diff options
Diffstat (limited to '36871-8.txt')
| -rw-r--r-- | 36871-8.txt | 5870 |
1 files changed, 5870 insertions, 0 deletions
diff --git a/36871-8.txt b/36871-8.txt new file mode 100644 index 0000000..acb0ebd --- /dev/null +++ b/36871-8.txt @@ -0,0 +1,5870 @@ +The Project Gutenberg EBook of Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Strandingshistorier + Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen + +Author: Ludvig Mylius-Erichsen + +Release Date: July 27, 2011 [EBook #36871] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STRANDINGSHISTORIER *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. + + + + + L. MYLIUS-ERICHSEN + + STRANDINGSHISTORIER + + SKILDRINGER FRA JYDSKE VESTKYST + OG SKAGEN + + KØBENHAVN + GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) + Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) + 1901 + + + + + TIL KUNSTNERPARRET + MICHAEL OG + ANNA ANCHER + MED TAK FOR DERES + KUNST OG DERES + VENSKAB + + +[Illustration: MICHAEL ANCHER. + Tegnet af ANNA ANCHER.] + + +[Illustration: ANNA ANCHER. + Tegnet af MICHAEL ANCHER.] + + + + +Michael Ancher. + + + Lykkelig den, der har bygget sit Hus, + hvor Solen beskinner et lyngdækket Land, + hvor Vejret har uhindret strygende Sus, + og Søen slaar Braad mod den aabne Strand. + + Lyngduft og Søluft og fri Horisont + bag Klitters forruskede Eventyr-Egn + -- #her# virker De rigt i den daglige Dont + trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn. + + Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit, + er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind + men af et forrygende Stormvejr forbidt, + naar Havet har Brus over Revlerne ind. + + Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør + og pudser og piller med sirligt Talent, + se derfor er Farven saa spegende tør + og Liv og Natur saa elendig bevendt. + + Men #De#, som #selv# er en Frilandsnatur + og har paa den sandede Kyst slaaet Rod, + De kender og elsker i Mol som i Dur + den fattige Egn med det rige Mod. + + Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér, + faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb, + den selvskabte, stejle Mandskarakter, + som #vil# det, den #vil# -- trods #alt# hvad det kneb. + + Mandigt og monumentalt har De ført + i en Menneskealder den malende Haand + -- aa! og saa mærker man Haanden berørt + af Kunstens benaadende Helligaand. + + Lykkelig #De#, som har bygget Dem Hjem, + hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont, + hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem, + og #Hjærtet# er med i den daglige Dont! + + + + +Anna Ancher. + + + Den Kunst, De gav, var sund og djærv, + som selv De er en sund Natur, + der stille røgter store Hverv + -- den Kunst, De gav, er djærv og pur. + + Og den, som skatter Kunstens Guld + og fandt hos Dem et Livsens Væld + op af den magre jydske Muld, + er kommen dybt til Dem i Gæld. + + Thi Deres kloge Kvindeblik + har sét, hvad Mennesker er værd, + og #Sandhed# talte De, men fik + dog Plads for Nænsomhedens Skær. + + Nænsom og sand er Deres Kunst, + og jydsk er Lunets Smil deri, + -- dog, #den# bedømte Dem omsonst, + som saa' kun Deres Maleri. + + Dem #selv# skal man paa Skagen sé + som Michaels Hustru, Helgas Mor, + som Kunstnerhjemmets gode Fé + og Venners Vært ved dagligt Bord. + + Da sér man, Deres Kunst er stor, + den gi'r Dem #selv#, til Punkt og Prik: + det noble Sind, de djærve Ord + og Deres kloge Kvindeblik! + + + + +Kunstnerparret Ancher. + + +Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet +den vestjydske Fiskerbefolknings Type -- #han# især Mændene, #hun# +mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa +Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad +Kysten. + +En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske +Egne. Men selv inden for den særegne Form, som vestjydsk er, varierer +Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange +Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i +Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad, +særlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som #Børn#, nemlig: +Bøen, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et +Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for +Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens og +Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres +Dont er den samme, deres Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem +adskilt ved kun et ringe Antal Mil. + +Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen i Folketype +tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et fælles vestjydsk +Grundpræg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale +Tilsnit i saadan Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en +Række varierende Typer. + +Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer som +Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men +Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse +paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej mellem de +østligst boende, de nærmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere, +de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter +af to forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for Haarets +Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt +Vesterbyfolkene træffer man saaledes Folk af en Smule Landsognspræg, +medens Østerbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering. +Troligvis er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede Bydel +-- Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som én stor Familje +hver for sig -- der giver Særpræget. Undtagelser, Overgangsformer +findes naturligvis. + +Det er Skagens #Østerbyfolk#, vi kender fra Kunstnerparret Anchers +Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher født og har levet sin meste +Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har +altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i Tingene, gøre +sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lære Naturen at kende i +alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette +Sted. + +Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der +gennem en længere Aarrække har givet indtrængende realistisk +Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude, +virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set. +Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst -- hvortil altsaa henregnes +ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge geografisk +Beliggenhed -- har moderne Kunstnere levet og arbejdet længe nok til +at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S. +Krøyer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende). + +Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i +Malerkunsten kom saa sént i Vækst herhjemme og tæller saa faa +betydelige Kræfter. Thi de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt +Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder. +Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, der burde leve i +Billeder som i Bøger. I Ægteparret Anchers Kunst lever de gamle +Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland, +hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men hvor ingen +anden Kunstner har givet det væsenlige, det særegent personlige. + +Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher slog sig ned +paa Skagen. Født paa Bornholm, i en gammel Købmandsslægt, opvokset +dèr og med et fléraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i +Østjylland som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke +netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men derop kom han dog en +skønne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl +Madsen fandt han Husly paa Brøndums Kro, i Vesterstuen af det gamle +Havehus, det samme Værelse, i hvilket han samme Aar kom til at drikke +Konfirmations-Skaal for Husets Datter Anna, der senere blev hans +Hustru. I dette gammeldags-hyggelige Skagbohus boede Michael og Anna +Ancher deres første Ægteskabsaar, inden de skabte deres gæstfri, +havehegnede Hjem i Udkanten af Østerbyen. Ogsaa Krøyer, Locher og +Irminger har haft Ophold i det gamle Havehus. Og Drachmann har i +disse lave Stuer skrevet flere af sine Bøger. Huset er helt historisk +nu. + +Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Tørvestakke, tog +Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive +dem var det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som tidligere +havde gæstet Skagen og malet dèr, havde væsenligst haft det +taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade +sig »tage a«. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til +Skue, blive til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være Nar«, +sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres +Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en +Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden. + +Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i +Naturen -- som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C. +Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf +disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af +Naturen. De moderne Malere tog Lærredet ud under aaben Himmel i +alskens Vejr og malede #færdigt# ude, de vidste næppe altid, hvilke +Farver de brugte, malede bare frejdigt løs, saadan som de saa og +følte Tingene. + +Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher først fik +til at staa for sig. Snart vandt dog hans støtte, mandige +Personlighed Befolkningens Tillid, og allerede hans første +Skagenbilleder viser, at han begyndte at faa Indpas. De egentlige +Fiskertyper, som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente paa +til næste Aar. Da kom han igen og malede et stort Billede af ventende +Fiskere i Klitten. Her er straks den Type givet, som yderligere +realistisk set og som udformet med stadig mere fortrolig +Karakteristik gaar igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage. + +I det følgende Tiaars stærke Produktion har vi ægte Skagens Natur, og +Skagens Fiskere har vi en Typerigdom af, saadan som Ancher saa' dem +og holdt af dem. Det er mest store, stærke Folk med vejrfurede Træk +og tæt Skægvækst under Hagen. Mest er de i Oljetøj, lange Søstøvler +og Sydvest eller laadden Kabuds. Næsten altid er der dramatisk +Spænding over den Situation, hvori de er sete. Skikkelserne har gerne +plastisk Holdning, Kunstneren kender nøje hver enkelt fra den +virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet Liv, i +kendelig Grad er det maleriske understreget saavel i den enkelte +Figurs Udseende og Fremtræden som i hele den samlede Handling. +Kunstneren iagttager skarpt alle Detaljer men viser særlig +Forkærlighed for det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang, +f. Eks. ved en Stranding, har været Vidne til i stor Sindsbevægelse +og erindret fortræffeligt. + +En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udførelsen af disse figurrige +Lærreder malte ude paa den aabne Strand eller i de sandfygende +Klitter. Tænk blot paa et saadant Par Kæmpebilleder som »Vil han +klare Pynten« og »Redningsbaaden køres gennem Klitten ved Vintertid«. +De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa »Grenen« eller i +Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblæst, forfrossen, i +rastløst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring +for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne +gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer i sig om det +individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fæstne, mens +Momentet er der, en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt +Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige +Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis +øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der kræves et lynsnart Blik, en +dreven Teknik -- og den følsomste Sjæl. + +Og saa skal der et jærnstærkt Helbred til, desuden i stort Maal de +almindelige Arbejdets Egenskaber som Taalmod, Udholdenhed, Stædighed. +Thi hvilke Vanskeligheder bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes +eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad og Hestespand +berede den nervespændte Kunstner, som i Arrangementet vil genskabe, +hvad hans Øje én Gang begejstret har set og hans Fantasi og +kunstneriske Samvittighed i Enkeltheder udformet. Hvilke +daglige Ærgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og +Slappelsesperioder -- men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, hvilken +Følelse af ubøjeligt Mod og saa den inderligste Hengivelse i +Opgaven, man selv satte sig, og dertil den stille, stolte +Sejrsfølelse, naar Maalet endelig er naaet -- det Maal, som jo dog +aldrig tilfredsstiller den gode Kunstner, fordi han kvalfuldt føler +Afstanden mellem det, han saa' og vilde, og den Brøkdel deraf, som +han ydede. + +Saa kommer Tristheden og Trætheden. Det kniber at faa næste Arbejde i +Gang, trægt gaar det, uden det friske Mod, som skal til -- men +pludselig fænger Gløden igen, Flammerne blusser op, og alle Kræfter +og Længsler higer mod det nye, kunstneriske Maal. + +Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske +Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal +for Øje tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke +kulturhistoriske Skatte -- Menneskeliv, Livsskæbner -- der laa +uhævede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd +var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den +hjemmefødte, horisontløse aandelige Forkrøblethed, der i det +indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa +ofte meget lidet tiltalende Vis. + +Men helst har dog Ancher villet give det store Pust, den dramatiske +Daad. I de fleste af hans Billeder ser man dette hans bestemt +fastholdte Syn paa Modellen og Sceneriet. Det er ikke saa meget den +dagligdags Episode, der fængsler ham, lige saa lidt som den smaalige, +intime Side af Fiskerens Karakter -- den han dog kender saa godt. +Ligesom Drachmann vil han helst give Fiskeren i de stærke, undertiden +lidt udvortes Øjeblikke, et Stykke af en Romantiker stikker i ham +endnu, trods hans alvorlige, indtrængende evnerige Virkelighedssans; +derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor kan det hænde, at +der kommer En paa Læben det Drachmann'ske Slagord »Helte« over for +disse jævne Fiskere i Anchersk Fortolkning. + +Naa -- der #er# sandelig ogsaa øvet Heltegerninger af de jævne +vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen rummer Fare baade for +Kunstneren og Fiskeren. + +Iøvrigt er Ancher den jævne, naturalistiske Sandhed adskilligt +nærmere end Drachmann. Malerens Fortællemaade er i og for sig mere +nøgtern vederhæftig end Digterens -- som Bidrag til den rette +kulturelle og psykologiske Folkeopfattelse. + +Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne og +gerne vil have deres kunstneriske Skøn tillagt Værdi, høre Udtalelser +om, at en Kunstner gentager sig, fordi han er indtrængende i sit +aldrig sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fænomener, der +evigt tager hans Sjæl fangen. De siger, disse Folk, at de kan kende +vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller +Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber, +som de kalder Trivialiteter -- ligesom de finder det trivielt, at +Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange +hver Sæson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering. + +Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller og Motiver +efterhaanden virker for énsartede. + +Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog er deres egen, +billige, meningsløse Kritik, som rammer over Maalet. + +Kunstneren selv véd nemlig bedre Besked. Om det lykkedes Ancher i et +langt, flittigt Liv at give Skagbofiskeren af den gamle Type -- fra +Halvfjerdserne, Firserne og op i Halvfemserne -- hans Ydre, hans +Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end mægtig nok baade +malerisk og kulturhistorisk set. Og dette #er# lykkedes Ancher. Hans +Arbejders rent kunstneriske Egenskaber ufortalt vil han altid være +den væsenligste Kilde for kommende Slægter til Studium af +Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har her givet +langt mere i Lærreder end nogen Forfatter i Bøger. Han er +Banebryderen her. Ingen slipper uden om ham. + +Paa en mærkelig Maade har Anna Ancher som folkelivsskildrende +Kunstnerinde suppleret sin Mand. #Han# malte helst udendørs, #hun# +mest inde i de trange Fiskerhjem, #han# som nævnt især Mændene, #hun# +Kvinderne. Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlæg for Tegning +og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed med at lave +Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. Hendes Slægt langt tilbage +var jydsk, dygtige Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mærkelig +teknisk Begavelse, var Møllebygger og fingernem til alt, Forældrene +havde Købmandshandel og Skagens eneste Kro, der senere er udviklet +til Landets stilfuldeste Hotel i Ydre som Indre. Fru Anna Anchers +endnu levende Moder siger om Datteren: »Ja, jeg tænkte jo nok, hun +maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her i Kroen den +Nat, Anna blev født.« (Digteren var den Gang paa sin bekendte Rejse +gennem Jylland.) + +I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og +Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste større Kunstnerkoloni, har +Anna Brøndum faaet sine Naturanlæg hurtigt og betydningsfuldt +impulserede til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher ydede +hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til København hos +Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun. En kort Aarrækkes Produktion +gav hende Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interiører +med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en forstaaende +Sympati parret med en beundringsværdig Sans for Situationskomik. Med +stilfærdigt tørt Lune fortæller hendes Billeder ofte en lille lun +Historie inden Vægge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa +paalidelig nøgtern uden nogensinde at blive banal. Hun er +Skandinaviens, maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot ved +sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men ogsaa ved sin +Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en +vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen +har hun næppe nogensinde haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun +dem først for sig, var Fortroligheden etableret. Nøje kendte hun +deres Væsen, hun greb dem intimt i det hjemlige, hun følte og talte +med dem om Dagliglivets Bekymringer, om det sløje Fiskeri, om Forlis +og Bjergning, om Mænd, der drak, og Børn, der sejlede paa Langfart, +de #gav# sig derfor, alle disse gamle Kvinder, som de #var# og uden +nogen Art Tillavning; det strenge daglige Liv med dets lange Sorger +og korte Glæder er at læse i den megen fremragende realistiske Kunst, +Fru Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at fortælle med +skarp Belysning den lille, enkle dramatiske Scene inden Døre, hvor +hendes Mand bredt aandende skildrede det store Drama under aaben +Himmel. + +Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive Aars Arbejde i +samme danske Egn eviggjort et Stykke ejendommelig Natur, der længe +laa uforandret øde hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som +før, og de har grundigt og fyldestgørende vist, hvorledes de +Mennesker saa' ud og førte sig, hvad Tanker og Syssel de havde, +hvilke deres Kaar og Kampe var, der her i en karrig og bidsk Natur +sled sig gennem Livet. + +Det er tit fremhævet, hvilken kunstnerisk Værdi Michael og Anna +Ancher repræsenterer. Det har været Hensigten her i Korthed at pege +paa det usædvanligt værdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de +gennem Bedstedelen af deres nationale Kunst har givet deres +Landsmænd. + +Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden med den mest +beundrende Taknemmelighed at mindes, hvad Michael og Anna Ancher har +set og forstaaet og skildret hos denne Folkeklasse. + +Imidlertid -- Anerkendelsen, Berømmelsen, som Kunstnerparret Ancher +har vundet baade hjemme og ude, har ikke bragt nogen af dem til Hvile +i det éngang fundne og saa ypperligt dyrkede Terræn. De indser begge, +at Tiden og Typen er anderledes nu end før. Den sidste halve Snes Aar +har været en Overgangstid ogsaa for Skagen -- og for Skagen hurtigere +end for nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former +for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som +i det Ydre, har fortrængt meget gammelt. + +De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen nu og i og for +sig lidet lystelige. Man bliver heller ikke altid malerisk og +kulturmæssigt grebet nu som før ved at se den malerisk og literært +saa berømte Vaaddragning paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har +jo nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder afløst det meste +Strandfiskeri. Næsten alle friske og energiske Skagbofiskere nu om +Dage er Kutterfolk og tilsøs fra April til November. Et saadant Liv +virker ændrende paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det +studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et Præg af Naturtilstand og +stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt +som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og +glatraget Hage eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg. +Kabudsen er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det hele +blevne moderniserede. Men mindre interessante som Mennesker og Typer +paa deres Tid er de aldeles ikke af den Grund. Det gælder blot om at +erkende, at en ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre +den med klart Syn og malerisk Evne. Man bør ikke henfalde i +Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. Nye Ansigter, nye +Livsformer er komne i Stedet. Og de er ikke ringere som Sujetter for +den gode Kunst. + +Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og male det ny Skagen +og dets Mennesker. Heldigvis! for til Dato har ingen nye Talenter +forsøgt at tage de nye kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket +byder her paa denne Danmarks mærkeligste, rigeste og yderst farlige +Fiskeplads. Michael Ancher vil gøre det. Det vil lykkes ham ogsaa at +fæstne Lineamenterne i den nuværende Tids, Overgangstidens +Fysiognomi. Han har Øjet aabent og den kyndige Haand rede. De +kommende Aar vil bekræfte denne Profeti. + +Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel Sæd og Tale og +Tankesæt i Skagbohjemmene, er ikke Vestjyde for intet. Hun vil vide +at bruge sine gode Øjne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad +hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og hvis Skæbne hun +saa psykologisk skarptseende fortalte, er borte med den gamle Tid, +der havde skabt dem men som hævnende fik Missionslivet til Afløser. +Hun vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som de +sirlige, renlige og selvbevidste færdes ved Ungpigemøder og til +Missionsgudstjeneste. Her er fristende maleriske Emner nok. Man kan +sidde i Skagens store Missionshus og af Hjærtet -- og slet ikke +Missionen til Forklejnelse -- ønske disse Rækker af vakte Sjæle, +disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i Andagt og +Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjælfuld +Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men +betragtede Bevægelsen som det, #vi# alle maa indrømme, at den i +#hvert# Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende +nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet og udadtil +af betydelig almen Interesse ... + +Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og +Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher følger +og fæstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og +skønne Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt, +Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mørknede Hede +med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa +Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det +skummende Rev -- da ser man paa deres Kunst med den Underbund af +Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig for et +funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske Værdi ved Siden af +deres kunstneriske. + +Og man ser en sjælelig Samhørighed mellem disse to Kunstnere og +Skagen, ja hele Vestkysten. + +De deciderede Skagensmalere Michael og Anna Ancher, som aldrig +har malt Fiskere og Vestkystnatur uden for Skagen, er da -- +med Rækkevidde ogsaa #uden# for Skagen -- vore betydeligste +virkelighedstro Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske +Fiskerfolks Racepræg og Aandsform og Livsforhold i mere end den +sidste Menneskealder. I Hovedtrækkene gælder deres Typer faktisk hele +Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt og dybt de begge har +grebet, hvilke almengyldige Træk af Skikkelse og Karakter de har +faaet frem hos det stedbundne og stedprægede Individ. Man bør alle +Dage være dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De har +derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange af de svundne +Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra Glemsel. De vil ogsaa +begge vide at tage den #ny# Tids Mennesker og Livsformer i deres +folkelivsskildrende Kunsts Tjeneste. + + + + + FRA JYDSKE VESTKYST + OG SKAGEN + + + + +STRANDVAGT. + + +Et stængende Mørke fyldte Klitterne den Decemberaften, da Præsten i +Vorupør gik med sin Gæst over til Forbjergerens. Blæsten strøg i +vilde Slag vesterfra. Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét +Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle +Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt +Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at være ude i. + +Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys. Præsten og +hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind, +der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme +Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt +klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind +gennem den lave Dør. Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske +Døren fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang Klinken i Hak. +Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft. + +Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og +klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet. +Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa. + +»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav +Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage +Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte +overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen +i Huset. »Naa, saa #De# vil med og gaa Strandvagt i #det# sølle +Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.« + +»Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad +jeg er.« + +»Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« spurgte den +gamle ganske mistroisk. + +»Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat -- i hvert Fald. I Morgen saa +#tænker# han over det, han ser i Nat.« + +»Det var ellers nem at komme om ved det,« mente Gamlingen og skottede +tvivlraadig fra Præsten til den Fremmede. + +»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og +mener os det godt.« + +»Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke helt beroliget. + +»Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den +gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet. + +Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og +kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige +Præstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstøvlerne var varme +nok, men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds tyngede ham +paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, man skulde tro, hans +Udrustning gjaldt en Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers +Nattevagt paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, det var +Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de +ikke i Mands Minde havde kendt værre Vejr, men han havde dog været i +Luften før og forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men +med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de +hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde udendørs i Blæst, til +Stranden eller paa Søen, de stoppede Støvlerne efter med Halm, +svejrede et Tørklæde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke +forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem, +forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre +Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, helst iført baade Sokker +og Halsklæde og alt Undertøjet, ja somme Folk, der var noget til Aars +og plaget af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres +uafrystelige Omgangsven, #sov# endogsaa med Huen paa. + +Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjælken, skarpt +iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarømmede sig og virrede med sit +furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand +vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i +Købet havde en god Sengs Klæder hjemme hos Præstens at ligge i. +Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om +Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød, +som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets +Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en +Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op +gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk. + +»Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« nikkede den Gamle, +ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. »#Et# +Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren +for ... Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer deres +Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben, +tandløs Mund, mens han førte sin ene, knortede Haand op og kradsede +raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med +sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding af Skikkelse og +Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt af Spiritus fra Tiden, før +han blev »vakt«, og #nu# en troskyldigt lallende i de helliges Flok. +Han hørte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare +Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et +Vinteruvejr og, til megen #verdslig# Gavn i hvert Fald, rippede op i +den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser, +men for hvem #Aanden# i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens +Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke +Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en evig Gaadekres, +som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han +ingensinde heller havde gjort Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets +Hemmelighed, men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar +Tid og Sted var dertil. + +Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en +Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden -- det uundgaaelige +strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt +som et velvoksent Mavebælte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod +ham, han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle +Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge Uldklædet de +mange Gange om Halsen. Med Præsten var fulgt to veltilpakkede Mænd -- +en ældre, bredskuldret, lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre +Mand, høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk Ansigt. +Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der +skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden +Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst +en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede +Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme. + +»Ja, det er #ham#, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde +Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!« + +Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa +var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de +to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand. + +»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men +Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene. + +Den bidske Luft strentede ligesom i #Bølger# mod Mændene, straks de +kom udenfor. Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede +Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det +forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag, +ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til +Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem. Blæsten ligesom +hvirvlede ham bort, Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde +krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende +Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hørte. +De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning +ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, der stod truende som fortættet +Mørke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene, +ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den +uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man +kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu ... +Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende +Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og +rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld -- Larmen var +altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan +som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for +de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes ... + +Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer +af skurende Sand ført frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet +strøg som flossede Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var +tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød +som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke sig kolossale +nok, og som dødeligt saarede af langsomt dræbende Giftvaaben laa +derude i Mørket og pintes -- krummede sammen om deres Vunder ... + +Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af +Havet ... Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede +den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte +Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit, +som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den +andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede +de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen +af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten +straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en +tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, +fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans +Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev +som løftet og slynget -- -- da pressede han sig med rundet Ryg mod +Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at +han endnu rørte den faste Bund -- og derpaa kneb han Øjet tæt i igen, +til den rasende Byge var lænset noget længere bort. + +Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det +gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han +tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal +dænget ham til med Klæder ... Sikkert vilde det alligevel blive drøje +fire Timer strandlangs den Nat. Men værre var det dog for Fiskerne, +som havde Tørnen Vinteren igennem -- -- og for Søfolk, som rakkede +med Skuden derude i Søen ... Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde +der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus -- kigges ud i dette +Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af +flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der +efter Varselsraab og Jammerskrig -- lyttes ud gennem dette +forskrækkelige Helvedeshyl! + +Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen: +»Skal vi saa begynde!« raabte han tætved og med fremskudt Mund. + +De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der +#var# slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den +yderste Klitrække, og højt var Sandet føget sammen her, før det i sin +Tid fæstnedes til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede +sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod +Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken +tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der +Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke +mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brænding, der +ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt +op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i +Søen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen, +som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. Inderst i Vigene, +hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhøjt +som Fygesne i en Hulvej. + +De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige i Nord, men +saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blæsten ofte klods #imod# +og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne +til sidenhen, der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt. + +Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede +som bag Slør. Huden blev stram og følelsesløs, Øjnene sved og løb i +Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med +Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde +ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt +var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden +Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til +Gavns en anstrengende Gang -- og det havde unægteligt været +bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige lille +Gæsteværelse ... Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en +organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel +Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, +skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til +at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi. + +Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets +Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind +og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen +snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor +disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt som Uvejrets +Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der +stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner. +Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig +han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det +vel, der havde draget ham hertil? + +Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst Menneske, der ingen +Steder havde fast Tilhold. I København stod der vel nogle møblerede +Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse +kaldte #sine#, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold, +han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere +hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var +lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte +#selv# eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden +var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var +hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant +lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte +med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til +Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en +egen Lystfølelse at sætte sig i Toget i København uden bestemt +Rejsemaal og køre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han +vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og fattigt jydsk +Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved næste Station og +tale med Mennesker dér, han ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere +Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden +til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande +Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var +Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved +Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han +kom frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid »paa +Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham løs paa en +fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til +det ukendte Hav paa den anden Side. For især var det Havet, der trak +ham. Han følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke +havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for +sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller +anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften +bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne +Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum. + +Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav. +Klitkystens blege Farve var som lægende Salve for hans Øjne, naar de +trætte af Kafé-Taage og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han +huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, naar han kom fra +sit Arbejde -- for han bestilte jo ét og andet -- og han saa gik ned +langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag, +og fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de indefrosne +Skuder, da havde han i brutal Længsel efter en fjerntstrakt isdækt +Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skøjter som +Barn, i Længsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt, +hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den +Dag at overskære alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede +som en #indefrossen#. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin +Længsel ud i nogle Vers. De lød saaledes: + + Nu ligger Isen paa Kanalens Vande + og knuger Strømmens Hvirvler under Dække, + langs gammelt Bolværk knager Isens Rande, + og Maager flokkes om hver lille Sprække. + + Og mange Skuder ligger indeklemte + med Isen skruet haabløst op om Stavnen, + med Sejl og Liner bag Presenning gemte, + som skulde de faa #lang# Tids Rast i Havnen. + + I kolde Nætter hører jeg dem stønne, + det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen: + de bundne Skuder længes, kan jeg skønne, + mod dybe Haves Braadsøer under Kølen. + + De længes -- som jeg selv -- mod andre Zoner, + ud efter kostelige, sjældne Fragter, + ud for at høre ny og stærke Toner + og se paa Folk i andre, sære Dragter -- + + til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset, + der bærer langvejs bort fra trange Havne, + hvor en Bugsérbaad drager hele Læsset + og ingen lydig Skipper #Lods# tør savne -- + + #ud# til et Liv i rig, fortumlet Brydning, + fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel, + fra Hvermands overlegne Stjernetydning + og vore Toldbodrotters tætte Stimmel -- + + #bort# fra det hjemmevante, hjemmepriste, + fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme + -- -- kan være, Skuden, og jeg selv, forliste: + en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ... + +Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde han det værst med +Flyvetanker. Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, +Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres +Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste +Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af +Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa -- #da# steg der gennem alle +hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor +der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel +løsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. »Forlad alt og følg os!« +skreg de. »Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang. +Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved +Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man levede koncentreret stærkt i +saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens +Herre. Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev +ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én +eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke +hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk +som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at #ville#, +det gav ham forøget Mulighedsværdi, han #svor# paa de største Ting, +de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe +derefter. + +Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før. +Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham +dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage +flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der +skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev +han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var +Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten +næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op +imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var +Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som +boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der +og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne +Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige +Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro +Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se +det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de +gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt -- men +kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme +til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den +fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev, +-- Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer +Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der +klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig, +endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den +fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa +Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og +til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved +de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme, +der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet. + +Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden +traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens +Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige +Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt +med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for +sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem +uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge, +end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele +lige uskadeligt ... Og nu gik han altsaa Strandvagt -- med en hellig +Fisker. + +Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for +Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det +kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte +man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man +uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af +Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede, +hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i +Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham +trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med +Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at +Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den +under paalands Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede +op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab +gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst -- +da skyder et Bølgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod +Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at +den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand +til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede +mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i +Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede +Ulykken, der ellers var overhængende ... + +Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa +Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren +arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst #maatte# følge Trit, +og han #vilde# det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt +foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i +Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter +hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og +Stjerneeksplosion for Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene +igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og +fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind +til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han +gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og +pressede paa med Knæerne. Stadig #gled# der Sand under ham, alligevel +avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt +Svømmer. + +Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte +af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det +gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han +var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter +Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand. + +Holst havde mistet sin Stok. + +»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede +andet. For det var en slem Rejse.« + +De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter +og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i +Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe +paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid +Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt +fjernere. + +Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det +er uforsvarligt at gaa #ene# Mand Strandvagt her. Norden for +Hirtshals er der altid to i Følge.« + +Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige +ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte +anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.« + +»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!« + +Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast +Udtryk om Munden -- Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde +med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!« + +De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst +og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for +nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter +Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med +halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det +Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning. +Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet +af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden +af Skumsprøjtet og knapt nok #øjne# det, før man havde det en Favn +fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men +Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og +netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste +af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod +Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det +jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til, +forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet +en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr +hvor det kom. + +Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne -- itubrudte Spanter, +knækkede Planker, en Stump Raa. + +»Stranding«, sagde Holst. + +»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren. + +Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet -- +intet Lys at se! + +Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den +hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu +Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide +sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene, +men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en +uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje, +og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette. +Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse +Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og +Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige +Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi +og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede +Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter #netop +udelukkende# i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld. + +Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det +overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og +Bedrift #alene# i det menneskelige ... + +Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres +Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et +forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende +Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille +Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det, +men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i +en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i +Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede +op og traadte ind sammen med Holst. + +Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme. +Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang +Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i +Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt +Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved +sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det +var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor. + +De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden +Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken +knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og +Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende +dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede +Musik udenfor. + +Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker. + +»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider +Vorupør-Fiskeren. + +»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre. + +»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa +underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i +hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de +gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem +Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt. +Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans +Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er +krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede +langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa +Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille. + +»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra +Vorupør. + +»Det #mærkes#, ja,« svarede den anden. + +»Hvor?« spurgte Holst. + +»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne. + +»I Agger!« foreslog den ene. + +»Kan være,« tilføjede den anden. + +Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede. + +»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om. + +Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med +Klæderne pakkede tæt om sig ... + +De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst +end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og +derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse +Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en +Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at +Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i +Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra +Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til +Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig +Forstørrelse. Men han var #svimmel# af Mørke, hans Hjerne generedes +deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd +eller Bevægelse af uvanlig Art tætved -- maaske en Hare, der sprang +op -- naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at +lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke +give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han +travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det +var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede +ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to +ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og +vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en +Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa. +Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde +nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I +gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat +som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, #da# vilde Folkene +have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis +var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med +Dram. + +Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han +kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som +skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur +havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, +gik og gik, men #uden# den aandelige Spænding, som gør selv +Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen +paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange, +trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent +legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets +Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti, +hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens +Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden. + +Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det +var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de +skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig +til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand, +hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af +sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan +talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til +den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder +og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han +havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den +Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt +besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre +Figur. + +Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i +Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der +ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række +til dem og faa dem draget paa fast Kyst. + +Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys +skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa +en Skibslanterne. + +»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren. + +Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han +syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men +snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de +altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu, +Klokken var tre, godt og vel -- og før han vidste af det, havde de +naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at +beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat. + +De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet +blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær +af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst +var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte #løfte# +Benene over Baadenes udspændte Ankertov. + +De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende +Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten +forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede +Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa +Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr +med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske +i Kronborgs skumle Kasematter. + +Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten +sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret +drev fra, maatte være længere sønder. + +Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte. + +»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over +hans forslæbte Udseende. + +»Ja--a«, pustede Holst, »for #Fornøjelsens# Skyld er Turen nok værd +at gøre, men for den Tokrone, I faar -- nej Tak!« + +De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt. + +»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige +Fisker. + +»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin. + +»Var det saa alligevel ikke rart, om de #altid# var to paa Vagten?« +spurgte Holst lidt drilsk. + +Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for #os# at +tykke. Men #vort# Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden +menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som +ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar #flere# +sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu +sikkert nok.« + +Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk +Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre +ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. +Men det skal jo gaa igennem #Rigsdagen#. Og der er jo Fejler ved alle +jordiske Ting.« + +Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin +Træthed. Det havde været en herlig Tur. + +Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget +Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et +pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte +han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen. + +»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en +Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet. + +»Og Fruen har siddet oppe for #min# Skyld!« beklagede han. + +»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve +imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!« + +Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager. +Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte +da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. +Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den +lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige +Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, +hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre +i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed, +maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og +Juletræ -- og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden. + +Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte +paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ... +men de lejede Stuer, #han# havde i København -- ak nej, de besad ikke +den Trolddom, der #bandt#. + +Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig +afklædt og vasket og badet -- han var som pudret med Sand over hele +Kroppen -- og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte +han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven #hans# Lod at +sidde i Jule-Huslighed til Halsen -- og blive kvalt. + +Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde. +Lykkelig? -- var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller +ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var +Stagnation. Hans Devise var: »#Naa -- videre!#« + +Der gaves ikke Lykke for den urolige, men #Momenter# af opstemt +Sjælsbevidsthed, #Glimt# af den sublimeste Skønhed, af #Liv#, af +#Liv# -- #dem# kunde man jo saa benævne #lykkelige#, om de endelig +skulde have Etikette. + +Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det +været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ... + +Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes +Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og +læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og +Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver. +Han faldt i Søvn for brændende Lys. + + * * * * * + +Jo -- det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en +tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn +og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv +kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. +Og mere end ét Sted drev der Lig ind ... Og samme Nat forliste en +Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde +gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne -- bare et +Øjeblik -- og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og +Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem +siden ... + +En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her +var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere, +hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og +Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke +greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden +digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som de +#var#; -- hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ... + + + + +EN REDNINGSMAND. + + +I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn. +Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke +forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var +ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel +endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu +maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra +Stranden, naar Sønnerne kigger ind. + +Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok +endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret. + +De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle +Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, +og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels +Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange +Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en +beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen +hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for +hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den +engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s +Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som +Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af +Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren +nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at +nu #skulde# han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den +Gang, Lars Kruse blev begravet. + +Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde +mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den +tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var +altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse +paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og +bjergede Folkene fra Mispah. + +Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én, +Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel; +hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en +klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han +nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at +Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de +forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i +Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude +og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel. + +Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar +siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken, +næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat +under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som +luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved +Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han +tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer +godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre +gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade +af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, +men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel +Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i. + +»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og +peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store +Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden +og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet +sine smaa Støvler paa og de klemte ham, #det# mener vi da, at det var +derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.« + +»Jo«, siger Manden, »vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa +taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok +samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem +en Gang.« + +»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks, +men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han +mistet de ni af hans Tæer.« + +Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af +et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle +fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten, +Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen +sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren +dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa +paa, te de blev tagen.« + +»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en strænge Tid.« + +Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«, +siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt +paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de +triste Tanker fra Sygelejet. + +Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører +det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det +maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste +det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo +nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A +kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen +saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet +og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad +og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt +Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke +Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt +... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor +Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være, +syntes vi.« ... + +Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen +endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham +saadan!« + +Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter +han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit +tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer. + +Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne +Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af +Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om +Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med. + +»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad +Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra +Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og +Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at +sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem +fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne; +det var slemme Steder at færdes paa for os. + +Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange +Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde +af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen +Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget +at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det +Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid, +da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik +Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer, +et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men +siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive +fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo +imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan +kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn +nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der +staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo +Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man +jo, hvad er.« ... + +»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal +man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.« + +Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om +ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en +Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da +var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne. +Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en +grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land +i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her +øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med +Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde +han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned. +Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket +Laasen fra og Døren op -- man skulde undre, at de havde haft Kræfter +nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde, +det var en sværene Plankedør -- de stod derinde i Huset allesammen og +frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han +havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung +Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset +og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en +Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og +om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int +komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til +Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en +Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv, +og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under +Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være +godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal +A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og +arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man +skulde tro, det var #ham# og int Kokken, der havde været i Havet ... +Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi +spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik +væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa +jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ... + +»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes +rigtige Styrelse -- trods alle Livets sære Hændelser ... + +Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over +otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen +fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til +Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog +om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen +fortæller Niels Jensenius: + +»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst, +te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg. +Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at +haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne +stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian +var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at +Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde +ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire +Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de +maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som +vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens +Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen +og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at +komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved +Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at +naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes +hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg -- saadan skete +det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen +med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel +tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som +stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa +kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting +kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore +Kammerater. + +De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen +af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor +de drev af for Strømmen.« ... + +»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius +bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd +endnu ... + +Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A +huske. Noget af den var saadan, og #det# passede godt nok: + + Otte Enker blev der nu + paa én Gang, der blev en Gru + for de otte ja og saa + for de femogtyve smaa, + som misted deres jordiske Forsørger.« + +De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der +fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land -- den ottende +Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje +Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt +paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i +Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om +Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen, +dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A +med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ... +Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt +tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange +og bjerget Daphnes Folk.« + +Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os +af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til +at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan +Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var +klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker +til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var +paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til, +men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele +Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der +restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk. +Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet +var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller +Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene +drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom +... #Glade# blev de, det husker A -- og vi andre syntes jo ogsaa, te +det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore +Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld. + +Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre -- Lars Kruse og +mig og Ole Svendsen.« + +»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen, +»han havde bjerget #saa# mange Folk, og saa var der ingen der kunde +bjerge #ham#; det var da egentlig en underlige Styrelse, for #os# at +tænke!« + +»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk +og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man +ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal +være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer +... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.« + +»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre, +»og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner +og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, +te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A, +»#den# unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det +var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen +ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da +din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det, +som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A +rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad +Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men +lige lidt hjalp det. Han #var# og blev hen' -- men sært var det, for +hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige +saa #varm#. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak +paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og +skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret +stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som +blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de +fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og +var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ... +De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels +Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for +Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med +sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to, +som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse -- og +han har endda altid været møj vagere end som Lars, for #Lars# var jo +stærk som en Bjørn -- og den anden var Niels Lér, her vesten til, den +sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben +blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig +rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A, +saadan med det haarde Vinterfiskeri, og #stor# Familie har han ...« + +»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius +sin Kone i hendes hastige Tale. + +»Ja-ja,« mener hun trøstende, »#du# har gjort #din# Part af Arbejdet, +saalænge du kunde.« + +Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse: +»Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et +rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ... A +havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...« + +-- -- Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med +Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans +Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den +engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et +af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor +Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog +og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede +Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da +Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet +med Skagens Redningsbaad. + +Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius, +da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med, +Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med +beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet +efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets +Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende +tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og +gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne -- +men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det +var ikke til at faa Stranden af sit Sind ... + +Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil +-- naar #bare ikke# der havde været de to ældre Dampskibsvrag +netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa -- og #saa# det +uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre +Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer +sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske +»hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er +Tale om en Ulykke, som kunde være sket, #hvis# de og de heldigvis +udeblevne Omstændigheder #var# indtrufne ... Men netop disse to gamle +Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning +kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som #er# +tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at +Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de +skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget +»hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er +Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som +Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de +faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres +Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed, +fremad mod Sejren -- eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er +Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi +#skal# og vi #vil#! + +Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs +største Bedrift: + +»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste +nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var +uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt, +det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod +paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib, +men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det +lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der +var int andet at gøre end #prøve#. Men A lod Folkene vide, hvad Fare +de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa +godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par +Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge +Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden, +siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt +bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, #det# skulde +der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset +Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt +Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter +Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok +med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det +bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end +som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg +fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl -- men hva'! +.... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene +havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i +Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af +Skibsbesætningen var druknet med den -- enten de nu var kæntret +straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og +gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De +gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int, +men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da +vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget +#haardt# straks under Vandet -- det var Skroget af det ene Jærnvrag, +som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ, +det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden +af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet +paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af +for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor +Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med +Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud +fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa +ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste +Forfatning -- én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os. +Men vi havde lagt fra og #kunde# int komme til igen. Vi skulde jo +passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have +Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han +saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en +Braadsø ... + +Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at +slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter +ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en +Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud +igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de +ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var +vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til +Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om +Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand +draget til sig ved tilkastede Liner. + +Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var +ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted +hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham +mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning, +saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med +Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans +Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var +kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens +Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering +fik den samme Formand et Pund i Guldpenge. + +Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt +fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her +Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa +være det samme. Meningen var jo ligegod.« + +»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og +alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i +Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det +var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore +Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne +Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da +laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int +flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt +til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men +Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et +Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa +at springe ned -- -- sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med +Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken, +ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til +og slap ind -- -- men da vi kom ud til Vraget igen -- -- var de to +Mand int til at finde -- -- aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ... + +»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen +som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige +paa den norske Brig. + +»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der +druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, +hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig. +Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød +vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som +var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at +han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra +Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger +mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange, +og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit +kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man +om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er +hos os, kommer de -- med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme -- -- og +saa er de godt forvaret ... + +Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int +bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde +stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad +det er godt for ....« + + + + +SKAGENSFISKERE FØR OG NU. + + +En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran +Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart, +ikke længer kunde ses. Inden næste Time var Luften fyldt af +Sirenebrøl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som +fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en stor +Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dér hjælpeløs +i graa Taage, usét fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke +hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde +da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa +Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de +skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med +Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man +bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres +dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem +Septembernatten. + +Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle +halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den +forbandede Sirene! + +Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende +dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige +Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne +ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem, +Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres +velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de +var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare +slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et +villigt Ekko. + +Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn, +naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke +virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var +lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende +Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit +hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den +klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard +engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten +Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om +Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende, +lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød +uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som +var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud, +forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand, +alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde +Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen +kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde +troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde +forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde +den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i +Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod +ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over, +at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med +underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper, +var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans, +som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et +Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede +fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og +troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte -- indtil +pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods +paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad +nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor +Hovmester ... + +Men nu i denne Septembernat paa Skagen -- der var ikke Lyd at høre +uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt +Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke +friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn. + +Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og +Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som +Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes +ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne +var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig +Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var +Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al +Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede +og ringede i ét Væk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten? +... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens +Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man +maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider, +da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som +fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var +sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt +gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par +af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren +givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det +var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen +havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom +Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo +dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste, +mente de gamle Fiskere. + +Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande, +man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere +Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved +Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig +døde bort i den stille strygende Dis. + +»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til +den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens +Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med +det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra +Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for +Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.« + +Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med +sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin +sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt +»redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse. +Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk +Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk +Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle +Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle +Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik +hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas. +»Der er jo somme #gode# Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda +der er flere Lusangler!« + +Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at +»skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra +Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri +med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og +faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en +Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes +Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer, +Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor +mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen +Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold +paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa, +blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd, +hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i +Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen +Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne +fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag, +dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa +Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og +anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og +Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa +var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ +Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; #den# trak Fisk til +sig, maa De tro.« + +Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa +godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden +Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs +Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden, +og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken +en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. #Da# +stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og +en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller +paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den +Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de +fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov« +ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver +til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i +saa mange Aar. + +Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i +Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der +havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk +i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den +sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og +spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i +Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i +Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han. + +»Naa, det er #Dem#,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske +ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille +Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.« + +Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede +den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er +takket,« sagde Ole. Det var nu #hans# Maade at være galant paa. + +»En Cigarret!« foreslog jeg. + +»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en +bitte Bus -- #det# var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles +Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og +forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele +Kroppen«, blev han snakkevorn. + +»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og +drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og +med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen +Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem +efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med +Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant +saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud +fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere, +»Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og +derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker +mere end som ordentlig Snak: + + Den onde skulde tordne og bukke + og dine Øjne tillukke! + Syv og ni er sejsten, + nu er æ Vind i Vejsten! -- + Og nu herut med Jer, bitte Børn! + Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn! + +Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de sølle Mennesker. + +Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg +kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra +os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen -- men, se #nu# i Tiden er +vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I +gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken +og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og #staa# +op; saa kan man #synke# mere, det er sandt nok, men hvad nytter det, +Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige +Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi +nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil +og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om +Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme +Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...« + +Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem +til sin »bitte Pige« -- saadan kalder han sin Kone, der er svagelig +og altid til Sengs -- og til sin røde Snaps, som er hans bedste +Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til. +Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag. + +Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de +andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere +respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke +oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i +Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og +Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj +ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig +til baade Øvrighed og Fiskere. #Kancelliraaden# var Byfoged paa +Skagen den Gang, og han forstod sit Kram. + +Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange +mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; +baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man +»tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst +mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde +paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, +mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden +kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. +Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og +Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den +lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde +Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet +kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne +Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den +forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og +taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde +Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i +Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen +flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad #hans# var, hvis han +da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte +Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at +Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa +nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og +broderlig delte Rovet. + +Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang +sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, +som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i +Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden. +De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at +liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i +Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men +Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden +vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger +paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til +Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene +tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken -- og ilede til Stranden ... + +Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool, +der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev +slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt +ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør +Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand: +hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede +store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen +til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af -- +men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede. + +»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel +vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af, +at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist +sin Grød: + + »Du med dit ene Øje + og med din ene Arm, + hvad vil du her, du Krøvling, + du gør saa stor Allarm. + En Stridshelt var du før, + men nu skal du fornemme, + at Dansken har spist Grør!« + +Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker +Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling. + +Se, #det# var Tider for fattige Fiskere! + +Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe. + +Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød, +at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok +maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig +og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af +#Stranden#!« + +#Stranden# var alles Ven og Tilflugt -- ogsaa Kancelliraadens. En +mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende +nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa +mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed. +Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang +hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den. + +»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en +rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens +forlegne Ansigt. + +»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede efter Vejret. + +Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han, +stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med +Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til +Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan +du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for +din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det? +... Saa maa du have Farvel saa længe ...« + +Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han +maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke +til at være for ham en Dag længere paa Skagen. + +Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa #han# kunde blive snydt. Han +havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var +strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare +Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa +betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med +Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men +det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var +sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han +nede paa Kontoret. + +»Naa« -- tordnede Kancelliraaden -- »endelig! Hvad har du saa faaet +ud af Sagerne?« + +»Det er gaaet #lige# op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af +Befippelse. + +Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i +Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han, +hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en +høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, #dygtig# er du!« raabte +Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha' +gjort det bedre -- og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held næste +Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig +paa det sidste.« + +Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne, +men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og +Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant +med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke +fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde +Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og +Hoerkarle -- med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad +nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at +være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken +godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter +Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem #følger# +bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt +Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, +kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en +Kristen end Præsten, endda ogsaa #han# erkendte sig en Synder for +Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte +Præst, #jeg# er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren +paa Korset, og #jeg# tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig +Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at +sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig +og lydig« ... + +Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Præst. + +Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes +han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette +beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid, +han havde besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade +skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den +absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa +Venskabet fra første Færd var bleven stiftet ... Med des større Glæde +talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit +Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber +imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var +den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge +Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at +Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede +Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red +Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens +Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden +havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos +Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske +Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han +skænkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft +Levemaade! Og saa #blev# Sjette Frederik desuden med Følge en lille +Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere +fortræffelig Vin -- af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk +og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at +ogsaa #han# havde Levemaade. + +Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var +en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som +engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i +Øvrighedsgaarden inde i Plantagen. + +Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han +»skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem, +des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen +blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde +bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part -- og fik Skyld for +mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa +sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens +hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger -- Havet havde i hvert +Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med +Ladningen. + +Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han +skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt +andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende +Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa +Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en +Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked. +Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden +var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen +Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var +betalt -- og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen +blev ved sit. + +Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en +levende Neger -- men kloge Folk, som mener, at den amerikanske +Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds +til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i +Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens +Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde. + +En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige +norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk +Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de +naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til +Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede +straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet +sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort +paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte +Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag +blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud; +hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu -- da vel aldrig selve +Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt +Stykke Strandingsgods. + +Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der +hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det +sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt +Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan--cel--li--raa--den,« lød det ud +af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et +besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en +Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En +selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i +Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i +det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa +der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den +sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne +forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig; +Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk. + +Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to +modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til +Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og +til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i +nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede +gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet. + +Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end +nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde +Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og +hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord. +Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i +Skagen. + +Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket +passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa +#blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at være en ferm +Tjener. + +Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var +tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget +paa Kancelliraadens Enemærker -- Tjenestepigernes Fløj i +Byfogedgaarden -- gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en +eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre +Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og +Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget +Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos +hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden, +tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør, +at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle +Kancelliraadens Penge. + +Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden. + +Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kære Neger. »Du er +Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast +i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din +rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden. + +Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af +sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet. + +Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan +begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde +han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var +faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og +Trusler, lod Præsten sig ikke rokke. + +Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads +til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig +og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ... +Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der +altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under +dem.« + +Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde +mér. + +Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han +levede som ellers altid -- af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i +Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa +Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han +solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for +deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre +stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det +bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden +turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene +Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at +Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«. + +Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun +med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt +Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til +Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa +Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde +lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings +Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til +at komme med i Kancelliraadens Baad. + +Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den +Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det +lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens +Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet +i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte +sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af +Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren +naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, +og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin +Handel om. + +»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har +altid villet haft Munden fuld -- nu behøver han ikke at gabe efter +mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er +godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i +Skagen -- næst efter mig selv.« + +Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en +Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i +Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten. +Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig +Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op +til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa +Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet +blevet saa mærkelig let at vægte paa. + +Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde +op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt -- nej, der fandtes +dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens +Fiskere bruger. + +»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden. + +Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af +sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.« + +Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i +Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i +en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan +da aldrig være #din# Vante, hvordan i al Verden skulde den være +kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til +af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og +Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med +Erik. + + * * * * * + +Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By -- Retsforholdene nu er +som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre +Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og +Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som +Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have +gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der +hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til +Kysten. + +Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke +har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller +Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens +lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar +gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted +var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden, +der har skabt Skagens gamle Plantage -- han lod uden videre Helmene +rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for +Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for +Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens +Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle +magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte. + +Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har #Havn#! + +Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre +bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets +dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste, +Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse, +som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre. + +Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i +Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre +Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre +Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men +Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér. + +Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude +omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa +Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er +etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En +Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til +Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa. +Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige +Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er +for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa +Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give +Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt +Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god +Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende +Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i +Kancelliraadens Dage. + +Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den +hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April +fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra +Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri. + +Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og +dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret +snart #alle# Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der +er Driftighed i disse Folk. + +Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine +bedste Skagensminder. + +I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord +hos Kutterfolkene. + +Fra en saadan Kuttertur mindes jeg -- nej, lad mig fortælle hele +Turen: + +Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de +største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en +Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god +Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den +forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end +nogen af de andre. + +Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en +Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem +fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning. + +En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa +det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var +Hedning. + +»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en +trøstende Tone. + +Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad +jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller +søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig +dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og +her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi +kunde tale om hvadsomhelst. + +Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket +midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud. + +Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til +Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke. +Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt +vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den +klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver +bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da +hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude, +Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune +Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt +glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets +Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste +Klarhed -- en uforglemmelig koloristisk Nydelse. + +Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig +mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad +Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer +Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som +en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa +Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag. + +Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen +og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen +og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over +Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning +med Vaaddene energisk i Trit. + +Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de +kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og +Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der +forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er +stram -- en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak. +Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde +Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft +nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at +Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk +aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ... + +Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et +stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han +øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa +Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen. +Man maa nemlig indrømme, at #propre# det er Skagboerne -- af Fiskere +at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne +propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen +vante til hvidskuret Renlighed. + +Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hører paa Skagen Fortiden +til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn +af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres +Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver +anden Købstad, især har #Kutterfolkene# smukke Hjem. Med et jævnt +godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil +halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber, +og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved +Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen +indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver +Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige +seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det +gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter +og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital +giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved +Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer +Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld +støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid +være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode +Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er +ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom -- bart Brød, +Kartofler, Fisk og Vand -- der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes +ikke saa mange Penge til Brændevin. + +Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for +Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og +passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller +han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og +brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det +hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig +af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet +Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde. +Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser +sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange +store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men +som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter. + +Og hvilke Morgener, de i Skagerrak! + +Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med +Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der +skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler, +der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge. + +Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men +undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det +hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje +Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for +Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene +mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit +Dagværk. + +Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok. +Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før +han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han +ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans +Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed. +Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg, +men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem +Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par +Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter +eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre +end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende +Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i +sit Kald. + +Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af +Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal +Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er +Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der +tages fat, skal der »skaffes«. + +Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa +Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi +duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om +ventende Storm. + +Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke, +tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke +synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik +uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den +femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er +virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt +og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa +Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de +siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden +Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa +venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et +mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de +overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt +og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig +Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ... + +Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem +Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare, +men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending. +Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge +vestover. + +Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje +paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i +en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen +med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt +ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd +sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen +ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen gjorde nogle +Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen. +Derhen var den bleven ført i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand; +hver Gang et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine +Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra +Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér ligger ugevis de +frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte +er flere Døgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svømmende i den +Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har +Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til +Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og +Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af +Land. Gennem en saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende +til Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal +tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Næringsværdi ved +Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Københavnerne +nødigt undvære den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, #kunde# heller +ikke undvære den. + +Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde de kunne komme +nemmere til og fra Fangstpladsen og lægge sig efter flere Slags +Fiskeri end den evindelige Skraben Rødspætter. Og Fisken vilde blive +billigere for Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefædre vilde kunne +drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, hvor de har Hus og +Hustru og Børn -- al deres Længsel paa de lange drøje Ture. + +Der gaar et slemt Slid af Kræfterne ude paa Fangstpladsen. + +To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden. +De ror seks-syv Hundrede Favne tilsøs og stikker stadig ud paa det +Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende +det 60 Favne lange Vaad er fæstet. Naar Vaaddet med den tætmaskede +Pose er kastet ud og af Blysynket trukket ned til Havbunden, ror +Folkene i en Bue til Kutteren med det andet Vaadtov slæbende efter +Jollen. Saa er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet ved +to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren driver, +og saa tages der fat paa Indhalingen. Langsomt trækkes Tovene ind og +rinkes op i Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved den +læ Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige Arme hiver de 60 +Favne Vaad ind over Lønningen. Alle sære Slags farvestærke Havplanter +følger med, en Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Søstjerner, Sømus og +Søpindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i Sollyset. +Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt spændte kigger vi derned, om +Fangsten er noget værd. Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter. +Folkene bøjer sig fremover i kraftigt Tag -- en plastisk og malerisk +Gruppe -- og ud paa Dækket spræller Posens Indhold. Rødspætterne af +brugelig Størrelse kastes i Dammen, bare tre-fire Snese var der, men +al den mindre Fisk og alle Issinger og Rødtunger samler Søren i Spand +til hurtig Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtørres. +Men de mange, fantastisk formede, hornede og piggede Dybvandsfisk som +Rokker, Skader og Havkatte og dertil Fladfisken af rent Undermaal +smides fraborde. Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren +over at være i deres Element igen. Saa med ét besinder de sig og +smælder til Bunds i vildt berusede Slyng. + +-- -- En skønne Nat, som man ligger krøllet sammen i sin Sejlkøje, +vaagner man i vældig Slingerage. Kutteren hugger balstyrig til alle +Sider. Det er kulet op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god +Tro til den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik til Køjs. +Det lysner allerede morgenrødt, derfor op! Men det har sin +Vanskelighed at faa sig klædt paa, man tumler hid og did over Dørken, +og rejse sig ret op kan man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man +paa Dækket. Jo-jo, Søen spytter flinkt, og mellem Bølgetoppene er der +dybe Svælg. + +Det bliver en drøj Arbejdsdag. + +I Oljetøj drager Folkene tilsøs, men det er ikke til at ro i den +stive Dragt. De maa smide den og lade sig bravt vaske. Jollen hives +op og ned, man kan snart ikke mere følge den fra Kutterdækket, og +længere end ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have +kastet Vaaddet. + +Kulingen øger paa sig, og Vesterhimlen truer med mere ondt. Det er +trist nok, for Fangsten begynder netop nu at blive god paa det nye +Sted, vi var flyttede hen. + +Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme +Sø og Strøm, og trætte og forpustede af Roturen rækker de med Møje +Kutteren. + +-- Sidste Dræt siger Skipperen op ad Dagen. + +Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge Oljetøj maa jeg +vogte Øjeblikket nøje til at komme heldigt fra Dækket og i Spring ned +i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror +udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da saa højt, at +Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i +Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø. Som de dog fører +deres Aarer, de Mænd, de presser paa, saa Sveden driver tæt. Og skønt +Jollen er uden Ror, regerer de os behændigt af for Bølgebraaddet, +bare et Par Gange bryder Sprøjtet over mig henne i Forstavnen. Men +Vejret bliver værre og Trækket paa Aarerne drøjere. Vaaddet er lagt, +og vi ror for hjemgaaende mod Strøm og Vind. To Hundrede Favne i Læ +af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse og griber en Bøje, som +Kutteren har ladet drive mod os med lang Line. Ved den haler de os +med Spillet tilborde over Bjerge og Dale af Søer, saa al Ting hopper +inden i En. + +Nu er Fiskeriet nødtvungent forbi for denne Gang. Der bærer strygende +Medvind hjem til Revet. Lad os nytte den! Og af Sted jager Anna +Fabricius med sin knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret, +skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa i Skagen By! +Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen under al denne Krydssejlads +Aalbækbugten op til Frederikshavn. + +»Nu har vi bedt om Havnen i tyve Aar«, siger Skipperen. »Vi bliver +rent slidte op af den Fiskemetode, vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme +midt i Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter længer. En har +Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning i Haandledene, +en tredje Lændegigt, en fjerde og flere til har faaet Brystsyge -- +altsammen af dette forfærdelige Slid med Aarerne, som vort nuværende +Fiskeri kræver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme ind paa andre +Fiskemaader«. + +Saadan er den evige Klage ombord. + +En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene: +»Det er den smittede Kutter!« ... Og han fortalte videre, hvorledes +engang for faa Aar siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler +og var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den døendes +Sted og fik hans Køje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og døde. +En tredje var det gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede +Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige Tegn paa Tæring. + +»Vi ligger jo stadig i de samme Køjeklæder«, forklarede Fiskeren, »og +faar aldrig Tid at lufte dem ud Sommeren igennem for al det Rakkeris +Skyld til Frederikshavn. Er der først én, som faar et skidt Bryst af +Sliddet, smitter han de andre«. + +Og som vi talte, berettede Folkene om deres strænge Livsgerning, +at den ogsaa førte dem saa langt som til Island, hvor der mangen +Gang var et sjældent godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og +Provianteringen slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en +farlig Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden +Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand og Mus nær Islands +Kyst, den var kommen sejlende med flere i Følge, da en hastig +voksende Kuling med Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den +aldrig mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med Skagboere lidt +slemt Forlis under Island. De laa drejede op og holdt sig for +paalands Storm men kunde ikke klare sig og maatte omsider ankre. Dér +laa de længe og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa +Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt ind mod Kystens +Skær, hvorover der steg et Himmelbraad. Der var ikke andet at gøre +end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og +Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden, +men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene -- og kom de +derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste. Men Stormen sakkede +af i Tide, og Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede +og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Besætningerne mistede +rent flere Maaneders Fiskeri. + +Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride +pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svære +Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man +kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak, +en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. Det er et dejligt Syn -- men +drøje Døgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet +Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der slaas en +Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges +uregérligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par +Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom +roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var taarnhøj og +løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med +Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredømmet over +Roret, fra Kutteren saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor +Svømmefugl, styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i Søen og +forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget +lige til Bunds med dem -- en skønne Dag tager et Kuttervaad maaske +Hold i det lidet, der er tilbage af dem ... + +Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet +den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By +opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen +kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet +derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen arbejder de hellige +Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa +Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med +ikke-hellig Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det andet. + +Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dér og hugge et +Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til. + +Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev læst op, og af +en Andagtsbog oplæstes en Udlægning af Tekstens Ord. Derefter +udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da +af Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen, +eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snævre +Horisont, Teksten drog dem, skønnede de klogt. Deres Alvor syntes +oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Stræben i konsekvent +Efterfølgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa +Fuldkommenhedens Vej og følte sig lykkelige. + +Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige +Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt +deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ... + + * * * * * + +Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne +en frisk Blæst og fejer den væk. Da smælder atter Søen mod den +stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis +vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav +og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om +Morgenen kan Vejret være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa +Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad +man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. Man tror paa, at +Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil +tage fat. + +Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken østerst i +Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesterhimmel +ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har +faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og +fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne +slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et Par +Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres, +naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man +mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres +Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, +de fører deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det +evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, +der skal hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne +og lukke dem ind i Folden -- et omvendt Baadskrog -- for at ikke +Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen +er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er +-- som altid naar Børnene paa Skagen synger -- en Salmemelodi, men +han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, +sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har +sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort +fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav +... + +Inden næste Morgen er der hvirvlende Storm over Skagen igen. + +Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig ud paa Grenen og staa +dér vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprøjt, hvori Kattegat og +Skagerrak tørner sammen. Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i +et Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end +andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal -- baade +Søfolk og Fiskere. + +En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem +fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen +med mig og siger: + +»Ja -- nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November, +der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.« + +Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os, +han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke +Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører. + +»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har +endda nogle sære Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert +fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af +Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af +Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fødderne, +saadan frøs vi. Men det var endda ikke det værste -- værre var det, +at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af +Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne +Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi +maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at +komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene +løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én +gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi kunde hjælpe dem; +vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med +Træskostøvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi +kunde bjerge os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede +hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi følte, hvor +forfrosne vi var ...« + +Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan +faste Øjne. + +»Ja« -- gentager den anden Mand fra Redningsbaaden -- »nu er Tiden +her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande +her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med +Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mén +endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft +Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt, +inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er +en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet +... Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde +jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, en Model af +Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og +snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at være i, -- +men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var +ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til +en anden Gang, han gør nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa +takke ham for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...« + + + + +PAA DEN HJEMLIGE Ø. + + +Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske nær ved Land, +at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme +Jolle, der den foregaaende Nat var kæntret med hele Mandskabet fra +Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften +sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan dog denne sære +Ulykke kunde være sket -- paa den hjemlige Ø. + +Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det truende Horns Rev ud +for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartøjer saa langt tilsøs, at +Fanøs flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke +volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde +Indløbet uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis Øen sine +Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa Østsiden og +skal betjenes derfra i paakommende Tilfælde, ligesom der skal holdes +ordentlig Tilsyn paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den +jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig +Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg ... Og saa +hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib, +hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den +ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt +hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller. + +Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne +Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke +et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig +ansvarsløs, #den# kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i +Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder, +deres Læber er stumme ... + +Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De eneste, som kunde +bragt Løsningen, ligger Lig paa den hjemlige Ø. + +Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde Rederiet der. Kaptajnen +og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mænd med fortrinligt +Sømandskab som Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres +Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de hjem til et kort +Besøg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gæstet Øen, et Par +Uger før Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste +der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, hun havde +den Gang nyligt mistet en Søn. + +Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter +Sukker. Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset, +og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til +en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og +Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven +indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod +Skibet Norge. + +Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt paa Fanø +Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hændt i Mellemtiden, +maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af +Vest, og Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet. +Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de +maa have slidt haardt i det, faaet ringe Søvn og sagtens været +udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet været i +Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets Logbog er +Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme +Dags Middag er Logbogen ikke ført, Skibet har drevet omkring uden +Styreevne, og Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt +sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa +Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet er pludselig grundstødt, +og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet +i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa +den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. Faa Minutter +efter er Sagaen ude. + +Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende +inde fra Nordby en ung Haandværker ud til Fanø Vesterstrand, hvor han +vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens +Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide +Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den +opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten. +Forbavset ser han -- og næppe vil han tro sine egne Øjne -- at der +staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nøje ligner +Briggen Claus. Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad +der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus +skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar +saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der +er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af +Nordby ... Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fanø +-- og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej +frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet +paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af +Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham -- da +støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt +ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et +Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og +underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar +nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over +Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og +vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne +svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og +ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget -- jo, nu gaar det +som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus +... + +-- -- Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø +Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har +været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som +i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt +af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var +Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa være naaet levende +gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende +Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende +hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et +Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven +fejret velkommen hjem. + +Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hændelse! Det +plejer ellers at være Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der +berøver Fanøkvinderne deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe +uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær og under +Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og vel ført Fanøskude har +gjort det før Claus -- og saa grundstøde og omkomme derhjemme paa den +bitte lille Ø, den næppe synlige Prik paa Verdenskortet -- det er +ikke til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse tænker +Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til +Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra +Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blæste endnu +stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa +at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden +-- man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø +kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed +og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer +har de otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en Haand har +været rakt dem til Hjælp ... + +Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det +forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke +Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt +staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit +ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller Sø af +saadan Art, at det havde været risikabelt for Mandskabet at stole paa +Skibets Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde +Kystobservering og Landsætning mulig. Deres Overilelse betalte de +dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne +heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige +Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste +Forsamlingshus -- og var traadte derind, drivende vaade og yderst +forkomne -- men dog i Live alle -- -- -- + +Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa +Gods og Grejer; #alt# tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er +endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede +paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar +Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja +han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod +halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op +-- saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig +og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret +Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig. + +Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt +Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det +end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte +Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende +Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i +Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en +Esbjergdamper i Forbifart -- eller de har slet ikke tænkt nogenting +derved. + +Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker, +er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler +-- til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde +alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte -- -- netop +den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i +Forsamlingshuset -- -- + +Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede. +Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de +tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede +en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres +Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede +Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem +de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet +Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe, +og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde +sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes +underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, +thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ... + +Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i +svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve +over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige +Partier, næsten som de var skoldede -- det var Sandet, der havde +skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og +Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; +de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den +hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede +Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide. + +Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin +Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god +Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge +plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare +og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven +holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer +og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til +Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv +har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes +æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen +og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og +Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i +Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i +Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling, +Livet kunde byde. + +Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give +Carl og Christian Lov at komme tilsøs -- bare en enkelt Tur for at +#prøve#. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset +Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er +udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus +og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her +begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem -- Ugen derefter +endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand. + +Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den +stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt, +bare Kirkeklokkerne ringede. + +Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det +jo skal. + + + + +JULEGÆSTER FRA HAVET. + + +Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i +Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster +fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten +aldrig holdt. + +Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen +Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den +23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen +blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten. + +Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning +saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de +vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det +værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt. + +Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag +Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne +satte Himmel og Hav i ét. + +Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et +Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem +Stormen hørte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra +Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa +ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet, +Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og Sandet piskede, saa Syn og +Hørelse næsten forgik En, men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg +maatte gøres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen +mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en +Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter +blev der gjort Forsøg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp +af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud. + +Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den +indtraf det snarest mulige -- men for sént alligevel. Skibets +Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade. + +Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dæmringen, at to af +Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne +overhalede med Blokkene hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig +klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed +at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at +Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet +ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede +Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom +man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt. +Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var +kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene. + +Det vilde under disse Omstændigheder være ganske ufornødent at sende +Redningsbaaden fra Tuskjær ud til Skibet, en Tur gennem Brændingen i +saa voldsom en Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man +hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes +Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til Bovbjerg Strand, +og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten +nordpaa om at være vagtsomme over for de Skibbrudne, som man +formodede drev i nordlig Retning for Strømmen -- hvis de da var paa +ret Køl endnu. + +Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i +Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes +Udkig fra de højeste Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje +ud over det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre sig, blev +hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning om, at +Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som +ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted, +saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et +godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa langt til Nord og +skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp fra dette Punkt af Kysten var +umulig. Det eneste, Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at +telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var +set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt til Havet, +hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev +holdt, man sparede sig ingen Møje, men det lykkedes ikke at øjne den +drivende Baad. Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus, +medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden +i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jævnligt +afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller +andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem +Nattemørket. + +Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen mellem +Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen efter saa mange Julegæster fra +Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst næsten ikke +vidste Rum at anbringe dem i. + + * * * * * + +Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed »Stanley« og var +hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom +Regntykning og uformodet Strømsætning, Klokken var da fem om +Morgenen, Besætningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst +Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende Sø, der +undertiden slog over Skorstenene og højt op ad Vanterne, gjorde +Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og +taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsøge selv at +række Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene var sikre +og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist +tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand +ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens +to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev +Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel +bemandede. + +Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa +nær som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed +og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret, +havde begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var bleven tumlet +saa hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre +Fart frem til næste Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev +skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud +i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt mod Nord, for Damperen +var ikke at skimte. Eller skulde den mon være søndersplittet og +sunken allerede -- saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i +Baadene, for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa +helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og +ikke forivrede sig. + +De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod +Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte, +Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt +agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de +kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De var let paaklædte +og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen +til Land hurtigt kunde blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde +den #det# -- men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét +alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. #Det# forstod +de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, og det var dem, der nu +fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede. + +Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne, +naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for +Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et +Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig +over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt. Med den +skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgængeren vare Baaden for de +brydende Vandbjerge. + +Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal Sø sig under +Agterenden af den mindste Baad, løftede den himmelhøjt og jog den +kæntret ned i Bølgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild +Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen +egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i +den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var +borte. + +Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jævnligt ses +Land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe Haab om selv at +blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i +den fraadende Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de +godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem +selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og +nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa +den sidste Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle +frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt +sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte +synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det +vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da +væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen +Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle +Tons Vand uden at gaa til Bunds. + +Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa +forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede +ganske nær. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker +ad Gangen anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret +overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og +som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet +atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og +hensigtsløst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og da +engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist +sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas, +rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rælingen forude -- og +styrtede sig i Søen uden en Lyd. + +De andre dukkede Hovederne et Øjeblik -- og øste videre, #de# af dem, +der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire +Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede +ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem. Og +flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt, +deres Lemmer var ubevægelige af Kulde, de var sløve af Slid og +Usselhed. + +Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende agterind og vaskede +to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret +og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til +at stramme Mandskabet op. + +»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede +sig. + +Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han +sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede +af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og med +Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende +Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede +Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse -- en halv Time til Ende. +Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden +kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket, +Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! +det stormede op af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk, +at det vilde have været den visse Død at søge Land. + +Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange +udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dér, hvor Baaden vilde +været ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den +udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord. +Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse, +de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent +lod sig stille besluttet glide overbord -- -- Undergangen maatte +komme naarsomhelst -- -- ingen vilde tage saameget som et Svømmetag +for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed +beherskede alle. + +Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig +af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede. Klokken var fem om +Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu +endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun #én# Mand kom levende +derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst +Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svømning, til han +følte Stranden under sine Knæ, saa var han besvimet og laa i +Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da +der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet. + + * * * * * + +Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag +bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede +Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som +vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i +Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa +Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv +havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans +Søster, som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, var fuld +af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var overanstrængt af +Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, men maatte nu lade +alt i Huset fare for blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og +Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede +sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det +saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens +nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn. + +»De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun. + +I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og +Sønnens, de bedste hun kunde finde, og klædte Ligene i dem. En ung +lille Fyr, saa spædlemmet som en Pige, fik en af hendes afdøde +Datters aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem +i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange +Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetræet, hvoraf +engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde været bestemt +til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den +Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og +Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose. + +Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene var løftede af +Hængslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne +var der allerede hængt Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften +begyndte. + +En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres +tolv Gæster. + +»Mon der skulde komme flere,« hviskede Broderen. »A vil da ett haabe +det!« + +»Gud ske Tak for dem, vi #har#,« svarede Konen. »Det var endda godt, +de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere +af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres +Kammerater endnu i Aften.« + +Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade, +nikkede bifaldende. + +Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte +med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her +mellem alle de døde. + +»Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og saa' hen paa de +unge. + +»Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen. + +En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: »Glade Jul!« + +Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede Normænd. + +»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik +sidst ud og lukkede Yderdøren. + +»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede +den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han +vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa +tilsengs. + +»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager +hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok +bedre!« + +»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa +prøvende fra Strandfogden. + +»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen +i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man +saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.« + + + + +TILBAGE TIL LIVET. + + +Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem +Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse, +intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og +Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og +Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og +Raketapparat. + +Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en +Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra +Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs +Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget +uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og +Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var +piskende høj. + +Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af +Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store +Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, +gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu +og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, +havde tragisk Forløb. + +I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk +saaledes: + +»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersøgt Forholdene, +blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter +Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8-Œ og naaede Kysten Kl. 9 +Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c. Œ Mil fra Land med +Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget +farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance. +Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var +tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande. +Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et +andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet +fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende +c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i +Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. Fra Land +affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men +Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden +Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af +Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette +lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende +Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen. Der affyredes da en +tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs, +hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det samme indtraf en +voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter +klarede, var Agterskibet sønderslaaet og Havet bedækket med +Vragstykker; af Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks +efter at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en Mand +sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 Mand overbord; da +Skibet var sønderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der +forgæves søgte at holde sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at +forsøge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. Da +det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke, +førtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det +farlige Forsøg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var +den ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den anden i +yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde +begivet sig ud i Brændingen. + +Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. Besætningen +bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes. + +Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages væsentlig at +være grundet i, at Besætningen søgte at forhale Tidspunktet for +Strandingen i Stedet for i Tide at søge Land, og at Skibet ved de +udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en +meget uheldig Stilling.« ... + +I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne +Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid +i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter -- Travlheden i Gaard og +Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som +gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene. +-- Og den niende -- hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom +til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus. + +Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte og talte man vel, naar +man laa saadan og følte sig frelst -- #ene# af dem alle? + +Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring +over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte +Havet brumme dæmpet og underfundigt. + +Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke +straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden +og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og +Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede +sig tættest. + +Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og +blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen +fat paa Trækkene. Han var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af, +Munden kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer ... Han +slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke véd, hvor +han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa +rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig. + +»Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk. + +»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede +trangt. + +»Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.« + +»Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog: + +»Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de +andre otte« -- -- + +»De andre otte« ... Han lukkede Øjnene og pressede Laagene sammen. + +»De véd maaske ikke« -- -- + +»Jo, det er jo sandt!« sagde han og hentede Ordene ligesom langt inde +fra. + +»Kan De taale at tale om det, nu?« + +»Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De andre, Øvrigheden og Lægen, +de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var +jeg saa træt« ... + +I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er en Seng mere i +Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og +afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen +imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en +hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en +halvfortæret Mund spilet op. + +Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset rundt og ender ved +mit Ansigt, som han forskende betragter. + +»De er dansk,« siger han. + +Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg véd, han har +ligget paa Sygehuset i fire Døgn, uden at nogen har kunnet faa +sammenhængende Beretning af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om +han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til, +hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke +straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat. +Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han +naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste +Bevidstheden? + +Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens +Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved +Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at +tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. Han maatte +dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare +en hastig Række besynderlige Hændelser, der ikke straks stod ham selv +tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først +nu tilfulde, at #han# alene levede, men alle Kammeraterne var døde. I +alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop +#han# var bleven reddet, en Ængstelse for, at Livet alligevel ikke +var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen +blev fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme paa hans +Kinder. Han gjorde sig #selv# Rede for Strandingen snarere end +forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled +igen, naar hans Tanker løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt +igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke. + +»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« sagde han. +»Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os +paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede +til #Competitor#, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik +Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min +Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke +svensk Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde +været lovbefalet #Syn# over Skibet, Competitor var #allright# og +maatte stikke i Søen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med, +sagde Matrosen. + +Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en +Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til +Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man +opsøgte os og satte os ombord med Magt. + +Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag +fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen +krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst. +Vi var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og sled vi for at +holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil +Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene +Sejl blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa +faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten, +man kunde ikke gaa tør i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give +sig, vilde ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi +saa raadede ham. + +Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjælpeligt +ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter, +kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da +var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud +med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp, +Ankrene #skulde# i Bunden. Og saa #stod# vi der, nogle faa Hundrede +Alen fra Kysten. Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod +op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa +nogenting -- og vi var gennemvaade, forfrosne, dødtrætte. Vi klamrede +os fast paa Dækket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten. +Han havde Redningskrans om Livet -- den eneste, der var tilbage paa +Skibet. Han var beruset; det havde han været alle de tre strænge +Døgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser. + +Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav +sig i alle Spanter og Planker. Søen fossede ind og skurede rundt og +rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev +skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ... + +Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker +jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt +oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have været +livsfarlig Gerning i de Søer selv for en rask -- og #vi# var +allesammen segnefærdige. + +Nu #var# det vist, at Første Styrmand og en Matros sprang overbord, +de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tømmer og drev +af for en jagende Strøm. De var væk næsten med det samme ... + +Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele +stod i ét. Lidt efter lindede det et Øjeblik af. Da var der to andre +svenske Matroser borte -- vi havde intet sét dertil, ikke hørt en +Lyd fra dem. + +Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade blev knuste og +Stumperne hevne bort ... Kaptajnen viste sig i Kahytsdøren, stadig +med Redningsbæltet om Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden +Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og +vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg +og slog ud med Armene, men blev staaende i Døren ... Jeg fik mine +Støvler og Klæder af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved +igen, Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfærdelig ondt +... #saa# sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg ... + +Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke andet, end at jeg +nede i Søen pludselig kunde bøje og bruge ogsaa det Ben, som havde +været saa smærtefuldt, næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn +havde staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde været saa +bange for Koldbrand, kan jeg huske ... #Nu# tænkte jeg ikke paa +Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de +var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert +Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og +Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for +Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var +ligesom Hjernen skulde sprænges ....« + +»Talte De og Styrmanden ikke sammen?« + +»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden -- +han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i +Brættet: -- »Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden +i, Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik +var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var +oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte +os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen -- saa hang jeg #ene# +klamret til Spandebrættet.« + +»Tænkte De noget da? ... At nu var det Døden?« + +»Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg +nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og +vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da +Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og +følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i +Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den +særeste Musik i Hovedet ... + +Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet +over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod +rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot, +men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og +var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i +Sengen her, paa Hospitalet.« + +»Véd De, hvor De er, Byens Navn?« + +»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har +vist ikke tænkt noget videre -- mest været saa træt og sovet, tror +jeg.« + +Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere +Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst. + +»Har De Slægt hjemme i Riga?« + +Han nikkede. + +»Vil De ikke have skrevet til dem?« + +Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine +Fingre er helt stive,« sagde han. + +»Skal #jeg# skrive for Dem?« + +»Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.« + +»Er De græsk-katolsk?« + +Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!« + +»Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.« + +Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig +mellem Beslægtede. + +»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende +frem i Værelset. + +Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og +barnlig naivt: + +»Saadan som hjemme -- -- efter Martin Luther?« + +»Ja!« + +Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt. + +Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!« + +Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk. +Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa +sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik. + +Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?« + +Jeg nikkede. + +»Alle?« + +»De fire kun!« + +Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og blev liggende noget +saadan. + +»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var +forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!« + +Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par +Gange og besindede sig. + +»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig +Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte. + +I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig -- eller maaske +snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt, +festligt Skær fra det store Juletræ, som netop stod færdigtændt ... + + + + +SOMMERSTRANDING. + + +Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred, +Brændingen lav. Stilfærdigt skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet +og skærer en vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al +den gnistrende Hvidhed. + +Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes op, er lutter +snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de +som mørke Indlægninger i den let blaanende Himmelflade. De har en +egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store +Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude i Verdenshavet: +brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tæt som Raager +paa Stubmarken, og nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at +tage nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig +skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. Man faar en trist +jordbunden Fornemmelse, naar man færdes langs Stranden og stadig +rejser Maageflokkene eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger +gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk over +Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjældent et Skud +Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader +Fredsforstyrreren paa deres øde Strand, hvor de samles for at hvile +og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og +Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt. + +Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rækkefølge. +Skagbokutterne kommer døsende i den løje Vind, længere ude ligger der +tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen +Vind i de søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet, +statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn er han fra +Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til Spejl, ret som et luftigt +arkitektonisk Værk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at +tænke paa de gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa +Bolværkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter +og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om +sin høje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber +... Det er, som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg +trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken +Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange +Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle. + +Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene +geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man +Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu +og baskende Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen i +Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid er der flest af de +skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, bare man var ombord i én af +dem og foer viden hen; det giver stærke Længsler bort at sidde og +kigge efter de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. Ud i +Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? ... Alle har +I Bud fremmede Steder hen, raskt skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I +er som hensynsløse Tanker, der #vil#. Men Verden bliver saa lille for +Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa snævert og +Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... Saa var det bedre +at sidde agter i Fuldriggeren og høre Vandet klunke om Roret og vide +Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i +brede Maagesving under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede +længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde. + +Hvis man da ikke strandede derinde? + +Nej, #ikke# om Sommeren! ... Skønt, hvem véd! Der kan hænde en Sejler +#alt# -- Æventyret er ham i Kølvandet den vide Verden over. + +Men Æventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle +Fænomener kan kontrolleres og er ikke Fænomener mér. Badegæsterne, +som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet, +sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i +hvilket de har svømmet med store Tanker om eget Mod; de synes næsten, +det er mærkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ... +Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm -- saa kom der +maaske en Stranding; det skulde dog være morsomt at se, om Havet +kunde fraade og sønderslaa saa æventyrligt, som Rygtet gik. + +Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der. +Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten +kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som +fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om +Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er +nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø. Naa ja, siger de +ved Kaffebordet, altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm! + +Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at der om Natten er +strandet et Skib ikke langt fra Hotellet -- strandet og splintret. + +Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan +hænde noget saa spændende lige ind paa Livet af dem, uden at de har +hørt det mindste -- de laa dog vaagne længe. Det er jo helt +æventyrligt. + +Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer altid uden at være mældte +eller uden at vi agter paa For-Varslerne. + +I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen +sket. Nogle af Badegæsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved +Nitiden havde set et stærkt Blus ude paa Havet. Det var ingen +Lanterne, kunde de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre +over Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og +Bad. Vejret var jo heller ikke værst. + +Imidlertid -- Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib, +splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. Blusset havde været +Nødsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig +paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen +Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en +given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag. + +Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet +sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra +Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje +uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal erfare paa +Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan køre baade én Mil +og to og bare tænke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener +det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler man +Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Værdi deraf. + +Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne. +Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var +komne betids fraborde. Som Søen #brød# nu til Morgen for en Vind, der +var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest, +skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land. + +»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad +Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!« + +Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu +langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om +Hjulene. + +Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største Kæmpekarl og første +Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K. +Nielsen, Formanden for Redningsvæsenet i det nordligste jydske +Distrikt og designeret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, naar +Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede hans imponerende +Skikkelse fra Prøverne med Grenens og Nordstrandens og Højens fem +Redningsbaade. Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket, +sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par +muntre, lyse, stærkt seende Øjne under vejrfurede Laag stod han +agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem +Sprøjtet, hans højre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den +udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt +gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han +vidste det aabenbart selv og stod plastisk skøn som i et +nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere +end #det#!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige +Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type. + +En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til +Strandingsstedet. Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte, +grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt +saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage +sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes +Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der +næsten alle forsynes med Tørv her nede fra. + +Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og +slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en +Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt +mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske +rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt +Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med +Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men +paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der +Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis. + +Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en +Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet. +Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa +slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med +Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man +traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten +i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt +Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys, +Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager +og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig +klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa +spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et +Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit +Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i +Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket +var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika +gabede fortabt hen i Vejret som en Døende. + +Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse -- Pindebrænde +tilhobe. + +Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade +Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve, +og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere, +saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der +var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes +dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde +de fortælle i næste Brev hjem. + +De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten +skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os +ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte +Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled +hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie, +hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som +denne Strand. Og #tænk# saa, at der skulde komme en Stranding, mens +de var her! + +»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har +ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til +Strandfogden.« + +Jo, det mente vi da ogsaa. + +I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade +Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være +til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen -- alt berømmede de +superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og +hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den +billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt, +deres kritiske Sans havde de magasineret i København eller Vejle, +hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur. + +Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa -- +det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst. + +Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og +Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den +Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor +Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den +landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere +tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for +Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de +fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne +efter rundeligt Skøn til den gode Side. + +Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus, +fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i +Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de +andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og +Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under +Landsætningen. + +Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken. + +En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig +halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham. + +Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i +korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset. + +Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36 +Aar gammel. #Mercator# hed den, var fra England kullastet for +hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret -- ikke Skibet, ikke +Folkenes Tøj heller. + +»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende. + +Her tav Kaptajnen. + +»Hvor gammel er De?« spurgte vi. + +»Bare 28 Aar ... Det var min første Rejse som Kaptajn« ... + +Han tav igen -- og trak Kasketskyggen ned. + +Solen stak ham maaske i Øjnene. + +Saadan laa han en Stund. + +Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring +om Forliset: + +»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor, +for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde +Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa +satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær +ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade +Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte +Skibsbaaden ud -- og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok +kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i +Landingen. Saa sprang vi ud -- og reddede os. Et Par Timer efter sank +Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa' +derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa +var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var +Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.« + +De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til +Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt +betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning. + +En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt +fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne -- +det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af +smukkeste Type. + +Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange +paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her. +Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev +reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han +forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han +var nitten Aar kun. + +Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og +udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det +brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt +omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i +Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt +Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille, +skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv +og svømmet dèr, var dødsens ... + + * * * * * + +Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation +mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med +dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive +Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet. + +Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se +paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i +hans Gaard. + +Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene. + +De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var +smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en +Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem +alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker +lignede Konfirmander. + +»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de +yngste Folk hjemme fra Finland.« + +»De er billigst i Hyren, naturligvis.« + +»Jo-da,« svarede han ... »Og de ældre, de #emigrerer# jo« ... + +Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen. + +»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa +rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør. + +»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede +fortabt udefter. + +De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste +ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den +gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med +Bramsejlene. + +»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret +én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og +vindsprukne Hænder. + +»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ... + +Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede +Person. + +»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han +havde forstaaet min Tanke. + +»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen. + +»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?« + +Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til +at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen. + +»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel #det# ... Jeg +skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine +Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ... + +Og bekymret tilføjede han: + +»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min +Harmonika« ... + + + + +UDE PAA REVET. + + +Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med +Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var +forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra +Grenen. + +Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par +og halvtres -- og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider +for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa +sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd +godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det +en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde +gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven +bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var +han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste +Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det +sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med +hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa høj +Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt +nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort. + +Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng +Tale. + +Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet +Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var +tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig +Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og +adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr. +i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12 +Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamænd, #storstilet# +var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, +fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak. +Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med +Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag -- +saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig +selv for meget Hurlumhej. + +Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels +Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen +Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han +havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var +der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor +som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig +skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ... +Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men +kedsomt var det ... + +Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet. +Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes +Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er +ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent +uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa +Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der +Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, +snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede +og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb +... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, +men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette, +var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et +helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse +fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en +Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et +Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt +nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre. + +Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs +Humør. + +En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af +ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de +naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den +vanskelige Redning. + +Hans Beretning lød saadan: + +»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk +Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I +en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som +sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var +Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene +eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere +dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste +Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra +Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den +Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd +Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi +endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og +der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja, +uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre +nogentid paa Revet, ret en stiv Storm. + +Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i +flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er +saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at +den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret +paa Skagen. + +Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen; +det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var +elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa +Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin +Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en, +som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen +vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden +nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han +er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han +skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, +han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manøvrere er han +ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del +an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i +Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper +nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke +Arbejde med Almuth. + +Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget, +der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og +slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle +Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under +Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor +udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt. + +Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med +os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at +holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det +drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det +strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at +komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget +og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne +igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten +ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de +stive Korkbælter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule -- +ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, +og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi +skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede +Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i +Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og +Flaget var tysk ... + +Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var +ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne +var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en +lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu +#kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da .... + +Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til +Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne +nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, +at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham. +En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor +Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen +med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle +Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte +en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og +ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi +med tør Hals; det ligefrem #brændte#. + +Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at +vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi +hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde +falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og +vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste +Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude -- en +udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med +Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lænsede vi for alt Vejret. +Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som +Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget +os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen. +To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om +og være snar i Vendingen. + +Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod +aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Dræget +gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, +der stod med Stævnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op +af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det +hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle +Mand, li'saa bestemt. + +»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu +seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under +Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen, +og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde +begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med +-- vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den +foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at +bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand +stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af +Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte +Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask +maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned +ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han +bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det +ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i +himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i +sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde +falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han +var næsten som død, sølle Klør ... + +Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg +i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte +være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til +Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa +høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun +paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i +noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. +Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op -- den var fra Vraget, +naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den +lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa +ellers kan mene om den. + +Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa +Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os. +De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa +have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de +endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned +fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én +lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af +et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en +brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede +Nødraketter af -- som ingen saa'. + +Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til +Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt +paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, +mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med +Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst, +Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte +hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham +og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen. +Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen +kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage. + +Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi +forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han +derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert +eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den +danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den +var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa +Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning +ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans +Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved +at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de +sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere +-- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte +ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ... + +Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved +elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen +ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning +til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret +tilstede -- for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller +kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag. + +Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen +var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle +enige om. Men afkræftede det var vi -- Jøsses ja. En af os havde +forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa +længe syge -- man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan +svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det +forbi med mit Redningsarbejde« ... + +Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede. + +»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til +Afsked med Dem?« + +Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int +noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller +ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny +Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen +og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi +Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader +int selv, véd vi da« ... + +Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste +Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham +med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans +trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede +Søfolks Frelse. + +Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den +passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til +Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin +Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ... + + + + +BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG. + + +Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som +rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor +her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem +Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i +Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst, +blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet +paa denne Ørkenstrand. + +Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som +under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og +de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind, +skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen +kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er +som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et +Dødskors op af den livsforladte Ørken. + +En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved +Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at +det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger +viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst +forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med +Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et +Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til +Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har +han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig +over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor +ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste +Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet +forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og +Kniven fandtes i hans Haand -- og saa har han ikke #kunnet# mer, hans +Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke +ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt +kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle +søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden! + +Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige +Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af +Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens +Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer +kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis +spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne. +Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer -- dèr paa +Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én +maatte være hans Faders -- og hvortil en ny nemt kunde være kommen -- +hans egen .... + +Stadig strander der Skibe under Spirbakken. + +Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de +frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare +hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to +af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af +Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om, +hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds +Frelse. + +Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til. + +Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast, +Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og +Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og +velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes +Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr, +Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens +Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak +vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens +Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle +Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv +Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes +Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og +krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og +evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste +Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre +Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de +iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig. + +Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst. + +De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til +regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning -- og saa en +Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter +Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge! + +Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom +Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han +troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde +være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var +ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt +Vejr. + +»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen, +»og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand +i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.« + +Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og +saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et +Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang +øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød. + +»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til +Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet +kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa +Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt +da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende +Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men +saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt +vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der +var den tætteste Tykning med Regn. + +Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende. +Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle +Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting. + +Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede +vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen +kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i +Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes, +enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i +Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen +Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig. + +Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord: + +»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,« +sagde Kaptajnen fortvivlet. + +»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden, +og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han +Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa +helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt +i Forvaring. + +Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og +dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt. +Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet +trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle +ud og søge anden Tilflugt -- en Tid forude oppe paa Bakken, derefter +i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det. +Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende +Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling. + +Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses. + +»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte +skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her +før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her. + +Ingen svarede. + +Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide, +sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil +til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra +Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden +roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af +Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes +Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe +Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med +Tabet af tre Aarer. + +Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe +fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt +Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa +langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med +uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at +Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om +Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen. + +Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden. + +Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa +Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: +Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da +Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende +Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i +Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes +som ubrugbar. + +Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i +Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens +Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv +har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars +Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje +naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god +Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat +stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til +Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne. +Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage. + +Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet +blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa +kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man +fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed +han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet +i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk +og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for +sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han +foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og +kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af +Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa +inderligt paa Frelse. + +Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget. +Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i +hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, +Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser +Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt. +Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen +fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget +under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet +strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene, +stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart +besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin +Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham +... + +Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu, +én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden. + +Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt +Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en +Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og +løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand +Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa, +Blikket brustent -- han var død. + +»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til +Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads +til de levende.« + +Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens +Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til +Tofterne -- og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde +bjerges. Saa lod man Liget drive. + +Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var +ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i +Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da +Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre +og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten. +Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket. +Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde +foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine +Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at +kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham +udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at +fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet. +Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt +ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen +og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af +en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp +maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og +tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet +og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden, +som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den +vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen +under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet, +men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv. +Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at +Jungmanden ingen Benklæder havde paa. + +Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget. +Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, +paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud. +Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham. +Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da +løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget +i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær -- vistnok allerede i +Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved +Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter +havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ... + +Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i +Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg +derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind +over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden #endnu# +stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev +gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude +fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen +Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte +Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem +Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre +Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det +smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen, +havde beskadiget et af hans Ribben -- det var brækket ... Naa, ja-ja, +han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de +andre om Resten ... + +Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for +Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var +segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og +kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under +Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de +skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje. + +Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led. + +Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en +Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab, +fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand +uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige +Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa +Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der +var bleven Fører efter Lars Kruses Død. + +Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig +brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over +hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden +række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa +Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket +var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand +i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra +som en virksom Bølgebryder. + +Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning. +De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af +dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden +Bevægelser. + +Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter +dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand, +han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der +forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til +en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se +-- men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende +og sidste Mand -- det var Baadsmanden Andersson, -- som havde slidt +saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i +Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget i Drægtovet til +Redningsbaaden -- han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent +et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen +over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to +Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om +Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en +Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene +hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde +Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende +Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde +budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid +efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han +fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros +tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for +at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man +troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en +vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø +og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til +Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time -- det var, +som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og +ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at +hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og +med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. +Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere +formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter +sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det +lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at +Sprøjtet ikke berørte ham, de #kunde# ikke længere. Dèr blev han saa +hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede +slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse +fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa +fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe +af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp +igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor +sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem, +glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig +Ligegyldighed. + +Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage -- den fastsurrede Mand oppe +i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning -- +begge drog vistnok paa deres sidste Suk -- og saa Baadsmanden, der +hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# død, det var der +kun én Mening om i Redningsbaaden. + +Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der +kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens +Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var +halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget +som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte +Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet +sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt. + +Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne +flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige +paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en +toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard, +rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig. + +»#Jeg# er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort. +Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den +voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den +jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt. + +Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad +et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra +Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et +Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev +optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham +endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den +uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og +gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa +omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til +at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under +luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at +der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i +sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet +hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles -- der var den tysteste +Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod +Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end +nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var +uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden +kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der +var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og +fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke +Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og +troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned +blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig, +da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har +knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at +Redningsmændene haler alene Surringen til sig ... + +Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer +Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en +Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han, +ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den +største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa +Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok +mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar +den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld +klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten +døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet +af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa +magtpaaliggende at bjerge, var borte. + +Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de +hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at +overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed. +Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han +var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret +ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan +som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe +forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld -- hvor trist +det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt +sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke +nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her +mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne +haardelig til Lægehjælp. + +Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største +Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste +levende Folk var frelste -- tolv Timer efter Grundstødningen. + +Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen +var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ... + +Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer +Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad +uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at +Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset +Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa +Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand. + +Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn. + +»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent +mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede +kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske +Vestkyst. + +-- -- Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider +for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at +leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det +var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet +var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om +ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa +dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele +blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes +ud.« + +To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som +Styrmanden skulde ud med et nyt Skib -- saa sprang han overbord i +Havnen og druknede ... + +Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse +gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand +blev reddede -- undtagen Kaptajnen. Han #vilde# nok ikke, hed det +sig, og gik til Bunds med Skuden ... + + + + +KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING. + + +»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« -- +fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby -- »og havde fragtet +Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne +Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i +Land. Bare tværs over Gaden og ned i en Ølkælder lige med det samme, +det gælder det jo om, og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak, +#den# kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den +Tid, at man sejlede. Naadada -- #stillschweigen!# som Tyskeren siger. + +Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, vi, som har faret, +at hjemme hos dem selv i Skotland, dèr er de li'som Engler, dèr er +det bare med at faa Salmebogen i Næven og saa #to church# med +Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end som +Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne Præstesønner +herhjemmefra, allesammen, det er givet, følgeligvis. + +Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa +strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han +stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. #Den# var jo +nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde +#Fremmede# ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte. + +»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det kan jeg se paa Deres +Øjne; ja #her# er det krilne Punkt, nu skal De høre. + +Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De saa' ham fra Fyret og +telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der +er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe +hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været +Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til +Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet +Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp -- +for #uberygtet#, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, #dèr# er +der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle Sladder om +hverandre allesammen -- #han# kan mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi +er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er +inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i +hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv, +som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle +Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, én eller +to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal +der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer +trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for +Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet +Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller +ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De véd. Det blev altsaa 6000 +Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at +indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi +ellers er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at +sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os +-- og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder ... Jo, vi +deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet +igennem, naar bare hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen, +saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mødt, faar +Bøde. Jo, det er regulært nok -- forstaar sig, det glemte jeg da +egentlig at fortælle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i +alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar +fuld Lod, men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og +saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de maa nøjes med en +Halvparts Lod ... Er De nu klar af Regnskabet, ikke! + +Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt #fint# Vejr +ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi +Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for +at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen +om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som +han kunde greje sig fra Søforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden +af ham. + +»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var +da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og +rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og +nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og +med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og +paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Fætter til +Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed. +Men de skulde nok selv klare sig ud. + +»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« spurgte jeg. +»Hverken Vind eller Sø eller Strøm!« + +Styrmanden var arrig og stødte Luft gennem Næsen. + +»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte +jeg. »Den skal være Vest-#Nord#-Vest, det véd vi da.« + +»Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som +selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde +Kaptajnen. Vest-#Syd#-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right, +sagde Kaptajnen -- og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.« + +»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men jeg sagde ingenting, +for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han. + +Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde have Hjælp. + +»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde +ligge til og bande -- jeg kan desværre ikke oversætte alt det, han +svor -- han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene +læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp. + +»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer +De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med +Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for +Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan talte jeg jo +for #mit# -- naa, alligevel var der jo #raison# i det, som jeg +anbragte. + +Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var +bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud +selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han +skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men +saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden +foer han for at lange ham én ud. Men Styrmanden var flink i Paraden: +»Vil #du# bare paddle #din# Kano; jeg skal nok paddle #min#, kan du +tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet. +Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og væk var Styrmanden i +en Hurtighed. + +Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem Næsen som en +Grønlandshval, saa byder han mig til Sæde og skænker Whisky. Han var +bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi +klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig +og sukker forknyt: »Ak ja, den sølle Kone,« siger han og peger paa en +Køjekammerdør. »Naar man endda bare havde #hende# i Land.« + +Jeg sad og lurede. »Hvad er #den# af,« tænkte jeg. »Har han Konen +med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være +...« + +»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han +gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet +og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da +det ikke hjalp med Mary eller Miss. + +»Naada!« tænkte jeg. + +Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk +derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: »Hold +Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, egentlig brugte hun et meget værre Ord, +som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed +Menneske som Dem. + +Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa #den# Slags +Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet +gal Kurs fra Skagens Rev. + +Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod +Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det +manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig. + +Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen +paa mig. »Hun vil ikke i Land -- Min Kone vil ikke -- --« + +»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer her, jeg ser +nok, #hvad# Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa +Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil +eller kan som et kristent Menneske. Og -- ærligt talt -- det kan De +som Sømand heller ikke være bekendt over for Tøsen, hun maa da +skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mænge Dem med hende« +... Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder. + +Men nu begyndte Tøsen at skælde ud, og da det ikke hjalp, saa flæbte +hun. + +»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg til hende. Hun laa +dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen +laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at +stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel. + +Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren. + +»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs. +»Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende +dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.« + +Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals -- naadada, det var +ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre -- og +hun tryglede og kyssede, huha! + +Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,« +hvæsede han til Fætter Kaptajn. + +Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende. Jeg +stolede egenlig mest paa Miss Marie. + +Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Fætteren +og farer op og kommanderer i bar Trods og Stædighed: »Stop med +Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!« + +Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig truende. + +»Go ahead!« raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdøren i +efter sig. + +Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, klædte Miss Mary sig +paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug, +saadan for at se til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis. + +Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede hun. Jeg gik ud et +Øjeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde +ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt, +véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart var Kaptajnen +saadan, at han ikke kunde synke mér. + +»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa skal du blive +sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var halvfuld allerede og rykkede +Kaptajnen skælmsk i Skægget: »Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun +paa sit Toldbod-Sprog. + +»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil +jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden. +Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.« + +»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa +Pæren. Den gav efter, den var blød. + +»Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!« + +Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var +Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned, +allright. + +»Nu ta'r #vi# Kommandoen her,« sagde jeg. + +»Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er #han# +Kommandoen.« + +»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.« +Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hørte +Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til +Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord. + +Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og +Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de +havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var +lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg, +»mens vi venter paa Bjergningsdamperen.« + +»#Du# har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at +sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af +Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele +Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer. + +»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen. +Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med +sin pæne lille Kæfert. + +Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset -- en +Høne og saadan noget Pilleværk. + +»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det +blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men +Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet. + +Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman. + +»Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg. + +Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa Broen, og dèr stod +han uden at mæle et Muk, til vi havde Slæberen fast og Switzer trak +til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af +Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det samme blev +rykket af Grunden. Føj for den slemme, tænkte han, dèr røg s'gu +halvandet Tusind Pund, de #kunde# været spart; det var ligegodt en +lovlig dyr Kæreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og lige +fluks i Kammeret til Miss Mary. + +De andre blev siddende og pimpede, flere af dem døjede med at se +Glasset. + +Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde +jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud. +Han og Mary laa i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil +sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn. + +»Nu er vi inde,« sagde jeg og rumsterede. + +»Go ahead!« rasede Kaptajnen. + +»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg skulde ha' været i +Land i Helsenør, det lofte han mig, det Skvadderho'de!« + +»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. Han var +svært slikken, den Rad. + +Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det var mest passende, +om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte +Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa +Hotel. + +»Well,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, saa skal jeg nok +bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, og det blev henad Midnat, +inden Afskedsbægeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa +Hotellet og fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde jo +redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« -- ja #det# sagde +jeg til hende, da vi blev ene, -- »og saa behager du at lette dig, +naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal +du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre +Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa afsted med +Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til København, forstaar du, +og det i en Ruf, ellers skal der være en Betjent og hilse paa dig, +satansusemig.« + +Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for +Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var +sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været +inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set +hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til +Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet +rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent +med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin +Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var +det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare +var hyret for Helsingør. Det var ikke efter Søloven. + +»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de +var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten +var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi +videre.« + +Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet +udenfor. Og det gjorde vi saa. + +Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og +dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt +var det -- huha. + +»Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som gerne vilde snue +videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med Øjnene, han var +ædru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt. + +»Her er Ragene,« sagde jeg og slængede nok saa galant Tøsen hendes +Klæder stykkevis hen i Sengen til hende, li'som hun havde smidt dem +rundtenomkring, den Sjaskedorthe. + +Saa gav hun sig til at flæbe -- nej, saadan rigtig græde. Nu var +Modet fra hende, hun var »kyw i'et« som vi Jyder siger ... det gjorde +mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har +jo selv Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa Kaptajnen +bearbejdet for Akkorden; jeg maatte #ud# i hvert Fald, for jeg kunde +mærke, jeg blev blød om Hjærtet, men #gi'# mig, nej det kunde jo ikke +nytte. + +Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke, +drikke sig Mod til kanske. »Øl! Gammel Carlsberg!« forlangte hun. + +»The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, »men Øl, +ikke en Skvat, at du véd det!« + +Hun maatte pænt bælle sit Thepottevand. + +Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse +færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrædt ud. Saa listede jeg +hende paa Banen og i Kupeen. + +»Good by, Mrs. Mary,« nikkede jeg nok saa høfligt efter hende, da +Toget gik, for hun skulde jo immer forestille Kaptajnens Kone. + +Men véd De saa, hvad hun raabte. Alle paa Perronen hørte det: + +»Hold Kæft, dit gamle -- Fjols!« ... Ja egentlig raabte hun noget +andet end som Fjols, men jeg vil ligefrem ikke ta' det Ord i min +Mund, føj for Satan! + +Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv Pund, et Par +Hundrede Kroner i danske Penge altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en +pæn lille Tjans for en Toldbodtøs ... Naa, vi lod hende rende med +dem, følgeligvis. + +Men Kaptajnen? spørger De ... Aa, Gud endda, hvor han var flad og +elendig af Undseelse. Den Galej skal han nok vogte sig for en anden +Gang og komme paa. + +Det var egentlig Synd for ham, for #dygtig# var han, det sagde ogsaa +Fætteren. Jeg skal bare nævne Dem, at da han kom fra Amerika med +Majsladningen, saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingør +uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands som de kom +frem og #fik# Fyrene, som han jo vidste laa paa den og den Bredde og +saa videre. En urimelig dygtig Kaptajn og ellers flink Mand og en +afholdt Borger hjemme og ligefrem nobel Familjefar -- det sagde +Styrmanden, og det kunde man ogsaa nok se paa Manden selv, da han var +bleven Missen kvit og havde faaet Hovedet rent ... Ja, det er +skrækkeligt for kønne Søfolk paa de lange Rejser. En anden én er ovre +det #nu#, man er #fast# i Land -- som godt og vel er! + +Men Søforklaringen? spørger De. + +Hvordan den gik? Naa-aa, det kom jo til at hedde sig, at der havde +været Strømsætning og saadan noget. Og #Misvisning#, tror jeg. Han +klarede den ialfald, gjorde Kaptajnen. Folkene vilde ham jo ikke +tillivs. + +Véd De, hvad jeg sagde til ham, da vi skiltes og han takkede mig og +saa videre: »Well,« sagde jeg bare: »Vogt Dem nu en anden Gang for -- +»Miss-visning«!« + +#Allright#, #den# forstod han og saa grinede han -- nu var alle Skær +jo klaret ... Men han glemmer satansusemig li'godt ikke Skagen i +Hast.« + + + + +INDHOLD. + + + Side + Tilegnelse: + + Michael Ancher. Digt. (Med Portræt) 1 + + Anna Ancher. Digt. (Med Portræt) 3 + + Kunstnerparret Ancher. Lidt Karakteristik 4 + + + Fra jydske Vestkyst og Skagen: + + Strandvagt 21 + + En Redningsmand 49 + + Skagensfiskere før og nu 68 + + Paa den hjemlige Ø 110 + + Julegæster fra Havet 119 + + Tilbage til Livet 130 + + Sommerstranding 142 + + Ude paa Revet 155 + + Bark »Erato« af Sølvitsborg 166 + + Kærlighed og Grundstødning 184 + + + + +GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG + + + MYLIUS-ERICHSEN: + + VESTJYDER + + Fortællinger. 3 Kr. 50 Øre. + +»Vestjyder« er en ualmindelig underholdende og læseværdig Bog, der +gør sin Forfatter megen Ære. For Jyder vil den selvfølgelig have +ganske særlig Interesse, men forøvrigt gælder det, at den vil kunne +læses med Fornøjelse og Udbytte af enhver.« + + Berl. Tidende. + +»Det er en Fornøjelse at læse en saadan Bog, en Glæde at gribes af +dens sunde, sande, ægte Følelse, til hvilken Forfatteren altid ved at +give et saa lykkeligt Udtryk, at den klinger igen i Læserens Sind. + + Ørebladet, Kristiania. + +»Kun sjældent gør en Bog i saa høj Grad som denne Indtrykket af, at +dens Forfatter virkelig har noget paa Hjærte, noget, der trænger sig +frem, Tanker, som #maa# klædes i Ord. + +Vestjyderne har faaet deres Digter; han er en af deres egne, og de +kan være stolte af ham.« + + En Fælleskorrespondance. + +»Alt i alt faar man gennem Bogen et overordentlig sympatetisk Indtryk +af en vederhæftig, varmhjærtet og klartseende Forfatter.« + + Alb. Gnudtzmann i Dagens Nyheder. + +»Det er en Fornøjelse at læse saa velskreven en Bog, der optræder saa +ganske fordringsløst. Den bør ikke overses i Øjeblikkets Malstrøm af +Bøger.« + + Aftenposten. + + + DEN JYDSKE HEDE + + Skildringer af _L. Mylius-Erichsen_. + + Tegninger af _V. Neiiendam_. + + Udkommer i ca. 30 Hefter à 40 Øre + + (5 Hefter udkommet.) + + + + + +End of Project Gutenberg's Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STRANDINGSHISTORIER *** + +***** This file should be named 36871-8.txt or 36871-8.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/6/8/7/36871/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |