diff options
| author | Roger Frank <rfrank@pglaf.org> | 2025-10-15 04:42:28 -0700 |
|---|---|---|
| committer | Roger Frank <rfrank@pglaf.org> | 2025-10-15 04:42:28 -0700 |
| commit | 525408b316afec9f66c6224bccc8305e5c348a3b (patch) | |
| tree | d2415ac04b63d1fc842a94df89af5bf237d731c1 | |
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 13599-0.txt | 4258 | ||||
| -rw-r--r-- | 13599-h/13599-h.htm | 3145 | ||||
| -rw-r--r-- | 13599-h/images/ambrosius.jpg | bin | 0 -> 36185 bytes | |||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 | ||||
| -rw-r--r-- | old/13599-8.txt | 4648 | ||||
| -rw-r--r-- | old/13599-8.zip | bin | 0 -> 69080 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/13599-h.zip | bin | 0 -> 110094 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/13599-h/13599-h.htm | 3558 | ||||
| -rw-r--r-- | old/13599-h/images/ambrosius.jpg | bin | 0 -> 36185 bytes | |||
| -rw-r--r-- | old/13599.txt | 4648 | ||||
| -rw-r--r-- | old/13599.zip | bin | 0 -> 68795 bytes |
13 files changed, 20273 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/13599-0.txt b/13599-0.txt new file mode 100644 index 0000000..ae48454 --- /dev/null +++ b/13599-0.txt @@ -0,0 +1,4258 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13599 *** + +AMBROSIUS. + +SKUESPIL I FIRE AKTER + +AF + +CHR. K. F. MOLBECH. + + + +NIENDE OPLAG. + +KJØBENHAVN. + +1893 + + + + + +#PERSONERNE.# + + +#Baronen.# + +#Abigael#, hans Datter. + +#Bodil#, hendes Kammerpige. + +#Geheimeraadinden#. + +#Junker Claus#, hendes Søn. + +#Ambrosius Stub#, Student. + +#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien. + +#Jørgen#, Kammertjener. + +#Magister Søren#, Sognepræst. + +#Peder Rasmussen#, Degn. + +#Niels Bruus#, Ridefoged. + +#v. Reinsberg#, Captain. + +#Gjæster#. + + +Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#. + + + +FØRSTE AKT. + + + + + * * * * * + +#Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et +gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over +hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. +Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til +Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.# + + * * * * * + + + + +FØRSTE SCENE. + + +#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Høire).# + +_Abigael._ Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi +see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen +brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig +Regn inden Aften. + +_Bodil._ Troer Frøkenen det? + +_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har +jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed +ikke hvad. + +_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid +i Formiddag. + +_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. +Kammerjunkeren kommer eller gaaer. + +_Bodil._ Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med +Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar +Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn? + +_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke +saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det +er saa længe siden. + +_Bodil_. Saa længe siden? + +_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa +min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første +Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump +Aar siden. + +_Bodil_. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa +Vuggen, men siden har I jo.... + +_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig +ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men +beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har +min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig. + +_Bodil_. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da +bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor? + +_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa +ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men +han rider godt og danser udmærket. + +_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke? + +_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde +jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en +Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, +man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du +og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, +hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at +bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, +saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa +ulykkelig ud--det bliver nok et Præstekald. + +_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en +Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine +Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans +Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os +det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa +ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det +veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte +mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte. + +_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og +dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder +paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den +gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa +vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod +eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har +dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg +ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller +Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem +Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet +mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil +selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!... Nu +maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det +rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke +faaer Øje paa Vognen. + +_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire).# Nei, endnu +er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra +den anden Kant kommer der En. + +_Abigael_ #(som har sat sig paa Bænken).# En Bonde? + +_Bodil_ #(skygger med Haanden for Øinene).# Nei, skjønner jeg ret, er +han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet +midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp. + +_Abigael_. Kommer han her forbi? + +_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er +den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet! + +_Abigael_. Paa din Anbefaling. + +_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke +kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de +fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? +#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.)# +Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser +kan han ogsaa digte. + +_Abigael_. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver. + +_Bodil_. Der er han! + +#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, +kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en +lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for +Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa +Bodil.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Ambrosius_. + + +_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I +har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden? + +_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og +fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad +Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har +Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire. + +_Ambrosius_. Hører I kanskee til Tyendet? + +_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken. + +_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen +til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi +lidt, nu kommer jeg over til Jer. + +_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae +tilbage, om ad Ladegaarden. + +_Ambrosius_. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, +kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi +er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjærdet.)# Saa, her +har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen +hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra +Jer Fæstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen +staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og +kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i +tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal, +den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! +#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, +hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den +igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er +Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har +man en friere Udsigt. + +_Abigael_. Saa skulde I være bleven derude. + +_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting! + +_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den +naadige Frøken. + +_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frøkenen! + +_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder +ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig +derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger. + +_Ambrosius_ #(stolt)# En Løsgænger! #(godmodig).# Naa ja, det er +jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo +prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa +Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I +Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle +gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen +hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe. + +_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl? + +_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de +andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. +Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden! + +_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar +Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem. + +_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet +udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde? + +_Abigael_. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte +nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil +forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en +skikkelig Person. Hvor kommer I fra? + +_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg +konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg +læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom. + +_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen? + +_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt +smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med +Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle +Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en +Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en +Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg +kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet +Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede +paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).# +Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde +saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med +mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i +Kjøbet, maa I troe. + +_Bodil_. En Præken? + +_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu +altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et +lille Svinkeærind til Højre og Venstre. + +_Abigael_. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, +saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, +hvorfor I overgav Studeringen. + +_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg +var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som +var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Røg. + +_Abigael_. Hvad gik op i Røg? + +_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min +Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i +den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var +gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som +begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne +kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var +ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i +Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige +Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre. + +_Abigael_. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke +for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil? + +_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være +omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for +bestandig. + +_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo +hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. +#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden +der ikke er beskaaret Jer Mere. + +_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte +min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden +køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner +for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge +mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til +min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig, +naar I kan kalde alt det Lidt! + +_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en +Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men +I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende. + +_Ambrosius_. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder. + +_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; +skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et +Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel +og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig +høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, +da I kom gaaende? + +_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da +have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, +for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller +ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som +for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa +bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk. + +_Bodil_. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og +Giftermaal ligesom jeg. + +_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en +Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig +derefter. + +_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget +Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske +sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden. + +_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer +Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om. + +_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig +ikke i Hu.... + +_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende? + +_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som +faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med +det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg +mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over +Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig +høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke +hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap +med.--Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til +Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det +andet paa Ryggen. + +_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det +samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke. + +_Ambrosius_. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, +baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, +om det behøves--men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal +det vel sagtens være en Psalme? + +_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men +ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig. + +_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. +Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit +Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at +grønnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og +synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)# + + +"Den kjedsom Vinter gik sin Gang, +Den Dag saa kort, den Nat saa lang + Forandrer sig + Saa lempelig; +Den barske Vind, den mørke Sky + Maa flye, +Man frygter ei, at Sne og Slud +Skal møde dem, som vil gaa ud; + Thi lad os gaae + At skue paa, +Hvor smukt Naturen sig beteer + og leer." + +"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer +Med lange Straaler i sit Haar; + Den varme Krands + Er rette Kands +For alle Ting, som nu maa grye + Paa ny. +See Fuglene i Flokketal +I Luftens vide Sommersal; + Her flyver en + Jo med sin Green, +En anden sanker Haar og Straa + Saa smaa." + +"Ak see et meget yndigt Syn +Paa Skovens grønne Øienbryn! + Den høie Top + Skal klædes op, +Og Vaaren pynter Bøgen ud + Til Brud. +Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn; +Et Hundebjæl, en Lyd af Horn + Er alt hans Spil; + Men hør blot til, +Hvor smukt den Skov ham svare maa. + Derpaa." + +"Ak, see, hvor speileklar og glat +Den Sø dog er i Lave sat...." + + +#(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Baronen._ + + +_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. _Ambrosius_ +og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).# + +Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du +holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de +Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med +Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen +Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige! + +_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og +velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan +rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned +for at see ud efter Vognen. + +_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier +dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente. + +_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, +tænker jeg. + +_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok? + +_Abigael_. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. +Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han +har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var +ifjor, saa.... + +_Baronen_. Hvad saa? + +_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro være bedre. + +_Baronen_. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din +salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal +det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var +Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen +hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, +saa gid...! + +_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har +sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. +Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og +syes og.... + +_Baronen_. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... aa, jeg +gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte +Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din +Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender +sig, faaer han Øje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad +er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven? + +_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den +Skriver, som.... + +_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er +ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og +Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der +faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig +selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter +han paa? + +_Ambrosius_. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min +Røst. + +_Baronen_. Hvad for noget? + +_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og +spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende. + +#(_Jørgen Tjener_ kommer ind.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_De Forrige. Jørgen_. + + +_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? #(til +Jørgen).# Har han noget at sige mig, saa vent! + +_Abigael_. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa +Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da +jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte +jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse +ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at +jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov +baade for hans Røst og Færdighed. + +_Baronen_. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder +ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl +om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer +vi see, hvordan han skikker sig. + +_Jørgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at +blive Degnens Eftermand i Kaldet? + +_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er +mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster. + +_Jørgen_. Men naadige Herre, betænk at.... + +_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Øjeblik over i +Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at +Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, +skulde være noget pikeret, #(til Jørgen.)# Hvad var det saa for et +Ærind, han havde til mig? + +_Jørgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er +greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i +Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om +Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet. + +_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end +Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan følge med og lade Jørgen vise ham +Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten +staaer, saa kan han lære at ride med det samme. + +#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jørgen_ til +Højre.)# + +_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig +over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om +jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den +Person ... hvad var det, han hed? + +_Bodil_. Ambrosius Stub. + +_Abigael_. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han +var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, +For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, +bare for deres Underdanigheds Skyld. + +_Bodil_. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i +Begyndelsen. + +_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel +løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget. + +_Bodil_. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til +Tinge, veed I. + +_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, +saa er den Sorg slukt. + +_Bodil_. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte +under luvslidt Kjortel, og.... + +_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte +være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med +en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en +fattig Student, naar det lyster mig. + +_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet +angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar +alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en +fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem +Fattige og Rige. + +_Abigael_. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget +paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen +allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine +Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører +til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere +bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde +være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare +Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! +Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det +ikke var at nedlade mig for meget. + +_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor? + +_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine +Ord igjen! + +_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til +ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter. + +_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at +jeg.... + +_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige +Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand. + +_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit +til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget +mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din +Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er +Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa +tyndslidt som hans Kjortel? + +_Bodil_. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig.... + +_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men +vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du! + + + + +FEMTE SCENE. + +_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra +Høire.)# + + +_Geheimeraadinden_. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy +skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du +saadan absenterer dig. + +_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, +at tage imod Jer, men.... + +_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og +giv mig et Kys til Velkomst. + +_Junker Claus_. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder! + +_Abigael_. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist +fugtig endnu af Morgenduggen. + +_Claus_. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at +kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har +embelleret Jer siden ifjor--det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama? + +_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og +altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon. + +_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore +Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres +_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig være ligesaa vellykket, men +denne charmante Overgang, den har de ikke. + +_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den +"charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders +Komplimenter. + +_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til? + +_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker? + +_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved +Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker +hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter +Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er +mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke +Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et +lille Ord til, som for Exempel.... + +_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker +Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist +ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min +Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden. + +_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg +kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg +bliver saa let echaufferet. + +_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. +#(_Bodil_ gaaer ud til Høire.)# Ønsker I heller ikke Andet, Junker +Claus? + +_Claus_. I Eders _présence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller +Tørst. Men en lille Bagatel.... + +_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee? + +_Claus_. Tak, hvis det findes. + +_Abigael_. Et Par Skiver Skinke? + +_Claus_. I er altfor god. + +_Abigael_. En lille Agerhøne eller to? + +_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhøns er en af mine Livretter. + +_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm! + +_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _présence_ tænker jeg +hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, +om det saa var.... + +_Abigael_. Agerhøns? + +_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! +Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere +Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes +Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er +_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... +meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i +Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er +cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer +superb, naar I engang kommer til Hove. + +_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, +det kunde være fristende nok. + +_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende? + +_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjære Baron! + + + + +SJETTE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).# + + +_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede +saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden. + +_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste. + +_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, +foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er +nok saa lækker, det bekjender jeg frit. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Abigael_. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde +gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det +ellers kan forenes med hans Tjeneste. + +_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han +vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig +dertil, saa for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage? + +_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til +Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende. + +_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en +Skriverdreng? + +_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at +indvende. + +_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Søn have at +indvende. + +_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende? + +_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa være en sjelden +Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter. + +_Abigael_. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt +Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret. + +_Baronen_. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha! + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Jørgen_. + + +_Jørgen_. Naadige Herre, der er serveret. + +_Baronen_. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som +en Tærsker. + +_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op! + +_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa +jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael? + +_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om +Alting er i Orden. + +_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade? + +_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden +og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi +med hinanden. + +_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem. + + + + +OTTENDE SCENE. + +_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under højrøstet +Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).# + + +_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder +Gaarden, eller hvad er paa Færde? + +_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har +understaaet sig.... + +_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min +Dristighed.... + +_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad +mig høre, hvad der er i Veien. + +_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye +Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. +Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa +Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om +Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at +vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. +Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var +gaaen for sig? + +_Baronen_. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om! + +_Niels_. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere +Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, +var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten +og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke? + +_Baronen_. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke +gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for +Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, +hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg. + +_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har +at sige til Undskyldning. + +_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, +tal da! Kan han lukke Munden op! + +_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over +mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet. + +_Baronen_. En gammel Mand? + +_Ambrosius_. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa +Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det +skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget +blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som +ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det! + +_Niels_. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin +Ryg, den Kjæltring! + +_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale! + +_Ambrosius_ #(til Niels).# Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden +for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med +Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans +Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde +ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I +hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og +alligevel.... + +_Baronen_. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? +Hvem er det? + +_Jørgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre! + +_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede +Benet sidste Vaar? + +_Jørgen_. Ja, naadige Herre! + +_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo +tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid. + +_Niels_. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent. + +_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes +sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men +der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham +har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og +ladet ham gaae med en Advarsel. + +_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet +Brændsel paa Godset herefterdags. + +_Baronen_. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud +over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden +Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar +han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade +hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration. + +_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa +Herrens Velgaaende. + +_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Øieblik. Min Fader har +tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers +har Lyst dertil. + +_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det +visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen. + +_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil +imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! #(gaaer ud til +Høire.)# + +_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa +forlade, at jeg lod Jer vente. + +_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og +det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne +Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, +Claus? + +_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse! + +_Baronen_. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, +Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, +ha, ha, ha! + +#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Høire. +_Ambrosius_ hilser og følger lidt bag efter.#) + +_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte +hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen? + +_Jørgen_. Jeg siger, den er grov, Niels! + +_Niels_. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, +saa begynder han alt at gale. + +_Jørgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op +endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du +lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham +Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e. + +_Niels_. Ja saa, har hun det? + +_Jørgen_. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged. + +_Niels_. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen. + +_Jørgen_. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv +besørger det. + +_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak? + +_Jørgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som +han kunde bryde sin Hals paa. + +_Niels_. Hvad skulde det være for en Steen? + +_Jørgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved +Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs. + +_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae +til, Jørgen? + +_Jørgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels. + +#(Tæppet falder.)# + + * * * * * + + + + +ANDEN AKT. + + + + + * * * * * + +#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til +Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.# + + * * * * * + + + + +FØRSTE SCENE. + + +_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et +synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem +de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, +baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har +sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for +Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom +Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, +#(læser)# "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie +med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og sætter +sig derpaa ved Bordet.)# See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er +Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, +og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien. + +#(læser:)# + + +"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, +Mine Øien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale." + + +#(taler:)# + +To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en +Frøken.... + +#(læser:)# + + +"Den ene begyndte en Vise at kvæde +Saa faurt over alle Kvinder. +Striden Strøm den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde." + + +#(taler:)# + +Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer +mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er +der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at +see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun. + +#(læser:)# + + +"Striden Strøm den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne." + + +#(taler:)# + +Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og +musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. +Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over +Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som +hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun +er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo +være god for sig, tænker jeg. #(læser sagte videre.)# Jeg gad ellers +vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort +fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er +næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder +det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. +Visen ender saa underlig alvorligt. + +#(læser:)# + + +"Thi raader jeg hver dannis Svend, +Som ride vil i Skove, +Han ride sig ikke til Elvehøi +Og lægge sig der at sove. +Siden jeg hende først saae." + + +#(taler:)# + +Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred +kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer +ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En +Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. #(skriver.)# Nummer +223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhørende.... Jomfru +eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken.... Ane Sofie.... og saa en +Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og +tager fat paa den næste. #(Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa +Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget +tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de +Indtrædende.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen_. + + +_Jørgen_ #(i Døren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest +slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. +Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, +at I selv lønner ham. + +_Peder_. Ja men det gjør jeg ikke. + +_Jørgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I +ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele +Indtægten af Embedet ... i det første Aar. + +_Peder_. Hele Indtægten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjælpedegn? + +_Jørgen_. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel? + +_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den +Skriverdreng. + +_Jørgen._ Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne +Ansigt. + +_Peder._ Men det første jeg træffer ham...! + +_Jørgen._ Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen +spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer +I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en +duelig Person. + +_Peder._ Hvad er det da for en Person? + +_Jørgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig. + +_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...? + +_Jørgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder +mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har +ogsaa lovet at gjengjælde mig. + +_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn? + +_Jørgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham +ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, +for saa bliver det den nye Skriverdreng. + +_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa +komme ind til Baronen. + +_Jørgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer. + +#(idet han vender sig, træder _Ambrosius_ frem.)# + +_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede. + +_Jørgen._ Hvad! Staaer I her og lurer? + +_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke +skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, +veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen +ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren. + +_Jørgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre +Bestillinger? + +_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig +komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er! + +_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra +Kjøbenhavn. + +_Peder_. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt +Foden i Kjøbenhavn. + +_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus. + +_Peder_. Er jeg? + +_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul +Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum. + +_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager +han mig for en Anden. + +_Ambrosius_. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn? + +_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg +vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere. + +_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke +ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være? + +_Peder_. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet. + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys? + +_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn. + +_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en +Pandekage? + +_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe! + +_Jørgen_. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer! + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane? + +_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, +Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen! + +_Jørgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer +aldrig godt; I maa styre Jer. + +_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? +Slip mig, siger jeg! + +_Jørgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for +Jer. + + + + +TREDIE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Høire).# + + +_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke +befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men +Degnen vilde ikke lade sig sige. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer +Rasmussen? + +_Peder_. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit +Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes +Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ... + +_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer? + +_Peder_. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men _det_ tænkte den +høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og +Palmetræer ... _det_ tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar +siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og +Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive +skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane. + +_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham +for en Hane? + +_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han +kan! Jeg har Vidne paa hans Mund. + +_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har +tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte +værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, +som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, +og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele +Anledningen. + +_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig +op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, +saa.... + +_Peder_. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han +har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var +den femtende Søndag efter Trinitatis.... + +_Jørgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre. + +_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og +Altergang.... + +_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort? + +_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, +som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. #(til +Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan! + +_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I +har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer? + +_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius! + +_Peder_. Ja men.... + +_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. +Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For +Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med +Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig +paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! +Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jørgen_, som vil +følge:)# Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde _han_ at +skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være +Degnens Fortaler? + +_Jørgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg +kunde. + +_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden +Skriveren, som gjør Register over Bøgerne. + +_Jørgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru +Geheimeraadinden. + +_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog? + +_Jørgen_. Det er ... en Historiebog. + +_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne +Titelen! + +_Jørgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om +Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens +Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette +Aar. + +_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her? + +_Ambrosius_. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en +maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg +ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller +Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig +udkommen i Trykken? + +#(Bodil ind fra Venstre).# + +_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa +have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger? + + + + +FJERDE SCENE. + +#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.# + + +_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, +vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at +følge med. + +_Baronen_. Skriveren ... med Frøken Abigael? + +_Ambrosius_. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide +paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af +har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den +Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig +med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium. + +_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus? + +_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jørgen:)# Her er den Bog, +I forlangte. + +#(_Jørgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)# + +_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham. + +#(_Baronen_ ud til Høire.)# + +_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal +vi ud i det Frie og høre Fuglene synge. + +_Bodil_. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren. + +_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger +baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg +kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. +Hvor er Frøkenen? + +_Bodil_. I Havestuen. + +_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax! + +#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)# + + +Skuepladsen forandres til: + +#Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, +Portræter paa Væggene.# + + + + +FEMTE SCENE. + +_Geheimeraadinden og Jørgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden +lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)# + + +_Jørgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi +jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg +havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen +engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde. + +_Geheimeraadinden_. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig +kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage. + +_Jørgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst. + +_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han +sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... +Skriverkarlen? + +_Jørgen_. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. +Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven. + +_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen? + +_Jørgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ... + +_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik. + +_Jørgen_. Ja--nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme +Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham? + +_Jørgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne +Skriverkarl? Hvor stammer han fra? + +_Jørgen_. Fra Gummerup, Eders Naade. + +_Geheimeraadinden_. Gummerup? + +_Jørgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans +Fader er Skræder. + +_Geheimeraadinden_ Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen +Education ... nogen Opdragelse, mener jeg? + +_Jørgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive +Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl +som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den +naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og +Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han +saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig +vide, _hvor_ langt han kan komme. + +_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med +Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, #(fornem.)# Som +sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne +Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede! + +_Jørgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med +Herren, og de kom ridende hjem sammen. + +_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham + +_Jørgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale? + +_Geheimeraadinden_ Ikke for Øieblikket. + +_Jørgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke +rigtig--jeg tænkte det nok. + +#(Jørgen ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener, +og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er +alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro +til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine +Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig +ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt. + + + + +SJETTE SCENE. + +_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)# + + +_Claus. A votre service, chère maman_. Jeg ønsker Jer en god Morgen +#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama +idag. Har I sovet godt? + +_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, +og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit +Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu +er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften +naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om +Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet +adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg +virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller +Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre +Besked. + +_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste. + +_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver +Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som +informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom. + +_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget. +Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i +den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; +Tra la la, la la!"_ + +_Geheimeraadinden_. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, +hun er passionneret for. + +_Claus_. Hvorledes mener Mama? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du +lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en +gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge. + +_Claus_. Jeg? _Dieu m'en préserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei +igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en +Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke +hvad. + +_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene. + +_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig +Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... +_ah fi donc!_ + +_Geheimeraadinden_. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne +Sag--ligesom, _en passant_ bemærket, adskillige andre Sager--altfor +legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. +Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved +Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et +saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, +og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa +din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have +Indflydelse paa din Fremtids Lykke. + +_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas +Alvor? + +_Geheimeraadinden_. Hvilket? + +_Claus_. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor +morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig +Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tør vel +sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig +sandelig ikke til at troe. + +_Geheimeraadinden._ Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte +Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig +tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som +Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som +paa en Rose. + +_Claus_. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education--Mama maa +virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa +Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun +eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, +det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt. + +_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et +Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"? + +_Claus_. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det +mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer! + +_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa +havt en Passion, da jeg var ung. + +_Claus_. Mama er jo ung endnu. + +_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden +for mit første ungdommelige Sværmeri? + +_Claus_ Var det ikke Papa? + +_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte. + +_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de +sorte Øine? + +_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget +Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i +Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader. + +_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse. + +_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af +Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i +det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel +opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg +kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes +Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende +Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den +Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke +fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad +Skriveren angaaer.... + +_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det +første, jeg træffer ham i Abigaels _présence_, skal jeg begegne ham +saaledes.... + +_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt +værre. Du maa behandle ham.... + +_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er +just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen +paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ... + +_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder. + +_Claus_. Af en Skræder! Det er mageløst! En _tailleur de campagne_, ha, +ha, ha! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Høire).# + + +_Baronen_. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og +besee min Planteskole? + +_Geheimeraadinden_. Med største Fornøielse. Det vil være mig af +særdeles Interesse. + +_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus? + +_Geheimeraadinden_. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende +imøde, som er ude at promenere med ... + +_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er +en honnet og vellært Person. + +_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke +distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, +som er mere magtpaaliggende? + +_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage +Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet. + +_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min +Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke +presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun +ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn. + +_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just +Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at +Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns +Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde +i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min +Søns Permission desuden udløben. + +_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie +Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus? + +_Claus_. Et Par Gange har jeg berørt det--med al mulig Delicatesse +naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig. + +_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt +reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg +gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg +pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i +den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan +Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver +det. + +_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og +egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsøger Abigael og +meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den +vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven. + +_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa +Kjærlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjære Claus! Saae Baronen, +hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets +og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre? + +_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde +jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man +veed Pinedød ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne +Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen. + +#(Begge ud til Høire.)# + + + + +OTTENDE SCENE. + +_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. +Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og +Blomster.)# + + +_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, +nu veed jeg Besked. + +_Ambrosius_. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over +efter Luthen? + +_Abigael_. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; +kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med +Selskab, om I ellers har Leilighed. + +_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke. + +_Abigael_. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og +andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn. + +_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte +med, men naar Frøkenen er nøiet.... + +_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens +de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker +Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i +Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for +mig, om I vil. + +_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig +øvet i den Gjerning. + +_Abigael_. Betyder Intet, den lærer I snart. #(Hun giver ham Garnet og +viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa +der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op)# +Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters +Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de +forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor +falder I paa Sligt? + +_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg +spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og +Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken! + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det? + +_Ambrosius_. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie +eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer--hvad gjør vi +Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _født_ er vel en Trøst, men bedre +vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _død_ er hele Sagen." Det +kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne. + +_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever? + +_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver +eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, +og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i +fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen +rører dem med ublid Haand. + +_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af +Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ... +#(hører op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler +Kjærlighed? + +_Ambrosius_. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har +stor Kjærlighed til Solen. + +_Abigael_. Hvorfor tænker I det? + +_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et +Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær. + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket. + +_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men +desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig +jo ligesom op efter den med deres Blade. + +_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer +sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde? + +_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det +sagtens ikke til. + +_Abigael_. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke +vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I +holder Jer saa fjernt. + +_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig +Skriverkarl lider Jer eller ei. + +_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I +talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs +og den rige Rosenblomme. + +_Ambrosius_ #(med Liv, idet han træder et Skridt frem).# Troer I da +ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler? + +_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig +altfor nær. + +_Ambrosius_ #(trædende tilbage).# Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa. + +_Abigael_. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og +Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde. + +_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det +Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og +som Blomsterne fortalte mig Allehaande. + +_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg høre Noget om. +Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang +... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi +den er ikke ret udfoldet endnu. + +_Ambrosius_ #(som har nærmet sig)# Omendskjøndt den er ung, fortæller +den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først +var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en +Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret +omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og +slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede +den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt +hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste +op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og +Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i +Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag +samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag--og saa +brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem +af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og +de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, +og saa ... + +_Abigael_. Hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa døde den. + +_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu. + +_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. +"Vel _død_ er hele Sagen". + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa +_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den +stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg +saa vist ønske, det var ugjort. + +_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes +og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den. + +_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, +Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen. + +(#_Ambrosius_ træder et Skridt tilbage.)# + + + + +NIENDE SCENE. + +_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min +Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken. + +_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg +havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan +Monsieur Ambrosius vidne for mig. + +_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke +fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg +kommer da ikke til Forstyrrelse? + +_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri +Audients. + +_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Øine. #(til +Ambrosius:)# Han kan gjerne forføie sig bort. + +_Ambrosius_. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae? + +_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende. + +_Claus_. Tillader I, skal jeg.... + +_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts +Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig. + +_Claus_. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn +med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, +hvad var det nu hun hed...? + +_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne. + +_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen +veed nok, hvem jeg mener. + +_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare +smigrende. + +_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle! + +_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, +eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem +er saa Uhyret? + +_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin +Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv +mig Garnet! + +_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I +kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans +Tjeneste. + +_Claus_. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten +aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders +Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med +Traad og Garn. + +_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en +Bondeskræder? + +_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af +Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et +nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk. + +_Claus_. Menneskekjærligt--hvad vil han sige dermed? + +_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der +skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for. + +_Abigael_ #(smilende).# Saamænd, I har ikke saa ganske Uret. + +_Ambrosius_. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det +er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere. + +_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal? + +_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke +Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en +skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven +nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der +staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? +Eller veed I ikke ... + +_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller +bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, +#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden +vi ikke kan blive alene ... + +_Abigael_. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik? + +_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed +dependerer deraf. + +_Abigael_. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig +at faae det sagt. + +_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa +mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne +Leilighed bliver declareret. + +#(_Ambrosius_ gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)# + +_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet +over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader +samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner? + +_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde +underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ... + +_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders Ærind? I +mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I være foruden, naar I har min +Faders? + +_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid +sagt Nei dertil. + +_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I +Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte? + +_Claus_. Vidner! Men, _ma chère amie_, jeg beder Jer indstændig. Vi har +jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo +Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, +med vore Forældres _consentement_. + +_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og +Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen? + +_Claus_. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed? + +_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa +voxet fra _mine_, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel +tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og +aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ... + +_Ambrosius_. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader +I vel, at jeg fjerner mig? + +_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... +og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at +jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg +efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders +Umag! + +_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste. + +_Claus_. Ah, _dieu soit béni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker +jeg. + +_Abigaél_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den +ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae +tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den +bort, naar den er vissen. + +_Ambrosius_. Kaste den bort! + +_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rækker ham Rosen.)# + +_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frøken! + +_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... +hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant? + +_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Søger imellem Planterne.)# See +her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus. + +_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den +saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet. + +_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur +Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab. + +_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_. + +_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk. + +_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund. + +#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i +Baggrunden.)# + +_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?" +#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og +udbryder forbittret:)# Torskemund! + +#(Tæppet falder hurtig.)# + + + + +TREDIE AKT. + + + + + * * * * * + +#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.# + + * * * * * + + + + + +FØRSTE SCENE. + +_Abigael. Bodil._ + + +_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan +du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt +forkeert. + +_Bodil_. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig. + +_Abigael_. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa +Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun +sætter sig, _Bodil_ pynter hende)# + +_Bodil_. Venter Frøkenen Fremmede? + +_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius. + +_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret? + +_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed? + +_Bodil_. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, +han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der +vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme +ham dyrt til at staae. + +_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, +hvad du mener. + +_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i +Kjærlighed. + +_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han +kunde gjøre. + +_Bodil_. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke. + +_Abigael_. #(med en Bevægelse).# Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du +nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl? + +_Bodil_. Hørt derom har jeg vel, men ... + +_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, +som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i +mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa! + +_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den +Venlighed, I viser ham? + +_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en +Daarekiste. + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke +forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg +skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har. + +_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Sæt +mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de +Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som +andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have? + +_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke +sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot.... + +_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu +mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! +Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen. + +_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg +hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius. + +_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom? + +_Bodil_. Ja, det nævner han ikke. + +_Abigael_. Skulde det være om en anden Plads? + +_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld. + +_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en +Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget +Menneskes Hjertefred, om jeg kunde? + +_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I +faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget +Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig +i Andres. + +_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du +eller Nogen læst til Ende. + +_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller. + +_Abigael_. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men +hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand +som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai +endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er +lang Vei fra Øie til Hjerte. + +_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, +hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen. + +_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med +Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg tænkte, den var idel Fryd og +Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand. + +_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast. + +_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan +være, du har Ret; jeg skal tænke derover.--Ved du, om min Fader kommer +hjem til Middag? + +_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og +har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye +Karosse, har jeg hørt. + +_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ... + +_Bodil_. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr. + +_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har +ikke Brug for dig længere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu +bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og +Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger +Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, +hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad +skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, +at Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens +Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog +Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil +ha'e.--Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet +og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.--Skulde det mon være +sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om +den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og +afsted til Kjøbenhavn! + + + + +ANDEN SCENE. + +_Abigael. Geheimeraadinden_. + + +_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Døren til Venstre).# Er den +naadige Frøken alene? + +_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling. + +_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har +igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig +vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved +Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en +Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om +Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to +Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ... + +_Abigael_. I selv? + +_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender +den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og +svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været +der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe +i sligt et stateligt Huus? + +_Abigael_. Saamænd, det kunde være artigt nok. + +_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet +Huusgeraad? + +_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget. + +_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du +bedst? + +_Abigael_. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende. + +_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der +skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de +Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer +kjørende--prægtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med +Løbere foran. + +_Abigael_. Med Løbere, siger I? + +_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. +Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer +de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene +hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge +Folk? + +_Abigael_. Hvilke unge Folk? + +_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos +dig og Claus naturligviis. + +_Abigael_. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i +Tiden. + +_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel? + +_Abigael_. Ja, hvem kan vide? + +_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at +regne, siden det er Mikkelsdag imorgen. + +_Abigael_. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet +ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid +og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari. + +_Geheimeraadinden_. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord +sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, +at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan +forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. +Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, +at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa +vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt +saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed +for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder. + +_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung? + +_Geheimeraadinden_. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let. + +_Abigael_. Ja ... Kjærlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at +han bærer Kjærlighed til dig. + +_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis. + +_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, _naar_ det +skal være. + +_Abigael_. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for +meget. + +_Geheimeraadinden_. Hvad mener du? + +_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette? + +_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i +denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, +at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag. + +_Abigael_. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det. + +_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at +vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske. + +_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke +paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen. + +_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu +frygter han.... + +_Abigael_. For hvad? + +_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde +Jaordet ud. + +_Abigael_. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som +siden. + +_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du? + +_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde +mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert +Øieblik. + +_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(høit)# Nei, nei, mit +kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre +os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme. + +_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_ Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig +embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa +kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde +hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber +Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een +Familie.--Og hør, _à propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu +hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og +desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af +Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen +Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn. + +_Abigael_. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? +Aa ja, kan hænde, det var det Bedste. + +_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, +min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose +klæder dig smukt! + +_Abigael_. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand +Natten over. + +_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at +han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham +vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt. + +_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behøves ikke. + +_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til +Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_ +Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig +Skriveren. _Adieu, ma chère! Au revoir!_ + +#(Hun gaaer ud til Venstre)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_Abigael. Ambrosius_. + + +_Abigael_. Kom ind! + +_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. +Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke +Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for +Mikkelsdags Aften at være. + +_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius. + +_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel? + +_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i +Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have +den til Fødselsdagsgave. + +_Ambrosius_. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen? + +_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen. + +_Ambrosius_. Men i Overmorgen? + +_Abigael_. Nei, ikke for det første ... ikke før Fødselsdagen er omme. + +_Ambrosius_. Ikke før! + +_Abigael_. Der jo kun tre Dage til. + +_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed. + +_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa. + +_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og +Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev +øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen +meer. + +_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var en +underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag? + +_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, +som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa +den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan +faae smukke Høstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil +jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid. + +_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa +synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer +Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke? + +_Ambrosius_. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for +gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at +Rosenknoppen--den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske +bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og +det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en +Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare +evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee. + +_Abigael_. Jeg leer ikke. + +_Ambrosius_. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig? + +_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa +kastede I den vel bort? + +_Ambrosius_. Nei. + +_Abigael_. Hvad gjorde I da med den? + +_Ambrosius_. Jeg ... + +_Abigael_. Naa? + +*** + +_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte +jeg den. + +_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre. + +_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød +mig saadan i Pennen af sig selv. + +_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre +Vers? + +_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og +andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op +af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med +Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden. + +_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den +Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", +som I kalder det? + +_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og +tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde +forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde +levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det +med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en +underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste +op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den +døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede +og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers +forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt. + +_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog +mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld. + +_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan +sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig. + +#(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Lad mig dig ret betragte +Og paa den Skønhed agte, +Som meer end Konst og Pragt +Er i dit Bæger lagt." + +"Du deilig Rosenknop, +Hvis Blade gjer saa mange +Smaa Labyrinters Gange +Og dufte Luften op, +Du deilig Rosenknop!" + +"Du deilig Rosenknop! +Igaar sad du med Glæde +Smukt paa dit Tornesæde; +Men du blev brudt, og see, +Idag du visnede." + +"Du deilig Rosenknop, +Din friske Farve svinder, +Dit matte Rødt mig minder, +At Herlighed forgaaer +Og Skønhed Ende faaer." + +"Du deilig Rosenknop, +Naturens Mesterstykke! +Ak, hvor er nu dit Smykke? +Igaar Du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +_Abigael_. Vil I skjænke mig den Opskrift? + +_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde +jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee +bleven kjønnere. + +_Abigael_. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok. + +_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok +for Jer, naadige Frøken! + +_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere. + +_Ambrosius_ #(rækker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I +har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord? + +_Abigael_. Vist ikke ... Farvel! + +_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har +jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for +nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders +Vrede. + +_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for? + +_Ambrosius_. Er I da bedrøvet? + +_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men +ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side +foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end +denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om. + +_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette? + +_Abigael_. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og +Indbildning Altsammen. + +_Ambrosius_. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa +selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til +udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets +Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den +skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var +mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak +en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som +et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. +Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar +jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er +skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om! + +_Abigael_ #(med tilkæmpet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur +Ambrosius! I taler over Jer. + +_Ambrosius._ I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv +min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa +forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig? + +_Abigael_. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg +hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, +baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen. + +_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi? + +_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, +som I forhen sagde. + +_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke +længer, at de visner! + +_Abigael_. Farvel! + +#(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker +_Claus_ ind fra Baggrunden).# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael. Junker Claus_. + + +_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tête á +tête_...? + +_Abigael._ Som nu er forbi. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).# + +_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(høit).# Jeg er saa +lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i.... + +_Abigael_. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket. + +_Claus_. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i +Eders Tanker ... ikke? + +_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist. _Claus_ +#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(høit)# +Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det +være bekjendt ved Hove. + +_Abigael_ #(som før).# Allerede? + +_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at +naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, +saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en +Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? +Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...? + +_Abigael_ #(som før).# Hvem mener I? + +_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske mærkværdigt, +saa distrait hun er. #(høit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv, +elskværdigste Abigael. + +_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg +havde ikke Tankerne med mig. + +_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer +jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer +Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer? + +_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu +maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. +Vi sees ved Middagsbordet. + +#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).# + +_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen +kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun +havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og +desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men +ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer +mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi! +Il faut le mettre à la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan +jeg skulde gribe det an. + + + + +FEMTE SCENE. + +_Junker Claus. Jørgen_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget _à propos_. + +_Jørgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride? + +_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider +jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden +har talt med dig igaar? + +_Jørgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa. + +_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa +Gaarden. + +_Jørgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten +ogsaa, Hendes Naade gjorde. + +_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun +spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med +Situationen. + +_Jørgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen! + +_Jørgen_. Hr. Kammerjunker? + +_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen. + +_Jørgen_. Skriverkarlen? + +_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind +allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig. + +_Jørgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. +Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han +er jo svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken +ogsaa. + +_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende. + +_Jørgen_. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade +et Ord falde til Frøkenen derom. + +_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har +naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun +er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. +aldeles væk! + +_Jørgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i +Sadlen, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en +eller anden Maade faae ham.... + +_Jørgen_. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok tænkt paa det. + +_Claus_. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! +Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar +jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa? + +_Jørgen_. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe +sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa +Porten. + +_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare +længe. + +_Jørgen_. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er +svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og +Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har +Noget i Ho'edet. + +_Claus_. Drikker han? + +_Jørgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en +Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget. + +_Claus_. Naa, og saa mener du...? + +_Jørgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er +det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og +paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer +bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke +at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, +man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et +godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ... + +_Claus_. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit +Kammer og sover Rusen ud. + +_Jørgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige +Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet +med Sang og Spil? + +_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Très bien_, det er meget +godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud +efter ham? + +_Jørgen_. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert? + +_Jørgen_. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for. + +_Claus_. Ah, du mener, at jeg.... + +_Jørgen_. Og den naadige Frue.... + +_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det? + +_Jørgen_. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt +Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt. + +_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren.... + +_Jørgen_. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, naar der bliver +pirret lidt ved ham. + +_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger _du_ for.... + +_Jørgen_. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. +Kammerjunkeren forlade sig paa. + +_Claus_. Det Andet skal jeg nok besørge. + +_Jørgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme +ud før Tiden. + +_Claus_. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er +Diplomat. Naar man har været sex Maaneder _Secrétaire intime_ hos Hs. +Majestæts _Envoyé_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire +delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer ud +ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt +om. + +_Jørgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert. + +#(De gaae hver ud ad sin Dør.)# + +#Skuepladsen forandres til:# + +#Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.# + + + + +SJETTE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Bodil_. + + +_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdøren.)# Nei, her er heller Ingen. +#(Han træder ind, _Bodil_ følger.)# + +_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for +her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, +naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke +var i Bibliotheket. + +_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i +Eenrum, før jeg reiser videre. + +_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo +knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted! + +_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og +længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har +han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor +han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden. + +_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan. + +_Hans Lauritsen_. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans +Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente +paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig +og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre +for. + +_Bodil_. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min +kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders +Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har +Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ... + +_Hans Lauritsen_. Og det er? + +_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi +her er ikke godt for ham at være. + +_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I +dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel? + +_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, +men det fik være det samme, naar blot.... + +_Hans Lauritsen_. Naar blot? + +_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med +ham, som jeg ikke forstaaer mig paa. + +_Hans Lauritsen_. Hvorledes det? + +_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let +hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var. + +_Hans Lauritsen_. Skulde det være muligt? + +_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns +een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men +det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et +Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant +skulde hænde den gode Ambrosius. + +_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet +rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan +Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo +heller--og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, +at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig +for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin +Tjeneste og reise herfra. + +_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der +kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge. + +_Hans Lauritsen_. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, +jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen +bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden. + +_Bodil_. Ak, allerede! + +_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste +Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, +Bodil! #(_Bodil_ ud, et Øieblik efter _Ambrosius_ ind.)# + + + + +SYVENDE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Ambrosius_. + + +_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius! + +_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? +#(omfavner ham.)# Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer +du lige fra Kjøbenhavn? + +_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre. + +_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her +en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det +er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok +til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar +jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør +Gjengjæld. + +_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan +destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt +Tid. + +_Ambrosius_. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et +Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en +Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er +en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. +#(Han trækker Flasken op og skjænker.)# See her, hvor den spiller i +de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa +dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans +Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da +aldrig at komme over, den var for høi for mig. + +_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. +Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et +Brev.)# + +_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem? + +_Hans Lauritsen_. Ja gjæt engang! + +_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, +siden du er borte. + +_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din +gamle Velynder, Professor Holberg. + +_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter +Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig +endnu paa mig--paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld? +Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen +Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos +ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og +sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, +men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget +Andet af ham end en simpel Sanglærke--hører han det! Gud være med ham! +Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"--Og han har +tilskrevet mig! Men i hvad Anledning? + +_Hans Lauritsen_. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked. + +_Ambrosius_ #(læser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans +Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin _examen +theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei +engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller +_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham +alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at +forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget +sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i +adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig +Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans +omflakkende Levnet--men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er +lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham +selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det +gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis +og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe +har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede +_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med +samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, +som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans +Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve +længe og skrive mange Comedier endnu! + +_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see +paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden? + +_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op +igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har +at gjøre mig. + +_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung +Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor +han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri +Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur +af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være +tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp +absolvere den theologiske Examen. + +_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge +mig? + +_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har +rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at +"Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det +fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du +seer saa alvorlig ud med eet? + +_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa +uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig? + +_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig +over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din +Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn +lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter. + +_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen. + +_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen. + +_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen. + +_Hans Lauritsen_. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg +har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han +videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at +geleide ham. + +_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden. + +_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige? + +_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; +hvorfor skulde jeg saa reise? + +_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en +beskeden Lykke, den. + +_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, +du før talte om. + +_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker +Andet under. + +_Ambrosius_. Hvad skulde det være? + +_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi +har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med +hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig? + +_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom? + +_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit +Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom. + +_Ambrosius_. Om hvad? + +_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig +Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed. + +_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har +tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker +hende. + +_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg! + +_Ambrosius_. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med +Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men +tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange +Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden. + +_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun +Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange +dig i sine Snarer. + +_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har +Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har +mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det +usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er +jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting +er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, +er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke +ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde! + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, +saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har +skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er +ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det +føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er +over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, +at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig. + +_Ambrosius_. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see +hende og høre hende tale--intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, +hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte. + +_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du +sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun +nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa? + +_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa +slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne! + +_Hans Lauritsen_. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et +Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af? + +_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig +... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, +end jeg har Kaft til at yde.... + +_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde +vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende +det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig +har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde +takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er +Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem +til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har +skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for +Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne +Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker +den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter +en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister! + +_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt +det, som lyser for mig, Hans Lauritsen! + +_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart +være udbrændt. + +_Ambrosius_. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort--jeg ønsker ikke +bedre. + +_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du +faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve +længe og fattigt, hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end +Velstand og gode Dage. + +_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og +Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, +for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt. + +_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der +gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser? + +_Hans Lauritsen_. Men der kan være Andre, som har samme Magt. + +_Ambrosius_. Troer du? + +_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa +lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet +i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med +mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense. + +_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop +bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en +skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort. + +_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke +til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans +Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her. + +_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det +dit sidste Ord? + +_Ambrosius_. Ja. + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie +er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, +han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for +meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel! + +_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt? + +_Hans Lauritsen_. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel +Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, +Ambrosius, bitterlig ondt. + +_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad +os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen +... #(bevæget.)# Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan +ikke Andet! Og lev saa vel! + +_Hans Lauritsen_. Lev vel! + +#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)# + +_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ først saae! + +#(Tæppet falder.)# + + * * * * * + + + + +FJERDE AKT. + + + + + * * * * * + +#(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. Et større og et mindre Bord, Stole m. +m)# + + * * * * * + + + + + +FØRSTE SCENE. + +#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister +_Søren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjæster_ (komme ind fra +Venstre). Strax efter _Jørqen_ og _Bodil_.# + + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders +Naade! + +_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_ + +_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister! + +_Magisteren_. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain! + +_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at +smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til +Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter +den Konst, ha, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin herind, +Jørgen ... af den ældste. + +_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Ønsker Eders Naade en Kop Kaffe? + +_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn! + +_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med. + +_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er +tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder. + +_Abigael_. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af +Huusholdersken. + +_Baronen_. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha! + +_Gjæster_. Ha, ha, ha! + +_Claus_. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand. + +#(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen af Jørgen.)# + +_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. +Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller +ikke? + +_Captainen_. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er +edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen. + +_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere +Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der +har drukket sin Familie op, ha, ha, ha! + +_Gjæster._ Ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det være mig tilladt at +bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel +hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--næst efter +ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn, +har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin +Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklæder og digter +et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan +trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvæger man +ogsaa sit Legem, for at ... + +_Baronen._ Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar +Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker +bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter +Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, +saa havde vi det at forslaae Tiden med. + +_Jørgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens +Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)# +Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot for, +at han bliver kaldt herop. + +_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige +Gratulationsvers? + +_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den +Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke +Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat +Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke +sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne +op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, +ha, ha! + +_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, +at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik? + +_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tænkt +paa. + +_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen +vilde tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er +Fremmede tilstede? + +_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, naar +jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det +samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde +Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders +Naade har vel ikke Noget derimod? + +_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa Tyendet, +at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang +imellem, ikke for ofte. + +_Baronen_, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! #(_Jørgen_ gaaer ud +i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning +Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger +... ikke sandt, Abigael? + +_Ã…bigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjæsterne +har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet? + +_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer +det. Hvad mener I, Magister Søren? + +_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give +_min_ ringe Mening tilkjende herudi ... + +_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den! + +_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet +staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske +nøie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille +meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind +Fodskridt gaae." + +_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen paa +begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være? + +_Magisteren_, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. +Baronen. + +_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! +Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister? + +_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker +unægtelig--med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse--at staae, +_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet. + +_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig +ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter +Tromlen og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens +Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, +ha! + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels +Bruus_ og _Jørgen_ #(fra Baggrunden).# + +_Peder_ #(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og +begynder strax)# Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet, +jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men +sandt at sige ... + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(halv høit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord +paa Munden endnu. + +_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først, +din Kylling! + +_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om? + +_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at +Hanen bør gale før Kyllingen. + +_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham. + +_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha! + +_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit +Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... +jeg er ikke ret oplagt til at synge idag. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min +Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme? + +_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som +sagt.... + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjør ikke min Fader vred, +Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene. + +_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge! + +_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til? + +_Claus_. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg. + +_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...? + +_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, +Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, +det har han jo før viist Prøver paa. + +_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa. + +_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, +Jørgen! + +_Jørgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om +pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu. +#(høit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og +Ridefogden? + +_Baronen_. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer +Geisten nok over ham. + +_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot +finde de rette Ord! + +_Baronen_. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! + +_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er +Improvisation).# + + +Jeg synge skal en Vise, +Velan, jeg er bered; +Det Bedste vil jeg prise, +Som jeg i Verden veed: +Musikens muntre Lyst +Og Druesaftens Trøst, +Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst. + +Den gyldne Viin mig kvæger +Og gjør mig glad og fri; +Men har jeg tømt mit Bæger, +Saa er den Fryd forbi. +Musik og lystig Sang +Fornøier mangen Gang, +Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang. + +Nei, meer end lifligst Drue +Og deiligste Musik, +Jeg priser Elskovs Lue, +Som til mit Hjerte gik. +Den af et Ord blev fød +Og flammed op til Glød, +Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død! + + +_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjør Æg. + +_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter +Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e +os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, +Jørgen! #(det skeer).# + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ... + +_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset +paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler +paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen! +#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en +Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!... +Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig +fattig Svend god eller ei!... + +_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, +Captain! + +_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke +til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende +vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)# + +_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, +ha! + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke +Jer selv mægtig. + +_Ambrosius_ #(halv høit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er +ikke mig selv mægtig. + +_Abigael_ #(som før).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt, +længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer +I mig. Har I forstaaet det? + +_Ambrosius_ #(som før).# Ja. + +_Abigael_ #(som før).# Og drik saa ikke Meer ... hører I!... For min +Skyld! + +_Ambrosius_ #(som før).# For _Eders_ Skyld! + +_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael +hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den +var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette +faaer en Ende. + +#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Døren til Venstre.)# + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det +var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud +paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud. + +_Peder_ #(halv høit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat +til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale. + +_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit? + +_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, +som skal gaae for sig idag. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag! + +_Captainen_. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en +dobbelt Fest. + +_Gjæster_. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke! + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente +endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med +sin Middagslur ... ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til +mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har +tænkt at holde til det unge Par. + +_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok +vare Jer ad, naar Tiden er der. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren +som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves +idag? + +_Jørgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr. +Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. #(til Ambrosius, høit.)# +Et lille Glas endnu, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! +#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)# + +_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele +Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi +høitideligholde. + +_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare +en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter +til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke +kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, +Jørgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til +Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe! + +_Peder_ #(halv høit til Jørgen, som skjænker for ham).# Den +Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint, +gjør jeg! + +_Jørgen_ #(halv høit).# Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude, +kommer og frem.--Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for +lidt siden? De stod jo her næst ved Jer. + +_Peder_ #(som før).# Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg +er saa gal i Hovedet, at.... + +_Jørgen_ #(som før, til Niels Bruus).# Hørte du heller ikke Noget, +Niels? + +_Niels_ #(halv høit).# Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at +gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... men jeg regarderede ikke videre +derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke +drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag. + +_Jørgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetræ #(seer sig +om).# Og Frøkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Løier! + +_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller +synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt? + +_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, +naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om +Ungersvenden, som blev elleskudt. + +_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... +jeg kjender det ... i Ryggen. + +_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det, +skal I vide. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber +det rundt for ham, ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)# + + +Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, +Mine Øien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale. +Siden jeg _hende_ først saae. + + +#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men +den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde +paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som +Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa faur +over alle Kvinder, #(synger:)# + + +Striden Strøm, den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne. + + +_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en +Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha! + +_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver +morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev +skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer. + +_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin +Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor? +For han var egentlig en Frø.... _Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, #(halv +sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre +Intet af. #(høit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak +... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde +Ingen af dem see, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_ #(synger:)# + + +De dandsed ud, de dandsed ind +Alt i den Elvefærd; +Alt sad fauren Ungersvend +Og støtted sig til sit Sværd. + + +#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Træer og Buske og Stene +... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen rundt. Og +saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig +Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til +Randen med liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke +Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hørte +det ... #(høit.)# Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand #(han +slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det +Samme...! + +_Baronen_. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er +nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig +en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv. + +_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det! + +_Baronen_. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under +Vandspringet, til Rusen er gaaet over. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Men nu slap han jo fra os! + +_Jørgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en +Slæde i Veien. + +_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den +syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men +naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke +sund Sands i Alt, hvad han sagde. + +_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen! + +_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra +Djævlen, der er Løgnens Fader. + +_Geheimeraadinden_. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. +Baron! + +_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at +jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele. + +_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund. + +_Baronen_. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. +Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.--I er vel +færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien +gaae an. + +_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at +forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende +haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres +Hjerter i Kjærlighedens Pagt. + +_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne? + +_Geheimeraadinden_. Kald paa Frøkenen, Bodil! + +_Bodil_ #(som har været beskæftiget ved Kaffebordet).# Frøkenen er +gaaet ud for en Stund siden. + +_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun +gaaet hen da? + +_Bodil_. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven. + +_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optøier! #(til Bodil.)# Saa gaa +ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid! + +#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)# + +_Geheimeraadinden._ Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære +Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik. + +_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven. + +_Jørgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr. +Kammerjunker. + +_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det. + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)# + + +_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens +Hoved sat i Lave igjen, Niels? + +_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra +mig. + +_Baronen_. Løb han fra dig? + +_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld +Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade +ham rende Rusen af sig. + +_Jørgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren +nu, hvad jeg meente? + +_Claus_ #(afsides).# _Sacré nom!_ #(høit.)# Kjære Svigerpapa maa +excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person +befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv +gaae hende imøde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt. + +_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen +Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae +hende imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke +foretages Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders +Naade? + +_Geheimeraadinden._ Med Fornøielse. + +_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalænge, +Magister Søren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I +før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjøre Jer Selskab. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden. +_Magister Søren_ og nogle _Gjæster_ ud til Høire.)# + +_Jørgen_ #(til Junker Claus, halv høit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa +jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad? + +_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som +paa Naale. + +_Jørgen_ #(som før).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae +ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der +troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken. + +_Claus_ #(som før).# Hvorfor troer du det? + +_Jørgen_ #(som før)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til. + +_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei. + +#(Han gaaer ud i Baggrunden).# + +_Jørgen_. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der +blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, +Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den +Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse +for Jeres Gratulationsvers. + +#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)# + +Skuepladsen forandres til: + +#(_Haven_ fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer +over til Solnedgang.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael_ #(siddende paa Bænken. Strax efter)# _Ambrosius._ + + +_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i +Uorden).# Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig, +hvad I vil! #(Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)# + +_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius? +Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer--hører I? + +_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer +for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg kun Klangen af Eders +Røst. + +_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger +Jer. + +_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil +sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal +troloves idag ... ikke sandt? + +_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at +I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders +Lykke.... + +_Ambrosius_. Til _min_ Lykke! + +_Abigael_. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud +maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre +Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke? + +_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken! + +_Abigael_. Hvorfor ikke? + +_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde. + +_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I? + +_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og +det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ... + +_Abigael_. Nu? + +_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg +dog ikke glemme Jer mere. + +_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behøver I jo ikke heller. + +_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise? + +_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel. + +_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger +jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har +jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, +end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med? + +_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig, +Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders +Skriver, og jeg er hans Datter. + +_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været +mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og +smilte til mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig +mere sanke Blomster med hinanden? + +_Abigael_. Nei, aldrig meer. + +_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa +den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens +ingen Blomster visnet. + +_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, +I vil ikke reise herfra? + +_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog +ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, +#(sagtere.)# jeg mindre end nogen, + +_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er +sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, +jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er +løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i +sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste +slet ikke, hvad Glæde var. + +_Abigael_ #(betragter ham bevæget.)# Veed I det da nu? + +_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres +mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped +Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen +Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om +Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne! + +_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rækker ham Haanden.)# + +_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle, +hvor jeg elsker Jer! #(Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)# + +_Abigael_ #(lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels +Ambrosius! #(De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, +idet hun søger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds +Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa +faaer I tage Følgerne! + + + + +FEMTE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._ +(komme ind fra Høire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jørgen og Niels +Bruus_.# + + +_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa +Færde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min +Datter Stævnemøde med Skriverkarlen? + +_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig +meget ... meget morsomt, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er +naturligviis et ganske tilfældigt Møde. + +_Captainen_. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt, +Eders Naade! + +_Baronen_. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel +ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for +mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie? + +_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ... + +_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op? + +_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende. + +_Abigael_ #(faar Øie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det +betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil? + +_Baronen_. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax? +Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene. + +_Abigael_. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa +dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver +ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det +ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag. + +_Geheimeraadinden_. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig +Spøg. + +_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spøg ... et Væddemaal! + +_Claus_. Ah, _une petite comédie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg +trækker Veiret igjen. + +_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er +attrapirt! + +_Ambrosius_ #(som før.)# Et Væddemaal ... En Spøg! + +_Baronen_. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide +det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo +rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger, +den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter +... Hvad har han at sige til sit Forsvar? + +_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har væddet om +mit Hjerteblod! + +_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som +forskyldt! + +_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig. + +_Ambrosius_ #(træder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse +for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget +med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe +Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske +har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet +imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig +jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede +lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet +deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? +Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad +forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa +river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt +den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og +hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode +Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig +gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg +endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)# + +_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes +slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som +han er, eller jeg skal...! + +_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og +knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. _Jeg_ bøier fra +nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand. + +_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I +Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om +Naade! + +_Jørgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken +Degn eller Ridefoged, Niels! + +_Ambrosius_. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... +eller saa kort, som den rækker. + +_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld, +Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem! + +_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad +ham frit gaae herfra! #(halv høit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og +lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte +vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa +sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min +Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_ +jeg ikke. + +_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han +forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens +Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer +Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund. + +_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da +slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels +Bruus.)# Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i +en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! #(til +Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa +Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det! + +_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det +Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig +meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men +skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet +være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. +Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette +mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al +min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men +endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der +kunde overleve Eder! + +_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer +ud til Høire, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Captainen_. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. +Hr. Baron fører en famos Commando. + +_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. +Captain! + +_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter +denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden? + +_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister +Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! +Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jørgen_ og _Gjæsterne_ ud +til Høire.)# + +_Claus_. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader +I? + +_Abigael_. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis +I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter. + +_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer +jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud +til Høire.)# + +_Bodil_. Har den naadige Frøken Noget at befale? + +_Abigael_. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene. + +_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae. + +_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for? + +_Bodil_. Kan I spørge derom? + +_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at +græde over? + +_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, +hvor han hverken har Brød eller Huusly? + +_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted. + +_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som +var skyldig. + +_Abigael_. Bodil! + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er +I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa? + +_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til +Høire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer? + +_Bodil_ #(seer ud til Høire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt +han gaaer og seer ned for sig! + +_Abigael_. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie +paa os! #(De træde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer +langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter +sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk, +Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han +Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven. +Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause. +_Abigael_ løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden. +Lidt efter kommer hun tilbage)# + +_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op! + +_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose + +_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den! + +#(_Bodil_ tager den op og rækker hende den. _Abigael_ betragter den et +Øieblik taus, derpaa siger hun:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Igaar du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)# + +_Bodil_. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og +alligevel...! + +_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke før nu? + +_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har +voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed! + +_Abigael_. Jeg ... lønnet! + +_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen! + +#(Junker _Claus_ kommer ind fra Høire.)# + +_Abigael_ Eller Straffen! + +#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imøde, falder +Tæppet.)# + + * * * * * + + + + + + + + + + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13599 *** diff --git a/13599-h/13599-h.htm b/13599-h/13599-h.htm new file mode 100644 index 0000000..ecaa034 --- /dev/null +++ b/13599-h/13599-h.htm @@ -0,0 +1,3145 @@ +<!DOCTYPE HTML PUBLIC "-//W3C//DTD HTML 4.01 Transitional//EN"> +<html> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content= + "text/html; charset=UTF-8"> + <title> + The Project Gutenberg eBook of Ambrosius, by Chr. K. F. Molbech + </title> + <style type="text/css"> + + * { font-family: Times;} + P { text-indent: 1em; + margin-top: .75em; + text-align: justify; + margin-bottom: .75em; } + h1.center {text-align: center;} + h2.center {text-align: center;} + h3.center {text-align: center;} + p.center {text-align: center;} + div.center {text-align: center;} + img.center {margin-left: auto; margin-right: auto;} + span.stage {font-size: smaller} + H1,H2,H3,H4,H5,H6 { text-align: left; } + HR { width: 33%; + margin-top: 1em; + margin-bottom: 1em;} + BODY{margin-left: 10%; + margin-right: 10%;} + + .linenum {position: absolute; top: auto; left: 4%;} /* poetry number */ + .note {margin-left: 2em; margin-right: 2em; margin-bottom: 1em;} /* block indent */ + .pagenum {position: absolute; left: 92%; right: 100%; font-size: 8pt; } /* page numbers */ + </style> + </head> + <body> +<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13599 ***</div> + + <h1 class="center">AMBROSIUS.</h1> + <h2 class="center">SKUESPIL I FIRE AKTER</h2> + <h2 class="center"><i>AF</i></h2> + <h2 class="center">CHR. K. F. MOLBECH.</h2> + <div class="center"> + <img class="center" src="images/ambrosius.jpg" + alt="Ambrosius. Skuespil i fire akter" width="250" /> + </div> + <h3 class="center">NIENDE OPLAG.</h3> + <h3 class="center">KJØBENHAVN.</h3> + <h3 class="center">1893</h3> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2><b>PERSONERNE.</b></h2> + <br /> + + <p><b>Baronen.</b></p> + <p><b>Abigael</b>, hans Datter.</p> + <p><b>Bodil</b>, hendes Kammerpige.</p> + <p><b>Geheimeraadinden</b>.</p> + <p><b>Junker Claus</b>, hendes Søn.</p> + <p><b>Ambrosius Stub</b>, Student.</p> + <p><b>Hans Lauritsen</b>, Candidat i Theologien.</p> + <p><b>Jørgen</b>, Kammertjener.</p> + <p><b>Magister Søren</b>, Sognepræst.</p> + <p><b>Peder Rasmussen</b>, Degn.</p> + <p><b>Niels Bruus</b>, Ridefoged.</p> + <p><b>v. Reinsberg</b>, Captain.</p> + <p><b>Gjæster</b>.</p> + <br /> + + <p>Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret <b>1731</b>.</p> + <br /> + + <hr style="width: 65%;" /> + <h2 class="center">FØRSTE AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">Have, med Træer og Buske paa begge Sider. + Til Venstre i Forgrunden et gammelt Egetræ med en Bænk foran. I + Baggrunden et lavt Gjærde, over hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en + Landsbykirke i de Fjerne. Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som + fører langsmed Haven op til Herregaarden. Solklar + Formiddagsbelysning.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <br /> + + <p><i>Abigael og Bodil</i> <span class="stage">(komme ind fra + Høire).</span></p> + <p><i>Abigael.</i> Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra + kan vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen + brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer + ventelig Regn inden Aften.</p> + <p><i>Bodil.</i> Troer Frøkenen det?</p> + <p><i>Abigael.</i> Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har jeg + altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed ikke hvad.</p> + <p><i>Bodil.</i> Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand + hid i Formiddag.</p> + <p><i>Abigael.</i> Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. + Kammerjunkeren kommer eller gaaer.</p> + <p><i>Bodil.</i> Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med + Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar + Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?</p> + <p><i>Abigael</i>, Min Brudgom—ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke saa + nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det er saa + længe siden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Saa længe siden?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og + laa paa min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning + første Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da + en Slump Aar siden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev + trolovet paa Vuggen, men siden har I jo....</p> + <p><i>Abigael</i>. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang—siden har jeg visselig + ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men beilet til + mig—hos mig selv—det har han egentlig ikke. Den Ting har min Fader og + hans Moder ventelig afgjort imellem sig.</p> + <p><i>Bodil</i>. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da + bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa + ham—og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men + han rider godt og danser udmærket.</p> + <p><i>Bodil</i>. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?</p> + <p><i>Abigael</i>. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde jeg nu + min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en + Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, man + sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du og din Student + engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, hvad det bliver, saa + faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at bøde paa den magre + Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, saa gives der bedre + Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa ulykkelig ud—det + bliver nok et Præstekald.</p> + <p><i>Bodil</i>. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv + en Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine Forældres + Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans Lauritsen + tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os det daglige + Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa ringeagtende + om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det veed jeg, at + hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte mig min Kjærlighed, + om den blev tagen ud af mit Hjerte.</p> + <p><i>Abigael</i>. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og + dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder + paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den gamle + Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa vel + Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod eller + Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har dandset med mig og sagt + mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg ligesaa gjerne gifte mig med Christen + Skeel eller Jørgen Friis eller Erik Trolle—thi derudi er den Ene som den + Anden, at jeg kan vinde dem Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? + Jeg har endnu ikke givet mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, + det angaaer. Jeg vil selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal + hænges!.... Nu maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er + med, gaaer det rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke + faaer Øje paa Vognen.</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til + Høire).</span> Nei, endnu er der Intet at see; der er ikke en levende + Sjæl paa hele Veien. Jo, fra den anden Kant kommer der En.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som har sat sig paa Bænken).</span> En + Bonde?</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(skygger med Haanden for Øinene).</span> + Nei, skjønner jeg ret, er han kjøbstadklædt.... Det var da en + underlig En! Han gaaer barhovedet midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en + Kjæp.</p> + <p><i>Abigael</i>. Kommer han her forbi?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er den nye + Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!</p> + <p><i>Abigael</i>. Paa din Anbefaling.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke + kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de fulgtes ad til + Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? <span + class="stage">(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer + nærmere.)</span> Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn + Røst, og Viser kan han ogsaa digte.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.</p> + <p><i>Bodil</i>. Der er han!</p> + <p><span class="stage">(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. + Ambrosius, kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer + Hatten og en lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt + for Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa + Bodil.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Ambrosius</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Ambrosius</i>. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I har + vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?</p> + <p><i>Bodil</i>. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og + fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad + Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har + Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hører I kanskee til Tyendet?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig + Hilsen til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi lidt, + nu kommer jeg over til Jer.</p> + <p><i>Bodil</i>. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae + tilbage, om ad Ladegaarden.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I + gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er + større end Jeres. Vi er jo dog Tyende begge to. <span class="stage">(Han + springer over Gjærdet.)</span> Saa, her har I mig! Og nu rigtig Goddag <span + class="stage">(ryster hendes Haand)</span> og velkommen hid, Ambrosius! Ja, det var + Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand—idag er det + fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har + absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! + Vi har ikke seet hinanden i tre Aar. <span class="stage">(Han har imens taget en + Flaske op af Lommen.)</span> Hans Skaal, den ærlige Karl! Og gid han maa faae + Kaldelse, inden Aaret er omme! <span class="stage">(drikker.)</span> See saa, nu er + den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, hvor jeg overnattede—den kostede + mig kuns en Vise. Vil I fylde den igjen, skal I faae samme Betaling. <span + class="stage">(Seer sig om.)</span> Naa, saa det er Baronens Have. Der er ellers nok + saa kjønt udenfor, synes mig; der har man en friere Udsigt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa skulde I være bleven derude.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!</p> + <p><i>Bodil</i>. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den naadige + Frøken.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Hatten i Haanden).</span> + Frøkenen!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(fornemt).</span> I er temmelig dristig, at I + saaledes bryder ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede + mig derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en + Løsgænger.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(stolt)</span> En Løsgænger! + <span class="stage">(godmodig).</span> Naa ja, det er jeg vel i Grunden og, det kan + Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo prøve paa at slaae mig fast, + saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa Døren med det samme ... I mener + det vist heller ikke saa slemt. I Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa + mange andre løse Fugle gjør hver Dag, baade Skader og Stære og + Finker og hvad de allesammen hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg + troe.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit + Næb, ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog + hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!</p> + <p><i>Abigael</i>. Og bliver til en Skade—ja I seer ud derefter. Men naar + Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet + udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har + Katte nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil forlade + Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en skikkelig Person. Hvor + kommer I fra?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg + konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg læst + med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.</p> + <p><i>Abigael</i>. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg + har havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig + med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle + Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en Tid fik jeg + frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en Stund for + Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg kjendte. Men han + skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet Prop i den Flaske. + Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede paa et Tagkammer og slog + mig igjennem som jeg kunde, <span class="stage">(til Bodil).</span> Ja, Eders + Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde saa vist + heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med mig af et villigt + Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i Kjøbet, maa I + troe.</p> + <p><i>Bodil</i>. En Præken?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu + altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et lille + Svinkeærind til Højre og Venstre.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i + Eders Tale, saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, + hvorfor I overgav Studeringen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg + var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som var + tilfalden mig efter en Velynder—gik det Hele op i Røg.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvad gik op i Røg?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, + min Seng—og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i den + store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var gaaet et + Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som begyndte at faae gule Blade. + Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne kime og saae Luerne slaae iveiret. + Saa var min Klokke slaaet, og der var ikke Andet for mig at gjøre, end at + reise over til mit Hjemsted her i Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik + det til, naadige Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at + takke for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?</p> + <p><i>Bodil</i>. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være + omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for + bestandig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo hver + en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. <span + class="stage">(til Ambrosius.)</span> Men det er jo heldigt, I kan nøies med + Lidt, siden der ikke er beskaaret Jer Mere.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte min Fod + og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden køle min + Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner for mig og + lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge mit Hoved til Hvile + med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til min Gjerning, naar Dagen gryer? + Herre, min Gud, hvor I maa være rig, naar I kan kalde alt det Lidt!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(koldt).</span> Hvad der er Meget for En, kan + være Lidt for en Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I + præker godt. Men I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler + flydende.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; + skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et Degnekald ledigt paa + Godset—et, som ikke er for lidet, for I skal vel og giftes og sætte Bo, + kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre, hvordan Eders + Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I kom + gaaende?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da + have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige + Frøken, for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer + jeg. Eller ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu—Vorherre raader for det, + som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa bar + Mark, end at være bunden til en Tornebusk.</p> + <p><i>Bodil</i>. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker + om Elskov og Giftermaal ligesom jeg.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, + vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa + meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske sig + selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.</p> + <p><i>Abigael</i>. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer Mening + at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig ikke + i Hu....</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom + gaaende?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som faldt + ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med det samme. Jeg + skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der + fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa + tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og + høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert + har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap med.—Men lyster + Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til Befaling. + Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det andet paa Ryggen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med + det samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end + eengang, baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, om + det behøves—men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa + skal det vel sagtens være en Psalme?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men + ingen Elskovsarier eller Sligt—det kjeder mig.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes + om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes + Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes. Giv nu + Agt! <span class="stage">(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik + og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)</span></p> + "Den kjedsom Vinter gik sin Gang,<br /> + Den Dag saa kort, den Nat saa lang<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Forandrer sig</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Saa lempelig;</span><br /> + Den barske Vind, den mørke Sky<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Maa flye,</span><br /> + Man frygter ei, at Sne og Slud<br /> + Skal møde dem, som vil gaa ud;<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Thi lad os gaae</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">At skue paa,</span><br /> + Hvor smukt Naturen sig beteer<br /> + <span style="margin-left: 4em;">og leer."</span><br /> + <br /> + "Ak see, hvor pyntet Solen gaaer<br /> + Med lange Straaler i sit Haar;<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Den varme Krands</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Er rette Kands</span><br /> + For alle Ting, som nu maa grye<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Paa ny.</span><br /> + See Fuglene i Flokketal<br /> + I Luftens vide Sommersal;<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Her flyver en</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Jo med sin Green,</span><br /> + En anden sanker Haar og Straa<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Saa smaa."</span><br /> + <br /> + "Ak see et meget yndigt Syn<br /> + Paa Skovens grønne Øienbryn!<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Den høie Top</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Skal klædes op,</span><br /> + Og Vaaren pynter Bøgen ud<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Til Brud.</span><br /> + Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;<br /> + Et Hundebjæl, en Lyd af Horn<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Er alt hans Spil;</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Men hør blot til,</span><br /> + Hvor smukt den Skov ham svare maa.<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Derpaa."</span><br /> + <br /> + "Ak, see, hvor speileklar og glat<br /> + Den Sø dog er i Lave sat...."<br /> + + <p><span class="stage">(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen.</i></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(kommer hurtig ind fra Høire, + klædt i Reisedragt. <i>Ambrosius</i> og Bodil trække sig under den + første Replik noget tilbage).</span></p> + <p>Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du + holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de + Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med + Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen Andre + tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, <span + class="stage">(neier)</span> og velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke + større, end at den kan rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo + netop gaaet herned for at see ud efter Vognen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier dog + ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, + tænker jeg.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god + nok?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været + det. Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han har + forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var ifjor, saa....</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad saa?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(leende).</span> Saa kunde han min Tro + være bedre.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden + din salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal det, + Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var + Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen hid for + at holde Bryllup—vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, saa + gid...!</p> + <p><i>Abigael</i>. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har sin + Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. + Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal + det skæres og syes og....</p> + <p><i>Baronen</i>. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... + aa, jeg gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte + Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din + Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... <span + class="stage">(idet han vender sig, faaer han Øje paa Ambrosius.)</span> Hvad! + Staaer han her endnu? Hvad er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre + her i Haven?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den Skriver, + som....</p> + <p><i>Baronen</i>. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er ingen + Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og Visekræmmere. + Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der faaer han at vide, hvad han har + at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig selv, tre Daler om Maaneden og + Traktement med Folkene. Naa! hvad venter han paa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at + sige om min Røst.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for noget?</p> + <p><i>Abigael</i>. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og + spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.</p> + <p><span class="stage">(<i>Jørgen Tjener</i> kommer ind.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Jørgen</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? <span + class="stage">(til Jørgen).</span> Har han noget at sige mig, saa vent!</p> + <p><i>Abigael</i>. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes + paa Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da + jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte + jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse + ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at jeg + kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov baade for hans + Røst og Færdighed.</p> + <p><i>Baronen</i>. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind + Høne finder ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om + Søndagen og Skriverkarl om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een + Smække. Ja, ja, nu faaer vi see, hvordan han skikker sig.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at + blive Degnens Eftermand i Kaldet?</p> + <p><i>Baronen</i>. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og + det gi'er jeg til hvem jeg lyster.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Men naadige Herre, betænk at....</p> + <p><i>Baronen</i>. Hold Mund! <span class="stage">(til Abigael.)</span> Jeg gaaer et + Øjeblik over i Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu + for, at Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, skulde + være noget pikeret, <span class="stage">(til Jørgen.)</span> Hvad var + det saa for et Ærind, han havde til mig?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er + greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i Folehaven. + Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om Herren vil have + ham paa Vand og Brød i Hullet.</p> + <p><i>Baronen</i> Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet + end Kvas. <span class="stage">(til Ambrosius.)</span> Han kan følge med og + lade Jørgen vise ham Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, + hvor Træhesten staaer, saa kan han lære at ride med det samme.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i> gaaer ud til Venstre, <i>Ambrosius</i> og + <i>Jørgen</i> til Højre.)</span></p> + <p><i>Abigael</i>. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig over, + men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om jeg + ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den Person ... hvad + var det, han hed?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ambrosius Stub.</p> + <p><i>Abigael</i>. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han + var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, For de + er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, bare for + deres Underdanigheds Skyld.</p> + <p><i>Bodil</i>. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, + især i Begyndelsen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel + løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.</p> + <p><i>Bodil</i>. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til + Tinge, veed I.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, saa er + den Sorg slukt.</p> + <p><i>Bodil</i>. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte + under luvslidt Kjortel, og....</p> + <p><i>Abigael</i>. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte + være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med en + Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en fattig Student, naar + det lyster mig.</p> + <p><i>Bodil</i>. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad + Hjertet angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar + alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en + fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige og + Rige.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget + meget paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen + allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine Kjendinge i + Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører til og + lader mig holde Talen. For i det Kapitel er <i>jeg</i> nok mere bibelfast end + <i>du</i>. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde være for + stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare Knæ + skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! Troer du det ikke? + Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det ikke var at nedlade + mig for meget.</p> + <p><i>Bodil</i>. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine Ord + igjen!</p> + <p><i>Bodil</i>. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham, + at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at + jeg....</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige + Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.</p> + <p><i>Abigael</i>. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa + høit til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du + egget mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din + Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er + Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa tyndslidt som + hans Kjortel?</p> + <p><i>Bodil</i>. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig....</p> + <p><i>Abigael</i>. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men vinder + jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus</i> <span class="stage">(komme ind + fra Høire.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine + Fugl! Fy skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du + saadan absenterer dig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, at + tage imod Jer, men....</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og + giv mig et Kys til Velkomst.</p> + <p><i>Junker Claus</i>. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders + Fødder!</p> + <p><i>Abigael</i>. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist + fugtig endnu af Morgenduggen.</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov + at kysse—<i>n'est-ce-pas?</i> <span class="stage">(kysser hendes Haand.)</span> + Men hvor I har embelleret Jer siden ifjor—det er mageløst! Har jeg ikke + Ret, Mama?</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og + altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.</p> + <p><i>Claus</i>. Og saa denne <i>fraicheur!</i> Man maa sige, hvad man vil; men vore + Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres <i>rouge</i> + og deres <i>blanc</i> kan hver for sig være ligesaa vellykket, men denne + charmante Overgang, den har de ikke.</p> + <p><i>Abigael</i>. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den + "charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders + Komplimenter.</p> + <p><i>Claus</i>. "Hr. Kammerjunker!"—Hvorfor taler I mig saa fremmed til?</p> + <p><i>Abigael</i>. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?</p> + <p><i>Claus</i>. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved + Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker + hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter Eder, + skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er mig + endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke Kammerjunker, kald mig + Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et lille Ord til, som for + Exempel....</p> + <p><i>Abigael</i>. <i>Junker</i> Claus—ja, med største + Fornøielse. Altsaa, Junker Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og + Eders Naade trænger vist ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten + er alt serveret; min Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i + Ladegaarden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg kuns + om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg bliver saa let + echaufferet.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. <span + class="stage">(<i>Bodil</i> gaaer ud til Høire.)</span> Ønsker I heller + ikke Andet, Junker Claus?</p> + <p><i>Claus</i>. I Eders <i>présence</i> fornemmer jeg i Grunden hverken + Hunger eller Tørst. Men en lille Bagatel....</p> + <p><i>Abigael</i>. Et Stykke Postei maaskee?</p> + <p><i>Claus</i>. Tak, hvis det findes.</p> + <p><i>Abigael</i>. Et Par Skiver Skinke?</p> + <p><i>Claus</i>. I er altfor god.</p> + <p><i>Abigael</i>. En lille Agerhøne eller to?</p> + <p><i>Claus. Grand merci, Mademoiselle</i>! Agerhøns er en af mine + Livretter.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. <span class="stage">(med et Blik til Claus.)</span> + Hm!</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(hurtig).</span> Men, som sagt, i Eders + <i>présence</i> tænker jeg hverken paa at spise eller drikke. Jeg + glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, om det saa var....</p> + <p><i>Abigael</i>. Agerhøns?</p> + <p><i>Claus</i>. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! Men I + skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere + Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes + Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er + <i>entre nous,</i> for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... meget + streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i + Krogene—forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er cacheret + af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer superb, naar I engang + kommer til Hove.</p> + <p><i>Abigael</i>. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? + Saamænd, det kunde være fristende nok.</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, ikke sandt, meget fristende?</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Ah, der har vi den kjære Baron!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SJETTE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen</i> <span class="stage">(kommer ind fra + Venstre).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa + Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, + foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er + nok saa lækker, det bekjender jeg frit.</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, meget morsomt!</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde + gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan + forenes med hans Tjeneste.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han + vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, + saa for mig gjerne.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?</p> + <p><i>Baronen</i>. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til + Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(til Abigael)</span> En Skriverdreng! Vil I tage + Information af en Skriverdreng?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at + indvende.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(hurtig).</span> Bevares, hvad skulde + min Søn have at indvende.</p> + <p><i>Claus</i>. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Han meente kun, det maa være en sjelden + Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt + Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.</p> + <p><i>Baronen</i>. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, meget morsomt!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SYVENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Jørgen</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Jørgen</i>. Naadige Herre, der er serveret.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig + som en Tærsker.</p> + <p><i>Abigael</i>. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, <i>petite friponne!</i> Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa + jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er + i Orden.</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(standser).</span> Men hvad er dette? Der + kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, + er de i Skjænderi med hinanden.</p> + <p><i>Baronen</i>. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>OTTENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius</i> <span class="stage">(komme ind under + højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage + Hattene af).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder + Gaarden, eller hvad er paa Færde?</p> + <p><i>Niels Bruus</i>. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har + understaaet sig....</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(paa samme Tid).</span> Jeg beder Baronen + undskylde min Dristighed....</p> + <p><i>Baronen</i>. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og + lad mig høre, hvad der er i Veien.</p> + <p><i>Niels Bruus</i>. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl, der + staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens Ordre lod jeg den + Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten. Da det var + besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene var + tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede en + Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa kom ud i + Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for sig?</p> + <p><i>Baronen</i>. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!</p> + <p><i>Niels</i>. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke + mere Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, var han + der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten og hjulpet + ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?</p> + <p><i>Baronen</i>. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han + ikke gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for + Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, hvem + der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.</p> + <p><i>Abigael</i>. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad + Skriveren har at sige til Undskyldning.</p> + <p><i>Baronen</i>. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, + tal da! Kan han lukke Munden op!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over mig, da + jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.</p> + <p><i>Baronen</i>. En gammel Mand?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa + Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det skar + mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget blødhjertet af + mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som ogsaa er svag og + vanfør, Gud bedre det!</p> + <p><i>Niels</i>. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet + hjem paa sin Ryg, den Kjæltring!</p> + <p><i>Baronen</i>. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(til Niels).</span> Kræfter nok! Han + segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det + skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til + hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige + Bonde ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I + hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og + alligevel....</p> + <p><i>Baronen</i>. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, + Jørgen? Hvem er det?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det er Jens Hansen, naadige Herre!</p> + <p><i>Baronen</i>. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede + Benet sidste Vaar?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, naadige Herre!</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo tjent her + paa Gaarden i salig Fruens Tid.</p> + <p><i>Niels</i>. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.</p> + <p><i>Baronen</i>. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det + saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, + men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa + Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem + Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.</p> + <p><i>Niels</i>. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og + lidet Brændsel paa Godset herefterdags.</p> + <p><i>Baronen</i>. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud + over ham! <span class="stage">(til Ambrosius.)</span> Han er en skikkelig Karl, men + en anden Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar han + har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade hende give ham en + Flaske Viin ovenpaa den Alteration.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den + paa Herrens Velgaaende.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(til Ambrosius).</span> Aa, bi et + Øieblik. Min Fader har tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og + Spil, om I ellers har Lyst dertil.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal + det visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil + imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! <span + class="stage">(gaaer ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa + forlade, at jeg lod Jer vente.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og det har + været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne Leilighed + at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, Claus?</p> + <p><i>Claus</i>. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!</p> + <p><i>Baronen</i>. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige + Kjøkken, Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, + ha, ha, ha!</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen, Geheimeraadinden</i> og Junker <i>Claus</i> ud + til Høire. <i>Ambrosius</i> hilser og følger lidt bag + efter.</span>)</p> + <p><i>Niels</i> <span class="stage">(efter en lille Pause, i hvilken han og + Jørgen betragte hinanden).</span> Hvad siger du til den Konfekt, + Jørgen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg siger, den er grov, Niels!</p> + <p><i>Niels</i>. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i + Vejret, saa begynder han alt at gale.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to + op endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du + lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham + Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.</p> + <p><i>Niels</i>. Ja saa, har hun det?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være + Ridefoged.</p> + <p><i>Niels</i>. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans + Halsbeen.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han + selv besørger det.</p> + <p><i>Niels</i>. Han selv? Hvad mener du med den Snak?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som + han kunde bryde sin Hals paa.</p> + <p><i>Niels</i>. Hvad skulde det være for en Steen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved + Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.</p> + <p><i>Niels</i>. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae til, + Jørgen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.</p> + <p><span class="stage">(Tæppet falder.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2 class="center">ANDEN AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med + Reoler paa hver Side. Døre til Venstre og Høire. Et Skrivebord, + Stole.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <br /> + + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(kommer fra Baggrunden med en Bog i + Haanden).</span> Det er et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens + Bibliothek imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt + af alskjøns Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, + hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for + Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom Vimmelskaftet i + Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, <span + class="stage">(læser)</span> "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det + din. Ane Sofie med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. <span + class="stage">(blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.)</span> See, her + træffer jeg gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster + sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er + den om Ellehøien.</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,<br /> + Mine Øien de finge en Dvale;<br /> + Der kom gangendes to Jomfruer frem,<br /> + Som gjerne vilde med mig tale."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en + Frøken....</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Den ene begyndte en Vise at kvæde<br /> + Saa faurt over alle Kvinder.<br /> + Striden Strøm den stiltes derved,<br /> + Som førre var vant at rinde."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som + faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er + der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at see + ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Striden Strøm den stiltes derved,<br /> + Som førre var vant at rinde;<br /> + Alle smaa Fiske, i Floden svam,<br /> + De legte med deres Finne."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og + musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. Allerbedst + hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over Ansigtet paa hende, og + endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som hun var hundrede Mile + borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun er en adelig Frøken og jeg + kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo være god for sig, tænker jeg. + <span class="stage">(læser sagte videre.)</span> Jeg gad ellers vidst, hvad der + siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort fra Elle-kvinden, staaer der, + da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad + derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun + hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt.</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Thi raader jeg hver dannis Svend,<br /> + Som ride vil i Skove,<br /> + Han ride sig ikke til Elvehøi<br /> + Og lægge sig der at sove.<br /> + Siden jeg hende først saae."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>Siden han saae <i>hende</i>, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred + kanskee, eller hvad er Meningen? <span class="stage">(lukker Bogen.)</span> Naa, det + kommer ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En + Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. <span + class="stage">(skriver.)</span> Nummer 223. En haandskreven Visebog <i>in Quarto</i>, + fordum tilhørende.... Jomfru eller Frøken? Aa, lad hende være + Frøken.... Ane Sofie.... og saa en Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu + stiller vi den paa Hylden og tager fat paa den næste. <span class="stage">(Han + gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa Plads og tager en anden ud, som han + aabner. Medens han er beskjæftiget tiermed, gaaer Døren op, saaledes at + den skjuler ham for de Indtrædende.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(i Døren.)</span> Kom kun, Peer! + her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og + husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en + Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.</p> + <p><i>Peder</i>. Ja men det gjør jeg ikke.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I + ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele + Indtægten af Embedet ... i det første Aar.</p> + <p><i>Peder</i>. Hele Indtægten?... Ja, men hvad <i>skal</i> jeg med den + Hjælpedegn?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke + rigtig vel?</p> + <p><i>Peder</i>. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den + Skriverdreng.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert + kjønne Ansigt.</p> + <p><i>Peder.</i> Men det første jeg træffer ham....!</p> + <p><i>Jørgen.</i> Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar + Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I + ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at + rekommandere Jer en duelig Person.</p> + <p><i>Peder.</i> Hvad er det da for en Person?</p> + <p><i>Jørgen.</i> Herregud, lille Peer, det er jo mig.</p> + <p><i>Peder.</i> Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?</p> + <p><i>Jørgen.</i> Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren + skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa + lovet at gjengjælde mig.</p> + <p><i>Peder.</i> Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?</p> + <p><i>Jørgen.</i> Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I + ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det + Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.</p> + <p><i>Peter.</i> Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig + saa komme ind til Baronen.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Bi lidt, skal jeg melde Jer.</p> + <p><span class="stage">(idet han vender sig, træder <i>Ambrosius</i> + frem.)</span></p> + <p><i>Ambrosius.</i> Den naadige Herre er ikke tilstede.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Hvad! Staaer I her og lurer?</p> + <p><i>Ambrosius.</i> Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg + ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man + lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa + kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed + Eders andre Bestillinger?</p> + <p><i>Peder</i>. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme + ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra + Kjøbenhavn.</p> + <p><i>Peder</i>. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt + Foden i Kjøbenhavn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.</p> + <p><i>Peder</i>. Er jeg?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul + Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.</p> + <p><i>Peder</i>. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han + mig for en Anden.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?</p> + <p><i>Peder</i>. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg + vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa + Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?</p> + <p><i>Peder</i>. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i + Kjøbet.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?</p> + <p><i>Peder</i>. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en + Pandekage?</p> + <p><i>Peder</i>. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er det ikke Jer, som er en Hane?</p> + <p><i>Peder</i>. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, + Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(holder ham tilbage).</span> Nei, nei, + Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.</p> + <p><i>Peder</i>. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip + mig, siger jeg!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede + for Jer.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen</i> <span class="stage">(ind fra Høire).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke + befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen + vilde ikke lade sig sige.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer + Rasmussen?</p> + <p><i>Peder</i>. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit + Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og + den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?</p> + <p><i>Peder</i>. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men <i>det</i> + tænkte den høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges + Cedere og Palmetræer ... <i>det</i> tænkte han visselig ikke paa for tre + og tredive Aar siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde + til Degn og Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde + blive skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.</p> + <p><i>Baronen</i>. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham for + en Hane?</p> + <p><i>Peder</i>. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han + kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har tilladt mig + den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte værge mig, + som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra + Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev + sammenlignet med en Hane ... det er hele Anledningen.</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Degnen).</span> Og for sligt Lapperies + Skyld vækker han mig op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære + sig over Skriveren for, saa....</p> + <p><i>Peder</i>. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han + har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den + femtende Søndag efter Trinitatis....</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte).</span> Ti stille, Peer, I + gjør jo kuns Ondt værre.</p> + <p><i>Peder</i>. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og + Altergang....</p> + <p><i>Baronen</i>. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?</p> + <p><i>Peder</i>. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, som + jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. <span class="stage">(til + Ambrosius:)</span> Svar nu til det, om I kan!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I har + jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?</p> + <p><i>Baronen</i>. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!</p> + <p><i>Peder</i>. Ja men....</p> + <p><i>Baronen</i>. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. + Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For Kirkesangen skal han + herefter blive fritagen. Ambrosius synger med Børnene for det første; + hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig paa. Gaa nu og hold sig en anden + Gang min Befaling efterrettelig! Marsch! <span class="stage">(<i>Degnen</i> ud i + Baggrunden. Baronen til <i>Jørgen</i>, som vil følge:)</span> Stop + lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde <i>han</i> at skaffe her + i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være Degnens Fortaler?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg + kunde.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden + Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru + Geheimeraadinden.</p> + <p><i>Baronen</i>. En Bog ... hvad er det for en Bog?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det er ... en Historiebog.</p> + <p><i>Baronen</i>. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne + Titelen!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om + Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens + Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette Aar.</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Ambrosius).</span> Findes den Bog her?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en + maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg ikke hellere + skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller Magister Falsters sidste + Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig udkommen i Trykken?</p> + <p><span class="stage">(Bodil ind fra Venstre).</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa + have Ro! <span class="stage">(til Bodil.)</span> Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente + Bøger?</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige</i> <span class="stage">(uden Peder Rasmussen).</span> + <i>Bodil</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Bodil</i>. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa + skjønt, vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed + at følge med.</p> + <p><i>Baronen</i>. Skriveren ... med Frøken Abigael?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene + at vide paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af har + havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den Videnskab, som + kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig med at + samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.</p> + <p><i>Baronen</i>. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Efter fattig Leilighed. <span class="stage">(til + Jørgen:)</span> Her er den Bog, I forlangte.</p> + <p><span class="stage">(<i>Jørgen</i> tager den og gaaer strax efter ud i + Baggrunden.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra + ham.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i> ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! + Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.</p> + <p><i>Bodil</i>. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade + Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom + hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. Hvor er + Frøkenen?</p> + <p><i>Bodil</i>. I Havestuen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!</p> + <p><span class="stage">(<i>Bodil</i> ud til Venstre, <i>Ambrosius</i> i + Baggrunden.)</span></p> + <br /> + + <p>Skuepladsen forandres til:</p> + <p><span class="stage">Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, + Stole, Portræter paa Væggene.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>Geheimeraadinden og Jørgen</i> <span class="stage">(komme ind fra + Venstre. Geheimeraadinden lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig + paa en Stol.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Jørgen</i>. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi + jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde + intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen + engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig + kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(giver hende Bogen).</span> Jeg takker + underdanigst.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Intet at takke for.—<i>A propos,</i> mig syntes, + han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... + Skriverkarlen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for + lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til + Enghaven.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken + Information ...</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. I Sang og Musik.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja—nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg + kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ikke meer end een Gang om Dagen.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne + Skriverkarl? Hvor stammer han fra?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Fra Gummerup, Eders Naade.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Gummerup?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han + født, hans Fader er Skræder.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen + Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive + Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, + han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu + ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan + gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres + Gunst, saa kan man jo aldrig vide, <i>hvor</i> langt han kan komme.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Og han musicerer og promenerer hver Dag med + Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, <span + class="stage">(fornem.)</span> Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har + benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i + Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med + ham</p> + <p><i>Jørgen</i>. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Ikke for Øieblikket.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(afsides.)</span> Den Spadseren med + Skriverkarlen lider hun ikke rigtig—jeg tænkte det nok.</p> + <p><span class="stage">(Jørgen ud til Venstre.)</span></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(alene.)</span> Han er en malicieux + Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i + Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har + nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv en <i>passager</i> Interesse har + sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen + Tid at spilde.—Ah, er du der, Claus! det var godt.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SJETTE SCENE.</h2> + <p><i>Geheimeraadinden. Junker Claus</i> <span class="stage">(fra + Venstre.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Claus. A votre service, chère maman</i>. Jeg ønsker Jer en god + Morgen <span class="stage">(kysser hende paa Haanden)</span>; jeg har jo endnu ikke + hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og + mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. + Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning + om nogen Ting—undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg + forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg + ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra + Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, + hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig + vide bedre Besked.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(skarpt).</span> Veed du heller ikke, + at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som + informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.</p> + <p><i>Claus</i>. Jo vist, de sanker Blomster—til Potpourri eller saadant noget. + Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lille + <i>Chanson</i>, du veed: "<i>Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; Tra la la, la + la!"</i></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, + hun er passionneret for.</p> + <p><i>Claus</i>. Hvorledes mener Mama?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader + din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. + Du burde dog i det mindste gjøre Følge.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg? <i>Dieu m'en préserve!</i> Jeg ledsagede dem et Stykke + Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en + Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke + hvad.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.</p> + <p><i>Claus</i>. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig Expression. + I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... <i>ah fi + donc!</i></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne + Sag—ligesom, <i>en passant</i> bemærket, adskillige andre + Sager—altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette + Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din + Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For + et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden + Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde + være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have + Indflydelse paa din Fremtids Lykke.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas + Alvor?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hvilket?</p> + <p><i>Claus</i>. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er + altfor morsomt!... nedlade sig til en <i>amourette</i> med en almindelig Skriverdreng + af ganske simpel Extraction,—hun, som har en, jeg tør vel sige, + distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til + at troe.</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Man har dog hørt saa galt før. Husk paa + Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede + sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, + siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.</p> + <p><i>Claus</i>. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education—Mama maa + virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det + er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med + hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, det er paa Ære umuligt, + aldeles umuligt.</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Umuligt, siger du?... Holder du <i>mig</i> for et + Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?</p> + <p><i>Claus</i>. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det + mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt + en Passion, da jeg var ung.</p> + <p><i>Claus</i>. Mama er jo ung endnu.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for + mit første ungdommelige Sværmeri?</p> + <p><i>Claus</i> Var det ikke Papa?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det var ... min Faders Skytte.</p> + <p><i>Claus</i>. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de + sorte Øine?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget + Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev + derpaa trolovet og gift med din Fader.</p> + <p><i>Claus. Est-il possible!</i> Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af + Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste + lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget + Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig—hvad skal jeg kalde + det?—Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg + vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg + holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle + Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg + skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer....</p> + <p><i>Claus</i>. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det + første, jeg træffer ham i Abigaels <i>présence</i>, skal jeg + begegne ham saaledes....</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt + værre. Du maa behandle ham....</p> + <p><i>Claus</i>. Overlegent—<i>du haut en bas</i>—Mama har fuldkommen + Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael + Forskjellen paa en Kavaler <i>comme il faut</i> og en Skriverkarl ...</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Som oven i Kjøbet er Søn af en + Bondeskræder.</p> + <p><i>Claus</i>. Af en Skræder! Det er mageløst! En <i>tailleur de + campagne</i>, ha, ha, ha!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SYVENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen</i> <span class="stage">(ind fra Høire).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge + med og besee min Planteskole?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Med største Fornøielse. Det vil være + mig af særdeles Interesse.</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende + imøde, som er ude at promenere med ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Skriveren—jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er + en honnet og vellært Person.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke + distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er + mere magtpaaliggende?</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvorledes mener Eders Naade?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage + Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. + Min Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke presseret hende + videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, + eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra + Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at Hendes Majestæt + allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns Trolovelse var + declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde i Sinde at benaade det unge + Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min Søns Permission desuden + udløben.</p> + <p><i>Baronen</i>. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den + høie Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?</p> + <p><i>Claus</i>. Et Par Gange har jeg berørt det—med al mulig + Delicatesse naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.</p> + <p><i>Baronen</i>. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt reent + ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg gjøre en + Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg pleier saa at + tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i den Anledning. Magister + Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan Trolovelsen blive declareret og + Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver det.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns + og egne Vegne, <span class="stage">(til Claus:)</span> Det er bedst, du strax + opsøger Abigael og meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder + dig op ad den vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.</p> + <p><i>Claus</i>. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa + Kjærlighedens Vinger. <i>Au revoir!</i> <span class="stage">(ud til + Venstre.)</span></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(seer efter ham).</span> Den + kjære Claus! Saae Baronen, hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er + lykkelig, den har Haabets og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi + Andre?</p> + <p><i>Baronen</i> Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde jeg + mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man veed + Pinedød ikke, hvad man faaer—det er min Troesbekjendelse. Denne Vei, + Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.</p> + <p><span class="stage">(Begge ud til Høire.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>OTTENDE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael og Ambrosius</i> <span class="stage">(komme efter et lille Ophold ind + fra Baggrunden. Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og + Blomster.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Abigael</i>. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre + dem, nu veed jeg Besked.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe + over efter Luthen?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; + kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med Selskab, + om I ellers har Leilighed.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig + altid et og andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte med, + men naar Frøkenen er nøiet....</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens—det er vel sagtens + de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker Claus, som har + havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i Alt. Det er bedst, jeg + vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for mig, om I vil.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig + øvet i den Gjerning.</p> + <p><i>Abigael</i>. Betyder Intet, den lærer I snart. <span class="stage">(Hun + giver ham Garnet og viser ham tilrette).</span> Nei, Saaledes skal I holde, og stil + Jer saa der! Seer I, det gaaer. <span class="stage">(Vinder et Øieblik og + hører derpaa lidt op)</span> Det var ellers sært, hvad I forhen + berettede om Urters og Blomsters Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at + alle de forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. + Hvor falder I paa Sligt?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg + spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og Blomster lever, + saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(vinder igjen).</span> Hvorledes det?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det + Frie eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer—hvad + gjør vi Mennesker egentlig stort Andet? "Vel <i>født</i> er vel en + Trøst, men bedre vel <i>opdragen</i>, vel <i>gift</i> er Livets Lyst, vel + <i>død</i> er hele Sagen." Det kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om + Blomsterne.</p> + <p><i>Abigael</i>. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver eneste + Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, og aabner + dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede + Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem + med ublid Haand.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Saa I mener virkelig, de har + Fornemmelse af Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og + ... <span class="stage">(hører op at vinde)</span> troer I kanskee ogsaa, at + Blomsterne føler Kjærlighed?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at + de har stor Kjærlighed til Solen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvorfor tænker I det?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et + Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(vinder igjen).</span> Der er vel dem, der + holder det lukket.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! + Men desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de + rækker sig jo ligesom op efter den med deres Blade.</p> + <p><i>Abigael</i>. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer + sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det sagtens + ikke til.</p> + <p><i>Abigael</i>. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke + vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I holder + Jer saa fjernt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg?—Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig + Skriverkarl lider Jer eller ei.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I talte om, + og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs og den rige + Rosenblomme.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Liv, idet han træder et Skridt + frem).</span> Troer I da ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?</p> + <p><i>Abigael</i>. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen + mig altfor nær.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(trædende tilbage).</span> Forlad mig, + jeg tænkte ikke derpaa.</p> + <p><i>Abigael</i>. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at + Urter og Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang + tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik + Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(holder op at vinde).</span> Ih nei, det gad + jeg høre Noget om. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og + siig mig engang ... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke + Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som har nærmet sig)</span> + Omendskjøndt den er ung, fortæller den ikke saa lidet, naadige + Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først var en Kime, der laa + og drømte i Jordens Mørke, indtil den en Morgenstund vaagnede op som en + liden Spire og saae sig glad forundret omkring i den lyse Luft. Saa sugede den + Næring af Jordens Bryst og slukkede sin Tørst med Duggens klare + Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, + straalende Solskjær faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at + lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd + og Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig + høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa + stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet + Aandedrag—og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen + skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom + Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, + kyssede Solen dens røde Mund, og saa ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvad saa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa blev den brudt, og saa døde den.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.</p> + <p><i>Ambrosius</i> En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. "Vel + <i>død</i> er hele Sagen".</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(vinder igjen).</span> Du Frelsens Gud, hvilken + traurig Ende paa <i>den</i> Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. + Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald + vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes + og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede + den.</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, + Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.</p> + <p>(<span class="stage"><i>Ambrosius</i> træder et Skridt tilbage.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>NIENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Junker Claus</i> <span class="stage">(fra Baggrunden).</span></p> + <br /> + + <p><i>Claus</i>. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min + Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg havde + ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan Monsieur Ambrosius vidne + for mig.</p> + <p><i>Claus</i>. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke + fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg kommer da + ikke til Forstyrrelse?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri + Audients.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg har en Nyhed at meddele Jer—men under fire Øine. + <span class="stage">(til Ambrosius:)</span> Han kan gjerne forføie sig + bort.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?</p> + <p><i>Abigael</i>. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.</p> + <p><i>Claus</i>. Tillader I, skal jeg....</p> + <p><i>Abigael</i>. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts + Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.</p> + <p><i>Claus</i>. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det + rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i + Fabelen, hvad var det nu hun hed...?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen + veed nok, hvem jeg mener.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare + smigrende.</p> + <p><i>Claus.</i> Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, + eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem er saa + Uhyret?</p> + <p><i>Claus</i>. Uhyret? <span class="stage">(<i>Abigael</i> og <i>Ambrosius</i> + lee.)</span> Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det + andet Tyende. Giv mig Garnet!</p> + <p><i>Abigael</i>. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun + Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.</p> + <p><i>Claus</i>. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig + forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders + Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og + Garn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?</p> + <p><i>Claus</i>. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af + en Bondeskræder?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af + Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et + nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.</p> + <p><i>Claus</i>. Menneskekjærligt—hvad vil han sige dermed?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Hentydning).</span> Jeg mener, at der er + somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Saamænd, I har ikke + saa ganske Uret.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Desforuden er Skræderiet en ærværdig + Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle + Skrædere.</p> + <p><i>Claus</i>. Vorherre! er han fuld eller gal?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, + som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn + Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og + Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er + ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke ...</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til + en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, <span + class="stage">(til Abigael:)</span> Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; + thi siden vi ikke kan blive alene ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et + Øjeblik?</p> + <p><i>Claus</i> For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer + deraf.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer + endelig at faae det sagt.</p> + <p><i>Claus</i>. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa + mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne + Leilighed bliver declareret.</p> + <p><span class="stage">(<i>Ambrosius</i> gjør uvilkaaarlig en + Bevægelse.)</span></p> + <p><i>Abigael</i>. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet + over—<span class="stage">(til Claus:)</span> Ih nei, hvad hører jeg? Saa + det har min Fader samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde + underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(med tilbageholdt Vrede).</span> Naa, saa det + var Eders Ærind? I mener altsaa, at <i>mit</i> Samtykke kan I være + foruden, naar I har min Faders?</p> + <p><i>Claus</i>. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo + ingen Tid sagt Nei dertil.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(heftig).</span> Har jeg kanskee nogen Tid sagt + Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?</p> + <p><i>Claus</i>. Vidner! Men, <i>ma chère amie</i>, jeg beder Jer + indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end + saa. I er jo dog den sammo Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til + hinanden som Børn, med vore Forældres <i>consentement</i>.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og + Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?</p> + <p><i>Claus</i>. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?</p> + <p><i>Abigael</i>. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel + ogsaa voxet fra <i>mine</i>, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I + vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!</p> + <p><i>Claus</i>. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. + Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa + tillader I vel, at jeg fjerner mig?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... og + mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan + komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa ... See + saa, nu er <i>det</i> forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.</p> + <p><i>Claus</i>. Ah, <i>dieu soit béni</i>! Nu begynder Solen at skinne igjen, + mærker jeg.</p> + <p><i>Abigaél</i>. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den + ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae + tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den + bort, naar den er vissen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Kaste den bort!</p> + <p><i>Abigael</i>. Eller gjemme den, ligesom I vil. <span class="stage">(Hun + rækker ham Rosen.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg takker Eder, naadige Frøken!</p> + <p><i>Claus</i>. Men <i>jeg</i> da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, + at ... hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa, jo, hvorfor ikke? <span class="stage">(Søger imellem + Planterne.)</span> See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa + godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Navnet ... ja, det maa I + spørge Monsieur Ambrosius om, det er <i>hans</i> Videnskab.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(ligeledes).</span> Paa Latin kaldes den: + <i>Linaria</i>.</p> + <p><i>Claus</i>. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.</p> + <p><i>Ambrosius</i>, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.</p> + <p><span class="stage">(<i>Abigael</i> leende ud til Venstre. <i>Ambrosius</i> + ligeledes i Baggrunden.)</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(betragter Blomsten med et tvivlsomt + Udtryk).</span> "Torskemund?" <span class="stage">(Pludselig gaaer der et Lys op for + ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:)</span> Torskemund!</p> + <p><span class="stage">(Tæppet falder hurtig.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2 class="center">TREDIE AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">Kabinet, som i anden Akts femte + Scene.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Bodil.</i></p> + <br /> + + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(betragtende sig i et Haandspeil).</span> Jeg + veed ikke, hvordan du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo + heelt forkeert.</p> + <p><i>Bodil</i>. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok + færdig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst + her paa Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. <span + class="stage">(Hun sætter sig, <i>Bodil</i> pynter hende)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Venter Frøkenen Fremmede?</p> + <p><i>Abigael</i>. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.</p> + <p><i>Bodil</i>. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?</p> + <p><i>Abigael</i>. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, + han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der vilde + skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme ham + dyrt til at staae.</p> + <p><i>Abigael</i>. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, + hvad du mener.</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i + Kjærlighed.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde + gjøre.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.</p> + <p><i>Abigael</i>. <span class="stage">(med en Bevægelse).</span> Ægte + ham! Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken + ægtede en Skriverkarl?</p> + <p><i>Bodil</i>. Hørt derom har jeg vel, men ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været + Den, som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en + Gaasefjer i mit Adelsskjold—det kan du forlade dig paa!</p> + <p><i>Bodil</i>. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den + Venlighed, I viser ham?</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i + en Daarekiste.</p> + <p><i>Bodil</i>. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke + forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg + skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(betragtende sig i Speilet).</span> Hvad Tanker + jeg har?... Sæt mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg + har?... Jeg har de Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. + Deig, som andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?</p> + <p><i>Bodil</i>. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke + sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(heftig).</span> Men det <i>har</i> du jo netop + ikke ... ikke endnu mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene + idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans + Lauritsen.</p> + <p><i>Bodil</i>. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans + Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.</p> + <p><i>Abigael</i>. Et Tilbud ... hvorom?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, det nævner han ikke.</p> + <p><i>Abigael</i>. Skulde det være om en anden Plads?</p> + <p><i>Bodil</i>. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en + Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget Menneskes Hjertefred, + om jeg kunde?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I + faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget Hjerte er + saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig i Andres.</p> + <p><i>Abigael</i>. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du eller + Nogen læst til Ende.</p> + <p><i>Bodil</i>. Kanskee I selv ikke heller.</p> + <p><i>Abigael</i>. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst + endnu. Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan + bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og + svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og + der er lang Vei fra Øie til Hjerte.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som + Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i + Barmen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed + med Taarer at skaffe? <span class="stage">(med let Spot:)</span> Jeg tænkte, + den var idel Fryd og Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din + Fæstemand.</p> + <p><i>Bodil</i>. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.</p> + <p><i>Abigael</i>. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan + være, du har Ret; jeg skal tænke derover.—Ved du, om min Fader + kommer hjem til Middag?</p> + <p><i>Bodil</i>. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og har + taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye Karosse, har + jeg hørt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Til den nye Karosse? Mener du ...</p> + <p><i>Bodil</i>. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har ikke + Brug for dig længere. <span class="stage">(Bodil ud i Baggrunden.)</span> ... + Saa, nu bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og + Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger + Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, + hvorfor ikke?... Hvorfor <i>ikke</i>? Men om En nu spurgte, <i>hvorfor</i>? hvad + skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, at + Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens + Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog + Somme, der aldrig gifter sig.., ja, dem er der vel Ingen, der vil ha'e.—Af + Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet og synker i + Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.—Skulde det mon være sandt, + at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om den nu + alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og afsted til + Kjøbenhavn!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Geheimeraadinden</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(kigger ind ad Døren til + Venstre).</span> Er den naadige Frøken alene?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(neier)</span> Til den naadige Frues + Befaling.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(ind).</span> Hvad mener du, mit + hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at + lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved + Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en + Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den + Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde + han boe, og I den anden ...</p> + <p><i>Abigael</i>. I selv?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. + Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og + svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været + der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i + sligt et stateligt Huus?</p> + <p><i>Abigael</i>. Saamænd, det kunde være artigt nok.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet + Huusgeraad?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider + du bedst?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest + levende.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der + skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de Forbigaaende + stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer + kjørende—prægtige Vogne med gallonerede Lakaier—kanske somme + med Løbere foran.</p> + <p><i>Abigael</i>. Med Løbere, siger I?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den + Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer + de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til + den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvilke unge Folk?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig + og Claus naturligviis.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i + Tiden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, hvem kan vide?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at + regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet + ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene + begyndte at grønnes i Januari.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord + sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt + paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan + forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu + er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, + baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen + Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, + men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og + bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.</p> + <p><i>Abigael</i>. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør + Alting let.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja ... Kjærlighed. <i>Geheimeraadinden</i>. Tvivler du om, + at han bærer Kjærlighed til dig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, <i>naar</i> + det skal være.</p> + <p><i>Abigael</i>. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske + for meget.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hvad mener du?</p> + <p><i>Abigael</i>. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i + denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, at din + Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at + vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Jeg kjender nok Papas + Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og + nu frygter han....</p> + <p><i>Abigael</i>. For hvad?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet + ud.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som + siden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Altsaa samtykker du?</p> + <p><i>Abigael</i>. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, + men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert + Øieblik.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(afsides).</span> Skriveren! <span + class="stage">(høit)</span> Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke + gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad + det blive afgjort med det Samme.</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig + embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. + Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige + Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. + Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie.—Og hør, + <i>à propos</i> om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med + den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer + til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første + Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og + Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.</p> + <p><i>Abigael</i>. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur + Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig + idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose + klæder dig smukt!</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand + Natten over.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Du skulde sige ham det idag—Skriveren mener + jeg—at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo + ikke at lade ham vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvorfor ... nei, det behøves ikke.</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til + Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus—<i>din</i> + Claus—med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig Skriveren. + <i>Adieu, ma chère! Au revoir!</i></p> + <p><span class="stage">(Hun gaaer ud til Venstre)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Ambrosius</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Abigael</i>. Kom ind!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(fra Baggrunden).</span> Her er jeg, efter + Frøkenens Befaling. Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller + kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften + skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i Huset, + og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have den til + Fødselsdagsgave.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i + Morgen?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, heller ikke i Morgen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Men i Overmorgen?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, ikke for det første ... ikke før + Fødselsdagen er omme.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ikke før!</p> + <p><i>Abigael</i>. Der jo kun tre Dage til.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Tre Dage, det er jo en Evighed.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Det er allenfals en af de + smaa.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og + Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev + øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen + meer.</p> + <p><i>Abigael</i>. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var + en underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, som saa + mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa den Dag? Det pleier jo + at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan faae smukke Høstdage endnu + ... men Sommertiden er da forbi.—Ja, saa vil jeg vente, til Frøkenen + igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.</p> + <p><i>Abigael</i>. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa synderlig + idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer Noget imod? Naa, + hvorfor svarer I mig ikke?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg + er for gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at + Rosenknoppen—den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var + ganske bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er + ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo + forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til + at lee.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg leer ikke.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I + den vel bort?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvad gjorde I da med den?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg + den.</p> + <p><i>Abigael</i>. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den + flød mig saadan i Pennen af sig selv.</p> + <p><i>Abigael</i>. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre + Vers?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre + store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv + ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med Græsset; idag + blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.</p> + <p><i>Abigael</i>. Voxer de op—ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den + Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", som I + kalder det?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og + tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den + havde forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde + levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det med mig + ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en underlig, frydfuld og + smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste op og udtale, hvad der + rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det + ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede ... og saa sprang Visen + ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at + forklare Sligt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, + som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. + Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.</p> + <p><span class="stage">(Han tager et Papir op af Lommen og læser + følgende Digt:)</span></p> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Lad mig dig ret betragte<br /> + Og paa den Skønhed agte,<br /> + Som meer end Konst og Pragt<br /> + Er i dit Bæger lagt."<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Hvis Blade gjer saa mange<br /> + Smaa Labyrinters Gange<br /> + Og dufte Luften op,<br /> + Du deilig Rosenknop!"<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop!<br /> + Igaar sad du med Glæde<br /> + Smukt paa dit Tornesæde;<br /> + Men du blev brudt, og see,<br /> + Idag du visnede."<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Din friske Farve svinder,<br /> + Dit matte Rødt mig minder,<br /> + At Herlighed forgaaer<br /> + Og Skønhed Ende faaer."<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Naturens Mesterstykke!<br /> + Ak, hvor er nu dit Smykke?<br /> + Igaar Du blomstrede,<br /> + Idag du visnede!"<br /> + + <p><i>Abigael</i>. Vil I skjænke mig den Opskrift?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. + Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee + bleven kjønnere.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være + kjøn nok for Jer, naadige Frøken!</p> + <p><i>Abigael</i>. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve + længere.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(rækker hende Digtet).</span> Her er + den ... men, min Gud! I har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig + krænket Jer med noget Ord?</p> + <p><i>Abigael</i>. Vist ikke ... Farvel!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! + Har jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for + nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære + Eders Vrede.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er I da bedrøvet?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved + at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side + foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end + denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?</p> + <p><i>Abigael</i>. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og + Indbildning Altsammen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa + selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor + denne—om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg + ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa + Jorden. Og mangen en Gang, naar det var mørkest omkring mig, har jeg pludselig + havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden + ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige + Kammer. Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar jeg + talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og + herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(med tilkæmpet Ro).</span> Agt paa, hvad + I siger, Monsieur Ambrosius! I taler over Jer.</p> + <p><i>Ambrosius.</i> I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv + min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa forunderlig glad! Den + Glæde vil I dog aldrig berøve mig?</p> + <p><i>Abigael</i>. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel + undt. Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har + lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naar de trende Dage er forbi?</p> + <p><i>Abigael</i>. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I + forhen sagde.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Liv).</span> Nei, naadige Frøken! + Nu troer jeg ikke længer, at de visner!</p> + <p><i>Abigael</i>. Farvel!</p> + <p><span class="stage">(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme + kommer Junker <i>Claus</i> ind fra Baggrunden).</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Junker Claus</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Claus. Ah, mille pardons</i>, hvis jeg kommer til Uleilighed! En <i>tête + á tête</i>...?</p> + <p><i>Abigael.</i> Som nu er forbi.</p> + <p><span class="stage">(<i>Ambrosius</i> ud i Baggrunden).</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(afsides).</span> Igjen denne Skriver! <span + class="stage">(høit).</span> Jeg er saa lyksalig, saa lyksalig! Mama har + fortalt mig, at I har samtykket i....</p> + <p><i>Abigael</i>. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har + samtykket.</p> + <p><i>Claus</i>. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i + Eders Tanker ... ikke?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(adspredt).</span> Hvorledes...? Jo, jo vist. + <i>Claus</i> <span class="stage">(afsides).</span> Hun er saa besynderlig distrait, + synes mig, <span class="stage">(høit)</span> Mama har allerede skrevet til + Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det være bekjendt ved Hove.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Allerede?</p> + <p><i>Claus</i>. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at naae + Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, + saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en + Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun + høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Hvem mener I?</p> + <p><i>Claus</i>. Hvem jeg mener? <span class="stage">(afsides.)</span> Det er da + ganske mærkværdigt, saa distrait hun er. <span + class="stage">(høit.)</span> Jeg mener naturligvis Jer selv, + elskværdigste Abigael.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(opvaagnende).</span> Mig?... Naa, ja + naturligvis. Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig.</p> + <p><i>Claus</i>. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer + jeg. <i>Mon dieu</i>, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet + Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer?</p> + <p><i>Abigael</i>. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu maa + gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved + Middagsbordet.</p> + <p><span class="stage">(Hun neier og gaaer ud til Venstre).</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(alene).</span> Hvad i al Verden betyder dette? + Skriverdrengen kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som + hun havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og + desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men ikke desto + mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer mig. Jo meer jeg + tænker paa den Situation, jeg traf dem i ... <i>Sapristi! Il faut le mettre + à la porte, ce monsieur!</i> Vidste jeg bare, hvordan jeg skulde gribe det + an.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>Junker Claus. Jørgen</i> <span class="stage">(fra + Baggrunden).</span></p> + <br /> + + <p><i>Claus</i>. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget <i>à + propos</i>.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider jeg + kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! + Geheimeraadinden har talt med dig igaar?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.</p> + <p><i>Claus</i>. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa + Gaarden.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg + næsten ogsaa, Hendes Naade gjorde.</p> + <p><i>Claus</i>. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun spurgte + dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske <i>au fait</i> med Situationen.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hr. Kammerjunker?</p> + <p><i>Claus</i>. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Skriverkarlen?</p> + <p><i>Claus</i>. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind + allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. + Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han er jo + svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken ogsaa.</p> + <p><i>Claus</i>. Det er netop det, jeg ikke finder passende.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo + bare lade et Ord falde til Frøkenen derom.</p> + <p><i>Claus</i>. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har naturligviis + ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun er saa + god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. aldeles + væk!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i + Sadlen, Hr. Kammerjunker!</p> + <p><i>Claus</i>. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en + eller anden Maade faae ham....</p> + <p><i>Jørgen</i>. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok + tænkt paa det.</p> + <p><i>Claus</i>. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, + Jørgen! Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men + naar jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at + forløbe sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa + Porten.</p> + <p><i>Claus</i>. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare + længe.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige + Herre er svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og + Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har + Noget i Ho'edet.</p> + <p><i>Claus</i>. Drikker han?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af + en Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.</p> + <p><i>Claus</i>. Naa, og saa mener du...?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre + Dage er det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og + paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer bliver der + dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke at blive sparet paa + Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, man kunde faae ham + overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et godt Øie til ham, og naar + man gav dem et lille Vink ...</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit + Kammer og sover Rusen ud.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den + naadige Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet med + Sang og Spil?</p> + <p><i>Claus</i>. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. <i>Très bien</i>, det er + meget godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu <i>ikke</i> sender + Bud efter ham?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker!</p> + <p><i>Claus</i>. Hvor kan du vide det saa sikkert?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for.</p> + <p><i>Claus</i>. Ah, du mener, at jeg....</p> + <p><i>Jørgen</i>. Og den naadige Frue....</p> + <p><i>Claus</i>. Vi skulde foreslaae Baronen det?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren + ved godt Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.</p> + <p><i>Claus</i>. Og saa troer du, at Skriveren....</p> + <p><i>Jørgen</i>. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, + naar der bliver pirret lidt ved ham.</p> + <p><i>Claus</i>. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger <i>du</i> + for....</p> + <p><i>Jørgen</i>. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. + Kammerjunkeren forlade sig paa.</p> + <p><i>Claus</i>. Det Andet skal jeg nok besørge.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme + ud før Tiden.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er + Diplomat. Naar man har været sex Maaneder <i>Secrétaire intime</i> hos + Hs. Majestæts <i>Envoyé</i> i Paris, saa forstaaer man at behandle en + Affaire delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer + ud ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt om.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.</p> + <p><span class="stage">(De gaae hver ud ad sin Dør.)</span></p> + <p><span class="stage">Skuepladsen forandres til:</span></p> + <p><span class="stage">Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. + Simple Meubler.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SJETTE SCENE.</h2> + <p><i>Hans Lauritsen. Bodil</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Hans Lauritsen</i> <span class="stage">(i Baggrundsdøren.)</span> Nei, + her er heller Ingen. <span class="stage">(Han træder ind, <i>Bodil</i> + følger.)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for + her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han + spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i + Bibliotheket.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i + Eenrum, før jeg reiser videre.</p> + <p><i>Bodil</i>. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap + et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og + længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke + Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i + tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa + hans Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente + paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig + og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre for.</p> + <p><i>Bodil</i>. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med + Jer, min kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders + Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har + Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ...</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og det er?</p> + <p><i>Bodil</i>. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi her + er ikke godt for ham at være.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I + dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men + det fik være det samme, naar blot....</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Naar blot?</p> + <p><i>Bodil</i>. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med + ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Hvorledes det?</p> + <p><i>Bodil</i>. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let + hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Skulde det være muligt?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns een + Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men det + har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et Menneske stor + Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant skulde hænde den gode + Ambrosius.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet rimeligt, + at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan Daarskab; men alligevel er + det bedst, han kommer bort jo før, jo heller—og det skal jeg nok + sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, at det Tilbud, jeg har at + gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig for at modtage, er af den + Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin Tjeneste og reise herfra.</p> + <p><i>Bodil</i>. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der kommer + han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til + Ladegaarden, jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen + bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ak, allerede!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og + næste Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i + Age-Sædet, Bodil! <span class="stage">(<i>Bodil</i> ud, et Øieblik efter + <i>Ambrosius</i> ind.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SYVENDE SCENE.</h2> + <p><i>Hans Lauritsen. Ambrosius</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Goddag. Ambrosius!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? + <span class="stage">(omfavner ham.)</span> Glæden strømmer jo ind over + mig i denne Dag. Kommer du lige fra Kjøbenhavn?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ja, og jeg reiser strax videre.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her en + Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det er ogsaa dit, + saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok til To. Du har dog + saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar jeg var uden Logis, saa det er + Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør Gjengjæld.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan + destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt + Tid.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men + et Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en Flaske + gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er en Most, kan + du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. <span class="stage">(Han + trækker Flasken op og skjænker.)</span> See her, hvor den spiller i de + grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa dufter + den—aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans Lauritsen, og + Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da aldrig at komme over, den + var for høi for mig.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Jeg + har et Lykkebud til dig ... See her! <span class="stage">(Han viser <i>Ambrosius</i> + et Brev.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Et Brev til mig! Fra hvem?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ja gjæt engang!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, + siden du er borte.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle + Velynder, Professor Holberg.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Holberg! Er Brevet fra ham? <span class="stage">(Han faaer det + og betragter Udskriften.)</span> Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han + virkelig endnu paa mig—paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min + Røsts Skyld? Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod + mangen Anden—mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos + ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og sagde + med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, men kom smukt igjen + ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget Andet af ham end en simpel + Sanglærke—hører han det! Gud være med ham! Gaa nu og luk + ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"—Og han har + tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Læs nu først Brevet, saa skal du faae + nærmere Besked.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(læser).</span> "Saasom jeg har erfaret + af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret + sin <i>examen theologicum</i>, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og + ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller <i>domicilium</i> + for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham alvorlig paa Sinde at + benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken + hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham. Vorherre har + skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil + ikke har havt synderlig Middel til at cultivere—hvis Aarsag jeg ogsaa noget + excuserer hans omflakkende Levnet—men som det nu ved en særdeles god + Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til + Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil + skyde det gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis og + Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe har + negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede <i>Ludvig + Holberg</i>." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med samme Haand som + Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, som jeg siger, idag + vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans Lauritsen, og lad os drikke + Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve længe og skrive mange Comedier + endnu!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see paa + dem—for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op + igjen.—Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har at + gjøre mig.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung + Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor + han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri Reise og det + nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur af to hundrede + Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være tilstrækkelig + til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp absolvere den + theologiske Examen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge + mig?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det kan du takke Professor Holberg for, som har + rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at + "Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre + i det fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du seer saa + alvorlig ud med eet?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa uventet. + Hvornaar skal Reisen gaae for sig?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig + over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din Afsked + hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn lige til Odense, der + faaer du Penge til de første Udgifter.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Naa, ja—ja da, saa i Overmorgen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Heller ikke i Overmorgen.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg + har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han + videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at geleide ham.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. <i>Kan</i> du ikke ... hvad skal det sige?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; + hvorfor skulde jeg saa reise?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. I din Stilling—som Skriverdreng? Det er ellers en + beskeden Lykke, den.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den + Græstørv, du før talte om.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der + stikker Andet under.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad skulde det være?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi + har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med hinanden i + Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit Afslag. + Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Om hvad?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig Elskov, + som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Elskov...! Og <i>du</i> er vidende om det, som jeg knap har + tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med + Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men + tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange + Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun + Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange dig i + sine Snarer.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har + Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har mine + Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det usleste + Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa + lyksalig er jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. + Alting er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar + jeg gaaer, er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke ondt, + hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, + saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har + skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ + er ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det + føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er + over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, at hun + skulde nedlade sig til din for at ægte dig.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, + see hende og høre hende tale—intet Andet. Min Kjærlighed er som + Himmerig, hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du + sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun nu + gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa slukkes + Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et + Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?</p> + <p><i>Ambrosius</i>, <span class="stage">(heftig).</span> Hvad kan jeg for, hvad Gud + har betroet mig ... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en + større Rente, end jeg har Kaft til at yde....</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde + vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende det + Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig har han + givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde takke ham paa dine + Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er Guds Villie, at du + skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem til hans Ære og dine + Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har skjænket dig en klar + Forstand og et godt Nemme, som du har forud for Mange, og endda har han til Overmaal + velsignet dig med Sangens skjønne Konst, som kan trøste og + fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker den rettelig. Og alt dette kan + du glemme og forkaste, for at jage efter en skinnende Drøm, efter en + Sæbeboble, der brister!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt + det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart + være udbrændt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort—jeg + ønsker ikke bedre.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du faaer vel + tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve længe og + fattigt, hvad saa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand + og gode Dage.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, + Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies + med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. <span class="stage">(slaaet).</span> Elleskudt ... hvor falder + du paa Sligt? Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Men der kan være Andre, som har samme Magt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Troer du?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa + lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i + dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med mig + endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.</p> + <p><i>Ambrosius</i>, <span class="stage">(usikker).</span> Idag, siger du ... men + Baronen er jo netop bortreist og ... <i>Hans Lauritsen</i>. Naa ja, saa skikker du + ham en skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke til...? + Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer + reise alene. Jeg bliver her.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit + sidste Ord?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie + er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han + vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, + Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel + Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, + bitterlig ondt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os + tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen ... <span + class="stage">(bevæget.)</span> Tak for alt Godt og ... bær over med mig + ... Jeg kan ikke Andet! Og lev saa vel!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Lev vel!</p> + <p><span class="stage">(De omfavne hinanden, <i>Hans Lauritsen</i> gaaer.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(ene).</span> Elleskudt!... Ja, siden jeg + <i>hende</i> først saae!</p> + <p><span class="stage">(Tæppet falder.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2 class="center">FJERDE AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. + Et større og et mindre Bord, Stole m. m.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <p><span class="stage"><i>Baronen</i> og <i>Geheimeraadinden</i>. Junker <i>Claus</i> + og <i>Abigael</i>, Magister <i>Søren</i> og Captain <i>v. Reinsberg</i>, samt + flere <i>Gjæster</i> (komme ind fra Venstre). Strax efter <i>Jørqen</i> + og <i>Bodil</i>.</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Geheimeraadinden).</span> Velbekomme + Maaltidet, Eders Naade!</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(til Abigael).</span> <i>Que bien vous fasse, + Mademoiselle!</i></p> + <p><i>Captainen</i> <span class="stage">(til Magisteren).</span> Prosit die Mahlzeit, + Hr. Magister!</p> + <p><i>Magisteren</i>. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. + Captain!</p> + <p><i>Baronen</i>. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at + smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. <span class="stage">(til + Geheimeraadinden.)</span> Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter den Konst, + ha, ha, ha!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(leende).</span> Nei, endnu ikke, Hr. + Baron.</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, meget morsomt!</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin + herind, Jørgen ... af den ældste.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(ved Kaffebordet).</span> Ønsker Eders + Naade en Kop Kaffe?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(gaaer hen til Bordet).</span> Tak, + mit Barn!</p> + <p><i>Baronen</i>. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.</p> + <p><i>Claus</i>. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er + tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder.</p> + <p><i>Abigael</i>. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af + Huusholdersken.</p> + <p><i>Baronen</i>. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!</p> + <p><i>Gjæster</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Claus</i>. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand.</p> + <p><span class="stage">(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen + af Jørgen.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. + Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller ikke?</p> + <p><i>Captainen</i>. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, + den er edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere + Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der + har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Gjæster.</i> Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Magisteren</i> <span class="stage">(med et fyldt Glas).</span> Maa det + være mig tilladt at bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige + Maaltid, saavel hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed + I—næst efter ham, som er alle gode Tings Giver—paa denne Dag, som + saa ofte tilforn, har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, + som har sin Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man + beklæder og digter et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige + Beboer kan trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og + kvæger man ogsaa sit Legem, for at ...</p> + <p><i>Baronen.</i> Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar + Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.—Hvor Pokker bliver nu + Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter Bordet, for at haspe + sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, saa havde vi det at forslaae Tiden + med.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens + Tilladelse, <span class="stage">(afsides til Junker Claus, idet han tager hans + Kop.)</span> Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot + for, at han bliver kaldt herop.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige + Gratulationsvers?</p> + <p><i>Baronen</i>. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den + Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke Luft, kunde han + min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat Trompeten for Munden, maa man + ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke sandt, Hr. Captain?</p> + <p><i>Captainen</i>. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne op, + maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, ha, + ha!</p> + <p><i>Claus</i>. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, at + Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik?</p> + <p><i>Baronen</i>. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke + tænkt paa.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen vilde + tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er Fremmede + tilstede?</p> + <p><i>Baronen</i>. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, + naar jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det + samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde Ridefogden herop + paa et Glas Viin. <span class="stage">(til Geheimeraadinden.)</span> Eders Naade har + vel ikke Noget derimod?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa + Tyendet, at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang + imellem, ikke for ofte.</p> + <p><i>Baronen</i>, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! <span + class="stage">(<i>Jørgen</i> gaaer ud i Baggrunden)</span> Pas paa, nu skal vi + faae en artig Underholdning Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og + Musik anbelanger ... ikke sandt, Abigael?</p> + <p><i>Åbigael</i>. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at + Gjæsterne har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet?</p> + <p><i>Baronen.</i> I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer + det. Hvad mener I, Magister Søren?</p> + <p><i>Magisteren</i>. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give + <i>min</i> ringe Mening tilkjende herudi ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den!</p> + <p><i>Magisteren</i>. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet + staaer—enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske + nøie—og som lyder saaledes: "<i>Post coenam stabis seu passus mille + meabis</i>." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind Fodskridt + gaae."</p> + <p><i>Baronen</i>. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen + paa begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være?</p> + <p><i>Magisteren</i>, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. + Baronen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! Kan I + da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister?</p> + <p><i>Magisteren</i>. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker + unægtelig—med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse—at + staae, <i>stare,</i> eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig + ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain?</p> + <p><i>Captainen</i>. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter Tromlen + og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens Permission, + at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, ha!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius</i>. <span class="stage">(Strax + efter)</span> <i>Niels Bruus</i> og <i>Jørgen</i> <span class="stage">(fra + Baggrunden).</span></p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen + og Frøkenen og begynder strax)</span> Den Glædens Sol paany op over + Jorden rinder....</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(der ligeledes er traadt ind).</span> Hr. + Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! + Men sandt at sige ...</p> + <p><i>Peder</i>. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Vent lidt, Peer + Rasmussen! Jeg har et Ord paa Munden endnu.</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(ligeledes).</span> Du kan vel gi'e Tid og lade + mig tale først, din Kylling!</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(leende.)</span> Aa, det er kuns Peer Degn, + som mener, at Hanen bør gale før Kyllingen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.</p> + <p><i>Captainen</i>. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit Hoved + er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... jeg er ikke ret + oplagt til at synge idag.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min + Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som + sagt....</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(sagte til Ambrosius).</span> Gjør ikke + min Fader vred, Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(sagte).</span> For Jer? Ja, for Jer skal jeg + synge!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa da, hvad bliver det saa til?</p> + <p><i>Claus</i>. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg.</p> + <p><i>Peder</i>. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?</p> + <p><i>Baronen</i>. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, + Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, det + har han jo før viist Prøver paa.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(sagte til Jørgen).</span> Jeg er bange, + han ikke har faaet Nok, Jørgen!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte).</span> Giv kuns Tid, Hr. + Kammerjunker! det kommer pø om pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han + faaer et Glas endnu. <span class="stage">(høit.)</span> Tillader Naadigherren + at jeg skjænker for Skriveren og Ridefogden?</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer + Geisten nok over ham.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde + de rette Ord!</p> + <p><i>Baronen</i>. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(synger, paa en saadan Maade, at man + mærker, det er Improvisation).</span></p> + Jeg synge skal en Vise,<br /> + Velan, jeg er bered;<br /> + Det Bedste vil jeg prise,<br /> + Som jeg i Verden veed:<br /> + Musikens muntre Lyst<br /> + Og Druesaftens Trøst,<br /> + Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.<br /> + <br /> + Den gyldne Viin mig kvæger<br /> + Og gjør mig glad og fri;<br /> + Men har jeg tømt mit Bæger,<br /> + Saa er den Fryd forbi.<br /> + Musik og lystig Sang<br /> + Fornøier mangen Gang,<br /> + Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang.<br /> + <br /> + Nei, meer end lifligst Drue<br /> + Og deiligste Musik,<br /> + Jeg priser Elskovs Lue,<br /> + Som til mit Hjerte gik.<br /> + Den af et Ord blev fød<br /> + Og flammed op til Glød,<br /> + Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død!<br /> + + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(afsides).</span> Lirum larum, Katten gjør + Æg.</p> + <p><i>Baronen</i>. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter Fruentimrenes + Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e os en anden, nu er + det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, Jørgen! <span + class="stage">(det skeer).</span></p> + <p><i>Peder</i>. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ...</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(afbrydende).</span> Skaal, naadige Herre! + Jeg tømmer Glasset paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade + heder og svaler paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, + Jørgen! <span class="stage">(det skeer.)</span> For nu vil jeg, med Hr. + Baronens Tilladelse, drikke en Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er + fjærn eller nær!... Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad + enten hun er mig fattig Svend god eller ei!...</p> + <p><i>Baronen</i>, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, Captain!</p> + <p><i>Captainen</i>. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører + ikke til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende + vil jeg, til jeg ligger i min Grav! <span class="stage">(han drikker.)</span></p> + <p><i>Captainen</i>. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, + ha!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(sagte til Ambrosius).</span> Ti stille, + Ambrosius! I er jo ikke Jer selv mægtig.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Hvad siger I?... + Nei, I har Ret, jeg er ikke mig selv mægtig.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Jeg vil tale med Jer. + Kom ned i Haven om lidt, længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi + første Gang saaes, der træffer I mig. Har I forstaaet det?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som før).</span> Ja.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Og drik saa ikke Meer + ... hører I!... For min Skyld!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som før).</span> For <i>Eders</i> + Skyld!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(sagte til Junker Claus).</span> Saae + du, hvor Abigael hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at + den var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette faaer + en Ende.</p> + <p><span class="stage">(Under denne Replik er <i>Abigael</i> gaaet ud af Døren + til Venstre.)</span></p> + <p><i>Peder</i>. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det var + rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud paa Eftermiddagen, + og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud.</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(halv høit til Niels Bruus).</span> See + saa, nu bliver jeg sat til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.</p> + <p><i>Captainen</i>. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?</p> + <p><i>Baronen</i>. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, som + skal gaae for sig idag.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(afsides).</span> Trolovelse!... Idag!</p> + <p><i>Captainen</i>. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also + en dobbelt Fest.</p> + <p><i>Gjæster</i>. Gratulerer ærbødigst! Ønsker + underdanigst til Lykke!</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Geheimeraadinden).</span> En liden Stund + kan det vel vente endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret + færdig med sin Middagslur ... ha, ha, ha!</p> + <p><i>Magisteren</i> <span class="stage">(farer op).</span> Hr. Baronen behagede at + henvende Ordet til mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg—om Gud + vil—har tænkt at holde til det unge Par.</p> + <p><i>Baronen</i>, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok vare + Jer ad, naar Tiden er der.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(afsides).</span> Hørte jeg ogsaa ret? + Det suser for mine Øren som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der + sagde, hun skulde troloves idag?</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte til Junker Claus).</span> Faa ham + nu til at synge, Hr. Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. <span + class="stage">(til Ambrosius, høit.)</span> Et lille Glas endnu, + Ambrosius?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! + <span class="stage">(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk + Glasset.)</span></p> + <p><i>Claus</i>. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele + Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi + høitideligholde.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare en + stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter til siden, <span + class="stage">(til Peder Rasmussen.)</span> Hans Anretning bliver vel ikke kold, + Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, Jørgen!... + Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! <span class="stage">(til + Captainen.)</span> Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(halv høit til Jørgen, som + skjænker for ham).</span> Den Grønskolling! Nu skal han igjen have + Fortrinnet. Jeg springer i Flint, gjør jeg!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Vær + rolig, Peer! Den, som ager med Stude, kommer og frem.—Hørte I ikke, hvad + Skriveren og Frøkenen talte om for lidt siden? De stod jo her næst ved + Jer.</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(som før).</span> Hvad skulde jeg + høre efter den Pludder for! Jeg er saa gal i Hovedet, at....</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(som før, til Niels Bruus).</span> + Hørte du heller ikke Noget, Niels?</p> + <p><i>Niels</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Jo, mig syntes + Frøkenen snakkede noget om at gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... + men jeg regarderede ikke videre derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at + Skriverdrengen maatte ikke drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan + nøies med idag.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(afsides).</span> I Haven ... ved det + gamle Egetræ <span class="stage">(seer sig om).</span> Og Frøkenen har + absenteret sig ... nu skal vi see Løier!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller synger + han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nu ... ja <i>nu</i> er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, + naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om Ungersvenden, + som blev elleskudt.</p> + <p><i>Captainen</i>. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... jeg + kjender det ... i Ryggen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, i <i>Hjertet</i> var det ... han har selv fortalt mig det, + skal I vide.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber + det rundt for ham, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Giv nu Agt! <span class="stage">(synger:)</span></p> + Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,<br /> + Mine Øien de finge en Dvale;<br /> + Der kom gangendes to Jomfruer frem,<br /> + Som gjerne vilde med mig tale.<br /> + Siden jeg <i>hende</i> først saae.<br /> + + <p><span class="stage">(taler.)</span> Der var egentlig kuns een, for den anden var + en Terne. Men den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste + Kvinde paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar + skinnede som Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa + faur over alle Kvinder, <span class="stage">(synger:)</span></p> + Striden Strøm, den stiltes derved,<br /> + Som førre var vant at rinde;<br /> + Alle smaa Fiske, i Floden svam,<br /> + De legte med deres Finne.<br /> + + <p><i>Claus</i>. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en + Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius.</i> I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver morsommere + siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev + skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.</p> + <p><i>Baronen</i>. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin + Brudgom; <span class="stage">(sagtere.)</span> men hun elskede ham ikke ... veed I, + hvorfor? For han var egentlig en Frø.... <i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, + <span class="stage">(halv sagte.)</span> det var Ungersvenden, hun elskede. Men det + vidste de Andre Intet af. <span class="stage">(høit.)</span> Den gamle + Ellekonge sad midt for Bordet og drak ... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, + sort Skrubtudse, men det kunde Ingen af dem see, ha, ha!</p> + <p><i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(synger:)</span></p> + De dandsed ud, de dandsed ind<br /> + Alt i den Elvefærd;<br /> + Alt sad fauren Ungersvend<br /> + Og støtted sig til sit Sværd.<br /> + + <p><span class="stage">(taler.)</span> Alting dandsede omkring ham ... Træer og + Buske og Stene ... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen + rundt. Og saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig Synd + af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til Randen med + liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke Meer ... for + <i>min</i> Skyld!" ... <span class="stage">(sagtere.)</span> Der var Ingen, som + hørte det ... <span class="stage">(høit.)</span> Men saa slængte + han Kalken ud af sin Haand <span class="stage">(han slaaer Glasset i Gulvet, saa det + knuses)</span>, og Saa galede Hanen i det Samme...!</p> + <p><i>Baronen</i>. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er + nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig en Tour i + Haven, saa kommer han vel til sig selv.</p> + <p><i>Ambrosius.</i> I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det!</p> + <p><i>Baronen</i>. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under + Vandspringet, til Rusen er gaaet over.</p> + <p><span class="stage">(<i>Ambrosius</i> ud i Baggrunden, fulgt af <i>Niels + Bruus</i>.)</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(sagte til Jørgen).</span> Men nu slap han + jo fra os!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte.)</span> Bi kun, Hr. Kammerjunker! + Der kan endnu komme en Slæde i Veien.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den + syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men naar + Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke sund Sands i + Alt, hvad han sagde.</p> + <p><i>Captainen</i>. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!</p> + <p><i>Magisteren</i>. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra + Djævlen, der er Løgnens Fader.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, + Hr. Baron!</p> + <p><i>Baronen</i>. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at + jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.</p> + <p><i>Baronen</i>. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. + Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.—I er vel + færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien + gaae an.</p> + <p><i>Magisteren</i>. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at + forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende haabefulde + Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres Hjerter i + Kjærlighedens Pagt.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvor er nu Abigael henne?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Kald paa Frøkenen, Bodil!</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(som har været beskæftiget ved + Kaffebordet).</span> Frøkenen er gaaet ud for en Stund siden.</p> + <p><i>Baronen</i>. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun gaaet hen + da?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad Pokker er det nu for Optøier! <span class="stage">(til + Bodil.)</span> Saa gaa ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!</p> + <p><span class="stage">(<i>Bodil</i> ud i Baggrunden.)</span></p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære + Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik.</p> + <p><i>Claus</i>. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.</p> + <p><i>Jørgen</i> (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har + Selskab, Hr. Kammerjunker.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(ligeledes.)</span> Selskab ... hvad vil du sige + med det.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Niels Bruus</i> <span class="stage">(ind fra + Baggrunden.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens Hoved + sat i Lave igjen, Niels?</p> + <p><i>Niels</i>. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra + mig.</p> + <p><i>Baronen</i>. Løb han fra dig?</p> + <p><i>Niels</i>. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld Fiirspring + ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade ham rende Rusen af + sig.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(til Junker Claus, sagte).</span> + Forstaaer Hr. Kammerjunkeren nu, hvad jeg meente?</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(afsides).</span> <i>Sacré nom!</i> <span + class="stage">(høit.)</span> Kjære Svigerpapa maa excusere mig, men det + foruroliger mig noget, at denne berusede Person befinder sig i Haven paa samme Tid + som Abigael ... jeg vil hellere selv gaae hende imøde, for at der ikke skal + passere noget Ubehageligt.</p> + <p><i>Baronen</i> Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen + Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.—Vi kan jo Alle gaae hende + imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke foretages + Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders Naade?</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Med Fornøielse.</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Magisteren).</span> Gak I ind i + Bibliotheksstuen saalænge, Magister Søren! I holder jo ikke af at movere + Jer efter Bordet, sagde I før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at + gjøre Jer Selskab.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i>, <i>Geheimeraadinden</i>, <i>Captainen</i> o. + fl ud i Baggrunden. <i>Magister Søren</i> og nogle <i>Gjæster</i> ud til + Høire.)</span></p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(til Junker Claus, halv + høit).</span> Hr. Kammerjunker! ... Maa jeg være saa fri at gi'e Hr. + Kammerjunkeren et Raad?</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(ligeledes).</span> <i>Eh bien</i>! Men skynd dig + lidt, jeg staaer som paa Naale.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(som før).</span> Hr. + Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae ad den østre Allee, bag om + Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren + træffer den naadige Frøken.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(som før).</span> Hvorfor troer du + det?</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(som før)</span> Jo, det har jeg + saadan mine Aarsager til.</p> + <p><i>Claus. A la bonne heure</i>! Saa gaaer vi den Vei.</p> + <p><span class="stage">(Han gaaer ud i Baggrunden).</span></p> + <p><i>Jørgen</i>. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo + være, der blev Noget at udrette for os.—I skulde gaae lidt ned i + Borgstuen imens, Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see + "den Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse + for Jeres Gratulationsvers.</p> + <p><span class="stage">(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)</span></p> + <p>Skuepladsen forandres til:</p> + <p><span class="stage">(<i>Haven</i> fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, + der efterhaanden gaaer over til Solnedgang.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(siddende paa Bænken. Strax efter)</span> + <i>Ambrosius.</i></p> + <br /> + + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og + Halstørklæde i Uorden).</span> Her har I mig, Frøken, Ellepige, + Abigael! Gjør med mig, hvad I vil! <span class="stage">(Han kaster sig halv + knælende over Enden af Bænken.)</span></p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(springer op).</span> Men er I da reent fra + Samling, Ambrosius? Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med + Jer—hører I?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(reiser sig).</span> Bi lidt ... der lyder + saa mange Stemmer for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg + kun Klangen af Eders Røst.</p> + <p><i>Abigael</i>. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger + Jer.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil + sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal troloves + idag ... ikke sandt?</p> + <p><i>Abigael</i>. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, + at I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til + Eders Lykke....</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Til <i>min</i> Lykke!</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud + maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre Alt + med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken!</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvorfor ikke?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.</p> + <p><i>Abigael.</i> For seent og for silde ... hvad mener I?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og det + gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg dog + ikke glemme Jer mere.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(efter et kort Ophold).</span> Det + behøver I jo ikke heller.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?</p> + <p><i>Abigael</i>. Fordi jeg vil Eder vel.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger jo + ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har jo ethvert + Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, end den Hest, I rider, + og den Hund, I jager med?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(med mild Bestemthed.)</span> I maa ikke tale + saaledes til mig, Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem <i>jeg</i> er. I er min + Faders Skriver, og jeg er hans Datter.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været + mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og smilte til + mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig mere sanke Blomster + med hinanden?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, aldrig meer.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa den + tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens ingen Blomster + visnet.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, I + vil ikke reise herfra?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog + ikke ... vel? <i>Abigael</i>. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, <span + class="stage">(sagtere.)</span> jeg mindre end nogen,</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er sandt, + jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, jeg stod og sang for + Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er løben fort! Det er jo som + det var et Øieblik ... men med en Evighed i sig. Ja, lystigere var jeg vel den + Gang, men gladere ... nei, jeg vidste slet ikke, hvad Glæde var.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(betragter ham bevæget.)</span> Veed I + det da nu?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja <i>nu</i>!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres + mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped Svenden ved + hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen Ellepige? Svar mig, + Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om Pulsen banker, og om I har + varmt Blod i Aarerne!</p> + <p><i>Abigael</i>. Min Haand ... ja til Farvel! <span class="stage">(Hun rækker + ham Haanden.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle, + hvor jeg elsker Jer! <span class="stage">(Han knæler og bedækker hendes + Haand med Kys.)</span></p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(lægger bevæget den anden Haand paa + hans Hoved.)</span> Stakkels Ambrosius! <span class="stage">(De blive et + Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, idet hun søger at drage + Haanden tilsig:)</span> Der kommer Nogen! For Guds Skyld, slip mig!... Det er for + silde, de har seet os!... Nu vel, saa faaer I tage Følgerne!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl.</i> <span + class="stage">(komme ind fra Høire. Strax efter)</span> <i>Bodil</i>; <span + class="stage">(siden)</span> <i>Jørgen og Niels Bruus</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(udenfor).</span> Hvad, for al Landsens Ulykke, + er her paa Færde? <span class="stage">(ind.)</span> Seer jeg Syner ved + høilys Dag, eller holder min Datter Stævnemøde med + Skriverkarlen?</p> + <p><i>Claus</i>. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er + virkelig meget ... meget morsomt, ha, ha!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er + naturligviis et ganske tilfældigt Møde.</p> + <p><i>Captainen</i>. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget + ubehageligt, Eders Naade!</p> + <p><i>Baronen</i>. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den + Slyngel ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for + mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(tvivlraadig).</span> Hvad det betyder...? Det + betyder ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden + op?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(faar Øie paa <i>Bodil</i>; med en + pludselig Beslutning:)</span> Det betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! + Ikke sandt, Bodil?</p> + <p><i>Baronen</i>. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det + strax? Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa + dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver ligge paa + Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det ellers + gjøres behov at føre Vidne i den Sag.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig + Spøg.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(ved sig selv).</span> En Spøg ... et + Væddemaal!</p> + <p><i>Claus</i>. Ah, <i>une petite comédie</i>! <span + class="stage">(afsides:)</span> Gud skee Lov, jeg trækker Veiret igjen.</p> + <p><i>Captainen</i>. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er + attrapirt!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som før.)</span> Et Væddemaal + ... En Spøg!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide + det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo + rigtignok Tingen, hvad <i>dig</i> anbelanger. Men han ... den Landstryger, den + pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa <i>min</i> Datter ... Hvad har + han at sige til sit Forsvar?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Intet, naadige Herre! <span class="stage">(ved sig selv)</span> + Hun har væddet om mit Hjerteblod!</p> + <p><i>Baronen</i>. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae + Løn som forskyldt!</p> + <p><i>Abigael</i>. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(træder et Skridt tilbage.)</span> Bed + I ikke om Tilgivelse for <i>mig</i>, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa + grusomt har leget med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg + kuns et ringe Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene + Menneske har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet + imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig jo ikke, I + havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede lagde Snarer for + min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet deri? Var den Brøde da + saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? Nu vel, saa har jeg nu bødet + derfor med den bittreste Kvide. Hvad forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget + Jer ... velan da, saa river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod + med samt den visne Rose, som I gav mig! <span class="stage">(Han kaster Rosen paa + Jorden.)</span> Og hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og + ønsker Jer saa gode Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig + kom jeg hid, og fattig gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden + vilde jeg endda bytte med Eder! <span class="stage">(Han vender sig for at + gaae.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes slipper + han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som han er, eller + jeg skal...!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og + knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. <i>Jeg</i> + bøier fra nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand.</p> + <p><i>Baronen</i>. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I Hundehullet + med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om Naade!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte til Niels Bruus).</span> Dengang + blev Skriveren da hverken Degn eller Ridefoged, Niels!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... + eller saa kort, som den rækker.</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(sagte til Abigael).</span> For Guds + Barmhjertigheds Skyld, Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer + imellem!</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad + ham frit gaae herfra! <span class="stage">(halv høit.)</span> Jeg har gjort + Jer til Villie og lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. + Det Løfte vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa + sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min + Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke <i>vil</i>, det <i>vil</i> jeg + ikke.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han + forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens Regning. Mig + synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer Tilhold om aldrig meer at + sætte Foden paa Eders Grund.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham + da slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. <span class="stage">(til Niels + Bruus.)</span> Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i en + Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! <span + class="stage">(til Ambrosius.)</span> Og vover han nogensinde tiere at lade sig see + her paa Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det + Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig meer. Kan + hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men skal der end + herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet være Gud, det Lys i + mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. Jeg har Guds hellige Ord + til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette mit Hjerte. Kanskee jeg i al min + Fattigdom dog er rigere end I, og i al min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har + I adeligt Navn og Vaaben, men endda bæres det mig for i denne Stund, som der + var Noget i mig, der kunde overleve Eder!</p> + <p><i>Baronen</i>. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! <span + class="stage">(<i>Ambrosius</i> gaaer ud til Høire, fulgt af <i>Niels + Bruus</i>.)</span></p> + <p><i>Captainen</i>. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. + Hr. Baron fører en famos Commando.</p> + <p><i>Baronen</i> Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. + Captain!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter + denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden?</p> + <p><i>Baronen</i>. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister + Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! + Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i>, <i>Geheimeraadinden</i>, <i>Captainen</i>, + <i>Jørgen</i> og <i>Gjæsterne</i> ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Claus</i>. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. + Tillader I?</p> + <p><i>Abigael</i>. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. + Hvis I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter.</p> + <p><i>Claus</i>. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer + jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! <span + class="stage">(Junker <i>Claus</i> ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Har den naadige Frøken Noget at befale?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik + alene.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja saa vil jeg gaae.</p> + <p><i>Abigael</i>. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for?</p> + <p><i>Bodil</i>. Kan I spørge derom?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at + græde over?</p> + <p><i>Bodil</i> Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, hvor han + hverken har Brød eller Huusly?</p> + <p><i>Abigael</i>. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.</p> + <p><i>Bodil</i>. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som var + skyldig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bodil!</p> + <p><i>Bodil</i>. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. + Er I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?</p> + <p><i>Abigael</i> Ti stille, og lad os gaae. <span class="stage">(De gaae op imod + Baggrunden til Høire.)</span> Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(seer ud til Høire.)</span> Jo, det er + ham. See, hvor langsomt han gaaer og seer ned for sig!</p> + <p><i>Abigael</i>. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer + Øie paa os! <span class="stage">(De træde over til Venstre i Forgrunden. + <i>Ambrosius</i> kommer langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides + Gjærdet. Han støtter sig til Stokken med den ene Baand, i den anden + bærer han Hat og Vadsæk, Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for + Scenen løfter han Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, + og seer ind i Haven. Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort + Pause. <i>Abigael</i> løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med + Haanden. Lidt efter kommer hun tilbage)</span></p> + <p><i>Abigael</i>. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!</p> + <p><i>Bodil</i>. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(hurtig).</span> Hvor? Giv mig den!</p> + <p><span class="stage">(<i>Bodil</i> tager den op og rækker hende den. + <i>Abigael</i> betragter den et Øieblik taus, derpaa siger hun:)</span></p> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Igaar du blomstrede,<br /> + Idag du visnede!"<br /> + + <p><span class="stage">(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i + Hænderne.)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! + Og alligevel...!</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg vidste det jo ikke før nu?</p> + <p><i>Bodil</i>. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har + voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed!</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg ... lønnet!</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen!</p> + <p><span class="stage">(Junker <i>Claus</i> kommer ind fra Høire.)</span></p> + <p><i>Abigael</i> Eller Straffen!</p> + <p><span class="stage">(Idet hun vender sig, for at gaae Junker <i>Claus</i> + imøde, falder Tæppet.)</span></p> + <hr style="width: 45%;" /> + + <div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 13599 ***</div> +</body> +</html> + + diff --git a/13599-h/images/ambrosius.jpg b/13599-h/images/ambrosius.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..309483e --- /dev/null +++ b/13599-h/images/ambrosius.jpg diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..e10cee8 --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for +eBook #13599 (https://www.gutenberg.org/ebooks/13599) diff --git a/old/13599-8.txt b/old/13599-8.txt new file mode 100644 index 0000000..2787b51 --- /dev/null +++ b/old/13599-8.txt @@ -0,0 +1,4648 @@ +The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Ambrosius + +Author: Chris K.F. Molbech + +Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** + + + + +Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed +Proofreading Team. + + + + + + + +AMBROSIUS. + +SKUESPIL I FIRE AKTER + +AF + +CHR. K. F. MOLBECH. + + + +NIENDE OPLAG. + +KJØBENHAVN. + +1893 + + + + + +#PERSONERNE.# + + +#Baronen.# + +#Abigael#, hans Datter. + +#Bodil#, hendes Kammerpige. + +#Geheimeraadinden#. + +#Junker Claus#, hendes Søn. + +#Ambrosius Stub#, Student. + +#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien. + +#Jørgen#, Kammertjener. + +#Magister Søren#, Sognepræst. + +#Peder Rasmussen#, Degn. + +#Niels Bruus#, Ridefoged. + +#v. Reinsberg#, Captain. + +#Gjæster#. + + +Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#. + + + +FØRSTE AKT. + + + + + * * * * * + +#Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et +gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over +hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. +Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til +Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.# + + * * * * * + + + + +FØRSTE SCENE. + + +#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Høire).# + +_Abigael._ Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi +see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen +brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig +Regn inden Aften. + +_Bodil._ Troer Frøkenen det? + +_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har +jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed +ikke hvad. + +_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid +i Formiddag. + +_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. +Kammerjunkeren kommer eller gaaer. + +_Bodil._ Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med +Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar +Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn? + +_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke +saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det +er saa længe siden. + +_Bodil_. Saa længe siden? + +_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa +min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første +Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump +Aar siden. + +_Bodil_. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa +Vuggen, men siden har I jo.... + +_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig +ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men +beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har +min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig. + +_Bodil_. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da +bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor? + +_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa +ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men +han rider godt og danser udmærket. + +_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke? + +_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde +jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en +Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, +man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du +og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, +hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at +bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, +saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa +ulykkelig ud--det bliver nok et Præstekald. + +_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en +Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine +Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans +Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os +det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa +ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det +veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte +mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte. + +_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og +dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder +paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den +gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa +vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod +eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har +dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg +ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller +Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem +Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet +mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil +selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!... Nu +maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det +rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke +faaer Øje paa Vognen. + +_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire).# Nei, endnu +er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra +den anden Kant kommer der En. + +_Abigael_ #(som har sat sig paa Bænken).# En Bonde? + +_Bodil_ #(skygger med Haanden for Øinene).# Nei, skjønner jeg ret, er +han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet +midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp. + +_Abigael_. Kommer han her forbi? + +_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er +den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet! + +_Abigael_. Paa din Anbefaling. + +_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke +kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de +fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? +#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.)# +Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser +kan han ogsaa digte. + +_Abigael_. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver. + +_Bodil_. Der er han! + +#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, +kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en +lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for +Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa +Bodil.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Ambrosius_. + + +_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I +har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden? + +_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og +fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad +Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har +Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire. + +_Ambrosius_. Hører I kanskee til Tyendet? + +_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken. + +_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen +til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi +lidt, nu kommer jeg over til Jer. + +_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae +tilbage, om ad Ladegaarden. + +_Ambrosius_. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, +kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi +er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjærdet.)# Saa, her +har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen +hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra +Jer Fæstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen +staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og +kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i +tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal, +den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! +#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, +hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den +igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er +Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har +man en friere Udsigt. + +_Abigael_. Saa skulde I være bleven derude. + +_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting! + +_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den +naadige Frøken. + +_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frøkenen! + +_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder +ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig +derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger. + +_Ambrosius_ #(stolt)# En Løsgænger! #(godmodig).# Naa ja, det er +jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo +prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa +Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I +Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle +gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen +hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe. + +_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl? + +_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de +andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. +Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden! + +_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar +Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem. + +_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet +udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde? + +_Abigael_. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte +nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil +forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en +skikkelig Person. Hvor kommer I fra? + +_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg +konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg +læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom. + +_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen? + +_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt +smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med +Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle +Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en +Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en +Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg +kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet +Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede +paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).# +Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde +saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med +mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i +Kjøbet, maa I troe. + +_Bodil_. En Præken? + +_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu +altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et +lille Svinkeærind til Højre og Venstre. + +_Abigael_. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, +saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, +hvorfor I overgav Studeringen. + +_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg +var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som +var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Røg. + +_Abigael_. Hvad gik op i Røg? + +_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min +Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i +den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var +gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som +begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne +kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var +ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i +Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige +Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre. + +_Abigael_. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke +for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil? + +_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være +omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for +bestandig. + +_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo +hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. +#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden +der ikke er beskaaret Jer Mere. + +_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte +min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden +køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner +for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge +mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til +min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig, +naar I kan kalde alt det Lidt! + +_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en +Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men +I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende. + +_Ambrosius_. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder. + +_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; +skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et +Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel +og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig +høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, +da I kom gaaende? + +_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da +have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, +for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller +ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som +for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa +bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk. + +_Bodil_. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og +Giftermaal ligesom jeg. + +_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en +Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig +derefter. + +_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget +Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske +sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden. + +_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer +Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om. + +_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig +ikke i Hu.... + +_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende? + +_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som +faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med +det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg +mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over +Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig +høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke +hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap +med.--Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til +Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det +andet paa Ryggen. + +_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det +samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke. + +_Ambrosius_. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, +baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, +om det behøves--men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal +det vel sagtens være en Psalme? + +_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men +ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig. + +_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. +Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit +Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at +grønnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og +synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)# + + +"Den kjedsom Vinter gik sin Gang, +Den Dag saa kort, den Nat saa lang + Forandrer sig + Saa lempelig; +Den barske Vind, den mørke Sky + Maa flye, +Man frygter ei, at Sne og Slud +Skal møde dem, som vil gaa ud; + Thi lad os gaae + At skue paa, +Hvor smukt Naturen sig beteer + og leer." + +"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer +Med lange Straaler i sit Haar; + Den varme Krands + Er rette Kands +For alle Ting, som nu maa grye + Paa ny. +See Fuglene i Flokketal +I Luftens vide Sommersal; + Her flyver en + Jo med sin Green, +En anden sanker Haar og Straa + Saa smaa." + +"Ak see et meget yndigt Syn +Paa Skovens grønne Øienbryn! + Den høie Top + Skal klædes op, +Og Vaaren pynter Bøgen ud + Til Brud. +Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn; +Et Hundebjæl, en Lyd af Horn + Er alt hans Spil; + Men hør blot til, +Hvor smukt den Skov ham svare maa. + Derpaa." + +"Ak, see, hvor speileklar og glat +Den Sø dog er i Lave sat...." + + +#(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Baronen._ + + +_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. _Ambrosius_ +og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).# + +Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du +holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de +Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med +Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen +Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige! + +_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og +velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan +rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned +for at see ud efter Vognen. + +_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier +dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente. + +_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, +tænker jeg. + +_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok? + +_Abigael_. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. +Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han +har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var +ifjor, saa.... + +_Baronen_. Hvad saa? + +_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro være bedre. + +_Baronen_. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din +salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal +det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var +Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen +hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, +saa gid...! + +_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har +sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. +Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og +syes og.... + +_Baronen_. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... aa, jeg +gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte +Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din +Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender +sig, faaer han Øje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad +er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven? + +_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den +Skriver, som.... + +_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er +ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og +Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der +faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig +selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter +han paa? + +_Ambrosius_. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min +Røst. + +_Baronen_. Hvad for noget? + +_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og +spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende. + +#(_Jørgen Tjener_ kommer ind.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_De Forrige. Jørgen_. + + +_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? #(til +Jørgen).# Har han noget at sige mig, saa vent! + +_Abigael_. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa +Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da +jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte +jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse +ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at +jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov +baade for hans Røst og Færdighed. + +_Baronen_. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder +ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl +om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer +vi see, hvordan han skikker sig. + +_Jørgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at +blive Degnens Eftermand i Kaldet? + +_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er +mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster. + +_Jørgen_. Men naadige Herre, betænk at.... + +_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Øjeblik over i +Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at +Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, +skulde være noget pikeret, #(til Jørgen.)# Hvad var det saa for et +Ærind, han havde til mig? + +_Jørgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er +greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i +Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om +Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet. + +_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet end +Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan følge med og lade Jørgen vise ham +Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Træhesten +staaer, saa kan han lære at ride med det samme. + +#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jørgen_ til +Højre.)# + +_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig +over, men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om +jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den +Person ... hvad var det, han hed? + +_Bodil_. Ambrosius Stub. + +_Abigael_. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han +var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, +For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, +bare for deres Underdanigheds Skyld. + +_Bodil_. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i +Begyndelsen. + +_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel +løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget. + +_Bodil_. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til +Tinge, veed I. + +_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, +saa er den Sorg slukt. + +_Bodil_. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte +under luvslidt Kjortel, og.... + +_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte +være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med +en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en +fattig Student, naar det lyster mig. + +_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet +angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar +alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en +fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem +Fattige og Rige. + +_Abigael_. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget +paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen +allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine +Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører +til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere +bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde +være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare +Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! +Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det +ikke var at nedlade mig for meget. + +_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor? + +_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine +Ord igjen! + +_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til +ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter. + +_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at +jeg.... + +_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige +Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand. + +_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit +til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget +mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din +Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er +Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa +tyndslidt som hans Kjortel? + +_Bodil_. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig.... + +_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men +vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du! + + + + +FEMTE SCENE. + +_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra +Høire.)# + + +_Geheimeraadinden_. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy +skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du +saadan absenterer dig. + +_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, +at tage imod Jer, men.... + +_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og +giv mig et Kys til Velkomst. + +_Junker Claus_. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fødder! + +_Abigael_. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist +fugtig endnu af Morgenduggen. + +_Claus_. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at +kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har +embelleret Jer siden ifjor--det er mageløst! Har jeg ikke Ret, Mama? + +_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og +altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon. + +_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore +Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres +_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig være ligesaa vellykket, men +denne charmante Overgang, den har de ikke. + +_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den +"charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders +Komplimenter. + +_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til? + +_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker? + +_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved +Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker +hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter +Eder, skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er +mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke +Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et +lille Ord til, som for Exempel.... + +_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med største Fornøielse. Altsaa, Junker +Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade trænger vist +ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten er alt serveret; min +Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden. + +_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg +kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg +bliver saa let echaufferet. + +_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. +#(_Bodil_ gaaer ud til Høire.)# Ønsker I heller ikke Andet, Junker +Claus? + +_Claus_. I Eders _présence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller +Tørst. Men en lille Bagatel.... + +_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee? + +_Claus_. Tak, hvis det findes. + +_Abigael_. Et Par Skiver Skinke? + +_Claus_. I er altfor god. + +_Abigael_. En lille Agerhøne eller to? + +_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhøns er en af mine Livretter. + +_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm! + +_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _présence_ tænker jeg +hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, +om det saa var.... + +_Abigael_. Agerhøns? + +_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! +Men I skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere +Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes +Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er +_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... +meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i +Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er +cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer +superb, naar I engang kommer til Hove. + +_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, +det kunde være fristende nok. + +_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende? + +_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjære Baron! + + + + +SJETTE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).# + + +_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede +saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden. + +_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste. + +_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, +foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er +nok saa lækker, det bekjender jeg frit. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Abigael_. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde +gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det +ellers kan forenes med hans Tjeneste. + +_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han +vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig +dertil, saa for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage? + +_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til +Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende. + +_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en +Skriverdreng? + +_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at +indvende. + +_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Søn have at +indvende. + +_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende? + +_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa være en sjelden +Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter. + +_Abigael_. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt +Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret. + +_Baronen_. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha! + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Jørgen_. + + +_Jørgen_. Naadige Herre, der er serveret. + +_Baronen_. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som +en Tærsker. + +_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op! + +_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa +jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael? + +_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om +Alting er i Orden. + +_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade? + +_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden +og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi +med hinanden. + +_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem. + + + + +OTTENDE SCENE. + +_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under højrøstet +Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).# + + +_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder +Gaarden, eller hvad er paa Færde? + +_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har +understaaet sig.... + +_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min +Dristighed.... + +_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad +mig høre, hvad der er i Veien. + +_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye +Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. +Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa +Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om +Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at +vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. +Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var +gaaen for sig? + +_Baronen_. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om! + +_Niels_. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere +Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, +var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten +og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke? + +_Baronen_. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke +gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for +Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, +hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg. + +_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har +at sige til Undskyldning. + +_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, +tal da! Kan han lukke Munden op! + +_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over +mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet. + +_Baronen_. En gammel Mand? + +_Ambrosius_. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa +Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det +skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget +blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som +ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det! + +_Niels_. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin +Ryg, den Kjæltring! + +_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale! + +_Ambrosius_ #(til Niels).# Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden +for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med +Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans +Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde +ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I +hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og +alligevel.... + +_Baronen_. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? +Hvem er det? + +_Jørgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre! + +_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede +Benet sidste Vaar? + +_Jørgen_. Ja, naadige Herre! + +_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo +tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid. + +_Niels_. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent. + +_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes +sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men +der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham +har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og +ladet ham gaae med en Advarsel. + +_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet +Brændsel paa Godset herefterdags. + +_Baronen_. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud +over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden +Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar +han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade +hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration. + +_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa +Herrens Velgaaende. + +_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Øieblik. Min Fader har +tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers +har Lyst dertil. + +_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det +visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen. + +_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil +imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! #(gaaer ud til +Høire.)# + +_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa +forlade, at jeg lod Jer vente. + +_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og +det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne +Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, +Claus? + +_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse! + +_Baronen_. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken, +Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, +ha, ha, ha! + +#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Høire. +_Ambrosius_ hilser og følger lidt bag efter.#) + +_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte +hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen? + +_Jørgen_. Jeg siger, den er grov, Niels! + +_Niels_. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, +saa begynder han alt at gale. + +_Jørgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op +endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du +lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham +Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e. + +_Niels_. Ja saa, har hun det? + +_Jørgen_. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være Ridefoged. + +_Niels_. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen. + +_Jørgen_. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv +besørger det. + +_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak? + +_Jørgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som +han kunde bryde sin Hals paa. + +_Niels_. Hvad skulde det være for en Steen? + +_Jørgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved +Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs. + +_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae +til, Jørgen? + +_Jørgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels. + +#(Tæppet falder.)# + + * * * * * + + + + +ANDEN AKT. + + + + + * * * * * + +#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre til +Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.# + + * * * * * + + + + +FØRSTE SCENE. + + +_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et +synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem +de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, +baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har +sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for +Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom +Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, +#(læser)# "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie +med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og sætter +sig derpaa ved Bordet.)# See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er +Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, +og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehøien. + +#(læser:)# + + +"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, +Mine Øien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale." + + +#(taler:)# + +To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en +Frøken.... + +#(læser:)# + + +"Den ene begyndte en Vise at kvæde +Saa faurt over alle Kvinder. +Striden Strøm den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde." + + +#(taler:)# + +Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer +mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er +der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at +see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun. + +#(læser:)# + + +"Striden Strøm den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne." + + +#(taler:)# + +Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og +musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. +Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over +Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som +hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun +er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo +være god for sig, tænker jeg. #(læser sagte videre.)# Jeg gad ellers +vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort +fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er +næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder +det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. +Visen ender saa underlig alvorligt. + +#(læser:)# + + +"Thi raader jeg hver dannis Svend, +Som ride vil i Skove, +Han ride sig ikke til Elvehøi +Og lægge sig der at sove. +Siden jeg hende først saae." + + +#(taler:)# + +Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred +kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer +ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En +Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. #(skriver.)# Nummer +223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhørende.... Jomfru +eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken.... Ane Sofie.... og saa en +Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og +tager fat paa den næste. #(Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa +Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget +tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de +Indtrædende.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen_. + + +_Jørgen_ #(i Døren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest +slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. +Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, +at I selv lønner ham. + +_Peder_. Ja men det gjør jeg ikke. + +_Jørgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I +ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele +Indtægten af Embedet ... i det første Aar. + +_Peder_. Hele Indtægten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjælpedegn? + +_Jørgen_. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel? + +_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den +Skriverdreng. + +_Jørgen._ Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne +Ansigt. + +_Peder._ Men det første jeg træffer ham...! + +_Jørgen._ Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen +spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer +I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en +duelig Person. + +_Peder._ Hvad er det da for en Person? + +_Jørgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig. + +_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...? + +_Jørgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder +mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har +ogsaa lovet at gjengjælde mig. + +_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn? + +_Jørgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham +ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, +for saa bliver det den nye Skriverdreng. + +_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa +komme ind til Baronen. + +_Jørgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer. + +#(idet han vender sig, træder _Ambrosius_ frem.)# + +_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede. + +_Jørgen._ Hvad! Staaer I her og lurer? + +_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke +skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, +veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen +ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren. + +_Jørgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre +Bestillinger? + +_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig +komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er! + +_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra +Kjøbenhavn. + +_Peder_. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt +Foden i Kjøbenhavn. + +_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus. + +_Peder_. Er jeg? + +_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul +Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum. + +_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager +han mig for en Anden. + +_Ambrosius_. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn? + +_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg +vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere. + +_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke +ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være? + +_Peder_. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet. + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys? + +_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn. + +_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en +Pandekage? + +_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe! + +_Jørgen_. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer! + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane? + +_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, +Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen! + +_Jørgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer +aldrig godt; I maa styre Jer. + +_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? +Slip mig, siger jeg! + +_Jørgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for +Jer. + + + + +TREDIE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Høire).# + + +_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke +befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men +Degnen vilde ikke lade sig sige. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer +Rasmussen? + +_Peder_. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit +Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes +Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ... + +_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer? + +_Peder_. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men _det_ tænkte den +høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og +Palmetræer ... _det_ tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar +siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og +Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde blive +skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane. + +_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham +for en Hane? + +_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han +kan! Jeg har Vidne paa hans Mund. + +_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har +tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte +værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, +som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, +og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele +Anledningen. + +_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig +op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, +saa.... + +_Peder_. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han +har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var +den femtende Søndag efter Trinitatis.... + +_Jørgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre. + +_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og +Altergang.... + +_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort? + +_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, +som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. #(til +Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan! + +_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I +har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer? + +_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius! + +_Peder_. Ja men.... + +_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. +Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For +Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med +Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig +paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! +Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jørgen_, som vil +følge:)# Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde _han_ at +skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være +Degnens Fortaler? + +_Jørgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg +kunde. + +_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden +Skriveren, som gjør Register over Bøgerne. + +_Jørgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru +Geheimeraadinden. + +_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog? + +_Jørgen_. Det er ... en Historiebog. + +_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne +Titelen! + +_Jørgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om +Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens +Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette +Aar. + +_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her? + +_Ambrosius_. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en +maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg +ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller +Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig +udkommen i Trykken? + +#(Bodil ind fra Venstre).# + +_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa +have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger? + + + + +FJERDE SCENE. + +#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.# + + +_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, +vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at +følge med. + +_Baronen_. Skriveren ... med Frøken Abigael? + +_Ambrosius_. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide +paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af +har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den +Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig +med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium. + +_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus? + +_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jørgen:)# Her er den Bog, +I forlangte. + +#(_Jørgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)# + +_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham. + +#(_Baronen_ ud til Høire.)# + +_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal +vi ud i det Frie og høre Fuglene synge. + +_Bodil_. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren. + +_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger +baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg +kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. +Hvor er Frøkenen? + +_Bodil_. I Havestuen. + +_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax! + +#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)# + + +Skuepladsen forandres til: + +#Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, +Portræter paa Væggene.# + + + + +FEMTE SCENE. + +_Geheimeraadinden og Jørgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden +lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)# + + +_Jørgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi +jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg +havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen +engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde. + +_Geheimeraadinden_. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig +kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage. + +_Jørgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst. + +_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han +sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... +Skriverkarlen? + +_Jørgen_. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. +Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven. + +_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen? + +_Jørgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information ... + +_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik. + +_Jørgen_. Ja--nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme +Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham? + +_Jørgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne +Skriverkarl? Hvor stammer han fra? + +_Jørgen_. Fra Gummerup, Eders Naade. + +_Geheimeraadinden_. Gummerup? + +_Jørgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans +Fader er Skræder. + +_Geheimeraadinden_ Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen +Education ... nogen Opdragelse, mener jeg? + +_Jørgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive +Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl +som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den +naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og +Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han +saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig +vide, _hvor_ langt han kan komme. + +_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med +Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, #(fornem.)# Som +sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne +Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede! + +_Jørgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med +Herren, og de kom ridende hjem sammen. + +_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham + +_Jørgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale? + +_Geheimeraadinden_ Ikke for Øieblikket. + +_Jørgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke +rigtig--jeg tænkte det nok. + +#(Jørgen ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener, +og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er +alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro +til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine +Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig +ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt. + + + + +SJETTE SCENE. + +_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)# + + +_Claus. A votre service, chère maman_. Jeg ønsker Jer en god Morgen +#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama +idag. Har I sovet godt? + +_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, +og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit +Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu +er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften +naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om +Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet +adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg +virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller +Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre +Besked. + +_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste. + +_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver +Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som +informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom. + +_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget. +Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i +den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; +Tra la la, la la!"_ + +_Geheimeraadinden_. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, +hun er passionneret for. + +_Claus_. Hvorledes mener Mama? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du +lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en +gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge. + +_Claus_. Jeg? _Dieu m'en préserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei +igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en +Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke +hvad. + +_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene. + +_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig +Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... +_ah fi donc!_ + +_Geheimeraadinden_. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne +Sag--ligesom, _en passant_ bemærket, adskillige andre Sager--altfor +legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. +Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved +Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et +saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, +og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa +din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have +Indflydelse paa din Fremtids Lykke. + +_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas +Alvor? + +_Geheimeraadinden_. Hvilket? + +_Claus_. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor +morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig +Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tør vel +sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig +sandelig ikke til at troe. + +_Geheimeraadinden._ Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte +Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig +tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som +Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som +paa en Rose. + +_Claus_. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education--Mama maa +virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa +Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun +eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, +det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt. + +_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et +Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"? + +_Claus_. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det +mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer! + +_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa +havt en Passion, da jeg var ung. + +_Claus_. Mama er jo ung endnu. + +_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden +for mit første ungdommelige Sværmeri? + +_Claus_ Var det ikke Papa? + +_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte. + +_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de +sorte Øine? + +_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget +Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i +Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader. + +_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse. + +_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af +Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i +det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel +opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg +kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes +Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende +Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den +Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke +fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad +Skriveren angaaer.... + +_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det +første, jeg træffer ham i Abigaels _présence_, skal jeg begegne ham +saaledes.... + +_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt +værre. Du maa behandle ham.... + +_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er +just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen +paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ... + +_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder. + +_Claus_. Af en Skræder! Det er mageløst! En _tailleur de campagne_, ha, +ha, ha! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Høire).# + + +_Baronen_. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og +besee min Planteskole? + +_Geheimeraadinden_. Med største Fornøielse. Det vil være mig af +særdeles Interesse. + +_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus? + +_Geheimeraadinden_. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende +imøde, som er ude at promenere med ... + +_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er +en honnet og vellært Person. + +_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke +distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, +som er mere magtpaaliggende? + +_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage +Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet. + +_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min +Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke +presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun +ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn. + +_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just +Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at +Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns +Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde +i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min +Søns Permission desuden udløben. + +_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie +Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus? + +_Claus_. Et Par Gange har jeg berørt det--med al mulig Delicatesse +naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig. + +_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt +reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg +gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg +pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i +den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan +Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver +det. + +_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og +egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsøger Abigael og +meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den +vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven. + +_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa +Kjærlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjære Claus! Saae Baronen, +hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets +og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre? + +_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde +jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man +veed Pinedød ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne +Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen. + +#(Begge ud til Høire.)# + + + + +OTTENDE SCENE. + +_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. +Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og +Blomster.)# + + +_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, +nu veed jeg Besked. + +_Ambrosius_. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over +efter Luthen? + +_Abigael_. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; +kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med +Selskab, om I ellers har Leilighed. + +_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke. + +_Abigael_. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og +andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn. + +_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte +med, men naar Frøkenen er nøiet.... + +_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens +de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker +Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i +Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for +mig, om I vil. + +_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig +øvet i den Gjerning. + +_Abigael_. Betyder Intet, den lærer I snart. #(Hun giver ham Garnet og +viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa +der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op)# +Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters +Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de +forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor +falder I paa Sligt? + +_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg +spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og +Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken! + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det? + +_Ambrosius_. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie +eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer--hvad gjør vi +Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _født_ er vel en Trøst, men bedre +vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _død_ er hele Sagen." Det +kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne. + +_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever? + +_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver +eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, +og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i +fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen +rører dem med ublid Haand. + +_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af +Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ... +#(hører op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler +Kjærlighed? + +_Ambrosius_. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har +stor Kjærlighed til Solen. + +_Abigael_. Hvorfor tænker I det? + +_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et +Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær. + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket. + +_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men +desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig +jo ligesom op efter den med deres Blade. + +_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer +sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde? + +_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det +sagtens ikke til. + +_Abigael_. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke +vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I +holder Jer saa fjernt. + +_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig +Skriverkarl lider Jer eller ei. + +_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I +talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs +og den rige Rosenblomme. + +_Ambrosius_ #(med Liv, idet han træder et Skridt frem).# Troer I da +ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler? + +_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig +altfor nær. + +_Ambrosius_ #(trædende tilbage).# Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa. + +_Abigael_. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og +Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde. + +_Ambrosius_. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det +Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og +som Blomsterne fortalte mig Allehaande. + +_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg høre Noget om. +Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang +... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi +den er ikke ret udfoldet endnu. + +_Ambrosius_ #(som har nærmet sig)# Omendskjøndt den er ung, fortæller +den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først +var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en +Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret +omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og +slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede +den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt +hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste +op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og +Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i +Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag +samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag--og saa +brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem +af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og +de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, +og saa ... + +_Abigael_. Hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa døde den. + +_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu. + +_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. +"Vel _død_ er hele Sagen". + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa +_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den +stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg +saa vist ønske, det var ugjort. + +_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes +og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den. + +_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, +Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen. + +(#_Ambrosius_ træder et Skridt tilbage.)# + + + + +NIENDE SCENE. + +_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min +Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken. + +_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg +havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan +Monsieur Ambrosius vidne for mig. + +_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke +fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg +kommer da ikke til Forstyrrelse? + +_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri +Audients. + +_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Øine. #(til +Ambrosius:)# Han kan gjerne forføie sig bort. + +_Ambrosius_. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae? + +_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende. + +_Claus_. Tillader I, skal jeg.... + +_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts +Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig. + +_Claus_. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn +med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, +hvad var det nu hun hed...? + +_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne. + +_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen +veed nok, hvem jeg mener. + +_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare +smigrende. + +_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle! + +_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, +eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem +er saa Uhyret? + +_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin +Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv +mig Garnet! + +_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I +kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans +Tjeneste. + +_Claus_. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten +aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders +Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med +Traad og Garn. + +_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en +Bondeskræder? + +_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af +Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et +nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk. + +_Claus_. Menneskekjærligt--hvad vil han sige dermed? + +_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der +skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for. + +_Abigael_ #(smilende).# Saamænd, I har ikke saa ganske Uret. + +_Ambrosius_. Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det +er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere. + +_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal? + +_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke +Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en +skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven +nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der +staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? +Eller veed I ikke ... + +_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller +bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, +#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden +vi ikke kan blive alene ... + +_Abigael_. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik? + +_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed +dependerer deraf. + +_Abigael_. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig +at faae det sagt. + +_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa +mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne +Leilighed bliver declareret. + +#(_Ambrosius_ gjør uvilkaaarlig en Bevægelse.)# + +_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet +over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader +samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner? + +_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde +underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ... + +_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders Ærind? I +mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I være foruden, naar I har min +Faders? + +_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid +sagt Nei dertil. + +_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I +Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte? + +_Claus_. Vidner! Men, _ma chère amie_, jeg beder Jer indstændig. Vi har +jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den sammo +Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, +med vore Forældres _consentement_. + +_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og +Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen? + +_Claus_. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed? + +_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa +voxet fra _mine_, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel +tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og +aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ... + +_Ambrosius_. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader +I vel, at jeg fjerner mig? + +_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... +og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at +jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg +efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders +Umag! + +_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste. + +_Claus_. Ah, _dieu soit béni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker +jeg. + +_Abigaél_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den +ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae +tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den +bort, naar den er vissen. + +_Ambrosius_. Kaste den bort! + +_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun rækker ham Rosen.)# + +_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Frøken! + +_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... +hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant? + +_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Søger imellem Planterne.)# See +her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus. + +_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den +saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet. + +_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I spørge Monsieur +Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab. + +_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_. + +_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk. + +_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund. + +#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i +Baggrunden.)# + +_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?" +#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og +udbryder forbittret:)# Torskemund! + +#(Tæppet falder hurtig.)# + + + + +TREDIE AKT. + + + + + * * * * * + +#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.# + + * * * * * + + + + + +FØRSTE SCENE. + +_Abigael. Bodil._ + + +_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan +du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt +forkeert. + +_Bodil_. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig. + +_Abigael_. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa +Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun +sætter sig, _Bodil_ pynter hende)# + +_Bodil_. Venter Frøkenen Fremmede? + +_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius. + +_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret? + +_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed? + +_Bodil_. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, +han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der +vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme +ham dyrt til at staae. + +_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, +hvad du mener. + +_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i +Kjærlighed. + +_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han +kunde gjøre. + +_Bodil_. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke. + +_Abigael_. #(med en Bevægelse).# Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du +nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl? + +_Bodil_. Hørt derom har jeg vel, men ... + +_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, +som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i +mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa! + +_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den +Venlighed, I viser ham? + +_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en +Daarekiste. + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke +forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg +skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har. + +_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Sæt +mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de +Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som +andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have? + +_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke +sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot.... + +_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu +mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! +Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen. + +_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg +hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius. + +_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom? + +_Bodil_. Ja, det nævner han ikke. + +_Abigael_. Skulde det være om en anden Plads? + +_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld. + +_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en +Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget +Menneskes Hjertefred, om jeg kunde? + +_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I +faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget +Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig +i Andres. + +_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du +eller Nogen læst til Ende. + +_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller. + +_Abigael_. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men +hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand +som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai +endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er +lang Vei fra Øie til Hjerte. + +_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, +hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen. + +_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med +Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg tænkte, den var idel Fryd og +Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand. + +_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast. + +_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan +være, du har Ret; jeg skal tænke derover.--Ved du, om min Fader kommer +hjem til Middag? + +_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og +har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye +Karosse, har jeg hørt. + +_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ... + +_Bodil_. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr. + +_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har +ikke Brug for dig længere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu +bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og +Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger +Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, +hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad +skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, +at Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens +Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog +Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil +ha'e.--Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet +og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.--Skulde det mon være +sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om +den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og +afsted til Kjøbenhavn! + + + + +ANDEN SCENE. + +_Abigael. Geheimeraadinden_. + + +_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Døren til Venstre).# Er den +naadige Frøken alene? + +_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling. + +_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har +igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig +vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved +Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en +Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om +Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to +Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ... + +_Abigael_. I selv? + +_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender +den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og +svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været +der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe +i sligt et stateligt Huus? + +_Abigael_. Saamænd, det kunde være artigt nok. + +_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet +Huusgeraad? + +_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget. + +_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du +bedst? + +_Abigael_. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende. + +_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der +skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de +Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer +kjørende--prægtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med +Løbere foran. + +_Abigael_. Med Løbere, siger I? + +_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. +Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer +de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene +hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge +Folk? + +_Abigael_. Hvilke unge Folk? + +_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos +dig og Claus naturligviis. + +_Abigael_. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i +Tiden. + +_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel? + +_Abigael_. Ja, hvem kan vide? + +_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at +regne, siden det er Mikkelsdag imorgen. + +_Abigael_. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet +ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid +og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari. + +_Geheimeraadinden_. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord +sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, +at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan +forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. +Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, +at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa +vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt +saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed +for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder. + +_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung? + +_Geheimeraadinden_. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let. + +_Abigael_. Ja ... Kjærlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at +han bærer Kjærlighed til dig. + +_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis. + +_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, _naar_ det +skal være. + +_Abigael_. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske for +meget. + +_Geheimeraadinden_. Hvad mener du? + +_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette? + +_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i +denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, +at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag. + +_Abigael_. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det. + +_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at +vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske. + +_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke +paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen. + +_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu +frygter han.... + +_Abigael_. For hvad? + +_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde +Jaordet ud. + +_Abigael_. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som +siden. + +_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du? + +_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde +mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert +Øieblik. + +_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(høit)# Nei, nei, mit +kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre +os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme. + +_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_ Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig +embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa +kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde +hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber +Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een +Familie.--Og hør, _à propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu +hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og +desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af +Stadens første Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen +Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn. + +_Abigael_. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? +Aa ja, kan hænde, det var det Bedste. + +_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, +min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose +klæder dig smukt! + +_Abigael_. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand +Natten over. + +_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at +han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham +vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt. + +_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behøves ikke. + +_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til +Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_ +Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig +Skriveren. _Adieu, ma chère! Au revoir!_ + +#(Hun gaaer ud til Venstre)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_Abigael. Ambrosius_. + + +_Abigael_. Kom ind! + +_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. +Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke +Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for +Mikkelsdags Aften at være. + +_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius. + +_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel? + +_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i +Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have +den til Fødselsdagsgave. + +_Ambrosius_. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen? + +_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen. + +_Ambrosius_. Men i Overmorgen? + +_Abigael_. Nei, ikke for det første ... ikke før Fødselsdagen er omme. + +_Ambrosius_. Ikke før! + +_Abigael_. Der jo kun tre Dage til. + +_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed. + +_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa. + +_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og +Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev +øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen +meer. + +_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var en +underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag? + +_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, +som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa +den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan +faae smukke Høstdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil +jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid. + +_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa +synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer +Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke? + +_Ambrosius_. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for +gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at +Rosenknoppen--den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske +bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og +det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en +Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare +evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee. + +_Abigael_. Jeg leer ikke. + +_Ambrosius_. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig? + +_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa +kastede I den vel bort? + +_Ambrosius_. Nei. + +_Abigael_. Hvad gjorde I da med den? + +_Ambrosius_. Jeg ... + +_Abigael_. Naa? + +*** + +_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte +jeg den. + +_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre. + +_Ambrosius_. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød +mig saadan i Pennen af sig selv. + +_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre +Vers? + +_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og +andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op +af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med +Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden. + +_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den +Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", +som I kalder det? + +_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og +tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde +forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde +levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det +med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en +underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste +op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den +døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede +og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers +forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt. + +_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog +mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld. + +_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan +sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig. + +#(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Lad mig dig ret betragte +Og paa den Skønhed agte, +Som meer end Konst og Pragt +Er i dit Bæger lagt." + +"Du deilig Rosenknop, +Hvis Blade gjer saa mange +Smaa Labyrinters Gange +Og dufte Luften op, +Du deilig Rosenknop!" + +"Du deilig Rosenknop! +Igaar sad du med Glæde +Smukt paa dit Tornesæde; +Men du blev brudt, og see, +Idag du visnede." + +"Du deilig Rosenknop, +Din friske Farve svinder, +Dit matte Rødt mig minder, +At Herlighed forgaaer +Og Skønhed Ende faaer." + +"Du deilig Rosenknop, +Naturens Mesterstykke! +Ak, hvor er nu dit Smykke? +Igaar Du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +_Abigael_. Vil I skjænke mig den Opskrift? + +_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde +jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee +bleven kjønnere. + +_Abigael_. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok. + +_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok +for Jer, naadige Frøken! + +_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere. + +_Ambrosius_ #(rækker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I +har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord? + +_Abigael_. Vist ikke ... Farvel! + +_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har +jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for +nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders +Vrede. + +_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for? + +_Ambrosius_. Er I da bedrøvet? + +_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men +ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side +foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end +denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om. + +_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette? + +_Abigael_. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og +Indbildning Altsammen. + +_Ambrosius_. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa +selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til +udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets +Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den +skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var +mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak +en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som +et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. +Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar +jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er +skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om! + +_Abigael_ #(med tilkæmpet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur +Ambrosius! I taler over Jer. + +_Ambrosius._ I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv +min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa +forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig? + +_Abigael_. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg +hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, +baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen. + +_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi? + +_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, +som I forhen sagde. + +_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke +længer, at de visner! + +_Abigael_. Farvel! + +#(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker +_Claus_ ind fra Baggrunden).# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael. Junker Claus_. + + +_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tête á +tête_...? + +_Abigael._ Som nu er forbi. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).# + +_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(høit).# Jeg er saa +lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i.... + +_Abigael_. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket. + +_Claus_. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i +Eders Tanker ... ikke? + +_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist. _Claus_ +#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(høit)# +Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det +være bekjendt ved Hove. + +_Abigael_ #(som før).# Allerede? + +_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at +naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, +saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en +Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? +Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...? + +_Abigael_ #(som før).# Hvem mener I? + +_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske mærkværdigt, +saa distrait hun er. #(høit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv, +elskværdigste Abigael. + +_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg +havde ikke Tankerne med mig. + +_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer +jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer +Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer? + +_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu +maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. +Vi sees ved Middagsbordet. + +#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).# + +_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen +kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun +havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og +desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men +ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer +mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi! +Il faut le mettre à la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan +jeg skulde gribe det an. + + + + +FEMTE SCENE. + +_Junker Claus. Jørgen_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget _à propos_. + +_Jørgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride? + +_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider +jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden +har talt med dig igaar? + +_Jørgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa. + +_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa +Gaarden. + +_Jørgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten +ogsaa, Hendes Naade gjorde. + +_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun +spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med +Situationen. + +_Jørgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen! + +_Jørgen_. Hr. Kammerjunker? + +_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen. + +_Jørgen_. Skriverkarlen? + +_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind +allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig. + +_Jørgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. +Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han +er jo svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken +ogsaa. + +_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende. + +_Jørgen_. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade +et Ord falde til Frøkenen derom. + +_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har +naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun +er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. +aldeles væk! + +_Jørgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i +Sadlen, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en +eller anden Maade faae ham.... + +_Jørgen_. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok tænkt paa det. + +_Claus_. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! +Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar +jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa? + +_Jørgen_. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe +sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa +Porten. + +_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare +længe. + +_Jørgen_. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er +svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og +Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har +Noget i Ho'edet. + +_Claus_. Drikker han? + +_Jørgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en +Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget. + +_Claus_. Naa, og saa mener du...? + +_Jørgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er +det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og +paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer +bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke +at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, +man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et +godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ... + +_Claus_. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit +Kammer og sover Rusen ud. + +_Jørgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige +Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet +med Sang og Spil? + +_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Très bien_, det er meget +godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud +efter ham? + +_Jørgen_. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert? + +_Jørgen_. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for. + +_Claus_. Ah, du mener, at jeg.... + +_Jørgen_. Og den naadige Frue.... + +_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det? + +_Jørgen_. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt +Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt. + +_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren.... + +_Jørgen_. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, naar der bliver +pirret lidt ved ham. + +_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger _du_ for.... + +_Jørgen_. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. +Kammerjunkeren forlade sig paa. + +_Claus_. Det Andet skal jeg nok besørge. + +_Jørgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme +ud før Tiden. + +_Claus_. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er +Diplomat. Naar man har været sex Maaneder _Secrétaire intime_ hos Hs. +Majestæts _Envoyé_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire +delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer ud +ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt +om. + +_Jørgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert. + +#(De gaae hver ud ad sin Dør.)# + +#Skuepladsen forandres til:# + +#Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.# + + + + +SJETTE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Bodil_. + + +_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdøren.)# Nei, her er heller Ingen. +#(Han træder ind, _Bodil_ følger.)# + +_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for +her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, +naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke +var i Bibliotheket. + +_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i +Eenrum, før jeg reiser videre. + +_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo +knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted! + +_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og +længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har +han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor +han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden. + +_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan. + +_Hans Lauritsen_. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans +Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente +paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig +og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre +for. + +_Bodil_. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min +kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders +Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har +Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ... + +_Hans Lauritsen_. Og det er? + +_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi +her er ikke godt for ham at være. + +_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I +dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel? + +_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, +men det fik være det samme, naar blot.... + +_Hans Lauritsen_. Naar blot? + +_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med +ham, som jeg ikke forstaaer mig paa. + +_Hans Lauritsen_. Hvorledes det? + +_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let +hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var. + +_Hans Lauritsen_. Skulde det være muligt? + +_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns +een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men +det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et +Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant +skulde hænde den gode Ambrosius. + +_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet +rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan +Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo +heller--og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, +at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig +for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin +Tjeneste og reise herfra. + +_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der +kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge. + +_Hans Lauritsen_. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, +jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen +bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden. + +_Bodil_. Ak, allerede! + +_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste +Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, +Bodil! #(_Bodil_ ud, et Øieblik efter _Ambrosius_ ind.)# + + + + +SYVENDE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Ambrosius_. + + +_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius! + +_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? +#(omfavner ham.)# Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer +du lige fra Kjøbenhavn? + +_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre. + +_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her +en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det +er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok +til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar +jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør +Gjengjæld. + +_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan +destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt +Tid. + +_Ambrosius_. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et +Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en +Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er +en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. +#(Han trækker Flasken op og skjænker.)# See her, hvor den spiller i +de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa +dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans +Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da +aldrig at komme over, den var for høi for mig. + +_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. +Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et +Brev.)# + +_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem? + +_Hans Lauritsen_. Ja gjæt engang! + +_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, +siden du er borte. + +_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din +gamle Velynder, Professor Holberg. + +_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter +Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig +endnu paa mig--paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min Røsts Skyld? +Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen +Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos +ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og +sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, +men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget +Andet af ham end en simpel Sanglærke--hører han det! Gud være med ham! +Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"--Og han har +tilskrevet mig! Men i hvad Anledning? + +_Hans Lauritsen_. Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked. + +_Ambrosius_ #(læser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans +Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin _examen +theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei +engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller +_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham +alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at +forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget +sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i +adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig +Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans +omflakkende Levnet--men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er +lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham +selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det +gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis +og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe +har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede +_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med +samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, +som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans +Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve +længe og skrive mange Comedier endnu! + +_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see +paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden? + +_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op +igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har +at gjøre mig. + +_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung +Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor +han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri +Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur +af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være +tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp +absolvere den theologiske Examen. + +_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge +mig? + +_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har +rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at +"Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det +fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du +seer saa alvorlig ud med eet? + +_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa +uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig? + +_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig +over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din +Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn +lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter. + +_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen. + +_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen. + +_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen. + +_Hans Lauritsen_. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg +har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han +videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at +geleide ham. + +_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden. + +_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige? + +_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; +hvorfor skulde jeg saa reise? + +_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en +beskeden Lykke, den. + +_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, +du før talte om. + +_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der stikker +Andet under. + +_Ambrosius_. Hvad skulde det være? + +_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi +har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med +hinanden i Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig? + +_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom? + +_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit +Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom. + +_Ambrosius_. Om hvad? + +_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig +Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed. + +_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har +tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker +hende. + +_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg! + +_Ambrosius_. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med +Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men +tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange +Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden. + +_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun +Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange +dig i sine Snarer. + +_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har +Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har +mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det +usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er +jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting +er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, +er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke +ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde! + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, +saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har +skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er +ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det +føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er +over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, +at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig. + +_Ambrosius_. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see +hende og høre hende tale--intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, +hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte. + +_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du +sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun +nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa? + +_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa +slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne! + +_Hans Lauritsen_. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et +Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af? + +_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig +... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, +end jeg har Kaft til at yde.... + +_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde +vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende +det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig +har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde +takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er +Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem +til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har +skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for +Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne +Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker +den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter +en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister! + +_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt +det, som lyser for mig, Hans Lauritsen! + +_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart +være udbrændt. + +_Ambrosius_. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort--jeg ønsker ikke +bedre. + +_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du +faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve +længe og fattigt, hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end +Velstand og gode Dage. + +_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og +Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, +for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt. + +_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der +gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser? + +_Hans Lauritsen_. Men der kan være Andre, som har samme Magt. + +_Ambrosius_. Troer du? + +_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa +lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet +i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med +mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense. + +_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop +bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en +skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort. + +_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke +til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans +Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her. + +_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det +dit sidste Ord? + +_Ambrosius_. Ja. + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie +er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, +han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for +meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel! + +_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt? + +_Hans Lauritsen_. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel +Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, +Ambrosius, bitterlig ondt. + +_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad +os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen +... #(bevæget.)# Tak for alt Godt og ... bær over med mig ... Jeg kan +ikke Andet! Og lev saa vel! + +_Hans Lauritsen_. Lev vel! + +#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)# + +_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ først saae! + +#(Tæppet falder.)# + + * * * * * + + + + +FJERDE AKT. + + + + + * * * * * + +#(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. Et større og et mindre Bord, Stole m. +m)# + + * * * * * + + + + + +FØRSTE SCENE. + +#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister +_Søren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjæster_ (komme ind fra +Venstre). Strax efter _Jørqen_ og _Bodil_.# + + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders +Naade! + +_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_ + +_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister! + +_Magisteren_. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain! + +_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at +smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til +Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter +den Konst, ha, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin herind, +Jørgen ... af den ældste. + +_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Ønsker Eders Naade en Kop Kaffe? + +_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn! + +_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med. + +_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er +tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder. + +_Abigael_. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af +Huusholdersken. + +_Baronen_. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha! + +_Gjæster_. Ha, ha, ha! + +_Claus_. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand. + +#(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen af Jørgen.)# + +_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. +Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller +ikke? + +_Captainen_. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er +edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen. + +_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere +Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der +har drukket sin Familie op, ha, ha, ha! + +_Gjæster._ Ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det være mig tilladt at +bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel +hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--næst efter +ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn, +har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin +Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man beklæder og digter +et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan +trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvæger man +ogsaa sit Legem, for at ... + +_Baronen._ Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar +Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker +bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter +Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, +saa havde vi det at forslaae Tiden med. + +_Jørgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens +Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)# +Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot for, +at han bliver kaldt herop. + +_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige +Gratulationsvers? + +_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den +Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke +Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat +Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke +sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne +op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, +ha, ha! + +_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, +at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik? + +_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke tænkt +paa. + +_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen +vilde tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er +Fremmede tilstede? + +_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, naar +jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det +samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde +Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders +Naade har vel ikke Noget derimod? + +_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa Tyendet, +at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang +imellem, ikke for ofte. + +_Baronen_, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! #(_Jørgen_ gaaer ud +i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning +Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger +... ikke sandt, Abigael? + +_Åbigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjæsterne +har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet? + +_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer +det. Hvad mener I, Magister Søren? + +_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give +_min_ ringe Mening tilkjende herudi ... + +_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den! + +_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet +staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske +nøie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille +meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind +Fodskridt gaae." + +_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen paa +begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være? + +_Magisteren_, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. +Baronen. + +_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! +Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister? + +_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker +unægtelig--med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse--at staae, +_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet. + +_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig +ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter +Tromlen og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens +Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, +ha! + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels +Bruus_ og _Jørgen_ #(fra Baggrunden).# + +_Peder_ #(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og +begynder strax)# Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet, +jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men +sandt at sige ... + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(halv høit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord +paa Munden endnu. + +_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først, +din Kylling! + +_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om? + +_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at +Hanen bør gale før Kyllingen. + +_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham. + +_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha! + +_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit +Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... +jeg er ikke ret oplagt til at synge idag. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min +Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme? + +_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som +sagt.... + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjør ikke min Fader vred, +Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene. + +_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge! + +_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til? + +_Claus_. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg. + +_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...? + +_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, +Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, +det har han jo før viist Prøver paa. + +_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa. + +_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, +Jørgen! + +_Jørgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om +pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu. +#(høit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og +Ridefogden? + +_Baronen_. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer +Geisten nok over ham. + +_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot +finde de rette Ord! + +_Baronen_. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! + +_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er +Improvisation).# + + +Jeg synge skal en Vise, +Velan, jeg er bered; +Det Bedste vil jeg prise, +Som jeg i Verden veed: +Musikens muntre Lyst +Og Druesaftens Trøst, +Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst. + +Den gyldne Viin mig kvæger +Og gjør mig glad og fri; +Men har jeg tømt mit Bæger, +Saa er den Fryd forbi. +Musik og lystig Sang +Fornøier mangen Gang, +Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang. + +Nei, meer end lifligst Drue +Og deiligste Musik, +Jeg priser Elskovs Lue, +Som til mit Hjerte gik. +Den af et Ord blev fød +Og flammed op til Glød, +Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død! + + +_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjør Æg. + +_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter +Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e +os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, +Jørgen! #(det skeer).# + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ... + +_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset +paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler +paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen! +#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en +Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!... +Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig +fattig Svend god eller ei!... + +_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, +Captain! + +_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke +til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende +vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)# + +_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, +ha! + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke +Jer selv mægtig. + +_Ambrosius_ #(halv høit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er +ikke mig selv mægtig. + +_Abigael_ #(som før).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt, +længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer +I mig. Har I forstaaet det? + +_Ambrosius_ #(som før).# Ja. + +_Abigael_ #(som før).# Og drik saa ikke Meer ... hører I!... For min +Skyld! + +_Ambrosius_ #(som før).# For _Eders_ Skyld! + +_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael +hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den +var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette +faaer en Ende. + +#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Døren til Venstre.)# + +_Peder_. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det +var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud +paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud. + +_Peder_ #(halv høit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat +til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale. + +_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit? + +_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, +som skal gaae for sig idag. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag! + +_Captainen_. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en +dobbelt Fest. + +_Gjæster_. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke! + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente +endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med +sin Middagslur ... ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til +mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har +tænkt at holde til det unge Par. + +_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok +vare Jer ad, naar Tiden er der. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren +som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves +idag? + +_Jørgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr. +Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. #(til Ambrosius, høit.)# +Et lille Glas endnu, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! +#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)# + +_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele +Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi +høitideligholde. + +_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare +en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter +til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke +kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, +Jørgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til +Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe! + +_Peder_ #(halv høit til Jørgen, som skjænker for ham).# Den +Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint, +gjør jeg! + +_Jørgen_ #(halv høit).# Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude, +kommer og frem.--Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for +lidt siden? De stod jo her næst ved Jer. + +_Peder_ #(som før).# Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg +er saa gal i Hovedet, at.... + +_Jørgen_ #(som før, til Niels Bruus).# Hørte du heller ikke Noget, +Niels? + +_Niels_ #(halv høit).# Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at +gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... men jeg regarderede ikke videre +derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke +drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag. + +_Jørgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetræ #(seer sig +om).# Og Frøkenen har absenteret sig ... nu skal vi see Løier! + +_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller +synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt? + +_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, +naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om +Ungersvenden, som blev elleskudt. + +_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... +jeg kjender det ... i Ryggen. + +_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det, +skal I vide. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber +det rundt for ham, ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)# + + +Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, +Mine Øien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale. +Siden jeg _hende_ først saae. + + +#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men +den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde +paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som +Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa faur +over alle Kvinder, #(synger:)# + + +Striden Strøm, den stiltes derved, +Som førre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne. + + +_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en +Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha! + +_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver +morsommere siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev +skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer. + +_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin +Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor? +For han var egentlig en Frø.... _Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, #(halv +sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre +Intet af. #(høit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak +... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde +Ingen af dem see, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_ #(synger:)# + + +De dandsed ud, de dandsed ind +Alt i den Elvefærd; +Alt sad fauren Ungersvend +Og støtted sig til sit Sværd. + + +#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Træer og Buske og Stene +... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen rundt. Og +saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig +Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til +Randen med liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke +Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som hørte +det ... #(høit.)# Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand #(han +slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det +Samme...! + +_Baronen_. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er +nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig +en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv. + +_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det! + +_Baronen_. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under +Vandspringet, til Rusen er gaaet over. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Claus_ #(sagte til Jørgen).# Men nu slap han jo fra os! + +_Jørgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en +Slæde i Veien. + +_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den +syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men +naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke +sund Sands i Alt, hvad han sagde. + +_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen! + +_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra +Djævlen, der er Løgnens Fader. + +_Geheimeraadinden_. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. +Baron! + +_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at +jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele. + +_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund. + +_Baronen_. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. +Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.--I er vel +færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien +gaae an. + +_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at +forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende +haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres +Hjerter i Kjærlighedens Pagt. + +_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne? + +_Geheimeraadinden_. Kald paa Frøkenen, Bodil! + +_Bodil_ #(som har været beskæftiget ved Kaffebordet).# Frøkenen er +gaaet ud for en Stund siden. + +_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun +gaaet hen da? + +_Bodil_. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven. + +_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optøier! #(til Bodil.)# Saa gaa +ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid! + +#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)# + +_Geheimeraadinden._ Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære +Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik. + +_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven. + +_Jørgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr. +Kammerjunker. + +_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det. + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)# + + +_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens +Hoved sat i Lave igjen, Niels? + +_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra +mig. + +_Baronen_. Løb han fra dig? + +_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld +Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade +ham rende Rusen af sig. + +_Jørgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren +nu, hvad jeg meente? + +_Claus_ #(afsides).# _Sacré nom!_ #(høit.)# Kjære Svigerpapa maa +excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person +befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv +gaae hende imøde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt. + +_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen +Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae +hende imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke +foretages Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders +Naade? + +_Geheimeraadinden._ Med Fornøielse. + +_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalænge, +Magister Søren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I +før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjøre Jer Selskab. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden. +_Magister Søren_ og nogle _Gjæster_ ud til Høire.)# + +_Jørgen_ #(til Junker Claus, halv høit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa +jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad? + +_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som +paa Naale. + +_Jørgen_ #(som før).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae +ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der +troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken. + +_Claus_ #(som før).# Hvorfor troer du det? + +_Jørgen_ #(som før)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til. + +_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei. + +#(Han gaaer ud i Baggrunden).# + +_Jørgen_. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der +blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, +Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den +Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse +for Jeres Gratulationsvers. + +#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)# + +Skuepladsen forandres til: + +#(_Haven_ fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer +over til Solnedgang.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael_ #(siddende paa Bænken. Strax efter)# _Ambrosius._ + + +_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i +Uorden).# Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig, +hvad I vil! #(Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)# + +_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius? +Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer--hører I? + +_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer +for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg kun Klangen af Eders +Røst. + +_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger +Jer. + +_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil +sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal +troloves idag ... ikke sandt? + +_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at +I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders +Lykke.... + +_Ambrosius_. Til _min_ Lykke! + +_Abigael_. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud +maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre +Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke? + +_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken! + +_Abigael_. Hvorfor ikke? + +_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde. + +_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I? + +_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og +det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ... + +_Abigael_. Nu? + +_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg +dog ikke glemme Jer mere. + +_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behøver I jo ikke heller. + +_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise? + +_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel. + +_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger +jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har +jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, +end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med? + +_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig, +Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders +Skriver, og jeg er hans Datter. + +_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været +mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og +smilte til mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig +mere sanke Blomster med hinanden? + +_Abigael_. Nei, aldrig meer. + +_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa +den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens +ingen Blomster visnet. + +_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, +I vil ikke reise herfra? + +_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog +ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, +#(sagtere.)# jeg mindre end nogen, + +_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er +sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, +jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er +løben fort! Det er jo som det var et Øieblik ... men med en Evighed i +sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste +slet ikke, hvad Glæde var. + +_Abigael_ #(betragter ham bevæget.)# Veed I det da nu? + +_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres +mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped +Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen +Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om +Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne! + +_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun rækker ham Haanden.)# + +_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle, +hvor jeg elsker Jer! #(Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)# + +_Abigael_ #(lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels +Ambrosius! #(De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, +idet hun søger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds +Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa +faaer I tage Følgerne! + + + + +FEMTE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._ +(komme ind fra Høire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jørgen og Niels +Bruus_.# + + +_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa +Færde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved høilys Dag, eller holder min +Datter Stævnemøde med Skriverkarlen? + +_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er virkelig +meget ... meget morsomt, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er +naturligviis et ganske tilfældigt Møde. + +_Captainen_. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget ubehageligt, +Eders Naade! + +_Baronen_. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den Slyngel +ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for +mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie? + +_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ... + +_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op? + +_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende. + +_Abigael_ #(faar Øie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det +betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! Ikke sandt, Bodil? + +_Baronen_. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax? +Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene. + +_Abigael_. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa +dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver +ligge paa Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det +ellers gjøres behov at føre Vidne i den Sag. + +_Geheimeraadinden_. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig +Spøg. + +_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spøg ... et Væddemaal! + +_Claus_. Ah, _une petite comédie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg +trækker Veiret igjen. + +_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er +attrapirt! + +_Ambrosius_ #(som før.)# Et Væddemaal ... En Spøg! + +_Baronen_. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide +det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo +rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger, +den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter +... Hvad har han at sige til sit Forsvar? + +_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har væddet om +mit Hjerteblod! + +_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae Løn som +forskyldt! + +_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig. + +_Ambrosius_ #(træder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse +for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget +med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg kuns et ringe +Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske +har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet +imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig +jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede +lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet +deri? Var den Brøde da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? +Nu vel, saa har jeg nu bødet derfor med den bittreste Kvide. Hvad +forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa +river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt +den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og +hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og ønsker Jer saa gode +Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig +gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg +endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)# + +_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes +slipper han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som +han er, eller jeg skal...! + +_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og +knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. _Jeg_ bøier fra +nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand. + +_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I +Hundehullet med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om +Naade! + +_Jørgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken +Degn eller Ridefoged, Niels! + +_Ambrosius_. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... +eller saa kort, som den rækker. + +_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld, +Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer imellem! + +_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad +ham frit gaae herfra! #(halv høit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og +lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. Det Løfte +vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa +sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min +Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_ +jeg ikke. + +_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han +forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens +Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer +Tilhold om aldrig meer at sætte Foden paa Eders Grund. + +_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham da +slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels +Bruus.)# Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i +en Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! #(til +Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa +Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det! + +_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det +Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig +meer. Kan hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men +skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet +være Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. +Jeg har Guds hellige Ord til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette +mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al +min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men +endda bæres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der +kunde overleve Eder! + +_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer +ud til Høire, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Captainen_. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. +Hr. Baron fører en famos Commando. + +_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. +Captain! + +_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter +denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden? + +_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister +Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! +Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jørgen_ og _Gjæsterne_ ud +til Høire.)# + +_Claus_. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. Tillader +I? + +_Abigael_. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis +I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter. + +_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer +jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud +til Høire.)# + +_Bodil_. Har den naadige Frøken Noget at befale? + +_Abigael_. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik alene. + +_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae. + +_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for? + +_Bodil_. Kan I spørge derom? + +_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at +græde over? + +_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, +hvor han hverken har Brød eller Huusly? + +_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted. + +_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som +var skyldig. + +_Abigael_. Bodil! + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er +I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa? + +_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til +Høire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer? + +_Bodil_ #(seer ud til Høire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt +han gaaer og seer ned for sig! + +_Abigael_. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer Øie +paa os! #(De træde over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer +langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides Gjærdet. Han støtter +sig til Stokken med den ene Baand, i den anden bærer han Hat og Vadsæk, +Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen løfter han +Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven. +Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause. +_Abigael_ løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden. +Lidt efter kommer hun tilbage)# + +_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op! + +_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose + +_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den! + +#(_Bodil_ tager den op og rækker hende den. _Abigael_ betragter den et +Øieblik taus, derpaa siger hun:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Igaar du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Hænderne.)# + +_Bodil_. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! Og +alligevel...! + +_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke før nu? + +_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har +voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed! + +_Abigael_. Jeg ... lønnet! + +_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen! + +#(Junker _Claus_ kommer ind fra Høire.)# + +_Abigael_ Eller Straffen! + +#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imøde, falder +Tæppet.)# + + * * * * * + + + + + + + + + + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** + +***** This file should be named 13599-8.txt or 13599-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/3/5/9/13599/ + +Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed +Proofreading Team. + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/old/13599-8.zip b/old/13599-8.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..1e4aa9d --- /dev/null +++ b/old/13599-8.zip diff --git a/old/13599-h.zip b/old/13599-h.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..deb15b3 --- /dev/null +++ b/old/13599-h.zip diff --git a/old/13599-h/13599-h.htm b/old/13599-h/13599-h.htm new file mode 100644 index 0000000..6c044e4 --- /dev/null +++ b/old/13599-h/13599-h.htm @@ -0,0 +1,3558 @@ +<!DOCTYPE HTML PUBLIC "-//W3C//DTD HTML 4.01 Transitional//EN"> +<html> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content= + "text/html; charset=iso-8859-1"> + <title> + The Project Gutenberg eBook of Ambrosius, by Chr. K. F. Molbech + </title> + <style type="text/css"> + + * { font-family: Times;} + P { text-indent: 1em; + margin-top: .75em; + text-align: justify; + margin-bottom: .75em; } + h1.center {text-align: center;} + h2.center {text-align: center;} + h3.center {text-align: center;} + p.center {text-align: center;} + div.center {text-align: center;} + img.center {margin-left: auto; margin-right: auto;} + span.stage {font-size: smaller} + H1,H2,H3,H4,H5,H6 { text-align: left; } + HR { width: 33%; + margin-top: 1em; + margin-bottom: 1em;} + BODY{margin-left: 10%; + margin-right: 10%;} + + .linenum {position: absolute; top: auto; left: 4%;} /* poetry number */ + .note {margin-left: 2em; margin-right: 2em; margin-bottom: 1em;} /* block indent */ + .pagenum {position: absolute; left: 92%; right: 100%; font-size: 8pt; } /* page numbers */ + </style> + </head> + <body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Ambrosius + +Author: Chris K.F. Molbech + +Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** + + + + +Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed +Proofreading Team. + + + + + + +</pre> + + <h1 class="center">AMBROSIUS.</h1> + <h2 class="center">SKUESPIL I FIRE AKTER</h2> + <h2 class="center"><i>AF</i></h2> + <h2 class="center">CHR. K. F. MOLBECH.</h2> + <div class="center"> + <img class="center" src="images/ambrosius.jpg" + alt="Ambrosius. Skuespil i fire akter" width="250" /> + </div> + <h3 class="center">NIENDE OPLAG.</h3> + <h3 class="center">KJØBENHAVN.</h3> + <h3 class="center">1893</h3> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2><b>PERSONERNE.</b></h2> + <br /> + + <p><b>Baronen.</b></p> + <p><b>Abigael</b>, hans Datter.</p> + <p><b>Bodil</b>, hendes Kammerpige.</p> + <p><b>Geheimeraadinden</b>.</p> + <p><b>Junker Claus</b>, hendes Søn.</p> + <p><b>Ambrosius Stub</b>, Student.</p> + <p><b>Hans Lauritsen</b>, Candidat i Theologien.</p> + <p><b>Jørgen</b>, Kammertjener.</p> + <p><b>Magister Søren</b>, Sognepræst.</p> + <p><b>Peder Rasmussen</b>, Degn.</p> + <p><b>Niels Bruus</b>, Ridefoged.</p> + <p><b>v. Reinsberg</b>, Captain.</p> + <p><b>Gjæster</b>.</p> + <br /> + + <p>Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret <b>1731</b>.</p> + <br /> + + <hr style="width: 65%;" /> + <h2 class="center">FØRSTE AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">Have, med Træer og Buske paa begge Sider. + Til Venstre i Forgrunden et gammelt Egetræ med en Bænk foran. I + Baggrunden et lavt Gjærde, over hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en + Landsbykirke i de Fjerne. Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som + fører langsmed Haven op til Herregaarden. Solklar + Formiddagsbelysning.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <br /> + + <p><i>Abigael og Bodil</i> <span class="stage">(komme ind fra + Høire).</span></p> + <p><i>Abigael.</i> Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra + kan vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen + brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer + ventelig Regn inden Aften.</p> + <p><i>Bodil.</i> Troer Frøkenen det?</p> + <p><i>Abigael.</i> Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har jeg + altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed ikke hvad.</p> + <p><i>Bodil.</i> Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand + hid i Formiddag.</p> + <p><i>Abigael.</i> Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. + Kammerjunkeren kommer eller gaaer.</p> + <p><i>Bodil.</i> Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med + Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar + Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?</p> + <p><i>Abigael</i>, Min Brudgom—ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke saa + nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det er saa + længe siden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Saa længe siden?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og + laa paa min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning + første Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da + en Slump Aar siden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev + trolovet paa Vuggen, men siden har I jo....</p> + <p><i>Abigael</i>. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang—siden har jeg visselig + ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men beilet til + mig—hos mig selv—det har han egentlig ikke. Den Ting har min Fader og + hans Moder ventelig afgjort imellem sig.</p> + <p><i>Bodil</i>. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da + bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa + ham—og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men + han rider godt og danser udmærket.</p> + <p><i>Bodil</i>. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?</p> + <p><i>Abigael</i>. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde jeg nu + min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en + Grøftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, man + sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du og din Student + engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, hvad det bliver, saa + faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at bøde paa den magre + Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, saa gives der bedre + Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa ulykkelig ud—det + bliver nok et Præstekald.</p> + <p><i>Bodil</i>. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv + en Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine Forældres + Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans Lauritsen + tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os det daglige + Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa ringeagtende + om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det veed jeg, at + hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte mig min Kjærlighed, + om den blev tagen ud af mit Hjerte.</p> + <p><i>Abigael</i>. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og + dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder + paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den gamle + Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa vel + Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod eller + Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har dandset med mig og sagt + mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg ligesaa gjerne gifte mig med Christen + Skeel eller Jørgen Friis eller Erik Trolle—thi derudi er den Ene som den + Anden, at jeg kan vinde dem Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? + Jeg har endnu ikke givet mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, + det angaaer. Jeg vil selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal + hænges!.... Nu maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er + med, gaaer det rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke + faaer Øje paa Vognen.</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til + Høire).</span> Nei, endnu er der Intet at see; der er ikke en levende + Sjæl paa hele Veien. Jo, fra den anden Kant kommer der En.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som har sat sig paa Bænken).</span> En + Bonde?</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(skygger med Haanden for Øinene).</span> + Nei, skjønner jeg ret, er han kjøbstadklædt.... Det var da en + underlig En! Han gaaer barhovedet midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en + Kjæp.</p> + <p><i>Abigael</i>. Kommer han her forbi?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er den nye + Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!</p> + <p><i>Abigael</i>. Paa din Anbefaling.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke + kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de fulgtes ad til + Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? <span + class="stage">(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer + nærmere.)</span> Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn + Røst, og Viser kan han ogsaa digte.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.</p> + <p><i>Bodil</i>. Der er han!</p> + <p><span class="stage">(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. + Ambrosius, kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer + Hatten og en lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt + for Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa + Bodil.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Ambrosius</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Ambrosius</i>. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I har + vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?</p> + <p><i>Bodil</i>. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og + fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad + Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har + Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hører I kanskee til Tyendet?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig + Hilsen til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi lidt, + nu kommer jeg over til Jer.</p> + <p><i>Bodil</i>. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae + tilbage, om ad Ladegaarden.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I + gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er + større end Jeres. Vi er jo dog Tyende begge to. <span class="stage">(Han + springer over Gjærdet.)</span> Saa, her har I mig! Og nu rigtig Goddag <span + class="stage">(ryster hendes Haand)</span> og velkommen hid, Ambrosius! Ja, det var + Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand—idag er det + fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har + absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! + Vi har ikke seet hinanden i tre Aar. <span class="stage">(Han har imens taget en + Flaske op af Lommen.)</span> Hans Skaal, den ærlige Karl! Og gid han maa faae + Kaldelse, inden Aaret er omme! <span class="stage">(drikker.)</span> See saa, nu er + den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, hvor jeg overnattede—den kostede + mig kuns en Vise. Vil I fylde den igjen, skal I faae samme Betaling. <span + class="stage">(Seer sig om.)</span> Naa, saa det er Baronens Have. Der er ellers nok + saa kjønt udenfor, synes mig; der har man en friere Udsigt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa skulde I være bleven derude.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!</p> + <p><i>Bodil</i>. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den naadige + Frøken.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Hatten i Haanden).</span> + Frøkenen!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(fornemt).</span> I er temmelig dristig, at I + saaledes bryder ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede + mig derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en + Løsgænger.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(stolt)</span> En Løsgænger! + <span class="stage">(godmodig).</span> Naa ja, det er jeg vel i Grunden og, det kan + Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo prøve paa at slaae mig fast, + saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa Døren med det samme ... I mener + det vist heller ikke saa slemt. I Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa + mange andre løse Fugle gjør hver Dag, baade Skader og Stære og + Finker og hvad de allesammen hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg + troe.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit + Næb, ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog + hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!</p> + <p><i>Abigael</i>. Og bliver til en Skade—ja I seer ud derefter. Men naar + Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet + udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har + Katte nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil forlade + Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en skikkelig Person. Hvor + kommer I fra?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg + konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg læst + med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.</p> + <p><i>Abigael</i>. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg + har havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig + med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle + Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en Tid fik jeg + frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en Stund for + Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg kjendte. Men han + skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet Prop i den Flaske. + Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede paa et Tagkammer og slog + mig igjennem som jeg kunde, <span class="stage">(til Bodil).</span> Ja, Eders + Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde saa vist + heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med mig af et villigt + Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i Kjøbet, maa I + troe.</p> + <p><i>Bodil</i>. En Præken?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu + altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et lille + Svinkeærind til Højre og Venstre.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i + Eders Tale, saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, + hvorfor I overgav Studeringen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg + var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som var + tilfalden mig efter en Velynder—gik det Hele op i Røg.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvad gik op i Røg?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, + min Seng—og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i den + store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var gaaet et + Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som begyndte at faae gule Blade. + Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne kime og saae Luerne slaae iveiret. + Saa var min Klokke slaaet, og der var ikke Andet for mig at gjøre, end at + reise over til mit Hjemsted her i Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik + det til, naadige Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at + takke for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?</p> + <p><i>Bodil</i>. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være + omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for + bestandig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo hver + en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. <span + class="stage">(til Ambrosius.)</span> Men det er jo heldigt, I kan nøies med + Lidt, siden der ikke er beskaaret Jer Mere.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte min Fod + og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden køle min + Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner for mig og + lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge mit Hoved til Hvile + med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til min Gjerning, naar Dagen gryer? + Herre, min Gud, hvor I maa være rig, naar I kan kalde alt det Lidt!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(koldt).</span> Hvad der er Meget for En, kan + være Lidt for en Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I + præker godt. Men I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler + flydende.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; + skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et Degnekald ledigt paa + Godset—et, som ikke er for lidet, for I skal vel og giftes og sætte Bo, + kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre, hvordan Eders + Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I kom + gaaende?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da + have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige + Frøken, for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer + jeg. Eller ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu—Vorherre raader for det, + som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa bar + Mark, end at være bunden til en Tornebusk.</p> + <p><i>Bodil</i>. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker + om Elskov og Giftermaal ligesom jeg.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, + vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa + meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske sig + selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.</p> + <p><i>Abigael</i>. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer Mening + at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig ikke + i Hu....</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom + gaaende?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som faldt + ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med det samme. Jeg + skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der + fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa + tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og + høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert + har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap med.—Men lyster + Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til Befaling. + Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det andet paa Ryggen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med + det samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end + eengang, baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, om + det behøves—men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa + skal det vel sagtens være en Psalme?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men + ingen Elskovsarier eller Sligt—det kjeder mig.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes + om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes + Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes. Giv nu + Agt! <span class="stage">(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik + og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)</span></p> + "Den kjedsom Vinter gik sin Gang,<br /> + Den Dag saa kort, den Nat saa lang<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Forandrer sig</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Saa lempelig;</span><br /> + Den barske Vind, den mørke Sky<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Maa flye,</span><br /> + Man frygter ei, at Sne og Slud<br /> + Skal møde dem, som vil gaa ud;<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Thi lad os gaae</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">At skue paa,</span><br /> + Hvor smukt Naturen sig beteer<br /> + <span style="margin-left: 4em;">og leer."</span><br /> + <br /> + "Ak see, hvor pyntet Solen gaaer<br /> + Med lange Straaler i sit Haar;<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Den varme Krands</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Er rette Kands</span><br /> + For alle Ting, som nu maa grye<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Paa ny.</span><br /> + See Fuglene i Flokketal<br /> + I Luftens vide Sommersal;<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Her flyver en</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Jo med sin Green,</span><br /> + En anden sanker Haar og Straa<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Saa smaa."</span><br /> + <br /> + "Ak see et meget yndigt Syn<br /> + Paa Skovens grønne Øienbryn!<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Den høie Top</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Skal klædes op,</span><br /> + Og Vaaren pynter Bøgen ud<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Til Brud.</span><br /> + Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;<br /> + Et Hundebjæl, en Lyd af Horn<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Er alt hans Spil;</span><br /> + <span style="margin-left: 4em;">Men hør blot til,</span><br /> + Hvor smukt den Skov ham svare maa.<br /> + <span style="margin-left: 4em;">Derpaa."</span><br /> + <br /> + "Ak, see, hvor speileklar og glat<br /> + Den Sø dog er i Lave sat...."<br /> + + <p><span class="stage">(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen.</i></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(kommer hurtig ind fra Høire, + klædt i Reisedragt. <i>Ambrosius</i> og Bodil trække sig under den + første Replik noget tilbage).</span></p> + <p>Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du + holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de + Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med + Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen Andre + tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, <span + class="stage">(neier)</span> og velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke + større, end at den kan rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo + netop gaaet herned for at see ud efter Vognen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier dog + ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, + tænker jeg.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god + nok?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været + det. Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han har + forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var ifjor, saa....</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad saa?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(leende).</span> Saa kunde han min Tro + være bedre.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden + din salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal det, + Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var + Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen hid for + at holde Bryllup—vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, saa + gid...!</p> + <p><i>Abigael</i>. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har sin + Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. + Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal + det skæres og syes og....</p> + <p><i>Baronen</i>. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges ... + aa, jeg gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte + Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din + Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... <span + class="stage">(idet han vender sig, faaer han Øje paa Ambrosius.)</span> Hvad! + Staaer han her endnu? Hvad er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre + her i Haven?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den Skriver, + som....</p> + <p><i>Baronen</i>. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er ingen + Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og Visekræmmere. + Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der faaer han at vide, hvad han har + at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig selv, tre Daler om Maaneden og + Traktement med Folkene. Naa! hvad venter han paa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at + sige om min Røst.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for noget?</p> + <p><i>Abigael</i>. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og + spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.</p> + <p><span class="stage">(<i>Jørgen Tjener</i> kommer ind.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Jørgen</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? <span + class="stage">(til Jørgen).</span> Har han noget at sige mig, saa vent!</p> + <p><i>Abigael</i>. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes + paa Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da + jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte + jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse + ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at jeg + kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov baade for hans + Røst og Færdighed.</p> + <p><i>Baronen</i>. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind + Høne finder ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om + Søndagen og Skriverkarl om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een + Smække. Ja, ja, nu faaer vi see, hvordan han skikker sig.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at + blive Degnens Eftermand i Kaldet?</p> + <p><i>Baronen</i>. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og + det gi'er jeg til hvem jeg lyster.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Men naadige Herre, betænk at....</p> + <p><i>Baronen</i>. Hold Mund! <span class="stage">(til Abigael.)</span> Jeg gaaer et + Øjeblik over i Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu + for, at Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, skulde + være noget pikeret, <span class="stage">(til Jørgen.)</span> Hvad var + det saa for et Ærind, han havde til mig?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er + greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i Folehaven. + Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om Herren vil have + ham paa Vand og Brød i Hullet.</p> + <p><i>Baronen</i> Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet + end Kvas. <span class="stage">(til Ambrosius.)</span> Han kan følge med og + lade Jørgen vise ham Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, + hvor Træhesten staaer, saa kan han lære at ride med det samme.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i> gaaer ud til Venstre, <i>Ambrosius</i> og + <i>Jørgen</i> til Højre.)</span></p> + <p><i>Abigael</i>. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig over, + men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om jeg + ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den Person ... hvad + var det, han hed?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ambrosius Stub.</p> + <p><i>Abigael</i>. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han + var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være, For de + er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem, bare for + deres Underdanigheds Skyld.</p> + <p><i>Bodil</i>. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, + især i Begyndelsen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel + løbet af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.</p> + <p><i>Bodil</i>. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til + Tinge, veed I.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, saa er + den Sorg slukt.</p> + <p><i>Bodil</i>. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte + under luvslidt Kjortel, og....</p> + <p><i>Abigael</i>. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte + være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med en + Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en fattig Student, naar + det lyster mig.</p> + <p><i>Bodil</i>. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad + Hjertet angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar + alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en + fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige og + Rige.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget + meget paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen + allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine Kjendinge i + Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du hører til og + lader mig holde Talen. For i det Kapitel er <i>jeg</i> nok mere bibelfast end + <i>du</i>. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde være for + stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare Knæ + skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! Troer du det ikke? + Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det ikke var at nedlade + mig for meget.</p> + <p><i>Bodil</i>. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine Ord + igjen!</p> + <p><i>Bodil</i>. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham, + at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at + jeg....</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige + Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.</p> + <p><i>Abigael</i>. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa + høit til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du + egget mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din + Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme, er + Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa tyndslidt som + hans Kjortel?</p> + <p><i>Bodil</i>. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig....</p> + <p><i>Abigael</i>. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men vinder + jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus</i> <span class="stage">(komme ind + fra Høire.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine + Fugl! Fy skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at du + saadan absenterer dig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, at + tage imod Jer, men....</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og + giv mig et Kys til Velkomst.</p> + <p><i>Junker Claus</i>. Skjønneste Abigael jeg kaster mig for Eders + Fødder!</p> + <p><i>Abigael</i>. Ak nej, gjør det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist + fugtig endnu af Morgenduggen.</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, Skjælmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov + at kysse—<i>n'est-ce-pas?</i> <span class="stage">(kysser hendes Haand.)</span> + Men hvor I har embelleret Jer siden ifjor—det er mageløst! Har jeg ikke + Ret, Mama?</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Jo, hun er allerkjæreste!... Goddag, Bodil!... Og + altid saa smagfuldt klædt, efter den sidste Façon.</p> + <p><i>Claus</i>. Og saa denne <i>fraicheur!</i> Man maa sige, hvad man vil; men vore + Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres <i>rouge</i> + og deres <i>blanc</i> kan hver for sig være ligesaa vellykket, men denne + charmante Overgang, den har de ikke.</p> + <p><i>Abigael</i>. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den + "charmante Overgang"; I giør mig jo heelt rød i Hovedet med Eders + Komplimenter.</p> + <p><i>Claus</i>. "Hr. Kammerjunker!"—Hvorfor taler I mig saa fremmed til?</p> + <p><i>Abigael</i>. Er I da ikke Hans Majestæts Kammerjunker?</p> + <p><i>Claus</i>. Ganske vist har Hs. Majestæt havt den Naade ved + Allerhøistsammes Kroningsfest at udnævne mig til opvartende Kammerjunker + hos Hendes Majestæt, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter Eder, + skjønneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnævnelse, som er mig + endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke Kammerjunker, kald mig + Claus. Og vil I være ret aimable, saa føi blot et lille Ord til, som for + Exempel....</p> + <p><i>Abigael</i>. <i>Junker</i> Claus—ja, med største + Fornøielse. Altsaa, Junker Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og + Eders Naade trænger vist ogsaa til en Forfriskning. Jeg tænker, Frokosten + er alt serveret; min Fader kommer om et Øieblik, han er kun gaaet over i + Ladegaarden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg kuns + om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg bliver saa let + echaufferet.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. <span + class="stage">(<i>Bodil</i> gaaer ud til Høire.)</span> Ønsker I heller + ikke Andet, Junker Claus?</p> + <p><i>Claus</i>. I Eders <i>présence</i> fornemmer jeg i Grunden hverken + Hunger eller Tørst. Men en lille Bagatel....</p> + <p><i>Abigael</i>. Et Stykke Postei maaskee?</p> + <p><i>Claus</i>. Tak, hvis det findes.</p> + <p><i>Abigael</i>. Et Par Skiver Skinke?</p> + <p><i>Claus</i>. I er altfor god.</p> + <p><i>Abigael</i>. En lille Agerhøne eller to?</p> + <p><i>Claus. Grand merci, Mademoiselle</i>! Agerhøns er en af mine + Livretter.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. <span class="stage">(med et Blik til Claus.)</span> + Hm!</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(hurtig).</span> Men, som sagt, i Eders + <i>présence</i> tænker jeg hverken paa at spise eller drikke. Jeg + glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, om det saa var....</p> + <p><i>Abigael</i>. Agerhøns?</p> + <p><i>Claus</i>. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! Men I + skal have Lov dertil, thi det klæder Jer allerkjæreste. Den finere + Spøg er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes + Majestæts Hoffrøkener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er + <i>entre nous,</i> for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... meget + streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i + Krogene—forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er cacheret + af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer superb, naar I engang + kommer til Hove.</p> + <p><i>Abigael</i>. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? + Saamænd, det kunde være fristende nok.</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, ikke sandt, meget fristende?</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Ah, der har vi den kjære Baron!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SJETTE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen</i> <span class="stage">(kommer ind fra + Venstre).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa + Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, + foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er + nok saa lækker, det bekjender jeg frit.</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, meget morsomt!</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde + gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan + forenes med hans Tjeneste.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han + vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, + saa for mig gjerne.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?</p> + <p><i>Baronen</i>. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til + Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(til Abigael)</span> En Skriverdreng! Vil I tage + Information af en Skriverdreng?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at + indvende.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(hurtig).</span> Bevares, hvad skulde + min Søn have at indvende.</p> + <p><i>Claus</i>. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Han meente kun, det maa være en sjelden + Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt + Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.</p> + <p><i>Baronen</i>. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, meget morsomt!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SYVENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Jørgen</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Jørgen</i>. Naadige Herre, der er serveret.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig + som en Tærsker.</p> + <p><i>Abigael</i>. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, <i>petite friponne!</i> Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa + jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er + i Orden.</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(standser).</span> Men hvad er dette? Der + kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, + er de i Skjænderi med hinanden.</p> + <p><i>Baronen</i>. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>OTTENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius</i> <span class="stage">(komme ind under + højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage + Hattene af).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder + Gaarden, eller hvad er paa Færde?</p> + <p><i>Niels Bruus</i>. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har + understaaet sig....</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(paa samme Tid).</span> Jeg beder Baronen + undskylde min Dristighed....</p> + <p><i>Baronen</i>. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og + lad mig høre, hvad der er i Veien.</p> + <p><i>Niels Bruus</i>. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl, der + staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens Ordre lod jeg den + Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten. Da det var + besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene var + tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede en + Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa kom ud i + Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for sig?</p> + <p><i>Baronen</i>. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!</p> + <p><i>Niels</i>. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke + mere Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, var han + der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten og hjulpet + ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?</p> + <p><i>Baronen</i>. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han + ikke gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for + Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, hvem + der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.</p> + <p><i>Abigael</i>. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad + Skriveren har at sige til Undskyldning.</p> + <p><i>Baronen</i>. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, + tal da! Kan han lukke Munden op!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over mig, da + jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.</p> + <p><i>Baronen</i>. En gammel Mand?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa + Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det skar + mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget blødhjertet af + mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som ogsaa er svag og + vanfør, Gud bedre det!</p> + <p><i>Niels</i>. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet + hjem paa sin Ryg, den Kjæltring!</p> + <p><i>Baronen</i>. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(til Niels).</span> Kræfter nok! Han + segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det + skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til + hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige + Bonde ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I + hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og + alligevel....</p> + <p><i>Baronen</i>. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, + Jørgen? Hvem er det?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det er Jens Hansen, naadige Herre!</p> + <p><i>Baronen</i>. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede + Benet sidste Vaar?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, naadige Herre!</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo tjent her + paa Gaarden i salig Fruens Tid.</p> + <p><i>Niels</i>. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.</p> + <p><i>Baronen</i>. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det + saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, + men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa + Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem + Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.</p> + <p><i>Niels</i>. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og + lidet Brændsel paa Godset herefterdags.</p> + <p><i>Baronen</i>. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud + over ham! <span class="stage">(til Ambrosius.)</span> Han er en skikkelig Karl, men + en anden Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar han + har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade hende give ham en + Flaske Viin ovenpaa den Alteration.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den + paa Herrens Velgaaende.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(til Ambrosius).</span> Aa, bi et + Øieblik. Min Fader har tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og + Spil, om I ellers har Lyst dertil.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal + det visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil + imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! <span + class="stage">(gaaer ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa + forlade, at jeg lod Jer vente.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og det har + været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne Leilighed + at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt, Claus?</p> + <p><i>Claus</i>. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!</p> + <p><i>Baronen</i>. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige + Kjøkken, Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, + ha, ha, ha!</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen, Geheimeraadinden</i> og Junker <i>Claus</i> ud + til Høire. <i>Ambrosius</i> hilser og følger lidt bag + efter.</span>)</p> + <p><i>Niels</i> <span class="stage">(efter en lille Pause, i hvilken han og + Jørgen betragte hinanden).</span> Hvad siger du til den Konfekt, + Jørgen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg siger, den er grov, Niels!</p> + <p><i>Niels</i>. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i + Vejret, saa begynder han alt at gale.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to + op endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan du + lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet ham + Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.</p> + <p><i>Niels</i>. Ja saa, har hun det?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være + Ridefoged.</p> + <p><i>Niels</i>. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans + Halsbeen.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han + selv besørger det.</p> + <p><i>Niels</i>. Han selv? Hvad mener du med den Snak?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som + han kunde bryde sin Hals paa.</p> + <p><i>Niels</i>. Hvad skulde det være for en Steen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved + Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.</p> + <p><i>Niels</i>. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae til, + Jørgen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.</p> + <p><span class="stage">(Tæppet falder.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2 class="center">ANDEN AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med + Reoler paa hver Side. Døre til Venstre og Høire. Et Skrivebord, + Stole.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <br /> + + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(kommer fra Baggrunden med en Bog i + Haanden).</span> Det er et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens + Bibliothek imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt + af alskjøns Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, + hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for + Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom Vimmelskaftet i + Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, <span + class="stage">(læser)</span> "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det + din. Ane Sofie med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. <span + class="stage">(blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.)</span> See, her + træffer jeg gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster + sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er + den om Ellehøien.</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,<br /> + Mine Øien de finge en Dvale;<br /> + Der kom gangendes to Jomfruer frem,<br /> + Som gjerne vilde med mig tale."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en + Frøken....</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Den ene begyndte en Vise at kvæde<br /> + Saa faurt over alle Kvinder.<br /> + Striden Strøm den stiltes derved,<br /> + Som førre var vant at rinde."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som + faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er + der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at see + ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Striden Strøm den stiltes derved,<br /> + Som førre var vant at rinde;<br /> + Alle smaa Fiske, i Floden svam,<br /> + De legte med deres Finne."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og + musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. Allerbedst + hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over Ansigtet paa hende, og + endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som hun var hundrede Mile + borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun er en adelig Frøken og jeg + kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo være god for sig, tænker jeg. + <span class="stage">(læser sagte videre.)</span> Jeg gad ellers vidst, hvad der + siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort fra Elle-kvinden, staaer der, + da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad + derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun + hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt.</p> + <p><span class="stage">(læser:)</span></p> + "Thi raader jeg hver dannis Svend,<br /> + Som ride vil i Skove,<br /> + Han ride sig ikke til Elvehøi<br /> + Og lægge sig der at sove.<br /> + Siden jeg hende først saae."<br /> + + <p><span class="stage">(taler:)</span></p> + <p>Siden han saae <i>hende</i>, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred + kanskee, eller hvad er Meningen? <span class="stage">(lukker Bogen.)</span> Naa, det + kommer ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En + Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. <span + class="stage">(skriver.)</span> Nummer 223. En haandskreven Visebog <i>in Quarto</i>, + fordum tilhørende.... Jomfru eller Frøken? Aa, lad hende være + Frøken.... Ane Sofie.... og saa en Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu + stiller vi den paa Hylden og tager fat paa den næste. <span class="stage">(Han + gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa Plads og tager en anden ud, som han + aabner. Medens han er beskjæftiget tiermed, gaaer Døren op, saaledes at + den skjuler ham for de Indtrædende.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(i Døren.)</span> Kom kun, Peer! + her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og + husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en + Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.</p> + <p><i>Peder</i>. Ja men det gjør jeg ikke.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I + ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele + Indtægten af Embedet ... i det første Aar.</p> + <p><i>Peder</i>. Hele Indtægten?... Ja, men hvad <i>skal</i> jeg med den + Hjælpedegn?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke + rigtig vel?</p> + <p><i>Peder</i>. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den + Skriverdreng.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert + kjønne Ansigt.</p> + <p><i>Peder.</i> Men det første jeg træffer ham....!</p> + <p><i>Jørgen.</i> Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar + Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I + ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at + rekommandere Jer en duelig Person.</p> + <p><i>Peder.</i> Hvad er det da for en Person?</p> + <p><i>Jørgen.</i> Herregud, lille Peer, det er jo mig.</p> + <p><i>Peder.</i> Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?</p> + <p><i>Jørgen.</i> Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren + skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa + lovet at gjengjælde mig.</p> + <p><i>Peder.</i> Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?</p> + <p><i>Jørgen.</i> Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I + ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det + Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.</p> + <p><i>Peter.</i> Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig + saa komme ind til Baronen.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Bi lidt, skal jeg melde Jer.</p> + <p><span class="stage">(idet han vender sig, træder <i>Ambrosius</i> + frem.)</span></p> + <p><i>Ambrosius.</i> Den naadige Herre er ikke tilstede.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Hvad! Staaer I her og lurer?</p> + <p><i>Ambrosius.</i> Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg + ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man + lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa + kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.</p> + <p><i>Jørgen.</i> Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed + Eders andre Bestillinger?</p> + <p><i>Peder</i>. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme + ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra + Kjøbenhavn.</p> + <p><i>Peder</i>. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt + Foden i Kjøbenhavn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.</p> + <p><i>Peder</i>. Er jeg?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul + Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.</p> + <p><i>Peder</i>. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han + mig for en Anden.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?</p> + <p><i>Peder</i>. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg + vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa + Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?</p> + <p><i>Peder</i>. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i + Kjøbet.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?</p> + <p><i>Peder</i>. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en + Pandekage?</p> + <p><i>Peder</i>. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er det ikke Jer, som er en Hane?</p> + <p><i>Peder</i>. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, + Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(holder ham tilbage).</span> Nei, nei, + Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.</p> + <p><i>Peder</i>. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip + mig, siger jeg!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede + for Jer.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen</i> <span class="stage">(ind fra Høire).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke + befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen + vilde ikke lade sig sige.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer + Rasmussen?</p> + <p><i>Peder</i>. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit + Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og + den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?</p> + <p><i>Peder</i>. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men <i>det</i> + tænkte den høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges + Cedere og Palmetræer ... <i>det</i> tænkte han visselig ikke paa for tre + og tredive Aar siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde + til Degn og Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende ... at han skulde + blive skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.</p> + <p><i>Baronen</i>. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham for + en Hane?</p> + <p><i>Peder</i>. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han + kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har tilladt mig + den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte værge mig, + som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra + Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev + sammenlignet med en Hane ... det er hele Anledningen.</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Degnen).</span> Og for sligt Lapperies + Skyld vækker han mig op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære + sig over Skriveren for, saa....</p> + <p><i>Peder</i>. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han + har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den + femtende Søndag efter Trinitatis....</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte).</span> Ti stille, Peer, I + gjør jo kuns Ondt værre.</p> + <p><i>Peder</i>. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og + Altergang....</p> + <p><i>Baronen</i>. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?</p> + <p><i>Peder</i>. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, som + jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. <span class="stage">(til + Ambrosius:)</span> Svar nu til det, om I kan!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I har + jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?</p> + <p><i>Baronen</i>. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!</p> + <p><i>Peder</i>. Ja men....</p> + <p><i>Baronen</i>. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. + Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For Kirkesangen skal han + herefter blive fritagen. Ambrosius synger med Børnene for det første; + hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig paa. Gaa nu og hold sig en anden + Gang min Befaling efterrettelig! Marsch! <span class="stage">(<i>Degnen</i> ud i + Baggrunden. Baronen til <i>Jørgen</i>, som vil følge:)</span> Stop + lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde <i>han</i> at skaffe her + i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være Degnens Fortaler?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg + kunde.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden + Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru + Geheimeraadinden.</p> + <p><i>Baronen</i>. En Bog ... hvad er det for en Bog?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det er ... en Historiebog.</p> + <p><i>Baronen</i>. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne + Titelen!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om + Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens + Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette Aar.</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Ambrosius).</span> Findes den Bog her?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en + maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg ikke hellere + skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller Magister Falsters sidste + Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig udkommen i Trykken?</p> + <p><span class="stage">(Bodil ind fra Venstre).</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa + have Ro! <span class="stage">(til Bodil.)</span> Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente + Bøger?</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige</i> <span class="stage">(uden Peder Rasmussen).</span> + <i>Bodil</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Bodil</i>. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa + skjønt, vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed + at følge med.</p> + <p><i>Baronen</i>. Skriveren ... med Frøken Abigael?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene + at vide paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af har + havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den Videnskab, som + kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig med at + samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.</p> + <p><i>Baronen</i>. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Efter fattig Leilighed. <span class="stage">(til + Jørgen:)</span> Her er den Bog, I forlangte.</p> + <p><span class="stage">(<i>Jørgen</i> tager den og gaaer strax efter ud i + Baggrunden.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra + ham.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i> ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! + Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.</p> + <p><i>Bodil</i>. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade + Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom + hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. Hvor er + Frøkenen?</p> + <p><i>Bodil</i>. I Havestuen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!</p> + <p><span class="stage">(<i>Bodil</i> ud til Venstre, <i>Ambrosius</i> i + Baggrunden.)</span></p> + <br /> + + <p>Skuepladsen forandres til:</p> + <p><span class="stage">Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, + Stole, Portræter paa Væggene.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>Geheimeraadinden og Jørgen</i> <span class="stage">(komme ind fra + Venstre. Geheimeraadinden lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig + paa en Stol.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Jørgen</i>. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi + jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde + intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen + engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig + kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(giver hende Bogen).</span> Jeg takker + underdanigst.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Intet at takke for.—<i>A propos,</i> mig syntes, + han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... + Skriverkarlen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for + lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til + Enghaven.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken + Information ...</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. I Sang og Musik.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja—nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg + kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ikke meer end een Gang om Dagen.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne + Skriverkarl? Hvor stammer han fra?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Fra Gummerup, Eders Naade.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Gummerup?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han + født, hans Fader er Skræder.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen + Education ... nogen Opdragelse, mener jeg?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive + Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, + han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu + ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan + gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres + Gunst, saa kan man jo aldrig vide, <i>hvor</i> langt han kan komme.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Og han musicerer og promenerer hver Dag med + Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, <span + class="stage">(fornem.)</span> Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har + benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i + Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med + ham</p> + <p><i>Jørgen</i>. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Ikke for Øieblikket.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(afsides.)</span> Den Spadseren med + Skriverkarlen lider hun ikke rigtig—jeg tænkte det nok.</p> + <p><span class="stage">(Jørgen ud til Venstre.)</span></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(alene.)</span> Han er en malicieux + Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i + Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har + nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv en <i>passager</i> Interesse har + sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen + Tid at spilde.—Ah, er du der, Claus! det var godt.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SJETTE SCENE.</h2> + <p><i>Geheimeraadinden. Junker Claus</i> <span class="stage">(fra + Venstre.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Claus. A votre service, chère maman</i>. Jeg ønsker Jer en god + Morgen <span class="stage">(kysser hende paa Haanden)</span>; jeg har jo endnu ikke + hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og + mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. + Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning + om nogen Ting—undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg + forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg + ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra + Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, + hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig + vide bedre Besked.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(skarpt).</span> Veed du heller ikke, + at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som + informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.</p> + <p><i>Claus</i>. Jo vist, de sanker Blomster—til Potpourri eller saadant noget. + Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lille + <i>Chanson</i>, du veed: "<i>Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; Tra la la, la + la!"</i></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, + hun er passionneret for.</p> + <p><i>Claus</i>. Hvorledes mener Mama?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader + din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. + Du burde dog i det mindste gjøre Følge.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg? <i>Dieu m'en préserve!</i> Jeg ledsagede dem et Stykke + Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en + Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke + hvad.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.</p> + <p><i>Claus</i>. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig Expression. + I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael ... <i>ah fi + donc!</i></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne + Sag—ligesom, <i>en passant</i> bemærket, adskillige andre + Sager—altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette + Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din + Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For + et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden + Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde + være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have + Indflydelse paa din Fremtids Lykke.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas + Alvor?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hvilket?</p> + <p><i>Claus</i>. At Frøken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er + altfor morsomt!... nedlade sig til en <i>amourette</i> med en almindelig Skriverdreng + af ganske simpel Extraction,—hun, som har en, jeg tør vel sige, + distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til + at troe.</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Man har dog hørt saa galt før. Husk paa + Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede + sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, + siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.</p> + <p><i>Claus</i>. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education—Mama maa + virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det + er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med + hendes Kvaliteter skulde foretrække ... nei, det er paa Ære umuligt, + aldeles umuligt.</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Umuligt, siger du?... Holder du <i>mig</i> for et + Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?</p> + <p><i>Claus</i>. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det + mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt + en Passion, da jeg var ung.</p> + <p><i>Claus</i>. Mama er jo ung endnu.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for + mit første ungdommelige Sværmeri?</p> + <p><i>Claus</i> Var det ikke Papa?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det var ... min Faders Skytte.</p> + <p><i>Claus</i>. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de + sorte Øine?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget + Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev + derpaa trolovet og gift med din Fader.</p> + <p><i>Claus. Est-il possible!</i> Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af + Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste + lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget + Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig—hvad skal jeg kalde + det?—Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg + vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg + holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle + Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg + skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer....</p> + <p><i>Claus</i>. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det + første, jeg træffer ham i Abigaels <i>présence</i>, skal jeg + begegne ham saaledes....</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt + værre. Du maa behandle ham....</p> + <p><i>Claus</i>. Overlegent—<i>du haut en bas</i>—Mama har fuldkommen + Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael + Forskjellen paa en Kavaler <i>comme il faut</i> og en Skriverkarl ...</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Som oven i Kjøbet er Søn af en + Bondeskræder.</p> + <p><i>Claus</i>. Af en Skræder! Det er mageløst! En <i>tailleur de + campagne</i>, ha, ha, ha!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SYVENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen</i> <span class="stage">(ind fra Høire).</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge + med og besee min Planteskole?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Med største Fornøielse. Det vil være + mig af særdeles Interesse.</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende + imøde, som er ude at promenere med ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Skriveren—jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er + en honnet og vellært Person.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke + distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er + mere magtpaaliggende?</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvorledes mener Eders Naade?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage + Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. + Min Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke presseret hende + videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, + eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra + Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at Hendes Majestæt + allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns Trolovelse var + declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde i Sinde at benaade det unge + Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min Søns Permission desuden + udløben.</p> + <p><i>Baronen</i>. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den + høie Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?</p> + <p><i>Claus</i>. Et Par Gange har jeg berørt det—med al mulig + Delicatesse naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.</p> + <p><i>Baronen</i>. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt reent + ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg gjøre en + Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg pleier saa at + tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i den Anledning. Magister + Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan Trolovelsen blive declareret og + Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver det.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns + og egne Vegne, <span class="stage">(til Claus:)</span> Det er bedst, du strax + opsøger Abigael og meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder + dig op ad den vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.</p> + <p><i>Claus</i>. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa + Kjærlighedens Vinger. <i>Au revoir!</i> <span class="stage">(ud til + Venstre.)</span></p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(seer efter ham).</span> Den + kjære Claus! Saae Baronen, hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er + lykkelig, den har Haabets og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi + Andre?</p> + <p><i>Baronen</i> Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde jeg + mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man veed + Pinedød ikke, hvad man faaer—det er min Troesbekjendelse. Denne Vei, + Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.</p> + <p><span class="stage">(Begge ud til Høire.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>OTTENDE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael og Ambrosius</i> <span class="stage">(komme efter et lille Ophold ind + fra Baggrunden. Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og + Blomster.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Abigael</i>. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre + dem, nu veed jeg Besked.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe + over efter Luthen?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; + kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med Selskab, + om I ellers har Leilighed.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig + altid et og andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte med, + men naar Frøkenen er nøiet....</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens—det er vel sagtens + de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker Claus, som har + havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i Alt. Det er bedst, jeg + vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for mig, om I vil.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig + øvet i den Gjerning.</p> + <p><i>Abigael</i>. Betyder Intet, den lærer I snart. <span class="stage">(Hun + giver ham Garnet og viser ham tilrette).</span> Nei, Saaledes skal I holde, og stil + Jer saa der! Seer I, det gaaer. <span class="stage">(Vinder et Øieblik og + hører derpaa lidt op)</span> Det var ellers sært, hvad I forhen + berettede om Urters og Blomsters Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at + alle de forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. + Hvor falder I paa Sligt?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg + spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og Blomster lever, + saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(vinder igjen).</span> Hvorledes det?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det + Frie eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer—hvad + gjør vi Mennesker egentlig stort Andet? "Vel <i>født</i> er vel en + Trøst, men bedre vel <i>opdragen</i>, vel <i>gift</i> er Livets Lyst, vel + <i>død</i> er hele Sagen." Det kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om + Blomsterne.</p> + <p><i>Abigael</i>. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver eneste + Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, og aabner + dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede + Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem + med ublid Haand.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Saa I mener virkelig, de har + Fornemmelse af Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og + ... <span class="stage">(hører op at vinde)</span> troer I kanskee ogsaa, at + Blomsterne føler Kjærlighed?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at + de har stor Kjærlighed til Solen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvorfor tænker I det?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et + Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(vinder igjen).</span> Der er vel dem, der + holder det lukket.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! + Men desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de + rækker sig jo ligesom op efter den med deres Blade.</p> + <p><i>Abigael</i>. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer + sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det sagtens + ikke til.</p> + <p><i>Abigael</i>. I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke + vinde ... endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I holder + Jer saa fjernt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg?—Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig + Skriverkarl lider Jer eller ei.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I talte om, + og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs og den rige + Rosenblomme.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Liv, idet han træder et Skridt + frem).</span> Troer I da ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?</p> + <p><i>Abigael</i>. Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen + mig altfor nær.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(trædende tilbage).</span> Forlad mig, + jeg tænkte ikke derpaa.</p> + <p><i>Abigael</i>. Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at + Urter og Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang + tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik + Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(holder op at vinde).</span> Ih nei, det gad + jeg høre Noget om. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte ... og + siig mig engang ... hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke + Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som har nærmet sig)</span> + Omendskjøndt den er ung, fortæller den ikke saa lidet, naadige + Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først var en Kime, der laa + og drømte i Jordens Mørke, indtil den en Morgenstund vaagnede op som en + liden Spire og saae sig glad forundret omkring i den lyse Luft. Saa sugede den + Næring af Jordens Bryst og slukkede sin Tørst med Duggens klare + Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, + straalende Solskjær faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at + lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd + og Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig + høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa + stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet + Aandedrag—og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen + skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom + Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, + kyssede Solen dens røde Mund, og saa ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvad saa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa blev den brudt, og saa døde den.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.</p> + <p><i>Ambrosius</i> En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. "Vel + <i>død</i> er hele Sagen".</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(vinder igjen).</span> Du Frelsens Gud, hvilken + traurig Ende paa <i>den</i> Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. + Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald + vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes + og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede + den.</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, + Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.</p> + <p>(<span class="stage"><i>Ambrosius</i> træder et Skridt tilbage.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>NIENDE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Junker Claus</i> <span class="stage">(fra Baggrunden).</span></p> + <br /> + + <p><i>Claus</i>. Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min + Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg havde + ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan Monsieur Ambrosius vidne + for mig.</p> + <p><i>Claus</i>. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke + fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg kommer da + ikke til Forstyrrelse?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri + Audients.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg har en Nyhed at meddele Jer—men under fire Øine. + <span class="stage">(til Ambrosius:)</span> Han kan gjerne forføie sig + bort.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?</p> + <p><i>Abigael</i>. Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.</p> + <p><i>Claus</i>. Tillader I, skal jeg....</p> + <p><i>Abigael</i>. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts + Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.</p> + <p><i>Claus</i>. Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det + rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i + Fabelen, hvad var det nu hun hed...?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen + veed nok, hvem jeg mener.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare + smigrende.</p> + <p><i>Claus.</i> Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, + eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem er saa + Uhyret?</p> + <p><i>Claus</i>. Uhyret? <span class="stage">(<i>Abigael</i> og <i>Ambrosius</i> + lee.)</span> Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det + andet Tyende. Giv mig Garnet!</p> + <p><i>Abigael</i>. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun + Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.</p> + <p><i>Claus</i>. Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig + forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders + Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og + Garn.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?</p> + <p><i>Claus</i>. Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af + en Bondeskræder?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af + Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et + nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.</p> + <p><i>Claus</i>. Menneskekjærligt—hvad vil han sige dermed?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Hentydning).</span> Jeg mener, at der er + somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Saamænd, I har ikke + saa ganske Uret.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Desforuden er Skræderiet en ærværdig + Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle + Skrædere.</p> + <p><i>Claus</i>. Vorherre! er han fuld eller gal?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, + som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn + Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og + Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er + ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke ...</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til + en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, <span + class="stage">(til Abigael:)</span> Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; + thi siden vi ikke kan blive alene ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et + Øjeblik?</p> + <p><i>Claus</i> For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer + deraf.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer + endelig at faae det sagt.</p> + <p><i>Claus</i>. Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa + mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne + Leilighed bliver declareret.</p> + <p><span class="stage">(<i>Ambrosius</i> gjør uvilkaaarlig en + Bevægelse.)</span></p> + <p><i>Abigael</i>. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet + over—<span class="stage">(til Claus:)</span> Ih nei, hvad hører jeg? Saa + det har min Fader samtykket i ... paa Eders indstændige Bønner?</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde + underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret ...</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(med tilbageholdt Vrede).</span> Naa, saa det + var Eders Ærind? I mener altsaa, at <i>mit</i> Samtykke kan I være + foruden, naar I har min Faders?</p> + <p><i>Claus</i>. Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo + ingen Tid sagt Nei dertil.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(heftig).</span> Har jeg kanskee nogen Tid sagt + Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?</p> + <p><i>Claus</i>. Vidner! Men, <i>ma chère amie</i>, jeg beder Jer + indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end + saa. I er jo dog den sammo Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til + hinanden som Børn, med vore Forældres <i>consentement</i>.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og + Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?</p> + <p><i>Claus</i>. Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?</p> + <p><i>Abigael</i>. Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel + ogsaa voxet fra <i>mine</i>, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I + vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!</p> + <p><i>Claus</i>. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. + Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ...</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa + tillader I vel, at jeg fjerner mig?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... og + mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan + komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa ... See + saa, nu er <i>det</i> forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.</p> + <p><i>Claus</i>. Ah, <i>dieu soit béni</i>! Nu begynder Solen at skinne igjen, + mærker jeg.</p> + <p><i>Abigaél</i>. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den + ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae + tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før ... I kan jo kaste den + bort, naar den er vissen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Kaste den bort!</p> + <p><i>Abigael</i>. Eller gjemme den, ligesom I vil. <span class="stage">(Hun + rækker ham Rosen.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg takker Eder, naadige Frøken!</p> + <p><i>Claus</i>. Men <i>jeg</i> da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, + at ... hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa, jo, hvorfor ikke? <span class="stage">(Søger imellem + Planterne.)</span> See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa + godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Navnet ... ja, det maa I + spørge Monsieur Ambrosius om, det er <i>hans</i> Videnskab.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(ligeledes).</span> Paa Latin kaldes den: + <i>Linaria</i>.</p> + <p><i>Claus</i>. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.</p> + <p><i>Ambrosius</i>, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.</p> + <p><span class="stage">(<i>Abigael</i> leende ud til Venstre. <i>Ambrosius</i> + ligeledes i Baggrunden.)</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(betragter Blomsten med et tvivlsomt + Udtryk).</span> "Torskemund?" <span class="stage">(Pludselig gaaer der et Lys op for + ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:)</span> Torskemund!</p> + <p><span class="stage">(Tæppet falder hurtig.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + <h2 class="center">TREDIE AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">Kabinet, som i anden Akts femte + Scene.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Bodil.</i></p> + <br /> + + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(betragtende sig i et Haandspeil).</span> Jeg + veed ikke, hvordan du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo + heelt forkeert.</p> + <p><i>Bodil</i>. Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok + færdig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst + her paa Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. <span + class="stage">(Hun sætter sig, <i>Bodil</i> pynter hende)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Venter Frøkenen Fremmede?</p> + <p><i>Abigael</i>. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.</p> + <p><i>Bodil</i>. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?</p> + <p><i>Abigael</i>. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg meente, at ... Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, + han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der vilde + skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme ham + dyrt til at staae.</p> + <p><i>Abigael</i>. Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, + hvad du mener.</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i + Kjærlighed.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde + gjøre.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.</p> + <p><i>Abigael</i>. <span class="stage">(med en Bevægelse).</span> Ægte + ham! Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken + ægtede en Skriverkarl?</p> + <p><i>Bodil</i>. Hørt derom har jeg vel, men ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været + Den, som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en + Gaasefjer i mit Adelsskjold—det kan du forlade dig paa!</p> + <p><i>Bodil</i>. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den + Venlighed, I viser ham?</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i + en Daarekiste.</p> + <p><i>Bodil</i>. Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke + forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg + skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(betragtende sig i Speilet).</span> Hvad Tanker + jeg har?... Sæt mig den Blomst noget højere op!... Hvad Tanker jeg + har?... Jeg har de Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. + Deig, som andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?</p> + <p><i>Bodil</i>. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke + sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(heftig).</span> Men det <i>har</i> du jo netop + ikke ... ikke endnu mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene + idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans + Lauritsen.</p> + <p><i>Bodil</i>. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans + Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.</p> + <p><i>Abigael</i>. Et Tilbud ... hvorom?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, det nævner han ikke.</p> + <p><i>Abigael</i>. Skulde det være om en anden Plads?</p> + <p><i>Bodil</i>. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld.</p> + <p><i>Abigael</i>. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en + Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget Menneskes Hjertefred, + om jeg kunde?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men ... ja, I + faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget Hjerte er + saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig i Andres.</p> + <p><i>Abigael</i>. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du eller + Nogen læst til Ende.</p> + <p><i>Bodil</i>. Kanskee I selv ikke heller.</p> + <p><i>Abigael</i>. Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst + endnu. Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan + bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og + svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og + der er lang Vei fra Øie til Hjerte.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som + Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i + Barmen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed + med Taarer at skaffe? <span class="stage">(med let Spot:)</span> Jeg tænkte, + den var idel Fryd og Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din + Fæstemand.</p> + <p><i>Bodil</i>. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.</p> + <p><i>Abigael</i>. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamænd, det kan + være, du har Ret; jeg skal tænke derover.—Ved du, om min Fader + kommer hjem til Middag?</p> + <p><i>Bodil</i>. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og har + taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye Karosse, har + jeg hørt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Til den nye Karosse? Mener du ...</p> + <p><i>Bodil</i>. Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har ikke + Brug for dig længere. <span class="stage">(Bodil ud i Baggrunden.)</span> ... + Saa, nu bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og + Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger + Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med ... Aa ja, + hvorfor ikke?... Hvorfor <i>ikke</i>? Men om En nu spurgte, <i>hvorfor</i>? hvad + skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, at + Nogen kunde spørge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens + Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog + Somme, der aldrig gifter sig.., ja, dem er der vel Ingen, der vil ha'e.—Af + Kjærlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Øiet og synker i + Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den.—Skulde det mon være sandt, + at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om den nu + alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og afsted til + Kjøbenhavn!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Geheimeraadinden</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(kigger ind ad Døren til + Venstre).</span> Er den naadige Frøken alene?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(neier)</span> Til den naadige Frues + Befaling.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(ind).</span> Hvad mener du, mit + hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at + lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved + Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en + Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den + Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde + han boe, og I den anden ...</p> + <p><i>Abigael</i>. I selv?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. + Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og + svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været + der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i + sligt et stateligt Huus?</p> + <p><i>Abigael</i>. Saamænd, det kunde være artigt nok.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet + Huusgeraad?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider + du bedst?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest + levende.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der + skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de Forbigaaende + stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer + kjørende—prægtige Vogne med gallonerede Lakaier—kanske somme + med Løbere foran.</p> + <p><i>Abigael</i>. Med Løbere, siger I?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den + Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer + de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til + den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvilke unge Folk?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig + og Claus naturligviis.</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i + Tiden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, hvem kan vide?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at + regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.</p> + <p><i>Abigael</i>. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet + ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene + begyndte at grønnes i Januari.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord + sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt + paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan + forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu + er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, + baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen + Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, + men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og + bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.</p> + <p><i>Abigael</i>. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør + Alting let.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja ... Kjærlighed. <i>Geheimeraadinden</i>. Tvivler du om, + at han bærer Kjærlighed til dig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Han?... Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, <i>naar</i> + det skal være.</p> + <p><i>Abigael</i>. Tilvæds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvæds ... kanske + for meget.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Hvad mener du?</p> + <p><i>Abigael</i>. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i + denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, at din + Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at + vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Jeg kjender nok Papas + Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og + nu frygter han....</p> + <p><i>Abigael</i>. For hvad?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet + ud.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som + siden.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Altsaa samtykker du?</p> + <p><i>Abigael</i>. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, + men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert + Øieblik.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(afsides).</span> Skriveren! <span + class="stage">(høit)</span> Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke + gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad + det blive afgjort med det Samme.</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig + embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. + Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige + Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. + Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie.—Og hør, + <i>à propos</i> om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med + den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer + til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første + Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og + Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.</p> + <p><i>Abigael</i>. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur + Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig + idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose + klæder dig smukt!</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand + Natten over.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Du skulde sige ham det idag—Skriveren mener + jeg—at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo + ikke at lade ham vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvorfor ... nei, det behøves ikke.</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til + Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus—<i>din</i> + Claus—med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig Skriveren. + <i>Adieu, ma chère! Au revoir!</i></p> + <p><span class="stage">(Hun gaaer ud til Venstre)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Ambrosius</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Abigael</i>. Kom ind!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(fra Baggrunden).</span> Her er jeg, efter + Frøkenens Befaling. Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller + kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften + skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?</p> + <p><i>Abigael</i>. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i Huset, + og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have den til + Fødselsdagsgave.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i + Morgen?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, heller ikke i Morgen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Men i Overmorgen?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, ikke for det første ... ikke før + Fødselsdagen er omme.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ikke før!</p> + <p><i>Abigael</i>. Der jo kun tre Dage til.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Tre Dage, det er jo en Evighed.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(smilende).</span> Det er allenfals en af de + smaa.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og + Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev + øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen + meer.</p> + <p><i>Abigael</i>. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fødselsdag! Det var + en underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, som saa + mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa den Dag? Det pleier jo + at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan faae smukke Høstdage endnu + ... men Sommertiden er da forbi.—Ja, saa vil jeg vente, til Frøkenen + igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid.</p> + <p><i>Abigael</i>. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa synderlig + idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer Noget imod? Naa, + hvorfor svarer I mig ikke?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg + er for gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at + Rosenknoppen—den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var + ganske bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er + ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo + forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til + at lee.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg leer ikke.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?</p> + <p><i>Abigael</i>. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I + den vel bort?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei.</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvad gjorde I da med den?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Naa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg + den.</p> + <p><i>Abigael</i>. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den + flød mig saadan i Pennen af sig selv.</p> + <p><i>Abigael</i>. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre + Vers?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre + store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv + ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med Græsset; idag + blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.</p> + <p><i>Abigael</i>. Voxer de op—ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den + Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", som I + kalder det?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og + tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den + havde forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde + levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og ... ja, saa gik det med mig + ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en underlig, frydfuld og + smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste op og udtale, hvad der + rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det + ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede ... og saa sprang Visen + ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at + forklare Sligt.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, + som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. + Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.</p> + <p><span class="stage">(Han tager et Papir op af Lommen og læser + følgende Digt:)</span></p> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Lad mig dig ret betragte<br /> + Og paa den Skønhed agte,<br /> + Som meer end Konst og Pragt<br /> + Er i dit Bæger lagt."<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Hvis Blade gjer saa mange<br /> + Smaa Labyrinters Gange<br /> + Og dufte Luften op,<br /> + Du deilig Rosenknop!"<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop!<br /> + Igaar sad du med Glæde<br /> + Smukt paa dit Tornesæde;<br /> + Men du blev brudt, og see,<br /> + Idag du visnede."<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Din friske Farve svinder,<br /> + Dit matte Rødt mig minder,<br /> + At Herlighed forgaaer<br /> + Og Skønhed Ende faaer."<br /> + <br /> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Naturens Mesterstykke!<br /> + Ak, hvor er nu dit Smykke?<br /> + Igaar Du blomstrede,<br /> + Idag du visnede!"<br /> + + <p><i>Abigael</i>. Vil I skjænke mig den Opskrift?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. + Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee + bleven kjønnere.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være + kjøn nok for Jer, naadige Frøken!</p> + <p><i>Abigael</i>. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve + længere.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(rækker hende Digtet).</span> Her er + den ... men, min Gud! I har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig + krænket Jer med noget Ord?</p> + <p><i>Abigael</i>. Vist ikke ... Farvel!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! + Har jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for + nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære + Eders Vrede.</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Er I da bedrøvet?</p> + <p><i>Abigael</i>. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved + at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side + foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end + denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette?</p> + <p><i>Abigael</i>. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og + Indbildning Altsammen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa + selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor + denne—om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg + ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa + Jorden. Og mangen en Gang, naar det var mørkest omkring mig, har jeg pludselig + havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden + ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige + Kammer. Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar jeg + talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og + herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(med tilkæmpet Ro).</span> Agt paa, hvad + I siger, Monsieur Ambrosius! I taler over Jer.</p> + <p><i>Ambrosius.</i> I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig ... tilgiv + min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa forunderlig glad! Den + Glæde vil I dog aldrig berøve mig?</p> + <p><i>Abigael</i>. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel + undt. Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har + lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naar de trende Dage er forbi?</p> + <p><i>Abigael</i>. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I + forhen sagde.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(med Liv).</span> Nei, naadige Frøken! + Nu troer jeg ikke længer, at de visner!</p> + <p><i>Abigael</i>. Farvel!</p> + <p><span class="stage">(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme + kommer Junker <i>Claus</i> ind fra Baggrunden).</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael. Junker Claus</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Claus. Ah, mille pardons</i>, hvis jeg kommer til Uleilighed! En <i>tête + á tête</i>...?</p> + <p><i>Abigael.</i> Som nu er forbi.</p> + <p><span class="stage">(<i>Ambrosius</i> ud i Baggrunden).</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(afsides).</span> Igjen denne Skriver! <span + class="stage">(høit).</span> Jeg er saa lyksalig, saa lyksalig! Mama har + fortalt mig, at I har samtykket i....</p> + <p><i>Abigael</i>. At gjøre min Fader til Villie ... ja, jeg har + samtykket.</p> + <p><i>Claus</i>. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i + Eders Tanker ... ikke?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(adspredt).</span> Hvorledes...? Jo, jo vist. + <i>Claus</i> <span class="stage">(afsides).</span> Hun er saa besynderlig distrait, + synes mig, <span class="stage">(høit)</span> Mama har allerede skrevet til + Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det være bekjendt ved Hove.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Allerede?</p> + <p><i>Claus</i>. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at naae + Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, + saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en + Spørgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun + høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Hvem mener I?</p> + <p><i>Claus</i>. Hvem jeg mener? <span class="stage">(afsides.)</span> Det er da + ganske mærkværdigt, saa distrait hun er. <span + class="stage">(høit.)</span> Jeg mener naturligvis Jer selv, + elskværdigste Abigael.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(opvaagnende).</span> Mig?... Naa, ja + naturligvis. Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig.</p> + <p><i>Claus</i>. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevæget, troer + jeg. <i>Mon dieu</i>, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet + Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer?</p> + <p><i>Abigael</i>. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu maa + gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved + Middagsbordet.</p> + <p><span class="stage">(Hun neier og gaaer ud til Venstre).</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(alene).</span> Hvad i al Verden betyder dette? + Skriverdrengen kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som + hun havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og + desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men ikke desto + mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer mig. Jo meer jeg + tænker paa den Situation, jeg traf dem i ... <i>Sapristi! Il faut le mettre + à la porte, ce monsieur!</i> Vidste jeg bare, hvordan jeg skulde gribe det + an.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>Junker Claus. Jørgen</i> <span class="stage">(fra + Baggrunden).</span></p> + <br /> + + <p><i>Claus</i>. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget <i>à + propos</i>.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider jeg + kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! + Geheimeraadinden har talt med dig igaar?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.</p> + <p><i>Claus</i>. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa + Gaarden.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg + næsten ogsaa, Hendes Naade gjorde.</p> + <p><i>Claus</i>. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun spurgte + dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske <i>au fait</i> med Situationen.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hr. Kammerjunker?</p> + <p><i>Claus</i>. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Skriverkarlen?</p> + <p><i>Claus</i>. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind + allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. + Men ... hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han er jo + svært i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Frøken ogsaa.</p> + <p><i>Claus</i>. Det er netop det, jeg ikke finder passende.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo + bare lade et Ord falde til Frøkenen derom.</p> + <p><i>Claus</i>. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har naturligviis + ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun er saa + god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. aldeles + væk!</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i + Sadlen, Hr. Kammerjunker!</p> + <p><i>Claus</i>. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en + eller anden Maade faae ham....</p> + <p><i>Jørgen</i>. Til at tabe Stigbøilerne! Jo ... jeg har jo nok + tænkt paa det.</p> + <p><i>Claus</i>. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, + Jørgen! Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men + naar jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at + forløbe sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa + Porten.</p> + <p><i>Claus</i>. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare + længe.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige + Herre er svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og + Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund ... især naar han har + Noget i Ho'edet.</p> + <p><i>Claus</i>. Drikker han?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af + en Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget.</p> + <p><i>Claus</i>. Naa, og saa mener du...?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre + Dage er det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og + paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer bliver der + dækket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke at blive sparet paa + Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, man kunde faae ham + overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et godt Øie til ham, og naar + man gav dem et lille Vink ...</p> + <p><i>Claus</i>. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit + Kammer og sover Rusen ud.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den + naadige Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet med + Sang og Spil?</p> + <p><i>Claus</i>. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. <i>Très bien</i>, det er + meget godt udtænkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu <i>ikke</i> sender + Bud efter ham?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker!</p> + <p><i>Claus</i>. Hvor kan du vide det saa sikkert?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for.</p> + <p><i>Claus</i>. Ah, du mener, at jeg....</p> + <p><i>Jørgen</i>. Og den naadige Frue....</p> + <p><i>Claus</i>. Vi skulde foreslaae Baronen det?</p> + <p><i>Jørgen</i>. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren + ved godt Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.</p> + <p><i>Claus</i>. Og saa troer du, at Skriveren....</p> + <p><i>Jørgen</i>. Kunde forløbe sig ... jo, det tænker jeg nok, + naar der bliver pirret lidt ved ham.</p> + <p><i>Claus</i>. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger <i>du</i> + for....</p> + <p><i>Jørgen</i>. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. + Kammerjunkeren forlade sig paa.</p> + <p><i>Claus</i>. Det Andet skal jeg nok besørge.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme + ud før Tiden.</p> + <p><i>Claus</i>. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er + Diplomat. Naar man har været sex Maaneder <i>Secrétaire intime</i> hos + Hs. Majestæts <i>Envoyé</i> i Paris, saa forstaaer man at behandle en + Affaire delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg ... jeg gaaer + ud ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt om.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.</p> + <p><span class="stage">(De gaae hver ud ad sin Dør.)</span></p> + <p><span class="stage">Skuepladsen forandres til:</span></p> + <p><span class="stage">Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. + Simple Meubler.</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SJETTE SCENE.</h2> + <p><i>Hans Lauritsen. Bodil</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Hans Lauritsen</i> <span class="stage">(i Baggrundsdøren.)</span> Nei, + her er heller Ingen. <span class="stage">(Han træder ind, <i>Bodil</i> + følger.)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for + her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han + spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i + Bibliotheket.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i + Eenrum, før jeg reiser videre.</p> + <p><i>Bodil</i>. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap + et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og + længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke + Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i + tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa + hans Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente + paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig + og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre for.</p> + <p><i>Bodil</i>. Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med + Jer, min kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders + Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har + Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage ...</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og det er?</p> + <p><i>Bodil</i>. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi her + er ikke godt for ham at være.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I + dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men + det fik være det samme, naar blot....</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Naar blot?</p> + <p><i>Bodil</i>. Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med + ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Hvorledes det?</p> + <p><i>Bodil</i>. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let + hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Skulde det være muligt?</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns een + Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men det + har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et Menneske stor + Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant skulde hænde den gode + Ambrosius.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet rimeligt, + at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan Daarskab; men alligevel er + det bedst, han kommer bort jo før, jo heller—og det skal jeg nok + sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, at det Tilbud, jeg har at + gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig for at modtage, er af den + Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin Tjeneste og reise herfra.</p> + <p><i>Bodil</i>. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der kommer + han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til + Ladegaarden, jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen + bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ak, allerede!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og + næste Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i + Age-Sædet, Bodil! <span class="stage">(<i>Bodil</i> ud, et Øieblik efter + <i>Ambrosius</i> ind.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>SYVENDE SCENE.</h2> + <p><i>Hans Lauritsen. Ambrosius</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Goddag. Ambrosius!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? + <span class="stage">(omfavner ham.)</span> Glæden strømmer jo ind over + mig i denne Dag. Kommer du lige fra Kjøbenhavn?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ja, og jeg reiser strax videre.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her en + Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det er ogsaa dit, + saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok til To. Du har dog + saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar jeg var uden Logis, saa det er + Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør Gjengjæld.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan + destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt + Tid.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men + et Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en Flaske + gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er en Most, kan + du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. <span class="stage">(Han + trækker Flasken op og skjænker.)</span> See her, hvor den spiller i de + grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa dufter + den—aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans Lauritsen, og + Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da aldrig at komme over, den + var for høi for mig.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Jeg + har et Lykkebud til dig ... See her! <span class="stage">(Han viser <i>Ambrosius</i> + et Brev.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Et Brev til mig! Fra hvem?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ja gjæt engang!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, + siden du er borte.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle + Velynder, Professor Holberg.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Holberg! Er Brevet fra ham? <span class="stage">(Han faaer det + og betragter Udskriften.)</span> Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han + virkelig endnu paa mig—paa "Sanglærken", som han kaldte mig for min + Røsts Skyld? Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod + mangen Anden—mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos + ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og sagde + med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, men kom smukt igjen + ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget Andet af ham end en simpel + Sanglærke—hører han det! Gud være med ham! Gaa nu og luk + ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!"—Og han har + tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Læs nu først Brevet, saa skal du faae + nærmere Besked.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(læser).</span> "Saasom jeg har erfaret + af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret + sin <i>examen theologicum</i>, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og + ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller <i>domicilium</i> + for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham alvorlig paa Sinde at + benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken + hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham. Vorherre har + skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil + ikke har havt synderlig Middel til at cultivere—hvis Aarsag jeg ogsaa noget + excuserer hans omflakkende Levnet—men som det nu ved en særdeles god + Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til + Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil + skyde det gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis og + Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe har + negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede <i>Ludvig + Holberg</i>." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med samme Haand som + Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, som jeg siger, idag + vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans Lauritsen, og lad os drikke + Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve længe og skrive mange Comedier + endnu!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see paa + dem—for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op + igjen.—Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har at + gjøre mig.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung + Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor + han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri Reise og det + nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur af to hundrede + Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være tilstrækkelig + til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp absolvere den + theologiske Examen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge + mig?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det kan du takke Professor Holberg for, som har + rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at + "Sanglærken" endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre + i det fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du seer saa + alvorlig ud med eet?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa uventet. + Hvornaar skal Reisen gaae for sig?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig + over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din Afsked + hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn lige til Odense, der + faaer du Penge til de første Udgifter.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Naa, ja—ja da, saa i Overmorgen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Heller ikke i Overmorgen.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg + har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han + videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at geleide ham.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. <i>Kan</i> du ikke ... hvad skal det sige?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornøiet i min Stilling; + hvorfor skulde jeg saa reise?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. I din Stilling—som Skriverdreng? Det er ellers en + beskeden Lykke, den.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den + Græstørv, du før talte om.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Saa er det ikke for Græstørvens Skyld ... der + stikker Andet under.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad skulde det være?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi + har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med hinanden i + Kjøbenhavn ... har du nu ikke længer Fortroende til mig?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit Afslag. + Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Om hvad?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig Elskov, + som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Elskov...! Og <i>du</i> er vidende om det, som jeg knap har + tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Uden Overlæg ... det kan saa være; thi det er med + Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men + tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange + Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun + Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange dig i + sine Snarer.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har + Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har mine + Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det usleste + Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa + lyksalig er jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. + Alting er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar + jeg gaaer, er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke ondt, + hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, + saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har + skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ + er ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det + føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er + over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, at hun + skulde nedlade sig til din for at ægte dig.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ægte ... hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, + see hende og høre hende tale—intet Andet. Min Kjærlighed er som + Himmerig, hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du + sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun nu + gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa slukkes + Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et + Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?</p> + <p><i>Ambrosius</i>, <span class="stage">(heftig).</span> Hvad kan jeg for, hvad Gud + har betroet mig ... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en + større Rente, end jeg har Kaft til at yde....</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde + vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende det + Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig har han + givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde takke ham paa dine + Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er Guds Villie, at du + skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem til hans Ære og dine + Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har skjænket dig en klar + Forstand og et godt Nemme, som du har forud for Mange, og endda har han til Overmaal + velsignet dig med Sangens skjønne Konst, som kan trøste og + fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker den rettelig. Og alt dette kan + du glemme og forkaste, for at jage efter en skinnende Drøm, efter en + Sæbeboble, der brister!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt + det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart + være udbrændt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort—jeg + ønsker ikke bedre.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du faaer vel + tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve længe og + fattigt, hvad saa?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand + og gode Dage.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, + Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies + med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. <span class="stage">(slaaet).</span> Elleskudt ... hvor falder + du paa Sligt? Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Men der kan være Andre, som har samme Magt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Troer du?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa + lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i + dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med mig + endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.</p> + <p><i>Ambrosius</i>, <span class="stage">(usikker).</span> Idag, siger du ... men + Baronen er jo netop bortreist og ... <i>Hans Lauritsen</i>. Naa ja, saa skikker du + ham en skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke til...? + Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer + reise alene. Jeg bliver her.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit + sidste Ord?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja.</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie + er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han + vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, + Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel + Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, + bitterlig ondt.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os + tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen ... <span + class="stage">(bevæget.)</span> Tak for alt Godt og ... bær over med mig + ... Jeg kan ikke Andet! Og lev saa vel!</p> + <p><i>Hans Lauritsen</i>. Lev vel!</p> + <p><span class="stage">(De omfavne hinanden, <i>Hans Lauritsen</i> gaaer.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(ene).</span> Elleskudt!... Ja, siden jeg + <i>hende</i> først saae!</p> + <p><span class="stage">(Tæppet falder.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2 class="center">FJERDE AKT.</h2> + <p class="center"><span class="stage">(Sal. Dør i Baggrunden. Sidedøre. + Et større og et mindre Bord, Stole m. m.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FØRSTE SCENE.</h2> + <p><span class="stage"><i>Baronen</i> og <i>Geheimeraadinden</i>. Junker <i>Claus</i> + og <i>Abigael</i>, Magister <i>Søren</i> og Captain <i>v. Reinsberg</i>, samt + flere <i>Gjæster</i> (komme ind fra Venstre). Strax efter <i>Jørqen</i> + og <i>Bodil</i>.</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Geheimeraadinden).</span> Velbekomme + Maaltidet, Eders Naade!</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(til Abigael).</span> <i>Que bien vous fasse, + Mademoiselle!</i></p> + <p><i>Captainen</i> <span class="stage">(til Magisteren).</span> Prosit die Mahlzeit, + Hr. Magister!</p> + <p><i>Magisteren</i>. Jeg ønsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. + Captain!</p> + <p><i>Baronen</i>. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at + smøge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. <span class="stage">(til + Geheimeraadinden.)</span> Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter den Konst, + ha, ha, ha!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(leende).</span> Nei, endnu ikke, Hr. + Baron.</p> + <p><i>Claus</i>. Ha, ha, meget morsomt!</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja, jeg ikke heller. Sæt et Par Bouteiller Rhinskviin + herind, Jørgen ... af den ældste.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(ved Kaffebordet).</span> Ønsker Eders + Naade en Kop Kaffe?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(gaaer hen til Bordet).</span> Tak, + mit Barn!</p> + <p><i>Baronen</i>. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med.</p> + <p><i>Claus</i>. Om jeg faaer Lov, saa foretrækker jeg en, Kop Kaffe, som er + tilberedt af Frøken Abigaels hvide Hænder.</p> + <p><i>Abigael</i>. Dermed kan jeg desværre ikke tjene; Kaffen er kogt af + Huusholdersken.</p> + <p><i>Baronen</i>. Og hendes Hænder er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha!</p> + <p><i>Gjæster</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Claus</i>. Men i det mindste skjænkes den mig dog af Eders Haand.</p> + <p><span class="stage">(Han faaer en Kop, som rækkes ham og senere tages igjen + af Jørgen.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. + Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller ikke?</p> + <p><i>Captainen</i>. Jeg takker ærbødigst, Hr. Baron? Den Viin er god, + den er edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Er den af Jer Familie? Ja, saa behøver I jo ikke at genere + Jer for at tømme Bouteillen. I er saa vist ikke den første Captain, der + har drukket sin Familie op, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Gjæster.</i> Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Magisteren</i> <span class="stage">(med et fyldt Glas).</span> Maa det + være mig tilladt at bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige + Maaltid, saavel hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed + I—næst efter ham, som er alle gode Tings Giver—paa denne Dag, som + saa ofte tilforn, har vederkvæget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, + som har sin Bolig i denne skrøbelige Hytte. Thi ligerviis som man + beklæder og digter et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige + Beboer kan trives og føle Velbefindende derudi: saaledes styrker og + kvæger man ogsaa sit Legem, for at ...</p> + <p><i>Baronen.</i> Ja, kvæg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar + Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.—Hvor Pokker bliver nu + Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter Bordet, for at haspe + sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, saa havde vi det at forslaae Tiden + med.</p> + <p><i>Jørgen</i>. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens + Tilladelse, <span class="stage">(afsides til Junker Claus, idet han tager hans + Kop.)</span> Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sørg I nu blot + for, at han bliver kaldt herop.</p> + <p><i>Abigael</i>. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige + Gratulationsvers?</p> + <p><i>Baronen</i>. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den + Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke Luft, kunde han + min Salighed tage Skade deraf. Har man først sat Trompeten for Munden, maa man + ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke sandt, Hr. Captain?</p> + <p><i>Captainen</i>. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne op, + maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsæl, at de springer, ha, ha, + ha!</p> + <p><i>Claus</i>. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, at + Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik?</p> + <p><i>Baronen</i>. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke + tænkt paa.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen vilde + tillade ... men maaskee gjør Skriveren Vanskeligheder, naar der er Fremmede + tilstede?</p> + <p><i>Baronen</i>. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjør Vanskeligheder, + naar jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jørgen, og siig med det + samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde Ridefogden herop + paa et Glas Viin. <span class="stage">(til Geheimeraadinden.)</span> Eders Naade har + vel ikke Noget derimod?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Bevares! det gjør altid et godt Indtryk paa + Tyendet, at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang + imellem, ikke for ofte.</p> + <p><i>Baronen</i>, Naa ja, saa gjør, som jeg siger, Jørgen! <span + class="stage">(<i>Jørgen</i> gaaer ud i Baggrunden)</span> Pas paa, nu skal vi + faae en artig Underholdning Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og + Musik anbelanger ... ikke sandt, Abigael?</p> + <p><i>Åbigael</i>. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at + Gjæsterne har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet?</p> + <p><i>Baronen.</i> I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen præfererer + det. Hvad mener I, Magister Søren?</p> + <p><i>Magisteren</i>. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give + <i>min</i> ringe Mening tilkjende herudi ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den!</p> + <p><i>Magisteren</i>. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet + staaer—enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske + nøie—og som lyder saaledes: "<i>Post coenam stabis seu passus mille + meabis</i>." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind Fodskridt + gaae."</p> + <p><i>Baronen</i>. Staae eller gaae! Ja I bærer nu som sædvanlig Kappen + paa begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det være?</p> + <p><i>Magisteren</i>, Jeg er i det Spørgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. + Baronen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! Kan I + da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister?</p> + <p><i>Magisteren</i>. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretrækker + unægtelig—med den naadige Frøkens gunstige Tilladelse—at + staae, <i>stare,</i> eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det vidste jeg saagu nok, og det gjør de Andre ventelig + ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain?</p> + <p><i>Captainen</i>. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter Tromlen + og trænger ikke til Motion. Jeg præfererer, med Hr. Baronens Permission, + at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, ha!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>ANDEN SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius</i>. <span class="stage">(Strax + efter)</span> <i>Niels Bruus</i> og <i>Jørgen</i> <span class="stage">(fra + Baggrunden).</span></p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen + og Frøkenen og begynder strax)</span> Den Glædens Sol paany op over + Jorden rinder....</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(der ligeledes er traadt ind).</span> Hr. + Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! + Men sandt at sige ...</p> + <p><i>Peder</i>. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Vent lidt, Peer + Rasmussen! Jeg har et Ord paa Munden endnu.</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(ligeledes).</span> Du kan vel gi'e Tid og lade + mig tale først, din Kylling!</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(leende.)</span> Aa, det er kuns Peer Degn, + som mener, at Hanen bør gale før Kyllingen.</p> + <p><i>Baronen</i>. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.</p> + <p><i>Captainen</i>. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit Hoved + er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... jeg er ikke ret + oplagt til at synge idag.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min + Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som + sagt....</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(sagte til Ambrosius).</span> Gjør ikke + min Fader vred, Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(sagte).</span> For Jer? Ja, for Jer skal jeg + synge!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa da, hvad bliver det saa til?</p> + <p><i>Claus</i>. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg.</p> + <p><i>Peder</i>. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...?</p> + <p><i>Baronen</i>. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, + Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, det + har han jo før viist Prøver paa.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(sagte til Jørgen).</span> Jeg er bange, + han ikke har faaet Nok, Jørgen!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte).</span> Giv kuns Tid, Hr. + Kammerjunker! det kommer pø om pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han + faaer et Glas endnu. <span class="stage">(høit.)</span> Tillader Naadigherren + at jeg skjænker for Skriveren og Ridefogden?</p> + <p><i>Baronen</i>. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer + Geisten nok over ham.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde + de rette Ord!</p> + <p><i>Baronen</i>. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(synger, paa en saadan Maade, at man + mærker, det er Improvisation).</span></p> + Jeg synge skal en Vise,<br /> + Velan, jeg er bered;<br /> + Det Bedste vil jeg prise,<br /> + Som jeg i Verden veed:<br /> + Musikens muntre Lyst<br /> + Og Druesaftens Trøst,<br /> + Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.<br /> + <br /> + Den gyldne Viin mig kvæger<br /> + Og gjør mig glad og fri;<br /> + Men har jeg tømt mit Bæger,<br /> + Saa er den Fryd forbi.<br /> + Musik og lystig Sang<br /> + Fornøier mangen Gang,<br /> + Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang.<br /> + <br /> + Nei, meer end lifligst Drue<br /> + Og deiligste Musik,<br /> + Jeg priser Elskovs Lue,<br /> + Som til mit Hjerte gik.<br /> + Den af et Ord blev fød<br /> + Og flammed op til Glød,<br /> + Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død!<br /> + + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(afsides).</span> Lirum larum, Katten gjør + Æg.</p> + <p><i>Baronen</i>. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter Fruentimrenes + Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e os en anden, nu er + det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, Jørgen! <span + class="stage">(det skeer).</span></p> + <p><i>Peder</i>. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder ...</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(afbrydende).</span> Skaal, naadige Herre! + Jeg tømmer Glasset paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade + heder og svaler paa engang ... ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, + Jørgen! <span class="stage">(det skeer.)</span> For nu vil jeg, med Hr. + Baronens Tilladelse, drikke en Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er + fjærn eller nær!... Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad + enten hun er mig fattig Svend god eller ei!...</p> + <p><i>Baronen</i>, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, Captain!</p> + <p><i>Captainen</i>. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører + ikke til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende + vil jeg, til jeg ligger i min Grav! <span class="stage">(han drikker.)</span></p> + <p><i>Captainen</i>. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, + ha!</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(sagte til Ambrosius).</span> Ti stille, + Ambrosius! I er jo ikke Jer selv mægtig.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Hvad siger I?... + Nei, I har Ret, jeg er ikke mig selv mægtig.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Jeg vil tale med Jer. + Kom ned i Haven om lidt, længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi + første Gang saaes, der træffer I mig. Har I forstaaet det?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som før).</span> Ja.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(som før).</span> Og drik saa ikke Meer + ... hører I!... For min Skyld!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som før).</span> For <i>Eders</i> + Skyld!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i> <span class="stage">(sagte til Junker Claus).</span> Saae + du, hvor Abigael hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at + den var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette faaer + en Ende.</p> + <p><span class="stage">(Under denne Replik er <i>Abigael</i> gaaet ud af Døren + til Venstre.)</span></p> + <p><i>Peder</i>. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder....</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det var + rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud paa Eftermiddagen, + og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud.</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(halv høit til Niels Bruus).</span> See + saa, nu bliver jeg sat til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.</p> + <p><i>Captainen</i>. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?</p> + <p><i>Baronen</i>. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, som + skal gaae for sig idag.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(afsides).</span> Trolovelse!... Idag!</p> + <p><i>Captainen</i>. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also + en dobbelt Fest.</p> + <p><i>Gjæster</i>. Gratulerer ærbødigst! Ønsker + underdanigst til Lykke!</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Geheimeraadinden).</span> En liden Stund + kan det vel vente endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret + færdig med sin Middagslur ... ha, ha, ha!</p> + <p><i>Magisteren</i> <span class="stage">(farer op).</span> Hr. Baronen behagede at + henvende Ordet til mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg—om Gud + vil—har tænkt at holde til det unge Par.</p> + <p><i>Baronen</i>, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok vare + Jer ad, naar Tiden er der.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(afsides).</span> Hørte jeg ogsaa ret? + Det suser for mine Øren som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der + sagde, hun skulde troloves idag?</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte til Junker Claus).</span> Faa ham + nu til at synge, Hr. Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. <span + class="stage">(til Ambrosius, høit.)</span> Et lille Glas endnu, + Ambrosius?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Et Glas!... Ja, skjænk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! + <span class="stage">(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk + Glasset.)</span></p> + <p><i>Claus</i>. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele + Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi + høitideligholde.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare en + stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter til siden, <span + class="stage">(til Peder Rasmussen.)</span> Hans Anretning bliver vel ikke kold, + Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, Jørgen!... + Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! <span class="stage">(til + Captainen.)</span> Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(halv høit til Jørgen, som + skjænker for ham).</span> Den Grønskolling! Nu skal han igjen have + Fortrinnet. Jeg springer i Flint, gjør jeg!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Vær + rolig, Peer! Den, som ager med Stude, kommer og frem.—Hørte I ikke, hvad + Skriveren og Frøkenen talte om for lidt siden? De stod jo her næst ved + Jer.</p> + <p><i>Peder</i> <span class="stage">(som før).</span> Hvad skulde jeg + høre efter den Pludder for! Jeg er saa gal i Hovedet, at....</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(som før, til Niels Bruus).</span> + Hørte du heller ikke Noget, Niels?</p> + <p><i>Niels</i> <span class="stage">(halv høit).</span> Jo, mig syntes + Frøkenen snakkede noget om at gaae i Haven, og om det gamle Egetræ ... + men jeg regarderede ikke videre derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at + Skriverdrengen maatte ikke drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan + nøies med idag.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(afsides).</span> I Haven ... ved det + gamle Egetræ <span class="stage">(seer sig om).</span> Og Frøkenen har + absenteret sig ... nu skal vi see Løier!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller synger + han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nu ... ja <i>nu</i> er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, + naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om Ungersvenden, + som blev elleskudt.</p> + <p><i>Captainen</i>. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... jeg + kjender det ... i Ryggen.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, i <i>Hjertet</i> var det ... han har selv fortalt mig det, + skal I vide.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu løber + det rundt for ham, ha, ha, ha!</p> + <p><i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Giv nu Agt! <span class="stage">(synger:)</span></p> + Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,<br /> + Mine Øien de finge en Dvale;<br /> + Der kom gangendes to Jomfruer frem,<br /> + Som gjerne vilde med mig tale.<br /> + Siden jeg <i>hende</i> først saae.<br /> + + <p><span class="stage">(taler.)</span> Der var egentlig kuns een, for den anden var + en Terne. Men den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste + Kvinde paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar + skinnede som Solstraaler ... og saa havde hun en Røst, naar hun kvad ... saa + faur over alle Kvinder, <span class="stage">(synger:)</span></p> + Striden Strøm, den stiltes derved,<br /> + Som førre var vant at rinde;<br /> + Alle smaa Fiske, i Floden svam,<br /> + De legte med deres Finne.<br /> + + <p><i>Claus</i>. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en + Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius.</i> I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver morsommere + siden ... For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev + skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.</p> + <p><i>Baronen</i>. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin + Brudgom; <span class="stage">(sagtere.)</span> men hun elskede ham ikke ... veed I, + hvorfor? For han var egentlig en Frø.... <i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, + <span class="stage">(halv sagte.)</span> det var Ungersvenden, hun elskede. Men det + vidste de Andre Intet af. <span class="stage">(høit.)</span> Den gamle + Ellekonge sad midt for Bordet og drak ... og Præsten ogsaa ... det var en tyk, + sort Skrubtudse, men det kunde Ingen af dem see, ha, ha!</p> + <p><i>Alle</i>. Ha, ha, ha!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(synger:)</span></p> + De dandsed ud, de dandsed ind<br /> + Alt i den Elvefærd;<br /> + Alt sad fauren Ungersvend<br /> + Og støtted sig til sit Sværd.<br /> + + <p><span class="stage">(taler.)</span> Alting dandsede omkring ham ... Træer og + Buske og Stene ... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det løb Altsammen + rundt. Og saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig Synd + af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til Randen med + liflig Mjød ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke Meer ... for + <i>min</i> Skyld!" ... <span class="stage">(sagtere.)</span> Der var Ingen, som + hørte det ... <span class="stage">(høit.)</span> Men saa slængte + han Kalken ud af sin Haand <span class="stage">(han slaaer Glasset i Gulvet, saa det + knuses)</span>, og Saa galede Hanen i det Samme...!</p> + <p><i>Baronen</i>. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er + nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig en Tour i + Haven, saa kommer han vel til sig selv.</p> + <p><i>Ambrosius.</i> I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det!</p> + <p><i>Baronen</i>. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under + Vandspringet, til Rusen er gaaet over.</p> + <p><span class="stage">(<i>Ambrosius</i> ud i Baggrunden, fulgt af <i>Niels + Bruus</i>.)</span></p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(sagte til Jørgen).</span> Men nu slap han + jo fra os!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte.)</span> Bi kun, Hr. Kammerjunker! + Der kan endnu komme en Slæde i Veien.</p> + <p><i>Baronen</i>. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den + syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men naar + Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke sund Sands i + Alt, hvad han sagde.</p> + <p><i>Captainen</i>. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!</p> + <p><i>Magisteren</i>. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra + Djævlen, der er Løgnens Fader.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, + Hr. Baron!</p> + <p><i>Baronen</i>. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at + jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.</p> + <p><i>Baronen</i>. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. + Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.—I er vel + færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien + gaae an.</p> + <p><i>Magisteren</i>. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at + forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende haabefulde + Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres Hjerter i + Kjærlighedens Pagt.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvor er nu Abigael henne?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Kald paa Frøkenen, Bodil!</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(som har været beskæftiget ved + Kaffebordet).</span> Frøkenen er gaaet ud for en Stund siden.</p> + <p><i>Baronen</i>. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun gaaet hen + da?</p> + <p><i>Bodil</i>. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven.</p> + <p><i>Baronen</i>. Hvad Pokker er det nu for Optøier! <span class="stage">(til + Bodil.)</span> Saa gaa ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!</p> + <p><span class="stage">(<i>Bodil</i> ud i Baggrunden.)</span></p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære + Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik.</p> + <p><i>Claus</i>. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.</p> + <p><i>Jørgen</i> (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har + Selskab, Hr. Kammerjunker.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(ligeledes.)</span> Selskab ... hvad vil du sige + med det.</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>TREDIE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Niels Bruus</i> <span class="stage">(ind fra + Baggrunden.)</span></p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i>. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens Hoved + sat i Lave igjen, Niels?</p> + <p><i>Niels</i>. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra + mig.</p> + <p><i>Baronen</i>. Løb han fra dig?</p> + <p><i>Niels</i>. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld Fiirspring + ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade ham rende Rusen af + sig.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(til Junker Claus, sagte).</span> + Forstaaer Hr. Kammerjunkeren nu, hvad jeg meente?</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(afsides).</span> <i>Sacré nom!</i> <span + class="stage">(høit.)</span> Kjære Svigerpapa maa excusere mig, men det + foruroliger mig noget, at denne berusede Person befinder sig i Haven paa samme Tid + som Abigael ... jeg vil hellere selv gaae hende imøde, for at der ikke skal + passere noget Ubehageligt.</p> + <p><i>Baronen</i> Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen + Stratenrøver, veed jeg ... men for mig gjerne.—Vi kan jo Alle gaae hende + imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke foretages + Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders Naade?</p> + <p><i>Geheimeraadinden.</i> Med Fornøielse.</p> + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(til Magisteren).</span> Gak I ind i + Bibliotheksstuen saalænge, Magister Søren! I holder jo ikke af at movere + Jer efter Bordet, sagde I før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at + gjøre Jer Selskab.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i>, <i>Geheimeraadinden</i>, <i>Captainen</i> o. + fl ud i Baggrunden. <i>Magister Søren</i> og nogle <i>Gjæster</i> ud til + Høire.)</span></p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(til Junker Claus, halv + høit).</span> Hr. Kammerjunker! ... Maa jeg være saa fri at gi'e Hr. + Kammerjunkeren et Raad?</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(ligeledes).</span> <i>Eh bien</i>! Men skynd dig + lidt, jeg staaer som paa Naale.</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(som før).</span> Hr. + Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae ad den østre Allee, bag om + Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren + træffer den naadige Frøken.</p> + <p><i>Claus</i> <span class="stage">(som før).</span> Hvorfor troer du + det?</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(som før)</span> Jo, det har jeg + saadan mine Aarsager til.</p> + <p><i>Claus. A la bonne heure</i>! Saa gaaer vi den Vei.</p> + <p><span class="stage">(Han gaaer ud i Baggrunden).</span></p> + <p><i>Jørgen</i>. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo + være, der blev Noget at udrette for os.—I skulde gaae lidt ned i + Borgstuen imens, Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see + "den Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse + for Jeres Gratulationsvers.</p> + <p><span class="stage">(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)</span></p> + <p>Skuepladsen forandres til:</p> + <p><span class="stage">(<i>Haven</i> fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, + der efterhaanden gaaer over til Solnedgang.)</span></p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FJERDE SCENE.</h2> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(siddende paa Bænken. Strax efter)</span> + <i>Ambrosius.</i></p> + <br /> + + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og + Halstørklæde i Uorden).</span> Her har I mig, Frøken, Ellepige, + Abigael! Gjør med mig, hvad I vil! <span class="stage">(Han kaster sig halv + knælende over Enden af Bænken.)</span></p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(springer op).</span> Men er I da reent fra + Samling, Ambrosius? Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med + Jer—hører I?</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(reiser sig).</span> Bi lidt ... der lyder + saa mange Stemmer for mine Øren ... saa, nu tier de ... nu hører jeg + kun Klangen af Eders Røst.</p> + <p><i>Abigael</i>. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger + Jer.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil + sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal troloves + idag ... ikke sandt?</p> + <p><i>Abigael</i>. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, + at I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til + Eders Lykke....</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Til <i>min</i> Lykke!</p> + <p><i>Abigael</i>. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud + maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjøre Alt + med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Reise ... det nytter Intet, naadige Frøken!</p> + <p><i>Abigael</i>. Hvorfor ikke?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde.</p> + <p><i>Abigael.</i> For seent og for silde ... hvad mener I?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og det + gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for ...</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg dog + ikke glemme Jer mere.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(efter et kort Ophold).</span> Det + behøver I jo ikke heller.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?</p> + <p><i>Abigael</i>. Fordi jeg vil Eder vel.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger jo + ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har jo ethvert + Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, end den Hest, I rider, + og den Hund, I jager med?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(med mild Bestemthed.)</span> I maa ikke tale + saaledes til mig, Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem <i>jeg</i> er. I er min + Faders Skriver, og jeg er hans Datter.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været + mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og smilte til + mig, og skjænkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig mere sanke Blomster + med hinanden?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, aldrig meer.</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa den + tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens ingen Blomster + visnet.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, I + vil ikke reise herfra?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog + ikke ... vel? <i>Abigael</i>. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, <span + class="stage">(sagtere.)</span> jeg mindre end nogen,</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er sandt, + jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, jeg stod og sang for + Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er løben fort! Det er jo som + det var et Øieblik ... men med en Evighed i sig. Ja, lystigere var jeg vel den + Gang, men gladere ... nei, jeg vidste slet ikke, hvad Glæde var.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(betragter ham bevæget.)</span> Veed I + det da nu?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Ja <i>nu</i>!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres + mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped Svenden ved + hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen Ellepige? Svar mig, + Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om Pulsen banker, og om I har + varmt Blod i Aarerne!</p> + <p><i>Abigael</i>. Min Haand ... ja til Farvel! <span class="stage">(Hun rækker + ham Haanden.)</span></p> + <p><i>Ambrosius</i>. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa føle, + hvor jeg elsker Jer! <span class="stage">(Han knæler og bedækker hendes + Haand med Kys.)</span></p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(lægger bevæget den anden Haand paa + hans Hoved.)</span> Stakkels Ambrosius! <span class="stage">(De blive et + Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, idet hun søger at drage + Haanden tilsig:)</span> Der kommer Nogen! For Guds Skyld, slip mig!... Det er for + silde, de har seet os!... Nu vel, saa faaer I tage Følgerne!</p> + <hr style="width: 65%;" /> + + <h2>FEMTE SCENE.</h2> + <p><i>De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl.</i> <span + class="stage">(komme ind fra Høire. Strax efter)</span> <i>Bodil</i>; <span + class="stage">(siden)</span> <i>Jørgen og Niels Bruus</i>.</p> + <br /> + + <p><i>Baronen</i> <span class="stage">(udenfor).</span> Hvad, for al Landsens Ulykke, + er her paa Færde? <span class="stage">(ind.)</span> Seer jeg Syner ved + høilys Dag, eller holder min Datter Stævnemøde med + Skriverkarlen?</p> + <p><i>Claus</i>. Et lille Afskeds-Rendezvous før Trolovelsen ... det er + virkelig meget ... meget morsomt, ha, ha!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Fy skam dig, Claus, at spøge med Sligt! Det er + naturligviis et ganske tilfældigt Møde.</p> + <p><i>Captainen</i>. Natürlich ... ganz tilfældig ... men meget + ubehageligt, Eders Naade!</p> + <p><i>Baronen</i>. Tilfældigt! Er det kanskee ogsaa tilfældigt, at den + Slyngel ligger paa Knæ for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for + mine aabne Øine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie?</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(tvivlraadig).</span> Hvad det betyder...? Det + betyder ...</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden + op?</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende.</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(faar Øie paa <i>Bodil</i>; med en + pludselig Beslutning:)</span> Det betyder, at jeg har vundet mit Væddemaal! + Ikke sandt, Bodil?</p> + <p><i>Baronen</i>. Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det + strax? Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.</p> + <p><i>Abigael</i>. Det Væddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa + dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver ligge paa + Knæ for mine Fødder. Bodil kan bekræfte mine Ord ... om det ellers + gjøres behov at føre Vidne i den Sag.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Tænkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig + Spøg.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(ved sig selv).</span> En Spøg ... et + Væddemaal!</p> + <p><i>Claus</i>. Ah, <i>une petite comédie</i>! <span + class="stage">(afsides:)</span> Gud skee Lov, jeg trækker Veiret igjen.</p> + <p><i>Captainen</i>. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er + attrapirt!</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(som før.)</span> Et Væddemaal + ... En Spøg!</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, saaledes hænger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide + det? Du har slaaet tilvæds med Bodil, siger du...? Det ændrer jo + rigtignok Tingen, hvad <i>dig</i> anbelanger. Men han ... den Landstryger, den + pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa <i>min</i> Datter ... Hvad har + han at sige til sit Forsvar?</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Intet, naadige Herre! <span class="stage">(ved sig selv)</span> + Hun har væddet om mit Hjerteblod!</p> + <p><i>Baronen</i>. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedød ogsaa faae + Løn som forskyldt!</p> + <p><i>Abigael</i>. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv mægtig.</p> + <p><i>Ambrosius</i> <span class="stage">(træder et Skridt tilbage.)</span> Bed + I ikke om Tilgivelse for <i>mig</i>, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa + grusomt har leget med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Frøken, og jeg + kuns et ringe Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene + Menneske har ikke Lov til at pine det andet tildøde. Hvad Synd har jeg begaaet + imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig jo ikke, I + havde jo knap seet mig for Eders Øine den Stund, I allerede lagde Snarer for + min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet deri? Var den Brøde da + saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? Nu vel, saa har jeg nu bødet + derfor med den bittreste Kvide. Hvad forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget + Jer ... velan da, saa river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod + med samt den visne Rose, som I gav mig! <span class="stage">(Han kaster Rosen paa + Jorden.)</span> Og hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Frøken! og + ønsker Jer saa gode Dage, som Gud efter dette vil skjænke Jer. Fattig + kom jeg hid, og fattig gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden + vilde jeg endda bytte med Eder! <span class="stage">(Han vender sig for at + gaae.)</span></p> + <p><i>Baronen</i>. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes slipper + han ikke! Ned paa sine Knæ og bed om Naade, elendige Pjalt, som han er, eller + jeg skal...!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og + knælet for et Afgudsbillede ... det gjør jeg ikke mere. <i>Jeg</i> + bøier fra nu af kun Knæ for min Gud og Skabermand.</p> + <p><i>Baronen</i>. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I Hundehullet + med ham, paa Vand og Brød, til han neier sig og be'er om Naade!</p> + <p><i>Jørgen</i> <span class="stage">(sagte til Niels Bruus).</span> Dengang + blev Skriveren da hverken Degn eller Ridefoged, Niels!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Gjør med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... + eller saa kort, som den rækker.</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(sagte til Abigael).</span> For Guds + Barmhjertigheds Skyld, Frøken! hav dog Medynk med ham og læg Jer + imellem!</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bønlig, lad + ham frit gaae herfra! <span class="stage">(halv høit.)</span> Jeg har gjort + Jer til Villie og lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjær. + Det Løfte vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa + sværger jeg ved Gud, den Almægtige, jeg giver aldrig Junker Claus min + Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke <i>vil</i>, det <i>vil</i> jeg + ikke.</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han + forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens Regning. Mig + synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer Tilhold om aldrig meer at + sætte Foden paa Eders Grund.</p> + <p><i>Baronen</i>. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbøn for ham, saa lad ham + da slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. <span class="stage">(til Niels + Bruus.)</span> Følg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i en + Fart, giv ham en Maaneds Løn og kjør ham saa paa Porten! <span + class="stage">(til Ambrosius.)</span> Og vover han nogensinde tiere at lade sig see + her paa Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det!</p> + <p><i>Ambrosius</i>. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det + Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig meer. Kan + hænde, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men skal der end + herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet være Gud, det Lys i + mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Mørket. Jeg har Guds hellige Ord + til min Trøst, og jeg har Sangen til at lette mit Hjerte. Kanskee jeg i al min + Fattigdom dog er rigere end I, og i al min Ringhed mere høibaaren. Thi vel har + I adeligt Navn og Vaaben, men endda bæres det mig for i denne Stund, som der + var Noget i mig, der kunde overleve Eder!</p> + <p><i>Baronen</i>. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! <span + class="stage">(<i>Ambrosius</i> gaaer ud til Høire, fulgt af <i>Niels + Bruus</i>.)</span></p> + <p><i>Captainen</i>. Maa jeg gjøre Hr. Baron min Compliment for den Execution. + Hr. Baron fører en famos Commando.</p> + <p><i>Baronen</i> Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. + Captain!</p> + <p><i>Geheimeraadinden</i>. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter + denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden?</p> + <p><i>Baronen</i>. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister + Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! + Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.</p> + <p><span class="stage">(<i>Baronen</i>, <i>Geheimeraadinden</i>, <i>Captainen</i>, + <i>Jørgen</i> og <i>Gjæsterne</i> ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Claus</i>. Elskværdigste Abigael! Jeg brænder af Utaalmodighed. + Tillader I?</p> + <p><i>Abigael</i>. Om et Øieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. + Hvis I vil gaae forud, skal jeg strax følge efter.</p> + <p><i>Claus</i>. Som I befaler; men bliv ikke for længe borte, thi saa kommer + jeg paa Ære og bortfører Jer med Gevalt, ha, ha, ha! <span + class="stage">(Junker <i>Claus</i> ud til Høire.)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Har den naadige Frøken Noget at befale?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nei, jeg ønskede kun at være et Øieblik + alene.</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja saa vil jeg gaae.</p> + <p><i>Abigael</i>. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad græder du for?</p> + <p><i>Bodil</i>. Kan I spørge derom?</p> + <p><i>Abigael</i>. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at + græde over?</p> + <p><i>Bodil</i> Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, hvor han + hverken har Brød eller Huusly?</p> + <p><i>Abigael</i>. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted.</p> + <p><i>Bodil</i>. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som var + skyldig.</p> + <p><i>Abigael</i>. Bodil!</p> + <p><i>Bodil</i>. Forlad mig, naadige Frøken! men jeg kjender Jer ikke igjen. + Er I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa?</p> + <p><i>Abigael</i> Ti stille, og lad os gaae. <span class="stage">(De gaae op imod + Baggrunden til Høire.)</span> Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer?</p> + <p><i>Bodil</i> <span class="stage">(seer ud til Høire.)</span> Jo, det er + ham. See, hvor langsomt han gaaer og seer ned for sig!</p> + <p><i>Abigael</i>. Stille! Kom hid bag Træet ... hurtig, at han ikke faaer + Øie paa os! <span class="stage">(De træde over til Venstre i Forgrunden. + <i>Ambrosius</i> kommer langsomt gaaende fra Høire, henad Veien hinsides + Gjærdet. Han støtter sig til Stokken med den ene Baand, i den anden + bærer han Hat og Vadsæk, Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for + Scenen løfter han Hovedet, standser et Øieblik, belyst af Aftensolen, + og seer ind i Haven. Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort + Pause. <i>Abigael</i> løber hen og seer efter ham, skyggende for Solen med + Haanden. Lidt efter kommer hun tilbage)</span></p> + <p><i>Abigael</i>. Nu er han borte. Lad os saa gaae op!</p> + <p><i>Bodil</i>. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose</p> + <p><i>Abigael</i> <span class="stage">(hurtig).</span> Hvor? Giv mig den!</p> + <p><span class="stage">(<i>Bodil</i> tager den op og rækker hende den. + <i>Abigael</i> betragter den et Øieblik taus, derpaa siger hun:)</span></p> + "Du deilig Rosenknop,<br /> + Igaar du blomstrede,<br /> + Idag du visnede!"<br /> + + <p><span class="stage">(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i + Hænderne.)</span></p> + <p><i>Bodil</i>. Græder I? Over ham? men Frøken, saa elskede I ham jo! + Og alligevel...!</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg vidste det jo ikke før nu?</p> + <p><i>Bodil</i>. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har + voldt det Altsammen, bliver lønnet med Pryd og Herlighed!</p> + <p><i>Abigael</i>. Jeg ... lønnet!</p> + <p><i>Bodil</i>. Ja I!... See der, der er jo allerede Lønnen!</p> + <p><span class="stage">(Junker <i>Claus</i> kommer ind fra Høire.)</span></p> + <p><i>Abigael</i> Eller Straffen!</p> + <p><span class="stage">(Idet hun vender sig, for at gaae Junker <i>Claus</i> + imøde, falder Tæppet.)</span></p> + <hr style="width: 45%;" /> + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** + +***** This file should be named 13599-h.htm or 13599-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/3/5/9/13599/ + +Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed +Proofreading Team. + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + + </body> +</html> + + diff --git a/old/13599-h/images/ambrosius.jpg b/old/13599-h/images/ambrosius.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..309483e --- /dev/null +++ b/old/13599-h/images/ambrosius.jpg diff --git a/old/13599.txt b/old/13599.txt new file mode 100644 index 0000000..bd44e69 --- /dev/null +++ b/old/13599.txt @@ -0,0 +1,4648 @@ +The Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Ambrosius + +Author: Chris K.F. Molbech + +Release Date: October 6, 2004 [EBook #13599] + +Language: Danish + +Character set encoding: ASCII + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** + + + + +Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed +Proofreading Team. + + + + + + + +AMBROSIUS. + +SKUESPIL I FIRE AKTER + +AF + +CHR. K. F. MOLBECH. + + + +NIENDE OPLAG. + +KJOBENHAVN. + +1893 + + + + + +#PERSONERNE.# + + +#Baronen.# + +#Abigael#, hans Datter. + +#Bodil#, hendes Kammerpige. + +#Geheimeraadinden#. + +#Junker Claus#, hendes Son. + +#Ambrosius Stub#, Student. + +#Hans Lauritsen#, Candidat i Theologien. + +#Jorgen#, Kammertjener. + +#Magister Soren#, Sognepraest. + +#Peder Rasmussen#, Degn. + +#Niels Bruus#, Ridefoged. + +#v. Reinsberg#, Captain. + +#Gjaester#. + + +Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret #1731#. + + + +FORSTE AKT. + + + + + * * * * * + +#Have, med Traeer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et +gammelt Egetrae med en Baenk foran. I Baggrunden et lavt Gjaerde, over +hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. +Hiinsides Gjaerdet lober en Vei, som forer langsmed Haven op til +Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.# + + * * * * * + + + + +FORSTE SCENE. + + +#_Abigael og Bodil_ (komme ind fra Hoire).# + +_Abigael._ Det er ikke Umagen vaerd at gaae laenger, Bodil! Herfra kan vi +see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen +braender staerkt, omendskjondt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig +Regn inden Aften. + +_Bodil._ Troer Frokenen det? + +_Abigael._ Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har +jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed +ikke hvad. + +_Bodil._ Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Faestemand hid +i Formiddag. + +_Abigael._ Jo pyt! Det skulde vel anfaegte mig stort, enten Hr. +Kammerjunkeren kommer eller gaaer. + +_Bodil._ Men Froken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med +Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Host, naar +Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjobenhavn? + +_Abigael_, Min Brudgom--ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke +saa noie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det +er saa laenge siden. + +_Bodil_. Saa laenge siden? + +_Abigael_. Ja, eftersom jeg endnu var klaedt i Loiert og Hue og laa paa +min salig Moders Skjod, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning forste +Gang. Jeg blev jo dobt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump +Aar siden. + +_Bodil_. Det er vel Frokenens Spog? Jeg veed nok, I blev trolovet paa +Vuggen, men siden har I jo.... + +_Abigael_. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang--siden har jeg visselig +ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men +beilet til mig--hos mig selv--det har han egentlig ikke. Den Ting har +min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig. + +_Bodil_. Uden at sporge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da +bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor? + +_Abigael_. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hort paa +ham--og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget klogtig; men +han rider godt og danser udmaerket. + +_Bodil_. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke? + +_Abigael_. Elsker ham?... See, der springer en Hare over Marken! Havde +jeg nu min Bosse, saa var Morten vaek! Saa, nu slap han ind bag en +Groftevold.... Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, +man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du +og din Student engang kommer sammen i et lidet Praeste-eller Degnekald, +hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjaerligheden til Hjaelp, for at +bode paa den magre Indkomst; men er man adelig fodt og har Midler nok, +saa gives der bedre Tidkort end at naebbes og kurre. Naa, see nu ikke saa +ulykkelig ud--det bliver nok et Praestekald. + +_Bodil_. Tro ikke, at jeg gjor mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en +Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine +Foraeldres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Faestemand Hans +Lauritsen taenker som jeg og vil vaere tilfreds, blot Vorherre under os +det daglige Brod. Men det gjor mig ondt, at Frokenen taler saa +ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den hoieste Lykke. Thi det +veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte +mig min Kjaerlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte. + +_Abigael_. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjaelder for dig og +dine Lige, gjaelder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ornen sidder +paa hoien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den +gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa +vel Kjaerligheden hore. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod +eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har +dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg +ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jorgen Friis eller +Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem +Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjor? Jeg har endnu ikke givet +mit Lofte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil +selv vaelge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal haenges!... Nu +maae de vel forresten snart vaere her. Naar min Fader er med, gaaer det +rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke +faaer Oje paa Vognen. + +_Bodil_ #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Hoire).# Nei, endnu +er der Intet at see; der er ikke en levende Sjael paa hele Veien. Jo, fra +den anden Kant kommer der En. + +_Abigael_ #(som har sat sig paa Baenken).# En Bonde? + +_Bodil_ #(skygger med Haanden for Oinene).# Nei, skjonner jeg ret, er +han kjobstadklaedt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet +midt i Solskinnet og baerer Hatten paa en Kjaep. + +_Abigael_. Kommer han her forbi? + +_Bodil_. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er +den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har faestet! + +_Abigael_. Paa din Anbefaling. + +_Bodil_. Ja, det vil da sige paa min Kjaerestes, for selv er jeg ikke +kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de +fulgtes ad til Akademiet i Kjobenhavn.... Hor, kan I hore ham synge? +#(Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer naermere.)# +Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjon Rost, og Viser +kan han ogsaa digte. + +_Abigael_. Ei, ei! det maa jo vaere en sjelden Fugl af en Skriver. + +_Bodil_. Der er han! + +#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, +kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjaerdet. Han baerer Hatten og en +lille Vadsaek paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for +Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Oie paa +Bodil.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Ambrosius_. + + +_Ambrosius_. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I +har vel hjemme her, kan jeg taenke. Forer denne Vei ret op til Gaarden? + +_Bodil_. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og +fornemme Gjaester. For Tyendet og Hovbonderne gaaer Veien om ad +Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at folge, naar de har +AErind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Hoire. + +_Ambrosius_. Horer I kanskee til Tyendet? + +_Bodil_. Jeg er Kammerpige hos den naadige Froken. + +_Ambrosius_. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjaerlig Hilsen +til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi +lidt, nu kommer jeg over til Jer. + +_Bodil_. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjont gaae +tilbage, om ad Ladegaarden. + +_Ambrosius_. Skam, der gjor! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, +kan jeg vel og traede, omendskjondt mine Fodder er storre end Jeres. Vi +er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjaerdet.)# Saa, her +har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og velkommen +hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra +Jer Faestemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen +staaer for Doren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og +kommer hid paa Veien. Det skal blive Loier! Vi har ikke seet hinanden i +tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af Lommen.)# Hans Skaal, +den aerlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! +#(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tomt! Jeg fik den i Kroen, +hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den +igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa, saa det er +Baronens Have. Der er ellers nok saa kjont udenfor, synes mig; der har +man en friere Udsigt. + +_Abigael_. Saa skulde I vaere bleven derude. + +_Ambrosius_. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting! + +_Bodil_. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den +naadige Froken. + +_Ambrosius_ #(med Hatten i Haanden).# Frokenen! + +_Abigael_ #(fornemt).# I er temmelig dristig, at I saaledes bryder +ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besvaerede mig +derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Losgaenger. + +_Ambrosius_ #(stolt)# En Losgaenger! #(godmodig).# Naa ja, det er +jeg vel i Grunden og, det kan Frokenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo +prove paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa +Doren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I +Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre lose Fugle +gjor hver Dag, baade Skader og Staere og Finker og hvad de allesammen +hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe. + +_Abigael_. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl? + +_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg synger med mit Naeb, ligesom de +andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. +Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden! + +_Abigael_. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar +Skaderne skraepper for naesviist, saa skyder man dem. + +_Ambrosius_. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Traeet +udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde? + +_Abigael_. Jeg taenker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte +nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil +forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en +skikkelig Person. Hvor kommer I fra? + +_Ambrosius_. Siden jeg forlod Kjobenhavn for tre Aar siden, har jeg +konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg +laest med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom. + +_Abigael_. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen? + +_Ambrosius_. Ak, naadige Froken! det var saadan en Skjaebne. Jeg har havt +smaa Kaar fra Barndommen af og har vaeret vant til at hjaelpe mig med +Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om for. Nogle +Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en +Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjobenhavn. Siden laeste jeg en +Stund for Kosten med en ung Person, som var Son af en Viintapper, jeg +kjendte. Men han skulde til Tydskland i Laere, og saa blev der slaaet +Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig vaeret; jeg boede +paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, #(til Bodil).# +Ja, Eders Kjaerest, Jomfru Bodil, har vaeret mig en trofast Ven. Han havde +saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med +mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Praeken oven i +Kjobet, maa I troe. + +_Bodil_. En Praeken? + +_Ambrosius_. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bogerne. Han gik nu +altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et +lille Svinkeaerind til Hojre og Venstre. + +_Abigael_. Ja, har I vaeret saa vidtloftig i Alt, som I er i Eders Tale, +saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, +hvorfor I overgav Studeringen. + +_Ambrosius_. Nu kommer det, naadige Froken! nu kommer det. Ret som jeg +var bedst i Gang med at laese og havde faaet udbetalt en liden Arv, som +var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Rog. + +_Abigael_. Hvad gik op i Rog? + +_Ambrosius_. Alle mine Eiendele, mine Boger, min Smule Klaeder, min +Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i +den store Ildebrand, som overgik Kjobenhavn for tre Aar siden. Jeg var +gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som +begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, horte jeg Klokkerne +kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var +ikke Andet for mig at gjore, end at reise over til mit Hjemsted her i +Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige +Froken, og jeg takker Gud for det ikke gik vaerre. + +_Abigael_. Saa maa I vaere noisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke +for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil? + +_Bodil_. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo vaere +omkommen i det braendende Huus eller have mistet sin Forlighed for +bestandig. + +_Abigael_. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo +hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. +#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan noies med Lidt, siden +der ikke er beskaaret Jer Mere. + +_Ambrosius_. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte +min Fod og drage min Aande? At jeg kan fole Solen varme mig og Vinden +kole min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften taender sine Stjerner +for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan laegge +mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til +min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa vaere rig, +naar I kan kalde alt det Lidt! + +_Abigael_ #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan vaere Lidt for en +Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I praeker godt. Men +I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende. + +_Ambrosius_. Jeg tager Frokenen paa Ordet og siger Tak som byder. + +_Abigael_. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; +skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et +Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel +og giftes og saette Bo, kan jeg taenke. I kan jo ved Leilighed lade mig +hore, hvordan Eders Rost klinger. Hvad var det for en Vise, I sang for, +da I kom gaaende? + +_Ambrosius_. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Forst skulde jeg da +have mig en Faestemo, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Froken, +for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjaerlighed, troer jeg. Eller +ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det, som +for alt Andet! Men Kjaerlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa +bar Mark, end at vaere bunden til en Tornebusk. + +_Bodil_. Der kan Frokenen hore; der er Andre, der taenker om Elskov og +Giftermaal ligesom jeg. + +_Abigael_. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en +Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig +derefter. + +_Ambrosius_. Siig ikke det, naadige Froken! Fornemme Folk har saa meget +Andet at taenke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske +sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden. + +_Abigael_. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer +Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om. + +_Ambrosius_. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig +ikke i Hu.... + +_Abigael_. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I for kom gaaende? + +_Ambrosius_. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som +faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med +det samme. Jeg skulde naesten troe, det var Tilfaeldet for, for jeg +mindes, der floi en Laerke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over +Engen, og saa taenkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig +hoiere og hoiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke +hvad; men muntert har det vaeret, for det var Laerken, jeg sang omkap +med.--Men lyster Frokenen at hore en anden Vise, saa staaer jeg til +Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det +andet paa Ryggen. + +_Abigael_. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjonner jeg med det +samme, om I kan gjore Fyldest i en Kirke. + +_Ambrosius_. Det taenker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, +baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, +om det behoves--men det Instrument forer jeg ikke med mig. Ja, saa skal +det vel sagtens vaere en Psalme? + +_Abigael_. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men +ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig. + +_Ambrosius_. Mig ogsaa, naadige Froken! saa det kan vi lettelig enes om. +Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit +Hjertes Glaede, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at +gronnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, praeluderer et Oieblik og +synger derpaa, til en munter Melodi, folgende Strofer:)# + + +"Den kjedsom Vinter gik sin Gang, +Den Dag saa kort, den Nat saa lang + Forandrer sig + Saa lempelig; +Den barske Vind, den morke Sky + Maa flye, +Man frygter ei, at Sne og Slud +Skal mode dem, som vil gaa ud; + Thi lad os gaae + At skue paa, +Hvor smukt Naturen sig beteer + og leer." + +"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer +Med lange Straaler i sit Haar; + Den varme Krands + Er rette Kands +For alle Ting, som nu maa grye + Paa ny. +See Fuglene i Flokketal +I Luftens vide Sommersal; + Her flyver en + Jo med sin Green, +En anden sanker Haar og Straa + Saa smaa." + +"Ak see et meget yndigt Syn +Paa Skovens gronne Oienbryn! + Den hoie Top + Skal klaedes op, +Og Vaaren pynter Bogen ud + Til Brud. +Hist vogter Hyrden Kvaeg og Korn; +Et Hundebjael, en Lyd af Horn + Er alt hans Spil; + Men hor blot til, +Hvor smukt den Skov ham svare maa. + Derpaa." + +"Ak, see, hvor speileklar og glat +Den So dog er i Lave sat...." + + +#(Sangen afbrydes af den folgende Replik.)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Baronen._ + + +_Baronen_ #(kommer hurtig ind fra Hoire, klaedt i Reisedragt. _Ambrosius_ +og Bodil traekke sig under den forste Replik noget tilbage).# + +Hvad Djaevlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfaerdig, du +holder Concert og Assemblee her i Haven, i Stedet for at tage imod de +Gjaester, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjorende med +Geheimeraadinden og hendes Son op for Hovedtrappen, og saa er der ingen +Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige! + +_Abigael_. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, #(neier)# og +velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke storre, end at den kan +rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned +for at see ud efter Vognen. + +_Baronen_. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier +dog ellers at have Oine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente. + +_Abigael_. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, +taenker jeg. + +_Baronen_. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke laenger god nok? + +_Abigael_. Ikke laengere? I veed jo ei, om han nogen Tid har vaeret det. +Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo haende, han +har forandret sig imens. Men ... er han den Samme i Aar, som han var +ifjor, saa.... + +_Baronen_. Hvad saa? + +_Abigael_ #(leende).# Saa kunde han min Tro vaere bedre. + +_Baronen_. Hor, Abigael, gjor mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din +salig Moders Dod har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal +det, Vorherredod, have en Ende! Du er faestet til Junker Claus fra du var +Barn, I har vaeret sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen +hid for at holde Bryllup--vil du nu dreje af og kjore en anden Vej? Nei, +saa gid...! + +_Abigael_. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har +sin Tid, maa du taenke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. +Forst skal Toiet kjobes til min Brudeklaedning, og saa skal det skaeres og +syes og.... + +_Baronen_. Spraettes op og syes om og forkortes og forlaenges ... aa, jeg +gider ikke hore paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte +Klaeder efter Reisen. Naar hun er faerdig, maa du selv gjore din +Forsommelse god. Men det siger jeg dig, at dersom.... #(idet han vender +sig, faaer han Oje paa Ambrosius.)# Hvad! Staaer han her endnu? Hvad +er han for en Landstryger, og hvad har han at gjore her i Haven? + +_Ambrosius_. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den +Skriver, som.... + +_Baronen_. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er +ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og +Visekraemmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der +faaer han at vide, hvad han har at gjore. Han faaer sit Kammers for sig +selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter +han paa? + +_Ambrosius_. Paa at hore, hvad den naadige Froken behager at sige om min +Rost. + +_Baronen_. Hvad for noget? + +_Abigael_. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og +spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende. + +#(_Jorgen Tjener_ kommer ind.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_De Forrige. Jorgen_. + + +_Baronen_. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg sporge? #(til +Jorgen).# Har han noget at sige mig, saa vent! + +_Abigael_. Der har jo tidt vaeret Tale om, at Degnen skulde saettes paa +Aftaegt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da +jeg horte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa taenkte +jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjaelp og siden lose +ham af, naar det gjordes fornodent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at +jeg kunde hore, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov +baade for hans Rost og Faerdighed. + +_Baronen_. Saamaend, det var ikke saa ilda betaenkt. Blind Hone finder +ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da vaere Degn om Sondagen og Skriverkarl +om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smaekke. Ja, ja, nu faaer +vi see, hvordan han skikker sig. + +_Jorgen_. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at +blive Degnens Eftermand i Kaldet? + +_Baronen_. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er +mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster. + +_Jorgen_. Men naadige Herre, betaenk at.... + +_Baronen_. Hold Mund! #(til Abigael.)# Jeg gaaer et Ojeblik over i +Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sorg nu for, at +Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, +skulde vaere noget pikeret, #(til Jorgen.)# Hvad var det saa for et +AErind, han havde til mig? + +_Jorgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er +greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjaele Kvas i +Folehaven. Ridefogden sporger, om han skal paa Traehesten, eller om +Herren vil have ham paa Vand og Brod i Hullet. + +_Baronen_ Aa, lad ham slippe med Traehesten, siden det ikke var Andet end +Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan folge med og lade Jorgen vise ham +Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor Traehesten +staaer, saa kan han laere at ride med det samme. + +#(_Baronen_ gaaer ud til Venstre, _Ambrosius_ og _Jorgen_ til +Hojre.)# + +_Abigael_. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig +over, men det varer ikke laenge. Det var naer gaaet ud over Skriveren, om +jeg ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den +Person ... hvad var det, han hed? + +_Bodil_. Ambrosius Stub. + +_Abigael_. Han er en kjon Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han +var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at vaere, +For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at traede paa dem, +bare for deres Underdanigheds Skyld. + +_Bodil_. Da synes mig ellers, Frokenen talte ham haardt nok til, isaer i +Begyndelsen. + +_Abigael_. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel +lobet af ham igjen, siden han ikke lod sig maerke med Noget. + +_Bodil_. Siig ikke det, Froken! Det er ei alle Tanker, som komme til +Tinge, veed I. + +_Abigael_. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, +saa er den Sorg slukt. + +_Bodil_. Det kunde dog vaere, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte +under luvslidt Kjortel, og.... + +_Abigael_. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte +vaere stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med +en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en +fattig Student, naar det lyster mig. + +_Bodil_. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Froken! Og hvad Hjertet +angaaer, saa taenker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar +alene, men kan vaere ligesaa aerekjaert hos en ringe Tjener som hos en +fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem +Fattige og Rige. + +_Abigael_. Hor, Bodil, jeg synes, du begynder at praeke mig noget meget +paa den senere Tid. Det er nok Praestekonen, som stikker dig i Kroppen +allerede. Det kan vaere priseligt nok, at du tager din Stand og dine +Kjendinge i Forsvar; men skal Maendene vaere Text, er det bedre, du horer +til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er _jeg_ nok mere +bibelfast end _du_. Har man nogen Tid hort Mage! En Skriverkarl skulde +vaere for stiv, til at jeg kunde boie ham under min Villie? Paa sine bare +Knae skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler! +Troer du det ikke? Det kunde naesten lyste mig at prove det Spil, om det +ikke var at nedlade mig for meget. + +_Bodil_. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frokenens Alvor? + +_Abigael_. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine +Ord igjen! + +_Bodil_. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til +ham, at han er ingen taabelig Gjaek, omendskjondt han er ung og munter. + +_Abigael_. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at +jeg.... + +_Bodil_. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige +Froken, som let kunde give Aarsag til Misforstand. + +_Abigael_. Mit Rygte skal jeg nok sorge for. Jeg sidder vel saa hoit +til Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at staenkes. Nu har du egget +mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din +Faestemand ufortalt. Skal vi slaae tilvaeds, at inden Maaneden er omme, er +Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed" ligesaa +tyndslidt som hans Kjortel? + +_Bodil_. Naadigste Froken, jeg beder Jer saa bonlig.... + +_Abigael_. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men +vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, horer du! + + + + +FEMTE SCENE. + +_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra +Hoire.)# + + +_Geheimeraadinden_. Naa, her traeffe vi endelig den bortfloine Fugl! Fy +skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjaender, at du +saadan absenterer dig. + +_Abigael_. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, +at tage imod Jer, men.... + +_Geheimeraadinden_. Ja, ja, det skal vaere dig tilgivet. Kom saa hid og +giv mig et Kys til Velkomst. + +_Junker Claus_. Skjonneste Abigael jeg kaster mig for Eders Fodder! + +_Abigael_. Ak nej, gjor det ikke, Hr. Kammerjunker! Jorden er vist +fugtig endnu af Morgenduggen. + +_Claus_. Ha, ha, Skjaelmsmester! Men den lille Haand faaer jeg dog Lov at +kysse--_n'est-ce-pas?_ #(kysser hendes Haand.)# Men hvor I har +embelleret Jer siden ifjor--det er magelost! Har jeg ikke Ret, Mama? + +_Geheimeraadinden._ Jo, hun er allerkjaereste!... Goddag, Bodil!... Og +altid saa smagfuldt klaedt, efter den sidste Facon. + +_Claus_. Og saa denne _fraicheur!_ Man maa sige, hvad man vil; men vore +Damer ved Hove kan dog ikke blande Farverne saa flint som Naturen. Deres +_rouge_ og deres _blanc_ kan hver for sig vaere ligesaa vellykket, men +denne charmante Overgang, den har de ikke. + +_Abigael_. Tag Jer iagt, Hr. Kammerjunker! at I ikke forstyrrer den +"charmante Overgang"; I gior mig jo heelt rod i Hovedet med Eders +Komplimenter. + +_Claus_. "Hr. Kammerjunker!"--Hvorfor taler I mig saa fremmed til? + +_Abigael_. Er I da ikke Hans Majestaets Kammerjunker? + +_Claus_. Ganske vist har Hs. Majestaet havt den Naade ved +Allerhoistsammes Kroningsfest at udnaevne mig til opvartende Kammerjunker +hos Hendes Majestaet, vor allernaadigste Dronning; men naar jeg opvarter +Eder, skjonneste Abigael, er det i Kraft af en anden Udnaevnelse, som er +mig endnu dyrebarere end den kongelige Gunst. Kald mig derfor ikke +Kammerjunker, kald mig Claus. Og vil I vaere ret aimable, saa foi blot et +lille Ord til, som for Exempel.... + +_Abigael_. _Junker_ Claus--ja, med storste Fornoielse. Altsaa, Junker +Claus, I er uden Tvivl hungrig efter Reisen, og Eders Naade traenger vist +ogsaa til en Forfriskning. Jeg taenker, Frokosten er alt serveret; min +Fader kommer om et Oieblik, han er kun gaaet over i Ladegaarden. + +_Geheimeraadinden_. Tak, mit hjerte Barn! Men for min Person beder jeg +kuns om en Kop Chokolade; jeg nyder aldrig Andet paa Formiddagen, jeg +bliver saa let echaufferet. + +_Abigael_. Bodil! gaa op og siig, der skal Chokolade paa Bordet. +#(_Bodil_ gaaer ud til Hoire.)# Onsker I heller ikke Andet, Junker +Claus? + +_Claus_. I Eders _presence_ fornemmer jeg i Grunden hverken Hunger eller +Torst. Men en lille Bagatel.... + +_Abigael_. Et Stykke Postei maaskee? + +_Claus_. Tak, hvis det findes. + +_Abigael_. Et Par Skiver Skinke? + +_Claus_. I er altfor god. + +_Abigael_. En lille Agerhone eller to? + +_Claus. Grand merci, Mademoiselle_! Agerhons er en af mine Livretter. + +_Geheimeraadinden_. #(med et Blik til Claus.)# Hm! + +_Claus_ #(hurtig).# Men, som sagt, i Eders _presence_ taenker jeg +hverken paa at spise eller drikke. Jeg glemmer Alt for Eders Skyld, Alt, +om det saa var.... + +_Abigael_. Agerhons? + +_Claus_. Ja. om det saa var Ager ... aa, nu harcellerer I mig jo igjen! +Men I skal have Lov dertil, thi det klaeder Jer allerkjaereste. Den finere +Spog er overhovedet mit Element. Damerne veed det meget godt. Hendes +Majestaets Hoffrokener harcellerer mig altid ... at sige, naar vi er +_entre nous,_ for Tonen er ellers meget streng ved Hoffet for Tiden ... +meget streng. Oberhofmesterinden har de allerbestemteste Ordrer. Men i +Krogene--forstaaer mig nok, i de store Vinduesfordybninger, hvor man er +cacheret af Silkegardinerne, ha, ha, ha! I skal see, I vil more Jer +superb, naar I engang kommer til Hove. + +_Abigael_. Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffroknerne? Saamaend, +det kunde vaere fristende nok. + +_Claus_. Ja, ikke sandt, meget fristende? + +_Geheimeraadinden._ Ah, der har vi den kjaere Baron! + + + + +SJETTE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(kommer ind fra Venstre).# + + +_Baronen_. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede +saa Skam, I sad veds Frokosten for laenge siden. + +_Geheimeraadinden_. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste. + +_Baronen_. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, +foretraekker jeg min Sjael en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er +nok saa laekker, det bekjender jeg frit. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Abigael_. Jeg har en Bon til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde +gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver--om det +ellers kan forenes med hans Tjeneste. + +_Baronen_. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Lon, saa maa han +vel gjore den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig +dertil, saa for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage? + +_Baronen_. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til +Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende. + +_Claus_ #(til Abigael)# En Skriverdreng! Vil I tage Information af en +Skriverdreng? + +_Abigael_. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at +indvende. + +_Geheimeraadinden_ #(hurtig).# Bevares, hvad skulde min Son have at +indvende. + +_Claus_. Nei bevares ... hvad skulde jeg have at indvende? + +_Geheimeraadinden_. Han meente kun, det maa vaere en sjelden +Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter. + +_Abigael_. Saamaend! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklaedt +Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret. + +_Baronen_. Konge! Det skulde da vaere Stodderkonge, ha, ha, ha! + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Jorgen_. + + +_Jorgen_. Naadige Herre, der er serveret. + +_Baronen_. Naa, det var sandfaerdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som +en Taersker. + +_Abigael_. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhonsene op! + +_Claus_. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa +jeg byde Jer Armen, elskvaerdige Abigael? + +_Abigael_. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om +Alting er i Orden. + +_Baronen_. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade? + +_Abigael_ #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden +og Skriveren haesblaesende hid, og som det lader til, er de i Skjaenderi +med hinanden. + +_Baronen_. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem. + + + + +OTTENDE SCENE. + +_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under hojrostet +Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).# + + +_Baronen_. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Braender +Gaarden, eller hvad er paa Faerde? + +_Niels Bruus_. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knaegt har +understaaet sig.... + +_Ambrosius_ #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min +Dristighed.... + +_Baronen_. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han forst, Niels, og lad +mig hore, hvad der er i Veien. + +_Niels Bruus_. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye +Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. +Baronens Ordre lod jeg den Braendetyv, Skytten bragte hid, saette paa +Traehesten. Da det var besorget, gik jeg over i Stalden, for at see, om +Kjorehestene var torret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at +vandes. Det varede en Stund, for Baesterne var temmelig svedige endnu. +Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var +gaaen for sig? + +_Baronen_. For Djaevlen, det er jo det, jeg sporger ham om! + +_Niels_. Saa var Traehesten Pinedod tom, var den. Der var ikke mere +Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, +var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde lost Krabaten +og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke? + +_Baronen_. Jeg synes, han er en AErtekjaelling, Niels Bruus, at han ikke +gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for +Braendetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal laere den Monsieur, +hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg. + +_Abigael_. Papa maa ikke forivre sig. Hor dog forst, hvad Skriveren har +at sige til Undskyldning. + +_Baronen_. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde vaere! Naa, +tal da! Kan han lukke Munden op! + +_Ambrosius_. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over +mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet. + +_Baronen_. En gammel Mand? + +_Ambrosius_. Ja, gammel og skrobelig. Han kunde jo neppe staae paa +Benene, da de kom slaebende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det +skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget +blodhjertet af mig. Jeg kom til at taenke paa min egen gamle Fader, som +ogsaa er svag og vanfor, Gud bedre det! + +_Niels_. Da havde han dog Kraefter nok til at baere Braendet hjem paa sin +Ryg, den Kjaeltring! + +_Baronen_. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale! + +_Ambrosius_ #(til Niels).# Kraefter nok! Han segnede jo om paa Jorden +for Jeres Ojne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Braet, med +Braendeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans +Fodder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde +ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og traelbunden? I +horte jo, hvor han graed af Pine, den vaerkbrudne Stakkel, og +alligevel.... + +_Baronen_. Var han vaerkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jorgen? +Hvem er det? + +_Jorgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre! + +_Baronen_. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som braekkede +Benet sidste Vaar? + +_Jorgen_. Ja, naadige Herre! + +_Baronen_. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo +tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid. + +_Niels_. Jeg taenkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent. + +_Baronen_. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Haenger det saaledes +sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel vaere strix, men +der er Maade med Alt. En vanfor Mand saetter man ikke paa Traehest, ham +har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og +ladet ham gaae med en Advarsel. + +_Niels_. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanfore og lidet +Braendsel paa Godset herefterdags. + +_Baronen_. Raisonnerer han? Gjor, hvad jeg siger, eller det gaaer ud +over ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden +Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar +han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade +hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration. + +_Ambrosius_. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tomme den paa +Herrens Velgaaende. + +_Abigael_ #(til Ambrosius).# Aa, bi et Oieblik. Min Fader har +tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers +har Lyst dertil. + +_Ambrosius_. Jeg? Ja med Glaede, naadige Froken? Paa Lyst skal det +visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen. + +_Abigael_. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil +imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalaenge! #(gaaer ud til +Hoire.)# + +_Baronen_. See saa, Eders Naade, nu taenker jeg da, vi har Madro. I maa +forlade, at jeg lod Jer vente. + +_Geheimeraadinden_. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og +det har vaeret mig og min Son en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne +Leilighed at see en Prove paa Eders fortraeffelige Hjerte. Ikke sandt, +Claus? + +_Claus_. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse! + +_Baronen_. Og nu skal du faae en Prove paa mit fortraeffelige Kjokken, +Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, +ha, ha, ha! + +#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker _Claus_ ud til Hoire. +_Ambrosius_ hilser og folger lidt bag efter.#) + +_Niels_ #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jorgen betragte +hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jorgen? + +_Jorgen_. Jeg siger, den er grov, Niels! + +_Niels_. Den fordomte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i Vejret, +saa begynder han alt at gale. + +_Jorgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op +endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han hoiere, det kan du +lide paa. Saae du, hvor Frokenen smidskede til ham? Hun har givet ham +Lofte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e. + +_Niels_. Ja saa, har hun det? + +_Jorgen_. Men kanskee han betaenker sig og hellere vil vaere Ridefoged. + +_Niels_. Han skal i Helvede! For skal jeg knaekke hans Halsbeen. + +_Jorgen_. Det skal du ikke gjore, Niels; det er bedre, at han selv +besorger det. + +_Niels_. Han selv? Hvad mener du med den Snak? + +_Jorgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen, som +han kunde bryde sin Hals paa. + +_Niels_. Hvad skulde det vaere for en Steen? + +_Jorgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved +Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tvaers. + +_Niels_. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae +til, Jorgen? + +_Jorgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels. + +#(Taeppet falder.)# + + * * * * * + + + + +ANDEN AKT. + + + + + * * * * * + +#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dor med Reoler paa hver Side. Dore til +Venstre og Hoire. Et Skrivebord, Stole.# + + * * * * * + + + + +FORSTE SCENE. + + +_Ambrosius_ #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er et +synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem +de Boger, jeg skal gjore Register over. Det er fuldt af alskjons Viser, +baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har +sanket alle dem sammen. Det har ventelig vaeret et Fruentimmer, for +Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom +Vimmelskaftet i Kjobenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran, +#(laeser)# "Denne Bov er min, kjov dig en, saa er det din. Ane Sofie +med egen Handt." Det er ikke meget oplysende. #(blader i Bogen og saetter +sig derpaa ved Bordet.)# See, her traeffer jeg gamle Kjendinge. Her er +Visen om Svend Vonved, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, +og om Ridder Aage, som stod op af Graven. Og her er den om Ellehoien. + +#(laeser:)# + + +"Jeg lagde mit Hoved til Elvehoi, +Mine Oien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale." + + +#(taler:)# + +To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en +Froken.... + +#(laeser:)# + + +"Den ene begyndte en Vise at kvaede +Saa faurt over alle Kvinder. +Striden Strom den stiltes derved, +Som forre var vant at rinde." + + +#(taler:)# + +Det er loierligt nok, men der er Noget ved den naadige Froken, som faaer +mig til at taenke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er +der ligegodt det i hendes Oine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at +see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun. + +#(laeser:)# + + +"Striden Strom den stiltes derved, +Som forre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne." + + +#(taler:)# + +Nu har jeg vaeret her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og +musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. +Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over +Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske naer, kan det vaere som +hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun +er en adelig Froken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo +vaere god for sig, taenker jeg. #(laeser sagte videre.)# Jeg gad ellers +vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort +fra Elle-kvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er +naesten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder +det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Ore. +Visen ender saa underlig alvorligt. + +#(laeser:)# + + +"Thi raader jeg hver dannis Svend, +Som ride vil i Skove, +Han ride sig ikke til Elvehoi +Og laegge sig der at sove. +Siden jeg hende forst saae." + + +#(taler:)# + +Siden han saae _hende_, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred +kanskee, eller hvad er Meningen? #(lukker Bogen.)# Naa, det kommer +ikke mit Register ved, om der er Mening i Bogerne eller ei. En +Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjore. #(skriver.)# Nummer +223. En haandskreven Visebog _in Quarto_, fordum tilhorende.... Jomfru +eller Froken? Aa, lad hende vaere Froken.... Ane Sofie.... og saa en +Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og +tager fat paa den naeste. #(Han gaaer op i Baggrunden, saetter Bogen paa +Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjaeftiget +tiermed, gaaer Doren op, saaledes at den skjuler ham for de +Indtraedende.)# + + + + +ANDEN SCENE. + +_Ambrosius. Jorgen. Peder Rasmussen_. + + +_Jorgen_ #(i Doren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest +slippe ind til Baronen. Baer Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. +Forst beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjaelpedegn paa den Condition, +at I selv lonner ham. + +_Peder_. Ja men det gjor jeg ikke. + +_Jorgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I +ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele +Indtaegten af Embedet ... i det forste Aar. + +_Peder_. Hele Indtaegten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjaelpedegn? + +_Jorgen_. Hor Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel? + +_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg aergrer mig sort over den +Skriverdreng. + +_Jorgen._ Det skal I aldrig gjore, Peer, det er Synd for Jert kjonne +Ansigt. + +_Peder._ Men det forste jeg traeffer ham...! + +_Jorgen._ Ja vel, men gjor nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen +sporger, hvem den Hjaelpedegn skal vaere, saa naevner I ikke mig, forstaaer +I, men siger blot, at Magister Soren har lovet at rekommandere Jer en +duelig Person. + +_Peder._ Hvad er det da for en Person? + +_Jorgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig. + +_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...? + +_Jorgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Soren skylder +mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har +ogsaa lovet at gjengjaelde mig. + +_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjaelpedegn? + +_Jorgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham +ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste vaerre end det Forste, +for saa bliver det den nye Skriverdreng. + +_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedod, om han skal! Lad mig saa +komme ind til Baronen. + +_Jorgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer. + +#(idet han vender sig, traeder _Ambrosius_ frem.)# + +_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede. + +_Jorgen._ Hvad! Staaer I her og lurer? + +_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens AErind. Har I sagt Noget, jeg ikke +skulde hore, saa er Skylden Jer egen. Lonlig Ting skal man lonlig baere, +veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen +ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren. + +_Jorgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dorvogter nu, tilligemed Eders andre +Bestillinger? + +_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig +komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er! + +_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra +Kjobenhavn. + +_Peder_. Fra Kjobenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt +Foden i Kjobenhavn. + +_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus. + +_Peder_. Er jeg? + +_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul +Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum. + +_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager +han mig for en Anden. + +_Ambrosius_. Skam om jeg gjor! Er I kanskee ikke Peer Degn? + +_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg +vedblive at vaere, til Trods for alle Lurendreiere og Oientjenere. + +_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke +ogsaa Jer, som tor synge i Kap med hvilken Degn det skal vaere? + +_Peder_. Jo gu tor jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjobet. + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan stobe Voxlys? + +_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn. + +_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en +Pandekage? + +_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe! + +_Jorgen_. Tys, tys! ikke saa hoirostet, Peer! + +_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane? + +_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hor, go'e Karl! nu gaaer det, +Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jorgen! + +_Jorgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer +aldrig godt; I maa styre Jer. + +_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? +Slip mig, siger jeg! + +_Jorgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for +Jer. + + + + +TREDIE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen_ (ind fra Hoire).# + + +_Baronen_. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke +befalet ham at holde Folk fra Dorene, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men +Degnen vilde ikke lade sig sige. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Saetter han sig op imod sit Herskab, Peer +Rasmussen? + +_Peder_. Nei jeg gjor ikke, naadige Herre! Jeg aerer og agter mit +Herskab, baade Baronen og den naadige Froken, og salig Fruen i hendes +Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ... + +_Baronen_. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer? + +_Peder_. Jeg aerer og agter dem alle tilhobe; men _det_ taenkte den +hoivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og +Palmetraeer ... _det_ taenkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar +siden, at hans Livtjener, som han elskede saa hoit og gjorde til Degn og +Kirkesanger her paa Stedet for sin salige Ende ... at han skulde blive +skammelig forhaanet og udskjaeldt for en Hane. + +_Baronen_. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham +for en Hane? + +_Peder_. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralaegge sig det, om han +kan! Jeg har Vidne paa hans Mund. + +_Ambrosius_. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har +tilladt mig den Skjemt; men Degnen traengte saa haardt paa, at jeg maatte +vaerge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, +som jeg kjendte fra Kjobenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, +og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele +Anledningen. + +_Baronen_ #(til Degnen).# Og for sligt Lapperies Skyld vaekker han mig +op af Sovne! Har han ikke Andet at besvaere sig over Skriveren for, +saa.... + +_Peder_. Men det har jeg, hoivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han +har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Sondags, som var +den femtende Sondag efter Trinitatis.... + +_Jorgen_ #(sagte).# Ti stille, Peer, I gjor jo kuns Ondt vaerre. + +_Peder_. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Hoimesse og +Altergang.... + +_Baronen_. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort? + +_Peder_. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, +som jeg sang det forste Psalmevers, saa tog han den. #(til +Ambrosius:)# Svar nu til det, om I kan! + +_Ambrosius_. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I +har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer? + +_Baronen_. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius! + +_Peder_. Ja men.... + +_Baronen_. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke hore paa hans Snak. +Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For +Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med +Bornene for det forste; hvad der videre skal skee, vil jeg betaenke mig +paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! +Marsch! #(_Degnen_ ud i Baggrunden. Baronen til _Jorgen_, som vil +folge:)# Stop lidt, Jorgen, og gjor Rede for sig! Hvad havde _han_ at +skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at vaere +Degnens Fortaler? + +_Jorgen_. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg +kunde. + +_Baronen_. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden +Skriveren, som gjor Register over Bogerne. + +_Jorgen_. Jeg vilde ... jeg skulde ... hente en Bog til Fru +Geheimeraadinden. + +_Baronen_. En Bog ... hvad er det for en Bog? + +_Jorgen_. Det er ... en Historiebog. + +_Baronen_. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel naevne +Titelen! + +_Jorgen_. Titelen? Jo ... den lyder saaledes: En smuk Historie om +Rosanie, fodt af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens +Hjaelp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette +Aar. + +_Baronen_ #(til Ambrosius).# Findes den Bog her? + +_Ambrosius_. Det gjor den vel, naadige Herre; men det er kuns en +maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg +ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller +Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig +udkommen i Trykken? + +#(Bodil ind fra Venstre).# + +_Baronen_. Vist ikke; giv hende det, hun har begjaeret, og lad mig saa +have Ro! #(til Bodil.)# Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Boger? + + + + +FJERDE SCENE. + +#_De Forrige_ (uden Peder Rasmussen). _Bodil_.# + + +_Bodil_. Jeg skulde sige fra Frokenen, at siden Veiret er saa skjont, +vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at +folge med. + +_Baronen_. Skriveren ... med Froken Abigael? + +_Ambrosius_. Den naadige Froken onskede nylig at faae Navnene at vide +paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af +har havt Kjaerlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den +Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg vaeret Frokenen behjaelpelig +med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium. + +_Baronen_. Seer man det, er han ogsaa Botanicus? + +_Ambrosius_. Efter fattig Leilighed. #(til Jorgen:)# Her er den Bog, +I forlangte. + +#(_Jorgen_ tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)# + +_Baronen_. Naa ja, gaa han kun, Bogerne lobe jo ikke fra ham. + +#(_Baronen_ ud til Hoire.)# + +_Ambrosius_. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de stovede Boger! Nu skal +vi ud i det Frie og hore Fuglene synge. + +_Bodil_. Det faaer I vel knap at hore saa seent paa Sommeren. + +_Ambrosius_. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger +baade Vaar og Host, og aldrig har den sunget saa skjont som siden jeg +kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjor det. +Hvor er Frokenen? + +_Bodil_. I Havestuen. + +_Ambrosius_. Vel, saa siig, at jeg kommer strax! + +#(_Bodil_ ud til Venstre, _Ambrosius_ i Baggrunden.)# + + +Skuepladsen forandres til: + +#Et Kabinet med Dore i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, +Portraeter paa Vaeggene.# + + + + +FEMTE SCENE. + +_Geheimeraadinden og Jorgen_ #(komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden +laegger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)# + + +_Jorgen_. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi +jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade onskede den. Men jeg +havde intet andet Vaerge. Thi nu tor En jo ikke saette Foden i Bogstuen +engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde. + +_Geheimeraadinden_. Det skal vaere ham tilgivet for denne Gang. Giv mig +kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage. + +_Jorgen_ #(giver hende Bogen).# Jeg takker underdanigst. + +_Geheimeraadinden_. Intet at takke for.--_A propos,_ mig syntes, han +sagde, at Froken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... +Skriverkarlen? + +_Jorgen_. Ja, den naadige Froken skikkede Bud efter ham for lidt siden. +Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som forer til Enghaven. + +_Geheimeraadinden_. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen? + +_Jorgen_. Engang imellem. Han gi'er den naadige Froken Information ... + +_Geheimeraadinden_. I Sang og Musik. + +_Jorgen_. Ja--nei han laerer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme +Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvor ofte synger Frokenen med ham? + +_Jorgen_. Ikke meer end een Gang om Dagen. + +_Geheimeraadinden_. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne +Skriverkarl? Hvor stammer han fra? + +_Jorgen_. Fra Gummerup, Eders Naade. + +_Geheimeraadinden_. Gummerup? + +_Jorgen_. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han fodt, hans +Fader er Skraeder. + +_Geheimeraadinden_ Skraeder! Men han maa jo dog have faaet nogen +Education ... nogen Opdragelse, mener jeg? + +_Jorgen_. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive +Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl +som i den Tid, han har vaeret her, har vidst at insinuere sig hos den +naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretaer og +Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han +saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig +vide, _hvor_ langt han kan komme. + +_Geheimeraadinden_. Og han musicerer og promenerer hver Dag med +Frokenen? Det maa jo vaere en meget habil Person, #(fornem.)# Som +sagt, det skal vaere ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne +Leilighed. Veed han, om min Son er tilstede! + +_Jorgen_. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Folge med +Herren, og de kom ridende hjem sammen. + +_Geheimeraadinden_. Saa lad ham vide, at jeg onsker at tale med ham + +_Jorgen_. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale? + +_Geheimeraadinden_ Ikke for Oieblikket. + +_Jorgen_ #(afsides.)# Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke +rigtig--jeg taenkte det nok. + +#(Jorgen ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(alene.)# Han er en malicieux Person, den Tjener, +og det er let at maerke, at Skriveren er ham en Torn i Oiet. Men der er +alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro +til Abigael, paa ingen Maade; men selv en _passager_ Interesse har sine +Inkonvenientser for Oieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig +ingen Tid at spilde.--Ah, er du der, Claus! det var godt. + + + + +SJETTE SCENE. + +_Geheimeraadinden. Junker Claus_ #(fra Venstre.)# + + +_Claus. A votre service, chere maman_. Jeg onsker Jer en god Morgen +#(kysser hende paa Haanden)#; jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama +idag. Har I sovet godt? + +_Geheimeraadinden_. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, +og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit +Giftermaal angaaende. Vi har nu vaeret her i over fjorten Dage, og endnu +er der ikke taget Beslutning om nogen Ting--undtagen om Medgiften +naturligviis, som Baronen og jeg forlaengst har aftalt imellem os. Men om +Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet +adskillige Klaedninger og Smykkesager fra Kjobenhavn, saa vilde jeg +virkelig troe, at hun aldeles ikke taenkte, hverken paa Jaord eller +Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre +Besked. + +_Claus_. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste. + +_Geheimeraadinden_ #(skarpt).# Veed du heller ikke, at Abigael hver +Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som +informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom. + +_Claus_. Jo vist, de sanker Blomster--til Potpourri eller saadant noget. +Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i +den lille _Chanson_, du veed: "_Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; +Tra la la, la la!"_ + +_Geheimeraadinden_. Det skal fornoie mig, om det ikkun er Blomsterne, +hun er passionneret for. + +_Claus_. Hvorledes mener Mama? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du +lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en +gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjore Folge. + +_Claus_. Jeg? _Dieu m'en preserve!_ Jeg ledsagede dem et Stykke Vei +igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en +Groftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke +hvad. + +_Geheimeraadinden_. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene. + +_Claus_. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig +Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Froken Abigael ... +_ah fi donc!_ + +_Geheimeraadinden_. Min hjerte Son! jeg troer, at du behandler denne +Sag--ligesom, _en passant_ bemaerket, adskillige andre Sager--altfor +legert. Du glemmer, at din hele Velfaerd dependerer af dette AEgteskab. +Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjaeld, og skal din Stilling ved +Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjaelp af et rigt Parti. For et +saadant har jeg itide sorget, men eftersom Intet er sikkert uden Doden, +og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde vaere paa +din Post og ikke negligere nogen Omstaendighed, som kunde have +Indflydelse paa din Fremtids Lykke. + +_Claus_. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig vaere Mamas +Alvor? + +_Geheimeraadinden_. Hvilket? + +_Claus_. At Froken Abigael skulde nedlade sig ... ha, ha, det er altfor +morsomt!... nedlade sig til en _amourette_ med en almindelig +Skriverdreng af ganske simpel Extraction,--hun, som har en, jeg tor vel +sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig +sandelig ikke til at troe. + +_Geheimeraadinden._ Man har dog hort saa galt for. Husk paa Birgitte +Krag, som lob bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig +tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som +Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som +paa en Rose. + +_Claus_. Ikke hos en Dame med Froken Abigaels Education--Mama maa +virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa +Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun +eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretraekke ... nei, +det er paa AEre umuligt, aldeles umuligt. + +_Geheimeraadinden._ Umuligt, siger du?... Holder du _mig_ for et +Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"? + +_Claus_. Hvor kan I sporge, Mama? I, som har den fineste Tone og det +mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer! + +_Geheimeraadinden_. Nu vel ... jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa +havt en Passion, da jeg var ung. + +_Claus_. Mama er jo ung endnu. + +_Geheimeraadinden_. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden +for mit forste ungdommelige Svaermeri? + +_Claus_ Var det ikke Papa? + +_Geheimeraadinden_. Det var ... min Faders Skytte. + +_Claus_. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krollede Haar og de +sorte Oine? + +_Geheimeraadinden_. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget +Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i +Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader. + +_Claus. Est-il possible!_ Jeg taber Naese og Mund af Forbauselse. + +_Geheimeraadinden_. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af +Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i +det mindste laere saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel +opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig--hvad skal jeg +kalde det?--Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes +Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfaelde er overhaengende +Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den +Sag. Under alle Omstaendigheder bor denne fortrolige Omgang ikke +fortsaettes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad +Skriveren angaaer.... + +_Claus_. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det +forste, jeg traeffer ham i Abigaels _presence_, skal jeg begegne ham +saaledes.... + +_Geheimeraadinden_. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjore Ondt +vaerre. Du maa behandle ham.... + +_Claus_. Overlegent--_du haut en bas_--Mama har fuldkommen Ret. Det er +just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Froken Abigael Forskjellen +paa en Kavaler _comme il faut_ og en Skriverkarl ... + +_Geheimeraadinden_. Som oven i Kjobet er Son af en Bondeskraeder. + +_Claus_. Af en Skraeder! Det er magelost! En _tailleur de campagne_, ha, +ha, ha! + + + + +SYVENDE SCENE. + +_De Forrige. Baronen_ #(ind fra Hoire).# + + +_Baronen_. Der er nu forspaendt, om Eders Naade har Lyst at folge med og +besee min Planteskole? + +_Geheimeraadinden_. Med storste Fornoielse. Det vil vaere mig af +saerdeles Interesse. + +_Baronen_. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus? + +_Geheimeraadinden_. Min Son havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende +imode, som er ude at promenere med ... + +_Baronen_. Skriveren--jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er +en honnet og vellaert Person. + +_Geheimeraadinden_. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke +distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at faeste Tanken paa det, +som er mere magtpaaliggende? + +_Baronen_. Hvorledes mener Eders Naade? + +_Geheimeraadinden_. Jeg mener, hun opsaetter bestandig at tage +Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet. + +_Baronen_. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, taenker jeg. Min +Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke +presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun +ventede nogle Klaedninger, eller hvad det var, fra Kjobenhavn. + +_Geheimeraadinden_. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just +Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at +Hendes Majestaet allernaadigst har behaget at sporge hende, om min Sons +Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde +i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min +Sons Permission desuden udloben. + +_Baronen_. Om et Par Uger! Ja, Guds Dod og Pine, saa er det jo den hoie +Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus? + +_Claus_. Et Par Gange har jeg berort det--med al mulig Delicatesse +naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig. + +_Baronen_. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt +reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg +gjore en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fodselsdag, jeg +pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i +den Anledning. Magister Soren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan +Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver +det. + +_Geheimeraadinden_. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Sons og +egne Vegne, #(til Claus:)# Det er bedst, du strax opsoger Abigael og +meddeler hende den glaedelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den +vestre Allee, saa traeffer du hende sikkert endnu i Enghaven. + +_Claus_. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa +Kjaerlighedens Vinger. _Au revoir!_ #(ud til Venstre.)# + +_Geheimeraadinden_ #(seer efter ham).# Den kjaere Claus! Saae Baronen, +hvor han straalede af Glaede? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets +og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre? + +_Baronen_ Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde +jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man +veed Pinedod ikke, hvad man faaer--det er min Troesbekjendelse. Denne +Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sideflojen. + +#(Begge ud til Hoire.)# + + + + +OTTENDE SCENE. + +_Abigael og Ambrosius_ #(komme efter et lille Ophold ind fra Baggrunden. +Abigael har nogle Roser i Haanden, Ambrosius en Bunke Planter og +Blomster.)# + + +_Abigael_. Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv torre dem, +nu veed jeg Besked. + +_Ambrosius_. Lyster Frokenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over +efter Luthen? + +_Abigael_. Aa nei, ikke for Oieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; +kanhaende efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med +Selskab, om I ellers har Leilighed. + +_Ambrosius_. Hjertelig gjerne, naar Frokenen vil tage tiltakke. + +_Abigael_. Jeg lider godt at hore Jer tale. I fortaeller mig altid et og +andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn. + +_Ambrosius_. Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte +med, men naar Frokenen er noiet.... + +_Abigael_. Jeg vil baldyre en af disse Roser imens--det er vel sagtens +de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker +Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i +Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nogle; I faaer holde det for +mig, om I vil. + +_Ambrosius_. Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig +ovet i den Gjerning. + +_Abigael_. Betyder Intet, den laerer I snart. #(Hun giver ham Garnet og +viser ham tilrette).# Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa +der! Seer I, det gaaer. #(Vinder et Oieblik og horer derpaa lidt op)# +Det var ellers saert, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters +Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de +forskjellige Vaexter hver isaer havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor +falder I paa Sligt? + +_Ambrosius_. Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjor mig, naar jeg +spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og +Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Froken! + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Hvorledes det? + +_Ambrosius_. De fodes jo og voxer, opdraettes af Vorherre i det Frie +eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og doer--hvad gjor vi +Mennesker egentlig stort Andet? "Vel _fodt_ er vel en Trost, men bedre +vel _opdragen_, vel _gift_ er Livets Lyst, vel _dod_ er hele Sagen." Det +kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne. + +_Abigael_. Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever? + +_Ambrosius_. Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver +eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Oine, naar vi sover ind, +og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har laest, at der gives Vaexter i +fremmede Lande, der traekker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen +rorer dem med ublid Haand. + +_Abigael_ #(smilende).# Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af +Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og ... +#(horer op at vinde)# troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne foler +Kjaerlighed? + +_Ambrosius_. Det gjor de sikkerlig. Jeg taenker for Exempel, at de har +stor Kjaerlighed til Solen. + +_Abigael_. Hvorfor taenker I det? + +_Ambrosius_. Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et +Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjaer. + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Der er vel dem, der holder det lukket. + +_Ambrosius_. Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Froken! Men +desforuden soger Blomsterne jo og at komme Solen naermere; de raekker sig +jo ligesom op efter den med deres Blade. + +_Abigael_. I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man naermer +sig Den, man har kjaer? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde? + +_Ambrosius_. Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det +sagtens ikke til. + +_Abigael_. I maa komme lidt naermere hid til mig, ellers kan jeg ikke +vinde ... endnu naermere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I +holder Jer saa fjernt. + +_Ambrosius_. Jeg?--Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig +Skriverkarl lider Jer eller ei. + +_Abigael_. Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I +talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Graes +og den rige Rosenblomme. + +_Ambrosius_ #(med Liv, idet han traeder et Skridt frem).# Troer I da +ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne foler? + +_Abigael_. Hm! Det siger jeg ikke, den gjor. Pas paa, nu er I kommen mig +altfor naer. + +_Ambrosius_ #(traedende tilbage).# Forlad mig, jeg taenkte ikke derpaa. + +_Abigael_. Efter Eders Ord at domme, skulde man naesten troe, at Urter og +Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde. + +_Ambrosius_. Saamaend, naadige Froken! Jeg har mangen Gang taenkt det +Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Traeerne fik Maele, og +som Blomsterne fortalte mig Allehaande. + +_Abigael_ #(holder op at vinde).# Ih nei, det gad jeg hore Noget om. +Kom naermere hid, nu er I atter for langt borte ... og siig mig engang +... hvad troer I, denne Rosenknop fortaeller? Det er vel ikke Stort, thi +den er ikke ret udfoldet endnu. + +_Ambrosius_ #(som har naermet sig)# Omendskjondt den er ung, fortaeller +den ikke saa lidet, naadige Froken! Den fortaeller, hvorlunde den forst +var en Kime, der laa og dromte i Jordens Morke, indtil den en +Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret +omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Naering af Jordens Bryst og +slukkede sin Torst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede +den i sin gronne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjaer faldt +hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste +op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og +Smerte paa een Gang i den Forlaengsel. Og alt som den skjod sig hoiere i +Veiret og lovedes taettere, blev ogsaa dens Attraa staerkere, og en Dag +samlede den al sin drivende Laengsel ligesom i eet Aandedrag--og saa +brast Svobet for dens unge Kjaerlighed. Knoppen skjod sig rodmende frem +af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og +de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens rode Mund, +og saa ... + +_Abigael_. Hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa blev den brudt, og saa dode den. + +_Abigael_. Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu. + +_Ambrosius_ En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. +"Vel _dod_ er hele Sagen". + +_Abigael_ #(vinder igjen).# Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa +_den_ Historie: Sligt har jeg aldrig taenkt paa tilforn. Troer I, den +stakkels Blomst folte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg +saa vist onske, det var ugjort. + +_Ambrosius_. Smerte? Kanskee. Men jeg taenker, den vilde hellere brydes +og doe for saa skjon en Haand, end leve, uden at I aendsede den. + +_Abigael_. Nu er I atter kommen mig for naer. I maa passe Afstanden, +Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen. + +(#_Ambrosius_ traeder et Skridt tilbage.)# + + + + +NIENDE SCENE. + +_De Forrige. Junker Claus_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, endelig finder jeg Jer, elskvaerdigste Abigael! Jeg har min +Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken. + +_Abigael_. Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg +havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan +Monsieur Ambrosius vidne for mig. + +_Claus_. En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke +fortryllet, saa er I paa min AEre fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg +kommer da ikke til Forstyrrelse? + +_Abigael_. Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri +Audients. + +_Claus_. Jeg har en Nyhed at meddele Jer--men under fire Oine. #(til +Ambrosius:)# Han kan gjerne forfoie sig bort. + +_Ambrosius_. Befaler Frokenen, at jeg skal gaae? + +_Abigael_. Endnu ikke; jeg maa forst vinde Garnet til Ende. + +_Claus_. Tillader I, skal jeg.... + +_Abigael_. Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestaets +Kammerjunkere! Jeg er desuden strax faerdig. + +_Claus_. Hvor allerkjaereste det klaeder Jer at vinde det rosenrode Garn +med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, +hvad var det nu hun hed...? + +_Ambrosius_. Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne. + +_Claus_. Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frokenen +veed nok, hvem jeg mener. + +_Abigael_. Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare +smigrende. + +_Claus._ Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle! + +_Abigael_. Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa vaere Prinds Theseus, +eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand ... Men hvem +er saa Uhyret? + +_Claus_. Uhyret? #(_Abigael_ og _Ambrosius_ lee.)# Han kan spare sin +Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv +mig Garnet! + +_Abigael_. Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I +kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans +Tjeneste. + +_Claus_. Hae, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten +aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders +Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af vaere vant at omgaaes med +Traad og Garn. + +_Ambrosius_. Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Efter hvad jeg har hort, skal han jo vaere Son af en +Bondeskraeder? + +_Ambrosius_. Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skraeder af +Profession, og jeg skaemmes ingenlunde derover. Skraederiet er jo et +nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjaerligt Haandvaerk. + +_Claus_. Menneskekjaerligt--hvad vil han sige dermed? + +_Ambrosius_ #(med Hentydning).# Jeg mener, at der er somme Folk, der +skylder Skraederen Alt, hvad de gjaelder og gaaer for. + +_Abigael_ #(smilende).# Saamaend, I har ikke saa ganske Uret. + +_Ambrosius_. Desforuden er Skraederiet en aervaerdig Haandtering; thi det +er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skraedere. + +_Claus_. Vorherre! er han fuld eller gal? + +_Ambrosius_. Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke +Vorherre, som hvert Foraar smykker den nogne Jord og skjaerer den en +skjon Dragt af Blomster og gronne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven +nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der +staaer i Evangeliet, at det er ham, der klaeder Lilierne paa Marken? +Eller veed I ikke ... + +_Claus_. Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller +bruge til en af sine Viser; jeg skjotter ikke om Meer af den Tonde, +#(til Abigael:)# Tillader I da nu, jeg udretter mit AErind; thi siden +vi ikke kan blive alene ... + +_Abigael_. Haster det saa staerkt, at I ikke kan opsaette det et Ojeblik? + +_Claus_ For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed +dependerer deraf. + +_Abigael_. Bevares, haenger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig +at faae det sagt. + +_Claus_. Om et Par Dage er det Eders Faders Fodselsdag, og han har paa +mine indstaendige Bonner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne +Leilighed bliver declareret. + +#(_Ambrosius_ gjor uvilkaaarlig en Bevaegelse.)# + +_Abigael_. Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet +over--#(til Claus:)# Ih nei, hvad horer jeg? Saa det har min Fader +samtykket i ... paa Eders indstaendige Bonner? + +_Claus_. Ja, dyrebare Abigael, det var mit AErind, at jeg skulde +underrette Jer derom, saa I kan vel taenke, hvor presseret ... + +_Abigael_ #(med tilbageholdt Vrede).# Naa, saa det var Eders AErind? I +mener altsaa, at _mit_ Samtykke kan I vaere foruden, naar I har min +Faders? + +_Claus_. Eders Samtykke! Men allerkjaereste Froken, I har jo ingen Tid +sagt Nei dertil. + +_Abigael_ #(heftig).# Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I +Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Lofte? + +_Claus_. Vidner! Men, _ma chere amie_, jeg beder Jer indstaendig. Vi har +jo vaeret trolovede fra vi var ikke storre end saa. I er jo dog den sammo +Abigael og jeg den samme Claus, der blev faestet til hinanden som Born, +med vore Foraeldres _consentement_. + +_Abigael_. Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sloikjole og +Faldehat og har en Solvbjaelde haengende om Halsen? + +_Claus_. Sloikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed? + +_Abigael_. Er I voxet ud af Eders Borneklaeder, saa er jeg vel ogsaa +voxet fra _mine_, taenker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel +tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og +aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele ... + +_Ambrosius_. Har Frokenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader +I vel, at jeg fjerner mig? + +_Abigael_. Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent ... +og mig selv med, troer jeg naesten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at +jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg +efter Papa ... See saa, nu er _det_ forbi, og Tak skal I have for Eders +Umag! + +_Ambrosius_. Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste. + +_Claus_. Ah, _dieu soit beni_! Nu begynder Solen at skinne igjen, maerker +jeg. + +_Abigael_. Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den +ikke kommer igjen!... Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae +tomhaendet. Her er den Rose, I fortalte mig om for ... I kan jo kaste den +bort, naar den er vissen. + +_Ambrosius_. Kaste den bort! + +_Abigael_. Eller gjemme den, ligesom I vil. #(Hun raekker ham Rosen.)# + +_Ambrosius_. Jeg takker Eder, naadige Froken! + +_Claus_. Men _jeg_ da? Siden der er saa godt Kjob paa Blomster, at ... +hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant? + +_Abigael_. Aa, jo, hvorfor ikke? #(Soger imellem Planterne.)# See +her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus. + +_Claus_. Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den +saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet. + +_Abigael_ #(smilende).# Navnet ... ja, det maa I sporge Monsieur +Ambrosius om, det er _hans_ Videnskab. + +_Ambrosius_ #(ligeledes).# Paa Latin kaldes den: _Linaria_. + +_Claus_. Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk. + +_Ambrosius_, Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund. + +#(_Abigael_ leende ud til Venstre. _Ambrosius_ ligeledes i +Baggrunden.)# + +_Claus_ #(betragter Blomsten med et tvivlsomt Udtryk).# "Torskemund?" +#(Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og +udbryder forbittret:)# Torskemund! + +#(Taeppet falder hurtig.)# + + + + +TREDIE AKT. + + + + + * * * * * + +#Kabinet, som i anden Akts femte Scene.# + + * * * * * + + + + + +FORSTE SCENE. + +_Abigael. Bodil._ + + +_Abigael_ #(betragtende sig i et Haandspeil).# Jeg veed ikke, hvordan +du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt +forkeert. + +_Bodil_. Frokenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok faerdig. + +_Abigael_. Bring mig de Kroller i Orden, og faest saa en Blomst her paa +Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. #(Hun +saetter sig, _Bodil_ pynter hende)# + +_Bodil_. Venter Frokenen Fremmede? + +_Abigael_. Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius. + +_Bodil_. Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret? + +_Abigael_. For Skriverens? Hvad vil du sige dermed? + +_Bodil_. Jeg meente, at ... Frokenen maa ikke blive vred; men I veed, +han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at taenke paa, hvad der +vilde skee, hvis Frokenen gjorde Alvor af Eders Spog; det kunde komme +ham dyrt til at staae. + +_Abigael_. Dyrt til at staae? Det er en mork Tale, jeg forstaaer ikke, +hvad du mener. + +_Bodil_. Jeg mener, om han nu virkelig faestede sit Sind til Jer i +Kjaerlighed. + +_Abigael_. Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han +kunde gjore. + +_Bodil_. Ja men aegte ham, det kan I jo dog ikke. + +_Abigael_. #(med en Bevaegelse).# AEgte ham! Er du galen, Pige? Har du +nogen Tid hort, at en adelig Froken aegtede en Skriverkarl? + +_Bodil_. Hort derom har jeg vel, men ... + +_Abigael_. Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan haende der har vaeret Den, +som var saa lidet aerekjaer. Men aldrig agter jeg at saette en Gaasefjer i +mit Adelsskjold--det kan du forlade dig paa! + +_Bodil_. Om han nu endda faldt paa den Tanke, Froken, over al den +Venlighed, I viser ham? + +_Abigael_. Saa var han jo ikke bedre vaerd, end at spaerres inde i en +Daarekiste. + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Froken! men nu er det mig, som ikke +forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt laert, veed I nok, og jeg +skjonner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har. + +_Abigael_ #(betragtende sig i Speilet).# Hvad Tanker jeg har?... Saet +mig den Blomst noget hojere op!... Hvad Tanker jeg har?... Jeg har de +Tanker at vise dig, at din Kjaerestes Ven er bagt af samme. Deig, som +andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have? + +_Bodil_. Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Vaeddemaal, ikke +sandt, Froken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot.... + +_Abigael_ #(heftig).# Men det _har_ du jo netop ikke ... ikke endnu +mener jeg ... Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! +Saa, lad det nu vaere nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen. + +_Bodil_. Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besog +hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjore Ambrosius. + +_Abigael_. Et Tilbud ... hvorom? + +_Bodil_. Ja, det naevner han ikke. + +_Abigael_. Skulde det vaere om en anden Plads? + +_Bodil_. Gid det var saa vel ... for hans Hjertefreds Skyld. + +_Abigael_. Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjor du en +Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget +Menneskes Hjertefred, om jeg kunde? + +_Bodil_. Ikke med Eders rette Villie, naadige Froken! Men ... ja, I +faaer holde mig tilgode, at jeg siger det ... jeg troer ikke, Eders eget +Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjonner Alt, hvad der gaaer for sig +i Andres. + +_Abigael_. Mit Hjerte ... hvad veed du om det? Den Bog har hverken du +eller Nogen laest til Ende. + +_Bodil_. Kanskee I selv ikke heller. + +_Abigael_. Kan saa vaere, at der er Blade, jeg ikke har laest endnu. Men +hvad jeg skjonner og veed af Erfaring, det er, at man kan boie en Mand +som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai +endda. Maendene taekkes man gjennem Oiet, skal jeg sige dig, og der er +lang Vei fra Oie til Hjerte. + +_Bodil_. Ikke saa langt endda, naadige Froken! Kjaerlighed er som Taaren, +hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Oiet og falder i Barmen. + +_Abigael_. Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjaerlighed med +Taarer at skaffe? #(med let Spot:)# Jeg taenkte, den var idel Fryd og +Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Faestemand. + +_Bodil_. Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast. + +_Abigael_. Men ikke, naar det kuns er den Ene, som...? Saamaend, det kan +vaere, du har Ret; jeg skal taenke derover.--Ved du, om min Fader kommer +hjem til Middag? + +_Bodil_. Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og +har taget Ridefogden med. Han vil nok kjobe Stadsheste til den nye +Karosse, har jeg hort. + +_Abigael_. Til den nye Karosse? Mener du ... + +_Bodil_. Den, som horer til Frokenens Brudestyr. + +_Abigael_. Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har +ikke Brug for dig laengere. #(Bodil ud i Baggrunden.)# ... Saa, nu +bliver altsaa Hestene kjobt, og en Dag bliver der spaendt for og +Vogndoren lukket op, Jorgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger +Farvel, og saa ager Abigael til Kjobenhavn i Folge med ... Aa ja, +hvorfor ikke?... Hvorfor _ikke_? Men om En nu spurgte, _hvorfor_? hvad +skulde jeg da svare? Det er saert nok, men det er aldrig faldet mig ind, +at Nogen kunde sporge, hvorfor?... Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens +Fraender har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjor det? Der er dog +Somme, der aldrig gifter sig..., ja, dem er der vel Ingen, der vil +ha'e.--Af Kjaerlighed, vilde nu Bodil sige ... den, som begynder i Oiet +og synker i Barmen. Saamaend, ifald man kjendte den.--Skulde det mon vaere +sandt, at Kjaerlighed kan forstyrre Ens Hjertefred?... Aa pyt!... Men om +den nu alligevel kunde?... Nei, saa hellere Hestene for Karossen og +afsted til Kjobenhavn! + + + + +ANDEN SCENE. + +_Abigael. Geheimeraadinden_. + + +_Geheimeraadinden_ #(kigger ind ad Doren til Venstre).# Er den +naadige Froken alene? + +_Abigael_ #(neier)# Til den naadige Frues Befaling. + +_Geheimeraadinden_ #(ind).# Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har +igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig +vide, at Fru Christense Kaas agter at saelge sin Gaard naestved +Helliggjaestes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjobe sig en +Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om +Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to +Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden ... + +_Abigael_. I selv? + +_Geheimeraadinden_. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender +den. Deilige Stuer, syv Alen hoie, med praegtige Malerier paa Vaeggene og +svaevende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har vaeret +der i min forste Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe +i sligt et stateligt Huus? + +_Abigael_. Saamaend, det kunde vaere artigt nok. + +_Geheimeraadinden_ Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet +Huusgeraad? + +_Abigael_. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget. + +_Geheimeraadinden_ Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulorer lider du +bedst? + +_Abigael_. Jeg? Aa, Rodt og Gult, taenker jeg! det er de mest levende. + +_Geheimeraadinden_ De tager sig ogsaa kjonnest ud fra Gaden, naar der +skinner Lys igjennem dem i de morke Vinteraftener Saa staaer de +Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer +kjorende--praegtige Vogne med gallonerede Lakaier--kanske somme med +Lobere foran. + +_Abigael_. Med Lobere, siger I? + +_Geheimeraadinden_. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den AEre. +Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer +de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene +hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge +Folk? + +_Abigael_. Hvilke unge Folk? + +_Geheimeraadinden_. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos +dig og Claus naturligviis. + +_Abigael_. Naa, det er os, som gjor Selskab. Eders Naade seer frem i +Tiden. + +_Geheimeraadinden_. Ikke saa langt, haaber jeg ... vel? + +_Abigael_. Ja, hvem kan vide? + +_Geheimeraadinden_. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at +regne, siden det er Mikkelsdag imorgen. + +_Abigael_. Men det kunde jo vaere, Vinteren kom seent, eller at det slet +ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid +og Ribsbuskene begyndte at gronnes i Januari. + +_Geheimeraadinden_. Hor nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord +sammen. Kom hid og saet dig hos mig. Jeg laegger vel ikke stor Vaegt paa, +at du og Claus blev faestet til hinanden som Born; thi meget kan +forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Trae af. +Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Son saa vel, +at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjor saa +vist ingen Roverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt +saa noie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilboielighed +for dig, og bliver han din Husbond, vil han baere dig paa Haender. + +_Abigael_. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung? + +_Geheimeraadinden_. Kjaerlighed gi'er Kraefter og gjor Alting let. + +_Abigael_. Ja ... Kjaerlighed. _Geheimeraadinden_. Tvivler du om, at +han baerer Kjaerlighed til dig. + +_Abigael_. Han?... Aa nei, det gjor han vel, paa sin Viis. + +_Geheimeraadinden_, Tilvisse; det kan du slaae tilvaeds om, _naar_ det +skal vaere. + +_Abigael_. Tilvaeds!... Nei, jeg har slaaet nok tilvaeds ... kanske for +meget. + +_Geheimeraadinden_. Hvad mener du? + +_Abigael_. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette? + +_Geheimeraadinden_. Det er, at der nu bor tages endelig Beslutning i +denne Sag. Din Fader har bestemt ... hvis det ellers er dig til Villie, +at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fodselsdag. + +_Abigael_. Det veed jeg, Eders Son har sagt mig det. + +_Geheimeraadinden_. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at +vredes; thi det var ingen Befaling, men et Onske. + +_Abigael_ #(smilende).# Jeg kjender nok Papas Onsker, de banker ikke +paa Doren, de gaaer lige ind i Stuen. + +_Geheimeraadinden_. Claus har ikke des mindre graemmet sig derover, og nu +frygter han.... + +_Abigael_. For hvad? + +_Geheimeraadinden_. For at du skal regne ham det til Onde og skyde +Jaordet ud. + +_Abigael_. Hm, skal det vaere, kan det jo skee lige saa godt nu som +siden. + +_Geheimeraadinden_. Altsaa samtykker du? + +_Abigael_. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde +mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert +Oieblik. + +_Geheimeraadinden_ #(afsides).# Skriveren! #(hoit)# Nei, nei, mit +kjaereste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjore +os Alle den store Glaede, saa lad det blive afgjort med det Samme. + +_Abigael_. Nu vel da ... som I vil; for mig gjerne. + +_Geheimeraadinden_ Der vaeltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig +embrassere dig, min allerkjaereste Datter; thi det kan jeg nu altsaa +kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde +hende den glaedelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjober +Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een +Familie.--Og hor, _a propos_ om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu +horte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og +desuden, naar du kommer til Kjobenhavn, kan du jo lade dig instruere af +Stadens forste Syngemestere ... ja, om du saa vil, af Hs. Majestaets egen +Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Born. + +_Abigael_. I mener, jeg skulde hore op at synge med Monsieur Ambrosius? +Aa ja, kan haende, det var det Bedste. + +_Geheimeraadinden_. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og foielig idag, +min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose +klaeder dig smukt! + +_Abigael_. Ikke sandt, den er kjon endnu? Og den har dog staaet i Vand +Natten over. + +_Geheimeraadinden_. Du skulde sige ham det idag--Skriveren mener jeg--at +han ikke har nodig at indfinde sig tiere. Du behover jo ikke at lade ham +vide, hvorfor ... det er ikke engang convenabelt. + +_Abigael_. Hvorfor ... nei, det behoves ikke. + +_Geheimeraadinden._ Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til +Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus--_din_ +Claus--med den lykkelige Tidende. Det banker ... det er formodentlig +Skriveren. _Adieu, ma chere! Au revoir!_ + +#(Hun gaaer ud til Venstre)# + + + + +TREDIE SCENE. + +_Abigael. Ambrosius_. + + +_Abigael_. Kom ind! + +_Ambrosius_ #(fra Baggrunden).# Her er jeg, efter Frokenens Befaling. +Jeg veed nu ikke, om Frokenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke +Planter, som igaar. Himlen er hoi og klar, og Luften skikkelig varm for +Mikkelsdags Aften at vaere. + +_Abigael_. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius. + +_Ambrosius_. Ingen af Delene! Er Frokenen da ikke vel? + +_Abigael_. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i +Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres faerdig. Min Fader skal have +den til Fodselsdagsgave. + +_Ambrosius_. Saa har Frokenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen? + +_Abigael_. Nei, heller ikke i Morgen. + +_Ambrosius_. Men i Overmorgen? + +_Abigael_. Nei, ikke for det forste ... ikke for Fodselsdagen er omme. + +_Ambrosius_. Ikke for! + +_Abigael_. Der jo kun tre Dage til. + +_Ambrosius_. Tre Dage, det er jo en Evighed. + +_Abigael_ #(smilende).# Det er allenfals en af de smaa. + +_Ambrosius_. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Traeer og +Urter. Saet nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev +ode og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frokenen +meer. + +_Abigael_. Paa den tredie Dag ... paa min Faders Fodselsdag! Det var en +underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag? + +_Ambrosius_. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, +som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa +den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan +faae smukke Hostdage endnu ... men Sommertiden er da forbi.--Ja, saa vil +jeg vente, til Frokenen igjen lader mig kalde ... om det skeer nogentid. + +_Abigael_. Om det skeer ... hvad vil I sige dermed? I er mig saa +synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer +Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke? + +_Ambrosius_. Fordi Frokenen sagtens vil lee mig ud og taenke, jeg er for +gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at +Rosenknoppen--den, Frokenen skjaenkede mig igaar, allerede var ganske +bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og +det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en +Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare +evig. Og Frokenen har vel Aarsag til at lee. + +_Abigael_. Jeg leer ikke. + +_Ambrosius_. Gjor I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig? + +_Abigael_. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa +kastede I den vel bort? + +_Ambrosius_. Nei. + +_Abigael_. Hvad gjorde I da med den? + +_Ambrosius_. Jeg ... + +_Abigael_. Naa? + +*** + +_Ambrosius_. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte +jeg den. + +_Abigael_. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig hore. + +_Ambrosius_. Ak, naadige Froken, det er kuns en simpel Vise; den flod +mig saadan i Pennen af sig selv. + +_Abigael_. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjore +Vers? + +_Ambrosius_. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og +andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op +af sig selv ligesom Graes paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med +Graesset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden. + +_Abigael_. Voxer de op--ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den +Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flod Jer i Pennen", +som I kalder det? + +_Ambrosius_. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og +taenkte, hvor skjon den havde vaeret og hvor stor Glaede den havde +forskaffet mig. Og saa kom jeg til at taenke paa, hvor kort den havde +levet, og hvor hurtig alt det Skjonne forgaaer, og ... ja, saa gik det +med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en +underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste +op og udtale, hvad der rorte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den +dode Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede +og voxede ... og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers +forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt. + +_Abigael_. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog +mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjaeld. + +_Ambrosius_. Ja, den er Skam ikke vaerd at gjore sig kostbar for. Jeg kan +sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig. + +#(Han tager et Papir op af Lommen og laeser folgende Digt:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Lad mig dig ret betragte +Og paa den Skonhed agte, +Som meer end Konst og Pragt +Er i dit Baeger lagt." + +"Du deilig Rosenknop, +Hvis Blade gjer saa mange +Smaa Labyrinters Gange +Og dufte Luften op, +Du deilig Rosenknop!" + +"Du deilig Rosenknop! +Igaar sad du med Glaede +Smukt paa dit Tornesaede; +Men du blev brudt, og see, +Idag du visnede." + +"Du deilig Rosenknop, +Din friske Farve svinder, +Dit matte Rodt mig minder, +At Herlighed forgaaer +Og Skonhed Ende faaer." + +"Du deilig Rosenknop, +Naturens Mesterstykke! +Ak, hvor er nu dit Smykke? +Igaar Du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +_Abigael_. Vil I skjaenke mig den Opskrift? + +_Ambrosius_. Gjerne, hvis Frokenen vil vaerdiges at modtage den. Havde +jeg taenkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee +bleven kjonnere. + +_Abigael_. Det er et Sporgsmaal. For mig er den kjon nok. + +_Ambrosius_. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan vaere kjon nok +for Jer, naadige Froken! + +_Abigael_. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tove laengere. + +_Ambrosius_ #(raekker hende Digtet).# Her er den ... men, min Gud! I +har Taarer i Oinene! Jeg har dog vel aldrig kraenket Jer med noget Ord? + +_Abigael_. Vist ikke ... Farvel! + +_Ambrosius_. For Guds Skyld, naadige Froken, gaa ikke saaledes bort! Har +jeg vaeret for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for +naer, saa beder jeg bonlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke baere Eders +Vrede. + +_Abigael_. Jeg er ikke vred, siger jeg ... hvad skulde jeg vredes for? + +_Ambrosius_. Er I da bedrovet? + +_Abigael_. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men +ved at hore Eders Vise var det ligesom der blev draget et Taeppe til Side +foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjonnere end +denne, og som jeg ikke for havde Kundskab om. + +_Ambrosius_. Og det var Visen ... min Vise, som voldte dette? + +_Abigael_. Det maa det vel have vaeret. Men det er jo Daarskab og +Indbildning Altsammen. + +_Ambrosius_. Nej, naadige Froken, det er det visselig ikke! Thi paa +selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til +udenfor denne--om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets +Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den +skjonneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var +morkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak +en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som +et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. +Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar +jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er +skjonnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller dromt om! + +_Abigael_ #(med tilkaempet Ro).# Agt paa, hvad I siger, Monsieur +Ambrosius! I taler over Jer. + +_Ambrosius._ I har Ret, naadige Froken! Jeg taler over mig ... tilgiv +min Dristighed ... jeg glemte reent mig selv ... jeg blev saa +forunderlig glad! Den Glaede vil I dog aldrig berove mig? + +_Abigael_. Kan I glaedes over saa Lidt, skal det vaere Jer vel undt. Jeg +horer Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har laert mig, +baade Musik og andre Ting. Farvel ... til vi sees igjen. + +_Ambrosius_. Naar de trende Dage er forbi? + +_Abigael_. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, +som I forhen sagde. + +_Ambrosius_ #(med Liv).# Nei, naadige Froken! Nu troer jeg ikke +laenger, at de visner! + +_Abigael_. Farvel! + +#(Hun raekker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker +_Claus_ ind fra Baggrunden).# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael. Junker Claus_. + + +_Claus. Ah, mille pardons_, hvis jeg kommer til Uleilighed! En _tete a +tete_...? + +_Abigael._ Som nu er forbi. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden).# + +_Claus_ #(afsides).# Igjen denne Skriver! #(hoit).# Jeg er saa +lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i.... + +_Abigael_. At gjore min Fader til Villie ... ja, jeg har samtykket. + +_Claus_. Og mig til Glaede, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i +Eders Tanker ... ikke? + +_Abigael_ #(adspredt).# Hvorledes...? Jo, jo vist. _Claus_ +#(afsides).# Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, #(hoit)# +Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det +vaere bekjendt ved Hove. + +_Abigael_ #(som for).# Allerede? + +_Claus_. Allerede!... Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at +naae Kjobenhavn. Og er den glaedelige Nyhed forst indenfor Slotsporten, +saa farer den som en Lobeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en +Sporgen og en Hvisken ... aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? +Er hun hoi? Er hun lille? Har hun sorte Oine eller blaa Oine...? + +_Abigael_ #(som for).# Hvem mener I? + +_Claus_. Hvem jeg mener? #(afsides.)# Det er da ganske maerkvaerdigt, +saa distrait hun er. #(hoit.)# Jeg mener naturligvis Jer selv, +elskvaerdigste Abigael. + +_Abigael_ #(opvaagnende).# Mig?... Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg +havde ikke Tankerne med mig. + +_Claus_. Nei, I er en Smule distrait idag ... og lidt bevaeget, troer +jeg. _Mon dieu_, Eders smukke Oine er jo ganske rode! Er der gaaet Jer +Noget imod? Eller har I taenkt paa Noget, som har afficeret Jer? + +_Abigael_. Tanker er toldfrie, Junker Claus!... Forlad mig, at jeg nu +maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. +Vi sees ved Middagsbordet. + +#(Hun neier og gaaer ud til Venstre).# + +_Claus_ #(alene).# Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen +kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevaeget og seer ud, som hun +havde graedt. Skulde Mama virkelig have Ret?... Aa, det er umuligt! og +desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men +ikke desto mindre ... den Skriverdreng er mig ubehagelig ... han generer +mig. Jo meer jeg taenker paa den Situation, jeg traf dem i ... _Sapristi! +Il faut le mettre a la porte, ce monsieur!_ Vidste jeg bare, hvordan +jeg skulde gribe det an. + + + + +FEMTE SCENE. + +_Junker Claus. Jorgen_ #(fra Baggrunden).# + + +_Claus_. Ah, er du der, Jorgen! Du kommer meget _a propos_. + +_Jorgen_. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride? + +_Claus_. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider +jeg kanskee Baronen imode. Hor Jorgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden +har talt med dig igaar? + +_Jorgen_. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa. + +_Claus_. Men igaar talte hun med dig om ham ... Skriveren her paa +Gaarden. + +_Jorgen_. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg naesten +ogsaa, Hendes Naade gjorde. + +_Claus_. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun +spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske _au fait_ med +Situationen. + +_Jorgen_. Hvad er Hr. Kammerjunkeren? + +_Claus_. Jeg veed Besked, mener jeg. Hor Jorgen! + +_Jorgen_. Hr. Kammerjunker? + +_Claus_. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen. + +_Jorgen_. Skriverkarlen? + +_Claus_. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som traenger sig ind +allevegne og ... og ... kort sagt, han generer mig. + +_Jorgen_. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. +Men ... hvordan skulde jeg baere mig ad med at skaffe ham af Veien? Han +er jo svaert i Kridthuset hos Baronen ... og hos den naadige Froken +ogsaa. + +_Claus_. Det er netop det, jeg ikke finder passende. + +_Jorgen_. Aa nei saamaend. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade +et Ord falde til Frokenen derom. + +_Claus_. Ganske vist, men ... det vilde afficere hende. Hun har +naturligviis ikke taenkt paa at der kunde vaere noget Stodende deri; hun +er saa god, saa nedladende. Nei, jeg praefererer, at han kommer vaek. +aldeles vaek! + +_Jorgen_. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i +Sadlen, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Men du er jo et forslagent Hoved, Jorgen; kan du ikke paa en +eller anden Maade faae ham.... + +_Jorgen_. Til at tabe Stigboilerne! Jo ... jeg har jo nok taenkt paa det. + +_Claus_. Hvad har du taenkt paa? Du skal ikke gjore det omsonst, Jorgen! +Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed ... ikke strax, men naar +jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har taenkt paa? + +_Jorgen_. Jeg har taenkt, at man muligens kunde faae ham til at forlobe +sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa +Porten. + +_Claus_. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare +laenge. + +_Jorgen_. Ikke saa laenge endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er +svaert hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og +Skriveren ta'er nu ikke saa noie vare paa sin Mund ... isaer naar han har +Noget i Ho'edet. + +_Claus_. Drikker han? + +_Jorgen_. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en +Flaske god Viin eller to ... og han taaler ikke Meget. + +_Claus_. Naa, og saa mener du...? + +_Jorgen_. Jeg mener, man kunde kanskee hjaelpe lidt til. Om tre Dage er +det Naadigherrens Fodselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og +paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer +bliver der daekket aparte ved Siden af Borgstuen ... og der pleier ikke +at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed taenker jeg nok, +man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et +godt Oie til ham, og naar man gav dem et lille Vink ... + +_Claus_. Ja, hvad hjaelper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit +Kammer og sover Rusen ud. + +_Jorgen_. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men saet nu, den naadige +Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet +med Sang og Spil? + +_Claus_. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. _Tres bien_, det er meget +godt udtaenkt ... meget godt! Men ... dersom Baronen nu _ikke_ sender Bud +efter ham? + +_Jorgen_. Ja, men det gjor han bestemt, Hr. Kammerjunker! + +_Claus_. Hvor kan du vide det saa sikkert? + +_Jorgen_. Jo, for det sorger Hr. Kammerjunkeren for. + +_Claus_. Ah, du mener, at jeg.... + +_Jorgen_. Og den naadige Frue.... + +_Claus_. Vi skulde foreslaae Baronen det? + +_Jorgen_. Ja, men ikke for efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt +Lune ... og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt. + +_Claus_. Og saa troer du, at Skriveren.... + +_Jorgen_. Kunde forlobe sig ... jo, det taenker jeg nok, naar der bliver +pirret lidt ved ham. + +_Claus_. Godt. Altsaa paa Baronens Fodselsdag sorger _du_ for.... + +_Jorgen_. At Skriveren faaer god Bevaertning? Jo, det kan Hr. +Kammerjunkeren forlade sig paa. + +_Claus_. Det Andet skal jeg nok besorge. + +_Jorgen_. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme +ud for Tiden. + +_Claus_. Jeg? Du kan vaere ganske rolig, min gode Jorgen! jeg er +Diplomat. Naar man har vaeret sex Maaneder _Secretaire intime_ hos Hs. +Majestaets _Envoye_ i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire +delicat. Seer du ... nu gaaer du ud ad den Dor, og jeg ... jeg gaaer ud +ad den ... forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt +om. + +_Jorgen_. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert. + +#(De gaae hver ud ad sin Dor.)# + +#Skuepladsen forandres til:# + +#Ambrosius's Kammer. Dor ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.# + + + + +SJETTE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Bodil_. + + +_Hans Lauritsen_ #(i Baggrundsdoren.)# Nei, her er heller Ingen. +#(Han traeder ind, _Bodil_ folger.)# + +_Bodil_. Saa kommer han nok strax. Han kan ikke vaere langt borte, for +her ligger hans Hat ... og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, +naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke +var i Bibliotheket. + +_Hans Lauritsen_. Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i +Eenrum, for jeg reiser videre. + +_Bodil_. Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo +knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted! + +_Hans Lauritsen_. I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og +laenges efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har +han ikke Ro paa sig, for han seer mig paa den samme Praedikestol, hvor +han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden. + +_Bodil_. Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan. + +_Hans Lauritsen_. Det gjor jeg, og med Guds Hjaelp kanskee ogsaa hans +Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behover at vente +paa hans Dod for at komme sammen. Saa laenge han lever, deler han Bolig +og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre +for. + +_Bodil_. Nei, for den Glaede, det skal vaere at boe under Tag med Jer, min +kjaereste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders +Foraeldre en kjaerlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har +Villie. Nu har jeg kun eet Onske tilbage ... + +_Hans Lauritsen_. Og det er? + +_Bodil_. At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi +her er ikke godt for ham at vaere. + +_Hans Lauritsen_. Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I +dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel? + +_Bodil_. Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, +men det fik vaere det samme, naar blot.... + +_Hans Lauritsen_. Naar blot? + +_Bodil_. Mig tykkes, den naadige Froken driver et underligt Spil med +ham, som jeg ikke forstaaer mig paa. + +_Hans Lauritsen_. Hvorledes det? + +_Bodil_. Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let +haende, han faestede sit Sind staerkere til hende, end godt var. + +_Hans Lauritsen_. Skulde det vaere muligt? + +_Bodil_. Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns +een Slags Kjaerlighed, det er den, jeg baerer til Jer, Hans Lauritsen; men +det har jeg da hort sige, at der er den Elskov, som kan volde et +Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant +skulde haende den gode Ambrosius. + +_Hans Lauritsen_. Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet +rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan +Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo for, jo +heller--og det skal jeg nok sorge for. Thi det traeffer sig saa heldigt, +at det Tilbud, jeg har at gjore ham, og som han neppe vil undslaae sig +for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin +Tjeneste og reise herfra. + +_Bodil_. Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der +kommer han over Gaarden, jeg kan hore ham synge. + +_Hans Lauritsen_. Lad os saa vaere ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, +jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen +bliver forspaendt, og saa tage Afsked med hinanden. + +_Bodil_. Ak, allerede! + +_Hans Lauritsen_. Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og naeste +Gang, jeg kjorer herfra, taenker jeg nok, vi bliver to i Age-Saedet, +Bodil! #(_Bodil_ ud, et Oieblik efter _Ambrosius_ ind.)# + + + + +SYVENDE SCENE. + +_Hans Lauritsen. Ambrosius_. + + +_Hans Lauritsen_. Goddag. Ambrosius! + +_Ambrosius_. Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjaereste Ven, er du her? +#(omfavner ham.)# Glaeden strommer jo ind over mig i denne Dag. Kommer +du lige fra Kjobenhavn? + +_Hans Lauritsen_. Ja, og jeg reiser strax videre. + +_Ambrosius_. Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her +en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det +er ogsaa dit, saa laenge du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok +til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar +jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjor +Gjengjaeld. + +_Hans Lauritsen_. Tak for Tilbudet, kjaere Ambrosius! Men jeg kan +destovaerre ikke tage derimod; thi mine Foraeldre venter mig til bestemt +Tid. + +_Ambrosius_. Ja, saa hjaelper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et +Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en +Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjaenket mig. Det er +en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. +#(Han traekker Flasken op og skjaenker.)# See her, hvor den spiller i +de gronne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa +dufter den--aa!--som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans +Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da +aldrig at komme over, den var for hoi for mig. + +_Hans Lauritsen_. Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. +Jeg har et Lykkebud til dig ... See her! #(Han viser _Ambrosius_ et +Brev.)# + +_Ambrosius_. Et Brev til mig! Fra hvem? + +_Hans Lauritsen_. Ja gjaet engang! + +_Ambrosius_. Jeg har ingen Venner meer i Kjobenhavn, det jeg veed af, +siden du er borte. + +_Hans Lauritsen_. Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din +gamle Velynder, Professor Holberg. + +_Ambrosius_. Holberg! Er Brevet fra ham? #(Han faaer det og betragter +Udskriften.)# Ja sandelig! Har du talt med ham? Taenker han virkelig +endnu paa mig--paa "Sanglaerken", som han kaldte mig for min Rosts Skyld? +Herregud! Han, som kunde vaere saa vranten og iilsindet mod mangen +Anden--mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos +ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Oret og +sagde med sit lune Smil: "Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, +men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Boger, at der kan blive noget +Andet af ham end en simpel Sanglaerke--horer han det! Gud vaere med ham! +Gaa nu og luk ikke Doren for hoit op, thi saa traekker det!"--Og han har +tilskrevet mig! Men i hvad Anledning? + +_Hans Lauritsen_. Laes nu forst Brevet, saa skal du faae naermere Besked. + +_Ambrosius_ #(laeser).# "Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans +Lauritsen, der nu med storste Honneur har absolveret sin _examen +theologicum_, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei +engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller +_domicilium_ for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at laegge ham +alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at +forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget +sig at instruere ham. Vorherre har skjaenket ham ugemene Gaver i +adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig +Middel til at cultivere--hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans +omflakkende Levnet--men som det nu ved en saerdeles god Tilskikkelse er +lagt udi hans egen Haand at gjore frugtbringende, saavel til AEre for ham +selv, som til Gavn for Faedrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det +gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis +og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa laenge +har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede +_Ludvig Holberg_." ... Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med +samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, +som jeg siger, idag vaelder al Glaede ned over mig! Kom her, Hans +Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve +laenge og skrive mange Comedier endnu! + +_Hans Lauritsen_. Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see +paa dem--for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden? + +_Ambrosius_. Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op +igjen.--Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har +at gjore mig. + +_Hans Lauritsen_. Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung +Person, Son af en rig og agtbar Borger i Kjobenhavn, til Udlandet, hvor +han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri +Reise og det nodvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur +af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil vaere +tilstraekkelig til at fuldfore dine Studeringer og med Guds Hjaelp +absolvere den theologiske Examen. + +_Ambrosius_. Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvaelge +mig? + +_Hans Lauritsen_. Det kan du takke Professor Holberg for, som har +rekommanderet dig ... og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at +"Sanglaerken" endnu var i Live og sad paa en liden Graestorv herovre i det +fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du +seer saa alvorlig ud med eet? + +_Ambrosius_. Tingen er, at ... det overrasker mig ... det kommer saa +uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig? + +_Hans Lauritsen_. Strax. Det unge Menneske er kommen i Folge med mig +over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjaere din +Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn +lige til Odense, der faaer du Penge til de forste Udgifter. + +_Ambrosius_. Jeg ... jeg kan ikke reise i Morgen. + +_Hans Lauritsen_. Naa, ja--ja da, saa i Overmorgen. + +_Ambrosius_. Heller ikke i Overmorgen. + +_Hans Lauritsen_. Ja, laenger gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg +har givet mit bestemte Lofte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han +videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at +geleide ham. + +_Ambrosius_. Jeg kan ikke reise herfra for Tiden. + +_Hans Lauritsen_. _Kan_ du ikke ... hvad skal det sige? + +_Ambrosius_. Jeg har ikke Lyst ... jeg er fornoiet i min Stilling; +hvorfor skulde jeg saa reise? + +_Hans Lauritsen_. I din Stilling--som Skriverdreng? Det er ellers en +beskeden Lykke, den. + +_Ambrosius_. Jeg sigter ikke saa hoit; jeg er tilfreds med den Graestorv, +du for talte om. + +_Hans Lauritsen_. Saa er det ikke for Graestorvens Skyld ... der stikker +Andet under. + +_Ambrosius_. Hvad skulde det vaere? + +_Hans Lauritsen_. Ambrosius! Vi har vaeret Venner fra Barndommen af, vi +har slidt Skolebaenke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med +hinanden i Kjobenhavn ... har du nu ikke laenger Fortroende til mig? + +_Ambrosius_. Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom? + +_Hans Lauritsen_. Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit +Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hort en Fugl synge derom. + +_Ambrosius_. Om hvad? + +_Hans Lauritsen_. Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig +Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed. + +_Ambrosius_. Elskov...! Og _du_ er vidende om det, som jeg knap har +tilstaaet for mig selv!... Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker +hende. + +_Hans Lauritsen_. Ubesindigt, tankelost og uden Overlaeg! + +_Ambrosius_. Uden Overlaeg ... det kan saa vaere; thi det er med +Forstanden, man overlaegger, men det er Hjertet, man elsker med. Men +tankelos er min Kjaerlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange +Tanker, som nu, og den ene skjonnere end den anden. + +_Hans Lauritsen_. Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun +Lygtemaend, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange +dig i sine Snarer. + +_Ambrosius_. Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har +Fristeren vaeret saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har +mine Tanker vaeret renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det +usleste Krae paa Jorden kunde jeg naenne at gjore Fortraed, saa lyksalig er +jeg idag. Det er som jeg havde vaeret blind og var bleven seende. Alting +er nyt for mine Oine; Himlen er hoiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, +er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke +ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glaede! + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, lad saa vaere, at det ikke er ondt i sig selv, +saa er det dog ondt i sine Folger. Husk paa den vilde Abild, som har +skjonne Blomster, som dog baerer beske Frugter. Saadan et vildt Trae er +ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det +fore? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjaerlighed til. Hun er +over din Stand, og du kan hverken lofte dig op til hendes, eller vente, +at hun skulde nedlade sig til din for at aegte dig. + +_Ambrosius_. AEgte ... hvem taenker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see +hende og hore hende tale--intet Andet. Min Kjaerlighed er som Himmerig, +hvor der hverken giftes bort eller tages til AEgte. + +_Hans Lauritsen_. Og for saadant ufornuftigt Svaermeries Skyld vil du +saette hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun +nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa? + +_Ambrosius_. Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa +slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne! + +_Hans Lauritsen_. Men taenker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et +Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af? + +_Ambrosius_, #(heftig).# Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig +... jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kraever en storre Rente, +end jeg har Kaft til at yde.... + +_Hans Lauritsen_. Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfaerdig! Du skulde +vel vogte dig for at kaste Buloxe til Vorherre, thi han kan let vende +det Skarpe igjen. Gud kraever ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig +har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde +takke ham paa dine Knae og ikke saette dig op imod hans Villie. Thi det er +Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem +til hans AEre og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har +skjaenket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for +Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjonne +Konst, som kan troste og fornoie baade dig selv og Andre, naar du dyrker +den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter +en skinnende Drom, efter en Saebeboble, der brister! + +_Ambrosius_. Men naar nu denne skinnende Drom er hele min Lykke og alt +det, som lyser for mig, Hans Lauritsen! + +_Hans Lauritsen_. Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart +vaere udbraendt. + +_Ambrosius_. Lad saa vaere! Saa lever jeg rigt og kort--jeg onsker ikke +bedre. + +_Hans Lauritsen_. Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du +faaer vel tage Livet, som det gives dig. Saet, du nu kom til at leve +laenge og fattigt, hvad saa? + +_Ambrosius_. Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end +Velstand og gode Dage. + +_Hans Lauritsen_. En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og +Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, +for at noies med et Minde! Man skulde sandfaerdig troe, du var elleskudt. + +_Ambrosius_. #(slaaet).# Elleskudt ... hvor falder du paa Sligt? Der +gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser? + +_Hans Lauritsen_. Men der kan vaere Andre, som har samme Magt. + +_Ambrosius_. Troer du? + +_Hans Lauritsen_. Det tykkes mig naesten saa. Men er du elleskudt, saa +lad mig vaere Hanen, som vaekker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet +i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Folg bort med +mig endnu idag, saa kjore vi sammen til Odense. + +_Ambrosius_, #(usikker).# Idag, siger du ... men Baronen er jo netop +bortreist og ... _Hans Lauritsen_. Naa ja, saa skikker du ham en +skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort. + +_Ambrosius_. Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel?... Heller ikke +til...? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans +Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her. + +_Hans Lauritsen_. Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det +dit sidste Ord? + +_Ambrosius_. Ja. + +_Hans Lauritsen_. Nu vel, saa faaer du seile din egen So. Mands Villie +er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjor det, +han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for +meget, Ambrosius! Gud vaere med dig og Farvel! + +_Ambrosius_. Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt? + +_Hans Lauritsen_. Visselig gjor vi det. Jeg bryder ikke med en gammel +Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjor det mig for dig, +Ambrosius, bitterlig ondt. + +_Ambrosius_. Ei hvad ... Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad +os tomme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen +... #(bevaeget.)# Tak for alt Godt og ... baer over med mig ... Jeg kan +ikke Andet! Og lev saa vel! + +_Hans Lauritsen_. Lev vel! + +#(De omfavne hinanden, _Hans Lauritsen_ gaaer.)# + +_Ambrosius_ #(ene).# Elleskudt!... Ja, siden jeg _hende_ forst saae! + +#(Taeppet falder.)# + + * * * * * + + + + +FJERDE AKT. + + + + + * * * * * + +#(Sal. Dor i Baggrunden. Sidedore. Et storre og et mindre Bord, Stole m. +m)# + + * * * * * + + + + + +FORSTE SCENE. + +#_Baronen_ og _Geheimeraadinden_. Junker _Claus_ og _Abigael_, Magister +_Soren_ og Captain _v. Reinsberg_, samt flere _Gjaester_ (komme ind fra +Venstre). Strax efter _Jorqen_ og _Bodil_.# + + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# Velbekomme Maaltidet, Eders +Naade! + +_Claus_ #(til Abigael).# _Que bien vous fasse, Mademoiselle!_ + +_Captainen_ #(til Magisteren).# Prosit die Mahlzeit, Hr. Magister! + +_Magisteren_. Jeg onsker Eder af ganske Hjerte det Samme, Hr. Captain! + +_Baronen_. Velbekomme dem Allesammen! Har Nogen af Selskabet Lyst at +smoge Tobak, saa findes der Piber i Bibliotheksstuen. #(til +Geheimeraadinden.)# Jeg veed ikke, om Eders Naade har lagt Jer efter +den Konst, ha, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_ #(leende).# Nei, endnu ikke, Hr. Baron. + +_Claus_. Ha, ha, meget morsomt! + +_Baronen_. Ja, jeg ikke heller. Saet et Par Bouteiller Rhinskviin herind, +Jorgen ... af den aeldste. + +_Abigael_ #(ved Kaffebordet).# Onsker Eders Naade en Kop Kaffe? + +_Geheimeraadinden_ #(gaaer hen til Bordet).# Tak, mit Barn! + +_Baronen_. Kom hid, Claus! Her er Noget at skylle Maden ned med. + +_Claus_. Om jeg faaer Lov, saa foretraekker jeg en, Kop Kaffe, som er +tilberedt af Froken Abigaels hvide Haender. + +_Abigael_. Dermed kan jeg desvaerre ikke tjene; Kaffen er kogt af +Huusholdersken. + +_Baronen_. Og hendes Haender er Skam mere sorte, end hvide, ha, ha! + +_Gjaester_. Ha, ha, ha! + +_Claus_. Men i det mindste skjaenkes den mig dog af Eders Haand. + +#(Han faaer en Kop, som raekkes ham og senere tages igjen af Jorgen.)# + +_Baronen_. Ja ja, saa vil vi Andre holde os til Vinen. Ikke sandt, Hr. +Magister? I er ingen Foragter af et godt Glas ... og Captainen heller +ikke? + +_Captainen_. Jeg takker aerbodigst, Hr. Baron? Den Viin er god, den er +edel, den er af min Familie ... jeg er ogsaa opvoxet ved Rhinen. + +_Baronen_. Er den af Jer Familie? Ja, saa behover I jo ikke at genere +Jer for at tomme Bouteillen. I er saa vist ikke den forste Captain, der +har drukket sin Familie op, ha, ha, ha! + +_Gjaester._ Ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(med et fyldt Glas).# Maa det vaere mig tilladt at +bringe Hr. Baronen min underdanige Tak for det herlige Maaltid, saavel +hvad spisendes som drikkendes Varer anbelanger, hvormed I--naest efter +ham, som er alle gode Tings Giver--paa denne Dag, som saa ofte tilforn, +har vederkvaeget Vort Legem, og derigjennem ogsaa den Aand, som har sin +Bolig i denne skrobelige Hytte. Thi ligerviis som man beklaeder og digter +et Huus baade udvendig og indvendig, for at den menneskelige Beboer kan +trives og fole Velbefindende derudi: saaledes styrker og kvaeger man +ogsaa sit Legem, for at ... + +_Baronen._ Ja, kvaeg I nu Jert Legem med dette Glas, Magister, og spar +Eders Talegaver til siden. Vi faaer snart Brug for dem.--Hvor Pokker +bliver nu Peder Rasmussen? Han pleier jo van at indfinde sig strax efter +Bordet, for at haspe sit Gratulations-Carmen af. Nu skulde han komme, +saa havde vi det at forslaae Tiden med. + +_Jorgen_. Han er ude i Forstuen og venter kun paa Naadigherrens +Tilladelse, #(afsides til Junker Claus, idet han tager hans Kop.)# +Alting er i Orden med Skriveren, Hr. Kammerjunker! Sorg I nu blot for, +at han bliver kaldt herop. + +_Abigael_. Ak, Papa! kan vi ikke slippe for de kjedsommelige +Gratulationsvers? + +_Baronen_. Vist ikke nei, Barn! det er nu engang Skik og Brug. Den +Gratulation har Degnen jo beredt sig paa i et heelt Aar; fik han ikke +Luft, kunde han min Salighed tage Skade deraf. Har man forst sat +Trompeten for Munden, maa man ogsaa have Lov til at gi'e Lyd ... ikke +sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Ganz gewiss, Hr. Baron! Har den Trompeter pustet Bakkerne +op, maa han ogsaa blase, ellers riskerer han minsael, at de springer, ha, +ha, ha! + +_Claus_. Vil Baronen tillade mig en Proposition? Kunde det ikke gaae an, +at Skriveren kom op og diverterede Selskabet lidt med Sang og Musik? + +_Baronen_. Ambrosius? Det har du Skam Ret i; ham har jeg slet ikke taenkt +paa. + +_Geheimeraadinden_. Ak ja, det var et charmant Indfald. Dersom Baronen +vilde tillade ... men maaskee gjor Skriveren Vanskeligheder, naar der er +Fremmede tilstede? + +_Baronen_. Vanskeligheder! Ingen af mine Folk gjor Vanskeligheder, naar +jeg befaler Noget. Gaa strax ned og hent ham, Jorgen, og siig med det +samme til Degnen, at han skal komme ind. Du kan ogsaa gjerne byde +Ridefogden herop paa et Glas Viin. #(til Geheimeraadinden.)# Eders +Naade har vel ikke Noget derimod? + +_Geheimeraadinden_. Bevares! det gjor altid et godt Indtryk paa Tyendet, +at Herskabet engang imellem viser dem en lille Nedladenhed ... engang +imellem, ikke for ofte. + +_Baronen_, Naa ja, saa gjor, som jeg siger, Jorgen! #(_Jorgen_ gaaer ud +i Baggrunden)# Pas paa, nu skal vi faae en artig Underholdning +Skriverkarlen er en habil Person, baade hvad Sang og Musik anbelanger +... ikke sandt, Abigael? + +_Abigael_. Jo visselig er han det, man ... troer Papa ikke, at Gjaesterne +har meer Lyst til at gaae en Stund i Haven efter Maaltidet? + +_Baronen._ I Haven!... Naa ja, for mig gjerne, hvis Nogen praefererer +det. Hvad mener I, Magister Soren? + +_Magisteren_. Skal jeg, efter Hr. Baronens gunstige Opfordring, give +_min_ ringe Mening tilkjende herudi ... + +_Baronen_. Ja Gu' skal I saa, kom bare med den! + +_Magisteren_. Saa vil jeg erindre om det klassiske Ord, som skrevet +staaer--enten hos Cicero eller Quinctilianus, det mindes jeg ikke ganske +noie--og som lyder saaledes: "_Post coenam stabis seu passus mille +meabis_." Det er udlagt: "Efter Bordet skal du staae eller tusind +Fodskridt gaae." + +_Baronen_. Staae eller gaae! Ja I baerer nu som saedvanlig Kappen paa +begge Skuldre. Men hvilken af Delene skal det vaere? + +_Magisteren_, Jeg er i det Sporgsmaal aldeles af samme Mening som Hr. +Baronen. + +_Baronen_. Det kan jeg begribe, det er I jo altid. For den slemme Syge! +Kan I da ikke engang have en Mening af Jer selv, Magister? + +_Magisteren_. Tilvisse, Hr. Baron! Jeg for min Deel foretraekker +unaegtelig--med den naadige Frokens gunstige Tilladelse--at staae, +_stare,_ eller rettere sagt at sidde ovenpaa Maaltidet. + +_Baronen_. Det vidste jeg saagu nok, og det gjor de Andre ventelig +ogsaa. Ikke sandt, Hr. Captain? + +_Captainen_. Granz gewiss, Hr. Baron! Jeg marscherer hver Dag efter +Tromlen og traenger ikke til Motion. Jeg praefererer, med Hr. Baronens +Permission, at forblive her og divertere mig med min Familie, ha, ha, +ha! + + + + +ANDEN SCENE. + +_De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius_. #(Strax efter)# _Niels +Bruus_ og _Jorgen_ #(fra Baggrunden).# + +_Peder_ #(traeder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frokenen og +begynder strax)# Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(der ligeledes er traadt ind).# Hr. Baronen har befalet, +jeg skulde komme hid og tage Luthen med ... her er vi begge to! Men +sandt at sige ... + +_Peder_. Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Ambrosius_ #(halv hoit).# Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord +paa Munden endnu. + +_Peder_ #(ligeledes).# Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale forst, +din Kylling! + +_Baronen_. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om? + +_Ambrosius_ #(leende.)# Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at +Hanen bor gale for Kyllingen. + +_Baronen_. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham. + +_Captainen_. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha! + +_Baronen_. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Jeg vilde sige ...ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit +Hoved er noget fortumlet.... Jeg vilde bede Baronen undskylde mig ... +jeg er ikke ret oplagt til at synge idag. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min +Fodselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme? + +_Ambrosius_. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som +sagt.... + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Gjor ikke min Fader vred, +Ambrosius! I kan jo taenke Jer, at I synger for mig alene. + +_Ambrosius_ #(sagte).# For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge! + +_Baronen_. Naa da, hvad bliver det saa til? + +_Claus_. Virtuosen gjor sig kostbar, troer jeg. + +_Peder_. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid...? + +_Baronen_. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; ... Naa, +Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nodsfald lave en Vise paa staaende Fod, +det har han jo for viist Prover paa. + +_Ambrosius_. Strax, naadige Herre! Jeg taenker just derpaa. + +_Claus_ #(sagte til Jorgen).# Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, +Jorgen! + +_Jorgen_ #(sagte).# Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer po om +po. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu. +#(hoit.)# Tillader Naadigherren at jeg skjaenker for Skriveren og +Ridefogden? + +_Baronen_. Ja vel, drik sig forst et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer +Geisten nok over ham. + +_Ambrosius_. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot +finde de rette Ord! + +_Baronen_. Gjor det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! + +_Ambrosius_ #(synger, paa en saadan Maade, at man maerker, det er +Improvisation).# + + +Jeg synge skal en Vise, +Velan, jeg er bered; +Det Bedste vil jeg prise, +Som jeg i Verden veed: +Musikens muntre Lyst +Og Druesaftens Trost, +Men forst og sidst den Elskov, der taendtes i mit Bryst. + +Den gyldne Viin mig kvaeger +Og gjor mig glad og fri; +Men har jeg tomt mit Baeger, +Saa er den Fryd forbi. +Musik og lystig Sang +Fornoier mangen Gang, +Men Glaeden svinder hastig alt med den sidste Klang. + +Nei, meer end lifligst Drue +Og deiligste Musik, +Jeg priser Elskovs Lue, +Som til mit Hjerte gik. +Den af et Ord blev fod +Og flammed op til Glod, +Men slukkes kan den aldrig, den braender til min Dod! + + +_Peder_ #(afsides).# Lirum larum, Katten gjor AEg. + +_Baronen_. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter +Fruentimrenes Smag, de holder af den sode Confect. Om lidt maa han gi'e +os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjaenk i for Skriveren, +Jorgen! #(det skeer).# + +_Peder_. Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder ... + +_Ambrosius_ #(afbrydende).# Skaal, naadige Herre! Jeg tommer Glasset +paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler +paa engang ... ligesom Kjaerligheden. Giv mig et Glas endnu, Jorgen! +#(det skeer.)# For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en +Skaal for hende, jeg har kjaer, hvad enten hun er fjaern eller naer!... +Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig +fattig Svend god eller ei!... + +_Baronen_, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, +Captain! + +_Captainen_. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han horer ikke +til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Hvad enten hendes Herkomst er hoi eller lav, elske hende +vil jeg, til jeg ligger i min Grav! #(han drikker.)# + +_Captainen_. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, +ha! + +_Abigael_ #(sagte til Ambrosius).# Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke +Jer selv maegtig. + +_Ambrosius_ #(halv hoit).# Hvad siger I?... Nei, I har Ret, jeg er +ikke mig selv maegtig. + +_Abigael_ #(som for).# Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt, +laengst ude, ved det gamle Egetrae, hvor vi forste Gang saaes, der traeffer +I mig. Har I forstaaet det? + +_Ambrosius_ #(som for).# Ja. + +_Abigael_ #(som for).# Og drik saa ikke Meer ... horer I!... For min +Skyld! + +_Ambrosius_ #(som for).# For _Eders_ Skyld! + +_Geheimeraadinden_ #(sagte til Junker Claus).# Saae du, hvor Abigael +hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den +var montet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette +faaer en Ende. + +#(Under denne Replik er _Abigael_ gaaet ud af Doren til Venstre.)# + +_Peder_. Den Glaedens Sol paany op over Jorden rinder.... + +_Geheimeraadinden_. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det +var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud +paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for laenge ud. + +_Peder_ #(halv hoit til Niels Bruus).# See saa, nu bliver jeg sat +til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale. + +_Captainen_. Ceremonien?... Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit? + +_Baronen_. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, +som skal gaae for sig idag. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Trolovelse!... Idag! + +_Captainen_. Ah, jeg gratulerer aerbodigst, Hr. Baron feirer also en +dobbelt Fest. + +_Gjaester_. Gratulerer aerbodigst! Onsker underdanigst til Lykke! + +_Baronen_ #(til Geheimeraadinden).# En liden Stund kan det vel vente +endnu, Eders Naade! Magister Soren er nok desuden ikke ret faerdig med +sin Middagslur ... ha, ha, ha! + +_Magisteren_ #(farer op).# Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til +mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg--om Gud vil--har +taenkt at holde til det unge Par. + +_Baronen_, Ja vist gjorde I!... Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok +vare Jer ad, naar Tiden er der. + +_Ambrosius_ #(afsides).# Horte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Oren +som rygende Blaest. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves +idag? + +_Jorgen_ #(sagte til Junker Claus).# Faa ham nu til at synge, Hr. +Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Hoiden. #(til Ambrosius, hoit.)# +Et lille Glas endnu, Ambrosius? + +_Ambrosius_. Et Glas!... Ja, skjaenk i!... Nei, jeg drikker ikke Meer! +#(Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)# + +_Claus_. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele +Festivitet, da det dog forst og fremmest er Svigerfaders Fodselsdag, vi +hoitideligholde. + +_Baronen_. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare +en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter +til siden, #(til Peder Rasmussen.)# Hans Anretning bliver vel ikke +kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjaenk i for ham, +Jorgen!... Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! #(til +Captainen.)# Pas paa, den bliver lystig, kan I troe! + +_Peder_ #(halv hoit til Jorgen, som skjaenker for ham).# Den +Gronskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint, +gjor jeg! + +_Jorgen_ #(halv hoit).# Vaer rolig, Peer! Den, som ager med Stude, +kommer og frem.--Horte I ikke, hvad Skriveren og Frokenen talte om for +lidt siden? De stod jo her naest ved Jer. + +_Peder_ #(som for).# Hvad skulde jeg hore efter den Pludder for! Jeg +er saa gal i Hovedet, at.... + +_Jorgen_ #(som for, til Niels Bruus).# Horte du heller ikke Noget, +Niels? + +_Niels_ #(halv hoit).# Jo, mig syntes Frokenen snakkede noget om at +gaae i Haven, og om det gamle Egetrae ... men jeg regarderede ikke videre +derpaa. Det horte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke +drikke Meer ... Han har nok ogsaa faaet det, han kan noies med idag. + +_Jorgen_ #(afsides).# I Haven ... ved det gamle Egetrae #(seer sig +om).# Og Frokenen har absenteret sig ... nu skal vi see Loier! + +_Baronen_. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller +synger han ikke? Nu maa han vel sagtens vaere oplagt? + +_Ambrosius_. Nu ... ja _nu_ er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, +naadige Herre ... nei, en Historie ... nei, det er dog en Vise ... om +Ungersvenden, som blev elleskudt. + +_Captainen_. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah ... Hexenschuss ... +jeg kjender det ... i Ryggen. + +_Ambrosius_. Nei, i _Hjertet_ var det ... han har selv fortalt mig det, +skal I vide. + +_Baronen_. Hvad for Noget! Har han selv fortalt...? Pas paa, nu lober +det rundt for ham, ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Giv nu Agt! #(synger:)# + + +Jeg lagde mit Hoved til Elvehoi, +Mine Oien de finge en Dvale; +Der kom gangendes to Jomfruer frem, +Som gjerne vilde med mig tale. +Siden jeg _hende_ forst saae. + + +#(taler.)# Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men +den Ene ... det var Elle-kongens Datter ... Hun var den deiligste Kvinde +paa Jord! Hendes Oine var som den blaae So, og hendes Haar skinnede som +Solstraaler ... og saa havde hun en Rost, naar hun kvad ... saa faur +over alle Kvinder, #(synger:)# + + +Striden Strom, den stiltes derved, +Som forre var vant at rinde; +Alle smaa Fiske, i Floden svam, +De legte med deres Finne. + + +_Claus_. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har vaeret for en +Sort ... Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha! + +_Ambrosius._ I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver +morsommere siden ... For saa reiste Hoien sig paa rode Paele, og der blev +skinnende lyst derinde ... der var Trolovelse, skal jeg sige Jer. + +_Baronen_. Var der Trolovelse? Det var som Djaevlen! Ha, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin +Brudgom; #(sagtere.)# men hun elskede ham ikke ... veed I, hvorfor? +For han var egentlig en Fro.... _Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeoine. Nei, #(halv +sagte.)# det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre +Intet af. #(hoit.)# Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak +... og Praesten ogsaa ... det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde +Ingen af dem see, ha, ha! + +_Alle_. Ha, ha, ha! + +_Ambrosius_ #(synger:)# + + +De dandsed ud, de dandsed ind +Alt i den Elvefaerd; +Alt sad fauren Ungersvend +Og stotted sig til sit Svaerd. + + +#(taler.)# Alting dandsede omkring ham ... Traeer og Buske og Stene +... og tilsidst dandsede hans Tanker med ... det lob Altsammen rundt. Og +saa vilde de endda, at han skulde drikke ... var det ikke en skammelig +Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rod, den var fyldt til +Randen med liflig Mjod ... men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke +Meer ... for _min_ Skyld!" ... #(sagtere.)# Der var Ingen, som horte +det ... #(hoit.)# Men saa slaengte han Kalken ud af sin Haand #(han +slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses)#, og Saa galede Hanen i det +Samme...! + +_Baronen_. Halloi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er +nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig +en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv. + +_Ambrosius._ I Haven ... ja, i Haven var det ... nu mindes jeg det! + +_Baronen_. Folg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under +Vandspringet, til Rusen er gaaet over. + +#(_Ambrosius_ ud i Baggrunden, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Claus_ #(sagte til Jorgen).# Men nu slap han jo fra os! + +_Jorgen_ #(sagte.)# Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en +Slaede i Veien. + +_Baronen_. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den +syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men +naar Ollet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke +sund Sands i Alt, hvad han sagde. + +_Captainen_. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen! + +_Magisteren_. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra +Djaevlen, der er Lognens Fader. + +_Geheimeraadinden_. Kan haende, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. +Baron! + +_Baronen_. Mening! Hvad Fanden skulde det vaere for Mening? Undskyld, at +jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele. + +_Geheimeraadinden_. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund. + +_Baronen_. Kan vaere. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. +Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at taenke paa.--I er vel +faerdig med at memorere Talen, Magister Soren? For ret nu skal Comedien +gaae an. + +_Magisteren_. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at +forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende +haabefulde Skud af aedel Stamme, som i Forveien have forbundet deres +Hjerter i Kjaerlighedens Pagt. + +_Baronen_. Hvor er nu Abigael henne? + +_Geheimeraadinden_. Kald paa Frokenen, Bodil! + +_Bodil_ #(som har vaeret beskaeftiget ved Kaffebordet).# Frokenen er +gaaet ud for en Stund siden. + +_Baronen_. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun +gaaet hen da? + +_Bodil_. Jeg tror, den naadige Froken gik ned i Haven. + +_Baronen_. Hvad Pokker er det nu for Optoier! #(til Bodil.)# Saa gaa +ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid! + +#(_Bodil_ ud i Baggrunden.)# + +_Geheimeraadinden._ Det er unaegtelig en curieus Idee af den kjaere +Abigael at gaae herfra netop i dette Oieblik. + +_Claus_. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven. + +_Jorgen_ (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frokenen har Selskab, Hr. +Kammerjunker. + +_Claus_ #(ligeledes.)# Selskab ... hvad vil du sige med det. + + + + +TREDIE SCENE. + +_De Forrige. Niels Bruus_ #(ind fra Baggrunden.)# + + +_Baronen_. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens +Hoved sat i Lave igjen, Niels? + +_Niels_. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han lob fra +mig. + +_Baronen_. Lob han fra dig? + +_Niels_. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld +Fiirspring ned igjennem Haven, og saa taenkte jeg, det var bedst at lade +ham rende Rusen af sig. + +_Jorgen_ #(til Junker Claus, sagte).# Forstaaer Hr. Kammerjunkeren +nu, hvad jeg meente? + +_Claus_ #(afsides).# _Sacre nom!_ #(hoit.)# Kjaere Svigerpapa maa +excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person +befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael ... jeg vil hellere selv +gaae hende imode, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt. + +_Baronen_ Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen +Stratenrover, veed jeg ... men for mig gjerne.--Vi kan jo Alle gaae +hende imode, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke +foretages Noget, for hun kommer igjen, den Landloberske! Behager Eders +Naade? + +_Geheimeraadinden._ Med Fornoielse. + +_Baronen_ #(til Magisteren).# Gak I ind i Bibliotheksstuen saalaenge, +Magister Soren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I +for. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjore Jer Selskab. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_ o. fl ud i Baggrunden. +_Magister Soren_ og nogle _Gjaester_ ud til Hoire.)# + +_Jorgen_ #(til Junker Claus, halv hoit).# Hr. Kammerjunker! ... Maa +jeg vaere saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad? + +_Claus_ #(ligeledes).# _Eh bien_! Men skynd dig lidt, jeg staaer som +paa Naale. + +_Jorgen_ #(som for).# Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae +ad den ostre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetrae; der +troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren traeffer den naadige Froken. + +_Claus_ #(som for).# Hvorfor troer du det? + +_Jorgen_ #(som for)# Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til. + +_Claus. A la bonne heure_! Saa gaaer vi den Vei. + +#(Han gaaer ud i Baggrunden).# + +_Jorgen_. Lad os folge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo vaere, der +blev Noget at udrette for os.--I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, +Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den +Glaedens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse +for Jeres Gratulationsvers. + +#(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)# + +Skuepladsen forandres til: + +#(_Haven_ fra forste Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer +over til Solnedgang.)# + + + + +FJERDE SCENE. + +_Abigael_ #(siddende paa Baenken. Strax efter)# _Ambrosius._ + + +_Ambrosius_ #(kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstorklaede i +Uorden).# Her har I mig, Froken, Ellepige, Abigael! Gjor med mig, +hvad I vil! #(Han kaster sig halv knaelende over Enden af Baenken.)# + +_Abigael_ #(springer op).# Men er I da reent fra Samling, Ambrosius? +Reis Jer op og vaer rolig; jeg vil tale med Jer--horer I? + +_Ambrosius_ #(reiser sig).# Bi lidt ... der lyder saa mange Stemmer +for mine Oren ... saa, nu tier de ... nu horer jeg kun Klangen af Eders +Rost. + +_Abigael_. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger +Jer. + +_Ambrosius_. Jeg forstaaer det, naadige Froken! Jeg veed, hvad I vil +sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig for. I skal +troloves idag ... ikke sandt? + +_Abigael_. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hort af Bodil, at +I har faaet et godt og haederligt Tilbud, som kan laegge Grunden til Eders +Lykke.... + +_Ambrosius_. Til _min_ Lykke! + +_Abigael_. Ja, og til AEre og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud +maa I tage imod og reise herfra strax ... endnu iaften. Jeg skal afgjore +Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke? + +_Ambrosius_. Reise ... det nytter Intet, naadige Froken! + +_Abigael_. Hvorfor ikke? + +_Ambrosius_. Det er for seent ... og det er ogsaa for silde. + +_Abigael._ For seent og for silde ... hvad mener I? + +_Ambrosius_. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og +det gjores mig ikke laenger. Og det er for silde, for ... + +_Abigael_. Nu? + +_Ambrosius_. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg +dog ikke glemme Jer mere. + +_Abigael_ #(efter et kort Ophold).# Det behover I jo ikke heller. + +_Ambrosius_. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise? + +_Abigael_. Fordi jeg vil Eder vel. + +_Ambrosius_. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger +jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Naerhed. Det har +jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, +end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med? + +_Abigael_ #(med mild Bestemthed.)# I maa ikke tale saaledes til mig, +Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem _jeg_ er. I er min Faders +Skriver, og jeg er hans Datter. + +_Ambrosius_. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I vaeret +mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og +smilte til mig, og skjaenkede mig Blomster ... skal vi da heller aldrig +mere sanke Blomster med hinanden? + +_Abigael_. Nei, aldrig meer. + +_Ambrosius_. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa +den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens +ingen Blomster visnet. + +_Abigael_. Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, +I vil ikke reise herfra? + +_Ambrosius_. Nei ... med mindre I jager mig bort, og det naenner I dog +ikke ... vel? _Abigael_. Jage Jer bort ... det har jeg ingen Ret til, +#(sagtere.)# jeg mindre end nogen, + +_Ambrosius_. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er +sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, +jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er +loben fort! Det er jo som det var et Oieblik ... men med en Evighed i +sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere ... nei, jeg vidste +slet ikke, hvad Glaede var. + +_Abigael_ #(betragter ham bevaeget.)# Veed I det da nu? + +_Ambrosius_. Ja _nu_!... Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres +mine Tanker igjen ... saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped +Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Ore. I er jo dog ingen +Ellepige? Svar mig, Abigael! Raek mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om +Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne! + +_Abigael_. Min Haand ... ja til Farvel! #(Hun raekker ham Haanden.)# + +_Ambrosius_. Den er varm ... ligesom min ... o, saa kan I ogsaa fole, +hvor jeg elsker Jer! #(Han knaeler og bedaekker hendes Haand med Kys.)# + +_Abigael_ #(laegger bevaeget den anden Haand paa hans Hoved.)# Stakkels +Ambrosius! #(De blive et Oieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, +idet hun soger at drage Haanden tilsig:)# Der kommer Nogen! For Guds +Skyld, slip mig!... Det er for silde, de har seet os!... Nu vel, saa +faaer I tage Folgerne! + + + + +FEMTE SCENE. + +#_De Forrige. Baronen, Geheimeraadinden, Junker Claus, Captainen o. Fl._ +(komme ind fra Hoire. Strax efter) _Bodil_; (siden) _Jorgen og Niels +Bruus_.# + + +_Baronen_ #(udenfor).# Hvad, for al Landsens Ulykke, er her paa +Faerde? #(ind.)# Seer jeg Syner ved hoilys Dag, eller holder min +Datter Staevnemode med Skriverkarlen? + +_Claus_. Et lille Afskeds-Rendezvous for Trolovelsen ... det er virkelig +meget ... meget morsomt, ha, ha! + +_Geheimeraadinden_. Fy skam dig, Claus, at spoge med Sligt! Det er +naturligviis et ganske tilfaeldigt Mode. + +_Captainen_. Natuerlich ... ganz tilfaeldig ... men meget ubehageligt, +Eders Naade! + +_Baronen_. Tilfaeldigt! Er det kanskee ogsaa tilfaeldigt, at den Slyngel +ligger paa Knae for Abigael, og at hun staaer der og caresserer ham for +mine aabne Oine som en anden Laptaske! Hvad betyder den Comedie? + +_Abigael_ #(tvivlraadig).# Hvad det betyder...? Det betyder ... + +_Baronen_. Naa, ud med Sproget! For Djaevlen, kan hun lukke Munden op? + +_Geheimeraadinden_. Rolig, Hr. Baron! I forskraekker hende. + +_Abigael_ #(faar Oie paa _Bodil_; med en pludselig Beslutning:)# Det +betyder, at jeg har vundet mit Vaeddemaal! Ikke sandt, Bodil? + +_Baronen_. Vaeddemaal! Hvad for et Vaeddemaal? Red for dig og det strax? +Jeg la'er mig ikke saette Blaar i Oinene. + +_Abigael_. Det Vaeddemaal, som jeg for tre Uger siden indgik her paa +dette Sted med Bodil, at inden Maaneden var omme, skulde den nye Skriver +ligge paa Knae for mine Fodder. Bodil kan bekraefte mine Ord ... om det +ellers gjores behov at fore Vidne i den Sag. + +_Geheimeraadinden_. Taenkte jeg det ikke nok! Det Hele var en uskyldig +Spog. + +_Ambrosius_ #(ved sig selv).# En Spog ... et Vaeddemaal! + +_Claus_. Ah, _une petite comedie_! #(afsides:)# Gud skee Lov, jeg +traekker Veiret igjen. + +_Captainen_. Ha, ha, ha! Vortrefflich! En Attrape ... og den Skriver er +attrapirt! + +_Ambrosius_ #(som for.)# Et Vaeddemaal ... En Spog! + +_Baronen_. Naa, saaledes haenger det sammen! Ja, hvem Pokker kunde vide +det? Du har slaaet tilvaeds med Bodil, siger du...? Det aendrer jo +rigtignok Tingen, hvad _dig_ anbelanger. Men han ... den Landstryger, +den pjaltede Musikanter! At han vover at forgribe sig paa _min_ Datter +... Hvad har han at sige til sit Forsvar? + +_Ambrosius_. Intet, naadige Herre! #(ved sig selv)# Hun har vaeddet om +mit Hjerteblod! + +_Baronen_. Intet, siger han? Ja saa skal han Pinedod ogsaa faae Lon som +forskyldt! + +_Abigael_. Tilgiv ham, Papa! Husk, han var ikke sig selv maegtig. + +_Ambrosius_ #(traeder et Skridt tilbage.)# Bed I ikke om Tilgivelse +for _mig_, bed hellere Gud om at tilgive Jer, at I saa grusomt har leget +med min Hjertefred. Thi vel er I en fornem Froken, og jeg kuns et ringe +Tyende, men beggeto er vi dog skabte i Guds Billede, og det ene Menneske +har ikke Lov til at pine det andet tildode. Hvad Synd har jeg begaaet +imod Jer, at I saa skammelig har sveget og forraadt mig? I kjendte mig +jo ikke, I havde jo knap seet mig for Eders Oine den Stund, I allerede +lagde Snarer for min Fod. Var det da min Skyld alene, at jeg blev hildet +deri? Var den Brode da saa stor, at jeg elskede Jer over Alt i Verden? +Nu vel, saa har jeg nu bodet derfor med den bittreste Kvide. Hvad +forlanger I meer? Har min ydmyge Elskov forarget Jer ... velan da, saa +river jeg den ud af mit Bryst og kaster den her for Eders Fod med samt +den visne Rose, som I gav mig! #(Han kaster Rosen paa Jorden.)# Og +hermed byder jeg Eder Farvel, naadige Froken! og onsker Jer saa gode +Dage, som Gud efter dette vil skjaenke Jer. Fattig kom jeg hid, og fattig +gaaer jeg bort; men det skal I vide, at ikke for Alt i Verden vilde jeg +endda bytte med Eder! #(Han vender sig for at gaae.)# + +_Baronen_. Gaaer han bort, siger han? Nei bi lidt, god Karl, saaledes +slipper han ikke! Ned paa sine Knae og bed om Naade, elendige Pjalt, som +han er, eller jeg skal...! + +_Ambrosius_. Nei, Hr. Baron; Een Gang har jeg forglemt mig selv og +knaelet for et Afgudsbillede ... det gjor jeg ikke mere. _Jeg_ boier fra +nu af kun Knae for min Gud og Skabermand. + +_Baronen_. Vil han ikke? Det skal vi faae at see! Niels Bruus! I +Hundehullet med ham, paa Vand og Brod, til han neier sig og be'er om +Naade! + +_Jorgen_ #(sagte til Niels Bruus).# Dengang blev Skriveren da hverken +Degn eller Ridefoged, Niels! + +_Ambrosius_. Gjor med mig, hvad I vil; I har jo Magten, saa langt ... +eller saa kort, som den raekker. + +_Bodil_ #(sagte til Abigael).# For Guds Barmhjertigheds Skyld, +Froken! hav dog Medynk med ham og laeg Jer imellem! + +_Abigael_. Nei Fader, det maa ikke skee ... jeg beder Jer bonlig, lad +ham frit gaae herfra! #(halv hoit.)# Jeg har gjort Jer til Villie og +lovet at trolove mig med En, som ... som jeg ikke har kjaer. Det Lofte +vil jeg holde, men saa skal I lade Skriveren slippe. Hvis ikke, saa +svaerger jeg ved Gud, den Almaegtige, jeg giver aldrig Junker Claus min +Haand! I veed, jeg er Eders Datter ... hvad jeg ikke _vil_, det _vil_ +jeg ikke. + +_Geheimeraadinden_. Lad Naade gaae for Ret, Hr. Baron! Vistnok har han +forbrudt sig grovelig, men Noget maa vel skrives paa Drukkenskabens +Regning. Mig synes, det er nok, han bliver jaget af Gaarde og faaer +Tilhold om aldrig meer at saette Foden paa Eders Grund. + +_Baronen_. Naa, siden Eders Naade gaaer i Forbon for ham, saa lad ham da +slippe for Hullet. Men bort skal han, og det strax. #(til Niels +Bruus.)# Folg op med ham, Niels! Lad ham sanke sine Pjalter sammen i +en Fart, giv ham en Maaneds Lon og kjor ham saa paa Porten! #(til +Ambrosius.)# Og vover han nogensinde tiere at lade sig see her paa +Gaarden, saa skal han faae Hundepidsken at smage ... husk vel paa det! + +_Ambrosius_. Frygt ikke, Hr. Baron! Jeg vender ikke Foden hid igjen. Det +Baand, som bandt mig til dette Sted, er revet over og knyttes aldrig +meer. Kan haende, min jordiske Lykketraad er bristet med det samme; men +skal der end herefter falde Skygge over min Vei, saa har jeg dog, lovet +vaere Gud, det Lys i mit Inderste, som kan lede mig frem igjennem Morket. +Jeg har Guds hellige Ord til min Trost, og jeg har Sangen til at lette +mit Hjerte. Kanskee jeg i al min Fattigdom dog er rigere end I, og i al +min Ringhed mere hoibaaren. Thi vel har I adeligt Navn og Vaaben, men +endda baeres det mig for i denne Stund, som der var Noget i mig, der +kunde overleve Eder! + +_Baronen_. Ikke et Ord mere! Marsch, afsted med ham! #(_Ambrosius_ gaaer +ud til Hoire, fulgt af _Niels Bruus_.)# + +_Captainen_. Maa jeg gjore Hr. Baron min Compliment for den Execution. +Hr. Baron forer en famos Commando. + +_Baronen_ Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. +Captain! + +_Geheimeraadinden_. Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter +denne lille Distraction taenke paa at faae Ceremonien fra Haanden? + +_Baronen_. Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister +Soren kanskee saa laenge paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! +Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen. + +#(_Baronen_, _Geheimeraadinden_, _Captainen_, _Jorgen_ og _Gjaesterne_ ud +til Hoire.)# + +_Claus_. Elskvaerdigste Abigael! Jeg braender af Utaalmodighed. Tillader +I? + +_Abigael_. Om et Oieblik ... jeg har kun et Ord at sige til Bodil. Hvis +I vil gaae forud, skal jeg strax folge efter. + +_Claus_. Som I befaler; men bliv ikke for laenge borte, thi saa kommer +jeg paa AEre og bortforer Jer med Gevalt, ha, ha, ha! #(Junker _Claus_ ud +til Hoire.)# + +_Bodil_. Har den naadige Froken Noget at befale? + +_Abigael_. Nei, jeg onskede kun at vaere et Oieblik alene. + +_Bodil_. Ja saa vil jeg gaae. + +_Abigael_. Vist ikke ... du kan gjerne blive. Hvad graeder du for? + +_Bodil_. Kan I sporge derom? + +_Abigael_. Nu ja ... han slap jo med en naadig Straf. Hvad er der saa at +graede over? + +_Bodil_ Kalder I det en naadig Straf, at jages ud i den vide Verden, +hvor han hverken har Brod eller Huusly? + +_Abigael_. Hm, det finder han vel sagtens et andet Sted. + +_Bodil_. Og hvorfor skulde han straffes? Det var jo dog ikke ham, som +var skyldig. + +_Abigael_. Bodil! + +_Bodil_. Forlad mig, naadige Froken! men jeg kjender Jer ikke igjen. Er +I virkelig saa haardhjertet, eller lader I kun saa? + +_Abigael_ Ti stille, og lad os gaae. #(De gaae op imod Baggrunden til +Hoire.)# Bi lidt ... er det ikke ham, der kommer? + +_Bodil_ #(seer ud til Hoire.)# Jo, det er ham. See, hvor langsomt +han gaaer og seer ned for sig! + +_Abigael_. Stille! Kom hid bag Traeet ... hurtig, at han ikke faaer Oie +paa os! #(De traede over til Venstre i Forgrunden. _Ambrosius_ kommer +langsomt gaaende fra Hoire, henad Veien hinsides Gjaerdet. Han stotter +sig til Stokken med den ene Baand, i den anden baerer han Hat og Vadsaek, +Luthen har han i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen lofter han +Hovedet, standser et Oieblik, belyst af Aftensolen, og seer ind i Haven. +Derpaa gaaer han videre og forsvinder til Venstre. En kort Pause. +_Abigael_ lober hen og seer efter ham, skyggende for Solen med Haanden. +Lidt efter kommer hun tilbage)# + +_Abigael_. Nu er han borte. Lad os saa gaae op! + +_Bodil_. Den Stakkel! Her ligger endnu hans Rose + +_Abigael_ #(hurtig).# Hvor? Giv mig den! + +#(_Bodil_ tager den op og raekker hende den. _Abigael_ betragter den et +Oieblik taus, derpaa siger hun:)# + + +"Du deilig Rosenknop, +Igaar du blomstrede, +Idag du visnede!" + + +#(Hun brister i heftig Graad og skjuler sit Ansigt i Haenderne.)# + +_Bodil_. Graeder I? Over ham? men Froken, saa elskede I ham jo! Og +alligevel...! + +_Abigael_. Jeg vidste det jo ikke for nu? + +_Bodil_. Og han skal flakke fattig om fra Sted til Sted, mens I, som har +voldt det Altsammen, bliver lonnet med Pryd og Herlighed! + +_Abigael_. Jeg ... lonnet! + +_Bodil_. Ja I!... See der, der er jo allerede Lonnen! + +#(Junker _Claus_ kommer ind fra Hoire.)# + +_Abigael_ Eller Straffen! + +#(Idet hun vender sig, for at gaae Junker _Claus_ imode, falder +Taeppet.)# + + * * * * * + + + + + + + + + + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Ambrosius, by Chris K.F. Molbech + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK AMBROSIUS *** + +***** This file should be named 13599.txt or 13599.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + https://www.gutenberg.org/1/3/5/9/13599/ + +Produced by Miranda van de Heijning and the Online Distributed +Proofreading Team. + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +https://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at https://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at https://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit https://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including including checks, online payments and credit card +donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + https://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. diff --git a/old/13599.zip b/old/13599.zip Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..2b0c672 --- /dev/null +++ b/old/13599.zip |
