diff options
| -rw-r--r-- | .gitattributes | 3 | ||||
| -rw-r--r-- | 77037-0.txt | 8542 | ||||
| -rw-r--r-- | 77037-h/77037-h.htm | 14450 | ||||
| -rw-r--r-- | 77037-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 100407 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 77037-h/images/logo.jpg | bin | 0 -> 44430 bytes | |||
| -rw-r--r-- | LICENSE.txt | 11 | ||||
| -rw-r--r-- | README.md | 2 |
7 files changed, 23008 insertions, 0 deletions
diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes new file mode 100644 index 0000000..6833f05 --- /dev/null +++ b/.gitattributes @@ -0,0 +1,3 @@ +* text=auto +*.txt text +*.md text diff --git a/77037-0.txt b/77037-0.txt new file mode 100644 index 0000000..1078319 --- /dev/null +++ b/77037-0.txt @@ -0,0 +1,8542 @@ + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77037 *** + + + PELLE EROBREREN + IV + + + M. ANDERSEN NEXØ + + + + + PELLE EROBREREN. + GRYET + + + ROMAN + + FOLKEUDGAVE + + + KØBENHAVN OG KRISTIANIA + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + 1910 + + + COPYRIGHT 1910 BY M. ANDERSEN NEXØ + + + OPLAG 2500 EKSEMPLARER + + + KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET + + + + + I + + +Midt ude i det aabne frodige Land, hvor Ploven netop var i Færd med at +vende Mulden om de mange venlige Smaahjem, laa en mørk Borg, der til +alle Sider satte øde Mure mod den smilende Verden. Ingen Ruder fangede +Morgen- og Aftenrøden og gav den bevæget igen, tre Rader jærngitrede +Glugger slugte umætteligt alt Dagens Lys. Bestandig lige graadigt gabede +de ud, set mod den blaa Foraarshimmel virkede de som Huller ind til det +evige Mørke. Med knugende Tyngde ragede Stenkolossen op over de mange +smilende Hjem, men den fredelige Befolkning syntes ikke at føle sig +trykket. Den pløjede sin Mark helt ind under de øde Mure; og saa langt +ud Borgen saas, rettede Øjnene sig mod den med et Udtryk som sagde, at +man netop følte sig tryg her under de stærke Mure. + +Som et Samlingsmærke ragede den mægtige Bygning op over alting andet; +den kunde godt ligne et Tempel, rejst til Guds Ære af en taknemmelig +Menneskehed — saa imponerende var den. Men i en fjærn Fortid maatte det +være sket! saa barbarisk bygger man ikke længer Boliger — ikke engang +til Vorherre — som galdt det kun om at holde Lys og Luft ude! Det svære +Murværk var helt gennemslaaet af det klamme Mørke indenfor, +Aarhundrederne havde forvitret Overfladen og skabt overdaadige Kulturer +i den af Skimmel og Svamp, men det syntes at kunne staa en Evighed +endnu. — Bygningen var dog ingen Fæstning, heller ikke et Tempel i hvis +Mørke den ukendte Gud holdt til. Nærmede man sig den store tunge Port, +der altid var lukket, læste man over Hvælvingen det ene Ord _Fængsel_, +sat med store Jærnbogstaver. Neden under stod et enfoldigt latinsk Vers, +der ret fordringsfuldt sagde: + + Jeg er al Dyds og Visdoms Syld! + Retfærd kun trives for min Skyld. + +En Dag midt i Foraaret gik den lille Dør i Fængselsporten op, en høj +Mand traadte ud og saa sig missende om. Dagslyset slog ham i det blygraa +Ansigt, saa han vaklede tilbage og maatte støtte sig til Muren; det saa +ud som vilde han flygte ind igen. Han trak Vejret dybt og vandrede saa +ud i det aabne Land. + +Foraarsvinden tog et velment Tag i ham, prøvede at purre op i det +slaveklippede graasprængte Haar, der var krøllet og blond sidst den tog +i det, og smøg sig velgørende ind paa den bare Krop som en blød, lidt +kølig Haand. Velkommen ud, Pelle! sagde Solen og kiggede ham ind i de +udspilede Pupiller, hvor Cellemørket sad og lurede. Men han fortrak ikke +en Mine, Ansigtet var som hugget i Sten. Øjnene trak blot Hornhinden saa +voldsomt sammen for Lyset, at det gjorde ondt — og blev ved at stirre +søgende udover. Hvergang han fik Øje paa et Menneske, stansede han og +stirrede spændt — kanske i det Haab, at nogen skulde komme og tage imod +ham. + +Idet han drejede op paa Kongevejen, blev han raabt an. Han vendte sig om +i pludselig hæftig Glæde, dukkede saa Hovedet og fortsatte sin Vej uden +at svare — det var blot en Bølle, der stod halvt op af en Grøft inde paa +Marken og vinkede. Han kom løbende over Pløjejorden og brølede hæst: +„Vent lidt for fan! Nu har en lagt og biet paa Følgeskab hele Dagen — +saa ka’ du vel vente lidt!“ Det var en bredskuldret, lidt svampet Fyr +med flad Ryg og en tyk stejl Nakke, der gik lige op i Kasketten uden at +afsætte Baghoved og uvilkaarligt ledte Tanken hen paa Skafottet. +Næsebenet var sunket tilbage i det blaarøde Ansigt og gav det en +bulbideragtig Blanding af Brutalitet og dum Nysgærrighed. + +„Hvor længe har du sat?“ spurgte han forpustet og sluttede op. Han var +ond i Øjnene. + +„Jeg kom ind, dengang Vorherre var en lille Dreng — saa kan du jo selv +regne efter,“ svarede Pelle kort for Hovedet. + +„Saa for den Lede — det var en ordenlig Omgang. Og hvad blev du knaldet +for?“ + +„Aa, der var netop en Plads ledig. Saa tog man og puttede mig ind — for +at den ikke skulde staa tom altsaa!“ + +Bøllen saa skulende paa ham. „Nej, den er for tyk — den faar du ikke +nogen til at tro paa!“ sagde han usikkert. Pludselig stansede han foran +Pelle og stak sin Tyrepande op i Ansigtet paa ham: „Nu ska’ jeg sige dig +en Ting, min Dreng! jeg vil nødig lægge Haand paa nogen første Dag at +jeg er ude, men du sku’ alligevel ta’ og gaa et andet Sted hen med din +ærede Hovenhed, sku’ du. For her har en lagt og biet paa Følgeskab lige +fra i Morges a’.“ + +„Det er ikke min Mening at fornærme nogen,“ sagde Pelle fraværende. Han +saa ud som han ikke var vendt tilbage til Verden endnu, og gjorde ikke +Mine til at ville tage for sig. + +„Naa ikke det — da var det svært heldigt for dig. Ellers ku’ det pænt +ske, at man havde taget et Farvetryk af dit sorgfulde Fjæs — saa nødig +man ogsaa gik til det. — Forresten sku’ jeg hilse dig fra Mor.“ + +„Er det Ferdinand?“ spurgte Pelle og løftede Hovedet. + +„Lad bare vær’ og skab dig!“ Ferdinand spyttede hen ad Vejen. „Man er +nok be’en Storborger a’ og sitte, hva?“ + +„Jeg kendte dig jo ikke,“ sagde Pelle indtrængende; han var pludselig +kaldt tilbage til Livet. + +„Naa ja — naar du si’r det altsaa. Det maa vel være det Snudeskafts +Skyld — jeg fik det sla’et ind om Aftenen som jeg havde puttet Mor i +Jorden. Jeg sku’ forresten hilse dig.“ + +„Tak du!“ sagde Pelle varmt. Gamle Minder fra _Arken_ kaldte paa ham og +satte Blodet i Omløb igen. „Er det længe siden din Mor døde?“ spurgte +han deltagende. + +Ferdinand nikkede: „Naa det var forresten meget godt, for saa er der +ingen man behøver gaa og ha’e ondt Samvittighedsnag for. Jeg havde jo +sat mig i Ho’edet, at hun ku’ fortjene og ha’e det lidt manerligt paa +sine gamle Dage — og var knusende forsigtig; men saa be’ jeg alligevel +nuppet paa en Smule Indbrud og fik otte Maaneder. Det var lige efter at +du var kommet ind — men det ved du vel?“ + +„Nej, hvor skulde jeg vide det fra?“ + +„Jeg telegraferede det ellers over til dig. Jeg sat lige over for — i +Fløj A, og da jeg havde regnet din Celle ud, bestilte jeg hele Linjen, +en Aften og bankede en Hilsen over til dig. Men der sat et Heldøre af en +Præst lige paa Hjørnet af din Fløj — en af disse her Sædelighedsfolk — +naa det ved du ikke engang? Jo, ham havde jeg hele Tiden mistænkt for at +han ikke bankede min Besked videre, skønt der er kostet en gruelig Masse +Lærdom paa saadan et Kvaj. Da jeg saa var kommet ud, sagde jeg til mig +selv, at nu maatte det være Slut med dette her; for Mor var faldet svært +af paa’en. Jeg saa og komme om i en af de Gader, hvor de hæderlige +Gavtyve bor, og be’ Kolportør — og det gik meget ordenligt. For +nederdrægtig sjofelt vilde det ha’e væt, om hun sku’ lagt og kreperet af +Sult. Og vi havde det knusende rart et halv Aars Tid. Men saa listede +hun af alligevel, og det skal jeg staa inde for, at saa beskidt Humør +har Ferdinand aldrig vaaren i, som den Dag han puttede hende ned ude paa +Vestre. Naa, nu ligger Mor dér og lugter til Ukrudtet fra neden af, og +nu kan du li’esaa godt melde færdig, for nu er der ikke mer og ta’e sig +af! sa’e jeg til mig selv og gik lige op i Forretningen og forlangte +Afregning. Og saa snød de mig for halvtreds Holdere — de Kæltringer. + +„Gu gik jeg til Politiet — jeg var dum nok til det dengang. Men det er +jo én Bande det hele. De mente jo som saa, at Ferdinand ham sku’ man +ikke tro et Ord af, og vilde helst ha’e puttet mig ind i et Skab med det +samme. Men alt det de snusede, var der ingenting at hænge sin Hat paa. +Satans som han skjuler det godt denne Gang, den Rad! sa’e de saa og lod +mig løbe. Men der be’ snart noget, for saa ordnede jeg selv +Spørgsmaalet, og du kan bande paa, Forretningen var ikke tjent med den +Ordning. For ser du, der er to Slags Folk, Smaafolk som kun er hæderlige +naar de la’r sig plyndre — og saa de andre; hvorfor Fan sku’ man gaa +omkring som et klippet Faar og ikke plyndre igen. Naa men engang skal +den jo smælde — tre Aar, værsgod! Nu staar jeg til Horsens!“ + +„Det kommer dog an paa dig selv,“ sagde Pelle langsomt. + +„Naa ja, no’et ka’ én naturligvis gøre. Men ser du Politiet b’ir +immervæk mer durkdrevent, og den Mand er vist ikke født, som ikke gaar i +Saksen før eller senere.“ + +„Du skulde se at komme ind i en hæderlig Beskæftigelse igen. Det har jo +altsaa vist sig og kunne gaa for dig.“ + +Ferdinand fløjtede: „Naa paa den lumpne Maade! Tak det var forresten +sødt, det var en flot Anvisning. Jeg sku’ vogte Storborgernes fede Gæs +for dem hva’ — og saa sitte paa Trappen og spise bart Brød til Lugten af +Stegen? Nej, jeg siger tak for mig! Og selv om man ogsaa vilde, hva’ +saa? Du kan være rolig for der følges godt med, prøver man et ærligt +Nap, saa varer det ikke to Dage før Skyggen er der. „Hva’ er det med +Ferdinand? jeg hører han ikke har rent Brød i Posen. Det gør mig meget +ondt, for han har væ’t rigtig flink — men det er bedst han ser sig om +efter noget andet.“ Ser du det er de pæne, de andre venter simpelthen +til man staar og skal have sin Arbejdsløn, og trækker saa a’ i Lønnen — +fordi at man har væ’t deran engang. De ka’ jo aldrig vide, om ikke at +man har pillet lidt fra dem ogsaa — vel? og saa er det jo bedst og sikre +sig! Gør man Vrøvl, saa faar man Tyveknægten brændt lige i Synet — du +ka’ tro Ferdinand har prøvet det. Men nu ka’ du jo selv forsøge. + +„Gu kommer man igen, naar først man har vaaren der én Gang — og nu staar +jeg til Horsens altsaa! Det svinagtige er bare, at den stiger for hver +Gang; en Fyr som mig ka’ faa fem Aar for et Indbrud paa fem Kroner — er +det maaske ikke og sjofle Folk? Saa maa man sku hellere se og lave noget +der klodser. Skidt med’et, bare man engang ku’ faa ordenlig Ram paa det +hele! Ser du, hva’ rager det altsammen mig, nu siden Mor kreperede? dér +græder en Unge, men det er sku’tte for min Skyld. Tror du nogen Mors +Sjæl vilde græde Potteben, dersom Ferdinand maatte lægge Knappen paa +Blokken? De vilde komme rendende og glo vilde de — og saa kom man da +ordenlig i Avisen. + +„Ond — gu er jeg ond! Sommetider føler man sig som en ædende stor Byld — +og faar Lyst til at sprøjte dem hele Historien lige i Synet. Varme +Hænder er der ingen af — det er bar Løgn! — saa man skylder gudskelov +ingen noget. Jeg har adskillige Gange mens jeg sat derinde, lagt det +hele an til at sla’ Opsynet ihjæl — bare for og faa Ram paa noget; for +han ha’de jo ingenting gort mig. Men saa tænkte jeg, at det var +alligevel dumt. Skal Ferdinand strække Hals, saa for mig gærne — det ka’ +altid være morsommere til en Forandring end og sitte hele sit Liv a’. +Men saa maa der først langes én ud, saa det svupper i hele Suppedasen. +Dér har du mig!“ + +De travede flinkt afsted, med Ansigterne rettet mod Stadens Røgdis langt +forude. Ferdinand gik og gumlede paa Skraaen og strittede hvert Øjeblik +en sort Straale hen ad Vejen; hans forhærdede Bulbideransigt med de +blodskudte Øjne udtrykte slet ingenting, nu han tav. + +Der kom en Bondeknøs imod dem syngende af fuld Hals. Han kunde vel være +12-14 Aar. + +„Hvorfor er du saa glad, Klør?“ spurgte Ferdinand og stansede ham. + +„Jeg har trukket en Kvie til Staden, og det fik jeg to Kroner for,“ +svarede Drengen og lo over hele Ansigtet. + +„Saa har du ogsaa været tidlig paa Færde, min Ven,“ sagde Pelle. + +„Ja jeg trak hjemme fra Kl. tre i Nat. Men nu har jeg ogsaa tjent +Dagløn, og har fri hele Resten af Dagen!“ svarede Drengen, hev Tokronen +op i Luften og greb den igen. + +„Pas du paa, den ikke bi’r borte,“ mumlede Ferdinand og fulgte Mønten +med graadige Øjne. + +„Naa—aa!“ Drengen lo overgivent. + +„La’ se om den er ægte, du. Det er nogle morderlige Gavtyve derinde paa +Kvajtorvet.“ + +Drengen rakte ham Pengestykket. „Ej se, det er jo en af den Slags, der +kan brækkes over saa der bi’r to,“ sagde Ferdinand og gjorde nogle +Taskenspillerkunster. „Jeg maa vel nok ha’e den ene?“ Hans Udtryk var +blevet spillevende, han blinkede ondt til Pelle og stod og spillede med +Mønten, saa det saa ud som der var to. „Værsgod, der har du din!“ sagde +han og trykkede Pengestykket fast ned i Drengens Haand. „Pas nu godt paa +den, saa din Mor ikke ska’ skænde paa dig!“ + +Drengen aabnede forundret sin tomme Haand. „Giv mig min Tokrone!“ sagde +han og smilede usikkert. + +„Hva’ Fan — du har jo faaet den engang!“ Ferdinand stødte brutalt til +ham og begyndte at gaa. + +Drengen fulgte efter ham og forlangte ihærdigt sine Penge. Saa begyndte +han at græde. + +„Nu er det ikke morsomt længer — giv ham nu sine Penge!“ sagde Pelle +mørkt. + +„Morsomt?“ Ferdinand stansede brat og saa himmelforbavset paa ham — +„tror du jeg spiller for Smaapenge maaske? Hvad rager den Dreng mig, han +kan ta’ og skrubbe a’ — jeg er ikke Far til ham.“ + +Pelle saa et Øjeblik paa ham inden han forstod; saa tog han et Papir med +nogle Sølvpenge op af Vestelommen og gav Drengen to Kroner. Fyren stod +først himmelfalden, snuppede saa i en Fart Pengene, og fo’r af Sted alt +hvad han kunde. + +Ferdinand gik og brummede ondt hen for sig og klippede med Øjnene. „Det +vil jeg bare sige dig for en anden Gangs Skyld,“ udbrød han pludselig og +stansede — „at var det ikke fordi det var dig — og saa fordi man nødig +vil ha’e denne Dag ødelagt, saa havde jeg smadret Skallen paa dig. For +det dér sku’ ingen anden ha’e budt mig. Er du nu med?“ Han stod igen og +rystede sin tykke Pande lige foran Ansigtet paa Pelle. + +Pelle greb ham med et Lyntag i Krave og Bukser og slog ham tungt ned i +en Skærvebunke. „Det er anden Gang i Dag, du truer med at smadre Skallen +paa mig,“ sagde han forbitret og masede Ferdinands Hoved ned mod +Stenene. En Stund holdt han ham haardt nede, men hjalp ham saa paa +Benene igen. Ferdinand var blaarød i Hovedet, han stod og svinglede, +parat til at kaste sig over Pelle, mens Blikket gik søgende rundt efter +et Vaaben. Saa tog han nølende Tokronen op af Lommen og rakte den fra +sig som Tegn paa Underkastelse. + +„Behold den kun,“ sagde Pelle nedladende. + +Ferdinand stak den hurtigt i Lommen igen og gav sig til at børste +Snavset af sig. „Grynsuppen derinde har nok ikke taget videre paa +Kræfterne,“ sagde han og skuttede sig gemytligt idet de gik videre. „Der +sidder en nederdrægtig Klo paa dig endnu. Jeg begriber bare ikke, hvad +du er saa øm over saadan en skaldet Hvalp for — han klarer sig sku nok +os foruden.“ + +„Du var jo ogsaa øm over en lille Knægt, engang man vilde tage Pengene +fra ham. Var du ikke?“ + +„Naa ham den lille Fyr i _Arken_, der sku’ hente Mikstur til Moderen? — +det er saa længe siden!“ + +„Du kom i Krambolasje med Politiet for hans Skyld! Det var første Gang +du havde noget udestaaende med Øvrigheden, tror jeg!“ + +„Ja for Drengen havde jo ingenting gort — jeg saa det selv. Saa nikkede +jeg Panseren, som vilde slæbe af med ham. Naa, hans Mor var daarlig — og +ens egen Gamle levede. Og man var en stor Torsk altsaa! Du skal faa at +se, du ikke kommer langt med din Øllebrødsbarmhjærtighed. Skylder vi +kanske de andre noget?“ + +„Ja _jeg_ gør,“ sagde Pelle og løftede pludselig Ansigtet mod Lyset. +„Men du har nok ikke meget at takke nogen for.“ + +„Sikke noget forbandet Sludder!“ udbrød Ferdinand og gloede paa ham. +„Har de væ’t go’e ved dig sir du? — ogsaa da de smed dig i Fængsel? Du +spiller nok fin Frøken, hva’? Nej, hold op med den, den maa du længer ud +paa Landet med. Saa du sku’ ha’e fortjent din Omgang Forbedringshus, +mens en anden én bare sat og led sort Uret? Sludder! De ved nok hvad de +gør, naar de klipper Ferdinand; men dig ku’ de rolig ha’ ladet løbe. Du +mudrede halvtreds Tusend Mand paa Benene, og hva’ lavede I vel? ikke saa +megen Forstyrrelse som en Mus i et Par Damebukser! Storborgerne er sku +mere bange for Ferdinand end for dig og alle dine Pappenhejmere +tilsammen. Forurettet — aa la’ vær! du har jo Savl paa Hagesmækken, +Kresjan! Man gir ingen Pardon — og saa ta’r man heller ingen; det er det +hele. — Og saa ku’ du forresten gøre mig den Tjeneste og ta’e dine to +Kroner igen. Ferdinand skylder ikke nogen noget.“ + +„Saa laan dem da,“ sagde Pelle. „Du kan dog ikke komme til Staden helt +uden Penge.“ + +„Ta’e nu og ta’ dem, hva’?“ tiggede Ferdinand. „Du kan daarligere faa +fat i no’en end en anden en, og det var ogsaa lidt for sjofelt den Maade +at jeg fik dem af dig paa. Dér har du sat og pillet dem sammen, fire Øre +om Dagen — og kanske undvaaren Skraatobak — og saa sku’ Ferdinand liste +dem fra dig? Føj for Satan! — Og du stak lidt til Mor oven i Købet — det +ku’ en nær ha’e glemt! — Naa, skidt med det Par Syle du; jeg ved et Sted +hvor der kan gøres et godt Kup.“ + +Et Stykke oven for Damhussøen tog de en Bivej fat, der førte mod Nord, +for at komme ind i Byen fra Nørrebrosiden. Langt nede til højre laa en +stor Røgtaage og svævede i Luften, det var Storstadens Dunstkreds. +Østenvinden rev Tjavser af den og førte helt herind, saa stak Ferdinand +sin Bulbidernæse i Vejret og tog Luft ind. „Hvem der nu sat i +_Blodkoppen_ over en Hestebøf med Løg,“ sagde han. + +Det var blevet godt hen paa Eftermiddagen. De brækkede sig Stave i et +Hegn og gik kraftigt til, fulgte Diger og Grøftekanter som bedst de +kunde. Ude over Agrene skar Ploven sin Vej, frem og tilbage igen, og +vendte den sorte Muld frem i Dagen, mens Raager og Søfugle sloges i den +friske Fure. Plovkørerne havde Tømmen om Livet, hvergang de kom til Vejs +Ende og fik Ploven kastet rundt og anbragt til ny Fure, lod de Øgene +puste ud og stirrede langt efter de to besynderlige Foraarsvandrere. Saa +megen fremmed Luft der hang dem i Klæderne, det var nok to af den Slags +Folk, der gaar paa deres Fod fra Land til Land — tænkte de og raabte +fremmede Sprogbrokker efter dem for ogsaa at være med. Ak ja, der var jo +nogen der fik set sig om! I Morgen var de to kanske allerede i fremmed +Land igen, mens en anden gik her og aldrig kom af Stedet! + +De kom forbi et hvidt Landsted, der laa fornemt tilbagetrukkent mellem +gamle Trær, en høj tæt Tjørnehæk dækkede Haven mod Vejen. Ferdinand +kastede et hastigt Blik ind over Laagen — der var rullet ned for alle +Vinduer! Han begyndte at blive urolig, lidt henne smed han sig pludselig +ned bag et Hegn og vilde ikke gaa videre. „Jeg har ingen Lyst til at +vise mig tomhændet derinde,“ sagde han. „Aftningen er ogsaa den bedste +Tid og komme anstigende i. Lad os bie her til det er mørkt, jeg kan +lugte at der er Sølvtøj i Villaen dér.“ + +„Kom nu og lad de Fantasier fare,“ sagde Pelle indtrængende. „Fra i Dag +begynder der et nyt Liv! Jeg skal se at hjælpe dig i Gang med et +hæderligt Arbejde!“ + +Ferdinand brast i Latter: „Gud Fader i Skuret! — du hjælpe andre i Gang! +Du har nok endnu ikke proberet, hva’ det vil sige og vende hjem fra +Anstalten; det ska’ vist knibe dig at komme an noget Sted selv, min Far. +Nyt Liv, hæ! Nej bi’ nu her, saa laver vi et lille Kup sammen, naar det +bi’r mørkt — Villaen ser ikke helt skeløjet ud. Saa i Aften ka’ vi gaa i +_Blodkoppen_ og lave vældigt Hjemkomstsold — og gi’e de hjemvendte +Amerikanere; det er heller ikke pænt og komme hjem og ikke ha’e noget +med til Familien. Bi’ nu du! Du sku’ bare se _Laura med Armen_ danse — +det er min Madpakke forstaar du. Hun ka’ danse paa et Bord hvor der +staar fuldt af Øller med bundet for Øjnene, uden og spilde en Draabe. +Der ska’ osse nok bi’e et lille Kis til dig. — Hva’ fan, du bilder dig +vel ikke ind du er velkommen noget andet Sted? der er sku ingen der +staar og vinker til de hjemvendende. — — Naa, saa gaa ad Helvede til med +dig dit Kvaj — og hils din Jordemor! Naar du bli’r ked af og patte +Familieliv, saa er min Adresse _Blodkoppen_ — der ka’ du spørge efter +mig!“ De sidste Ord raabte han med Haanden for Munden, hans hæse hule +Røst skar gennem den rene Foraarsluft. + +Pelle gik rask til som galdt det om at lægge noget bag sig. Han havde i +sit stille Sind gaaet med et vanvittigt Haab om en eller anden venlig +Modtagelse naar han slap ud — syngende Kammerater kanske, eller en +Kvinde og to Børn der stod paa den hvide Landevej og ventede! Og saa var +der blot Ferdinand til at tage imod ham! Naa, det var en Dukkert, og nu +rystede han Skuffelsen af sig og strakte ud for at naa frem; den friske +Gang satte Blodet i animerende Bevægelse. Saadan som i Dag havde Himlen +aldrig lyst før, Solen skinnede ham lige ind i Hjærtet. Der var en +smilende Hilsen i det alt, i Vinden der kastede sig lige i hans Favn, og +den friske Muld og Grøfternes rindende Vand: Velkommen ud, Pelle! + +Som Verden dog er vid og fager, naar man har tilbragt Aar mellem fire +nøgne Vægge! Nede i Syd var Skyhimlen som Brystet paa en stor lys Fugl, +af dem der hvert Aar kommer langvejs fra med Sommer i deres stærke +Vingeslag, og til alle Sider laa de aabne hvide Veje og pegede udad med +lyse Forsikringer. + +For fjerde Gang drog han ud for at erobre Verden, og denne Gang var det +bitter Alvor. Før havde der altid vist sig noget bagved igen, men nu +følte han skæbnesvangert at Færden var afgørende; vandt han nu, saa +erobrede han Evigheden. Denne Gang maatte det briste eller bære, alt +hvad han ejede og havde, førte han nu i Marken — saa tungt havde han +aldrig været rustet før. Langt inde skimtede han endnu Fængslets Kuppel; +som en mægtig Kværn laa det der over Nedgangen til Underverdenen og +malede Elendigheden til Forbrydelse — i Menneskelighedens Navn. Enhver +der var ude for Livets Usikkerhed sugede det til sig; han havde selv +hængt i Tragten over Kværnens Øje, og følt hvordan Hvirvlen sugede. + +Men Pelle var for rigt udrustet; hidtil havde han lykkeligt omsat alt +til Opdrift, og han tog dette med. Hans Haar var ikke blond mere — til +Gengæld var hans Sind magisk fyldt af en hemmelig Viden om Tingenes +Væsen. Han havde jo siddet ved altings Rod og lyttet sig den frem af +Ensomheden; i det mørke Fjæld havde han siddet og kukkeluret ligesom +Lykkens Prins, mens Evigheden sang for ham om den store Gaade. De onde +Magter havde bjærgtaget ham — det var det hele; og nu slap de ham ud i +Dagen igen, i Tillid til at han var blevet en Trold lige som alle +Forgængerne. Men Pelle var ikke forgjort! han havde allerede forbrugt +meget til sin Vækst og tog dette med. Hvad betød vel lidt Indespærring +mod Aarhundreders dumpe Dryp—Dryp? — han var jo født med Sejrsskjorten +som hverken Staal eller Gift bed paa. + +Han satte sig paa et højt Punkt, smed Huen og lod den friske Vind stryge +om Panden. Den var fuld af rige Løfter, paa sin Foraarsvandring over +Jorden havde den sanket alt opbyggende og stærkt op og kastede det af i +Favnen paa ham. Se dig ud, Pelle! + +Til alle Sider gik de og beredte Jorden, Plovspand nikkede op over de +bløde Bakkedrag og forsvandt til den anden Side. Der steg svag Em af +Mulden — det var den sidste Kulde der dampede bort i den hældende +Vaardag. Et godt Stykke nede lo nogle røde Smaahuse mod Solfaldet, og +endnu længer ude laa Staden med sin evige Røgtaage over sig. + +Hvordan vilde hans Fremtid blive dernede? Og hvordan stod Sagerne — var +det ny rykket frem, eller skulde han igen gaa ind under en Udbytter, +knibe sig det nødtørftigste ud af sit Arbejde og se Resten gaa i en +andens Lomme? Der var kommet mange ny Fabrikker dernede; de dannede nu +et helt Læbælte foran Staden og satte Hundreder af Kæmpeskorstene mod +Himlen. Men hvad kunde der være paa Færde siden de ikke røg? — Lønkamp? + +Nu skulde han saa til at lægge Plan for sit Liv, bygge det op igen paa +den dybe Syld der var lagt i Ensomheden. Og her sad han og vidste ingen +Verdens Ting om Tilstanden dernede! Naa, han havde jo Venner i +Titusendvis, Byen laa simpelthen og ventede paa ham med aaben Favn — +endnu gladere ved ham for alt det han havde lidt! I al sin Uvidenhed +havde han dog ævnet at føre dem et Stykke Vej, Udviklingen havde kaaret +ham til sit blinde Redskab, og det var gaaet godt. Men nu skulde han +føre dem helt ind i Landet, for nu havde han Livets Tyngde i sig. + +Hov, sad han nu ikke her og gik til Vejrs akkurat som i gamle Dage — og +glemte alt hvad Cellen saa beskt havde lært ham! De andres Velfærd — +jovist! han havde faret rundt i Bekymring for de tusend Hjem — og havde +ikke engang formaaet at bygge sit eget. Humbug! Dernede sad tre +forsmaaede Væsner og førte Anklage mod ham, og hvad nyttede det han skød +sig ind under de manges Velfærd. Hvad hjalp det, om saa han mødte med +Lovord fra Titusender og hele Verden kaldte ham Velgører, naar de tre, +hvis Ve og Vel han havde faaet betroet, anklagede ham for at have +svigtet. Han havde tidt nok prøvet at overdøve dem, men derinde lod det +sig ikke gøre at larme noget til Tavshed. + +Pelle tvivlede fremdeles ikke om, at han var udset til at udrette noget +for de mange, men det blev saa underordnet i Forhold til dette, at han +havde forsømt sin Del af det, der paahvilede enhver. Han havde taget +fejl af smaat og stort og troet, at naar han udrettede noget ingen anden +kunde, havde han til Gengæld Lov til at sætte lidt let hen over de +almindelige Hverdagspligter. Men Livet lagde skæbnesvangert netop sin +Tyngde her, hvor alle kunde være med. Og nu kom han som en fattig +Stodder — der havde erobret alt undtagen det egenlige og derfor +ingenting ejede — og maatte bede om Naade og Barmhjærtighed. Mærket som +Forbryder skulde han nu begynde forfra, og udføre det han ikke havde +ævnet i sine Magtdage. Det blev nok svært at bygge sit Hjem under disse +Forhold — og hvad skulde hjælpe ham? De tre, der kunde have sagt god for +ham, havde han ladt i Stikken — til Straf for en Forseelse, der til +syvende og sidst var hans egen. + +Nej saa fattig var han alligevel aldrig draget ud før. Han kom ikke +engang som den der havde noget at tilgive — ingenting havde Cellen +lævnet ham. Han havde haft Tid nok derinde til at gaa det hele efter, og +alt det ved Ellen, han før havde været for optaget til at mærke sig +eller havde følt som en tavs Krig mod hans Forehavender, kom nu frem og +formede sig mod hans Vilje til Billedet af en Kvinde, der aldrig tænkte +paa sig selv, men var lutter Forsorg for sin lille Verden og kun forstod +at opofre sig. Han havde ikke Raad til at undvære noget af sin Ret +herinde og førte alle sine Anklager i Marken mod hende, kørte op med +Vedtægter og Moral. Men det rokkede altsammen ikke ved Billedet, tjente +blot til yderligere at understrege Styrken i hendes Væsen. Hun havde +ofret _alt_ for ham og Børnene, kun været optaget af at se dem trives. +Hvert af hans Angreb skyllede blot et nyt Lag uvedkommende Snavs bort, +og lod Offeret i hendes Handling træde skarpere frem. Netop fordi hun +var saa usanselig og kysk, kunde hun handle som hun gjorde. Ak, hun +havde maattet bøde blodigt paa _hans_ Forsømmelighed — det var Moderen, +der i den yderste Nød nærede sit Afkom med sit eget Legeme. + +Pelle vilde ikke give sig men stred rasende imod. Man havde berøvet ham +Friheden og Retten til at være Menneske som andre, nu vilde Ensomheden +fratage ham det sidste der holdt ham oppe. Selv om alting rottede sig +sammen imod ham — han havde ikke Uret — han _vilde_ ikke ha’e Uret. Det +var ham, der havde ført den store Kamp til Ende paa Bekostning af sit +eget — og han havde grebet Ellen i Hor! Hans Tanker klyngede sig til +dette Ord og skreg det hæst ud, Hor! Hor! Hor! i en Ustanselighed. Han +forbandt ikke noget med det men vilde blot overdøve alt det, der hakkede +i ham fra alle Sider for at gøre ham endnu mere nøgen og elendig. + +I Begyndelsen kom der nu og da Breve til ham — rimeligvis fra gamle +Kampfæller, maaske ogsaa fra Ellen; han vidste det ikke, for han nægtede +at tage imod dem. Han hadede Ellen, fordi hun var den stærkeste, hadede +i afmægtig Trods alt og alle. Hverken hun eller nogen anden skulde have +den Tilfredsstillelse at være ham til Trøst; havde man spærret ham inde +som en uren, saa var det ogsaa bedst han holdt sig helt for sig selv. +Han vilde gøre sin Straf endnu mere brutal, og med ram Vilje dybede han +sin Forladthed yderligere ud, fjærnede i Tankerne alt det der stod ham +nær, og trak det onde stærkt i Forgrunden. Ellen havde naturligvis glemt +ham for en anden — og kanske vendt Børnenes Sind ogsaa fra ham; det var +dem sikkert nok forbudt at nævne Ordet Far. Han kunde tydelig se de tre +sidde omkring Lampen og have det hyggeligt; og naar saa en eller anden +Vending truede med at føre Samtalen hen paa ham, blev der pludselig +koldt og dødsstille i Stuen. Han fyldte ubarmhjærtigt sin Tilværelse med +isnende Erkendelse paa alle Punkter, og troede han hævnede sig ved at +indaande den dødbringende Kulde. + +I Forlængelse af dette fik han Anfald af Raseri, gik blindt løs paa +Murene, og skreg at han vilde ud. Til Beroligelse blev han lagt i +Spændetrøje og puttet ned i et bælgmørkt Hul. Han hørte i det hele til +de saakaldte trodsige Fanger, der satte en Ære i at stampe imod Brodden +— og blev behandlet derefter. + +Men en Nat han laa og vaandede sig efter en Afstraffelse, saa han Guds +vrede Ansigt i Mørket og blev pludselig stille. „Er du et Menneske?“ +sagde det — „og kan ikke engang taale at lide lidt!“ Pelle studsede, han +vidste ikke af, at der var noget særlig menneskeligt ved at lide. Men +fra den Nat færdedes han stille, med et lyttende Udtryk som hørte han +noget tværs gennem Murene. „Nu er han faldet til Ro,“ sagde Slutteren +som holdt Øje med ham gennem Kighullet. „Han er ved at blive Idiot!“ + +Men Pelle var blot dukket ud paa den anden Side; han gik og stirrede +tappert ind i Mørket for atter at se Guds Ansigt, men formildet. Det +første han fik Øje paa var Ellen igen, hun sad der skøn og +retfærdiggjort, bygget attraaværdig op af alle hans Anklager. Saa stort +og skæbnesvangert alt det smaa gik igen her! Hvad hjalp det at værge +sig, hun var hans Skæbne, og han maatte overgive sig paa Naade og +Unaade. Han begreb hende fremdeles ikke, men han anede større Love for +Livet, Love som løftede _hende_ og gjorde ham liden. Hun gik nok ren +igennem med sit, dér hvor han var blevet stikkende i Overfladens Snavs! + +Hun voksede for ham herinde og førte hans Tanker bag om Overfladen, hen +hvor de aldrig før havde færdedes. Hendes usvigelige Moderfølelse var +som en levende Puls, der ragede frem af det usynlige og viste tilbage +til skjulte mystiske Kræfter — den kendelige Rytme fra et mægtigt +Hjærte, der bankede dulgt bag alting. Der var i hendes Omsorg en +Mindelse om Gud Fader selv; hun var Livets Kilder nærmere end han. + +Livets Kilder — ved hende blev Udtrykket for første Gang levende for +ham. Det var i det hele som om hun skabte ham paa ny, ved at sysle med +hendes bestandig lige gaadefulde Væsen førtes hans Tanker dybere og +dybere indad. Han anede stærke Strømme som bar det hele, og syntes +undertiden han gennem Cellens Stilhed kunde høre Tilværelsen rinde og +rinde som en bred Strøm, og udgyde sig derude hvor hans Tanker aldrig +havde vovet sig hen. Hvor blev vel Dagene og Aarene med hele deres +levede Indhold af? Den altid nærværende Ellen, som aldrig selv havde +skænket det usynlige en Tanke, stillede Pelle Ansigt til Ansigt med +Uendeligheden. + +Mens alt dette arbejdede i ham, sang de en Søndag under +Fangegudstjenesten Grundtvigs Salme: _Udrundne er de gamle Dage_. Salmen +samlede alt det han selv taaget havde tænkt, og tog ham stærkt; Versene +kom ind over ham i hans trange Baas som Bølger fra et mægtigt Ocean, der +rullede Tidsaldre mod Stranden i monoton Vælde. Han følte pludseligt og +stærkt Slægternes Gang over Jorden, og dristede sig til at fastslaa hvad +han til nu kun dulgt havde anet: sin egen Sammenhæng med alt det øvrige, +dem der levede i Dag, og alle de mange der var gaaet forud. Hvor havde +hans egen Sammenslutningstanke været lille, maalt med dette uhyre +Sjælenes Fællesskab! — og hvilket Ansvar fremefter hver enkelt gik med! +Nu forstod han, hvor skæbnesvangert det var at handle hensynsløst — +bryde og gaa sin Vej. Man gik overhovedet ikke fra noget; selv det +mindste man snød sig fra, sad og ventede en ved næste Vejsten som stor +Skæbne. Og hvem mægtede vel at overse en Handling? Man maatte være +overbærende bestandig, og saa vilde det til Slut vise sig, at man havde +baaret over med sig selv. + +Pelle sad og fangede Visdom, og hans eget Hjærte bekræftede den. Ellen +fyldte stadig stærkere hans Sind, han havde forspildt hende — og kom +alligevel ikke uden om hende! Elskede hun ham endnu? Det blev et +bestandig hæftigere Spørgsmaal som forfulgte ham Nat og Dag, selve Livet +afhang deraf. Han syntes han maatte gaa i Brokkassen som forfejlet, om +han ikke vandt hende igen, og stirrede spørgende ind i Ensomheden. Ny +Verdener groede frem for ham derinde, altings store Sammenhæng anede +han, og syntes han kunde se, hvorledes Livets Rødder rakte dybt ned og +sugede Næring af selve Mørket han færdedes i. Men dette fik han ikke +noget Svar paa. + +Skrive til hende kunde ikke falde ham ind. Guds Tilskikkelser med Sjælen +havde deres egen Vej, som man ikke greb ind i. Det maatte komme ad samme +Vej som det andet, og han lullede sig ind i et taabeligt Haab om at +Ellen vilde komme og besøge ham — nu havde han jo det rette Sind til at +tage imod hende. Om Søndagen lyttede han spændt til Portens tunge Drøn. +Det var Besøgende til Fangerne, og naar Vagten kom raslende med sine +Nøgler derude paa Galleriet, hamrede hans Hjærte og var lige ved at +kvæle ham. Dette gentog sig en Række Søndage; saa sank han sammen og +hengav sig i Skæbnen. + +Men langt om længe forbarmede Tilfældet sig over ham og sendte ham en +Hilsen. + +Pelle tog ingen personlig Del i den Banken, der hver Aften naar Lyset +var slukket lød gennem den uhyre Anstalt, som om tusend Dødpikkere var i +Virksomhed. Han havde nok i sit eget, og bankede blot de Telegrammer +videre der førte over hans Celle. Men en Dag rykkede der en ny Fange ind +i Cellen ved Siden af ham og vækkede ham, en gammel Stamgæst der straks +gik i Gang med at forkynde sin Ankomst til alle Sider. Det var +Druk-Valde, „Enkemadam“ Rasmussens Drivert af en Kærest, som Vinteren +igennem plejede at staa derhjemme i Porten paa Kapelvej og spytte ud +over Næsen paa sine blanke Kapsko. + +Jo, Valde kendte godt Familien, Kæresten havde jo passet Børnene, da +Ellen under den store Kamp gav sig til at gaa paa Arbejde. Ellen slog +sig vældig tappert igennem og satte fremdeles Næsen højt; hun naadlede +jo og havde et Par Lærlinge til Hjælp — det gik vist ikke saa skeløjet. +Omgikkes nogen gjorde hun ikke — ikke engang Familien; altid saa hang +hun over sine Unger. + +Druk-Valde maatte til Væggen hver Aften, selv den ubetydeligste +Enkelthed var af skæbnesvanger Betydning. Pelle saa Ellen lyslevende for +sig i Mørket, bleg, altid sortklædt, bestandig alvorlig. Hun havde brudt +med Forældrene, alting havde hun ofret for hans Skyld! Der blev tilmed +talt om ham derhjemme, for at Børnene ikke skulde glemme ham til han kom +tilbage. „De tror jo du er paa Rejse, de smaa Kvajho’der,“ sagde Valde. + +Saa var det hele da lykkeligt og godt! Det var som Sol ind i Hjærtet at +vide, at der sad hun og ventede trofast paa ham, skønt han havde +forstødt hende. Al Kulde maatte smelte og herut — han var en rig Mand +trods alt. + +Bar hun da ogsaa hans Navn? spurgte han spændt. Det kunde ligne hende, +rigtig trodsigt at sætte Pelle paa Dørpladen med store Bogstaver, +uforfærdet som hun var. + +Ja selvfølgelig — der var ikke noget der hed at gemme sig, dér! Og som +Ungerne voksede! Lasse Fredrik og Søster var jo store nu, og den lille +Svend Trøst var et helt morderligt Stykke Mandfolk af sin Alder, en +rigtig Tyksak. Se ham sidde i Barnevognen og gi’e Partiet naar de +trillede ud om Søndagen — det var et Syn for Guder! + +Pelle stod som ramt af et Kølleslag i Mørket. Svend Trøst — en lille +Dreng der sad i Barnevogn? Og det var ikke noget Plejebarn, Druk-Valde +gik saa selvfølgeligt ud fra at det var hans. Ellen! Ellen! + +Han gik ikke til Væggen mere. Druk-Valde bankede til ingen Nytte, hans +halve Aar fik Ende uden at Pelle mærkede det. Denne Gang gjorde han ikke +Oprør men dukkede sig under en Følelse af at være forbandet; Forsynet +maatte være ham fjendsk, siden det samme Slag rettedes to Gange imod +ham. Om Dagen søgte han Skjul i haardt Arbejde og Læsning, om Natten laa +han og græd paa sin snavsede Madras, der lugtede af Mug og den skarpe +lageagtige Stank fra tidligere Fangers gejle Udtømmelser. Han prøvede +ikke mere paa at nedstyrte Ellens Billede, det var jo haabløst; tragisk +overskyggede hun fremdeles det hele. Hun var hans Skæbne og beherskede +fremdeles hans Forestillinger, men ikke glansfuldt; noget lysende stort +var der overhovedet ikke mere, kun den bydende Nødvendighed! + +Og saa Arbejdet! For en Mand var der altid Arbejdet at falde tilbage +paa, naar Lykken ikke holdt. Pelle tog alvorligt fat, den Betjent, der +havde Anstaltens Skomageri under sig, var glad for ham, han udrettede +meget mere end der forlangtes. I sin Fritid læste han flittigt, han +kastede sig med Iver over Fangeundervisningen og læste navnlig Historie +og Sprog; Fængselspræsten og Lærerne tog sig af ham og skaffede ham +Værker, der ellers ikke var tilgængelige for Fangerne. + +Naar han saa var rigtig mørbanket af Træthed, lod han Tankerne søge +Hvile i at beskæftige sig med Hjemmet. Trætheden lagde et forsonende +Skær over alting, og han kunde ligge paa sin Briks og leve sig helt +hyggeligt sammen med Børnene — ogsaa med denne Gøgeunge der altid saa +paa ham med et underlig spottende Udtryk. Kun Ellen kom han ikke nær. +Saa skøn som nu i sin Utilnærmelighed havde hun aldrig været, men hun +gik og tav gaadefuldt til alle hans Forsikringer, stirrede blot paa ham +med sit uudgrundelige Blik. Han havde svigtet hende og Hjemmet — han +vidste det jo godt selv; men gjorde han da ikke ogsaa Afbigt? Det var +dog _hendes_ Barn han holdt paa Skødet! — og han skulde nok bygge det +hele op igen. Han havde faaet nok af at være fredløs og trængte til et +Hjærte at hvile sit trætte Hoved ved. — — — + +Alt det var Drømme, men nu var han altsaa paa Vej ned for at begynde +forfra. Han var ikke ved stort Mod, Uvisheden rummede saa mange +Muligheder. Trivedes Ellen og Børnene vel, og ventede hun fremdeles paa +ham? Og Kammeraterne — hvordan vilde hans Skæbne forme sig. + + * * * * * + +Det uvante Ophold i frisk Luft tog stærkt paa Pelle, meget mod sin Vilje +sad han og faldt i Søvn med Ryggen opad Diget. Længslen efter at naa til +Vejs Ende fik ham til at drømme, at han vandrede videre og holdt sit +Indtog i Byen; han kunde ikke kende den igen, saa forandret var alting. +Folk gik og spaserede i deres pæne Tøj, de skulde i Skoven eller hen og +høre Foredrag. + +„Hvem arbejder da?“ spurgte han en Mand han mødte. + +„Arbejder“ — udbrød Manden forundret — „det gør Maskinerne naturligvis! +Vi har hver tre Timers Dagvagt ved dem, men det bliver snart forandret +til to, for Maskinerne bliver klogere og klogere. Det er dejligt at være +til og vide, at der ikke er andre Slaver end de døde Maskiner, og det +kan vi takke en Mand for som hed Pelle.“ + +„Det er jo mig!“ udbrød Pelle og lo helt fornøjet. + +„Dig? er du gal? Du er jo en ung Mand, og dette her er allerede mange +Aar siden.“ + +„Det er nu mig alligevel! Kan du ikke se, jeg har graa Haar og min Pande +er furet? Det har jeg faaet i Kampen for jer. Kender I mig da ikke +igen?“ Men Folk lo blot ad ham, og han maatte gaa. + +„Jeg vil gaa til Ellen,“ tænkte han nedslaaet — — „hun skal sige god for +mig!“ Og i det samme stod han i hendes Stue. + +„Værsgod og sid ned,“ sagde hun pænt. „Min Mand kommer lige straks.“ + +„Det er jo mig!“ udbrød han grædefærdig. Men hun stirrede koldt og +fremmed paa ham og gik hen mod Døren. + +„Jeg er jo Pelle,“ sagde han og rakte tryglende Haanden ud efter hende. +„Kender du mig da ikke igen?“ + +Men Ellen aabnede Munden for at skrige, og i det samme stod Manden +truende i Døren. Bag ham tittede Lasse Fredrik og Søster forskrækket +frem, og Pelle fastslog med en vis Tilfredshed, at der kun var de to. +Men det forfærdelige var, at Manden var ham selv, den rigtige Pelle med +kækt lyst Overskæg, Koslikket i Panden og Gaa-paa-Udtrykket! Da han +opdagede det, brast det hele sammen for ham, og han sank haabløst. + +Pelle vaagnede med et Ryk, badet i Sved, og saa taknemmeligt Markerne og +den lyse Luft — han var dog i al Fald til endnu! Han rejste sig og +vandrede nedad med tunge Skridt, mens Foraarsvinden kølende tørrede hans +Pande. + +Han stødte til Nørrebro langt ude, bag ham dalede Solen, det maatte være +omkring Fyraften nu. Men de talrige Fabrikker peb ikke, der væltede +ingen sværtet Menneskestrøm frem af Sidegaderne. I Frederikssundsvejens +smaa Beværtningshaver sad Arbejderfamilier med Barnevogn og Madkurv; de +var i Pudsen og nød Foraarsdagen. Var der alligevel noget om hans Drøm? +— saa var det festligt at vende tilbage! Han spurgte Folk, hvad der var +paa Færde, og fik at vide at det var Valgdag. „Idag tager vi +Hovedstaden!“ sagde de og lo sejrssikkert. + +Fra Runddelen drejede han ind paa Assistens Kirkegaard og fulgte den +dystre Poppelallé ned mod Kapelvej. Lige for Enden af Alléen saas de to +smaa Vinduer paa tredje; i sin hæftige Længsel syntes han Ellen stod +deroppe og vinkede. Han løb nu — tog Trappen i Spring. + +Idet han vilde trække i Klokkestrængen, hørte han fremmede Stemmer +derinde og stansede lamslaaet. Døren saa kold og uvedkommende ud, +Navneplade var der ikke. Han gik langsomt ned og spurgte sig for i +Grøntkælderen — om der ikke paa tredje til venstre boede en Kvinde som +naadlede? Hun var forladt af sin Mand og havde to Børn — _tre_ rettede +han det ydmygt til. — — Hvor de da var blevet af? + +Viceværtens var ny Folk og kunde ingen Besked give. Saa steg han op i +Huset igen og forhørte sig fra Sal til Sal, men uden noget Resultat! +Fattigfolk plejer ikke at bo længe ad Gangen paa samme Sted. + +Pelle drev hen ad Gaden paa bedste Beskub. Han tænkte ikke paa at gøre +Udvej for Ellens Adresse, men faldt blot modløst sammen; i sin forkomne +Tilstand havde han Indtryk af at man undgik ham, og det slog ham ned. +Han var syg i Sjælen efter venlige Ord og et Kærtegn — og ingen tog imod +ham! Ingen Øjne lyste venligt ved at se ham ude igen, og her gik han og +støvede forgæves op og ned ad Trapper efter et medfølende Væsen. Der kom +et pludseligt Had op i ham, en ond Lyst til at slaa til det hele og +sejle hensynsløst. + +Det skumrede. Henne under Kirkegaardsmuren ved Korskirken løb nogle +Kioskdrenge og legede Tagfat paa Cykle. De tumlede deres Maskiner som +Beriderheste og lignede smaa Gauchoer, kastede dem bag over og løb paa +Baghjulet alene — og satte springende hen over Forhindringer. Taskerne +havde de spændt om paa Ryggen, de blaa Huebaand smældede dem om Ørerne +som Vimpler. + +Pelle satte sig paa en Bænk og fulgte adspredt deres hensynsløse Leg, +mens Sindet søgte tilbage til hans egen sorgløse Drengetid. En Knægt paa +10-11 Aar førte an med halsbrækkende Kunster, mens han raabte og +kommanderede; han var Bandens Førstemand og opretholdt Førerskabet med +haard Haand. Ansigtet med Opstoppernæsen lyste af frisk Uforskammethed, +Huen red paa to forsvarlige Slugøren. + +Drengene begyndte at vælge den Fremmede til Skive for deres Kaadhed. +Idet de susede forbi, lod de som de tabte Herredømmet over Maskinen, saa +den slog et Slag efter hans Ben; og pludselig kom Anføreren til at rive +Huen af ham. Pelle tog den roligt op; men da Knægten kom kredsende +tilbage i forsigtige Slag som pønsede han paa en ny Gavtyvestreg, sprang +han op og greb ham i Nakken. + +„Nu skal du have nogle Stryg, din Slubbert!“ sagde han og løftede ham af +Cyklen. „Men det er lige saa godt dine Forældre besørger det. — Hvad +hedder din Far?“ + +„Han har ingen Far!“ raabte de andre Drenge og slog truende Kreds om +dem. „Lad ham gaa!“ + +Drengen aabnede Munden for en Skylle Ukvemsord men stoppede op midt i +det og stirrede forfærdet paa Pelle. Rædslen stod ham ud af Øjnene; han +krængede som en rasende for at komme løs. Pelle slap ham forundret, og +saa ham tumle op paa Cyklen og sætte brølende bort. Kammeraterne jog +efter ham, de lignede Svaler i Flugt. „Vent dog lidt Lasse Fredrik!“ +raabte de. Han stod lidt og stirrede efter dem, dukkede saa Hovedet og +drev langsomt ind ad Nørrebrogade. + +Det var underligt igen at færdes i denne Gade, der havde grebet saa +stærkt ind i hans Tilværelse. Færdselen gik tungere her end andre +Steder, og Stenbroen satte haardt mod haardt; der var en egen jærnhaard +Vederhæftighed stampet ind i dette Strøg, hvor hvert Skridt kom med +Arbejdets Vægt. + +Butikkerne var de samme, han kendte ogsaa flere af de Handlende igen. +Han søgte at finde sig hjemme i Strømmen, spejdede efter Folks Ansigter, +og pønsede paa om nogen vilde genkende ham; han baade ønskede og +frygtede det. Men de hastede forbi, en og anden studsede blot lidt over +hans fremmedartede Skikkelse. Selv kendte han de fleste, lyslevende som +var det i Gaar han havde haft med Titusenderne at gøre — de +mellemliggende Aar havde jo ikke skudt ny Ansigter ind mellem ham og de +gamle! Der gik af hans Folk paa Fortovet med Mutter under Armen, og stod +af dem paa den Elektriske som Vognstyrere og Konduktører. Slatmikler og +støtte Karle — det var hans Hær. Han kunde nævne dem ved Navn og kendte +deres Familieforhold. Naa, der var jo løbet en Del Vand til Havet siden. + +Han gik ind paa et lille Værtshus for rejsende Haandværkssvende og +bestilte Logi. + +„Ja man kan jo nok se paa dig at du har væ’t væk fra Landet her en +Dagstid eller to,“ sagde Værten. „Har du vaaren langt omkring, +Kammerat?“ + +Aa ja — noget af Verden havde Pelle jo set. Og herhjemme var der nok +ogsaa en Del forandret — hvordan gik det med Bevægelsen? + +„Storartet, Kammerat — knusende godt! Partiet har haft vældig Fremgang — +i Dag tager vi Byen!“ + +„Saa er der vel ved at komme en anden Gang i Tingene?“ + +„Naa — det vil jeg ikke paastaa. Arbejdsløsheden ta’r jo til for hvert +Aar, og den er sku ligeglad hvem der sidder i Borgerrepræsentation og +Rigsdag. Men man er jo kommet svært godt med — saadan hvad Priskurant +angaar.“ + +„Hør sig mig engang — der var en Mand med i Bevægelsen for nogle Aar +siden som hed Pelle! Hvad er der egenlig blevet af ham?“ + +Værten kløede sig i Skilningen: „Pelle — Pelle? ja det er sku ogsaa +sandt! Hva’fan var’et der var med ham — lavede han ikke falske Penge +eller stjal af Kassen? Det forekommer mig han endte i Tugt-, Rasp- og +Forbedringshuset. — Naa, daarlige Elementer er der jo i enhver +Bevægelse.“ + +Et Par Arbejdere, der sad og spiste stegt Lever, blandede sig i +Samtalen. „Han var en Del fremme for 5-6 Aar siden,“ sagde en af dem +tyggende. „Men der var ikke noget rigtigt ved ham, han havde nok for +meget Fjantasi.“ + +„Et knusende godt Snakketøj sad der nu ligegodt paa ham,“ sagde den +anden. „Jeg husker ham endnu li’saa tydelig fra den store Lockout; han +ku’ bilde én ind man var en Satans Karl, ku’ han. Naa, det var dengang! +Skaal Kammerat, og Velbekomme!“ + +Pelle rejste sig stille og gik. Han var glemt; der stod ingenting efter +ham for alt hvad han havde kæmpet og lidt. Der var vel gaaet saa meget +andet hen over deres Hoveder siden, og saa havde de bare svedt _ham_ ud. + +Han gik og vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig selv, mere hjemløs +her i denne Gade der skulde være hans egen end noget andet Sted. Der var +sort af Mennesker, men Strømmen rev ham ikke med, han var som en af +disse Genstande, der skyller ind til en Side og bliver liggende. + +Alle Mennesker var i deres pæne Tøj. Arbejderne kom i Flokke, de havde +været henne og stemme eller skulde derhen; nogle blev samlet op paa +Gaden og ledsaget til Urnen af ivrige Kammerater. Man raabte til +hinanden fra Fortov til Fortov med Haanden for Munden som en Raaber: +„Hej, Petersen! du har vel stemt?“ Overalt var der Spænding og højt +Humør — Byen skulde tages! + +Han fulgte Strømmen over Dronning Louises Bro og indefter. Herinde var +Stemningen en anden, Meningerne var delte, Folk gav hinanden knubbede +Ord. Uden for Bladredaktionerne stod Folkemængden pakket, spærrede +Vognfærdslen, og ventede taalmodigt paa Resultaterne som blev slaaet op +i Vinduet. Hver Gang en Kampkreds kom ind, gik der en bølgende Bevægelse +gennem Massen — og steg til en mægtig Brusen hvis det var Sejr. Det gik +forholdsvis fredeligt, Folk søgte hen uden for de Blade der bar +Partifarven. Kun Kværulanterne mødte op hos Modstanderne for at faa sig +en paa Hattepulden. Indenfor i Bladredaktionerne jog Medarbejderne frem +og tilbage, hængte Resultater ud, og rettede. + +Alle Kafeer og Restavranter var fulde af Gæster. Telefonen kimede +ustanselig, Bude kom med Lister fra Telegrambureauerne. Man sloges om +Resultaterne foran den store Tavle, diskuterede Chancer ved Bordene, +drev Kandestøberier. + +Pelle havde aldrig set Byen saa ophidset, ikke engang under den store +Lockout. Stand stod over for Stand som Knytnæver, Arbejderne endnu +ivrigere end Overklassen — de var blevet Politikere saa det forslog. Han +forstod at Bevægelsen havde lagt Tyngdepunktet herover, det galdt om at +erobre Mandater, i Dag ventede man at faa Herredømmet i Byen og fast Fod +ude paa Landet. Flere af de gamle Førere sad allerede i Tinget og lagde +deres praktiske Erfaring i Debatten; nu stiledes der nok mod intet +mindre end at erobre den politiske Magt. Dette var kækt nok — de maatte +have haft Medgang alligevel! Han havde endnu sin gamle Lydhørhed for +hvad der steg samlet op fra det hele som Fællesnævner — og fornam en +Forandring i selve den offenlige Tone. Den var blevet bredere, mere +demokratisk. Selv Overklassen bøjede sig for Valgurnen nu og nedlod sig +til at kæmpe om Stemmeflertallet. + +Men han savnede Plads for sig selv i denne Kamp. „Hej du dér — du har +vel stemt?“ raabte man til ham i Forbigaaende. Stemt? han havde jo ikke +engang Stemmeret! I den Kamp, der nu kæmpedes, havde den gamle Fører +ikke engang Lov at være med som almindelig Menig. + +Væk af Banen her! De kom i smaa taktfaste Hold paa Vej til Valgurnen +eller Forsamlingshuset og fyldte hele Fortovet, og Pelle flyttede sig +villigt for dem. Denne Gang kom han ikke anstigende som en Kongesøn, +hvem Alverden stod paa Stranden og ventede. + +Et Udskud var han — hverken mere eller mindre — en der var lagt til Side +og glemt. Og bragte han sig i Erindring, opnaaede han kun at mane Sagnet +om en Forbryder frem. Dér var Huset hvor Stolpes havde boet, kanske +kendte de Ellens Bopæl. Men hvad vedkom den forresten ham? han huskede +nok Lasse Fredriks rædselsslagne Ansigt. Og der var jo Hjørnestedet hvor +Morten havde bestyret Forretningen — ho, det var længe siden deres Veje +skiltes! Morten havde i Virkeligheden altid misundt ham — han havde ikke +kunnet taale hans kolossale Fremgang. Nu kunde han jo hovere! + +Han gik og var gal i Hovedet, ør, bitter. Det lagde sig som en Taage +over hans Hjærne, Tankerne ravede frem af Ondskaben som forvrøvlede +Kværulanter. I aarevis havde Trangen til at omgaas Mensker hobet sig +forfærdeligt op i ham; nu skred det hele. Han kunde godt vælte sig ind +paa en eller anden og yppe Klammeri, blot for ikke at gaa her og +forholde sig ligegyldig til Alverden. — Hvorfor gik han ikke hen i +_Blodkoppen_? Dér var han i al Fald ventet. + +Ud for Griffenfeldtsgade var der Opløb, Folk havde slaaet Kreds om en +Kularbejder, der stod og maltrakterede en Lygtepæl med sine +Træskosnuder, mens han snøvlende brugte Mund. Han var rendt imod den og +havde Hul i Panden. Folk morede sig over ham. + +Idet Lygteskæret faldt paa den druknes kulstøvede Ansigt, genkendte +Pelle ham; det var Glade Jakob! Gal i Hovedet trængte han sig frem og +tog ham i Skulderen. „Hvad er det med dig Jakob, er du blevet en Sut?“ +sagde han opbragt. „Hvad er den a’?“ + +„Den ska’ inte komme her og senere en organiseret Arbejder,“ snøvlede +Jakob og sparkede ud i Luften til stor Fornøjelse for Tilskuerne, der +opmuntrede ham til bare at klø løs. „Jeg er Medlem af min Organisation +og staar ikke i Restance — I kan selv se!“ Han gravede en lille Bog i +sort Lærredshylster frem fra Brystlommen og stod og rodede med den. „Se +kuns selv efter Kammerater, Medlemsbidrag betalt, hva’? Strejkebidrag +betalt, hva’? Forevist ved Indgangen, hva? — kom bare ikke her med den! +Tag kuns og lad den gaa rundt Folkens, vi maa ha’e Papirerne i Orden. — +I støtter ved Valgfonden, Manne? — op og stem for Fan! Den der ikke +giver sin Skærv er en skidt Kammerat. — Hvem siger Tyv? Der er ingen der +sjæler her, forstaar I! Jakob er en hæderlig organiseret — —“ Pludselig +gav han sig til at hulke, Savlet flød ham fra den hængende Mund ned paa +Trøjen, det sprittaagede Ansigt skar frygtelige Grimaser. + +Pelle fik ham ind i en Gaard og vaskede hans Saar ved Posten. Det kolde +Vand fik ham til at skælve, Hovedet hang dødt ned. „Saadan en snottet +Skruebrækker,“ mumlede han. „Jeg skal faa Formanden til og gi’e den en +Overhaling i Bladet.“ + +Pludselig genkendte han Pelle. Der gik et Ryk gennem ham, i hans sløve +Træk kæmpede Bevidstheden for at faa Overtaget. „Hvad er det dig, +Stormester?“ sagde han skamfuld og greb efter Pelles Haand — „saa du er +kommen tilbage? Du synes vel jeg er et Svin, men hva’fan.“ + +„Kom nu bare!“ sagde Pelle haardt; han holdt ikke af de mange Tilskuere. + +De gik ned ad Meinungsgade, Jakob stolprede tavs afsted og skottede til +sin gamle Anfører. Han var lidt ubehjælpsom i Gangen, men det var af +Slid; Mødet med Pelle havde næsten gjort ham ædru. „Du synes vist jeg er +et Svin,“ gentog han endelig i en ynkelig Tone. „Men naar der nu ingen +er til at hanke op i én.“ + +„Det er skidt med den Brændevin,“ sagde Pelle kort. + +„Ja det kan være rigtigt nok. Men man trænger nu til et godt Ord engang +imellem, og saa maa man vel tage det hvor det kan faas. Kammeraterne ser +ned paa én skal jeg sige dig — og skubber én ud af Sjakket.“ + +„Hvad er der saa i Vejen?“ spurgte Pelle. + +„Hvad der er i Vejen? Seks Gange fem er der, fordi at man ikke lod sin +gamle Far sidde og sulte dengang under Lockouten. Dengang var det jo +evig dejligt: Jakob var en god Søn! og skidt med de Stores fedtede +Pengepung og en Smule Vand og Brød! — og Fanden og hans Pumpestok. Men +nu gaar den paa en anden Melodunte: Ham der! han er jo straffet for +Tyveri — færdig! Hvorfor, det er der ingen der spørger om — man er be’et +Storborgere forstaar du. I gamle Dage hed jeg altid Glade Jakob, og +Kammeraterne kunde godt lide og være i Sjak med mig. Ved du hvad jeg nu +hedder? Tyvejakob. Ja de siger det jo ikke lige rent ud, for saa var der +nok en der flækkede Skallen paa dem; men det er ellers mit Navn. Naa, +siger man til sig selv, dengang saa du maaske forkert paa det hele; +kanske er du alligevel en slet og ret Tyveknægt. Og saa maa jeg drikke +for at blive en ærlig Mand igen.“ + +„Og rase ud mod Lygtepælene! Skulde du ikke hellere lange ud efter dem +der gør dig ondt?“ + +Jakob tav og dukkede Hovedet; den stærke frejdige Fyr var blevet en Hund +enhver turde sparke! Var det _saa_ forfærdeligt at bære seks Gange fem +blandt sine egne — hvad skulde saa Pelle sige? „Hvordan har din Bror +det?“ spurgte han for at lede Jakobs Tanker hen paa noget lysere — „han +var en brilliant Fyr.“ + +„Han hængte sig,“ svarede Jakob mørkt — „han kunde ikke holde det ud. Vi +brød jo ind sammen — for at være lige gode om det; og Urtekræmmeren +skyldte min Gamle Penge altsaa — han havde gjort Arbejde for dem — og +skulde snydes var Meningen. Og der sad saa de to Gamle og sultede — frøs +gjorde de ogsaa. Saa skaffede vi dem deres Ret — og det var jo saa +knusende storartet gjort. Men bagefter naar der var Opstandelse paa +Arbejdspladsen, Agitation og Valghalløj og den Slags nyt, saa gik de +lige saa pænt uden om ham og mig. Vi var ikke af Slagsen forstaar du — +vi havde jo ingen Stemmeret. Han ku’ ikke klare Spørgsmaalet paa anden +Fakson end ved og slaa et Stik op om Lampekrogen. Jeg har selv vendt og +drejet Sagen ser du, men det er sku ikke til at hitte Rede i.“ Jakob gik +lidt. „Vil du nu lange ordenlig ud? — der trænges til et godt Ord.“ + +Pelle svarede ikke; dette lagde sig altfor tungt over ham. Han hørte +slet ikke Spørgsmaalet. + +„Det var jo mest dine Ord, der fik en til at tro paa en ny Tid,“ blev +Jakob haardnakket ved. „Ellers havde min Bror og jeg kanske nok baaret +os noget anderledes ad, og saa var det altsaa gaaet os begge to bedre. +Naa, du troede jo selv paa det begribeligvis! Men hvad siger du nu — +tror du endnu paa det med det ny? For én vilde jo gærne være et +hæderligt Menneske igen.“ + +Naturligvis troede Pelle fremdeles. + +„Ja for der er sku ikke mange der gi’r en rød Øre for den Historie +længer. Men naar du siger det — dig har jeg ligegodt Fidus til. En anden +har jo ikke Hoved til og finde paa noget af sig selv; og for os Smaafolk +har det været som jeg vilde sige at Proppen gik af, dengang du kom væk. +Det hele stod og blev til dovent Sprøjt. Sker noget gør der ikke for en +anden stakkels Djævel at se til; og hvergang nogen vil klage sig, faar +han straks en Stemmeseddel stukket i Næven: Gaa hen og stem, Kammerat, +saa skal det nok bli’e anderledes! Men hva’ Fan, det kan sku ikke stikke +Ild i en Fyr, der ingenting har lært fra lille a’. Mig havde de nu +sørget saa morderlig fint for — med Æresoprejsning for at jeg skulde +bruge min Stemmeret; men gøre mig til en som der ingen ser ned paa, det +kan de ikke. Og derfor siger jeg tak for mig! Men hvis at du tror paa +det endnu, saa gør jeg det sku ogsaa, for dig har jeg Fidus til. Her har +du min Haand paa det.“ + +Jakob var den samme enfoldige godhjærtede Fyr som i gamle Dage, da han +holdt til paa _Arkens_ Loft. Lidt mere ondt maatte der gærne have været +i ham! Men hans Ord varmede Pelle om Hjærtet, her var dog et Menneske, +der trængte til ham — og som troede paa ham endnu, skønt han var blevet +slaaet til Krøbling i Kampen! Det var den første Invalid; Pelle var +forberedt paa at træffe flere — og tage deres Anklage. Adskilligt vilde +vende sig imod ham, netop nu da han stod magtesløs — men han fik tage +det med! Han syntes han havde Kræfter til det nu. + +Pelle gik igen paa Gaden, han lod Fødderne om Retningen og tænkte paa +Fortid og Fremtid. De havde været saa sikre paa, at en ny Tid skulde +oprinde for dem lige med det samme! Den ny store Sandhed havde været saa +selvindlysende, at man syntes alt det gamle maatte falde for den som for +et Trylleord — og nu havde Hverdagen slidt Glansen af den ogsaa! Saa +vidt han forstod var der intet væsenligt sket, og hvad skulde der vel +ogsaa ske? Det gik nok ikke saadan til at vælte Systemer. Af Glade +Jakobs Dom kunde han slutte sig til sin egen, men han var ikke forsagt +længer. Nu fik der komme, hvad komme skulde. Han skulde ikke haft noget +imod at æske de gamle Kammeraters Opfattelse lige med det samme og faa +sin Stilling klaret. + +Han var kommet gennem forskellige Sidegader og stod pludselig over for +en stor oplyst Bygning; op ad den brede Trappe strømmede Folk. Det var +et af Arbejdernes Forsamlingshuse; der var Fest i Anledning af +Valgdagen. Pelle fulgte af gammel Vane Strømmen. + +Han holdt sig i Baggrunden af Salen, og brugte sine Øjne som var han +lige drattet ned fra en anden Klode, underlige Følelser vældede op i ham +ved igen at være sammen med de mange. Et Øjeblik stormede det paa i ham +som en hæftig Drift til at raabe: Her er jeg igen! og brede Armene ud +mod dem alle. Men han fik hurtig Magt med det, Ansigtet faldt igen hen i +sin forstenede Ro. + +Dette var altsaa hans Hær fra Kampen. De var ikke saa lidt pænere i +Tøjet end den Dag, han førte dem i Triumf ind i Staden som dens rette +Borgere; de bar ogsaa Hovedet højere, hummede sig ikke om bag ved +hinanden men krævede Plads. Mere Mad fik de, kunde han se, Ansigterne +var blevet blankere af det. Og Øjnene var blevet lade i Udtrykket, de +stod ikke længer og grov hungrigt ude i det uvisse men flyttede sig +roligt og ligetil fra Sted til Sted. Man havde nok indstillet sig paa +lang Marsj igen, og kanske var det godt; store Ting skete ikke i en +Haandevending. + +Han vækkedes af sine Tanker ved, at de nærmeste vendte sig og stirrede +paa ham. Flere og flere Ansigter søgte om mod ham. Pelle er her! gik det +som en Mumlen gennem Forsamlingen. Hundreder af Øjne rettedes imod ham, +spørgende og undersøgende, nogle i aaben Forventning som maatte der ske +noget usædvanligt lige paa Stedet. + +Det blev til en hel Bevægelse, en Bølge der bar ham modstandsløst op i +Forgrunden af Salen og op paa Talerstolen. Et mægtigt Brus steg op om +ham som Brænding og bedøvede hans ømtaalige Hjærne hvor Stilheden sad +hørligt og nittede — altid — en fin ny Verden som ingen anden vidste om. +Og med et blev der stille, saa stille at han igen hørte Ensomheden koge +i sit Øre. + +Pelle talte, stille og fortroligt. Hans Ord blev en Hilsen til dem fra +en Verden, de endnu ikke kendte, den store Ensomhed hvor Manden maa +færdes alene — uden højrøstede Kammerater til at stive sig af — og lytte +sig frem, til han hører sit eget Hjærte slaa derinde. Han sidder i en +Celle igen ligesom det første oprindelige Livskim — ene og forladt, over +ham spinder en Edderkop sit kunstfærdige Net. I Begyndelsen er han vred +paa det travle Dyr og river Nettet itu, men Dyret begynder ufortrødent +forfra. Og dette bliver pludselig en trøsterig Lære for ham om aldrig at +give op; han kommer til at holde af dette lille aarvaagne Væsen, der +lægger sit Væv saa kunstfærdigt som havde det et stort Ansvar — og +spørger sig selv om han overhovedet er til for det. Har det maaske ondt +af ham i hans Forladthed, siden det ikke flytter et andet Sted hen, men +overbærende bygger sit Væv op igen, finere og finere — som blev det kun +raget ned, fordi det ikke var godt nok udført. Han angrer bitterlig sin +Fremfærd, og vilde give meget for et Tegn paa at det lille Dyr ikke var +vred paa ham; for ingen har Raad til at støde den anden fra sig, selv +det mindste Kryb har skæbnesvanger Betydning for dig! i Cellens Ensomhed +dér lærer man Solidaritet. Og en Dag han sidder og læser og Edderkoppen +har travlt med at føre en Traad lige forbi ham, kommer den fortroligt +ned og bruger hans Skulder til midlertidigt Fæste. Aldrig før var der +blevet vist ham en saadan Tillid trods alt, det lille Dyr vidste, +hvordan en forhærdet Fange skulde tages. Det lærte ham at han havde +baade et Hjærte og en Sjæl at tage Vare paa! — En Hilsen til +Kammeraterne fra den store Stilhed, som ventede paa at faa dem i Tale en +for en. + +Han talte lige ud af sin Sjæls Alvor og saa Forundringen i deres +Ansigter. Hvad Satan, vilde han nu ha’e dem allesammen puttet i +Tugthuset, bare fordi han selv havde været der? Og var dét Resterne af +den gamle Pelle, _Lynet_, som han dengang kaldtes? Han var sku noget mat +i Sokkerne, ham havde man da taget Pippet grundigt fra! De faldt hurtig +fra og gav sig til at tale halvhøjt med hinanden; kun hist og her fra +Krogene lød spredt Klappen. + +Pelle følte Skuffelsen og Ligegyldigheden og smilede; han trængte ikke +til det orkanagtige Bifald mere, nu lyttede han efter det inde fra sig +selv. Saa meget havde han erfaret ved at staa deroppe, at dem dernede +var han ikke færdig med — nu først skulde det egenlige begynde. Hans +Værk var fejet ned, nuvel, saa byggede han et nyt som var bedre; han +havde siddet i Cellen og lært Langmodighed. + +Han sad neden for Talerstolen mellem Lederne af Mødet og følte, at han +egenlig var en Uvedkommende her. Det var af Medlidenhed man havde draget +ham ind i Festen; han læste i deres Øjne, at det forløbne Arbejde var +udført uden ham og at han kom ubelejligt. Skulde de nu til at regne med +ham — Fusentasten — igen, eller var det hans Agt at udvandre? — Ak, han +bragte vist ingen overilet Fart i Bevægelsen, de skulde vide hvor han +havde siddet og sanket Besindighed derinde! + +Han talte ikke men sad fraværende og søgte at lytte sig bag om Støjen +for at fange lidt af en evig Tone. De lo og skaalede og holdt Taler — +ogsaa for ham; men alt det behøvedes jo slet ikke! Sikre var de blevet, +de talte aabent ud for alle Sluser, der var kommet en vis Frigjorthed +over deres Fællesoptræden — som Masse virkede de godt. Men Miraklet? — +det ufattelige? Han savnede lidt Angst bag om Velværet, noget af den +dybe tavse Vejen, som skulde forraade at de havde stirret ind i en ny +Verden. Hørte de da slet ikke Tonen, siden de støjede saa meget? den +evige sagte Rytme som stod i Øret paa ham selv bestandig og rummede det +hele. Cellens Stilhed havde gjort hans Øre ømtaaligt; han led ved denne +robuste Latter, der udtrykte deres Livsglæde. + +Oppe ved en stor Tavle stod en af Førerne og gjorde Dagens Sejre op +under Forsamlingens Jubel; Pelle listede ubemærket ud. Han stod paa +Trappen og aandede den rolige Nat ind i dybe Drag, da en ung Mand kom og +rakte Haanden ud imod ham; det var Svogeren Frederik Stolpe. „Jeg vilde +bare sige dig velkommen tilbage igen og tak for dine Ord derinde,“ sagde +han. + +„Hvordan gaar det Ellen?“ spurgte Pelle lavmælt. + +„Det er vist saa som saa. Hun bor i Viktoriagade 20 og vasker — jeg tror +nok hun vilde blive glad for at se dig.“ Han saa prøvende paa Pelle. +„Hvis du vil have det, skal jeg gærne sørge for, at I kan træffes hjemme +hos mig.“ + +„Tak du,“ svarede Pelle, „men jeg gaar ud til hende i Morgen tidlig!“ +Han behøvede ikke Omveje mere. + + + + + II + + +Pelle vaagnede ved en fjærn tordenlignende Lyd, der groede tyndt frem +ude i Natten og holdt lige ned paa Fængslet. Han laa stille og lyttede +gruende, i Haab om at høre Vagtens beroligende Skridt forbi Døren; i +hans tunge Hoved jog Forestillingerne forvirret rundt som herreløse +Heste. Den dumpe truende Lyd kom bestandig nærmere og voksede +skæbnesvangert, og pludselig slog den dybe Natstilhed ud i et tordnende +Brag, der fik alting til at ramle sammen. Det var som et uhyre Svælg +aabnede sig og slugte det hele. + +I et panisk Spring stod han henne ved Vinduet, Hjærtet regerede ubændigt +i ham. Saa blev han inderlig flov. Han havde vældigt oplevet den samme +haarrejsende Verdens Undergang, som i Barndommens Dage naar Lynet +bragende krydsede sig frem mellem Klipperne derhjemme — og saa var det +hele ikke andet end Larmen fra Dagens første Bøndervogne, idet de slog +over fra Landevej til Stenbro. Det var Ensomheden der rugede i hans +Fantasi og fik den til ræd at stejle for enhver Lyd. Men det fortog sig +vel. + +Han rakte sig pludselig og rystede Nattens onde Mareridt af sig — fri! +Ingen Slutter kom som en ond Djævel og sprængte Nattens lykkelige Drøm +om Frihed — han _var_ fri! Briksen skulde ikke surres op til Væggen paa +bestemt Klokkeslet; han kunde ligge saa længe han vilde, hele Dagen om +det skulde være! Men nu havde han vigtigere Ting for — Livet ventede. +Han trak hastigt i Tøjet. + +Nede paa Gaden gik Lygtetænderen og tændte hveranden Lygte, i en endeløs +Række rullede Vognene ind fra Landet for at forsyne Byen. Pelle slog +Vinduet op, og aandede den vaagnende By ind mens han klædte sig paa. Han +var vant til at sove i en Stilhed der kun afbrødes af Musenes bløde +Piben under Varmeristen, og Byens Natlarm — den Elektriskes Dur, Raab +fra sene Nattevandrere — alt dette uvante der skar saa grelt frem af +Mørket, havde fyldt hans Søvn med Feber og trukket en Række hæslige +vanskabte Syner gennem hans Hjerne. + +Men nu følte han sig grundig nok udhvilet og hilste Staden med vaagen +Glæde. Ja, udsovet havde han saa det forslog, Larmen kaldte, han maatte +ned og give en Haand med til at holde alt dette gaaende! I aarevis havde +han ikke bestilt andet end samle til Bunke, nu skulde der tages fat igen +med Kræfter og Humør. Saa snart han var i Tøjet, gik han ud; Ellen var +det for tidligt at søge op, men han kunde ikke holde ud at være inde +længer. + +Det var tidlig Morgen. Nu kom den første Morgensporvogn udefra, +svingende fuld af Arbejdere; de hang helt ned ad Trinene baade paa +Hovedvognen og de to Bivogne. Og dér var den første Bonde med Mælk; man +var ikke engang oppe endnu i Ismejeriet! Hvert Kvarter kom der +Sporvognstog med Arbejdere; og Torvevognene blev ved at rulle ind fra +Landet, toplæssede med Grønsager, Korn eller Svinekroppe. Den dybe Gade +var som en Fødepumpe, der bestandig sugede Næring ind til Byen. + +Paa Toppen af svingende Halmlæs sad sjællandske Bønder og nikkede; de +kom helt ude fra Frederikssundskanten og havde kørt hele Natten. En og +anden Driver kom trækkende med et Hold Kreaturer som skulde til +Kvægtorvet. Dyrene syntes ikke om Byen og gjorde sig hvert Øjeblik +udtilbens, løb sig fast om Lygtepælene eller kom paa tværs af den +Elektriske. Aviskonerne travede fra Gadedør til Gadedør med deres tunge +Tørklæde fuldt af Morgenblade; han hørte dem slæbe sig op ad Trapperne +som havde de Bly i Benene. Og under det hele lød det endeløse Trav-Trav +af Arbejdere, der hastede til deres Gærning. + +Der var en egen hjemlig Lyd i dette Fodslag, som pludselig mindede ham +om, at han ikke længer hørte med til Flokken, men havde faaet sin egen +Bane paa godt og ondt. Hvorfor var han ikke fremdeles en upersonlig +lille Brøkdel i denne tunge Strøm, der hver Dag mekanisk gjorde den +samme Runde i Møllen. Ensomheden havde gjort hans Syn paa Menneskene +undrende og nyt, nu spejdede han i ethvert fremmed Ansigt uvilkaarligt +efter noget af det, der gør den enkelte til en Verden for sig. Men disse +Mennesker lignede alle hinanden syntes han; de kom hastende op af +Sidegadernes Mørke og blev først rigtig vaagne og sikre til Bens, naar +de kom ind i Flokkens Fodslag. Men saa gik de ogsaa knusende godt. Han +kendte den faste Takt igen — han havde selv lært dem den. + +Dagen kom sivende ned over Vesterbro, graa og tung af Vaarvæde og +Storstadens Røg. Denne Bydel var nok ikke rigtig vaagen endnu, +Hovedgadens Tempo tilhørte de forsinkede Nattevandrere. Han drejede ned +ad Viktoriagade og brugte forundret sine Øjne — her havde han aldrig +været før! Han læste Skiltene: Artistbureau, — Artisten Heim, — Logi for +Artister, — Massage & Ligtorneoperatør, — Udlejning af Kostumer. De +fleste Skilte var paa fremmede Sprog, her var ogsaa et „Gymnasium for +Ekvilibrister“, og et „Konservatorium for Sang og Musik, Dans og +Plastik“. — Og nogen Mangel paa Pantelaanere og Marskandisere var her +just ikke. Hvordan var dog Ellen havnet her i denne besynderlige Luft af +Parfume og gamle Klæder og fremmede Lande? Inden for Vinduerne i de lave +Stuer saa han underlige Dragter henslængt over Stole — Burnus’er og røde +Tyrkerhuer; en lille mørk Skikkelse med lang Pisk og bare Fødder i gule +Tøfler gled lydløst forbi ham i den gammeldags palæagtige Gadedør til +Nr. 20. + +Han steg op ad Trappen med bankende Hjærte; Trinene var hulslidte, det +sukkede skæbnesvangert naar man traadte i dem. Døren til Lejligheden +stod paa Klem, han hørte nogen feje inde i det forreste Værelse; og +længere inde talte et Barn med sig selv eller sin Dukke. Han maatte +standse lidt paa Afsatsen for at faa Vejret og dulme sin Sindsbevægelse. + +Ellen stod og fejede ind under Sofaen, med ferme Bevægelser. Hun rettede +sig i Vejret og stirrede forvirret paa ham, saa faldt Kosten ud af +hendes Haand, hun svinglede frem og tilbage. Pelle greb hende, dødt og +viljeløst sank hun over mod ham og blev staaende længe saadan, hvid og +med lukkede Øjne. Da han endelig vendte hendes udslukte Ansigt imod sig +og kyssede det, brast hun i Graad. + +Han talte sagte og beroligende til hende som til et Barn. Øjnene holdt +hun lukkede, som altid naar noget overvældede hende; der stod en klar Sø +i hvert. Hun laa bagover i hans Arm, og han følte hvor Lyden af hans +Stemme greb sitrende i hendes Legeme. Graaden sank opløsende igennem +hende, mygt og blødt segnede hun ind til ham; han mærkede af denne +Segnen hvor hun maatte have holdt sig stiv, og fyldtes af Lykke. Alt +havde altsaa været for hans Skyld, ved en uhyre Viljeanstrængelse havde +hun budt Skæbnen Trods til han kom! — og nu lagde hun det hele for hans +Fødder og sank sammen. Hvor træt maatte hun ikke være! men nu skulde de +faa det godt hun og Børnene. Nu vilde han leve for hende! + +Han havde lagt hende paa Sofaen, og sad bøjet over hende og fortalte +stille om hvor han havde angret, og længtes, og fortrudt. Hun svarede +ikke men holdt krampagtig fast om hans Haand, nu og da aabnede hun +Øjnene og betragtede ham stjaalent. Pludselig opdagede hun, hvor hærget +og furet hans Ansigt var, hun lod Haanden glide hen over det som for at +blødgøre Trækkene og brast i hæftig Graad. + +„Du har haft det saa ondt, Pelle!“ udbrød hun voldsomt og lod sine +skælvende Fingre glide gennem hans graasprængte Haar. „Jeg kan føle paa +dit stakkels Hoved, hvor onde de har været mod dig. Og jeg har ikke +engang været hos dig! Bare jeg dog kunde gøre dig noget rigtig kært, saa +du kom til at se glad ud.“ + +Hun rev sit Kjoleliv op, tog hans Hoved ned til sin Barm og lullede det, +med et Udtryk som en Moder der giver sit Barn Die. Og Pelles Ansigt +forandrede sig stille — som Barnets naar det lægges til Brystet. Det var +som Livets Kilde gød sig ud i ham, det forhærdede gled af Trækkene, der +kom Liv og Varme i dem igen. „Jeg troede jo ikke, du vilde komme tilbage +til os,“ sagde Ellen og trykkede hæftigt sit Bryst mod hans Mund. „Lige +siden Lasse Fredrik traf dig i Gaar, har jeg siddet og ventet paa du +skulde komme.“ + +Pelle opdagede pludselig, hvor forvaaget hun saa ud. „Du har ikke været +i Seng i Nat?“ sagde han. + +Hun rystede smilende paa Hovedet: „Jeg maatte jo passe paa at Gadedøren +ikke blev laaset. Hvergang der kom nogen hjem, løb jeg ned og laasede op +igen. — Du maa ikke være vred paa Drengen, fordi han ligestraks blev +bange for dig. Bagefter fortrød han det og løb rundt i Byen hele Aftenen +for at finde dig.“ + +Inde fra Sovekamret kaldte en klar Barnestemme mere og mere ihærdigt: +„Manne! Goddag Manne!“ + +Derinde sad Søster over Ende i Ellens Seng og legede med en Fjer, hun +havde pillet ud af Dynens Snip. Hun lod sig villigt kysse og blev ved at +sidde med Trutmund og den pudsigste rynkede Næse. „Du er Mand!“ sagde +hun indsmigrende. + +„Ja det er godt nok,“ svarede Pelle leende — „men hvad for en Mand?“ + +„Mand,“ gentog hun og nikkede uhyre alvorligt. + +Søster delte nok Seng med Ellen nu. For Fodenden af den store Seng stod +hendes egen lille Barneseng, som ogsaa havde været Lasse Fredriks +engang, og i den laa —. Naa, Pelle vendte sig mod den anden Væg, hvor +Lasse Fredrik laa i Enspændersengen og snuede, med en Arm under Hovedet. +Han havde sparket Dynen af sig og laa paa Maven, hensunken i dyb Hvile, +med de trinde Lemmer frit strakte. Han var godt bygget, Knægten! + +„Naa Dovenlas, kan du saa se du kommer paa Benene!“ raabte Pelle og trak +ham i den ene Fod. + +Drengen vendte sig langsomt. Da han fik Øje paa Faderen, var han +pludselig lysvaagen og førte Albuen afparerende op over Hovedet. + +„Der hænger ingen Øretæver i Luften, min Dreng,“ sagde Pelle leende. +„Legen begynder først med i Dag!“ + +Lasse Fredrik blev stædigt ved at holde Armen i Dækstilling og laa og +stirrede ligegyldigt ud i Stuen, som anede han slet ikke, hvad Faderen +sigtede til. Men han var ildrød i Hovedet. + +„Siger du ikke engang ordenlig goddag til din Far?“ sagde Ellen. Saa +rakte han trevent Haanden frem, og vendte sig derpaa om mod Væggen. Han +laa og ærgrede sig over Gaarsdagens Bedrift — kanske ventede han sig +ogsaa en Overhaling. Paa Sømmet over Sengen hang hans Bukserunne og +Kasket. + +„Lasse Fredrik er nok Mælkedreng ogsaa?“ sagde Pelle. + +„Ja“ sagde Ellen — „og han er rigtig flink til det. Kuskene roser ham.“ + +„Skal han saa ikke op og af Sted da? Jeg har mødt flere Mælkevogne.“ + +„Nej, for vi strejker i denne Tid,“ mumlede Drengen ind i Væggen. + +Pelle blev helt ivrig: „Sikke nogle Svende — saa I strejker! Hvad er der +løs da — er det Lønnen?“ + +Knægten maatte fortælle. Han kom efterhaanden frem med Ansigtet, men saa +ikke paa Faderen. + +Ellen stod i Døren og hørte smilende paa dem, hun saa svag ud. „Lasse +Fredrik er jo Lederen,“ sagde hun sagte. + +„Og saa ligger han her — i Stedet for at være ude og passe paa +Skruebrækkerne!“ udbrød Pelle helt iltert. „Du er nok en køn Leder.“ + +„Du tror maaske, der er nogen Dreng, der vil gøre sig saa sjofel og være +Skruebrækker,“ sagde Lasse Fredrik. „Nej, men Folk henter bare selv +deres Mælk nede ved Vognene.“ + +„Saa maa I faa Kuskene til at gøre fælles Sag med jer!“ + +„Næ, for vi er jo ingen rigtig Organisation. Derfor vil de ikke støtte +os.“ + +„Saa lav en Organisation da for Pokker! Op med dig Dreng og lig ikke dér +og snu, naar du har den Slags Ting for! Tror du maaske, man sover sig +noget til i denne Verden?“ + +Drengen rørte sig ikke, han syntes nok ikke der var nogen Grund til at +tage Faderen særlig højtideligt. Men saa traf et bebrejdende Blik fra +Ellen ham, og en to tre var han ude af Fjerene og i Tøjet. Mens de sad +inde i Stuen og drak Kaffe, gav Pelle ham nogle Vink om, hvorledes han +skulde gribe Sagen an. Han var stærkt optaget og gik straks op i +Spørgsmaalet med Hud og Haar; det var som om han sidst i Gaar havde haft +med Masserne at gøre. Saa mange gode Kampminder væltede ind paa ham. Nu +vidste altsaa ethvert Barn, at det sjofleste af alt paa Jorden var at +gøre Tjeneste som Skruebrækker! — og som han havde maattet slaas for at +faa selv brilliante Kammerater til at forstaa den Ting! Helt komisk var +det at tænke paa, at Strejken — som fyldte Arbejderne med Gysen første +Gang han anvendte den — nu var noget Børn tumlede med. Tiden gik nok med +raske Fjed herude i Dagen! Vilde man vinde med, fik man se at rubbe sig. + +Da Drengen var ude af Døren, kom Ellen hen og strøg ham over Haaret. +„Velkommen hjem!“ sagde hun stille og kyssede ham paa den furede Pande. + +Han trykkede hendes Haand. „Tak fordi du har et Hjem til mig,“ svarede +han og saa hende ind i Øjnene — „ellers tror jeg, jeg var gaaet i +Hundene.“ + +„Det kan du tro, Drengen har sin store Part i! Han har taget et godt Tag +— ellers havde det set galt ud for mig mange Gange. Du maa ikke blive +vred paa ham, Pelle, selv om han er lidt tvær mod dig. Husk paa, han har +gaaet saa meget igennem med de andre Drenge. Sommetider er han kommet +hjem og har været helt forslaaet.“ + +„For min Skyld?“ spurgte Pelle lavmælt. + +„Ja for han kunde jo ikke taale de sagde noget om dig. En Tid laa han +bestandig i Slagsmaal — nu tror jeg forresten nok, han har skaffet sig +Ro for dem; for han helmer ikke. Men der kan jo nok have sat sig noget i +ham.“ + +Hun stod og dvælede over ham, der var et eller andet hun vilde sige ham, +men ikke kunde komme i Gang med. „Hvad er der?“ spurgte han for at +hjælpe hende paa Gled, og fik pludselig Hjærtebanken. Han havde helst +set, de var kommet hen over _det_ uden Ord. + +Men hun trak ham lempeligt med ind i Sovekamret og hen til Barnesengen. +„Du har slet ikke hilst paa Svend Trøst,“ sagde hun. + +Han bøjede sig forlegent ned over den lille Dreng, der laa og stirrede +paa ham med store alvorlige Øjne. „Naar du blot vil give lidt Tid,“ +sagde han. + +„Det er Lille Maries Dreng,“ sagde Ellen med en egen Betoning. + +Han rettede sig hastigt op og saa forstyrret paa hende. Det varede +noget, inden han fattede. + +„Hvor er Marie henne?“ spurgte han besværligt. + +„Hun er død, Pelle,“ svarede Ellen og kom ham til Hjælp ved at give ham +Haanden. „Hun døde i Barselsengen.“ + +Der gik et graat Drag hen over Pelles Ansigt. + + + + + III + + +Huset Pelles boede i — _Palæet_ kaldte Gadens Beboere det — var en +gammel forfalden tre Etages Bygning med Mansardrejsning. Midt paa +Fasaden løb Resterne af nogle kanelerede Pilastre op gennem de to +øverste Stokværk og rammede de smalle Vinduer fornemt ind. Husets Navn +var ikke helt grebet ud af Luften, den gamle Jærnkræmmerske i +Bagbygningen kunde huske, at det i hendes Barndom havde været en +Generals Landsted og ligget helt alene. Dengang gik Stranden op hvor nu +Istedgade løber, og Stikkelsbærhaverne gik helt ind til Raadhuspladsen. +Indeklemt mellem Bagbygningerne stod der endnu to ældgamle kræftsyge +Æbletrær fra den Tid. + +Byen havde siden skudt Frugthaverne en halv Mil længer tilbage, +Vesterbros glade Sommerstrøg lagde sig i Tidens Løb Sidegader til, +trange Fattigmandsgader som skød op om de spredte Landsteder og lukkede +for Lyset; Fattigfolk, Artister og Piger fordrev Herskaberne og skabte +det frodige Sommerresort om til et broget Kvarter, hvor den bestøvlede +Armod og den saaleløse Intelligens holdt Stævnemøde. + +_Palæet_ var det sidste Minde om en svunden Tid. Endnu saas Resterne af +den fordums Finhed i Lofternes tilrøgede Stuklævninger og de +dybe Vinduer; men de store Stuer var slaaet i Stykker til +Smaamandslejligheder paa ét og to Værelser, og Halvdelen af den brede +Opgang ved Brædder skilt fra til Brændselsrum. + +Fra Pelles lille to Værelses Lejlighed førte en Dør og et Par Trin ned +til et stort Rum, der fyldte hele Sidebygningens Ovenred og nok kunde +ligne Ruinerne af en fordums Gildessal. Det tunge røgsværtede Loft +ragede helt op under Sadeltaget — det havde været dekoreret engang. Nu +var de fleste Felter faldet ned, og Bjælkerne truede med at komme +bagefter. + +Det vældige Rum havde i Tidens Løb været benyttet baade til Bryggeri og +Lager, men endnu var der et Præg over det af fordums Herlighed. +Ejendommens Børn syntes i al Fald her var storartet, de pillede de +sidste Panelrester ned til Pindebrænde, og kunde sidde Timer igennem og +kukke til hinanden paa de høje Afsatser over Murpillerne, hvor der +engang havde staaet Byster af berømte Mænd. + +Nu og da lejede en russisk eller polsk Emigrantflok sig ind og tog Salen +i Besiddelse for nogle Nætter. De laa og sov mellem hinanden paa det +bare Gulv, hver paa sin Byldt, og om Morgenen bankede de paa Døren til +Ellens Stue og bad ved Fagter om at komme ud til Vasken. I Begyndelsen +var hun bange for dem og spærrede Døren med sit Klædeskab, men Tanken om +Pelle i Fængslet gjorde hende blød og hjælpsom. Det var stakkels +forkomne Væsner, som Elendighed og Ulykke havde drevet hjemme fra. De +kunde ikke Sprog og vidste ingenting om Verden, men ligesom Trækfuglene +syntes de at ane sig Ruten til. I deres blinde Træk ud, fandt de af sig +selv herhen til _Palæet_ for Hvile. + +Ellers laa det store Rum ubenyttet hen. Salen der gik gennem to Stokværk +kunde være indrettet om til adskillige Smaalejligheder; men Ejeren af +det hele — en gammel Bonde ude fra Glostrup — var saa gærrig, at han +ikke nænnede at give Penge ud, selv om Fordelene var aldrig saa +indlysende. Og Ellen havde ikke noget imod det saadan! Hun tørrede sin +store Finvask her, og var fri for Gaardens Snavs og Kulstøv. + +Tilfældet, der saa tidt maa træde i Forsynets Sted naar det gælder +Fattigmand, havde skyllet hende og Børnene herned, da det gik i Stykker +for dem ude paa Kapelvej. Ellen havde efter ihærdigt Slid endelig faaet +sin Naadlestue godt i Gang og holdt to Elever til Hjælp, da en langvarig +Strejke kom og ødelagde det hele for hende. Hun strittede imod saa godt +hun kunde, men en Dag kom de jo og bar hendes Stumper ned i Rendestenen +— det var den gamle Historie, Pelle havde hørt den nogle Gange før. Der +stod saa hun og Børnene og holdt Vagt ved Stumperne, lige til det blev +mørkt; øsende Regnvejr var det, og de vidste hverken ud eller ind. Folk +stansede i Skyndingen, gjorde et Par Spørgsmaal og hastede videre; en og +anden kastede det Raad til dem at henvende sig paa Husvildeafdelingen. +Men det var Ellen og Lasse Fredrik for stolte til; de satte de Smaa ned +til Rullekonen i Kælderen og stod selv og holdt Vagt over Stumperne — i +dette dumpe Haab om, at der dog skulde ske noget, som Erfaringen aldrig +helt faar Bugt med hos den Fattige. + +Og da de havde staaet der tilstrækkelig længe, skete der virkelig ogsaa +noget. Omme fra Nørrebrogade kom to Bisser strygende i vild Fart med en +firhjulet Ladvogn af den Slags, Københavns Fattigfolk benytter, naar de +— helst om Natten — flytter fra det ene Sted til det andet. Den ene +havde ved Vognstangen, mens den anden skød bag paa, og — naar Farten var +rigtig oppe — smed sig paa Maven over Køretøjet og bræmsede med +Kapskoene mod Stenbroen, saa Vognen gik i Rendestenen. Paa den tomme +Vogn sad et halvgammelt Fruentimmer og trallede, med Benene dinglende ud +over Siden; hun var svær og havde en drabelig Hat med store nikkende +Blomster paa Hovedet — en rigtig „Herrevinker“. Det gik med vældigt +Halløj fra den ene Rendesten i den anden, og hvergang hvinede Damen. + +„Dér er da en Flyttevogn!“ sagde Lasse Fredrik, og i det samme snurrede +Køretøjet lige op foran dem og gik i Rendestenen. + +„Hva’ er det med dig Thorvald?“ sagde den ene af Bisserne og gloede +Ellen lige ind i Ansigtet. „Har du stødt dit Øje hva’?“ + +Fruentimmeret var hoppet ned af Vognen. „Aa skrup af, dit Kvaj!“ sagde +hun og puffede ham til Side — „du kan vel nok se, at de er smidt ud! — +Er det dit Mandfjols, der har verfet dig?“ spurgte hun og bøjede sig +deltagende over Ellen. + +„Nej for Værten har smidt os ud!“ sagde Lasse Fredrik. + +„Sikken en Skvatfigur — og nu har I ikke noget Sted at være i Nat hva’? +— Aa Kresjan, ta’ og læs det Kluns paa Vognen, saa kan det staa hjemme i +Porten i Nat. Det blir jo helt skamferet af Regnen!“ + +„Ja Stolebenene har formelig begyndt og slaa Rod!“ svarede Kresjan. De +to Fyre var i overdaadigt Humør. + +„Nu kan I bare ta’ og gaa med mig!“ sagde Fruentimmeret, da Sagerne var +læsset — „saa skal jeg nok skaffe jer et Sted og være i Nat. Og saa i +Morgen er Vorherre nok selv hjemme!“ + +„Det er en Stejer!“ hviskede Lasse Fredrik Gang paa Gang og trak Ellen i +Kjolen. Men hun var lige glad nu, bare hun ikke kom paa Fattigvæsnet. +Hun satte ikke Næsen saa højt længer. + +Det var selve _Dronning Therese_ de havde mødt, og dermed var paa en +Maade deres Lykke gjort. Hun hjalp Ellen til den lille Lejlighed og +skaffede hende Finvasken for Kvarterets Piger. Der var ikke saa stort +ved det, Vesterbros Piger gik den fine Stads saa nær de kunde; men det +gav dog Føden. + + * * * * * + +Pelle holdt ikke af, at Ellen skulde blive ved at gaa og tage i alt det +Snavs; han vilde nok være den der sørgede for Føden. Ellen havde desuden +taget _sin_ Tørn, hun var kommet til at se træt ud og trængte til at +have det lidt godt. Det var lige som hun faldt af paa den, nu da han +stod der og igen kunde tage Ansvaret. Men opgive Vasken vilde hun ikke +høre tale om. „Det er aldrig værd at slaa det snavsede Vand ud, før man +har det rene!“ sagde hun. + +Hver Morgen begav han sig ud forsynet med en flunkende ny +Fagforeningsbog, og gik fra Værksted til Værksted. Det var ikke gode +Tider for Faget, mange af hans gamle Arbejdskammerater var tvunget over +i andre Erhværv, han traf dem igen som Konduktører, Lygtetændere og +lignende; Maskinerne havde gjort dem overflødige, sagde de. Det var +Eftervirkninger fra den store Lockout — den havde slaaet de smaa +Selvstændigheder ihjæl, der før sad og arbejdede med en Mand eller to, +og givet Storindustrien Vind i Sejlene. De enkelte, som kunde magte det, +havde anskaffet sig Maskiner og var blevet Fabrikanter, Resten var +trængt ud og sad omkring i afsides Kældere og reparerede gammelt. + +Han havde mindst af alt tænkt sig at skulle gaa i Arbejde igen paa de +gamle Vilkaar. Og nu gik han her og bød sig til, var villig til at give +sig i Lære igen for at kunne betjene sin ny Herre Maskinen, og var til +Fals for den værste Udbytning. Og Fabrikanterne havde ikke engang Brug +for ham — de huskede ham for godt endnu. „De har været for længe borte +fra Faget,“ sagde en og anden af dem tvetydigt. + +Naa, det var jo blot et velment Tak for sidst. Men han følte bittert, +hvorledes selve Fortiden rejste sig mod ham. Der havde han kæmpet og +ofret alt for at forbedre Kaarene i Faget — og Maskinerne var +Udviklingens nedslaaende Svar til ham og hans Fæller. + +Han var ikke ene om at gaa og søge forgæves i den gode Foraarstid, en +Mængde andre Fag havde haft samme Skæbne som hans eget. Hver ny Morgen +førte ham ind i et helt Træk af Mennesker, der syntes fordømte til at +slide Brostenene i haabløs Søgen efter Arbejde, Folk som var skubbet ud +af Maskineriet og ikke kunde finde ind igen. „Der maa være noget i Vejen +med dem,“ tænkte han, mens han stod og lyttede til bestandig den samme +Historie om, hvorledes de pludselig var blevet hægtet fra og saa’ det +hele dampe bort. Det maatte være deres egen Skyld, naar der ikke kom et +nyt Tog og koblede dem til — kanske var de dovne eller fordrukne. Men +efterhaanden saa han solide, prøvede Folk staa i Række og byde deres +Kræfter ud Morgen efter Morgen uden Resultat; og han anede frysende, at +Tiderne var ved at forandre sig. + +Han skulde sagtens have slaaet sig igennem blot der havde været noget at +faa fat i. — Priskuranten var ordenlig nok! den havde blot den +skæbnesvangre Fejl, at den ikke kunde spises. Alt i alt syntes det, som +der var sket en Forskydning til det værre for Haandværkeren — og for at +gøre det endnu uhyggeligere havde Storbedrifterne spærret ham den Udvej +at nedsætte sig og blive selvstændig. Der var ikke engang den Smule +Bagdør aaben længer! Pelle kunde lige saa godt først som sidst slaa det +ud af Tankerne; for at blive Mester nu krævedes der Kapital og Kredit. +Det bedste, Fremtiden nu havde i Behold, var en endeløs og udsigtsløs +Vandring _til_ Fabrikken og fra Fabrikken igen. + +Han var med ét Slag plantet midt op i det gamle Spørgsmaal igen; hele +Tilstanden rullede sig ganske af sig selv ud for ham, det nyttede ikke +at lukke Øjnene. Han havde god Vilje til at passe sit eget og opsøgte +ikke noget; men det ene bar det andet med sig, og enten han vilde det +eller ej, samlede det sig til et Overblik over Tilstanden. + +Sammenholdet havde staaet sin Prøve udadtil, Arbejderne var godt +organiserede og havde haandhævet deres Forhandlingsret, man kom ikke +uden om deres Korporationer længer. Lønnerne var ogsaa en Del hævede, og +Sansen for Hjemmet var vokset hos Arbejderne selv, mange af dem var +rykket fra Hulerne over i nye to- og treværelses Lejligheder og havde +faaet pæne Møbler. Deres Fordringer til Tilværelsen var steget, men +alting var ogsaa blevet dyrere, og Livet var stadig det samme fra +Haanden i Munden. Han kunde se, at den sociale Udvikling ikke havde +holdt Skridt med den mekaniske; Maskinerne kilede sig stille men +ubønhørligt ind mellem Arbejderne og Arbejdet og satte flere og flere +Mand paa Gaden. Arbejdstiden var ikke væsenlig forkortet, Samfundet +syntes ikke interesseret i at beskytte de arbejdende. Men det tog sig +mere af Arbejdets Invalider nu end før, der var kommet god Gang i +Fattigforsørgelsen. Han kunde ikke opdage _nogen_ Lov, der greb +regulerende ind; men en hel Række af Love der plastrede paa Tilstandene. +Der blev uddelt en Mængde forskellige Understøttelser — altid lige paa +Sultegrænsen; flere og flere maatte ty til dem. Det berøvede dem ikke +deres borgerlige Rettigheder, men gjorde dem til et Slags politisk +_holdt_ Proletariat. + +Saaledes saa den Æventyrverden ud, Pelle havde været med til at erobre, +nu da han vendte tilbage og saa paa den med nye Øjne. Jorden var ikke +blevet nyskabt, noget stærkt, menneskeligt bærende, syntes Bevægelsen +ikke at have afsat. Det saa ud, som Arbejderne stille lod sig sætte ud +af Spillet, bare de fik Spaserepenge! Hvor var deres gamle Stolthed +henne? de havde nok lagt sig den borgerlige Moral til, siden de +godvilligt gik paa Aftægt. Magt manglede de ikke, hele Verden kunde de +faa til at visne og dø bort uden at udgyde en Bloddraabe — blot ved +deres Sammenhold. Det var Ansvar de manglede; Bevægelsens bærende Ide +var nok løbet af dem! + +Pelle tumlede frem og tilbage med det, men han sled Brostenene i +forgæves Søgen. Overblikket paatrængte sig ham af sig selv, og der var +Kræfter baade i ham selv og udefra, som arbejdede paa at skubbe ham over +i Bevægelsen og frem i Føringen. Men han slog det fra sig — nu vilde han +arbejde for sit Hjem. + +Han fiskede sig lidt Reparationer hos Naboer og Genboer og hjalp ellers +Ellen med at hænge Tøj op og trække Rullen —, man fik sætte Æren til +Side og være glad til, at _hun_ havde noget. Hun var glad for +Haandsrækningen, men holdt ikke af at nogen skulde se ham give sig af +med Kvindearbejde. + +„Det er ikke noget for en Mand,“ sagde hun og saa paa ham med Øjne, som +sagde hvor lykkelig hun var for hans Selskab. + +De holdt af at være sammen, nød det paa en egen stille Maade, uden mange +Ord. Der var hændt meget, men baade Pelle og Ellen gav sig god Tid. +Ingen af dem havde hurtigt til Ordet, men de ledte sig frem til +Forstaaelse gennem Pavserne og rykkede hinanden nærmere under Tavsheden. +Enhver vidste hvad den anden havde lidt, uden at det behøvede siges; +Tiden havde arbejdet med dem begge. + +Nogen Storm var der ikke over deres ny Samliv, Dagene gled stille forbi, +gjort tunge af de forløbne Aar. Ellens Sind rummede hverken Jubel eller +Bebrejdelser. Hun var varsom over for ham — næsten sky, som første Gang +de mødtes; bag al hendes Godhed og Omhu laa det samme Skær af jomfruelig +Utilnærmelighed som dengang. Hun tog stille mod hans Kærtegn, selv gav +hun nærmest ved at være noget for ham. Han mærkede, hvordan hver lille +huslig Gærning hun gjorde for ham, groede ud af hende lige som et +moderligt Kærtegn og lukkede ham ind i hendes Hjærte. Han var +taknemmelig for det, men det var ikke det han trængte mest til. + +Naar de sad sammen i Skumringen og Børnene gik paa Gulvet og tullede, +tav hun helst og iagttog ham i Smug; saa snart han mærkede det, gemte +det dybe i Øjnene sig bort. Forskede hun igen efter hans skjulte Væsen +ligesom i deres første Tid? Det var som om hun kaldte paa noget i ham — +men ikke vilde give sig selv tilkende. Saadan kunde en Mor ogsaa sidde +og stirre forskende efter sit Barns Fremtid. Elskede hun ham da ikke? +Hun havde givet ham alt sit, født ham Børn, og siddet trofast og ventet +paa ham da hele den øvrige Verden slog Haanden af ham — og alligevel var +han ikke sikker paa, at hun nogensinde havde elsket ham. + +Pelle havde ikke mødt Kærligheden som noget ubændigt — Bevægelsen havde +taget Overskuddet af hans Ungdom. Men nu stod han her født paa ny sammen +med Foraaret, og følte det pludselig som Vælde i sig. Nu skulde han og +Ellen begynde — for nu var hun alt! Livet havde lært ham Alvor, og det +var kun godt. Han forfærdedes over, saa letsindigt han havde taget Ellen +ind til sig, og gjort hende til Moder uden først at gøre hende til Brud. +Kvindehjærtet maatte være bundløst, siden hun ikke var gaaet i Stykker +paa det, men stadig stod og ventede lige uberørt paa, at han skulde +vinde hende. Hun havde hjulpet sig over det ved at være Moder! + +Og vandt han hende saa nogensinde? — ventede hun virkelig endnu — eller +var hun faldet til Ro? + +Han elskede hende saa hæftigt, at alt ved hende gik forklaret igen, +lykkelig ved at vide, at hun var hans Skæbne. Et Baand blot, eller et +tærnet tyndslidt Bomuldsforklæde — hver lille Ting, der hørte med til +hende — fik en forunderlig varm Lød og fyldte Sindet med Sødme. Et Blik +eller en lille Berøring gjorde ham svimmel af Lykke og slog hans Sind +imod hende i Bølger af hæftig Varme. Hun smilede stille og trykkede +venligt hans Haand — det tændte ikke. Hun holdt af ham og nægtede ham +ingenting, men han følte det alligevel som hun forholdt ham sit inderste +Væsen. Naar han vilde se derind, lukkede hun sig med Venlighed. + + + + + IV + + +Pelle var som en der vender hjem efter Aars Landflygtighed, og igen skal +se at bringe sig i personligt Forhold til det hele; Amnestien galdt kun +til Tærskelen, det egenlige maatte han selv om. Det Land han havde +dyrket var paa andre Hænder, han havde ingen Ret der mere. Men det var +dog ham, der havde plantet; han maatte vide, hvordan det var groet og +hvordan det blev skøttet. + +Den store Fremrykning var svinget over i det politiske. Bevægelsen havde +foreløbig ladet de Fattigstes Krav paa Brød falde, ofret dem som man +ofrer Ballast for at kunne stige lettere. Man vilde erobre selve +Institutionerne — og saa naturligvis komme tilbage til Udgangspunktet +igen og lægge det hele om. Det kunde være bekvemt nok at læsse dem af, +der var mest besværlige for Fremrykningen, men lod der sig sejre paa +det? — det var jo dem, alting drejede sig om! Pelle havde grundigt lært, +at den der tror at narre Bakken, narrer sig selv. Han havde ingen Tro +til det, der søgte over hvor Gærdet var lavest. + +Den ny Taktik daterede sig fra den store Kamps sejrrige Udgang; han +havde jo selv ført Masserne i Triumf gennem Hovedstaden. Og dersom han +ikke var blevet taget, havde han vel nu siddet som en af Arbejdernes +parlamentariske Repræsentanter og symboliseret Oprykningen i +Borgerskabet. Men nu havde han altsaa været sat udenfor og maatte vælge +sin Stilling til det bestaaende; han havde tilhørt de udstødtes Verden +og set Uforligeligheden lige i Øjnene — han var ikke vis paa, at +Fattigmands Oprejsning laa i Forlængelse af den bestaaende +Samfundsmoral. Selv var han jo fremdeles en Outlaw, og blev vel heller +aldrig andet. Det var svært at bukke sig ind under den Karm, hvor man +engang var smidt ud — og det var nok ogsaa svært at _slippe_ ind. Han +agtede ikke at gøre noget for at blive optaget i de agtede Mænds Lag +igen — han var stærk nok til at støtte sig paa sig selv nu. + +Maaske ventede Ellen noget i den Retning, som Oprejsning for al den Tort +hun havde lidt. Hun fik have Taalmodighed! Pelle havde lovet sig selv at +gøre hende og Børnene lykkelige, og det trøstede han sig til at naa +bedst ved at følge sit eget Hoved. + +Egenlig lykkelig var han ikke. Det gik skidt med det økonomiske; alt det +han spekulerede, saa Fremtiden lige utryg ud. Han trængte til at være +Manden, Forsørgeren, saa Ellen kunde komme og søge ind til ham for +Tryghed og Ly, æde sorgløst og ubekymret af hans Haand og give sig +modstandsløst hen. + +Han var ikke deres Forsyn — det var her, det bristede, tænkte han. Det +mærkedes i al Fald paa Lasse Fredrik. Der var Krummer i Knægten, selv om +de smagte lidt af Gaden; han var en ihærdig Fyr, lys og paagaaende, med +vaagen Sans for alt, hvad der smagte af Bedrift. Pelle kunde kende sig +selv lyslevende igen i ham, og var kun stolt af ham; men Drengen tog +ikke ham ubetinget gyldig til Gengæld. Han var flink og villig men ikke +noget ud over det, og forholdt sig nærmest prøvende; som om han først +vilde se, hvordan et og andet spændte af, før han godkendte Faderskabet. + +Pelle led ved denne uhaandgribelige Mistillid, der satte ham i Klasse +med visse Børns „ny Far“, og havde en baade pinlig og latterlig +Fornemmelse af, at han var paa Prøve. I gamle Dage kunde det været +afgjort med en forsvarlig Lussing; men nu skulde Tingene ordnes, saa de +holdt; han købte ikke billigt længer. Naar han hjalp Knægten med +Mælkedrengenes Organisation, ydmygede han sig og indsmuglede Træk fra +den store Kamp for at vise, at han ogsaa duede noget. Han kunde se paa +Drengens Udtryk, at han ikke troede stort af det og forbeholdt sig at +undersøge Sagen nærmere. Det saarede hans ømtaalige Sind og jog det ind +i sig selv. + +Men en Dag, han sad over Arbejdet, kom Lasse Fredrik stormende ind. +„Fortæl mig, hvordan du bar dig ad med at tage de _Indelukkede_ ud af +Fabrikken, Far!“ raabte han aandeløst. + +„Du tror jo alligevel ikke paa det,“ sagde Pelle bebrejdende. + +„Jo, for de kaldte dig _Lynet_!“ udbrød Drengen fuld af Beundring. „Og +de maatte sætte dig i Tugthuset for at blive af med dig — Mælkekusken +har fortalt mig det hele!“ + +Fra den Dag var de Venner — Pelle var med et Slag bleven Helten i +Drengens Tilværelse. Han havde raget sit Skæg af, havde sværtet Ansigtet +og var gaaet lige ind i Modstandernes egen Hule, bedre kunde det ikke +være. Han maatte ligefrem værge sig for ikke at blive til en rigtig +Røverhøvding med Bulehat og lange Støvler; Lasse Fredrik havde en frodig +Fantasi. + +Pelle trængte til denne Sejr. Han maatte have sine egne trygt i Ryggen +først og fremmest — og saa have Fortiden gjort ordenligt op. Men det var +ikke nemt, lille Svend Trøst stolprede jo om allevegne, varpede sig hen +imod ham langs Møblerne med de alvorlige Øjne stift fæstede paa ham — og +kravlede det sidste Stykke. Saa snart Ungen blev sluppet løs, satte han +straks Kursen mod Pelle; helt ude fra Køkkenet kom han kravlende ind og +helmede ikke, før han stod oprejst ved Faderens Ben og stirrede op paa +ham. „Se, hvor han allerede holder af dig,“ sagde Ellen ømt og slap +prøvende den lille løs ude paa Gulvet — „tag ham dog op til dig!“ Han +adlød mekanisk, nogen personlig Optræden over for dette Barn havde han +ikke, — det var jo ikke noget Barn men en voksens Anklage, der kom +kravlende hen imod ham. Og dér stod Ellen og saá saa øm ud, som var det +hendes egen lille! Pelle begreb ikke, at hun ikke foragtede ham; han +skammede sig hver Gang, han tænkte paa sin Kamp for at forsone sig med +denne „Gøgeunge“. Det var nok heldigt, han havde vist sig overbærende! + +Det pinte ham, at han ikke kunde være lige saa naturlig god mod Barnet +som hun. Og naar hun havde badet Svend Trøst Lørdag Aften og bag efter +sad med ham paa Skødet og gav ham rent Undertøj paa, kunde det sortne +for Pelle af Selvanklage. Tankeløst havde han traadt _Arkens_ lille +Marie ned; og hun her, som han havde forstødt da hun trængte allermest +til ham, strøg til Gengæld sin velsignende Haand hen over hans Brøde. Og +som om hun mærkede hans sorte Tanker, kom hun hen og gav ham den varme +nøgne Unge i Favnen. „Er han ikke kær?“ sagde hun med et godt Smil. +Hendes Hjærte var saa stort, at det næsten forfærdede ham; hun tog sig +jo mere af dette Barn end af sine egne. + +„Jeg er jo hans Mor!“ sagde hun selvfølgeligt. „Skulde han kanske gaa og +ingen rigtig Mor ha’e!“ + +Maries Skæbne laa som en Skygge over hans Sind, han maatte tale med +Ellen om det for at prøve at faa det klaret. Men hun saa ikke den +skæbnesvangre Sammenhæng, hun tog det som noget, der maatte saadan være. +„Du var jo saa jaget og forfulgt,“ sagde hun roligt — „og ingen havde du +at holde dig til. Saa maatte det jo gaa saadan! Marie har fortalt mig +det hele. Der kan da ingen gøre for, at hun ikke var kraftig nok til at +føde. Lægen sagde, at det var en Fejl ved hendes Bygning — hun var +forvoksen indvendig.“ — Ak, Ellen havde ikke Rede paa, hvor meget et +Menneske maa kunne gøre for — og selv tog hun meget mere paa sig end hun +behøvede! + +Der var alligevel noget formildende ved disse nøgterne Oplysninger, +skønt de ingenting sagde om det egenlige. Det er i Længden +uoverkommeligt at bære Byrden af det uoprettelige, og Pelle var glad +for, at Ellen dvælede saa jævnt og selvfølgeligt ved Maries Skæbne; det +drog den inden for det almindelige for ham ogsaa. Marie havde søgt +Tilflugt hos hende, da hun ikke kunde skjule sin Tilstand længer; og +Ellen tog hende til sig og beholdt hende hos sig, lige til hun kom paa +Fødselsstiftelsen. Hun vidste selv godt, at hun skulde dø — det var +ligesom hun kunde føle det paa sig — og sad og talte om det, mens hun +hjalp Ellen med Naadlingen. Alting lagde hun til Rette saa fornuftigt +som en gammel Mor. + +„Hvor var hun gammelklog — og barnlig alligevel!“ kunde Ellen bevæget +udbryde. + +Ja, Pelle maatte tænke paa sit Liv i _Arken_, dengang den lille Marie +var Husmoder for ham og sine to Brødre — en bekymret Husmoder paa elleve +Aar! Forkrøblet var hun og havde dog alle rige Muligheder i sig; hun +mindede om Fattigdommen selv. Smittet af hans unge Styrke var hun skudt +i Vejret og havde foldet sig ud til en fager Jomfru, som de unge +Levemænd vendte sig efter, naar hun gik over Gaden for at gøre Indkøb. +Han havde været bekymret for hende, ene og ubeskyttet som hun var — og +saa blev det ham selv, der kom til at plyndre den fattige og værgeløse! +Hvorfor bar han ikke sit Kors alene dengang men tog imod et Væsens +Kærlighed, der gav sig hen til ham i Taknemlighed over at han havde +givet hende Livets Glæde? Hvorfor maatte han i et svært Øjeblik tage sin +Gave tilbage? Svend Trøst havde hun i sin naive Hjærtensgodhed kaldt +Drengen, for at Pelle skulde være rigtig glad for ham. Men det var en +dyr Trøst, der maatte købes med en andens Liv! For Pelle var Barnet +nærmest en Anklage. + +Der var meget at gøre op og en Del, der ikke lod sig bringe i Orden. +Pelle fandt undertiden, at det var byrdefuldt nok at tage Ansvaret for +sig selv. + +I denne Tid kom Morten ham ofte i Tankerne. „Morten har i al Fald sveget +mig,“ tænkte han — „han kunde ikke taale min Medgang!“ Her var da et +Punkt, hvor Pelle stod med Retten paa sin Side! Morten fik komme til +ham, hvis de skulde have noget med hinanden at gøre mere. Pelle bar ikke +Nag, men det var rimeligt og retfærdigt at den, der var ovenpaa først +rakte Haanden ud. + +Saadan mente han, han havde skaffet sig Ro for i al Fald det Spørgsmaal, +men det kom igen. Han havde selv overtaget Ansvaret nu — og vilde +begynde med at ofre sin eneste Ven for et Etikettespørgsmaal! Han fik +gaa til ham og række ham en forsonende Haand! + +Dette syntes da endelig engang stort tænkt! + +Men Pelle fik ikke Lov at være tilfreds med sig selv her heller. Han gik +og led under den samme pinlige Uro som i Cellen, naar han snød sig fra +sit Arbejde og sad og læste i Smug — følte det paa sig, som der +bestandig var et Øje i Kighullet, der saa alt, hvad han foretog sig. Han +maatte i Lag med Spørgsmaalet en Gang til. + +Den uegennyttige Morten misundelig? Ja han var jo ikke faldet ind med +Tusj ved Pelles Sejre, men havde foretrukket at være hans onde +Samvittighed! Der kom vel endelig Bunden frem? Han havde berust sig i +Støjen og skulde finde noget at øredøve Mortens stille advarende Stemme +med, og saa laa Beskyldningen lige for — _Misundelse!_ Det blev nok ham +selv, der havde sveget. + +En Dag søgte han ham op. Mortens Bopæl var ikke vanskelig at faa +opspurgt, han havde faaet et godt Navn som Forfatter og nævntes ofte i +Bladene i Forbindelse med Underklassen. Han boede ude paa Sønder +Boulevard, oppe under Taget som altid, med Udsigt ud over Kalvebod +Strand og Amager. + +„Nej, er du der!“ sagde han og tog Pelles Hænder. Han stod længe og +stirrede ind i det strænge furede Ansigt, helt til han fik Taarer i +Øjnene. „Pelle, hvor har du dog forandret dig!“ hviskede han endelig, +halv forfærdet, og førte ham ind i Stuen. + +„Jeg har vel det,“ svarede Pelle mørkt — „jeg har i al Fald haft Grund +til det. — Og du, hvordan har du haft det? Er du gift?“ + +„Nej, jeg er ensom som altid. Den, jeg vil have, bryder sig fremdeles +ikke om mig, og de andre kan _jeg_ ikke med. Jeg troede, du ogsaa havde +slaaet Haanden af mig, men saa kom du dog.“ + +„Jeg havde for megen Medgang, og saa bliver man selvgod.“ + +„Naa ja, det. Men i Fængslet — hvorfor sendte du mine Breve tilbage. Det +var næsten for haardt.“ + +Pelle saa overrasket op. „Det faldt vist ikke Tugthusfangen ind, at han +kunde saare nogen — saa der gør du mig alligevel Uret,“ sagde han. „Det +var jo mig selv, jeg vilde straffe!“ + +„Du har været syg da, Pelle!“ + +„Ja syg! du skulde vide, hvordan man bliver, naar de saadan kvæler éns +Menneskeret og spærrer én inde mellem fire nøgne Vægge. En Tid var jeg +saadan, at jeg blindt væk hadede Alverden; min Hjærne ravede for at +finde en rigtig ond Hævn, og da jeg ikke kunde faa Ram paa andre, hjalp +jeg til med at fuldbyrde Straffen paa mig selv. Der var dog altid en +Tilfredsstillelse i, at jo mere _jeg_ led, des større Djævle var de +andre. Og jeg fik virkelig Ram paa dem — de hadede mig en Overgang af et +oprigtigt Hjærte.“ + +„Der var ingen derinde, som gav dig et beroligende Ord — Præsten, +Lærerne?“ + +Pelle smilede bittert: „Jo Rottingen! Slutteren kunde ikke faa mig ind +under Disciplinen — jeg var en saakaldt vanskelig Fange. Det var ikke, +fordi jeg ikke vilde, men jeg manglede fuldstændig Ligevægten; man kunde +lige saa godt forlange af én, at han skal gaa støt, naar det hele +hvirvler rundt for ham. De indsaa vel, at jeg ikke kunde klare det selv, +for en Dag bandt de mig til en Pæl, trak Skjorten op over Hovedet paa +mig og gav mig Rotting. Det er underligt at sige det, men det hjalp; +Fremgangsmaaden var saa brutal, at alt i mig forstummede. Naar _det_ +kunde ske, var der intet at protestere mod mere. Jeg fik et vaadt Lagen +om mig og blev hevet op paa min Briks — saa var det i Orden. I otte Dage +maatte jeg ligge paa Brystet og kunde ikke røre mig for Smærter, den +mindste Bevægelse fik mig til at knurre som et Dyr. Slagene var gaaet +tværs igennem mig og kunde tælles paa mit Bryst, og dér laa jeg som en +blytung Byldt, slaaet til Jorden i maabende Undren. Saadan gør de ved +Mennesker, stønnede det inden i mig — saadan gør de ved Mennesker! Jeg +begreb ingenting mere.“ + +Pelle var blevet blygraa i Ansigtet, alt Blod var veget fra det, saa +Knoglerne traadte dødsskarpt frem. Han sad og svalgte for at blive Herre +over sin Stemme. + +„Mon du forstaar, hvad det vil sige at faa Rotting?“ sagde han hæst. +„Ild er ingenting, jeg vilde heller brændes levende end have det en Gang +til. Profossen slaar ikke — han er ikke Spor af vred; der er ingen, der +er vrede paa én, de er saa værdigt bedrøvede paa éns Vegne allesammen. +Han lægger Slagene omhyggeligt ned over éns Ryg, som om han vejede Mad +ud, det er næsten som om han kælede for én. Men Lungerne sprøjter for +Slaget, og Hjærtet krymper sig vanvittigt sammen, det er som om et +Tusind Tænger flaaede alle Fibre og Nerver fra hinanden paa én Gang. +Hele mit Indre pressede sig sammen i Rædsel og vilde flygte ud gennem +Struben paa mig, hvergang et Slag kom listende. Endnu brænder mine +Lunger, naar jeg tænker paa det, og mit Hjærte kan pludselig krympe sig +voldsomt sammen og true med at sprøjte Blodet ud af min Hals. — Ved du, +hvad der er det djævelske ved Legemsstraffen? Det er ikke nogen legemlig +Smærte, man vil tilføje Mennesket, det er hans Indre man prygler — hans +Sjæl. Mens jeg laa dér og rugede over mit lemlæstede Indre, overladt til +at slikke mine Saar som et ensomt Dyr, forstod jeg, at jeg var kommet ud +for Samfundets onde Samvittighed — dets Had til dem, der lider.“ + +„Husker du, hvad der gav Anledning til Straffen?“ spurgte Morten og +tørrede Sveden af Panden. + +„Det var et eller andet ligegyldigt — jeg skreg vist. Ensomheden og den +forfærdelige Stilhed gik mig paa, saa har jeg vel skreget for at faa +lidt Liv ind i den rædselsfulde Tomhed. Alt det staar mig ikke klart, +men jeg tror nok, det var Forbrydelsen!“ + +„Du havde alligevel haft Brug for et godt Ord fra en Ven.“ Morten tænkte +stadig paa sine forsmaaede Breve. + +„Ja, men Celleluften er nu engang ikke god for et venskabeligt Forhold +til Yderverdenen. Man bliver ond paa alle der er fri — ogsaa dem der +mener én det bedst — og skærer selv den Smule Gren af, man sidder paa. +Jeg var maaske aldrig kommet i Forhold til Livet igen, dersom det ikke +var for Musene i min Celle. Jeg plejede at smuldre Brød ned til dem +under Risten, og da jeg laa der halvdød og rugede, kom de op og løb +pibende over min Haand. Det var dog et Kærtegn — om end ikke fra +Medmennesker.“ + +Morten beboede en lille Toværelses Lejlighed under Taget. Mens de sad og +talte, hørtes der nu og da Lyd inde fra det andet Værelse; saa trak det +nervøst i hans Ansigt, og han stirrede ærgerlig hen efter den lukkede +Dør. Han blev efterhaanden kendelig urolig og havde hele Tiden et Øre +derinde. Pelle undrede sig over det men vilde ikke spørge. + +Pludselig lød det, som en Stol blev væltet. Morten rejste sig hastigt og +gik derind, han lukkede omhyggeligt efter sig. Pelle hørte hviskende +Stemmer, Mortens som formanede, og en spinkel opsætsig Kvindestemme. +„Han gemmer et Pigebarn derinde,“ tænkte Pelle — „jeg maa vist hellere +stikke af.“ + +Han rejste sig for at gaa og kastede et Blik ud af det store Kvistvindu. +Hvor var det hele forandret, siden han først kom til Hovedstaden og saa +ud over den fra Mortens gamle Hybel. Dengang havde han drømt om at +erobre den — og havde jo ogsaa udført det, og nu kunde han begynde +forfra! En helt ny By laa udbredt under ham; hvor han i sin Tid løb paa +Tudeper mellem Kajer og Kulbunker, rejste sig nu en Række palæagtige +Bygninger om en smuk Boulevard. Og alt udenfor var nyt; et stort +Arbejderkvarter var skudt op, hvor der dengang var Tømmerpladser eller +Vand. Under ham arbejdede Lokomotiverne og slæbte Rækker af Tipvogne med +Fyld hen over Terrænet for den ny Godsbanegaard, og paa den modsatte +Side af Havnen voksede et nyt Herskabs- og Forretningskvarter frem paa +Islandsbrygge. Og bag det hele bredte Vandet og det grønne Amagerland +sig. Morten forstod at vælge sig en høj Gren ligesom Nattergalene. + +Bøger havde han faaet samlet sig en Del af igen, og paa hans Skrivebord +stod Fotografier af bekendte Mænd med deres egen Paaskrift. Alt i alt +lod han til at være kommet godt efter det i den boglige Verden. Pelle +fandt hans egne Arbejder frem og bladede optaget i dem, han syntes, han +livagtig kunde høre Mortens indtrængende Stemme bag Ordene. Nu vilde han +til at læse ham! + +Morten kom ind. „Du vil da ikke gaa?“ spurgte han og strøg sig over +Panden — „Nej, bi nu lidt og lad os faa en hyggelig Sludder. Jeg har +savnet dig, kan du tro.“ Han saá træt ud. + +„Jeg glæder mig vældig til at læse dine Bøger,“ sagde Pelle henrykt. +„Sikken en Masse du har faaet skrevet — du har ikke drevet den af.“ + +„Ensomheden har kanske lært _dig_ ogsaa at holde af Bøgerne?“ sagde +Morten og saa paa ham. „Saa har du hvervet dig gode Forbundsfæller +derinde, Pelle! — Alt det dér er der nu ikke meget ved — det er kun +Forarbejderne. Det er en ny Verden, vor, maa du huske paa.“ + +„Jeg synes ikke, _Arbejderen_ bryder sig synderlig om dig.“ + +„Nej, ikke synderlig,“ svarede Morten sagte. + +„Du skriver kun i de borgerlige Blade, siges der.“ + +„Ellers sultede jeg nok ihjæl — _de_ under mig i al Fald Føden! Vor egen +Presse har fremdeles ingen Brug for Blænkere, men kun for Folk, der +marsjerer efter Parolen!“ + +„Og du har svært ved at underordne dig,“ sagde Pelle smilende. + +„Jeg har mit Ansvar opad,“ svarede Morten stolt. „Hvis jeg er den +Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang +imellem hugger _Arbejderen_ et af mine Bidrag fra den borgerlige Presse +— det er al den Forbindelse, jeg har med mine egne. Min Føde maa jeg +hente paa den anden Side Skellet og lægge mine Æg dér — det er egenlig +haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har naget mig, at jeg ikke kan faa +mine egne i Tale uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente, udenom +_Kraftens_ Søn fører der alligevel ingen Vej. Foreløbig gør jeg saa et +Arbejde i Overklassen; jeg sætter Elendigheden ind paa Livet af de +lykkeligt stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvæltningen maa +forberedes fra oven ogsaa.“ + +„Kan de nok taale dine Skildringer?“ spurgte Pelle forundret. + +„Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen var før den rejste sig +— det er et Udslag af Kultur. Undertiden er den næsten for tolerant — +man kan ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar der er +noget, den ikke synes om, har den altid den Udvej at se artistisk paa +det.“ + +„Hvordan mener du?“ + +„Som en Præstation du, som om man optraadte for at underholde den. Det +er sku storartet gjort — hedder det, naar man har lagt et Stykke af den +bundløse Elendighed blot — det er helt russisk. Naturligvis har det ikke +noget med Virkeligheden at gøre — i al Fald ikke den hjemlige. Men en og +anden slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror jeg alligevel +Maden bliver besk i Munden paa dem. En Dag faar jeg kanske ogsaa Held +til at skrive saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem. Men du selv +— hvordan staar du til Sagerne? Er du skuffet?“ + +„Derinde lod jeg i min haarde Nød Lykketiden fuldbyrdes paa jer andre — +og for saa vidt! Alligevel er der jo sket stor Forandring.“ + +„Og du er glad ved den?“ + +„Alting er blevet dyrere,“ sagde Pelle langsomt — „og Arbejdsløsheden +synes paa Vej over til at blive permanent.“ + +Morten nikkede: „Det er Kapitalens Svar; den ganger enhver Lønstigning +med to og lægger det tilbage paa Arbejderne igen. Fattigmand taaler ikke +ret mange af den Slags Sejre.“ + +„Det værste er næsten den spidsborgerlige Udvikling. Jeg synes vor gode +Almue er i Færd med at spalte sig i to Dele: Elitefagene der rykker op i +Borgerskabet, og Proletariatet som sidder forraadt tilbage. Det hele har +vist været lagt for smaat an til at kunne bære langt frem.“ + +„Du har været ude og set større Forhold, Pelle,“ sagde Morten betydende. +„Nu maa du lære fra dig.“ + +„Jeg har ikke Rede paa mig selv,“ svarede Pelle undvigende — „og jeg er +straffet! Men du selv.“ + +„Jeg duer ikke til Samlingsmærke — du har jo selv set det, de bryder sig +ikke om mig. Jeg er skudt for langt frem foran det store Tros og har +ingen rigtig Forbindelse — jeg er i Grunden forfærdelig ensom du! Men +kanske er jeg udset til at naa Højderne før I andre, og saa skal jeg +prøve at tænde Blus deroppe for jer.“ Morten sad og tav lidt, pludselig +løftede han Hovedet —: + +„Men du _skal_, Pelle! Du er ikke den rette, siger du — der er +simpelthen ikke andre end dig. Har du glemt, at du var Bevægelsens lyse +Brand, dens naive Tro? De troede jo blindt og barnligt paa dig alle som +én, og ævnede ingenting da du faldt fra. Det er jo ikke dig men de andre +— hele Bevægelsen — der har været i Fængsel! Og hvor det glæder mig, at +du er kommet igen, fuld af Kræfter derude fra. Du er større end sidst, +Pelle; og da skete der alligevel noget. Nu maa selve det store kunne +lykkes for dig.“ + +Pelle sad og lyttede ud i den faldende Skumring, forundret og glad +genert. Det var Morten, der gav ham Udnævnelsen, den strænge +ubestikkelige Morten, der altid før havde været efter ham som ond +Samvittighed. + +„Nej, nu vil jeg være varsom,“ sagde han — „og det er din egen Skyld, +Morten. Det er dig, der har gaaet og prikket til min Sjæl, og nu er den +vaagen; jeg gaar ikke blindt paa mere. Jeg har paa Følelsen, at det, vi +to er med i, er det største, Verden endnu har set. Det griber længere +ind i Fremtiden, end jeg kan se, og derfor arbejder jeg med mig selv. +Jeg studerer Bøgerne du — det kom jeg i Lag med derinde i Fængslet — jeg +maa prøve paa at faa et Overblik over Verden. Der er ogsaa foregaaet +noget besynderligt med mig — nu begriber jeg, hvad du mente med, at +Mennesket er helligt! Jeg er ikke længer tilfreds med at være en lille +Del af det hele, men synes jeg maa se at blive en hel Verden selv. Det +høres taabeligt, men jeg føler det, som om jeg selv befinder mig paa den +ene Vægtskaal og hele den øvrige Verden paa den anden. Og før jeg kan +vippe den op, tør jeg ikke tænke paa at stille mig i Spidsen for de +mange.“ + +Det var blevet Aften, uden at de mærkede det. Det elektriske Lys nede +fra Banegaardsterrænet kastede sit Skær mod Kvistværelsets Loft og +derfra ned paa de to Mænd, som sad forover ludende i Halvmørket og talte +stille. Ingen af dem mærkede, at Døren til det andet Værelse gik op; en +lang skeletagtig Tøs stod paa Tærskelen og stirrede paa dem med store +sorte Pupiller. Hun var i bar Særk, der var faldet ned fra den ene +pilmagre Skulder, og bare Ben; Særken stumpede oven for Knæet og viste +et Par sørgelig tynde Benpiber frem. Hendes Aande gik pibende ud i +Rummet. + +Pelle løftede Hovedet for at sige noget, men tav ved Synet af den hvide +radmagre Skikkelse, der stod og betragtede ham med store sugende Øjne +som syntes at hvirvle Mørket ind i sig. Mødet med Morten havde sat ham i +en egen forventningsfuld Stemning, han havde endnu Kaldelsen lys i Øret +og stirrede forfærdet paa det spøgelseagtige Væsen. De fine af Nøden +vansirede Linjer, Øjnenes Udtryk af rædselsfuld Barneviden om Mørket, +hele dette Dobbeltbillede af dødsmærket Gustenhed og uindfriet Skønhed — +var det ikke Armodens Spøgelse, alt det forurettede og undertrykte, der +forpint gik igen for at mane ham? Havde hans Hjærne faaet Tilbagefald? — +var Cellens rædselsfulde Mørkningssyner ved at komme igen? „Morten!“ +hviskede han og rørte ved hans Arm. + +Morten sprang op. „Men Johanne dog, skammer du dig ikke!“ raabte han +bebrejdende. Han vilde skubbe Pigen tilbage i det andet Værelse og lukke +Døren. Men hun trængte sig forbi ham frem i Stuen. + +„Jeg _vil_ ha’e Lov og se ham,“ sagde hun ophidset — „hvis De ikke la’r +mig, saa render jeg min Vej! — Han har gemt mit Tøj,“ hun stirrede paa +Pelle med sine indfaldne Øjne — „men jeg kan godt stikke af i bar Særk. +Hvad bryder jeg mig om det.“ Hendes Stemme var hæs og grov af +Baggaardenes klamme Luft. + +„Gaa nu i Seng, Johanne,“ sagde Morten mildere — „husk paa hvad Doktoren +har sagt. Du kommer til at fryse, og saa er det hele spildt.“ + +„Hvad rager det mig!“ svarede hun og slog en raa Latter op. „Du kan jo +lade være at spilde noget paa mig — jeg har ingen Børn med dig.“ Hun +rystede af Kulde men blev haardnakket staaende; Mortens Forestillinger +besvarede hun med en Strøm af Skældsord. Tilsidst opgav han det og sank +træt ned paa en Stol. De to Mænd sad og saa paa hende i Tavshed. + +Barnet led synligt ved ikke at møde Modstand mere og forvirredes under +deres stumme Blik. Hun kastede med Hovedet og saa udfordrende fra den +ene til den anden; hendes Øjne brændte unaturligt. Pludselig smed hun +sig ned paa Gulvet og gav sig til at hvine. + +„Det dér gaar ikke, du,“ sagde Pelle alvorlig. + +„Jeg kan ikke tumle hende,“ svarede Morten haabløst. „Men du har jo +Kræfterne.“ + +Pelle bøjede sig ned og tog hende i sine Arme, hun sparkede og bed. „Hun +har faaet Krampe,“ sagde han til Morten. „Vi maa tage hende ud under +Posten.“ Saa blev hun med ét stille og lod sig bære i Seng. Feberen +rasede i hende, han mærkede, hvorledes Livet sled i hendes syge Skrot, +naar hun trak Vejret; det lød som en gesten Pumpe. + +Da Morten med nogle venlige Ord dækkede hende til, brast hun i +krampagtig Graad; hun vendte sig ind mod Væggen og laa og bed i Dynen +for at skjule det. Efterhaanden blev hun roligere og faldt endelig i +Søvn. De to Mænd listede ind i Stuen og trak Døren til efter sig. + +Morten saa dødstræt ud, han var nok fremdeles ikke stærk. „Jeg er kommet +op i noget, jeg ikke kan klare,“ sagde han mismodig. + +„Hvad er det for et stakkels Barn?“ spurgte Pelle sagte. + +„Jeg ved det ikke, du. Hun kom til mig nu i Foraaret, næsten døddrukken +og forfærdelig tilredt; Dagen efter fortrød hun det og løb sin Vej, men +jeg fik dog fat paa hende igen. Hun er et af de stakkels Væsner, der +ikke har andet Hjem end de store Tømmerpladser; der har hun fristet +Tilværelsen og bjærget sig ved at gaa fra Haand til Haand mellem de +store Drenge. Hun er ikke til at faa noget ud af, men jeg har ad anden +Vej faaet at vide, at hun har holdt til i Bræddestabler og Kældere +mindst et Par Aar. Drengene lokkede Levemænd herud og solgte hende; de +fleste af Pengene tog de selv og gav hende Spiritus for at opmuntre +hende. Saa vidt jeg kan forstaa, er der hele organiserede Bander, som +forsyner Byens perverse Levemænd med Drenge og Piger — man bliver +svimmel ved at tænke paa det! Barnet er sagtens forældreløst, men vil +som sagt ingen Oplysninger give! Et Par Gange har jeg hørt hende snakke +i Søvne om Bedstemor; men naar jeg hentyder til det, bliver hun ond og +stum.“ + +„Drikker hun?“ spurgte Pelle. Morten nikkede. + +„Jeg har haft nogle slemme Tørn med hende i den Anledning, hun er +utrolig opfindsom, naar det gælder om at faa fat i Drikkevarer. I +Begyndelsen kunde hun slet ikke taale varm Mad, saa ødelagt var hun. Hun +er i det hele taget forfærdelig afrakket paa Sjæl og Legeme og volder +mig mange Bryderier.“ + +„Hvorfor faar du hende ikke anbragt?“ + +„Vor offentlige Børneforsorg er ikke egnet til at elske Liv i en +nedtraadt Plante, og Johanne kan ikke tages med Bunkebehandling og +Straf. Hun er til Tider ganske abnormt trodsig og umedgørlig og kan gøre +mig helt ude af det; og naar jeg saa ikke ser det, ligger hun og græder +over sig selv. Der er meget af et godt Barn inden i hende trods alt, men +hun kan ikke faa det frem. Jeg har prøvet at anbringe hende i en privat +Familie, hvor jeg vidste hun fik det godt; men det varede kun nogle faa +Dage, saa kom de og meddelte at hun var rendt. Et Par Uger strejfede hun +om, saa tyede hun alligevel tilbage til mig; en Aften sent jeg kom hjem, +sad hun vaad og rystende her uden for min Dør i den mørke Krog. Jeg var +helt rørt over det. Men hun blev rasende fordi jeg saa hende, og bed og +sparkede ligesom nu før — jeg maatte bære hende ind med Magt. De onde +Forhold har slaaet hende helt ud af Ligevægt — jeg kan i al Fald ikke +blive klog paa hende. Ja saadan staar Sagerne altsaa! Jeg ligger herinde +paa Sofaen, men du forstaar — en Ungkarlelejlighed er ikke rigtig +indrettet paa det. Der løber jo ogsaa Sladder paa Trapperne.“ + +„Bryder du dig om det?“ spurgte Pelle forundret. + +„Nej men Barnet du — hun er sørgelig vaagen over for den Slags! Og hun +begriber heller ikke selv Forholdet, hun er kun 10-12 Aar og allerede +vant til at betale enhver Venlighed med sit syge Barnelegeme. Fatter du, +hvor rædselsfuldt det er at se ind i hendes forundrede Øjne? Lægen siger +hun har taget Skade indvendig — og rimeligvis ogsaa bærer paa en +Tuberkulose; han mener aldrig hun vil kunne rette sig. Og hendes Sjæl — +hvilken Afgrund for et Barn at bære paa. Alene én saadan Barneskæbne er +for meget; og hvor mange er der saa ikke i det Helvede vi lever i!“ + +De sad tavse en Stund. „Og nu maa du undskylde at jeg beder dig gaa,“ +sagde Morten endelig og rejste sig, „men jeg maa til at arbejde, der er +noget jeg maa have færdigt endnu i Aften. Du bliver ikke vred, vel? Se +op saa snart du kan — og tak fordi du kom!“ han trykkede Pelles Haand. + +„Gør mig den Tjeneste at have Øjnene med dig,“ sagde han, idet han +lukkede ham ud — „maaske kunde du hjælpe mig at finde Rede i Staklens +Historie. Du kender jo Masser af Smaafolk og maa paa en eller anden +Maade have grebet ind i hendes Liv — jeg kan mærke det paa hende. Lagde +du ikke Mærke til, hvor optaget hun var af at faa dig at se? Prøv at +finde ud af det, du?“ + +Pelle lovede det. Men det var lettere sagt end gjort. Naar han lod +Tankerne søge rundt i den udstrakte Fattigverden, han var kommet tæt ind +paa Livet af under den store Lockout, var der Hundreder af Børn Johannes +Skæbne kunde være overgaaet. + + + + + V + + +Pelle havde faaet sit gamle Værktøj frem og indrettet sig som Smaamester +for Gadens Beboere. Han løb ikke og søgte mere, og for Ellen saa det ud +som han havde opgivet Haabet. Men han ventede blot og rustede sig; han +var saa sangvinsk som nogensinde. Løftet om det ufattelige laa bestandig +uindfriet i hans Sind. + +Der var ikke Plads til ham oppe i den trange Lejlighed, hvor Ellen gik +med sin Vask, saa lejede han et Rum i den høje Kælder og hængte et stort +Skilt i Vinduet; han tegnede det selv med Skomagerblæk paa et Stykke Pap +— saa sparedes de Penge. _Kom til mig med Deres Fodtøj, saa hjælper vi +hinanden paa Benene_ stod der. Naar Lasse Fredrik ikke var paa Arbejde +eller i Skole, holdt han for det meste til nede hos Faderen; han var en +snild Fyr og kunde give en Haand til mange Ting. Mens de arbejdede, +samtalede de om alt muligt, Knægten fortalte sin Far alt hvad han +oplevede. + +Han var stærkt i Færd med at forandre sig og talte svært fornuftigt om +alting. Pelle var bange for, at han fik for lidt ud af sin Barndom. +„Skal du ikke op og lege med?“ spurgte han, naar Kvarterets Drenge +hujende stormede forbi Kældervinduet. Men Lasse Fredrik rystede paa +Hovedet. I Leg havde han været det altsammen fra Forbryder til Konge, +dér var ikke mere at naa. Nu vilde han gærne til noget rigtigt og drømte +foreløbig om at komme til Søs. + +Skønt de arbejdede alle tre, var det ikke mere end lige de kunde slaa +sig igennem; der blev aldrig noget at hygge sig for. Dette var især +Ellens Sorg, Pelles Tanker syntes ikke at fæste sig ved det. Naar man +blot satte lidt spiseligt frem for ham, var han tilfreds og saa ikke paa +hvad det var. + +Det var Ellens Drøm at de endnu — ved et vanvittigt Slid tidlig og silde +— skulde kunne arbejde sig i Vejret og komme over i andre Lag. Men Pelle +blev vred, naar hun stod og sled efter Fyraften; de maatte hellere have +det lidt fattigt og saa have Raad til at være Mennesker, sagde han. +Ellen forstod det ikke, men saa nok at hans Sind var vendt en anden Vej; +han som altid før faldt i Søvn over Bøgerne, kunde nu fortabe sig saadan +i dem at han ikke hørte Børnenes Tumlen omkring sig. Hun maatte ligefrem +vække ham, naar der var noget hun vilde — og blev ræd for denne ny Magt, +der var kommet i Stedet for den gamle. Det var næsten som en +Forbandelse, at altid noget skulde arbejde paa at føre ham ud over +hende. Og lægge sig imod turde hun ikke; hun havde bitre Erfaringer fra +før. + +„Hvad søger du i de Bøger?“ spurgte hun og kom og satte sig hos ham. +Pelle saa fraværende op, hans Tanker kom fra fjærne Egne, hvor hun ikke +havde været med. Hvad han søgte? han prøvede sig frem men kunde ikke +gøre Rede for det. „Jeg søger mig selv!“ sagde han pludselig med et +dristigt Hug gennem det hele. Ellen stirrede forundret og skuffet paa +ham. + +Men hun kom igen — denne Gang skulde ikke noget faa Lov at gaa imellem +dem og ødelægge hendes Verden. Hun lagde sig ikke paa tværs af noget +mere, men nu vilde hun _følge_ ham og være dér hvor han var. „Forklar +mig, hvad det er du har for — og tag mig med i det,“ sagde hun. + +Pelle havde saa smaat belavet sig paa at gaa ene ind i dette og blev +glad ved at møde Drift til Udvikling hos hende ogsaa. Indtil videre +lignede Aandens Verden nærmest et Vildnis, og det var rart nok at færdes +to derinde. + +Han satte hende ind i de Tanker der optog ham selv, og drøftede dem med +hende; og Ellen iagttog undrende, at det altsammen var noget der ikke +vedkom deres private lille Velfærd. Hun gjorde sig megen Umage med at +begribe denne Flugt bort fra det, der dog var det væsenligste; det var +jo ligesom med Børn, der altid helst vilde det de ikke skulde. + +Om Aftenen naar Svend Trøst og Søster var lagt i Seng, tog Pelle en Bog +og satte sig til at læse højt. Ellen havde et eller andet Lappearbejde, +og Lasse Fredrik hang over en Stoleryg med Øjnene stift hæftede paa +Faderen og strittende Slugøren. Skønt han ikke forstod det halve, fulgte +han anspændt med — til Naturen gjorde sin Ret gældende og han faldt i +Søvn. + +Ellen kunde saamænd godt forstaa det — hun havde selv sin Nød med at +holde Øjnene aabne; det var ikke Morskabsbøger Pelle læste. Undertiden +stansede han for at skrive noget op eller drøfte et eller andet +Spørgsmaal. Han kunde faa de besynderligste Ideer og se Sammenhæng +mellem Ting, som Ellen syntes laa i hver sit Verdenshjørne; hun maatte +tænke paa, om han ikke godt kunde have studeret til Præst. Forresten +klædte det ham; hans Øjne blev helt sorte, naar han var rigtig optaget +af at forklare noget; og der kom et ejendommeligt Træk om hans Mund, saa +hun sad og fik Lyst til at kysse den. Hun maatte i sit stille Sind +indrømme, at det i ethvert Tilfælde var en meget uskadelig +Fyraftensbeskæftigelse, og var glad til, at det der tog ham denne Gang i +al Fald bandt ham til Hjemmet. + +En Dag gik det op for Pelle, at han alligevel ikke havde hende med. Hun +troede ikke engang paa det han havde for — hun havde aldrig troet blindt +paa ham — „Hun har nok heller aldrig elsket mig rigtig — det er derfor,“ +tænkte han mismodig. Maaske var det Forklaringen paa, at hun tog Svend +Trøst saa roligt som var han hendes eget Barn — hun var ikke skinsyg! +Pelle havde gærne ladet sig overøse med Bebrejdelser for bagefter at faa +et Kys, vædet i brændende Taarer. Men Ellen kom ikke ud af Ligevægt. + +Saa hyggeligt de havde det, mærkede han at hun til en vis Grad gjorde +Bestik uden ham — som havde han en Svaghed man altid gjorde vel i at +regne med. Erfaringen fra gamle Dage sad dybt i hende. + + * * * * * + +Ellen gik og havde sine egne Planer med den gamle Sal og to smaa +Anretterværelser, der laa for Enden af den; hun var træt af at vaske, +det gav ussel Fortjeneste, meget Slid og ringe Anseelse. Nu vilde hun +have Artistlogi; der var baade den og den i Gaden, som sad og levede +pænt af at leje ud til Artisterne. „Bare jeg havde haft et Par Hundrede +Kroner til at komme i Gang for, saa skulde jeg nok faa det til at gaa,“ +sagde hun. + +— „Og saa kunde du bedre faa Tid og Ro til at passe dine Bøger,“ føjede +hun indsmigrende til. + +Pelle raadede fra. De gode Artister tog ind paa Artisthotellerne, og de +Folk man kunde vente at faa, havde ikke stort at betale med. Han havde +set adskilligt til dem fra sit Kældervindu og lappet Skotøj for nogle af +dem — det var et temmelig saaleløst Folkefærd. Saa tav hun med det, men +han kunde mærke, at hun ikke var overbevist. Hun lod kun Sagen falde, +fordi han var imod den og det var ham, der skulde skaffe Pengene. + +Dette holdt han ikke af at tænke paa — han var blevet varsom med at +bestemme over andre. Pengene maatte kunne skaffes til Veje, om ikke paa +anden Maade saa ved at give Pant i Bohave og Værktøj. Gik det galt, saa +var det den sikre Ruin; men dér gik Ellen og syntes maaske, han var en +død Haand over hendes Muligheder. + +En Dag smed han Skødskindet og gik ud for at rejse Pengene. Det blev +sent, inden han kom hjem, Ellen stod i Døren og ventede ham med +forundret Ansigt. + +„Se her er Penge, min Pige — hvad gi’r du mig for dem?“ sagde han +friskfyragtigt og talte 180 Kroner op i Sedler til hende. Ellen stirrede +overrasket paa Pengene; saa stor en Kapital havde hun aldrig haft mellem +Hænder før. + +„Hvor har du dog faaet alle de Penge fra?“ spurgte hun endelig. + +„Ja, jeg har saamænd travet hele Dagen fra den ene til den anden,“ sagde +Pelle fornøjet — „men til sidst blev jeg vist til en Mand inde i +Blaagaardsgade. Han gav mig 200 Kr. mod Pant i Indboet.“ + +„Men her er jo kun 180 Kr.“ + +„Naa ja, han trak altsaa de tyve fra. Laanet skal saa afdrages med tyve +Kroner om Maaneden i femten Maaneder. Jeg maatte skrive under paa at +have laant 300 Kr., men saa slipper vi ogsaa for at betale Renter.“ + +Ellen stirrede lamslaaet paa ham. „Tre Hundrede Kroner — og vi har kun +faaet hundrede og firs — Pelle!“ Men pludselig slog hun Armene om hans +Hals og kyssede ham hæftigt. „Tak!“ hviskede hun. Han var helt fortumlet +— det lignede hende ikke at være saa voldsom. + +Hun fik travlt med at leje Salen og faa den sat i Stand; de løse Bjælker +maatte dog fæstes op og Væggene klines og hvidtes lidt. Den gamle Bonde +vilde gærne leje ud, men Bekostninger vilde han ikke høre tale om; til +sidst fik Ellen ham dog til at gaa ind paa at betale det halve af +Istandsættelsen, imod at hun lejede for et Aar og betalte forud. „Vi kan +faa min Bror Frederik til at gøre det lidt i Stand paa Søndag +Formiddag,“ sagde hun til Pelle — „saa slipper vi selv maaske gratis.“ +Hun var vældigt om sig i det hele taget! + +Men det kunde ogsaa nok behøves, Lejen slugte de hundrede Kroner, og saa +var der alle Anskaffelserne. Hun købte billig Sirts i Masser af Alen og +hængte op, saa der blev en Række smaa Aflukker langs Salens ene Side, i +hvert Aflukke kom en brugt Seng med Hømadras, og et Servantestativ. +„Artister tager det ikke saa nøje,“ sagde hun. „Og jeg tror nok de +bliver glade for Salen til at øve sig i!“ Endelig var der de to smaa +Anretterværelser, som skulde udstyres lidt pænt til særlig +fordringsfulde Artister. Pengene slog ikke saa nær til, man maatte tage +en Del paa Kredit. + +Saa var ogsaa det hele færdigt til at tage imod de frie Fugle; og helt +fikst var det i Forhold til Midlerne; Pelle maatte beundre hendes Snille +til at faa meget ud af lidt. Nu galdt det blot om at fange Fuglene ind. +Men her stoppede Ellens praktiske Sans op, hun kunde ikke gætte sig til +Trækket. „Vi maa avertere,“ sagde hun og talte sine Skillinger. + +Pelle lo ad hende. Avertere efter Folk, der befandt sig Pokker i Vold +paa Jærnbaner og Dampskibe — det skulde godt hjælpe! „Hvad gør vi saa?“ +sagde hun og saa angst paa ham for Hjælp. Nu var han alligevel Manden +for det hele. + +Ja først og fremmest maatte der et tysk Skilt ned ved Gadedøren, og saa +maatte Logiet gøres kendt. Pelle havde læst baade Tysk og Engelsk i +Fængslet og satte selv Skiltet sammen. Han fik Kort trykt og lagde ind +paa Artistknejpen oppe paa Hjørnet af Vesterbrogade, gik ogsaa selv +derhen et Par Gange efter Midnat naar Artisterne samledes efter endt +Arbejde, og mødte op ved Varietéernes Bagside. Det blev snart en Opgave, +som alt hvad han beskæftigede sig med — og nu _skulde_ det tampes +igennem. + +Ellen saa forundret og hjælpeløs til. Hun var blevet helt forskrækket +med ét, og fulgte med spændt Opmærksomhed hver af hans Bevægelser. + +Men snart begyndte der at komme Gang i det. Pigerne, Ellen havde vasket +for, interesserede sig for Foretagendet og viste Logerende hen til +hende; og Lasse Fredrik, som havde sin Gang i Cirkusstaldene, kom +jævnlig trækkende med en eller anden russisk Staldkarl, der optraadte +som Bondedanser eller Kosakrytter. Det hændte, at der boede Folk hos +hende helt omme fra den anden Side Jorden, hvor de gaar med Hovedet +nedad: Fakirer og Tryllekunstnere fra Indien og Japan, Slangetæmmere fra +Tetuan — Folk med blankragede Hoveder eller en lang sort Pisk, med skæve +sørgmodige Øjne, løse Hofter og Hud, der lignede det grønlige Lær Pelle +brugte til Damestøvler. Søster var bange for dem, men for Lasse Fredrik +var det et Herreleben. Der kom ogsaa tykke Tyrolerpiger — tre og tre — +som jodlede paa Varietéerne og gik og saa skrækkelige ud hele Dagen; de +var Ellens Fortvivlelse. Og nu og da kom der hele Trupper. Saa knirkede +Trapez og Ringe i den store Sal, spanske Dansere trænede, og Jongløren +øvede sig i nye Triks. + +Det var altsammen Folk, som helst ikke skulde ses uden for Scenen. Ellen +kom ofte i Cirkus og paa Varieté nu, men begreb aldrig rigtig, at de +Optrædende var de samme, som gik og rodede derhjemme og saa ud værre end +en Ulykke. De fleste stillede ingen Fordringer men skulde bare have det +billigt, de kostede sig selv og levede undertiden af Gud ved hvad. Nogle +tændte slet og ret Baal paa en Jærnplade paa Gulvet og rodede sig noget +sammen — Ris og saadan noget. De kunde ikke taale dansk Mad, sagde +Pelle. Undertiden stak de af uden at betale, det hændte ogsaa at de tog +noget med sig; og slemme til at ødelægge var de. Silke at spinde ved det +var der ikke, men Ellen var foreløbig tilfreds, blot det gik rundt; saa +hun havde Lejen og Afdragene og lidt for sin Ulejlighed. Det var hendes +stolte Plan at udrangere de daarlige Elementer og lægge det hele lidt +fornemmere an, naar det var kommet godt i Gang. + +„Nu kunde du godt sige nej til det daarligste Arbejde og skaane dig +lidt,“ sagde hun til Pelle, naar han sad og masede med noget udslidt +Fabriksfodtøj, der hverken var Saal eller Overlær paa. Det meste Fodtøj +havde gjort Tjeneste andet Steds, før det havnede her i Kvarteret, og +naar Pelle fik det under Behandling, var der ikke store Sager igen af +det. „Sig nej til det,“ sagde Ellen — „det er altfor sur Fortjeneste for +dig! Og nu klarer vi os jo, uden at vi behøver tage alting med.“ I sin +Hjærtens Godhed syntes hun, han skulde have Lov til at dyrke Bøgerne, +siden det nu engang var hans svage Side. + +Hun mente ham det godt nok, men Pelle skulde ikke have noget af at være +en æstetisk Driver, en Jordemormand, der lod Konen forsørge sig og gik +og agerede boglærd. Der var nok af dem i Kvarteret, og Beboerne saa op +til dem, men de var ikke morsomme. Det var nærmest en anden Form for +Drukkenbolte. + +For ham var Bøgerne en ny Styrke, groet tungt frem af Opholdet i +Fængslet. Han havde siddet ensom derinde med sit Arbejde, henvist til at +sysle med sig selv, og gaaet sin Person efter i Sømmene. Det var jo +ligesom at faa Selskab, naar han gravede det ny og fremmede i sig frem +for Dagen; og en Dag stødte han paa sit eget Væsens Taage og opdagede, +at den bestod af Erfaringer andre havde gjort før ham. Biblen, som altid +laa paa Fangens Bord for Selskab, hjalp ham; dens Tale lød som en dybt +bekendt Stemme, der i meget mindede om Far Lasses Røst i hans Barndom. +Fra Biblen gik han videre og opdagede, at de alvorlige Bøger var +Mennesker, der sad i Ensomheden lige som han selv — og talte udad. + +Var Ensomheden da saa forfærdelig, naar man havde saadant Selskab? Pelle +begreb ikke sin egen Angst for den mere. I sin Barndom havde han været +Skabning i bredeste Forstand og haft Selskab af alt — han kunde +underholde sig med Trær, Dyr og Stene. De Traade visnede bort engang og +tilførte ikke Næring mere; men saa blev han ét med Masserne og tænkte og +følte nøjagtig som de. Nu var ogsaa det ved at smuldre; han isoleredes +tydeligt Led for Led, og det morede ham at opdage en Plan i det. Han +havde gjort sig Naturen underdanig allerede som Barn, han! — og siden +erobret Masserne! Nu var det Ensomheden, der skulde tages — og midt i +den færdedes han selv, stor og forunderlig! Den var allerede i Færd med +at sætte uudslettelige Spor i hans Sind skønt han ingenting havde set af +den endnu. Han følte sig vidunderlig spændt til Mode — omtrent som da +han i sin Barndom ankom til Bornholm sammen med Faderen og ingenting +kunde se men hørte et Mylder af Liv røre sig derinde bag Taagen. En ny +ukendt Verden fuld af Vidundere bankede ham anende i Møde derinde fra. + +Pelle handlede ikke ud fra nogen Viljesakt; han kunde lige saa godt have +prøvet at løfte sig selv i Haaret, som beslutte at nu vilde han være et +Menneske for sig selv. Det var en Opvaagnen af ny Ævner! Han lod ikke +længer Sol og Regn gaa hen over Hovedet paa sig, der hændte det +vidunderlige med ham, at han saa undrende paa alt, hvad der før var +gledet ham forbi som hverdagsagtigt, og saa alt i nyt straalende Lys. +Han maatte gaa det hele efter forfra, se hver Enkelthed an — nej var det +ikke vidunderligt som det forbandt sig altsammen, Sorg og Glæde og +tilsyneladende Smaating, til det blev ham Pelle som havde hersket over +hundred Tusend og dog maatte i Fængsel for at føle sig rig. Der var +tændt noget i ham, som aldrig kunde slukkes, en hellig Ild som alting +maatte bære Ved til, enten det vilde eller ej. Nu kunde han ikke +besejres, han sugede Kræfter af selve Uendeligheden. + +Den nøgne Celle — tre Skridt paa den ene Side og seks paa den anden — +med sin Glug, sin sødlige Klosetstank, og det mystiske Kighul i Døren +der var som et vaagent Øje over én bestandig — — ja hvor havde den ikke +rummet meget! Det havde jo alle Dage været Fattigmands Lod at skabe sig +Verdener af Tomheden, dejlige Fatamorganaer, der brast pludselig og +kastede ham endnu mere arm og øde tilbage. Men dette holdt; i Cellens +nøgne Kammer syntes alle Livets Ledninger at forenes — den var som det +mørke underjordiske Rum i vældige Bygninger, hvor Mekanismen gemmes, der +aabner og lukker for Lys og Varme til hele Komplekset. Derinde opdagede +han, hvor rigt og mangfoldigt Livet er. + +Pelle gik om i en egen løftet Stemning. Han følte det saadan, at noget +der var større og skønnere end han selv, havde taget Stade i ham og +skulde vokse sig ud til sin Fuldendelse derinde. Inden i ham groede det, +et nyt Væsen der dog var ham selv, hvilede dér og sugede Næring af alt, +hvad han foretog sig. Han færdedes varsomt og stille, med et indadvendt +Udtryk som vejede han alting; der var saa meget man ikke maatte, fordi +det kunde skade _det_! De var altid to nu — Pelle og dette forunderlige +usete Jeg, der hvilede trygt og tungt i ham som et Foster, med sin Rod i +det dunkle. — — — + +Pelles Forhold til Bøgerne var dybt begrundet — han maatte have Rede paa +Verden nu. Digterværkerne var han lidt mistroisk overfor, man kom for +let til deres Indhold, det kunde ikke være rigtig fat. De var jo +forresten ogsaa lavede! Han trængte til virkeligt Stof, Fakta; der var +vældige Rum i hans Hjærne, som hungrede efter at blive fyldt med +haandgribelig Viden om Tingene. Han holdt mest af historiske Værker, +navnlig social-historiske, og læste indtil videre alt, hvad der faldt +ham i Hænderne, raat og usødet. Saa fik det selv se at skille sig ud. +Det var en Hunger, der aldrig var blevet tilfredsstillet og nu syntes +umættelig. + +Men Arbejdet passede han pedantisk, han havde gjort sig til Princip, +aldrig at røre en Bog saalænge der laa et Arbejde paa Gulvet og ventede. +Han havde i Fængslet drømt om en rimelig Arbejdsdag paa f. Eks. otte +Timer, saa der var Tid og Kræfter til at beskæftige sig med det +aandelige; nu tog han af Nattesøvnen i Stedet. Her var i al Fald et +Omraade, hvor man skulde blive fri for at holde ham ude, han vilde have +sin Del i Tidens Viden. Han følte, at der var Vaaben i det, længe nok +havde Fattigmand godvillig stillet sig i Krogen af Mangel paa Oplysning; +hvergang han stak Hovedet frem, løj man ham tilbage igen. Hvorfor +erobrede Fattigper ikke ganske simpelt den Forrettighed fra Overklassen? +det kostede jo kun Slid, og med den Mønt var han vant til at betale! +Ævner manglede han næppe; saa vidt Pelle foreløbig kunde se, kom næsten +alle Banebryderne for det ny nede fra. + +Han opdagede glad, at hans Søgen indad i sig selv ikke førte ham bort +fra Verden — dér langt inde dukkede han jo ud i Lyset igen. Netop i +Lyset! Han fulgte de hemmelige Love for sit eget inderste Væsen — og +stod igen midt i Spørgsmaalet om de manges Velfærd. Hans praktiske Sans +trængte til denne Bekræftelse af Sammenhængen. Der var Resultater i det +ogsaa udad; allerede nu kunde Historien ikke bruges længer til at lyse +ham og hans Ideer hjem — han vidste for meget. Og hans Syn voksede fra +Dag til Dag og spændte over en stadig større Horisont. En Dag tog han +simpelthen Trylleordet fra Troldene og vakte Kæmpen med det! + +Han hang vældigt i og var som Regel fuld af Fortrøstning. Naar de sidste +Artister kom hjem fra Artistkafeen, havde han gærne Skomagerlampen tændt +og sad og arbejdede. Saa stansede de foran det aabne Kældervindu og slog +en Sludder af med ham paa deres gebrokne Dansk. Det stod smaat til i +Hjemmet, Afdragene paa Laanet og Gælden fra Monteringen slugte fremdeles +alt, hvad de kunde skrabe sammen, og Pelle havde ikke Udsigt til noget +bedre Arbejde. Men Arbejdet bærer selv Troen i sig; han stolede blindt +paa at der nok skulde aabne sig en Vej ud, blot han ufortrødent kilede +paa med sit. + +Ellens stille Mistillid til hans Forehavende bar han med Ro. Han følte +sig større end hende i dette, hun naaede ikke op dér, hvor han bar sit +Hoved! + + + + + VI + + +Allerede Kl. fire vaagnede Pelle, skønt han var kommet sent i Seng. Han +sov Hønseblund i denne Tid, Sommernatten laa som en lys Manen over hans +Øjenlaag. Han listede ud i Køkkenet og toede sig under Vasken — og gik +saa ned til sit Arbejde. Nattens hvidgraa Aande hang endnu synlig nede i +Gaden, men højt oppe ved Tagene groede et rødligt Skær frem. „Nu staar +Solen op over Landet,“ tænkte han og mindedes sin Barndoms Morgener: +Markerne med det sølvgraa Dugspind, og Solen der pludselig kom og skabte +det om til Millioner straalende Diamantdraaber. Ak, kunde man igen +engang springe barfodet og let gysende ud i det dugvaade Græs og +frejdigt raabe den gryende Dag i Møde: Op med dig Sol, Pelle er her +allerede! + +Natvægteren kom slæbende forbi det aabne Vindu paa sin Vej hjem. +„Allerede oppe,“ sagde han nattehæst og nikkede ned. „Ja, aarle er af +Guld — du bliver nok rig engang, Skomager.“ Pelle lo, han _var_ rig! + +Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbejdede. Der var noget hyggeligt +ved, at de laa og sov saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog +at han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede Hjemmet, derfor +lagde han saa muntert i. Fattige var de, men det var ligegyldigt i +Forhold til den Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i +Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til alting hed det: Far +skal! eller: Far har selv sagt! — i deres Øjne var han Ufejlbarligheden +selv. Og Ellen begyndte at komme til ham med sine Bekymringer, hun gik +ikke længer stum med sit men erkendte, at han havde stærkere Skuldre. + +Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som om gode Kræfter +arbejdede for ham. Saa beskæmmende det var, at Hustruen skulde arbejde +med paa Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at fritage hende +for det — og hvad havde han været for Børnene? Det var ikke nemt at +bygge alting op paa én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende +nok at lade noget falde og føre Resten saa meget hurtigere igennem. Som +han var nu, var han i Grunden ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke +den ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj Grad trængte til +Overbærenhed! En Bunke Bohave paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny +Bolig. + +Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det; baade gamle Fjender og +gamle Venner saa paa ham som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er +det virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde deres Blik. Men +hans egne var til Gengæld overbærende. „Far har ikke Tid,“ sagde Søster +forklarende til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos ham — „men +han faar nok!“ Og saa udmalede hun sig alt det dejlige, der saa skulde +ske. Pelle blev underlig til Mode — han fik se at komme igennem dette +lidt hurtigt. + +Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han havde vovet sig ud i, men nu +begyndte han at kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig gik +igen, og enkelte Bjærgtoppe som naas, hvergang man brød ud af Tykningen. +Og rigt at færdes var der — kanske var det Landet han og de andre havde +søgt. Naar han var kommet igennem, skulde han dog vise dem det. + +Pelle havde en god Hukommelse, og huskede alt hvad han havde læst. Meget +af det kunde han citere ordret, og om Morgenen inden Gaden endnu var +vaagnet, plejede han at gaa det hele igennem i Tankerne, mens han +arbejdede. Det undrede ham, saa lidt Historien beskæftigede sig med hans +egne, det var først i den aller nyeste Tid de var taget med. Naa, han +var ikke ked af dét, Bevægelsen _var_ altsaa noget virkelig nyt og ikke +en af Historiens evige Gentagelser. Nu forlangte han at faa dens Ide paa +Prent, og en Dag sad han underlig højtidelig paa Biblioteket med Marx og +Henry George foran sig. Pelle vidste noget paa det Omraade han ogsaa, +men dette var alligevel som at drage Vaad af Dybet — en straalende +Vidunderverden fulgte med op. Her var uomstødelige logiske Beviser for, +at han havde grebet rigtig, skønt han greb i Blinde. Lykkeland var stort +nok til alle; jo flere der rykkede ind, des større blev det. Han sad og +fik Lyst til at lange ud igen, slaa et nyt Slag for Lykken! + +Pludselig gik det som et Skred gennem Huset fra øverst til nederst, et +kort, besættende Uvejr, der igen førte ham tilbage til Hjemmet. Det var +bare Lasse Fredrik, der indledede Dagen; han tog en Afsats i hvert +Spring, sendte en Hilsen ned til Faderen og fór af Sted paa Arbejde. Den +sidste Selestrop knappede han, mens han løb. Lidt efter kom Ellen ned +med Morgenkaffen. + +„Hvorfor kaldte du ikke paa mig, da du stod op?“ sagde hun surmulende. +„Det er ikke sundt at sidde saa længe og arbejde uden at faa noget.“ + +Pelle lo og kyssede hende til Godmorgen. „De fine Fruer staar først op +længe efter deres Mænd,“ sagde han drillende. + +Men Ellen lod sig ikke affærdige med Løjer. En ordenlig Kone var oppe +før sin Mand og havde noget til ham. „Jeg _vil_ ha’e, du kalder paa +mig,“ sagde hun bestemt og var helt rød i Kinderne. Det klædte hende at +løbe varm engang. + +Mens han drak Kaffen, sad hun og underholdt ham om sit, og de drøftede +Dagens Plan sammen. Saa gik hun op for at hjælpe Børnene i Tøjet. + +Hen paa Formiddagen lagde Pelle Arbejdet til Side; han gjorde sig i +Stand og gik ud for at aflevere det. Med det samme vilde han ind om paa +Biblioteket og slaa noget efter i de store Leksika. + +Gaden levede sit eget stille Liv her lige op ad det store Strøg — ens +fra Dag til Dag. Den tykke jyske Marskandiser stod paa Trappen som +sædvanlig og dampede paa sin Træpibe. „God Morgen, Skomager,“ hilste +han. En gul skævøjet Østerlænding i Tøfler og lang sort Kaftan +balancerede nok saa hjemligt op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkop +Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Og ovenfor paa Fortovet gik +et Par Hopsadrenge og spillede Klink, lige under den store røde Lygte +som Natten igennem lyste sit _Ligtorneoperatør_ helt op til Strøget. To +Piger i Cykledragt kom trækkende ud af en Port med deres Maskiner — de +skulde i Skoven. „Goddag Pelle! hvordan gaar det med Ellens Forretning?“ +spurgte de familiært. Det var nogen hun havde vasket for. + +Pelle holdt af denne brogede Bydel, hvor ny Butiker med store +Spejlglasruder laa Side om Side med lave Stuer, hvor man drev Smaahandel +bag almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer i lige som hjemme i +Provinsbyen — og blot havde trukket en Snor over Blomsterpotterne med et +Brev Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa. Her boede Fattigfolk +nok, men Livet gik alligevel ikke paa saa haarde Gænger som ude paa +Nørrebro. Folk tog lettere paa Tilværelsen, syntes ham mindre retlinjede +men ogsaa mindre selvretfærdige. De syntes at have faaet et lysere +Temperament, gik ikke saa støt og velafrettet til og fra det faste +Arbejde men havde til Gengæld flere Udveje til at bjærge Føden. + +Der var noget af Opbruddet over det hele, som svarede godt til hans egen +Tilstand; Livets Usikkerhed lagde en egen højspændt Stemning over +alting. Fattigdommen kom ikke marsjerende i tætte mandsstærke +Arbejderkolonner, den havde en stor og broget Garderobe, kunde møde op i +de sidste Bruneller fra det gamle Københavns Herskabshuse, eller med +Guldbriller og høj Hat. Han mente, han kendte alle Fag, men her var +Hundreder af Leveveje, som ikke lod sig organisere, hver Dag opdagede +han ny og mærkelige Erhverv. Han huskede, hvor svært det havde været at +organisere herude — Livet formede sig for uoverskueligt. + +Her var Plads til alt, Dør om Dør boede Folk som Bevægelsen ikke havde +faaet samlet op endnu, og Folk som var skudt oven ud af den i stejl +Trods. Her var Plads til ham ogsaa, Skyggen han havde gruet for fulgte +ham ikke. Man havde set for meget af Livet til at blande sig i andres +Sager; Bedsteborgerligheden havde ikke ævnet at bemægtige sig +Fattigmand. Der var noget af _Arken_ over denne Bydel — kun ikke dens +Haabløshed; alle Muligheder holdt tvært imod til her. Fattigmand havde +erobret dette Terræn fra det rige Borgerskab, og det syntes som +Udviklingen havde faaet Retning af det. Her var det Proletariatet, hvis +brogede Væsen trængte opad og gennemsyrede saa at sige det hele. I de +lange Sidegader, som var fulde af Marskandisere og Pantelaanere, havde +Tilværelsen ikke skilt sig ud i sine forskellige Bestanddele. Piger og +Spillefugle boede Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der levede +adstadigt af deres Rentepenge og gik i Kirke hver Søndag med Salmebogen +i Haanden. Jærnkræmmeren havde Guldure og Antikviteter mellem Skramlet i +sin Kælder. + +Han fulgte Vesterbrogade indad. Sommerferien var netop forbi, Fortovet +paa Figaro-Siden var fuldt af solbrune Mennesker — Forretningsfolk, +Studenter og Kursuspiger — der lyste op i Vrimlen ved et eget Humør. De +var lige vendt tilbage til Byen og lugtede endnu af frisk Blæst og +Strand — det var næsten saa godt som en Tur paa Landet. Og vilde han +længer ud i Verden, kunde han ogsaa komme det; Vesterbros Strøg havde +Skikkelser nok, der greb ham ved Fantasien og hvirvlede ham udad. Det +var som en Kaj, hvor Alverden satte hinanden Stævne, Artister og Søfolk +og internationale Agenter. Underlige Kvinder kom sejlende gennem +Mængden, store, eksotisk saftfulde som Drivhus-Frugter; han kendte dem +igen fra Billedet af Marskandiserskens Datter i _Arken_, og vidste at de +hørte til det internationale Forplejningskorps! De gik i tigerstribet +Spaseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar duftede af fremmede Egne +— af mange Havne og Ruter lige som Dampskibenes Indre; de kraftige +stillestaaende Ansigter svulmede af Massage og mindede om en pudset +lyserød Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen som Fuldriggere. +I deres Kølvand sloges nogle smaa energiske Væsner, som ogsaa hørte til +Trækket og havde majet sig ud, saa de lignede Børn — med Pufærmer, korte +Skørter og Babyhaar. Rystende Gamlinge, som Solen havde lokket ud, stod +fortabt stille og fulgte de dejlige Børn med Øjnene. + +Pelle følte et eget Behag ved at glide afsted med denne Strøm, der flød +bredt og roligt som Livet selv. Verden var større end han havde tænkt og +han tog ikke Parti for eller imod noget, men undredes blot over Livets +Mangfoldighed. + +— — — + +Han kom hjem fra Biblioteket ved Totiden med et stort statistisk Værk +under Armen. Ellen tog imod ham med røde Øjne. + +„Har dine Logerende nu gjort dig Livet surt igen?“ spurgte han og saa +hende ind i Ansigtet. Hun vendte Hovedet bort. + +„Fik du Penge for Arbejdet?“ spurgte hun i Stedet for Svar. + +„Nej, Manden selv var ikke i Butiken. De kommer hen og betaler.“ + +„Saa har vi ikke en rød Øre — og jeg har ingen Middagsmad til dig.“ Hun +prøvede at smile da hun sagde det, men de tunge Øjenhaar vibrerede. + +„Er det det hele,“ sagde Pelle og lagde Armen om hende. „Hvorfor har du +ikke lavet Havregrød til mig? Jeg havde glædet mig til en mægtig +Portion.“ + +„Det har jeg ogsaa — men du faar jo næsten ikke andet. Det er ikke Mad +for et Mandfolk.“ + +Han greb hende om Midjen med begge Hænder, løftede hende op og satte +hende pænt og varsomt ned paa Køkkenbordet. „Det er Havregrøden, min +Pige,“ sagde han overgivent. „Jeg kan næsten ikke gaa for bare Kræfter.“ + +Men Ellen var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp; der var et +eller andet i Vejen — hun vilde ikke rigtig ud med det. Endelig fik han +ud af hende, at de to musikalske Klovner var stukket af fra Huslejen. +Hendes gode Sengeklæder havde de ødelagt, ligget i dem med Klæderne paa, +og svinet dem til saa de ikke var til at redde. Hun vilde nødig vedgaa +det, fordi han i sin Tid havde raadet fra. Men saa med ét gav hun sig +voldsomt over. „Du maa ikke le ad mig,“ hulkede hun og gemte Ansigtet +ved hans Skulder. + +Pelle søgte at trøste hende, men det var ikke saa let. Det var ikke det +enkelte Uheld men hele Fiaskoen, hun brød sammen paa — hun havde lovet +sig saa meget af sin store Plan. „Det kan jo reddes endnu,“ sagde han +for at trøste hende. „Vi kiler bare paa, saa kommer det nok, skal du +se.“ + +Men Ellen lod sig ikke putte Blaar i Øjnene. „Du mener det jo ikke,“ +sagde hun vredt, „du siger det kun for min Skyld! Og Marskandiseren +sendte Bud herom i Formiddags, at hvis han ikke snart fik Resten af sine +Penge, tog han hele Udstyret igen.“ + +„Saa lad ham tage det — saa er vi ude af den Historie.“ + +„Men saa taber vi alt det, vi har betalt af!“ udbrød hun hastigt og +tørrede Øjnene. + +Pelle trak paa Skuldrene: „Det er der ikke noget at stille op til.“ + +„Skulde vi saa ikke hellere se at faa Sagerne solgt efterhaanden? Vi +skylder kun en Tredjedel paa dem.“ + +„Det kan vi ikke — det er strafbart. Vi har Lejekontrakt paa +Logiudstyret, og saalænge vi skylder en Øre paa det, er det hans. — Naa, +men vi er jo sunde og raske allesammen, hvad Nød har det saa!“ + +„Det kan du sagtens sige,“ svarede Ellen og forsøgte et Smil. „Men jo +raskere vi er, desto mere Mad skal der til.“ + +Der kom en Tøs rendende med et Par Støvler, som skulde forsaales i en +Fart; det var Dronning Thereses, hun skulde bruge dem om Aftenen. „Saa +faar vi da et Par Øre mellem Hænder!“ sagde Ellen oplivet. „Jeg hjælper +dig at faa dem færdig i en Fart.“ + +De satte sig paa hver sin Side af Disken og gik i Gang med Arbejdet. Det +mindede om den allerførste Tid af Ægteskabet; en Gang imellem stansede +de og lo — naar Ellen havde glemt et eller andet Tag. Paa halvanden Time +var Støvlerne færdige. Pelle gik selv med dem for at være sikker paa +Pengene. + +„Du træffer hende bedst i Knejpen,“ sagde Ellen. „Ved denne Tid spiser +Artisterne Middag, saa er hun gærne der.“ + +I Artistknejpen var der travlt. Ved de smaa Borde sad knoglede, +tætklippede Mænd af en egen rødlig Type og spiste sammen med en eller +anden Pige fra Kvarteret. Det var Akrobater, Klovner eller Brydere — +Folk af et ensartet Verdenssnit, stortærnet klædte, med vældige +Neglemansjetter og hele pansrede Støvlesnuder. De tyggede bredt, og +stirrede sløvt ud i Luften til Pigernes Halløj, bar en jærnhaard brutal +Maske til Ansigt og svære Diamantringe paa Fingrene. Nogle af dem saa ud +til at have udviklet Underkæben med det Formaal at tage mod Bokserslag, +saa kraftig var den. Inde i det tilstødende Værelse gik nogle unge +sirlige Fyre og spillede Biljard, mens de i Smug holdt Øjne med hvad der +foregik ved Bordene. De havde Pandekrøller og Laksko. + +Dronning Therese var der ikke. Han gik saa om i Dannebrogsgade, hvor hun +boede. Men hun var ikke hjemme, han maatte aflevere Støvlerne til +Naboens og gaa igen med tomme Hænder. + +Naa, var det vel andet, end hvad man kunde vente! Naar man trængte +haardest, legede Tilfældet med én som Katten med Musen! Pelle var ikke +nær saa frejdig, som han lod naar han stod over for Ellen; Virkeligheden +begyndte at gaa ham paa. Han drev ud til Morten, men uden nogen Tro til +Resultatet; Morten havde mange Huller til det han tjente. + +„Du kommer i det rette Øjeblik!“ sagde Morten og viftede med to Sedler. +„Jeg har lige faaet tyve Kroner sendende fra _Arbejderen_, dem kan vi +dele. Det er mine første Penge fra den Kant, saa du kan begribe, jeg har +spyttet tre Gange paa dem.“ + +„Saa har de alligevel fundet Vej til dig,“ udbrød Pelle glad. + +Morten lo: „Jeg blev ked af at se mine Arbejder gaa igen i Bladet, da +man dog ikke vil kendes ved mig deroppe — og gik op til dem og gjorde +opmærksom paa Paragrafen om Eftertryk. Du skulde se det Ansigt de satte +op! For Pokker, det _er_ ikke morsomt at skulle tjene sit Brød paa +Elendigheden saa at sige! og endnu pinligere bliver det, naar man +bagefter skal gaa Tiggergang for sine sure Skillinger. Du skal heller +ikke tro jeg gjorde det under andre Forhold — jeg sultede hellere. Men +jeg vil i al Fald ikke være Genstand for Udsvedning fra mine egnes Side! +— Det er snart længe siden du har været her.“ + +„Jeg har haft saa travlt. — Hvordan har Johanne det?“ Det sidste sagde +han i en hviskende Tone. + +„Ikke godt for Tiden — hun holder Sengen. — Hun spørger stadig efter +dig.“ + +„Jeg har været meget optaget den senere Tid! — Desværre kan jeg stadig +ikke opdrive noget om hende. Er hun lige tvær?“ + +„Naar hun er i sit onde Lune, lader hun sig forstaa med, at hun godt +kunde hjælpe os paa Sporet, hvis hun vilde. Jeg tror det morer hende at +se os løbe til Nar.“ + +„Saa raffineret er et Barn ikke.“ + +„Det skal du ikke sige. Husk paa hun er ikke noget Barn — hun har gjort +for rædselsfulde Erfaringer. Jeg har nærmest det Indtryk, at hun hader +mig og kun pønser paa at gøre mig Fortræd. Du aner ikke, hvor hadefuldt +hendes Sind kan være; det er som om Dunsterne dernede fra havde omsat +sig til levende Gift i hende. Kommer her nogen, hun mærker jeg synes om, +saa spyr hun dem til, saa snart de er gaaet — siger et eller andet +giftigt om dem for at saare mig. Du er den eneste hun skaaner, derfor +tror jeg, der maa være et hemmeligt Baand imellem jer. Prøv at gaa hende +paa Klingen en Gang til.“ + +De gik ind til hende. Da de aabnede, smuttede hun hastigt ned under +Dynen — hun havde lyttet ved Døren. Hun lod som hun sov haardt. Morten +gik ind for at arbejde og lukkede efter sig. + +„Naa Johanne,“ sagde Pelle og satte sig paa Sengekanten — „jeg har en +Hilsen til dig. Kan du gætte fra hvem?“ + +„Fra Bedstemor!“ udbrød hun og rejste sig ivrigt over Ende. Saa blev hun +flov over at være overlistet og krøb ned under Dynen. Hun laa og +skottede mistroisk til ham, med sammenpressede Læber. Der var noget ved +Blikket og Hovedholdningen der ligesom kaldte paa henslumrede Minder i +ham, men han kunde ikke fæstne det. + +„Nej ikke Bedstemor. — Hvor er hun forresten henne nu — jeg skulde gærne +tale med hende? Kunde du ikke følge mig ud til hende, naar du bliver +rask?“ + +Hun laa og betragtede ham med spillende Øjne og et spotsk Udtryk. „Ja +det ku’ du li’!“ svarede hun med et Refræn fra Gaden. + +„Sig mig nu, hvor hun bor, Johanne,“ blev Pelle ved og tog hendes magre +Haand. „Saa er du en flink Pige!“ + +„Ja om Natten!“ + +Pelle rynkede Panden: „Du maa være meget hjærteløs, naar du kan forlade +din gamle Bedstemor og ikke engang kan unde hende, at andre hjælper +hende. Jeg er vis paa, hun sidder et Steds og lider Nød.“ + +Johanne saa forbitret paa ham. „Jeg pryglede hende ogsaa,“ udbrød hun +ondt. + +Hun brast i Latter ved Pelles Udtryk. „Nej jeg gjorde alligevel ikke,“ +sagde hun beroligende — „jeg tog bare Stokken fra hende og gemte hendes +Briller, saa hun ikke kunde gaa ned paa Gaden og hente Fløde. Saa var +hun nødt til at sende mig, og saa drak jeg al Fløden og kom Vand i +Kanden. Hun kunde ikke se det, og saa skældte hun ud over +Mælkeforretningen, fordi den snød.“ + +„Nu digter du vist,“ sagde Pelle usikkert. + +„Jeg pillede ogsaa Krummen ud af Brødet og lod hende spise Skorpen,“ +vedblev Johanne og nikkede. + +„Hold nu op med det,“ sagde Pelle og strøg hende over den svedige Pande +— „jeg ved godt, at jeg har fornærmet dig.“ + +Hun skød vredt Haanden til Side. „Ved du hvad jeg vilde ønske?“ sagde +hun pludselig — „jeg vilde ønske du var min Far.“ + +„Vilde du være glad for det?“ + +„Ja, for naar du saa blev rigtig syg og fattig, vilde jeg behandle dig +lige saa godt, som jeg har behandlet Bedstemor.“ Hun lo klangløst. + +„Jeg er vis paa, du kun har været god ved Bedstemor,“ sagde Pelle +alvorligt. + +Hun saa stift paa ham som for at se, om han nu ogsaa mente det. Saa +vendte hun sig om mod Væggen. Han kunde se paa hendes krummede Legeme at +hun kæmpede med Graaden, og prøvede at dreje hende om mod sig. Men hun +gjorde sig stiv. + +„Jeg vil ikke sammen med Bedstemor!“ hviskede hun indbidt — „jeg vil +ikke!“ + +„Men du holder jo dog af hende!“ + +„Nej jeg gør ikke — jeg kan slet ikke fordrage hende! Hun sagde til +Nabokonen, at jeg bare var i Vejen! Det var den forbandede Unges Skyld, +at hun ikke kunde komme paa Stiftelsen sa’e hun — jeg hørte det selv! Og +jeg løb dog og tiggede al Maden sammen til hende. Men saa gik jeg min +Vej!“ Hun stødte Sætningerne ud og knugede Lagnet krampagtigt; Stemmen +var helt hæs. + +„Men du maa dog fortælle, hvor hun er!“ sagde Pelle indtrængende. „Jeg +lover dig, at du ikke skal komme til hende, naar du ikke selv vil.“ + +Barnet tav stædigt, hun troede ikke paa Løfter. + +„Ja saa maa jeg jo gaa til Politiet for at finde hende — jeg holder bare +ikke af det.“ + +„Nej, for du har jo _sat_!“ udbrød hun med en kort Latter. + +Der gik et forpint Drag over Pelles Ansigt. + +„Er det saa morsomt synes du?“ sagde han og klippede med Øjnene. „Jeg er +vis paa Bedstemor ikke lo ad det.“ + +Johanne vendte sig halv om: „Nej hun græd! Saa havde hun jo ingen til at +gi’e os Mad — derfor græd hun.“ + +Det dæmrede for ham. „Hvor blev I to af den Dag paa Fælleden? Vi skulde +jo spise sammen!“ sagde han. + +„Da du blev taget? Aa vi kunde ikke finde dig, og saa gik vi bare hjem.“ +Hun havde Ansigtet helt fremme og laa og betragtede ham med sine store +graa Øjne. Det var Hannes Blik, bag ved arbejdede den samme Undren over +Tilværelsen; men her var den tilsat en forfærdelig Viden. Med én Gang +rykkede det i hendes Ansigt; hun opdagede at hun var blevet overlistet, +og saa paa ham med et stikkende Blik. + +„Er det sandt, at du og Mor har været Kærester?“ spurgte hun pludselig +skadefro. + +Pelle blev lidt rød. Spørgsmaalet kom helt bag paa ham. „Jeg skal gærne +fortælle dig alting om din Mor, naar du saa vil fortælle mig, hvad du +ved,“ sagde han og saa oprigtigt paa hende. + +„Hvad er det du vil have at vide?“ — hun talte i en eksaminerende Tone. +„Vil du skrive om mig i Bladene?“ + +„Kære Barn — vi maa dog finde din Bedstemor. Det kan jo være, hun sidder +og sulter.“ + +„Jeg tror nok hun er paa _Almindeligheden_,“ sagde Barnet stille. „Jeg +gik derhen om Torsdagen, naar de Gamle havde Lov at gaa ud og tigge til +lidt Kaffe; og en Dag saa jeg hende.“ + +„Gik du saa ikke hen til hende?“ + +„Nej — jeg var ked af at høre paa hendes Jeremiader!“ + +Johanne var ikke stiv og trodsig længer. Hun laa med bortvendt Ansigt og +svarede — lidt trevent — paa Pelles Spørgsmaal, mens hun forlegent +pillede med hans Fingre. De knappe Svar blev for ham til en +sammenhængende, trist Historie. + +Enkemadam Johnsen var ikke meget værd, da _Arken_ først var brændt; hun +følte sig gammel og hjælpeløs alle andre Steder, og da Pelle blev sat +fast, faldt hun helt sammen. Hun og den lille sad og led Nød, og da +Johanne følte sig i Vejen, løb hun bort — hen et Sted hvor hun kunde faa +det godt. Den gamle havde nok ogsaa været hende i Vejen; hun havde samme +forfløjne Drømmesind som Moderen, og nu sagde hun sig løs fra alting og +løb det vidunderlige i Møde. En ældre Legekammerat voldtog hende og +førte hende ud blandt Tømmerpladsens Drenge. Der gik hun for Lud og +koldt Vand, sov ofte under aaben Himmel og rapsede nu og da men kom +forøvrigt snart under Vejr med at tjene Penge paa egen Haand. Naar det +blev koldt, holdt hun til som Opvaskepige paa Værtshusene eller var +Bytøs for Kvinderne i Dannebrogsgade, mærkværdig nok undgik hun altid +Politiet. I den første Tid var hun et Par Gange paa Vej tilbage til +Bedstemoderen, men kom ikke længer end paa Trappen; hun frygtede Straf +og kunde heller ikke holde ud at sidde og høre paa den gamles vimrende +Klager. Siden faldt hun til Rette i sin ny Levevis og følte ikke mere +nogen Trang til at komme ud af den — formodenlig fordi hun var begyndt +at blive fordrukken. Nu og da listede hun dog ind til Alderdomshjemmet +og fangede et Glimt af Bedstemoderen; hun kunde ikke forklare hvorfor +hun gjorde det, og holdt stædigt fast paa at hun ikke kunde lide hende. +Den gamles urimelige Klage over at hun laa hende til Byrde, havde ædt +sig dybt ind i Barnets Sind. I det sidste Aar havde hun en Tid vartet op +i en Sømandsknejpe nede i Nyhavn hos en Værtshusholder Elleby — den +samme Bondefanger som flaaede Pelle ved hans første Ankomst til +Hovedstaden. Elleby plejede at adoptere ukonfirmerede Piger for paa den +Maade at omgaa Loven og have kvindelig Betjening til Søfolkene; de døde +gærne efter et eller to Aars Forløb — han gik altid med sort Flor om +Ærmet. Johanne skulde ogsaa have været adopteret men rendte sin Vej i +Tide. + +Langsomt tilstod hun ham det hele, raat og grufuldt som det var, med den +instinktmæssige Fortrolighed, som _Arkens_ Væsner havde haft til ham, og +som var gaaet i Arv til hende fra Mor og Bedstemor. Hvilken Afgrund af +Rædsler! Her havde han gaaet og syntes, at det havde ingen Hast — Livet +var rigere end som saa! Men Børnene, Børnene! Skulde de ogsaa vente, +mens han gik og tog Overblik over Tilværelsens Mangfoldighed — vente og +gaa til Grunde? Behøvedes der overhovedet særlig Viden og Overblik for +at kæmpe for retfærdigere Tilstande? behøvedes der andet end det, at man +var god? Mens han sad og læste Bøger, traadtes der maaske Børn ned i +Tusendvis — hørte det ogsaa med til Livet og krævede Varsomhed? For +første Gang tvivlede han om sig selv. + +„Nu skal du lægge dig ned og sove,“ sagde han blødt og strøg hende over +Panden; den var brændende hed, det dunkede i den. Forskrækket følte han +hendes Puls. Haanden faldt mager og ligesom udbrændt i hans, og Pulsen +var springende. Ak, Hannes Feber rasede i hende. + +Hun holdt fast om hans Haand, da han vilde rejse sig og gaa. „Var Mor og +du saa Kærester?“ spurgte hun hviskende og holdt de glansfulde Øjne +forventende paa ham. Og pludselig forstod han den paagaaende Spørgen — +og hele hendes besynderlige Medgørlighed over for ham. + +Et Øjeblik saa han vaklende ind i hendes forventningsfulde Blik, saa +nikkede han langsomt. „Ja Johanne, du er min lille Datter!“ sagde han og +bøjede sig ned over hende. Hun fortrak det dødblege Ansigt til et svagt +Smil og rørte genert ved hans stubbede Hage. Saa vendte hun sig om for +at sove. + +Pelle satte med faa Ord Morten ind i Barnets Forhistorie —: Madam +Johnsens og Mandens forgæves Kamp for at komme frem, hans uhyggelige Død +i Kloaken, og Hannes Opvækst over den som _Arkens_ fejre Prinsesse — +Hanne der vilde fange Lykken ind og fangede dette stakkels Barn i +Stedet! + +„Du har aldrig fortalt mig noget om Hanne,“ sagde Morten og saa paa ham. + +„Nej,“ svarede Pelle langsomt. „Hun stod saa underlig uvirkeligt for mig +selv — som en altfor fager Drøm. Hun dansede sig ihjæl, du! — Men du maa +godt lade over for Barnet, som jeg er Far til hende.“ + +Morten nikkede: „Du kunde tage ud paa _Almindeligheden_ for mig og +forhøre om den gamle — det er Synd hun skal tilbringe sin Alderdom dér!“ +Han saa sig om i Stuen. + +„Her kan du dog ikke have hende,“ sagde Pelle. + +„Det lod sig maaske alligevel indrette. Hun og Barnet hører dog sammen.“ +— — — — + +Pelle gik først hjem til Ellen med Pengene og skyndte sig saa ud til +Alderdomshjemmet. + +Madam Johnsen laa paa Sygestuen og havde ikke mange Dage igen. Det +varede lidt, inden hun kendte ham, og Fortiden syntes hun at have glemt. +Det gjorde slet ikke Indtryk paa hende, da han fortalte at Barnebarnet +var fundet. Hun laa mest og vimrede uforstaaeligt hen for sig; det var +for Føden, hun troede endnu bestandig hun sad og skulde skaffe Husleje +og Mad til sig og Ungen. Alderdommens Bekymringer havde ædt sig +uudsletteligt ind i hende. „Hun har slet ingen Glæde af at ligge her og +have det godt,“ sagde en gammel Kone, som laa i Sengen ved Siden af +hende — „hun slaas for at skaffe og skaffe hele Tiden. Og naar hun har +en klar Stund, rejser hun til Jylland.“ + +Ved Lyden af dette Ord fæstede Madam Johnsen sine Øjne paa Pelle. „Jeg +vilde saa gærne se Jylland igen, inden jeg dør,“ sagde hun. „Lige siden +jeg i mine unge Dage kom herover, har jeg altid tænkt, at de første +Penge jeg fik til overs skulde gaa til en Tur hjem. Men det blev aldrig +til. Hannes Lille skal jo ogsaa leve — de tærer godt i den Alder.“ Og +saa var hun der igen. + +Sygeplejersken kom og sagde til Pelle, at nu maatte han gaa. Han rejste +sig og bøjede sig over den gamle for at sige Farvel, underlig til Mode +ved Tanken om, at hun havde været saa meget for ham og nu knap kendte +ham igen. Hun laa og greb følende om hans Haand med begge sine, som en +Blind der genkender, og saa paa ham med sine udtryksløse Øjne der +allerede var plettede af Døden. „Din Haand er god endnu,“ sagde hun +langsomt, med Alderdommens fjærntklingende Stemme. „Hanne skulde have +taget dig, saa havde meget nu været anderledes.“ + + + + + VII + + +Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der +tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp +ham til at finde hvad han havde Brug for. + +Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og +spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille +vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans +blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem +Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af +ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet. + +Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig han var meget rig. Fin +og pillen med sit Ydre var han just ikke, men der var noget uberørt over +hans Person, som havde han aldrig været udsat for Livets Skrub. I sine +Skrifter var han en stejl fanatisk Jegdyrker, og satte Samvittighedens +Lov op som det eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var han +indesluttet og folkesky, men noget drog ham til Pelle, som han vidste +havde været Sjælen i Massernes Rejsning engang. Han fulgte undrende og +nysgærrigt den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom han med en af sine +Afhandlinger og bad Pelle læse den. Det handlede gærne om +Personlighedens Væsen, tog Udgangspunkt i _Jeget_ hos en eller anden +Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa op i Dagens +Spørgsmaal. Hviskende underholdt de sig om Indholdet; den gamle, svært +tilgængelige Filosof, der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig +Kærlighed til det store Publikum og lyttede spændt efter, hvad en +Arbejder vel kunde faa ud af hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten +frygtsomt hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og veg ikke +tilbage for Tanken om at anvende voldsomme Midler. Men han forholdt sig +skeptisk til Underklassens Rejsning. „Den forstaar jo ikke at læse,“ +sagde han — „Almuen rører aldrig en virkelig Bog.“ Han havde færdedes +saa længe mellem Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dér. + +Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. Brun var den sidste +Efterkommer af en gammel udlevet Slægt, der havde været rig gennem +adskillige Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede dem ikke med +til Livets Værdier; da han aldrig havde kendt Savn, stillede han faa +Fordringer og undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, at han +levede meget spartansk og brugte hele sin Renteindtægt til de Fattige. +Paa mange Punkter stemte han overens med Underklassen, ikke alene +teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, at +Opløsningen af det bestaaende kunde finde Sted fra oven i Samfundet +ogsaa. Kanske forberedte Fremtiden sig fra begge Yderpunkter! + +En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa Pelles private Affærer; det +lod til han vidste Besked. „Er der ikke et eller andet, De vil i Gang +med?“ spurgte han. „Det vilde glæde mig meget, om jeg maatte hjælpe +Dem.“ + +Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden skulde gribes an. +„Foreløbig ligger det hele i Kaos for mig,“ sagde han. + +„Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at tage imod et Laan i al +Fald, mens De finder Dem til Rette.“ + +„Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,“ vedblev han da Pelle +vægrede sig — „det er sjofelt, men saadan er det nu engang. De _tager_ +jo alligevel ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have fat i +Pengene paa den Maade de byder sig til, eller undvære.“ + +„Saa undværer jeg,“ sagde Pelle. + +„Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort — og har I nogensinde +opnaaet at sanke gloende Kul paa Samfundets Hoved ved det. I +overvurderer Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres Ejendom. +Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede +jo næsten ikke at putte noget i sin egen usselige Mund — enhver god Bid +skulde Konen have. Derfor begrædes han ogsaa som tabt fra vor Side — han +var saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom slæber endnu om med +ikke saa lidt af det.“ + +„Penge gør afhængige,“ indvendte Pelle. + +„Ikke altid,“ svarede Brun leende. „I min Verden laaner man og tager paa +Kredit uden at blinke — jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig +nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham Penge. Paa det Punkt er +vi ganske anderledes frigjorte end I, det er overhovedet dér Skellet +mellem Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at komme i Gæld til +nogen, og Omhu for altid at yde to Tjenester for én — er meget smuk og +frugtbar inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver rendt ned +paa i Forholdet til os. Vi kender den slet ikke — hvordan skulde det +ellers gaa Mennesker, der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til +Graven, og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?“ + +Pelle saa forvirret paa ham. „Fattigfolk har ikke andet end deres +Æresfølelse, derfor vaager de over den,“ sagde han. + +„Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne Æresfølelse, som virker +saa fortræffeligt i vort Favør?“ spurgte Brun forundret. „Gaa engang den +bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den maa være opfundet af os +— til Brug for jer. Ja det undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er +ogsaa en degenereret Overklasser — en af dem der vanarter og falder uden +for Vedtægten. Jeg saa nok Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede +Dem paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt — bliv saadan ved min +unge Mand! De skal dog ikke drage for vidtrækkende Slutninger deraf — +jeg hører som sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til at +give Dem en Haandsrækning?“ + +Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget sønder og sammen i +ham, og den Erkendelse gjorde ham stædig. + +„De er en rigtig forstokket Almuer,“ sagde Brun halv ærgerlig. + +Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. Naturligvis havde han +altid været klar over, at det hele var som et Herskabskøretøj, hvor han +og hans Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele Indretning det var +Tømmerne og Selen, som fik dem til at gaa godt for Kalesjen. Det var +bare altid blevet benægtet fra den anden Side — han sled jo med Historie +og Statistik for engang at levere det uomstødelige Bevis. Men nu kom der +én, som selv sad i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og det +var ikke en Bog, men et levende Menneske som han stod Ansigt til Ansigt +med. Det stivede hans Tro mægtigt af. + +Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik den paa Stumperne. Logiet +var gaaet helt i Staa, Ellen solgte rask væk af Udstyret. „Jeg er +virkelig ligeglad med Loven!“ svarede hun til Pelles Advarsler. „Det kan +vel ikke være Meningen, vi skal forære Møbelhandleren alt det vi har +afdraget — bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar Møblerne er +solgt, skal han nok faa Resten af sit Tilgodehavende.“ + +Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og fremmest leve. +Restgælden hang som en Trusel over dem; opdagede han at Møblerne var +solgt, kunde det blive en slem Historie. „Husk paa, jeg har været +straffet før,“ sagde Pelle. + +„De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har gjort?“ sagde Ellen og +stirrede forfærdet paa ham. „Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor +lød jeg dog ikke dig?“ En Stund sank hun helt sammen. „Saa maa vi se at +faa det betalt i en Fart,“ sagde hun pludselig og rejste sig energisk — +„de tyve Kroner maa dog være til at skaffe!“ Hun skyndte sig op i +Lejligheden og kom straks efter ned med Hat og Kaabe paa. + +„Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Pelle bestyrtet. + +„Hvad jeg vil gøre? — jeg vil gaa til Dronning Therese. Hun _kan_ skaffe +dem!“ Hun bøjede sig ned og kyssede ham. „Du skal ikke være bange!“ Lidt +efter kom hun med Pengene. „Jeg kan _vaske_ dem af,“ sagde hun glad. + +Saa var dét til en Side, havde nu Laanet bare været lige saa vidt! Men +det kom ikke stort af Stedet, Afdragene aad paa en eller anden +besynderlig Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet bede om +Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen Restsummen med Afdragets +Beløb; han kaldte det Strafrente. + +Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen Lyst; tidlig og silde var +han ude efter et Nap. Han hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn +for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt for. + +En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som Dronning Therese havde sendt +over — en Annonce om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig +Mand, der var uddannet som Skomager. „Den er fra i Morges,“ sagde Ellen +spændt — „bare det ikke er for sent. Du maa straks tage derud.“ Hun +fandt Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med at gøre sig pæn. +Det var paa en Skotøjsfabrik ude i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for +at komme hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab om at faa +Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste Modstandere blandt +Arbejdsgiverne fra den Tid han organiserede Faget — en yngre Mester, som +havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre Springet over til +Fabrikant. + +„Naa er det Dem,“ sagde Fabrikanten. „Ja ja, gammel Uenighed skal ikke +skille os, hvis vi ellers kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til +at tage sig lidt af alt — saadan en Slags højre Haand som kan tage +Stødet af til daglig, og have Opsyn med det hele naar jeg er ude paa +Rejse. Jeg tror, De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en Mand med +Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil gærne have, det gaar lidt pænt +og glat med Folkene — uden alligevel at spytte for meget i Bøssen +forstaar De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne sig med det gode — +det koster ikke en Smule mere efter min Erfaring. Og nu hører man jo +selv til Partiet.“ + +„Gør De?“ Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne. + +„Ja! — Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne være Partifælle — vil +De sige mig det? Der er sku ikke noget at være bange for, naar først man +har kigget ind bag Kulisserne — og det har jo sine Fordele. Om ti Aar er +hvert fornuftigt Menneske Socialdemokrat.“ + +„Ja det kan forresten gærne være,“ sagde Pelle og lo. + +„Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min Hustru: Hør, man kan +snart ikke være bekendt ikke at høre til Partiet; i andre Lande dér er +baade Millionærer og Grever og Baroner allerede Partifæller. Hun smagte +lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; det er jo lutter pæne +Mennesker — som hun ogsaa sa’e forleden Aften — Standspersoner er der +saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, der drev én fra først +af; men nu samstemmer jeg sku, for det er meget fornuftigt det de siger. +Og saa er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r di’her +Anarkister rigtig paa Puklen — vil De give mig Ret i det? Efter min +Mening burde alle forene sig om at bekæmpe dem — og det bli’r vel ogsaa +nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over Politik og er kommen +til det Resultat, at vi Arbejdsgivere bar os hestedumt ad fra først af; +vi skulde ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare ud i +Yderlighed. Se nu selv, hvor den er bleven pæn igen, siden man begyndte +at tage Hatten af for den! man er det, man bli’r behandlet som — skal +jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt frem, dersom vi andre +havde taget lidt venligere paa Dem! — vil De indrømme mig det? I er sku +akkurat lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad og være pæne i +Tøjet — gaa og gælde for ordenlige Mennesker! Derfor var det klogt at +skære den nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man har for meget +Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der vil pille Brosten op og slaa ned, +er ikke Selskab for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til Raden +kommer til ens Parti at komme til Fadet — det er nu min Politik. — Naa, +men hvad mener De saa?“ + +„Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,“ sagde Pelle. + +„Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten heller ikke det, det +kommer an paa, bare De ellers forstaar at behandle Arbejderne — og det +har De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om Ugen — det er en pæn +Ugeløn ved jeg — til Gengæld skal De saa se paa min Fordel naturligvis. +Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde — De forstaar vel hvad +jeg mener? Saa faar De fri Bolig — i Forhuset naturligvis — for at være +en Slags Vicevært for Bagbygningen her; — der er tre Opgange med +Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke selv have med det at gøre, der er +saa meget Vrøvl med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og naar man +saa tager lidt fast paa dem, render de til Bladet og sjikanerer en. Naa, +det risikerer jeg naturligvis ikke saa let, men alligevel; jeg holder +mest af at Tingene gaar glat — ogsaa af den Grund at jeg aspirerer til +at blive Medlem af Hovedledelsen! — De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og +en Lejlighed til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn naar jeg selv +skal sige det. Men den der smører godt kører godt! Naa, slaar De saa +til?“ + +Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den næste Dag. + +„Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig betænke sig for meget — +vor Tid kræver Handling. Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen — det +er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De bliver min Tillidsmand med +andre Ord. — Naa, ja ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.“ + +Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor han havde forlangt +Betænkningstid — dette var jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man +ogsaa tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første Gang der +meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt hyggeligt for Kone og Børn. — +Nu var han altsaa Pladshund mod sine Fæller. + +Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem Strøget. Her var lyst og +festligt inde, Buelamperne hang som en Række spejdende Lysfugle oppe +over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for at holde sig svævende. +Det var ligesom de fejede Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede +gennem Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader stod Mørket og +maabede ud paa Lysglansen, paagaaende Lyde trængte ud derinde fra: +Tøselatter, et Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse Kæften. +Men Folk promenerede roligt passiarende over Asfalten to og to — og +hørte ingenting; de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede sig i den +begyndende Kulde. + +Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; Folk sad tæt +sammen i hver sin lille lukkede Kreds og saa oprømte og hyggelige ud. +Paa Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, der pegede +skraat opad som skulde den skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de +syntes trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de sad paa en tynd +Skorpe — med Armodens Helvede lige under sig? Eller var det kanske +derfor de slog sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske +forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa — uden at lytte altfor +skrupuløst til Baggadernes hæse Protest? + +Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske Standere stod der en +Mand og solgte Blade. „Fem Øre hvis De har Raad — ellers koster det ikke +noget!“ sagde han og stak en Avis til Pelle. Han var bleg, havde mørkt +Fuldskæg og dybe Skygger under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en +indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle stirrede paa ham — +det var jo Peter Drejer, hans Lærekammerat derhjemme fra! + +„Gaar du her og sælger Aviser?“ udbrød han forundret og rakte ham +Haanden. + +Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det samme tunge, indadvendte +Udtryk som da Pelle traf ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere +fortænkt ud. + +„Ja jeg er blevet Avismand,“ sagde han — „men kun efter Fyraften. Det er +et lille Blad, jeg selv skriver og trykker; du kan maaske have godt af +at læse det.“ + +„Hvad handler det da om?“ + +„Om dig og mig!“ + +„Det er nok anarkistisk?“ sagde Pelle og betragtede Bladets Titel. „Du +var saa egen, sidst jeg traf dig.“ + +„Nu kan du jo læse det. — Værsgod, fem Øre hvis De har Raad — ellers +gratis!“ raabte han og stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod +en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede sig i smaa Ryk. + +„Du er nok under Opsigt!“ sagde Pelle og gjorde ham opmærksom paa +Betjenten. + +„Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt mit lille +skikkelige Blad.“ + +„Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt heller?“ sagde Pelle +smilende. + +„Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke selv.“ + +„Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom det bliver fulgt.“ + +„Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig økonomisk. Saa snart +jeg har faaet Arbejde hos en Mester, møder der straks en Betjent op og +henstiller til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes +sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter Maven — dér har man nemlig +selv Hjærtet siddende.“ + +„Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,“ sagde Pelle deltagende. + +„Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig fast uden nogen lovlig +Begrundelse; og naar der er gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen — det +ene lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt Hovedet — det taler +ikke til Ros for et Maskineri, der dog udelukkende holdes gaaende for at +knægte os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man gærne ryddede mig +af Vejen, dersom det lod sig gøre; men Landet er jo ikke stort nok til +at lade nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget Dyr mere. +Skønt jeg foragter vore Love, der ikke er andet end en Maskering af +brutal Magt, passer jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige +Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig igen, finder jeg mig +ikke i det.“ + +„Forholdet er saa ulige,“ sagde Pelle og saa alvorligt paa ham. + +„Ingen behøver finde sig i mere end han selv vil! Men vi mangler noget +herhjemme — den yderste Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor +sjofler de os efter Forgodtbefindende.“ + +De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en af de store Kafeer stod +et blodfattigt Kvindfolk med en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle +ynkelige Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer gjorde en +stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens Publikum, hans Ansigt fortrak +sig. + +„Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder Tilværelsen,“ sagde +Pelle. „Tvært imod, det glæder mig at se, at der dog er nogle der er +lykkelige. Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. Det eneste +skulde da være dem, der ikke kan unde os alle noget, og kun nyder rigtig +ved Tanken om at andre sidder og mangler.“ + +„Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor under andre noget? Tror +du nogen af dem siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret, +mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at bruge, Resten tilkommer +de Fattige? Nej nu sidder de og skælder ud paa Fattigmand, mens de +solder Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker ned paa +Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne — nu er der til dem af en +overfyldt Mave. Gaa engang ind mellem Bordene og lyt —: De fattige er +svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad man gør for dem — +selv Skyld i deres Elendighed. Det krydrer vel Festen for nogle, andre +dulmer deres onde Samvittighed med det. Og alt det de nyder, har den +fattige dog lavet, selv det mest udsøgte Raffinement har maattet passere +hans smudsige Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De tager det som +en Selvfølge at det er saaledes, det undrer dem ikke engang, at der +aldrig sker noget til Tak for god Behandling — et lille besk Velbekomme, +en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at der daglig er Millioner fattige +beskæftiget med at lave Lækkerier til Rigmanden — og aldrig falder det +nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige er de! Kapitalen sover +bogstavelig talt med Hovedet i vort Skød — og smæder os i Søvne. Og vi +skærer ikke Struben over paa den!“ + +Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt efter dem og stansede +samtidig ovre paa den anden Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa +det. + +Peter saa ligegyldigt derover. „Han ligner en engelsk Blodhund,“ sagde +han roligt — „et glubsk Bid og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er, +at vi selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu snart begynder vi at +agitere blandt Militæret.“ Han bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor +han boede. + +Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. „Hvordan gik det?“ spurgte hun +spændt. „Fik du Pladsen?“ + +Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne. + +Hun havde lagt Armen om hans Liv. „Du store Mandfolk,“ sagde hun og saa +lykkeligt op paa ham — „naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er +vi jo rige, Pelle — 35 Kroner om Ugen! Er du ikke selv glad?“ + +„Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det lidt godt engang.“ + +„Jamen du selv — jeg synes ikke du er saa henrykt. Det er dog en anset +Stilling du faar.“ + +„Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men jeg faar se at faa det +bedst mulige ud af den,“ svarede han. + +„Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens Parti, men det +følger jo altid med den Slags Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at +faa sine Sager varetagne.“ + +Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som hun havde staaende til +Varme i Kakkelovnen. Nu og da saa hun forundret paa ham, der var noget +ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det hele blevet lidt aparte i +sit Syn paa Sagerne derinde i Fængslet — og det kunde man jo ikke undres +over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret. + +„Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget Vedkommende ogsaa,“ +sagde hun. „Et Held er det for os at han ikke gider passe Sagerne selv.“ + +„Han giver sig jo af med Politik,“ svarede Pelle adspredt. „Foreløbig +pønser han vist paa at komme ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af +Arbejdernes Stemmer.“ + +„Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,“ udbrød Ellen livligt. — +„Du er da inde i Sagerne og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi +maaske faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen af ham +engang.“ + +Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, saa gennem ét, saa gennem +andet. Glæden gjorde hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan, +var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun havde ofret ham alt, og +der førte ingen Veje uden om hende. Han maatte se hende give sig hen i +fuld Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde — hende skyldte han +alligevel alt. Hvor var hun skøn i sin Uberørthed! Endnu havde hun en +Tilbøjelighed til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar om det +blege Ansigt lignede hun en af disse _Søstre_, der har gaaet meget +igennem og gør alt af Barmhjærtighed. + +Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le rigtig ud — hun smilede +kun. Det stærkeste havde han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke +ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun delt Bord og Seng med ham +og alligevel beholdt det skønneste for sig selv — som en trodsig Jomfru. +Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig Forventning, og hendes Øjne +hvilede paa ham i Spænding; han var ikke den graa Hverdag for hende +længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, naar det kneb +allermest. Og den Forandring købte han ikke let for dyrt. Kvinder var +heller ikke skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, som først +aabnede sig helt, naar Lykken kyssede dem. Ellen fik have Lov at skubbe +Ansvaret over paa ham. + +Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa ud og slutte endelig Aftale +med Fabrikanten. Ellen hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og +børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, det lød som sorgløs +Fuglekvidder. „Hvad skal vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden +og flytte ud i den Ende af Byen,“ sagde hun — „ellers faar du for langt +at gaa.“ + +„Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. Han har tre +Opgange med Etværelses Lejligheder — dem skal vi være Vicevært for. Han +kan ikke selv tumle Beboerne.“ Pelle havde ikke glemt det, men kunde +ikke faa sig selv til at fortælle at han skulde være Pladshund. + +Ellen saa forstenet paa ham. „Hører det med til Stillingen?“ spurgte hun +og tog efter Vejret. + +Pelle nikkede. + +Pludselig sprang hun ind paa ham. „Du gør det ikke!“ skreg hun og greb +ham i Armene — „hører du Pelle? du gør det ikke!“ Hun var helt ude af +sig selv og stirrede tryglende paa ham. „Jeg forstaar dig slet ikke!“ + +Han saa forvirret paa hende og mumlede noget til sit Forsvar. + +„Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?“ vedblev hun hæftigt. „Det +er en Judaspost, han har tilbudt dig — men vi vil ikke tjene vort Brød +ved at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at se Stumperne +ligge i Rendestenen og flyde. Aa, hvis du nu var gaaet derind!“ Hun +stirrede gruende hen for sig. + +„Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din Forstand henne — du som +ellers er saa fornuftig,“ sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa +halv bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun det hele og sank +sammen. + +„Aa Pelle, Pelle!“ udbrød hun og gemte sit Ansigt. + + + + + VIII + + +Pelle læste ikke mere og gik heller ikke paa Biblioteket, han havde nok +at gøre med at holde den gaaende. Nu kunde der ikke være Tale om at søge +noget; Vinteren stod for Døren, de Arbejdsløses Hær voksede med hver +Dag. Han holdt sig hjemme, arbejdede naar der var noget, passede ellers +Børnene for Ellen mens hun vaskede. Lasse Fredrik talte han med som med +en Kammerat, men det var morsomt at give sig af med de smaa ogsaa. De +var taknemmelige for det, og han opdagede at han havde meget til Gode +her. Svend Trøst holdt han meget af nu, det pinte ham kun at Drengen +endnu ikke kunde tale. Hans Stumhed var som en tavs Anklage bestandig. + +„Hvorfor henter du dig ikke Bøger hjem?“ kunde Ellen sige, naar hun kom +op fra Vaskekælderen for at se til dem, med bare Arme og fine Draaber i +Haaret af Dampene dernede. „Du har jo god Tid nu!“ + +Nej, hvad skulde han med Bøgerne? De udvidede maaske nok hans Horisont +lidt, men det der laa bag den, blev igen saa mange Gange større — han +selv blev bare mindre af at læse. Noget beroligende Overblik var det i +al Fald ikke muligt at faa; Verden gik sin egen skæve Gang paa tværs af +al Visdom. Det var en sur Lykke at tage Viden ind om Ting, man ikke +kunde raade Bod paa; Fattigfolk maatte helst være afstumpede. + +Han og Morten havde lige fulgt gamle Madam Johnsen til Graven — hun +naaede ikke at faa Jylland at se! Af et helt stræbsomt Liv var der ikke +blevet ti Kroners Overskud til en Billet hjem; og Togene løb Døgn efter +Døgn med Hundreder af tomme Pladser. Med isnende Punktlighed hvirvledes +de af Sted paa Klokkeslet fra Station til Station, Gud ved hvor mange +Tusend tomme Sæder Togene var rendt til Jylland med, i de Aar den gamle +sad og græmmede sig af Hjemlængsel? Og var hun stavret til Banegaarden +og steget i Toget, saa vilde punktlige Hænder uden Skaansel have sat +hende af ved første Station. Hvad kom Jylland hende ved? Hun længtes jo +nok — men hun havde ingen Penge! + +Var det Ondskab eller hjærteløs Ligegyldighed? Mer djævelsk en Sport +kunde i al Fald vanskelig tænkes end denne Kørsel med tomme Pladser. Det +var dem, der gjorde Farten saa rædselsfuldt levende — som var selve +Djævlen spændt for og pustende af Kaadhed slæbte dem af Sted gennem +Landet — derhen hvor Folk længtes! Det maatte være forfærdeligt at være +Konduktør og raabe Stationernes Navne ind til disse Pladser for de +skæbnesvangert efterladte! + +Og her gik Søster paa Gulvet, bleg og tynd i det! Der var ingen rigtig +Kraft i hendes lyse Haar, og naar hun blev ivrig, peb det i hendes +Luftrør med denne pinagtige Lyd, der var saa godt som uadskillelig fra +Fattigkvarterets Børn. Det var Baggaardenes fordærvede Luft, der +bestandig snakkede med nu — forstemmende som næsten alt hvad hans +Erkendelse lagde ind under sig. Hun manglede kun Sol — og hele Sommeren +havde den ødslet i ovenud Rundhaandethed; den gik bare hen over Hovedet +paa Fattigfolk — ligesom alt andet. Det havde været et enestaaende +jordbæraar, men de store Gartnere var blevet enige om at lade den halve +Afgrøde sidde og raadne paa Planterne — for at holde Prisen oppe og +spare Afplukningspenge. Og her gik Ungerne og hungrede efter Frugt, +vantrivedes fordi de ikke fik Del i den! — Hvorfor? ja noget +menneskeligt Svar gaves der ikke. + +Og igen — overalt det samme! Hvergang hans Tanke slog ned paa en eller +anden Samfundsindretning, aabenbarede det samme triste sig: et uhyre +rullende Materiel, der kun var beregnet for nogle faa og for en væsenlig +Del løb tomt. Og fra de tomme Pladser stirrede anklagende Øjne paa én, +syge og triste af Sult og Savn og skuffede Haab. Havde man først set +dem, kunde man ikke lukke Synet for dem igen. + +Undertiden slog hans Fantasi over, og han greb sig i at sidde og bygge: +Riger hvor man benyttede Jærnbanen eftersom man trængte til det og ikke +efter Pengepungen, hvor _de_ spiste Maden som var sultne, og de eneste +fattige var dem der ikke kunde unde andre noget. Men han bræmsede sig +haardt i det — det var for idiotisk! En Røst fra det usynlige havde +kaldt ham og hans ud i Dagen — og saa skete der ingenting! Det var blot +for at gække dem. + +Brun kom ofte ned og saa til ham, den gamle Bibliotekar savnede sin unge +Ven. + +„Hvorfor kommer De aldrig mere ind til os?“ sagde han. + +„Hvad skal jeg dér,“ svarede Pelle kort for Hovedet. „Fattigmand har +ingen Brug for Viden — han er evig fordømt.“ + +Han havde brudt med alt det dér og brød sig ikke heller om +Bibliotekarens Besøg; det var bedst enhver passede sig selv, de Store +var alligevel ikke Selskab for en som ham. Han gjorde sig ingen Umage +for at skjule det. Men Brun lod som ingenting; han var flyttet ud i +Frederiksberg Allé til Oktober Flyttedag og saa næsten hver Eftermiddag +ned om paa sin Vej hjem fra Biblioteket. Børnene passede paa at være +dernede ved den Tid, han havde altid noget med til dem. + +Hverken Pelle eller Ellen stillede ret store Fordringer til Tilværelsen +mere. De var faldet til Ro og færdedes resigneret ved hinandens Side som +et Par Arbejdsheste, der er vant til at dele Krybbe og Slid. Nu skulde +det have været store Ting at være færdig med det forbandede Laan, saa +man ikke gik med Livet i Hænderne bestandig; men selv det var for +urimelig en Fordring. Alt hvad man kunde rave og skrave sammen gik hver +Maaned i Aagerkarlen, og lige nær var man. Paa de 180 Kroner Pelle havde +faaet udbetalt, havde de nu ialt afdraget 120, og alligevel skyldte de +fremdeles 240. Det var Strafrenterne der løb paa, hver Gang de blot kom +en Dag eller to for sent med Afdragene — eller Pokker maatte vide hvad +det var? — En Skrue uden Ende var det i al Fald, som hele deres Liv +vilde pumpe alt, hvad de kunde skaffe til Veje, over i Aagerkarlens +Lomme. + +Men nu sagde Pelle stop. Han havde ikke betalt det sidste Afdrag, og +vilde ikke mere, saa fik det skabe sig saa galt det vilde. „Du skulde +laane af Hr. Brun og betale den Aagerkarl ud,“ sagde Ellen — „ellers +falder han bare over os og tager Stumperne.“ Men Pelle var stejl og +vilde ikke høre et fornuftigt Ord; Bevidstheden om, at en Snylter havde +sat sig godt til Rette paa ham og udsugede ham trods al hans Modstand, +gjorde ham ude af sig selv. De kunde bare prøve paa at røre hans Hjem! + +Da Aagerkarlen kom for at hente sit Afdrag, smed han ham paa Døren. +Ellers tog han alting med resigneret Ro, men naar dette kom paa Tale, +for han op og vidste ikke hvad han sagde. Ellen maatte tie stille og +lade det gaa sin Gang. + +En Eftermiddag sad han og arbejdede paa sin Plads lige under +Kældervinduet. Bibliotekaren sad paa Stolen inden for Døren, han havde +Børnene et paa hvert Knæ og fodrede dem med Dadler. Pelle passede sig +selv og dukkede sig sky over sit Arbejde, med et Udtryk som en Sindssyg, +der er bange for at nogen skal tale til ham. Hans Arbejde havde ikke den +gamle Appel og skred ikke for ham, der var kommet en forstyrret Tone +ind, naar han ikke straks kunde finde et Stykke Værktøj, blev han hæftig +og smed med Tingene. + +Brun sad og iagttog ham bekymret, men lod som han var optaget af +Børnene; en beklagende Mine vilde have faaet Pelle til at flyve i Flint. +Han gættede at det var galt med Pengene, men turde ikke tilbyde sin +Hjælp; hvergang han prøvede at indlede en Samtale, slog Pelle ham +tilbage med et snedigt Udtryk som sagde: Du gaar og snuser efter en +Lejlighed til at komme stikkende med dine Skillinger, men det skal blive +Løgn! — Et eller andet var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig +vel igen. + +En Droske stansede uden for Døren, tre Mænd steg ud og begav sig op i +Huset. Lidt efter kom Ellen styrtende ned paa Værkstedet. „Pelle, de er +her for at tage vore Ting!“ raabte hun grædende uden at ænse Brun. +Børnene stak i at tudbrøle, da de saa at Moderen græd. + +Pelle rejste sig og greb Hammeren. „Dem skal jeg snart faa herut!“ sagde +han med lav, sammenbidt Stemme og gik mod Døren. Han forhastede sig +ikke, gik med sænket Pande og saa ikke paa nogen. + +Brun tog ham haardt i Armen og stansede ham. + +„De glemmer, at der er noget der hedder Tugthuset!“ sagde han med en +besynderlig Betoning. + +Pelle saa overrasket op paa ham — det saa et Øjeblik ud som han skulde +slaa den gamle Bibliotekar ihjæl. Saa tabte han Hammeren ud af Haanden +og faldt sammen. + + + + + IX + + +Det hændte, at en eller anden Kammerat fra de gode gamle Dage faldt ind +om og vilde have Pelle med til Møde. Saa vaagnede gamle Kampminder i ham +— kanske var det alligevel dér Tampen brændte. Han smed Skødskindet og +gik med; Ellens Øjne fulgte ham til Døren, i Forundring over, at han +fremdeles vilde give sig af med det dér — efter det _han_ havde haft ud +af det. + +Men det var heller ikke dér! Han huskede den mægtige Gæring i Sindene +under Bevægelsens Kamptid, og syntes Spændingen var gaaet af dem. Kun +foran Valgene var Folk oppe, ellers gik de med hver sit, som havde der +aldrig været noget der hed en samlende Tanke. Organiserede var de alle, +men der var ikke noget nyt og stærkt i den Kendsgærning; de var saa at +sige født ind i Organisationen og forbandt ikke noget stort og løftende +med det. De gamle Fæller var mærkværdig afsvalede — de havde vel +opdaget, at Lykken ikke var hverken saa æventyrlig eller lige til. Det +var ikke længer bare at slaa Leddet op til Lykkeland og strømme derind, +der laa en lang og brydsom Vej for. Saa indrettede de sig paa deres eget +og afhændede den tvivlsomme Fremtid for smaa Fordele — som det +bestaaende straks slugte. + +Bevægelsen havde ikke grebet til Bunds; der var en Anklage mod ham selv +i det, den var ikke lagt bredt nok an. Allerede dengang var den gaaet +hen over Hovedet paa _Arkens_ Beboere, og nu sad der et stort +Proletariat tilbage med sine egne Forventninger til Fremtiden. Den gode +gamle Almue var spaltet i et Smaaborgerskab, der kun syntes optaget af +at indrette sig — og saa dette Proletariat. + +Men der var ikke noget nyt i det. Et Lag rykkede op og aabenbarede et +nyt nedenunder — saadan var det altid gaaet i Historien. Var det da evig +bestemt, at der paa Bunden af Tilværelsen skulde sidde en bestandig lige +talløs Skare af nedstødte, som bar Byrden af det hele — den store +Hungerreserve? Var det kun muligt at have det godt, naar man forstod at +skubbe Vanskelighederne nedad? — lige som man kunde forskyde Rynkerne i +et Stof, til de tilsidst ophobedes paa ét Sted! Ja det var det gamle +Spørgsmaal igen. Tidligere havde han sin lyse Tro at slaa Tvivlen ned +med, men nu kunde han ikke nøjes med et blindt Haab — han forlangte en +Udvej anvist. Var Bevægelsen løbet ud, fordi den startedes skævt, saa +havde man altsaa med haandgribelige Aarsager at gøre, og det hele lod +sig gøre om! + +Der var ogsaa andre i Færd med at tage det hele op fra Bunden, gennem +Peter Drejer traf han sammen med unge Mænd af en helt ny Type. Det var +Ungdom, der var dukket neden ud af Bevægelsen — skudt overraskende frem +af dens Bundfald — og nu kom og stillede ny fordringsfulde Krav til +Tilværelsen. Ad ukendte Veje var de naaet til samme Punkt som han selv, +og forlangte først og fremmest at være Mennesker. Jegets Hellighed +fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra +med at afkaste dem, røg og drak ikke — vilde ikke være Slaver af noget. +De holdt sig borte fra Bevægelsen og havde deres egne Samlingssteder ude +omkring Sønder Boulevard, hvor de læste og drøftede ny Samfundsformer. +Det var oplyste, vellønnede Arbejdere, som haardnakket delte +Proletariatets Vilkaar; fanatisk troende som gav deres Ugeløn bort, naar +de mødte en der var fattigere end de selv; hidsige Hoe’der, der gik og +ventede paa Revolutionen. Flere af dem havde siddet i Fængsel for +ophidsende Agitation mod Samfundsordenen. Der var ogsaa Folk fra Landet +imellem, Sønner af dem, der stod i Grøfterne og Tørvegravene derude. +_Den lille Mands Børn_ kaldte Morten dem. + +Her var endelig Afkommet efter dem, der havde gjort Bevægelsen med — +saadan skulde den forløbe. Ved Nøjsomhed holdt de sig fri af +Kapitalismens besnærende Midler, de foragtede den smaaborgerlige Hang +til Komfort og var altid parat til Handling. I dem var Opbruddet i al +Fald en Kendsgærning! + +De vilde gerne have fat i Pelle. — „Kom over til os!“ sagde Peter Drejer +ofte. + +Men Pelle var ikke nem at lokke ud, han havde sit Hjem, dér gemte han +sig som en Snegl i sit Hus. Denne lille Verden paa fem Mennesker _havde_ +han Ansvaret for — og ikke engang den havde han formaaet at betrygge. +Hans Kræfter og Flid forslog ikke engang til at holde ét lille Hjem oven +Vande, der maatte en Velgører til! Det var ikke Tiden at gaa og pleje +sin egen Ærekærhed, hvor det galdt Kone og Børn, og nu det hele var +ordnet, følte han sig inderlig taknemmelig mod den gamle Bibliotekar. +Men en beskæmmende Kendsgærning var det ligefuldt, som ikke opfordrede +til at give sig af med de tusend Hjems Affærer. + +De unges voldsomme Ord skræmte ham ogsaa. Han havde Opbruddet i sig +ligesom de, men mødte med andre Erfaringer. Fra han kunde krybe, havde +han tumlet med sig selv for at faa sig læmpet ind i den store +Sammenhæng; selv Fængselslivet havde ikke sat ham udenfor, men blot +føjet ham endnu tættere ind i Helheden. Han havde ingen Anlæg for at +hugge Knuden over, men forlangte stædigt, at den skulde løses. + +„Det er skidt med dig, for du kan ikke hade,“ sagde Morten og de andre, +naar de prikkede til ham. Nej Kulden i hans Sind var som Nattefrost, den +smæltede ved den første Solstraale. Naar han saa tilbage, var der +forsonende Baand, som holdt det hele sammen trods alt ondt; og nu sidst +havde jo den gamle Bibliotekar givet ham Føling med det gode paa den +anden Side Kløften ogsaa. Han var faldet til Ro paa sin Skomagerstol +igen, og lod sig ikke jage op af de andres Utaalmodighed men saa ud, som +havde han en hel Evighed at afvikle sit i. + +Søster gik gærne nede hos ham og fyldte Værkstedet med sin Pludren. Ved +Ottetiden, naar det begyndte at dages, hørte han hendes stolprende Trin +i Trappen, og saa blev hun hos ham, til Ellen om Aftenen med Magt tog +hende op for at lægge hende i Seng. Hun slæbte alt Værktøjet sammen og +stablede det op foran ham paa Disken, saa han ikke kunde røre sig; det +kaldte hun at hjælpe til. Bagefter hvilede hun sig og stod med Hænderne +paa Kanten af Disken og underholdt ham. „Søster er flink,“ sagde hun +anerkendende og pegede tilfreds paa sit Værk. „Stor Pige.“ Og hvis han +ikke svarede, gentog hun det; hun helmede ikke, før han havde rost +hende. + +„Ja flink er du! men kan du saa sætte Sagerne paa Plads igen,“ sagde +Pelle. + +Barnet rystede paa Hovedet. „Søster er træt,“ erklærede hun afgørende. +Straks efter kom hun med endnu et Stykke og skubbede det langsomt op paa +Bunken, mens hun holdt Øje med hans Ansigt for at se, om det ogsaa gik +an. „Søster hjælper til,“ gentog hun forklarende — „hun gør!“ Pelle lod +som han ikke hørte det. + +Der var Ro for hende en Stund, men saa kom hun slæbende med Forklædet +fuldt af kasseret Fodtøj, som hun havde trukket frem bag Kakkelovnen. +Han prøvede at se bister ud, men maatte bøje sig ned over sit Arbejde. +Det gjorde den lille usikker, hun tømte Forklædet ud paa Forhøjningen og +satte sig ned paa Hug med Hænderne paa de smaa Knæ for at fange hans +Udtryk. Det var ikke tilfredsstillende, saa rejste hun sig op og lagde +Hænderne paa hans Ben. „Far, du er dygtig,“ sagde hun og saa ham +indsmigrende op i Ansigtet. „Du kan alting — du er den dygtigste i hele +Verden.“ Og efter en lille Pavse. „Vi to er lige dygtige — ikke Far?“ + +„Hov, slap det dér ud?“ udbrød Pelle. „Der er nok en af os, der er +vigtig!“ + +„Det er ikke mig,“ svarede Ungen afgjort og virrede med Hovedet. + +„I har det nok godt sammen,“ sagde Ellen, naar hun kom ned med Svend +Trøst paa Armen for at hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun +pressede sig om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og Svend Trøst +sparkede for at komme ned paa Gulvet, i Lag med Læsterne. „Ja, saa +bliver vi her allesammen,“ sagde Ellen og satte sig ned. + +Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde taget paa hende. Hun +talte ikke mere om Fremtiden, men var glad til, at de var sluppet ud af +Aagerkarlens Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille, lidt +forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget bedre, men gik og var +taknemmelig; og Pelle syntes, at der døde noget bort i hende sammen med +Utilfredsheden. Det var, som om hun endelig havde givet alt sit; +Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde hende glansløs og almindelig. +„Hun trænger til Sol,“ tænkte han. + +Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres Søgen efter en Vej ud til +Fremtiden, rent monomant, i det samme Spor de hundrede Gange havde +traadt. Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte blot, at de +stadig tærskede Langhalm paa Problemet. Inden for Faget gaves der ingen +Udvej; der var kun Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede sig +ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre Muligheder op, vendte +Tankerne af sig selv tilbage til Trebenen — som en strejfende Hund, der +bestandig kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der var noget i +ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde ham og hans Fag solidariske — +trods dets Haabløshed; dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde +Spørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme ligger den Erkendelse, at +der er nedlagt Plan og Perspektiv i hans Tilværelse ogsaa — det og det +er saadan, fordi det maa være saadan. Og den Erkendelse havde Pelle +ingen Grund til at afhænde. + +Han gik og blev ør af Tankernes bestandige Masen med det samme og det +samme, men det blev ved som en Besættelse, kørte meningsløst med ham +naar han sov, og tog ham saasnart han vaagnede. Der var en gammel Drøm +som haardnakket besatte ham i denne Tid, en ungdommelig forglemt Ide fra +hans aller første Deltagelse i Rejsningen, Udkastet til det +Fællesværksted, som skulde gøre Hofskomageren overflødig. Dengang blev +Planen lagt til Side som umulig, men nu kastede han sig igen over den og +gik den igennem Led for Led. Han kunde sagtens finde nogle dygtige og +paalidelige Fagfæller, som vilde staa Last og Brast med ham om Arbejde +og Udbytte; og Disciplinen vilde ingen Vanskeligheder volde, Arbejderne +havde i de forløbne Aar lært at underordne sig deres egne. Her var en +Udvej for Smaamanden til igen at gøre sig gældende inden for Faget og +komme med i Udviklingen; hvad én ikke ævnede, kunde de ved at slutte sig +flere sammen: udnytte den moderne Teknik og leddele Arbejdet. Han +indrettede det hele omhyggeligt, gik det efter forfra og forfra for at +sikre sig, at hver Enkelthed holdt. Naar han sov, drømte han om sin +Andelsvirksomhed, og saa var den en Kendsgærning. Han stod og arbejdede +i et lyst Lokale mellem lutter Kammerater, der var ingen Herre og ingen +Tjener, Maskinerne snurrede, og Kammeraterne sang og fløjtede, mens de +passede dem. De havde kort Arbejdstid og lykkelige Hjem, der ventede dem +allesammen. + +Det var drøjt at vaagne op og erkende Virkeligheden. Ak, alle Verdens +dygtigste og flittigste Hænder formaaede ingenting i deres eget Fag — +ikke saa meget som at sy et Sting — før Kapitalen satte dem i Gang. Hvis +den nægtede sit Samtykke, kunde de ikke udrette noget som helst, men var +som afhuggede paa et Brædt. + +Maskinerne kostede Penge. Pelle kunde faa dem hos Brun, den gamle havde +ofte nok tilbudt ham Kapital til at starte et eller andet. Men han +skyldte ham allerede Penge, og hvis nu Kapitalen rendte hans Foretagende +ned. Den var paa sin Post og taalte ikke den Slags Virksomheder ved +Siden af sig. Der var kommet Usikkerhed over ham, han turde ikke vove +Indsatsen. + +Den gamle Filosof kom næsten daglig, Pelle var blevet en Del af hans +Tilværelse, han fulgte med Bekymring sin unge Vens Tilstand. Var det +Fængslet — eller kanske Bøgerne — som havde forvandlet denne unge Mand, +der engang gik hensynsløst paa som et Stormvejr, til en Nøler, der ikke +kunde træffe et Valg? Personligheden blev af tvivlsom Værdi, naar den +voksede paa Bekostning af Handleævnen! Den gamle havde netop haabet, at +den skulde udfolde større Energi ved at plantes over i en ny og uberørt +Jordbund, og prikkede til Pelle for at rive ham op af hans +Dvaletilstand. + +Saa rykkede Pelle utaalmodigt paa sig. Fra alle Sider prikkede de til +ham, og vilde, at han skulde træffe et Valg — og han kunde ikke se sin +Vej! Ja vist laa han i Døs — han mærkede det godt selv. Han følte sig +som en, der er hamram, og forlangte Ro — hans Væsen arbejdede for ham +derude i det uvisse. + +„Jeg ved jo ingenting,“ sagde han halv irriteret — „hvad kan det saa +nytte? Jeg troede Bøgerne skulde føre mig frem til et Sted, hvorfra jeg +kunde samle det hele, men nu er jeg bare vild paa Kareten. Jeg er blevet +for klog til at gaa blindt paa, og ikke klog nok til at finde den Tap +hvorom det hele drejes. Ligemeget hvad jeg rører ved, saa opløser det +sig i noget _for_ og noget _imod_.“ Han lo fortvivlet. + +En Dag gav Brun ham en Bog. „Dette Værk har tilfredsstillet mange, der +søgte Sandheden!“ sagde han med et eget Smil. „Lad os nu se, om det +ogsaa kan stille Dem tilfreds.“ Det var Darwins _Kampen for +Tilværelsen_. + +Pelle læste som i en Taage. Her var Punktet jo, det hele vældigt +sammenfattet til én Sætning! Det kogte i hans Hjærne, han kunde ikke +lægge Bogen fra sig, men blev ved at læse hele Natten, tryllebunden og +forfærdet over dette ubarmhjærtige Udsyn. Da Ellen forundret kom ned med +Morgenkaffen, var han ude af Bogen; han svarede ikke paa hendes venlige +Bebrejdelser, men skyllede tavs Kaffen i sig. Saa tog han sin Hat og gik +ud i de øde morgentriste Gader for at svale sit hede Hoved. + +Det var meget tidligt, Arbejderne var ikke begyndt at rykke ud endnu; +ved Morgenbeværtningerne var man i Færd med at tage Skodderne fra. +Varmtklædte Sporvejsfolk trampede gennem Gaderne i deres træbundede +Støvler, sjaskede forkomne Kvinder piskede i snublende Løb afsted til +deres tidlige Gerning, smaablafrende af Kulde og Lede ved Tilværelsen. +De var trætte, endnu før de fik begyndt Dagen. Her og der asede en +forsinket Kvinde over Gaden med en Tøjkurv foran sig — en Moder der +slæbte sit Barn paa Vuggestuen, før hun gik paa Arbejde. + +Og pludselig kom Oprøret over ham, hæftigt, næsten som et +Kvælningsanfald. Denne grufuldt kolde Lære om den Stærkeres Ret, der gav +ham Valget mellem at blive brutal eller gaa til Grunde — det var altsaa +Nøglen til Livets Forstaaelse? Den fældede jo paa Forhaand +Dødsdommen over ham og hans Fæller — over hele den endeløst store +Fattigmandsverden. Set herfra var den bestaaende Tilstand jo den eneste +mulige — den var simpelthen ideel; Udsvederen og Aagerkarlen, som han +gik og hadede, var i den mest harmoniske Overensstemmelse med Livets +Grundlov! Og det forfærdelige var, at Samfundet laa klart belyst fra +dette Synspunkt — han kunde ikke nægte det. Den der bedst forstod at +tillæmpe sig efter det bestaaende, han sejrede; ligegyldigt hvor gement +det bestaaende saa var. + +Bogen kastede paa én Gang blændende Lys ind over Samfundet; men hvor var +hans egne henne i denne Lære, alle de smaa? de regnedes nok ikke med! +Samfundet var altsaa i Virkeligheden kun de besiddende, og her havde han +deres Religion, det moralske Rygstød for den hensynsløse Udbytning. Det +havde altid holdt svært at forstaa, hvordan Mennesker kunde misbruge +andre; men her var det jo en hellig Pligt at give Stene for Brød. Den +største Strugler var i Grunden Livets hellige Moderhjærte nærmest, han +var jo udset til at bære Udviklingen videre. + +De fattige havde ingen Andel i denne Lære. Naar der var en daarlig +Arbejder i et Sjak, pressede de andre ham ikke, saa han maatte gaa til +Bunds — ikke engang naar han selv var Skyld i sin Uformuenhed. De tog +ham med, lagde Sten paa hans Skifte og slog den sidste Ende af hans +Skaar — de fattige lod ikke den svage falde, men tog ham under Vingen. +De satte sig selv uden for Loven — og uden for Chancen! med en saaret +Kammerat paa Nakken klarede man sig ikke i Kapløbet. Men der laa heri en +Erkendelse af, at de ikke hørte med i det bestaaende, men havde Ret til +at kræve deres egen Lykketid. Der maatte komme en ny Tid, hvor alt det, +der behøvedes, for at de kunde være med — Hjærtets Godhed, Solidariteten +— blev raadende. Selve det store Sammenhold han havde været med til at +rejse, varslede altsaa alligevel i den rigtige Retning. Det havde været +det modsatte af én mod alle — Gensidighedens Lov havde det bygget paa. + +Og Fattigper var nok ikke et stakkels Skrog, der var dømt af Udviklingen +til at gaa til Grunde, en Fantast, der gik og drømte Utopien som Følge +af en tom Mave. Pelle havde levet sin Barndom ude i Naturen og færdedes +med den øvrige Skabning i al Slags Vejr. Han havde set de smaa Sangfugle +kaste sig mod Høgen i hele Byger, naar den havde røvet en af dem — og +forfølge den til den fortumlet slap sit Bytte. Naar han fangede en Myre +i et spaltet Halmstraa, styrtede de andre Myrer løs paa Straaet og +gnavede Kammeraten fri; de var ikke til at skræmme bort. Slog han efter +dem, stænkede de deres Gift op mod hans Haand og arbejdede videre. Deres +Tapperhed morede ham, Giftstænkene vare saa bitte smaa, at han ikke +kunde se dem; men ved hurtig at føre Haanden op til Næsen indfangede han +en syrlig stikkende Lugt. Hvorfor lod de ikke Kammeraten i Stikken, de +som var saa mange og havde saa travlt? De holdt ikke engang Maaltid, før +de havde befriet ham. + +Fattigper fik holde fast ved Sammenslutningstanken — han havde grebet +rigtigt dengang! Og nu med et vidste Pelle, hvor Vejen laa. Stod de uden +for det bestaaende og dets Love, hvorfor saa ikke indrette sig deres +egen Verden over de Love, der nu engang var deres? Gennem +Organisationerne var de opdraget til at kunne styre sig selv, det var +snart paa Tiden de overtog deres egen Tilværelse. + +De unge Oprørere holdt sig fri af Pengemagten ved at undvære, men det +var ikke Vejen; Kapitalen prækede altid Nøjsomhed for de fattige. Han +vilde gaa den anden Vej og erobre Frembringelsen ved en stor omgaaende +Bevægelse. + +Nu var han ikke bange for at anvende Bibliotekarens Penge — der fandtes +ikke Tvivl skabt i ham. Han var lysende klar og saa i store Træk en +verdensomspændende fredelig Revolution, som skulde vende op og ned paa +alle bestaaende Værdier. Pelle vidste, at Fattigdommen ikke er begrænset +af noget Fædreland; han havde en Gang før baaret en ubetvingelig Ide +frem. Hans Andelsvirksomhed _maatte_ blive Udgangspunktet for en +Verdenskamp mellem Arbejdet og Kapitalen! + + + + + X + + +To Dage senere gik Pelle og Bibliotekaren ind i Frederiksborggade og saa +paa en Forretning, der var til Afstaaelse. Det var en lille Historie paa +en halv Snes Arbejdere, med elektrisk Værksted i Kælderen og Butik oven +over. Det hele kunde faas for Overtagelse af Lager og Maskiner efter +Vurdering. Huslejen var lidt stor, men ellers var det billige Vilkaar. + +„Jeg tænker, vi ordner det saadan, at Anskaffelses- og Driftskapitalen +forrentes og amortiseres ligesom et 4% Kreditforeningslaan,“ sagde Brun. + +„Det er billige Penge,“ svarede Pelle. „Et godt Resultat vil jo ikke +sige saa meget om Forholdene, naar vi ikke har lige Vilkaar med andre +Virksomheder.“ + +„Ikke særlig billige! Til den Pris kan man faa lige saa mange det skal +være mod god Sikkerhed — og Arbejderen bør vel anses som den fineste +Sikkerhed i et Foretagende, der bygger paa Arbejdet,“ sagde den gamle +smilende — „der vil blive stort Diskontofald, naar De kommer til Magten, +Pelle! Forresten koster den nøgne Kapital ikke mere nu heller — naar der +da ikke snyltes paa den. Og Snylterne er det jo netop vi skal til Livs.“ + +Ja, Pelle havde ikke noget imod de billige Penge, der kunde blive nok at +slaas med endda. Kom der Gang i det, varede det nok ikke længe, før +Privatspekulationen erklærede ham Krig! + +De var enige om, at de ikke vilde have noget med Agenter og Udsalg at +gøre; Virksomheden skulde hvile helt i sig selv og staa i direkte +Forbindelse med Forbrugerne. Hvad der lavedes paa Værkstedet, skulde +blot dække Omkostningerne til Butiken ovenpaa; Resten af Overskuddet +skulde fordeles mellem Arbejderne. + +„Efter hvilke Regler?“ spurgte Brun og saa forskende paa Pelle. + +„Lige!“ svarede han uden at betænke sig — „vi vil overhovedet ikke have +noget med Akkord at gøre. Det var et stort Fejlgreb, dengang vi rejste +Bevægelsen, at vi kælede for Akkordsystemet i Stedet for helt at +afskaffe det. Det har fremmet Uligheden. Enhver, der arbejder, har Ret +til at leve.“ + +„Tror De den dygtige Arbejder vil finde sig i at dele lige med den, der +er mindre dygtig?“ spurgte Brun betænkelig. + +„Det skal han lære!“ svarede Pelle fast. „Hvordan skal han ellers kunne +gøre gældende, at alt Arbejde er lige værdifuldt.“ + +„Mener De da selv det?“ + +„Absolut. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel paa f. Eks. Lægen og +Kloakrenseren! Hvem af dem, der gør mest Nytte for Sundheden er umuligt +at sige — det afgørende maa blive, at enhver udretter, hvad han kan.“ + +„Udmærket,“ udbrød Brun — „udmærket!“ Den gamle Filosof var rigtig i +Humør. — Pelle havde anset ham for kejtet og livsfjærn og var forbavset +over, saa praktisk et Blik han havde for mange Ting. + +„Det er fordi dette her er noget nyt,“ sagde den gamle og gned sig i +Hænderne. „Det gamle var jeg færdig med, før jeg kom til Verden; der var +ikke noget, der æggede mig — jeg var degenereret hed det. Jovist! Nu +skal den gamle Bogorm alligevel vise sine Aner, at der flyder +handlekraftigt Blod i hans Aarer ogsaa. Nu har vi to fundet det Sted, +hvorfra Verden vippes, min kære Pelle — jeg tror, vi har fundet det! Og +nu maser vi paa.“ — — + +Ja, der var nok at tage i. Men nu var det Realiteter, og Pelle havde en +behagelig Følelse af igen at have Fødderne paa Jorden. Dette var +alligevel noget andet end at ride ensom gennem Rummet paa sin egen +Tanke, med bestandig Fare for at falde ned; her brød han sig sin Vej saa +at sige med Hænderne. + +Det var blevet ordnet saaledes, at Forretningens Ejer drev den en Tid +endnu, mens Pelle satte sig ind i det hele, lærte Maskinerne at kende og +lærte Bogføring. Han var paa Færde bestandig, brugte sin Dag vel og sov +som en Sten om Natten. Hjærnen stod ikke længer og klaprede som en Kedel +i bestandigt Kog, Søvnen slukkede under den ogsaa. + +Det galdt om at blive et Hold, der fuldt ud kunde stole paa hinanden, og +Pelle sagde resolut dem blandt Kammeraterne op, der ikke egnede sig til +at arbejde under ny Former, og antog andre. + +Den første, han henvendte sig til, var Peter Drejer. Ellen raadede fra. +„Du ved jo, han er paa Kant med Politiet,“ sagde hun — „du kan saamænd +faa nok at slaas med endda.“ Men Pelle trængte til at have en ved sin +Side, der ævnede at se nyt paa Tingene og havde fuld Forstaaelse af, +hvad det drejede sig om; Egoister duede ikke. Og dette maatte netop være +noget for én, der var udtilbens med alt det gamle. + + * * * * * + +Han havde været paa Bogholderikursus og kom hjem for at spise; Ellen og +Svend Trøst var i Byen, men hun havde sat Mad af til ham. Han spiste for +Nemheds Skyld i Køkkenet, sad oppe paa Køkkenbordet — og læste imens i +en Bog om Regnskabsføring. + +Inde i Stuen sad Lasse Fredrik og lærte Lektier, med begge Hænder for +Ørerne for rigtig at lukke Verden ude. Men det var ikke saa nemt, for +Søsteren havde en løs Tand, og hans Fingre kløede efter at komme i Lag +med den. Hvert Øjeblik afbrød han Læsningen og tilbød hende et eller +andet, hvis han maatte trække den ud; Benene gik paa ham under Bordet, +han var helt syg. Men Tøsen svarede hele Tiden: „Nej, Far skal!“ + +Saa opgav han at gaa hæderligt til Værks og søgte at komme bag paa +hende. Og endelig fik han hende saa vidt overlistet, at hun lod ham +binde en Traad om Tanden og gøre den fast i Dørgrebet. „Saa, nu skal +Traaden bare brændes over,“ sagde han og tændte en Lysestump — „ellers +kan Far aldrig faa Tanden ud. Det løsner gevaldigt!“ Han snakkede løs om +alt muligt for at aflede Opmærksomheden ligesom en Taskenspiller — og +stak pludselig Lyset op i Næsen paa hende, saa hun i en Fart maatte +trække Hovedet til sig. „Se her er Tanden!“ raabte han triumferende og +viste Søsteren den. Men hun brølede i vilden Sky. + +Pelle sad og hørte det hele, men spiste roligt videre, de maatte selv se +at affinde sig med hinanden. Lidt efter var Lasse Fredrik i Gang med at +plastre paa sin Bedrift, han snakkede godt for Anna og gav hende Legetøj +for at faa hende i Humør igen. Da Pelle kom ind, laa de paa Maven med +Hovedet inde under Sengen. De havde kastet Tanden helt ind til Væggen og +raabte i Kor: + + Mus, Mus! + Giv mig en Guldtand + i Stedet for en Bentand! + +„Skal du noget nu, Far?“ spurgte Barnet og kom hen til ham. + +Ja Pelle skulde baade det ene og det andet. + +„Du har altid saa travlt,“ sagde hun fortrydelig. „Bliver du ved med det +hele dit Liv?“ + +Det gav et Stik i Pelle. „Nej jeg har ikke saa travlt,“ sagde han +hastigt — „jeg kan godt blive lidt hos jer. Naa, og hvad skal vi saa +finde paa?“ + +Lille Anna tog sin store Kludedukke frem og begyndte at stille Stole an. + +„Nej, det er der ikke noget ved,“ sagde Lasse Fredrik. „Fortæl hellere +om dengang du vogtede Kør, Far! — om den store gale Tyr!“ + +Saa fortalte Pelle løst og fast fra sin Barndom, om Tyren og Lassefar, +den store Stengaardsbonde og Farbror Kalle med de tretten Børn og det +glade Sind. Den store Gaard, Landlivet, Stenværket og Havet — det var +som en Æventyrbog for de to Brostensbørn; Pellepøjkens Kamp med de store +Stude om Herredømmet, hans vidunderlige Erobring af 25-Øren — det ene +var mere spændende end det andet. Og mest spændende af det hele var +Fortællingen om Kæmpen Erik, der blev slaaet til Idiot. „Det var dengang +det,“ sagde Pelle og nikkede. „Nu gaar det nok ikke saadan til.“ + +„Hvor har du oplevet meget,“ sagde Ellen, som imens var kommet hjem og +sad og strikkede. „Det er næsten ikke til at forstaa, hvordan du har +begaaet dig, saa lille du var. Hvor vilde jeg gærne have set dig!“ + +„Far er rigtignok stor!“ udbrød Søster anerkendende. + +Men Lasse Fredrik var lidt mere forbeholden. Det var saa kedeligt altid +at stikke op, og han vilde gærne have Plads for en Parentes om egne +Bedrifter. „Ved du hvad? der holder et stort Læs Korn nede i Porten hos +Vognmandens,“ sagde han for at godtgøre, at han ogsaa var med paa +Landlivet. + +„Det er ikke Korn,“ sagde Pelle — „det er Hø — Kløverhø. Kender du ikke +engang Korn?“ + +„Vi kalder det nu Korn,“ svarede Drengen selvsikkert. „Og det er ogsaa +Korn, for der er saadan nogen Duske paa Enderne.“ + +„Aksene mener du! Men det er der ogsaa paa det grove Græs — og Kornet +stammer for Resten fra Græsset. Har du aldrig været ordenlig paa +Landet?“ + +„Vi skulde jo have været ud og blevet en hel Uge. Men saa var’et, det +gik skidt med Mors Arbejde. — Men jeg har været helt ude i Dyrehaven.“ + +Pelle begreb med ét, hvor meget Børnene maatte gaa Glip af ved at leve +deres Liv herinde paa Stenbroen. „Mon vi ikke skulde tænke paa at flytte +uden for Byen,“ sagde han om Aftenen, da han og Ellen var ene. + +„Hvis du synes det,“ svarede Ellen. Selv havde hun ingen Trang til at +komme paa Landet, hun nærede en instinktmæssig Rædsel for det som +Opholdssted. Det med Børnene forstod hun heller ikke; der var dog saa +mange Børn, der klarede sig udmærket herinde, og dumme Bønder vilde han +vel ikke have de skulde være. Men naar han syntes det, var det vel det +rette — han plejede at faa Ret i sit. + +Saa var det sandelig ogsaa paa Tiden, de fik sagt op — der var kun en +god Maaned til April Flyttedag. + +Om Søndagen pakkede de Barnevognens Magasin og gjorde Ture ud i Byens +Omegn — ligesom i gamle Dage, da Lasse Fredrik var Enesten og sad i +Køretøjet som en lille Tronfølger. Nu tog han et godt Tag i Vognen, hvor +Svend Trøst sad og bredte sig; naar Søster blev træt, anbragtes hun paa +Forsmækken med nedhængende Ben. De tog i en ny Retning hver Gang og kom +til Steder, som ikke engang Lasse Fredrik kendte. Lige inde under Byens +høje Bagside kunde der ligge hyggelige gamle Frugthaver skjult med en +lav straatækt Bygning midt i, som tydelig nok engang havde været +Stuehuset til en Bondegaard. Man dumpede tilfældigt midt ind i det fra +en eller anden Sidevej og opdagede, at Byen var i Færd med at rejse +Kaserner uden for den lille Idyl ogsaa, og spærre den inde. Naar det var +Solskin, slog de sig ned paa et Dige og spiste; Pelle og Lasse Fredrik +kappedes om at gøre Kraftkunster i det visne Græs, og Ellen ledte efter +Vintergrene til at pynte med hjemme. + +Paa en af Udflugterne kom de over en sumpet Strækning, hvor der voksede +Pilekrat, bagved hævede Agerlandet sig. De fulgte Markvejene paa maa og +faa og kom op forbi et ubeboet, noget forfaldent Hus, der laa midt paa +det stigende Land med Udsigt ned over København; det var omgivet af en +stor tilgroet Have. Paa et gammelt frønnet Brædt stod der: Til Leje! men +hvor Huset anvistes fra, stod der ikke. + +„Saadan et Hus er det akkurat, du ønsker dig,“ sagde Ellen. Pelle var +stanset. + +„Det kunde være morsomt at se det indvendig,“ sagde han. „Nøglen faas jo +nok paa Gaarden deroppe.“ + +Lasse Fredrik løb op til den gamle Bondegaard, der laa lidt længere +inde, paa Toppen af Bakken, for at spørge. Lidt efter kom han tilbage i +Følge med Gaardmanden selv, en bleg forvaaget yngre Mand, der gik med +opstaaende Flip og røg Cigar. + +Huset hørte til Bakkegaarden og var bygget til Aftægtsbolig for den +nuværende Ejers Forældre. De gamle Folk havde haft den pudsige Ide at +kalde det _Gryet_, Navnet stod malet paa den østlige Gavl med store +Bogstaver. Huset havde staaet ledigt lige fra de døde for nogle Aar +siden, og saa underlig afsjælet ud; Ruderne var slaaet ud og lignede +brustne Øjne, Gulvene var helt overgroet med Snavs. + +„Nej, det synes jeg ikke om!“ sagde Ellen. + +Men Pelle viste hende, at Huset var godt nok, Døre og Vinduer lukkede +tæt, det hele trængte blot til en Overhaling. Der var fire Værelser og +Køkken forneden og nogle Værelser ovenpaa, deraf var det ene et stort +Kvistværelse mod Syd. Haven var en Td. Land stor, og ude i Gaarden laa +et Udhus, hvor der var Indretning til Høns og Kaniner. Lejen var 400 +Kroner. + +Pelle og Lasse Fredrik havde travlt, de travede det hele igennem Gang +paa Gang og gjorde de vidunderligste Opdagelser. Men da Pelle hørte +Prisen, blev han nøgtern. „Saa kan vi lige saa godt opgive det,“ sagde +han. + +Ellen svarede ikke paa det, men paa Hjemvejen regnede hun efter for sig +selv — hun kunde se paa ham, hvor skuffet han var. „Det bliver 15 Kroner +mere om Maaneden, end vi nu sidder for,“ udbrød hun pludselig. „Men hvis +nu Haven kunde give noget — og vi holdt Høns! Kanske kunde vi ogsaa leje +det øverste ud møbleret.“ + +Pelle saa taknemmeligt paa hende. „Jeg vil tage mig paa at faa for flere +Hundrede Kroner ud af Haven,“ sagde han. + +Ellen var bange for, at der holdt Bøller til derude omkring, saa det var +derfor, Huset ikke kunde blive lejet ud. + +„Dem smækker vi bare en, saa de triller,“ svarede Lasse Fredrik rask. +„Eller ogsaa kan vi faa Dronning Therese til at be’ dem passe sig selv — +hende har de Respekt for.“ + +De var dygtig trætte, da de kom hjem, der var alligevel et godt Stykke +Vej ud. „Det er langt borte fra alting — du maatte da se at faa dig en +brugt Cykle,“ sagde Ellen. Pelle forstod pludselig af Klangen i hendes +Stemme, at hun selv vilde blive ensom derude. + +„Det er bedst, vi slaar det ud af Hovedet og finder os en Treværelses +Lejlighed herinde,“ sagde han. „Det andet er alligevel upraktisk.“ + +Da han næste Dags Aften kom hjem fra Værkstedet, havde Ellen en +Overraskelse til ham. „Jeg har været ude og taget Huset paa Haanden,“ +sagde hun. „Der er alligevel ikke saa langt ned til Sporvognen, og vi +faar det for 300 Kroner det første Aar. Manden lovede at sætte det hele +godt i Stand til Flyttedag. Er du saa ikke glad?“ + +„Jo — hvis du blot kan finde dig tilfreds i det,“ sagde Pelle og tog om +hende. + +Børnene var henrykte. De skulde bo derude i den blændende Verden, som +man ellers kun kiggede ind i ved meget festlige Lejligheder, færdes der +til Hverdag og spise medbragt Mad i det Grønne altid. + +Otte Dage efter flyttede de ud. Pelle syntes ikke, der var Raad til at +leje Folk til Flytningen. Han laante en firhjulet Trækkevogn — den +samme, som havde ført Ellens Stumper hertil fra Kapelvej — og i Løbet af +Lørdag Aften og Søndag Morgen kørte han og Lasse Fredrik Sagerne ud. +Dronning Therese gav Ellen en Haand med Indpakningen. Det sidste Læs gik +det i en Fart med, man maatte være ude af Byen inden Kirketid. De halv +løb med det, Svend Trøst var anbragt i en Balje oppe paa Toppen af +Læsset, bagefter det fulgte Ellen med lille Anna, og allersidst den +tykke Dronning Therese med nogle Potteplanter, som endelig maatte +skaanes — det var et helt Optog. + +Dagen gik med et forfærdeligt Rod. Der var gjort elendigt rent, Ellen og +Dronning Therese maatte gaa det hele efter igen. Naa, det var jo, hvad +man var belavet paa! Naar man flyttede, maatte man altid gøre to +Lejligheder rene, den man forlod, og den man rykkede ind i. +Reparationerne var der heller ikke gjort meget ved — og det var ogsaa, +hvad man var vant til. Husværter var nok ens Jorden over. Gøre Vrøvl +skulde lidt nytte, nu var man der engang, og Kontrakten var +underskreven. Pelle fik selv se at gøre lidt ved det efterhaanden. + +Henad Aften var Huset saa vidt i Orden, at der kunde soves i det. „Nu +gør vi ikke mere i Dag,“ sagde Ellen — „man skal dog ogsaa vide, det er +Søndag.“ De flyttede Stole uden for Havestuedøren og spiste ude; Pelle +havde lagt en gammel Dør over en Tønde, det var Bordet. Hvergang +Dronning Therese lagde sig frem med Albuerne paa Bordet, truede det hele +med at vippe; og saa hvinede hun. Hun var fra en Præstegaard og sad og +blev helt vemodig til Sinds. „Saadan har jeg ikke siddet og spist uden +for en Havedør, siden jeg rendte hjemme fra som femten Aars Tøs,“ sagde +hun og tørrede Øjnene. + +„Det Skind,“ sagde Ellen, da de havde fulgt hende paa Vej ned mod +Sporvognen — „hun har rigtignok prøvet noget. Der er ingen, der bryder +sig om hende andre end vi.“ + +„Er hun virkelig en Præstedatter?“ spurgte Pelle. „Kvinder af hendes +Slags giver sig altid ud for noget fint — som er kommet i Ulykke.“ + +„Jamen det er rigtig nok. Hun løb hjemme fra, fordi der ikke var til at +være — hun maatte ikke le men skulde altid bede og tænke paa Vorherre. +Hendes Forældre har forbandet hende.“ + +De gik en lille Tur ind bag om Gaarden for at se Aftenhimlen. Ellen +snakkede løs, allerede nu havde hun tusind Planer for. Hun vilde plante +mange Bærbuske og anlægge Køkkenhave; Høns og Kaniner skulde de have +mange af. Og til næste Sommer vilde hun have tidlige Grønsager, som +kunde sælges inde i Byen. + +Pelle gik og hørte halv efter, mens han stirrede ind i den hvidglødende +Aftenhimmel, der med sine løbende Ildlinjer kunde ligne en fjærn +Steppebrand. Der var lykkelig tyst om ham og inde i ham selv ogsaa — han +var højtidelig stemt, og følte det, som om han efter Aars Fravær igen +betraadte Barndommens Land. Mulden trykkede ham blødt og kendt under +Fødderne; det var som et Kærtegn, der satte Kræfter op i ham og gjorde +Livet nyt. Herude — med Fødderne i Mulden — følte han sig uovervindelig. + +„Du er saa tavs,“ sagde Ellen og tog hans Arm for at gaa ved Siden af +ham paa Diget. + +„Jeg er til Mode, som om jeg lige havde faaet dig til Brud,“ sagde han +og slog Armene stærkt om hende. + + + + + XI + + +Hver Morgen kom Brun ind og saa til Virksomheden, inden han gik til +Biblioteket; han var meget optaget af den og kom til at se yngre ud. +Bestandig pressede han paa og kom med Forslag til Udvidelser. „Behøves +der Penge, saa sig bare til,“ sagde han. Han længtes efter at se +Virkningen af dette ny, og spurgte stadig Pelle, om han mærkede til +noget. Da han hørte, at Skotøjsfabrikanterne havde holdt Møde for at +tage Stilling til Foretagendet, lo han og vilde have Dampen sat +yderligere op — ligeglad med hvad det kostede. Den gamle Filosof var +blevet utaalmodig som et Barn; der var kommet Indhold i hans +Gammelmandstilværelse, og nu var han bange for ikke at faa det hele med. +„Du kan sagtens give dig Tid,“ sagde han — „men husk paa, jeg er gammel +og tilmed en Skrælling.“ Han behandlede Pelle som en Søn og sagde som +oftest du til ham. + +Pelle holdt igen. Saa meget afhang af, om dette lykkedes, og han passede +anspændt paa — det var jo, som han var udset til at spørge Fremtiden ud. +Inden for Bevægelsen fulgte man med Opmærksomhed hans Foretagende, +Arbejderbladene skrev om det men forholdt sig afventende, Meningerne +stod for og imod. + +Han vilde gærne give et godt Svar og tog sine Forholdsregler med megen +Omhu; de Arbejdere, der ikke passede ind i Planen, afskedigede han paa +graat Papir. Det satte ondt Blod, men derved var intet at gøre. Han var +paa Færde allevegne, og hvor han ikke selv var, var Lasse Fredrik; +Drengen havde sluppet sine andre Beskæftigelser, han hjalp til i Butiken +og gik Bud. Ellen vilde gærne give en Haand med. „Vi kan tage en Pige, +saa lærer jeg Bogføring og passer Regnskaberne og Butiken,“ sagde hun. + +Men det vilde Pelle ikke have. Nu skulde det være Slut med hendes +Deltagen i Forsørgelsen — en Kvinde hørte til hos sine Børn! + +„I vore Dage tager Kvinderne dog Del i alt Arbejde,“ indvendte Ellen. + +Ja, det var ligemeget, han havde sin egen Mening om den Ting. Det var +nok, naar Mændene frembragte. De skulde maaske staa langs Fortovene og +se til, mens Kvinderne gjorde Arbejdet? Det kunde godt være, det ikke +lød frisindet, han var ligeglad. Kvinder lignede fagre Blomster, hvor +meget man saa vilde gøre dem til Mandens Lige. De sled Glæden af sig, +naar de skulde tage i for Brødet — saa meget havde han nok set. + +Det kneb hende at gaa og se til, mens de to Mandfolk havde saa travlt, +saa kastede hun sig over Haven. Hun saaede Urter og plantede Kaal, +Bedene laa som tykke Dyner oven paa Jorden; men naar det tilfældigvis +groede for hende, var hun lykkelig. Hun havde købt sig en Havebog, og +brød sit Hoved med at finde ud af de forskellige Sorter og deres +Behandling. Efter Fyraften kom Pelle hende til Hjælp, og for hans Haand +groede det. Ellen skumlede lidt over det; hun bar sig ad akkurat som +han, men det var ligesom Planterne gjorde Forskel. „Jeg har Bondehaand,“ +sagde han leende. + +Om Søndagen havde de travlt. Saa var hele Familien i Haven, Lasse +Fredrik gravede, Pelle beskar det forfaldne Espalie omkring Havedøren, +og Ellen bandt det op. Børnene gik og vilde hjælpe til allevegne — de +gjorde foreløbig mest Fortræd. Hvert Øjeblik var det galt med en af dem, +de traadte i Bedene og rev Planter op. Underlig dumme var de — nogle +rigtige Byunger! de forstod ikke engang Advarsler; Pelle begreb det ikke +og var lige ved at gaa ud af sit gode Skind sommetider. + +En Dag lille Anna troskyldigt kom og viste ham en blomstrende Æblegren, +hun havde brækket af, blev han vred og tog hende haardt i Armen. Ved at +se hendes fortrukne Udtryk kom han til at mindes Manden med de underlige +Øjne, der i hans Barndom havde lært ham at vogte med de bare Hænder — og +skammede sig. Han tog de smaa ved Haanden, gik omkring i Haven med dem +og fortalte dem om Trærne og Buskene, der var levende lige som de selv +og bare tænkte paa at gøre det rigtig godt for de to Børn. Grenene det +var Arme og Ben, og saa kunde de nok selv forestille sig, hvor +forfærdeligt det var at rive dem af. Søster var helt bleg og sagde +ingenting, men Svend Trøst, der langt om længe havde besluttet sig til +at lukke Munden op og var blevet et helt Sludrechatol, pludrede med og +stak Maven frem som en Trommeslager. Han var en lille stout Fyr, og +Ellens Øjne fulgte ham med Stolthed Haven rundt. + +Det havde en mærkelig Indflydelse paa de to Børn at vide, at alting var +levende. De bevægede sig altid omkring med hinanden i Haanden og holdt +sig forsigtig til Gangstierne. Rundt om brækkede Jorden og mærkelige +Væsner brød op af dem, Bønnerne havde en Bøtte over Hovedet for at +beskytte det, og Salaten skød de foldede Hænder foran sig op, som om den +vilde bede om Godtvejr. Hver Morgen naar de gjorde deres Runde i Haven, +var ny Væsner dukket frem. „She, she!“ udbrød Svend Trøst med en Stemme, +der endnu var sløret af Spyt — og stødte efter Bedene med den trinde +Mave; pege turde han ikke. De stod i tilbørlig Afstand og underholdt +hinanden om de ny Mærkværdigheder, foroverbøjede og med Hænderne skjult +paa Ryggen — som var de bange for at det ny skulde nappe dem i Fingrene. +Det hændte, at Svend Trøsts buttede Haand for egen Regning begav sig ud +og vilde have fat i Tingene; men han trak den forskrækket tilbage som +havde han brændt sig, og sagde: Av! Og saa styrtede de to Børn i vild +Fart op mod Huset. + +For de to var Haven en Vidunderverden fuld af Herligheder — og fuld af +Rædsler. De blev snart fortrolige med dens Vækster paa deres egen Maade, +og traadte i et Slags mystisk Forhold til dem, mødtes venskabeligt med +dem og udvekslede Meninger — som Væsner fra hver sin Verden, der mødes +paa Tærsklen. Der blev altid ved at være noget gaadefuldt over de ny +Venner, som holdt dem paa Afstand — de gav ikke rigtig Besked om sig +selv. Naar man spurgte: Hvem har kaldt paa jer? saa svarede de rask nok: +Det har Mor Ellen gjort! — men spurgte man om, hvordan der saa ud nede i +Jorden, saa tav de bumstille. En uudtømmelig Verden blev Haven ved at +være, alt det de traskede rundt i den. Hver Dag foretog de ny +Opdagelsesrejser ind under Hyld og Tjørn; der var Steder hvor de +ligefrem ikke var naaet hen endnu, og andre Pletter de slet ikke vovede +sig ind paa. Der maatte de hen i Nærheden mange Gange om Dagen og kigge +over Stikkelsbærbuskene ind i det grufulde Mørke, der sad som et ondt +Væsen derinde og intet Navn havde. Ude i det straalende Solskin paa +Gangstien stod de og udfordrede det, Søster spyttede saa det flød ned ad +hendes Forklæde, og Svend Trøst tog møjsommeligt Stene op og kastede +derind; — han kunde ikke bukke sig saa tyk var han, men maatte sætte sig +paa Hug hvergang han skulde tage noget op. Og pludselig styrtede de +afsted op mod Huset i panisk Skræk. + +Man behøvede ikke være Barn for at følge Havens Liv. Der var kommet en +ufattelig Grøde i alting, om Natten knagede og puslede det derude i +Maaneskinnet, Grene rakte sig i ny Vækst, Safterne spændte paa og brød +ud gennem den ældede Bark som Frugtblomster og ny „Øjne“. Det var som om +Pelles og Ellens lykkelige Iver virkede smittende; de halvkvalte +Frugttrær, der ikke havde baaret i mange Aar, levede op og besvarede de +muntre Stemmer med at blomstre ganske overdaadigt. Det blev en hel +Kappestrid mellem Mennesker og Planter om, hvem der kunde udrette mest, +og mellem Planterne indbyrdes om hvem der kunde gøre det festligst. +„Foraaret ødsler ordenlig med Blomster og Grønt paa os,“ sagde Pelle. +Han havde aldrig set nogen Rede, der var saa skøn som hans — nu havde +han da endelig skabt et Hjem! + +Hyggeligt var her, Vildvin og blaa Klematis dækkede hele Fasaden og hang +tungt ned foran Havedøren. Der sad Ellen gærne med sit Haandarbejde og +holdt Øje med de smaa, som rodede i Plænen; og der vilde hun helst sidde +med Pelle om Søndagen, naar Københavnerfamilierne kom strejfende forbi +paa deres smaa Landudflugter. + +Saa stansede de gærne uden for Tjørnen og udbrød: „Næ, sikken et dejligt +Hjem!“ + + * * * * * + +Paa Pelles Værksted begyndtes der Kl. seks Morgen ligesom alle andre +Steder; men allerede ved Firetiden havde man Fyraften, saa de der brød +sig om det godt kunde faa noget ud af Dagen. Han havde sat Arbejdstiden +ned til 9 Timer, videre turde han foreløbig ikke vove sig. + +Nogle af Arbejderne var glade for denne Ordning og benyttede +Eftermiddagen til at tage ud sammen med Familien, men nogle vilde +hellere ligge den Time længer om Morgenen. En Dag kom de sidste og +erklærede, at nu var de Flertal og vilde have det lagt om. + +„Det gaar jeg ikke med til,“ svarede Pelle. „Det er Arbejdernes Forret +at være tidlig oppe, og den ofrer jeg ikke.“ + +„Men naar vi nu har stemt om det,“ sagde de. „Dette her er vel for +Pokker en demokratisk Indretning?“ + +„Jeg har ikke svoret til Stemmeretten,“ svarede Pelle roligt. „Foreløbig +raader jeg, og de der ikke kan finde sig i Forholdene her, søger +andetsteds hen.“ + +Saadan var der jævnlig noget, men han tog det ikke for mere end det var. +De havde erobret Bevidstheden om deres Magt, men de fleste af dem havde +endnu ikke opdaget Formaalet med den. De brugte den blindt — i barnlig +Glæde over at se den udfoldet, ligesom Drenge der gaar og ruller deres +Fane ud — tyranniserede lidt til en Afveksling, og hævnede gamle Tiders +Underkuelse ved systematisk at forlange det modsatte af det der var. De +ravede lidt — Stemmesedlens Mirakler var gaaet dem til Hovedet. Naa, det +var en forstaaelig Overgang; Ansvaret skulde nok faa fat i dem. + +En anden Dag kom de to dygtigste Arbejdere og vilde have Akkorden +indført igen. „Vi vil ikke staa og slide Penge sammen til Kammeraterne,“ +sagde de. + +„Driver de den a’?“ spurgte Pelle. + +„Nej — men vi er hurtigere altsaa!“ + +„Saa er de gennemgaaende grundigere — det ene plejer gærne at kunne +afbalancere det andet.“ + +„Jotak, men det gavner ikke os.“ + +„Det kommer Forbrugerne til gode — og under de ny Forhold bliver det det +samme! Vi maa holde paa, at enhver der gør sin Pligt er lige god; det er +i vor egen Interesse.“ + +Saa slog de sig til Taals for den Gang; det var to flinke Fyre, de havde +bare ikke faaet fat i det ny ved Ordningen. + +Saadan var der adskilligt Bryderi, Arbejderne var kortsynede og saa kun +fra Haanden til deres egen Mund. Utaalmodigheden bar ogsaa sit! De havde +kortere Arbejdstid og større Løn, men maalte ikke Virksomhed her med +andre Arbejdssteder. Den var jo det ny og havde at svare til deres +Drømme — og det blev fan ikke Guld og grønne Skove dette her, saadan som +Pelle drev det. Han var lidt mere pertentlig, end det var nødvendigt, +naar man pressedes fra alle Sider af en ufin Konkurrence. + +Der var f. Eks. endnu adskillige Mennesker, der holdt trofast paa det +gode gamle haandsyede Fodtøj og gærne betalte en halv Gang mere for det. +Det benyttede adskillige Smaamestre sig af, de averterede med haandsyet +Fodtøj og leverede saa Maalene ind til en Fabrik. Det var en god +Forretning for baade Fabrik og Mester, men Pelle vilde ikke have noget +med den Trafik at gøre. Han slog sit Fabriksmærke i Bunden paa alt, hvad +der udgik fra Værkstedet. + +Pelle tog alt dette med overlegen Ro. Hvad Ret havde han til at forlange +Overblik af disse Mennesker? — det blev _hans_ Sag at opdrage dem til +det. Naar de ellers var villige, var han tilfreds. Engang fik han dem +vel saa vidt, at de kunde overtage Virksomheden i Fællesskab eller gøre +den selvejende; indtil da havde de at underordne sig hans Planer! + +Noget af en fjærn og mægtig Drøm var alligevel ved at virkeliggøre sig i +hans Foretagende, saa beskedent det indtil videre var; lykkedes det, saa +var Vejen vist til en ny Tid for Smaamanden! Og hvad der betød endnu +mere — hans eget Hjem groede af denne Virksomhed. Han havde fundet det +Punkt, hvor de manges Lykke laa i Forlængelse af hans egnes — nu havde +han rigtig fat! Undertiden følte han sig lidt træt af Vanskelighederne +Aftenen efter en brydsom Dag; men naar han i den tidlige Morgen cyklede +ned mod Byen, mens Nattens Em drev bort over Markerne og Lærken sang +over hans Hoved, var han altid i godt Humør. Saa fulgte han +Konsekvenserne af sit Arbejde fremefter, de gode Principper gik deres +sejrrige Gang, og Virksomheden voksede. Søsterforetagender skød frem i +de andre Bydele, i andre Byer, videre ud. Fjærnt ude skimtede han, +hvorledes al Tilvirkning var paa Arbejdernes egne Hænder. + +Peter Drejer støttede ham som en god Kammerat og tog Stødet af for +adskilligt Vrøvl. Han lagde uegennyttigt alle Kræfter i, men delte ikke +Pelles Tro paa de vældige Resultater, der skulde komme ud af det. +„Herregud, det er jo kapitalistisk dette ogsaa,“ sagde han — +„socialistisk Kapitalisme! Se engang op paa Fortovet, dér gaar én som +ingen Bunde har i sine Sko! han er vaad om Fødderne men kommer alligevel +ikke ned og faar helt Fodtøj. For vi skal jo have Penge for det lige som +alle de andre; og den der trænger mest til vort Arbejde, har simpelthen +ingen. — Den dér sætter ti Mand paa Gaden — dér har du det hele!“ Han +sparkede til en af Maskinerne. + +Pelle forsvarede sine Maskiner, men Peter blev ved sit. „Det hele skulde +være lagt om først, som det nu er, er de Djævlens Opfindelse!“ sagde han +hæftigt. „Maskinerne er kommet en Dag eller to for tidlig og vender +Mundingen imod os — ligesom erobrede Kanoner!“ + +„Maskinerne laver Fodtøj til ti Gange saa mange som vi kunde med vore +Hænder — det er dog vel ingen Ulykke,“ sagde Pelle. „Det er blot +Fordelingen, der er skidt.“ + +Peter Drejer trak paa Skuldrene — han gad ikke drøfte det med +Fordelingen længer. Vilde man gøre noget for at faa den anderledes, saa +var han med. Der var _vrøvlet_ nok om det. Den der havde Penge, kunde +opkøbe alt hvad de lavede, mens de barbenede var lige nær — det stod +fast. Herregud, skulde det revolutionere Verden, at hver Mand fik det +fulde Udbytte af sit Arbejde? Det betød jo blot Retfærdighed inden for +det bestaaende, saa længe Diamanter stadigvæk var mere værd end Brød. +„Jeg indser ikke, at de der tilfældigvis staar ved Arbejdet, har mere +Ret til at leve end de, der ikke kan komme an,“ sagde han dirrende. +„Eller kender du maaske ikke Arbejdsløshedens Forbandelse? Saa se hvor +de vandrer i Tusendvis, Sommer og Vinter, en hel Skyggehær. Samfundet +underholder dem, saa de lige kan hænge sammen — Gudbevares, det er ikke +Fattighjælp, al Respekt for den hæderlige Arbejder! Han skal sku have +Lov til at beholde sin Stemmeret, siden det nu engang morer ham — det er +en uskyldig Fornøjelse. Tænk om han i Stedet forlangte ordenlig Mad!“ + +Jo, Pelle kendte nok den store Hungerreserve, han havde været nær nok +ved selv at blive ført over i den. Men her skimtede han alligevel Bund; +der var en fredelig Styrke i det han havde for, som kunde bære langt +frem. Peter Drejer godkendte det jo selv ved at arbejde saa trofast med. +Han vilde bare ikke indrømme det! + +I Begyndelsen tog de adskillige Tørn, men Pelle lærte efterhaanden at +bøje af. Peter, der ellers var saa god og medgørlig, slog over i en +hæftig forpint Tone, naar Talen faldt paa Samfundstilstanden; det var +ligesom hans Taalmodighed var sluppet op. Skønt han tjente meget +ordenligt, var han slet klædt og saa ikke ud til at faa Mad nok; +Frokosten, som han indtog paa Værkstedet i Selskab med de andre, bestod +gærne af Brød med Margarine paa, sin Tørst slukkede han ved Vandhanen. +Den første Tid stiklede de andre til hans Fangekost, men han vænnede dem +snart til at passe sig selv — han var ikke god at komme ud for. En Del +af sin Fortjeneste brugte han til Agitation; Kammeraterne fortalte +ogsaa, at han levede sammen med et pukkelrygget Kvindfolk og hendes Mor. +Selv satte han ikke noget Menneske ind i sine Sager, men blev mere og +mere indesluttet. Pelle vidste at han boede i en af Vesterbros Baggader, +men havde ikke engang hans Adresse. Naar han stod tavs over Arbejdet, +var hans Udtryk altid mørkt, undertiden forfærdelig trist; det var som +Veen bestandig arbejdede i ham. + +Politiet forfulgte ham stadig med sin Sjikane. Pelle havde et Par Gange +faaet Vink om, ikke at beskæftige ham, men afviste bestemt enhver +Indblanding i sine Anliggender; saa fandt man vilkaarligt paa, at Peter +Drejer hver Uge skulde melde sig til Protokollen. + +„Det gør jeg aldrig,“ sagde han — „det er ganske ulovligt. Jeg er kun +straffet for politiske Forseelser. Nu har jeg gaaet og passet paa at de +ikke skulde komme mig til Livs paa en formel Fejl, og saa skulde de have +den Triumf. — Aldrig!“ Han talte dæmpet og behersket, men hans Hænder +rystede. + +Pelle søgte at tale til hans uegennyttige Hjærte. „Gør det for min Skyld +da,“ sagde han. „Ellers sætter de dig fast, og du ved at jeg ikke kan +undvære dig.“ + +„Vilde du da møde til Protokollen — om du fik Tilsigelse?“ spurgte han +saa. + +„Ja. Enhver kan være bekendt at bøje sig for den brutale Overmagt.“ + +Saa gik han. Men det kostede ham umaadelig Overvindelse, og den Dag i +Ugen maatte man helst lade ham i Fred. + + + + + XII + + +Maries Skæbne laa ikke tungt over Pelle mere, Tiden havde visket det +bitre ud. Han kunde uden Selvbebrejdelse tænke paa sit Samliv med de tre +Søskende i _Arken_, og undredes ofte paa hvordan det var gaaet de to +Brødre. Ingen kunde give ham Oplysninger om dem. + +En Dag i Middagspavsen cyklede han et Ærende ud til Morten for Ellen. I +Mortens Dagligstue sad en sammensunken Skikkelse med Ryggen til Vinduet +og stirrede ned i Gulvet. Klæderne laa slunkent om ham, det tynde Haar +var farveløst, langsomt rettede han et græsselig hærget Ansigt mod +Døren. Men Pelle havde allerede kendt ham — paa den højre lemlæstede +Haand der kun havde Tommelfinger og et Led af Pegefingeren. Han gemte +den ikke længer af Vejen, men lod den hvile paa det tynde Ben. + +„Nej, goddag Peter!“ udbrød Pelle overrasket og strakte Haanden ud efter +hans venstre. Peter trak Haanden op af Lommen og rakte ham den; det var +en død lemlæstet Klump med nogle smaa Fremspring som Ansatser til +Knolde, Pelle fik mellem sine Fingre. Peter saa ham ind i Ansigtet uden +at fortrække en Mine; det glimtede blot lidt i hans Øjne, da Pelle for +sammen. + +„Hvad Fanden stejler du for?“ sagde han tørt. „Det er vel noget enhver +kunde sige sig selv, at det ikke gik i Længden at passe en Klippemaskine +med én Haand. Jeg vidste det lige saa godt som enhver anden paa +Fabriken, og gik og ventede det hver Dag — til sidst maatte jeg lukke +Øjnene. Saa for Helvede, kan det ikke snart faa en Ende, tænkte jeg tidt +— og saa en Dag var’et der!“ + +Pelle var kommet til at fryse. „Fik du ikke nogen Ulykkesforsikring?“ +spurgte han for at faa noget sagt. + +„Selvfølgelig fik jeg det! Hele Raadet var sku samlet i Anledning af min +Ringhed, jeg blev tilkendt 3000 Kroner som fuld Invalid. Naa, Mesteren +ejede nu ingenting og havde forsømt at forsikre mig, saa det blev paa +Papiret. Men et stort Fremskridt er det jo altid fra forrige Gang — ikke +sandt Kammerat? Noget har Partiet dog udrettet!“ Han saa spottende paa +Pelle. „Du skulde tage og udbringe et Leve for Papirreformerne!“ + +Peter var Bud og en Slags Sekretær i en revolutionær Ungdomsforening, +han havde lært sig at læse og sad sammen med andre unge og granskede den +anarkistiske Literatur. De andre sørgede kammeratligt for ham, et +Vidunder var det at han ikke var gaaet til Bunds. Han havde kun Skindet +over de bare Knogler, og lignede en indædt Fanatiker der er omtrent +fortæret af sin egen Ild. Hans Forstand havde det aldrig været videre +bevendt med, men der var heller ikke mange Ben i det Problem, +Tilværelsen havde stillet ham. Han hadede med en Logik, der var ganske +fældende. Det stærke Samfund havde vedtaget en Skinlov — det hæftede +ikke engang for de Forpligtelser, det selv indrømmede at have over for +ham. Nu var han færdig med det og hørte til Omstyrterne. + +Han var oppe hos Morten for at anmode ham om at læse op i Klubben. „Det +er ikke, fordi vi anerkender Forfatterne — det maa du ikke bilde dig +ind,“ sagde han med sit mørke Udtryk. „De lever paa os andre og nyder en +meningsløs Anseelse for det. Det er kun det legemlige Arbejde, der +fortjener at hædres — alt andet er bare Snyltere. Jeg vil altsaa bare +sige det, for at du ikke skal møde med en forkert Indbildning.“ + +„Ja tak for det,“ sagde Morten smilende. „Det er altid rart nok at vide, +hvor meget man er anslaaet til. Men I mener altsaa dog nok I kan bruge +mig?“ + +„Ja, du hører jo til de forholdsvis pænere af dem, der agerer for at +underholde Kapitalisterne. Men vi er enige om i Klubben, at du er ingen +rigtig Proletardigter — du er altfor slikket. Proletardigtere har der +aldrig fandtes, og det kan ogsaa være det samme; for der skal ikke laves +Underholdning paa Elendigheden. Det kan godt være, at du faar alt det at +vide deroppe.“ + +„Det er godt — jeg skal nok komme,“ svarede Morten. + +„Og hvis du vil skrive os en Kantate til vor Stiftelsesfest — det er +Dagen for den store russiske Massakre — saa skal jeg se at faa den +antaget. Men det skal ikke være det sædvanlige Halleluja.“ + +„Det var morsomt jeg traf dig,“ sagde han til Pelle med sit +uforanderligt mørke Udtryk. „Har du set noget til Karl?“ + +„Nej, hvor er han henne?“ spurgte Pelle ivrigt. + +„Han er Storborger nu — han har vistnok Forretning inde i Adelgade. Men +det faar han ikke længe Glæde af.“ + +„Hvorfor da? er der noget i Vejen med hans Affærer?“ + +„Ikke andet end det, at vi en Dag rager Skidtet ned over Hovedet paa jer +allesammen — vi er snart en hel Del nu. — Hør, du kunde tale en Aften i +vor Forening og fortælle os lidt om dit Fængselsophold; jeg tror det +vilde interessere. Vi anvender ellers aldrig Uvedkommende, men taler +selv for hinanden. Men dig tror jeg ikke, der kunde være nogen +Vanskeligheder ved at faa indført.“ + +Pelle lovede det. + +„Han er sej, hvad?“ udbrød Morten da han havde lukket Peter ud — „men +han er ikke saa tosset. Lagde du Mærke til, at han ikke bad om noget? +det gør de aldrig. Naar de er sultne, gaar de hen til den første den +bedste og siger: Lad mig faa noget at spise! De er ligeglade hvad der +puttes i dem, blot det mætter — og takker aldrig forbindtligst. +Ingenting gaar dem paa, det er Folk som sætter Tyven over Tiggeren. Jeg +kan i Grunden godt lide det — der er en ny Tone i det. Kanske er vor +skikkelige Drøvtygger i Færd med at afhænde den ene Mave og omsætte det +ledige Stof i Tænder og Klør.“ + +„Bare de vilde komme frem og gøre et Arbejde med,“ sagde Pelle. „De +stærke Ord udretter saa lidt.“ + +„Hvordan gaar det med din fredelige Revolution?“ spurgte Morten med et +lille Blink i Øjet. „Ser du nogen Fremgang i Arbejdet?“ + +„Aa ja, det gaar langsomt men sikkert — Verden blev jo ikke til paa én +Dag. Jeg troede forresten ikke, du interesserede dig for det.“ + +„Jeg tror du har rigtigt fat, Pelle,“ svarede Morten alvorligt. „Men lad +kun Ungdommen fyre under — des hurtigere gaar det. Det skader ikke, at +der gror ny Eventualiteter frem herhjemme; de Styrende maa godt have den +Bevidsthed, at der ligger Krudt under Taburetterne. Det vil styrke deres +Ansvarsfølelse mægtigt! — Vil du hilse paa Johanne? hun har længtes +meget efter dig. Hun har det desværre ikke godt igen!“ + +„Ellen sendte mig herud for at foreslaa dig, at hun kommer ud til os paa +Landet. Hun mener Barnet maa være til stor Ulejlighed for dig — og +heller ikke kan faa den rigtige Pasning her.“ + +„Det er elskværdig tænkt af din Kone — men har hun ikke nok om Ørerne?“ + +„Aa, Ellen kan overkomme meget,“ sagde Pelle varmt. „Du vil gøre hende +en Glæde med det.“ + +„Saa siger jeg jer Tak for Tilbudet,“ udbrød Morten. „Det vil betyde en +stor Lettelse for mig — bare hun nu kan taale Overflytningen. Det er +ikke saadan, at hun volder mig Bekymring mere, vi har det udmærket +sammen. Johanne er god og føjelig, et rigtig prægtigt Barn saa forhutlet +hun er. — I vil ingen Vanskeligheder faa af hende. Men jeg tror hun har +godt af at komme væk fra mig her, hen et Sted hvor der er en Husmoder — +og Børn. Pasningen er det jo ogsaa saa som saa med.“ + +De gik ind til hende, hun laa og sov; der sad store Svedperler i hendes +blege Ansigt. „Det er Udmattelsen,“ hviskede Morten, „hun har ikke ret +mange Kræfter endnu.“ Deres Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig, hun +kastede sig frem og tilbage; pludselig slog hun Øjnene op og stirrede +omkring sig med et Udtryk af vanvittig Rædsel. Saa genkendte hun dem og +smilede; hun lettede sig lidt og rakte Pelle begge sine Hænder med et +henrivende Udtryk af barnligt Koketteri. + +„Fortæl mig noget om Huset derude og Svend Trøst,“ sagde hun og gjorde +Plads til ham paa Sengekanten. „Jeg ligger og keder mig, og Hr. Morten +er saa alvorlig.“ Hun saa udfordrende hen paa ham. + +„Er han det?“ udbrød Pelle. „Det er nok, fordi han skriver Bøger.“ + +„Næ, men man er nødt til at holde lidt paa Værdigheden,“ sagde Morten og +satte et pudsigt Skolemesteransigt op. „Den lille Frøken begynder at +blive lidt næbbet.“ + +Johanne laa og smaalo indvendig og flyttede Øjnene fra den ene til den +anden. „Han skulde ha’e et Par Briller, saa lignede han en rigtig én,“ +sagde hun. Hun talte halv hviskende, mere havde hun ikke Kræfter til; +men Stemmen var varm af Kaadhed. + +„Du maa hellere tage hjem til os, naar han er saa slem,“ sagde Pelle. +„Saa kan du lege med Børnene og ligge i Haven i Solskinnet. Du kan tro +den er dejlig nu! — Ja, det _er_ mit Alvor,“ vedblev han da hun stadig +smilede. „Ellen bad mig tage herind og sige det.“ + +Hun blev pludselig alvorlig og saa fra den ene til den anden en Stund. +Saa tog hun de mørke Øjne til sig. „Flytter Morten med derud?“ spurgte +hun med bortvendt Ansigt. + +„Nej jeg maa jo blive her, Johanne. Men jeg kommer ud og ser til dig.“ + +„Hver Dag?“ Hun laa vendt mod Væggen og kradsede i Tapetet med Neglene. + +„Jeg skal nok komme og se til min lille Kærest lige saa tidt jeg kan,“ +sagde Morten og strøg hende over Haaret. + +Hun rødmede op over Halsen, Blodet gik frem i en pludselig Bølge og +sugedes saa umærkeligt op i Hudens Bleghed, som en døende Glød. Saadan +kom og gik Hannes Blod ogsaa for et godt Ord, hun havde arvet Moderens +Blu — og usigelige Ynde. Og hendes lunefulde Stædighed nok ogsaa. + +Hun laa stum med Ryggen til dem og svarede ikke paa deres Overtalelser. +Det var ikke godt at sige, om hun overhovedet hørte paa dem. Men +pludselig vendte hun Ansigtet mod Morten med et hadefuldt Udtryk. „Du +behøver ikke gøre dig saa megen Ulejlighed, du skal nok blive af med +mig,“ sagde hun. Hendes Øjne brændte imod ham. + +Morten saa blot bedrøvet paa hende, men Pelle blev vred. „Du maa godt +skamme dig at tage det paa den Maade,“ sagde han. „Det har Morten til +Tak for alt sit! Jo det vil jeg nok sige — du er rigtignok en +taknemmelig Sjæl.“ + +Hanne laa og tog imod Skændene uden at røre en Mine. Da han holdt op, +tog hun stille hans Haand og lagde den over sit fine spidse Ansigt — den +dækkede det helt. Hun laa og tittede frem paa ham og Morten mellem de +store Fingre, med et underlig resigneret Udtryk der skulde være skælmsk. +„Jeg ved godt, at det var grimt,“ sagde hun udtryksløst og førte Pelles +Langfinger frem og tilbage foran sine Øjne saa hun kom til at skele — +„men jeg skal nok gøre hvad I siger. Elle-Pelle, Morten-Porten — jeg kan +snakke P-Sproget!“ Hun lo fortvivlet. + +„Du skal se, du bliver meget raskere og gladere, naar du kommer ud til +Pelles,“ sagde Morten. + +„Jeg kunde godt staa op og gøre Arbejdet i Huset, saa du sparede Konen,“ +hviskede hun og fæstede de store Øjne hæftigt paa ham. „Jeg er rask nok +nu!“ + +„Men kære Barn, det er jo slet ikke saadan! Det er for din egen Skyld — +forstaar du da ikke det?“ sagde Morten indtrængende og bøjede sig ned +over hende. + +Men Johanne lod sit Blik flakke haabløst om, som havde hun opgivet at +blive forstaaet mere. + +„Jeg tror ikke, vi skal flytte hende mod hendes Vilje,“ sagde Morten, da +han fulgte Pelle ned. „Hun er saa uberegnelig i sine Luner. Jeg tror +forresten ogsaa jeg vilde savne hende, hun er en god lille Sjæl. Naar +hun er oppe, gaar hun og lister omkring — og kan være helt rørende i sin +Trang til at gøre mig det hyggeligt. Og pludselig kan Mindelser fra +dengang dukke op i hende og formørke hendes Sind; hun er meget mistroisk +endnu — og angst for at ligge til Byrde. Men hun trænger til kvindelig +Omgang, nogen hun rigtig kunde tale fortroligt ud med. Hun har for meget +at bære paa for et Barn.“ + +„Kunde I ikke flytte ud til os begge to? I kan faa de to Værelser +ovenpaa.“ + +„Det er jo en Ide,“ udbrød Morten. „Maa jeg tænke over det et Par Dages +Tid? Hils saa Ellen og Børnene, du!“ + + + + + XIII + + +Naar Værkstedet lukkede, arbejdede Pelle gærne endnu en Timestid eller +to i Butikken, ordnede Regnskab, og lagde Arbejde til Rette for næste +Dag ind imellem han ekspederede. Lidt før seks lukkede han Butiken og +sprang paa Cyklen, han længtes hjem til Reden og traadte kraftigt i +Pedalerne. + +Og alle andre syntes at have det lige som han — der var en egen +Hjemdrift over Gadens Færdsel. Cyklisterne halede ham ind i hele Byger, +de jog i Stimer foran den Elektriske. Det saa ud som den skvættede dem +bort fra Skinnerne, idet den tampede sig frem med øredøvende, uafbrudt +Klemten, stærkt duvende under Vægten af de overfyldte Perroner. + +Skarer af Mænd og Kvinder var paa Vej udad og mødte andre Skarer, som +hørte hjemme ad den modsatte Kant til. I Byens Udkant galede +Fabriksfløjterne som et Kor af Kæmpehaner — en enkelt lagde for, og +pludselig satte de alle i. Sodede Arbejdere væltede ud af Portene, med +Ølflasken stikkende op af Frakkelommen og Madtørklædet dinglende paa en +Finger. Kvinder, som havde været paa Arbejde eller ude og gøre Indkøb, +stod med Kurv paa Armen og ventede deres Mænd paa Gadehjørnet. Smaa +snottede Rollinger gik og trippede med hinanden i Haanden, fik pludselig +Øje paa en Mand langt nede i Vrimlen, og satte i Løb for at styrte sig +om Benene paa ham. + +Søster løb gærne helt ned over Markerne for at tage imod Faderen, og i +_Gryets_ Laage stod Ellen og ventede. „Goddag Hr. Fabrikant!“ raabte hun +ham i Møde; hun tog Oprejsning for saa meget nu og glødede af Sundhed og +Lykke. Det nyttede ikke Pelle protesterede og gjorde gældende, at i hans +Verden fandtes der kun Arbejdere; hun holdt fast ved sin Benævnelse. Han +var dog den der ledede det hele, Fællesskabet var hun lige glad med. Hun +var stolt af ham, og saa maatte han for hende kalde sig Bydreng om han +vilde; Mandfolk skulde nu engang have en eller anden fiks Ide ind i +Arbejdet, ellers morede det dem ikke. Ordningen med den lige Deling +fattede hun ikke, hun var vis paa, at hendes store dygtige Mandfolk +fortjente at faa dobbelt saa meget som nogen af de andre. Men hun brød +forøvrigt ikke sit Hoved med det, hun levede sit eget Liv og var +tilfreds og lykkelig. + +Pelle havde frygtet, at Landet herude vilde kede hende, og +tilsyneladende kom hun heller ikke i noget Forhold til det. Hun lugede +og var paa Færde i Haven, virksom og skabende som hun var, og fik +efterhaanden godt Greb paa det; men noget egenligt syntes det ikke at +byde hende. Det glædede hende ikke at stikke Hænderne ned i Mulden, +Pelle og Børnene trivedes herude, og dermed var hendes Forhold til det +givet, slaa Rod for egen Regning gjorde hun ikke. Hun kunde trives hvor +som helst i Verden, blot de var der, deres Ve og Vel var ogsaa hendes. +Hun groede ud fra dem og havde sin egen vidunderlige Vækst indad. + +Derinde i hendes Sind holdt forunderlige skjulte Kræfter til, de tumlede +hverken med Læresætninger eller Systemer, men frembragte den Varme som +bar det hele frem. Han havde ingen Trang til at trænge herskende derind +mere, hvad brød han sig om den logiske Forstaaelse mellem Mand og Kvinde +— det var hendes Hjærte, han trængte til at være omstraalet af. Han +krævede Forstaaelse af gode Venner, det var den dybe Tilfredsstillelse +ved at være sammen med f. Eks. Morten, at man i god Samdrægtighed talte +sig frem til en Station. Og tav man stille, løb Tankerne af sig selv +parallelt videre — og var paa Siden af hinanden naar man igen tog fat. +Men selv om Ellen og han gik ud fra samme Punkt, var den mindste Pavse +nok til at føre deres Tanker i hver sin Retning; han vidste aldrig, hvor +hun dukkede op igen. Saa godt han efterhaanden troede at kende hende, +bestandig kom hun lige overraskende og uventet bag paa ham. Og var det +ikke netop det han elskede? hvorfor saa bekæmpe det ud fra Fordringerne +til en fattig Logik! + +Lige uudgrundelig blev hun ved at være, hvor meget han saa mente han +tilegnede sig af hende. Hun blev større og større af det, en ny og +fremmed Verden bar hun ind til ham — det gaadefulde ubekendte, som han +ellers altid maatte strides med, kom og lod sig tage kært i Favn. Helt +forlangte han hende ikke mere — inderst inde var vel ethvert Menneske +ensomt. Han anede, at hun gennemløb sin egen Udvikling i det skjulte, og +undredes paa hvor hun vel vilde dukke frem engang. + +Tidligere havde det pint ham, at hun ikke var med i Bevægelsen — hun +interesserede sig ikke for politiske Spørgsmaal og Valgret. Nu begreb +han dunkelt at netop det var hendes Styrke — han ønskede hende i al Fald +ikke anderledes. Hun blandede sig sjældent bestemmende i, hvad han havde +for — og hvorfor skulde hun ogsaa det? hun øvede jo sin stumme +Indflydelse paa alt hvad han foretog sig; prægede enhver af hans Tanker +lige fra den begyndte at spire frem. Netop fordi hun ikke forstod sig +paa at diskutere, kunde hun ikke gendrives; hvad der for ham var +dræbende Logik, virkede slet ikke paa hende. Han fik ikke sine egne +Tanker forslidte igen af hendes Mund — og ønskede det heller ikke; +hendes vidunderlige Magt over ham beroede netop paa, at hun hvilede saa +støt i sit eget og besvarede de mest knusende Argumenter med et Smil. +Pelle var ved at faa sine Tvivl om Værdien af Forstandens Overlegenhed; +den syntes at have Eneherredømme over Samtiden, men udrettede ikke +overvejende godt. Over for Ellens Væsen forekom den ham fattig. Varmen i +et Kys overbeviste hende mere end tusend Fornuftgrunde, og alligevel +greb hun sjælden fejl. + +Og hun gav selv Varme — hos hende søgte de hen baade han og Børnene, +naar der var noget i Vejen! Hun havde ikke mange Ord, men hun varmede. +Endnu bestandig var hun for ham som en Puls, der bankede levende og +haandgribelig frem fra det usynlige, med en forunderlig rolig Tale. Naar +han var træt og hed i Hovedet af Modgang, var der ikke noget dejligere +end at hvile det paa hendes bløde Barm og lytte halvblundende til, +hvorledes det strømmede derinde — med en dunkel, beroligende Mumlen +ligesom Jordens Kilder, naar han i sin Barndom lagde Kinden til Græsset. + +Foraaret var dejligt, og de færdedes meget ude i det; naar ingen saa +dem, gik de Haand i Haand langs Digerne som to unge Elskende. Saa talte +Pelle og viste: Se, dér groede det frem paa den Maade og dér paa en helt +anden — var det ikke forunderligt? Han levede hele sin Barndoms +Foraarsspænding op i sig igen. Ellen hørte smilende paa ham, hun +henfaldt ikke i Forundring over noget saa naturligt som at det groede — +hun _forvandledes_ blot! Jorden satte simpelt hen sine Safter op i hende +ogsaa. + +Den friske Luft og Arbejdet i Haven brunede hendes nøgne Arme og gjorde +Skikkelsen kraftigere og finere, de gode Kaar gjorde hende sorgløs. En +Dag dukkede der et nyt Væsen frem i hendes Øjne og saa nysgærrigt som et +Kid paa Pelle: Skal vi lege? sagde det. Var det ham eller Vaaren der +tændte i hende? — lige meget, Glæden blev hans! Han gennemsoledes ind i +de inderste Kroge af Sjælen, hvor der endnu sad Skimmel fra Cellemørkets +Tid, gik og kom sig helt, smittedes af Sorgløsheden og var fuldt ud +lykkelig. Og det var Ellen, som voldte det hele; endelig paatog hun sig +at gaa Bud mellem Glæden og ham! + +Hun blev blødere og frodigere i Sind for hver Dag. Solen og Blæsten over +det frie Land kaldte Noget frem i hende, som aldrig havde været der før, +en uskyldig Glæde ved hendes eget Legeme og en sanselig Appetit som +gjorde hendes Tænder friske og blanke. Hun straalede af Glæde, naar +Pelle bragte hende smaa Ting til at smykke sig med — nu brugte hun det +ikke til Børnene! „Se engang,“ sagde hun og holdt et Stykke mørkt Fløjl +mod sin Hud der om Aftenen aandede Solvarmen ud igen ligesom vejret Hø — +„saadan en Kjole skal du forære mig, naar vi bliver velhavende.“ Og saa +tindrede hendes Øjne imod ham, fulde af Løfter om rig Gengældelse. Han +troede han hørte Mulden til, og saa kom den ham først rigtig i Møde +gennem hende! Der var en hel Naturtilbedelse i det blotte Begær, hvormed +hun satte Tænderne i Aarets første Radiser og frydede sig over deres +saftige Friskhed. Og naar han om Aftenen sprang af sin Cykle og tog +hende i sine Arme, duftede hun selv frisk af alt det der gik gennem +Foraarsdagen — Vinden og Muldens stærke Grøde. Hendes Aande kunde slaa +ham i Møde som Duft af vild Honning, stærkt sammensat af Støvet og +Nektaren fra Markens Blomster; og da lukkede hun Øjnene som var hun selv +berust af den. + +Deres vaagnende Kærlighed blev til en hæftig Førsteforelskelse herude. — +Ellen stod altid ved Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist, +trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde vise ham hvad der var sket i +Dagens Løb og holdt ham i Haanden, Ellen maatte gaa for sig selv. Han og +hun havde en umættelig Trang til at røre ved hinanden, men de smaa lod +sig ikke sætte til Side — „det er vores Far!“ sagde de. Saa lignede +Pelle og Ellen to unge, der holdes grusomt adskilte af en ubarmhjærtig +Skæbne; og de søgte hinanden med Øjne der var tunge af Udtryk. + +Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra det hele — Lasse Fredrik +hørte efter Huset. Han havde set en Maler sidde uden for Hækken og male +den røgdisede Hovedstad i Foraarsbelysning, og havde anskaffet sig en +Farvelade; nu sad han derude hver Aften og smurte løs. Han vilde ikke +være Sømand længer! + +De vandrede op forbi Gaarden og videre ind mod Aftensolen, gik i det +duggede Græs med hinanden i Haanden og stirrede tavse frem. Aftenrøden +farvede deres Ansigter og fik Øjnene til at gløde, Ellens Læber var +tunge og dunkle af længselsfuldt Blod. Der laa en lille Lund et Stykke +inde, der tyede de gærne hen for at være helt borte fra Verden. Tæt ind +til hinanden vandrede de derinde i den dybe Skumring og hviskede sammen; +Pelle havde sin Arm om Ellens Hals, hans Haand havde hun gemt inde paa +sit Bryst. Nu og da bøjede hun sig bagover, for at han skulde kysse +hende; saa hændte det at en usynlig Straale traf hendes Øje og brødes +til en regnbuefarvet Stjærne i Mørket. + +Der løb et højt Dige af Græstørv i Skovens Udkant, som Hassel og ung Bøg +hang lavt ned over. Der inde under Løvet havde de smaa Grotter, hvor de +gemte sig; det visne Løv var føget sammen i en hel Drive inde under +Diget og gav et blødt Leje. Fugle smaapippede i Søvne over deres Hoved, +vendte sig paa Grenen og pylrede blødt, som om de drømte Dagens Melodier +op igen; undertiden kom Maanen og kiggede ind til dem med et stort Smil. +Løvets tunge Nataande dyssede dem hen, og det hændte at de først +vækkedes igen af den Gysen, der gaar gennem alting idet Solen staar op. +Saa frøs Pelle; men Ellens Legeme var altid varmt, skønt hun havde taget +af sit Tøj til at lægge under deres Hoveder. Det var som om en skjult +Kraft strømmede gennem hende, naar han satte Munden til hendes Bryst, +syntes han han diede Jorden selv. + +Moderlig blev hun ved at være, Hengivelsen kaldte blot paa ny Sider af +hendes Trang til at opofre sig. Hvor var hun rig i sin Omsorg! hun +forlangte kun den haarde Jord og kunde ikke gøre sig selv blød nok — alt +var til for ham. Og saa ufattelig blød kunde hun gøre sig selv. Forsynet +havde kastet al sin Rigdom og Varme i hendes Skød; det undrede ham ikke, +at baade Livet og Lykken valgte sig Rugeplads der. + +Deres Kærlighed tiltog i Styrke og Glød omkap med Solen og gjorde lyst +og godt allevegne, der blev ikke Plads for noget Mørke. Pelle tog alle +Fortrædeligheder med et stort Smil, han gik om i en Tilstand af +Halvbedøvelse, selv de alvorligste Forretninger kunde ikke trænge Ellens +Billede ud af hans Sind. Hendes hede Aande glødede Luften om ham Dagen +igennem og fik ham til at haste hjem. Og hjemme ved Bordet havde de +hemmelige Tegn, som sigtede til deres løndomsfulde Verden; de levede +Ungdommens Førstekærlighed med dens søde Hemmelighedsfuldhed og lo til +hinanden i ung og stjaalen Forstaaelse, som vogtede hele Verden paa dem +og ingenting maatte vide. Naar deres Fødder rørte hinanden under Bordet, +mødtes deres Øjne, og Ellen rødmede til som en ung Pige. Hendes +Hengivelse var saa stærk, at den ikke taalte Medviden — ikke engang +mellem dem selv. Der laa en rød Flamme hen over hendes Ansigt, og Øjnene +var slørede, som gik hun og gemte Stævnemødets usigelige Sødme fra Gang +til Gang. Hun talte nødig, svarede helst med et Smil, gik nynnende og +bar sin unge Lykke. + + * * * * * + +En Eftermiddag han kom cyklende hjem, tog Ellen ikke imod ham som hun +plejede; han blev angst og skyndte sig ind. Sofaen var redt op til Seng, +Ellen stod derhenne og bøjede sig over Johanne, som laa og rystede i +Feber. Hun rettede sig op og tyssede paa ham. Børnene sad henne i en +Krog og stirrede forskræmt paa den syge, der laa med lukkede Øjne og +jamrede sig sagte. + +„Hun kom rendende herud i Eftermiddag!“ hviskede Ellen og saa underligt +paa ham — „jeg aner ikke hvorfor. Hun er forfærdelig syg. — Jeg har +sendt Lasse Fredrik ind til Morten, saa han kan vide hun er hos os.“ + +„Har I sendt Bud efter Læge?“ spurgte Pelle og bøjede sig ned over +Johanne. + +„Ja. Lasse Fredrik siger til Morten om at tage sin Læge med — han kender +hende jo bedst. Jeg tænker, de snart er her.“ + +Johanne skælvede i Kuldegysninger. Hun laa og arbejdede med Tungen mod +den tørre Gane, udstødte af og til en Række usammenhængende Ord og +kastede sig frem og tilbage. Pludselig rejste hun sig op i Rædsel, de +udspilede Øjne stirrede paa Pelle, men hun kendte ham ikke. „Gaa din Vej +— jeg vil ikke!“ skreg hun og stødte ham for Brystet. Hans dybe Stemme +beroligede hende dog igen, hun lod sig putte ned og laa stille med +lukkede Øjne. Og saa begyndte det forfra. + +„Der har været nogen efter hende,“ sagde Ellen grædende. „Hvad kan det +dog være?“ + +„Det er det gamle, der forfølger hende,“ hviskede Pelle rystet. „Morten +siger, at det stadig kommer op i hende igen. — Tag Børnene ud i Haven, +Ellen — jeg skal nok blive hos hende.“ + +Ellen gik med de smaa, de var næsten ikke til at faa frem af Krogen. Men +lidt efter lød deres pludrende Stemmer derude fra Plænen. + +Pelle sad med sin Haand paa Johannes Pande og stirrede hen for sig — han +var brutalt blevet vækket til Livets Gru igen. Det stred i krampagtige +Ryk derinde i hendes forpinte Barnepande, det var som han i sin Haand +holdt en flagrende Sjæl, der var traadt i Skarnet under raa Hæle. En +stakkels søndertraadt Fugleunge, der hverken kunde flyve eller dø. + +Han vækkedes ved, at en Vogn hastigt kørte op for Havelaagen, og gik ud +for at tage imod Mændene. + +Lægen var meget betænkelig ved Johannes Tilstand. „Jeg er bange for, at +Kriserne tager til i Stedet for af,“ sagde han hviskende. „Bedst var det +jo, om hun kom paa Hospitalet, saa snart hun kan flyttes.“ + +„Vilde det være bedst for hende?“ spurgte Ellen. + +„Nej — ikke just for hende selv — men — — Hun bliver en vanskelig +Patient, Frue!“ + +„Saa bliver hun her,“ sagde Ellen. „Hun skal nok faa det godt.“ + +Lasse Fredrik maatte paa Cyklen og afsted til Apoteket. Straks efter +kørte Lægen. + +De sad uden for Havestuedøren, saa de kunde høre ind efter den syge, og +talte sagte sammen. Det var en Ynk at se Morten, Johannes Flugt fra ham +var gaaet ham nær til Hjærtet. + +„Hvorfor mon hun gjorde det?“ spurgte Pelle. + +„Hun har været underlig, lige siden du var ude og foreslog at hun skulde +ud til jer,“ sagde Morten bedrøvet. „Hun satte sig i Hovedet, at hun laa +mig til Byrde og jeg helst vilde af med hende. For et Par Dage siden +stod hun op, mens jeg var ude, og gav sig til at arbejde i Huset — +formodenlig for at yde Vederlag for sit Ophold. Hun er jo sygeligt +ærekær. Da jeg bestemt forbød hende det, erklærede hun, at hun ikke +vilde skylde mig noget og agtede at gaa sin Vej. Jeg vidste, at det godt +kunde falde hende ind til Trods for at hun var syg, og holdt mig hjemme. +I Middags gik jeg lige ned for at hente Mælk, og da jeg kom op, var hun +borte. Godt var det at hun søgte herud, jeg tror hun kan hitte paa hvad +som helst, naar den Tanke først er kommet op i hende, at hun ligger til +Byrde.“ + +„Hun holder vist meget af Dem,“ sagde Ellen og saa paa ham. + +„Det tror jeg ikke,“ svarede Morten med et fortvivlet Smil — „i saa Fald +har hun skjult det godt. Jeg har nærmest haft Indtryk af, at hun hadede +mig siden den Dag, vi talte om at hun skulde her ud. — Maa jeg blive her +i Nat?“ + +„Bare De vil tage til Takke,“ svarede Ellen. „Det bliver ikke nogen +Luksusseng De faar, men De kan da komme til at ligge ned.“ + +Men Morten vilde ikke i Seng. „Jeg bliver oppe og vaager over Johanne,“ +sagde han. + + + + + XIV + + +Saa var Huset forvandlet til et Sygehjem. Det var et haardt Greb ind i +deres Sorgløshed, men de tog det med; ingen af dem krævede mere af +Tilværelsen, end den kunde svare til. + +Ellen var om den syge Dag og Nat saalænge til det værste var ovre; hun +forsømte baade Pelle og Børnene for at tage sig af Johanne. + +„Du har altfor meget at gøre,“ sagde Pelle bekymret — „det ender med at +du bliver syg for mig. Lad os dog tage Hjælp.“ Og da Ellen ikke vilde +høre Tale om det, tog han selv Affære og fik Dronning Therese til at +være derude om Dagen. + +Paa nogle Dage ordnede Morten sine Sager, skilte sig af med Lejligheden +og flyttede ud til dem. „Du skal dog ikke saadan kunne flygte fra mig,“ +sagde han til Johanne, der sad over Ende i Sengen og lyttede efter, at +de bar hans Sager ovenpaa. „Naar du nu bliver rask nok, flytter du op i +det store Kvistværelse; og saa bor vi to ovenpaa og har det hyggeligt +igen. Ikke sandt?“ + +Hun svarede ikke men blev rød i Hovedet af Glæde. + +Ellen fik saa det Beløb, Morten plejede at give ud om Maaneden til Mad +og Husleje. Hun blev helt bestyrtet, hvad skulde hun dog med alle de +Penge — det var alt for meget! Naa, nu behøvede de da ikke gaa og være +bekymrede for Huslejen. + +Johanne blev snart saa rask, at hun kunde være lidt oppe; Luften herude +havde en gavnlig Indflydelse paa hendes Nerver, og Ellen forstod at +sætte hende i Humør. Gamle Brun forærede hende en dejlig rød og gul +Liggestol af flettet Straa; og naar Solen skinnede, blev hun baaret ud +paa Plænen. Hun laa og saa paa Børnenes Leg, undertiden legede hun ogsaa +med fra sin Stol og laa og kommanderede de to i Øst og Vest. Svend Trøst +lod sig godmodigt jage med, men Søster var lidt mere forbeholden. Hun +kunde ikke lide, at den fremmede Pige kaldte Pelle for Far; og naar hun +var i Drillehjørnet, stillede hun sig op lidt henne og stod og gentog: +„Det er ikke din Far, for det er min Far!“ Saa maatte Ellen efter hende. + +Men for det meste laa Johanne og stirrede ud i Luften med et Blik fuldt +af forfærdelig Lede. En kort Stund lod hun sig fange af noget nyt, men +det varede kun et Øjeblik, saa gled Blikket igen bort. Rask nok til at +gaa omkring var hun aldrig; selv om hun følte sig kvik, vilde Benene +ikke bære hende. Brun kom hver Eftermiddag ud til _Gryet_ for at se til +hende, den gamle Mand var dybt grebet af hendes sørgelige Skæbne og +havde opgivet sin sædvanlige Ferierejse for at kunne følge hendes +Tilstand. „Vi maa gøre noget for hende,“ sagde han til Lægen, der paa +hans Anmodning indfandt sig daglig — „er der da ingenting at gøre?“ + +Men Lægen rystede paa Hovedet. „Hun kan ikke faa det bedre, end hun har +det her,“ sagde han. + +Alle holdt de af hende, og gjorde hvad de kunde for at glæde hende. Brun +havde altid noget med, han købte kostbare Ting til hende, smukke +Silketæpper, hun kunde have over sig naar hun laa i Haven, og et +prægtigt stort Koralhalsbaand. Alt hvad han kunde tænke hun ønskede sig, +fik hun. Hendes Øjne straalede, hvergang hun fik noget nyt, og hun bar +det altsammen paa sig. „Nu er jeg en Prinsesse i al sin Stads,“ hviskede +hun og smilede mod ham — for saa i næste Øjeblik at glemme det hele. Hun +holdt meget af den gamle Mand, forlangte at han skulde sidde hos hende, +og kaldte ham Bedstefar med et sørgeligt Forsøg paa Skælmeri. Men hun +hørte ikke paa, hvad han fortalte hende; han kunde rolig gaa med, naar +de smaa kom listende og vilde have ham med ud at lege paa Marken — hun +mærkede det ikke. + +Ak ingenting kunde forsone hendes Barnesjæl med dens stakkels +skamskændede Legeme, hverken Kærlighed eller Smykker. Det var som om den +lededes ved sit Hylster, og stod og grov i det Blaa saa langt ude som +muligt, holdt fangen i en tynd Traad der blot skulde slides over. Hun +blev med hver Dag mere gennemsigtig, det saas tydelig nu, hun havde de +andre Børn ved Siden af sig. De aad og trivedes for hende med! Naar +Ellen ikke passede paa, kom Svend Trøst trissende og spiste Johannes +Sygemad, skøndt Gud skulde vide han ikke blev sultet! Johanne selv saa +roligt til — det var hende saa ligegyldigt altsammen. + +Det var en usædvanlig Sommer, tør og solrig; man kunde være i Haven den +meste Tid. Hen paa Eftermiddagen samledes de gærne derude, Ellen og +Dronning Therese var færdige i Huset og satte sig hos Johanne med deres +Haandarbejde, Brun sad og underholdt dem med hyggelig Gammelmandssnak, +og Johanne laa og døsede med Ansigtet vendt mod Havelaagen. De lo og +spøgede med hende for at faa hende i Humør; Brun havde lovet hende en +Rejse til Syden, naar hun vilde skynde sig at komme paa Benene, og +fortalte hende om Solen dernede, og de dejlige Druer og Appelsiner som +hun selv skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det alt med sit triste +Smil, som vidste hun altfor godt hvad der ventede hende. Det mørke svære +Haar blev til en stadig større Skygge om hendes blege svindende Ansigt; +det var som Natten steg over hende. Hun syntes at døse sig langsomt bort +fra Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede mod Havelaagen. + +Morten var ofte ude paa Foredragsrejser, undertiden flere Dage ad +Gangen. Men naar han saa endelig gik med Laagen, blussede Livet op i +hendes Ansigt. Han var den eneste, der kunde kalde Sjælen tilbage i +hende, det var som om den kun dvælede for hans Skyld. Hun var ikke +lunefuld mod ham mere; naar Kræfterne var til det, rejste hun sig over +Ende og kastede sig om hans Hals. Saa løb Taarerne stille ned over +hendes lille Ansigt, og hun fik Luft for sin Længsel. Ellen forstod, +hvad der foregik i Barnet og gjorde Tegn til de andre — de to skulde +have Lov at være ene! Saa kunde Morten sidde timevis bøjet over hende og +fortælle om, hvad han havde oplevet; hun syntes ikke at blive træt men +laa og hørte paa ham med glansfulde Øjne, med sin gennemsigtige Haand +hvilende paa hans Arm. Hvert af hans Skridt interesserede hende; +undertiden kom der et eget Udtryk i hendes Øjne, og hun slog mistænksomt +ned paa en eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe Sanser, +Lugten ved ham af fremmede Mennesker gjorde hende mut og spejdende. + +„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker ham jo!“ sagde Ellen en Dag +til Pelle og brast i pludselig Graad. „Og der ligger hun og skal dø!“ +Hendes egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved Barnets +Tilstand. + +„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle protesterende. + +„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor, hun altid har været saa +besynderlig mod ham. Hvor er det sørgeligt!“ + +Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men Solen gik højt paa Himlen og +var stærkere endnu. „Pelle!“ sagde Ellen og strøg ham gennem det +graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart blive forbi!“ — — + +Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den lille Johanne nok skulde +komme sig; men enhver ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes +Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun blev blidere og +medgørligere for hver Dag, Hadet var slukket i hende, med et træt Smil +tog hun imod al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen straalede en +sælsom dødsmærket Ynde, der syntes at udfolde sig eftersom hun nærmede +sig Graven. + +Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig. Pludselig naar Pelle eller +Morten nærmede sig hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aabnede +Munden for at skrige; saa naar hun kendte dem igen gemte hun sig ind til +dem og græd ulykkeligt. Hun kunde ikke komme i Haven mere men laa altid, +Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den oprev hendes Sind og førte det +tilbage til Baggaderne; de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig +hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes spinkle hendøende Stemme +blev raa og hæs igen. Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje +Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skældsord og snærrede rasende til +alle Sider — til hun tilsidst overgav sig, forlangte at faa Brændevin og +laa og smaagræd med en haard tør Graad. Gamle Brun turde slet ikke vise +sig ved Sengen; hun antog ham for en gammel Kammerherre, som +Gadedrengene havde pudset paa hende, og modtog ham med raa Opfordringer. + +Dette Indblik i Barnets forfærdelige Tilværelse bag Plankeværkerne +rystede dem alle. Det var som om Livets Ondskab ikke vilde slippe dette +uskyldige Offer, men hadefuldt forfulgte hende lige ind i Døden og +gjorde al deres Kærlighed til intet. Morten opholdt sig inde hos hende +de Døgn hendes Dødskamp varede, han sad i en Krog og stirrede, kun naar +hun blundede vovede han sig frem. Ellen var den eneste, der havde +Kræfter til at møde det. Hun gik Nat og Dag om Johanne, bleg og rolig +søgte hun at lette hende Døden ved sin utrættelige Omsorg; naar det +forfærdelige kom over Barnet, slog hun sine Arme værgende om hende og +prøvede at betvinge det ved en Moders Kærlighed. + +Hun havde aldrig været i Stue sammen med Døden før men saa den fast i +Øjnene, ved hendes Bryst udstred Barnet. + + * * * * * + +Johannes Død havde fuldstændig lammet Morten. Det længst mulige havde +han klynget sig til den Tro, at hendes Liv maatte kunne reddes — det var +saa meningsløst uretfærdigt ellers! og da det haabløse gik op for ham +ogsaa, sank han sammen. Han tog sig ikke noget til men drev om i en +Tilstand af tung Sløvhed, talte ikke og spiste ikke stort. Det var som +en tung Haand havde slaaet ham i Hovedet. + +Efter Begravelsen fulgtes han og Pelle hjem til Fods, mens de andre +kørte. Pelle gik og talte om ligegyldige Ting for at aflede hans Tanker +fra Barnet, men Morten hørte ikke paa ham. + +„Kære Ven, du vil da ikke blive saadan ved,“ sagde Pelle pludselig og +stak sin Arm ind under Mortens. „Nu har du jo fulgt det stakkels Barn +saa langt paa Vej, du kunde — de levende har ogsaa et Krav paa dig.“ + +Morten løftede Hovedet. „Er det ikke ligegyldigt, om jeg skriver nogle +Sider mere eller mindre?“ sagde han træt. + +„Du har faaet din Pen for at forsvare de værgeløse med den — du har ikke +Lov at give op,“ sagde Pelle. + +Morten lo bittert. „Har jeg kanske ikke talt Børnenes Sag efter Ævne — +og været naiv nok til at tro, at her i det mindste behøvede man blot +aabne Folks Øjne for ogsaa at tage dem om Hjærtet. Og hvad opnaar man +saa? At forøge den saakaldte gode Literatur med endnu et Bind — naar det +kommer højest. Menneskene er praktiske Væsner du, man kan med største +Lethed faa dem til at fælde Teatertaarer; de kan godt lide at sidde i +Parkettet og græde med den Ulykkelige. Men ve ham, om de møder ham igen +paa Gaden. De varmeste Ord om det gribende i mine Børneskildringer har +jeg faaet af en gammel Herre, der senere viste sig at efterstræbe +Smaabørn.“ + +„Men hvad saa da?“ sagde Pelle og stirrede forfærdet paa ham. + +„Ja, hvad saa da, sig du mig det. Du har Ret i, at jeg er lige glad, men +kan man blive ved med at tage Del i en Kamp, der ikke engang skaaner +Børnene? Husker Du min lille Søster Karen, som maatte gaa i Havnen? — +hvor mange tusind Børn staar der ikke bag hende og Johanne! Man kalder +dette for Barnets Aarhundrede — og saa raaber Børnenes Blod jo fra +Jorden! Endda er de lykkelige, naar de kan liste bort — tænk om Johanne +havde levet videre med sit. Barndommens Skygger naar over hele Livet!“ + +„Ja og det gør Barndommens Solskin ogsaa,“ udbrød Pelle varmt. „Netop +derfor maa vi ikke svigte Fattigungerne. Vi vil faa Brug for en Slægt +med varme Hjærter.“ + +„Jeg har jo tænkt det samme,“ sagde Morten græmmet. „Ved du, Pelle — jeg +_elskede_ dette Barn, der kom til mig allerlængst nede fra; hun rummede +det hele for mig, aldrig er Elendigheden kommet mig saa grumt ind paa +Livet. Det blev en skøn Drøm — en taabelig Drøm — i mig, at hun skulde +leve. Jeg skulde kæle Liv og Lykke ind i hende igen, og saa vilde jeg +skrive en Bog om det, der sejrer. Jeg ved ikke, om du forstaar mig —: om +Elendigheden, der bliver sund og lykkelig under Godhedens Sol. Hun var +jo det hele; dybere ned kan Livet vel ikke godt føres! Og lagde du Mærke +til, hvor megen Skønhed og Finhed der alligevel var begravet under +Kloakslam hos hende? Jeg havde glædet mig til at faa det frem, befriet +fra al Nød og Hæslighed — og saa vise Verden, at saa skønne er vi +hernede, naar man skraber Snavset af os. Kanske kunde det have lokket +den til at øve Retfærdighed. Saadan har jeg drømt, men det er en besk +Lod at faa de Ulykkelige udpeget til sin Elskede. Min eneste Kærlighed +er uoprettelig død, og nu kan jeg ikke skrive om noget, der sejrer. Hvad +skal jeg saa dér?“ + +„Jeg tror, det er Hugo der siger, at Hjærtet er den eneste Fugl som +bærer sit Bur,“ sagde Pelle. „Men dit Hjærte nægter nok at tage ved, +naar der er allermest Brug for det.“ + +„Nej, du,“ sagde Morten lidt ivrigere — „jeg svigter vist ikke. Men +dette har været et haardt Nedslag for mig — bare jeg havde noget mere af +din lyse Tro. Naa, jeg maa være henrykt for, at jeg har dig selv.“ Han +rakte Pelle Haanden med et godt Smil. + +Bibliotekaren kom dem i Møde ned over Markerne. „Det tog længe med jer +to Dioskurer,“ sagde han og saa opmærksomt paa dem — „Ellen venter med +Maden.“ + +De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark mod Huset. „Nu er det +bedste af Sommeren forbi,“ sagde Brun og saa sig om med et Suk. „Saa er +Hjulet rykket endnu en Tak frem.“ + +„Døden er ikke det værste, der kan overgaa én,“ svarede Morten, der +endnu var i sin morbide Stemning. + +„Saadan noget siger man, mens man er ung og velhavende — og mener det jo +ikke for Alvor. I Morgen har Livet taget Dem og Deres Sorg i sin +Tjeneste igen. Men jeg har aldrig været ung, før jeg lærte jer to at +kende, derfor tæller jeg karrigt hver flygtende Time. — Og misunder jer, +som kan gaa saa rask,“ føjede den gamle smilende til. + +De gik langsommere opover og fulgte Hækken op mod Huset; indenfor i +Haven hørtes en svag Klynken. Derinde i et tomt Bed sad Svend Trøst nede +i et Hul, som de to Unger havde gravet med deres Spader; Søster var i +Færd med at kaste Jord paa ham, den gik ham allerede til Halsen. Han +gjorde ingen Modstand men smaapylrede kun lidt, da Mulden begyndte at +nærme sig hans Mund. + +Pelle raabte Allarm og sprang over Hækken, Ellen kom styrtende ud i det +samme. „Der kunde du nær have kvalt lille Bror,“ sagde hun forfærdet og +tog Drengen op til sig. + +„Jeg planter ham jo bare,“ sagde Anna, fornærmet over at man ødelagde +hendes Værk — „han vilde gærne selv. Og til Foraaret kommer han jo op +igen!“ De to Børn vilde gærne have en lille Bror, og var blevet enige +om, at Svend Trøst skulde ofre sig. + +„Saadan noget maa I ikke finde paa,“ sagde Ellen stille — „I skal nok +faa en lille Bror til Foraaret alligevel.“ Og hun saa paa Pelle med et +varmt talende Blik. + + + + + XV + + +Inde i Fællesvirksomheden gik Arbejdet sin rolige Gang. Der stod ikke +noget Gny af den, inden for Bevægelsen var man nær ved at glemme, at den +overhovedet var til. Det var en lang og sej Vej, Pelle var inde paa, men +han var ikke i Tvivl om, at den førte til Maalet, og gik sindigt til +Værks. Aldrig havde hans Aandedræt været saa langt. + +Foreløbig gjorde han Erfaringer. Han og Peter Drejer havde opdraget en +Stab af solide Arbejdere, som vidste, hvad det drejede sig om, og ikke +lod sig slaa ud af Leje, selv om der kom et fremmed Element ind. +Forretningen voksede stadig og krævede ny Tilgang, men han havde ingen +Vanskeligheder af de ny Kræfter; Foretagendet var saa stærkt, at det +slugte og omdannede dem. + +Fabrikanterne i al Fald huskede, at han var til, skadede ham, hvor de +kunde. Det glædede ham, fordi det fastslog, at han var farlig for dem. +Gennem deres Forbindelser lukkede de for Krediten, og da det ikke førte +til noget, fordi han havde Bruns Formue i Ryggen, boykottede de ham for +Materialer ved at tvinge Læderhandlerne til ikke at sælge til ham. Han +maatte saa indforskrive Materialerne fra Udlandet. Lidt ekstra Besvær +var der forbundet med det; nu galdt det om at have Orden i Sagerne, saa +man ikke stod og manglede et eller andet. + +En Dag manglede der en Artikel i en ny Sending, og det hele var ved at +gaa i Staa. Han fik den skaffet til Veje ved et Krigspuds men var gal i +Hovedet. „Jeg kunde have Lyst til at lange de Læderhandlere én ud igen,“ +sagde han til Brun, „her skal man gaa og luske sig det til, hvis man +tilfældig staar og mangler noget. Skal vi ikke leje Butiken her inde ved +Siden af og oprette en Læderhandel? Det er en Lussing til de andre, og +saa har vi selv altid, hvad vi bruger. Vi skal jo ikke spille Herskab +paa den Historie, saa jeg tror de mange Smaamestre omkring i Krogene vil +blive glade for os.“ + +Ja, Brun havde ikke noget imod, at Krigen blev ført lidt mere paa +Kniven. Der skete ham ikke nok! + +Den ny Forretning aabnede til Oktober. Pelle vilde haft Peter Drejer til +at lede den, men han undslog sig. „Jeg egner mig vist ikke til at købe +og sælge,“ sagde han mørkt. Saa tog Pelle en af de unge Arbejdere fra +Værkstedet op i Forretningen og holdt selv Øje med den. + +Det gav allerede mere Skub i Tingene; der var nok at tage i. Nu +frembragte Virksomheden meget mere, end der kunde afsættes i Butiken; og +Pelles Læderhandel gjorde Smaamestrene uafhængige af Privatkapitalen. +Mange af dem havde lidt Smaasalg af Fabriksfodtøj ved Siden af +Reparationsværkstedet og tog nu deres Varer fra ham. Ude i Provinsen +havde hans Fodtøj allerede vundet Indpas adskillige Steder; det var +kommet af sig selv, det ene tog det andet med sig. Fabrikanterne +forfulgte det derude ogsaa — hvor de kunde; Følgen var, at Arbejderne +tog det op og tvang det ind igen i de Forretninger, hvor de var +Kundekredsen. Der begyndte at staa Kamp om _Pelles Fodtøj_. + +Men han vidste, at det kun var Begyndelsen. Det maatte komme til et +stort Sammenstød, og var han saa tilstrækkelig godt funderet? +Fabrikanterne var i Færd med at oprette en Butik lige overfor, hvor der +skulde sælges billigt for at ødelægge hans Udsalg, og en Dag satte de +sagtens Priserne stærkt ned over det hele for at faa ham vippet af +Pinden. + +„Lad dem kun,“ sagde Brun. „Saa kommer Folk billigt til Fodtøj!“ Men +Pelle imødesaa med Bekymring det ny Angreb. Selv om de holdt det ud, +kunde det godt udtømme deres økonomiske Kræfter. + +De var for isolerede, det var Ulykken. Endnu var de som den, der skyller +i Land paa aaben Strand, de havde ingenting at falde tilbage paa. +Arbejdsgiverne havde forlængst opdaget, at de var lige saa +internationale som Arbejderne, og havde adopteret Pelles gamle +organisatoriske Tanke. Det gik ikke altid glat med at faa sine +Materialer fra Udlandet heller, han mærkede Sammenhængen! Saalænge han +ikke havde faaet Garverne til ogsaa at oprette et Fællesforetagende, +kunde han naar som helst risikere at faa Fødderne slaaet væk under sig. +Og først og fremmest maatte han have den store Arbejderhær med sig, det +var den, det hele tog Sigte paa. + +En Dag stod han igen paa Talerstolen efter lange Aars Forløb og holdt +sit første Foredrag om Kooperationen. Det var helt underligt igen at +staa over for sine egne og føle deres Ansigter rettet paa sig. Foreløbig +saa de ham an som en, der vendte tilbage fra det fremmede med nye Ideer +— eller kanske blot ny Paahit; men han skulde nok vinde dem! Netop deres +Træghed lovede godt, naar først den blev overvundet; han kendte dem +igen, de var svære at sætte i Gang — og næsten ikke til at stanse igen. +Fik hans Ide først rigtig fat i disse Folk med deres vældige +Organisationer og urokkelige Disciplin, saa var den uovervindelig. Han +kastede sig med Kraft ind i Agitationen og holdt hver Uge Foredrag i en +politisk eller faglig Forening. + +„Pelle, hvor har du travlt,“ sagde Ellen, naar han kom hjem. Hendes +Tilstand fyldte ham med Lykke, den var som et Segl paa deres ny +Forening. Hun havde trukket sig lidt mere tilbage i sig selv, over +hendes Ansigt og Skikkelse lagde sig et Skær af drømmende Blødhed. Lidt +hjælpeløs og fjærn i det tog hun nu imod ham ved Laagen — en ung Moder, +der maatte tages paa med varlige Hænder! Han saa hende trives fra Dag +til Dag og bære — gavmildt som Haven bar de sidste tunge Blomster, og +havde en lykkelig Følelse af at det groede for ham paa alle Kanter. + +Morten saa de ikke meget til, han befandt sig i en Krise og færdedes +helst for sig selv. Han klagede stadig over, at han ingen Vegne kunde +komme med sit Arbejde, selv den mindste Ting, han begyndte paa, kørte +fast for ham. + +„Det er, fordi du ikke længer tror paa det,“ sagde Pelle. „Den, der +tvivler om sin Gærning, skærer jo den Gren over, han selv sidder paa.“ + +Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: „Det er meget værre endnu — for +det er selve Mennesket, jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og +har ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg det — det er, fordi +Menneskene ikke har noget Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele +vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa koldt som her er.“ + +„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det er jo det og ikke +Forstanden, der holder dem oppe; ellers var de gaaet til Grunde for +længe siden — blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det trods al +Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken lysende Væsner?“ + +„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne er de dog! Og maatte +man ikke hellere ønske for dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes +med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder dem, der kan se +historisk paa Elendigheden og trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo +ogsaa selv, at det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel en +kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner forinden skal gaa +lykkeløst i Graven i Kampen for at overvinde en Dumhed. Jeg er en +Uforligelig, det er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre +Tilstande; derfor lider jeg under dem, der er. Bare en saa selvfølgelig +Ting som at faa Penge igen paafører mig Lidelse. De er mine, men min +Tanke kan ikke lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: Hvilke +Savn fremkalder de ved at gaa over i mine Hænder? hvad klæber der ved +dem af Nød og Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det bestandig +i mig, at _de_ faar for lidt, der har hjulpet mig — min Vaskekone og de +andre. De kan jo knap leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager +min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, og jeg har ikke Fred; +hvergang jeg putter en Bid Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre, +maa jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt ved ikke at +kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed dog er saa indlysende. Og det +nytter ikke, jeg vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke — +det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen der hen engang — hvis ikke +de Fortrykte rejser sig forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er +fordømt til at leve alle de andres Elendigheder med — og mit eget Liv +har ikke just været rigt paa Solskin. Tænk paa min Barndom, hvor den har +været glædesløs! Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! tænk paa +det.“ + +Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens Vej; nu krøb han +sammen og gik og frøs. + +Men en Aften kom han stormende ned i Stuen til dem og viftede med et +Papir. „Jeg har faaet et Legat,“ sagde han. „I Morgen tidlig rejser jeg +til Syden.“ + +„Du maa da først ordne dine Sager,“ sagde Pelle. + +„Ordne?“ Morten lo. „Nej du, rejse er man altid klar til. Hele mit Liv +har jeg været parat til en Tur omkring Jorden med en Times Varsel!“ Han +gik frem og tilbage og gned sig i Hænderne. „Ah nu skal jeg ned og +slikke Sol, du — rigtig gennembages skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil +have godt af springe en Vinter over.“ + +„Hvor langt vil De hen?“ spurgte Ellen med lysende Øjne. + +„Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke +trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil +jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs +Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker +ligesom lille Johanne og hendes Mor og Bedstemor — men som faar Lov at +leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige der ikke fryser.“ + +„Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som muligt,“ sagde Ellen, da +Morten var gaaet op for at pakke sin Kuffert. „For kommer han først i +Tanke om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. — Jeg kommer +vist til at stikke nogle Strømper af dine og lidt Undertøj i hans +Kuffert — han har ikke noget at skifte med. Bare han nu sørger for at +faa sit Tøj til Vask — og saa de ikke ødelægger det for ham med Klor.“ + +„Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker ind?“ spurgte Pelle. +„Ellers er jeg bange for, han ikke faar det med han har Brug for. Morten +glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.“ + +Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt frem. Det var et Held hun +kom, Morten havde pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de +nødvendige Ting til Side. Han stod og trippede, og var helt ulykkelig da +hun tømte det hele ud af Kufferten igen og begyndte forfra; nu var det +saa pænt ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for sig — han +kunde lige stikke sin Haand ned og tage hvad han ønskede. Men Ellen +kendte ikke til Skaansel, det hele maatte herut paa Gulvet, og hver +Stump Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. Det nødvendige +blev sorteret fra. For hver Stump der kom i Kufferten, protesterede +Morten spagfærdigt — det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe +Strømper med — eller flere Sæt Linned; det købte man simpelthen, +efterhaanden som man fik Brug for det. Naa? saa det kunde det ikke? Men +slæbe omkring med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom en anden +Kolportør — det kunde vel betale sig! + +Ellen laa paa Knæ foran Kufferten og gjorde Vej. Pelle kom op ved hendes +Ivrighed, han stod lænet mod Døraabningen og saa paa dem. „Det er +rigtigt, giv ham bare en Omgang Gaberbejse, saa han kan holde, til han +naar hjem igen,“ sagde han leende. „Han kan godt trænge til det.“ + +Morten sad paa en Stol og saa slukøret ud. „Gudskelov man ikke er gift,“ +sagde han. „Jeg begynder virkelig at faa Medlidenhed med dig, Pelle.“ +Man kunde se paa ham, at han nød Omsorgen. + +„Ja nu kan du da se, hvad for et Huskors jeg har faaet,“ svarede Pelle +alvorligt. „Du har aldrig villet tro det før.“ + +Ellen lod dem bare snakke; nu var Kufferten stoppende fuld, og nu vidste +hun da, han ikke kom til at drage om som en Landevejsbisse. Nu var der +kun Toiletsagerne — ikke engang dem havde han sørget for. Hun trak en +vældig stor Bog ud af Toilettasken paa den indvendige Side af +Kuffertlaaget, for at gøre Plads til Vaskesagerne; men da kom Morten +springende. „Den _maa_ jeg ha’e med — hvordan det saa gaar,“ sagde han +bestemt. Det var Victor Hugos: _De Ulykkelige_ — Mortens Bibel. + +Ellen slog op paa Titelbladet for at se, om det nu ogsaa var saa +nødvendigt at slæbe om med saadan et Uhyre — det var jo et helt Brød. + +„Der er ingen Plads til den,“ erklærede hun og lagde den roligt til Side +— „da ikke hvis De vil have saa De kan vaske Snavset af Dem. Men De +træffer ogsaa sagtens Ulykkelige, der hvor De kommer hen; dem er der +vist nok af allevegne.“ + +„Saa tillader Fruen vel heller ikke at jeg tager mine Skrivesager med?“ +spurgte Morten i en ansøgende Tone. + +„Jo,“ svarede Ellen leende — „og De maa ogsaa godt bruge dem til noget +kønt — — hvis det da er os Smaafolk De skriver for. Jammer og Elendighed +er der nok af!“ + +„Naar nu Solen har skinnet rigtig paa mig, saa kommer jeg hjem og +skriver jer en Bog om den,“ sagde Morten alvorligt. + +Den næste Dag var en Søndag. Morten var tidlig oppe og tog ud paa +Kirkegaarden. Det trak længe ud, de gik og ventede paa ham med +Frokosten. „Nu kommer han, jeg saa ham nede paa Marken,“ raabte Lasse +Fredrik endelig; han havde været oppe paa Bakkegaarden efter Mælk. + +„Saa kan vi godt komme Æggene i,“ sagde Ellen til Søster, som gik hende +lidt til Haande i Køkkenet. + +Morten var højtidelig til Sinds. „Nu er Roserne paa Johannes Grav igen +plukkede,“ sagde han. „Jeg begriber ikke, at nogen kan faa over sit +Hjærte at plyndre de Døde; de er dog dem, der har det fattigst af os +allesammen.“ + +„Det glæder mig at høre dig sige det!“ udbrød Pelle. „For en Maaned +siden var du i Stand til at synes, at de Døde var de eneste velhavende.“ + +„Du er en Klippe,“ sagde Morten smilende og tog ham i Skuldrene. „Selv +om alt andet forandrer sig — dig ved man altid hvor man har.“ + +„Til Bords, til Bords!“ raabte Ellen. „Men straks — eller bliver +Overraskelsen kold!“ Hun stod og ventede med et tildækket Fad. + +„Hvad — du har jo nylagte Æg!“ udbrød Pelle forbavset. + +„Ja, Hønsene har givet sig til at lægge igen de sidste Dage — det er til +Ære for Morten.“ + +„Næ, det er til Ære for det gode Vejr — og saa fordi de faar Lov at løbe +frit om nu!“ indvendte Lasse Fredrik. + +Morten lo: „Lasse Fredrik er en uforbederlig Realist — Tilværelsen +behøver ikke pyntes op for hans Skyld.“ + +Ellen gik og kræsede for Morten. „Nu skal De værsgod spise,“ sagde hun. +„Det er ikke sikkert, De faar ordenlig Mad derude i det fremmede.“ Hun +tænkte med Gru paa den Mad, hendes Logerende i _Palæet_ havde rørt +sammen. + +Saa holdt Vognen for Døren, Kufferten kom op hos Kusken, Morten og Pelle +steg til Vogns — det var paa høje Tid. Det gik i Fart nedover, Lasse +Fredrik og Søster stod paa hver sit Trin helt ned til Hovedvejen; saa +sprang de af og løb tilbage. Deroppe ved Gavlen stod Ellen og vinkede — +med Svend Trøst ved Haanden. + +„Det maa være underligt at rejse væk fra det hele,“ sagde Pelle. + +„Ja for dig maatte det være underligt,“ svarede Morten og kastede et +sidste Blik tilbage efter Pelles Hjem. „Men jeg rejser jo ikke væk fra +noget — jeg rejser det tvært imod i Møde.“ + +„Det bliver i al Fald underligt, ikke at have dig trampende over Hovedet +længer — især for Ellen og Børnene. Men du la’r vel høre fra dig?“ + +„Det gør jeg. Og du holder mig lidt underrettet om, hvordan dit +Foretagende trives.“ + +Saa gik Toget. Pelle følte en egen Sugen under Hjærtet, mens han stod og +stirrede efter det, som hvirvlede det noget af ham med sig. Det havde +altid været hans Drøm at komme ud og se sig om i Verden; lige siden +Garibaldi dukkede op i det trange Værksted derhjemme i Provinsbyen, +havde han gaaet og glædet sig til det. Nu stak Morten ud — han selv kom +nok aldrig afsted, han fik nøjes med den „Udenlandsrejse“ han havde +haft. + +Et Øjeblik stod Pelle og stirrede ud langs Skinnerne, hvor Toget var +forsvundet — med Sindet borte i tunge Drømme. Men saa vaagnede han og +opdagede, at han uden at ville det havde staaet og følt sit Hjem som en +Klods om Benet. Og derhjemme gik Ellen og Børnene og kiggede langt +efter, om han ikke snart kom — mens han stod her og drømte sig bort fra +dem! De tog sig ingenting til, før han var der, for Søndagen var jo hans +Dag — den eneste Dag de havde ham rigtig. — Han skyndte sig ud og sprang +paa en Sporvogn. + +Da han fra Sporvejslinjens Endepunkt sprang over Grøften ind paa Marken, +fik han Øje paa Brun lidt fremme paa Stien. Den gamle Bibliotekar +arbejdede sig møjsommeligt op over det stigende Land, hvert Øjeblik +tvang hans Astma ham til at stanse. „Han er paa Vej ud til os!“ tænkte +Pelle rørt; det var ikke før faldet ham ind, hvor besværlig denne Tur +over Pløjemarker og ad daarlige Veje maatte være for den gamle Herre. Og +alligevel gjorde han den flere Gange om Ugen for at komme ud og se til +dem. + +„Ja, nu har I mig der igen,“ sagde Brun. „Bare I ikke bliver kede af mit +Rend.“ + +„Det er der vist ingen Fare for,“ svarede Pelle og tog ham under Armen +for at lette ham Bakken. „Børnene er jo ganske tossede efter Dem!“ + +„Ja Børnene, dem er jeg tryg nok ved — og dig ogsaa, Pelle! Men din Kone +gør mig usikker.“ + +„Ellen er noget forbeholden, men det er bare hendes ydre Væsen — hun +holder meget af Dem,“ sagde Pelle varmt. „Den der tager Børnene paa +Skødet, tager Ellen om Hjærtet.“ + +„Mener du virkelig det? — Jeg har altid ringeagtet Kvinden, fordi hun +mangler Personlighed — lige til jeg lærte din Kone at kende. Det er en +sjælden Kone du har, Pelle; hun er stærk i sit Væsen — saa stærk at hun +gør mig usikker. Kunde du ikke faa hende til at lade være med at kalde +mig Hr. Brun.“ + +„Jeg skal sige det til hende,“ sagde Pelle leende. „Men det er ikke +sikkert det nytter noget.“ + +„Denne _Hr. Brun_ er ved at blive mig en uudholdelig Person, skal jeg +sige dig; og ude hos jer vilde jeg gerne have et Fristed for ham. Du +skulde vide, hvad det vil sige hele sit Liv at trækkes med saadan en +Herre, der ikke staar i inderligt Forhold til noget som helst. Andre +hedder dog _Far_, _Bedstefar_, et eller andet menneskeligt; men mig +affærdiger alle Livets Forhold med et _Hr. Brun_! — Tak Hr. Brun! — +Mange Tak Hr. Brun!“ Den gamle var i sit desperate Humør, han gik og +vrængede Ordet ud. + +„Det er nogle slemme Veje herude,“ sagde han pludselig og stansede for +at puste. „Man begriber ikke at Markerne faar Lov at ligge her lige oven +for Byen — at Spekulationen ikke melder sig.“ + +„Det er vel Mosens Skyld dernede. Men nu har de forresten begyndt at +fylde den ud ovre i den nordre Ende ser jeg,“ sagde Pelle. + +Brun kiggede interesseret derover ad, men rystede saa opgivende paa +Hovedet. + +„Næ — jeg kan ikke se saa langt uden Briller — det er ogsaa en af +Bøgernes Velsignelser. — Jo det er! Gamle Folk paa Landet tager dog kun +til Brillerne, naar de skal se i en Bog; men jeg maa ty til dem, naar +jeg vil orientere mig i Verden — det gør en stor Forskel. Det er +Gadernes og de dumme Bøgers Skyld, at jeg er nærsynet; man faar ikke +noget Udsyn, naar man ikke bor i det fri. Byen lukker for alle ens +Sanser, og Bøgerne fører en bort fra Livet. Derfor tænker jeg ogsaa paa +at flytte ud.“ + +„Er det klogt nu til Vinteren? De egner Dem ikke til at tage ind og ud i +al Slags Vejr.“ + +„Saa opgiver jeg Biblioteket,“ svarede Brun. „Det vil ikke volde mig +stor Sorg — jeg har tilbragt nok af mit Liv dér. Tænk dig Pelle, det gik +op for mig i Nat, at jeg har været med til at katalogisere det meste af +Verdens Literatur — men har ikke engang set et Barn blive svøbt! Hvad +Ret har Folk som jeg til at snakke med?“ + +„Jeg kan ikke forstaa det,“ sagde Pelle. „Mig har Bøgerne hjulpet til +saa meget.“ + +„Ja, fordi du havde det egenlige! Hvis jeg var ung, gik jeg ud og tog +fat med mine Hænder. Jeg er gaaet Glip af mere ved aldrig at have +arbejdet mig svedig og træt med mit Legeme, end du ved ikke at kende de +store Klassikere. Jeg gaar og opdager min egen Fattigdom, Pelle; nu +byttede jeg gærne alting væk for en Plads som Gammelfar i en lun +Ovnkrog.“ + +Børnene kom løbende ned over Marken. „Har du noget til os i Dag?“ raabte +de paa lang Afstand. + +„Ja, men ikke før vi er kommet ind i Varmen. Jeg tør ikke knappe Frakken +op herude for min Hoste.“ + +„Jamen du gaar saa langsomt,“ sagde Svend Trøst. „Er det fordi du er saa +gammel?“ + +„Ja det er det nok,“ svarede den gamle Mand leende. „I faar øve jer i +lidt Taalmodighed.“ + +Men Taalmodighed var ikke det, de smaa havde mest af. De greb ham i +Frakken og trak afsted med ham. Han var helt forpustet, da de naaede ind +i Gangen. + +Ellen saa strængt paa Børnene men sagde ikke noget. Hun hjalp Brun af +Frakken og Halstørklædet og fik ham godt bænket inde i Stuen. Saa gik +hun ud i Køkkenet; Pelle forstod, at der var noget hun vilde ham, og +fulgte efter. + +„Pelle,“ sagde hun alvorligt — „Børnene er altfor fri mod Hr. Brun. Jeg +kan ikke forstaa at du ser roligt paa det.“ + +„Jamen han er glad for det, Ellen — ellers kan du da begribe, jeg nok +skulde bræmse dem. Han vil netop have det saadan. Og ved du, hvad jeg +tror han vilde blive endnu gladere for? — om du tilbød ham at bo hos +os.“ + +„Nej det gør jeg aldrig,“ erklærede Ellen bestemt. „Det vilde se altfor +underligt ud af mig.“ + +„Men naar han nu trænger til et Hjem — og holder af os! Han omgaas ingen +andre end os.“ + +Ja — nej, det kunde Ellen alligevel ikke begribe — det de havde at byde +paa. Og Brun som kunde købe al den Hygge, der var at faa for Penge. „Saa +maatte jeg da i al Fald have nyt Dækketøj og gode Tæpper paa Gulvene — +og mange andre Ting.“ + +„Det kan du jo ogsaa faa,“ sagde Pelle — „naturligvis vil vi have det +saa hyggeligt vi kan. Brun er forresten lige saa nøjsom som vi er.“ + +Ja det kunde godt være; men Ellen var Husmoder, og der var Ting hun ikke +kunde være bekendt. „Vil Hr. Brun gærne bo hos os, saa skal han ogsaa +have det hyggeligt,“ sagde hun. „Men det er underligt, han ikke selv +foreslaar det; det kan han dog meget bedre end vi.“ + +„Nej det skal jo netop komme fra os — fra _dig_, Ellen. Han er lidt +bange for dig.“ + +„For mig?“ udbrød Ellen forfærdet. „Og jeg som — nej men der er jo +ingen, jeg hellere vilde være god imod! — Saa skal jeg nok sige det, +Pelle — men ikke lige nu.“ Hun tog sig til Kinderne, hun var blussende +rød af Glæde og Forvirring over, at hendes lille Hjem var saa meget +værd. + +Pelle gik ind i Stuen. Brun sad i Sofaen med Svend Trøst paa Skødet. +„Det er en ordenlig Prop,“ sagde han — „men han ligner ikke sin Mor. Det +er dine Træk helt igennem.“ + +„Ellen er heller ikke Mor til ham,“ sagde Pelle sagte. + +„Naa saadan. Det er pudsigt med de tre Rynker i Panden, han har faaet +efter dig — de ligner Bølgelinjerne i Danmarks Aasyn. I ser ud som I var +vrede altid begge to.“ + +„Det var vi ogsaa dengang,“ sagde Pelle. + +„Apropos Vrede,“ vedblev Brun — „jeg henvendte mig saa igaar til +Politimyndighederne og fik udvirket, at de indstiller Forfølgelsen mod +Peter Drejer — paa Betingelse af at han hører op med sin Agitation +blandt Soldaterne.“ + +„Det faar vi ham aldrig til at gaa ind paa. Det vilde være det samme som +at opfordre ham til at afsværge sin Menneskeret. Peter Drejer har med +megen Selvovervindelse lært sig at bruge parlamentariske Udtryk, og +videre faar man ham sikkert ikke. I selve Sagen giver han aldrig Køb, og +det maa jeg holde med ham i. Maa man ikke engang bekæmpe det bestaaende +med aandelige Vaaben, saa hører jo alting op.“ + +„Ja det er ganske rigtigt,“ sagde Brun — „jeg har bare ondt af ham. +Politiet holder ham dér i en Tilstand af Betændthed altid — han har jo +slet ingen Glæde af at være til.“ + + + + + XVI + + +Pelle haabede stadig paa, at Peter Drejer skulde vinde et roligere Syn +paa Tilværelsen. Det var Meningen i Løbet af Foraaret at oprette en +Fællesvirksomhed i Aarhus ogsaa, og Peter var udset til at sætte den i +Gang. Men hans Sind syntes ulægeligt, hvergang han faldt lidt til Ro, +rev Forholdene ham ud af den igen. Nu var det den tiltagende +Arbejdsløshed, der gik ham paa. + +Og den stupide Forfølgelse holdt ham i en Tilstand af bestandig +Ophidselse. Selv naar han som nu lodes i Ro, gik han med en irriterende +Fornemmelse af, at man spekulerede i at faa ham til at forløbe sig — +tilsyneladende lukkede Øjnene for at kunne slaa des kraftigere ned over +ham. Han gik og vidste aldrig, om han var købt eller solgt. + +Virksomheden var saa stor nu, at de havde maattet forlægge den +egenlige Fabrik til Bagbygningen og kun benyttede Kælderen til +Reparationsværksted. Peter Drejer ledede dette Værksted, og noget at +udsætte paa hans Ledelse var der ikke; han var energisk og paapasselig. +Men til at lede et Arbejde efter en større Plan duede han ikke, hans +Sind var i bestandig Svingning. Trods sine Ævner forbrændte han til +ingen Nytte. + +„Han kunde ogsaa lade være med sin Agitation og tage sig noget nyttigere +til,“ sagde Brun en Aften han og Pelle sad og drøftede dette. „Ved +Voldsomheder skabes der alligevel ikke noget! — Og han selv render blot +Panden mod Muren.“ + +„Det har De ikke ment før,“ sagde Pelle. Det var Bruns Skrifter om +Individets Ret, der fra først af havde vakt Peter Drejer til Eftertanke. + +„Nej, jeg ved det nok. Dengang troede jeg, at det hele maatte slaas i +Stykker, for at der kunde opstaa en ny Verden af Kaos; jeg kendte jo +ikke jer — og mine egne syntes jeg ikke var for gode at sprænge til +Side; de laa blot og stoppede for Udviklingen. Men du har selv omvendt +mig! jeg var lidt for hurtig til at dømme din Træghed — du har mere af +Sammenhængen i Kroppen end jeg. Vor lille Virksomhed derinde har +overbevist mig om, at Almuen gør klogt i at vedgaa Arv og Gæld efter +Overklassen. Og det gør mig ondt at se Peter løbe af Sporet; han er en +af jeres fremskudte Ævner. Kunde vi ikke faa ham herud — han kan faa mit +ene Værelse! Jeg tror han trænger til lidt hyggeligere Forhold.“ + +„Det er bedst, De selv foreslaar ham det,“ sagde Pelle. + +Næste Dag tog Brun med ind og foreslog det, men Peter Drejer betakkede +sig. „Jeg har vist ingen Ret til Deres Komfort, saa længe der gaar tyve +Tusend Mænd og hverken har at bide eller brænde,“ sagde han afvisende. +„Men De er jo Anarkist,“ tilføjede han haanligt — „og Millionær efter +hvad man siger. Hvad Nød har de Arbejdsløse saa!“ Han var blevet skuffet +ved at lære den gamle Filosof personlig at kende, og lagde aldrig Skjul +paa sin Uvilje. + +„De er vist ikke uvidende om, at jeg allerede _har_ stillet min Formue +til Fattigmands Raadighed,“ sagde Brun krænket. „Maaden trøster jeg mig +til forsvarer sig selv engang. Dersom jeg i Dag fordelte hvad jeg ejer +mellem de Arbejdsløse, vilde det være slikket bort som Dug inden i +Morgen — saa bundløs er desværre Nøden nu.“ + +Peter Drejer trak paa Skuldrene — des mere Grund syntes han der var til +at hjælpe. + +„Vil du da forlange, at vi ofrer vor store Plan om at gøre al Nød +overflødig, for en Gang Mad til de Trængende?“ spurgte Pelle. + +Ja Peter saa kun Nøden i Dag — den var ham en saa græsselig Virkelighed, +at Fremtiden fik være. + +Der var foregaaet en Forskydning med ham, han syntes helt at have brudt +med Udviklingen. + +„Han gaar og ser for meget,“ sagde Pelle til Brun, — „og nu har Hjærtet +taget Herredømmet over Forstanden. Lad ham hellere være i Fred, vi faar +ham alligevel ikke til at indrømme noget men ophidser ham bare. Det kan +ikke lade sig gøre at færdes i alt det han lever i — og alligevel blive +ved at holde Hovedet klart; enten maa man lukke Øjnene og forhærde sig, +eller ogsaa sprænges man.“ + +Peter Drejers Hjærte gjorde Obstruktion. Ofte maatte han stanse midt i +sit Arbejde og gispe efter Vejret. „Jeg kvæles,“ sagde han saa. + +Som han var der mange — den stadig voksende Arbejdsløshed begyndte at +sætte Panik i Sindene. Det var ikke længer de unge Brushoveder +alene, som gik og tabte Taalmodigheden. Af den store kompakte +Organisationsmasse, hvori Enkeltvæsnerne hidtil ikke havde været til at +skelne, traadte med ét enfoldige Mænd frem og gjorde sig latterlige ved +at bære Tidens Sandhed lige paa Læben. Smaafolk der ingenting begreb af +Livets Love, vaagnede ikke desto mindre skuffede af den Døs, Taktslaget +havde hensat dem i — og rørte utaalmodigt paa sig. Der skete jo ikke +noget — ikke andet end det, at det ene Elitefag efter det andet forlod +dem og rykkede op i Borgerskabet. + +Bevægelsen havde hidtil været det faste Udgangspunkt, derfra skete alt +hvad der var af Vigtighed, og derfra faldt Lyset over Dagen. Men nu +pludselig fødtes der et Kim i de enfoldigste, og de satte et +Spørgsmaalstegn ved Stikordet. Til alting svaredes der jo: naar +Bevægelsen har sejret, bliver det anderledes! men hvordan kunde det +blive anderledes, naar der ikke skete mindste Forandring, nu de dog +havde Magt? Nok lidt Forbedring maaske — men ingen Forandring! Det var +blevet et fast Nummer, et Omkvæd hvergang en Kvinde fødte i Dølgsmaal, +en Mand stjal eller pryglede sin Kone —: det er Følgerne af Systemet! op +og stem Kammerater! Men nu begyndte det at lyde idiotisk i Ørerne paa +dem. For Fanden, de stemte jo af alle Kræfter! men derfor blev alting +sku alligevel dyrere. Gu var man lovlydig, man formelig svedte af +Parlamentarisme, og bestilte snart ikke andet end at erobre Mandater — +og hvad saa? Var der maaske noget Menneske i Tvivl om, at Fattigper var +i Flertal — knusende Flertal? hvad var det saa for noget Vrøvl, at +Flertallet skulde erobres? Nej, de der sad inde med Magten, skulde nok +vide at indrette det saadan, at de blev ved at beholde den — saa kunde +man erobre Mandater lige saa tosset man vilde! + +Der var for megen Respekt i én for det Bestaaende — derfor gik det +immervæk hen og spillede én paa Næsen! Det kunde sku være godt nok med +al den Lovlighed — men man gik bare ikke gradvis fra det ene til det +andet! Hvordan ku’ det ellers være, at der ingenting skete af det ny? +Sagen var nok den, at hvert eneste Skridt hen imod det ny straks blev +opædt af den bestaaende Tingenes Tilstand — og blev til Spæk paa +Ribbenene af den. Kapitalen fedede sig sku, hvad Pokker man saa gjorde +ved den; den var som Katten, der altid kommer ned paa Poterne. Hvergang +Arbejderne tiltvang sig en lille Lønstigning, gangede Arbejdsgiverne det +med to og lagde det over paa Varen — det var derfor de begyndte at blive +saa medgørlige over for visse Lønkrav! Og dem der fik det lidt godt, +lokkede Kapitalen over paa sit Parti — saa de andre kom til at sidde +tilbage som Luseproletariat. Det ku’ sku godt være, at Bevægelsen havde +gjort et stort Stykke Arbejde! — men der skulde forbandet gode Øjne til +at faa Kig paa det. + +Saadan rejste der sig Røster. Fra først af var det jo kun Sutter, som +ingen behøvede bryde sig om; Værtshusdrivere som sad og brokkede ondt af +sig i deres Donner. Men efterhaanden blev det en Tale, som gik fra Mund +til Mund, Arbejdsløshedens Spøgelse huserede i alle Hjem og fik Mændene +til at tænke over Tingene engang igen for egen Regning; ingen kunde +vide, hvornaar Raden kom til ham at stryge Brosten. + +Pelle havde let ved at fange Tonen i alt dette, det var hans eget Opgør +med Fremrykningen dengang han kom ud af Fængslet, der nu var ved at +blive Allemands. Men nu var han selv en anden! Han var ikke længer vis +paa, at Bevægelsen havde været saa helt hen i Vejret; udrettet noget af +det der sætter Skel havde den ikke, men den havde holdt Apparatet i Gang +og styrket det. Den havde baaret Masserne hen over en død Tid, selv om +det skete ved at lade dem vandre i Ring. Og nu var Ideen parat til at +tage dem igen! Kanske var det godt, at der ikke var sket altfor store +Fremskridt — ellers var de vel aldrig vaagnet mere. De maatte hellere +sulte lidt endnu — til de kunde indrette sig i deres egen Verden — fede +Slaver tabte let Friheden af Syne. + +Bag ved det misfornøjede Ævl kunde Pelle høre det ny spøge — det gav sig +mærkelige Udslag. Et Hold Arbejdere — vel et Par Hundrede Mand — der var +beskæftigede ved et stort Udgravningsarbejde, blev ledige ved at +Entreprenøren gik fallit. En ny Entreprenør overtog Arbejdet, men de +stillede som Betingelse for at tage fat igen, at han betalte dem den +Arbejdsløn de havde tilgode — og Spaserepenge. „Vi faar ingen Del i +Kagen,“ sagde de — „saa maa I ogsaa selv bære Risikoen!“ De gjorde den +ene Arbejdsgiver ansvarlig for den anden! — og sagde lunefuldt nej til +godt Arbejde paa en Tid, hvor Tusender gik ledige! Den offenlige Mening +var lige ved at tabe Hovedet, selv deres egen Presse tog Afstand fra +dem. Men de stod stædigt paa deres og sluttede ind i Strømmen af +Arbejdsløse, til man bøjede sig for deres urimelige Paafund. + +Pelle hørte en ny Tone her. For første Gang gjorde Underklassen +Kapitalen ansvarlig for dens Synder uden smaaligt at skelne mellem Per +og Povl. Der begyndte nok at komme Perspektiv i Solidaritetsfølelsen! + +Den store Lede ved at vandre i en aandelig Ørken gravede sig igen engang +frem til Overfladen; han havde oplevet det samme en Gang før — da +Bevægelsen rejstes; men denne Gang kom Opbruddet forunderligt nok fra +Bunden af alting. Det begyndte med blinde Angreb paa Parlamentarismen og +Stemmeretten og Parolerne, der var et ubevidst Oprør mod Tvang og +Bunkebehandling i det. Ved en ufattelig Fornyelsesproces begyndte Massen +at løse sig ud i Enkeltvæsner, der midt i de daarlige Tider gav sig til +at spørge efter Jeget og Lovene for dets Tilfredsstillelse. Helt nede +fra Bunden kom de og forlangte deres lusede pjaltede Individ +respekteret. + +Hvor kom det fra? Det var en komplet Gaade! Lød det ikke taabeligt, at +Fattigper efter et aarhundredlangt Liv i Pjalter og Forhutlethed, der +endte med hans fuldkomne Udslettelse i Kollektivismen — nu skulde dukke +frem i Dagen med det stærkeste Krav af alle og fordre at faa sin Sjæl +igen? + +Pelle kendte de Unges Utaalmodighed igen i dette Røre — ikke for +ingenting var Peter Drejer Sjælen i de Arbejdsløses Møder. Peter vilde +have ham til at komme og tage Ordet, og et Par Gange fulgte han med — +han maatte have Rede paa de Menneskers Forhold til sin Ide. Men han +holdt sig i Baggrunden og var ikke til at drive op paa Talerstolen; med +disse forvirrede Sammenstimlinger, der vendte op og ned paa alle +Begreber, havde han ikke noget at skaffe. Give dem Mad i Dag kunde han +jo alligevel ikke, og de stærke Ord var han vokset fra. + +„Gaa op og giv dem et godt Ord — ser du da ikke hvor udsultede de er!“ +sagde Peter Drejer en Aften. „De har Fidus til dig endnu fra gamle Dage. +Men lad være med at præke Kooperation; man fodrer ikke sultne Mennesker +med Fremtidsmusik.“ + +„Giver du dem Mad da?“ spurgte Pelle. + +„Nej det kan jeg jo ikke; men jeg giver dem Afløb for deres +Forurettethed og faar dem til at rejse sig og protestere. Det er dog +altid noget, at de ikke tier og taaler længer!“ + +„Og hvis de i Morgen faar lidt at fjæle i Skrutten, saa er den hele +Staahej glemt — men af Stedet er de ikke kommet. Er det ikke ligegyldigt +om de lider Nød i Dag — i Forhold til det Spørgsmaal om de skal det til +evig Tid?“ + +„Kan du læsse Ansvar paa de Stakler dér, saa maa du være en haard Hund!“ +sagde Peter hidsigt. + +Ja vel, nu galdt det netop om at gøre sig haard, paa sin Medfølelse +alene udrettede man ingenting! den der gik med rindende Øjne, duede ikke +til Kusk gennem Mørket. — — + +Det var en død Tid, man maatte være glad man kunde holde den indvundne +Stilling; nye Udvidelser var det ikke til at tænke paa før Foraaret. Men +Pelle arbejdede ihærdigt paa at hværve Tilhængere for sin Ide, han havde +faaet en Diskussion i Gang i Partipressen og holdt Foredrag. Han opsøgte +helst de rolige Fagforeninger, forsmaaede al agitatorisk Veltalenhed og +lagde sin Ide sagligt frem, byggede den op fra sine egne Erfaringer, til +den uden noget Spræl — ved Kendsgærningernes blotte Magt — omsluttede +Verden. Netop de træge vilde han have fat i, dem der havde været +Bevægelsens urokkelige Kærne gennem alle Aarene, og trofast blev ved at +gaa i det gamle Fodslag skønt det ikke førte noget Sted hen. Det var +Kærnetropperne fra den store Kamp, der først og fremmest maatte kaldes +paa! Dem kendte han, fik han dem til at gaa i Ilden for sin Ide med +deres ubrødelige Disciplin, saa var meget vundet. + +Det var paa høje Tid en ny Ide kom og tog dem videre, de var gaaet +trætte i den bestandige Marsj paa Stedet, Bevægelsen var ved at løbe af +dem. Men nu kom han med en Ide, de aldrig skulde gaa trætte paa, og som +kunde bære dem helt igennem. Og ingen skulde komme og sige, at han ikke +kunde fatte den, for det var Hjemmets enkle Tanke, ført ud til at +omfatte det hele. Ellen havde lært ham den, og kunde de den ikke selv, +saa fik de gaa hjem til deres Koner og lære den! _de_ gik ikke og rugede +over, hvem af Familien der ydede mindst eller tærede mest, men gav +enhver efter hans Behov og saa paa den gode Vilje. Som et godt og +kærligt Hjem, hvor ingen rendte den anden ned, skulde Verden være — mere +indviklet var det hele ikke! + +Pelle var paa Færde tidlig og silde. Der gik næsten ikke en Dag, uden +han holdt Foredrag eller skrev om sin Kooperationstanke. Ofte blev han +kaldt ud i Provinsen for at tale, Folk vilde se og høre den mærkelige +Fabrikant, der ikke tjente mere end sine Arbejdere. + +Paa disse Rejser lærte han Landet at kende og saa at adskilligt i hans +Tanke allerede var foregrebet derude. Bonden, der blev stiv af Skræk, +naar man nævnede Ordet Socialist, praktiserede i stor Stil Bevægelsens +Ideer; han havde indrettet sig kooperativt og spundet Landet ind i +Brugsforeninger. + +„Dér maa vi knytte til, naar vi faar vort Foretagende bedre i Orden,“ +sagde han til Brun. + +„Bare Bønderne vil arbejde sammen med os,“ indvendte Brun. „De er jo +konservative af sig.“ + +Dette her var nu nærmest revolutionært; saa vidt Pelle kunde skønne, var +der snart ikke saa stor Plads som en Negl for den rene Kapital at snylte +paa derude. Bønderne gik bare stille med deres! Pelle var selv af +Bondeslægt og tvivlede ikke om, at han nok skulde faa Føling med Landet +naar den Tid kom. + +Udviklingen forberedtes fra flere Sider — den brød man nok ikke med, om +man vilde naa noget. Den var som en bunden Lov om Vækst i Tilværelsen, +en ubrødelig Gudstanke, der løb gennem det hele! Nu førte den ham og +hans i Ilden, og naar de rykkede frem, maatte der ingen sidde tilbage. +Saa lyst og stort et Kald var endnu intet Samfundslag rykket frem med, +de skulde for altid gøre Ende paa den Skændsel, at Menneskesnillet sad +og vejede Rummets Kloder, men glemte at veje Brødet retfærdigt ud. + +Den vaagnende Misfornøjelse med det gamle var han ikke ked af, den slog +Hul paa de tilgroede Sind og skabte Mulighed for det ny. Foreløbig vandt +han ingen større Tilslutning; forskellige ny Strømninger kæmpede om +Sindene, der i deres vaklende Søgen droges snart til den ene Side snart +til den anden. Men han havde en lys Følelse af at tjene en Verdenstanke, +og tabte ikke Modet. + +Arbejdsløsheden og den vaagnende Jegfølelse fik mange til at slutte sig +til Peter Drejer, de oprørtes mod Tilstandene, og nu saa de ingen anden +Udvej end at bryde med alting. De sprang nøgne frem af intet og krævede +deres Personlighed respekteret, men dens Byrder kunde de ikke bære endnu +— og deres haabløse Syn paa Elendigheden truede med at kvæle dem. Saa +lavede de Obstruktion, deres egen Sprængthed fik dem til at ville +sprænge det hele. De var hans besværligste Modstandere. + +Hidtil havde de haft sørgelig Ret, men nu begreb han ikke deres +desperate Utaalmodighed længer. Han havde givet dem en Ide nu, hvormed +de kunde erobre Verden netop ved at bevare Sammenhængen; og naar de ikke +tog ved den, maatte de være syge. Ud fra det Synspunkt tog han deres +splittende Agitation med Ro; Sundheden skulde nok sejre! + +For Tiden agiterede Peter Drejer for en Massedemonstration fra de +Arbejdsløses Side. Han vilde have, de alle tyve Tusend Mand med Koner og +Børn skulde slaa sig ned paa Raadhuspladsen eller Amalienborg Slotsplads +— og nægte at flytte sig derfra til Samfundet tog sig af dem. + +„Saa har Offenligheden Valget mellem at høre paa deres Krav eller køre +op med Sprøjter og Kanoner,“ sagde han. Kanske gik der saa Hul paa +Spørgsmaalet. + +„Pas saa paa, Politiet ikke arresterer dig,“ sagde Pelle advarende. „Saa +staar dine Folk uden Hoved — og du har lokket dem op i en latterlig +Situation, som kun fører til Nederlag.“ + +„De skal tage sig i Agt, de Køtere!“ svarede Peter truende. „Den første +Haand der griber efter mig, hugger jeg til.“ + +„Og hvad saa? Hvad opnaar du ved at slaa til Betjentene? De er kun +Redskabet — og der er nok af dem!“ + +Peter lo skarpt: „Nej det er ikke Betjentene — og heller ikke +Assistenten — — eller Politidirektøren! Det er ingen, du — — det er saa +bekvemt, ingen kan gøre for det! Paa den Maade har man altid snigløbet +os — overalt dukker Ondet sig og forsvinder, naar man vil have fat i det +—: det var ikke mig! Nu Arbejderen staar og kræver sin Ret, ser +Arbejdsgiveren ogsaa sin Fordel ved at forsvinde, og det upersonlige +Aktieselskab dukker op. Aa, denne Satans Skulken udendom! hvor skal man +henvende sig? — der er ingen der har Skylden mere! Men ser du, nu _skal_ +der gøres for det! rammer jeg Haanden, saa rammer jeg ogsaa det der +staar bag — man maa slaa til det man kan se. Jeg har anskaffet mig en +Revolver mod Politiet, det skal ikke upaatalt gøres til et uskyldigt +Levebrød at bære Vaaben mod sine egne.“ + + + + + XVII + + +Pelle kom en Lørdag Aften hjem med Toget, han havde været ude i en +Provinsby og hjulpet et kooperativt Foretagende i Gang. + +Det var sent, men mange Butikker havde endnu aabent, de kastede +straalende Lys ud i Ruskregnen, hvor Gadens sorte Strøm randt bestandig +lige fort. Nu først kom de arbejdende Kvinder fra den indre By, blege +Maskinskriversker, Kasserersker, der endnu havde Kolportage-Romanens +Spænding i Øjnene, Syerskerne fra de store Forretninger. Nogle hastede +afsted med Blikket ligeud uden at lade sig forstyrre af Gadens enlige +Sværmere — de havde noget som ventede dem — kanske et lille Barn. Andre +havde ikke noget at haste efter men gik og saa sig trætte om — og kunde +pludselig leve op ved Synet af en ung Mand i Vrimlen. + +Rengøringskoner var paa Vej hjemad med Kurven paa Armen; de havde haft +en lang Dag og slæbte Benene tungt efter sig. Gaden var fuld af +kvindelige Arbejdere, det var den omvendte Verden! de daarlige Tider +kaldte Kvinderne frem og lod Mændene sidde. Paa Hjemvejen besørgede de +Indkøbene for Søndagen; inde hos Slagter og Spækhøker stod de og hang +som trætte Øg og ventede paa deres Tur. Blaafrosne Unger stod og rakte +sig, med Haanden krampagtigt knyttet om Skillingerne; de lagde Hagen paa +Disken og gloede forslugent paa Madvarerne, mens Lyset brødes +forunderlig rigt i deres glubske Øjne. + +Pelle gik rask til for at komme ud paa det aabne Land. Han holdt ikke af +disse øde Gader i Byens Udkant, hvor Armoden rejste sig som et +Fuglefjæld paa begge Sider af den smalle Kløft, og Mørket sukkede under +saa meget. Naar han kom ind i saadan en endeløs Stenkløft, hvor Et- og +Toværelseslejlighederne strakte sig over hinanden i syv Rækker saa langt +han kunde se, truede Modet med at svigte ham. Det var som at vandre paa +en uhyre Kirkegaard for brustne Haab, alle disse Tusender Familier var +lige saa mange Vanskæbner; de havde lagt lyst og haabefuldt ud +allesammen, og nu sad de her og sloges med Tomheden. + +Han gik rask udad langs Markvejen, det var bælgmørkt og regnede, men han +kunde Grøfter og Stier udenad. Langt oppe paa Bakken skinnede et Lys, +det mindede om en Stjærne der stod lavt paa Himlen — det maatte være +Lampen fra Bruns Soveværelse. Han undredes paa, at den gamle var paa +Færde endnu; han blev hurtig træt, nu han var kommet ud af et langt Livs +Beskæftigelse, og plejede at gaa tidlig i Seng. Han havde maaske glemt +at slukke Lampen. + +Pelle havde slaaet Kraven op om Ørerne og følte sig hyggelig til Mode — +han holdt af at gaa ene i Mørket. I gamle Dage havde dets gabende Tomhed +fyldt ham med panisk Skræk, men Fængslet havde gjort hans Sind +fortroligt med det; han kunde gaa og glæde sig til disse ensomme Natture +hjem over Markerne. Saa døde Byens Larm bag ham, og han indaandede den +rene Luft, der syntes at staa lige ind mod ham fra Verdensrummet. Alt +det, Manden ikke kan dele med nogen, kom op i ham paa disse Ture. I den +daglige Kamp kunde han ofte nok have en nedslaaende Fornemmelse af, at +Udfaldet beroede paa rene Tilfældigheder. Det var ikke nemt at skaffe +sig Ørenlyd gennem den tusendstemmige Larm; der skulde Sensation til for +at fange Opmærksomheden, og han kom blot med en ganske ordinær Ide og +paastod, at den uden at stanse et Hjul kunde omskabe Verden. Det +bestaaende gjorde sig ikke engang den Ulejlighed at bekæmpe ham, selv +Fabrikanterne inden for Faget tog hans Foretagende med Ro og lod til at +have opgivet Krigen mod ham. Han havde ventet sig stor Modstand og +glædet sig til at overvinde den — og denne Ligegyldighed fik ham +undertiden til at tvivle om sig selv. Hans ubetvingelige Ide gik jo blot +under i Livets brogede Virvar! + +Men her ude paa Landet, hvor Natten laa over Jorden som stor Ro, fik han +sine Kræfter igen. Alt det ligegyldige faldt bort, og han saa, at han +ligesom de dybe Bropiller havde sit egenlige under Overfladen. Saa +uanseligt han ragede op, hvilede han paa et uhyre Underlag, Ensomheden +omkring ham afslørede det for ham og fik ham til at føle sig vældig. +Mens man oversaa hans Foretagende, skulde han gøre det saa stærkt, at de +løb Panden imod det naar de vaagnede. + +Pelle var glad for at bo paa Landet, det var hans Drøm engang at flytte +Arbejderne der ud igen. Byen fik han mere og mere imod, han lærte aldrig +at blive helt fortrolig med den. Det var bestandig lige besynderligt at +færdes i denne summende Kube, hvor hver syntes at snurre for egen +Regning og alle dog bankedes ind under én stor Vilje — Sultens. Byen +øvede en dump Magt over Sindene, den drog de fattige til ved en Løgn om +Lykken. Og naar den først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. Den +giftige Luft var ligesom Opium, de usleste Stakler drømmer sig Lykken i +den; og naar de først havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker +for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa altid noget +forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som lurede den blot paa at drage +Mennesker ind i Nettet og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres af +de mange Lyde, men Mørket bar det frem. + +Hver Aften inden Pelle gik i Seng, maatte han ud til Gavlen og stirre ud +i Natten; det var en gammel Bondeskik, han havde arvet fra Lassefar og +hans Far igen. Saa søgte hans Blik spørgende ned over Byen, hvor hans +Tanker i Forvejen var. Paa Solskinsdage var den kun Røg og Dis, men +saadan en bælgmørk Nat laa der et festligt Lysskær over den. Byen havde +en egen Ævne til at fælde Mørket ned over sig og tænde hvidt kunstigt +Lys i det. Den laa lavt — ligesom en _Sump_ med Fald fra alle Sider — +alle Afløb mundede ud i den; dens lysende Taage syntes at naa ud til +Landets yderste Grænser — alting søgte denne Vej. Store Guldfluer stod +og gyngede over _Sumpen_ i metallisk Pragt, Myg dansede hen over den som +sorgløse Skygger. Der stod en uophørlig Summen af det; og nedenunder laa +Dybet, som havde fostret dem, og boblede saa han kunde høre det helt +herop. + +Undertiden flakkede Byens Lys op over Himlen som Genskæret fra en uhyre +Esse. Det var som et umaadeligt Hjærte bankede panisk i Mørket dernede, +hans eget smittedes af det og snøredes sammen i uklar Angst. Skrig kunde +pludselig stige op dernede fra, og man ønskede det næsten; et stærkt +Udbrud var en Lettelse oven paa den evige latente Spænding. Dernede +under Stadens Mure var Mørket altid levende, som en tung Livsstrøm gled +det afsted, randt trægt mellem Kipper og Buler og Kaserner med sit +skæbnesvangre Indhold af Nød og Forbandelser. Dets dulgte Færden indgød +ham Rædsel; han hadede Byen for dens Mørke der fjælede saa meget. — — + +Han var stanset foran _Gryet_ og stod og stirrede nedover. Pludselig +hørte han en Lyd indefra, som fik ham til at fare sammen; han lukkede +sig hurtigt ind. Ellen kom ud i Gangen, hun saa forstyrret ud. + +„Gudskelov du kom,“ udbrød hun — „Anna er saa syg.“ Hun glemte helt at +sige Goddag til ham. + +„Er det alvorligt?“ spurgte Pelle og skyndte sig af Overtøjet. + +„Det er det gamle igen. Jeg lod en Vogn fra Gaarden køre ind efter +Doktoren — det blev dyrt du, men Brun sagde jeg skulde. Hun skal have +varm Mælk med Emsersalt og Sodavand i. — Du kommer til at slaa Kulden af +dig ved Kakkelovnen, før du gaar op til hende — men skynd dig lidt. Hun +ligger hele Tiden og spørger efter dig.“ + +Sygeværelset laa i Halvmørke, Ellen havde hængt en rød Skærm over +Lampen, for at Lyset ikke skulde genere den lille. Brun sad paa en Stol +ved Sengen og stirrede ufravendt paa Barnet, som laa og smaapludrede i +Feberdøs, han gjorde Tegn til Pelle at han skulde gaa stille. „Hun +sover,“ hviskede han. Den gamle Mand saa ulykkelig ud. + +Pelle bøjede sig stille ned over hende; hun laa med lukkede Øjne men sov +ikke, hendes hede Aande gik over hans Ansigt i korte Stød. Idet han +vilde rette sig, aabnede hun Øjnene og smilede til ham. + +„Hvad er det med Søster, vil hun nu til at være syg igen?“ sagde han +sagte. „Jeg troede Solen havde jaget den slemme Bronkitis væk.“ + +Barnet rystede resigneret paa Hovedet. „Hør Kældermanden!“ hviskede hun. +Han sad og peb af alle Kræfter nede i hendes Luftrør, hun lyttede efter +ham med et alvorligt Udtryk. Saa listede hun sin Haand op, og strøg +Faderen over Ansigtet som vilde hun trøste ham. + +Men Brun puttede den straks ned igen, og dækkede hende til om Skuldrene. +„Dér kunde vi nær have sat Dukken over Styr,“ sagde han betænkeligt. Han +havde lovet hende en stor Dukke, naar hun vilde holde sig godt dækket. + +„Faar jeg den endnu?“ spurgte hun gispende og stirrede forskrækket paa +ham. + +„Ja vist faar du den. Og naar du skynder dig at blive rask, faar du en +Vogn ogsaa, med Gummihjul.“ + +Ellen kom ind og afbrød dem: „Nu har jeg gjort Hr. Bruns Soveværelse i +Stand,“ sagde hun og lagde sin Haand beroligende over Barnets spændte +Træk. + +Bibliotekaren rejste sig nølende: „Det vil altsaa sige det samme som, at +nu skal Hr. Brun gaa i Seng,“ sagde han halv misfornøjet. „Ja ja, saa +Godnat da! Jeg stoler paa I kalder, dersom det skulde blive værre.“ + +„Hvor er han dog god,“ sagde Ellen sagte. „Han har siddet herinde hele +Tiden og passet paa at Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham, +fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv dy sig for at sludre med +hende, hvergang hun aabner Øjnene.“ + +Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Soveværelset og sat sin egen +Seng herop for at vaage ved Barnet. „Nu skulde du gaa i Seng,“ sagde hun +sagte til Pelle — „du maa jo være dødtræt efter Rejsen. Forrige Nat i +Toget fik du vist heller ikke sovet noget.“ + +Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyttede ikke, han vilde blive +heroppe. „Jeg kan alligevel ikke sove under disse Forhold,“ hviskede +han; „og i Morgen er det jo Søndag.“ + +„Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog altid lidt.“ + +Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stirrede op i Loftet, +mens han lyttede til Barnets korte, rallende Aandedræt. Han kunde høre +hun ikke sov; hun laa og legede med den rallende Lyd og fik Kældermanden +til snart at snakke med grov Stemme, snart at pibe. Hun syntes helt +fortrolig med denne ondartede Snakken med, der allerede havde kostet +hende saa mange Sygetimer og lød saa pinligt i Pelles Øren. Hun havde en +underlig resigneret Maade at bære Sygdom paa, som hørte Baggadens Væsner +til; hun blev ikke urimelig og fordringsfuld men laa gærne og underholdt +sig selv. Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod Lejet, hun var +altid i bedst Humør, naar hun laa. Solen herude havde brunet hende godt, +men der maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet Bugt med — man +flyttede ikke saadan fra Baggadens onde Luft. + +Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle hende over Ende og hjalp +hende til at spytte. Hun blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa +ham med Øjne der var ved at briste under den voldsomme Anstrængelse. Saa +kom Ellen med den varme Mælk og Emsersaltet, den lille drak det med et +resigneret Udtryk — og faldt hen igen. + +„Saa slemt har det aldrig været før,“ hviskede Ellen — „hvad kan det saa +nytte? Maaske er Landluften slet ikke god for hende.“ + +„Det skulde den dog gærne være,“ sagde Pelle — „for ellers er hun jo en +lille forgiftet Stakkel.“ + +Ellens Stemme klang af den Mulighed, at de kunde komme til at flytte +tilbage til Byen igen for Barnets Skyld. For hende var Byluften ikke +ond, men simpelthen mildere end den herude. Gennem flere Slægtled var +hun vænnet til den og havde overvundet dens skadelige Indflydelser; for +hende var den god som kun Hjemegnens Luft er det. Hun kunde bo hvor det +skulde være, men hendes Barndoms Egn maatte der ikke siges noget paa. +Saa blev hun ivrig. + +Barnet var vaagnet ved deres Hvisken og laa og stirrede paa dem. „Jeg +dør ikke? gør jeg vel?“ spurgte hun ud i Stuen. + +De bøjede sig over hende. + +„Nu skal du putte dig og ikke tænke paa saadan noget,“ sagde Ellen +angst. + +Men Barnet blev haardnakket ved sit. „Hvis jeg nu dør, vil I saa sørge +lige saa meget over mig som over Johanne?“ spurgte hun spændt og holdt +dem fast med sine Øjne. + +Pelle nikkede, det var ham ikke muligt at sige noget. + +„Vil du tjære Loftet sort, for at vise at du sørger over mig? — Vil du, +Far?“ vedblev hun ubønhørligt og saa paa ham. + +„Ja, ja!“ sagde Ellen fortvivlet og kyssede hende paa Munden for at faa +hende til at tie. + +Saa lagde Barnet sig tilfreds om paa Siden; et Øjeblik efter sov hun. + +„Hun er ikke hed mere,“ hviskede Pelle. „Jeg tror Feberen er forbi.“ +Hans Ansigt var forfærdelig alvorligt; Døden havde strøget hen over det +med sin kolde Haand. Han vidste det kun var i Spøg, men kunde alligevel +ikke ryste Indtrykket af sig. + +De sad tavse og lyttede til Barnets Aandedræt, der lød roligt nu. Ellen +havde søgt Pelles Haand, en Gang imellem gøs hun sammen. De rørte sig +ikke, men sad blot og lyttede, mens Tiden randt syngende forbi dem. Saa +galede Hanen dernede og vakte Pelle, Klokken var tre; Barnet havde sovet +roligt i to Timer nu. Lampen var ved at brænde ud, han skimtede svagt +Ellens Profil i Halvmørket; Svangerskabet havde fortæret noget af +Sommerens Huld og gjort Ansigtet sartere. Hun saa træt ud. + +Han rejste sig lydløst og kyssede hende paa Panden. „Gaa nu ned og i +Seng,“ hviskede han og førte hende hen imod Døren. + +Der lød listende Trin udenfor, det var Brun der var henne for at lytte +til den Syge, han havde slet ikke været i Seng. Inde i hans +Arbejdsværelse brændte Lampen, og Bordet var fuldt af Papirer; han havde +siddet og skrevet. + +Han blev oprømt, da han hørte at Anfaldet nu var ovre. „Jeg synes +hellere Fruen skulde traktere med en Kop Kaffe,“ svarede han, da Ellen +skændte paa ham fordi han ikke sov. + +Ellen gik ned og lavede Kaffe. De drak den inde hos Brun; Dørene stod +paa Klem, saa de kunde høre efter Barnet. + +„Det har været en drøj Nat,“ sagde Pelle og strøg sig over Panden. + +„Ja, skal det blive saadan ved, saa kommer vi vist til at flytte tilbage +til Byen,“ sagde Ellen haardnakket. + +„Vi maa hellere begynde at give hende koldt Vand om Morgenen, saa snart +hun er rask — og se at faa hende hærdet,“ sagde Pelle. + +„Ja Pelle tror, at det er den onde Luft og den gode der nu slaas om +Barnet, og at det bare er derfor hun har det daarligere end inde i +Byen,“ vendte Ellen sig til Brun. + +„Det er det ogsaa,“ sagde Brun alvorligt. „Og saadan et sygt Barn giver +noget at tænke paa.“ + + + + + XVIII + + +Den næste Dag var man sent paa Færde. Ellen vaagnede først ved Titiden +og var helt forskrækket; men da hun kom op, var der varmt og i Stand +allevegne, Lasse Fredrik havde besørget det. Hun kunde gaa lige i Lag +med Frokosten. + +Søster var helt kvik igen. Ellen flyttede hende ned i Dagligstuen og +redte op paa Sofaen, dér sad hun helt stoppet ind i Puder — og spiste +med ved Bordet. + +„Er du ked af, Søster bli’r rask, gamle Mand?“ spurgte Svend Trøst. + +„Jeg hedder ikke gamle Mand. Jeg hedder Bedstefar — eller ogsaa Hr. +Brun!“ sagde Bibliotekaren leende og saa hen paa Ellen. Hun rødmede. + +„Er du ked af, Søster bli’r rask, Bedstefar?“ gentog Drengen med en +morsom pedantisk Ordrethed. + +„Men hvorfor skulde jeg dog være ked af det, du lille Dumrian?“ + +„For saa skal du jo gi’e Penge!“ + +„Dukken ja — det er skam ogsaa sandt. Du maa ha’e Taalmodighed til i +Morgen, Søster — for i Dag er det Søndag.“ + +Anna havde spist sit blødkogte Æg og vendt Skallen om i Æggebægeret, saa +det saa ud som Ægget ikke var rørt. Hun skubbede det langsomt hen mod +Brun. + +„Hvad er det nu?“ udbrød han og skubbede Brillerne op i Panden. — „Du +har jo ikke spist dit Æg.“ + +„Jeg kan ikke,“ sagde hun og hang med Hovedet. + +„Men hun maa jo fejle noget,“ sagde den gamle himmelfalden — „saadan et +stort fedt Æg! Ja ja, saa spiser _jeg_ det.“ Han gav sig til at banke +Hul paa Ægget, Anna og Svend Trøst fulgte hans Bevægelser med jublende +Øjne og maatte holde sig for Munden; først i det Øjeblik Skeen plumpede +igennem Skallen og Brun fór op for at kyle dem det hele i Hovedet, +sprudede de løs. Det var en Spas, der kunde gentages saa tidt det skulde +være, uden at de tre fandt den forslidt. + +Mens de spiste, kom Bonden oppe fra Bakkegaarden for at meddele, at de +maatte belave sig paa at flytte, da han agtede at sælge Huset. Det var +en af disse Overdrevets Bønder, som Storstaden havde slaaet ud af +Ligevægt. Han havde siddet heroppe og set den gro ud om den ene Gaard +efter den anden og gøre Ejerne til Millionærer, og gik bestandig og +ventede paa at Turen skulde komme til ham. Jorden forsømte han, selv den +rigeste Høst blev jo latterlig lille ved Siden af hans gyldne Drømme — +saa fik Markerne Lov at ligge og bære Ukrudt. + +Ellen var lige saa bestyrtet som Pelle ved Tanken om at skulle forlade +_Gryet_; det var deres Hjem — deres Rede tilmed; al deres Lykke og +Trivsel hang i Grunden sammen med denne Plet. + +„De kan jo købe Huset,“ sagde Bonden. „Jeg har et Bud paa femten Tusend +— det vil jeg lade det gaa for.“ + +De sad og drøftede det, efter at han var gaaet. „Det er meget billigt +for det,“ sagde Brun. „Om et Par Aar har I Byen ud ad disse Kanter, og +saa er det mindst det dobbelte værd.“ + +„Ja det kan nok være,“ sagde Pelle. „Men Beløbet skal baade skaffes til +Veje og forrentes.“ + +„Der indestaar jo otte Tusind i 1ste Prioritet, og Hypotekforeningen +laaner det halve — det bliver tolv. Saa er der tre Tusend igen, og dem +er jeg ikke bange for at sætte i som tredje Prioritet,“ sagde Brun. + +Men det holdt Pelle ikke af. „Der bliver Brug nok for Deres Penge i +Virksomheden,“ sagde han. + +„Ja ja! Men naar I sætter Huset i Stand og lader det omvurdere, er jeg +vis paa I kan faa alle femten Tusend i Laaneforeningerne,“ sagde Brun. +„Jeg tror, I staar jer ved det.“ + +Ellen havde faaet Blyant og Papir fat og sad regnede. „Hvor mange +Procent skal man regne til Renter og Afdrag?“ spurgte hun. + +„Fem,“ mente den gamle. „I gør jo selv alt Arbejdet ved +Vedligeholdelsen.“ + +„Saa tør jeg godt,“ sagde hun og saa frejdigt paa dem. „Det maatte være +morsomt at eje sit Hus selv! Synes du da ikke, Pelle?“ + +„Nej jeg syntes det er ganske vildt,“ svarede Pelle. „Vi kommer til at +sidde for en Husleje af halvottende Hundrede Kroner.“ + +Ellen var ikke bange for den Husleje, det kunde Hus og Have nok bære. +„Og om nogle Aar kan vi sælge Jorden til Byggegrunde og tjene mange +Penge,“ sagde hun. Hun var rød i Kinderne. + +Pelle lo: „Ja Spekulationen — er det ikke den Bakkegaardsbonden er ved +at gaa i Stykker paa?“ Han havde nok om Ørerne og følte ingen Trang til +selv at have Ejendom at slaas med. + +Men Ellen blev blot mere og mere opsat. „Saa køb det selv da!“ sagde +Pelle leende. „Jeg har ingen Lyst til at blive Millionær.“ + +Ja det vilde Ellen gærne. „Men saa skal Huset ogsaa være _mit_,“ +erklærede hun. „Og dersom jeg tjener Penge paa det, vil jeg have Lov til +at bruge dem ganske som jeg vil. De skal ikke gaa ind i jeres bundløse +Fælleskasse.“ Mændene lo. + +„Brun og jeg gaar os en Tur,“ sagde Pelle. „Saa kan vi jo gaa ind og +skrive Slutseddel for dig med det samme.“ + +De gik neden om Haven og fulgte Bakkeranden Syd efter. Vejret var klart, +det var slaaet om til let Frost, ned over Markerne laa hvid Rim. Hvor +den lave Sol faldt paa, smæltede Rimen og det vissent grønne Græs kom +frem. + +„Her er i Grunden smukt,“ sagde Brun. „Se hvor pyntelig Byen tager sig +ud med sine Taarne — man skal bare ikke bo dernede. Jeg sad og tænkte +paa det i Nat, da Barnet laa der og sloges med Hosten — Arbejderne faar +i Grunden ingen Del i Solen! Heller ikke de der forøvrigt har det +ordenligt. Og saa fik jeg Lyst til at bygge Boliger til vore Folk her +paa Bakkekammen til begge Sider af _Gryet_ — den ny Tids Folk skulde +gærne bo højere og lysere end andre. Jeg har tænkt mig det ordnet +saaledes, at jeg foreløbig stod i Forskud for Grundene, og Virksomheden +efterhaanden indløste dem af sit Overskud. Det er nok saa praktisk som +at dele Overskuddet mellem Arbejderne, derved skaber vi Værdier for +Foretagendet. Apropos Overskud — du har arbejdet godt Pelle! Jeg tog et +Skøn over det i Nat, der bliver allerede en halv Snes Tusend i Aar. Naa, +men for at komme tilbage til det vi talte om: Prioritetslaanene plejer +at kunne dække Omkostningerne ved Bebyggelsen, og naar de om en Aarrække +er amortiserede, staar det hele ubehæftet.“ + +„Hvem skal eje det?“ spurgte Pelle. Han gik og tyggede paa et Straa, og +satte Benene sindigt frem — som en Bonde der gaar i Pløjejord. + +„Fællesskabet! Det skal ordnes saaledes, at Husene ikke kan overdrages +og ikke behæftes med ny Laan. Vore Fællesforetagender maa unddrages +enhver Form for Spekulation, derved begrænses Kapitalens Omraade. Det +hele skulde hvile i sig selv, og kunne ophæve Privatejendommen inden for +sine Rammer. Du ser, det er din egen Ide om et Samfund i Samfundet, jeg +bygger videre paa! Endnu er det ikke nemt at finde en juridisk Form, +hvorunder det hele kan hvile i sig selv; men foreløbig leder du og jeg +det — og Morten hvis han vil være med. Jeg tænker han kommer hjem med +friske Kræfter!“ + +„Og hvornaar skal den Plan realiseres? Bliver det i en nær Fremtid?“ + +„Allerede nu i Vinter havde jeg tænkt — derved bøder vi jo ogsaa lidt +paa den store Arbejdsløshed. Tredve Huse — det er dog altid en +Begyndelse. Og bagved ligger jo hele Verden, Pelle!“ + +„Vil De gøre Benyttelsen af Boligerne obligatorisk for vore Arbejdere?“ + +„Ja — Fællesskabet forpligter. Man kan ikke være halv udenfor og halv +indenfor! — Naa, hvad synes du saa?“ + +„Det er en stærk Plan!“ sagde Pelle. „Vi rejser vor egen By her paa +Bjærget.“ + +Den gamles Ansigt lyste af Glæde. „Der er dog lidt ved mig, hva’? — der +er ogsaa gammelt Forretningsblod i mine Aarer. Mine Forfædre har tømret +sig en Verden sammen — hvorfor skulde jeg være ringere end de? Jeg +skulde have været yngre, du Pelle!“ + +De gik rundt om Bakken og kom til Gaarden fra den anden Side. „Det hele +var i Grunden ikke for stort, om vi skal have Plads til at udvide os,“ +sagde Pelle, der ikke var bange for at lægge stort ud, naar det galdt en +stor Plan. + +„Jeg gaar netop og tænker paa det samme,“ svarede Brun. „Hvor meget er +her — et Par Hundrede Td. Land? Der bliver lige Plads til et Tusend +Familier, naar de hver skal have en ordenlig Plet Jord.“ + +Saa gik de ind og tog det hele paa Haanden for en kvart Million. + +„Men Ellen — hvordan affinder vi os med hende?“ udbrød Pelle da de var +paa Hjemvejen. + +„Ja det er skam ogsaa sandt! Det var jo hendes Ærende vi gik — og nu har +vi selv hugget Forretningen. Naa, hun giver sig vel, naar hun hører hvad +det drejer sig om.“ + +„Det er jeg ikke vis paa,“ sagde Pelle leende. „Maaske naar De kommer i +Lag med hende.“ + +„Naa, fik I Huset?“ spurgte Ellen, hun stod i Døren og tog imod dem. + +„Ja, vi fik meget mere end det,“ sagde Brun friskfyragtigt. „Vi købte +hele Historien.“ + +„Er det Alvor, Pelle?“ + +Han nikkede. + +„Hvad saa mit Hus da?“ spurgte hun langsomt. + +„Ja det købte vi jo sammen med alt det øvrige,“ sagde Brun. „Men det kan +for saa vidt nemt skilles fra — det er blot lidt hurtigt at skyde Hul +paa Fællesskabet, før det endnu er etableret.“ Han sad lidt og ventede +paa, at Ellen skulde sige noget. Da hun haardnakket tav, vedblev han +lidt kort: + +„Naa — ja saa er der ikke mere at sige til den Ting! Ret skal være Ret, +og i Morgen skal jeg træffe Anstalter til at Huset bliver Dem tilskødet +for de femten Tusend. — Saa maa vi jo opgive hele Historien, Pelle! vi +kan ikke ha’e, at Manden for det hele bor i sin private Ejendom. Der røg +den Plan i Lyset!“ + +„Med mindre Ellen og jeg indretter os i hver sit Hus,“ sagde Pelle +polisk. „Jeg kan jo bygge lige paa den anden Side Skellet, saa kan vi +dog nikke til hinanden.“ + +Ellen saa alvorligt paa ham. „Jeg synes kun, det er lidt underligt, at +man bestemmer over mine Sager uden at spørge mig først,“ sagde hun +endelig. + +„Ja, det var ogsaa hensynsløst af os,“ svarede Brun, — „vi haaber, De +vil slaa en Streg over det. De giver altsaa Afkald paa Huset?“ + +„Det er jeg nok nødt til, naar Pelle truer med at flytte fra mig,“ +svarede Ellen smilende. „Men ked af det er jeg; jeg er vis paa, der om +kort Tid havde været Penge at tjene.“ + +„Det bliver ellers morsomt, dersom Kvinderne skal til at rykke ind i +vore forladte Sneglehuse,“ sagde Brun halv alvorligt. + +„Ellen har altid været en uforbederlig Kapitalist,“ indskød Pelle. + +„Jeg har bare aldrig haft saa mange Penge, at jeg ikke skulde vide hvad +de var værd,“ svarede Ellen slagfærdigt. + +Gamle Brun lo. „Den var nok til Hr. Brun!“ sagde han. „Men siden De har +saadan Mod paa Grundspekulationen, Fru Ellen, saa vil jeg foreslaa Dem +noget! Til det Areal vi har købt hører en Stump Eng, som ligger halvvejs +inde ad Byen til — ved Mosen; den faar De i Afstaaelse. Den er ikke +noget værd i Øjeblikket og skal fyldes op for overhovedet at faa nogen +Værdi. Men det varer næppe længe, før Byen er derude og kræver Plads.“ + +Det havde Ellen ikke noget imod. „Men saa vil jeg have Lov til selv at +raade over, hvad der kommer ud af det,“ sagde hun. + + + + + XIX + + +Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at hænge Rester af Sommeren i +Luften helt ind i December. Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: „Nu +bliver det da vist Vinter!“ Men Solen slog det til Side endnu engang, +den gik lavt ned i Syd og kiggede ind i hele Stuen som om den skulde +tælle alle Skilderierne. + +Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver Dag kom Ellen ind med +en stor tung Buket af Roser og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det, +den friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere — og farvede +Kinderne røde. En Dag kom hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle. +„Hvor mange Penge faar jeg at holde Jul for?“ sagde hun. + +Ja sandelig, Aaret var snart forbi! + +Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom med megen Sne og Kulde +og gjorde det til en besværlig Sag at holde Forbindelse med Omverdenen — +des nøjere sluttede man sig til hinanden inden Døre. Anna var egenlig +skolepligtig nu, men hun led en Del af Kulden og var i det hele ikke +meget robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende for de lange +Vadeture i Sneen og læste selv med hende. + +Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom sjældent ind til Byen; de +to Mandfolk besørgede Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen. +Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, saa de kom tidlig hjem. +Ellen havde forlagt Middagen til Kl. fem, saa de alle kunde spise +sammen. Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at arbejde endnu +et Par Timer. Han havde travlt med at udarbejde Projekter til +Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne og undte sig ingen Ro. Pelles +Iderigdom og Energi smittede ham, saa Planerne voksede for ham og antog +stadig større Omfang; han tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod +tidlig op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens Anliggender. Det +var, som han vilde kappes med Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst +for, at noget skulde komme bag paa ham og afbryde det hele. + +Hele den øvrige Familie samledes om Lampen og havde hver sit for. Svend +Trøst havde faaet sit Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede +ufortrødent med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, som Ellen havde +lagt imellem for at han ikke skulde slaa Mærker i Bordet. Han var en +solid Fyr, Huldet paa Armene laa i en Krave helt ud over de smaa Hænder; +Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, naar man ikke netop huskede paa, +at han havde kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv vidste det, +saa alvorlig var han. Han fik Lov at sidde lidt for at være med, Kl. +seks kom han i Seng. + +Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig med sine Lektier. Han +havde Nemme for det, og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han aldrig +havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa hos Knægten i forbedret +Skikkelse. Han viste ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i +Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse var at læse +med Barnet, og fortælle hende om alt hvad der kunde falde for. Søster +holdt navnlig af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af Erindringer at +øse af fra sin Vogtertid. + +„Har Dyrene virkelig Forstand?“ spurgte Ellen forundret. „Du tror +virkelig de tænker over Sagerne akkurat som vi andre?“ + +For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver Dag med Hønsene og +Kaninerne og vidste nok, hvor kloge de var. + +„Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?“ spurgte Lasse Fredrik. Han var netop i +Færd med at tegne en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele Tiden +tage Lighed efter et Ansigt — deraf Spørgsmaalet. + +Pelle mente det nok. + +„Nej Pelle dog,“ sagde Ellen „nu gaar du for vidt. Tænke er noget kun vi +Mennesker kan.“ + +„De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa paa en Maade at tænke — +det er bare med Hjærtet. De mærker straks, om man holder af dem — hvis +man ikke gør det, trives de heller ikke for en.“ + +„Ja det tror jeg. For den der holder af dem, passer dem ogsaa godt,“ +vedblev Ellen uforbederlig. + +„Det er jeg ikke saa vis paa,“ svarede Pelle og saa drilsk paa hende. +„Du holder meget af _Flittig-Lise_, men en Gartner vilde vist sige at du +behandler den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer flittigt +alligevel. De besvarer venlige Tanker med Taknemmelighed, og det er dog +en smuk Maade at tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget værd, +som vi Mennesker gaar og bilder os ind — du tænker jo selv med Hjærtet, +lille Mor.“ Det var hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn. + +Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. Pelle maatte fortælle +Søster om alle ABC-Bogens Dyr, om den nyttige Ko — og Haren der slikkede +Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen af Vogterdrengen. Om +Vinteren gik den ind i Haven, gnavede Barken af de unge Trær og aad +Bondekonens Kaal. „Ja det maa jeg bekende,“ faldt Ellen ind, og saa lo +de alle, for Morten havde lige spist hendes Grønkaal. + +Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om København havde været +til altid, altid! Pelle gik et Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu +Biskop Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede Lejligheden til +at fortælle, at Hovedstaden havde en halv Million Mennesker. + +„Har du da talt dem, Far?“ udbrød Barnet betuttet og greb ham i Ærmet. + +„Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, dit lille Fæ!“ sagde Lasse +Fredrik. „Der ku’ jo fødes en imens.“ + +Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte Bogen og sluttede den. +Den stod og galede nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var +den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre mellem Bladene. Men +Hønsene de gjorde Æg, og det viste sig, at de havde det akkurat som +Blomsterne. Naar man gjorde sig gode Venner med dem og behandlede dem +som hørende til Familien, saa var de flittige til at lægge, men lavede +man Mønstergaard til dem og behandlede dem efter alle Kunstens Regler, +saa tjente de ikke til Føden engang. Farbror Kalles havde en Høne, som +gik inde i Stuen mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde under +Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, naar alle andre Høns var +golde. Saa købte Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han gav +tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet sig en Guldgrube. Men +lige saa snart den kom over paa Stengaarden, holdt den op med at lægge +Vinteræg. — For dér hørte den ikke til Familien, men var bare en Høne +der skulde tjenes paa. + +„Mors _Flittig-Lise_ blomstrer hele Vinteren,“ sagde Søster og saa rørt +hen paa Blomsten. + +„Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,“ svarede Lasse +Fredrik gavtyveagtigt. + +„Vil du se du dyr dig!“ Pelle langede ud efter ham. + +Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. Hendes Blik +flyttede sig dvælende fra den ene til den anden; hun smilede overbærende +til deres Passiar. De var nogle store Børn allesammen! + +„Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?“ spurgte Anna og tog den færdige +Strømpe. + +„Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.“ + +„Hvis det bliver en Tøs — altsaa!“ indskød Lasse Fredrik nøgternt. + +„Hvornaar kommer lille Søster da?“ + +„Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til Gaarden; saa har den hende +med.“ + +„Pyt, Storken!“ Lasse Fredrik blæste foragteligt. „Det er noget godt +Sludder!“ + +Søster var ogsaa klogere end som saa — naar Vejret var godt, hentede hun +Mælk inde paa Gaarden. + +„Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig — Mor! Det er jo derfor jeg +holder saa meget af dig,“ sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens +Skød. + +„Nu skal du i Seng, mit Barn,“ sagde Ellen og rejste sig. „Jeg kan mærke +du er træt.“ + +Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun ind og satte sig igen til at +strikke. + +„Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i Dag,“ sagde Pelle. + +„Saa bliver jeg ikke færdig,“ svarede Ellen og brugte Strikkepindene +endnu flittigere. + +„Send det hen til en Maskinstrikkerske — du tjener jo alligevel ikke til +det bare Brød ved den Haandtering. Der maa være én Tid til Arbejde og en +til Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.“ + +„Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,“ sagde Lasse Fredrik som +havde regnet det nøjagtigt ud. + +Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget med det. + +„Det er forresten dumt,“ udbrød Lasse Fredrik pludselig — „hvorfor +vokser det lodne ikke paa Benene af én? Saa var man fri for alt det Mas +med at klippe Ulden af — karte den — og spinde den — og strikke +Strømper.“ + +„Aa sikke dog noget Pjank!“ sagde Ellen leende. + +„Ja man har da været lodden engang,“ vedblev Lasse Fredrik. „Det var +bare dumt, at man ikke blev ved med det!“ + +Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; for det betød at man +havde overtaget sig selv! Dyrene fødtes færdige, selv Vandskrækkere som +Katte og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene maatte pænt +tilegne sig, hvad de havde Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for — +fordi de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens Herre. + +„Men saa skulde jo de Fattige være lodne over hele Kroppen,“ indvendte +Ellen. „Hvorfor tager Naturen sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af +Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.“ + +„Jo se det er netop det de _kan_!“ svarede Pelle, „for det er jo dem der +skaffer det meste frem. Eller tror du maaske, det er Pengene der dyrker +Jorden eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? Det lod de +nok være med, Alverdens samlede Kapital kan ikke saa meget som tage en +Knappenaal op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan købe til det. +Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var han dermed stemplet som et +lavere Væsen, der ikke kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at +Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes lige saa nøgen til +Verden som Kongens — trods alt hvad der er gaaet hen over os af Nød og +Skrub? Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte Unge, kan ingen +afgøre hvilken der er hvilken. Det er, ligesom Vorherre aldrig kunde +blive træt af at holde vort Adelsmærke op for os.“ + +„Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?“ sagde Ellen og saa +varmt paa ham. Det lød saa æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage +i sine Arme, tumlede med saa store Ting. + +Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. Hun var den samme i Dag, +som den Dag han lærte hende at kende — maaske som den Dag Verden +skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født med alt sit. Verden +kunde omskabes ja, men hun blev nok alle Dage den hun var. + +Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt sig for Tiden nede paa +Sicilien og tænkte paa at rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien. +„Saa stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, og prøver +hvordan det er at ride paa Kameler,“ skrev han. Han var rask og i godt +Humør, helt underligt var det at tænke paa, at han sad og skrev for +aabne Døre, og her sloges man med Kulden. Han drak Vin til hvert Maaltid +ligesom man herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og +Appelsinhøsten lige var forbi. + +„Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted hen engang,“ sagde +Ellen med et Suk. + +„Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke længer til de uopnaaelige +Ting for Arbejderen,“ svarede Pelle. + +Saa kom Brun ned — endelig holdt han Fyraften. „Ah, hjemme er godt at +være!“ sagde han og skuttede sig — „det er et forrygende Vejr i Aften.“ + +„Her er Brev fra Morten,“ sagde Pelle og rakte ham det. + +Den gamle tog Brillerne paa. + + + + + XX + + +Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes der paa fuld Kraft med +Udgravningerne af Grunden til de ny Arbejderboliger. Brun var meget +optaget af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til Aften. Han var +i en stor Kavaj, som kunde trækkes uden paa Overfrakken, og havde +Bælgvanter uden paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket ham et +stort Halstørklæde, som han skulde have op for Munden; hun holdt Øje med +ham fra Vinduerne og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet op. +Men holde ham inde var ikke muligt; han var altfor spændt paa, at +Arbejdet skulde skride. Naar Frosten lukkede af for Jorden og stansede +det, trippede han alligevel omkring derude, stundesløs og i snavs Humør. + +De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved Dagens Lys, men om Søndagen +maatte han med ud og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede til +Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør: + +„Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?“ + +„Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens han drikker sin Kaffe,“ +erklærede Ellen ude fra Køkkenet. + +Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at faa Tiden til at gaa, han +var ikke lykkelig, før han fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne +godkendt. Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde løbe engang! og dér i +Krydsningspunktet vilde en lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny +Ideer skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens Fantasi tryllede +en hel By frem af de bare Marker med gratis Skoler og Teatre og +hyggelige Opholdssteder for de gamle. „En Brugsforening og en Børneskole +opretter vi lige med det samme,“ sagde han. „Efterhaanden som vi bliver +flere, skal saa alt det øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker +jeg ikke vi skal faa Brug for.“ + +De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude med at trave omkring og +lægge Planer; Ellen maatte hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun +fandt dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig Samtale — et +ganske almindeligt, firkantet Hul i Jorden — med Sjap eller Is paa +Bunden. Saadan gravede man altid ud til Huse; men de to talte om det, +som om det var Begyndelsen til en hel ny Jord! + +Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa ivrigt efter ham som +Ellen, naar det led mod den Tid, han skulde komme fra Arbejde. „Jeg +bliver snart helt sjalu paa ham,“ sagde Ellen og trak Pelle med sig ind +i Køkkenet for at kunne sige Goddag til ham i Enrum. „Hvis han kunde, +tog han dig helt fra mig.“ + +Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, kom han gærne hjem, efter +at Brun var gaaet til Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den +gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til Byen, han gav Vejret +Skylden, men vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde gøre med sig +selv derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han ikke saa Pelle, kom +der Uro over ham; han tabte Interessen for Jordarbejdet og gik og +traadte affældigt uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig trak +han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende og arbejdede sig +ned over Markerne mod Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte +med et rørt Smil hans stolprende Hastværk — hun vidste nok, hvad der +trak. + +Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem de to, saadan hang de +efter hinanden. „Hvordan har den gamle det?“ var Pelles første +Spørgsmaal, naar han kom ind ad Døren; og om Brun havde været hans Far, +kunde han ikke have fulgt ham med mer rørende Beundring i sine +Gammelmandsøjne end han gjorde. Naar Pelle var borte, gik den gamle +omkring med et Udtryk, som om han bestandig søgte noget. + +Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa Marken hos Jordarbejderne +i al Slags Vejr. Om Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og +gjorde Hosten slem. + +„Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,“ sagde hun saa. Hun +vilde have, han skulde holde Sengen nogle Dage og se at blive af med +Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast. + +Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og Ellen helmede ikke, +før hun gik af med Sejren. Og da han først havde gjort Forkølelsen den +Indrømmelse, brød den for Alvor løs; Sengevarmen tøede Kulden ud af +Kroppen paa ham, saa baade Næse og Øjne løb. + +„Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,“ sagde Ellen. „Og nu slipper De +ikke op, før den værste Frost er ovre — om jeg saa skal gemme Deres +Klæder.“ Hun gik og plejede ham som et Barn, og lavede „Kamélthe“ til +ham af Blomster, som hun havde samlet og tørret i Sommers. + +Da han først var kommet over Ende, fandt han sig rigtig godt i det, hans +gamle Krop faldt let til Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at +blive puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet for at kunne +hygge sig under Ellens Hænder. + +„Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De er?“ sagde hun saa og lo ad +ham. + +Brun lo selv med. „Jeg er heller aldrig blevet kælet for,“ sagde han. +„Lige fra jeg blev født, lejede mine Forældre Mennesker til at tage sig +af mig — det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg maattet +købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed i, at Pengene dræber +Kærligheden — ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.“ + +„Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for Penge!“ sagde Ellen og +stoppede om hans Fødder. + +Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han kunde ligge og arbejde. +Han havde et Kort over Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og +gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. Sine Ideer om +det nedskrev han i et Hæfte, der skulde være Bilag til Planerne. Han +arbejdede fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid havde Ellen +sit Mas med at holde Børnene nede, hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej +op til den gamle. + +Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, kom hun op med dem en +Timestid. Saa fik de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store +Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit Strikketøj og +underholdt den gamle. Fra sin Plads kunde hun følge Jordarbejdet ude paa +Marken og maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med hver +enkelt Grund. + +Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og hang over de Arbejdende — +en frysende Flok som stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som +havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. Længe før Daggry +stillede de i Haab om at faa Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og +ind, en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde godt ligne haabløst +Fordømte, der traadte et uhyre Hjul; ned over Markerne var der et bredt +Spor af deres Fødder. + +Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender af Mænd, der støvede +helt herud for en Dags Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. „Vi kan +jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i Gang — ellers gaar +de bare i Vejen for hinanden,“ sagde han til Pelle. „Men kanske kunde vi +allerede nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? Kan vi +ikke begynde at lægge Veje an og lignende — saa de Mennesker faar noget +at bestille?“ + +Nej, det turde Pelle ikke være med til. + +„Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe Garverne i Gang med et +Fællesgarveri,“ sagde han. „Det vil blive vedtaget i deres Fagforening +en af de første Dage — under Forudsætning af at vi skyder Penge til — og +jeg anser det for meget vigtigt at faa det i Gang. Vore Modstandere +angriber os paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. Det er +ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det have en Ende. Som det er, +hænger Fabriken i Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, og +saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget Garveri, saa er den ene +Virksomhed ført til Bunds og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en +Lockout i Faget.“ + +„Huderne!“ indvendte Brun. + +„Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt ordnet og lader +sig sikkert ikke bruge imod os. Vi maa i det hele taget knytte til dér, +saa snart vi kommer nogenlunde i Gang — købe Kreaturer og slagte selv, +saa vi foruden Huderne forsyner os selv med godt og billigt Kød.“ + +„Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. Der kunde vel nok blive +Raad til nogle Vejanlæg.“ + +„Nej, der kan ikke,“ erklærede Pelle bestemt. „Husk paa vi maa ogsaa +tænke paa Brugsforeninger — ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det +ene drager det andet med sig. Der afhænger for meget af det, vi har for, +vi har ikke Lov til at belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der +trækker det til Bunds. Først Menneskene — saa Vejene! De Arbejdsløse i +Dag maa se at hjælpe sig os to foruden.“ + +„Du er lidt haard, synes jeg!“ sagde Brun og trommede i Dynen — lidt +stødt over Pelles Urokkelighed. + +„Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det i denne Forbindelse — +men det faar jeg se at finde mig i!“ svarede Pelle alvorligt. + +Den gamle rakte Haanden ud imod ham. „Omforladelse du! det var ikke min +Mening at angribe dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig har +vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse med dem der kæmper. Det var +kun et Øjebliks Blødhed hos mig — men ganske vist et af de Øjeblikke der +kan forspilde det hele, det indrømmer jeg dig! Men det er heller ikke +nemt at gaa og være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande. +Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa og tage imod en +Sulteunderstøttelse end bestille noget; og efter det de hidtil har haft +ud af Arbejdet, kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i den +Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har der indfundet sig mindst +Tusend Arbejdsløse hver Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at +lade være med at bestille noget! — de kan til Nød faa Understøttelse, +men for ingen Pris Arbejde. Det er jo saa vanvittigt som vel muligt! — +man faar Lyst til at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang +igen.“ + +„Der skal nok et stort Skub til,“ sagde Pelle. „Det er ikke Smaating, +der er i Vejen.“ + +„Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider jo ikke Nød fordi +de mangler Arbejde, saadan som vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men +de mangler Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man det hele +an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig Skændsel for Samfundet; +hvilket Spild af Værdier — ogsaa rent merkantilt set — mens Landet og +Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning dreves efter saadanne +Principper, var den jo dødsdømt med det samme.“ + +„Ja, hvis Miséren bare kom af bagvendt Greb paa Tingene, saa var det jo +nemt rettet,“ sagde Pelle. „Men de Folk, der sidder og bestemmer over +det hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel paa merkantil +Sans — havde de bare det øvrige i lige saa god Orden! De kan tro, der +falder ikke en Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin Fordel +ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig for den, at Land og Folk +var i den skønneste Orden, skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev +det. Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære og de +enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige Modsætninger. Jeg tror, +der er nedlagt en vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til +enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille alle sine +Behov; og naar én lægger Beslag paa for meget, bliver der et Slip andre +Steder. — Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil afsætte de andre +og overtage Styret.“ + +„Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville dække det +bestaaende; lad _dem_ have Ansvaret, der sidder i Føringen. Men jeg har +ligget og tænkt paa — kunde _vi_ ikke finde en Maade til at samle dette +Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?“ + +„Hvordan skulde vi det? Vi _har_ jo altsaa ikke Raad til at beskæftige +de Arbejdsløse.“ + +„Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet har jo begyndt paa at +understøtte dem — var det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte +Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme dem selv tilgode!“ + +„De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere skulde bygge Boliger +til Arbejderne?“ spurgte Pelle livligt. + +„Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod Privatspekulation — paa +en lignende Maade som dem, vi bygger — og altid tilhøre Arbejderne. Da +_vi_ ikke kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende administrere +det — det vilde sætte Fart i Fællesskabet. Paa den Maade blev den gamle +Tids Affald Gødning for den ny Sæd.“ + +Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede ham spændt. +„Naa, sover du?“ spurgte han endelig utaalmodigt. + +„Det er en smuk Ide,“ sagde Pelle og rejste Hovedet. „Organisationerne +tror jeg, vi faar med — de begynder jo allerede at interessere sig for +Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, skal jeg forelægge Deres +Plan. Men Samfundet er jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har +lejlighedsvis Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det lige +akkurat Liv i den — ellers fik den vist snart Lov at dø af Sult. Jeg +tror ikke, det gaar med til at den anvendes saa at sige imod det selv!“ + +„Du er en uforbederlig Sortseer,“ sagde Brun halv ærgerlig. + +„Ja — over for det gamle,“ svarede Pelle med et Smil. + +Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i Tilknytning til Dagens +Hændelser, naar Pelle om Aftenen sad oppe hos den gamle — lige optagne +begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af Sporet. „Det er +Blodet,“ sagde han mismodig. — „jeg er alligevel ikke rigtig en af +jeres. Det er saa længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa jeg +har glemt det.“ + +I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og havde hver Aften et +eller andet at fortælle om sig selv. Det var, som om han med Vold og +Magt maatte finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side. + +Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres flere Hundrede Aar +tilbage, til en Mand, der førte Skib og drev Handel paa Trankebarkysten. +Slægtens Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, boede i et +Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; naar Skibet var hjemme, lagde det +til ved Bolværket lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik i Arv +fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden til et helt Palæ; i Løbet af +fire Generationer naaede det frem til at være et af Hovedstadens første +Handelshuse. I Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende +Aarhundrede var de fleste af Slægtens Medlemmer gledet over i Børs- og +Bankverdenen, og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader — den +bekendte Kornelius Brun — hang ved den gamle Forretning, Brødrene +afhændede deres Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem fik +en høj Hofcharge. + +Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den gamle Forretning +videre. For ikke at staa tilbage for sine Brødre i Fornemhed giftede han +sig med en Dame af ældgammel — og forgældet — fynsk Adel. Hun fødte ham +tre Børn, der — som han selv sagde — var mislykkede alle tre. Det første +Barn var døvstumt og udstyret med meget smaa Aandsævner i det hele +taget; det døde heldigvis, før det endnu var kommet til Skelsaar og +Alder. Nummer to var meget opvakt og begavet med alle mulige Talenter, +men viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han var meget smuk, +havde mørkt blødt Haar og en fin kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i +Fløjl og forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, men turede +omkring i højt Selskab og gav Masser af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar +døde han pludselig, udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa +Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt at dukke Rygter op om +en Sædelighedsskandale, hvori han var indviklet sammen med meget +fremragende Navne. Det var sidst i Halvfjerserne — ved den Tid +Underklassebevægelsen begyndte at tage Fart! Fra neden forlangtes der +energisk Undersøgelse, og helt dysse Historien ned turde man ikke, for +ikke at give Paastanden om det Bestaaendes Raaddenskab og Partiskhed +Vind i Sejlene. Da det trak op til en Undersøgelse, og det kunde +forudses, at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens Alter for at +dække dem, der stod højere, trykkede Kornelius Brun sin Søn Pistolen i +Haanden. Eller skød ham ned — Bibliotekaren kunde ikke afgøre hvilket. + +„Se det var de to Frugter paa det udgaaende Slægtstræ,“ sagde Brun +bittert, — „og det kan jo ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den +tredje er mig! Jeg kom som en Skrabkage — femten Aar efter min yngste +Broder. Mine Forældre havde vist allerede da faaet nok af deres Afkom; +jeg blev i al Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket — endnu før +jeg havde haft Lejlighed til at vise noget som helst. Maaske har de +instinktmæssigt følt, at jeg vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa. +Ogsaa i mig var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede f. Eks. +i høj Grad Familiefølelse. Allerede som lille husker jeg at have hørt +Moder beklage sig over mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig +altid til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. Man saa i +Familien mere skævt til mig, naar jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end +man havde gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en, +der lavede Skandale og Gæld — og sagtens med god Grund! Moder gav mig +rigeligt med Penge til at more mig for — rimeligvis for at modvirke mine +plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig færdig med Fornøjelserne +og kastede mig over Studeringer. Dagen interesserede mig ikke, men +allerede som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; jeg +kastede mig særlig over Historien og dens Filosofi. Fader saa rigtig, +naar han haanede mig og kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor +andre Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde Interesse, mens +næsten enhver Bog fristede mig til nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han +og haabede paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen, +og da jeg definitivt valgte Studierne, rev det helt ud mellem os. „Naar +Forretningen ryger, saa er Slægten ikke mere!“ sagde han og solgte det +hele. Han havde allerede været Enkemand i flere Aar dengang og havde +ikke andre end mig; men i de fem Aar, han levede efter at have afstaaet +Forretningen, omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi jeg ikke overtog +den — men hvad skulde jeg dér? Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber, +hvorpaa der drives Forretning i vore Dage og havde blot ødelagt det +hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet min Tid mellem Reoler og +registreret andres Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i Dagen +og skal til at leve mit eget Liv — og nu er det snart forbi!“ + +„Det er først nu, Livet skal til at blive værd at leve — saa De er +kommet ud i rette Tid,“ sagde Pelle. + +„Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!“ sagde Brun mismodig. „Jeg møder +Ungdommen, og mit Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og +Morgen, der mødes i den samme Rødme under de lyse Nætter. Jeg har kun +faaet min Part i det ny, fordi det gamle skal bøje sig for det, saa +Ringen kan sluttes. Du gaar ind, dér hvor jeg gaar ud.“ + +„Det maa have været en sørgelig Tilværelse at gaa dér altid blandt Bøger +og Bøger uden et Menneske, der holdt af én,“ kunde Ellen udbryde. +„Hvorfor giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige er vi Kvinder da +ikke, at der ikke skulde være én, De syntes om.“ + +„Nej, man skulde ikke synes det — men sandt er det ikke desto mindre,“ +svarede Brun med et Smil. „Antipatien var forresten gensidig — det er +saadan noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg gamle Støder +skulde have Lov til at sætte Børn i Verden! Men morsomt er det ikke at +være den sidste Ende af noget!“ + +Ellen lo: „Ja, men De har da ikke altid været gammel!“ + +„Jo, jeg har i Grunden — jeg er født gammel. Det er først nu, jeg føler +mig ung! Og hvem ved“ — udbrød han i et Anfald af Galgenhumor — „kanske +pudser jeg Forsynet og møder op med en lille Kone under Armen en Dag.“ — + +„Brun ligger og fanger Griller,“ sagde Pelle, da de gik ned for at gaa i +Seng. „Men det gaar vel over, naar han nu kommer op.“ + +„Aa, han har saamænd heller ikke haft det for morsomt, det Skind,“ +svarede Ellen og lænede sig ind til ham. „Det er nu Synd, at der gaar +Mennesker og ikke faar Del i alt det kære, der er til — lige saa Synd +som det, du arbejder imod, synes jeg!“ + +„Jamen det kan vi ikke ordne!“ udbrød Pelle leende. + + + + + XXI + + +I _Gryets_ Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først trak den sig bort +fra Huset og gav Plads for en hel lille Skov af Vintergækker og Krokus; +Hyasinterne i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de kom op af +den som en Række Knoer, der pænt bankede paa først. + +Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge Fremskridtene, de begreb +ikke de fine Krokus, der stak lige op af den frosne Jord uden at fryse +ihjæl, men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag pakkede de +Vintergækker i Papir og lagde op paa Bruns Bord — det var Gækkebreve. +Saa gik de om i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, mødte +de ham med en hemmelighedsfuld Mine og havde travlt med at faa ham +lokket ovenpaa. + +Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne og ventede blot +paa, at Vintervandet skulde synke, saa man kunde komme til at køre Grus +og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde Markerne ikke bære. + +Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu efter hans Sengeliggen; +skønt han ikke fejlede ret meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod +Pelle skalte og valte med Virksomheden som han selv vilde, og sagde Ja +og Amen til alt hvad han foreslog. „Jeg kan ikke samle det hele i mit +Hoved,“ sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham en eller anden +Udvidelse — „men gør du som du synes min Søn, saa bliver det jo nok +rigtigt!“ Der skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at holde hans +Sind varmt — og han var alligevel for gammel til at høre det gro og +hente sig Styrke deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen selv +over paa Pelle — ham saa han levende for sig og kunde støtte sig til +hans unge Styrke. + +Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. Han kunde ikke holde +til det og nøjedes med at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen +og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende Energi, som Pelles Ungdom +havde kaldt til Live i ham, var blaffet bort — tilbage blev en rørende +Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu gik og gassede sig i +nogle sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med Pelle mere og blev +ikke skinsyg paa noget Forspring — men beundrede ham simpelthen og tyede +nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham +som et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene opfattede +ham selvfølgeligt som Ligemand. + +Naar han gik sin Tur over Marken, havde han gærne Svend Trøst ved +Haanden; de to kunde baade holde Trit og underholde hinanden. Der var +noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres Sind i Spænding: hver +Dag ventedes Storken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en +Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse at gaa og vente +paa. Storken bed altid Konen i Huset i Benet, naar den kom med en Lille +til hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa hun døde af det — +nu var han saa klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om i en +alvorlig, næsten trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring til +de andre Søskende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar den gamle og +han fulgtes ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den ældre og +fornuftigere kom til det Resultat, at der ingen Fare var. Alligevel +holdt de sig altid i Nærheden af Huset for at kunne være ved Haanden. + +En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen stod ikke op som ellers. +„Jeg ligger og venter paa Storken,“ sagde hun til Svend Trøst — „gaa ud +og pas paa den.“ Saa gik den Lille rundt om Huset med en Kæp, Brun +traskede med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens +Haand. Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen +i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med en tyk Kone, snart var +det Lasse Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien — +staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste et Ord af det, havde +Storken været der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun +var sammen derinde for at ønske Ellenmor til Lykke, og de var lige +forbavsede begge to. Den gamle maatte have Lov til lige at røre ved den +Lilles Kind. + +„Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et undseligt Smil og løftede +Snippen lidt fra Barnets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog +Svend Trøst med ovenpaa. + +Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, der paa nogle faa Timer +var blevet hvid og tynd. „Nu maa vi saa have Bud efter Dronning +Therese,“ sagde hun. + +„Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?“ spurgte Pelle, der ofte +havde foreslaaet, at de skulde bryde overtvært og se op til de Gamle. +Det var ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag. + +Ellen rystede paa Hovedet. „De skal komme af dem selv,“ sagde hun +bestemt. Sig selv var hun ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen +ad Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom og gjorde det godt +igen. + +„Men jeg _har_ sendt Bud,“ sagde Pelle — „det var det Lasse Fredrik +cyklede om. Du skal ikke ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.“ + +Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe der. Hun var meget bevæget; +for at skjule det gav hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude +og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var saamænd ogsaa en Tid at +sende Bud efter én, naar det hele var overstaaet. + +Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til dem, der saadan kom +springende saa snart man fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille +var kommet til Verden, løb Pelle over ham — han gik og luskede et Stykke +neden for Huset. Naa ja, han gik og ventede paa Mutter for at følge +hende hjem, altsaa — det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, men +var forholdsvis let at nøde indenfor; og det varede ikke længe, før +Ellen fik ham tøet op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid. + +„Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, der har sendt Bud efter +dig, men Pelle. Og hvis du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort +ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!“ + +„Hun er sku det samme tyvebrændte Fruentimmer til og ta’e Tyren ved +Hornene, hun altid har væ’t,“ sagde Stolpe uden at se paa hende. „Naa, +man kan vel lige saa godt springe som krybe i det — og vedgaa at man har +spillet Skidtmads. Skal vi slaa en Streg over det, Svigersøn?“ Han rakte +Pelle Haanden. + +Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt oprømt. „Jeg havde +saamænd ikke drømt om, at jeg skulde faa Tøsen at se for det første — og +allermindst i Barselseng!“ sagde han fornøjet og strøg Ellen over +Ansigtet med sin ru Haand. + +„Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og Fatter har saamænd tidt +gaaet og været ked af det. Men han gør sig jo haard,“ sagde Madam +Stolpe. + +„Sludder, Mutter!“ brummede Stolpe — „Fruentimmerne skal altid vrøvle.“ + +Tiden havde taget paa dem begge. Der havde været en Del Arbejdsløshed i +Faget, og Stolpe var til Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa +Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad saa godt i det som i +gamle Dage. Men Stolpe var fremdeles Formand for Fagforeningen og en +anset Mand inden for Bevægelsen. + +„Og nu min Dreng,“ sagde han pludselig og lagde Hænderne paa Pelles +Skuldre — „maa du sku sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne +Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne igen.“ + +Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, den gamle +kendte forresten en hel Del til det — det viste sig, at han paa Afstand +havde fulgt Pelles Færd. + +„Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,“ sagde han — „maaske +kunde vi lige saa stille klemme Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi +allesammen kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; og saa maa det +slaas fast, at enhver der ikke støtter sine egne er en Skruebrækker.“ + +„Jeg _har_ faaet Forbindelse — men det gaar lidt trevent,“ sagde Pelle. + +„Saa maa vi prikke lidt til dem. — Hør, ham denne her Særling — Brun +hedder han jo — bor han ikke hos jer?“ + +„Han er nu ingen Særling,“ sagde Pelle leende. „Vi kan jo gaa op og +hilse paa ham.“ + +Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de var lige gamle og havde +oplevet Bevægelsens første Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom +flere Gange og rykkede i sin Mand — de skulde hjem. + +„Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin egen Kone,“ sagde Stolpe +endelig — „men jeg kommer igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde dog +nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer til at se ud.“ + +„Vi har ikke begyndt endnu,“ svarede Pelle. „Men kom herud paa Søndag, +saa skal Brun og jeg vise dig det hele.“ + +„Det bliver vel Mestre, der faar det?“ spurgte Stolpe. + +„Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa Arbejdet, hvis de ellers +tør paatage sig det og har en Mand til at sætte i Spidsen,“ sagde Brun. +— „Men det kunde De maaske paatage Dem?“ + +„Det kan De være vis paa jeg kan,“ svarede Stolpe selvfølende. „Skulde +jeg ikke være Mand for at bygge Arbejdernes Hjem? — jeg var Medlem af +Partiet dengang det kun talte én Mand.“ + +„Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!“ sagde Pelle. + +„Død og Salighed! det var alligevel et knusende morsomt Træf, om det +blev mig!“ udbrød Stolpe, da Pelle fulgte de to gamle ned til +Sporvognen. „Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der ingen har +set Mage til — og sikke no’en Huse vi skal sætte op! Der skal ikke blive +ret meget Papmasjé i den Historie!“ + + + + + XXII + + +Det hændte endnu, at Pelle vaagnede og var vildfaren i Mørket. En +kvælende Angst red ham, han havde drømt at han var i Fængsel, og syntes +endnu han kunde mærke Klosetstanken og Udaandingen fra de raa Mure. +Først lidt og lidt besindede han sig paa hvor han var; Aandedrættene der +arbejdede omkring ham, og den varme Medvirken i selve Mørket førte ham +tilbage til Hjemmet. Han rejste sig glad og strøg en Tændstik for at faa +et Glimt af Ellen og de smaa. Lægge sig til at sove turde han ikke, +Søvnen vilde straks føre ham tilbage i Fængslet igen. Stille klædte han +sig paa og listede ud for at gaa sig en Tur og se Dagen vaagne. + +Det var underligt med Drømmen, for den vendte op og ned paa alting! I +Fængslet drømte han altid, at han var fri og levede midt i Lykkeland; +mindre kunde ikke gøre det dér! Dér var Dagen ond og Natten god — og +herude var det omvendt; det var som om noget i én altid skulde have det +hele med. „Det er vel Sjælen, det?“ tænkte han, mens han vandrede +østerover for at møde det første Dagskær. Hjemme paa Landet havde de +gamle i hans Barndom troet, at Drømmene det var Sjælen, der var ude at +vanke paa egen Haand; nogle havde set den som en hvid Mus smutte ud af +den Sovendes Mund for at sanke ny Oplevelser ind til ham. Og sandt var +det jo! det var gennem Drømmen Fattigmand hidtil havde faaet alt sit — +den bar ham ud af Fængslet. Maaske byttedes der Roller i Nattens Mørke? +Kanske kom den rige Mands Sjæl om Natten og smuttede ned i den fattiges +Legeme for at sanke Lidelser til sin Herre? + +Der var Foraar i Luften. Endnu var det nærmest kun tilstede som en +Løftelse i Pelles eget Blod, en bunden Trang til at udvide sig og +sprænge alle Grænser. Han gik med Ansigtet vendt mod den begyndende Dag +og havde en Følelse af uovervindelige Kræfter. Hvorfra han fik denne +Følelse, vidste han ikke; men den var der. Han sansede sig selv som +noget umaadeligt, der var spærret inde i et lille Rumfang og maatte +sprænge Verden, om det blev sluppet løs. Han gik hurtigt til — over hans +Hoved steg den første Lærke. Langsomt befriede Jorden sit Ansigt for +dette forunderlige Slør af Hvile og Gaadefuldhed, som Natten var. + +Maaske kom Styrkefølelsen af, at han havde taget Aanden i Besiddelse og +selv beherskede Oversigten over Verden? Verden var uden Grænser, men det +var hans Ævner ogsaa; den Kraft fandtes ikke mere, der kunde slaa ham ud +af hans Bane. I sit eget Fodslag hørte han hele Fremtiden gaa igen — +Bevægelsen skulde snart slutte op, naar først den fik tygget paa den +Kendsgærning, at det hele maatte tages med. Endnu kneb det lidt, man +vilde gærne fra den Side gøre det til en Betingelse for Samarbejde, at +Pelle søgte Æresoprejsning. Pelle lo og løftede sit Ansigt mod +Morgenbrisen, der løb som en Kuldegysning forud for Solopgangen. +Udenforstaaende! — ja var der ikke en stor Sandhed i det? Han hørte ikke +det bestaaende til, dér ønskede han ingen borgerlige Rettigheder. Det +var hans Adelsmærke at han var sat udenfor, hans Forhold til Fremtiden +rummedes i den Kendsgærning. Han havde taget sin Kamp som et _Udskud_, +og saadan vilde han sejre. Naar han steg, skulde der ingen Pariakaste +være mere. + +Nu han gik her med Natten bag sig og saa ind i Lyset, syntes han han +lige var traadt ind i Ungdommen og havde det hele foran sig — alt havde +han tilgode! Og alligevel var det, som han havde været med fra Tidernes +Morgen, saa indgaaende kendte han den Mørkeverden han forlod. Var +Mennesket da ikke et vidunderligt Væsen — i sin Ævne til at skrumpe ind +og blive til ingenting, som i sin Ævne til at udvide sig og fylde det +hele! Nu begreb han Farbror Kalles Smil til alting; han havde pansret +sig med det, for at Tilværelsen ikke skulde rive altfor dybe Rifter i +hans bløde Sind. Fattigmand havde været nødt til at afstumpe sig, han +vilde simpelthen forbløde om han gav sig hen i den haarde Virkelighed. +Afstumpetheden havde været som en haard Skal, der beskyttede de smaa; og +nu kom de og havde Hjærtet i Behold trods alt. De kunde godt føre an i +den gode Tid! + +Pelle havde jo altid baaret paa en dunkel Følelse af at være udvalgt; +allerede mens han var Barn, fik den ham til at se en haard Verden +frejdigt i Møde og fyldte hans nøgne Lemmer med Spændstighed. Nøgen og +fattig kom han ind i Verden, tilsyneladende uden nogen Vuggegave af +nogen Art — og alligevel kom han som en lys Forjættelse til den +halvgamle krumslidte Lassefar. Der straalede Lys fra ham saa ringe og +almindelig en Kendsgerning han var; Vorherre havde givet ham Gnisten, +sagde den gamle altid. Som et lille Himmerigs Vidunder havde den gamle +altid set paa ham; Pellepøjken undredes jo lidt paa det — men hyggede +sig i Faderens Glæde. Selv kendte han langt anderledes Vidundere dengang +— f. Eks. Markedspladsens Kalve med to Hoveder og Lammet med de otte +Ben. Han havde sine egne Fordringer til Livets vidunderlige Rigdom, og +faldt ikke i Forundring over en ganske almindelig slugøret Purk, som man +kunde møde hver Dag. + +Men nu var han lige ved at give Far Lasse Ret. De største Vidundere +rummedes jo inden i ham selv — ham Pelle, der lignede hundred Millioner +andre Arbejdere og endnu aldrig havde haft mere end lige til Føden. +Mennesket, det var dog det forunderligste af alt. Var han ikke selv — i +al sin hverdagsagtige Selvfølgelighed — som en lysende Funke, sprunget +fra Gudstankens vældige Esse? Ud til Rummets yderste Grænse kunde han +sende sin spørgende Tanke — og tilbage til Tidernes første Morgenrøde! +Og denne altomspændende Ævne syntes fremgaaet af intet — lige som Gud +selv! Et Vidunder var jo alene det, at han, den larmende, skulde i +Fængsel for at fatte det større Formaal med Tingene! — der maatte være +nedlagt vidtrækkende Planer i ham, siden han spærrede sig selv inde. + +Naar han saa ud over Rejsningen, følte han sig overfor en Verdenstanke +med umaadelig langt Sigt. Gennem Aartusinder havde Almuen uden at ane +det beredt sig til at drage ind i en ny Verden; Massernes Vandring lod +sig nok ikke stanse, før de var naaet frem. En Lov, de ikke engang selv +kendte og ikke formaaede at gribe ind i, førte dem den rette Vej; og +Pelle var ikke bange. Bag hans aldrig blundende Syslen med Tidens store +Problem, stod den Erkendelse, at han hørte til dem, Nationen lagde +Ansvaret for Fremtiden over paa; men Maalet var han aldrig i Tvivl om. +Og Midlerne heller ikke! De forudseende havde under den store Lockout +gruet for, hvorledes det skulde være muligt at føre alle disse Masser i +Ilden. Og saa havde det hele rullet sig naturligt ud af sig selv — fra +en tilsyneladende lille bitte Aarsag til fast ført Kamp over hele +Linjen. + +Saa stort et Kald, som han og hans kom med, havde Verden heller aldrig +før set! Det var intet mindre end Godhedens Sejr det galdt! Han brugte +ikke gærne store Ord, men paa Bunden af sin Sjæl var han overbevist om, +at alt ondt stammede fra Nød og Elendighed. Mistro og Egennytte kom af +Misbrug, det var Menneskenes Værn mod Udbytning! Og Udbytningen kom af +de utrygge Tilstande, af Mindelser om Nød, eller ubevidst Frygt for den! +De fleste Forbrydelser kunde let føres tilbage til de sørgelige +Tilstande, og selv hvor Forbindelsen ikke var synlig, var han vis paa, +den eksisterede alligevel. Det var hans Erfaring, at alle Mennesker i +Grunden var gode; det onde i dem kunde næsten altid føres tilbage til +noget bestemt, mens Godheden ofte eksisterede paa Trods af alt. Den +vilde sejre helt, naar Tilstandene blev trygge for alle. Selv de +Forbrydelser, der skyldtes Abnormitet, var han vis paa vilde falde bort +af sig selv, naar der ikke længer fandtes skjulte Mindelser i Samfundet +om Elendigheden. + +Det sad som en lys Tro i ham, at han og hans skulde forny Jorden; Almuen +skulde gøre den til et Paradis for de mange — som den allerede havde +gjort den til et Paradis for nogle faa. Der skulde et stort og +langmodigt Sind til det, men hans Hær var jo prøvet grundigt af! De, der +gennem umindelige Tider taalmodigt havde baaret Tilværelsens Tryk for +andre, maatte være skikkede til at overtage Førerskabet ind i den ny +Tid. + +Pelle var paa sin Morgentur naaet helt ned til Strandvejen; det var for +sent at vende om, og han var skrupsulten. Han købte sig et Par varme +Rundstykker hos en Bager, og spiste dem paa Vejen ind til Forretningen. + + * * * * * + +Ved Middagstid var Brun inde i Virksomheden for at underskrive nogle +Dokumenter og gennemgaa Regnskaber sammen med Pelle. De sad oppe i +Kontoret bag Butiken, Pelle læste op og kom med sine Bemærkninger, den +gamle hørte halv efter og nikkede blot; han længtes hjem til _Gryet_. +„Du vil nok gøre det saa kort som muligt,“ sagde han, „for jeg føler mig +ikke rigtig vel.“ Den barske Foraarsblæst var ikke god for ham, han +havde svært ved at faa Vejret. Lægen havde tilraadet et Par Maaneders +Ophold ved Riviéraen — til Foraaret var ovre; men den gamle gik og kunde +ikke bestemme sig. Han havde ikke rigtig Mod til at give sig ene ud. + +Butiksklokken ringede, og Pelle gik ned for at ekspedere. En ung +solbrændt Mand stod uden for Disken og lo. + +„Kender du mig ikke?“ sagde han og stak Pelle paa Næven. Det var Karl, +den yngste af de tre forældreløse i _Arken_. + +„Jo, vist kender jeg dig!“ svarede Pelle glad. „Jeg har søgt dig i +Adelgade — dér sagde man, du havde Forretning.“ + +Det var saalænge siden! Nu var Karl Anker Bestyrer for en stor +Brugsforening ovre paa Fyn. Han var kommet over for at bestille en Del +Fodtøj hos Pelle til Brugsforeningen. „Det er kun et Forsøg,“ sagde han. +„Hvis det slaar an, skal jeg skaffe dig i Forbindelse med +Fællesforeningen; det er en Kunde, som aftager noget, kan du tro!“ + +Pelle maatte skynde sig at tage Ordren ned, Karl skulde afsted med +Toget. + +„Det er en Skam, du ikke har Tid til at gaa med over og se +Virksomheden,“ sagde Pelle. „Husker du den lille Povl fra _Arken_? +Fabrikspigens Dreng — som hun bandt til Kakkelovnen, naar hun gik paa +Arbejde? Han er blevet en briljant Fyr — han er min Førstemand paa +Fabriken. Det vilde more ham at hilse paa dig.“ + +Da Pelle havde lukket efter Karl og vilde gaa op til den gamle paa +Kontoret, fik han Øje paa en lille lidt forvoksen Kvinde og et Barn; de +gik frem og tilbage oven for Værkstedsvinduerne og kiggede i Smug ned. +De veg sky tilside for Folk og saa ynkelig forskræmte ud. Pelle kaldte +dem ind i Butikken. + +„Er det Peter Drejer, I vil tale med?“ spurgte han. + +Kvinden nikkede. Hun havde et fint Ansigt med store bedrøvede Øjne. +„Hvis det ikke forstyrrer,“ sagde hun. + +Pelle kaldte paa Peter Drejer og gik saa op paa Kontoret; gamle Brun sad +og var faldet i Søvn. + +Han hørte dem hviske dernede, Peter Drejer var hæftig, Kvinden og Barnet +græd — han kunde høre det af Tonen i deres Hvisken. Det hele stod kun +paa et Øjeblik, saa lukkede Peter dem ud. Pelle skyndte sig ned i +Butiken. + +„Hvis det var Penge, saa ved du jo, at du bare behøver sige til,“ sagde +han hastigt. + +„Nej, det var det store Arbejdsløshedsmøde i Eftermiddag — de vilde +trygle mig til at blive hjemme. Tossede Væsner — Gud ved, hvad der gaar +af dem?“ Peter Drejer var helt krænket. „Det er sandt — du har vel ikke +noget imod, at jeg gaar nu? Det skal afholdes om en Timestid?“ + +„Jeg troede, det var aflyst,“ sagde Pelle. + +„Ja, men det var bare en Manøvre — for at der ikke skulde blive nedlagt +Forbud. Vi afholder det paa en Mark ude paa Nørrebro. Du skulde tage med +— det bliver et Møde, som vil spørges. I Dag skal vi afgøre store Ting.“ +Peter Drejer var nervøs, hans Hænder famlede omkring paa Tøjet, mens han +talte. + +Pelle lagde Hænderne paa hans Skuldre og saa ham ind i Øjnene. „Du +skulde føje de to,“ sagde han indtrængende. „Jeg kender dem jo ikke, men +dersom deres Ve og Vel afhænger af dig, saa har de ogsaa et Krav paa +dig. Opgiv det du har for, og tag en Tur ud med de to! nu begynder +alting at bryde — tag i Skoven med dem, du! Det er bedre at gøre to +Væsner lykkelige end tusend ulykkelige.“ + +Peter saa til den anden Side. „Vi har ikke noget særligt for, hvad er +der saa at gøre Væsen over!“ mumlede han. + +„Du har et eller andet for i Dag — jeg kan mærke det paa dig. Og hvis du +ikke kan føre det igennem, hvem kommer saa til at tage Følgerne? +Kvinderne og Børnene, du! Du _kan_ ikke føre det igennem — vore Kræfter +ligger ikke dér.“ + +„Du gaar din Vej, saa kan du jo lade mig gaa min,“ sagde Peter og gjorde +sig læmpeligt fri. + +Der stod to Betjente paa Fortovet lige overfor og talte sammen; de holdt +i Smug Øje med Butiken. Pelle viste derover. + +„Politiet ved ikke, hvor Mødet skal holdes, og nu passer man paa mig,“ +sagde Peter med et Skuldertræk. „Dem dér skal jeg nemt lede paa +Vildspor.“ + +De to Betjente kom over Gaden og skiltes uden for Butiken; den ene stod +lidt og betragtede Vinduesudstillingen, saa traadte han raskt ind i +Butiken. + +„Er Peter Drejer her?“ spurgte han brøsigt. + +„Det er mig,“ svarede Peter og trak sig bag om Disken — „men jeg vil +raade Dem til ikke at røre mig! Jeg taaler ikke Politihænder paa mig.“ + +„De er anholdt!“ erklærede Betjenten kort og fulgte efter ham. + +Pelle lagde Haanden paa Betjentens Arm. „De skulde fare lidt med Læmpe,“ +sagde han. + +Men Betjenten skubbede ham haardt til Side. „Ingen Indblanding her!“ +raabte han og stødte i sin Politifløjte. + +Det gav et Sæt i Peter. Et kort Øjeblik greb hans Tanker raadvildt ud i +det blaa, saa sprang han som en Kat over Jærnrækværket ned paa +Værkstedstrappen. Men dernede stod den anden Betjent for at tage imod +ham. I ét Spring var han oppe i Butiken igen — lige ind paa sin +Forfølger; han havde Revolveren i Haanden. „For Satan, nu kan det være +nok!“ hvæsede han. + +Der faldt to Skud lige paa hinanden — Smæld i Smæld. Betjenten fik lige +vendt sig til Flugt og faldt forover med Hovedet ind under Disken; Peter +sank sammen oven paa ham. Det saa ud, som han snublede over Betjentens +Ben; men da Pelle vilde hjælpe ham op, saa han, at Blodet piblede ud af +et Hul i Tindingen paa ham. Betjenten var stendød. + +Peter aabnede besværligt Øjnene, da Pelle løftede hans Hoved. „Hjælp mig +væk!“ hviskede han og drejede Ansigtet mod den døde Betjent med et +Udtryk af Væmmelse. Han holdt endnu krampagtigt om Revolveren. + +Pelle vristede den fra ham og bar ham op paa Sofaen i Kontoret. I Døren +stod den gamle Bibliotekar og rystede. „Aa, skaf lidt Vand,“ sagde +Pelle, men den gamle hørte ham ikke. + +Peter Drejer gjorde en afværgende Bevægelse, han trængte ikke til noget +mere. „Men de to,“ hviskede han. + +Pelle nikkede. + +„Og saa — Pelle — — Kammerat —.“ Han prøvede at fæste sit døende Blik +paa Pelle, men jog pludselig sammen som i Krampe, Knæerne trak sig helt +op under hans Hage. „Blodhundene!“ stønnede han. Han skelede saa stærkt +at Pupillerne blev helt borte. Men saa gled det hele i Lave igen med en +underlig livløs Segnen, han var død. + +Betjenten kom op. „Naa er han kreperet?“ sagde han hadefuldt. „Ja han +har længe nok spillet os paa Næsen.“ + +Pelle tog ham ved Armen og førte ham hen til Trappen. „Nu hører han ikke +under Deres Distrikt længer,“ sagde han. Han lukkede Døren og gik +bagefter Betjenten ned i Butiken. Den dræbte Betjent laa saa lang han +var oven paa Disken; hans Kammerat havde lagt ham derop, laaset +Butiksdøren og rullet ned. + +„De vil nok stanse Virksomheden? og meddele Kammeraterne, hvad der er +sket,“ sagde Pelle stille til Brun — „der er noget, jeg maa tage mig af. +Her arbejdes ikke mere i Dag.“ + +„Vil du gaa?“ sagde den gamle bekymret. + +„Ja, jeg vil føre Peters Møde til Ende for ham — nu kan han jo ikke +selv,“ svarede Pelle lavmælt. + +De var gaaet ned gennem Værkstedet, Kammeraterne stod dernede og saa paa +hinanden, de havde hørt Skuddene men vidste hverken ud eller ind. „Peter +er død,“ sagde Pelle, mere kunde han ikke faa frem for Bevægelse. Alting +styrtede pludselig ind paa ham. Han skyndte sig op og sprang paa en +Sporvogn. + +Ude paa en af de store Marker bag Nørrebro havde der samlet sig et Par +Tusend Arbejdsløse. Det var blæst op og ruskede fra Vest, Vejret stod i +Stød ned over Marken. De Arbejdsløse gik og trampede frem og tilbage +eller stod og smaafrøs i deres tynde Tøj; der var ond Luft over +Forsamlingen. Fra Sidegaderne blev der ved at strømme Mænd ud, slemt +medtagne Skikkelser de fleste af dem, med Ansigter som Arbejdsløsheden +havde gravet Aarstal i. Mange havde ikke længer Tøj til at vise sig inde +i Byen, og benyttede denne Lejlighed til at være med. + +De gik og knurrede over, at Mødet ikke begyndte, spurgte fra Mand til +Mand hvad Meningen var, og vidste hverken ud eller ind. Det manglede jo +bare, at ogsaa Peter Drejer havde snydt dem og var rendt over til +Borgerskabet! + +Men pludselig dukkede en Skikkelse op paa Arbejdsvognen som skulde +benyttes til Talerstol — fra alle Sider strømmede de til. Hvem fanden +var det? Peter Drejer var det ikke! Pelle? — hvad for en Smed? Naa, ham +fra den store Kamp — _Lynet!_ Var han til endnu? Gu var han saa, han var +jo blevet Storfabrikant og Samfundsstøtte om en Hals! Hvad pokker vilde +han her? — han var ellers ikke lidt fræk! + +Pludselig slog der et helt Uvejr imod ham af Raab og Hyssen, iblandet +spredte Bifald. + +Pelle stod og saa ud over Forsamlingen, med et Udtryk af forfærdelig +Alvor. Deres Demonstration mod ham rørte ham ikke, men her stod han i +død Mands Sted! Endnu følte han Peters dødtunge Hoved i sin Arm. + +Da der var blevet nogenlunde Ro, løftede han Hovedet. „Peter Drejer er +død,“ sagde han med en Stemme, der hørtes over det hele. Der gik en +Hvisken gennem Rækkerne, de saa spørgende paa hinanden som havde de hørt +galt. Han saa af deres Udtryk, hvor meget der vilde gaa i Stykker for +dem, dersom de skulde tro det. + +„Det er Løgn!“ raabte pludselig en befriende Stemme. „Du er lejet af +Politiet til at liste os om Hjørnet, din Rad!“ + +Pelle blev bleg. „Peter Drejer ligger inde paa Fabriken med en Kugle +gennem Hovedet,“ gentog han ubønhørligt. „Politiet vilde anholde ham, +saa skød han baade Betjenten og sig selv!“ + +Et Øjeblik syntes alt Liv at fryse bort under den ubarmhjærtige Sandhed, +han saa hvor de havde elsket Peter Drejer. Saa begyndte de at mudre og +raabe, de vilde ind og snakke et Ord med Politiet, nogle satte sig +allerede i Bevægelse. + +„Stille, Folkens!“ raabte Pelle med vældig Stemme. „Er I voksne Mænd og +vil lave Halløj ved en Kammerats Baare!“ + +„Hvad kender du til det,“ svarede én. „Du ved jo ikke hvad du snakker +med om!“ + +„Jeg ved saa meget, at der et Sted ude paa Vesterbro sidder en Kvinde og +et Barn og venter paa Peter — og han kommer ikke. Skal der sidde flere? +Hvad gaar der af jer, siden I vil springe i Søen og drukne jer, fordi I +er lidt gennemblødte? Faar de Efterlevende saa deres paa det Tørre? For +tror I det, saa er det jeres Pligt at ofre jer. Men tror I ikke snarere, +Samfundet vil kaste jer i en stor Fælleskule og lade Enkerne og de +Faderløse om at græde over jer?“ + +„Du kan sagtens snakke!“ raabtes der til ham. „Du har Dit paa det +Tørre!“ + +„Jeg er i Færd med at hale jeres paa det Tørre for jer — og det vil I +ødelægge med en Dumhed! Jeg kan sagtens snakke siger I! men er der nogen +af jer, der tør vende sit Ansigt mod Himlen og sige, han har gaaet mere +igennem end jeg, saa lad ham komme her op og tage min Plads.“ + +Han tav og saa ud over dem. Deres hærgede Ansigter sagde, at de trængte +til Mad men endnu mere til ny Haab, Blikket stod igen og grov ude i det +uvisse. Nu maatte der lægges Ansvar paa dem, et urimeligt Ansvar for saa +forfordelte Væsner — helst saa stort at det kunde bære dem helt frem. + +„Hvad gaar der af jer?“ blev han ved. „I lider Nød, men det har I jo +gjort altid uden at faa noget for det; og nu da der er en Hensigt i det, +vil I ikke mere. Vi er jo ikke fra i Gaar — husk det! Var det ikke os, +der kæmpede den store Kamp til Ende sammen. Nu haaner I den og hele +Bevægelsen, og siger de ingenting har bragt; men det var dog dér, vi +brød igennem til Livet og erobrede os Menneskeret. + +Og før den Tid har vi i tusend Aar baaret vort blinde Haab frelst gennem +Underkuelse og Savn. Er der noget andet Samfundslag der har en Marsjrute +som vor? tvunget af Omstændighederne indrettede vi os paa at vandre i +Ørkenen i Aartusender og glemte aldrig Landet; den gode Gud havde givet +os noget af sin egen uendelige Langmodighed til at bære os hen over den +trælse Tid. Og nu da vi er ved Grænsen, har I glemt hvad Marsjen galdt, +og ofrer det hele blot man forvandler _jer_ fra magre Slaver til fede +Slaver.“ + +„Der er ingen Slaver her!“ raabtes der truende fra flere Sider. + +„I er Arbejdsdyr, i Sele og med Skyklapper for Øjnene — nu forlanger I +at blive velfodrede. Hvornaar falder det som Skel fra jeres Øjne, saa I +overtager Ansvaret for jer selv? I tror, I er nogle Fandens Karle naar I +tør blotte Bringen mod Bajonetterne, men kan vi tage det op med +Brutaliteten? Hvis vi kunde, var Fremtiden ikke vor.“ + +„Haaner du Peter Drejer?“ spurgte en mørk Stemme. + +„Det gør jeg ikke. Peter Drejer hørte til dem, der gaar i Forvejen og +bestryger Vejstenene med deres Hjærteblod, for at vi andre kan finde +frem. Men ham har I ingen Ret til at sammenligne jer med; han segnede +under Vægten af et uhyre Ansvar, og hvad gør I? Vil I ære Peters Minde, +som det fortjener det, saa gaa stille hjem og slut jer til Bevægelsen +igen! Dér har I et Arbejde at gøre, som vil forvandle Verden, naar I +alle lægger i. Hvad gør det, om I skal bløde med mange Kræfter og +Tarmene skrige af Sult en Stund endnu, mens I bygger jert eget Hus — I +sultede jo ogsaa, da I byggede for andre! + +Peter Drejer beraabte I jer paa, men vi hører ikke til de store +Martyrer; vi er Hverdagens almindelige Mænd; i den ligger vor Gærning. +Alle de Tusender der led og døde i Stilhed, har de maaske ikke et endnu +større Krav paa at blive taget til Følge? De er gaaet fredeligt til +Grunde for Udviklingens Skyld, og kan med mægtig Ret kræve at vi tror +paa en fredelig Udvikling. Netop vi som kommer fra Bunden maa bevare den +historiske Udvikling, — aldrig har nogen Bevægelse haft en saa lang og +lidelsesfuld Forhistorie som vor! Gennem Lidelser og Afsavn har vi +opøvet os til at tage imod Førerskabet, naar det gode kommer til sin Ret +— og saa vil I kaste det hele overbord med en Voldshandling.“ + +De hørte tavs paa ham nu. Han havde fanget deres Sind men det var ikke +lys Viden de tog ind. Foreløbig saa de nærmest ud som trætte Folk, der +faar at vide at der er langt igen. Men de _skulde_ igennem det! + +„Kammerater!“ raabte han varmt — „maaske skal vi her ikke opleve det ny, +men ved os skal det blive til Virkelighed engang. Forsynet er stanset +ved os og har udpeget os til at kæmpe for det — er det ikke en Hæder? +Se, vi kommer jo fra Bunden af alting — helt nøgne; det gamle hænger os +ikke i Klæderne, for vi har ingen — vi kan iføre os det ny! — Den gamle +Gud med hans tusend Præster som Værn om Uretfærdigheden kender vi ikke; +Krigens Moral har vi aldrig nemmet — vi der altid var dens Ofre. Vi tror +paa det Gode, fordi vi ved, at uden Godhedens Sejr er der ingen Fremtid. +Vort Sind er lyst og kan tage mod Lyset, vi vil løfte vort lille Land +frem og vise at det har en Mission paa Jorden. Vi der selv er smaa, skal +vise hvorledes de smaa holder sig oppe og gør sig gældende ved Godhedens +Princip. Vi vil ingen noget ondt, derfor er det gode paa vor Side. Intet +kan i Længden holde os nede! — Og gaa nu hjem — jeres Koner og Børn +sidder maaske og er bekymrede for jer Skyld.“ + +De stod et Øjeblik tunge som lyttede de endnu. Saa spredtes +Menneskemassen i Stilhed. + +Da Pelle sprang ned fra Vognen, kom Morten hen og gav ham Haanden. „Du +er stærk, Pelle,“ sagde han stille. + +„Hvor kommer du fra?“ udbrød Pelle glad overrasket. + +„Jeg kom med Dampskibet i Eftermiddag og tog straks ind i Forretningen. +Brun fortalte mig, hvad der var sket, og at du var herude. Det var nok +et ret truende Møde. Der stod en Deling Betjente her ovre i en af +Sidegaderne. Hvad stod der paa?“ + +„De havde planlagt en eller anden Demonstration — og var vel saa blevet +mødt med haard Haand,“ sagde Pelle alvorligt. + +„Det var godt, du fik dem omstemt. Jeg har i Syden set disse +Demonstrationer, hvor Politi og Soldater rider forkomne Arbejdsløse ned +— det er et trist Skuespil.“ + +De gik op over Markerne mod _Gryet_. „At du er kommet hjem,“ sagde Pelle +igen helt barnligt. „Du har jo ikke skrevet et Ord om det.“ + +„Det var ogsaa Meningen, jeg skulde blevet borte et Par Maaneder endnu, +men saa en Dag saa jeg Trækfuglene komme flyvende Nord paa over +Middelhavet — og kom til at længes saa ustyrligt. Og godt var det jo jeg +kom, saa faar jeg da sagt Farvel til Brun.“ + +„Naa vil han nu afsted alligevel? Det er kommet hurtigt paa — i +Formiddags kunde han ikke bestemme sig.“ + +„Det er Begivenheden med Peter. Den gamle er faldet stærkt af paa’en det +sidste halve Aar, du! — Men lad os gaa hurtigere — jeg længes efter +Ellen og Børnene. Hvordan har den lille det?“ + +„Det er en Tyksak,“ sagde Pelle stolt. „Ni Pund i nøgen Vægt — er det +ikke flot? En rigtig Solunge!“ + + + + + XXIII + + +Og saa er det igen Foraar i Danmark! + +Allerede længe har det trukket op til det, Lærken kom før Frosten endnu +var af Jorden, og saa dukkede Stæren op. Og en Dag var Luften pludselig +blevet høj og let, saa Blikket igen engang kunde gaa vidt ud; der var +kommet en egen bred Luftighed i Blæsten — det var Vaarens Aande. Den kom +strygende med Bud om unge karske Kræfter, og Folk rettede Ryggen og +aandede dybt ind. „Ah Søndenvinden!“ sagde de og aabnede Sindet i +Forventning. + +Og dér kommer han selv ridende over Havet Syd fra midt i sit Følge af +kaad Ungdom. Saa herligt har hans Indtog aldrig været, ligner han ikke +straalende Solen selv! Havet glitrer under gyldne Hove, og Luften er +dirrende fuld af Straale-Spyd der gribes og kastes under det kaade Ridt. +Tju og hej — i halsbrækkende Galop over Bølgerne! hvem kommer først til +de danske Strande? + +Som en bred Blæst gaar Vaaren frem over Øer og Bælter og favner det hele +i overmodig ung Styrke, han synger i Børnenes aabne Munde som i en +Konkylie og rutter med luftig Friskhed. Kvindens Tænder bliver friske af +hans Kys og blinker omkap med hendes Øjne; hendes Kind blusser under +hans Strøg og er dog kølig — som solmoden Frugt der dugges af Morgenen. +Og i Mandens Hjærne hvirvler det paany, den vider sig ud for Vaarvinden +til et renblæst Hvælv — stort som Himlen selv — og blaaner i ør +Forventning. Højt i den gaar de vilde Fugles syngende Træk; den svimler +mod sin egen Uendelighed. + +Barhovedet og med et Smil af Sol gaar han frem som en ung Kæmpe, der har +drukket sig en Rus i sin egen Styrke, breder Armene ud og vækker +trallende det hele! Ingenting kan staa for ham. Han kilder den sovende +Jord under Hjærtet og raaber overgivent ned i hendes dunkle Skød: Kuk +engang! Og dybt nede spjætter Livets Rødder til og vaagner; de sætter +Safterne i Omløb igen, Pindsvin og Markmus tumler søvndrukne frem og +giver sig til at pusle i Hegnene. Nede fra Mørket gærer og bobler det op +af gammelt der raadner bort, og Grøfternes sure Vand giver sig til at +rinde mod Havet. + +Menneskene staar og stirrer himmelfaldne efter den rundhaandede Kæmpe, +til det gror i dem ogsaa og de selv faar Raad til en Del. Alt det man +umulig kunde, nu kan man det pludselig — og mere til! Bonden har +allerede forlængst Ploven i Jorden, og Sædemanden spænder sin Kurv +omkring sig — nu skal Landet klædes igen. + +Dagene længes og tager til i Varme, det er herligt at følge dem og vide +det gaar opad. En Dag fjærner Ellen Forsatsdørene og slaar op paa vid +Gab ud til Haven; det er som en Befrielse. Men sikke meget Snavs, Lyset +aabenbarer! + +„Nu faar vi travlt, Petra Drejer!“ siger Ellen. Den lille forvoksne +Sypige smiler med sine sørgmodige Øjne, og de to giver sig til at feje +ned og vaske Vinduer; nu og da kommer en lille Tøs ind fra Haven og +sladrer, fordi hun ikke maa lege med Annas store Dukke. Men Svend Trøst +er i Marken fra Morgen til Aften; han hjælper Bedstefar Stolpe med at +bygge de ny Arbejderboliger. Det er en køn Hjælp! Naar Ellen henter ham +ind til Maaltiderne, er han saa snavset, at hun er ved at gaa ud af sit +gode Skind. + +„Gud ved, hvordan Gamle Brun har det?“ siger Ellen pludselig, bedst som +hun gaar. „Nu har vi ikke hørt fra ham i tre Dage. Det er helt trist at +tænke paa, at han er saa langt væk. Bare man nu tager sig ordenlig af +ham.“ + +Pelle har styrtende travlt — det er ikke ret meget de ser til ham. Nu +har Bevægelsen taget fat paa hans Ide for Alvor, og han skal selv skalte +og valte med det hele, saa han har begge Hænder fulde. „Har jeg en Mand +— eller har jeg ingen?“ siger Ellen, naar hun engang imellem faar Hold i +ham. + +„Nu bliver det snart bedre,“ svarer han. „Naar vi først faar Maskineriet +ordenlig i Gang, knirker det af sig selv.“ + +Morten er den eneste, der ikke tager sig noget alvorligt til. Han gaar +og drysser — og virker underlig afstikkende midt i al Travlheden. „Han +tænker!“ siger Ellen og stanser midt i Tæppebankningen. „Gudskelov man +ikke er bleven Forfatter.“ + +Pelle vil gærne have ham draget ind i Foretagendet. „Der er saa meget at +skrive og holde Foredrag om,“ siger han. „Alt det kunde du gøre meget +bedre end jeg.“ + +„Nej du, jeg kan ikke,“ svarer Morten. „Dit Arbejde gror i mig ogsaa, +jeg har det i Tankerne bestandig og har jo selv tænkt paa at give en +Haand — men jeg kan ikke. Hvis jeg kommer til at yde mit Bidrag til din +vældige Gærning, bliver det paa en anden Maade.“ + +„Du gør ikke noget ved din Bog om Solen heller,“ siger Pelle bekymret. + +„Nej, for hver Gang jeg vil arbejde med den, gaar den saa underlig i ét +med din Gærning for mig. Jeg kan ikke holde Tankerne ud fra hinanden; +for Tiden føler jeg mig som en Muldvarp, der roder blindt om i den sorte +Muld under Livets mægtige Træ. Jeg graver og søger, og hvert Øjeblik +støder jeg paa de tunge Rødder af dette vældige over Jorden. Jeg kan +ikke se dem, men jeg hører det tone deroppe fra — og lider ved ikke at +kunne følge dem op i deres mægtige Sammenhæng deroppe i Lyset.“ + + * * * * * + +En Søndag Formiddag sidst i Maj sad de ude i Haven. Vuggen var flyttet +ud i Solen, Pelle og Ellen sad paa hver sin Side af den og talte om +Hjemmets Anliggender; Ellen havde meget at fortælle ham, naar hun havde +ham for sig selv. Barnet laa og gloede op i Luften med sine mørke Øjne, +der var Ellens op ad Dage; han var brun af Lød og buttet. Det saas paa +ham, at han var undfanget i Sol og Kærlighed. + +Lasse Fredrik sad henne for sig selv ved Tjørnen og malede paa et +Billede, som Pelle ikke maatte se, før det var færdigt. Han gik paa +Tegneskole nu og var flink, han havde et skarpt Blik for Mennesker — +navnlig de Fattige kunde han tage paa Kornet som de gik og stod. Han +havde en let Haand; med to-tre Streger kunde han give det, Faderen +møjsommeligt havde maattet arbejde sig til. „Du snyder,“ sagde Pelle +gærne, halv fortrydelig — „det kan ikke taale at ses nær ved!“ Men han +maatte indrømme at det lignede. + +„Naa, faar jeg snart Billedet at se?“ raabte han over. Han var svært +nysgærrig. + +„Ja, nu er det færdigt,“ sagde Lasse Fredrik og kom med det. + +Billedet forestillede en Gade, hvori der holdt en enlig Mælkevogn; bag +Vognen laa en Mælkedreng med blødende Hoved. „Han er faldet i Søvn, +fordi han maa saa tidlig op,“ forklarede Lasse Fredrik. „Saa idet Vognen +kører frem, gaar han bagover.“ Det morgenøde i Gaden var godt givet, men +Blodet var altfor knaldende rødt. + +„Det er meget uhyggeligt,“ sagde Ellen gysende. „Men sandt er det.“ + +Morten kom hjem fra Byen. „Her er Nyheder til dig fra Brun,“ sagde han +og rakte Pelle et stort Brev. Pelle gik ind i Havestuen for at læse det +i Ro: noget efter kom han ud. + +„Ja store Nyheder er det denne Gang,“ sagde han bevæget. „Vil I høre +det?“ Han satte sig til at læse. + + Kære Pelle! + + Jer sidder i min Seng og skriver til dig. Det er snavs med mig og + har været i nogle Dage; dog haaber jeg ikke, der er noget alvorligt + paa Færde. Vi er jo alle Vorherre en Død skyldige, men jeg vilde + gærne starte til den store Verdensomsejling derhjemme fra. Jeg + længes efter _Gryet_ og jer alle og føler mig ensom; hvis + Foretagendet kan afsé dig nogle Dage, var jeg glad for om du kom + herned. Saa kunde vi følges hjem, selv drister jeg mig ikke til + Rejsen. + + Lige nu gaar Solen ned og sender sine sidste Straaler ind til mig; + hele Dagen har været graa og trist, men nu bryder Solen frem af + Skyerne og kysser Jorden — og mig gamle Mand med — til Afsked. Det + giver mig Lyst til at sige dig noget, Pelle; for saadan har min Dag + jo ogsaa været, før jeg traf dig. Endeløst lang og graa! Naar man er + det sidste Led af en udgaaende Slægt, maa man bære de andres graa + Tilværelse ogsaa! + + Jeg har tidt maattet tænke paa, hvor Livets skjulte Kraft er + forunderlig. Omgangen med dig har været som et Løfte for mig, skønt + jeg vel vidste, at jeg ingenting skulde udrette mere og ikke heller + forplante mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i Pagt med + Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser vel paa mig som noget der + forsvinder. Men se alligevel, hvor Livet lader os alle leve — ved at + benytte os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa Fremtiden, + hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af Hjærtet, jeg var en + opvaagnende Proletar og stod i Dagningen; men jeg er alligevel glad, + fordi det ny ved dig trykker mine Øjne til. + + Dér har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt og selvfølgeligt + — alt for kendt. Jeg havde det jo ordnet i mine Kataloger! Og se + saa, hvor det fornyr sig! — nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet + dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt mig om Landet, + det stod for mig som et Sted, hvor man enten vadede i Støv eller + Søle. Den sorte Muld forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun + Forestillinger om Kirkegaarden — saa langt var jeg fjærnet fra + Naturen. Landet var noget, Bønder færdedes i, disse drøje, + grovtærende Skabninger, der nærmest forekom én som et Slags Dyr, der + prøvede paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umuligt leve + derude. Saadan var jo Opfattelsen i min Kreds, og jeg havde selv en + Rem af Huden, skønt min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og + tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til Naturen + forekom mig æstetisk meget interessant men nærmest som et + Modsætnings — for ikke at sige fjendtligt — Forhold. Jeg begreb + ikke, at nogen kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et + Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at noget rørte sig i + mig og kaldte mig ud; der var noget ved dig, som var Luft derude + fra. + + Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod de blot for mig som + nogle haardhudede Børster, der skrabede de Midler sammen, vi i to + Generationer har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn for + to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at leve Livet, har jeg + altid tænkt — og anset det som den eneste Undskyldning for at de + fandtes i Slægten, saftige og robuste som de var. Nu ser jeg, at det + er dem der har levet; mens vi efter dem i al vor Holdenhed kun har + haft en Seng i Tilværelsens Vartov. + + For alt dette siger jeg jer tak. Jeg er glad for at jeg gennem jer + har lært den ny Tids Mennesker at kende og kan give min Formue + tilbage. Den er skabt af alle dem der arbejder, og hobet sammen af + nogle faa; det er en simpel Selvfølge, at jeg leverer den tilbage. + Andre vil komme til at gøre som jeg — frivilligt eller nødtvungent — + indtil alt er alles. Og saa først kan Kampen om det menneskelige + begynde! Kapitalismen har skabt vidunderlige Maskiner, men hvilke + vidunderlige Mennesker venter der os ikke med den ny Tid. Hvem der + kunde have oplevet det! + + Jeg har testamenteret dig og Morten det hele. Endnu er der ingen + Institution, jeg kunde overgive det til, saa faar I forvalte det i + Fællesskabets Navn. I to er Fattigmands bedste Værge, og jeg ved I + vil anvende det paa den bedste Maade — jeg giver det trygt i jeres + Hænder. Testamentet beror hos min Sagfører, jeg ordnede det hele før + jeg rejste hjemme fra. + + Hilsen til alle i _Gryet_, Ellen og Børnene og Morten. Hvis den + lille bliver døbt, inden jeg naar hjem, husker I jo at han skal bære + mit Navn. Men nu haaber jeg paa du kommer. + +Ellen trak Vejret dybt, da han var færdig med Brevet. + +„Bare det ikke er alvorligere med ham, end han vil være ved,“ sagde hun. +„Du rejser vel?“ + +„Ja, jeg ordner det nødvendige i Virksomheden i Morgen tidlig og tager +med Formiddagsekspressen.“ + +„Saa maa jeg vist til at se efter dit Tøj!“ udbrød Ellen og gik ind. + +Pelle og Morten gik en Tur langs Bakkeranden, forbi de halvopførte +Boliger, hvis røde Sten lyste i Solen. + +„Føler du dig ikke som et Lykkebarn, Pelle?“ sagde Morten pludselig. + +„Jo,“ svarede Pelle — „mig har ingenting kunnet skade, og saa er det vel +rigtigt, hvad Far Lasse og de andre sagde, at jeg er født med +Sejrsskjorten. De Misbrug jeg led som Barn, har lært mig at være god mod +andre; og i Fangenskabet vandt jeg mig Friheden — det der skulde gjort +mig til en Forbryder, gjorde mig til Menneske i Stedet. Ingenting har +kunnet skade mig! Saa maa jeg vel være et Lykkebarn, som du siger.“ + +„Ja du er, og nu har jeg fundet mit Stof, du Pelle! Jeg roder ikke +længer blindt i Mørket — nu skal jeg skrive et stort Værk.“ + +„Til Lykke med det da! Hvad skal det handle om? Skal det være Værket om +Solen?“ + +„Ja baade om Solen og om det der sejrer. Det skal være et Værk om dig, +Pelle!“ + +„Om mig?“ udbrød Pelle forskrækket. + +„Ja — om den nøgne Pelle med Sejrsskjorten! Nu er det vel paa Tiden at +kalde det nøgne Menneske frem i Lyset og se rigtig paa ham, nu han staar +og skal overtage Fremtiden. — I vil jo helst læse om Grever og Baroner, +men nu skal jeg skrive jer en Historie om en Prins, der finder Skatten +og vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele Verden, du — og hun +var der ikke. Saa er der kun ham selv til Rest, og der finder han hende +— for han har sunket hendes Hjærte. Er det saa ikke en god Historie?“ + +„Jeg synes, det er noget godt Sludder,“ sagde Pelle leende. „Og du +kommer da til at smøre godt med Løgn i, hvis du vil have mig gjort til +en Prins. Jeg tror nu ikke, du faar Arbejderne til at tage den for en +rigtig Bog, det er det hele altfor kendt og almindeligt til.“ + +„De skal gribe efter den — og græde af Glæde og Stolthed over at finde +sig selv i den. Kanske opkalder de ogsaa deres Børn efter den af bar +Taknemmelighed!“ + +„Hvad skal den saa hedde da?“ spurgte Pelle. + +„Den skal hedde _Pelle Erobreren_!“ + + + + + Afskriverens bemærkninger + + +I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis +og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle +forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent. + +Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse +typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre +ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter): + + [p. 74]: + ... megen Umag med at begribe denne Flugt bort fra ... + ... megen Umage med at begribe denne Flugt bort fra ... + + [p. 116]: + ... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig sig ... + ... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig ... + + [p. 131]: + ... have set dig?“ ... + ... have set dig!“ ... + + [p. 167]: + ... De tre Mand fulgtes op over den nøgne Stubmark ... + ... De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark ... + + [p. 197]: + ... spurgte hun i ud Stuen. ... + ... spurgte hun ud i Stuen. ... + + [p. 198]: + ... fordi dem. Saa galede Hanen dernede og ... + ... forbi dem. Saa galede Hanen dernede og ... + + [p. 233]: + ... ham at hilse paa dig?“ ... + ... ham at hilse paa dig.“ ... + + + + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77037 *** diff --git a/77037-h/77037-h.htm b/77037-h/77037-h.htm new file mode 100644 index 0000000..679da7b --- /dev/null +++ b/77037-h/77037-h.htm @@ -0,0 +1,14450 @@ +<!DOCTYPE html> +<html lang="da"> +<head> +<meta charset="UTF-8"> +<title>Pelle Erobreren IV: Gryet | Project Gutenberg</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" type="image/x-cover"> + <!-- TITLE="Pelle Erobreren IV: Gryet" --> + <!-- AUTHOR="Martin Andersen Nexø" --> + <!-- LANGUAGE="da" --> + <!-- PUBLISHER="Gyldendal, Köbenhavn" --> + <!-- DATE="1910" --> + <!-- COVER="images/cover.jpg" --> + +<style> + +body { margin-left:15%; margin-right:15%; } + +div.frontmatter { page-break-before:always; margin:auto; max-width:35em; } +.halftitle { text-indent:0; text-align:center; margin-top:2em; margin-bottom:6em; } +.aut { text-indent:0; text-align:center; padding-top:1em; margin-bottom:1em; } +h1.title { text-indent:0; text-align:center; margin-top:0; margin-bottom:1em; } +.subt { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; } +.pub { text-indent:0; text-align:center; } +.pub .line1{ font-size:0.8em; } +.pub .line4{ font-size:0.8em; } +.cop { text-indent:0; text-align:center; padding-top:4em; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; font-style:italic; } +.run { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; } +.printer { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; } + +div.chapter{ page-break-before:always; } +h2 { text-indent:0; text-align:center; padding-top:2em; + margin-top:0; margin-bottom:1em; } +div.chapter h2 { padding-top:2em; } /* undo pgepub.css */ + +p { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; } +p.first { text-indent:0; } +p.noindent { text-indent:0; } +div.letter { margin-top:1em; margin-bottom:1em; } +p.addr { text-indent:0; text-align:left; margin-bottom:1em; } +hr.tb { border:0; border-top:1px solid black; margin:1em; margin-left:45%; width:10%; } + +/* "emphasis"--used for spaced out text */ +em { font-style:italic; } + +/* poetry */ +div.poem-container { text-align:center; } +div.poem-container div.poem { display:inline-block; } +div.stanza { text-align:left; text-indent:0; margin-top:1em; margin-bottom:1em; + font-size:0.8em; } +.stanza .verse { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:2em; } +.stanza .verse2 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:4em; } + +.underline { text-decoration: underline; } +.hidden { display:none; } + +a:link { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:visited { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:hover { text-decoration: underline; } +a:active { text-decoration: underline; } + +/* Transcriber's note */ +.trnote { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc; + color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em; + page-break-before:always; margin-top:3em; } +span.trnote { font-size:inherit; line-height:inherit; background-color: #ccc; + color: #000; border:0; margin:0; padding:0; + page-break-before:avoid; margin-top:0em; } +.trnote p { text-indent:0; margin-bottom:1em; } +.trnote ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +.trnote li { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; } +.trnote ul li { list-style-type: square; } +.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; } + +/* page numbers */ +a[title].pagenum { position: absolute; right: 1%; } +a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit; + letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal; + font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small; + border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px; + display: inline; } + +div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; } +img { max-width:100%; } +div.centerpic.logo { margin-top:2em; margin-bottom:1em; } +div.centerpic.logo img { max-width:5em; } + +body.x-ebookmaker { margin-left:0; margin-right:0; } +.x-ebookmaker div.frontmatter { max-width:inherit; } +.x-ebookmaker div.poem-container div.poem { display:block; margin-left:2em; } +.x-ebookmaker em { letter-spacing:0; margin-right:0; font-style:italic; } +.x-ebookmaker a.pagenum { display:none; } +.x-ebookmaker a.pagenum:after { display:none; } +.x-ebookmaker .trnote { margin:0; } + +</style> +</head> + +<body> +<div style='text-align:center'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77037 ***</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="halftitle"> +PELLE EROBREREN<br> +IV +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="aut"> +M. ANDERSEN NEXØ +</p> + +<h1 class="title"> +PELLE EROBREREN.<br> +GRYET +</h1> + +<p class="subt"> +ROMAN +</p> + +<p class="subt"> +FOLKEUDGAVE +</p> + +<div class="centerpic logo"> +<img src="images/logo.jpg" alt=""></div> + +<p class="pub"> +<span class="line1">KØBENHAVN OG KRISTIANIA</span><br> +<span class="line2">GYLDENDALSKE BOGHANDEL</span><br> +<span class="line3">NORDISK FORLAG</span><br> +<span class="line4">1910</span> +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="cop"> +COPYRIGHT 1910 BY M. ANDERSEN NEXØ +</p> + +<p class="run"> +OPLAG 2500 EKSEMPLARER +</p> + +<p class="printer"> +KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET +</p> + +</div> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-1"> +<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a> +I +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Midt ude i det aabne frodige Land, hvor Ploven +netop var i Færd med at vende Mulden om +de mange venlige Smaahjem, laa en mørk Borg, der +til alle Sider satte øde Mure mod den smilende Verden. +Ingen Ruder fangede Morgen- og Aftenrøden +og gav den bevæget igen, tre Rader jærngitrede +Glugger slugte umætteligt alt Dagens Lys. Bestandig +lige graadigt gabede de ud, set mod den blaa Foraarshimmel +virkede de som Huller ind til det evige +Mørke. Med knugende Tyngde ragede Stenkolossen +op over de mange smilende Hjem, men den fredelige +Befolkning syntes ikke at føle sig trykket. Den +pløjede sin Mark helt ind under de øde Mure; og +saa langt ud Borgen saas, rettede Øjnene sig mod +den med et Udtryk som sagde, at man netop følte +sig tryg her under de stærke Mure. +</p> + +<p> +Som et Samlingsmærke ragede den mægtige Bygning +op over alting andet; den kunde godt ligne et +Tempel, rejst til Guds Ære af en taknemmelig Menneskehed +— saa imponerende var den. Men i en +fjærn Fortid maatte det være sket! saa barbarisk +bygger man ikke længer Boliger — ikke engang til +Vorherre — som galdt det kun om at holde Lys og +Luft ude! Det svære Murværk var helt gennemslaaet +af det klamme Mørke indenfor, Aarhundrederne havde +forvitret Overfladen og skabt overdaadige Kulturer i +den af Skimmel og Svamp, men det syntes at kunne +staa en Evighed endnu. — Bygningen var dog ingen +Fæstning, heller ikke et Tempel i hvis Mørke den +ukendte Gud holdt til. Nærmede man sig den store +tunge Port, der altid var lukket, læste man over +<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a> +Hvælvingen det ene Ord <em>Fængsel</em>, sat med store +Jærnbogstaver. Neden under stod et enfoldigt latinsk +Vers, der ret fordringsfuldt sagde: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Jeg er al Dyds og Visdoms Syld!</p> + <p class="verse">Retfærd kun trives for min Skyld.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +En Dag midt i Foraaret gik den lille Dør i Fængselsporten +op, en høj Mand traadte ud og saa sig +missende om. Dagslyset slog ham i det blygraa Ansigt, +saa han vaklede tilbage og maatte støtte sig til +Muren; det saa ud som vilde han flygte ind igen. +Han trak Vejret dybt og vandrede saa ud i det +aabne Land. +</p> + +<p> +Foraarsvinden tog et velment Tag i ham, prøvede +at purre op i det slaveklippede graasprængte Haar, +der var krøllet og blond sidst den tog i det, og +smøg sig velgørende ind paa den bare Krop som en +blød, lidt kølig Haand. Velkommen ud, Pelle! sagde +Solen og kiggede ham ind i de udspilede Pupiller, +hvor Cellemørket sad og lurede. Men han fortrak +ikke en Mine, Ansigtet var som hugget i Sten. Øjnene +trak blot Hornhinden saa voldsomt sammen for +Lyset, at det gjorde ondt — og blev ved at stirre +søgende udover. Hvergang han fik Øje paa et Menneske, +stansede han og stirrede spændt — kanske i +det Haab, at nogen skulde komme og tage imod +ham. +</p> + +<p> +Idet han drejede op paa Kongevejen, blev han +raabt an. Han vendte sig om i pludselig hæftig +Glæde, dukkede saa Hovedet og fortsatte sin Vej +uden at svare — det var blot en Bølle, der stod +halvt op af en Grøft inde paa Marken og vinkede. +Han kom løbende over Pløjejorden og brølede hæst: +„Vent lidt for fan! Nu har en lagt og biet paa +Følgeskab hele Dagen — saa ka’ du vel vente +lidt!“ Det var en bredskuldret, lidt svampet Fyr med +flad Ryg og en tyk stejl Nakke, der gik lige op i +Kasketten uden at afsætte Baghoved og uvilkaarligt +ledte Tanken hen paa Skafottet. Næsebenet var sunket +tilbage i det blaarøde Ansigt og gav det en bulbideragtig +<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a> +Blanding af Brutalitet og dum Nysgærrighed. +</p> + +<p> +„Hvor længe har du sat?“ spurgte han forpustet +og sluttede op. Han var ond i Øjnene. +</p> + +<p> +„Jeg kom ind, dengang Vorherre var en lille Dreng +— saa kan du jo selv regne efter,“ svarede Pelle +kort for Hovedet. +</p> + +<p> +„Saa for den Lede — det var en ordenlig Omgang. +Og hvad blev du knaldet for?“ +</p> + +<p> +„Aa, der var netop en Plads ledig. Saa tog man +og puttede mig ind — for at den ikke skulde staa +tom altsaa!“ +</p> + +<p> +Bøllen saa skulende paa ham. „Nej, den er for +tyk — den faar du ikke nogen til at tro paa!“ sagde +han usikkert. Pludselig stansede han foran Pelle og +stak sin Tyrepande op i Ansigtet paa ham: „Nu ska’ +jeg sige dig en Ting, min Dreng! jeg vil nødig lægge +Haand paa nogen første Dag at jeg er ude, men du +sku’ alligevel ta’ og gaa et andet Sted hen med din +ærede Hovenhed, sku’ du. For her har en lagt og +biet paa Følgeskab lige fra i Morges a’.“ +</p> + +<p> +„Det er ikke min Mening at fornærme nogen,“ +sagde Pelle fraværende. Han saa ud som han ikke +var vendt tilbage til Verden endnu, og gjorde ikke +Mine til at ville tage for sig. +</p> + +<p> +„Naa ikke det — da var det svært heldigt for dig. +Ellers ku’ det pænt ske, at man havde taget et +Farvetryk af dit sorgfulde Fjæs — saa nødig man +ogsaa gik til det. — Forresten sku’ jeg hilse dig fra +Mor.“ +</p> + +<p> +„Er det Ferdinand?“ spurgte Pelle og løftede +Hovedet. +</p> + +<p> +„Lad bare vær’ og skab dig!“ Ferdinand spyttede +hen ad Vejen. „Man er nok be’en Storborger a’ og +sitte, hva?“ +</p> + +<p> +„Jeg kendte dig jo ikke,“ sagde Pelle indtrængende; +han var pludselig kaldt tilbage til Livet. +</p> + +<p> +„Naa ja — naar du si’r det altsaa. Det maa vel +være det Snudeskafts Skyld — jeg fik det sla’et ind +<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a> +om Aftenen som jeg havde puttet Mor i Jorden. Jeg +sku’ forresten hilse dig.“ +</p> + +<p> +„Tak du!“ sagde Pelle varmt. Gamle Minder fra +<em>Arken</em> kaldte paa ham og satte Blodet i Omløb igen. +„Er det længe siden din Mor døde?“ spurgte han +deltagende. +</p> + +<p> +Ferdinand nikkede: „Naa det var forresten meget +godt, for saa er der ingen man behøver gaa og +ha’e ondt Samvittighedsnag for. Jeg havde jo sat mig +i Ho’edet, at hun ku’ fortjene og ha’e det lidt manerligt +paa sine gamle Dage — og var knusende +forsigtig; men saa be’ jeg alligevel nuppet paa en +Smule Indbrud og fik otte Maaneder. Det var lige +efter at du var kommet ind — men det ved du vel?“ +</p> + +<p> +„Nej, hvor skulde jeg vide det fra?“ +</p> + +<p> +„Jeg telegraferede det ellers over til dig. Jeg sat +lige over for — i Fløj A, og da jeg havde regnet +din Celle ud, bestilte jeg hele Linjen, en Aften og +bankede en Hilsen over til dig. Men der sat et +Heldøre af en Præst lige paa Hjørnet af din Fløj +— en af disse her Sædelighedsfolk — naa det ved +du ikke engang? Jo, ham havde jeg hele Tiden mistænkt +for at han ikke bankede min Besked videre, +skønt der er kostet en gruelig Masse Lærdom paa +saadan et Kvaj. Da jeg saa var kommet ud, sagde +jeg til mig selv, at nu maatte det være Slut med +dette her; for Mor var faldet svært af paa’en. Jeg +saa og komme om i en af de Gader, hvor de hæderlige +Gavtyve bor, og be’ Kolportør — og det +gik meget ordenligt. For nederdrægtig sjofelt vilde +det ha’e væt, om hun sku’ lagt og kreperet af Sult. +Og vi havde det knusende rart et halv Aars Tid. +Men saa listede hun af alligevel, og det skal jeg staa +inde for, at saa beskidt Humør har Ferdinand aldrig +vaaren i, som den Dag han puttede hende ned ude +paa Vestre. Naa, nu ligger Mor dér og lugter til +Ukrudtet fra neden af, og nu kan du li’esaa godt +melde færdig, for nu er der ikke mer og ta’e sig +af! sa’e jeg til mig selv og gik lige op i Forretningen +<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a> +og forlangte Afregning. Og saa snød de mig for +halvtreds Holdere — de Kæltringer. +</p> + +<p> +„Gu gik jeg til Politiet — jeg var dum nok til +det dengang. Men det er jo én Bande det hele. De +mente jo som saa, at Ferdinand ham sku’ man ikke +tro et Ord af, og vilde helst ha’e puttet mig ind i +et Skab med det samme. Men alt det de snusede, +var der ingenting at hænge sin Hat paa. Satans som +han skjuler det godt denne Gang, den Rad! sa’e de +saa og lod mig løbe. Men der be’ snart noget, for +saa ordnede jeg selv Spørgsmaalet, og du kan bande +paa, Forretningen var ikke tjent med den Ordning. +For ser du, der er to Slags Folk, Smaafolk som +kun er hæderlige naar de la’r sig plyndre — og +saa de andre; hvorfor Fan sku’ man gaa omkring +som et klippet Faar og ikke plyndre igen. Naa men +engang skal den jo smælde — tre Aar, værsgod! +Nu staar jeg til Horsens!“ +</p> + +<p> +„Det kommer dog an paa dig selv,“ sagde Pelle +langsomt. +</p> + +<p> +„Naa ja, no’et ka’ én naturligvis gøre. Men ser +du Politiet b’ir immervæk mer durkdrevent, og den +Mand er vist ikke født, som ikke gaar i Saksen før +eller senere.“ +</p> + +<p> +„Du skulde se at komme ind i en hæderlig Beskæftigelse +igen. Det har jo altsaa vist sig og kunne +gaa for dig.“ +</p> + +<p> +Ferdinand fløjtede: „Naa paa den lumpne Maade! +Tak det var forresten sødt, det var en flot Anvisning. +Jeg sku’ vogte Storborgernes fede Gæs for +dem hva’ — og saa sitte paa Trappen og spise bart +Brød til Lugten af Stegen? Nej, jeg siger tak for +mig! Og selv om man ogsaa vilde, hva’ saa? Du +kan være rolig for der følges godt med, prøver man +et ærligt Nap, saa varer det ikke to Dage før Skyggen +er der. „Hva’ er det med Ferdinand? jeg hører +han ikke har rent Brød i Posen. Det gør mig meget +ondt, for han har væ’t rigtig flink — men det +er bedst han ser sig om efter noget andet.“ Ser du +det er de pæne, de andre venter simpelthen til man +<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a> +staar og skal have sin Arbejdsløn, og trækker saa +a’ i Lønnen — fordi at man har væ’t deran engang. +De ka’ jo aldrig vide, om ikke at man har pillet +lidt fra dem ogsaa — vel? og saa er det jo bedst +og sikre sig! Gør man Vrøvl, saa faar man Tyveknægten +brændt lige i Synet — du ka’ tro Ferdinand +har prøvet det. Men nu ka’ du jo selv forsøge. +</p> + +<p> +„Gu kommer man igen, naar først man har vaaren +der én Gang — og nu staar jeg til Horsens altsaa! +Det svinagtige er bare, at den stiger for hver Gang; +en Fyr som mig ka’ faa fem Aar for et Indbrud +paa fem Kroner — er det maaske ikke og sjofle +Folk? Saa maa man sku hellere se og lave noget +der klodser. Skidt med’et, bare man engang ku’ faa +ordenlig Ram paa det hele! Ser du, hva’ rager det +altsammen mig, nu siden Mor kreperede? dér græder +en Unge, men det er sku’tte for min Skyld. +Tror du nogen Mors Sjæl vilde græde Potteben, +dersom Ferdinand maatte lægge Knappen paa Blokken? +De vilde komme rendende og glo vilde de — +og saa kom man da ordenlig i Avisen. +</p> + +<p> +„Ond — gu er jeg ond! Sommetider føler man +sig som en ædende stor Byld — og faar Lyst til +at sprøjte dem hele Historien lige i Synet. Varme +Hænder er der ingen af — det er bar Løgn! — saa +man skylder gudskelov ingen noget. Jeg har adskillige +Gange mens jeg sat derinde, lagt det hele an til +at sla’ Opsynet ihjæl — bare for og faa Ram paa +noget; for han ha’de jo ingenting gort mig. Men saa +tænkte jeg, at det var alligevel dumt. Skal Ferdinand +strække Hals, saa for mig gærne — det ka’ altid +være morsommere til en Forandring end og sitte +hele sit Liv a’. Men saa maa der først langes én +ud, saa det svupper i hele Suppedasen. Dér har du +mig!“ +</p> + +<p> +De travede flinkt afsted, med Ansigterne rettet +mod Stadens Røgdis langt forude. Ferdinand gik og +gumlede paa Skraaen og strittede hvert Øjeblik en +sort Straale hen ad Vejen; hans forhærdede Bulbideransigt +<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a> +med de blodskudte Øjne udtrykte slet +ingenting, nu han tav. +</p> + +<p> +Der kom en Bondeknøs imod dem syngende af +fuld Hals. Han kunde vel være 12-14 Aar. +</p> + +<p> +„Hvorfor er du saa glad, Klør?“ spurgte Ferdinand +og stansede ham. +</p> + +<p> +„Jeg har trukket en Kvie til Staden, og det fik jeg +to Kroner for,“ svarede Drengen og lo over hele +Ansigtet. +</p> + +<p> +„Saa har du ogsaa været tidlig paa Færde, min +Ven,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Ja jeg trak hjemme fra Kl. tre i Nat. Men nu +har jeg ogsaa tjent Dagløn, og har fri hele Resten +af Dagen!“ svarede Drengen, hev Tokronen op i +Luften og greb den igen. +</p> + +<p> +„Pas du paa, den ikke bi’r borte,“ mumlede Ferdinand +og fulgte Mønten med graadige Øjne. +</p> + +<p> +„Naa—aa!“ Drengen lo overgivent. +</p> + +<p> +„La’ se om den er ægte, du. Det er nogle morderlige +Gavtyve derinde paa Kvajtorvet.“ +</p> + +<p> +Drengen rakte ham Pengestykket. „Ej se, det er +jo en af den Slags, der kan brækkes over saa der +bi’r to,“ sagde Ferdinand og gjorde nogle Taskenspillerkunster. +„Jeg maa vel nok ha’e den ene?“ +Hans Udtryk var blevet spillevende, han blinkede +ondt til Pelle og stod og spillede med Mønten, saa +det saa ud som der var to. „Værsgod, der har du +din!“ sagde han og trykkede Pengestykket fast ned +i Drengens Haand. „Pas nu godt paa den, saa din +Mor ikke ska’ skænde paa dig!“ +</p> + +<p> +Drengen aabnede forundret sin tomme Haand. +„Giv mig min Tokrone!“ sagde han og smilede +usikkert. +</p> + +<p> +„Hva’ Fan — du har jo faaet den engang!“ Ferdinand +stødte brutalt til ham og begyndte at gaa. +</p> + +<p> +Drengen fulgte efter ham og forlangte ihærdigt +sine Penge. Saa begyndte han at græde. +</p> + +<p> +„Nu er det ikke morsomt længer — giv ham nu +sine Penge!“ sagde Pelle mørkt. +</p> + +<p> +„Morsomt?“ Ferdinand stansede brat og saa himmelforbavset +<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a> +paa ham — „tror du jeg spiller for +Smaapenge maaske? Hvad rager den Dreng mig, +han kan ta’ og skrubbe a’ — jeg er ikke Far til +ham.“ +</p> + +<p> +Pelle saa et Øjeblik paa ham inden han forstod; +saa tog han et Papir med nogle Sølvpenge op af +Vestelommen og gav Drengen to Kroner. Fyren stod +først himmelfalden, snuppede saa i en Fart Pengene, +og fo’r af Sted alt hvad han kunde. +</p> + +<p> +Ferdinand gik og brummede ondt hen for sig og +klippede med Øjnene. „Det vil jeg bare sige dig for +en anden Gangs Skyld,“ udbrød han pludselig og +stansede — „at var det ikke fordi det var dig — og +saa fordi man nødig vil ha’e denne Dag ødelagt, saa +havde jeg smadret Skallen paa dig. For det dér sku’ +ingen anden ha’e budt mig. Er du nu med?“ Han +stod igen og rystede sin tykke Pande lige foran +Ansigtet paa Pelle. +</p> + +<p> +Pelle greb ham med et Lyntag i Krave og Bukser +og slog ham tungt ned i en Skærvebunke. „Det er +anden Gang i Dag, du truer med at smadre Skallen +paa mig,“ sagde han forbitret og masede Ferdinands +Hoved ned mod Stenene. En Stund holdt han ham +haardt nede, men hjalp ham saa paa Benene igen. +Ferdinand var blaarød i Hovedet, han stod og svinglede, +parat til at kaste sig over Pelle, mens Blikket +gik søgende rundt efter et Vaaben. Saa tog han nølende +Tokronen op af Lommen og rakte den fra sig +som Tegn paa Underkastelse. +</p> + +<p> +„Behold den kun,“ sagde Pelle nedladende. +</p> + +<p> +Ferdinand stak den hurtigt i Lommen igen og gav +sig til at børste Snavset af sig. „Grynsuppen derinde +har nok ikke taget videre paa Kræfterne,“ sagde +han og skuttede sig gemytligt idet de gik videre. +„Der sidder en nederdrægtig Klo paa dig endnu. +Jeg begriber bare ikke, hvad du er saa øm over +saadan en skaldet Hvalp for — han klarer sig sku +nok os foruden.“ +</p> + +<p> +„Du var jo ogsaa øm over en lille Knægt, engang +man vilde tage Pengene fra ham. Var du ikke?“ +</p> + +<p> +<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a> +„Naa ham den lille Fyr i <em>Arken</em>, der sku’ hente +Mikstur til Moderen? — det er saa længe siden!“ +</p> + +<p> +„Du kom i Krambolasje med Politiet for hans +Skyld! Det var første Gang du havde noget udestaaende +med Øvrigheden, tror jeg!“ +</p> + +<p> +„Ja for Drengen havde jo ingenting gort — jeg +saa det selv. Saa nikkede jeg Panseren, som vilde +slæbe af med ham. Naa, hans Mor var daarlig — og +ens egen Gamle levede. Og man var en stor Torsk +altsaa! Du skal faa at se, du ikke kommer langt med +din Øllebrødsbarmhjærtighed. Skylder vi kanske de +andre noget?“ +</p> + +<p> +„Ja <em>jeg</em> gør,“ sagde Pelle og løftede pludselig Ansigtet +mod Lyset. „Men du har nok ikke meget at +takke nogen for.“ +</p> + +<p> +„Sikke noget forbandet Sludder!“ udbrød Ferdinand +og gloede paa ham. „Har de væ’t go’e ved dig +sir du? — ogsaa da de smed dig i Fængsel? Du +spiller nok fin Frøken, hva’? Nej, hold op med den, +den maa du længer ud paa Landet med. Saa du +sku’ ha’e fortjent din Omgang Forbedringshus, mens +en anden én bare sat og led sort Uret? Sludder! +De ved nok hvad de gør, naar de klipper Ferdinand; +men dig ku’ de rolig ha’ ladet løbe. Du mudrede +halvtreds Tusend Mand paa Benene, og hva’ +lavede I vel? ikke saa megen Forstyrrelse som en +Mus i et Par Damebukser! Storborgerne er sku +mere bange for Ferdinand end for dig og alle dine +Pappenhejmere tilsammen. Forurettet — aa la’ vær! +du har jo Savl paa Hagesmækken, Kresjan! Man +gir ingen Pardon — og saa ta’r man heller ingen; +det er det hele. — Og saa ku’ du forresten gøre +mig den Tjeneste og ta’e dine to Kroner igen. Ferdinand +skylder ikke nogen noget.“ +</p> + +<p> +„Saa laan dem da,“ sagde Pelle. „Du kan dog +ikke komme til Staden helt uden Penge.“ +</p> + +<p> +„Ta’e nu og ta’ dem, hva’?“ tiggede Ferdinand. +„Du kan daarligere faa fat i no’en end en anden +en, og det var ogsaa lidt for sjofelt den Maade at +jeg fik dem af dig paa. Dér har du sat og pillet +<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a> +dem sammen, fire Øre om Dagen — og kanske undvaaren +Skraatobak — og saa sku’ Ferdinand liste +dem fra dig? Føj for Satan! — Og du stak lidt til +Mor oven i Købet — det ku’ en nær ha’e glemt! +— Naa, skidt med det Par Syle du; jeg ved et Sted +hvor der kan gøres et godt Kup.“ +</p> + +<p> +Et Stykke oven for Damhussøen tog de en Bivej +fat, der førte mod Nord, for at komme ind i Byen +fra Nørrebrosiden. Langt nede til højre laa en stor +Røgtaage og svævede i Luften, det var Storstadens +Dunstkreds. Østenvinden rev Tjavser af den og førte +helt herind, saa stak Ferdinand sin Bulbidernæse i +Vejret og tog Luft ind. „Hvem der nu sat i <em>Blodkoppen</em> +over en Hestebøf med Løg,“ sagde han. +</p> + +<p> +Det var blevet godt hen paa Eftermiddagen. De +brækkede sig Stave i et Hegn og gik kraftigt til, +fulgte Diger og Grøftekanter som bedst de kunde. +Ude over Agrene skar Ploven sin Vej, frem og tilbage +igen, og vendte den sorte Muld frem i Dagen, +mens Raager og Søfugle sloges i den friske Fure. +Plovkørerne havde Tømmen om Livet, hvergang de +kom til Vejs Ende og fik Ploven kastet rundt og +anbragt til ny Fure, lod de Øgene puste ud og stirrede +langt efter de to besynderlige Foraarsvandrere. +Saa megen fremmed Luft der hang dem i Klæderne, +det var nok to af den Slags Folk, der gaar paa deres +Fod fra Land til Land — tænkte de og raabte fremmede +Sprogbrokker efter dem for ogsaa at være +med. Ak ja, der var jo nogen der fik set sig om! +I Morgen var de to kanske allerede i fremmed Land +igen, mens en anden gik her og aldrig kom af Stedet! +</p> + +<p> +De kom forbi et hvidt Landsted, der laa fornemt +tilbagetrukkent mellem gamle Trær, en høj tæt +Tjørnehæk dækkede Haven mod Vejen. Ferdinand +kastede et hastigt Blik ind over Laagen — der var +rullet ned for alle Vinduer! Han begyndte at blive +urolig, lidt henne smed han sig pludselig ned bag et +Hegn og vilde ikke gaa videre. „Jeg har ingen Lyst +til at vise mig tomhændet derinde,“ sagde han. „Aftningen +er ogsaa den bedste Tid og komme anstigende +<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a> +i. Lad os bie her til det er mørkt, jeg kan +lugte at der er Sølvtøj i Villaen dér.“ +</p> + +<p> +„Kom nu og lad de Fantasier fare,“ sagde Pelle +indtrængende. „Fra i Dag begynder der et nyt Liv! +Jeg skal se at hjælpe dig i Gang med et hæderligt +Arbejde!“ +</p> + +<p> +Ferdinand brast i Latter: „Gud Fader i Skuret! +— du hjælpe andre i Gang! Du har nok endnu ikke +proberet, hva’ det vil sige og vende hjem fra Anstalten; +det ska’ vist knibe dig at komme an noget +Sted selv, min Far. Nyt Liv, hæ! Nej bi’ nu her, +saa laver vi et lille Kup sammen, naar det bi’r mørkt +— Villaen ser ikke helt skeløjet ud. Saa i Aften ka’ +vi gaa i <em>Blodkoppen</em> og lave vældigt Hjemkomstsold +— og gi’e de hjemvendte Amerikanere; det er heller +ikke pænt og komme hjem og ikke ha’e noget +med til Familien. Bi’ nu du! Du sku’ bare se <em>Laura +med Armen</em> danse — det er min Madpakke forstaar +du. Hun ka’ danse paa et Bord hvor der staar fuldt +af Øller med bundet for Øjnene, uden og spilde en +Draabe. Der ska’ osse nok bi’e et lille Kis til dig. +— Hva’ fan, du bilder dig vel ikke ind du er velkommen +noget andet Sted? der er sku ingen der +staar og vinker til de hjemvendende. — — Naa, saa +gaa ad Helvede til med dig dit Kvaj — og hils din +Jordemor! Naar du bli’r ked af og patte Familieliv, +saa er min Adresse <em>Blodkoppen</em> — der ka’ du spørge +efter mig!“ De sidste Ord raabte han med Haanden +for Munden, hans hæse hule Røst skar gennem den +rene Foraarsluft. +</p> + +<p> +Pelle gik rask til som galdt det om at lægge noget +bag sig. Han havde i sit stille Sind gaaet med et +vanvittigt Haab om en eller anden venlig Modtagelse +naar han slap ud — syngende Kammerater kanske, +eller en Kvinde og to Børn der stod paa den hvide +Landevej og ventede! Og saa var der blot Ferdinand +til at tage imod ham! Naa, det var en Dukkert, og +nu rystede han Skuffelsen af sig og strakte ud for +at naa frem; den friske Gang satte Blodet i animerende +Bevægelse. Saadan som i Dag havde Himlen +<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a> +aldrig lyst før, Solen skinnede ham lige ind i Hjærtet. +Der var en smilende Hilsen i det alt, i Vinden +der kastede sig lige i hans Favn, og den friske Muld +og Grøfternes rindende Vand: Velkommen ud, Pelle! +</p> + +<p> +Som Verden dog er vid og fager, naar man har +tilbragt Aar mellem fire nøgne Vægge! Nede i Syd var +Skyhimlen som Brystet paa en stor lys Fugl, af dem +der hvert Aar kommer langvejs fra med Sommer i +deres stærke Vingeslag, og til alle Sider laa de aabne +hvide Veje og pegede udad med lyse Forsikringer. +</p> + +<p> +For fjerde Gang drog han ud for at erobre Verden, +og denne Gang var det bitter Alvor. Før havde +der altid vist sig noget bagved igen, men nu følte +han skæbnesvangert at Færden var afgørende; vandt +han nu, saa erobrede han Evigheden. Denne Gang +maatte det briste eller bære, alt hvad han ejede og +havde, førte han nu i Marken — saa tungt havde +han aldrig været rustet før. Langt inde skimtede han +endnu Fængslets Kuppel; som en mægtig Kværn laa +det der over Nedgangen til Underverdenen og malede +Elendigheden til Forbrydelse — i Menneskelighedens +Navn. Enhver der var ude for Livets Usikkerhed +sugede det til sig; han havde selv hængt i +Tragten over Kværnens Øje, og følt hvordan Hvirvlen +sugede. +</p> + +<p> +Men Pelle var for rigt udrustet; hidtil havde han +lykkeligt omsat alt til Opdrift, og han tog dette med. +Hans Haar var ikke blond mere — til Gengæld var +hans Sind magisk fyldt af en hemmelig Viden om +Tingenes Væsen. Han havde jo siddet ved altings +Rod og lyttet sig den frem af Ensomheden; i det +mørke Fjæld havde han siddet og kukkeluret ligesom +Lykkens Prins, mens Evigheden sang for ham +om den store Gaade. De onde Magter havde bjærgtaget +ham — det var det hele; og nu slap de ham +ud i Dagen igen, i Tillid til at han var blevet en +Trold lige som alle Forgængerne. Men Pelle var +ikke forgjort! han havde allerede forbrugt meget til +sin Vækst og tog dette med. Hvad betød vel lidt +Indespærring mod Aarhundreders dumpe Dryp—Dryp? +<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a> +— han var jo født med Sejrsskjorten som +hverken Staal eller Gift bed paa. +</p> + +<p> +Han satte sig paa et højt Punkt, smed Huen og +lod den friske Vind stryge om Panden. Den var +fuld af rige Løfter, paa sin Foraarsvandring over +Jorden havde den sanket alt opbyggende og stærkt +op og kastede det af i Favnen paa ham. Se dig ud, +Pelle! +</p> + +<p> +Til alle Sider gik de og beredte Jorden, Plovspand +nikkede op over de bløde Bakkedrag og +forsvandt til den anden Side. Der steg svag Em af +Mulden — det var den sidste Kulde der dampede +bort i den hældende Vaardag. Et godt Stykke nede +lo nogle røde Smaahuse mod Solfaldet, og endnu +længer ude laa Staden med sin evige Røgtaage over +sig. +</p> + +<p> +Hvordan vilde hans Fremtid blive dernede? Og +hvordan stod Sagerne — var det ny rykket frem, +eller skulde han igen gaa ind under en Udbytter, +knibe sig det nødtørftigste ud af sit Arbejde og se +Resten gaa i en andens Lomme? Der var kommet +mange ny Fabrikker dernede; de dannede nu et helt +Læbælte foran Staden og satte Hundreder af Kæmpeskorstene +mod Himlen. Men hvad kunde der være +paa Færde siden de ikke røg? — Lønkamp? +</p> + +<p> +Nu skulde han saa til at lægge Plan for sit Liv, +bygge det op igen paa den dybe Syld der var lagt +i Ensomheden. Og her sad han og vidste ingen Verdens +Ting om Tilstanden dernede! Naa, han havde +jo Venner i Titusendvis, Byen laa simpelthen og +ventede paa ham med aaben Favn — endnu gladere +ved ham for alt det han havde lidt! I al sin +Uvidenhed havde han dog ævnet at føre dem et +Stykke Vej, Udviklingen havde kaaret ham til sit +blinde Redskab, og det var gaaet godt. Men nu skulde +han føre dem helt ind i Landet, for nu havde han +Livets Tyngde i sig. +</p> + +<p> +Hov, sad han nu ikke her og gik til Vejrs akkurat +som i gamle Dage — og glemte alt hvad Cellen +saa beskt havde lært ham! De andres Velfærd — jovist! +<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a> +han havde faret rundt i Bekymring for de tusend +Hjem — og havde ikke engang formaaet at +bygge sit eget. Humbug! Dernede sad tre forsmaaede +Væsner og førte Anklage mod ham, og hvad nyttede +det han skød sig ind under de manges Velfærd. +Hvad hjalp det, om saa han mødte med Lovord fra +Titusender og hele Verden kaldte ham Velgører, +naar de tre, hvis Ve og Vel han havde faaet betroet, +anklagede ham for at have svigtet. Han havde tidt +nok prøvet at overdøve dem, men derinde lod det +sig ikke gøre at larme noget til Tavshed. +</p> + +<p> +Pelle tvivlede fremdeles ikke om, at han var udset +til at udrette noget for de mange, men det blev +saa underordnet i Forhold til dette, at han havde +forsømt sin Del af det, der paahvilede enhver. Han +havde taget fejl af smaat og stort og troet, at naar +han udrettede noget ingen anden kunde, havde han +til Gengæld Lov til at sætte lidt let hen over de almindelige +Hverdagspligter. Men Livet lagde skæbnesvangert +netop sin Tyngde her, hvor alle kunde +være med. Og nu kom han som en fattig Stodder +— der havde erobret alt undtagen det egenlige og +derfor ingenting ejede — og maatte bede om Naade +og Barmhjærtighed. Mærket som Forbryder skulde +han nu begynde forfra, og udføre det han ikke havde +ævnet i sine Magtdage. Det blev nok svært at bygge +sit Hjem under disse Forhold — og hvad skulde +hjælpe ham? De tre, der kunde have sagt god for +ham, havde han ladt i Stikken — til Straf for en +Forseelse, der til syvende og sidst var hans egen. +</p> + +<p> +Nej saa fattig var han alligevel aldrig draget ud +før. Han kom ikke engang som den der havde noget +at tilgive — ingenting havde Cellen lævnet ham. Han +havde haft Tid nok derinde til at gaa det hele efter, +og alt det ved Ellen, han før havde været for optaget +til at mærke sig eller havde følt som en tavs +Krig mod hans Forehavender, kom nu frem og formede +sig mod hans Vilje til Billedet af en Kvinde, +der aldrig tænkte paa sig selv, men var lutter Forsorg +for sin lille Verden og kun forstod at opofre +<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a> +sig. Han havde ikke Raad til at undvære noget af +sin Ret herinde og førte alle sine Anklager i Marken +mod hende, kørte op med Vedtægter og Moral. +Men det rokkede altsammen ikke ved Billedet, tjente +blot til yderligere at understrege Styrken i hendes +Væsen. Hun havde ofret <em>alt</em> for ham og Børnene, +kun været optaget af at se dem trives. Hvert af +hans Angreb skyllede blot et nyt Lag uvedkommende +Snavs bort, og lod Offeret i hendes Handling træde +skarpere frem. Netop fordi hun var saa usanselig +og kysk, kunde hun handle som hun gjorde. Ak, +hun havde maattet bøde blodigt paa <em>hans</em> Forsømmelighed +— det var Moderen, der i den yderste Nød +nærede sit Afkom med sit eget Legeme. +</p> + +<p> +Pelle vilde ikke give sig men stred rasende imod. +Man havde berøvet ham Friheden og Retten til at +være Menneske som andre, nu vilde Ensomheden +fratage ham det sidste der holdt ham oppe. Selv +om alting rottede sig sammen imod ham — han +havde ikke Uret — han <em>vilde</em> ikke ha’e Uret. Det +var ham, der havde ført den store Kamp til Ende +paa Bekostning af sit eget — og han havde grebet +Ellen i Hor! Hans Tanker klyngede sig til dette +Ord og skreg det hæst ud, Hor! Hor! Hor! i en +Ustanselighed. Han forbandt ikke noget med det +men vilde blot overdøve alt det, der hakkede i ham +fra alle Sider for at gøre ham endnu mere nøgen +og elendig. +</p> + +<p> +I Begyndelsen kom der nu og da Breve til ham +— rimeligvis fra gamle Kampfæller, maaske ogsaa +fra Ellen; han vidste det ikke, for han nægtede at +tage imod dem. Han hadede Ellen, fordi hun var +den stærkeste, hadede i afmægtig Trods alt og alle. +Hverken hun eller nogen anden skulde have den +Tilfredsstillelse at være ham til Trøst; havde man +spærret ham inde som en uren, saa var det ogsaa +bedst han holdt sig helt for sig selv. Han vilde +gøre sin Straf endnu mere brutal, og med ram Vilje +dybede han sin Forladthed yderligere ud, fjærnede i +Tankerne alt det der stod ham nær, og trak det +<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a> +onde stærkt i Forgrunden. Ellen havde naturligvis +glemt ham for en anden — og kanske vendt Børnenes +Sind ogsaa fra ham; det var dem sikkert nok +forbudt at nævne Ordet Far. Han kunde tydelig se +de tre sidde omkring Lampen og have det hyggeligt; +og naar saa en eller anden Vending truede med +at føre Samtalen hen paa ham, blev der pludselig +koldt og dødsstille i Stuen. Han fyldte ubarmhjærtigt +sin Tilværelse med isnende Erkendelse paa alle +Punkter, og troede han hævnede sig ved at indaande +den dødbringende Kulde. +</p> + +<p> +I Forlængelse af dette fik han Anfald af Raseri, +gik blindt løs paa Murene, og skreg at han vilde ud. +Til Beroligelse blev han lagt i Spændetrøje og puttet +ned i et bælgmørkt Hul. Han hørte i det hele +til de saakaldte trodsige Fanger, der satte en Ære i +at stampe imod Brodden — og blev behandlet derefter. +</p> + +<p> +Men en Nat han laa og vaandede sig efter en Afstraffelse, +saa han Guds vrede Ansigt i Mørket og +blev pludselig stille. „Er du et Menneske?“ sagde +det — „og kan ikke engang taale at lide lidt!“ Pelle +studsede, han vidste ikke af, at der var noget særlig +menneskeligt ved at lide. Men fra den Nat færdedes +han stille, med et lyttende Udtryk som hørte +han noget tværs gennem Murene. „Nu er han faldet +til Ro,“ sagde Slutteren som holdt Øje med ham +gennem Kighullet. „Han er ved at blive Idiot!“ +</p> + +<p> +Men Pelle var blot dukket ud paa den anden Side; +han gik og stirrede tappert ind i Mørket for atter at +se Guds Ansigt, men formildet. Det første han fik +Øje paa var Ellen igen, hun sad der skøn og retfærdiggjort, +bygget attraaværdig op af alle hans Anklager. +Saa stort og skæbnesvangert alt det smaa gik +igen her! Hvad hjalp det at værge sig, hun var hans +Skæbne, og han maatte overgive sig paa Naade og +Unaade. Han begreb hende fremdeles ikke, men +han anede større Love for Livet, Love som løftede +<em>hende</em> og gjorde ham liden. Hun gik nok ren igennem +<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a> +med sit, dér hvor han var blevet stikkende i +Overfladens Snavs! +</p> + +<p> +Hun voksede for ham herinde og førte hans Tanker +bag om Overfladen, hen hvor de aldrig før +havde færdedes. Hendes usvigelige Moderfølelse var +som en levende Puls, der ragede frem af det usynlige +og viste tilbage til skjulte mystiske Kræfter — +den kendelige Rytme fra et mægtigt Hjærte, der bankede +dulgt bag alting. Der var i hendes Omsorg en +Mindelse om Gud Fader selv; hun var Livets Kilder +nærmere end han. +</p> + +<p> +Livets Kilder — ved hende blev Udtrykket for +første Gang levende for ham. Det var i det hele +som om hun skabte ham paa ny, ved at sysle med +hendes bestandig lige gaadefulde Væsen førtes hans +Tanker dybere og dybere indad. Han anede stærke +Strømme som bar det hele, og syntes undertiden +han gennem Cellens Stilhed kunde høre Tilværelsen +rinde og rinde som en bred Strøm, og udgyde sig +derude hvor hans Tanker aldrig havde vovet sig +hen. Hvor blev vel Dagene og Aarene med hele +deres levede Indhold af? Den altid nærværende +Ellen, som aldrig selv havde skænket det usynlige en +Tanke, stillede Pelle Ansigt til Ansigt med Uendeligheden. +</p> + +<p> +Mens alt dette arbejdede i ham, sang de en Søndag +under Fangegudstjenesten Grundtvigs Salme: +<em>Udrundne er de gamle Dage</em>. Salmen samlede alt +det han selv taaget havde tænkt, og tog ham stærkt; +Versene kom ind over ham i hans trange Baas +som Bølger fra et mægtigt Ocean, der rullede Tidsaldre +mod Stranden i monoton Vælde. Han følte +pludseligt og stærkt Slægternes Gang over Jorden, +og dristede sig til at fastslaa hvad han til nu kun +dulgt havde anet: sin egen Sammenhæng med alt +det øvrige, dem der levede i Dag, og alle de mange +der var gaaet forud. Hvor havde hans egen Sammenslutningstanke +været lille, maalt med dette uhyre +Sjælenes Fællesskab! — og hvilket Ansvar fremefter +hver enkelt gik med! Nu forstod han, hvor +<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a> +skæbnesvangert det var at handle hensynsløst — +bryde og gaa sin Vej. Man gik overhovedet ikke +fra noget; selv det mindste man snød sig fra, sad +og ventede en ved næste Vejsten som stor Skæbne. +Og hvem mægtede vel at overse en Handling? Man +maatte være overbærende bestandig, og saa vilde +det til Slut vise sig, at man havde baaret over med +sig selv. +</p> + +<p> +Pelle sad og fangede Visdom, og hans eget Hjærte +bekræftede den. Ellen fyldte stadig stærkere hans +Sind, han havde forspildt hende — og kom alligevel +ikke uden om hende! Elskede hun ham endnu? +Det blev et bestandig hæftigere Spørgsmaal som forfulgte +ham Nat og Dag, selve Livet afhang deraf. +Han syntes han maatte gaa i Brokkassen som forfejlet, +om han ikke vandt hende igen, og stirrede +spørgende ind i Ensomheden. Ny Verdener groede +frem for ham derinde, altings store Sammenhæng +anede han, og syntes han kunde se, hvorledes Livets +Rødder rakte dybt ned og sugede Næring af +selve Mørket han færdedes i. Men dette fik han +ikke noget Svar paa. +</p> + +<p> +Skrive til hende kunde ikke falde ham ind. Guds +Tilskikkelser med Sjælen havde deres egen Vej, som +man ikke greb ind i. Det maatte komme ad samme +Vej som det andet, og han lullede sig ind i et taabeligt +Haab om at Ellen vilde komme og besøge ham +— nu havde han jo det rette Sind til at tage imod +hende. Om Søndagen lyttede han spændt til Portens +tunge Drøn. Det var Besøgende til Fangerne, og +naar Vagten kom raslende med sine Nøgler derude +paa Galleriet, hamrede hans Hjærte og var lige ved +at kvæle ham. Dette gentog sig en Række Søndage; +saa sank han sammen og hengav sig i Skæbnen. +</p> + +<p> +Men langt om længe forbarmede Tilfældet sig +over ham og sendte ham en Hilsen. +</p> + +<p> +Pelle tog ingen personlig Del i den Banken, der +hver Aften naar Lyset var slukket lød gennem den +uhyre Anstalt, som om tusend Dødpikkere var i +Virksomhed. Han havde nok i sit eget, og bankede +<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a> +blot de Telegrammer videre der førte over hans +Celle. Men en Dag rykkede der en ny Fange ind +i Cellen ved Siden af ham og vækkede ham, en +gammel Stamgæst der straks gik i Gang med at forkynde +sin Ankomst til alle Sider. Det var Druk-Valde, +„Enkemadam“ Rasmussens Drivert af en +Kærest, som Vinteren igennem plejede at staa derhjemme +i Porten paa Kapelvej og spytte ud over +Næsen paa sine blanke Kapsko. +</p> + +<p> +Jo, Valde kendte godt Familien, Kæresten havde +jo passet Børnene, da Ellen under den store Kamp +gav sig til at gaa paa Arbejde. Ellen slog sig vældig +tappert igennem og satte fremdeles Næsen højt; +hun naadlede jo og havde et Par Lærlinge til Hjælp +— det gik vist ikke saa skeløjet. Omgikkes nogen +gjorde hun ikke — ikke engang Familien; altid saa +hang hun over sine Unger. +</p> + +<p> +Druk-Valde maatte til Væggen hver Aften, selv +den ubetydeligste Enkelthed var af skæbnesvanger +Betydning. Pelle saa Ellen lyslevende for sig i Mørket, +bleg, altid sortklædt, bestandig alvorlig. Hun +havde brudt med Forældrene, alting havde hun ofret +for hans Skyld! Der blev tilmed talt om ham derhjemme, +for at Børnene ikke skulde glemme ham +til han kom tilbage. „De tror jo du er paa Rejse, +de smaa Kvajho’der,“ sagde Valde. +</p> + +<p> +Saa var det hele da lykkeligt og godt! Det var +som Sol ind i Hjærtet at vide, at der sad hun og +ventede trofast paa ham, skønt han havde forstødt +hende. Al Kulde maatte smelte og herut — han var +en rig Mand trods alt. +</p> + +<p> +Bar hun da ogsaa hans Navn? spurgte han spændt. +Det kunde ligne hende, rigtig trodsigt at sætte Pelle +paa Dørpladen med store Bogstaver, uforfærdet som +hun var. +</p> + +<p> +Ja selvfølgelig — der var ikke noget der hed at +gemme sig, dér! Og som Ungerne voksede! Lasse +Fredrik og Søster var jo store nu, og den lille +Svend Trøst var et helt morderligt Stykke Mandfolk +af sin Alder, en rigtig Tyksak. Se ham sidde i +<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a> +Barnevognen og gi’e Partiet naar de trillede ud om +Søndagen — det var et Syn for Guder! +</p> + +<p> +Pelle stod som ramt af et Kølleslag i Mørket. +Svend Trøst — en lille Dreng der sad i Barnevogn? +Og det var ikke noget Plejebarn, Druk-Valde gik +saa selvfølgeligt ud fra at det var hans. Ellen! +Ellen! +</p> + +<p> +Han gik ikke til Væggen mere. Druk-Valde bankede +til ingen Nytte, hans halve Aar fik Ende uden +at Pelle mærkede det. Denne Gang gjorde han ikke +Oprør men dukkede sig under en Følelse af at være +forbandet; Forsynet maatte være ham fjendsk, siden +det samme Slag rettedes to Gange imod ham. Om +Dagen søgte han Skjul i haardt Arbejde og Læsning, +om Natten laa han og græd paa sin snavsede +Madras, der lugtede af Mug og den skarpe lageagtige +Stank fra tidligere Fangers gejle Udtømmelser. +Han prøvede ikke mere paa at nedstyrte Ellens +Billede, det var jo haabløst; tragisk overskyggede +hun fremdeles det hele. Hun var hans Skæbne og +beherskede fremdeles hans Forestillinger, men ikke +glansfuldt; noget lysende stort var der overhovedet +ikke mere, kun den bydende Nødvendighed! +</p> + +<p> +Og saa Arbejdet! For en Mand var der altid Arbejdet +at falde tilbage paa, naar Lykken ikke holdt. +Pelle tog alvorligt fat, den Betjent, der havde Anstaltens +Skomageri under sig, var glad for ham, han +udrettede meget mere end der forlangtes. I sin Fritid +læste han flittigt, han kastede sig med Iver over +Fangeundervisningen og læste navnlig Historie og +Sprog; Fængselspræsten og Lærerne tog sig af ham +og skaffede ham Værker, der ellers ikke var tilgængelige +for Fangerne. +</p> + +<p> +Naar han saa var rigtig mørbanket af Træthed, +lod han Tankerne søge Hvile i at beskæftige sig +med Hjemmet. Trætheden lagde et forsonende Skær +over alting, og han kunde ligge paa sin Briks og +leve sig helt hyggeligt sammen med Børnene — ogsaa +med denne Gøgeunge der altid saa paa ham +med et underlig spottende Udtryk. Kun Ellen kom +<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a> +han ikke nær. Saa skøn som nu i sin Utilnærmelighed +havde hun aldrig været, men hun gik og tav +gaadefuldt til alle hans Forsikringer, stirrede blot paa +ham med sit uudgrundelige Blik. Han havde svigtet +hende og Hjemmet — han vidste det jo godt selv; +men gjorde han da ikke ogsaa Afbigt? Det var dog +<em>hendes</em> Barn han holdt paa Skødet! — og han skulde +nok bygge det hele op igen. Han havde faaet nok +af at være fredløs og trængte til et Hjærte at hvile +sit trætte Hoved ved. — — — +</p> + +<p> +Alt det var Drømme, men nu var han altsaa paa +Vej ned for at begynde forfra. Han var ikke ved +stort Mod, Uvisheden rummede saa mange Muligheder. +Trivedes Ellen og Børnene vel, og ventede +hun fremdeles paa ham? Og Kammeraterne — hvordan +vilde hans Skæbne forme sig. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Det uvante Ophold i frisk Luft tog stærkt paa +Pelle, meget mod sin Vilje sad han og faldt i Søvn +med Ryggen opad Diget. Længslen efter at naa til +Vejs Ende fik ham til at drømme, at han vandrede +videre og holdt sit Indtog i Byen; han kunde ikke +kende den igen, saa forandret var alting. Folk gik +og spaserede i deres pæne Tøj, de skulde i Skoven +eller hen og høre Foredrag. +</p> + +<p> +„Hvem arbejder da?“ spurgte han en Mand han +mødte. +</p> + +<p> +„Arbejder“ — udbrød Manden forundret — „det +gør Maskinerne naturligvis! Vi har hver tre Timers +Dagvagt ved dem, men det bliver snart forandret til +to, for Maskinerne bliver klogere og klogere. Det er +dejligt at være til og vide, at der ikke er andre Slaver +end de døde Maskiner, og det kan vi takke en +Mand for som hed Pelle.“ +</p> + +<p> +„Det er jo mig!“ udbrød Pelle og lo helt fornøjet. +</p> + +<p> +„Dig? er du gal? Du er jo en ung Mand, og dette +her er allerede mange Aar siden.“ +</p> + +<p> +„Det er nu mig alligevel! Kan du ikke se, jeg har +<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a> +graa Haar og min Pande er furet? Det har jeg faaet +i Kampen for jer. Kender I mig da ikke igen?“ +Men Folk lo blot ad ham, og han maatte gaa. +</p> + +<p> +„Jeg vil gaa til Ellen,“ tænkte han nedslaaet — +— „hun skal sige god for mig!“ Og i det samme stod +han i hendes Stue. +</p> + +<p> +„Værsgod og sid ned,“ sagde hun pænt. „Min +Mand kommer lige straks.“ +</p> + +<p> +„Det er jo mig!“ udbrød han grædefærdig. Men +hun stirrede koldt og fremmed paa ham og gik hen +mod Døren. +</p> + +<p> +„Jeg er jo Pelle,“ sagde han og rakte tryglende +Haanden ud efter hende. „Kender du mig da ikke +igen?“ +</p> + +<p> +Men Ellen aabnede Munden for at skrige, og i det +samme stod Manden truende i Døren. Bag ham tittede +Lasse Fredrik og Søster forskrækket frem, og +Pelle fastslog med en vis Tilfredshed, at der kun +var de to. Men det forfærdelige var, at Manden var +ham selv, den rigtige Pelle med kækt lyst Overskæg, +Koslikket i Panden og Gaa-paa-Udtrykket! +Da han opdagede det, brast det hele sammen for +ham, og han sank haabløst. +</p> + +<p> +Pelle vaagnede med et Ryk, badet i Sved, og saa +taknemmeligt Markerne og den lyse Luft — han var +dog i al Fald til endnu! Han rejste sig og vandrede +nedad med tunge Skridt, mens Foraarsvinden kølende +tørrede hans Pande. +</p> + +<p> +Han stødte til Nørrebro langt ude, bag ham dalede +Solen, det maatte være omkring Fyraften nu. +Men de talrige Fabrikker peb ikke, der væltede +ingen sværtet Menneskestrøm frem af Sidegaderne. +I Frederikssundsvejens smaa Beværtningshaver sad +Arbejderfamilier med Barnevogn og Madkurv; de +var i Pudsen og nød Foraarsdagen. Var der alligevel +noget om hans Drøm? — saa var det festligt at +vende tilbage! Han spurgte Folk, hvad der var paa +Færde, og fik at vide at det var Valgdag. „Idag tager +vi Hovedstaden!“ sagde de og lo sejrssikkert. +</p> + +<p> +Fra Runddelen drejede han ind paa Assistens +<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a> +Kirkegaard og fulgte den dystre Poppelallé ned mod +Kapelvej. Lige for Enden af Alléen saas de to smaa +Vinduer paa tredje; i sin hæftige Længsel syntes han +Ellen stod deroppe og vinkede. Han løb nu — tog +Trappen i Spring. +</p> + +<p> +Idet han vilde trække i Klokkestrængen, hørte +han fremmede Stemmer derinde og stansede lamslaaet. +Døren saa kold og uvedkommende ud, Navneplade +var der ikke. Han gik langsomt ned og spurgte +sig for i Grøntkælderen — om der ikke paa tredje +til venstre boede en Kvinde som naadlede? Hun var +forladt af sin Mand og havde to Børn — <em>tre</em> rettede +han det ydmygt til. — — Hvor de da var blevet af? +</p> + +<p> +Viceværtens var ny Folk og kunde ingen Besked +give. Saa steg han op i Huset igen og forhørte sig +fra Sal til Sal, men uden noget Resultat! Fattigfolk +plejer ikke at bo længe ad Gangen paa samme Sted. +</p> + +<p> +Pelle drev hen ad Gaden paa bedste Beskub. +Han tænkte ikke paa at gøre Udvej for Ellens +Adresse, men faldt blot modløst sammen; i sin forkomne +Tilstand havde han Indtryk af at man undgik +ham, og det slog ham ned. Han var syg i Sjælen +efter venlige Ord og et Kærtegn — og ingen tog +imod ham! Ingen Øjne lyste venligt ved at se ham +ude igen, og her gik han og støvede forgæves op +og ned ad Trapper efter et medfølende Væsen. Der +kom et pludseligt Had op i ham, en ond Lyst til at +slaa til det hele og sejle hensynsløst. +</p> + +<p> +Det skumrede. Henne under Kirkegaardsmuren +ved Korskirken løb nogle Kioskdrenge og legede +Tagfat paa Cykle. De tumlede deres Maskiner som +Beriderheste og lignede smaa Gauchoer, kastede +dem bag over og løb paa Baghjulet alene — og +satte springende hen over Forhindringer. Taskerne +havde de spændt om paa Ryggen, de blaa Huebaand +smældede dem om Ørerne som Vimpler. +</p> + +<p> +Pelle satte sig paa en Bænk og fulgte adspredt +deres hensynsløse Leg, mens Sindet søgte tilbage til +hans egen sorgløse Drengetid. En Knægt paa 10-11 +Aar førte an med halsbrækkende Kunster, mens +<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a> +han raabte og kommanderede; han var Bandens +Førstemand og opretholdt Førerskabet med haard +Haand. Ansigtet med Opstoppernæsen lyste af frisk +Uforskammethed, Huen red paa to forsvarlige Slugøren. +</p> + +<p> +Drengene begyndte at vælge den Fremmede til +Skive for deres Kaadhed. Idet de susede forbi, lod +de som de tabte Herredømmet over Maskinen, saa +den slog et Slag efter hans Ben; og pludselig kom +Anføreren til at rive Huen af ham. Pelle tog den +roligt op; men da Knægten kom kredsende tilbage +i forsigtige Slag som pønsede han paa en ny Gavtyvestreg, +sprang han op og greb ham i Nakken. +</p> + +<p> +„Nu skal du have nogle Stryg, din Slubbert!“ +sagde han og løftede ham af Cyklen. „Men det er +lige saa godt dine Forældre besørger det. — Hvad +hedder din Far?“ +</p> + +<p> +„Han har ingen Far!“ raabte de andre Drenge og +slog truende Kreds om dem. „Lad ham gaa!“ +</p> + +<p> +Drengen aabnede Munden for en Skylle Ukvemsord +men stoppede op midt i det og stirrede forfærdet +paa Pelle. Rædslen stod ham ud af Øjnene; han +krængede som en rasende for at komme løs. Pelle +slap ham forundret, og saa ham tumle op paa Cyklen +og sætte brølende bort. Kammeraterne jog efter +ham, de lignede Svaler i Flugt. „Vent dog lidt Lasse +Fredrik!“ raabte de. Han stod lidt og stirrede efter +dem, dukkede saa Hovedet og drev langsomt ind ad +Nørrebrogade. +</p> + +<p> +Det var underligt igen at færdes i denne Gade, +der havde grebet saa stærkt ind i hans Tilværelse. +Færdselen gik tungere her end andre Steder, og +Stenbroen satte haardt mod haardt; der var en egen +jærnhaard Vederhæftighed stampet ind i dette Strøg, +hvor hvert Skridt kom med Arbejdets Vægt. +</p> + +<p> +Butikkerne var de samme, han kendte ogsaa flere +af de Handlende igen. Han søgte at finde sig hjemme +i Strømmen, spejdede efter Folks Ansigter, og +pønsede paa om nogen vilde genkende ham; han +baade ønskede og frygtede det. Men de hastede +<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a> +forbi, en og anden studsede blot lidt over hans +fremmedartede Skikkelse. Selv kendte han de fleste, +lyslevende som var det i Gaar han havde haft med +Titusenderne at gøre — de mellemliggende Aar +havde jo ikke skudt ny Ansigter ind mellem ham +og de gamle! Der gik af hans Folk paa Fortovet +med Mutter under Armen, og stod af dem paa den +Elektriske som Vognstyrere og Konduktører. Slatmikler +og støtte Karle — det var hans Hær. Han +kunde nævne dem ved Navn og kendte deres Familieforhold. +Naa, der var jo løbet en Del Vand til +Havet siden. +</p> + +<p> +Han gik ind paa et lille Værtshus for rejsende +Haandværkssvende og bestilte Logi. +</p> + +<p> +„Ja man kan jo nok se paa dig at du har væ’t +væk fra Landet her en Dagstid eller to,“ sagde +Værten. „Har du vaaren langt omkring, Kammerat?“ +</p> + +<p> +Aa ja — noget af Verden havde Pelle jo set. Og +herhjemme var der nok ogsaa en Del forandret — +hvordan gik det med Bevægelsen? +</p> + +<p> +„Storartet, Kammerat — knusende godt! Partiet +har haft vældig Fremgang — i Dag tager vi Byen!“ +</p> + +<p> +„Saa er der vel ved at komme en anden Gang i +Tingene?“ +</p> + +<p> +„Naa — det vil jeg ikke paastaa. Arbejdsløsheden +ta’r jo til for hvert Aar, og den er sku ligeglad hvem +der sidder i Borgerrepræsentation og Rigsdag. Men +man er jo kommet svært godt med — saadan hvad +Priskurant angaar.“ +</p> + +<p> +„Hør sig mig engang — der var en Mand med i +Bevægelsen for nogle Aar siden som hed Pelle! +Hvad er der egenlig blevet af ham?“ +</p> + +<p> +Værten kløede sig i Skilningen: „Pelle — Pelle? +ja det er sku ogsaa sandt! Hva’fan var’et der var +med ham — lavede han ikke falske Penge eller +stjal af Kassen? Det forekommer mig han endte i +Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. — Naa, daarlige +Elementer er der jo i enhver Bevægelse.“ +</p> + +<p> +Et Par Arbejdere, der sad og spiste stegt Lever, +<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a> +blandede sig i Samtalen. „Han var en Del fremme +for 5-6 Aar siden,“ sagde en af dem tyggende. +„Men der var ikke noget rigtigt ved ham, han havde +nok for meget Fjantasi.“ +</p> + +<p> +„Et knusende godt Snakketøj sad der nu ligegodt +paa ham,“ sagde den anden. „Jeg husker ham endnu +li’saa tydelig fra den store Lockout; han ku’ +bilde én ind man var en Satans Karl, ku’ han. Naa, +det var dengang! Skaal Kammerat, og Velbekomme!“ +</p> + +<p> +Pelle rejste sig stille og gik. Han var glemt; der +stod ingenting efter ham for alt hvad han havde +kæmpet og lidt. Der var vel gaaet saa meget andet +hen over deres Hoveder siden, og saa havde de +bare svedt <em>ham</em> ud. +</p> + +<p> +Han gik og vidste ikke, hvor han skulde gøre af +sig selv, mere hjemløs her i denne Gade der skulde +være hans egen end noget andet Sted. Der var sort +af Mennesker, men Strømmen rev ham ikke med, +han var som en af disse Genstande, der skyller ind +til en Side og bliver liggende. +</p> + +<p> +Alle Mennesker var i deres pæne Tøj. Arbejderne +kom i Flokke, de havde været henne og stemme +eller skulde derhen; nogle blev samlet op paa Gaden +og ledsaget til Urnen af ivrige Kammerater. +Man raabte til hinanden fra Fortov til Fortov med +Haanden for Munden som en Raaber: „Hej, Petersen! +du har vel stemt?“ Overalt var der Spænding +og højt Humør — Byen skulde tages! +</p> + +<p> +Han fulgte Strømmen over Dronning Louises Bro +og indefter. Herinde var Stemningen en anden, Meningerne +var delte, Folk gav hinanden knubbede +Ord. Uden for Bladredaktionerne stod Folkemængden +pakket, spærrede Vognfærdslen, og ventede taalmodigt +paa Resultaterne som blev slaaet op i Vinduet. +Hver Gang en Kampkreds kom ind, gik der +en bølgende Bevægelse gennem Massen — og steg +til en mægtig Brusen hvis det var Sejr. Det gik forholdsvis +fredeligt, Folk søgte hen uden for de Blade +der bar Partifarven. Kun Kværulanterne mødte op +<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a> +hos Modstanderne for at faa sig en paa Hattepulden. +Indenfor i Bladredaktionerne jog Medarbejderne +frem og tilbage, hængte Resultater ud, og rettede. +</p> + +<p> +Alle Kafeer og Restavranter var fulde af Gæster. +Telefonen kimede ustanselig, Bude kom med Lister +fra Telegrambureauerne. Man sloges om Resultaterne +foran den store Tavle, diskuterede Chancer ved Bordene, +drev Kandestøberier. +</p> + +<p> +Pelle havde aldrig set Byen saa ophidset, ikke +engang under den store Lockout. Stand stod over +for Stand som Knytnæver, Arbejderne endnu ivrigere +end Overklassen — de var blevet Politikere saa det +forslog. Han forstod at Bevægelsen havde lagt +Tyngdepunktet herover, det galdt om at erobre +Mandater, i Dag ventede man at faa Herredømmet +i Byen og fast Fod ude paa Landet. Flere af de +gamle Førere sad allerede i Tinget og lagde deres +praktiske Erfaring i Debatten; nu stiledes der nok +mod intet mindre end at erobre den politiske Magt. +Dette var kækt nok — de maatte have haft Medgang +alligevel! Han havde endnu sin gamle Lydhørhed +for hvad der steg samlet op fra det hele som +Fællesnævner — og fornam en Forandring i selve +den offenlige Tone. Den var blevet bredere, mere +demokratisk. Selv Overklassen bøjede sig for Valgurnen +nu og nedlod sig til at kæmpe om Stemmeflertallet. +</p> + +<p> +Men han savnede Plads for sig selv i denne +Kamp. „Hej du dér — du har vel stemt?“ raabte +man til ham i Forbigaaende. Stemt? han havde jo +ikke engang Stemmeret! I den Kamp, der nu kæmpedes, +havde den gamle Fører ikke engang Lov at +være med som almindelig Menig. +</p> + +<p> +Væk af Banen her! De kom i smaa taktfaste +Hold paa Vej til Valgurnen eller Forsamlingshuset +og fyldte hele Fortovet, og Pelle flyttede sig villigt +for dem. Denne Gang kom han ikke anstigende som +en Kongesøn, hvem Alverden stod paa Stranden og +ventede. +</p> + +<p> +Et Udskud var han — hverken mere eller mindre +<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a> +— en der var lagt til Side og glemt. Og bragte +han sig i Erindring, opnaaede han kun at mane Sagnet +om en Forbryder frem. Dér var Huset hvor +Stolpes havde boet, kanske kendte de Ellens Bopæl. +Men hvad vedkom den forresten ham? han huskede +nok Lasse Fredriks rædselsslagne Ansigt. Og der +var jo Hjørnestedet hvor Morten havde bestyret +Forretningen — ho, det var længe siden deres Veje +skiltes! Morten havde i Virkeligheden altid misundt +ham — han havde ikke kunnet taale hans kolossale +Fremgang. Nu kunde han jo hovere! +</p> + +<p> +Han gik og var gal i Hovedet, ør, bitter. Det +lagde sig som en Taage over hans Hjærne, Tankerne +ravede frem af Ondskaben som forvrøvlede Kværulanter. +I aarevis havde Trangen til at omgaas Mensker +hobet sig forfærdeligt op i ham; nu skred det +hele. Han kunde godt vælte sig ind paa en eller +anden og yppe Klammeri, blot for ikke at gaa her +og forholde sig ligegyldig til Alverden. — Hvorfor +gik han ikke hen i <em>Blodkoppen</em>? Dér var han i al +Fald ventet. +</p> + +<p> +Ud for Griffenfeldtsgade var der Opløb, Folk +havde slaaet Kreds om en Kularbejder, der stod og +maltrakterede en Lygtepæl med sine Træskosnuder, +mens han snøvlende brugte Mund. Han var rendt +imod den og havde Hul i Panden. Folk morede sig +over ham. +</p> + +<p> +Idet Lygteskæret faldt paa den druknes kulstøvede +Ansigt, genkendte Pelle ham; det var Glade Jakob! +Gal i Hovedet trængte han sig frem og tog ham i +Skulderen. „Hvad er det med dig Jakob, er du blevet +en Sut?“ sagde han opbragt. „Hvad er den a’?“ +</p> + +<p> +„Den ska’ inte komme her og senere en organiseret +Arbejder,“ snøvlede Jakob og sparkede ud i +Luften til stor Fornøjelse for Tilskuerne, der opmuntrede +ham til bare at klø løs. „Jeg er Medlem +af min Organisation og staar ikke i Restance — I +kan selv se!“ Han gravede en lille Bog i sort Lærredshylster +frem fra Brystlommen og stod og rodede +med den. „Se kuns selv efter Kammerater, Medlemsbidrag +<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a> +betalt, hva’? Strejkebidrag betalt, hva’? Forevist +ved Indgangen, hva? — kom bare ikke her med +den! Tag kuns og lad den gaa rundt Folkens, vi +maa ha’e Papirerne i Orden. — I støtter ved Valgfonden, +Manne? — op og stem for Fan! Den der +ikke giver sin Skærv er en skidt Kammerat. — +Hvem siger Tyv? Der er ingen der sjæler her, forstaar +I! Jakob er en hæderlig organiseret — —“ +Pludselig gav han sig til at hulke, Savlet flød ham +fra den hængende Mund ned paa Trøjen, det sprittaagede +Ansigt skar frygtelige Grimaser. +</p> + +<p> +Pelle fik ham ind i en Gaard og vaskede hans +Saar ved Posten. Det kolde Vand fik ham til at +skælve, Hovedet hang dødt ned. „Saadan en snottet +Skruebrækker,“ mumlede han. „Jeg skal faa Formanden +til og gi’e den en Overhaling i Bladet.“ +</p> + +<p> +Pludselig genkendte han Pelle. Der gik et Ryk +gennem ham, i hans sløve Træk kæmpede Bevidstheden +for at faa Overtaget. „Hvad er det dig, Stormester?“ +sagde han skamfuld og greb efter Pelles +Haand — „saa du er kommen tilbage? Du synes +vel jeg er et Svin, men hva’fan.“ +</p> + +<p> +„Kom nu bare!“ sagde Pelle haardt; han holdt +ikke af de mange Tilskuere. +</p> + +<p> +De gik ned ad Meinungsgade, Jakob stolprede +tavs afsted og skottede til sin gamle Anfører. Han +var lidt ubehjælpsom i Gangen, men det var af Slid; +Mødet med Pelle havde næsten gjort ham ædru. +„Du synes vist jeg er et Svin,“ gentog han endelig +i en ynkelig Tone. „Men naar der nu ingen er til at +hanke op i én.“ +</p> + +<p> +„Det er skidt med den Brændevin,“ sagde Pelle +kort. +</p> + +<p> +„Ja det kan være rigtigt nok. Men man trænger +nu til et godt Ord engang imellem, og saa maa man +vel tage det hvor det kan faas. Kammeraterne ser +ned paa én skal jeg sige dig — og skubber én ud +af Sjakket.“ +</p> + +<p> +„Hvad er der saa i Vejen?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Hvad der er i Vejen? Seks Gange fem er der, +<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a> +fordi at man ikke lod sin gamle Far sidde og sulte +dengang under Lockouten. Dengang var det jo evig +dejligt: Jakob var en god Søn! og skidt med de +Stores fedtede Pengepung og en Smule Vand og +Brød! — og Fanden og hans Pumpestok. Men nu +gaar den paa en anden Melodunte: Ham der! han er +jo straffet for Tyveri — færdig! Hvorfor, det er der +ingen der spørger om — man er be’et Storborgere +forstaar du. I gamle Dage hed jeg altid Glade Jakob, +og Kammeraterne kunde godt lide og være i Sjak +med mig. Ved du hvad jeg nu hedder? Tyvejakob. +Ja de siger det jo ikke lige rent ud, for saa var der +nok en der flækkede Skallen paa dem; men det er +ellers mit Navn. Naa, siger man til sig selv, dengang +saa du maaske forkert paa det hele; kanske +er du alligevel en slet og ret Tyveknægt. Og saa +maa jeg drikke for at blive en ærlig Mand igen.“ +</p> + +<p> +„Og rase ud mod Lygtepælene! Skulde du ikke +hellere lange ud efter dem der gør dig ondt?“ +</p> + +<p> +Jakob tav og dukkede Hovedet; den stærke frejdige +Fyr var blevet en Hund enhver turde sparke! +Var det <em>saa</em> forfærdeligt at bære seks Gange fem +blandt sine egne — hvad skulde saa Pelle sige? +„Hvordan har din Bror det?“ spurgte han for at +lede Jakobs Tanker hen paa noget lysere — „han +var en brilliant Fyr.“ +</p> + +<p> +„Han hængte sig,“ svarede Jakob mørkt — „han +kunde ikke holde det ud. Vi brød jo ind sammen +— for at være lige gode om det; og Urtekræmmeren +skyldte min Gamle Penge altsaa — han havde +gjort Arbejde for dem — og skulde snydes var Meningen. +Og der sad saa de to Gamle og sultede — +frøs gjorde de ogsaa. Saa skaffede vi dem deres +Ret — og det var jo saa knusende storartet gjort. +Men bagefter naar der var Opstandelse paa Arbejdspladsen, +Agitation og Valghalløj og den Slags nyt, +saa gik de lige saa pænt uden om ham og mig. Vi +var ikke af Slagsen forstaar du — vi havde jo ingen +Stemmeret. Han ku’ ikke klare Spørgsmaalet paa +anden Fakson end ved og slaa et Stik op om Lampekrogen. +<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a> +Jeg har selv vendt og drejet Sagen ser +du, men det er sku ikke til at hitte Rede i.“ Jakob +gik lidt. „Vil du nu lange ordenlig ud? — der trænges +til et godt Ord.“ +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke; dette lagde sig altfor tungt +over ham. Han hørte slet ikke Spørgsmaalet. +</p> + +<p> +„Det var jo mest dine Ord, der fik en til at tro +paa en ny Tid,“ blev Jakob haardnakket ved. „Ellers +havde min Bror og jeg kanske nok baaret os noget +anderledes ad, og saa var det altsaa gaaet os begge +to bedre. Naa, du troede jo selv paa det begribeligvis! +Men hvad siger du nu — tror du endnu paa +det med det ny? For én vilde jo gærne være et +hæderligt Menneske igen.“ +</p> + +<p> +Naturligvis troede Pelle fremdeles. +</p> + +<p> +„Ja for der er sku ikke mange der gi’r en rød +Øre for den Historie længer. Men naar du siger +det — dig har jeg ligegodt Fidus til. En anden har +jo ikke Hoved til og finde paa noget af sig selv; +og for os Smaafolk har det været som jeg vilde +sige at Proppen gik af, dengang du kom væk. Det +hele stod og blev til dovent Sprøjt. Sker noget gør +der ikke for en anden stakkels Djævel at se til; og +hvergang nogen vil klage sig, faar han straks en +Stemmeseddel stukket i Næven: Gaa hen og stem, +Kammerat, saa skal det nok bli’e anderledes! Men +hva’ Fan, det kan sku ikke stikke Ild i en Fyr, der +ingenting har lært fra lille a’. Mig havde de nu +sørget saa morderlig fint for — med Æresoprejsning +for at jeg skulde bruge min Stemmeret; men gøre +mig til en som der ingen ser ned paa, det kan de +ikke. Og derfor siger jeg tak for mig! Men hvis at +du tror paa det endnu, saa gør jeg det sku ogsaa, +for dig har jeg Fidus til. Her har du min Haand +paa det.“ +</p> + +<p> +Jakob var den samme enfoldige godhjærtede Fyr +som i gamle Dage, da han holdt til paa <em>Arkens</em> +Loft. Lidt mere ondt maatte der gærne have været +i ham! Men hans Ord varmede Pelle om Hjærtet, +her var dog et Menneske, der trængte til ham — +<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a> +og som troede paa ham endnu, skønt han var blevet +slaaet til Krøbling i Kampen! Det var den første +Invalid; Pelle var forberedt paa at træffe flere — +og tage deres Anklage. Adskilligt vilde vende sig +imod ham, netop nu da han stod magtesløs — men +han fik tage det med! Han syntes han havde Kræfter +til det nu. +</p> + +<p> +Pelle gik igen paa Gaden, han lod Fødderne om +Retningen og tænkte paa Fortid og Fremtid. De +havde været saa sikre paa, at en ny Tid skulde oprinde +for dem lige med det samme! Den ny store +Sandhed havde været saa selvindlysende, at man +syntes alt det gamle maatte falde for den som for +et Trylleord — og nu havde Hverdagen slidt Glansen +af den ogsaa! Saa vidt han forstod var der intet +væsenligt sket, og hvad skulde der vel ogsaa ske? +Det gik nok ikke saadan til at vælte Systemer. Af +Glade Jakobs Dom kunde han slutte sig til sin egen, +men han var ikke forsagt længer. Nu fik der komme, +hvad komme skulde. Han skulde ikke haft noget +imod at æske de gamle Kammeraters Opfattelse lige +med det samme og faa sin Stilling klaret. +</p> + +<p> +Han var kommet gennem forskellige Sidegader og +stod pludselig over for en stor oplyst Bygning; op +ad den brede Trappe strømmede Folk. Det var et +af Arbejdernes Forsamlingshuse; der var Fest i Anledning +af Valgdagen. Pelle fulgte af gammel Vane +Strømmen. +</p> + +<p> +Han holdt sig i Baggrunden af Salen, og brugte +sine Øjne som var han lige drattet ned fra en anden +Klode, underlige Følelser vældede op i ham +ved igen at være sammen med de mange. Et Øjeblik +stormede det paa i ham som en hæftig Drift +til at raabe: Her er jeg igen! og brede Armene ud +mod dem alle. Men han fik hurtig Magt med det, +Ansigtet faldt igen hen i sin forstenede Ro. +</p> + +<p> +Dette var altsaa hans Hær fra Kampen. De var +ikke saa lidt pænere i Tøjet end den Dag, han førte +dem i Triumf ind i Staden som dens rette Borgere; +de bar ogsaa Hovedet højere, hummede sig ikke +<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a> +om bag ved hinanden men krævede Plads. Mere +Mad fik de, kunde han se, Ansigterne var blevet +blankere af det. Og Øjnene var blevet lade i Udtrykket, +de stod ikke længer og grov hungrigt ude +i det uvisse men flyttede sig roligt og ligetil fra +Sted til Sted. Man havde nok indstillet sig paa lang +Marsj igen, og kanske var det godt; store Ting skete +ikke i en Haandevending. +</p> + +<p> +Han vækkedes af sine Tanker ved, at de nærmeste +vendte sig og stirrede paa ham. Flere og +flere Ansigter søgte om mod ham. Pelle er her! +gik det som en Mumlen gennem Forsamlingen. Hundreder +af Øjne rettedes imod ham, spørgende og +undersøgende, nogle i aaben Forventning som maatte +der ske noget usædvanligt lige paa Stedet. +</p> + +<p> +Det blev til en hel Bevægelse, en Bølge der bar +ham modstandsløst op i Forgrunden af Salen og op +paa Talerstolen. Et mægtigt Brus steg op om ham +som Brænding og bedøvede hans ømtaalige Hjærne +hvor Stilheden sad hørligt og nittede — altid — en +fin ny Verden som ingen anden vidste om. Og med +et blev der stille, saa stille at han igen hørte Ensomheden +koge i sit Øre. +</p> + +<p> +Pelle talte, stille og fortroligt. Hans Ord blev en +Hilsen til dem fra en Verden, de endnu ikke kendte, +den store Ensomhed hvor Manden maa færdes alene +— uden højrøstede Kammerater til at stive sig af — +og lytte sig frem, til han hører sit eget Hjærte slaa +derinde. Han sidder i en Celle igen ligesom det +første oprindelige Livskim — ene og forladt, over +ham spinder en Edderkop sit kunstfærdige Net. I +Begyndelsen er han vred paa det travle Dyr og +river Nettet itu, men Dyret begynder ufortrødent +forfra. Og dette bliver pludselig en trøsterig Lære +for ham om aldrig at give op; han kommer til at +holde af dette lille aarvaagne Væsen, der lægger sit +Væv saa kunstfærdigt som havde det et stort Ansvar +— og spørger sig selv om han overhovedet er +til for det. Har det maaske ondt af ham i hans Forladthed, +siden det ikke flytter et andet Sted hen, +<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a> +men overbærende bygger sit Væv op igen, finere +og finere — som blev det kun raget ned, fordi det +ikke var godt nok udført. Han angrer bitterlig sin +Fremfærd, og vilde give meget for et Tegn paa at +det lille Dyr ikke var vred paa ham; for ingen har +Raad til at støde den anden fra sig, selv det mindste +Kryb har skæbnesvanger Betydning for dig! i Cellens +Ensomhed dér lærer man Solidaritet. Og en +Dag han sidder og læser og Edderkoppen har travlt +med at føre en Traad lige forbi ham, kommer den +fortroligt ned og bruger hans Skulder til midlertidigt +Fæste. Aldrig før var der blevet vist ham en +saadan Tillid trods alt, det lille Dyr vidste, hvordan +en forhærdet Fange skulde tages. Det lærte ham at +han havde baade et Hjærte og en Sjæl at tage Vare +paa! — En Hilsen til Kammeraterne fra den store +Stilhed, som ventede paa at faa dem i Tale en for en. +</p> + +<p> +Han talte lige ud af sin Sjæls Alvor og saa Forundringen +i deres Ansigter. Hvad Satan, vilde han nu +ha’e dem allesammen puttet i Tugthuset, bare fordi +han selv havde været der? Og var dét Resterne af +den gamle Pelle, <em>Lynet</em>, som han dengang kaldtes? +Han var sku noget mat i Sokkerne, ham havde man +da taget Pippet grundigt fra! De faldt hurtig fra og +gav sig til at tale halvhøjt med hinanden; kun hist +og her fra Krogene lød spredt Klappen. +</p> + +<p> +Pelle følte Skuffelsen og Ligegyldigheden og smilede; +han trængte ikke til det orkanagtige Bifald +mere, nu lyttede han efter det inde fra sig selv. Saa +meget havde han erfaret ved at staa deroppe, at dem +dernede var han ikke færdig med — nu først skulde +det egenlige begynde. Hans Værk var fejet ned, nuvel, +saa byggede han et nyt som var bedre; han havde +siddet i Cellen og lært Langmodighed. +</p> + +<p> +Han sad neden for Talerstolen mellem Lederne +af Mødet og følte, at han egenlig var en Uvedkommende +her. Det var af Medlidenhed man havde +draget ham ind i Festen; han læste i deres Øjne, +at det forløbne Arbejde var udført uden ham og at +han kom ubelejligt. Skulde de nu til at regne med +<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a> +ham — Fusentasten — igen, eller var det hans Agt +at udvandre? — Ak, han bragte vist ingen overilet +Fart i Bevægelsen, de skulde vide hvor han havde +siddet og sanket Besindighed derinde! +</p> + +<p> +Han talte ikke men sad fraværende og søgte at +lytte sig bag om Støjen for at fange lidt af en evig +Tone. De lo og skaalede og holdt Taler — ogsaa +for ham; men alt det behøvedes jo slet ikke! Sikre +var de blevet, de talte aabent ud for alle Sluser, der +var kommet en vis Frigjorthed over deres Fællesoptræden +— som Masse virkede de godt. Men Miraklet? +— det ufattelige? Han savnede lidt Angst +bag om Velværet, noget af den dybe tavse Vejen, +som skulde forraade at de havde stirret ind i en +ny Verden. Hørte de da slet ikke Tonen, siden de +støjede saa meget? den evige sagte Rytme som stod +i Øret paa ham selv bestandig og rummede det +hele. Cellens Stilhed havde gjort hans Øre ømtaaligt; +han led ved denne robuste Latter, der udtrykte +deres Livsglæde. +</p> + +<p> +Oppe ved en stor Tavle stod en af Førerne og +gjorde Dagens Sejre op under Forsamlingens Jubel; +Pelle listede ubemærket ud. Han stod paa Trappen +og aandede den rolige Nat ind i dybe Drag, da en +ung Mand kom og rakte Haanden ud imod ham; +det var Svogeren Frederik Stolpe. „Jeg vilde bare +sige dig velkommen tilbage igen og tak for dine +Ord derinde,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Hvordan gaar det Ellen?“ spurgte Pelle lavmælt. +</p> + +<p> +„Det er vist saa som saa. Hun bor i Viktoriagade +20 og vasker — jeg tror nok hun vilde blive +glad for at se dig.“ Han saa prøvende paa Pelle. +„Hvis du vil have det, skal jeg gærne sørge for, at +I kan træffes hjemme hos mig.“ +</p> + +<p> +„Tak du,“ svarede Pelle, „men jeg gaar ud til +hende i Morgen tidlig!“ Han behøvede ikke Omveje +mere. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-2"> +<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a> +II +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle vaagnede ved en fjærn tordenlignende Lyd, +der groede tyndt frem ude i Natten og holdt lige +ned paa Fængslet. Han laa stille og lyttede gruende, +i Haab om at høre Vagtens beroligende Skridt forbi +Døren; i hans tunge Hoved jog Forestillingerne forvirret +rundt som herreløse Heste. Den dumpe truende +Lyd kom bestandig nærmere og voksede skæbnesvangert, +og pludselig slog den dybe Natstilhed +ud i et tordnende Brag, der fik alting til at ramle +sammen. Det var som et uhyre Svælg aabnede sig +og slugte det hele. +</p> + +<p> +I et panisk Spring stod han henne ved Vinduet, +Hjærtet regerede ubændigt i ham. Saa blev han inderlig +flov. Han havde vældigt oplevet den samme +haarrejsende Verdens Undergang, som i Barndommens +Dage naar Lynet bragende krydsede sig frem +mellem Klipperne derhjemme — og saa var det +hele ikke andet end Larmen fra Dagens første Bøndervogne, +idet de slog over fra Landevej til Stenbro. +Det var Ensomheden der rugede i hans Fantasi +og fik den til ræd at stejle for enhver Lyd. +Men det fortog sig vel. +</p> + +<p> +Han rakte sig pludselig og rystede Nattens onde +Mareridt af sig — fri! Ingen Slutter kom som en +ond Djævel og sprængte Nattens lykkelige Drøm +om Frihed — han <em>var</em> fri! Briksen skulde ikke +surres op til Væggen paa bestemt Klokkeslet; han +kunde ligge saa længe han vilde, hele Dagen om +det skulde være! Men nu havde han vigtigere Ting +for — Livet ventede. Han trak hastigt i Tøjet. +</p> + +<p> +Nede paa Gaden gik Lygtetænderen og tændte +hveranden Lygte, i en endeløs Række rullede Vognene +ind fra Landet for at forsyne Byen. Pelle slog +Vinduet op, og aandede den vaagnende By ind mens +han klædte sig paa. Han var vant til at sove i en +Stilhed der kun afbrødes af Musenes bløde Piben +under Varmeristen, og Byens Natlarm — den Elektriskes +Dur, Raab fra sene Nattevandrere — alt dette +<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a> +uvante der skar saa grelt frem af Mørket, havde +fyldt hans Søvn med Feber og trukket en Række +hæslige vanskabte Syner gennem hans Hjerne. +</p> + +<p> +Men nu følte han sig grundig nok udhvilet og +hilste Staden med vaagen Glæde. Ja, udsovet havde +han saa det forslog, Larmen kaldte, han maatte ned +og give en Haand med til at holde alt dette gaaende! +I aarevis havde han ikke bestilt andet end +samle til Bunke, nu skulde der tages fat igen med +Kræfter og Humør. Saa snart han var i Tøjet, gik +han ud; Ellen var det for tidligt at søge op, men +han kunde ikke holde ud at være inde længer. +</p> + +<p> +Det var tidlig Morgen. Nu kom den første Morgensporvogn +udefra, svingende fuld af Arbejdere; de +hang helt ned ad Trinene baade paa Hovedvognen +og de to Bivogne. Og dér var den første Bonde +med Mælk; man var ikke engang oppe endnu i Ismejeriet! +Hvert Kvarter kom der Sporvognstog med +Arbejdere; og Torvevognene blev ved at rulle ind +fra Landet, toplæssede med Grønsager, Korn eller +Svinekroppe. Den dybe Gade var som en Fødepumpe, +der bestandig sugede Næring ind til Byen. +</p> + +<p> +Paa Toppen af svingende Halmlæs sad sjællandske +Bønder og nikkede; de kom helt ude fra Frederikssundskanten +og havde kørt hele Natten. En og anden +Driver kom trækkende med et Hold Kreaturer +som skulde til Kvægtorvet. Dyrene syntes ikke om +Byen og gjorde sig hvert Øjeblik udtilbens, løb sig +fast om Lygtepælene eller kom paa tværs af den +Elektriske. Aviskonerne travede fra Gadedør til Gadedør +med deres tunge Tørklæde fuldt af Morgenblade; +han hørte dem slæbe sig op ad Trapperne +som havde de Bly i Benene. Og under det hele +lød det endeløse Trav-Trav af Arbejdere, der hastede +til deres Gærning. +</p> + +<p> +Der var en egen hjemlig Lyd i dette Fodslag, +som pludselig mindede ham om, at han ikke længer +hørte med til Flokken, men havde faaet sin egen +Bane paa godt og ondt. Hvorfor var han ikke fremdeles +en upersonlig lille Brøkdel i denne tunge +<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a> +Strøm, der hver Dag mekanisk gjorde den samme +Runde i Møllen. Ensomheden havde gjort hans Syn +paa Menneskene undrende og nyt, nu spejdede han +i ethvert fremmed Ansigt uvilkaarligt efter noget af +det, der gør den enkelte til en Verden for sig. Men +disse Mennesker lignede alle hinanden syntes han; +de kom hastende op af Sidegadernes Mørke og blev +først rigtig vaagne og sikre til Bens, naar de kom +ind i Flokkens Fodslag. Men saa gik de ogsaa knusende +godt. Han kendte den faste Takt igen — han +havde selv lært dem den. +</p> + +<p> +Dagen kom sivende ned over Vesterbro, graa og +tung af Vaarvæde og Storstadens Røg. Denne Bydel +var nok ikke rigtig vaagen endnu, Hovedgadens +Tempo tilhørte de forsinkede Nattevandrere. Han +drejede ned ad Viktoriagade og brugte forundret sine +Øjne — her havde han aldrig været før! Han læste +Skiltene: Artistbureau, — Artisten Heim, — Logi +for Artister, — Massage & Ligtorneoperatør, — Udlejning +af Kostumer. De fleste Skilte var paa fremmede +Sprog, her var ogsaa et „Gymnasium for +Ekvilibrister“, og et „Konservatorium for Sang og +Musik, Dans og Plastik“. — Og nogen Mangel paa +Pantelaanere og Marskandisere var her just ikke. +Hvordan var dog Ellen havnet her i denne besynderlige +Luft af Parfume og gamle Klæder og fremmede +Lande? Inden for Vinduerne i de lave Stuer +saa han underlige Dragter henslængt over Stole — +Burnus’er og røde Tyrkerhuer; en lille mørk Skikkelse +med lang Pisk og bare Fødder i gule Tøfler +gled lydløst forbi ham i den gammeldags palæagtige +Gadedør til Nr. 20. +</p> + +<p> +Han steg op ad Trappen med bankende Hjærte; +Trinene var hulslidte, det sukkede skæbnesvangert +naar man traadte i dem. Døren til Lejligheden stod +paa Klem, han hørte nogen feje inde i det forreste +Værelse; og længere inde talte et Barn med sig +selv eller sin Dukke. Han maatte standse lidt paa +Afsatsen for at faa Vejret og dulme sin Sindsbevægelse. +</p> + +<p> +<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a> +Ellen stod og fejede ind under Sofaen, med ferme +Bevægelser. Hun rettede sig i Vejret og stirrede +forvirret paa ham, saa faldt Kosten ud af hendes +Haand, hun svinglede frem og tilbage. Pelle greb +hende, dødt og viljeløst sank hun over mod ham +og blev staaende længe saadan, hvid og med lukkede +Øjne. Da han endelig vendte hendes udslukte +Ansigt imod sig og kyssede det, brast hun i Graad. +</p> + +<p> +Han talte sagte og beroligende til hende som til +et Barn. Øjnene holdt hun lukkede, som altid naar +noget overvældede hende; der stod en klar Sø i +hvert. Hun laa bagover i hans Arm, og han følte +hvor Lyden af hans Stemme greb sitrende i hendes +Legeme. Graaden sank opløsende igennem hende, +mygt og blødt segnede hun ind til ham; han mærkede +af denne Segnen hvor hun maatte have holdt +sig stiv, og fyldtes af Lykke. Alt havde altsaa været +for hans Skyld, ved en uhyre Viljeanstrængelse +havde hun budt Skæbnen Trods til han kom! — og +nu lagde hun det hele for hans Fødder og sank +sammen. Hvor træt maatte hun ikke være! men nu +skulde de faa det godt hun og Børnene. Nu vilde +han leve for hende! +</p> + +<p> +Han havde lagt hende paa Sofaen, og sad bøjet +over hende og fortalte stille om hvor han havde +angret, og længtes, og fortrudt. Hun svarede ikke +men holdt krampagtig fast om hans Haand, nu og +da aabnede hun Øjnene og betragtede ham stjaalent. +Pludselig opdagede hun, hvor hærget og furet hans +Ansigt var, hun lod Haanden glide hen over det +som for at blødgøre Trækkene og brast i hæftig +Graad. +</p> + +<p> +„Du har haft det saa ondt, Pelle!“ udbrød hun +voldsomt og lod sine skælvende Fingre glide gennem +hans graasprængte Haar. „Jeg kan føle paa +dit stakkels Hoved, hvor onde de har været mod +dig. Og jeg har ikke engang været hos dig! Bare +jeg dog kunde gøre dig noget rigtig kært, saa du +kom til at se glad ud.“ +</p> + +<p> +Hun rev sit Kjoleliv op, tog hans Hoved ned til +<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a> +sin Barm og lullede det, med et Udtryk som en +Moder der giver sit Barn Die. Og Pelles Ansigt +forandrede sig stille — som Barnets naar det lægges +til Brystet. Det var som Livets Kilde gød sig ud i +ham, det forhærdede gled af Trækkene, der kom +Liv og Varme i dem igen. „Jeg troede jo ikke, du +vilde komme tilbage til os,“ sagde Ellen og trykkede +hæftigt sit Bryst mod hans Mund. „Lige siden +Lasse Fredrik traf dig i Gaar, har jeg siddet og +ventet paa du skulde komme.“ +</p> + +<p> +Pelle opdagede pludselig, hvor forvaaget hun saa +ud. „Du har ikke været i Seng i Nat?“ sagde han. +</p> + +<p> +Hun rystede smilende paa Hovedet: „Jeg maatte +jo passe paa at Gadedøren ikke blev laaset. Hvergang +der kom nogen hjem, løb jeg ned og laasede +op igen. — Du maa ikke være vred paa Drengen, +fordi han ligestraks blev bange for dig. Bagefter fortrød +han det og løb rundt i Byen hele Aftenen for +at finde dig.“ +</p> + +<p> +Inde fra Sovekamret kaldte en klar Barnestemme +mere og mere ihærdigt: „Manne! Goddag Manne!“ +</p> + +<p> +Derinde sad Søster over Ende i Ellens Seng og +legede med en Fjer, hun havde pillet ud af Dynens +Snip. Hun lod sig villigt kysse og blev ved at sidde +med Trutmund og den pudsigste rynkede Næse. +„Du er Mand!“ sagde hun indsmigrende. +</p> + +<p> +„Ja det er godt nok,“ svarede Pelle leende — +„men hvad for en Mand?“ +</p> + +<p> +„Mand,“ gentog hun og nikkede uhyre alvorligt. +</p> + +<p> +Søster delte nok Seng med Ellen nu. For Fodenden +af den store Seng stod hendes egen lille +Barneseng, som ogsaa havde været Lasse Fredriks +engang, og i den laa —. Naa, Pelle vendte sig mod +den anden Væg, hvor Lasse Fredrik laa i Enspændersengen +og snuede, med en Arm under Hovedet. +Han havde sparket Dynen af sig og laa paa +Maven, hensunken i dyb Hvile, med de trinde Lemmer +frit strakte. Han var godt bygget, Knægten! +</p> + +<p> +„Naa Dovenlas, kan du saa se du kommer paa +Benene!“ raabte Pelle og trak ham i den ene Fod. +</p> + +<p> +<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a> +Drengen vendte sig langsomt. Da han fik Øje +paa Faderen, var han pludselig lysvaagen og førte +Albuen afparerende op over Hovedet. +</p> + +<p> +„Der hænger ingen Øretæver i Luften, min Dreng,“ +sagde Pelle leende. „Legen begynder først med i +Dag!“ +</p> + +<p> +Lasse Fredrik blev stædigt ved at holde Armen +i Dækstilling og laa og stirrede ligegyldigt ud i +Stuen, som anede han slet ikke, hvad Faderen sigtede +til. Men han var ildrød i Hovedet. +</p> + +<p> +„Siger du ikke engang ordenlig goddag til din +Far?“ sagde Ellen. Saa rakte han trevent Haanden +frem, og vendte sig derpaa om mod Væggen. Han +laa og ærgrede sig over Gaarsdagens Bedrift — kanske +ventede han sig ogsaa en Overhaling. Paa Sømmet +over Sengen hang hans Bukserunne og Kasket. +</p> + +<p> +„Lasse Fredrik er nok Mælkedreng ogsaa?“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Ja“ sagde Ellen — „og han er rigtig flink til det. +Kuskene roser ham.“ +</p> + +<p> +„Skal han saa ikke op og af Sted da? Jeg har +mødt flere Mælkevogne.“ +</p> + +<p> +„Nej, for vi strejker i denne Tid,“ mumlede Drengen +ind i Væggen. +</p> + +<p> +Pelle blev helt ivrig: „Sikke nogle Svende — saa +I strejker! Hvad er der løs da — er det Lønnen?“ +</p> + +<p> +Knægten maatte fortælle. Han kom efterhaanden +frem med Ansigtet, men saa ikke paa Faderen. +</p> + +<p> +Ellen stod i Døren og hørte smilende paa dem, +hun saa svag ud. „Lasse Fredrik er jo Lederen,“ +sagde hun sagte. +</p> + +<p> +„Og saa ligger han her — i Stedet for at være +ude og passe paa Skruebrækkerne!“ udbrød Pelle +helt iltert. „Du er nok en køn Leder.“ +</p> + +<p> +„Du tror maaske, der er nogen Dreng, der vil +gøre sig saa sjofel og være Skruebrækker,“ sagde +Lasse Fredrik. „Nej, men Folk henter bare selv +deres Mælk nede ved Vognene.“ +</p> + +<p> +„Saa maa I faa Kuskene til at gøre fælles Sag +med jer!“ +</p> + +<p> +<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a> +„Næ, for vi er jo ingen rigtig Organisation. Derfor +vil de ikke støtte os.“ +</p> + +<p> +„Saa lav en Organisation da for Pokker! Op med +dig Dreng og lig ikke dér og snu, naar du har den +Slags Ting for! Tror du maaske, man sover sig noget +til i denne Verden?“ +</p> + +<p> +Drengen rørte sig ikke, han syntes nok ikke der +var nogen Grund til at tage Faderen særlig højtideligt. +Men saa traf et bebrejdende Blik fra Ellen ham, +og en to tre var han ude af Fjerene og i Tøjet. Mens +de sad inde i Stuen og drak Kaffe, gav Pelle ham +nogle Vink om, hvorledes han skulde gribe Sagen +an. Han var stærkt optaget og gik straks op i Spørgsmaalet +med Hud og Haar; det var som om han +sidst i Gaar havde haft med Masserne at gøre. Saa +mange gode Kampminder væltede ind paa ham. Nu +vidste altsaa ethvert Barn, at det sjofleste af alt paa +Jorden var at gøre Tjeneste som Skruebrækker! — +og som han havde maattet slaas for at faa selv brilliante +Kammerater til at forstaa den Ting! Helt komisk +var det at tænke paa, at Strejken — som fyldte +Arbejderne med Gysen første Gang han anvendte +den — nu var noget Børn tumlede med. Tiden gik +nok med raske Fjed herude i Dagen! Vilde man +vinde med, fik man se at rubbe sig. +</p> + +<p> +Da Drengen var ude af Døren, kom Ellen hen og +strøg ham over Haaret. „Velkommen hjem!“ sagde +hun stille og kyssede ham paa den furede Pande. +</p> + +<p> +Han trykkede hendes Haand. „Tak fordi du har +et Hjem til mig,“ svarede han og saa hende ind i +Øjnene — „ellers tror jeg, jeg var gaaet i Hundene.“ +</p> + +<p> +„Det kan du tro, Drengen har sin store Part i! +Han har taget et godt Tag — ellers havde det set +galt ud for mig mange Gange. Du maa ikke blive +vred paa ham, Pelle, selv om han er lidt tvær mod +dig. Husk paa, han har gaaet saa meget igennem med +de andre Drenge. Sommetider er han kommet hjem +og har været helt forslaaet.“ +</p> + +<p> +„For min Skyld?“ spurgte Pelle lavmælt. +</p> + +<p> +<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a> +„Ja for han kunde jo ikke taale de sagde noget +om dig. En Tid laa han bestandig i Slagsmaal — nu +tror jeg forresten nok, han har skaffet sig Ro for +dem; for han helmer ikke. Men der kan jo nok have +sat sig noget i ham.“ +</p> + +<p> +Hun stod og dvælede over ham, der var et eller +andet hun vilde sige ham, men ikke kunde komme +i Gang med. „Hvad er der?“ spurgte han for at +hjælpe hende paa Gled, og fik pludselig Hjærtebanken. +Han havde helst set, de var kommet hen over +<em>det</em> uden Ord. +</p> + +<p> +Men hun trak ham lempeligt med ind i Sovekamret +og hen til Barnesengen. „Du har slet ikke hilst +paa Svend Trøst,“ sagde hun. +</p> + +<p> +Han bøjede sig forlegent ned over den lille Dreng, +der laa og stirrede paa ham med store alvorlige +Øjne. „Naar du blot vil give lidt Tid,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Det er Lille Maries Dreng,“ sagde Ellen med en +egen Betoning. +</p> + +<p> +Han rettede sig hastigt op og saa forstyrret paa +hende. Det varede noget, inden han fattede. +</p> + +<p> +„Hvor er Marie henne?“ spurgte han besværligt. +</p> + +<p> +„Hun er død, Pelle,“ svarede Ellen og kom ham +til Hjælp ved at give ham Haanden. „Hun døde i +Barselsengen.“ +</p> + +<p> +Der gik et graat Drag hen over Pelles Ansigt. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-3"> +III +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Huset Pelles boede i — <em>Palæet</em> kaldte Gadens +Beboere det — var en gammel forfalden tre Etages +Bygning med Mansardrejsning. Midt paa Fasaden +løb Resterne af nogle kanelerede Pilastre op gennem +de to øverste Stokværk og rammede de smalle Vinduer +fornemt ind. Husets Navn var ikke helt grebet +ud af Luften, den gamle Jærnkræmmerske i Bagbygningen +kunde huske, at det i hendes Barndom +havde været en Generals Landsted og ligget helt +<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a> +alene. Dengang gik Stranden op hvor nu Istedgade +løber, og Stikkelsbærhaverne gik helt ind til Raadhuspladsen. +Indeklemt mellem Bagbygningerne stod +der endnu to ældgamle kræftsyge Æbletrær fra den +Tid. +</p> + +<p> +Byen havde siden skudt Frugthaverne en halv +Mil længer tilbage, Vesterbros glade Sommerstrøg +lagde sig i Tidens Løb Sidegader til, trange Fattigmandsgader +som skød op om de spredte Landsteder +og lukkede for Lyset; Fattigfolk, Artister og Piger +fordrev Herskaberne og skabte det frodige Sommerresort +om til et broget Kvarter, hvor den bestøvlede +Armod og den saaleløse Intelligens holdt Stævnemøde. +</p> + +<p> +<em>Palæet</em> var det sidste Minde om en svunden Tid. +Endnu saas Resterne af den fordums Finhed i Lofternes +tilrøgede Stuklævninger og de dybe Vinduer; +men de store Stuer var slaaet i Stykker til Smaamandslejligheder +paa ét og to Værelser, og Halvdelen +af den brede Opgang ved Brædder skilt fra +til Brændselsrum. +</p> + +<p> +Fra Pelles lille to Værelses Lejlighed førte en +Dør og et Par Trin ned til et stort Rum, der fyldte +hele Sidebygningens Ovenred og nok kunde ligne +Ruinerne af en fordums Gildessal. Det tunge røgsværtede +Loft ragede helt op under Sadeltaget — +det havde været dekoreret engang. Nu var de fleste +Felter faldet ned, og Bjælkerne truede med at komme +bagefter. +</p> + +<p> +Det vældige Rum havde i Tidens Løb været benyttet +baade til Bryggeri og Lager, men endnu var +der et Præg over det af fordums Herlighed. Ejendommens +Børn syntes i al Fald her var storartet, +de pillede de sidste Panelrester ned til Pindebrænde, +og kunde sidde Timer igennem og kukke til hinanden +paa de høje Afsatser over Murpillerne, hvor +der engang havde staaet Byster af berømte Mænd. +</p> + +<p> +Nu og da lejede en russisk eller polsk Emigrantflok +sig ind og tog Salen i Besiddelse for nogle +Nætter. De laa og sov mellem hinanden paa det +<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a> +bare Gulv, hver paa sin Byldt, og om Morgenen +bankede de paa Døren til Ellens Stue og bad ved +Fagter om at komme ud til Vasken. I Begyndelsen +var hun bange for dem og spærrede Døren med sit +Klædeskab, men Tanken om Pelle i Fængslet gjorde +hende blød og hjælpsom. Det var stakkels forkomne +Væsner, som Elendighed og Ulykke havde drevet +hjemme fra. De kunde ikke Sprog og vidste ingenting +om Verden, men ligesom Trækfuglene syntes +de at ane sig Ruten til. I deres blinde Træk ud, fandt +de af sig selv herhen til <em>Palæet</em> for Hvile. +</p> + +<p> +Ellers laa det store Rum ubenyttet hen. Salen der +gik gennem to Stokværk kunde være indrettet om +til adskillige Smaalejligheder; men Ejeren af det hele +— en gammel Bonde ude fra Glostrup — var saa +gærrig, at han ikke nænnede at give Penge ud, selv +om Fordelene var aldrig saa indlysende. Og Ellen +havde ikke noget imod det saadan! Hun tørrede sin +store Finvask her, og var fri for Gaardens Snavs og +Kulstøv. +</p> + +<p> +Tilfældet, der saa tidt maa træde i Forsynets Sted +naar det gælder Fattigmand, havde skyllet hende og +Børnene herned, da det gik i Stykker for dem ude +paa Kapelvej. Ellen havde efter ihærdigt Slid endelig +faaet sin Naadlestue godt i Gang og holdt to +Elever til Hjælp, da en langvarig Strejke kom og +ødelagde det hele for hende. Hun strittede imod saa +godt hun kunde, men en Dag kom de jo og bar +hendes Stumper ned i Rendestenen — det var den +gamle Historie, Pelle havde hørt den nogle Gange +før. Der stod saa hun og Børnene og holdt Vagt +ved Stumperne, lige til det blev mørkt; øsende Regnvejr +var det, og de vidste hverken ud eller ind. Folk +stansede i Skyndingen, gjorde et Par Spørgsmaal og +hastede videre; en og anden kastede det Raad til +dem at henvende sig paa Husvildeafdelingen. Men +det var Ellen og Lasse Fredrik for stolte til; de satte +de Smaa ned til Rullekonen i Kælderen og stod selv +og holdt Vagt over Stumperne — i dette dumpe +<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a> +Haab om, at der dog skulde ske noget, som Erfaringen +aldrig helt faar Bugt med hos den Fattige. +</p> + +<p> +Og da de havde staaet der tilstrækkelig længe, +skete der virkelig ogsaa noget. Omme fra Nørrebrogade +kom to Bisser strygende i vild Fart med en +firhjulet Ladvogn af den Slags, Københavns Fattigfolk +benytter, naar de — helst om Natten — flytter +fra det ene Sted til det andet. Den ene havde ved +Vognstangen, mens den anden skød bag paa, og — +naar Farten var rigtig oppe — smed sig paa Maven +over Køretøjet og bræmsede med Kapskoene mod +Stenbroen, saa Vognen gik i Rendestenen. Paa den +tomme Vogn sad et halvgammelt Fruentimmer og +trallede, med Benene dinglende ud over Siden; hun +var svær og havde en drabelig Hat med store nikkende +Blomster paa Hovedet — en rigtig „Herrevinker“. +Det gik med vældigt Halløj fra den ene +Rendesten i den anden, og hvergang hvinede Damen. +</p> + +<p> +„Dér er da en Flyttevogn!“ sagde Lasse Fredrik, +og i det samme snurrede Køretøjet lige op foran +dem og gik i Rendestenen. +</p> + +<p> +„Hva’ er det med dig Thorvald?“ sagde den ene +af Bisserne og gloede Ellen lige ind i Ansigtet. „Har +du stødt dit Øje hva’?“ +</p> + +<p> +Fruentimmeret var hoppet ned af Vognen. „Aa +skrup af, dit Kvaj!“ sagde hun og puffede ham til +Side — „du kan vel nok se, at de er smidt ud! — +Er det dit Mandfjols, der har verfet dig?“ spurgte +hun og bøjede sig deltagende over Ellen. +</p> + +<p> +„Nej for Værten har smidt os ud!“ sagde Lasse +Fredrik. +</p> + +<p> +„Sikken en Skvatfigur — og nu har I ikke noget +Sted at være i Nat hva’? — Aa Kresjan, ta’ og læs +det Kluns paa Vognen, saa kan det staa hjemme i +Porten i Nat. Det blir jo helt skamferet af Regnen!“ +</p> + +<p> +„Ja Stolebenene har formelig begyndt og slaa +Rod!“ svarede Kresjan. De to Fyre var i overdaadigt +Humør. +</p> + +<p> +„Nu kan I bare ta’ og gaa med mig!“ sagde +<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a> +Fruentimmeret, da Sagerne var læsset — „saa skal +jeg nok skaffe jer et Sted og være i Nat. Og saa i +Morgen er Vorherre nok selv hjemme!“ +</p> + +<p> +„Det er en Stejer!“ hviskede Lasse Fredrik Gang +paa Gang og trak Ellen i Kjolen. Men hun var lige +glad nu, bare hun ikke kom paa Fattigvæsnet. Hun +satte ikke Næsen saa højt længer. +</p> + +<p> +Det var selve <em>Dronning Therese</em> de havde mødt, +og dermed var paa en Maade deres Lykke gjort. +Hun hjalp Ellen til den lille Lejlighed og skaffede +hende Finvasken for Kvarterets Piger. Der var ikke +saa stort ved det, Vesterbros Piger gik den fine Stads +saa nær de kunde; men det gav dog Føden. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Pelle holdt ikke af, at Ellen skulde blive ved at +gaa og tage i alt det Snavs; han vilde nok være den +der sørgede for Føden. Ellen havde desuden taget +<em>sin</em> Tørn, hun var kommet til at se træt ud og +trængte til at have det lidt godt. Det var lige som +hun faldt af paa den, nu da han stod der og igen +kunde tage Ansvaret. Men opgive Vasken vilde hun +ikke høre tale om. „Det er aldrig værd at slaa det +snavsede Vand ud, før man har det rene!“ sagde +hun. +</p> + +<p> +Hver Morgen begav han sig ud forsynet med en +flunkende ny Fagforeningsbog, og gik fra Værksted +til Værksted. Det var ikke gode Tider for Faget, +mange af hans gamle Arbejdskammerater var tvunget +over i andre Erhværv, han traf dem igen som Konduktører, +Lygtetændere og lignende; Maskinerne +havde gjort dem overflødige, sagde de. Det var Eftervirkninger +fra den store Lockout — den havde slaaet +de smaa Selvstændigheder ihjæl, der før sad og arbejdede +med en Mand eller to, og givet Storindustrien +Vind i Sejlene. De enkelte, som kunde magte +det, havde anskaffet sig Maskiner og var blevet Fabrikanter, +Resten var trængt ud og sad omkring i +afsides Kældere og reparerede gammelt. +</p> + +<p> +<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a> +Han havde mindst af alt tænkt sig at skulle gaa +i Arbejde igen paa de gamle Vilkaar. Og nu gik han +her og bød sig til, var villig til at give sig i Lære +igen for at kunne betjene sin ny Herre Maskinen, +og var til Fals for den værste Udbytning. Og Fabrikanterne +havde ikke engang Brug for ham — de +huskede ham for godt endnu. „De har været for +længe borte fra Faget,“ sagde en og anden af dem +tvetydigt. +</p> + +<p> +Naa, det var jo blot et velment Tak for sidst. +Men han følte bittert, hvorledes selve Fortiden rejste +sig mod ham. Der havde han kæmpet og ofret alt +for at forbedre Kaarene i Faget — og Maskinerne +var Udviklingens nedslaaende Svar til ham og hans +Fæller. +</p> + +<p> +Han var ikke ene om at gaa og søge forgæves i +den gode Foraarstid, en Mængde andre Fag havde +haft samme Skæbne som hans eget. Hver ny Morgen +førte ham ind i et helt Træk af Mennesker, der +syntes fordømte til at slide Brostenene i haabløs +Søgen efter Arbejde, Folk som var skubbet ud af +Maskineriet og ikke kunde finde ind igen. „Der maa +være noget i Vejen med dem,“ tænkte han, mens +han stod og lyttede til bestandig den samme Historie +om, hvorledes de pludselig var blevet hægtet fra og +saa’ det hele dampe bort. Det maatte være deres +egen Skyld, naar der ikke kom et nyt Tog og koblede +dem til — kanske var de dovne eller fordrukne. +Men efterhaanden saa han solide, prøvede Folk staa +i Række og byde deres Kræfter ud Morgen efter +Morgen uden Resultat; og han anede frysende, at +Tiderne var ved at forandre sig. +</p> + +<p> +Han skulde sagtens have slaaet sig igennem blot +der havde været noget at faa fat i. — Priskuranten +var ordenlig nok! den havde blot den skæbnesvangre +Fejl, at den ikke kunde spises. Alt i alt syntes det, +som der var sket en Forskydning til det værre for +Haandværkeren — og for at gøre det endnu uhyggeligere +havde Storbedrifterne spærret ham den Udvej +at nedsætte sig og blive selvstændig. Der var +<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a> +ikke engang den Smule Bagdør aaben længer! Pelle +kunde lige saa godt først som sidst slaa det ud af Tankerne; +for at blive Mester nu krævedes der Kapital +og Kredit. Det bedste, Fremtiden nu havde i Behold, +var en endeløs og udsigtsløs Vandring <em>til</em> Fabrikken +og fra Fabrikken igen. +</p> + +<p> +Han var med ét Slag plantet midt op i det gamle +Spørgsmaal igen; hele Tilstanden rullede sig ganske +af sig selv ud for ham, det nyttede ikke at lukke +Øjnene. Han havde god Vilje til at passe sit eget +og opsøgte ikke noget; men det ene bar det andet +med sig, og enten han vilde det eller ej, samlede +det sig til et Overblik over Tilstanden. +</p> + +<p> +Sammenholdet havde staaet sin Prøve udadtil, Arbejderne +var godt organiserede og havde haandhævet +deres Forhandlingsret, man kom ikke uden om deres +Korporationer længer. Lønnerne var ogsaa en Del +hævede, og Sansen for Hjemmet var vokset hos Arbejderne +selv, mange af dem var rykket fra Hulerne +over i nye to- og treværelses Lejligheder og havde +faaet pæne Møbler. Deres Fordringer til Tilværelsen +var steget, men alting var ogsaa blevet dyrere, og +Livet var stadig det samme fra Haanden i Munden. +Han kunde se, at den sociale Udvikling ikke havde +holdt Skridt med den mekaniske; Maskinerne kilede +sig stille men ubønhørligt ind mellem Arbejderne og +Arbejdet og satte flere og flere Mand paa Gaden. +Arbejdstiden var ikke væsenlig forkortet, Samfundet +syntes ikke interesseret i at beskytte de arbejdende. +Men det tog sig mere af Arbejdets Invalider nu end +før, der var kommet god Gang i Fattigforsørgelsen. +Han kunde ikke opdage <em>nogen</em> Lov, der greb regulerende +ind; men en hel Række af Love der plastrede +paa Tilstandene. Der blev uddelt en Mængde +forskellige Understøttelser — altid lige paa Sultegrænsen; +flere og flere maatte ty til dem. Det berøvede +dem ikke deres borgerlige Rettigheder, men +gjorde dem til et Slags politisk <em>holdt</em> Proletariat. +</p> + +<p> +Saaledes saa den Æventyrverden ud, Pelle havde +været med til at erobre, nu da han vendte tilbage +<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a> +og saa paa den med nye Øjne. Jorden var ikke blevet +nyskabt, noget stærkt, menneskeligt bærende, +syntes Bevægelsen ikke at have afsat. Det saa ud, +som Arbejderne stille lod sig sætte ud af Spillet, +bare de fik Spaserepenge! Hvor var deres gamle Stolthed +henne? de havde nok lagt sig den borgerlige +Moral til, siden de godvilligt gik paa Aftægt. Magt +manglede de ikke, hele Verden kunde de faa til at +visne og dø bort uden at udgyde en Bloddraabe — +blot ved deres Sammenhold. Det var Ansvar de +manglede; Bevægelsens bærende Ide var nok løbet +af dem! +</p> + +<p> +Pelle tumlede frem og tilbage med det, men han +sled Brostenene i forgæves Søgen. Overblikket paatrængte +sig ham af sig selv, og der var Kræfter +baade i ham selv og udefra, som arbejdede paa at +skubbe ham over i Bevægelsen og frem i Føringen. +Men han slog det fra sig — nu vilde han arbejde for +sit Hjem. +</p> + +<p> +Han fiskede sig lidt Reparationer hos Naboer og +Genboer og hjalp ellers Ellen med at hænge Tøj op +og trække Rullen —, man fik sætte Æren til Side +og være glad til, at <em>hun</em> havde noget. Hun var glad +for Haandsrækningen, men holdt ikke af at nogen +skulde se ham give sig af med Kvindearbejde. +</p> + +<p> +„Det er ikke noget for en Mand,“ sagde hun og +saa paa ham med Øjne, som sagde hvor lykkelig +hun var for hans Selskab. +</p> + +<p> +De holdt af at være sammen, nød det paa en egen +stille Maade, uden mange Ord. Der var hændt meget, +men baade Pelle og Ellen gav sig god Tid. Ingen +af dem havde hurtigt til Ordet, men de ledte sig +frem til Forstaaelse gennem Pavserne og rykkede +hinanden nærmere under Tavsheden. Enhver vidste +hvad den anden havde lidt, uden at det behøvede +siges; Tiden havde arbejdet med dem begge. +</p> + +<p> +Nogen Storm var der ikke over deres ny Samliv, +Dagene gled stille forbi, gjort tunge af de forløbne +Aar. Ellens Sind rummede hverken Jubel eller Bebrejdelser. +Hun var varsom over for ham — næsten +<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a> +sky, som første Gang de mødtes; bag al hendes +Godhed og Omhu laa det samme Skær af jomfruelig +Utilnærmelighed som dengang. Hun tog stille mod +hans Kærtegn, selv gav hun nærmest ved at være +noget for ham. Han mærkede, hvordan hver lille +huslig Gærning hun gjorde for ham, groede ud af +hende lige som et moderligt Kærtegn og lukkede +ham ind i hendes Hjærte. Han var taknemmelig for +det, men det var ikke det han trængte mest til. +</p> + +<p> +Naar de sad sammen i Skumringen og Børnene +gik paa Gulvet og tullede, tav hun helst og iagttog +ham i Smug; saa snart han mærkede det, gemte det +dybe i Øjnene sig bort. Forskede hun igen efter +hans skjulte Væsen ligesom i deres første Tid? Det +var som om hun kaldte paa noget i ham — men +ikke vilde give sig selv tilkende. Saadan kunde en +Mor ogsaa sidde og stirre forskende efter sit Barns +Fremtid. Elskede hun ham da ikke? Hun havde +givet ham alt sit, født ham Børn, og siddet trofast +og ventet paa ham da hele den øvrige Verden slog +Haanden af ham — og alligevel var han ikke sikker +paa, at hun nogensinde havde elsket ham. +</p> + +<p> +Pelle havde ikke mødt Kærligheden som noget +ubændigt — Bevægelsen havde taget Overskuddet +af hans Ungdom. Men nu stod han her født paa ny +sammen med Foraaret, og følte det pludselig som +Vælde i sig. Nu skulde han og Ellen begynde — +for nu var hun alt! Livet havde lært ham Alvor, og +det var kun godt. Han forfærdedes over, saa letsindigt +han havde taget Ellen ind til sig, og gjort hende +til Moder uden først at gøre hende til Brud. Kvindehjærtet +maatte være bundløst, siden hun ikke var +gaaet i Stykker paa det, men stadig stod og ventede +lige uberørt paa, at han skulde vinde hende. Hun +havde hjulpet sig over det ved at være Moder! +</p> + +<p> +Og vandt han hende saa nogensinde? — ventede +hun virkelig endnu — eller var hun faldet til Ro? +</p> + +<p> +Han elskede hende saa hæftigt, at alt ved hende +gik forklaret igen, lykkelig ved at vide, at hun var +hans Skæbne. Et Baand blot, eller et tærnet tyndslidt +<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a> +Bomuldsforklæde — hver lille Ting, der hørte med +til hende — fik en forunderlig varm Lød og fyldte +Sindet med Sødme. Et Blik eller en lille Berøring +gjorde ham svimmel af Lykke og slog hans Sind +imod hende i Bølger af hæftig Varme. Hun smilede +stille og trykkede venligt hans Haand — det tændte +ikke. Hun holdt af ham og nægtede ham ingenting, +men han følte det alligevel som hun forholdt ham +sit inderste Væsen. Naar han vilde se derind, lukkede +hun sig med Venlighed. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-4"> +IV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle var som en der vender hjem efter Aars +Landflygtighed, og igen skal se at bringe sig i personligt +Forhold til det hele; Amnestien galdt kun til +Tærskelen, det egenlige maatte han selv om. Det +Land han havde dyrket var paa andre Hænder, han +havde ingen Ret der mere. Men det var dog ham, +der havde plantet; han maatte vide, hvordan det var +groet og hvordan det blev skøttet. +</p> + +<p> +Den store Fremrykning var svinget over i det +politiske. Bevægelsen havde foreløbig ladet de Fattigstes +Krav paa Brød falde, ofret dem som man +ofrer Ballast for at kunne stige lettere. Man vilde +erobre selve Institutionerne — og saa naturligvis +komme tilbage til Udgangspunktet igen og lægge det +hele om. Det kunde være bekvemt nok at læsse +dem af, der var mest besværlige for Fremrykningen, +men lod der sig sejre paa det? — det var jo dem, +alting drejede sig om! Pelle havde grundigt lært, at +den der tror at narre Bakken, narrer sig selv. Han +havde ingen Tro til det, der søgte over hvor Gærdet +var lavest. +</p> + +<p> +Den ny Taktik daterede sig fra den store Kamps +sejrrige Udgang; han havde jo selv ført Masserne i +Triumf gennem Hovedstaden. Og dersom han ikke +var blevet taget, havde han vel nu siddet som en af +<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a> +Arbejdernes parlamentariske Repræsentanter og symboliseret +Oprykningen i Borgerskabet. Men nu havde +han altsaa været sat udenfor og maatte vælge sin +Stilling til det bestaaende; han havde tilhørt de udstødtes +Verden og set Uforligeligheden lige i Øjnene +— han var ikke vis paa, at Fattigmands Oprejsning +laa i Forlængelse af den bestaaende Samfundsmoral. +Selv var han jo fremdeles en Outlaw, og blev vel +heller aldrig andet. Det var svært at bukke sig ind +under den Karm, hvor man engang var smidt ud — +og det var nok ogsaa svært at <em>slippe</em> ind. Han agtede +ikke at gøre noget for at blive optaget i de +agtede Mænds Lag igen — han var stærk nok til +at støtte sig paa sig selv nu. +</p> + +<p> +Maaske ventede Ellen noget i den Retning, som +Oprejsning for al den Tort hun havde lidt. Hun fik +have Taalmodighed! Pelle havde lovet sig selv at +gøre hende og Børnene lykkelige, og det trøstede +han sig til at naa bedst ved at følge sit eget Hoved. +</p> + +<p> +Egenlig lykkelig var han ikke. Det gik skidt med +det økonomiske; alt det han spekulerede, saa Fremtiden +lige utryg ud. Han trængte til at være Manden, +Forsørgeren, saa Ellen kunde komme og søge +ind til ham for Tryghed og Ly, æde sorgløst og ubekymret +af hans Haand og give sig modstandsløst +hen. +</p> + +<p> +Han var ikke deres Forsyn — det var her, det +bristede, tænkte han. Det mærkedes i al Fald paa +Lasse Fredrik. Der var Krummer i Knægten, selv +om de smagte lidt af Gaden; han var en ihærdig +Fyr, lys og paagaaende, med vaagen Sans for alt, +hvad der smagte af Bedrift. Pelle kunde kende sig +selv lyslevende igen i ham, og var kun stolt af ham; +men Drengen tog ikke ham ubetinget gyldig til Gengæld. +Han var flink og villig men ikke noget ud +over det, og forholdt sig nærmest prøvende; som +om han først vilde se, hvordan et og andet spændte +af, før han godkendte Faderskabet. +</p> + +<p> +Pelle led ved denne uhaandgribelige Mistillid, der +satte ham i Klasse med visse Børns „ny Far“, og +<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a> +havde en baade pinlig og latterlig Fornemmelse af, +at han var paa Prøve. I gamle Dage kunde det +været afgjort med en forsvarlig Lussing; men nu +skulde Tingene ordnes, saa de holdt; han købte ikke +billigt længer. Naar han hjalp Knægten med Mælkedrengenes +Organisation, ydmygede han sig og indsmuglede +Træk fra den store Kamp for at vise, at +han ogsaa duede noget. Han kunde se paa Drengens +Udtryk, at han ikke troede stort af det og forbeholdt +sig at undersøge Sagen nærmere. Det saarede +hans ømtaalige Sind og jog det ind i sig selv. +</p> + +<p> +Men en Dag, han sad over Arbejdet, kom Lasse +Fredrik stormende ind. „Fortæl mig, hvordan du bar +dig ad med at tage de <em>Indelukkede</em> ud af Fabrikken, +Far!“ raabte han aandeløst. +</p> + +<p> +„Du tror jo alligevel ikke paa det,“ sagde Pelle +bebrejdende. +</p> + +<p> +„Jo, for de kaldte dig <em>Lynet</em>!“ udbrød Drengen fuld +af Beundring. „Og de maatte sætte dig i Tugthuset +for at blive af med dig — Mælkekusken har fortalt +mig det hele!“ +</p> + +<p> +Fra den Dag var de Venner — Pelle var med et +Slag bleven Helten i Drengens Tilværelse. Han +havde raget sit Skæg af, havde sværtet Ansigtet og +var gaaet lige ind i Modstandernes egen Hule, bedre +kunde det ikke være. Han maatte ligefrem +værge sig for ikke at blive til en rigtig Røverhøvding +med Bulehat og lange Støvler; Lasse Fredrik +havde en frodig Fantasi. +</p> + +<p> +Pelle trængte til denne Sejr. Han maatte have +sine egne trygt i Ryggen først og fremmest — og +saa have Fortiden gjort ordenligt op. Men det var +ikke nemt, lille Svend Trøst stolprede jo om allevegne, +varpede sig hen imod ham langs Møblerne +med de alvorlige Øjne stift fæstede paa ham — og +kravlede det sidste Stykke. Saa snart Ungen blev +sluppet løs, satte han straks Kursen mod Pelle; helt +ude fra Køkkenet kom han kravlende ind og helmede +ikke, før han stod oprejst ved Faderens Ben +og stirrede op paa ham. „Se, hvor han allerede holder +<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a> +af dig,“ sagde Ellen ømt og slap prøvende den +lille løs ude paa Gulvet — „tag ham dog op til +dig!“ Han adlød mekanisk, nogen personlig Optræden +over for dette Barn havde han ikke, — det var +jo ikke noget Barn men en voksens Anklage, der kom +kravlende hen imod ham. Og dér stod Ellen og saá +saa øm ud, som var det hendes egen lille! Pelle +begreb ikke, at hun ikke foragtede ham; han skammede +sig hver Gang, han tænkte paa sin Kamp for +at forsone sig med denne „Gøgeunge“. Det var nok +heldigt, han havde vist sig overbærende! +</p> + +<p> +Det pinte ham, at han ikke kunde være lige saa +naturlig god mod Barnet som hun. Og naar hun +havde badet Svend Trøst Lørdag Aften og bag efter +sad med ham paa Skødet og gav ham rent Undertøj +paa, kunde det sortne for Pelle af Selvanklage. Tankeløst +havde han traadt <em>Arkens</em> lille Marie ned; og +hun her, som han havde forstødt da hun trængte +allermest til ham, strøg til Gengæld sin velsignende +Haand hen over hans Brøde. Og som om hun mærkede +hans sorte Tanker, kom hun hen og gav ham +den varme nøgne Unge i Favnen. „Er han ikke +kær?“ sagde hun med et godt Smil. Hendes Hjærte +var saa stort, at det næsten forfærdede ham; hun +tog sig jo mere af dette Barn end af sine egne. +</p> + +<p> +„Jeg er jo hans Mor!“ sagde hun selvfølgeligt. +„Skulde han kanske gaa og ingen rigtig Mor ha’e!“ +</p> + +<p> +Maries Skæbne laa som en Skygge over hans Sind, +han maatte tale med Ellen om det for at prøve at +faa det klaret. Men hun saa ikke den skæbnesvangre +Sammenhæng, hun tog det som noget, der maatte +saadan være. „Du var jo saa jaget og forfulgt,“ sagde +hun roligt — „og ingen havde du at holde dig til. +Saa maatte det jo gaa saadan! Marie har fortalt mig +det hele. Der kan da ingen gøre for, at hun ikke +var kraftig nok til at føde. Lægen sagde, at det var +en Fejl ved hendes Bygning — hun var forvoksen +indvendig.“ — Ak, Ellen havde ikke Rede paa, hvor +meget et Menneske maa kunne gøre for — og selv +tog hun meget mere paa sig end hun behøvede! +</p> + +<p> +<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a> +Der var alligevel noget formildende ved disse nøgterne +Oplysninger, skønt de ingenting sagde om det +egenlige. Det er i Længden uoverkommeligt at bære +Byrden af det uoprettelige, og Pelle var glad for, at +Ellen dvælede saa jævnt og selvfølgeligt ved Maries +Skæbne; det drog den inden for det almindelige for +ham ogsaa. Marie havde søgt Tilflugt hos hende, da +hun ikke kunde skjule sin Tilstand længer; og Ellen +tog hende til sig og beholdt hende hos sig, lige til +hun kom paa Fødselsstiftelsen. Hun vidste selv godt, +at hun skulde dø — det var ligesom hun kunde føle +det paa sig — og sad og talte om det, mens hun +hjalp Ellen med Naadlingen. Alting lagde hun til +Rette saa fornuftigt som en gammel Mor. +</p> + +<p> +„Hvor var hun gammelklog — og barnlig alligevel!“ +kunde Ellen bevæget udbryde. +</p> + +<p> +Ja, Pelle maatte tænke paa sit Liv i <em>Arken</em>, dengang +den lille Marie var Husmoder for ham og sine +to Brødre — en bekymret Husmoder paa elleve Aar! +Forkrøblet var hun og havde dog alle rige Muligheder +i sig; hun mindede om Fattigdommen selv. +Smittet af hans unge Styrke var hun skudt i Vejret +og havde foldet sig ud til en fager Jomfru, som +de unge Levemænd vendte sig efter, naar hun gik +over Gaden for at gøre Indkøb. Han havde været +bekymret for hende, ene og ubeskyttet som hun var +— og saa blev det ham selv, der kom til at plyndre +den fattige og værgeløse! Hvorfor bar han ikke sit +Kors alene dengang men tog imod et Væsens Kærlighed, +der gav sig hen til ham i Taknemlighed over +at han havde givet hende Livets Glæde? Hvorfor +maatte han i et svært Øjeblik tage sin Gave tilbage? +Svend Trøst havde hun i sin naive Hjærtensgodhed +kaldt Drengen, for at Pelle skulde være rigtig glad +for ham. Men det var en dyr Trøst, der maatte +købes med en andens Liv! For Pelle var Barnet +nærmest en Anklage. +</p> + +<p> +Der var meget at gøre op og en Del, der ikke +lod sig bringe i Orden. Pelle fandt undertiden, at det +var byrdefuldt nok at tage Ansvaret for sig selv. +</p> + +<p> +<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a> +I denne Tid kom Morten ham ofte i Tankerne. +„Morten har i al Fald sveget mig,“ tænkte han — +„han kunde ikke taale min Medgang!“ Her var da +et Punkt, hvor Pelle stod med Retten paa sin Side! +Morten fik komme til ham, hvis de skulde have noget +med hinanden at gøre mere. Pelle bar ikke Nag, +men det var rimeligt og retfærdigt at den, der var +ovenpaa først rakte Haanden ud. +</p> + +<p> +Saadan mente han, han havde skaffet sig Ro for +i al Fald det Spørgsmaal, men det kom igen. Han +havde selv overtaget Ansvaret nu — og vilde begynde +med at ofre sin eneste Ven for et Etikettespørgsmaal! +Han fik gaa til ham og række ham en +forsonende Haand! +</p> + +<p> +Dette syntes da endelig engang stort tænkt! +</p> + +<p> +Men Pelle fik ikke Lov at være tilfreds med sig +selv her heller. Han gik og led under den samme +pinlige Uro som i Cellen, naar han snød sig fra sit +Arbejde og sad og læste i Smug — følte det paa sig, +som der bestandig var et Øje i Kighullet, der saa +alt, hvad han foretog sig. Han maatte i Lag med +Spørgsmaalet en Gang til. +</p> + +<p> +Den uegennyttige Morten misundelig? Ja han var +jo ikke faldet ind med Tusj ved Pelles Sejre, men +havde foretrukket at være hans onde Samvittighed! +Der kom vel endelig Bunden frem? Han havde berust +sig i Støjen og skulde finde noget at øredøve +Mortens stille advarende Stemme med, og saa laa +Beskyldningen lige for — <em>Misundelse!</em> Det blev nok +ham selv, der havde sveget. +</p> + +<p> +En Dag søgte han ham op. Mortens Bopæl var +ikke vanskelig at faa opspurgt, han havde faaet et +godt Navn som Forfatter og nævntes ofte i Bladene +i Forbindelse med Underklassen. Han boede ude +paa Sønder Boulevard, oppe under Taget som altid, +med Udsigt ud over Kalvebod Strand og Amager. +</p> + +<p> +„Nej, er du der!“ sagde han og tog Pelles Hænder. +Han stod længe og stirrede ind i det strænge +furede Ansigt, helt til han fik Taarer i Øjnene. +„Pelle, hvor har du dog forandret dig!“ hviskede +<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a> +han endelig, halv forfærdet, og førte ham ind i +Stuen. +</p> + +<p> +„Jeg har vel det,“ svarede Pelle mørkt — „jeg +har i al Fald haft Grund til det. — Og du, hvordan +har du haft det? Er du gift?“ +</p> + +<p> +„Nej, jeg er ensom som altid. Den, jeg vil have, +bryder sig fremdeles ikke om mig, og de andre kan +<em>jeg</em> ikke med. Jeg troede, du ogsaa havde slaaet +Haanden af mig, men saa kom du dog.“ +</p> + +<p> +„Jeg havde for megen Medgang, og saa bliver +man selvgod.“ +</p> + +<p> +„Naa ja, det. Men i Fængslet — hvorfor sendte +du mine Breve tilbage. Det var næsten for haardt.“ +</p> + +<p> +Pelle saa overrasket op. „Det faldt vist ikke Tugthusfangen +ind, at han kunde saare nogen — saa der +gør du mig alligevel Uret,“ sagde han. „Det var jo +mig selv, jeg vilde straffe!“ +</p> + +<p> +„Du har været syg da, Pelle!“ +</p> + +<p> +„Ja syg! du skulde vide, hvordan man bliver, naar +de saadan kvæler éns Menneskeret og spærrer én +inde mellem fire nøgne Vægge. En Tid var jeg saadan, +at jeg blindt væk hadede Alverden; min Hjærne +ravede for at finde en rigtig ond Hævn, og da jeg +ikke kunde faa Ram paa andre, hjalp jeg til med at +fuldbyrde Straffen paa mig selv. Der var dog altid +en Tilfredsstillelse i, at jo mere <em>jeg</em> led, des større +Djævle var de andre. Og jeg fik virkelig Ram paa +dem — de hadede mig en Overgang af et oprigtigt +Hjærte.“ +</p> + +<p> +„Der var ingen derinde, som gav dig et beroligende +Ord — Præsten, Lærerne?“ +</p> + +<p> +Pelle smilede bittert: „Jo Rottingen! Slutteren kunde +ikke faa mig ind under Disciplinen — jeg var en +saakaldt vanskelig Fange. Det var ikke, fordi jeg +ikke vilde, men jeg manglede fuldstændig Ligevægten; +man kunde lige saa godt forlange af én, at han +skal gaa støt, naar det hele hvirvler rundt for ham. +De indsaa vel, at jeg ikke kunde klare det selv, for +en Dag bandt de mig til en Pæl, trak Skjorten op +over Hovedet paa mig og gav mig Rotting. Det er +<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a> +underligt at sige det, men det hjalp; Fremgangsmaaden +var saa brutal, at alt i mig forstummede. Naar +<em>det</em> kunde ske, var der intet at protestere mod mere. +Jeg fik et vaadt Lagen om mig og blev hevet op +paa min Briks — saa var det i Orden. I otte Dage +maatte jeg ligge paa Brystet og kunde ikke røre mig +for Smærter, den mindste Bevægelse fik mig til at +knurre som et Dyr. Slagene var gaaet tværs igennem +mig og kunde tælles paa mit Bryst, og dér laa +jeg som en blytung Byldt, slaaet til Jorden i maabende +Undren. Saadan gør de ved Mennesker, stønnede +det inden i mig — saadan gør de ved Mennesker! +Jeg begreb ingenting mere.“ +</p> + +<p> +Pelle var blevet blygraa i Ansigtet, alt Blod var +veget fra det, saa Knoglerne traadte dødsskarpt frem. +Han sad og svalgte for at blive Herre over sin +Stemme. +</p> + +<p> +„Mon du forstaar, hvad det vil sige at faa Rotting?“ +sagde han hæst. „Ild er ingenting, jeg vilde +heller brændes levende end have det en Gang til. +Profossen slaar ikke — han er ikke Spor af vred; +der er ingen, der er vrede paa én, de er saa værdigt +bedrøvede paa éns Vegne allesammen. Han lægger +Slagene omhyggeligt ned over éns Ryg, som om +han vejede Mad ud, det er næsten som om han +kælede for én. Men Lungerne sprøjter for Slaget, +og Hjærtet krymper sig vanvittigt sammen, det er +som om et Tusind Tænger flaaede alle Fibre og +Nerver fra hinanden paa én Gang. Hele mit Indre +pressede sig sammen i Rædsel og vilde flygte ud gennem +Struben paa mig, hvergang et Slag kom listende. +Endnu brænder mine Lunger, naar jeg tænker paa +det, og mit Hjærte kan pludselig krympe sig voldsomt +sammen og true med at sprøjte Blodet ud af +min Hals. — Ved du, hvad der er det djævelske +ved Legemsstraffen? Det er ikke nogen legemlig +Smærte, man vil tilføje Mennesket, det er hans Indre +man prygler — hans Sjæl. Mens jeg laa dér og rugede +over mit lemlæstede Indre, overladt til at slikke +mine Saar som et ensomt Dyr, forstod jeg, at jeg +<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a> +var kommet ud for Samfundets onde Samvittighed +— dets Had til dem, der lider.“ +</p> + +<p> +„Husker du, hvad der gav Anledning til Straffen?“ +spurgte Morten og tørrede Sveden af Panden. +</p> + +<p> +„Det var et eller andet ligegyldigt — jeg skreg +vist. Ensomheden og den forfærdelige Stilhed gik +mig paa, saa har jeg vel skreget for at faa lidt Liv +ind i den rædselsfulde Tomhed. Alt det staar mig +ikke klart, men jeg tror nok, det var Forbrydelsen!“ +</p> + +<p> +„Du havde alligevel haft Brug for et godt Ord fra +en Ven.“ Morten tænkte stadig paa sine forsmaaede +Breve. +</p> + +<p> +„Ja, men Celleluften er nu engang ikke god for +et venskabeligt Forhold til Yderverdenen. Man bliver +ond paa alle der er fri — ogsaa dem der mener +én det bedst — og skærer selv den Smule Gren +af, man sidder paa. Jeg var maaske aldrig kommet +i Forhold til Livet igen, dersom det ikke var for +Musene i min Celle. Jeg plejede at smuldre Brød +ned til dem under Risten, og da jeg laa der halvdød +og rugede, kom de op og løb pibende over min +Haand. Det var dog et Kærtegn — om end ikke +fra Medmennesker.“ +</p> + +<p> +Morten beboede en lille Toværelses Lejlighed under +Taget. Mens de sad og talte, hørtes der nu og +da Lyd inde fra det andet Værelse; saa trak det +nervøst i hans Ansigt, og han stirrede ærgerlig hen +efter den lukkede Dør. Han blev efterhaanden kendelig +urolig og havde hele Tiden et Øre derinde. +Pelle undrede sig over det men vilde ikke spørge. +</p> + +<p> +Pludselig lød det, som en Stol blev væltet. Morten +rejste sig hastigt og gik derind, han lukkede omhyggeligt +efter sig. Pelle hørte hviskende Stemmer, +Mortens som formanede, og en spinkel opsætsig +Kvindestemme. „Han gemmer et Pigebarn derinde,“ +tænkte Pelle — „jeg maa vist hellere stikke af.“ +</p> + +<p> +Han rejste sig for at gaa og kastede et Blik ud +af det store Kvistvindu. Hvor var det hele forandret, +siden han først kom til Hovedstaden og saa ud over +den fra Mortens gamle Hybel. Dengang havde han +<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a> +drømt om at erobre den — og havde jo ogsaa udført +det, og nu kunde han begynde forfra! En helt +ny By laa udbredt under ham; hvor han i sin Tid +løb paa Tudeper mellem Kajer og Kulbunker, rejste +sig nu en Række palæagtige Bygninger om en smuk +Boulevard. Og alt udenfor var nyt; et stort Arbejderkvarter +var skudt op, hvor der dengang var Tømmerpladser +eller Vand. Under ham arbejdede Lokomotiverne +og slæbte Rækker af Tipvogne med Fyld +hen over Terrænet for den ny Godsbanegaard, og +paa den modsatte Side af Havnen voksede et nyt +Herskabs- og Forretningskvarter frem paa Islandsbrygge. +Og bag det hele bredte Vandet og det grønne +Amagerland sig. Morten forstod at vælge sig en høj +Gren ligesom Nattergalene. +</p> + +<p> +Bøger havde han faaet samlet sig en Del af igen, +og paa hans Skrivebord stod Fotografier af bekendte +Mænd med deres egen Paaskrift. Alt i alt lod han +til at være kommet godt efter det i den boglige Verden. +Pelle fandt hans egne Arbejder frem og bladede +optaget i dem, han syntes, han livagtig kunde høre +Mortens indtrængende Stemme bag Ordene. Nu vilde +han til at læse ham! +</p> + +<p> +Morten kom ind. „Du vil da ikke gaa?“ spurgte +han og strøg sig over Panden — „Nej, bi nu lidt +og lad os faa en hyggelig Sludder. Jeg har savnet +dig, kan du tro.“ Han saá træt ud. +</p> + +<p> +„Jeg glæder mig vældig til at læse dine Bøger,“ +sagde Pelle henrykt. „Sikken en Masse du har faaet +skrevet — du har ikke drevet den af.“ +</p> + +<p> +„Ensomheden har kanske lært <em>dig</em> ogsaa at holde +af Bøgerne?“ sagde Morten og saa paa ham. „Saa +har du hvervet dig gode Forbundsfæller derinde, +Pelle! — Alt det dér er der nu ikke meget ved — +det er kun Forarbejderne. Det er en ny Verden, +vor, maa du huske paa.“ +</p> + +<p> +„Jeg synes ikke, <em>Arbejderen</em> bryder sig synderlig +om dig.“ +</p> + +<p> +„Nej, ikke synderlig,“ svarede Morten sagte. +</p> + +<p> +„Du skriver kun i de borgerlige Blade, siges der.“ +</p> + +<p> +<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a> +„Ellers sultede jeg nok ihjæl — <em>de</em> under mig i +al Fald Føden! Vor egen Presse har fremdeles ingen +Brug for Blænkere, men kun for Folk, der +marsjerer efter Parolen!“ +</p> + +<p> +„Og du har svært ved at underordne dig,“ sagde +Pelle smilende. +</p> + +<p> +„Jeg har mit Ansvar opad,“ svarede Morten stolt. +„Hvis jeg er den Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan +jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang imellem +hugger <em>Arbejderen</em> et af mine Bidrag fra den borgerlige +Presse — det er al den Forbindelse, jeg har +med mine egne. Min Føde maa jeg hente paa den +anden Side Skellet og lægge mine Æg dér — det +er egenlig haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har +naget mig, at jeg ikke kan faa mine egne i Tale +uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente, +udenom <em>Kraftens</em> Søn fører der alligevel ingen Vej. +Foreløbig gør jeg saa et Arbejde i Overklassen; jeg +sætter Elendigheden ind paa Livet af de lykkeligt +stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvæltningen +maa forberedes fra oven ogsaa.“ +</p> + +<p> +„Kan de nok taale dine Skildringer?“ spurgte +Pelle forundret. +</p> + +<p> +„Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen +var før den rejste sig — det er et Udslag af Kultur. +Undertiden er den næsten for tolerant — man kan +ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar +der er noget, den ikke synes om, har den altid den +Udvej at se artistisk paa det.“ +</p> + +<p> +„Hvordan mener du?“ +</p> + +<p> +„Som en Præstation du, som om man optraadte +for at underholde den. Det er sku storartet gjort — +hedder det, naar man har lagt et Stykke af den +bundløse Elendighed blot — det er helt russisk. +Naturligvis har det ikke noget med Virkeligheden at +gøre — i al Fald ikke den hjemlige. Men en og anden +slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror +jeg alligevel Maden bliver besk i Munden paa dem. +En Dag faar jeg kanske ogsaa Held til at skrive +saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem. +<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a> +Men du selv — hvordan staar du til Sagerne? Er +du skuffet?“ +</p> + +<p> +„Derinde lod jeg i min haarde Nød Lykketiden +fuldbyrdes paa jer andre — og for saa vidt! Alligevel +er der jo sket stor Forandring.“ +</p> + +<p> +„Og du er glad ved den?“ +</p> + +<p> +„Alting er blevet dyrere,“ sagde Pelle langsomt — +„og Arbejdsløsheden synes paa Vej over til at blive +permanent.“ +</p> + +<p> +Morten nikkede: „Det er Kapitalens Svar; den +ganger enhver Lønstigning med to og lægger det tilbage +paa Arbejderne igen. Fattigmand taaler ikke ret +mange af den Slags Sejre.“ +</p> + +<p> +„Det værste er næsten den spidsborgerlige Udvikling. +Jeg synes vor gode Almue er i Færd med +at spalte sig i to Dele: Elitefagene der rykker op i +Borgerskabet, og Proletariatet som sidder forraadt +tilbage. Det hele har vist været lagt for smaat an +til at kunne bære langt frem.“ +</p> + +<p> +„Du har været ude og set større Forhold, Pelle,“ +sagde Morten betydende. „Nu maa du lære fra dig.“ +</p> + +<p> +„Jeg har ikke Rede paa mig selv,“ svarede Pelle +undvigende — „og jeg er straffet! Men du selv.“ +</p> + +<p> +„Jeg duer ikke til Samlingsmærke — du har jo +selv set det, de bryder sig ikke om mig. Jeg er skudt +for langt frem foran det store Tros og har ingen +rigtig Forbindelse — jeg er i Grunden forfærdelig +ensom du! Men kanske er jeg udset til at naa Højderne +før I andre, og saa skal jeg prøve at tænde +Blus deroppe for jer.“ Morten sad og tav lidt, pludselig +løftede han Hovedet —: +</p> + +<p> +„Men du <em>skal</em>, Pelle! Du er ikke den rette, siger +du — der er simpelthen ikke andre end dig. Har +du glemt, at du var Bevægelsens lyse Brand, dens +naive Tro? De troede jo blindt og barnligt paa dig +alle som én, og ævnede ingenting da du faldt fra. +Det er jo ikke dig men de andre — hele Bevægelsen +— der har været i Fængsel! Og hvor det glæder +mig, at du er kommet igen, fuld af Kræfter derude +fra. Du er større end sidst, Pelle; og da skete +<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a> +der alligevel noget. Nu maa selve det store kunne +lykkes for dig.“ +</p> + +<p> +Pelle sad og lyttede ud i den faldende Skumring, +forundret og glad genert. Det var Morten, der gav +ham Udnævnelsen, den strænge ubestikkelige Morten, +der altid før havde været efter ham som ond +Samvittighed. +</p> + +<p> +„Nej, nu vil jeg være varsom,“ sagde han — „og +det er din egen Skyld, Morten. Det er dig, der har +gaaet og prikket til min Sjæl, og nu er den vaagen; +jeg gaar ikke blindt paa mere. Jeg har paa Følelsen, +at det, vi to er med i, er det største, Verden endnu +har set. Det griber længere ind i Fremtiden, end +jeg kan se, og derfor arbejder jeg med mig selv. +Jeg studerer Bøgerne du — det kom jeg i Lag med +derinde i Fængslet — jeg maa prøve paa at faa et +Overblik over Verden. Der er ogsaa foregaaet noget +besynderligt med mig — nu begriber jeg, hvad du +mente med, at Mennesket er helligt! Jeg er ikke +længer tilfreds med at være en lille Del af det hele, +men synes jeg maa se at blive en hel Verden selv. +Det høres taabeligt, men jeg føler det, som om jeg +selv befinder mig paa den ene Vægtskaal og hele +den øvrige Verden paa den anden. Og før jeg kan +vippe den op, tør jeg ikke tænke paa at stille mig +i Spidsen for de mange.“ +</p> + +<p> +Det var blevet Aften, uden at de mærkede det. +Det elektriske Lys nede fra Banegaardsterrænet kastede +sit Skær mod Kvistværelsets Loft og derfra +ned paa de to Mænd, som sad forover ludende i +Halvmørket og talte stille. Ingen af dem mærkede, +at Døren til det andet Værelse gik op; en lang skeletagtig +Tøs stod paa Tærskelen og stirrede paa dem +med store sorte Pupiller. Hun var i bar Særk, der +var faldet ned fra den ene pilmagre Skulder, og bare +Ben; Særken stumpede oven for Knæet og viste et +Par sørgelig tynde Benpiber frem. Hendes Aande +gik pibende ud i Rummet. +</p> + +<p> +Pelle løftede Hovedet for at sige noget, men tav +ved Synet af den hvide radmagre Skikkelse, der stod +<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a> +og betragtede ham med store sugende Øjne som +syntes at hvirvle Mørket ind i sig. Mødet med Morten +havde sat ham i en egen forventningsfuld Stemning, +han havde endnu Kaldelsen lys i Øret og stirrede +forfærdet paa det spøgelseagtige Væsen. De fine +af Nøden vansirede Linjer, Øjnenes Udtryk af rædselsfuld +Barneviden om Mørket, hele dette Dobbeltbillede +af dødsmærket Gustenhed og uindfriet Skønhed +— var det ikke Armodens Spøgelse, alt det forurettede +og undertrykte, der forpint gik igen for at +mane ham? Havde hans Hjærne faaet Tilbagefald? +— var Cellens rædselsfulde Mørkningssyner ved at +komme igen? „Morten!“ hviskede han og rørte ved +hans Arm. +</p> + +<p> +Morten sprang op. „Men Johanne dog, skammer +du dig ikke!“ raabte han bebrejdende. Han vilde +skubbe Pigen tilbage i det andet Værelse og lukke +Døren. Men hun trængte sig forbi ham frem i Stuen. +</p> + +<p> +„Jeg <em>vil</em> ha’e Lov og se ham,“ sagde hun ophidset +— „hvis De ikke la’r mig, saa render jeg min Vej! +— Han har gemt mit Tøj,“ hun stirrede paa Pelle +med sine indfaldne Øjne — „men jeg kan godt stikke +af i bar Særk. Hvad bryder jeg mig om det.“ Hendes +Stemme var hæs og grov af Baggaardenes klamme +Luft. +</p> + +<p> +„Gaa nu i Seng, Johanne,“ sagde Morten mildere +— „husk paa hvad Doktoren har sagt. Du kommer +til at fryse, og saa er det hele spildt.“ +</p> + +<p> +„Hvad rager det mig!“ svarede hun og slog en +raa Latter op. „Du kan jo lade være at spilde noget +paa mig — jeg har ingen Børn med dig.“ Hun +rystede af Kulde men blev haardnakket staaende; +Mortens Forestillinger besvarede hun med en Strøm +af Skældsord. Tilsidst opgav han det og sank træt +ned paa en Stol. De to Mænd sad og saa paa hende +i Tavshed. +</p> + +<p> +Barnet led synligt ved ikke at møde Modstand mere +og forvirredes under deres stumme Blik. Hun kastede +med Hovedet og saa udfordrende fra den ene +til den anden; hendes Øjne brændte unaturligt. Pludselig +<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a> +smed hun sig ned paa Gulvet og gav sig til +at hvine. +</p> + +<p> +„Det dér gaar ikke, du,“ sagde Pelle alvorlig. +</p> + +<p> +„Jeg kan ikke tumle hende,“ svarede Morten haabløst. +„Men du har jo Kræfterne.“ +</p> + +<p> +Pelle bøjede sig ned og tog hende i sine Arme, +hun sparkede og bed. „Hun har faaet Krampe,“ +sagde han til Morten. „Vi maa tage hende ud under +Posten.“ Saa blev hun med ét stille og lod sig bære +i Seng. Feberen rasede i hende, han mærkede, hvorledes +Livet sled i hendes syge Skrot, naar hun trak +Vejret; det lød som en gesten Pumpe. +</p> + +<p> +Da Morten med nogle venlige Ord dækkede hende +til, brast hun i krampagtig Graad; hun vendte sig +ind mod Væggen og laa og bed i Dynen for at +skjule det. Efterhaanden blev hun roligere og faldt +endelig i Søvn. De to Mænd listede ind i Stuen og +trak Døren til efter sig. +</p> + +<p> +Morten saa dødstræt ud, han var nok fremdeles +ikke stærk. „Jeg er kommet op i noget, jeg ikke kan +klare,“ sagde han mismodig. +</p> + +<p> +„Hvad er det for et stakkels Barn?“ spurgte +Pelle sagte. +</p> + +<p> +„Jeg ved det ikke, du. Hun kom til mig nu i Foraaret, +næsten døddrukken og forfærdelig tilredt; Dagen +efter fortrød hun det og løb sin Vej, men jeg +fik dog fat paa hende igen. Hun er et af de stakkels +Væsner, der ikke har andet Hjem end de store +Tømmerpladser; der har hun fristet Tilværelsen og +bjærget sig ved at gaa fra Haand til Haand mellem +de store Drenge. Hun er ikke til at faa noget ud af, +men jeg har ad anden Vej faaet at vide, at hun har +holdt til i Bræddestabler og Kældere mindst et Par +Aar. Drengene lokkede Levemænd herud og solgte +hende; de fleste af Pengene tog de selv og gav +hende Spiritus for at opmuntre hende. Saa vidt jeg +kan forstaa, er der hele organiserede Bander, som +forsyner Byens perverse Levemænd med Drenge +og Piger — man bliver svimmel ved at tænke paa +det! Barnet er sagtens forældreløst, men vil som +<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a> +sagt ingen Oplysninger give! Et Par Gange har jeg +hørt hende snakke i Søvne om Bedstemor; men +naar jeg hentyder til det, bliver hun ond og stum.“ +</p> + +<p> +„Drikker hun?“ spurgte Pelle. Morten nikkede. +</p> + +<p> +„Jeg har haft nogle slemme Tørn med hende i +den Anledning, hun er utrolig opfindsom, naar det +gælder om at faa fat i Drikkevarer. I Begyndelsen +kunde hun slet ikke taale varm Mad, saa ødelagt +var hun. Hun er i det hele taget forfærdelig afrakket +paa Sjæl og Legeme og volder mig mange +Bryderier.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor faar du hende ikke anbragt?“ +</p> + +<p> +„Vor offentlige Børneforsorg er ikke egnet til at +elske Liv i en nedtraadt Plante, og Johanne kan +ikke tages med Bunkebehandling og Straf. Hun er +til Tider ganske abnormt trodsig og umedgørlig og +kan gøre mig helt ude af det; og naar jeg saa ikke +ser det, ligger hun og græder over sig selv. Der er +meget af et godt Barn inden i hende trods alt, men +hun kan ikke faa det frem. Jeg har prøvet at anbringe +hende i en privat Familie, hvor jeg vidste +hun fik det godt; men det varede kun nogle faa +Dage, saa kom de og meddelte at hun var rendt. +Et Par Uger strejfede hun om, saa tyede hun alligevel +tilbage til mig; en Aften sent jeg kom hjem, +sad hun vaad og rystende her uden for min Dør i +den mørke Krog. Jeg var helt rørt over det. Men +hun blev rasende fordi jeg saa hende, og bed og +sparkede ligesom nu før — jeg maatte bære hende +ind med Magt. De onde Forhold har slaaet hende +helt ud af Ligevægt — jeg kan i al Fald ikke blive +klog paa hende. Ja saadan staar Sagerne altsaa! Jeg +ligger herinde paa Sofaen, men du forstaar — en +Ungkarlelejlighed er ikke rigtig indrettet paa det. +Der løber jo ogsaa Sladder paa Trapperne.“ +</p> + +<p> +„Bryder du dig om det?“ spurgte Pelle forundret. +</p> + +<p> +„Nej men Barnet du — hun er sørgelig vaagen +over for den Slags! Og hun begriber heller ikke +selv Forholdet, hun er kun 10-12 Aar og allerede +vant til at betale enhver Venlighed med sit syge +<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a> +Barnelegeme. Fatter du, hvor rædselsfuldt det er at +se ind i hendes forundrede Øjne? Lægen siger hun +har taget Skade indvendig — og rimeligvis ogsaa +bærer paa en Tuberkulose; han mener aldrig hun +vil kunne rette sig. Og hendes Sjæl — hvilken Afgrund +for et Barn at bære paa. Alene én saadan +Barneskæbne er for meget; og hvor mange er der +saa ikke i det Helvede vi lever i!“ +</p> + +<p> +De sad tavse en Stund. „Og nu maa du undskylde +at jeg beder dig gaa,“ sagde Morten endelig og +rejste sig, „men jeg maa til at arbejde, der er noget +jeg maa have færdigt endnu i Aften. Du bliver ikke +vred, vel? Se op saa snart du kan — og tak fordi +du kom!“ han trykkede Pelles Haand. +</p> + +<p> +„Gør mig den Tjeneste at have Øjnene med dig,“ +sagde han, idet han lukkede ham ud — „maaske +kunde du hjælpe mig at finde Rede i Staklens Historie. +Du kender jo Masser af Smaafolk og maa +paa en eller anden Maade have grebet ind i hendes +Liv — jeg kan mærke det paa hende. Lagde du +ikke Mærke til, hvor optaget hun var af at faa dig +at se? Prøv at finde ud af det, du?“ +</p> + +<p> +Pelle lovede det. Men det var lettere sagt end +gjort. Naar han lod Tankerne søge rundt i den udstrakte +Fattigverden, han var kommet tæt ind paa +Livet af under den store Lockout, var der Hundreder +af Børn Johannes Skæbne kunde være overgaaet. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-5"> +V +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle havde faaet sit gamle Værktøj frem og indrettet +sig som Smaamester for Gadens Beboere. +Han løb ikke og søgte mere, og for Ellen saa det +ud som han havde opgivet Haabet. Men han ventede +blot og rustede sig; han var saa sangvinsk som +nogensinde. Løftet om det ufattelige laa bestandig +uindfriet i hans Sind. +</p> + +<p> +<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a> +Der var ikke Plads til ham oppe i den trange +Lejlighed, hvor Ellen gik med sin Vask, saa lejede +han et Rum i den høje Kælder og hængte et stort +Skilt i Vinduet; han tegnede det selv med Skomagerblæk +paa et Stykke Pap — saa sparedes de +Penge. <em>Kom til mig med Deres Fodtøj, saa hjælper +vi hinanden paa Benene</em> stod der. Naar Lasse +Fredrik ikke var paa Arbejde eller i Skole, holdt +han for det meste til nede hos Faderen; han var +en snild Fyr og kunde give en Haand til mange +Ting. Mens de arbejdede, samtalede de om alt muligt, +Knægten fortalte sin Far alt hvad han oplevede. +</p> + +<p> +Han var stærkt i Færd med at forandre sig og +talte svært fornuftigt om alting. Pelle var bange for, +at han fik for lidt ud af sin Barndom. „Skal du +ikke op og lege med?“ spurgte han, naar Kvarterets +Drenge hujende stormede forbi Kældervinduet. Men +Lasse Fredrik rystede paa Hovedet. I Leg havde +han været det altsammen fra Forbryder til Konge, +dér var ikke mere at naa. Nu vilde han gærne til +noget rigtigt og drømte foreløbig om at komme til +Søs. +</p> + +<p> +Skønt de arbejdede alle tre, var det ikke mere +end lige de kunde slaa sig igennem; der blev aldrig +noget at hygge sig for. Dette var især Ellens Sorg, +Pelles Tanker syntes ikke at fæste sig ved det. +Naar man blot satte lidt spiseligt frem for ham, var +han tilfreds og saa ikke paa hvad det var. +</p> + +<p> +Det var Ellens Drøm at de endnu — ved et vanvittigt +Slid tidlig og silde — skulde kunne arbejde +sig i Vejret og komme over i andre Lag. Men Pelle +blev vred, naar hun stod og sled efter Fyraften; de +maatte hellere have det lidt fattigt og saa have Raad +til at være Mennesker, sagde han. Ellen forstod det +ikke, men saa nok at hans Sind var vendt en anden +Vej; han som altid før faldt i Søvn over Bøgerne, +kunde nu fortabe sig saadan i dem at han +ikke hørte Børnenes Tumlen omkring sig. Hun +maatte ligefrem vække ham, naar der var noget hun +vilde — og blev ræd for denne ny Magt, der var +<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a> +kommet i Stedet for den gamle. Det var næsten +som en Forbandelse, at altid noget skulde arbejde +paa at føre ham ud over hende. Og lægge sig imod +turde hun ikke; hun havde bitre Erfaringer fra før. +</p> + +<p> +„Hvad søger du i de Bøger?“ spurgte hun og +kom og satte sig hos ham. Pelle saa fraværende op, +hans Tanker kom fra fjærne Egne, hvor hun ikke +havde været med. Hvad han søgte? han prøvede +sig frem men kunde ikke gøre Rede for det. „Jeg +søger mig selv!“ sagde han pludselig med et dristigt +Hug gennem det hele. Ellen stirrede forundret +og skuffet paa ham. +</p> + +<p> +Men hun kom igen — denne Gang skulde ikke +noget faa Lov at gaa imellem dem og ødelægge +hendes Verden. Hun lagde sig ikke paa tværs af +noget mere, men nu vilde hun <em>følge</em> ham og være +dér hvor han var. „Forklar mig, hvad det er du +har for — og tag mig med i det,“ sagde hun. +</p> + +<p> +Pelle havde saa smaat belavet sig paa at gaa ene +ind i dette og blev glad ved at møde Drift til Udvikling +hos hende ogsaa. Indtil videre lignede Aandens +Verden nærmest et Vildnis, og det var rart +nok at færdes to derinde. +</p> + +<p> +Han satte hende ind i de Tanker der optog ham +selv, og drøftede dem med hende; og Ellen iagttog +undrende, at det altsammen var noget der ikke vedkom +deres private lille Velfærd. Hun gjorde sig +megen <a id="corr-6"></a>Umage med at begribe denne Flugt bort fra +det, der dog var det væsenligste; det var jo ligesom +med Børn, der altid helst vilde det de ikke skulde. +</p> + +<p> +Om Aftenen naar Svend Trøst og Søster var lagt +i Seng, tog Pelle en Bog og satte sig til at læse +højt. Ellen havde et eller andet Lappearbejde, og +Lasse Fredrik hang over en Stoleryg med Øjnene +stift hæftede paa Faderen og strittende Slugøren. +Skønt han ikke forstod det halve, fulgte han anspændt +med — til Naturen gjorde sin Ret gældende +og han faldt i Søvn. +</p> + +<p> +Ellen kunde saamænd godt forstaa det — hun +havde selv sin Nød med at holde Øjnene aabne; +<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a> +det var ikke Morskabsbøger Pelle læste. Undertiden +stansede han for at skrive noget op eller drøfte et +eller andet Spørgsmaal. Han kunde faa de besynderligste +Ideer og se Sammenhæng mellem Ting, +som Ellen syntes laa i hver sit Verdenshjørne; hun +maatte tænke paa, om han ikke godt kunde have +studeret til Præst. Forresten klædte det ham; hans +Øjne blev helt sorte, naar han var rigtig optaget af +at forklare noget; og der kom et ejendommeligt +Træk om hans Mund, saa hun sad og fik Lyst til +at kysse den. Hun maatte i sit stille Sind indrømme, +at det i ethvert Tilfælde var en meget uskadelig +Fyraftensbeskæftigelse, og var glad til, at det der tog +ham denne Gang i al Fald bandt ham til Hjemmet. +</p> + +<p> +En Dag gik det op for Pelle, at han alligevel +ikke havde hende med. Hun troede ikke engang paa +det han havde for — hun havde aldrig troet blindt +paa ham — „Hun har nok heller aldrig elsket mig +rigtig — det er derfor,“ tænkte han mismodig. Maaske +var det Forklaringen paa, at hun tog Svend +Trøst saa roligt som var han hendes eget Barn — +hun var ikke skinsyg! Pelle havde gærne ladet +sig overøse med Bebrejdelser for bagefter at faa et +Kys, vædet i brændende Taarer. Men Ellen kom +ikke ud af Ligevægt. +</p> + +<p> +Saa hyggeligt de havde det, mærkede han at hun +til en vis Grad gjorde Bestik uden ham — som +havde han en Svaghed man altid gjorde vel i at +regne med. Erfaringen fra gamle Dage sad dybt i +hende. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Ellen gik og havde sine egne Planer med den +gamle Sal og to smaa Anretterværelser, der laa for +Enden af den; hun var træt af at vaske, det gav +ussel Fortjeneste, meget Slid og ringe Anseelse. Nu +vilde hun have Artistlogi; der var baade den og den +i Gaden, som sad og levede pænt af at leje ud til +Artisterne. „Bare jeg havde haft et Par Hundrede +<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a> +Kroner til at komme i Gang for, saa skulde jeg nok +faa det til at gaa,“ sagde hun. +</p> + +<p> +— „Og saa kunde du bedre faa Tid og Ro til at +passe dine Bøger,“ føjede hun indsmigrende til. +</p> + +<p> +Pelle raadede fra. De gode Artister tog ind paa +Artisthotellerne, og de Folk man kunde vente at faa, +havde ikke stort at betale med. Han havde set adskilligt +til dem fra sit Kældervindu og lappet Skotøj +for nogle af dem — det var et temmelig saaleløst +Folkefærd. Saa tav hun med det, men han kunde +mærke, at hun ikke var overbevist. Hun lod kun +Sagen falde, fordi han var imod den og det var +ham, der skulde skaffe Pengene. +</p> + +<p> +Dette holdt han ikke af at tænke paa — han var +blevet varsom med at bestemme over andre. Pengene +maatte kunne skaffes til Veje, om ikke paa +anden Maade saa ved at give Pant i Bohave og +Værktøj. Gik det galt, saa var det den sikre Ruin; +men dér gik Ellen og syntes maaske, han var en +død Haand over hendes Muligheder. +</p> + +<p> +En Dag smed han Skødskindet og gik ud for at +rejse Pengene. Det blev sent, inden han kom hjem, +Ellen stod i Døren og ventede ham med forundret +Ansigt. +</p> + +<p> +„Se her er Penge, min Pige — hvad gi’r du mig +for dem?“ sagde han friskfyragtigt og talte 180 Kroner +op i Sedler til hende. Ellen stirrede overrasket +paa Pengene; saa stor en Kapital havde hun aldrig +haft mellem Hænder før. +</p> + +<p> +„Hvor har du dog faaet alle de Penge fra?“ +spurgte hun endelig. +</p> + +<p> +„Ja, jeg har saamænd travet hele Dagen fra den +ene til den anden,“ sagde Pelle fornøjet — „men +til sidst blev jeg vist til en Mand inde i Blaagaardsgade. +Han gav mig 200 Kr. mod Pant i Indboet.“ +</p> + +<p> +„Men her er jo kun 180 Kr.“ +</p> + +<p> +„Naa ja, han trak altsaa de tyve fra. Laanet skal +saa afdrages med tyve Kroner om Maaneden i femten +Maaneder. Jeg maatte skrive under paa at have +<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a> +laant 300 Kr., men saa slipper vi ogsaa for at betale +Renter.“ +</p> + +<p> +Ellen stirrede lamslaaet paa ham. „Tre Hundrede +Kroner — og vi har kun faaet hundrede og firs — +Pelle!“ Men pludselig slog hun Armene om hans +Hals og kyssede ham hæftigt. „Tak!“ hviskede hun. +Han var helt fortumlet — det lignede hende ikke +at være saa voldsom. +</p> + +<p> +Hun fik travlt med at leje Salen og faa den sat +i Stand; de løse Bjælker maatte dog fæstes op og +Væggene klines og hvidtes lidt. Den gamle Bonde +vilde gærne leje ud, men Bekostninger vilde han +ikke høre tale om; til sidst fik Ellen ham dog til at +gaa ind paa at betale det halve af Istandsættelsen, +imod at hun lejede for et Aar og betalte forud. „Vi +kan faa min Bror Frederik til at gøre det lidt i +Stand paa Søndag Formiddag,“ sagde hun til Pelle +— „saa slipper vi selv maaske gratis.“ Hun var +vældigt om sig i det hele taget! +</p> + +<p> +Men det kunde ogsaa nok behøves, Lejen slugte +de hundrede Kroner, og saa var der alle Anskaffelserne. +Hun købte billig Sirts i Masser af Alen og +hængte op, saa der blev en Række smaa Aflukker +langs Salens ene Side, i hvert Aflukke kom en brugt +Seng med Hømadras, og et Servantestativ. „Artister +tager det ikke saa nøje,“ sagde hun. „Og jeg tror +nok de bliver glade for Salen til at øve sig i!“ Endelig +var der de to smaa Anretterværelser, som +skulde udstyres lidt pænt til særlig fordringsfulde +Artister. Pengene slog ikke saa nær til, man maatte +tage en Del paa Kredit. +</p> + +<p> +Saa var ogsaa det hele færdigt til at tage imod +de frie Fugle; og helt fikst var det i Forhold til +Midlerne; Pelle maatte beundre hendes Snille til at +faa meget ud af lidt. Nu galdt det blot om at fange +Fuglene ind. Men her stoppede Ellens praktiske +Sans op, hun kunde ikke gætte sig til Trækket. „Vi +maa avertere,“ sagde hun og talte sine Skillinger. +</p> + +<p> +Pelle lo ad hende. Avertere efter Folk, der befandt +sig Pokker i Vold paa Jærnbaner og Dampskibe — +<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a> +det skulde godt hjælpe! „Hvad gør vi saa?“ sagde +hun og saa angst paa ham for Hjælp. Nu var han +alligevel Manden for det hele. +</p> + +<p> +Ja først og fremmest maatte der et tysk Skilt ned +ved Gadedøren, og saa maatte Logiet gøres kendt. +Pelle havde læst baade Tysk og Engelsk i Fængslet +og satte selv Skiltet sammen. Han fik Kort trykt og +lagde ind paa Artistknejpen oppe paa Hjørnet af +Vesterbrogade, gik ogsaa selv derhen et Par Gange +efter Midnat naar Artisterne samledes efter endt +Arbejde, og mødte op ved Varietéernes Bagside. Det +blev snart en Opgave, som alt hvad han beskæftigede +sig med — og nu <em>skulde</em> det tampes igennem. +</p> + +<p> +Ellen saa forundret og hjælpeløs til. Hun var blevet +helt forskrækket med ét, og fulgte med spændt +Opmærksomhed hver af hans Bevægelser. +</p> + +<p> +Men snart begyndte der at komme Gang i det. +Pigerne, Ellen havde vasket for, interesserede sig for +Foretagendet og viste Logerende hen til hende; og +Lasse Fredrik, som havde sin Gang i Cirkusstaldene, +kom jævnlig trækkende med en eller anden +russisk Staldkarl, der optraadte som Bondedanser +eller Kosakrytter. Det hændte, at der boede Folk +hos hende helt omme fra den anden Side Jorden, +hvor de gaar med Hovedet nedad: Fakirer og Tryllekunstnere +fra Indien og Japan, Slangetæmmere fra +Tetuan — Folk med blankragede Hoveder eller en +lang sort Pisk, med skæve sørgmodige Øjne, løse +Hofter og Hud, der lignede det grønlige Lær Pelle +brugte til Damestøvler. Søster var bange for dem, +men for Lasse Fredrik var det et Herreleben. Der +kom ogsaa tykke Tyrolerpiger — tre og tre — som +jodlede paa Varietéerne og gik og saa skrækkelige +ud hele Dagen; de var Ellens Fortvivlelse. Og nu +og da kom der hele Trupper. Saa knirkede Trapez +og Ringe i den store Sal, spanske Dansere trænede, +og Jongløren øvede sig i nye Triks. +</p> + +<p> +Det var altsammen Folk, som helst ikke skulde +ses uden for Scenen. Ellen kom ofte i Cirkus og +paa Varieté nu, men begreb aldrig rigtig, at de Optrædende +<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a> +var de samme, som gik og rodede derhjemme +og saa ud værre end en Ulykke. De fleste +stillede ingen Fordringer men skulde bare have det +billigt, de kostede sig selv og levede undertiden af +Gud ved hvad. Nogle tændte slet og ret Baal paa +en Jærnplade paa Gulvet og rodede sig noget sammen +— Ris og saadan noget. De kunde ikke taale +dansk Mad, sagde Pelle. Undertiden stak de af uden +at betale, det hændte ogsaa at de tog noget med sig; +og slemme til at ødelægge var de. Silke at spinde +ved det var der ikke, men Ellen var foreløbig tilfreds, +blot det gik rundt; saa hun havde Lejen og +Afdragene og lidt for sin Ulejlighed. Det var hendes +stolte Plan at udrangere de daarlige Elementer +og lægge det hele lidt fornemmere an, naar det var +kommet godt i Gang. +</p> + +<p> +„Nu kunde du godt sige nej til det daarligste Arbejde +og skaane dig lidt,“ sagde hun til Pelle, naar +han sad og masede med noget udslidt Fabriksfodtøj, +der hverken var Saal eller Overlær paa. Det meste +Fodtøj havde gjort Tjeneste andet Steds, før det +havnede her i Kvarteret, og naar Pelle fik det under +Behandling, var der ikke store Sager igen af det. +„Sig nej til det,“ sagde Ellen — „det er altfor sur +Fortjeneste for dig! Og nu klarer vi os jo, uden at +vi behøver tage alting med.“ I sin Hjærtens Godhed +syntes hun, han skulde have Lov til at dyrke +Bøgerne, siden det nu engang var hans svage Side. +</p> + +<p> +Hun mente ham det godt nok, men Pelle skulde +ikke have noget af at være en æstetisk Driver, en +Jordemormand, der lod Konen forsørge sig og gik og +agerede boglærd. Der var nok af dem i Kvarteret, og +Beboerne saa op til dem, men de var ikke morsomme. +Det var nærmest en anden Form for Drukkenbolte. +</p> + +<p> +For ham var Bøgerne en ny Styrke, groet tungt +frem af Opholdet i Fængslet. Han havde siddet ensom +derinde med sit Arbejde, henvist til at sysle +med sig selv, og gaaet sin Person efter i Sømmene. +Det var jo ligesom at faa Selskab, naar han gravede +<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a> +det ny og fremmede i sig frem for Dagen; og en +Dag stødte han paa sit eget Væsens Taage og opdagede, +at den bestod af Erfaringer andre havde +gjort før ham. Biblen, som altid laa paa Fangens +Bord for Selskab, hjalp ham; dens Tale lød som en +dybt bekendt Stemme, der i meget mindede om Far +Lasses Røst i hans Barndom. Fra Biblen gik han +videre og opdagede, at de alvorlige Bøger var Mennesker, +der sad i Ensomheden lige som han selv — +og talte udad. +</p> + +<p> +Var Ensomheden da saa forfærdelig, naar man +havde saadant Selskab? Pelle begreb ikke sin egen +Angst for den mere. I sin Barndom havde han været +Skabning i bredeste Forstand og haft Selskab af +alt — han kunde underholde sig med Trær, Dyr +og Stene. De Traade visnede bort engang og tilførte +ikke Næring mere; men saa blev han ét med Masserne +og tænkte og følte nøjagtig som de. Nu var +ogsaa det ved at smuldre; han isoleredes tydeligt +Led for Led, og det morede ham at opdage en Plan +i det. Han havde gjort sig Naturen underdanig allerede +som Barn, han! — og siden erobret Masserne! +Nu var det Ensomheden, der skulde tages — og +midt i den færdedes han selv, stor og forunderlig! +Den var allerede i Færd med at sætte uudslettelige +Spor i hans Sind skønt han ingenting havde set af +den endnu. Han følte sig vidunderlig spændt til Mode +— omtrent som da han i sin Barndom ankom til +Bornholm sammen med Faderen og ingenting kunde +se men hørte et Mylder af Liv røre sig derinde bag +Taagen. En ny ukendt Verden fuld af Vidundere +bankede ham anende i Møde derinde fra. +</p> + +<p> +Pelle handlede ikke ud fra nogen Viljesakt; han +kunde lige saa godt have prøvet at løfte sig selv i +Haaret, som beslutte at nu vilde han være et Menneske +for sig selv. Det var en Opvaagnen af ny +Ævner! Han lod ikke længer Sol og Regn gaa hen +over Hovedet paa sig, der hændte det vidunderlige +med ham, at han saa undrende paa alt, hvad der +før var gledet ham forbi som hverdagsagtigt, og saa +<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a> +alt i nyt straalende Lys. Han maatte gaa det hele +efter forfra, se hver Enkelthed an — nej var det +ikke vidunderligt som det forbandt sig altsammen, +Sorg og Glæde og tilsyneladende Smaating, til det +blev ham Pelle som havde hersket over hundred +Tusend og dog maatte i Fængsel for at føle sig rig. +Der var tændt noget i ham, som aldrig kunde slukkes, +en hellig Ild som alting maatte bære Ved til, +enten det vilde eller ej. Nu kunde han ikke besejres, +han sugede Kræfter af selve Uendeligheden. +</p> + +<p> +Den nøgne Celle — tre Skridt paa den ene Side +og seks paa den anden — med sin Glug, sin sødlige +Klosetstank, og det mystiske Kighul i Døren der +var som et vaagent Øje over én bestandig — — ja +hvor havde den ikke rummet meget! Det havde jo +alle Dage været Fattigmands Lod at skabe sig Verdener +af Tomheden, dejlige Fatamorganaer, der brast +pludselig og kastede ham endnu mere arm og øde +tilbage. Men dette holdt; i Cellens nøgne Kammer +syntes alle Livets Ledninger at forenes — den var +som det mørke underjordiske Rum i vældige Bygninger, +hvor Mekanismen gemmes, der aabner og +lukker for Lys og Varme til hele Komplekset. Derinde +opdagede han, hvor rigt og mangfoldigt Livet er. +</p> + +<p> +Pelle gik om i en egen løftet Stemning. Han følte +det saadan, at noget der var større og skønnere end +han selv, havde taget Stade i ham og skulde vokse +sig ud til sin Fuldendelse derinde. Inden i ham +groede det, et nyt Væsen der dog var ham selv, +hvilede dér og sugede Næring af alt, hvad han foretog +sig. Han færdedes varsomt og stille, med et indadvendt +Udtryk som vejede han alting; der var saa +meget man ikke maatte, fordi det kunde skade <em>det</em>! +De var altid to nu — Pelle og dette forunderlige +usete Jeg, der hvilede trygt og tungt i ham som et +Foster, med sin Rod i det dunkle. — — — +</p> + +<p> +Pelles Forhold til Bøgerne var dybt begrundet — +han maatte have Rede paa Verden nu. Digterværkerne +var han lidt mistroisk overfor, man kom for +let til deres Indhold, det kunde ikke være rigtig fat. +<a id="page-82" class="pagenum" title="82"></a> +De var jo forresten ogsaa lavede! Han trængte til +virkeligt Stof, Fakta; der var vældige Rum i hans +Hjærne, som hungrede efter at blive fyldt med haandgribelig +Viden om Tingene. Han holdt mest af historiske +Værker, navnlig social-historiske, og læste +indtil videre alt, hvad der faldt ham i Hænderne, +raat og usødet. Saa fik det selv se at skille sig ud. +Det var en Hunger, der aldrig var blevet tilfredsstillet +og nu syntes umættelig. +</p> + +<p> +Men Arbejdet passede han pedantisk, han havde +gjort sig til Princip, aldrig at røre en Bog saalænge +der laa et Arbejde paa Gulvet og ventede. Han +havde i Fængslet drømt om en rimelig Arbejdsdag +paa f. Eks. otte Timer, saa der var Tid og Kræfter +til at beskæftige sig med det aandelige; nu tog han +af Nattesøvnen i Stedet. Her var i al Fald et Omraade, +hvor man skulde blive fri for at holde ham +ude, han vilde have sin Del i Tidens Viden. Han +følte, at der var Vaaben i det, længe nok havde Fattigmand +godvillig stillet sig i Krogen af Mangel paa +Oplysning; hvergang han stak Hovedet frem, løj man +ham tilbage igen. Hvorfor erobrede Fattigper ikke +ganske simpelt den Forrettighed fra Overklassen? +det kostede jo kun Slid, og med den Mønt var han +vant til at betale! Ævner manglede han næppe; saa +vidt Pelle foreløbig kunde se, kom næsten alle Banebryderne +for det ny nede fra. +</p> + +<p> +Han opdagede glad, at hans Søgen indad i sig selv +ikke førte ham bort fra Verden — dér langt inde +dukkede han jo ud i Lyset igen. Netop i Lyset! +Han fulgte de hemmelige Love for sit eget inderste +Væsen — og stod igen midt i Spørgsmaalet om de +manges Velfærd. Hans praktiske Sans trængte til +denne Bekræftelse af Sammenhængen. Der var Resultater +i det ogsaa udad; allerede nu kunde Historien +ikke bruges længer til at lyse ham og hans +Ideer hjem — han vidste for meget. Og hans Syn +voksede fra Dag til Dag og spændte over en stadig +større Horisont. En Dag tog han simpelthen Trylleordet +fra Troldene og vakte Kæmpen med det! +</p> + +<p> +<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a> +Han hang vældigt i og var som Regel fuld af Fortrøstning. +Naar de sidste Artister kom hjem fra Artistkafeen, +havde han gærne Skomagerlampen tændt +og sad og arbejdede. Saa stansede de foran det aabne +Kældervindu og slog en Sludder af med ham paa +deres gebrokne Dansk. Det stod smaat til i Hjemmet, +Afdragene paa Laanet og Gælden fra Monteringen +slugte fremdeles alt, hvad de kunde skrabe sammen, +og Pelle havde ikke Udsigt til noget bedre +Arbejde. Men Arbejdet bærer selv Troen i sig; han +stolede blindt paa at der nok skulde aabne sig en +Vej ud, blot han ufortrødent kilede paa med sit. +</p> + +<p> +Ellens stille Mistillid til hans Forehavende bar +han med Ro. Han følte sig større end hende i dette, +hun naaede ikke op dér, hvor han bar sit Hoved! +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-6"> +VI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Allerede Kl. fire vaagnede Pelle, skønt han var +kommet sent i Seng. Han sov Hønseblund i denne +Tid, Sommernatten laa som en lys Manen over hans +Øjenlaag. Han listede ud i Køkkenet og toede sig +under Vasken — og gik saa ned til sit Arbejde. +Nattens hvidgraa Aande hang endnu synlig nede i +Gaden, men højt oppe ved Tagene groede et rødligt +Skær frem. „Nu staar Solen op over Landet,“ +tænkte han og mindedes sin Barndoms Morgener: +Markerne med det sølvgraa Dugspind, og Solen der +pludselig kom og skabte det om til Millioner straalende +Diamantdraaber. Ak, kunde man igen engang +springe barfodet og let gysende ud i det dugvaade +Græs og frejdigt raabe den gryende Dag i Møde: +Op med dig Sol, Pelle er her allerede! +</p> + +<p> +Natvægteren kom slæbende forbi det aabne Vindu +paa sin Vej hjem. „Allerede oppe,“ sagde han nattehæst +og nikkede ned. „Ja, aarle er af Guld — du +bliver nok rig engang, Skomager.“ Pelle lo, han <em>var</em> +rig! +</p> + +<p> +<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a> +Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbejdede. +Der var noget hyggeligt ved, at de laa og sov +saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog at +han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede +Hjemmet, derfor lagde han saa muntert i. Fattige +var de, men det var ligegyldigt i Forhold til den +Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i +Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til +alting hed det: Far skal! eller: Far har selv sagt! — +i deres Øjne var han Ufejlbarligheden selv. Og Ellen +begyndte at komme til ham med sine Bekymringer, +hun gik ikke længer stum med sit men erkendte, at +han havde stærkere Skuldre. +</p> + +<p> +Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som +om gode Kræfter arbejdede for ham. Saa beskæmmende +det var, at Hustruen skulde arbejde med paa +Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at +fritage hende for det — og hvad havde han været for +Børnene? Det var ikke nemt at bygge alting op paa +én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende +nok at lade noget falde og føre Resten saa meget +hurtigere igennem. Som han var nu, var han i Grunden +ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke den +ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj +Grad trængte til Overbærenhed! En Bunke Bohave +paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny Bolig. +</p> + +<p> +Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det; +baade gamle Fjender og gamle Venner saa paa ham +som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er det +virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde +deres Blik. Men hans egne var til Gengæld overbærende. +„Far har ikke Tid,“ sagde Søster forklarende +til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos +ham — „men han faar nok!“ Og saa udmalede hun +sig alt det dejlige, der saa skulde ske. Pelle blev +underlig til Mode — han fik se at komme igennem +dette lidt hurtigt. +</p> + +<p> +Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han +havde vovet sig ud i, men nu begyndte han at +kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig +<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a> +gik igen, og enkelte Bjærgtoppe som naas, hvergang +man brød ud af Tykningen. Og rigt at færdes var +der — kanske var det Landet han og de andre +havde søgt. Naar han var kommet igennem, skulde +han dog vise dem det. +</p> + +<p> +Pelle havde en god Hukommelse, og huskede alt +hvad han havde læst. Meget af det kunde han citere +ordret, og om Morgenen inden Gaden endnu var +vaagnet, plejede han at gaa det hele igennem i Tankerne, +mens han arbejdede. Det undrede ham, saa +lidt Historien beskæftigede sig med hans egne, det +var først i den aller nyeste Tid de var taget med. +Naa, han var ikke ked af dét, Bevægelsen <em>var</em> altsaa +noget virkelig nyt og ikke en af Historiens evige +Gentagelser. Nu forlangte han at faa dens Ide paa +Prent, og en Dag sad han underlig højtidelig paa Biblioteket +med Marx og Henry George foran sig. Pelle +vidste noget paa det Omraade han ogsaa, men dette +var alligevel som at drage Vaad af Dybet — en straalende +Vidunderverden fulgte med op. Her var uomstødelige +logiske Beviser for, at han havde grebet +rigtig, skønt han greb i Blinde. Lykkeland var stort +nok til alle; jo flere der rykkede ind, des større blev +det. Han sad og fik Lyst til at lange ud igen, slaa +et nyt Slag for Lykken! +</p> + +<p> +Pludselig gik det som et Skred gennem Huset fra +øverst til nederst, et kort, besættende Uvejr, der igen +førte ham tilbage til Hjemmet. Det var bare Lasse +Fredrik, der indledede Dagen; han tog en Afsats i +hvert Spring, sendte en Hilsen ned til Faderen og +fór af Sted paa Arbejde. Den sidste Selestrop knappede +han, mens han løb. Lidt efter kom Ellen +ned med Morgenkaffen. +</p> + +<p> +„Hvorfor kaldte du ikke paa mig, da du stod op?“ +sagde hun surmulende. „Det er ikke sundt at sidde +saa længe og arbejde uden at faa noget.“ +</p> + +<p> +Pelle lo og kyssede hende til Godmorgen. „De +fine Fruer staar først op længe efter deres Mænd,“ +sagde han drillende. +</p> + +<p> +Men Ellen lod sig ikke affærdige med Løjer. En +<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a> +ordenlig Kone var oppe før sin Mand og havde +noget til ham. „Jeg <em>vil</em> ha’e, du kalder paa mig,“ +sagde hun bestemt og var helt rød i Kinderne. Det +klædte hende at løbe varm engang. +</p> + +<p> +Mens han drak Kaffen, sad hun og underholdt +ham om sit, og de drøftede Dagens Plan sammen. +Saa gik hun op for at hjælpe Børnene i Tøjet. +</p> + +<p> +Hen paa Formiddagen lagde Pelle Arbejdet til +Side; han gjorde sig i Stand og gik ud for at aflevere +det. Med det samme vilde han ind om paa +Biblioteket og slaa noget efter i de store Leksika. +</p> + +<p> +Gaden levede sit eget stille Liv her lige op ad +det store Strøg — ens fra Dag til Dag. Den tykke +jyske Marskandiser stod paa Trappen som sædvanlig +og dampede paa sin Træpibe. „God Morgen, Skomager,“ +hilste han. En gul skævøjet Østerlænding i +Tøfler og lang sort Kaftan balancerede nok saa hjemligt +op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkop +Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. +Og ovenfor paa Fortovet gik et Par Hopsadrenge +og spillede Klink, lige under den store røde Lygte +som Natten igennem lyste sit <em>Ligtorneoperatør</em> helt +op til Strøget. To Piger i Cykledragt kom trækkende +ud af en Port med deres Maskiner — de skulde i +Skoven. „Goddag Pelle! hvordan gaar det med Ellens +Forretning?“ spurgte de familiært. Det var nogen +hun havde vasket for. +</p> + +<p> +Pelle holdt af denne brogede Bydel, hvor ny +Butiker med store Spejlglasruder laa Side om Side +med lave Stuer, hvor man drev Smaahandel bag +almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer i +lige som hjemme i Provinsbyen — og blot havde +trukket en Snor over Blomsterpotterne med et Brev +Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa. Her +boede Fattigfolk nok, men Livet gik alligevel ikke +paa saa haarde Gænger som ude paa Nørrebro. +Folk tog lettere paa Tilværelsen, syntes ham mindre +retlinjede men ogsaa mindre selvretfærdige. De syntes +at have faaet et lysere Temperament, gik ikke +saa støt og velafrettet til og fra det faste Arbejde +<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a> +men havde til Gengæld flere Udveje til at bjærge +Føden. +</p> + +<p> +Der var noget af Opbruddet over det hele, som +svarede godt til hans egen Tilstand; Livets Usikkerhed +lagde en egen højspændt Stemning over alting. +Fattigdommen kom ikke marsjerende i tætte mandsstærke +Arbejderkolonner, den havde en stor og broget +Garderobe, kunde møde op i de sidste Bruneller +fra det gamle Københavns Herskabshuse, eller +med Guldbriller og høj Hat. Han mente, han kendte +alle Fag, men her var Hundreder af Leveveje, som +ikke lod sig organisere, hver Dag opdagede han ny +og mærkelige Erhverv. Han huskede, hvor svært +det havde været at organisere herude — Livet formede +sig for uoverskueligt. +</p> + +<p> +Her var Plads til alt, Dør om Dør boede Folk +som Bevægelsen ikke havde faaet samlet op endnu, +og Folk som var skudt oven ud af den i stejl Trods. +Her var Plads til ham ogsaa, Skyggen han havde +gruet for fulgte ham ikke. Man havde set for +meget af Livet til at blande sig i andres Sager; Bedsteborgerligheden +havde ikke ævnet at bemægtige sig +Fattigmand. Der var noget af <em>Arken</em> over denne Bydel +— kun ikke dens Haabløshed; alle Muligheder +holdt tvært imod til her. Fattigmand havde erobret +dette Terræn fra det rige Borgerskab, og det syntes +som Udviklingen havde faaet Retning af det. Her +var det Proletariatet, hvis brogede Væsen trængte +opad og gennemsyrede saa at sige det hele. I de +lange Sidegader, som var fulde af Marskandisere og +Pantelaanere, havde Tilværelsen ikke skilt sig ud i +sine forskellige Bestanddele. Piger og Spillefugle boede +Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der +levede adstadigt af deres Rentepenge og gik i Kirke +hver Søndag med Salmebogen i Haanden. Jærnkræmmeren +havde Guldure og Antikviteter mellem +Skramlet i sin Kælder. +</p> + +<p> +Han fulgte Vesterbrogade indad. Sommerferien +var netop forbi, Fortovet paa Figaro-Siden var fuldt +af solbrune Mennesker — Forretningsfolk, Studenter og +<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a> +Kursuspiger — der lyste op i Vrimlen ved et eget +Humør. De var lige vendt tilbage til Byen og lugtede +endnu af frisk Blæst og Strand — det var næsten saa +godt som en Tur paa Landet. Og vilde han længer +ud i Verden, kunde han ogsaa komme det; Vesterbros +Strøg havde Skikkelser nok, der greb ham ved Fantasien +og hvirvlede ham udad. Det var som en Kaj, +hvor Alverden satte hinanden Stævne, Artister og +Søfolk og internationale Agenter. Underlige Kvinder +kom sejlende gennem Mængden, store, eksotisk saftfulde +som Drivhus-Frugter; han kendte dem igen +fra Billedet af Marskandiserskens Datter i <em>Arken</em>, og +vidste at de hørte til det internationale Forplejningskorps! +De gik i tigerstribet Spaseredragt, det mægtige +champagnefarvede Haar duftede af fremmede +Egne — af mange Havne og Ruter lige som Dampskibenes +Indre; de kraftige stillestaaende Ansigter +svulmede af Massage og mindede om en pudset lyserød +Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen +som Fuldriggere. I deres Kølvand sloges nogle +smaa energiske Væsner, som ogsaa hørte til Trækket +og havde majet sig ud, saa de lignede Børn — +med Pufærmer, korte Skørter og Babyhaar. Rystende +Gamlinge, som Solen havde lokket ud, stod fortabt +stille og fulgte de dejlige Børn med Øjnene. +</p> + +<p> +Pelle følte et eget Behag ved at glide afsted med +denne Strøm, der flød bredt og roligt som Livet +selv. Verden var større end han havde tænkt og +han tog ikke Parti for eller imod noget, men undredes +blot over Livets Mangfoldighed. +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +Han kom hjem fra Biblioteket ved Totiden med +et stort statistisk Værk under Armen. Ellen tog imod +ham med røde Øjne. +</p> + +<p> +„Har dine Logerende nu gjort dig Livet surt igen?“ +spurgte han og saa hende ind i Ansigtet. Hun vendte +Hovedet bort. +</p> + +<p> +„Fik du Penge for Arbejdet?“ spurgte hun i Stedet +for Svar. +</p> + +<p> +<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a> +„Nej, Manden selv var ikke i Butiken. De kommer +hen og betaler.“ +</p> + +<p> +„Saa har vi ikke en rød Øre — og jeg har ingen +Middagsmad til dig.“ Hun prøvede at smile da hun +sagde det, men de tunge Øjenhaar vibrerede. +</p> + +<p> +„Er det det hele,“ sagde Pelle og lagde Armen +om hende. „Hvorfor har du ikke lavet Havregrød +til mig? Jeg havde glædet mig til en mægtig Portion.“ +</p> + +<p> +„Det har jeg ogsaa — men du faar jo næsten +ikke andet. Det er ikke Mad for et Mandfolk.“ +</p> + +<p> +Han greb hende om Midjen med begge Hænder, +løftede hende op og satte hende pænt og varsomt +ned paa Køkkenbordet. „Det er Havregrøden, min +Pige,“ sagde han overgivent. „Jeg kan næsten ikke +gaa for bare Kræfter.“ +</p> + +<p> +Men Ellen var ikke til at slaa et Smil af med en +Vognkæp; der var et eller andet i Vejen — hun +vilde ikke rigtig ud med det. Endelig fik han ud af +hende, at de to musikalske Klovner var stukket af fra +Huslejen. Hendes gode Sengeklæder havde de ødelagt, +ligget i dem med Klæderne paa, og svinet dem +til saa de ikke var til at redde. Hun vilde nødig +vedgaa det, fordi han i sin Tid havde raadet fra. +Men saa med ét gav hun sig voldsomt over. „Du +maa ikke le ad mig,“ hulkede hun og gemte Ansigtet +ved hans Skulder. +</p> + +<p> +Pelle søgte at trøste hende, men det var ikke saa +let. Det var ikke det enkelte Uheld men hele Fiaskoen, +hun brød sammen paa — hun havde lovet sig +saa meget af sin store Plan. „Det kan jo reddes +endnu,“ sagde han for at trøste hende. „Vi kiler +bare paa, saa kommer det nok, skal du se.“ +</p> + +<p> +Men Ellen lod sig ikke putte Blaar i Øjnene. „Du +mener det jo ikke,“ sagde hun vredt, „du siger det +kun for min Skyld! Og Marskandiseren sendte Bud +herom i Formiddags, at hvis han ikke snart fik +Resten af sine Penge, tog han hele Udstyret igen.“ +</p> + +<p> +„Saa lad ham tage det — saa er vi ude af den +Historie.“ +</p> + +<p> +<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a> +„Men saa taber vi alt det, vi har betalt af!“ udbrød +hun hastigt og tørrede Øjnene. +</p> + +<p> +Pelle trak paa Skuldrene: „Det er der ikke noget +at stille op til.“ +</p> + +<p> +„Skulde vi saa ikke hellere se at faa Sagerne +solgt efterhaanden? Vi skylder kun en Tredjedel +paa dem.“ +</p> + +<p> +„Det kan vi ikke — det er strafbart. Vi har Lejekontrakt +paa Logiudstyret, og saalænge vi skylder +en Øre paa det, er det hans. — Naa, men vi er jo +sunde og raske allesammen, hvad Nød har det saa!“ +</p> + +<p> +„Det kan du sagtens sige,“ svarede Ellen og forsøgte +et Smil. „Men jo raskere vi er, desto mere +Mad skal der til.“ +</p> + +<p> +Der kom en Tøs rendende med et Par Støvler, +som skulde forsaales i en Fart; det var Dronning +Thereses, hun skulde bruge dem om Aftenen. „Saa +faar vi da et Par Øre mellem Hænder!“ sagde Ellen +oplivet. „Jeg hjælper dig at faa dem færdig i en +Fart.“ +</p> + +<p> +De satte sig paa hver sin Side af Disken og gik +i Gang med Arbejdet. Det mindede om den allerførste +Tid af Ægteskabet; en Gang imellem stansede +de og lo — naar Ellen havde glemt et eller andet +Tag. Paa halvanden Time var Støvlerne færdige. +Pelle gik selv med dem for at være sikker paa +Pengene. +</p> + +<p> +„Du træffer hende bedst i Knejpen,“ sagde Ellen. +„Ved denne Tid spiser Artisterne Middag, saa er +hun gærne der.“ +</p> + +<p> +I Artistknejpen var der travlt. Ved de smaa Borde +sad knoglede, tætklippede Mænd af en egen rødlig +Type og spiste sammen med en eller anden Pige +fra Kvarteret. Det var Akrobater, Klovner eller Brydere +— Folk af et ensartet Verdenssnit, stortærnet +klædte, med vældige Neglemansjetter og hele pansrede +Støvlesnuder. De tyggede bredt, og stirrede +sløvt ud i Luften til Pigernes Halløj, bar en jærnhaard +brutal Maske til Ansigt og svære Diamantringe +paa Fingrene. Nogle af dem saa ud til at have +<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a> +udviklet Underkæben med det Formaal at tage mod +Bokserslag, saa kraftig var den. Inde i det tilstødende +Værelse gik nogle unge sirlige Fyre og spillede +Biljard, mens de i Smug holdt Øjne med hvad +der foregik ved Bordene. De havde Pandekrøller og +Laksko. +</p> + +<p> +Dronning Therese var der ikke. Han gik saa om +i Dannebrogsgade, hvor hun boede. Men hun var +ikke hjemme, han maatte aflevere Støvlerne til Naboens +og gaa igen med tomme Hænder. +</p> + +<p> +Naa, var det vel andet, end hvad man kunde +vente! Naar man trængte haardest, legede Tilfældet +med én som Katten med Musen! Pelle var ikke +nær saa frejdig, som han lod naar han stod over for +Ellen; Virkeligheden begyndte at gaa ham paa. Han +drev ud til Morten, men uden nogen Tro til Resultatet; +Morten havde mange Huller til det han tjente. +</p> + +<p> +„Du kommer i det rette Øjeblik!“ sagde Morten +og viftede med to Sedler. „Jeg har lige faaet tyve +Kroner sendende fra <em>Arbejderen</em>, dem kan vi dele. +Det er mine første Penge fra den Kant, saa du kan +begribe, jeg har spyttet tre Gange paa dem.“ +</p> + +<p> +„Saa har de alligevel fundet Vej til dig,“ udbrød +Pelle glad. +</p> + +<p> +Morten lo: „Jeg blev ked af at se mine Arbejder +gaa igen i Bladet, da man dog ikke vil kendes ved +mig deroppe — og gik op til dem og gjorde opmærksom +paa Paragrafen om Eftertryk. Du skulde se +det Ansigt de satte op! For Pokker, det <em>er</em> ikke +morsomt at skulle tjene sit Brød paa Elendigheden +saa at sige! og endnu pinligere bliver det, naar man +bagefter skal gaa Tiggergang for sine sure Skillinger. +Du skal heller ikke tro jeg gjorde det under andre +Forhold — jeg sultede hellere. Men jeg vil i al Fald +ikke være Genstand for Udsvedning fra mine egnes +Side! — Det er snart længe siden du har været +her.“ +</p> + +<p> +„Jeg har haft saa travlt. — Hvordan har Johanne +det?“ Det sidste sagde han i en hviskende Tone. +</p> + +<p> +<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a> +„Ikke godt for Tiden — hun holder Sengen. — +Hun spørger stadig efter dig.“ +</p> + +<p> +„Jeg har været meget optaget den senere Tid! — +Desværre kan jeg stadig ikke opdrive noget om +hende. Er hun lige tvær?“ +</p> + +<p> +„Naar hun er i sit onde Lune, lader hun sig forstaa +med, at hun godt kunde hjælpe os paa Sporet, +hvis hun vilde. Jeg tror det morer hende at se os +løbe til Nar.“ +</p> + +<p> +„Saa raffineret er et Barn ikke.“ +</p> + +<p> +„Det skal du ikke sige. Husk paa hun er ikke +noget Barn — hun har gjort for rædselsfulde Erfaringer. +Jeg har nærmest det Indtryk, at hun hader +mig og kun pønser paa at gøre mig Fortræd. Du +aner ikke, hvor hadefuldt hendes Sind kan være; +det er som om Dunsterne dernede fra havde omsat +sig til levende Gift i hende. Kommer her nogen, +hun mærker jeg synes om, saa spyr hun dem til, +saa snart de er gaaet — siger et eller andet giftigt +om dem for at saare mig. Du er den eneste hun +skaaner, derfor tror jeg, der maa være et hemmeligt +Baand imellem jer. Prøv at gaa hende paa Klingen +en Gang til.“ +</p> + +<p> +De gik ind til hende. Da de aabnede, smuttede +hun hastigt ned under Dynen — hun havde lyttet +ved Døren. Hun lod som hun sov haardt. Morten +gik ind for at arbejde og lukkede efter sig. +</p> + +<p> +„Naa Johanne,“ sagde Pelle og satte sig paa +Sengekanten — „jeg har en Hilsen til dig. Kan du +gætte fra hvem?“ +</p> + +<p> +„Fra Bedstemor!“ udbrød hun og rejste sig ivrigt +over Ende. Saa blev hun flov over at være overlistet +og krøb ned under Dynen. Hun laa og skottede +mistroisk til ham, med sammenpressede Læber. +Der var noget ved Blikket og Hovedholdningen +der ligesom kaldte paa henslumrede Minder i ham, +men han kunde ikke fæstne det. +</p> + +<p> +„Nej ikke Bedstemor. — Hvor er hun forresten +henne nu — jeg skulde gærne tale med hende? +<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a> +Kunde du ikke følge mig ud til hende, naar du bliver +rask?“ +</p> + +<p> +Hun laa og betragtede ham med spillende Øjne +og et spotsk Udtryk. „Ja det ku’ du li’!“ svarede +hun med et Refræn fra Gaden. +</p> + +<p> +„Sig mig nu, hvor hun bor, Johanne,“ blev Pelle +ved og tog hendes magre Haand. „Saa er du en flink +Pige!“ +</p> + +<p> +„Ja om Natten!“ +</p> + +<p> +Pelle rynkede Panden: „Du maa være meget +hjærteløs, naar du kan forlade din gamle Bedstemor +og ikke engang kan unde hende, at andre hjælper +hende. Jeg er vis paa, hun sidder et Steds og lider +Nød.“ +</p> + +<p> +Johanne saa forbitret paa ham. „Jeg pryglede hende +ogsaa,“ udbrød hun ondt. +</p> + +<p> +Hun brast i Latter ved Pelles Udtryk. „Nej jeg +gjorde alligevel ikke,“ sagde hun beroligende — „jeg +tog bare Stokken fra hende og gemte hendes Briller, +saa hun ikke kunde gaa ned paa Gaden og +hente Fløde. Saa var hun nødt til at sende mig, og +saa drak jeg al Fløden og kom Vand i Kanden. +Hun kunde ikke se det, og saa skældte hun ud +over Mælkeforretningen, fordi den snød.“ +</p> + +<p> +„Nu digter du vist,“ sagde Pelle usikkert. +</p> + +<p> +„Jeg pillede ogsaa Krummen ud af Brødet og lod +hende spise Skorpen,“ vedblev Johanne og nikkede. +</p> + +<p> +„Hold nu op med det,“ sagde Pelle og strøg hende +over den svedige Pande — „jeg ved godt, at jeg har +fornærmet dig.“ +</p> + +<p> +Hun skød vredt Haanden til Side. „Ved du hvad +jeg vilde ønske?“ sagde hun pludselig — „jeg vilde +ønske du var min Far.“ +</p> + +<p> +„Vilde du være glad for det?“ +</p> + +<p> +„Ja, for naar du saa blev rigtig syg og fattig, vilde +jeg behandle dig lige saa godt, som jeg har behandlet +Bedstemor.“ Hun lo klangløst. +</p> + +<p> +„Jeg er vis paa, du kun har været god ved Bedstemor,“ +sagde Pelle alvorligt. +</p> + +<p> +Hun saa stift paa ham som for at se, om han nu +<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a> +ogsaa mente det. Saa vendte hun sig om mod Væggen. +Han kunde se paa hendes krummede Legeme +at hun kæmpede med Graaden, og prøvede at dreje +hende om mod sig. Men hun gjorde sig stiv. +</p> + +<p> +„Jeg vil ikke sammen med Bedstemor!“ hviskede +hun indbidt — „jeg vil ikke!“ +</p> + +<p> +„Men du holder jo dog af hende!“ +</p> + +<p> +„Nej jeg gør ikke — jeg kan slet ikke fordrage +hende! Hun sagde til Nabokonen, at jeg bare var i +Vejen! Det var den forbandede Unges Skyld, at hun +ikke kunde komme paa Stiftelsen sa’e hun — jeg +hørte det selv! Og jeg løb dog og tiggede al Maden +sammen til hende. Men saa gik jeg min Vej!“ Hun +stødte Sætningerne ud og knugede Lagnet krampagtigt; +Stemmen var helt hæs. +</p> + +<p> +„Men du maa dog fortælle, hvor hun er!“ sagde +Pelle indtrængende. „Jeg lover dig, at du ikke skal +komme til hende, naar du ikke selv vil.“ +</p> + +<p> +Barnet tav stædigt, hun troede ikke paa Løfter. +</p> + +<p> +„Ja saa maa jeg jo gaa til Politiet for at finde +hende — jeg holder bare ikke af det.“ +</p> + +<p> +„Nej, for du har jo <em>sat</em>!“ udbrød hun med en +kort Latter. +</p> + +<p> +Der gik et forpint Drag over Pelles Ansigt. +</p> + +<p> +„Er det saa morsomt synes du?“ sagde han og +klippede med Øjnene. „Jeg er vis paa Bedstemor +ikke lo ad det.“ +</p> + +<p> +Johanne vendte sig halv om: „Nej hun græd! Saa +havde hun jo ingen til at gi’e os Mad — derfor +græd hun.“ +</p> + +<p> +Det dæmrede for ham. „Hvor blev I to af den +Dag paa Fælleden? Vi skulde jo spise sammen!“ +sagde han. +</p> + +<p> +„Da du blev taget? Aa vi kunde ikke finde dig, +og saa gik vi bare hjem.“ Hun havde Ansigtet helt +fremme og laa og betragtede ham med sine store +graa Øjne. Det var Hannes Blik, bag ved arbejdede +den samme Undren over Tilværelsen; men her var +den tilsat en forfærdelig Viden. Med én Gang rykkede +det i hendes Ansigt; hun opdagede at hun var +<a id="page-95" class="pagenum" title="95"></a> +blevet overlistet, og saa paa ham med et stikkende +Blik. +</p> + +<p> +„Er det sandt, at du og Mor har været Kærester?“ +spurgte hun pludselig skadefro. +</p> + +<p> +Pelle blev lidt rød. Spørgsmaalet kom helt bag +paa ham. „Jeg skal gærne fortælle dig alting om din +Mor, naar du saa vil fortælle mig, hvad du ved,“ +sagde han og saa oprigtigt paa hende. +</p> + +<p> +„Hvad er det du vil have at vide?“ — hun talte i +en eksaminerende Tone. „Vil du skrive om mig i +Bladene?“ +</p> + +<p> +„Kære Barn — vi maa dog finde din Bedstemor. +Det kan jo være, hun sidder og sulter.“ +</p> + +<p> +„Jeg tror nok hun er paa <em>Almindeligheden</em>,“ sagde +Barnet stille. „Jeg gik derhen om Torsdagen, naar +de Gamle havde Lov at gaa ud og tigge til lidt +Kaffe; og en Dag saa jeg hende.“ +</p> + +<p> +„Gik du saa ikke hen til hende?“ +</p> + +<p> +„Nej — jeg var ked af at høre paa hendes Jeremiader!“ +</p> + +<p> +Johanne var ikke stiv og trodsig længer. Hun laa +med bortvendt Ansigt og svarede — lidt trevent — +paa Pelles Spørgsmaal, mens hun forlegent pillede +med hans Fingre. De knappe Svar blev for ham til +en sammenhængende, trist Historie. +</p> + +<p> +Enkemadam Johnsen var ikke meget værd, da +<em>Arken</em> først var brændt; hun følte sig gammel og +hjælpeløs alle andre Steder, og da Pelle blev sat +fast, faldt hun helt sammen. Hun og den lille +sad og led Nød, og da Johanne følte sig i Vejen, +løb hun bort — hen et Sted hvor hun kunde faa +det godt. Den gamle havde nok ogsaa været hende +i Vejen; hun havde samme forfløjne Drømmesind +som Moderen, og nu sagde hun sig løs fra alting og +løb det vidunderlige i Møde. En ældre Legekammerat +voldtog hende og førte hende ud blandt Tømmerpladsens +Drenge. Der gik hun for Lud og koldt +Vand, sov ofte under aaben Himmel og rapsede nu +og da men kom forøvrigt snart under Vejr med at +tjene Penge paa egen Haand. Naar det blev koldt, +<a id="page-96" class="pagenum" title="96"></a> +holdt hun til som Opvaskepige paa Værtshusene +eller var Bytøs for Kvinderne i Dannebrogsgade, +mærkværdig nok undgik hun altid Politiet. I den +første Tid var hun et Par Gange paa Vej tilbage til +Bedstemoderen, men kom ikke længer end paa +Trappen; hun frygtede Straf og kunde heller ikke +holde ud at sidde og høre paa den gamles vimrende +Klager. Siden faldt hun til Rette i sin ny Levevis +og følte ikke mere nogen Trang til at komme ud af +den — formodenlig fordi hun var begyndt at blive +fordrukken. Nu og da listede hun dog ind til Alderdomshjemmet +og fangede et Glimt af Bedstemoderen; +hun kunde ikke forklare hvorfor hun gjorde +det, og holdt stædigt fast paa at hun ikke kunde lide +hende. Den gamles urimelige Klage over at hun laa +hende til Byrde, havde ædt sig dybt ind i Barnets +Sind. I det sidste Aar havde hun en Tid vartet op +i en Sømandsknejpe nede i Nyhavn hos en Værtshusholder +Elleby — den samme Bondefanger som +flaaede Pelle ved hans første Ankomst til Hovedstaden. +Elleby plejede at adoptere ukonfirmerede +Piger for paa den Maade at omgaa Loven og have +kvindelig Betjening til Søfolkene; de døde gærne +efter et eller to Aars Forløb — han gik altid med +sort Flor om Ærmet. Johanne skulde ogsaa have +været adopteret men rendte sin Vej i Tide. +</p> + +<p> +Langsomt tilstod hun ham det hele, raat og grufuldt +som det var, med den instinktmæssige Fortrolighed, +som <em>Arkens</em> Væsner havde haft til ham, og +som var gaaet i Arv til hende fra Mor og Bedstemor. +Hvilken Afgrund af Rædsler! Her havde han +gaaet og syntes, at det havde ingen Hast — Livet +var rigere end som saa! Men Børnene, Børnene! +Skulde de ogsaa vente, mens han gik og tog Overblik +over Tilværelsens Mangfoldighed — vente og +gaa til Grunde? Behøvedes der overhovedet særlig +Viden og Overblik for at kæmpe for retfærdigere +Tilstande? behøvedes der andet end det, at man var +god? Mens han sad og læste Bøger, traadtes der +maaske Børn ned i Tusendvis — hørte det ogsaa +<a id="page-97" class="pagenum" title="97"></a> +med til Livet og krævede Varsomhed? For første +Gang tvivlede han om sig selv. +</p> + +<p> +„Nu skal du lægge dig ned og sove,“ sagde han +blødt og strøg hende over Panden; den var brændende +hed, det dunkede i den. Forskrækket følte +han hendes Puls. Haanden faldt mager og ligesom +udbrændt i hans, og Pulsen var springende. Ak, Hannes +Feber rasede i hende. +</p> + +<p> +Hun holdt fast om hans Haand, da han vilde +rejse sig og gaa. „Var Mor og du saa Kærester?“ +spurgte hun hviskende og holdt de glansfulde Øjne +forventende paa ham. Og pludselig forstod han den +paagaaende Spørgen — og hele hendes besynderlige +Medgørlighed over for ham. +</p> + +<p> +Et Øjeblik saa han vaklende ind i hendes forventningsfulde +Blik, saa nikkede han langsomt. „Ja Johanne, +du er min lille Datter!“ sagde han og +bøjede sig ned over hende. Hun fortrak det dødblege +Ansigt til et svagt Smil og rørte genert ved +hans stubbede Hage. Saa vendte hun sig om for +at sove. +</p> + +<p> +Pelle satte med faa Ord Morten ind i Barnets +Forhistorie —: Madam Johnsens og Mandens forgæves +Kamp for at komme frem, hans uhyggelige +Død i Kloaken, og Hannes Opvækst over den som +<em>Arkens</em> fejre Prinsesse — Hanne der vilde fange +Lykken ind og fangede dette stakkels Barn i Stedet! +</p> + +<p> +„Du har aldrig fortalt mig noget om Hanne,“ +sagde Morten og saa paa ham. +</p> + +<p> +„Nej,“ svarede Pelle langsomt. „Hun stod saa +underlig uvirkeligt for mig selv — som en altfor +fager Drøm. Hun dansede sig ihjæl, du! — Men du +maa godt lade over for Barnet, som jeg er Far til +hende.“ +</p> + +<p> +Morten nikkede: „Du kunde tage ud paa <em>Almindeligheden</em> +for mig og forhøre om den gamle — det +er Synd hun skal tilbringe sin Alderdom dér!“ Han +saa sig om i Stuen. +</p> + +<p> +„Her kan du dog ikke have hende,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +<a id="page-98" class="pagenum" title="98"></a> +„Det lod sig maaske alligevel indrette. Hun og +Barnet hører dog sammen.“ — — — — +</p> + +<p> +Pelle gik først hjem til Ellen med Pengene og +skyndte sig saa ud til Alderdomshjemmet. +</p> + +<p> +Madam Johnsen laa paa Sygestuen og havde ikke +mange Dage igen. Det varede lidt, inden hun kendte +ham, og Fortiden syntes hun at have glemt. Det +gjorde slet ikke Indtryk paa hende, da han fortalte +at Barnebarnet var fundet. Hun laa mest og vimrede +uforstaaeligt hen for sig; det var for Føden, +hun troede endnu bestandig hun sad og skulde +skaffe Husleje og Mad til sig og Ungen. Alderdommens +Bekymringer havde ædt sig uudsletteligt ind i +hende. „Hun har slet ingen Glæde af at ligge her +og have det godt,“ sagde en gammel Kone, som laa +i Sengen ved Siden af hende — „hun slaas for at +skaffe og skaffe hele Tiden. Og naar hun har en +klar Stund, rejser hun til Jylland.“ +</p> + +<p> +Ved Lyden af dette Ord fæstede Madam Johnsen +sine Øjne paa Pelle. „Jeg vilde saa gærne se Jylland +igen, inden jeg dør,“ sagde hun. „Lige siden +jeg i mine unge Dage kom herover, har jeg altid +tænkt, at de første Penge jeg fik til overs skulde +gaa til en Tur hjem. Men det blev aldrig til. Hannes +Lille skal jo ogsaa leve — de tærer godt i den +Alder.“ Og saa var hun der igen. +</p> + +<p> +Sygeplejersken kom og sagde til Pelle, at nu +maatte han gaa. Han rejste sig og bøjede sig over +den gamle for at sige Farvel, underlig til Mode ved +Tanken om, at hun havde været saa meget for ham +og nu knap kendte ham igen. Hun laa og greb følende +om hans Haand med begge sine, som en Blind +der genkender, og saa paa ham med sine udtryksløse +Øjne der allerede var plettede af Døden. „Din +Haand er god endnu,“ sagde hun langsomt, med Alderdommens +fjærntklingende Stemme. „Hanne skulde +have taget dig, saa havde meget nu været anderledes.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-7"> +<a id="page-99" class="pagenum" title="99"></a> +VII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige +tavse Arbejder, der tog paa Bøgerne som om det var +Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp ham til +at finde hvad han havde Brug for. +</p> + +<p> +Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, +som gærne kom og spurgte, om der var noget han +kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille vindtør +Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og +Skæg, der gav hans blege Ansigt et smilende Udseende. +Han havde færdedes mellem Bogstablerne +en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for +Brystet af ham, hvert Minut gjaldede hans tørre +Hoste gennem Lokalet. +</p> + +<p> +Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig +han var meget rig. Fin og pillen med sit Ydre var +han just ikke, men der var noget uberørt over hans +Person, som havde han aldrig været udsat for Livets +Skrub. I sine Skrifter var han en stejl fanatisk +Jegdyrker, og satte Samvittighedens Lov op som det +eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var +han indesluttet og folkesky, men noget drog ham til +Pelle, som han vidste havde været Sjælen i Massernes +Rejsning engang. Han fulgte undrende og nysgærrigt +den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom +han med en af sine Afhandlinger og bad Pelle læse +den. Det handlede gærne om Personlighedens Væsen, +tog Udgangspunkt i <em>Jeget</em> hos en eller anden +Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa +op i Dagens Spørgsmaal. Hviskende underholdt de +sig om Indholdet; den gamle, svært tilgængelige Filosof, +der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig +Kærlighed til det store Publikum og lyttede +spændt efter, hvad en Arbejder vel kunde faa ud af +hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten frygtsomt +hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og +veg ikke tilbage for Tanken om at anvende voldsomme +Midler. Men han forholdt sig skeptisk til +Underklassens Rejsning. „Den forstaar jo ikke at +<a id="page-100" class="pagenum" title="100"></a> +læse,“ sagde han — „Almuen rører aldrig en virkelig +Bog.“ Han havde færdedes saa længe mellem +Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dér. +</p> + +<p> +Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. +Brun var den sidste Efterkommer af en gammel udlevet +Slægt, der havde været rig gennem adskillige +Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede +dem ikke med til Livets Værdier; da han aldrig +havde kendt Savn, stillede han faa Fordringer og +undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, +at han levede meget spartansk og brugte hele sin +Renteindtægt til de Fattige. Paa mange Punkter +stemte han overens med Underklassen, ikke alene +teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, +at Opløsningen af det bestaaende kunde +finde Sted fra oven i Samfundet ogsaa. Kanske forberedte +Fremtiden sig fra begge Yderpunkter! +</p> + +<p> +En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa +Pelles private Affærer; det lod til han vidste Besked. +„Er der ikke et eller andet, De vil i Gang med?“ +spurgte han. „Det vilde glæde mig meget, om jeg +maatte hjælpe Dem.“ +</p> + +<p> +Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden +skulde gribes an. „Foreløbig ligger det hele i +Kaos for mig,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at +tage imod et Laan i al Fald, mens De finder Dem +til Rette.“ +</p> + +<p> +„Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,“ +vedblev han da Pelle vægrede sig — „det er sjofelt, +men saadan er det nu engang. De <em>tager</em> jo alligevel +ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have +fat i Pengene paa den Maade de byder sig til, eller +undvære.“ +</p> + +<p> +„Saa undværer jeg,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort +— og har I nogensinde opnaaet at sanke gloende +Kul paa Samfundets Hoved ved det. I overvurderer +Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres +Ejendom. Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa +<a id="page-101" class="pagenum" title="101"></a> +sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede jo næsten +ikke at putte noget i sin egen usselige Mund +— enhver god Bid skulde Konen have. Derfor begrædes +han ogsaa som tabt fra vor Side — han var +saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom +slæber endnu om med ikke saa lidt af det.“ +</p> + +<p> +„Penge gør afhængige,“ indvendte Pelle. +</p> + +<p> +„Ikke altid,“ svarede Brun leende. „I min Verden +laaner man og tager paa Kredit uden at blinke — +jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig +nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham +Penge. Paa det Punkt er vi ganske anderledes frigjorte +end I, det er overhovedet dér Skellet mellem +Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at +komme i Gæld til nogen, og Omhu for altid at yde +to Tjenester for én — er meget smuk og frugtbar +inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver +rendt ned paa i Forholdet til os. Vi kender den slet +ikke — hvordan skulde det ellers gaa Mennesker, +der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til Graven, +og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?“ +</p> + +<p> +Pelle saa forvirret paa ham. „Fattigfolk har ikke +andet end deres Æresfølelse, derfor vaager de over +den,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne +Æresfølelse, som virker saa fortræffeligt i vort Favør?“ +spurgte Brun forundret. „Gaa engang den +bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den +maa være opfundet af os — til Brug for jer. Ja det +undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er ogsaa +en degenereret Overklasser — en af dem der vanarter +og falder uden for Vedtægten. Jeg saa nok +Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede Dem +paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt — bliv +saadan ved min unge Mand! De skal dog ikke drage +for vidtrækkende Slutninger deraf — jeg hører som +sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til +at give Dem en Haandsrækning?“ +</p> + +<p> +Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget +<a id="page-102" class="pagenum" title="102"></a> +sønder og sammen i ham, og den Erkendelse gjorde +ham stædig. +</p> + +<p> +„De er en rigtig forstokket Almuer,“ sagde Brun +halv ærgerlig. +</p> + +<p> +Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. +Naturligvis havde han altid været klar over, at det +hele var som et Herskabskøretøj, hvor han og hans +Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele +Indretning det var Tømmerne og Selen, som fik dem +til at gaa godt for Kalesjen. Det var bare altid blevet +benægtet fra den anden Side — han sled jo med +Historie og Statistik for engang at levere det uomstødelige +Bevis. Men nu kom der én, som selv sad +i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og +det var ikke en Bog, men et levende Menneske som +han stod Ansigt til Ansigt med. Det stivede hans +Tro mægtigt af. +</p> + +<p> +Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik +den paa Stumperne. Logiet var gaaet helt i Staa, +Ellen solgte rask væk af Udstyret. „Jeg er virkelig +ligeglad med Loven!“ svarede hun til Pelles Advarsler. +„Det kan vel ikke være Meningen, vi skal +forære Møbelhandleren alt det vi har afdraget — +bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar +Møblerne er solgt, skal han nok faa Resten af sit +Tilgodehavende.“ +</p> + +<p> +Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og +fremmest leve. Restgælden hang som en Trusel over +dem; opdagede han at Møblerne var solgt, kunde +det blive en slem Historie. „Husk paa, jeg har været +straffet før,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har +gjort?“ sagde Ellen og stirrede forfærdet paa ham. +„Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor lød jeg +dog ikke dig?“ En Stund sank hun helt sammen. +„Saa maa vi se at faa det betalt i en Fart,“ sagde +hun pludselig og rejste sig energisk — „de tyve +Kroner maa dog være til at skaffe!“ Hun skyndte +sig op i Lejligheden og kom straks efter ned med +Hat og Kaabe paa. +</p> + +<p> +<a id="page-103" class="pagenum" title="103"></a> +„Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Pelle bestyrtet. +</p> + +<p> +„Hvad jeg vil gøre? — jeg vil gaa til Dronning +Therese. Hun <em>kan</em> skaffe dem!“ Hun bøjede sig ned +og kyssede ham. „Du skal ikke være bange!“ Lidt +efter kom hun med Pengene. „Jeg kan <em>vaske</em> dem +af,“ sagde hun glad. +</p> + +<p> +Saa var dét til en Side, havde nu Laanet bare +været lige saa vidt! Men det kom ikke stort af Stedet, +Afdragene aad paa en eller anden besynderlig +Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet +bede om Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen +Restsummen med Afdragets Beløb; han kaldte +det Strafrente. +</p> + +<p> +Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen +Lyst; tidlig og silde var han ude efter et Nap. Han +hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn +for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt +for. +</p> + +<p> +En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som +Dronning Therese havde sendt over — en Annonce +om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig +Mand, der var uddannet som Skomager. „Den er +fra i Morges,“ sagde Ellen spændt — „bare det ikke +er for sent. Du maa straks tage derud.“ Hun fandt +Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med +at gøre sig pæn. Det var paa en Skotøjsfabrik ude +i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for at komme +hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab +om at faa Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste +Modstandere blandt Arbejdsgiverne fra den +Tid han organiserede Faget — en yngre Mester, som +havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre +Springet over til Fabrikant. +</p> + +<p> +„Naa er det Dem,“ sagde Fabrikanten. „Ja ja, +gammel Uenighed skal ikke skille os, hvis vi ellers +kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til at +tage sig lidt af alt — saadan en Slags højre Haand +som kan tage Stødet af til daglig, og have Opsyn +med det hele naar jeg er ude paa Rejse. Jeg tror, +De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en +<a id="page-104" class="pagenum" title="104"></a> +Mand med Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil +gærne have, det gaar lidt pænt og glat med Folkene +— uden alligevel at spytte for meget i Bøssen forstaar +De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne +sig med det gode — det koster ikke en Smule mere +efter min Erfaring. Og nu hører man jo selv til +Partiet.“ +</p> + +<p> +„Gør De?“ Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne. +</p> + +<p> +„Ja! — Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne +være Partifælle — vil De sige mig det? Der er sku +ikke noget at være bange for, naar først man har +kigget ind bag Kulisserne — og det har jo sine +Fordele. Om ti Aar er hvert fornuftigt Menneske +Socialdemokrat.“ +</p> + +<p> +„Ja det kan forresten gærne være,“ sagde Pelle +og lo. +</p> + +<p> +„Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min +Hustru: Hør, man kan snart ikke være bekendt ikke +at høre til Partiet; i andre Lande dér er baade Millionærer +og Grever og Baroner allerede Partifæller. +Hun smagte lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; +det er jo lutter pæne Mennesker — som hun +ogsaa sa’e forleden Aften — Standspersoner er der +saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, +der drev én fra først af; men nu samstemmer jeg +sku, for det er meget fornuftigt det de siger. Og saa +er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r +di’her Anarkister rigtig paa Puklen — vil De give +mig Ret i det? Efter min Mening burde alle forene +sig om at bekæmpe dem — og det bli’r vel ogsaa +nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over +Politik og er kommen til det Resultat, at vi Arbejdsgivere +bar os hestedumt ad fra først af; vi skulde +ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare +ud i Yderlighed. Se nu selv, hvor den er bleven +pæn igen, siden man begyndte at tage Hatten af for +den! man er det, man bli’r behandlet som — skal +jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt +frem, dersom vi andre havde taget lidt venligere paa +Dem! — vil De indrømme mig det? I er sku akkurat +<a id="page-105" class="pagenum" title="105"></a> +lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad +og være pæne i Tøjet — gaa og gælde for ordenlige +Mennesker! Derfor var det klogt at skære den +nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man +har for meget Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der +vil pille Brosten op og slaa ned, er ikke Selskab +for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til +Raden kommer til ens Parti at komme til Fadet — +det er nu min Politik. — Naa, men hvad mener De +saa?“ +</p> + +<p> +„Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten +heller ikke det, det kommer an paa, bare De +ellers forstaar at behandle Arbejderne — og det har +De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om +Ugen — det er en pæn Ugeløn ved jeg — til Gengæld +skal De saa se paa min Fordel naturligvis. +Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde — +De forstaar vel hvad jeg mener? Saa faar De fri +Bolig — i Forhuset naturligvis — for at være en +Slags Vicevært for Bagbygningen her; — der er tre +Opgange med Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke +selv have med det at gøre, der er saa meget Vrøvl +med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og +naar man saa tager lidt fast paa dem, render de til +Bladet og sjikanerer en. Naa, det risikerer jeg naturligvis +ikke saa let, men alligevel; jeg holder mest +af at Tingene gaar glat — ogsaa af den Grund at +jeg aspirerer til at blive Medlem af Hovedledelsen! +— De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og en Lejlighed +til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn +naar jeg selv skal sige det. Men den der smører +godt kører godt! Naa, slaar De saa til?“ +</p> + +<p> +Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den +næste Dag. +</p> + +<p> +„Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig +betænke sig for meget — vor Tid kræver Handling. +Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen — +det er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De +<a id="page-106" class="pagenum" title="106"></a> +bliver min Tillidsmand med andre Ord. — Naa, ja +ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.“ +</p> + +<p> +Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor +han havde forlangt Betænkningstid — dette var +jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man ogsaa +tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første +Gang der meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt +hyggeligt for Kone og Børn. — Nu var han altsaa +Pladshund mod sine Fæller. +</p> + +<p> +Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem +Strøget. Her var lyst og festligt inde, Buelamperne +hang som en Række spejdende Lysfugle oppe +over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for +at holde sig svævende. Det var ligesom de fejede +Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede gennem +Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader +stod Mørket og maabede ud paa Lysglansen, paagaaende +Lyde trængte ud derinde fra: Tøselatter, et +Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse +Kæften. Men Folk promenerede roligt passiarende +over Asfalten to og to — og hørte ingenting; +de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede +sig i den begyndende Kulde. +</p> + +<p> +Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; +Folk sad tæt sammen i hver sin lille lukkede +Kreds og saa oprømte og hyggelige ud. Paa +Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, +der pegede skraat opad som skulde den +skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de syntes +trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de +sad paa en tynd Skorpe — med Armodens Helvede +lige under sig? Eller var det kanske derfor de slog +sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske +forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa — +uden at lytte altfor skrupuløst til Baggadernes hæse +Protest? +</p> + +<p> +Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske +Standere stod der en Mand og solgte Blade. +„Fem Øre hvis De har Raad — ellers koster det +ikke noget!“ sagde han og stak en Avis til Pelle. +<a id="page-107" class="pagenum" title="107"></a> +Han var bleg, havde mørkt Fuldskæg og dybe Skygger +under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en +indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle +stirrede paa ham — det var jo Peter Drejer, hans +Lærekammerat derhjemme fra! +</p> + +<p> +„Gaar du her og sælger Aviser?“ udbrød han forundret +og rakte ham Haanden. +</p> + +<p> +Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det +samme tunge, indadvendte Udtryk som da Pelle traf +ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere +fortænkt ud. +</p> + +<p> +„Ja jeg er blevet Avismand,“ sagde han — „men +kun efter Fyraften. Det er et lille Blad, jeg selv +skriver og trykker; du kan maaske have godt af at +læse det.“ +</p> + +<p> +„Hvad handler det da om?“ +</p> + +<p> +„Om dig og mig!“ +</p> + +<p> +„Det er nok anarkistisk?“ sagde Pelle og betragtede +Bladets Titel. „Du var saa egen, sidst jeg traf +dig.“ +</p> + +<p> +„Nu kan du jo læse det. — Værsgod, fem Øre +hvis De har Raad — ellers gratis!“ raabte han og +stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod +en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede +sig i smaa Ryk. +</p> + +<p> +„Du er nok under Opsigt!“ sagde Pelle og gjorde +ham opmærksom paa Betjenten. +</p> + +<p> +„Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt +mit lille skikkelige Blad.“ +</p> + +<p> +„Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt +heller?“ sagde Pelle smilende. +</p> + +<p> +„Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke +selv.“ +</p> + +<p> +„Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom +det bliver fulgt.“ +</p> + +<p> +„Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig +økonomisk. Saa snart jeg har faaet Arbejde hos en +Mester, møder der straks en Betjent op og henstiller +til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes +sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter +<a id="page-108" class="pagenum" title="108"></a> +Maven — dér har man nemlig selv Hjærtet siddende.“ +</p> + +<p> +„Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,“ +sagde Pelle deltagende. +</p> + +<p> +„Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig +fast uden nogen lovlig Begrundelse; og naar der er +gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen — det ene +lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt +Hovedet — det taler ikke til Ros for et Maskineri, +der dog udelukkende holdes gaaende for at knægte +os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man +gærne ryddede mig af Vejen, dersom det lod sig +gøre; men Landet er jo ikke stort nok til at lade +nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget +Dyr mere. Skønt jeg foragter vore Love, der ikke +er andet end en Maskering af brutal Magt, passer +jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige +Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig +igen, finder jeg mig ikke i det.“ +</p> + +<p> +„Forholdet er saa ulige,“ sagde Pelle og saa alvorligt +paa ham. +</p> + +<p> +„Ingen behøver finde sig i mere end han selv +vil! Men vi mangler noget herhjemme — den yderste +Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor sjofler +de os efter Forgodtbefindende.“ +</p> + +<p> +De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en +af de store Kafeer stod et blodfattigt Kvindfolk med +en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle ynkelige +Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer +gjorde en stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens +Publikum, hans Ansigt fortrak sig. +</p> + +<p> +„Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder +Tilværelsen,“ sagde Pelle. „Tvært imod, det +glæder mig at se, at der dog er nogle der er lykkelige. +Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. +Det eneste skulde da være dem, der ikke kan unde +os alle noget, og kun nyder rigtig ved Tanken om +at andre sidder og mangler.“ +</p> + +<p> +„Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor +under andre noget? Tror du nogen af dem +<a id="page-109" class="pagenum" title="109"></a> +siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret, +mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at +bruge, Resten tilkommer de Fattige? Nej nu sidder +de og skælder ud paa Fattigmand, mens de solder +Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker +ned paa Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne +— nu er der til dem af en overfyldt Mave. +Gaa engang ind mellem Bordene og lyt —: De fattige +er svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad +man gør for dem — selv Skyld i deres Elendighed. +Det krydrer vel Festen for nogle, andre dulmer +deres onde Samvittighed med det. Og alt det de +nyder, har den fattige dog lavet, selv det mest udsøgte +Raffinement har maattet passere hans smudsige +Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De +tager det som en Selvfølge at det er saaledes, det +undrer dem ikke engang, at der aldrig sker noget +til Tak for god Behandling — et lille besk Velbekomme, +en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at +der daglig er Millioner fattige beskæftiget med at +lave Lækkerier til Rigmanden — og aldrig falder +det nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige +er de! Kapitalen sover bogstavelig talt med Hovedet +i vort Skød — og smæder os i Søvne. Og vi skærer +ikke Struben over paa den!“ +</p> + +<p> +Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt +efter dem og stansede samtidig ovre paa den anden +Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa det. +</p> + +<p> +Peter saa ligegyldigt derover. „Han ligner en engelsk +Blodhund,“ sagde han roligt — „et glubsk Bid +og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er, at vi +selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu +snart begynder vi at agitere blandt Militæret.“ Han +bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor han +boede. +</p> + +<p> +Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. „Hvordan +gik det?“ spurgte hun spændt. „Fik du Pladsen?“ +</p> + +<p> +Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne. +</p> + +<p> +Hun havde lagt Armen om hans Liv. „Du store +<a id="page-110" class="pagenum" title="110"></a> +Mandfolk,“ sagde hun og saa lykkeligt op paa ham +— „naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er +vi jo rige, Pelle — 35 Kroner om Ugen! Er du +ikke selv glad?“ +</p> + +<p> +„Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det +lidt godt engang.“ +</p> + +<p> +„Jamen du selv — jeg synes ikke du er saa henrykt. +Det er dog en anset Stilling du faar.“ +</p> + +<p> +„Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men +jeg faar se at faa det bedst mulige ud af den,“ svarede +han. +</p> + +<p> +„Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens +Parti, men det følger jo altid med den Slags +Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at faa sine Sager +varetagne.“ +</p> + +<p> +Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som +hun havde staaende til Varme i Kakkelovnen. Nu +og da saa hun forundret paa ham, der var noget +ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det +hele blevet lidt aparte i sit Syn paa Sagerne derinde +i Fængslet — og det kunde man jo ikke undres +over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret. +</p> + +<p> +„Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget +Vedkommende ogsaa,“ sagde hun. „Et Held er det +for os at han ikke gider passe Sagerne selv.“ +</p> + +<p> +„Han giver sig jo af med Politik,“ svarede Pelle +adspredt. „Foreløbig pønser han vist paa at komme +ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af Arbejdernes +Stemmer.“ +</p> + +<p> +„Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,“ +udbrød Ellen livligt. — „Du er da inde i Sagerne +og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi maaske +faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen +af ham engang.“ +</p> + +<p> +Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, +saa gennem ét, saa gennem andet. Glæden gjorde +hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan, +var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun +havde ofret ham alt, og der førte ingen Veje uden +om hende. Han maatte se hende give sig hen i fuld +<a id="page-111" class="pagenum" title="111"></a> +Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde — +hende skyldte han alligevel alt. Hvor var hun skøn +i sin Uberørthed! Endnu havde hun en Tilbøjelighed +til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar +om det blege Ansigt lignede hun en af disse <em>Søstre</em>, +der har gaaet meget igennem og gør alt af Barmhjærtighed. +</p> + +<p> +Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le +rigtig ud — hun smilede kun. Det stærkeste havde +han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke +ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun +delt Bord og Seng med ham og alligevel beholdt +det skønneste for sig selv — som en trodsig Jomfru. +Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig +Forventning, og hendes Øjne hvilede paa ham i +Spænding; han var ikke den graa Hverdag for +hende længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, +naar det kneb allermest. Og den Forandring +købte han ikke let for dyrt. Kvinder var heller ikke +skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, +som først aabnede sig helt, naar Lykken kyssede +dem. Ellen fik have Lov at skubbe Ansvaret over +paa ham. +</p> + +<p> +Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa +ud og slutte endelig Aftale med Fabrikanten. Ellen +hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og +børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, +det lød som sorgløs Fuglekvidder. „Hvad skal +vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden +og flytte ud i den Ende af Byen,“ sagde hun — +„ellers faar du for langt at gaa.“ +</p> + +<p> +„Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. +Han har tre Opgange med Etværelses Lejligheder +— dem skal vi være Vicevært for. Han kan +ikke selv tumle Beboerne.“ Pelle havde ikke glemt +det, men kunde ikke faa sig selv til at fortælle at +han skulde være Pladshund. +</p> + +<p> +Ellen saa forstenet paa ham. „Hører det med til +Stillingen?“ spurgte hun og tog efter Vejret. +</p> + +<p> +Pelle nikkede. +</p> + +<p> +<a id="page-112" class="pagenum" title="112"></a> +Pludselig sprang hun ind paa ham. „Du gør det +ikke!“ skreg hun og greb ham i Armene — „hører +du Pelle? du gør det ikke!“ Hun var helt ude af +sig selv og stirrede tryglende paa ham. „Jeg forstaar +dig slet ikke!“ +</p> + +<p> +Han saa forvirret paa hende og mumlede noget +til sit Forsvar. +</p> + +<p> +„Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?“ +vedblev hun hæftigt. „Det er en Judaspost, han har +tilbudt dig — men vi vil ikke tjene vort Brød ved +at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at +se Stumperne ligge i Rendestenen og flyde. Aa, +hvis du nu var gaaet derind!“ Hun stirrede gruende +hen for sig. +</p> + +<p> +„Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din +Forstand henne — du som ellers er saa fornuftig,“ +sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa halv +bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun +det hele og sank sammen. +</p> + +<p> +„Aa Pelle, Pelle!“ udbrød hun og gemte sit Ansigt. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-8"> +VIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle læste ikke mere og gik heller ikke paa +Biblioteket, han havde nok at gøre med at holde +den gaaende. Nu kunde der ikke være Tale om at +søge noget; Vinteren stod for Døren, de Arbejdsløses +Hær voksede med hver Dag. Han holdt sig +hjemme, arbejdede naar der var noget, passede +ellers Børnene for Ellen mens hun vaskede. Lasse +Fredrik talte han med som med en Kammerat, +men det var morsomt at give sig af med de smaa +ogsaa. De var taknemmelige for det, og han opdagede +at han havde meget til Gode her. Svend Trøst +holdt han meget af nu, det pinte ham kun at Drengen +endnu ikke kunde tale. Hans Stumhed var som +en tavs Anklage bestandig. +</p> + +<p> +<a id="page-113" class="pagenum" title="113"></a> +„Hvorfor henter du dig ikke Bøger hjem?“ kunde +Ellen sige, naar hun kom op fra Vaskekælderen for +at se til dem, med bare Arme og fine Draaber i +Haaret af Dampene dernede. „Du har jo god Tid +nu!“ +</p> + +<p> +Nej, hvad skulde han med Bøgerne? De udvidede +maaske nok hans Horisont lidt, men det der laa +bag den, blev igen saa mange Gange større — han +selv blev bare mindre af at læse. Noget beroligende +Overblik var det i al Fald ikke muligt at faa; Verden +gik sin egen skæve Gang paa tværs af al Visdom. +Det var en sur Lykke at tage Viden ind om +Ting, man ikke kunde raade Bod paa; Fattigfolk +maatte helst være afstumpede. +</p> + +<p> +Han og Morten havde lige fulgt gamle Madam +Johnsen til Graven — hun naaede ikke at faa Jylland +at se! Af et helt stræbsomt Liv var der ikke +blevet ti Kroners Overskud til en Billet hjem; og +Togene løb Døgn efter Døgn med Hundreder af +tomme Pladser. Med isnende Punktlighed hvirvledes +de af Sted paa Klokkeslet fra Station til Station, +Gud ved hvor mange Tusend tomme Sæder Togene +var rendt til Jylland med, i de Aar den gamle sad +og græmmede sig af Hjemlængsel? Og var hun +stavret til Banegaarden og steget i Toget, saa vilde +punktlige Hænder uden Skaansel have sat hende af +ved første Station. Hvad kom Jylland hende ved? +Hun længtes jo nok — men hun havde ingen Penge! +</p> + +<p> +Var det Ondskab eller hjærteløs Ligegyldighed? +Mer djævelsk en Sport kunde i al Fald vanskelig +tænkes end denne Kørsel med tomme Pladser. Det +var dem, der gjorde Farten saa rædselsfuldt levende +— som var selve Djævlen spændt for og pustende +af Kaadhed slæbte dem af Sted gennem Landet — +derhen hvor Folk længtes! Det maatte være forfærdeligt +at være Konduktør og raabe Stationernes Navne +ind til disse Pladser for de skæbnesvangert efterladte! +</p> + +<p> +Og her gik Søster paa Gulvet, bleg og tynd i +det! Der var ingen rigtig Kraft i hendes lyse Haar, +<a id="page-114" class="pagenum" title="114"></a> +og naar hun blev ivrig, peb det i hendes Luftrør +med denne pinagtige Lyd, der var saa godt som +uadskillelig fra Fattigkvarterets Børn. Det var Baggaardenes +fordærvede Luft, der bestandig snakkede +med nu — forstemmende som næsten alt hvad hans +Erkendelse lagde ind under sig. Hun manglede kun +Sol — og hele Sommeren havde den ødslet i ovenud +Rundhaandethed; den gik bare hen over Hovedet +paa Fattigfolk — ligesom alt andet. Det havde været +et enestaaende jordbæraar, men de store Gartnere +var blevet enige om at lade den halve Afgrøde +sidde og raadne paa Planterne — for at holde Prisen +oppe og spare Afplukningspenge. Og her gik +Ungerne og hungrede efter Frugt, vantrivedes fordi +de ikke fik Del i den! — Hvorfor? ja noget menneskeligt +Svar gaves der ikke. +</p> + +<p> +Og igen — overalt det samme! Hvergang hans +Tanke slog ned paa en eller anden Samfundsindretning, +aabenbarede det samme triste sig: et uhyre +rullende Materiel, der kun var beregnet for nogle +faa og for en væsenlig Del løb tomt. Og fra de +tomme Pladser stirrede anklagende Øjne paa én, +syge og triste af Sult og Savn og skuffede Haab. +Havde man først set dem, kunde man ikke lukke +Synet for dem igen. +</p> + +<p> +Undertiden slog hans Fantasi over, og han greb +sig i at sidde og bygge: Riger hvor man benyttede +Jærnbanen eftersom man trængte til det og ikke +efter Pengepungen, hvor <em>de</em> spiste Maden som var +sultne, og de eneste fattige var dem der ikke kunde +unde andre noget. Men han bræmsede sig haardt i +det — det var for idiotisk! En Røst fra det usynlige +havde kaldt ham og hans ud i Dagen — og saa +skete der ingenting! Det var blot for at gække dem. +</p> + +<p> +Brun kom ofte ned og saa til ham, den gamle +Bibliotekar savnede sin unge Ven. +</p> + +<p> +„Hvorfor kommer De aldrig mere ind til os?“ +sagde han. +</p> + +<p> +„Hvad skal jeg dér,“ svarede Pelle kort for Hovedet. +<a id="page-115" class="pagenum" title="115"></a> +„Fattigmand har ingen Brug for Viden — +han er evig fordømt.“ +</p> + +<p> +Han havde brudt med alt det dér og brød sig +ikke heller om Bibliotekarens Besøg; det var bedst +enhver passede sig selv, de Store var alligevel ikke +Selskab for en som ham. Han gjorde sig ingen +Umage for at skjule det. Men Brun lod som ingenting; +han var flyttet ud i Frederiksberg Allé til Oktober +Flyttedag og saa næsten hver Eftermiddag +ned om paa sin Vej hjem fra Biblioteket. Børnene +passede paa at være dernede ved den Tid, han +havde altid noget med til dem. +</p> + +<p> +Hverken Pelle eller Ellen stillede ret store Fordringer +til Tilværelsen mere. De var faldet til Ro +og færdedes resigneret ved hinandens Side som et +Par Arbejdsheste, der er vant til at dele Krybbe og +Slid. Nu skulde det have været store Ting at være +færdig med det forbandede Laan, saa man ikke gik +med Livet i Hænderne bestandig; men selv det var +for urimelig en Fordring. Alt hvad man kunde rave +og skrave sammen gik hver Maaned i Aagerkarlen, +og lige nær var man. Paa de 180 Kroner Pelle +havde faaet udbetalt, havde de nu ialt afdraget 120, +og alligevel skyldte de fremdeles 240. Det var Strafrenterne +der løb paa, hver Gang de blot kom en +Dag eller to for sent med Afdragene — eller Pokker +maatte vide hvad det var? — En Skrue uden +Ende var det i al Fald, som hele deres Liv vilde +pumpe alt, hvad de kunde skaffe til Veje, over i +Aagerkarlens Lomme. +</p> + +<p> +Men nu sagde Pelle stop. Han havde ikke betalt +det sidste Afdrag, og vilde ikke mere, saa fik det +skabe sig saa galt det vilde. „Du skulde laane af +Hr. Brun og betale den Aagerkarl ud,“ sagde Ellen +— „ellers falder han bare over os og tager Stumperne.“ +Men Pelle var stejl og vilde ikke høre et +fornuftigt Ord; Bevidstheden om, at en Snylter +havde sat sig godt til Rette paa ham og udsugede +ham trods al hans Modstand, gjorde ham ude af +<a id="page-116" class="pagenum" title="116"></a> +sig selv. De kunde bare prøve paa at røre hans +Hjem! +</p> + +<p> +Da Aagerkarlen kom for at hente sit Afdrag, +smed han ham paa Døren. Ellers tog han alting +med resigneret Ro, men naar dette kom paa Tale, +for han op og vidste ikke hvad han sagde. Ellen +maatte tie stille og lade det gaa sin Gang. +</p> + +<p> +En Eftermiddag sad han og arbejdede paa sin +Plads lige under Kældervinduet. Bibliotekaren sad +paa Stolen inden for Døren, han havde Børnene et +paa hvert Knæ og fodrede dem med Dadler. Pelle +passede sig selv og dukkede sig sky over sit Arbejde, +med et Udtryk som en Sindssyg, der er bange +for at nogen skal tale til ham. Hans Arbejde havde +ikke den gamle Appel og skred ikke for ham, der +var kommet en forstyrret Tone ind, naar han ikke +straks kunde finde et Stykke Værktøj, blev han +hæftig og smed med Tingene. +</p> + +<p> +Brun sad og iagttog ham bekymret, men lod som +han var optaget af Børnene; en beklagende Mine +vilde have faaet Pelle til at flyve i Flint. Han gættede +at det var galt med Pengene, men turde ikke +tilbyde sin Hjælp; hvergang han prøvede at indlede +en Samtale, slog Pelle ham tilbage med et snedigt +Udtryk som sagde: Du gaar og snuser efter en +Lejlighed til at komme stikkende med dine Skillinger, +men det skal blive Løgn! — Et eller andet +var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede <a id="corr-8"></a>sig +vel igen. +</p> + +<p> +En Droske stansede uden for Døren, tre Mænd +steg ud og begav sig op i Huset. Lidt efter kom +Ellen styrtende ned paa Værkstedet. „Pelle, de er +her for at tage vore Ting!“ raabte hun grædende +uden at ænse Brun. Børnene stak i at tudbrøle, da +de saa at Moderen græd. +</p> + +<p> +Pelle rejste sig og greb Hammeren. „Dem skal +jeg snart faa herut!“ sagde han med lav, sammenbidt +Stemme og gik mod Døren. Han forhastede sig +ikke, gik med sænket Pande og saa ikke paa +nogen. +</p> + +<p> +<a id="page-117" class="pagenum" title="117"></a> +Brun tog ham haardt i Armen og stansede ham. +</p> + +<p> +„De glemmer, at der er noget der hedder Tugthuset!“ +sagde han med en besynderlig Betoning. +</p> + +<p> +Pelle saa overrasket op paa ham — det saa et +Øjeblik ud som han skulde slaa den gamle Bibliotekar +ihjæl. Saa tabte han Hammeren ud af Haanden +og faldt sammen. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-9"> +IX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det hændte, at en eller anden Kammerat fra de +gode gamle Dage faldt ind om og vilde have Pelle +med til Møde. Saa vaagnede gamle Kampminder i +ham — kanske var det alligevel dér Tampen brændte. +Han smed Skødskindet og gik med; Ellens Øjne +fulgte ham til Døren, i Forundring over, at han +fremdeles vilde give sig af med det dér — efter det +<em>han</em> havde haft ud af det. +</p> + +<p> +Men det var heller ikke dér! Han huskede den +mægtige Gæring i Sindene under Bevægelsens +Kamptid, og syntes Spændingen var gaaet af dem. +Kun foran Valgene var Folk oppe, ellers gik de +med hver sit, som havde der aldrig været noget +der hed en samlende Tanke. Organiserede var de +alle, men der var ikke noget nyt og stærkt i den +Kendsgærning; de var saa at sige født ind i Organisationen +og forbandt ikke noget stort og løftende +med det. De gamle Fæller var mærkværdig afsvalede +— de havde vel opdaget, at Lykken ikke var hverken +saa æventyrlig eller lige til. Det var ikke længer +bare at slaa Leddet op til Lykkeland og strømme +derind, der laa en lang og brydsom Vej for. +Saa indrettede de sig paa deres eget og afhændede +den tvivlsomme Fremtid for smaa Fordele — som +det bestaaende straks slugte. +</p> + +<p> +Bevægelsen havde ikke grebet til Bunds; der var +en Anklage mod ham selv i det, den var ikke lagt +bredt nok an. Allerede dengang var den gaaet hen +<a id="page-118" class="pagenum" title="118"></a> +over Hovedet paa <em>Arkens</em> Beboere, og nu sad der +et stort Proletariat tilbage med sine egne Forventninger +til Fremtiden. Den gode gamle Almue var +spaltet i et Smaaborgerskab, der kun syntes optaget +af at indrette sig — og saa dette Proletariat. +</p> + +<p> +Men der var ikke noget nyt i det. Et Lag rykkede +op og aabenbarede et nyt nedenunder — saadan +var det altid gaaet i Historien. Var det da evig +bestemt, at der paa Bunden af Tilværelsen skulde +sidde en bestandig lige talløs Skare af nedstødte, +som bar Byrden af det hele — den store Hungerreserve? +Var det kun muligt at have det godt, naar +man forstod at skubbe Vanskelighederne nedad? — +lige som man kunde forskyde Rynkerne i et Stof, +til de tilsidst ophobedes paa ét Sted! Ja det var det +gamle Spørgsmaal igen. Tidligere havde han sin +lyse Tro at slaa Tvivlen ned med, men nu kunde +han ikke nøjes med et blindt Haab — han forlangte +en Udvej anvist. Var Bevægelsen løbet ud, fordi +den startedes skævt, saa havde man altsaa med +haandgribelige Aarsager at gøre, og det hele lod sig +gøre om! +</p> + +<p> +Der var ogsaa andre i Færd med at tage det +hele op fra Bunden, gennem Peter Drejer traf han +sammen med unge Mænd af en helt ny Type. Det +var Ungdom, der var dukket neden ud af Bevægelsen +— skudt overraskende frem af dens Bundfald +— og nu kom og stillede ny fordringsfulde +Krav til Tilværelsen. Ad ukendte Veje var de naaet +til samme Punkt som han selv, og forlangte først +og fremmest at være Mennesker. Jegets Hellighed +fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; +de begyndte indefra med at afkaste dem, røg og +drak ikke — vilde ikke være Slaver af noget. De +holdt sig borte fra Bevægelsen og havde deres egne +Samlingssteder ude omkring Sønder Boulevard, +hvor de læste og drøftede ny Samfundsformer. Det +var oplyste, vellønnede Arbejdere, som haardnakket +delte Proletariatets Vilkaar; fanatisk troende som +gav deres Ugeløn bort, naar de mødte en der var +<a id="page-119" class="pagenum" title="119"></a> +fattigere end de selv; hidsige Hoe’der, der gik og +ventede paa Revolutionen. Flere af dem havde siddet +i Fængsel for ophidsende Agitation mod Samfundsordenen. +Der var ogsaa Folk fra Landet imellem, +Sønner af dem, der stod i Grøfterne og Tørvegravene +derude. <em>Den lille Mands Børn</em> kaldte Morten dem. +</p> + +<p> +Her var endelig Afkommet efter dem, der havde +gjort Bevægelsen med — saadan skulde den forløbe. +Ved Nøjsomhed holdt de sig fri af Kapitalismens +besnærende Midler, de foragtede den smaaborgerlige +Hang til Komfort og var altid parat til Handling. I +dem var Opbruddet i al Fald en Kendsgærning! +</p> + +<p> +De vilde gerne have fat i Pelle. — „Kom over til +os!“ sagde Peter Drejer ofte. +</p> + +<p> +Men Pelle var ikke nem at lokke ud, han havde +sit Hjem, dér gemte han sig som en Snegl i sit Hus. +Denne lille Verden paa fem Mennesker <em>havde</em> han +Ansvaret for — og ikke engang den havde han formaaet +at betrygge. Hans Kræfter og Flid forslog ikke +engang til at holde ét lille Hjem oven Vande, der +maatte en Velgører til! Det var ikke Tiden at gaa +og pleje sin egen Ærekærhed, hvor det galdt Kone +og Børn, og nu det hele var ordnet, følte han sig +inderlig taknemmelig mod den gamle Bibliotekar. +Men en beskæmmende Kendsgærning var det ligefuldt, +som ikke opfordrede til at give sig af med de +tusend Hjems Affærer. +</p> + +<p> +De unges voldsomme Ord skræmte ham ogsaa. +Han havde Opbruddet i sig ligesom de, men mødte +med andre Erfaringer. Fra han kunde krybe, havde +han tumlet med sig selv for at faa sig læmpet ind +i den store Sammenhæng; selv Fængselslivet havde +ikke sat ham udenfor, men blot føjet ham endnu +tættere ind i Helheden. Han havde ingen Anlæg for +at hugge Knuden over, men forlangte stædigt, at den +skulde løses. +</p> + +<p> +„Det er skidt med dig, for du kan ikke hade,“ +sagde Morten og de andre, naar de prikkede til ham. +Nej Kulden i hans Sind var som Nattefrost, den +smæltede ved den første Solstraale. Naar han saa tilbage, +<a id="page-120" class="pagenum" title="120"></a> +var der forsonende Baand, som holdt det hele +sammen trods alt ondt; og nu sidst havde jo den +gamle Bibliotekar givet ham Føling med det gode +paa den anden Side Kløften ogsaa. Han var faldet +til Ro paa sin Skomagerstol igen, og lod sig ikke +jage op af de andres Utaalmodighed men saa ud, +som havde han en hel Evighed at afvikle sit i. +</p> + +<p> +Søster gik gærne nede hos ham og fyldte Værkstedet +med sin Pludren. Ved Ottetiden, naar det begyndte +at dages, hørte han hendes stolprende Trin +i Trappen, og saa blev hun hos ham, til Ellen om +Aftenen med Magt tog hende op for at lægge hende +i Seng. Hun slæbte alt Værktøjet sammen og stablede +det op foran ham paa Disken, saa han ikke +kunde røre sig; det kaldte hun at hjælpe til. Bagefter +hvilede hun sig og stod med Hænderne paa +Kanten af Disken og underholdt ham. „Søster er +flink,“ sagde hun anerkendende og pegede tilfreds +paa sit Værk. „Stor Pige.“ Og hvis han ikke svarede, +gentog hun det; hun helmede ikke, før han +havde rost hende. +</p> + +<p> +„Ja flink er du! men kan du saa sætte Sagerne +paa Plads igen,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +Barnet rystede paa Hovedet. „Søster er træt,“ erklærede +hun afgørende. Straks efter kom hun med +endnu et Stykke og skubbede det langsomt op paa +Bunken, mens hun holdt Øje med hans Ansigt for +at se, om det ogsaa gik an. „Søster hjælper til,“ +gentog hun forklarende — „hun gør!“ Pelle lod som +han ikke hørte det. +</p> + +<p> +Der var Ro for hende en Stund, men saa kom +hun slæbende med Forklædet fuldt af kasseret Fodtøj, +som hun havde trukket frem bag Kakkelovnen. +Han prøvede at se bister ud, men maatte bøje sig +ned over sit Arbejde. Det gjorde den lille usikker, +hun tømte Forklædet ud paa Forhøjningen og satte +sig ned paa Hug med Hænderne paa de smaa Knæ +for at fange hans Udtryk. Det var ikke tilfredsstillende, +saa rejste hun sig op og lagde Hænderne paa +hans Ben. „Far, du er dygtig,“ sagde hun og saa +<a id="page-121" class="pagenum" title="121"></a> +ham indsmigrende op i Ansigtet. „Du kan alting — +du er den dygtigste i hele Verden.“ Og efter en lille +Pavse. „Vi to er lige dygtige — ikke Far?“ +</p> + +<p> +„Hov, slap det dér ud?“ udbrød Pelle. „Der er +nok en af os, der er vigtig!“ +</p> + +<p> +„Det er ikke mig,“ svarede Ungen afgjort og virrede +med Hovedet. +</p> + +<p> +„I har det nok godt sammen,“ sagde Ellen, naar +hun kom ned med Svend Trøst paa Armen for at +hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun pressede +sig om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og +Svend Trøst sparkede for at komme ned paa Gulvet, +i Lag med Læsterne. „Ja, saa bliver vi her allesammen,“ +sagde Ellen og satte sig ned. +</p> + +<p> +Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde +taget paa hende. Hun talte ikke mere om Fremtiden, +men var glad til, at de var sluppet ud af Aagerkarlens +Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille, +lidt forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget +bedre, men gik og var taknemmelig; og Pelle syntes, +at der døde noget bort i hende sammen med Utilfredsheden. +Det var, som om hun endelig havde givet +alt sit; Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde +hende glansløs og almindelig. „Hun trænger til Sol,“ +tænkte han. +</p> + +<p> +Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres +Søgen efter en Vej ud til Fremtiden, rent monomant, +i det samme Spor de hundrede Gange havde traadt. +Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte +blot, at de stadig tærskede Langhalm paa Problemet. +Inden for Faget gaves der ingen Udvej; der var kun +Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede +sig ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre +Muligheder op, vendte Tankerne af sig selv tilbage +til Trebenen — som en strejfende Hund, der bestandig +kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der +var noget i ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde +ham og hans Fag solidariske — trods dets Haabløshed; +dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde +Spørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme +<a id="page-122" class="pagenum" title="122"></a> +ligger den Erkendelse, at der er nedlagt Plan og +Perspektiv i hans Tilværelse ogsaa — det og det er +saadan, fordi det maa være saadan. Og den Erkendelse +havde Pelle ingen Grund til at afhænde. +</p> + +<p> +Han gik og blev ør af Tankernes bestandige Masen +med det samme og det samme, men det blev ved +som en Besættelse, kørte meningsløst med ham naar +han sov, og tog ham saasnart han vaagnede. Der var +en gammel Drøm som haardnakket besatte ham i +denne Tid, en ungdommelig forglemt Ide fra hans +aller første Deltagelse i Rejsningen, Udkastet til det +Fællesværksted, som skulde gøre Hofskomageren +overflødig. Dengang blev Planen lagt til Side som +umulig, men nu kastede han sig igen over den og +gik den igennem Led for Led. Han kunde sagtens +finde nogle dygtige og paalidelige Fagfæller, som vilde +staa Last og Brast med ham om Arbejde og Udbytte; +og Disciplinen vilde ingen Vanskeligheder +volde, Arbejderne havde i de forløbne Aar lært at +underordne sig deres egne. Her var en Udvej for +Smaamanden til igen at gøre sig gældende inden for +Faget og komme med i Udviklingen; hvad én ikke +ævnede, kunde de ved at slutte sig flere sammen: +udnytte den moderne Teknik og leddele Arbejdet. +Han indrettede det hele omhyggeligt, gik det efter +forfra og forfra for at sikre sig, at hver Enkelthed +holdt. Naar han sov, drømte han om sin Andelsvirksomhed, +og saa var den en Kendsgærning. Han +stod og arbejdede i et lyst Lokale mellem lutter +Kammerater, der var ingen Herre og ingen Tjener, +Maskinerne snurrede, og Kammeraterne sang og fløjtede, +mens de passede dem. De havde kort Arbejdstid +og lykkelige Hjem, der ventede dem allesammen. +</p> + +<p> +Det var drøjt at vaagne op og erkende Virkeligheden. +Ak, alle Verdens dygtigste og flittigste Hænder +formaaede ingenting i deres eget Fag — ikke +saa meget som at sy et Sting — før Kapitalen satte +dem i Gang. Hvis den nægtede sit Samtykke, kunde +de ikke udrette noget som helst, men var som afhuggede +paa et Brædt. +</p> + +<p> +<a id="page-123" class="pagenum" title="123"></a> +Maskinerne kostede Penge. Pelle kunde faa dem +hos Brun, den gamle havde ofte nok tilbudt ham +Kapital til at starte et eller andet. Men han skyldte +ham allerede Penge, og hvis nu Kapitalen rendte +hans Foretagende ned. Den var paa sin Post og taalte +ikke den Slags Virksomheder ved Siden af sig. Der +var kommet Usikkerhed over ham, han turde ikke +vove Indsatsen. +</p> + +<p> +Den gamle Filosof kom næsten daglig, Pelle var +blevet en Del af hans Tilværelse, han fulgte med +Bekymring sin unge Vens Tilstand. Var det Fængslet +— eller kanske Bøgerne — som havde forvandlet +denne unge Mand, der engang gik hensynsløst paa +som et Stormvejr, til en Nøler, der ikke kunde træffe +et Valg? Personligheden blev af tvivlsom Værdi, +naar den voksede paa Bekostning af Handleævnen! +Den gamle havde netop haabet, at den skulde udfolde +større Energi ved at plantes over i en ny og +uberørt Jordbund, og prikkede til Pelle for at rive +ham op af hans Dvaletilstand. +</p> + +<p> +Saa rykkede Pelle utaalmodigt paa sig. Fra alle +Sider prikkede de til ham, og vilde, at han skulde +træffe et Valg — og han kunde ikke se sin Vej! Ja +vist laa han i Døs — han mærkede det godt selv. +Han følte sig som en, der er hamram, og forlangte +Ro — hans Væsen arbejdede for ham derude i det +uvisse. +</p> + +<p> +„Jeg ved jo ingenting,“ sagde han halv irriteret — +„hvad kan det saa nytte? Jeg troede Bøgerne skulde +føre mig frem til et Sted, hvorfra jeg kunde samle +det hele, men nu er jeg bare vild paa Kareten. Jeg +er blevet for klog til at gaa blindt paa, og ikke klog +nok til at finde den Tap hvorom det hele drejes. +Ligemeget hvad jeg rører ved, saa opløser det sig i +noget <em>for</em> og noget <em>imod</em>.“ Han lo fortvivlet. +</p> + +<p> +En Dag gav Brun ham en Bog. „Dette Værk har +tilfredsstillet mange, der søgte Sandheden!“ sagde +han med et eget Smil. „Lad os nu se, om det ogsaa +kan stille Dem tilfreds.“ Det var Darwins <em>Kampen +for Tilværelsen</em>. +</p> + +<p> +<a id="page-124" class="pagenum" title="124"></a> +Pelle læste som i en Taage. Her var Punktet jo, +det hele vældigt sammenfattet til én Sætning! Det +kogte i hans Hjærne, han kunde ikke lægge Bogen +fra sig, men blev ved at læse hele Natten, tryllebunden +og forfærdet over dette ubarmhjærtige Udsyn. +Da Ellen forundret kom ned med Morgenkaffen, var +han ude af Bogen; han svarede ikke paa hendes +venlige Bebrejdelser, men skyllede tavs Kaffen i sig. +Saa tog han sin Hat og gik ud i de øde morgentriste +Gader for at svale sit hede Hoved. +</p> + +<p> +Det var meget tidligt, Arbejderne var ikke begyndt +at rykke ud endnu; ved Morgenbeværtningerne var +man i Færd med at tage Skodderne fra. Varmtklædte +Sporvejsfolk trampede gennem Gaderne i deres træbundede +Støvler, sjaskede forkomne Kvinder piskede +i snublende Løb afsted til deres tidlige Gerning, +smaablafrende af Kulde og Lede ved Tilværelsen. +De var trætte, endnu før de fik begyndt Dagen. Her +og der asede en forsinket Kvinde over Gaden med +en Tøjkurv foran sig — en Moder der slæbte sit +Barn paa Vuggestuen, før hun gik paa Arbejde. +</p> + +<p> +Og pludselig kom Oprøret over ham, hæftigt, næsten +som et Kvælningsanfald. Denne grufuldt kolde +Lære om den Stærkeres Ret, der gav ham Valget +mellem at blive brutal eller gaa til Grunde — det +var altsaa Nøglen til Livets Forstaaelse? Den fældede +jo paa Forhaand Dødsdommen over ham og +hans Fæller — over hele den endeløst store Fattigmandsverden. +Set herfra var den bestaaende Tilstand +jo den eneste mulige — den var simpelthen ideel; +Udsvederen og Aagerkarlen, som han gik og hadede, +var i den mest harmoniske Overensstemmelse med +Livets Grundlov! Og det forfærdelige var, at Samfundet +laa klart belyst fra dette Synspunkt — han +kunde ikke nægte det. Den der bedst forstod at tillæmpe +sig efter det bestaaende, han sejrede; ligegyldigt +hvor gement det bestaaende saa var. +</p> + +<p> +Bogen kastede paa én Gang blændende Lys ind +over Samfundet; men hvor var hans egne henne i +denne Lære, alle de smaa? de regnedes nok ikke +<a id="page-125" class="pagenum" title="125"></a> +med! Samfundet var altsaa i Virkeligheden kun de +besiddende, og her havde han deres Religion, det +moralske Rygstød for den hensynsløse Udbytning. +Det havde altid holdt svært at forstaa, hvordan Mennesker +kunde misbruge andre; men her var det jo +en hellig Pligt at give Stene for Brød. Den største +Strugler var i Grunden Livets hellige Moderhjærte +nærmest, han var jo udset til at bære Udviklingen +videre. +</p> + +<p> +De fattige havde ingen Andel i denne Lære. Naar +der var en daarlig Arbejder i et Sjak, pressede de +andre ham ikke, saa han maatte gaa til Bunds — +ikke engang naar han selv var Skyld i sin Uformuenhed. +De tog ham med, lagde Sten paa hans +Skifte og slog den sidste Ende af hans Skaar — de +fattige lod ikke den svage falde, men tog ham under +Vingen. De satte sig selv uden for Loven — og +uden for Chancen! med en saaret Kammerat paa +Nakken klarede man sig ikke i Kapløbet. Men der +laa heri en Erkendelse af, at de ikke hørte med i +det bestaaende, men havde Ret til at kræve deres +egen Lykketid. Der maatte komme en ny Tid, hvor +alt det, der behøvedes, for at de kunde være med +— Hjærtets Godhed, Solidariteten — blev raadende. +Selve det store Sammenhold han havde været med +til at rejse, varslede altsaa alligevel i den rigtige Retning. +Det havde været det modsatte af én mod alle +— Gensidighedens Lov havde det bygget paa. +</p> + +<p> +Og Fattigper var nok ikke et stakkels Skrog, der +var dømt af Udviklingen til at gaa til Grunde, en +Fantast, der gik og drømte Utopien som Følge af en +tom Mave. Pelle havde levet sin Barndom ude i +Naturen og færdedes med den øvrige Skabning i al +Slags Vejr. Han havde set de smaa Sangfugle kaste +sig mod Høgen i hele Byger, naar den havde røvet +en af dem — og forfølge den til den fortumlet slap +sit Bytte. Naar han fangede en Myre i et spaltet +Halmstraa, styrtede de andre Myrer løs paa Straaet og +gnavede Kammeraten fri; de var ikke til at skræmme +bort. Slog han efter dem, stænkede de deres Gift op +<a id="page-126" class="pagenum" title="126"></a> +mod hans Haand og arbejdede videre. Deres Tapperhed +morede ham, Giftstænkene vare saa bitte smaa, +at han ikke kunde se dem; men ved hurtig at føre +Haanden op til Næsen indfangede han en syrlig +stikkende Lugt. Hvorfor lod de ikke Kammeraten i +Stikken, de som var saa mange og havde saa travlt? +De holdt ikke engang Maaltid, før de havde befriet +ham. +</p> + +<p> +Fattigper fik holde fast ved Sammenslutningstanken +— han havde grebet rigtigt dengang! Og nu med +et vidste Pelle, hvor Vejen laa. Stod de uden for det +bestaaende og dets Love, hvorfor saa ikke indrette +sig deres egen Verden over de Love, der nu engang +var deres? Gennem Organisationerne var de +opdraget til at kunne styre sig selv, det var snart +paa Tiden de overtog deres egen Tilværelse. +</p> + +<p> +De unge Oprørere holdt sig fri af Pengemagten +ved at undvære, men det var ikke Vejen; Kapitalen +prækede altid Nøjsomhed for de fattige. Han vilde +gaa den anden Vej og erobre Frembringelsen ved en +stor omgaaende Bevægelse. +</p> + +<p> +Nu var han ikke bange for at anvende Bibliotekarens +Penge — der fandtes ikke Tvivl skabt i ham. +Han var lysende klar og saa i store Træk en verdensomspændende +fredelig Revolution, som skulde +vende op og ned paa alle bestaaende Værdier. Pelle +vidste, at Fattigdommen ikke er begrænset af noget +Fædreland; han havde en Gang før baaret en ubetvingelig +Ide frem. Hans Andelsvirksomhed <em>maatte</em> +blive Udgangspunktet for en Verdenskamp mellem +Arbejdet og Kapitalen! +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-10"> +X +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +To Dage senere gik Pelle og Bibliotekaren ind i +Frederiksborggade og saa paa en Forretning, der var +til Afstaaelse. Det var en lille Historie paa en halv +Snes Arbejdere, med elektrisk Værksted i Kælderen +<a id="page-127" class="pagenum" title="127"></a> +og Butik oven over. Det hele kunde faas for Overtagelse +af Lager og Maskiner efter Vurdering. Huslejen +var lidt stor, men ellers var det billige Vilkaar. +</p> + +<p> +„Jeg tænker, vi ordner det saadan, at Anskaffelses- +og Driftskapitalen forrentes og amortiseres ligesom +et 4% Kreditforeningslaan,“ sagde Brun. +</p> + +<p> +„Det er billige Penge,“ svarede Pelle. „Et godt +Resultat vil jo ikke sige saa meget om Forholdene, +naar vi ikke har lige Vilkaar med andre Virksomheder.“ +</p> + +<p> +„Ikke særlig billige! Til den Pris kan man faa lige +saa mange det skal være mod god Sikkerhed — og +Arbejderen bør vel anses som den fineste Sikkerhed +i et Foretagende, der bygger paa Arbejdet,“ sagde +den gamle smilende — „der vil blive stort Diskontofald, +naar De kommer til Magten, Pelle! Forresten +koster den nøgne Kapital ikke mere nu heller — +naar der da ikke snyltes paa den. Og Snylterne er +det jo netop vi skal til Livs.“ +</p> + +<p> +Ja, Pelle havde ikke noget imod de billige Penge, +der kunde blive nok at slaas med endda. Kom der +Gang i det, varede det nok ikke længe, før Privatspekulationen +erklærede ham Krig! +</p> + +<p> +De var enige om, at de ikke vilde have noget +med Agenter og Udsalg at gøre; Virksomheden +skulde hvile helt i sig selv og staa i direkte Forbindelse +med Forbrugerne. Hvad der lavedes paa Værkstedet, +skulde blot dække Omkostningerne til Butiken +ovenpaa; Resten af Overskuddet skulde fordeles +mellem Arbejderne. +</p> + +<p> +„Efter hvilke Regler?“ spurgte Brun og saa forskende +paa Pelle. +</p> + +<p> +„Lige!“ svarede han uden at betænke sig — „vi +vil overhovedet ikke have noget med Akkord at +gøre. Det var et stort Fejlgreb, dengang vi rejste +Bevægelsen, at vi kælede for Akkordsystemet i Stedet +for helt at afskaffe det. Det har fremmet Uligheden. +Enhver, der arbejder, har Ret til at leve.“ +</p> + +<p> +„Tror De den dygtige Arbejder vil finde sig i at +<a id="page-128" class="pagenum" title="128"></a> +dele lige med den, der er mindre dygtig?“ spurgte +Brun betænkelig. +</p> + +<p> +„Det skal han lære!“ svarede Pelle fast. „Hvordan +skal han ellers kunne gøre gældende, at alt Arbejde +er lige værdifuldt.“ +</p> + +<p> +„Mener De da selv det?“ +</p> + +<p> +„Absolut. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel +paa f. Eks. Lægen og Kloakrenseren! Hvem af dem, +der gør mest Nytte for Sundheden er umuligt at +sige — det afgørende maa blive, at enhver udretter, +hvad han kan.“ +</p> + +<p> +„Udmærket,“ udbrød Brun — „udmærket!“ Den +gamle Filosof var rigtig i Humør. — Pelle havde anset +ham for kejtet og livsfjærn og var forbavset over, +saa praktisk et Blik han havde for mange Ting. +</p> + +<p> +„Det er fordi dette her er noget nyt,“ sagde den +gamle og gned sig i Hænderne. „Det gamle var jeg +færdig med, før jeg kom til Verden; der var ikke +noget, der æggede mig — jeg var degenereret hed +det. Jovist! Nu skal den gamle Bogorm alligevel vise +sine Aner, at der flyder handlekraftigt Blod i hans +Aarer ogsaa. Nu har vi to fundet det Sted, hvorfra +Verden vippes, min kære Pelle — jeg tror, vi har +fundet det! Og nu maser vi paa.“ — — +</p> + +<p> +Ja, der var nok at tage i. Men nu var det Realiteter, +og Pelle havde en behagelig Følelse af igen +at have Fødderne paa Jorden. Dette var alligevel +noget andet end at ride ensom gennem Rummet paa +sin egen Tanke, med bestandig Fare for at falde +ned; her brød han sig sin Vej saa at sige med +Hænderne. +</p> + +<p> +Det var blevet ordnet saaledes, at Forretningens +Ejer drev den en Tid endnu, mens Pelle satte sig +ind i det hele, lærte Maskinerne at kende og lærte +Bogføring. Han var paa Færde bestandig, brugte sin +Dag vel og sov som en Sten om Natten. Hjærnen +stod ikke længer og klaprede som en Kedel i bestandigt +Kog, Søvnen slukkede under den ogsaa. +</p> + +<p> +Det galdt om at blive et Hold, der fuldt ud kunde +stole paa hinanden, og Pelle sagde resolut dem blandt +<a id="page-129" class="pagenum" title="129"></a> +Kammeraterne op, der ikke egnede sig til at arbejde +under ny Former, og antog andre. +</p> + +<p> +Den første, han henvendte sig til, var Peter Drejer. +Ellen raadede fra. „Du ved jo, han er paa Kant +med Politiet,“ sagde hun — „du kan saamænd faa +nok at slaas med endda.“ Men Pelle trængte til at +have en ved sin Side, der ævnede at se nyt paa +Tingene og havde fuld Forstaaelse af, hvad det drejede +sig om; Egoister duede ikke. Og dette maatte +netop være noget for én, der var udtilbens med alt +det gamle. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Han havde været paa Bogholderikursus og kom +hjem for at spise; Ellen og Svend Trøst var i Byen, +men hun havde sat Mad af til ham. Han spiste for +Nemheds Skyld i Køkkenet, sad oppe paa Køkkenbordet +— og læste imens i en Bog om Regnskabsføring. +</p> + +<p> +Inde i Stuen sad Lasse Fredrik og lærte Lektier, +med begge Hænder for Ørerne for rigtig at lukke +Verden ude. Men det var ikke saa nemt, for Søsteren +havde en løs Tand, og hans Fingre kløede efter +at komme i Lag med den. Hvert Øjeblik afbrød han +Læsningen og tilbød hende et eller andet, hvis han +maatte trække den ud; Benene gik paa ham under +Bordet, han var helt syg. Men Tøsen svarede hele +Tiden: „Nej, Far skal!“ +</p> + +<p> +Saa opgav han at gaa hæderligt til Værks og søgte +at komme bag paa hende. Og endelig fik han hende +saa vidt overlistet, at hun lod ham binde en Traad +om Tanden og gøre den fast i Dørgrebet. „Saa, nu +skal Traaden bare brændes over,“ sagde han og +tændte en Lysestump — „ellers kan Far aldrig faa +Tanden ud. Det løsner gevaldigt!“ Han snakkede +løs om alt muligt for at aflede Opmærksomheden +ligesom en Taskenspiller — og stak pludselig Lyset +op i Næsen paa hende, saa hun i en Fart maatte +trække Hovedet til sig. „Se her er Tanden!“ raabte +<a id="page-130" class="pagenum" title="130"></a> +han triumferende og viste Søsteren den. Men hun +brølede i vilden Sky. +</p> + +<p> +Pelle sad og hørte det hele, men spiste roligt videre, +de maatte selv se at affinde sig med hinanden. +Lidt efter var Lasse Fredrik i Gang med at plastre +paa sin Bedrift, han snakkede godt for Anna og gav +hende Legetøj for at faa hende i Humør igen. Da +Pelle kom ind, laa de paa Maven med Hovedet inde +under Sengen. De havde kastet Tanden helt ind til +Væggen og raabte i Kor: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse2">Mus, Mus!</p> + <p class="verse">Giv mig en Guldtand</p> + <p class="verse">i Stedet for en Bentand!</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +„Skal du noget nu, Far?“ spurgte Barnet og kom +hen til ham. +</p> + +<p> +Ja Pelle skulde baade det ene og det andet. +</p> + +<p> +„Du har altid saa travlt,“ sagde hun fortrydelig. +„Bliver du ved med det hele dit Liv?“ +</p> + +<p> +Det gav et Stik i Pelle. „Nej jeg har ikke saa +travlt,“ sagde han hastigt — „jeg kan godt blive lidt +hos jer. Naa, og hvad skal vi saa finde paa?“ +</p> + +<p> +Lille Anna tog sin store Kludedukke frem og begyndte +at stille Stole an. +</p> + +<p> +„Nej, det er der ikke noget ved,“ sagde Lasse +Fredrik. „Fortæl hellere om dengang du vogtede +Kør, Far! — om den store gale Tyr!“ +</p> + +<p> +Saa fortalte Pelle løst og fast fra sin Barndom, +om Tyren og Lassefar, den store Stengaardsbonde +og Farbror Kalle med de tretten Børn og det glade +Sind. Den store Gaard, Landlivet, Stenværket og +Havet — det var som en Æventyrbog for de to +Brostensbørn; Pellepøjkens Kamp med de store +Stude om Herredømmet, hans vidunderlige Erobring +af 25-Øren — det ene var mere spændende end det +andet. Og mest spændende af det hele var Fortællingen +om Kæmpen Erik, der blev slaaet til Idiot. +„Det var dengang det,“ sagde Pelle og nikkede. +„Nu gaar det nok ikke saadan til.“ +</p> + +<p> +„Hvor har du oplevet meget,“ sagde Ellen, som +<a id="page-131" class="pagenum" title="131"></a> +imens var kommet hjem og sad og strikkede. „Det +er næsten ikke til at forstaa, hvordan du har begaaet +dig, saa lille du var. Hvor vilde jeg gærne +have set dig<a id="corr-10"></a>!“ +</p> + +<p> +„Far er rigtignok stor!“ udbrød Søster anerkendende. +</p> + +<p> +Men Lasse Fredrik var lidt mere forbeholden. Det +var saa kedeligt altid at stikke op, og han vilde +gærne have Plads for en Parentes om egne Bedrifter. +„Ved du hvad? der holder et stort Læs Korn +nede i Porten hos Vognmandens,“ sagde han for at +godtgøre, at han ogsaa var med paa Landlivet. +</p> + +<p> +„Det er ikke Korn,“ sagde Pelle — „det er Hø +— Kløverhø. Kender du ikke engang Korn?“ +</p> + +<p> +„Vi kalder det nu Korn,“ svarede Drengen selvsikkert. +„Og det er ogsaa Korn, for der er saadan +nogen Duske paa Enderne.“ +</p> + +<p> +„Aksene mener du! Men det er der ogsaa paa det +grove Græs — og Kornet stammer for Resten fra +Græsset. Har du aldrig været ordenlig paa Landet?“ +</p> + +<p> +„Vi skulde jo have været ud og blevet en hel +Uge. Men saa var’et, det gik skidt med Mors Arbejde. +— Men jeg har været helt ude i Dyrehaven.“ +</p> + +<p> +Pelle begreb med ét, hvor meget Børnene maatte +gaa Glip af ved at leve deres Liv herinde paa Stenbroen. +„Mon vi ikke skulde tænke paa at flytte uden +for Byen,“ sagde han om Aftenen, da han og Ellen +var ene. +</p> + +<p> +„Hvis du synes det,“ svarede Ellen. Selv havde +hun ingen Trang til at komme paa Landet, hun nærede +en instinktmæssig Rædsel for det som Opholdssted. +Det med Børnene forstod hun heller ikke; der +var dog saa mange Børn, der klarede sig udmærket +herinde, og dumme Bønder vilde han vel ikke have +de skulde være. Men naar han syntes det, var det +vel det rette — han plejede at faa Ret i sit. +</p> + +<p> +Saa var det sandelig ogsaa paa Tiden, de fik sagt +op — der var kun en god Maaned til April Flyttedag. +</p> + +<p> +Om Søndagen pakkede de Barnevognens Magasin +og gjorde Ture ud i Byens Omegn — ligesom i +<a id="page-132" class="pagenum" title="132"></a> +gamle Dage, da Lasse Fredrik var Enesten og sad +i Køretøjet som en lille Tronfølger. Nu tog han et +godt Tag i Vognen, hvor Svend Trøst sad og bredte +sig; naar Søster blev træt, anbragtes hun paa Forsmækken +med nedhængende Ben. De tog i en ny +Retning hver Gang og kom til Steder, som ikke engang +Lasse Fredrik kendte. Lige inde under Byens +høje Bagside kunde der ligge hyggelige gamle Frugthaver +skjult med en lav straatækt Bygning midt i, +som tydelig nok engang havde været Stuehuset til +en Bondegaard. Man dumpede tilfældigt midt ind i +det fra en eller anden Sidevej og opdagede, at Byen +var i Færd med at rejse Kaserner uden for den lille +Idyl ogsaa, og spærre den inde. Naar det var Solskin, +slog de sig ned paa et Dige og spiste; Pelle +og Lasse Fredrik kappedes om at gøre Kraftkunster +i det visne Græs, og Ellen ledte efter Vintergrene +til at pynte med hjemme. +</p> + +<p> +Paa en af Udflugterne kom de over en sumpet +Strækning, hvor der voksede Pilekrat, bagved hævede +Agerlandet sig. De fulgte Markvejene paa maa +og faa og kom op forbi et ubeboet, noget forfaldent +Hus, der laa midt paa det stigende Land med Udsigt +ned over København; det var omgivet af en stor tilgroet +Have. Paa et gammelt frønnet Brædt stod der: +Til Leje! men hvor Huset anvistes fra, stod der ikke. +</p> + +<p> +„Saadan et Hus er det akkurat, du ønsker dig,“ +sagde Ellen. Pelle var stanset. +</p> + +<p> +„Det kunde være morsomt at se det indvendig,“ +sagde han. „Nøglen faas jo nok paa Gaarden deroppe.“ +</p> + +<p> +Lasse Fredrik løb op til den gamle Bondegaard, +der laa lidt længere inde, paa Toppen af Bakken, +for at spørge. Lidt efter kom han tilbage i Følge +med Gaardmanden selv, en bleg forvaaget yngre +Mand, der gik med opstaaende Flip og røg Cigar. +</p> + +<p> +Huset hørte til Bakkegaarden og var bygget til +Aftægtsbolig for den nuværende Ejers Forældre. De +gamle Folk havde haft den pudsige Ide at kalde det +<em>Gryet</em>, Navnet stod malet paa den østlige Gavl med +store Bogstaver. Huset havde staaet ledigt lige fra +<a id="page-133" class="pagenum" title="133"></a> +de døde for nogle Aar siden, og saa underlig afsjælet +ud; Ruderne var slaaet ud og lignede brustne Øjne, +Gulvene var helt overgroet med Snavs. +</p> + +<p> +„Nej, det synes jeg ikke om!“ sagde Ellen. +</p> + +<p> +Men Pelle viste hende, at Huset var godt nok, +Døre og Vinduer lukkede tæt, det hele trængte blot +til en Overhaling. Der var fire Værelser og Køkken +forneden og nogle Værelser ovenpaa, deraf var det +ene et stort Kvistværelse mod Syd. Haven var en +Td. Land stor, og ude i Gaarden laa et Udhus, hvor +der var Indretning til Høns og Kaniner. Lejen var +400 Kroner. +</p> + +<p> +Pelle og Lasse Fredrik havde travlt, de travede +det hele igennem Gang paa Gang og gjorde de vidunderligste +Opdagelser. Men da Pelle hørte Prisen, +blev han nøgtern. „Saa kan vi lige saa godt opgive +det,“ sagde han. +</p> + +<p> +Ellen svarede ikke paa det, men paa Hjemvejen +regnede hun efter for sig selv — hun kunde se paa +ham, hvor skuffet han var. „Det bliver 15 Kroner +mere om Maaneden, end vi nu sidder for,“ udbrød +hun pludselig. „Men hvis nu Haven kunde give noget +— og vi holdt Høns! Kanske kunde vi ogsaa +leje det øverste ud møbleret.“ +</p> + +<p> +Pelle saa taknemmeligt paa hende. „Jeg vil tage +mig paa at faa for flere Hundrede Kroner ud af +Haven,“ sagde han. +</p> + +<p> +Ellen var bange for, at der holdt Bøller til derude +omkring, saa det var derfor, Huset ikke kunde +blive lejet ud. +</p> + +<p> +„Dem smækker vi bare en, saa de triller,“ svarede +Lasse Fredrik rask. „Eller ogsaa kan vi faa +Dronning Therese til at be’ dem passe sig selv — +hende har de Respekt for.“ +</p> + +<p> +De var dygtig trætte, da de kom hjem, der var +alligevel et godt Stykke Vej ud. „Det er langt borte +fra alting — du maatte da se at faa dig en brugt +Cykle,“ sagde Ellen. Pelle forstod pludselig af Klangen +i hendes Stemme, at hun selv vilde blive ensom +derude. +</p> + +<p> +<a id="page-134" class="pagenum" title="134"></a> +„Det er bedst, vi slaar det ud af Hovedet og finder +os en Treværelses Lejlighed herinde,“ sagde han. +„Det andet er alligevel upraktisk.“ +</p> + +<p> +Da han næste Dags Aften kom hjem fra Værkstedet, +havde Ellen en Overraskelse til ham. „Jeg +har været ude og taget Huset paa Haanden,“ sagde +hun. „Der er alligevel ikke saa langt ned til Sporvognen, +og vi faar det for 300 Kroner det første +Aar. Manden lovede at sætte det hele godt i Stand +til Flyttedag. Er du saa ikke glad?“ +</p> + +<p> +„Jo — hvis du blot kan finde dig tilfreds i det,“ +sagde Pelle og tog om hende. +</p> + +<p> +Børnene var henrykte. De skulde bo derude i den +blændende Verden, som man ellers kun kiggede ind +i ved meget festlige Lejligheder, færdes der til Hverdag +og spise medbragt Mad i det Grønne altid. +</p> + +<p> +Otte Dage efter flyttede de ud. Pelle syntes ikke, +der var Raad til at leje Folk til Flytningen. Han +laante en firhjulet Trækkevogn — den samme, som +havde ført Ellens Stumper hertil fra Kapelvej — og +i Løbet af Lørdag Aften og Søndag Morgen kørte +han og Lasse Fredrik Sagerne ud. Dronning Therese +gav Ellen en Haand med Indpakningen. Det sidste +Læs gik det i en Fart med, man maatte være ude +af Byen inden Kirketid. De halv løb med det, +Svend Trøst var anbragt i en Balje oppe paa Toppen +af Læsset, bagefter det fulgte Ellen med lille +Anna, og allersidst den tykke Dronning Therese med +nogle Potteplanter, som endelig maatte skaanes — +det var et helt Optog. +</p> + +<p> +Dagen gik med et forfærdeligt Rod. Der var gjort +elendigt rent, Ellen og Dronning Therese maatte gaa +det hele efter igen. Naa, det var jo, hvad man var +belavet paa! Naar man flyttede, maatte man altid +gøre to Lejligheder rene, den man forlod, og den +man rykkede ind i. Reparationerne var der heller +ikke gjort meget ved — og det var ogsaa, hvad man +var vant til. Husværter var nok ens Jorden over. +Gøre Vrøvl skulde lidt nytte, nu var man der engang, +<a id="page-135" class="pagenum" title="135"></a> +og Kontrakten var underskreven. Pelle fik selv +se at gøre lidt ved det efterhaanden. +</p> + +<p> +Henad Aften var Huset saa vidt i Orden, at der +kunde soves i det. „Nu gør vi ikke mere i Dag,“ +sagde Ellen — „man skal dog ogsaa vide, det er +Søndag.“ De flyttede Stole uden for Havestuedøren +og spiste ude; Pelle havde lagt en gammel Dør over +en Tønde, det var Bordet. Hvergang Dronning Therese +lagde sig frem med Albuerne paa Bordet, truede +det hele med at vippe; og saa hvinede hun. +Hun var fra en Præstegaard og sad og blev helt +vemodig til Sinds. „Saadan har jeg ikke siddet og +spist uden for en Havedør, siden jeg rendte hjemme +fra som femten Aars Tøs,“ sagde hun og tørrede +Øjnene. +</p> + +<p> +„Det Skind,“ sagde Ellen, da de havde fulgt hende +paa Vej ned mod Sporvognen — „hun har rigtignok +prøvet noget. Der er ingen, der bryder sig om hende +andre end vi.“ +</p> + +<p> +„Er hun virkelig en Præstedatter?“ spurgte Pelle. +„Kvinder af hendes Slags giver sig altid ud for noget +fint — som er kommet i Ulykke.“ +</p> + +<p> +„Jamen det er rigtig nok. Hun løb hjemme fra, +fordi der ikke var til at være — hun maatte ikke +le men skulde altid bede og tænke paa Vorherre. +Hendes Forældre har forbandet hende.“ +</p> + +<p> +De gik en lille Tur ind bag om Gaarden for at +se Aftenhimlen. Ellen snakkede løs, allerede nu havde +hun tusind Planer for. Hun vilde plante mange Bærbuske +og anlægge Køkkenhave; Høns og Kaniner +skulde de have mange af. Og til næste Sommer +vilde hun have tidlige Grønsager, som kunde sælges +inde i Byen. +</p> + +<p> +Pelle gik og hørte halv efter, mens han stirrede +ind i den hvidglødende Aftenhimmel, der med sine +løbende Ildlinjer kunde ligne en fjærn Steppebrand. +Der var lykkelig tyst om ham og inde i ham selv +ogsaa — han var højtidelig stemt, og følte det, som +om han efter Aars Fravær igen betraadte Barndommens +Land. Mulden trykkede ham blødt og kendt +<a id="page-136" class="pagenum" title="136"></a> +under Fødderne; det var som et Kærtegn, der satte +Kræfter op i ham og gjorde Livet nyt. Herude — +med Fødderne i Mulden — følte han sig uovervindelig. +</p> + +<p> +„Du er saa tavs,“ sagde Ellen og tog hans Arm +for at gaa ved Siden af ham paa Diget. +</p> + +<p> +„Jeg er til Mode, som om jeg lige havde faaet dig +til Brud,“ sagde han og slog Armene stærkt om +hende. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-11"> +XI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Hver Morgen kom Brun ind og saa til Virksomheden, +inden han gik til Biblioteket; han var meget +optaget af den og kom til at se yngre ud. Bestandig +pressede han paa og kom med Forslag til Udvidelser. +„Behøves der Penge, saa sig bare til,“ sagde han. +Han længtes efter at se Virkningen af dette ny, og +spurgte stadig Pelle, om han mærkede til noget. Da +han hørte, at Skotøjsfabrikanterne havde holdt Møde +for at tage Stilling til Foretagendet, lo han og vilde +have Dampen sat yderligere op — ligeglad med hvad +det kostede. Den gamle Filosof var blevet utaalmodig +som et Barn; der var kommet Indhold i hans +Gammelmandstilværelse, og nu var han bange for +ikke at faa det hele med. „Du kan sagtens give dig +Tid,“ sagde han — „men husk paa, jeg er gammel +og tilmed en Skrælling.“ Han behandlede Pelle som +en Søn og sagde som oftest du til ham. +</p> + +<p> +Pelle holdt igen. Saa meget afhang af, om dette +lykkedes, og han passede anspændt paa — det var +jo, som han var udset til at spørge Fremtiden ud. +Inden for Bevægelsen fulgte man med Opmærksomhed +hans Foretagende, Arbejderbladene skrev om det +men forholdt sig afventende, Meningerne stod for +og imod. +</p> + +<p> +Han vilde gærne give et godt Svar og tog sine +Forholdsregler med megen Omhu; de Arbejdere, der +ikke passede ind i Planen, afskedigede han paa graat +<a id="page-137" class="pagenum" title="137"></a> +Papir. Det satte ondt Blod, men derved var intet at +gøre. Han var paa Færde allevegne, og hvor han +ikke selv var, var Lasse Fredrik; Drengen havde +sluppet sine andre Beskæftigelser, han hjalp til i +Butiken og gik Bud. Ellen vilde gærne give en Haand +med. „Vi kan tage en Pige, saa lærer jeg Bogføring +og passer Regnskaberne og Butiken,“ sagde hun. +</p> + +<p> +Men det vilde Pelle ikke have. Nu skulde det +være Slut med hendes Deltagen i Forsørgelsen — +en Kvinde hørte til hos sine Børn! +</p> + +<p> +„I vore Dage tager Kvinderne dog Del i alt Arbejde,“ +indvendte Ellen. +</p> + +<p> +Ja, det var ligemeget, han havde sin egen Mening +om den Ting. Det var nok, naar Mændene frembragte. +De skulde maaske staa langs Fortovene og +se til, mens Kvinderne gjorde Arbejdet? Det kunde +godt være, det ikke lød frisindet, han var ligeglad. +Kvinder lignede fagre Blomster, hvor meget man saa +vilde gøre dem til Mandens Lige. De sled Glæden +af sig, naar de skulde tage i for Brødet — saa meget +havde han nok set. +</p> + +<p> +Det kneb hende at gaa og se til, mens de to +Mandfolk havde saa travlt, saa kastede hun sig over +Haven. Hun saaede Urter og plantede Kaal, Bedene +laa som tykke Dyner oven paa Jorden; men naar +det tilfældigvis groede for hende, var hun lykkelig. +Hun havde købt sig en Havebog, og brød sit Hoved +med at finde ud af de forskellige Sorter og deres +Behandling. Efter Fyraften kom Pelle hende til Hjælp, +og for hans Haand groede det. Ellen skumlede lidt +over det; hun bar sig ad akkurat som han, men det +var ligesom Planterne gjorde Forskel. „Jeg har Bondehaand,“ +sagde han leende. +</p> + +<p> +Om Søndagen havde de travlt. Saa var hele Familien +i Haven, Lasse Fredrik gravede, Pelle beskar +det forfaldne Espalie omkring Havedøren, og Ellen +bandt det op. Børnene gik og vilde hjælpe til allevegne +— de gjorde foreløbig mest Fortræd. Hvert +Øjeblik var det galt med en af dem, de traadte i +Bedene og rev Planter op. Underlig dumme var de +<a id="page-138" class="pagenum" title="138"></a> +— nogle rigtige Byunger! de forstod ikke engang +Advarsler; Pelle begreb det ikke og var lige ved at +gaa ud af sit gode Skind sommetider. +</p> + +<p> +En Dag lille Anna troskyldigt kom og viste ham +en blomstrende Æblegren, hun havde brækket af, +blev han vred og tog hende haardt i Armen. Ved at +se hendes fortrukne Udtryk kom han til at mindes +Manden med de underlige Øjne, der i hans Barndom +havde lært ham at vogte med de bare Hænder +— og skammede sig. Han tog de smaa ved Haanden, +gik omkring i Haven med dem og fortalte dem +om Trærne og Buskene, der var levende lige som +de selv og bare tænkte paa at gøre det rigtig godt +for de to Børn. Grenene det var Arme og Ben, og +saa kunde de nok selv forestille sig, hvor forfærdeligt +det var at rive dem af. Søster var helt bleg og +sagde ingenting, men Svend Trøst, der langt om længe +havde besluttet sig til at lukke Munden op og var +blevet et helt Sludrechatol, pludrede med og stak +Maven frem som en Trommeslager. Han var en lille +stout Fyr, og Ellens Øjne fulgte ham med Stolthed +Haven rundt. +</p> + +<p> +Det havde en mærkelig Indflydelse paa de to Børn +at vide, at alting var levende. De bevægede sig altid +omkring med hinanden i Haanden og holdt sig forsigtig +til Gangstierne. Rundt om brækkede Jorden og +mærkelige Væsner brød op af dem, Bønnerne havde +en Bøtte over Hovedet for at beskytte det, og Salaten +skød de foldede Hænder foran sig op, som +om den vilde bede om Godtvejr. Hver Morgen naar +de gjorde deres Runde i Haven, var ny Væsner +dukket frem. „She, she!“ udbrød Svend Trøst med +en Stemme, der endnu var sløret af Spyt — og +stødte efter Bedene med den trinde Mave; pege +turde han ikke. De stod i tilbørlig Afstand og underholdt +hinanden om de ny Mærkværdigheder, foroverbøjede +og med Hænderne skjult paa Ryggen — +som var de bange for at det ny skulde nappe dem +i Fingrene. Det hændte, at Svend Trøsts buttede +Haand for egen Regning begav sig ud og vilde have +<a id="page-139" class="pagenum" title="139"></a> +fat i Tingene; men han trak den forskrækket tilbage +som havde han brændt sig, og sagde: Av! Og saa +styrtede de to Børn i vild Fart op mod Huset. +</p> + +<p> +For de to var Haven en Vidunderverden fuld af +Herligheder — og fuld af Rædsler. De blev snart +fortrolige med dens Vækster paa deres egen Maade, +og traadte i et Slags mystisk Forhold til dem, mødtes +venskabeligt med dem og udvekslede Meninger +— som Væsner fra hver sin Verden, der mødes paa +Tærsklen. Der blev altid ved at være noget gaadefuldt +over de ny Venner, som holdt dem paa Afstand +— de gav ikke rigtig Besked om sig selv. Naar +man spurgte: Hvem har kaldt paa jer? saa svarede +de rask nok: Det har Mor Ellen gjort! — men +spurgte man om, hvordan der saa ud nede i Jorden, +saa tav de bumstille. En uudtømmelig Verden +blev Haven ved at være, alt det de traskede rundt +i den. Hver Dag foretog de ny Opdagelsesrejser ind +under Hyld og Tjørn; der var Steder hvor de ligefrem +ikke var naaet hen endnu, og andre Pletter de +slet ikke vovede sig ind paa. Der maatte de hen i +Nærheden mange Gange om Dagen og kigge over +Stikkelsbærbuskene ind i det grufulde Mørke, der +sad som et ondt Væsen derinde og intet Navn havde. +Ude i det straalende Solskin paa Gangstien stod de +og udfordrede det, Søster spyttede saa det flød ned +ad hendes Forklæde, og Svend Trøst tog møjsommeligt +Stene op og kastede derind; — han kunde ikke +bukke sig saa tyk var han, men maatte sætte sig +paa Hug hvergang han skulde tage noget op. Og +pludselig styrtede de afsted op mod Huset i panisk +Skræk. +</p> + +<p> +Man behøvede ikke være Barn for at følge Havens +Liv. Der var kommet en ufattelig Grøde i alting, +om Natten knagede og puslede det derude i +Maaneskinnet, Grene rakte sig i ny Vækst, Safterne +spændte paa og brød ud gennem den ældede Bark +som Frugtblomster og ny „Øjne“. Det var som om +Pelles og Ellens lykkelige Iver virkede smittende; +de halvkvalte Frugttrær, der ikke havde baaret i +<a id="page-140" class="pagenum" title="140"></a> +mange Aar, levede op og besvarede de muntre Stemmer +med at blomstre ganske overdaadigt. Det blev +en hel Kappestrid mellem Mennesker og Planter om, +hvem der kunde udrette mest, og mellem Planterne +indbyrdes om hvem der kunde gøre det festligst. +„Foraaret ødsler ordenlig med Blomster og Grønt +paa os,“ sagde Pelle. Han havde aldrig set nogen +Rede, der var saa skøn som hans — nu havde han +da endelig skabt et Hjem! +</p> + +<p> +Hyggeligt var her, Vildvin og blaa Klematis dækkede +hele Fasaden og hang tungt ned foran Havedøren. +Der sad Ellen gærne med sit Haandarbejde +og holdt Øje med de smaa, som rodede i Plænen; +og der vilde hun helst sidde med Pelle om Søndagen, +naar Københavnerfamilierne kom strejfende +forbi paa deres smaa Landudflugter. +</p> + +<p> +Saa stansede de gærne uden for Tjørnen og udbrød: +„Næ, sikken et dejligt Hjem!“ +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Paa Pelles Værksted begyndtes der Kl. seks Morgen +ligesom alle andre Steder; men allerede ved +Firetiden havde man Fyraften, saa de der brød sig +om det godt kunde faa noget ud af Dagen. Han +havde sat Arbejdstiden ned til 9 Timer, videre turde +han foreløbig ikke vove sig. +</p> + +<p> +Nogle af Arbejderne var glade for denne Ordning +og benyttede Eftermiddagen til at tage ud sammen +med Familien, men nogle vilde hellere ligge den +Time længer om Morgenen. En Dag kom de sidste +og erklærede, at nu var de Flertal og vilde have det +lagt om. +</p> + +<p> +„Det gaar jeg ikke med til,“ svarede Pelle. „Det +er Arbejdernes Forret at være tidlig oppe, og den +ofrer jeg ikke.“ +</p> + +<p> +„Men naar vi nu har stemt om det,“ sagde de. +„Dette her er vel for Pokker en demokratisk Indretning?“ +</p> + +<p> +„Jeg har ikke svoret til Stemmeretten,“ svarede +<a id="page-141" class="pagenum" title="141"></a> +Pelle roligt. „Foreløbig raader jeg, og de der ikke +kan finde sig i Forholdene her, søger andetsteds +hen.“ +</p> + +<p> +Saadan var der jævnlig noget, men han tog det ikke +for mere end det var. De havde erobret Bevidstheden +om deres Magt, men de fleste af dem havde +endnu ikke opdaget Formaalet med den. De brugte +den blindt — i barnlig Glæde over at se den udfoldet, +ligesom Drenge der gaar og ruller deres Fane +ud — tyranniserede lidt til en Afveksling, og hævnede +gamle Tiders Underkuelse ved systematisk at +forlange det modsatte af det der var. De ravede lidt +— Stemmesedlens Mirakler var gaaet dem til Hovedet. +Naa, det var en forstaaelig Overgang; Ansvaret +skulde nok faa fat i dem. +</p> + +<p> +En anden Dag kom de to dygtigste Arbejdere og +vilde have Akkorden indført igen. „Vi vil ikke staa +og slide Penge sammen til Kammeraterne,“ sagde de. +</p> + +<p> +„Driver de den a’?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Nej — men vi er hurtigere altsaa!“ +</p> + +<p> +„Saa er de gennemgaaende grundigere — det ene +plejer gærne at kunne afbalancere det andet.“ +</p> + +<p> +„Jotak, men det gavner ikke os.“ +</p> + +<p> +„Det kommer Forbrugerne til gode — og under +de ny Forhold bliver det det samme! Vi maa holde +paa, at enhver der gør sin Pligt er lige god; det er +i vor egen Interesse.“ +</p> + +<p> +Saa slog de sig til Taals for den Gang; det var +to flinke Fyre, de havde bare ikke faaet fat i det ny +ved Ordningen. +</p> + +<p> +Saadan var der adskilligt Bryderi, Arbejderne var +kortsynede og saa kun fra Haanden til deres egen +Mund. Utaalmodigheden bar ogsaa sit! De havde +kortere Arbejdstid og større Løn, men maalte ikke +Virksomhed her med andre Arbejdssteder. Den var +jo det ny og havde at svare til deres Drømme — +og det blev fan ikke Guld og grønne Skove dette +her, saadan som Pelle drev det. Han var lidt mere +pertentlig, end det var nødvendigt, naar man pressedes +fra alle Sider af en ufin Konkurrence. +</p> + +<p> +<a id="page-142" class="pagenum" title="142"></a> +Der var f. Eks. endnu adskillige Mennesker, der +holdt trofast paa det gode gamle haandsyede Fodtøj +og gærne betalte en halv Gang mere for det. Det +benyttede adskillige Smaamestre sig af, de averterede +med haandsyet Fodtøj og leverede saa Maalene ind +til en Fabrik. Det var en god Forretning for baade +Fabrik og Mester, men Pelle vilde ikke have noget +med den Trafik at gøre. Han slog sit Fabriksmærke +i Bunden paa alt, hvad der udgik fra Værkstedet. +</p> + +<p> +Pelle tog alt dette med overlegen Ro. Hvad Ret +havde han til at forlange Overblik af disse Mennesker? +— det blev <em>hans</em> Sag at opdrage dem til det. +Naar de ellers var villige, var han tilfreds. Engang +fik han dem vel saa vidt, at de kunde overtage Virksomheden +i Fællesskab eller gøre den selvejende; +indtil da havde de at underordne sig hans Planer! +</p> + +<p> +Noget af en fjærn og mægtig Drøm var alligevel +ved at virkeliggøre sig i hans Foretagende, saa beskedent +det indtil videre var; lykkedes det, saa var +Vejen vist til en ny Tid for Smaamanden! Og hvad +der betød endnu mere — hans eget Hjem groede +af denne Virksomhed. Han havde fundet det Punkt, +hvor de manges Lykke laa i Forlængelse af hans +egnes — nu havde han rigtig fat! Undertiden følte +han sig lidt træt af Vanskelighederne Aftenen efter +en brydsom Dag; men naar han i den tidlige Morgen +cyklede ned mod Byen, mens Nattens Em drev +bort over Markerne og Lærken sang over hans Hoved, +var han altid i godt Humør. Saa fulgte han +Konsekvenserne af sit Arbejde fremefter, de gode +Principper gik deres sejrrige Gang, og Virksomheden +voksede. Søsterforetagender skød frem i de andre +Bydele, i andre Byer, videre ud. Fjærnt ude skimtede +han, hvorledes al Tilvirkning var paa Arbejdernes +egne Hænder. +</p> + +<p> +Peter Drejer støttede ham som en god Kammerat +og tog Stødet af for adskilligt Vrøvl. Han lagde +uegennyttigt alle Kræfter i, men delte ikke Pelles +Tro paa de vældige Resultater, der skulde komme +ud af det. „Herregud, det er jo kapitalistisk dette +<a id="page-143" class="pagenum" title="143"></a> +ogsaa,“ sagde han — „socialistisk Kapitalisme! Se +engang op paa Fortovet, dér gaar én som ingen +Bunde har i sine Sko! han er vaad om Fødderne +men kommer alligevel ikke ned og faar helt Fodtøj. +For vi skal jo have Penge for det lige som alle de +andre; og den der trænger mest til vort Arbejde, +har simpelthen ingen. — Den dér sætter ti Mand +paa Gaden — dér har du det hele!“ Han sparkede +til en af Maskinerne. +</p> + +<p> +Pelle forsvarede sine Maskiner, men Peter blev +ved sit. „Det hele skulde være lagt om først, som +det nu er, er de Djævlens Opfindelse!“ sagde han +hæftigt. „Maskinerne er kommet en Dag eller to for +tidlig og vender Mundingen imod os — ligesom +erobrede Kanoner!“ +</p> + +<p> +„Maskinerne laver Fodtøj til ti Gange saa mange +som vi kunde med vore Hænder — det er dog vel +ingen Ulykke,“ sagde Pelle. „Det er blot Fordelingen, +der er skidt.“ +</p> + +<p> +Peter Drejer trak paa Skuldrene — han gad ikke +drøfte det med Fordelingen længer. Vilde man gøre +noget for at faa den anderledes, saa var han med. +Der var <em>vrøvlet</em> nok om det. Den der havde Penge, +kunde opkøbe alt hvad de lavede, mens de barbenede +var lige nær — det stod fast. Herregud, +skulde det revolutionere Verden, at hver Mand fik +det fulde Udbytte af sit Arbejde? Det betød jo blot +Retfærdighed inden for det bestaaende, saa længe +Diamanter stadigvæk var mere værd end Brød. „Jeg +indser ikke, at de der tilfældigvis staar ved Arbejdet, +har mere Ret til at leve end de, der ikke kan komme +an,“ sagde han dirrende. „Eller kender du maaske +ikke Arbejdsløshedens Forbandelse? Saa se hvor +de vandrer i Tusendvis, Sommer og Vinter, en hel +Skyggehær. Samfundet underholder dem, saa de lige +kan hænge sammen — Gudbevares, det er ikke Fattighjælp, +al Respekt for den hæderlige Arbejder! +Han skal sku have Lov til at beholde sin Stemmeret, +siden det nu engang morer ham — det er en +<a id="page-144" class="pagenum" title="144"></a> +uskyldig Fornøjelse. Tænk om han i Stedet forlangte +ordenlig Mad!“ +</p> + +<p> +Jo, Pelle kendte nok den store Hungerreserve, +han havde været nær nok ved selv at blive ført +over i den. Men her skimtede han alligevel Bund; +der var en fredelig Styrke i det han havde for, som +kunde bære langt frem. Peter Drejer godkendte det +jo selv ved at arbejde saa trofast med. Han vilde +bare ikke indrømme det! +</p> + +<p> +I Begyndelsen tog de adskillige Tørn, men Pelle +lærte efterhaanden at bøje af. Peter, der ellers var +saa god og medgørlig, slog over i en hæftig forpint +Tone, naar Talen faldt paa Samfundstilstanden; det +var ligesom hans Taalmodighed var sluppet op. Skønt +han tjente meget ordenligt, var han slet klædt og saa +ikke ud til at faa Mad nok; Frokosten, som han +indtog paa Værkstedet i Selskab med de andre, bestod +gærne af Brød med Margarine paa, sin Tørst +slukkede han ved Vandhanen. Den første Tid stiklede +de andre til hans Fangekost, men han vænnede +dem snart til at passe sig selv — han var ikke god +at komme ud for. En Del af sin Fortjeneste brugte +han til Agitation; Kammeraterne fortalte ogsaa, at han +levede sammen med et pukkelrygget Kvindfolk og +hendes Mor. Selv satte han ikke noget Menneske +ind i sine Sager, men blev mere og mere indesluttet. +Pelle vidste at han boede i en af Vesterbros +Baggader, men havde ikke engang hans Adresse. +Naar han stod tavs over Arbejdet, var hans Udtryk +altid mørkt, undertiden forfærdelig trist; det var som +Veen bestandig arbejdede i ham. +</p> + +<p> +Politiet forfulgte ham stadig med sin Sjikane. Pelle +havde et Par Gange faaet Vink om, ikke at beskæftige +ham, men afviste bestemt enhver Indblanding i +sine Anliggender; saa fandt man vilkaarligt paa, at +Peter Drejer hver Uge skulde melde sig til Protokollen. +</p> + +<p> +„Det gør jeg aldrig,“ sagde han — „det er ganske +ulovligt. Jeg er kun straffet for politiske Forseelser. +Nu har jeg gaaet og passet paa at de ikke skulde +<a id="page-145" class="pagenum" title="145"></a> +komme mig til Livs paa en formel Fejl, og saa skulde +de have den Triumf. — Aldrig!“ Han talte dæmpet +og behersket, men hans Hænder rystede. +</p> + +<p> +Pelle søgte at tale til hans uegennyttige Hjærte. +„Gør det for min Skyld da,“ sagde han. „Ellers sætter +de dig fast, og du ved at jeg ikke kan undvære +dig.“ +</p> + +<p> +„Vilde du da møde til Protokollen — om du fik +Tilsigelse?“ spurgte han saa. +</p> + +<p> +„Ja. Enhver kan være bekendt at bøje sig for den +brutale Overmagt.“ +</p> + +<p> +Saa gik han. Men det kostede ham umaadelig +Overvindelse, og den Dag i Ugen maatte man helst +lade ham i Fred. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-12"> +XII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Maries Skæbne laa ikke tungt over Pelle mere, +Tiden havde visket det bitre ud. Han kunde uden +Selvbebrejdelse tænke paa sit Samliv med de tre +Søskende i <em>Arken</em>, og undredes ofte paa hvordan +det var gaaet de to Brødre. Ingen kunde give ham +Oplysninger om dem. +</p> + +<p> +En Dag i Middagspavsen cyklede han et Ærende +ud til Morten for Ellen. I Mortens Dagligstue sad +en sammensunken Skikkelse med Ryggen til Vinduet +og stirrede ned i Gulvet. Klæderne laa slunkent om +ham, det tynde Haar var farveløst, langsomt rettede +han et græsselig hærget Ansigt mod Døren. Men +Pelle havde allerede kendt ham — paa den højre +lemlæstede Haand der kun havde Tommelfinger og +et Led af Pegefingeren. Han gemte den ikke længer +af Vejen, men lod den hvile paa det tynde Ben. +</p> + +<p> +„Nej, goddag Peter!“ udbrød Pelle overrasket og +strakte Haanden ud efter hans venstre. Peter trak +Haanden op af Lommen og rakte ham den; det var +en død lemlæstet Klump med nogle smaa Fremspring +som Ansatser til Knolde, Pelle fik mellem +sine Fingre. Peter saa ham ind i Ansigtet uden at +<a id="page-146" class="pagenum" title="146"></a> +fortrække en Mine; det glimtede blot lidt i hans +Øjne, da Pelle for sammen. +</p> + +<p> +„Hvad Fanden stejler du for?“ sagde han tørt. +„Det er vel noget enhver kunde sige sig selv, at det +ikke gik i Længden at passe en Klippemaskine med +én Haand. Jeg vidste det lige saa godt som enhver +anden paa Fabriken, og gik og ventede det hver +Dag — til sidst maatte jeg lukke Øjnene. Saa for +Helvede, kan det ikke snart faa en Ende, tænkte jeg +tidt — og saa en Dag var’et der!“ +</p> + +<p> +Pelle var kommet til at fryse. „Fik du ikke nogen +Ulykkesforsikring?“ spurgte han for at faa noget +sagt. +</p> + +<p> +„Selvfølgelig fik jeg det! Hele Raadet var sku +samlet i Anledning af min Ringhed, jeg blev tilkendt +3000 Kroner som fuld Invalid. Naa, Mesteren ejede +nu ingenting og havde forsømt at forsikre mig, saa +det blev paa Papiret. Men et stort Fremskridt er det +jo altid fra forrige Gang — ikke sandt Kammerat? +Noget har Partiet dog udrettet!“ Han saa spottende +paa Pelle. „Du skulde tage og udbringe et Leve for +Papirreformerne!“ +</p> + +<p> +Peter var Bud og en Slags Sekretær i en revolutionær +Ungdomsforening, han havde lært sig at læse +og sad sammen med andre unge og granskede den +anarkistiske Literatur. De andre sørgede kammeratligt +for ham, et Vidunder var det at han ikke var +gaaet til Bunds. Han havde kun Skindet over de +bare Knogler, og lignede en indædt Fanatiker der +er omtrent fortæret af sin egen Ild. Hans Forstand +havde det aldrig været videre bevendt med, men der +var heller ikke mange Ben i det Problem, Tilværelsen +havde stillet ham. Han hadede med en Logik, +der var ganske fældende. Det stærke Samfund havde +vedtaget en Skinlov — det hæftede ikke engang for +de Forpligtelser, det selv indrømmede at have over +for ham. Nu var han færdig med det og hørte til +Omstyrterne. +</p> + +<p> +Han var oppe hos Morten for at anmode ham om +at læse op i Klubben. „Det er ikke, fordi vi anerkender +<a id="page-147" class="pagenum" title="147"></a> +Forfatterne — det maa du ikke bilde dig +ind,“ sagde han med sit mørke Udtryk. „De lever +paa os andre og nyder en meningsløs Anseelse for +det. Det er kun det legemlige Arbejde, der fortjener +at hædres — alt andet er bare Snyltere. Jeg vil altsaa +bare sige det, for at du ikke skal møde med en +forkert Indbildning.“ +</p> + +<p> +„Ja tak for det,“ sagde Morten smilende. „Det er +altid rart nok at vide, hvor meget man er anslaaet +til. Men I mener altsaa dog nok I kan bruge mig?“ +</p> + +<p> +„Ja, du hører jo til de forholdsvis pænere af dem, +der agerer for at underholde Kapitalisterne. Men vi +er enige om i Klubben, at du er ingen rigtig Proletardigter +— du er altfor slikket. Proletardigtere har +der aldrig fandtes, og det kan ogsaa være det samme; +for der skal ikke laves Underholdning paa Elendigheden. +Det kan godt være, at du faar alt det at +vide deroppe.“ +</p> + +<p> +„Det er godt — jeg skal nok komme,“ svarede +Morten. +</p> + +<p> +„Og hvis du vil skrive os en Kantate til vor Stiftelsesfest +— det er Dagen for den store russiske +Massakre — saa skal jeg se at faa den antaget. Men +det skal ikke være det sædvanlige Halleluja.“ +</p> + +<p> +„Det var morsomt jeg traf dig,“ sagde han til +Pelle med sit uforanderligt mørke Udtryk. „Har du +set noget til Karl?“ +</p> + +<p> +„Nej, hvor er han henne?“ spurgte Pelle ivrigt. +</p> + +<p> +„Han er Storborger nu — han har vistnok Forretning +inde i Adelgade. Men det faar han ikke længe +Glæde af.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor da? er der noget i Vejen med hans +Affærer?“ +</p> + +<p> +„Ikke andet end det, at vi en Dag rager Skidtet +ned over Hovedet paa jer allesammen — vi er snart +en hel Del nu. — Hør, du kunde tale en Aften i +vor Forening og fortælle os lidt om dit Fængselsophold; +jeg tror det vilde interessere. Vi anvender ellers +aldrig Uvedkommende, men taler selv for hinanden. +<a id="page-148" class="pagenum" title="148"></a> +Men dig tror jeg ikke, der kunde være nogen +Vanskeligheder ved at faa indført.“ +</p> + +<p> +Pelle lovede det. +</p> + +<p> +„Han er sej, hvad?“ udbrød Morten da han havde +lukket Peter ud — „men han er ikke saa tosset. +Lagde du Mærke til, at han ikke bad om noget? +det gør de aldrig. Naar de er sultne, gaar de hen +til den første den bedste og siger: Lad mig faa noget +at spise! De er ligeglade hvad der puttes i dem, +blot det mætter — og takker aldrig forbindtligst. +Ingenting gaar dem paa, det er Folk som sætter +Tyven over Tiggeren. Jeg kan i Grunden godt lide +det — der er en ny Tone i det. Kanske er vor +skikkelige Drøvtygger i Færd med at afhænde den +ene Mave og omsætte det ledige Stof i Tænder og +Klør.“ +</p> + +<p> +„Bare de vilde komme frem og gøre et Arbejde +med,“ sagde Pelle. „De stærke Ord udretter saa +lidt.“ +</p> + +<p> +„Hvordan gaar det med din fredelige Revolution?“ +spurgte Morten med et lille Blink i Øjet. „Ser du +nogen Fremgang i Arbejdet?“ +</p> + +<p> +„Aa ja, det gaar langsomt men sikkert — Verden +blev jo ikke til paa én Dag. Jeg troede forresten +ikke, du interesserede dig for det.“ +</p> + +<p> +„Jeg tror du har rigtigt fat, Pelle,“ svarede Morten +alvorligt. „Men lad kun Ungdommen fyre under +— des hurtigere gaar det. Det skader ikke, at der +gror ny Eventualiteter frem herhjemme; de Styrende +maa godt have den Bevidsthed, at der ligger Krudt +under Taburetterne. Det vil styrke deres Ansvarsfølelse +mægtigt! — Vil du hilse paa Johanne? hun +har længtes meget efter dig. Hun har det desværre +ikke godt igen!“ +</p> + +<p> +„Ellen sendte mig herud for at foreslaa dig, at +hun kommer ud til os paa Landet. Hun mener Barnet +maa være til stor Ulejlighed for dig — og heller +ikke kan faa den rigtige Pasning her.“ +</p> + +<p> +„Det er elskværdig tænkt af din Kone — men har +hun ikke nok om Ørerne?“ +</p> + +<p> +<a id="page-149" class="pagenum" title="149"></a> +„Aa, Ellen kan overkomme meget,“ sagde Pelle +varmt. „Du vil gøre hende en Glæde med det.“ +</p> + +<p> +„Saa siger jeg jer Tak for Tilbudet,“ udbrød Morten. +„Det vil betyde en stor Lettelse for mig — bare +hun nu kan taale Overflytningen. Det er ikke saadan, +at hun volder mig Bekymring mere, vi har det +udmærket sammen. Johanne er god og føjelig, et +rigtig prægtigt Barn saa forhutlet hun er. — I vil +ingen Vanskeligheder faa af hende. Men jeg tror hun +har godt af at komme væk fra mig her, hen et Sted +hvor der er en Husmoder — og Børn. Pasningen +er det jo ogsaa saa som saa med.“ +</p> + +<p> +De gik ind til hende, hun laa og sov; der sad +store Svedperler i hendes blege Ansigt. „Det er Udmattelsen,“ +hviskede Morten, „hun har ikke ret +mange Kræfter endnu.“ Deres Nærværelse gjorde +hendes Søvn urolig, hun kastede sig frem og tilbage; +pludselig slog hun Øjnene op og stirrede omkring +sig med et Udtryk af vanvittig Rædsel. Saa +genkendte hun dem og smilede; hun lettede sig lidt +og rakte Pelle begge sine Hænder med et henrivende +Udtryk af barnligt Koketteri. +</p> + +<p> +„Fortæl mig noget om Huset derude og Svend +Trøst,“ sagde hun og gjorde Plads til ham paa Sengekanten. +„Jeg ligger og keder mig, og Hr. Morten er +saa alvorlig.“ Hun saa udfordrende hen paa ham. +</p> + +<p> +„Er han det?“ udbrød Pelle. „Det er nok, fordi +han skriver Bøger.“ +</p> + +<p> +„Næ, men man er nødt til at holde lidt paa Værdigheden,“ +sagde Morten og satte et pudsigt Skolemesteransigt +op. „Den lille Frøken begynder at blive +lidt næbbet.“ +</p> + +<p> +Johanne laa og smaalo indvendig og flyttede Øjnene +fra den ene til den anden. „Han skulde ha’e +et Par Briller, saa lignede han en rigtig én,“ sagde +hun. Hun talte halv hviskende, mere havde hun +ikke Kræfter til; men Stemmen var varm af Kaadhed. +</p> + +<p> +„Du maa hellere tage hjem til os, naar han er +saa slem,“ sagde Pelle. „Saa kan du lege med Børnene +<a id="page-150" class="pagenum" title="150"></a> +og ligge i Haven i Solskinnet. Du kan tro den +er dejlig nu! — Ja, det <em>er</em> mit Alvor,“ vedblev han +da hun stadig smilede. „Ellen bad mig tage herind +og sige det.“ +</p> + +<p> +Hun blev pludselig alvorlig og saa fra den ene til +den anden en Stund. Saa tog hun de mørke Øjne +til sig. „Flytter Morten med derud?“ spurgte hun +med bortvendt Ansigt. +</p> + +<p> +„Nej jeg maa jo blive her, Johanne. Men jeg kommer +ud og ser til dig.“ +</p> + +<p> +„Hver Dag?“ Hun laa vendt mod Væggen og +kradsede i Tapetet med Neglene. +</p> + +<p> +„Jeg skal nok komme og se til min lille Kærest +lige saa tidt jeg kan,“ sagde Morten og strøg hende +over Haaret. +</p> + +<p> +Hun rødmede op over Halsen, Blodet gik frem i +en pludselig Bølge og sugedes saa umærkeligt op i +Hudens Bleghed, som en døende Glød. Saadan kom +og gik Hannes Blod ogsaa for et godt Ord, hun +havde arvet Moderens Blu — og usigelige Ynde. Og +hendes lunefulde Stædighed nok ogsaa. +</p> + +<p> +Hun laa stum med Ryggen til dem og svarede +ikke paa deres Overtalelser. Det var ikke godt at +sige, om hun overhovedet hørte paa dem. Men pludselig +vendte hun Ansigtet mod Morten med et hadefuldt +Udtryk. „Du behøver ikke gøre dig saa megen +Ulejlighed, du skal nok blive af med mig,“ sagde +hun. Hendes Øjne brændte imod ham. +</p> + +<p> +Morten saa blot bedrøvet paa hende, men Pelle +blev vred. „Du maa godt skamme dig at tage det +paa den Maade,“ sagde han. „Det har Morten til +Tak for alt sit! Jo det vil jeg nok sige — du er rigtignok +en taknemmelig Sjæl.“ +</p> + +<p> +Hanne laa og tog imod Skændene uden at røre +en Mine. Da han holdt op, tog hun stille hans +Haand og lagde den over sit fine spidse Ansigt — +den dækkede det helt. Hun laa og tittede frem paa +ham og Morten mellem de store Fingre, med et underlig +resigneret Udtryk der skulde være skælmsk. +„Jeg ved godt, at det var grimt,“ sagde hun udtryksløst +<a id="page-151" class="pagenum" title="151"></a> +og førte Pelles Langfinger frem og tilbage foran +sine Øjne saa hun kom til at skele — „men jeg +skal nok gøre hvad I siger. Elle-Pelle, Morten-Porten +— jeg kan snakke P-Sproget!“ Hun lo fortvivlet. +</p> + +<p> +„Du skal se, du bliver meget raskere og gladere, +naar du kommer ud til Pelles,“ sagde Morten. +</p> + +<p> +„Jeg kunde godt staa op og gøre Arbejdet i Huset, +saa du sparede Konen,“ hviskede hun og fæstede +de store Øjne hæftigt paa ham. „Jeg er rask +nok nu!“ +</p> + +<p> +„Men kære Barn, det er jo slet ikke saadan! Det +er for din egen Skyld — forstaar du da ikke det?“ +sagde Morten indtrængende og bøjede sig ned over +hende. +</p> + +<p> +Men Johanne lod sit Blik flakke haabløst om, som +havde hun opgivet at blive forstaaet mere. +</p> + +<p> +„Jeg tror ikke, vi skal flytte hende mod hendes +Vilje,“ sagde Morten, da han fulgte Pelle ned. „Hun +er saa uberegnelig i sine Luner. Jeg tror forresten ogsaa +jeg vilde savne hende, hun er en god lille Sjæl. +Naar hun er oppe, gaar hun og lister omkring — +og kan være helt rørende i sin Trang til at gøre +mig det hyggeligt. Og pludselig kan Mindelser fra +dengang dukke op i hende og formørke hendes +Sind; hun er meget mistroisk endnu — og angst for +at ligge til Byrde. Men hun trænger til kvindelig +Omgang, nogen hun rigtig kunde tale fortroligt ud +med. Hun har for meget at bære paa for et Barn.“ +</p> + +<p> +„Kunde I ikke flytte ud til os begge to? I kan +faa de to Værelser ovenpaa.“ +</p> + +<p> +„Det er jo en Ide,“ udbrød Morten. „Maa jeg +tænke over det et Par Dages Tid? Hils saa Ellen +og Børnene, du!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-13"> +XIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Naar Værkstedet lukkede, arbejdede Pelle gærne +endnu en Timestid eller to i Butikken, ordnede +<a id="page-152" class="pagenum" title="152"></a> +Regnskab, og lagde Arbejde til Rette for næste Dag +ind imellem han ekspederede. Lidt før seks lukkede +han Butiken og sprang paa Cyklen, han længtes +hjem til Reden og traadte kraftigt i Pedalerne. +</p> + +<p> +Og alle andre syntes at have det lige som han — +der var en egen Hjemdrift over Gadens Færdsel. +Cyklisterne halede ham ind i hele Byger, de jog i +Stimer foran den Elektriske. Det saa ud som den +skvættede dem bort fra Skinnerne, idet den tampede +sig frem med øredøvende, uafbrudt Klemten, stærkt +duvende under Vægten af de overfyldte Perroner. +</p> + +<p> +Skarer af Mænd og Kvinder var paa Vej udad og +mødte andre Skarer, som hørte hjemme ad den +modsatte Kant til. I Byens Udkant galede Fabriksfløjterne +som et Kor af Kæmpehaner — en enkelt +lagde for, og pludselig satte de alle i. Sodede Arbejdere +væltede ud af Portene, med Ølflasken stikkende +op af Frakkelommen og Madtørklædet dinglende paa +en Finger. Kvinder, som havde været paa Arbejde +eller ude og gøre Indkøb, stod med Kurv paa Armen +og ventede deres Mænd paa Gadehjørnet. +Smaa snottede Rollinger gik og trippede med hinanden +i Haanden, fik pludselig Øje paa en Mand +langt nede i Vrimlen, og satte i Løb for at styrte sig +om Benene paa ham. +</p> + +<p> +Søster løb gærne helt ned over Markerne for at +tage imod Faderen, og i <em>Gryets</em> Laage stod Ellen og +ventede. „Goddag Hr. Fabrikant!“ raabte hun ham i +Møde; hun tog Oprejsning for saa meget nu og glødede +af Sundhed og Lykke. Det nyttede ikke Pelle +protesterede og gjorde gældende, at i hans Verden +fandtes der kun Arbejdere; hun holdt fast ved sin +Benævnelse. Han var dog den der ledede det hele, +Fællesskabet var hun lige glad med. Hun var stolt +af ham, og saa maatte han for hende kalde sig Bydreng +om han vilde; Mandfolk skulde nu engang +have en eller anden fiks Ide ind i Arbejdet, ellers +morede det dem ikke. Ordningen med den lige Deling +fattede hun ikke, hun var vis paa, at hendes +store dygtige Mandfolk fortjente at faa dobbelt saa +<a id="page-153" class="pagenum" title="153"></a> +meget som nogen af de andre. Men hun brød forøvrigt +ikke sit Hoved med det, hun levede sit eget +Liv og var tilfreds og lykkelig. +</p> + +<p> +Pelle havde frygtet, at Landet herude vilde kede +hende, og tilsyneladende kom hun heller ikke i noget +Forhold til det. Hun lugede og var paa Færde +i Haven, virksom og skabende som hun var, og fik +efterhaanden godt Greb paa det; men noget egenligt +syntes det ikke at byde hende. Det glædede +hende ikke at stikke Hænderne ned i Mulden, Pelle +og Børnene trivedes herude, og dermed var hendes +Forhold til det givet, slaa Rod for egen Regning +gjorde hun ikke. Hun kunde trives hvor som helst +i Verden, blot de var der, deres Ve og Vel var ogsaa +hendes. Hun groede ud fra dem og havde sin +egen vidunderlige Vækst indad. +</p> + +<p> +Derinde i hendes Sind holdt forunderlige skjulte +Kræfter til, de tumlede hverken med Læresætninger +eller Systemer, men frembragte den Varme som bar +det hele frem. Han havde ingen Trang til at trænge +herskende derind mere, hvad brød han sig om den +logiske Forstaaelse mellem Mand og Kvinde — det +var hendes Hjærte, han trængte til at være omstraalet +af. Han krævede Forstaaelse af gode Venner, det +var den dybe Tilfredsstillelse ved at være sammen +med f. Eks. Morten, at man i god Samdrægtighed +talte sig frem til en Station. Og tav man stille, løb +Tankerne af sig selv parallelt videre — og var paa +Siden af hinanden naar man igen tog fat. Men selv +om Ellen og han gik ud fra samme Punkt, var den +mindste Pavse nok til at føre deres Tanker i hver +sin Retning; han vidste aldrig, hvor hun dukkede +op igen. Saa godt han efterhaanden troede at kende +hende, bestandig kom hun lige overraskende og +uventet bag paa ham. Og var det ikke netop det +han elskede? hvorfor saa bekæmpe det ud fra Fordringerne +til en fattig Logik! +</p> + +<p> +Lige uudgrundelig blev hun ved at være, hvor +meget han saa mente han tilegnede sig af hende. +Hun blev større og større af det, en ny og fremmed +<a id="page-154" class="pagenum" title="154"></a> +Verden bar hun ind til ham — det gaadefulde ubekendte, +som han ellers altid maatte strides med, +kom og lod sig tage kært i Favn. Helt forlangte +han hende ikke mere — inderst inde var vel ethvert +Menneske ensomt. Han anede, at hun gennemløb +sin egen Udvikling i det skjulte, og undredes +paa hvor hun vel vilde dukke frem engang. +</p> + +<p> +Tidligere havde det pint ham, at hun ikke var +med i Bevægelsen — hun interesserede sig ikke for +politiske Spørgsmaal og Valgret. Nu begreb han +dunkelt at netop det var hendes Styrke — han +ønskede hende i al Fald ikke anderledes. Hun +blandede sig sjældent bestemmende i, hvad han +havde for — og hvorfor skulde hun ogsaa det? hun +øvede jo sin stumme Indflydelse paa alt hvad han +foretog sig; prægede enhver af hans Tanker lige fra +den begyndte at spire frem. Netop fordi hun ikke +forstod sig paa at diskutere, kunde hun ikke gendrives; +hvad der for ham var dræbende Logik, virkede +slet ikke paa hende. Han fik ikke sine egne +Tanker forslidte igen af hendes Mund — og ønskede +det heller ikke; hendes vidunderlige Magt over ham +beroede netop paa, at hun hvilede saa støt i sit eget +og besvarede de mest knusende Argumenter med et +Smil. Pelle var ved at faa sine Tvivl om Værdien +af Forstandens Overlegenhed; den syntes at have +Eneherredømme over Samtiden, men udrettede ikke +overvejende godt. Over for Ellens Væsen forekom +den ham fattig. Varmen i et Kys overbeviste +hende mere end tusend Fornuftgrunde, og alligevel +greb hun sjælden fejl. +</p> + +<p> +Og hun gav selv Varme — hos hende søgte de +hen baade han og Børnene, naar der var noget i +Vejen! Hun havde ikke mange Ord, men hun varmede. +Endnu bestandig var hun for ham som en +Puls, der bankede levende og haandgribelig frem fra +det usynlige, med en forunderlig rolig Tale. Naar +han var træt og hed i Hovedet af Modgang, var der +ikke noget dejligere end at hvile det paa hendes +bløde Barm og lytte halvblundende til, hvorledes +<a id="page-155" class="pagenum" title="155"></a> +det strømmede derinde — med en dunkel, beroligende +Mumlen ligesom Jordens Kilder, naar han i +sin Barndom lagde Kinden til Græsset. +</p> + +<p> +Foraaret var dejligt, og de færdedes meget ude i +det; naar ingen saa dem, gik de Haand i Haand +langs Digerne som to unge Elskende. Saa talte Pelle +og viste: Se, dér groede det frem paa den Maade +og dér paa en helt anden — var det ikke forunderligt? +Han levede hele sin Barndoms Foraarsspænding +op i sig igen. Ellen hørte smilende paa ham, +hun henfaldt ikke i Forundring over noget saa naturligt +som at det groede — hun <em>forvandledes</em> blot! +Jorden satte simpelt hen sine Safter op i hende +ogsaa. +</p> + +<p> +Den friske Luft og Arbejdet i Haven brunede +hendes nøgne Arme og gjorde Skikkelsen kraftigere +og finere, de gode Kaar gjorde hende sorgløs. En +Dag dukkede der et nyt Væsen frem i hendes Øjne +og saa nysgærrigt som et Kid paa Pelle: Skal vi +lege? sagde det. Var det ham eller Vaaren der +tændte i hende? — lige meget, Glæden blev hans! +Han gennemsoledes ind i de inderste Kroge af Sjælen, +hvor der endnu sad Skimmel fra Cellemørkets +Tid, gik og kom sig helt, smittedes af Sorgløsheden +og var fuldt ud lykkelig. Og det var Ellen, som +voldte det hele; endelig paatog hun sig at gaa Bud +mellem Glæden og ham! +</p> + +<p> +Hun blev blødere og frodigere i Sind for hver +Dag. Solen og Blæsten over det frie Land kaldte +Noget frem i hende, som aldrig havde været der +før, en uskyldig Glæde ved hendes eget Legeme og +en sanselig Appetit som gjorde hendes Tænder friske +og blanke. Hun straalede af Glæde, naar Pelle +bragte hende smaa Ting til at smykke sig med — +nu brugte hun det ikke til Børnene! „Se engang,“ +sagde hun og holdt et Stykke mørkt Fløjl mod sin +Hud der om Aftenen aandede Solvarmen ud igen +ligesom vejret Hø — „saadan en Kjole skal du forære +mig, naar vi bliver velhavende.“ Og saa tindrede +hendes Øjne imod ham, fulde af Løfter om rig Gengældelse. +<a id="page-156" class="pagenum" title="156"></a> +Han troede han hørte Mulden til, og saa +kom den ham først rigtig i Møde gennem hende! +Der var en hel Naturtilbedelse i det blotte Begær, +hvormed hun satte Tænderne i Aarets første Radiser +og frydede sig over deres saftige Friskhed. Og +naar han om Aftenen sprang af sin Cykle og tog +hende i sine Arme, duftede hun selv frisk af alt det +der gik gennem Foraarsdagen — Vinden og Muldens +stærke Grøde. Hendes Aande kunde slaa ham i +Møde som Duft af vild Honning, stærkt sammensat +af Støvet og Nektaren fra Markens Blomster; og da +lukkede hun Øjnene som var hun selv berust af +den. +</p> + +<p> +Deres vaagnende Kærlighed blev til en hæftig +Førsteforelskelse herude. — Ellen stod altid ved +Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist, +trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde vise +ham hvad der var sket i Dagens Løb og holdt ham +i Haanden, Ellen maatte gaa for sig selv. Han og +hun havde en umættelig Trang til at røre ved hinanden, +men de smaa lod sig ikke sætte til Side — +„det er vores Far!“ sagde de. Saa lignede Pelle og +Ellen to unge, der holdes grusomt adskilte af en +ubarmhjærtig Skæbne; og de søgte hinanden med +Øjne der var tunge af Udtryk. +</p> + +<p> +Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra +det hele — Lasse Fredrik hørte efter Huset. Han +havde set en Maler sidde uden for Hækken og male +den røgdisede Hovedstad i Foraarsbelysning, og +havde anskaffet sig en Farvelade; nu sad han derude +hver Aften og smurte løs. Han vilde ikke være +Sømand længer! +</p> + +<p> +De vandrede op forbi Gaarden og videre ind mod +Aftensolen, gik i det duggede Græs med hinanden i +Haanden og stirrede tavse frem. Aftenrøden farvede +deres Ansigter og fik Øjnene til at gløde, Ellens +Læber var tunge og dunkle af længselsfuldt Blod. +Der laa en lille Lund et Stykke inde, der tyede de +gærne hen for at være helt borte fra Verden. Tæt +ind til hinanden vandrede de derinde i den dybe +Skumring og hviskede sammen; Pelle havde sin +<a id="page-157" class="pagenum" title="157"></a> +Arm om Ellens Hals, hans Haand havde hun gemt +inde paa sit Bryst. Nu og da bøjede hun sig bagover, +for at han skulde kysse hende; saa hændte +det at en usynlig Straale traf hendes Øje og brødes +til en regnbuefarvet Stjærne i Mørket. +</p> + +<p> +Der løb et højt Dige af Græstørv i Skovens Udkant, +som Hassel og ung Bøg hang lavt ned over. +Der inde under Løvet havde de smaa Grotter, hvor +de gemte sig; det visne Løv var føget sammen i en +hel Drive inde under Diget og gav et blødt Leje. +Fugle smaapippede i Søvne over deres Hoved, vendte +sig paa Grenen og pylrede blødt, som om de drømte +Dagens Melodier op igen; undertiden kom Maanen +og kiggede ind til dem med et stort Smil. Løvets +tunge Nataande dyssede dem hen, og det hændte at +de først vækkedes igen af den Gysen, der gaar gennem +alting idet Solen staar op. Saa frøs Pelle; men +Ellens Legeme var altid varmt, skønt hun havde +taget af sit Tøj til at lægge under deres Hoveder. +Det var som om en skjult Kraft strømmede gennem +hende, naar han satte Munden til hendes Bryst, +syntes han han diede Jorden selv. +</p> + +<p> +Moderlig blev hun ved at være, Hengivelsen kaldte +blot paa ny Sider af hendes Trang til at opofre sig. +Hvor var hun rig i sin Omsorg! hun forlangte kun +den haarde Jord og kunde ikke gøre sig selv blød +nok — alt var til for ham. Og saa ufattelig blød +kunde hun gøre sig selv. Forsynet havde kastet al +sin Rigdom og Varme i hendes Skød; det undrede +ham ikke, at baade Livet og Lykken valgte sig Rugeplads +der. +</p> + +<p> +Deres Kærlighed tiltog i Styrke og Glød omkap +med Solen og gjorde lyst og godt allevegne, der +blev ikke Plads for noget Mørke. Pelle tog alle +Fortrædeligheder med et stort Smil, han gik om i +en Tilstand af Halvbedøvelse, selv de alvorligste +Forretninger kunde ikke trænge Ellens Billede ud +af hans Sind. Hendes hede Aande glødede Luften +om ham Dagen igennem og fik ham til at haste +hjem. Og hjemme ved Bordet havde de hemmelige +<a id="page-158" class="pagenum" title="158"></a> +Tegn, som sigtede til deres løndomsfulde Verden; +de levede Ungdommens Førstekærlighed med dens +søde Hemmelighedsfuldhed og lo til hinanden i ung +og stjaalen Forstaaelse, som vogtede hele Verden +paa dem og ingenting maatte vide. Naar deres Fødder +rørte hinanden under Bordet, mødtes deres +Øjne, og Ellen rødmede til som en ung Pige. Hendes +Hengivelse var saa stærk, at den ikke taalte +Medviden — ikke engang mellem dem selv. Der +laa en rød Flamme hen over hendes Ansigt, og +Øjnene var slørede, som gik hun og gemte Stævnemødets +usigelige Sødme fra Gang til Gang. Hun +talte nødig, svarede helst med et Smil, gik nynnende +og bar sin unge Lykke. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +En Eftermiddag han kom cyklende hjem, tog Ellen +ikke imod ham som hun plejede; han blev angst og +skyndte sig ind. Sofaen var redt op til Seng, Ellen +stod derhenne og bøjede sig over Johanne, som laa +og rystede i Feber. Hun rettede sig op og tyssede +paa ham. Børnene sad henne i en Krog og stirrede +forskræmt paa den syge, der laa med lukkede Øjne +og jamrede sig sagte. +</p> + +<p> +„Hun kom rendende herud i Eftermiddag!“ hviskede +Ellen og saa underligt paa ham — „jeg aner +ikke hvorfor. Hun er forfærdelig syg. — Jeg har +sendt Lasse Fredrik ind til Morten, saa han kan +vide hun er hos os.“ +</p> + +<p> +„Har I sendt Bud efter Læge?“ spurgte Pelle og +bøjede sig ned over Johanne. +</p> + +<p> +„Ja. Lasse Fredrik siger til Morten om at tage +sin Læge med — han kender hende jo bedst. Jeg +tænker, de snart er her.“ +</p> + +<p> +Johanne skælvede i Kuldegysninger. Hun laa og +arbejdede med Tungen mod den tørre Gane, udstødte +af og til en Række usammenhængende Ord +og kastede sig frem og tilbage. Pludselig rejste hun +sig op i Rædsel, de udspilede Øjne stirrede paa +<a id="page-159" class="pagenum" title="159"></a> +Pelle, men hun kendte ham ikke. „Gaa din Vej — +jeg vil ikke!“ skreg hun og stødte ham for Brystet. +Hans dybe Stemme beroligede hende dog igen, hun +lod sig putte ned og laa stille med lukkede Øjne. +Og saa begyndte det forfra. +</p> + +<p> +„Der har været nogen efter hende,“ sagde Ellen +grædende. „Hvad kan det dog være?“ +</p> + +<p> +„Det er det gamle, der forfølger hende,“ hviskede +Pelle rystet. „Morten siger, at det stadig kommer +op i hende igen. — Tag Børnene ud i Haven, Ellen +— jeg skal nok blive hos hende.“ +</p> + +<p> +Ellen gik med de smaa, de var næsten ikke til +at faa frem af Krogen. Men lidt efter lød deres +pludrende Stemmer derude fra Plænen. +</p> + +<p> +Pelle sad med sin Haand paa Johannes Pande +og stirrede hen for sig — han var brutalt blevet +vækket til Livets Gru igen. Det stred i krampagtige +Ryk derinde i hendes forpinte Barnepande, det var +som han i sin Haand holdt en flagrende Sjæl, der +var traadt i Skarnet under raa Hæle. En stakkels +søndertraadt Fugleunge, der hverken kunde flyve +eller dø. +</p> + +<p> +Han vækkedes ved, at en Vogn hastigt kørte op +for Havelaagen, og gik ud for at tage imod Mændene. +</p> + +<p> +Lægen var meget betænkelig ved Johannes Tilstand. +„Jeg er bange for, at Kriserne tager til i Stedet +for af,“ sagde han hviskende. „Bedst var det +jo, om hun kom paa Hospitalet, saa snart hun kan +flyttes.“ +</p> + +<p> +„Vilde det være bedst for hende?“ spurgte Ellen. +</p> + +<p> +„Nej — ikke just for hende selv — men — — +Hun bliver en vanskelig Patient, Frue!“ +</p> + +<p> +„Saa bliver hun her,“ sagde Ellen. „Hun skal +nok faa det godt.“ +</p> + +<p> +Lasse Fredrik maatte paa Cyklen og afsted til +Apoteket. Straks efter kørte Lægen. +</p> + +<p> +De sad uden for Havestuedøren, saa de kunde +høre ind efter den syge, og talte sagte sammen. +Det var en Ynk at se Morten, Johannes Flugt fra +ham var gaaet ham nær til Hjærtet. +</p> + +<p> +<a id="page-160" class="pagenum" title="160"></a> +„Hvorfor mon hun gjorde det?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Hun har været underlig, lige siden du var ude +og foreslog at hun skulde ud til jer,“ sagde Morten +bedrøvet. „Hun satte sig i Hovedet, at hun laa mig +til Byrde og jeg helst vilde af med hende. For et +Par Dage siden stod hun op, mens jeg var ude, og +gav sig til at arbejde i Huset — formodenlig for at +yde Vederlag for sit Ophold. Hun er jo sygeligt +ærekær. Da jeg bestemt forbød hende det, erklærede +hun, at hun ikke vilde skylde mig noget og +agtede at gaa sin Vej. Jeg vidste, at det godt kunde +falde hende ind til Trods for at hun var syg, og +holdt mig hjemme. I Middags gik jeg lige ned for +at hente Mælk, og da jeg kom op, var hun borte. +Godt var det at hun søgte herud, jeg tror hun kan +hitte paa hvad som helst, naar den Tanke først er +kommet op i hende, at hun ligger til Byrde.“ +</p> + +<p> +„Hun holder vist meget af Dem,“ sagde Ellen og +saa paa ham. +</p> + +<p> +„Det tror jeg ikke,“ svarede Morten med et fortvivlet +Smil — „i saa Fald har hun skjult det godt. +Jeg har nærmest haft Indtryk af, at hun hadede mig +siden den Dag, vi talte om at hun skulde her ud. +— Maa jeg blive her i Nat?“ +</p> + +<p> +„Bare De vil tage til Takke,“ svarede Ellen. „Det +bliver ikke nogen Luksusseng De faar, men De +kan da komme til at ligge ned.“ +</p> + +<p> +Men Morten vilde ikke i Seng. „Jeg bliver oppe +og vaager over Johanne,“ sagde han. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-14"> +XIV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Saa var Huset forvandlet til et Sygehjem. Det +var et haardt Greb ind i deres Sorgløshed, men de +tog det med; ingen af dem krævede mere af Tilværelsen, +end den kunde svare til. +</p> + +<p> +Ellen var om den syge Dag og Nat saalænge til +<a id="page-161" class="pagenum" title="161"></a> +det værste var ovre; hun forsømte baade Pelle og +Børnene for at tage sig af Johanne. +</p> + +<p> +„Du har altfor meget at gøre,“ sagde Pelle bekymret +— „det ender med at du bliver syg for mig. Lad os +dog tage Hjælp.“ Og da Ellen ikke vilde høre Tale +om det, tog han selv Affære og fik Dronning Therese +til at være derude om Dagen. +</p> + +<p> +Paa nogle Dage ordnede Morten sine Sager, skilte +sig af med Lejligheden og flyttede ud til dem. „Du +skal dog ikke saadan kunne flygte fra mig,“ sagde +han til Johanne, der sad over Ende i Sengen og +lyttede efter, at de bar hans Sager ovenpaa. „Naar +du nu bliver rask nok, flytter du op i det store +Kvistværelse; og saa bor vi to ovenpaa og har det +hyggeligt igen. Ikke sandt?“ +</p> + +<p> +Hun svarede ikke men blev rød i Hovedet af +Glæde. +</p> + +<p> +Ellen fik saa det Beløb, Morten plejede at give +ud om Maaneden til Mad og Husleje. Hun blev helt +bestyrtet, hvad skulde hun dog med alle de Penge +— det var alt for meget! Naa, nu behøvede de da +ikke gaa og være bekymrede for Huslejen. +</p> + +<p> +Johanne blev snart saa rask, at hun kunde være +lidt oppe; Luften herude havde en gavnlig Indflydelse +paa hendes Nerver, og Ellen forstod at sætte +hende i Humør. Gamle Brun forærede hende en dejlig +rød og gul Liggestol af flettet Straa; og naar Solen +skinnede, blev hun baaret ud paa Plænen. Hun laa +og saa paa Børnenes Leg, undertiden legede hun +ogsaa med fra sin Stol og laa og kommanderede de +to i Øst og Vest. Svend Trøst lod sig godmodigt +jage med, men Søster var lidt mere forbeholden. +Hun kunde ikke lide, at den fremmede Pige kaldte +Pelle for Far; og naar hun var i Drillehjørnet, stillede +hun sig op lidt henne og stod og gentog: „Det +er ikke din Far, for det er min Far!“ Saa maatte +Ellen efter hende. +</p> + +<p> +Men for det meste laa Johanne og stirrede ud i +Luften med et Blik fuldt af forfærdelig Lede. En +kort Stund lod hun sig fange af noget nyt, men det +<a id="page-162" class="pagenum" title="162"></a> +varede kun et Øjeblik, saa gled Blikket igen bort. +Rask nok til at gaa omkring var hun aldrig; selv +om hun følte sig kvik, vilde Benene ikke bære +hende. Brun kom hver Eftermiddag ud til <em>Gryet</em> for +at se til hende, den gamle Mand var dybt grebet af +hendes sørgelige Skæbne og havde opgivet sin sædvanlige +Ferierejse for at kunne følge hendes Tilstand. +„Vi maa gøre noget for hende,“ sagde han til Lægen, +der paa hans Anmodning indfandt sig daglig — +„er der da ingenting at gøre?“ +</p> + +<p> +Men Lægen rystede paa Hovedet. „Hun kan ikke +faa det bedre, end hun har det her,“ sagde han. +</p> + +<p> +Alle holdt de af hende, og gjorde hvad de kunde +for at glæde hende. Brun havde altid noget med, +han købte kostbare Ting til hende, smukke Silketæpper, +hun kunde have over sig naar hun laa i +Haven, og et prægtigt stort Koralhalsbaand. Alt +hvad han kunde tænke hun ønskede sig, fik hun. +Hendes Øjne straalede, hvergang hun fik noget nyt, +og hun bar det altsammen paa sig. „Nu er jeg en +Prinsesse i al sin Stads,“ hviskede hun og smilede +mod ham — for saa i næste Øjeblik at glemme det +hele. Hun holdt meget af den gamle Mand, forlangte +at han skulde sidde hos hende, og kaldte +ham Bedstefar med et sørgeligt Forsøg paa Skælmeri. +Men hun hørte ikke paa, hvad han fortalte +hende; han kunde rolig gaa med, naar de smaa +kom listende og vilde have ham med ud at lege +paa Marken — hun mærkede det ikke. +</p> + +<p> +Ak ingenting kunde forsone hendes Barnesjæl +med dens stakkels skamskændede Legeme, hverken +Kærlighed eller Smykker. Det var som om den +lededes ved sit Hylster, og stod og grov i det Blaa +saa langt ude som muligt, holdt fangen i en tynd +Traad der blot skulde slides over. Hun blev med +hver Dag mere gennemsigtig, det saas tydelig nu, +hun havde de andre Børn ved Siden af sig. De aad +og trivedes for hende med! Naar Ellen ikke passede +paa, kom Svend Trøst trissende og spiste Johannes +Sygemad, skøndt Gud skulde vide han ikke +<a id="page-163" class="pagenum" title="163"></a> +blev sultet! Johanne selv saa roligt til — det var +hende saa ligegyldigt altsammen. +</p> + +<p> +Det var en usædvanlig Sommer, tør og solrig; +man kunde være i Haven den meste Tid. Hen paa +Eftermiddagen samledes de gærne derude, Ellen og +Dronning Therese var færdige i Huset og satte sig +hos Johanne med deres Haandarbejde, Brun sad og +underholdt dem med hyggelig Gammelmandssnak, +og Johanne laa og døsede med Ansigtet vendt mod +Havelaagen. De lo og spøgede med hende for at +faa hende i Humør; Brun havde lovet hende en +Rejse til Syden, naar hun vilde skynde sig at komme +paa Benene, og fortalte hende om Solen dernede, +og de dejlige Druer og Appelsiner som hun +selv skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det +alt med sit triste Smil, som vidste hun altfor godt +hvad der ventede hende. Det mørke svære Haar +blev til en stadig større Skygge om hendes blege +svindende Ansigt; det var som Natten steg over +hende. Hun syntes at døse sig langsomt bort fra +Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede mod Havelaagen. +</p> + +<p> +Morten var ofte ude paa Foredragsrejser, undertiden +flere Dage ad Gangen. Men naar han saa +endelig gik med Laagen, blussede Livet op i hendes +Ansigt. Han var den eneste, der kunde kalde +Sjælen tilbage i hende, det var som om den kun +dvælede for hans Skyld. Hun var ikke lunefuld +mod ham mere; naar Kræfterne var til det, rejste +hun sig over Ende og kastede sig om hans Hals. +Saa løb Taarerne stille ned over hendes lille Ansigt, +og hun fik Luft for sin Længsel. Ellen forstod, hvad +der foregik i Barnet og gjorde Tegn til de andre — +de to skulde have Lov at være ene! Saa kunde +Morten sidde timevis bøjet over hende og fortælle +om, hvad han havde oplevet; hun syntes ikke at +blive træt men laa og hørte paa ham med glansfulde +Øjne, med sin gennemsigtige Haand hvilende +paa hans Arm. Hvert af hans Skridt interesserede +hende; undertiden kom der et eget Udtryk i hendes +<a id="page-164" class="pagenum" title="164"></a> +Øjne, og hun slog mistænksomt ned paa en +eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe +Sanser, Lugten ved ham af fremmede Mennesker +gjorde hende mut og spejdende. +</p> + +<p> +„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker ham +jo!“ sagde Ellen en Dag til Pelle og brast i pludselig +Graad. „Og der ligger hun og skal dø!“ Hendes +egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved +Barnets Tilstand. +</p> + +<p> +„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle protesterende. +</p> + +<p> +„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor, +hun altid har været saa besynderlig mod ham. +Hvor er det sørgeligt!“ +</p> + +<p> +Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men Solen +gik højt paa Himlen og var stærkere endnu. +„Pelle!“ sagde Ellen og strøg ham gennem det +graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart +blive forbi!“ — — +</p> + +<p> +Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den +lille Johanne nok skulde komme sig; men enhver +ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes +Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun +blev blidere og medgørligere for hver Dag, Hadet +var slukket i hende, med et træt Smil tog hun imod +al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen +straalede en sælsom dødsmærket Ynde, der syntes +at udfolde sig eftersom hun nærmede sig Graven. +</p> + +<p> +Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig. +Pludselig naar Pelle eller Morten nærmede sig +hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aabnede +Munden for at skrige; saa naar hun kendte +dem igen gemte hun sig ind til dem og græd ulykkeligt. +Hun kunde ikke komme i Haven mere men +laa altid, Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den +oprev hendes Sind og førte det tilbage til Baggaderne; +de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig +hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes +spinkle hendøende Stemme blev raa og hæs igen. +Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje +Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skældsord +<a id="page-165" class="pagenum" title="165"></a> +og snærrede rasende til alle Sider — til hun +tilsidst overgav sig, forlangte at faa Brændevin og +laa og smaagræd med en haard tør Graad. Gamle +Brun turde slet ikke vise sig ved Sengen; hun +antog ham for en gammel Kammerherre, som Gadedrengene +havde pudset paa hende, og modtog ham +med raa Opfordringer. +</p> + +<p> +Dette Indblik i Barnets forfærdelige Tilværelse +bag Plankeværkerne rystede dem alle. Det var som +om Livets Ondskab ikke vilde slippe dette uskyldige +Offer, men hadefuldt forfulgte hende lige ind i Døden +og gjorde al deres Kærlighed til intet. Morten +opholdt sig inde hos hende de Døgn hendes Dødskamp +varede, han sad i en Krog og stirrede, kun +naar hun blundede vovede han sig frem. Ellen var +den eneste, der havde Kræfter til at møde det. Hun +gik Nat og Dag om Johanne, bleg og rolig søgte +hun at lette hende Døden ved sin utrættelige Omsorg; +naar det forfærdelige kom over Barnet, slog +hun sine Arme værgende om hende og prøvede at +betvinge det ved en Moders Kærlighed. +</p> + +<p> +Hun havde aldrig været i Stue sammen med Døden +før men saa den fast i Øjnene, ved hendes +Bryst udstred Barnet. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Johannes Død havde fuldstændig lammet Morten. +Det længst mulige havde han klynget sig til den +Tro, at hendes Liv maatte kunne reddes — det var +saa meningsløst uretfærdigt ellers! og da det haabløse +gik op for ham ogsaa, sank han sammen. +Han tog sig ikke noget til men drev om i en Tilstand +af tung Sløvhed, talte ikke og spiste ikke +stort. Det var som en tung Haand havde slaaet +ham i Hovedet. +</p> + +<p> +Efter Begravelsen fulgtes han og Pelle hjem til +Fods, mens de andre kørte. Pelle gik og talte om +ligegyldige Ting for at aflede hans Tanker fra Barnet, +men Morten hørte ikke paa ham. +</p> + +<p> +<a id="page-166" class="pagenum" title="166"></a> +„Kære Ven, du vil da ikke blive saadan ved,“ +sagde Pelle pludselig og stak sin Arm ind under +Mortens. „Nu har du jo fulgt det stakkels Barn saa +langt paa Vej, du kunde — de levende har ogsaa et +Krav paa dig.“ +</p> + +<p> +Morten løftede Hovedet. „Er det ikke ligegyldigt, +om jeg skriver nogle Sider mere eller mindre?“ sagde +han træt. +</p> + +<p> +„Du har faaet din Pen for at forsvare de værgeløse +med den — du har ikke Lov at give op,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +Morten lo bittert. „Har jeg kanske ikke talt Børnenes +Sag efter Ævne — og været naiv nok til at +tro, at her i det mindste behøvede man blot aabne +Folks Øjne for ogsaa at tage dem om Hjærtet. Og +hvad opnaar man saa? At forøge den saakaldte gode +Literatur med endnu et Bind — naar det kommer +højest. Menneskene er praktiske Væsner du, man +kan med største Lethed faa dem til at fælde Teatertaarer; +de kan godt lide at sidde i Parkettet og +græde med den Ulykkelige. Men ve ham, om de +møder ham igen paa Gaden. De varmeste Ord om +det gribende i mine Børneskildringer har jeg faaet +af en gammel Herre, der senere viste sig at efterstræbe +Smaabørn.“ +</p> + +<p> +„Men hvad saa da?“ sagde Pelle og stirrede forfærdet +paa ham. +</p> + +<p> +„Ja, hvad saa da, sig du mig det. Du har Ret i, at +jeg er lige glad, men kan man blive ved med at tage +Del i en Kamp, der ikke engang skaaner Børnene? +Husker Du min lille Søster Karen, som maatte gaa +i Havnen? — hvor mange tusind Børn staar der +ikke bag hende og Johanne! Man kalder dette for +Barnets Aarhundrede — og saa raaber Børnenes +Blod jo fra Jorden! Endda er de lykkelige, naar de +kan liste bort — tænk om Johanne havde levet videre +med sit. Barndommens Skygger naar over hele +Livet!“ +</p> + +<p> +„Ja og det gør Barndommens Solskin ogsaa,“ udbrød +Pelle varmt. „Netop derfor maa vi ikke svigte +<a id="page-167" class="pagenum" title="167"></a> +Fattigungerne. Vi vil faa Brug for en Slægt med +varme Hjærter.“ +</p> + +<p> +„Jeg har jo tænkt det samme,“ sagde Morten +græmmet. „Ved du, Pelle — jeg <em>elskede</em> dette Barn, +der kom til mig allerlængst nede fra; hun rummede +det hele for mig, aldrig er Elendigheden kommet +mig saa grumt ind paa Livet. Det blev en skøn Drøm +— en taabelig Drøm — i mig, at hun skulde leve. +Jeg skulde kæle Liv og Lykke ind i hende igen, og +saa vilde jeg skrive en Bog om det, der sejrer. Jeg +ved ikke, om du forstaar mig —: om Elendigheden, +der bliver sund og lykkelig under Godhedens Sol. +Hun var jo det hele; dybere ned kan Livet vel ikke +godt føres! Og lagde du Mærke til, hvor megen +Skønhed og Finhed der alligevel var begravet under +Kloakslam hos hende? Jeg havde glædet mig til at +faa det frem, befriet fra al Nød og Hæslighed — og +saa vise Verden, at saa skønne er vi hernede, naar +man skraber Snavset af os. Kanske kunde det have +lokket den til at øve Retfærdighed. Saadan har jeg +drømt, men det er en besk Lod at faa de Ulykkelige +udpeget til sin Elskede. Min eneste Kærlighed +er uoprettelig død, og nu kan jeg ikke skrive om +noget, der sejrer. Hvad skal jeg saa dér?“ +</p> + +<p> +„Jeg tror, det er Hugo der siger, at Hjærtet er +den eneste Fugl som bærer sit Bur,“ sagde Pelle. +„Men dit Hjærte nægter nok at tage ved, naar der +er allermest Brug for det.“ +</p> + +<p> +„Nej, du,“ sagde Morten lidt ivrigere — „jeg svigter +vist ikke. Men dette har været et haardt Nedslag +for mig — bare jeg havde noget mere af din +lyse Tro. Naa, jeg maa være henrykt for, at jeg +har dig selv.“ Han rakte Pelle Haanden med et +godt Smil. +</p> + +<p> +Bibliotekaren kom dem i Møde ned over Markerne. +„Det tog længe med jer to Dioskurer,“ sagde +han og saa opmærksomt paa dem — „Ellen venter +med Maden.“ +</p> + +<p> +De tre <a id="corr-17"></a>Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark +mod Huset. „Nu er det bedste af Sommeren forbi,“ +<a id="page-168" class="pagenum" title="168"></a> +sagde Brun og saa sig om med et Suk. „Saa er +Hjulet rykket endnu en Tak frem.“ +</p> + +<p> +„Døden er ikke det værste, der kan overgaa én,“ +svarede Morten, der endnu var i sin morbide Stemning. +</p> + +<p> +„Saadan noget siger man, mens man er ung og +velhavende — og mener det jo ikke for Alvor. I +Morgen har Livet taget Dem og Deres Sorg i sin +Tjeneste igen. Men jeg har aldrig været ung, før jeg +lærte jer to at kende, derfor tæller jeg karrigt hver +flygtende Time. — Og misunder jer, som kan gaa +saa rask,“ føjede den gamle smilende til. +</p> + +<p> +De gik langsommere opover og fulgte Hækken op +mod Huset; indenfor i Haven hørtes en svag Klynken. +Derinde i et tomt Bed sad Svend Trøst nede +i et Hul, som de to Unger havde gravet med deres +Spader; Søster var i Færd med at kaste Jord paa +ham, den gik ham allerede til Halsen. Han gjorde +ingen Modstand men smaapylrede kun lidt, da Mulden +begyndte at nærme sig hans Mund. +</p> + +<p> +Pelle raabte Allarm og sprang over Hækken, Ellen +kom styrtende ud i det samme. „Der kunde du +nær have kvalt lille Bror,“ sagde hun forfærdet og +tog Drengen op til sig. +</p> + +<p> +„Jeg planter ham jo bare,“ sagde Anna, fornærmet +over at man ødelagde hendes Værk — „han vilde +gærne selv. Og til Foraaret kommer han jo op igen!“ +De to Børn vilde gærne have en lille Bror, og var +blevet enige om, at Svend Trøst skulde ofre sig. +</p> + +<p> +„Saadan noget maa I ikke finde paa,“ sagde Ellen +stille — „I skal nok faa en lille Bror til Foraaret +alligevel.“ Og hun saa paa Pelle med et varmt talende +Blik. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-15"> +XV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Inde i Fællesvirksomheden gik Arbejdet sin rolige +Gang. Der stod ikke noget Gny af den, inden for +<a id="page-169" class="pagenum" title="169"></a> +Bevægelsen var man nær ved at glemme, at den +overhovedet var til. Det var en lang og sej Vej, +Pelle var inde paa, men han var ikke i Tvivl om, +at den førte til Maalet, og gik sindigt til Værks. Aldrig +havde hans Aandedræt været saa langt. +</p> + +<p> +Foreløbig gjorde han Erfaringer. Han og Peter +Drejer havde opdraget en Stab af solide Arbejdere, +som vidste, hvad det drejede sig om, og ikke lod sig +slaa ud af Leje, selv om der kom et fremmed Element +ind. Forretningen voksede stadig og krævede +ny Tilgang, men han havde ingen Vanskeligheder af +de ny Kræfter; Foretagendet var saa stærkt, at det +slugte og omdannede dem. +</p> + +<p> +Fabrikanterne i al Fald huskede, at han var til, +skadede ham, hvor de kunde. Det glædede ham, +fordi det fastslog, at han var farlig for dem. Gennem +deres Forbindelser lukkede de for Krediten, og +da det ikke førte til noget, fordi han havde Bruns +Formue i Ryggen, boykottede de ham for Materialer +ved at tvinge Læderhandlerne til ikke at sælge +til ham. Han maatte saa indforskrive Materialerne +fra Udlandet. Lidt ekstra Besvær var der forbundet +med det; nu galdt det om at have Orden i Sagerne, +saa man ikke stod og manglede et eller andet. +</p> + +<p> +En Dag manglede der en Artikel i en ny Sending, +og det hele var ved at gaa i Staa. Han fik den skaffet +til Veje ved et Krigspuds men var gal i Hovedet. +„Jeg kunde have Lyst til at lange de Læderhandlere +én ud igen,“ sagde han til Brun, „her skal +man gaa og luske sig det til, hvis man tilfældig staar +og mangler noget. Skal vi ikke leje Butiken her inde +ved Siden af og oprette en Læderhandel? Det er en +Lussing til de andre, og saa har vi selv altid, hvad vi +bruger. Vi skal jo ikke spille Herskab paa den Historie, +saa jeg tror de mange Smaamestre omkring +i Krogene vil blive glade for os.“ +</p> + +<p> +Ja, Brun havde ikke noget imod, at Krigen blev +ført lidt mere paa Kniven. Der skete ham ikke nok! +</p> + +<p> +Den ny Forretning aabnede til Oktober. Pelle +vilde haft Peter Drejer til at lede den, men han undslog +<a id="page-170" class="pagenum" title="170"></a> +sig. „Jeg egner mig vist ikke til at købe og +sælge,“ sagde han mørkt. Saa tog Pelle en af de +unge Arbejdere fra Værkstedet op i Forretningen og +holdt selv Øje med den. +</p> + +<p> +Det gav allerede mere Skub i Tingene; der var +nok at tage i. Nu frembragte Virksomheden meget +mere, end der kunde afsættes i Butiken; og Pelles +Læderhandel gjorde Smaamestrene uafhængige af +Privatkapitalen. Mange af dem havde lidt Smaasalg +af Fabriksfodtøj ved Siden af Reparationsværkstedet +og tog nu deres Varer fra ham. Ude i Provinsen +havde hans Fodtøj allerede vundet Indpas adskillige +Steder; det var kommet af sig selv, det ene tog det +andet med sig. Fabrikanterne forfulgte det derude +ogsaa — hvor de kunde; Følgen var, at Arbejderne +tog det op og tvang det ind igen i de Forretninger, +hvor de var Kundekredsen. Der begyndte at staa +Kamp om <em>Pelles Fodtøj</em>. +</p> + +<p> +Men han vidste, at det kun var Begyndelsen. Det +maatte komme til et stort Sammenstød, og var han +saa tilstrækkelig godt funderet? Fabrikanterne var i +Færd med at oprette en Butik lige overfor, hvor der +skulde sælges billigt for at ødelægge hans Udsalg, +og en Dag satte de sagtens Priserne stærkt ned over +det hele for at faa ham vippet af Pinden. +</p> + +<p> +„Lad dem kun,“ sagde Brun. „Saa kommer Folk +billigt til Fodtøj!“ Men Pelle imødesaa med Bekymring +det ny Angreb. Selv om de holdt det ud, kunde +det godt udtømme deres økonomiske Kræfter. +</p> + +<p> +De var for isolerede, det var Ulykken. Endnu var +de som den, der skyller i Land paa aaben Strand, +de havde ingenting at falde tilbage paa. Arbejdsgiverne +havde forlængst opdaget, at de var lige saa +internationale som Arbejderne, og havde adopteret +Pelles gamle organisatoriske Tanke. Det gik ikke +altid glat med at faa sine Materialer fra Udlandet +heller, han mærkede Sammenhængen! Saalænge han +ikke havde faaet Garverne til ogsaa at oprette et +Fællesforetagende, kunde han naar som helst risikere +at faa Fødderne slaaet væk under sig. Og først +<a id="page-171" class="pagenum" title="171"></a> +og fremmest maatte han have den store Arbejderhær +med sig, det var den, det hele tog Sigte paa. +</p> + +<p> +En Dag stod han igen paa Talerstolen efter lange +Aars Forløb og holdt sit første Foredrag om Kooperationen. +Det var helt underligt igen at staa over +for sine egne og føle deres Ansigter rettet paa sig. +Foreløbig saa de ham an som en, der vendte tilbage +fra det fremmede med nye Ideer — eller kanske blot +ny Paahit; men han skulde nok vinde dem! Netop +deres Træghed lovede godt, naar først den blev overvundet; +han kendte dem igen, de var svære at sætte +i Gang — og næsten ikke til at stanse igen. Fik +hans Ide først rigtig fat i disse Folk med deres vældige +Organisationer og urokkelige Disciplin, saa var +den uovervindelig. Han kastede sig med Kraft ind i +Agitationen og holdt hver Uge Foredrag i en politisk +eller faglig Forening. +</p> + +<p> +„Pelle, hvor har du travlt,“ sagde Ellen, naar han +kom hjem. Hendes Tilstand fyldte ham med Lykke, +den var som et Segl paa deres ny Forening. Hun +havde trukket sig lidt mere tilbage i sig selv, over +hendes Ansigt og Skikkelse lagde sig et Skær af +drømmende Blødhed. Lidt hjælpeløs og fjærn i det +tog hun nu imod ham ved Laagen — en ung Moder, +der maatte tages paa med varlige Hænder! Han +saa hende trives fra Dag til Dag og bære — gavmildt +som Haven bar de sidste tunge Blomster, og +havde en lykkelig Følelse af at det groede for ham +paa alle Kanter. +</p> + +<p> +Morten saa de ikke meget til, han befandt sig i +en Krise og færdedes helst for sig selv. Han klagede +stadig over, at han ingen Vegne kunde komme med +sit Arbejde, selv den mindste Ting, han begyndte +paa, kørte fast for ham. +</p> + +<p> +„Det er, fordi du ikke længer tror paa det,“ sagde +Pelle. „Den, der tvivler om sin Gærning, skærer jo +den Gren over, han selv sidder paa.“ +</p> + +<p> +Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: „Det +er meget værre endnu — for det er selve Mennesket, +jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og har +<a id="page-172" class="pagenum" title="172"></a> +ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg +det — det er, fordi Menneskene ikke har noget +Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele +vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa +koldt som her er.“ +</p> + +<p> +„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det +er jo det og ikke Forstanden, der holder dem oppe; +ellers var de gaaet til Grunde for længe siden — +blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det +trods al Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken +lysende Væsner?“ +</p> + +<p> +„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne +er de dog! Og maatte man ikke hellere ønske for +dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes +med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder +dem, der kan se historisk paa Elendigheden og +trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo ogsaa selv, at +det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel +en kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner +forinden skal gaa lykkeløst i Graven i Kampen for +at overvinde en Dumhed. Jeg er en Uforligelig, det +er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre Tilstande; +derfor lider jeg under dem, der er. Bare en +saa selvfølgelig Ting som at faa Penge igen paafører +mig Lidelse. De er mine, men min Tanke kan ikke +lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: +Hvilke Savn fremkalder de ved at gaa over i mine +Hænder? hvad klæber der ved dem af Nød og +Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det +bestandig i mig, at <em>de</em> faar for lidt, der har hjulpet +mig — min Vaskekone og de andre. De kan jo knap +leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager +min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, +og jeg har ikke Fred; hvergang jeg putter en Bid +Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre, maa +jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt +ved ikke at kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed +dog er saa indlysende. Og det nytter ikke, jeg +vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke +— det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen +<a id="page-173" class="pagenum" title="173"></a> +der hen engang — hvis ikke de Fortrykte rejser sig +forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er fordømt +til at leve alle de andres Elendigheder med — +og mit eget Liv har ikke just været rigt paa Solskin. +Tænk paa min Barndom, hvor den har været glædesløs! +Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! +tænk paa det.“ +</p> + +<p> +Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens +Vej; nu krøb han sammen og gik og frøs. +</p> + +<p> +Men en Aften kom han stormende ned i Stuen +til dem og viftede med et Papir. „Jeg har faaet et +Legat,“ sagde han. „I Morgen tidlig rejser jeg til +Syden.“ +</p> + +<p> +„Du maa da først ordne dine Sager,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Ordne?“ Morten lo. „Nej du, rejse er man altid +klar til. Hele mit Liv har jeg været parat til en Tur +omkring Jorden med en Times Varsel!“ Han gik +frem og tilbage og gned sig i Hænderne. „Ah nu +skal jeg ned og slikke Sol, du — rigtig gennembages +skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil have godt af +springe en Vinter over.“ +</p> + +<p> +„Hvor langt vil De hen?“ spurgte Ellen med lysende +Øjne. +</p> + +<p> +„Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, +hvor Kulden ikke trækker Frakken af tusind, idet +den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil jeg se Mennesker, +som ikke har faaet Del i den mekaniske +Kulturs Velsignelser, men som Solen til Gengæld +har skinnet paa; Solmennesker ligesom lille Johanne +og hendes Mor og Bedstemor — men som faar Lov +at leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige +der ikke fryser.“ +</p> + +<p> +„Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som +muligt,“ sagde Ellen, da Morten var gaaet op for at +pakke sin Kuffert. „For kommer han først i Tanke +om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. +— Jeg kommer vist til at stikke nogle Strømper af +dine og lidt Undertøj i hans Kuffert — han har ikke +noget at skifte med. Bare han nu sørger for at faa +<a id="page-174" class="pagenum" title="174"></a> +sit Tøj til Vask — og saa de ikke ødelægger det for +ham med Klor.“ +</p> + +<p> +„Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker +ind?“ spurgte Pelle. „Ellers er jeg bange for, +han ikke faar det med han har Brug for. Morten +glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.“ +</p> + +<p> +Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt +frem. Det var et Held hun kom, Morten havde +pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de nødvendige +Ting til Side. Han stod og trippede, og var +helt ulykkelig da hun tømte det hele ud af Kufferten +igen og begyndte forfra; nu var det saa pænt +ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for +sig — han kunde lige stikke sin Haand ned og tage +hvad han ønskede. Men Ellen kendte ikke til Skaansel, +det hele maatte herut paa Gulvet, og hver Stump +Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. +Det nødvendige blev sorteret fra. For hver Stump +der kom i Kufferten, protesterede Morten spagfærdigt +— det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe +Strømper med — eller flere Sæt Linned; det købte +man simpelthen, efterhaanden som man fik Brug for +det. Naa? saa det kunde det ikke? Men slæbe omkring +med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom +en anden Kolportør — det kunde vel betale sig! +</p> + +<p> +Ellen laa paa Knæ foran Kufferten og gjorde Vej. +Pelle kom op ved hendes Ivrighed, han stod lænet +mod Døraabningen og saa paa dem. „Det er rigtigt, +giv ham bare en Omgang Gaberbejse, saa han kan +holde, til han naar hjem igen,“ sagde han leende. +„Han kan godt trænge til det.“ +</p> + +<p> +Morten sad paa en Stol og saa slukøret ud. „Gudskelov +man ikke er gift,“ sagde han. „Jeg begynder +virkelig at faa Medlidenhed med dig, Pelle.“ Man +kunde se paa ham, at han nød Omsorgen. +</p> + +<p> +„Ja nu kan du da se, hvad for et Huskors jeg +har faaet,“ svarede Pelle alvorligt. „Du har aldrig +villet tro det før.“ +</p> + +<p> +Ellen lod dem bare snakke; nu var Kufferten stoppende +fuld, og nu vidste hun da, han ikke kom til +<a id="page-175" class="pagenum" title="175"></a> +at drage om som en Landevejsbisse. Nu var der kun +Toiletsagerne — ikke engang dem havde han sørget +for. Hun trak en vældig stor Bog ud af Toilettasken +paa den indvendige Side af Kuffertlaaget, for at gøre +Plads til Vaskesagerne; men da kom Morten springende. +„Den <em>maa</em> jeg ha’e med — hvordan det saa +gaar,“ sagde han bestemt. Det var Victor Hugos: +<em>De Ulykkelige</em> — Mortens Bibel. +</p> + +<p> +Ellen slog op paa Titelbladet for at se, om det nu +ogsaa var saa nødvendigt at slæbe om med saadan +et Uhyre — det var jo et helt Brød. +</p> + +<p> +„Der er ingen Plads til den,“ erklærede hun og +lagde den roligt til Side — „da ikke hvis De vil have +saa De kan vaske Snavset af Dem. Men De træffer +ogsaa sagtens Ulykkelige, der hvor De kommer hen; +dem er der vist nok af allevegne.“ +</p> + +<p> +„Saa tillader Fruen vel heller ikke at jeg tager +mine Skrivesager med?“ spurgte Morten i en ansøgende +Tone. +</p> + +<p> +„Jo,“ svarede Ellen leende — „og De maa ogsaa +godt bruge dem til noget kønt — — hvis det da er +os Smaafolk De skriver for. Jammer og Elendighed +er der nok af!“ +</p> + +<p> +„Naar nu Solen har skinnet rigtig paa mig, saa +kommer jeg hjem og skriver jer en Bog om den,“ +sagde Morten alvorligt. +</p> + +<p> +Den næste Dag var en Søndag. Morten var tidlig +oppe og tog ud paa Kirkegaarden. Det trak længe +ud, de gik og ventede paa ham med Frokosten. „Nu +kommer han, jeg saa ham nede paa Marken,“ raabte +Lasse Fredrik endelig; han havde været oppe paa +Bakkegaarden efter Mælk. +</p> + +<p> +„Saa kan vi godt komme Æggene i,“ sagde Ellen +til Søster, som gik hende lidt til Haande i Køkkenet. +</p> + +<p> +Morten var højtidelig til Sinds. „Nu er Roserne +paa Johannes Grav igen plukkede,“ sagde han. „Jeg +begriber ikke, at nogen kan faa over sit Hjærte at +plyndre de Døde; de er dog dem, der har det fattigst +af os allesammen.“ +</p> + +<p> +„Det glæder mig at høre dig sige det!“ udbrød +<a id="page-176" class="pagenum" title="176"></a> +Pelle. „For en Maaned siden var du i Stand til at +synes, at de Døde var de eneste velhavende.“ +</p> + +<p> +„Du er en Klippe,“ sagde Morten smilende og tog +ham i Skuldrene. „Selv om alt andet forandrer sig +— dig ved man altid hvor man har.“ +</p> + +<p> +„Til Bords, til Bords!“ raabte Ellen. „Men straks +— eller bliver Overraskelsen kold!“ Hun stod og +ventede med et tildækket Fad. +</p> + +<p> +„Hvad — du har jo nylagte Æg!“ udbrød Pelle +forbavset. +</p> + +<p> +„Ja, Hønsene har givet sig til at lægge igen de +sidste Dage — det er til Ære for Morten.“ +</p> + +<p> +„Næ, det er til Ære for det gode Vejr — og saa +fordi de faar Lov at løbe frit om nu!“ indvendte Lasse +Fredrik. +</p> + +<p> +Morten lo: „Lasse Fredrik er en uforbederlig +Realist — Tilværelsen behøver ikke pyntes op for +hans Skyld.“ +</p> + +<p> +Ellen gik og kræsede for Morten. „Nu skal De +værsgod spise,“ sagde hun. „Det er ikke sikkert, De +faar ordenlig Mad derude i det fremmede.“ Hun +tænkte med Gru paa den Mad, hendes Logerende i +<em>Palæet</em> havde rørt sammen. +</p> + +<p> +Saa holdt Vognen for Døren, Kufferten kom op +hos Kusken, Morten og Pelle steg til Vogns — det +var paa høje Tid. Det gik i Fart nedover, Lasse +Fredrik og Søster stod paa hver sit Trin helt ned +til Hovedvejen; saa sprang de af og løb tilbage. Deroppe +ved Gavlen stod Ellen og vinkede — med +Svend Trøst ved Haanden. +</p> + +<p> +„Det maa være underligt at rejse væk fra det hele,“ +sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Ja for dig maatte det være underligt,“ svarede +Morten og kastede et sidste Blik tilbage efter Pelles +Hjem. „Men jeg rejser jo ikke væk fra noget — +jeg rejser det tvært imod i Møde.“ +</p> + +<p> +„Det bliver i al Fald underligt, ikke at have dig +trampende over Hovedet længer — især for Ellen +og Børnene. Men du la’r vel høre fra dig?“ +</p> + +<p> +<a id="page-177" class="pagenum" title="177"></a> +„Det gør jeg. Og du holder mig lidt underrettet +om, hvordan dit Foretagende trives.“ +</p> + +<p> +Saa gik Toget. Pelle følte en egen Sugen under +Hjærtet, mens han stod og stirrede efter det, som +hvirvlede det noget af ham med sig. Det havde altid +været hans Drøm at komme ud og se sig om i Verden; +lige siden Garibaldi dukkede op i det trange +Værksted derhjemme i Provinsbyen, havde han gaaet +og glædet sig til det. Nu stak Morten ud — han +selv kom nok aldrig afsted, han fik nøjes med den +„Udenlandsrejse“ han havde haft. +</p> + +<p> +Et Øjeblik stod Pelle og stirrede ud langs Skinnerne, +hvor Toget var forsvundet — med Sindet +borte i tunge Drømme. Men saa vaagnede han og +opdagede, at han uden at ville det havde staaet og +følt sit Hjem som en Klods om Benet. Og derhjemme +gik Ellen og Børnene og kiggede langt efter, +om han ikke snart kom — mens han stod her og +drømte sig bort fra dem! De tog sig ingenting til, +før han var der, for Søndagen var jo hans Dag — +den eneste Dag de havde ham rigtig. — Han skyndte +sig ud og sprang paa en Sporvogn. +</p> + +<p> +Da han fra Sporvejslinjens Endepunkt sprang over +Grøften ind paa Marken, fik han Øje paa Brun lidt +fremme paa Stien. Den gamle Bibliotekar arbejdede +sig møjsommeligt op over det stigende Land, hvert +Øjeblik tvang hans Astma ham til at stanse. „Han +er paa Vej ud til os!“ tænkte Pelle rørt; det var +ikke før faldet ham ind, hvor besværlig denne Tur +over Pløjemarker og ad daarlige Veje maatte være +for den gamle Herre. Og alligevel gjorde han den +flere Gange om Ugen for at komme ud og se til +dem. +</p> + +<p> +„Ja, nu har I mig der igen,“ sagde Brun. „Bare +I ikke bliver kede af mit Rend.“ +</p> + +<p> +„Det er der vist ingen Fare for,“ svarede Pelle +og tog ham under Armen for at lette ham Bakken. +„Børnene er jo ganske tossede efter Dem!“ +</p> + +<p> +„Ja Børnene, dem er jeg tryg nok ved — og dig +ogsaa, Pelle! Men din Kone gør mig usikker.“ +</p> + +<p> +<a id="page-178" class="pagenum" title="178"></a> +„Ellen er noget forbeholden, men det er bare hendes +ydre Væsen — hun holder meget af Dem,“ +sagde Pelle varmt. „Den der tager Børnene paa Skødet, +tager Ellen om Hjærtet.“ +</p> + +<p> +„Mener du virkelig det? — Jeg har altid ringeagtet +Kvinden, fordi hun mangler Personlighed — +lige til jeg lærte din Kone at kende. Det er en sjælden +Kone du har, Pelle; hun er stærk i sit Væsen +— saa stærk at hun gør mig usikker. Kunde du +ikke faa hende til at lade være med at kalde mig +Hr. Brun.“ +</p> + +<p> +„Jeg skal sige det til hende,“ sagde Pelle leende. +„Men det er ikke sikkert det nytter noget.“ +</p> + +<p> +„Denne <em>Hr. Brun</em> er ved at blive mig en uudholdelig +Person, skal jeg sige dig; og ude hos jer +vilde jeg gerne have et Fristed for ham. Du skulde +vide, hvad det vil sige hele sit Liv at trækkes med +saadan en Herre, der ikke staar i inderligt Forhold +til noget som helst. Andre hedder dog <em>Far</em>, <em>Bedstefar</em>, +et eller andet menneskeligt; men mig affærdiger +alle Livets Forhold med et <em>Hr. Brun</em>! — Tak Hr. +Brun! — Mange Tak Hr. Brun!“ Den gamle var i +sit desperate Humør, han gik og vrængede Ordet ud. +</p> + +<p> +„Det er nogle slemme Veje herude,“ sagde han +pludselig og stansede for at puste. „Man begriber +ikke at Markerne faar Lov at ligge her lige oven for +Byen — at Spekulationen ikke melder sig.“ +</p> + +<p> +„Det er vel Mosens Skyld dernede. Men nu har +de forresten begyndt at fylde den ud ovre i den +nordre Ende ser jeg,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +Brun kiggede interesseret derover ad, men rystede +saa opgivende paa Hovedet. +</p> + +<p> +„Næ — jeg kan ikke se saa langt uden Briller — +det er ogsaa en af Bøgernes Velsignelser. — Jo det +er! Gamle Folk paa Landet tager dog kun til Brillerne, +naar de skal se i en Bog; men jeg maa ty til +dem, naar jeg vil orientere mig i Verden — det gør +en stor Forskel. Det er Gadernes og de dumme +Bøgers Skyld, at jeg er nærsynet; man faar ikke +noget Udsyn, naar man ikke bor i det fri. Byen +<a id="page-179" class="pagenum" title="179"></a> +lukker for alle ens Sanser, og Bøgerne fører en bort +fra Livet. Derfor tænker jeg ogsaa paa at flytte ud.“ +</p> + +<p> +„Er det klogt nu til Vinteren? De egner Dem +ikke til at tage ind og ud i al Slags Vejr.“ +</p> + +<p> +„Saa opgiver jeg Biblioteket,“ svarede Brun. „Det +vil ikke volde mig stor Sorg — jeg har tilbragt nok +af mit Liv dér. Tænk dig Pelle, det gik op for mig +i Nat, at jeg har været med til at katalogisere det +meste af Verdens Literatur — men har ikke engang +set et Barn blive svøbt! Hvad Ret har Folk som +jeg til at snakke med?“ +</p> + +<p> +„Jeg kan ikke forstaa det,“ sagde Pelle. „Mig har +Bøgerne hjulpet til saa meget.“ +</p> + +<p> +„Ja, fordi du havde det egenlige! Hvis jeg var +ung, gik jeg ud og tog fat med mine Hænder. Jeg +er gaaet Glip af mere ved aldrig at have arbejdet +mig svedig og træt med mit Legeme, end du ved +ikke at kende de store Klassikere. Jeg gaar og opdager +min egen Fattigdom, Pelle; nu byttede jeg +gærne alting væk for en Plads som Gammelfar i en +lun Ovnkrog.“ +</p> + +<p> +Børnene kom løbende ned over Marken. „Har du +noget til os i Dag?“ raabte de paa lang Afstand. +</p> + +<p> +„Ja, men ikke før vi er kommet ind i Varmen. +Jeg tør ikke knappe Frakken op herude for min +Hoste.“ +</p> + +<p> +„Jamen du gaar saa langsomt,“ sagde Svend Trøst. +„Er det fordi du er saa gammel?“ +</p> + +<p> +„Ja det er det nok,“ svarede den gamle Mand +leende. „I faar øve jer i lidt Taalmodighed.“ +</p> + +<p> +Men Taalmodighed var ikke det, de smaa havde +mest af. De greb ham i Frakken og trak afsted med +ham. Han var helt forpustet, da de naaede ind i +Gangen. +</p> + +<p> +Ellen saa strængt paa Børnene men sagde ikke +noget. Hun hjalp Brun af Frakken og Halstørklædet +og fik ham godt bænket inde i Stuen. Saa gik hun +ud i Køkkenet; Pelle forstod, at der var noget hun +vilde ham, og fulgte efter. +</p> + +<p> +„Pelle,“ sagde hun alvorligt — „Børnene er altfor +<a id="page-180" class="pagenum" title="180"></a> +fri mod Hr. Brun. Jeg kan ikke forstaa at du ser +roligt paa det.“ +</p> + +<p> +„Jamen han er glad for det, Ellen — ellers kan +du da begribe, jeg nok skulde bræmse dem. Han vil +netop have det saadan. Og ved du, hvad jeg tror +han vilde blive endnu gladere for? — om du tilbød +ham at bo hos os.“ +</p> + +<p> +„Nej det gør jeg aldrig,“ erklærede Ellen bestemt. +„Det vilde se altfor underligt ud af mig.“ +</p> + +<p> +„Men naar han nu trænger til et Hjem — og +holder af os! Han omgaas ingen andre end os.“ +</p> + +<p> +Ja — nej, det kunde Ellen alligevel ikke begribe +— det de havde at byde paa. Og Brun som kunde +købe al den Hygge, der var at faa for Penge. „Saa +maatte jeg da i al Fald have nyt Dækketøj og gode +Tæpper paa Gulvene — og mange andre Ting.“ +</p> + +<p> +„Det kan du jo ogsaa faa,“ sagde Pelle — „naturligvis +vil vi have det saa hyggeligt vi kan. Brun er +forresten lige saa nøjsom som vi er.“ +</p> + +<p> +Ja det kunde godt være; men Ellen var Husmoder, +og der var Ting hun ikke kunde være bekendt. +„Vil Hr. Brun gærne bo hos os, saa skal han ogsaa +have det hyggeligt,“ sagde hun. „Men det er underligt, +han ikke selv foreslaar det; det kan han dog +meget bedre end vi.“ +</p> + +<p> +„Nej det skal jo netop komme fra os — fra <em>dig</em>, +Ellen. Han er lidt bange for dig.“ +</p> + +<p> +„For mig?“ udbrød Ellen forfærdet. „Og jeg som +— nej men der er jo ingen, jeg hellere vilde være +god imod! — Saa skal jeg nok sige det, Pelle — +men ikke lige nu.“ Hun tog sig til Kinderne, hun +var blussende rød af Glæde og Forvirring over, at +hendes lille Hjem var saa meget værd. +</p> + +<p> +Pelle gik ind i Stuen. Brun sad i Sofaen med +Svend Trøst paa Skødet. „Det er en ordenlig Prop,“ +sagde han — „men han ligner ikke sin Mor. Det er +dine Træk helt igennem.“ +</p> + +<p> +„Ellen er heller ikke Mor til ham,“ sagde Pelle +sagte. +</p> + +<p> +„Naa saadan. Det er pudsigt med de tre Rynker +<a id="page-181" class="pagenum" title="181"></a> +i Panden, han har faaet efter dig — de ligner Bølgelinjerne +i Danmarks Aasyn. I ser ud som I var +vrede altid begge to.“ +</p> + +<p> +„Det var vi ogsaa dengang,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Apropos Vrede,“ vedblev Brun — „jeg henvendte +mig saa igaar til Politimyndighederne og fik udvirket, +at de indstiller Forfølgelsen mod Peter Drejer +— paa Betingelse af at han hører op med sin Agitation +blandt Soldaterne.“ +</p> + +<p> +„Det faar vi ham aldrig til at gaa ind paa. Det +vilde være det samme som at opfordre ham til at +afsværge sin Menneskeret. Peter Drejer har med +megen Selvovervindelse lært sig at bruge parlamentariske +Udtryk, og videre faar man ham sikkert +ikke. I selve Sagen giver han aldrig Køb, og det +maa jeg holde med ham i. Maa man ikke engang +bekæmpe det bestaaende med aandelige Vaaben, saa +hører jo alting op.“ +</p> + +<p> +„Ja det er ganske rigtigt,“ sagde Brun — „jeg har +bare ondt af ham. Politiet holder ham dér i en Tilstand +af Betændthed altid — han har jo slet ingen +Glæde af at være til.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-16"> +XVI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle haabede stadig paa, at Peter Drejer skulde +vinde et roligere Syn paa Tilværelsen. Det var Meningen +i Løbet af Foraaret at oprette en Fællesvirksomhed +i Aarhus ogsaa, og Peter var udset til at +sætte den i Gang. Men hans Sind syntes ulægeligt, +hvergang han faldt lidt til Ro, rev Forholdene ham +ud af den igen. Nu var det den tiltagende Arbejdsløshed, +der gik ham paa. +</p> + +<p> +Og den stupide Forfølgelse holdt ham i en Tilstand +af bestandig Ophidselse. Selv naar han som +nu lodes i Ro, gik han med en irriterende Fornemmelse +af, at man spekulerede i at faa ham til at forløbe +sig — tilsyneladende lukkede Øjnene for at +<a id="page-182" class="pagenum" title="182"></a> +kunne slaa des kraftigere ned over ham. Han gik +og vidste aldrig, om han var købt eller solgt. +</p> + +<p> +Virksomheden var saa stor nu, at de havde maattet +forlægge den egenlige Fabrik til Bagbygningen og +kun benyttede Kælderen til Reparationsværksted. +Peter Drejer ledede dette Værksted, og noget at udsætte +paa hans Ledelse var der ikke; han var energisk +og paapasselig. Men til at lede et Arbejde efter +en større Plan duede han ikke, hans Sind var i bestandig +Svingning. Trods sine Ævner forbrændte han +til ingen Nytte. +</p> + +<p> +„Han kunde ogsaa lade være med sin Agitation +og tage sig noget nyttigere til,“ sagde Brun en Aften +han og Pelle sad og drøftede dette. „Ved Voldsomheder +skabes der alligevel ikke noget! — Og han +selv render blot Panden mod Muren.“ +</p> + +<p> +„Det har De ikke ment før,“ sagde Pelle. Det var +Bruns Skrifter om Individets Ret, der fra først af +havde vakt Peter Drejer til Eftertanke. +</p> + +<p> +„Nej, jeg ved det nok. Dengang troede jeg, at det +hele maatte slaas i Stykker, for at der kunde opstaa +en ny Verden af Kaos; jeg kendte jo ikke jer — og +mine egne syntes jeg ikke var for gode at sprænge +til Side; de laa blot og stoppede for Udviklingen. +Men du har selv omvendt mig! jeg var lidt for hurtig +til at dømme din Træghed — du har mere af +Sammenhængen i Kroppen end jeg. Vor lille Virksomhed +derinde har overbevist mig om, at Almuen +gør klogt i at vedgaa Arv og Gæld efter Overklassen. +Og det gør mig ondt at se Peter løbe af Sporet; +han er en af jeres fremskudte Ævner. Kunde +vi ikke faa ham herud — han kan faa mit ene Værelse! +Jeg tror han trænger til lidt hyggeligere Forhold.“ +</p> + +<p> +„Det er bedst, De selv foreslaar ham det,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +Næste Dag tog Brun med ind og foreslog det, +men Peter Drejer betakkede sig. „Jeg har vist ingen +Ret til Deres Komfort, saa længe der gaar tyve +Tusend Mænd og hverken har at bide eller brænde,“ +<a id="page-183" class="pagenum" title="183"></a> +sagde han afvisende. „Men De er jo Anarkist,“ +tilføjede han haanligt — „og Millionær efter hvad +man siger. Hvad Nød har de Arbejdsløse saa!“ +Han var blevet skuffet ved at lære den gamle Filosof +personlig at kende, og lagde aldrig Skjul paa sin +Uvilje. +</p> + +<p> +„De er vist ikke uvidende om, at jeg allerede <em>har</em> +stillet min Formue til Fattigmands Raadighed,“ sagde +Brun krænket. „Maaden trøster jeg mig til forsvarer +sig selv engang. Dersom jeg i Dag fordelte hvad jeg +ejer mellem de Arbejdsløse, vilde det være slikket +bort som Dug inden i Morgen — saa bundløs er +desværre Nøden nu.“ +</p> + +<p> +Peter Drejer trak paa Skuldrene — des mere +Grund syntes han der var til at hjælpe. +</p> + +<p> +„Vil du da forlange, at vi ofrer vor store Plan +om at gøre al Nød overflødig, for en Gang Mad til +de Trængende?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +Ja Peter saa kun Nøden i Dag — den var ham +en saa græsselig Virkelighed, at Fremtiden fik være. +</p> + +<p> +Der var foregaaet en Forskydning med ham, han +syntes helt at have brudt med Udviklingen. +</p> + +<p> +„Han gaar og ser for meget,“ sagde Pelle til Brun, +— „og nu har Hjærtet taget Herredømmet over +Forstanden. Lad ham hellere være i Fred, vi faar +ham alligevel ikke til at indrømme noget men ophidser +ham bare. Det kan ikke lade sig gøre at +færdes i alt det han lever i — og alligevel blive ved +at holde Hovedet klart; enten maa man lukke Øjnene +og forhærde sig, eller ogsaa sprænges man.“ +</p> + +<p> +Peter Drejers Hjærte gjorde Obstruktion. Ofte +maatte han stanse midt i sit Arbejde og gispe efter +Vejret. „Jeg kvæles,“ sagde han saa. +</p> + +<p> +Som han var der mange — den stadig voksende +Arbejdsløshed begyndte at sætte Panik i Sindene. +Det var ikke længer de unge Brushoveder alene, +som gik og tabte Taalmodigheden. Af den store kompakte +Organisationsmasse, hvori Enkeltvæsnerne hidtil +ikke havde været til at skelne, traadte med ét +enfoldige Mænd frem og gjorde sig latterlige ved at +<a id="page-184" class="pagenum" title="184"></a> +bære Tidens Sandhed lige paa Læben. Smaafolk der +ingenting begreb af Livets Love, vaagnede ikke desto +mindre skuffede af den Døs, Taktslaget havde hensat +dem i — og rørte utaalmodigt paa sig. Der skete +jo ikke noget — ikke andet end det, at det ene Elitefag +efter det andet forlod dem og rykkede op i Borgerskabet. +</p> + +<p> +Bevægelsen havde hidtil været det faste Udgangspunkt, +derfra skete alt hvad der var af Vigtighed, og +derfra faldt Lyset over Dagen. Men nu pludselig +fødtes der et Kim i de enfoldigste, og de satte et +Spørgsmaalstegn ved Stikordet. Til alting svaredes +der jo: naar Bevægelsen har sejret, bliver det anderledes! +men hvordan kunde det blive anderledes, +naar der ikke skete mindste Forandring, nu de dog +havde Magt? Nok lidt Forbedring maaske — men +ingen Forandring! Det var blevet et fast Nummer, +et Omkvæd hvergang en Kvinde fødte i Dølgsmaal, +en Mand stjal eller pryglede sin Kone —: det er +Følgerne af Systemet! op og stem Kammerater! +Men nu begyndte det at lyde idiotisk i Ørerne paa +dem. For Fanden, de stemte jo af alle Kræfter! men +derfor blev alting sku alligevel dyrere. Gu var man +lovlydig, man formelig svedte af Parlamentarisme, og +bestilte snart ikke andet end at erobre Mandater — +og hvad saa? Var der maaske noget Menneske i +Tvivl om, at Fattigper var i Flertal — knusende +Flertal? hvad var det saa for noget Vrøvl, at Flertallet +skulde erobres? Nej, de der sad inde med +Magten, skulde nok vide at indrette det saadan, at +de blev ved at beholde den — saa kunde man erobre +Mandater lige saa tosset man vilde! +</p> + +<p> +Der var for megen Respekt i én for det Bestaaende +— derfor gik det immervæk hen og spillede +én paa Næsen! Det kunde sku være godt nok med +al den Lovlighed — men man gik bare ikke gradvis +fra det ene til det andet! Hvordan ku’ det ellers +være, at der ingenting skete af det ny? Sagen var +nok den, at hvert eneste Skridt hen imod det ny +straks blev opædt af den bestaaende Tingenes Tilstand +<a id="page-185" class="pagenum" title="185"></a> +— og blev til Spæk paa Ribbenene af den. +Kapitalen fedede sig sku, hvad Pokker man saa +gjorde ved den; den var som Katten, der altid kommer +ned paa Poterne. Hvergang Arbejderne tiltvang +sig en lille Lønstigning, gangede Arbejdsgiverne det +med to og lagde det over paa Varen — det var +derfor de begyndte at blive saa medgørlige over for +visse Lønkrav! Og dem der fik det lidt godt, lokkede +Kapitalen over paa sit Parti — saa de andre +kom til at sidde tilbage som Luseproletariat. Det +ku’ sku godt være, at Bevægelsen havde gjort et +stort Stykke Arbejde! — men der skulde forbandet +gode Øjne til at faa Kig paa det. +</p> + +<p> +Saadan rejste der sig Røster. Fra først af var det +jo kun Sutter, som ingen behøvede bryde sig om; +Værtshusdrivere som sad og brokkede ondt af sig i +deres Donner. Men efterhaanden blev det en Tale, +som gik fra Mund til Mund, Arbejdsløshedens Spøgelse +huserede i alle Hjem og fik Mændene til at +tænke over Tingene engang igen for egen Regning; +ingen kunde vide, hvornaar Raden kom til ham at +stryge Brosten. +</p> + +<p> +Pelle havde let ved at fange Tonen i alt dette, +det var hans eget Opgør med Fremrykningen dengang +han kom ud af Fængslet, der nu var ved at +blive Allemands. Men nu var han selv en anden! +Han var ikke længer vis paa, at Bevægelsen havde +været saa helt hen i Vejret; udrettet noget af det +der sætter Skel havde den ikke, men den havde +holdt Apparatet i Gang og styrket det. Den havde +baaret Masserne hen over en død Tid, selv om det +skete ved at lade dem vandre i Ring. Og nu var +Ideen parat til at tage dem igen! Kanske var det +godt, at der ikke var sket altfor store Fremskridt +— ellers var de vel aldrig vaagnet mere. De maatte +hellere sulte lidt endnu — til de kunde indrette sig +i deres egen Verden — fede Slaver tabte let Friheden +af Syne. +</p> + +<p> +Bag ved det misfornøjede Ævl kunde Pelle høre +det ny spøge — det gav sig mærkelige Udslag. Et +<a id="page-186" class="pagenum" title="186"></a> +Hold Arbejdere — vel et Par Hundrede Mand — +der var beskæftigede ved et stort Udgravningsarbejde, +blev ledige ved at Entreprenøren gik fallit. En +ny Entreprenør overtog Arbejdet, men de stillede +som Betingelse for at tage fat igen, at han betalte +dem den Arbejdsløn de havde tilgode — og Spaserepenge. +„Vi faar ingen Del i Kagen,“ sagde de — +„saa maa I ogsaa selv bære Risikoen!“ De gjorde +den ene Arbejdsgiver ansvarlig for den anden! — +og sagde lunefuldt nej til godt Arbejde paa en Tid, +hvor Tusender gik ledige! Den offenlige Mening var +lige ved at tabe Hovedet, selv deres egen Presse +tog Afstand fra dem. Men de stod stædigt paa deres +og sluttede ind i Strømmen af Arbejdsløse, til man +bøjede sig for deres urimelige Paafund. +</p> + +<p> +Pelle hørte en ny Tone her. For første Gang +gjorde Underklassen Kapitalen ansvarlig for dens +Synder uden smaaligt at skelne mellem Per og Povl. +Der begyndte nok at komme Perspektiv i Solidaritetsfølelsen! +</p> + +<p> +Den store Lede ved at vandre i en aandelig Ørken +gravede sig igen engang frem til Overfladen; +han havde oplevet det samme en Gang før — da +Bevægelsen rejstes; men denne Gang kom Opbruddet +forunderligt nok fra Bunden af alting. Det begyndte +med blinde Angreb paa Parlamentarismen +og Stemmeretten og Parolerne, der var et ubevidst +Oprør mod Tvang og Bunkebehandling i det. Ved +en ufattelig Fornyelsesproces begyndte Massen at +løse sig ud i Enkeltvæsner, der midt i de daarlige +Tider gav sig til at spørge efter Jeget og Lovene +for dets Tilfredsstillelse. Helt nede fra Bunden kom +de og forlangte deres lusede pjaltede Individ respekteret. +</p> + +<p> +Hvor kom det fra? Det var en komplet Gaade! +Lød det ikke taabeligt, at Fattigper efter et aarhundredlangt +Liv i Pjalter og Forhutlethed, der endte +med hans fuldkomne Udslettelse i Kollektivismen — +nu skulde dukke frem i Dagen med det stærkeste +Krav af alle og fordre at faa sin Sjæl igen? +</p> + +<p> +<a id="page-187" class="pagenum" title="187"></a> +Pelle kendte de Unges Utaalmodighed igen i dette +Røre — ikke for ingenting var Peter Drejer Sjælen +i de Arbejdsløses Møder. Peter vilde have ham til +at komme og tage Ordet, og et Par Gange fulgte +han med — han maatte have Rede paa de Menneskers +Forhold til sin Ide. Men han holdt sig i Baggrunden +og var ikke til at drive op paa Talerstolen; +med disse forvirrede Sammenstimlinger, der vendte +op og ned paa alle Begreber, havde han ikke noget +at skaffe. Give dem Mad i Dag kunde han jo alligevel +ikke, og de stærke Ord var han vokset fra. +</p> + +<p> +„Gaa op og giv dem et godt Ord — ser du da +ikke hvor udsultede de er!“ sagde Peter Drejer en +Aften. „De har Fidus til dig endnu fra gamle Dage. +Men lad være med at præke Kooperation; man +fodrer ikke sultne Mennesker med Fremtidsmusik.“ +</p> + +<p> +„Giver du dem Mad da?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Nej det kan jeg jo ikke; men jeg giver dem +Afløb for deres Forurettethed og faar dem til at +rejse sig og protestere. Det er dog altid noget, at de +ikke tier og taaler længer!“ +</p> + +<p> +„Og hvis de i Morgen faar lidt at fjæle i Skrutten, +saa er den hele Staahej glemt — men af Stedet +er de ikke kommet. Er det ikke ligegyldigt om +de lider Nød i Dag — i Forhold til det Spørgsmaal +om de skal det til evig Tid?“ +</p> + +<p> +„Kan du læsse Ansvar paa de Stakler dér, saa +maa du være en haard Hund!“ sagde Peter hidsigt. +</p> + +<p> +Ja vel, nu galdt det netop om at gøre sig haard, +paa sin Medfølelse alene udrettede man ingenting! +den der gik med rindende Øjne, duede ikke til Kusk +gennem Mørket. — — +</p> + +<p> +Det var en død Tid, man maatte være glad man +kunde holde den indvundne Stilling; nye Udvidelser +var det ikke til at tænke paa før Foraaret. Men +Pelle arbejdede ihærdigt paa at hværve Tilhængere +for sin Ide, han havde faaet en Diskussion i Gang +i Partipressen og holdt Foredrag. Han opsøgte helst +de rolige Fagforeninger, forsmaaede al agitatorisk +Veltalenhed og lagde sin Ide sagligt frem, byggede +<a id="page-188" class="pagenum" title="188"></a> +den op fra sine egne Erfaringer, til den uden noget +Spræl — ved Kendsgærningernes blotte Magt — omsluttede +Verden. Netop de træge vilde han have fat +i, dem der havde været Bevægelsens urokkelige +Kærne gennem alle Aarene, og trofast blev ved at +gaa i det gamle Fodslag skønt det ikke førte noget +Sted hen. Det var Kærnetropperne fra den store +Kamp, der først og fremmest maatte kaldes paa! +Dem kendte han, fik han dem til at gaa i Ilden for +sin Ide med deres ubrødelige Disciplin, saa var +meget vundet. +</p> + +<p> +Det var paa høje Tid en ny Ide kom og tog dem +videre, de var gaaet trætte i den bestandige Marsj +paa Stedet, Bevægelsen var ved at løbe af dem. +Men nu kom han med en Ide, de aldrig skulde gaa +trætte paa, og som kunde bære dem helt igennem. +Og ingen skulde komme og sige, at han ikke kunde +fatte den, for det var Hjemmets enkle Tanke, ført +ud til at omfatte det hele. Ellen havde lært ham +den, og kunde de den ikke selv, saa fik de gaa +hjem til deres Koner og lære den! <em>de</em> gik ikke og +rugede over, hvem af Familien der ydede mindst +eller tærede mest, men gav enhver efter hans Behov +og saa paa den gode Vilje. Som et godt og +kærligt Hjem, hvor ingen rendte den anden ned, +skulde Verden være — mere indviklet var det hele +ikke! +</p> + +<p> +Pelle var paa Færde tidlig og silde. Der gik næsten +ikke en Dag, uden han holdt Foredrag eller +skrev om sin Kooperationstanke. Ofte blev han +kaldt ud i Provinsen for at tale, Folk vilde se og +høre den mærkelige Fabrikant, der ikke tjente mere +end sine Arbejdere. +</p> + +<p> +Paa disse Rejser lærte han Landet at kende og +saa at adskilligt i hans Tanke allerede var foregrebet +derude. Bonden, der blev stiv af Skræk, naar +man nævnede Ordet Socialist, praktiserede i stor +Stil Bevægelsens Ideer; han havde indrettet sig +kooperativt og spundet Landet ind i Brugsforeninger. +</p> + +<p> +<a id="page-189" class="pagenum" title="189"></a> +„Dér maa vi knytte til, naar vi faar vort Foretagende +bedre i Orden,“ sagde han til Brun. +</p> + +<p> +„Bare Bønderne vil arbejde sammen med os,“ +indvendte Brun. „De er jo konservative af sig.“ +</p> + +<p> +Dette her var nu nærmest revolutionært; saa vidt +Pelle kunde skønne, var der snart ikke saa stor +Plads som en Negl for den rene Kapital at snylte +paa derude. Bønderne gik bare stille med deres! +Pelle var selv af Bondeslægt og tvivlede ikke om, +at han nok skulde faa Føling med Landet naar den +Tid kom. +</p> + +<p> +Udviklingen forberedtes fra flere Sider — den +brød man nok ikke med, om man vilde naa noget. +Den var som en bunden Lov om Vækst i Tilværelsen, +en ubrødelig Gudstanke, der løb gennem det +hele! Nu førte den ham og hans i Ilden, og naar +de rykkede frem, maatte der ingen sidde tilbage. +Saa lyst og stort et Kald var endnu intet Samfundslag +rykket frem med, de skulde for altid gøre Ende +paa den Skændsel, at Menneskesnillet sad og vejede +Rummets Kloder, men glemte at veje Brødet retfærdigt +ud. +</p> + +<p> +Den vaagnende Misfornøjelse med det gamle var +han ikke ked af, den slog Hul paa de tilgroede +Sind og skabte Mulighed for det ny. Foreløbig vandt +han ingen større Tilslutning; forskellige ny Strømninger +kæmpede om Sindene, der i deres vaklende +Søgen droges snart til den ene Side snart til den +anden. Men han havde en lys Følelse af at tjene en +Verdenstanke, og tabte ikke Modet. +</p> + +<p> +Arbejdsløsheden og den vaagnende Jegfølelse fik +mange til at slutte sig til Peter Drejer, de oprørtes +mod Tilstandene, og nu saa de ingen anden Udvej +end at bryde med alting. De sprang nøgne frem af +intet og krævede deres Personlighed respekteret, +men dens Byrder kunde de ikke bære endnu — og +deres haabløse Syn paa Elendigheden truede med at +kvæle dem. Saa lavede de Obstruktion, deres egen +Sprængthed fik dem til at ville sprænge det hele. +De var hans besværligste Modstandere. +</p> + +<p> +<a id="page-190" class="pagenum" title="190"></a> +Hidtil havde de haft sørgelig Ret, men nu begreb +han ikke deres desperate Utaalmodighed længer. +Han havde givet dem en Ide nu, hvormed de kunde +erobre Verden netop ved at bevare Sammenhængen; +og naar de ikke tog ved den, maatte de være syge. +Ud fra det Synspunkt tog han deres splittende Agitation +med Ro; Sundheden skulde nok sejre! +</p> + +<p> +For Tiden agiterede Peter Drejer for en Massedemonstration +fra de Arbejdsløses Side. Han vilde +have, de alle tyve Tusend Mand med Koner og +Børn skulde slaa sig ned paa Raadhuspladsen eller +Amalienborg Slotsplads — og nægte at flytte sig derfra +til Samfundet tog sig af dem. +</p> + +<p> +„Saa har Offenligheden Valget mellem at høre paa +deres Krav eller køre op med Sprøjter og Kanoner,“ +sagde han. Kanske gik der saa Hul paa Spørgsmaalet. +</p> + +<p> +„Pas saa paa, Politiet ikke arresterer dig,“ sagde +Pelle advarende. „Saa staar dine Folk uden Hoved +— og du har lokket dem op i en latterlig Situation, +som kun fører til Nederlag.“ +</p> + +<p> +„De skal tage sig i Agt, de Køtere!“ svarede Peter +truende. „Den første Haand der griber efter mig, +hugger jeg til.“ +</p> + +<p> +„Og hvad saa? Hvad opnaar du ved at slaa til +Betjentene? De er kun Redskabet — og der er nok +af dem!“ +</p> + +<p> +Peter lo skarpt: „Nej det er ikke Betjentene — +og heller ikke Assistenten — — eller Politidirektøren! +Det er ingen, du — — det er saa bekvemt, +ingen kan gøre for det! Paa den Maade har man +altid snigløbet os — overalt dukker Ondet sig og +forsvinder, naar man vil have fat i det —: det var +ikke mig! Nu Arbejderen staar og kræver sin Ret, +ser Arbejdsgiveren ogsaa sin Fordel ved at forsvinde, +og det upersonlige Aktieselskab dukker op. Aa, denne +Satans Skulken udendom! hvor skal man henvende +sig? — der er ingen der har Skylden mere! Men +ser du, nu <em>skal</em> der gøres for det! rammer jeg Haanden, +saa rammer jeg ogsaa det der staar bag — man +<a id="page-191" class="pagenum" title="191"></a> +maa slaa til det man kan se. Jeg har anskaffet mig +en Revolver mod Politiet, det skal ikke upaatalt +gøres til et uskyldigt Levebrød at bære Vaaben mod +sine egne.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-17"> +XVII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle kom en Lørdag Aften hjem med Toget, han +havde været ude i en Provinsby og hjulpet et kooperativt +Foretagende i Gang. +</p> + +<p> +Det var sent, men mange Butikker havde endnu +aabent, de kastede straalende Lys ud i Ruskregnen, +hvor Gadens sorte Strøm randt bestandig lige fort. +Nu først kom de arbejdende Kvinder fra den indre +By, blege Maskinskriversker, Kasserersker, der endnu +havde Kolportage-Romanens Spænding i Øjnene, +Syerskerne fra de store Forretninger. Nogle hastede +afsted med Blikket ligeud uden at lade sig forstyrre +af Gadens enlige Sværmere — de havde noget som +ventede dem — kanske et lille Barn. Andre havde +ikke noget at haste efter men gik og saa sig trætte +om — og kunde pludselig leve op ved Synet af en +ung Mand i Vrimlen. +</p> + +<p> +Rengøringskoner var paa Vej hjemad med Kurven +paa Armen; de havde haft en lang Dag og slæbte +Benene tungt efter sig. Gaden var fuld af kvindelige +Arbejdere, det var den omvendte Verden! de daarlige +Tider kaldte Kvinderne frem og lod Mændene +sidde. Paa Hjemvejen besørgede de Indkøbene for +Søndagen; inde hos Slagter og Spækhøker stod de +og hang som trætte Øg og ventede paa deres Tur. +Blaafrosne Unger stod og rakte sig, med Haanden +krampagtigt knyttet om Skillingerne; de lagde Hagen +paa Disken og gloede forslugent paa Madvarerne, +mens Lyset brødes forunderlig rigt i deres glubske +Øjne. +</p> + +<p> +Pelle gik rask til for at komme ud paa det aabne +Land. Han holdt ikke af disse øde Gader i Byens +Udkant, hvor Armoden rejste sig som et Fuglefjæld +<a id="page-192" class="pagenum" title="192"></a> +paa begge Sider af den smalle Kløft, og Mørket sukkede +under saa meget. Naar han kom ind i saadan +en endeløs Stenkløft, hvor Et- og Toværelseslejlighederne +strakte sig over hinanden i syv Rækker saa +langt han kunde se, truede Modet med at svigte +ham. Det var som at vandre paa en uhyre Kirkegaard +for brustne Haab, alle disse Tusender Familier +var lige saa mange Vanskæbner; de havde lagt lyst +og haabefuldt ud allesammen, og nu sad de her og +sloges med Tomheden. +</p> + +<p> +Han gik rask udad langs Markvejen, det var bælgmørkt +og regnede, men han kunde Grøfter og Stier +udenad. Langt oppe paa Bakken skinnede et Lys, +det mindede om en Stjærne der stod lavt paa Himlen +— det maatte være Lampen fra Bruns Soveværelse. +Han undredes paa, at den gamle var paa +Færde endnu; han blev hurtig træt, nu han var kommet +ud af et langt Livs Beskæftigelse, og plejede at +gaa tidlig i Seng. Han havde maaske glemt at slukke +Lampen. +</p> + +<p> +Pelle havde slaaet Kraven op om Ørerne og følte +sig hyggelig til Mode — han holdt af at gaa ene i +Mørket. I gamle Dage havde dets gabende Tomhed +fyldt ham med panisk Skræk, men Fængslet havde +gjort hans Sind fortroligt med det; han kunde gaa +og glæde sig til disse ensomme Natture hjem over +Markerne. Saa døde Byens Larm bag ham, og han +indaandede den rene Luft, der syntes at staa lige +ind mod ham fra Verdensrummet. Alt det, Manden +ikke kan dele med nogen, kom op i ham paa disse +Ture. I den daglige Kamp kunde han ofte nok have +en nedslaaende Fornemmelse af, at Udfaldet beroede +paa rene Tilfældigheder. Det var ikke nemt at skaffe +sig Ørenlyd gennem den tusendstemmige Larm; der +skulde Sensation til for at fange Opmærksomheden, +og han kom blot med en ganske ordinær Ide og +paastod, at den uden at stanse et Hjul kunde omskabe +Verden. Det bestaaende gjorde sig ikke engang +den Ulejlighed at bekæmpe ham, selv Fabrikanterne +inden for Faget tog hans Foretagende med +<a id="page-193" class="pagenum" title="193"></a> +Ro og lod til at have opgivet Krigen mod ham. Han +havde ventet sig stor Modstand og glædet sig til at +overvinde den — og denne Ligegyldighed fik ham +undertiden til at tvivle om sig selv. Hans ubetvingelige +Ide gik jo blot under i Livets brogede Virvar! +</p> + +<p> +Men her ude paa Landet, hvor Natten laa over +Jorden som stor Ro, fik han sine Kræfter igen. Alt +det ligegyldige faldt bort, og han saa, at han ligesom +de dybe Bropiller havde sit egenlige under Overfladen. +Saa uanseligt han ragede op, hvilede han paa +et uhyre Underlag, Ensomheden omkring ham afslørede +det for ham og fik ham til at føle sig vældig. +Mens man oversaa hans Foretagende, skulde +han gøre det saa stærkt, at de løb Panden imod det +naar de vaagnede. +</p> + +<p> +Pelle var glad for at bo paa Landet, det var hans +Drøm engang at flytte Arbejderne der ud igen. Byen +fik han mere og mere imod, han lærte aldrig at blive +helt fortrolig med den. Det var bestandig lige besynderligt +at færdes i denne summende Kube, hvor +hver syntes at snurre for egen Regning og alle dog +bankedes ind under én stor Vilje — Sultens. Byen +øvede en dump Magt over Sindene, den drog de +fattige til ved en Løgn om Lykken. Og naar den +først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. +Den giftige Luft var ligesom Opium, de usleste Stakler +drømmer sig Lykken i den; og naar de først +havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker +for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa +altid noget forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som +lurede den blot paa at drage Mennesker ind i Nettet +og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres +af de mange Lyde, men Mørket bar det frem. +</p> + +<p> +Hver Aften inden Pelle gik i Seng, maatte han ud +til Gavlen og stirre ud i Natten; det var en gammel +Bondeskik, han havde arvet fra Lassefar og hans +Far igen. Saa søgte hans Blik spørgende ned over +Byen, hvor hans Tanker i Forvejen var. Paa Solskinsdage +var den kun Røg og Dis, men saadan en +bælgmørk Nat laa der et festligt Lysskær over den. +<a id="page-194" class="pagenum" title="194"></a> +Byen havde en egen Ævne til at fælde Mørket ned +over sig og tænde hvidt kunstigt Lys i det. Den laa +lavt — ligesom en <em>Sump</em> med Fald fra alle Sider +— alle Afløb mundede ud i den; dens lysende Taage +syntes at naa ud til Landets yderste Grænser — +alting søgte denne Vej. Store Guldfluer stod og +gyngede over <em>Sumpen</em> i metallisk Pragt, Myg dansede +hen over den som sorgløse Skygger. Der stod +en uophørlig Summen af det; og nedenunder laa +Dybet, som havde fostret dem, og boblede saa han +kunde høre det helt herop. +</p> + +<p> +Undertiden flakkede Byens Lys op over Himlen +som Genskæret fra en uhyre Esse. Det var som et +umaadeligt Hjærte bankede panisk i Mørket dernede, +hans eget smittedes af det og snøredes sammen i +uklar Angst. Skrig kunde pludselig stige op dernede +fra, og man ønskede det næsten; et stærkt Udbrud +var en Lettelse oven paa den evige latente Spænding. +Dernede under Stadens Mure var Mørket altid +levende, som en tung Livsstrøm gled det afsted, +randt trægt mellem Kipper og Buler og Kaserner +med sit skæbnesvangre Indhold af Nød og Forbandelser. +Dets dulgte Færden indgød ham Rædsel; +han hadede Byen for dens Mørke der fjælede saa +meget. — — +</p> + +<p> +Han var stanset foran <em>Gryet</em> og stod og stirrede +nedover. Pludselig hørte han en Lyd indefra, som +fik ham til at fare sammen; han lukkede sig hurtigt +ind. Ellen kom ud i Gangen, hun saa forstyrret ud. +</p> + +<p> +„Gudskelov du kom,“ udbrød hun — „Anna er +saa syg.“ Hun glemte helt at sige Goddag til ham. +</p> + +<p> +„Er det alvorligt?“ spurgte Pelle og skyndte sig +af Overtøjet. +</p> + +<p> +„Det er det gamle igen. Jeg lod en Vogn fra +Gaarden køre ind efter Doktoren — det blev dyrt +du, men Brun sagde jeg skulde. Hun skal have +varm Mælk med Emsersalt og Sodavand i. — Du +kommer til at slaa Kulden af dig ved Kakkelovnen, +før du gaar op til hende — men skynd dig lidt. +Hun ligger hele Tiden og spørger efter dig.“ +</p> + +<p> +<a id="page-195" class="pagenum" title="195"></a> +Sygeværelset laa i Halvmørke, Ellen havde hængt +en rød Skærm over Lampen, for at Lyset ikke +skulde genere den lille. Brun sad paa en Stol ved +Sengen og stirrede ufravendt paa Barnet, som laa +og smaapludrede i Feberdøs, han gjorde Tegn til +Pelle at han skulde gaa stille. „Hun sover,“ hviskede +han. Den gamle Mand saa ulykkelig ud. +</p> + +<p> +Pelle bøjede sig stille ned over hende; hun laa +med lukkede Øjne men sov ikke, hendes hede +Aande gik over hans Ansigt i korte Stød. Idet han +vilde rette sig, aabnede hun Øjnene og smilede til +ham. +</p> + +<p> +„Hvad er det med Søster, vil hun nu til at være +syg igen?“ sagde han sagte. „Jeg troede Solen havde +jaget den slemme Bronkitis væk.“ +</p> + +<p> +Barnet rystede resigneret paa Hovedet. „Hør +Kældermanden!“ hviskede hun. Han sad og peb af +alle Kræfter nede i hendes Luftrør, hun lyttede +efter ham med et alvorligt Udtryk. Saa listede hun +sin Haand op, og strøg Faderen over Ansigtet som +vilde hun trøste ham. +</p> + +<p> +Men Brun puttede den straks ned igen, og dækkede +hende til om Skuldrene. „Dér kunde vi nær +have sat Dukken over Styr,“ sagde han betænkeligt. +Han havde lovet hende en stor Dukke, naar +hun vilde holde sig godt dækket. +</p> + +<p> +„Faar jeg den endnu?“ spurgte hun gispende og +stirrede forskrækket paa ham. +</p> + +<p> +„Ja vist faar du den. Og naar du skynder dig at +blive rask, faar du en Vogn ogsaa, med Gummihjul.“ +</p> + +<p> +Ellen kom ind og afbrød dem: „Nu har jeg gjort +Hr. Bruns Soveværelse i Stand,“ sagde hun og +lagde sin Haand beroligende over Barnets spændte +Træk. +</p> + +<p> +Bibliotekaren rejste sig nølende: „Det vil altsaa +sige det samme som, at nu skal Hr. Brun gaa i +Seng,“ sagde han halv misfornøjet. „Ja ja, saa Godnat +da! Jeg stoler paa I kalder, dersom det skulde +blive værre.“ +</p> + +<p> +<a id="page-196" class="pagenum" title="196"></a> +„Hvor er han dog god,“ sagde Ellen sagte. „Han +har siddet herinde hele Tiden og passet paa at +Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham, +fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv +dy sig for at sludre med hende, hvergang hun aabner +Øjnene.“ +</p> + +<p> +Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Soveværelset +og sat sin egen Seng herop for at vaage ved +Barnet. „Nu skulde du gaa i Seng,“ sagde hun +sagte til Pelle — „du maa jo være dødtræt efter +Rejsen. Forrige Nat i Toget fik du vist heller ikke +sovet noget.“ +</p> + +<p> +Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyttede +ikke, han vilde blive heroppe. „Jeg kan alligevel +ikke sove under disse Forhold,“ hviskede han; +„og i Morgen er det jo Søndag.“ +</p> + +<p> +„Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog +altid lidt.“ +</p> + +<p> +Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stirrede +op i Loftet, mens han lyttede til Barnets korte, +rallende Aandedræt. Han kunde høre hun ikke sov; +hun laa og legede med den rallende Lyd og fik +Kældermanden til snart at snakke med grov Stemme, +snart at pibe. Hun syntes helt fortrolig med +denne ondartede Snakken med, der allerede havde +kostet hende saa mange Sygetimer og lød saa pinligt +i Pelles Øren. Hun havde en underlig resigneret +Maade at bære Sygdom paa, som hørte Baggadens +Væsner til; hun blev ikke urimelig og fordringsfuld +men laa gærne og underholdt sig selv. +Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod +Lejet, hun var altid i bedst Humør, naar hun laa. +Solen herude havde brunet hende godt, men der +maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet +Bugt med — man flyttede ikke saadan fra Baggadens +onde Luft. +</p> + +<p> +Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle +hende over Ende og hjalp hende til at spytte. Hun +blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa ham +med Øjne der var ved at briste under den voldsomme +<a id="page-197" class="pagenum" title="197"></a> +Anstrængelse. Saa kom Ellen med den varme +Mælk og Emsersaltet, den lille drak det med et +resigneret Udtryk — og faldt hen igen. +</p> + +<p> +„Saa slemt har det aldrig været før,“ hviskede +Ellen — „hvad kan det saa nytte? Maaske er Landluften +slet ikke god for hende.“ +</p> + +<p> +„Det skulde den dog gærne være,“ sagde Pelle +— „for ellers er hun jo en lille forgiftet Stakkel.“ +</p> + +<p> +Ellens Stemme klang af den Mulighed, at de +kunde komme til at flytte tilbage til Byen igen for +Barnets Skyld. For hende var Byluften ikke ond, +men simpelthen mildere end den herude. Gennem +flere Slægtled var hun vænnet til den og havde +overvundet dens skadelige Indflydelser; for hende +var den god som kun Hjemegnens Luft er det. +Hun kunde bo hvor det skulde være, men hendes +Barndoms Egn maatte der ikke siges noget paa. Saa +blev hun ivrig. +</p> + +<p> +Barnet var vaagnet ved deres Hvisken og laa og +stirrede paa dem. „Jeg dør ikke? gør jeg vel?“ +spurgte hun <a id="corr-20"></a>ud i Stuen. +</p> + +<p> +De bøjede sig over hende. +</p> + +<p> +„Nu skal du putte dig og ikke tænke paa saadan +noget,“ sagde Ellen angst. +</p> + +<p> +Men Barnet blev haardnakket ved sit. „Hvis jeg +nu dør, vil I saa sørge lige saa meget over mig +som over Johanne?“ spurgte hun spændt og holdt +dem fast med sine Øjne. +</p> + +<p> +Pelle nikkede, det var ham ikke muligt at sige +noget. +</p> + +<p> +„Vil du tjære Loftet sort, for at vise at du sørger +over mig? — Vil du, Far?“ vedblev hun ubønhørligt +og saa paa ham. +</p> + +<p> +„Ja, ja!“ sagde Ellen fortvivlet og kyssede hende +paa Munden for at faa hende til at tie. +</p> + +<p> +Saa lagde Barnet sig tilfreds om paa Siden; et +Øjeblik efter sov hun. +</p> + +<p> +„Hun er ikke hed mere,“ hviskede Pelle. „Jeg +tror Feberen er forbi.“ Hans Ansigt var forfærdelig +alvorligt; Døden havde strøget hen over det med +<a id="page-198" class="pagenum" title="198"></a> +sin kolde Haand. Han vidste det kun var i Spøg, +men kunde alligevel ikke ryste Indtrykket af sig. +</p> + +<p> +De sad tavse og lyttede til Barnets Aandedræt, +der lød roligt nu. Ellen havde søgt Pelles Haand, +en Gang imellem gøs hun sammen. De rørte sig +ikke, men sad blot og lyttede, mens Tiden randt syngende +<a id="corr-21"></a>forbi dem. Saa galede Hanen dernede og +vakte Pelle, Klokken var tre; Barnet havde sovet +roligt i to Timer nu. Lampen var ved at brænde ud, +han skimtede svagt Ellens Profil i Halvmørket; +Svangerskabet havde fortæret noget af Sommerens +Huld og gjort Ansigtet sartere. Hun saa træt ud. +</p> + +<p> +Han rejste sig lydløst og kyssede hende paa +Panden. „Gaa nu ned og i Seng,“ hviskede han og +førte hende hen imod Døren. +</p> + +<p> +Der lød listende Trin udenfor, det var Brun der +var henne for at lytte til den Syge, han havde slet +ikke været i Seng. Inde i hans Arbejdsværelse +brændte Lampen, og Bordet var fuldt af Papirer; +han havde siddet og skrevet. +</p> + +<p> +Han blev oprømt, da han hørte at Anfaldet nu +var ovre. „Jeg synes hellere Fruen skulde traktere +med en Kop Kaffe,“ svarede han, da Ellen skændte +paa ham fordi han ikke sov. +</p> + +<p> +Ellen gik ned og lavede Kaffe. De drak den inde +hos Brun; Dørene stod paa Klem, saa de kunde +høre efter Barnet. +</p> + +<p> +„Det har været en drøj Nat,“ sagde Pelle og +strøg sig over Panden. +</p> + +<p> +„Ja, skal det blive saadan ved, saa kommer vi +vist til at flytte tilbage til Byen,“ sagde Ellen haardnakket. +</p> + +<p> +„Vi maa hellere begynde at give hende koldt +Vand om Morgenen, saa snart hun er rask — og +se at faa hende hærdet,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Ja Pelle tror, at det er den onde Luft og den +gode der nu slaas om Barnet, og at det bare er +derfor hun har det daarligere end inde i Byen,“ +vendte Ellen sig til Brun. +</p> + +<p> +<a id="page-199" class="pagenum" title="199"></a> +„Det er det ogsaa,“ sagde Brun alvorligt. „Og saadan +et sygt Barn giver noget at tænke paa.“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-18"> +XVIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Den næste Dag var man sent paa Færde. Ellen +vaagnede først ved Titiden og var helt forskrækket; +men da hun kom op, var der varmt og i Stand allevegne, +Lasse Fredrik havde besørget det. Hun kunde +gaa lige i Lag med Frokosten. +</p> + +<p> +Søster var helt kvik igen. Ellen flyttede hende +ned i Dagligstuen og redte op paa Sofaen, dér sad +hun helt stoppet ind i Puder — og spiste med ved +Bordet. +</p> + +<p> +„Er du ked af, Søster bli’r rask, gamle Mand?“ +spurgte Svend Trøst. +</p> + +<p> +„Jeg hedder ikke gamle Mand. Jeg hedder Bedstefar +— eller ogsaa Hr. Brun!“ sagde Bibliotekaren +leende og saa hen paa Ellen. Hun rødmede. +</p> + +<p> +„Er du ked af, Søster bli’r rask, Bedstefar?“ gentog +Drengen med en morsom pedantisk Ordrethed. +</p> + +<p> +„Men hvorfor skulde jeg dog være ked af det, du +lille Dumrian?“ +</p> + +<p> +„For saa skal du jo gi’e Penge!“ +</p> + +<p> +„Dukken ja — det er skam ogsaa sandt. Du maa +ha’e Taalmodighed til i Morgen, Søster — for i Dag +er det Søndag.“ +</p> + +<p> +Anna havde spist sit blødkogte Æg og vendt Skallen +om i Æggebægeret, saa det saa ud som Ægget +ikke var rørt. Hun skubbede det langsomt hen mod +Brun. +</p> + +<p> +„Hvad er det nu?“ udbrød han og skubbede Brillerne +op i Panden. — „Du har jo ikke spist dit Æg.“ +</p> + +<p> +„Jeg kan ikke,“ sagde hun og hang med Hovedet. +</p> + +<p> +„Men hun maa jo fejle noget,“ sagde den gamle +himmelfalden — „saadan et stort fedt Æg! Ja ja, saa +spiser <em>jeg</em> det.“ Han gav sig til at banke Hul paa +Ægget, Anna og Svend Trøst fulgte hans Bevægelser +<a id="page-200" class="pagenum" title="200"></a> +med jublende Øjne og maatte holde sig for Munden; +først i det Øjeblik Skeen plumpede igennem Skallen +og Brun fór op for at kyle dem det hele i Hovedet, +sprudede de løs. Det var en Spas, der kunde +gentages saa tidt det skulde være, uden at de tre +fandt den forslidt. +</p> + +<p> +Mens de spiste, kom Bonden oppe fra Bakkegaarden +for at meddele, at de maatte belave sig paa at +flytte, da han agtede at sælge Huset. Det var en af +disse Overdrevets Bønder, som Storstaden havde +slaaet ud af Ligevægt. Han havde siddet heroppe og +set den gro ud om den ene Gaard efter den anden +og gøre Ejerne til Millionærer, og gik bestandig og +ventede paa at Turen skulde komme til ham. Jorden +forsømte han, selv den rigeste Høst blev jo latterlig +lille ved Siden af hans gyldne Drømme — saa fik +Markerne Lov at ligge og bære Ukrudt. +</p> + +<p> +Ellen var lige saa bestyrtet som Pelle ved Tanken +om at skulle forlade <em>Gryet</em>; det var deres Hjem — +deres Rede tilmed; al deres Lykke og Trivsel hang +i Grunden sammen med denne Plet. +</p> + +<p> +„De kan jo købe Huset,“ sagde Bonden. „Jeg har +et Bud paa femten Tusend — det vil jeg lade det +gaa for.“ +</p> + +<p> +De sad og drøftede det, efter at han var gaaet. +„Det er meget billigt for det,“ sagde Brun. „Om et +Par Aar har I Byen ud ad disse Kanter, og saa er +det mindst det dobbelte værd.“ +</p> + +<p> +„Ja det kan nok være,“ sagde Pelle. „Men Beløbet +skal baade skaffes til Veje og forrentes.“ +</p> + +<p> +„Der indestaar jo otte Tusind i 1ste Prioritet, og +Hypotekforeningen laaner det halve — det bliver +tolv. Saa er der tre Tusend igen, og dem er jeg ikke +bange for at sætte i som tredje Prioritet,“ sagde +Brun. +</p> + +<p> +Men det holdt Pelle ikke af. „Der bliver Brug +nok for Deres Penge i Virksomheden,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Ja ja! Men naar I sætter Huset i Stand og lader +det omvurdere, er jeg vis paa I kan faa alle femten +<a id="page-201" class="pagenum" title="201"></a> +Tusend i Laaneforeningerne,“ sagde Brun. „Jeg tror, +I staar jer ved det.“ +</p> + +<p> +Ellen havde faaet Blyant og Papir fat og sad regnede. +„Hvor mange Procent skal man regne til Renter +og Afdrag?“ spurgte hun. +</p> + +<p> +„Fem,“ mente den gamle. „I gør jo selv alt Arbejdet +ved Vedligeholdelsen.“ +</p> + +<p> +„Saa tør jeg godt,“ sagde hun og saa frejdigt paa +dem. „Det maatte være morsomt at eje sit Hus selv! +Synes du da ikke, Pelle?“ +</p> + +<p> +„Nej jeg syntes det er ganske vildt,“ svarede Pelle. +„Vi kommer til at sidde for en Husleje af halvottende +Hundrede Kroner.“ +</p> + +<p> +Ellen var ikke bange for den Husleje, det kunde +Hus og Have nok bære. „Og om nogle Aar kan vi +sælge Jorden til Byggegrunde og tjene mange Penge,“ +sagde hun. Hun var rød i Kinderne. +</p> + +<p> +Pelle lo: „Ja Spekulationen — er det ikke den +Bakkegaardsbonden er ved at gaa i Stykker paa?“ +Han havde nok om Ørerne og følte ingen Trang til +selv at have Ejendom at slaas med. +</p> + +<p> +Men Ellen blev blot mere og mere opsat. „Saa +køb det selv da!“ sagde Pelle leende. „Jeg har ingen +Lyst til at blive Millionær.“ +</p> + +<p> +Ja det vilde Ellen gærne. „Men saa skal Huset +ogsaa være <em>mit</em>,“ erklærede hun. „Og dersom jeg +tjener Penge paa det, vil jeg have Lov til at bruge +dem ganske som jeg vil. De skal ikke gaa ind i jeres +bundløse Fælleskasse.“ Mændene lo. +</p> + +<p> +„Brun og jeg gaar os en Tur,“ sagde Pelle. „Saa +kan vi jo gaa ind og skrive Slutseddel for dig med +det samme.“ +</p> + +<p> +De gik neden om Haven og fulgte Bakkeranden +Syd efter. Vejret var klart, det var slaaet om til +let Frost, ned over Markerne laa hvid Rim. Hvor +den lave Sol faldt paa, smæltede Rimen og det vissent +grønne Græs kom frem. +</p> + +<p> +„Her er i Grunden smukt,“ sagde Brun. „Se hvor +pyntelig Byen tager sig ud med sine Taarne — man +skal bare ikke bo dernede. Jeg sad og tænkte paa +<a id="page-202" class="pagenum" title="202"></a> +det i Nat, da Barnet laa der og sloges med Hosten +— Arbejderne faar i Grunden ingen Del i Solen! +Heller ikke de der forøvrigt har det ordenligt. Og +saa fik jeg Lyst til at bygge Boliger til vore Folk +her paa Bakkekammen til begge Sider af <em>Gryet</em> — +den ny Tids Folk skulde gærne bo højere og lysere +end andre. Jeg har tænkt mig det ordnet saaledes, +at jeg foreløbig stod i Forskud for Grundene, og +Virksomheden efterhaanden indløste dem af sit Overskud. +Det er nok saa praktisk som at dele Overskuddet +mellem Arbejderne, derved skaber vi Værdier +for Foretagendet. Apropos Overskud — du har +arbejdet godt Pelle! Jeg tog et Skøn over det i Nat, +der bliver allerede en halv Snes Tusend i Aar. Naa, +men for at komme tilbage til det vi talte om: Prioritetslaanene +plejer at kunne dække Omkostningerne +ved Bebyggelsen, og naar de om en Aarrække er +amortiserede, staar det hele ubehæftet.“ +</p> + +<p> +„Hvem skal eje det?“ spurgte Pelle. Han gik og +tyggede paa et Straa, og satte Benene sindigt frem +— som en Bonde der gaar i Pløjejord. +</p> + +<p> +„Fællesskabet! Det skal ordnes saaledes, at Husene +ikke kan overdrages og ikke behæftes med ny +Laan. Vore Fællesforetagender maa unddrages enhver +Form for Spekulation, derved begrænses Kapitalens +Omraade. Det hele skulde hvile i sig selv, og kunne +ophæve Privatejendommen inden for sine Rammer. +Du ser, det er din egen Ide om et Samfund i Samfundet, +jeg bygger videre paa! Endnu er det ikke +nemt at finde en juridisk Form, hvorunder det hele +kan hvile i sig selv; men foreløbig leder du og jeg +det — og Morten hvis han vil være med. Jeg tænker +han kommer hjem med friske Kræfter!“ +</p> + +<p> +„Og hvornaar skal den Plan realiseres? Bliver +det i en nær Fremtid?“ +</p> + +<p> +„Allerede nu i Vinter havde jeg tænkt — derved +bøder vi jo ogsaa lidt paa den store Arbejdsløshed. +Tredve Huse — det er dog altid en Begyndelse. +Og bagved ligger jo hele Verden, Pelle!“ +</p> + +<p> +<a id="page-203" class="pagenum" title="203"></a> +„Vil De gøre Benyttelsen af Boligerne obligatorisk +for vore Arbejdere?“ +</p> + +<p> +„Ja — Fællesskabet forpligter. Man kan ikke være +halv udenfor og halv indenfor! — Naa, hvad synes +du saa?“ +</p> + +<p> +„Det er en stærk Plan!“ sagde Pelle. „Vi rejser +vor egen By her paa Bjærget.“ +</p> + +<p> +Den gamles Ansigt lyste af Glæde. „Der er dog +lidt ved mig, hva’? — der er ogsaa gammelt Forretningsblod +i mine Aarer. Mine Forfædre har tømret +sig en Verden sammen — hvorfor skulde jeg +være ringere end de? Jeg skulde have været yngre, +du Pelle!“ +</p> + +<p> +De gik rundt om Bakken og kom til Gaarden fra +den anden Side. „Det hele var i Grunden ikke for +stort, om vi skal have Plads til at udvide os,“ sagde +Pelle, der ikke var bange for at lægge stort ud, naar +det galdt en stor Plan. +</p> + +<p> +„Jeg gaar netop og tænker paa det samme,“ svarede +Brun. „Hvor meget er her — et Par Hundrede +Td. Land? Der bliver lige Plads til et Tusend Familier, +naar de hver skal have en ordenlig Plet Jord.“ +</p> + +<p> +Saa gik de ind og tog det hele paa Haanden for +en kvart Million. +</p> + +<p> +„Men Ellen — hvordan affinder vi os med hende?“ +udbrød Pelle da de var paa Hjemvejen. +</p> + +<p> +„Ja det er skam ogsaa sandt! Det var jo hendes +Ærende vi gik — og nu har vi selv hugget Forretningen. +Naa, hun giver sig vel, naar hun hører hvad +det drejer sig om.“ +</p> + +<p> +„Det er jeg ikke vis paa,“ sagde Pelle leende. +„Maaske naar De kommer i Lag med hende.“ +</p> + +<p> +„Naa, fik I Huset?“ spurgte Ellen, hun stod i +Døren og tog imod dem. +</p> + +<p> +„Ja, vi fik meget mere end det,“ sagde Brun friskfyragtigt. +„Vi købte hele Historien.“ +</p> + +<p> +„Er det Alvor, Pelle?“ +</p> + +<p> +Han nikkede. +</p> + +<p> +„Hvad saa mit Hus da?“ spurgte hun langsomt. +</p> + +<p> +„Ja det købte vi jo sammen med alt det øvrige,“ +<a id="page-204" class="pagenum" title="204"></a> +sagde Brun. „Men det kan for saa vidt nemt skilles +fra — det er blot lidt hurtigt at skyde Hul paa +Fællesskabet, før det endnu er etableret.“ Han sad +lidt og ventede paa, at Ellen skulde sige noget. Da +hun haardnakket tav, vedblev han lidt kort: +</p> + +<p> +„Naa — ja saa er der ikke mere at sige til den +Ting! Ret skal være Ret, og i Morgen skal jeg træffe +Anstalter til at Huset bliver Dem tilskødet for de +femten Tusend. — Saa maa vi jo opgive hele Historien, +Pelle! vi kan ikke ha’e, at Manden for det +hele bor i sin private Ejendom. Der røg den Plan +i Lyset!“ +</p> + +<p> +„Med mindre Ellen og jeg indretter os i hver sit +Hus,“ sagde Pelle polisk. „Jeg kan jo bygge lige paa +den anden Side Skellet, saa kan vi dog nikke til +hinanden.“ +</p> + +<p> +Ellen saa alvorligt paa ham. „Jeg synes kun, det +er lidt underligt, at man bestemmer over mine Sager +uden at spørge mig først,“ sagde hun endelig. +</p> + +<p> +„Ja, det var ogsaa hensynsløst af os,“ svarede +Brun, — „vi haaber, De vil slaa en Streg over det. +De giver altsaa Afkald paa Huset?“ +</p> + +<p> +„Det er jeg nok nødt til, naar Pelle truer med at +flytte fra mig,“ svarede Ellen smilende. „Men ked af +det er jeg; jeg er vis paa, der om kort Tid havde +været Penge at tjene.“ +</p> + +<p> +„Det bliver ellers morsomt, dersom Kvinderne +skal til at rykke ind i vore forladte Sneglehuse,“ +sagde Brun halv alvorligt. +</p> + +<p> +„Ellen har altid været en uforbederlig Kapitalist,“ +indskød Pelle. +</p> + +<p> +„Jeg har bare aldrig haft saa mange Penge, at jeg +ikke skulde vide hvad de var værd,“ svarede Ellen +slagfærdigt. +</p> + +<p> +Gamle Brun lo. „Den var nok til Hr. Brun!“ sagde +han. „Men siden De har saadan Mod paa Grundspekulationen, +Fru Ellen, saa vil jeg foreslaa Dem +noget! Til det Areal vi har købt hører en Stump +Eng, som ligger halvvejs inde ad Byen til — ved +Mosen; den faar De i Afstaaelse. Den er ikke noget +<a id="page-205" class="pagenum" title="205"></a> +værd i Øjeblikket og skal fyldes op for overhovedet +at faa nogen Værdi. Men det varer næppe længe, +før Byen er derude og kræver Plads.“ +</p> + +<p> +Det havde Ellen ikke noget imod. „Men saa vil +jeg have Lov til selv at raade over, hvad der kommer +ud af det,“ sagde hun. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-19"> +XIX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at +hænge Rester af Sommeren i Luften helt ind i December. +Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: +„Nu bliver det da vist Vinter!“ Men Solen slog det +til Side endnu engang, den gik lavt ned i Syd og +kiggede ind i hele Stuen som om den skulde tælle +alle Skilderierne. +</p> + +<p> +Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver +Dag kom Ellen ind med en stor tung Buket af Roser +og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det, den +friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere +— og farvede Kinderne røde. En Dag kom +hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle. „Hvor +mange Penge faar jeg at holde Jul for?“ sagde hun. +</p> + +<p> +Ja sandelig, Aaret var snart forbi! +</p> + +<p> +Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom +med megen Sne og Kulde og gjorde det til en besværlig +Sag at holde Forbindelse med Omverdenen +— des nøjere sluttede man sig til hinanden inden +Døre. Anna var egenlig skolepligtig nu, men hun +led en Del af Kulden og var i det hele ikke meget +robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende +for de lange Vadeture i Sneen og læste selv med +hende. +</p> + +<p> +Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom +sjældent ind til Byen; de to Mandfolk besørgede +Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen. +Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, +saa de kom tidlig hjem. Ellen havde forlagt Middagen +<a id="page-206" class="pagenum" title="206"></a> +til Kl. fem, saa de alle kunde spise sammen. +Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at +arbejde endnu et Par Timer. Han havde travlt med +at udarbejde Projekter til Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne +og undte sig ingen Ro. Pelles Iderigdom +og Energi smittede ham, saa Planerne voksede +for ham og antog stadig større Omfang; han +tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod tidlig +op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens +Anliggender. Det var, som han vilde kappes med +Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst for, at noget +skulde komme bag paa ham og afbryde det +hele. +</p> + +<p> +Hele den øvrige Familie samledes om Lampen +og havde hver sit for. Svend Trøst havde faaet sit +Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede ufortrødent +med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, +som Ellen havde lagt imellem for at han ikke skulde +slaa Mærker i Bordet. Han var en solid Fyr, Huldet +paa Armene laa i en Krave helt ud over de +smaa Hænder; Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, +naar man ikke netop huskede paa, at han havde +kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv +vidste det, saa alvorlig var han. Han fik Lov at +sidde lidt for at være med, Kl. seks kom han i +Seng. +</p> + +<p> +Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig +med sine Lektier. Han havde Nemme for det, +og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han +aldrig havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa +hos Knægten i forbedret Skikkelse. Han viste +ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i +Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse +var at læse med Barnet, og fortælle hende +om alt hvad der kunde falde for. Søster holdt navnlig +af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af +Erindringer at øse af fra sin Vogtertid. +</p> + +<p> +„Har Dyrene virkelig Forstand?“ spurgte Ellen +forundret. „Du tror virkelig de tænker over Sagerne +akkurat som vi andre?“ +</p> + +<p> +<a id="page-207" class="pagenum" title="207"></a> +For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver +Dag med Hønsene og Kaninerne og vidste nok, hvor +kloge de var. +</p> + +<p> +„Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?“ spurgte +Lasse Fredrik. Han var netop i Færd med at tegne +en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele +Tiden tage Lighed efter et Ansigt — deraf Spørgsmaalet. +</p> + +<p> +Pelle mente det nok. +</p> + +<p> +„Nej Pelle dog,“ sagde Ellen „nu gaar du for +vidt. Tænke er noget kun vi Mennesker kan.“ +</p> + +<p> +„De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa +paa en Maade at tænke — det er bare med Hjærtet. +De mærker straks, om man holder af dem — +hvis man ikke gør det, trives de heller ikke for en.“ +</p> + +<p> +„Ja det tror jeg. For den der holder af dem, +passer dem ogsaa godt,“ vedblev Ellen uforbederlig. +</p> + +<p> +„Det er jeg ikke saa vis paa,“ svarede Pelle og +saa drilsk paa hende. „Du holder meget af <em>Flittig-Lise</em>, +men en Gartner vilde vist sige at du behandler +den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer +flittigt alligevel. De besvarer venlige Tanker med +Taknemmelighed, og det er dog en smuk Maade at +tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget +værd, som vi Mennesker gaar og bilder os ind — +du tænker jo selv med Hjærtet, lille Mor.“ Det var +hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn. +</p> + +<p> +Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. +Pelle maatte fortælle Søster om alle ABC-Bogens +Dyr, om den nyttige Ko — og Haren der slikkede +Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen +af Vogterdrengen. Om Vinteren gik den ind i Haven, +gnavede Barken af de unge Trær og aad Bondekonens +Kaal. „Ja det maa jeg bekende,“ faldt Ellen +ind, og saa lo de alle, for Morten havde lige +spist hendes Grønkaal. +</p> + +<p> +Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om +København havde været til altid, altid! Pelle gik et +Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu Biskop +Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede +<a id="page-208" class="pagenum" title="208"></a> +Lejligheden til at fortælle, at Hovedstaden havde en +halv Million Mennesker. +</p> + +<p> +„Har du da talt dem, Far?“ udbrød Barnet betuttet +og greb ham i Ærmet. +</p> + +<p> +„Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, +dit lille Fæ!“ sagde Lasse Fredrik. „Der ku’ jo +fødes en imens.“ +</p> + +<p> +Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte +Bogen og sluttede den. Den stod og galede +nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var +den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre +mellem Bladene. Men Hønsene de gjorde Æg, og +det viste sig, at de havde det akkurat som Blomsterne. +Naar man gjorde sig gode Venner med dem +og behandlede dem som hørende til Familien, saa +var de flittige til at lægge, men lavede man Mønstergaard +til dem og behandlede dem efter alle Kunstens +Regler, saa tjente de ikke til Føden engang. +Farbror Kalles havde en Høne, som gik inde i Stuen +mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde +under Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, +naar alle andre Høns var golde. Saa købte +Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han +gav tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet +sig en Guldgrube. Men lige saa snart den +kom over paa Stengaarden, holdt den op med at +lægge Vinteræg. — For dér hørte den ikke til Familien, +men var bare en Høne der skulde tjenes +paa. +</p> + +<p> +„Mors <em>Flittig-Lise</em> blomstrer hele Vinteren,“ sagde +Søster og saa rørt hen paa Blomsten. +</p> + +<p> +„Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,“ +svarede Lasse Fredrik gavtyveagtigt. +</p> + +<p> +„Vil du se du dyr dig!“ Pelle langede ud efter +ham. +</p> + +<p> +Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. +Hendes Blik flyttede sig dvælende fra den ene +til den anden; hun smilede overbærende til deres +Passiar. De var nogle store Børn allesammen! +</p> + +<p> +„Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?“ spurgte +Anna og tog den færdige Strømpe. +</p> + +<p> +<a id="page-209" class="pagenum" title="209"></a> +„Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.“ +</p> + +<p> +„Hvis det bliver en Tøs — altsaa!“ indskød Lasse +Fredrik nøgternt. +</p> + +<p> +„Hvornaar kommer lille Søster da?“ +</p> + +<p> +„Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til +Gaarden; saa har den hende med.“ +</p> + +<p> +„Pyt, Storken!“ Lasse Fredrik blæste foragteligt. +„Det er noget godt Sludder!“ +</p> + +<p> +Søster var ogsaa klogere end som saa — naar +Vejret var godt, hentede hun Mælk inde paa Gaarden. +</p> + +<p> +„Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig — +Mor! Det er jo derfor jeg holder saa meget af dig,“ +sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens +Skød. +</p> + +<p> +„Nu skal du i Seng, mit Barn,“ sagde Ellen og +rejste sig. „Jeg kan mærke du er træt.“ +</p> + +<p> +Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun +ind og satte sig igen til at strikke. +</p> + +<p> +„Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i +Dag,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Saa bliver jeg ikke færdig,“ svarede Ellen og +brugte Strikkepindene endnu flittigere. +</p> + +<p> +„Send det hen til en Maskinstrikkerske — du tjener +jo alligevel ikke til det bare Brød ved den Haandtering. +Der maa være én Tid til Arbejde og en til +Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.“ +</p> + +<p> +„Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,“ +sagde Lasse Fredrik som havde regnet det nøjagtigt +ud. +</p> + +<p> +Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget +med det. +</p> + +<p> +„Det er forresten dumt,“ udbrød Lasse Fredrik +pludselig — „hvorfor vokser det lodne ikke paa Benene +af én? Saa var man fri for alt det Mas med +at klippe Ulden af — karte den — og spinde den +— og strikke Strømper.“ +</p> + +<p> +„Aa sikke dog noget Pjank!“ sagde Ellen leende. +</p> + +<p> +„Ja man har da været lodden engang,“ vedblev +<a id="page-210" class="pagenum" title="210"></a> +Lasse Fredrik. „Det var bare dumt, at man ikke +blev ved med det!“ +</p> + +<p> +Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; +for det betød at man havde overtaget sig selv! Dyrene +fødtes færdige, selv Vandskrækkere som Katte +og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene +maatte pænt tilegne sig, hvad de havde +Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for — fordi +de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens +Herre. +</p> + +<p> +„Men saa skulde jo de Fattige være lodne over +hele Kroppen,“ indvendte Ellen. „Hvorfor tager Naturen +sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af +Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.“ +</p> + +<p> +„Jo se det er netop det de <em>kan</em>!“ svarede Pelle, +„for det er jo dem der skaffer det meste frem. Eller +tror du maaske, det er Pengene der dyrker Jorden +eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? +Det lod de nok være med, Alverdens samlede +Kapital kan ikke saa meget som tage en Knappenaal +op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan +købe til det. Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var +han dermed stemplet som et lavere Væsen, der ikke +kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at +Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes +lige saa nøgen til Verden som Kongens — trods alt +hvad der er gaaet hen over os af Nød og Skrub? +Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte +Unge, kan ingen afgøre hvilken der er hvilken. Det +er, ligesom Vorherre aldrig kunde blive træt af at +holde vort Adelsmærke op for os.“ +</p> + +<p> +„Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?“ +sagde Ellen og saa varmt paa ham. Det lød saa +æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage i sine +Arme, tumlede med saa store Ting. +</p> + +<p> +Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. +Hun var den samme i Dag, som den Dag han lærte +hende at kende — maaske som den Dag Verden +skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født +<a id="page-211" class="pagenum" title="211"></a> +med alt sit. Verden kunde omskabes ja, men hun +blev nok alle Dage den hun var. +</p> + +<p> +Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt +sig for Tiden nede paa Sicilien og tænkte paa at +rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien. „Saa +stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, +og prøver hvordan det er at ride paa Kameler,“ +skrev han. Han var rask og i godt Humør, +helt underligt var det at tænke paa, at han sad og +skrev for aabne Døre, og her sloges man med Kulden. +Han drak Vin til hvert Maaltid ligesom man +herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og +Appelsinhøsten lige var forbi. +</p> + +<p> +„Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted +hen engang,“ sagde Ellen med et Suk. +</p> + +<p> +„Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke +længer til de uopnaaelige Ting for Arbejderen,“ svarede +Pelle. +</p> + +<p> +Saa kom Brun ned — endelig holdt han Fyraften. +„Ah, hjemme er godt at være!“ sagde han og skuttede +sig — „det er et forrygende Vejr i Aften.“ +</p> + +<p> +„Her er Brev fra Morten,“ sagde Pelle og rakte +ham det. +</p> + +<p> +Den gamle tog Brillerne paa. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-20"> +XX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes +der paa fuld Kraft med Udgravningerne af Grunden +til de ny Arbejderboliger. Brun var meget optaget +af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til +Aften. Han var i en stor Kavaj, som kunde trækkes +uden paa Overfrakken, og havde Bælgvanter uden +paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket +ham et stort Halstørklæde, som han skulde have op +for Munden; hun holdt Øje med ham fra Vinduerne +og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet +op. Men holde ham inde var ikke muligt; han var +<a id="page-212" class="pagenum" title="212"></a> +altfor spændt paa, at Arbejdet skulde skride. Naar +Frosten lukkede af for Jorden og stansede det, trippede +han alligevel omkring derude, stundesløs og i +snavs Humør. +</p> + +<p> +De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved +Dagens Lys, men om Søndagen maatte han med ud +og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede +til Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør: +</p> + +<p> +„Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?“ +</p> + +<p> +„Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens +han drikker sin Kaffe,“ erklærede Ellen ude fra +Køkkenet. +</p> + +<p> +Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at +faa Tiden til at gaa, han var ikke lykkelig, før han +fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne godkendt. +Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde +løbe engang! og dér i Krydsningspunktet vilde en +lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny Ideer +skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens +Fantasi tryllede en hel By frem af de bare Marker +med gratis Skoler og Teatre og hyggelige Opholdssteder +for de gamle. „En Brugsforening og en Børneskole +opretter vi lige med det samme,“ sagde han. +„Efterhaanden som vi bliver flere, skal saa alt det +øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker +jeg ikke vi skal faa Brug for.“ +</p> + +<p> +De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude +med at trave omkring og lægge Planer; Ellen maatte +hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun fandt +dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig +Samtale — et ganske almindeligt, firkantet Hul i +Jorden — med Sjap eller Is paa Bunden. Saadan +gravede man altid ud til Huse; men de to talte om +det, som om det var Begyndelsen til en hel ny +Jord! +</p> + +<p> +Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa +ivrigt efter ham som Ellen, naar det led mod den +Tid, han skulde komme fra Arbejde. „Jeg bliver +snart helt sjalu paa ham,“ sagde Ellen og trak Pelle +med sig ind i Køkkenet for at kunne sige Goddag +<a id="page-213" class="pagenum" title="213"></a> +til ham i Enrum. „Hvis han kunde, tog han dig +helt fra mig.“ +</p> + +<p> +Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, +kom han gærne hjem, efter at Brun var gaaet til +Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den +gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til +Byen, han gav Vejret Skylden, men vidste i Virkeligheden +ikke hvad han skulde gøre med sig selv +derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han +ikke saa Pelle, kom der Uro over ham; han tabte +Interessen for Jordarbejdet og gik og traadte affældigt +uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig +trak han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende +og arbejdede sig ned over Markerne mod +Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte +med et rørt Smil hans stolprende Hastværk — hun +vidste nok, hvad der trak. +</p> + +<p> +Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem +de to, saadan hang de efter hinanden. „Hvordan +har den gamle det?“ var Pelles første Spørgsmaal, +naar han kom ind ad Døren; og om Brun +havde været hans Far, kunde han ikke have fulgt +ham med mer rørende Beundring i sine Gammelmandsøjne +end han gjorde. Naar Pelle var borte, +gik den gamle omkring med et Udtryk, som om +han bestandig søgte noget. +</p> + +<p> +Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa +Marken hos Jordarbejderne i al Slags Vejr. Om +Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og +gjorde Hosten slem. +</p> + +<p> +„Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,“ +sagde hun saa. Hun vilde have, han skulde +holde Sengen nogle Dage og se at blive af med +Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast. +</p> + +<p> +Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, +og Ellen helmede ikke, før hun gik af med Sejren. +Og da han først havde gjort Forkølelsen den Indrømmelse, +brød den for Alvor løs; Sengevarmen +tøede Kulden ud af Kroppen paa ham, saa baade +Næse og Øjne løb. +</p> + +<p> +<a id="page-214" class="pagenum" title="214"></a> +„Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,“ sagde +Ellen. „Og nu slipper De ikke op, før den værste +Frost er ovre — om jeg saa skal gemme Deres +Klæder.“ Hun gik og plejede ham som et Barn, og +lavede „Kamélthe“ til ham af Blomster, som hun +havde samlet og tørret i Sommers. +</p> + +<p> +Da han først var kommet over Ende, fandt han +sig rigtig godt i det, hans gamle Krop faldt let til +Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at blive +puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet +for at kunne hygge sig under Ellens Hænder. +</p> + +<p> +„Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De +er?“ sagde hun saa og lo ad ham. +</p> + +<p> +Brun lo selv med. „Jeg er heller aldrig blevet +kælet for,“ sagde han. „Lige fra jeg blev født, lejede +mine Forældre Mennesker til at tage sig af mig — +det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg +maattet købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed +i, at Pengene dræber Kærligheden — +ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.“ +</p> + +<p> +„Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for +Penge!“ sagde Ellen og stoppede om hans Fødder. +</p> + +<p> +Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han +kunde ligge og arbejde. Han havde et Kort over +Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og +gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. +Sine Ideer om det nedskrev han i et Hæfte, +der skulde være Bilag til Planerne. Han arbejdede +fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid +havde Ellen sit Mas med at holde Børnene nede, +hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej op til den +gamle. +</p> + +<p> +Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, +kom hun op med dem en Timestid. Saa fik +de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store +Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit +Strikketøj og underholdt den gamle. Fra sin Plads +kunde hun følge Jordarbejdet ude paa Marken og +maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med +hver enkelt Grund. +</p> + +<p> +<a id="page-215" class="pagenum" title="215"></a> +Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og +hang over de Arbejdende — en frysende Flok som +stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som +havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. +Længe før Daggry stillede de i Haab om at faa +Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og ind, +en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde +godt ligne haabløst Fordømte, der traadte et uhyre +Hjul; ned over Markerne var der et bredt Spor af +deres Fødder. +</p> + +<p> +Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender +af Mænd, der støvede helt herud for en Dags +Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. „Vi kan +jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i +Gang — ellers gaar de bare i Vejen for hinanden,“ +sagde han til Pelle. „Men kanske kunde vi allerede +nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? +Kan vi ikke begynde at lægge Veje an +og lignende — saa de Mennesker faar noget at bestille?“ +</p> + +<p> +Nej, det turde Pelle ikke være med til. +</p> + +<p> +„Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe +Garverne i Gang med et Fællesgarveri,“ sagde han. +„Det vil blive vedtaget i deres Fagforening en af +de første Dage — under Forudsætning af at vi skyder +Penge til — og jeg anser det for meget vigtigt +at faa det i Gang. Vore Modstandere angriber os +paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. +Det er ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det +have en Ende. Som det er, hænger Fabriken i +Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, +og saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget +Garveri, saa er den ene Virksomhed ført til Bunds +og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en Lockout +i Faget.“ +</p> + +<p> +„Huderne!“ indvendte Brun. +</p> + +<p> +„Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt +ordnet og lader sig sikkert ikke bruge imod +os. Vi maa i det hele taget knytte til dér, saa snart +vi kommer nogenlunde i Gang — købe Kreaturer +<a id="page-216" class="pagenum" title="216"></a> +og slagte selv, saa vi foruden Huderne forsyner os +selv med godt og billigt Kød.“ +</p> + +<p> +„Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. +Der kunde vel nok blive Raad til nogle Vejanlæg.“ +</p> + +<p> +„Nej, der kan ikke,“ erklærede Pelle bestemt. +„Husk paa vi maa ogsaa tænke paa Brugsforeninger +— ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det +ene drager det andet med sig. Der afhænger for +meget af det, vi har for, vi har ikke Lov til at +belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der +trækker det til Bunds. Først Menneskene — saa +Vejene! De Arbejdsløse i Dag maa se at hjælpe +sig os to foruden.“ +</p> + +<p> +„Du er lidt haard, synes jeg!“ sagde Brun og +trommede i Dynen — lidt stødt over Pelles Urokkelighed. +</p> + +<p> +„Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det +i denne Forbindelse — men det faar jeg se at finde +mig i!“ svarede Pelle alvorligt. +</p> + +<p> +Den gamle rakte Haanden ud imod ham. „Omforladelse +du! det var ikke min Mening at angribe +dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig +har vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse +med dem der kæmper. Det var kun et Øjebliks +Blødhed hos mig — men ganske vist et af de Øjeblikke +der kan forspilde det hele, det indrømmer +jeg dig! Men det er heller ikke nemt at gaa og +være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande. +Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa +og tage imod en Sulteunderstøttelse end bestille noget; +og efter det de hidtil har haft ud af Arbejdet, +kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i +den Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har +der indfundet sig mindst Tusend Arbejdsløse hver +Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at lade +være med at bestille noget! — de kan til Nød faa +Understøttelse, men for ingen Pris Arbejde. Det er jo +saa vanvittigt som vel muligt! — man faar Lyst til +at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang +igen.“ +</p> + +<p> +<a id="page-217" class="pagenum" title="217"></a> +„Der skal nok et stort Skub til,“ sagde Pelle. „Det +er ikke Smaating, der er i Vejen.“ +</p> + +<p> +„Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider +jo ikke Nød fordi de mangler Arbejde, saadan som +vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men de mangler +Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man +det hele an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig +Skændsel for Samfundet; hvilket Spild af Værdier +— ogsaa rent merkantilt set — mens Landet og +Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning +dreves efter saadanne Principper, var den jo dødsdømt +med det samme.“ +</p> + +<p> +„Ja, hvis Miséren bare kom af bagvendt Greb paa +Tingene, saa var det jo nemt rettet,“ sagde Pelle. +„Men de Folk, der sidder og bestemmer over det +hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel +paa merkantil Sans — havde de bare det øvrige i +lige saa god Orden! De kan tro, der falder ikke en +Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin +Fordel ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig +for den, at Land og Folk var i den skønneste Orden, +skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev det. +Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære +og de enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige +Modsætninger. Jeg tror, der er nedlagt en +vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til +enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille +alle sine Behov; og naar én lægger Beslag +paa for meget, bliver der et Slip andre Steder. +— Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil +afsætte de andre og overtage Styret.“ +</p> + +<p> +„Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville +dække det bestaaende; lad <em>dem</em> have Ansvaret, der +sidder i Føringen. Men jeg har ligget og tænkt paa +— kunde <em>vi</em> ikke finde en Maade til at samle dette +Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?“ +</p> + +<p> +„Hvordan skulde vi det? Vi <em>har</em> jo altsaa ikke +Raad til at beskæftige de Arbejdsløse.“ +</p> + +<p> +„Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet +har jo begyndt paa at understøtte dem — var +<a id="page-218" class="pagenum" title="218"></a> +det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte +Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme +dem selv tilgode!“ +</p> + +<p> +„De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere +skulde bygge Boliger til Arbejderne?“ spurgte +Pelle livligt. +</p> + +<p> +„Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod +Privatspekulation — paa en lignende Maade som dem, +vi bygger — og altid tilhøre Arbejderne. Da <em>vi</em> ikke +kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende +administrere det — det vilde sætte Fart i Fællesskabet. +Paa den Maade blev den gamle Tids Affald +Gødning for den ny Sæd.“ +</p> + +<p> +Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede +ham spændt. „Naa, sover du?“ spurgte han +endelig utaalmodigt. +</p> + +<p> +„Det er en smuk Ide,“ sagde Pelle og rejste +Hovedet. „Organisationerne tror jeg, vi faar med +— de begynder jo allerede at interessere sig for +Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, +skal jeg forelægge Deres Plan. Men Samfundet er +jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har lejlighedsvis +Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det +lige akkurat Liv i den — ellers fik den vist snart +Lov at dø af Sult. Jeg tror ikke, det gaar med til at +den anvendes saa at sige imod det selv!“ +</p> + +<p> +„Du er en uforbederlig Sortseer,“ sagde Brun +halv ærgerlig. +</p> + +<p> +„Ja — over for det gamle,“ svarede Pelle med +et Smil. +</p> + +<p> +Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i +Tilknytning til Dagens Hændelser, naar Pelle om +Aftenen sad oppe hos den gamle — lige optagne +begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af +Sporet. „Det er Blodet,“ sagde han mismodig. — +„jeg er alligevel ikke rigtig en af jeres. Det er saa +længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa +jeg har glemt det.“ +</p> + +<p> +I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og +havde hver Aften et eller andet at fortælle om sig +<a id="page-219" class="pagenum" title="219"></a> +selv. Det var, som om han med Vold og Magt maatte +finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side. +</p> + +<p> +Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres +flere Hundrede Aar tilbage, til en Mand, der førte +Skib og drev Handel paa Trankebarkysten. Slægtens +Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, +boede i et Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; +naar Skibet var hjemme, lagde det til ved Bolværket +lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik +i Arv fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden +til et helt Palæ; i Løbet af fire Generationer naaede +det frem til at være et af Hovedstadens første Handelshuse. +I Slutningen af det attende og Begyndelsen +af det nittende Aarhundrede var de fleste af Slægtens +Medlemmer gledet over i Børs- og Bankverdenen, +og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader +— den bekendte Kornelius Brun — hang ved +den gamle Forretning, Brødrene afhændede deres +Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem +fik en høj Hofcharge. +</p> + +<p> +Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den +gamle Forretning videre. For ikke at staa tilbage for +sine Brødre i Fornemhed giftede han sig med en +Dame af ældgammel — og forgældet — fynsk Adel. +Hun fødte ham tre Børn, der — som han selv sagde +— var mislykkede alle tre. Det første Barn var døvstumt +og udstyret med meget smaa Aandsævner i det +hele taget; det døde heldigvis, før det endnu var +kommet til Skelsaar og Alder. Nummer to var meget +opvakt og begavet med alle mulige Talenter, men +viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han +var meget smuk, havde mørkt blødt Haar og en fin +kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i Fløjl og +forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, +men turede omkring i højt Selskab og gav Masser +af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar døde han pludselig, +udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa +Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt +at dukke Rygter op om en Sædelighedsskandale, +hvori han var indviklet sammen med meget fremragende +<a id="page-220" class="pagenum" title="220"></a> +Navne. Det var sidst i Halvfjerserne — ved +den Tid Underklassebevægelsen begyndte at tage +Fart! Fra neden forlangtes der energisk Undersøgelse, +og helt dysse Historien ned turde man ikke, +for ikke at give Paastanden om det Bestaaendes +Raaddenskab og Partiskhed Vind i Sejlene. Da det +trak op til en Undersøgelse, og det kunde forudses, +at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens +Alter for at dække dem, der stod højere, trykkede +Kornelius Brun sin Søn Pistolen i Haanden. +Eller skød ham ned — Bibliotekaren kunde ikke +afgøre hvilket. +</p> + +<p> +„Se det var de to Frugter paa det udgaaende +Slægtstræ,“ sagde Brun bittert, — „og det kan jo +ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den tredje er +mig! Jeg kom som en Skrabkage — femten Aar efter +min yngste Broder. Mine Forældre havde vist allerede +da faaet nok af deres Afkom; jeg blev i al +Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket — +endnu før jeg havde haft Lejlighed til at vise noget +som helst. Maaske har de instinktmæssigt følt, at jeg +vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa. Ogsaa i mig +var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede +f. Eks. i høj Grad Familiefølelse. Allerede som +lille husker jeg at have hørt Moder beklage sig over +mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig altid +til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. +Man saa i Familien mere skævt til mig, naar +jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end man havde +gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en, +der lavede Skandale og Gæld — og sagtens +med god Grund! Moder gav mig rigeligt med Penge +til at more mig for — rimeligvis for at modvirke +mine plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig +færdig med Fornøjelserne og kastede mig over Studeringer. +Dagen interesserede mig ikke, men allerede +som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; +jeg kastede mig særlig over Historien og dens +Filosofi. Fader saa rigtig, naar han haanede mig og +kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor andre +<a id="page-221" class="pagenum" title="221"></a> +Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde +Interesse, mens næsten enhver Bog fristede mig til +nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han og haabede +paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen, +og da jeg definitivt valgte Studierne, rev +det helt ud mellem os. „Naar Forretningen ryger, +saa er Slægten ikke mere!“ sagde han og solgte det +hele. Han havde allerede været Enkemand i flere +Aar dengang og havde ikke andre end mig; men i +de fem Aar, han levede efter at have afstaaet Forretningen, +omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi +jeg ikke overtog den — men hvad skulde jeg dér? +Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber, hvorpaa +der drives Forretning i vore Dage og havde blot +ødelagt det hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet +min Tid mellem Reoler og registreret andres +Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i +Dagen og skal til at leve mit eget Liv — og nu er +det snart forbi!“ +</p> + +<p> +„Det er først nu, Livet skal til at blive værd at +leve — saa De er kommet ud i rette Tid,“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!“ sagde +Brun mismodig. „Jeg møder Ungdommen, og mit +Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og +Morgen, der mødes i den samme Rødme under de +lyse Nætter. Jeg har kun faaet min Part i det ny, +fordi det gamle skal bøje sig for det, saa Ringen kan +sluttes. Du gaar ind, dér hvor jeg gaar ud.“ +</p> + +<p> +„Det maa have været en sørgelig Tilværelse at +gaa dér altid blandt Bøger og Bøger uden et Menneske, +der holdt af én,“ kunde Ellen udbryde. „Hvorfor +giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige +er vi Kvinder da ikke, at der ikke skulde være én, +De syntes om.“ +</p> + +<p> +„Nej, man skulde ikke synes det — men sandt er +det ikke desto mindre,“ svarede Brun med et Smil. +„Antipatien var forresten gensidig — det er saadan +noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg +gamle Støder skulde have Lov til at sætte Børn i +<a id="page-222" class="pagenum" title="222"></a> +Verden! Men morsomt er det ikke at være den sidste +Ende af noget!“ +</p> + +<p> +Ellen lo: „Ja, men De har da ikke altid været +gammel!“ +</p> + +<p> +„Jo, jeg har i Grunden — jeg er født gammel. +Det er først nu, jeg føler mig ung! Og hvem ved“ +— udbrød han i et Anfald af Galgenhumor — „kanske +pudser jeg Forsynet og møder op med en lille +Kone under Armen en Dag.“ — +</p> + +<p> +„Brun ligger og fanger Griller,“ sagde Pelle, da +de gik ned for at gaa i Seng. „Men det gaar vel +over, naar han nu kommer op.“ +</p> + +<p> +„Aa, han har saamænd heller ikke haft det for +morsomt, det Skind,“ svarede Ellen og lænede sig +ind til ham. „Det er nu Synd, at der gaar Mennesker +og ikke faar Del i alt det kære, der er til — +lige saa Synd som det, du arbejder imod, synes jeg!“ +</p> + +<p> +„Jamen det kan vi ikke ordne!“ udbrød Pelle +leende. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-21"> +XXI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +I <em>Gryets</em> Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først +trak den sig bort fra Huset og gav Plads for en hel +lille Skov af Vintergækker og Krokus; Hyasinterne +i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de +kom op af den som en Række Knoer, der pænt +bankede paa først. +</p> + +<p> +Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge +Fremskridtene, de begreb ikke de fine Krokus, der +stak lige op af den frosne Jord uden at fryse ihjæl, +men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag +pakkede de Vintergækker i Papir og lagde op paa +Bruns Bord — det var Gækkebreve. Saa gik de om +i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, +mødte de ham med en hemmelighedsfuld Mine +og havde travlt med at faa ham lokket ovenpaa. +</p> + +<p> +Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne +og ventede blot paa, at Vintervandet +<a id="page-223" class="pagenum" title="223"></a> +skulde synke, saa man kunde komme til at køre +Grus og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde +Markerne ikke bære. +</p> + +<p> +Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu +efter hans Sengeliggen; skønt han ikke fejlede ret +meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod Pelle +skalte og valte med Virksomheden som han selv +vilde, og sagde Ja og Amen til alt hvad han foreslog. +„Jeg kan ikke samle det hele i mit Hoved,“ +sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham +en eller anden Udvidelse — „men gør du som du +synes min Søn, saa bliver det jo nok rigtigt!“ Der +skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at +holde hans Sind varmt — og han var alligevel for +gammel til at høre det gro og hente sig Styrke +deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen +selv over paa Pelle — ham saa han levende for +sig og kunde støtte sig til hans unge Styrke. +</p> + +<p> +Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. +Han kunde ikke holde til det og nøjedes med +at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen +og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende +Energi, som Pelles Ungdom havde kaldt til Live i +ham, var blaffet bort — tilbage blev en rørende +Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu +gik og gassede sig i nogle sildige Aftenstraaler. Han +maalte sig ikke med Pelle mere og blev ikke skinsyg +paa noget Forspring — men beundrede ham +simpelthen og tyede nøje ind i Kredsen af dem, +hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham som +et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og +Børnene opfattede ham selvfølgeligt som Ligemand. +</p> + +<p> +Naar han gik sin Tur over Marken, havde han +gærne Svend Trøst ved Haanden; de to kunde +baade holde Trit og underholde hinanden. Der var +noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres +Sind i Spænding: hver Dag ventedes Storken tilbage +til Bakkegaarden, og saa skulde den have en +Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse +at gaa og vente paa. Storken bed altid Konen +<a id="page-224" class="pagenum" title="224"></a> +i Huset i Benet, naar den kom med en Lille til +hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa +hun døde af det — nu var han saa klog. Den lille +Fyr var Ellens Dreng og gik om i en alvorlig, næsten +trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring +til de andre Søskende for ikke at blive +gjort Nar ad, men naar den gamle og han fulgtes +ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den +ældre og fornuftigere kom til det Resultat, at der +ingen Fare var. Alligevel holdt de sig altid i Nærheden +af Huset for at kunne være ved Haanden. +</p> + +<p> +En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen +stod ikke op som ellers. „Jeg ligger og venter paa +Storken,“ sagde hun til Svend Trøst — „gaa ud og +pas paa den.“ Saa gik den Lille rundt om Huset +med en Kæp, Brun traskede med rundt, og naar +de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens Haand. +Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at +holde Gangen i noget; snart rullede en Vogn op +for Døren med en tyk Kone, snart var det Lasse +Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad +Markstien — staaende i Pedalerne. Inden Svend +Trøst vidste et Ord af det, havde Storken været +der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han +og Brun var sammen derinde for at ønske Ellenmor +til Lykke, og de var lige forbavsede begge to. Den +gamle maatte have Lov til lige at røre ved den +Lilles Kind. +</p> + +<p> +„Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et +undseligt Smil og løftede Snippen lidt fra Barnets +Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog Svend +Trøst med ovenpaa. +</p> + +<p> +Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, +der paa nogle faa Timer var blevet hvid og tynd. +„Nu maa vi saa have Bud efter Dronning Therese,“ +sagde hun. +</p> + +<p> +„Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?“ +spurgte Pelle, der ofte havde foreslaaet, at de skulde +bryde overtvært og se op til de Gamle. Det var +ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag. +</p> + +<p> +<a id="page-225" class="pagenum" title="225"></a> +Ellen rystede paa Hovedet. „De skal komme af +dem selv,“ sagde hun bestemt. Sig selv var hun +ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen ad +Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom +og gjorde det godt igen. +</p> + +<p> +„Men jeg <em>har</em> sendt Bud,“ sagde Pelle — „det +var det Lasse Fredrik cyklede om. Du skal ikke +ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.“ +</p> + +<p> +Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe +der. Hun var meget bevæget; for at skjule det gav +hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude +og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var +saamænd ogsaa en Tid at sende Bud efter én, naar +det hele var overstaaet. +</p> + +<p> +Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til +dem, der saadan kom springende saa snart man +fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille var +kommet til Verden, løb Pelle over ham — han gik +og luskede et Stykke neden for Huset. Naa ja, han +gik og ventede paa Mutter for at følge hende hjem, +altsaa — det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, +men var forholdsvis let at nøde indenfor; +og det varede ikke længe, før Ellen fik ham tøet +op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid. +</p> + +<p> +„Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, +der har sendt Bud efter dig, men Pelle. Og hvis +du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort +ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!“ +</p> + +<p> +„Hun er sku det samme tyvebrændte Fruentimmer +til og ta’e Tyren ved Hornene, hun altid har +væ’t,“ sagde Stolpe uden at se paa hende. „Naa, +man kan vel lige saa godt springe som krybe i det +— og vedgaa at man har spillet Skidtmads. Skal vi +slaa en Streg over det, Svigersøn?“ Han rakte Pelle +Haanden. +</p> + +<p> +Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt +oprømt. „Jeg havde saamænd ikke drømt om, at jeg +skulde faa Tøsen at se for det første — og allermindst +i Barselseng!“ sagde han fornøjet og strøg +Ellen over Ansigtet med sin ru Haand. +</p> + +<p> +<a id="page-226" class="pagenum" title="226"></a> +„Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og +Fatter har saamænd tidt gaaet og været ked af det. +Men han gør sig jo haard,“ sagde Madam Stolpe. +</p> + +<p> +„Sludder, Mutter!“ brummede Stolpe — „Fruentimmerne +skal altid vrøvle.“ +</p> + +<p> +Tiden havde taget paa dem begge. Der havde +været en Del Arbejdsløshed i Faget, og Stolpe var til +Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa +Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad +saa godt i det som i gamle Dage. Men Stolpe var +fremdeles Formand for Fagforeningen og en anset +Mand inden for Bevægelsen. +</p> + +<p> +„Og nu min Dreng,“ sagde han pludselig og lagde +Hænderne paa Pelles Skuldre — „maa du sku +sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne +Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne +igen.“ +</p> + +<p> +Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, +den gamle kendte forresten en hel Del +til det — det viste sig, at han paa Afstand havde +fulgt Pelles Færd. +</p> + +<p> +„Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,“ +sagde han — „maaske kunde vi lige saa stille klemme +Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi allesammen +kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; +og saa maa det slaas fast, at enhver der ikke støtter +sine egne er en Skruebrækker.“ +</p> + +<p> +„Jeg <em>har</em> faaet Forbindelse — men det gaar lidt +trevent,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Saa maa vi prikke lidt til dem. — Hør, ham +denne her Særling — Brun hedder han jo — bor +han ikke hos jer?“ +</p> + +<p> +„Han er nu ingen Særling,“ sagde Pelle leende. +„Vi kan jo gaa op og hilse paa ham.“ +</p> + +<p> +Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de +var lige gamle og havde oplevet Bevægelsens første +Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom flere +Gange og rykkede i sin Mand — de skulde hjem. +</p> + +<p> +„Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin +egen Kone,“ sagde Stolpe endelig — „men jeg kommer +<a id="page-227" class="pagenum" title="227"></a> +igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde +dog nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer +til at se ud.“ +</p> + +<p> +„Vi har ikke begyndt endnu,“ svarede Pelle. +„Men kom herud paa Søndag, saa skal Brun og +jeg vise dig det hele.“ +</p> + +<p> +„Det bliver vel Mestre, der faar det?“ spurgte +Stolpe. +</p> + +<p> +„Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa +Arbejdet, hvis de ellers tør paatage sig det og har +en Mand til at sætte i Spidsen,“ sagde Brun. — „Men +det kunde De maaske paatage Dem?“ +</p> + +<p> +„Det kan De være vis paa jeg kan,“ svarede +Stolpe selvfølende. „Skulde jeg ikke være Mand for +at bygge Arbejdernes Hjem? — jeg var Medlem af +Partiet dengang det kun talte én Mand.“ +</p> + +<p> +„Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Død og Salighed! det var alligevel et knusende +morsomt Træf, om det blev mig!“ udbrød Stolpe, +da Pelle fulgte de to gamle ned til Sporvognen. +„Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der +ingen har set Mage til — og sikke no’en Huse vi +skal sætte op! Der skal ikke blive ret meget Papmasjé +i den Historie!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-22"> +XXII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det hændte endnu, at Pelle vaagnede og var vildfaren +i Mørket. En kvælende Angst red ham, +han havde drømt at han var i Fængsel, og syntes +endnu han kunde mærke Klosetstanken og Udaandingen +fra de raa Mure. Først lidt og lidt besindede +han sig paa hvor han var; Aandedrættene der arbejdede +omkring ham, og den varme Medvirken i +selve Mørket førte ham tilbage til Hjemmet. Han +rejste sig glad og strøg en Tændstik for at faa et +Glimt af Ellen og de smaa. Lægge sig til at sove +<a id="page-228" class="pagenum" title="228"></a> +turde han ikke, Søvnen vilde straks føre ham tilbage +i Fængslet igen. Stille klædte han sig paa og +listede ud for at gaa sig en Tur og se Dagen +vaagne. +</p> + +<p> +Det var underligt med Drømmen, for den vendte +op og ned paa alting! I Fængslet drømte han altid, +at han var fri og levede midt i Lykkeland; mindre +kunde ikke gøre det dér! Dér var Dagen ond og +Natten god — og herude var det omvendt; det var +som om noget i én altid skulde have det hele med. +„Det er vel Sjælen, det?“ tænkte han, mens han +vandrede østerover for at møde det første Dagskær. +Hjemme paa Landet havde de gamle i hans Barndom +troet, at Drømmene det var Sjælen, der var +ude at vanke paa egen Haand; nogle havde set +den som en hvid Mus smutte ud af den Sovendes +Mund for at sanke ny Oplevelser ind til ham. Og +sandt var det jo! det var gennem Drømmen Fattigmand +hidtil havde faaet alt sit — den bar ham ud +af Fængslet. Maaske byttedes der Roller i Nattens +Mørke? Kanske kom den rige Mands Sjæl om Natten +og smuttede ned i den fattiges Legeme for at +sanke Lidelser til sin Herre? +</p> + +<p> +Der var Foraar i Luften. Endnu var det nærmest +kun tilstede som en Løftelse i Pelles eget Blod, en +bunden Trang til at udvide sig og sprænge alle +Grænser. Han gik med Ansigtet vendt mod den begyndende +Dag og havde en Følelse af uovervindelige +Kræfter. Hvorfra han fik denne Følelse, vidste +han ikke; men den var der. Han sansede sig selv +som noget umaadeligt, der var spærret inde i et +lille Rumfang og maatte sprænge Verden, om det +blev sluppet løs. Han gik hurtigt til — over hans +Hoved steg den første Lærke. Langsomt befriede +Jorden sit Ansigt for dette forunderlige Slør af +Hvile og Gaadefuldhed, som Natten var. +</p> + +<p> +Maaske kom Styrkefølelsen af, at han havde taget +Aanden i Besiddelse og selv beherskede Oversigten +over Verden? Verden var uden Grænser, men det +var hans Ævner ogsaa; den Kraft fandtes ikke mere, +<a id="page-229" class="pagenum" title="229"></a> +der kunde slaa ham ud af hans Bane. I sit eget +Fodslag hørte han hele Fremtiden gaa igen — Bevægelsen +skulde snart slutte op, naar først den fik +tygget paa den Kendsgærning, at det hele maatte +tages med. Endnu kneb det lidt, man vilde gærne +fra den Side gøre det til en Betingelse for Samarbejde, +at Pelle søgte Æresoprejsning. Pelle lo og +løftede sit Ansigt mod Morgenbrisen, der løb som +en Kuldegysning forud for Solopgangen. Udenforstaaende! +— ja var der ikke en stor Sandhed i det? +Han hørte ikke det bestaaende til, dér ønskede han +ingen borgerlige Rettigheder. Det var hans Adelsmærke +at han var sat udenfor, hans Forhold til +Fremtiden rummedes i den Kendsgærning. Han +havde taget sin Kamp som et <em>Udskud</em>, og saadan +vilde han sejre. Naar han steg, skulde der ingen +Pariakaste være mere. +</p> + +<p> +Nu han gik her med Natten bag sig og saa ind +i Lyset, syntes han han lige var traadt ind i Ungdommen +og havde det hele foran sig — alt havde +han tilgode! Og alligevel var det, som han havde +været med fra Tidernes Morgen, saa indgaaende +kendte han den Mørkeverden han forlod. Var Mennesket +da ikke et vidunderligt Væsen — i sin Ævne +til at skrumpe ind og blive til ingenting, som i sin +Ævne til at udvide sig og fylde det hele! Nu begreb +han Farbror Kalles Smil til alting; han havde +pansret sig med det, for at Tilværelsen ikke skulde +rive altfor dybe Rifter i hans bløde Sind. Fattigmand +havde været nødt til at afstumpe sig, han +vilde simpelthen forbløde om han gav sig hen i den +haarde Virkelighed. Afstumpetheden havde været +som en haard Skal, der beskyttede de smaa; og nu +kom de og havde Hjærtet i Behold trods alt. De +kunde godt føre an i den gode Tid! +</p> + +<p> +Pelle havde jo altid baaret paa en dunkel Følelse +af at være udvalgt; allerede mens han var Barn, fik +den ham til at se en haard Verden frejdigt i Møde og +fyldte hans nøgne Lemmer med Spændstighed. Nøgen +og fattig kom han ind i Verden, tilsyneladende +<a id="page-230" class="pagenum" title="230"></a> +uden nogen Vuggegave af nogen Art — og alligevel +kom han som en lys Forjættelse til den halvgamle +krumslidte Lassefar. Der straalede Lys fra ham saa +ringe og almindelig en Kendsgerning han var; Vorherre +havde givet ham Gnisten, sagde den gamle +altid. Som et lille Himmerigs Vidunder havde den +gamle altid set paa ham; Pellepøjken undredes jo +lidt paa det — men hyggede sig i Faderens Glæde. +Selv kendte han langt anderledes Vidundere dengang +— f. Eks. Markedspladsens Kalve med to Hoveder +og Lammet med de otte Ben. Han havde sine egne +Fordringer til Livets vidunderlige Rigdom, og faldt +ikke i Forundring over en ganske almindelig slugøret +Purk, som man kunde møde hver Dag. +</p> + +<p> +Men nu var han lige ved at give Far Lasse Ret. +De største Vidundere rummedes jo inden i ham selv +— ham Pelle, der lignede hundred Millioner andre +Arbejdere og endnu aldrig havde haft mere end lige +til Føden. Mennesket, det var dog det forunderligste +af alt. Var han ikke selv — i al sin hverdagsagtige +Selvfølgelighed — som en lysende Funke, sprunget +fra Gudstankens vældige Esse? Ud til Rummets +yderste Grænse kunde han sende sin spørgende +Tanke — og tilbage til Tidernes første Morgenrøde! +Og denne altomspændende Ævne syntes fremgaaet +af intet — lige som Gud selv! Et Vidunder var jo +alene det, at han, den larmende, skulde i Fængsel +for at fatte det større Formaal med Tingene! — der +maatte være nedlagt vidtrækkende Planer i ham, +siden han spærrede sig selv inde. +</p> + +<p> +Naar han saa ud over Rejsningen, følte han sig +overfor en Verdenstanke med umaadelig langt Sigt. +Gennem Aartusinder havde Almuen uden at ane det +beredt sig til at drage ind i en ny Verden; Massernes +Vandring lod sig nok ikke stanse, før de var +naaet frem. En Lov, de ikke engang selv kendte og +ikke formaaede at gribe ind i, førte dem den rette +Vej; og Pelle var ikke bange. Bag hans aldrig blundende +Syslen med Tidens store Problem, stod den +Erkendelse, at han hørte til dem, Nationen lagde +<a id="page-231" class="pagenum" title="231"></a> +Ansvaret for Fremtiden over paa; men Maalet var +han aldrig i Tvivl om. Og Midlerne heller ikke! De +forudseende havde under den store Lockout gruet +for, hvorledes det skulde være muligt at føre alle +disse Masser i Ilden. Og saa havde det hele rullet +sig naturligt ud af sig selv — fra en tilsyneladende +lille bitte Aarsag til fast ført Kamp over hele Linjen. +</p> + +<p> +Saa stort et Kald, som han og hans kom med, +havde Verden heller aldrig før set! Det var intet +mindre end Godhedens Sejr det galdt! Han brugte +ikke gærne store Ord, men paa Bunden af sin Sjæl +var han overbevist om, at alt ondt stammede fra +Nød og Elendighed. Mistro og Egennytte kom af +Misbrug, det var Menneskenes Værn mod Udbytning! +Og Udbytningen kom af de utrygge Tilstande, +af Mindelser om Nød, eller ubevidst Frygt for den! +De fleste Forbrydelser kunde let føres tilbage til de +sørgelige Tilstande, og selv hvor Forbindelsen ikke +var synlig, var han vis paa, den eksisterede alligevel. +Det var hans Erfaring, at alle Mennesker i Grunden +var gode; det onde i dem kunde næsten altid +føres tilbage til noget bestemt, mens Godheden ofte +eksisterede paa Trods af alt. Den vilde sejre helt, +naar Tilstandene blev trygge for alle. Selv de Forbrydelser, +der skyldtes Abnormitet, var han vis paa +vilde falde bort af sig selv, naar der ikke længer +fandtes skjulte Mindelser i Samfundet om Elendigheden. +</p> + +<p> +Det sad som en lys Tro i ham, at han og hans +skulde forny Jorden; Almuen skulde gøre den til et +Paradis for de mange — som den allerede havde +gjort den til et Paradis for nogle faa. Der skulde et +stort og langmodigt Sind til det, men hans Hær var +jo prøvet grundigt af! De, der gennem umindelige +Tider taalmodigt havde baaret Tilværelsens Tryk for +andre, maatte være skikkede til at overtage Førerskabet +ind i den ny Tid. +</p> + +<p> +Pelle var paa sin Morgentur naaet helt ned til +Strandvejen; det var for sent at vende om, og han +var skrupsulten. Han købte sig et Par varme Rundstykker +<a id="page-232" class="pagenum" title="232"></a> +hos en Bager, og spiste dem paa Vejen ind +til Forretningen. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Ved Middagstid var Brun inde i Virksomheden +for at underskrive nogle Dokumenter og gennemgaa +Regnskaber sammen med Pelle. De sad oppe i Kontoret +bag Butiken, Pelle læste op og kom med sine +Bemærkninger, den gamle hørte halv efter og nikkede +blot; han længtes hjem til <em>Gryet</em>. „Du vil nok +gøre det saa kort som muligt,“ sagde han, „for jeg +føler mig ikke rigtig vel.“ Den barske Foraarsblæst +var ikke god for ham, han havde svært ved at faa +Vejret. Lægen havde tilraadet et Par Maaneders Ophold +ved Riviéraen — til Foraaret var ovre; men +den gamle gik og kunde ikke bestemme sig. Han +havde ikke rigtig Mod til at give sig ene ud. +</p> + +<p> +Butiksklokken ringede, og Pelle gik ned for at +ekspedere. En ung solbrændt Mand stod uden for +Disken og lo. +</p> + +<p> +„Kender du mig ikke?“ sagde han og stak Pelle +paa Næven. Det var Karl, den yngste af de tre forældreløse +i <em>Arken</em>. +</p> + +<p> +„Jo, vist kender jeg dig!“ svarede Pelle glad. „Jeg +har søgt dig i Adelgade — dér sagde man, du havde +Forretning.“ +</p> + +<p> +Det var saalænge siden! Nu var Karl Anker Bestyrer +for en stor Brugsforening ovre paa Fyn. Han +var kommet over for at bestille en Del Fodtøj hos +Pelle til Brugsforeningen. „Det er kun et Forsøg,“ +sagde han. „Hvis det slaar an, skal jeg skaffe dig i +Forbindelse med Fællesforeningen; det er en Kunde, +som aftager noget, kan du tro!“ +</p> + +<p> +Pelle maatte skynde sig at tage Ordren ned, Karl +skulde afsted med Toget. +</p> + +<p> +„Det er en Skam, du ikke har Tid til at gaa med +over og se Virksomheden,“ sagde Pelle. „Husker +du den lille Povl fra <em>Arken</em>? Fabrikspigens Dreng +— som hun bandt til Kakkelovnen, naar hun gik +<a id="page-233" class="pagenum" title="233"></a> +paa Arbejde? Han er blevet en briljant Fyr — han +er min Førstemand paa Fabriken. Det vilde more +ham at hilse paa dig<a id="corr-23"></a>.“ +</p> + +<p> +Da Pelle havde lukket efter Karl og vilde gaa op +til den gamle paa Kontoret, fik han Øje paa en lille +lidt forvoksen Kvinde og et Barn; de gik frem og +tilbage oven for Værkstedsvinduerne og kiggede i +Smug ned. De veg sky tilside for Folk og saa ynkelig +forskræmte ud. Pelle kaldte dem ind i Butikken. +</p> + +<p> +„Er det Peter Drejer, I vil tale med?“ spurgte +han. +</p> + +<p> +Kvinden nikkede. Hun havde et fint Ansigt med +store bedrøvede Øjne. „Hvis det ikke forstyrrer,“ +sagde hun. +</p> + +<p> +Pelle kaldte paa Peter Drejer og gik saa op paa +Kontoret; gamle Brun sad og var faldet i Søvn. +</p> + +<p> +Han hørte dem hviske dernede, Peter Drejer var +hæftig, Kvinden og Barnet græd — han kunde høre +det af Tonen i deres Hvisken. Det hele stod kun +paa et Øjeblik, saa lukkede Peter dem ud. Pelle +skyndte sig ned i Butiken. +</p> + +<p> +„Hvis det var Penge, saa ved du jo, at du bare +behøver sige til,“ sagde han hastigt. +</p> + +<p> +„Nej, det var det store Arbejdsløshedsmøde i Eftermiddag +— de vilde trygle mig til at blive hjemme. +Tossede Væsner — Gud ved, hvad der gaar af dem?“ +Peter Drejer var helt krænket. „Det er sandt — du +har vel ikke noget imod, at jeg gaar nu? Det skal +afholdes om en Timestid?“ +</p> + +<p> +„Jeg troede, det var aflyst,“ sagde Pelle. +</p> + +<p> +„Ja, men det var bare en Manøvre — for at der +ikke skulde blive nedlagt Forbud. Vi afholder det +paa en Mark ude paa Nørrebro. Du skulde tage +med — det bliver et Møde, som vil spørges. I Dag +skal vi afgøre store Ting.“ Peter Drejer var nervøs, +hans Hænder famlede omkring paa Tøjet, mens +han talte. +</p> + +<p> +Pelle lagde Hænderne paa hans Skuldre og saa +ham ind i Øjnene. „Du skulde føje de to,“ sagde +han indtrængende. „Jeg kender dem jo ikke, men +<a id="page-234" class="pagenum" title="234"></a> +dersom deres Ve og Vel afhænger af dig, saa har +de ogsaa et Krav paa dig. Opgiv det du har for, og +tag en Tur ud med de to! nu begynder alting at +bryde — tag i Skoven med dem, du! Det er bedre +at gøre to Væsner lykkelige end tusend ulykkelige.“ +</p> + +<p> +Peter saa til den anden Side. „Vi har ikke noget +særligt for, hvad er der saa at gøre Væsen over!“ +mumlede han. +</p> + +<p> +„Du har et eller andet for i Dag — jeg kan mærke +det paa dig. Og hvis du ikke kan føre det igennem, +hvem kommer saa til at tage Følgerne? Kvinderne +og Børnene, du! Du <em>kan</em> ikke føre det igennem — +vore Kræfter ligger ikke dér.“ +</p> + +<p> +„Du gaar din Vej, saa kan du jo lade mig gaa +min,“ sagde Peter og gjorde sig læmpeligt fri. +</p> + +<p> +Der stod to Betjente paa Fortovet lige overfor og +talte sammen; de holdt i Smug Øje med Butiken. +Pelle viste derover. +</p> + +<p> +„Politiet ved ikke, hvor Mødet skal holdes, og nu +passer man paa mig,“ sagde Peter med et Skuldertræk. +„Dem dér skal jeg nemt lede paa Vildspor.“ +</p> + +<p> +De to Betjente kom over Gaden og skiltes uden +for Butiken; den ene stod lidt og betragtede Vinduesudstillingen, +saa traadte han raskt ind i Butiken. +</p> + +<p> +„Er Peter Drejer her?“ spurgte han brøsigt. +</p> + +<p> +„Det er mig,“ svarede Peter og trak sig bag om +Disken — „men jeg vil raade Dem til ikke at røre +mig! Jeg taaler ikke Politihænder paa mig.“ +</p> + +<p> +„De er anholdt!“ erklærede Betjenten kort og +fulgte efter ham. +</p> + +<p> +Pelle lagde Haanden paa Betjentens Arm. „De +skulde fare lidt med Læmpe,“ sagde han. +</p> + +<p> +Men Betjenten skubbede ham haardt til Side. „Ingen +Indblanding her!“ raabte han og stødte i sin +Politifløjte. +</p> + +<p> +Det gav et Sæt i Peter. Et kort Øjeblik greb hans +Tanker raadvildt ud i det blaa, saa sprang han som +en Kat over Jærnrækværket ned paa Værkstedstrappen. +Men dernede stod den anden Betjent for at +<a id="page-235" class="pagenum" title="235"></a> +tage imod ham. I ét Spring var han oppe i Butiken +igen — lige ind paa sin Forfølger; han havde Revolveren +i Haanden. „For Satan, nu kan det være +nok!“ hvæsede han. +</p> + +<p> +Der faldt to Skud lige paa hinanden — Smæld i +Smæld. Betjenten fik lige vendt sig til Flugt og faldt +forover med Hovedet ind under Disken; Peter sank +sammen oven paa ham. Det saa ud, som han snublede +over Betjentens Ben; men da Pelle vilde hjælpe +ham op, saa han, at Blodet piblede ud af et Hul i +Tindingen paa ham. Betjenten var stendød. +</p> + +<p> +Peter aabnede besværligt Øjnene, da Pelle løftede +hans Hoved. „Hjælp mig væk!“ hviskede han og +drejede Ansigtet mod den døde Betjent med et Udtryk +af Væmmelse. Han holdt endnu krampagtigt +om Revolveren. +</p> + +<p> +Pelle vristede den fra ham og bar ham op paa +Sofaen i Kontoret. I Døren stod den gamle Bibliotekar +og rystede. „Aa, skaf lidt Vand,“ sagde Pelle, +men den gamle hørte ham ikke. +</p> + +<p> +Peter Drejer gjorde en afværgende Bevægelse, +han trængte ikke til noget mere. „Men de to,“ hviskede +han. +</p> + +<p> +Pelle nikkede. +</p> + +<p> +„Og saa — Pelle — — Kammerat —.“ Han prøvede +at fæste sit døende Blik paa Pelle, men jog +pludselig sammen som i Krampe, Knæerne trak sig +helt op under hans Hage. „Blodhundene!“ stønnede +han. Han skelede saa stærkt at Pupillerne blev helt +borte. Men saa gled det hele i Lave igen med en +underlig livløs Segnen, han var død. +</p> + +<p> +Betjenten kom op. „Naa er han kreperet?“ sagde +han hadefuldt. „Ja han har længe nok spillet os paa +Næsen.“ +</p> + +<p> +Pelle tog ham ved Armen og førte ham hen til +Trappen. „Nu hører han ikke under Deres Distrikt +længer,“ sagde han. Han lukkede Døren og gik bagefter +Betjenten ned i Butiken. Den dræbte Betjent +laa saa lang han var oven paa Disken; hans Kammerat +<a id="page-236" class="pagenum" title="236"></a> +havde lagt ham derop, laaset Butiksdøren og +rullet ned. +</p> + +<p> +„De vil nok stanse Virksomheden? og meddele +Kammeraterne, hvad der er sket,“ sagde Pelle stille +til Brun — „der er noget, jeg maa tage mig af. Her +arbejdes ikke mere i Dag.“ +</p> + +<p> +„Vil du gaa?“ sagde den gamle bekymret. +</p> + +<p> +„Ja, jeg vil føre Peters Møde til Ende for ham — +nu kan han jo ikke selv,“ svarede Pelle lavmælt. +</p> + +<p> +De var gaaet ned gennem Værkstedet, Kammeraterne +stod dernede og saa paa hinanden, de havde +hørt Skuddene men vidste hverken ud eller ind. +„Peter er død,“ sagde Pelle, mere kunde han ikke +faa frem for Bevægelse. Alting styrtede pludselig ind +paa ham. Han skyndte sig op og sprang paa en +Sporvogn. +</p> + +<p> +Ude paa en af de store Marker bag Nørrebro +havde der samlet sig et Par Tusend Arbejdsløse. +Det var blæst op og ruskede fra Vest, Vejret stod i +Stød ned over Marken. De Arbejdsløse gik og trampede +frem og tilbage eller stod og smaafrøs i deres +tynde Tøj; der var ond Luft over Forsamlingen. Fra +Sidegaderne blev der ved at strømme Mænd ud, +slemt medtagne Skikkelser de fleste af dem, med +Ansigter som Arbejdsløsheden havde gravet Aarstal +i. Mange havde ikke længer Tøj til at vise sig inde +i Byen, og benyttede denne Lejlighed til at være +med. +</p> + +<p> +De gik og knurrede over, at Mødet ikke begyndte, +spurgte fra Mand til Mand hvad Meningen var, og +vidste hverken ud eller ind. Det manglede jo bare, +at ogsaa Peter Drejer havde snydt dem og var rendt +over til Borgerskabet! +</p> + +<p> +Men pludselig dukkede en Skikkelse op paa Arbejdsvognen +som skulde benyttes til Talerstol — fra +alle Sider strømmede de til. Hvem fanden var det? +Peter Drejer var det ikke! Pelle? — hvad for en +Smed? Naa, ham fra den store Kamp — <em>Lynet!</em> +Var han til endnu? Gu var han saa, han var jo +blevet Storfabrikant og Samfundsstøtte om en Hals! +<a id="page-237" class="pagenum" title="237"></a> +Hvad pokker vilde han her? — han var ellers ikke +lidt fræk! +</p> + +<p> +Pludselig slog der et helt Uvejr imod ham af +Raab og Hyssen, iblandet spredte Bifald. +</p> + +<p> +Pelle stod og saa ud over Forsamlingen, med et +Udtryk af forfærdelig Alvor. Deres Demonstration +mod ham rørte ham ikke, men her stod han i død +Mands Sted! Endnu følte han Peters dødtunge Hoved +i sin Arm. +</p> + +<p> +Da der var blevet nogenlunde Ro, løftede han +Hovedet. „Peter Drejer er død,“ sagde han med en +Stemme, der hørtes over det hele. Der gik en Hvisken +gennem Rækkerne, de saa spørgende paa hinanden +som havde de hørt galt. Han saa af deres Udtryk, +hvor meget der vilde gaa i Stykker for dem, +dersom de skulde tro det. +</p> + +<p> +„Det er Løgn!“ raabte pludselig en befriende +Stemme. „Du er lejet af Politiet til at liste os om +Hjørnet, din Rad!“ +</p> + +<p> +Pelle blev bleg. „Peter Drejer ligger inde paa +Fabriken med en Kugle gennem Hovedet,“ gentog +han ubønhørligt. „Politiet vilde anholde ham, saa +skød han baade Betjenten og sig selv!“ +</p> + +<p> +Et Øjeblik syntes alt Liv at fryse bort under den +ubarmhjærtige Sandhed, han saa hvor de havde elsket +Peter Drejer. Saa begyndte de at mudre og +raabe, de vilde ind og snakke et Ord med Politiet, +nogle satte sig allerede i Bevægelse. +</p> + +<p> +„Stille, Folkens!“ raabte Pelle med vældig Stemme. +„Er I voksne Mænd og vil lave Halløj ved en +Kammerats Baare!“ +</p> + +<p> +„Hvad kender du til det,“ svarede én. „Du ved +jo ikke hvad du snakker med om!“ +</p> + +<p> +„Jeg ved saa meget, at der et Sted ude paa +Vesterbro sidder en Kvinde og et Barn og venter +paa Peter — og han kommer ikke. Skal der sidde +flere? Hvad gaar der af jer, siden I vil springe i +Søen og drukne jer, fordi I er lidt gennemblødte? +Faar de Efterlevende saa deres paa det Tørre? For +tror I det, saa er det jeres Pligt at ofre jer. Men +<a id="page-238" class="pagenum" title="238"></a> +tror I ikke snarere, Samfundet vil kaste jer i en stor +Fælleskule og lade Enkerne og de Faderløse om at +græde over jer?“ +</p> + +<p> +„Du kan sagtens snakke!“ raabtes der til ham. +„Du har Dit paa det Tørre!“ +</p> + +<p> +„Jeg er i Færd med at hale jeres paa det Tørre +for jer — og det vil I ødelægge med en Dumhed! +Jeg kan sagtens snakke siger I! men er der nogen +af jer, der tør vende sit Ansigt mod Himlen og sige, +han har gaaet mere igennem end jeg, saa lad ham +komme her op og tage min Plads.“ +</p> + +<p> +Han tav og saa ud over dem. Deres hærgede Ansigter +sagde, at de trængte til Mad men endnu mere +til ny Haab, Blikket stod igen og grov ude i det +uvisse. Nu maatte der lægges Ansvar paa dem, et +urimeligt Ansvar for saa forfordelte Væsner — helst +saa stort at det kunde bære dem helt frem. +</p> + +<p> +„Hvad gaar der af jer?“ blev han ved. „I lider +Nød, men det har I jo gjort altid uden at faa noget +for det; og nu da der er en Hensigt i det, vil I ikke +mere. Vi er jo ikke fra i Gaar — husk det! Var +det ikke os, der kæmpede den store Kamp til Ende +sammen. Nu haaner I den og hele Bevægelsen, og +siger de ingenting har bragt; men det var dog dér, +vi brød igennem til Livet og erobrede os Menneskeret. +</p> + +<p> +Og før den Tid har vi i tusend Aar baaret vort +blinde Haab frelst gennem Underkuelse og Savn. +Er der noget andet Samfundslag der har en Marsjrute +som vor? tvunget af Omstændighederne indrettede +vi os paa at vandre i Ørkenen i Aartusender +og glemte aldrig Landet; den gode Gud havde givet +os noget af sin egen uendelige Langmodighed til at +bære os hen over den trælse Tid. Og nu da vi er +ved Grænsen, har I glemt hvad Marsjen galdt, og +ofrer det hele blot man forvandler <em>jer</em> fra magre +Slaver til fede Slaver.“ +</p> + +<p> +„Der er ingen Slaver her!“ raabtes der truende +fra flere Sider. +</p> + +<p> +„I er Arbejdsdyr, i Sele og med Skyklapper for +<a id="page-239" class="pagenum" title="239"></a> +Øjnene — nu forlanger I at blive velfodrede. Hvornaar +falder det som Skel fra jeres Øjne, saa I +overtager Ansvaret for jer selv? I tror, I er nogle +Fandens Karle naar I tør blotte Bringen mod Bajonetterne, +men kan vi tage det op med Brutaliteten? +Hvis vi kunde, var Fremtiden ikke vor.“ +</p> + +<p> +„Haaner du Peter Drejer?“ spurgte en mørk +Stemme. +</p> + +<p> +„Det gør jeg ikke. Peter Drejer hørte til dem, der +gaar i Forvejen og bestryger Vejstenene med deres +Hjærteblod, for at vi andre kan finde frem. Men +ham har I ingen Ret til at sammenligne jer med; +han segnede under Vægten af et uhyre Ansvar, og +hvad gør I? Vil I ære Peters Minde, som det fortjener +det, saa gaa stille hjem og slut jer til Bevægelsen +igen! Dér har I et Arbejde at gøre, som vil +forvandle Verden, naar I alle lægger i. Hvad gør +det, om I skal bløde med mange Kræfter og Tarmene +skrige af Sult en Stund endnu, mens I bygger +jert eget Hus — I sultede jo ogsaa, da I byggede +for andre! +</p> + +<p> +Peter Drejer beraabte I jer paa, men vi hører +ikke til de store Martyrer; vi er Hverdagens almindelige +Mænd; i den ligger vor Gærning. Alle de Tusender +der led og døde i Stilhed, har de maaske +ikke et endnu større Krav paa at blive taget til +Følge? De er gaaet fredeligt til Grunde for Udviklingens +Skyld, og kan med mægtig Ret kræve at vi +tror paa en fredelig Udvikling. Netop vi som kommer +fra Bunden maa bevare den historiske Udvikling, +— aldrig har nogen Bevægelse haft en saa lang +og lidelsesfuld Forhistorie som vor! Gennem Lidelser +og Afsavn har vi opøvet os til at tage imod +Førerskabet, naar det gode kommer til sin Ret — og +saa vil I kaste det hele overbord med en Voldshandling.“ +</p> + +<p> +De hørte tavs paa ham nu. Han havde fanget deres +Sind men det var ikke lys Viden de tog ind. +Foreløbig saa de nærmest ud som trætte Folk, +<a id="page-240" class="pagenum" title="240"></a> +der faar at vide at der er langt igen. Men de <em>skulde</em> +igennem det! +</p> + +<p> +„Kammerater!“ raabte han varmt — „maaske skal +vi her ikke opleve det ny, men ved os skal det +blive til Virkelighed engang. Forsynet er stanset ved +os og har udpeget os til at kæmpe for det — er det +ikke en Hæder? Se, vi kommer jo fra Bunden af +alting — helt nøgne; det gamle hænger os ikke i +Klæderne, for vi har ingen — vi kan iføre os det +ny! — Den gamle Gud med hans tusend Præster +som Værn om Uretfærdigheden kender vi ikke; +Krigens Moral har vi aldrig nemmet — vi der altid +var dens Ofre. Vi tror paa det Gode, fordi vi ved, +at uden Godhedens Sejr er der ingen Fremtid. Vort +Sind er lyst og kan tage mod Lyset, vi vil løfte vort +lille Land frem og vise at det har en Mission paa +Jorden. Vi der selv er smaa, skal vise hvorledes de +smaa holder sig oppe og gør sig gældende ved Godhedens +Princip. Vi vil ingen noget ondt, derfor er +det gode paa vor Side. Intet kan i Længden holde +os nede! — Og gaa nu hjem — jeres Koner og +Børn sidder maaske og er bekymrede for jer +Skyld.“ +</p> + +<p> +De stod et Øjeblik tunge som lyttede de endnu. +Saa spredtes Menneskemassen i Stilhed. +</p> + +<p> +Da Pelle sprang ned fra Vognen, kom Morten +hen og gav ham Haanden. „Du er stærk, Pelle,“ +sagde han stille. +</p> + +<p> +„Hvor kommer du fra?“ udbrød Pelle glad overrasket. +</p> + +<p> +„Jeg kom med Dampskibet i Eftermiddag og tog +straks ind i Forretningen. Brun fortalte mig, hvad +der var sket, og at du var herude. Det var nok et +ret truende Møde. Der stod en Deling Betjente her +ovre i en af Sidegaderne. Hvad stod der paa?“ +</p> + +<p> +„De havde planlagt en eller anden Demonstration +— og var vel saa blevet mødt med haard Haand,“ +sagde Pelle alvorligt. +</p> + +<p> +„Det var godt, du fik dem omstemt. Jeg har i +Syden set disse Demonstrationer, hvor Politi og +<a id="page-241" class="pagenum" title="241"></a> +Soldater rider forkomne Arbejdsløse ned — det er +et trist Skuespil.“ +</p> + +<p> +De gik op over Markerne mod <em>Gryet</em>. „At du er +kommet hjem,“ sagde Pelle igen helt barnligt. „Du +har jo ikke skrevet et Ord om det.“ +</p> + +<p> +„Det var ogsaa Meningen, jeg skulde blevet borte +et Par Maaneder endnu, men saa en Dag saa jeg +Trækfuglene komme flyvende Nord paa over Middelhavet +— og kom til at længes saa ustyrligt. Og godt +var det jo jeg kom, saa faar jeg da sagt Farvel til +Brun.“ +</p> + +<p> +„Naa vil han nu afsted alligevel? Det er kommet +hurtigt paa — i Formiddags kunde han ikke bestemme +sig.“ +</p> + +<p> +„Det er Begivenheden med Peter. Den gamle er +faldet stærkt af paa’en det sidste halve Aar, du! — +Men lad os gaa hurtigere — jeg længes efter Ellen +og Børnene. Hvordan har den lille det?“ +</p> + +<p> +„Det er en Tyksak,“ sagde Pelle stolt. „Ni Pund +i nøgen Vægt — er det ikke flot? En rigtig Solunge!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-23"> +XXIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Og saa er det igen Foraar i Danmark! +</p> + +<p> +Allerede længe har det trukket op til det, Lærken +kom før Frosten endnu var af Jorden, og saa dukkede +Stæren op. Og en Dag var Luften pludselig +blevet høj og let, saa Blikket igen engang kunde gaa +vidt ud; der var kommet en egen bred Luftighed i +Blæsten — det var Vaarens Aande. Den kom strygende +med Bud om unge karske Kræfter, og Folk +rettede Ryggen og aandede dybt ind. „Ah Søndenvinden!“ +sagde de og aabnede Sindet i Forventning. +</p> + +<p> +Og dér kommer han selv ridende over Havet Syd +fra midt i sit Følge af kaad Ungdom. Saa herligt +har hans Indtog aldrig været, ligner han ikke straalende +Solen selv! Havet glitrer under gyldne Hove, +og Luften er dirrende fuld af Straale-Spyd der gribes +<a id="page-242" class="pagenum" title="242"></a> +og kastes under det kaade Ridt. Tju og hej — i +halsbrækkende Galop over Bølgerne! hvem kommer +først til de danske Strande? +</p> + +<p> +Som en bred Blæst gaar Vaaren frem over Øer +og Bælter og favner det hele i overmodig ung Styrke, +han synger i Børnenes aabne Munde som i en Konkylie +og rutter med luftig Friskhed. Kvindens Tænder +bliver friske af hans Kys og blinker omkap med +hendes Øjne; hendes Kind blusser under hans Strøg +og er dog kølig — som solmoden Frugt der dugges +af Morgenen. Og i Mandens Hjærne hvirvler det +paany, den vider sig ud for Vaarvinden til et renblæst +Hvælv — stort som Himlen selv — og blaaner +i ør Forventning. Højt i den gaar de vilde Fugles +syngende Træk; den svimler mod sin egen Uendelighed. +</p> + +<p> +Barhovedet og med et Smil af Sol gaar han frem +som en ung Kæmpe, der har drukket sig en Rus i +sin egen Styrke, breder Armene ud og vækker trallende +det hele! Ingenting kan staa for ham. Han +kilder den sovende Jord under Hjærtet og raaber +overgivent ned i hendes dunkle Skød: Kuk engang! +Og dybt nede spjætter Livets Rødder til og vaagner; +de sætter Safterne i Omløb igen, Pindsvin og Markmus +tumler søvndrukne frem og giver sig til at pusle +i Hegnene. Nede fra Mørket gærer og bobler det op +af gammelt der raadner bort, og Grøfternes sure +Vand giver sig til at rinde mod Havet. +</p> + +<p> +Menneskene staar og stirrer himmelfaldne efter +den rundhaandede Kæmpe, til det gror i dem ogsaa +og de selv faar Raad til en Del. Alt det man umulig +kunde, nu kan man det pludselig — og mere til! +Bonden har allerede forlængst Ploven i Jorden, og +Sædemanden spænder sin Kurv omkring sig — nu +skal Landet klædes igen. +</p> + +<p> +Dagene længes og tager til i Varme, det er herligt +at følge dem og vide det gaar opad. En Dag fjærner +Ellen Forsatsdørene og slaar op paa vid Gab ud til +Haven; det er som en Befrielse. Men sikke meget +Snavs, Lyset aabenbarer! +</p> + +<p> +<a id="page-243" class="pagenum" title="243"></a> +„Nu faar vi travlt, Petra Drejer!“ siger Ellen. Den lille +forvoksne Sypige smiler med sine sørgmodige Øjne, +og de to giver sig til at feje ned og vaske Vinduer; +nu og da kommer en lille Tøs ind fra Haven og +sladrer, fordi hun ikke maa lege med Annas store +Dukke. Men Svend Trøst er i Marken fra Morgen +til Aften; han hjælper Bedstefar Stolpe med at bygge +de ny Arbejderboliger. Det er en køn Hjælp! Naar +Ellen henter ham ind til Maaltiderne, er han saa +snavset, at hun er ved at gaa ud af sit gode Skind. +</p> + +<p> +„Gud ved, hvordan Gamle Brun har det?“ siger +Ellen pludselig, bedst som hun gaar. „Nu har vi ikke +hørt fra ham i tre Dage. Det er helt trist at tænke +paa, at han er saa langt væk. Bare man nu tager sig +ordenlig af ham.“ +</p> + +<p> +Pelle har styrtende travlt — det er ikke ret meget +de ser til ham. Nu har Bevægelsen taget fat paa +hans Ide for Alvor, og han skal selv skalte og valte +med det hele, saa han har begge Hænder fulde. +„Har jeg en Mand — eller har jeg ingen?“ siger +Ellen, naar hun engang imellem faar Hold i ham. +</p> + +<p> +„Nu bliver det snart bedre,“ svarer han. „Naar +vi først faar Maskineriet ordenlig i Gang, knirker +det af sig selv.“ +</p> + +<p> +Morten er den eneste, der ikke tager sig noget +alvorligt til. Han gaar og drysser — og virker underlig +afstikkende midt i al Travlheden. „Han tænker!“ +siger Ellen og stanser midt i Tæppebankningen. +„Gudskelov man ikke er bleven Forfatter.“ +</p> + +<p> +Pelle vil gærne have ham draget ind i Foretagendet. +„Der er saa meget at skrive og holde Foredrag +om,“ siger han. „Alt det kunde du gøre meget bedre +end jeg.“ +</p> + +<p> +„Nej du, jeg kan ikke,“ svarer Morten. „Dit Arbejde +gror i mig ogsaa, jeg har det i Tankerne bestandig +og har jo selv tænkt paa at give en Haand +— men jeg kan ikke. Hvis jeg kommer til at yde +mit Bidrag til din vældige Gærning, bliver det paa +en anden Maade.“ +</p> + +<p> +<a id="page-244" class="pagenum" title="244"></a> +„Du gør ikke noget ved din Bog om Solen heller,“ +siger Pelle bekymret. +</p> + +<p> +„Nej, for hver Gang jeg vil arbejde med den, gaar +den saa underlig i ét med din Gærning for mig. Jeg +kan ikke holde Tankerne ud fra hinanden; for Tiden +føler jeg mig som en Muldvarp, der roder blindt +om i den sorte Muld under Livets mægtige Træ. +Jeg graver og søger, og hvert Øjeblik støder jeg paa +de tunge Rødder af dette vældige over Jorden. Jeg +kan ikke se dem, men jeg hører det tone deroppe +fra — og lider ved ikke at kunne følge dem op i +deres mægtige Sammenhæng deroppe i Lyset.“ +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +En Søndag Formiddag sidst i Maj sad de ude i +Haven. Vuggen var flyttet ud i Solen, Pelle og Ellen +sad paa hver sin Side af den og talte om Hjemmets +Anliggender; Ellen havde meget at fortælle ham, +naar hun havde ham for sig selv. Barnet laa og +gloede op i Luften med sine mørke Øjne, der var +Ellens op ad Dage; han var brun af Lød og buttet. +Det saas paa ham, at han var undfanget i Sol og +Kærlighed. +</p> + +<p> +Lasse Fredrik sad henne for sig selv ved Tjørnen +og malede paa et Billede, som Pelle ikke maatte +se, før det var færdigt. Han gik paa Tegneskole nu +og var flink, han havde et skarpt Blik for Mennesker +— navnlig de Fattige kunde han tage paa Kornet +som de gik og stod. Han havde en let Haand; med +to-tre Streger kunde han give det, Faderen møjsommeligt +havde maattet arbejde sig til. „Du snyder,“ +sagde Pelle gærne, halv fortrydelig — „det kan ikke +taale at ses nær ved!“ Men han maatte indrømme +at det lignede. +</p> + +<p> +„Naa, faar jeg snart Billedet at se?“ raabte han +over. Han var svært nysgærrig. +</p> + +<p> +„Ja, nu er det færdigt,“ sagde Lasse Fredrik og +kom med det. +</p> + +<p> +Billedet forestillede en Gade, hvori der holdt en +<a id="page-245" class="pagenum" title="245"></a> +enlig Mælkevogn; bag Vognen laa en Mælkedreng +med blødende Hoved. „Han er faldet i Søvn, fordi +han maa saa tidlig op,“ forklarede Lasse Fredrik. +„Saa idet Vognen kører frem, gaar han bagover.“ +Det morgenøde i Gaden var godt givet, men Blodet +var altfor knaldende rødt. +</p> + +<p> +„Det er meget uhyggeligt,“ sagde Ellen gysende. +„Men sandt er det.“ +</p> + +<p> +Morten kom hjem fra Byen. „Her er Nyheder til +dig fra Brun,“ sagde han og rakte Pelle et stort +Brev. Pelle gik ind i Havestuen for at læse det i +Ro: noget efter kom han ud. +</p> + +<p> +„Ja store Nyheder er det denne Gang,“ sagde +han bevæget. „Vil I høre det?“ Han satte sig til at +læse. +</p> + +<div class="letter"> +<p class="addr"> +Kære Pelle! +</p> + +<p class="noindent"> +Jer sidder i min Seng og skriver til dig. Det er +snavs med mig og har været i nogle Dage; dog +haaber jeg ikke, der er noget alvorligt paa Færde. +Vi er jo alle Vorherre en Død skyldige, men jeg +vilde gærne starte til den store Verdensomsejling +derhjemme fra. Jeg længes efter <em>Gryet</em> og jer alle +og føler mig ensom; hvis Foretagendet kan afsé dig +nogle Dage, var jeg glad for om du kom herned. +Saa kunde vi følges hjem, selv drister jeg mig ikke +til Rejsen. +</p> + +<p> +Lige nu gaar Solen ned og sender sine sidste +Straaler ind til mig; hele Dagen har været graa og +trist, men nu bryder Solen frem af Skyerne og kysser +Jorden — og mig gamle Mand med — til Afsked. +Det giver mig Lyst til at sige dig noget, Pelle; for +saadan har min Dag jo ogsaa været, før jeg traf dig. +Endeløst lang og graa! Naar man er det sidste Led +af en udgaaende Slægt, maa man bære de andres +graa Tilværelse ogsaa! +</p> + +<p> +Jeg har tidt maattet tænke paa, hvor Livets skjulte +Kraft er forunderlig. Omgangen med dig har været +som et Løfte for mig, skønt jeg vel vidste, at jeg +ingenting skulde udrette mere og ikke heller forplante +<a id="page-246" class="pagenum" title="246"></a> +mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i +Pagt med Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser +vel paa mig som noget der forsvinder. Men se alligevel, +hvor Livet lader os alle leve — ved at benytte +os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa +Fremtiden, hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af +Hjærtet, jeg var en opvaagnende Proletar og stod i +Dagningen; men jeg er alligevel glad, fordi det ny +ved dig trykker mine Øjne til. +</p> + +<p> +Dér har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt +og selvfølgeligt — alt for kendt. Jeg havde det jo +ordnet i mine Kataloger! Og se saa, hvor det fornyr +sig! — nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet +dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt +mig om Landet, det stod for mig som et Sted, hvor +man enten vadede i Støv eller Søle. Den sorte Muld +forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun +Forestillinger om Kirkegaarden — saa langt var jeg +fjærnet fra Naturen. Landet var noget, Bønder færdedes +i, disse drøje, grovtærende Skabninger, der +nærmest forekom én som et Slags Dyr, der prøvede +paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umuligt +leve derude. Saadan var jo Opfattelsen i min +Kreds, og jeg havde selv en Rem af Huden, skønt +min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og +tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til +Naturen forekom mig æstetisk meget interessant +men nærmest som et Modsætnings — for ikke at +sige fjendtligt — Forhold. Jeg begreb ikke, at nogen +kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et +Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at +noget rørte sig i mig og kaldte mig ud; der var noget +ved dig, som var Luft derude fra. +</p> + +<p> +Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod +de blot for mig som nogle haardhudede Børster, der +skrabede de Midler sammen, vi i to Generationer +har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn +for to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at +leve Livet, har jeg altid tænkt — og anset det som +den eneste Undskyldning for at de fandtes i Slægten, +<a id="page-247" class="pagenum" title="247"></a> +saftige og robuste som de var. Nu ser jeg, at det er +dem der har levet; mens vi efter dem i al vor Holdenhed +kun har haft en Seng i Tilværelsens Vartov. +</p> + +<p> +For alt dette siger jeg jer tak. Jeg er glad for at +jeg gennem jer har lært den ny Tids Mennesker at +kende og kan give min Formue tilbage. Den er skabt +af alle dem der arbejder, og hobet sammen af nogle +faa; det er en simpel Selvfølge, at jeg leverer den +tilbage. Andre vil komme til at gøre som jeg — frivilligt +eller nødtvungent — indtil alt er alles. Og saa +først kan Kampen om det menneskelige begynde! +Kapitalismen har skabt vidunderlige Maskiner, men +hvilke vidunderlige Mennesker venter der os ikke +med den ny Tid. Hvem der kunde have oplevet det! +</p> + +<p> +Jeg har testamenteret dig og Morten det hele. +Endnu er der ingen Institution, jeg kunde overgive +det til, saa faar I forvalte det i Fællesskabets Navn. +I to er Fattigmands bedste Værge, og jeg ved I vil +anvende det paa den bedste Maade — jeg giver det +trygt i jeres Hænder. Testamentet beror hos min +Sagfører, jeg ordnede det hele før jeg rejste hjemme +fra. +</p> + +<p> +Hilsen til alle i <em>Gryet</em>, Ellen og Børnene og Morten. +Hvis den lille bliver døbt, inden jeg naar hjem, husker +I jo at han skal bære mit Navn. Men nu haaber +jeg paa du kommer. +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +Ellen trak Vejret dybt, da han var færdig med +Brevet. +</p> + +<p> +„Bare det ikke er alvorligere med ham, end han +vil være ved,“ sagde hun. „Du rejser vel?“ +</p> + +<p> +„Ja, jeg ordner det nødvendige i Virksomheden i +Morgen tidlig og tager med Formiddagsekspressen.“ +</p> + +<p> +„Saa maa jeg vist til at se efter dit Tøj!“ udbrød +Ellen og gik ind. +</p> + +<p> +Pelle og Morten gik en Tur langs Bakkeranden, +forbi de halvopførte Boliger, hvis røde Sten lyste i +Solen. +</p> + +<p> +„Føler du dig ikke som et Lykkebarn, Pelle?“ +sagde Morten pludselig. +</p> + +<p> +<a id="page-248" class="pagenum" title="248"></a> +„Jo,“ svarede Pelle — „mig har ingenting kunnet +skade, og saa er det vel rigtigt, hvad Far Lasse og +de andre sagde, at jeg er født med Sejrsskjorten. De +Misbrug jeg led som Barn, har lært mig at være god +mod andre; og i Fangenskabet vandt jeg mig Friheden +— det der skulde gjort mig til en Forbryder, +gjorde mig til Menneske i Stedet. Ingenting har kunnet +skade mig! Saa maa jeg vel være et Lykkebarn, +som du siger.“ +</p> + +<p> +„Ja du er, og nu har jeg fundet mit Stof, du Pelle! +Jeg roder ikke længer blindt i Mørket — nu skal +jeg skrive et stort Værk.“ +</p> + +<p> +„Til Lykke med det da! Hvad skal det handle +om? Skal det være Værket om Solen?“ +</p> + +<p> +„Ja baade om Solen og om det der sejrer. Det +skal være et Værk om dig, Pelle!“ +</p> + +<p> +„Om mig?“ udbrød Pelle forskrækket. +</p> + +<p> +„Ja — om den nøgne Pelle med Sejrsskjorten! +Nu er det vel paa Tiden at kalde det nøgne Menneske +frem i Lyset og se rigtig paa ham, nu han +staar og skal overtage Fremtiden. — I vil jo helst +læse om Grever og Baroner, men nu skal jeg skrive +jer en Historie om en Prins, der finder Skatten og +vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele +Verden, du — og hun var der ikke. Saa er der kun +ham selv til Rest, og der finder han hende — for +han har sunket hendes Hjærte. Er det saa ikke en +god Historie?“ +</p> + +<p> +„Jeg synes, det er noget godt Sludder,“ sagde Pelle +leende. „Og du kommer da til at smøre godt med +Løgn i, hvis du vil have mig gjort til en Prins. Jeg +tror nu ikke, du faar Arbejderne til at tage den for +en rigtig Bog, det er det hele altfor kendt og almindeligt +til.“ +</p> + +<p> +„De skal gribe efter den — og græde af Glæde +og Stolthed over at finde sig selv i den. Kanske opkalder +de ogsaa deres Børn efter den af bar Taknemmelighed!“ +</p> + +<p> +„Hvad skal den saa hedde da?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Den skal hedde <em>Pelle Erobreren</em>!“ +</p> + +<div class="trnote chapter"> +<p class="transnote"> +Afskriverens bemærkninger +</p> + +<p> +I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent. +</p> + +<p> +Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. +Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. +Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter): +</p> + + + +<ul> + +<li> +... megen <span class="underline">Umag</span> med at begribe denne Flugt bort fra ...<br> +... megen <a href="#corr-6"><span class="underline">Umage</span></a> med at begribe denne Flugt bort fra ...<br> +</li> + +<li> +... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede <span class="underline">sig sig</span> ...<br> +... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede <a href="#corr-8"><span class="underline">sig</span></a> ...<br> +</li> + +<li> +... have set dig<span class="underline">?</span>“ ...<br> +... have set dig<a href="#corr-10"><span class="underline">!</span></a>“ ...<br> +</li> + +<li> +... De tre <span class="underline">Mand</span> fulgtes op over den nøgne Stubmark ...<br> +... De tre <a href="#corr-17"><span class="underline">Mænd</span></a> fulgtes op over den nøgne Stubmark ...<br> +</li> + +<li> +... spurgte hun <span class="underline">i ud</span> Stuen. ...<br> +... spurgte hun <a href="#corr-20"><span class="underline">ud i</span></a> Stuen. ...<br> +</li> + +<li> +... <span class="underline">fordi</span> dem. Saa galede Hanen dernede og ...<br> +... <a href="#corr-21"><span class="underline">forbi</span></a> dem. Saa galede Hanen dernede og ...<br> +</li> + +<li> +... ham at hilse paa dig<span class="underline">?</span>“ ...<br> +... ham at hilse paa dig<a href="#corr-23"><span class="underline">.</span></a>“ ...<br> +</li> +</ul> +</div> + + +<div style='text-align:center'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77037 ***</div> +</body> +</html> + diff --git a/77037-h/images/cover.jpg b/77037-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..099f236 --- /dev/null +++ b/77037-h/images/cover.jpg diff --git a/77037-h/images/logo.jpg b/77037-h/images/logo.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..2b5de2f --- /dev/null +++ b/77037-h/images/logo.jpg diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt new file mode 100644 index 0000000..6312041 --- /dev/null +++ b/LICENSE.txt @@ -0,0 +1,11 @@ +This eBook, including all associated images, markup, improvements, +metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be +in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES. + +Procedures for determining public domain status are described in +the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org. + +No investigation has been made concerning possible copyrights in +jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize +this eBook outside of the United States should confirm copyright +status under the laws that apply to them. diff --git a/README.md b/README.md new file mode 100644 index 0000000..a239931 --- /dev/null +++ b/README.md @@ -0,0 +1,2 @@ +Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for eBook #77037 +(https://www.gutenberg.org/ebooks/77037) |
