diff options
Diffstat (limited to '36871-h')
| -rw-r--r-- | 36871-h/36871-h.htm | 7240 | ||||
| -rw-r--r-- | 36871-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 37293 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 36871-h/images/i006.jpg | bin | 0 -> 36192 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 36871-h/images/i007.jpg | bin | 0 -> 40539 bytes |
4 files changed, 7240 insertions, 0 deletions
diff --git a/36871-h/36871-h.htm b/36871-h/36871-h.htm new file mode 100644 index 0000000..c809fc3 --- /dev/null +++ b/36871-h/36871-h.htm @@ -0,0 +1,7240 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <title>Strandingshistorier, by L. Mylius Erichsen; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +body { + margin: auto 10%; +} + +h1,h2,h3,h4,h5,h6 { + text-align: center; + clear: both; +} +h2.italic { font-weight: normal; } + +p { + margin: .75em auto; + text-align: justify; +} + +hr { + width: 33%; + margin: 2em auto; + clear: both; +} + +ol, ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +li ul { margin-left: 1em; } + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-style: normal; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after { content: attr(title); } + +.blockquot { + margin: auto 8% .5em; +} +.blockquot p { + text-indent: 1em; + margin-bottom: 0; + padding-bottom: 0; + margin-top: 0; + padding-top: 0; +} + +em { + letter-spacing: .2em; + margin-right: -.2em; + font-style: normal; + font-weight: normal; + text-decoration: none; + font-variant: normal; +} + +.center { text-align: center; } +.smcap { font-variant: small-caps; font-style: normal; } +.gesperrt { letter-spacing: .2em; margin-right: -.2em; font-style: normal; } +.italic { font-style: italic; } +.bold { font-weight: bold; } +.right { text-align: right; margin-right: 2em; } +.smaller { font-size: 85%; } +.larger { font-size: 150%; } +.largest { font-size: 200%; } + +/* Images */ +img { border: none; } +.caption { text-align: center; } +.w500 { width: 500px; } +.w400 { width: 400px; } + +.figcenter { + margin: auto; + text-align: center; +} + +/* Poetry */ +.poem { margin: auto; text-align: left; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { margin: 1em 0em; } +.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; } +.w22em { width: 22em; } +.w16em { width: 16em; } +.w12em { width: 12em; } + +/***/ + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin: 2em 15%; + padding: 1em; +} +.trnote li { list-style-type: none; } + +.toc { margin: 0 25% auto 25%; } +p.toc { font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; } +.toc li { padding: 0 2em 0 0; list-style-type: none; } +.toc .num { position: absolute; right: 30%; top: auto; } + +.topmarg { margin-top: 3em; } + +hr.pagebreak { width: 65%; } +hr.chapbreak { width: 45%; } +hr.tb { width: 25%; } +hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; } + +a.corr { /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Strandingshistorier + Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen + +Author: Ludvig Mylius-Erichsen + +Release Date: July 27, 2011 [EBook #36871] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STRANDINGSHISTORIER *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + + +</pre> + + +<div class="trnote"> +<h2>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er i øvrigt bevaret. +En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +sidst i bogen.</p> +<p class="center"><a href="#Indhold">Indholdsfortegnelsen kan findes her.</a></p> +</div> + + + +<h1>STRANDINGSHISTORIER</h1> + +<hr class="pagebreak" /> + +<p class="center larger">L. MYLIUS ERICHSEN</p> + +<p class="center largest">STRANDINGSHISTORIER</p> + +<div class="figcenter w500"> +<img src="images/cover.jpg" width="500" height="348" alt="Omslagsillustration" title="" /> +</div> + +<p class="center">SKILDRINGER FRA<br /> +JYDSKE VESTKYST<br /> +OG SKAGEN</p> + +<p class="center topmarg">GYLDENDALSKE<br /> +BOGHANDEL</p> + +<hr class="pagebreak" /> + +<p class="center larger">L. MYLIUS-ERICHSEN</p> + +<p class="center largest">STRANDINGSHISTORIER</p> + +<p class="center topmarg">SKILDRINGER FRA JYDSKE VESTKYST<br /> +OG SKAGEN</p> + +<p class="center topmarg">KØBENHAVN<br /> +GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)<br /> +<span class="smcap">Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)</span><br /> +1901 +</p> + +<hr class="pagebreak" /> + +<p class="center"> +TIL KUNSTNERPARRET<br /> +<span class="larger">MICHAEL OG<br /> +ANNA ANCHER<br /></span> +MED TAK FOR DERES<br /> +KUNST OG DERES<br /> +VENSKAB</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<div class="figcenter w400"> +<img src="images/i006.jpg" width="400" height="514" alt="" title="MICHAEL ANCHER. Tegnet af ANNA ANCHER." /> +<p class="caption"><span class="gesperrt">MICHAEL ANCHER.</span><br /><span class="smaller">Tegnet af ANNA ANCHER.</span></p> +</div> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<div class="figcenter w400"> +<img src="images/i007.jpg" width="400" height="514" alt="" title="ANNA ANCHER. Tegnet af MICHAEL ANCHER." /> +<p class="caption"><span class="gesperrt">ANNA ANCHER.</span><br /><span class="smaller">Tegnet af MICHAEL ANCHER.</span></p> +</div> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"></a></div> +<h2 class="italic"><a name="MICHAEL_ANCHER" id="MICHAEL_ANCHER"></a>MICHAEL ANCHER.</h2> + + +<div class="poem w22em"><div class="stanza"> +<span class="i0">Lykkelig den, der har bygget sit Hus,<br /></span> +<span class="i0">hvor Solen beskinner et lyngdækket Land,<br /></span> +<span class="i0">hvor Vejret har uhindret strygende Sus,<br /></span> +<span class="i0">og Søen slaar Braad mod den aabne Strand.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Lyngduft og Søluft og fri Horisont<br /></span> +<span class="i0">bag Klitters forruskede Eventyr-Egn<br /></span> +<span class="i0">— <em>her</em> virker De rigt i den daglige Dont<br /></span> +<span class="i0">trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit,<br /></span> +<span class="i0">er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind<br /></span> +<span class="i0">men af et forrygende Stormvejr forbidt,<br /></span> +<span class="i0">naar Havet har Brus over Revlerne ind.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"></a></div> +<span class="i0">Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør<br /></span> +<span class="i0">og pudser og piller med sirligt Talent,<br /></span> +<span class="i0">se derfor er Farven saa spegende tør<br /></span> +<span class="i0">og Liv og Natur saa elendig bevendt.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Men <em>De</em>, som <em>selv</em> er en Frilandsnatur<br /></span> +<span class="i0">og har paa den sandede Kyst slaaet Rod,<br /></span> +<span class="i0">De kender og elsker i Mol som i Dur<br /></span> +<span class="i0">den fattige Egn med det rige Mod.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér,<br /></span> +<span class="i0">faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb,<br /></span> +<span class="i0">den selvskabte, stejle Mandskarakter,<br /></span> +<span class="i0">som <em>vil</em> det, den <em>vil</em> — trods <em>alt</em> hvad det kneb.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Mandigt og monumentalt har De ført<br /></span> +<span class="i0">i en Menneskealder den malende Haand<br /></span> +<span class="i0">— aa! og saa mærker man Haanden berørt<br /></span> +<span class="i0">af Kunstens benaadende Helligaand.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Lykkelig <em>De</em>, som har bygget Dem Hjem,<br /></span> +<span class="i0">hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont,<br /></span> +<span class="i0">hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem,<br /></span> +<span class="i0">og <em>Hjærtet</em> er med i den daglige Dont!<br /></span> +</div></div> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"></a></div> + +<h2 class="italic"><a name="ANNA_ANCHER" id="ANNA_ANCHER"></a>ANNA ANCHER.</h2> + + +<div class="poem w22em"><div class="stanza"> +<span class="i0">Den Kunst, De gav, var sund og djærv,<br /></span> +<span class="i0">som selv De er en sund Natur,<br /></span> +<span class="i0">der stille røgter store Hverv<br /></span> +<span class="i0">— den Kunst, De gav, er djærv og pur.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Og den, som skatter Kunstens Guld<br /></span> +<span class="i0">og fandt hos Dem et Livsens Væld<br /></span> +<span class="i0">op af den magre jydske Muld,<br /></span> +<span class="i0">er kommen dybt til Dem i Gæld.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Thi Deres kloge Kvindeblik<br /></span> +<span class="i0">har sét, hvad Mennesker er værd,<br /></span> +<span class="i0">og <em>Sandhed</em> talte De, men fik<br /></span> +<span class="i0">dog Plads for Nænsomhedens Skær.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Nænsom og sand er Deres Kunst,<br /></span> +<span class="i0">og jydsk er Lunets Smil deri,<br /></span> +<span class="i0">— dog, <em>den</em> bedømte Dem omsonst,<br /></span> +<span class="i0">som saa' kun Deres Maleri.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Dem <em>selv</em> skal man paa Skagen sé<br /></span> +<span class="i0">som Michaels Hustru, Helgas Mor,<br /></span> +<span class="i0">som Kunstnerhjemmets gode Fé<br /></span> +<span class="i0">og Venners Vært ved dagligt Bord.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"></a></div> +<span class="i0">Da sér man, Deres Kunst er stor,<br /></span> +<span class="i0">den gi'r Dem <em>selv</em>, til Punkt og Prik:<br /></span> +<span class="i0">det noble Sind, de djærve Ord<br /></span> +<span class="i0">og Deres kloge Kvindeblik!<br /></span> +</div></div> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h2 class="italic"><a name="KUNSTNERPARRET_ANCHER" id="KUNSTNERPARRET_ANCHER"></a>KUNSTNERPARRET ANCHER.</h2> + + +<p>Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher +og Anna Ancher givet den vestjydske Fiskerbefolknings +Type — <em>han</em> især Mændene, <em>hun</em> mest Kvinderne. +Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig +paa Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra +Typen vesterned ad Kysten.</p> + +<p>En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i +de forskellige jydske Egne. Men selv inden for den +særegne Form, som vestjydsk er, varierer Udtalen paa +det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange +Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer +man i Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, +nyt Gloseforraad, særlig Rytmik, hele fire Former alene +for et Ord som <em>Børn</em>, nemlig: Bøen, Baen, Baaen, +Baer! Norden for Limfjorden tales der et Bondejydsk, +som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for +Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens +og Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at +man ikke skulde tro, deres Dont er den samme, deres<a class="pagenum" name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"></a> +Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem adskilt ved +kun et ringe Antal Mil.</p> + +<p>Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen +i Folketype tydeligt frem langs Vestkysten. +Oftest er vel et fælles vestjydsk Grundpræg fremherskende +i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale Tilsnit i saadan +Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en Række +varierende Typer.</p> + +<p>Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer +som Skagboerne varierer Typen. Skagen By +har henved 2700 Indbyggere, men Byens Form, der +er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse +paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej +mellem de østligst boende, de nærmest ud ad +Fyret, og de vestligste Skagboere, de ved Plantagen, +og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter af to +forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for +Haarets Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa +forskellig, blandt Vesterbyfolkene træffer man saaledes +Folk af en Smule Landsognspræg, medens Østerbyen +udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering. Troligvis +er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede +Bydel — Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte +som én stor Familje hver for sig — der giver Særpræget. +Undtagelser, Overgangsformer findes naturligvis.</p> + +<p>Det er Skagens <em>Østerbyfolk</em>, vi kender fra +Kunstnerparret Anchers Billeder. I denne Bydel er Anna +Ancher født og har levet sin meste Tid, og her har +Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har +altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i +Tingene, gøre sig fuldt fortrolige med deres Speciale,<a class="pagenum" name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"></a> +lære Naturen at kende i alle dens Udtryk, Mennesket i +hele dets Egenartethed her paa dette Sted.</p> + +<p>Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske +Kunstnere, der gennem en længere Aarrække har givet +indtrængende realistisk Skildring af vestjydske Fiskeres +Type og Livsforhold inde og ude, virket uvurderligt fortjenstfuldt +alene rent kulturhistorisk set. Ingen andre +Steder paa Jyllands Vestkyst — hvortil altsaa henregnes +ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge +geografisk Beliggenhed — har moderne Kunstnere levet +og arbejdet længe nok til at opfatte og skildre mere +end overfladisk (med Undtagelse af P. S. Krøyer og +N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).</p> + +<p>Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske +Folkeskildring i Malerkunsten kom saa sént i Vækst +herhjemme og tæller saa faa betydelige Kræfter. Thi +de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt Snit +vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange +Steder. Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, +der burde leve i Billeder som i Bøger. I Ægteparret +Anchers Kunst lever de gamle Skagboer da som +en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland, +hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men +hvor ingen anden Kunstner har givet det væsenlige, det +særegent personlige.</p> + +<p>Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher +slog sig ned paa Skagen. Født paa Bornholm, i en +gammel Købmandsslægt, opvokset dèr og med et fléraarigt +Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i Østjylland +som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han +ikke netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men<a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"></a> +derop kom han dog en skønne Dag. I Selskab med +Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl Madsen fandt +han Husly paa Brøndums Kro, i Vesterstuen af det gamle +Havehus, det samme Værelse, i hvilket han samme Aar +kom til at drikke Konfirmations-Skaal for Husets Datter +Anna, der senere blev hans Hustru. I dette gammeldags-hyggelige +Skagbohus boede Michael og Anna Ancher +deres første Ægteskabsaar, inden de skabte deres gæstfri, +havehegnede Hjem i Udkanten af Østerbyen. Ogsaa +Krøyer, Locher og Irminger har haft Ophold i det gamle +Havehus. Og Drachmann har i disse lave Stuer skrevet +flere af sine Bøger. Huset er helt historisk nu.</p> + +<p>Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og +malede Tørvestakke, tog Michael Ancher fat paa de +levende Modeller. Men helt nemt at opdrive dem var +det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som +tidligere havde gæstet Skagen og malet dèr, havde +væsenligst haft det taalmodige Hav til Model. Fiskerne +derimod var ikke til Sinds at lade sig »tage a«. Vestjyden +er mistroisk, angst for at stille sig til Skue, blive +til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være +Nar«, sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til +de ganske faa af deres Kammerater, der, mere for Vindings +Skyld end af Fordomsfrihed og en Smule Forstaaelse, +sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden.</p> + +<p>Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo +Arbejdet ude i Naturen — som det alle Dage burde +være det. Gamle Malere som P. C. Skovgaard malede +efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf disse +mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet +af Naturen. De moderne Malere tog Lærredet ud under<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"></a> +aaben Himmel i alskens Vejr og malede <em>færdigt</em> ude, +de vidste næppe altid, hvilke Farver de brugte, malede +bare frejdigt løs, saadan som de saa og følte Tingene.</p> + +<p>Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne +Fyre, Ancher først fik til at staa for sig. Snart vandt +dog hans støtte, mandige Personlighed Befolkningens +Tillid, og allerede hans første Skagenbilleder viser, at +han begyndte at faa Indpas. De egentlige Fiskertyper, +som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente +paa til næste Aar. Da kom han igen og malede et +stort Billede af ventende Fiskere i Klitten. Her er straks +den Type givet, som yderligere realistisk set og som +udformet med stadig mere fortrolig Karakteristik gaar +igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage.</p> + +<p>I det følgende Tiaars stærke Produktion har vi +ægte Skagens Natur, og Skagens Fiskere har vi en Typerigdom +af, saadan som Ancher saa' dem og holdt af +dem. Det er mest store, stærke Folk med vejrfurede +Træk og tæt Skægvækst under Hagen. Mest er de i +Oljetøj, lange Søstøvler og Sydvest eller laadden Kabuds. +Næsten altid er der dramatisk Spænding over den Situation, +hvori de er sete. Skikkelserne har gerne plastisk +Holdning, Kunstneren kender nøje hver enkelt fra den +virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet +Liv, i kendelig Grad er det maleriske understreget saavel +i den enkelte Figurs Udseende og Fremtræden som +i hele den samlede Handling. Kunstneren iagttager +skarpt alle Detaljer men viser særlig Forkærlighed for +det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang, +f. Eks. ved en Stranding, har været Vidne til i stor +Sindsbevægelse og erindret fortræffeligt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"></a> +En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udførelsen +af disse figurrige Lærreder malte ude paa den +aabne Strand eller i de sandfygende Klitter. Tænk blot +paa et saadant Par Kæmpebilleder som »Vil han klare +Pynten« og »Redningsbaaden køres gennem Klitten ved +Vintertid«. De Snese Gange har Kunstneren siddet ude +paa »Grenen« eller i Nordstrandsklitterne Time efter +Time, forblæst, forfrossen, i rastløst Arbejde, med alle +Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring for at gribe +og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne +gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer +i sig om det individuelle i Relation til den +hele Scene, eller for at fæstne, mens Momentet er der, +en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt +Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse +dejlige Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, +men til hvis øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der +kræves et lynsnart Blik, en dreven Teknik — og den +følsomste Sjæl.</p> + +<p>Og saa skal der et jærnstærkt Helbred til, desuden +i stort Maal de almindelige Arbejdets Egenskaber som +Taalmod, Udholdenhed, Stædighed. Thi hvilke Vanskeligheder +bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes +eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad +og Hestespand berede den nervespændte Kunstner, som +i Arrangementet vil genskabe, hvad hans Øje én Gang +begejstret har set og hans Fantasi og kunstneriske +Samvittighed i <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: Enheltheder">Enkeltheder</a> udformet. Hvilke daglige +Ærgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og +Slappelsesperioder — men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, +hvilken Følelse af ubøjeligt Mod og saa den inderligste<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"></a> +Hengivelse i Opgaven, man selv satte sig, og dertil +den stille, stolte Sejrsfølelse, naar Maalet endelig er +naaet — det Maal, som jo dog aldrig tilfredsstiller den +gode Kunstner, fordi han kvalfuldt føler Afstanden mellem +det, han saa' og vilde, og den Brøkdel deraf, som han +ydede.</p> + +<p>Saa kommer Tristheden og Trætheden. Det kniber +at faa næste Arbejde i Gang, trægt gaar det, uden det +friske Mod, som skal til — men pludselig fænger Gløden +igen, Flammerne blusser op, og alle Kræfter og Længsler +higer mod det nye, kunstneriske Maal.</p> + +<p>Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin +kunstneriske Strid paa Skagen Strand, haft foruden de +rent kunstneriske Maal for Øje tillige en efterhaanden +modnet Forstaaelse af, hvilke kulturhistoriske Skatte — +Menneskeliv, Livsskæbner — der laa uhævede langs +den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd +var saa meget baade af det store Drama, den heroiske +Daad, og af den hjemmefødte, horisontløse aandelige +Forkrøblethed, der i det indbyrdes Liv i Stue, paa Kro +og i Kirke kan give sig tilkende paa ofte meget lidet +tiltalende Vis.</p> + +<p>Men helst har dog Ancher villet give det store +Pust, den dramatiske Daad. I de fleste af hans Billeder +ser man dette hans bestemt fastholdte Syn paa Modellen +og Sceneriet. Det er ikke saa meget den dagligdags +Episode, der fængsler ham, lige saa lidt som den smaalige, +intime Side af Fiskerens Karakter — den han dog +kender saa godt. Ligesom Drachmann vil han helst +give Fiskeren i de stærke, undertiden lidt udvortes Øjeblikke, +et Stykke af en Romantiker stikker i ham endnu,<a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"></a> +trods hans alvorlige, indtrængende evnerige Virkelighedssans; +derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor +kan det hænde, at der kommer En paa Læben det +Drachmann'ske Slagord »Helte« over for disse jævne +Fiskere i Anchersk Fortolkning.</p> + +<p>Naa — der <em>er</em> sandelig ogsaa øvet Heltegerninger +af de jævne vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen +rummer Fare baade for Kunstneren og Fiskeren.</p> + +<p>Iøvrigt er Ancher den jævne, naturalistiske Sandhed +adskilligt nærmere end Drachmann. Malerens Fortællemaade +er i og for sig mere nøgtern vederhæftig end +Digterens — som Bidrag til den rette kulturelle og +psykologiske Folkeopfattelse.</p> + +<p>Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne +og gerne vil have deres kunstneriske +Skøn tillagt Værdi, høre Udtalelser om, at en Kunstner +gentager sig, fordi han er indtrængende i sit aldrig +sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fænomener, +der evigt tager hans Sjæl fangen. De siger, disse Folk, +at de kan kende vedkommende Kunstner igen paa hans +Modeller eller Emnevalg eller Farvebehandling eller +andre personligt karakteriserende Egenskaber, som de +kalder Trivialiteter — ligesom de finder det trivielt, at +Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv +Snes Gange hver Sæson, altid er kendelig gennem en +hvilkensomhelst Maskering.</p> + +<p>Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller +og Motiver efterhaanden virker for énsartede.</p> + +<p>Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog +er deres egen, billige, meningsløse Kritik, som rammer +over Maalet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"></a> +Kunstneren selv véd nemlig bedre Besked. Om +det lykkedes Ancher i et langt, flittigt Liv at give +Skagbofiskeren af den gamle Type — fra Halvfjerdserne, +Firserne og op i Halvfemserne — hans Ydre, hans +Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end +mægtig nok baade malerisk og kulturhistorisk set. Og +dette <em>er</em> lykkedes Ancher. Hans Arbejders rent kunstneriske +Egenskaber ufortalt vil han altid være den +væsenligste Kilde for kommende Slægter til Studium af +Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har +her givet langt mere i Lærreder end nogen Forfatter i +Bøger. Han er Banebryderen her. Ingen slipper uden +om ham.</p> + +<p>Paa en mærkelig Maade har Anna Ancher som +folkelivsskildrende Kunstnerinde suppleret sin Mand. +<em>Han</em> malte helst udendørs, <em>hun</em> mest inde i de trange +Fiskerhjem, <em>han</em> som nævnt især Mændene, <em>hun</em> Kvinderne. +Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlæg +for Tegning og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed +med at lave Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. +Hendes Slægt langt tilbage var jydsk, dygtige +Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mærkelig teknisk +Begavelse, var Møllebygger og fingernem til alt, Forældrene +havde Købmandshandel og Skagens eneste Kro, +der senere er udviklet til Landets stilfuldeste Hotel i +Ydre som Indre. Fru Anna Anchers endnu levende +Moder siger om Datteren: »Ja, jeg tænkte jo nok, hun +maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her +i Kroen den Nat, Anna blev født.« (Digteren var den +Gang paa sin bekendte Rejse gennem Jylland.)</p> + +<p>I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere,<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"></a> +der holdt Sommer og Efteraar i hendes Hjem, Danmarks +eneste større Kunstnerkoloni, har Anna Brøndum faaet +sine Naturanlæg hurtigt og betydningsfuldt impulserede +til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher +ydede hende lidt begyndende Undervisning, senere kom +hun til København hos Kyhn, og i en ung Alder udstillede +hun. En kort Aarrækkes Produktion gav hende +Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interiører +med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en +forstaaende Sympati parret med en beundringsværdig +Sans for Situationskomik. Med stilfærdigt tørt Lune +fortæller hendes Billeder ofte en lille lun Historie inden +Vægge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa paalidelig +nøgtern uden nogensinde at blive banal. Hun er Skandinaviens, +maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot +ved sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men +ogsaa ved sin Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager +skarpt, og hun besidder en vidunderlig Evne til at faa Modellen +til at udlevere sig. Paa Skagen har hun næppe nogensinde +haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun +dem først for sig, var Fortroligheden etableret. Nøje +kendte hun deres Væsen, hun greb dem intimt i det +hjemlige, hun følte og talte med dem om Dagliglivets +Bekymringer, om det sløje Fiskeri, om Forlis og Bjergning, +om Mænd, der drak, og Børn, der sejlede paa +Langfart, de <em>gav</em> sig derfor, alle disse gamle Kvinder, +som de <em>var</em> og uden nogen Art Tillavning; det strenge +daglige Liv med dets lange Sorger og korte Glæder er +at læse i den megen fremragende realistiske Kunst, Fru +Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at +fortælle med skarp Belysning den lille, enkle dramatiske<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"></a> +Scene inden Døre, hvor hendes Mand bredt aandende +skildrede det store Drama under aaben Himmel.</p> + +<p>Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive +Aars Arbejde i samme danske Egn eviggjort et +Stykke ejendommelig Natur, der længe laa uforandret +øde hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som +før, og de har grundigt og fyldestgørende vist, hvorledes +de Mennesker saa' ud og førte sig, hvad Tanker og +Syssel de havde, hvilke deres Kaar og Kampe var, der +her i en karrig og bidsk Natur sled sig gennem Livet.</p> + +<p>Det er tit fremhævet, hvilken kunstnerisk Værdi +Michael og Anna Ancher repræsenterer. Det har været +Hensigten her i Korthed at pege paa det usædvanligt +værdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de gennem Bedstedelen +af deres nationale Kunst har givet deres Landsmænd.</p> + +<p>Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden +med den mest beundrende Taknemmelighed at mindes, +hvad Michael og Anna Ancher har set og forstaaet og +skildret hos denne Folkeklasse.</p> + +<p>Imidlertid — Anerkendelsen, Berømmelsen, som +Kunstnerparret Ancher har vundet baade hjemme og ude, +har ikke bragt nogen af dem til Hvile i det éngang +fundne og saa ypperligt dyrkede Terræn. De indser +begge, at Tiden og Typen er anderledes nu end før. +Den sidste halve Snes Aar har været en Overgangstid +ogsaa for Skagen — og for Skagen hurtigere end for +nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye +Former for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye +Mennesker, i det Indre som i det Ydre, har fortrængt +meget gammelt.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"></a> +De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen +nu og i og for sig lidet lystelige. Man bliver heller +ikke altid malerisk og kulturmæssigt grebet nu som før +ved at se den malerisk og literært saa berømte Vaaddragning +paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har jo +nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder afløst +det meste Strandfiskeri. Næsten alle friske og energiske +Skagbofiskere nu om Dage er Kutterfolk og tilsøs fra +April til November. Et saadant Liv virker ændrende +paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det +studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et Præg af +Naturtilstand og stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, +naar Solnedgangslyset faldt som gul Flamme over Stranden, +viger nu for det viksede Overskæg og glatraget Hage +eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg. Kabudsen +er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det +hele blevne moderniserede. Men mindre interessante som +Mennesker og Typer paa deres Tid er de aldeles ikke +af den Grund. Det gælder blot om at erkende, at en +ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre den +med klart Syn og malerisk Evne. Man bør ikke henfalde +i Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. +Nye Ansigter, nye Livsformer er komne i Stedet. Og +de er ikke ringere som Sujetter for den gode Kunst.</p> + +<p>Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og +male det ny Skagen og dets Mennesker. Heldigvis! for +til Dato har ingen nye Talenter forsøgt at tage de nye +kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket byder her +paa denne Danmarks mærkeligste, rigeste og yderst farlige +Fiskeplads. Michael Ancher vil gøre det. Det vil +lykkes ham ogsaa at fæstne Lineamenterne i den nuværende<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"></a> +Tids, Overgangstidens Fysiognomi. Han har +Øjet aabent og den kyndige Haand rede. De kommende +Aar vil bekræfte denne Profeti.</p> + +<p>Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel +Sæd og Tale og Tankesæt i Skagbohjemmene, er ikke +Vestjyde for intet. Hun vil vide at bruge sine gode +Øjne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad +hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og +hvis Skæbne hun saa psykologisk skarptseende fortalte, +er borte med den gamle Tid, der havde skabt dem +men som hævnende fik Missionslivet til Afløser. Hun +vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som +de sirlige, renlige og selvbevidste færdes ved Ungpigemøder +og til Missionsgudstjeneste. Her er fristende +maleriske Emner nok. Man kan sidde i Skagens store +Missionshus og af Hjærtet — og slet ikke Missionen +til Forklejnelse — ønske disse Rækker af vakte Sjæle, +disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i +Andagt og Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid +af en dygtig sjælfuld Kunstner, der ikke karikerede af +Uforstand eller Tendens, men betragtede Bevægelsen +som det, <em>vi</em> alle maa indrømme, at den i <em>hvert</em> Fald +er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende +nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet +og udadtil af betydelig almen Interesse ...</p> + +<p>Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med +hvilken Energi og Begejstring og med hvilke rige +Evner Kunstnerparret Ancher følger og fæstner hver +skiftende Stemning i den besynderligt friske og skønne +Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt, +Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den<a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"></a> +mørknede Hede med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes +maleriske Grupper paa Nordstranden, Skagenskutterne +strygende for stiv Kuling over det skummende Rev — +da ser man paa deres Kunst med den Underbund af +Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig +for et funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske +Værdi ved Siden af deres kunstneriske.</p> + +<p>Og man ser en sjælelig Samhørighed mellem disse +to Kunstnere og Skagen, ja hele Vestkysten.</p> + +<p>De deciderede Skagensmalere Michael og Anna +Ancher, som aldrig har <span class="sic" title="[sic]">malt</span> Fiskere og Vestkystnatur +uden for Skagen, er da — med Rækkevidde ogsaa +<em>uden</em> for Skagen — vore betydeligste virkelighedstro +Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske Fiskerfolks +Racepræg og Aandsform og Livsforhold i mere end den +sidste Menneskealder. I Hovedtrækkene gælder deres Typer +faktisk hele Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt +og dybt de begge har grebet, hvilke almengyldige Træk +af Skikkelse og Karakter de har faaet frem hos det +stedbundne og stedprægede Individ. Man bør alle Dage +være dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De +har derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange +af de svundne Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra +Glemsel. De vil ogsaa begge vide at tage den <em>ny</em> +Tids Mennesker og Livsformer i deres folkelivsskildrende +Kunsts Tjeneste.</p> + + + +<hr class="pagebreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"></a></div> + +<h2>FRA JYDSKE VESTKYST<br /> +OG SKAGEN</h2> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"></a><br /> +<a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"></a></div> + +<h2><a name="STRANDVAGT" id="STRANDVAGT"></a>STRANDVAGT.</h2> + + +<p>Et stængende Mørke fyldte Klitterne den Decemberaften, +da Præsten i Vorupør gik med sin Gæst over til +Forbjergerens. Blæsten strøg i vilde Slag vesterfra. +Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét Pladder +under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede +op alle Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak +som et giftigt Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til +at være ude i.</p> + +<p>Fra <span class="sic" title="[sic]">Salsen</span> i den gamle Forbjergergaard skinnede +der Lys. Præsten og hans Gæst stred bøjede frem +gennem alt det uregerlige Sug af Vind, der i Stormtider +holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme Klitbohjem. +Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset +paa deres tæt klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt +et Øjeblik og knøg hastigt ind gennem den lave Dør. +Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske Døren +fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang +Klinken i Hak. Det rumsterede af ondt Vejr hen under +et <span class="sic" title="[sic]">mørt</span> Loft.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"></a> +Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. +Den var lav og klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs +paa en Bænk ved Langbordet. Han havde grøn +Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.</p> + +<p>»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten +og gik hen og gav Gamlingen Haand. Den gamle +glyttede op og rokkede paa sig, hans svage Øjne, der +et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte +overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han +bød Velkommen i Huset. »Naa, saa <em>De</em> vil med og +gaa Strandvagt i <em>det</em> sølle Vejr,« sagde han, »ja-ja, De +er da fra København, kan A tænke.«</p> + +<p>»Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det +er ogsaa alt, hvad jeg er.«</p> + +<p>»Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« +spurgte den gamle ganske mistroisk.</p> + +<p>»Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat — i hvert Fald. +I Morgen saa <em>tænker</em> han over det, han ser i Nat.«</p> + +<p>»Det var ellers nem at komme om ved det,« mente +Gamlingen og skottede tvivlraadig fra Præsten til den +Fremmede.</p> + +<p>»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og +er flink nok og mener os det godt.«</p> + +<p>»Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke +helt beroliget.</p> + +<p>»Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa +syntes endelig den gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.</p> + +<p>Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som +spændt i Harnisk og kunde næppe trække Vejret i alt +det meget Tøj, den omhyggelige Præstefrue havde forsynet +ham med. Faareskindsstøvlerne var varme nok,<a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"></a> +men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds +tyngede ham paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, +man skulde tro, hans Udrustning gjaldt en +Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers Nattevagt +paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, +det var Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk +paa Stedet sagde, de ikke i Mands Minde havde kendt +værre Vejr, men han havde dog været i Luften før og +forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men +med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille +op, de hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde +udendørs i Blæst, til Stranden eller paa Søen, de stoppede +Støvlerne efter med Halm, svejrede et Tørklæde +flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke forstod, +hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom +hjem, forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i +den lumre Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, +helst iført baade Sokker og Halsklæde og alt Undertøjet, +ja somme Folk, der var noget til Aars og plaget +af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres +uafrystelige Omgangsven, <em>sov</em> endogsaa med Huen paa.</p> + +<p>Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under +Loftsbjælken, skarpt iagttaget af Gamlingen, der stadig +smaarømmede sig og virrede med sit furede Hoved, som +om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand +vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til +det og oven i Købet havde en god Sengs Klæder hjemme +hos Præstens at ligge i. Præsten var imens gaaet ud i +Køkkenet, hvor han talte med nogen om Vejret og +Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, +det lød, som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa<a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"></a> +dem, og i alle Husets Kroge var der en Knagen i Murværket, +et Sted klaprede uophørligt en Dør, og paa +Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet +op gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for +Træk.</p> + +<p>»Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« +nikkede den Gamle, ud af en erfaringsrig Forvisning, saa +man ikke turde tvivle. »<em>Et</em> Steds maa der komme +nogen, men om det bliver her, det raader Herren for +... Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer +deres Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede +tungt ud af en aaben, tandløs Mund, mens han førte sin +ene, knortede Haand op og kradsede raadvildt frem og +tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med +sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding +af Skikkelse og Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt +af Spiritus fra Tiden, før han blev »vakt«, og <em>nu</em> en +troskyldigt lallende i de helliges Flok. Han hørte til +dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare +Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten +langs som et Vinteruvejr og, til megen <em>verdslig</em> Gavn +i hvert Fald, rippede op i den halvglemte Konfirmationsforberedelse +hos alle gamle Svirebasser, men for hvem +<em>Aanden</em> i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens Hensigt +og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke +Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en +evig Gaadekres, som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa +samme Maade som han ingensinde heller havde gjort +Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets Hemmelighed, +men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar +Tid og Sted var dertil.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"></a> +Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst +endnu en Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden +— det uundgaaelige strikkede Klitbotørklæde til Halsen, +flere Alen langt og saa bredt som et velvoksent Mavebælte. +Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod ham, +han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle +Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge +Uldklædet de mange Gange om Halsen. Med Præsten +var fulgt to veltilpakkede Mænd — en ældre, bredskuldret, +lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre Mand, +høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk +Ansigt. Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens +Mandskab, der skulde ud paa Strandvagt, den +ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden Formaliteter, +uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og +gav Holst en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen +især. Han forskede Holst, som vilde han se ham i +Sjælen med det samme.</p> + +<p>»Ja, det er <em>ham</em>, den høje Mand dèr, De skulde +følges med,« sagde Præsten til sin Gæst. »God Vagt +da, nu lakker Klokken ad elleve!«</p> + +<p>Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede +Folkene, at saa var det nok bedst, de gik. Og +med et Godnat til den Gamle forlod de to Fiskere Stuen +sammen med Præsten og den fremmede Mand.</p> + +<p>»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen +efter dem, men Rabalderet af Blæst, da Døren +blev lukket op, slugte Ordene.</p> + +<p>Den bidske Luft strentede ligesom i <em>Bølger</em> mod +Mændene, straks de kom udenfor. Drøn og Bulder +fyldte alt omkring dem, vildt skingrede Telefontraadene,<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"></a> +Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det forekom +ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede +sig i hidsigt Jag, ustanseligt susende. Henne, hvor det +dybe Sandspor førte til Stranden, stoppede Præsten op, +han skulde hjem. Blæsten ligesom hvirvlede ham bort, +Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde krampagtigt +fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende +Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa +Jorden hørte. De tre andre stred videre ad Vejen, som +havde stik vestlig Retning ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, +der stod truende som fortættet Mørke. Baljer +og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene, ramlede +selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene +paa den uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig +formaalsløst, som man kender fra Afsindige, der er spærret +inde bag et gitret Vindu ... Langtrukkent peb alle +Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende Klagen lød +fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr +og rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld — +Larmen var altbeherskende og ubegribelig brutal og uden +Grænse i Rummet, saadan som man engang i en bange +Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for de evigt +fortabte, inden deres Hjerner sprængtes ...</p> + +<p>Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der +knasede, med Barrer af skurende Sand ført frem i Braaddets +sydende Kog, hvorfra Skummet strøg som flossede +Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var tordenlignende, +saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød +som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke +sig kolossale nok, og som dødeligt saarede af langsomt<a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"></a> +dræbende Giftvaaben laa derude i Mørket og pintes — +krummede sammen om deres Vunder ...</p> + +<p>Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, +var som opslugt af Havet ... Han var dog bare drejet +af mod Syd, til sin Vagt, pegede den lange Fisker, med +hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte +Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad +nærmeste Klit, som de besteg med tungt asende Skridt. +Holst fulgte snært i den andens Spor for endelig ikke at +tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede de, Vejret +ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde +Følelsen af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen +brændte: Sandflugten straalede tilvejrs op ad ham som +Flammetunger, han indhylledes i en tæt Røg af Sand, +der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen, +fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve +Minutter hans Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet +glippede ham, han blev som løftet og slynget — +— da pressede han sig med rundet Ryg mod Stormen +og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og +sanset, at han endnu rørte den faste Bund — og derpaa +kneb han Øjet tæt i igen, til den rasende Byge var +lænset noget længere bort.</p> + +<p>Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet +Tøj stod imod, det gusede ham gennem hele Legemet, +naar Stormkastene rigtig tog fat. Han tænkte med Taknemmelighed +paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal +dænget ham til med Klæder ... Sikkert vilde +det alligevel blive drøje fire Timer strandlangs den Nat. +Men værre var det dog for Fiskerne, som havde Tørnen +Vinteren igennem — — og for Søfolk, som rakkede<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"></a> +med Skuden derude i Søen ... Altsaa: nu var Vagten +sat, og nu skulde der kigges nøje efter Skibslanterner +og Nødblus — kigges ud i dette Nattemulm, der alle +vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af flyvende +Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde +der efter Varselsraab og Jammerskrig — lyttes ud gennem +dette forskrækkelige Helvedeshyl!</p> + +<p>Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren +tog Holst i Armen: »Skal vi saa begynde!« raabte han +tætved og med fremskudt Mund.</p> + +<p>De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller +med lige Kurs, der <em>var</em> slet ingen Vej, ikke heller Sti. +De fulgte Rygningen af den yderste Klitrække, og højt +var Sandet føget sammen her, før det i sin Tid fæstnedes +til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede +sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet +Slyng mod Strandsiden, snart med en Knold strakt frem +og snart i en Vig trukken tilbage, stadighen op og ned +og ud og ind. Den brede Forstrand, der Aarets meste +Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke +mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste +Brænding, der ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, +blev denne Nat pisket helt op til Klitranden, som undermineredes, +saa store Sandskred gik i Søen. Der steg +paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen, +som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. +Inderst i Vigene, hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa +Skummet pakket sammen alenhøjt som Fygesne i en +Hulvej.</p> + +<p>De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige +i Nord, men saadan som de maatte krydse sig frem,<a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"></a> +stak Blæsten ofte klods <em>imod</em> og fluks fra Havet. Det +nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne til sidenhen, +der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt.</p> + +<p>Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og +Tankerne arbejdede som bag Slør. Huden blev stram +og følelsesløs, Øjnene sved og løb i Vand. Saadan gik +de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med +Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De +sagde ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et +Kaos af Lyde, alt var bælgmørkt omkring dem og paa +Havet intet at skimte uden Skumstribernes uroligt skiftende +Antydninger af hvidt. Det var til Gavns en anstrengende +Gang — og det havde unægteligt været +bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige +lille Gæsteværelse ... Dejligt var det dog, en legemlig +Styrkeprøve, en organisk Livssvulmen, at brydes med +denne balstyrige Blæst, en hel Orkan, at stemme sig +imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem, skønt +det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent +Trang til at give fortabt. Turen var en Lektion i den +dyrebare Energi.</p> + +<p>Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde +end til Nuets Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og +naar Hvirvelflugten af Vind og Havskum og Sand rigtig +hensynsløst strøg til, blev Tankekresen snævret ind til +bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor +disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt +som Uvejrets Ytringer, trods den mangfoldige Variation, +forekom énsartede, og der stadig ingen Samtale førtes, +blev der tænkt i fjernere Baner. Momentvis fik Holst +Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig han vandrede<a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"></a> +her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var +det vel, der havde draget ham hertil?</p> + +<p>Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst +Menneske, der ingen Steder havde fast Tilhold. I +København stod der vel nogle møblerede Stuer, som han +undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse +kaldte <em>sine</em>, men han sov og spiste der bare nu og da, +naar Forhold, han ikke beherskede, bandt ham til Byen, +egentlig var Stuerne mere hans Venners end hans egne, +eller snarere var de Værtens, de var lejede halvaarsvis +og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte <em>selv</em> +eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide +Verden var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. +Og Verden var hans Hjem. Hans højeste Ønske +havde længe været at eje en ambulant lille Bolig, et +nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte +med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, +til Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa +Rejse. Det var ham en egen Lystfølelse at sætte sig i +Toget i København uden bestemt Rejsemaal og køre +Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han +vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og +fattigt jydsk Landskab, pludselig bestemme sig til at staa +ud ved næste Station og tale med Mennesker dér, han +ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere Rejsetøj +med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke +bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde +lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme +til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede +at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige +Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom<a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"></a> +frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid +»paa Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe +ham løs paa en fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig +paa Vej og sultede sig ud til det ukendte Hav paa den +anden Side. For især var det Havet, der trak ham. Han +følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder +ikke havde set Hav. Og naaede han endelig Havet +engang og havde Tiden for sig, gik han til Skipperbeværtningerne +og faldt i Snak med en eller anden, der +tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, +Luften bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og +saa mange Favne Plankedæk, der farer evigt frem eller +neden om og hjem. Punktum.</p> + +<p>Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved +noget andet Hav. Klitkystens blege Farve var som +lægende Salve for hans Øjne, naar de trætte af Kafé-Taage +og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han +huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, +naar han kom fra sit Arbejde — for han bestilte jo ét +og andet — og han saa gik ned langs Havnen, hvor +han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag, og +fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de +indefrosne Skuder, da havde han i brutal Længsel efter +en fjerntstrakt isdækt Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor +han havde suset paa Skøjter som Barn, i Længsel +videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt, +hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i +Morgen den Dag at overskære alle Baand, der bandt +ham til Byen, hvor han levede som en <em>indefrossen</em>. +En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin Længsel +ud i nogle Vers. De lød saaledes:</p> + +<div class="poem w22em"><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"></a></div> +<span class="i0">Nu ligger Isen paa Kanalens Vande<br /></span> +<span class="i0">og knuger Strømmens Hvirvler under Dække,<br /></span> +<span class="i0">langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,<br /></span> +<span class="i0">og Maager flokkes om hver lille Sprække.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Og mange Skuder ligger indeklemte<br /></span> +<span class="i0">med Isen skruet haabløst op om Stavnen,<br /></span> +<span class="i0">med Sejl og Liner bag Presenning gemte,<br /></span> +<span class="i0">som skulde de faa <em>lang</em> Tids Rast i Havnen.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">I kolde Nætter hører jeg dem stønne,<br /></span> +<span class="i0">det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:<br /></span> +<span class="i0">de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,<br /></span> +<span class="i0">mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">De længes — som jeg selv — mod andre Zoner,<br /></span> +<span class="i0">ud efter kostelige, sjældne Fragter,<br /></span> +<span class="i0">ud for at høre ny og stærke Toner<br /></span> +<span class="i0">og se paa Folk i andre, sære Dragter —<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,<br /></span> +<span class="i0">der bærer langvejs bort fra trange Havne,<br /></span> +<span class="i0">hvor en Bugsérbaad drager hele Læsset<br /></span> +<span class="i0">og ingen lydig Skipper <em>Lods</em> tør savne —<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0"><em>ud</em> til et Liv i rig, fortumlet Brydning,<br /></span> +<span class="i0">fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,<br /></span> +<span class="i0">fra Hvermands overlegne Stjernetydning<br /></span> +<span class="i0">og vore Toldbodrotters tætte Stimmel —<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<div><a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"></a></div> +<span class="i0"><em>bort</em> fra det hjemmevante, hjemmepriste,<br /></span> +<span class="i0">fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme<br /></span> +<span class="i0">— — kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:<br /></span> +<span class="i0">en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...<br /></span> +</div></div> + +<p>Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde +han det værst med Flyvetanker. Han hørte Smæld af +Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, Vinden straalede om +Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres +Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit +forblæste Hoved, oppe i Telefontraadene var der en +Koncert som af Hundreder af Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... +Aa — <em>da</em> steg der gennem alle hans Aarer +en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, +hvor der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra +Vejrets Nattespektakkel løsnede sig lange Skrig som af +Stormmaager. »Forlad alt og følg os!« skreg de. »Der +er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang. +Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens +rige Timer ved Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man +levede koncentreret stærkt i saadanne Timer, Ordene faldt +knapt, Beslutsomhed var Handlingens Herre. Ingen Slags +Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev ligesom levedygtigere +da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i +én eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. +Da var han ikke hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, +alle bitre Tanker blæste væk som Fejeskarn. +Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at <em>ville</em>, +det gav ham forøget Mulighedsværdi, han <em>svor</em> paa de +største Ting, de højeste Maal, og han var rusket til +intens Virksomhed længe derefter.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"></a> +Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne +Gang som ofte før. Stormen havde drevet ham fra +Byen derover, for Stormvejr gik ham dybere til Hjærtet +end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage +flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt +Skude, der skal strande et Sted, men ikke tør +vælge. Ved en Tilfældighed blev han forslaaet til Kysten +ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var Hjemstedet +for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten +næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og +dristige Folk, op imod et Par Hundrede Fiskere, to +Tredjedelen eller flere af dem var Indremissionen ivrig +hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som boede +og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var +født der og i sin Tid selv havde været Fisker; og med +den for de Hellige egne Samfølelse hjalp disse Fiskere +hinanden frem, ogsaa i verdslige Forhold, saa at de +økonomisk sad langt bedre i det end de vantro Fæller, +med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man +kunde se det paa Husene, at Kaarene var forbedret for +de Hellige, de rev de gamle maleriske Hytter ned og +byggede højloftet og sundt — men kedeligt. Og man +kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme +til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede +paa den fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for +det skærmende Stenrev, — Ansigterne bar Velplejethedens +Præg, der var ikke længer Drukkenskabstegn at +spore som hos adskillige af de Vantro, der klumpede +sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget +for sig, endda der ikke var synderlig andet, der holdt +sammen paa dem end den fælles men afmægtige Trods<a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"></a> +mod Missionen, hvis Fiskere her, paa Skolelærerens indflydelsesrige +Initiativ, alle fiskede i Kompagni og til +fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, +hvorved de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes +altsaa en Art Kommunisme, der virkelig var beundringsværdig +og vistnok enestaaende i Landet.</p> + +<p>Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. +Ved Stranden traf Holst Præsten og talte med ham, en af +Indremissionens Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med +stort Skæg og lyse, fortræffelige Øjne, der kunde tindre +baade af Idealisme og Malice. Han blev budt med Præsten +hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for sin +Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne +Hellighjem uden at opdage andre graverende Symptomer +paa landefarlig Sortsyge, end at der blev drukken Kirkevin +og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele lige uskadeligt ... +Og nu gik han altsaa Strandvagt — med en hellig Fisker.</p> + +<p>Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede +forsigtigt frem, for Sandflugten forvirrede ham, skønt han +nøje kendte Terrænet. Men det kunde blive skæbnesvangert +at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte +man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, +kunde man uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og +blive revet væk af Bølgesuget, som skar helt ind under +Klittens Fod. Holst huskede, hvorledes han engang i +Barneaarene havde set en Mand, der badede i Strandkanten, +miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set +ham trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet +og videre ud med Strømmen, der ikke slap ham levende +i Land. Og han vidste, at Redningsbaaden et Sted paa +Kysten nær var gaaet bort engang, da den under paalands<a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"></a> +Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne +skyllede op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og +det hele Mandskab gik ved Baadsiderne for at støtte +Køretøjet i den svære Blæst — da skyder et <span class="sic" title="[sic]">Bølgeskvalp</span> +sig op under Hjulene og ind mod Klitskraaningen, +hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at den +tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der +kom i Vand til over Bugen, blev trukne med udefter, +medens Mændene tumlede mellem hverandre. Alene en +Grusbarre, der havde dannet sig just dér i Havstokken, +og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, +hindrede Ulykken, der ellers var overhængende ...</p> + +<p>Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig +drivende varm paa Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne +Tempoet lidt, men Fiskeren arbejdede videre i samme +stride Gangart. Holst <em>maatte</em> følge Trit, og han <em>vilde</em> +det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt +foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den +tomme Luft i Stedet for, som han troede, paa en uplantet +Sandflade, og han styrter hovedkulds ned ad Klitsiden +med Sandet knasende om sig og Stjerneeksplosion for +Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene igen +og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var +vaad og fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig +at springe ind til Klitkanten og bjerge sig et +Stykke op, inden Havet kom. Han gravede med Hænderne +i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og pressede +paa med Knæerne. Stadig <em>gled</em> der Sand under ham, +alligevel avancerede han og naaede Toppen gispende +som en overanstrængt Svømmer.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"></a> +Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham +til sig? Holst raabte af alle Stemmemidler et »Hov!« +der næsten ikke var til at høre, det gav ikke Klang af +nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han var +drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu +krybende efter Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne +mod det piskende Sand.</p> + +<p>Holst havde mistet sin Stok.</p> + +<p>»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De +ett mistede andet. For det var en slem Rejse.«</p> + +<p>De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede +et Stykke indefter og inden om Vigen. Her skraanede +Klitten, og snart var de nede i Niveau med Stranden, +hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe paa +Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede +af sølvhvid Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets +Larm kogte ligesom lidt fjernere.</p> + +<p>Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham +ind i Øret: »Det er uforsvarligt at gaa <em>ene</em> Mand Strandvagt +her. Norden for Hirtshals er der altid to i Følge.«</p> + +<p>Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han +et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, +men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre +Ordene: »A gaar heller ett ene.«</p> + +<p>»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog <em>ellers</em>!«</p> + +<p>Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod +Holst med et fast Udtryk om Munden — Øjnene kunde +Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds +Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«</p> + +<p>De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. +Fiskeren gik yderst og havde vaagent Udkig mod Havet<a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"></a> +efter Blus saavelsom efter Sø, for nu var de naaede +Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter +Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. +Søen sendte med halve Minutters Mellemrum lange slikkende +Skumbuer op mod det Kystværn af Sand, Naturen +selv har rejst til Landets Dækning. Snarraadigt maatte +man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet af det +jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne +Lyden af Skumsprøjtet og knapt nok <em>øjne</em> det, før man +havde det en Favn fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op +ad Klitskraaningen, men Kapløbet gav altid et bankende +Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og netop som +de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det +værste af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase +med Skummet op mod Klitten en Alen under deres +Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det jog hedt +igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere +til, forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det +kunde ellers blevet en ubehagelig Kollision, om han havde +været ude for Vragstykket, dèr hvor det kom.</p> + +<p>Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne — +itubrudte Spanter, knækkede Planker, en Stump Raa.</p> + +<p>»Stranding«, sagde Holst.</p> + +<p>»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« +nikkede Fiskeren.</p> + +<p>Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge +ud over Havet — intet Lys at se!</p> + +<p>Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende +Følelse over for den hellige Fisker, der gik sin farlige +Strandvagt saa støt i Jesu Varetægt. Det maatte være<a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"></a> +en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide sig beskyttet +af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig +ene, men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, +nære en uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var +Herrens Vilje, og at Herrens Vilje evig og altid var den +bedste, den eneste rette. Man kunde ikke underkende +det værdifulde i en saadan Tro for disse Mennesker, +som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og +Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde +deres hjemlige Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv +dreves frem til Energi og under de store tragiske Tildragelser +paa Kysten øvede Barmhjærtighedsbedrifter fri +for personlige Bihensigter <em>netop udelukkende</em> i Jesu +Navn og for hans Evangeliums Skyld.</p> + +<p>Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, +som turde lade det overnaturlige dunste hen som Sæbebobler +og søge Kraften til Levned og Bedrift <em>alene</em> i +det menneskelige ...</p> + +<p>Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren +og Holst deres Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en +høj Klittop kastede de endnu et forskende Blik ud over +Havet og søgte saa gennem et alt beherskende Mørke +tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et +lille Træskur, som Holst først opdagede, da de var et +Par Skridt fra det, men imod hvilket Fiskeren havde +stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i en Telefonklokke +paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i Skuret, +en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren +lukkede op og traadte ind sammen med Holst.</p> + +<p>Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe +brændte med svag Flamme. Der stod to Bænke langs<a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"></a> +Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang Telefonapparatet, +til Alarmering af nærmeste Redningsstation i Strandingstilfælde. +Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med +svedigt Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, +han havde lettet lidt ved sin tunge Paaklædning, spændt +Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det var Vagtmanden +fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.</p> + +<p>De to <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: nytilkomme">nytilkomne</a> satte sig efter en kort Hilsen +sammen paa den anden Bænk. De løsnede Klæderne. +Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken knappet op, +Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme +og Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. +Det var lunende dejligt at falde til Hvile her under tæt +Tag, mens Vejret lavede Musik udenfor.</p> + +<p>Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den +anden Fisker.</p> + +<p>»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste +omsider Vorupør-Fiskeren.</p> + +<p>»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.</p> + +<p>»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans +Stemme lød ham saa underlig afmægtig; der var endnu +en Susen og Brummen af Uvejret i hans Øren, saa han +hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de gnækkede, som +naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem +Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde +af Salt. Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa +ganske stivnede; hans Kinder, der brændte af Kulde, +mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er krympet i +for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede +og tøede langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse,<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"></a> +at ogsaa Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. +De sad helt stille.</p> + +<p>»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang +Fiskeren fra Vorupør.</p> + +<p>»Det <em>mærkes</em>, ja,« svarede den anden.</p> + +<p>»Hvor?« spurgte Holst.</p> + +<p>»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge +Fiskerne.</p> + +<p>»I Agger!« foreslog den ene.</p> + +<p>»Kan være,<span class="corr" title="var: »">«</span> tilføjede den anden.</p> + +<p>Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet +varede.</p> + +<p>»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne +tilsidst enige om.</p> + +<p>Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den +brølende Blæst, med Klæderne pakkede tæt om sig ...</p> + +<p>De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt +strængere for Holst end Vejen ud, som han var foraset +nu og Indtrykkene ikke ny længer og derfor ikke saa +stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse +Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende +over en Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, +det forekom ham dog, at Mørket var mere gennemskueligt +end før; det var næppe lysere i Vejret men han følte +sig ikke blindet nu som straks da han gik fra Vorupør, +han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til +Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig +Forstørrelse. Men han var <em>svimmel</em> af Mørke, hans +Hjerne generedes deraf. Han foer nervøst sammen nogle +Gange, naar en pludselig Lyd eller Bevægelse af uvanlig Art +tætved — maaske en Hare, der sprang op — naaede hans<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"></a> +Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at +lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert +Skridt, og ikke give Slip med den ene Fod før den +anden havde solidt Fundament. Han travede de samme +besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det +var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der +dundrede ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. +En Gang eller to ønskede han sig hjemme i +sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og vilde gerne +drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare +en Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men +ingenting var at faa. Det undrede ham, at hverken +hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde nydt det +ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa +Vagten. I gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, +var en saa slem Vagtnat som denne næppe gaaet af i +lignende Forsagelse, <em>da</em> vilde Folkene have taget baade +fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis +var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af +Osteskorpe med Dram.</p> + +<p>Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation +over Holst, han kendte godt fra strabaserende Fodture +den organiske Mattelse, som skabte Ufølsomheden, men +saa gennemgribende træt som paa denne Tur havde han +ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt, +gik og gik, men <em>uden</em> den aandelige Spænding, som +gør selv Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke +paa Nansen og Johansen paa deres Nordpolsfærd, naar +de uden Ord skridtede de lange, trælsomme Timer over +ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent legemlige +Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"></a> +Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter +af Hjerne-Inerti, hvor Benene flyttede sig som i en Døs, +mekanisk og ustanseligt, mens Tankerne ligesom blundede +dybt inde bag Bevidstheden.</p> + +<p>Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i +Gang med Fiskeren. Det var umuligt, Larmen omkring +dem var stadig altfor voldsom, og de skulde jo begge +to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig til +Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en +trægmundet Mand, hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, +hans Svar var kloge men af sammentrængt Form. Der +var Sagastil over hans Replik. Netop saadan talte mangen +Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke +til den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne +fulde af Bibelsteder og propaganderer i tykt Hovmod. +Han var <span class="corr" title="fjernet: en"></span>ærlig og sindig. Og om han havde været +blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den +Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker +ved de stærkt besøgte Vesterhavsbadesteder finder det +hensigtsmæssigt at gøre Figur.</p> + +<p>Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende +som Torden i Høsttider. Der skyllede bestandig +Vrag mod Klitterne. Maaske har der ogsaa ligget Lig +og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række +til dem og faa dem draget paa fast Kyst.</p> + +<p>Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' +de pludselig et Lys skinne forude, Holst syntes det var +langt borte og tænkte straks paa en Skibslanterne.</p> + +<p>»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede +Fiskeren.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"></a> +Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden +dobbelt stærk nu. Han syntes, der var lang Vej til +Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men snart efter +var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte +de altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se +Viserne paa sit Ur nu, Klokken var tre, godt og vel +— og før han vidste af det, havde de naaet Landingsstedet +ved Vorupør; det var heller aldrig til at beregne +Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.</p> + +<p>De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet +slikkede. Havet blev forsket til alle Sider. +Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær af Lodbjerg +Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. +Holst var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne +maatte <em>løfte</em> Benene over Baadenes udspændte +Ankertov.</p> + +<p>De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene +og gik i udhvilende Gangart hjem til Forbjergergaarden +og gennem Stalden ind. Blæsten forfulgte dem hvinende +helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede Mænd +af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte +mellem sig paa Køkkenbordet og genkaldte i deres +næsten stivnede Ro, som de sad dèr med Armene over +Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske +i Kronborgs skumle Kasematter.</p> + +<p>Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der +havde haft Vagten sydpaa; han var lige kommen, sagde +han, og Strandingen, som Tømmeret drev fra, maatte +være længere sønder.</p> + +<p>Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"></a> +»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende +Smil over hans forslæbte Udseende.</p> + +<p>»Ja—a«, pustede Holst, »for <em>Fornøjelsens</em> Skyld +er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I +faar — nej Tak!«</p> + +<p>De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny +Mænd til deres Vagt.</p> + +<p>»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, +den hellige Fisker.</p> + +<p>»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans +Haand længe i sin.</p> + +<p>»Var det saa alligevel ikke rart, om de <em>altid</em> var +to paa Vagten?« spurgte Holst lidt drilsk.</p> + +<p>Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo +saamænd, for <em>os</em> at tykke. Men <em>vort</em> Syn rækker ett +langt. Den, der gaar alene, uden menneskeligt Følge, +han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som ett +falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar +<em>flere</em> sammen. Herren har sin Mening med Ordningen +som den er, det er nu sikkert nok.«</p> + +<p>Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte +lunt vestjydsk Ræsonnement: »Men en Krones Penge +mér for Vagten, det vilde Vorherre ikke misunde os, +det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn. +Men det skal jo gaa igennem <em>Rigsdagen</em>. Og der er jo +Fejler ved alle jordiske Ting.«</p> + +<p>Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, +og næsten glemte sin Træthed. Det havde været en +herlig Tur.</p> + +<p>Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst +havde taget Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i<a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"></a> +Entréen og let, som et pludseligt befriet Lastdyr, gik op +ad Trappen til sit Værelse, hørte han raske Trin i +Stuen. Det var Præstefruen.</p> + +<p>»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun +efter ham, med en Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.</p> + +<p>»Og Fruen har siddet oppe for <em>min</em> Skyld!« beklagede +han.</p> + +<p>»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. +Jeg har skrevet Julebreve imens og pakket Kagekasser +til min Familje i København. Kom nu ind!«</p> + +<p>Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe +og brune Pebberkager. Fruen var fuld af Omhu mod +ham, vildt fremmede Menneske, han maatte da endelig +drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen. +Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad +han dér i den lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne +Folks hyggelige Hjemmepræg, og styrkede sig +og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det, hun havde +faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre +i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var +en Travlhed, maatte han tro: Rengøring og Bagning og +Brasen, Julehilsener og Juletræ — og saa den aandelige +Forberedelse til Højtiden.</p> + +<p>Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet +rummede. Han tænkte paa sit Barndomshjem, der +mindede saa meget netop om Præstens her ... men +de lejede Stuer, <em>han</em> havde i København — ak nej, de +besad ikke den Trolddom, der <em>bandt</em>.</p> + +<p>Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da +han havde faaet sig afklædt og vasket og badet — han<a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"></a> +var som pudret med Sand over hele Kroppen — og han +laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte han +Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven +<em>hans</em> Lod at sidde i Jule-Huslighed til Halsen — og +blive kvalt.</p> + +<p>Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden +igennem som han vilde. Lykkelig? — var han egentlig +lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller ikke at være +det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var +Stagnation. Hans Devise var: »<em>Naa — videre!</em>«</p> + +<p>Der gaves ikke Lykke for den urolige, men <em>Momenter</em> +af opstemt Sjælsbevidsthed, <em>Glimt</em> af den +sublimeste Skønhed, af <em>Liv</em>, af <em>Liv</em> — <em>dem</em> kunde +man jo saa benævne <em>lykkelige</em>, om de endelig skulde +have Etikette.</p> + +<p>Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette +Liv. I Nat havde det været saadan. Der var de store +Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ...</p> + +<p>Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen +af Johannes Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt +valgt af Præsten, tænkte Holst og læste, med tilkæmpet +Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og Stormnattens +mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle +Nerver. Han faldt i Søvn for brændende Lys.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Jo — det havde været én af de storladne Nætter +paa Kysten, en tragisk Nat. Der var strandet et Skib +udfor Agger, ingen vidste Navn og Nationalitet paa det. +Det var søndersprængt, ikke et levende Liv kom i Land, +Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper. +Og mere end ét Sted drev der Lig ind ...<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"></a> +Og samme Nat forliste en Marstaller Skonnert totalt +oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde gennem +det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne — +bare et Øjeblik — og intet mere. Dagen efter var +Skonnerten Splinter og Billinger og Mandskabet begravet +i den rivende Strøm. Ingen saa' dem siden ...</p> + +<p>En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den +særeste i Landet. Her var godt at leve en Tid, fra +Skagen til Fanø, ét Sted eller flere, hvor Tilfældet førte +det med sig, og være Folket nær i dets Liv og Kamp, +i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke +greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, +Livets eget, uden digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning +... Tingene virkede som de <em>var</em>; — +hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"></a></div> + +<h2><a name="EN_REDNINGSMAND" id="EN_REDNINGSMAND"></a>EN REDNINGSMAND.</h2> + + +<p>I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius +og bøder Garn. Han er skrøbelig nu men vil ikke +rigtig være ved det, han kan ikke forstaa, at Kræfterne +slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var ikke +netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, +havde han vel endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet +Fiskeri med de bedste. Nu maa han sidde stille indendørs +og høre efter Vejret og spørge Nyt fra Stranden, +naar Sønnerne kigger ind.</p> + +<p>Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og +var ikke Konen rask nok endnu til at hæge om ham, +blev det nok rent galt med Humøret.</p> + +<p>De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker +med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan +det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange +Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius +ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge +mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa +dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl. +Paa Væggen over Dobbeltsengen hænger der et Hædersdiplom<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"></a> +fra den hollandske Regering med Tak for hans +menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden +ligger den engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius +modtog efter »Mispah«s Stranding. En anden Æske +rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som Niels +Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud +af Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var +da Borgmesteren nede paa Kontoret hæftede ham Korset +paa Frakkeopslaget og sagde, at nu <em>skulde</em> han bære +det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den +Gang, Lars Kruse blev begravet.</p> + +<p>Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et +sammenlagt Lommetørklæde mellem sine magre, blanke +Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den tynde Hud, +er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius +var altid gode Venner og Baadfæller. Det var under +Lars Kruses Fraværelse paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius +var Fører af Redningsbaaden og bjergede Folkene +fra Mispah.</p> + +<p>Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en +proper gammel én, Haaret ligger sirligt glattet under +Kappen med den hvide Strimmel; hendes lyse Øjne +er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en +klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden +de seks Aar han nu har haft Sygdommen i Fødderne; +ikke saadan at forstaa, at Niels Jensenius er urimelig +og vrissen, men han har døjet de forskrækkeligste +Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i +Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken +paa en Pude og med Benene skraat ned for sig +paa en høj, polstret Skammel.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"></a> +Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han +indtil for faa Aar siden har været kærnekraftig. Afpillet +er hans Krop og sammensunken, næsten lutter Knogler, +Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat under Hagen, +og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, +som luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er +store og matte, ved Næseroden kommer der nogle anstrængte, +forpinte Rynker, naar han tænker. Ordene +falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer godt +nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste +af de andre gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses +Baadhold, som har taget Skade af Brændevin og Badegæster. +Snarere er Niels Jensenius sén af Mund, men +det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, +end en hel Hoben Usselhed; det maa man give hans +Kone Ret i.</p> + +<p>»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, +forklarer Konen og peger paa Mandens Fødder, som er +tykt svøbte ind og stukne i store Tøfler. »Det var for +en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden og +bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og +Niels havde faaet sine smaa Støvler paa og de klemte +ham, <em>det</em> mener vi da, at det var derfra den her Sygdom +tog sin Begyndelse.«</p> + +<p>»Jo«, siger Manden, »vi mener jo <em>det</em>, men man +har jo ellers ogsaa taget meget Kuld' og Strabasier i +sin Tid, saa det onde har nok samlet sig sammen i +Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem en +Gang.«</p> + +<p>»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at +se til ligestraks, men værre blev det jo.« Konen ser<a class="pagenum" name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"></a> +bekymret paa sin Mand. »Nu har han mistet de ni af +hans Tæer.«</p> + +<p>Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, +at i Løbet af et Aar blev de fire Tæer paa +venstre Fod angrebne og derefter alle fem Tæer paa +højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten, Knoglerne +smuldrede hen, og da der saa int var andet end +som nogen sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, +saa klippede Doktoren dem af. Der var ingen Følelse +i dem. A sad selv op i Sengen og saa paa, te de blev +tagen.«</p> + +<p>»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en +strænge Tid.«</p> + +<p>Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den +ene lille Taa tilbage«, siger han. »A er jo hel Krøvling, +ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt paa Hovedet +og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme +de triste Tanker fra Sygelejet.</p> + +<p>Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, +saa Manden ikke hører det, og mens hendes lyse Øjne +flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det maaske Uret, +men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste +det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... +<em>Dødt</em> var det jo nok, saadan at se, men det var da ud +af menneskelig Skabning; A kendte dem jo fra min +Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen saa +mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren +var gaaet og A stod dèr ude i Køkkenet og havde +alle de sølle Stumpler i et Fad og vaskede dem, saa +Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt Syn +for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i<a class="pagenum" name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"></a> +et Stykke Papir ... og gik paa Kirkegaarden med +dem, efter det var bleven mørkt ... vi har Gravsted +deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor +Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de +skulde være, syntes vi.« ...</p> + +<p>Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, +sukker Konen endelig, »saadan en stærk Mand, han var, +at det skulde gaa ham saadan!«</p> + +<p>Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. +Nu og da løfter han sine store Øjne mod Konen; +hun nikker til ham og glatter sit tynde Haar med en +Haand, der er vaad af Taarer.</p> + +<p>Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige +Gamle, om de svundne Tider. Niels Jensenius bliver +meddelsommere og hjulpet paa Gled af Konen, naar +undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om +Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.</p> + +<p>»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra +Revet og ad Kandestederne til. Før i Dagene var der +jo Strandinger fra Efteraarstid af næsten evig og altid; +der er gaaet mange Skibe og Folk væk her under Kysten, +og ingen har nogentider vidst af dem at sige. +Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde +vi se dem fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, +som stak op af Revlerne; det var slemme Steder at +færdes paa for os.</p> + +<p>Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind +paa Kysten. Mange Nætter har man int været i Seng, +vi gik Døgn om med Støvlerne fulde af Vand, og naar +vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen +Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja,<a class="pagenum" name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"></a> +der var noget at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev +der betalt for det Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider +slet ingenting ... Den Tid, da vi bjergede Folk privat +fra vore egne Baade, før vi fik Redningsbaade, ja saa lod +vi jo skrive til de forskellige Regeringer, et Stød efter +kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men +siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og +maa int skrive fremmede Steder hen, naar vi har +bjerget Folk ... Men der kommer jo imellem Tider +et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan +kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo +ogsaa være skjøn nok, mener vi ... Vi kan rigtignok +int læse, hvad Slags Skrift der staar; de siger, det +ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo Smaakaarsfolk, +de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd +man jo, hvad er.« ...</p> + +<p>»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød +Konen, »sin Næste skal man jo hjælpe af Kristenkærlighed, +som der staar.«</p> + +<p>Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan +syntes vi jo, ja, om ogsaa det sommesind' var lige +stræng' nok for os ... Der var en Engelskmand, der +stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da var +der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra +Klitterne. Husene var helt knøgne til. Det var knap +ved Fastelavn og en grusselig Frost ... Folkene fra +Skibet havde bjerget sig selv i Land i deres egen Baad ... +Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her øster, +som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, +som kom med Mældingen, sagde, at nu havde han hørt +dem skrige saalænge, nu kunde han int holde ud at<a class="pagenum" name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"></a> +høre det længer. Saa fulgtes vi derned. Skibsfolkene +var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket +Laasen fra og Døren op — man skulde undre, at de +havde haft Kræfter nok dertil, vi andre mente, vi int +kunde magtet det Stykke Arbejde, det var en sværene +Plankedør — de stod derinde i Huset allesammen og +frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der +manglede én, han havde nok været svirende, fik vi siden +at vide, han var Kok, en ung Knægt og var falden +overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset og var ligesom +død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa +en Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele +Vejen strandlangs og om Grenen og ad Sønderstranden +hjem maatte vi køre, for vi kunde int komme tværs +over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet +til Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for +en Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt +Tegn til Liv, og saa blev vi ved at rumstere med ham, +vi børstede ham <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: nnder">under</a> Fødderne og gned ham med +Brændevin paa Brystet, det plejer at være godt, og vi +skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa +skal A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed +sin Frakke og arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde +ham saa drivende vaad, at man skulde tro, det var +<em>ham</em> og int Kokken, der havde været i Havet ... +Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. +Men egentlig har vi spurgt, at han forliste igen tre Aar +efter, paa Engelskkysten, og gik væk ... Men hvad, +saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa +jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det +skete.« ...</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"></a> +»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig +Tro paa Tingenes rigtige Styrelse — trods alle Livets +sære Hændelser ...</p> + +<p>Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj +Mindesten over otte Skagbofiskere, som omkom under +Forsøget paa at redde Besætningen fra svensk Brig +»Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. +Til Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert +Aar sit manende Sprog om Farerne og Opofrelsen paa +den jydske Kyst. Om Strandingen fortæller Niels Jensenius:</p> + +<p>»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter +det var bleven lyst, te vi obselverede Daphne. Vi +havde en Storm af Vesten, saa hun røg. Det var i den +Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem +at haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en +Halvmaane, Enderne stod højt i Vejret paa ham og han +lavnede i Midten ... Jens Christian var Fører den +Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan +til, at Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele +to Timer men kunde ingen Forbindelse faa med Skibet +og kom ad Land igen. Da var fire Mand saa rent udmattede +af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de +maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, +hvem som vilde tage frivillig med. Det var der nok, +der vilde, og Jens Christian valgte fire af de stærkeste. +De tog nu ud med Baaden igen og lagde sig for to +Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at +komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og +flød i Søen ved Vraget ... Men de skulde int have +kastet Dræg, for det véd vi jo, at naar vi ligger for to<a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"></a> +Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes hastig, +ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg — saadan +skete det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte +af dens Mandskab sammen med en Mand fra Vraget, +der allerede var sluppen ombord og vel tænkte, han +var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, +som stod inde paa Stranden ... Det var et slemme +Syn, A var da ogsaa kommen til og kan int glemme, +saa forknyt vi blev, for ingenting kunde vi stille op for +at komme ud lige i det samme og bjerge vore Kammerater.</p> + +<p>De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa +den Maade, te nogen af os sprang ud i Havstokken +med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor de drev +af for Strømmen.« ...</p> + +<p>»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, +»Niels Jensenius bjergede da selv én af de fire paa den +Maade ... Han lever saamænd endnu ...</p> + +<p>Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en +Vise, en pæne en, kan A huske. Noget af den var +saadan, og <em>det</em> passede godt nok:</p> + +<div class="poem w16em"><div class="stanza"> +<span class="i0">Otte Enker blev der nu<br /></span> +<span class="i0">paa én Gang, der blev en Gru<br /></span> +<span class="i0">for de otte ja og saa<br /></span> +<span class="i0">for de femogtyve smaa,<br /></span> +<span class="i0">som misted deres jordiske Forsørger.«<br /></span> +</div></div> + +<p>De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den +<a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: skrækkelig">skrækkelige</a> Dag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der +syv Lig i Land — den ottende Skagbo og Sømanden<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"></a> +fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje +Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev +samlet op, lagt paa Vogn og kørt til de forskellige +Hjem, »Aa, sikken Jammer her i Byen«, siger Konen. +»A husker, det var det skjønneste Maaneskin om Aftenen, +og A kiggede lidt udenfor — men hvor saa A vendte +mig hen, dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede +... og ind igen maatte A med det samme og sank +om paa en Stol og var li'som hel forvildret ... Men +saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius +uskadt tilbage igen, endda han havde været med +ude i privat Baad tre Gange og bjerget Daphnes Folk.«</p> + +<p>Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen +gik jo med at tage os af Ligene, kan De nok forstaa. +Og heller int var der megen Lyst til at ro til Daphne +i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan Hvirvelsø +... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting +var klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen +og nogle Stykker til, det var int til at faa Fred, naar +man vidste Skibsfolkene var paa Vraget endnu i Livsfare. +Saa lagde vi Kræfterne i og roede til, men et +urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre +hele Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, +syv ialt; der restede jo den ene, som var gaaet væk ... +De saa' sølle ud, de Folk. Hele Dagen havde de siddet +foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet var i det +forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller +Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene +drukne og var nok lige ved at slippe +Modet, da vi andre endelig kom ... <em>Glade</em> blev de, +det husker A — og vi andre syntes jo ogsaa, te det var<a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"></a> +skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore Kammerater +var gaaet væk for det samme si' Skyld.</p> + +<p>Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre +— Lars Kruse og mig og Ole Svendsen.«</p> + +<p>»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, +sukkede Konen, »han havde bjerget <em>saa</em> mange +Folk, og saa var der ingen der kunde bjerge <em>ham</em>; det +var da egentlig en underlige Styrelse, for <em>os</em> at tænke!«</p> + +<p>»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde +Manden, »saadan lumsk og graassig, den Gang, te Lars +druknede paa Fiskeriet, og saa kan man ingen rigtig +Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal +være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem +stormer ... Men en sære Træf var det nu ligegodt +med Lars Kruse.«</p> + +<p>»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter +Konen videre, »og allerbedst som A staar ude i +Køkkenet, kommer en af vore Sønner og ser saa altereret +ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger, te Lars +Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, +svarede A, »<em>den</em> unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« +A tænkte nemlig, det var en Sønnesøn til Lars +Kruse, som bar det samme Navn og var kommen ud +og sejle.« »Nej<span class="corr" title="var: »">«</span>, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, +det er da din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak +om!« ... Og saadan var det, som han sagde ... De +kom kørende med ham, min gammel Bror, og A rendte +jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa +langs ad Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, +saaent med Oplivelse, men lige lidt hjalp det. Han +<em>var</em> og blev hen' — men sært var det, for hans Ryg, +naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den<a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"></a> +var lige saa <em>varm</em>. Men det har vel været de mange +Klæder, han altid trak paa, naar han gik paa Fiskeri i +Jollen, han var jo højt til Aars, og skarpt i Vejret var +det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret stille ... +De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, +som blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk +ligesom Lars, de fortalte, begge to, at Jollen pludselig +var kommen tværs for Søen og var bleven fyldt, og at +Lars blev trukken tilbunds med det samme ... De +kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int +ogsaa, Niels Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel +længere, for Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med +Vand, de tynger dem jo med sig ned, og de kan paa +ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to, som +blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren +Kruse — og han har endda altid været møj vagere end +som Lars, for <em>Lars</em> var jo stærk som en Bjørn — og +den anden var Niels Lér, her vesten til, den sølle Mand, +han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben +blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg +og er aldrig rigtig bleven til Menneske siden, int hvad +Arbejd angaar, tænker A, saadan med det haarde Vinterfiskeri, +og <em>stor</em> Familie har han ...«</p> + +<p>»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« +falder Niels Jensenius sin Kone i hendes hastige Tale.</p> + +<p>»Ja-ja,« mener hun trøstende, »<em>du</em> har gjort <em>din</em> +Part af Arbejdet, saalænge du kunde.«</p> + +<p>Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele +uvirksomme Tilværelse: »Det havde ellers været skjønt +at gaa sin Alderdom i Møde med et rimeligt Helsen +... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ...<a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"></a> +A havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand +brød ud ...«</p> + +<p>— — Naar man i Skagen hører Niels Jensenius +nævne, er det altid med Beundring for hans Optræden +ved Mispahs Stranding, hvor hans Redningsbaad under +yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den engelske +Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende +er et af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. +Mispah var en stor Damper, som i April 1882 under en +rasende Storm af Nordost med Snefog og Byger strandede +mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede +Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var +meget ugunstig, da Niels Jensenius og hans Folk henad +Midnat kom til Strandingsstedet med Skagens Redningsbaad.</p> + +<p>Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter +Niels Jensenius, da han gik hjemmefra til Stranden, han +havde deres to Sønner med, Mørket laa saa tæt, at man +næppe kunde se en Favn fra sig. Med beklemt Hjærte +stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet +efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte +af Vejrets Larm ... Hvordan skulde det gaa +dem? ... Fik hun dem mon levende tilbage? ... »Gud +holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og gik +ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede +Tankerne — men udefra hørtes det piskende Vejr og +den evindelige Brænding, det var ikke til at faa Stranden +af sit Sind ...</p> + +<p>Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var +ganske ligetil — naar <em>bare ikke</em> der havde været de +to ældre Dampskibsvrag netop omtrent i Nærheden af,<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"></a> +hvor Mispah laa — og <em>saa</em> det uigennemtrængelige +Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre Sammenligninger +mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius +anbringer sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige +hypotetiske »hvis«, som vi kender fra sensationelle +Avisreferater, hvor der er Tale om en Ulykke, som +kunde være sket, <em>hvis</em> de og de heldigvis udeblevne Omstændigheder +<em>var</em> indtrufne ... Men netop disse to gamle +Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke +med Beregning kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv +afhængig af en Fare, som <em>er</em> tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve +Chancer mod én for, at Redningsbaaden +paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de +skjulte gamle Vrag — og i saa Fald bliver der ikke +Plads for noget »hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den +forrygende Sø er Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene +er i deres Baad som Soldater i en vild og afgørende +Kamp: de véd nok, Faren er der, de faar blot +ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør +deres Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig +Snarraadighed, fremad mod Sejren — eller mod ... +nej, de glemmer rent, at Døden er Sejrens Sidemand, +deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi <em>skal</em> +og vi <em>vil</em>!</p> + +<p>Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit +Redningsmandslivs største Bedrift:</p> + +<p>»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, +for Folkene dèr vidste nøje Besked om de to gamle +Dampskibsvrag og mente, det var uforsvarligt at sætte +fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt, det vilde +være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"></a> +nu stod paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude +paa det strandede Skib, men ellers intet andet øjne, og vi +kunde høre Mandskabet skrige, det lød endda grueligt +og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der +var int andet at gøre end <em>prøve</em>. Men A lod Folkene +vide, hvad Fare de gik i Møde, og dem, som int vilde +vove sig ud, de kunde jo saa godt blive i Land, uden +Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par Stykker, +som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne +to unge Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa +været fast ved Baaden, siden A traadte fra for sytten +Aar tilbage ... Vi satte da fuldt bemandet fra Land, +det var int nemt, og passes godt paa, <em>det</em> skulde der. +Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde +læsset Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi +klods op ad et gammelt Trævrag, hvor Plankerne lige +stak op af Sandet ... Vi styrede efter Lanternen og +Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo +godt nok med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter +den meste Tid det bedste, vi formaar, men vi +Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end som vort +eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de +skreg fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok +en Fejl — men hva'! .... Siden saa forklarede det +sig af sig selv, hvad det var, Folkene havde skreget, +for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind +i Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. +Ni Mand af Skibsbesætningen var druknet med den — +enten de nu var kæntret straks, de er kommen i den, +eller de har tørnet mod de gamle Vrag og gaaet rundt, +væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ...<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"></a> +De gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem +saa' vi heller int, men saa nær var vi dem og saa +nær havde det været forbi med os, at da vi kom ind +imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det +noget <em>haardt</em> straks under Vandet — det var Skroget af +det ene Jærnvrag, som Dræget tog ved ... Vi fik en +slem Forskrækkelse og holdt til Læ, det bedste vi kunde. +Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden af +Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at +lægge til Skibet paa glat Side, hvor der ingen Bolter +var, og vore Puder tog godt af for Stød, mens Folkene +klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor Baad. +Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans +lige med Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt +mere og maatte stage ud fra Mispah. Herregud, det +var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa ondt af det +for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste Forfatning +— én af dem sad paa Rælingen og vilde have +været med os. Men vi havde lagt fra og <em>kunde</em> int +komme til igen. Vi skulde jo passe paa at have Baaden +saa meget til Luvart, at vi kunde have Driverum. Men +Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, +han saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han +reven væk af en Braadsø ...</p> + +<p>Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu +int kommen i Brug at slette Havet med Olje, eller +hvad man har, Tran og Petroleum sletter ogsaa, naa, vi +bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen +en Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne +trak Vandet ud igen, ellers var vi saamænd sunken.<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"></a> +Da vi kom lykkelig i Land med de ni, vilde vi jo +have været ud igen efter Resten, men udmattede var vi, +og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som +var kommen til Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs +Tur, og Klokken to om Natten roede de ud under +stort Besvær og fik de tre sidste Mand draget til sig +ved tilkastede Liner.</p> + +<p>Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var +Kaptajnen, men han var ligesom de andre forfærdelig +medtagen og maatte bringes nærmeste Sted hen, det var +ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham +mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig +for sin Redning, saa helt overvættes lykkelig. Alle hans +Sager var gaaet væk med Skibet, den eneste Værdigenstand, +han havde tilbage, var hans Guld-Forlovelsesring; +den drog han af hans Finger, da han ret var +kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden +for Gammel Skagens Redningsbaad, saa paaskønsom var +han. Og fra den engelske Regering fik den samme Formand +et Pund i Guldpenge.</p> + +<p>Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« +sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der +skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, +der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det +samme. Meningen var jo ligegod.«</p> + +<p>»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen +med Navn paa og alting. Men A kan int glemme +ham paa Rælingen, som vi int fik med i Baaden ... +Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. +Det var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, +og en af vore Folk, Anton, var sprungen ombord<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"></a> +i Vraget for at hjælpe de forkomne Søfolk ned. +Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, +da laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt +ud for os. »Int flèr,« kommanderede A. Det gjorde +ondt at sige de Ord, men A var nødt til det. »Vi +kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. +Men Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring +og naaede ved et Guds Under ombord i Baaden hos +os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa at springe ned +— — sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med +Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden +sunken, ligesaavist som A sidder her, en Synder for +Gud ... saa roede vi til og slap ind — — men da +vi kom ud til Vraget igen — — var de to Mand int +til at finde — — aa-e, saa ulykkelig som A blev<a class="corr" title="var: ?">.</a>« ...</p> + +<p>»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra +Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de +bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den +norske Brig.</p> + +<p>»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn +var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, +og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, +saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig. Langt +hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op +et <span class="sic" title="[sic]">Stød</span> vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og +efter Portrættet, som var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, +blev det bevisligt, at han var Rederens Søn, +sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra Skagen +hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her +ligger mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, +grumme mange, og Navn og Hjemsted har man<a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"></a> +jo int vidst paa ret mange af dem, tit kommer de +ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver +man om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller +Sandet, som det er hos os, kommer de — med en Guds +Bøn og en <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: bittte">bitte</a> Smule Salme — — og saa er de godt +forvaret ...</p> + +<p>Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. +Men det var nu int bestemt, at mig gammel Skrog +skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde stille i vor +Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, +hvad det er godt for ....«</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"></a></div> + +<h2><a name="SKAGENSFISKERE_FOER_OG_NU" id="SKAGENSFISKERE_FOER_OG_NU"></a>SKAGENSFISKERE FØR OG NU.</h2> + + +<p>En mørk Septembernat kom Taagen drivende og +svøbte sig tæt foran Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde +gjort Værelset næsten dagklart, ikke længer kunde ses. +Inden næste Time var Luften fyldt af Sirenebrøl, der +skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som +fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en +stor Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den +stod dér hjælpeløs i graa Taage, usét fra Land og truet +med Undergang, hvis den ikke hurtigst kunde blive +lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde da maattet +give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa +Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden +paa de skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og +saa overbord med Kroppene, men da denne Fremgangsmaade +ikke fortnede nok, var man bleven nødt til at +smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres +dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent +gennem Septembernatten.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"></a> +Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det +umuligt at faa, alle halvklare Fantasier veg for den +kolde Erkendelse: Sirenen, den forbandede Sirene!</p> + +<p>Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt +kommende dybe Støn og stemtes helt forsonlig +over for den natlige Fredsforstyrrer. Der var som et +levende Fornuftvæsen bag al denne ubeherskede Tuden, +en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem, Luften +sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der +foer deres velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig +Kraft. Eller de var som Tordenbrag, man +kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare slangebugtende +gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede +der et villigt Ekko.</p> + +<p>Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa +Havet, hele Døgn, naar Taagen havde sluttet Skibet +inde. Hvor stod man da ikke virksomhedsfattig derude, +stænget ubønhørligt fast, Timerne var lutter fint dryssende +Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende Graat-i-Graat, +alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede +sit hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, +ud i den klamme Dis, der drev som Skyer ... +Det var i den norske Skærgaard engang, oppe ved +Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten +Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig +fortalte om Naboskabet med andre Dampere, der laa +som vi, varskoende, ventende, lamslaaede. Man gik paa +Dækket timevis, to og to, Trinene lød uhyggelig monotont +fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som +var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost +ud, forlængst havde man talt sig læns til sin<a class="pagenum" name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"></a> +fremmede Sidemand, alligevel gik og gik man sammen, +frem og tilbage, passede at holde Fodslag fra hvert nyt +Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen +kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at +Sidemanden skulde troet, der fulgte en Replik efter +Gryntene, eller at han skulde forstaaet disse som en +diskret Opfordring til ham om atter at begynde den +anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte +ude i Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en +Varselsrøst. Vi forstod ikke Ordene, men Plaskene, som +lød ind imellem, gav os Klarhed over, at en Baad +nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede +med underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i +Bryn og paa Vipper, var det pludselig, som dirrede +Taagen sammen til fastere Substans, som en Krystallisering, +og tog Form, men en uhaandgribelig, af et +Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og +Skroget voksede fantastisk, man saa' som gennem rindende +Vand Konturerne skælve og troede Baaden æventyrlig +stor og endnu fjernt borte — indtil pludselig der +faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods +paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i +hvilken der sad nogle Fiskere, som falbydende rakte en +Spand Sild op mod vor Hovmester ...</p> + +<p>Men nu i denne Septembernat paa Skagen — der +var ikke Lyd at høre uden den evindelige Sirene, ikke +Havet engang; længe holdt Varselsraabene En vaagen, +omsider sløvedes man dog og havde ikke friskt Begreb +længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.</p> + +<p>Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. +Alle Lungepibere og Astmatikere holdt sig inden Døre<a class="pagenum" name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"></a> +og smaaknystede uafladeligt. Og som Dagen gik, blev +Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes ude, +man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, +Klæderne var blankgraa som Bæverskind, Klitterne +løftede sig i overnaturlig Højde, mystisk truende. +Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var Havet +næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man +vente al Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte +ikke langt ude og tudede og ringede i ét Væk ... Mon +de alle kunde klare sig fri af Kysten? ... Kom de ind +og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens Skyld, +den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man +maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede +sig paa Tider, da ingen saadanne advarende Brøl lød +fra Kysten. Gamle Fiskere, som fra Ungdomsaarene +mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var sommetider, +naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, +helt gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og +Sirener; der var et Par af de ældste Fiskere, som for +Alvor havde villet haft Fyrmesteren givet Øvrigheds-Tilhold +om at mindske sin Iver med Sirenen, for det +var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt +Stød i Sirenen havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart +og for Strømsætning kom Revlerne for nær og +var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo +dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste, +mente de gamle Fiskere.</p> + +<p>Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en +Damper nær ved at strande, man kunde høre dens +ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere Kysten, +det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men<a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"></a> +ved Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt +ud, dens Fløjteskrig døde bort i den stille strygende Dis.</p> + +<p>»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind +af Sydvest til den her Taage,« sagde saaledes gamle +Fisker-Ole, »sikken Herrens Velsignelse af Strandinger +saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med det her +Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne +fra Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden +ved, for Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«</p> + +<p>Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod +oppe i Butikken med sine svære Lænder mod Disken +og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin sorte Søndagshat +paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt +»redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for +mange Snapse. Der var netop den Dag bleven udbetalt +Bjergningspenge for en engelsk Damper, der +strandede i Forsommeren, og saa for en svensk Fiskekutter, +der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. +Alle Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt +35 Kroner, men gamle Ole, som var over Halvfjerds, +stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik hans Næse +forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens +Kalas. »Der er jo somme <em>gode</em> Mennesker til,« erklærede +Ole tørt, »endda der er flere Lusangler!«</p> + +<p>Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er +Butikker med Ret til at »skænke«, hver Bydel har sine. +Her kommer Fiskerne ind lige fra Stranden, naar de +efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri med +Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i +Parter og faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel +Skik at drikke sig en Dram og en Taar Øl oven paa<a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"></a> +Tørnen; saa kan der tit staa en Snes Fiskere i Butikken +hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer, Saltkasser +og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om +Fangsten: hvor mange Snese de fik til Salg og hvormange +Undermaalsfisk til egen Fortæring, hvor mange +Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold paa +gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder +dem. Derpaa, blandt andet, kender man den duelige +Fisker paa Skagen, at han véd, hvor Hætterne ligger og +forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i Hætterne, +voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren +og mangen Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som +Ole forklarer, Jollerne fisker dog helst i Nærheden af +Vragene, for »hvorhen' der er Vrag, dér er der ogsaa +Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa +Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde +af Skaldyr. Og anden Slags Føde findes ogsaa sommetider +ved Vragene, Beskøjter og Kiks og saaent, for +ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa var +der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi +kaldte »æ Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet +med Byg; <em>den</em> trak Fisk til sig, maa De tro.«</p> + +<p>Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til +Middagen, der saa godt som hver Dag, Aaret rundt, +bestaar af Fisk »paa en eller anden Facovn«, dernæst +snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs Pilleri, +bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden, +og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger +han atter Butikken en Visit for at faa sig en Passiar +med Folk fra Nabolaget. <em>Da</em> stiller nemlig en stor Del +af Fiskerne derinde, de har Piben med og en Skilling<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"></a> +til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken +eller paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter +drøfte Fiskeriet fra den Dag eller den foregaaende og +smaadrille hverandre, imellem Stunder de fortæller, hvad +Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov« +ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting +bliver til med den her Havn, som de store Herrer +har gaaet og lirket for i saa mange Aar.</p> + +<p>Den Aften med den tykke Taage fra Havet var +der ogsaa Taage i Butikken i Skagens Østerby<span class="sic" title="[sic]">,</span> Tobaksrøgen +slørede alt derinde, der havde været fuldt af Folk, +gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk i Flæng, +men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var +den sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, +maatte baade gnide og spile Øjnene for at se frem for +sig. Han knibsede glad med Fingrene i Luften, da +han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom +ind i Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, +tænkte han.</p> + +<p>»Naa, det er <em>Dem</em>,« sagde han genkendende til +mig. »De har kanske ogsaa faaet Bjergeløn som de +andre ferme Folk og kan gi' en lille Svalelse. Hatten +af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«</p> + +<p>Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han +mig Haand og trykkede den, saa det sved i alle Ledene. +»De er den Mands Søn, der er takket,« sagde Ole. Det +var nu <em>hans</em> Maade at være galant paa.</p> + +<p>»En Cigarret!« foreslog jeg.</p> + +<p>»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme +og gi' til en bitte Bus — <em>det</em> var skjønnere.« +Butiksdrengen, som kendte Oles Udtryk, bragte en Rulle<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"></a> +Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og forsikret, +»at han var den Mands Søn, der glædede sig +gennem hele Kroppen«, blev han snakkevorn.</p> + +<p>»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da +kunde man fiske godt og drikke godt. Vi kom hjem +fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og med +to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er +jo nogen Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... +Jeg kunde komme hjem efter et halvt Døgns Fiskeri +og spise Middagsmad og sidde med Søstøvlerne fulde +af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant +saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa +kunde der komme Bud fra Butikken, at der var en +Bunke fulde svenske Fiskere, »Rokkepinere« kalder vi +dem, som var til Besvær. Og Wolle op og derhen! +Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker +mere end som ordentlig Snak:</p> + +<div class="poem w16em"><div class="stanza"> +<span class="i0">Den onde skulde tordne og bukke<br /></span> +<span class="i0">og dine Øjne tillukke!<br /></span> +<span class="i0">Syv og ni er sejsten,<br /></span> +<span class="i0">nu er æ Vind i Vejsten! —<br /></span> +<span class="i0">Og nu herut med Jer, bitte Børn!<br /></span> +<span class="i0">Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn!<br /></span> +</div></div> + +<p>Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem +ud, de sølle Mennesker.</p> + +<p>Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken +bagefter. Jeg kunde bare kræve til mig. Det var en +dejlige Tid. Vi smed Slatter fra os, saa Gulvet flød os +til Støvlevristen — men, se <em>nu</em> i Tiden er vi færdige +at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe.<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"></a> +I gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv +ved Siden af Butikken og kunde sidde ned og drikke. +Nu maa vi blive i Butikken og <em>staa</em> op; saa kan man +<em>synke</em> mere, det er sandt nok, men hvad nytter det, +Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, +fattige Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den +Tid kommer maaske, at vi nok maa købe vor Spiritus +her inde i Butikken, men skal gaa udentil og drikke. +Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i +Vejret, om Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, +Brorlil! Det er grimme Tider, Kere. Og Folk er nogen +Lumpentusser! ...«</p> + +<p>Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen +og selv omtaaget hjem til sin »bitte Pige« — saadan +kalder han sin Kone, der er svagelig og altid til Sengs — +og til sin røde Snaps, som er hans bedste Medicin baade +mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden +Tid til. Han var blandt de bedste, mens han duede. +Nu er han Vrag.</p> + +<p>Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om +dem taler han og de andre gamle »Stoddere«, som de +kalder sig selv, med endnu mere respektfuld Beundring +end om deres egne unge Dage. De har ikke oplevet +Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i +Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene +og Frygten for de armerede Orlogsskibe jog +mangen et vellastet Fartøj ind paa Kysten ved Skagen. +Det var Strandinger, der smed noget af sig til baade +Øvrighed og Fiskere. <em>Kancelliraaden</em> var Byfoged +paa Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"></a> +Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og +Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev +stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs +Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man »tyvtede« +ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst +mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede +det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske +vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i +»Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden kom, +men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. +Undertiden hændte det, at der blev stjaalet +af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget +øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige »Finder« +sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum +eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet +kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. +Men en skønne Nat, naar han kom derned og skulde +hente Beholdningen, var den forsvunden, en eller anden +Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og taget Sagerne til +sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde +Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte +lugte sig frem i Nabolaget, og opdagede han saa, +hvor Petroleummen brændte eller Vinen flød, gik han +sporenstregs ind og krævede, hvad <em>hans</em> var, hvis han +da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke +kunde magte Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet +af og bad Vorherre, at Gengældelsens Time snart maatte +komme. Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at +Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene +og broderlig delte Rovet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"></a> +Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring +og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og +hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad +Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i +Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med +Strandfogden. De kunde af Samtalen skelne Ordet +»Stranding« og vilde lige til at liste fra Stolene, da +Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i Haanden +og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, +men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten +tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa +herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« +Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til +Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen +blev alene tilbage, saa forlod ogsaa <em>de</em> Kirken — og +ilede til Stranden ...</p> + +<p>Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib +fra Liverpool, der havde en kostbar Last af allehaande +Manufakturvarer. Skibet blev slaaet i Stykker, og +Stranden laa milelangt bestrøet med halvt ødelagte Varer. +Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør Tingene +samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og +Saltvand: hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, +sad nogle Koner og vaskede store Stykker Dowlas Lærred +rent. Det var rart at have en Snes Alen til Lagener og +Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af — men +Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at +de rapsede.</p> + +<p>»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en +iblandt dem. Og Sidsel vrælede i vilden Sky en Vise<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"></a> +om Admiral Nelson, der havde pralet af, at han vilde +vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik +spist sin Grød:</p> + +<div class="poem w12em"><div class="stanza"> +<span class="i0">»Du med dit ene Øje<br /></span> +<span class="i0">og med din ene Arm,<br /></span> +<span class="i0">hvad vil du her, du Krøvling,<br /></span> +<span class="i0">du gør saa stor Allarm.<br /></span> +<span class="i0">En Stridshelt var du før,<br /></span> +<span class="i0">men nu skal du fornemme,<br /></span> +<span class="i0">at Dansken har spist Grør!«<br /></span> +</div></div> + +<p>Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle +passende Stykker Lærred af og fik dem listet med hjem +til indbyrdes Fordeling.</p> + +<p>Se, <em>det</em> var Tider for fattige Fiskere!</p> + +<p>Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst +med Lempe.</p> + +<p>Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden +og klagede sin Nød, at han ligefrem ikke havde hverken +at bide eller brænde og vistnok maatte bede om Hjælp +af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig og raabte: +»Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af +<em>Stranden</em>!«</p> + +<p><em>Stranden</em> var alles Ven og Tilflugt — ogsaa +Kancelliraadens. En mørk Aften traf Kancelliraaden en +tungt læsset Vogn, der kom kørende nede fra Stranden. +Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa mistænkeligt +som om han vilde luske sig ukendt forbi +Byens Øvrighed. Men den gik ikke. Kancelliraaden +fik Embedsiveren op i sig og sprang hen til Vognen og +fornam, at der var mange fyldte Sække i den.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"></a> +»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte +Kancelliraaden i en rigtig venlig Tone men med nogen +glubske Øjne lige ind i Jørgens forlegne Ansigt.</p> + +<p>»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede +efter Vejret.</p> + +<p>Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, +sagde han, stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt +fejl Vej med Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været +ned i Skoven til Kancelliraadens, det er bedst du kører +derned med det samme, saa kan du jo lade en enkelt +Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for din +Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige +om det? ... Saa maa du have Farvel saa længe ...«</p> + +<p>Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus +for Jørgen, men han maatte pænt gøre, som Kancelliraaden +ønskede, ellers blev der ikke til at være for ham +en Dag længere paa Skagen.</p> + +<p>Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa <em>han</em> kunde +blive snydt. Han havde en Fuldmægtig engang, som +forstod sin Haandtering. Der var strandet et Skib uden +levende Folks Medfølge og lastet med mange rare Ting, +som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa +Skagen. Saa betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til +at rejse til København med Ladningen for at faa den +godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men det varede +et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han +var sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt +Gefjæs stillede han nede paa Kontoret.</p> + +<p>»Naa« — tordnede Kancelliraaden — »endelig! +Hvad har du saa faaet ud af Sagerne?«</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"></a> +»Det er gaaet <em>lige</em> op, akkurat!« Fuldmægtigen +stod og rystede af Befippelse.</p> + +<p>Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret +med knyttede Næver i Siden; han maatte rende Raseriet +af sig. Men tilsidst gjorde han, hvad klogest var, han +smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en høj +Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, <em>dygtig</em> er du!« +raabte Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg +kunde ikke selv ha' gjort det bedre — og det vil sige +noget! ... Naa, bedre Held næste Gang, som Fanden +sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig +paa det sidste.«</p> + +<p>Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra +Strandingerne, men der skulde dog være Maade med +alting, syntes han, og Kancelliraaden drev den virkelig +for vidt. Præsten laa altid paa Kant med Stedets verdslige +Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke fordrage +Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en +Præken havde Præsten endogsaa brugt Herrens mest +revsende Ord over for Tyve og Hoerkarle — med tydelig +Adresse til Kancelliraaden, som selv sad nede i Kirken, +og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at +være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. +Alle i Kirken godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden +sad i ... Men efter Kirketid gik Kancelliraaden +til Præsten og spurgte: »Hvem <em>følger</em> bedst Jesu Eksempel, +du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, +mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers +Brug, kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var +saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa +<em>han</em> erkendte sig en Synder for Gud. Men Kancelliraaden<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"></a> +gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte Præst, +<em>jeg</em> er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav +Røveren paa Korset, og <em>jeg</em> tilgiver herved dig, endskønt +du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke +vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske +Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig +og lydig« ...</p> + +<p>Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden +den skummende Præst.</p> + +<p>Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit +Embede, hvorledes han saa forvaltede det, for den landsfaderlige +Frederik den sjette beskyttede Kancelliraaden, +som Kongen godt kunde lide fra den Tid, han havde +besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade +skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han +stod til den absolutistiske Monark, men han tav klogelig +stille om Maaden, hvorpaa Venskabet fra første Færd +var bleven stiftet ... Med des større Glæde talte andre +Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med +sit Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de +høje Herskaber imøde iført stramtsiddende Bukser af gult +Skind. Under Honnøren var den vimse Kancelliraad +imidlertid saa uheldig at sprænge Skindbukserne paa et +prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at Skjorten +stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede +Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. +Og nu red Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer +og fniste, mens Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, +hvilken Aarsag Lystigheden havde. Men det maa siges, +at da Kongen kom i Kvarter hos Kancelliraaden, lønnede +han sin Undersaat kongeligt for den komiske Figur, hvormed<a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"></a> +han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han skænkede +ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft Levemaade! +Og saa <em>blev</em> Sjette Frederik desuden med Følge +en lille Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham +at tømme nogle Ankere fortræffelig Vin — af den strandede. +Den duftede og smagte eksotisk og blev serveret af en +Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at ogsaa <em>han</em> +havde Levemaade.</p> + +<p>Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige +Rygte, at han var en Foræring til Kancelliraaden fra en +amerikansk Skibskaptajn, som engang strandede ved +Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i Øvrighedsgaarden +inde i Plantagen.</p> + +<p>Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede +Kaptajner, han »skænkede« dem godt ved sit Bord, jo +længere han kunde beholde dem, des mere var der +nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen blev +rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, +som skulde bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa <em>sin</em> +Part — og fik Skyld for mere. <em>Kaptajnen</em> kunde +ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa sig +selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens +hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger +— Havet havde i hvert Fald ikke taget <em>ham</em>, hvordan +det saa end forholdt sig med Ladningen.</p> + +<p>Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en +skønne Dag. Og da han skiltes fra Kancelliraadens Hus +og takkede rørt for Gæstfrihed og alt andet godt, lovede +han, at han engang ved Lejlighed skulde sende Kancelliraadens +Hus en Gave, som der ikke var set Mage til +paa Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning<a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"></a> +og lod en Flaske af ældste Aargang hente frem. +Den tømte de til Afsked. Kaptajnen gentog da sit Løfte +om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok +til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen +Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting +skyldig, alt var betalt — og <em>det</em> kunde Kancelliraaden +jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.</p> + +<p>Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, +sjælden var den, en levende Neger — men kloge Folk, +som mener, at den amerikanske Kaptajn med denne +Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds til +Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme +i Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, +at Kancelliraadens Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige +Grunde.</p> + +<p>En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase +bak og ankre op lige norden Revet og sætte Jolle i +Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk Flag. Skagboerne +begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; +de naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen +blev roet til Stranden og yderst paa Grenen landsatte +den et Menneske og roede straks ud igen. Men hvilket +Menneske! Skagboerne, som havde nærmet sig den +landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort +paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens +sorte Vædder, og saa grinede han med nogen +skinnende hvide Tænder bag blodrøde Læber. Var det +da den lede Satan selv eller hans Sendebud; hvem af +Skagboerne skulde mon hentes nu — da vel aldrig +selve Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt +et uhyggeligt Stykke Strandingsgods.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"></a> +Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var +endogsaa dem, der hvinte, men et Par af de modigste +blev staaende ganske stille, da det sorte Væsen kom +dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt Brevskab +i sin sorte Haand ... »Kan—cel—li—raa—den,« lød +det ud af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre +Gange og med et besynderligt Tonefald, og den ene af +de modige Fiskere tænkte med en Slags Lettelse: »Saa +er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En selv«, der skal +hentes!« Men den anden modige, som havde været i +Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er +nok en Morian!« Og i det samme var den sorte henne +hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa der bare stod +det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den +sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som +Skagboerne forstod, for ellers rablede han saamænd en +farlig Bunke af sig; Manden, der havde været i Hamborg, +mente, det var engelsk.</p> + +<p>Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, +og de to modige besluttede sig derfor til at ledsage ham +den lange Vej til Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. +De saa' fra hinanden og til Morianen med +maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i nogen +Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man +naaede gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker +om Fænomenet.</p> + +<p>Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede +nærmere end nogensinde før, da han brød Brevskabet og +læste, at Negeren havde Lejdebrev som frikøbt Slave og +var en Erkendtlighedsgave til ham og hans Hus fra den +amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord. Hans<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"></a> +Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set +i Skagen.</p> + +<p>Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, +og faa ham skikket passende fra Haanden var heller +ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa <em>blev</em> han. <em>Jan</em> var +hans Navn, og <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: hans">han</a> viste sig at være en ferm Tjener.</p> + +<p>Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens +Yndling. Han var tro som Guld, og naar undtages, at +han til Tider jagede lovlig meget paa Kancelliraadens +Enemærker — Tjenestepigernes Fløj i Byfogedgaarden +— gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en +eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden +for at gøre Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset +tilbage og uden Varer og Penge. Han var truffen at +komme langs Stranden, mens der blev draget Vaad til +Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram +hos hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem +ad Stranden, tilsidst fik han for mange og kom i et +saa ustyrlig spendabelt Humør, at han lod hente Brændevin +til sig selv og Fiskerne for alle Kancelliraadens +Penge.</p> + +<p>Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.</p> + +<p>Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin +kære Neger. »Du er Død og min Salighed knippelfuld, +Jan,« sagde Kancelliraaden og brast i Latter. »Du er +helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din +rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af +Verden.</p> + +<p>Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. +Han omkom godvillig af sig selv under en svær Kolik, +inden de fik Doktoren hentet.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"></a> +Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde +ikke lade Jan begrave i indviet Kristenjord; saadan et +sort Hedningelegeme, sagde han, havde ikke hjemme +paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var faret til +Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og +Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.</p> + +<p>Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død +og min Salighed Plads til Jan her i Plantagen. Han +har været et pænt kønt Menneske imod mig og alle +Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i +Jorden ... Dér henne vester i min Have staar saadan +nogen dejlige Træer, der altid har mindet Jan om hans +Fødeland, lad ham blive begravet under dem.«</p> + +<p>Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans +Grav ikke til at finde mér.</p> + +<p>Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter +Jans Død. Og han levede som ellers altid — af Stranden. +»Han var et slemt Spøgelse i Pengesager,« siger Folk +om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa Opgørelse +fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han +solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde +ingen Tak for deres Ærlighed; de Folk, der købte ved +Auktionerne, var bedre stillede, for de kunde tit og +mangen Gang, naar de vilde være det bekendt, lade +være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden +turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han +havde jo ikke rene Papirer selv; der var nemlig tilsidst +næsten ikke den Fisker, uden at Kancelliraaden jo havde +brugt ham til at »bjerge privat«.</p> + +<p>Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med +Præsten var det kun med Strandingskommissionæren,<a class="pagenum" name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"></a> +han laa i Krig. Ved et lykkeligt Skæbnetræf havde +Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til Kommissionærens +sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig +paa Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden +havde lejet en svensk Fisker til at sejle ud +til Vraget »paa Forretnings Vegne«, og Kommissionæren, +som var fedtet af sig, bad sig Forlov til at komme +med i Kancelliraadens Baad.</p> + +<p>Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren +skaffe sig den Chance forud for Kancelliraaden +at være første Mand ombord, og det lykkedes ham ogsaa +at hoppe op og faa snakket godt for Briggens Kaptajn +nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig +lettet i Baaden. I det samme begyndte Briggen at +synke. Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, +i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb +til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren naaede +ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen +over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han +netop havde gjort en fin Handel om.</p> + +<p>»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden +fra Baaden. »Han har altid villet haft Munden fuld — +nu behøver han ikke at gabe efter mér.« Og i sit stille +Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er +godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største +Kæltring i Skagen — næst efter mig selv.«</p> + +<p>Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra +Skagen, var der en Vinter en forfærdelig Storm, hvor +mange Skibe forliste, og Folk i Snesetal mistede Livet, +og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten. Nede i<a class="pagenum" name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"></a> +Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en +farlig Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten +og rigtig nok bragt op til Strandfogden, Erik fra Bunken +By. Men lige som Øvrigheden paa Skagen kom derned +for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet blevet +saa mærkelig let at vægte paa.</p> + +<p>Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse +Chartollet bryde op. Erik stod ved Siden af. +Chartollet var tomt — nej, der fandtes dog én eneste Ting +deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens Fiskere +bruger.</p> + +<p>»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden.</p> + +<p>Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen +til Vanten op af sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde +jo ligne denne her.«</p> + +<p>Men Kancelliraaden, som havde haft meget at +gøre med Erik i Strandingssager og ikke for enhver +Pris vilde have Erik impliceret i en Tyverisag, slog +Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan da +aldrig være <em>din</em> Vante, hvordan i al Verden skulde den +være kommen i Chartollet. Der er da, Død og min +Salighed, andre Vanter til af den Slags end som dine.« +Og dermed var Efterforskningerne endt og Forhøret +sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« +med Erik.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By — +Retsforholdene nu er som andre Steder i Landet, maaske +endda <em>bedre</em>, for Raadhusets tre Arrestceller er næsten +altid tomme, saa at Arrestforvareren og Politibetjenten, +der er én og samme Person, maa ernære sig som<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"></a> +Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben +Kyst ud til to Have gør den til en Fiskerby fremfor +nogen anden og til en By, hvor der hyppigt er Strandinger, +som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til Kysten.</p> + +<p>Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig +alene fordi den ikke har Aviser, Prokuratorer og Rotter, +ikke kommunal Belysning eller Brolægning, fordi der +i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens +lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent +hundred Aar gammel og plantet og elsket frem paa en +Tid, da der intet andet Sted var gjort Forsøg med Træplantning +i Klitsand. Det er Kancelliraaden, der har +skabt Skagens gamle Plantage — han lod uden videre +Helmene rykke op af en Mængde Klitter og gravede +dem ned til Gødsel for Plantagens Trær. Dermed forvoldtes +ganske vist Sandflugt uden for Plantagen, hvor +Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens Skagboer +vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld +i nogle magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen +i Bytte.</p> + +<p>Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har <em>Havn</em>!</p> + +<p>Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af +Byens Familjefædre bruger de allerfleste, omtrent 500, +Havet. Disse Fiskere er Landets dygtigste. De er delt +i tre Grupper: de hellige, som er de fleste, Totalfolkene, +som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse, +som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld +grinagtige Fyre.</p> + +<p>Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa +Stranden, i Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede +Individer i alle tre Grupper og erfaret, at her,<a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"></a> +som overalt, er det ikke den ydre Etikette, som sætter +Skel mellem værdifuldt og vrangt, men Personligheden +i indre Forstand, den individuelle Karaktér.</p> + +<p>Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med +Skagboerne: ude omkring Grenen paa Snurrevaadstræk +og langt henne i Vesterhavet paa Kutterfiskeri, da er +man kommen Skagboerne saa nær, at der er etableret +et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er +aabnet En Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og +derigennem til Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, +de store med de smaa. Og man har erfaret om +mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige Færden +især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig +er for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser +paa Stranden tegner der sig en Skikkelse, som +man ikke behøver at give Heltenavnet for at finde mandig +og stout. Der er saa velsignet lidt Pral ved de fleste +af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god Forstand. Og +der er en Afstand af et Aarhundreds stigende Humanitetsbevidsthed +mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i +Kancelliraadens Dage.</p> + +<p>Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele +Aaret fisker fra den hjemlige Strand, og de, der bare +i Tiden fra November til hen i April fisker fra Hjemmet, +men som de øvrige Maaneder sejler fra Frederikshavn +langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.</p> + +<p>Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv +nærmest, og dets Udøvere er mest kulturelt berørte. +Faar Skagboerne Havn, vil ret snart <em>alle</em> Skagbofiskere +have forladt de gamle Fangstmetoder. Der er Driftighed +i disse Folk.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"></a> +Det er fra Samværet ombord med de fremskredne +Skagboer man faar sine bedste Skagensminder.</p> + +<p>I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt +Friluftsliv ombord hos Kutterfolkene.</p> + +<p>Fra en saadan Kuttertur mindes jeg — nej, lad +mig fortælle hele Turen:</p> + +<p>Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel +og blandt de største i Skagens Fiskerflotille. +Agter havde den Spejl som en Lystyacht og var fra +Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god Sejler, +men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der +strøg den forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den +derimod større Fart end nogen af de andre.</p> + +<p>Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem +Mand til og saa en Dreng, alle af Indre-Mission, men +intet i deres Udseende skilte dem fra Verdens Børn, i +hvert Fald ikke ved en første Betragtning.</p> + +<p>En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. +For at have alt paa det rene sagde jeg dem straks, at +jeg efter Missionens Lære var Hedning.</p> + +<p>»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde +en af Folkene i en trøstende Tone.</p> + +<p>Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min +Nærværelse, bad jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes +om deres Trosforhold eller søge at bevæge mig +til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig dertil. Jeg +var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og +her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede +jeg, vi kunde tale om hvadsomhelst.</p> + +<p>Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"></a> +paa Damdækket midtskibs. Henad Midnat lettede vi og +stod Grenen ud.</p> + +<p>Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt +Vejr til Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler +saadant Arbejde ikke. Træffer det ind med Stille, lever +Passageren et guddommeligt vegetativt Liv ombord. +Intensere end i Land føler man herude den klare +Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. +Alle Farver bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, +alt er tyst, nu og da hører man en Rødspætte sprælle +i Dammen. Skuden har Ankeret ude, Klyveren er halet +ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune Sejldug +lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt +glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér +man alle Spektrets Farver i de blødeste indbyrdes Overgange +lysende med den reneste Klarhed — en uforglemmelig +koloristisk Nydelse.</p> + +<p>Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige +Himmel og spejler sig mildt lysende i Vandet, der +strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad Solopgang +mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer +Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder +Solopgang og gaar som en Vækkelse over Vandene og +kalder en og anden af Mandskabet paa Dækket. Der +skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.</p> + +<p>Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden +i Kahytskappen og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen +kløver Brænde i Kabyssen og faar gjort Ild og +lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over Dækket, +og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning +med Vaaddene energisk i Trit.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"></a> +Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det +er ikke de kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod +Skibsplankerne og Storsejlsgaflens evindeligt gnidende +Kna-Knorr mod Masten, der forstyrrer En; det er +Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er stram +— en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum +og Tobak. Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til +altid at ville holde Luften lun i Kahytten; de aabner +nødigt Dør og Skylight, de faar Luft nok paa Dækket, +siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at Luften +ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi +Søfolk aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe +ud ...</p> + +<p>Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles +om Kaptajnen fra et stort Skib, at da han kom ned i +Anna Fabricius' Kahyt, fik han øjeblikkelig Kvalme og +maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa Søsyge. +Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som +nogen. Man maa nemlig indrømme, at <em>propre</em> det er +Skagboerne — af Fiskere at være. Kutterfolkene synes +dog selv, at de ikke holder Grejerne propert nok ombord, +for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen +vante til hvidskuret Renlighed.</p> + +<p>Det poetiske, malende Udtryk Fisker<em>hytter</em> hører +paa Skagen Fortiden til, man skal lede længe efter de +faa Vaaninger, der fortjener Navn af Hytte. Fiskerne +bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres Hjem +er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i +enhver anden Købstad, især har <em>Kutterfolkene</em> smukke +Hjem. Med et jævnt godt Fiskeri kan en Kutterfisker +tjene Aaret rundt indtil halvandet Tusinde Kroner, oftest<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"></a> +har han Part i Baad og Redskaber, og ikke helt sjældent +sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved Kutterfiskeriet +et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen indbefattet, +faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen +for hver Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver +faar en; af de øvrige seks Parter faar Redskabsejerne de +to og Kutterens Ejere de fire, det gælder da for Fiskerne +at spare sammen til at indskyde Part i Kutter og Redskab, +saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital +giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges +ved Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til +den, der ejer Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold +og mangehaande Uheld støde til og formindske +den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid være +belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de +gode Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe +Smørret, deres Kost er ikke som den, gamle Fisker-Ole +fik i sin Barndom — bart Brød, Kartofler, Fisk og Vand +— der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes ikke saa +mange Penge til Brændevin.</p> + +<p>Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag +til Ende for Passageren i saligt Velbefindende. Snart +er han paa Dækket og passiarer med Folkene, snart +laver han sig en kraftig Bouillon eller han blunder let +og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og +brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt +deraf. Det hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med +Fiskerne, eller han klæder sig af, springer paa Hovedet +i Søen og svømmer agterud til en udkastet Redningkrans +med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde. +Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager<a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"></a> +Solbad, gasser sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt +Indhug paa de mange store Østers og blege +Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men +som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.</p> + +<p>Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!</p> + +<p>Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst +sig med Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da +af en stejl Lervæg, der skrider som et Fjæld helt ud +til Stranden, eller kuplet af Sandmiler, der hæver sig +mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.</p> + +<p>Man sidder længe og har ikke Ord for al denne +Dejlighed, men undslipper der endelig En et verdsligt +Begejstringsudbrud, kan det hænde, at en af Fiskerne +siger noget bibelsk, som trykker den høje Himmel ned +om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad +for Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund +strække Armene mod Himlen bare i organisk +Sundhedsfølelse, før han gaar til sit Dagværk.</p> + +<p>Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten +Aar og Skudens Kok. Han er bravt Folks Barn fra +Hanstholm og har ikke været tilsøs, før han i Sommer +kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig +er han ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer +ham strængt om hans Gerning, hans Hænder er +rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed. Straks saadan +en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg, +men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes +tre Gange gennem Røghætten for at blive kureret, +faar ingen Virkelighed, thi om et Par Døgnstid sidder +Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter +eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte<a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"></a> +bedre end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, +der her er fremragende Smagsdommere, nyder i +Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i sit +Kald.</p> + +<p>Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne +Antal Mil vesten af Hirtshals, hvor vi har Skraaning til +det dybe Vand. Her skal Fiskeriet gaa for sig, visse +Mærker i Land er Kending for, at her er Bunden ikke +skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der +tages fat, skal der »skaffes«.</p> + +<p>Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om +det lille Bord og paa Bænkene under Køjerne. Der er +Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi duver for brede +Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om ventende +Storm.</p> + +<p>Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget +til Bords. Stærke, tunge Stemmer beder om Velsignelse +til Maaltidet. Den, der ikke synger, er glad over, at +Folkene følger egen Trang og Skibets Skik uansét den +Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den +femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. +Der er virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af +den, den smager dejligt og mætter. Nu synges der fra +Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa Dækket. Passiaren +gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de +siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden +Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes +Tone. De er saa venligt omsorgsfulde mod den +Fremmede og mod hverandre. Der er et mærkeligt fredeligt +Kammeratskab imellem dem, aldrig er de overstadige, +aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig<a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"></a> +Ligevægt og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse +af megen stilfærdig Humor. De er hellige Fiskere, +men ikke Hængehoveder, slet ikke ...</p> + +<p>Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det +dybe Havstrøg gennem Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten +er en fortrinlig Handelsvare, men den »gaar til« +efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending. +Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive +Kuttere i Følge vestover.</p> + +<p>Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad +besværlige Krogveje paa vor Tallerken. Vi har købt +den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i en af Byens Fiskehaller, +eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen med +Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén +Formiddag langt ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten +sit sidste Suk. Det er saamænd sært, at den har holdt +Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen ved +Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen +gjorde nogle Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis +Jolle ligger ved Kajen. Derhen var den bleven ført i +Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand; hver Gang +et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine +Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet +eller ude fra Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér +ligger ugevis de frederikshavnske Kvaser, som har fragtet +Fiskelast hjemme fra og ofte er flere Døgn undervejs +til Hovedstaden med Fisken svømmende i den Dam, +hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn +har Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse +har bragt den til Handelsstedet fra Fangstpladserne langt +ude i Skagerrak og Vesterhavet, ud for Hirtshals og<a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"></a> +Hanstholm, ofte indtil ti Mil af Land. Gennem en +saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende til +Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere +skal tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin +Næringsværdi ved Udsultning og mangfoldige Omladninger. +Og dog vilde Københavnerne nødigt undvære +den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, <em>kunde</em> heller +ikke undvære den.</p> + +<p>Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde +de kunne komme nemmere til og fra Fangstpladsen og +lægge sig efter flere Slags Fiskeri end den evindelige +Skraben Rødspætter. Og Fisken vilde blive billigere for +Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefædre vilde +kunne drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, +hvor de har Hus og Hustru og Børn — al deres +Længsel paa de lange drøje Ture.</p> + +<p>Der gaar et slemt Slid af Kræfterne ude paa Fangstpladsen.</p> + +<p>To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger +opskudt i Bunden. De ror seks-syv Hundrede Favne +tilsøs og stikker stadig ud paa det Tov, hvis ene +Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende +det 60 Favne lange Vaad er fæstet. Naar Vaaddet med +den tætmaskede Pose er kastet ud og af Blysynket trukket +ned til Havbunden, ror Folkene i en Bue til Kutteren +med det andet Vaadtov slæbende efter Jollen. Saa +er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet +ved to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren +driver, og saa tages der fat paa Indhalingen. +Langsomt trækkes Tovene ind og rinkes op i +Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved<a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"></a> +den læ Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige +Arme hiver de 60 Favne Vaad ind over Lønningen. +Alle sære Slags farvestærke Havplanter følger med, en +Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Søstjerner, Sømus og +Søpindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i +Sollyset. Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt +spændte kigger vi derned, om Fangsten er noget værd. +Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter. Folkene bøjer +sig fremover i kraftigt Tag — en plastisk og malerisk +Gruppe — og ud paa Dækket spræller Posens Indhold. +Rødspætterne af brugelig Størrelse kastes i Dammen, +bare tre-fire Snese var der, men al den mindre Fisk og +alle Issinger og Rødtunger samler Søren i Spand til hurtig +Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtørres. +Men de mange, fantastisk formede, hornede og +piggede Dybvandsfisk som Rokker, Skader og Havkatte +og dertil Fladfisken af rent Undermaal smides fraborde. +Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren +over at være i deres Element igen. Saa med ét besinder +de sig og smælder til Bunds i vildt berusede Slyng.</p> + +<p>— — En skønne Nat, som man ligger krøllet sammen +i sin Sejlkøje, vaagner man i vældig Slingerage. +Kutteren hugger balstyrig til alle Sider. Det er kulet +op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god Tro til +den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik +til Køjs. Det lysner allerede morgenrødt, derfor op! +Men det har sin Vanskelighed at faa sig klædt paa, man +tumler hid og did over Dørken, og rejse sig ret op kan +man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man paa +Dækket. Jo-jo, Søen spytter flinkt, og mellem Bølgetoppene +er der dybe Svælg.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"></a> +Det bliver en drøj Arbejdsdag.</p> + +<p>I Oljetøj drager Folkene tilsøs, men det er ikke +til at ro i den stive Dragt. De maa smide den og lade +sig bravt vaske. Jollen hives op og ned, man kan snart +ikke mere følge den fra Kutterdækket, og længere end +ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have +kastet Vaaddet.</p> + +<p>Kulingen øger paa sig, og Vesterhimlen truer med +mere ondt. Det er trist nok, for Fangsten begynder +netop nu at blive god paa det nye Sted, vi var flyttede hen.</p> + +<p>Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte +af for den voldsomme Sø og Strøm, og trætte og forpustede +af Roturen rækker de med Møje Kutteren.</p> + +<p>— Sidste Dræt siger Skipperen op ad Dagen.</p> + +<p>Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge +Oljetøj maa jeg vogte Øjeblikket nøje til at komme +heldigt fra Dækket og i Spring ned i Jollen sammen +med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror udefter +med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da +saa højt, at Kutterdækket er synligt under vort Niveau, +snart er vi dybt nede i Svælget, saa vi intet ser uden +skraat stigende Sø. Som de dog fører deres Aarer, de +Mænd, de presser paa, saa Sveden driver tæt. Og +skønt Jollen er uden Ror, regerer de os behændigt af +for Bølgebraaddet, bare et Par Gange bryder Sprøjtet over +mig henne i Forstavnen. Men Vejret bliver værre og +Trækket paa Aarerne drøjere. Vaaddet er lagt, og vi +ror for hjemgaaende mod Strøm og Vind. To Hundrede +Favne i Læ af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse +og griber en Bøje, som Kutteren har ladet drive mod +os med lang Line. Ved den haler de os med Spillet<a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"></a> +tilborde over Bjerge og Dale af Søer, saa al Ting +hopper inden i En.</p> + +<p>Nu er Fiskeriet nødtvungent forbi for denne Gang. +Der bærer strygende Medvind hjem til Revet. Lad os +nytte den! Og af Sted jager Anna Fabricius med sin +knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret, +skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa +i Skagen By! Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen +under al denne Krydssejlads Aalbækbugten op til Frederikshavn.</p> + +<p>»Nu har vi bedt om Havnen i tyve Aar«, siger +Skipperen. »Vi bliver rent slidte op af den Fiskemetode, +vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme midt i +Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter længer. En har +Muskelsvind i sine Hænder, en anden <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Sceneforstrækning">Seneforstrækning</a> +i Haandledene, en tredje Lændegigt, en fjerde og flere +til har faaet Brystsyge — altsammen af dette forfærdelige +Slid med Aarerne, som vort nuværende Fiskeri +kræver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme +ind paa andre Fiskemaader«.</p> + +<p>Saadan er den evige Klage ombord.</p> + +<p>En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, +sagde en af Folkene: »Det er den smittede Kutter!« ... +Og han fortalte videre, hvorledes engang for faa Aar +siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler og +var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord +i den døendes Sted og fik hans Køje, blev ogsaa +smittet, blev bragt i Land og døde. En tredje var det +gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede +Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige +Tegn paa Tæring.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"></a> +»Vi ligger jo stadig i de samme Køjeklæder«, forklarede +Fiskeren, »og faar aldrig Tid at lufte dem ud +Sommeren igennem for al det Rakkeris Skyld til Frederikshavn. +Er der først én, som faar et skidt Bryst af +Sliddet, smitter han de andre«.</p> + +<p>Og som vi talte, berettede Folkene om deres +strænge Livsgerning, at den ogsaa førte dem saa langt +som til Island, hvor der mangen Gang var et sjældent +godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og Provianteringen +slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en farlig +Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden +Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand +og Mus nær Islands Kyst, den var kommen sejlende +med flere i Følge, da en hastig voksende Kuling med +Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den aldrig +mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med +Skagboere lidt slemt Forlis under Island. De laa drejede +op og holdt sig for paalands Storm men kunde ikke +klare sig og maatte omsider ankre. Dér laa de længe +og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig +paa Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt +ind mod Kystens Skær, hvorover der steg et Himmelbraad. +Der var ikke andet at gøre end kappe Masterne, +og saa snart al Rigningen var paa Dækket og Stormen +bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i +Bunden, men da var Kutterne kun en halv Snes Favne +fra Skærene — og kom de derind, vilde Folk og Skude +blive sønderknuste. Men Stormen sakkede af i Tide, og +Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede +og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Besætningerne +mistede rent flere Maaneders Fiskeri.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"></a> +Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte +ligge og ride pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem +Havn; de er nogle svære Sejlere, der kan magte +meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man kan +se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude +i Skagerrak, en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. +Det er et dejligt Syn — men drøje Døgn ombord, ikke +Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet Skagbokuttere +bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der +slaas en Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger +op mod Stormen og slynges uregérligt til alle Sider. +Han er ikke til at bjerge. Og for et Par Aar siden +gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom +roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var +taarnhøj og løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at +holde den lige med Styrtet, men saa maa Folkene pludselig +have mistet Herredømmet over Roret, fra Kutteren +saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor Svømmefugl, +styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i +Søen og forsvinde. Borte var og blev den og Folkene +med; den er vel jaget lige til Bunds med dem — en +skønne Dag tager et Kuttervaad maaske Hold i det lidet, +der er tilbage af dem ...</p> + +<p>Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med +sin Fiskelast og faaet den solgt og nu laa den en Søndag +Morgen øster ud for Skagen By opankret og vrikkende +for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen +kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge +Hjemmet derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen +arbejder de hellige Fiskere ikke, det er ufravigelig<a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"></a> +Regel, selv om de ligger paa Fangstpladsen midt i +et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med ikke-hellig +Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det +andet.</p> + +<p>Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive +liggende dér og hugge et Par Hundrede Favne fra +Land. Der manglede en Havn at ty til.</p> + +<p>Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst +blev læst op, og af en Andagtsbog oplæstes en Udlægning +af Tekstens Ord. Derefter udviklede Folkene en +Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da af +Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen, +eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden +for den snævre Horisont, Teksten drog dem, skønnede +de klogt. Deres Alvor syntes oprigtig, de gjorde Indtryk +af en evig Stræben i konsekvent Efterfølgelse af hvert +Bibelens Bud. De troede sig selv paa Fuldkommenhedens +Vej og følte sig lykkelige.</p> + +<p>Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til +samme aandelige Underholdning og sang sig Resignation +til i den Skæbne, der bandt deres Mænd til Kutteren +de to Hundrede Favne borte ...</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et +Par Døgn, kommer der gerne en frisk Blæst og fejer +den væk. Da smælder atter Søen mod den stenede +Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis +vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende +Lyde fra Hav og Vejr ... Man venter et mange Dages +Sus og Brus, men allerede om Morgenen kan Vejret<a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"></a> +være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa Skagen +mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, +hvad man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. +Man tror paa, at Vejret er stilnet til Hvile og at de +klare Septemberdage atter vil tage fat.</p> + +<p>Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa +Fyrbakken østerst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. +I Skær fra den røde Vesterhimmel ligger Skagens gule +Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet +en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden +er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden +Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten +af. Ude om Revet lister et Par Sejlere afsted, Vandet +rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres, naar man +lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne +ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er +Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De +staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører +deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, +det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende +med en spinkel Ko, der skal hjem til Malkning, +Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem +ind i Folden — et omvendt Baadskrog — for at ikke +Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. +Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe +Stilhed høre ham synge rapt, det er — som altid naar +Børnene paa Skagen synger — en Salmemelodi, men +han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten +slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken +rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"></a> +og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, +ud til friskt Vejr paa det aabne Hav ...</p> + +<p>Inden næste Morgen er der hvirvlende Storm over +Skagen igen.</p> + +<p>Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig +ud paa Grenen og staa dér vendt mod den stejle Hanekam +af Skumsprøjt, hvori Kattegat og Skagerrak tørner sammen. +Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i et +Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne +Folk end andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk +i Hundredtal — baade Søfolk og Fiskere.</p> + +<p>En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og +lige er kommen hjem fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, +staar en Blæstdag paa Grenen med mig og +siger:</p> + +<p>»Ja — nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar +stærkt mod November, der kan hænde meget her paa +Kysten, inden vi rækker Foraaret.«</p> + +<p>Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen +gaaende hen til os, han er ogsaa Kutterfisker, en høj +Mand med mørkt Skæg og store, mørke Øjne. Det er +ham, der afløste Lars Kruse som Fører.</p> + +<p>»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. +»Man har endda nogle sære Minder herfra ... +Engang strandede der en Skonnert fra Hobro med syv +Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af Sydost, +og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af +Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i +Fødderne, saadan frøs vi. Men det var endda ikke det +værste — værre var det, at Bjergningen gik galt. Strandingen<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"></a> +var sket paa Sydosthagen af Revet, vi var elleve +Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne Vej, +Vind og Sø havde vi imod<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> os, og rent forslidte var vi, +saa vi maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det +var umuligt for os at komme videre. Og lige i det +samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene løbe fra Ruffet +op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én +gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi +kunde hjælpe dem; vi saa' bare en enkelt af dem siden, +han kom drivende med Træskostøvlerne i Vejret, vi +kunde ikke naa ham, det var alt det, vi kunde bjerge +os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede +hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi +følte, hvor forfrosne vi var ...«</p> + +<p>Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. +Han har saadan faste Øjne.</p> + +<p>»Ja« — gentager den anden Mand fra Redningsbaaden +— »nu er Tiden her igen med Strandinger ... +I gamle Dage var det int godt at strande her, og det +kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da +med Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere +end det. Jeg har Mén endnu af en Redningstur ifjor +her paa Revet ... Og havde vi int haft Skipperen, +Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt, +inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan +Tillid til ham. Han er en sjælden dygtig Mand, Lars +Kruse kunde aldrig været bedre erstattet ... Vi holder +saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor +vilde jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, +en Model af Redningsbaaden, som jeg har siddet en<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"></a> +lang Tid Vinteraftener og snittet sammen hjemme, for +jeg har saaent et godt Hjem at være i, — men saa +blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og +det var ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen +kunde staa til ham til en anden Gang, han gør nok +snart igen noget, som vi Redningsfolk maa takke ham +for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...«</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"></a></div> + +<h2><a name="PAA_DEN_HJEMLIGE_OE" id="PAA_DEN_HJEMLIGE_OE"></a>PAA DEN HJEMLIGE Ø.</h2> + + +<p>Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske +nær ved Land, at man med nogle faa Aaretag kunde +naa derud i Jollen, den samme Jolle, der den foregaaende +Nat var kæntret med hele Mandskabet fra Briggen, otte +Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften +sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan +dog denne sære Ulykke kunde være sket — paa den +hjemlige Ø.</p> + +<p>Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det +truende Horns Rev ud for Blaavandshuk holder forbisejlende +Fartøjer saa langt tilsøs, at Fanøs flade Vesterstrand, +der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke volder Forlis. +Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde Indløbet +uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis +Øen sine Redningsstationer, to med Baade, der begge +ligger paa Østsiden og skal betjenes derfra i paakommende +Tilfælde, ligesom der skal holdes ordentlig Tilsyn +paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den +jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen +egentlig Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven<a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"></a> +tryg ... Og saa hænder der en Decemberaften det +mærkelige, at et Langfarts-Skib, hjemmehørende i Fanø +og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den ellers +saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt +hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.</p> + +<p>Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, +disse forfrosne Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, +Havet tier ogsaa, det véd ikke et Ord til Forklaring, +Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig ansvarsløs, +<em>den</em> kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i +Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i +hvide Klæder, deres Læber er stumme ...</p> + +<p>Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De +eneste, som kunde bragt Løsningen, ligger Lig paa den +hjemlige Ø.</p> + +<p>Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde +Rederiet der. Kaptajnen og Styrmanden var begge fra +Nordby, unge Mænd med fortrinligt Sømandskab som +Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres +Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de +hjem til et kort Besøg. Netop paa en saadan flygtig +Visit havde de gæstet Øen, et Par Uger før Katastrofen +indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste der, +Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, +hun havde den Gang nyligt mistet en Søn.</p> + +<p>Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa +Vestindien efter Sukker. Ved asiatisk Plads i København +var Ladningen bleven losset, og herfra var det, at +Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til en +hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa +Slægt og Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"></a> +Kragerø var der bleven indtaget Trælast, bestemt til +Bristol, og den 24. November forlod Skibet Norge.</p> + +<p>Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt +paa Fanø Strand om Morgenen den 1. December. +Hvad der er hændt i Mellemtiden, maa man mest gisne +sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af Vest, og +Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet. +Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten +og tredive Aar, de maa have slidt haardt i det, faaet +ringe Søvn og sagtens været udmattede, da de er naaet +ud for Horns Rev. Her har Skibet været i Betryk, +Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge <a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Skibet">Skibets</a> Logbog +er Forrigningen bleven kappet den 30. November +om Morgenen. Fra samme Dags Middag er Logbogen +ikke ført, Skibet har drevet omkring uden Styreevne, og +Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt +sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt +hen paa Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet +er pludselig grundstødt, og i den Tro, at man stod paa +det frygtede Horns Rev, har Mandskabet i Angst og +Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa +den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. +Faa Minutter efter er Sagaen ude.</p> + +<p>Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, +kommer der cyklende inde fra Nordby en ung Haandværker +ud til Fanø Vesterstrand, hvor han vil samle +Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i +Nattens Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker +Bølgerne den hvide Strand, saa Ravsamleren har Haab +om at finde, hvad han søger, i den opskyllede Bræmme +af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten. Forbavset<a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"></a> +ser han — og næppe vil han tro sine egne Øjne — at +der staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at +det nøje ligner Briggen Claus. Han staar længe og +stirrer derud og fatter ikke, hvad der dog kan være i +Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus +skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger +Cyklen og gaar saa langt hen ad Stranden, at han kan +se Skibets Agterspejl. Jo, der er ingen Tvivl længer, +han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af Nordby ... +Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa +Fanø — og ikke et Menneske at se ombord! ... Han +gaar endnu et Stykke Vej frem ad Stranden helt i Vildrede +og med Blikket uafladeligt hæftet paa Skibet, som +om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af +Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind +til ham — da støder hans Fod mod noget blødt lige i +Bølgeslikket, han ser hastigt ned for sig og springer et +Par forskræmte Skridt tilbage: det er et Menneske, et +inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og +underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... +Han staar nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende +hen og bøjer sig over Liget, tager det forsigtigt ved +Armene, løfter ved Overkroppen og vender Hovedet op +ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne svulne, +Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... +han ser og ser og synes, han skulde kende Trækkene, +Skægget — jo, nu gaar det som et Jag igennem hans +Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus ...</p> + +<p>— — Hen paa Formiddagen blev de andre syv +Lig fundne paa Fanø Strand. De havde forskrabede +Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har været fortvivlet,<a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"></a> +de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet +som i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej +ind. Et enkelt af Ligene laa længere oppe paa Stranden +end de øvrige; det var Styrmanden, et meget kraftigt +Menneske. Han maa være naaet levende gennem Brændingen +og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende +Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er +bleven liggende hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens +Løb udaandet dèr, et Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, +hvor han saa nylig var bleven fejret velkommen hjem.</p> + +<p>Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig +en Hændelse! Det plejer ellers at være Forlis langt +borte, fjernt henne i Verden, der berøver Fanøkvinderne +deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe +uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær +og under Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og +vel ført Fanøskude har gjort det før Claus — og saa +grundstøde og omkomme derhjemme paa den bitte lille Ø, +den næppe synlige Prik paa Verdenskortet — det er ikke +til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse +tænker Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, +var de til Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters +Vej fra Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var +med. Det blæste endnu stødvist med springende Paalandsvind +og nogen Sø, men ingen fandt paa at gaa til +Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden +— man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, +at paa Fanø kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset +var der Højtidelighed og Fest fra om Aftenen +Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer har de<a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"></a> +otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en +Haand har været rakt dem til Hjælp ...</p> + +<p>Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og +komme ombord i det forladte Skib. Naar undtages den +havarerede Rigning har Skibet ikke Skade nogetsteds. +Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt +staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder +man sig farefrit ombord, ja selv Strandingsaftenen var +der hverken Vind eller Sø af saadan Art, at det havde +været risikabelt for Mandskabet at stole paa Skibets +Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og +gjorde Kystobservering og Landsætning mulig. Deres +Overilelse betalte de dyrt ... Men man tænke sig bare, +at de trods Mørket var slupne heldigt i Land og til +deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige Ø og +saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste +<a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: Forsamligshus">Forsamlingshus</a> — og var traadte derind, drivende vaade +og yderst forkomne — men dog i Live alle — — —</p> + +<p>Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar +stille rundt og ser paa Gods og Grejer; <em>alt</em> tyder paa +et ilsomt Opbrud. Toplanternen er endnu tændt, i +Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede +paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I +Kabyssen staar Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er +bleven afbrudt i sit Arbejde, ja han har end ikke faaet +Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod halvfyldt, +han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede +op — saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og +maa altid skynde sig og især i Ondtvejrstider passe +Dæksmandskabet med en hurtig leveret Styrkedrik, inden +han selv kan forsyne sig.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"></a> +Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har +der været afbrændt Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter +tilvejrs. Og saa underligt det end lyder, har nogle af +Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte Tiden +kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de +lysende Raketter stige op over Klitkanten, ude over +Havet, men, i Feststemning som de selv var, har de +tænkt, det var Festblus fra en Esbjergdamper i Forbifart +— eller de har slet ikke tænkt nogenting derved.</p> + +<p>Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den +cyklende Haandværker, er de styrtet forvildede til Stranden +med alle Slags Redningsmidler — til ingen Nytte. Skibet +stod der, Søfolkene laa der; de var døde alle, deres +Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte — — +netop den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte +at feste i Forsamlingshuset — —</p> + +<p>Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede +og omklædte allerede. Sørgeklædte Kvinder gik til og +fra med tyste Skridt og tungt Blik; de tog saa varsomt +paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede en +Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af +deres Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte +saa dæmpet og foldede Hænderne, straks de havde dem +ledige; og bedst som de færdedes mellem de otte Lig, +stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet +Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der +holdt Hagen oppe, og da bekræftede de med kraftløse +Suk, at Ubegribeligheden havde sejret, og at Mennesket +ikke trodsigt skulde forske Tingenes underfulde Gang, +men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, thi +alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"></a> +Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer +løftede sig i svag Flimren langs Væggene. Der +faldt som et Skær af Livets Farve over Ligenes Ansigter, +hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige Partier, næsten +som de var skoldede — det var Sandet, der havde +skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen +og Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden +skrabede og forslaaede; de har af al Evne +<em>villet</em> naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige +Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede +Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.</p> + +<p>Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte +hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede +Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet +dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge +plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at +bruge en Aare og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til +en Mast; de er bleven holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, +har skullet passe Klavértimer og Danseøvelser, +det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til Studenter +og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, +Faderen selv har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt +over Drengenes æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs +fra og lagde til Kajen og lastede Fragt de særeste +Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og Skibskokken, +som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i +Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, +indtog i Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste +Stilling, Livet kunde byde.</p> + +<p>Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før +Far og Mor maatte give Carl og Christian Lov at komme<a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"></a> +tilsøs — bare en enkelt Tur for at <em>prøve</em>. Far skrev +omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset +Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende +er udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde +komme med Briggen Claus og maatte møde betids i +København paa gamle asiatisk Plads. Her begyndte +det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem — Ugen +derefter endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.</p> + +<p>Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, +i den stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby +og Kysten hele Øen rundt, bare Kirkeklokkerne ringede.</p> + +<p>Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet +videre, som det jo skal.</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"></a></div> + +<h2><a name="JULEGAESTER_FRA_HAVET" id="JULEGAESTER_FRA_HAVET"></a>JULEGÆSTER FRA HAVET.</h2> + + +<p>Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men +ingen i Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, +der kom Gæster fra Havet. Mærkeligere Jul har +Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten aldrig holdt.</p> + +<p>Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt +Vejr, saa ingen Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede +stadig paa, og Natten til den 23de December var der +stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen blev +høj og Strømsætningen slem, et rivende <span class="sic" title="[sic]">Strog</span> gik langs +Kysten.</p> + +<p>Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var +Vindens Retning saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger +naarsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen +paa Morgenstunden, saa troede man det værste overstaaet +og søgte hjem for at puste lidt.</p> + +<p>Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han +havde set Lys bag Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig +gennem Vejret. Men Bygerne satte Himmel og Hav i ét.</p> + +<p>Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig +Klarning, at et Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor<a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"></a> +Damper var det, og gennem Stormen hørte han Stemmer +derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra Fyrtaarnet +fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa ringere +end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet, +Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og +Sandet piskede, saa Syn og Hørelse næsten forgik En, +men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg maatte gøres +og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen +mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget +godt Sigte og en Raket med dobbelt Line skudt ud. +Den rakte ikke til Maalet. Atter blev der gjort Forsøg +paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp af en +ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.</p> + +<p>Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum +Fjord averteres. Den indtraf det snarest mulige — men +for sént alligevel. Skibets Mandskab havde allerede forladt +Vraget i egne Baade.</p> + +<p>Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem +Dæmringen, at to af Skibets Baade paa Bagbordssiden +var fjernede og Jolletaljerne overhalede med Blokkene +hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig klar +over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den +Uforsigtighed at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i +Vejret, man tænkte sig, at Baadene kunde være slaaede +i Stykker inden Mandskabet var sluppet ned, men da +Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede +Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget +Menneske at se, kom man til den Overbevisning, at +Skibet var fuldstændigt forladt. Skibsbaadene kunde dog +ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var kæntrede, +var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"></a> +Det vilde under disse Omstændigheder være ganske +ufornødent at sende Redningsbaaden fra Tuskjær ud til +Skibet, en Tur gennem Brændingen i saa voldsom en +Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man +hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes +Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til +Bovbjerg Strand, og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne +langs Kysten nordpaa om at være vagtsomme +over for de Skibbrudne, som man formodede +drev i nordlig Retning for Strømmen — hvis de da var +paa ret Køl endnu.</p> + +<p>Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt +blev Arbejdet i Hjemmene opgivet, og der sendtes +Vagtposter til Stranden og holdtes Udkig fra de højeste +Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje ud over +det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre +sig, blev hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning +om, at Staklerne kunde blive set og bjergede. +Alene i Nørre Vorupør, som ligger over en halv Snes +Mil norden for Damperens Strandingssted, saa' man hen +paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende +et godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa +langt til Nord og skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp +fra dette Punkt af Kysten var umulig. Det eneste, +Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at telefonere +nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var +set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt +til Havet, hvor den stadig var beredt til at gaa ud. +Det skarpeste Udkig blev holdt, man sparede sig ingen +Møje, men det lykkedes ikke at øjne den drivende Baad. +Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus, medens<a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"></a> +dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs +Stranden i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter +med sig og jævnligt afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad +blev set hverken der eller andetsteds. Og ingen +andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem +Nattemørket.</p> + +<p>Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen +mellem Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen +efter saa mange Julegæster fra Havet, at Strandfogedgaarden +i Torupstrand tilsidst næsten ikke vidste Rum +at anbringe dem i.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed +»Stanley« og var hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen +skete, fordi der kom Regntykning og uformodet +Strømsætning, Klokken var da fem om Morgenen, Besætningen +vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst +Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den +bragende Sø, der undertiden slog over Skorstenene og højt +op ad Vanterne, gjorde Stillingen uhyggelig usikker ombord. +Der blev afholdt Skibsraad og taget enstemmig Beslutning +om at gaa i Baadene og forsøge selv at række +Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene +var sikre og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid +til Daggry, men det var vist tryggest at slippe afsted +snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand ombord, og +de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens +to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den +mindre. Og saa blev Baadene under de farligste Forhold +satte i Vandet og lykkeligt og vel bemandede.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"></a> +Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt +sig hinanden saa nær som de turde af Frygt for Kollision. +Der blev roet med Varsomhed og holdt Udkig efter +Braaddet. Men da yderste Revle var passeret, havde +begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var +bleven tumlet saa hæftigt og faretruende omkring, at +man ikke turde vove videre Fart frem til næste +Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev skoddet +kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen +og ud i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt +mod Nord, for Damperen var ikke at skimte. Eller +skulde den mon være søndersplittet og sunken allerede — +saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i Baadene, +for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde +naa helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og +passede paa og ikke forivrede sig.</p> + +<p>De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at +holde sig mod Strømmen, men den var dem for stærk, +Kræfterne blev unyttigt spildte, Storm og Sø var ogsaa +imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da +de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de +kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De +var let paaklædte og havde ingen Proviant faaet med, +da de jo havde troet, at Rejsen til Land hurtigt kunde +blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde den <em>det</em> — +men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét +alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. +<em>Det</em> forstod de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, +og det var dem, der nu fandt Stillingen saa +mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"></a> +Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at +trælle med Aarerne, naar man ikke i ringeste Maade +kunde føre sin Vilje igennem over for Elementerne. Uden +Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et Tov +imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede +bestandig over, alle frøs og var vaade; der blev øst +ustanseligt. Med den skarpeste Agtpaagivenhed maatte +Rorgængeren vare Baaden for de brydende Vandbjerge.</p> + +<p>Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal +Sø sig under Agterenden af den mindste Baad, løftede +den himmelhøjt og jog den kæntret ned i Bølgedalen. +Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild Forvirring blev +Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen egentlig +vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op +i den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De +fire andre Mand var borte.</p> + +<p>Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde +der jævnligt ses Land; men de nitten tilbageblevne nærede +kun ringe Haab om selv at blive set og hjulpet fra +Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i den fraadende +Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa +de godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde +komme fra dem selv, om ellers Heldet vilde følge dem +og de magtede at gribe og nytte Øjeblikket. Men det +saa' broget ud for dem, de følte sig paa den sidste +Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle +frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og +næppe holdt sig oven Vande; den var menneskefyldt +til sidste Plads og ofte synkefærdig, men det var til +Gengæld dens store Vægt, der gjorde det vanskeligt for +Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da væsenligst<a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"></a> +om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, +ingen Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde +tage mod nogle Tons Vand uden at gaa til Bunds.</p> + +<p>Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange +Lanterner paa forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt +vaagnede Haab troede ganske nær. De raabte og +kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker ad Gangen +anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret +overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre +sig bemærket, og som Lanternerne forsvandt, forstummede +Skrigene og slettedes Haabet atter ud. Alene en +Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og hensigtsløst, +han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og +da engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der +kun havde vist sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt +og ingen flere saas, rejste han sig fortumlet og +tavst stirrende ved Rælingen forude — og styrtede sig +i Søen uden en Lyd.</p> + +<p>De andre dukkede Hovederne et Øjeblik — og +øste videre, <em>de</em> af dem, der endnu havde Kræfter nok, +for paa Langskibstofterne laa der fire Mand surret, deriblandt +de tre reddede fra den lille Baad, og evnede +ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede +over dem. Og flere af de andre faldt mere og mere +sammen; de tørstede ulideligt, deres Lemmer var ubevægelige +af Kulde, de var sløve af Slid og Usselhed.</p> + +<p>Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende +agterind og vaskede to Mand overbord, den ene var +Kaptajnen, som havde siddet med Roret og været den +modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til +at stramme Mandskabet op.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"></a> +»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som +tog Roret og surrede sig.</p> + +<p>Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i +Vejret, bestemte han sig til endnu en sidste Gang at +forsøge at naa Land. Regnen stilnede af, og et Fyr +kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og +med Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt +af vaagnende Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare +og roede til, med lukkede Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse +— en halv Time til Ende. Baade yderste +og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden +kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere +sig gennem Mørket, Vinden kom ligesom fra en anden +Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! det stormede op +af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk, +at det vilde have været den visse Død at søge Land.</p> + +<p>Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. +Ingen af de mange udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden +netop dér, hvor Baaden vilde været ind, observerede +den. For Stormen og med opgivet Ror drev den udefter +igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod +Nord. Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet +hver Tanke om Frelse, de fire Mand paa Tofterne var +øjensynligt døde, en Maskinassistent lod sig stille besluttet +glide overbord — — Undergangen maatte komme +naarsomhelst — — ingen vilde tage saameget som et +Svømmetag for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, +en dump Sløvhed beherskede alle.</p> + +<p>Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes +Baaden pludselig af en Strømvending ind i Brændingen +og kæntrede. Klokken var fem om Morgenen,<a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"></a> +det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu +endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun <em>én</em> Mand +kom levende derfra, det var Styrmanden; han havde i +en Tilstand af ubevidst Selvopholdelsesdrift holdt sig +oppe ved Svømning, til han følte Stranden under sine +Knæ, saa var han besvimet og laa i Morgengryningen +skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da der +kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der +hele Juleaftensdag bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene +kom kørende med de druknede Søfolk, snart med et +Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som vilde +Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre +i Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa +blev spredt paa Gulvet og Lagener bredt ud derover. +Den gamle Strandfoged, som selv havde faret tilsøs, +gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans Søster, +som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, +var fuld af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var +overanstrængt af Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, +men maatte nu lade alt i Huset fare for +blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og Rensning. +Hun sad <span class="sic" title="[sic]">timevis</span> med Kam og gennemredte Ligenes filtrede +sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i +Siden og gav det saadant kønt Fald ned over Panden, +som hun havde set paa Sønnens nyeste Fotografi, der +var hende sendt fra en Middelhavshavn.</p> + +<p>»De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"></a> +I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter +af Broderens og Sønnens, de bedste hun kunde finde, +og klædte Ligene i dem. En ung lille Fyr, saa spædlemmet +som en Pige, fik en af hendes afdøde Datters +aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de +brugte dem i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen +og for de halvlange Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede +hun Familje-Myrtetræet, hvoraf engang hendes egen Brudekrans +var bunden, og som havde været bestemt til at +yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet +den Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket +af Myrtegrene og Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik +hendes eneste Rose.</p> + +<p>Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene +var løftede af Hængslerne, saa man havde Blik gennem +alle Stuerne, og for Vinduerne var der allerede hængt +Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften begyndte.</p> + +<p>En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder +og betragtede deres tolv Gæster.</p> + +<p>»Mon der skulde komme flere,« hviskede Broderen. +»A vil da ett haabe det!«</p> + +<p>»Gud ske Tak for dem, vi <em>har</em>,« svarede Konen. +»Det var endda godt, de kom af det kolde Vand og +ind i en god Stue ... Hvis der er flere af dem i +Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres +Kammerater endnu i Aften.«</p> + +<p>Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade +Søsteren raade, nikkede bifaldende.</p> + +<p>Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. +De var unge men kendte med at se Lig fra Stranden, saa +de følte sig ikke ilde tilmode her mellem alle de døde.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"></a> +»Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og +saa' hen paa de unge.</p> + +<p>»Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen.</p> + +<p>En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: +»Glade Jul<span class="corr" title="fjernet: «"></span>!«</p> + +<p>Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede +Normænd.</p> + +<p>»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem +Stuerne; hun gik sidst ud og lukkede Yderdøren.</p> + +<p>»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en +glædelig Jul,« pylrede den gamle Strandfoged, da de +alle var kommen over i Østerfløjen. Han vilde lige til +at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa tilsengs.</p> + +<p>»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et +kærligt Smil. »Han drager hans Vejr saa roligt nu. +Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok bedre!«</p> + +<p>»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det +lidt efter saa prøvende fra Strandfogden.</p> + +<p>»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt +at faa Ribbensstegen i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, +det bliver sén Julenadver, naar man saadan faar Huset +fuldt af fremmede Havfolk.«</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"></a></div> + +<h2><a name="TILBAGE_TIL_LIVET" id="TILBAGE_TIL_LIVET"></a>TILBAGE TIL LIVET.</h2> + + +<p>Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa +Tangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her +er ingen samlet Bebyggelse, intet egentligt Fiskerleje, +men fra de faa, spredt liggende Gaarde og Huse fiskes +der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og +Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation +med Baad og Raketapparat.</p> + +<p>Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for +et Par Aar siden en Decembermorgen ved Syvtiden, det +var mod Jul, Meddelelse fra Strandtilsynet om, at der +var Stranding i Vente, for et Fartøjs Lanterner var set +ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget uroligt, +Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og +Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og +Søen var piskende høj.</p> + +<p>Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne +paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af +med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs +langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun +sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"></a> +dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der +hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.</p> + +<p>I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang +meget lakonisk saaledes:</p> + +<p>»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde +undersøgt Forholdene, blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste +bragt til Stede, hvorefter Materiellet afgik fra +Stationen Kl. 8-Œ og naaede Kysten Kl. 9 Formiddag. +Skibet var da gaaet til Ankers c. Œ Mil fra Land med +Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling +var meget farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten +om Assistance. Damperen kunde imidlertid ikke +gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var tilsandet, og +man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande. +Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men +lod straks et andet Anker falde, hvilket dog ikke var i +Stand til at afholde Skibet fra at drive med Bredsiden ind +mod Revlerne, hvor det blev staaende c. 300 Alen fra +Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i +Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. +Fra Land affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen +over Bougsprydet, men Braadsøerne forhindrede Besætningen +i at faa fat paa den; en anden Raket affyredes +derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand +af Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men +forinden dette lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte +i Faldet den paagældende Mand, der styrtede overbord +og forsvandt i Søen. Der affyredes da en tredie Raket, +der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs, +hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det +samme indtraf en voldsom Hagelbyge, der for en Tid<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"></a> +skjulte Skibet, og da Vejret atter klarede, var Agterskibet +sønderslaaet og Havet bedækket med Vragstykker; af +Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks efter +at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en +Mand sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 +Mand overbord; da Skibet var sønderslaaet, saas mellem +Vragstykkerne kun en Mand, der forgæves søgte at holde +sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at forsøge +paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. +Da det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa +et Vragstykke, førtes Redningsbaaden straks i samme +Retning og gjordes klar til det farlige Forsøg paa at +redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var den +ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den +anden i yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med +Liner om Livet havde begivet sig ud i Brændingen.</p> + +<p>Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. +Besætningen bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en +reddedes.</p> + +<p>Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding +antages væsentlig at være grundet i, at Besætningen +søgte at forhale Tidspunktet for Strandingen i Stedet for +i Tide at søge Land, og at Skibet ved de udfirede Ankere +bragtes til at standse paa den yderste Revle i en meget +uheldig Stilling.« ...</p> + +<p>I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende +stille efter denne Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen +strømmede, rigtig en trist Tid i den øde Egn. Det var +Jul et Par Dage efter — Travlheden i Gaard og Hus +var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om +de otte, som gik bort paa den strænge Kyst, lige for<a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"></a> +Øjnene af Redningsfolkene. — Og den niende — hvordan +var mon <em>han</em> tilpas, naar han rigtig kom til Besindelse +ovre paa Ringkøbing Sygehus.</p> + +<p>Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte +og talte man vel, naar man laa saadan og følte sig +frelst — <em>ene</em> af dem alle?</p> + +<p>Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt +der guset Skumring over den lille By, Klokkerne begyndte +at ringe, man hørte langt borte Havet brumme +dæmpet og underfundigt.</p> + +<p>Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede +Sømand, kunde jeg ikke straks skelne hans Ansigtstræk, +som han laa dèr henne tungt paa Puden og med Dynen +trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og +Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor +Skyggerne samlede sig tættest.</p> + +<p>Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og +som jeg sad og blev ved at betragte den Fremmedes +Ansigt, fik jeg trods Skumringen fat paa Trækkene. Han +var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af, Munden +kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer ... +Han slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, +der ikke véd, hvor han er og undres over, hvad det +dog er for Ting, der omgiver ham. Saa rettede han +sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.</p> + +<p>»Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk.</p> + +<p>»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og +fjern. Brystet arbejdede trangt.</p> + +<p>»Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne +vil tale lidt med Dem.«</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"></a> +»Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte +i samme Sprog:</p> + +<p>»Det var Strandingen! De blev jo reddet ... +Deres Kammerater, de andre otte« — —</p> + +<p>»De andre otte« ... Han lukkede Øjnene og +pressede Laagene sammen.</p> + +<p>»De véd maaske ikke« — —</p> + +<p>»Jo, det er jo sandt!« sagde han og hentede Ordene +ligesom langt inde fra.</p> + +<p>»Kan De taale at tale om det, nu?«</p> + +<p>»Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De +andre, Øvrigheden og Lægen, de talte Tysk til mig. +Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var jeg saa +træt« ...</p> + +<p>I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er +en Seng mere i Værelset, en nylig opereret Fjordfisker +ligger i den, han er bleg og afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. +Han ligger og lytter spændt hen imod os, med +store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar +en hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte +Øjne og en halvfortæret Mund spilet op.</p> + +<p>Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset +rundt og ender ved mit Ansigt, som han forskende betragter.</p> + +<p>»De er dansk,« siger han.</p> + +<p>Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, +at jeg véd, han har ligget paa Sygehuset i fire Døgn, +uden at nogen har kunnet faa sammenhængende Beretning +af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om +han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det +Hele gik til, hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn<a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"></a> +uden for Kysten og ikke straks lod staa ind paa Stranden, +hvor Redningsmandskabet var parat. Hvordan han kom +fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden +han naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent +han begyndte at miste Bevidstheden?</p> + +<p>Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det +faldt i Samtalens Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, +rynkede han Øjenbrynene sammen ved Næseroden og +saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at +tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. +Han maatte dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord +frem, der kunde forklare en hastig Række besynderlige +Hændelser, der ikke straks stod ham selv tydelige. Det +var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først +nu tilfulde, at <em>han</em> alene levede, men alle Kammeraterne +var døde. I alt, hvad han sagde, sporede man en utryg +Undren over, hvordan netop <em>han</em> var bleven reddet, en +Ængstelse for, at Livet alligevel ikke var ham sikkert +endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen blev +fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme +paa hans Kinder. Han gjorde sig <em>selv</em> Rede for Strandingen +snarere end forklarede den for mig; jeg var da +blot den, der hjalp ham paa Gled igen, naar hans Tanker +løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt igennem +og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke.</p> + +<p>»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« +sagde han. »Mandagen forud var min Ven og +jeg komne ombord, Politiet tvang os paa Skuden. Det +var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede +til <em>Competitor</em>, og da vi Mandag Morgen mødte i +Skibet, gik Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod<a class="pagenum" name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"></a> +højt i Lasten, højere end min Ven og jeg syntes om. +Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke svensk +Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at +der havde været lovbefalet <em>Syn</em> over Skibet, Competitor +var <em lang="en">allright</em> og maatte stikke i Søen, naar den vilde. +Vi var pligtige at gaa med, sagde Matrosen.</p> + +<p>Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet +var en Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa +telefoneret til Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. +Enden blev den, at man opsøgte os og satte os ombord +med Magt.</p> + +<p>Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. +Natten til Fredag fik vi Storm, og Competitor lækkede +mér og mér. Til Mandag Morgen krydsede og huggede +vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst. Vi +var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og +sled vi for at holde os fri af yderste Revle, bestandig +frem og tilbage, nogle Mil Nord i, de samme Mil mod +Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene Sejl +blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, +en Raa faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. +Det skvulpede i Lasten, man kunde ikke gaa tør i +Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give sig, vilde +ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det +vi saa raadede ham.</p> + +<p>Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. +Vi drev uhjælpeligt ind efter. Inde paa Stranden stod +Folk med Redningsbaad og Raketter, kunde vi se, og +saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da +var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. +Vi maatte ud med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen<a class="pagenum" name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"></a> +Forestillinger hjalp, Ankrene <em>skulde</em> i Bunden. Og saa +<em>stod</em> vi der, nogle faa Hundrede Alen fra Kysten. +Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod op +om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke +Hold paa nogenting — og vi var gennemvaade, forfrosne, +dødtrætte. Vi klamrede os fast paa Dækket, hvor vi +kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten. Han havde +Redningskrans om Livet — den eneste, der var tilbage +paa Skibet. Han var beruset; det havde han været alle +de tre strænge Døgn; han var nok saa slemt forfalden, +sagde de svenske Matroser.</p> + +<p>Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der +faldt en Mast. Det gav sig i alle Spanter og Planker. +Søen fossede ind og skurede rundt og rensede ud. Der +var to unge engelske Matroser ombord ... De blev +skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem +ikke mér ...</p> + +<p>Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske +tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, +en anden lagde sig højt oppe i Masten. Ingen +af os kunde hente Linen, det vilde have været livsfarlig +Gerning i de Søer selv for en rask — og <em>vi</em> var +allesammen segnefærdige.</p> + +<p>Nu <em>var</em> det vist, at Første Styrmand og en Matros +sprang overbord, de var Svenskere begge to. De holdt +sig fast ved noget Tømmer og drev af for en jagende +Strøm. De var væk næsten med det samme ...</p> + +<p>Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og +Sne og Hagel. Det Hele stod i ét. Lidt efter lindede +det et Øjeblik af. Da var der to andre svenske Matroser<a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"></a> +borte — vi havde intet sét dertil, ikke hørt en Lyd +fra dem.</p> + +<p>Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade +blev knuste og Stumperne hevne bort ... Kaptajnen +viste sig i Kahytsdøren, stadig med Redningsbæltet om +Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden Styrmand +og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og +vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske +vild, han skreg og slog ud med Armene, men blev +staaende i Døren ... Jeg fik mine Støvler og Klæder +af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved igen, +Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfærdelig +ondt ... <em>saa</em> sprang vi ud, Anden Styrmand +og jeg ...</p> + +<p>Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke +andet, end at jeg nede i Søen pludselig kunde bøje og +bruge ogsaa det Ben, som havde været saa smærtefuldt, +næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn havde +staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde +været saa bange for Koldbrand, kan jeg huske ... <em>Nu</em> +tænkte jeg ikke paa Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele +ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og +piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, +saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de +kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og +harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var +Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen +skulde sprænges ....<span class="corr" title="tilføjet: «"></span></p> + +<p>»Talte De og Styrmanden ikke sammen?«</p> + +<p>»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde +til Styrmanden — han sank længere og længere ned,<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"></a> +kunde ikke holde sig fast i Brættet: — »Hold Hovedet +oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden i, +Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, +hans Blik var sløvt, hans Greb blev slapt, han +sank og sank, bare Ansigtet var oven Vande, og saa, +efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte os +under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen — saa +hang jeg <em>ene</em> klamret til Spandebrættet.«</p> + +<p>»Tænkte De noget da? ... At nu var det +Døden?«</p> + +<p>»Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen +af Søerne havde jeg nogle Gange set Folkene med +Redningsbaaden inde paa Stranden, og vistnok mente +jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men +nu, da Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, +stivnet og følelsesløs, nu sansede jeg mindre og +mindre ... bare ramt Saltvand i Øjnene og i Munden +og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den særeste +Musik i Hovedet ...</p> + +<p>Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da +en Mand stod bøjet over mig. Det var Doktoren. Jeg +laa i en Seng, fremmede Folk stod rundt om, det var +Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot, men +ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det +blæste og var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at +jeg vaagnede op i Sengen her, paa Hospitalet.«</p> + +<p>»Véd De, hvor De er, Byens Navn?«</p> + +<p>»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke +tænkt over det. Jeg har vist ikke tænkt noget videre — +mest været saa træt og sovet, tror jeg.«</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"></a> +Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde +ingen nærmere Forstaaelse deraf, end at han var et Sted +paa Jyllands Vestkyst.</p> + +<p>»Har De Slægt hjemme i Riga?«</p> + +<p>Han nikkede.</p> + +<p>»Vil De ikke have skrevet til dem?«</p> + +<p>Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine +Hænder: »Mine Fingre er helt stive,« sagde han.</p> + +<p>»Skal <em>jeg</em> skrive for Dem?«</p> + +<p>»Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.«</p> + +<p>»Er De græsk-katolsk?«</p> + +<p>Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han +kort, »Luteraner!«</p> + +<p>»Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.«</p> + +<p>Han nikkede og smilte. Det var som om han nu +pludselig følte sig mellem Beslægtede.</p> + +<p>»<em>Har</em> de?« sagde han lidt efter undrende og blev +ved at se smilende frem i Værelset.</p> + +<p>Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, +ligesom søgende og barnlig naivt:</p> + +<p>»Saadan som hjemme — — efter Martin Luther?«</p> + +<p>»Ja!«</p> + +<p>Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det +underligt stille Ansigt.</p> + +<p>Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!«</p> + +<p>Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med +et forundret Udtryk. Fiskeren henne i den anden Seng +hostede og Lupuspatienten rørte paa sig. Den fremmede +Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.</p> + +<p>Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?«</p> + +<p>Jeg nikkede.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"></a> +»Alle?«</p> + +<p>»De fire kun!«</p> + +<p>Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og +blev liggende noget saadan.</p> + +<p>»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans +Haand, den var forskrabet og underlig død. »Glædelig +Jul!«</p> + +<p>Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med +Øjelaagene et Par Gange og besindede sig.</p> + +<p>»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede +han til: »Og glædelig Jul selv!« Men Stemmen lød, +som om hans Tanker var langt borte.</p> + +<p>I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig — +eller maaske snarere efter Lyset bag ved mig, ude i +Gangen, der havde et varmt, festligt Skær fra det store +Juletræ, som netop stod færdigtændt ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"></a></div> + +<h2><a name="SOMMERSTRANDING" id="SOMMERSTRANDING"></a>SOMMERSTRANDING.</h2> + + +<p>Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. +Stranden er bred, Brændingen lav. Stilfærdigt +skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet og skærer en +vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i +al den gnistrende Hvidhed.</p> + +<p>Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes +op, er lutter snehvide Blink, naar deres Vingefang +faar Lyset paa sig; ellers er de som mørke Indlægninger +i den let blaanende Himmelflade. De har en egen sejlende +Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse +store Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude +i Verdenshavet: brede, dybe Sving. De kan sidde paa +en Sandodde saa tæt som Raager paa Stubmarken, og +nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at tage +nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge +sig skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. +Man faar en trist jordbunden Fornemmelse, naar man +færdes langs Stranden og stadig rejser Maageflokkene +eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger gennem +Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"></a> +over Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres +kun sjældent et Skud Hagl mod dem, endda er baade +Maager og Terner sky, de hader Fredsforstyrreren paa +deres øde Strand, hvor de samles for at hvile og slikke +Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle +og Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt.</p> + +<p>Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig +Rækkefølge. Skagbokutterne kommer døsende i den løje +Vind, længere ude ligger der tremastede Skonnerter og +Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen Vind i de +søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet, +statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn +er han fra Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til +Spejl, ret som et luftigt arkitektonisk Værk af den fuldkomneste +Harmoni. Man kommer til at tænke paa de +gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa Bolværkspladser +og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige +Stuklofter og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, +glatraget og med Halsbind om sin høje Flip og var +som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber ... Det er, +som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg +trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, +Matroserne fik hverken Vin eller Tobak af den fine +Sort, naar de hjemkomne fra de lange Rejser mødte +paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.</p> + +<p>Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu +piler Dampskibene geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. +Aldrig mere er man Maaneder undervejs fra +Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu og baskende +Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen +i Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid er<a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"></a> +der flest af de skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, +bare man var ombord i én af dem og foer viden hen; +det giver stærke Længsler bort at sidde og kigge efter +de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. +Ud i Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar +Rejsen? ... Alle har I Bud fremmede Steder hen, raskt +skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I er som hensynsløse +Tanker, der <em>vil</em>. Men Verden bliver saa lille for +Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa +snævert og Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... +Saa var det bedre at sidde agter i Fuldriggeren og høre +Vandet klunke om Roret og vide Verden stor og Vejen +lang og have alle sine Fantasier flyvende i brede Maagesving +under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede +længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde.</p> + +<p>Hvis man da ikke strandede derinde?</p> + +<p>Nej, <em>ikke</em> om Sommeren! ... Skønt, hvem véd! +Der kan hænde en Sejler <em>alt</em> — Æventyret er ham i +Kølvandet den vide Verden over.</p> + +<p>Men Æventyrene nu om Dage er af en egen +haandgribelig Art, alle Fænomener kan kontrolleres og +er ikke Fænomener mér. Badegæsterne, som i den hede +Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet, +sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende +Hav, i hvilket de har svømmet med store Tanker +om eget Mod; de synes næsten, det er mærkeligt, at +Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ... Bare +Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm — saa +kom der maaske en Stranding; det skulde dog være +morsomt at se, om Havet kunde fraade og sønderslaa +saa æventyrligt, som Rygtet gik.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"></a> +Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er +det susende Vejr der. Det rusker i Hoteltaget og piber +gennem alle Korridorer. Om Natten kniber det at sove +for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som fylder +Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt +om Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, +synes de, at det er nogenlunde smilende Sommer igen, +trods den megen Sø. Naa ja, siger de ved Kaffebordet, +altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm!</p> + +<p>Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at +der om Natten er strandet et Skib ikke langt fra Hotellet — +strandet og splintret.</p> + +<p>Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, +hvorledes der kan hænde noget saa spændende lige ind +paa Livet af dem, uden at de har hørt det mindste — +de laa dog vaagne længe. Det er jo helt æventyrligt.</p> + +<p>Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer +altid uden at være mældte eller uden at vi agter paa +For-Varslerne.</p> + +<p>I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne +var Strandingen sket. Nogle af Badegæsterne erindrede +godt, at de om Aftenen ved Nitiden havde set et stærkt +Blus ude paa Havet. Det var ingen Lanterne, kunde +de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre over +Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over +Mad og Bad. Vejret var jo heller ikke værst.</p> + +<p>Imidlertid — Morgenen efter stod jo dette Skib, +et stort Barkskib, splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. +Blusset havde været Nødsignal. Den jydske +Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig paalands +Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne,<a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"></a> +saa ingen Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat +Kølen fast, er Forliset en given Sag, og Kysten sikker +paa et sønderdelt Vrag.</p> + +<p>Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde +ved Nattetid reddet sig i Land i egen Baad. Mere +vidste vi ikke, da vi kørte derned fra Skagen. Og det +er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje uden +synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal +erfare paa Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, +man kan køre baade én Mil og to og bare tænke paa +Skibet, se det for sig saadan som man mener det ligger +og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler +man Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige +Værdi deraf.</p> + +<p>Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark +at øjne. Skulde den være totalt undergaaet allerede? +Godt da, at Folkene var komne betids fraborde. Som +Søen <em>brød</em> nu til Morgen for en Vind, der var sprungen +fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest, +skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden +i Land.</p> + +<p>»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og +pegede ned ad Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er +han! Bare Fokkemasten staar!«</p> + +<p>Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden +og kørte nu langsomt sydefter paa det klægede +Sand, medens Søerne skyllede os om Hjulene.</p> + +<p>Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største +Kæmpekarl og første Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, +Kaptajn P. K. Nielsen, Formanden for +Redningsvæsenet i det nordligste jydske Distrikt og<a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"></a> +designeret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, +naar Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede +hans imponerende Skikkelse fra Prøverne med +Grenens og Nordstrandens og Højens fem Redningsbaade. +Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket, +sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret +Hoved og et Par muntre, lyse, stærkt seende Øjne under +vejrfurede Laag stod han agterst i Redningsbaaden, naar +den stak fra Havstokken ud gennem Sprøjtet, hans højre +Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den +udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando +skar langt gennem Vind og Vand. Han lignede +en Viking, en Fortidsgigant. Han vidste det aabenbart +selv og stod plastisk skøn som i et nationalt-dramatisk +Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere end +<em>det</em>!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange +farlige Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne +Type.</p> + +<p>En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden +til Strandingsstedet. Havet gik højt op mod +Klitterne, i hvis bratte, grusede Fald eller marehalmsklædte, +graagrønne Skrænter man tydeligt saa' gamle +Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage +sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes +Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og +for Skagboerne, der næsten alle forsynes med Tørv her +nede fra.</p> + +<p>Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften +et blaaligt Skær og slørede alle fjerne Konturer. Alligevel +lykkedes det, naar man en Stund havde stirret energisk +og vænnet Blikket til at holde sig tørt mod Blæsten, at<a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"></a> +faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske rigtig, +som <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: Kaptejn">Kaptajn</a> Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En +enkelt Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning +hældede skraat med Braaddet. Andet saa' man ikke af +Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men paa Forstranden, +helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der Vidnesbyrd +nok om Nattens Forlis.</p> + +<p>Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved +Højvande, var i en Mils Længde tydeligt markeret af +Tømmer og Splinter fra Skibet. Brækkede Spanter stak +stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa slængte hen, +som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med +Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump +Lønning, man traf baade Taget af et større Ruf og +Kabystaget med Skorstenshætten i, og Trapper, Stolebén, +Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt Gods og +Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte +Tællelys, Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele +Vejen; her mættede Maager og Vildænder sig forslugent +i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig klaskvaade +mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa +spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; +et Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt +surt over Tabet af sit Indhold, noget derfra glædede en +revnet Kasse Whiskyflasker i Halmhylstre sig ved en +midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket var ogsaa +flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika +gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.</p> + +<p>Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse — +Pindebrænde tilhobe.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"></a> +Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede +imod os hen ad den vaade Strand. Damernes brogede +Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve, og de +havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de +kom nærmere, saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter +straale af Begivenhed; der var en overgiven Pludren om +Strandingen: tænk, at det var lykkedes dem at faa en +Stranding at se, midt paa <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: Sommereren">Sommeren</a>. Naada, hvor +skulde de fortælle i næste Brev hjem.</p> + +<p>De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op +at køre, Resten skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu +i Vognen hos os, kendte os ikke, præsenterede sig ikke, +men snakkede muntert løs af fyldte Hjærter. De elskede +denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled hen for +dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter +næste Ferie, hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen +Steder i Danmark var som denne Strand. Og <em>tænk</em> +saa, at der skulde komme en Stranding, mens de var her!</p> + +<p>»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede +Søfolk har ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke +har søgt op til Strandfogden.«</p> + +<p>Jo, det mente vi da ogsaa.</p> + +<p>I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets +hele flade Herlighed. Det var dejligt at se deres +Henrykkelse over bare at være til. Sandet, Vandet, +Luften, Klitplantagen — alt berømmede de superlativisk, +og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og hyggelige, +hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den +billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog +primitivt, deres kritiske Sans havde de magasineret i<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"></a> +København eller Vejle, hvor de nu var fra. Det var +som at tale med Skolebørn paa Skovtur.</p> + +<p>Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. +Naa — det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, +og alle Mand var frelst.</p> + +<p>Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med +Vragresterne, og Havstokken blev rén igen. Strømmen +stod Nord i og førte alt bort den Vej. Det er den +Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor +Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods +flyder for den landlangs hastende Strøm andetsteds ind +og kommer andre Kystboere tilgode. Men det reddede +Skibsmandskab er til Gevinst alene for Strandingslénet. +Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de +fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden +betaler Klitboerne efter rundeligt Skøn til den gode Side.</p> + +<p>Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne +og Tannishus, fandt vi de forliste Finner. Paa +en Mark bag Gaarden laa tre Mand i Solskinnet mavelangs +og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de +andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa +der Jakker og Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet +vaade Dravatter under Landsætningen.</p> + +<p>Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.</p> + +<p>En af de tre, en yngre Mand med modvilligt +Fysiognomi, drejede sig halvt mod os og sagde trægt +paa svensk, at Kaptajnen det var ham.</p> + +<p>Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald +gav han derefter i korte Sætninger fornøden Besked om +Skibet og Forliset.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"></a> +Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af +Eg i Tyskland, 36 Aar gammel. <em>Mercator</em> hed den, +var fra England kullastet for hjemgaaende til Åland. +Ingenting var assureret — ikke Skibet, ikke Folkenes +Tøj heller.</p> + +<p>»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende.</p> + +<p>Her tav Kaptajnen.</p> + +<p>»Hvor gammel er De?« spurgte vi.</p> + +<p>»Bare 28 Aar ... Det var min første Rejse som +Kaptajn« ...</p> + +<p>Han tav igen — og trak Kasketskyggen ned.</p> + +<p>Solen stak ham maaske i Øjnene.</p> + +<p>Saadan laa han en Stund.</p> + +<p>Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, +følgende Forklaring om Forliset:</p> + +<p>»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den +maatte være temmelig stor, for Vandet steg, og Møllepumpen, +som gik og gik, kunde ikke holde Stand. Uophørlig +steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. +Saa satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti +om Aftenen var vi nær ved Revlerne. Men Braaddet +syntes os for stærkt til, at vi turde lade Skuden stryge +ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, +satte Skibsbaaden ud — og slap da ogsaa i Land, som +De ser. Men rigtignok kneb det, Baaden blev fyldt og +var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i Landingen. Saa +sprang vi ud — og reddede os. Et Par Timer efter +sank Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne +om Natten og saa' derud og haabede, Skuden +skulde holde. Men de to Master faldt. Saa var der +ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var<a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"></a> +Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til +Gaarden ... Færdig.«</p> + +<p>De to unge Damer, som i spændt Interessérthed +var fulgt med til Strandfogedgaarden, havde ganske mistet +deres Humør. Alvorligt betagne hørte de Kaptajnens +korte Beretning.</p> + +<p>En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, +havde rejst sig lidt fra sin magelige Stilling og bladede +tankeløst i Skibspapirerne — det eneste, Folkene havde +bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af smukkeste Type.</p> + +<p>Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. +Alle tre Gange paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa +paa Læsø engang, og nu her. Han saa' ud, som fandt +han det aldeles i sin Orden, at han altid blev reddet. Hans +brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han +forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede +Øjne. Han var nitten Aar kun.</p> + +<p>Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor +Søfolkene laa og udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten +dyppede sig haardt i det brydende Skvulp, den havde +næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt omkring +saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i +Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt +gunstigt Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være +kæntret i den lille, skrøbelige Baad ude ved Vraget ... +Den, der skulde bjerget sig selv og svømmet dèr, var +dødsens ...</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en +Jærnbanestation mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden +fra Skiverne var ude med dem for at ekspedere<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"></a> +dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive Søforklaring, +inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.</p> + +<p>Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til +Afsked. Man kunde se paa deres Øjne, at de havde +været glade for den gode Forplejning i hans Gaard.</p> + +<p>Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med +Søfolkene.</p> + +<p>De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa +Sæderne, for det var smaa Folk alle og lutter unge. +Jeg har aldrig set saa ung en Besætning til et Barkskib. +Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem alle, Styrmanden +var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker +lignede Konfirmander.</p> + +<p>»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi +sejler mest med de yngste Folk hjemme fra Finland.«</p> + +<p>»De er billigst i Hyren, naturligvis.«</p> + +<p>»Jo-da,« svarede han ... »Og de ældre, de <em>emigrerer</em> +jo« ...</p> + +<p>Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet +i Toppen.</p> + +<p>»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde +Kaptajnen. Og saa rystede han paa Hovedet. Han var +i trist Humør.</p> + +<p>»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde +han og stirrede fortabt udefter.</p> + +<p>De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at +et Par af de yngste ligesom var glade ved at sidde trygt +her i Stedet for at være paa den gamle Mercator og +stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med +Bramsejlene.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"></a> +»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, +en lille pjuskhaaret én, med stort, kantet Ansigt og nogle +slemt forslidte, hovnede og vindsprukne Hænder.</p> + +<p>»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han +er Kok ombord« ...</p> + +<p>Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede +hans lidt benovede Person.</p> + +<p>»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, +som om han havde forstaaet min Tanke.</p> + +<p>»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.</p> + +<p>»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal +du saa have Hyre igen?«</p> + +<p>Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde +spørge om Forlov til at svare mig. Kaptajnen saa' stadig +ud over Søen.</p> + +<p>»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel +<em>det</em> ... Jeg skal spare sammen til at komme til Amerika +for ... Dèr er mine Forældre ... Jeg faar tyve Mark +i Maanedshyre« ...</p> + +<p>Og bekymret tilføjede han:</p> + +<p>»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting +... Og min Harmonika« ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"></a></div> + +<h2><a name="UDE_PAA_REVET" id="UDE_PAA_REVET"></a>UDE PAA REVET.</h2> + + +<p>Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort +sin sidste Tur med Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur +sidst i Oktober, alt var forløbet vel, Baaden sat i +Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra Grenen.</p> + +<p>Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. +Han var bare et Par og halvtres — og allerede aflægs. +Der havde været slidsomme Tider for ham, saa længe +han huskede, men havde han ikke taget Skade paa sin +Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han +saamænd godt været brugelig Mand i Baaden en Del +Aar endnu. Egentlig var det en kedsom Hændelse, men +hvad, der var ingenting at rette, han havde gjort sin +Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven +bjerget fra Vraget, som godt var — og nu, netop et +Aar efter, var han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme +laa hans Mor, Skagens ældste Kvinde, hun var tooghalvfems +og blind og altid i Sengen, paa det sidste var +der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden +med hende. Hun var Ruin, <em>det</em> var ikke til at undres<a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"></a> +over i saa høj Alder, men ogsaa i <em>ham</em> begyndte det +at smuldre, det fornam han godt nok. Menneskets Tid +var kort, aa saa kort.</p> + +<p>Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, +Havet førte stræng Tale.</p> + +<p>Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar +han havde gaaet Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone +pr. Nat. <em>De</em> Penge var tjente, ogsaa mér end +det. Heller ikke havde der været synderlig Profit ved +at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret +og adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning +for sølle 36 Kr. i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for +hver Strandingstur, men 12 Kroner, naar der blev bjerget +Folk — aa-nej, saamænd, <em>storstilet</em> var det ikke. +Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder, +fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang +til Tobak. Naar det ikke netop var, at man øvede +menneskekærlig Handling med Baaden, og det var baade +en Trang i En selv og ligesom en Æressag — saa +maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde +sparet sig selv for meget Hurlumhej.</p> + +<p>Ligefrem <em>bevises</em>, at det var ved Strandingen i +Fjor, at Niels Jakobsen fik sin Skade, <em>det</em> kunde det jo +ikke. Derfor var ingen Erstatning eller Ekstrahjælp at +kræve. Men alle vidste da, at han havde ligget syg en +god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var der +stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad +der saa stor som et Hønseæg og var til evig ulidelig +Smærte, naar han rigtig skulde bestille noget. Doktoren +kaldte Svulsten for en Slags Brok ... Ja-ja, saadan<a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"></a> +kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men +kedsomt var det ...</p> + +<p>Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til +Almuth ude paa Revet. Skagens Rev er den værste +Plads paa Kysten, naar der skal reddes Folk. Søen +kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og +er ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm +saa rent uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det +hele taget var sket paa Skagens Rev, naar man tænkte +tilbage! Hvert eneste Aar strandede der Skibe, der var +fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund, snart +Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og +fiskede og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der +var druknede i Tidens Løb ... Et Guds Under var +det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land, men +haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt +kunde udrette, var bleven gjort fra Redningsmandskabets +Side ... Forleden Dag, et helt Aar efter Begivenheden, +var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse fra selve den +tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en +Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til +Skipperen et Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og +Portræt ... Det var jo kønt nok, vist var det saa — +men Helbredet var ligegodt bedre.</p> + +<p>Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev +i rigtig snavs Humør.</p> + +<p>En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, +kom paa Siden af ham og snakkede til ham. +Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de naaede +Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den +vanskelige Redning.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"></a> +Hans Beretning lød saadan:</p> + +<p>»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som +var købt af et tysk Rederi i Bremen og kom med en +Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I en sydlig Storm +med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som +sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra +Land. Det var Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis +hverken kunnet se Fyrene eller nogenting. Og +inde fra var der jo int Tanker om at observere dem. +De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig +Nat. Næste Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden +kom der Mælding til os fra Fyrmesteren om Strandingen. +Vi var int længe om at være afsted. Den Gang, vi +kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd +Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og +han raabte, at vi endelig maatte skynde os ud, for Folkene +sad i Vanterne derude, og der gik en sværene Sø, saa +det kneb nok svært for Staklerne ... Ja, uha, sikken +Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre +nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.</p> + +<p>Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi +Redningsbaaden i flyvende Fart ud paa Grenen. Det +gaar jo som et Iltog, naar der er saaent noget paa +Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at den +Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har +eksisteret paa Skagen.</p> + +<p>Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor +Havet slaar sammen; det stod saa højt med Vandet, saa +vi kunde flyde lige straks. Vi var elleve Mand til at +ro og saa Skipperen — og endelig var ogsaa Opsynsmanden +med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen<a class="pagenum" name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"></a> +sin Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde +fra Land var der en, som sprang i Vand til Livet og +vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen vinkede, at det +kunde være det samme. Og saa stod han da uden +nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer +i Træk. Han er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der +er int bedre Mand at faa, han skaaner sig int, og saa +har han mere Mod end nogen, jeg har kendt, han er +forvoven og <em>vil</em> frem, og snild til at manøvrere er han +ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; +det kommer en Del an paa, om de har Røst til det, +de her Skippere eller Førere i Redningsbaaden. Det +var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper nu +hedder Niels Nielsen, og han blev <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: Dannebrogsmaand">Dannebrogsmand</a> for +det Stykke Arbejde med Almuth.</p> + +<p>Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det +var ellers noget, der trak i Lemmerne. Vi er int +Skrællinger nogen af os, men sidde og slide af alle +Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle +Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder +under Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int +forestille sig, hvor udmattet man bliver, man er mangen +Gang lige ved at give fortabt.</p> + +<p>Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at +Strømmen bar Nord med os, for der var en rasende +Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at holde til Luvart +af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det drev +med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas +se det strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. +Det hastede nok at komme derud. Men et Pust maatte +og skulde vi have. Vi kastede Dræget og stønnede af<a class="pagenum" name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"></a> +os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne +igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og +orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, +om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os — for +vi avancerede kun en ringe Smule — ellers maatte vi +ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, +og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart +kunde vi skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi +kom det et halvthundrede Favne nær, ankrede vi op. +Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i Knude eller +»Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og +Flaget var tysk ...</p> + +<p>Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi +<em>kunde</em> ikke, og det var ogsaa en farlig Ting. Men en +Ynk var det at se derud. Bare Masterne var oven +Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som +saadan en lille Skude har, sad der fem Mand og skreg +til os ... Ja-ja — nu <em>kom</em> vi jo, nu kom vi jo nok, +<em>haabede</em> vi da ....</p> + +<p>Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som +trak Tøj af lige til Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' +Lodsdamperen ligge 3-400 Favne nordvest derfra. Paa +en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den, at vi +gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned +til ham. En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og +var klar. Vor Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen +for at lede Tingene dér sammen med Lodsskipperen, +Skjoldborg, som int var glad for to gamle Dampervrag, +der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte +en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var +der ingen Tid til, og ingenting Drikkelse havde vi selv<a class="pagenum" name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"></a> +ombord, saa afsted igen maatte vi med tør Hals; det +ligefrem <em>brændte</em>.</p> + +<p>Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op +til Sydostkosten, for at vi kunde være lige for Skibet +og saa selv lænse ned mod det, sad vi hele Tiden og +holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde +falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, +han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte +dukke os for Sø hvert evigste Øjeblik. Endelig slap +han os, og med vort Tragtslæb agterude — en udspilet +Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes +med Vand, naar vi vil stive os af i Farten — lænsede +vi for alt Vejret. Uden Tragtslæbet kunde vi int have +klaret os; Bølger saa høje som Klitter brød agtenfra ind +mod os og kunde have løftet os og slynget os med +Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde +holdt igen. To Mand stod hele Tiden og passede den, +de skulde tænke sig godt om og være snar i Vendingen.</p> + +<p>Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor +Skipper — han stod aldeles barhovedet endnu — at +de to forreste Mand skulde lade Dræget gaa. Det fanger +Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet, der +stod med Stævnen mod Land — men i det samme +dukker Bovsprydet op af Søen, helt tæt bag ved os ... +bare en Favn længere, saa havde det hugget op gennem +Redningsbaaden, og <em>væk</em> det var vi gaaet, alle Mand, +li'saa bestemt.</p> + +<p>»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi +fik Tørn og laa nu seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der +løb et rivende Strog under Baaden, saa vi maatte sætte +otte Mand til Aarerne for at holde igen, og saa nærmede<a class="pagenum" name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"></a> +vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde +begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig +til Raaen med — vi fik siden at vide, at saadan havde +de hængt omtrent fra den foregaaende Midnat, da Skibet +var sunket. Nu skulde vi altsaa se at bjerge dem, det +var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand stod +forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved +den Del af Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi +en Styrtesø, som satte Baaden formelig helt ind over +Skibet. Stillingen var udsat, rask maatte der handles, +den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned ad +Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en +Forrykt, han bed i Linen med Tænderne, og hver Gang +hans Mund slap Linen, saa' det ud som han skulde +dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i himmelsk +Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en +Line i sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, +hvis Drengen skulde falde overbord — men vi fik ham +dog halet til os deroppe fra. Han var næsten som død, +sølle Klør ...</p> + +<p>Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev +vaer, at Vandet steg i Baaden, og paa en Hast sad vi i +Vand til over Tofterne. Der maatte være noget galt +med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til +Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og +det var paa høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af +Baaden og vi flød kun paa Luftkasserne og Korkkransen. +Da var jeg saa heldig at faa Tag i noget uldent, som +havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben. Jeg +trak til mig og fik en islandsk Strømpe op — den var +fra Vraget, naturligvis. Og omtrent lige straks sank<a class="pagenum" name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"></a> +Vandet i Baaden, saa den lettede sig — jo i den Retning +er Baaden snild nok, hvad man saa ellers kan +mene om den.</p> + +<p>Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret +sig igen, da de saa Baaden fyldes. De tænkte nok, vi +rent gik væk, og skreg ned til os. De havde vel tænkt, +de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa have været +en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev +de endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, +der hang ned fra Raaen af Vraget, paa den +Maade fik vi Forbindelse, og én for én lod de fire +Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af +et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, +han havde en brækket og spoleret Tommelfinger +fra om Aftenen, da han fyrede Nødraketter af — som +ingen saa'.</p> + +<p>Ja — saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra +Vraget og søgte til Lodsdamperen, som tog os paa Slæb +et Stykke igen. Det lindede jo godt paa Kræfterne, men +en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os, mens +Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at +slippe af med Livet for os, hans Hoved sank ned paa +Brystet helt kraftesløst, Opsynsmanden, som vi havde faaet +ombord igen fra Lodsdamperen, maatte hele Tiden undervejs +til Land sidde og bakse med Drengen og ruske +ham og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden +skulde gaa af Stakkelen. Baade Drengen og Kaptajnen +fra Vraget blev straks efter Landingen kørt til Sygehuset, +hvor de kom sig paa nogle Dage.</p> + +<p>Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen — ja int til +os andre, for vi forstaar jo int Tysk — men vistnok<a class="pagenum" name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"></a> +til Opsynsmanden — at han derude paa Vraget havde +forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert eller maaske var +det et Guldur, som han havde faaet engang af den +danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning +i rum Sø. Den var ham en kær Gave, den kæreste +Ting, han ejede — og nu laa den paa Havsens Bund. +Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning +ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde +ham og hans Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. +De havde været lige ved at opgive Haabet, og var vi +int kommen netop saa hastig, var de sikkert druknede, +Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere — +og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde +at støtte ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var +ovre ...</p> + +<p>Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom +roende og landede ved elleve Tiden! To andre Redningsbaade +holdt der: den fra Batterivejen ved Nordstranden, +som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning +til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa +Borgmesteren havde rekvireret tilstede — for det Tilfælde +at enten vi skulde være gaaet væk eller kommen +afkræftede i Land med uforrettet Sag.</p> + +<p>Naa — heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, +men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden +gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men +afkræftede det var vi — Jøsses ja. En af os havde +forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var +to, som laa længe syge — man gør jo i saaent Tid +mere end som Kræfterne kan svare til ... <em>Min</em> Helsen<a class="pagenum" name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"></a> +slog int til, det er da vist. Nu er det forbi med mit +Redningsarbejde« ...</p> + +<p>Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den +Fremmede.</p> + +<p>»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle +fra Baaden samles til Afsked med Dem?«</p> + +<p>Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, +»det kender vi int noget til. Vi gør int saa meget +ud af os selv. Og det var der heller ingen Mening i. +Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en +ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil +med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger ... +vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker — jeg +synes bare, <em>min</em> blev for kort ... Men man raader +int selv, véd vi da« ...</p> + +<p>Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem +efter sin sidste Redningsøvelse stod der i hans Stue en +paaskønnende Mindegave til ham med Tak fra Kammeraterne: +en polstret Lænestol til Hvile for hans trætte +Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen +for fremmede Søfolks Frelse.</p> + +<p>Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han +prøvede den, jo den passede ham egentlig godt nok. +Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes +han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription +til dem hjemme, der kom efter ham ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"></a></div> + +<h2><a name="BARK_ERATO_AF_SOELVITSBORG" id="BARK_ERATO_AF_SOELVITSBORG"></a>BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG.</h2> + + +<p>Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation +med Baaken, som rejser sig en Milsvej sønden for +Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor her, et uafbrudt +Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem +Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, +helt inde i Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs +den jydske Vestkyst, blev Lenet her kun daarligt passet. +Det var umuligt at røgte Hvervet paa denne Ørkenstrand.</p> + +<p>Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste +Sagn at fortælle som under Spirbakken. Jyllands nordligste +Krumning findes omtrent her, og de Hundreder +af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen +ind, skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af +dem forliste her, ingen kender Tal paa dem, ingen saa' +dem, borte blev de. Havbunden her er som en vældig +Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et +Dødskors op af den livsforladte Ørken.</p> + +<p>En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt +man i Klitterne ved Spirbakken en død Sømand. Papirer,<a class="pagenum" name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"></a> +han havde paa sig, godtgjorde, at det var Kaptajnen fra +et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger viste det +sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst +forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab +druknet alene med Undtagelse af Kaptajnen, der var en +jærnstærk Skikkelse og som med et Redningsbælte om +Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til +Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under +Fødderne, har han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet +har han slæbt sig over Stranden, op ad Klitskrænten, +ind i Sandregionen, hvor ingen Mennesker var +at se, intet Lys at skimte. Med en sidste Kraftanstrængelse +har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet forvoldte +hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret +igennem og Kniven fandtes i hans Haand — og saa +har han ikke <em>kunnet</em> mer, hans Hjærte er bristet ... +Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke ligget +dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det +saa højt kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, +der af alle søfarende Nationer kaldtes den bedst +redningssikrede Kyst i Verden!</p> + +<p>Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn +den besynderlige Skæbne at strande omtrent paa +samme Sted. Han blev reddet af Kystboerne ved en +smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens +Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor +ingen Træer kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. +Men om Faderens Forlis spurgte han og fik at vide, +hvordan Liget blev fundet i Klitterne. Han græd stille +som en Mand, der sjældent har Taarer — dèr paa +Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer,<a class="pagenum" name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"></a> +hvoraf én maatte være hans Faders — og hvortil en +ny nemt kunde være kommen — hans egen ....</p> + +<p>Stadig strander der Skibe under Spirbakken.</p> + +<p>Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 +strandede paa de frygtede Spirbakken Revler, maa takke +en god Skæbne og en Skare hensynsløst modige Redningsmænd +for, at den slap med Tabet af bare to af +dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, +der er et af Kystens farligste og stolteste, burde staa +som et evigt Minde om, hvad de vestjydske Fiskere +vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds Frelse.</p> + +<p>Lad os leve Begivenheden med, som den fra først +af gik til.</p> + +<p>Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg +og indtog Trælast, Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, +Dækslasten stuvedes og Fartøjet gjordes sejlklart, +Skibet var i fuldt sødygtig Stand og velbemandet. Den +sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes Ankeret +og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive +uroligt Vejr, Vinden var omkring Syd med halvklar +Luft, da Kursen sattes. Kullens Fyr passeredes og om +Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak vestlig +stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes +Skagens Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest +gik den med alle Sejl til. Med Vinden skiftende +en Del omkring Vest fra Frisk til halv Storm, vekslende +mellem halvklart og Regntykning, fortsattes Krydsningen +til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og +krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes +til Storm og evindelig havde Regntykning i Følge. Under +denne Sejlads blæste Underformærssejlet, Fokken og begge<a class="pagenum" name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"></a> +Klyverne itu og adskillige andre Sejl led større eller +mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de iturevnes Sted +saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.</p> + +<p>Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa +norske Kyst.</p> + +<p>De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden +var bleven til regulær Storm med høj Sø og vedvarende +Regntykning — og saa en Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet +paa Grund, det var netop Ugedagen efter Afrejsen fra +Helsingborg, en besværlig Uge!</p> + +<p>Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig +i Kahytten, kom Første Styrmand, som havde Vagten, +derind med den Besked, at han troede at have set Lys +til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde være, +og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. +Man var ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den +megen Krydsning i tykt Vejr.</p> + +<p>»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« +mente Kaptajnen, »og bliver det saadan ved at storme, +er det bedst vi søger smult Vand i Kattegat ... Lyset +maa have været fra en Damper.«</p> + +<p>Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu +et Par Minutter og saa paa Kortet efter Fyrene, da han +pludselig mærkede ligesom et Stød, som han ikke mente +kunde komme fra en Sø. Han sprang øjeblikkelig paa +Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.</p> + +<p>»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, +mens han foer hen til Rorgængeren, hvem han gav +Ordre til at tage Roret op for at Skibet kunde falde af. +Han troede, de var rendt paa et Skær paa Svenskekysten +og haabede at kunne slippe med Skrækken.<a class="pagenum" name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"></a> +Skibet faldt da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, +og han fik en lettende Følelse af, at Stødene maaske +alligevel bare hidrørte fra Søen. Men saa begyndte hun +at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt vedblev +hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod +hun fast. Der var den tætteste Tykning med Regn.</p> + +<p>Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var +truende. Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var +en raadvild Trampen alle Vegne hen ad Dækket, alle +spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.</p> + +<p>Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres +fast og smældede vildt. Det forværredes hurtigt med Sø +over Skibet, og Besætningen kunde ikke længer opholde +sig paa Dækket uden at gribe fat i Rigningen. Der var +Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes, enhver +søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i +Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. +Men ingen Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed +bredte sig.</p> + +<p>Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle +rappe Ord:</p> + +<p>»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse +fra Bestikket,« sagde Kaptajnen fortvivlet.</p> + +<p>»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« +tilføjede Styrmanden, og som efter en stiltiende Aftale +med Kaptajnen tog han Skibsjournalen og surrede den +fast under sine Yderklæder. »Vi maa helst være belavede +paa alt,« sagde han, da han havde Journalen +godt i Forvaring.</p> + +<p>Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod +Land. Dybere og dybere kom hun til at ligge og<a class="pagenum" name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"></a> +huggede stadig mere haardt. Dækslasten løftede sig i +Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet trængte +ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene +maatte alle ud og søge anden Tilflugt — en Tid forude +oppe paa Bakken, derefter i Rigningen, hvor de bedst +og hastigst kunde komme afsted med det. Der var knap +Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende Selvopholdelsesinstinkt, +der krævede lynsnar Handling.</p> + +<p>Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten +kunde ses.</p> + +<p>»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende +Røst, der trængte skarpt igennem. Han var en Mand +paa de Halvtres og havde været her før. Han kendte +Pladsen og Farerne ved at stande her.</p> + +<p>Ingen svarede.</p> + +<p>Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven +observeret i Tide, sattes Kandestedernes Redningsbaad ud +i den høje Sø ca. trekvart Mil til Luvart af det strandede +Skib, der stod omtrent 400 Favne fra Land, saa altfor +urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden +roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og +vel i Nærheden af Barken og fik Forbindelse med den, +men da der stadig skylledes Dækslast overbord, som drev +ned mod Baaden, maatte den slippe Fortøjningerne uden +at have opnaaet noget Resultat og søge Land med Tabet +af tre Aarer.</p> + +<p>Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet +med Folk oppe fra Gammel Skagen, over en +Mil derfra, der var kørte derned i fuldt Firspring. Den +stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa +langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas.<a class="pagenum" name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"></a> +Med uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent +samtidig med, at Kandestedernes Baad var søgt tilbage. +Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der +forløbet fem Timer siden Grundstødningen.</p> + +<p>Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.</p> + +<p>Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var +altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu +var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres +ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da Klokken +halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende +Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet +Roret slaaet i Stykker under Forsøget paa at passere +Revlerne, maatte den landsættes som ubrugbar.</p> + +<p>Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa +ny bleven sat i Vandet, ført af den gamle Formand for +Gammel Skagens Baad Jens Rasmussen, blandt Mændene +paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv har bjerget +talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars +Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset +... Med megen Møje naaede man denne Gang +ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god Tid +og nærmede sig nu saa meget som den svømmende +Trælast, den skraat stillede Rigning og de løst flagrende +Sejl tillod det. Afstanden til Vraget, der laa i halv kæntret +Stilling, var mellem fem og ti Favne. Braadsøer slyngede +uafladelig Baaden frem og tilbage.</p> + +<p>Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse +med Skibet blev opnaaet ved et Kastedræg, der +fik fat i et Fokkestag. Derpaa kastede man et Drægtov +ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man fik +bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson<a class="pagenum" name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"></a> +hed han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, +hvis ene Ende var slaaet i Løkke. Nu kunde Redningen +begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk og Rigning +gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for +sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han +saa' ud, som om han foreløbig slet ikke tænkte paa sig +selv, han var en kraftig Fyr og kunde døje adskilligt +ondt uden at synke sammen, medens flere af Kammeraterne +i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede +saa inderligt paa Frelse.</p> + +<p>Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung +Matros fra Vraget. Baadsmanden havde maattet bakse med +ham for at faa ham ud. Det saas i hans forbløffede Ansigt, +at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham, Haabet +var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse +ser Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet +blev han ligefuldt. Fiskerne i Baaden halede kraftigt +ind paa Drægtovet, og Matrosen fulgte med til Baadkanten; +dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget under +Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens +Vandet strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, +glippede med Laagene, stødte Vand ud af Næsen og +havde et lille Brækningsanfald; snart besindede han sig +dog saa meget, at han kunde skønne over sin Redning. +Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem +ham ...</p> + +<p>Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge +blev der nu, én efter én, bjerget ti Mand ombord i +Redningsbaaden.</p> + +<p>Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget +og Baaden, en Bylt Klæder eller en Køjedyne. Nogle<a class="pagenum" name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"></a> +af de bjergede Søfolk tog en Baadshage i Baaden og +rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og løftede op. +Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand +Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, +hans Læber var blaa, Blikket brustent — han var død.</p> + +<p>»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde +Jens Rasmussen til Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen +i Liget. »Her er knap Plads til de levende.«</p> + +<p>Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at +der ikke var Livsens Tegn i ham. Baaden var tungt +lastet, Vandet naaede omtrent til Tofterne — og endnu +var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde bjerges. +Saa lod man Liget drive.</p> + +<p>Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige +Jungmand. Han var ikke stærk af Legemsbygning og +Helbred. Under Krydsningen i Vesterhavet havde han +jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da Grundstødningen +skete, var han dog tilsyneladende rask som de +andre og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige +Mandskab i Kahytten. Men da Søen omsider brød ogsaa +derind, maatte han med paa Dækket. Alle gik forud +paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde +foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom +flere af sine Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af +sit Tøj for bekvemmere at kunne klare sig ved Svømning, +hvis en Braadsø skulde skylle ham udenbords, +men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og +søgte at fri sig for sine Benklæder, de var vaade og +klaskede tæt mod Legemet. Med ét slap han sit Tag, +af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt ned paa +Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst<a class="pagenum" name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"></a> +igen og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da +han blev grebet af en Styrtesø og skyllet ind under +Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp maatte hans +Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og +tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen +til Klosettet og greb fast i Døren, hvor det kneb ham +at være for Sø. Styrmanden, som saa' hans farlige +Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den vanskelige +Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet +ham hen under Lønningen til Luvart, hvor de begge +holdt sig fast i Røstet, men Styrmanden havde her mere +end nok at gøre med at skøtte sig selv. Han saa' kun +en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at +Jungmanden ingen Benklæder havde paa.</p> + +<p>Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad +naaede Vraget. Han holdt sig endnu fast ved +Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen, paa Fødderne +havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen +ud. Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne +hen og hjælpe ham. Men det var Livet om at gøre at +forsøge paa at slippe hen til ham. Da løstes Vanskelighederne +af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget +i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær — +vistnok allerede i Besvimelse. Et Kvarterstid efter var +det, han kom tilsyne ved Redningsbaaden og blev +trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter havde +Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...</p> + +<p>Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen +bjerge ned i Baaden. Saa var der ialt tolv +Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg derimellem. Det +var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind over<a class="pagenum" name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"></a> +Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden +<em>endnu</em> stærkere belastet. Nu maatte de til Land og +det knaphændet. Der blev gjort klar til Hjemfart og +hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude fra Vraget +skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var +ingen Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser +skærpede søgte Skipperen Vej for sin Baad, hvor der +var lidt slet Pust mellem Bølgebrækket. Først da han +var kommen velbeholden i Land med sin dyre Last, +Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at +det smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden +gav ham i Brændingen, havde beskadiget et af hans +Ribben — det var brækket ... Naa, ja-ja, han <em>havde</em> +jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte +de andre om Resten ...</p> + +<p>Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede +Folk saavelsom for Redningsmændene skulde der sørges +og det i en Fart. Flere af dem var segnefærdige. En +Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og +kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og +tog ham under Behandling. Det var en besværlig Transport +af de reddede Folk, de skulde til Gammel Skagen +alle og i Hus dèr og under god Pleje.</p> + +<p>Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget +endnu. Og Dagen led.</p> + +<p>Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad +skulde forsøge en Tur ud igen. Men da der manglede +Halvdelen i fuldtalligt Mandskab, fordi Udmattelse fra +den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand uskikkede +til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige +Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra<a class="pagenum" name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"></a> +Gammel Skagen og saa Skipperen paa Skagens Redningsbaad, +Fisker Niels Nielsen, ham, der var bleven Fører +efter Lars Kruses Død.</p> + +<p>Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik +ud. Søen var stadig brølende stejl. For udkastet Agterdræg +nærmede man sig Skibet, over hvilket der heves +et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden +række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget +stærkt over paa Bagbords Side, saaledes at Bagbords +Lønning og Bagbords Del af Dækket var under Vand. +Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult +Vand i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt +mod Braaddet udefra som en virksom Bølgebryder.</p> + +<p>Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem +af Skibets Besætning. De gjorde sig øjeblikkeligt rede +til at bjerges, saa nær som en af dem, der var surret +til Mærset og sad dèr som halvdød, uden Bevægelser.</p> + +<p>Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene +kiggede ilsomt efter dem. Snart opdagede de, at en +ældre Mand, det var Første Styrmand, han, som havde +været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der forulykkede, +sad ved luv Lønning med en Ende om Livet +surret fast til en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var +Liv i ham endnu, kunde man se — men han havde +næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende +og sidste Mand — det var Baadsmanden Andersson, — +som havde slidt saa troligt og opofrende først for at faa +Kammeraterne flyttet i Sikkerhed fra Bakken til Rigningen +og dernæst bjerget<span class="corr" title="fjernet: i"></span> Drægtovet til Redningsbaaden — +han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent et +Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod<a class="pagenum" name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"></a> +sine tre Alen over Dækket og skvulpede, hang dèr +svævende i Luften baaret af to Reb, det ene bundet om +Livet og op under Armene, det andet svejret om Laaret +og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt +i en Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa +i Ansigtet, Armene hang slapt ned, Hænderne var +stive og blodløse ... Dèr havde Andersson hængt +henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende Stilling. +Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men +han havde budt sig selv for meget, hans Lidelser havde +overvældet ham. Kort Tid efter at Redningsbaaden var +afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han fra Dækket søge +op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros +tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne +for at fæstne den om sig, vaskede en vældig +Sø Andersson udenbords. Man troede ham allerede +borte, da han atter saas paa Skibet, ved en vidunderlig, +uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø +og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig +fast til Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en +halv Time — det var, som om Havet vægrede sig ved +at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og ukueligt +Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste +for at hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han +fik den langt om længe og med Nød og næppe bundet +om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset. Men +han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere +formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte +Kræfter sled Mændene oppe i Mærset med at hive +Andersson til sig i Linen, det lykkedes dem kun at faa +ham hævet netop saa meget over Vandet, at Sprøjtet<a class="pagenum" name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"></a> +ikke berørte ham, de <em>kunde</em> ikke længere. Dèr blev +han saa hængende, men for at stive af paa ham, da +Linen om Livet jo snærede slemt, stak de en ny Ende +til ham og med en sidste Kraftanspændelse fik han +stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. +Saa fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad +dèr og saa' Livet ebbe af ham, sad i sindssyg Spænding, +om der dog ikke skulde komme Hjælp igen en Gang +fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var +altfor sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de +sig, de fire af dem, glide ad Raaen ned i Baaden, hvor +de faldt sammen i søvnagtig Ligegyldighed.</p> + +<p>Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage — den +fastsurrede Mand oppe i Fokkemærset, Første Styrmanden +paa Dækket ved den luv Lønning — begge drog vistnok +paa deres sidste Suk — og saa Baadsmanden, der +hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede <em>var</em> død, +det var der kun én Mening om i Redningsbaaden.</p> + +<p>Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. +Ja, egentlig var der kun Udvej paa én eneste Maade: +der maatte en Mand af Redningsbaadens Besætning +op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? +Det var halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i +Baaden sad saa meget som et Par Minutter og overvejede +i Tavshed denne Udvej; de maalte Afstanden +nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet +sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.</p> + +<p>Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, +hans Øjne flyttede sig fra den ene til den anden af +Mandskabet. Han var lige paa Springet selv og vilde +vovet Turen paa Vraget, da en toogtredive-aarig Mand<a class="pagenum" name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"></a> +fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard, rejste sig og +med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.</p> + +<p>»<em>Jeg</em> er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed +var Sagen afgjort. Nielsen var ældre og gift, den unge +og ugifte tog altid den voveligste Tørn i saadan Situation; +det er god gammel Skik paa den jydske Vestkyst. Flere +Ord blev ikke brugt.</p> + +<p>Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede +Christoffer Dalsgaard ad et nedhængende Tov op til +Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra Baaden. +Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et +Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor +han straks blev optaget og underkastet Oplivningsforsøg. +Hjærtet bankede da i ham endnu, og han aandede op +igen, langsomt ... Saa klatrede den uforfærdede Redningsmand +videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset +og gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, +der laa omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. +Herfra skulde han lige til at betræde Fokkerøstet og +gøre Linen klar til Første Styrmanden under luv Lønning, +da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, +at der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det +lykkedes ham lige i sidste Sekund at faa et urokkeligt +Greb i Vævlinerne, Braaddet hvirvlede over ham, skjulte +ham aldeles — der var den tysteste Spænding i Baaden. +Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod Vantet, +som havde han været surret dertil; han slap heldigere, +end nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske +undgaaet, var uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare +Bevægelser fik han Enden kastet ned til Styrmanden, +der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der var saa<a class="pagenum" name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"></a> +meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe +Enden og fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin +Surring, et Stykke Trosse. Christoffer var allerede paa +Vej tilbage til Baaden og troede, at Bedriften var lykkedes, +men næppe er han heldig naaet ned blandt Kammeraterne, +der takker ham for hans Daad, før det viser sig, +da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse +har knyttet den tilkastede Ende til den Surring, +han kappede, saa at Redningsmændene haler alene Surringen +til sig ...</p> + +<p>Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. +Da entrer Christoffer paany op ad Raaen og har foruden +en Line tillige en Baadshage med sig. Den samme farlige +Vej gennem Fokkemærset maa han, ned ad Vantet +ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den +største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. +Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der +denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end +egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet +rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden +Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne +den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og +ombord. Hans Tøj var som flaaet af ham af Braadsøer, +og Skibsjournalen, som det havde været ham saa magtpaaliggende +at bjerge, var borte.</p> + +<p>Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. +Nu maatte de hastigt til Land, Mørket faldt paa, der +var endnu en Kamp at overstaa, før deres eget og Søfolkenes +Liv var ganske i Sikkerhed. Brændingen brølte +derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han +var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes<a class="pagenum" name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"></a> +at faa ham skaaret ned og bragt i Baaden, hvad der +dog altid var en mislig Sag, saadan som Braaddet ideligt +overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe forsvare at +sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld — hvor +trist det end var at efterlade Baadsmanden, især da han +jo havde forvoldt sin Død ved opofrende at hjælpe de +andre ... Det kunde dog ikke nytte, man maatte i +Land nu, der var ellers overhængende Risiko her mellem +alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de +Skibbrudne haardelig til Lægehjælp.</p> + +<p>Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem +Søerne med største Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede +Baaden paa Stranden. De sidste levende Folk var frelste +— tolv Timer efter Grundstødningen.</p> + +<p>Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over +Vandet, Stormen var, om muligt, stærkere end den foregaaende +Dag ...</p> + +<p>Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl +Christoffer Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn +for »i høj Grad uforfærdet og opofrende Forhold«. +Indstillingen fremhævede, at Dalsgaard var »en af sine +Medborgere i enhver Henseende godt anset Mand, hvis +Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa +Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.</p> + +<p>Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn.</p> + +<p>»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. +Ja, han har fortjent mere end det. Han er Skipper paa +en Fiskekutter nu, ingen Fremmede kender ham, men +hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske Vestkyst.</p> + +<p>— — Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at +Livet, skønt vi strider for det til sidste Muskelevne,<a class="pagenum" name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"></a> +alligevel falder os saa tyngende at leve. Da Første +Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det +var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig +forstod, at Livet var hans Lod igen, klagede han og +sagde til Fiskerne, der stod om ham: »Hvorfor lod I +mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa dejlig +nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele +blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort +og slettedes ud.«</p> + +<p>To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, +netop som Styrmanden skulde ud med et nyt Skib — +saa sprang han overbord i Havnen og druknede ...</p> + +<p>Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, +og hans første Rejse gjaldt Amerika, dèr forliste han +Skibet i la Plata Floden. Alle Mand blev reddede — +undtagen Kaptajnen. Han <em>vilde</em> nok ikke, hed det sig, +og gik til Bunds med Skuden ...</p> + + +<hr class="chapbreak" /> +<div><a class="pagenum" name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"></a></div> + +<h2><a name="KAERLIGHED_OG_GRUNDSTOEDNING" id="KAERLIGHED_OG_GRUNDSTOEDNING"></a>KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING.</h2> + + +<p>»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig +Baad, stor Damper,« — fortalte glade Skipper Røn i +Skagen Vesterby — »og havde fragtet Majs fra Sydamerika +til København. Det er en lang Rejse for kønne +Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig +slipper i Land. Bare tværs over Gaden og ned i en +Ølkælder lige med det samme, det gælder det jo om, +og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak, <em>den</em> +kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange +selv i den Tid, at man sejlede. Naadada — <em lang="de">stillschweigen!</em> +som Tyskeren siger.</p> + +<p>Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, +vi, som har faret, at hjemme hos dem selv i Skotland, +dèr er de li'som Engler, dèr er det bare med at faa +Salmebogen i Næven og saa <em lang="en">to church</em> med Madammen, +men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end +som Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne +Præstesønner herhjemmefra, allesammen, det er +givet, følgeligvis.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"></a> +Som han saa kommer fra København vandballastet +for hjemgaaende, saa strander han Herrenstyrtemig her +norden til, ud for Batterivejen. Han stod paa tredje +Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. <em>Den</em> var jo +nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, +at han havde <em>Fremmede</em> ombord, og det var Hemmeligheden +ved, at han grundstødte.</p> + +<p>»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det +kan jeg se paa Deres Øjne; ja <em>her</em> er det krilne Punkt, +nu skal De høre.</p> + +<p>Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De +saa' ham fra Fyret og telefonerede, og som et Lyn var +vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der er jo Skillinger at +tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe hos os med +Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været +Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, +skikkes der Bud til Formanden for Byens Bjergere. +Enhver skattebetalende, uberygtet Borger her i Byen, +altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp — for +<em>uberygtet</em>, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, +<em>dèr</em> er der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle +Sladder om hverandre allesammen — <em>han</em> kan +mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi er over 400 i +Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er inddelt +i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand +i hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller +eller tolv, som er med i Lavet. Til hver Stranding +beordrer Formanden nogle Joller ud og saa og saa mange +Mand af hvert seks Mands Hold, én eller to Mand, vil vi +sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal der +bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og<a class="pagenum" name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"></a> +Switzer trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet +smide godt af sig, for Bjergningslavet bekommer +Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet Aar trak +Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 +Pund eller ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De +véd. Det blev altsaa 6000 Kroner til Bjergernes Part. +Og saa er der den Ting ved det, at indbyrdes saa er +Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi ellers +er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse +Tider, at sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu +ikke, de fleste af os — og det er der jo ogsaa Tosser nok +til andre Steder ... Jo, vi deler lige. Hvert seks Mands +Selskab faar sin Lod, hele Lavet igennem, naar bare +hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen, saadan +som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er +mødt, faar Bøde. Jo, det er regulært nok — forstaar +sig, det glemte jeg da egentlig at fortælle, at nok deler +vi lige, men der er dog Mening i alting, og derfor faar +de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar fuld Lod, +men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger +og saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de +maa nøjes med en Halvparts Lod ... Er De nu klar +af Regnskabet, ikke!</p> + +<p>Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, +helt <em>fint</em> Vejr ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne +vilde ud og tjene Penge, vi Bjergere, var vi jo svært +nysgerrige, det var da ikke saa sært, for at høre, hvilken +Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen +om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget +undskyldende, som han kunde greje sig fra Søforklaringen +med. Og saa lagde vi paa Siden af ham.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"></a> +»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som +vi skal, »og jeg var da den og den,« sagde jeg. Anden +Styrmand kom til Lønningen og rystede paa Hovedet. +Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og nu +tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme +ombord og med agterud til Kaptajnen. Det var snart +gjort at borde Baaden, og paa Vej agter sagde Styrmanden, +at han var Skotsman og Fætter til Kaptajnen +og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed. +Men de skulde nok selv klare sig ud.</p> + +<p>»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« +spurgte jeg. »Hverken Vind eller Sø eller Strøm!«</p> + +<p>Styrmanden var arrig og stødte Luft gennem Næsen.</p> + +<p>»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her +paa Revet?« spurgte jeg. »Den skal være Vest-<em>Nord</em>-Vest, +det véd vi da.«</p> + +<p>»<span lang="en">Well</span>,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. +»Men Kaptajnen, som selv havde Vagten, gav Rorgængeren +fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde Kaptajnen. Vest-<em>Syd</em>-Vest! +gentog Rorgængeren forbavset. <span lang="en">All-right</span>, +sagde Kaptajnen — og gik agter ... Og lidt efter saa +stod vi her.«</p> + +<p>»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men +jeg sagde ingenting, for i det samme var Kaptajnen der. +Svirende var han.</p> + +<p>Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde +have Hjælp.</p> + +<p>»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, +som han kunde ligge til og bande — jeg kan desværre +ikke oversætte alt det, han svor — han skulde nok selv<a class="pagenum" name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"></a> +komme los. De pumpede Vandballasttankene læns nu, +saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp.</p> + +<p>»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en +Smule Vind, risikerer De, at Skuden bliver slaaet i +Smadder. Og saa bliver det galt med Folkene ogsaa, +at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for +Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan +talte jeg jo for <em>mit</em> — naa, alligevel var der jo <em lang="fr">raison</em> +i det, som jeg anbragte.</p> + +<p>Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, +som var bleven staaende ved Døren, bemærkede +igen, at de nok skulde slippe ud selv, og derpaa sagde +han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han skulde +skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom +hjem. Men saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, +og hen mod Styrmanden foer han for at lange ham én +ud. Men Styrmanden var flink i Paraden: »Vil <em>du</em> +bare paddle <em>din</em> Kano; jeg skal nok paddle <em>min</em>, kan +du tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens +Hat paa Gulvet. Den var jo flov, men jeg lod som +ingenting, og væk var Styrmanden i en Hurtighed.</p> + +<p>Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem +Næsen som en Grønlandshval, saa byder han mig til +Sæde og skænker Whisky. Han var bleven helt indladende +og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi +klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa +nikker han hen for sig og sukker forknyt: »Ak ja, den +sølle Kone,« siger han og peger paa en Køjekammerdør. +»Naar man endda bare havde <em>hende</em> i Land.«</p> + +<p>Jeg sad og lurede. »Hvad er <em>den</em> af,« tænkte jeg.<a class="pagenum" name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"></a> +»Har han Konen med ombord, det var da slemt ... +For det skulde da vel aldrig være ...«</p> + +<p>»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! <span lang="en"><a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: Do'nt">Don't</a> +you hear!</span> Mary!« Han gik hen og aabnede Døren til +Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet og hviskede: +»Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, +da det ikke hjalp med Mary eller Miss.</p> + +<p>»Naada!« tænkte jeg.</p> + +<p>Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der +et Kvindfolk derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: +»Hold Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, +egentlig brugte hun et meget værre Ord, som jeg ikke +er Mand for at tage i min Mund lige over for et +fremmed Menneske som Dem.</p> + +<p>Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa +<em>den</em> Slags Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa +begreb jeg, at han havde givet gal Kurs fra Skagens Rev.</p> + +<p>Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde +han tage mod Hjælp, det er saamænd nu om Tider +sløjt nok med Strandinger, saa det manglede jo bare, +man skulde lade en fed Laks springe fra sig.</p> + +<p>Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. +Saa kaldte Kaptajnen paa mig. »Hun vil ikke i Land — +Min Kone vil ikke — —«</p> + +<p>»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer +her, jeg ser nok, <em>hvad</em> Kone De har ombord. Og +jage hende i Land i Jollen her paa Skagens Strand og +overlade hende til sig selv det hverken jeg vil eller +kan som et kristent Menneske. Og — ærligt talt — +det kan De som Sømand heller ikke være bekendt over +for Tøsen, hun maa da skikkes rimeligt fraborde, siden<a class="pagenum" name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"></a> +De har villet mænge Dem med hende« ... Ja, lige +saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder.</p> + +<p>Men nu begyndte Tøsen at skælde ud, og da det +ikke hjalp, saa flæbte hun.</p> + +<p>»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg +til hende. Hun laa dèr i bar Chemise, alle Kludene +var smidt rundtenomkring. Kaptajnen laa ind over Køjen +og klynkede og kælede som et andet Barn for at stille +hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel.</p> + +<p>Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren.</p> + +<p>»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han +med gnavent Gefæs. »Skal vi saa røre Skruen, jeg tror +nok, vi kan slippe ud nu. Og hende dèr kan Bjergerne +vel tage med i Land.«</p> + +<p>Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals — +naadada, det var ellers et Par dejlige Arme, skal jeg +love for, hvide og lækre — og hun tryglede og kyssede, +huha!</p> + +<p>Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du +skulde skamme dig,« hvæsede han til Fætter Kaptajn.</p> + +<p>Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan +skal den dog ende. Jeg stolede egenlig mest paa Miss +Marie.</p> + +<p>Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes +gal paa Fætteren og farer op og kommanderer i bar +Trods og Stædighed: »Stop med Pumpningen. Lad +Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!«</p> + +<p>Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig +truende.</p> + +<p>»<span lang="en">Go ahead</span>!« raabte Styrmanden, og saa gik han +og smak Kahytsdøren i efter sig.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"></a> +Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, +klædte Miss Mary sig paa og kom ind. Hun var en +buttet lille en og god nok til sit Brug, saadan for at se +til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis.</p> + +<p>Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede +hun. Jeg gik ud et Øjeblik og fik langet et Par Kasser +Carlsberg ombord, som jeg havde ladet Bjergerne tage +med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt, +véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart +var Kaptajnen saadan, at han ikke kunde synke mér.</p> + +<p>»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa +skal du blive sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var +halvfuld allerede og rykkede Kaptajnen skælmsk i Skægget: +»Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun paa sit Toldbod-Sprog.</p> + +<p>»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af +Grunden, ellers vil jeg fraborde nu. Den ligger jo og +hugger, saa læns den er, Skuden. Jeg vil dog nok +bjerge mig selv i Tide.«</p> + +<p>»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede +Kaptajnen paa Pæren. Den gav efter, den var blød.</p> + +<p>»<span lang="en">Well</span>!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til +Frederikshavn!«</p> + +<p>Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter +efter var Kontrakten skreven, Mester og Første +Styrmand blev kaldt ned, <span lang="en">allright</span>.</p> + +<p>»Nu ta'r <em>vi</em> Kommandoen her,« sagde jeg.</p> + +<p>»<span lang="en">Yes</span>,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, +»nu ta'er <em>han</em> Kommandoen.«</p> + +<p>»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad +det gaa lidt livligt.« Mester og Styrmand bukkede og<a class="pagenum" name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"></a> +forsvandt. Og saa snart jeg hørte Pumperne arbejde, +sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til +Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.</p> + +<p>Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen +og Konsulen og Tolderen og alle saadanne +Folk kommen ombord, og da de havde Embedsskriveriet +tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var lige ved at +dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg, +»mens vi venter paa Bjergningsdamperen.«</p> + +<p>»<em>Du</em> har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. +Og det blev han ved at sidde og sige tre-fire Gange, +ganske som et Barn. Han var sløv af Sprit, men det +kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved +hele Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer.</p> + +<p>»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt +sammen i Sofaen. Mary var listet ind i Kammeret, hvor +man kunde høre hende lege med sin pæne lille Kæfert.</p> + +<p>Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og +det i Stirriset — en Høne og saadan noget Pilleværk.</p> + +<p>»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg +venskabeligt. Og det blev jo da ogsaa til et rigtig +nydeligt Bord med Stænk og alting. Men Kaptajnen +sov fra det hele i Sofahjørnet.</p> + +<p>Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi +vores Skotsman.</p> + +<p>»Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg.</p> + +<p>Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa +Broen, og dèr stod han uden at mæle et Muk, til vi +havde Slæberen fast og Switzer trak til. Saa gik han +agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af +Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det<a class="pagenum" name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"></a> +samme blev rykket af Grunden. Føj for den slemme, +tænkte han, dèr røg s'gu halvandet Tusind Pund, de +<em>kunde</em> været spart; det var ligegodt en lovlig dyr +Kæreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og +lige fluks i Kammeret til Miss Mary.</p> + +<p>De andre blev siddende og pimpede, flere af dem +døjede med at se Glasset.</p> + +<p>Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var +bleven Aften, saa vilde jeg haft Kaptajnen paa Broen, +det saa' dog alletider korrektest ud. Han og Mary laa +i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil +sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn.</p> + +<p>»Nu er vi inde,« sagde jeg og rumsterede.</p> + +<p>»<span lang="en">Go ahead</span>!« rasede Kaptajnen.</p> + +<p>»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg +skulde ha' været i Land i Helsenør, det lofte han mig, +det Skvadderho'de!«</p> + +<p>»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. +Han var svært slikken, den Rad.</p> + +<p>Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det +var mest passende, om <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Kaptajnpn">Kaptajnen</a> nu lod Missen flyve. +Men han var hel kulret, det endte Herrenstyrtemig med, +at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa +Hotel.</p> + +<p>»<span lang="en">Well</span>,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, +saa skal jeg nok bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, +og det blev henad Midnat, inden Afskedsbægeret +var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa Hotellet og +fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde +jo redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« — +ja <em>det</em> sagde jeg til hende, da vi blev ene, — »og saa<a class="pagenum" name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"></a> +behager du at lette dig, naar jeg kommer i Morgen +tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal du faa +eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle +tre Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa +afsted med Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til +København, forstaar du, og det i en Ruf, ellers skal der +være en Betjent og hilse paa dig, satansusemig.«</p> + +<p>Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var +ogsaa det klogeste, for Anden Styrmand havde snakket +om at faa hende visiteret, for han var sikker paa, hun +havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været +inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, +og set hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. +Men, saa sagde jeg til Styrmanden, at nu vilde vi ikke +have mere Vrøvl og ikke have Politiet rodet i Sagen, for +baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent med +Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget +for sin Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden +alene, og egentlig var det en Skam, at de havde slæbt +hende med til Skagen, naar hun bare var hyret for +Helsingør. Det var ikke efter Søloven.</p> + +<p>»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte +Styrmanden, »men de var ikke til at faa op. Jeg blev +bare skældt Huden fuld ... Vagten var min, vi kunde +ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi videre.«</p> + +<p>Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i +at holde Politiet udenfor. Og det gjorde vi saa.</p> + +<p>Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa +stillede jeg jo og dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte +ind i Kammeret til dem, saa galt var det — huha.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"></a> +»Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som +gerne vilde snue videre. Kaptajnen laa underdrejet og +glippede med Øjnene, han var ædru nu og skammede +sig morderlig, det var tydeligt.</p> + +<p>»Her er Ragene,« sagde jeg og slængede nok saa +galant Tøsen hendes Klæder stykkevis hen i Sengen til +hende, li'som hun havde smidt dem rundtenomkring, +den Sjaskedorthe.</p> + +<p>Saa gav hun sig til at flæbe — nej, saadan rigtig +græde. Nu var Modet fra hende, hun var »kyw i'et« +som vi Jyder siger ... det gjorde mig egentlig virkelig +lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har jo selv +Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa +Kaptajnen bearbejdet for Akkorden; jeg maatte <em>ud</em> i +hvert Fald, for jeg kunde mærke, jeg blev blød om +Hjærtet, men <em>gi'</em> mig, nej det kunde jo ikke nytte.</p> + +<p>Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' +noget at drikke, drikke sig Mod til kanske. »Øl! +Gammel Carlsberg!« forlangte hun.</p> + +<p>»The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg +haard igen, »men Øl, ikke en Skvat, at du véd det!«</p> + +<p>Hun maatte pænt bælle sit Thepottevand.</p> + +<p>Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, +til at kysse færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom +forgrædt ud. Saa listede jeg hende paa Banen og i +Kupeen.</p> + +<p>»<span lang="en">Good by, Mrs. Mary</span>,« nikkede jeg nok saa høfligt +efter hende, da Toget gik, for hun skulde jo immer +forestille Kaptajnens Kone.</p> + +<p>Men véd De saa, hvad hun raabte. Alle paa Perronen +hørte det:</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"></a> +»Hold Kæft, dit gamle — Fjols!« ... Ja egentlig +raabte hun noget andet end som Fjols, men jeg vil +ligefrem ikke ta' det Ord i min Mund, føj for Satan!</p> + +<p>Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv +Pund, et Par Hundrede Kroner i danske Penge +altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en pæn lille Tjans for en +Toldbodtøs ... Naa, vi lod hende rende med dem, +følgeligvis.</p> + +<p>Men Kaptajnen? spørger De ... Aa, Gud endda, +hvor han var flad og elendig af Undseelse. Den Galej +skal han nok vogte sig for en anden Gang og komme paa.</p> + +<p>Det var egentlig Synd for ham, for <em>dygtig</em> var +han, det sagde ogsaa Fætteren. Jeg skal bare nævne +Dem, at da han kom fra Amerika med Majsladningen, +saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingør +uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands +som de kom frem og <em>fik</em> Fyrene, som han jo vidste +laa paa den og den Bredde og saa videre. En urimelig +dygtig Kaptajn og ellers flink Mand og en afholdt Borger +hjemme og ligefrem nobel Familjefar — det sagde Styrmanden, +og det kunde man ogsaa nok se paa Manden +selv, da han var bleven Missen kvit og havde faaet +Hovedet rent ... Ja, det er skrækkeligt for kønne Søfolk +paa de lange Rejser. En anden én er ovre det <em>nu</em>, +man er <em>fast</em> i Land — som godt og vel er!</p> + +<p>Men Søforklaringen? spørger De.</p> + +<p>Hvordan den gik? Naa-aa, det kom jo til at hedde +sig, at der havde været Strømsætning og saadan noget. +Og <em>Misvisning</em>, tror jeg. Han klarede den ialfald, +gjorde Kaptajnen. Folkene <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: vllde">vilde</a> ham jo ikke tillivs.</p> + +<p><a class="pagenum" name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"></a> +Véd De, hvad jeg sagde til ham, da vi skiltes og +han takkede mig og saa videre: »<span lang="en">Well</span>,« sagde jeg bare: +»Vogt Dem nu en anden Gang for — »Miss-visning«!«</p> + +<p><em lang="en">Allright</em>, <em>den</em> forstod han og saa grinede han — +nu var alle Skær jo klaret ... Men han glemmer +satansusemig li'godt ikke Skagen i Hast.«</p> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<h2><a name="Indhold" id="Indhold"></a>INDHOLD.</h2> + +<p class="toc"> <span class="num">Side</span></p> +<ul class="toc"> +<li><span class="bold">Tilegnelse:</span><ul> +<li><a href="#MICHAEL_ANCHER"><span class="gesperrt">Michael Ancher.</span> Digt. (Med Portræt)</a> <span class="num">1</span></li> +<li><a href="#ANNA_ANCHER"><span class="gesperrt">Anna Ancher.</span> Digt. (Med Portræt)</a> <span class="num">3</span></li> +<li><a href="#KUNSTNERPARRET_ANCHER"><span class="gesperrt">Kunstnerparret Ancher.</span> Lidt Karakteristik</a> <span class="num">4</span></li> +</ul></li> +<li><span class="bold">Fra jydske Vestkyst og Skagen:</span><ul> +<li><a href="#STRANDVAGT"><span class="gesperrt">Strandvagt</span></a> <span class="num">21</span></li> +<li><a href="#EN_REDNINGSMAND"><span class="gesperrt">En Redningsmand</span></a> <span class="num">49</span></li> +<li><a href="#SKAGENSFISKERE_FOER_OG_NU"><span class="gesperrt">Skagensfiskere før og nu</span></a> <span class="num">68</span></li> +<li><a href="#PAA_DEN_HJEMLIGE_OE"><span class="gesperrt">Paa den hjemlige Ø</span></a> <span class="num">110</span></li> +<li><a href="#JULEGAESTER_FRA_HAVET"><span class="gesperrt">Julegæster fra Havet</span></a> <span class="num">119</span></li> +<li><a href="#TILBAGE_TIL_LIVET"><span class="gesperrt">Tilbage til Livet</span></a> <span class="num">130</span></li> +<li><a href="#SOMMERSTRANDING"><span class="gesperrt">Sommerstranding</span></a> <span class="num">142</span></li> +<li><a href="#UDE_PAA_REVET"><span class="gesperrt">Ude paa Revet</span></a> <span class="num">155</span></li> +<li><a href="#BARK_ERATO_AF_SOELVITSBORG"><span class="gesperrt">Bark »Erato« af Sølvitsborg</span></a> <span class="num">166</span></li> +<li><a href="#KAERLIGHED_OG_GRUNDSTOEDNING"><span class="gesperrt">Kærlighed og Grundstødning</span></a> <span class="num">184</span></li> +</ul></li> +</ul> + + +<hr class="chapbreak" /> +<h2>GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG</h2> + + +<h3>MYLIUS-ERICHSEN:<br /> +<span class="larger">VESTJYDER</span></h3> + +<p class="center">Fortællinger. 3 Kr. 50 Øre.</p> + +<div class="blockquot"><p>»Vestjyder« er en ualmindelig underholdende og læseværdig +Bog, der gør sin Forfatter megen Ære. For Jyder vil den selvfølgelig +have ganske særlig Interesse, men forøvrigt gælder det, at +den vil kunne læses med Fornøjelse og Udbytte af enhver.«</p> + +<p class="right italic">Berl. Tidende.</p> +</div> + +<div class="blockquot"><p>»Det er en Fornøjelse at læse en saadan Bog, en Glæde at +gribes af dens sunde, sande, ægte Følelse, til hvilken Forfatteren +altid ved at give et saa lykkeligt Udtryk, at den klinger igen i +Læserens Sind.</p> + +<p class="right italic">Ørebladet, Kristiania.</p> +</div> + +<div class="blockquot"><p>»Kun sjældent gør en Bog i saa høj Grad som denne Indtrykket +af, at dens Forfatter virkelig har noget paa Hjærte, noget, +der trænger sig frem, Tanker, som <em>maa</em> klædes i Ord.</p> + +<p>Vestjyderne har faaet deres Digter; han er en af deres egne, +og de kan være stolte af ham.«</p> + +<p class="right italic">En Fælleskorrespondance.</p> +</div> + +<div class="blockquot"><p>»Alt i alt faar man gennem Bogen et overordentlig sympatetisk +Indtryk af en vederhæftig, varmhjærtet og klartseende Forfatter.«</p> + +<p class="right italic">Alb. Gnudtzmann i Dagens Nyheder.</p> +</div> + +<div class="blockquot"><p>»Det er en Fornøjelse at læse saa velskreven en Bog, der optræder +saa ganske fordringsløst. Den bør ikke overses i Øjeblikkets Malstrøm +af Bøger.«</p> + +<p class="right italic">Aftenposten.</p> +</div> + + +<h3 class="larger">DEN JYDSKE HEDE</h3> + +<p class="center">Skildringer af <i>L. Mylius-Erichsen</i>.</p> + +<p class="center">Tegninger af <i>V. Neiiendam</i>.</p> + +<p class="center">Udkommer i ca. 30 Hefter à 40 Øre</p> + +<p class="center smaller">(5 Hefter udkommet.)</p> + + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 9</a>: Samvittighed i Enkeltheder[Enheltheder] udformet. Hvilke daglige</li> +<li><a href="#rett_2">s. 40</a>: De to nytilkomne[nytilkomme] satte sig efter en kort Hilsen</li> +<li><a href="#rett_3">s. 63</a>: vi børstede ham under[nnder] Fødderne og gned ham med</li> +<li><a href="#rett_4">s. 57</a>: skrækkelige[skrækkelig] Dag, der fulgte. I Løbet af Dagen drev der</li> +<li><a href="#rett_5">s. 67</a>: Bøn og en bitte[bittte] Smule Salme — — og saa er de godt</li> +<li><a href="#rett_6">s. 86</a>: hans Navn, og han[hans] viste sig at være en ferm Tjener.</li> +<li><a href="#rett_7">s. 102</a>: Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning[Sceneforstrækning]</li> +<li><a href="#rett_8">s. 112</a>: Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets[Skibet] Logbog</li> +<li><a href="#rett_9">s. 115</a>: Forsamlingshus[Forsamligshus] — og var traadte derind, drivende vaade</li> +<li><a href="#rett_10">s. 148</a>: som Kaptajn[Kaptejn] Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En</li> +<li><a href="#rett_11">s. 149</a>: Stranding at se, midt paa Sommeren[Sommereren]. Naada, hvor</li> +<li><a href="#rett_12">s. 159</a>: hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand[Dannebrogsmaand] for</li> +<li><a href="#rett_13">s. 189</a>: »Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't[Do'nt]</li> +<li><a href="#rett_14">s. 201</a>: var mest passende, om Kaptajnen[Kaptajnpn] nu lod Missen flyve.</li> +<li><a href="#rett_15">s. 196</a>: gjorde Kaptajnen. Folkene vilde[vllde] ham jo ikke tillivs.</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of Project Gutenberg's Strandingshistorier, by Ludvig Mylius-Erichsen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STRANDINGSHISTORIER *** + +***** This file should be named 36871-h.htm or 36871-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/3/6/8/7/36871/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License (available with this file or online at +http://gutenberg.org/license). + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at +http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at +809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email +business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact +information can be found at the Foundation's web site and official +page at http://pglaf.org + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit http://pglaf.org + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: http://pglaf.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + http://www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + +</pre> + +</body> +</html> diff --git a/36871-h/images/cover.jpg b/36871-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..6e1b444 --- /dev/null +++ b/36871-h/images/cover.jpg diff --git a/36871-h/images/i006.jpg b/36871-h/images/i006.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..62934ec --- /dev/null +++ b/36871-h/images/i006.jpg diff --git a/36871-h/images/i007.jpg b/36871-h/images/i007.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..199c6f2 --- /dev/null +++ b/36871-h/images/i007.jpg |
