initial commit of ebook 32865HEADmain

8 files changed, 9275 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/32865-8.txt b/32865-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..45ddd08
--- /dev/null
+++ b/32865-8.txt
@@ -0,0 +1,4162 @@
+The Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: En adelig Opdager
+
+Author: Richard Marsh
+
+Translator: Axel Thomsen
+
+Release Date: June 17, 2010 [EBook #32865]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER ***
+
+
+
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+Afskrivers bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men den
+oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet # er brugt til at
+angive  s p a t i e r e t  tekst i originalen, mens _ er brugt til
+at vise kursiv tekst.
+
+
+
+
+ En adelig Opdager.
+
+
+
+
+ Richard Marsh
+
+
+ En adelig Opdager
+
+
+ Bearbejdet efter Originalens 4. Oplag
+ af
+ Axel Thomsen
+
+
+ Kjøbenhavn.
+ H. Hagerups Forlag.
+ 1902.
+
+
+
+
+ A. Rosenbergs Bogtrykkeri.
+
+
+
+
+Indhold.
+
+
+                                                 Side
+
+    1. Det stjaalne Brev                           9
+
+    2. En frygtelig Nat                           20
+
+    3. Den forsvundne Hustru                      33
+
+    4. Et gaadefuldt Indbrud                      46
+
+    5. Den stjaalne Traktat                       62
+
+    6. Den snedige Herredsfoged                   80
+
+    7. Sammensværgelsen                           93
+
+    8. En mystisk Passager                       108
+
+    9. En veltalende Præst                       118
+
+    10. Grev Campnells Klinge                    132
+
+
+
+
+Richard Marsh,
+
+
+nærværende Bogs Forfatter, er en af Englands nulevende
+Romanforfattere, med hvem ofte kun Conan Doyle kommer paa Højde.
+
+Han er en Mand i sine bedste Aar og har allerede udgivet omkring en
+Snes Romaner, alle paa Londons største og fineste Forlag. Næstefter
+»#En adelig Opdager#«, der udkom for faa Aar siden og naaede 3.
+Oplag i Fjor og 4. i Aar, har R. M. skrevet Bøger med saa spændende
+Titler som »Kunstmorderen«, »Kvinden med den ene Haand«, »Det
+Synlige og det Usynlige«, »Det mystiske Hus«, »Djævlen« o. m. a.
+
+Dog, ikke nok med, at Bøgerne bærer de mystiske Titler, Forfatteren
+selv er en ret mystisk Personlighed.
+
+Der findes i hele England ikke et Blad eller Tidsskrift, hvori blot
+den ringeste biografiske Oplysning om ham nogensinde har været
+offentliggjort, skønt han er særdeles læst. Det er et Særsyn i
+England, men Forfatteren ønsker selv denne Hemmelighedsfuldhed og
+vaager stærkt over den.
+
+Grundene kan være mange. Der er Englændere, der vil vide, at Navnet
+er et Pseudonym, som dækker over en kendt engelsk Detektiv, andre
+mener en Videnskabsmand, atter andre en Hertugsøn(!) o. s. v.
+
+Med »En adelig Opdager« indføres Forfatteren for den danske
+Læseverden.
+
+                                                    _A. T._
+
+
+
+
+Den engelske Presse
+
+om
+
+"En adelig Opdager".
+
+
+MORNING NEWS: »Hele Bogen er god og spændende, skrevet i det
+livligste Sprog med usædvanlig godt tegnede Figurer og gode Paafund.
+... Enhver, der søger en spændende Bog, vil læse »En adelig Opdager«
+med den største Interesse.«
+
+COURT CIRKULAR: »Richard Marsh har her skrevet fortræffelige Ting i
+Sherlock Holmes Genren. Alle Bogens Begivenheder er uhyre snildt
+opfundne og glimrende kombinerede. »En adelig Opdager« vil forøge
+Forfatterens Ry«.
+
+
+
+
+I. -- DET STJAALNE BREV.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Hvem er Tyven?)
+
+Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den
+gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin
+Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.
+
+Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han
+straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu
+ventede han længselsfuldt.
+
+Endelig bankede det.
+
+Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor.
+
+»Der er en Herre --!«
+
+Godsejeren greb hurtig Visitkortet.
+
+»Lad ham straks komme herind!«
+
+Tjeneren bukkede.
+
+Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk,
+aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk.
+
+»Det er altsaa Grev Campnell?«
+
+Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«
+
+»Ja--a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr.
+Greve! Ja--a, der er hændt mig noget --«
+
+»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«
+
+»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit
+Skrivebord!«
+
+»Hvornaar?«
+
+»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru;
+da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«
+
+Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre
+gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.
+
+»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«
+
+»Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte
+læses af andre end den, det var skrevet til.«
+
+»Var det et Brev, De havde modtaget?«
+
+»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da
+min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«
+
+»Hvem kom med det Bud?«
+
+»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran
+mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens
+Soveværelse«.
+
+»Hvor længe var De da borte?«
+
+»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste,
+det laa fremme.«
+
+»Lukkede De Døren, da De gik?«
+
+»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«
+
+»Hm --! Er der blevet andet borte?«
+
+»Nej, ikke en Smule!«
+
+»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«
+
+»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«
+
+»Er De sikker paa #det#?«
+
+Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg
+syntes, jeg gjorde det.«
+
+»Saa Pigen, De skrev?«
+
+»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«
+
+»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«
+
+»Nej, vist var der ej ...« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig.
+»Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv,
+hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det
+Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«
+
+Detektiven smilede.
+
+»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om
+nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«
+
+»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i
+Forstuen.«
+
+»Ja saa ...«
+
+Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min
+Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«
+
+»Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke
+til, om nogen er gaaet herind i Værelset. -- Eller ogsaa er Tyven
+kommen ind gennem Vinduet!«
+
+»Ja -- det har ganske vist staaet aaben ...!«
+
+Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor
+var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.
+
+Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget
+pludselig hans Blik.
+
+»Hvad er det?«
+
+Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted
+paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.
+
+Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven
+undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.
+
+»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som --«
+
+»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over
+den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i
+Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har
+smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja
+ikke sandt, det er soleklart ...«
+
+Detektiven maatte smile.
+
+»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har
+været inde i Værelset? Fra Haven kan man #ikke# se Deres Skrivebord.
+De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«
+
+Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.
+
+De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da
+Døren knirkede.
+
+Det var Godsejerens lille Nevø.
+
+Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede
+Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde
+ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke,
+James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.
+
+»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt
+puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør
+hun det nok --«
+
+Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til
+Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.
+
+»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«
+
+»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«
+
+»Ja -- ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, #hvem# der har taget
+det -- jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«
+
+»Naa--aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er
+mange Penge, Hr. Godsejer.«
+
+»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer
+og mer!«
+
+Detektiven trak paa Skulderen.
+
+»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig
+Undersøgelse eller --« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og
+Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«
+
+»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«
+
+Detektiven tyssede.
+
+»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre
+sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først
+de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de
+mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.
+
+Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at
+se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.
+
+»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud
+og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«
+
+Dermed gik han.
+
+Godsejeren blev alene.
+
+Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var,
+kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.
+
+»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set
+ham?«
+
+»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med
+Godsforvalterens lille Pige.«
+
+»Naa--!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa
+vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.
+
+Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer
+han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive
+Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ...
+
+Da banker det.
+
+»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men --«
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Den værdifulde Hale.)
+
+Det var atter Grev Campnell.
+
+Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at
+telefonere til Herredsfogden.
+
+Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg
+takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel
+til Herredsfogden og beder ham hjælpe os --«
+
+»Før eller efter Brevet er fundet?«
+
+»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.
+
+»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet
+er fundet!«
+
+»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«
+
+»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:
+
+»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«
+
+Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den
+klodsede Hale, han selv havde lavet.
+
+»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.
+
+»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende.
+»Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...«
+
+En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens
+Arm.
+
+»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! -- Gaa Du blot,
+lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal
+komme ned og lave en bedre om lidt!«
+
+Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben
+kunde bære ham.
+
+»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede
+Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom
+ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan
+læse.«
+
+»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at #jeg# er Tyven?«
+
+Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.
+
+»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da
+Papiret var fundet.«
+
+»Hva--?«
+
+Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.
+
+»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige
+Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. #De har væltet Deres
+Gummiflaske!#«
+
+»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?«
+
+»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet -- og paa Deres Ærme.
+Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«
+
+»Naa ja -- og hvad saa --?«
+
+»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste
+Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De
+selvfølgelig #ikke# haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget
+det. De har tabt det ganske kort efter -- herude paa Gangen, hvor
+Roland legede, og hvor #han# netop har fundet det, og i bedste Tro
+lavet Dragehale deraf. -- Til yderligere Betryggelse vil De
+forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«
+
+Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav
+med Et Detektiven Ret.
+
+Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de
+2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp
+ingen Naade og Forestillinger.
+
+En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og
+Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste
+Muligheder«.
+
+
+
+
+II. -- EN FRYGTELIG NAT.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (En Mumie?)
+
+Det var i Juletiden.
+
+De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende
+og en lurvet Fyr i den anden.
+
+Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen
+faldt med et Brag paa Gulvet.
+
+Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.
+
+»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«
+
+Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved
+Aftensbordet.
+
+»Sig mig, Onkel -- hvad var der i den Kasse?«
+
+Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.
+
+»En Mumie!« svarede han.
+
+Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.
+
+Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en
+Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i
+Morgen!
+
+»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.
+
+»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa
+Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel
+ikke værd?«
+
+»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa
+den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!«
+
+Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der
+foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke,
+hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød,
+den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din
+Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.
+
+»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.
+
+»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var
+laaset.«
+
+»Vi kan da #se# paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.
+
+»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«
+
+»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme -- kom, lad os se ad!«
+
+Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.
+
+»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie --
+tænk Dig en rigtig Mumie -- saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse
+ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og
+venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«
+
+Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i
+Studereværelset.
+
+»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.
+
+Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen -- en
+ækel Tingest at se paa.
+
+»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«
+
+»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«
+
+Men Clara #vilde# paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og
+bankede paa Laaget.
+
+»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.
+
+Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.
+
+»Hvor tung mon den er?«
+
+Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.
+
+Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det
+lykkedes ikke.
+
+I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.
+
+Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol
+væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.
+
+#Dér# stod vi i Bælgmørke!
+
+
+Kapitel II.
+
+ (I dødelig Angst.)
+
+»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.
+
+Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa
+Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«
+
+Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en
+uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.
+
+Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud
+og laasede udvendig fra.
+
+Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.
+
+Jeg skulde sove deroppe -- derom var vi uhyre enige.
+
+Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først
+da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:
+
+»Næ -- var det dog ikke forfærdeligt!«
+
+»Lad være at tale om det, Clara!«
+
+»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«
+
+»Mumier kan da ikke stønne!«
+
+»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en
+Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var
+bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller -- tror Du, den kan gaa
+omkring om Natten?«
+
+»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«
+
+Men vi #kunde# ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid,
+bankede det sagte paa Døren.
+
+Vi laa ganske stille ...
+
+»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.
+
+»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«
+
+»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har
+naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa
+trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«
+
+Saa gik de igen.
+
+Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke
+have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«
+
+»Nu er det i hvert Fald for sent.«
+
+»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham,
+naar han om lidt gaar til Sengs.«
+
+Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.
+
+»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu #maatte# jeg sige det.
+
+»Ja!«
+
+»Kan Du høre det?«
+
+»Ja --« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«
+
+»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«
+
+»Jeg tror det ogsaa ...«
+
+»Hvad skal vi gøre?«
+
+Clara var grædefærdig.
+
+Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.
+
+»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.
+
+Resolut sprang jeg op.
+
+»Hvor gaar Du hen?«
+
+»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. -- Nu #maa# vi have fat paa
+ham!«
+
+»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«
+
+Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.
+
+Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi
+rystede af Skræk.
+
+»Naa! Hvad er der løs?«
+
+»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar
+dernede.«
+
+»Hvad for noget?«
+
+»Aa skynd Dem, skynd Dem ...«
+
+»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.
+
+»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I
+tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«
+
+»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.
+
+Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre
+lange Skridts Afstand.
+
+Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt
+deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.
+
+Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd
+derinde.
+
+Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han
+aabnede Døren.
+
+Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.
+
+»Kom saa med Lyset!«
+
+Han greb det hastigt.
+
+En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med
+forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.
+
+Detektiven gik hen imod den.
+
+»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«
+
+»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.
+
+»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde
+holdt Mandfolkene ikke ud.«
+
+I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.
+
+»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«
+
+»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb
+stønnende hen mod Vinduet.
+
+»Saa--saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa
+hendes Skulder og holdt hende tilbage.
+
+»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo
+ved at dø af Forskrækkelse.«
+
+»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«
+
+Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende
+og fulgte selv bagefter.
+
+Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.
+
+»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække
+nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I
+faa Historien at vide.«
+
+
+Kapitel III.
+
+ (Nød bryder alle Love.)
+
+Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som
+Grev Campnell fortalte os næste Dag.
+
+Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent
+havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste
+Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i
+London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den
+sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.
+
+Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser,
+men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han
+pantsætte Mumien for et usselt Beløb.
+
+Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min
+gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en
+Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for'
+han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart
+han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr
+vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!
+
+Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var
+genial.
+
+Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin
+Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og
+haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa
+den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.
+
+Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til
+Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse
+ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde
+klare sig for Natten, som han kunde bedst.
+
+Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs
+Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.
+
+Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget
+med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.
+
+Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet
+var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var
+frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste
+Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten
+indløst.
+
+Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore
+Julegæster -- særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor
+belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.
+
+
+
+
+III. -- DEN FORSVUNDNE HUSTRU.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Selvmord eller --?)
+
+    Ȯrede Grev Campnell!
+
+  Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De
+  straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd
+  hverken ud eller ind -- maaske har jeg allerede været Skyld i et
+  Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!
+
+                            Deres meget ærbødige
+                                _Cyril Majendie_.«
+
+Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der
+for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske
+Millionærdatter, Frk. Scraggs -- hvorfor hun tog ham, maa Pokker
+vide. Han saa meget ophidset ud.
+
+»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!«
+
+»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«.
+
+»Vel, saa venter jeg Dem.«
+
+Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han
+vendte sig om:
+
+»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik,
+da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig
+for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet.
+»Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys
+Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig
+Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg,
+enhver har nok. -- Farvel, jeg venter Dem altsaa.«
+
+Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst
+derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med
+udstrakte Hænder:
+
+»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer ... De er et prægtigt
+Menneske! Vil De have noget at drikke?«
+
+»Nej tusind Tak!«
+
+Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell
+ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har
+fortalt mig, hvad der er i Vejen.«
+
+»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min
+Hustru og mig?«
+
+»Ikke en Smule.«
+
+»Min Hustru er forsvunden!«
+
+»Ja saa.«
+
+»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men
+denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld -- denne
+Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan
+aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal
+#jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr.
+-- skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde
+det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.
+
+Næste Morgen viste hun sig ikke.
+
+Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set
+Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar
+de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges
+fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«
+
+Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes
+Ringe og Smykker.
+
+Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt
+Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige
+mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.
+
+Majendies Stemme blev hviskende:
+
+»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...«
+
+»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil.
+»Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«
+
+Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran
+dem.
+
+»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre
+sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid
+til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt ...«
+
+»Hr. Campnell --!«
+
+»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres
+Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres
+Samvittighed i Alkohol«.
+
+Majendie tøvede.
+
+»Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes ...
+havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.
+
+»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal
+overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«
+
+»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De
+tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg
+øjeblikkelig tage dem bort.«
+
+... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han
+Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.
+
+»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst
+besynderligt, der er passeret her i Huset.«
+
+»Naa, og det er?«
+
+Tjeneren gned sine Hænder forlegent.
+
+»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle
+glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet
+dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag
+og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke
+det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg
+ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine
+Benklæder.
+
+»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.
+
+»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«
+
+-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden
+Detektiven slap fra ham.
+
+Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig
+nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig
+ængstelig ud fra Majendies Port.
+
+Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af
+Detektiven.
+
+Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.
+
+Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa
+hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.
+
+»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«
+
+Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke
+min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er
+sandt, jeg forsikrer Dem det!«
+
+»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De
+ikke i Arbejde?«
+
+»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde
+møde for to Dage siden.«
+
+Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting
+sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa
+mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger
+Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«
+
+Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt
+Smil.
+
+»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger
+Sandhed!«
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Den ny Tjener.)
+
+En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til
+Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.
+
+»Er Herren hjemme?«
+
+»Herren er gaaet i Seng.«
+
+»I Seng! Paa denne Tid af Dagen --?«
+
+Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med
+Tæpperne op om Ørene -- og tudbrølende.
+
+Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad
+Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig
+klart, hvad der skete.
+
+»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af
+mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et
+eller andet obskurt Sted ...«
+
+»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«
+
+»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor kører vi
+hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«
+
+Detektiven sprang ud i en Fart.
+
+»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«
+
+Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig
+indigneret.
+
+»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud,
+Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«
+
+Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«
+
+Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og
+før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.
+
+»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«
+
+Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er
+vanskeligt at sige. Parker talte først.
+
+»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i
+denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.«
+
+Majendie rømmede sig advarende.
+
+Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.
+
+»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«
+
+Majendie skelede til Parker:
+
+»Min Kone er myrdet, at De ved det!«
+
+»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm,
+maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ...
+men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«
+
+»Ja, hende var det, der ødelagde min.«
+
+»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en
+Kone....«
+
+Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen
+i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre
+Smaahandlende.
+
+»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«
+
+Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa
+hinanden.
+
+Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre
+Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.
+
+Ingen Navneplade paa Døren.
+
+Detektiven betænkte sig lidt.
+
+Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.
+
+Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.
+
+Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et
+hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«
+
+Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv
+Times Tid.
+
+Pludselig for Detektiven op.
+
+»Stille! Der kommer nogen!«
+
+Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.
+
+Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.
+
+Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og
+Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa
+ind i den anden Stue, aa gør det ...«
+
+Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.
+
+»Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en
+modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«
+
+Parret kom ind.
+
+Parker for dem i Møde.
+
+»Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!«
+
+Majendie saa maalløs paa sin Tjener:
+
+»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige,
+løbe bort med en Guldfugl!«
+
+Detektiven kom til.
+
+»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru
+Majendie!«
+
+Han gik hen mod den snavsede Tjener.
+
+»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«
+
+Der blev ganske stille.
+
+Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye
+Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne
+Krøller.
+
+»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget
+slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa
+Kinderne.«
+
+Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er
+dog virkelig et meget ondartet Puds!«
+
+»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop!
+Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de
+5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden
+til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«
+
+Det vilde hun.
+
+»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en
+Uge, uden at Cyril skal kende mig.«
+
+»Er Du gal«, sagde hun.
+
+»Hvor meget vædder vi?«
+
+»En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«
+
+Her afbrød Fru Parker:
+
+»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men
+jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at
+gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«
+
+Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:
+
+»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore
+Intriger, der var godt nok fundet paa?«
+
+Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et
+lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv
+maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller -- og er det da
+ogsaa, heldigvis.
+
+Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe.
+Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat
+Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen.
+Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet.
+Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest
+til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve
+Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«
+
+»Det Papir --?«
+
+»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af
+Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der
+bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«
+
+Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde
+købt Kager dernede....
+
+»-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!«
+
+»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt
+fra Fru Majendie.
+
+»-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet
+Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig
+bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««
+
+Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.
+
+
+
+
+IV. -- ET GAADEFULDT INDBRUD.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Hvem er det?)
+
+Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da
+hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget
+gerne vilde tale med ham.
+
+Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end
+sædvanlig.
+
+»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker
+til Affære!«
+
+»Er det alt, hvad De har at fortælle?«
+
+»Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte
+sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde,
+Frk. Tonny Darling bor.«
+
+Detektiven kendte baade Hus og Dame.
+
+Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende!
+-- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun
+#maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det værste!«
+
+»Hvad da?«
+
+»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne
+Affære. Kan jeg stole paa Dem?«
+
+»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«
+
+»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet
+hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit
+Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min
+Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...«
+
+Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt
+-- denne gamle, korrekte Adelsmand.
+
+»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«
+
+»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og
+hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det
+skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har
+foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale
+Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«
+
+»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«
+
+»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«
+
+»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«
+
+»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«
+
+»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«
+
+»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg
+kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«
+
+Detektiven rejste sig.
+
+»Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid.
+Maaske vil De møde mig derude.«
+
+»Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«
+
+Og saa gik han.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han
+meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive
+Tjeneren sit Navn.
+
+»Spørg, hvad han vil mig?«
+
+En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.
+
+»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«
+
+Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.
+
+Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles.
+Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.
+
+»Gaa blot!«
+
+Tjeneren gik.
+
+»Hvad vil De? Men hurtigt!«
+
+Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand
+bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt
+rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.
+
+»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke
+bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig -- jo,
+han er en dejlig Kavaler!«
+
+Detektiven begyndte at more sig.
+
+»Kender #De# ham?«
+
+»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen
+rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«
+
+»Saa--aa? Hvad har han da gjort?«
+
+»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde
+nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her,
+jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at
+der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. --
+Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke
+vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!«
+
+Detektivens Munterhed voksede.
+
+»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat
+Indbrud paa Villaen?«
+
+»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo
+haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen
+Politibetjent.«
+
+»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«
+
+»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes
+snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«
+
+Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:
+
+»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar
+jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.
+
+Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget!
+Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem
+Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde
+opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og
+satte min Taske fra mig. -- --
+
+Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde
+til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et
+væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.
+
+Det hele varede kun et Øjeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg
+havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges
+til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed
+saa han udfordrende paa Campnell.
+
+»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg
+gjorde paa at nappe Dem?«
+
+»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er
+meget værre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at
+glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et
+Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre
+Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«
+
+Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.
+
+Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.
+
+»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og
+Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg
+havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«
+
+»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af
+Deres Taske og lagt dette i Stedet?«
+
+»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet.
+Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det først, da det var for
+sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort
+Ulykken! At han kunde nænne det ...«
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Damen.)
+
+Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.
+
+Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid
+stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og
+netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest
+tilfrosne Stemninger.
+
+Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen
+lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.
+
+»Hvad skylder jeg Æren ...«
+
+»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«
+
+»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem.
+Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det
+Hele.«
+
+»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«
+
+»Næ --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman
+kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende
+Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«
+
+»Saa--aa?«
+
+»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog
+mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig
+--.«
+
+Detektiven satte sig til Ro.
+
+»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er
+forsvundne?«
+
+»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis
+han pantsætter dem.«
+
+»Blev De vækket sidste Nat?«
+
+»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo
+meget muligt, han har haft en Medhjælper.«
+
+Der blev ringet paa Entréklokken.
+
+»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg
+sige Dem: han er uskyldig!«
+
+Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op
+fra Sofaen.
+
+»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.
+
+»Hvad jeg siger.«
+
+»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem
+tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem
+tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke
+Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal
+vi se!«
+
+Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste
+Carman sig. Han stirrede paa hende.
+
+»Er der noget i Vejen?«
+
+»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af
+Stuen.
+
+Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort
+det?«
+
+»Hun siger, det er Dem selv!«
+
+»Mig? -- Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«
+
+»Er De sikker paa #det#?«
+
+Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.
+
+»Ja selvfølgelig er jeg sikker --«
+
+»Vis mig lidt omkring, hvad?«
+
+»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«
+
+Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.
+
+»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i
+det hvide Værelse.
+
+Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten,
+hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte
+Tasken fra sig.
+
+Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I
+Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.
+
+»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«
+
+»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.
+
+»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan
+kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.
+
+»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. -- Er De saa snart
+færdig med deres Undersøgelser?«
+
+»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset,
+hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«
+
+»Ja--a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det
+plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«
+
+»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse
+Omstændigheder.«
+
+Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren,
+inden hun svarede.
+
+»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen
+Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen
+Lomme,« vedblev hun.
+
+»Tonny, jeg sværger ...«
+
+»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!«
+
+»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham
+til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa
+inderligt ...«
+
+Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.
+
+Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa
+Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.
+
+»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«
+
+»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven --« et Blik paa Carman, »har
+allerede brækket Laasen i Stykker.«
+
+Detektiven aabnede det.
+
+»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«
+
+Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# ligge?« Hun stampede i
+Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det
+#bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du
+bange.«
+
+Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var
+propfuldt af Juveler igen!
+
+»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.
+
+»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens
+spydige Svar.
+
+Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette
+var og blev tomt.
+
+»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.
+
+Detektiven gik hen mod Døren.
+
+Lidt efter kom Pigen ind.
+
+»Ringede De, Frøken?«
+
+Detektiven svarede:
+
+»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den
+Frihed!«
+
+Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem,
+at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade
+Hr. Hiles at tage dem med sig.«
+
+Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.
+
+Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her,
+Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i
+sin Varetægt.«
+
+Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.
+
+»#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#«
+
+»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske
+uforstaaende.
+
+Detektiven trak paa Skulderen.
+
+»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min
+fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler
+kun Ægteskabsløftet.«
+
+»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ...
+en Tjenestepige!«
+
+»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt
+overraskende.«
+
+Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke
+benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han
+stadig prøvende:
+
+»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De
+-- Haanden paa Hjærtet, Frøken! -- har været lidt indiskret med.
+Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at
+Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er
+blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«
+
+Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.
+
+Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:
+
+»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i
+længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«.
+Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige,
+der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet
+til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk
+ladet ham stjæle, men har under Dække af #hans# Bedrift selv
+stjaalet Ægteskabsdokumentet.«
+
+»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over
+Beskyldningen.
+
+»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind.
+Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt
+tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med
+de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat
+der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl.
+
+Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare
+Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.
+
+I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig
+skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog
+hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som
+-- det undersøgte jeg -- i et Nu kan gengive et stort Billede af
+Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)!
+
+Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis
+bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne
+og manglede naturligvis Mod til #ikke# at lægge dem tilbage. Men
+Ægteskabsløftet har hun endnu.«
+
+»Nej, jeg har ikke!«
+
+»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!«
+
+Pigen rystede over hele Legemet.
+
+»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«
+
+Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.
+
+Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.
+
+I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i
+hysterisk Graad.
+
+Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.
+
+Det var virkelig Ægteskabsløftet.
+
+
+
+
+V. -- DEN STJAALNE TRAKTAT.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (I Udenrigsministeriet.)
+
+Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes
+fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.
+
+Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være
+bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til
+Kontorchefen, Kammerherre Horsam.
+
+»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig
+Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra
+Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«
+
+»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«
+
+»Ja--a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene
+Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han
+lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen:
+»Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas
+Regeringsbefuldmægtigede«.
+
+Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.
+
+»I #det# Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker
+Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«
+
+»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand
+--. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet
+Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi
+tvivler lidt om, det #altid# har været hans Navn.«
+
+Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig
+ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i
+den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til
+Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner
+ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til
+Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«
+
+Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez
+Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og
+engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de
+Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.
+
+Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel
+personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager,
+hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke
+om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af
+Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens
+Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til
+at skaffe ham den.«
+
+Dermed tav Kammerherren.
+
+»Ja ja -- det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads
+er Tyven.«
+
+»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De
+Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig
+sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme
+i Audients.
+
+De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden.
+Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak
+Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at
+han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med
+ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit
+Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var
+den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det
+frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«
+
+»Hvornaar fandt det Sted?«
+
+»Det er ikke en Time siden!«
+
+»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt
+af Caracas Repræsentanten endnu.«
+
+»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig
+Meddelelse.«
+
+»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«
+
+»Aa -- en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant
+Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde
+herkuliske Kræfter.«
+
+»Og den anden?«
+
+»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin
+maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte
+Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har
+opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«
+
+»Hvor bor Panama Fyren?«
+
+»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa
+Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men
+Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre
+deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers.
+Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis
+Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig
+Kundskab om Traktatens Indhold, vil #vi# faa store Ubehageligheder.«
+
+Detektiven rejste sig for at gaa.
+
+»Naa, Hr. Greve -- hvad vil De saa gøre?«
+
+»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«
+
+»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den #straks#, hjælper De os.
+Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre
+lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar
+Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.«
+
+»Selvfølgelig.«
+
+Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig
+staaende.
+
+»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten
+helliger Midlet?«
+
+»Hm --?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig
+selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi
+ikke.«
+
+»Aa nej -- saamæn.«
+
+Detektiven gik med et Buk.
+
+Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover
+saamæn det værste --!«
+
+Og han fik Ret.
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Hos Panama-Repræsentanten.)
+
+Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst
+beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var
+en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse
+ovenpaa. Det var det Hele.
+
+Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og
+sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:
+
+Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge
+sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han
+allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter,
+fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.
+
+Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:
+
+»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig
+Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.«
+
+Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik
+Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den
+i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg
+sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale
+rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne.
+Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo
+ikke! Ja--a forsøge kunde man jo ...«
+
+Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over
+Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par
+Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig
+rejst.
+
+Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om
+Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var
+fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande.
+
+Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse,
+begyndte han:
+
+»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad
+Vinduet og gebærder Dig saaledes?«
+
+Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk
+Accent:
+
+»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«
+
+Joachim -- Panamagesandten -- saa sig forvirret om.
+
+»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa
+Gaden.«
+
+Caracas Manden lo blot.
+
+»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag
+mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har
+hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til
+en Stol?«
+
+»Du er dejlig, saa uskyldig -- ikke?«
+
+»Er det Traktaten, Du mener? -- Jeg skal være ærlig overfor Dig,
+Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede
+den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen
+igen.«
+
+»Eller nu med det samme, hvad?«
+
+»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne --«
+
+Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.
+
+»-- Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i
+Gratiale for al hans Ulejlighed?«
+
+»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende
+Tone.
+
+»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede
+Sprog.«
+
+»Hvor er den da?«
+
+»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...«
+
+»Hvor er den, siger jeg?«
+
+»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din
+Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?«
+
+»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er,
+faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede
+atter med Revolveren.
+
+»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...«
+
+Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de
+forskellige Sager i Værelset.
+
+»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg
+om Hjælp; saa er Du færdig«.
+
+Den anden undersøgte uforstyrret.
+
+Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham
+i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget
+over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand.
+
+Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst
+sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle
+krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille ...
+
+Chloroformen havde virket.
+
+
+Kapitel III.
+
+ (»Diplomaten.«)
+
+Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at
+besøge sin Kollega fra Panama.
+
+»Har Du travlt?«
+
+Panama Diplomaten svarede ikke.
+
+Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.
+
+»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?«
+
+En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men
+død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis!
+
+Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det
+Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men
+næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus
+styrtede ned mod Gulvet.
+
+Den anden stirrede forvirret.
+
+Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt
+efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig
+forvirret omkring.
+
+»Er Du daarlig, lille Jim?«
+
+»Er Du her endnu, dit Afskum!«
+
+»Ja, naturligvis er jeg her.«
+
+»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.
+
+Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim
+skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder:
+
+»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren,
+drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen.
+
+»Hvorfor lukker Du Døren?«
+
+Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige
+Opførsel.
+
+»For at forhindre Dig i at komme ud -- denne Gang kan Du vel ikke
+benytte Vinduet.«
+
+»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det
+med et voldsomt Brag.
+
+Saa stampede han i Gulvet:
+
+»Frem med Sproget! Har Du taget den?«
+
+»Hvad for en?«
+
+»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget
+Traktaten?«
+
+Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i
+den andens Udseende.
+
+Han blev uhyre ivrig med et:
+
+»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer
+Du med den!«
+
+Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin
+Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra.
+
+Til sidst greb han en Revolver og truede løs.
+
+Caracas Diplomaten afbrød:
+
+»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem
+os!
+
+Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. #Du#
+svarede: jeg skal skaffe den! -- Jeg skulde saa efter Aftalen tale
+med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.«
+
+»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad
+Vinduet!«
+
+»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget
+Vindue.«
+
+»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan
+forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?«
+
+»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«
+
+»Nej, ved Du nu hvad --!«
+
+Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved,
+indtil de sloges som Rasende.
+
+»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt
+dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg
+først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«
+
+»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg --«
+
+Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste
+Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.
+
+
+Kapitel IV.
+
+ (Atter i Udenrigsministeriet.)
+
+Det var næste Morgen.
+
+Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde
+nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger.
+
+»Hm -- hvem siger De, det er, som vil tale med mig?«
+
+»Gesandten fra Caracas.«
+
+Kammerherren tav. »Hm -- hvad vil nu han?« tænkte Manden. »Er der
+mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?«
+
+Han vendte sig atter mod Assistenten.
+
+»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag
+Deres Arbejde med.«
+
+Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind.
+
+»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen!« Akcenten røbede
+Tyskeren. »Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat
+--«
+
+Kammerherren spidsede Øren.
+
+»Saa--aa?«
+
+»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ... Ja, jeg ved ikke,
+forstaar det slet ikke ... jeg fik den med blandt de mange andre
+Papirer, Kammerherren gav mig.« Og han rakte ham et Dokument.
+
+»Hm -- tak! Maa jeg spørge, opdagede De #det#, da De var gaaet
+herfra?«
+
+»Ja, heldigvis --«
+
+»Og har beholdt den indtil nu!«
+
+»-- Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke
+aabent om Natten --«
+
+Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme,
+som --
+
+»Hvad Fanden --! Grev ...?«
+
+»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og
+tyssede med Tegn og underlige Blikke.
+
+»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem dog --«
+
+»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg
+giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set
+den.«
+
+»Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?«
+
+»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er
+det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu
+har De den jo forøvrigt tilbage i bedste Behold.«
+
+De saa paa hinanden.
+
+Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at røbe det
+fjærneste i en Assistents Nærværelse. Sagen maatte ende paa denne
+naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage --
+Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo Ministeriet kompromitteret.
+
+Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:
+
+»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg
+ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. -- Aa ja, med
+fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen
+til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.«
+
+Grev Campnell bukkede.
+
+Kammerherren fortsatte til Afsked:
+
+»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i Aften Kl. 6. Det er
+rent privat, en lille Middag i Ro ...«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede,
+gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige
+Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning.
+
+
+
+
+VI. -- DEN SNEDIGE HERREDSFOGED.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Den undslupne Fange.)
+
+»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige
+Dem det!«
+
+Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to
+unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han
+gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid
+for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.
+
+De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres
+Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
+
+Ved Bordet talte de videre om Sagen.
+
+»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray.
+
+»Nej, ikke det fjærneste ...«
+
+»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og
+saa interesseret paa Kromanden.
+
+»Grev Campnell -- hvem er det?«
+
+»Detektiven! Kender De ikke ham?«
+
+Den Gamle smilede overbærende.
+
+»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer
+derinde i Hovedstaden ...« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer
+ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl,
+kan De tro, der magelig stikker alle deres -- Grever!«
+
+»Saa--aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede
+opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om
+Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte,
+maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige
+Slags.
+
+Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de
+øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de
+følgende Dage hørte man intet til Sagen.
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Uhyggeligt.)
+
+Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i
+Marken og stod tidlig op.
+
+Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.
+
+Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var
+aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik
+Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud,
+fortvivlet over al den lærde Snak.
+
+Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes
+pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men
+han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og
+gik videre med Diskusionen.
+
+Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han
+et Skrig fra sig af Angst.
+
+Lane vendte sig om.
+
+»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var
+nemlig intet at se.
+
+»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ...
+jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som
+kiggede frem over Højen derhenne.«
+
+De stod lidt og ventede ...
+
+»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom -- nu gaar
+vi videre.«
+
+Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte
+opmærksomt efter en Tid -- saa #maatte# han vende sig om igen.
+
+»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr
+efter os paa alle fire!«
+
+»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld
+ingenting mærke.«
+
+De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.
+
+Men der skete intet.
+
+»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«
+
+»Næ -- men --« han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af
+Forfærdelse.
+
+Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og
+klædt i den afskyeligste Fangedragt.
+
+Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde.
+Fangen bag efter dem.
+
+De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.
+
+Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.
+
+Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.
+
+Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede
+forpustet.
+
+Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som
+intet.
+
+»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt --«
+
+»Aa, De skal nok faa det varmere --« kom det forbitret.
+
+Gray fortsatte og rejste sig op:
+
+»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre
+Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati --«
+
+Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.
+
+»Ha--a--a--a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni
+Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen
+med!«
+
+Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og
+som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med
+ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt
+... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter.
+Benklæderne naaede kun til Knæene, #dér# kom de bare Ben frem. Midt
+paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten.
+Rædselsfuldt uhyggeligt!
+
+I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.
+
+»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer --?«
+
+»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin
+Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos
+os ... De kan faa alt, hvad vi har.«
+
+»Penge -- føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med
+Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En -- to --«
+
+Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.
+
+Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.
+
+»Vesten med!« brølede han.
+
+»Jamen, kæreste Herre --« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp
+ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være
+fri?«
+
+Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og
+Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os
+ikke skændes, det hjælper slet ikke.«
+
+Der var ingen Udvej.
+
+De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar
+Skjorte og Hat.
+
+»Hm--m --« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over
+det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«
+
+De adlød instinktsmæssig.
+
+Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i
+Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede
+han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende
+Ord.
+
+De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en
+Overraskelse.
+
+Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de
+vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste
+Skjorte ...
+
+
+Kapitel III.
+
+ (Rettens Folk.)
+
+»Stands, eller vi skyder!«
+
+De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og
+forvirrede standsede de og saa sig omkring.
+
+Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og
+Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned
+med det samme.
+
+De standsede altsaa.
+
+Politiet kom farende.
+
+»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene
+adlød beredvilligt.
+
+»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg
+høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham
+mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I
+bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se
+det paa jer, man narrer mig aldrig.«
+
+»Kære Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De
+kan naa Fyren endnu ... han tog vort Tøj ... tvang os med Magt.«
+
+»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jeg #atter#, I
+lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der
+ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«
+
+»Han tvang os til det med #Magt#! Det er sandt! Han har Kræfter som
+en Bjørn, den Kæmpe, han er --«
+
+»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«
+
+»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for
+lille, derfor maatte vi --«
+
+»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte
+Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham
+... han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«
+
+»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er
+han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for
+Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente
+hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig --«
+
+Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned
+mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.
+
+Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han
+Tøjet og løb, alt hvad han kunde.
+
+Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede,
+og Betjentene omringede ham.
+
+»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte
+Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i
+Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.
+
+»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede
+Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og
+tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden
+fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.
+
+»Luk op! Det er Herredsfogden!«
+
+Fængselsporten aabnedes straks.
+
+»Kald paa Inspektøren!«
+
+Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.
+
+»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet
+gjort sin Pligt.«
+
+»Nej er det muligt --?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa
+Herredsfogden.
+
+»Jamen --? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa høj --!«
+
+»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i
+Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! -- Han er vokset en Smule,
+ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en
+mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«
+
+Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse -- og alligevel tøvede
+Inspektøren mod Sædvane.
+
+»Hm, ja -- men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror,
+Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...«
+
+»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke
+havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af
+Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«
+
+Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte,
+Manden var helt forandret.
+
+Grev Campnell stod for dem.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.
+
+Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode
+under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede
+ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men
+havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig
+stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.
+
+#Nu#, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders
+#hurtigste# Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig
+over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks
+henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.
+
+Resultatet blev, som af Detektiven forudset:
+
+»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens
+Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af
+Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog
+Efterforskningen.
+
+Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages
+Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.
+
+Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge
+Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot
+havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette
+Uduelighed.
+
+Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at
+Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var
+-- vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!
+
+Men naturligvis -- nu forstod man Grunden til den pludselige
+Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.
+
+
+
+
+VII. -- SAMMENSVÆRGELSEN.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Beslutningen tages.)
+
+De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det
+ilde berygtede Baggaards-Hus.
+
+Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:
+
+»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt
+forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod
+Krigsministerens Liv ...«
+
+Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.
+
+Obersten talte igen:
+
+»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...«
+
+Atter Dødsstilhed.
+
+»Oberst -- det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme,
+frygtsomt, forpint:
+
+Men Obersten smilede blot.
+
+Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja -- saa
+lægger #jeg# for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med
+store Bogstaver.
+
+Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen:
+»Naa, efter R følger vel S --?«
+
+Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet
+videre gennem den tavse Forsamling.
+
+Major Dyson var den sidste.
+
+»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa
+jo -- --«
+
+Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa
+greb han sin Stok.
+
+»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden
+anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig
+skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede
+han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan
+det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i
+fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«
+
+Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom
+lettede.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig
+ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig
+jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage,
+og saa --
+
+Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han
+naaede hjem.
+
+Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af
+en yngre Mand, der hilste ærbødigt.
+
+»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa
+mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens
+Officerer, og -- --«
+
+»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i
+de alvorligste Folder.
+
+»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev
+Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den
+gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres
+skarpeste Fordømmelse -- --«
+
+»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde
+netop selv tænkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne.
+Dér er vi langt mere ugenerte!«
+
+Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin
+Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.
+
+Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var
+der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig
+Afbrydelse.
+
+Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...
+
+En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste
+Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa
+vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette
+Øjeblik, end netop den Bladneger.
+
+Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu
+havde hun ventet #saa# længe, og Maden ...
+
+»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg
+ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.
+
+Maggie saa alvorligt paa ham.
+
+»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvad
+#kan# Du dog have at gøre der?«
+
+»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du
+tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land -- mange Veje, en lille
+Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik
+saa endelig til Bords.
+
+Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.
+
+Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.
+
+»Saa for Pokker, hvad er der nu --?«
+
+Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle
+Baggaardsbygning.
+
+Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i
+Laas.
+
+»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«
+
+Dyb Tavshed. Alle saa ned.
+
+Endelig tog den gamle Major Ordet:
+
+»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte
+videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er
+forhastet ...«
+
+»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«
+
+»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de
+andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have
+Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«
+
+»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i
+truende Kor.
+
+»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg
+har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det
+ikke. -- Det er bleven borte.«
+
+»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.
+
+»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den
+fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i
+en Fart!«
+
+»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.
+
+»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.
+
+Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre
+bagefter.
+
+»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende
+og prøvede at lukket den op.
+
+De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen
+anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
+
+Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store
+Anstrængelser.
+
+Et Papir faldt ud.
+
+Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt
+omkring.
+
+»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte
+Papiret.
+
+En af de andre greb det.
+
+Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i
+alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
+
+Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var
+det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets
+Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:
+
+    "Disse er Forræderne!"
+
+Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.
+#Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre?
+
+Og hvordan i al Verden var det dog sket?
+
+
+Kapitel II.
+
+ (En fortrolig Samtale.)
+
+En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus,
+var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt
+Ærinde.
+
+Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private
+Kontor.
+
+»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har
+naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat
+med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge
+Beslag paa Deres Dygtighed.«
+
+Greven bukkede.
+
+»Igen Tyveri?«
+
+»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af
+Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de
+Skyldiges Navne.«
+
+»Disse Navne ønsker De altsaa?«
+
+»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der
+foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven,
+»rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er
+underrettede.
+
+Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os
+alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De
+-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller
+hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og
+behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men
+alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig
+indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.
+
+Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret
+gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe
+o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt
+aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver
+det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald
+forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast
+paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
+tydeligere?«
+
+»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld
+hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!«
+
+»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med
+Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har
+instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet.
+Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket,
+det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem!
+Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i
+Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!«
+
+»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De
+Mistanke til nogen bestemt?«
+
+Ministeren trak paa Skuldrene:
+
+»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer,
+saadan er det jo altid.«
+
+»Ja vel. Men derud over?«
+
+»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«
+
+»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om
+det.«
+
+Ministeren nikkede.
+
+»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer
+her?«
+
+Den adspurgte rystede paa Hovedet.
+
+Greven betænkte sig lidt.
+
+»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi
+maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt
+som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede.
+»For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«
+
+Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.
+
+
+Kapitel III.
+
+ (Forklaringen.)
+
+Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i
+Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og
+forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
+Kontor.
+
+Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:
+
+»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde,
+paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr.
+og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
+Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes
+bemærkelsesværdigt eller ej.
+
+Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok
+adskillige Gange paa Vildspor.
+
+I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en
+hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente
+Genstanden i den og den Butik.
+
+Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken
+gjorde mig alligevel lidt mistænksom.
+
+Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus,
+hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.
+
+Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist,
+der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige
+Anskuelser.
+
+Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig,
+som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste
+Kabinet.
+
+Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand:
+bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her
+paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4
+Minutter.
+
+Det gik, som jeg ønskede.
+
+Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg
+for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske
+rigtigt et Dokument --«
+
+»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede
+Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«
+
+Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.
+
+»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres
+regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren
+det. »Tja -- saadan er det.«
+
+Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.
+
+»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell!
+Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste
+Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.
+
+»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men
+--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem
+Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
+Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo
+forblive tavs og lade uvidende.«
+
+»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede
+Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig.
+De afbrød blot, før min Beretning var endt.«
+
+Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige
+Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.
+
+Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et
+Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede
+Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
+
+Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev
+Campnell og trykkede hans Haand.
+
+»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg
+overbevist!«
+
+Ministeren fik Ret.
+
+Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt,
+at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere
+Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods
+Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke
+Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.
+
+Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!
+
+
+
+
+VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Paa Havet.)
+
+Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.
+
+Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af
+Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte
+aabnedes.
+
+En høj, slank Mand kom ind.
+
+Hvem var det?
+
+Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham
+før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og
+skægløst, men Øjnene sorte som Kul.
+
+Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren
+ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.
+
+Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og
+nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:
+
+»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«
+
+Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at
+stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage,
+lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.
+
+Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin
+Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.
+
+»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget
+mærkværdigt i den hele Beretning.
+
+Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det
+var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun
+Kaptajnen.
+
+»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ.
+De er bare søsyg!« spottede han.
+
+Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et
+Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Det sære Møde.)
+
+Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem
+Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede
+Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere
+raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.
+
+»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du
+se?«
+
+»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«
+
+»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre,
+derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«
+
+Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.
+
+Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og
+hen til Manden.
+
+Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte
+Haand.
+
+»God Dag, hvordan har De det?«
+
+»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det
+meget godt, men ...«
+
+»Kan De maaske ikke huske mig?«
+
+»Huske? Næ--æ--«
+
+»Jamen prøv!«
+
+Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.
+
+»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og
+blege, markerede Ansigt smilede blot.
+
+Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
+
+»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«
+
+»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu
+værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at
+være brudt ind i Damesalonen.
+
+»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og
+saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede
+Bryn.
+
+Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik
+et Lys op for ham.
+
+»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min
+Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet,
+han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers
+vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske
+mærkværdigt --«
+
+»Ligner Deres Broder da Dem?«
+
+»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at
+fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue,
+vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem
+hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig
+skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret.
+Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i
+Drømme og hørt ham tale ...«
+
+»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig
+i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.
+
+Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld
+Dagligstue paa 1ste Sal.
+
+»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i
+hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet
+til Sæde.
+
+Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske
+Rejsende.
+
+»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo
+næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke
+kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han
+ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og
+hentede et stort Billede ned fra Væggen.
+
+»Her er det! Ligner han mig?«
+
+Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.
+
+Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa,
+det ikke er Dem selv?«
+
+»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i
+en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu
+et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var
+ham selv.
+
+Pavse.
+
+»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand
+til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set
+Mage til sligt.«
+
+Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude
+og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.
+
+Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle
+tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.
+
+Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde,
+fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.
+
+Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.
+
+»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da
+#han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.
+
+»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton.
+
+Ægteparret skyndte sig bort.
+
+»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile
+Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ...
+Saa, følg nu med!«
+
+De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste
+sig i Døren, blot i en anden Dragt.
+
+Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.
+
+»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog
+Mennesker!«
+
+»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde
+været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i
+Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i
+Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til
+ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var
+Efterforskningen sket kort efter Landgangen.
+
+Den fremmede stirrede paa Stanton:
+
+»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han
+vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i
+Mindelighed. Hvor meget vil I have?«
+
+De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.
+
+»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er
+det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom!
+Her er Pengene!«
+
+»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du
+nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«
+
+»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton
+godmodig nok til at svare.
+
+»Og Nøglerne?«
+
+»Her!«
+
+Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler
+i Pengekassen.
+
+»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad
+os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«
+
+Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt
+Pligten. Nølende sjokkede de af ...
+
+Men den mystiske Tyveknægt triumferede.
+
+Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen,
+ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han
+glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den
+besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder
+igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var
+tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en
+sandfærdig og spændende Tildragelse.
+
+Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en
+tarvelig Opdigtelse.
+
+»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde
+der saa være sket?« spurgte Fortælleren.
+
+»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste
+sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg --
+forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden
+Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene
+vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre
+Gentlemen.«
+
+»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa
+pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var#
+hans Broder --?«
+
+Detektiven smilede.
+
+»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han.
+
+... Saa kom Turen til ham.
+
+Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie:
+
+
+
+
+IX. -- DEN VELTALENDE PRÆST.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Overraskelsen.)
+
+»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i
+Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal
+De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«
+
+Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende
+Tanker.
+
+»Hvad ... Goddag! Er De her?«
+
+Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.
+
+»Frk. ... Frk. Dundas?«
+
+Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.
+
+»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«
+
+»Jeg kom i Gaar, Frøken!«
+
+Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:
+
+»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«
+
+»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden
+kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i
+Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste
+straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader
+var Præst, end sige min egen Sognepræst.«
+
+Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen
+ledet over paa andre Emner.
+
+»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«
+
+Carr smilede lidt bittert.
+
+»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke
+heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa
+til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg
+derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«
+
+»Ja, det ser jeg unægtelig.«
+
+»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en
+Taler ...«
+
+»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der
+undertiden næsten kan minde om Dem.«
+
+»Saa--aa?«
+
+Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin
+Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til
+Maedenham.
+
+Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.
+
+Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent
+udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.
+
+»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver
+Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg
+lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil
+jeg gerne helt have fri.«
+
+Kapellanen bukkede.
+
+Nu kom Fruen ind.
+
+»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for
+hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare
+udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en
+Hukommelse!«
+
+Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den
+Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner
+i Præstegaarden den Dag.
+
+Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var
+eftersendt fra Cranleigh.
+
+»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her
+dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...«
+
+Resolut lukkede han Brevet op:
+
+  »Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro
+  paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi
+  forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.
+
+                            Deres ærbødige
+                                _Cook & Sable_.«
+
+Kapellanen rev Brevet i Stykker.
+
+»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre.
+»Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i
+Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
+1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være
+ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg
+tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg
+skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst,
+bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen
+Tid til Forberedelse!«
+
+Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl
+om Pastor Dundas Popularitet.
+
+»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«
+
+»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa
+vidunderligt.«
+
+Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele
+Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.
+
+Nu nævnede Dundas Teksten.
+
+Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han
+havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt
+lærerigt altsaa!
+
+Prædikenen begyndte.
+
+Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa
+Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede
+aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak
+han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«
+
+Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:
+
+»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«
+
+»Ja--a, jeg ved skam ikke.«
+
+»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?«
+
+»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«
+
+»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er
+altid et af mine Principper.«
+
+»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er
+sandelig en Karakter!«
+
+En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.
+
+»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes,
+netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage
+holdt i Cranleigh.«
+
+»Naa, det tror jeg ikke!«
+
+»Ja hvorfor ikke?«
+
+Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til
+Præstegaarden.
+
+Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans
+Værtinde ind.
+
+»Ringede De?«
+
+»Næ--æ.«
+
+Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager
+det Dem ikke?«
+
+»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa
+skyndte han sig atter til Kirken.
+
+Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten
+meddelte ham det.
+
+»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde
+ventet mig mere, Hr. Carr!«
+
+-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund
+det almindelige Samtaleemne.
+
+»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.
+
+»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen
+interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.
+
+»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende
+Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b.
+m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.
+
+Pastoren talte videre.
+
+Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig
+saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.
+
+»Hvem er det?« lød det barskt.
+
+»Det er mig!«
+
+Nu saa han, hvem det var.
+
+De stod lidt tavse.
+
+Carr rakte hende tøvende Haanden.
+
+Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.
+
+»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens
+Datter ...«
+
+»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny
+Kapellan ...«
+
+»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --«
+
+Han drog hende til sig og kyssede hende.
+
+»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i
+Mørket?«
+
+#Ja, hvad gjorde hun dog?#
+
+
+Kapitel II.
+
+ (Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)
+
+»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som
+Kapellan!«
+
+Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og
+alvorligt Ansigt.
+
+Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:
+
+»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra
+været en Gentleman's!«
+
+»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«
+
+Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.
+
+»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min
+Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra
+sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver
+hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk
+Kandidat af Deres Art.«
+
+»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«
+
+»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min
+Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«
+
+»Har hun sagt det?«
+
+Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i
+Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som
+Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand
+kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.«
+
+Kapellanen smilede atter.
+
+»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«
+
+»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre
+travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og
+-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til
+Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«
+
+»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset.
+
+»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid,
+desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af
+#Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«
+
+Kapellanen bukkede og gik.
+
+Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han
+til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede
+Prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den
+altsaa være i Hænde senest næste Middag.
+
+I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar
+Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald.
+Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at
+han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu
+forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen.
+
+Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med
+Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet.
+Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med
+Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal
+jeg tro?«
+
+Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og
+aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale.
+
+»Hr. Carr --« stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt.
+
+»Ja, Hr. Pastor?«
+
+»Hm -- hm -- der er noget, jeg vil spørge Dem om!«
+
+»Til Tjeneste!«
+
+»Eh -- æ -- jeg mener -- var det Deres egen?«
+
+»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres
+Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke -- det vilde jo være
+slet og ret Bedrageri.«
+
+»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«
+
+»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte
+Kapellanen.
+
+»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!«
+
+Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa
+hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas.
+
+Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg.
+
+»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?«
+
+Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til
+Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i
+Fremtiden.
+
+»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt --?« Præstens Øjne
+skød Lyn.
+
+»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!«
+
+Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev
+pludselig som et Barn.
+
+»Ja, jeg ved det, jeg ved det --« jamrede han. »Men hvorfor ... hvad
+har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?«
+
+»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine
+Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem,
+Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo
+overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja
+ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os
+sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.«
+
+»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første
+Overraskelse.
+
+»Ja, det er jo en Aftale.«
+
+Præsten rystede energisk paa Hovedet.
+
+»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad skal jeg arme Menneske
+gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var
+grædefærdig. -- »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage
+Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os
+hjælpes ad ...«
+
+Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst.
+
+»Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«
+
+»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et.
+»Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er
+Menigheden til Efterfølgelse.«
+
+Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne
+Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs#
+Skyld gjort Lykke.
+
+Carr og Mimi beholdt hinanden.
+
+
+
+
+X. -- GREV CAMPNELLS KLINGE.
+
+
+Kapitel I.
+
+ (Da Fjenden kom.)
+
+Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort
+efter Krigen brød ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde
+sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen --
+vor Detektiv -- var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og
+velvoksen Fyr.
+
+En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i
+den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og
+fortvivlet kom ham i Møde.
+
+»Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far -- --« Hun
+brast i Graad.
+
+»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!«
+
+Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen
+Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden
+maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han
+flygte bort fra Landet, tilbage til England. -- Aa August ... kunde
+han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes
+... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!«
+
+»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen.
+
+»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«
+
+Den unge Grev August kyssede Moderen.
+
+»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot
+først kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i
+Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Søn!«
+
+Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit Værelse. Han samlede
+nogle Sager sammen i et Tørklæde, og med dette i Haanden listede han
+atter ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr
+aabnede han Bylten ...
+
+       *       *       *       *       *
+
+Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer
+kom ridende nede i Alléen.
+
+»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et
+Sted!« kommanderede Anføreren.
+
+De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin
+Hest og gav et Glædeshyl fra sig.
+
+»Der er han! Der staar En bag det Træ!«
+
+Og virkelig! Anføreren saa det selv.
+
+»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel.
+
+Hele Troppen ladede, parat til at fyre.
+
+En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og
+uredt som dens, der boer i Landflygtighed.
+
+»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!«
+
+»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din
+Tunge, dit Uhyre af en Rebel!«
+
+Men Rebellen rynkede Brynene:
+
+»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem
+De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château
+Campnell!«
+
+Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende
+Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din
+politiske Svinemikkel!«
+
+Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!«
+
+       *       *       *       *       *
+
+Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne
+kom farende ind i Fruens Kabinet.
+
+»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ...
+nede i Alléen.«
+
+»Hvad siger De --?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte
+gribe om hende.
+
+»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?«
+
+Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set:
+Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med.
+
+Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind
+til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens
+fortvivlede Ansigt.
+
+»August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast
+paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!«
+
+Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig
+mer.
+
+»Esther! Esther!«
+
+Stemmen kom fra det aabne Vindu.
+
+Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt.
+
+Det var Greven selv.
+
+Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig --«
+
+Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og
+uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig
+skjult som en Fredløs.
+
+».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte
+og græd paa samme Tid.
+
+»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære,
+velsignede Dreng.«
+
+»August? Har August ...«
+
+Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie.
+Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa --
+
+Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at
+maatte tale med Fruen.
+
+Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde
+set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede
+Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!
+
+Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.
+
+Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk -- det,
+Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han
+ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.
+
+»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans
+sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig
+glemme Dig ... Dig er det, som redder os!«
+
+
+Kapitel II.
+
+ (I Gæstgivergaarden.)
+
+Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent
+paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere
+Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt
+de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.
+
+I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens
+Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne.
+
+Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at
+bringe Fangen hen til sig.
+
+»Vil Du have noget at spise?«
+
+Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.
+
+»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«
+
+Den unge smilte: »Er De en #kejserlig# Officer? Det mærker man ikke.
+De er Slagter, er De!«
+
+»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange
+Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«
+
+»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«
+
+Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt
+nærmere.
+
+Skægget gik af!
+
+»Hva' --?«
+
+Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det
+hele berusede Korps.
+
+»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til
+Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden
+ud: »Nu Haaret den samme Vej!«
+
+Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar
+og trak til.
+
+Men da han ikke mødte den Modstand, han -- trods alt -- havde
+ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet.
+
+I næste Øjeblik var han atter oppe.
+
+»Hvad Pokker --?« Maalløs stirrede han paa Grev Campnell. »Det er jo
+-- det er jo #en Dreng#!«
+
+Fangen lo. »Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.«
+
+»Er -- er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde
+bringe i Sikkerhed ...?!«
+
+»Nej, men hans Søn!«
+
+»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du har narret os altsaa!
+Hvad skal de Kunster betyde?«
+
+»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden, og Far behøvede kun
+et lille Forspring for at være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans
+Rolle. Jeg gættede nok, De ikke havde hans #fuldstændige#
+Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod
+mig fange.«
+
+»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede ude af sig selv i
+Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. -- -- -- -- --
+
+-- --
+
+Men da skete det mærkværdige:
+
+De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa
+Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu
+endelig var det lykkedes.
+
+I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet,
+sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder.
+
+Forvirrede stirrede de paa ham.
+
+»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert
+Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!«
+
+Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig
+ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin
+Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.
+
+»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede
+Anføreren.
+
+Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell resolut slog til
+Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i
+Salen.
+
+»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen. »Hvis den Knægt
+slipper ud, skal I blive hængt alle som en.«
+
+Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren,
+blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen:
+
+»Er August Campnell her?«
+
+Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp.
+Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige
+Øjeblik.
+
+»Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August.
+
+Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater! Hurra! Hørte
+I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har
+vi dem, baade Fader og Søn!«
+
+»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen
+begynde!«
+
+Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at
+der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ...
+
+Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....
+
+Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone -- Værtinden -- kom
+ind med en Lygte.
+
+»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han --?«
+
+Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa
+saarede og blødende.
+
+»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede!
+Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de
+Pjalte og kommer saamæn ikke igen.«
+
+»Med #vore# Heste!?« skreg Anføreren op med en Ed.
+
+»Deres? Var det #Deres#?«
+
+Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget var tabt. Han var ædru
+nok til at indse det nu.
+
+Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte et Brev, »fra
+Kæresten,« mente hun. Det var fundet paa Køkkenbordet.
+
+Han rev det op.
+
+Der stod:
+
+    »Kejserlige Løjtnant!
+
+  Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den
+  blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring
+  -- mit Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres
+
+                                _August Campnell_.«
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER ***
+
+***** This file should be named 32865-8.txt or 32865-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/3/2/8/6/32865/
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
diff --git a/32865-8.zip b/32865-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..07c4e17
--- /dev/null
+++ b/32865-8.zip
diff --git a/32865-h.zip b/32865-h.zip
new file mode 100644
index 0000000..d1e4928
--- /dev/null
+++ b/32865-h.zip
diff --git a/32865-h/32865-h.htm b/32865-h/32865-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..4ba5f95
--- /dev/null
+++ b/32865-h/32865-h.htm
@@ -0,0 +1,5097 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
+    <title>En Adelig Opdager, by Richard Marsh; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <style type="text/css">
+    /* <![CDATA[ */
+body {
+    margin: auto 15%;
+}
+
+h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
+    text-align: center;
+    clear: both;
+}
+
+p {
+    margin: .75em auto;
+    text-align: justify;
+}
+
+hr {
+    width: 33%;
+    margin: 2em auto;
+    clear: both;
+}
+
+table {
+    margin-left: auto;
+    margin-right: auto;
+}
+
+.pagenum {
+    /*visibility: hidden;*/
+    color: #999;
+    position: absolute;
+    left: 88%;
+    font-size: smaller;
+    text-align: right;
+    font-variant: normal;
+    font-weight: normal;
+    text-transform: none;
+    text-decoration: none;
+} /* page numbers */
+
+.blockquot {
+    margin: auto 8%;
+}
+
+em        { font-style: normal; font-weight: normal; letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em; }
+.center   { text-align: center; }
+.gesperrt { letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em; font-style: normal; }
+.smaller  { font-size: smaller; }
+.larger   { font-size: larger; }
+.bold     { font-weight: bold; }
+
+/* Images */
+img        { border: none; }
+
+.figcenter {
+    margin: auto;
+    text-align: center;
+}
+
+/***/
+
+.trnote {
+    font-family: sans-serif;
+    background-color: #ccc;
+    color: #000;
+    border: black 1px dotted;
+    margin: 2em 8%;
+    padding: .6em 1.6em;
+}
+.trnote ul li { list-style-type: none; }
+.trnote p { text-align: center; }
+
+.toc { margin: 0 25% auto 25%; padding-top: 0; padding-right: 2em; }
+p.toc { font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; }
+.toc li { }
+.toc li p { margin-top: 0; padding-top: 0; text-align: left; }
+.toc .num { position: absolute; right: 34%; top: auto; }
+
+.topmarg  { margin-top: 1.8em; line-height: 150%; }
+p.sechead { text-align: center; margin-bottom: 1.3em; font-size: 90%; }
+h1.titlepage { font-weight: normal; letter-spacing: .1em; }
+
+hr.chapbreak { width: 65%; }
+hr.secbreak { width: 15%; color: silver; }
+hr.tb, .w45 { width: 45%; }
+
+.letter { margin: 1.5em auto; width: 50%; }
+.letter .head { margin: auto auto .3em 2em;}
+.letter .body { margin: 2pt auto; }
+.sig { text-align: right; margin: .3em 1.5em auto auto; }
+.sig .sig1 { margin-right: 1.5em; }
+
+a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
+
+    /* ]]> */
+    </style>
+  </head>
+<body>
+
+
+<pre>
+
+The Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: En adelig Opdager
+
+Author: Richard Marsh
+
+Translator: Axel Thomsen
+
+Release Date: June 17, 2010 [EBook #32865]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER ***
+
+
+
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
+
+
+
+
+
+
+</pre>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige
+ stavning er i øvrigt bevaret. En <a href="#rettelsesliste">ordliste
+ med rettelser</a> er placeret sidst i bogen.</p>
+</div>
+
+
+<h1 class="titlepage">En adelig Opdager.</h1>
+
+<hr class="w45" />
+
+
+<h2>Richard Marsh</h2>
+
+
+<h1 class="topmarg">En adelig Opdager</h1>
+
+
+<p class="center topmarg">Bearbejdet efter Originalens <b>4. Oplag</b><br />
+<span class="smaller">af</span><br />
+<span class="bold">Axel Thomsen</span></p>
+
+<div class="figcenter topmarg">
+<img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="114" height="120" />
+</div>
+
+<p class="center topmarg"><span class="gesperrt">Kjøbenhavn.<br />
+H. Hagerups Forlag.</span><br />
+1902.</p>
+
+<hr class="w45" />
+
+<p class="center">A. Rosenbergs Bogtrykkeri.
+</p>
+
+<hr class="w45" />
+
+<h2 class="gesperrt">Indhold.</h2>
+<p class="toc">&nbsp;<span class="num">Side</span></p>
+
+<ol class="toc">
+<li><p><a href="#I_DET_STJAALNE_BREV">Det stjaalne Brev</a>
+<span class="num">9</span></p></li>
+<li><p><a href="#II_EN_FRYGTELIG_NAT">En frygtelig Nat</a>
+<span class="num">20</span></p></li>
+<li><p><a href="#III_DEN_FORSVUNDNE_HUSTRU">Den forsvundne Hustru</a>
+<span class="num">33</span></p></li>
+<li><p><a href="#IV_ET_GAADEFULDT_INDBRUD">Et gaadefuldt Indbrud</a>
+<span class="num">46</span></p></li>
+<li><p><a href="#V_DEN_STJAALNE_TRAKTAT">Den stjaalne Traktat</a>
+<span class="num">62</span></p></li>
+<li><p><a href="#VI_DEN_SNEDIGE_HERREDSFOGED">Den snedige Herredsfoged</a>
+<span class="num">80</span></p></li>
+<li><p><a href="#VII_SAMMENSVAERGELSEN">Sammensværgelsen</a>
+<span class="num">93</span></p></li>
+<li><p><a href="#VIII_EN_MYSTISK_PASSAGER">En mystisk Passager</a>
+<span class="num">108</span></p></li>
+<li><p><a href="#IX_DEN_VELTALENDE_PRAEST">En veltalende Præst</a>
+<span class="num">118</span></p></li>
+<li><p><a href="#X_GREV_CAMPNELLS_KLINGE">Grev Campnells Klinge</a>
+<span class="num">132</span></p></li>
+</ol>
+
+
+<hr class="w45" />
+<h2>Richard Marsh,</h2>
+
+
+<p>nærværende Bogs Forfatter, er en af Englands nulevende
+Romanforfattere, med hvem ofte kun Conan
+Doyle kommer paa Højde.</p>
+
+<p>Han er en Mand i sine bedste Aar og har allerede
+udgivet omkring en Snes Romaner, alle paa
+Londons største og fineste Forlag. Næstefter »<em>En
+adelig Opdager</em>«, der udkom for faa Aar siden og
+naaede 3. Oplag i Fjor og 4. i Aar, har R. M. skrevet
+Bøger med saa spændende Titler som »Kunstmorderen«,
+»Kvinden med den ene Haand«, »Det Synlige og det
+Usynlige«, »Det mystiske Hus«, »Djævlen« o. m. a.</p>
+
+<p>Dog, ikke nok med, at Bøgerne bærer de mystiske
+Titler, Forfatteren selv er en ret mystisk Personlighed.</p>
+
+<p>Der findes i hele England ikke et Blad eller
+Tidsskrift, hvori blot den ringeste biografiske Oplysning
+om ham nogensinde har været offentliggjort,
+skønt han er særdeles læst. Det er et Særsyn i England,
+men Forfatteren ønsker selv denne Hemmelighedsfuldhed
+og vaager stærkt over den.</p>
+
+<p>Grundene kan være mange. Der er Englændere,
+der vil vide, at Navnet er et Pseudonym, som dækker
+over en kendt engelsk Detektiv, andre mener en
+Videnskabsmand, atter andre en Hertugsøn(!) o. s. v.</p>
+
+<p>Med »En adelig Opdager« indføres Forfatteren
+for den danske Læseverden.</p>
+
+<p class="sig"><i>A. T.</i></p>
+
+
+
+<hr class="w45" />
+<h2>Den engelske Presse<br />
+om<br />
+&bdquo;En adelig Opdager&ldquo;.</h2>
+
+
+<blockquote><p>MORNING NEWS: »Hele Bogen er god og spændende,
+skrevet i det livligste Sprog med usædvanlig godt tegnede
+Figurer og gode Paafund. ... Enhver, der søger en spændende
+Bog, vil læse »En adelig Opdager« med den største Interesse.«</p></blockquote>
+
+<blockquote><p>COURT CIRKULAR: »Richard Marsh har her skrevet
+fortræffelige Ting i Sherlock Holmes Genren. Alle Bogens
+Begivenheder er uhyre snildt opfundne og glimrende kombinerede.
+»En adelig Opdager« vil forøge Forfatterens Ry«.</p></blockquote>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9">[S. 9]</a></span></div>
+
+<h2><a name="I_DET_STJAALNE_BREV" id="I_DET_STJAALNE_BREV"></a>I. &mdash; DET STJAALNE BREV.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="I_Kap_I" id="I_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Hvem er Tyven?)</p>
+
+
+<p>Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag
+stor Bestyrtelse. Den gamle Godsejer gik omkring og
+vred sine Hænder, men hverken til sin Hustru eller
+nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.</p>
+
+<p>Til den berømte Detektiv Grev August Campnell
+i London havde han straks ved Opdagelsen for en
+Timestid siden telegraferet ekspres. Nu ventede han
+længselsfuldt.</p>
+
+<p>Endelig bankede det.</p>
+
+<p>Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens
+Privatkontor.</p>
+
+<p>»Der er en Herre &mdash;!«</p>
+
+<p>Godsejeren greb hurtig Visitkortet.</p>
+
+<p>»Lad ham straks komme herind!«</p>
+
+<p>Tjeneren bukkede.</p>
+
+<p>Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En
+<span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10">[S. 10]</a></span>
+høj, mørk, aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med
+skarpe, markerede Træk.</p>
+
+<p>»Det er altsaa Grev Campnell?«</p>
+
+<p>Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være
+til Tjeneste?«</p>
+
+<p>»Ja&mdash;a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet.
+»Sæt Dem ned, Hr. Greve! Ja&mdash;a, der er hændt mig
+noget &mdash;«</p>
+
+<p>»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«</p>
+
+<p>»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven
+borte her paa mit Skrivebord!«</p>
+
+<p>»Hvornaar?«</p>
+
+<p>»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at
+tale med min Hustru; da jeg kom herned igen, var
+Brevet borte!«</p>
+
+<p>Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa,
+den gamle Herre gjorde alt for at skjule sin stærke
+Bevægelse.</p>
+
+<p>»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«</p>
+
+<p>»Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke
+paa nogen Maade maatte læses af andre end den, det
+var skrevet til.«</p>
+
+<p>»Var det et Brev, De havde modtaget?«</p>
+
+<p>»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent
+færdig med det, da min Hustru sendte Bud, at hun
+vilde tale med mig.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11">[S. 11]</a></span></p>
+
+<p>»Hvem kom med det Bud?«</p>
+
+<p>»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige,
+for hun gik foran mig opad Trapperne. Og jeg
+saa hende gaa ind i Grevindens Soveværelse«.</p>
+
+<p>»Hvor længe var De da borte?«</p>
+
+<p>»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage,
+fordi jeg vidste, det laa fremme.«</p>
+
+<p>»Lukkede De Døren, da De gik?«</p>
+
+<p>»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«</p>
+
+<p>»Hm &mdash;! Er der blevet andet borte?«</p>
+
+<p>»Nej, ikke en Smule!«</p>
+
+<p>»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«</p>
+
+<p>»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde
+jeg Klatpapiret over det.«</p>
+
+<p>»Er De sikker paa <em>det</em>?«</p>
+
+<p>Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør
+jeg ikke, men jeg syntes, jeg gjorde det.«</p>
+
+<p>»Saa Pigen, De skrev?«</p>
+
+<p>»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«</p>
+
+<p>»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev
+paa et vigtigt Brev?«</p>
+
+<p>»Nej, vist var der ej ...« Godsejerens Bevægelse
+blev næsten pinlig. »Jeg vil være ærlig overfor Dem!
+Jeg vilde give ti Aar af mit Liv, hellere end jeg
+vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det
+<span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12">[S. 12]</a></span>
+Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver
+mellem os!«</p>
+
+<p>Detektiven smilede.</p>
+
+<p>»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig:
+Har De forhørt, om nogen har været her i Deres
+Værelse, mens De var borte?«</p>
+
+<p>»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var
+beskæftiget herude i Forstuen.«</p>
+
+<p>»Ja saa ...«</p>
+
+<p>Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De
+tror da ikke, min Tjener Philip har en Finger med i
+Spillet?«</p>
+
+<p>»Aa nej. Men <em>har</em> han været i Forstuen, maa
+han dog have lagt Mærke til, om nogen er gaaet
+herind i Værelset. &mdash; Eller ogsaa er Tyven kommen
+ind gennem Vinduet!«</p>
+
+<p>»Ja &mdash; det har ganske vist staaet aaben ...!«</p>
+
+<p>Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men
+Rosenbedet nedenfor var i den skønneste Orden uden
+et Fodspor at opdage.</p>
+
+<p>Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede
+noget pludselig hans Blik.</p>
+
+<p>»Hvad er det?«</p>
+
+<p>Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt
+Egetræ. Men et Sted paa Bordpladen var der ligesom
+Spor af noget klæbrigt.
+<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13">[S. 13]</a></span></p>
+
+<p>Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev
+sig. Detektiven undersøgte det nøje ved Hjælp af en
+Lup, der laa paa Bordet.</p>
+
+<p>»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som &mdash;«</p>
+
+<p>»Som, som, nu ved jeg det!« <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="for">fo'r</a> det med Et
+glædesstraalende over den gamle Godsejers Ansigt.
+»Ikke sandt? Tyven har staaet i Blomsterbedet her
+nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har
+smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet
+ud af Vinduet. Ja ikke sandt, det er soleklart ...«</p>
+
+<p>Detektiven maatte smile.</p>
+
+<p>»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres
+Bord, naar ingen har været inde i Værelset? Fra
+Haven kan man <em>ikke</em> se Deres Skrivebord. De kunde
+saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det
+dernede.«</p>
+
+<p>Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.</p>
+
+<p>De talte saa videre sammen om Mulighederne,
+men blev afbrudt, da Døren knirkede.</p>
+
+<p>Det var Godsejerens lille Nevø.</p>
+
+<p>Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod
+den lille, gullokkede Dreng i Døren med sin Drage.
+Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde ikke hjælpe
+ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller
+ikke, James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var
+saa ulykkelig.
+<span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14">[S. 14]</a></span></p>
+
+<p>»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og
+fik ham læmpeligt puttet ud af Døren igen. »Bed
+Du Tante rigtig pænt om det, saa gør hun det nok &mdash;«</p>
+
+<p>Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede
+atter af Sted til Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.</p>
+
+<p>»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«</p>
+
+<p>»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«</p>
+
+<p>»Ja &mdash; ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste,
+<em>hvem</em> der har taget det &mdash; jeg vilde ofre et Par
+tusinde Kroner derpaa.«</p>
+
+<p>»Naa&mdash;aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre
+bør gøre det! 2000 Kr. er mange Penge, Hr. Godsejer.«</p>
+
+<p>»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt!
+Jeg indser det jo mer og mer!«</p>
+
+<p>Detektiven trak paa Skulderen.</p>
+
+<p>»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og
+langvarig Undersøgelse eller &mdash;« han smilede. »Vi er
+allerede ved Maalet, og Sagen er afgjort om en halv
+Times Tid.«</p>
+
+<p>»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«</p>
+
+<p>Detektiven tyssede.</p>
+
+<p>»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal
+man aldrig gøre sig Sagerne mer besværlige og indviklede
+end højst nødvendigt. Først de simpleste
+Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de
+mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.
+<span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15">[S. 15]</a></span></p>
+
+<p>Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham,
+som om han ventede at se Brevet i samme Nu dale
+ned fra Loftet.</p>
+
+<p>»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad
+Detektiven. »Jeg maa ud og undersøge Terrainforholdene
+og skal komme herop til Dem igen.«</p>
+
+<p>Dermed gik han.</p>
+
+<p>Godsejeren blev alene.</p>
+
+<p>Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom
+og god som han var, kom han saa et Øjeblik i Tanke
+om det grædende Barn.</p>
+
+<p>»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er
+Roland, har De set ham?«</p>
+
+<p>»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for
+lidt siden med Godsforvalterens lille Pige.«</p>
+
+<p>»Naa&mdash;!« smilede den gamle Herre lettet og
+lukkede atter Døren. Saa vidste han jo, lille Roland
+var glad og fik Hjælp.</p>
+
+<p>Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres
+Ansigt. Atter vandrer han bekymret omkring paa
+Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive Grev
+Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ...</p>
+
+<p>Da banker det.</p>
+
+<p>»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men &mdash;«</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16">[S. 16]</a></span></div>
+
+<h2><a name="I_Kap_II" id="I_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Den værdifulde Hale.)</p>
+
+
+<p>Det var atter Grev Campnell.</p>
+
+<p>Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han
+fuldtud bestemt paa at telefonere til Herredsfogden.</p>
+
+<p>Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja
+Tak, Hr. Greve, jeg takker Dem for Deres Ulejlighed,
+men nu telefonerer jeg alligevel til Herredsfogden og
+beder ham hjælpe os &mdash;«</p>
+
+<p>»Før eller efter Brevet er fundet?«</p>
+
+<p>»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt
+om i Stolen.</p>
+
+<p>»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal
+være. Brevet er fundet!«</p>
+
+<p>»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor?
+Hvem er Tyven?«</p>
+
+<p>»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod
+Døren:</p>
+
+<p>»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok
+passe paa Dig!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17">[S. 17]</a></span></p>
+
+<p>Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden
+holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv
+havde lavet.</p>
+
+<p>»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte
+Dragen imod ham.</p>
+
+<p>»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren
+for op som en Rasende. »Er det Dig, Roland? Hvor
+i al Verden har Du understaaet Dig ...«</p>
+
+<p>En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven
+standsede Mandens Arm.</p>
+
+<p>»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen
+Skyld! &mdash; Gaa Du blot, lille Roland. Jeg beholder
+Halen, som alligevel ikke duer, og skal komme ned
+og lave en bedre om lidt!«</p>
+
+<p>Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa
+hurtigt hans smaa Ben kunde bære ham.</p>
+
+<p>»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede
+noget af Halen og foldede Papiret ud. »Ingen har
+læst det, for ingen har set det, eftersom ingen har
+villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller
+ikke kan læse.«</p>
+
+<p>»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at
+<em>jeg</em> er Tyven?«</p>
+
+<p>Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte
+hans Klædedragt nøje.
+<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18">[S. 18]</a></span></p>
+
+<p>»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv
+dernede i Haven, da Papiret var fundet.«</p>
+
+<p>»Hva&mdash;?«</p>
+
+<p>Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.</p>
+
+<p>»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt
+jo det klæbrige Stof paa Deres Skrivebord, husker De
+nok. <em>De har væltet Deres Gummiflaske!</em>«</p>
+
+<p>»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og
+hvad saa?«</p>
+
+<p>»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet &mdash; og
+paa Deres Ærme. Føl selv paa Tøjet!
+De kan baade føle og mærke det endnu.«</p>
+
+<p>»Naa ja &mdash; og hvad saa &mdash;?«</p>
+
+<p>»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til
+Ærmet, da de rejste Dem for at følge med Pigen op
+til Deres Frue. Deroppe har De selvfølgelig <em>ikke</em>
+haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget det.
+De har tabt det ganske kort efter &mdash; herude paa
+Gangen, hvor Roland legede, og hvor <em>han</em> netop har
+fundet det, og i bedste Tro lavet Dragehale deraf. &mdash; Til
+yderligere Betryggelse vil De forøvrigt kunne se,
+der har været lidt Gummi paa Papiret!«</p>
+
+<p>Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede
+Dragebrev og gav med Et Detektiven Ret.</p>
+
+<p>Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest,
+vilde op med de 2000 Kr., som den trygge Samvittighed
+<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19">[S. 19]</a></span>
+rigeligt var værd. Der hjalp ingen Naade
+og Forestillinger.</p>
+
+<p>En Time efter sin Ankomst rejste da Grev
+Campnell tilbage igen. Og Godsejeren glemte aldrig
+hans Ord om »først og fremmest de simpleste Muligheder«.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20">[S. 20]</a></span></div>
+
+<h2><a name="II_EN_FRYGTELIG_NAT" id="II_EN_FRYGTELIG_NAT"></a>II. &mdash; EN FRYGTELIG NAT.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="II_Kap_I" id="II_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(En Mumie?)</p>
+
+
+<p>Det var i Juletiden.</p>
+
+<p>De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse.
+Onkel holdt i den ene Ende og en lurvet Fyr i den
+anden.</p>
+
+<p>Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede
+Onkel, og Kassen faldt med et Brag paa Gulvet.</p>
+
+<p>Manden ved den anden Ende blev kridhvid af
+Angst.</p>
+
+<p>»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa,
+hvad De gør!«</p>
+
+<p>Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte
+mig for ved Aftensbordet.</p>
+
+<p>»Sig mig, Onkel &mdash; hvad var der i den Kasse?«</p>
+
+<p>Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.</p>
+
+<p>»En Mumie!« svarede han.
+<span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21">[S. 21]</a></span></p>
+
+<p>Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa
+hinanden.</p>
+
+<p>Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr
+kommen hertil med en Mumie, og han havde nu
+lejet den, for dermed at more Julegæsterne i Morgen!</p>
+
+<p>»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte
+Tante forskrækket.</p>
+
+<p>»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt,
+min Engel, saa Du skal ikke være bange.
+Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel ikke værd?«</p>
+
+<p>»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i
+det Hele kan finde paa den Slags Ting, det er jo
+omtrent, som havde man et Lig i Huset!«</p>
+
+<p>Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig!
+Manden, der foreviser Mumien, skulde rejse i Julen;
+det Skind, han vidste ikke, hvor han skulde anbringe
+sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød, den
+kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig.
+»Er saa din Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind
+til mig.</p>
+
+<p>»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.</p>
+
+<p>»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde,
+at Kassen var laaset.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22">[S. 22]</a></span></p>
+
+<p>»Vi kan da <em>se</em> paa Kassen i hvert Fald,« svarede
+min Kusine.</p>
+
+<p>»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«</p>
+
+<p>»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme &mdash; kom,
+lad os se ad!«</p>
+
+<p>Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.</p>
+
+<p>»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se,
+hvordan en Mumie &mdash; tænk Dig en rigtig Mumie &mdash; saa
+ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse ligger jo langt
+herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder
+oppe og venter paa Grev Campnell, som kommer
+i Nat.«</p>
+
+<p>Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der
+var mørkt i Studereværelset.</p>
+
+<p>»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.</p>
+
+<p>Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole
+hvilede Kassen &mdash; en ækel Tingest at se paa.</p>
+
+<p>»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom
+her!«</p>
+
+<p>»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«</p>
+
+<p>Men Clara <em>vilde</em> paa Opdagelse. Hun satte
+Lyset paa Kassen og bankede paa Laaget.</p>
+
+<p>»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.</p>
+
+<p>Den var lukket med en almindelig Laas, men vi
+havde jo ingen Nøgle.</p>
+
+<p>»Hvor tung mon den er?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23">[S. 23]</a></span></p>
+
+<p>Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i
+den ene Ende.</p>
+
+<p>Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde
+gribe det. Det lykkedes ikke.</p>
+
+<p>I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.</p>
+
+<p>Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i
+Kassen. Den ene Stol væltede, og Kassen faldt paa
+Gulvet med et Brag.</p>
+
+<p><em>Dér</em> stod vi i Bælgmørke!</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24">[S. 24]</a></span></div>
+
+<h2><a name="II_Kap_II" id="II_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(I dødelig Angst.)</p>
+
+
+<p>»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg
+uhyggelig til Mode.</p>
+
+<p>Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi
+har vækket Mumien! Aa Gudskelov, Hr. Campnell er
+her i Julen!«</p>
+
+<p>Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig
+Lyd, noget som en uhyggelig Stønnen, der fik
+Angstens Sved frem paa vore Pander.</p>
+
+<p>Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue,
+naaede vi Døren, kom ud og laasede udvendig fra.</p>
+
+<p>Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras
+Soveværelse.</p>
+
+<p>Jeg skulde sove deroppe &mdash; derom var vi uhyre
+enige.</p>
+
+<p>Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var
+hvid som et Lagen. Først da vi havde siddet lidt,
+begyndte hun stakaandet:</p>
+
+<p>»Næ &mdash; var det dog ikke forfærdeligt!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25">[S. 25]</a></span></p>
+
+<p>»Lad være at tale om det, Clara!«</p>
+
+<p>»Jamen, hvad var det dog? Tror <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="du">Du</a> virkelig, det
+var Mumien?«</p>
+
+<p>»Mumier kan da ikke stønne!«</p>
+
+<p>»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores
+Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det.
+Han sagde noget om, at En var bleven levende efter
+saadan 1000 Aar, eller &mdash; tror Du, den kan gaa omkring
+om Natten?«</p>
+
+<p>»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng
+og falde i Søvn.«</p>
+
+<p>Men vi <em>kunde</em> ikke sove. Da vi havde ligget
+en halv Times Tid, bankede det sagte paa Døren.</p>
+
+<p>Vi laa ganske stille ...</p>
+
+<p>»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det
+var Tantes Stemme.</p>
+
+<p>»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa
+trætte.«</p>
+
+<p>»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante
+<a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="tysssede">tyssede</a>. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger
+for! Ja ja, Godnat da, smaa trætte Væsener, jeg vilde
+blot hilse paa jer!«</p>
+
+<p>Saa gik de igen.</p>
+
+<p>Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde
+vi i Grunden ikke have sagt dem, at det er os, der
+har væltet Kassen?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26">[S. 26]</a></span></p>
+
+<p>»Nu er det i hvert Fald for sent.«</p>
+
+<p>»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af.
+Vi kan sige det til ham, naar han om lidt gaar til
+Sengs.«</p>
+
+<p>Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer.
+Ingen af os sov.</p>
+
+<p>»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu <em>maatte</em> jeg
+sige det.</p>
+
+<p>»Ja!«</p>
+
+<p>»Kan Du høre det?«</p>
+
+<p>»Ja &mdash;« stønnede hun. »Det lyder, som det var
+nedenunder.«</p>
+
+<p>»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«</p>
+
+<p>»Jeg tror det ogsaa ...«</p>
+
+<p>»Hvad skal vi gøre?«</p>
+
+<p>Clara var grædefærdig.</p>
+
+<p>Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen
+saa frygtelig.</p>
+
+<p>»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.</p>
+
+<p>Resolut sprang jeg op.</p>
+
+<p>»Hvor gaar Du hen?«</p>
+
+<p>»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. &mdash; Nu
+<em>maa</em> vi have fat paa ham!«</p>
+
+<p>»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«</p>
+
+<p>Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.
+<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27">[S. 27]</a></span></p>
+
+<p>Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi
+Lyden nedenunder. Vi rystede af Skræk.</p>
+
+<p>»Naa! Hvad er der løs?«</p>
+
+<p>»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara.
+»Jeg tror, Mumien gaar dernede.«</p>
+
+<p>»Hvad for noget?«</p>
+
+<p>»Aa skynd Dem, skynd Dem ...«</p>
+
+<p>»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og
+stod op af sin Seng.</p>
+
+<p>»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren.
+»Mumien? Er I tossede?« Han stirrede paa os.
+»Hvordan er det I ser ud?«</p>
+
+<p>»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.</p>
+
+<p>Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad
+Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts
+Afstand.</p>
+
+<p>Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi,
+at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre
+tilbage igen.</p>
+
+<p>Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede.
+Der var nogen, som græd derinde.</p>
+
+<p>Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset
+ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.</p>
+
+<p>Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.
+<span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28">[S. 28]</a></span></p>
+
+<p>»Kom saa med Lyset!«</p>
+
+<p>Han greb det hastigt.</p>
+
+<p>En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem
+og tilbage med forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt
+i gult Stof fra Hoved til Fod.</p>
+
+<p>Detektiven gik hen imod den.</p>
+
+<p>»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«</p>
+
+<p>»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!«
+klagede Skikkelsen.</p>
+
+<p>»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer!
+Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.«</p>
+
+<p>I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.</p>
+
+<p>»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det
+Dig!«</p>
+
+<p>»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede
+Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet.</p>
+
+<p>»Saa&mdash;saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde
+blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende
+tilbage.</p>
+
+<p>»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat!
+De unge Piger er jo ved at dø af Forskrækkelse.«</p>
+
+<p>»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad
+mig gaa.«</p>
+
+<p>Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han
+Vinduet op for hende og fulgte selv bagefter.
+<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29">[S. 29]</a></span></p>
+
+<p>Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.</p>
+
+<p>»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os.
+»Lad være at vække nogen. Det hele er jo Narrestreger,
+ser I jo nok. I Morgen skal I faa Historien
+at vide.«</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30">[S. 30]</a></span></div>
+
+<h2><a name="II_Kap_III" id="II_Kap_III"></a>Kapitel III.</h2>
+
+<p class="sechead">(Nød bryder alle Love.)</p>
+
+
+<p>Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit
+Liv har hørt, som Grev Campnell fortalte os
+næste Dag.</p>
+
+<p>Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph
+Bushell, der saa omtrent havde været Jorden rundt i
+alle Slags Professioner! Hans sidste Spekulation
+havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde
+købt den i London for en billig Penge &mdash; eller rettere
+for sine sidste &mdash; i den sikre Tro, at han ved Hjælp
+af den ville kunne skabe sig en Formue.</p>
+
+<p>Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og
+paa Markedspladser, men Spekulationen viste sig
+ganske mislykket. Tilsidst maatte han pantsætte
+Mumien for et usselt Beløb.</p>
+
+<p>Da disse Penge var brugt, var det han henvendte
+sig til min gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede
+ham og hans Mumie for en Pris, Staklen selv
+fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til
+<span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31">[S. 31]</a></span>
+Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa
+snart han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen,
+men den tarvelige Fyr vilde ikke vide nogetsomhelst
+af Forretningen. Pengene først!</p>
+
+<p>Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en
+Plan, der rent ud var genial.</p>
+
+<p>Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede
+han at lade sin Hustru agere. Han gav
+hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og haabede
+at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af
+hende, saa den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.</p>
+
+<p>Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste
+til Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte
+den formodede Mumie i Kasse ind hos Onkel allerede
+Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde klare
+sig for Natten, som han kunde bedst.</p>
+
+<p>Hele Natten vandrede da Hr. <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="Bushel">Bushell</a> omkring
+Huset som en hvileløs Aand, skønt det var frygteligt
+Vejr, Snestorm og bidende koldt.</p>
+
+<p>Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i
+Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav
+lige den nødvendige Luft.</p>
+
+<p>Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa
+Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt
+ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet
+Under, at Staklen vaandede sig.</p>
+
+<hr class="tb" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32">[S. 32]</a></span></p>
+
+<p>Imidlertid &mdash; den virkelige Mumie blev alligevel
+udstillet. Næste Dag kørte Detektiven med Manden
+til Pantelaaneren og fik Skatten indløst.</p>
+
+<p>Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den
+morede dog vore Julegæster &mdash; særlig da de fik Forspillet
+at vide og hørte, hvor belejligt Grev Campnell
+var kommen som vor svorne Ridder.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33">[S. 33]</a></span></div>
+
+<h2><a name="III_DEN_FORSVUNDNE_HUSTRU" id="III_DEN_FORSVUNDNE_HUSTRU"></a>III. &mdash; DEN FORSVUNDNE HUSTRU.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="III_Kap_I" id="III_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Selvmord eller &mdash;?)</p>
+
+
+<div class="letter"><p class="head">
+Ȯrede Grev Campnell!
+</p>
+
+<p class="body">Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i
+Dem, kommer De straks! Aldrig har et Menneske
+været i større Nød. Jeg véd hverken ud eller
+ind &mdash; maaske har jeg allerede været Skyld i et
+Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!</p>
+
+<p class="sig">
+<span class="sig1">Deres meget ærbødige</span><br />
+<i>Cyril Majendie</i>.«
+</p></div>
+
+<p>Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han
+Hr. Frederik Parker, der for et Aarstid siden havde
+giftet sig med den amerikanske Millionærdatter,
+Frk. Scraggs &mdash; hvorfor hun tog ham, maa Pokker
+vide. Han saa meget ophidset ud.</p>
+
+<p>»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om
+en vigtig Sag!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34">[S. 34]</a></span></p>
+
+<p>»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme,
+saasnart jeg kan«.</p>
+
+<p>»Vel, saa venter jeg Dem.«</p>
+
+<p>Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned
+ad Trapperne, da han vendte sig om:</p>
+
+<p>»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men
+der kommer et Øjeblik, da en Mand <em>maa</em> forsvare
+sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes
+Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod
+Hjærtet. »Men naar det kommer saa vidt, at hun
+gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel
+Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med
+lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa
+tror jeg, enhver har nok. &mdash; Farvel, jeg venter Dem
+altsaa.«</p>
+
+<p>Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie,
+saa denne yderst derangeret ud i Toilettet. Han kom
+farende ud til Campnell med udstrakte Hænder:</p>
+
+<p>»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer ...
+De er et prægtigt Menneske! Vil De have noget at
+drikke?«</p>
+
+<p>»Nej tusind Tak!«</p>
+
+<p>Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig
+selv, men Campnell ytrede: »Gør mig den Tjeneste
+at lade være at drikke, før De har fortalt mig,
+hvad der er i Vejen.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35">[S. 35]</a></span></p>
+
+<p>»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde
+hørt noget om min Hustru og mig?«</p>
+
+<p>»Ikke en Smule.«</p>
+
+<p>»Min Hustru er forsvunden!«</p>
+
+<p>»Ja saa.«</p>
+
+<p>»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi
+har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet.
+Det er altsammen hendes Skyld &mdash; denne <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="Parker's">Parkers</a>
+bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru
+Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok.
+Men hvor i al Verden skal <em>jeg</em> skaffe de mange
+Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. &mdash; skaffer
+jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret.
+Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt
+saa ud af Stuen.</p>
+
+<p>Næste Morgen viste hun sig ikke.</p>
+
+<p>Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne,
+at de ikke havde set Fruen hele Dagen. Hendes
+Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar de bankede.
+Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i
+Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«</p>
+
+<p>Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der
+indeholdt hendes Ringe og Smykker.</p>
+
+<p>Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker
+pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist
+<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36">[S. 36]</a></span>
+og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der
+maaske kunde minde om Blod.</p>
+
+<p>Majendies Stemme blev hviskende:</p>
+
+<p>»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...«</p>
+
+<p>»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at
+betvinge et Smil. »Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«</p>
+
+<p><a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="Majendies'">Majendies</a> Haand nærmede sig betænkeligt Glasset
+og Flasken foran dem.</p>
+
+<p>»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg
+finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet
+for at være bunden paa Livstid til en fordrukken
+Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt ...«</p>
+
+<p>»Hr. Campnell &mdash;!«</p>
+
+<p>»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter
+at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en
+hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol«.</p>
+
+<p>Majendie <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="tøvende">tøvede</a>.</p>
+
+<p>»Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre
+Dem saaledes ... havde jeg aldrig sendt Bud efter
+Dem«.</p>
+
+<p>»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste
+sig. »Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent,
+jeg møder.«</p>
+
+<p>»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer
+Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne,
+der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37">[S. 37]</a></span></p>
+
+<p>... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne
+mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld
+Mine vinkede af ham.</p>
+
+<p>»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om
+noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset.«</p>
+
+<p>»Naa, og det er?«</p>
+
+<p>Tjeneren gned sine Hænder forlegent.</p>
+
+<p>»Her er kommen en ny Tjener, som hedder
+Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger,
+skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra,
+for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished!
+Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i
+hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad
+jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham,
+da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie
+har sine Benklæder.</p>
+
+<p>»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.</p>
+
+<p>»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«</p>
+
+<p>&mdash; Tjeneren blev ved at snakke, og det varede
+noget, inden Detektiven slap fra ham.</p>
+
+<p>Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte
+han sig længe og saa sig nøje omkring. Just da han
+vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig ængstelig ud
+fra Majendies Port.</p>
+
+<p>Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort
+i modsat Retning af Detektiven.
+<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38">[S. 38]</a></span></p>
+
+<p>Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte
+efter ham.</p>
+
+<p>Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev
+Campnell sin Haand paa hans Arm. Med Rædslen
+malet i alle Træk standsede han.</p>
+
+<p>»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal
+den Opførsel betyde?«</p>
+
+<p>Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren
+stammede: »Det er ikke min Skyld. Jeg hedder
+Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt,
+jeg forsikrer Dem det!«</p>
+
+<p>»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt
+om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?«</p>
+
+<p>»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe,
+skønt jeg skulde møde for to Dage siden.«</p>
+
+<p>Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig.
+»Jeg maa ingenting sige,« vedblev han angst. »Siger
+jeg noget, gaar jeg glip af saa mange Penge, og jeg
+er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger
+Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det
+fjærneste!«</p>
+
+<p>Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han
+ham med et pludseligt Smil.</p>
+
+<p>»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi,
+om De siger Sandhed!«</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39">[S. 39]</a></span></div>
+
+<h2><a name="III_Kap_II" id="III_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Den ny Tjener.)</p>
+
+
+<p>En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske
+af Sted til Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.</p>
+
+<p>»Er Herren hjemme?«</p>
+
+<p>»Herren er gaaet i Seng.«</p>
+
+<p>»I Seng! Paa denne Tid af Dagen &mdash;?«</p>
+
+<p>Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende
+i sin Seng med Tæpperne op om Ørene &mdash; og tudbrølende.</p>
+
+<p>Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en
+Fart, saa ned ad Trapperne og i Drosken med
+ham, altsammen før det stod ham egentlig klart,
+hvad der skete.</p>
+
+<p>»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa
+Gaden peger Fingre af mig,« var det første, han
+mælede. »Maaske har de fundet min Kone et eller
+andet obskurt Sted ...«</p>
+
+<p>»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod
+hende, kære Herre!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40">[S. 40]</a></span></p>
+
+<p>»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve?
+Hvor ... hvor kører vi hen? Jeg synes vi holder
+udenfor Parker!«</p>
+
+<p>Detektiven sprang ud i en Fart.</p>
+
+<p>»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med
+Hr. Parker!«</p>
+
+<p>Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker
+farende ned, synlig indigneret.</p>
+
+<p>»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt
+Dem. Herregud, Menneske, det er jo en Sag
+af den yderste Vigtighed.«</p>
+
+<p>Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu
+har De mig jo!«</p>
+
+<p>Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt
+under Armen, og før han fik Tid at gøre
+Modstand, var han puttet ind i Drosken.</p>
+
+<p>»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«</p>
+
+<p>Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var
+mest <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="forbauset">forbavset</a>, er vanskeligt at sige. Parker talte
+først.</p>
+
+<p>»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør
+De ... putte mig ind i denne modbydelige Kasse
+sammen med saadan en ... en Abekat.«</p>
+
+<p>Majendie rømmede sig advarende.</p>
+
+<p>Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang
+ham tilbage.
+<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41">[S. 41]</a></span></p>
+
+<p>»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«</p>
+
+<p>Majendie skelede til Parker:</p>
+
+<p>»Min Kone er myrdet, at De ved det!«</p>
+
+<p>»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er
+vel bare forsvunden? Hm, maaske burde man misunde
+Dem. <em>Min</em> Kone forsvinder ikke saa let ...
+men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«</p>
+
+<p>»Ja, hende var det, der ødelagde min.«</p>
+
+<p>»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, <em>Deres</em> modbydelige
+Kvinde af en Kone....«</p>
+
+<p>Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter
+standsede Vognen i en snæver Gyde udfor et lille Hus
+med en Bagerbutik og andre Smaahandlende.</p>
+
+<p>»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«</p>
+
+<p>Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende
+saa de paa hinanden.</p>
+
+<p>Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev
+dem op ad snævre Trapper. Der var kun én Sal og
+én Indgang.</p>
+
+<p>Ingen Navneplade paa Døren.</p>
+
+<p>Detektiven betænkte sig lidt.</p>
+
+<p>Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig
+Tag rev han Laasen op.</p>
+
+<p>Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.
+<span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42">[S. 42]</a></span></p>
+
+<p>Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden
+er det for et hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«</p>
+
+<p>Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige.
+Saadan gik en halv Times Tid.</p>
+
+<p>Pludselig for Detektiven op.</p>
+
+<p>»Stille! Der kommer nogen!«</p>
+
+<p>Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.</p>
+
+<p>Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.</p>
+
+<p>Men næppe havde han gjort det, før han gispende
+for tilbage. »Død og Pine, det er jo min Kone, klædt
+ud som ordinær Blomsterpige! Gaa ind i den anden
+Stue, aa gør det ...«</p>
+
+<p>Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.</p>
+
+<p>»Hvad Pokker &mdash; min nye Tjener! Nej, føj,
+Deres Kone har en modbydelig Smag! Manden er jo
+snavset og brun som en Neger.«</p>
+
+<p>Parret kom ind.</p>
+
+<p>Parker for dem i Møde.</p>
+
+<p>»Ja saa lille Frue, <em>der</em> fandt jeg Dig!«</p>
+
+<p>Majendie saa maalløs paa sin Tjener:</p>
+
+<p>»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins!
+Det maa jeg sige, løbe bort med en Guldfugl!«</p>
+
+<p>Detektiven kom til.</p>
+
+<p>»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille
+Dem for Fru Majendie!«</p>
+
+<p>Han gik hen mod den snavsede Tjener.
+<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43">[S. 43]</a></span></p>
+
+<p>»Kan De ikke kende Deres egen Hustru,
+Majendie?«</p>
+
+<p>Der blev ganske stille.</p>
+
+<p>Saa en Lyd &mdash; halvt et Suk, halvt en Latter:
+Perkins, »den nye Tjener«, rev Parykken af, og der
+viste sig et Brus af gyldne Krøller.</p>
+
+<p>»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har
+mistænkt mig for noget slemt med en Tjener! Det
+er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa Kinderne.«</p>
+
+<p>Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger
+Du ... jamen det er dog virkelig et meget ondartet
+Puds!«</p>
+
+<p>»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din
+Skyld alene. Ja netop! Da Du sagde, Du vilde være
+ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de 5000 Kr.,
+<em>maatte</em> jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over
+Gaden til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi
+vædde?«</p>
+
+<p>Det vilde hun.</p>
+
+<p>»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener
+i mit eget Hus en Uge, uden at Cyril skal kende mig.«</p>
+
+<p>»Er Du gal«, sagde hun.</p>
+
+<p>»Hvor meget vædder vi?«</p>
+
+<p>»En ordentlig Masse &mdash; 5000 Kr., Du har jo
+Penge nok.«</p>
+
+<p>Her afbrød Fru Parker:
+<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44">[S. 44]</a></span></p>
+
+<p>»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug
+for de Penge, men jeg vidste ogsaa &mdash; Hr. Majendie! &mdash; at
+Deres Kone er parat til at gøre <em>alt</em> for Dem,
+for jeg kender hende ud og ind!«</p>
+
+<p>Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev
+Campnell:</p>
+
+<p>»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en
+Fremmed kunnet opdage vore Intriger, der var godt
+nok fundet paa?«</p>
+
+<p>Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har
+virkelig skjult Dem paa et lidet iøjnefaldende og tarveligt
+Sted. Men De ved, for en Detektiv maa den
+Slags Ting nu til Dags være Bagateller &mdash; og er det
+da ogsaa, heldigvis.</p>
+
+<p>Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa
+heldig at træffe. Han turde ingenting sige af Frygt
+for derved at tabe en udsat Belønning. Jeg nænnede
+ikke heller at lede ham i Fristelsen. Foreløbig forstod
+jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet. Kvinderne
+bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo
+ogsaa lettest til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa.
+Først vilde jeg prøve Adressen paa det Papir, hvori
+Deres Smykker laa gemte.«</p>
+
+<p>»Det Papir &mdash;?«</p>
+
+<p>»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af
+Lommen. »Et af Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir
+<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45">[S. 45]</a></span>
+med Konditorens Firmamærke, der bor her i Huset.
+Har de allerede glemt det, lille Frue?«</p>
+
+<p>Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt,
+de to Veninder havde købt Kager dernede....</p>
+
+<p>»&mdash; Og sparsommeligt anvendt Papiret!«</p>
+
+<p>»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?«
+lød det ærgeligt fra Fru Majendie.</p>
+
+<p>»&mdash; Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde
+maaske have givet Oplysninger, i Fald det gamle Ord
+<em>mod Sædvane</em> havde vist sig bedragerisk: »Hvor
+søde Sager er, holder Kvinderne til!««</p>
+
+<p>Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod
+dem til Idyllen.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46">[S. 46]</a></span></div>
+
+<h2><a name="IV_ET_GAADEFULDT_INDBRUD" id="IV_ET_GAADEFULDT_INDBRUD"></a>IV. &mdash; ET GAADEFULDT INDBRUD.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="IV_Kap_I" id="IV_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Hvem er det?)</p>
+
+
+<p>Grev Campnell var lige kommet sig efter et
+Influenzatilfælde, da hans Tjener en Dag meddelte,
+at den unge Grev Georg Carman meget gerne vilde
+tale med ham.</p>
+
+<p>Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu
+mere nervøs ud end sædvanlig.</p>
+
+<p>»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell!
+Indbrudstyveri, Pokker til Affære!«</p>
+
+<p>»Er det alt, hvad De har at fortælle?«</p>
+
+<p>»Ja naturligvis &mdash; er det maaske ikke tilstrækkeligt?«
+Han satte sig. »Ser De, Indbrudet gælder
+Villa »Azalea«, hvor min Veninde, Frk. Tonny
+Darling bor.«</p>
+
+<p>Detektiven kendte baade Hus og Dame.</p>
+
+<p>Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem,
+jeg har givet hende! &mdash; Jeg har givet en syndig
+<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47">[S. 47]</a></span>
+Havn Penge for dem i sin Tid, for hun <em>maatte</em> jo
+have dem ... Naa, det er ikke det værste!«</p>
+
+<p>»Hvad da?«</p>
+
+<p>»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte
+Politi i denne Affære. Kan jeg stole paa
+Dem?«</p>
+
+<p>»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«</p>
+
+<p>»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg
+har i sin Tid givet hende et skriftligt Ægteskabsløfte,
+som hun gemte paa Bunden af sit Juvelskrin.
+Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop
+nu, da min Familie endelig har fundet et passende
+Parti til mig ...«</p>
+
+<p>Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til
+Hammersmith's Ansigt &mdash; denne gamle, korrekte
+Adelsmand.</p>
+
+<p>»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«</p>
+
+<p>»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede
+sin Stol nærmere og hviskede: »Har hun og jeg været
+lidt uenige i den senere Tid. Det skulde slet ikke
+forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har
+foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner
+mit fatale Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«</p>
+
+<p>»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«</p>
+
+<p>»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48">[S. 48]</a></span></p>
+
+<p>»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«</p>
+
+<p>»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«</p>
+
+<p>»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«</p>
+
+<p>»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har
+fortalt mig. Jeg kommer lige derfra. Aa, hun er
+vist frygtelig snedig.«</p>
+
+<p>Detektiven rejste sig.</p>
+
+<p>»Ja ja &mdash; jeg skal komme ud paa Villaen, saa
+snart jeg faar Tid. Maaske vil De møde mig
+derude.«</p>
+
+<p>»Ja &mdash; jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«</p>
+
+<p>Og saa gik han.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge
+Greve ud, da han meldte Detektiven nyt Besøg. Det
+var en Herre, som nægtede at opgive Tjeneren sit
+Navn.</p>
+
+<p>»Spørg, hvad han vil mig?«</p>
+
+<p>En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem
+Campnell og Tjeneren.</p>
+
+<p>»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«</p>
+
+<p>Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde
+listet sig ind.
+<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49">[S. 49]</a></span></p>
+
+<p>Detektiven maalte ham &mdash; og genkendte en bekendt
+Bandit, Hiles. Tillige var Fyren ophidset og
+kanonfuld.</p>
+
+<p>»Gaa blot!«</p>
+
+<p>Tjeneren gik.</p>
+
+<p>»Hvad vil De? Men hurtigt!«</p>
+
+<p>Fyren var en lille undersætsig Proletar paa
+de 24. I den ene Haand bar han en almindelig sort
+Haandtaske. Han saa ud til at være indædt rasende,
+i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.</p>
+
+<p>»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa
+Gaden. »Pas paa, han ikke bilder Dem for meget
+ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig &mdash; jo,
+han er en dejlig Kavaler!«</p>
+
+<p>Detektiven begyndte at more sig.</p>
+
+<p>»Kender <em>De</em> ham?«</p>
+
+<p>»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner,
+og saa gaar Sønnen rundt og tager Brødet af Munden
+paa ærlige Folk.«</p>
+
+<p>»Saa&mdash;aa? Hvad har han da gjort?«</p>
+
+<p>»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa
+gement, som jeg ikke havde nænnet det overfor en
+blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her, jeg
+har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for
+at fortælle, at der havde været Indbrud paa den
+Rønne, han kalder Villa »Azalea«. &mdash; Nu skal jeg
+<span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50">[S. 50]</a></span>
+fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke
+vilde sige ham det. <em>Jeg</em> har gjort det!«</p>
+
+<p>Detektivens Munterhed voksede.</p>
+
+<p>»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De
+gjorde altsaa sidste Nat Indbrud paa Villaen?«</p>
+
+<p>»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem
+Detektiv!« Han lo haanligt: »Hvem tror De er
+bange for Dem? De ligner en gemen Politibetjent.«</p>
+
+<p>»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en,
+kære Mand?«</p>
+
+<p>»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet
+alligevel. Jeg længes snart efter det! Jeg skal nok
+svare til, hvad jeg har sagt.«</p>
+
+<p>Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:</p>
+
+<p>»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en
+Maanedstid, for naar jeg gør en Ting, saa gør jeg
+den grundig.</p>
+
+<p>Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa,
+sidste Nat stod Slaget! Da jeg havde taget, hvad jeg
+vilde, besluttede jeg at gaa gennem Vinduet i et lille
+Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde
+opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg
+have en Slurk og satte min Taske fra mig. &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod
+dér i Mørket og vilde til at vederkvæge mig, blev
+<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51">[S. 51]</a></span>
+Værelset pludselig oplyst af et væmmeligt Skær, og
+jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.</p>
+
+<p>Det hele varede kun et Øjeblik &mdash; baade Synet
+og Lyset. Men jeg havde set nok. Jeg ønskede
+ikke at blive længere og maaske tvinges til at
+give en Forklaring og sprang saa ud gennem
+Vinduet.« Dermed saa han udfordrende paa
+Campnell.</p>
+
+<p>»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa
+Dem, men intet Forsøg gjorde paa at nappe Dem?«</p>
+
+<p>»Det var han vist kommen skidt fra. Men han
+har gjort det, der er meget værre! &mdash; Da jeg kom
+hjem og vilde aabne min Taske for at glæde mig ved
+mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et Tilfælde.
+Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker
+og andre Juveler &mdash; og nu skal De se, hvad
+jeg fandt i den!«</p>
+
+<p>Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.</p>
+
+<p>Det var unægteligt et besynderligt Indhold for
+en Indbrudstyv.</p>
+
+<p>»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev
+Tyven. »Gammelt Brød og Flæskestumper og afgnavede
+Kødben og Osteskorper ... som om jeg havde
+været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt
+Maaltid.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52">[S. 52]</a></span></p>
+
+<p>»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen
+har taget Smykkerne ud af Deres Taske og lagt dette
+i Stedet?«</p>
+
+<p>»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske
+er bleven snappet. Denne Taske <em>ligner</em> kun min!
+Jeg saa det først, da det var for sent. Det er
+naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort
+Ulykken! At han kunde nænne det ...«</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53">[S. 53]</a></span></div>
+
+<h2><a name="IV_Kap_II" id="IV_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Damen.)</p>
+
+
+<p>Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af
+de høje Træer.</p>
+
+<p>Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes
+Klædedragt var altid stilfuld og luksuriøs. Hun
+kunde til Tider være kold som Is, og netop i Dag,
+da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest
+tilfrosne Stemninger.</p>
+
+<p>Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue.
+Da Tjenestepigen lukkede ham ind, betragtede hun
+ham ligegyldig.</p>
+
+<p>»Hvad skylder jeg Æren ...«</p>
+
+<p>»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her
+sidste Nat.«</p>
+
+<p>»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok
+sendt Bud efter Dem. Han kunde saamæn have
+sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det Hele.«</p>
+
+<p>»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget
+nyt?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54">[S. 54]</a></span></p>
+
+<p>»Næ &mdash;. Der <em>er</em> nemlig ikke noget at opdage.
+Tror De maaske, Carman kan narre mig? Indbrudstyveri!«
+Hun lo paa sin kolde, spottende Maade.
+»Han er selv Indbrudstyven.«</p>
+
+<p>»Saa&mdash;aa?«</p>
+
+<p>»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg
+tilgivet, hvis han tog mine Juveler. Men dette! At
+stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig &mdash;.«</p>
+
+<p>Detektiven satte sig til Ro.</p>
+
+<p>»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over
+de Juveler, der er forsvundne?«</p>
+
+<p>»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han
+nok faa at føle, hvis han pantsætter dem.«</p>
+
+<p>»Blev De vækket sidste Nat?«</p>
+
+<p>»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen.
+Skønt, det er jo meget muligt, han har haft en
+Medhjælper.«</p>
+
+<p>Der blev ringet paa Entréklokken.</p>
+
+<p>»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod
+Frøkenen. »Det vil jeg sige Dem: han er uskyldig!«</p>
+
+<p>Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde.
+Nervøst fo'r hun op fra Sofaen.</p>
+
+<p>»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.</p>
+
+<p>»Hvad jeg siger.«</p>
+
+<p>»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I
+gaar med hinanden gennem tykt og tyndt og tror, I
+<span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55">[S. 55]</a></span>
+kan narre os Kvinder. Men engang imellem tager I
+ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke
+Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans
+Fader, saa skal vi se!«</p>
+
+<p>Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da
+hun naaede den, viste Carman sig. Han stirrede paa
+hende.</p>
+
+<p>»Er der noget i Vejen?«</p>
+
+<p>»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling
+og forsvandt ud af Stuen.</p>
+
+<p>Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror
+De, hun har gjort det?«</p>
+
+<p>»Hun siger, det er Dem selv!«</p>
+
+<p>»Mig? &mdash; Jeg har ikke været her i Nærheden
+hele Natten.«</p>
+
+<p>»Er De sikker paa <em>det</em>?«</p>
+
+<p>Manden slog Øjnene ned for Detektivens
+skarpe Blik.</p>
+
+<p>»Ja selvfølgelig er jeg sikker &mdash;«</p>
+
+<p>»Vis mig lidt omkring, hvad?«</p>
+
+<p>»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«</p>
+
+<p>Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.</p>
+
+<p>»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede
+Carman, da de stod i det hvide Værelse.</p>
+
+<p>Detektiven undersøgte det: Værelset var lille
+med et Bord i Midten, hvor Drikkevarerne sandsynligvis
+<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56">[S. 56]</a></span>
+havde staaet, da Fyren satte Tasken
+fra sig.</p>
+
+<p>Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud
+mod Haven. I Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.</p>
+
+<p>»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«</p>
+
+<p>»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.</p>
+
+<p>»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse
+med saadan kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven
+betragtede ham forskende.</p>
+
+<p>»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. &mdash; Er
+De saa snart færdig med deres Undersøgelser?«</p>
+
+<p>»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg
+endnu maa se Værelset, hvor Skrinet med Ægteskabsløftet
+og Juvelerne staar.«</p>
+
+<p>»Ja&mdash;a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror,
+hun er derinde, det plejer hun i hvert Fald at være,
+naar hun er i ondt Lune.«</p>
+
+<p>»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se
+Værelset under disse Omstændigheder.«</p>
+
+<p>Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte
+de banke paa Døren, inden hun svarede.</p>
+
+<p>»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør
+Dig saa megen Ulejlighed med det Ægteskabsløfte,
+eftersom det ligger i din egen Lomme,« vedblev hun.
+<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57">[S. 57]</a></span></p>
+
+<p>»Tonny, jeg sværger ...«</p>
+
+<p>»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte.
+<em>Kvindejæger</em>, <em>Du</em> er!«</p>
+
+<p>»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene
+syntes virkelig at gaa ham til Hjærte, bemærkede
+Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa inderligt ...«</p>
+
+<p>Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.</p>
+
+<p>Der var meget elegant. Den dominerende Farve
+var lyserød Silke. Paa Bordet stod et dejligt Ruslæders
+Skrin.</p>
+
+<p>»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«</p>
+
+<p>»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven &mdash;« et
+Blik paa Carman, »har allerede brækket Laasen i
+Stykker.«</p>
+
+<p>Detektiven aabnede det.</p>
+
+<p>»Han har da efterladt sig en Del, den gode
+Indbrudstyv.«</p>
+
+<p>Damen fo'r derhen: »Har han ladet <em>noget</em> ligge?«
+Hun stampede i Gulvet og vendte sig mod Carman.
+»Det har Du gjort! Du har gjort det <em>bagefter</em>!
+Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev
+Du bange.«</p>
+
+<p>Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig!
+Der var propfuldt af Juveler igen!</p>
+
+<p>»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom
+det tørt.
+<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58">[S. 58]</a></span></p>
+
+<p>»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der,
+hvad?« lød Frøkenens spydige Svar.</p>
+
+<p>Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt
+Rum, men dette var og blev tomt.</p>
+
+<p>»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har
+Du saa!« paastod Carman.</p>
+
+<p>Detektiven gik hen mod Døren.</p>
+
+<p>Lidt efter kom Pigen ind.</p>
+
+<p>»Ringede De, Frøken?«</p>
+
+<p>Detektiven svarede:</p>
+
+<p>»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg
+tog mig den Frihed!«</p>
+
+<p>Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det
+var en stor Fejl af Dem, at lægge Juvelerne tilbage
+igen. De havde gjort bedre i at tillade Hr. Hiles at
+tage dem med sig.«</p>
+
+<p>Pigen saa ud, som hun ikke forstod et
+levende Ord.</p>
+
+<p>Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling:
+»Det er hende her, Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage.
+Dokumentet har hun endnu i sin Varetægt.«</p>
+
+<p>Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig
+tilbage.</p>
+
+<p>»<em>Det er Deres Rival, Frk. Darling!</em>«</p>
+
+<p>»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede
+ganske uforstaaende.
+<span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59">[S. 59]</a></span></p>
+
+<p>Detektiven trak paa Skulderen.</p>
+
+<p>»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse
+nær alene ved min fingerede Mistanke. Alle Juvelerne
+er jo i Skrinet &mdash; der mangler kun Ægteskabsløftet.«</p>
+
+<p>»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »<em>Saadan</em>
+er Carman ikke ... en Tjenestepige!«</p>
+
+<p>»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom
+mig unægtelig ogsaa lidt overraskende.«</p>
+
+<p>Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han
+saa, Pigen ikke benægtede, men stod saa underlig
+flov og forvirret, fortsatte han stadig prøvende:</p>
+
+<p>»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det
+Ægteskabsløfte, som De &mdash; Haanden paa Hjærtet,
+Frøken! &mdash; har været lidt indiskret med. Planen,
+hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre,
+at Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild.
+Hendes Fejl er blot, at hun har været for hurtig til
+at dække sig.«</p>
+
+<p>Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var
+blussende rød.</p>
+
+<p>Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:</p>
+
+<p>»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af
+Profession, har i længere Tid haft i Sinde at gøre
+Indbrud paa Villa »Azalea«. Erfaringen har lært
+ham, at det første Redskab er en Tjenestepige,
+der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse
+<span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60">[S. 60]</a></span>
+Grunde villet til Fadet og har da udpumpet og benyttet
+ham. Hun har glat væk ladet ham stjæle, men har
+under Dække af <em>hans</em> Bedrift selv stjaalet Ægteskabsdokumentet.«</p>
+
+<p>»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret
+over Beskyldningen.</p>
+
+<p>»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat
+brød Fyren ind. Skønt han ikke vidste det, ventede
+Pigen ham. Hun lod ham roligt tage Juvelerne, men
+da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med de
+hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som
+Pigen havde sat der, eftersom hun tilfulde vidste, at
+Fyren er en tørstig Sjæl.</p>
+
+<p>Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken
+med det kostbare Indhold fra sig, og fyldte Glasset,
+mens han slukkede sin Tyvelygte.</p>
+
+<p>I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden
+havde holdt sig skjult, hans Taske med en anden,
+hun havde parat, og samtidig tog hun Hætten af
+den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset
+og som &mdash; det undersøgte jeg &mdash; i et Nu kan gengive
+et stort Billede af Grev Carman (til slig Morskab
+er jo Væggene hvide)!</p>
+
+<p>Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt,
+blev naturligvis bange og skyndte sig bort. Pigen
+beholdt altsaa Tasken med Smykkerne og manglede
+<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61">[S. 61]</a></span>
+naturligvis Mod til <em>ikke</em> at lægge dem tilbage.
+Men Ægteskabsløftet har hun endnu.«</p>
+
+<p>»Nej, jeg har ikke!«</p>
+
+<p>»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette
+Øjeblik!«</p>
+
+<p>Pigen rystede over hele Legemet.</p>
+
+<p>»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«</p>
+
+<p>Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.</p>
+
+<p>Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.</p>
+
+<p>I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og
+faldt om paa Gulvet i hysterisk Graad.</p>
+
+<p>Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.</p>
+
+<p>Det var virkelig Ægteskabsløftet.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62">[S. 62]</a></span></div>
+
+<h2><a name="V_DEN_STJAALNE_TRAKTAT" id="V_DEN_STJAALNE_TRAKTAT"></a>V. &mdash; DEN STJAALNE TRAKTAT.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="V_Kap_I" id="V_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(I Udenrigsministeriet.)</p>
+
+
+<p>Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste
+Kredse, skyldtes fra først af Sagen angaaende den
+stjaalne Traktat.</p>
+
+<p>Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter
+efter at være bleven allarmeret ved Ilbud, blev
+han straks vist ind til Kontorchefen, Kammerherre
+Horsam.</p>
+
+<p>»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer
+sig om en meget vigtig Traktat med den meksikanske
+Regering, som er bleven stjaalet herfra Kontoret, omtrent
+lige for Næsen af mig.«</p>
+
+<p>»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«</p>
+
+<p>»Ja&mdash;a? Her er netop det prekære Punkt. Vi
+har ikke alene Mistanke, vi har noget, der nærmer
+sig stærkt til Sikkerhed.« Han lænede sig over Bordet
+hen mod Detektiven og sænkede Stemmen: »Vi har
+<span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63">[S. 63]</a></span>
+altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas
+Regeringsbefuldmægtigede«.</p>
+
+<p>Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.</p>
+
+<p>»I <em>det</em> Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke
+saa meget ønsker Tyvens Anholdelse som Traktatens
+Tilvejebringelse.«</p>
+
+<p>»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt
+arrestere en saadan Mand &mdash;. Først og fremmest
+maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet Regeringen
+som Don Joaquim de Coronads. En anden
+Sag er, at vi tvivler lidt om, det <em>altid</em> har været
+hans Navn.«</p>
+
+<p>Han saa paa Detektiven med et meget sigende
+Blik: »Jeg tror egentlig ikke, han har stjaalet Traktaten
+for sin egen Skyld, men derimod i den Hensigt at
+sælge den, eller paa anden Maade at stille den til
+Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra
+Caracas. De aner ikke, Grev Campnell, hvad det er
+for mystiske Repræsentanter, vi til Tider har med
+at gøre, naar det gælder Sydamerika.«</p>
+
+<p>Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra
+Caracas er Don Martinez Sutieraez. Jeg skal
+endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og
+engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans
+<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64">[S. 64]</a></span>
+Kollega de Coronads kun engelsk, og det med stærk
+irsk Dialekt.</p>
+
+<p>Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul,
+der har en speciel personlig Henvendelse til Caracas
+Manden Sutieraez og til Sager, hvori han er stærkt
+interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke om,
+at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det
+var af Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig
+Kundskab om dens Indhold, har han faaet de Coronads,
+som er hans personlige Ven, til at skaffe ham
+den.«</p>
+
+<p>Dermed tav Kammerherren.</p>
+
+<p>»Ja ja &mdash; det fremgaar jo næsten direkte af Deres
+Ord, at Coronads er Tyven.«</p>
+
+<p>»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage
+af Dronningen. De Regeringsbefuldmægtigede
+fra Panama og Caracas ankom pludselig sammen og
+forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at
+komme i Audients.</p>
+
+<p>De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo
+borte for Tiden. Audientsen var alt andet end behagelig.
+Hen mod Slutningen trak Caracas Manden
+mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af,
+at han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens
+jeg stod der med ham, husker jeg godt, at den anden
+fingererede ved Papirerne paa mit Bord. Først da de
+<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65">[S. 65]</a></span>
+var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var den
+meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er
+unægteligt det frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har
+oplevet.«</p>
+
+<p>»Hvornaar fandt det Sted?«</p>
+
+<p>»Det er ikke en Time siden!«</p>
+
+<p>»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens
+Indhold ikke er kendt af Caracas Repræsentanten
+endnu.«</p>
+
+<p>»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger
+vist til hurtig Meddelelse.«</p>
+
+<p>»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan
+er han personlig?«</p>
+
+<p>»Aa &mdash; en Mand omkring de 40 med sort Haar,
+Whiskers og et arrogant Ydre. Høj og kraftig som
+De selv; han ser ud, som han havde herkuliske
+Kræfter.«</p>
+
+<p>»Og den anden?«</p>
+
+<p>»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt
+feminin maaske. Ærlig talt, Grev Campnell,
+jeg tror, de begge er indfødte Evropæere, som i mange
+Aar har boet i de forenede Stater og dér har opnaaet
+deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«</p>
+
+<p>»Hvor bor Panama Fyren?«</p>
+
+<p>»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den
+anden bor finere paa Westbourne-Terrace. Jeg tror,
+<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66">[S. 66]</a></span>
+ingen af dem er velhavende, men Æventyrere, som er
+komne til England i det Haab at kunne forbedre deres
+egne Finanser paa Bekostning af deres respektive
+Regeringers. Der er kommen mange Diplomater fra
+Sydafrika i den Hensigt. Hvis Regeringen i Meksiko
+faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig Kundskab
+om Traktatens Indhold, vil <em>vi</em> faa store Ubehageligheder.«</p>
+
+<p>Detektiven rejste sig for at gaa.</p>
+
+<p>»Naa, Hr. Greve &mdash; hvad vil De saa gøre?«</p>
+
+<p>»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«</p>
+
+<p>»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den
+<em>straks</em>, hjælper De os. Den er skrevet paa Spansk,
+og Panama-Manden kender vistnok uhyre lidt til det
+Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar
+Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre
+i den.«</p>
+
+<p>»Selvfølgelig.«</p>
+
+<p>Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren,
+men blev pludselig staaende.</p>
+
+<p>»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde,
+hvor Hensigten helliger Midlet?«</p>
+
+<p>»Hm &mdash;?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet
+paatager sig selvfølgelig intet Ansvar
+for Deres Undersøgelser. Det kan vi ikke.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67">[S. 67]</a></span></p>
+
+<p>»Aa nej &mdash; saamæn.«</p>
+
+<p>Detektiven gik med et Buk.</p>
+
+<p>Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren
+smilende: »Han vover saamæn det værste &mdash;!«</p>
+
+<p>Og han fik Ret.</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68">[S. 68]</a></span></div>
+
+<h2><a name="V_Kap_II" id="V_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Hos Panama-Repræsentanten.)</p>
+
+
+<p>Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama
+Diplomaten i en yderst beskeden Bolig i Notting Hill.
+Man skulde ikke have troet, det var en Gesandtskabsbolig:
+Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse
+ovenpaa. Det var det Hele.</p>
+
+<p>Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne
+Middagsmaaltid og sad nu alene ved Vinduet
+i triste Betragtninger:</p>
+
+<p>Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han
+ikke snart de Penge sendende, begyndte det at
+blive svært ubehageligt. Nu havde han allerede Salær
+for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter,
+fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte
+sit Land.</p>
+
+<p>Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:</p>
+
+<p>»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han
+har lejet sig en dejlig Villa og lever paa Gæld. Han
+skylder saamæn mange tusinde bort.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69">[S. 69]</a></span></p>
+
+<p>Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt
+nu alligevel, jeg fik Fingre i den Traktat! Flot gjort
+Du, ikke saa tosset! Han stjal den i Ministeriet, men
+jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg
+sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten
+skal han betale rundeligt for at faa Lov at kigge deri
+med sine tyske Tyve-Øjne. Skade blot, jeg ikke først
+kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo ikke!
+Ja&mdash;a forsøge kunde man jo ...«</p>
+
+<p>Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb
+blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med
+mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt,
+saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig
+rejst.</p>
+
+<p>Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk
+Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa
+Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig
+skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans
+Pande.</p>
+
+<p>Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin
+første Forbavselse, begyndte han:</p>
+
+<p>»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor
+kommer Du ind ad Vinduet og gebærder Dig saaledes?«</p>
+
+<p>Den mystiske Herre svarede med <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="karakteritisk">karakteristisk</a>
+tysk-amerikansk Accent:</p>
+
+<p>»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70">[S. 70]</a></span></p>
+
+<p>Joachim &mdash; Panamagesandten &mdash; saa sig forvirret
+om.</p>
+
+<p>»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de
+kan høre det ned paa Gaden.«</p>
+
+<p>Caracas Manden lo blot.</p>
+
+<p>»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet
+og liste Dig bag mig? Har Du maaske taget dine
+Fødder op, siden jeg ingenting har hørt? Hva'? Svar
+dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til
+en Stol?«</p>
+
+<p>»Du er dejlig, saa uskyldig &mdash; ikke?«</p>
+
+<p>»Er det Traktaten, Du mener? &mdash; Jeg skal være
+ærlig overfor Dig, Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde,
+jeg ikke havde den. Jeg puttede den i en Fart i Lommen;
+Du skulde selvfølgelig have den i Morgen igen.«</p>
+
+<p>»Eller nu med det samme, hvad?«</p>
+
+<p>»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne &mdash;«</p>
+
+<p>Joachim saa spørgende paa den anden, der stod
+fornummet og tavs.</p>
+
+<p>»&mdash; Men Du glemmer da ikke, kære, at give din
+Ven en Ubetydelighed i Gratiale for al hans Ulejlighed?«</p>
+
+<p>»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte
+Gæsten i en truende Tone.</p>
+
+<p>»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse
+det forbandede Sprog.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71">[S. 71]</a></span></p>
+
+<p>»Hvor er den da?«</p>
+
+<p>»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...«</p>
+
+<p>»Hvor er den, siger jeg?«</p>
+
+<p>»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja,
+noget sært i Din Stemme, jeg ikke rigtig kender.
+Hvor meget giver Du for den?«</p>
+
+<p>»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder
+siger, hvor den er, faar Du 6 Pistolkugler i
+Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede atter
+med Revolveren.</p>
+
+<p>»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...«</p>
+
+<p>Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at
+pille omkring ved de forskellige Sager i Værelset.</p>
+
+<p>»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du
+nogetsomhelst, raaber jeg om Hjælp; saa er Du færdig«.</p>
+
+<p>Den anden undersøgte uforstyrret.</p>
+
+<p>Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp,
+da den anden greb ham i Struben med den ene Haand,
+mens han med den anden svingede noget over Fyrens
+Næse og Mund til Trods for hans Modstand.</p>
+
+<p>Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne
+faldt viljeløst sammen, men Rebene holdt ham
+fast til Stolen. Endnu nogle krampagtige Trækninger,
+saa blev han helt stille ...</p>
+
+<p>Chloroformen havde virket.</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72">[S. 72]</a></span></div>
+
+<h2><a name="V_Kap_III" id="V_Kap_III"></a>Kapitel III.</h2>
+
+<p class="sechead">(»Diplomaten.«)</p>
+
+
+<p>Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen
+fra Caracas kom for at besøge sin Kollega fra Panama.</p>
+
+<p>»Har Du travlt?«</p>
+
+<p>Panama Diplomaten svarede ikke.</p>
+
+<p>Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset
+paa, hvad han saa.</p>
+
+<p>»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?«</p>
+
+<p>En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at
+tvivle ogsaa paa det. Men død da? Død i Stolen?
+Nej, han rører sig heldigvis!</p>
+
+<p>Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du
+vaagen? Lad mig tage det Reb bort! Hvad betyder
+alt dette her?« Han skar Rebet over. Men næppe
+havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og
+næsegrus styrtede ned mod Gulvet.</p>
+
+<p>Den anden stirrede forvirret.</p>
+
+<p>Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet
+<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73">[S. 73]</a></span>
+i Cirkulation. Lidt efter slog Panama Diplomaten i
+hvert Fald Øjnene op og saa sig forvirret omkring.</p>
+
+<p>»Er Du daarlig, lille Jim?«</p>
+
+<p>»Er Du her endnu, dit Afskum!«</p>
+
+<p>»Ja, naturligvis er jeg her.«</p>
+
+<p>»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.</p>
+
+<p>Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde
+stadig hjælpe, men Jim skubbede ham fra sig og
+truede med knyttede Hænder:</p>
+
+<p>»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede
+han hen mod Døren, drejede Nøglen i Laas og stak
+den i Lommen.</p>
+
+<p>»Hvorfor lukker Du Døren?«</p>
+
+<p>Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele
+den besynderlige Opførsel.</p>
+
+<p>»For at forhindre Dig i at komme ud &mdash; denne
+Gang kan Du vel ikke benytte Vinduet.«</p>
+
+<p>»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da
+Joachim lukkede det med et voldsomt Brag.</p>
+
+<p>Saa stampede han i Gulvet:</p>
+
+<p>»Frem med Sproget! Har Du taget den?«</p>
+
+<p>»Hvad for en?«</p>
+
+<p>»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt.
+Har Du taget Traktaten?«</p>
+
+<p>Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en
+pludselig Forandring i den andens Udseende.
+<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74">[S. 74]</a></span></p>
+
+<p>Han blev uhyre ivrig med et:</p>
+
+<p>»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før.
+Du har den! Nu kommer Du med den!«</p>
+
+<p>Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa
+Hylder og Borde efter sin Traktat, mens han skældte
+den anden al Hæder og Ære fra.</p>
+
+<p>Til sidst greb han en Revolver og truede løs.</p>
+
+<p>Caracas Diplomaten afbrød:</p>
+
+<p>»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en
+Misforstaaelse mellem os!</p>
+
+<p>Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne
+vilde se. <em>Du</em> svarede: jeg skal skaffe den! &mdash; Jeg
+skulde saa efter Aftalen tale med Kammerherren, og
+Du skulde imidlertid stjæle den.«</p>
+
+<p>»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da
+Du kom ind ad Vinduet!«</p>
+
+<p>»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen
+ind ad noget Vindue.«</p>
+
+<p>»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven
+borte, for at Du kan forlange en større Pris for den.
+Ja ja, da! Hvad vil Du have?«</p>
+
+<p>»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«</p>
+
+<p>»Nej, ved Du nu hvad &mdash;!«</p>
+
+<p>Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes
+ustandseligt ved, indtil de sloges som Rasende.
+<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75">[S. 75]</a></span></p>
+
+<p>»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord,
+hvad Tid skete alt dette her med Vinduet og Rebet og
+Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg først er gaaet
+hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«</p>
+
+<p>»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men
+jeg &mdash;«</p>
+
+<p>Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger
+i det kraftigste Slagsmaal, hvor Revolverne
+knaldede.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76">[S. 76]</a></span></div>
+
+<h2><a name="V_Kap_IV" id="V_Kap_IV"></a>Kapitel IV.</h2>
+
+<p class="sechead">(Atter i Udenrigsministeriet.)</p>
+
+
+<p>Det var næste Morgen.</p>
+
+<p>Kammerherren vendte Visitkortet, som om han
+havde haabet at finde nogle Ord paa Bagsiden, der
+kunde give lidt nærmere Oplysninger.</p>
+
+<p>»Hm &mdash; hvem siger De, det er, som vil tale
+med mig?«</p>
+
+<p>»Gesandten fra Caracas.«</p>
+
+<p>Kammerherren tav. »Hm &mdash; hvad vil nu han?«
+tænkte Manden. »Er der mon flere af vore Papirer, han
+interesserer sig for?«</p>
+
+<p>Han vendte sig atter mod Assistenten.</p>
+
+<p>»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men
+bliv herinde! Tag Deres Arbejde med.«</p>
+
+<p>Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind.</p>
+
+<p>»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt
+igen!« Akcenten røbede Tyskeren. »Men Sagen er af
+Vigtighed, det drejer sig om en Traktat &mdash;«
+<span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77">[S. 77]</a></span></p>
+
+<p>Kammerherren spidsede Øren.</p>
+
+<p>»Saa&mdash;aa?«</p>
+
+<p>»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ...
+Ja, jeg ved ikke, forstaar det slet ikke ... jeg fik
+den med blandt de mange andre Papirer, Kammerherren
+gav mig.« Og han rakte ham et Dokument.</p>
+
+<p>»Hm &mdash; tak! Maa jeg spørge, opdagede De <em>det</em>,
+da De var gaaet herfra?«</p>
+
+<p>»Ja, heldigvis &mdash;«</p>
+
+<p>»Og har beholdt den indtil nu!«</p>
+
+<p>»&mdash; Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet
+holder jo ikke aabent om Natten &mdash;«</p>
+
+<p>Kammerherren stirrede paa ham, der var noget
+i hans Væsen og Stemme, som &mdash;</p>
+
+<p>»Hvad Fanden &mdash;! Grev ...?«</p>
+
+<p>»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den
+maskerede Detektiv og tyssede med Tegn og underlige
+Blikke.</p>
+
+<p>»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem
+dog &mdash;«</p>
+
+<p>»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet
+Dem Traktaten tilbage. Jeg giver dertil mit Æresord
+paa, at ingen, som kunde læse den, har
+set den.«</p>
+
+<p>»Men hvordan har De faaet fat i den,
+Menneske?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78">[S. 78]</a></span></p>
+
+<p>»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse!
+Men naturligvis, er det et Tilfælde, hvor Ministeriet
+intet Ansvar kan paatage sig. Nu har De den jo
+forøvrigt tilbage i bedste Behold.«</p>
+
+<p>De saa paa hinanden.</p>
+
+<p>Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo
+aldrig an at røbe det fjærneste i en Assistents Nærværelse.
+Sagen maatte ende paa denne naturlige
+Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende
+tilbage &mdash; Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo
+Ministeriet kompromitteret.</p>
+
+<p>Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:</p>
+
+<p>»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker
+jeg forøvrigt godt, jeg ved en Fejltagelse fik den lagt
+mellem Deres Papirer. &mdash; Aa ja, med fremmede
+Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid
+Gentlemen til Fingerspidserne. I gamle Dage var det
+en anden Sag.«</p>
+
+<p>Grev Campnell bukkede.</p>
+
+<p>Kammerherren fortsatte til Afsked:</p>
+
+<p>»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i
+Aften Kl. 6. Det er rent privat, en lille Middag
+i Ro ...«</p>
+
+<hr class="tb" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79">[S. 79]</a></span></p>
+
+<p>Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren,
+hvor ingen forstyrrede, gav Grev Campnell
+Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige
+Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode
+Afslutning.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80">[S. 80]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VI_DEN_SNEDIGE_HERREDSFOGED" id="VI_DEN_SNEDIGE_HERREDSFOGED"></a>VI. &mdash; DEN SNEDIGE HERREDSFOGED.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="VI_Kap_I" id="VI_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Den undslupne Fange.)</p>
+
+
+<p>»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i
+Nat. Jeg vil blot sige Dem det!«</p>
+
+<p>Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de
+ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe
+Sommeren dér. Selv var han gammel og let
+at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han
+altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til
+Advarsler.</p>
+
+<p>De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa,
+men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer.
+Og derved blev det.</p>
+
+<p>Ved Bordet talte de videre om Sagen.</p>
+
+<p>»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge
+Landskabsmaler Gray.</p>
+
+<p>»Nej, ikke det fjærneste ...«
+<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81">[S. 81]</a></span></p>
+
+<p>»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte
+Kameraten videre og saa interesseret paa Kromanden.</p>
+
+<p>»Grev Campnell &mdash; hvem er det?«</p>
+
+<p>»Detektiven! Kender De ikke ham?«</p>
+
+<p>Den Gamle smilede overbærende.</p>
+
+<p>»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de
+fine Herrer og Damer derinde i Hovedstaden ...«
+Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer ikke i
+Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er
+en Kærnekarl, kan De tro, der magelig stikker alle
+deres &mdash; Grever!«</p>
+
+<p>»Saa&mdash;aa?« Begge de unge Kunstnere lagde
+Gaflerne og lyttede opmærksomt, for nu begyndte den
+Gamle at fortælle Historier om Herredsfogdens Opdagertalent.
+Var det virkelig, som han fortalte,
+maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af
+den almindelige Slags.</p>
+
+<p>Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende
+under de øjeblikkelige Forhold. Roligt saa
+man Fremtiden i Møde, og i de følgende Dage hørte
+man intet til Sagen.</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82">[S. 82]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VI_Kap_II" id="VI_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Uhyggeligt.)</p>
+
+
+<p>Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud
+at gøre Studier i Marken og stod tidlig op.</p>
+
+<p>Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme
+Beskaffenhed.</p>
+
+<p>Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor
+Døren, før de var aldeles fordybede i Diskussioner
+om Kunst. Kun i ren Distraktion fik Hr. Gray Tid
+til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud,
+fortvivlet over al den lærde Snak.</p>
+
+<p>Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og
+syntes pludselig, noget gled ned ad en
+Høj et Par Hundrede Alen borte. Men han havde
+ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste
+Nu og gik videre med Diskusionen.</p>
+
+<p>Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt,
+og nu gav han et Skrig fra sig af Angst.</p>
+
+<p>Lane vendte sig om.
+<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83">[S. 83]</a></span></p>
+
+<p>»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det
+forbavset. Der var nemlig intet at se.</p>
+
+<p>»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov.
+»Men jeg synes ... jeg synes saa <em>bestemt</em>, der igen
+var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over
+Højen derhenne.«</p>
+
+<p>De stod lidt og ventede ...</p>
+
+<p>»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange
+for Fangen. Kom &mdash; nu gaar vi videre.«</p>
+
+<p>Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling.
+Gray hørte opmærksomt efter en Tid &mdash; saa
+<em>maatte</em> han vende sig om igen.</p>
+
+<p>»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der
+kan <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="du">Du</a> se! Der kryber en Fyr efter os paa alle
+fire!«</p>
+
+<p>»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad
+ham for Guds Skyld ingenting mærke.«</p>
+
+<p>De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa
+det værste.</p>
+
+<p>Men der skete intet.</p>
+
+<p>»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«</p>
+
+<p>»Næ &mdash; men &mdash;« han vendte sig atter ... og
+udstødte et Skrig af Forfærdelse.</p>
+
+<p>Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="8">6</a>
+Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste
+Fangedragt.
+<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84">[S. 84]</a></span></p>
+
+<p>Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted,
+alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.</p>
+
+<p>De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe
+saa hurtigt som muligt.</p>
+
+<p>Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted
+som de andre.</p>
+
+<p>Pludselig snublede Gray og rev Vennen med.
+Der laa de begge.</p>
+
+<p>Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede
+Fangen og standsede forpustet.</p>
+
+<p>Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse
+til at lade som intet.</p>
+
+<p>»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt &mdash;«</p>
+
+<p>»Aa, De skal nok faa det varmere &mdash;« kom det
+forbitret.</p>
+
+<p>Gray fortsatte og rejste sig op:</p>
+
+<p>»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange
+for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod
+vi har den største Sympati &mdash;«</p>
+
+<p>Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.</p>
+
+<p>»Ha&mdash;a&mdash;a&mdash;a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen!
+Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min
+højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«</p>
+
+<p>Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal
+man lede efter. Og som han saa ud! De to unge
+Mennesker blev Dværge sammenlignet med ham.
+<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85">[S. 85]</a></span>
+Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt
+i Fangedragt ... en snavset-graa Dragt, altfor kort
+paa alle Ender og Kanter. Benklæderne naaede kun
+til Knæene, <em>dér</em> kom de bare Ben frem. Midt paa
+Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede
+Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt!</p>
+
+<p>I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang
+ind mod de to.</p>
+
+<p>»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer &mdash;?«</p>
+
+<p>»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen
+Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede
+dog. »Lidt Penge har vi jo hos os ... De kan
+faa alt, hvad vi har.«</p>
+
+<p>»Penge &mdash; føj!« Han spyttede haanligt. Atter
+truede han med Revolveren og smilede ondt. »Tag
+jeres Frakker af! Naa! En &mdash; to &mdash;«</p>
+
+<p>Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.</p>
+
+<p>Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes
+ikke tilfreds.</p>
+
+<p>»Vesten med!« brølede han.</p>
+
+<p>»Jamen, kæreste Herre &mdash;« Lane standsede midt
+i Sætningen. Det hjalp ikke at modsætte sig, Vesten
+kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være fri?«</p>
+
+<p>Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og
+jeres Strømper! Støvler og Skjorte kan I beholde,
+<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86">[S. 86]</a></span>
+Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os ikke
+skændes, det hjælper slet ikke.«</p>
+
+<p>Der var ingen Udvej.</p>
+
+<p>De maatte give ham baade Strømper og Benklæder
+og stod saa dér i bar Skjorte og Hat.</p>
+
+<p>»Hm&mdash;m &mdash;« For første Gang kom der noget
+af et velvilligt Smil over det hæslige Ansigt. »Gaa
+saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«</p>
+
+<p>De adlød instinktsmæssig.</p>
+
+<p>Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med
+et Smil Grays Tøj i Bylt under den ene Arm og
+Lanes under den anden, og saadan vandrede han roligt
+tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et
+levende Ord.</p>
+
+<p>De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede
+endnu en Overraskelse.</p>
+
+<p>Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt,
+og hvor nødigt de vilde, maatte altsaa de to Kammerater
+skynde sig hjemad i bareste Skjorte ...</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87">[S. 87]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VI_Kap_III" id="VI_Kap_III"></a>Kapitel III.</h2>
+
+<p class="sechead">(Rettens Folk.)</p>
+
+
+<p>»Stands, eller vi skyder!«</p>
+
+<p>De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det
+Raab. Varme og forvirrede standsede de og saa sig
+omkring.</p>
+
+<p>Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd.
+De befalede i Kongens og Lovens Navn at standse,
+hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned med det
+samme.</p>
+
+<p>De standsede altsaa.</p>
+
+<p>Politiet kom farende.</p>
+
+<p>»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og
+svang sin Stok. Betjentene adlød beredvilligt.</p>
+
+<p>»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille,
+ikke et Ord, vil jeg høre! I er Medskyldige! I har
+laant Fyren jert Tøj for at gøre ham mere ukendelig
+og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem.
+I bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed!
+<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88">[S. 88]</a></span>
+Jeg kan se det paa jer, man narrer mig
+aldrig.«</p>
+
+<p>»Kære Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev
+overfaldet ... De kan naa Fyren endnu ... han tog
+vort Tøj ... tvang os med Magt.«</p>
+
+<p>»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der
+ser jeg <em>atter</em>, I lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg,
+at Fyren er en lille Rad, der ikke opnaar noget med
+Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«</p>
+
+<p>»Han tvang os til det med <em>Magt</em>! Det er sandt!
+Han har Kræfter som en Bjørn, den Kæmpe,
+han er &mdash;«</p>
+
+<p>»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«</p>
+
+<p>»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt
+var jo alt for lille, derfor maatte vi &mdash;«</p>
+
+<p>»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede
+ned mod den nævnte Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged,
+dér er han igen! Vi kan naa ham ... han
+gaar endnu med vort Tøj under Armen.«</p>
+
+<p>»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden
+overvældet. »Der er han, ja min Sandten er det
+ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for Hjælpen, nu
+skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De
+hente hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos
+mig &mdash;«
+<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89">[S. 89]</a></span></p>
+
+<p>Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn,
+og alle fo'r ned mod Manden under vilde Tilraab om
+Overgivelse i Kongens Navn.</p>
+
+<p>Først ved Hylene syntes han at opdage Faren,
+thi først nu smed han Tøjet og løb, alt hvad han
+kunde.</p>
+
+<p>Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken,
+indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham.</p>
+
+<p>»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!«
+raabte Herredsfogden stakaandet langt nede
+fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den
+varme Pande og dér oppebie Fangsten.</p>
+
+<p>»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se,
+jeg fik Ret!« triumferede Herredsfogden, da de bragte
+Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og tilbage
+gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte.
+Herredsfogden fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.</p>
+
+<p>»Luk op! Det er Herredsfogden!«</p>
+
+<p>Fængselsporten aabnedes straks.</p>
+
+<p>»Kald paa Inspektøren!«</p>
+
+<p>Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.</p>
+
+<p>»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen.
+Som altid har Politiet gjort sin Pligt.«</p>
+
+<p>»Nej er det muligt &mdash;?« Inspektøren saa paa
+Fangen og derfra paa Herredsfogden.
+<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90">[S. 90]</a></span></p>
+
+<p>»Jamen &mdash;? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo
+dobbelt saa høj &mdash;!«</p>
+
+<p>»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens
+Stemme. »Men i Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt
+ud! &mdash; Han er vokset en Smule, ja vist, det er bare
+Forandringen! Den friske Luft har altid en mægtig
+Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«</p>
+
+<p>Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse &mdash; og
+alligevel tøvede Inspektøren mod Sædvane.</p>
+
+<p>»Hm, ja &mdash; men jeg tror dog ... ja, undskyld,
+hvis ... men jeg tror, Hr. Herredsfogden alligevel
+denne ene Gang ...«</p>
+
+<p>»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra
+Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen
+er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst
+Hensyn til det opgivne Signalement.«</p>
+
+<p>Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham.
+Skægget var borte, Manden var helt forandret.</p>
+
+<p>Grev Campnell stod for dem.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Detektiven havde hermed vundet sin Sag for
+Ministeren.</p>
+
+<p>Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og
+Opdagermethode under al Kritik, (hvor
+<span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91">[S. 91]</a></span>
+stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede ham, i
+Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent)
+men havde desuagtet som hans Omgangsfælle og
+gamle Ven trykket sig stærkt for en Henstilling om
+»Naade og Pension«.</p>
+
+<p><em>Nu</em>, i denne Sag, hvor det drejede sig om en
+farlig Forbryders <em>hurtigste</em> Paagribelse, følte Ministeren
+sig dobbelt betænkelig over, at lægge alt i
+Herredsfogdens Haand, og havde da straks henvendt
+sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.</p>
+
+<p>Resultatet blev, som af Detektiven forudset:</p>
+
+<p>»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa
+Herredsfogdens Nerver, at han umiddelbart efter indgav
+sin Ansøgning »paa Grund af Alder«, og nu var
+der intet stødende i, at Detektiven overtog Efterforskningen.</p>
+
+<p>Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange
+efter faa Dages Forløb atter sad forsvarligt indespærret
+bag Fængslets Mure.</p>
+
+<p>Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade
+for de to unge Kunstnere og fik naturligvis
+fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot havde drejet
+sig om at konstatere Herredsfogdens komplette
+Uduelighed.</p>
+
+<p>Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det
+vakte uhyre Opsigt, at Greven var bleven mistænkt
+<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92">[S. 92]</a></span>
+for at være den udbrudte Fange, der var &mdash; vokset
+en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!</p>
+
+<p>Men naturligvis &mdash; nu forstod man Grunden
+til den pludselige Afskedsbegæring »paa Grund
+af Alderdom«.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93">[S. 93]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VII_SAMMENSVAERGELSEN" id="VII_SAMMENSVAERGELSEN"></a>VII. &mdash; SAMMENSVÆRGELSEN.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="VII_Kap_I" id="VII_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Beslutningen tages.)</p>
+
+
+<p>De sad omkring Bordet, en Samling mørke,
+<a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="fornummede">formummede</a> Skikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.</p>
+
+<p>Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan
+Papiret fra sig:</p>
+
+<p>»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi
+hemmeligt forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse
+mod Krigsministerens Liv ...«</p>
+
+<p>Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.</p>
+
+<p>Obersten talte igen:</p>
+
+<p>»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...«</p>
+
+<p>Atter Dødsstilhed.</p>
+
+<p>»Oberst &mdash; det er Forbrydelse!« indvendte en
+enlig Stemme, frygtsomt, forpint:</p>
+
+<p>Men Obersten smilede blot.
+<span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94">[S. 94]</a></span></p>
+
+<p>Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han:
+»Ja ja &mdash; saa lægger <em>jeg</em> for!« Og han tog Pennen
+og underskrev Dokumentet med store Bogstaver.</p>
+
+<p>Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde
+gjort Indvendingen: »Naa, efter R følger vel S &mdash;?«</p>
+
+<p>Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver.
+Derefter gik Dokumentet videre gennem den tavse
+Forsamling.</p>
+
+<p>Major Dyson var den sidste.</p>
+
+<p>»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han,
+»men vi maa jo, vi maa jo &mdash; &mdash;«</p>
+
+<p>Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen
+i en tynd Rulle. Saa greb han sin Stok.</p>
+
+<p>»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne
+til Lejligheden anskaffede Stok.« Den var hul, kunde
+deles i to Dele og fuldstændig skjule det sammenrullede
+Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede
+han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte
+Lunten, hvis den kan det. Husundersøgelse hos Officererne
+hjælper ikke. Dokumentet er i fineste
+Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«</p>
+
+<p>Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder
+følte sig ligesom lettede.</p>
+
+<hr class="tb" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95">[S. 95]</a></span></p>
+
+<p>Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte
+Gader. Han saa sig ikke om, optaget som han
+var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig jo
+endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu
+et Par Dage, og saa &mdash;</p>
+
+<p>Obersten havde mange Ærinder at udrette, og
+det blev sent, inden han naaede hjem.</p>
+
+<p>Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør,
+da han standsedes af en yngre Mand, der hilste
+ærbødigt.</p>
+
+<p>»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra
+»Tiden«, der gaar saa mange Rygter angaaende en
+voksende Misfornøjelse blandt Hærens Officerer,
+og &mdash; &mdash;«</p>
+
+<p>»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og
+lagde sit Ansigt i de alvorligste Folder.</p>
+
+<p>»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende
+Navn,« vedblev Journalisten. »Og havde ment
+det vilde virke beroligende og have den gavnligste
+Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres skarpeste
+Fordømmelse &mdash; &mdash;«</p>
+
+<p>»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg
+jo gøre. Jeg havde netop selv tænkt ... kom, lad
+os gaa over i Restaurationen herhenne. Dér er vi
+langt mere ugenerte!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96">[S. 96]</a></span></p>
+
+<p>Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede
+sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.</p>
+
+<p>Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst
+Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte
+Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse.</p>
+
+<p>Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...</p>
+
+<p>En halv Time efter skiltes man under gensidig
+Forsikring om dybeste Højagtelse, og Rowan gik hjem,
+glad ved at have baaret sig saa vellykket ad. Intet
+kunde jo være kommet bedre tilpas i dette Øjeblik,
+end netop den Bladneger.</p>
+
+<p>Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med
+stor Utaalmodighed. Nu havde hun ventet <em>saa</em> længe,
+og Maden ...</p>
+
+<p>»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i
+Hænderne. »Nu er jeg ved Maalet!« Og han viftede
+med Stokken som med et Banner.</p>
+
+<p>Maggie saa alvorligt paa ham.</p>
+
+<p>»Far! Har Du igen været i det stygge Hus?
+Aa, at Du vil ... hvad <em>kan</em> Du dog have at gøre der?«</p>
+
+<p>»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange
+Veje at gaa, kan Du tro, for en Mand, der skal forsvare
+sit Land &mdash; mange Veje, en lille Pige ikke
+kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken
+og gik saa endelig til Bords.
+<span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97">[S. 97]</a></span></p>
+
+<p>Næppe var de færdige med Middagen, før det
+bankede.</p>
+
+<p>Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer
+vilde tale med Obersten.</p>
+
+<p>»Saa for Pokker, hvad er der nu &mdash;?«</p>
+
+<p>Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne
+fra den skumle Baggaardsbygning.</p>
+
+<p>Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse
+og lukkede Døren i Laas.</p>
+
+<p>»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«</p>
+
+<p>Dyb Tavshed. Alle saa ned.</p>
+
+<p>Endelig tog den gamle Major Ordet:</p>
+
+<p>»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre
+tilbage og talte videre om Sagen. Vi &mdash; hm &mdash; vi
+er enige om, det var galt! Det er forhastet ...«</p>
+
+<p>»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det
+sige?«</p>
+
+<p>»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!«
+erklærede en af de andre, gjort dristigere ved Majorens
+Indledning. »Vi vil ikke have Del i et Mord, hvor
+berettiget det saa end maatte være!«</p>
+
+<p>»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!«
+lød Stemmerne i truende Kor.</p>
+
+<p>»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen,
+kæreste Mennesker, jeg har det skam ikke. Ja, det
+<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98">[S. 98]</a></span>
+lyder lidt underligt, men jeg har det ikke. &mdash; Det er
+bleven borte.«</p>
+
+<p>»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes
+i alles Ansigter.</p>
+
+<p>»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!«
+protesterede den fornuftigste. »Det ligger i Stokken.
+Hvor er den? Kom med den, nu i en Fart!«</p>
+
+<p>»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.</p>
+
+<p>»Jeg <em>har</em> den ikke, kæreste Venner!« smilede
+Obersten.</p>
+
+<p>Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen.
+De andre bagefter.</p>
+
+<p>»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren
+svang Stokken truende og prøvede at lukket den op.</p>
+
+<p>De andre Officerer samledes om ham. Men hverken
+han eller nogen anden kunde faa Rede paa
+Mekanismen.</p>
+
+<p>Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede
+den med store Anstrængelser.</p>
+
+<p>Et Papir faldt ud.</p>
+
+<p>Majoren krammede det op med feberagtig Hast.
+De andre stod tæt omkring.</p>
+
+<p>»Hvad Pokker, det er ... det er &mdash;?« Majoren
+vaklede og tabte Papiret.</p>
+
+<p>En af de andre greb det.</p>
+
+<p>Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse,
+<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99">[S. 99]</a></span>
+der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere
+... vaklede ...</p>
+
+<p>Papiret var <em>ikke</em> det paategnede Dokument! Et
+helt andet Papir var det! Med en fremmed Haand
+stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets Underskrivere
+og nedenunder med store Bogstaver:</p>
+
+<div class="blockquot center larger">&bdquo;Disse er Forræderne!&ldquo;</div>
+
+<p>Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man
+solidariske. <em>Sammensværgelsen maatte være
+opdaget!</em> Hvad skulde man gøre?</p>
+
+<p>Og hvordan i al Verden var det dog sket?</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100">[S. 100]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VII_Kap_II" id="VII_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(En fortrolig Samtale.)</p>
+
+
+<p>En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted
+i Oberst Rowans Hus, var Grev Campnell bleven kaldt
+til Krigsministeriet i fortroligt Ærinde.</p>
+
+<p>Han indfandt sig straks og blev modtaget i
+Excellensens private Kontor.</p>
+
+<p>»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren
+har naturligvis anbefalet Dem stærkt,
+efter Deres fortrinlige Resultat med den stjaalne
+Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge
+Beslag paa Deres Dygtighed.«</p>
+
+<p>Greven bukkede.</p>
+
+<p>»Igen Tyveri?«</p>
+
+<p>»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse
+blandt visse af Hærens Officerer, uden at jeg paa
+nogen Maade har Anelse om de Skyldiges Navne.«</p>
+
+<p>»Disse Navne ønsker De altsaa?«</p>
+
+<p>»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked
+<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101">[S. 101]</a></span>
+om, hvad der foregaar bag dets Ryg men &mdash;« han
+saa alvorligt paa Detektiven, »rigtignok saaledes, at de
+Skyldige ikke selv aner, vi er underrettede.</p>
+
+<p>Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa
+være den, at skaffe os alle Oplysninger, uden at vedkommende
+aner det, samtidig med, at De &mdash; Midlerne
+er Deres &mdash; forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller
+hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel,
+saa vel og behændig rettet, at <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="Oprørene">Oprørerne</a> ikke
+aner, hvorfra den kommer, men alligevel forstaar, de
+er opdaget og af den Grund selvfølgelig indstiller
+alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens
+Straf.</p>
+
+<p>Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige
+Løsning: diskret gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle
+Ord, Befalinger, Straffe o. s. v. Ministeriet
+lader, som om intet er sket, og det intet ondt aner,
+men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed
+bliver det truende Sværd over Syndernes Hoveder,
+der i hvert Fald forhindrer, at Planerne bringes til
+Udførelse.« Han tav og saa fast paa Detektiven:
+»Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
+tydeligere?«</p>
+
+<p>»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev
+Campnell og saa tankefuld hen for sig. »Det er en
+lidt vanskelig Opgave &mdash;!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102">[S. 102]</a></span></p>
+
+<p>»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men
+hvad skal vi gøre? Med Deres Resultat vil det staa
+eller falde. Jeg personlig har instinktmæssig paa
+Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet.
+Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer
+til Stykket, det kan jo være ... ja, men Skandalen
+er der! Sagen kommer frem! Landet og Officers-standen
+kompromitteres &mdash;« Ministeren slog i Bordet,
+og Brynene rynkedes. »Og det <em>maa</em> ikke ske!«</p>
+
+<p>»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven
+resolut. »Har De Mistanke til nogen bestemt?«</p>
+
+<p>Ministeren trak paa Skuldrene:</p>
+
+<p>»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de
+overordnede Officerer, saadan er det jo altid.«</p>
+
+<p>»Ja vel. Men derud over?«</p>
+
+<p>»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt,
+Hr. Greve.«</p>
+
+<p>»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om.
+Der hviskes jo om det.«</p>
+
+<p>Ministeren nikkede.</p>
+
+<p>»Og kan der da være Tale om mere end en Snes
+fremragende Officerer her?«</p>
+
+<p>Den adspurgte rystede paa Hovedet.</p>
+
+<p>Greven betænkte sig lidt.</p>
+
+<p>»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en
+<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103">[S. 103]</a></span>
+halv Times Tid! Vi maa lade dem alle bevogte, uden
+de aner det. Ja, dette er nødvendigt som forberedende
+Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren
+tøvede. »For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«</p>
+
+<p>Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104">[S. 104]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VII_Kap_III" id="VII_Kap_III"></a>Kapitel III.</h2>
+
+<p class="sechead">(Forklaringen.)</p>
+
+
+<p>Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse
+fandt Sted i Oberst Rowans Hus, og man
+dèr blev enige om, at opgive al Oprør og forholde sig
+rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
+Kontor.</p>
+
+<p>Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:</p>
+
+<p>»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min
+lille, hemmelige Garde, paa hvem jeg kan stole trygt,
+og instruerede dem til at følge D'Hrr. og telefonisk
+underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
+Ture gennem Byen &mdash; ligegyldigt, om det for mine
+Hjælpere syntes bemærkelsesværdigt eller ej.</p>
+
+<p>Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger
+og kom nok adskillige Gange paa Vildspor.</p>
+
+<p>I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan
+havde bestilt en hul Spadserestok og netop i dette
+Øjeblik var inde at afhente Genstanden i den og
+den Butik.
+<span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105">[S. 105]</a></span></p>
+
+<p>Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen.
+Men Stokken gjorde mig alligevel lidt
+mistænksom.</p>
+
+<p>Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter
+til Oberstens Hus, hvor jeg udenfor afventede hans
+Ankomst.</p>
+
+<p>Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg
+mig som Journalist, der ønskede at offentliggøre hans
+bekendte, regeringsvenlige Anskuelser.</p>
+
+<p>Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer
+og bød mig, som beregnet, ind i den overfor
+liggende Restaurations privateste Kabinet.</p>
+
+<p>Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til
+min højre Haand: bad ham i Løbet af nogle Minutter
+forlange Oberst Rowan i Tale her paa Restaurationen
+og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3&mdash;4
+Minutter.</p>
+
+<p>Det gik, som jeg ønskede.</p>
+
+<p>Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene
+i <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="Kabinet">Kabinettet</a>. Jeg for' til Stokken &mdash; den mystiske, hule
+Stok &mdash; og fandt ganske rigtigt et Dokument &mdash;«</p>
+
+<p>»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede.
+»Hos vor udmærkede Rowan? Er det sandt, Menneske,
+er det virkelig Deres Alvor?«</p>
+
+<p>Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.</p>
+
+<p>»&mdash; Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med
+<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106">[S. 106]</a></span>
+Deres regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!«
+Han rakte Ministeren det. »Tja &mdash; saadan er det.«</p>
+
+<p>Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme
+og rystende Hænder.</p>
+
+<p>»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste
+Øjeblik .... Grev Campnell! Hvordan &mdash;« Han
+rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste
+Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.</p>
+
+<p>»Ja, ja &mdash; det er meget godt, det er udmærket
+godt, Hr. Greve, men &mdash;! Vi staar jo endnu paa
+Halvvejen. De har bemægtiget Dem Dokumentet, og
+det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
+Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet
+maa jo forblive tavs og lade uvidende.«</p>
+
+<p>»Det sagde De allerede til mig under vor første
+Samtale,« svarede Detektiven. »Jeg har selvfølgelig
+taget mig Deres Ord efterrettelig. De afbrød blot,
+før min Beretning var endt.«</p>
+
+<p>Og han fortsatte med et Smil: »Jeg <em>har</em> givet
+D'Hrr. den nødvendige Advarsel, uden at de naturligvis
+aner, hvorfra den er kommen.</p>
+
+<p>Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument,
+lagde jeg i Stedet et Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne
+stod at læse med min fordrejede Skrift. Nedenunder
+stod Ordene: »Disse er Forræderne!««
+<span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107">[S. 107]</a></span></p>
+
+<p>Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for
+han hen til Grev Campnell og trykkede hans Haand.</p>
+
+<p>»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet.
+<em>Nu</em> er jeg overbevist!«</p>
+
+<p>Ministeren fik Ret.</p>
+
+<p>Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod
+konstateredes det hurtigt, at næppe fandtes der nu
+blandt Rigets Officerer ivrigere Regeringstilhængere
+end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods Ministeriets
+Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte
+at styrke Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.</p>
+
+<p>Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have
+været heldigere valgt!</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108">[S. 108]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VIII_EN_MYSTISK_PASSAGER" id="VIII_EN_MYSTISK_PASSAGER"></a>VIII. &mdash; EN MYSTISK PASSAGER.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="VIII_Kap_I" id="VIII_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Paa Havet.)</p>
+
+
+<p>Det skete paa Oceandamperen fra New-York
+til London.</p>
+
+<p>Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og
+laa paa en af Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig
+sammen, da Døren sagte aabnedes.</p>
+
+<p>En høj, slank Mand kom ind.</p>
+
+<p>Hvem var det?</p>
+
+<p>Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde
+hun ikke set ham før. Han var iført graa Sportsdragt,
+Ansigtet var ligblegt og skægløst, men Øjnene
+sorte som Kul.</p>
+
+<p>Fruens første Tanke var, at han søgte nogen.
+Han stod der i Døren ligesom lyttende og dog paa
+Spring til at flygte, om det gjaldt.
+<span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109">[S. 109]</a></span></p>
+
+<p>Det gyste igennem hende, men da han kort efter
+gik frem i Salonen og nærmede sig hendes Sofa, tog
+hun endelig Mod til sig:</p>
+
+<p>»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«</p>
+
+<p>Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik
+hendes Blod til at stivne. Men svare, gjorde han ikke.
+Derimod gik han atter tilbage, lukkede Døren og forsvandt
+den Vej, han var kommen.</p>
+
+<p>Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang
+hun op trods sin Søsyge og flygtede ind til sin Mand
+i Rygesalonen.</p>
+
+<p>»Naa, ja &mdash; hvad saa?« spurgte Manden. Han
+fandt ikke noget mærkværdigt i den hele Beretning.</p>
+
+<p>Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om
+ved Bordet, men det var hende umuligt at opdage
+ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun Kaptajnen.</p>
+
+<p>»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke
+ombord, hæ, hæ, hæ. De er bare søsyg!« spottede
+han.</p>
+
+<p>Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun
+havde set et Spøgelse, og den Nat kneb det for
+Manden at faa Nattero.</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110">[S. 110]</a></span></div>
+
+<h2><a name="VIII_Kap_II" id="VIII_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Det sære Møde.)</p>
+
+
+<p>Nogle Dage efter Ankomsten til London gik
+Ægteparret Joy gennem Regent Street. Det var
+dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede Menneskemassen,
+Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere
+raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel
+og Livlighed.</p>
+
+<p>»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se
+der! Kan Du se?«</p>
+
+<p>»Hys&mdash;s!« Manden tyssede. »Lad dog være at
+raabe saa højt!«</p>
+
+<p>»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet.
+»Derovre, derovre gaar han jo ... Spøgelset
+fra Skibet, se!«</p>
+
+<p>Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.</p>
+
+<p>Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem
+Vogne og Omnibusser og hen til Manden.</p>
+
+<p>Ganske naturligt saa den Fremmede forundret
+paa hendes fremstrakte Haand.
+<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111">[S. 111]</a></span></p>
+
+<p>»God Dag, hvordan har De det?«</p>
+
+<p>»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket.
+»Jeg har det meget godt, men ...«</p>
+
+<p>»Kan De maaske ikke huske mig?«</p>
+
+<p>»Huske? Næ&mdash;æ&mdash;«</p>
+
+<p>»Jamen prøv!«</p>
+
+<p>Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede
+hende skarpt.</p>
+
+<p>»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand
+med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt
+smilede blot.</p>
+
+<p>Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke
+et Ord af det Hele.</p>
+
+<p>»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores
+Rejse fra New-York!«</p>
+
+<p>»Damperen &mdash; New-York?« Han stirrede uforstaaende
+paa hende. Endnu værre blev det, da hun
+beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at være
+brudt ind i Damesalonen.</p>
+
+<p>»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!«
+erklærede Fruen og saa <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="triumfererde">triumferende</a> paa sin Mand,
+der betragtede de to med rynkede Bryn.</p>
+
+<p>Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil
+der pludselig gik et Lys op for ham.</p>
+
+<p>»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa
+have set min Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg
+<span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112">[S. 112]</a></span>
+har rigtignok længe troet, han var død derovre,
+men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers vilde
+jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske
+mærkværdigt &mdash;«</p>
+
+<p>»Ligner Deres Broder da Dem?«</p>
+
+<p>»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede
+hinanden saa stærkt, at fremmede rent ud sagt ikke
+kunde skelne os fra hinanden ... Frue, vær saa
+venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg
+skal vise Dem hans Billede, saa kan vi dog maaske
+faa opklaret, om han virkelig skulde leve. Det er
+mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret. Jeg
+har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine
+Tanker, set ham i Drømme og hørt ham tale ...«</p>
+
+<p>»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen
+bestemt, og man satte sig i Bevægelse til Hr. Stantons
+Hjem.</p>
+
+<p>Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind
+i en pragtfuld Dagligstue paa 1ste Sal.</p>
+
+<p>»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig
+alle Enkeltheder i hele denne mystiske Sag!« vedblev
+Stanton, saa snart man var kommet til Sæde.</p>
+
+<p>Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt
+om den mystiske Rejsende.</p>
+
+<p>»Ja&mdash;a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet.
+»Man skulde jo næsten tro, at han lever, men hvorfor
+<span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113">[S. 113]</a></span>
+i al Verden er han da ikke kommen herop til mig?
+Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han ikke ...
+Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden
+Stue og hentede et stort Billede ned fra Væggen.</p>
+
+<p>»Her er det! Ligner han mig?«</p>
+
+<p>Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var
+uhyggelig.</p>
+
+<p>Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu
+ogsaa helt sikker paa, det ikke er Dem selv?«</p>
+
+<p>»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg
+spiller Komedie i en saa vigtig Sag? &mdash; Nu skal De
+selv se &mdash;!« Og han hentede endnu et Portræt af
+samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det
+var ham selv.</p>
+
+<p>Pavse.</p>
+
+<p>»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De
+var jo ligefrem i Stand til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende,
+aldrig har jeg set Mage til sligt.«</p>
+
+<p>Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte,
+at en Fremmed var ude og vilde hurtigst muligt have
+Herren i Tale.</p>
+
+<p>Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den
+Fremmede til Syne. Alle tre udstødte et Skrig af
+Forfærdelse.</p>
+
+<p>Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs.
+<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114">[S. 114]</a></span>
+Alt, hvad han kunde, fo'r han ind i det næste Værelse
+og lukkede Døren i Laas efter sig.</p>
+
+<p>Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd
+i Værelset.</p>
+
+<p>»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen
+mod Hr. Stanton. Da <em>han</em> selvfølgelig gjorde Modstand,
+fik han Haandjærnene paa.</p>
+
+<p>»Hvad betyder dette her? Hvad <em>vil</em> De mig?«
+tordnede Stanton.</p>
+
+<p>Ægteparret skyndte sig bort.</p>
+
+<p>»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille
+Ven«, lo de civile Opdagere. Nu har vi løbet efter
+Sporet et Par Døgn allermindst ... Saa, følg nu
+med!«</p>
+
+<p>De skulde til at drage af Sted med Stanton, da
+Broderen atter viste sig i Døren, blot i en anden
+Dragt.</p>
+
+<p>Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse
+over Anholdelsen.</p>
+
+<p>»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da
+gjort? Forklar Dem dog Mennesker!«</p>
+
+<p>»Naa&mdash;aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte
+Rapporten: Stanton havde været ombord i Damperen
+fra New-York, havde holdt sig skjult i Lasten og
+i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om
+i Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet
+<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115">[S. 115]</a></span>
+Mistanke til ham, opgivet Signalementet, og paa deres
+Anmeldelse var Efterforskningen sket kort efter
+Landgangen.</p>
+
+<p>Den fremmede stirrede paa Stanton:</p>
+
+<p>»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa &mdash;?
+Ja &mdash; ja?« Han vendte sig smilende til Detektiverne.
+»Vi maa afgøre Sagen i Mindelighed. Hvor
+meget vil I have?«</p>
+
+<p>De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig
+ikke dupere.</p>
+
+<p>»Skal vi sige 500 Kr. til hver? &mdash; Saa, slip ham
+nu! Herregud, er det noget at gøre saa meget Væsen
+af.« Han greb til sin Lomme. »Kom! Her er
+Pengene!«</p>
+
+<p>»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og
+truede ad Broderen. »Har Du nu ogsaa stjaalet min
+Tegnebog?«</p>
+
+<p>»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til
+venstre,« var Stanton godmodig nok til at svare.</p>
+
+<p>»Og Nøglerne?«</p>
+
+<p>»Her!«</p>
+
+<p>Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op
+og fandt nogle Sedler i Pengekassen.</p>
+
+<p>»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte
+Betjentene dem. »Lad os saa sige hinanden Farvel
+og Tak for i Dag!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116">[S. 116]</a></span></p>
+
+<p>Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig &mdash; Pengene
+overvandt Pligten. Nølende sjokkede de af ...</p>
+
+<p>Men den mystiske Tyveknægt triumferede.</p>
+
+<p>Broderen havde været skikkelig nok til at finde
+sig i Forvekslingen, ja endog i, at Løsesummen var
+bleven betalt af hans Kasse. Han glemte helt
+Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den
+besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin
+længe savnede Broder igen og gennem Politiets Forveksling
+sin Lighed med ham bestyrket.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa
+Grev Campnell var tilstede. Hver især havde forpligtet
+sig til at berette en sandfærdig og spændende
+Tildragelse.</p>
+
+<p>Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven
+erklærede den for en tarvelig Opdigtelse.</p>
+
+<p>»Ja, ja, men hvis <em>De</em> nu havde haft med Sagen
+at gøre, hvad vilde der saa være sket?« spurgte
+Fortælleren.</p>
+
+<p>»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis
+det eneste sandsynlige: Signalementet var meldt mig.
+Altsaa agerede jeg &mdash; forklædt og maskeret &mdash; den
+fortrinlige Stanton og fik dem alle uden Gnist af Mistro
+<span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117">[S. 117]</a></span>
+til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene vilde
+luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for
+alle tre Gentlemen.«</p>
+
+<p>»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op.
+»Hvordan vilde De faa pudset Broderen &mdash; Tyveknægten &mdash; derop,
+naar De slet ikke <em>var</em> hans
+Broder &mdash;?«</p>
+
+<p>Detektiven smilede.</p>
+
+<p>»Tror De <em>det</em> var Vanskeligheden?« svarede han.</p>
+
+<p>... Saa kom Turen til ham.</p>
+
+<p>Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie:</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118">[S. 118]</a></span></div>
+
+<h2><a name="IX_DEN_VELTALENDE_PRAEST" id="IX_DEN_VELTALENDE_PRAEST"></a>IX. &mdash; DEN VELTALENDE PRÆST.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="IX_Kap_I" id="IX_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Overraskelsen.)</p>
+
+
+<p>»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev
+Værtinden helt ud i Entreen. »Pastor Dundas er en
+usædvanlig veltalende Præst, det skal De ogsaa snart
+indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«</p>
+
+<p>Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange
+modstridende Tanker.</p>
+
+<p>»Hvad ... Goddag! Er De her?«</p>
+
+<p>Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.</p>
+
+<p>»Frk. ... Frk. Dundas?«</p>
+
+<p>Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden.
+Begge saa forvirrede ud.</p>
+
+<p>»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har
+De været her?«</p>
+
+<p>»Jeg kom i Gaar, Frøken!«</p>
+
+<p>Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:</p>
+
+<p>»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119">[S. 119]</a></span></p>
+
+<p>»De er &mdash; er De Præstens Datter? Er det sandt?
+Nej, hvor i al Verden kunde jeg ane det?« Og han
+fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i Avisen. Der
+stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste
+straks, anede ikke, <em>De</em> boede her og allermindst, at
+Deres Fader var Præst, end sige min egen Sognepræst.«</p>
+
+<p>Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke
+helt, og fik Samtalen ledet over paa andre Emner.</p>
+
+<p>»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var
+dog saa rart!«</p>
+
+<p>Carr smilede lidt bittert.</p>
+
+<p>»Kan De huske Pastor Jorvis? <em>Han</em> er ikke
+Taler, og han sætter ikke heller Pris paa Kapellaner,
+der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa til i
+10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa
+tog jeg derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«</p>
+
+<p>»Ja, det ser jeg unægtelig.«</p>
+
+<p>»&mdash; Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal
+være saa udmærket en Taler ...«</p>
+
+<p>»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken,
+synes jeg, der undertiden næsten kan minde
+om Dem.«</p>
+
+<p>»Saa&mdash;aa?«</p>
+
+<p>Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede
+<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120">[S. 120]</a></span>
+dog endnu en Gang sin Glæde over saa uventet
+at have faaet sin gamle Ven her til Maedenham.</p>
+
+<p>Han sukkede. Skønt han var ung og smuk,
+sukkede han.</p>
+
+<p>Sognepræsten traf han i Studereværelset. En
+høj, intelligent udseende Mand, som enhver var tjent
+med at faa til Svigerfader.</p>
+
+<p>»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt
+Undtagelse nær hver Søndag Formiddag hele Aaret
+rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg lægger naturligvis
+meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne
+vil jeg gerne helt have fri.«</p>
+
+<p>Kapellanen bukkede.</p>
+
+<p>Nu kom Fruen ind.</p>
+
+<p>»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal
+recitere »Hamlet« for hende.« Hun forklarede Kapellanen:
+»Min Mand kan hele Shakespeare udenad, og
+Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende
+en Hukommelse!«</p>
+
+<p>Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede
+sig i den Anledning en Indbydelse til om
+Mandagen. Der kom altid nogle Venner i Præstegaarden
+den Dag.</p>
+
+<p>Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et
+Brev liggende, der var eftersendt fra Cranleigh.</p>
+
+<p>»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han.
+<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121">[S. 121]</a></span>
+»Hvor vilde Præstens her dog foragte mig! Og Mimi &mdash; ja,
+hun mest af dem alle ...«</p>
+
+<p>Resolut lukkede han Brevet op:</p>
+
+<div class="letter"><p class="body">»Vær saa venlig at sende os Manuskript
+Nr. 4: »Hvad skal vi tro paa?« Det er allerede
+tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi
+forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag
+Morgen.</p>
+
+<p class="sig">
+<span class="sig1">Deres ærbødige</span><br />
+<i>Cook &amp; Sable</i>.«
+</p></div>
+
+<p>Kapellanen rev Brevet i Stykker.</p>
+
+<p>»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede
+han videre. »Leverandør af Prædikener til Præster
+uden Hjærne &mdash; hm!« Papiret i Kakkelovnen. »Jeg
+gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
+1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa
+da mindst være ligesaa stor en Hykler som jeg.«
+Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg tror, jeg
+bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener,
+jeg skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden.
+Den, jeg sendte sidst, bliver jeg selv nødt til at
+bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen Tid til
+Forberedelse!«</p>
+
+<p>Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads.
+Der var ikke Tvivl om Pastor Dundas Popularitet.
+<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122">[S. 122]</a></span></p>
+
+<p>»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten
+<a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="præker">prædiker</a>?«</p>
+
+<p>»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men
+Pastoren taler jo ogsaa vidunderligt.«</p>
+
+<p>Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste
+Alvor. Dundas' hele Optræden imponerede ham fra
+den første Indgangsbøn.</p>
+
+<p>Nu nævnede Dundas Teksten.</p>
+
+<p>Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den
+samme Tekst, som han havde valgt i sin sidste Prædiken
+til Cook og Sable. Dobbelt lærerigt altsaa!</p>
+
+<p>Prædikenen begyndte.</p>
+
+<p>Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed.
+Intet Manuskript paa Prædikestolen og dog et Foredrag
+uden Ophold og Famlen. Alle lyttede aandeløst.
+Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt,
+trak han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig
+Hukommelse!«</p>
+
+<p>Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem
+de to Gejstlige:</p>
+
+<p>»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken
+retfærdigt, Hr. Carr?«</p>
+
+<p>»Ja&mdash;a, jeg ved skam ikke.«</p>
+
+<p>»Mellem os &mdash; hvad mener De om min Prædiken?«</p>
+
+<p>»Jo&mdash;o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«
+<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123">[S. 123]</a></span></p>
+
+<p>»Ja Foredrag &mdash; men Indhold? Indhold, kære,
+er det vigtigste! Det er altid et af mine Principper.«</p>
+
+<p>»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen
+blev alene, »er sandelig en Karakter!«</p>
+
+<p>En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.</p>
+
+<p>»Hvad synes De saa om <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="Far's">Fa'rs</a> Prædiken? Godt,
+ikke sandt! Jeg synes, netop denne i Dag mindede
+mig saa meget om dem, De i gamle Dage holdt i
+Cranleigh.«</p>
+
+<p>»Naa, det tror jeg ikke!«</p>
+
+<p>»Ja hvorfor ikke?«</p>
+
+<p>Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader
+og Datter fulgtes til Præstegaarden.</p>
+
+<p>Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget
+efter kom hans Værtinde ind.</p>
+
+<p>»Ringede De?«</p>
+
+<p>»Næ&mdash;æ.«</p>
+
+<p>Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De
+ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?«</p>
+
+<p>»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i
+Lag med Maden. Saa skyndte han sig atter til
+Kirken.</p>
+
+<p>Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt,
+og Sognepræsten meddelte ham det.
+<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124">[S. 124]</a></span></p>
+
+<p>»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør
+prædike. Jeg havde ventet mig mere, Hr. Carr!«</p>
+
+<p>&mdash; I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens
+Prædikener en Stund det almindelige Samtaleemne.</p>
+
+<p>»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte
+en ældre Dame.</p>
+
+<p>»Saa&mdash;aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte
+Kapellanen interesseret, da Svaret lod vente lidt
+paa sig.</p>
+
+<p>»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten
+med et overbærende Smil. At Kapellanen ikke engang
+vidste det! Det stod jo opslaaet b. m. a. S.
+paa Meddelelsestavlen i Kirken.</p>
+
+<p>Pastoren talte videre.</p>
+
+<p>Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han
+ene om i Mørket, følte sig saa fremmed og overset.
+Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.</p>
+
+<p>»Hvem er det?« lød det barskt.</p>
+
+<p>»Det er mig!«</p>
+
+<p>Nu saa han, hvem det var.</p>
+
+<p>De stod lidt tavse.</p>
+
+<p>Carr rakte hende tøvende Haanden.</p>
+
+<p>Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.</p>
+
+<p>»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt,
+De var Præstens Datter ...«
+<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125">[S. 125]</a></span></p>
+
+<p>»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa,
+De var den ny Kapellan ...«</p>
+
+<p>»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi &mdash;«</p>
+
+<p>Han drog hende til sig og kyssede hende.</p>
+
+<p>»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet.
+»Hvad gør Du dernede i Mørket?«</p>
+
+<p><em>Ja, hvad gjorde hun dog?</em></p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126">[S. 126]</a></span></div>
+
+<h2><a name="IX_Kap_II" id="IX_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)</p>
+
+
+<p>»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan
+ikke bruge Dem som Kapellan!«</p>
+
+<p>Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med
+rynket Pande og alvorligt Ansigt.</p>
+
+<p>Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas
+blev ved:</p>
+
+<p>»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres
+Opførsel har langt fra været en Gentleman's!«</p>
+
+<p>»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«</p>
+
+<p>Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.</p>
+
+<p>»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse
+om, at De kendte min Datter, før De kom i mit
+Hus! &mdash; Ja vist! Min Datter har som Arv fra sin
+Moder &mdash; maaske ogsaa fra mig &mdash; betydelige Fortrin,
+der giver hende Ret til at stræbe langt højere
+end til &mdash; en theologisk Kandidat af Deres Art.«</p>
+
+<p>»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft
+Anelse om.«
+<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127">[S. 127]</a></span></p>
+
+<p>»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her,
+maa De betragte min Datter som fremmed, saaledes
+som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«</p>
+
+<p>»Har hun sagt det?«</p>
+
+<p>Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov
+til at sige det! Hvad i Alverden giver Dem Berettigelser?
+Som gejstlig er De mislykket, som Prædikant
+er De under al Kritik. Gudbevares &mdash; en talentfuld
+Mand kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men
+<em>kun</em> en talentfuld.«</p>
+
+<p>Kapellanen smilede atter.</p>
+
+<p>»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i
+Dag.«</p>
+
+<p>»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke!
+Jeg har saa uhyre travlt i disse Dage, det ved De
+jo. Det er i Dag allerede Torsdag og &mdash; ja, jeg
+siger det med det samme &mdash; De maa prædike paa
+Søndag til Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede
+mig.«</p>
+
+<p>»Skal <em>jeg</em> prædike paa Søndag?« kom det
+forbavset.</p>
+
+<p>»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg
+faar ikke Tid, desværre. Gør det, saa godt, De kan ...
+jeg forlanger ikke mere af <em>Dem</em>. Paa næste Torsdag
+kan De saa rejse.«</p>
+
+<p>Kapellanen bukkede og gik.
+<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128">[S. 128]</a></span></p>
+
+<p>Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem.
+Med megen Alvor gik han til Arbejdet, og efter en
+Times Forløb var han færdig. Den ønskede Prædiken
+sendte han til Cook &amp; Sable; vedkommende Klient
+vilde den altsaa være i Hænde senest næste Middag.</p>
+
+<p>I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste
+Plads som altid, naar Sognepræsten prædikede. Man
+anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. Han havde
+for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret,
+at han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv,
+men Carr havde nu forberedt sig, og Sognepræsten
+maatte lade det blive ved Aftalen.</p>
+
+<p>Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten
+fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro,
+hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert
+og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed
+med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det
+samme Tema: »Hvad skal jeg tro?«</p>
+
+<p>Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad
+med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et
+Spøgelse tale.</p>
+
+<p>»Hr. Carr &mdash;« stammede Præsten forvirret, da
+Gudstjenesten var endt.</p>
+
+<p>»Ja, Hr. Pastor?«</p>
+
+<p>»<a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="Hh">Hm</a> &mdash; hm &mdash; der er noget, jeg vil spørge Dem om!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129">[S. 129]</a></span></p>
+
+<p>»Til Tjeneste!«</p>
+
+<p>»Eh &mdash; æ &mdash; jeg mener &mdash; var det Deres
+egen?«</p>
+
+<p>»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De,
+jeg prædiker andres Taler? Nej, saa uværdig er
+jeg da heller ikke &mdash; det vilde jo være slet og ret
+Bedrageri.«</p>
+
+<p>»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg
+ogsaa.«</p>
+
+<p>»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor
+Dundas?« fortsatte Kapellanen.</p>
+
+<p>»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!«</p>
+
+<p>Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time
+efter bankede det paa hos <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="Kappellanen">Kapellanen</a>. Det var
+igen Pastor Dundas.</p>
+
+<p>Han gik straks til Sagen, men rystede og var
+ligbleg.</p>
+
+<p>»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til
+andre end Dem selv?«</p>
+
+<p>Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde
+sendt Prædikener til Cook &amp; Sable, men forøvrigt
+havde besluttet at ophøre dermed i Fremtiden.</p>
+
+<p>»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt &mdash;?«
+Præstens Øjne skød Lyn.</p>
+
+<p>»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at
+bruge dem som sine egne!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130">[S. 130]</a></span></p>
+
+<p>Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin
+Rolle. Han blev pludselig som et Barn.</p>
+
+<p>»Ja, jeg ved det, jeg ved det &mdash;« jamrede han.
+»Men hvorfor ... hvad har jeg gjort Dem, Menneske,
+siden De udvælger mig til Offer?«</p>
+
+<p>»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om,
+til hvem mine Prædikener sendtes fra Cook &amp; Sable,«
+svarede Kapellanen. »Dem, Pastor Dundas, havde jeg
+mindst af alle tiltroet det. De roses jo overalt paa
+Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede.
+»Ja ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da
+Tilfældet havde bragt os sammen. Vær rolig: Hemmeligheden
+bliver mellem os.«</p>
+
+<p>»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten
+efter den første Overraskelse.</p>
+
+<p>»Ja, det er jo en Aftale.«</p>
+
+<p>Præsten rystede energisk paa Hovedet.</p>
+
+<p>»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad
+skal jeg arme Menneske gøre? Nu venter de Bogen,
+hele min Menighed!« Manden var grædefærdig. &mdash; »Kunde
+... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage
+Mimi i Guds Navn ... De <em>er</em> jo talentfuld ... <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="Tage">tage</a>
+hende og lade os hjælpes ad ...«</p>
+
+<p>Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst.</p>
+
+<p>»Og De synes, <em>det</em> er en Gejstlig værdigt, Pastor
+Dundas?«
+<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131">[S. 131]</a></span></p>
+
+<p>»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev
+ivrig med et. »Svigersøn og Svigerfader! Det er
+smukt, det er godt, det er Menigheden til Efterfølgelse.«</p>
+
+<p>Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod
+ham om Panden. Denne Pastor Dundas selvgjorte
+Prædiken havde virkelig for <em>en Gangs</em> Skyld gjort
+Lykke.</p>
+
+<p>Carr og Mimi beholdt hinanden.</p>
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132">[S. 132]</a></span></div>
+
+<h2><a name="X_GREV_CAMPNELLS_KLINGE" id="X_GREV_CAMPNELLS_KLINGE"></a>X. &mdash; GREV CAMPNELLS KLINGE.</h2>
+
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<h2><a name="X_Kap_I" id="X_Kap_I"></a>Kapitel I.</h2>
+
+<p class="sechead">(Da Fjenden kom.)</p>
+
+
+<p>Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og
+ivrig Politiker. Kort efter Krigen brød ud, maatte
+han flygte fra Gods og Hjem og holde sig skjult paa et
+ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen &mdash; vor
+Detektiv &mdash; var den Gang lige fyldt de 18, men
+en kvik og velvoksen Fyr.</p>
+
+<p>En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin
+sædvanlige Fisketur i den store Skovsø og nærmede
+sig Hovedbygningen, da Moderen angst og fortvivlet
+kom ham i Møde.</p>
+
+<p>»Aa August, August, vi har ledt saadan efter
+Dig! Din Far &mdash; &mdash;« Hun brast i Graad.</p>
+
+<p>»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen?
+Sig mig det!«</p>
+
+<p>Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede
+i Graad: »Der er kommen Soldater hertil, August!
+<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133">[S. 133]</a></span>
+De er paa Spor efter ham. En eller anden maa have
+forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu
+vil han flygte bort fra Landet, tilbage til England. &mdash; Aa
+August ... kunde han blot faa <em>en</em> Times
+Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes ... han
+er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!«</p>
+
+<p>»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen.</p>
+
+<p>»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«</p>
+
+<p>Den unge Grev August kyssede Moderen.</p>
+
+<p>»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring.
+Gid jeg blot først kunde faa sagt ham et
+Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i Stuen og
+bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er
+Fars Søn!«</p>
+
+<p>Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit
+Værelse. Han samlede nogle Sager sammen i et Tørklæde,
+og med dette i Haanden listede han atter
+ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i
+Stalden. Dèr aabnede han Bylten ...</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de
+fjendtlige Husarer kom ridende nede i Alléen.</p>
+
+<p>»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa
+han holde sig skjult et Sted!« kommanderede Anføreren.
+<span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134">[S. 134]</a></span></p>
+
+<p>De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig
+standsede en af dem sin Hest og gav et Glædeshyl
+fra sig.</p>
+
+<p>»Der er han! Der staar En bag det Træ!«</p>
+
+<p>Og virkelig! Anføreren saa det selv.</p>
+
+<p>»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin
+Sabel.</p>
+
+<p>Hele Troppen ladede, parat til at fyre.</p>
+
+<p>En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans
+Haar og Skæg var langt og uredt som dens, der boer
+i Landflygtighed.</p>
+
+<p>»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot,
+hvis I har Lyst!«</p>
+
+<p>»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over
+hans Frisprog. »Var din Tunge, dit Uhyre af en
+Rebel!«</p>
+
+<p>Men Rebellen rynkede Brynene:</p>
+
+<p>»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne
+Ord? Ved De ikke, hvem De har for Dem? Jeg er
+Ejeren her, Grev Campnell til Château Campnell!«</p>
+
+<p>Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som
+en et skingrende Glædeshyl, og Anføreren triumferede:
+»Naa endelig har vi Dig da, din politiske Svinemikkel!«</p>
+
+<p>Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder
+og før ham med!«</p>
+
+<hr class="tb" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135">[S. 135]</a></span></p>
+
+<p>Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven
+Uro. En af Tjenerne kom farende ind i Fruens Kabinet.</p>
+
+<p>»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange
+... jeg saa det ... nede i Alléen.«</p>
+
+<p>»Hvad siger De &mdash;?« Fruen var ved at synke i
+Knæ, Tjeneren maatte gribe om hende.</p>
+
+<p>»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?«</p>
+
+<p>Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad
+han havde set: Allerede nu var Soldaterne borte og
+havde ført Herren med.</p>
+
+<p>Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa.
+Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt
+for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt.</p>
+
+<p>»August mente dog, han kunde redde sin <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="Far'">Far</a>,
+og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa,
+Dorthy, Dorthy ... saa <em>er</em> alt Haab ude!«</p>
+
+<p>Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var
+ingen Trøst mulig mer.</p>
+
+<p>»Esther! Esther!«</p>
+
+<p>Stemmen kom fra det aabne Vindu.</p>
+
+<p>Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn
+blive nævnt.</p>
+
+<p>Det var Greven selv.</p>
+
+<p>Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en
+Fart! Ingen har set mig &mdash;«</p>
+
+<p>Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg
+<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136">[S. 136]</a></span>
+var vildt og uordentligt, som det er, hos den, der i
+Maaneder har holdt sig skjult som en Fredløs.</p>
+
+<p>».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set
+Fjenden?« Grevinden smilte og græd paa samme Tid.</p>
+
+<p>»Jamen, saa <em>maa</em> det jo have været August!
+Aa min tapre, kære, velsignede Dreng.«</p>
+
+<p>»August? Har August ...«</p>
+
+<p>Greven blev bleg. Han kom netop nu for at
+flygte med sin Familie. Nede ved Søen laa Baaden
+parat. Alt var ordnet. Og saa &mdash;</p>
+
+<p>Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst.
+Han bad om hurtigst at maatte tale med Fruen.</p>
+
+<p>Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at
+han i Alléen havde set Soldaterne slæbe bort med en
+Mand, der paafaldende lignede Godsejeren. Men Godsejeren
+stod jo nu her!</p>
+
+<p>Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod
+Sagen i samme Nu.</p>
+
+<p>Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg
+og Paryk &mdash; det, Sønnen forlængst havde anskaffet
+sig for Morskabs Skyld &mdash; havde han ført Fjenden
+paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.</p>
+
+<p>»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle
+Greve, betaget af hans sælsomme Dristighed. »Vi
+skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig glemme Dig
+... Dig er det, som redder os!«</p>
+
+
+<hr class="secbreak" />
+<div><span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137">[S. 137]</a></span></div>
+
+<h2><a name="X_Kap_II" id="X_Kap_II"></a>Kapitel II.</h2>
+
+<p class="sechead">(I Gæstgivergaarden.)</p>
+
+
+<p>Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen,
+men først sent paa Nat kunde Soldaterne naa
+Hovedkvarteret. De havde endog flere Gange maattet
+spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu
+holdt de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.</p>
+
+<p>I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset
+formaaede, mens Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden
+om Hænderne.</p>
+
+<p>Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav
+han Ordre til at bringe Fangen hen til sig.</p>
+
+<p>»Vil Du have noget at spise?«</p>
+
+<p>Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden
+at svare.</p>
+
+<p>»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«</p>
+
+<p>Den unge smilte: »Er De en <em>kejserlig</em> Officer?
+Det mærker man ikke. De er Slagter, er De!«</p>
+
+<p>»<em>Hvad</em> siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld
+af de mange Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«
+<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138">[S. 138]</a></span></p>
+
+<p>»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«</p>
+
+<p>Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at
+trække hans Ansigt nærmere.</p>
+
+<p>Skægget gik af!</p>
+
+<p>»Hva' &mdash;?«</p>
+
+<p>Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød
+en Lattersalve fra det hele berusede Korps.</p>
+
+<p>»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren
+lige til Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og
+strakte atter Haanden ud: »Nu Haaret den samme Vej!«</p>
+
+<p>Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre
+ind i det tykke Haar og trak til.</p>
+
+<p>Men da han ikke mødte den Modstand, han &mdash; trods
+alt &mdash; havde ventet, fik han Overbalance og
+tumlede baglænds om paa Gulvet.</p>
+
+<p>I næste Øjeblik var han atter oppe.</p>
+
+<p>»Hvad Pokker &mdash;?« Maalløs stirrede han paa
+Grev Campnell. »Det er jo &mdash; det er jo <em>en Dreng</em>!«</p>
+
+<p>Fangen lo. »Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.«</p>
+
+<p>»Er &mdash; er Du da ikke Grev Campnell, den politiske
+Satan, vi skulde bringe i Sikkerhed ...?!«</p>
+
+<p>»Nej, men hans Søn!«</p>
+
+<p>»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du
+har narret os altsaa! Hvad skal de Kunster betyde?«</p>
+
+<p>»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden,
+og Far behøvede kun et lille Forspring for at
+<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139">[S. 139]</a></span>
+være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans Rolle.
+Jeg gættede nok, De ikke havde hans <em>fuldstændige</em>
+Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg
+lignede ham og lod mig fange.«</p>
+
+<p>»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede
+ude af sig selv i Bordet. Forbitret ruskede han
+i Drengen. &mdash; &mdash; &mdash; &mdash; &mdash;</p>
+
+<p>&mdash; &mdash;</p>
+
+<p>Men da skete det mærkværdige:</p>
+
+<p>De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt
+han dem skjult paa Ryggen. I Stilhed havde han længe
+arbejdet paa at løse dem, nu endelig var det lykkedes.</p>
+
+<p>I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der
+laa paa Bordet, sprang et Par Skridt tilbage og svang
+den over Soldaternes Hoveder.</p>
+
+<p>Forvirrede stirrede de paa ham.</p>
+
+<p>»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En
+af Jer skal i hvert Fald blive Dødens, hvordan det
+end gaar!«</p>
+
+<p>Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr
+saa' saa besynderlig ud, som han stod dèr med lynende
+Øjne og den slebne Klinge i sin Haand, at
+Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.</p>
+
+<p>»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som
+en Hund!« brølede Anføreren.</p>
+
+<p>Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell
+<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140">[S. 140]</a></span>
+resolut slog til Lampen med sin Klinge. Den
+faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i Salen.</p>
+
+<p>»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen.
+»Hvis den Knægt slipper ud, skal I blive
+hængt alle som en.«</p>
+
+<p>Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket
+for at finde Døren, blev den med Et reven op og en
+Stemme raabte fra Dørtærsklen:</p>
+
+<p>»Er August Campnell her?«</p>
+
+<p>Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener,
+der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet
+og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik.</p>
+
+<p>»Ja <em>Far</em>, her er jeg!« raabte Grev August.</p>
+
+<p>Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra,
+Kammerater! Hurra! Hørte I, han sagde »Far«! Det
+gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har vi dem,
+baade Fader og Søn!«</p>
+
+<p>»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage.
+»Lad nu Kampen begynde!«</p>
+
+<p>Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal.
+Anføreren skreg op, at der var fjendtlige Soldater
+derinde, mange, flere og flere ...</p>
+
+<p>Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og
+Eder....</p>
+
+<p>Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone &mdash; Værtinden &mdash; kom
+ind med en Lygte.
+<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141">[S. 141]</a></span></p>
+
+<p>»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er
+han &mdash;?«</p>
+
+<p>Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere
+Soldater laa saarede og blødende.</p>
+
+<p>»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle
+Kone. »De er flygtede! Alle deres Heste er jo borte
+fra Stalden ... de er flygtede, de Pjalte og kommer
+saamæn ikke igen.«</p>
+
+<p>»Med <em>vore</em> Heste!?« skreg Anføreren op med
+en Ed.</p>
+
+<p>»Deres? Var det <em>Deres</em>?«</p>
+
+<p>Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget
+var tabt. Han var ædru nok til at indse det nu.</p>
+
+<p>Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte
+et Brev, »fra Kæresten,« mente hun. Det var fundet
+paa Køkkenbordet.</p>
+
+<p>Han rev det op.</p>
+
+<p>Der stod:</p>
+
+<div class="letter"><p class="head">
+»Kejserlige Løjtnant!
+</p>
+
+<p class="body">Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres
+Klinge tilbage, brug den blot bedre i Fremtiden!
+Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring &mdash; mit
+Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres</p>
+
+<p class="sig">
+<i>August Campnell</i>.«
+</p></div>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="rettelsesliste" id="rettelsesliste"></a>Afskriverens rettelser</h2>
+<ul>
+<li><a href="#rett_1">S. 13</a>: »Som, som, nu ved jeg det!« fo'r[for] det med Et</li>
+<li><a href="#rett_2">S. 25</a>: »Jamen, hvad var det dog? Tror Du[du] virkelig, det</li>
+<li><a href="#rett_3">S. 25</a>: tyssede[tysssede]. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger</li>
+<li><a href="#rett_4">S. 31</a>: Hele Natten vandrede da Hr. Bushell[Bushel] omkring</li>
+<li><a href="#rett_5">S. 35</a>: Det er altsammen hendes Skyld &mdash; denne Parkers[Parker's]</li>
+<li><a href="#rett_6">S. 36</a>: Majendies['] Haand nærmede sig betænkeligt Glasset</li>
+<li><a href="#rett_7">S. 36</a>: Majendie tøvede[tøvende].</li>
+<li><a href="#rett_8">S. 40</a>: mest forbavset[forbauset], er vanskeligt at sige. Parker talte</li>
+<li><a href="#rett_9">S. 69</a>: Den mystiske Herre svarede med karakteristisk[karakteritisk]</li>
+<li><a href="#rett_10">S. 83</a>: kan Du[du] se! Der kryber en Fyr efter os paa alle</li>
+<li><a href="#rett_11">S. 83</a>: Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6[8]</li>
+<li><a href="#rett_12">S. 93</a>: formummede[fornummede] Skikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.</li>
+<li><a href="#rett_13">S. 101</a>: saa vel og behændig rettet, at Oprørerne[Oprørene] ikke</li>
+<li><a href="#rett_14">S. 105</a>: i Kabinettet[Kabinet]. Jeg for' til Stokken &mdash; den mystiske, hule</li>
+<li><a href="#rett_15">S. 111</a>: erklærede Fruen og saa triumferende[triumfererde] paa sin Mand,</li>
+<li><a href="#rett_16">S. 122</a>: prædiker[præker]?«</li>
+<li><a href="#rett_17">S. 123</a>: »Hvad synes De saa om Fa'rs[Far's] Prædiken? Godt,</li>
+<li><a href="#rett_18">S. 128</a>: »Hm[Hh] &mdash; hm &mdash; der er noget, jeg vil spørge Dem om!«</li>
+<li><a href="#rett_19">S. 129</a>: efter bankede det paa hos Kapellanen[Kappellanen]. Det var</li>
+<li><a href="#rett_20">S. 130</a>: Mimi i Guds Navn ... De <em>er</em> jo talentfuld ... tage[Tage]</li>
+<li><a href="#rett_21">S. 135</a>: »August mente dog, han kunde redde sin Far['],</li>
+</ul>
+</div>
+
+
+
+
+
+
+
+
+<pre>
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of En adelig Opdager, by Richard Marsh
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK EN ADELIG OPDAGER ***
+
+***** This file should be named 32865-h.htm or 32865-h.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        https://www.gutenberg.org/3/2/8/6/32865/
+
+Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
+Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License (available with this file or online at
+https://gutenberg.org/license).
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
+https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at
+809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
+business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
+information can be found at the Foundation's web site and official
+page at https://pglaf.org
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit https://pglaf.org
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including including checks, online payments and credit card
+donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     https://www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+
+</pre>
+
+</body>
+</html>
diff --git a/32865-h/images/logo.png b/32865-h/images/logo.png
new file mode 100644
index 0000000..c373348
--- /dev/null
+++ b/32865-h/images/logo.png
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..f043557
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #32865 (https://www.gutenberg.org/ebooks/32865)