<p> +Der var i Virkeligheden saa meget, og dog +var det, ligesom der til ham slet intet var at +meddele, — men noget maatte der jo males op, +og <em>nu</em> maatte det gøres. I Eftermiddag skulde +Lundsten og hun en lang Tur til »Fuglebakken«, +et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra +<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a> +Vikkebjærg, saa blev der ingen Tid til at +skrive. +</p> + +<p> +Altsaa: +</p> + +<div class="letter"> +<p class="addr"> +»Kære Rudolf! +</p> + +<p class="noindent"> +Tak for Dit Brev! Det glæder mig at høre, at +Dine Forretninger gaar saa godt. Hvad mig angaar, +har jeg det udmærket og morer mig godt. +Vi er ofte ude, her er saa dejligt alle Vegne. I +Dag er det en stegende Hede. Hvordan mon +det er inde i Byen? Jeg tænker, der er knap +til at være! Du gaar vel tit paa Tivoli o. s. v. +og nyder den Tid, Du endnu har tilbage af Dit +Ungkarleliv, Stakkel? Hils Moder og mine +Søskende, hvis Du ser dem. Hils ogsaa alle +gode Venner! Ja, undskyld, men i denne Varme +vilde det virkelig være ubarmhjærtigt af Dig +at forlange mere af mig, altsaa kun en venlig +Hilsen. +</p> + +<p class="sign"> +Din hengivne Valborg.« +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun +lagde Brevet i Konvolut og skrev udenpaa: +</p> + +<div class="letter"> +<p class="addr"> +»Hr.<br> +Grosserer Rudolf Harten,<br> +Amagertorv,<br> +København.« +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +»Saa, nu er det besørget!« +</p> + +<p> +<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a> +Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende +at gøre Toilet til Middagsbordet. Hun tog en let, +hvid Musselinskjole paa, den klædte hende rigtig +godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen +til at se frisk og — ja virkelig <em>godt</em> ud — +her paa Landet! Og som hun morede sig! Og +endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt +og fast overtydet om at komme til at kede sig +rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven, +Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi +nu efter sin Forlovelse havde hun jo begyndt at +komme saa meget ud og nyde Hovedstadens Fornøjelser, +som hun før kun havde kendt gennem +Venindernes Skildringer. +</p> + +<p> +Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik +Lyst til at lade den lange blankbrune Fletning +hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde +se, hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte +sig dog, det lignede jo ikke noget, at en +forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun +var ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar. +</p> + +<p> +Men underligt var det nu, hun havde aldrig +vidst af, at hun var forfængelig, før herude paa +Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit +nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit +Ydre. Ikke en Gang den Aften, hun ventede +Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja +paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig. +</p> + +<p> +<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a> +Men nu var det noget helt andet, hun havde +gjort de tusinde Opdagelser med Hensyn til +sig selv. +</p> + +<p> +Hun havde før haft sit Haar strøget glat op +fra Tindingerne, men nu havde hun faaet Øjnene +op for, at det var uskønt og nonneagtigt og +havde klippet sig Pandekrøller, der gjorde en +meget heldig Virkning. Dernæst var hun kommen +paa det rene med sig selv om, at lyse Farver +klædte hende bedst, og at hendes Holdning og +Gang var rædsom og trængte til at forbedres ved +stadig Opmærksomhed og Umage. +</p> + +<p> +Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, +stadig nynnende, en stor mørkerød Nellike i sit +Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig +og eftertænksom med Blikket fæstet paa +sin Ring. +</p> + +<p> +Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, +men havde haft Friplads i en af Byens bedste +Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende +Folks Børn. Hun havde ofte gæstet +sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at ogsaa +hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt +og sorgfrit. Men det var der ingen Udsigt til. +Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun +brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler +skulde være af det allerbilligste Stof, Fornøjelser +var noget, der ikke kunde skaffes Raad +<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a> +til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom +og Ungdom. I sin Fritid maatte hun som den +ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde +(de holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre +Brødre paa samme Tid, som hun lærte sine egne. +</p> + +<p> +Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i +Musik af en gammel, musikalsk Onkel, der spillede +gratis med hende, hun blev meget flink, og +som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at +give Timer selv. +</p> + +<p> +I Førstningen var det noget nyt og oplivende at +kunne ernære sig selv, i det mindste hvad Ophold +og Klæder angik, men Valborg var intet Arbejdsmenneske, +og hun endte med at finde sin Stilling +som Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. +Hun længtes brændende imod en lys, let +Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden +Spor af Livsglæde og Munterhed, og svigtede +aldrig. Kun spurgte hun ofte sig selv, naar hun +efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, +hvorfor nogle skulde have nok af alt og kunde +gjøre sig Livet behageligt paa alle Omraader, medens +andre maatte anstrænge sig og slide for hver +Bid, de puttede i Munden. +</p> + +<p> +Flere af hendes Skoleveninder kendte hende +endnu og vekslede Hilsen med hende, naar de i +deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi +paa Routen, medens hun selv næsten løb for at +<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a> +komme tidsnok til en Time til 35 Øre. Da +hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger +mellem deres moderne, kostbare +Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som mindst +var tre Aar gammel. +</p> + +<p> +Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning +af, hvad hun kaldte »en fri, lykkelig, sorgfri Tilværelse«, +hun lovede sig selv, at skulde hun +nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en +velstaaende Mand, thi ved sit eget Arbejde kunde +hun dog aldrig drive det til noget videre, hun var +nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, +jævn musikalsk Begavelse. +</p> + +<p> +Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa +skænkede hun dog aldrig Kærligheden en Tanke. +»Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes +Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for +sit Vedkommende, at der findes en stor Livsmagt, +der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været +forelsket. +</p> + +<p> +Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der +gør almindelig Lykke. Hun havde, skønt hun +langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at +kalde: Herretække. +</p> + +<p> +Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg +saamænd aldrig blev gift. Hun passede ogsaa +glimrende, sagde de, til at være Lærerinde +hele sit Liv. +</p> + +<p> +<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a> +Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille +Sind, at det skulde blive Usandhed. +</p> + +<p> +Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt +Herrernes Øjne til sig, hun skulde opdages +tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer +Harten. +</p> + +<p> +Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor +hun gav Undervisning. Han blev paa sin rolige, +forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, +han fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig +Pige, saa fri for alt Pjat og Koketteri, og +efter i et Aarstid vejende og prøvende at have +set paa hende i Afstand og ikke ladet sig mærke +med noget, rykkede han frem og sendte hende et +nysseligt og korrekt Frierbrev. +</p> + +<p> +Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, +skønt det kom uventet, kun kom hun i Bevægelse +ved Bevidstheden om, at nu lod hendes +Drøm til at skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren +var om end ikke hovedrig saa dog +velhavende, og dertil var han opmærksom og +hensynsfuld og saa godt ud, en stor, fastbygget, +stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et Par +venlige Øjne og en dyb, blød Stemme. +</p> + +<p> +»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun. +</p> + +<p> +»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære +Barn!« +</p> + +<p> +<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a> +Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne +uventede Udsigt til Forbedring i deres Kaar. +</p> + +<p> +Valborg betænkte sig. +</p> + +<p> +Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, +været udelukkende optaget af det staaende Spørgsmaal, +hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte +Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt +eller intet om Børnenes indre Liv. +</p> + +<p> +Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som +hun aldrig havde haft Fortrolighed til og som +hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var halvt +fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa +»Kærlighed«, men ansaa Tillid, Højagtelse og +Venskab for det største, der kunde gives og modtages +her paa Jorden? +</p> + +<p> +Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde +kun give Stødet til lange Forklaringer, Misforstaaelser +— Kedsommeligheder! +</p> + +<p> +Altsaa svarede hun med et roligt Smil: +</p> + +<p> +»Ja, Moder, jeg holder af ham!« +</p> + +<p> +Og saa kom Grossereren. Han var glad over +at have vundet Valborg, han saa hende allerede +som sin Hustru, det vilde være noget andet end +den triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin +og ung, saa hyggelig og elskværdig, hun vilde +være i Stand til at gøre ethvert Hus til et tiltalende +Hjem. +</p> + +<p> +Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, +<a id="page-95" class="pagenum" title="95"></a> +der hænger over deres udkaarne ved enhver Lejlighed +med Kys og Kæleord, det vilde Valborg +have fundet afskyeligt. Han kyssede hende, +naar han kom og gik, paa en lidenskabsløs og +forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og +fornøjeligt ved sig. +</p> + +<p> +Hun syntes udmærket godt om at komme +meget ud og være fri for alle sine Undervisningstimer. +Hun var henrykt over hans Foræringer. +Jo, hun var som skabt til at have gode +Dage. +</p> + +<p> +Og hun vilde ikke have været en ung Pige, +om hun ikke ogsaa en Gang imellem havde ladet +sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den +Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra <em>dog</em> +ikke Ret, hun skulde ikke gaa hele sit Liv som +Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet +ud. Og samme Fanny og Petra vare endnu ikke +forlovede, skønt de langtfra vare Fjender af det +stærke Køn. +</p> + +<p> +Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, +hvor han indførte hende, syntes Folk om +hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var +en tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og +passede udmærket for ham. +</p> + +<p> +Der var gensidig Tilfredshed. +</p> + +<p> +Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de +vare blevne forlovede om Foraaret. +</p> + +<p> +<a id="page-96" class="pagenum" title="96"></a> +I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig +være hos sin Onkel paa Østkysten af Jylland. Og +her var hun nu. — +</p> + +<p> +Valborg stod længe i Tanker, — alt havde +været saa godt og saa rart, hun havde set Fremtiden +i Møde med saa megen Tryghed og stille +Tilfredshed. Harten og hun havde saa tidt talt +om, hvorledes deres Hjem skulde indrettes, og +hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun +skulde træde ind i det første Gang. +</p> + +<p> +Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var +<em>rigtig</em> glad mere, hun var just ikke ked af +noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt +paavise noget, der havde gjort hende utilfreds, +kunde hun ikke. +</p> + +<p> +Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten +var kommen, skænket sin Fremtid en Tanke, +og denne Tanke gjorde hende ikke, som den +plejede, fornøjet, — det forekom hende paa en +Gang, at der i hendes hyggelige, lille Fremtidsmaleri +manglede noget! +</p> + +<p> +Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! +Og hun troede endda, at hun var kommen +ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge +Alder til. Og hun var 24 Aar. +</p> + +<p> +Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet +end Varmen. Puh, saa lummert det var. Der +var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid +<a id="page-97" class="pagenum" title="97"></a> +saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det +slog hun fast. +</p> + +<p> +»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en +kraftig, klar Mandsstemme nede ved Foden af +Loftstrappen. +</p> + +<p> +Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, +skrænt Blik i Spejlet, rettede nervøst paa Nelliken, +— og raabte saa: »Nu kommer jeg, — +nu kommer jeg!« idet hun løb ned ad Trappen. +</p> + +<p> +»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille +Valborg?« spurgte Onkel Harald, medens de sad +omkring Middagsbordet. +</p> + +<p> +»Ja, Onkel!« +</p> + +<p> +Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet +»Kæreste« havde faaet en underlig, irriterende +Klang for hende, det lød saa følsomt, det forudsatte +med saadan en flot Sikkerhed, at han var +hende »kær«. +</p> + +<p> +Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, +det Udtryk holdt sig da ved Jorden og +indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at +man kunde svare til dem. +</p> + +<p> +Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at +Harten og hun gik omkring og spillede Klister +og Malle! Uh! +</p> + +<p> +Hun var kommen i Vane med altid at svare +paa Spørgsmaal vedrørende hendes »Kæreste« +<a id="page-98" class="pagenum" title="98"></a> +med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min +Forlovede —«. +</p> + +<p> +En Gang havde hun efter et saadant Svar +mødt Lundstens Blik. Han havde let saa smaat, +øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller +andet. — +</p> + +<p> +»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte +han, inden de rejste sig fra Bordet. »Vejen gaar +Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode +Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem +Krat og Brombærranker, — forskrækker det Dem +slet ikke?« +</p> + +<p> +»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende +Øjne, »det bliver netop dejligt!« +</p> + +<p> +Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den +Tur, aldrig havde hun troet, man kunde glæde sig +saadan til noget. — +</p> + +<p> +»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en +fornuftig Pige, som hun er, vilde jeg ikke tillade, +at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde +Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de +to »Botanikere« vandre ud af Porten. +</p> + +<p> +»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!« +</p> + +<p> +»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke +opførte sig passende overfor hende, vilde hun selv +gøre en Ende paa deres Ture!« +</p> + +<p> +»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg +<a id="page-99" class="pagenum" title="99"></a> +er jo desuden garderet. Lad dem dog more +sig, lille Helene!« +</p> + +<p> +Og de to morede sig. +</p> + +<p> +Han syntes virkelig godt om hende, og saadan +ganske varsomt at bane sig et lille Stykke Vej +ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen +Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han +altid havde haft Talent til i rette Øjeblik at gøre +Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange +Aars Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at +Valborg var stærkt paa Veje til at synes om ham, +men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. +Herre Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid +har man Lov at slaa sig løs, at flagre lidt, bagefter, +ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret! +</p> + +<p> +Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at +gøre sig klart Rede for, hvad hun følte. Hun +vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun +kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, +og talt med ham og med korte Mellemrum +set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, +men saa smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde +en Mand set saadan paa hende! +</p> + +<p> +De gik langs med Fjorden. Blank og stille +laa den i Eftermiddagssolen, et enkelt hvidt eller +rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par +Maager kredsede langt ude med deres lange, +hvide Vinger. Til den anden Side laa høje, skovgroede +<a id="page-100" class="pagenum" title="100"></a> +Skrænter. Her var saa smukt overalt, +hvorhen man saa. Valborg fik Lyst til at give +sig til af fuldt Bryst at istemme saadan noget +som: »<em>Dejlig</em> er Jorden!« +</p> + +<p> +Hun syntes, hun trængte til at give sin +overstrømmende Livsglæde Luft paa en eller +anden Maade, enten ved at synge, — eller danse +hen ad Vejen, — eller — græde! For her var +saa smukt, — saa smukt, — hun havde aldrig +troet, man kunde blive saa greben af Naturens +Skønhed. Det var første Gang, hun ret følte, at +hun var ung og ejede en Rigdom af frodige Livskræfter. +</p> + +<p> +»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi +bedre i Trit?« +</p> + +<p> +Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog +hun imod den fremrakte Arm med et lykkeligt +Smil og rødmende Kinder. +</p> + +<p> +De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og +Damer, et Selskab fra den nærliggende Herregaard. +</p> + +<p> +Valborg kendte et Par af dem og hilste. +</p> + +<p> +»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« +sagde Lundsten, da de gik videre, »hendes, der +sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, +et komplet Clownkostume, der manglede kun +Bjælderne! Jeg forstaar ikke, hvor en ung Pige +<a id="page-101" class="pagenum" title="101"></a> +kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, +selv om Moden kræver det <em>ti</em> Gange!« +</p> + +<p> +Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede +intet bedre end saadan et let, tyndt Stof +som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten +kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — +især naar man havde saa fyldig og hvid en Arm +som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, +men han sværmede nu en Gang for den Slags +gennemsigtige Tøjer. +</p> + +<p> +Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt +ikke noget at sige, ønskede kun, at han vilde +sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa +dejligt, at han syntes, hun klædte sig med Smag! +</p> + +<p> +De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. +Det var ikke dybe og interessante Emner, de drøftede. +Lundsten lod kun til at være i sit Element +i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt +Mærke til, at han altid behændig vidste at sno +sig bort, naar Onkelen vilde have ham ind paa +alvorligere Ting. +</p> + +<p> +Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været +lykkeligere ved en Samtale! +</p> + +<p> +Fra Tid til anden bukkede han sig ned og +plukkede en Blomst, som han rakte hende, og +opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone +til at undersøge den og bestemme dens Klasse +og Familie. +</p> + +<p> +<a id="page-102" class="pagenum" title="102"></a> +Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost. +</p> + +<p> +»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn +før, at de alle saa saadan paa os? De tænkte +vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm +i Arm!« +</p> + +<p> +Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun +for sig selv: »Og hvis de nu havde haft Ret, +— hvis han og jeg var forlovede, — han og +jeg? — —« +</p> + +<p> +Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte +at stige op. Valborgs klare Kjole fik den +ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det? +Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de +mest ufremkommelige Steder en Haand, ja +somme Tider to. Han havde valgt denne Vej +i Stedet for den banede Sti, fordi han paastod, +her var flest vilde Blomster. +</p> + +<p> +»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved +Maalet!« +</p> + +<p> +Han selv var naaet til Toppen og stod nu og +rakte begge Hænder ned til hende; medens hun +stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun +grebet uimodstaaelig stærkt af en Tanke: +</p> + +<p> +»Hvis det var <em>ham</em>, jeg til Efteraaret skulde +have Bryllup med!« +</p> + +<p> +Og denne Tanke voldte hende den hæftigste +Hjærtebanken. Hvis det var ham! +</p> + +<p> +<a id="page-103" class="pagenum" title="103"></a> +Med Lynfart gik det igennem hende, at der +var noget, — noget ved Lundsten, det kunde +ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand +ejede dette noget uden han. +</p> + +<p> +Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart +ved hans Side. +</p> + +<p> +»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her +ikke smukt?« +</p> + +<p> +Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre +Kommando, den dejlige Udsigt blev kun som en +Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, +hendes Indbildning dannede sig. +</p> + +<p> +Hun var hans Hustru, — han havde sagt, +at han holdt af hende, — han havde kysset hende, +— og under brusende Orgelspil havde de vandret +ned gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu +stod de i deres eget Hjem, — aa, det gjorde ligemeget, +om det var rigt eller fattigt, — og han +bøjede sig ned til hende, — og hans Øjne vare +saa tæt ved hendes, de brændte hende lige ind i +Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han +sagde saa blødt og inderligt: »Valborg, min egen +Hustru!« +</p> + +<p> +Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte +vist være syg, — hun, den rolige, beregnende +Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler +ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest +<a id="page-104" class="pagenum" title="104"></a> +prosaiske af alle prosaiske Ægteskaber? Hvad +var der dog i Vejen med hende? +</p> + +<p> +Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten +og vendte sig om til ham, ligesom for at søge +Svaret. +</p> + +<p> +Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, +saa var det bleven hende klart, at hun elskede +ham. +</p> + +<p> +Hendes første Følelse var jublende Lykke ved +at give hele sit Hjærte og hele sin Sjæl til en +anden, — det var som noget bølgende, varmt og +mildt tog hende med sig og hyllede hende <a id="corr-13"></a>ind, hvor +var det dejligt at være ung og føle sit +Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i +næste Nu stod Virkeligheden, den før saa trygge, +venlige Virkelighed, mørk og isnende for hende. +</p> + +<p> +»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid +giver jeg mig helt og uigenkaldeligt, — og nu +har jeg forelsket mig i en anden, en, der for +fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om +hvem jeg kun ved, at han har dejlige, lokkende +Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem +Blomster, fra Kvinde til Kvinde. Hvorledes er +dog dette kommen over mig?« +</p> + +<p> +Hun anede, at Kærligheden, denne store +Naturmagt, om hvis Tilværelse hun havde tvivlet, +med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt +krævede sit. +</p> + +<p> +<a id="page-105" class="pagenum" title="105"></a> +»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten +muntert. »Se, De har tabt alle Deres Blomster!« +Han rakte hende dem. »Der kan De se, +jeg havde Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for +Dem! — Skal vi saa sætte os her paa Bænken +og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes +dejlige Stikkelsbærkager?« +</p> + +<p> +Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som +vilde hun kaste alle Bekymringer og Spørgsmaal +fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give sig +hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter +kunde der saa komme, hvad der vilde! Det var jo +Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme +i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det +gjaldt da kun om at holde paa denne dejlige +Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu +tære paa i hele den lange, rolige Eftersommer, som +vilde komme. Hun elskede Lundsten, han maatte +gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han +vilde til hende, hun vilde tage det altsammen +med aabent, taknemmeligt Hjærte, saa længe hun +havde Lov. +</p> + +<p> +»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« +sagde hun livligt, »jeg har aldrig været saa +lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget +at drømme om, naar man til Vinter sidder i sin +Kakkelovnskrog.« +</p> + +<p> +»Og drikker The sammen med sin Grosserer! +<a id="page-106" class="pagenum" title="106"></a> +— De vil tage Dem ypperlig ud som Frue, Frøken +Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er +netop Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste +Ægteskaber!« +</p> + +<p> +»Hvor ved De dog ...?« +</p> + +<p> +»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er +saamænd ikke den, der laster Dem derfor; et Fornuftgiftermaal +er virkeligt — fornuftigt. Jeg har +maaske selv i Sinde at indlade mig i et lignende. +Min Familie snakker saa meget for mig om at +gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det +under Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille +Pige, — nej, for Resten Pokker ikke lille, — en +rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline +hedder hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i +hende end i saa mange andre, — men hun siges +at være det i mig, — eller tror at være det, — +men som sagt, det er endnu ins blaue hinein.« +</p> + +<p> +Valborg lyttede ubevægelig. +</p> + +<p> +Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham +kun, hvad vel Snese af unge Piger havde været +og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i +Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, +havde han sagt til alle de andre, — og set paa +dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, +nu i Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de +lette, ligesom tilfældige Berøringer hende og hende +alene. +</p> + +<p> +<a id="page-107" class="pagenum" title="107"></a> +»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! +Og her har Deres mageløse Faster +saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, +— og et Glas uden Fod, — det er nok, hvad +man kalder et Skovglas, — ikke sandt? Jeg synes, +De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte +Kage? — Aa, hvor De dog har en nydelig Haand! +Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog hendes +Haand, klappede den blødt og sagte og skød den +blanke Guldring op og ned paa Fingeren. »Ja, +rigtig en nydelig formet lille Haand, — med Smilehuller!« +</p> + +<p> +»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om +Opskriften paa de Kager«, sagde Valborg; hun +indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to +varme, smilende Øjne paa sig i Længden kunde +blive for meget af det gode. »Jeg maa jo nemlig +vænne mig til Huslighed nu!« +</p> + +<p> +»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, +hvordan Deres Hjem skal indrettes! Det interesserer +mig altid at høre saadanne unge vordende +Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede +Fremtid!« +</p> + +<p> +Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt +sig med »vordende« Fruer. Havde han ogsaa +taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene, +sagt, han syntes om deres Dragt? +</p> + +<p> +Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle +<a id="page-108" class="pagenum" title="108"></a> +om, hvor de skulde have Lejlighed, at hun +altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, +— hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — +den skulde blive saa hyggelig, — mange Blomster, +Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — +nogle rigtig magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano. +</p> + +<p> +»Bliver der ikke yndigt?« +</p> + +<p> +»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der +og besøge Dem, som De indbød mig til forleden +Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke +sandt? — og tale om Sommeren, — der +svandt — —.« +</p> + +<p> +Han havde lagt Armen om hendes Liv, — +og hun ønskede bare at lukke Øjnene og knuge sig +op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, +at han havde lært hende, hvad hun aldrig før +havde drømt om, at han ikke skulde bryde sig +om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, +men kysse hende og holde af hende en kort +Stund, om det saa kun var en Dag, — saa kunde +han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, +— og gifte sig med den smukke, høje, blonde +— aa, men blot holde af hende en kort, +kort Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret +saa han et Udtryk af stille, men lidenskabelig +Nyden om hendes Læber. +</p> + +<p> +Han følte, at hun droges ind imod ham, hun +<a id="page-109" class="pagenum" title="109"></a> +som de andre! Godt, at hun giftede sig! Hendes +Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig +Pige. +</p> + +<p> +»Valborg!« sagde han mildt. +</p> + +<p> +Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt +ved sin Kind. +</p> + +<p> +»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme +denne Dag, — vi vil tale om den, naar vi igen +ses — i Deres Hjem.« +</p> + +<p> +Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte +Haanden op til Panden, som om hun vaagnede af +en forvirret Drøm. +</p> + +<p> +»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar +jeg ... <em>nej, det er bedst, De ikke kommer!</em>« +</p> + +<p> +Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de +sad længe stille uden at veksle et Ord. — —. +</p> + +<p> +De valgte den banede Sti hjemad, ganske +langsomt gik de ned ad Bakken. Hans Arm blev +ved at ligge om hendes Liv. +</p> + +<p> +De talte ikke meget paa Hjemvejen. +</p> + +<p class="tb"> +* * * +</p> + +<p class="noindent"> +Da de endelig nærmede sig Landsbyen og +allerede saa Kirkespiret lyse i Aftensolen, gjorde +han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt. +</p> + +<p> +»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster +der?« +</p> + +<p> +<a id="page-110" class="pagenum" title="110"></a> +»Jeg tror det, — men de er næsten visne.« +</p> + +<p> +»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa +er de friske til i Morgen og kan da presses, — +naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?« +</p> + +<p> +»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, +ikke?« +</p> + +<p> +Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale +om Botanik i Gang, saa de ikke saa altfor højtidelige +ud, da de naaede Præstegaarden. +</p> + +<p> +Valborg sagde, at hun var lidt træt og vilde +gaa til Ro straks. — +</p> + +<p> +Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse +og saa ud uden at se noget, hun gennemgik i +Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit +fremtidige Hjem. Nu var der kommet en Forestilling +til, som ikke lod sig afvise: »Hvis nu jeg +havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant +Hjem med, — hvis det havde været <em>ham</em>!« +</p> + +<p> +Hun følte sig glødende varm over hele Legemet +ved denne Tanke, Pulsene slog, og hun gled +hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig +Tilstand, idet hun hengav sig til denne Følelse. +</p> + +<p> +Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun +Vinduet, — Sommeraftenens Duftstrømme var nok +ved at stige hende til Hovedet. +</p> + +<p> +»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte +hun, »eller gid <em>han</em> vilde! — og alligevel, — saa +længe som mulig, — saa længe som mulig vil +<a id="page-111" class="pagenum" title="111"></a> +jeg være i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke +oftere. Et nyt Liv ligger rede til at optage mig, +— jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, +— intet andet! Jeg er jo ung, — maa +som alle andre have min Kærlighedsrus, — men +min vil blive kort, — min <em>skal</em> blive kort.« +</p> + +<p> +Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, +bed Tænderne sammen, — hun <em>vilde</em> ikke være +ulykkelig — aldrig! +</p> + +<p> +Mens hun klædte sig af, bankede det paa +Døren, det var Stuepigen Ane, som spurgte, om +der var noget, Frøkenen ønskede. +</p> + +<p> +Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke +var let at blive af med. Da hun havde bragt +Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende +og underholdt hende velvilligt med alt, hvad der +var passeret i Landsbyen og hvilke fremmede, der +var paa Herregaarden. +</p> + +<p> +»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan +blive til noget?« spurgte hun, da hendes Nyhedsforraad +var sluppet op. +</p> + +<p> +»Ja, det var en rigtig rar Tur.« +</p> + +<p> +»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en +til at sige pæne Ting, ikke? Sidst han var her, +rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har +han bare Øjne for Frøkenen. En Gang kom han +bag paa mig dernede i Jordbærrene, som jeg laa +og plukkede, — og han kyssede mig saamænd +<a id="page-112" class="pagenum" title="112"></a> +paa begge Kinder. Naa, men en anden Gang +havde jeg skam min Nød med ham. Det var en +Aften, jeg lyste ham op paa hans Værelse, — +saa tager han min Sandten og lukker Døren i +Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!« +</p> + +<p> +Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit +Haar, hun blev ikke forbavset over Anes Historier, +— hun vidste jo meget godt, at han syntes om +alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for +Tiden om hende i Særdeleshed, — hun vidste det +saa godt, — han lagde jo intet Skjul derpaa — og +som det nu var, kunde det jo ogsaa være det +samme, — akkurat det samme. +</p> + +<p> +»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. +»De maa hellere fortælle mig mere en anden +Gang.« +</p> + +<p> +»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om +Kæresten!« +</p> + +<p> +Om den, der var hende kærest? — +</p> + +<p> +Næste Dag ved Frokostbordet kom der et +Brev til Valborg. +</p> + +<p> +Det var fra Harten. +</p> + +<p> +»Tænk, Rudolf kommer herover og henter +mig, Faster, — vi kan vente ham i Eftermiddag!« +</p> + +<p> +Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende +Blik. +</p> + +<p> +»Skulde det vidunderligste være muligt, — +skulde Du holde af mig, blot halv saa meget som +<a id="page-113" class="pagenum" title="113"></a> +jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — +tag selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, +hvis Du vil!« +</p> + +<p> +Men hun vidste jo i Forvejen Svaret. +</p> + +<p> +»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have +hilst paa Frøken Wohns lykkelige udkaarne, — +men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, +— jeg husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, +Onkel Harald, at jeg er indbudt til Sølvbryllup i +Aarhus, — og det er allerede i Morgen.« +</p> + +<p> +Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og +saa ned paa sin Tallerken. De malede Blomster +og Fugle dansede for hendes Blik. +</p> + +<p> +Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud +i Haven, langt hen i dens mørkeste Gange. Her +gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at +tage Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At +skulle sige Farvel til sin Ungdom og Livsglæde, +netop, som man havde følt den første +Gang! +</p> + +<p> +Han kom ned. +</p> + +<p> +»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« +sagde han muntert, idet han lod, som +han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede +Udseende. +</p> + +<p> +Ja, nu slog Afskedens Time. +</p> + +<p> +»Farvel, min Due!« +</p> + +<p> +<a id="page-114" class="pagenum" title="114"></a> +Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig. +</p> + +<p> +Glæden har Vinger, det er mod dens Natur +at dvæle længe paa et Sted, — og hun havde +mindst af alle Magt til at holde den fast. +</p> + +<p> +Altsaa et Farvel for altid! +</p> + +<p> +Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom +i Gaar. +</p> + +<p> +»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, +sagde han, »glem ikke, at Blomsterne skal +sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i +Deres Samling.« +</p> + +<p> +Han ønskede frem for alt at give Situationen +et Anstrøg af Lethed og Munterhed, — han +havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte +Øjne. +</p> + +<p> +Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde +sagt hende. +</p> + +<p> +Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, +som hun havde sat i sit Bælte om +Morgenen. +</p> + +<p> +»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner +Dem, Valborg!« +</p> + +<p> +Og han gemte den i sin Tegnebog. +</p> + +<p> +Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet +sig en Øvelse i ved slige Lejligheder at røve eller +modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt +en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst +<a id="page-115" class="pagenum" title="115"></a> +gemte Mindet om smukke, tindrende eller sørgmodigt +bebrejdende Kvindeøjne. +</p> + +<p> +Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig +Bitterhed. +</p> + +<p> +»Og hvad Nummer mon min Blomst saa +faar i Samlingen? — Formodentlig 1001«, +tænkte hun. +</p> + +<p> +»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok +af Sted, — lev saa vel, — og Tak for disse +Dage!« +</p> + +<p> +Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med +Graaden, — hun kunde ikke faa et Ord frem. +</p> + +<p> +Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme +op og kyssede hende paa Armen, den +smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i +Gaar. Et langt, ømt Kys! +</p> + +<p> +Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik. +</p> + +<p> +Men han vendte tilbage, kom atter hen til +hende og hviskede i en beroligende, kælende Tone, +som til et Barn: +</p> + +<p> +»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, +— er De ikke?« +</p> + +<p> +Og saa var det Alvor. Han var borte. +</p> + +<p> +I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte +synke helt sammen, at hun aldrig kunde blive +sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af +Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den +længe tilbageholdte Graad frit Løb. +</p> + +<p> +<a id="page-116" class="pagenum" title="116"></a> +Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, +tørrede Øjnene, glattede sit Haar og sin Dragt. +Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen +var hun af sit ny Forsæt. +</p> + +<p> +Han, den fremmede, som han trods alt var, +skulde ikke rejse bort og tage denne Afsked som +det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for +meget for hendes Stolthed, <em>for</em> ydmygende! +</p> + +<p> +Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig +Pige. Ja, det vilde hun være. Og hun løb op +paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde +se ud over den Vej, han maatte gaa ad til Stationen. +</p> + +<p> +Her blev hun staaende og ventede paa ham. +</p> + +<p> +Et Blik i Lommespejlet havde overbevist +hende om, at hun saa fuldkommen rolig og behersket +ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at +han efterlod et knust Hjærte. — +</p> + +<p> +Der kom han forbi med Præsten, som vilde +følge sin Nevø paa Vej. +</p> + +<p> +»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter +Stemme, og forbavset saa han Valborg, som han +havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede +Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu +rolig, smilende og venlig, som om intet var +hændet. +</p> + +<p> +Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse. +</p> + +<p> +Hun tog sig godt ud. +</p> + +<p> +<a id="page-117" class="pagenum" title="117"></a> +Han blev nødsaget til i Steden for Billedet +af den sørgende unge Pige i Nøddegangen, hende, +hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig +Mindet om en frisk, livfuld Kvinde, der med en +flatterende Solstraale spillende paa sit brune Haar +og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, +stod og smilede og viftede til ham. Hun saa +ikke ud til nylig at have levet sit tungeste Øjeblik. +</p> + +<p> +Halvt beroliget over altsaa ikke at have +noget at bebrejde sig, halv gnaven i sin saarede +Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i +Stand til at glemme næsten lige saa let som han, +og at hun allerede nu vilde vise ham, at hun +vilde betragte det hele som Feriesværmeri. +</p> + +<p> +»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket +ung Pige!« kunde han ikke afholde sig +fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem +Beundring og Misfornøjelse. +</p> + +<p> +Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, +nikke og smile, ligesom hun havde gjort +for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin Indtrædelse +i Præstegaarden. +</p> + +<p> +Det var, som alt det mellemliggende aldrig +havde været. +</p> + +<p> +Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, +satte hun sig ned paa Bænken og gennemgik +<a id="page-118" class="pagenum" title="118"></a> +saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet +mellem Lundsten og hende. +</p> + +<p> +Hvad havde det været? +</p> + +<p> +Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne +paa sig, kunde hun tænke klarere derover. +</p> + +<p> +Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, +Leg, Sommeradspredelse, — fra hendes Side saa +meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin +Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig +havde troet muligt. +</p> + +<p> +Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være +forelsket. +</p> + +<p> +Og nu var det forbi. +</p> + +<p> +Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, +den dygtigste af alle Læger, vilde vel ligesaa godt +have Raad for hendes lille Sygdom som for saa +utallige andres. +</p> + +<p> +Det sværeste var egentlig kun at tænke sig +Fremtiden saa nøgtern og tom paa Kærlighed, nu +hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse +vil sige. +</p> + +<p> +Men det gik nok, — det vilde altsammen +rette sig, — bare give Tid, — bare resignere. +</p> + +<p> +Hun havde siddet der og grundet et Par +Timers Tid, uden at hun vidste af det. Nu saa +hun paa sit Uhr. +</p> + +<p> +»Men Rudolf maa jo snart være her!« +</p> + +<p> +<a id="page-119" class="pagenum" title="119"></a> +Hun vilde ind og klæde sig om, — hun +maatte se pæn ud, det satte han megen Pris paa. +</p> + +<p> +»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et +Øjeblik. Den vilde hun gemme og aldrig, aldrig +bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske +Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, +at der for stedse vilde knytte sig Minder til denne +Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, +bedre, meget bedre var det netop at gaa med den +og slide den samtidig med Erindringen, saa vilde +de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang. +</p> + +<p> +Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig +havde sagt Farvel til Lundsten, hørte hun +Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. +Var det ikke Rudolfs? +</p> + +<p> +Hun standsede og lyttede. +</p> + +<p> +»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster +Helene, »se Valborg, hvad jeg har her til Dig!« +</p> + +<p> +Og paa det samme Sted, hvor hun havde +taget Afsked med sin Kærlighed, gik Valborg nu +sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige +sikre, milde Ro. +</p> + +<p> +Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft +og Beregning, — her stod hun Ansigt til +Ansigt med Virkeligheden, — den solide. +</p> + +<div class="trnote chapter"> +<p class="transnote"> +Afskriverens bemærkninger +</p> + +<p> +<b>Afskriverens rettelser:</b> +</p> + + + +<ul> + +<li> +... <span class="underline">skevne</span> Sider i det allermindste, de begyndte ...<br> +... <a href="#corr-2"><span class="underline">skrevne</span></a> Sider i det allermindste, de begyndte ...<br> +</li> + +<li> +... Edith, <span class="underline">hel</span> forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...<br> +... Edith, <a href="#corr-4"><span class="underline">helt</span></a> forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...<br> +</li> + +<li> +... at vide, hvad hun sagde<span class="underline">;</span> ...<br> +... at vide, hvad hun sagde<a href="#corr-5"><span class="underline">:</span></a> ...<br> +</li> + +<li> +... mildt tog hende med sig og hyllede hende <span class="underline">ind-hvor</span> ...<br> +... mildt tog hende med sig og hyllede hende <a href="#corr-13"><span class="underline">ind, hvor</span></a> ...<br> +</li> +</ul> +</div> + + +<div style='text-align:center'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 75414 ***</div> +</body> +</html> + diff --git a/75414-h/images/cover.jpg b/75414-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..663c66f --- /dev/null +++ b/75414-h/images/cover.jpg diff --git a/75414-h/images/logo.jpg b/75414-h/images/logo.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..eaf156a --- /dev/null +++ b/75414-h/images/logo.jpg |
