1 files changed, 8542 insertions, 0 deletions

diff --git a/77037-0.txt b/77037-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..1078319
--- /dev/null
+++ b/77037-0.txt
@@ -0,0 +1,8542 @@
+
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77037 ***
+
+
+                            PELLE EROBREREN
+                                   IV
+
+
+                            M. ANDERSEN NEXØ
+
+
+
+
+                            PELLE EROBREREN.
+                                 GRYET
+
+
+                                 ROMAN
+
+                              FOLKEUDGAVE
+
+
+                        KØBENHAVN OG KRISTIANIA
+                         GYLDENDALSKE BOGHANDEL
+                             NORDISK FORLAG
+                                  1910
+
+
+                   COPYRIGHT 1910 BY M. ANDERSEN NEXØ
+
+
+                         OPLAG 2500 EKSEMPLARER
+
+
+                     KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET
+
+
+
+
+                                   I
+
+
+Midt ude i det aabne frodige Land, hvor Ploven netop var i Færd med at
+vende Mulden om de mange venlige Smaahjem, laa en mørk Borg, der til
+alle Sider satte øde Mure mod den smilende Verden. Ingen Ruder fangede
+Morgen- og Aftenrøden og gav den bevæget igen, tre Rader jærngitrede
+Glugger slugte umætteligt alt Dagens Lys. Bestandig lige graadigt gabede
+de ud, set mod den blaa Foraarshimmel virkede de som Huller ind til det
+evige Mørke. Med knugende Tyngde ragede Stenkolossen op over de mange
+smilende Hjem, men den fredelige Befolkning syntes ikke at føle sig
+trykket. Den pløjede sin Mark helt ind under de øde Mure; og saa langt
+ud Borgen saas, rettede Øjnene sig mod den med et Udtryk som sagde, at
+man netop følte sig tryg her under de stærke Mure.
+
+Som et Samlingsmærke ragede den mægtige Bygning op over alting andet;
+den kunde godt ligne et Tempel, rejst til Guds Ære af en taknemmelig
+Menneskehed — saa imponerende var den. Men i en fjærn Fortid maatte det
+være sket! saa barbarisk bygger man ikke længer Boliger — ikke engang
+til Vorherre — som galdt det kun om at holde Lys og Luft ude! Det svære
+Murværk var helt gennemslaaet af det klamme Mørke indenfor,
+Aarhundrederne havde forvitret Overfladen og skabt overdaadige Kulturer
+i den af Skimmel og Svamp, men det syntes at kunne staa en Evighed
+endnu. — Bygningen var dog ingen Fæstning, heller ikke et Tempel i hvis
+Mørke den ukendte Gud holdt til. Nærmede man sig den store tunge Port,
+der altid var lukket, læste man over Hvælvingen det ene Ord _Fængsel_,
+sat med store Jærnbogstaver. Neden under stod et enfoldigt latinsk Vers,
+der ret fordringsfuldt sagde:
+
+   Jeg er al Dyds og Visdoms Syld!
+   Retfærd kun trives for min Skyld.
+
+En Dag midt i Foraaret gik den lille Dør i Fængselsporten op, en høj
+Mand traadte ud og saa sig missende om. Dagslyset slog ham i det blygraa
+Ansigt, saa han vaklede tilbage og maatte støtte sig til Muren; det saa
+ud som vilde han flygte ind igen. Han trak Vejret dybt og vandrede saa
+ud i det aabne Land.
+
+Foraarsvinden tog et velment Tag i ham, prøvede at purre op i det
+slaveklippede graasprængte Haar, der var krøllet og blond sidst den tog
+i det, og smøg sig velgørende ind paa den bare Krop som en blød, lidt
+kølig Haand. Velkommen ud, Pelle! sagde Solen og kiggede ham ind i de
+udspilede Pupiller, hvor Cellemørket sad og lurede. Men han fortrak ikke
+en Mine, Ansigtet var som hugget i Sten. Øjnene trak blot Hornhinden saa
+voldsomt sammen for Lyset, at det gjorde ondt — og blev ved at stirre
+søgende udover. Hvergang han fik Øje paa et Menneske, stansede han og
+stirrede spændt — kanske i det Haab, at nogen skulde komme og tage imod
+ham.
+
+Idet han drejede op paa Kongevejen, blev han raabt an. Han vendte sig om
+i pludselig hæftig Glæde, dukkede saa Hovedet og fortsatte sin Vej uden
+at svare — det var blot en Bølle, der stod halvt op af en Grøft inde paa
+Marken og vinkede. Han kom løbende over Pløjejorden og brølede hæst:
+„Vent lidt for fan! Nu har en lagt og biet paa Følgeskab hele Dagen —
+saa ka’ du vel vente lidt!“ Det var en bredskuldret, lidt svampet Fyr
+med flad Ryg og en tyk stejl Nakke, der gik lige op i Kasketten uden at
+afsætte Baghoved og uvilkaarligt ledte Tanken hen paa Skafottet.
+Næsebenet var sunket tilbage i det blaarøde Ansigt og gav det en
+bulbideragtig Blanding af Brutalitet og dum Nysgærrighed.
+
+„Hvor længe har du sat?“ spurgte han forpustet og sluttede op. Han var
+ond i Øjnene.
+
+„Jeg kom ind, dengang Vorherre var en lille Dreng — saa kan du jo selv
+regne efter,“ svarede Pelle kort for Hovedet.
+
+„Saa for den Lede — det var en ordenlig Omgang. Og hvad blev du knaldet
+for?“
+
+„Aa, der var netop en Plads ledig. Saa tog man og puttede mig ind — for
+at den ikke skulde staa tom altsaa!“
+
+Bøllen saa skulende paa ham. „Nej, den er for tyk — den faar du ikke
+nogen til at tro paa!“ sagde han usikkert. Pludselig stansede han foran
+Pelle og stak sin Tyrepande op i Ansigtet paa ham: „Nu ska’ jeg sige dig
+en Ting, min Dreng! jeg vil nødig lægge Haand paa nogen første Dag at
+jeg er ude, men du sku’ alligevel ta’ og gaa et andet Sted hen med din
+ærede Hovenhed, sku’ du. For her har en lagt og biet paa Følgeskab lige
+fra i Morges a’.“
+
+„Det er ikke min Mening at fornærme nogen,“ sagde Pelle fraværende. Han
+saa ud som han ikke var vendt tilbage til Verden endnu, og gjorde ikke
+Mine til at ville tage for sig.
+
+„Naa ikke det — da var det svært heldigt for dig. Ellers ku’ det pænt
+ske, at man havde taget et Farvetryk af dit sorgfulde Fjæs — saa nødig
+man ogsaa gik til det. — Forresten sku’ jeg hilse dig fra Mor.“
+
+„Er det Ferdinand?“ spurgte Pelle og løftede Hovedet.
+
+„Lad bare vær’ og skab dig!“ Ferdinand spyttede hen ad Vejen. „Man er
+nok be’en Storborger a’ og sitte, hva?“
+
+„Jeg kendte dig jo ikke,“ sagde Pelle indtrængende; han var pludselig
+kaldt tilbage til Livet.
+
+„Naa ja — naar du si’r det altsaa. Det maa vel være det Snudeskafts
+Skyld — jeg fik det sla’et ind om Aftenen som jeg havde puttet Mor i
+Jorden. Jeg sku’ forresten hilse dig.“
+
+„Tak du!“ sagde Pelle varmt. Gamle Minder fra _Arken_ kaldte paa ham og
+satte Blodet i Omløb igen. „Er det længe siden din Mor døde?“ spurgte
+han deltagende.
+
+Ferdinand nikkede: „Naa det var forresten meget godt, for saa er der
+ingen man behøver gaa og ha’e ondt Samvittighedsnag for. Jeg havde jo
+sat mig i Ho’edet, at hun ku’ fortjene og ha’e det lidt manerligt paa
+sine gamle Dage — og var knusende forsigtig; men saa be’ jeg alligevel
+nuppet paa en Smule Indbrud og fik otte Maaneder. Det var lige efter at
+du var kommet ind — men det ved du vel?“
+
+„Nej, hvor skulde jeg vide det fra?“
+
+„Jeg telegraferede det ellers over til dig. Jeg sat lige over for — i
+Fløj A, og da jeg havde regnet din Celle ud, bestilte jeg hele Linjen,
+en Aften og bankede en Hilsen over til dig. Men der sat et Heldøre af en
+Præst lige paa Hjørnet af din Fløj — en af disse her Sædelighedsfolk —
+naa det ved du ikke engang? Jo, ham havde jeg hele Tiden mistænkt for at
+han ikke bankede min Besked videre, skønt der er kostet en gruelig Masse
+Lærdom paa saadan et Kvaj. Da jeg saa var kommet ud, sagde jeg til mig
+selv, at nu maatte det være Slut med dette her; for Mor var faldet svært
+af paa’en. Jeg saa og komme om i en af de Gader, hvor de hæderlige
+Gavtyve bor, og be’ Kolportør — og det gik meget ordenligt. For
+nederdrægtig sjofelt vilde det ha’e væt, om hun sku’ lagt og kreperet af
+Sult. Og vi havde det knusende rart et halv Aars Tid. Men saa listede
+hun af alligevel, og det skal jeg staa inde for, at saa beskidt Humør
+har Ferdinand aldrig vaaren i, som den Dag han puttede hende ned ude paa
+Vestre. Naa, nu ligger Mor dér og lugter til Ukrudtet fra neden af, og
+nu kan du li’esaa godt melde færdig, for nu er der ikke mer og ta’e sig
+af! sa’e jeg til mig selv og gik lige op i Forretningen og forlangte
+Afregning. Og saa snød de mig for halvtreds Holdere — de Kæltringer.
+
+„Gu gik jeg til Politiet — jeg var dum nok til det dengang. Men det er
+jo én Bande det hele. De mente jo som saa, at Ferdinand ham sku’ man
+ikke tro et Ord af, og vilde helst ha’e puttet mig ind i et Skab med det
+samme. Men alt det de snusede, var der ingenting at hænge sin Hat paa.
+Satans som han skjuler det godt denne Gang, den Rad! sa’e de saa og lod
+mig løbe. Men der be’ snart noget, for saa ordnede jeg selv
+Spørgsmaalet, og du kan bande paa, Forretningen var ikke tjent med den
+Ordning. For ser du, der er to Slags Folk, Smaafolk som kun er hæderlige
+naar de la’r sig plyndre — og saa de andre; hvorfor Fan sku’ man gaa
+omkring som et klippet Faar og ikke plyndre igen. Naa men engang skal
+den jo smælde — tre Aar, værsgod! Nu staar jeg til Horsens!“
+
+„Det kommer dog an paa dig selv,“ sagde Pelle langsomt.
+
+„Naa ja, no’et ka’ én naturligvis gøre. Men ser du Politiet b’ir
+immervæk mer durkdrevent, og den Mand er vist ikke født, som ikke gaar i
+Saksen før eller senere.“
+
+„Du skulde se at komme ind i en hæderlig Beskæftigelse igen. Det har jo
+altsaa vist sig og kunne gaa for dig.“
+
+Ferdinand fløjtede: „Naa paa den lumpne Maade! Tak det var forresten
+sødt, det var en flot Anvisning. Jeg sku’ vogte Storborgernes fede Gæs
+for dem hva’ — og saa sitte paa Trappen og spise bart Brød til Lugten af
+Stegen? Nej, jeg siger tak for mig! Og selv om man ogsaa vilde, hva’
+saa? Du kan være rolig for der følges godt med, prøver man et ærligt
+Nap, saa varer det ikke to Dage før Skyggen er der. „Hva’ er det med
+Ferdinand? jeg hører han ikke har rent Brød i Posen. Det gør mig meget
+ondt, for han har væ’t rigtig flink — men det er bedst han ser sig om
+efter noget andet.“ Ser du det er de pæne, de andre venter simpelthen
+til man staar og skal have sin Arbejdsløn, og trækker saa a’ i Lønnen —
+fordi at man har væ’t deran engang. De ka’ jo aldrig vide, om ikke at
+man har pillet lidt fra dem ogsaa — vel? og saa er det jo bedst og sikre
+sig! Gør man Vrøvl, saa faar man Tyveknægten brændt lige i Synet — du
+ka’ tro Ferdinand har prøvet det. Men nu ka’ du jo selv forsøge.
+
+„Gu kommer man igen, naar først man har vaaren der én Gang — og nu staar
+jeg til Horsens altsaa! Det svinagtige er bare, at den stiger for hver
+Gang; en Fyr som mig ka’ faa fem Aar for et Indbrud paa fem Kroner — er
+det maaske ikke og sjofle Folk? Saa maa man sku hellere se og lave noget
+der klodser. Skidt med’et, bare man engang ku’ faa ordenlig Ram paa det
+hele! Ser du, hva’ rager det altsammen mig, nu siden Mor kreperede? dér
+græder en Unge, men det er sku’tte for min Skyld. Tror du nogen Mors
+Sjæl vilde græde Potteben, dersom Ferdinand maatte lægge Knappen paa
+Blokken? De vilde komme rendende og glo vilde de — og saa kom man da
+ordenlig i Avisen.
+
+„Ond — gu er jeg ond! Sommetider føler man sig som en ædende stor Byld —
+og faar Lyst til at sprøjte dem hele Historien lige i Synet. Varme
+Hænder er der ingen af — det er bar Løgn! — saa man skylder gudskelov
+ingen noget. Jeg har adskillige Gange mens jeg sat derinde, lagt det
+hele an til at sla’ Opsynet ihjæl — bare for og faa Ram paa noget; for
+han ha’de jo ingenting gort mig. Men saa tænkte jeg, at det var
+alligevel dumt. Skal Ferdinand strække Hals, saa for mig gærne — det ka’
+altid være morsommere til en Forandring end og sitte hele sit Liv a’.
+Men saa maa der først langes én ud, saa det svupper i hele Suppedasen.
+Dér har du mig!“
+
+De travede flinkt afsted, med Ansigterne rettet mod Stadens Røgdis langt
+forude. Ferdinand gik og gumlede paa Skraaen og strittede hvert Øjeblik
+en sort Straale hen ad Vejen; hans forhærdede Bulbideransigt med de
+blodskudte Øjne udtrykte slet ingenting, nu han tav.
+
+Der kom en Bondeknøs imod dem syngende af fuld Hals. Han kunde vel være
+12-14 Aar.
+
+„Hvorfor er du saa glad, Klør?“ spurgte Ferdinand og stansede ham.
+
+„Jeg har trukket en Kvie til Staden, og det fik jeg to Kroner for,“
+svarede Drengen og lo over hele Ansigtet.
+
+„Saa har du ogsaa været tidlig paa Færde, min Ven,“ sagde Pelle.
+
+„Ja jeg trak hjemme fra Kl. tre i Nat. Men nu har jeg ogsaa tjent
+Dagløn, og har fri hele Resten af Dagen!“ svarede Drengen, hev Tokronen
+op i Luften og greb den igen.
+
+„Pas du paa, den ikke bi’r borte,“ mumlede Ferdinand og fulgte Mønten
+med graadige Øjne.
+
+„Naa—aa!“ Drengen lo overgivent.
+
+„La’ se om den er ægte, du. Det er nogle morderlige Gavtyve derinde paa
+Kvajtorvet.“
+
+Drengen rakte ham Pengestykket. „Ej se, det er jo en af den Slags, der
+kan brækkes over saa der bi’r to,“ sagde Ferdinand og gjorde nogle
+Taskenspillerkunster. „Jeg maa vel nok ha’e den ene?“ Hans Udtryk var
+blevet spillevende, han blinkede ondt til Pelle og stod og spillede med
+Mønten, saa det saa ud som der var to. „Værsgod, der har du din!“ sagde
+han og trykkede Pengestykket fast ned i Drengens Haand. „Pas nu godt paa
+den, saa din Mor ikke ska’ skænde paa dig!“
+
+Drengen aabnede forundret sin tomme Haand. „Giv mig min Tokrone!“ sagde
+han og smilede usikkert.
+
+„Hva’ Fan — du har jo faaet den engang!“ Ferdinand stødte brutalt til
+ham og begyndte at gaa.
+
+Drengen fulgte efter ham og forlangte ihærdigt sine Penge. Saa begyndte
+han at græde.
+
+„Nu er det ikke morsomt længer — giv ham nu sine Penge!“ sagde Pelle
+mørkt.
+
+„Morsomt?“ Ferdinand stansede brat og saa himmelforbavset paa ham —
+„tror du jeg spiller for Smaapenge maaske? Hvad rager den Dreng mig, han
+kan ta’ og skrubbe a’ — jeg er ikke Far til ham.“
+
+Pelle saa et Øjeblik paa ham inden han forstod; saa tog han et Papir med
+nogle Sølvpenge op af Vestelommen og gav Drengen to Kroner. Fyren stod
+først himmelfalden, snuppede saa i en Fart Pengene, og fo’r af Sted alt
+hvad han kunde.
+
+Ferdinand gik og brummede ondt hen for sig og klippede med Øjnene. „Det
+vil jeg bare sige dig for en anden Gangs Skyld,“ udbrød han pludselig og
+stansede — „at var det ikke fordi det var dig — og saa fordi man nødig
+vil ha’e denne Dag ødelagt, saa havde jeg smadret Skallen paa dig. For
+det dér sku’ ingen anden ha’e budt mig. Er du nu med?“ Han stod igen og
+rystede sin tykke Pande lige foran Ansigtet paa Pelle.
+
+Pelle greb ham med et Lyntag i Krave og Bukser og slog ham tungt ned i
+en Skærvebunke. „Det er anden Gang i Dag, du truer med at smadre Skallen
+paa mig,“ sagde han forbitret og masede Ferdinands Hoved ned mod
+Stenene. En Stund holdt han ham haardt nede, men hjalp ham saa paa
+Benene igen. Ferdinand var blaarød i Hovedet, han stod og svinglede,
+parat til at kaste sig over Pelle, mens Blikket gik søgende rundt efter
+et Vaaben. Saa tog han nølende Tokronen op af Lommen og rakte den fra
+sig som Tegn paa Underkastelse.
+
+„Behold den kun,“ sagde Pelle nedladende.
+
+Ferdinand stak den hurtigt i Lommen igen og gav sig til at børste
+Snavset af sig. „Grynsuppen derinde har nok ikke taget videre paa
+Kræfterne,“ sagde han og skuttede sig gemytligt idet de gik videre. „Der
+sidder en nederdrægtig Klo paa dig endnu. Jeg begriber bare ikke, hvad
+du er saa øm over saadan en skaldet Hvalp for — han klarer sig sku nok
+os foruden.“
+
+„Du var jo ogsaa øm over en lille Knægt, engang man vilde tage Pengene
+fra ham. Var du ikke?“
+
+„Naa ham den lille Fyr i _Arken_, der sku’ hente Mikstur til Moderen? —
+det er saa længe siden!“
+
+„Du kom i Krambolasje med Politiet for hans Skyld! Det var første Gang
+du havde noget udestaaende med Øvrigheden, tror jeg!“
+
+„Ja for Drengen havde jo ingenting gort — jeg saa det selv. Saa nikkede
+jeg Panseren, som vilde slæbe af med ham. Naa, hans Mor var daarlig — og
+ens egen Gamle levede. Og man var en stor Torsk altsaa! Du skal faa at
+se, du ikke kommer langt med din Øllebrødsbarmhjærtighed. Skylder vi
+kanske de andre noget?“
+
+„Ja _jeg_ gør,“ sagde Pelle og løftede pludselig Ansigtet mod Lyset.
+„Men du har nok ikke meget at takke nogen for.“
+
+„Sikke noget forbandet Sludder!“ udbrød Ferdinand og gloede paa ham.
+„Har de væ’t go’e ved dig sir du? — ogsaa da de smed dig i Fængsel? Du
+spiller nok fin Frøken, hva’? Nej, hold op med den, den maa du længer ud
+paa Landet med. Saa du sku’ ha’e fortjent din Omgang Forbedringshus,
+mens en anden én bare sat og led sort Uret? Sludder! De ved nok hvad de
+gør, naar de klipper Ferdinand; men dig ku’ de rolig ha’ ladet løbe. Du
+mudrede halvtreds Tusend Mand paa Benene, og hva’ lavede I vel? ikke saa
+megen Forstyrrelse som en Mus i et Par Damebukser! Storborgerne er sku
+mere bange for Ferdinand end for dig og alle dine Pappenhejmere
+tilsammen. Forurettet — aa la’ vær! du har jo Savl paa Hagesmækken,
+Kresjan! Man gir ingen Pardon — og saa ta’r man heller ingen; det er det
+hele. — Og saa ku’ du forresten gøre mig den Tjeneste og ta’e dine to
+Kroner igen. Ferdinand skylder ikke nogen noget.“
+
+„Saa laan dem da,“ sagde Pelle. „Du kan dog ikke komme til Staden helt
+uden Penge.“
+
+„Ta’e nu og ta’ dem, hva’?“ tiggede Ferdinand. „Du kan daarligere faa
+fat i no’en end en anden en, og det var ogsaa lidt for sjofelt den Maade
+at jeg fik dem af dig paa. Dér har du sat og pillet dem sammen, fire Øre
+om Dagen — og kanske undvaaren Skraatobak — og saa sku’ Ferdinand liste
+dem fra dig? Føj for Satan! — Og du stak lidt til Mor oven i Købet — det
+ku’ en nær ha’e glemt! — Naa, skidt med det Par Syle du; jeg ved et Sted
+hvor der kan gøres et godt Kup.“
+
+Et Stykke oven for Damhussøen tog de en Bivej fat, der førte mod Nord,
+for at komme ind i Byen fra Nørrebrosiden. Langt nede til højre laa en
+stor Røgtaage og svævede i Luften, det var Storstadens Dunstkreds.
+Østenvinden rev Tjavser af den og førte helt herind, saa stak Ferdinand
+sin Bulbidernæse i Vejret og tog Luft ind. „Hvem der nu sat i
+_Blodkoppen_ over en Hestebøf med Løg,“ sagde han.
+
+Det var blevet godt hen paa Eftermiddagen. De brækkede sig Stave i et
+Hegn og gik kraftigt til, fulgte Diger og Grøftekanter som bedst de
+kunde. Ude over Agrene skar Ploven sin Vej, frem og tilbage igen, og
+vendte den sorte Muld frem i Dagen, mens Raager og Søfugle sloges i den
+friske Fure. Plovkørerne havde Tømmen om Livet, hvergang de kom til Vejs
+Ende og fik Ploven kastet rundt og anbragt til ny Fure, lod de Øgene
+puste ud og stirrede langt efter de to besynderlige Foraarsvandrere. Saa
+megen fremmed Luft der hang dem i Klæderne, det var nok to af den Slags
+Folk, der gaar paa deres Fod fra Land til Land — tænkte de og raabte
+fremmede Sprogbrokker efter dem for ogsaa at være med. Ak ja, der var jo
+nogen der fik set sig om! I Morgen var de to kanske allerede i fremmed
+Land igen, mens en anden gik her og aldrig kom af Stedet!
+
+De kom forbi et hvidt Landsted, der laa fornemt tilbagetrukkent mellem
+gamle Trær, en høj tæt Tjørnehæk dækkede Haven mod Vejen. Ferdinand
+kastede et hastigt Blik ind over Laagen — der var rullet ned for alle
+Vinduer! Han begyndte at blive urolig, lidt henne smed han sig pludselig
+ned bag et Hegn og vilde ikke gaa videre. „Jeg har ingen Lyst til at
+vise mig tomhændet derinde,“ sagde han. „Aftningen er ogsaa den bedste
+Tid og komme anstigende i. Lad os bie her til det er mørkt, jeg kan
+lugte at der er Sølvtøj i Villaen dér.“
+
+„Kom nu og lad de Fantasier fare,“ sagde Pelle indtrængende. „Fra i Dag
+begynder der et nyt Liv! Jeg skal se at hjælpe dig i Gang med et
+hæderligt Arbejde!“
+
+Ferdinand brast i Latter: „Gud Fader i Skuret! — du hjælpe andre i Gang!
+Du har nok endnu ikke proberet, hva’ det vil sige og vende hjem fra
+Anstalten; det ska’ vist knibe dig at komme an noget Sted selv, min Far.
+Nyt Liv, hæ! Nej bi’ nu her, saa laver vi et lille Kup sammen, naar det
+bi’r mørkt — Villaen ser ikke helt skeløjet ud. Saa i Aften ka’ vi gaa i
+_Blodkoppen_ og lave vældigt Hjemkomstsold — og gi’e de hjemvendte
+Amerikanere; det er heller ikke pænt og komme hjem og ikke ha’e noget
+med til Familien. Bi’ nu du! Du sku’ bare se _Laura med Armen_ danse —
+det er min Madpakke forstaar du. Hun ka’ danse paa et Bord hvor der
+staar fuldt af Øller med bundet for Øjnene, uden og spilde en Draabe.
+Der ska’ osse nok bi’e et lille Kis til dig. — Hva’ fan, du bilder dig
+vel ikke ind du er velkommen noget andet Sted? der er sku ingen der
+staar og vinker til de hjemvendende. — — Naa, saa gaa ad Helvede til med
+dig dit Kvaj — og hils din Jordemor! Naar du bli’r ked af og patte
+Familieliv, saa er min Adresse _Blodkoppen_ — der ka’ du spørge efter
+mig!“ De sidste Ord raabte han med Haanden for Munden, hans hæse hule
+Røst skar gennem den rene Foraarsluft.
+
+Pelle gik rask til som galdt det om at lægge noget bag sig. Han havde i
+sit stille Sind gaaet med et vanvittigt Haab om en eller anden venlig
+Modtagelse naar han slap ud — syngende Kammerater kanske, eller en
+Kvinde og to Børn der stod paa den hvide Landevej og ventede! Og saa var
+der blot Ferdinand til at tage imod ham! Naa, det var en Dukkert, og nu
+rystede han Skuffelsen af sig og strakte ud for at naa frem; den friske
+Gang satte Blodet i animerende Bevægelse. Saadan som i Dag havde Himlen
+aldrig lyst før, Solen skinnede ham lige ind i Hjærtet. Der var en
+smilende Hilsen i det alt, i Vinden der kastede sig lige i hans Favn, og
+den friske Muld og Grøfternes rindende Vand: Velkommen ud, Pelle!
+
+Som Verden dog er vid og fager, naar man har tilbragt Aar mellem fire
+nøgne Vægge! Nede i Syd var Skyhimlen som Brystet paa en stor lys Fugl,
+af dem der hvert Aar kommer langvejs fra med Sommer i deres stærke
+Vingeslag, og til alle Sider laa de aabne hvide Veje og pegede udad med
+lyse Forsikringer.
+
+For fjerde Gang drog han ud for at erobre Verden, og denne Gang var det
+bitter Alvor. Før havde der altid vist sig noget bagved igen, men nu
+følte han skæbnesvangert at Færden var afgørende; vandt han nu, saa
+erobrede han Evigheden. Denne Gang maatte det briste eller bære, alt
+hvad han ejede og havde, førte han nu i Marken — saa tungt havde han
+aldrig været rustet før. Langt inde skimtede han endnu Fængslets Kuppel;
+som en mægtig Kværn laa det der over Nedgangen til Underverdenen og
+malede Elendigheden til Forbrydelse — i Menneskelighedens Navn. Enhver
+der var ude for Livets Usikkerhed sugede det til sig; han havde selv
+hængt i Tragten over Kværnens Øje, og følt hvordan Hvirvlen sugede.
+
+Men Pelle var for rigt udrustet; hidtil havde han lykkeligt omsat alt
+til Opdrift, og han tog dette med. Hans Haar var ikke blond mere — til
+Gengæld var hans Sind magisk fyldt af en hemmelig Viden om Tingenes
+Væsen. Han havde jo siddet ved altings Rod og lyttet sig den frem af
+Ensomheden; i det mørke Fjæld havde han siddet og kukkeluret ligesom
+Lykkens Prins, mens Evigheden sang for ham om den store Gaade. De onde
+Magter havde bjærgtaget ham — det var det hele; og nu slap de ham ud i
+Dagen igen, i Tillid til at han var blevet en Trold lige som alle
+Forgængerne. Men Pelle var ikke forgjort! han havde allerede forbrugt
+meget til sin Vækst og tog dette med. Hvad betød vel lidt Indespærring
+mod Aarhundreders dumpe Dryp—Dryp? — han var jo født med Sejrsskjorten
+som hverken Staal eller Gift bed paa.
+
+Han satte sig paa et højt Punkt, smed Huen og lod den friske Vind stryge
+om Panden. Den var fuld af rige Løfter, paa sin Foraarsvandring over
+Jorden havde den sanket alt opbyggende og stærkt op og kastede det af i
+Favnen paa ham. Se dig ud, Pelle!
+
+Til alle Sider gik de og beredte Jorden, Plovspand nikkede op over de
+bløde Bakkedrag og forsvandt til den anden Side. Der steg svag Em af
+Mulden — det var den sidste Kulde der dampede bort i den hældende
+Vaardag. Et godt Stykke nede lo nogle røde Smaahuse mod Solfaldet, og
+endnu længer ude laa Staden med sin evige Røgtaage over sig.
+
+Hvordan vilde hans Fremtid blive dernede? Og hvordan stod Sagerne — var
+det ny rykket frem, eller skulde han igen gaa ind under en Udbytter,
+knibe sig det nødtørftigste ud af sit Arbejde og se Resten gaa i en
+andens Lomme? Der var kommet mange ny Fabrikker dernede; de dannede nu
+et helt Læbælte foran Staden og satte Hundreder af Kæmpeskorstene mod
+Himlen. Men hvad kunde der være paa Færde siden de ikke røg? — Lønkamp?
+
+Nu skulde han saa til at lægge Plan for sit Liv, bygge det op igen paa
+den dybe Syld der var lagt i Ensomheden. Og her sad han og vidste ingen
+Verdens Ting om Tilstanden dernede! Naa, han havde jo Venner i
+Titusendvis, Byen laa simpelthen og ventede paa ham med aaben Favn —
+endnu gladere ved ham for alt det han havde lidt! I al sin Uvidenhed
+havde han dog ævnet at føre dem et Stykke Vej, Udviklingen havde kaaret
+ham til sit blinde Redskab, og det var gaaet godt. Men nu skulde han
+føre dem helt ind i Landet, for nu havde han Livets Tyngde i sig.
+
+Hov, sad han nu ikke her og gik til Vejrs akkurat som i gamle Dage — og
+glemte alt hvad Cellen saa beskt havde lært ham! De andres Velfærd —
+jovist! han havde faret rundt i Bekymring for de tusend Hjem — og havde
+ikke engang formaaet at bygge sit eget. Humbug! Dernede sad tre
+forsmaaede Væsner og førte Anklage mod ham, og hvad nyttede det han skød
+sig ind under de manges Velfærd. Hvad hjalp det, om saa han mødte med
+Lovord fra Titusender og hele Verden kaldte ham Velgører, naar de tre,
+hvis Ve og Vel han havde faaet betroet, anklagede ham for at have
+svigtet. Han havde tidt nok prøvet at overdøve dem, men derinde lod det
+sig ikke gøre at larme noget til Tavshed.
+
+Pelle tvivlede fremdeles ikke om, at han var udset til at udrette noget
+for de mange, men det blev saa underordnet i Forhold til dette, at han
+havde forsømt sin Del af det, der paahvilede enhver. Han havde taget
+fejl af smaat og stort og troet, at naar han udrettede noget ingen anden
+kunde, havde han til Gengæld Lov til at sætte lidt let hen over de
+almindelige Hverdagspligter. Men Livet lagde skæbnesvangert netop sin
+Tyngde her, hvor alle kunde være med. Og nu kom han som en fattig
+Stodder — der havde erobret alt undtagen det egenlige og derfor
+ingenting ejede — og maatte bede om Naade og Barmhjærtighed. Mærket som
+Forbryder skulde han nu begynde forfra, og udføre det han ikke havde
+ævnet i sine Magtdage. Det blev nok svært at bygge sit Hjem under disse
+Forhold — og hvad skulde hjælpe ham? De tre, der kunde have sagt god for
+ham, havde han ladt i Stikken — til Straf for en Forseelse, der til
+syvende og sidst var hans egen.
+
+Nej saa fattig var han alligevel aldrig draget ud før. Han kom ikke
+engang som den der havde noget at tilgive — ingenting havde Cellen
+lævnet ham. Han havde haft Tid nok derinde til at gaa det hele efter, og
+alt det ved Ellen, han før havde været for optaget til at mærke sig
+eller havde følt som en tavs Krig mod hans Forehavender, kom nu frem og
+formede sig mod hans Vilje til Billedet af en Kvinde, der aldrig tænkte
+paa sig selv, men var lutter Forsorg for sin lille Verden og kun forstod
+at opofre sig. Han havde ikke Raad til at undvære noget af sin Ret
+herinde og førte alle sine Anklager i Marken mod hende, kørte op med
+Vedtægter og Moral. Men det rokkede altsammen ikke ved Billedet, tjente
+blot til yderligere at understrege Styrken i hendes Væsen. Hun havde
+ofret _alt_ for ham og Børnene, kun været optaget af at se dem trives.
+Hvert af hans Angreb skyllede blot et nyt Lag uvedkommende Snavs bort,
+og lod Offeret i hendes Handling træde skarpere frem. Netop fordi hun
+var saa usanselig og kysk, kunde hun handle som hun gjorde. Ak, hun
+havde maattet bøde blodigt paa _hans_ Forsømmelighed — det var Moderen,
+der i den yderste Nød nærede sit Afkom med sit eget Legeme.
+
+Pelle vilde ikke give sig men stred rasende imod. Man havde berøvet ham
+Friheden og Retten til at være Menneske som andre, nu vilde Ensomheden
+fratage ham det sidste der holdt ham oppe. Selv om alting rottede sig
+sammen imod ham — han havde ikke Uret — han _vilde_ ikke ha’e Uret. Det
+var ham, der havde ført den store Kamp til Ende paa Bekostning af sit
+eget — og han havde grebet Ellen i Hor! Hans Tanker klyngede sig til
+dette Ord og skreg det hæst ud, Hor! Hor! Hor! i en Ustanselighed. Han
+forbandt ikke noget med det men vilde blot overdøve alt det, der hakkede
+i ham fra alle Sider for at gøre ham endnu mere nøgen og elendig.
+
+I Begyndelsen kom der nu og da Breve til ham — rimeligvis fra gamle
+Kampfæller, maaske ogsaa fra Ellen; han vidste det ikke, for han nægtede
+at tage imod dem. Han hadede Ellen, fordi hun var den stærkeste, hadede
+i afmægtig Trods alt og alle. Hverken hun eller nogen anden skulde have
+den Tilfredsstillelse at være ham til Trøst; havde man spærret ham inde
+som en uren, saa var det ogsaa bedst han holdt sig helt for sig selv.
+Han vilde gøre sin Straf endnu mere brutal, og med ram Vilje dybede han
+sin Forladthed yderligere ud, fjærnede i Tankerne alt det der stod ham
+nær, og trak det onde stærkt i Forgrunden. Ellen havde naturligvis glemt
+ham for en anden — og kanske vendt Børnenes Sind ogsaa fra ham; det var
+dem sikkert nok forbudt at nævne Ordet Far. Han kunde tydelig se de tre
+sidde omkring Lampen og have det hyggeligt; og naar saa en eller anden
+Vending truede med at føre Samtalen hen paa ham, blev der pludselig
+koldt og dødsstille i Stuen. Han fyldte ubarmhjærtigt sin Tilværelse med
+isnende Erkendelse paa alle Punkter, og troede han hævnede sig ved at
+indaande den dødbringende Kulde.
+
+I Forlængelse af dette fik han Anfald af Raseri, gik blindt løs paa
+Murene, og skreg at han vilde ud. Til Beroligelse blev han lagt i
+Spændetrøje og puttet ned i et bælgmørkt Hul. Han hørte i det hele til
+de saakaldte trodsige Fanger, der satte en Ære i at stampe imod Brodden
+— og blev behandlet derefter.
+
+Men en Nat han laa og vaandede sig efter en Afstraffelse, saa han Guds
+vrede Ansigt i Mørket og blev pludselig stille. „Er du et Menneske?“
+sagde det — „og kan ikke engang taale at lide lidt!“ Pelle studsede, han
+vidste ikke af, at der var noget særlig menneskeligt ved at lide. Men
+fra den Nat færdedes han stille, med et lyttende Udtryk som hørte han
+noget tværs gennem Murene. „Nu er han faldet til Ro,“ sagde Slutteren
+som holdt Øje med ham gennem Kighullet. „Han er ved at blive Idiot!“
+
+Men Pelle var blot dukket ud paa den anden Side; han gik og stirrede
+tappert ind i Mørket for atter at se Guds Ansigt, men formildet. Det
+første han fik Øje paa var Ellen igen, hun sad der skøn og
+retfærdiggjort, bygget attraaværdig op af alle hans Anklager. Saa stort
+og skæbnesvangert alt det smaa gik igen her! Hvad hjalp det at værge
+sig, hun var hans Skæbne, og han maatte overgive sig paa Naade og
+Unaade. Han begreb hende fremdeles ikke, men han anede større Love for
+Livet, Love som løftede _hende_ og gjorde ham liden. Hun gik nok ren
+igennem med sit, dér hvor han var blevet stikkende i Overfladens Snavs!
+
+Hun voksede for ham herinde og førte hans Tanker bag om Overfladen, hen
+hvor de aldrig før havde færdedes. Hendes usvigelige Moderfølelse var
+som en levende Puls, der ragede frem af det usynlige og viste tilbage
+til skjulte mystiske Kræfter — den kendelige Rytme fra et mægtigt
+Hjærte, der bankede dulgt bag alting. Der var i hendes Omsorg en
+Mindelse om Gud Fader selv; hun var Livets Kilder nærmere end han.
+
+Livets Kilder — ved hende blev Udtrykket for første Gang levende for
+ham. Det var i det hele som om hun skabte ham paa ny, ved at sysle med
+hendes bestandig lige gaadefulde Væsen førtes hans Tanker dybere og
+dybere indad. Han anede stærke Strømme som bar det hele, og syntes
+undertiden han gennem Cellens Stilhed kunde høre Tilværelsen rinde og
+rinde som en bred Strøm, og udgyde sig derude hvor hans Tanker aldrig
+havde vovet sig hen. Hvor blev vel Dagene og Aarene med hele deres
+levede Indhold af? Den altid nærværende Ellen, som aldrig selv havde
+skænket det usynlige en Tanke, stillede Pelle Ansigt til Ansigt med
+Uendeligheden.
+
+Mens alt dette arbejdede i ham, sang de en Søndag under
+Fangegudstjenesten Grundtvigs Salme: _Udrundne er de gamle Dage_. Salmen
+samlede alt det han selv taaget havde tænkt, og tog ham stærkt; Versene
+kom ind over ham i hans trange Baas som Bølger fra et mægtigt Ocean, der
+rullede Tidsaldre mod Stranden i monoton Vælde. Han følte pludseligt og
+stærkt Slægternes Gang over Jorden, og dristede sig til at fastslaa hvad
+han til nu kun dulgt havde anet: sin egen Sammenhæng med alt det øvrige,
+dem der levede i Dag, og alle de mange der var gaaet forud. Hvor havde
+hans egen Sammenslutningstanke været lille, maalt med dette uhyre
+Sjælenes Fællesskab! — og hvilket Ansvar fremefter hver enkelt gik med!
+Nu forstod han, hvor skæbnesvangert det var at handle hensynsløst —
+bryde og gaa sin Vej. Man gik overhovedet ikke fra noget; selv det
+mindste man snød sig fra, sad og ventede en ved næste Vejsten som stor
+Skæbne. Og hvem mægtede vel at overse en Handling? Man maatte være
+overbærende bestandig, og saa vilde det til Slut vise sig, at man havde
+baaret over med sig selv.
+
+Pelle sad og fangede Visdom, og hans eget Hjærte bekræftede den. Ellen
+fyldte stadig stærkere hans Sind, han havde forspildt hende — og kom
+alligevel ikke uden om hende! Elskede hun ham endnu? Det blev et
+bestandig hæftigere Spørgsmaal som forfulgte ham Nat og Dag, selve Livet
+afhang deraf. Han syntes han maatte gaa i Brokkassen som forfejlet, om
+han ikke vandt hende igen, og stirrede spørgende ind i Ensomheden. Ny
+Verdener groede frem for ham derinde, altings store Sammenhæng anede
+han, og syntes han kunde se, hvorledes Livets Rødder rakte dybt ned og
+sugede Næring af selve Mørket han færdedes i. Men dette fik han ikke
+noget Svar paa.
+
+Skrive til hende kunde ikke falde ham ind. Guds Tilskikkelser med Sjælen
+havde deres egen Vej, som man ikke greb ind i. Det maatte komme ad samme
+Vej som det andet, og han lullede sig ind i et taabeligt Haab om at
+Ellen vilde komme og besøge ham — nu havde han jo det rette Sind til at
+tage imod hende. Om Søndagen lyttede han spændt til Portens tunge Drøn.
+Det var Besøgende til Fangerne, og naar Vagten kom raslende med sine
+Nøgler derude paa Galleriet, hamrede hans Hjærte og var lige ved at
+kvæle ham. Dette gentog sig en Række Søndage; saa sank han sammen og
+hengav sig i Skæbnen.
+
+Men langt om længe forbarmede Tilfældet sig over ham og sendte ham en
+Hilsen.
+
+Pelle tog ingen personlig Del i den Banken, der hver Aften naar Lyset
+var slukket lød gennem den uhyre Anstalt, som om tusend Dødpikkere var i
+Virksomhed. Han havde nok i sit eget, og bankede blot de Telegrammer
+videre der førte over hans Celle. Men en Dag rykkede der en ny Fange ind
+i Cellen ved Siden af ham og vækkede ham, en gammel Stamgæst der straks
+gik i Gang med at forkynde sin Ankomst til alle Sider. Det var
+Druk-Valde, „Enkemadam“ Rasmussens Drivert af en Kærest, som Vinteren
+igennem plejede at staa derhjemme i Porten paa Kapelvej og spytte ud
+over Næsen paa sine blanke Kapsko.
+
+Jo, Valde kendte godt Familien, Kæresten havde jo passet Børnene, da
+Ellen under den store Kamp gav sig til at gaa paa Arbejde. Ellen slog
+sig vældig tappert igennem og satte fremdeles Næsen højt; hun naadlede
+jo og havde et Par Lærlinge til Hjælp — det gik vist ikke saa skeløjet.
+Omgikkes nogen gjorde hun ikke — ikke engang Familien; altid saa hang
+hun over sine Unger.
+
+Druk-Valde maatte til Væggen hver Aften, selv den ubetydeligste
+Enkelthed var af skæbnesvanger Betydning. Pelle saa Ellen lyslevende for
+sig i Mørket, bleg, altid sortklædt, bestandig alvorlig. Hun havde brudt
+med Forældrene, alting havde hun ofret for hans Skyld! Der blev tilmed
+talt om ham derhjemme, for at Børnene ikke skulde glemme ham til han kom
+tilbage. „De tror jo du er paa Rejse, de smaa Kvajho’der,“ sagde Valde.
+
+Saa var det hele da lykkeligt og godt! Det var som Sol ind i Hjærtet at
+vide, at der sad hun og ventede trofast paa ham, skønt han havde
+forstødt hende. Al Kulde maatte smelte og herut — han var en rig Mand
+trods alt.
+
+Bar hun da ogsaa hans Navn? spurgte han spændt. Det kunde ligne hende,
+rigtig trodsigt at sætte Pelle paa Dørpladen med store Bogstaver,
+uforfærdet som hun var.
+
+Ja selvfølgelig — der var ikke noget der hed at gemme sig, dér! Og som
+Ungerne voksede! Lasse Fredrik og Søster var jo store nu, og den lille
+Svend Trøst var et helt morderligt Stykke Mandfolk af sin Alder, en
+rigtig Tyksak. Se ham sidde i Barnevognen og gi’e Partiet naar de
+trillede ud om Søndagen — det var et Syn for Guder!
+
+Pelle stod som ramt af et Kølleslag i Mørket. Svend Trøst — en lille
+Dreng der sad i Barnevogn? Og det var ikke noget Plejebarn, Druk-Valde
+gik saa selvfølgeligt ud fra at det var hans. Ellen! Ellen!
+
+Han gik ikke til Væggen mere. Druk-Valde bankede til ingen Nytte, hans
+halve Aar fik Ende uden at Pelle mærkede det. Denne Gang gjorde han ikke
+Oprør men dukkede sig under en Følelse af at være forbandet; Forsynet
+maatte være ham fjendsk, siden det samme Slag rettedes to Gange imod
+ham. Om Dagen søgte han Skjul i haardt Arbejde og Læsning, om Natten laa
+han og græd paa sin snavsede Madras, der lugtede af Mug og den skarpe
+lageagtige Stank fra tidligere Fangers gejle Udtømmelser. Han prøvede
+ikke mere paa at nedstyrte Ellens Billede, det var jo haabløst; tragisk
+overskyggede hun fremdeles det hele. Hun var hans Skæbne og beherskede
+fremdeles hans Forestillinger, men ikke glansfuldt; noget lysende stort
+var der overhovedet ikke mere, kun den bydende Nødvendighed!
+
+Og saa Arbejdet! For en Mand var der altid Arbejdet at falde tilbage
+paa, naar Lykken ikke holdt. Pelle tog alvorligt fat, den Betjent, der
+havde Anstaltens Skomageri under sig, var glad for ham, han udrettede
+meget mere end der forlangtes. I sin Fritid læste han flittigt, han
+kastede sig med Iver over Fangeundervisningen og læste navnlig Historie
+og Sprog; Fængselspræsten og Lærerne tog sig af ham og skaffede ham
+Værker, der ellers ikke var tilgængelige for Fangerne.
+
+Naar han saa var rigtig mørbanket af Træthed, lod han Tankerne søge
+Hvile i at beskæftige sig med Hjemmet. Trætheden lagde et forsonende
+Skær over alting, og han kunde ligge paa sin Briks og leve sig helt
+hyggeligt sammen med Børnene — ogsaa med denne Gøgeunge der altid saa
+paa ham med et underlig spottende Udtryk. Kun Ellen kom han ikke nær.
+Saa skøn som nu i sin Utilnærmelighed havde hun aldrig været, men hun
+gik og tav gaadefuldt til alle hans Forsikringer, stirrede blot paa ham
+med sit uudgrundelige Blik. Han havde svigtet hende og Hjemmet — han
+vidste det jo godt selv; men gjorde han da ikke ogsaa Afbigt? Det var
+dog _hendes_ Barn han holdt paa Skødet! — og han skulde nok bygge det
+hele op igen. Han havde faaet nok af at være fredløs og trængte til et
+Hjærte at hvile sit trætte Hoved ved. — — —
+
+Alt det var Drømme, men nu var han altsaa paa Vej ned for at begynde
+forfra. Han var ikke ved stort Mod, Uvisheden rummede saa mange
+Muligheder. Trivedes Ellen og Børnene vel, og ventede hun fremdeles paa
+ham? Og Kammeraterne — hvordan vilde hans Skæbne forme sig.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Det uvante Ophold i frisk Luft tog stærkt paa Pelle, meget mod sin Vilje
+sad han og faldt i Søvn med Ryggen opad Diget. Længslen efter at naa til
+Vejs Ende fik ham til at drømme, at han vandrede videre og holdt sit
+Indtog i Byen; han kunde ikke kende den igen, saa forandret var alting.
+Folk gik og spaserede i deres pæne Tøj, de skulde i Skoven eller hen og
+høre Foredrag.
+
+„Hvem arbejder da?“ spurgte han en Mand han mødte.
+
+„Arbejder“ — udbrød Manden forundret — „det gør Maskinerne naturligvis!
+Vi har hver tre Timers Dagvagt ved dem, men det bliver snart forandret
+til to, for Maskinerne bliver klogere og klogere. Det er dejligt at være
+til og vide, at der ikke er andre Slaver end de døde Maskiner, og det
+kan vi takke en Mand for som hed Pelle.“
+
+„Det er jo mig!“ udbrød Pelle og lo helt fornøjet.
+
+„Dig? er du gal? Du er jo en ung Mand, og dette her er allerede mange
+Aar siden.“
+
+„Det er nu mig alligevel! Kan du ikke se, jeg har graa Haar og min Pande
+er furet? Det har jeg faaet i Kampen for jer. Kender I mig da ikke
+igen?“ Men Folk lo blot ad ham, og han maatte gaa.
+
+„Jeg vil gaa til Ellen,“ tænkte han nedslaaet — — „hun skal sige god for
+mig!“ Og i det samme stod han i hendes Stue.
+
+„Værsgod og sid ned,“ sagde hun pænt. „Min Mand kommer lige straks.“
+
+„Det er jo mig!“ udbrød han grædefærdig. Men hun stirrede koldt og
+fremmed paa ham og gik hen mod Døren.
+
+„Jeg er jo Pelle,“ sagde han og rakte tryglende Haanden ud efter hende.
+„Kender du mig da ikke igen?“
+
+Men Ellen aabnede Munden for at skrige, og i det samme stod Manden
+truende i Døren. Bag ham tittede Lasse Fredrik og Søster forskrækket
+frem, og Pelle fastslog med en vis Tilfredshed, at der kun var de to.
+Men det forfærdelige var, at Manden var ham selv, den rigtige Pelle med
+kækt lyst Overskæg, Koslikket i Panden og Gaa-paa-Udtrykket! Da han
+opdagede det, brast det hele sammen for ham, og han sank haabløst.
+
+Pelle vaagnede med et Ryk, badet i Sved, og saa taknemmeligt Markerne og
+den lyse Luft — han var dog i al Fald til endnu! Han rejste sig og
+vandrede nedad med tunge Skridt, mens Foraarsvinden kølende tørrede hans
+Pande.
+
+Han stødte til Nørrebro langt ude, bag ham dalede Solen, det maatte være
+omkring Fyraften nu. Men de talrige Fabrikker peb ikke, der væltede
+ingen sværtet Menneskestrøm frem af Sidegaderne. I Frederikssundsvejens
+smaa Beværtningshaver sad Arbejderfamilier med Barnevogn og Madkurv; de
+var i Pudsen og nød Foraarsdagen. Var der alligevel noget om hans Drøm?
+— saa var det festligt at vende tilbage! Han spurgte Folk, hvad der var
+paa Færde, og fik at vide at det var Valgdag. „Idag tager vi
+Hovedstaden!“ sagde de og lo sejrssikkert.
+
+Fra Runddelen drejede han ind paa Assistens Kirkegaard og fulgte den
+dystre Poppelallé ned mod Kapelvej. Lige for Enden af Alléen saas de to
+smaa Vinduer paa tredje; i sin hæftige Længsel syntes han Ellen stod
+deroppe og vinkede. Han løb nu — tog Trappen i Spring.
+
+Idet han vilde trække i Klokkestrængen, hørte han fremmede Stemmer
+derinde og stansede lamslaaet. Døren saa kold og uvedkommende ud,
+Navneplade var der ikke. Han gik langsomt ned og spurgte sig for i
+Grøntkælderen — om der ikke paa tredje til venstre boede en Kvinde som
+naadlede? Hun var forladt af sin Mand og havde to Børn — _tre_ rettede
+han det ydmygt til. — — Hvor de da var blevet af?
+
+Viceværtens var ny Folk og kunde ingen Besked give. Saa steg han op i
+Huset igen og forhørte sig fra Sal til Sal, men uden noget Resultat!
+Fattigfolk plejer ikke at bo længe ad Gangen paa samme Sted.
+
+Pelle drev hen ad Gaden paa bedste Beskub. Han tænkte ikke paa at gøre
+Udvej for Ellens Adresse, men faldt blot modløst sammen; i sin forkomne
+Tilstand havde han Indtryk af at man undgik ham, og det slog ham ned.
+Han var syg i Sjælen efter venlige Ord og et Kærtegn — og ingen tog imod
+ham! Ingen Øjne lyste venligt ved at se ham ude igen, og her gik han og
+støvede forgæves op og ned ad Trapper efter et medfølende Væsen. Der kom
+et pludseligt Had op i ham, en ond Lyst til at slaa til det hele og
+sejle hensynsløst.
+
+Det skumrede. Henne under Kirkegaardsmuren ved Korskirken løb nogle
+Kioskdrenge og legede Tagfat paa Cykle. De tumlede deres Maskiner som
+Beriderheste og lignede smaa Gauchoer, kastede dem bag over og løb paa
+Baghjulet alene — og satte springende hen over Forhindringer. Taskerne
+havde de spændt om paa Ryggen, de blaa Huebaand smældede dem om Ørerne
+som Vimpler.
+
+Pelle satte sig paa en Bænk og fulgte adspredt deres hensynsløse Leg,
+mens Sindet søgte tilbage til hans egen sorgløse Drengetid. En Knægt paa
+10-11 Aar førte an med halsbrækkende Kunster, mens han raabte og
+kommanderede; han var Bandens Førstemand og opretholdt Førerskabet med
+haard Haand. Ansigtet med Opstoppernæsen lyste af frisk Uforskammethed,
+Huen red paa to forsvarlige Slugøren.
+
+Drengene begyndte at vælge den Fremmede til Skive for deres Kaadhed.
+Idet de susede forbi, lod de som de tabte Herredømmet over Maskinen, saa
+den slog et Slag efter hans Ben; og pludselig kom Anføreren til at rive
+Huen af ham. Pelle tog den roligt op; men da Knægten kom kredsende
+tilbage i forsigtige Slag som pønsede han paa en ny Gavtyvestreg, sprang
+han op og greb ham i Nakken.
+
+„Nu skal du have nogle Stryg, din Slubbert!“ sagde han og løftede ham af
+Cyklen. „Men det er lige saa godt dine Forældre besørger det. — Hvad
+hedder din Far?“
+
+„Han har ingen Far!“ raabte de andre Drenge og slog truende Kreds om
+dem. „Lad ham gaa!“
+
+Drengen aabnede Munden for en Skylle Ukvemsord men stoppede op midt i
+det og stirrede forfærdet paa Pelle. Rædslen stod ham ud af Øjnene; han
+krængede som en rasende for at komme løs. Pelle slap ham forundret, og
+saa ham tumle op paa Cyklen og sætte brølende bort. Kammeraterne jog
+efter ham, de lignede Svaler i Flugt. „Vent dog lidt Lasse Fredrik!“
+raabte de. Han stod lidt og stirrede efter dem, dukkede saa Hovedet og
+drev langsomt ind ad Nørrebrogade.
+
+Det var underligt igen at færdes i denne Gade, der havde grebet saa
+stærkt ind i hans Tilværelse. Færdselen gik tungere her end andre
+Steder, og Stenbroen satte haardt mod haardt; der var en egen jærnhaard
+Vederhæftighed stampet ind i dette Strøg, hvor hvert Skridt kom med
+Arbejdets Vægt.
+
+Butikkerne var de samme, han kendte ogsaa flere af de Handlende igen.
+Han søgte at finde sig hjemme i Strømmen, spejdede efter Folks Ansigter,
+og pønsede paa om nogen vilde genkende ham; han baade ønskede og
+frygtede det. Men de hastede forbi, en og anden studsede blot lidt over
+hans fremmedartede Skikkelse. Selv kendte han de fleste, lyslevende som
+var det i Gaar han havde haft med Titusenderne at gøre — de
+mellemliggende Aar havde jo ikke skudt ny Ansigter ind mellem ham og de
+gamle! Der gik af hans Folk paa Fortovet med Mutter under Armen, og stod
+af dem paa den Elektriske som Vognstyrere og Konduktører. Slatmikler og
+støtte Karle — det var hans Hær. Han kunde nævne dem ved Navn og kendte
+deres Familieforhold. Naa, der var jo løbet en Del Vand til Havet siden.
+
+Han gik ind paa et lille Værtshus for rejsende Haandværkssvende og
+bestilte Logi.
+
+„Ja man kan jo nok se paa dig at du har væ’t væk fra Landet her en
+Dagstid eller to,“ sagde Værten. „Har du vaaren langt omkring,
+Kammerat?“
+
+Aa ja — noget af Verden havde Pelle jo set. Og herhjemme var der nok
+ogsaa en Del forandret — hvordan gik det med Bevægelsen?
+
+„Storartet, Kammerat — knusende godt! Partiet har haft vældig Fremgang —
+i Dag tager vi Byen!“
+
+„Saa er der vel ved at komme en anden Gang i Tingene?“
+
+„Naa — det vil jeg ikke paastaa. Arbejdsløsheden ta’r jo til for hvert
+Aar, og den er sku ligeglad hvem der sidder i Borgerrepræsentation og
+Rigsdag. Men man er jo kommet svært godt med — saadan hvad Priskurant
+angaar.“
+
+„Hør sig mig engang — der var en Mand med i Bevægelsen for nogle Aar
+siden som hed Pelle! Hvad er der egenlig blevet af ham?“
+
+Værten kløede sig i Skilningen: „Pelle — Pelle? ja det er sku ogsaa
+sandt! Hva’fan var’et der var med ham — lavede han ikke falske Penge
+eller stjal af Kassen? Det forekommer mig han endte i Tugt-, Rasp- og
+Forbedringshuset. — Naa, daarlige Elementer er der jo i enhver
+Bevægelse.“
+
+Et Par Arbejdere, der sad og spiste stegt Lever, blandede sig i
+Samtalen. „Han var en Del fremme for 5-6 Aar siden,“ sagde en af dem
+tyggende. „Men der var ikke noget rigtigt ved ham, han havde nok for
+meget Fjantasi.“
+
+„Et knusende godt Snakketøj sad der nu ligegodt paa ham,“ sagde den
+anden. „Jeg husker ham endnu li’saa tydelig fra den store Lockout; han
+ku’ bilde én ind man var en Satans Karl, ku’ han. Naa, det var dengang!
+Skaal Kammerat, og Velbekomme!“
+
+Pelle rejste sig stille og gik. Han var glemt; der stod ingenting efter
+ham for alt hvad han havde kæmpet og lidt. Der var vel gaaet saa meget
+andet hen over deres Hoveder siden, og saa havde de bare svedt _ham_ ud.
+
+Han gik og vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig selv, mere hjemløs
+her i denne Gade der skulde være hans egen end noget andet Sted. Der var
+sort af Mennesker, men Strømmen rev ham ikke med, han var som en af
+disse Genstande, der skyller ind til en Side og bliver liggende.
+
+Alle Mennesker var i deres pæne Tøj. Arbejderne kom i Flokke, de havde
+været henne og stemme eller skulde derhen; nogle blev samlet op paa
+Gaden og ledsaget til Urnen af ivrige Kammerater. Man raabte til
+hinanden fra Fortov til Fortov med Haanden for Munden som en Raaber:
+„Hej, Petersen! du har vel stemt?“ Overalt var der Spænding og højt
+Humør — Byen skulde tages!
+
+Han fulgte Strømmen over Dronning Louises Bro og indefter. Herinde var
+Stemningen en anden, Meningerne var delte, Folk gav hinanden knubbede
+Ord. Uden for Bladredaktionerne stod Folkemængden pakket, spærrede
+Vognfærdslen, og ventede taalmodigt paa Resultaterne som blev slaaet op
+i Vinduet. Hver Gang en Kampkreds kom ind, gik der en bølgende Bevægelse
+gennem Massen — og steg til en mægtig Brusen hvis det var Sejr. Det gik
+forholdsvis fredeligt, Folk søgte hen uden for de Blade der bar
+Partifarven. Kun Kværulanterne mødte op hos Modstanderne for at faa sig
+en paa Hattepulden. Indenfor i Bladredaktionerne jog Medarbejderne frem
+og tilbage, hængte Resultater ud, og rettede.
+
+Alle Kafeer og Restavranter var fulde af Gæster. Telefonen kimede
+ustanselig, Bude kom med Lister fra Telegrambureauerne. Man sloges om
+Resultaterne foran den store Tavle, diskuterede Chancer ved Bordene,
+drev Kandestøberier.
+
+Pelle havde aldrig set Byen saa ophidset, ikke engang under den store
+Lockout. Stand stod over for Stand som Knytnæver, Arbejderne endnu
+ivrigere end Overklassen — de var blevet Politikere saa det forslog. Han
+forstod at Bevægelsen havde lagt Tyngdepunktet herover, det galdt om at
+erobre Mandater, i Dag ventede man at faa Herredømmet i Byen og fast Fod
+ude paa Landet. Flere af de gamle Førere sad allerede i Tinget og lagde
+deres praktiske Erfaring i Debatten; nu stiledes der nok mod intet
+mindre end at erobre den politiske Magt. Dette var kækt nok — de maatte
+have haft Medgang alligevel! Han havde endnu sin gamle Lydhørhed for
+hvad der steg samlet op fra det hele som Fællesnævner — og fornam en
+Forandring i selve den offenlige Tone. Den var blevet bredere, mere
+demokratisk. Selv Overklassen bøjede sig for Valgurnen nu og nedlod sig
+til at kæmpe om Stemmeflertallet.
+
+Men han savnede Plads for sig selv i denne Kamp. „Hej du dér — du har
+vel stemt?“ raabte man til ham i Forbigaaende. Stemt? han havde jo ikke
+engang Stemmeret! I den Kamp, der nu kæmpedes, havde den gamle Fører
+ikke engang Lov at være med som almindelig Menig.
+
+Væk af Banen her! De kom i smaa taktfaste Hold paa Vej til Valgurnen
+eller Forsamlingshuset og fyldte hele Fortovet, og Pelle flyttede sig
+villigt for dem. Denne Gang kom han ikke anstigende som en Kongesøn,
+hvem Alverden stod paa Stranden og ventede.
+
+Et Udskud var han — hverken mere eller mindre — en der var lagt til Side
+og glemt. Og bragte han sig i Erindring, opnaaede han kun at mane Sagnet
+om en Forbryder frem. Dér var Huset hvor Stolpes havde boet, kanske
+kendte de Ellens Bopæl. Men hvad vedkom den forresten ham? han huskede
+nok Lasse Fredriks rædselsslagne Ansigt. Og der var jo Hjørnestedet hvor
+Morten havde bestyret Forretningen — ho, det var længe siden deres Veje
+skiltes! Morten havde i Virkeligheden altid misundt ham — han havde ikke
+kunnet taale hans kolossale Fremgang. Nu kunde han jo hovere!
+
+Han gik og var gal i Hovedet, ør, bitter. Det lagde sig som en Taage
+over hans Hjærne, Tankerne ravede frem af Ondskaben som forvrøvlede
+Kværulanter. I aarevis havde Trangen til at omgaas Mensker hobet sig
+forfærdeligt op i ham; nu skred det hele. Han kunde godt vælte sig ind
+paa en eller anden og yppe Klammeri, blot for ikke at gaa her og
+forholde sig ligegyldig til Alverden. — Hvorfor gik han ikke hen i
+_Blodkoppen_? Dér var han i al Fald ventet.
+
+Ud for Griffenfeldtsgade var der Opløb, Folk havde slaaet Kreds om en
+Kularbejder, der stod og maltrakterede en Lygtepæl med sine
+Træskosnuder, mens han snøvlende brugte Mund. Han var rendt imod den og
+havde Hul i Panden. Folk morede sig over ham.
+
+Idet Lygteskæret faldt paa den druknes kulstøvede Ansigt, genkendte
+Pelle ham; det var Glade Jakob! Gal i Hovedet trængte han sig frem og
+tog ham i Skulderen. „Hvad er det med dig Jakob, er du blevet en Sut?“
+sagde han opbragt. „Hvad er den a’?“
+
+„Den ska’ inte komme her og senere en organiseret Arbejder,“ snøvlede
+Jakob og sparkede ud i Luften til stor Fornøjelse for Tilskuerne, der
+opmuntrede ham til bare at klø løs. „Jeg er Medlem af min Organisation
+og staar ikke i Restance — I kan selv se!“ Han gravede en lille Bog i
+sort Lærredshylster frem fra Brystlommen og stod og rodede med den. „Se
+kuns selv efter Kammerater, Medlemsbidrag betalt, hva’? Strejkebidrag
+betalt, hva’? Forevist ved Indgangen, hva? — kom bare ikke her med den!
+Tag kuns og lad den gaa rundt Folkens, vi maa ha’e Papirerne i Orden. —
+I støtter ved Valgfonden, Manne? — op og stem for Fan! Den der ikke
+giver sin Skærv er en skidt Kammerat. — Hvem siger Tyv? Der er ingen der
+sjæler her, forstaar I! Jakob er en hæderlig organiseret — —“ Pludselig
+gav han sig til at hulke, Savlet flød ham fra den hængende Mund ned paa
+Trøjen, det sprittaagede Ansigt skar frygtelige Grimaser.
+
+Pelle fik ham ind i en Gaard og vaskede hans Saar ved Posten. Det kolde
+Vand fik ham til at skælve, Hovedet hang dødt ned. „Saadan en snottet
+Skruebrækker,“ mumlede han. „Jeg skal faa Formanden til og gi’e den en
+Overhaling i Bladet.“
+
+Pludselig genkendte han Pelle. Der gik et Ryk gennem ham, i hans sløve
+Træk kæmpede Bevidstheden for at faa Overtaget. „Hvad er det dig,
+Stormester?“ sagde han skamfuld og greb efter Pelles Haand — „saa du er
+kommen tilbage? Du synes vel jeg er et Svin, men hva’fan.“
+
+„Kom nu bare!“ sagde Pelle haardt; han holdt ikke af de mange Tilskuere.
+
+De gik ned ad Meinungsgade, Jakob stolprede tavs afsted og skottede til
+sin gamle Anfører. Han var lidt ubehjælpsom i Gangen, men det var af
+Slid; Mødet med Pelle havde næsten gjort ham ædru. „Du synes vist jeg er
+et Svin,“ gentog han endelig i en ynkelig Tone. „Men naar der nu ingen
+er til at hanke op i én.“
+
+„Det er skidt med den Brændevin,“ sagde Pelle kort.
+
+„Ja det kan være rigtigt nok. Men man trænger nu til et godt Ord engang
+imellem, og saa maa man vel tage det hvor det kan faas. Kammeraterne ser
+ned paa én skal jeg sige dig — og skubber én ud af Sjakket.“
+
+„Hvad er der saa i Vejen?“ spurgte Pelle.
+
+„Hvad der er i Vejen? Seks Gange fem er der, fordi at man ikke lod sin
+gamle Far sidde og sulte dengang under Lockouten. Dengang var det jo
+evig dejligt: Jakob var en god Søn! og skidt med de Stores fedtede
+Pengepung og en Smule Vand og Brød! — og Fanden og hans Pumpestok. Men
+nu gaar den paa en anden Melodunte: Ham der! han er jo straffet for
+Tyveri — færdig! Hvorfor, det er der ingen der spørger om — man er be’et
+Storborgere forstaar du. I gamle Dage hed jeg altid Glade Jakob, og
+Kammeraterne kunde godt lide og være i Sjak med mig. Ved du hvad jeg nu
+hedder? Tyvejakob. Ja de siger det jo ikke lige rent ud, for saa var der
+nok en der flækkede Skallen paa dem; men det er ellers mit Navn. Naa,
+siger man til sig selv, dengang saa du maaske forkert paa det hele;
+kanske er du alligevel en slet og ret Tyveknægt. Og saa maa jeg drikke
+for at blive en ærlig Mand igen.“
+
+„Og rase ud mod Lygtepælene! Skulde du ikke hellere lange ud efter dem
+der gør dig ondt?“
+
+Jakob tav og dukkede Hovedet; den stærke frejdige Fyr var blevet en Hund
+enhver turde sparke! Var det _saa_ forfærdeligt at bære seks Gange fem
+blandt sine egne — hvad skulde saa Pelle sige? „Hvordan har din Bror
+det?“ spurgte han for at lede Jakobs Tanker hen paa noget lysere — „han
+var en brilliant Fyr.“
+
+„Han hængte sig,“ svarede Jakob mørkt — „han kunde ikke holde det ud. Vi
+brød jo ind sammen — for at være lige gode om det; og Urtekræmmeren
+skyldte min Gamle Penge altsaa — han havde gjort Arbejde for dem — og
+skulde snydes var Meningen. Og der sad saa de to Gamle og sultede — frøs
+gjorde de ogsaa. Saa skaffede vi dem deres Ret — og det var jo saa
+knusende storartet gjort. Men bagefter naar der var Opstandelse paa
+Arbejdspladsen, Agitation og Valghalløj og den Slags nyt, saa gik de
+lige saa pænt uden om ham og mig. Vi var ikke af Slagsen forstaar du —
+vi havde jo ingen Stemmeret. Han ku’ ikke klare Spørgsmaalet paa anden
+Fakson end ved og slaa et Stik op om Lampekrogen. Jeg har selv vendt og
+drejet Sagen ser du, men det er sku ikke til at hitte Rede i.“ Jakob gik
+lidt. „Vil du nu lange ordenlig ud? — der trænges til et godt Ord.“
+
+Pelle svarede ikke; dette lagde sig altfor tungt over ham. Han hørte
+slet ikke Spørgsmaalet.
+
+„Det var jo mest dine Ord, der fik en til at tro paa en ny Tid,“ blev
+Jakob haardnakket ved. „Ellers havde min Bror og jeg kanske nok baaret
+os noget anderledes ad, og saa var det altsaa gaaet os begge to bedre.
+Naa, du troede jo selv paa det begribeligvis! Men hvad siger du nu —
+tror du endnu paa det med det ny? For én vilde jo gærne være et
+hæderligt Menneske igen.“
+
+Naturligvis troede Pelle fremdeles.
+
+„Ja for der er sku ikke mange der gi’r en rød Øre for den Historie
+længer. Men naar du siger det — dig har jeg ligegodt Fidus til. En anden
+har jo ikke Hoved til og finde paa noget af sig selv; og for os Smaafolk
+har det været som jeg vilde sige at Proppen gik af, dengang du kom væk.
+Det hele stod og blev til dovent Sprøjt. Sker noget gør der ikke for en
+anden stakkels Djævel at se til; og hvergang nogen vil klage sig, faar
+han straks en Stemmeseddel stukket i Næven: Gaa hen og stem, Kammerat,
+saa skal det nok bli’e anderledes! Men hva’ Fan, det kan sku ikke stikke
+Ild i en Fyr, der ingenting har lært fra lille a’. Mig havde de nu
+sørget saa morderlig fint for — med Æresoprejsning for at jeg skulde
+bruge min Stemmeret; men gøre mig til en som der ingen ser ned paa, det
+kan de ikke. Og derfor siger jeg tak for mig! Men hvis at du tror paa
+det endnu, saa gør jeg det sku ogsaa, for dig har jeg Fidus til. Her har
+du min Haand paa det.“
+
+Jakob var den samme enfoldige godhjærtede Fyr som i gamle Dage, da han
+holdt til paa _Arkens_ Loft. Lidt mere ondt maatte der gærne have været
+i ham! Men hans Ord varmede Pelle om Hjærtet, her var dog et Menneske,
+der trængte til ham — og som troede paa ham endnu, skønt han var blevet
+slaaet til Krøbling i Kampen! Det var den første Invalid; Pelle var
+forberedt paa at træffe flere — og tage deres Anklage. Adskilligt vilde
+vende sig imod ham, netop nu da han stod magtesløs — men han fik tage
+det med! Han syntes han havde Kræfter til det nu.
+
+Pelle gik igen paa Gaden, han lod Fødderne om Retningen og tænkte paa
+Fortid og Fremtid. De havde været saa sikre paa, at en ny Tid skulde
+oprinde for dem lige med det samme! Den ny store Sandhed havde været saa
+selvindlysende, at man syntes alt det gamle maatte falde for den som for
+et Trylleord — og nu havde Hverdagen slidt Glansen af den ogsaa! Saa
+vidt han forstod var der intet væsenligt sket, og hvad skulde der vel
+ogsaa ske? Det gik nok ikke saadan til at vælte Systemer. Af Glade
+Jakobs Dom kunde han slutte sig til sin egen, men han var ikke forsagt
+længer. Nu fik der komme, hvad komme skulde. Han skulde ikke haft noget
+imod at æske de gamle Kammeraters Opfattelse lige med det samme og faa
+sin Stilling klaret.
+
+Han var kommet gennem forskellige Sidegader og stod pludselig over for
+en stor oplyst Bygning; op ad den brede Trappe strømmede Folk. Det var
+et af Arbejdernes Forsamlingshuse; der var Fest i Anledning af
+Valgdagen. Pelle fulgte af gammel Vane Strømmen.
+
+Han holdt sig i Baggrunden af Salen, og brugte sine Øjne som var han
+lige drattet ned fra en anden Klode, underlige Følelser vældede op i ham
+ved igen at være sammen med de mange. Et Øjeblik stormede det paa i ham
+som en hæftig Drift til at raabe: Her er jeg igen! og brede Armene ud
+mod dem alle. Men han fik hurtig Magt med det, Ansigtet faldt igen hen i
+sin forstenede Ro.
+
+Dette var altsaa hans Hær fra Kampen. De var ikke saa lidt pænere i
+Tøjet end den Dag, han førte dem i Triumf ind i Staden som dens rette
+Borgere; de bar ogsaa Hovedet højere, hummede sig ikke om bag ved
+hinanden men krævede Plads. Mere Mad fik de, kunde han se, Ansigterne
+var blevet blankere af det. Og Øjnene var blevet lade i Udtrykket, de
+stod ikke længer og grov hungrigt ude i det uvisse men flyttede sig
+roligt og ligetil fra Sted til Sted. Man havde nok indstillet sig paa
+lang Marsj igen, og kanske var det godt; store Ting skete ikke i en
+Haandevending.
+
+Han vækkedes af sine Tanker ved, at de nærmeste vendte sig og stirrede
+paa ham. Flere og flere Ansigter søgte om mod ham. Pelle er her! gik det
+som en Mumlen gennem Forsamlingen. Hundreder af Øjne rettedes imod ham,
+spørgende og undersøgende, nogle i aaben Forventning som maatte der ske
+noget usædvanligt lige paa Stedet.
+
+Det blev til en hel Bevægelse, en Bølge der bar ham modstandsløst op i
+Forgrunden af Salen og op paa Talerstolen. Et mægtigt Brus steg op om
+ham som Brænding og bedøvede hans ømtaalige Hjærne hvor Stilheden sad
+hørligt og nittede — altid — en fin ny Verden som ingen anden vidste om.
+Og med et blev der stille, saa stille at han igen hørte Ensomheden koge
+i sit Øre.
+
+Pelle talte, stille og fortroligt. Hans Ord blev en Hilsen til dem fra
+en Verden, de endnu ikke kendte, den store Ensomhed hvor Manden maa
+færdes alene — uden højrøstede Kammerater til at stive sig af — og lytte
+sig frem, til han hører sit eget Hjærte slaa derinde. Han sidder i en
+Celle igen ligesom det første oprindelige Livskim — ene og forladt, over
+ham spinder en Edderkop sit kunstfærdige Net. I Begyndelsen er han vred
+paa det travle Dyr og river Nettet itu, men Dyret begynder ufortrødent
+forfra. Og dette bliver pludselig en trøsterig Lære for ham om aldrig at
+give op; han kommer til at holde af dette lille aarvaagne Væsen, der
+lægger sit Væv saa kunstfærdigt som havde det et stort Ansvar — og
+spørger sig selv om han overhovedet er til for det. Har det maaske ondt
+af ham i hans Forladthed, siden det ikke flytter et andet Sted hen, men
+overbærende bygger sit Væv op igen, finere og finere — som blev det kun
+raget ned, fordi det ikke var godt nok udført. Han angrer bitterlig sin
+Fremfærd, og vilde give meget for et Tegn paa at det lille Dyr ikke var
+vred paa ham; for ingen har Raad til at støde den anden fra sig, selv
+det mindste Kryb har skæbnesvanger Betydning for dig! i Cellens Ensomhed
+dér lærer man Solidaritet. Og en Dag han sidder og læser og Edderkoppen
+har travlt med at føre en Traad lige forbi ham, kommer den fortroligt
+ned og bruger hans Skulder til midlertidigt Fæste. Aldrig før var der
+blevet vist ham en saadan Tillid trods alt, det lille Dyr vidste,
+hvordan en forhærdet Fange skulde tages. Det lærte ham at han havde
+baade et Hjærte og en Sjæl at tage Vare paa! — En Hilsen til
+Kammeraterne fra den store Stilhed, som ventede paa at faa dem i Tale en
+for en.
+
+Han talte lige ud af sin Sjæls Alvor og saa Forundringen i deres
+Ansigter. Hvad Satan, vilde han nu ha’e dem allesammen puttet i
+Tugthuset, bare fordi han selv havde været der? Og var dét Resterne af
+den gamle Pelle, _Lynet_, som han dengang kaldtes? Han var sku noget mat
+i Sokkerne, ham havde man da taget Pippet grundigt fra! De faldt hurtig
+fra og gav sig til at tale halvhøjt med hinanden; kun hist og her fra
+Krogene lød spredt Klappen.
+
+Pelle følte Skuffelsen og Ligegyldigheden og smilede; han trængte ikke
+til det orkanagtige Bifald mere, nu lyttede han efter det inde fra sig
+selv. Saa meget havde han erfaret ved at staa deroppe, at dem dernede
+var han ikke færdig med — nu først skulde det egenlige begynde. Hans
+Værk var fejet ned, nuvel, saa byggede han et nyt som var bedre; han
+havde siddet i Cellen og lært Langmodighed.
+
+Han sad neden for Talerstolen mellem Lederne af Mødet og følte, at han
+egenlig var en Uvedkommende her. Det var af Medlidenhed man havde draget
+ham ind i Festen; han læste i deres Øjne, at det forløbne Arbejde var
+udført uden ham og at han kom ubelejligt. Skulde de nu til at regne med
+ham — Fusentasten — igen, eller var det hans Agt at udvandre? — Ak, han
+bragte vist ingen overilet Fart i Bevægelsen, de skulde vide hvor han
+havde siddet og sanket Besindighed derinde!
+
+Han talte ikke men sad fraværende og søgte at lytte sig bag om Støjen
+for at fange lidt af en evig Tone. De lo og skaalede og holdt Taler —
+ogsaa for ham; men alt det behøvedes jo slet ikke! Sikre var de blevet,
+de talte aabent ud for alle Sluser, der var kommet en vis Frigjorthed
+over deres Fællesoptræden — som Masse virkede de godt. Men Miraklet? —
+det ufattelige? Han savnede lidt Angst bag om Velværet, noget af den
+dybe tavse Vejen, som skulde forraade at de havde stirret ind i en ny
+Verden. Hørte de da slet ikke Tonen, siden de støjede saa meget? den
+evige sagte Rytme som stod i Øret paa ham selv bestandig og rummede det
+hele. Cellens Stilhed havde gjort hans Øre ømtaaligt; han led ved denne
+robuste Latter, der udtrykte deres Livsglæde.
+
+Oppe ved en stor Tavle stod en af Førerne og gjorde Dagens Sejre op
+under Forsamlingens Jubel; Pelle listede ubemærket ud. Han stod paa
+Trappen og aandede den rolige Nat ind i dybe Drag, da en ung Mand kom og
+rakte Haanden ud imod ham; det var Svogeren Frederik Stolpe. „Jeg vilde
+bare sige dig velkommen tilbage igen og tak for dine Ord derinde,“ sagde
+han.
+
+„Hvordan gaar det Ellen?“ spurgte Pelle lavmælt.
+
+„Det er vist saa som saa. Hun bor i Viktoriagade 20 og vasker — jeg tror
+nok hun vilde blive glad for at se dig.“ Han saa prøvende paa Pelle.
+„Hvis du vil have det, skal jeg gærne sørge for, at I kan træffes hjemme
+hos mig.“
+
+„Tak du,“ svarede Pelle, „men jeg gaar ud til hende i Morgen tidlig!“
+Han behøvede ikke Omveje mere.
+
+
+
+
+                                   II
+
+
+Pelle vaagnede ved en fjærn tordenlignende Lyd, der groede tyndt frem
+ude i Natten og holdt lige ned paa Fængslet. Han laa stille og lyttede
+gruende, i Haab om at høre Vagtens beroligende Skridt forbi Døren; i
+hans tunge Hoved jog Forestillingerne forvirret rundt som herreløse
+Heste. Den dumpe truende Lyd kom bestandig nærmere og voksede
+skæbnesvangert, og pludselig slog den dybe Natstilhed ud i et tordnende
+Brag, der fik alting til at ramle sammen. Det var som et uhyre Svælg
+aabnede sig og slugte det hele.
+
+I et panisk Spring stod han henne ved Vinduet, Hjærtet regerede ubændigt
+i ham. Saa blev han inderlig flov. Han havde vældigt oplevet den samme
+haarrejsende Verdens Undergang, som i Barndommens Dage naar Lynet
+bragende krydsede sig frem mellem Klipperne derhjemme — og saa var det
+hele ikke andet end Larmen fra Dagens første Bøndervogne, idet de slog
+over fra Landevej til Stenbro. Det var Ensomheden der rugede i hans
+Fantasi og fik den til ræd at stejle for enhver Lyd. Men det fortog sig
+vel.
+
+Han rakte sig pludselig og rystede Nattens onde Mareridt af sig — fri!
+Ingen Slutter kom som en ond Djævel og sprængte Nattens lykkelige Drøm
+om Frihed — han _var_ fri! Briksen skulde ikke surres op til Væggen paa
+bestemt Klokkeslet; han kunde ligge saa længe han vilde, hele Dagen om
+det skulde være! Men nu havde han vigtigere Ting for — Livet ventede.
+Han trak hastigt i Tøjet.
+
+Nede paa Gaden gik Lygtetænderen og tændte hveranden Lygte, i en endeløs
+Række rullede Vognene ind fra Landet for at forsyne Byen. Pelle slog
+Vinduet op, og aandede den vaagnende By ind mens han klædte sig paa. Han
+var vant til at sove i en Stilhed der kun afbrødes af Musenes bløde
+Piben under Varmeristen, og Byens Natlarm — den Elektriskes Dur, Raab
+fra sene Nattevandrere — alt dette uvante der skar saa grelt frem af
+Mørket, havde fyldt hans Søvn med Feber og trukket en Række hæslige
+vanskabte Syner gennem hans Hjerne.
+
+Men nu følte han sig grundig nok udhvilet og hilste Staden med vaagen
+Glæde. Ja, udsovet havde han saa det forslog, Larmen kaldte, han maatte
+ned og give en Haand med til at holde alt dette gaaende! I aarevis havde
+han ikke bestilt andet end samle til Bunke, nu skulde der tages fat igen
+med Kræfter og Humør. Saa snart han var i Tøjet, gik han ud; Ellen var
+det for tidligt at søge op, men han kunde ikke holde ud at være inde
+længer.
+
+Det var tidlig Morgen. Nu kom den første Morgensporvogn udefra,
+svingende fuld af Arbejdere; de hang helt ned ad Trinene baade paa
+Hovedvognen og de to Bivogne. Og dér var den første Bonde med Mælk; man
+var ikke engang oppe endnu i Ismejeriet! Hvert Kvarter kom der
+Sporvognstog med Arbejdere; og Torvevognene blev ved at rulle ind fra
+Landet, toplæssede med Grønsager, Korn eller Svinekroppe. Den dybe Gade
+var som en Fødepumpe, der bestandig sugede Næring ind til Byen.
+
+Paa Toppen af svingende Halmlæs sad sjællandske Bønder og nikkede; de
+kom helt ude fra Frederikssundskanten og havde kørt hele Natten. En og
+anden Driver kom trækkende med et Hold Kreaturer som skulde til
+Kvægtorvet. Dyrene syntes ikke om Byen og gjorde sig hvert Øjeblik
+udtilbens, løb sig fast om Lygtepælene eller kom paa tværs af den
+Elektriske. Aviskonerne travede fra Gadedør til Gadedør med deres tunge
+Tørklæde fuldt af Morgenblade; han hørte dem slæbe sig op ad Trapperne
+som havde de Bly i Benene. Og under det hele lød det endeløse Trav-Trav
+af Arbejdere, der hastede til deres Gærning.
+
+Der var en egen hjemlig Lyd i dette Fodslag, som pludselig mindede ham
+om, at han ikke længer hørte med til Flokken, men havde faaet sin egen
+Bane paa godt og ondt. Hvorfor var han ikke fremdeles en upersonlig
+lille Brøkdel i denne tunge Strøm, der hver Dag mekanisk gjorde den
+samme Runde i Møllen. Ensomheden havde gjort hans Syn paa Menneskene
+undrende og nyt, nu spejdede han i ethvert fremmed Ansigt uvilkaarligt
+efter noget af det, der gør den enkelte til en Verden for sig. Men disse
+Mennesker lignede alle hinanden syntes han; de kom hastende op af
+Sidegadernes Mørke og blev først rigtig vaagne og sikre til Bens, naar
+de kom ind i Flokkens Fodslag. Men saa gik de ogsaa knusende godt. Han
+kendte den faste Takt igen — han havde selv lært dem den.
+
+Dagen kom sivende ned over Vesterbro, graa og tung af Vaarvæde og
+Storstadens Røg. Denne Bydel var nok ikke rigtig vaagen endnu,
+Hovedgadens Tempo tilhørte de forsinkede Nattevandrere. Han drejede ned
+ad Viktoriagade og brugte forundret sine Øjne — her havde han aldrig
+været før! Han læste Skiltene: Artistbureau, — Artisten Heim, — Logi for
+Artister, — Massage & Ligtorneoperatør, — Udlejning af Kostumer. De
+fleste Skilte var paa fremmede Sprog, her var ogsaa et „Gymnasium for
+Ekvilibrister“, og et „Konservatorium for Sang og Musik, Dans og
+Plastik“. — Og nogen Mangel paa Pantelaanere og Marskandisere var her
+just ikke. Hvordan var dog Ellen havnet her i denne besynderlige Luft af
+Parfume og gamle Klæder og fremmede Lande? Inden for Vinduerne i de lave
+Stuer saa han underlige Dragter henslængt over Stole — Burnus’er og røde
+Tyrkerhuer; en lille mørk Skikkelse med lang Pisk og bare Fødder i gule
+Tøfler gled lydløst forbi ham i den gammeldags palæagtige Gadedør til
+Nr. 20.
+
+Han steg op ad Trappen med bankende Hjærte; Trinene var hulslidte, det
+sukkede skæbnesvangert naar man traadte i dem. Døren til Lejligheden
+stod paa Klem, han hørte nogen feje inde i det forreste Værelse; og
+længere inde talte et Barn med sig selv eller sin Dukke. Han maatte
+standse lidt paa Afsatsen for at faa Vejret og dulme sin Sindsbevægelse.
+
+Ellen stod og fejede ind under Sofaen, med ferme Bevægelser. Hun rettede
+sig i Vejret og stirrede forvirret paa ham, saa faldt Kosten ud af
+hendes Haand, hun svinglede frem og tilbage. Pelle greb hende, dødt og
+viljeløst sank hun over mod ham og blev staaende længe saadan, hvid og
+med lukkede Øjne. Da han endelig vendte hendes udslukte Ansigt imod sig
+og kyssede det, brast hun i Graad.
+
+Han talte sagte og beroligende til hende som til et Barn. Øjnene holdt
+hun lukkede, som altid naar noget overvældede hende; der stod en klar Sø
+i hvert. Hun laa bagover i hans Arm, og han følte hvor Lyden af hans
+Stemme greb sitrende i hendes Legeme. Graaden sank opløsende igennem
+hende, mygt og blødt segnede hun ind til ham; han mærkede af denne
+Segnen hvor hun maatte have holdt sig stiv, og fyldtes af Lykke. Alt
+havde altsaa været for hans Skyld, ved en uhyre Viljeanstrængelse havde
+hun budt Skæbnen Trods til han kom! — og nu lagde hun det hele for hans
+Fødder og sank sammen. Hvor træt maatte hun ikke være! men nu skulde de
+faa det godt hun og Børnene. Nu vilde han leve for hende!
+
+Han havde lagt hende paa Sofaen, og sad bøjet over hende og fortalte
+stille om hvor han havde angret, og længtes, og fortrudt. Hun svarede
+ikke men holdt krampagtig fast om hans Haand, nu og da aabnede hun
+Øjnene og betragtede ham stjaalent. Pludselig opdagede hun, hvor hærget
+og furet hans Ansigt var, hun lod Haanden glide hen over det som for at
+blødgøre Trækkene og brast i hæftig Graad.
+
+„Du har haft det saa ondt, Pelle!“ udbrød hun voldsomt og lod sine
+skælvende Fingre glide gennem hans graasprængte Haar. „Jeg kan føle paa
+dit stakkels Hoved, hvor onde de har været mod dig. Og jeg har ikke
+engang været hos dig! Bare jeg dog kunde gøre dig noget rigtig kært, saa
+du kom til at se glad ud.“
+
+Hun rev sit Kjoleliv op, tog hans Hoved ned til sin Barm og lullede det,
+med et Udtryk som en Moder der giver sit Barn Die. Og Pelles Ansigt
+forandrede sig stille — som Barnets naar det lægges til Brystet. Det var
+som Livets Kilde gød sig ud i ham, det forhærdede gled af Trækkene, der
+kom Liv og Varme i dem igen. „Jeg troede jo ikke, du vilde komme tilbage
+til os,“ sagde Ellen og trykkede hæftigt sit Bryst mod hans Mund. „Lige
+siden Lasse Fredrik traf dig i Gaar, har jeg siddet og ventet paa du
+skulde komme.“
+
+Pelle opdagede pludselig, hvor forvaaget hun saa ud. „Du har ikke været
+i Seng i Nat?“ sagde han.
+
+Hun rystede smilende paa Hovedet: „Jeg maatte jo passe paa at Gadedøren
+ikke blev laaset. Hvergang der kom nogen hjem, løb jeg ned og laasede op
+igen. — Du maa ikke være vred paa Drengen, fordi han ligestraks blev
+bange for dig. Bagefter fortrød han det og løb rundt i Byen hele Aftenen
+for at finde dig.“
+
+Inde fra Sovekamret kaldte en klar Barnestemme mere og mere ihærdigt:
+„Manne! Goddag Manne!“
+
+Derinde sad Søster over Ende i Ellens Seng og legede med en Fjer, hun
+havde pillet ud af Dynens Snip. Hun lod sig villigt kysse og blev ved at
+sidde med Trutmund og den pudsigste rynkede Næse. „Du er Mand!“ sagde
+hun indsmigrende.
+
+„Ja det er godt nok,“ svarede Pelle leende — „men hvad for en Mand?“
+
+„Mand,“ gentog hun og nikkede uhyre alvorligt.
+
+Søster delte nok Seng med Ellen nu. For Fodenden af den store Seng stod
+hendes egen lille Barneseng, som ogsaa havde været Lasse Fredriks
+engang, og i den laa —. Naa, Pelle vendte sig mod den anden Væg, hvor
+Lasse Fredrik laa i Enspændersengen og snuede, med en Arm under Hovedet.
+Han havde sparket Dynen af sig og laa paa Maven, hensunken i dyb Hvile,
+med de trinde Lemmer frit strakte. Han var godt bygget, Knægten!
+
+„Naa Dovenlas, kan du saa se du kommer paa Benene!“ raabte Pelle og trak
+ham i den ene Fod.
+
+Drengen vendte sig langsomt. Da han fik Øje paa Faderen, var han
+pludselig lysvaagen og førte Albuen afparerende op over Hovedet.
+
+„Der hænger ingen Øretæver i Luften, min Dreng,“ sagde Pelle leende.
+„Legen begynder først med i Dag!“
+
+Lasse Fredrik blev stædigt ved at holde Armen i Dækstilling og laa og
+stirrede ligegyldigt ud i Stuen, som anede han slet ikke, hvad Faderen
+sigtede til. Men han var ildrød i Hovedet.
+
+„Siger du ikke engang ordenlig goddag til din Far?“ sagde Ellen. Saa
+rakte han trevent Haanden frem, og vendte sig derpaa om mod Væggen. Han
+laa og ærgrede sig over Gaarsdagens Bedrift — kanske ventede han sig
+ogsaa en Overhaling. Paa Sømmet over Sengen hang hans Bukserunne og
+Kasket.
+
+„Lasse Fredrik er nok Mælkedreng ogsaa?“ sagde Pelle.
+
+„Ja“ sagde Ellen — „og han er rigtig flink til det. Kuskene roser ham.“
+
+„Skal han saa ikke op og af Sted da? Jeg har mødt flere Mælkevogne.“
+
+„Nej, for vi strejker i denne Tid,“ mumlede Drengen ind i Væggen.
+
+Pelle blev helt ivrig: „Sikke nogle Svende — saa I strejker! Hvad er der
+løs da — er det Lønnen?“
+
+Knægten maatte fortælle. Han kom efterhaanden frem med Ansigtet, men saa
+ikke paa Faderen.
+
+Ellen stod i Døren og hørte smilende paa dem, hun saa svag ud. „Lasse
+Fredrik er jo Lederen,“ sagde hun sagte.
+
+„Og saa ligger han her — i Stedet for at være ude og passe paa
+Skruebrækkerne!“ udbrød Pelle helt iltert. „Du er nok en køn Leder.“
+
+„Du tror maaske, der er nogen Dreng, der vil gøre sig saa sjofel og være
+Skruebrækker,“ sagde Lasse Fredrik. „Nej, men Folk henter bare selv
+deres Mælk nede ved Vognene.“
+
+„Saa maa I faa Kuskene til at gøre fælles Sag med jer!“
+
+„Næ, for vi er jo ingen rigtig Organisation. Derfor vil de ikke støtte
+os.“
+
+„Saa lav en Organisation da for Pokker! Op med dig Dreng og lig ikke dér
+og snu, naar du har den Slags Ting for! Tror du maaske, man sover sig
+noget til i denne Verden?“
+
+Drengen rørte sig ikke, han syntes nok ikke der var nogen Grund til at
+tage Faderen særlig højtideligt. Men saa traf et bebrejdende Blik fra
+Ellen ham, og en to tre var han ude af Fjerene og i Tøjet. Mens de sad
+inde i Stuen og drak Kaffe, gav Pelle ham nogle Vink om, hvorledes han
+skulde gribe Sagen an. Han var stærkt optaget og gik straks op i
+Spørgsmaalet med Hud og Haar; det var som om han sidst i Gaar havde haft
+med Masserne at gøre. Saa mange gode Kampminder væltede ind paa ham. Nu
+vidste altsaa ethvert Barn, at det sjofleste af alt paa Jorden var at
+gøre Tjeneste som Skruebrækker! — og som han havde maattet slaas for at
+faa selv brilliante Kammerater til at forstaa den Ting! Helt komisk var
+det at tænke paa, at Strejken — som fyldte Arbejderne med Gysen første
+Gang han anvendte den — nu var noget Børn tumlede med. Tiden gik nok med
+raske Fjed herude i Dagen! Vilde man vinde med, fik man se at rubbe sig.
+
+Da Drengen var ude af Døren, kom Ellen hen og strøg ham over Haaret.
+„Velkommen hjem!“ sagde hun stille og kyssede ham paa den furede Pande.
+
+Han trykkede hendes Haand. „Tak fordi du har et Hjem til mig,“ svarede
+han og saa hende ind i Øjnene — „ellers tror jeg, jeg var gaaet i
+Hundene.“
+
+„Det kan du tro, Drengen har sin store Part i! Han har taget et godt Tag
+— ellers havde det set galt ud for mig mange Gange. Du maa ikke blive
+vred paa ham, Pelle, selv om han er lidt tvær mod dig. Husk paa, han har
+gaaet saa meget igennem med de andre Drenge. Sommetider er han kommet
+hjem og har været helt forslaaet.“
+
+„For min Skyld?“ spurgte Pelle lavmælt.
+
+„Ja for han kunde jo ikke taale de sagde noget om dig. En Tid laa han
+bestandig i Slagsmaal — nu tror jeg forresten nok, han har skaffet sig
+Ro for dem; for han helmer ikke. Men der kan jo nok have sat sig noget i
+ham.“
+
+Hun stod og dvælede over ham, der var et eller andet hun vilde sige ham,
+men ikke kunde komme i Gang med. „Hvad er der?“ spurgte han for at
+hjælpe hende paa Gled, og fik pludselig Hjærtebanken. Han havde helst
+set, de var kommet hen over _det_ uden Ord.
+
+Men hun trak ham lempeligt med ind i Sovekamret og hen til Barnesengen.
+„Du har slet ikke hilst paa Svend Trøst,“ sagde hun.
+
+Han bøjede sig forlegent ned over den lille Dreng, der laa og stirrede
+paa ham med store alvorlige Øjne. „Naar du blot vil give lidt Tid,“
+sagde han.
+
+„Det er Lille Maries Dreng,“ sagde Ellen med en egen Betoning.
+
+Han rettede sig hastigt op og saa forstyrret paa hende. Det varede
+noget, inden han fattede.
+
+„Hvor er Marie henne?“ spurgte han besværligt.
+
+„Hun er død, Pelle,“ svarede Ellen og kom ham til Hjælp ved at give ham
+Haanden. „Hun døde i Barselsengen.“
+
+Der gik et graat Drag hen over Pelles Ansigt.
+
+
+
+
+                                  III
+
+
+Huset Pelles boede i — _Palæet_ kaldte Gadens Beboere det — var en
+gammel forfalden tre Etages Bygning med Mansardrejsning. Midt paa
+Fasaden løb Resterne af nogle kanelerede Pilastre op gennem de to
+øverste Stokværk og rammede de smalle Vinduer fornemt ind. Husets Navn
+var ikke helt grebet ud af Luften, den gamle Jærnkræmmerske i
+Bagbygningen kunde huske, at det i hendes Barndom havde været en
+Generals Landsted og ligget helt alene. Dengang gik Stranden op hvor nu
+Istedgade løber, og Stikkelsbærhaverne gik helt ind til Raadhuspladsen.
+Indeklemt mellem Bagbygningerne stod der endnu to ældgamle kræftsyge
+Æbletrær fra den Tid.
+
+Byen havde siden skudt Frugthaverne en halv Mil længer tilbage,
+Vesterbros glade Sommerstrøg lagde sig i Tidens Løb Sidegader til,
+trange Fattigmandsgader som skød op om de spredte Landsteder og lukkede
+for Lyset; Fattigfolk, Artister og Piger fordrev Herskaberne og skabte
+det frodige Sommerresort om til et broget Kvarter, hvor den bestøvlede
+Armod og den saaleløse Intelligens holdt Stævnemøde.
+
+_Palæet_ var det sidste Minde om en svunden Tid. Endnu saas Resterne af
+den fordums Finhed i Lofternes tilrøgede Stuklævninger og de
+dybe Vinduer; men de store Stuer var slaaet i Stykker til
+Smaamandslejligheder paa ét og to Værelser, og Halvdelen af den brede
+Opgang ved Brædder skilt fra til Brændselsrum.
+
+Fra Pelles lille to Værelses Lejlighed førte en Dør og et Par Trin ned
+til et stort Rum, der fyldte hele Sidebygningens Ovenred og nok kunde
+ligne Ruinerne af en fordums Gildessal. Det tunge røgsværtede Loft
+ragede helt op under Sadeltaget — det havde været dekoreret engang. Nu
+var de fleste Felter faldet ned, og Bjælkerne truede med at komme
+bagefter.
+
+Det vældige Rum havde i Tidens Løb været benyttet baade til Bryggeri og
+Lager, men endnu var der et Præg over det af fordums Herlighed.
+Ejendommens Børn syntes i al Fald her var storartet, de pillede de
+sidste Panelrester ned til Pindebrænde, og kunde sidde Timer igennem og
+kukke til hinanden paa de høje Afsatser over Murpillerne, hvor der
+engang havde staaet Byster af berømte Mænd.
+
+Nu og da lejede en russisk eller polsk Emigrantflok sig ind og tog Salen
+i Besiddelse for nogle Nætter. De laa og sov mellem hinanden paa det
+bare Gulv, hver paa sin Byldt, og om Morgenen bankede de paa Døren til
+Ellens Stue og bad ved Fagter om at komme ud til Vasken. I Begyndelsen
+var hun bange for dem og spærrede Døren med sit Klædeskab, men Tanken om
+Pelle i Fængslet gjorde hende blød og hjælpsom. Det var stakkels
+forkomne Væsner, som Elendighed og Ulykke havde drevet hjemme fra. De
+kunde ikke Sprog og vidste ingenting om Verden, men ligesom Trækfuglene
+syntes de at ane sig Ruten til. I deres blinde Træk ud, fandt de af sig
+selv herhen til _Palæet_ for Hvile.
+
+Ellers laa det store Rum ubenyttet hen. Salen der gik gennem to Stokværk
+kunde være indrettet om til adskillige Smaalejligheder; men Ejeren af
+det hele — en gammel Bonde ude fra Glostrup — var saa gærrig, at han
+ikke nænnede at give Penge ud, selv om Fordelene var aldrig saa
+indlysende. Og Ellen havde ikke noget imod det saadan! Hun tørrede sin
+store Finvask her, og var fri for Gaardens Snavs og Kulstøv.
+
+Tilfældet, der saa tidt maa træde i Forsynets Sted naar det gælder
+Fattigmand, havde skyllet hende og Børnene herned, da det gik i Stykker
+for dem ude paa Kapelvej. Ellen havde efter ihærdigt Slid endelig faaet
+sin Naadlestue godt i Gang og holdt to Elever til Hjælp, da en langvarig
+Strejke kom og ødelagde det hele for hende. Hun strittede imod saa godt
+hun kunde, men en Dag kom de jo og bar hendes Stumper ned i Rendestenen
+— det var den gamle Historie, Pelle havde hørt den nogle Gange før. Der
+stod saa hun og Børnene og holdt Vagt ved Stumperne, lige til det blev
+mørkt; øsende Regnvejr var det, og de vidste hverken ud eller ind. Folk
+stansede i Skyndingen, gjorde et Par Spørgsmaal og hastede videre; en og
+anden kastede det Raad til dem at henvende sig paa Husvildeafdelingen.
+Men det var Ellen og Lasse Fredrik for stolte til; de satte de Smaa ned
+til Rullekonen i Kælderen og stod selv og holdt Vagt over Stumperne — i
+dette dumpe Haab om, at der dog skulde ske noget, som Erfaringen aldrig
+helt faar Bugt med hos den Fattige.
+
+Og da de havde staaet der tilstrækkelig længe, skete der virkelig ogsaa
+noget. Omme fra Nørrebrogade kom to Bisser strygende i vild Fart med en
+firhjulet Ladvogn af den Slags, Københavns Fattigfolk benytter, naar de
+— helst om Natten — flytter fra det ene Sted til det andet. Den ene
+havde ved Vognstangen, mens den anden skød bag paa, og — naar Farten var
+rigtig oppe — smed sig paa Maven over Køretøjet og bræmsede med
+Kapskoene mod Stenbroen, saa Vognen gik i Rendestenen. Paa den tomme
+Vogn sad et halvgammelt Fruentimmer og trallede, med Benene dinglende ud
+over Siden; hun var svær og havde en drabelig Hat med store nikkende
+Blomster paa Hovedet — en rigtig „Herrevinker“. Det gik med vældigt
+Halløj fra den ene Rendesten i den anden, og hvergang hvinede Damen.
+
+„Dér er da en Flyttevogn!“ sagde Lasse Fredrik, og i det samme snurrede
+Køretøjet lige op foran dem og gik i Rendestenen.
+
+„Hva’ er det med dig Thorvald?“ sagde den ene af Bisserne og gloede
+Ellen lige ind i Ansigtet. „Har du stødt dit Øje hva’?“
+
+Fruentimmeret var hoppet ned af Vognen. „Aa skrup af, dit Kvaj!“ sagde
+hun og puffede ham til Side — „du kan vel nok se, at de er smidt ud! —
+Er det dit Mandfjols, der har verfet dig?“ spurgte hun og bøjede sig
+deltagende over Ellen.
+
+„Nej for Værten har smidt os ud!“ sagde Lasse Fredrik.
+
+„Sikken en Skvatfigur — og nu har I ikke noget Sted at være i Nat hva’?
+— Aa Kresjan, ta’ og læs det Kluns paa Vognen, saa kan det staa hjemme i
+Porten i Nat. Det blir jo helt skamferet af Regnen!“
+
+„Ja Stolebenene har formelig begyndt og slaa Rod!“ svarede Kresjan. De
+to Fyre var i overdaadigt Humør.
+
+„Nu kan I bare ta’ og gaa med mig!“ sagde Fruentimmeret, da Sagerne var
+læsset — „saa skal jeg nok skaffe jer et Sted og være i Nat. Og saa i
+Morgen er Vorherre nok selv hjemme!“
+
+„Det er en Stejer!“ hviskede Lasse Fredrik Gang paa Gang og trak Ellen i
+Kjolen. Men hun var lige glad nu, bare hun ikke kom paa Fattigvæsnet.
+Hun satte ikke Næsen saa højt længer.
+
+Det var selve _Dronning Therese_ de havde mødt, og dermed var paa en
+Maade deres Lykke gjort. Hun hjalp Ellen til den lille Lejlighed og
+skaffede hende Finvasken for Kvarterets Piger. Der var ikke saa stort
+ved det, Vesterbros Piger gik den fine Stads saa nær de kunde; men det
+gav dog Føden.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Pelle holdt ikke af, at Ellen skulde blive ved at gaa og tage i alt det
+Snavs; han vilde nok være den der sørgede for Føden. Ellen havde desuden
+taget _sin_ Tørn, hun var kommet til at se træt ud og trængte til at
+have det lidt godt. Det var lige som hun faldt af paa den, nu da han
+stod der og igen kunde tage Ansvaret. Men opgive Vasken vilde hun ikke
+høre tale om. „Det er aldrig værd at slaa det snavsede Vand ud, før man
+har det rene!“ sagde hun.
+
+Hver Morgen begav han sig ud forsynet med en flunkende ny
+Fagforeningsbog, og gik fra Værksted til Værksted. Det var ikke gode
+Tider for Faget, mange af hans gamle Arbejdskammerater var tvunget over
+i andre Erhværv, han traf dem igen som Konduktører, Lygtetændere og
+lignende; Maskinerne havde gjort dem overflødige, sagde de. Det var
+Eftervirkninger fra den store Lockout — den havde slaaet de smaa
+Selvstændigheder ihjæl, der før sad og arbejdede med en Mand eller to,
+og givet Storindustrien Vind i Sejlene. De enkelte, som kunde magte det,
+havde anskaffet sig Maskiner og var blevet Fabrikanter, Resten var
+trængt ud og sad omkring i afsides Kældere og reparerede gammelt.
+
+Han havde mindst af alt tænkt sig at skulle gaa i Arbejde igen paa de
+gamle Vilkaar. Og nu gik han her og bød sig til, var villig til at give
+sig i Lære igen for at kunne betjene sin ny Herre Maskinen, og var til
+Fals for den værste Udbytning. Og Fabrikanterne havde ikke engang Brug
+for ham — de huskede ham for godt endnu. „De har været for længe borte
+fra Faget,“ sagde en og anden af dem tvetydigt.
+
+Naa, det var jo blot et velment Tak for sidst. Men han følte bittert,
+hvorledes selve Fortiden rejste sig mod ham. Der havde han kæmpet og
+ofret alt for at forbedre Kaarene i Faget — og Maskinerne var
+Udviklingens nedslaaende Svar til ham og hans Fæller.
+
+Han var ikke ene om at gaa og søge forgæves i den gode Foraarstid, en
+Mængde andre Fag havde haft samme Skæbne som hans eget. Hver ny Morgen
+førte ham ind i et helt Træk af Mennesker, der syntes fordømte til at
+slide Brostenene i haabløs Søgen efter Arbejde, Folk som var skubbet ud
+af Maskineriet og ikke kunde finde ind igen. „Der maa være noget i Vejen
+med dem,“ tænkte han, mens han stod og lyttede til bestandig den samme
+Historie om, hvorledes de pludselig var blevet hægtet fra og saa’ det
+hele dampe bort. Det maatte være deres egen Skyld, naar der ikke kom et
+nyt Tog og koblede dem til — kanske var de dovne eller fordrukne. Men
+efterhaanden saa han solide, prøvede Folk staa i Række og byde deres
+Kræfter ud Morgen efter Morgen uden Resultat; og han anede frysende, at
+Tiderne var ved at forandre sig.
+
+Han skulde sagtens have slaaet sig igennem blot der havde været noget at
+faa fat i. — Priskuranten var ordenlig nok! den havde blot den
+skæbnesvangre Fejl, at den ikke kunde spises. Alt i alt syntes det, som
+der var sket en Forskydning til det værre for Haandværkeren — og for at
+gøre det endnu uhyggeligere havde Storbedrifterne spærret ham den Udvej
+at nedsætte sig og blive selvstændig. Der var ikke engang den Smule
+Bagdør aaben længer! Pelle kunde lige saa godt først som sidst slaa det
+ud af Tankerne; for at blive Mester nu krævedes der Kapital og Kredit.
+Det bedste, Fremtiden nu havde i Behold, var en endeløs og udsigtsløs
+Vandring _til_ Fabrikken og fra Fabrikken igen.
+
+Han var med ét Slag plantet midt op i det gamle Spørgsmaal igen; hele
+Tilstanden rullede sig ganske af sig selv ud for ham, det nyttede ikke
+at lukke Øjnene. Han havde god Vilje til at passe sit eget og opsøgte
+ikke noget; men det ene bar det andet med sig, og enten han vilde det
+eller ej, samlede det sig til et Overblik over Tilstanden.
+
+Sammenholdet havde staaet sin Prøve udadtil, Arbejderne var godt
+organiserede og havde haandhævet deres Forhandlingsret, man kom ikke
+uden om deres Korporationer længer. Lønnerne var ogsaa en Del hævede, og
+Sansen for Hjemmet var vokset hos Arbejderne selv, mange af dem var
+rykket fra Hulerne over i nye to- og treværelses Lejligheder og havde
+faaet pæne Møbler. Deres Fordringer til Tilværelsen var steget, men
+alting var ogsaa blevet dyrere, og Livet var stadig det samme fra
+Haanden i Munden. Han kunde se, at den sociale Udvikling ikke havde
+holdt Skridt med den mekaniske; Maskinerne kilede sig stille men
+ubønhørligt ind mellem Arbejderne og Arbejdet og satte flere og flere
+Mand paa Gaden. Arbejdstiden var ikke væsenlig forkortet, Samfundet
+syntes ikke interesseret i at beskytte de arbejdende. Men det tog sig
+mere af Arbejdets Invalider nu end før, der var kommet god Gang i
+Fattigforsørgelsen. Han kunde ikke opdage _nogen_ Lov, der greb
+regulerende ind; men en hel Række af Love der plastrede paa Tilstandene.
+Der blev uddelt en Mængde forskellige Understøttelser — altid lige paa
+Sultegrænsen; flere og flere maatte ty til dem. Det berøvede dem ikke
+deres borgerlige Rettigheder, men gjorde dem til et Slags politisk
+_holdt_ Proletariat.
+
+Saaledes saa den Æventyrverden ud, Pelle havde været med til at erobre,
+nu da han vendte tilbage og saa paa den med nye Øjne. Jorden var ikke
+blevet nyskabt, noget stærkt, menneskeligt bærende, syntes Bevægelsen
+ikke at have afsat. Det saa ud, som Arbejderne stille lod sig sætte ud
+af Spillet, bare de fik Spaserepenge! Hvor var deres gamle Stolthed
+henne? de havde nok lagt sig den borgerlige Moral til, siden de
+godvilligt gik paa Aftægt. Magt manglede de ikke, hele Verden kunde de
+faa til at visne og dø bort uden at udgyde en Bloddraabe — blot ved
+deres Sammenhold. Det var Ansvar de manglede; Bevægelsens bærende Ide
+var nok løbet af dem!
+
+Pelle tumlede frem og tilbage med det, men han sled Brostenene i
+forgæves Søgen. Overblikket paatrængte sig ham af sig selv, og der var
+Kræfter baade i ham selv og udefra, som arbejdede paa at skubbe ham over
+i Bevægelsen og frem i Føringen. Men han slog det fra sig — nu vilde han
+arbejde for sit Hjem.
+
+Han fiskede sig lidt Reparationer hos Naboer og Genboer og hjalp ellers
+Ellen med at hænge Tøj op og trække Rullen —, man fik sætte Æren til
+Side og være glad til, at _hun_ havde noget. Hun var glad for
+Haandsrækningen, men holdt ikke af at nogen skulde se ham give sig af
+med Kvindearbejde.
+
+„Det er ikke noget for en Mand,“ sagde hun og saa paa ham med Øjne, som
+sagde hvor lykkelig hun var for hans Selskab.
+
+De holdt af at være sammen, nød det paa en egen stille Maade, uden mange
+Ord. Der var hændt meget, men baade Pelle og Ellen gav sig god Tid.
+Ingen af dem havde hurtigt til Ordet, men de ledte sig frem til
+Forstaaelse gennem Pavserne og rykkede hinanden nærmere under Tavsheden.
+Enhver vidste hvad den anden havde lidt, uden at det behøvede siges;
+Tiden havde arbejdet med dem begge.
+
+Nogen Storm var der ikke over deres ny Samliv, Dagene gled stille forbi,
+gjort tunge af de forløbne Aar. Ellens Sind rummede hverken Jubel eller
+Bebrejdelser. Hun var varsom over for ham — næsten sky, som første Gang
+de mødtes; bag al hendes Godhed og Omhu laa det samme Skær af jomfruelig
+Utilnærmelighed som dengang. Hun tog stille mod hans Kærtegn, selv gav
+hun nærmest ved at være noget for ham. Han mærkede, hvordan hver lille
+huslig Gærning hun gjorde for ham, groede ud af hende lige som et
+moderligt Kærtegn og lukkede ham ind i hendes Hjærte. Han var
+taknemmelig for det, men det var ikke det han trængte mest til.
+
+Naar de sad sammen i Skumringen og Børnene gik paa Gulvet og tullede,
+tav hun helst og iagttog ham i Smug; saa snart han mærkede det, gemte
+det dybe i Øjnene sig bort. Forskede hun igen efter hans skjulte Væsen
+ligesom i deres første Tid? Det var som om hun kaldte paa noget i ham —
+men ikke vilde give sig selv tilkende. Saadan kunde en Mor ogsaa sidde
+og stirre forskende efter sit Barns Fremtid. Elskede hun ham da ikke?
+Hun havde givet ham alt sit, født ham Børn, og siddet trofast og ventet
+paa ham da hele den øvrige Verden slog Haanden af ham — og alligevel var
+han ikke sikker paa, at hun nogensinde havde elsket ham.
+
+Pelle havde ikke mødt Kærligheden som noget ubændigt — Bevægelsen havde
+taget Overskuddet af hans Ungdom. Men nu stod han her født paa ny sammen
+med Foraaret, og følte det pludselig som Vælde i sig. Nu skulde han og
+Ellen begynde — for nu var hun alt! Livet havde lært ham Alvor, og det
+var kun godt. Han forfærdedes over, saa letsindigt han havde taget Ellen
+ind til sig, og gjort hende til Moder uden først at gøre hende til Brud.
+Kvindehjærtet maatte være bundløst, siden hun ikke var gaaet i Stykker
+paa det, men stadig stod og ventede lige uberørt paa, at han skulde
+vinde hende. Hun havde hjulpet sig over det ved at være Moder!
+
+Og vandt han hende saa nogensinde? — ventede hun virkelig endnu — eller
+var hun faldet til Ro?
+
+Han elskede hende saa hæftigt, at alt ved hende gik forklaret igen,
+lykkelig ved at vide, at hun var hans Skæbne. Et Baand blot, eller et
+tærnet tyndslidt Bomuldsforklæde — hver lille Ting, der hørte med til
+hende — fik en forunderlig varm Lød og fyldte Sindet med Sødme. Et Blik
+eller en lille Berøring gjorde ham svimmel af Lykke og slog hans Sind
+imod hende i Bølger af hæftig Varme. Hun smilede stille og trykkede
+venligt hans Haand — det tændte ikke. Hun holdt af ham og nægtede ham
+ingenting, men han følte det alligevel som hun forholdt ham sit inderste
+Væsen. Naar han vilde se derind, lukkede hun sig med Venlighed.
+
+
+
+
+                                   IV
+
+
+Pelle var som en der vender hjem efter Aars Landflygtighed, og igen skal
+se at bringe sig i personligt Forhold til det hele; Amnestien galdt kun
+til Tærskelen, det egenlige maatte han selv om. Det Land han havde
+dyrket var paa andre Hænder, han havde ingen Ret der mere. Men det var
+dog ham, der havde plantet; han maatte vide, hvordan det var groet og
+hvordan det blev skøttet.
+
+Den store Fremrykning var svinget over i det politiske. Bevægelsen havde
+foreløbig ladet de Fattigstes Krav paa Brød falde, ofret dem som man
+ofrer Ballast for at kunne stige lettere. Man vilde erobre selve
+Institutionerne — og saa naturligvis komme tilbage til Udgangspunktet
+igen og lægge det hele om. Det kunde være bekvemt nok at læsse dem af,
+der var mest besværlige for Fremrykningen, men lod der sig sejre paa
+det? — det var jo dem, alting drejede sig om! Pelle havde grundigt lært,
+at den der tror at narre Bakken, narrer sig selv. Han havde ingen Tro
+til det, der søgte over hvor Gærdet var lavest.
+
+Den ny Taktik daterede sig fra den store Kamps sejrrige Udgang; han
+havde jo selv ført Masserne i Triumf gennem Hovedstaden. Og dersom han
+ikke var blevet taget, havde han vel nu siddet som en af Arbejdernes
+parlamentariske Repræsentanter og symboliseret Oprykningen i
+Borgerskabet. Men nu havde han altsaa været sat udenfor og maatte vælge
+sin Stilling til det bestaaende; han havde tilhørt de udstødtes Verden
+og set Uforligeligheden lige i Øjnene — han var ikke vis paa, at
+Fattigmands Oprejsning laa i Forlængelse af den bestaaende
+Samfundsmoral. Selv var han jo fremdeles en Outlaw, og blev vel heller
+aldrig andet. Det var svært at bukke sig ind under den Karm, hvor man
+engang var smidt ud — og det var nok ogsaa svært at _slippe_ ind. Han
+agtede ikke at gøre noget for at blive optaget i de agtede Mænds Lag
+igen — han var stærk nok til at støtte sig paa sig selv nu.
+
+Maaske ventede Ellen noget i den Retning, som Oprejsning for al den Tort
+hun havde lidt. Hun fik have Taalmodighed! Pelle havde lovet sig selv at
+gøre hende og Børnene lykkelige, og det trøstede han sig til at naa
+bedst ved at følge sit eget Hoved.
+
+Egenlig lykkelig var han ikke. Det gik skidt med det økonomiske; alt det
+han spekulerede, saa Fremtiden lige utryg ud. Han trængte til at være
+Manden, Forsørgeren, saa Ellen kunde komme og søge ind til ham for
+Tryghed og Ly, æde sorgløst og ubekymret af hans Haand og give sig
+modstandsløst hen.
+
+Han var ikke deres Forsyn — det var her, det bristede, tænkte han. Det
+mærkedes i al Fald paa Lasse Fredrik. Der var Krummer i Knægten, selv om
+de smagte lidt af Gaden; han var en ihærdig Fyr, lys og paagaaende, med
+vaagen Sans for alt, hvad der smagte af Bedrift. Pelle kunde kende sig
+selv lyslevende igen i ham, og var kun stolt af ham; men Drengen tog
+ikke ham ubetinget gyldig til Gengæld. Han var flink og villig men ikke
+noget ud over det, og forholdt sig nærmest prøvende; som om han først
+vilde se, hvordan et og andet spændte af, før han godkendte Faderskabet.
+
+Pelle led ved denne uhaandgribelige Mistillid, der satte ham i Klasse
+med visse Børns „ny Far“, og havde en baade pinlig og latterlig
+Fornemmelse af, at han var paa Prøve. I gamle Dage kunde det været
+afgjort med en forsvarlig Lussing; men nu skulde Tingene ordnes, saa de
+holdt; han købte ikke billigt længer. Naar han hjalp Knægten med
+Mælkedrengenes Organisation, ydmygede han sig og indsmuglede Træk fra
+den store Kamp for at vise, at han ogsaa duede noget. Han kunde se paa
+Drengens Udtryk, at han ikke troede stort af det og forbeholdt sig at
+undersøge Sagen nærmere. Det saarede hans ømtaalige Sind og jog det ind
+i sig selv.
+
+Men en Dag, han sad over Arbejdet, kom Lasse Fredrik stormende ind.
+„Fortæl mig, hvordan du bar dig ad med at tage de _Indelukkede_ ud af
+Fabrikken, Far!“ raabte han aandeløst.
+
+„Du tror jo alligevel ikke paa det,“ sagde Pelle bebrejdende.
+
+„Jo, for de kaldte dig _Lynet_!“ udbrød Drengen fuld af Beundring. „Og
+de maatte sætte dig i Tugthuset for at blive af med dig — Mælkekusken
+har fortalt mig det hele!“
+
+Fra den Dag var de Venner — Pelle var med et Slag bleven Helten i
+Drengens Tilværelse. Han havde raget sit Skæg af, havde sværtet Ansigtet
+og var gaaet lige ind i Modstandernes egen Hule, bedre kunde det ikke
+være. Han maatte ligefrem værge sig for ikke at blive til en rigtig
+Røverhøvding med Bulehat og lange Støvler; Lasse Fredrik havde en frodig
+Fantasi.
+
+Pelle trængte til denne Sejr. Han maatte have sine egne trygt i Ryggen
+først og fremmest — og saa have Fortiden gjort ordenligt op. Men det var
+ikke nemt, lille Svend Trøst stolprede jo om allevegne, varpede sig hen
+imod ham langs Møblerne med de alvorlige Øjne stift fæstede paa ham — og
+kravlede det sidste Stykke. Saa snart Ungen blev sluppet løs, satte han
+straks Kursen mod Pelle; helt ude fra Køkkenet kom han kravlende ind og
+helmede ikke, før han stod oprejst ved Faderens Ben og stirrede op paa
+ham. „Se, hvor han allerede holder af dig,“ sagde Ellen ømt og slap
+prøvende den lille løs ude paa Gulvet — „tag ham dog op til dig!“ Han
+adlød mekanisk, nogen personlig Optræden over for dette Barn havde han
+ikke, — det var jo ikke noget Barn men en voksens Anklage, der kom
+kravlende hen imod ham. Og dér stod Ellen og saá saa øm ud, som var det
+hendes egen lille! Pelle begreb ikke, at hun ikke foragtede ham; han
+skammede sig hver Gang, han tænkte paa sin Kamp for at forsone sig med
+denne „Gøgeunge“. Det var nok heldigt, han havde vist sig overbærende!
+
+Det pinte ham, at han ikke kunde være lige saa naturlig god mod Barnet
+som hun. Og naar hun havde badet Svend Trøst Lørdag Aften og bag efter
+sad med ham paa Skødet og gav ham rent Undertøj paa, kunde det sortne
+for Pelle af Selvanklage. Tankeløst havde han traadt _Arkens_ lille
+Marie ned; og hun her, som han havde forstødt da hun trængte allermest
+til ham, strøg til Gengæld sin velsignende Haand hen over hans Brøde. Og
+som om hun mærkede hans sorte Tanker, kom hun hen og gav ham den varme
+nøgne Unge i Favnen. „Er han ikke kær?“ sagde hun med et godt Smil.
+Hendes Hjærte var saa stort, at det næsten forfærdede ham; hun tog sig
+jo mere af dette Barn end af sine egne.
+
+„Jeg er jo hans Mor!“ sagde hun selvfølgeligt. „Skulde han kanske gaa og
+ingen rigtig Mor ha’e!“
+
+Maries Skæbne laa som en Skygge over hans Sind, han maatte tale med
+Ellen om det for at prøve at faa det klaret. Men hun saa ikke den
+skæbnesvangre Sammenhæng, hun tog det som noget, der maatte saadan være.
+„Du var jo saa jaget og forfulgt,“ sagde hun roligt — „og ingen havde du
+at holde dig til. Saa maatte det jo gaa saadan! Marie har fortalt mig
+det hele. Der kan da ingen gøre for, at hun ikke var kraftig nok til at
+føde. Lægen sagde, at det var en Fejl ved hendes Bygning — hun var
+forvoksen indvendig.“ — Ak, Ellen havde ikke Rede paa, hvor meget et
+Menneske maa kunne gøre for — og selv tog hun meget mere paa sig end hun
+behøvede!
+
+Der var alligevel noget formildende ved disse nøgterne Oplysninger,
+skønt de ingenting sagde om det egenlige. Det er i Længden
+uoverkommeligt at bære Byrden af det uoprettelige, og Pelle var glad
+for, at Ellen dvælede saa jævnt og selvfølgeligt ved Maries Skæbne; det
+drog den inden for det almindelige for ham ogsaa. Marie havde søgt
+Tilflugt hos hende, da hun ikke kunde skjule sin Tilstand længer; og
+Ellen tog hende til sig og beholdt hende hos sig, lige til hun kom paa
+Fødselsstiftelsen. Hun vidste selv godt, at hun skulde dø — det var
+ligesom hun kunde føle det paa sig — og sad og talte om det, mens hun
+hjalp Ellen med Naadlingen. Alting lagde hun til Rette saa fornuftigt
+som en gammel Mor.
+
+„Hvor var hun gammelklog — og barnlig alligevel!“ kunde Ellen bevæget
+udbryde.
+
+Ja, Pelle maatte tænke paa sit Liv i _Arken_, dengang den lille Marie
+var Husmoder for ham og sine to Brødre — en bekymret Husmoder paa elleve
+Aar! Forkrøblet var hun og havde dog alle rige Muligheder i sig; hun
+mindede om Fattigdommen selv. Smittet af hans unge Styrke var hun skudt
+i Vejret og havde foldet sig ud til en fager Jomfru, som de unge
+Levemænd vendte sig efter, naar hun gik over Gaden for at gøre Indkøb.
+Han havde været bekymret for hende, ene og ubeskyttet som hun var — og
+saa blev det ham selv, der kom til at plyndre den fattige og værgeløse!
+Hvorfor bar han ikke sit Kors alene dengang men tog imod et Væsens
+Kærlighed, der gav sig hen til ham i Taknemlighed over at han havde
+givet hende Livets Glæde? Hvorfor maatte han i et svært Øjeblik tage sin
+Gave tilbage? Svend Trøst havde hun i sin naive Hjærtensgodhed kaldt
+Drengen, for at Pelle skulde være rigtig glad for ham. Men det var en
+dyr Trøst, der maatte købes med en andens Liv! For Pelle var Barnet
+nærmest en Anklage.
+
+Der var meget at gøre op og en Del, der ikke lod sig bringe i Orden.
+Pelle fandt undertiden, at det var byrdefuldt nok at tage Ansvaret for
+sig selv.
+
+I denne Tid kom Morten ham ofte i Tankerne. „Morten har i al Fald sveget
+mig,“ tænkte han — „han kunde ikke taale min Medgang!“ Her var da et
+Punkt, hvor Pelle stod med Retten paa sin Side! Morten fik komme til
+ham, hvis de skulde have noget med hinanden at gøre mere. Pelle bar ikke
+Nag, men det var rimeligt og retfærdigt at den, der var ovenpaa først
+rakte Haanden ud.
+
+Saadan mente han, han havde skaffet sig Ro for i al Fald det Spørgsmaal,
+men det kom igen. Han havde selv overtaget Ansvaret nu — og vilde
+begynde med at ofre sin eneste Ven for et Etikettespørgsmaal! Han fik
+gaa til ham og række ham en forsonende Haand!
+
+Dette syntes da endelig engang stort tænkt!
+
+Men Pelle fik ikke Lov at være tilfreds med sig selv her heller. Han gik
+og led under den samme pinlige Uro som i Cellen, naar han snød sig fra
+sit Arbejde og sad og læste i Smug — følte det paa sig, som der
+bestandig var et Øje i Kighullet, der saa alt, hvad han foretog sig. Han
+maatte i Lag med Spørgsmaalet en Gang til.
+
+Den uegennyttige Morten misundelig? Ja han var jo ikke faldet ind med
+Tusj ved Pelles Sejre, men havde foretrukket at være hans onde
+Samvittighed! Der kom vel endelig Bunden frem? Han havde berust sig i
+Støjen og skulde finde noget at øredøve Mortens stille advarende Stemme
+med, og saa laa Beskyldningen lige for — _Misundelse!_ Det blev nok ham
+selv, der havde sveget.
+
+En Dag søgte han ham op. Mortens Bopæl var ikke vanskelig at faa
+opspurgt, han havde faaet et godt Navn som Forfatter og nævntes ofte i
+Bladene i Forbindelse med Underklassen. Han boede ude paa Sønder
+Boulevard, oppe under Taget som altid, med Udsigt ud over Kalvebod
+Strand og Amager.
+
+„Nej, er du der!“ sagde han og tog Pelles Hænder. Han stod længe og
+stirrede ind i det strænge furede Ansigt, helt til han fik Taarer i
+Øjnene. „Pelle, hvor har du dog forandret dig!“ hviskede han endelig,
+halv forfærdet, og førte ham ind i Stuen.
+
+„Jeg har vel det,“ svarede Pelle mørkt — „jeg har i al Fald haft Grund
+til det. — Og du, hvordan har du haft det? Er du gift?“
+
+„Nej, jeg er ensom som altid. Den, jeg vil have, bryder sig fremdeles
+ikke om mig, og de andre kan _jeg_ ikke med. Jeg troede, du ogsaa havde
+slaaet Haanden af mig, men saa kom du dog.“
+
+„Jeg havde for megen Medgang, og saa bliver man selvgod.“
+
+„Naa ja, det. Men i Fængslet — hvorfor sendte du mine Breve tilbage. Det
+var næsten for haardt.“
+
+Pelle saa overrasket op. „Det faldt vist ikke Tugthusfangen ind, at han
+kunde saare nogen — saa der gør du mig alligevel Uret,“ sagde han. „Det
+var jo mig selv, jeg vilde straffe!“
+
+„Du har været syg da, Pelle!“
+
+„Ja syg! du skulde vide, hvordan man bliver, naar de saadan kvæler éns
+Menneskeret og spærrer én inde mellem fire nøgne Vægge. En Tid var jeg
+saadan, at jeg blindt væk hadede Alverden; min Hjærne ravede for at
+finde en rigtig ond Hævn, og da jeg ikke kunde faa Ram paa andre, hjalp
+jeg til med at fuldbyrde Straffen paa mig selv. Der var dog altid en
+Tilfredsstillelse i, at jo mere _jeg_ led, des større Djævle var de
+andre. Og jeg fik virkelig Ram paa dem — de hadede mig en Overgang af et
+oprigtigt Hjærte.“
+
+„Der var ingen derinde, som gav dig et beroligende Ord — Præsten,
+Lærerne?“
+
+Pelle smilede bittert: „Jo Rottingen! Slutteren kunde ikke faa mig ind
+under Disciplinen — jeg var en saakaldt vanskelig Fange. Det var ikke,
+fordi jeg ikke vilde, men jeg manglede fuldstændig Ligevægten; man kunde
+lige saa godt forlange af én, at han skal gaa støt, naar det hele
+hvirvler rundt for ham. De indsaa vel, at jeg ikke kunde klare det selv,
+for en Dag bandt de mig til en Pæl, trak Skjorten op over Hovedet paa
+mig og gav mig Rotting. Det er underligt at sige det, men det hjalp;
+Fremgangsmaaden var saa brutal, at alt i mig forstummede. Naar _det_
+kunde ske, var der intet at protestere mod mere. Jeg fik et vaadt Lagen
+om mig og blev hevet op paa min Briks — saa var det i Orden. I otte Dage
+maatte jeg ligge paa Brystet og kunde ikke røre mig for Smærter, den
+mindste Bevægelse fik mig til at knurre som et Dyr. Slagene var gaaet
+tværs igennem mig og kunde tælles paa mit Bryst, og dér laa jeg som en
+blytung Byldt, slaaet til Jorden i maabende Undren. Saadan gør de ved
+Mennesker, stønnede det inden i mig — saadan gør de ved Mennesker! Jeg
+begreb ingenting mere.“
+
+Pelle var blevet blygraa i Ansigtet, alt Blod var veget fra det, saa
+Knoglerne traadte dødsskarpt frem. Han sad og svalgte for at blive Herre
+over sin Stemme.
+
+„Mon du forstaar, hvad det vil sige at faa Rotting?“ sagde han hæst.
+„Ild er ingenting, jeg vilde heller brændes levende end have det en Gang
+til. Profossen slaar ikke — han er ikke Spor af vred; der er ingen, der
+er vrede paa én, de er saa værdigt bedrøvede paa éns Vegne allesammen.
+Han lægger Slagene omhyggeligt ned over éns Ryg, som om han vejede Mad
+ud, det er næsten som om han kælede for én. Men Lungerne sprøjter for
+Slaget, og Hjærtet krymper sig vanvittigt sammen, det er som om et
+Tusind Tænger flaaede alle Fibre og Nerver fra hinanden paa én Gang.
+Hele mit Indre pressede sig sammen i Rædsel og vilde flygte ud gennem
+Struben paa mig, hvergang et Slag kom listende. Endnu brænder mine
+Lunger, naar jeg tænker paa det, og mit Hjærte kan pludselig krympe sig
+voldsomt sammen og true med at sprøjte Blodet ud af min Hals. — Ved du,
+hvad der er det djævelske ved Legemsstraffen? Det er ikke nogen legemlig
+Smærte, man vil tilføje Mennesket, det er hans Indre man prygler — hans
+Sjæl. Mens jeg laa dér og rugede over mit lemlæstede Indre, overladt til
+at slikke mine Saar som et ensomt Dyr, forstod jeg, at jeg var kommet ud
+for Samfundets onde Samvittighed — dets Had til dem, der lider.“
+
+„Husker du, hvad der gav Anledning til Straffen?“ spurgte Morten og
+tørrede Sveden af Panden.
+
+„Det var et eller andet ligegyldigt — jeg skreg vist. Ensomheden og den
+forfærdelige Stilhed gik mig paa, saa har jeg vel skreget for at faa
+lidt Liv ind i den rædselsfulde Tomhed. Alt det staar mig ikke klart,
+men jeg tror nok, det var Forbrydelsen!“
+
+„Du havde alligevel haft Brug for et godt Ord fra en Ven.“ Morten tænkte
+stadig paa sine forsmaaede Breve.
+
+„Ja, men Celleluften er nu engang ikke god for et venskabeligt Forhold
+til Yderverdenen. Man bliver ond paa alle der er fri — ogsaa dem der
+mener én det bedst — og skærer selv den Smule Gren af, man sidder paa.
+Jeg var maaske aldrig kommet i Forhold til Livet igen, dersom det ikke
+var for Musene i min Celle. Jeg plejede at smuldre Brød ned til dem
+under Risten, og da jeg laa der halvdød og rugede, kom de op og løb
+pibende over min Haand. Det var dog et Kærtegn — om end ikke fra
+Medmennesker.“
+
+Morten beboede en lille Toværelses Lejlighed under Taget. Mens de sad og
+talte, hørtes der nu og da Lyd inde fra det andet Værelse; saa trak det
+nervøst i hans Ansigt, og han stirrede ærgerlig hen efter den lukkede
+Dør. Han blev efterhaanden kendelig urolig og havde hele Tiden et Øre
+derinde. Pelle undrede sig over det men vilde ikke spørge.
+
+Pludselig lød det, som en Stol blev væltet. Morten rejste sig hastigt og
+gik derind, han lukkede omhyggeligt efter sig. Pelle hørte hviskende
+Stemmer, Mortens som formanede, og en spinkel opsætsig Kvindestemme.
+„Han gemmer et Pigebarn derinde,“ tænkte Pelle — „jeg maa vist hellere
+stikke af.“
+
+Han rejste sig for at gaa og kastede et Blik ud af det store Kvistvindu.
+Hvor var det hele forandret, siden han først kom til Hovedstaden og saa
+ud over den fra Mortens gamle Hybel. Dengang havde han drømt om at
+erobre den — og havde jo ogsaa udført det, og nu kunde han begynde
+forfra! En helt ny By laa udbredt under ham; hvor han i sin Tid løb paa
+Tudeper mellem Kajer og Kulbunker, rejste sig nu en Række palæagtige
+Bygninger om en smuk Boulevard. Og alt udenfor var nyt; et stort
+Arbejderkvarter var skudt op, hvor der dengang var Tømmerpladser eller
+Vand. Under ham arbejdede Lokomotiverne og slæbte Rækker af Tipvogne med
+Fyld hen over Terrænet for den ny Godsbanegaard, og paa den modsatte
+Side af Havnen voksede et nyt Herskabs- og Forretningskvarter frem paa
+Islandsbrygge. Og bag det hele bredte Vandet og det grønne Amagerland
+sig. Morten forstod at vælge sig en høj Gren ligesom Nattergalene.
+
+Bøger havde han faaet samlet sig en Del af igen, og paa hans Skrivebord
+stod Fotografier af bekendte Mænd med deres egen Paaskrift. Alt i alt
+lod han til at være kommet godt efter det i den boglige Verden. Pelle
+fandt hans egne Arbejder frem og bladede optaget i dem, han syntes, han
+livagtig kunde høre Mortens indtrængende Stemme bag Ordene. Nu vilde han
+til at læse ham!
+
+Morten kom ind. „Du vil da ikke gaa?“ spurgte han og strøg sig over
+Panden — „Nej, bi nu lidt og lad os faa en hyggelig Sludder. Jeg har
+savnet dig, kan du tro.“ Han saá træt ud.
+
+„Jeg glæder mig vældig til at læse dine Bøger,“ sagde Pelle henrykt.
+„Sikken en Masse du har faaet skrevet — du har ikke drevet den af.“
+
+„Ensomheden har kanske lært _dig_ ogsaa at holde af Bøgerne?“ sagde
+Morten og saa paa ham. „Saa har du hvervet dig gode Forbundsfæller
+derinde, Pelle! — Alt det dér er der nu ikke meget ved — det er kun
+Forarbejderne. Det er en ny Verden, vor, maa du huske paa.“
+
+„Jeg synes ikke, _Arbejderen_ bryder sig synderlig om dig.“
+
+„Nej, ikke synderlig,“ svarede Morten sagte.
+
+„Du skriver kun i de borgerlige Blade, siges der.“
+
+„Ellers sultede jeg nok ihjæl — _de_ under mig i al Fald Føden! Vor egen
+Presse har fremdeles ingen Brug for Blænkere, men kun for Folk, der
+marsjerer efter Parolen!“
+
+„Og du har svært ved at underordne dig,“ sagde Pelle smilende.
+
+„Jeg har mit Ansvar opad,“ svarede Morten stolt. „Hvis jeg er den
+Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang
+imellem hugger _Arbejderen_ et af mine Bidrag fra den borgerlige Presse
+— det er al den Forbindelse, jeg har med mine egne. Min Føde maa jeg
+hente paa den anden Side Skellet og lægge mine Æg dér — det er egenlig
+haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har naget mig, at jeg ikke kan faa
+mine egne i Tale uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente, udenom
+_Kraftens_ Søn fører der alligevel ingen Vej. Foreløbig gør jeg saa et
+Arbejde i Overklassen; jeg sætter Elendigheden ind paa Livet af de
+lykkeligt stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvæltningen maa
+forberedes fra oven ogsaa.“
+
+„Kan de nok taale dine Skildringer?“ spurgte Pelle forundret.
+
+„Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen var før den rejste sig
+— det er et Udslag af Kultur. Undertiden er den næsten for tolerant —
+man kan ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar der er
+noget, den ikke synes om, har den altid den Udvej at se artistisk paa
+det.“
+
+„Hvordan mener du?“
+
+„Som en Præstation du, som om man optraadte for at underholde den. Det
+er sku storartet gjort — hedder det, naar man har lagt et Stykke af den
+bundløse Elendighed blot — det er helt russisk. Naturligvis har det ikke
+noget med Virkeligheden at gøre — i al Fald ikke den hjemlige. Men en og
+anden slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror jeg alligevel
+Maden bliver besk i Munden paa dem. En Dag faar jeg kanske ogsaa Held
+til at skrive saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem. Men du selv
+— hvordan staar du til Sagerne? Er du skuffet?“
+
+„Derinde lod jeg i min haarde Nød Lykketiden fuldbyrdes paa jer andre —
+og for saa vidt! Alligevel er der jo sket stor Forandring.“
+
+„Og du er glad ved den?“
+
+„Alting er blevet dyrere,“ sagde Pelle langsomt — „og Arbejdsløsheden
+synes paa Vej over til at blive permanent.“
+
+Morten nikkede: „Det er Kapitalens Svar; den ganger enhver Lønstigning
+med to og lægger det tilbage paa Arbejderne igen. Fattigmand taaler ikke
+ret mange af den Slags Sejre.“
+
+„Det værste er næsten den spidsborgerlige Udvikling. Jeg synes vor gode
+Almue er i Færd med at spalte sig i to Dele: Elitefagene der rykker op i
+Borgerskabet, og Proletariatet som sidder forraadt tilbage. Det hele har
+vist været lagt for smaat an til at kunne bære langt frem.“
+
+„Du har været ude og set større Forhold, Pelle,“ sagde Morten betydende.
+„Nu maa du lære fra dig.“
+
+„Jeg har ikke Rede paa mig selv,“ svarede Pelle undvigende — „og jeg er
+straffet! Men du selv.“
+
+„Jeg duer ikke til Samlingsmærke — du har jo selv set det, de bryder sig
+ikke om mig. Jeg er skudt for langt frem foran det store Tros og har
+ingen rigtig Forbindelse — jeg er i Grunden forfærdelig ensom du! Men
+kanske er jeg udset til at naa Højderne før I andre, og saa skal jeg
+prøve at tænde Blus deroppe for jer.“ Morten sad og tav lidt, pludselig
+løftede han Hovedet —:
+
+„Men du _skal_, Pelle! Du er ikke den rette, siger du — der er
+simpelthen ikke andre end dig. Har du glemt, at du var Bevægelsens lyse
+Brand, dens naive Tro? De troede jo blindt og barnligt paa dig alle som
+én, og ævnede ingenting da du faldt fra. Det er jo ikke dig men de andre
+— hele Bevægelsen — der har været i Fængsel! Og hvor det glæder mig, at
+du er kommet igen, fuld af Kræfter derude fra. Du er større end sidst,
+Pelle; og da skete der alligevel noget. Nu maa selve det store kunne
+lykkes for dig.“
+
+Pelle sad og lyttede ud i den faldende Skumring, forundret og glad
+genert. Det var Morten, der gav ham Udnævnelsen, den strænge
+ubestikkelige Morten, der altid før havde været efter ham som ond
+Samvittighed.
+
+„Nej, nu vil jeg være varsom,“ sagde han — „og det er din egen Skyld,
+Morten. Det er dig, der har gaaet og prikket til min Sjæl, og nu er den
+vaagen; jeg gaar ikke blindt paa mere. Jeg har paa Følelsen, at det, vi
+to er med i, er det største, Verden endnu har set. Det griber længere
+ind i Fremtiden, end jeg kan se, og derfor arbejder jeg med mig selv.
+Jeg studerer Bøgerne du — det kom jeg i Lag med derinde i Fængslet — jeg
+maa prøve paa at faa et Overblik over Verden. Der er ogsaa foregaaet
+noget besynderligt med mig — nu begriber jeg, hvad du mente med, at
+Mennesket er helligt! Jeg er ikke længer tilfreds med at være en lille
+Del af det hele, men synes jeg maa se at blive en hel Verden selv. Det
+høres taabeligt, men jeg føler det, som om jeg selv befinder mig paa den
+ene Vægtskaal og hele den øvrige Verden paa den anden. Og før jeg kan
+vippe den op, tør jeg ikke tænke paa at stille mig i Spidsen for de
+mange.“
+
+Det var blevet Aften, uden at de mærkede det. Det elektriske Lys nede
+fra Banegaardsterrænet kastede sit Skær mod Kvistværelsets Loft og
+derfra ned paa de to Mænd, som sad forover ludende i Halvmørket og talte
+stille. Ingen af dem mærkede, at Døren til det andet Værelse gik op; en
+lang skeletagtig Tøs stod paa Tærskelen og stirrede paa dem med store
+sorte Pupiller. Hun var i bar Særk, der var faldet ned fra den ene
+pilmagre Skulder, og bare Ben; Særken stumpede oven for Knæet og viste
+et Par sørgelig tynde Benpiber frem. Hendes Aande gik pibende ud i
+Rummet.
+
+Pelle løftede Hovedet for at sige noget, men tav ved Synet af den hvide
+radmagre Skikkelse, der stod og betragtede ham med store sugende Øjne
+som syntes at hvirvle Mørket ind i sig. Mødet med Morten havde sat ham i
+en egen forventningsfuld Stemning, han havde endnu Kaldelsen lys i Øret
+og stirrede forfærdet paa det spøgelseagtige Væsen. De fine af Nøden
+vansirede Linjer, Øjnenes Udtryk af rædselsfuld Barneviden om Mørket,
+hele dette Dobbeltbillede af dødsmærket Gustenhed og uindfriet Skønhed —
+var det ikke Armodens Spøgelse, alt det forurettede og undertrykte, der
+forpint gik igen for at mane ham? Havde hans Hjærne faaet Tilbagefald? —
+var Cellens rædselsfulde Mørkningssyner ved at komme igen? „Morten!“
+hviskede han og rørte ved hans Arm.
+
+Morten sprang op. „Men Johanne dog, skammer du dig ikke!“ raabte han
+bebrejdende. Han vilde skubbe Pigen tilbage i det andet Værelse og lukke
+Døren. Men hun trængte sig forbi ham frem i Stuen.
+
+„Jeg _vil_ ha’e Lov og se ham,“ sagde hun ophidset — „hvis De ikke la’r
+mig, saa render jeg min Vej! — Han har gemt mit Tøj,“ hun stirrede paa
+Pelle med sine indfaldne Øjne — „men jeg kan godt stikke af i bar Særk.
+Hvad bryder jeg mig om det.“ Hendes Stemme var hæs og grov af
+Baggaardenes klamme Luft.
+
+„Gaa nu i Seng, Johanne,“ sagde Morten mildere — „husk paa hvad Doktoren
+har sagt. Du kommer til at fryse, og saa er det hele spildt.“
+
+„Hvad rager det mig!“ svarede hun og slog en raa Latter op. „Du kan jo
+lade være at spilde noget paa mig — jeg har ingen Børn med dig.“ Hun
+rystede af Kulde men blev haardnakket staaende; Mortens Forestillinger
+besvarede hun med en Strøm af Skældsord. Tilsidst opgav han det og sank
+træt ned paa en Stol. De to Mænd sad og saa paa hende i Tavshed.
+
+Barnet led synligt ved ikke at møde Modstand mere og forvirredes under
+deres stumme Blik. Hun kastede med Hovedet og saa udfordrende fra den
+ene til den anden; hendes Øjne brændte unaturligt. Pludselig smed hun
+sig ned paa Gulvet og gav sig til at hvine.
+
+„Det dér gaar ikke, du,“ sagde Pelle alvorlig.
+
+„Jeg kan ikke tumle hende,“ svarede Morten haabløst. „Men du har jo
+Kræfterne.“
+
+Pelle bøjede sig ned og tog hende i sine Arme, hun sparkede og bed. „Hun
+har faaet Krampe,“ sagde han til Morten. „Vi maa tage hende ud under
+Posten.“ Saa blev hun med ét stille og lod sig bære i Seng. Feberen
+rasede i hende, han mærkede, hvorledes Livet sled i hendes syge Skrot,
+naar hun trak Vejret; det lød som en gesten Pumpe.
+
+Da Morten med nogle venlige Ord dækkede hende til, brast hun i
+krampagtig Graad; hun vendte sig ind mod Væggen og laa og bed i Dynen
+for at skjule det. Efterhaanden blev hun roligere og faldt endelig i
+Søvn. De to Mænd listede ind i Stuen og trak Døren til efter sig.
+
+Morten saa dødstræt ud, han var nok fremdeles ikke stærk. „Jeg er kommet
+op i noget, jeg ikke kan klare,“ sagde han mismodig.
+
+„Hvad er det for et stakkels Barn?“ spurgte Pelle sagte.
+
+„Jeg ved det ikke, du. Hun kom til mig nu i Foraaret, næsten døddrukken
+og forfærdelig tilredt; Dagen efter fortrød hun det og løb sin Vej, men
+jeg fik dog fat paa hende igen. Hun er et af de stakkels Væsner, der
+ikke har andet Hjem end de store Tømmerpladser; der har hun fristet
+Tilværelsen og bjærget sig ved at gaa fra Haand til Haand mellem de
+store Drenge. Hun er ikke til at faa noget ud af, men jeg har ad anden
+Vej faaet at vide, at hun har holdt til i Bræddestabler og Kældere
+mindst et Par Aar. Drengene lokkede Levemænd herud og solgte hende; de
+fleste af Pengene tog de selv og gav hende Spiritus for at opmuntre
+hende. Saa vidt jeg kan forstaa, er der hele organiserede Bander, som
+forsyner Byens perverse Levemænd med Drenge og Piger — man bliver
+svimmel ved at tænke paa det! Barnet er sagtens forældreløst, men vil
+som sagt ingen Oplysninger give! Et Par Gange har jeg hørt hende snakke
+i Søvne om Bedstemor; men naar jeg hentyder til det, bliver hun ond og
+stum.“
+
+„Drikker hun?“ spurgte Pelle. Morten nikkede.
+
+„Jeg har haft nogle slemme Tørn med hende i den Anledning, hun er
+utrolig opfindsom, naar det gælder om at faa fat i Drikkevarer. I
+Begyndelsen kunde hun slet ikke taale varm Mad, saa ødelagt var hun. Hun
+er i det hele taget forfærdelig afrakket paa Sjæl og Legeme og volder
+mig mange Bryderier.“
+
+„Hvorfor faar du hende ikke anbragt?“
+
+„Vor offentlige Børneforsorg er ikke egnet til at elske Liv i en
+nedtraadt Plante, og Johanne kan ikke tages med Bunkebehandling og
+Straf. Hun er til Tider ganske abnormt trodsig og umedgørlig og kan gøre
+mig helt ude af det; og naar jeg saa ikke ser det, ligger hun og græder
+over sig selv. Der er meget af et godt Barn inden i hende trods alt, men
+hun kan ikke faa det frem. Jeg har prøvet at anbringe hende i en privat
+Familie, hvor jeg vidste hun fik det godt; men det varede kun nogle faa
+Dage, saa kom de og meddelte at hun var rendt. Et Par Uger strejfede hun
+om, saa tyede hun alligevel tilbage til mig; en Aften sent jeg kom hjem,
+sad hun vaad og rystende her uden for min Dør i den mørke Krog. Jeg var
+helt rørt over det. Men hun blev rasende fordi jeg saa hende, og bed og
+sparkede ligesom nu før — jeg maatte bære hende ind med Magt. De onde
+Forhold har slaaet hende helt ud af Ligevægt — jeg kan i al Fald ikke
+blive klog paa hende. Ja saadan staar Sagerne altsaa! Jeg ligger herinde
+paa Sofaen, men du forstaar — en Ungkarlelejlighed er ikke rigtig
+indrettet paa det. Der løber jo ogsaa Sladder paa Trapperne.“
+
+„Bryder du dig om det?“ spurgte Pelle forundret.
+
+„Nej men Barnet du — hun er sørgelig vaagen over for den Slags! Og hun
+begriber heller ikke selv Forholdet, hun er kun 10-12 Aar og allerede
+vant til at betale enhver Venlighed med sit syge Barnelegeme. Fatter du,
+hvor rædselsfuldt det er at se ind i hendes forundrede Øjne? Lægen siger
+hun har taget Skade indvendig — og rimeligvis ogsaa bærer paa en
+Tuberkulose; han mener aldrig hun vil kunne rette sig. Og hendes Sjæl —
+hvilken Afgrund for et Barn at bære paa. Alene én saadan Barneskæbne er
+for meget; og hvor mange er der saa ikke i det Helvede vi lever i!“
+
+De sad tavse en Stund. „Og nu maa du undskylde at jeg beder dig gaa,“
+sagde Morten endelig og rejste sig, „men jeg maa til at arbejde, der er
+noget jeg maa have færdigt endnu i Aften. Du bliver ikke vred, vel? Se
+op saa snart du kan — og tak fordi du kom!“ han trykkede Pelles Haand.
+
+„Gør mig den Tjeneste at have Øjnene med dig,“ sagde han, idet han
+lukkede ham ud — „maaske kunde du hjælpe mig at finde Rede i Staklens
+Historie. Du kender jo Masser af Smaafolk og maa paa en eller anden
+Maade have grebet ind i hendes Liv — jeg kan mærke det paa hende. Lagde
+du ikke Mærke til, hvor optaget hun var af at faa dig at se? Prøv at
+finde ud af det, du?“
+
+Pelle lovede det. Men det var lettere sagt end gjort. Naar han lod
+Tankerne søge rundt i den udstrakte Fattigverden, han var kommet tæt ind
+paa Livet af under den store Lockout, var der Hundreder af Børn Johannes
+Skæbne kunde være overgaaet.
+
+
+
+
+                                   V
+
+
+Pelle havde faaet sit gamle Værktøj frem og indrettet sig som Smaamester
+for Gadens Beboere. Han løb ikke og søgte mere, og for Ellen saa det ud
+som han havde opgivet Haabet. Men han ventede blot og rustede sig; han
+var saa sangvinsk som nogensinde. Løftet om det ufattelige laa bestandig
+uindfriet i hans Sind.
+
+Der var ikke Plads til ham oppe i den trange Lejlighed, hvor Ellen gik
+med sin Vask, saa lejede han et Rum i den høje Kælder og hængte et stort
+Skilt i Vinduet; han tegnede det selv med Skomagerblæk paa et Stykke Pap
+— saa sparedes de Penge. _Kom til mig med Deres Fodtøj, saa hjælper vi
+hinanden paa Benene_ stod der. Naar Lasse Fredrik ikke var paa Arbejde
+eller i Skole, holdt han for det meste til nede hos Faderen; han var en
+snild Fyr og kunde give en Haand til mange Ting. Mens de arbejdede,
+samtalede de om alt muligt, Knægten fortalte sin Far alt hvad han
+oplevede.
+
+Han var stærkt i Færd med at forandre sig og talte svært fornuftigt om
+alting. Pelle var bange for, at han fik for lidt ud af sin Barndom.
+„Skal du ikke op og lege med?“ spurgte han, naar Kvarterets Drenge
+hujende stormede forbi Kældervinduet. Men Lasse Fredrik rystede paa
+Hovedet. I Leg havde han været det altsammen fra Forbryder til Konge,
+dér var ikke mere at naa. Nu vilde han gærne til noget rigtigt og drømte
+foreløbig om at komme til Søs.
+
+Skønt de arbejdede alle tre, var det ikke mere end lige de kunde slaa
+sig igennem; der blev aldrig noget at hygge sig for. Dette var især
+Ellens Sorg, Pelles Tanker syntes ikke at fæste sig ved det. Naar man
+blot satte lidt spiseligt frem for ham, var han tilfreds og saa ikke paa
+hvad det var.
+
+Det var Ellens Drøm at de endnu — ved et vanvittigt Slid tidlig og silde
+— skulde kunne arbejde sig i Vejret og komme over i andre Lag. Men Pelle
+blev vred, naar hun stod og sled efter Fyraften; de maatte hellere have
+det lidt fattigt og saa have Raad til at være Mennesker, sagde han.
+Ellen forstod det ikke, men saa nok at hans Sind var vendt en anden Vej;
+han som altid før faldt i Søvn over Bøgerne, kunde nu fortabe sig saadan
+i dem at han ikke hørte Børnenes Tumlen omkring sig. Hun maatte ligefrem
+vække ham, naar der var noget hun vilde — og blev ræd for denne ny Magt,
+der var kommet i Stedet for den gamle. Det var næsten som en
+Forbandelse, at altid noget skulde arbejde paa at føre ham ud over
+hende. Og lægge sig imod turde hun ikke; hun havde bitre Erfaringer fra
+før.
+
+„Hvad søger du i de Bøger?“ spurgte hun og kom og satte sig hos ham.
+Pelle saa fraværende op, hans Tanker kom fra fjærne Egne, hvor hun ikke
+havde været med. Hvad han søgte? han prøvede sig frem men kunde ikke
+gøre Rede for det. „Jeg søger mig selv!“ sagde han pludselig med et
+dristigt Hug gennem det hele. Ellen stirrede forundret og skuffet paa
+ham.
+
+Men hun kom igen — denne Gang skulde ikke noget faa Lov at gaa imellem
+dem og ødelægge hendes Verden. Hun lagde sig ikke paa tværs af noget
+mere, men nu vilde hun _følge_ ham og være dér hvor han var. „Forklar
+mig, hvad det er du har for — og tag mig med i det,“ sagde hun.
+
+Pelle havde saa smaat belavet sig paa at gaa ene ind i dette og blev
+glad ved at møde Drift til Udvikling hos hende ogsaa. Indtil videre
+lignede Aandens Verden nærmest et Vildnis, og det var rart nok at færdes
+to derinde.
+
+Han satte hende ind i de Tanker der optog ham selv, og drøftede dem med
+hende; og Ellen iagttog undrende, at det altsammen var noget der ikke
+vedkom deres private lille Velfærd. Hun gjorde sig megen Umage med at
+begribe denne Flugt bort fra det, der dog var det væsenligste; det var
+jo ligesom med Børn, der altid helst vilde det de ikke skulde.
+
+Om Aftenen naar Svend Trøst og Søster var lagt i Seng, tog Pelle en Bog
+og satte sig til at læse højt. Ellen havde et eller andet Lappearbejde,
+og Lasse Fredrik hang over en Stoleryg med Øjnene stift hæftede paa
+Faderen og strittende Slugøren. Skønt han ikke forstod det halve, fulgte
+han anspændt med — til Naturen gjorde sin Ret gældende og han faldt i
+Søvn.
+
+Ellen kunde saamænd godt forstaa det — hun havde selv sin Nød med at
+holde Øjnene aabne; det var ikke Morskabsbøger Pelle læste. Undertiden
+stansede han for at skrive noget op eller drøfte et eller andet
+Spørgsmaal. Han kunde faa de besynderligste Ideer og se Sammenhæng
+mellem Ting, som Ellen syntes laa i hver sit Verdenshjørne; hun maatte
+tænke paa, om han ikke godt kunde have studeret til Præst. Forresten
+klædte det ham; hans Øjne blev helt sorte, naar han var rigtig optaget
+af at forklare noget; og der kom et ejendommeligt Træk om hans Mund, saa
+hun sad og fik Lyst til at kysse den. Hun maatte i sit stille Sind
+indrømme, at det i ethvert Tilfælde var en meget uskadelig
+Fyraftensbeskæftigelse, og var glad til, at det der tog ham denne Gang i
+al Fald bandt ham til Hjemmet.
+
+En Dag gik det op for Pelle, at han alligevel ikke havde hende med. Hun
+troede ikke engang paa det han havde for — hun havde aldrig troet blindt
+paa ham — „Hun har nok heller aldrig elsket mig rigtig — det er derfor,“
+tænkte han mismodig. Maaske var det Forklaringen paa, at hun tog Svend
+Trøst saa roligt som var han hendes eget Barn — hun var ikke skinsyg!
+Pelle havde gærne ladet sig overøse med Bebrejdelser for bagefter at faa
+et Kys, vædet i brændende Taarer. Men Ellen kom ikke ud af Ligevægt.
+
+Saa hyggeligt de havde det, mærkede han at hun til en vis Grad gjorde
+Bestik uden ham — som havde han en Svaghed man altid gjorde vel i at
+regne med. Erfaringen fra gamle Dage sad dybt i hende.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Ellen gik og havde sine egne Planer med den gamle Sal og to smaa
+Anretterværelser, der laa for Enden af den; hun var træt af at vaske,
+det gav ussel Fortjeneste, meget Slid og ringe Anseelse. Nu vilde hun
+have Artistlogi; der var baade den og den i Gaden, som sad og levede
+pænt af at leje ud til Artisterne. „Bare jeg havde haft et Par Hundrede
+Kroner til at komme i Gang for, saa skulde jeg nok faa det til at gaa,“
+sagde hun.
+
+— „Og saa kunde du bedre faa Tid og Ro til at passe dine Bøger,“ føjede
+hun indsmigrende til.
+
+Pelle raadede fra. De gode Artister tog ind paa Artisthotellerne, og de
+Folk man kunde vente at faa, havde ikke stort at betale med. Han havde
+set adskilligt til dem fra sit Kældervindu og lappet Skotøj for nogle af
+dem — det var et temmelig saaleløst Folkefærd. Saa tav hun med det, men
+han kunde mærke, at hun ikke var overbevist. Hun lod kun Sagen falde,
+fordi han var imod den og det var ham, der skulde skaffe Pengene.
+
+Dette holdt han ikke af at tænke paa — han var blevet varsom med at
+bestemme over andre. Pengene maatte kunne skaffes til Veje, om ikke paa
+anden Maade saa ved at give Pant i Bohave og Værktøj. Gik det galt, saa
+var det den sikre Ruin; men dér gik Ellen og syntes maaske, han var en
+død Haand over hendes Muligheder.
+
+En Dag smed han Skødskindet og gik ud for at rejse Pengene. Det blev
+sent, inden han kom hjem, Ellen stod i Døren og ventede ham med
+forundret Ansigt.
+
+„Se her er Penge, min Pige — hvad gi’r du mig for dem?“ sagde han
+friskfyragtigt og talte 180 Kroner op i Sedler til hende. Ellen stirrede
+overrasket paa Pengene; saa stor en Kapital havde hun aldrig haft mellem
+Hænder før.
+
+„Hvor har du dog faaet alle de Penge fra?“ spurgte hun endelig.
+
+„Ja, jeg har saamænd travet hele Dagen fra den ene til den anden,“ sagde
+Pelle fornøjet — „men til sidst blev jeg vist til en Mand inde i
+Blaagaardsgade. Han gav mig 200 Kr. mod Pant i Indboet.“
+
+„Men her er jo kun 180 Kr.“
+
+„Naa ja, han trak altsaa de tyve fra. Laanet skal saa afdrages med tyve
+Kroner om Maaneden i femten Maaneder. Jeg maatte skrive under paa at
+have laant 300 Kr., men saa slipper vi ogsaa for at betale Renter.“
+
+Ellen stirrede lamslaaet paa ham. „Tre Hundrede Kroner — og vi har kun
+faaet hundrede og firs — Pelle!“ Men pludselig slog hun Armene om hans
+Hals og kyssede ham hæftigt. „Tak!“ hviskede hun. Han var helt fortumlet
+— det lignede hende ikke at være saa voldsom.
+
+Hun fik travlt med at leje Salen og faa den sat i Stand; de løse Bjælker
+maatte dog fæstes op og Væggene klines og hvidtes lidt. Den gamle Bonde
+vilde gærne leje ud, men Bekostninger vilde han ikke høre tale om; til
+sidst fik Ellen ham dog til at gaa ind paa at betale det halve af
+Istandsættelsen, imod at hun lejede for et Aar og betalte forud. „Vi kan
+faa min Bror Frederik til at gøre det lidt i Stand paa Søndag
+Formiddag,“ sagde hun til Pelle — „saa slipper vi selv maaske gratis.“
+Hun var vældigt om sig i det hele taget!
+
+Men det kunde ogsaa nok behøves, Lejen slugte de hundrede Kroner, og saa
+var der alle Anskaffelserne. Hun købte billig Sirts i Masser af Alen og
+hængte op, saa der blev en Række smaa Aflukker langs Salens ene Side, i
+hvert Aflukke kom en brugt Seng med Hømadras, og et Servantestativ.
+„Artister tager det ikke saa nøje,“ sagde hun. „Og jeg tror nok de
+bliver glade for Salen til at øve sig i!“ Endelig var der de to smaa
+Anretterværelser, som skulde udstyres lidt pænt til særlig
+fordringsfulde Artister. Pengene slog ikke saa nær til, man maatte tage
+en Del paa Kredit.
+
+Saa var ogsaa det hele færdigt til at tage imod de frie Fugle; og helt
+fikst var det i Forhold til Midlerne; Pelle maatte beundre hendes Snille
+til at faa meget ud af lidt. Nu galdt det blot om at fange Fuglene ind.
+Men her stoppede Ellens praktiske Sans op, hun kunde ikke gætte sig til
+Trækket. „Vi maa avertere,“ sagde hun og talte sine Skillinger.
+
+Pelle lo ad hende. Avertere efter Folk, der befandt sig Pokker i Vold
+paa Jærnbaner og Dampskibe — det skulde godt hjælpe! „Hvad gør vi saa?“
+sagde hun og saa angst paa ham for Hjælp. Nu var han alligevel Manden
+for det hele.
+
+Ja først og fremmest maatte der et tysk Skilt ned ved Gadedøren, og saa
+maatte Logiet gøres kendt. Pelle havde læst baade Tysk og Engelsk i
+Fængslet og satte selv Skiltet sammen. Han fik Kort trykt og lagde ind
+paa Artistknejpen oppe paa Hjørnet af Vesterbrogade, gik ogsaa selv
+derhen et Par Gange efter Midnat naar Artisterne samledes efter endt
+Arbejde, og mødte op ved Varietéernes Bagside. Det blev snart en Opgave,
+som alt hvad han beskæftigede sig med — og nu _skulde_ det tampes
+igennem.
+
+Ellen saa forundret og hjælpeløs til. Hun var blevet helt forskrækket
+med ét, og fulgte med spændt Opmærksomhed hver af hans Bevægelser.
+
+Men snart begyndte der at komme Gang i det. Pigerne, Ellen havde vasket
+for, interesserede sig for Foretagendet og viste Logerende hen til
+hende; og Lasse Fredrik, som havde sin Gang i Cirkusstaldene, kom
+jævnlig trækkende med en eller anden russisk Staldkarl, der optraadte
+som Bondedanser eller Kosakrytter. Det hændte, at der boede Folk hos
+hende helt omme fra den anden Side Jorden, hvor de gaar med Hovedet
+nedad: Fakirer og Tryllekunstnere fra Indien og Japan, Slangetæmmere fra
+Tetuan — Folk med blankragede Hoveder eller en lang sort Pisk, med skæve
+sørgmodige Øjne, løse Hofter og Hud, der lignede det grønlige Lær Pelle
+brugte til Damestøvler. Søster var bange for dem, men for Lasse Fredrik
+var det et Herreleben. Der kom ogsaa tykke Tyrolerpiger — tre og tre —
+som jodlede paa Varietéerne og gik og saa skrækkelige ud hele Dagen; de
+var Ellens Fortvivlelse. Og nu og da kom der hele Trupper. Saa knirkede
+Trapez og Ringe i den store Sal, spanske Dansere trænede, og Jongløren
+øvede sig i nye Triks.
+
+Det var altsammen Folk, som helst ikke skulde ses uden for Scenen. Ellen
+kom ofte i Cirkus og paa Varieté nu, men begreb aldrig rigtig, at de
+Optrædende var de samme, som gik og rodede derhjemme og saa ud værre end
+en Ulykke. De fleste stillede ingen Fordringer men skulde bare have det
+billigt, de kostede sig selv og levede undertiden af Gud ved hvad. Nogle
+tændte slet og ret Baal paa en Jærnplade paa Gulvet og rodede sig noget
+sammen — Ris og saadan noget. De kunde ikke taale dansk Mad, sagde
+Pelle. Undertiden stak de af uden at betale, det hændte ogsaa at de tog
+noget med sig; og slemme til at ødelægge var de. Silke at spinde ved det
+var der ikke, men Ellen var foreløbig tilfreds, blot det gik rundt; saa
+hun havde Lejen og Afdragene og lidt for sin Ulejlighed. Det var hendes
+stolte Plan at udrangere de daarlige Elementer og lægge det hele lidt
+fornemmere an, naar det var kommet godt i Gang.
+
+„Nu kunde du godt sige nej til det daarligste Arbejde og skaane dig
+lidt,“ sagde hun til Pelle, naar han sad og masede med noget udslidt
+Fabriksfodtøj, der hverken var Saal eller Overlær paa. Det meste Fodtøj
+havde gjort Tjeneste andet Steds, før det havnede her i Kvarteret, og
+naar Pelle fik det under Behandling, var der ikke store Sager igen af
+det. „Sig nej til det,“ sagde Ellen — „det er altfor sur Fortjeneste for
+dig! Og nu klarer vi os jo, uden at vi behøver tage alting med.“ I sin
+Hjærtens Godhed syntes hun, han skulde have Lov til at dyrke Bøgerne,
+siden det nu engang var hans svage Side.
+
+Hun mente ham det godt nok, men Pelle skulde ikke have noget af at være
+en æstetisk Driver, en Jordemormand, der lod Konen forsørge sig og gik
+og agerede boglærd. Der var nok af dem i Kvarteret, og Beboerne saa op
+til dem, men de var ikke morsomme. Det var nærmest en anden Form for
+Drukkenbolte.
+
+For ham var Bøgerne en ny Styrke, groet tungt frem af Opholdet i
+Fængslet. Han havde siddet ensom derinde med sit Arbejde, henvist til at
+sysle med sig selv, og gaaet sin Person efter i Sømmene. Det var jo
+ligesom at faa Selskab, naar han gravede det ny og fremmede i sig frem
+for Dagen; og en Dag stødte han paa sit eget Væsens Taage og opdagede,
+at den bestod af Erfaringer andre havde gjort før ham. Biblen, som altid
+laa paa Fangens Bord for Selskab, hjalp ham; dens Tale lød som en dybt
+bekendt Stemme, der i meget mindede om Far Lasses Røst i hans Barndom.
+Fra Biblen gik han videre og opdagede, at de alvorlige Bøger var
+Mennesker, der sad i Ensomheden lige som han selv — og talte udad.
+
+Var Ensomheden da saa forfærdelig, naar man havde saadant Selskab? Pelle
+begreb ikke sin egen Angst for den mere. I sin Barndom havde han været
+Skabning i bredeste Forstand og haft Selskab af alt — han kunde
+underholde sig med Trær, Dyr og Stene. De Traade visnede bort engang og
+tilførte ikke Næring mere; men saa blev han ét med Masserne og tænkte og
+følte nøjagtig som de. Nu var ogsaa det ved at smuldre; han isoleredes
+tydeligt Led for Led, og det morede ham at opdage en Plan i det. Han
+havde gjort sig Naturen underdanig allerede som Barn, han! — og siden
+erobret Masserne! Nu var det Ensomheden, der skulde tages — og midt i
+den færdedes han selv, stor og forunderlig! Den var allerede i Færd med
+at sætte uudslettelige Spor i hans Sind skønt han ingenting havde set af
+den endnu. Han følte sig vidunderlig spændt til Mode — omtrent som da
+han i sin Barndom ankom til Bornholm sammen med Faderen og ingenting
+kunde se men hørte et Mylder af Liv røre sig derinde bag Taagen. En ny
+ukendt Verden fuld af Vidundere bankede ham anende i Møde derinde fra.
+
+Pelle handlede ikke ud fra nogen Viljesakt; han kunde lige saa godt have
+prøvet at løfte sig selv i Haaret, som beslutte at nu vilde han være et
+Menneske for sig selv. Det var en Opvaagnen af ny Ævner! Han lod ikke
+længer Sol og Regn gaa hen over Hovedet paa sig, der hændte det
+vidunderlige med ham, at han saa undrende paa alt, hvad der før var
+gledet ham forbi som hverdagsagtigt, og saa alt i nyt straalende Lys.
+Han maatte gaa det hele efter forfra, se hver Enkelthed an — nej var det
+ikke vidunderligt som det forbandt sig altsammen, Sorg og Glæde og
+tilsyneladende Smaating, til det blev ham Pelle som havde hersket over
+hundred Tusend og dog maatte i Fængsel for at føle sig rig. Der var
+tændt noget i ham, som aldrig kunde slukkes, en hellig Ild som alting
+maatte bære Ved til, enten det vilde eller ej. Nu kunde han ikke
+besejres, han sugede Kræfter af selve Uendeligheden.
+
+Den nøgne Celle — tre Skridt paa den ene Side og seks paa den anden —
+med sin Glug, sin sødlige Klosetstank, og det mystiske Kighul i Døren
+der var som et vaagent Øje over én bestandig — — ja hvor havde den ikke
+rummet meget! Det havde jo alle Dage været Fattigmands Lod at skabe sig
+Verdener af Tomheden, dejlige Fatamorganaer, der brast pludselig og
+kastede ham endnu mere arm og øde tilbage. Men dette holdt; i Cellens
+nøgne Kammer syntes alle Livets Ledninger at forenes — den var som det
+mørke underjordiske Rum i vældige Bygninger, hvor Mekanismen gemmes, der
+aabner og lukker for Lys og Varme til hele Komplekset. Derinde opdagede
+han, hvor rigt og mangfoldigt Livet er.
+
+Pelle gik om i en egen løftet Stemning. Han følte det saadan, at noget
+der var større og skønnere end han selv, havde taget Stade i ham og
+skulde vokse sig ud til sin Fuldendelse derinde. Inden i ham groede det,
+et nyt Væsen der dog var ham selv, hvilede dér og sugede Næring af alt,
+hvad han foretog sig. Han færdedes varsomt og stille, med et indadvendt
+Udtryk som vejede han alting; der var saa meget man ikke maatte, fordi
+det kunde skade _det_! De var altid to nu — Pelle og dette forunderlige
+usete Jeg, der hvilede trygt og tungt i ham som et Foster, med sin Rod i
+det dunkle. — — —
+
+Pelles Forhold til Bøgerne var dybt begrundet — han maatte have Rede paa
+Verden nu. Digterværkerne var han lidt mistroisk overfor, man kom for
+let til deres Indhold, det kunde ikke være rigtig fat. De var jo
+forresten ogsaa lavede! Han trængte til virkeligt Stof, Fakta; der var
+vældige Rum i hans Hjærne, som hungrede efter at blive fyldt med
+haandgribelig Viden om Tingene. Han holdt mest af historiske Værker,
+navnlig social-historiske, og læste indtil videre alt, hvad der faldt
+ham i Hænderne, raat og usødet. Saa fik det selv se at skille sig ud.
+Det var en Hunger, der aldrig var blevet tilfredsstillet og nu syntes
+umættelig.
+
+Men Arbejdet passede han pedantisk, han havde gjort sig til Princip,
+aldrig at røre en Bog saalænge der laa et Arbejde paa Gulvet og ventede.
+Han havde i Fængslet drømt om en rimelig Arbejdsdag paa f. Eks. otte
+Timer, saa der var Tid og Kræfter til at beskæftige sig med det
+aandelige; nu tog han af Nattesøvnen i Stedet. Her var i al Fald et
+Omraade, hvor man skulde blive fri for at holde ham ude, han vilde have
+sin Del i Tidens Viden. Han følte, at der var Vaaben i det, længe nok
+havde Fattigmand godvillig stillet sig i Krogen af Mangel paa Oplysning;
+hvergang han stak Hovedet frem, løj man ham tilbage igen. Hvorfor
+erobrede Fattigper ikke ganske simpelt den Forrettighed fra Overklassen?
+det kostede jo kun Slid, og med den Mønt var han vant til at betale!
+Ævner manglede han næppe; saa vidt Pelle foreløbig kunde se, kom næsten
+alle Banebryderne for det ny nede fra.
+
+Han opdagede glad, at hans Søgen indad i sig selv ikke førte ham bort
+fra Verden — dér langt inde dukkede han jo ud i Lyset igen. Netop i
+Lyset! Han fulgte de hemmelige Love for sit eget inderste Væsen — og
+stod igen midt i Spørgsmaalet om de manges Velfærd. Hans praktiske Sans
+trængte til denne Bekræftelse af Sammenhængen. Der var Resultater i det
+ogsaa udad; allerede nu kunde Historien ikke bruges længer til at lyse
+ham og hans Ideer hjem — han vidste for meget. Og hans Syn voksede fra
+Dag til Dag og spændte over en stadig større Horisont. En Dag tog han
+simpelthen Trylleordet fra Troldene og vakte Kæmpen med det!
+
+Han hang vældigt i og var som Regel fuld af Fortrøstning. Naar de sidste
+Artister kom hjem fra Artistkafeen, havde han gærne Skomagerlampen tændt
+og sad og arbejdede. Saa stansede de foran det aabne Kældervindu og slog
+en Sludder af med ham paa deres gebrokne Dansk. Det stod smaat til i
+Hjemmet, Afdragene paa Laanet og Gælden fra Monteringen slugte fremdeles
+alt, hvad de kunde skrabe sammen, og Pelle havde ikke Udsigt til noget
+bedre Arbejde. Men Arbejdet bærer selv Troen i sig; han stolede blindt
+paa at der nok skulde aabne sig en Vej ud, blot han ufortrødent kilede
+paa med sit.
+
+Ellens stille Mistillid til hans Forehavende bar han med Ro. Han følte
+sig større end hende i dette, hun naaede ikke op dér, hvor han bar sit
+Hoved!
+
+
+
+
+                                   VI
+
+
+Allerede Kl. fire vaagnede Pelle, skønt han var kommet sent i Seng. Han
+sov Hønseblund i denne Tid, Sommernatten laa som en lys Manen over hans
+Øjenlaag. Han listede ud i Køkkenet og toede sig under Vasken — og gik
+saa ned til sit Arbejde. Nattens hvidgraa Aande hang endnu synlig nede i
+Gaden, men højt oppe ved Tagene groede et rødligt Skær frem. „Nu staar
+Solen op over Landet,“ tænkte han og mindedes sin Barndoms Morgener:
+Markerne med det sølvgraa Dugspind, og Solen der pludselig kom og skabte
+det om til Millioner straalende Diamantdraaber. Ak, kunde man igen
+engang springe barfodet og let gysende ud i det dugvaade Græs og
+frejdigt raabe den gryende Dag i Møde: Op med dig Sol, Pelle er her
+allerede!
+
+Natvægteren kom slæbende forbi det aabne Vindu paa sin Vej hjem.
+„Allerede oppe,“ sagde han nattehæst og nikkede ned. „Ja, aarle er af
+Guld — du bliver nok rig engang, Skomager.“ Pelle lo, han _var_ rig!
+
+Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbejdede. Der var noget hyggeligt
+ved, at de laa og sov saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog
+at han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede Hjemmet, derfor
+lagde han saa muntert i. Fattige var de, men det var ligegyldigt i
+Forhold til den Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i
+Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til alting hed det: Far
+skal! eller: Far har selv sagt! — i deres Øjne var han Ufejlbarligheden
+selv. Og Ellen begyndte at komme til ham med sine Bekymringer, hun gik
+ikke længer stum med sit men erkendte, at han havde stærkere Skuldre.
+
+Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som om gode Kræfter
+arbejdede for ham. Saa beskæmmende det var, at Hustruen skulde arbejde
+med paa Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at fritage hende
+for det — og hvad havde han været for Børnene? Det var ikke nemt at
+bygge alting op paa én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende
+nok at lade noget falde og føre Resten saa meget hurtigere igennem. Som
+han var nu, var han i Grunden ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke
+den ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj Grad trængte til
+Overbærenhed! En Bunke Bohave paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny
+Bolig.
+
+Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det; baade gamle Fjender og
+gamle Venner saa paa ham som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er
+det virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde deres Blik. Men
+hans egne var til Gengæld overbærende. „Far har ikke Tid,“ sagde Søster
+forklarende til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos ham — „men
+han faar nok!“ Og saa udmalede hun sig alt det dejlige, der saa skulde
+ske. Pelle blev underlig til Mode — han fik se at komme igennem dette
+lidt hurtigt.
+
+Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han havde vovet sig ud i, men nu
+begyndte han at kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig gik
+igen, og enkelte Bjærgtoppe som naas, hvergang man brød ud af Tykningen.
+Og rigt at færdes var der — kanske var det Landet han og de andre havde
+søgt. Naar han var kommet igennem, skulde han dog vise dem det.
+
+Pelle havde en god Hukommelse, og huskede alt hvad han havde læst. Meget
+af det kunde han citere ordret, og om Morgenen inden Gaden endnu var
+vaagnet, plejede han at gaa det hele igennem i Tankerne, mens han
+arbejdede. Det undrede ham, saa lidt Historien beskæftigede sig med hans
+egne, det var først i den aller nyeste Tid de var taget med. Naa, han
+var ikke ked af dét, Bevægelsen _var_ altsaa noget virkelig nyt og ikke
+en af Historiens evige Gentagelser. Nu forlangte han at faa dens Ide paa
+Prent, og en Dag sad han underlig højtidelig paa Biblioteket med Marx og
+Henry George foran sig. Pelle vidste noget paa det Omraade han ogsaa,
+men dette var alligevel som at drage Vaad af Dybet — en straalende
+Vidunderverden fulgte med op. Her var uomstødelige logiske Beviser for,
+at han havde grebet rigtig, skønt han greb i Blinde. Lykkeland var stort
+nok til alle; jo flere der rykkede ind, des større blev det. Han sad og
+fik Lyst til at lange ud igen, slaa et nyt Slag for Lykken!
+
+Pludselig gik det som et Skred gennem Huset fra øverst til nederst, et
+kort, besættende Uvejr, der igen førte ham tilbage til Hjemmet. Det var
+bare Lasse Fredrik, der indledede Dagen; han tog en Afsats i hvert
+Spring, sendte en Hilsen ned til Faderen og fór af Sted paa Arbejde. Den
+sidste Selestrop knappede han, mens han løb. Lidt efter kom Ellen ned
+med Morgenkaffen.
+
+„Hvorfor kaldte du ikke paa mig, da du stod op?“ sagde hun surmulende.
+„Det er ikke sundt at sidde saa længe og arbejde uden at faa noget.“
+
+Pelle lo og kyssede hende til Godmorgen. „De fine Fruer staar først op
+længe efter deres Mænd,“ sagde han drillende.
+
+Men Ellen lod sig ikke affærdige med Løjer. En ordenlig Kone var oppe
+før sin Mand og havde noget til ham. „Jeg _vil_ ha’e, du kalder paa
+mig,“ sagde hun bestemt og var helt rød i Kinderne. Det klædte hende at
+løbe varm engang.
+
+Mens han drak Kaffen, sad hun og underholdt ham om sit, og de drøftede
+Dagens Plan sammen. Saa gik hun op for at hjælpe Børnene i Tøjet.
+
+Hen paa Formiddagen lagde Pelle Arbejdet til Side; han gjorde sig i
+Stand og gik ud for at aflevere det. Med det samme vilde han ind om paa
+Biblioteket og slaa noget efter i de store Leksika.
+
+Gaden levede sit eget stille Liv her lige op ad det store Strøg — ens
+fra Dag til Dag. Den tykke jyske Marskandiser stod paa Trappen som
+sædvanlig og dampede paa sin Træpibe. „God Morgen, Skomager,“ hilste
+han. En gul skævøjet Østerlænding i Tøfler og lang sort Kaftan
+balancerede nok saa hjemligt op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkop
+Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Og ovenfor paa Fortovet gik
+et Par Hopsadrenge og spillede Klink, lige under den store røde Lygte
+som Natten igennem lyste sit _Ligtorneoperatør_ helt op til Strøget. To
+Piger i Cykledragt kom trækkende ud af en Port med deres Maskiner — de
+skulde i Skoven. „Goddag Pelle! hvordan gaar det med Ellens Forretning?“
+spurgte de familiært. Det var nogen hun havde vasket for.
+
+Pelle holdt af denne brogede Bydel, hvor ny Butiker med store
+Spejlglasruder laa Side om Side med lave Stuer, hvor man drev Smaahandel
+bag almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer i lige som hjemme i
+Provinsbyen — og blot havde trukket en Snor over Blomsterpotterne med et
+Brev Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa. Her boede Fattigfolk
+nok, men Livet gik alligevel ikke paa saa haarde Gænger som ude paa
+Nørrebro. Folk tog lettere paa Tilværelsen, syntes ham mindre retlinjede
+men ogsaa mindre selvretfærdige. De syntes at have faaet et lysere
+Temperament, gik ikke saa støt og velafrettet til og fra det faste
+Arbejde men havde til Gengæld flere Udveje til at bjærge Føden.
+
+Der var noget af Opbruddet over det hele, som svarede godt til hans egen
+Tilstand; Livets Usikkerhed lagde en egen højspændt Stemning over
+alting. Fattigdommen kom ikke marsjerende i tætte mandsstærke
+Arbejderkolonner, den havde en stor og broget Garderobe, kunde møde op i
+de sidste Bruneller fra det gamle Københavns Herskabshuse, eller med
+Guldbriller og høj Hat. Han mente, han kendte alle Fag, men her var
+Hundreder af Leveveje, som ikke lod sig organisere, hver Dag opdagede
+han ny og mærkelige Erhverv. Han huskede, hvor svært det havde været at
+organisere herude — Livet formede sig for uoverskueligt.
+
+Her var Plads til alt, Dør om Dør boede Folk som Bevægelsen ikke havde
+faaet samlet op endnu, og Folk som var skudt oven ud af den i stejl
+Trods. Her var Plads til ham ogsaa, Skyggen han havde gruet for fulgte
+ham ikke. Man havde set for meget af Livet til at blande sig i andres
+Sager; Bedsteborgerligheden havde ikke ævnet at bemægtige sig
+Fattigmand. Der var noget af _Arken_ over denne Bydel — kun ikke dens
+Haabløshed; alle Muligheder holdt tvært imod til her. Fattigmand havde
+erobret dette Terræn fra det rige Borgerskab, og det syntes som
+Udviklingen havde faaet Retning af det. Her var det Proletariatet, hvis
+brogede Væsen trængte opad og gennemsyrede saa at sige det hele. I de
+lange Sidegader, som var fulde af Marskandisere og Pantelaanere, havde
+Tilværelsen ikke skilt sig ud i sine forskellige Bestanddele. Piger og
+Spillefugle boede Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der levede
+adstadigt af deres Rentepenge og gik i Kirke hver Søndag med Salmebogen
+i Haanden. Jærnkræmmeren havde Guldure og Antikviteter mellem Skramlet i
+sin Kælder.
+
+Han fulgte Vesterbrogade indad. Sommerferien var netop forbi, Fortovet
+paa Figaro-Siden var fuldt af solbrune Mennesker — Forretningsfolk,
+Studenter og Kursuspiger — der lyste op i Vrimlen ved et eget Humør. De
+var lige vendt tilbage til Byen og lugtede endnu af frisk Blæst og
+Strand — det var næsten saa godt som en Tur paa Landet. Og vilde han
+længer ud i Verden, kunde han ogsaa komme det; Vesterbros Strøg havde
+Skikkelser nok, der greb ham ved Fantasien og hvirvlede ham udad. Det
+var som en Kaj, hvor Alverden satte hinanden Stævne, Artister og Søfolk
+og internationale Agenter. Underlige Kvinder kom sejlende gennem
+Mængden, store, eksotisk saftfulde som Drivhus-Frugter; han kendte dem
+igen fra Billedet af Marskandiserskens Datter i _Arken_, og vidste at de
+hørte til det internationale Forplejningskorps! De gik i tigerstribet
+Spaseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar duftede af fremmede Egne
+— af mange Havne og Ruter lige som Dampskibenes Indre; de kraftige
+stillestaaende Ansigter svulmede af Massage og mindede om en pudset
+lyserød Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen som Fuldriggere.
+I deres Kølvand sloges nogle smaa energiske Væsner, som ogsaa hørte til
+Trækket og havde majet sig ud, saa de lignede Børn — med Pufærmer, korte
+Skørter og Babyhaar. Rystende Gamlinge, som Solen havde lokket ud, stod
+fortabt stille og fulgte de dejlige Børn med Øjnene.
+
+Pelle følte et eget Behag ved at glide afsted med denne Strøm, der flød
+bredt og roligt som Livet selv. Verden var større end han havde tænkt og
+han tog ikke Parti for eller imod noget, men undredes blot over Livets
+Mangfoldighed.
+
+— — —
+
+Han kom hjem fra Biblioteket ved Totiden med et stort statistisk Værk
+under Armen. Ellen tog imod ham med røde Øjne.
+
+„Har dine Logerende nu gjort dig Livet surt igen?“ spurgte han og saa
+hende ind i Ansigtet. Hun vendte Hovedet bort.
+
+„Fik du Penge for Arbejdet?“ spurgte hun i Stedet for Svar.
+
+„Nej, Manden selv var ikke i Butiken. De kommer hen og betaler.“
+
+„Saa har vi ikke en rød Øre — og jeg har ingen Middagsmad til dig.“ Hun
+prøvede at smile da hun sagde det, men de tunge Øjenhaar vibrerede.
+
+„Er det det hele,“ sagde Pelle og lagde Armen om hende. „Hvorfor har du
+ikke lavet Havregrød til mig? Jeg havde glædet mig til en mægtig
+Portion.“
+
+„Det har jeg ogsaa — men du faar jo næsten ikke andet. Det er ikke Mad
+for et Mandfolk.“
+
+Han greb hende om Midjen med begge Hænder, løftede hende op og satte
+hende pænt og varsomt ned paa Køkkenbordet. „Det er Havregrøden, min
+Pige,“ sagde han overgivent. „Jeg kan næsten ikke gaa for bare Kræfter.“
+
+Men Ellen var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp; der var et
+eller andet i Vejen — hun vilde ikke rigtig ud med det. Endelig fik han
+ud af hende, at de to musikalske Klovner var stukket af fra Huslejen.
+Hendes gode Sengeklæder havde de ødelagt, ligget i dem med Klæderne paa,
+og svinet dem til saa de ikke var til at redde. Hun vilde nødig vedgaa
+det, fordi han i sin Tid havde raadet fra. Men saa med ét gav hun sig
+voldsomt over. „Du maa ikke le ad mig,“ hulkede hun og gemte Ansigtet
+ved hans Skulder.
+
+Pelle søgte at trøste hende, men det var ikke saa let. Det var ikke det
+enkelte Uheld men hele Fiaskoen, hun brød sammen paa — hun havde lovet
+sig saa meget af sin store Plan. „Det kan jo reddes endnu,“ sagde han
+for at trøste hende. „Vi kiler bare paa, saa kommer det nok, skal du
+se.“
+
+Men Ellen lod sig ikke putte Blaar i Øjnene. „Du mener det jo ikke,“
+sagde hun vredt, „du siger det kun for min Skyld! Og Marskandiseren
+sendte Bud herom i Formiddags, at hvis han ikke snart fik Resten af sine
+Penge, tog han hele Udstyret igen.“
+
+„Saa lad ham tage det — saa er vi ude af den Historie.“
+
+„Men saa taber vi alt det, vi har betalt af!“ udbrød hun hastigt og
+tørrede Øjnene.
+
+Pelle trak paa Skuldrene: „Det er der ikke noget at stille op til.“
+
+„Skulde vi saa ikke hellere se at faa Sagerne solgt efterhaanden? Vi
+skylder kun en Tredjedel paa dem.“
+
+„Det kan vi ikke — det er strafbart. Vi har Lejekontrakt paa
+Logiudstyret, og saalænge vi skylder en Øre paa det, er det hans. — Naa,
+men vi er jo sunde og raske allesammen, hvad Nød har det saa!“
+
+„Det kan du sagtens sige,“ svarede Ellen og forsøgte et Smil. „Men jo
+raskere vi er, desto mere Mad skal der til.“
+
+Der kom en Tøs rendende med et Par Støvler, som skulde forsaales i en
+Fart; det var Dronning Thereses, hun skulde bruge dem om Aftenen. „Saa
+faar vi da et Par Øre mellem Hænder!“ sagde Ellen oplivet. „Jeg hjælper
+dig at faa dem færdig i en Fart.“
+
+De satte sig paa hver sin Side af Disken og gik i Gang med Arbejdet. Det
+mindede om den allerførste Tid af Ægteskabet; en Gang imellem stansede
+de og lo — naar Ellen havde glemt et eller andet Tag. Paa halvanden Time
+var Støvlerne færdige. Pelle gik selv med dem for at være sikker paa
+Pengene.
+
+„Du træffer hende bedst i Knejpen,“ sagde Ellen. „Ved denne Tid spiser
+Artisterne Middag, saa er hun gærne der.“
+
+I Artistknejpen var der travlt. Ved de smaa Borde sad knoglede,
+tætklippede Mænd af en egen rødlig Type og spiste sammen med en eller
+anden Pige fra Kvarteret. Det var Akrobater, Klovner eller Brydere —
+Folk af et ensartet Verdenssnit, stortærnet klædte, med vældige
+Neglemansjetter og hele pansrede Støvlesnuder. De tyggede bredt, og
+stirrede sløvt ud i Luften til Pigernes Halløj, bar en jærnhaard brutal
+Maske til Ansigt og svære Diamantringe paa Fingrene. Nogle af dem saa ud
+til at have udviklet Underkæben med det Formaal at tage mod Bokserslag,
+saa kraftig var den. Inde i det tilstødende Værelse gik nogle unge
+sirlige Fyre og spillede Biljard, mens de i Smug holdt Øjne med hvad der
+foregik ved Bordene. De havde Pandekrøller og Laksko.
+
+Dronning Therese var der ikke. Han gik saa om i Dannebrogsgade, hvor hun
+boede. Men hun var ikke hjemme, han maatte aflevere Støvlerne til
+Naboens og gaa igen med tomme Hænder.
+
+Naa, var det vel andet, end hvad man kunde vente! Naar man trængte
+haardest, legede Tilfældet med én som Katten med Musen! Pelle var ikke
+nær saa frejdig, som han lod naar han stod over for Ellen; Virkeligheden
+begyndte at gaa ham paa. Han drev ud til Morten, men uden nogen Tro til
+Resultatet; Morten havde mange Huller til det han tjente.
+
+„Du kommer i det rette Øjeblik!“ sagde Morten og viftede med to Sedler.
+„Jeg har lige faaet tyve Kroner sendende fra _Arbejderen_, dem kan vi
+dele. Det er mine første Penge fra den Kant, saa du kan begribe, jeg har
+spyttet tre Gange paa dem.“
+
+„Saa har de alligevel fundet Vej til dig,“ udbrød Pelle glad.
+
+Morten lo: „Jeg blev ked af at se mine Arbejder gaa igen i Bladet, da
+man dog ikke vil kendes ved mig deroppe — og gik op til dem og gjorde
+opmærksom paa Paragrafen om Eftertryk. Du skulde se det Ansigt de satte
+op! For Pokker, det _er_ ikke morsomt at skulle tjene sit Brød paa
+Elendigheden saa at sige! og endnu pinligere bliver det, naar man
+bagefter skal gaa Tiggergang for sine sure Skillinger. Du skal heller
+ikke tro jeg gjorde det under andre Forhold — jeg sultede hellere. Men
+jeg vil i al Fald ikke være Genstand for Udsvedning fra mine egnes Side!
+— Det er snart længe siden du har været her.“
+
+„Jeg har haft saa travlt. — Hvordan har Johanne det?“ Det sidste sagde
+han i en hviskende Tone.
+
+„Ikke godt for Tiden — hun holder Sengen. — Hun spørger stadig efter
+dig.“
+
+„Jeg har været meget optaget den senere Tid! — Desværre kan jeg stadig
+ikke opdrive noget om hende. Er hun lige tvær?“
+
+„Naar hun er i sit onde Lune, lader hun sig forstaa med, at hun godt
+kunde hjælpe os paa Sporet, hvis hun vilde. Jeg tror det morer hende at
+se os løbe til Nar.“
+
+„Saa raffineret er et Barn ikke.“
+
+„Det skal du ikke sige. Husk paa hun er ikke noget Barn — hun har gjort
+for rædselsfulde Erfaringer. Jeg har nærmest det Indtryk, at hun hader
+mig og kun pønser paa at gøre mig Fortræd. Du aner ikke, hvor hadefuldt
+hendes Sind kan være; det er som om Dunsterne dernede fra havde omsat
+sig til levende Gift i hende. Kommer her nogen, hun mærker jeg synes om,
+saa spyr hun dem til, saa snart de er gaaet — siger et eller andet
+giftigt om dem for at saare mig. Du er den eneste hun skaaner, derfor
+tror jeg, der maa være et hemmeligt Baand imellem jer. Prøv at gaa hende
+paa Klingen en Gang til.“
+
+De gik ind til hende. Da de aabnede, smuttede hun hastigt ned under
+Dynen — hun havde lyttet ved Døren. Hun lod som hun sov haardt. Morten
+gik ind for at arbejde og lukkede efter sig.
+
+„Naa Johanne,“ sagde Pelle og satte sig paa Sengekanten — „jeg har en
+Hilsen til dig. Kan du gætte fra hvem?“
+
+„Fra Bedstemor!“ udbrød hun og rejste sig ivrigt over Ende. Saa blev hun
+flov over at være overlistet og krøb ned under Dynen. Hun laa og
+skottede mistroisk til ham, med sammenpressede Læber. Der var noget ved
+Blikket og Hovedholdningen der ligesom kaldte paa henslumrede Minder i
+ham, men han kunde ikke fæstne det.
+
+„Nej ikke Bedstemor. — Hvor er hun forresten henne nu — jeg skulde gærne
+tale med hende? Kunde du ikke følge mig ud til hende, naar du bliver
+rask?“
+
+Hun laa og betragtede ham med spillende Øjne og et spotsk Udtryk. „Ja
+det ku’ du li’!“ svarede hun med et Refræn fra Gaden.
+
+„Sig mig nu, hvor hun bor, Johanne,“ blev Pelle ved og tog hendes magre
+Haand. „Saa er du en flink Pige!“
+
+„Ja om Natten!“
+
+Pelle rynkede Panden: „Du maa være meget hjærteløs, naar du kan forlade
+din gamle Bedstemor og ikke engang kan unde hende, at andre hjælper
+hende. Jeg er vis paa, hun sidder et Steds og lider Nød.“
+
+Johanne saa forbitret paa ham. „Jeg pryglede hende ogsaa,“ udbrød hun
+ondt.
+
+Hun brast i Latter ved Pelles Udtryk. „Nej jeg gjorde alligevel ikke,“
+sagde hun beroligende — „jeg tog bare Stokken fra hende og gemte hendes
+Briller, saa hun ikke kunde gaa ned paa Gaden og hente Fløde. Saa var
+hun nødt til at sende mig, og saa drak jeg al Fløden og kom Vand i
+Kanden. Hun kunde ikke se det, og saa skældte hun ud over
+Mælkeforretningen, fordi den snød.“
+
+„Nu digter du vist,“ sagde Pelle usikkert.
+
+„Jeg pillede ogsaa Krummen ud af Brødet og lod hende spise Skorpen,“
+vedblev Johanne og nikkede.
+
+„Hold nu op med det,“ sagde Pelle og strøg hende over den svedige Pande
+— „jeg ved godt, at jeg har fornærmet dig.“
+
+Hun skød vredt Haanden til Side. „Ved du hvad jeg vilde ønske?“ sagde
+hun pludselig — „jeg vilde ønske du var min Far.“
+
+„Vilde du være glad for det?“
+
+„Ja, for naar du saa blev rigtig syg og fattig, vilde jeg behandle dig
+lige saa godt, som jeg har behandlet Bedstemor.“ Hun lo klangløst.
+
+„Jeg er vis paa, du kun har været god ved Bedstemor,“ sagde Pelle
+alvorligt.
+
+Hun saa stift paa ham som for at se, om han nu ogsaa mente det. Saa
+vendte hun sig om mod Væggen. Han kunde se paa hendes krummede Legeme at
+hun kæmpede med Graaden, og prøvede at dreje hende om mod sig. Men hun
+gjorde sig stiv.
+
+„Jeg vil ikke sammen med Bedstemor!“ hviskede hun indbidt — „jeg vil
+ikke!“
+
+„Men du holder jo dog af hende!“
+
+„Nej jeg gør ikke — jeg kan slet ikke fordrage hende! Hun sagde til
+Nabokonen, at jeg bare var i Vejen! Det var den forbandede Unges Skyld,
+at hun ikke kunde komme paa Stiftelsen sa’e hun — jeg hørte det selv! Og
+jeg løb dog og tiggede al Maden sammen til hende. Men saa gik jeg min
+Vej!“ Hun stødte Sætningerne ud og knugede Lagnet krampagtigt; Stemmen
+var helt hæs.
+
+„Men du maa dog fortælle, hvor hun er!“ sagde Pelle indtrængende. „Jeg
+lover dig, at du ikke skal komme til hende, naar du ikke selv vil.“
+
+Barnet tav stædigt, hun troede ikke paa Løfter.
+
+„Ja saa maa jeg jo gaa til Politiet for at finde hende — jeg holder bare
+ikke af det.“
+
+„Nej, for du har jo _sat_!“ udbrød hun med en kort Latter.
+
+Der gik et forpint Drag over Pelles Ansigt.
+
+„Er det saa morsomt synes du?“ sagde han og klippede med Øjnene. „Jeg er
+vis paa Bedstemor ikke lo ad det.“
+
+Johanne vendte sig halv om: „Nej hun græd! Saa havde hun jo ingen til at
+gi’e os Mad — derfor græd hun.“
+
+Det dæmrede for ham. „Hvor blev I to af den Dag paa Fælleden? Vi skulde
+jo spise sammen!“ sagde han.
+
+„Da du blev taget? Aa vi kunde ikke finde dig, og saa gik vi bare hjem.“
+Hun havde Ansigtet helt fremme og laa og betragtede ham med sine store
+graa Øjne. Det var Hannes Blik, bag ved arbejdede den samme Undren over
+Tilværelsen; men her var den tilsat en forfærdelig Viden. Med én Gang
+rykkede det i hendes Ansigt; hun opdagede at hun var blevet overlistet,
+og saa paa ham med et stikkende Blik.
+
+„Er det sandt, at du og Mor har været Kærester?“ spurgte hun pludselig
+skadefro.
+
+Pelle blev lidt rød. Spørgsmaalet kom helt bag paa ham. „Jeg skal gærne
+fortælle dig alting om din Mor, naar du saa vil fortælle mig, hvad du
+ved,“ sagde han og saa oprigtigt paa hende.
+
+„Hvad er det du vil have at vide?“ — hun talte i en eksaminerende Tone.
+„Vil du skrive om mig i Bladene?“
+
+„Kære Barn — vi maa dog finde din Bedstemor. Det kan jo være, hun sidder
+og sulter.“
+
+„Jeg tror nok hun er paa _Almindeligheden_,“ sagde Barnet stille. „Jeg
+gik derhen om Torsdagen, naar de Gamle havde Lov at gaa ud og tigge til
+lidt Kaffe; og en Dag saa jeg hende.“
+
+„Gik du saa ikke hen til hende?“
+
+„Nej — jeg var ked af at høre paa hendes Jeremiader!“
+
+Johanne var ikke stiv og trodsig længer. Hun laa med bortvendt Ansigt og
+svarede — lidt trevent — paa Pelles Spørgsmaal, mens hun forlegent
+pillede med hans Fingre. De knappe Svar blev for ham til en
+sammenhængende, trist Historie.
+
+Enkemadam Johnsen var ikke meget værd, da _Arken_ først var brændt; hun
+følte sig gammel og hjælpeløs alle andre Steder, og da Pelle blev sat
+fast, faldt hun helt sammen. Hun og den lille sad og led Nød, og da
+Johanne følte sig i Vejen, løb hun bort — hen et Sted hvor hun kunde faa
+det godt. Den gamle havde nok ogsaa været hende i Vejen; hun havde samme
+forfløjne Drømmesind som Moderen, og nu sagde hun sig løs fra alting og
+løb det vidunderlige i Møde. En ældre Legekammerat voldtog hende og
+førte hende ud blandt Tømmerpladsens Drenge. Der gik hun for Lud og
+koldt Vand, sov ofte under aaben Himmel og rapsede nu og da men kom
+forøvrigt snart under Vejr med at tjene Penge paa egen Haand. Naar det
+blev koldt, holdt hun til som Opvaskepige paa Værtshusene eller var
+Bytøs for Kvinderne i Dannebrogsgade, mærkværdig nok undgik hun altid
+Politiet. I den første Tid var hun et Par Gange paa Vej tilbage til
+Bedstemoderen, men kom ikke længer end paa Trappen; hun frygtede Straf
+og kunde heller ikke holde ud at sidde og høre paa den gamles vimrende
+Klager. Siden faldt hun til Rette i sin ny Levevis og følte ikke mere
+nogen Trang til at komme ud af den — formodenlig fordi hun var begyndt
+at blive fordrukken. Nu og da listede hun dog ind til Alderdomshjemmet
+og fangede et Glimt af Bedstemoderen; hun kunde ikke forklare hvorfor
+hun gjorde det, og holdt stædigt fast paa at hun ikke kunde lide hende.
+Den gamles urimelige Klage over at hun laa hende til Byrde, havde ædt
+sig dybt ind i Barnets Sind. I det sidste Aar havde hun en Tid vartet op
+i en Sømandsknejpe nede i Nyhavn hos en Værtshusholder Elleby — den
+samme Bondefanger som flaaede Pelle ved hans første Ankomst til
+Hovedstaden. Elleby plejede at adoptere ukonfirmerede Piger for paa den
+Maade at omgaa Loven og have kvindelig Betjening til Søfolkene; de døde
+gærne efter et eller to Aars Forløb — han gik altid med sort Flor om
+Ærmet. Johanne skulde ogsaa have været adopteret men rendte sin Vej i
+Tide.
+
+Langsomt tilstod hun ham det hele, raat og grufuldt som det var, med den
+instinktmæssige Fortrolighed, som _Arkens_ Væsner havde haft til ham, og
+som var gaaet i Arv til hende fra Mor og Bedstemor. Hvilken Afgrund af
+Rædsler! Her havde han gaaet og syntes, at det havde ingen Hast — Livet
+var rigere end som saa! Men Børnene, Børnene! Skulde de ogsaa vente,
+mens han gik og tog Overblik over Tilværelsens Mangfoldighed — vente og
+gaa til Grunde? Behøvedes der overhovedet særlig Viden og Overblik for
+at kæmpe for retfærdigere Tilstande? behøvedes der andet end det, at man
+var god? Mens han sad og læste Bøger, traadtes der maaske Børn ned i
+Tusendvis — hørte det ogsaa med til Livet og krævede Varsomhed? For
+første Gang tvivlede han om sig selv.
+
+„Nu skal du lægge dig ned og sove,“ sagde han blødt og strøg hende over
+Panden; den var brændende hed, det dunkede i den. Forskrækket følte han
+hendes Puls. Haanden faldt mager og ligesom udbrændt i hans, og Pulsen
+var springende. Ak, Hannes Feber rasede i hende.
+
+Hun holdt fast om hans Haand, da han vilde rejse sig og gaa. „Var Mor og
+du saa Kærester?“ spurgte hun hviskende og holdt de glansfulde Øjne
+forventende paa ham. Og pludselig forstod han den paagaaende Spørgen —
+og hele hendes besynderlige Medgørlighed over for ham.
+
+Et Øjeblik saa han vaklende ind i hendes forventningsfulde Blik, saa
+nikkede han langsomt. „Ja Johanne, du er min lille Datter!“ sagde han og
+bøjede sig ned over hende. Hun fortrak det dødblege Ansigt til et svagt
+Smil og rørte genert ved hans stubbede Hage. Saa vendte hun sig om for
+at sove.
+
+Pelle satte med faa Ord Morten ind i Barnets Forhistorie —: Madam
+Johnsens og Mandens forgæves Kamp for at komme frem, hans uhyggelige Død
+i Kloaken, og Hannes Opvækst over den som _Arkens_ fejre Prinsesse —
+Hanne der vilde fange Lykken ind og fangede dette stakkels Barn i
+Stedet!
+
+„Du har aldrig fortalt mig noget om Hanne,“ sagde Morten og saa paa ham.
+
+„Nej,“ svarede Pelle langsomt. „Hun stod saa underlig uvirkeligt for mig
+selv — som en altfor fager Drøm. Hun dansede sig ihjæl, du! — Men du maa
+godt lade over for Barnet, som jeg er Far til hende.“
+
+Morten nikkede: „Du kunde tage ud paa _Almindeligheden_ for mig og
+forhøre om den gamle — det er Synd hun skal tilbringe sin Alderdom dér!“
+Han saa sig om i Stuen.
+
+„Her kan du dog ikke have hende,“ sagde Pelle.
+
+„Det lod sig maaske alligevel indrette. Hun og Barnet hører dog sammen.“
+— — — —
+
+Pelle gik først hjem til Ellen med Pengene og skyndte sig saa ud til
+Alderdomshjemmet.
+
+Madam Johnsen laa paa Sygestuen og havde ikke mange Dage igen. Det
+varede lidt, inden hun kendte ham, og Fortiden syntes hun at have glemt.
+Det gjorde slet ikke Indtryk paa hende, da han fortalte at Barnebarnet
+var fundet. Hun laa mest og vimrede uforstaaeligt hen for sig; det var
+for Føden, hun troede endnu bestandig hun sad og skulde skaffe Husleje
+og Mad til sig og Ungen. Alderdommens Bekymringer havde ædt sig
+uudsletteligt ind i hende. „Hun har slet ingen Glæde af at ligge her og
+have det godt,“ sagde en gammel Kone, som laa i Sengen ved Siden af
+hende — „hun slaas for at skaffe og skaffe hele Tiden. Og naar hun har
+en klar Stund, rejser hun til Jylland.“
+
+Ved Lyden af dette Ord fæstede Madam Johnsen sine Øjne paa Pelle. „Jeg
+vilde saa gærne se Jylland igen, inden jeg dør,“ sagde hun. „Lige siden
+jeg i mine unge Dage kom herover, har jeg altid tænkt, at de første
+Penge jeg fik til overs skulde gaa til en Tur hjem. Men det blev aldrig
+til. Hannes Lille skal jo ogsaa leve — de tærer godt i den Alder.“ Og
+saa var hun der igen.
+
+Sygeplejersken kom og sagde til Pelle, at nu maatte han gaa. Han rejste
+sig og bøjede sig over den gamle for at sige Farvel, underlig til Mode
+ved Tanken om, at hun havde været saa meget for ham og nu knap kendte
+ham igen. Hun laa og greb følende om hans Haand med begge sine, som en
+Blind der genkender, og saa paa ham med sine udtryksløse Øjne der
+allerede var plettede af Døden. „Din Haand er god endnu,“ sagde hun
+langsomt, med Alderdommens fjærntklingende Stemme. „Hanne skulde have
+taget dig, saa havde meget nu været anderledes.“
+
+
+
+
+                                  VII
+
+
+Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der
+tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp
+ham til at finde hvad han havde Brug for.
+
+Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og
+spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille
+vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans
+blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem
+Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af
+ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet.
+
+Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig han var meget rig. Fin
+og pillen med sit Ydre var han just ikke, men der var noget uberørt over
+hans Person, som havde han aldrig været udsat for Livets Skrub. I sine
+Skrifter var han en stejl fanatisk Jegdyrker, og satte Samvittighedens
+Lov op som det eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var han
+indesluttet og folkesky, men noget drog ham til Pelle, som han vidste
+havde været Sjælen i Massernes Rejsning engang. Han fulgte undrende og
+nysgærrigt den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom han med en af sine
+Afhandlinger og bad Pelle læse den. Det handlede gærne om
+Personlighedens Væsen, tog Udgangspunkt i _Jeget_ hos en eller anden
+Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa op i Dagens
+Spørgsmaal. Hviskende underholdt de sig om Indholdet; den gamle, svært
+tilgængelige Filosof, der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig
+Kærlighed til det store Publikum og lyttede spændt efter, hvad en
+Arbejder vel kunde faa ud af hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten
+frygtsomt hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og veg ikke
+tilbage for Tanken om at anvende voldsomme Midler. Men han forholdt sig
+skeptisk til Underklassens Rejsning. „Den forstaar jo ikke at læse,“
+sagde han — „Almuen rører aldrig en virkelig Bog.“ Han havde færdedes
+saa længe mellem Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dér.
+
+Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. Brun var den sidste
+Efterkommer af en gammel udlevet Slægt, der havde været rig gennem
+adskillige Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede dem ikke med
+til Livets Værdier; da han aldrig havde kendt Savn, stillede han faa
+Fordringer og undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, at han
+levede meget spartansk og brugte hele sin Renteindtægt til de Fattige.
+Paa mange Punkter stemte han overens med Underklassen, ikke alene
+teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, at
+Opløsningen af det bestaaende kunde finde Sted fra oven i Samfundet
+ogsaa. Kanske forberedte Fremtiden sig fra begge Yderpunkter!
+
+En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa Pelles private Affærer; det
+lod til han vidste Besked. „Er der ikke et eller andet, De vil i Gang
+med?“ spurgte han. „Det vilde glæde mig meget, om jeg maatte hjælpe
+Dem.“
+
+Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden skulde gribes an.
+„Foreløbig ligger det hele i Kaos for mig,“ sagde han.
+
+„Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at tage imod et Laan i al
+Fald, mens De finder Dem til Rette.“
+
+„Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,“ vedblev han da Pelle
+vægrede sig — „det er sjofelt, men saadan er det nu engang. De _tager_
+jo alligevel ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have fat i
+Pengene paa den Maade de byder sig til, eller undvære.“
+
+„Saa undværer jeg,“ sagde Pelle.
+
+„Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort — og har I nogensinde
+opnaaet at sanke gloende Kul paa Samfundets Hoved ved det. I
+overvurderer Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres Ejendom.
+Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede
+jo næsten ikke at putte noget i sin egen usselige Mund — enhver god Bid
+skulde Konen have. Derfor begrædes han ogsaa som tabt fra vor Side — han
+var saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom slæber endnu om med
+ikke saa lidt af det.“
+
+„Penge gør afhængige,“ indvendte Pelle.
+
+„Ikke altid,“ svarede Brun leende. „I min Verden laaner man og tager paa
+Kredit uden at blinke — jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig
+nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham Penge. Paa det Punkt er
+vi ganske anderledes frigjorte end I, det er overhovedet dér Skellet
+mellem Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at komme i Gæld til
+nogen, og Omhu for altid at yde to Tjenester for én — er meget smuk og
+frugtbar inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver rendt ned
+paa i Forholdet til os. Vi kender den slet ikke — hvordan skulde det
+ellers gaa Mennesker, der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til
+Graven, og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?“
+
+Pelle saa forvirret paa ham. „Fattigfolk har ikke andet end deres
+Æresfølelse, derfor vaager de over den,“ sagde han.
+
+„Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne Æresfølelse, som virker
+saa fortræffeligt i vort Favør?“ spurgte Brun forundret. „Gaa engang den
+bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den maa være opfundet af os
+— til Brug for jer. Ja det undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er
+ogsaa en degenereret Overklasser — en af dem der vanarter og falder uden
+for Vedtægten. Jeg saa nok Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede
+Dem paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt — bliv saadan ved min
+unge Mand! De skal dog ikke drage for vidtrækkende Slutninger deraf —
+jeg hører som sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til at
+give Dem en Haandsrækning?“
+
+Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget sønder og sammen i
+ham, og den Erkendelse gjorde ham stædig.
+
+„De er en rigtig forstokket Almuer,“ sagde Brun halv ærgerlig.
+
+Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. Naturligvis havde han
+altid været klar over, at det hele var som et Herskabskøretøj, hvor han
+og hans Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele Indretning det var
+Tømmerne og Selen, som fik dem til at gaa godt for Kalesjen. Det var
+bare altid blevet benægtet fra den anden Side — han sled jo med Historie
+og Statistik for engang at levere det uomstødelige Bevis. Men nu kom der
+én, som selv sad i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og det
+var ikke en Bog, men et levende Menneske som han stod Ansigt til Ansigt
+med. Det stivede hans Tro mægtigt af.
+
+Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik den paa Stumperne. Logiet
+var gaaet helt i Staa, Ellen solgte rask væk af Udstyret. „Jeg er
+virkelig ligeglad med Loven!“ svarede hun til Pelles Advarsler. „Det kan
+vel ikke være Meningen, vi skal forære Møbelhandleren alt det vi har
+afdraget — bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar Møblerne er
+solgt, skal han nok faa Resten af sit Tilgodehavende.“
+
+Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og fremmest leve.
+Restgælden hang som en Trusel over dem; opdagede han at Møblerne var
+solgt, kunde det blive en slem Historie. „Husk paa, jeg har været
+straffet før,“ sagde Pelle.
+
+„De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har gjort?“ sagde Ellen og
+stirrede forfærdet paa ham. „Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor
+lød jeg dog ikke dig?“ En Stund sank hun helt sammen. „Saa maa vi se at
+faa det betalt i en Fart,“ sagde hun pludselig og rejste sig energisk —
+„de tyve Kroner maa dog være til at skaffe!“ Hun skyndte sig op i
+Lejligheden og kom straks efter ned med Hat og Kaabe paa.
+
+„Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Pelle bestyrtet.
+
+„Hvad jeg vil gøre? — jeg vil gaa til Dronning Therese. Hun _kan_ skaffe
+dem!“ Hun bøjede sig ned og kyssede ham. „Du skal ikke være bange!“ Lidt
+efter kom hun med Pengene. „Jeg kan _vaske_ dem af,“ sagde hun glad.
+
+Saa var dét til en Side, havde nu Laanet bare været lige saa vidt! Men
+det kom ikke stort af Stedet, Afdragene aad paa en eller anden
+besynderlig Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet bede om
+Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen Restsummen med Afdragets
+Beløb; han kaldte det Strafrente.
+
+Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen Lyst; tidlig og silde var
+han ude efter et Nap. Han hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn
+for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt for.
+
+En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som Dronning Therese havde sendt
+over — en Annonce om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig
+Mand, der var uddannet som Skomager. „Den er fra i Morges,“ sagde Ellen
+spændt — „bare det ikke er for sent. Du maa straks tage derud.“ Hun
+fandt Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med at gøre sig pæn.
+Det var paa en Skotøjsfabrik ude i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for
+at komme hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab om at faa
+Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste Modstandere blandt
+Arbejdsgiverne fra den Tid han organiserede Faget — en yngre Mester, som
+havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre Springet over til
+Fabrikant.
+
+„Naa er det Dem,“ sagde Fabrikanten. „Ja ja, gammel Uenighed skal ikke
+skille os, hvis vi ellers kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til
+at tage sig lidt af alt — saadan en Slags højre Haand som kan tage
+Stødet af til daglig, og have Opsyn med det hele naar jeg er ude paa
+Rejse. Jeg tror, De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en Mand med
+Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil gærne have, det gaar lidt pænt
+og glat med Folkene — uden alligevel at spytte for meget i Bøssen
+forstaar De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne sig med det gode —
+det koster ikke en Smule mere efter min Erfaring. Og nu hører man jo
+selv til Partiet.“
+
+„Gør De?“ Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne.
+
+„Ja! — Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne være Partifælle — vil
+De sige mig det? Der er sku ikke noget at være bange for, naar først man
+har kigget ind bag Kulisserne — og det har jo sine Fordele. Om ti Aar er
+hvert fornuftigt Menneske Socialdemokrat.“
+
+„Ja det kan forresten gærne være,“ sagde Pelle og lo.
+
+„Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min Hustru: Hør, man kan
+snart ikke være bekendt ikke at høre til Partiet; i andre Lande dér er
+baade Millionærer og Grever og Baroner allerede Partifæller. Hun smagte
+lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; det er jo lutter pæne
+Mennesker — som hun ogsaa sa’e forleden Aften — Standspersoner er der
+saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, der drev én fra først
+af; men nu samstemmer jeg sku, for det er meget fornuftigt det de siger.
+Og saa er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r di’her
+Anarkister rigtig paa Puklen — vil De give mig Ret i det? Efter min
+Mening burde alle forene sig om at bekæmpe dem — og det bli’r vel ogsaa
+nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over Politik og er kommen
+til det Resultat, at vi Arbejdsgivere bar os hestedumt ad fra først af;
+vi skulde ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare ud i
+Yderlighed. Se nu selv, hvor den er bleven pæn igen, siden man begyndte
+at tage Hatten af for den! man er det, man bli’r behandlet som — skal
+jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt frem, dersom vi andre
+havde taget lidt venligere paa Dem! — vil De indrømme mig det? I er sku
+akkurat lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad og være pæne i
+Tøjet — gaa og gælde for ordenlige Mennesker! Derfor var det klogt at
+skære den nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man har for meget
+Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der vil pille Brosten op og slaa ned,
+er ikke Selskab for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til Raden
+kommer til ens Parti at komme til Fadet — det er nu min Politik. — Naa,
+men hvad mener De saa?“
+
+„Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,“ sagde Pelle.
+
+„Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten heller ikke det, det
+kommer an paa, bare De ellers forstaar at behandle Arbejderne — og det
+har De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om Ugen — det er en pæn
+Ugeløn ved jeg — til Gengæld skal De saa se paa min Fordel naturligvis.
+Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde — De forstaar vel hvad
+jeg mener? Saa faar De fri Bolig — i Forhuset naturligvis — for at være
+en Slags Vicevært for Bagbygningen her; — der er tre Opgange med
+Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke selv have med det at gøre, der er
+saa meget Vrøvl med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og naar man
+saa tager lidt fast paa dem, render de til Bladet og sjikanerer en. Naa,
+det risikerer jeg naturligvis ikke saa let, men alligevel; jeg holder
+mest af at Tingene gaar glat — ogsaa af den Grund at jeg aspirerer til
+at blive Medlem af Hovedledelsen! — De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og
+en Lejlighed til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn naar jeg selv
+skal sige det. Men den der smører godt kører godt! Naa, slaar De saa
+til?“
+
+Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den næste Dag.
+
+„Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig betænke sig for meget —
+vor Tid kræver Handling. Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen — det
+er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De bliver min Tillidsmand med
+andre Ord. — Naa, ja ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.“
+
+Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor han havde forlangt
+Betænkningstid — dette var jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man
+ogsaa tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første Gang der
+meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt hyggeligt for Kone og Børn. —
+Nu var han altsaa Pladshund mod sine Fæller.
+
+Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem Strøget. Her var lyst og
+festligt inde, Buelamperne hang som en Række spejdende Lysfugle oppe
+over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for at holde sig svævende.
+Det var ligesom de fejede Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede
+gennem Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader stod Mørket og
+maabede ud paa Lysglansen, paagaaende Lyde trængte ud derinde fra:
+Tøselatter, et Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse Kæften.
+Men Folk promenerede roligt passiarende over Asfalten to og to — og
+hørte ingenting; de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede sig i den
+begyndende Kulde.
+
+Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; Folk sad tæt
+sammen i hver sin lille lukkede Kreds og saa oprømte og hyggelige ud.
+Paa Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, der pegede
+skraat opad som skulde den skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de
+syntes trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de sad paa en tynd
+Skorpe — med Armodens Helvede lige under sig? Eller var det kanske
+derfor de slog sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske
+forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa — uden at lytte altfor
+skrupuløst til Baggadernes hæse Protest?
+
+Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske Standere stod der en
+Mand og solgte Blade. „Fem Øre hvis De har Raad — ellers koster det ikke
+noget!“ sagde han og stak en Avis til Pelle. Han var bleg, havde mørkt
+Fuldskæg og dybe Skygger under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en
+indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle stirrede paa ham —
+det var jo Peter Drejer, hans Lærekammerat derhjemme fra!
+
+„Gaar du her og sælger Aviser?“ udbrød han forundret og rakte ham
+Haanden.
+
+Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det samme tunge, indadvendte
+Udtryk som da Pelle traf ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere
+fortænkt ud.
+
+„Ja jeg er blevet Avismand,“ sagde han — „men kun efter Fyraften. Det er
+et lille Blad, jeg selv skriver og trykker; du kan maaske have godt af
+at læse det.“
+
+„Hvad handler det da om?“
+
+„Om dig og mig!“
+
+„Det er nok anarkistisk?“ sagde Pelle og betragtede Bladets Titel. „Du
+var saa egen, sidst jeg traf dig.“
+
+„Nu kan du jo læse det. — Værsgod, fem Øre hvis De har Raad — ellers
+gratis!“ raabte han og stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod
+en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede sig i smaa Ryk.
+
+„Du er nok under Opsigt!“ sagde Pelle og gjorde ham opmærksom paa
+Betjenten.
+
+„Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt mit lille
+skikkelige Blad.“
+
+„Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt heller?“ sagde Pelle
+smilende.
+
+„Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke selv.“
+
+„Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom det bliver fulgt.“
+
+„Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig økonomisk. Saa snart
+jeg har faaet Arbejde hos en Mester, møder der straks en Betjent op og
+henstiller til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes
+sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter Maven — dér har man nemlig
+selv Hjærtet siddende.“
+
+„Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,“ sagde Pelle deltagende.
+
+„Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig fast uden nogen lovlig
+Begrundelse; og naar der er gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen — det
+ene lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt Hovedet — det taler
+ikke til Ros for et Maskineri, der dog udelukkende holdes gaaende for at
+knægte os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man gærne ryddede mig
+af Vejen, dersom det lod sig gøre; men Landet er jo ikke stort nok til
+at lade nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget Dyr mere.
+Skønt jeg foragter vore Love, der ikke er andet end en Maskering af
+brutal Magt, passer jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige
+Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig igen, finder jeg mig
+ikke i det.“
+
+„Forholdet er saa ulige,“ sagde Pelle og saa alvorligt paa ham.
+
+„Ingen behøver finde sig i mere end han selv vil! Men vi mangler noget
+herhjemme — den yderste Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor
+sjofler de os efter Forgodtbefindende.“
+
+De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en af de store Kafeer stod
+et blodfattigt Kvindfolk med en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle
+ynkelige Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer gjorde en
+stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens Publikum, hans Ansigt fortrak
+sig.
+
+„Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder Tilværelsen,“ sagde
+Pelle. „Tvært imod, det glæder mig at se, at der dog er nogle der er
+lykkelige. Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. Det eneste
+skulde da være dem, der ikke kan unde os alle noget, og kun nyder rigtig
+ved Tanken om at andre sidder og mangler.“
+
+„Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor under andre noget? Tror
+du nogen af dem siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret,
+mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at bruge, Resten tilkommer
+de Fattige? Nej nu sidder de og skælder ud paa Fattigmand, mens de
+solder Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker ned paa
+Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne — nu er der til dem af en
+overfyldt Mave. Gaa engang ind mellem Bordene og lyt —: De fattige er
+svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad man gør for dem —
+selv Skyld i deres Elendighed. Det krydrer vel Festen for nogle, andre
+dulmer deres onde Samvittighed med det. Og alt det de nyder, har den
+fattige dog lavet, selv det mest udsøgte Raffinement har maattet passere
+hans smudsige Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De tager det som
+en Selvfølge at det er saaledes, det undrer dem ikke engang, at der
+aldrig sker noget til Tak for god Behandling — et lille besk Velbekomme,
+en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at der daglig er Millioner fattige
+beskæftiget med at lave Lækkerier til Rigmanden — og aldrig falder det
+nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige er de! Kapitalen sover
+bogstavelig talt med Hovedet i vort Skød — og smæder os i Søvne. Og vi
+skærer ikke Struben over paa den!“
+
+Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt efter dem og stansede
+samtidig ovre paa den anden Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa
+det.
+
+Peter saa ligegyldigt derover. „Han ligner en engelsk Blodhund,“ sagde
+han roligt — „et glubsk Bid og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er,
+at vi selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu snart begynder vi at
+agitere blandt Militæret.“ Han bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor
+han boede.
+
+Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. „Hvordan gik det?“ spurgte hun
+spændt. „Fik du Pladsen?“
+
+Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne.
+
+Hun havde lagt Armen om hans Liv. „Du store Mandfolk,“ sagde hun og saa
+lykkeligt op paa ham — „naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er
+vi jo rige, Pelle — 35 Kroner om Ugen! Er du ikke selv glad?“
+
+„Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det lidt godt engang.“
+
+„Jamen du selv — jeg synes ikke du er saa henrykt. Det er dog en anset
+Stilling du faar.“
+
+„Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men jeg faar se at faa det
+bedst mulige ud af den,“ svarede han.
+
+„Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens Parti, men det
+følger jo altid med den Slags Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at
+faa sine Sager varetagne.“
+
+Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som hun havde staaende til
+Varme i Kakkelovnen. Nu og da saa hun forundret paa ham, der var noget
+ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det hele blevet lidt aparte i
+sit Syn paa Sagerne derinde i Fængslet — og det kunde man jo ikke undres
+over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret.
+
+„Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget Vedkommende ogsaa,“
+sagde hun. „Et Held er det for os at han ikke gider passe Sagerne selv.“
+
+„Han giver sig jo af med Politik,“ svarede Pelle adspredt. „Foreløbig
+pønser han vist paa at komme ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af
+Arbejdernes Stemmer.“
+
+„Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,“ udbrød Ellen livligt. —
+„Du er da inde i Sagerne og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi
+maaske faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen af ham
+engang.“
+
+Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, saa gennem ét, saa gennem
+andet. Glæden gjorde hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan,
+var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun havde ofret ham alt, og
+der førte ingen Veje uden om hende. Han maatte se hende give sig hen i
+fuld Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde — hende skyldte han
+alligevel alt. Hvor var hun skøn i sin Uberørthed! Endnu havde hun en
+Tilbøjelighed til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar om det
+blege Ansigt lignede hun en af disse _Søstre_, der har gaaet meget
+igennem og gør alt af Barmhjærtighed.
+
+Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le rigtig ud — hun smilede
+kun. Det stærkeste havde han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke
+ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun delt Bord og Seng med ham
+og alligevel beholdt det skønneste for sig selv — som en trodsig Jomfru.
+Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig Forventning, og hendes Øjne
+hvilede paa ham i Spænding; han var ikke den graa Hverdag for hende
+længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, naar det kneb
+allermest. Og den Forandring købte han ikke let for dyrt. Kvinder var
+heller ikke skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, som først
+aabnede sig helt, naar Lykken kyssede dem. Ellen fik have Lov at skubbe
+Ansvaret over paa ham.
+
+Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa ud og slutte endelig Aftale
+med Fabrikanten. Ellen hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og
+børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, det lød som sorgløs
+Fuglekvidder. „Hvad skal vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden
+og flytte ud i den Ende af Byen,“ sagde hun — „ellers faar du for langt
+at gaa.“
+
+„Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. Han har tre
+Opgange med Etværelses Lejligheder — dem skal vi være Vicevært for. Han
+kan ikke selv tumle Beboerne.“ Pelle havde ikke glemt det, men kunde
+ikke faa sig selv til at fortælle at han skulde være Pladshund.
+
+Ellen saa forstenet paa ham. „Hører det med til Stillingen?“ spurgte hun
+og tog efter Vejret.
+
+Pelle nikkede.
+
+Pludselig sprang hun ind paa ham. „Du gør det ikke!“ skreg hun og greb
+ham i Armene — „hører du Pelle? du gør det ikke!“ Hun var helt ude af
+sig selv og stirrede tryglende paa ham. „Jeg forstaar dig slet ikke!“
+
+Han saa forvirret paa hende og mumlede noget til sit Forsvar.
+
+„Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?“ vedblev hun hæftigt. „Det
+er en Judaspost, han har tilbudt dig — men vi vil ikke tjene vort Brød
+ved at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at se Stumperne
+ligge i Rendestenen og flyde. Aa, hvis du nu var gaaet derind!“ Hun
+stirrede gruende hen for sig.
+
+„Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din Forstand henne — du som
+ellers er saa fornuftig,“ sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa
+halv bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun det hele og sank
+sammen.
+
+„Aa Pelle, Pelle!“ udbrød hun og gemte sit Ansigt.
+
+
+
+
+                                  VIII
+
+
+Pelle læste ikke mere og gik heller ikke paa Biblioteket, han havde nok
+at gøre med at holde den gaaende. Nu kunde der ikke være Tale om at søge
+noget; Vinteren stod for Døren, de Arbejdsløses Hær voksede med hver
+Dag. Han holdt sig hjemme, arbejdede naar der var noget, passede ellers
+Børnene for Ellen mens hun vaskede. Lasse Fredrik talte han med som med
+en Kammerat, men det var morsomt at give sig af med de smaa ogsaa. De
+var taknemmelige for det, og han opdagede at han havde meget til Gode
+her. Svend Trøst holdt han meget af nu, det pinte ham kun at Drengen
+endnu ikke kunde tale. Hans Stumhed var som en tavs Anklage bestandig.
+
+„Hvorfor henter du dig ikke Bøger hjem?“ kunde Ellen sige, naar hun kom
+op fra Vaskekælderen for at se til dem, med bare Arme og fine Draaber i
+Haaret af Dampene dernede. „Du har jo god Tid nu!“
+
+Nej, hvad skulde han med Bøgerne? De udvidede maaske nok hans Horisont
+lidt, men det der laa bag den, blev igen saa mange Gange større — han
+selv blev bare mindre af at læse. Noget beroligende Overblik var det i
+al Fald ikke muligt at faa; Verden gik sin egen skæve Gang paa tværs af
+al Visdom. Det var en sur Lykke at tage Viden ind om Ting, man ikke
+kunde raade Bod paa; Fattigfolk maatte helst være afstumpede.
+
+Han og Morten havde lige fulgt gamle Madam Johnsen til Graven — hun
+naaede ikke at faa Jylland at se! Af et helt stræbsomt Liv var der ikke
+blevet ti Kroners Overskud til en Billet hjem; og Togene løb Døgn efter
+Døgn med Hundreder af tomme Pladser. Med isnende Punktlighed hvirvledes
+de af Sted paa Klokkeslet fra Station til Station, Gud ved hvor mange
+Tusend tomme Sæder Togene var rendt til Jylland med, i de Aar den gamle
+sad og græmmede sig af Hjemlængsel? Og var hun stavret til Banegaarden
+og steget i Toget, saa vilde punktlige Hænder uden Skaansel have sat
+hende af ved første Station. Hvad kom Jylland hende ved? Hun længtes jo
+nok — men hun havde ingen Penge!
+
+Var det Ondskab eller hjærteløs Ligegyldighed? Mer djævelsk en Sport
+kunde i al Fald vanskelig tænkes end denne Kørsel med tomme Pladser. Det
+var dem, der gjorde Farten saa rædselsfuldt levende — som var selve
+Djævlen spændt for og pustende af Kaadhed slæbte dem af Sted gennem
+Landet — derhen hvor Folk længtes! Det maatte være forfærdeligt at være
+Konduktør og raabe Stationernes Navne ind til disse Pladser for de
+skæbnesvangert efterladte!
+
+Og her gik Søster paa Gulvet, bleg og tynd i det! Der var ingen rigtig
+Kraft i hendes lyse Haar, og naar hun blev ivrig, peb det i hendes
+Luftrør med denne pinagtige Lyd, der var saa godt som uadskillelig fra
+Fattigkvarterets Børn. Det var Baggaardenes fordærvede Luft, der
+bestandig snakkede med nu — forstemmende som næsten alt hvad hans
+Erkendelse lagde ind under sig. Hun manglede kun Sol — og hele Sommeren
+havde den ødslet i ovenud Rundhaandethed; den gik bare hen over Hovedet
+paa Fattigfolk — ligesom alt andet. Det havde været et enestaaende
+jordbæraar, men de store Gartnere var blevet enige om at lade den halve
+Afgrøde sidde og raadne paa Planterne — for at holde Prisen oppe og
+spare Afplukningspenge. Og her gik Ungerne og hungrede efter Frugt,
+vantrivedes fordi de ikke fik Del i den! — Hvorfor? ja noget
+menneskeligt Svar gaves der ikke.
+
+Og igen — overalt det samme! Hvergang hans Tanke slog ned paa en eller
+anden Samfundsindretning, aabenbarede det samme triste sig: et uhyre
+rullende Materiel, der kun var beregnet for nogle faa og for en væsenlig
+Del løb tomt. Og fra de tomme Pladser stirrede anklagende Øjne paa én,
+syge og triste af Sult og Savn og skuffede Haab. Havde man først set
+dem, kunde man ikke lukke Synet for dem igen.
+
+Undertiden slog hans Fantasi over, og han greb sig i at sidde og bygge:
+Riger hvor man benyttede Jærnbanen eftersom man trængte til det og ikke
+efter Pengepungen, hvor _de_ spiste Maden som var sultne, og de eneste
+fattige var dem der ikke kunde unde andre noget. Men han bræmsede sig
+haardt i det — det var for idiotisk! En Røst fra det usynlige havde
+kaldt ham og hans ud i Dagen — og saa skete der ingenting! Det var blot
+for at gække dem.
+
+Brun kom ofte ned og saa til ham, den gamle Bibliotekar savnede sin unge
+Ven.
+
+„Hvorfor kommer De aldrig mere ind til os?“ sagde han.
+
+„Hvad skal jeg dér,“ svarede Pelle kort for Hovedet. „Fattigmand har
+ingen Brug for Viden — han er evig fordømt.“
+
+Han havde brudt med alt det dér og brød sig ikke heller om
+Bibliotekarens Besøg; det var bedst enhver passede sig selv, de Store
+var alligevel ikke Selskab for en som ham. Han gjorde sig ingen Umage
+for at skjule det. Men Brun lod som ingenting; han var flyttet ud i
+Frederiksberg Allé til Oktober Flyttedag og saa næsten hver Eftermiddag
+ned om paa sin Vej hjem fra Biblioteket. Børnene passede paa at være
+dernede ved den Tid, han havde altid noget med til dem.
+
+Hverken Pelle eller Ellen stillede ret store Fordringer til Tilværelsen
+mere. De var faldet til Ro og færdedes resigneret ved hinandens Side som
+et Par Arbejdsheste, der er vant til at dele Krybbe og Slid. Nu skulde
+det have været store Ting at være færdig med det forbandede Laan, saa
+man ikke gik med Livet i Hænderne bestandig; men selv det var for
+urimelig en Fordring. Alt hvad man kunde rave og skrave sammen gik hver
+Maaned i Aagerkarlen, og lige nær var man. Paa de 180 Kroner Pelle havde
+faaet udbetalt, havde de nu ialt afdraget 120, og alligevel skyldte de
+fremdeles 240. Det var Strafrenterne der løb paa, hver Gang de blot kom
+en Dag eller to for sent med Afdragene — eller Pokker maatte vide hvad
+det var? — En Skrue uden Ende var det i al Fald, som hele deres Liv
+vilde pumpe alt, hvad de kunde skaffe til Veje, over i Aagerkarlens
+Lomme.
+
+Men nu sagde Pelle stop. Han havde ikke betalt det sidste Afdrag, og
+vilde ikke mere, saa fik det skabe sig saa galt det vilde. „Du skulde
+laane af Hr. Brun og betale den Aagerkarl ud,“ sagde Ellen — „ellers
+falder han bare over os og tager Stumperne.“ Men Pelle var stejl og
+vilde ikke høre et fornuftigt Ord; Bevidstheden om, at en Snylter havde
+sat sig godt til Rette paa ham og udsugede ham trods al hans Modstand,
+gjorde ham ude af sig selv. De kunde bare prøve paa at røre hans Hjem!
+
+Da Aagerkarlen kom for at hente sit Afdrag, smed han ham paa Døren.
+Ellers tog han alting med resigneret Ro, men naar dette kom paa Tale,
+for han op og vidste ikke hvad han sagde. Ellen maatte tie stille og
+lade det gaa sin Gang.
+
+En Eftermiddag sad han og arbejdede paa sin Plads lige under
+Kældervinduet. Bibliotekaren sad paa Stolen inden for Døren, han havde
+Børnene et paa hvert Knæ og fodrede dem med Dadler. Pelle passede sig
+selv og dukkede sig sky over sit Arbejde, med et Udtryk som en Sindssyg,
+der er bange for at nogen skal tale til ham. Hans Arbejde havde ikke den
+gamle Appel og skred ikke for ham, der var kommet en forstyrret Tone
+ind, naar han ikke straks kunde finde et Stykke Værktøj, blev han hæftig
+og smed med Tingene.
+
+Brun sad og iagttog ham bekymret, men lod som han var optaget af
+Børnene; en beklagende Mine vilde have faaet Pelle til at flyve i Flint.
+Han gættede at det var galt med Pengene, men turde ikke tilbyde sin
+Hjælp; hvergang han prøvede at indlede en Samtale, slog Pelle ham
+tilbage med et snedigt Udtryk som sagde: Du gaar og snuser efter en
+Lejlighed til at komme stikkende med dine Skillinger, men det skal blive
+Løgn! — Et eller andet var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig
+vel igen.
+
+En Droske stansede uden for Døren, tre Mænd steg ud og begav sig op i
+Huset. Lidt efter kom Ellen styrtende ned paa Værkstedet. „Pelle, de er
+her for at tage vore Ting!“ raabte hun grædende uden at ænse Brun.
+Børnene stak i at tudbrøle, da de saa at Moderen græd.
+
+Pelle rejste sig og greb Hammeren. „Dem skal jeg snart faa herut!“ sagde
+han med lav, sammenbidt Stemme og gik mod Døren. Han forhastede sig
+ikke, gik med sænket Pande og saa ikke paa nogen.
+
+Brun tog ham haardt i Armen og stansede ham.
+
+„De glemmer, at der er noget der hedder Tugthuset!“ sagde han med en
+besynderlig Betoning.
+
+Pelle saa overrasket op paa ham — det saa et Øjeblik ud som han skulde
+slaa den gamle Bibliotekar ihjæl. Saa tabte han Hammeren ud af Haanden
+og faldt sammen.
+
+
+
+
+                                   IX
+
+
+Det hændte, at en eller anden Kammerat fra de gode gamle Dage faldt ind
+om og vilde have Pelle med til Møde. Saa vaagnede gamle Kampminder i ham
+— kanske var det alligevel dér Tampen brændte. Han smed Skødskindet og
+gik med; Ellens Øjne fulgte ham til Døren, i Forundring over, at han
+fremdeles vilde give sig af med det dér — efter det _han_ havde haft ud
+af det.
+
+Men det var heller ikke dér! Han huskede den mægtige Gæring i Sindene
+under Bevægelsens Kamptid, og syntes Spændingen var gaaet af dem. Kun
+foran Valgene var Folk oppe, ellers gik de med hver sit, som havde der
+aldrig været noget der hed en samlende Tanke. Organiserede var de alle,
+men der var ikke noget nyt og stærkt i den Kendsgærning; de var saa at
+sige født ind i Organisationen og forbandt ikke noget stort og løftende
+med det. De gamle Fæller var mærkværdig afsvalede — de havde vel
+opdaget, at Lykken ikke var hverken saa æventyrlig eller lige til. Det
+var ikke længer bare at slaa Leddet op til Lykkeland og strømme derind,
+der laa en lang og brydsom Vej for. Saa indrettede de sig paa deres eget
+og afhændede den tvivlsomme Fremtid for smaa Fordele — som det
+bestaaende straks slugte.
+
+Bevægelsen havde ikke grebet til Bunds; der var en Anklage mod ham selv
+i det, den var ikke lagt bredt nok an. Allerede dengang var den gaaet
+hen over Hovedet paa _Arkens_ Beboere, og nu sad der et stort
+Proletariat tilbage med sine egne Forventninger til Fremtiden. Den gode
+gamle Almue var spaltet i et Smaaborgerskab, der kun syntes optaget af
+at indrette sig — og saa dette Proletariat.
+
+Men der var ikke noget nyt i det. Et Lag rykkede op og aabenbarede et
+nyt nedenunder — saadan var det altid gaaet i Historien. Var det da evig
+bestemt, at der paa Bunden af Tilværelsen skulde sidde en bestandig lige
+talløs Skare af nedstødte, som bar Byrden af det hele — den store
+Hungerreserve? Var det kun muligt at have det godt, naar man forstod at
+skubbe Vanskelighederne nedad? — lige som man kunde forskyde Rynkerne i
+et Stof, til de tilsidst ophobedes paa ét Sted! Ja det var det gamle
+Spørgsmaal igen. Tidligere havde han sin lyse Tro at slaa Tvivlen ned
+med, men nu kunde han ikke nøjes med et blindt Haab — han forlangte en
+Udvej anvist. Var Bevægelsen løbet ud, fordi den startedes skævt, saa
+havde man altsaa med haandgribelige Aarsager at gøre, og det hele lod
+sig gøre om!
+
+Der var ogsaa andre i Færd med at tage det hele op fra Bunden, gennem
+Peter Drejer traf han sammen med unge Mænd af en helt ny Type. Det var
+Ungdom, der var dukket neden ud af Bevægelsen — skudt overraskende frem
+af dens Bundfald — og nu kom og stillede ny fordringsfulde Krav til
+Tilværelsen. Ad ukendte Veje var de naaet til samme Punkt som han selv,
+og forlangte først og fremmest at være Mennesker. Jegets Hellighed
+fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra
+med at afkaste dem, røg og drak ikke — vilde ikke være Slaver af noget.
+De holdt sig borte fra Bevægelsen og havde deres egne Samlingssteder ude
+omkring Sønder Boulevard, hvor de læste og drøftede ny Samfundsformer.
+Det var oplyste, vellønnede Arbejdere, som haardnakket delte
+Proletariatets Vilkaar; fanatisk troende som gav deres Ugeløn bort, naar
+de mødte en der var fattigere end de selv; hidsige Hoe’der, der gik og
+ventede paa Revolutionen. Flere af dem havde siddet i Fængsel for
+ophidsende Agitation mod Samfundsordenen. Der var ogsaa Folk fra Landet
+imellem, Sønner af dem, der stod i Grøfterne og Tørvegravene derude.
+_Den lille Mands Børn_ kaldte Morten dem.
+
+Her var endelig Afkommet efter dem, der havde gjort Bevægelsen med —
+saadan skulde den forløbe. Ved Nøjsomhed holdt de sig fri af
+Kapitalismens besnærende Midler, de foragtede den smaaborgerlige Hang
+til Komfort og var altid parat til Handling. I dem var Opbruddet i al
+Fald en Kendsgærning!
+
+De vilde gerne have fat i Pelle. — „Kom over til os!“ sagde Peter Drejer
+ofte.
+
+Men Pelle var ikke nem at lokke ud, han havde sit Hjem, dér gemte han
+sig som en Snegl i sit Hus. Denne lille Verden paa fem Mennesker _havde_
+han Ansvaret for — og ikke engang den havde han formaaet at betrygge.
+Hans Kræfter og Flid forslog ikke engang til at holde ét lille Hjem oven
+Vande, der maatte en Velgører til! Det var ikke Tiden at gaa og pleje
+sin egen Ærekærhed, hvor det galdt Kone og Børn, og nu det hele var
+ordnet, følte han sig inderlig taknemmelig mod den gamle Bibliotekar.
+Men en beskæmmende Kendsgærning var det ligefuldt, som ikke opfordrede
+til at give sig af med de tusend Hjems Affærer.
+
+De unges voldsomme Ord skræmte ham ogsaa. Han havde Opbruddet i sig
+ligesom de, men mødte med andre Erfaringer. Fra han kunde krybe, havde
+han tumlet med sig selv for at faa sig læmpet ind i den store
+Sammenhæng; selv Fængselslivet havde ikke sat ham udenfor, men blot
+føjet ham endnu tættere ind i Helheden. Han havde ingen Anlæg for at
+hugge Knuden over, men forlangte stædigt, at den skulde løses.
+
+„Det er skidt med dig, for du kan ikke hade,“ sagde Morten og de andre,
+naar de prikkede til ham. Nej Kulden i hans Sind var som Nattefrost, den
+smæltede ved den første Solstraale. Naar han saa tilbage, var der
+forsonende Baand, som holdt det hele sammen trods alt ondt; og nu sidst
+havde jo den gamle Bibliotekar givet ham Føling med det gode paa den
+anden Side Kløften ogsaa. Han var faldet til Ro paa sin Skomagerstol
+igen, og lod sig ikke jage op af de andres Utaalmodighed men saa ud, som
+havde han en hel Evighed at afvikle sit i.
+
+Søster gik gærne nede hos ham og fyldte Værkstedet med sin Pludren. Ved
+Ottetiden, naar det begyndte at dages, hørte han hendes stolprende Trin
+i Trappen, og saa blev hun hos ham, til Ellen om Aftenen med Magt tog
+hende op for at lægge hende i Seng. Hun slæbte alt Værktøjet sammen og
+stablede det op foran ham paa Disken, saa han ikke kunde røre sig; det
+kaldte hun at hjælpe til. Bagefter hvilede hun sig og stod med Hænderne
+paa Kanten af Disken og underholdt ham. „Søster er flink,“ sagde hun
+anerkendende og pegede tilfreds paa sit Værk. „Stor Pige.“ Og hvis han
+ikke svarede, gentog hun det; hun helmede ikke, før han havde rost
+hende.
+
+„Ja flink er du! men kan du saa sætte Sagerne paa Plads igen,“ sagde
+Pelle.
+
+Barnet rystede paa Hovedet. „Søster er træt,“ erklærede hun afgørende.
+Straks efter kom hun med endnu et Stykke og skubbede det langsomt op paa
+Bunken, mens hun holdt Øje med hans Ansigt for at se, om det ogsaa gik
+an. „Søster hjælper til,“ gentog hun forklarende — „hun gør!“ Pelle lod
+som han ikke hørte det.
+
+Der var Ro for hende en Stund, men saa kom hun slæbende med Forklædet
+fuldt af kasseret Fodtøj, som hun havde trukket frem bag Kakkelovnen.
+Han prøvede at se bister ud, men maatte bøje sig ned over sit Arbejde.
+Det gjorde den lille usikker, hun tømte Forklædet ud paa Forhøjningen og
+satte sig ned paa Hug med Hænderne paa de smaa Knæ for at fange hans
+Udtryk. Det var ikke tilfredsstillende, saa rejste hun sig op og lagde
+Hænderne paa hans Ben. „Far, du er dygtig,“ sagde hun og saa ham
+indsmigrende op i Ansigtet. „Du kan alting — du er den dygtigste i hele
+Verden.“ Og efter en lille Pavse. „Vi to er lige dygtige — ikke Far?“
+
+„Hov, slap det dér ud?“ udbrød Pelle. „Der er nok en af os, der er
+vigtig!“
+
+„Det er ikke mig,“ svarede Ungen afgjort og virrede med Hovedet.
+
+„I har det nok godt sammen,“ sagde Ellen, naar hun kom ned med Svend
+Trøst paa Armen for at hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun
+pressede sig om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og Svend Trøst
+sparkede for at komme ned paa Gulvet, i Lag med Læsterne. „Ja, saa
+bliver vi her allesammen,“ sagde Ellen og satte sig ned.
+
+Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde taget paa hende. Hun
+talte ikke mere om Fremtiden, men var glad til, at de var sluppet ud af
+Aagerkarlens Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille, lidt
+forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget bedre, men gik og var
+taknemmelig; og Pelle syntes, at der døde noget bort i hende sammen med
+Utilfredsheden. Det var, som om hun endelig havde givet alt sit;
+Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde hende glansløs og almindelig.
+„Hun trænger til Sol,“ tænkte han.
+
+Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres Søgen efter en Vej ud til
+Fremtiden, rent monomant, i det samme Spor de hundrede Gange havde
+traadt. Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte blot, at de
+stadig tærskede Langhalm paa Problemet. Inden for Faget gaves der ingen
+Udvej; der var kun Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede sig
+ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre Muligheder op, vendte
+Tankerne af sig selv tilbage til Trebenen — som en strejfende Hund, der
+bestandig kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der var noget i
+ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde ham og hans Fag solidariske —
+trods dets Haabløshed; dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde
+Spørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme ligger den Erkendelse, at
+der er nedlagt Plan og Perspektiv i hans Tilværelse ogsaa — det og det
+er saadan, fordi det maa være saadan. Og den Erkendelse havde Pelle
+ingen Grund til at afhænde.
+
+Han gik og blev ør af Tankernes bestandige Masen med det samme og det
+samme, men det blev ved som en Besættelse, kørte meningsløst med ham
+naar han sov, og tog ham saasnart han vaagnede. Der var en gammel Drøm
+som haardnakket besatte ham i denne Tid, en ungdommelig forglemt Ide fra
+hans aller første Deltagelse i Rejsningen, Udkastet til det
+Fællesværksted, som skulde gøre Hofskomageren overflødig. Dengang blev
+Planen lagt til Side som umulig, men nu kastede han sig igen over den og
+gik den igennem Led for Led. Han kunde sagtens finde nogle dygtige og
+paalidelige Fagfæller, som vilde staa Last og Brast med ham om Arbejde
+og Udbytte; og Disciplinen vilde ingen Vanskeligheder volde, Arbejderne
+havde i de forløbne Aar lært at underordne sig deres egne. Her var en
+Udvej for Smaamanden til igen at gøre sig gældende inden for Faget og
+komme med i Udviklingen; hvad én ikke ævnede, kunde de ved at slutte sig
+flere sammen: udnytte den moderne Teknik og leddele Arbejdet. Han
+indrettede det hele omhyggeligt, gik det efter forfra og forfra for at
+sikre sig, at hver Enkelthed holdt. Naar han sov, drømte han om sin
+Andelsvirksomhed, og saa var den en Kendsgærning. Han stod og arbejdede
+i et lyst Lokale mellem lutter Kammerater, der var ingen Herre og ingen
+Tjener, Maskinerne snurrede, og Kammeraterne sang og fløjtede, mens de
+passede dem. De havde kort Arbejdstid og lykkelige Hjem, der ventede dem
+allesammen.
+
+Det var drøjt at vaagne op og erkende Virkeligheden. Ak, alle Verdens
+dygtigste og flittigste Hænder formaaede ingenting i deres eget Fag —
+ikke saa meget som at sy et Sting — før Kapitalen satte dem i Gang. Hvis
+den nægtede sit Samtykke, kunde de ikke udrette noget som helst, men var
+som afhuggede paa et Brædt.
+
+Maskinerne kostede Penge. Pelle kunde faa dem hos Brun, den gamle havde
+ofte nok tilbudt ham Kapital til at starte et eller andet. Men han
+skyldte ham allerede Penge, og hvis nu Kapitalen rendte hans Foretagende
+ned. Den var paa sin Post og taalte ikke den Slags Virksomheder ved
+Siden af sig. Der var kommet Usikkerhed over ham, han turde ikke vove
+Indsatsen.
+
+Den gamle Filosof kom næsten daglig, Pelle var blevet en Del af hans
+Tilværelse, han fulgte med Bekymring sin unge Vens Tilstand. Var det
+Fængslet — eller kanske Bøgerne — som havde forvandlet denne unge Mand,
+der engang gik hensynsløst paa som et Stormvejr, til en Nøler, der ikke
+kunde træffe et Valg? Personligheden blev af tvivlsom Værdi, naar den
+voksede paa Bekostning af Handleævnen! Den gamle havde netop haabet, at
+den skulde udfolde større Energi ved at plantes over i en ny og uberørt
+Jordbund, og prikkede til Pelle for at rive ham op af hans
+Dvaletilstand.
+
+Saa rykkede Pelle utaalmodigt paa sig. Fra alle Sider prikkede de til
+ham, og vilde, at han skulde træffe et Valg — og han kunde ikke se sin
+Vej! Ja vist laa han i Døs — han mærkede det godt selv. Han følte sig
+som en, der er hamram, og forlangte Ro — hans Væsen arbejdede for ham
+derude i det uvisse.
+
+„Jeg ved jo ingenting,“ sagde han halv irriteret — „hvad kan det saa
+nytte? Jeg troede Bøgerne skulde føre mig frem til et Sted, hvorfra jeg
+kunde samle det hele, men nu er jeg bare vild paa Kareten. Jeg er blevet
+for klog til at gaa blindt paa, og ikke klog nok til at finde den Tap
+hvorom det hele drejes. Ligemeget hvad jeg rører ved, saa opløser det
+sig i noget _for_ og noget _imod_.“ Han lo fortvivlet.
+
+En Dag gav Brun ham en Bog. „Dette Værk har tilfredsstillet mange, der
+søgte Sandheden!“ sagde han med et eget Smil. „Lad os nu se, om det
+ogsaa kan stille Dem tilfreds.“ Det var Darwins _Kampen for
+Tilværelsen_.
+
+Pelle læste som i en Taage. Her var Punktet jo, det hele vældigt
+sammenfattet til én Sætning! Det kogte i hans Hjærne, han kunde ikke
+lægge Bogen fra sig, men blev ved at læse hele Natten, tryllebunden og
+forfærdet over dette ubarmhjærtige Udsyn. Da Ellen forundret kom ned med
+Morgenkaffen, var han ude af Bogen; han svarede ikke paa hendes venlige
+Bebrejdelser, men skyllede tavs Kaffen i sig. Saa tog han sin Hat og gik
+ud i de øde morgentriste Gader for at svale sit hede Hoved.
+
+Det var meget tidligt, Arbejderne var ikke begyndt at rykke ud endnu;
+ved Morgenbeværtningerne var man i Færd med at tage Skodderne fra.
+Varmtklædte Sporvejsfolk trampede gennem Gaderne i deres træbundede
+Støvler, sjaskede forkomne Kvinder piskede i snublende Løb afsted til
+deres tidlige Gerning, smaablafrende af Kulde og Lede ved Tilværelsen.
+De var trætte, endnu før de fik begyndt Dagen. Her og der asede en
+forsinket Kvinde over Gaden med en Tøjkurv foran sig — en Moder der
+slæbte sit Barn paa Vuggestuen, før hun gik paa Arbejde.
+
+Og pludselig kom Oprøret over ham, hæftigt, næsten som et
+Kvælningsanfald. Denne grufuldt kolde Lære om den Stærkeres Ret, der gav
+ham Valget mellem at blive brutal eller gaa til Grunde — det var altsaa
+Nøglen til Livets Forstaaelse? Den fældede jo paa Forhaand
+Dødsdommen over ham og hans Fæller — over hele den endeløst store
+Fattigmandsverden. Set herfra var den bestaaende Tilstand jo den eneste
+mulige — den var simpelthen ideel; Udsvederen og Aagerkarlen, som han
+gik og hadede, var i den mest harmoniske Overensstemmelse med Livets
+Grundlov! Og det forfærdelige var, at Samfundet laa klart belyst fra
+dette Synspunkt — han kunde ikke nægte det. Den der bedst forstod at
+tillæmpe sig efter det bestaaende, han sejrede; ligegyldigt hvor gement
+det bestaaende saa var.
+
+Bogen kastede paa én Gang blændende Lys ind over Samfundet; men hvor var
+hans egne henne i denne Lære, alle de smaa? de regnedes nok ikke med!
+Samfundet var altsaa i Virkeligheden kun de besiddende, og her havde han
+deres Religion, det moralske Rygstød for den hensynsløse Udbytning. Det
+havde altid holdt svært at forstaa, hvordan Mennesker kunde misbruge
+andre; men her var det jo en hellig Pligt at give Stene for Brød. Den
+største Strugler var i Grunden Livets hellige Moderhjærte nærmest, han
+var jo udset til at bære Udviklingen videre.
+
+De fattige havde ingen Andel i denne Lære. Naar der var en daarlig
+Arbejder i et Sjak, pressede de andre ham ikke, saa han maatte gaa til
+Bunds — ikke engang naar han selv var Skyld i sin Uformuenhed. De tog
+ham med, lagde Sten paa hans Skifte og slog den sidste Ende af hans
+Skaar — de fattige lod ikke den svage falde, men tog ham under Vingen.
+De satte sig selv uden for Loven — og uden for Chancen! med en saaret
+Kammerat paa Nakken klarede man sig ikke i Kapløbet. Men der laa heri en
+Erkendelse af, at de ikke hørte med i det bestaaende, men havde Ret til
+at kræve deres egen Lykketid. Der maatte komme en ny Tid, hvor alt det,
+der behøvedes, for at de kunde være med — Hjærtets Godhed, Solidariteten
+— blev raadende. Selve det store Sammenhold han havde været med til at
+rejse, varslede altsaa alligevel i den rigtige Retning. Det havde været
+det modsatte af én mod alle — Gensidighedens Lov havde det bygget paa.
+
+Og Fattigper var nok ikke et stakkels Skrog, der var dømt af Udviklingen
+til at gaa til Grunde, en Fantast, der gik og drømte Utopien som Følge
+af en tom Mave. Pelle havde levet sin Barndom ude i Naturen og færdedes
+med den øvrige Skabning i al Slags Vejr. Han havde set de smaa Sangfugle
+kaste sig mod Høgen i hele Byger, naar den havde røvet en af dem — og
+forfølge den til den fortumlet slap sit Bytte. Naar han fangede en Myre
+i et spaltet Halmstraa, styrtede de andre Myrer løs paa Straaet og
+gnavede Kammeraten fri; de var ikke til at skræmme bort. Slog han efter
+dem, stænkede de deres Gift op mod hans Haand og arbejdede videre. Deres
+Tapperhed morede ham, Giftstænkene vare saa bitte smaa, at han ikke
+kunde se dem; men ved hurtig at føre Haanden op til Næsen indfangede han
+en syrlig stikkende Lugt. Hvorfor lod de ikke Kammeraten i Stikken, de
+som var saa mange og havde saa travlt? De holdt ikke engang Maaltid, før
+de havde befriet ham.
+
+Fattigper fik holde fast ved Sammenslutningstanken — han havde grebet
+rigtigt dengang! Og nu med et vidste Pelle, hvor Vejen laa. Stod de uden
+for det bestaaende og dets Love, hvorfor saa ikke indrette sig deres
+egen Verden over de Love, der nu engang var deres? Gennem
+Organisationerne var de opdraget til at kunne styre sig selv, det var
+snart paa Tiden de overtog deres egen Tilværelse.
+
+De unge Oprørere holdt sig fri af Pengemagten ved at undvære, men det
+var ikke Vejen; Kapitalen prækede altid Nøjsomhed for de fattige. Han
+vilde gaa den anden Vej og erobre Frembringelsen ved en stor omgaaende
+Bevægelse.
+
+Nu var han ikke bange for at anvende Bibliotekarens Penge — der fandtes
+ikke Tvivl skabt i ham. Han var lysende klar og saa i store Træk en
+verdensomspændende fredelig Revolution, som skulde vende op og ned paa
+alle bestaaende Værdier. Pelle vidste, at Fattigdommen ikke er begrænset
+af noget Fædreland; han havde en Gang før baaret en ubetvingelig Ide
+frem. Hans Andelsvirksomhed _maatte_ blive Udgangspunktet for en
+Verdenskamp mellem Arbejdet og Kapitalen!
+
+
+
+
+                                   X
+
+
+To Dage senere gik Pelle og Bibliotekaren ind i Frederiksborggade og saa
+paa en Forretning, der var til Afstaaelse. Det var en lille Historie paa
+en halv Snes Arbejdere, med elektrisk Værksted i Kælderen og Butik oven
+over. Det hele kunde faas for Overtagelse af Lager og Maskiner efter
+Vurdering. Huslejen var lidt stor, men ellers var det billige Vilkaar.
+
+„Jeg tænker, vi ordner det saadan, at Anskaffelses- og Driftskapitalen
+forrentes og amortiseres ligesom et 4% Kreditforeningslaan,“ sagde Brun.
+
+„Det er billige Penge,“ svarede Pelle. „Et godt Resultat vil jo ikke
+sige saa meget om Forholdene, naar vi ikke har lige Vilkaar med andre
+Virksomheder.“
+
+„Ikke særlig billige! Til den Pris kan man faa lige saa mange det skal
+være mod god Sikkerhed — og Arbejderen bør vel anses som den fineste
+Sikkerhed i et Foretagende, der bygger paa Arbejdet,“ sagde den gamle
+smilende — „der vil blive stort Diskontofald, naar De kommer til Magten,
+Pelle! Forresten koster den nøgne Kapital ikke mere nu heller — naar der
+da ikke snyltes paa den. Og Snylterne er det jo netop vi skal til Livs.“
+
+Ja, Pelle havde ikke noget imod de billige Penge, der kunde blive nok at
+slaas med endda. Kom der Gang i det, varede det nok ikke længe, før
+Privatspekulationen erklærede ham Krig!
+
+De var enige om, at de ikke vilde have noget med Agenter og Udsalg at
+gøre; Virksomheden skulde hvile helt i sig selv og staa i direkte
+Forbindelse med Forbrugerne. Hvad der lavedes paa Værkstedet, skulde
+blot dække Omkostningerne til Butiken ovenpaa; Resten af Overskuddet
+skulde fordeles mellem Arbejderne.
+
+„Efter hvilke Regler?“ spurgte Brun og saa forskende paa Pelle.
+
+„Lige!“ svarede han uden at betænke sig — „vi vil overhovedet ikke have
+noget med Akkord at gøre. Det var et stort Fejlgreb, dengang vi rejste
+Bevægelsen, at vi kælede for Akkordsystemet i Stedet for helt at
+afskaffe det. Det har fremmet Uligheden. Enhver, der arbejder, har Ret
+til at leve.“
+
+„Tror De den dygtige Arbejder vil finde sig i at dele lige med den, der
+er mindre dygtig?“ spurgte Brun betænkelig.
+
+„Det skal han lære!“ svarede Pelle fast. „Hvordan skal han ellers kunne
+gøre gældende, at alt Arbejde er lige værdifuldt.“
+
+„Mener De da selv det?“
+
+„Absolut. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel paa f. Eks. Lægen og
+Kloakrenseren! Hvem af dem, der gør mest Nytte for Sundheden er umuligt
+at sige — det afgørende maa blive, at enhver udretter, hvad han kan.“
+
+„Udmærket,“ udbrød Brun — „udmærket!“ Den gamle Filosof var rigtig i
+Humør. — Pelle havde anset ham for kejtet og livsfjærn og var forbavset
+over, saa praktisk et Blik han havde for mange Ting.
+
+„Det er fordi dette her er noget nyt,“ sagde den gamle og gned sig i
+Hænderne. „Det gamle var jeg færdig med, før jeg kom til Verden; der var
+ikke noget, der æggede mig — jeg var degenereret hed det. Jovist! Nu
+skal den gamle Bogorm alligevel vise sine Aner, at der flyder
+handlekraftigt Blod i hans Aarer ogsaa. Nu har vi to fundet det Sted,
+hvorfra Verden vippes, min kære Pelle — jeg tror, vi har fundet det! Og
+nu maser vi paa.“ — —
+
+Ja, der var nok at tage i. Men nu var det Realiteter, og Pelle havde en
+behagelig Følelse af igen at have Fødderne paa Jorden. Dette var
+alligevel noget andet end at ride ensom gennem Rummet paa sin egen
+Tanke, med bestandig Fare for at falde ned; her brød han sig sin Vej saa
+at sige med Hænderne.
+
+Det var blevet ordnet saaledes, at Forretningens Ejer drev den en Tid
+endnu, mens Pelle satte sig ind i det hele, lærte Maskinerne at kende og
+lærte Bogføring. Han var paa Færde bestandig, brugte sin Dag vel og sov
+som en Sten om Natten. Hjærnen stod ikke længer og klaprede som en Kedel
+i bestandigt Kog, Søvnen slukkede under den ogsaa.
+
+Det galdt om at blive et Hold, der fuldt ud kunde stole paa hinanden, og
+Pelle sagde resolut dem blandt Kammeraterne op, der ikke egnede sig til
+at arbejde under ny Former, og antog andre.
+
+Den første, han henvendte sig til, var Peter Drejer. Ellen raadede fra.
+„Du ved jo, han er paa Kant med Politiet,“ sagde hun — „du kan saamænd
+faa nok at slaas med endda.“ Men Pelle trængte til at have en ved sin
+Side, der ævnede at se nyt paa Tingene og havde fuld Forstaaelse af,
+hvad det drejede sig om; Egoister duede ikke. Og dette maatte netop være
+noget for én, der var udtilbens med alt det gamle.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Han havde været paa Bogholderikursus og kom hjem for at spise; Ellen og
+Svend Trøst var i Byen, men hun havde sat Mad af til ham. Han spiste for
+Nemheds Skyld i Køkkenet, sad oppe paa Køkkenbordet — og læste imens i
+en Bog om Regnskabsføring.
+
+Inde i Stuen sad Lasse Fredrik og lærte Lektier, med begge Hænder for
+Ørerne for rigtig at lukke Verden ude. Men det var ikke saa nemt, for
+Søsteren havde en løs Tand, og hans Fingre kløede efter at komme i Lag
+med den. Hvert Øjeblik afbrød han Læsningen og tilbød hende et eller
+andet, hvis han maatte trække den ud; Benene gik paa ham under Bordet,
+han var helt syg. Men Tøsen svarede hele Tiden: „Nej, Far skal!“
+
+Saa opgav han at gaa hæderligt til Værks og søgte at komme bag paa
+hende. Og endelig fik han hende saa vidt overlistet, at hun lod ham
+binde en Traad om Tanden og gøre den fast i Dørgrebet. „Saa, nu skal
+Traaden bare brændes over,“ sagde han og tændte en Lysestump — „ellers
+kan Far aldrig faa Tanden ud. Det løsner gevaldigt!“ Han snakkede løs om
+alt muligt for at aflede Opmærksomheden ligesom en Taskenspiller — og
+stak pludselig Lyset op i Næsen paa hende, saa hun i en Fart maatte
+trække Hovedet til sig. „Se her er Tanden!“ raabte han triumferende og
+viste Søsteren den. Men hun brølede i vilden Sky.
+
+Pelle sad og hørte det hele, men spiste roligt videre, de maatte selv se
+at affinde sig med hinanden. Lidt efter var Lasse Fredrik i Gang med at
+plastre paa sin Bedrift, han snakkede godt for Anna og gav hende Legetøj
+for at faa hende i Humør igen. Da Pelle kom ind, laa de paa Maven med
+Hovedet inde under Sengen. De havde kastet Tanden helt ind til Væggen og
+raabte i Kor:
+
+       Mus, Mus!
+   Giv mig en Guldtand
+   i Stedet for en Bentand!
+
+„Skal du noget nu, Far?“ spurgte Barnet og kom hen til ham.
+
+Ja Pelle skulde baade det ene og det andet.
+
+„Du har altid saa travlt,“ sagde hun fortrydelig. „Bliver du ved med det
+hele dit Liv?“
+
+Det gav et Stik i Pelle. „Nej jeg har ikke saa travlt,“ sagde han
+hastigt — „jeg kan godt blive lidt hos jer. Naa, og hvad skal vi saa
+finde paa?“
+
+Lille Anna tog sin store Kludedukke frem og begyndte at stille Stole an.
+
+„Nej, det er der ikke noget ved,“ sagde Lasse Fredrik. „Fortæl hellere
+om dengang du vogtede Kør, Far! — om den store gale Tyr!“
+
+Saa fortalte Pelle løst og fast fra sin Barndom, om Tyren og Lassefar,
+den store Stengaardsbonde og Farbror Kalle med de tretten Børn og det
+glade Sind. Den store Gaard, Landlivet, Stenværket og Havet — det var
+som en Æventyrbog for de to Brostensbørn; Pellepøjkens Kamp med de store
+Stude om Herredømmet, hans vidunderlige Erobring af 25-Øren — det ene
+var mere spændende end det andet. Og mest spændende af det hele var
+Fortællingen om Kæmpen Erik, der blev slaaet til Idiot. „Det var dengang
+det,“ sagde Pelle og nikkede. „Nu gaar det nok ikke saadan til.“
+
+„Hvor har du oplevet meget,“ sagde Ellen, som imens var kommet hjem og
+sad og strikkede. „Det er næsten ikke til at forstaa, hvordan du har
+begaaet dig, saa lille du var. Hvor vilde jeg gærne have set dig!“
+
+„Far er rigtignok stor!“ udbrød Søster anerkendende.
+
+Men Lasse Fredrik var lidt mere forbeholden. Det var saa kedeligt altid
+at stikke op, og han vilde gærne have Plads for en Parentes om egne
+Bedrifter. „Ved du hvad? der holder et stort Læs Korn nede i Porten hos
+Vognmandens,“ sagde han for at godtgøre, at han ogsaa var med paa
+Landlivet.
+
+„Det er ikke Korn,“ sagde Pelle — „det er Hø — Kløverhø. Kender du ikke
+engang Korn?“
+
+„Vi kalder det nu Korn,“ svarede Drengen selvsikkert. „Og det er ogsaa
+Korn, for der er saadan nogen Duske paa Enderne.“
+
+„Aksene mener du! Men det er der ogsaa paa det grove Græs — og Kornet
+stammer for Resten fra Græsset. Har du aldrig været ordenlig paa
+Landet?“
+
+„Vi skulde jo have været ud og blevet en hel Uge. Men saa var’et, det
+gik skidt med Mors Arbejde. — Men jeg har været helt ude i Dyrehaven.“
+
+Pelle begreb med ét, hvor meget Børnene maatte gaa Glip af ved at leve
+deres Liv herinde paa Stenbroen. „Mon vi ikke skulde tænke paa at flytte
+uden for Byen,“ sagde han om Aftenen, da han og Ellen var ene.
+
+„Hvis du synes det,“ svarede Ellen. Selv havde hun ingen Trang til at
+komme paa Landet, hun nærede en instinktmæssig Rædsel for det som
+Opholdssted. Det med Børnene forstod hun heller ikke; der var dog saa
+mange Børn, der klarede sig udmærket herinde, og dumme Bønder vilde han
+vel ikke have de skulde være. Men naar han syntes det, var det vel det
+rette — han plejede at faa Ret i sit.
+
+Saa var det sandelig ogsaa paa Tiden, de fik sagt op — der var kun en
+god Maaned til April Flyttedag.
+
+Om Søndagen pakkede de Barnevognens Magasin og gjorde Ture ud i Byens
+Omegn — ligesom i gamle Dage, da Lasse Fredrik var Enesten og sad i
+Køretøjet som en lille Tronfølger. Nu tog han et godt Tag i Vognen, hvor
+Svend Trøst sad og bredte sig; naar Søster blev træt, anbragtes hun paa
+Forsmækken med nedhængende Ben. De tog i en ny Retning hver Gang og kom
+til Steder, som ikke engang Lasse Fredrik kendte. Lige inde under Byens
+høje Bagside kunde der ligge hyggelige gamle Frugthaver skjult med en
+lav straatækt Bygning midt i, som tydelig nok engang havde været
+Stuehuset til en Bondegaard. Man dumpede tilfældigt midt ind i det fra
+en eller anden Sidevej og opdagede, at Byen var i Færd med at rejse
+Kaserner uden for den lille Idyl ogsaa, og spærre den inde. Naar det var
+Solskin, slog de sig ned paa et Dige og spiste; Pelle og Lasse Fredrik
+kappedes om at gøre Kraftkunster i det visne Græs, og Ellen ledte efter
+Vintergrene til at pynte med hjemme.
+
+Paa en af Udflugterne kom de over en sumpet Strækning, hvor der voksede
+Pilekrat, bagved hævede Agerlandet sig. De fulgte Markvejene paa maa og
+faa og kom op forbi et ubeboet, noget forfaldent Hus, der laa midt paa
+det stigende Land med Udsigt ned over København; det var omgivet af en
+stor tilgroet Have. Paa et gammelt frønnet Brædt stod der: Til Leje! men
+hvor Huset anvistes fra, stod der ikke.
+
+„Saadan et Hus er det akkurat, du ønsker dig,“ sagde Ellen. Pelle var
+stanset.
+
+„Det kunde være morsomt at se det indvendig,“ sagde han. „Nøglen faas jo
+nok paa Gaarden deroppe.“
+
+Lasse Fredrik løb op til den gamle Bondegaard, der laa lidt længere
+inde, paa Toppen af Bakken, for at spørge. Lidt efter kom han tilbage i
+Følge med Gaardmanden selv, en bleg forvaaget yngre Mand, der gik med
+opstaaende Flip og røg Cigar.
+
+Huset hørte til Bakkegaarden og var bygget til Aftægtsbolig for den
+nuværende Ejers Forældre. De gamle Folk havde haft den pudsige Ide at
+kalde det _Gryet_, Navnet stod malet paa den østlige Gavl med store
+Bogstaver. Huset havde staaet ledigt lige fra de døde for nogle Aar
+siden, og saa underlig afsjælet ud; Ruderne var slaaet ud og lignede
+brustne Øjne, Gulvene var helt overgroet med Snavs.
+
+„Nej, det synes jeg ikke om!“ sagde Ellen.
+
+Men Pelle viste hende, at Huset var godt nok, Døre og Vinduer lukkede
+tæt, det hele trængte blot til en Overhaling. Der var fire Værelser og
+Køkken forneden og nogle Værelser ovenpaa, deraf var det ene et stort
+Kvistværelse mod Syd. Haven var en Td. Land stor, og ude i Gaarden laa
+et Udhus, hvor der var Indretning til Høns og Kaniner. Lejen var 400
+Kroner.
+
+Pelle og Lasse Fredrik havde travlt, de travede det hele igennem Gang
+paa Gang og gjorde de vidunderligste Opdagelser. Men da Pelle hørte
+Prisen, blev han nøgtern. „Saa kan vi lige saa godt opgive det,“ sagde
+han.
+
+Ellen svarede ikke paa det, men paa Hjemvejen regnede hun efter for sig
+selv — hun kunde se paa ham, hvor skuffet han var. „Det bliver 15 Kroner
+mere om Maaneden, end vi nu sidder for,“ udbrød hun pludselig. „Men hvis
+nu Haven kunde give noget — og vi holdt Høns! Kanske kunde vi ogsaa leje
+det øverste ud møbleret.“
+
+Pelle saa taknemmeligt paa hende. „Jeg vil tage mig paa at faa for flere
+Hundrede Kroner ud af Haven,“ sagde han.
+
+Ellen var bange for, at der holdt Bøller til derude omkring, saa det var
+derfor, Huset ikke kunde blive lejet ud.
+
+„Dem smækker vi bare en, saa de triller,“ svarede Lasse Fredrik rask.
+„Eller ogsaa kan vi faa Dronning Therese til at be’ dem passe sig selv —
+hende har de Respekt for.“
+
+De var dygtig trætte, da de kom hjem, der var alligevel et godt Stykke
+Vej ud. „Det er langt borte fra alting — du maatte da se at faa dig en
+brugt Cykle,“ sagde Ellen. Pelle forstod pludselig af Klangen i hendes
+Stemme, at hun selv vilde blive ensom derude.
+
+„Det er bedst, vi slaar det ud af Hovedet og finder os en Treværelses
+Lejlighed herinde,“ sagde han. „Det andet er alligevel upraktisk.“
+
+Da han næste Dags Aften kom hjem fra Værkstedet, havde Ellen en
+Overraskelse til ham. „Jeg har været ude og taget Huset paa Haanden,“
+sagde hun. „Der er alligevel ikke saa langt ned til Sporvognen, og vi
+faar det for 300 Kroner det første Aar. Manden lovede at sætte det hele
+godt i Stand til Flyttedag. Er du saa ikke glad?“
+
+„Jo — hvis du blot kan finde dig tilfreds i det,“ sagde Pelle og tog om
+hende.
+
+Børnene var henrykte. De skulde bo derude i den blændende Verden, som
+man ellers kun kiggede ind i ved meget festlige Lejligheder, færdes der
+til Hverdag og spise medbragt Mad i det Grønne altid.
+
+Otte Dage efter flyttede de ud. Pelle syntes ikke, der var Raad til at
+leje Folk til Flytningen. Han laante en firhjulet Trækkevogn — den
+samme, som havde ført Ellens Stumper hertil fra Kapelvej — og i Løbet af
+Lørdag Aften og Søndag Morgen kørte han og Lasse Fredrik Sagerne ud.
+Dronning Therese gav Ellen en Haand med Indpakningen. Det sidste Læs gik
+det i en Fart med, man maatte være ude af Byen inden Kirketid. De halv
+løb med det, Svend Trøst var anbragt i en Balje oppe paa Toppen af
+Læsset, bagefter det fulgte Ellen med lille Anna, og allersidst den
+tykke Dronning Therese med nogle Potteplanter, som endelig maatte
+skaanes — det var et helt Optog.
+
+Dagen gik med et forfærdeligt Rod. Der var gjort elendigt rent, Ellen og
+Dronning Therese maatte gaa det hele efter igen. Naa, det var jo, hvad
+man var belavet paa! Naar man flyttede, maatte man altid gøre to
+Lejligheder rene, den man forlod, og den man rykkede ind i.
+Reparationerne var der heller ikke gjort meget ved — og det var ogsaa,
+hvad man var vant til. Husværter var nok ens Jorden over. Gøre Vrøvl
+skulde lidt nytte, nu var man der engang, og Kontrakten var
+underskreven. Pelle fik selv se at gøre lidt ved det efterhaanden.
+
+Henad Aften var Huset saa vidt i Orden, at der kunde soves i det. „Nu
+gør vi ikke mere i Dag,“ sagde Ellen — „man skal dog ogsaa vide, det er
+Søndag.“ De flyttede Stole uden for Havestuedøren og spiste ude; Pelle
+havde lagt en gammel Dør over en Tønde, det var Bordet. Hvergang
+Dronning Therese lagde sig frem med Albuerne paa Bordet, truede det hele
+med at vippe; og saa hvinede hun. Hun var fra en Præstegaard og sad og
+blev helt vemodig til Sinds. „Saadan har jeg ikke siddet og spist uden
+for en Havedør, siden jeg rendte hjemme fra som femten Aars Tøs,“ sagde
+hun og tørrede Øjnene.
+
+„Det Skind,“ sagde Ellen, da de havde fulgt hende paa Vej ned mod
+Sporvognen — „hun har rigtignok prøvet noget. Der er ingen, der bryder
+sig om hende andre end vi.“
+
+„Er hun virkelig en Præstedatter?“ spurgte Pelle. „Kvinder af hendes
+Slags giver sig altid ud for noget fint — som er kommet i Ulykke.“
+
+„Jamen det er rigtig nok. Hun løb hjemme fra, fordi der ikke var til at
+være — hun maatte ikke le men skulde altid bede og tænke paa Vorherre.
+Hendes Forældre har forbandet hende.“
+
+De gik en lille Tur ind bag om Gaarden for at se Aftenhimlen. Ellen
+snakkede løs, allerede nu havde hun tusind Planer for. Hun vilde plante
+mange Bærbuske og anlægge Køkkenhave; Høns og Kaniner skulde de have
+mange af. Og til næste Sommer vilde hun have tidlige Grønsager, som
+kunde sælges inde i Byen.
+
+Pelle gik og hørte halv efter, mens han stirrede ind i den hvidglødende
+Aftenhimmel, der med sine løbende Ildlinjer kunde ligne en fjærn
+Steppebrand. Der var lykkelig tyst om ham og inde i ham selv ogsaa — han
+var højtidelig stemt, og følte det, som om han efter Aars Fravær igen
+betraadte Barndommens Land. Mulden trykkede ham blødt og kendt under
+Fødderne; det var som et Kærtegn, der satte Kræfter op i ham og gjorde
+Livet nyt. Herude — med Fødderne i Mulden — følte han sig uovervindelig.
+
+„Du er saa tavs,“ sagde Ellen og tog hans Arm for at gaa ved Siden af
+ham paa Diget.
+
+„Jeg er til Mode, som om jeg lige havde faaet dig til Brud,“ sagde han
+og slog Armene stærkt om hende.
+
+
+
+
+                                   XI
+
+
+Hver Morgen kom Brun ind og saa til Virksomheden, inden han gik til
+Biblioteket; han var meget optaget af den og kom til at se yngre ud.
+Bestandig pressede han paa og kom med Forslag til Udvidelser. „Behøves
+der Penge, saa sig bare til,“ sagde han. Han længtes efter at se
+Virkningen af dette ny, og spurgte stadig Pelle, om han mærkede til
+noget. Da han hørte, at Skotøjsfabrikanterne havde holdt Møde for at
+tage Stilling til Foretagendet, lo han og vilde have Dampen sat
+yderligere op — ligeglad med hvad det kostede. Den gamle Filosof var
+blevet utaalmodig som et Barn; der var kommet Indhold i hans
+Gammelmandstilværelse, og nu var han bange for ikke at faa det hele med.
+„Du kan sagtens give dig Tid,“ sagde han — „men husk paa, jeg er gammel
+og tilmed en Skrælling.“ Han behandlede Pelle som en Søn og sagde som
+oftest du til ham.
+
+Pelle holdt igen. Saa meget afhang af, om dette lykkedes, og han passede
+anspændt paa — det var jo, som han var udset til at spørge Fremtiden ud.
+Inden for Bevægelsen fulgte man med Opmærksomhed hans Foretagende,
+Arbejderbladene skrev om det men forholdt sig afventende, Meningerne
+stod for og imod.
+
+Han vilde gærne give et godt Svar og tog sine Forholdsregler med megen
+Omhu; de Arbejdere, der ikke passede ind i Planen, afskedigede han paa
+graat Papir. Det satte ondt Blod, men derved var intet at gøre. Han var
+paa Færde allevegne, og hvor han ikke selv var, var Lasse Fredrik;
+Drengen havde sluppet sine andre Beskæftigelser, han hjalp til i Butiken
+og gik Bud. Ellen vilde gærne give en Haand med. „Vi kan tage en Pige,
+saa lærer jeg Bogføring og passer Regnskaberne og Butiken,“ sagde hun.
+
+Men det vilde Pelle ikke have. Nu skulde det være Slut med hendes
+Deltagen i Forsørgelsen — en Kvinde hørte til hos sine Børn!
+
+„I vore Dage tager Kvinderne dog Del i alt Arbejde,“ indvendte Ellen.
+
+Ja, det var ligemeget, han havde sin egen Mening om den Ting. Det var
+nok, naar Mændene frembragte. De skulde maaske staa langs Fortovene og
+se til, mens Kvinderne gjorde Arbejdet? Det kunde godt være, det ikke
+lød frisindet, han var ligeglad. Kvinder lignede fagre Blomster, hvor
+meget man saa vilde gøre dem til Mandens Lige. De sled Glæden af sig,
+naar de skulde tage i for Brødet — saa meget havde han nok set.
+
+Det kneb hende at gaa og se til, mens de to Mandfolk havde saa travlt,
+saa kastede hun sig over Haven. Hun saaede Urter og plantede Kaal,
+Bedene laa som tykke Dyner oven paa Jorden; men naar det tilfældigvis
+groede for hende, var hun lykkelig. Hun havde købt sig en Havebog, og
+brød sit Hoved med at finde ud af de forskellige Sorter og deres
+Behandling. Efter Fyraften kom Pelle hende til Hjælp, og for hans Haand
+groede det. Ellen skumlede lidt over det; hun bar sig ad akkurat som
+han, men det var ligesom Planterne gjorde Forskel. „Jeg har Bondehaand,“
+sagde han leende.
+
+Om Søndagen havde de travlt. Saa var hele Familien i Haven, Lasse
+Fredrik gravede, Pelle beskar det forfaldne Espalie omkring Havedøren,
+og Ellen bandt det op. Børnene gik og vilde hjælpe til allevegne — de
+gjorde foreløbig mest Fortræd. Hvert Øjeblik var det galt med en af dem,
+de traadte i Bedene og rev Planter op. Underlig dumme var de — nogle
+rigtige Byunger! de forstod ikke engang Advarsler; Pelle begreb det ikke
+og var lige ved at gaa ud af sit gode Skind sommetider.
+
+En Dag lille Anna troskyldigt kom og viste ham en blomstrende Æblegren,
+hun havde brækket af, blev han vred og tog hende haardt i Armen. Ved at
+se hendes fortrukne Udtryk kom han til at mindes Manden med de underlige
+Øjne, der i hans Barndom havde lært ham at vogte med de bare Hænder — og
+skammede sig. Han tog de smaa ved Haanden, gik omkring i Haven med dem
+og fortalte dem om Trærne og Buskene, der var levende lige som de selv
+og bare tænkte paa at gøre det rigtig godt for de to Børn. Grenene det
+var Arme og Ben, og saa kunde de nok selv forestille sig, hvor
+forfærdeligt det var at rive dem af. Søster var helt bleg og sagde
+ingenting, men Svend Trøst, der langt om længe havde besluttet sig til
+at lukke Munden op og var blevet et helt Sludrechatol, pludrede med og
+stak Maven frem som en Trommeslager. Han var en lille stout Fyr, og
+Ellens Øjne fulgte ham med Stolthed Haven rundt.
+
+Det havde en mærkelig Indflydelse paa de to Børn at vide, at alting var
+levende. De bevægede sig altid omkring med hinanden i Haanden og holdt
+sig forsigtig til Gangstierne. Rundt om brækkede Jorden og mærkelige
+Væsner brød op af dem, Bønnerne havde en Bøtte over Hovedet for at
+beskytte det, og Salaten skød de foldede Hænder foran sig op, som om den
+vilde bede om Godtvejr. Hver Morgen naar de gjorde deres Runde i Haven,
+var ny Væsner dukket frem. „She, she!“ udbrød Svend Trøst med en Stemme,
+der endnu var sløret af Spyt — og stødte efter Bedene med den trinde
+Mave; pege turde han ikke. De stod i tilbørlig Afstand og underholdt
+hinanden om de ny Mærkværdigheder, foroverbøjede og med Hænderne skjult
+paa Ryggen — som var de bange for at det ny skulde nappe dem i Fingrene.
+Det hændte, at Svend Trøsts buttede Haand for egen Regning begav sig ud
+og vilde have fat i Tingene; men han trak den forskrækket tilbage som
+havde han brændt sig, og sagde: Av! Og saa styrtede de to Børn i vild
+Fart op mod Huset.
+
+For de to var Haven en Vidunderverden fuld af Herligheder — og fuld af
+Rædsler. De blev snart fortrolige med dens Vækster paa deres egen Maade,
+og traadte i et Slags mystisk Forhold til dem, mødtes venskabeligt med
+dem og udvekslede Meninger — som Væsner fra hver sin Verden, der mødes
+paa Tærsklen. Der blev altid ved at være noget gaadefuldt over de ny
+Venner, som holdt dem paa Afstand — de gav ikke rigtig Besked om sig
+selv. Naar man spurgte: Hvem har kaldt paa jer? saa svarede de rask nok:
+Det har Mor Ellen gjort! — men spurgte man om, hvordan der saa ud nede i
+Jorden, saa tav de bumstille. En uudtømmelig Verden blev Haven ved at
+være, alt det de traskede rundt i den. Hver Dag foretog de ny
+Opdagelsesrejser ind under Hyld og Tjørn; der var Steder hvor de
+ligefrem ikke var naaet hen endnu, og andre Pletter de slet ikke vovede
+sig ind paa. Der maatte de hen i Nærheden mange Gange om Dagen og kigge
+over Stikkelsbærbuskene ind i det grufulde Mørke, der sad som et ondt
+Væsen derinde og intet Navn havde. Ude i det straalende Solskin paa
+Gangstien stod de og udfordrede det, Søster spyttede saa det flød ned ad
+hendes Forklæde, og Svend Trøst tog møjsommeligt Stene op og kastede
+derind; — han kunde ikke bukke sig saa tyk var han, men maatte sætte sig
+paa Hug hvergang han skulde tage noget op. Og pludselig styrtede de
+afsted op mod Huset i panisk Skræk.
+
+Man behøvede ikke være Barn for at følge Havens Liv. Der var kommet en
+ufattelig Grøde i alting, om Natten knagede og puslede det derude i
+Maaneskinnet, Grene rakte sig i ny Vækst, Safterne spændte paa og brød
+ud gennem den ældede Bark som Frugtblomster og ny „Øjne“. Det var som om
+Pelles og Ellens lykkelige Iver virkede smittende; de halvkvalte
+Frugttrær, der ikke havde baaret i mange Aar, levede op og besvarede de
+muntre Stemmer med at blomstre ganske overdaadigt. Det blev en hel
+Kappestrid mellem Mennesker og Planter om, hvem der kunde udrette mest,
+og mellem Planterne indbyrdes om hvem der kunde gøre det festligst.
+„Foraaret ødsler ordenlig med Blomster og Grønt paa os,“ sagde Pelle.
+Han havde aldrig set nogen Rede, der var saa skøn som hans — nu havde
+han da endelig skabt et Hjem!
+
+Hyggeligt var her, Vildvin og blaa Klematis dækkede hele Fasaden og hang
+tungt ned foran Havedøren. Der sad Ellen gærne med sit Haandarbejde og
+holdt Øje med de smaa, som rodede i Plænen; og der vilde hun helst sidde
+med Pelle om Søndagen, naar Københavnerfamilierne kom strejfende forbi
+paa deres smaa Landudflugter.
+
+Saa stansede de gærne uden for Tjørnen og udbrød: „Næ, sikken et dejligt
+Hjem!“
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Paa Pelles Værksted begyndtes der Kl. seks Morgen ligesom alle andre
+Steder; men allerede ved Firetiden havde man Fyraften, saa de der brød
+sig om det godt kunde faa noget ud af Dagen. Han havde sat Arbejdstiden
+ned til 9 Timer, videre turde han foreløbig ikke vove sig.
+
+Nogle af Arbejderne var glade for denne Ordning og benyttede
+Eftermiddagen til at tage ud sammen med Familien, men nogle vilde
+hellere ligge den Time længer om Morgenen. En Dag kom de sidste og
+erklærede, at nu var de Flertal og vilde have det lagt om.
+
+„Det gaar jeg ikke med til,“ svarede Pelle. „Det er Arbejdernes Forret
+at være tidlig oppe, og den ofrer jeg ikke.“
+
+„Men naar vi nu har stemt om det,“ sagde de. „Dette her er vel for
+Pokker en demokratisk Indretning?“
+
+„Jeg har ikke svoret til Stemmeretten,“ svarede Pelle roligt. „Foreløbig
+raader jeg, og de der ikke kan finde sig i Forholdene her, søger
+andetsteds hen.“
+
+Saadan var der jævnlig noget, men han tog det ikke for mere end det var.
+De havde erobret Bevidstheden om deres Magt, men de fleste af dem havde
+endnu ikke opdaget Formaalet med den. De brugte den blindt — i barnlig
+Glæde over at se den udfoldet, ligesom Drenge der gaar og ruller deres
+Fane ud — tyranniserede lidt til en Afveksling, og hævnede gamle Tiders
+Underkuelse ved systematisk at forlange det modsatte af det der var. De
+ravede lidt — Stemmesedlens Mirakler var gaaet dem til Hovedet. Naa, det
+var en forstaaelig Overgang; Ansvaret skulde nok faa fat i dem.
+
+En anden Dag kom de to dygtigste Arbejdere og vilde have Akkorden
+indført igen. „Vi vil ikke staa og slide Penge sammen til Kammeraterne,“
+sagde de.
+
+„Driver de den a’?“ spurgte Pelle.
+
+„Nej — men vi er hurtigere altsaa!“
+
+„Saa er de gennemgaaende grundigere — det ene plejer gærne at kunne
+afbalancere det andet.“
+
+„Jotak, men det gavner ikke os.“
+
+„Det kommer Forbrugerne til gode — og under de ny Forhold bliver det det
+samme! Vi maa holde paa, at enhver der gør sin Pligt er lige god; det er
+i vor egen Interesse.“
+
+Saa slog de sig til Taals for den Gang; det var to flinke Fyre, de havde
+bare ikke faaet fat i det ny ved Ordningen.
+
+Saadan var der adskilligt Bryderi, Arbejderne var kortsynede og saa kun
+fra Haanden til deres egen Mund. Utaalmodigheden bar ogsaa sit! De havde
+kortere Arbejdstid og større Løn, men maalte ikke Virksomhed her med
+andre Arbejdssteder. Den var jo det ny og havde at svare til deres
+Drømme — og det blev fan ikke Guld og grønne Skove dette her, saadan som
+Pelle drev det. Han var lidt mere pertentlig, end det var nødvendigt,
+naar man pressedes fra alle Sider af en ufin Konkurrence.
+
+Der var f. Eks. endnu adskillige Mennesker, der holdt trofast paa det
+gode gamle haandsyede Fodtøj og gærne betalte en halv Gang mere for det.
+Det benyttede adskillige Smaamestre sig af, de averterede med haandsyet
+Fodtøj og leverede saa Maalene ind til en Fabrik. Det var en god
+Forretning for baade Fabrik og Mester, men Pelle vilde ikke have noget
+med den Trafik at gøre. Han slog sit Fabriksmærke i Bunden paa alt, hvad
+der udgik fra Værkstedet.
+
+Pelle tog alt dette med overlegen Ro. Hvad Ret havde han til at forlange
+Overblik af disse Mennesker? — det blev _hans_ Sag at opdrage dem til
+det. Naar de ellers var villige, var han tilfreds. Engang fik han dem
+vel saa vidt, at de kunde overtage Virksomheden i Fællesskab eller gøre
+den selvejende; indtil da havde de at underordne sig hans Planer!
+
+Noget af en fjærn og mægtig Drøm var alligevel ved at virkeliggøre sig i
+hans Foretagende, saa beskedent det indtil videre var; lykkedes det, saa
+var Vejen vist til en ny Tid for Smaamanden! Og hvad der betød endnu
+mere — hans eget Hjem groede af denne Virksomhed. Han havde fundet det
+Punkt, hvor de manges Lykke laa i Forlængelse af hans egnes — nu havde
+han rigtig fat! Undertiden følte han sig lidt træt af Vanskelighederne
+Aftenen efter en brydsom Dag; men naar han i den tidlige Morgen cyklede
+ned mod Byen, mens Nattens Em drev bort over Markerne og Lærken sang
+over hans Hoved, var han altid i godt Humør. Saa fulgte han
+Konsekvenserne af sit Arbejde fremefter, de gode Principper gik deres
+sejrrige Gang, og Virksomheden voksede. Søsterforetagender skød frem i
+de andre Bydele, i andre Byer, videre ud. Fjærnt ude skimtede han,
+hvorledes al Tilvirkning var paa Arbejdernes egne Hænder.
+
+Peter Drejer støttede ham som en god Kammerat og tog Stødet af for
+adskilligt Vrøvl. Han lagde uegennyttigt alle Kræfter i, men delte ikke
+Pelles Tro paa de vældige Resultater, der skulde komme ud af det.
+„Herregud, det er jo kapitalistisk dette ogsaa,“ sagde han —
+„socialistisk Kapitalisme! Se engang op paa Fortovet, dér gaar én som
+ingen Bunde har i sine Sko! han er vaad om Fødderne men kommer alligevel
+ikke ned og faar helt Fodtøj. For vi skal jo have Penge for det lige som
+alle de andre; og den der trænger mest til vort Arbejde, har simpelthen
+ingen. — Den dér sætter ti Mand paa Gaden — dér har du det hele!“ Han
+sparkede til en af Maskinerne.
+
+Pelle forsvarede sine Maskiner, men Peter blev ved sit. „Det hele skulde
+være lagt om først, som det nu er, er de Djævlens Opfindelse!“ sagde han
+hæftigt. „Maskinerne er kommet en Dag eller to for tidlig og vender
+Mundingen imod os — ligesom erobrede Kanoner!“
+
+„Maskinerne laver Fodtøj til ti Gange saa mange som vi kunde med vore
+Hænder — det er dog vel ingen Ulykke,“ sagde Pelle. „Det er blot
+Fordelingen, der er skidt.“
+
+Peter Drejer trak paa Skuldrene — han gad ikke drøfte det med
+Fordelingen længer. Vilde man gøre noget for at faa den anderledes, saa
+var han med. Der var _vrøvlet_ nok om det. Den der havde Penge, kunde
+opkøbe alt hvad de lavede, mens de barbenede var lige nær — det stod
+fast. Herregud, skulde det revolutionere Verden, at hver Mand fik det
+fulde Udbytte af sit Arbejde? Det betød jo blot Retfærdighed inden for
+det bestaaende, saa længe Diamanter stadigvæk var mere værd end Brød.
+„Jeg indser ikke, at de der tilfældigvis staar ved Arbejdet, har mere
+Ret til at leve end de, der ikke kan komme an,“ sagde han dirrende.
+„Eller kender du maaske ikke Arbejdsløshedens Forbandelse? Saa se hvor
+de vandrer i Tusendvis, Sommer og Vinter, en hel Skyggehær. Samfundet
+underholder dem, saa de lige kan hænge sammen — Gudbevares, det er ikke
+Fattighjælp, al Respekt for den hæderlige Arbejder! Han skal sku have
+Lov til at beholde sin Stemmeret, siden det nu engang morer ham — det er
+en uskyldig Fornøjelse. Tænk om han i Stedet forlangte ordenlig Mad!“
+
+Jo, Pelle kendte nok den store Hungerreserve, han havde været nær nok
+ved selv at blive ført over i den. Men her skimtede han alligevel Bund;
+der var en fredelig Styrke i det han havde for, som kunde bære langt
+frem. Peter Drejer godkendte det jo selv ved at arbejde saa trofast med.
+Han vilde bare ikke indrømme det!
+
+I Begyndelsen tog de adskillige Tørn, men Pelle lærte efterhaanden at
+bøje af. Peter, der ellers var saa god og medgørlig, slog over i en
+hæftig forpint Tone, naar Talen faldt paa Samfundstilstanden; det var
+ligesom hans Taalmodighed var sluppet op. Skønt han tjente meget
+ordenligt, var han slet klædt og saa ikke ud til at faa Mad nok;
+Frokosten, som han indtog paa Værkstedet i Selskab med de andre, bestod
+gærne af Brød med Margarine paa, sin Tørst slukkede han ved Vandhanen.
+Den første Tid stiklede de andre til hans Fangekost, men han vænnede dem
+snart til at passe sig selv — han var ikke god at komme ud for. En Del
+af sin Fortjeneste brugte han til Agitation; Kammeraterne fortalte
+ogsaa, at han levede sammen med et pukkelrygget Kvindfolk og hendes Mor.
+Selv satte han ikke noget Menneske ind i sine Sager, men blev mere og
+mere indesluttet. Pelle vidste at han boede i en af Vesterbros Baggader,
+men havde ikke engang hans Adresse. Naar han stod tavs over Arbejdet,
+var hans Udtryk altid mørkt, undertiden forfærdelig trist; det var som
+Veen bestandig arbejdede i ham.
+
+Politiet forfulgte ham stadig med sin Sjikane. Pelle havde et Par Gange
+faaet Vink om, ikke at beskæftige ham, men afviste bestemt enhver
+Indblanding i sine Anliggender; saa fandt man vilkaarligt paa, at Peter
+Drejer hver Uge skulde melde sig til Protokollen.
+
+„Det gør jeg aldrig,“ sagde han — „det er ganske ulovligt. Jeg er kun
+straffet for politiske Forseelser. Nu har jeg gaaet og passet paa at de
+ikke skulde komme mig til Livs paa en formel Fejl, og saa skulde de have
+den Triumf. — Aldrig!“ Han talte dæmpet og behersket, men hans Hænder
+rystede.
+
+Pelle søgte at tale til hans uegennyttige Hjærte. „Gør det for min Skyld
+da,“ sagde han. „Ellers sætter de dig fast, og du ved at jeg ikke kan
+undvære dig.“
+
+„Vilde du da møde til Protokollen — om du fik Tilsigelse?“ spurgte han
+saa.
+
+„Ja. Enhver kan være bekendt at bøje sig for den brutale Overmagt.“
+
+Saa gik han. Men det kostede ham umaadelig Overvindelse, og den Dag i
+Ugen maatte man helst lade ham i Fred.
+
+
+
+
+                                  XII
+
+
+Maries Skæbne laa ikke tungt over Pelle mere, Tiden havde visket det
+bitre ud. Han kunde uden Selvbebrejdelse tænke paa sit Samliv med de tre
+Søskende i _Arken_, og undredes ofte paa hvordan det var gaaet de to
+Brødre. Ingen kunde give ham Oplysninger om dem.
+
+En Dag i Middagspavsen cyklede han et Ærende ud til Morten for Ellen. I
+Mortens Dagligstue sad en sammensunken Skikkelse med Ryggen til Vinduet
+og stirrede ned i Gulvet. Klæderne laa slunkent om ham, det tynde Haar
+var farveløst, langsomt rettede han et græsselig hærget Ansigt mod
+Døren. Men Pelle havde allerede kendt ham — paa den højre lemlæstede
+Haand der kun havde Tommelfinger og et Led af Pegefingeren. Han gemte
+den ikke længer af Vejen, men lod den hvile paa det tynde Ben.
+
+„Nej, goddag Peter!“ udbrød Pelle overrasket og strakte Haanden ud efter
+hans venstre. Peter trak Haanden op af Lommen og rakte ham den; det var
+en død lemlæstet Klump med nogle smaa Fremspring som Ansatser til
+Knolde, Pelle fik mellem sine Fingre. Peter saa ham ind i Ansigtet uden
+at fortrække en Mine; det glimtede blot lidt i hans Øjne, da Pelle for
+sammen.
+
+„Hvad Fanden stejler du for?“ sagde han tørt. „Det er vel noget enhver
+kunde sige sig selv, at det ikke gik i Længden at passe en Klippemaskine
+med én Haand. Jeg vidste det lige saa godt som enhver anden paa
+Fabriken, og gik og ventede det hver Dag — til sidst maatte jeg lukke
+Øjnene. Saa for Helvede, kan det ikke snart faa en Ende, tænkte jeg tidt
+— og saa en Dag var’et der!“
+
+Pelle var kommet til at fryse. „Fik du ikke nogen Ulykkesforsikring?“
+spurgte han for at faa noget sagt.
+
+„Selvfølgelig fik jeg det! Hele Raadet var sku samlet i Anledning af min
+Ringhed, jeg blev tilkendt 3000 Kroner som fuld Invalid. Naa, Mesteren
+ejede nu ingenting og havde forsømt at forsikre mig, saa det blev paa
+Papiret. Men et stort Fremskridt er det jo altid fra forrige Gang — ikke
+sandt Kammerat? Noget har Partiet dog udrettet!“ Han saa spottende paa
+Pelle. „Du skulde tage og udbringe et Leve for Papirreformerne!“
+
+Peter var Bud og en Slags Sekretær i en revolutionær Ungdomsforening,
+han havde lært sig at læse og sad sammen med andre unge og granskede den
+anarkistiske Literatur. De andre sørgede kammeratligt for ham, et
+Vidunder var det at han ikke var gaaet til Bunds. Han havde kun Skindet
+over de bare Knogler, og lignede en indædt Fanatiker der er omtrent
+fortæret af sin egen Ild. Hans Forstand havde det aldrig været videre
+bevendt med, men der var heller ikke mange Ben i det Problem,
+Tilværelsen havde stillet ham. Han hadede med en Logik, der var ganske
+fældende. Det stærke Samfund havde vedtaget en Skinlov — det hæftede
+ikke engang for de Forpligtelser, det selv indrømmede at have over for
+ham. Nu var han færdig med det og hørte til Omstyrterne.
+
+Han var oppe hos Morten for at anmode ham om at læse op i Klubben. „Det
+er ikke, fordi vi anerkender Forfatterne — det maa du ikke bilde dig
+ind,“ sagde han med sit mørke Udtryk. „De lever paa os andre og nyder en
+meningsløs Anseelse for det. Det er kun det legemlige Arbejde, der
+fortjener at hædres — alt andet er bare Snyltere. Jeg vil altsaa bare
+sige det, for at du ikke skal møde med en forkert Indbildning.“
+
+„Ja tak for det,“ sagde Morten smilende. „Det er altid rart nok at vide,
+hvor meget man er anslaaet til. Men I mener altsaa dog nok I kan bruge
+mig?“
+
+„Ja, du hører jo til de forholdsvis pænere af dem, der agerer for at
+underholde Kapitalisterne. Men vi er enige om i Klubben, at du er ingen
+rigtig Proletardigter — du er altfor slikket. Proletardigtere har der
+aldrig fandtes, og det kan ogsaa være det samme; for der skal ikke laves
+Underholdning paa Elendigheden. Det kan godt være, at du faar alt det at
+vide deroppe.“
+
+„Det er godt — jeg skal nok komme,“ svarede Morten.
+
+„Og hvis du vil skrive os en Kantate til vor Stiftelsesfest — det er
+Dagen for den store russiske Massakre — saa skal jeg se at faa den
+antaget. Men det skal ikke være det sædvanlige Halleluja.“
+
+„Det var morsomt jeg traf dig,“ sagde han til Pelle med sit
+uforanderligt mørke Udtryk. „Har du set noget til Karl?“
+
+„Nej, hvor er han henne?“ spurgte Pelle ivrigt.
+
+„Han er Storborger nu — han har vistnok Forretning inde i Adelgade. Men
+det faar han ikke længe Glæde af.“
+
+„Hvorfor da? er der noget i Vejen med hans Affærer?“
+
+„Ikke andet end det, at vi en Dag rager Skidtet ned over Hovedet paa jer
+allesammen — vi er snart en hel Del nu. — Hør, du kunde tale en Aften i
+vor Forening og fortælle os lidt om dit Fængselsophold; jeg tror det
+vilde interessere. Vi anvender ellers aldrig Uvedkommende, men taler
+selv for hinanden. Men dig tror jeg ikke, der kunde være nogen
+Vanskeligheder ved at faa indført.“
+
+Pelle lovede det.
+
+„Han er sej, hvad?“ udbrød Morten da han havde lukket Peter ud — „men
+han er ikke saa tosset. Lagde du Mærke til, at han ikke bad om noget?
+det gør de aldrig. Naar de er sultne, gaar de hen til den første den
+bedste og siger: Lad mig faa noget at spise! De er ligeglade hvad der
+puttes i dem, blot det mætter — og takker aldrig forbindtligst.
+Ingenting gaar dem paa, det er Folk som sætter Tyven over Tiggeren. Jeg
+kan i Grunden godt lide det — der er en ny Tone i det. Kanske er vor
+skikkelige Drøvtygger i Færd med at afhænde den ene Mave og omsætte det
+ledige Stof i Tænder og Klør.“
+
+„Bare de vilde komme frem og gøre et Arbejde med,“ sagde Pelle. „De
+stærke Ord udretter saa lidt.“
+
+„Hvordan gaar det med din fredelige Revolution?“ spurgte Morten med et
+lille Blink i Øjet. „Ser du nogen Fremgang i Arbejdet?“
+
+„Aa ja, det gaar langsomt men sikkert — Verden blev jo ikke til paa én
+Dag. Jeg troede forresten ikke, du interesserede dig for det.“
+
+„Jeg tror du har rigtigt fat, Pelle,“ svarede Morten alvorligt. „Men lad
+kun Ungdommen fyre under — des hurtigere gaar det. Det skader ikke, at
+der gror ny Eventualiteter frem herhjemme; de Styrende maa godt have den
+Bevidsthed, at der ligger Krudt under Taburetterne. Det vil styrke deres
+Ansvarsfølelse mægtigt! — Vil du hilse paa Johanne? hun har længtes
+meget efter dig. Hun har det desværre ikke godt igen!“
+
+„Ellen sendte mig herud for at foreslaa dig, at hun kommer ud til os paa
+Landet. Hun mener Barnet maa være til stor Ulejlighed for dig — og
+heller ikke kan faa den rigtige Pasning her.“
+
+„Det er elskværdig tænkt af din Kone — men har hun ikke nok om Ørerne?“
+
+„Aa, Ellen kan overkomme meget,“ sagde Pelle varmt. „Du vil gøre hende
+en Glæde med det.“
+
+„Saa siger jeg jer Tak for Tilbudet,“ udbrød Morten. „Det vil betyde en
+stor Lettelse for mig — bare hun nu kan taale Overflytningen. Det er
+ikke saadan, at hun volder mig Bekymring mere, vi har det udmærket
+sammen. Johanne er god og føjelig, et rigtig prægtigt Barn saa forhutlet
+hun er. — I vil ingen Vanskeligheder faa af hende. Men jeg tror hun har
+godt af at komme væk fra mig her, hen et Sted hvor der er en Husmoder —
+og Børn. Pasningen er det jo ogsaa saa som saa med.“
+
+De gik ind til hende, hun laa og sov; der sad store Svedperler i hendes
+blege Ansigt. „Det er Udmattelsen,“ hviskede Morten, „hun har ikke ret
+mange Kræfter endnu.“ Deres Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig, hun
+kastede sig frem og tilbage; pludselig slog hun Øjnene op og stirrede
+omkring sig med et Udtryk af vanvittig Rædsel. Saa genkendte hun dem og
+smilede; hun lettede sig lidt og rakte Pelle begge sine Hænder med et
+henrivende Udtryk af barnligt Koketteri.
+
+„Fortæl mig noget om Huset derude og Svend Trøst,“ sagde hun og gjorde
+Plads til ham paa Sengekanten. „Jeg ligger og keder mig, og Hr. Morten
+er saa alvorlig.“ Hun saa udfordrende hen paa ham.
+
+„Er han det?“ udbrød Pelle. „Det er nok, fordi han skriver Bøger.“
+
+„Næ, men man er nødt til at holde lidt paa Værdigheden,“ sagde Morten og
+satte et pudsigt Skolemesteransigt op. „Den lille Frøken begynder at
+blive lidt næbbet.“
+
+Johanne laa og smaalo indvendig og flyttede Øjnene fra den ene til den
+anden. „Han skulde ha’e et Par Briller, saa lignede han en rigtig én,“
+sagde hun. Hun talte halv hviskende, mere havde hun ikke Kræfter til;
+men Stemmen var varm af Kaadhed.
+
+„Du maa hellere tage hjem til os, naar han er saa slem,“ sagde Pelle.
+„Saa kan du lege med Børnene og ligge i Haven i Solskinnet. Du kan tro
+den er dejlig nu! — Ja, det _er_ mit Alvor,“ vedblev han da hun stadig
+smilede. „Ellen bad mig tage herind og sige det.“
+
+Hun blev pludselig alvorlig og saa fra den ene til den anden en Stund.
+Saa tog hun de mørke Øjne til sig. „Flytter Morten med derud?“ spurgte
+hun med bortvendt Ansigt.
+
+„Nej jeg maa jo blive her, Johanne. Men jeg kommer ud og ser til dig.“
+
+„Hver Dag?“ Hun laa vendt mod Væggen og kradsede i Tapetet med Neglene.
+
+„Jeg skal nok komme og se til min lille Kærest lige saa tidt jeg kan,“
+sagde Morten og strøg hende over Haaret.
+
+Hun rødmede op over Halsen, Blodet gik frem i en pludselig Bølge og
+sugedes saa umærkeligt op i Hudens Bleghed, som en døende Glød. Saadan
+kom og gik Hannes Blod ogsaa for et godt Ord, hun havde arvet Moderens
+Blu — og usigelige Ynde. Og hendes lunefulde Stædighed nok ogsaa.
+
+Hun laa stum med Ryggen til dem og svarede ikke paa deres Overtalelser.
+Det var ikke godt at sige, om hun overhovedet hørte paa dem. Men
+pludselig vendte hun Ansigtet mod Morten med et hadefuldt Udtryk. „Du
+behøver ikke gøre dig saa megen Ulejlighed, du skal nok blive af med
+mig,“ sagde hun. Hendes Øjne brændte imod ham.
+
+Morten saa blot bedrøvet paa hende, men Pelle blev vred. „Du maa godt
+skamme dig at tage det paa den Maade,“ sagde han. „Det har Morten til
+Tak for alt sit! Jo det vil jeg nok sige — du er rigtignok en
+taknemmelig Sjæl.“
+
+Hanne laa og tog imod Skændene uden at røre en Mine. Da han holdt op,
+tog hun stille hans Haand og lagde den over sit fine spidse Ansigt — den
+dækkede det helt. Hun laa og tittede frem paa ham og Morten mellem de
+store Fingre, med et underlig resigneret Udtryk der skulde være skælmsk.
+„Jeg ved godt, at det var grimt,“ sagde hun udtryksløst og førte Pelles
+Langfinger frem og tilbage foran sine Øjne saa hun kom til at skele —
+„men jeg skal nok gøre hvad I siger. Elle-Pelle, Morten-Porten — jeg kan
+snakke P-Sproget!“ Hun lo fortvivlet.
+
+„Du skal se, du bliver meget raskere og gladere, naar du kommer ud til
+Pelles,“ sagde Morten.
+
+„Jeg kunde godt staa op og gøre Arbejdet i Huset, saa du sparede Konen,“
+hviskede hun og fæstede de store Øjne hæftigt paa ham. „Jeg er rask nok
+nu!“
+
+„Men kære Barn, det er jo slet ikke saadan! Det er for din egen Skyld —
+forstaar du da ikke det?“ sagde Morten indtrængende og bøjede sig ned
+over hende.
+
+Men Johanne lod sit Blik flakke haabløst om, som havde hun opgivet at
+blive forstaaet mere.
+
+„Jeg tror ikke, vi skal flytte hende mod hendes Vilje,“ sagde Morten, da
+han fulgte Pelle ned. „Hun er saa uberegnelig i sine Luner. Jeg tror
+forresten ogsaa jeg vilde savne hende, hun er en god lille Sjæl. Naar
+hun er oppe, gaar hun og lister omkring — og kan være helt rørende i sin
+Trang til at gøre mig det hyggeligt. Og pludselig kan Mindelser fra
+dengang dukke op i hende og formørke hendes Sind; hun er meget mistroisk
+endnu — og angst for at ligge til Byrde. Men hun trænger til kvindelig
+Omgang, nogen hun rigtig kunde tale fortroligt ud med. Hun har for meget
+at bære paa for et Barn.“
+
+„Kunde I ikke flytte ud til os begge to? I kan faa de to Værelser
+ovenpaa.“
+
+„Det er jo en Ide,“ udbrød Morten. „Maa jeg tænke over det et Par Dages
+Tid? Hils saa Ellen og Børnene, du!“
+
+
+
+
+                                  XIII
+
+
+Naar Værkstedet lukkede, arbejdede Pelle gærne endnu en Timestid eller
+to i Butikken, ordnede Regnskab, og lagde Arbejde til Rette for næste
+Dag ind imellem han ekspederede. Lidt før seks lukkede han Butiken og
+sprang paa Cyklen, han længtes hjem til Reden og traadte kraftigt i
+Pedalerne.
+
+Og alle andre syntes at have det lige som han — der var en egen
+Hjemdrift over Gadens Færdsel. Cyklisterne halede ham ind i hele Byger,
+de jog i Stimer foran den Elektriske. Det saa ud som den skvættede dem
+bort fra Skinnerne, idet den tampede sig frem med øredøvende, uafbrudt
+Klemten, stærkt duvende under Vægten af de overfyldte Perroner.
+
+Skarer af Mænd og Kvinder var paa Vej udad og mødte andre Skarer, som
+hørte hjemme ad den modsatte Kant til. I Byens Udkant galede
+Fabriksfløjterne som et Kor af Kæmpehaner — en enkelt lagde for, og
+pludselig satte de alle i. Sodede Arbejdere væltede ud af Portene, med
+Ølflasken stikkende op af Frakkelommen og Madtørklædet dinglende paa en
+Finger. Kvinder, som havde været paa Arbejde eller ude og gøre Indkøb,
+stod med Kurv paa Armen og ventede deres Mænd paa Gadehjørnet. Smaa
+snottede Rollinger gik og trippede med hinanden i Haanden, fik pludselig
+Øje paa en Mand langt nede i Vrimlen, og satte i Løb for at styrte sig
+om Benene paa ham.
+
+Søster løb gærne helt ned over Markerne for at tage imod Faderen, og i
+_Gryets_ Laage stod Ellen og ventede. „Goddag Hr. Fabrikant!“ raabte hun
+ham i Møde; hun tog Oprejsning for saa meget nu og glødede af Sundhed og
+Lykke. Det nyttede ikke Pelle protesterede og gjorde gældende, at i hans
+Verden fandtes der kun Arbejdere; hun holdt fast ved sin Benævnelse. Han
+var dog den der ledede det hele, Fællesskabet var hun lige glad med. Hun
+var stolt af ham, og saa maatte han for hende kalde sig Bydreng om han
+vilde; Mandfolk skulde nu engang have en eller anden fiks Ide ind i
+Arbejdet, ellers morede det dem ikke. Ordningen med den lige Deling
+fattede hun ikke, hun var vis paa, at hendes store dygtige Mandfolk
+fortjente at faa dobbelt saa meget som nogen af de andre. Men hun brød
+forøvrigt ikke sit Hoved med det, hun levede sit eget Liv og var
+tilfreds og lykkelig.
+
+Pelle havde frygtet, at Landet herude vilde kede hende, og
+tilsyneladende kom hun heller ikke i noget Forhold til det. Hun lugede
+og var paa Færde i Haven, virksom og skabende som hun var, og fik
+efterhaanden godt Greb paa det; men noget egenligt syntes det ikke at
+byde hende. Det glædede hende ikke at stikke Hænderne ned i Mulden,
+Pelle og Børnene trivedes herude, og dermed var hendes Forhold til det
+givet, slaa Rod for egen Regning gjorde hun ikke. Hun kunde trives hvor
+som helst i Verden, blot de var der, deres Ve og Vel var ogsaa hendes.
+Hun groede ud fra dem og havde sin egen vidunderlige Vækst indad.
+
+Derinde i hendes Sind holdt forunderlige skjulte Kræfter til, de tumlede
+hverken med Læresætninger eller Systemer, men frembragte den Varme som
+bar det hele frem. Han havde ingen Trang til at trænge herskende derind
+mere, hvad brød han sig om den logiske Forstaaelse mellem Mand og Kvinde
+— det var hendes Hjærte, han trængte til at være omstraalet af. Han
+krævede Forstaaelse af gode Venner, det var den dybe Tilfredsstillelse
+ved at være sammen med f. Eks. Morten, at man i god Samdrægtighed talte
+sig frem til en Station. Og tav man stille, løb Tankerne af sig selv
+parallelt videre — og var paa Siden af hinanden naar man igen tog fat.
+Men selv om Ellen og han gik ud fra samme Punkt, var den mindste Pavse
+nok til at føre deres Tanker i hver sin Retning; han vidste aldrig, hvor
+hun dukkede op igen. Saa godt han efterhaanden troede at kende hende,
+bestandig kom hun lige overraskende og uventet bag paa ham. Og var det
+ikke netop det han elskede? hvorfor saa bekæmpe det ud fra Fordringerne
+til en fattig Logik!
+
+Lige uudgrundelig blev hun ved at være, hvor meget han saa mente han
+tilegnede sig af hende. Hun blev større og større af det, en ny og
+fremmed Verden bar hun ind til ham — det gaadefulde ubekendte, som han
+ellers altid maatte strides med, kom og lod sig tage kært i Favn. Helt
+forlangte han hende ikke mere — inderst inde var vel ethvert Menneske
+ensomt. Han anede, at hun gennemløb sin egen Udvikling i det skjulte, og
+undredes paa hvor hun vel vilde dukke frem engang.
+
+Tidligere havde det pint ham, at hun ikke var med i Bevægelsen — hun
+interesserede sig ikke for politiske Spørgsmaal og Valgret. Nu begreb
+han dunkelt at netop det var hendes Styrke — han ønskede hende i al Fald
+ikke anderledes. Hun blandede sig sjældent bestemmende i, hvad han havde
+for — og hvorfor skulde hun ogsaa det? hun øvede jo sin stumme
+Indflydelse paa alt hvad han foretog sig; prægede enhver af hans Tanker
+lige fra den begyndte at spire frem. Netop fordi hun ikke forstod sig
+paa at diskutere, kunde hun ikke gendrives; hvad der for ham var
+dræbende Logik, virkede slet ikke paa hende. Han fik ikke sine egne
+Tanker forslidte igen af hendes Mund — og ønskede det heller ikke;
+hendes vidunderlige Magt over ham beroede netop paa, at hun hvilede saa
+støt i sit eget og besvarede de mest knusende Argumenter med et Smil.
+Pelle var ved at faa sine Tvivl om Værdien af Forstandens Overlegenhed;
+den syntes at have Eneherredømme over Samtiden, men udrettede ikke
+overvejende godt. Over for Ellens Væsen forekom den ham fattig. Varmen i
+et Kys overbeviste hende mere end tusend Fornuftgrunde, og alligevel
+greb hun sjælden fejl.
+
+Og hun gav selv Varme — hos hende søgte de hen baade han og Børnene,
+naar der var noget i Vejen! Hun havde ikke mange Ord, men hun varmede.
+Endnu bestandig var hun for ham som en Puls, der bankede levende og
+haandgribelig frem fra det usynlige, med en forunderlig rolig Tale. Naar
+han var træt og hed i Hovedet af Modgang, var der ikke noget dejligere
+end at hvile det paa hendes bløde Barm og lytte halvblundende til,
+hvorledes det strømmede derinde — med en dunkel, beroligende Mumlen
+ligesom Jordens Kilder, naar han i sin Barndom lagde Kinden til Græsset.
+
+Foraaret var dejligt, og de færdedes meget ude i det; naar ingen saa
+dem, gik de Haand i Haand langs Digerne som to unge Elskende. Saa talte
+Pelle og viste: Se, dér groede det frem paa den Maade og dér paa en helt
+anden — var det ikke forunderligt? Han levede hele sin Barndoms
+Foraarsspænding op i sig igen. Ellen hørte smilende paa ham, hun
+henfaldt ikke i Forundring over noget saa naturligt som at det groede —
+hun _forvandledes_ blot! Jorden satte simpelt hen sine Safter op i hende
+ogsaa.
+
+Den friske Luft og Arbejdet i Haven brunede hendes nøgne Arme og gjorde
+Skikkelsen kraftigere og finere, de gode Kaar gjorde hende sorgløs. En
+Dag dukkede der et nyt Væsen frem i hendes Øjne og saa nysgærrigt som et
+Kid paa Pelle: Skal vi lege? sagde det. Var det ham eller Vaaren der
+tændte i hende? — lige meget, Glæden blev hans! Han gennemsoledes ind i
+de inderste Kroge af Sjælen, hvor der endnu sad Skimmel fra Cellemørkets
+Tid, gik og kom sig helt, smittedes af Sorgløsheden og var fuldt ud
+lykkelig. Og det var Ellen, som voldte det hele; endelig paatog hun sig
+at gaa Bud mellem Glæden og ham!
+
+Hun blev blødere og frodigere i Sind for hver Dag. Solen og Blæsten over
+det frie Land kaldte Noget frem i hende, som aldrig havde været der før,
+en uskyldig Glæde ved hendes eget Legeme og en sanselig Appetit som
+gjorde hendes Tænder friske og blanke. Hun straalede af Glæde, naar
+Pelle bragte hende smaa Ting til at smykke sig med — nu brugte hun det
+ikke til Børnene! „Se engang,“ sagde hun og holdt et Stykke mørkt Fløjl
+mod sin Hud der om Aftenen aandede Solvarmen ud igen ligesom vejret Hø —
+„saadan en Kjole skal du forære mig, naar vi bliver velhavende.“ Og saa
+tindrede hendes Øjne imod ham, fulde af Løfter om rig Gengældelse. Han
+troede han hørte Mulden til, og saa kom den ham først rigtig i Møde
+gennem hende! Der var en hel Naturtilbedelse i det blotte Begær, hvormed
+hun satte Tænderne i Aarets første Radiser og frydede sig over deres
+saftige Friskhed. Og naar han om Aftenen sprang af sin Cykle og tog
+hende i sine Arme, duftede hun selv frisk af alt det der gik gennem
+Foraarsdagen — Vinden og Muldens stærke Grøde. Hendes Aande kunde slaa
+ham i Møde som Duft af vild Honning, stærkt sammensat af Støvet og
+Nektaren fra Markens Blomster; og da lukkede hun Øjnene som var hun selv
+berust af den.
+
+Deres vaagnende Kærlighed blev til en hæftig Førsteforelskelse herude. —
+Ellen stod altid ved Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist,
+trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde vise ham hvad der var sket i
+Dagens Løb og holdt ham i Haanden, Ellen maatte gaa for sig selv. Han og
+hun havde en umættelig Trang til at røre ved hinanden, men de smaa lod
+sig ikke sætte til Side — „det er vores Far!“ sagde de. Saa lignede
+Pelle og Ellen to unge, der holdes grusomt adskilte af en ubarmhjærtig
+Skæbne; og de søgte hinanden med Øjne der var tunge af Udtryk.
+
+Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra det hele — Lasse Fredrik
+hørte efter Huset. Han havde set en Maler sidde uden for Hækken og male
+den røgdisede Hovedstad i Foraarsbelysning, og havde anskaffet sig en
+Farvelade; nu sad han derude hver Aften og smurte løs. Han vilde ikke
+være Sømand længer!
+
+De vandrede op forbi Gaarden og videre ind mod Aftensolen, gik i det
+duggede Græs med hinanden i Haanden og stirrede tavse frem. Aftenrøden
+farvede deres Ansigter og fik Øjnene til at gløde, Ellens Læber var
+tunge og dunkle af længselsfuldt Blod. Der laa en lille Lund et Stykke
+inde, der tyede de gærne hen for at være helt borte fra Verden. Tæt ind
+til hinanden vandrede de derinde i den dybe Skumring og hviskede sammen;
+Pelle havde sin Arm om Ellens Hals, hans Haand havde hun gemt inde paa
+sit Bryst. Nu og da bøjede hun sig bagover, for at han skulde kysse
+hende; saa hændte det at en usynlig Straale traf hendes Øje og brødes
+til en regnbuefarvet Stjærne i Mørket.
+
+Der løb et højt Dige af Græstørv i Skovens Udkant, som Hassel og ung Bøg
+hang lavt ned over. Der inde under Løvet havde de smaa Grotter, hvor de
+gemte sig; det visne Løv var føget sammen i en hel Drive inde under
+Diget og gav et blødt Leje. Fugle smaapippede i Søvne over deres Hoved,
+vendte sig paa Grenen og pylrede blødt, som om de drømte Dagens Melodier
+op igen; undertiden kom Maanen og kiggede ind til dem med et stort Smil.
+Løvets tunge Nataande dyssede dem hen, og det hændte at de først
+vækkedes igen af den Gysen, der gaar gennem alting idet Solen staar op.
+Saa frøs Pelle; men Ellens Legeme var altid varmt, skønt hun havde taget
+af sit Tøj til at lægge under deres Hoveder. Det var som om en skjult
+Kraft strømmede gennem hende, naar han satte Munden til hendes Bryst,
+syntes han han diede Jorden selv.
+
+Moderlig blev hun ved at være, Hengivelsen kaldte blot paa ny Sider af
+hendes Trang til at opofre sig. Hvor var hun rig i sin Omsorg! hun
+forlangte kun den haarde Jord og kunde ikke gøre sig selv blød nok — alt
+var til for ham. Og saa ufattelig blød kunde hun gøre sig selv. Forsynet
+havde kastet al sin Rigdom og Varme i hendes Skød; det undrede ham ikke,
+at baade Livet og Lykken valgte sig Rugeplads der.
+
+Deres Kærlighed tiltog i Styrke og Glød omkap med Solen og gjorde lyst
+og godt allevegne, der blev ikke Plads for noget Mørke. Pelle tog alle
+Fortrædeligheder med et stort Smil, han gik om i en Tilstand af
+Halvbedøvelse, selv de alvorligste Forretninger kunde ikke trænge Ellens
+Billede ud af hans Sind. Hendes hede Aande glødede Luften om ham Dagen
+igennem og fik ham til at haste hjem. Og hjemme ved Bordet havde de
+hemmelige Tegn, som sigtede til deres løndomsfulde Verden; de levede
+Ungdommens Førstekærlighed med dens søde Hemmelighedsfuldhed og lo til
+hinanden i ung og stjaalen Forstaaelse, som vogtede hele Verden paa dem
+og ingenting maatte vide. Naar deres Fødder rørte hinanden under Bordet,
+mødtes deres Øjne, og Ellen rødmede til som en ung Pige. Hendes
+Hengivelse var saa stærk, at den ikke taalte Medviden — ikke engang
+mellem dem selv. Der laa en rød Flamme hen over hendes Ansigt, og Øjnene
+var slørede, som gik hun og gemte Stævnemødets usigelige Sødme fra Gang
+til Gang. Hun talte nødig, svarede helst med et Smil, gik nynnende og
+bar sin unge Lykke.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+En Eftermiddag han kom cyklende hjem, tog Ellen ikke imod ham som hun
+plejede; han blev angst og skyndte sig ind. Sofaen var redt op til Seng,
+Ellen stod derhenne og bøjede sig over Johanne, som laa og rystede i
+Feber. Hun rettede sig op og tyssede paa ham. Børnene sad henne i en
+Krog og stirrede forskræmt paa den syge, der laa med lukkede Øjne og
+jamrede sig sagte.
+
+„Hun kom rendende herud i Eftermiddag!“ hviskede Ellen og saa underligt
+paa ham — „jeg aner ikke hvorfor. Hun er forfærdelig syg. — Jeg har
+sendt Lasse Fredrik ind til Morten, saa han kan vide hun er hos os.“
+
+„Har I sendt Bud efter Læge?“ spurgte Pelle og bøjede sig ned over
+Johanne.
+
+„Ja. Lasse Fredrik siger til Morten om at tage sin Læge med — han kender
+hende jo bedst. Jeg tænker, de snart er her.“
+
+Johanne skælvede i Kuldegysninger. Hun laa og arbejdede med Tungen mod
+den tørre Gane, udstødte af og til en Række usammenhængende Ord og
+kastede sig frem og tilbage. Pludselig rejste hun sig op i Rædsel, de
+udspilede Øjne stirrede paa Pelle, men hun kendte ham ikke. „Gaa din Vej
+— jeg vil ikke!“ skreg hun og stødte ham for Brystet. Hans dybe Stemme
+beroligede hende dog igen, hun lod sig putte ned og laa stille med
+lukkede Øjne. Og saa begyndte det forfra.
+
+„Der har været nogen efter hende,“ sagde Ellen grædende. „Hvad kan det
+dog være?“
+
+„Det er det gamle, der forfølger hende,“ hviskede Pelle rystet. „Morten
+siger, at det stadig kommer op i hende igen. — Tag Børnene ud i Haven,
+Ellen — jeg skal nok blive hos hende.“
+
+Ellen gik med de smaa, de var næsten ikke til at faa frem af Krogen. Men
+lidt efter lød deres pludrende Stemmer derude fra Plænen.
+
+Pelle sad med sin Haand paa Johannes Pande og stirrede hen for sig — han
+var brutalt blevet vækket til Livets Gru igen. Det stred i krampagtige
+Ryk derinde i hendes forpinte Barnepande, det var som han i sin Haand
+holdt en flagrende Sjæl, der var traadt i Skarnet under raa Hæle. En
+stakkels søndertraadt Fugleunge, der hverken kunde flyve eller dø.
+
+Han vækkedes ved, at en Vogn hastigt kørte op for Havelaagen, og gik ud
+for at tage imod Mændene.
+
+Lægen var meget betænkelig ved Johannes Tilstand. „Jeg er bange for, at
+Kriserne tager til i Stedet for af,“ sagde han hviskende. „Bedst var det
+jo, om hun kom paa Hospitalet, saa snart hun kan flyttes.“
+
+„Vilde det være bedst for hende?“ spurgte Ellen.
+
+„Nej — ikke just for hende selv — men — — Hun bliver en vanskelig
+Patient, Frue!“
+
+„Saa bliver hun her,“ sagde Ellen. „Hun skal nok faa det godt.“
+
+Lasse Fredrik maatte paa Cyklen og afsted til Apoteket. Straks efter
+kørte Lægen.
+
+De sad uden for Havestuedøren, saa de kunde høre ind efter den syge, og
+talte sagte sammen. Det var en Ynk at se Morten, Johannes Flugt fra ham
+var gaaet ham nær til Hjærtet.
+
+„Hvorfor mon hun gjorde det?“ spurgte Pelle.
+
+„Hun har været underlig, lige siden du var ude og foreslog at hun skulde
+ud til jer,“ sagde Morten bedrøvet. „Hun satte sig i Hovedet, at hun laa
+mig til Byrde og jeg helst vilde af med hende. For et Par Dage siden
+stod hun op, mens jeg var ude, og gav sig til at arbejde i Huset —
+formodenlig for at yde Vederlag for sit Ophold. Hun er jo sygeligt
+ærekær. Da jeg bestemt forbød hende det, erklærede hun, at hun ikke
+vilde skylde mig noget og agtede at gaa sin Vej. Jeg vidste, at det godt
+kunde falde hende ind til Trods for at hun var syg, og holdt mig hjemme.
+I Middags gik jeg lige ned for at hente Mælk, og da jeg kom op, var hun
+borte. Godt var det at hun søgte herud, jeg tror hun kan hitte paa hvad
+som helst, naar den Tanke først er kommet op i hende, at hun ligger til
+Byrde.“
+
+„Hun holder vist meget af Dem,“ sagde Ellen og saa paa ham.
+
+„Det tror jeg ikke,“ svarede Morten med et fortvivlet Smil — „i saa Fald
+har hun skjult det godt. Jeg har nærmest haft Indtryk af, at hun hadede
+mig siden den Dag, vi talte om at hun skulde her ud. — Maa jeg blive her
+i Nat?“
+
+„Bare De vil tage til Takke,“ svarede Ellen. „Det bliver ikke nogen
+Luksusseng De faar, men De kan da komme til at ligge ned.“
+
+Men Morten vilde ikke i Seng. „Jeg bliver oppe og vaager over Johanne,“
+sagde han.
+
+
+
+
+                                  XIV
+
+
+Saa var Huset forvandlet til et Sygehjem. Det var et haardt Greb ind i
+deres Sorgløshed, men de tog det med; ingen af dem krævede mere af
+Tilværelsen, end den kunde svare til.
+
+Ellen var om den syge Dag og Nat saalænge til det værste var ovre; hun
+forsømte baade Pelle og Børnene for at tage sig af Johanne.
+
+„Du har altfor meget at gøre,“ sagde Pelle bekymret — „det ender med at
+du bliver syg for mig. Lad os dog tage Hjælp.“ Og da Ellen ikke vilde
+høre Tale om det, tog han selv Affære og fik Dronning Therese til at
+være derude om Dagen.
+
+Paa nogle Dage ordnede Morten sine Sager, skilte sig af med Lejligheden
+og flyttede ud til dem. „Du skal dog ikke saadan kunne flygte fra mig,“
+sagde han til Johanne, der sad over Ende i Sengen og lyttede efter, at
+de bar hans Sager ovenpaa. „Naar du nu bliver rask nok, flytter du op i
+det store Kvistværelse; og saa bor vi to ovenpaa og har det hyggeligt
+igen. Ikke sandt?“
+
+Hun svarede ikke men blev rød i Hovedet af Glæde.
+
+Ellen fik saa det Beløb, Morten plejede at give ud om Maaneden til Mad
+og Husleje. Hun blev helt bestyrtet, hvad skulde hun dog med alle de
+Penge — det var alt for meget! Naa, nu behøvede de da ikke gaa og være
+bekymrede for Huslejen.
+
+Johanne blev snart saa rask, at hun kunde være lidt oppe; Luften herude
+havde en gavnlig Indflydelse paa hendes Nerver, og Ellen forstod at
+sætte hende i Humør. Gamle Brun forærede hende en dejlig rød og gul
+Liggestol af flettet Straa; og naar Solen skinnede, blev hun baaret ud
+paa Plænen. Hun laa og saa paa Børnenes Leg, undertiden legede hun ogsaa
+med fra sin Stol og laa og kommanderede de to i Øst og Vest. Svend Trøst
+lod sig godmodigt jage med, men Søster var lidt mere forbeholden. Hun
+kunde ikke lide, at den fremmede Pige kaldte Pelle for Far; og naar hun
+var i Drillehjørnet, stillede hun sig op lidt henne og stod og gentog:
+„Det er ikke din Far, for det er min Far!“ Saa maatte Ellen efter hende.
+
+Men for det meste laa Johanne og stirrede ud i Luften med et Blik fuldt
+af forfærdelig Lede. En kort Stund lod hun sig fange af noget nyt, men
+det varede kun et Øjeblik, saa gled Blikket igen bort. Rask nok til at
+gaa omkring var hun aldrig; selv om hun følte sig kvik, vilde Benene
+ikke bære hende. Brun kom hver Eftermiddag ud til _Gryet_ for at se til
+hende, den gamle Mand var dybt grebet af hendes sørgelige Skæbne og
+havde opgivet sin sædvanlige Ferierejse for at kunne følge hendes
+Tilstand. „Vi maa gøre noget for hende,“ sagde han til Lægen, der paa
+hans Anmodning indfandt sig daglig — „er der da ingenting at gøre?“
+
+Men Lægen rystede paa Hovedet. „Hun kan ikke faa det bedre, end hun har
+det her,“ sagde han.
+
+Alle holdt de af hende, og gjorde hvad de kunde for at glæde hende. Brun
+havde altid noget med, han købte kostbare Ting til hende, smukke
+Silketæpper, hun kunde have over sig naar hun laa i Haven, og et
+prægtigt stort Koralhalsbaand. Alt hvad han kunde tænke hun ønskede sig,
+fik hun. Hendes Øjne straalede, hvergang hun fik noget nyt, og hun bar
+det altsammen paa sig. „Nu er jeg en Prinsesse i al sin Stads,“ hviskede
+hun og smilede mod ham — for saa i næste Øjeblik at glemme det hele. Hun
+holdt meget af den gamle Mand, forlangte at han skulde sidde hos hende,
+og kaldte ham Bedstefar med et sørgeligt Forsøg paa Skælmeri. Men hun
+hørte ikke paa, hvad han fortalte hende; han kunde rolig gaa med, naar
+de smaa kom listende og vilde have ham med ud at lege paa Marken — hun
+mærkede det ikke.
+
+Ak ingenting kunde forsone hendes Barnesjæl med dens stakkels
+skamskændede Legeme, hverken Kærlighed eller Smykker. Det var som om den
+lededes ved sit Hylster, og stod og grov i det Blaa saa langt ude som
+muligt, holdt fangen i en tynd Traad der blot skulde slides over. Hun
+blev med hver Dag mere gennemsigtig, det saas tydelig nu, hun havde de
+andre Børn ved Siden af sig. De aad og trivedes for hende med! Naar
+Ellen ikke passede paa, kom Svend Trøst trissende og spiste Johannes
+Sygemad, skøndt Gud skulde vide han ikke blev sultet! Johanne selv saa
+roligt til — det var hende saa ligegyldigt altsammen.
+
+Det var en usædvanlig Sommer, tør og solrig; man kunde være i Haven den
+meste Tid. Hen paa Eftermiddagen samledes de gærne derude, Ellen og
+Dronning Therese var færdige i Huset og satte sig hos Johanne med deres
+Haandarbejde, Brun sad og underholdt dem med hyggelig Gammelmandssnak,
+og Johanne laa og døsede med Ansigtet vendt mod Havelaagen. De lo og
+spøgede med hende for at faa hende i Humør; Brun havde lovet hende en
+Rejse til Syden, naar hun vilde skynde sig at komme paa Benene, og
+fortalte hende om Solen dernede, og de dejlige Druer og Appelsiner som
+hun selv skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det alt med sit triste
+Smil, som vidste hun altfor godt hvad der ventede hende. Det mørke svære
+Haar blev til en stadig større Skygge om hendes blege svindende Ansigt;
+det var som Natten steg over hende. Hun syntes at døse sig langsomt bort
+fra Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede mod Havelaagen.
+
+Morten var ofte ude paa Foredragsrejser, undertiden flere Dage ad
+Gangen. Men naar han saa endelig gik med Laagen, blussede Livet op i
+hendes Ansigt. Han var den eneste, der kunde kalde Sjælen tilbage i
+hende, det var som om den kun dvælede for hans Skyld. Hun var ikke
+lunefuld mod ham mere; naar Kræfterne var til det, rejste hun sig over
+Ende og kastede sig om hans Hals. Saa løb Taarerne stille ned over
+hendes lille Ansigt, og hun fik Luft for sin Længsel. Ellen forstod,
+hvad der foregik i Barnet og gjorde Tegn til de andre — de to skulde
+have Lov at være ene! Saa kunde Morten sidde timevis bøjet over hende og
+fortælle om, hvad han havde oplevet; hun syntes ikke at blive træt men
+laa og hørte paa ham med glansfulde Øjne, med sin gennemsigtige Haand
+hvilende paa hans Arm. Hvert af hans Skridt interesserede hende;
+undertiden kom der et eget Udtryk i hendes Øjne, og hun slog mistænksomt
+ned paa en eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe Sanser,
+Lugten ved ham af fremmede Mennesker gjorde hende mut og spejdende.
+
+„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker ham jo!“ sagde Ellen en Dag
+til Pelle og brast i pludselig Graad. „Og der ligger hun og skal dø!“
+Hendes egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved Barnets
+Tilstand.
+
+„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle protesterende.
+
+„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor, hun altid har været saa
+besynderlig mod ham. Hvor er det sørgeligt!“
+
+Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men Solen gik højt paa Himlen og
+var stærkere endnu. „Pelle!“ sagde Ellen og strøg ham gennem det
+graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart blive forbi!“ — —
+
+Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den lille Johanne nok skulde
+komme sig; men enhver ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes
+Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun blev blidere og
+medgørligere for hver Dag, Hadet var slukket i hende, med et træt Smil
+tog hun imod al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen straalede en
+sælsom dødsmærket Ynde, der syntes at udfolde sig eftersom hun nærmede
+sig Graven.
+
+Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig. Pludselig naar Pelle eller
+Morten nærmede sig hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aabnede
+Munden for at skrige; saa naar hun kendte dem igen gemte hun sig ind til
+dem og græd ulykkeligt. Hun kunde ikke komme i Haven mere men laa altid,
+Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den oprev hendes Sind og førte det
+tilbage til Baggaderne; de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig
+hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes spinkle hendøende Stemme
+blev raa og hæs igen. Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje
+Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skældsord og snærrede rasende til
+alle Sider — til hun tilsidst overgav sig, forlangte at faa Brændevin og
+laa og smaagræd med en haard tør Graad. Gamle Brun turde slet ikke vise
+sig ved Sengen; hun antog ham for en gammel Kammerherre, som
+Gadedrengene havde pudset paa hende, og modtog ham med raa Opfordringer.
+
+Dette Indblik i Barnets forfærdelige Tilværelse bag Plankeværkerne
+rystede dem alle. Det var som om Livets Ondskab ikke vilde slippe dette
+uskyldige Offer, men hadefuldt forfulgte hende lige ind i Døden og
+gjorde al deres Kærlighed til intet. Morten opholdt sig inde hos hende
+de Døgn hendes Dødskamp varede, han sad i en Krog og stirrede, kun naar
+hun blundede vovede han sig frem. Ellen var den eneste, der havde
+Kræfter til at møde det. Hun gik Nat og Dag om Johanne, bleg og rolig
+søgte hun at lette hende Døden ved sin utrættelige Omsorg; naar det
+forfærdelige kom over Barnet, slog hun sine Arme værgende om hende og
+prøvede at betvinge det ved en Moders Kærlighed.
+
+Hun havde aldrig været i Stue sammen med Døden før men saa den fast i
+Øjnene, ved hendes Bryst udstred Barnet.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Johannes Død havde fuldstændig lammet Morten. Det længst mulige havde
+han klynget sig til den Tro, at hendes Liv maatte kunne reddes — det var
+saa meningsløst uretfærdigt ellers! og da det haabløse gik op for ham
+ogsaa, sank han sammen. Han tog sig ikke noget til men drev om i en
+Tilstand af tung Sløvhed, talte ikke og spiste ikke stort. Det var som
+en tung Haand havde slaaet ham i Hovedet.
+
+Efter Begravelsen fulgtes han og Pelle hjem til Fods, mens de andre
+kørte. Pelle gik og talte om ligegyldige Ting for at aflede hans Tanker
+fra Barnet, men Morten hørte ikke paa ham.
+
+„Kære Ven, du vil da ikke blive saadan ved,“ sagde Pelle pludselig og
+stak sin Arm ind under Mortens. „Nu har du jo fulgt det stakkels Barn
+saa langt paa Vej, du kunde — de levende har ogsaa et Krav paa dig.“
+
+Morten løftede Hovedet. „Er det ikke ligegyldigt, om jeg skriver nogle
+Sider mere eller mindre?“ sagde han træt.
+
+„Du har faaet din Pen for at forsvare de værgeløse med den — du har ikke
+Lov at give op,“ sagde Pelle.
+
+Morten lo bittert. „Har jeg kanske ikke talt Børnenes Sag efter Ævne —
+og været naiv nok til at tro, at her i det mindste behøvede man blot
+aabne Folks Øjne for ogsaa at tage dem om Hjærtet. Og hvad opnaar man
+saa? At forøge den saakaldte gode Literatur med endnu et Bind — naar det
+kommer højest. Menneskene er praktiske Væsner du, man kan med største
+Lethed faa dem til at fælde Teatertaarer; de kan godt lide at sidde i
+Parkettet og græde med den Ulykkelige. Men ve ham, om de møder ham igen
+paa Gaden. De varmeste Ord om det gribende i mine Børneskildringer har
+jeg faaet af en gammel Herre, der senere viste sig at efterstræbe
+Smaabørn.“
+
+„Men hvad saa da?“ sagde Pelle og stirrede forfærdet paa ham.
+
+„Ja, hvad saa da, sig du mig det. Du har Ret i, at jeg er lige glad, men
+kan man blive ved med at tage Del i en Kamp, der ikke engang skaaner
+Børnene? Husker Du min lille Søster Karen, som maatte gaa i Havnen? —
+hvor mange tusind Børn staar der ikke bag hende og Johanne! Man kalder
+dette for Barnets Aarhundrede — og saa raaber Børnenes Blod jo fra
+Jorden! Endda er de lykkelige, naar de kan liste bort — tænk om Johanne
+havde levet videre med sit. Barndommens Skygger naar over hele Livet!“
+
+„Ja og det gør Barndommens Solskin ogsaa,“ udbrød Pelle varmt. „Netop
+derfor maa vi ikke svigte Fattigungerne. Vi vil faa Brug for en Slægt
+med varme Hjærter.“
+
+„Jeg har jo tænkt det samme,“ sagde Morten græmmet. „Ved du, Pelle — jeg
+_elskede_ dette Barn, der kom til mig allerlængst nede fra; hun rummede
+det hele for mig, aldrig er Elendigheden kommet mig saa grumt ind paa
+Livet. Det blev en skøn Drøm — en taabelig Drøm — i mig, at hun skulde
+leve. Jeg skulde kæle Liv og Lykke ind i hende igen, og saa vilde jeg
+skrive en Bog om det, der sejrer. Jeg ved ikke, om du forstaar mig —: om
+Elendigheden, der bliver sund og lykkelig under Godhedens Sol. Hun var
+jo det hele; dybere ned kan Livet vel ikke godt føres! Og lagde du Mærke
+til, hvor megen Skønhed og Finhed der alligevel var begravet under
+Kloakslam hos hende? Jeg havde glædet mig til at faa det frem, befriet
+fra al Nød og Hæslighed — og saa vise Verden, at saa skønne er vi
+hernede, naar man skraber Snavset af os. Kanske kunde det have lokket
+den til at øve Retfærdighed. Saadan har jeg drømt, men det er en besk
+Lod at faa de Ulykkelige udpeget til sin Elskede. Min eneste Kærlighed
+er uoprettelig død, og nu kan jeg ikke skrive om noget, der sejrer. Hvad
+skal jeg saa dér?“
+
+„Jeg tror, det er Hugo der siger, at Hjærtet er den eneste Fugl som
+bærer sit Bur,“ sagde Pelle. „Men dit Hjærte nægter nok at tage ved,
+naar der er allermest Brug for det.“
+
+„Nej, du,“ sagde Morten lidt ivrigere — „jeg svigter vist ikke. Men
+dette har været et haardt Nedslag for mig — bare jeg havde noget mere af
+din lyse Tro. Naa, jeg maa være henrykt for, at jeg har dig selv.“ Han
+rakte Pelle Haanden med et godt Smil.
+
+Bibliotekaren kom dem i Møde ned over Markerne. „Det tog længe med jer
+to Dioskurer,“ sagde han og saa opmærksomt paa dem — „Ellen venter med
+Maden.“
+
+De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark mod Huset. „Nu er det
+bedste af Sommeren forbi,“ sagde Brun og saa sig om med et Suk. „Saa er
+Hjulet rykket endnu en Tak frem.“
+
+„Døden er ikke det værste, der kan overgaa én,“ svarede Morten, der
+endnu var i sin morbide Stemning.
+
+„Saadan noget siger man, mens man er ung og velhavende — og mener det jo
+ikke for Alvor. I Morgen har Livet taget Dem og Deres Sorg i sin
+Tjeneste igen. Men jeg har aldrig været ung, før jeg lærte jer to at
+kende, derfor tæller jeg karrigt hver flygtende Time. — Og misunder jer,
+som kan gaa saa rask,“ føjede den gamle smilende til.
+
+De gik langsommere opover og fulgte Hækken op mod Huset; indenfor i
+Haven hørtes en svag Klynken. Derinde i et tomt Bed sad Svend Trøst nede
+i et Hul, som de to Unger havde gravet med deres Spader; Søster var i
+Færd med at kaste Jord paa ham, den gik ham allerede til Halsen. Han
+gjorde ingen Modstand men smaapylrede kun lidt, da Mulden begyndte at
+nærme sig hans Mund.
+
+Pelle raabte Allarm og sprang over Hækken, Ellen kom styrtende ud i det
+samme. „Der kunde du nær have kvalt lille Bror,“ sagde hun forfærdet og
+tog Drengen op til sig.
+
+„Jeg planter ham jo bare,“ sagde Anna, fornærmet over at man ødelagde
+hendes Værk — „han vilde gærne selv. Og til Foraaret kommer han jo op
+igen!“ De to Børn vilde gærne have en lille Bror, og var blevet enige
+om, at Svend Trøst skulde ofre sig.
+
+„Saadan noget maa I ikke finde paa,“ sagde Ellen stille — „I skal nok
+faa en lille Bror til Foraaret alligevel.“ Og hun saa paa Pelle med et
+varmt talende Blik.
+
+
+
+
+                                   XV
+
+
+Inde i Fællesvirksomheden gik Arbejdet sin rolige Gang. Der stod ikke
+noget Gny af den, inden for Bevægelsen var man nær ved at glemme, at den
+overhovedet var til. Det var en lang og sej Vej, Pelle var inde paa, men
+han var ikke i Tvivl om, at den førte til Maalet, og gik sindigt til
+Værks. Aldrig havde hans Aandedræt været saa langt.
+
+Foreløbig gjorde han Erfaringer. Han og Peter Drejer havde opdraget en
+Stab af solide Arbejdere, som vidste, hvad det drejede sig om, og ikke
+lod sig slaa ud af Leje, selv om der kom et fremmed Element ind.
+Forretningen voksede stadig og krævede ny Tilgang, men han havde ingen
+Vanskeligheder af de ny Kræfter; Foretagendet var saa stærkt, at det
+slugte og omdannede dem.
+
+Fabrikanterne i al Fald huskede, at han var til, skadede ham, hvor de
+kunde. Det glædede ham, fordi det fastslog, at han var farlig for dem.
+Gennem deres Forbindelser lukkede de for Krediten, og da det ikke førte
+til noget, fordi han havde Bruns Formue i Ryggen, boykottede de ham for
+Materialer ved at tvinge Læderhandlerne til ikke at sælge til ham. Han
+maatte saa indforskrive Materialerne fra Udlandet. Lidt ekstra Besvær
+var der forbundet med det; nu galdt det om at have Orden i Sagerne, saa
+man ikke stod og manglede et eller andet.
+
+En Dag manglede der en Artikel i en ny Sending, og det hele var ved at
+gaa i Staa. Han fik den skaffet til Veje ved et Krigspuds men var gal i
+Hovedet. „Jeg kunde have Lyst til at lange de Læderhandlere én ud igen,“
+sagde han til Brun, „her skal man gaa og luske sig det til, hvis man
+tilfældig staar og mangler noget. Skal vi ikke leje Butiken her inde ved
+Siden af og oprette en Læderhandel? Det er en Lussing til de andre, og
+saa har vi selv altid, hvad vi bruger. Vi skal jo ikke spille Herskab
+paa den Historie, saa jeg tror de mange Smaamestre omkring i Krogene vil
+blive glade for os.“
+
+Ja, Brun havde ikke noget imod, at Krigen blev ført lidt mere paa
+Kniven. Der skete ham ikke nok!
+
+Den ny Forretning aabnede til Oktober. Pelle vilde haft Peter Drejer til
+at lede den, men han undslog sig. „Jeg egner mig vist ikke til at købe
+og sælge,“ sagde han mørkt. Saa tog Pelle en af de unge Arbejdere fra
+Værkstedet op i Forretningen og holdt selv Øje med den.
+
+Det gav allerede mere Skub i Tingene; der var nok at tage i. Nu
+frembragte Virksomheden meget mere, end der kunde afsættes i Butiken; og
+Pelles Læderhandel gjorde Smaamestrene uafhængige af Privatkapitalen.
+Mange af dem havde lidt Smaasalg af Fabriksfodtøj ved Siden af
+Reparationsværkstedet og tog nu deres Varer fra ham. Ude i Provinsen
+havde hans Fodtøj allerede vundet Indpas adskillige Steder; det var
+kommet af sig selv, det ene tog det andet med sig. Fabrikanterne
+forfulgte det derude ogsaa — hvor de kunde; Følgen var, at Arbejderne
+tog det op og tvang det ind igen i de Forretninger, hvor de var
+Kundekredsen. Der begyndte at staa Kamp om _Pelles Fodtøj_.
+
+Men han vidste, at det kun var Begyndelsen. Det maatte komme til et
+stort Sammenstød, og var han saa tilstrækkelig godt funderet?
+Fabrikanterne var i Færd med at oprette en Butik lige overfor, hvor der
+skulde sælges billigt for at ødelægge hans Udsalg, og en Dag satte de
+sagtens Priserne stærkt ned over det hele for at faa ham vippet af
+Pinden.
+
+„Lad dem kun,“ sagde Brun. „Saa kommer Folk billigt til Fodtøj!“ Men
+Pelle imødesaa med Bekymring det ny Angreb. Selv om de holdt det ud,
+kunde det godt udtømme deres økonomiske Kræfter.
+
+De var for isolerede, det var Ulykken. Endnu var de som den, der skyller
+i Land paa aaben Strand, de havde ingenting at falde tilbage paa.
+Arbejdsgiverne havde forlængst opdaget, at de var lige saa
+internationale som Arbejderne, og havde adopteret Pelles gamle
+organisatoriske Tanke. Det gik ikke altid glat med at faa sine
+Materialer fra Udlandet heller, han mærkede Sammenhængen! Saalænge han
+ikke havde faaet Garverne til ogsaa at oprette et Fællesforetagende,
+kunde han naar som helst risikere at faa Fødderne slaaet væk under sig.
+Og først og fremmest maatte han have den store Arbejderhær med sig, det
+var den, det hele tog Sigte paa.
+
+En Dag stod han igen paa Talerstolen efter lange Aars Forløb og holdt
+sit første Foredrag om Kooperationen. Det var helt underligt igen at
+staa over for sine egne og føle deres Ansigter rettet paa sig. Foreløbig
+saa de ham an som en, der vendte tilbage fra det fremmede med nye Ideer
+— eller kanske blot ny Paahit; men han skulde nok vinde dem! Netop deres
+Træghed lovede godt, naar først den blev overvundet; han kendte dem
+igen, de var svære at sætte i Gang — og næsten ikke til at stanse igen.
+Fik hans Ide først rigtig fat i disse Folk med deres vældige
+Organisationer og urokkelige Disciplin, saa var den uovervindelig. Han
+kastede sig med Kraft ind i Agitationen og holdt hver Uge Foredrag i en
+politisk eller faglig Forening.
+
+„Pelle, hvor har du travlt,“ sagde Ellen, naar han kom hjem. Hendes
+Tilstand fyldte ham med Lykke, den var som et Segl paa deres ny
+Forening. Hun havde trukket sig lidt mere tilbage i sig selv, over
+hendes Ansigt og Skikkelse lagde sig et Skær af drømmende Blødhed. Lidt
+hjælpeløs og fjærn i det tog hun nu imod ham ved Laagen — en ung Moder,
+der maatte tages paa med varlige Hænder! Han saa hende trives fra Dag
+til Dag og bære — gavmildt som Haven bar de sidste tunge Blomster, og
+havde en lykkelig Følelse af at det groede for ham paa alle Kanter.
+
+Morten saa de ikke meget til, han befandt sig i en Krise og færdedes
+helst for sig selv. Han klagede stadig over, at han ingen Vegne kunde
+komme med sit Arbejde, selv den mindste Ting, han begyndte paa, kørte
+fast for ham.
+
+„Det er, fordi du ikke længer tror paa det,“ sagde Pelle. „Den, der
+tvivler om sin Gærning, skærer jo den Gren over, han selv sidder paa.“
+
+Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: „Det er meget værre endnu — for
+det er selve Mennesket, jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og
+har ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg det — det er, fordi
+Menneskene ikke har noget Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele
+vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa koldt som her er.“
+
+„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det er jo det og ikke
+Forstanden, der holder dem oppe; ellers var de gaaet til Grunde for
+længe siden — blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det trods al
+Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken lysende Væsner?“
+
+„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne er de dog! Og maatte
+man ikke hellere ønske for dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes
+med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder dem, der kan se
+historisk paa Elendigheden og trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo
+ogsaa selv, at det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel en
+kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner forinden skal gaa
+lykkeløst i Graven i Kampen for at overvinde en Dumhed. Jeg er en
+Uforligelig, det er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre
+Tilstande; derfor lider jeg under dem, der er. Bare en saa selvfølgelig
+Ting som at faa Penge igen paafører mig Lidelse. De er mine, men min
+Tanke kan ikke lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: Hvilke
+Savn fremkalder de ved at gaa over i mine Hænder? hvad klæber der ved
+dem af Nød og Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det bestandig
+i mig, at _de_ faar for lidt, der har hjulpet mig — min Vaskekone og de
+andre. De kan jo knap leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager
+min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, og jeg har ikke Fred;
+hvergang jeg putter en Bid Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre,
+maa jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt ved ikke at
+kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed dog er saa indlysende. Og det
+nytter ikke, jeg vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke —
+det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen der hen engang — hvis ikke
+de Fortrykte rejser sig forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er
+fordømt til at leve alle de andres Elendigheder med — og mit eget Liv
+har ikke just været rigt paa Solskin. Tænk paa min Barndom, hvor den har
+været glædesløs! Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! tænk paa
+det.“
+
+Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens Vej; nu krøb han
+sammen og gik og frøs.
+
+Men en Aften kom han stormende ned i Stuen til dem og viftede med et
+Papir. „Jeg har faaet et Legat,“ sagde han. „I Morgen tidlig rejser jeg
+til Syden.“
+
+„Du maa da først ordne dine Sager,“ sagde Pelle.
+
+„Ordne?“ Morten lo. „Nej du, rejse er man altid klar til. Hele mit Liv
+har jeg været parat til en Tur omkring Jorden med en Times Varsel!“ Han
+gik frem og tilbage og gned sig i Hænderne. „Ah nu skal jeg ned og
+slikke Sol, du — rigtig gennembages skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil
+have godt af springe en Vinter over.“
+
+„Hvor langt vil De hen?“ spurgte Ellen med lysende Øjne.
+
+„Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke
+trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil
+jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs
+Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker
+ligesom lille Johanne og hendes Mor og Bedstemor — men som faar Lov at
+leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige der ikke fryser.“
+
+„Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som muligt,“ sagde Ellen, da
+Morten var gaaet op for at pakke sin Kuffert. „For kommer han først i
+Tanke om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. — Jeg kommer
+vist til at stikke nogle Strømper af dine og lidt Undertøj i hans
+Kuffert — han har ikke noget at skifte med. Bare han nu sørger for at
+faa sit Tøj til Vask — og saa de ikke ødelægger det for ham med Klor.“
+
+„Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker ind?“ spurgte Pelle.
+„Ellers er jeg bange for, han ikke faar det med han har Brug for. Morten
+glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.“
+
+Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt frem. Det var et Held hun
+kom, Morten havde pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de
+nødvendige Ting til Side. Han stod og trippede, og var helt ulykkelig da
+hun tømte det hele ud af Kufferten igen og begyndte forfra; nu var det
+saa pænt ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for sig — han
+kunde lige stikke sin Haand ned og tage hvad han ønskede. Men Ellen
+kendte ikke til Skaansel, det hele maatte herut paa Gulvet, og hver
+Stump Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. Det nødvendige
+blev sorteret fra. For hver Stump der kom i Kufferten, protesterede
+Morten spagfærdigt — det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe
+Strømper med — eller flere Sæt Linned; det købte man simpelthen,
+efterhaanden som man fik Brug for det. Naa? saa det kunde det ikke? Men
+slæbe omkring med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom en anden
+Kolportør — det kunde vel betale sig!
+
+Ellen laa paa Knæ foran Kufferten og gjorde Vej. Pelle kom op ved hendes
+Ivrighed, han stod lænet mod Døraabningen og saa paa dem. „Det er
+rigtigt, giv ham bare en Omgang Gaberbejse, saa han kan holde, til han
+naar hjem igen,“ sagde han leende. „Han kan godt trænge til det.“
+
+Morten sad paa en Stol og saa slukøret ud. „Gudskelov man ikke er gift,“
+sagde han. „Jeg begynder virkelig at faa Medlidenhed med dig, Pelle.“
+Man kunde se paa ham, at han nød Omsorgen.
+
+„Ja nu kan du da se, hvad for et Huskors jeg har faaet,“ svarede Pelle
+alvorligt. „Du har aldrig villet tro det før.“
+
+Ellen lod dem bare snakke; nu var Kufferten stoppende fuld, og nu vidste
+hun da, han ikke kom til at drage om som en Landevejsbisse. Nu var der
+kun Toiletsagerne — ikke engang dem havde han sørget for. Hun trak en
+vældig stor Bog ud af Toilettasken paa den indvendige Side af
+Kuffertlaaget, for at gøre Plads til Vaskesagerne; men da kom Morten
+springende. „Den _maa_ jeg ha’e med — hvordan det saa gaar,“ sagde han
+bestemt. Det var Victor Hugos: _De Ulykkelige_ — Mortens Bibel.
+
+Ellen slog op paa Titelbladet for at se, om det nu ogsaa var saa
+nødvendigt at slæbe om med saadan et Uhyre — det var jo et helt Brød.
+
+„Der er ingen Plads til den,“ erklærede hun og lagde den roligt til Side
+— „da ikke hvis De vil have saa De kan vaske Snavset af Dem. Men De
+træffer ogsaa sagtens Ulykkelige, der hvor De kommer hen; dem er der
+vist nok af allevegne.“
+
+„Saa tillader Fruen vel heller ikke at jeg tager mine Skrivesager med?“
+spurgte Morten i en ansøgende Tone.
+
+„Jo,“ svarede Ellen leende — „og De maa ogsaa godt bruge dem til noget
+kønt — — hvis det da er os Smaafolk De skriver for. Jammer og Elendighed
+er der nok af!“
+
+„Naar nu Solen har skinnet rigtig paa mig, saa kommer jeg hjem og
+skriver jer en Bog om den,“ sagde Morten alvorligt.
+
+Den næste Dag var en Søndag. Morten var tidlig oppe og tog ud paa
+Kirkegaarden. Det trak længe ud, de gik og ventede paa ham med
+Frokosten. „Nu kommer han, jeg saa ham nede paa Marken,“ raabte Lasse
+Fredrik endelig; han havde været oppe paa Bakkegaarden efter Mælk.
+
+„Saa kan vi godt komme Æggene i,“ sagde Ellen til Søster, som gik hende
+lidt til Haande i Køkkenet.
+
+Morten var højtidelig til Sinds. „Nu er Roserne paa Johannes Grav igen
+plukkede,“ sagde han. „Jeg begriber ikke, at nogen kan faa over sit
+Hjærte at plyndre de Døde; de er dog dem, der har det fattigst af os
+allesammen.“
+
+„Det glæder mig at høre dig sige det!“ udbrød Pelle. „For en Maaned
+siden var du i Stand til at synes, at de Døde var de eneste velhavende.“
+
+„Du er en Klippe,“ sagde Morten smilende og tog ham i Skuldrene. „Selv
+om alt andet forandrer sig — dig ved man altid hvor man har.“
+
+„Til Bords, til Bords!“ raabte Ellen. „Men straks — eller bliver
+Overraskelsen kold!“ Hun stod og ventede med et tildækket Fad.
+
+„Hvad — du har jo nylagte Æg!“ udbrød Pelle forbavset.
+
+„Ja, Hønsene har givet sig til at lægge igen de sidste Dage — det er til
+Ære for Morten.“
+
+„Næ, det er til Ære for det gode Vejr — og saa fordi de faar Lov at løbe
+frit om nu!“ indvendte Lasse Fredrik.
+
+Morten lo: „Lasse Fredrik er en uforbederlig Realist — Tilværelsen
+behøver ikke pyntes op for hans Skyld.“
+
+Ellen gik og kræsede for Morten. „Nu skal De værsgod spise,“ sagde hun.
+„Det er ikke sikkert, De faar ordenlig Mad derude i det fremmede.“ Hun
+tænkte med Gru paa den Mad, hendes Logerende i _Palæet_ havde rørt
+sammen.
+
+Saa holdt Vognen for Døren, Kufferten kom op hos Kusken, Morten og Pelle
+steg til Vogns — det var paa høje Tid. Det gik i Fart nedover, Lasse
+Fredrik og Søster stod paa hver sit Trin helt ned til Hovedvejen; saa
+sprang de af og løb tilbage. Deroppe ved Gavlen stod Ellen og vinkede —
+med Svend Trøst ved Haanden.
+
+„Det maa være underligt at rejse væk fra det hele,“ sagde Pelle.
+
+„Ja for dig maatte det være underligt,“ svarede Morten og kastede et
+sidste Blik tilbage efter Pelles Hjem. „Men jeg rejser jo ikke væk fra
+noget — jeg rejser det tvært imod i Møde.“
+
+„Det bliver i al Fald underligt, ikke at have dig trampende over Hovedet
+længer — især for Ellen og Børnene. Men du la’r vel høre fra dig?“
+
+„Det gør jeg. Og du holder mig lidt underrettet om, hvordan dit
+Foretagende trives.“
+
+Saa gik Toget. Pelle følte en egen Sugen under Hjærtet, mens han stod og
+stirrede efter det, som hvirvlede det noget af ham med sig. Det havde
+altid været hans Drøm at komme ud og se sig om i Verden; lige siden
+Garibaldi dukkede op i det trange Værksted derhjemme i Provinsbyen,
+havde han gaaet og glædet sig til det. Nu stak Morten ud — han selv kom
+nok aldrig afsted, han fik nøjes med den „Udenlandsrejse“ han havde
+haft.
+
+Et Øjeblik stod Pelle og stirrede ud langs Skinnerne, hvor Toget var
+forsvundet — med Sindet borte i tunge Drømme. Men saa vaagnede han og
+opdagede, at han uden at ville det havde staaet og følt sit Hjem som en
+Klods om Benet. Og derhjemme gik Ellen og Børnene og kiggede langt
+efter, om han ikke snart kom — mens han stod her og drømte sig bort fra
+dem! De tog sig ingenting til, før han var der, for Søndagen var jo hans
+Dag — den eneste Dag de havde ham rigtig. — Han skyndte sig ud og sprang
+paa en Sporvogn.
+
+Da han fra Sporvejslinjens Endepunkt sprang over Grøften ind paa Marken,
+fik han Øje paa Brun lidt fremme paa Stien. Den gamle Bibliotekar
+arbejdede sig møjsommeligt op over det stigende Land, hvert Øjeblik
+tvang hans Astma ham til at stanse. „Han er paa Vej ud til os!“ tænkte
+Pelle rørt; det var ikke før faldet ham ind, hvor besværlig denne Tur
+over Pløjemarker og ad daarlige Veje maatte være for den gamle Herre. Og
+alligevel gjorde han den flere Gange om Ugen for at komme ud og se til
+dem.
+
+„Ja, nu har I mig der igen,“ sagde Brun. „Bare I ikke bliver kede af mit
+Rend.“
+
+„Det er der vist ingen Fare for,“ svarede Pelle og tog ham under Armen
+for at lette ham Bakken. „Børnene er jo ganske tossede efter Dem!“
+
+„Ja Børnene, dem er jeg tryg nok ved — og dig ogsaa, Pelle! Men din Kone
+gør mig usikker.“
+
+„Ellen er noget forbeholden, men det er bare hendes ydre Væsen — hun
+holder meget af Dem,“ sagde Pelle varmt. „Den der tager Børnene paa
+Skødet, tager Ellen om Hjærtet.“
+
+„Mener du virkelig det? — Jeg har altid ringeagtet Kvinden, fordi hun
+mangler Personlighed — lige til jeg lærte din Kone at kende. Det er en
+sjælden Kone du har, Pelle; hun er stærk i sit Væsen — saa stærk at hun
+gør mig usikker. Kunde du ikke faa hende til at lade være med at kalde
+mig Hr. Brun.“
+
+„Jeg skal sige det til hende,“ sagde Pelle leende. „Men det er ikke
+sikkert det nytter noget.“
+
+„Denne _Hr. Brun_ er ved at blive mig en uudholdelig Person, skal jeg
+sige dig; og ude hos jer vilde jeg gerne have et Fristed for ham. Du
+skulde vide, hvad det vil sige hele sit Liv at trækkes med saadan en
+Herre, der ikke staar i inderligt Forhold til noget som helst. Andre
+hedder dog _Far_, _Bedstefar_, et eller andet menneskeligt; men mig
+affærdiger alle Livets Forhold med et _Hr. Brun_! — Tak Hr. Brun! —
+Mange Tak Hr. Brun!“ Den gamle var i sit desperate Humør, han gik og
+vrængede Ordet ud.
+
+„Det er nogle slemme Veje herude,“ sagde han pludselig og stansede for
+at puste. „Man begriber ikke at Markerne faar Lov at ligge her lige oven
+for Byen — at Spekulationen ikke melder sig.“
+
+„Det er vel Mosens Skyld dernede. Men nu har de forresten begyndt at
+fylde den ud ovre i den nordre Ende ser jeg,“ sagde Pelle.
+
+Brun kiggede interesseret derover ad, men rystede saa opgivende paa
+Hovedet.
+
+„Næ — jeg kan ikke se saa langt uden Briller — det er ogsaa en af
+Bøgernes Velsignelser. — Jo det er! Gamle Folk paa Landet tager dog kun
+til Brillerne, naar de skal se i en Bog; men jeg maa ty til dem, naar
+jeg vil orientere mig i Verden — det gør en stor Forskel. Det er
+Gadernes og de dumme Bøgers Skyld, at jeg er nærsynet; man faar ikke
+noget Udsyn, naar man ikke bor i det fri. Byen lukker for alle ens
+Sanser, og Bøgerne fører en bort fra Livet. Derfor tænker jeg ogsaa paa
+at flytte ud.“
+
+„Er det klogt nu til Vinteren? De egner Dem ikke til at tage ind og ud i
+al Slags Vejr.“
+
+„Saa opgiver jeg Biblioteket,“ svarede Brun. „Det vil ikke volde mig
+stor Sorg — jeg har tilbragt nok af mit Liv dér. Tænk dig Pelle, det gik
+op for mig i Nat, at jeg har været med til at katalogisere det meste af
+Verdens Literatur — men har ikke engang set et Barn blive svøbt! Hvad
+Ret har Folk som jeg til at snakke med?“
+
+„Jeg kan ikke forstaa det,“ sagde Pelle. „Mig har Bøgerne hjulpet til
+saa meget.“
+
+„Ja, fordi du havde det egenlige! Hvis jeg var ung, gik jeg ud og tog
+fat med mine Hænder. Jeg er gaaet Glip af mere ved aldrig at have
+arbejdet mig svedig og træt med mit Legeme, end du ved ikke at kende de
+store Klassikere. Jeg gaar og opdager min egen Fattigdom, Pelle; nu
+byttede jeg gærne alting væk for en Plads som Gammelfar i en lun
+Ovnkrog.“
+
+Børnene kom løbende ned over Marken. „Har du noget til os i Dag?“ raabte
+de paa lang Afstand.
+
+„Ja, men ikke før vi er kommet ind i Varmen. Jeg tør ikke knappe Frakken
+op herude for min Hoste.“
+
+„Jamen du gaar saa langsomt,“ sagde Svend Trøst. „Er det fordi du er saa
+gammel?“
+
+„Ja det er det nok,“ svarede den gamle Mand leende. „I faar øve jer i
+lidt Taalmodighed.“
+
+Men Taalmodighed var ikke det, de smaa havde mest af. De greb ham i
+Frakken og trak afsted med ham. Han var helt forpustet, da de naaede ind
+i Gangen.
+
+Ellen saa strængt paa Børnene men sagde ikke noget. Hun hjalp Brun af
+Frakken og Halstørklædet og fik ham godt bænket inde i Stuen. Saa gik
+hun ud i Køkkenet; Pelle forstod, at der var noget hun vilde ham, og
+fulgte efter.
+
+„Pelle,“ sagde hun alvorligt — „Børnene er altfor fri mod Hr. Brun. Jeg
+kan ikke forstaa at du ser roligt paa det.“
+
+„Jamen han er glad for det, Ellen — ellers kan du da begribe, jeg nok
+skulde bræmse dem. Han vil netop have det saadan. Og ved du, hvad jeg
+tror han vilde blive endnu gladere for? — om du tilbød ham at bo hos
+os.“
+
+„Nej det gør jeg aldrig,“ erklærede Ellen bestemt. „Det vilde se altfor
+underligt ud af mig.“
+
+„Men naar han nu trænger til et Hjem — og holder af os! Han omgaas ingen
+andre end os.“
+
+Ja — nej, det kunde Ellen alligevel ikke begribe — det de havde at byde
+paa. Og Brun som kunde købe al den Hygge, der var at faa for Penge. „Saa
+maatte jeg da i al Fald have nyt Dækketøj og gode Tæpper paa Gulvene —
+og mange andre Ting.“
+
+„Det kan du jo ogsaa faa,“ sagde Pelle — „naturligvis vil vi have det
+saa hyggeligt vi kan. Brun er forresten lige saa nøjsom som vi er.“
+
+Ja det kunde godt være; men Ellen var Husmoder, og der var Ting hun ikke
+kunde være bekendt. „Vil Hr. Brun gærne bo hos os, saa skal han ogsaa
+have det hyggeligt,“ sagde hun. „Men det er underligt, han ikke selv
+foreslaar det; det kan han dog meget bedre end vi.“
+
+„Nej det skal jo netop komme fra os — fra _dig_, Ellen. Han er lidt
+bange for dig.“
+
+„For mig?“ udbrød Ellen forfærdet. „Og jeg som — nej men der er jo
+ingen, jeg hellere vilde være god imod! — Saa skal jeg nok sige det,
+Pelle — men ikke lige nu.“ Hun tog sig til Kinderne, hun var blussende
+rød af Glæde og Forvirring over, at hendes lille Hjem var saa meget
+værd.
+
+Pelle gik ind i Stuen. Brun sad i Sofaen med Svend Trøst paa Skødet.
+„Det er en ordenlig Prop,“ sagde han — „men han ligner ikke sin Mor. Det
+er dine Træk helt igennem.“
+
+„Ellen er heller ikke Mor til ham,“ sagde Pelle sagte.
+
+„Naa saadan. Det er pudsigt med de tre Rynker i Panden, han har faaet
+efter dig — de ligner Bølgelinjerne i Danmarks Aasyn. I ser ud som I var
+vrede altid begge to.“
+
+„Det var vi ogsaa dengang,“ sagde Pelle.
+
+„Apropos Vrede,“ vedblev Brun — „jeg henvendte mig saa igaar til
+Politimyndighederne og fik udvirket, at de indstiller Forfølgelsen mod
+Peter Drejer — paa Betingelse af at han hører op med sin Agitation
+blandt Soldaterne.“
+
+„Det faar vi ham aldrig til at gaa ind paa. Det vilde være det samme som
+at opfordre ham til at afsværge sin Menneskeret. Peter Drejer har med
+megen Selvovervindelse lært sig at bruge parlamentariske Udtryk, og
+videre faar man ham sikkert ikke. I selve Sagen giver han aldrig Køb, og
+det maa jeg holde med ham i. Maa man ikke engang bekæmpe det bestaaende
+med aandelige Vaaben, saa hører jo alting op.“
+
+„Ja det er ganske rigtigt,“ sagde Brun — „jeg har bare ondt af ham.
+Politiet holder ham dér i en Tilstand af Betændthed altid — han har jo
+slet ingen Glæde af at være til.“
+
+
+
+
+                                  XVI
+
+
+Pelle haabede stadig paa, at Peter Drejer skulde vinde et roligere Syn
+paa Tilværelsen. Det var Meningen i Løbet af Foraaret at oprette en
+Fællesvirksomhed i Aarhus ogsaa, og Peter var udset til at sætte den i
+Gang. Men hans Sind syntes ulægeligt, hvergang han faldt lidt til Ro,
+rev Forholdene ham ud af den igen. Nu var det den tiltagende
+Arbejdsløshed, der gik ham paa.
+
+Og den stupide Forfølgelse holdt ham i en Tilstand af bestandig
+Ophidselse. Selv naar han som nu lodes i Ro, gik han med en irriterende
+Fornemmelse af, at man spekulerede i at faa ham til at forløbe sig —
+tilsyneladende lukkede Øjnene for at kunne slaa des kraftigere ned over
+ham. Han gik og vidste aldrig, om han var købt eller solgt.
+
+Virksomheden var saa stor nu, at de havde maattet forlægge den
+egenlige Fabrik til Bagbygningen og kun benyttede Kælderen til
+Reparationsværksted. Peter Drejer ledede dette Værksted, og noget at
+udsætte paa hans Ledelse var der ikke; han var energisk og paapasselig.
+Men til at lede et Arbejde efter en større Plan duede han ikke, hans
+Sind var i bestandig Svingning. Trods sine Ævner forbrændte han til
+ingen Nytte.
+
+„Han kunde ogsaa lade være med sin Agitation og tage sig noget nyttigere
+til,“ sagde Brun en Aften han og Pelle sad og drøftede dette. „Ved
+Voldsomheder skabes der alligevel ikke noget! — Og han selv render blot
+Panden mod Muren.“
+
+„Det har De ikke ment før,“ sagde Pelle. Det var Bruns Skrifter om
+Individets Ret, der fra først af havde vakt Peter Drejer til Eftertanke.
+
+„Nej, jeg ved det nok. Dengang troede jeg, at det hele maatte slaas i
+Stykker, for at der kunde opstaa en ny Verden af Kaos; jeg kendte jo
+ikke jer — og mine egne syntes jeg ikke var for gode at sprænge til
+Side; de laa blot og stoppede for Udviklingen. Men du har selv omvendt
+mig! jeg var lidt for hurtig til at dømme din Træghed — du har mere af
+Sammenhængen i Kroppen end jeg. Vor lille Virksomhed derinde har
+overbevist mig om, at Almuen gør klogt i at vedgaa Arv og Gæld efter
+Overklassen. Og det gør mig ondt at se Peter løbe af Sporet; han er en
+af jeres fremskudte Ævner. Kunde vi ikke faa ham herud — han kan faa mit
+ene Værelse! Jeg tror han trænger til lidt hyggeligere Forhold.“
+
+„Det er bedst, De selv foreslaar ham det,“ sagde Pelle.
+
+Næste Dag tog Brun med ind og foreslog det, men Peter Drejer betakkede
+sig. „Jeg har vist ingen Ret til Deres Komfort, saa længe der gaar tyve
+Tusend Mænd og hverken har at bide eller brænde,“ sagde han afvisende.
+„Men De er jo Anarkist,“ tilføjede han haanligt — „og Millionær efter
+hvad man siger. Hvad Nød har de Arbejdsløse saa!“ Han var blevet skuffet
+ved at lære den gamle Filosof personlig at kende, og lagde aldrig Skjul
+paa sin Uvilje.
+
+„De er vist ikke uvidende om, at jeg allerede _har_ stillet min Formue
+til Fattigmands Raadighed,“ sagde Brun krænket. „Maaden trøster jeg mig
+til forsvarer sig selv engang. Dersom jeg i Dag fordelte hvad jeg ejer
+mellem de Arbejdsløse, vilde det være slikket bort som Dug inden i
+Morgen — saa bundløs er desværre Nøden nu.“
+
+Peter Drejer trak paa Skuldrene — des mere Grund syntes han der var til
+at hjælpe.
+
+„Vil du da forlange, at vi ofrer vor store Plan om at gøre al Nød
+overflødig, for en Gang Mad til de Trængende?“ spurgte Pelle.
+
+Ja Peter saa kun Nøden i Dag — den var ham en saa græsselig Virkelighed,
+at Fremtiden fik være.
+
+Der var foregaaet en Forskydning med ham, han syntes helt at have brudt
+med Udviklingen.
+
+„Han gaar og ser for meget,“ sagde Pelle til Brun, — „og nu har Hjærtet
+taget Herredømmet over Forstanden. Lad ham hellere være i Fred, vi faar
+ham alligevel ikke til at indrømme noget men ophidser ham bare. Det kan
+ikke lade sig gøre at færdes i alt det han lever i — og alligevel blive
+ved at holde Hovedet klart; enten maa man lukke Øjnene og forhærde sig,
+eller ogsaa sprænges man.“
+
+Peter Drejers Hjærte gjorde Obstruktion. Ofte maatte han stanse midt i
+sit Arbejde og gispe efter Vejret. „Jeg kvæles,“ sagde han saa.
+
+Som han var der mange — den stadig voksende Arbejdsløshed begyndte at
+sætte Panik i Sindene. Det var ikke længer de unge Brushoveder
+alene, som gik og tabte Taalmodigheden. Af den store kompakte
+Organisationsmasse, hvori Enkeltvæsnerne hidtil ikke havde været til at
+skelne, traadte med ét enfoldige Mænd frem og gjorde sig latterlige ved
+at bære Tidens Sandhed lige paa Læben. Smaafolk der ingenting begreb af
+Livets Love, vaagnede ikke desto mindre skuffede af den Døs, Taktslaget
+havde hensat dem i — og rørte utaalmodigt paa sig. Der skete jo ikke
+noget — ikke andet end det, at det ene Elitefag efter det andet forlod
+dem og rykkede op i Borgerskabet.
+
+Bevægelsen havde hidtil været det faste Udgangspunkt, derfra skete alt
+hvad der var af Vigtighed, og derfra faldt Lyset over Dagen. Men nu
+pludselig fødtes der et Kim i de enfoldigste, og de satte et
+Spørgsmaalstegn ved Stikordet. Til alting svaredes der jo: naar
+Bevægelsen har sejret, bliver det anderledes! men hvordan kunde det
+blive anderledes, naar der ikke skete mindste Forandring, nu de dog
+havde Magt? Nok lidt Forbedring maaske — men ingen Forandring! Det var
+blevet et fast Nummer, et Omkvæd hvergang en Kvinde fødte i Dølgsmaal,
+en Mand stjal eller pryglede sin Kone —: det er Følgerne af Systemet! op
+og stem Kammerater! Men nu begyndte det at lyde idiotisk i Ørerne paa
+dem. For Fanden, de stemte jo af alle Kræfter! men derfor blev alting
+sku alligevel dyrere. Gu var man lovlydig, man formelig svedte af
+Parlamentarisme, og bestilte snart ikke andet end at erobre Mandater —
+og hvad saa? Var der maaske noget Menneske i Tvivl om, at Fattigper var
+i Flertal — knusende Flertal? hvad var det saa for noget Vrøvl, at
+Flertallet skulde erobres? Nej, de der sad inde med Magten, skulde nok
+vide at indrette det saadan, at de blev ved at beholde den — saa kunde
+man erobre Mandater lige saa tosset man vilde!
+
+Der var for megen Respekt i én for det Bestaaende — derfor gik det
+immervæk hen og spillede én paa Næsen! Det kunde sku være godt nok med
+al den Lovlighed — men man gik bare ikke gradvis fra det ene til det
+andet! Hvordan ku’ det ellers være, at der ingenting skete af det ny?
+Sagen var nok den, at hvert eneste Skridt hen imod det ny straks blev
+opædt af den bestaaende Tingenes Tilstand — og blev til Spæk paa
+Ribbenene af den. Kapitalen fedede sig sku, hvad Pokker man saa gjorde
+ved den; den var som Katten, der altid kommer ned paa Poterne. Hvergang
+Arbejderne tiltvang sig en lille Lønstigning, gangede Arbejdsgiverne det
+med to og lagde det over paa Varen — det var derfor de begyndte at blive
+saa medgørlige over for visse Lønkrav! Og dem der fik det lidt godt,
+lokkede Kapitalen over paa sit Parti — saa de andre kom til at sidde
+tilbage som Luseproletariat. Det ku’ sku godt være, at Bevægelsen havde
+gjort et stort Stykke Arbejde! — men der skulde forbandet gode Øjne til
+at faa Kig paa det.
+
+Saadan rejste der sig Røster. Fra først af var det jo kun Sutter, som
+ingen behøvede bryde sig om; Værtshusdrivere som sad og brokkede ondt af
+sig i deres Donner. Men efterhaanden blev det en Tale, som gik fra Mund
+til Mund, Arbejdsløshedens Spøgelse huserede i alle Hjem og fik Mændene
+til at tænke over Tingene engang igen for egen Regning; ingen kunde
+vide, hvornaar Raden kom til ham at stryge Brosten.
+
+Pelle havde let ved at fange Tonen i alt dette, det var hans eget Opgør
+med Fremrykningen dengang han kom ud af Fængslet, der nu var ved at
+blive Allemands. Men nu var han selv en anden! Han var ikke længer vis
+paa, at Bevægelsen havde været saa helt hen i Vejret; udrettet noget af
+det der sætter Skel havde den ikke, men den havde holdt Apparatet i Gang
+og styrket det. Den havde baaret Masserne hen over en død Tid, selv om
+det skete ved at lade dem vandre i Ring. Og nu var Ideen parat til at
+tage dem igen! Kanske var det godt, at der ikke var sket altfor store
+Fremskridt — ellers var de vel aldrig vaagnet mere. De maatte hellere
+sulte lidt endnu — til de kunde indrette sig i deres egen Verden — fede
+Slaver tabte let Friheden af Syne.
+
+Bag ved det misfornøjede Ævl kunde Pelle høre det ny spøge — det gav sig
+mærkelige Udslag. Et Hold Arbejdere — vel et Par Hundrede Mand — der var
+beskæftigede ved et stort Udgravningsarbejde, blev ledige ved at
+Entreprenøren gik fallit. En ny Entreprenør overtog Arbejdet, men de
+stillede som Betingelse for at tage fat igen, at han betalte dem den
+Arbejdsløn de havde tilgode — og Spaserepenge. „Vi faar ingen Del i
+Kagen,“ sagde de — „saa maa I ogsaa selv bære Risikoen!“ De gjorde den
+ene Arbejdsgiver ansvarlig for den anden! — og sagde lunefuldt nej til
+godt Arbejde paa en Tid, hvor Tusender gik ledige! Den offenlige Mening
+var lige ved at tabe Hovedet, selv deres egen Presse tog Afstand fra
+dem. Men de stod stædigt paa deres og sluttede ind i Strømmen af
+Arbejdsløse, til man bøjede sig for deres urimelige Paafund.
+
+Pelle hørte en ny Tone her. For første Gang gjorde Underklassen
+Kapitalen ansvarlig for dens Synder uden smaaligt at skelne mellem Per
+og Povl. Der begyndte nok at komme Perspektiv i Solidaritetsfølelsen!
+
+Den store Lede ved at vandre i en aandelig Ørken gravede sig igen engang
+frem til Overfladen; han havde oplevet det samme en Gang før — da
+Bevægelsen rejstes; men denne Gang kom Opbruddet forunderligt nok fra
+Bunden af alting. Det begyndte med blinde Angreb paa Parlamentarismen og
+Stemmeretten og Parolerne, der var et ubevidst Oprør mod Tvang og
+Bunkebehandling i det. Ved en ufattelig Fornyelsesproces begyndte Massen
+at løse sig ud i Enkeltvæsner, der midt i de daarlige Tider gav sig til
+at spørge efter Jeget og Lovene for dets Tilfredsstillelse. Helt nede
+fra Bunden kom de og forlangte deres lusede pjaltede Individ
+respekteret.
+
+Hvor kom det fra? Det var en komplet Gaade! Lød det ikke taabeligt, at
+Fattigper efter et aarhundredlangt Liv i Pjalter og Forhutlethed, der
+endte med hans fuldkomne Udslettelse i Kollektivismen — nu skulde dukke
+frem i Dagen med det stærkeste Krav af alle og fordre at faa sin Sjæl
+igen?
+
+Pelle kendte de Unges Utaalmodighed igen i dette Røre — ikke for
+ingenting var Peter Drejer Sjælen i de Arbejdsløses Møder. Peter vilde
+have ham til at komme og tage Ordet, og et Par Gange fulgte han med —
+han maatte have Rede paa de Menneskers Forhold til sin Ide. Men han
+holdt sig i Baggrunden og var ikke til at drive op paa Talerstolen; med
+disse forvirrede Sammenstimlinger, der vendte op og ned paa alle
+Begreber, havde han ikke noget at skaffe. Give dem Mad i Dag kunde han
+jo alligevel ikke, og de stærke Ord var han vokset fra.
+
+„Gaa op og giv dem et godt Ord — ser du da ikke hvor udsultede de er!“
+sagde Peter Drejer en Aften. „De har Fidus til dig endnu fra gamle Dage.
+Men lad være med at præke Kooperation; man fodrer ikke sultne Mennesker
+med Fremtidsmusik.“
+
+„Giver du dem Mad da?“ spurgte Pelle.
+
+„Nej det kan jeg jo ikke; men jeg giver dem Afløb for deres
+Forurettethed og faar dem til at rejse sig og protestere. Det er dog
+altid noget, at de ikke tier og taaler længer!“
+
+„Og hvis de i Morgen faar lidt at fjæle i Skrutten, saa er den hele
+Staahej glemt — men af Stedet er de ikke kommet. Er det ikke ligegyldigt
+om de lider Nød i Dag — i Forhold til det Spørgsmaal om de skal det til
+evig Tid?“
+
+„Kan du læsse Ansvar paa de Stakler dér, saa maa du være en haard Hund!“
+sagde Peter hidsigt.
+
+Ja vel, nu galdt det netop om at gøre sig haard, paa sin Medfølelse
+alene udrettede man ingenting! den der gik med rindende Øjne, duede ikke
+til Kusk gennem Mørket. — —
+
+Det var en død Tid, man maatte være glad man kunde holde den indvundne
+Stilling; nye Udvidelser var det ikke til at tænke paa før Foraaret. Men
+Pelle arbejdede ihærdigt paa at hværve Tilhængere for sin Ide, han havde
+faaet en Diskussion i Gang i Partipressen og holdt Foredrag. Han opsøgte
+helst de rolige Fagforeninger, forsmaaede al agitatorisk Veltalenhed og
+lagde sin Ide sagligt frem, byggede den op fra sine egne Erfaringer, til
+den uden noget Spræl — ved Kendsgærningernes blotte Magt — omsluttede
+Verden. Netop de træge vilde han have fat i, dem der havde været
+Bevægelsens urokkelige Kærne gennem alle Aarene, og trofast blev ved at
+gaa i det gamle Fodslag skønt det ikke førte noget Sted hen. Det var
+Kærnetropperne fra den store Kamp, der først og fremmest maatte kaldes
+paa! Dem kendte han, fik han dem til at gaa i Ilden for sin Ide med
+deres ubrødelige Disciplin, saa var meget vundet.
+
+Det var paa høje Tid en ny Ide kom og tog dem videre, de var gaaet
+trætte i den bestandige Marsj paa Stedet, Bevægelsen var ved at løbe af
+dem. Men nu kom han med en Ide, de aldrig skulde gaa trætte paa, og som
+kunde bære dem helt igennem. Og ingen skulde komme og sige, at han ikke
+kunde fatte den, for det var Hjemmets enkle Tanke, ført ud til at
+omfatte det hele. Ellen havde lært ham den, og kunde de den ikke selv,
+saa fik de gaa hjem til deres Koner og lære den! _de_ gik ikke og rugede
+over, hvem af Familien der ydede mindst eller tærede mest, men gav
+enhver efter hans Behov og saa paa den gode Vilje. Som et godt og
+kærligt Hjem, hvor ingen rendte den anden ned, skulde Verden være — mere
+indviklet var det hele ikke!
+
+Pelle var paa Færde tidlig og silde. Der gik næsten ikke en Dag, uden
+han holdt Foredrag eller skrev om sin Kooperationstanke. Ofte blev han
+kaldt ud i Provinsen for at tale, Folk vilde se og høre den mærkelige
+Fabrikant, der ikke tjente mere end sine Arbejdere.
+
+Paa disse Rejser lærte han Landet at kende og saa at adskilligt i hans
+Tanke allerede var foregrebet derude. Bonden, der blev stiv af Skræk,
+naar man nævnede Ordet Socialist, praktiserede i stor Stil Bevægelsens
+Ideer; han havde indrettet sig kooperativt og spundet Landet ind i
+Brugsforeninger.
+
+„Dér maa vi knytte til, naar vi faar vort Foretagende bedre i Orden,“
+sagde han til Brun.
+
+„Bare Bønderne vil arbejde sammen med os,“ indvendte Brun. „De er jo
+konservative af sig.“
+
+Dette her var nu nærmest revolutionært; saa vidt Pelle kunde skønne, var
+der snart ikke saa stor Plads som en Negl for den rene Kapital at snylte
+paa derude. Bønderne gik bare stille med deres! Pelle var selv af
+Bondeslægt og tvivlede ikke om, at han nok skulde faa Føling med Landet
+naar den Tid kom.
+
+Udviklingen forberedtes fra flere Sider — den brød man nok ikke med, om
+man vilde naa noget. Den var som en bunden Lov om Vækst i Tilværelsen,
+en ubrødelig Gudstanke, der løb gennem det hele! Nu førte den ham og
+hans i Ilden, og naar de rykkede frem, maatte der ingen sidde tilbage.
+Saa lyst og stort et Kald var endnu intet Samfundslag rykket frem med,
+de skulde for altid gøre Ende paa den Skændsel, at Menneskesnillet sad
+og vejede Rummets Kloder, men glemte at veje Brødet retfærdigt ud.
+
+Den vaagnende Misfornøjelse med det gamle var han ikke ked af, den slog
+Hul paa de tilgroede Sind og skabte Mulighed for det ny. Foreløbig vandt
+han ingen større Tilslutning; forskellige ny Strømninger kæmpede om
+Sindene, der i deres vaklende Søgen droges snart til den ene Side snart
+til den anden. Men han havde en lys Følelse af at tjene en Verdenstanke,
+og tabte ikke Modet.
+
+Arbejdsløsheden og den vaagnende Jegfølelse fik mange til at slutte sig
+til Peter Drejer, de oprørtes mod Tilstandene, og nu saa de ingen anden
+Udvej end at bryde med alting. De sprang nøgne frem af intet og krævede
+deres Personlighed respekteret, men dens Byrder kunde de ikke bære endnu
+— og deres haabløse Syn paa Elendigheden truede med at kvæle dem. Saa
+lavede de Obstruktion, deres egen Sprængthed fik dem til at ville
+sprænge det hele. De var hans besværligste Modstandere.
+
+Hidtil havde de haft sørgelig Ret, men nu begreb han ikke deres
+desperate Utaalmodighed længer. Han havde givet dem en Ide nu, hvormed
+de kunde erobre Verden netop ved at bevare Sammenhængen; og naar de ikke
+tog ved den, maatte de være syge. Ud fra det Synspunkt tog han deres
+splittende Agitation med Ro; Sundheden skulde nok sejre!
+
+For Tiden agiterede Peter Drejer for en Massedemonstration fra de
+Arbejdsløses Side. Han vilde have, de alle tyve Tusend Mand med Koner og
+Børn skulde slaa sig ned paa Raadhuspladsen eller Amalienborg Slotsplads
+— og nægte at flytte sig derfra til Samfundet tog sig af dem.
+
+„Saa har Offenligheden Valget mellem at høre paa deres Krav eller køre
+op med Sprøjter og Kanoner,“ sagde han. Kanske gik der saa Hul paa
+Spørgsmaalet.
+
+„Pas saa paa, Politiet ikke arresterer dig,“ sagde Pelle advarende. „Saa
+staar dine Folk uden Hoved — og du har lokket dem op i en latterlig
+Situation, som kun fører til Nederlag.“
+
+„De skal tage sig i Agt, de Køtere!“ svarede Peter truende. „Den første
+Haand der griber efter mig, hugger jeg til.“
+
+„Og hvad saa? Hvad opnaar du ved at slaa til Betjentene? De er kun
+Redskabet — og der er nok af dem!“
+
+Peter lo skarpt: „Nej det er ikke Betjentene — og heller ikke
+Assistenten — — eller Politidirektøren! Det er ingen, du — — det er saa
+bekvemt, ingen kan gøre for det! Paa den Maade har man altid snigløbet
+os — overalt dukker Ondet sig og forsvinder, naar man vil have fat i det
+—: det var ikke mig! Nu Arbejderen staar og kræver sin Ret, ser
+Arbejdsgiveren ogsaa sin Fordel ved at forsvinde, og det upersonlige
+Aktieselskab dukker op. Aa, denne Satans Skulken udendom! hvor skal man
+henvende sig? — der er ingen der har Skylden mere! Men ser du, nu _skal_
+der gøres for det! rammer jeg Haanden, saa rammer jeg ogsaa det der
+staar bag — man maa slaa til det man kan se. Jeg har anskaffet mig en
+Revolver mod Politiet, det skal ikke upaatalt gøres til et uskyldigt
+Levebrød at bære Vaaben mod sine egne.“
+
+
+
+
+                                  XVII
+
+
+Pelle kom en Lørdag Aften hjem med Toget, han havde været ude i en
+Provinsby og hjulpet et kooperativt Foretagende i Gang.
+
+Det var sent, men mange Butikker havde endnu aabent, de kastede
+straalende Lys ud i Ruskregnen, hvor Gadens sorte Strøm randt bestandig
+lige fort. Nu først kom de arbejdende Kvinder fra den indre By, blege
+Maskinskriversker, Kasserersker, der endnu havde Kolportage-Romanens
+Spænding i Øjnene, Syerskerne fra de store Forretninger. Nogle hastede
+afsted med Blikket ligeud uden at lade sig forstyrre af Gadens enlige
+Sværmere — de havde noget som ventede dem — kanske et lille Barn. Andre
+havde ikke noget at haste efter men gik og saa sig trætte om — og kunde
+pludselig leve op ved Synet af en ung Mand i Vrimlen.
+
+Rengøringskoner var paa Vej hjemad med Kurven paa Armen; de havde haft
+en lang Dag og slæbte Benene tungt efter sig. Gaden var fuld af
+kvindelige Arbejdere, det var den omvendte Verden! de daarlige Tider
+kaldte Kvinderne frem og lod Mændene sidde. Paa Hjemvejen besørgede de
+Indkøbene for Søndagen; inde hos Slagter og Spækhøker stod de og hang
+som trætte Øg og ventede paa deres Tur. Blaafrosne Unger stod og rakte
+sig, med Haanden krampagtigt knyttet om Skillingerne; de lagde Hagen paa
+Disken og gloede forslugent paa Madvarerne, mens Lyset brødes
+forunderlig rigt i deres glubske Øjne.
+
+Pelle gik rask til for at komme ud paa det aabne Land. Han holdt ikke af
+disse øde Gader i Byens Udkant, hvor Armoden rejste sig som et
+Fuglefjæld paa begge Sider af den smalle Kløft, og Mørket sukkede under
+saa meget. Naar han kom ind i saadan en endeløs Stenkløft, hvor Et- og
+Toværelseslejlighederne strakte sig over hinanden i syv Rækker saa langt
+han kunde se, truede Modet med at svigte ham. Det var som at vandre paa
+en uhyre Kirkegaard for brustne Haab, alle disse Tusender Familier var
+lige saa mange Vanskæbner; de havde lagt lyst og haabefuldt ud
+allesammen, og nu sad de her og sloges med Tomheden.
+
+Han gik rask udad langs Markvejen, det var bælgmørkt og regnede, men han
+kunde Grøfter og Stier udenad. Langt oppe paa Bakken skinnede et Lys,
+det mindede om en Stjærne der stod lavt paa Himlen — det maatte være
+Lampen fra Bruns Soveværelse. Han undredes paa, at den gamle var paa
+Færde endnu; han blev hurtig træt, nu han var kommet ud af et langt Livs
+Beskæftigelse, og plejede at gaa tidlig i Seng. Han havde maaske glemt
+at slukke Lampen.
+
+Pelle havde slaaet Kraven op om Ørerne og følte sig hyggelig til Mode —
+han holdt af at gaa ene i Mørket. I gamle Dage havde dets gabende Tomhed
+fyldt ham med panisk Skræk, men Fængslet havde gjort hans Sind
+fortroligt med det; han kunde gaa og glæde sig til disse ensomme Natture
+hjem over Markerne. Saa døde Byens Larm bag ham, og han indaandede den
+rene Luft, der syntes at staa lige ind mod ham fra Verdensrummet. Alt
+det, Manden ikke kan dele med nogen, kom op i ham paa disse Ture. I den
+daglige Kamp kunde han ofte nok have en nedslaaende Fornemmelse af, at
+Udfaldet beroede paa rene Tilfældigheder. Det var ikke nemt at skaffe
+sig Ørenlyd gennem den tusendstemmige Larm; der skulde Sensation til for
+at fange Opmærksomheden, og han kom blot med en ganske ordinær Ide og
+paastod, at den uden at stanse et Hjul kunde omskabe Verden. Det
+bestaaende gjorde sig ikke engang den Ulejlighed at bekæmpe ham, selv
+Fabrikanterne inden for Faget tog hans Foretagende med Ro og lod til at
+have opgivet Krigen mod ham. Han havde ventet sig stor Modstand og
+glædet sig til at overvinde den — og denne Ligegyldighed fik ham
+undertiden til at tvivle om sig selv. Hans ubetvingelige Ide gik jo blot
+under i Livets brogede Virvar!
+
+Men her ude paa Landet, hvor Natten laa over Jorden som stor Ro, fik han
+sine Kræfter igen. Alt det ligegyldige faldt bort, og han saa, at han
+ligesom de dybe Bropiller havde sit egenlige under Overfladen. Saa
+uanseligt han ragede op, hvilede han paa et uhyre Underlag, Ensomheden
+omkring ham afslørede det for ham og fik ham til at føle sig vældig.
+Mens man oversaa hans Foretagende, skulde han gøre det saa stærkt, at de
+løb Panden imod det naar de vaagnede.
+
+Pelle var glad for at bo paa Landet, det var hans Drøm engang at flytte
+Arbejderne der ud igen. Byen fik han mere og mere imod, han lærte aldrig
+at blive helt fortrolig med den. Det var bestandig lige besynderligt at
+færdes i denne summende Kube, hvor hver syntes at snurre for egen
+Regning og alle dog bankedes ind under én stor Vilje — Sultens. Byen
+øvede en dump Magt over Sindene, den drog de fattige til ved en Løgn om
+Lykken. Og naar den først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. Den
+giftige Luft var ligesom Opium, de usleste Stakler drømmer sig Lykken i
+den; og naar de først havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker
+for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa altid noget
+forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som lurede den blot paa at drage
+Mennesker ind i Nettet og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres af
+de mange Lyde, men Mørket bar det frem.
+
+Hver Aften inden Pelle gik i Seng, maatte han ud til Gavlen og stirre ud
+i Natten; det var en gammel Bondeskik, han havde arvet fra Lassefar og
+hans Far igen. Saa søgte hans Blik spørgende ned over Byen, hvor hans
+Tanker i Forvejen var. Paa Solskinsdage var den kun Røg og Dis, men
+saadan en bælgmørk Nat laa der et festligt Lysskær over den. Byen havde
+en egen Ævne til at fælde Mørket ned over sig og tænde hvidt kunstigt
+Lys i det. Den laa lavt — ligesom en _Sump_ med Fald fra alle Sider —
+alle Afløb mundede ud i den; dens lysende Taage syntes at naa ud til
+Landets yderste Grænser — alting søgte denne Vej. Store Guldfluer stod
+og gyngede over _Sumpen_ i metallisk Pragt, Myg dansede hen over den som
+sorgløse Skygger. Der stod en uophørlig Summen af det; og nedenunder laa
+Dybet, som havde fostret dem, og boblede saa han kunde høre det helt
+herop.
+
+Undertiden flakkede Byens Lys op over Himlen som Genskæret fra en uhyre
+Esse. Det var som et umaadeligt Hjærte bankede panisk i Mørket dernede,
+hans eget smittedes af det og snøredes sammen i uklar Angst. Skrig kunde
+pludselig stige op dernede fra, og man ønskede det næsten; et stærkt
+Udbrud var en Lettelse oven paa den evige latente Spænding. Dernede
+under Stadens Mure var Mørket altid levende, som en tung Livsstrøm gled
+det afsted, randt trægt mellem Kipper og Buler og Kaserner med sit
+skæbnesvangre Indhold af Nød og Forbandelser. Dets dulgte Færden indgød
+ham Rædsel; han hadede Byen for dens Mørke der fjælede saa meget. — —
+
+Han var stanset foran _Gryet_ og stod og stirrede nedover. Pludselig
+hørte han en Lyd indefra, som fik ham til at fare sammen; han lukkede
+sig hurtigt ind. Ellen kom ud i Gangen, hun saa forstyrret ud.
+
+„Gudskelov du kom,“ udbrød hun — „Anna er saa syg.“ Hun glemte helt at
+sige Goddag til ham.
+
+„Er det alvorligt?“ spurgte Pelle og skyndte sig af Overtøjet.
+
+„Det er det gamle igen. Jeg lod en Vogn fra Gaarden køre ind efter
+Doktoren — det blev dyrt du, men Brun sagde jeg skulde. Hun skal have
+varm Mælk med Emsersalt og Sodavand i. — Du kommer til at slaa Kulden af
+dig ved Kakkelovnen, før du gaar op til hende — men skynd dig lidt. Hun
+ligger hele Tiden og spørger efter dig.“
+
+Sygeværelset laa i Halvmørke, Ellen havde hængt en rød Skærm over
+Lampen, for at Lyset ikke skulde genere den lille. Brun sad paa en Stol
+ved Sengen og stirrede ufravendt paa Barnet, som laa og smaapludrede i
+Feberdøs, han gjorde Tegn til Pelle at han skulde gaa stille. „Hun
+sover,“ hviskede han. Den gamle Mand saa ulykkelig ud.
+
+Pelle bøjede sig stille ned over hende; hun laa med lukkede Øjne men sov
+ikke, hendes hede Aande gik over hans Ansigt i korte Stød. Idet han
+vilde rette sig, aabnede hun Øjnene og smilede til ham.
+
+„Hvad er det med Søster, vil hun nu til at være syg igen?“ sagde han
+sagte. „Jeg troede Solen havde jaget den slemme Bronkitis væk.“
+
+Barnet rystede resigneret paa Hovedet. „Hør Kældermanden!“ hviskede hun.
+Han sad og peb af alle Kræfter nede i hendes Luftrør, hun lyttede efter
+ham med et alvorligt Udtryk. Saa listede hun sin Haand op, og strøg
+Faderen over Ansigtet som vilde hun trøste ham.
+
+Men Brun puttede den straks ned igen, og dækkede hende til om Skuldrene.
+„Dér kunde vi nær have sat Dukken over Styr,“ sagde han betænkeligt. Han
+havde lovet hende en stor Dukke, naar hun vilde holde sig godt dækket.
+
+„Faar jeg den endnu?“ spurgte hun gispende og stirrede forskrækket paa
+ham.
+
+„Ja vist faar du den. Og naar du skynder dig at blive rask, faar du en
+Vogn ogsaa, med Gummihjul.“
+
+Ellen kom ind og afbrød dem: „Nu har jeg gjort Hr. Bruns Soveværelse i
+Stand,“ sagde hun og lagde sin Haand beroligende over Barnets spændte
+Træk.
+
+Bibliotekaren rejste sig nølende: „Det vil altsaa sige det samme som, at
+nu skal Hr. Brun gaa i Seng,“ sagde han halv misfornøjet. „Ja ja, saa
+Godnat da! Jeg stoler paa I kalder, dersom det skulde blive værre.“
+
+„Hvor er han dog god,“ sagde Ellen sagte. „Han har siddet herinde hele
+Tiden og passet paa at Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham,
+fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv dy sig for at sludre med
+hende, hvergang hun aabner Øjnene.“
+
+Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Soveværelset og sat sin egen
+Seng herop for at vaage ved Barnet. „Nu skulde du gaa i Seng,“ sagde hun
+sagte til Pelle — „du maa jo være dødtræt efter Rejsen. Forrige Nat i
+Toget fik du vist heller ikke sovet noget.“
+
+Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyttede ikke, han vilde blive
+heroppe. „Jeg kan alligevel ikke sove under disse Forhold,“ hviskede
+han; „og i Morgen er det jo Søndag.“
+
+„Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog altid lidt.“
+
+Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stirrede op i Loftet,
+mens han lyttede til Barnets korte, rallende Aandedræt. Han kunde høre
+hun ikke sov; hun laa og legede med den rallende Lyd og fik Kældermanden
+til snart at snakke med grov Stemme, snart at pibe. Hun syntes helt
+fortrolig med denne ondartede Snakken med, der allerede havde kostet
+hende saa mange Sygetimer og lød saa pinligt i Pelles Øren. Hun havde en
+underlig resigneret Maade at bære Sygdom paa, som hørte Baggadens Væsner
+til; hun blev ikke urimelig og fordringsfuld men laa gærne og underholdt
+sig selv. Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod Lejet, hun var
+altid i bedst Humør, naar hun laa. Solen herude havde brunet hende godt,
+men der maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet Bugt med — man
+flyttede ikke saadan fra Baggadens onde Luft.
+
+Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle hende over Ende og hjalp
+hende til at spytte. Hun blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa
+ham med Øjne der var ved at briste under den voldsomme Anstrængelse. Saa
+kom Ellen med den varme Mælk og Emsersaltet, den lille drak det med et
+resigneret Udtryk — og faldt hen igen.
+
+„Saa slemt har det aldrig været før,“ hviskede Ellen — „hvad kan det saa
+nytte? Maaske er Landluften slet ikke god for hende.“
+
+„Det skulde den dog gærne være,“ sagde Pelle — „for ellers er hun jo en
+lille forgiftet Stakkel.“
+
+Ellens Stemme klang af den Mulighed, at de kunde komme til at flytte
+tilbage til Byen igen for Barnets Skyld. For hende var Byluften ikke
+ond, men simpelthen mildere end den herude. Gennem flere Slægtled var
+hun vænnet til den og havde overvundet dens skadelige Indflydelser; for
+hende var den god som kun Hjemegnens Luft er det. Hun kunde bo hvor det
+skulde være, men hendes Barndoms Egn maatte der ikke siges noget paa.
+Saa blev hun ivrig.
+
+Barnet var vaagnet ved deres Hvisken og laa og stirrede paa dem. „Jeg
+dør ikke? gør jeg vel?“ spurgte hun ud i Stuen.
+
+De bøjede sig over hende.
+
+„Nu skal du putte dig og ikke tænke paa saadan noget,“ sagde Ellen
+angst.
+
+Men Barnet blev haardnakket ved sit. „Hvis jeg nu dør, vil I saa sørge
+lige saa meget over mig som over Johanne?“ spurgte hun spændt og holdt
+dem fast med sine Øjne.
+
+Pelle nikkede, det var ham ikke muligt at sige noget.
+
+„Vil du tjære Loftet sort, for at vise at du sørger over mig? — Vil du,
+Far?“ vedblev hun ubønhørligt og saa paa ham.
+
+„Ja, ja!“ sagde Ellen fortvivlet og kyssede hende paa Munden for at faa
+hende til at tie.
+
+Saa lagde Barnet sig tilfreds om paa Siden; et Øjeblik efter sov hun.
+
+„Hun er ikke hed mere,“ hviskede Pelle. „Jeg tror Feberen er forbi.“
+Hans Ansigt var forfærdelig alvorligt; Døden havde strøget hen over det
+med sin kolde Haand. Han vidste det kun var i Spøg, men kunde alligevel
+ikke ryste Indtrykket af sig.
+
+De sad tavse og lyttede til Barnets Aandedræt, der lød roligt nu. Ellen
+havde søgt Pelles Haand, en Gang imellem gøs hun sammen. De rørte sig
+ikke, men sad blot og lyttede, mens Tiden randt syngende forbi dem. Saa
+galede Hanen dernede og vakte Pelle, Klokken var tre; Barnet havde sovet
+roligt i to Timer nu. Lampen var ved at brænde ud, han skimtede svagt
+Ellens Profil i Halvmørket; Svangerskabet havde fortæret noget af
+Sommerens Huld og gjort Ansigtet sartere. Hun saa træt ud.
+
+Han rejste sig lydløst og kyssede hende paa Panden. „Gaa nu ned og i
+Seng,“ hviskede han og førte hende hen imod Døren.
+
+Der lød listende Trin udenfor, det var Brun der var henne for at lytte
+til den Syge, han havde slet ikke været i Seng. Inde i hans
+Arbejdsværelse brændte Lampen, og Bordet var fuldt af Papirer; han havde
+siddet og skrevet.
+
+Han blev oprømt, da han hørte at Anfaldet nu var ovre. „Jeg synes
+hellere Fruen skulde traktere med en Kop Kaffe,“ svarede han, da Ellen
+skændte paa ham fordi han ikke sov.
+
+Ellen gik ned og lavede Kaffe. De drak den inde hos Brun; Dørene stod
+paa Klem, saa de kunde høre efter Barnet.
+
+„Det har været en drøj Nat,“ sagde Pelle og strøg sig over Panden.
+
+„Ja, skal det blive saadan ved, saa kommer vi vist til at flytte tilbage
+til Byen,“ sagde Ellen haardnakket.
+
+„Vi maa hellere begynde at give hende koldt Vand om Morgenen, saa snart
+hun er rask — og se at faa hende hærdet,“ sagde Pelle.
+
+„Ja Pelle tror, at det er den onde Luft og den gode der nu slaas om
+Barnet, og at det bare er derfor hun har det daarligere end inde i
+Byen,“ vendte Ellen sig til Brun.
+
+„Det er det ogsaa,“ sagde Brun alvorligt. „Og saadan et sygt Barn giver
+noget at tænke paa.“
+
+
+
+
+                                 XVIII
+
+
+Den næste Dag var man sent paa Færde. Ellen vaagnede først ved Titiden
+og var helt forskrækket; men da hun kom op, var der varmt og i Stand
+allevegne, Lasse Fredrik havde besørget det. Hun kunde gaa lige i Lag
+med Frokosten.
+
+Søster var helt kvik igen. Ellen flyttede hende ned i Dagligstuen og
+redte op paa Sofaen, dér sad hun helt stoppet ind i Puder — og spiste
+med ved Bordet.
+
+„Er du ked af, Søster bli’r rask, gamle Mand?“ spurgte Svend Trøst.
+
+„Jeg hedder ikke gamle Mand. Jeg hedder Bedstefar — eller ogsaa Hr.
+Brun!“ sagde Bibliotekaren leende og saa hen paa Ellen. Hun rødmede.
+
+„Er du ked af, Søster bli’r rask, Bedstefar?“ gentog Drengen med en
+morsom pedantisk Ordrethed.
+
+„Men hvorfor skulde jeg dog være ked af det, du lille Dumrian?“
+
+„For saa skal du jo gi’e Penge!“
+
+„Dukken ja — det er skam ogsaa sandt. Du maa ha’e Taalmodighed til i
+Morgen, Søster — for i Dag er det Søndag.“
+
+Anna havde spist sit blødkogte Æg og vendt Skallen om i Æggebægeret, saa
+det saa ud som Ægget ikke var rørt. Hun skubbede det langsomt hen mod
+Brun.
+
+„Hvad er det nu?“ udbrød han og skubbede Brillerne op i Panden. — „Du
+har jo ikke spist dit Æg.“
+
+„Jeg kan ikke,“ sagde hun og hang med Hovedet.
+
+„Men hun maa jo fejle noget,“ sagde den gamle himmelfalden — „saadan et
+stort fedt Æg! Ja ja, saa spiser _jeg_ det.“ Han gav sig til at banke
+Hul paa Ægget, Anna og Svend Trøst fulgte hans Bevægelser med jublende
+Øjne og maatte holde sig for Munden; først i det Øjeblik Skeen plumpede
+igennem Skallen og Brun fór op for at kyle dem det hele i Hovedet,
+sprudede de løs. Det var en Spas, der kunde gentages saa tidt det skulde
+være, uden at de tre fandt den forslidt.
+
+Mens de spiste, kom Bonden oppe fra Bakkegaarden for at meddele, at de
+maatte belave sig paa at flytte, da han agtede at sælge Huset. Det var
+en af disse Overdrevets Bønder, som Storstaden havde slaaet ud af
+Ligevægt. Han havde siddet heroppe og set den gro ud om den ene Gaard
+efter den anden og gøre Ejerne til Millionærer, og gik bestandig og
+ventede paa at Turen skulde komme til ham. Jorden forsømte han, selv den
+rigeste Høst blev jo latterlig lille ved Siden af hans gyldne Drømme —
+saa fik Markerne Lov at ligge og bære Ukrudt.
+
+Ellen var lige saa bestyrtet som Pelle ved Tanken om at skulle forlade
+_Gryet_; det var deres Hjem — deres Rede tilmed; al deres Lykke og
+Trivsel hang i Grunden sammen med denne Plet.
+
+„De kan jo købe Huset,“ sagde Bonden. „Jeg har et Bud paa femten Tusend
+— det vil jeg lade det gaa for.“
+
+De sad og drøftede det, efter at han var gaaet. „Det er meget billigt
+for det,“ sagde Brun. „Om et Par Aar har I Byen ud ad disse Kanter, og
+saa er det mindst det dobbelte værd.“
+
+„Ja det kan nok være,“ sagde Pelle. „Men Beløbet skal baade skaffes til
+Veje og forrentes.“
+
+„Der indestaar jo otte Tusind i 1ste Prioritet, og Hypotekforeningen
+laaner det halve — det bliver tolv. Saa er der tre Tusend igen, og dem
+er jeg ikke bange for at sætte i som tredje Prioritet,“ sagde Brun.
+
+Men det holdt Pelle ikke af. „Der bliver Brug nok for Deres Penge i
+Virksomheden,“ sagde han.
+
+„Ja ja! Men naar I sætter Huset i Stand og lader det omvurdere, er jeg
+vis paa I kan faa alle femten Tusend i Laaneforeningerne,“ sagde Brun.
+„Jeg tror, I staar jer ved det.“
+
+Ellen havde faaet Blyant og Papir fat og sad regnede. „Hvor mange
+Procent skal man regne til Renter og Afdrag?“ spurgte hun.
+
+„Fem,“ mente den gamle. „I gør jo selv alt Arbejdet ved
+Vedligeholdelsen.“
+
+„Saa tør jeg godt,“ sagde hun og saa frejdigt paa dem. „Det maatte være
+morsomt at eje sit Hus selv! Synes du da ikke, Pelle?“
+
+„Nej jeg syntes det er ganske vildt,“ svarede Pelle. „Vi kommer til at
+sidde for en Husleje af halvottende Hundrede Kroner.“
+
+Ellen var ikke bange for den Husleje, det kunde Hus og Have nok bære.
+„Og om nogle Aar kan vi sælge Jorden til Byggegrunde og tjene mange
+Penge,“ sagde hun. Hun var rød i Kinderne.
+
+Pelle lo: „Ja Spekulationen — er det ikke den Bakkegaardsbonden er ved
+at gaa i Stykker paa?“ Han havde nok om Ørerne og følte ingen Trang til
+selv at have Ejendom at slaas med.
+
+Men Ellen blev blot mere og mere opsat. „Saa køb det selv da!“ sagde
+Pelle leende. „Jeg har ingen Lyst til at blive Millionær.“
+
+Ja det vilde Ellen gærne. „Men saa skal Huset ogsaa være _mit_,“
+erklærede hun. „Og dersom jeg tjener Penge paa det, vil jeg have Lov til
+at bruge dem ganske som jeg vil. De skal ikke gaa ind i jeres bundløse
+Fælleskasse.“ Mændene lo.
+
+„Brun og jeg gaar os en Tur,“ sagde Pelle. „Saa kan vi jo gaa ind og
+skrive Slutseddel for dig med det samme.“
+
+De gik neden om Haven og fulgte Bakkeranden Syd efter. Vejret var klart,
+det var slaaet om til let Frost, ned over Markerne laa hvid Rim. Hvor
+den lave Sol faldt paa, smæltede Rimen og det vissent grønne Græs kom
+frem.
+
+„Her er i Grunden smukt,“ sagde Brun. „Se hvor pyntelig Byen tager sig
+ud med sine Taarne — man skal bare ikke bo dernede. Jeg sad og tænkte
+paa det i Nat, da Barnet laa der og sloges med Hosten — Arbejderne faar
+i Grunden ingen Del i Solen! Heller ikke de der forøvrigt har det
+ordenligt. Og saa fik jeg Lyst til at bygge Boliger til vore Folk her
+paa Bakkekammen til begge Sider af _Gryet_ — den ny Tids Folk skulde
+gærne bo højere og lysere end andre. Jeg har tænkt mig det ordnet
+saaledes, at jeg foreløbig stod i Forskud for Grundene, og Virksomheden
+efterhaanden indløste dem af sit Overskud. Det er nok saa praktisk som
+at dele Overskuddet mellem Arbejderne, derved skaber vi Værdier for
+Foretagendet. Apropos Overskud — du har arbejdet godt Pelle! Jeg tog et
+Skøn over det i Nat, der bliver allerede en halv Snes Tusend i Aar. Naa,
+men for at komme tilbage til det vi talte om: Prioritetslaanene plejer
+at kunne dække Omkostningerne ved Bebyggelsen, og naar de om en Aarrække
+er amortiserede, staar det hele ubehæftet.“
+
+„Hvem skal eje det?“ spurgte Pelle. Han gik og tyggede paa et Straa, og
+satte Benene sindigt frem — som en Bonde der gaar i Pløjejord.
+
+„Fællesskabet! Det skal ordnes saaledes, at Husene ikke kan overdrages
+og ikke behæftes med ny Laan. Vore Fællesforetagender maa unddrages
+enhver Form for Spekulation, derved begrænses Kapitalens Omraade. Det
+hele skulde hvile i sig selv, og kunne ophæve Privatejendommen inden for
+sine Rammer. Du ser, det er din egen Ide om et Samfund i Samfundet, jeg
+bygger videre paa! Endnu er det ikke nemt at finde en juridisk Form,
+hvorunder det hele kan hvile i sig selv; men foreløbig leder du og jeg
+det — og Morten hvis han vil være med. Jeg tænker han kommer hjem med
+friske Kræfter!“
+
+„Og hvornaar skal den Plan realiseres? Bliver det i en nær Fremtid?“
+
+„Allerede nu i Vinter havde jeg tænkt — derved bøder vi jo ogsaa lidt
+paa den store Arbejdsløshed. Tredve Huse — det er dog altid en
+Begyndelse. Og bagved ligger jo hele Verden, Pelle!“
+
+„Vil De gøre Benyttelsen af Boligerne obligatorisk for vore Arbejdere?“
+
+„Ja — Fællesskabet forpligter. Man kan ikke være halv udenfor og halv
+indenfor! — Naa, hvad synes du saa?“
+
+„Det er en stærk Plan!“ sagde Pelle. „Vi rejser vor egen By her paa
+Bjærget.“
+
+Den gamles Ansigt lyste af Glæde. „Der er dog lidt ved mig, hva’? — der
+er ogsaa gammelt Forretningsblod i mine Aarer. Mine Forfædre har tømret
+sig en Verden sammen — hvorfor skulde jeg være ringere end de? Jeg
+skulde have været yngre, du Pelle!“
+
+De gik rundt om Bakken og kom til Gaarden fra den anden Side. „Det hele
+var i Grunden ikke for stort, om vi skal have Plads til at udvide os,“
+sagde Pelle, der ikke var bange for at lægge stort ud, naar det galdt en
+stor Plan.
+
+„Jeg gaar netop og tænker paa det samme,“ svarede Brun. „Hvor meget er
+her — et Par Hundrede Td. Land? Der bliver lige Plads til et Tusend
+Familier, naar de hver skal have en ordenlig Plet Jord.“
+
+Saa gik de ind og tog det hele paa Haanden for en kvart Million.
+
+„Men Ellen — hvordan affinder vi os med hende?“ udbrød Pelle da de var
+paa Hjemvejen.
+
+„Ja det er skam ogsaa sandt! Det var jo hendes Ærende vi gik — og nu har
+vi selv hugget Forretningen. Naa, hun giver sig vel, naar hun hører hvad
+det drejer sig om.“
+
+„Det er jeg ikke vis paa,“ sagde Pelle leende. „Maaske naar De kommer i
+Lag med hende.“
+
+„Naa, fik I Huset?“ spurgte Ellen, hun stod i Døren og tog imod dem.
+
+„Ja, vi fik meget mere end det,“ sagde Brun friskfyragtigt. „Vi købte
+hele Historien.“
+
+„Er det Alvor, Pelle?“
+
+Han nikkede.
+
+„Hvad saa mit Hus da?“ spurgte hun langsomt.
+
+„Ja det købte vi jo sammen med alt det øvrige,“ sagde Brun. „Men det kan
+for saa vidt nemt skilles fra — det er blot lidt hurtigt at skyde Hul
+paa Fællesskabet, før det endnu er etableret.“ Han sad lidt og ventede
+paa, at Ellen skulde sige noget. Da hun haardnakket tav, vedblev han
+lidt kort:
+
+„Naa — ja saa er der ikke mere at sige til den Ting! Ret skal være Ret,
+og i Morgen skal jeg træffe Anstalter til at Huset bliver Dem tilskødet
+for de femten Tusend. — Saa maa vi jo opgive hele Historien, Pelle! vi
+kan ikke ha’e, at Manden for det hele bor i sin private Ejendom. Der røg
+den Plan i Lyset!“
+
+„Med mindre Ellen og jeg indretter os i hver sit Hus,“ sagde Pelle
+polisk. „Jeg kan jo bygge lige paa den anden Side Skellet, saa kan vi
+dog nikke til hinanden.“
+
+Ellen saa alvorligt paa ham. „Jeg synes kun, det er lidt underligt, at
+man bestemmer over mine Sager uden at spørge mig først,“ sagde hun
+endelig.
+
+„Ja, det var ogsaa hensynsløst af os,“ svarede Brun, — „vi haaber, De
+vil slaa en Streg over det. De giver altsaa Afkald paa Huset?“
+
+„Det er jeg nok nødt til, naar Pelle truer med at flytte fra mig,“
+svarede Ellen smilende. „Men ked af det er jeg; jeg er vis paa, der om
+kort Tid havde været Penge at tjene.“
+
+„Det bliver ellers morsomt, dersom Kvinderne skal til at rykke ind i
+vore forladte Sneglehuse,“ sagde Brun halv alvorligt.
+
+„Ellen har altid været en uforbederlig Kapitalist,“ indskød Pelle.
+
+„Jeg har bare aldrig haft saa mange Penge, at jeg ikke skulde vide hvad
+de var værd,“ svarede Ellen slagfærdigt.
+
+Gamle Brun lo. „Den var nok til Hr. Brun!“ sagde han. „Men siden De har
+saadan Mod paa Grundspekulationen, Fru Ellen, saa vil jeg foreslaa Dem
+noget! Til det Areal vi har købt hører en Stump Eng, som ligger halvvejs
+inde ad Byen til — ved Mosen; den faar De i Afstaaelse. Den er ikke
+noget værd i Øjeblikket og skal fyldes op for overhovedet at faa nogen
+Værdi. Men det varer næppe længe, før Byen er derude og kræver Plads.“
+
+Det havde Ellen ikke noget imod. „Men saa vil jeg have Lov til selv at
+raade over, hvad der kommer ud af det,“ sagde hun.
+
+
+
+
+                                  XIX
+
+
+Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at hænge Rester af Sommeren i
+Luften helt ind i December. Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: „Nu
+bliver det da vist Vinter!“ Men Solen slog det til Side endnu engang,
+den gik lavt ned i Syd og kiggede ind i hele Stuen som om den skulde
+tælle alle Skilderierne.
+
+Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver Dag kom Ellen ind med
+en stor tung Buket af Roser og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det,
+den friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere — og farvede
+Kinderne røde. En Dag kom hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle.
+„Hvor mange Penge faar jeg at holde Jul for?“ sagde hun.
+
+Ja sandelig, Aaret var snart forbi!
+
+Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom med megen Sne og Kulde
+og gjorde det til en besværlig Sag at holde Forbindelse med Omverdenen —
+des nøjere sluttede man sig til hinanden inden Døre. Anna var egenlig
+skolepligtig nu, men hun led en Del af Kulden og var i det hele ikke
+meget robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende for de lange
+Vadeture i Sneen og læste selv med hende.
+
+Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom sjældent ind til Byen; de
+to Mandfolk besørgede Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen.
+Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, saa de kom tidlig hjem.
+Ellen havde forlagt Middagen til Kl. fem, saa de alle kunde spise
+sammen. Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at arbejde endnu
+et Par Timer. Han havde travlt med at udarbejde Projekter til
+Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne og undte sig ingen Ro. Pelles
+Iderigdom og Energi smittede ham, saa Planerne voksede for ham og antog
+stadig større Omfang; han tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod
+tidlig op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens Anliggender. Det
+var, som han vilde kappes med Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst
+for, at noget skulde komme bag paa ham og afbryde det hele.
+
+Hele den øvrige Familie samledes om Lampen og havde hver sit for. Svend
+Trøst havde faaet sit Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede
+ufortrødent med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, som Ellen havde
+lagt imellem for at han ikke skulde slaa Mærker i Bordet. Han var en
+solid Fyr, Huldet paa Armene laa i en Krave helt ud over de smaa Hænder;
+Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, naar man ikke netop huskede paa,
+at han havde kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv vidste det,
+saa alvorlig var han. Han fik Lov at sidde lidt for at være med, Kl.
+seks kom han i Seng.
+
+Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig med sine Lektier. Han
+havde Nemme for det, og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han aldrig
+havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa hos Knægten i forbedret
+Skikkelse. Han viste ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i
+Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse var at læse
+med Barnet, og fortælle hende om alt hvad der kunde falde for. Søster
+holdt navnlig af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af Erindringer at
+øse af fra sin Vogtertid.
+
+„Har Dyrene virkelig Forstand?“ spurgte Ellen forundret. „Du tror
+virkelig de tænker over Sagerne akkurat som vi andre?“
+
+For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver Dag med Hønsene og
+Kaninerne og vidste nok, hvor kloge de var.
+
+„Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?“ spurgte Lasse Fredrik. Han var netop i
+Færd med at tegne en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele Tiden
+tage Lighed efter et Ansigt — deraf Spørgsmaalet.
+
+Pelle mente det nok.
+
+„Nej Pelle dog,“ sagde Ellen „nu gaar du for vidt. Tænke er noget kun vi
+Mennesker kan.“
+
+„De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa paa en Maade at tænke —
+det er bare med Hjærtet. De mærker straks, om man holder af dem — hvis
+man ikke gør det, trives de heller ikke for en.“
+
+„Ja det tror jeg. For den der holder af dem, passer dem ogsaa godt,“
+vedblev Ellen uforbederlig.
+
+„Det er jeg ikke saa vis paa,“ svarede Pelle og saa drilsk paa hende.
+„Du holder meget af _Flittig-Lise_, men en Gartner vilde vist sige at du
+behandler den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer flittigt
+alligevel. De besvarer venlige Tanker med Taknemmelighed, og det er dog
+en smuk Maade at tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget værd,
+som vi Mennesker gaar og bilder os ind — du tænker jo selv med Hjærtet,
+lille Mor.“ Det var hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn.
+
+Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. Pelle maatte fortælle
+Søster om alle ABC-Bogens Dyr, om den nyttige Ko — og Haren der slikkede
+Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen af Vogterdrengen. Om
+Vinteren gik den ind i Haven, gnavede Barken af de unge Trær og aad
+Bondekonens Kaal. „Ja det maa jeg bekende,“ faldt Ellen ind, og saa lo
+de alle, for Morten havde lige spist hendes Grønkaal.
+
+Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om København havde været
+til altid, altid! Pelle gik et Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu
+Biskop Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede Lejligheden til
+at fortælle, at Hovedstaden havde en halv Million Mennesker.
+
+„Har du da talt dem, Far?“ udbrød Barnet betuttet og greb ham i Ærmet.
+
+„Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, dit lille Fæ!“ sagde Lasse
+Fredrik. „Der ku’ jo fødes en imens.“
+
+Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte Bogen og sluttede den.
+Den stod og galede nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var
+den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre mellem Bladene. Men
+Hønsene de gjorde Æg, og det viste sig, at de havde det akkurat som
+Blomsterne. Naar man gjorde sig gode Venner med dem og behandlede dem
+som hørende til Familien, saa var de flittige til at lægge, men lavede
+man Mønstergaard til dem og behandlede dem efter alle Kunstens Regler,
+saa tjente de ikke til Føden engang. Farbror Kalles havde en Høne, som
+gik inde i Stuen mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde under
+Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, naar alle andre Høns var
+golde. Saa købte Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han gav
+tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet sig en Guldgrube. Men
+lige saa snart den kom over paa Stengaarden, holdt den op med at lægge
+Vinteræg. — For dér hørte den ikke til Familien, men var bare en Høne
+der skulde tjenes paa.
+
+„Mors _Flittig-Lise_ blomstrer hele Vinteren,“ sagde Søster og saa rørt
+hen paa Blomsten.
+
+„Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,“ svarede Lasse
+Fredrik gavtyveagtigt.
+
+„Vil du se du dyr dig!“ Pelle langede ud efter ham.
+
+Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. Hendes Blik
+flyttede sig dvælende fra den ene til den anden; hun smilede overbærende
+til deres Passiar. De var nogle store Børn allesammen!
+
+„Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?“ spurgte Anna og tog den færdige
+Strømpe.
+
+„Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.“
+
+„Hvis det bliver en Tøs — altsaa!“ indskød Lasse Fredrik nøgternt.
+
+„Hvornaar kommer lille Søster da?“
+
+„Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til Gaarden; saa har den hende
+med.“
+
+„Pyt, Storken!“ Lasse Fredrik blæste foragteligt. „Det er noget godt
+Sludder!“
+
+Søster var ogsaa klogere end som saa — naar Vejret var godt, hentede hun
+Mælk inde paa Gaarden.
+
+„Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig — Mor! Det er jo derfor jeg
+holder saa meget af dig,“ sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens
+Skød.
+
+„Nu skal du i Seng, mit Barn,“ sagde Ellen og rejste sig. „Jeg kan mærke
+du er træt.“
+
+Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun ind og satte sig igen til at
+strikke.
+
+„Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i Dag,“ sagde Pelle.
+
+„Saa bliver jeg ikke færdig,“ svarede Ellen og brugte Strikkepindene
+endnu flittigere.
+
+„Send det hen til en Maskinstrikkerske — du tjener jo alligevel ikke til
+det bare Brød ved den Haandtering. Der maa være én Tid til Arbejde og en
+til Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.“
+
+„Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,“ sagde Lasse Fredrik som
+havde regnet det nøjagtigt ud.
+
+Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget med det.
+
+„Det er forresten dumt,“ udbrød Lasse Fredrik pludselig — „hvorfor
+vokser det lodne ikke paa Benene af én? Saa var man fri for alt det Mas
+med at klippe Ulden af — karte den — og spinde den — og strikke
+Strømper.“
+
+„Aa sikke dog noget Pjank!“ sagde Ellen leende.
+
+„Ja man har da været lodden engang,“ vedblev Lasse Fredrik. „Det var
+bare dumt, at man ikke blev ved med det!“
+
+Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; for det betød at man
+havde overtaget sig selv! Dyrene fødtes færdige, selv Vandskrækkere som
+Katte og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene maatte pænt
+tilegne sig, hvad de havde Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for —
+fordi de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens Herre.
+
+„Men saa skulde jo de Fattige være lodne over hele Kroppen,“ indvendte
+Ellen. „Hvorfor tager Naturen sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af
+Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.“
+
+„Jo se det er netop det de _kan_!“ svarede Pelle, „for det er jo dem der
+skaffer det meste frem. Eller tror du maaske, det er Pengene der dyrker
+Jorden eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? Det lod de
+nok være med, Alverdens samlede Kapital kan ikke saa meget som tage en
+Knappenaal op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan købe til det.
+Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var han dermed stemplet som et
+lavere Væsen, der ikke kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at
+Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes lige saa nøgen til
+Verden som Kongens — trods alt hvad der er gaaet hen over os af Nød og
+Skrub? Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte Unge, kan ingen
+afgøre hvilken der er hvilken. Det er, ligesom Vorherre aldrig kunde
+blive træt af at holde vort Adelsmærke op for os.“
+
+„Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?“ sagde Ellen og saa
+varmt paa ham. Det lød saa æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage
+i sine Arme, tumlede med saa store Ting.
+
+Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. Hun var den samme i Dag,
+som den Dag han lærte hende at kende — maaske som den Dag Verden
+skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født med alt sit. Verden
+kunde omskabes ja, men hun blev nok alle Dage den hun var.
+
+Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt sig for Tiden nede paa
+Sicilien og tænkte paa at rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien.
+„Saa stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, og prøver
+hvordan det er at ride paa Kameler,“ skrev han. Han var rask og i godt
+Humør, helt underligt var det at tænke paa, at han sad og skrev for
+aabne Døre, og her sloges man med Kulden. Han drak Vin til hvert Maaltid
+ligesom man herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og
+Appelsinhøsten lige var forbi.
+
+„Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted hen engang,“ sagde
+Ellen med et Suk.
+
+„Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke længer til de uopnaaelige
+Ting for Arbejderen,“ svarede Pelle.
+
+Saa kom Brun ned — endelig holdt han Fyraften. „Ah, hjemme er godt at
+være!“ sagde han og skuttede sig — „det er et forrygende Vejr i Aften.“
+
+„Her er Brev fra Morten,“ sagde Pelle og rakte ham det.
+
+Den gamle tog Brillerne paa.
+
+
+
+
+                                   XX
+
+
+Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes der paa fuld Kraft med
+Udgravningerne af Grunden til de ny Arbejderboliger. Brun var meget
+optaget af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til Aften. Han var
+i en stor Kavaj, som kunde trækkes uden paa Overfrakken, og havde
+Bælgvanter uden paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket ham et
+stort Halstørklæde, som han skulde have op for Munden; hun holdt Øje med
+ham fra Vinduerne og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet op.
+Men holde ham inde var ikke muligt; han var altfor spændt paa, at
+Arbejdet skulde skride. Naar Frosten lukkede af for Jorden og stansede
+det, trippede han alligevel omkring derude, stundesløs og i snavs Humør.
+
+De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved Dagens Lys, men om Søndagen
+maatte han med ud og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede til
+Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør:
+
+„Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?“
+
+„Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens han drikker sin Kaffe,“
+erklærede Ellen ude fra Køkkenet.
+
+Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at faa Tiden til at gaa, han
+var ikke lykkelig, før han fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne
+godkendt. Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde løbe engang! og dér i
+Krydsningspunktet vilde en lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny
+Ideer skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens Fantasi tryllede
+en hel By frem af de bare Marker med gratis Skoler og Teatre og
+hyggelige Opholdssteder for de gamle. „En Brugsforening og en Børneskole
+opretter vi lige med det samme,“ sagde han. „Efterhaanden som vi bliver
+flere, skal saa alt det øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker
+jeg ikke vi skal faa Brug for.“
+
+De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude med at trave omkring og
+lægge Planer; Ellen maatte hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun
+fandt dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig Samtale — et
+ganske almindeligt, firkantet Hul i Jorden — med Sjap eller Is paa
+Bunden. Saadan gravede man altid ud til Huse; men de to talte om det,
+som om det var Begyndelsen til en hel ny Jord!
+
+Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa ivrigt efter ham som
+Ellen, naar det led mod den Tid, han skulde komme fra Arbejde. „Jeg
+bliver snart helt sjalu paa ham,“ sagde Ellen og trak Pelle med sig ind
+i Køkkenet for at kunne sige Goddag til ham i Enrum. „Hvis han kunde,
+tog han dig helt fra mig.“
+
+Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, kom han gærne hjem, efter
+at Brun var gaaet til Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den
+gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til Byen, han gav Vejret
+Skylden, men vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde gøre med sig
+selv derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han ikke saa Pelle, kom
+der Uro over ham; han tabte Interessen for Jordarbejdet og gik og
+traadte affældigt uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig trak
+han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende og arbejdede sig
+ned over Markerne mod Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte
+med et rørt Smil hans stolprende Hastværk — hun vidste nok, hvad der
+trak.
+
+Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem de to, saadan hang de
+efter hinanden. „Hvordan har den gamle det?“ var Pelles første
+Spørgsmaal, naar han kom ind ad Døren; og om Brun havde været hans Far,
+kunde han ikke have fulgt ham med mer rørende Beundring i sine
+Gammelmandsøjne end han gjorde. Naar Pelle var borte, gik den gamle
+omkring med et Udtryk, som om han bestandig søgte noget.
+
+Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa Marken hos Jordarbejderne
+i al Slags Vejr. Om Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og
+gjorde Hosten slem.
+
+„Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,“ sagde hun saa. Hun
+vilde have, han skulde holde Sengen nogle Dage og se at blive af med
+Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast.
+
+Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og Ellen helmede ikke,
+før hun gik af med Sejren. Og da han først havde gjort Forkølelsen den
+Indrømmelse, brød den for Alvor løs; Sengevarmen tøede Kulden ud af
+Kroppen paa ham, saa baade Næse og Øjne løb.
+
+„Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,“ sagde Ellen. „Og nu slipper De
+ikke op, før den værste Frost er ovre — om jeg saa skal gemme Deres
+Klæder.“ Hun gik og plejede ham som et Barn, og lavede „Kamélthe“ til
+ham af Blomster, som hun havde samlet og tørret i Sommers.
+
+Da han først var kommet over Ende, fandt han sig rigtig godt i det, hans
+gamle Krop faldt let til Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at
+blive puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet for at kunne
+hygge sig under Ellens Hænder.
+
+„Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De er?“ sagde hun saa og lo ad
+ham.
+
+Brun lo selv med. „Jeg er heller aldrig blevet kælet for,“ sagde han.
+„Lige fra jeg blev født, lejede mine Forældre Mennesker til at tage sig
+af mig — det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg maattet
+købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed i, at Pengene dræber
+Kærligheden — ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.“
+
+„Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for Penge!“ sagde Ellen og
+stoppede om hans Fødder.
+
+Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han kunde ligge og arbejde.
+Han havde et Kort over Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og
+gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. Sine Ideer om
+det nedskrev han i et Hæfte, der skulde være Bilag til Planerne. Han
+arbejdede fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid havde Ellen
+sit Mas med at holde Børnene nede, hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej
+op til den gamle.
+
+Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, kom hun op med dem en
+Timestid. Saa fik de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store
+Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit Strikketøj og
+underholdt den gamle. Fra sin Plads kunde hun følge Jordarbejdet ude paa
+Marken og maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med hver
+enkelt Grund.
+
+Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og hang over de Arbejdende —
+en frysende Flok som stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som
+havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. Længe før Daggry
+stillede de i Haab om at faa Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og
+ind, en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde godt ligne haabløst
+Fordømte, der traadte et uhyre Hjul; ned over Markerne var der et bredt
+Spor af deres Fødder.
+
+Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender af Mænd, der støvede
+helt herud for en Dags Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. „Vi kan
+jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i Gang — ellers gaar
+de bare i Vejen for hinanden,“ sagde han til Pelle. „Men kanske kunde vi
+allerede nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? Kan vi
+ikke begynde at lægge Veje an og lignende — saa de Mennesker faar noget
+at bestille?“
+
+Nej, det turde Pelle ikke være med til.
+
+„Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe Garverne i Gang med et
+Fællesgarveri,“ sagde han. „Det vil blive vedtaget i deres Fagforening
+en af de første Dage — under Forudsætning af at vi skyder Penge til — og
+jeg anser det for meget vigtigt at faa det i Gang. Vore Modstandere
+angriber os paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. Det er
+ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det have en Ende. Som det er,
+hænger Fabriken i Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, og
+saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget Garveri, saa er den ene
+Virksomhed ført til Bunds og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en
+Lockout i Faget.“
+
+„Huderne!“ indvendte Brun.
+
+„Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt ordnet og lader
+sig sikkert ikke bruge imod os. Vi maa i det hele taget knytte til dér,
+saa snart vi kommer nogenlunde i Gang — købe Kreaturer og slagte selv,
+saa vi foruden Huderne forsyner os selv med godt og billigt Kød.“
+
+„Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. Der kunde vel nok blive
+Raad til nogle Vejanlæg.“
+
+„Nej, der kan ikke,“ erklærede Pelle bestemt. „Husk paa vi maa ogsaa
+tænke paa Brugsforeninger — ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det
+ene drager det andet med sig. Der afhænger for meget af det, vi har for,
+vi har ikke Lov til at belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der
+trækker det til Bunds. Først Menneskene — saa Vejene! De Arbejdsløse i
+Dag maa se at hjælpe sig os to foruden.“
+
+„Du er lidt haard, synes jeg!“ sagde Brun og trommede i Dynen — lidt
+stødt over Pelles Urokkelighed.
+
+„Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det i denne Forbindelse —
+men det faar jeg se at finde mig i!“ svarede Pelle alvorligt.
+
+Den gamle rakte Haanden ud imod ham. „Omforladelse du! det var ikke min
+Mening at angribe dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig har
+vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse med dem der kæmper. Det var
+kun et Øjebliks Blødhed hos mig — men ganske vist et af de Øjeblikke der
+kan forspilde det hele, det indrømmer jeg dig! Men det er heller ikke
+nemt at gaa og være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande.
+Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa og tage imod en
+Sulteunderstøttelse end bestille noget; og efter det de hidtil har haft
+ud af Arbejdet, kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i den
+Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har der indfundet sig mindst
+Tusend Arbejdsløse hver Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at
+lade være med at bestille noget! — de kan til Nød faa Understøttelse,
+men for ingen Pris Arbejde. Det er jo saa vanvittigt som vel muligt! —
+man faar Lyst til at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang
+igen.“
+
+„Der skal nok et stort Skub til,“ sagde Pelle. „Det er ikke Smaating,
+der er i Vejen.“
+
+„Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider jo ikke Nød fordi
+de mangler Arbejde, saadan som vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men
+de mangler Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man det hele
+an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig Skændsel for Samfundet;
+hvilket Spild af Værdier — ogsaa rent merkantilt set — mens Landet og
+Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning dreves efter saadanne
+Principper, var den jo dødsdømt med det samme.“
+
+„Ja, hvis Miséren bare kom af bagvendt Greb paa Tingene, saa var det jo
+nemt rettet,“ sagde Pelle. „Men de Folk, der sidder og bestemmer over
+det hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel paa merkantil
+Sans — havde de bare det øvrige i lige saa god Orden! De kan tro, der
+falder ikke en Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin Fordel
+ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig for den, at Land og Folk
+var i den skønneste Orden, skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev
+det. Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære og de
+enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige Modsætninger. Jeg tror,
+der er nedlagt en vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til
+enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille alle sine
+Behov; og naar én lægger Beslag paa for meget, bliver der et Slip andre
+Steder. — Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil afsætte de andre
+og overtage Styret.“
+
+„Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville dække det
+bestaaende; lad _dem_ have Ansvaret, der sidder i Føringen. Men jeg har
+ligget og tænkt paa — kunde _vi_ ikke finde en Maade til at samle dette
+Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?“
+
+„Hvordan skulde vi det? Vi _har_ jo altsaa ikke Raad til at beskæftige
+de Arbejdsløse.“
+
+„Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet har jo begyndt paa at
+understøtte dem — var det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte
+Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme dem selv tilgode!“
+
+„De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere skulde bygge Boliger
+til Arbejderne?“ spurgte Pelle livligt.
+
+„Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod Privatspekulation — paa
+en lignende Maade som dem, vi bygger — og altid tilhøre Arbejderne. Da
+_vi_ ikke kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende administrere
+det — det vilde sætte Fart i Fællesskabet. Paa den Maade blev den gamle
+Tids Affald Gødning for den ny Sæd.“
+
+Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede ham spændt.
+„Naa, sover du?“ spurgte han endelig utaalmodigt.
+
+„Det er en smuk Ide,“ sagde Pelle og rejste Hovedet. „Organisationerne
+tror jeg, vi faar med — de begynder jo allerede at interessere sig for
+Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, skal jeg forelægge Deres
+Plan. Men Samfundet er jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har
+lejlighedsvis Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det lige
+akkurat Liv i den — ellers fik den vist snart Lov at dø af Sult. Jeg
+tror ikke, det gaar med til at den anvendes saa at sige imod det selv!“
+
+„Du er en uforbederlig Sortseer,“ sagde Brun halv ærgerlig.
+
+„Ja — over for det gamle,“ svarede Pelle med et Smil.
+
+Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i Tilknytning til Dagens
+Hændelser, naar Pelle om Aftenen sad oppe hos den gamle — lige optagne
+begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af Sporet. „Det er
+Blodet,“ sagde han mismodig. — „jeg er alligevel ikke rigtig en af
+jeres. Det er saa længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa jeg
+har glemt det.“
+
+I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og havde hver Aften et
+eller andet at fortælle om sig selv. Det var, som om han med Vold og
+Magt maatte finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side.
+
+Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres flere Hundrede Aar
+tilbage, til en Mand, der førte Skib og drev Handel paa Trankebarkysten.
+Slægtens Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, boede i et
+Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; naar Skibet var hjemme, lagde det
+til ved Bolværket lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik i Arv
+fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden til et helt Palæ; i Løbet af
+fire Generationer naaede det frem til at være et af Hovedstadens første
+Handelshuse. I Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende
+Aarhundrede var de fleste af Slægtens Medlemmer gledet over i Børs- og
+Bankverdenen, og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader — den
+bekendte Kornelius Brun — hang ved den gamle Forretning, Brødrene
+afhændede deres Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem fik
+en høj Hofcharge.
+
+Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den gamle Forretning
+videre. For ikke at staa tilbage for sine Brødre i Fornemhed giftede han
+sig med en Dame af ældgammel — og forgældet — fynsk Adel. Hun fødte ham
+tre Børn, der — som han selv sagde — var mislykkede alle tre. Det første
+Barn var døvstumt og udstyret med meget smaa Aandsævner i det hele
+taget; det døde heldigvis, før det endnu var kommet til Skelsaar og
+Alder. Nummer to var meget opvakt og begavet med alle mulige Talenter,
+men viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han var meget smuk,
+havde mørkt blødt Haar og en fin kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i
+Fløjl og forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, men turede
+omkring i højt Selskab og gav Masser af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar
+døde han pludselig, udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa
+Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt at dukke Rygter op om
+en Sædelighedsskandale, hvori han var indviklet sammen med meget
+fremragende Navne. Det var sidst i Halvfjerserne — ved den Tid
+Underklassebevægelsen begyndte at tage Fart! Fra neden forlangtes der
+energisk Undersøgelse, og helt dysse Historien ned turde man ikke, for
+ikke at give Paastanden om det Bestaaendes Raaddenskab og Partiskhed
+Vind i Sejlene. Da det trak op til en Undersøgelse, og det kunde
+forudses, at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens Alter for at
+dække dem, der stod højere, trykkede Kornelius Brun sin Søn Pistolen i
+Haanden. Eller skød ham ned — Bibliotekaren kunde ikke afgøre hvilket.
+
+„Se det var de to Frugter paa det udgaaende Slægtstræ,“ sagde Brun
+bittert, — „og det kan jo ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den
+tredje er mig! Jeg kom som en Skrabkage — femten Aar efter min yngste
+Broder. Mine Forældre havde vist allerede da faaet nok af deres Afkom;
+jeg blev i al Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket — endnu før
+jeg havde haft Lejlighed til at vise noget som helst. Maaske har de
+instinktmæssigt følt, at jeg vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa.
+Ogsaa i mig var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede f. Eks.
+i høj Grad Familiefølelse. Allerede som lille husker jeg at have hørt
+Moder beklage sig over mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig
+altid til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. Man saa i
+Familien mere skævt til mig, naar jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end
+man havde gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en,
+der lavede Skandale og Gæld — og sagtens med god Grund! Moder gav mig
+rigeligt med Penge til at more mig for — rimeligvis for at modvirke mine
+plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig færdig med Fornøjelserne
+og kastede mig over Studeringer. Dagen interesserede mig ikke, men
+allerede som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; jeg
+kastede mig særlig over Historien og dens Filosofi. Fader saa rigtig,
+naar han haanede mig og kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor
+andre Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde Interesse, mens
+næsten enhver Bog fristede mig til nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han
+og haabede paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen,
+og da jeg definitivt valgte Studierne, rev det helt ud mellem os. „Naar
+Forretningen ryger, saa er Slægten ikke mere!“ sagde han og solgte det
+hele. Han havde allerede været Enkemand i flere Aar dengang og havde
+ikke andre end mig; men i de fem Aar, han levede efter at have afstaaet
+Forretningen, omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi jeg ikke overtog
+den — men hvad skulde jeg dér? Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber,
+hvorpaa der drives Forretning i vore Dage og havde blot ødelagt det
+hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet min Tid mellem Reoler og
+registreret andres Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i Dagen
+og skal til at leve mit eget Liv — og nu er det snart forbi!“
+
+„Det er først nu, Livet skal til at blive værd at leve — saa De er
+kommet ud i rette Tid,“ sagde Pelle.
+
+„Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!“ sagde Brun mismodig. „Jeg møder
+Ungdommen, og mit Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og
+Morgen, der mødes i den samme Rødme under de lyse Nætter. Jeg har kun
+faaet min Part i det ny, fordi det gamle skal bøje sig for det, saa
+Ringen kan sluttes. Du gaar ind, dér hvor jeg gaar ud.“
+
+„Det maa have været en sørgelig Tilværelse at gaa dér altid blandt Bøger
+og Bøger uden et Menneske, der holdt af én,“ kunde Ellen udbryde.
+„Hvorfor giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige er vi Kvinder da
+ikke, at der ikke skulde være én, De syntes om.“
+
+„Nej, man skulde ikke synes det — men sandt er det ikke desto mindre,“
+svarede Brun med et Smil. „Antipatien var forresten gensidig — det er
+saadan noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg gamle Støder
+skulde have Lov til at sætte Børn i Verden! Men morsomt er det ikke at
+være den sidste Ende af noget!“
+
+Ellen lo: „Ja, men De har da ikke altid været gammel!“
+
+„Jo, jeg har i Grunden — jeg er født gammel. Det er først nu, jeg føler
+mig ung! Og hvem ved“ — udbrød han i et Anfald af Galgenhumor — „kanske
+pudser jeg Forsynet og møder op med en lille Kone under Armen en Dag.“ —
+
+„Brun ligger og fanger Griller,“ sagde Pelle, da de gik ned for at gaa i
+Seng. „Men det gaar vel over, naar han nu kommer op.“
+
+„Aa, han har saamænd heller ikke haft det for morsomt, det Skind,“
+svarede Ellen og lænede sig ind til ham. „Det er nu Synd, at der gaar
+Mennesker og ikke faar Del i alt det kære, der er til — lige saa Synd
+som det, du arbejder imod, synes jeg!“
+
+„Jamen det kan vi ikke ordne!“ udbrød Pelle leende.
+
+
+
+
+                                  XXI
+
+
+I _Gryets_ Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først trak den sig bort
+fra Huset og gav Plads for en hel lille Skov af Vintergækker og Krokus;
+Hyasinterne i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de kom op af
+den som en Række Knoer, der pænt bankede paa først.
+
+Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge Fremskridtene, de begreb
+ikke de fine Krokus, der stak lige op af den frosne Jord uden at fryse
+ihjæl, men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag pakkede de
+Vintergækker i Papir og lagde op paa Bruns Bord — det var Gækkebreve.
+Saa gik de om i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, mødte
+de ham med en hemmelighedsfuld Mine og havde travlt med at faa ham
+lokket ovenpaa.
+
+Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne og ventede blot
+paa, at Vintervandet skulde synke, saa man kunde komme til at køre Grus
+og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde Markerne ikke bære.
+
+Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu efter hans Sengeliggen;
+skønt han ikke fejlede ret meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod
+Pelle skalte og valte med Virksomheden som han selv vilde, og sagde Ja
+og Amen til alt hvad han foreslog. „Jeg kan ikke samle det hele i mit
+Hoved,“ sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham en eller anden
+Udvidelse — „men gør du som du synes min Søn, saa bliver det jo nok
+rigtigt!“ Der skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at holde hans
+Sind varmt — og han var alligevel for gammel til at høre det gro og
+hente sig Styrke deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen selv
+over paa Pelle — ham saa han levende for sig og kunde støtte sig til
+hans unge Styrke.
+
+Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. Han kunde ikke holde
+til det og nøjedes med at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen
+og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende Energi, som Pelles Ungdom
+havde kaldt til Live i ham, var blaffet bort — tilbage blev en rørende
+Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu gik og gassede sig i
+nogle sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med Pelle mere og blev
+ikke skinsyg paa noget Forspring — men beundrede ham simpelthen og tyede
+nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham
+som et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene opfattede
+ham selvfølgeligt som Ligemand.
+
+Naar han gik sin Tur over Marken, havde han gærne Svend Trøst ved
+Haanden; de to kunde baade holde Trit og underholde hinanden. Der var
+noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres Sind i Spænding: hver
+Dag ventedes Storken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en
+Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse at gaa og vente
+paa. Storken bed altid Konen i Huset i Benet, naar den kom med en Lille
+til hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa hun døde af det —
+nu var han saa klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om i en
+alvorlig, næsten trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring til
+de andre Søskende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar den gamle og
+han fulgtes ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den ældre og
+fornuftigere kom til det Resultat, at der ingen Fare var. Alligevel
+holdt de sig altid i Nærheden af Huset for at kunne være ved Haanden.
+
+En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen stod ikke op som ellers.
+„Jeg ligger og venter paa Storken,“ sagde hun til Svend Trøst — „gaa ud
+og pas paa den.“ Saa gik den Lille rundt om Huset med en Kæp, Brun
+traskede med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens
+Haand. Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen
+i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med en tyk Kone, snart var
+det Lasse Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien —
+staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste et Ord af det, havde
+Storken været der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun
+var sammen derinde for at ønske Ellenmor til Lykke, og de var lige
+forbavsede begge to. Den gamle maatte have Lov til lige at røre ved den
+Lilles Kind.
+
+„Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et undseligt Smil og løftede
+Snippen lidt fra Barnets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog
+Svend Trøst med ovenpaa.
+
+Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, der paa nogle faa Timer
+var blevet hvid og tynd. „Nu maa vi saa have Bud efter Dronning
+Therese,“ sagde hun.
+
+„Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?“ spurgte Pelle, der ofte
+havde foreslaaet, at de skulde bryde overtvært og se op til de Gamle.
+Det var ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag.
+
+Ellen rystede paa Hovedet. „De skal komme af dem selv,“ sagde hun
+bestemt. Sig selv var hun ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen
+ad Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom og gjorde det godt
+igen.
+
+„Men jeg _har_ sendt Bud,“ sagde Pelle — „det var det Lasse Fredrik
+cyklede om. Du skal ikke ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.“
+
+Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe der. Hun var meget bevæget;
+for at skjule det gav hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude
+og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var saamænd ogsaa en Tid at
+sende Bud efter én, naar det hele var overstaaet.
+
+Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til dem, der saadan kom
+springende saa snart man fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille
+var kommet til Verden, løb Pelle over ham — han gik og luskede et Stykke
+neden for Huset. Naa ja, han gik og ventede paa Mutter for at følge
+hende hjem, altsaa — det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, men
+var forholdsvis let at nøde indenfor; og det varede ikke længe, før
+Ellen fik ham tøet op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid.
+
+„Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, der har sendt Bud efter
+dig, men Pelle. Og hvis du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort
+ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!“
+
+„Hun er sku det samme tyvebrændte Fruentimmer til og ta’e Tyren ved
+Hornene, hun altid har væ’t,“ sagde Stolpe uden at se paa hende. „Naa,
+man kan vel lige saa godt springe som krybe i det — og vedgaa at man har
+spillet Skidtmads. Skal vi slaa en Streg over det, Svigersøn?“ Han rakte
+Pelle Haanden.
+
+Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt oprømt. „Jeg havde
+saamænd ikke drømt om, at jeg skulde faa Tøsen at se for det første — og
+allermindst i Barselseng!“ sagde han fornøjet og strøg Ellen over
+Ansigtet med sin ru Haand.
+
+„Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og Fatter har saamænd tidt
+gaaet og været ked af det. Men han gør sig jo haard,“ sagde Madam
+Stolpe.
+
+„Sludder, Mutter!“ brummede Stolpe — „Fruentimmerne skal altid vrøvle.“
+
+Tiden havde taget paa dem begge. Der havde været en Del Arbejdsløshed i
+Faget, og Stolpe var til Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa
+Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad saa godt i det som i
+gamle Dage. Men Stolpe var fremdeles Formand for Fagforeningen og en
+anset Mand inden for Bevægelsen.
+
+„Og nu min Dreng,“ sagde han pludselig og lagde Hænderne paa Pelles
+Skuldre — „maa du sku sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne
+Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne igen.“
+
+Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, den gamle
+kendte forresten en hel Del til det — det viste sig, at han paa Afstand
+havde fulgt Pelles Færd.
+
+„Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,“ sagde han — „maaske
+kunde vi lige saa stille klemme Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi
+allesammen kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; og saa maa det
+slaas fast, at enhver der ikke støtter sine egne er en Skruebrækker.“
+
+„Jeg _har_ faaet Forbindelse — men det gaar lidt trevent,“ sagde Pelle.
+
+„Saa maa vi prikke lidt til dem. — Hør, ham denne her Særling — Brun
+hedder han jo — bor han ikke hos jer?“
+
+„Han er nu ingen Særling,“ sagde Pelle leende. „Vi kan jo gaa op og
+hilse paa ham.“
+
+Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de var lige gamle og havde
+oplevet Bevægelsens første Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom
+flere Gange og rykkede i sin Mand — de skulde hjem.
+
+„Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin egen Kone,“ sagde Stolpe
+endelig — „men jeg kommer igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde dog
+nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer til at se ud.“
+
+„Vi har ikke begyndt endnu,“ svarede Pelle. „Men kom herud paa Søndag,
+saa skal Brun og jeg vise dig det hele.“
+
+„Det bliver vel Mestre, der faar det?“ spurgte Stolpe.
+
+„Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa Arbejdet, hvis de ellers
+tør paatage sig det og har en Mand til at sætte i Spidsen,“ sagde Brun.
+— „Men det kunde De maaske paatage Dem?“
+
+„Det kan De være vis paa jeg kan,“ svarede Stolpe selvfølende. „Skulde
+jeg ikke være Mand for at bygge Arbejdernes Hjem? — jeg var Medlem af
+Partiet dengang det kun talte én Mand.“
+
+„Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!“ sagde Pelle.
+
+„Død og Salighed! det var alligevel et knusende morsomt Træf, om det
+blev mig!“ udbrød Stolpe, da Pelle fulgte de to gamle ned til
+Sporvognen. „Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der ingen har
+set Mage til — og sikke no’en Huse vi skal sætte op! Der skal ikke blive
+ret meget Papmasjé i den Historie!“
+
+
+
+
+                                  XXII
+
+
+Det hændte endnu, at Pelle vaagnede og var vildfaren i Mørket. En
+kvælende Angst red ham, han havde drømt at han var i Fængsel, og syntes
+endnu han kunde mærke Klosetstanken og Udaandingen fra de raa Mure.
+Først lidt og lidt besindede han sig paa hvor han var; Aandedrættene der
+arbejdede omkring ham, og den varme Medvirken i selve Mørket førte ham
+tilbage til Hjemmet. Han rejste sig glad og strøg en Tændstik for at faa
+et Glimt af Ellen og de smaa. Lægge sig til at sove turde han ikke,
+Søvnen vilde straks føre ham tilbage i Fængslet igen. Stille klædte han
+sig paa og listede ud for at gaa sig en Tur og se Dagen vaagne.
+
+Det var underligt med Drømmen, for den vendte op og ned paa alting! I
+Fængslet drømte han altid, at han var fri og levede midt i Lykkeland;
+mindre kunde ikke gøre det dér! Dér var Dagen ond og Natten god — og
+herude var det omvendt; det var som om noget i én altid skulde have det
+hele med. „Det er vel Sjælen, det?“ tænkte han, mens han vandrede
+østerover for at møde det første Dagskær. Hjemme paa Landet havde de
+gamle i hans Barndom troet, at Drømmene det var Sjælen, der var ude at
+vanke paa egen Haand; nogle havde set den som en hvid Mus smutte ud af
+den Sovendes Mund for at sanke ny Oplevelser ind til ham. Og sandt var
+det jo! det var gennem Drømmen Fattigmand hidtil havde faaet alt sit —
+den bar ham ud af Fængslet. Maaske byttedes der Roller i Nattens Mørke?
+Kanske kom den rige Mands Sjæl om Natten og smuttede ned i den fattiges
+Legeme for at sanke Lidelser til sin Herre?
+
+Der var Foraar i Luften. Endnu var det nærmest kun tilstede som en
+Løftelse i Pelles eget Blod, en bunden Trang til at udvide sig og
+sprænge alle Grænser. Han gik med Ansigtet vendt mod den begyndende Dag
+og havde en Følelse af uovervindelige Kræfter. Hvorfra han fik denne
+Følelse, vidste han ikke; men den var der. Han sansede sig selv som
+noget umaadeligt, der var spærret inde i et lille Rumfang og maatte
+sprænge Verden, om det blev sluppet løs. Han gik hurtigt til — over hans
+Hoved steg den første Lærke. Langsomt befriede Jorden sit Ansigt for
+dette forunderlige Slør af Hvile og Gaadefuldhed, som Natten var.
+
+Maaske kom Styrkefølelsen af, at han havde taget Aanden i Besiddelse og
+selv beherskede Oversigten over Verden? Verden var uden Grænser, men det
+var hans Ævner ogsaa; den Kraft fandtes ikke mere, der kunde slaa ham ud
+af hans Bane. I sit eget Fodslag hørte han hele Fremtiden gaa igen —
+Bevægelsen skulde snart slutte op, naar først den fik tygget paa den
+Kendsgærning, at det hele maatte tages med. Endnu kneb det lidt, man
+vilde gærne fra den Side gøre det til en Betingelse for Samarbejde, at
+Pelle søgte Æresoprejsning. Pelle lo og løftede sit Ansigt mod
+Morgenbrisen, der løb som en Kuldegysning forud for Solopgangen.
+Udenforstaaende! — ja var der ikke en stor Sandhed i det? Han hørte ikke
+det bestaaende til, dér ønskede han ingen borgerlige Rettigheder. Det
+var hans Adelsmærke at han var sat udenfor, hans Forhold til Fremtiden
+rummedes i den Kendsgærning. Han havde taget sin Kamp som et _Udskud_,
+og saadan vilde han sejre. Naar han steg, skulde der ingen Pariakaste
+være mere.
+
+Nu han gik her med Natten bag sig og saa ind i Lyset, syntes han han
+lige var traadt ind i Ungdommen og havde det hele foran sig — alt havde
+han tilgode! Og alligevel var det, som han havde været med fra Tidernes
+Morgen, saa indgaaende kendte han den Mørkeverden han forlod. Var
+Mennesket da ikke et vidunderligt Væsen — i sin Ævne til at skrumpe ind
+og blive til ingenting, som i sin Ævne til at udvide sig og fylde det
+hele! Nu begreb han Farbror Kalles Smil til alting; han havde pansret
+sig med det, for at Tilværelsen ikke skulde rive altfor dybe Rifter i
+hans bløde Sind. Fattigmand havde været nødt til at afstumpe sig, han
+vilde simpelthen forbløde om han gav sig hen i den haarde Virkelighed.
+Afstumpetheden havde været som en haard Skal, der beskyttede de smaa; og
+nu kom de og havde Hjærtet i Behold trods alt. De kunde godt føre an i
+den gode Tid!
+
+Pelle havde jo altid baaret paa en dunkel Følelse af at være udvalgt;
+allerede mens han var Barn, fik den ham til at se en haard Verden
+frejdigt i Møde og fyldte hans nøgne Lemmer med Spændstighed. Nøgen og
+fattig kom han ind i Verden, tilsyneladende uden nogen Vuggegave af
+nogen Art — og alligevel kom han som en lys Forjættelse til den
+halvgamle krumslidte Lassefar. Der straalede Lys fra ham saa ringe og
+almindelig en Kendsgerning han var; Vorherre havde givet ham Gnisten,
+sagde den gamle altid. Som et lille Himmerigs Vidunder havde den gamle
+altid set paa ham; Pellepøjken undredes jo lidt paa det — men hyggede
+sig i Faderens Glæde. Selv kendte han langt anderledes Vidundere dengang
+— f. Eks. Markedspladsens Kalve med to Hoveder og Lammet med de otte
+Ben. Han havde sine egne Fordringer til Livets vidunderlige Rigdom, og
+faldt ikke i Forundring over en ganske almindelig slugøret Purk, som man
+kunde møde hver Dag.
+
+Men nu var han lige ved at give Far Lasse Ret. De største Vidundere
+rummedes jo inden i ham selv — ham Pelle, der lignede hundred Millioner
+andre Arbejdere og endnu aldrig havde haft mere end lige til Føden.
+Mennesket, det var dog det forunderligste af alt. Var han ikke selv — i
+al sin hverdagsagtige Selvfølgelighed — som en lysende Funke, sprunget
+fra Gudstankens vældige Esse? Ud til Rummets yderste Grænse kunde han
+sende sin spørgende Tanke — og tilbage til Tidernes første Morgenrøde!
+Og denne altomspændende Ævne syntes fremgaaet af intet — lige som Gud
+selv! Et Vidunder var jo alene det, at han, den larmende, skulde i
+Fængsel for at fatte det større Formaal med Tingene! — der maatte være
+nedlagt vidtrækkende Planer i ham, siden han spærrede sig selv inde.
+
+Naar han saa ud over Rejsningen, følte han sig overfor en Verdenstanke
+med umaadelig langt Sigt. Gennem Aartusinder havde Almuen uden at ane
+det beredt sig til at drage ind i en ny Verden; Massernes Vandring lod
+sig nok ikke stanse, før de var naaet frem. En Lov, de ikke engang selv
+kendte og ikke formaaede at gribe ind i, førte dem den rette Vej; og
+Pelle var ikke bange. Bag hans aldrig blundende Syslen med Tidens store
+Problem, stod den Erkendelse, at han hørte til dem, Nationen lagde
+Ansvaret for Fremtiden over paa; men Maalet var han aldrig i Tvivl om.
+Og Midlerne heller ikke! De forudseende havde under den store Lockout
+gruet for, hvorledes det skulde være muligt at føre alle disse Masser i
+Ilden. Og saa havde det hele rullet sig naturligt ud af sig selv — fra
+en tilsyneladende lille bitte Aarsag til fast ført Kamp over hele
+Linjen.
+
+Saa stort et Kald, som han og hans kom med, havde Verden heller aldrig
+før set! Det var intet mindre end Godhedens Sejr det galdt! Han brugte
+ikke gærne store Ord, men paa Bunden af sin Sjæl var han overbevist om,
+at alt ondt stammede fra Nød og Elendighed. Mistro og Egennytte kom af
+Misbrug, det var Menneskenes Værn mod Udbytning! Og Udbytningen kom af
+de utrygge Tilstande, af Mindelser om Nød, eller ubevidst Frygt for den!
+De fleste Forbrydelser kunde let føres tilbage til de sørgelige
+Tilstande, og selv hvor Forbindelsen ikke var synlig, var han vis paa,
+den eksisterede alligevel. Det var hans Erfaring, at alle Mennesker i
+Grunden var gode; det onde i dem kunde næsten altid føres tilbage til
+noget bestemt, mens Godheden ofte eksisterede paa Trods af alt. Den
+vilde sejre helt, naar Tilstandene blev trygge for alle. Selv de
+Forbrydelser, der skyldtes Abnormitet, var han vis paa vilde falde bort
+af sig selv, naar der ikke længer fandtes skjulte Mindelser i Samfundet
+om Elendigheden.
+
+Det sad som en lys Tro i ham, at han og hans skulde forny Jorden; Almuen
+skulde gøre den til et Paradis for de mange — som den allerede havde
+gjort den til et Paradis for nogle faa. Der skulde et stort og
+langmodigt Sind til det, men hans Hær var jo prøvet grundigt af! De, der
+gennem umindelige Tider taalmodigt havde baaret Tilværelsens Tryk for
+andre, maatte være skikkede til at overtage Førerskabet ind i den ny
+Tid.
+
+Pelle var paa sin Morgentur naaet helt ned til Strandvejen; det var for
+sent at vende om, og han var skrupsulten. Han købte sig et Par varme
+Rundstykker hos en Bager, og spiste dem paa Vejen ind til Forretningen.
+
+                   *       *       *       *       *
+
+Ved Middagstid var Brun inde i Virksomheden for at underskrive nogle
+Dokumenter og gennemgaa Regnskaber sammen med Pelle. De sad oppe i
+Kontoret bag Butiken, Pelle læste op og kom med sine Bemærkninger, den
+gamle hørte halv efter og nikkede blot; han længtes hjem til _Gryet_.
+„Du vil nok gøre det saa kort som muligt,“ sagde han, „for jeg føler mig
+ikke rigtig vel.“ Den barske Foraarsblæst var ikke god for ham, han
+havde svært ved at faa Vejret. Lægen havde tilraadet et Par Maaneders
+Ophold ved Riviéraen — til Foraaret var ovre; men den gamle gik og kunde
+ikke bestemme sig. Han havde ikke rigtig Mod til at give sig ene ud.
+
+Butiksklokken ringede, og Pelle gik ned for at ekspedere. En ung
+solbrændt Mand stod uden for Disken og lo.
+
+„Kender du mig ikke?“ sagde han og stak Pelle paa Næven. Det var Karl,
+den yngste af de tre forældreløse i _Arken_.
+
+„Jo, vist kender jeg dig!“ svarede Pelle glad. „Jeg har søgt dig i
+Adelgade — dér sagde man, du havde Forretning.“
+
+Det var saalænge siden! Nu var Karl Anker Bestyrer for en stor
+Brugsforening ovre paa Fyn. Han var kommet over for at bestille en Del
+Fodtøj hos Pelle til Brugsforeningen. „Det er kun et Forsøg,“ sagde han.
+„Hvis det slaar an, skal jeg skaffe dig i Forbindelse med
+Fællesforeningen; det er en Kunde, som aftager noget, kan du tro!“
+
+Pelle maatte skynde sig at tage Ordren ned, Karl skulde afsted med
+Toget.
+
+„Det er en Skam, du ikke har Tid til at gaa med over og se
+Virksomheden,“ sagde Pelle. „Husker du den lille Povl fra _Arken_?
+Fabrikspigens Dreng — som hun bandt til Kakkelovnen, naar hun gik paa
+Arbejde? Han er blevet en briljant Fyr — han er min Førstemand paa
+Fabriken. Det vilde more ham at hilse paa dig.“
+
+Da Pelle havde lukket efter Karl og vilde gaa op til den gamle paa
+Kontoret, fik han Øje paa en lille lidt forvoksen Kvinde og et Barn; de
+gik frem og tilbage oven for Værkstedsvinduerne og kiggede i Smug ned.
+De veg sky tilside for Folk og saa ynkelig forskræmte ud. Pelle kaldte
+dem ind i Butikken.
+
+„Er det Peter Drejer, I vil tale med?“ spurgte han.
+
+Kvinden nikkede. Hun havde et fint Ansigt med store bedrøvede Øjne.
+„Hvis det ikke forstyrrer,“ sagde hun.
+
+Pelle kaldte paa Peter Drejer og gik saa op paa Kontoret; gamle Brun sad
+og var faldet i Søvn.
+
+Han hørte dem hviske dernede, Peter Drejer var hæftig, Kvinden og Barnet
+græd — han kunde høre det af Tonen i deres Hvisken. Det hele stod kun
+paa et Øjeblik, saa lukkede Peter dem ud. Pelle skyndte sig ned i
+Butiken.
+
+„Hvis det var Penge, saa ved du jo, at du bare behøver sige til,“ sagde
+han hastigt.
+
+„Nej, det var det store Arbejdsløshedsmøde i Eftermiddag — de vilde
+trygle mig til at blive hjemme. Tossede Væsner — Gud ved, hvad der gaar
+af dem?“ Peter Drejer var helt krænket. „Det er sandt — du har vel ikke
+noget imod, at jeg gaar nu? Det skal afholdes om en Timestid?“
+
+„Jeg troede, det var aflyst,“ sagde Pelle.
+
+„Ja, men det var bare en Manøvre — for at der ikke skulde blive nedlagt
+Forbud. Vi afholder det paa en Mark ude paa Nørrebro. Du skulde tage med
+— det bliver et Møde, som vil spørges. I Dag skal vi afgøre store Ting.“
+Peter Drejer var nervøs, hans Hænder famlede omkring paa Tøjet, mens han
+talte.
+
+Pelle lagde Hænderne paa hans Skuldre og saa ham ind i Øjnene. „Du
+skulde føje de to,“ sagde han indtrængende. „Jeg kender dem jo ikke, men
+dersom deres Ve og Vel afhænger af dig, saa har de ogsaa et Krav paa
+dig. Opgiv det du har for, og tag en Tur ud med de to! nu begynder
+alting at bryde — tag i Skoven med dem, du! Det er bedre at gøre to
+Væsner lykkelige end tusend ulykkelige.“
+
+Peter saa til den anden Side. „Vi har ikke noget særligt for, hvad er
+der saa at gøre Væsen over!“ mumlede han.
+
+„Du har et eller andet for i Dag — jeg kan mærke det paa dig. Og hvis du
+ikke kan føre det igennem, hvem kommer saa til at tage Følgerne?
+Kvinderne og Børnene, du! Du _kan_ ikke føre det igennem — vore Kræfter
+ligger ikke dér.“
+
+„Du gaar din Vej, saa kan du jo lade mig gaa min,“ sagde Peter og gjorde
+sig læmpeligt fri.
+
+Der stod to Betjente paa Fortovet lige overfor og talte sammen; de holdt
+i Smug Øje med Butiken. Pelle viste derover.
+
+„Politiet ved ikke, hvor Mødet skal holdes, og nu passer man paa mig,“
+sagde Peter med et Skuldertræk. „Dem dér skal jeg nemt lede paa
+Vildspor.“
+
+De to Betjente kom over Gaden og skiltes uden for Butiken; den ene stod
+lidt og betragtede Vinduesudstillingen, saa traadte han raskt ind i
+Butiken.
+
+„Er Peter Drejer her?“ spurgte han brøsigt.
+
+„Det er mig,“ svarede Peter og trak sig bag om Disken — „men jeg vil
+raade Dem til ikke at røre mig! Jeg taaler ikke Politihænder paa mig.“
+
+„De er anholdt!“ erklærede Betjenten kort og fulgte efter ham.
+
+Pelle lagde Haanden paa Betjentens Arm. „De skulde fare lidt med Læmpe,“
+sagde han.
+
+Men Betjenten skubbede ham haardt til Side. „Ingen Indblanding her!“
+raabte han og stødte i sin Politifløjte.
+
+Det gav et Sæt i Peter. Et kort Øjeblik greb hans Tanker raadvildt ud i
+det blaa, saa sprang han som en Kat over Jærnrækværket ned paa
+Værkstedstrappen. Men dernede stod den anden Betjent for at tage imod
+ham. I ét Spring var han oppe i Butiken igen — lige ind paa sin
+Forfølger; han havde Revolveren i Haanden. „For Satan, nu kan det være
+nok!“ hvæsede han.
+
+Der faldt to Skud lige paa hinanden — Smæld i Smæld. Betjenten fik lige
+vendt sig til Flugt og faldt forover med Hovedet ind under Disken; Peter
+sank sammen oven paa ham. Det saa ud, som han snublede over Betjentens
+Ben; men da Pelle vilde hjælpe ham op, saa han, at Blodet piblede ud af
+et Hul i Tindingen paa ham. Betjenten var stendød.
+
+Peter aabnede besværligt Øjnene, da Pelle løftede hans Hoved. „Hjælp mig
+væk!“ hviskede han og drejede Ansigtet mod den døde Betjent med et
+Udtryk af Væmmelse. Han holdt endnu krampagtigt om Revolveren.
+
+Pelle vristede den fra ham og bar ham op paa Sofaen i Kontoret. I Døren
+stod den gamle Bibliotekar og rystede. „Aa, skaf lidt Vand,“ sagde
+Pelle, men den gamle hørte ham ikke.
+
+Peter Drejer gjorde en afværgende Bevægelse, han trængte ikke til noget
+mere. „Men de to,“ hviskede han.
+
+Pelle nikkede.
+
+„Og saa — Pelle — — Kammerat —.“ Han prøvede at fæste sit døende Blik
+paa Pelle, men jog pludselig sammen som i Krampe, Knæerne trak sig helt
+op under hans Hage. „Blodhundene!“ stønnede han. Han skelede saa stærkt
+at Pupillerne blev helt borte. Men saa gled det hele i Lave igen med en
+underlig livløs Segnen, han var død.
+
+Betjenten kom op. „Naa er han kreperet?“ sagde han hadefuldt. „Ja han
+har længe nok spillet os paa Næsen.“
+
+Pelle tog ham ved Armen og førte ham hen til Trappen. „Nu hører han ikke
+under Deres Distrikt længer,“ sagde han. Han lukkede Døren og gik
+bagefter Betjenten ned i Butiken. Den dræbte Betjent laa saa lang han
+var oven paa Disken; hans Kammerat havde lagt ham derop, laaset
+Butiksdøren og rullet ned.
+
+„De vil nok stanse Virksomheden? og meddele Kammeraterne, hvad der er
+sket,“ sagde Pelle stille til Brun — „der er noget, jeg maa tage mig af.
+Her arbejdes ikke mere i Dag.“
+
+„Vil du gaa?“ sagde den gamle bekymret.
+
+„Ja, jeg vil føre Peters Møde til Ende for ham — nu kan han jo ikke
+selv,“ svarede Pelle lavmælt.
+
+De var gaaet ned gennem Værkstedet, Kammeraterne stod dernede og saa paa
+hinanden, de havde hørt Skuddene men vidste hverken ud eller ind. „Peter
+er død,“ sagde Pelle, mere kunde han ikke faa frem for Bevægelse. Alting
+styrtede pludselig ind paa ham. Han skyndte sig op og sprang paa en
+Sporvogn.
+
+Ude paa en af de store Marker bag Nørrebro havde der samlet sig et Par
+Tusend Arbejdsløse. Det var blæst op og ruskede fra Vest, Vejret stod i
+Stød ned over Marken. De Arbejdsløse gik og trampede frem og tilbage
+eller stod og smaafrøs i deres tynde Tøj; der var ond Luft over
+Forsamlingen. Fra Sidegaderne blev der ved at strømme Mænd ud, slemt
+medtagne Skikkelser de fleste af dem, med Ansigter som Arbejdsløsheden
+havde gravet Aarstal i. Mange havde ikke længer Tøj til at vise sig inde
+i Byen, og benyttede denne Lejlighed til at være med.
+
+De gik og knurrede over, at Mødet ikke begyndte, spurgte fra Mand til
+Mand hvad Meningen var, og vidste hverken ud eller ind. Det manglede jo
+bare, at ogsaa Peter Drejer havde snydt dem og var rendt over til
+Borgerskabet!
+
+Men pludselig dukkede en Skikkelse op paa Arbejdsvognen som skulde
+benyttes til Talerstol — fra alle Sider strømmede de til. Hvem fanden
+var det? Peter Drejer var det ikke! Pelle? — hvad for en Smed? Naa, ham
+fra den store Kamp — _Lynet!_ Var han til endnu? Gu var han saa, han var
+jo blevet Storfabrikant og Samfundsstøtte om en Hals! Hvad pokker vilde
+han her? — han var ellers ikke lidt fræk!
+
+Pludselig slog der et helt Uvejr imod ham af Raab og Hyssen, iblandet
+spredte Bifald.
+
+Pelle stod og saa ud over Forsamlingen, med et Udtryk af forfærdelig
+Alvor. Deres Demonstration mod ham rørte ham ikke, men her stod han i
+død Mands Sted! Endnu følte han Peters dødtunge Hoved i sin Arm.
+
+Da der var blevet nogenlunde Ro, løftede han Hovedet. „Peter Drejer er
+død,“ sagde han med en Stemme, der hørtes over det hele. Der gik en
+Hvisken gennem Rækkerne, de saa spørgende paa hinanden som havde de hørt
+galt. Han saa af deres Udtryk, hvor meget der vilde gaa i Stykker for
+dem, dersom de skulde tro det.
+
+„Det er Løgn!“ raabte pludselig en befriende Stemme. „Du er lejet af
+Politiet til at liste os om Hjørnet, din Rad!“
+
+Pelle blev bleg. „Peter Drejer ligger inde paa Fabriken med en Kugle
+gennem Hovedet,“ gentog han ubønhørligt. „Politiet vilde anholde ham,
+saa skød han baade Betjenten og sig selv!“
+
+Et Øjeblik syntes alt Liv at fryse bort under den ubarmhjærtige Sandhed,
+han saa hvor de havde elsket Peter Drejer. Saa begyndte de at mudre og
+raabe, de vilde ind og snakke et Ord med Politiet, nogle satte sig
+allerede i Bevægelse.
+
+„Stille, Folkens!“ raabte Pelle med vældig Stemme. „Er I voksne Mænd og
+vil lave Halløj ved en Kammerats Baare!“
+
+„Hvad kender du til det,“ svarede én. „Du ved jo ikke hvad du snakker
+med om!“
+
+„Jeg ved saa meget, at der et Sted ude paa Vesterbro sidder en Kvinde og
+et Barn og venter paa Peter — og han kommer ikke. Skal der sidde flere?
+Hvad gaar der af jer, siden I vil springe i Søen og drukne jer, fordi I
+er lidt gennemblødte? Faar de Efterlevende saa deres paa det Tørre? For
+tror I det, saa er det jeres Pligt at ofre jer. Men tror I ikke snarere,
+Samfundet vil kaste jer i en stor Fælleskule og lade Enkerne og de
+Faderløse om at græde over jer?“
+
+„Du kan sagtens snakke!“ raabtes der til ham. „Du har Dit paa det
+Tørre!“
+
+„Jeg er i Færd med at hale jeres paa det Tørre for jer — og det vil I
+ødelægge med en Dumhed! Jeg kan sagtens snakke siger I! men er der nogen
+af jer, der tør vende sit Ansigt mod Himlen og sige, han har gaaet mere
+igennem end jeg, saa lad ham komme her op og tage min Plads.“
+
+Han tav og saa ud over dem. Deres hærgede Ansigter sagde, at de trængte
+til Mad men endnu mere til ny Haab, Blikket stod igen og grov ude i det
+uvisse. Nu maatte der lægges Ansvar paa dem, et urimeligt Ansvar for saa
+forfordelte Væsner — helst saa stort at det kunde bære dem helt frem.
+
+„Hvad gaar der af jer?“ blev han ved. „I lider Nød, men det har I jo
+gjort altid uden at faa noget for det; og nu da der er en Hensigt i det,
+vil I ikke mere. Vi er jo ikke fra i Gaar — husk det! Var det ikke os,
+der kæmpede den store Kamp til Ende sammen. Nu haaner I den og hele
+Bevægelsen, og siger de ingenting har bragt; men det var dog dér, vi
+brød igennem til Livet og erobrede os Menneskeret.
+
+Og før den Tid har vi i tusend Aar baaret vort blinde Haab frelst gennem
+Underkuelse og Savn. Er der noget andet Samfundslag der har en Marsjrute
+som vor? tvunget af Omstændighederne indrettede vi os paa at vandre i
+Ørkenen i Aartusender og glemte aldrig Landet; den gode Gud havde givet
+os noget af sin egen uendelige Langmodighed til at bære os hen over den
+trælse Tid. Og nu da vi er ved Grænsen, har I glemt hvad Marsjen galdt,
+og ofrer det hele blot man forvandler _jer_ fra magre Slaver til fede
+Slaver.“
+
+„Der er ingen Slaver her!“ raabtes der truende fra flere Sider.
+
+„I er Arbejdsdyr, i Sele og med Skyklapper for Øjnene — nu forlanger I
+at blive velfodrede. Hvornaar falder det som Skel fra jeres Øjne, saa I
+overtager Ansvaret for jer selv? I tror, I er nogle Fandens Karle naar I
+tør blotte Bringen mod Bajonetterne, men kan vi tage det op med
+Brutaliteten? Hvis vi kunde, var Fremtiden ikke vor.“
+
+„Haaner du Peter Drejer?“ spurgte en mørk Stemme.
+
+„Det gør jeg ikke. Peter Drejer hørte til dem, der gaar i Forvejen og
+bestryger Vejstenene med deres Hjærteblod, for at vi andre kan finde
+frem. Men ham har I ingen Ret til at sammenligne jer med; han segnede
+under Vægten af et uhyre Ansvar, og hvad gør I? Vil I ære Peters Minde,
+som det fortjener det, saa gaa stille hjem og slut jer til Bevægelsen
+igen! Dér har I et Arbejde at gøre, som vil forvandle Verden, naar I
+alle lægger i. Hvad gør det, om I skal bløde med mange Kræfter og
+Tarmene skrige af Sult en Stund endnu, mens I bygger jert eget Hus — I
+sultede jo ogsaa, da I byggede for andre!
+
+Peter Drejer beraabte I jer paa, men vi hører ikke til de store
+Martyrer; vi er Hverdagens almindelige Mænd; i den ligger vor Gærning.
+Alle de Tusender der led og døde i Stilhed, har de maaske ikke et endnu
+større Krav paa at blive taget til Følge? De er gaaet fredeligt til
+Grunde for Udviklingens Skyld, og kan med mægtig Ret kræve at vi tror
+paa en fredelig Udvikling. Netop vi som kommer fra Bunden maa bevare den
+historiske Udvikling, — aldrig har nogen Bevægelse haft en saa lang og
+lidelsesfuld Forhistorie som vor! Gennem Lidelser og Afsavn har vi
+opøvet os til at tage imod Førerskabet, naar det gode kommer til sin Ret
+— og saa vil I kaste det hele overbord med en Voldshandling.“
+
+De hørte tavs paa ham nu. Han havde fanget deres Sind men det var ikke
+lys Viden de tog ind. Foreløbig saa de nærmest ud som trætte Folk, der
+faar at vide at der er langt igen. Men de _skulde_ igennem det!
+
+„Kammerater!“ raabte han varmt — „maaske skal vi her ikke opleve det ny,
+men ved os skal det blive til Virkelighed engang. Forsynet er stanset
+ved os og har udpeget os til at kæmpe for det — er det ikke en Hæder?
+Se, vi kommer jo fra Bunden af alting — helt nøgne; det gamle hænger os
+ikke i Klæderne, for vi har ingen — vi kan iføre os det ny! — Den gamle
+Gud med hans tusend Præster som Værn om Uretfærdigheden kender vi ikke;
+Krigens Moral har vi aldrig nemmet — vi der altid var dens Ofre. Vi tror
+paa det Gode, fordi vi ved, at uden Godhedens Sejr er der ingen Fremtid.
+Vort Sind er lyst og kan tage mod Lyset, vi vil løfte vort lille Land
+frem og vise at det har en Mission paa Jorden. Vi der selv er smaa, skal
+vise hvorledes de smaa holder sig oppe og gør sig gældende ved Godhedens
+Princip. Vi vil ingen noget ondt, derfor er det gode paa vor Side. Intet
+kan i Længden holde os nede! — Og gaa nu hjem — jeres Koner og Børn
+sidder maaske og er bekymrede for jer Skyld.“
+
+De stod et Øjeblik tunge som lyttede de endnu. Saa spredtes
+Menneskemassen i Stilhed.
+
+Da Pelle sprang ned fra Vognen, kom Morten hen og gav ham Haanden. „Du
+er stærk, Pelle,“ sagde han stille.
+
+„Hvor kommer du fra?“ udbrød Pelle glad overrasket.
+
+„Jeg kom med Dampskibet i Eftermiddag og tog straks ind i Forretningen.
+Brun fortalte mig, hvad der var sket, og at du var herude. Det var nok
+et ret truende Møde. Der stod en Deling Betjente her ovre i en af
+Sidegaderne. Hvad stod der paa?“
+
+„De havde planlagt en eller anden Demonstration — og var vel saa blevet
+mødt med haard Haand,“ sagde Pelle alvorligt.
+
+„Det var godt, du fik dem omstemt. Jeg har i Syden set disse
+Demonstrationer, hvor Politi og Soldater rider forkomne Arbejdsløse ned
+— det er et trist Skuespil.“
+
+De gik op over Markerne mod _Gryet_. „At du er kommet hjem,“ sagde Pelle
+igen helt barnligt. „Du har jo ikke skrevet et Ord om det.“
+
+„Det var ogsaa Meningen, jeg skulde blevet borte et Par Maaneder endnu,
+men saa en Dag saa jeg Trækfuglene komme flyvende Nord paa over
+Middelhavet — og kom til at længes saa ustyrligt. Og godt var det jo jeg
+kom, saa faar jeg da sagt Farvel til Brun.“
+
+„Naa vil han nu afsted alligevel? Det er kommet hurtigt paa — i
+Formiddags kunde han ikke bestemme sig.“
+
+„Det er Begivenheden med Peter. Den gamle er faldet stærkt af paa’en det
+sidste halve Aar, du! — Men lad os gaa hurtigere — jeg længes efter
+Ellen og Børnene. Hvordan har den lille det?“
+
+„Det er en Tyksak,“ sagde Pelle stolt. „Ni Pund i nøgen Vægt — er det
+ikke flot? En rigtig Solunge!“
+
+
+
+
+                                 XXIII
+
+
+Og saa er det igen Foraar i Danmark!
+
+Allerede længe har det trukket op til det, Lærken kom før Frosten endnu
+var af Jorden, og saa dukkede Stæren op. Og en Dag var Luften pludselig
+blevet høj og let, saa Blikket igen engang kunde gaa vidt ud; der var
+kommet en egen bred Luftighed i Blæsten — det var Vaarens Aande. Den kom
+strygende med Bud om unge karske Kræfter, og Folk rettede Ryggen og
+aandede dybt ind. „Ah Søndenvinden!“ sagde de og aabnede Sindet i
+Forventning.
+
+Og dér kommer han selv ridende over Havet Syd fra midt i sit Følge af
+kaad Ungdom. Saa herligt har hans Indtog aldrig været, ligner han ikke
+straalende Solen selv! Havet glitrer under gyldne Hove, og Luften er
+dirrende fuld af Straale-Spyd der gribes og kastes under det kaade Ridt.
+Tju og hej — i halsbrækkende Galop over Bølgerne! hvem kommer først til
+de danske Strande?
+
+Som en bred Blæst gaar Vaaren frem over Øer og Bælter og favner det hele
+i overmodig ung Styrke, han synger i Børnenes aabne Munde som i en
+Konkylie og rutter med luftig Friskhed. Kvindens Tænder bliver friske af
+hans Kys og blinker omkap med hendes Øjne; hendes Kind blusser under
+hans Strøg og er dog kølig — som solmoden Frugt der dugges af Morgenen.
+Og i Mandens Hjærne hvirvler det paany, den vider sig ud for Vaarvinden
+til et renblæst Hvælv — stort som Himlen selv — og blaaner i ør
+Forventning. Højt i den gaar de vilde Fugles syngende Træk; den svimler
+mod sin egen Uendelighed.
+
+Barhovedet og med et Smil af Sol gaar han frem som en ung Kæmpe, der har
+drukket sig en Rus i sin egen Styrke, breder Armene ud og vækker
+trallende det hele! Ingenting kan staa for ham. Han kilder den sovende
+Jord under Hjærtet og raaber overgivent ned i hendes dunkle Skød: Kuk
+engang! Og dybt nede spjætter Livets Rødder til og vaagner; de sætter
+Safterne i Omløb igen, Pindsvin og Markmus tumler søvndrukne frem og
+giver sig til at pusle i Hegnene. Nede fra Mørket gærer og bobler det op
+af gammelt der raadner bort, og Grøfternes sure Vand giver sig til at
+rinde mod Havet.
+
+Menneskene staar og stirrer himmelfaldne efter den rundhaandede Kæmpe,
+til det gror i dem ogsaa og de selv faar Raad til en Del. Alt det man
+umulig kunde, nu kan man det pludselig — og mere til! Bonden har
+allerede forlængst Ploven i Jorden, og Sædemanden spænder sin Kurv
+omkring sig — nu skal Landet klædes igen.
+
+Dagene længes og tager til i Varme, det er herligt at følge dem og vide
+det gaar opad. En Dag fjærner Ellen Forsatsdørene og slaar op paa vid
+Gab ud til Haven; det er som en Befrielse. Men sikke meget Snavs, Lyset
+aabenbarer!
+
+„Nu faar vi travlt, Petra Drejer!“ siger Ellen. Den lille forvoksne
+Sypige smiler med sine sørgmodige Øjne, og de to giver sig til at feje
+ned og vaske Vinduer; nu og da kommer en lille Tøs ind fra Haven og
+sladrer, fordi hun ikke maa lege med Annas store Dukke. Men Svend Trøst
+er i Marken fra Morgen til Aften; han hjælper Bedstefar Stolpe med at
+bygge de ny Arbejderboliger. Det er en køn Hjælp! Naar Ellen henter ham
+ind til Maaltiderne, er han saa snavset, at hun er ved at gaa ud af sit
+gode Skind.
+
+„Gud ved, hvordan Gamle Brun har det?“ siger Ellen pludselig, bedst som
+hun gaar. „Nu har vi ikke hørt fra ham i tre Dage. Det er helt trist at
+tænke paa, at han er saa langt væk. Bare man nu tager sig ordenlig af
+ham.“
+
+Pelle har styrtende travlt — det er ikke ret meget de ser til ham. Nu
+har Bevægelsen taget fat paa hans Ide for Alvor, og han skal selv skalte
+og valte med det hele, saa han har begge Hænder fulde. „Har jeg en Mand
+— eller har jeg ingen?“ siger Ellen, naar hun engang imellem faar Hold i
+ham.
+
+„Nu bliver det snart bedre,“ svarer han. „Naar vi først faar Maskineriet
+ordenlig i Gang, knirker det af sig selv.“
+
+Morten er den eneste, der ikke tager sig noget alvorligt til. Han gaar
+og drysser — og virker underlig afstikkende midt i al Travlheden. „Han
+tænker!“ siger Ellen og stanser midt i Tæppebankningen. „Gudskelov man
+ikke er bleven Forfatter.“
+
+Pelle vil gærne have ham draget ind i Foretagendet. „Der er saa meget at
+skrive og holde Foredrag om,“ siger han. „Alt det kunde du gøre meget
+bedre end jeg.“
+
+„Nej du, jeg kan ikke,“ svarer Morten. „Dit Arbejde gror i mig ogsaa,
+jeg har det i Tankerne bestandig og har jo selv tænkt paa at give en
+Haand — men jeg kan ikke. Hvis jeg kommer til at yde mit Bidrag til din
+vældige Gærning, bliver det paa en anden Maade.“
+
+„Du gør ikke noget ved din Bog om Solen heller,“ siger Pelle bekymret.
+
+„Nej, for hver Gang jeg vil arbejde med den, gaar den saa underlig i ét
+med din Gærning for mig. Jeg kan ikke holde Tankerne ud fra hinanden;
+for Tiden føler jeg mig som en Muldvarp, der roder blindt om i den sorte
+Muld under Livets mægtige Træ. Jeg graver og søger, og hvert Øjeblik
+støder jeg paa de tunge Rødder af dette vældige over Jorden. Jeg kan
+ikke se dem, men jeg hører det tone deroppe fra — og lider ved ikke at
+kunne følge dem op i deres mægtige Sammenhæng deroppe i Lyset.“
+
+                   *       *       *       *       *
+
+En Søndag Formiddag sidst i Maj sad de ude i Haven. Vuggen var flyttet
+ud i Solen, Pelle og Ellen sad paa hver sin Side af den og talte om
+Hjemmets Anliggender; Ellen havde meget at fortælle ham, naar hun havde
+ham for sig selv. Barnet laa og gloede op i Luften med sine mørke Øjne,
+der var Ellens op ad Dage; han var brun af Lød og buttet. Det saas paa
+ham, at han var undfanget i Sol og Kærlighed.
+
+Lasse Fredrik sad henne for sig selv ved Tjørnen og malede paa et
+Billede, som Pelle ikke maatte se, før det var færdigt. Han gik paa
+Tegneskole nu og var flink, han havde et skarpt Blik for Mennesker —
+navnlig de Fattige kunde han tage paa Kornet som de gik og stod. Han
+havde en let Haand; med to-tre Streger kunde han give det, Faderen
+møjsommeligt havde maattet arbejde sig til. „Du snyder,“ sagde Pelle
+gærne, halv fortrydelig — „det kan ikke taale at ses nær ved!“ Men han
+maatte indrømme at det lignede.
+
+„Naa, faar jeg snart Billedet at se?“ raabte han over. Han var svært
+nysgærrig.
+
+„Ja, nu er det færdigt,“ sagde Lasse Fredrik og kom med det.
+
+Billedet forestillede en Gade, hvori der holdt en enlig Mælkevogn; bag
+Vognen laa en Mælkedreng med blødende Hoved. „Han er faldet i Søvn,
+fordi han maa saa tidlig op,“ forklarede Lasse Fredrik. „Saa idet Vognen
+kører frem, gaar han bagover.“ Det morgenøde i Gaden var godt givet, men
+Blodet var altfor knaldende rødt.
+
+„Det er meget uhyggeligt,“ sagde Ellen gysende. „Men sandt er det.“
+
+Morten kom hjem fra Byen. „Her er Nyheder til dig fra Brun,“ sagde han
+og rakte Pelle et stort Brev. Pelle gik ind i Havestuen for at læse det
+i Ro: noget efter kom han ud.
+
+„Ja store Nyheder er det denne Gang,“ sagde han bevæget. „Vil I høre
+det?“ Han satte sig til at læse.
+
+      Kære Pelle!
+
+   Jer sidder i min Seng og skriver til dig. Det er snavs med mig og
+   har været i nogle Dage; dog haaber jeg ikke, der er noget alvorligt
+   paa Færde. Vi er jo alle Vorherre en Død skyldige, men jeg vilde
+   gærne starte til den store Verdensomsejling derhjemme fra. Jeg
+   længes efter _Gryet_ og jer alle og føler mig ensom; hvis
+   Foretagendet kan afsé dig nogle Dage, var jeg glad for om du kom
+   herned. Saa kunde vi følges hjem, selv drister jeg mig ikke til
+   Rejsen.
+
+   Lige nu gaar Solen ned og sender sine sidste Straaler ind til mig;
+   hele Dagen har været graa og trist, men nu bryder Solen frem af
+   Skyerne og kysser Jorden — og mig gamle Mand med — til Afsked. Det
+   giver mig Lyst til at sige dig noget, Pelle; for saadan har min Dag
+   jo ogsaa været, før jeg traf dig. Endeløst lang og graa! Naar man er
+   det sidste Led af en udgaaende Slægt, maa man bære de andres graa
+   Tilværelse ogsaa!
+
+   Jeg har tidt maattet tænke paa, hvor Livets skjulte Kraft er
+   forunderlig. Omgangen med dig har været som et Løfte for mig, skønt
+   jeg vel vidste, at jeg ingenting skulde udrette mere og ikke heller
+   forplante mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i Pagt med
+   Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser vel paa mig som noget der
+   forsvinder. Men se alligevel, hvor Livet lader os alle leve — ved at
+   benytte os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa Fremtiden,
+   hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af Hjærtet, jeg var en
+   opvaagnende Proletar og stod i Dagningen; men jeg er alligevel glad,
+   fordi det ny ved dig trykker mine Øjne til.
+
+   Dér har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt og selvfølgeligt
+   — alt for kendt. Jeg havde det jo ordnet i mine Kataloger! Og se
+   saa, hvor det fornyr sig! — nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet
+   dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt mig om Landet,
+   det stod for mig som et Sted, hvor man enten vadede i Støv eller
+   Søle. Den sorte Muld forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun
+   Forestillinger om Kirkegaarden — saa langt var jeg fjærnet fra
+   Naturen. Landet var noget, Bønder færdedes i, disse drøje,
+   grovtærende Skabninger, der nærmest forekom én som et Slags Dyr, der
+   prøvede paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umuligt leve
+   derude. Saadan var jo Opfattelsen i min Kreds, og jeg havde selv en
+   Rem af Huden, skønt min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og
+   tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til Naturen
+   forekom mig æstetisk meget interessant men nærmest som et
+   Modsætnings — for ikke at sige fjendtligt — Forhold. Jeg begreb
+   ikke, at nogen kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et
+   Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at noget rørte sig i
+   mig og kaldte mig ud; der var noget ved dig, som var Luft derude
+   fra.
+
+   Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod de blot for mig som
+   nogle haardhudede Børster, der skrabede de Midler sammen, vi i to
+   Generationer har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn for
+   to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at leve Livet, har jeg
+   altid tænkt — og anset det som den eneste Undskyldning for at de
+   fandtes i Slægten, saftige og robuste som de var. Nu ser jeg, at det
+   er dem der har levet; mens vi efter dem i al vor Holdenhed kun har
+   haft en Seng i Tilværelsens Vartov.
+
+   For alt dette siger jeg jer tak. Jeg er glad for at jeg gennem jer
+   har lært den ny Tids Mennesker at kende og kan give min Formue
+   tilbage. Den er skabt af alle dem der arbejder, og hobet sammen af
+   nogle faa; det er en simpel Selvfølge, at jeg leverer den tilbage.
+   Andre vil komme til at gøre som jeg — frivilligt eller nødtvungent —
+   indtil alt er alles. Og saa først kan Kampen om det menneskelige
+   begynde! Kapitalismen har skabt vidunderlige Maskiner, men hvilke
+   vidunderlige Mennesker venter der os ikke med den ny Tid. Hvem der
+   kunde have oplevet det!
+
+   Jeg har testamenteret dig og Morten det hele. Endnu er der ingen
+   Institution, jeg kunde overgive det til, saa faar I forvalte det i
+   Fællesskabets Navn. I to er Fattigmands bedste Værge, og jeg ved I
+   vil anvende det paa den bedste Maade — jeg giver det trygt i jeres
+   Hænder. Testamentet beror hos min Sagfører, jeg ordnede det hele før
+   jeg rejste hjemme fra.
+
+   Hilsen til alle i _Gryet_, Ellen og Børnene og Morten. Hvis den
+   lille bliver døbt, inden jeg naar hjem, husker I jo at han skal bære
+   mit Navn. Men nu haaber jeg paa du kommer.
+
+Ellen trak Vejret dybt, da han var færdig med Brevet.
+
+„Bare det ikke er alvorligere med ham, end han vil være ved,“ sagde hun.
+„Du rejser vel?“
+
+„Ja, jeg ordner det nødvendige i Virksomheden i Morgen tidlig og tager
+med Formiddagsekspressen.“
+
+„Saa maa jeg vist til at se efter dit Tøj!“ udbrød Ellen og gik ind.
+
+Pelle og Morten gik en Tur langs Bakkeranden, forbi de halvopførte
+Boliger, hvis røde Sten lyste i Solen.
+
+„Føler du dig ikke som et Lykkebarn, Pelle?“ sagde Morten pludselig.
+
+„Jo,“ svarede Pelle — „mig har ingenting kunnet skade, og saa er det vel
+rigtigt, hvad Far Lasse og de andre sagde, at jeg er født med
+Sejrsskjorten. De Misbrug jeg led som Barn, har lært mig at være god mod
+andre; og i Fangenskabet vandt jeg mig Friheden — det der skulde gjort
+mig til en Forbryder, gjorde mig til Menneske i Stedet. Ingenting har
+kunnet skade mig! Saa maa jeg vel være et Lykkebarn, som du siger.“
+
+„Ja du er, og nu har jeg fundet mit Stof, du Pelle! Jeg roder ikke
+længer blindt i Mørket — nu skal jeg skrive et stort Værk.“
+
+„Til Lykke med det da! Hvad skal det handle om? Skal det være Værket om
+Solen?“
+
+„Ja baade om Solen og om det der sejrer. Det skal være et Værk om dig,
+Pelle!“
+
+„Om mig?“ udbrød Pelle forskrækket.
+
+„Ja — om den nøgne Pelle med Sejrsskjorten! Nu er det vel paa Tiden at
+kalde det nøgne Menneske frem i Lyset og se rigtig paa ham, nu han staar
+og skal overtage Fremtiden. — I vil jo helst læse om Grever og Baroner,
+men nu skal jeg skrive jer en Historie om en Prins, der finder Skatten
+og vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele Verden, du — og hun
+var der ikke. Saa er der kun ham selv til Rest, og der finder han hende
+— for han har sunket hendes Hjærte. Er det saa ikke en god Historie?“
+
+„Jeg synes, det er noget godt Sludder,“ sagde Pelle leende. „Og du
+kommer da til at smøre godt med Løgn i, hvis du vil have mig gjort til
+en Prins. Jeg tror nu ikke, du faar Arbejderne til at tage den for en
+rigtig Bog, det er det hele altfor kendt og almindeligt til.“
+
+„De skal gribe efter den — og græde af Glæde og Stolthed over at finde
+sig selv i den. Kanske opkalder de ogsaa deres Børn efter den af bar
+Taknemmelighed!“
+
+„Hvad skal den saa hedde da?“ spurgte Pelle.
+
+„Den skal hedde _Pelle Erobreren_!“
+
+
+
+
+                       Afskriverens bemærkninger
+
+
+I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis
+og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle
+forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.
+
+Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse
+typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre
+ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):
+
+   [p. 74]:
+   ... megen Umag med at begribe denne Flugt bort fra ...
+   ... megen Umage med at begribe denne Flugt bort fra ...
+
+   [p. 116]:
+   ... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig sig ...
+   ... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig ...
+
+   [p. 131]:
+   ... have set dig?“ ...
+   ... have set dig!“ ...
+
+   [p. 167]:
+   ... De tre Mand fulgtes op over den nøgne Stubmark ...
+   ... De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark ...
+
+   [p. 197]:
+   ... spurgte hun i ud Stuen. ...
+   ... spurgte hun ud i Stuen. ...
+
+   [p. 198]:
+   ... fordi dem. Saa galede Hanen dernede og ...
+   ... forbi dem. Saa galede Hanen dernede og ...
+
+   [p. 233]:
+   ... ham at hilse paa dig?“ ...
+   ... ham at hilse paa dig.“ ...
+
+
+
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 77037 ***